I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn
Indledning
وَإِن مِن أُمَّةٍ إِلّا خَلا فيها نَذيرٌ
“Der fandtes ikke noget folk, som ikke havde fået besøg af en advarer.”
-(Sura Fatiha: 24)
وَلَقَد بَعَثنا فى كُلِّ أُمَّةٍ رَسولًا أَنِ اعبُدُوا اللَّهَ وَاجتَنِبُوا الطّٰغوتَ
“Og Vi har sendt en profet til hvert folk, som kaldte dem til at tilbede Allah og holde sig borte fra lydighed mod Taghut.”
-(Sura an-Nahl: 36)
هٰذا نَذيرٌ مِنَ النُّذُرِ الأولىٰ
“Denne er en af de tidligere advarere, en advarer.”
-(Sura an-Najm: 56)
إِنَّكَ لَمِنَ المُرسَلينَ
“(O Muhammad), du er sandelig et sendebud.” -(Sura Yasin)
قُل ما كُنتُ بِدعًا مِنَ الرُّسُلِ
“(O Muhammad), sig: Jeg er ikke noget nyt sendebud.”
-(Sura al-Ahqaf: 9)
وَما مُحَمَّدٌ إِلّا رَسولٌ قَد خَلَت مِن قَبلِهِ الرُّسُلُ
“Muhammad er ikke andet end et sendebud, og mange sendebude er allerede gået bort før ham.” – (Sura Āl ʿImrān: 144
قولوا ءامَنّا بِاللَّهِ وَما أُنزِلَ إِلَينا وَما أُنزِلَ إِلىٰ إِبرٰهۦمَ وَإِسمٰعيلَ وَإِسحٰقَ وَيَعقوبَ وَالأَسباطِ وَما أوتِىَ موسىٰ وَعيسىٰ وَما أوتِىَ النَّبِيّونَ مِن رَبِّهِم لا نُفَرِّقُ بَينَ أَحَدٍ مِنهُم وَنَحنُ لَهُ مُسلِمونَ
فَإِن ءامَنوا بِمِثلِ ما ءامَنتُم بِهِ فَقَدِ اهتَدَوا ۖ o
“Sig: Vi tror på Allah og på den åbenbaring, der er blevet sendt ned til os, og på den åbenbaring, der blev sendt ned til Ibrahim, Ismail, Ishaq, Yaqub og deres efterkommere, og på det, der blev givet til Musa, Isa og de øvrige profeter fra deres Herre; på det tror vi også. Vi gør ingen forskel mellem dem, og vi er Allah underkastede. Hvis de derfor tror på samme måde, som I tror, så er de retledte.”
– (Sura al-Baqarah: 136–137).
لَقَد مَنَّ اللَّهُ عَلَى المُؤمِنينَ إِذ بَعَثَ فيهِم رَسولًا مِن أَنفُسِهِم يَتلوا عَلَيهِم ءايٰتِهِ وَيُزَكّيهِم وَيُعَلِّمُهُمُ الكِتٰبَ وَالحِكمَةَ وَإِن كانوا مِن قَبلُ لَفى ضَلٰلٍ مُبينٍ
“I sandhed er det en stor nåde fra Allah til de troende, at Han har ladet et sendebud fremstå blandt dem selv, som reciterer Hans vers for dem, renser dem og lærer dem Skriften og visdommen. Ellers befandt de sig jo i åbenlys vildfarelse.” – (Sura Āl ʿImrān: 164).
اليَومَ يَئِسَ الَّذينَ كَفَروا مِن دينِكُم فَلا تَخشَوهُم وَاخشَونِ ۚ اليَومَ أَكمَلتُ لَكُم دينَكُم وَأَتمَمتُ عَلَيكُم نِعمَتى وَرَضيتُ لَكُمُ الإِسلٰمَ دينًا ۚ
“I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer, fuldendt Min nåde over jer og valgt islam som livsordning for jer.” – (Sura al-Mā’idah: 3)
تَاللَّهِ لَقَد أَرسَلنا إِلىٰ أُمَمٍ مِن قَبلِكَ فَزَيَّنَ لَهُمُ الشَّيطٰنُ أَعمٰلَهُم فَهُوَ وَلِيُّهُمُ اليَومَ وَلَهُم عَذابٌ أَليمٌ
وَما أَنزَلنا عَلَيكَ الكِتٰبَ إِلّا لِتُبَيِّنَ لَهُمُ الَّذِى اختَلَفوا فيهِ ۙ وَهُدًى وَرَحمَةً لِقَومٍ يُؤمِنونَ
“Ved Gud, Muhammad, Vi sendte vejledning til forskellige folk før dig. Men derefter gjorde Satan deres onde gerninger tiltalende for dem. I dag er han blevet deres beskytter, og de har gjort sig fortjent til en pinefuld straf. Og Vi har kun åbenbaret denne Bog for dig, for at du skulle tydeliggøre den sandhed for dem, som de er uenige om. Og Vi har også åbenbaret Bogen, for at den kan være vejledning og barmhjertighed for dem, der underkaster sig den.”
– (Sura an-Nahl: 63–64)
يٰأَهلَ الكِتٰبِ قَد جاءَكُم رَسولُنا يُبَيِّنُ لَكُم كَثيرًا مِمّا كُنتُم تُخفونَ مِنَ الكِتٰبِ وَيَعفوا عَن كَثيرٍ ۚ قَد جاءَكُم مِنَ اللَّهِ نورٌ وَكِتٰبٌ مُبينٌ
يَهدى بِهِ اللَّهُ مَنِ اتَّبَعَ رِضوٰنَهُ سُبُلَ السَّلٰمِ وَيُخرِجُهُم مِنَ الظُّلُمٰتِ إِلَى النّورِ بِإِذنِهِ وَيَهديهِم إِلىٰ صِرٰطٍ مُستَقيمٍ
“O I Skriftens folk! Vor Sendebud er kommet til jer, og han gør jer meget af det klart, som I skjuler i Skriften, mens han tilgiver meget. Fra Allah er der kommet et lys og en klar Skrift til jer, hvorigennem Han viser dem vejen til sikkerhed og frelse, som følger det, der behager Ham; og Han fører dem efter Sin vilje fra mørket til lyset og leder dem ad den rette vej.” – (Sura al-Ma’idah: 15-16).
يٰأَيُّهَا النَّبِىُّ إِنّا أَرسَلنٰكَ شٰهِدًا وَمُبَشِّرًا وَنَذيرًا
وَداعِيًا إِلَى اللَّهِ بِإِذنِهِ وَسِراجًا مُنيرًا
“O Profet! Vi har sendt dig som vidne, som forkynder af det gode budskab, som advarer, som en, der på Allahs befaling kalder til Ham, og som en lysende lampe.” – (Sura al-Ahzab: 45-46).
يَأمُرُهُم بِالمَعروفِ وَيَنهىٰهُم عَنِ المُنكَرِ وَيُحِلُّ لَهُمُ الطَّيِّبٰتِ وَيُحَرِّمُ عَلَيهِمُ الخَبٰئِثَ وَيَضَعُ عَنهُم إِصرَهُم وَالأَغلٰلَ الَّتى كانَت عَلَيهِم ۚ فَالَّذينَ ءامَنوا بِهِ وَعَزَّروهُ وَنَصَروهُ وَاتَّبَعُوا النّورَ الَّذى أُنزِلَ مَعَهُ ۙ أُولٰئِكَ هُمُ المُفلِحونَ
“Han påbyder dem det gode og forbyder dem det onde, gør de rene ting tilladte for dem og forbyder dem de urene ting. Han løfter de byrder fra dem og løsner de lænker, som tyngede og bandt dem. Så de, der tror på ham, støtter og hjælper ham og følger det lys, der er blevet sendt ned med ham, de vil få fremgang.” – (Sura al-A’raf: 157).
إِنّا أَنزَلنا إِلَيكَ الكِتٰبَ بِالحَقِّ لِتَحكُمَ بَينَ النّاسِ بِما أَرىٰكَ اللَّهُ ۚ وَلا تَكُن لِلخائِنينَ خَصيمًا
“O Muhammad! Vi har åbenbaret denne Skrift for dig med sandheden, så du kan dømme mellem mennesker efter det, Allah har vist dig, og så du ikke bliver de bedrageres forsvarer.” – (Sura an-Nisa: 105).
هُوَ الَّذى أَرسَلَ رَسولَهُ بِالهُدىٰ وَدينِ الحَقِّ لِيُظهِرَهُ عَلَى الدّينِ كُلِّهِ ۚ
“Allah er den, der har sendt Sit sendebud med vejledning og den sande religion, for at han kan lade denne sande religion og livsordning sejre over alle andre livsordninger.” – (Sura al-Fath: 28).
قُل يٰأَيُّهَا النّاسُ إِنّى رَسولُ اللَّهِ إِلَيكُم جَميعًا الَّذى لَهُ مُلكُ السَّمٰوٰتِ وَالأَرضِ ۖ لا إِلٰهَ إِلّا هُوَ يُحيۦ وَيُميتُ ۖ فَـٔامِنوا بِاللَّهِ وَرَسولِهِ النَّبِىِّ الأُمِّىِّ الَّذى يُؤمِنُ بِاللَّهِ وَكَلِمٰتِهِ وَاتَّبِعوهُ لَعَلَّكُم تَهتَدونَ
“O Muhammad! Sig: O menneskehed! Jeg er Allahs sendebud til jer alle – Ham, der ejer herredømmet over himlene og jorden, der er ingen anden gud end Ham, og som har magt over liv og død. Tro derfor på Allah og på Hans ummī-sendebud, som tror på Gud og Hans anvisninger.
وَأوحِىَ إِلَىَّ هٰذَا القُرءانُ لِأُنذِرَكُم بِهِ وَمَن بَلَغَ ۚ
“Og sig: Denne Koran er blevet åbenbaret for mig, for at jeg gennem den kan advare jer og dem, som den når.”
ما كانَ مُحَمَّدٌ أَبا أَحَدٍ مِن رِجالِكُم وَلٰكِن رَسولَ اللَّهِ وَخاتَمَ النَّبِيّۦنَ ۗ
“Muhammad er ikke far til nogen af jeres mænd, men han er Allahs sendebud og den, der afslutter profeternes række.” – (Sura al-Ahzab: 40).
I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn
Forord
Al lovprisning tilkommer Allah den Almægtige, fordi det store arbejde, som vi havde taget fat på, i vid udstrækning er blevet fuldført, og det kan håbes, at også det resterende arbejde vil blive fuldført med Hans hjælp.
Hvis man helt ser bort fra mit organisatoriske forhold til Maulana Sayyid Abul A’la Mawdudi og oprigtigt retter blikket mod hans religiøse tjeneste, opstår uden nogen blind ærbødighed den følelse, at man ikke engang i historiens fjerneste horisonter kan finde et sidestykke til den måde, hvorpå han i vor tid med så stærke argumenter og beviser, i en ny fremstillingsform og så udførligt har tydeliggjort islams grundlæggende sandhed og forskellige sider af dets fuldstændige livsordning. Den egentlige sag er, at det bidrag, han har ydet, har ændret livsforløbet for utallige mennesker. Og dette store arbejde er blevet en vældig kapital for Maulana i det hinsides.
Siden jeg lærte Maulana at kende, har jeg indtil i dag haft et hjerteligt forhold til ham, og derfor er mit inderlige ønske, at der anvendes forskellige fremstillingsformer til at udbrede og fremme Maulanas visdom og tanker. Samtidig står jeg hævet over en sådan mentalitet, at jeg vil bruge Maulanas personlighed, hans gode navn og hans udførte arbejde til at fremme mine egne personlige interesser.
Det er ti eller tolv år siden. Vi sad nogle få nære venner og talte sammen på hr. Maulana Mawdudis værelse. I den forbindelse sagde jeg, at hvis Maulana fandt det godt, kunne man samle en levnedsbeskrivelse ud fra hans artikler og øvrige skrifter. Min ven bad derefter om, at han måtte få ansvaret for dette arbejde. Jeg indvilligede. Men da min ven efter flere års forløb stadig ikke havde fået mulighed for at udføre arbejdet, tog jeg med hans tilladelse spørgsmålet op med Maulana igen. Ud over dette foreslåede emne gav Maulana også nogle generelle gode råd om at arbejde med andre emner.
Da arbejdet omsider blev påbegyndt, gik det op for mig, at det var langt vanskeligere og mere arbejdskrævende at samle de grundlæggende udsagn fra hele Maulanas litterære værk og sammenstille dem til en bog end selv at udarbejde en forskningsbaseret bog. Foruden de seks bind af Tafhim al-Qur’an skulle en stor del af hans øvrige litteratur studeres, de nødvendige og relevante grundlæggende udsagn udvælges efter emne, derefter afskrives og til sidst fordeles på forskellige kapitler og afsnit og ordnes under forskellige overskrifter. Disse og lignende opgaver var så vanskelige, at jeg gentagne gange mistede modet og tænkte, at gennemførelsen af denne vældige plan lå ud over mine evner.
Det heldige er, at jeg i dette arbejde har fået hjælp og støtte fra forskellige venner. Især arbejdede Maulana Abdul Wakil Alivi, M.A., sammen med mig i næsten halvandet år på en sådan måde, at det ikke vil være en overdrivelse at sige, at han ydede det største bidrag til dette arbejde.
Efter at arbejdet i stilhed var blevet afsluttet gennem halvandet til to års utrætteligt arbejde og derefter forelagt for Maulanaen, blev også han forundret over, at han i sine artikler havde samlet så meget materiale om profeten Mustafa (sallallahu alayhi wa sallam), hans personlighed og hans liv. Maulanaen udtrykte også tilfredshed over, at en første samling af et værk på næsten tre bind var blevet afsluttet af så ydmyge mennesker som os. I værkets første bind behandles de grundlæggende emner, profetskabets rang, åbenbaringens ordning, den hellige profets komme, forholdene og omstændighederne i tiden før profeten samt tilstanden hos det folk, som kaldet blev rettet til, og hos forskellige andre grupper. Det andet bind omhandler begivenhederne fra profeten Mustafa (sallallahu alayhi wa sallam)s fødsel til hans hijra til Medina, mens det tredje bind behandler de afgørende øjeblikke i den hellige profets bevægelsesliv under hans tid i Medina. Det fjerde bind mangler endnu at blive samlet. Det vil indeholde en fremstilling af profetens (sallallahu alayhi wa sallam) reformarbejde, undervisning og opdragelse samt de forandringer, der blev indledt på forskellige områder af livet. Må Allah den Ophøjede også give os tawfiq til at fuldføre dette bind.
Værket er blevet samlet på en sådan måde, at Maulanaens artikler og forskellige grundlæggende udsagn er blevet ordnet under forskellige overskrifter, og sammenhængen i indholdet er blevet styrket, så de nødvendige oplysninger kommer til syne trin for trin. Der er enkelte steder, hvor de to redaktører har måttet indsætte noget fra deres egen side eller fra et andet værk, og kilden er også blevet angivet. Der findes to slags noter. Den ene slags er indarbejdet i værkforfatterens oprindelige artikler. Den anden slags er tilføjet af de to redaktører. Disse to slags noter er skrevet hver for sig. De citater fra værkforfatterens artikler, som er medtaget i de forskellige kapitler og afsnit, er samlet og angivet til sidst i værket.
Det glædelige er, at Maulana Sayyid Abul A’la Maududi trods sin sygdom og travlhed har læst hele vores samling igennem, foretaget rettelser forskellige steder og markeret nogle af sine grundlæggende udsagn til indsættelse. Hvis der trods dette skulle være fejl eller mangler et eller andet sted i samlingen af dette værk, er det os alene, der bærer ansvaret.
Nu beder vi om, at Allah tager imod alt det, vi har gjort, og den måde, vi har gjort det på, og at læserne herfra må modtage stråler af vejledningens lys. Vi appellerer også til læserne om at gøre os en tjeneste ved at underrette os, hvis de opdager fejl eller mangler noget sted eller mener, at noget bør korrigeres. Insha’Allah vil vi i den næste udgave prioritere deres forslag og råd og forsøge at gøre bogen endnu bedre.
— Naeem Siddiqi
De to redaktørers ord
Om første bind skal det bemærkes, at det under betegnelsen for de verdslige emner, der behandles her, samler de ærede Maulanaens artikler, foredrag og nødvendige citater, som på den ene side belyser profetskabets rang, åbenbaringens ordning, forståelsen af religionen og andre beslægtede emner, og på den anden side tydeliggør de historiske, religiøse og politiske forhold i perioden for profetens (sallallahu alayhi wa sallam) fremkomst og i de tidligere civilisationer. Selv om denne fremstilling ikke direkte præsenterer begivenheder fra den hellige profets biografi, vil den ikke desto mindre hjælpe med at forstå den hellige profets (sallallahu alayhi wa sallam) personlighed, hans rang og hans omfattende kamp. Derfor har vi fundet det nødvendigt, at læserne før studiet af hans livshistorie bliver bekendt med disse vejledende drøftelser.— De to redaktører.
000
Islam er i virkeligheden navnet på den bevægelse, som ønsker at opføre hele menneskelivets bygning på troen på den ene Guds suverænitet. Denne bevægelse har siden de tidligste tider fulgt det samme grundlag og den samme metode. Den er blevet ledet af dem, der kaldes Allah den Almægtiges profeter og sendebud. Hvis vi skal lede denne bevægelse, må vi nødvendigvis følge disse lederes fremgangsmåde. For der findes og kan ikke findes nogen anden fremgangsmåde for en bevægelse af denne særlige art. Når vi i denne forbindelse forsøger at følge i de ædle profeters (fred være med dem) fodspor, møder vi en stor vanskelighed. Vi kan ikke vide ret meget om de profeters handlinger, som levede i oldtiden. I Koranen findes der nogle korte antydninger, men ud fra dem kan hele planen ikke rekonstrueres. I Bibelens Nye Testamente findes nogle upålidelige udsagn fra Jesus (fred være med ham), som i nogen grad belyser én side, nemlig hvordan den islamiske bevægelse kan ledes i sin allerførste fase, og hvilke problemer den må møde. Men Jesus (fred være med ham) måtte ikke gennemgå den efterfølgende fase, og der findes heller ingen antydning af den. På dette område modtager vi kun ét sted fra en klar og fuldstændig vejledning, og det er profeten Muhammad Mustafas (fred være med ham) liv. Vores tilbagevenden til ham skyldes ikke blot vores respekt for ham; vi er i virkeligheden nødt til at vende tilbage til ham for at opnå viden om denne vejs op- og nedture. Blandt alle den islamiske bevægelses ledere er profeten Muhammad (fred være med ham) den eneste leder, hvis liv giver os en fuldstændig og særdeles pålidelig beskrivelse af hver enkelt fase og hvert enkelt aspekt – fra bevægelsens første kald til oprettelsen af den islamiske stat og derefter til statens struktur, forfatning, indre og ydre politik samt principperne og metoderne for statens styrelse.
Forfatterens indledning
Mennesket har i alle tidsaldre modtaget islams velsignelse gennem kun to midler. Det ene er Allahs ord. Det andet er, at Allah den Almægtige ikke blot sendte profeterne som midler til at overbringe Hans budskab og undervise i det, så det kunne forstås. Han pålagde dem også at yde praktisk lederskab og vejledning, så de kunne reformere mennesker og samfund for at virkeliggøre Allahs ords rette formål, korrigere det fordærvede samfundssystem og vise, hvordan et retfærdigt og sundt samfund kunne genopbygges.
Disse to ting har altid været så uløseligt forbundet, at mennesket hverken har kunnet opnå den rette viden om religionen eller vejledning ved at adskille den ene fra den anden. Hvis Allahs Bog adskilles fra profeten, bliver den som et skib uden styrmand. Hvor meget en uerfaren rejsende end måtte fare omkring med det på livets hav, vil han aldrig kunne nå frem til bestemmelsesstedet. Og hvis profeten adskilles fra Allahs Bog, vil mennesket i stedet for at finde Guds vej aldrig kunne undslippe faren for at gøre det gudløse til Gud. Begge disse følger har tidligere folkeslag oplevet. Hinduerne udslettede deres religionsstifteres livshistorier og slog sig til tåls med kun at have de religiøse skrifter. Resultatet blev, at de også udslettede de religiøse skrifter. De kristne tilsidesatte Bogen og holdt fast i profetens kappe og hans personlighed. Som følge heraf gjorde de Allahs profet til Allahs søn, ja, til Allah selv.
Ligesom i tidligere tider må mennesket også i den moderne tidsalder benytte de samme to midler, som har været anvendt gennem alle tider, hvis det skal opnå islams velsignelse. For det første Allahs ord, som nu kun findes i form af den hellige Koran. For det andet profetens eksempel, som nu kun er bevaret i den arabiske profet Muhammads (fred være med ham) livshistorie. Hvis man i dag, ligesom tidligere, skal opnå den rette viden om islam, er den eneste vej derfor at forstå Koranen gennem profeten Muhammad (fred være med ham) og at forstå profeten Muhammad (fred være med ham) gennem Koranen. Den, der har forstået disse to ved hjælp af hinanden, har forstået islam. Ellers forblev han berøvet forståelsen af religionen og blev som følge deraf også berøvet vejledningen.
Eftersom Koranen og profeten Muhammad (fred være med ham) har samme formål, mål og særlige opgave, afhænger alt derfor af, i hvor høj grad dette formål og mål kan forstås. Hvis man tilsidesætter dette, vil Koranen blot fremstå som en samling ord og sætninger, og profetens livshistorie som en samling begivenheder – og ikke andet. Man kan ganske vist gennem den yderste søgen efter historiske kendsgerninger og oplysninger opnå korrekt og detaljeret viden om den hellige profets personlighed og den samtid, han levede i, men man vil ikke kunne forstå religionens livskraft. For denne forståelse er ikke knyttet til Koranens blotte udsagn og begivenhedernes kronik, men til det mål og formål, for hvilket Koranen blev åbenbaret, og for hvilket profeten fremtrådte for at bære dens banner. Jo klarere og mere korrekt ens forståelse af dette formål og mål er, desto mere korrekt vil ens forståelse af Koranen og profetens livshistorie være. Og hvis ens forståelse af mål og formål er fejlagtig, må ens forståelse af Koranen og profeten nødvendigvis også blive fejlagtig.
Det er i høj grad sandt, at Koranen og profetens livshistorie er som et stort hav. Hvis nogen ønsker at opnå al deres betydning, dybde, gavn og velsignelse, vil han på ingen måde kunne gøre det. Det, man kan bestræbe sig på, er naturligvis at tilegne sig så megen viden fra dem som muligt efter evne og i lyset af den forstå religionens livskraft i så høj grad som muligt.
Jeg er taknemmelig for Allah den Almægtiges grænseløse nåde, fordi Han gav mig mulighed for at fuldføre Tafhim al-Qur’an, så jeg kunne anvende den indsats og styrke, jeg havde, på at gøre Koranen forståelig. Derefter var mit inderligste ønske at skrive om den hellige profets livshistorie. Men det første arbejde havde taget tredive år af mit liv at fuldføre. Derefter havde jeg ikke længere kræfter til at gå i gang med det andet arbejde, og fordi jeg ikke kunne begynde på det, nagede smerten mig bestandigt. På dette tidspunkt forelagde hr. Na’im Siddiqi og hr. Abdul Wakil Alvi mig denne samling af profetens livshistorie, udarbejdet på grundlag af mine forskellige bøger og artikler. Jeg blev da forbløffet over, at mine skrifter om dette store emne indeholdt så meget materiale. Samtidig gav jeg dem spontant mine oprigtige lykønskninger for deres utrættelige arbejde og bad også Allah om det bedste for dem. For de havde gennemgået dette materiale, som var spredt forskellige steder, grundigt og samlet det på passende vis. Selv om dette materiale ikke er tilstrækkeligt til at udarbejde et endeligt værk om profetens livshistorie, vil de emner, der er medtaget i denne samling, in sha Allah være en hjælp til at forstå den hellige profets (fred være med ham) personlighed og hans store indsats.
Det er naturligvis hævet over enhver tvivl, at alt det, der er føjet til denne bog, allerede har vakt opmærksomhed hos læserne af mine bøger og artikler, og at folk heller ikke bryder sig om gentagelser. Men bogens læser vil selv mærke, at de udsagn, som var spredt forskellige steder, og som blev skrevet under forskellige omstændigheder og situationer gennem de seneste tredive-fyrre år, her er samlet i denne bog; den nytte får man ikke ved at studere de spredte artikler
Jeg beder Allah den Almægtige om, at denne bog må blive et middel til Hans tjeneres vejledning og til min belønning i det hinsidige.
Abul A’la
Lahore
19. Dhu al-Qa’dah 1392 hijri
25. december 1972 e.Kr.
Nogle grundlæggende principper om profetiets kontinuitet
Kapitel 1: Profetiets essens
I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn
Allahs vejledning for menneskeheden
Herren over alle verdener, Skaberen, Ejeren og Herskeren over hele jorden, himlene og skaberværket, har i denne del af sit vældige rige – som vi kender som jorden – skabt mennesket. Han har givet det evnen til at vide, tænke og forstå. Han har givet det evnen til at skelne mellem godt og ondt. Han har givet det friheden til at undersøge, vælge og ville. Han har givet det retten til at udøve sin myndighed. Kort sagt har Han givet det en form for selvstyre og indsat det som sin khalīfa eller stedfortræder på jorden.
Da Allah, Herren over alle verdener, indsatte mennesket i denne position, indprentede Han det tydeligt i dets sind, at Han alene er menneskets og hele universets Ejere, den eneste, der har ret til lydighed, og Herskeren! I Hans rige er mennesket hverken frit eller underlagt nogen anden; ingen andre end Ham har ret til menneskets lydighed, trældom, tilbedelse og dyrkelse. Det er ganske vist, at mennesket er blevet sendt til dette jordiske liv med fri magt, men dette er i virkeligheden en prøvetid for det. Efter at have bedømt deres handlinger vil Han alene afgøre, hvem blandt dem der har bestået prøven, og hvem der har lidt nederlag. Menneskets eneste rette livssyn må være, at det anerkender Allah som sin eneste ma‘būd, guddom og Hersker. Det skal handle i verden i overensstemmelse med de regler, Han giver, og leve med bevidstheden om, at denne verden er et prøvested, og at det egentlige formål er at lykkes på den endelige doms dag. Ethvert andet livssyn end dette vil derimod være deres egentlige formål. Ethvert andet livssyn end dette vil være et offer for vildfarelse. Hvis mennesket antager det første livssyn (og det har frihed til at antage det), vil det i denne verden møde ødelæggelse og uro, og når det efter det jordiske liv træder ind i det hinsidige liv, vil det blive kastet ned i en afgrund af evig sorg, smerte og ulykke – hvis navn er Jahannam.
‘Muslim’ (underkastet) at forblive
Herren over alle verdener har pålagt mennesket at leve underkastet på jorden. Han viste også det første menneske, Adam (fred være med ham), og Hawwā samt deres børn, hvordan de skulle handle på jorden. Dette første menneske var ved sin skabelse ikke nedsunket i uvidenhedens og uforstandens mørke; tværtimod lod Allah hans liv begynde på jorden i et fuldstændigt oplyst miljø. Han kendte sandheden. Han fik også givet de regler, hvorefter han skulle leve, og livsformen var lydighed mod Allah (det vil sige islam); og han lærte sine børn at leve på jorden som Allahs underkastede (muslimer).
Afvigelse fra den rette vej
Men i de følgende århundreder afveg mennesket gradvist fra den rette livsform (dīn) og begyndte at gå ad den forkerte vej. Gennem forsømmelse og uagtsomhed lod det denne livsform gå til grunde og forvanskede den desuden gennem dårlige holdninger og onde handlinger. Det gjorde forskellige menneskelige, ikke-menneskelige, opdigtede og materielle væsener på jorden og i himlene til medejere af Allahs suveræne magt og myndighed. Ved at blande forskellige forestillinger, idealismer, ideologier og filosofier ind i den sande viden, som Allah havde givet, skabte det i overensstemmelse med sine begær, tilbøjeligheder og ensidige holdninger en sådan livsorden, at Allahs jord blev fyldt med undertrykkelse.
Når Allah har givet mennesket en begrænset selvbestemmelse, hvordan skulle det så kunne være, at Han ved at bruge sin skabermagt med tvang skulle vende de vildfarne mennesker mod den rette vej? Og når Han har fastsat en tidsfrist, inden for hvilken menneskenes forskellige stammer og folk skal udføre deres opgave på jorden, ville det heller ikke være rigtigt, at Han straks ved oprørets udbrud skulle tilintetgøre alle mennesker. Fra menneskets skabelses første dag har Han, samtidig med at menneskets selvbestemmelse er blevet bevaret, også påtaget sig ansvaret for at vejlede mennesket inden for den fastsatte tidsperiode. Derfor begyndte Han, for at opfylde dette ansvar, som Han havde påtaget sig, at udvælge sådanne mennesker blandt menneskene selv, som troede på Ham og adlød Hans vilje og befalinger. Han gjorde dem til Sine repræsentanter. Han sendte Sit budskab til dem. Han gav dem sand viden. Han gav dem en korrekt og fejlfri livsordning. Han udnævnte dem til at kalde Adams vildfarne efterkommere til den rette vej.
Disse af Allah udnævnte profeter begyndte at fremtræde blandt forskellige lande og folk. I tusinder af år fortsatte deres komme. De var også utallige i antal. De havde alle den samme deen, det vil sige det sande og korrekte syn på tilværelsen og den livsordning, som var blevet meddelt mennesket allerede på den første dag. De fulgte alle den samme vejledning, det vil sige, at de fulgte de oprindelige og evige principper for karakter, moral og civilisation og kultur, som var blevet fastlagt for mennesket ved skabelsens begyndelse. De havde alle den samme mission. Deres mission var at kalde deres egne stammer og folk til denne deen og denne vejledning og derefter organisere dem, der tog imod kaldet, til en ummah og gruppe, som selv ville adlyde Allahs lov, etablere lydighed mod Allahs lov i verden og fortsætte bestræbelserne og kampen for at forhindre modstand mod denne lov. Hver af disse profeter opfyldte i sin tid den mission, der var blevet pålagt dem for menneskehedens skyld gennem Allahs vejledning
Gennem tiderne opfyldte de på rette vis den mission, der var blevet pålagt dem. Men det blev altid tydeligt, at et stort antal mennesker ikke var villige til at tage imod deres kald. Og de, der tog imod dette kald og blev en del af den muslimske ummah, begyndte også lidt efter lidt selv at blive forvanskede. Således mistede nogle af disse ummaher Allahs vejledning fuldstændigt, mens andre gennem tilføjelser og forvanskninger fra deres egen side ændrede Allahs ords hele fremtræden.
Til sidst sendte Herren over hele universet Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, til Arabien med netop den samme opgave, som Han tidligere havde sendt de forgangne profeter med. Han kaldte både almindelige mennesker og de vildfarne tilhængere af de tidligere profeter. Det var hans opgave at kalde alle til det rette syn på tilværelsen og den sande vej, på ny at bringe Allahs vejledning til alle og gøre dem, der tog imod denne vej og vejledning, til en sådan ummah, som på den ene side ville etablere sin livsordning på grundlag af Allahs vejledning og på den anden side fortsætte bestræbelserne og kampen for at forbedre verdens beboere.
Profetskabet og den oprindelige pagt
(Arabisk****************** (arabisk****************** på PDF-side 29)
“Og [du, profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham)]! Mind folk om den tid, hvor din Herre tog deres efterkommere ud af Adams børns lænder og gjorde dem til vidner mod dem selv og spurgte dem: ‘Er Jeg ikke jeres Herre?’ De svarede: ‘Jo, sandelig, Du er vores Herre. Det bevidner vi.’ Dette gjorde Jeg, for at I ikke på opstandelsens dag skulle kunne sige: ‘Det vidste vi ikke.’ Eller for at I ikke skulle kunne sige: ‘Det var vores fædre og forfædre, der før os indledte shirk, og vi blev født som efterkommere efter dem. Vil Du da straffe os for den fejl, som de vildfarne begik?’”
-(Sura al-A’raf: 172-173}
Dette vers omtaler det formål, med hvilket der i skabelsens urtid blev aftvunget en anerkendelse fra alle Adams efterkommere. Formålet er, at de mennesker, som vælger oprørets vej mod Allah, selv skal holdes fuldt ansvarlige for denne forbrydelse. De får ikke mulighed for at fremføre uvidenhed som undskyldning, når de forsøger at retfærdiggøre sig selv, og de kan heller ikke frigøre sig fra ansvaret ved at lægge ansvaret for deres fejl over på tidligere slægtsled. Med andre ord har Allah Ta’ala anset denne oprindelige ed og pagt fra fødselens begyndelse som et bevis på, at ethvert menneske personligt bærer vidnesbyrdet om, at Allah alene er Ilah, Rabb og Herre. Derfor ville det være forkert at sige, at et menneske på grund af at være opdraget i fuldstændig uvidenhed eller i et vildledende miljø helt kan fritage sig selv for ansvaret for sin fejl og vildfarelse.
Nu opstår spørgsmålet: Hvis denne oprindelige pagt virkelig har været virksom, er den så bevaret i vores bevidsthed og hukommelse? Er der nogen blandt os, der ved, at han før skabelsens begyndelse blev ført frem for sin Allah, blev spurgt: »Er jeg ikke jeres Herre?«, og svarede: »Jo«? Hvis svaret er nej, hvordan kan mindet om den ed, som er forsvundet fra vores bevidsthed, så regnes som et bevis imod os?
Som svar kan man sige, at hvis der var blevet sørget for, at sporet af denne pagt og ed blev holdt levende i menneskets bevidsthed og hukommelse, ville det have været helt meningsløst at sende mennesket ind i verdens nuværende prøvekammer. For når spørgsmålet først var blevet afsløret, ville en sådan prøve virkelig være uden nogen som helst mening. Sporet af den er ganske vist ikke blevet holdt levende i hukommelsen og bevidstheden, men det er bestemt bevaret i underbevidstheden (Sub-conscious mind) og intuitionen (Intuition). Det forholder sig på samme måde med vores øvrige følelser og den viden, der stammer fra underbevidstheden. Hele det potentiale, som mennesket indtil i dag har kunnet realisere inden for civilisation, kultur, moral og samkvem, var i virkeligheden latent i mennesket. Alt, hvad ydre og indre kræfter sammen har kunnet udrette, består blot i, at de har gjort det latente faktisk nærværende. Det er sandt, at ingen undervisning, øvelse, miljøpåvirkning eller indre kraft på nogen måde kan frembringe noget i mennesket, hvis potentiale ikke allerede er latent i det. På samme måde er disse kræfter, selv efter tusind forsøg, ikke i stand til endeligt at udslette blot ét af de forhold, hvis potentiale er latent i mennesket. Højst kan de sørge for, at dette forhold trods al fordrejning, afvigelse og vildfarelse fortsat er latent i det indre, fortsat stræber efter at komme til udtryk og altid er rede til at svare på ydre tiltrækning og appel. Jeg har allerede sagt, at det samme kan siges om alle vores følelser og al den viden, der stammer fra underbevidstheden:
Alt det ovenfor beskrevne findes aktivt i os, og vi får et sikkert bevis på dets eksistens gennem alt det, der faktisk kommer til udtryk fra os.
For at alt dette kan komme til udtryk, er der behov for påmindelse, undervisning og øvelse udefra. Alt det, der kommer til udtryk fra os, er i virkeligheden Allahs vejledning til menneskeheden uden for os.
Et svar på appellen. Og disse svar kommer fra de aktive eksistenser i vores indre.
Indre vildledte tilbøjeligheder og ydre vildledte reaktioner kan undertrykke, skjule og fordreje alt dette og næsten udslette det, men de kan ikke fuldstændigt tilintetgøre det. Derfor er korrektion og forandring (Conversion) mulig både gennem den indre følelse og gennem ydre bestræbelser.
Det forholder sig på nøjagtig samme måde med den erfaringsbaserede viden om vores egentlige status i dette univers og om vores forhold til universets Skaber, som vi er blevet begavet med.
Beviset på dens eksistens er, at dens oprindelse og udvikling kan iagttages blandt slægter, stammer og enkeltmennesker i alle perioder af menneskelivets historie, til alle tider og i alle lande, i hvert eneste menneskeligt samfund. Ingen magt på jorden har i nogen tidsalder eller på noget tidspunkt været i stand til at udslette den.
Når den til enhver tid er blevet virkelig virksom i vores liv, har den været i stand til at frembringe gode resultater. Dette er beviset på, at den er i overensstemmelse med sandheden.
For at den kan opstå, komme til udtryk og antage en virkelig form, har der altid været behov for en ydre påmindelse. Derfor har man set Allahs profeter, de himmelske skrifter og alle de sandhedens kaldere, der fulgte dem, være optaget af netop denne samme opgave. Derfor omtales de i Koranen som muẕakkir (den, der påminder), og begreberne ẕikr (påmindelse) og taẕkirah (erindring) anvendes om dem, mens deres arbejde omtales som taẕkīr (at påminde). Det betyder, at profeterne, de himmelske skrifter og sandhedens kaldere ikke skaber noget nyt i mennesket; de udvikler og vækker blot det, som allerede på forhånd fandtes i dets indre.
Fornuftens dom om profetskab
I de store byer ser vi hundredvis af fabrikker og industrianlæg være i drift ved hjælp af elektrisk energi. Sporvogne og tog kører. Om natten tændes tusindvis af lamper pludseligt, og i den varme årstid drejer ventilatorer over vores hoveder i husene. Men når vi ser disse fænomener, bliver vi ikke det mindste forbavsede. Vi er heller ikke uenige om årsagen til, at disse ting lyser og bevæger sig. Hvad er grunden til det? Grunden er, at vi med egne øjne ser de ledninger, som lamperne er forbundet med. Vi ved også, hvor disse ledninger er forbundet med kraftværket. Vi ved desuden, at ingeniøren arbejder med elektriciteten, og at den elektriske lampe lyser ved hjælp af den energi, der produceres. Derfor er årsagen til, at der ikke opstår nogen uenighed blandt os om elektricitetens årsagssammenhæng, når vi ser dens tegn, at hele denne årsagskæde ligger inden for vores erfaring, og at vi har iagttaget den direkte. Forestil jer nu, at disse lamper tændte, ventilatorerne snurrede rundt, sporvogne og tog fór af sted, og hjulene i fabrikker og maskiner drejede, men at de ledninger, som forsyner alt dette med elektricitet, var usynlige; at kraftværket også lå uden for vores erfarings rækkevidde; og at vi heller ikke kunne vide, at dette anlæg blev drevet af den kraft, som de mennesker, der arbejdede på kraftværket, rådede over. Ville vores sind da være overbevist, når vi så disse tegn på elektricitet? Ville vi på det tidspunkt være enige om årsagen til disse tegn? Svaret vil naturligvis være nej. Hvorfor? Fordi det er helt naturligt, at når årsagen til tegnene er skjult og ingen kan få kendskab til den, opstår der forundring og uro i sindet, hjernen og forstanden begynder at søge ind i dette dybe mysterium, og forestillinger, antagelser og meninger om mysteriet bliver forskellige.
Lad os forklare sagen lidt tydeligere. Lad os antage, at det, som tidligere blot blev formodet, faktisk og i praksis eksisterer. Med andre ord: Tusinder og atter millioner af elektriske lamper lyser virkelig, millioner af elektriske ventilatorer drejer, køretøjer suser af sted, og hjulene i fabrikker og maskiner bliver ved med at dreje; men vi har ingen mulighed for at vide, hvilken kraft der virker i dem, eller hvorfra den kommer. Folk er blevet overvældet af forundring, når de ser disse tegn.
Forskellige mennesker har forskellige meninger
Mange har ladet fornuftens heste galoppere i forsøget på at finde årsagen til dette. Nogle siger: De er tændt af sig selv og bevæger sig af sig selv. Der findes, siger de, intet uden for deres eksistens, som har givet dem lys eller bevægelse. Fornuftens dom om profetskab. Andre siger, at selve beskaffenheden af de bestanddele, som de er sammensat af, har skabt tilstanden af lys og bevægelse i dem. Ifølge nogle findes der bag denne materielle verden en gruppe guddomme; nogle af dem tænder lamperne, nogle fører sporvogne og tog, nogle drejer ventilatorerne, og nogle drejer hjulene i fabrikker og maskiner. En anden gruppe mennesker er imidlertid blevet trætte af at tænke over sagen. Til sidst er de begyndt at indrømme deres egen afmagt og sige: Vores forstand er ude af stand til at trænge ind i dybden af dette mysterium. Vi ved kun så meget, som vi kan se og erfare. Mere end det forstår vi ikke. Og det, vi ikke forstår, kan vi hverken kalde sandt eller falsk.
Disse mennesker er indbyrdes uenige. Men til støtte for deres egne tanker og imod andres tanker har de hver især intet andet middel til viden end forestillinger, antagelser og fantasier.
Et selvstændigt krav
Mens denne uenighed stod på, kom en mand og sagde: »Læg alle jeres meninger til side; jeg har et middel til viden, som I ikke har. Ved hjælp af dette middel har jeg erfaret, at disse lamper, ventilatorer, ure, fabrikker og maskiner er forbundet med nogle usynlige ledninger, som I ikke kan mærke. Der tilføres energi til disse ledninger fra et stort kraftværk, og den kommer til udtryk som lys og bevægelse. På dette kraftværk findes enorme maskiner. Utallige ansatte og håndværkere betjener dem. Og de er alle underlagt en stor ingeniør. Ingeniøren har oprettet dette system ved hjælp af sin egen viden og kraft. Alt dette arbejde foregår efter hans anvisninger og under hans ledelse.«
Derefter kom endnu en mand. Også han fremsatte den samme påstand på samme måde. Så kom en tredje, en fjerde og en femte mand. De sagde også det samme på samme måde som deres forgængere. Derefter fortsatte en ubrudt strøm af sådanne ankomne. Deres antal overskred endog hundreder og tusinder og nåede op i hundredtusinder. De fremsatte alle den samme påstand på samme måde. Trods forskellene i sted, tid og omstændigheder var der ingen forskel på deres ord og påstande. De sagde alle: »Vi har et middel til viden, som almindelige mennesker ikke har.« De blev alle kaldt vanvittige, og de blev udsat for forskellige former for undertrykkelse og mishandling. Man tvang dem på enhver måde til at trække deres påstande tilbage, men de stod alle fast på deres påstande, og ingen magt i verden kunne flytte dem så meget som en hårsbredde fra deres standpunkt. Ud over denne fasthed og urokkelighed havde de også det bemærkelsesværdige særkende, at ingen af dem var løgnere, tyve, underslæbere, forbrydere, undertrykkere eller mennesker, der levede af det forbudte. Selv deres modstandere og fjender indrømmede dette. De var alle rene, ubesmittede og i besiddelse af en enestående god karakter. I venlighed og god opførsel over for mennesker havde de et særkende uden sidestykke blandt hele menneskeheden. Der var heller ikke det mindste tegn på vanvid hos dem; tværtimod havde de en ophøjet moralsk karakter og åndelig renhed. For ikke at tale om fremlæggelsen af verdslige forhold bruger verdens største lærde, videnskabsmænd, teoretikere og specialister hele deres liv på fuldt ud at forstå deres dybe hemmeligheder og fine sandheder.
I fornuftens og forstandens domstol
På den ene side står de forskellige og indbyrdes modstridende grupper af benægtere, og på den anden side gruppen af de enlige kravstillere. Begge gruppers sag forelægges for fornuftens og forstandens domstol. Som dommer er fornuftens og forstandens opgave først at forstå sin egen værdighed fuldt ud, derefter at forstå begge parters tilstand og efter en sammenlignende gennemgang af dem træffe afgørelse om, hvis ord der bør tillægges størst vægt.
Dommerens egen situation er den, at han ikke har noget middel til at kende den virkelige sag. Han er ikke selv bekendt med sandheden. Foran ham ligger kun begge parters udsagn, argumenter og beviser, deres personlige forhold samt ydre tegn og kendetegn. Alt dette må han undersøge med en efterforskers blik. Men han kan ikke nå frem til nogen anden afgørelse end den, der bygger på den største sandsynlighed. For ud fra de oplysninger og beskrivelser, der ligger på hans bord, er det ikke muligt for ham at afdække den egentlige sandhed. Han kan give den ene parts udsagn forrang frem for den andens, men han kan ikke med endelig sikkerhed sige, hvilket partis udsagn der er sandt, og hvilket der er falsk.
Benægternes situation
De, der tilbageviser dem, befinder sig i følgende situation:
For det første: Deres opfattelser af sandheden er forskellige. De er ikke enige om noget som helst. Selv blandt medlemmerne af den gruppe, der følger denne lære, opstår der ofte uenighed.
For det andet: De indrømmer selv, at de ikke råder over nogen enestående kilde til viden. Hver af deres grupper fremsætter højst den påstand, at dens formodning om en andens profetvirksomhed er stærkere end fornuftens dom; men de anerkender alle, at deres egne formodninger blot er formodninger.
For det tredje: Deres tro, tillid og overbevisning om disse formodninger er ikke af en urokkelig tros karakter. Der findes utallige eksempler på, at de har ændret mening. Det er ofte blevet set, at en af dem indtil i går med stor kraft fremsatte en bestemt opfattelse, men i dag selv modsiger denne opfattelse og fremsætter en anden. I de fleste tilfælde har man set, at deres opfattelser ændrer sig, efterhånden som deres alder, forstand, viden og erfaring vokser.
For det fjerde: De har kun ét argument for at tilbagevise de enkelte påstandere som løgnere, nemlig at de ikke har noget sikkert bevis til støtte for deres påstande. De har ikke kunnet vise de usynlige ledninger, som de hævdede, at lamperne og ventilatorerne var forbundet med. De har ikke gennem eksperimenter kunnet fremlægge direkte bevis på elektricitetens eksistens. De har ikke kunnet vise nogen elektricitetsværket. De har ikke kunnet vise dets apparater og maskiner. De har heller ikke kunnet lade nogen møde eller træffe ingeniøren. Hvordan kan man da acceptere deres påstand som sand?
De enkelte påstanderes situation
På den anden side er de enkelte påstanderes situation følgende:
For det første: De er alle grundlagt på enighed. Der hersker fuldstændig enighed mellem dem om alle de grundlæggende forhold i deres påstand.
For det andet: Deres samstemmende påstand er, at vi har adgang til en form for viden, som almindelige mennesker ikke har.
For det tredje: Ikke én af dem har sagt, at de fremsætter dette på grundlag af gæt, antagelser eller forestillinger. Tværtimod siger de alle samstemmende, at de har et særligt forhold til ingeniøren, at hans medarbejdere kommer til dem, og at han har vist dem alt ved at føre dem rundt på sin fabrik. Derfor er deres udsagn, at de ikke taler på grundlag af gæt og forestillinger, men på grundlag af sand indsigt og fuld overbevisning.
For det fjerde: Der findes ikke et eneste eksempel på, at nogen af dem har ændret så meget som en tøddel i sin beretning. Hver eneste af dem har fra begyndelsen til det sidste øjeblik af sit liv holdt fast ved det samme udsagn.
For det femte: Deres karakter er i højeste grad ren og uplettet. Der findes ikke det mindste tegn på løgn, falskhed, list eller bedrag. Der er ingen grund til at tro, at mennesker, som er sandfærdige og oprigtige i alle livets forhold, netop i dette ene spørgsmål skulle være gået sammen om at lyve.
For det sjette: Det er heller ikke bevist, at de har nogen personlig interesse i at fremsætte denne påstand. De fleste af dem gennemgik på grund af denne påstand de yderste lidelser og forfølgelser, blev udsat for farer, sad fængslet, blev martret af fysisk mishandling og blev fordrevet fra deres land. Mange blev endda dræbt. Ingen af dem så heller rigdom og overflod strømme til sig. Derfor kan man ikke anklage dem for at have søgt at varetage nogen form for personlig interesse. Tværtimod beviser det forhold, at de under sådanne ekstreme omstændigheder holdt fast ved deres individuelle påstand, at deres tillid til og overbevisning om deres egen sandfærdighed var bjergfast. Deres overbevisning var nået til et sådant niveau, at ingen af dem trak sin påstand tilbage, selv ikke for at redde sit liv.
For det syvende: Der er heller intet bevis på, at de var sindssyge eller havde mistet forstanden. I alle livets forhold viste de sig at være yderst vidende og besad en rolig dømmekraft. Selv deres modstandere anerkendte i de fleste tilfælde deres intellektuelle overlegenhed. Hvordan kan man da acceptere, at de netop i dette ene spørgsmål skulle være blevet ofre for vanvid? Man må også se på spørgsmålets betydning. Det var blevet et spørgsmål om liv og død for dem. På grund af det stod de over for hele verdens mennesker og kæmpede i årevis. Det var grundlaget for hele deres viden og lære, hvilket mange af dem, der benægtede det, også har anerkendt.
For det ottende: De har aldrig selv sagt, at de ville lade jer møde ingeniøren eller hans medarbejdere. De har heller ikke sagt: Vi kan vise jer hans hemmelige og usete fabrik, eller vi kan bevise vores påstand gennem undersøgelser, eksperimenter og direkte iagttagelse. De har selv betegnet dette som »ghayb« eller det usete. Om dette siger de: Hav tillid til os, og accepter alt, hvad vi siger.
Dommen fra fornuftens og forstandens domstol
Efter at have gennemgået de to parters situation og udsagn afsiger retten nu sin dom. I dommen hedder det, at begge parter ved at iagttage forskellige tegn og kendetegn har undersøgt årsagerne bag dem og hver især fremsat deres synspunkt. Ved første øjekast synes de to synspunkter at være ens. For det første er ingen af deres synspunkter i strid med fornuften. Det vil sige, at man ud fra fornuftens love ikke kan sige om nogen af deres synspunkter, at det er umuligt, at det er korrekt. For det andet kan ingen af synspunkternes korrekthed bevises gennem undersøgelser eller direkte iagttagelse. Dette er fornuftens dom vedrørende profetskabet, som hører til den første parts synspunkt.
Ingen af parterne kan fremlægge et videnskabeligt bevis til støtte for sin lære, som enhver person ville være nødt til at tro på. Det er den anden part heller ikke i stand til, og den gør heller ikke krav på at kunne det. Men når man tænker og undersøger sagen mere indgående, kommer visse forhold til syne, på grundlag af hvilke den anden parts lære synes at være den mest overbevisende blandt alle synspunkterne.
For det første synes det at være et usædvanligt forhold, at så mange mennesker i forskellige tidsaldre og forskellige lande på så samstemmende vis er trådt frem til støtte for én lære. De fremsætter alle den samme påstand med én mund: at de råder over et enestående middel til viden, og at de ved hjælp af dette middel har lært de indre årsager bag de ydre tegn og kendetegn at kende. Dette får os til at hælde til at acceptere sandheden i deres påstand. Især ser vi, at der ikke er den mindste modsigelse i de oplysninger, de alle har fremlagt, og at deres oplysninger heller ikke strider mod fornuften. At noget ikke findes hos visse mennesker, kan heller ikke på nogen måde anses for umuligt ifølge fornuftens love.
For det andet vokser overbevisningen om, at den anden parts lære er korrekt, når man undersøger de ydre kendetegns tilstand. For lamper, ventilatorer, biler, fabrikker og lignende er ikke blevet lysende eller sat i bevægelse af sig selv. Hvis det var tilfældet, ville det at lyse og bevæge sig være afhængigt af deres egen vilje. Men det ser vi ikke, og lyset og bevægelsen er heller ikke et nødvendigt resultat af de bestanddele, som de er sammensat af. For selv når de ikke lyser eller bevæger sig, findes disse bestanddele stadig i deres opbygning. Desuden går ventilatoren ikke, sporvognen standser, og fabrikshjulet drejer ikke, når der ikke er lys i den separate lampe. Derfor har ingen af de læresætninger, som den første part fremsatte for at forklare de ydre kendetegn, selv den fjerneste forbindelse med fornuft og logik. Her synes det langt mere korrekt at sige, at en kraft er aktiv i disse kendetegn, og at dens yderste ende er i hænderne på en vidende og mægtig, som under en bestemt ordning anvender denne kraft i forskellige kendetegn.
Som svar på skeptikernes udsagn om, at dette ligger uden for deres fornuft, og at de derfor hverken kan erklære det sandt eller falsk, kan man sige, at dette heller ikke holder stik efter fornuftens vurdering. For en begivenheds virkelighed afhænger ikke af, om den, der hører om den, kan forstå den. Mange pålidelige og sammenhængende vidnesbyrd er tilstrækkelige til at anerkende, at begivenheden har fundet sted. Hvis nogle få pålidelige mennesker kom til os og sagde: »Vi har set mennesker i vestlige lande flyve gennem luften i jernvogne, og mens vi sad i London, hørte vi med egne ører musik fra Amerika«, ville vi i så fald blot undersøge, om disse mennesker ikke var løgnere eller spøgefugle. Har de ingen personlig interesse i at sige den slags? Er deres forstand ikke blevet forstyrret? Hvis det blev bevist, at de hverken var løgnere, spøgefugle eller gale, og at de ikke havde nogen interesse forbundet med sagen, og hvis vi desuden så, at mange sandfærdige og fornuftige mennesker uden nogen meningsforskel og med fuld tillid fortsatte med at sige dette, ville vi naturligvis acceptere det. Hvad betyder det nu, om vi forstår eller ikke forstår, at en jernvogn flyver gennem luften, eller at en sang uden nogen form for fysisk medium høres et andet sted tusindvis af kilometer borte?
Dette er samvittighedens og fornuftens afgørelse i denne sag. Men den tilstand af tro og overbevisning, som kaldes iman, opstår ikke på denne måde. Til det kræves følelse. Der kræves en stemme fra hjertets indre, som indleder afslutningen på løgn, tvivl og vaklen og med entydige ord siger: »Alle menneskers gætterier og formodninger er falske. Sandheden er alene det, som sandfærdige mennesker har erklæret, ikke på grundlag af deres egne gætterier og formodninger, men på grundlag af overbevisningsfyldt viden og dyb indre indsigt.«
Profetskabets nødvendighed og betydning
Menneskets største behov
(Arabisk****************på PDF-side 39)
„Det er Allahs ansvar at vise den rette vej, selv om der også findes veje, der afviger.“
I forbindelse med at fremføre argumenter for tawhid, barmhjertighed og hele Allahs »rububiyyat« er der her også antydningsvis fremført et argument for profetskab. Dette arguments korte sammenfatning er:
Der er mange mulige veje for menneskene i verden med hensyn til tænkning og handling, og i virkeligheden findes disse veje også. Det siger sig selv, at de ikke alle kan være sande på samme tid. Der findes kun én sandhed. Den eneste korrekte livsform kan derfor være den, der er grundlagt på en fejlfri livsanskuelse.
At kende denne fejlfri ideologi og den rette vej er ethvert menneskes største behov. Ja, det er selve det grundlæggende behov. Alle de øvrige ting, som mennesket har brug for som et væsen på et højere niveau, opfylder kun disse behov. Men dette er et behov, der er uundværligt for mennesket som menneske; ikke at få dette behov opfyldt betyder, at hele menneskets liv er slået fejl.
Nu er spørgsmålet: Kan man forestille sig, at den Gud, som havde skaffet så mange midler og redskaber til mennesket, før Han gav det eksistens, og som efter at have givet det eksistens havde truffet så omfattende og fuldkomne foranstaltninger for at opfylde ethvert behov i dets biologiske liv, ikke havde truffet foranstaltninger til at opfylde dette største og egentlige behov i menneskets liv?
Denne foranstaltning er blevet fuldført gennem profetskabet. Hvis nogen ønsker at benægte profetskabet, må vedkommende nødvendigvis sige, hvilke andre foranstaltninger Allah har truffet for at vejlede menneskene. Ingen kan slippe udenom ved at svare, at Allah har givet mennesket fornuft og tænkeevne til at søge vejen. For menneskets fornuft og tænkning har allerede fundet utallige veje. Dette er et klart bevis på dens fiasko i den fejlfri søgen efter den enkle, korrekte og lige vej. På den anden side er det heller ikke muligt at sige, at Allah den Højeste slet ikke har truffet nogen foranstaltning for at lede os. For der kan næppe tænkes en større misopfattelse af Allah end at sige, at Han fuldstændigt har sørget for vores opretholdelse, fornuft og udvikling som levende væsener, men ikke har truffet nogen foranstaltning for at forme os som mennesker, men tværtimod har overladt os til mørket på dette område.
Islamsk vejledning i stedet for tvungen vejledning
(Arabisk**************på PDF-side 39)
»Hvis Allah havde villet, havde Han givet jer alle retledning.«
– (Sura an-Nahl: 9)
Det vil sige, at selv om Allah den Ophøjede kunne have opfyldt dette ansvar på en sådan måde, at alle mennesker fra fødslen kunne være blevet ledt på rette vej ligesom andre skabninger uden fri vilje og evne, har mennesket frihed til at vælge hvilken som helst vej, uden hensyn til om den er i overensstemmelse med Allahs vilje eller ej. For at kunne benytte denne frihed er mennesket blevet udstyret med viden. Det er blevet givet fornuft og evne til at tænke. Det er blevet givet vilje og beslutsomhed. Det er blevet givet evnen til at benytte utallige ting både i sig selv og uden for sig selv. Samtidig har Allah overalt, både i mennesket og uden for det, anbragt utallige årsager og virkninger, som kan blive årsag til, at mennesket enten finder den rette vej eller farer vild. Hvis mennesket var blevet skabt som én, der følger den rette vej fra fødslen, ville alt dette være meningsløst. Så ville mennesket ikke have kunnet nå den højeste top af udvikling, som det kun kan opnå gennem den rette brug af sin frihed. Derfor har Allah den Ophøjede, med henblik på menneskets retledning, undladt at benytte en tvangsmæssig form for retledning og i stedet valgt profetskabets og sendebuddenes vej. På denne måde bevares menneskets frihed, formålet med dets prøve opfyldes, og den lige, rette og gode vej fremlægges for det på rationel vis.
Behovet for vejvisere til den rette vej i det materielle og moralske liv
(Arabisk**************på PDF-side 39)
»Han har sat vejvisende landemærker på jorden, og ved hjælp af stjernerne finder folk også vej.« – (Sura an-Nahl: 16).
Det vil sige, at Allah ikke har skabt hele jorden ens. Tværtimod har Han givet hvert område på jorden særpræg gennem forskellige slags særlige kendetegn og landemærker (Land Marks). Mennesker drager på denne måde fordel af det på mange måder. De kan genkende deres vej og deres bestemmelsessted. Dette er én af de mange fordele. Mennesket kan først virkelig forstå værdien af denne velsignelse og gave fra Allah, når det får mulighed for at rejse til et øde område, hvor man ikke kan se noget sådant særligt kendetegn. Derfor er mennesket hele tiden bekymret af frygt for at fare vild. På en sørejse kan mennesket i endnu højere grad mærke værdien og betydningen af denne store gave fra Allah. For dér findes der i virkeligheden ingen vejvisende landemærker. Men også i ørkenen og på havet har Allah sørget for et naturligt system til at vise mennesket vej. Dette system består af himlens stjerner, ved hjælp af hvilke mennesket fra oldtiden og helt frem til i dag har kunnet finde vej.
Her er der desuden, mens der fremlægges argumenter og beviser til støtte for tawhid, barmhjertighed og »profetskabet«, på subtil vis også henvist til beviset for sendebudskabet. Når man læser dette vers, ledes tanken spontant hen på følgende: Den Gud, som har truffet så omfattende foranstaltninger for at vejlede mennesket i dets materielle liv – kan Han da være så ligeglad med menneskets moralske liv? Føler Han ikke engang behov for at give den mindste vejledning i menneskets moralske liv? Det siger sig selv, at uanset hvor stort tabet ved at fare vild i det materielle liv måtte være, er det mange gange mindre end tabet ved en tilsvarende fejltagelse i det moralske liv. Og hvordan kan man nære den fordom, at den barmhjertige, ophøjede Allah, som holder så skarpt øje med menneskenes velfærd, at Han har anlagt veje for dem selv gennem bjergene, rejst pejlemærker midt i de enorme, vidtstrakte ødemarker og tændt lamper på himlen for at beskytte dem mod at miste retningen i ørkenen og på havet, ikke har vist nogen vej til menneskets moralske velfærd? Og at Han ikke har rejst noget pejlemærke for at gøre denne vej tydelig eller tændt noget lys for at oplyse den?
Betydningen af bevidst vejledning for mennesket
(Arabisk**************på PDF-side 39)
»Moses svarede Farao: Vor Herre er den, som har givet alting dets skikkelse og derefter vejledt det.« – (Ta-Ha: 50)
Det vil sige, at Han alene har givet alting i verden dets form, skikkelse, styrke, evne, egenskaber og særpræg – alt. Han har skabt hånden i den form og skikkelse, som gør den egnet til at udføre verdens gøremål. Også foden har Han givet en form, der passer til dens funktion. Han har givet mennesker, dyr, planter, livløse ting, luft, vand, lys og alle andre slags ting den form, der gør dem i stand til på jorden at udføre deres del af arbejdet på rette vis.
Han har heller ikke blot givet hver ting dens særlige form og derefter ladet det være ved det; samtidig har Han givet den vejledning i, hvordan den skal fungere. Man kan ikke finde nogen ting i verden, som Han efter at have skabt den og givet den en særlig form ikke har lært, hvordan den gennem sin kropslige beskaffenhed skal udføre sin funktion og opfylde formålet med dens skabelse. Han har lært øret at høre og øjet at se. Han har lært fisken at svømme, fuglen at flyve, træet at bære blomster og frugter og jorden at frembringe planter, grøntsager og afgrøder. Kort sagt er Han ikke blot Skaberen af hver eneste ting i hele skaberværket, men også dens lærer og vejleder.
Desuden fremlagde profeten Moses (fred være med ham) i denne korte sætning også indirekte argumentet for sendebudskabet. Farao nægtede naturligvis at acceptere det. Hans argument antyder, at Allah er hele universets vejleder, og at Han viser hver eneste ting vejen i overensstemmelse med dens tilstand og behov. Det uomgængelige krav, der følger af Hans status som universel vejleder, er, at Han i menneskets bevidste liv for at vejlede det ikke vil benytte en metode, som kunne være egnet til fisk og fugle. Den mest passende metode er, at et bevidst menneske udpeges fra Hans side til at vejlede alle mennesker. Han vil appellere til menneskenes forstand, viden og bevidsthed og vise dem den rette vej.
Hvad er profetskabet?
Allah har selv sørget for alt det, mennesket behøver for at leve livet i denne verden. Når et barn fødes, sendes det til verden med alt det nødvendige. Det får øjne til at se, ører til at høre, en næse til at lugte og trække vejret, følesans i kroppens hud til at sanse, fødder til at bevæge sig, hænder til at arbejde og en hjerne til at tænke; og utallige andre ting, som det har brug for, er på forhånd knyttet til dets lille krop. Så snart det sætter foden på denne verdens jord, får det desuden så mange ting, det behøver for at leve, at de ikke kan tælles, selv hvis man forsøgte. Lys, luft, varme, vand og jord er gjort klar til det. En strøm af mælk er på forhånd ladet flyde fra moderens bryst til det. I moderens, faderens, de pårørendes og endog andre menneskers hjerter lader Allah også en kilde af kærlighed og hengivenhed flyde for dets skyld; ved hjælp af denne bliver det opfostret. Efterhånden som det vokser, får det dag for dag alle slags ting til at opfylde dets behov. Alt synes at vise, at alle kræfter på jorden og i himlen har viet sig til dets opfostring og tjeneste.
Alle mennesker er blevet udstyret med den grad af evner, der er nødvendig for at udføre arbejde i verden. Fysisk styrke, fornuft og dømmekraft, taleevne samt mange andre sådanne evner findes i større eller mindre grad hos hvert menneske. Men her har Allah indrettet en smuk ordning. Han har ikke givet alle slags mennesker alle evner i samme målestok. For så ville ingen være afhængig af nogen anden, og ingen ville tage hensyn til nogen anden. Derfor har Allah ganske vist skabt alle de nødvendige evner blandt menneskene ud fra hele menneskehedens samlede behov, men på en sådan måde, at hver enkelt har fået mere af én bestemt evne. Nogle har større styrke til fysisk arbejde end andre. Hos mange mennesker findes der medfødt større evner for et bestemt erhverv eller en bestemt kunstform, mens andre er berøvet disse evner. Nogle har større intelligens og viden end andre. Nogle er fødte hærførere. Hos mange findes der særlige evner til at udøve styre og myndighed. Nogle fødes med en enestående talekunst. Hos mange findes en medfødt, usædvanlig skriveevne. Man har set mange mennesker, der er særdeles dygtige til matematik. De løser endog de vanskeligste spørgsmål på dette område på en måde, som andre ikke kan forestille sig. Én person opfinder de mest mærkværdige ting, og hele verden bliver forbløffet over hans opfindelser. En anden viser sig at være usædvanligt dygtig inden for jura. Efter årevis med tænkning og overvejelser kunne ingen forstå de vanskeligste juridiske spørgsmål, men han når ved første blik ind til deres dybeste kerne. Disse evner er givet af Allah. Intet menneske kan gennem sin egen indsats skabe sådanne evner i sig selv. De kan ikke engang skabes gennem uddannelse og øvelse. I virkeligheden er de medfødte evner; Allah giver dem, Han vil, ud fra sin fine dømmekraft. Her omtales de usædvanlige evner. Menneskets almindelige evner kan udvikles gennem uddannelse, øvelse og vane. De usædvanlige evner viser sig derimod ofte uden nogen form for øvelse eller efter blot en smule øvelse. Hvis man i sådanne tilfælde forsøger at udvikle dem gennem bedre uddannelse og øvelse, kan de nå et forbilledligt højt niveau. Redaktionen.
De evner, der er mest nødvendige for menneskets civilisation og kultur, findes hos et større antal mennesker. Og jo mindre nødvendige de er, desto færre mennesker udstyres med dem. Der fødes mange soldater. Et stort antal mennesker fødes med evner til at være landmænd, håndværkere, vævere og udføre andre lignende arbejder. Men antallet af personer med teoretiske og intellektuelle evner samt evner inden for politik og hærførsel er endnu mindre. For deres bidrag varer i århundreder, og derfor har menneskesamfundet ikke brug for mange personligheder med evner som deres.
Et behov, der er vigtigere end menneskets liv
Det, man må tænke over, er, at disse behov alene ikke er tilstrækkelige til at gøre menneskets liv i denne verden vellykket. Det er ikke nok, at der blandt menneskene fødes ingeniører, matematikere, videnskabsfolk, jurister, politikere, økonomer og personligheder med evner inden for forskellige erhverv. Mennesket har et endnu større behov end disse. Det er, at der blandt menneskene må fødes en person, som viser dem Allahs vej. Andre menneskers opgave er blot at fortælle, hvilke ting der findes til mennesket i denne verden, og hvordan de skal anvendes. Men der er også behov for en person, som fortæller mennesket, til hvilket formål det er blevet skabt, hvem der har givet det alle disse redskaber i verden, og hvad denne Givers vilje er – den vilje, hvis mennesket indretter sit liv efter i denne verden, kan det opnå sikker og evig succes. Dette er menneskets egentlige og største behov. Fornuften er ikke rede til at acceptere, at Han, som har sørget for at opfylde selv vores mindste behov, fuldstændigt skulle have tilsidesat et så stort behov hos os. Det er aldrig muligt.
Sendebudenes rang
Ligesom mennesker, der er dygtige inden for andre videnskaber, kundskaber og kunstarter, fødes med et særligt sind, en særlig hjerne og en særlig natur, således fødes også profeten ind i denne verden med en særlig natur.
Når vi hører et digt af en digter med medfødt talent, forstår vi, at han er født med særlige evner inden for poesien. For selv om andre mennesker prøver tusind gange, vil de ikke kunne skrive hans slags digte. På samme måde kan man let genkende en taler med medfødt talent, en forfatter af fødsel, en opfinder af fødsel og en medfødt leder gennem deres gerninger. For hver af dem viser i sit eget arbejde en enestående evne, som andre ikke besidder. Profetens situation er den samme. I hans sind og tanke opstår sådanne ord, som intet andet menneske end ham er i stand til at beskrive. Hans blik trænger spontant ind i dybden af så fine og subtile forhold, som andre ikke når frem til, selv efter årelang forskning. Alt, hvad han siger, accepterer vores forstand, og vores hjerte bevidner det; sådan bør det naturligvis være. Det, han siger om verden, viser sig at være sandt. Men selv om vi selv ønsker at sige den slags ting, er vi ikke i stand til det. Desuden er hans natur så ren og uplettet, at han i alle forhold følger en sandfærdig og ædel fremgangsmåde. Han siger aldrig noget forkert. Han gør ingen dårlig gerning. Han underviser altid i gode gerninger og sandhed. Alt, hvad han siger til andre, viser han selv i praksis. Det er aldrig i hans liv blevet set, at han handler imod noget, han selv har sagt, når det kommer til handling. Der ligger ingen personlig interesse bag hans ord og handlinger. For andres skyld skader han sig selv, og for sin egen skyld skader han ikke andre. Hele hans liv er bygget på idealerne om sandhed, høflighed, åndelig renhed, ophøjede tanker og en høj grad af menneskelighed. Selv hvis man leder efter fejl hos ham med et teleskop, vil man ikke finde nogen. Alt dette gør det klart, at denne person er en sand profet fra Allah.
Lydighed mod profeten
Når man har erkendt en person som Allahs sande profet, bliver det nødvendigt at følge hans ord, adlyde ham og leve efter hans vej. Efter at have anerkendt en person som profet er det fuldstændig ufornuftigt ikke at følge hans ord. For at acceptere ham som profet betyder netop, at vi har erkendt, at alt, hvad han siger, siger han fra Allah, og at alt, hvad han gør, gør han i overensstemmelse med Allahs vilje. Derfor kan noget, vi siger eller gør imod ham, aldrig være sandt. Når man således har anerkendt nogen som profet, bliver det nødvendigt uden tøven at følge hvert af hans ord og bøje sig for hans anvisninger. I denne sammenhæng er spørgsmålet om, hvorvidt vi forstår den grundlæggende betydning og gavn af denne anvisning, uden betydning. Det, der siges fra profetens side, er profetens egne ord; selve dette er tilstrækkeligt bevis på, at det er sandt, og at al mulig viden, gavn og nytte ligger deri. Hvis vi ikke forstår betydningen af et af hans udsagn, betyder det ikke, at der er en fejl i det; det betyder derimod, at der er opstået en mangel i vores forstand og evne til at forstå.
Den, der ikke er ekspert i en bestemt kunst eller et bestemt fag, vil ikke være i stand til at forstå fagets fineste detaljer. Men hvis han ikke følger ekspertens ord blot fordi han ikke forstår dem, skader det ham selv. Når en ekspert er blevet udpeget, stoler man fuldt ud på hans arbejde og blander sig ikke på nogen måde i det. Derfor kan ingen være ekspert i alle forhold, og ingen har evnen til at forstå alle verdens spørgsmål og opgaver. Det eneste, vi bør undersøge, er, om en person virkelig er ekspert på sit område, og for at opnå fuld sikkerhed i dette spørgsmål må vi anvende vores fornuft, viden og største agtpågivenhed. Når vi derefter har erfaret, at han er en god ekspert, bør vi stole fuldt ud på hans arbejde. At blande sig i hans arbejde og ved hvert eneste skridt sige: „Forklar mig først dette, ellers er jeg ikke parat til at acceptere det“ – det kan ikke kaldes fornuft, men ren dumhed. Når man har overdraget en sag til en advokat og fortsætter med at diskutere sådan med ham, er der ingen tvivl om, at han vil smide en sådan klient ud af sit kontor. Hvis man hos en læge vil kende årsagen til og begrundelsen for hver eneste recept, vil han opgive behandlingen af den pågældende patient. Det samme gælder religionen. Vi må opnå viden om Allah. Vi ønsker at vide, hvilken måde man skal leve på i overensstemmelse med Allahs vilje. Vi har ingen anden adgang til denne viden. Derfor bliver det vores pligt at søge efter Allahs sande profet. Når vi søger efter profeten, må vi uden tvivl udvise den største fornuft, dømmekraft og forsigtighed. For hvis vi accepterer en person som profet, der i virkeligheden ikke er profet, vil han føre os på vildspor. Men når vi efter en grundig undersøgelse og vurdering er blevet overbevist om, at en person er Allahs sande profet, må vi sætte vores fulde lid til ham og følge enhver af hans anvisninger.
Nødvendigheden af at tro på profeterne
Når vi ved, at den vej, som Allahs profet viser os på Allahs vegne, er den eneste sande og lige vej, forstår vi også spontant, at det er nødvendigt for alle mennesker at tro på profeten, adlyde ham og følge ham, og at den, der forlader profetens vej og selv finder en vej ved hjælp af sin egen fornuft og viden, uvægerligt vil fare vild.
Mennesker begår alvorlige fejl i dette spørgsmål. Mange anerkender profeternes sandhed, men tror ikke på dem og adlyder dem heller ikke. Sådanne mennesker er ikke blot vantro, men også tåbelige. Hvem kan være større tåbe end den, der bevidst følger løgnen?
Mange siger, at der ikke er noget behov for at adlyde vores profet. Vi kan selv finde den rette vej ved hjælp af vores fornuft. Dette er også en alvorlig fejltagelse. Enhver, der har læst geometri, ved, at der kun kan være én lige linje fra ét punkt til et andet. Uanset hvor mange andre linjer man trækker, vil de enten være buede eller ikke nå frem til det andet punkt. Den rette vej, som i islams terminologi kaldes Sirat al-mustaqim (det vil sige den lige vej), forholder sig på samme måde. Denne vej begynder hos mennesket og ender hos Allah. Ifølge den ovennævnte geometriske regel kan der kun være én sådan vej. Alle andre veje end denne ene vil enten være buede eller ikke nå frem til Allah. Lad os nu tænke lidt over den lige vej. Profeten har jo anvist den lige vej. Der kan ikke findes en anden Sirat al-mustaqim eller lige vej. Den, der selv søger en vej uden for denne eneste vej, vil helt sikkert komme ud for én af to situationer. Han vil enten ikke finde nogen vej, der fører til Allah, eller også vil den vej, han finder, være meget kringlet; den vil ikke være en lige linje, men en buet linje. I det første tilfælde er hans undergang åbenlys. I det andet tilfælde kan der ikke være nogen som helst tvivl om hans tåbelighed. Selv et usselt dyr vælger den lige vej frem for en kringlet vej, når det bevæger sig fra ét sted til et andet. Men det, som det mest intelligente og snedige af alle skabninger, mennesket, gør, er virkelig værd at undre sig over. En af Allahs retskafne tjenere viser ham den lige vej, og alligevel siger han: Nej, jeg vil ikke følge den vej, du har vist mig. Jeg vil fortsætte ad de kringlede veje, blive ved med at fare vild og fortsætte med at lede efter min destination.
Det er ganske vist noget, som enhver kan forstå ved første øjekast. Men hvis man tænker lidt dybere over det, vil man forstå, at den, der nægter at tro på profeten, ikke kan finde nogen vej til Allah, hverken en lige eller en kringlet. For den, der ikke er i stand til at acceptere et sandfærdigt og oprigtigt menneskes ord, har en fejl i sin tænkning, som får ham til at vende sig bort fra sandheden. Han kan mangle viden og fornuft; hans sind kan være fyldt med hovmod; eller hans natur kan være så fordrejet, at hans hjerte ikke er rede til at tage imod et budskab om godhed og sandhed. Han kan være sunket ned i blind efterligning af sine forfædre og derfor ikke være villig til at acceptere noget, der strider mod de forestillinger, som allerede længe har været gængse. Eller han kan være sine lyster underlagt og derfor nægte at følge profetens lære, fordi han ellers vil miste friheden til at udføre ulovlige og tilladte handlinger. Hvis blot én af disse årsager findes hos et menneske, bliver det umuligt for ham at finde Allahs vej. Og hvis ingen af disse årsager findes hos ham, er det fuldstændig umuligt, at et oprigtigt, retskaffent og uskyldigt menneske skulle nægte at tage imod en sand profets lære.
Det vigtigste er, at profeten er sendt af Allah, og at det også er Allah, der har befalet, at man skal tro på ham og adlyde ham. Den, der ikke tror på profeten, gør derfor oprør mod Allah. Den regering, hvis undersåt man er, vil udpege en administrator, som man nødvendigvis må adlyde. Hvis man nægter at anerkende denne person som administrator, betyder det, at man har gjort oprør mod regeringen. At anerkende regeringen, men ikke adlyde den administrator, den har udpeget, er to ting, der er fuldstændig indbyrdes modstridende. Forholdet mellem Allah og Hans udsendte profet er tilsvarende. Allah er menneskenes egentlige konge. Den person, som Han har sendt for at vise menneskene vejen, og som Han har befalet dem at adlyde, skal ethvert menneske anerkende som profet og opgive lydighed mod alle andre for udelukkende at adlyde ham. Den, der viser ham ligegyldighed, er uden tvivl en afviser – en kafir. I denne situation er det meningsløst, om han bekender sig til Allah eller ej.
Profetiets kontinuitet gennem historien i korte træk
Nu vil vi tage fat på en gennemgang af, hvordan profeternes komme blandt menneskeheden begyndte, og hvordan denne række gennem en gradvis udvikling blev afsluttet med den sidste og den fornemste af profeterne.
Allah skabte først ét menneske. Derefter skabte Han et par fra dette menneske. Så lod Han dette pars slægt fortsætte. Gennem hundreder og tusinder af år fortsatte den med at brede sig over hele verden. Alle mennesker, der er blevet født på jorden, er efterkommere af dette første par. Alle folks religiøse og historiske overleveringer erklærer samstemmende, at menneskeslægtens afstamning begyndte med ét menneske. Videnskabens undersøgelser har heller ikke bevist, at der blev skabt forskellige mennesker i forskellige områder af verden. Tværtimod mener de fleste videnskabsfolk, at der oprindeligt må være blevet født ét menneske, og at alle de mennesker, der findes hvor som helst i verden, er efterkommere af dette ene menneske.
Dette første menneske kaldes på vores sprog Adam. Herfra stammer udtrykket »Adams børn«, som betyder menneskeslægten. Allah gjorde Adam til den første profet. Han befalede ham at undervise sine børn i islam. Det vil sige, at han skulle fortælle dem: Jeres og hele verdens Herre er én Allah. I skal kun tjene Ham. I skal alene bøje jer for Ham. I skal søge hjælp hos Ham. I skal leve et retskaffent og retfærdigt liv i verden i overensstemmelse med Hans vilje. Hvis I lever sådan, vil I til sidst modtage en stor belønning. Men hvis I vender jer bort fra Hans lydighed, vil I blive hjemfaldne til en frygtelig straf. Blandt Adams børn fortsatte de, der var gode og retskafne, ad den lige vej, som deres far havde anvist, mens de onde forlod denne vej. Efterhånden opstod alle former for uret og fordærv. Nogle begyndte at tilbede månen, solen og stjernerne. Nogle hengav sig til tilbedelse af træer, dyr og floder. Andre begyndte at tro, at vinden, vandet, ilden, sygdommen, helbredet og naturens øvrige kræfter hver især havde en anden gud. Derfor burde hver af dem tilbedes. Så ville alle guderne blive tilfredse og vise os deres nåde. På grund af denne slags uvidenhed bredte forskellige former for polyteisme og afgudsdyrkelse sig, og forskellige religioner opstod som følge heraf. På dette tidspunkt havde Adams efterkommere spredt sig over hele verden. Der opstod forskellige folk. Hvert folk skabte sig en ny religion. Hvert folk havde sine egne skikke og sædvaner. Efterhånden som menneskene glemte Allah, glemte de også de regler og bestemmelser, som deres oprindelige far Adam havde lært sine børn. Folk begyndte at følge deres egne lyster. Alle former for dårlige skikke begyndte at brede sig. Alle slags uvidende forestillinger vandt frem. Menneskene begyndte at tage fejl i deres skelnen mellem godt og ondt. Mange dårlige ting blev anset for gode, og mange gode ting blev anset for dårlige.
I denne forbindelse beskriver følgende vers fra den ædle Koran profetiets betydning og vigtighed:
(Arabisk*********************************på PDF-side 49)
»I begyndelsen fulgte alle mennesker den samme vej. (Derefter fortsatte denne tilstand ikke, og der opstod uenighed.) Så sendte Allah profeter. De var forkyndere af det gode (for dem, der fulgte den sande, rette vej) og advarere (om konsekvenserne af at følge den skæve, fejlagtige vej). Sammen med dem nedsendte Han den sande Bog, for at der kunne træffes afgørelse om den uenighed, der var opstået blandt folk vedrørende sandheden. Og årsagen til, at denne uenighed opstod, var ikke, at de i begyndelsen var blevet givet viden. Efter at de havde modtaget tydelig vejledning, begyndte de tværtimod at gå ad forskellige veje og forlod sandheden af den ene grund, at de ønskede at begå uret og overskride grænser over for hinanden. –[Efter ordene »I begyndelsen fulgte alle mennesker den samme vej« er omtalen af uenigheden udeladt. Dette emne behandles ved versets afslutning] –(Sura al-Baqara: 213).
Uvidende mennesker siger, når de på grundlag af deres egne forestillinger og fantasier skriver »religionens« historie, at menneskets religiøse liv begyndte i shirkens mørke hvirvel, hvorefter dette mørke gennem en gradvis udvikling blev fjernet, og lysets stråle begyndte at skinne klarere. På denne måde nåede mennesket til sidst frem til tawhid, eller troen på én Allah. Koranen fremlægger det stik modsatte og siger, at Adams efterkommere i verdens fulde lys i lang tid holdt fast ved den sande og rette vej og tilhørte det samme fællesskab. Derefter begyndte folk at finde på nye veje og opfinde forskellige metoder. Det skyldtes ikke, at de ikke var blevet gjort bekendt med sandheden; årsagen var derimod, at mange mennesker, selv om de kendte sandheden, ønskede at opnå større udbytte og flere fordele end deres legitime ret. De var opsatte på at begå uret, undertrykke og overskride grænser over for hinanden. For at fjerne disse fejl begyndte Allah, verdens Herre, at sende profeter. Disse profeter blev ikke sendt for hver især at grundlægge en ny religion i deres eget navn og opbygge et nyt ummah. Det eneste formål med at sende dem var derimod, at de igen skulle gøre denne tabte sande vej tydelig for menneskene og på ny gøre dem til ét ummah.
Profeternes opgave
Alle profeter minder deres egne folk om den lærdom, de har glemt. De lærer dem at tilbede den ene Allah. De holder dem borte fra shirk og afgudsdyrkelse. De afskaffer deres uvidende og jahili-agtige skikke og sædvaner. De lærer dem, hvordan de skal leve i overensstemmelse med Allahs vilje, og indfører en fejlfri og retfærdig lov, som de påbyder dem at følge. Der findes ikke noget land i verden – hverken Bengal, Pakistan, Indien, Kina, Irak, Iran, Egypten, Afrika eller Europa – hvor der ikke er kommet en sand profet fra Allah. Deres religion var én. På vores eget sprog kalder vi denne religion »Islam«. –[Folk har almindeligvis den fejlagtige opfattelse, at Islam begyndte med Hazrat Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, og han bliver endda kaldt islams grundlægger. Dette er i virkeligheden en meget stor misforståelse. Denne forestilling må helt udslettes fra sindet. Man bør vide dette klart: Islam er til alle tider og i alle lande menneskehedens eneste og oprindelige religion, og alle de profeter, der kom fra Allah til forskellige steder i verden, bragte netop denne religions budskab med sig. –(Forfatteren)] Der var dog nogen forskel på hver profets undervisningsmetode og lovene for livsførelsen. Der blev lagt vægt på at udrydde den tåbelighed, uvidenhed, overtro og uretfærdighed, som havde bredt sig blandt hvert folk. Man var især opmærksom på at korrigere de fejlagtige tankeretninger, der var blevet udbredt. Da folkene endnu befandt sig på et tidligt stadium med hensyn til civilisation, kultur, uddannelse og videnskab, blev de givet en enkel og ligetil undervisning og sharia. Efterhånden som de gik frem på udviklingens vej, blev undervisningen og shariaen tilsvarende gjort mere og mere omfattende. Denne forskel var imidlertid kun begrænset til den ydre form og udformning. Ånd og liv var ens hos alle. Det vil sige, at alles troslære og overbevisning byggede på tawhid, mens deres handlinger byggede på sandhed, retskaffenhed, fred og sikkerhed samt overbevisning om straffen og belønningen i det hinsidige.
Hvordan folk behandler profeterne
Folk behandler profeterne på en mærkværdig måde. Først påfører de dem fysisk lidelse. De nægter at følge deres gode råd. Mange bliver fordrevet fra deres hjemland, og mange bliver dræbt. Nogle er efter et helt liv med undervisning og formaning kun i stand til at gøre fem eller ti mennesker til tilhængere af den sande religion. Men disse elskede tjenere af Allah fortsætter utrætteligt med at udføre deres pligt. Til sidst får deres undervisning indflydelse. Mange store folk bliver deres tilhængere. Derefter antager menneskenes vildfarelse en ny form. Efter profeternes død ændrer deres ummah’er deres undervisning. De indfører alle slags tankeretninger i de bøger, som profeterne havde bragt fra Allah. De opfinder nye former for tilbedelse. Nogle begynder selv at tilbede deres egne profeter. Nogle anser deres profeter for at være Allahs inkarnationer (det vil sige, at Allah selv er steget ned i menneskelig skikkelse). Nogle kalder deres profet Allahs søn. Nogle erklærer deres profet for at være delagtig i Allahs myndighed og suverænitet. På denne måde kommer menneskenes mærkværdige og forkrøblede mentalitet til udtryk på forskellige vis. De mennesker, der kom for at knuse afguder, og som knuste afguder, får selv statuer rejst af mennesker, som derefter tilbeder dem. Dernæst bliver også den sharia, som disse profeter havde givet deres ummah’er, fordrejet på forskellige måder. Alle slags jahili-skikke, underholdende fortællinger og falske beretninger blandes ind i den. Hvilke ting der er blevet blandet ind i den –[Profeternes ummah’er fordrejer på denne måde deres oprindelige religion (det vil sige Islam) og frembringer nye religioner. I dag findes disse under forskellige navne rundt om i verden. For eksempel var den religion, som Hazrat Isa (fred være med ham) underviste i, i virkeligheden Islam, men hans tilhængere gjorde selv Hazrat Isa til Gud og blandede mange selvopfundne udsagn sammen med hans undervisning og sharia, hvorved de skabte en ny religion, som i dag er kendt i verden under navnet kristendom. –(Forfatteren)] –findes der ikke længere nogen mulighed for at vide. Også beretningerne om profeternes liv er forsvundet så fuldstændigt blandt menneskenes forskellige overleveringer, at der ikke kan findes noget pålideligt om dem.
Alligevel var profeternes samlede indsats ikke forgæves. Trods alle former for sammenblanding er der bevaret noget sandt i enhver nation. Tanken om Allah og tanken om livet i det hinsides har på den ene eller anden måde bredt sig blandt alle folk. Principper som retskaffenhed, ærlighed, retfærdighed og moral er i almindelighed blevet anerkendt overalt i verden. Profeterne fra alle nationer og stammer har hver for sig opdraget deres folk på en sådan måde, at det blev muligt at udbrede læren om en verdensreligion, der er egnet for hele menneskeheden, uanset farve, stamme eller nation.
Profeternes kald og rang
Når man studerer Koranen, ser man, at profeterne kommer den ene efter den anden, og at de alle bringer deres folk det samme kald:
(Arabisk*********************************på PDF-side 52)
»Mit folk, tilbed Allah! I har ingen anden ilah end Ham.«
Hvad enten det var i Babylon eller Sodom, i Midjan eller området omkring Hijr, i Nilens dal eller i et hvilket som helst andet land i verden, og hvad enten det var blandt folk, der levede som slaver eller frie, var underudviklede eller havde nået civilisationens højeste tinder politisk og kulturelt, fra det 40. til det 10. århundrede før Kristus eller senere – hver gang og hvert sted, hvor Allah sendte en profet, bragte han menneskene det samme kald. Alle deres kald lød: Tilbed Allah! I har ingen anden ilah (den sande guddom eller Gud) end Ham. Abraham meddelte sit folk med utvetydige ord, at så længe de ikke anerkendte dette grundprincip, ville intet som helst samarbejde være muligt mellem dem og ham.
(Arabisk*********************************på PDF-side 52)
Det vil sige, at fjendskab og had vil fortsætte mellem jer og os, indtil I tror på den ene Allah. Da Moses gik til Farao, (Arabisk******) fremsatte han først kravet: »Send Israels børn med mig«, og erklærede (Arabisk*******) at han var »udsendt fra Herren over verdenerne«, og (Arabisk********) kaldte ham til at følge budskabet: »Moses sagde: Er du rede til renselse og renhed, og skal jeg vise dig vejen til din Herre, så du kan frygte Ham?« Han gjorde det klart for ham, at han ikke var Herren og herskeren; Herren og herskeren er derimod Den, som har skabt alt og lært alle livsførelsens måde. (Arabisk********) »Han er vores Herre og hersker, Han, som har givet hver eneste ting dens form og derefter fastlagt dens vej.« Det vil sige, at Moses og Aron udførte den samme opgave som de øvrige profeter, fra Noa til den sidste profet, Muhammad. Denne opgave bestod i at meddele og forklare folk, at de skulle anerkende den Ene Allah, Universets Herre, som deres Herre og hersker, og at de efter dette liv skal fremstilles for Allah. Deres fremtid afhænger af, at de tager imod deres tids profeters kald til troen på tawhid og det hinsides og bygger deres livsorden på dette grundlag. (Forfatteren) Jesu folk levede underkastet under romernes styre. Men han opfordrede ikke Israels børn og de forskellige folk i de omkringliggende områder til at føre en frihedskrig mod det romerske imperialisme. Tværtimod kaldte han folk til (Arabisk***********) at tro, at »Allah er i sandhed min Herre og jeres Herre. Tilbed Ham derfor; dette er den lige og rette vej.« Det siger sig selv, at disse begivenheder, som Koranen fortæller om, ikke foregik i en anden verden, men netop på den jord, hvor vi bor, og de vedrører mennesker af kød og blod ligesom os. Her er der ingen mulighed for at hævde, at de lande og folk, hvor profeterne kom, ikke havde politiske, økonomiske eller kulturelle problemer, eller at der ikke var behov for at rette deres opmærksomhed mod løsningen af disse problemer. Ikke desto mindre har enhver leder af den islamiske bevægelse, i hvert land og i enhver tidsalder, tilsidesat alle slags generelle og lokale problemer, fremhævet ét eneste problem og viet al sin kraft til det. Derfor kan vi konkludere, at dette efter deres opfattelse var roden til alle problemer, og at de anså løsningen på alle livets øvrige problemer for afhængig af løsningen på dette problem.
Hazrat Isa (fvmh.) forklarede, da han talte til Israels børn, formålet med sin komme således:
(Arabisk*********************************på PDF-side 53)
“Jeg er kommet for at gøre nogle af de ting, der er blevet gjort forbudte for jer, tilladte. Se, jeg har bragt jer et tegn fra jeres Herre. Frygt derfor Allah, og adlyd mig. Allah er min Herre og jeres Herre. Tilbed Ham derfor; dette er den lige vej.” – (Sura Al Imran: 50-51)
Heraf fremgår det, at hovedbudskabet i Hazrat Isa (fvmh.)s kald, ligesom alle andre profeters, bestod af tre ting. – [Der bør lægges særlig vægt på Hazrat Isa (fvmh.)s kald. For før Hazrat Muhammad (fvmh.)s komme var han den sidste profet, og hans ord, budskab og kald er blevet fuldstændig forvansket. – (Redaktøren)]
For det første: Suveræniteten, som anerkendes som tilhørende Allah alene. Derfor skal tilbedelsen vies Ham, og hele den moralske og kulturelle livsordning skal opbygges på grundlag af lydighed mod Ham alene.
For det andet: Man skal adlyde profetens befalinger som repræsentant for den, der besidder den suveræne magt.
For det tredje: Grænserne mellem halal og haram samt mellem tilladt og forbudt i menneskers liv skal fastlægges udelukkende gennem Allahs lov. I denne henseende skal love, der er fastlagt af andre, ophæves. – [Se vers 51 i Sura Al Imran: (Arabisk******** i noten på side 54)]
I virkeligheden er der ikke den mindste forskel mellem kaldet fra Hazrat Isa (fvmh.), Hazrat Musa (fvmh.), Hazrat Muhammad (fvmh.) og de øvrige profeter. De, som har ment, at de forskellige profeters missioner var forskellige, og som har skelnet mellem deres missioner med hensyn til formål og natur, har begået en alvorlig fejl. Enhver, der kommer til skaberværkets suveræne Herres undersåtter med en udnævnelse fra Ham, vil have ét eneste formål med sin komme: at forhindre undersåtterne i ulydighed og i at udøve selvstyre; at forbyde dem at begå shirk med Ham (det vil sige at gøre nogen til delagtig i den suveræne herskermagt sammen med den, der besidder den suveræne magt, og at dele sin lydighed, tilbedelse og hengivelse mellem dem begge); og at kalde dem til udelukkende at tilbede den sande Herre, adlyde Ham, dyrke Ham og følge Hans befalinger.
I Den Ædle Koran er formålet med profeternes komme også blevet beskrevet på en anden måde:
(Arabisk****************** PDF, side 54)
“Disse sendebud blev sendt som glædesbringere og advarere, for at folk efter deres udsendelse ikke skulle have noget at fremføre over for Allah. – (Sura an-Nisa: 165)
Det vil sige, at der kun var ét formål med at sende disse sendebud. Det var, at Allah den Ophøjede ønskede at føre sit bevis over for menneskeheden frem til det afgørende punkt, så ingen vildfaren synder på den sidste doms dag skulle få mulighed for at sige: Vi var uvidende, og du sørgede ikke for at gøre os bekendt med sandheden og det virkelige forhold. Med dette formål sendte Allah profeter til forskellige områder i verden og åbenbarede bøger. Disse profeter bragte sand viden til et stort antal mennesker, og efter at de havde forladt denne verden, efterlod de de himmelske bøger til menneskene. Blandt disse bøger har der i enhver tidsalder altid været mindst én bog tilbage på jorden til at vejlede menneskene på den sande og rette vej. Derfor vil Allah og Hans profeter ikke blive gjort ansvarlige, hvis nogen alligevel forbliver vildfaren. Tværtimod vil den pågældende selv være ansvarlig. For Allahs budskab nåede ham, men han tog ikke imod det. Eller de mennesker vil blive gjort ansvarlige, som kendte den sande og rette vej, men som, selv om de så Allahs tjenere styrte ned i vildfarelse, ikke viste dem vejen til den sande og rette vej.
Profeterne og sendebuddene har, samtidig med at de kalder til sandheden, også ret til at blive adlydt. Dette er blevet udtrykt klart i Koranen:
(Arabisk****************** PDF, side 55)
“Jeg har ikke sendt noget sendebud uden at det er for, at han skal adlydes med Allahs tilladelse.” – (Sura an-Nisa: 64)
Det vil sige, at et sendebud ikke kommer fra Allah med det formål, at man blot skal tro på hans sendebudskab og derefter frit kan adlyde hvem som helst. Tværtimod er formålet med et sendebuds komme netop, at man, når man skal leve sit liv, skal opgive alle andre ordninger i verden og kun adlyde den ordning, han bringer, samt opgive alle andre befalinger i verden og kun gennemføre de befalinger, han giver fra Allah. For den, der ikke adlyder sendebudet på denne måde, har det ingen betydning blot at anerkende sendebudet som sendebud.
At bestræbe sig på og kæmpe for at gøre dīn sejrende hører også til profeternes opgaver. I Den Ædle Koran står der:
(Arabisk****************** PDF side 55)
»Allah har sendt sit sendebud med vejledning og den sande dīn, for at gøre den sejrende over alle andre religioner.« – Sura at-Tawba: 33
I det oprindelige vers er ordet »ad-dīn« blevet brugt. I min oversættelse har jeg skrevet »alle religioner«. Ordet dīn bruges i det arabiske sprog som betegnelse for et sådant livssystem eller en sådan livsform, hvis grundlægger man anerkender som autoriseret og værd at følge, og hvis lydighed man underordner sig. Det formål med sendebuddets komme, som beskrives i dette vers, er derfor, at den vejledning og sande dīn, han har bragt fra Allah, skal gøres sejrende over alle andre religioner, det vil sige livsformer og systemer, i verden. Med andre ord sendes et sendebud aldrig med det formål, at den livsordning, han bringer, skal underordnes en anden livsordning og, efter at være blevet besejret af den, tilbringe sine dage under dens beskyttelse og med de fordele, den giver, som en elendig og underkuet tilværelse. Tværtimod kommer han som repræsentant for jordens og himlens Konge. Han ønsker at se sin Konges sande ordning sejre. Hvis en anden livsordning er gældende i verden, må den nødvendigvis forblive underordnet den livsordning, Allah har givet, og nøjes med de få privilegier, som den får tildelt, ligesom det er tilfældet med dhimmiernes livsordning, når de betaler jizya.
Det er profeternes opgave at fjerne fordærvelsen
Når mennesket opgiver lydigheden mod Allah og begynder at adlyde sit eget nafs eller andre, og når det tilsidesætter Allahs vejledning og anvisninger og bygger sin moralske, sociale og kulturelle tilværelse på andres selvopfundne principper, love og regler, opstår det egentlige fordærv på jorden, og det medfører utallige fejl og forstyrrelser i verdensordenen. At forhindre dette fordærv og rette disse fejl og forstyrrelser er Koranens formål. Samtidig afslører Koranen også den sandhed, at fordærv ikke er det oprindelige i verdensordenen; det oprindelige er derimod ærlighed, retskaffenhed og gode handlinger, mens fordærvet kun midlertidigt trænger sig ind over den på grund af menneskenes uvidenhed, mangel på indsigt og overdrivelser. Med andre ord begyndte menneskenes liv i verden ikke med uvidenhed, mangel på indsigt, barbari, shirk, oprør og moralsk anarki, hvorefter et gradvist reformarbejde blev påbegyndt for at fjerne disse ting. I virkeligheden begyndte menneskenes liv med ærlighed og gode handlinger, og senere begyndte de onde mennesker gennem deres tåbelighed og onde gerninger at gøre denne rene ordning uren og fordærvet. For at fjerne dette fordærv og på ny reformere menneskenes livsordning har Allah sendt profeter til dem gennem tiderne. I enhver tidsalder har profeterne bragt menneskene det samme kald: at afholde sig fra at skabe fordærv i den ordning, som verdensordenen er blevet grundlagt på, nemlig ærlighed, retskaffenhed og gode handlinger — Koranens syn på dette spørgsmål er helt forskelligt fra evolutionisternes syn. Evolutionisterne har på grundlag af en fuldstændig fejlagtig tankegang frembragt den teori, at mennesket er kommet ud af mørket og gradvist har bevæget sig mod lyset. I begyndelsen af dets liv fandtes der forvanskning og kaos. Derefter er det lidt efter lidt ved at blive velordnet. Koranen siger derimod, at Allah sendte mennesket til verden i et miljø fuldstændig fyldt med lys og lod det begynde sit liv gennem en velsignelsesrig ordning. Derefter trængte mennesket, efter selv at have fulgt Satans ledelse, igen og igen ind i mørket og forvanskede denne velsignelsesrige ordning gang på gang. For at føre mennesket fra dette mørke til lyset og kalde det til at afholde sig fra at skabe forvanskning og fordærv har Allah sendt Sine profeter gennem tiderne — således er det.
I kravet på profetskab ligger det implicit, at profeten ønsker at forandre menneskets samlede livsordning i sin helhed. Landets politiske system er naturligvis også omfattet af dette. Når en person fremstiller sig selv som repræsentant for universets Herre, erkendes det som en uundgåelig konsekvens, at han kræver fuldstændig lydighed af menneskene for sin egen skyld. For universets Herres repræsentant kommer aldrig for at forblive en underordnet undersåt og lydig under en anden. Han kommer tværtimod for at gøre alle lydige og blive deres hersker og beskytter. At anerkende en vantros herskermagt og autoritet er i dette tilfælde fuldstændig uforeneligt med hans sendebudskabs værdighed.
Formålet med at sende sendebud
(Arabisk****************** på side 56 i PDF)
“(Og dette gjorde jeg for at de ikke skulle kunne sige:) Når en ulykke rammer dem på grund af deres egne gerninger, siger de: ‘Vor Herre! Hvorfor sendte Du ikke et sendebud til os? Hvis Du havde sendt et sendebud, ville vi have fulgt Dine åbenbaringer og være blevet blandt de troende.’” – (Sura al-Qasas: 47)
Flere steder i Koranen er netop dette blevet angivet som årsagen til, at sendebud blev sendt. Men hvis man på baggrund af denne beskrivelse i Koranen drager den konklusion, at der til enhver tid og alle steder altid burde komme et sendebud, tager man fejl. Så længe et sendebuds budskab er bevaret uændret i verden, og der findes midler til at gøre det tilgængeligt for almindelige mennesker, er der ikke behov for et nyt sendebud. Men hvis der er behov for at føje noget til det tidligere budskab eller for at bringe et nyt budskab, kommer der i så fald et nyt sendebud. Hvis det tidligere budskab et sted har mistet sin gyldighed, får folk dér med rette mulighed for at fremføre den undskyldning, at der overhovedet ikke fandtes nogen ordning, som kunne gøre dem bekendt med forskellen mellem sandhed og falskhed eller vise dem den rette vej. Hvordan skulle det under sådanne forhold have været muligt for dem at finde den sande og rette vej? For at fjerne denne undskyldning sender Allah den Højeste en profet under sådanne omstændigheder. Derefter kan den, der vælger den forkerte vej, holdes ansvarlig for sin fejltagelse.
Et sendebud kommer ikke fra Allah med det formål, at man blot skal tro på hans sendebudstjeneste og derefter frit kan adlyde hvem som helst efter eget ønske. Tværtimod er formålet med sendebudets komme, som tidligere beskrevet, at man skal forkaste alle andre livsordninger og alene følge den livsordning, som han bringer for menneskets liv, og at man skal tilsidesætte alle andre påbud og alene følge de påbud, som sendebudet giver fra Allah. Hvis en person efter at have accepteret sendebudet ikke gør dette, bliver det meningsløst, at han har accepteret sit sendebud.
Sendebudenes komme før afgørelsens time
(Arabisk****************** på side 57 i PDF)
“Jeg sender ikke sendebudene med noget andet formål end at bringe gode budskaber og advare, men de vantros forhold er sådan, at de med falskhedens våben forsøger at få sandheden til at fremstå besejret, og de gør nar af Mine åbenbaringer og af det, som de er blevet advaret imod.” – (Sura al-Kahf: 56)
Det vil sige: Jeg sender sendebudene for at advare folk om de gode følger af at følge Allahs befalinger og de dårlige følger af at være ulydig, før afgørelsens time kommer.
(Arabisk****************** PDF, side 58)
»Sandelig, den eneste religion hos Allah er islam. De, som havde fået Skriften, valgte ingen anden vej end denne religion, undtagen fordi de, efter at kundskaben var kommet til dem, begik overgreb mod hinanden.« – (Sura Al Imran: 19)
Det betyder, at hver gang en sendebud fra Allah kom til et sted i verden, bragte han budskabet om islams religion med sig, og hver gang en bog blev åbenbaret på et hvilket som helst folks sprog i verden, lærte den islams lære. Grunden til, at forskellige religioner opstod blandt menneskeheden ved at fordreje denne oprindelige religion og ved at føje noget til eller trække noget fra den, var intet andet end, at folk ønskede at overskride grænserne for deres lovlige rettigheder og opnå yderligere rettigheder, muligheder, fordele og interesser. Derfor foretog de efter eget forgodtbefindende ændringer i den oprindelige religions troslære, grundprincipper og bestemmelser.
Profeterne bar den samme religions fane
(Arabisk****************** PDF, side 58)
»Og de splittede deres religion mellem sig; til Mig skal de alle vende tilbage.« – (Sura Al-Anbiya: 93)
Alle de profeter, der er kommet til verden, bar denne religions fane. Kernen i denne oprindelige religion var, at menneskenes Herre og Forsørger er Allah alene, og at det kun er Ham, der bør tilbedes og dyrkes. Alle de religioner, der senere opstod, er fordrejede former af denne oprindelige religion. Nogle tog én lære fra den, andre tog en anden lære. Nogle fjernede ét af dens aspekter, andre et andet. Derefter blandede de meget af deres eget ind i den. På denne måde splittede talrige profeter den i hundrede retninger; i så fald kan det kun kaldes en åbenlys løgn. Det forhold, at disse religioner har forskellige fremtrædelsesformer og i forskellige tider og lande er knyttet til forskellige profeter, beviser ikke i sig selv, at denne forskellighed mellem religionerne blev skabt af profeterne. De kan ikke have lært folk at dyrke en anden herre i stedet for den ene Allah.
Profeternes tanker før profetskabet
Af den ædle Koran kan vi erfare, at den viden, profeterne besad før åbenbaringen fra Allah, ikke på nogen måde adskilte sig fra almindelige menneskers viden. Før åbenbaringen havde de ingen særlig adgang til viden, som ikke også stod til rådighed for andre. Derfor siger Koranen: (Arabisk*******) “Du vidste ikke, hvad Skriften og troen var.” (ash-Shūrā: 52) (Arabisk*********) “Og Allah fandt dig vildfaren, hvorefter Han ledte dig på rette vej.”
Samtidig fortæller Koranen os også, at profeterne, før de blev profeter, ved hjælp af de almindelige midler til viden og erkendelse, som andre mennesker besidder, havde gennemgået stadierne på vejen til troen på det usete. Åbenbaringens komme styrkede den viden, de havde opnået gennem deres egen iagttagelse. Det, som deres hjerter tidligere havde vidnet om som sandt, bekræftede åbenbaringen med et sikkert og endeligt vidnesbyrd som værende sandt. Og den gav dem et direkte og synligt kendskab til disse sandheder, så de med fuld overbevisning kunne bevidne dem over for verden. Dette emne er blevet omtalt flere gange i Sūra Hūd. Først siges der om det ædle Sendebud:
(Arabisk****************** PDF side 59)
“Hvad da med den, der allerede stod på et klart bevis fra sin Herre (det vil sige, som besad intellektuel og naturlig vejledning), og derefter kom et vidne fra Allah til ham (det vil sige Koranen), mens Musas Skrift allerede tidligere forelå som vejledning og barmhjertighed (kan de så tvivle på denne sandhed)?” – (Sūra Hūd: 17)
Derefter blev dette emne endnu en gang udtrykt i den tredje rukūʿ gennem profeten Nūḥs ord:
(Arabisk****************** PDF side 59)
“Mit folk, tænk over dette: Hvis jeg står på et klart bevis fra min Herre, og Han derpå har skænket mig barmhjertighed fra Sig selv (åbenbaring og profetskab), men dette er skjult for jeres øjne, skal vi så tvinge det ned over jer?” – (Sūra Hūd: 28)
I den sjette rukūʿ gentog profeten Ṣāliḥ, og i den ottende rukūʿ profeten Shuʿayb, dette samme emne. Heraf bliver det klart, at de gentog emnet gennem åbenbaringen. Det bliver således tydeligt, at profeterne, før de gennem åbenbaringen modtog den direkte viden om sandheden, trængte dybt ind i læren om tawḥīd og det hinsidige ved på rette måde at anvende deres naturlige evne til tænkning, forskning og iagttagelse (som i det ovenstående vers (Arabisk********) kaldes)(Arabisk)ikke gudgiven, men var noget, de selv havde erhvervet (Arabisk***). Derefter skænkede Allah dem åbenbaringens viden. Denne var ikke erhvervet, men gudgiven.
Observation, tænkning og forskning i disse naturlige tegn samt brugen af almindelig fornuft (Commonsense) er noget helt andet end filosoffernes gætterier, formodninger og spekulationer (Speculation). Koranen har selv forsøgt at tilskynde hvert eneste menneske til at gøre brug af dette. Koranen har gentagne gange sagt: Åbn øjnene, se Allahs naturlige tegn, og forsøg at nå frem til korrekte konklusioner ud fra dem.
Sendebudets viden om det skjulte
Det er forkert at antage, at sendebudene kun blev skænket så meget viden om det skjulte, som Allah havde til hensigt at overbringe til menneskene. Denne opfattelse strider mod Koranens og hadiths tydelige udsagn. I Den Ædle Koran fortælles det om Hazrat Yaqub (a.s.), at han sagde til sine sønner:(Arabisk*******) “Fra Allah ved jeg ting, som I ikke ved.” – (Sura Yusuf: 11)
Desuden fremgår det af forskellige vers i Koranen, at deres profeter blev underrettet, før straffen blev sendt over forskellige folk, men selv da straffen nærmede sig, underrettede de ikke deres folk om alle dens detaljer. Hazrat Nuh (fred være med ham) var blevet underrettet om straffen så lang tid i forvejen, at han nåede at bygge arken. Men han sagde ikke til sit folk, at en oversvømmelsesstraf ville ramme dem. Det fremgår også af hadith, at det ædle Sendebud (s.a.w.) blev informeret om mange forhold i det skjulte, som han ikke viderebragte til sin ummah. Ved en lejlighed sagde det ædle Sendebud (s.a.w.) i en tale:
(Arabisk****************** på side 60 i PDF’en)
“O Muhammads ummah! Ved Allah, hvis I vidste, hvad jeg har fået at vide, ville I le meget lidt og græde meget mere.” – (Bukhari: kapitlet Sadaqa fi al-Kusuf)
Ved en anden lejlighed sagde det ædle Sendebud (s.a.w.):(Arabisk**********) “Jeg ser jer bagfra på nøjagtig samme måde, som jeg ser jer forfra.” – (Bukhari: kapitlet Azmatu Imamin Nas).
Kort sagt fremgår det af mange andre hadither og vers, at sendebudene blev skænket langt mere viden om det skjulte, end den mængde viden om det skjulte, der gennem dem blev bragt videre til Allahs tjenere. Den naturlige fornuft støtter også denne opfattelse. Almindelige mennesker har kun brug for at kende den del af det skjulte, der har forbindelse med troen og troslæren. Men for sendebudene er det ikke tilstrækkeligt kun at kende denne del af det skjulte. De har brug for at vide meget mere, som hjælper dem med at udføre deres opgave som sendebud. På samme måde er det nødvendigt, at viceherskere og guvernører op til et vist niveau kender statens politik og hemmelige forhold. Hvis disse hemmeligheder blev kendt af almindelige undersåtter, ville de i stedet for at være til gavn blive årsag til skade. På tilsvarende måde findes der mange hemmeligheder i Allahs rigeordning, som kun Allahs særlige repræsentanter og Hans sendebud kender. Almindelige undersåtter, det vil sige almindelige mennesker, ved ikke det mindste om dem. Denne viden om det skjulte hjælper sendebudene med at udføre deres opgave, men almindelige mennesker har ikke brug for den og har heller ikke evnen til at bære den. Helt kort kan man sige, at profetens viden er mindre end Allahs viden og større end almindelige menneskers viden. Men hvor omfattende er denne viden? Hvor meget større eller mindre er den? Vi har naturligvis ikke noget instrument, hvormed vi kan måle den på denne måde.
Et vågent blik på profeterne
Profeterne har den vigtigste og mest delikate position i menneskesamfundet. En almindelig hændelse i et almindeligt menneskes liv har ingen særlig betydning. Men når den samme hændelse finder sted i en profets liv, bliver den til lov. Derfor føres der fra Allahs side et vågent opsyn med enhver hændelse i profeternes liv. Som følge heraf kan selv deres mindste skridt og allermindste handling ikke finde sted i strid med Allahs vilje. Hvis en profet nogen sinde har gjort noget sådant, er det straks blevet korrigeret. Formålet var, at den islamiske lov og dens grundprincipper skulle nå menneskene ikke blot gennem Allahs Bog, men også som profetens fremragende livsmodel, og at selv den mindste ting, der ikke følger Allahs vilje, ikke skulle kunne indgå i den.
Direkte viden og observation
Allah lod hver af profeterne, i overensstemmelse med deres rang, iagttage, hvordan jorden og himlene bliver styret, og fjernede sløret mellem den materielle og den usete verden, så Han også lod dem få et synligt kendskab til sådanne skjulte sandheder, som de var blevet udpeget til at opfordre almindelige mennesker til at tro på gennem iman bil-ghayb. På denne måde blev deres særskilte væsen og rang i forhold til filosofferne tydelig. Filosoffer taler på grundlag af gæt og spekulation. Hvis de havde kendt deres egen tilstand og rang rigtigt, ville de aldrig have vidnet om sandheden i nogen af deres egne meninger. Profeterne taler derimod udelukkende på grundlag af direkte viden og observation. De kan aflægge dette vidnesbyrd over for menneskene: Vi ved fuldt ud, hvad vi siger, og vi har set det med egne øjne.
Overnaturlig styrke–[En detaljeret redegørelse for profeternes overnaturlige styrke og evner samt deres særlige træning findes i afsnittet »Profeten Muhammads rang som person og profet«, underafsnittet »Sendebudsskabet og dets bestemmelser«.]
(Arabisk****************** på PDF-side 62)
»Da denne karavane (fra Egypten) drog af sted, sagde deres far (siddende i sit hjem i Kanaan): Jeg kan lugte Yusuf; sig ikke igen (I husets beboere), at jeg er blevet gammel og har mistet forstanden.« – (Sura Yusuf: 94)
Heraf kan man få en forestilling om profeternes overnaturlige styrke. Netop da karavanen var draget af sted fra Egypten med Hazrat Yusufs skjorte, kunne Hazrat Yaqub, siddende hundredvis af kilometer borte, lugte den. Men heraf kan man også forstå, at denne styrke ikke var profeternes egen. Allah havde givet dem denne styrke. Men de kunne kun anvende den i det omfang, Allah ønskede, og kun når Han ønskede det. Hazrat Yusuf opholdt sig i Egypten i årevis, men Hazrat Yaqub kunne aldrig lugte ham. Nu, så snart hans skjorte begyndte sin rejse fra Egypten, blev Hazrat Yaqubs lugtesans pludselig så stærk, at han begyndte at kunne lugte den.
Profeternes menneskelige natur
Alle tidligere profeter var mennesker—[Et senere afsnit om profeternes menneskelige natur og emne er blevet tilføjet.] De var ikke nogen usædvanlig skabning fra Allah. At et menneske blev sendt som sendebud, var ikke nogen usædvanlig begivenhed i historien.
Det arbejde, som Muhammad (fred være med ham) udfører nu, var også det samme arbejde, som de tidligere profeter var kommet for at udføre. Ligesom Muhammads (fred være med ham) var deres mission og lære den samme. Allah behandlede profeterne på en særlig måde. De blev ramt af store prøvelser. År efter år befandt de sig i prøvelser. De blev ramt af prøvelser på det personlige plan, og deres fjender udsatte dem også for prøvelser. Men til sidst kom hjælpen til dem: Allah accepterede deres bønner, fjernede deres lidelser, besejrede deres fjender og hjalp dem på mirakuløs vis.
Selv om de var elskede og velbehagelige for Allah og havde modtaget store, forunderlige kræfter fra Ham, var de Allahs tjenere og mennesker. Ingen af dem besad guddommelig magt.
Betydningen af, at profeterne er syndfri
Profeterne er også mennesker. Intet menneske er i stand til hele tiden at forblive på det fuldkomne niveau, som er foreskrevet for den troende. Undertiden kan selv det bedste menneske, som en profet, i en yderst kort stund i en følsom og følelsesladet situation bukke under for sin menneskelige svaghed. Men så snart han selv mærker, eller Allah får ham til at mærke, at han er ved at falde under det ønskede niveau, angrer han straks. Han tøver ikke et eneste øjeblik med at rette sin fejl. Hvad kan være et større bevis på profeten Nuhs (fred være med ham) moralske storhed end dette: Hans unge søn er ved at drukne i det bundløse vand foran hans øjne; han ser det med egne øjne, og synets rædsel får hans hjerte til at briste. Men så snart Allah advarede ham om, at den søn, som havde forladt sandheden og klamret sig til falskheden, ikke blot skulle regnes som hans egen, fordi han var hans biologiske søn, vendte han tilbage fra denne blotte jahilijja-følelse til den tankegang, som Allah havde fastlagt.
At profeten er syndfri, betyder ikke, at evnen og muligheden for at begå synd og fejl er blevet taget fra ham, eller at der slet ikke er nogen mulighed for, at han begår en synd. Det betyder derimod, at profeten har evnen til at synde, men at han, selv om han besidder alle menneskelige egenskaber, følelser, fornemmelser og ønsker, er så retskaffen og gudfrygtig, at han aldrig bevidst beslutter sig for at begå en synd. I hans samvittighed findes der så stærke og overvældende beviser på hans Herre, at hans begærs ønsker aldrig kan sejre over dem. Hvis han alligevel uden at vide det skulle begå en fejl, retter Allah ham straks gennem en åbenbaring, der gøres offentligt kendt. For hans snublen er ikke blot ét menneskes snublen, men en hel ummas snublen. Hvis han blot afviger en hårsbredde fra den rette vej, bevæger hele verden sig flere kilometer længere ad vildfarelsens vej.
Nogle vers om profeternes egenskaber
(Arabisk****************** PDF side 63)
“Og nævn i denne bog Abraham. Sandelig, han var en sandfærdig person og en profet” – (Sura Maryam: 41)
(Arabisk****************** PDF side 63)
“Og nævn i denne bog Moses. Han var en person, der var Herren velbehagelig, og en sendebud-profet. Og Jeg kaldte på ham fra den højre side af Tur-bjerget og lod ham komme nær gennem en fortrolig samtale” – (Sura Maryam: 51-52)
(Arabisk****************** PDF side 63)
“Og nævn i denne bog Ismael. Han var tro mod sit løfte og en sendebud-profet. Han påbød sin familie at udføre bønnen og betale zakat, og hos sin Herre var han en person, der var velbehagelig. Og nævn i denne bog Idris. Sandelig, han var en sandfærdig person og en profet, og Jeg ophøjede ham til et højt sted” – (Sura Maryam: 54-57)
(Arabisk****************** PDF side 64)
“Disse profeter blev belønnet af Allah. De var blandt Adams efterkommere, blandt dem, Vi bar med Noa i arken, og blandt Abrahams efterkommere og Israels efterkommere. De var blandt dem, som Jeg havde vejledt og udvalgt. Når den Barmhjertiges vers blev reciteret for dem, kastede de sig grædende ned i prostration” – (Sura Maryam: 58)
(Arabisk****************** PDF-side 64)
“Og tidligere havde Jeg skænket Ibrahim fornuft og indsigt, og Jeg kendte ham fuldt ud.” – (Sura al-Anbiya: 51)
(Arabisk****************** PDF-side 64)
“Og Jeg reddede ham og Lut og førte dem til det land, hvori Jeg har nedlagt velsignelse for alverdens folk. Og Jeg skænkede ham Ishaq og Yaqub som en ekstra gave, og hver af dem gjorde Jeg retfærdig. Og Jeg gjorde dem til ledere, som vejleder efter Min befaling, og Jeg åbenbarede for dem, at de skulle gøre gode gerninger, oprette bønnen og give zakat. Og de var Mine tilbedere.” – (Sura al-Anbiya: 71-71)
(Arabisk****************** PDF-side 64)
“Og Jeg skænkede Lut dømmekraft og indsigt og reddede ham fra den by, hvis indbyggere begik onde handlinger. De var i sandhed et yderst fordærvet folk. Jeg skænkede Lut Min barmhjertighed, fordi han hørte til blandt de retfærdige.” – (Sura al-Anbiya: 74-75)
(Arabisk****************** PDF-side 65)
“Og den samme velsignelse skænkede Jeg Nuh. Husk, at han før dette påkaldte Mig; Jeg besvarede hans bøn, befriede ham og hans familie fra den store sorg og hjalp ham mod det folk, som havde forkastet Mine tegn som løgn. De var i sandhed nogle meget onde mennesker. Derfor lod Jeg dem alle drukne.”
(Arabisk****************** PDF-side 65)
“Og til David og Salomon skænkede Jeg denne velsignelse. Husk den tid, da de begge afgjorde en sag om en mark, som andre menneskers får var trængt ind på om natten. Og Jeg var selv vidne til deres afgørelse. På det tidspunkt gav Jeg Salomon den rette forståelse af sagen. Dog havde Jeg givet dem begge skarpsindighed og viden. Og sammen med David lod Jeg bjergene og fuglene underordne sig, så de lovpriste; det var Mig, der gjorde dette. Og for jeres skyld lærte Jeg ham kunsten at fremstille rustninger, så de kunne beskytte jer mod hinandens slag. Vil I da ikke være taknemmelige? Og for Salomon lod Jeg den hurtigtfarende vind underordne sig; den blæste på hans befaling mod det land, hvori Jeg havde lagt velsignelse. Og Jeg har viden om alle ting. Og blandt djævlene lod Jeg mange underordne sig ham; de dykkede for ham og udførte også andre opgaver. Og Jeg var den, der vogtede over dem alle.” – (Sura al-Anbiya: 78-82)
Der er et formål med at nævne denne særlige begivenhed vedrørende David (fred være med ham) og Salomon (fred være med ham), nemlig at få det til at gå op for mennesker, at profeterne, trods deres usædvanlige styrke og evner fra Allah, i virkeligheden var mennesker. Der fandtes ikke det mindste spor af guddommelig magt i dem. I denne sag blev David (fred være med ham) ikke hjulpet gennem åbenbaringen, og han begik en fejl i sin dom. Salomon (fred være med ham) blev hjulpet, og derfor afsagde han den rette dom. Alligevel var de begge profeter. Formålet med at beskrive de egenskaber, som de to besad, er også at gøre det klart, at disse var egenskaber, Allah havde skænket dem, og at sådanne egenskaber ikke ophøjer nogen til Allahs plads.
(Arabisk*************************PDF-side 66)
“Og denne samme gave (fornuft, dømmekraft og viden) gav Jeg Job. Husk, da han påkaldte sin Herre og sagde: ‘Jeg er blevet ramt af sygdom, og Du er den mest barmhjertige af alle barmhjertige.’ Jeg besvarede hans bøn og fjernede hans lidelse. Og Jeg gav ham ikke blot hans familie tilbage, men gav ham desuden det dobbelte af deres antal, som en særlig barmhjertighed fra Os, og for at det skulle være en påmindelse for dem, der tilbeder.” – (Sura al-Anbiya: 83-84)
(Arabisk*************************PDF-side 66)
“Og denne samme velsignelse gav Jeg også Ismael, Idris og Dhul-Kifl. De var alle tålmodige, og Jeg lod dem selv være omfattet af Min barmhjertighed, fordi de var retskafne.” – (Sura al-Anbiya: 85-86)
(Arabisk*************************PDF-side 66)
“Og ham med fisken begunstigede Jeg med Min gunst, og han troede, at Jeg ikke ville gribe ham. Til sidst råbte han fra mørket: ‘Der er ingen gud ud over Dig. Du er ophøjet over enhver mangel. Sandelig, jeg har begået uret.’ Da besvarede Jeg hans bøn og reddede ham fra sorgen. Således redder Jeg de troende.” – (Sura al-Anbiyāʾ: 87-88)
(Arabisk*************************på PDF-side 67)
“Og Zakariyyā, da han kaldte på sin Herre og sagde: ‘Min Herre, lad mig ikke være alene, og Du er den bedste arving.’ Så besvarede Jeg hans bøn, gav ham Yaḥyā og gjorde hans hustru egnet for ham. De skyndte sig at gøre gode gerninger, kaldte på Mig med frygt og håb og var ydmyge over for Mig.” – (Sura al-Anbiyāʾ: 89-90)
Formålet med at berette om Zakariyyās (fred være med ham) historie er netop at tydeliggøre, at alle disse profeter blot var Allahs tjenere og mennesker. Der var ikke det mindste guddommelige i dem. De havde ikke magt til at skænke andre børn; tværtimod bad de selv Allah om børn. Formålet med at nævne Yūnus (fred være med ham) er at vise, at trods en højtstående profets store personlighed blev han straks grebet, da han begik en fejl. Og da han bøjede sig for sin Herre, blev han også mødt med en usædvanlig barmhjertighed. Han blev bragt levende ud af fiskens bug. Formålet med at omtale Ayyūb (fred være med ham) er at gøre det klart, at det ikke er noget usædvanligt, at profeter rammes af prøvelser. Når en profet rammes af ulykke og sygdom, beder han Allah om helbredelse og befrielse fra den. De kan ikke helbrede andre; tværtimod beder de Allah om helbredelse. Desuden har disse beretninger endnu et formål: at fastslå den virkelighed, at alle profeter anerkendte tawḥīd og ikke fremførte deres behov for nogen anden end den ene Allah. På den anden side er det også et formål at vise, at Allah altid har hjulpet sine profeter på overnaturlig vis. Hvor hårdt de end blev prøvet i begyndelsen, blev deres bønner til sidst mirakuløst besvaret og bragt til fuldbyrdelse.
Kapitel 2 – Åbenbaringen
Åbenbaringens betydning, former og typer
Den sproglige og terminologiske betydning
Åbenbaring betyder at gøre tegn, antyde, indgive noget i sindet, sige noget i det skjulte eller sende et budskab. Den terminologiske betydning af åbenbaring er ‘hurtig antydning’ og ‘skjult antydning’. Det vil sige en antydning, der gives hurtigt, og på en sådan måde, at ingen andre end den, der giver den, og den, der modtager den, kan få kendskab til den. Ordet er i terminologisk betydning blevet anvendt om den vejledning, som fra Allahs side indgives i en af Hans tjeneres sind ligesom et lyns flamme.
Der kan ikke være tale om, at Allah selv er nærværende hos nogen, eller at nogen er nærværende hos Ham, står ansigt til ansigt med Ham og taler med Ham. Han er alvidende og almægtig. Når Han ønsker at knytte forbindelse til en tjener for at vejlede menneskesamfundet eller vise det vejen, kan der ikke opstå nogen hindring eller nogen form for vanskelighed på Hans viljes vej. Gennem sin viden benytter Han åbenbaringens vej til dette formål.
Åbenbaringens forskellige former
Selv om ordet »åbenbaring« i dag kun bruges om den åbenbaring, der sendes til profeterne, findes denne terminologiske forskel ikke i Koranen. Ifølge Koranens fremstilling nedsendes åbenbaring også over himlen, og hele dens system styres i overensstemmelse hermed (Arabisk**********) Der nedsendes også åbenbaring over jorden, og ved dens tilskyndelse begynder den uden forsinkelse at fortælle sin historie (Arabisk******) Der nedsendes også åbenbaring over englene, og de handler i overensstemmelse hermed (Arabisk***********) Også bierne lærer alle deres handlinger gennem åbenbaring (naturens undervisning). Som det siges i vers 68 i Sura an-Nahl. Denne åbenbaring er naturligvis ikke begrænset til bierne. Fiskenes svømning i vandet, fuglenes flugt i luften og det nyfødte barns diegivning – alt dette læres gennem Allahs åbenbaring. Det hører også til denne åbenbaring, at et menneske uden overvejelse, forskning eller undersøgelse opnår den rette teknik, en fejlfri vurdering eller den rigtige vej for tanke og handling (Arabisk**********) Ingen mennesker er berøvet denne åbenbaring. I alle de opfindelser, der er gjort i verden, i alle de nye ting og områder, der er udviklet til menneskehedens gavn, og i alle de store og ædle handlinger, som betydningsfulde tænkere, statsmænd, erobrere og forfattere har udført, kan denne åbenbarings virkning ses. Ja, almindelige mennesker møder dagligt talrige erfaringer af denne art. Det sker ofte, at en tanke pludselig opstår i sindet, mens man blot sidder, eller at en ny metode eller idé dukker op, eller at man ser noget i en drøm, og at det ved senere erfaring viser sig at være en rigtig vejledning, som var blevet givet ham fra det usete. Blandt disse mange former for åbenbaring var der en særlig form, som blev nedsendt over profeter og sendebud, og dens forskel fra de øvrige former for åbenbaring er helt tydelig. Den, som åbenbaringen nedsendes over, er fuldt bevidst om, at denne åbenbaring kommer fra Allah. Han har fuld overbevisning om, at åbenbaringen er kommet fra Allah. Denne form for åbenbaring indeholder trosforestillinger, bestemmelser, love og moralske samt åndelige forskrifter. Dens formål er at vise menneskeheden vejen gennem profeten.
En fejlagtig opfattelse
I Sura ash-Shu’ara’s (Arabisk*******)vers beskrives den måde, hvorpå den åbenbaring, gennem hvilken alle de himmelske skrifter blev overbragt til profeterne, kom. Allah sender altså åbenbaring til sendebuddene gennem en af sine engle. Nogle har fejlagtigt forstået dette vers og fortolket det således: »Allah sender et sendebud, som efter Hans befaling overbringer Hans budskab til almindelige mennesker.« Men Koranens (Arabisk**********) (hvorefter han, det vil sige englen, nedsender eller overbringer den åbenbaring, som Han ønsker – efter Hans befaling) beviser tydeligt, at deres fortolkning er forkert. Koranen har ingen steder kaldt profeternes overbringelse af budskabet til almindelige mennesker for »åbenbaring«, og på arabisk er der heller ingen mulighed for at bruge ordet »åbenbaring« om menneskers offentlige tale. Åbenbaringens bogstavelige betydning er et skjult og hurtigt tegn. Kun en, der er aldeles uvidende om det arabiske sprog, kan bruge dette ord som synonym for profeternes overbringelse af budskabet.
Yderligere bemærkninger om åbenbaringens forskellige former
En form for åbenbaring kan kaldes jibillī eller tabiʿī (naturlig) åbenbaring. Gennem den lærer Allah hvert skabt væsen dets opgave. Denne åbenbaring nedsendes mere over dyr og fugle end over mennesker og sandsynligvis endnu mere over planter og livløse ting. Den anden form for åbenbaring kan kaldes juzʾī (delvis) åbenbaring. Gennem den lærer Allah en af sine tjenere en bestemt færdighed blandt livets forskellige områder. Denne åbenbaring nedsendes dagligt over almindelige mennesker. Alle verdens store opfindelser er blevet til gennem denne åbenbaring. Denne åbenbaring bidrager til store teoretiske opdagelser. Dens virkning kan ses bag vigtige historiske begivenheder. Det hænder, at der midt i vigtige begivenhedsforløb pludselig sker noget bestemt uden forudgående overvejelse, og at det får en afgørende indflydelse på historiens gang. Denne form for åbenbaring blev nedsendt over profeten Moses’ mor. Adskilt fra disse to former findes endnu en form, gennem hvilken Allah gør sin tjener bekendt med de dybeste sandheder i det usete (den usynlige verden) og giver ham vejledning om livsordningen. Formålet er, at han skal overbringe denne viden og vejledning til almindelige mennesker og føre dem fra mørket til lyset. Denne åbenbaring nedsendes udelukkende over profeterne. Det fremgår klart af Koranen, at uanset om denne form for viden kaldes irqa, ilham, kashf eller åbenbaring i teknisk forstand, gives den ikke til andre end profeter og sendebud. Denne viden gives profeterne på en sådan måde, at de bliver i stand til at have fuld overbevisning om, at den er kommet fra Allah, at den er fuldstændig beskyttet mod sataners indtrængen, og at den også er helt fri for påvirkning fra deres egne tanker, forestillinger og tilbøjeligheder. Desuden betragtes netop denne viden ifølge sharia som et uomstødeligt bevis. Det er obligatorisk for ethvert menneske at følge den, og profeterne er udpeget til at opfordre hele menneskeheden til at tro på den. At tro på denne åbenbaring er desuden en ufravigelig betingelse for frelse i det hinsidige, mens det at ignorere den i sidste ende fører til undergang.
Hvis en del af denne tredje form for åbenbaring gives til et andet menneske end profeterne, forbliver den på niveau med et så uklart tegn, at det er nødvendigt at søge hjælp i lyset fra den profetiske åbenbaring for fuldt ud at forstå det (det vil sige at forelægge det for Koranen og Sunnaen, undersøge om det er falsk eller sandt og, hvis det er sandt, fastslå dets hensigt). Den person, som anser sin egen inspiration for et selvstændigt middel til vejledning, og som uden at prøve den efter den profetiske åbenbarings målestok selv begynder at handle efter den og opfordrer andre til at følge den, kan ifølge shariaen ikke få nogen gyldighed anerkendt for en sådan handling. Denne sandhed er blevet beskrevet klart forskellige steder i Koranen. Især i den sidste vers i sura al-Jinn er dette blevet fremstillet uden nogen form for tilbageholdenhed eller uklarhed:
(Arabisk*************************på PDF-side 73)
“Han (Allah) har viden om det usete. Han åbenbarer ikke nogen sit eget usete, bortset fra den sendebud, som Han udvælger til at give ham noget viden om det usete. Da udpeger Han vogtere foran ham og bag ham, for at Han kan vide, at de har overbragt deres Herres budskaber. Og Han omgiver dem fra alle sider og har talt enhver ting.” – (Sura al-Jinn: 27-28)
Hvis man tænker blot en smule over det, kan man let forstå, hvorfor de bedste retfærdige mennesker og de fremmeste samfundsreformatorer blandt muslimerne ikke har fået kashf og inspiration på profetisk niveau, og hvorfor de har fået en form for underordnet kashf og inspiration af lavere rang end dette. Grunden til, at de ikke har fået det første, er, at dette markerer grænsen, som adskiller profeten fra den almindelige umma. Denne grænse kan under ingen omstændigheder ophæves. Grunden til, at de har fået det andet, er, at de, som efter profeten bestræber sig på at videreføre hans arbejde, naturligvis er afhængige af dyb indsigt i enhver sag vedrørende religionen og af korrekt vejledning fra Allah i kampen for at etablere religionen. Dette gives naturligvis ubevidst til enhver oprigtig og fejlfrit tænkende tjener for religionen. Og hvis det gives til nogen bevidst, vil det naturligvis være en belønning fra Allah.
Åbenbaring i drømmen
(Arabisk*************************på PDF-side 74)
“Da drengen nåede den alder, hvor han kunne løbe omkring med ham, sagde Ibrahim en dag til ham: Min søn, jeg har set i drømme, at jeg slagter dig. Sig nu, hvad mener du om dette? Han svarede: Kære far, gør det, du er blevet befalet.” – (Sura as-Saffat: 102)
Af disse ord fremgår det klart, at profetens søn ikke anså faderens drøm for blot at være en drøm, men anså den for at være Allahs befaling. Og hvis det i virkeligheden ikke havde været Allahs befaling, ville Allah naturligvis klart eller i det mindste ved en hentydning have gjort det bekendt, at Ibrahims søn fejlagtigt havde antaget den for at være Allahs befaling. Men der findes ingen sådan hentydning i drøftelsen før eller efter dette vers. Derfor er den trosopfattelse opstået i islam, at profeternes drømme ikke er drømme i almindelig forstand, men en form for åbenbaring. Det siger sig selv, at hvis det, på grundlag af hvilket et så stort princip kunne trænge ind i Allahs sharia, havde været sandt, ville Allah naturligvis have tilbagevist det. At Allah skulle kunne begå en sådan fejl, er på ingen måde foreneligt med at anerkende Koranen som Allahs ord.
Åbenbaring til bierne
(Arabisk*************************på PDF-side 74)
“Og se, din Herre åbenbarede for bierne: Byg jeres boliger i bjergene.” – (Sura an-Nahl: 68)
Den leksikalske betydning af åbenbaring er et skjult og subtilt vink. Ingen andre end den, der giver vinket, og den, som vinket gives til, opfatter det. På grund af denne passende betydning bruges ordet også i betydningen ilqa (at kaste en tanke ind i sindet) og ilham (at give skjult undervisning og vejledning). Eftersom den undervisning, Allah giver sine skabninger, ikke gives på nogen undervisningsinstitution, men gennem en så subtil metode, at det udadtil ikke ser ud, som om én underviser, mens en anden modtager undervisning, udtrykkes den derfor i Koranen med ordene åbenbaring, ilham og ilqa. I dag har disse tre ord fået tre forskellige terminologiske betydninger. Ordet åbenbaring bruges kun om profeterne, ilham om awliya, helgener og særligt fromme mænd, mens ilqa bruges om mennesker i almindelighed.
Åbenbaring til Moses’ mor
(Arabisk*************************på PDF-side 75)
“Husk den tid, da Jeg vinkede til din mor med det vink, som kun gives gennem åbenbaring.” – (Sura Ta-Ha: 38)
(Arabisk*************************på PDF-side 75)
“Jeg inspirerede Moses’ mor: ‘Am ham. Men når du frygter for hans liv, så kast ham i floden.’ – (Sura al-Qasas: 7)
Det vil sige, at den ærede Moses’ mor gjorde dette efter Allahs anvisning, og Allah havde på forhånd forsikret hende om, at hvis hun fulgte denne vej, ville hendes barn ikke blot blive reddet, men at Han også ville bringe barnet tilbage til hendes favn, og at hendes søn senere skulle blive Hans sendebud.
Satans åbenbaring til deres ledsagere
(Arabisk*************************(på PDF-side 75)
“Djævlene indgiver deres ledsagere tvivl og mistanke, så de kan strides med jer.” – (Sura al-An’am: 121)
Åbenbaringen til Allahs Sendebud er ikke nogen ny begivenhed
(Arabisk*************************(på PDF-side 75)
“Muhammad! Jeg har åbenbaret for dig på samme måde, som Jeg åbenbarede for Noah og profeterne efter ham. Og Jeg åbenbarede også for Abraham, Ismael, Isak, Jakob og Jakobs efterkommere.”
-(Sura an-Nisa 163)
Formålet med dette udsagn er at gøre det klart for alle, at Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ikke har bragt noget nyt, som ingen før ham havde bragt. Han hævdede ikke, at han som den første i verden havde fremlagt noget nyt; tværtimod modtog han vejledning fra den samme kilde til viden, som alle de tidligere profeter havde modtaget vejledning fra. Og de profeter, der stod frem i forskellige egne af verden, fremsatte altid budskaber om sandhed og retfærdighed, og han gentog blot det samme budskab om sandhed og retfærdighed.
Koranens åbenbaring til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham
(Arabisk*************************på side 76 i PDF’en)
“Og denne Koran er blevet sendt til mig gennem åbenbaringen, så jeg kan advare jer og alle dem, som den når.”
(Arabisk*************************på side 76 i PDF’en)
“Når Mine klare ord bliver læst op for dem, siger de, der ikke håber på at møde Mig: ‘Bring en anden Koran i stedet for denne, eller foretag nogle ændringer i den.’ Sig til dem, Muhammad: ‘Det tilkommer ikke mig at foretage nogen ændring i den på eget initiativ. Jeg følger kun den åbenbaring, som kommer til mig.’” – (Sura Yunus 15)
Her er det blevet gjort klart for alle angående Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: “Jeg er ikke forfatteren til denne Bog. Den er tværtimod kommet til mig gennem åbenbaringen, og jeg har ingen ret til at foretage nogen ændring eller tilføjelse i den.” Desuden er det blevet gjort klart, at der ikke er nogen mulighed for kompromis i denne sag. Hvis man vil acceptere den, må man acceptere hele religionen nøjagtigt, som den er; ellers må man forkaste den.
(Arabisk*************************på PDF-side 76)
“Derfor, profet, må det ikke ske, at du opgiver noget af det, der bliver åbenbaret for dig, og at dit hjerte bliver trangt på grund af det.” – (Sura Hud: 12)
Det vil sige, at vi i vores øjne værdsætter den person, som er retskaffen, og som med tålmodighed, fasthed og urokkelighed følger retfærdighedens, ærlighedens og de gode gerningers vej. Derfor må den snæversynethed, fjendtlighed, ligegyldighed, spot og sarkasme samt de tåbeligt frembragte indvendinger og spørgsmål, som du bliver mødt med, ikke på nogen måde fremkalde forskel i din fasthed og urokkelighed. Du bør ikke tøve, blive bange eller føle dig hæmmet, når du forkynder og erklærer den sandhed, som gennem åbenbaringen er blevet gjort klar for dig, og kalder mennesker til den. Du må aldrig tænke: Hvordan kan jeg fremlægge dette for folk, når de straks begynder at skyde spottekårde af sted, så snart de hører det? Og hvordan kan jeg åbenbare denne sandhed for dem, når de slet ikke er parate til at høre den? Uanset om folk tror eller ej, skal du med frygtløs stemme fortsætte med at sige det, som du ved er sandt, uden at ændre det på nogen måde. Hvad der siden sker eller kommer til at ske, ligger helt og holdent i Allahs hånd.
(Arabisk*************************på PDF-side 77)
“Dette er beretninger fra det usete. Jeg åbenbarer dem for dig. Før dette kendte hverken du eller dit folk dem.” – (Sura Hud: 49)
(Arabisk*************************på PDF-side 77)
“Alif-Lam-Ra. Dette er versene fra den Bog, som udtrykker sit budskab klart. Vi har åbenbaret den som en Koran på arabisk, for at I (araberne) skal kunne forstå den godt. Muhammed, Jeg har ved at åbenbare denne Koran for dig på den bedste måde forklaret dig de bedste oplysninger og kendsgerninger.” – (Sura Yusuf: 1-2)
(Arabisk*************************på PDF-side 77)
“O Muhammad! Denne fortælling hører til beretningerne om det usete, som Jeg åbenbarer for dig. Du var ikke til stede, da Josefs brødre enedes om en sammensværgelse.” – (Sura Yusuf: 102).
(Arabisk*************************på side 77 i PDF’en)
“O Muhammad! Således har Jeg sendt dig som sendebud til et folk, som mange folk før dem er gået bort, for at du skal forkynde dem det budskab, som Jeg åbenbarer for dig, mens de fornægter deres Nådige Herre.” – (Sura ar-Ra’d: 30).
Forskellige måder, hvorpå åbenbaringen blev sendt til Allahs Sendebud (fred være med ham)
Det siges i Den Ædle Koran:
(Arabisk*************************på side 77 i PDF’en)
“Det tilkommer ikke noget menneske, at Allah taler til ham ansigt til ansigt. Men Hans tale sker enten gennem åbenbaring (et tegn), eller bag et slør, eller også sender Han et sendebud (en engel), som efter Hans befaling åbenbarer, hvad Han vil. Sandelig, Han er den Højeste, den Alvidende.” – (Sura ash-Shura: 51)
Det er blevet bevist gennem Koranen og hadith, at Allahs Sendebud (fred være med ham) blev vejledt gennem alle disse tre måder.
For det første: Af den udtalelse fra Hazrat Aisha, som er citeret i hadith-beretningen, fremgår det, at åbenbaringen til Allahs Sendebud (fred være med ham) begyndte gennem sande drømme. (Bukhari og Muslim). Også i den efterfølgende periode blev denne kontinuitet bevaret; i hadith findes der omtale af mange af Allahs Sendebuds (fred være med ham) drømme. Gennem dem blev han undervist eller gjort bekendt med forskellige ting. I Den Ædle Koran findes også en detaljeret beskrivelse af en af hans drømme – sura al-Fath, vers 27. Desuden nævnes det i forskellige hadither, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Dette og hint er blevet lagt i mit hjerte«, »jeg er blevet gjort bekendt med det«, »jeg er blevet befalet dette« eller »jeg er blevet forbudt dette«. Alle sådanne ting hører til den første form for åbenbaring. Størstedelen af hadith qudsi hører til denne kategori.
For det andet: Under Mi’raj blev Allahs Sendebud (fred være med ham) givet den anden form for åbenbaring. Af den måde, hvorpå begivenheden omtales i forskellige autentiske hadither – at Allahs Sendebud (fred være med ham) blev pålagt de fem daglige bønner og gentagne gange fremsatte anmodninger og bønner vedrørende dette – fremgår det klart, at der på det tidspunkt fandt en samtale sted mellem Allah og Hans tjener Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, på samme måde som samtalen mellem Hazrat Musa (fred være med ham) og Allah på bjerget Tur.
For det tredje: Om den tredje form for åbenbaring vidner Koranen selv om, at den blev sendt til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, gennem Jibril, fred være med ham. Dette er beskrevet i vers 97 i sura al-Baqara og vers 192-195 i sura ash-Shu’ara.
Yderligere nogle bemærkninger i denne forbindelse
Åbenbaringen kom til Allahs Sendebud (fred være med ham) på forskellige måder. Allama Ibn Qayyim har i sit værk »Zad al-Ma’ad« givet følgende detaljerede beskrivelse af den:
For det første: Sande drømme: Dette var den første fase af åbenbaringen til Allahs Sendebud (fred være med ham). De drømme, han så, var klare som dagens lys.
For det andet: En engel indprentede en ting i hans hjerte, uden at han kunne se englen. Som eksempel kan nævnes en hadith, hvori Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Ruh al-Qudus (Jibril) har indgivet mig i sindet (eller pustet ind i mig), at ingen skabning vil dø, før den har modtaget hele sin foreskrevne forsørgelse. Frygt derfor Allah og anvend en god fremgangsmåde i din søgen efter næring. Og lad forsinkelsen i at opnå næring ikke få dig til at søge den ved ulydighed mod Allah. For det, der findes hos Allah (det vil sige Hans belønning), kan kun opnås gennem lydighed mod Ham.«
For det tredje: Englen antog menneskeskikkelse, kom frem for ham og talte til ham; han fortsatte med at tale, indtil Allahs Sendebud (fred være med ham) havde indprentet sig hans ord fuldstændigt. Nogle gange så sahabaerne denne engel.
Fire: Før åbenbaringen blev sendt ned, blev der ved med at ringe en klokke i hans øre, samtidig med at englen talte. Dette var den vanskeligste måde, hvorpå åbenbaringen blev sendt ned. Når åbenbaringen blev sendt ned på denne måde, strømmede sveden fra Allahs Sendebuds (s.a.v.) krop, selv på dage med streng kulde. Hvis han på det tidspunkt red på en kamel, ville den sætte sig ned under byrden. En gang lå han med hovedet hvilende på låret af Zayd ibn Thabit (r.a.), da åbenbaringen begyndte at komme. Der blev lagt et så stort pres på Hazrat Zayds (r.a.) lår, at det var nær ved at brække.
Fem: Han så englen i den oprindelige skikkelse, som Allah havde skabt ham i. Derefter sendte Allah alt det, Han befalede, ned over ham i form af åbenbaring.
Seks: Allah sendte åbenbaring direkte ned over ham. Dette skete, da han under Mi’raj steg op til himlene. Allah gjorde bønnen obligatorisk dér og sagde også andre ting.
Syv: Allah talte med ham uden englenes mellemkomst, ligesom Han havde gjort med Musa, alayhis-salam. Hazrat Musas (a.s.) rang er bevist i Koranen. Hvad angår Allahs Sendebud (s.a.v.), findes omtalen heraf i haditherne om Mi’raj.
Nogle har desuden beskrevet endnu en måde. Den er, at „Allah talte med ham uden noget slør imellem. Dette er opfattelsen hos dem, der tror, at Allahs Sendebud (s.a.v.) så Allah. Men blandt de tidligere og senere lærde er der uenighed om dette spørgsmål.“ – (Zad al-Ma’ad, bind 1, s. 24–25).
Allama Jalaluddin Suyuti har i første bind af sit værk Itqan viet et helt kapitel til at belyse dette emne. Nedenfor gengives en kort sammenfatning af hans fremstilling:
„Da han blev profet som fyrreårig, blev Israfil i de første tre år beskæftiget med hans undervisning og oplæring. Ingen del af Koranen blev åbenbaret gennem ham. Derefter blev Jibril beskæftiget med at bringe åbenbaringen. Han fortsatte med at bringe Koranen i 20 år. Åbenbaringen kom på følgende måder.
Ét: En klokke blev ved med at ringe i øret, og derefter lød englens stemme. Fordelen ved denne måde var, at Allahs Sendebud (s.a.v.) straks ved klokkeslagene kunne vende sit blik og sin opmærksomhed bort fra alle sider og koncentrere sig udelukkende om englens stemme. Allahs Sendebud (s.a.v.) siger, at denne måde var den vanskeligste for ham.
For det andet: En tanke blev fast forankret i hans sind og hjerte, sådan som han selv har sagt.
For det tredje: Englen kom i menneskeskikkelse og talte med ham. Den ædle Profet (fred være med ham) siger, at denne form for åbenbaring var den letteste og mindst byrdefulde for ham.
For det fjerde: Englen kom til ham i en drøm og talte med ham.
For det femte: Allah talte direkte med ham, hvad enten han sov eller var vågen.
Koranens udfordring angående, at den er en åbenbaring fra Allah
I de fyrre år af sit liv før profetkaldelsen havde Allahs Sendebud (fred være med ham) ikke modtaget nogen uddannelse, træning eller omgang med andre, som kunne have givet ham et stort lager af information, hvis strøm pludselig begyndte at flyde fra hans mund, samtidig med at han gjorde krav på profetkaldelsen. Nu blev der i Koranens suraer, den ene efter den anden, taget emner op, som folk aldrig tidligere havde set ham interessere sig for, drøfte eller give udtryk for tilsvarende tanker om. End ikke nogen nær ven eller nær slægtning, som havde kendt ham gennem disse fyrre år, havde i hans adfærd og tale bemærket noget, der kunne opfattes som en indledning til eller en forudsigelse om dette store kald. Dette beviser klart, at Koranen ikke var et produkt af hans egen hjerne, men blev givet ham udefra.
(Arabisk*************************på PDF-side 80)
»O Muhammad! Du var ikke til stede på den vestlige side, da Jeg gav Moses dette bud fra loven. Og du var heller ikke vidne til det. Men derefter lod Jeg mange slægter opstå, og lange tidsaldre gik over dem. Du var heller ikke blandt Madyans indbyggere, så du kunne fortælle dem det, og du var heller ikke ved siden af Tūr, da Jeg kaldte på Moses for første gang. Men dette er din Herres barmhjertighed, at denne viden gives dig, så du kan advare et folk, som ingen advarer var kommet til før dig. Måske vil de derved komme til fornuft.«
– (Sura al-Qasas: 44-46)
Disse tre forhold er blevet fremført som bevis på Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, som profet. På det tidspunkt, hvor disse ord blev sagt, gjorde lederne i Mekka og det almindelige vantro samfund alt, hvad de kunne, for på den ene eller anden måde at bevise, at han ikke var profet og – Allah forbyde det – var en falsk profet. Til deres hjælp havde de jødiske lærde og kristne præster forskellige steder i Hijaz. Det vigtigste af alt er imidlertid, at Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, ikke kom fra det ydre rum for at fremsige denne Koran. Han var tværtimod selv indbygger i Mekka. Ikke en eneste side af hans liv var skjult for folk i hans egen by og hans egen stamme. Derfor vovede ikke en eneste person i Mekka, Hijaz eller på hele Den Arabiske Halvø at fremsætte den slags tåbelige påstande, som nutidens orientalister gør. Selv om de ikke på nogen måde stod tilbage for disse i at lyve og fremsætte opdigtede påstande, hvordan skulle de så kunne fortælle sådan en åbenlys løgn midt på dagen, når ingen et eneste øjeblik var parat til at tro på den? Hvordan skulle de kunne sige: »Muhammad, du har indsamlet disse oplysninger hos en eller anden jødisk lærd eller kristen præst og bragt dem med dig«? For de kunne ikke nævne navnet på en eneste person noget sted i hele landet, som de kunne hævde dette om. Så snart de nævnte nogens navn i denne forbindelse, ville det blive bevist, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, havde fået oplysningerne fra ham, og at du havde et stort bibliotek med bøger om viden, videnskab og litteratur hos dig, og at du ved hjælp af bøgerne i dette bibliotek holdt disse foredrag. For de kunne ikke blot ikke finde et bibliotek; de kunne ikke engang finde et stykke papir noget sted i nærheden af Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, hvorpå disse oplysninger stod skrevet. Alle i Mekka, unge som gamle, vidste, at Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, ikke kunne læse eller skrive. Ingen kunne heller sige, at han havde ansat nogle oversættere, som oversatte værker skrevet på hebraisk, latin og syrisk til ham. Selv den mest
skamløse person ville ikke have vovet at påstå, at han havde ført samtaler med en kristen præst eller jødisk lærd fra Syrien eller Palæstina. I så fald ville den romerske regering have gjort en myg til en elefant og straks være gået i gang med en ondsindet propagandakampagne; den ville ikke have tøvet et øjeblik med at udbrede, at Muhammad – Allah forbyde det – havde lært alt herfra, var taget til Mekka og havde udgivet sig for at være profet. Det står derfor klart, at i den tid, hvor Koranens udfordring bragte et dødsbudskab til de polyteistiske Quraysh, og hvor behovet for at bevise, at den var falsk, var langt større for dem end for nutidens orientalister, kunne ingen dengang indsamle noget som helst fra nogen kilde, der kunne bevise, at Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, havde nogen anden måde at indhente disse oplysninger på end gennem åbenbaring – og de var heller ikke i stand til at identificere en sådan metode.
Det bør også bemærkes, at Koranen ikke kun fremsatte denne udfordring ét sted. Tværtimod blev der flere steder, i forbindelse med forskellige beretninger, sagt:
(Arabisk*************************på PDF-side 82)
»Dette er oplysninger fra det skjulte, som Jeg giver dig gennem åbenbaring. Du var ikke til stede hos dem, da de kastede lod om, hvem der skulle tage sig af Maryams opdragelse. Og du var heller ikke til stede, da de skændtes.« – (Sura Aal Imran: 44).
Efter beretningen om profeten Yusuf, fred være med ham, er der blevet sagt:
(Arabisk*************************på PDF-side 82)
“Dette er beretningen om det skjulte, som Jeg meddeler dig gennem åbenbaring. Du var ikke til stede nogen steder i nærheden af dem (dvs. Yusufs brødre), da de blev enige om deres beslutning, og da de lagde deres planer.”
På tilsvarende vis siges det efter den detaljerede beretning om Hazrat Nuhs historie:
(Arabisk*************************på PDF-side 82)
“Dette er beretningen om det skjulte, som Jeg meddeler dig gennem åbenbaring. Før dette vidste hverken du eller dit folk noget om den.” – (Sura Hud: 49).
Ved gentagne gange at nævne dette er det blevet klart, at et af de store beviser, som Koranen fremførte til støtte for, at den er Allahs Bog, og at Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, er Allahs Sendebud, var dette: Den detaljerede beretning om begivenheder, der fandt sted for hundreder og tusinder af år siden, blev hørt fra en analfabet mands mund, og bortset fra åbenbaring havde han ingen anden kilde til denne viden. Dette var en af de vigtigste grunde til, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, samtidige begyndte at tro på, at han var Allahs sande profet, og at åbenbaring blev sendt ned over ham. Enhver kan let forstå, hvor stor betydning det havde for modstanderne af den islamiske bevægelse i den tid at besvare denne udfordring, og at de ikke sparede nogen anstrengelse for at indsamle beviser imod den. Desuden kan man let forstå, at hvis der blot havde været den mindste svaghed i denne udfordring, ville det ikke have været vanskeligt for samtidens mennesker at indsamle vidnesbyrd imod den for at bevise, at den var falsk.
Sammenligningen mellem åbenbaring og regn
To steder i Koranen findes der en hentydning til, at den nådefulde regn, der blev sendt ned over Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sammenlignes med regn:
(Arabisk*************************på PDF-side 83)
»Allah har sendt vand ned fra himlen, og hver flod og bæk optog det og strømmede videre i overensstemmelse med sin kapacitet.« – (Sura ar-Ra‘d: 17)
I denne lignelse sammenlignes den Åbenbaring, der blev sendt ned til Allahs Sendebud, med regn, og de troende, ligevægtige og værdige mennesker sammenlignes med sådanne floder og bække, som strømmer videre, fyldt til randen med nådens regn. På den anden side sammenlignes det postyr, som modstanderne af den islamiske bevægelse havde skabt, med skumklumper og strå, der altid løftes op til vandoverfladen af oversvømmelsens strøm og begynder en voldsom dans med et vældigt brøl.
(Arabisk*************************på PDF-side 83)
»Ser du ikke, at Allah sender vand ned fra himlen, hvorved jorden bliver grøn og frodig?« – (Sura al-Hajj: 63)
Også her ligger der en antydning af den ydre betydning skjult. Den ydre betydning består i ganske enkelt at beskrive Allahs magt. Men den fine antydning, der er skjult deri, er denne: Ligesom I straks kan se, hvordan en tør og udyrket jord pludselig bliver grøn hele vejen rundt, så snart en dråbe af den regn, Allah sender, falder på jorden, sådan vil den nådes regn, som Allah i dag lader falde i form af Åbenbaringen, snart frembringe et tilsvarende syn for jeres øjne. Det vil sige, at dette tørre og ufrugtbare ørkenområde i Arabien snart vil blive forvandlet til en blomstrende have af viden, moral, karakter og god kultur, hvis lige aldrig før havde eksisteret i menneskehedens historie.
Den Åbenbaring, der blev sendt ned til Sendebudet, er Allahs nåde
(Arabisk*************************på PDF-side 83)
»Mit folk! Overvej dette: Jeg stod på et klart bevis fra min Herre, og derefter skænkede Han mig en særlig nåde fra Sig.« – (Sura Hud: 28)
Det er netop dette, der i den foregående rukūʿ blev lagt Muhammad – må Allahs velsignelser og fred være med ham – i munden. Det vil sige: Først nåede jeg gennem iagttagelsen af Allahs tegn i himlene og på jorden frem til en forståelse af tawhīds dybeste sandhed. Derefter lod Allah sin barmhjertighed (det vil sige åbenbaringen) regne over mig, og Han gav mig direkte kundskab om de sandheder, som mit sind og min sjæl allerede havde bevidnet. Heraf blev det også klart, at enhver profet før modtagelsen af profetskabet gennem egne tanker, undersøgelser og iagttagelser opnåede tro på det usete. Da Allah derpå tildelte dem profetskabet, gav Han dem direkte eller synlig tro.
(Arabisk*************************på PDF-side 84)
“Sālih sagde: Mit folk! Hvad mener I, hvis jeg har et klart bevis fra min Herre, og Han har skænket mig sin barmhjertighed?” – (Sūra Hūd: 63).
Brugen af ordet rūh om Åbenbaringen til sendebudet
(Arabisk*************************på PDF-side 84)
“Han sender denne ånd eller livsessens ned gennem englene efter sin befaling til den af sine tjenere, som Han vil, med denne vejledning: ‘Forkynd, at der ikke er nogen gud for jer ud over Mig; frygt derfor Mig.’” – (Sūra an-Nahl: 2).
Betydningen af rūh som nævnt ovenfor er profetskabetes livsessens, som profeten er fyldt med, når han handler og taler. Denne åbenbaring og profetskabetes livsessens har i det moralske liv en betydning og værdighed svarende til den, livet har i det jordiske liv. Derfor bruges ordet rūh (livsessens) forskellige steder i Koranen for at udtrykke denne betydning.
(Arabisk*************************på PDF-side 84)
“De spørger dig om Ruh. Sig til dem: Ruh kommer efter min Herres befaling. Men I har kun fået en meget lille del af viden.”
-(Sura Bani Isra’il: 85)
Det antages almindeligvis, at Ruh her betyder livsånden. Det vil sige, at folk spurgte Allahs Sendebud (fred være med ham) for at få at vide, hvad livets og åndens natur er. Som svar siges det, at den kommer efter Allahs befaling. Men jeg er på ingen måde rede til at acceptere denne betydning. For denne betydning kan kun udledes, hvis dette vers løsriver sig fra den forudgående og efterfølgende sammenhæng og behandles som en selvstændig og isoleret sætning. Hvis man derimod vurderer det inden for den sammenhæng, der her blev behandlet, vil det medføre langt større vanskeligheder at forstå Ruh som et synonym for livsånden. Der vil opstå en alvorlig usammenhæng i sætningen. I de tre foregående vers er Koranen blevet beskrevet som en behandling mod sygdom, og de, der fornægter Koranen, er blevet fremstillet som uretfærdige, utaknemmelige og som mennesker, der fornægter Allahs gaver. Og hvor der i de efterfølgende vers fremlægges argumenter og beviser for, at Koranen er Allahs tale, hvordan kan en sætning om, at liv bliver indblæst i levende væsener efter Allahs befaling, pludselig dukke op midt imellem? Jeg er ude af stand til at forstå nogen fornuftig grund til det.
Hvis man vurderer det med den forudgående og efterfølgende sammenhæng i sætningen for øje, vil det klart kunne mærkes, at Ruh her ikke kan betyde andet end ‘åbenbaringen’ eller ‘den engel, der bærer åbenbaringen’. De polyteisters spørgsmål var i virkeligheden: Hvorfra henter I denne Koran? Som svar sagde Allah: O Muhammad! Folk spørger dig om Ruh, det vil sige om Koranens kilde eller det middel, hvorigennem Koranen blev modtaget. Oplys dem om, at denne Ruh kommer efter min Herres befaling. Men I besidder så begrænset en viden, at I ikke kan skelne mellem menneskers ord og de ord, der er blevet åbenbaret gennem Allahs åbenbaring, og derfor nærer I tvivl om Allahs tale og mener, at et menneske har frembragt denne tale.
Denne fortolkning er ikke alene den mest nærliggende, fordi versets sammenhæng med det foregående og efterfølgende her kræver netop denne fortolkning; også andre steder i Koranen er dette emne beskrevet næsten med de samme ord. I suraen al-Mu’min siges det:
(Arabisk******************************på PDF-side 85)
»Han nedsender Ruh efter sin befaling til den af sine tjenere, som Han vil, for at han kan underrette folk om dagen, hvor de skal samles.« – (vers 15)
Og i suraen ash-Shura siges det:
(Arabisk******************************på side 85 i PDF’en)
“Og således sendte Jeg ved Min befaling en ånd til dig, uden at du vidste, hvad Bogen og troen var.” – (Sura ash-Shura: 52)
Blandt de tidligere lærde har Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), Qatadah (må Allah være tilfreds med ham) og Hasan al-Basri (må Allah være tilfreds med ham) overleveret denne tafsir. Ibn Jarir har tilskrevet denne udtalelse Ibn Abbas med Qatadah som kilde. Men han har skrevet noget mærkeligt, nemlig at Ibn Abbas plejede at overlevere dette i hemmelighed. Hasan, forfatteren til tafsirværket Ruh al-Ma’ani, har også citeret denne udtalelse af Qatadah: “Med ånden menes Jibril (fred være med ham). Spørgsmålet var, hvordan han steg ned, og hvordan åbenbaringen blev sendt ned i profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hjerte.”
(Arabisk******************************på side 85 i PDF’en)
“Og således (O Muhammad!) sendte Jeg ved Min befaling en ånd til jer.” – (Sura ash-Shura: 52)
Med ånden menes her åbenbaringen eller den lære, som blev givet til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gennem åbenbaringen.
Argumenter og beviser for det budskab, der blev åbenbaret som åbenbaring
Det budskab, der blev åbenbaret til Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, er i sin grundform Allahs eget budskab. For at bevise denne sandhed er der i Koranen fremført fire forhold som vidnesbyrd.
Én: Denne bog er fyldt med omfattende godhed og velsignelse. Det vil sige, at den indeholder de bedste principper til fremme af menneskers velfærd og fremgang. Den indeholder undervisning i en fejlfri troslære og tro. Opfordringen til at udføre gode gerninger og følge ophøjede moralske egenskaber er en integreret del af den. Forskrifterne for et rent og helligt liv er dens særkende. På den anden side er denne bog helt fri for uvidenhed, selviskhed, snæversynethed, undertrykkelse, uretfærdighed, uanstændighed og andre onde handlinger – alt det, som I har dynget sammen i de hellige himmelske bøger.
To: Denne bog fremlægger ikke nogen anden vejledning end den, der tidligere kom fra Allah. Tværtimod bekræfter den sandheden af og støtter det, der blev fremlagt i de tidligere bøger.
Tre: Denne bog blev åbenbaret med det samme formål, som de himmelske bøger blev sendt ned fra Allah med i enhver tidsalder. Dette formål var at vække de uopmærksomme og gøre dem bekendt med konsekvenserne af at bevæge sig frem ad forkerte og vildfarne veje.
Fire: Denne bog samlede ikke gennem sit kald de verdslighedsdyrkende og begærets slaver. Tværtimod samlede og organiserede den mennesker, hvis blik var nået langt ud over det jordiske livs snævre grænser. Under denne bogs indflydelse fandt der desuden en sådan revolution sted i dem, hvis største tegn er, at de blandt menneskeheden udmærker sig ved deres tilbedelse af Allah. Kan en bog, der er skrevet af en hykler og løgner, som selv har forfattet den og drister sig til at begå den mest afskyelige forbrydelse ved at påstå, at den er skrevet af Allah, nogensinde opnå sådanne særpræg og resultater?
Kapitel 3 – nødvendigheden af Muhammeds profetskab (fred være med ham) og beviset på det
Årsagen til, at Allahs Sendebud (fred være med ham) blev sendt efter de tidligere profeter
(Arabisk******************************på PDF-side 89)
»Og de, der efter tidligere generationer blev gjort til arvinger af Skriften, er i en ubehagelig tvivl om den.« – (Sura ash-Shura: 14)
Når Allahs Bog efter hver profets og hans nærmeste tabi’un-følgeres tid nåede frem til de efterfølgende generationer, tog de ikke imod den med tillid og overbevisning. Tværtimod blev de grebet af alvorlig tvivl og indre splid med hensyn til den. Der var mange årsager til, at denne tilstand opstod. Efter at have studeret den situation, der opstod omkring Toraen og Injilen, kan vi meget let forstå disse årsager. De tidligere generationer bevarede ikke disse to bøger i deres oprindelige sprog og ordlyd, men blandede menneskers ord sammen med den oprindelige tale i form af fortolkninger, historie, forskellige overleveringer hørt fra andre samt sideemner udtænkt af jurister. De udbredte deres oversættelser så meget, at originalen forsvandt, og kun oversættelserne blev tilbage blandt folk. Deres historiske autenticitet blev også ødelagt på en sådan måde, at ingen i dag med fuld overbevisning kan sige, at den bog, han har i hænderne, virkelig er den samme originale Bog, som blev åbenbaret for verdens mennesker gennem Hazrat Isa (a.s.) eller Hazrat Musa (a.s.). Deres ledere og lærde indledte fra tid til anden drøftelser om religion, Allah, filosofi, lov, krop, sjæl og samfund og lagde grundlaget for sådanne tanker, at det for mennesker, som var fanget i deres labyrint, blev umådeligt vanskeligt at vælge sandhedens lige og enkle vej blandt tusinder af indviklede veje. På den anden side fandtes Allahs Bog heller ikke længere i sin oprindelige form og i en pålidelig tilstand. Derfor var det heller ikke muligt for folk at rette blikket mod nogen pålidelig kilde, der kunne hjælpe dem med at skelne sandheden fra det falske.
Det er værd at bemærke, at kaldet til den sande religion først nåede det arabiske område gennem Hazrat Hud (a.s.) og Hazrat Salih (a.s.). Det var en begivenhed fra den forhistoriske tid. Derefter kom Hazrat Ibrahim (a.s.) og Ismail (a.s.). De kom to et halvt tusind år før Rasul-e-Karim (s.a.w.). Efter dem og før Rasul-e-Karim (s.a.w.) var den sidste profet, der kom til det arabiske område, Hazrat Shu’aib, alayhis salam.
Araberne havde allerede længe gjort krav på, at en profet skulle komme
(Arabisk******************************på PDF-side 90)
“De svor højtidelige eder og sagde, at hvis der kom en advarer til dem, ville de være mere retledte end alle verdens andre folk.”
-(Sura al-Fatir: 42)
Før Rasul-e-Karim (s.a.w.) blev profet, plejede araberne i almindelighed og Quraysh i særdeleshed at sige dette, når de så jødernes og de kristnes moralske forfald.
På tilsvarende måde siges der i Sura al-An’am:
(Arabisk******************************på PDF-side 90)
“Efter at denne Bog er kommet, kan I ikke længere sige: ‘Vores to tidligere grupper havde ganske vist fået en Bog, men vi vidste ikke, hvad de læste eller underviste i. Og nu kan I heller ikke længere komme med den undskyldning, at hvis en Bog var blevet åbenbaret for os, ville vi have vist os mere retledte end dem.’ – (Sura al-Anʿām: 156-157)
I Sura as-Sāffāt siges det:
(Arabisk******************************på PDF-side 90)
“De plejede først at sige: ‘Hvis vi blot havde haft den ’Påmindelse’, som de tidligere folk havde fået, så ville vi sandelig have været Allahs oprigtigt hengivne tjenere.’” – (Sura as-Sāffāt: 167-169)
Behovet for at fremføre et klart bevis
(Arabisk******************************på PDF-side 90)
“De vantro blandt Bogens folk og afgudsdyrkerne ville ikke ophøre med deres vantro, før der kom et klart bevis til dem, nemlig en sendebud fra Allah, som reciterer rene blade.” – (Sura al-Bayyinah: 1-2)
Det vil sige, at et klart bevis vil komme og gøre dem opmærksomme på vildfarelsen i enhver form for vantro og på dens modstrid med sandheden, og på en klar og logisk måde vise dem den rette og fejlfri vej. Uden dette havde de ingen anden mulighed for at komme ud af vantroens tilstand. Det betyder ikke, at de alle vil opgive vantroen, så snart dette klare bevis er kommet. Det betyder derimod, at det uden dette bevis på ingen måde ville have været muligt for dem at undslippe denne tilstands indflydelse. Og efter dets komme vil de blandt dem, der fortsat holder fast ved vantroen, selv være ansvarlige for dette. Derefter vil de ikke kunne klage til Allah og sige, at Han ikke havde truffet nogen foranstaltning for at vejlede dem. Denne sag er omtalt på forskellige måder forskellige steder i Koranen. Som det siges i sura An-Nahl:(Arabisk******) »Det påhviler Allah at vise den rette vej.« – (vers 9) I sura Al-Layl siges det:(Arabisk*******) »Det påhviler Mig at vise vejen.« – (vers 12)
(Arabisk******************************på PDF-side 91)
»(O profet!) Vi har åbenbaret til dig, ligesom Vi åbenbarede til Nuh og profeterne efter ham. Disse sendebud blev pålagt at bringe godt budskab og advare, for at folk efter sendebudenes komme ikke skulle have nogen undskyldning over for Allah.« – (sura An-Nisa 163-165)
(Arabisk******************************på PDF-side 91)
»O Skriftens folk! Efter at sendebudenes komme har været afbrudt i lang tid, er Mit sendebud kommet til jer for at gøre sandheden klar, så I ikke kan sige: ’Der kom ingen, som bragte godt budskab eller advarede, til os.’ Se derfor: Nu er der kommet en, som bringer godt budskab og advarer, til jer.« – (sura Al-Ma’idah 19)
(Arabisk******************************på PDF-side 91)
»De, som tidligere havde fået Skriften, blev først uenige indbyrdes, efter at beskrivelsen af den rette vej var blevet gjort klar.« – (sura Al-Bayyinah 4)
Det vil sige, at Skriftens folk tidligere blev ofre for forskellige former for vildfarelse og blev splittet i talrige grupper og undergrupper. Det skyldtes ikke, at Allah havde forsømt nogen bestræbelse på at sende klare beviser for at vejlede dem. Tværtimod antog de denne holdning, efter at vejledningen var kommet fra Allah. Derfor var de selv ansvarlige for deres vildfarelse og afvigelse, for sandheden var blevet gjort klar for dem. På samme måde er deres skrifter i dag ikke længere uforvanskede og indeholder ikke fejlfri lære. Derfor har Allah sendt et af sine sendebud som et klart bevis og gennem ham givet dem en ren og uforvansket Skrift med fejlfri lære, hvorved Han har gjort sandheden klar for dem. Hvis de derfor også efter dette fortsætter med at være uenige, vil hele ansvaret for det falde på dem selv. De vil på ingen måde kunne gøre Allah ansvarlig. Dette er nævnt på forskellige måder forskellige steder i Koranen. Se for eksempel vers 213 og 253 i sura Al-Baqarah, vers 19 i Al ‘Imran og vers 16-18 i Al-Ma’idah. Hvis man desuden kaster et blik på de noter, jeg har tilføjet i forbindelse med forklaringen af de pågældende suraer i Tafhim al-Qur’an, bliver det lettere at forstå sagen.
Det var absolut nødvendigt at sende en profet. For det var på ingen måde muligt for alle mennesker i verden, både afgudsdyrkere og Bogens folk, at frigøre sig fra den form for kufr, som de var sunket ned i, uden hjælp fra en profet. De havde brug for en sådan profet, hvis egen eksistens ville være et klart bevis på hans sendelse. Han ville fremstille Allahs Bog for menneskene i dens oprindelige, uforvanskede og fejlfri form. Denne Bog ville være fri for de falske elementer, der var blevet blandet ind i de tidligere himmelske skrifter. Den ville udelukkende rumme korrekte, fejlfri og sande lærdomme.
Valget af stedet, hvor profeten skulle sendes
Hvis man kaster et blik på verdenskortet, vil det straks stå klart, at der på hele jorden ikke findes og ikke kunne findes noget mere egnet sted end den arabiske halvø til profetens virke for hele verden. Dette land ligger lige midt mellem kontinenterne Asien og Afrika. Europa ligger også ganske nær herfra. Især på den tid boede størstedelen af Europas civiliserede folk i den sydlige del af dette kontinent. Og denne region lå lige så tæt på Arabien, som Hindustan gjorde på den tid.
Selv ved at læse datidens historie vil man kunne erfare, at der på den tid ikke fandtes noget folk, der var bedre egnet end araberne til denne profetiske mission. De andre store folkeslag var blevet svækkede, efter at de havde udfoldet deres magt, indflydelse og anseelse til det yderste. Araberne var derimod fyldt med en ny livskraft. De øvrige folkeslags vaner og natur var blevet fordrejede som følge af civilisationens og kulturens udvikling. Araberne var imidlertid endnu uberørte af enhver højtudviklet civilisation. Derfor var dette folk ikke blevet forkælet, mageligt eller lavt i sin karakter. Araberne i det sjette århundrede efter Kristus var helt fri for de samtidige civiliserede folks dårlige indflydelse. Alle de grundlæggende menneskelige dyder, som kan findes hos et folk, der lever langt fra civilisationens lys, fandtes hos dem. De var modige, frygtløse, gavmilde, trofaste mod deres løfter, selvstændige i deres tænkning og uafhængige af sind. De var ikke bundet af noget andet folks underkastelse. For dem var det meget let at give deres liv for at bevare deres ære. Et enkelt og uprætentiøst liv var deres særkende. De havde intet forhold til luksus og magelighed. Uden tvivl havde de også mange dårlige egenskaber. For i to et halvt tusind år var ingen profet kommet til deres område. [Profeten Ibrahim og profeten Ismails tid lå omkring to et halvt tusind år før profeten Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham. I hele denne lange mellemliggende periode blev ingen anden profet født i Arabien.] Der var heller ingen folkeleder opstået dér, som kunne have forbedret deres karakter og opdraget dem til et højt civiliseret folk. Fordi de i hundreder af år havde levet et frit og uafhængigt liv i de endeløse, golde ørkener, havde uvidenhed og dumhed bredt sig blandt dem. Deres uvidenhed var størknet til en så hård klippe, at det ikke var en almindelig menneskes opgave at slibe denne klippe glat og gøre dem til mennesker. Samtidig besad de imidlertid en sådan begavelse, at hvis en usædvanlig person reformerede dem, og de under hans undervisnings indflydelse blev inspireret til et højt livsideal, kunne de vende hele verden på hovedet. Til at udbrede Verdensprofetens lære over hele verden var der brug for netop et så livskraftigt og ungdommeligt stærkt folk, fyldt med livsenergi.
Selv når man ser på sproget, vil man opdage, at det arabiske sprogs særpræg er iøjnefaldende. Hvis man studerer dette sprog og dets litteratur, vil man se, at intet andet sprog er bedre egnet til enkelt at udtrykke høje tanker, beskrive selv de fineste nuancer af den viden, Allah har skænket, og øve indflydelse på sindets dybder. Ved kraften i sin iboende styrke trænger det som en pil ind i hjertets dybeste egne. Og dets sødme er uden sidestykke. Det føles, som om saften flyder over. Hjertet og sindet fyldes af bølger af melodi. En sådan bog som Koranen havde brug for netop et sådant sprog.
Det er derfor let at forstå, at Allah havde et stort formål med at vælge et land som Arabien til Verdensprofeten.
Den bedste leder for et uvidende folk
Et folk havde i hundreder af år bevæget sig ned i uvidenhedens, dumhedens, tøjlesløshedens og forfaldets bundløse afgrund. Så blev det pludselig en dag oversvømmet af den Almægtige Allahs grænseløse nåde. Blandt dem lod Han deres største og bedste leder blive født. For at løfte dem op fra uvidenhedens dybeste afgrund åbenbarede Han Sin tale for denne leder. Hans formål var at vække dem af ligegyldighedens søvn og hjælpe dem med at befri sig fra uvidenhedens og overtroens mørke, så de kunne gå fremad ad det sande, smukke og fejlfri livs vej.
Men folkets uvidende mennesker og deres egeninteresserede stammehøvdinge går løs på lederen. De gør alt, hvad de kan, for at få ham til at mislykkes. Tiden går. En dag lægger de endda planer om at dræbe ham. I denne situation siger Den Almægtige Allah: Skal jeg på grund af jeres dumhed standse mine bestræbelser på at reformere jer? Skal jeg afbryde denne fortsatte vejledning? Og skal jeg lade jer blive liggende i den afgrund af forfald, som I er sunket ned i? Mener I, at dette virkelig ville være i overensstemmelse med mit barmhjertighedskrav? Har I tænkt over, hvad konsekvensen kan blive, når I afviser Allahs nåde og gør alt, hvad I kan, for at klamre jer til falskheden, selv efter at sandheden er kommet frem?
Det intellektuelle bevis på Allahs Sendebuds (sa) profetskab
Luk øjnene et øjeblik, og bevæg jer én gang ind i tankernes verden. Se med et åbent blik på verden for fjorten hundrede år siden. Hvordan var forholdene i verden dengang?
Verden for fjorten hundrede år siden
På den tid var der kun meget få midler og muligheder for udveksling af tanker mellem mennesker rundt om i verden. Midlerne til at etablere forbindelser mellem lande og folk var yderst begrænsede. Menneskets viden var meget snæver. Dets tænkning var særdeles umoden. Overtro og frygt herskede i dets sind. I uvidenhedens nålestiksuigennemtrængelige mørke var kundskabens stribe yderst svag. Lysets bølge bevægede sig med stort besvær fremad, mens den skubbede de bjergstore bølger i det mørke hav til side. På den tids jord fandtes der hverken telefon, telegraf, radio, jernbane eller flyvemaskine. Man kunne ikke finde bogforlag og trykkerier som i dag. Der var ingen overflod af skoler, colleges, madrasaer og andre former for uddannelsesinstitutioner. Aviser og tidsskrifter udgjorde heller ikke noget udbredt system. En lærd fra den tid havde på mange områder en mindre omfattende viden end et almindeligt menneske i dag, og han var mindre dannet og kultiveret. Selv en person fra den tid med en særdeles klar og progressiv tankegang bar på mere gammeldags forestillinger end en person i dag med gammeldags tanker. Det, som alle ved i dag, kunne man dengang først få kendskab til efter mange års hårdt arbejde, søgen og forskning. For at få de oplysninger, som et lille barn i dag uden besvær tilegner sig fra sine omgivelser i det første øjeblik, hvor det begynder at forstå, måtte man dengang rejse hundredvis af kilometer. Mange gange måtte man endda vie hele sit liv til at indsamle selv en så lille smule information. Det, som i dag betragtes som overtro og absurde mytologiske historier, var dengang selve “sandheden”. Det, der i dag kaldes uanstændigt og barbarisk, var dengang almindelig praksis. De metoder, som menneskers samvittighed i dag afskyr, var ikke blot lovlige i datidens moral; ingen kunne endda forestille sig, at der kunne findes nogen anden fremgangsmåde. Menneskets fascination af det overnaturlige var så stærk, at det ikke var parat til at anerkende noget som sandt eller fremragende, medmindre det var overnaturligt, ekstraordinært og en undtagelse fra det almindelige. Mennesket betragtede endda sig selv som helt fattigt, ringe og ubetydeligt. Derfor var det for dem utænkeligt og hinsides al forestilling, at et menneske kunne blive en waliullah, eller at en waliullah kunne være et menneske.
Forholdene i Arabien
I denne mørke tidsalder var mørket endnu tættere i en del af verden. Midt blandt de lande, der efter datidens civilisationsmålestok var kendt som velciviliserede, lå Arabien helt for sig selv, afsides og isoleret fra alle andre. Omkring landet spredtes der noget lys af viden, kunst, civilisation og kultur fra Iran, Rom og Egypten. Men de enorme ørkenhave holdt Arabien adskilt fra dem. Arabiske købmænd rejste til disse lande for at handle; de tilbagelagde måned efter måned lange strækninger ridende på kamelen, ørkenens skib. De vendte blot tilbage efter at have udvekslet varer. De bragte ikke noget lys af viden og civilisation med sig. Der fandtes ingen uddannelsesinstitutioner i deres land. Biblioteker var utænkelige. Blandt landets befolkning fandtes der ingen dyrkelse af viden og ingen interesse for viden og kunst. I hele landet var der kun en håndfuld mennesker, som kunne læse og skrive. Men selv deres uddannelse var så begrænset, at de var helt ubekendte med deres tids viden og kunst. Deres sprog var uden tvivl højt udviklet, og det havde en enestående evne til klart at udtrykke enhver avanceret tanke. Hos dem fandtes der også en litterær smag på højt niveau. Men ud fra det, vi har kunnet få kendskab til af deres litteratur, kan vi antage, at deres viden var yderst begrænset. I civilisation og kultur befandt de sig på det laveste trin. De var dybt indhyllet i overtro. Deres tanker og natur var et nøgent udtryk for uvidenhed og barbari. Deres moralske tænkning var i enhver henseende gammelt, råddent skrammel.
Der fandtes ingen regelmæssig regering, orden, lov eller statsmagt dér. Hver stamme var uafhængig. Jungleloven var den eneste lov, der fandtes dér. En arabisk beduin kunne på ingen måde forstå, hvorfor en person, som ikke tilhørte hans stamme, ikke skulle dræbes, og hvorfor hans ejendom ikke skulle beslaglægges.
De var mennesker med et særdeles lavt niveau af moral, anstændighed og civilisation og kultur samt en tåget tankegang. De var næsten ubekendte med forskellen mellem rent og urent, tilladt og forbudt, anstændigt og uanstændigt og den slags. Deres livsførelse var yderst fordærvet. Deres adfærd var helt igennem barbarisk og umenneskelig. Utroskab, hasardspil, alkohol, røveri, drab og plyndring var dagligdags foreteelser i deres liv. De blottede sig uden blusel over for hinanden. Selv deres kvinder gik nøgne rundt om Kabaen. Blot af denne uvidende overtroiske grund – at ingen måtte kunne blive deres svigersøn – begravede de deres egne små døtre levende med egne hænder. Efter deres fars død giftede de sig med deres stedmødre. De kendte ikke engang de mindste dagligdags regler for mad og drikke, klædedragt og renlighed.
Også de var lige så delagtige i samtidens verdens uvidenhed og vildfarelse med hensyn til religion. De dyrkede alle de former for afgudsdyrkelse, der fandtes i den samtidige verden – afguder, jinner og ånder, stjerner og kort sagt alt undtagen tilbedelsen af den ene Allah. De havde ingen korrekt viden om fortidens profeter og deres lære. De vidste ganske vist, at profeterne Ibrahim (a.s.) og Ismail (a.s.) var deres forfædre, men de vidste ikke, hvad disse far og søns religion var, eller hvem de tilbad. De havde også hørt fortællingerne om folkeslagene ‘Ad og Thamud. Men efter at have læst de beretninger, som arabiske historikere har givet om dem, finder man ikke det mindste spor af profeten Salihs (a.s.) og profeten Huds (a.s.) lære. Gennem jøderne og de kristne kendte de også fortællingerne om Israels Børns profeter. Men for at forstå, hvilken slags fortællinger det var, behøver man blot at gennemgå de israelitiske beretninger, der er citeret i de tafsir-værker, som muslimske kommentatorer har skrevet. Heraf vil man erfare, hvilken slags mennesker de profeter var, som araberne og Israels Børn kendte til. Samtidig vil man også erfare, hvor lavt deres forestillinger om profetskab lå.
En mand trådte frem
På dette tidspunkt blev en mand født i dette land. Allerede i barndommen blev han berøvet sin mors, fars og bedstefars kærlighed. Under så sørgelige forhold fik han derfor heller ikke den opdragelse, som et arabisk barn normalt kunne have fået. Da hans forstand og dømmekraft var udviklet, drog han ud for at vogte geder sammen med beduinernes drenge. Da han nåede ungdomsårene, begyndte han at handle. Al hans færden og omgang var med netop de arabere, hvis tilstand jeg netop har beskrevet. Der fandtes ikke det mindste spor af uddannelse dér. De kunne end ikke læse og skrive en smule. Der fandtes overhovedet ingen uddannede eller lærde mennesker. Han havde mulighed for at rejse uden for Arabien nogle få gange, men disse rejser var begrænset til Syrien. Og de var blot handelsrejser som enhver af tidens øvrige karavanerejser. Lad os antage, at han under sådanne rejser faktisk havde iagttaget enkelte tegn på viden og civilisation og mødt nogle lærde, begavede og velciviliserede mennesker. Selv da kan et menneskes liv ikke formes af sådanne spredte møder og iagttagelser. De kan ikke udøve så omfattende en indflydelse på en person, at han bliver fuldstændig frigjort fra og adskilt fra sit samfund og miljø og når frem til en højere verden, hvor hans tidligere miljø ikke længere synes at have nogen forbindelse med ham. På denne måde kunne han ikke tilegne sig en viden på et sådant niveau, at den kunne sætte en uuddannet beduin i ledelsen af ikke blot ét land, men hele verden, og ikke blot én tidsalder, men alle tidsaldre. Selv hvis han havde tilegnet sig en eller anden form for teoretisk viden fra mennesker udefra, kunne han ikke have fået de oplysninger, som ingen i verden på den tid kendte til, de tanker og principper om religion, moral, civilisation og kultur, som ikke fandtes noget sted, eller det ideal for menneskelig karakter, som ikke eksisterede noget sted i datidens verden.
Hans gerninger
Man må have forholdene og miljøet i hele verden, ikke blot i Arabien, for øje. Så vil det stå klart, at denne mand fra begyndelsen var anderledes af natur, karakter, vaner og adfærd end alle dem, blandt hvilke han blev født, tilbragte sin barndom, legede sig fra ungdom til manddom, og som han dag og nat omgikkes og havde handel med. Han løj aldrig. Hele folket vidnede om hans sandfærdighed. Ikke engang hans værste fjende havde nogensinde beskyldt ham for at have løjet. Han talte aldrig hårdt til nogen. Ingen havde nogensinde hørt skældsord eller uanstændige ord fra hans mund. Han handlede med mennesker på alle mulige måder, men man så ham aldrig blive bitter, skændes eller strides med nogen. I hans tale fandt man ikke hårdhed, men mildhed. Og denne mildhed var gennemtrængt af en sådan oprigtighed, at enhver, der kom i kontakt med ham, blev hans hengivne tilhænger. Han behandlede ingen dårligt. Han krænkede ingens rettigheder. Selv efter mange års handel tilegnede han sig aldrig ulovligt så meget som en eneste mønt fra nogen. Alle, som handlede med ham, havde fuld tillid til hans pålidelighed. Hele folket kaldte ham al-Amīn – den troværdige. Selv hans fjender betroede ham uden tøven deres værdifulde ejendele. Han passede dem med fuld troskab. Midt blandt skamløse mennesker viste han en sådan blufærdighed, at ingen fra den tid, hvor hans forstand blev moden, nogensinde havde set ham nøgen. Blandt de umoralske mennesker omkring ham var han et enestående eksempel på ren karakter. Ingen havde nogensinde set ham være optaget af en dårlig handling. Han nærmede sig aldrig alkohol eller hasardspil. Blandt uanstændige mennesker var han et billede på den højeste anstændighed. Han hadede enhver form for ondskab og uanstændighed, og renhed og anstændighed satte et tydeligt præg på alt, hvad han gjorde. Blandt de stenhjertede ørkenfolk var han selve indbegrebet af et mildt hjerte. Når nogen led nød eller sorg, fandt man ham som deres hjælper. Han hjalp forældreløse og enker. Han viste vejfarende og rejsende gæstfrihed. Han påførte ingen smerte. Tværtimod påtog han sig selv lidelser for andres skyld. Blandt de barbariske beduiner var han stærkt fredselskende. Han led dybt, når han så strid og blodsudgydelse blandt sit eget folk. Han holdt sig selv fra stamme- og klankrige og spillede en aktiv og ledende rolle i at skabe fred og forlig mellem de stridende stammer. Blandt afgudsdyrkerne var han et menneske med en helt afbalanceret natur. Han fandt intet mellem jord og himmel, som kunne tilbedes. Han bøjede aldrig sit hoved for nogen skabning. Han tog ikke imod ofre, der var viet til afguder. Af egen drift hadede han shirk og tilbedelsen af skabninger.
I dette helt fjendtlige miljø fremstod denne mand med sådanne egenskaber, at det virkede, som om en strålende lampe kastede lys midt i det bælgmørke mørke, eller som om en uvurderlig ædelsten funklede blandt en bunke sten.
En mental og åndelig forandring
Efter at have levet et sådant rent, helligt og hæderligt liv i næsten fyrre år indtrådte der en revolution i hans liv. Da han så det tætte mørke, der samlede sig omkring ham, blev han grebet af uro. Han ønskede at komme ud af dette frygtelige hav af uvidenhed, umoral, ondskabsfulde handlinger, lovløshed, kaos, shirk og afgudsdyrkelse. Intet i disse omgivelser syntes at stemme overens med hans natur. Han skilte sig ud fra alle andre, satte sig alene i bjergene, langt fra beboede områder, og begyndte at tænke. I ensomhedens dybe fred gik flere dage i træk. Ved at faste rensede han sin sjæl, sit sind og sin hjerne endnu mere. Dag efter dag og nat efter nat fortsatte han med at tænke og overveje. Han søgte efter et lys, der kunne fordrive det tætte mørke, som samlede sig overalt. Han bestræbte sig på at opnå en sådan kraft, at han kunne bryde den vildledte verden ned og opbygge og forskønne den på ny.
Revolutionens budskab
Pludselig indtrådte der en vældig forandring i hans tilstand. Pludselig brød et sådant lys frem i hans sind, som der tidligere ikke havde været det mindste spor af. Den kraft, som der indtil da ikke havde været noget tegn på i ham, kom pludselig fra et sted og fyldte hele hans væsen. Han forlod hulens ensomhed og trådte frem. Han viste sig foran sit folk. Han begyndte at sige til dem: I tilbeder disse afguder, men de har ingen indflydelse eller magt. Tilbed dem ikke. Der findes intet menneske, intet træ, ingen sten, ingen ånd og ingen stjerne, som kan tilbedes eller dyrkes, som man kan bøje sig for, eller hvis lydighed man kan underkaste sig. Denne måne, denne sol, denne jord, disse stjerner og alt, hvad der er mellem jorden og himlen, er skabt af den ene Allah. Det er Ham, der har skabt jer og alting. Det er Ham, der giver liv. Magten til at give døden ligger alene i Hans hånd. Tilbed kun Ham. Følg Hans befalinger. Bøj jer for Ham. Tyveri, røveri, landevejsrøveri, plyndring, mord, uret og overgreb – alt det, I begår, er syndige handlinger. Hold jer fra dem. Allah bryder sig ikke om dette. Tal sandt. Handl retfærdigt. Dræb ingen. Plyndr ikke andres ejendom. Når I tager noget, så tag det på retfærdig vis. Når I giver noget, så giv det på retfærdig vis. I er alle mennesker. Alle mennesker er lige. Ingen er født med skammens brændemærke i panden. Og ingen træder ind i verden med en krone af ære og værdighed på hovedet. Forrang, ære og adel ligger ikke i slægten. De ligger i lydighed mod Allah, gode gerninger og renhed. Den, der frygter Allah, er retskaffen og ren. Han er det ædleste af menneskets børn. Ellers er han intet. Efter døden skal I alle stå til regnskab over for Allah. I skal stå til regnskab over for den Allah, som ser og ved alt. I vil ikke kunne skjule noget for Ham. På grundlag af jeres handlinger vil Han fastsætte jeres skæbne. Hos denne sande og retfærdige dommer vil ingen form for forbøn eller bestikkelse hjælpe. Han vil ikke spørge efter nogens slægt. Der vil kun blive spurgt til tro og gode gerninger. Den, der besidder denne rigdom, vil træde ind i Paradiset. Men den, der intet af den besidder, vil blive kastet i Helvede med fiaskoens kurv på hovedet. Dette var det budskab, som han bragte med sig ud af hulen.
Folkets reaktion
Det uvidende folk blev hans fjende. De begyndte at fornærme ham. De kastede sten efter ham. Ikke blot en dag eller to, men i tretten år i træk udsatte de ham for umenneskelig tortur. Til sidst fordrev de ham fra hans fødeby. De nøjedes ikke med at tvinge ham i landflygtighed; selv dér, hvor han søgte tilflugt, forfulgte de ham. De påførte ham lidelser på alle mulige måder. De ophidsede hele Arabien imod ham. I hele otte år førte de krig imod ham. Han bar alle disse lidelser med et smil, men afveg ikke så meget som et hårsbred fra sin beslutning og sin mission.
Hvorfor blev hans folk hans fjende? Handlede det her om at erobre jord og territorier? Var der tale om blodhævn? Krævede han nogen verdslig ting af dem? Nej, sådan var det ikke. Kernen i hele konflikten var denne: Hvorfor underviste han i tilbedelse af Allah, ærlighed, sandhed og retskaffenhed? Hvorfor førte han kampagne mod afgudsdyrkelse, shirk og onde handlinger? Hvorfor angreb han præsternes og afgudsdyrkernes lederskab? Hvorfor advarede han folket mod høvdingenes illusion om deres egen høvdingemagt? Hvorfor ønskede han at afskaffe forskellene mellem høje og lave blandt mennesker? Hvorfor betragtede han kærlighed til stamme og slægt som jahiliyyah? Hans folk blev ved med at sige: Alt, hvad du siger, strider mod vores nationale skikke og vores slægtstraditioner. Derfor skal du opgive det, ellers vil vi gøre dit liv uudholdeligt.
Hvorfor udholdt han lidelserne?
Hvorfor udholdt denne mand alle disse lidelser? Hans folk var parate til at gøre ham til konge. De ønskede at samle en bunke rigdom ved hans fødder. Men betingelsen var, at han skulle opgive denne lære. Han afviste imidlertid deres tilbud og foretrak at blive undertrykt og mishandlet frem for at opgive sin lære. Hvorfor accepterede han alt dette? Havde han selv nogen interesse i, at hans folks medlemmer blev retskafne og lydige mod Allah? Lå der en større egeninteresse bag, over for hvilken begæret efter lederskab, statsmagt, rigdom og magelige liv var ganske ubetydeligt? Eller søgte han en sådan gevinst, at et menneske kunne være parat til at gennemgå de hårdeste fysiske og psykiske lidelser i hundrede år i træk for dens skyld? Kan man forestille sig noget højere ideal for menneskeheden end, at et menneske ikke for sin egen skyld, men for andres skyld og til deres gavn, fortsætter med selv at bære lidelser – et ideal af godhed, selvopofrelse og medfølelse? De mennesker, hvis velfærd han arbejdede for, gjorde ham hjemløs og drev ham i landflygtighed. Selv i udlandet forfulgte de ham. På trods af alt dette holdt han ikke op med at ønske dem det godt.
Ville en løgner kunne udholde sådanne farer for noget grundløst? Kan en person, der begynder sit arbejde på grundlag af rene gæt og formodninger, være så fast og urokkelig i sin beslutning, at han ikke vil vige så meget som en hårsbredde fra den, selv om bjerge af farer styrter ned over ham, selv om hele landet og hele verden rejser sig imod ham, og selv om verdens største hær kaster sig over ham? Denne urokkelighed og faste beslutning vidner netop om, at han havde fuld tillid til sin egen sandhed. Hvis han havde haft blot den mindste tvivl og usikkerhed i denne sag, ville det ikke have været muligt for ham at møde fare efter fare uafbrudt i enogtyve år.
Dette var den ene side af forandringen i hans situation. Den anden side var endnu mere forbløffende.
Den anden side af forandringen i hans situation
Indtil han var fyrre år, var han en araber som alle andre arabere. På dette tidspunkt kendte ingen denne købmand som en enestående taler. Ingen havde set ham drøfte religion, moral, filosofi, lov, politik eller samfundsforhold. Ingen havde hørt ham sige så meget som et ord om Allah, engle, de åbenbarede skrifter, tidligere profeter og folk, opstandelsen, døden, livet efter døden eller Paradiset og Helvedet. Det er sandt, at han behandlede folk med stor godhed, at hans adfærd var yderst høflig og elskværdig, og at han besad tidens højeste og mest udviklede moralske karakter. Men indtil han fyldte fyrre, fandt man ikke noget usædvanligt hos ham, der kunne få folk til at forestille sig, at han en dag ville blive til noget stort. Indtil da kendte folk ham blot som en tavs og fredselskende, yderst høflig og dannet mand. Men da han efter det fyldte fyrretyvende år kom ud af en hule, viste det sig pludselig, at hans hele skikkelse var forandret.
Nu fremsagde han et forbløffende budskab. Hele Arabien blev betaget, da de hørte dette budskab. På grund af dets gennemtrængende virkning var selv dets mest indædte fjender bange for blot at lytte til det; de frygtede, at hvis dette budskab først nåede deres ører, ville det måske fæstne sig i folkets hjerter. Dets sproglige skønhed og fortællestil var uden sidestykke. I nærværelse af datidens største arabiske digtere, talere og sprogeksperter udfordrede dette budskab hele Arabien, og det gentog gang på gang denne udfordring: Gå alle sammen og frembring blot én sætning, der ligner en af dets sætninger. Men ingen vovede at tage udfordringen op. Ingen araber havde nogensinde hørt et så enestående budskab.
Fra den ene dag til den anden trådte han frem som en enestående lærd, en fremragende samfundsreformator og dannende af moralsk karakter, en forbløffende politisk ekspert og lovgiver, en højtstående dommer og en enestående hærfører. Denne analfabetiske ørkenvandrer begyndte at tale om kundskaber og lærdom, som ingen før ham havde talt om, og som ingen efter ham har kunnet overgå. Denne analfabetiske mand talte med fuld sikkerhed om Allah og den usynlige verden. Han udlagde gennem folkenes historie lovene bag forskellige folks opgang og fald, analyserede de gamle reformatorers virke, kritiserede verdens forskellige religioner og bilagde konflikter mellem folk. Han begyndte at undervise i karakter, moral, anstændighed og kultur.
Han fastsatte love for samfund og kultur, økonomi, indbyrdes handel og internationale forhold. Han udformede love af en så høj standard, at verdens største tænkere, begavede mennesker og lærde først efter årelang—ja, livslang—forskning og undersøgelse blev i stand til at forstå deres iboende sandhed. Og jo længere verdens prøvelser og undersøgelser skred frem, desto klarere trådte deres sandhed frem.
Denne tavse og fredselskende købmand havde aldrig i sit liv ført et sværd, aldrig modtaget militær undervisning og havde endda kun deltaget i ét slag i hele sit liv som en tavs tilskuer. Alligevel blev han nu en tapper soldat. På de mest kritiske slagmarker veg hans fod aldrig så meget som en hårsbredde. Nu blev han en mægtig hærfører. På blot ni år erobrede han hele Arabien. Nu blev han en fremragende krigsleder og krigskyndig. På grund af den militære organisation og krigsinspiration, han skabte, besejrede de pengeløse arabere, der led under mangel på krigsudstyr, inden for få år verdens to store magter.
Ingen havde i fyrre år bemærket den mindste antydning af politisk interesse hos denne tilbagetrukne og fredselskende mand. Pludselig trådte han frem som en vældig reformator og statsmand. I løbet af treogtyve år underlagde han de uordentlige, krigeriske, uvidende, lovløse, uciviliserede og barbariske stammer, der var spredt over 1,2 millioner kvadratmil ørken og altid lå i indbyrdes strid—uden hjælp fra jernbaner, telefoner, radio eller trykpresser og langt fra den moderne civilisations berøring—én religion, én kultur, én lov og ét statssystem. Han vendte op og ned på deres tankegang. Han ændrede deres karakter. Han fyldte deres livsførelse, som var blottet for anstændighed, med anstændighed af højeste klasse. Han forvandlede deres barbari og uciviliserethed til et raffineret borgerligt liv. Han forvandlede deres laster og dårlige karakter til dyd, taqwa og ophøjet moralsk karakter. Han forvandlede deres lovløshed og anarki til et ordnet liv, der var præget af den højeste grad af lovlydighed og den største iver efter at følge lederens anvisninger. Denne nation var så gold, at der i hundredvis af år ikke var født nogen betydningsfuld person af dens skød. Men denne tilbagetrukne mand frembragte en sådan overflod af fremragende personligheder i den. De spredte sig til alle verdens egne for at undervise verdens befolkning i din og moral.
Moralsk handlingsmåde
Han fuldførte ikke dette arbejde gennem undertrykkelse, forfølgelse, bedrag eller svig. Tværtimod gjorde han det gennem hjertevindende god omgang, høflighed og betagende undervisning. Gennem god omgang forvandlede han fjender til venner. Med kærlighed og nåde blødgjorde han hjerterne. Han regerede landet gennem retfærdighed og rimelighed. Han veg aldrig så meget som en hårsbredde fra sandhed og ærlighed. Han bedrog aldrig nogen på slagmarken. Han begik ikke engang uret mod sine værste fjender. Han bedrog aldrig nogen på slagmarken. Han begik ikke engang uret mod sine værste fjender. De var blodtørstige over for ham; de havde såret ham med stenkast, tvunget ham til at forlade sit fædreland og rejst hele Arabien som en fjende imod ham. I deres overdrevne fjendskab og had havde de endda skåret hans onkels lever ud og tygget på den. Alligevel tilgav han dem, efter at have sejret over dem. Han tog ikke hævn over nogen på grund af den uret, der var blevet begået mod ham personligt.
Trods alt dette var hans selvbeherskelse uden sidestykke. Hans løsrivelse fra verdslige interesser var nået så langt, at han, selv efter at være blevet hele landets konge, forblev lige så fattig som før. Han boede under et tag af græs og blade. En måtte var hans seng. Han bar groft tøj. Han spiste de fattiges mad. Mange gange fastede han af sult. Hele natten var han optaget af tilbedelsen af Allah. Han hjalp og tjente de fattige og nødlidende. Han tøvede aldrig med at udføre fysisk arbejde som en arbejder. Helt til det sidste fandtes der ikke den mindste antydning hos ham af kongelig pragt, de velhavendes glans eller de riges arrogance. Han omgikkes alle som en almindelig mand. Han deltog i deres ulykker, vanskeligheder, sorger og lidelser. Han sad blandt almindelige mennesker på en sådan måde, at det var vanskeligt for en udefrakommende at finde nationens leder og statsoverhoved blandt de tilstedeværende. Trods sin enorme betydning behandlede han selv de mest ubetydelige mennesker på en sådan måde, at det virkede, som om de også var ligesom ham. Efter et helt livs kamp og stræben efterlod han intet til sig selv. Hele sin efterladte ejendom testamenterede han som waqf til nationen. Han gjorde ikke sig selv eller sine børn det mindste krav gældende over for sine følgere. Ja, af frygt for at hans følgere i fremtiden skulle give al zakat til hans børn og ingen andre, fratog han endda sine børn retten til at modtage zakat.
Den moderne tids grundlægger
Denne store mands storslåede gerninger har ingen ende. For at få en retmæssig forståelse af hans høje rang må vi nu betragte verdenshistorien i sin helhed. Der vil man se, at denne analfabet fra den arabiske ørken, som blev født for fjorten hundrede år siden i den mørke tidsalder, i virkeligheden er grundlæggeren af den moderne tid og hele verdens leder. Han er ikke blot leder for dem, der anerkender ham som leder, men også for dem, der ikke anerkender ham som leder. De er ikke klar over, hvordan hans lederskab er indvævet i deres tankegang, livsførelse, arbejdsmetoder og selve det væsen, der kendetegner deres moderne tid—selv hos dem, der fører kampagne imod ham.
Det var denne mand, der ændrede verdens folks tankegang. Han førte dem fra idealisme, overtro, dyrkelse af mærkværdige ting og askese til rationalisme, realisme og en religiøsitet grundlagt på en sand gudsfrygt. I en verden, hvor man fremsatte krav om oplevede mirakler, skabte han tilbøjeligheden til at forstå intellektuelle mirakler og acceptere dem som sandhedens målestok. Han åbnede øjnene hos dem, der søgte tegn på Allahs magt i undtagelser fra naturlovene, og skabte hos dem vanen med at se Allahs tegn i naturfænomener. Han førte de fantasifulde frem fra spekulationens vej til rationalitet, tænkning, observation og forskning. Han gjorde mennesket bekendt med grænsen, der adskiller fornuft og følelse. Han skabte en forbindelse mellem materialisme og spiritualisme. Han skabte en forbindelse mellem religion og viden og handling samt mellem viden og handling og religion. Ved hjælp af religiøs styrke skabte han videnskabelig styrke i verden, og ved hjælp af videnskaben skabte han en sand religiøsitet. Han rykkede roden til skaberdyrkelse og shirk op og grundfæstede troen på tawhid så stærkt gennem viden og kraft, at polyteisterne og afgudsdyrkerne blev tvunget til at farve deres religion med monoteismens farve. Han ændrede selve de grundlæggende opfattelser af moral og spiritualitet. De, der anså askese og selvfornægtelse for den sande moral, og som mente, at åndelig fremgang og frelse i det hinsidige ikke var mulig, hvis man opfyldte kroppens og drifternes rettigheder og deltog i det jordiske livs anliggender, viste han vejen til moralens storhed, åndelig fremgang og frelse i det hinsidige midt i samfund, kultur og verdsligt arbejdsliv. Han gjorde også mennesket bekendt med dets sande værdi og værdighed. Til dem, der ikke var villige til at anerkende nogen anden som vejleder og leder end Bhagwan, en avatar eller Allahs søn, meddelte han, at mennesker som dem selv kan være repræsentanter for det himmelske rige og Allahs khalifa, Han, der opretholder hele verden. De, der anså enhver magtfuld person for deres gud, forklarede han, at mennesket ikke er andet end et menneske. Ingen er født med en medfødt ret til renhed, herskermagt eller herredømme. Ingen er født med urenhedens, trældommens, slaveriets eller underkastelsens skam. Denne lære blev ophavet til menneskehedens enhed, lighed, demokrati og tankefrihed i verden.
Når man træder ud af tankeverdenen og ser på det i praksis, vil man opdage, at de konkrete og virkningsfulde resultater af denne analfabetiske mands lederskab inden for verdens love, metoder og samfundsordninger er særdeles omfattende og grænseløse. Utallige principper og metoder for moral, civilisation, kultur, anstændighed, renhed og hygiejne er gennem hans lære kommet ud fra undervisningen og har bredt sig over hele verden. Den sociale orden, han indførte, er blevet bredt accepteret over hele verden og bliver det stadig. På grundlag af den økonomiske ordning, han foreskrev, er og bliver mange økonomiske bevægelser i verden til. Gennem den styreform, han anvendte, er der indtil i dag foregået adskillige revolutioner i verdens politiske tænkning, og de fortsætter stadig. De principper for retfærdighed og lov, som han formulerede, har haft en vidtrækkende indflydelse på verdens retsvæsen og juridiske tænkning, og deres indflydelse virker stadig stille og roligt. Inden for krig, fredsaftaler og internationale relationer var det i praksis ham, der indførte civiliserede skikke og ordninger. Før ham kendte verden ikke til, at krig kunne have civiliserede skikke og principper, eller at relationer og samkvem mellem forskellige nationer kunne etableres på grundlag af menneskelighed.
En samling af alle ophøjede egenskaber
I menneskehedens verdenshistorie står denne forbløffende mands ophøjede og fremragende personlighed så klart og strålende, at hvis man stiller historiens største personer fra begyndelsen og frem til i dag – dem, som folk har kaldt tænkere og helte – op over for ham, vil de synes som små dværge ved hans side. Blandt verdens store personligheder findes der ikke én, hvis fremragende og ophøjede egenskaber har kunnet brede sig ud over én eller to af livets områder. Nogle af dem fremsatte ideer, men havde ikke evnen til at føre dem ud i livet. Nogle var dygtige i handling, men svage i tænkning. Nogle havde en autoritet, der var begrænset til politiske egenskaber. Nogle besad udelukkende militære bedrifter. Nogle havde et så dybtgående blik for én side af samfundslivet, at de fuldstændig forsømte de øvrige sider. Nogle bevægede sig frem ad moralens og spiritualitetens vej, mens de helt ignorerede økonomi og politik. Andre gik økonomiens og politikkens vej og lod moral og spiritualitet helt ude af syne. Kort sagt ser man i historien kun ensidige genier. Men denne person er den eneste undtagelse på dette område. Alle egenskaber er samlet i ham. Han er selv filosof og lærd. Han omsætter selv sin filosofi i det praktiske liv. Han er statsmand og samtidig hærfører. Han er lovgiver og samtidig lærer i moral. På den anden side er han også religiøs og åndelig leder. Hans blik omfatter alle sider af menneskets liv og overser ikke selv de mindste detaljer. Fra omgangsformerne ved spisning og drikning og metoderne til fysisk renlighed helt frem til internationale relationer giver han regler og anvisninger om hvert eneste område. På grundlag af sin lære skabte han en civilisation og etablerede en fejlfri balance mellem livets forskellige områder. Ingen steder finder man det mindste spor af yderlighed. Kan man på historiens sider finde navnet på endnu en person, der besad en sådan fuldkommenhed af egenskaber?
Hævet over omgivelserne
Der findes ikke én blandt verdens største genier, som ikke i større eller mindre grad er et produkt af sine egne omgivelser. Men denne persons situation er anderledes end alles andres. Hans omgivelser havde ikke den mindste indflydelse på dannelsen af hans personlighed. Det vil ikke være muligt ved hjælp af nogen form for argument eller bevis at påvise, at Arabien og dets omgivelser på det tidspunkt historisk var beredt til at frembringe en sådan person. Ved at strække argumenterne langt kan man højst sige, at der af historiske årsager på den tid var behov for en sådan leder i Arabien. Han skulle bringe stammernes kaos og lovløshed til ophør, samle dem i et nationalt fællesskab og ved at erobre land efter land bane vejen for arabernes økonomiske velstand. Med andre ord en arabisk nationalistisk leder, som skulle være et produkt af alle tidens særlige kendetegn. Ved at anvende undertrykkelse, forfølgelse, blodsudgydelse, bedrag, svig og alle tænkelige kneb skulle han gøre sit folk velstående. Han skulle opbygge et imperium og efterlade det til sine underudviklede landsmænd. Ud over dette kan man ikke påvise noget andet krav fra den tids arabiske historie. Set i lyset af Hegels historiefilosofi og Marx’ materialistiske fortolkning af historien kan man højst sige, at der i datidens arabiske omgivelser var behov for, eller mulighed for, at en person med evne til at skabe en nation og grundlægge et imperium skulle træde frem. Men hvilken forklaring vil den hegelianske og marxistiske filosofi give på det, der faktisk skete? I dette miljø blev der på det tidspunkt født en person, som lærte den højeste moral og forædlede og organiserede menneskeheden. Hans blik overskred grænserne for slægt, stamme, nation og land og skabte et moralsk, åndeligt, kulturelt og politisk system for hele verdens menneskehed. Han viste i praksis, ikke blot i fantasiens verden, hvordan økonomisk forvaltning, statslige love og bestemmelser samt internationale relationer kunne grundlægges på et moralsk fundament, og han skabte en sådan balanceret blanding af spiritualitet og materialisme, at den både dengang og i dag står som det ypperste udtryk for indsigt og visdom. Kan en sådan personlighed siges at være et produkt af datidens uvidende og barbariske arabiske miljø?
Historieskaber
Denne person er ikke blot et produkt af sine omgivelser; når vi derimod iagttager hans handlinger, ser vi, at han er fri for tidens og stedets grænser og indflydelse. Hans blik brød gennem tidens og omstændighedernes bindinger og bevægede sig fremad, hinsides århundreders og årtusinders grænser. Han betragtede mennesket i lyset af alle tidsaldre og omgivelser. Samtidig gav han anvisninger for menneskets livsførelse, som på passende måde passer under alle forhold. Han hører ikke til blandt dem, som historien har opført på de gamles liste. Hans sande identitet kan kun beskrives sådan, at han var den største leder i sin tidsalder. Han var anderledes end alle andre og særpræget. Han var en sådan leder for menneskeheden, hvis lederskab bevæger sig dynamisk sammen med historiens fremadskridende strøm og i enhver tidsalder fremstår lige så moderne, som det var i den foregående.
De, der uden videre kaldes historiens skabere, er i virkeligheden selv skabt af historien. I hele menneskehedens historie finder man kun denne ene egentlige historieskaber. Hvis man med et undersøgende blik iagttager forholdene hos alle dem, der har skabt revolutioner i historien, vil man se, at revolutionens bestanddele allerede på forhånd var ved at blive dannet. Det var disse bestanddele, der i overensstemmelse med deres behov bestemte revolutionens retning og kurs. Hvor stor en rolle spillede den revolutionære leder i denne sammenhæng? Han spillede rollen som en skuespiller, der skulle omsætte forholdenes og omgivelsernes krav til virkelighed, mens scenen og alt, hvad der hørte opførelsen til, allerede var forberedt og fastlagt på forhånd. Men blandt historiens og revolutionernes skabere var han den eneste undtagelse. For ham var revolutionens bestanddele og årsager ikke til stede. Derfor opfandt og forberedte han selv revolutionens bestanddele og årsager. Hvor man ikke fandt revolutionens livskraft og effektive evner blandt folket, opbyggede han gennem sin egen indsats den menneskelige kraft, der var egnet til at skabe en revolution. Han opløste sin egen mægtige personlighed og hældte den ind i tusindvis af menneskers sind, så han formede dem efter sit eget sind. Det var hans evner og viljestyrke, der skabte alle revolutionens bestanddele og bestemte dens form og natur; og ved kraften i sin beslutsomhed ændrede han forholdenes udvikling og ledte dem ad den vej, han havde sat sig for. Har der nogetsteds i verden, i nogen tidsalder, fandtes en sådan historieskaber og en sådan revolutionær?
Fuldkommen sandhedskærlighed
I den mørke verden for fjorten hundrede år siden, i en fjern egn af et så dybt mørkt land som Arabien, hvordan kunne der pludselig opstå så enorme mængder af viden, lys, styrke og ophøjede egenskaber samt et bjerg af så højt udviklet og disciplineret kraft i en analfabetisk ørkenvandrer, fårehyrde og handelsmand? Man siger, at alt dette var skabt af hans sind og hjerne. Jeg vil sige: Hvis dette virkelig var skabt af hans sind og hjerne, burde han have gjort krav på guddommelighed, ikke på profetskab. Hvis han virkelig havde fremsat et sådant krav, ville visse mennesker slet ikke have nægtet at anerkende en så fuldendt begavet person som Gud. For de havde tidligere gjort Rama til Gud, de havde ikke tøvet med at anerkende Shri Krishna som Bhagavan, de havde selv ophøjet Gautama Buddha til Guds plads, de havde frivilligt gjort Jesus, alayhis salam, til Guds søn, og de havde også tilbedt ild, vand og luft. Men hvad han selv sagde, er virkelig bemærkelsesværdigt. Han gjorde ikke krav på nogen form for fortjeneste for alle disse egenskaber hos sig selv. Han sagde: Jeg er et menneske, et menneske ligesom jer. Intet af det, jeg har, tilhører mig selv; alt tilhører Allah, og alt er blevet skænket mig fra Ham. Det budskab, jeg har bragt, som hele menneskeheden er ude af stand til at frembringe noget sidestykke til, er heller ikke mit eget og er ikke et resultat af mine intellektuelle evner. Hvert eneste ord i det er kommet til mig fra Allah. Derfor er alene Allah værdig til lovprisning. Ingen af de fortjenester, jeg har vist, de love, jeg har fastsat, eller de moralske principper, jeg har lært menneskene, har jeg selv skabt. Jeg har ingen kraft til at fremsætte noget ud fra mine personlige evner. I enhver sag er jeg afhængig af Allahs ledelse og vejledning. Det tegn, der kommer derfra, siger og gør jeg netop.
Hvilken forbløffende sandhed! Hvilken vidunderlig troskab og sandfærdighed! Løgnere tøver ikke det mindste med at tilskrive sig selv andres fremragende handlinger for selv at blive store. Og det er slet ikke vanskeligt at finde frem til deres oprindelse. Men denne mand gør ikke engang krav på at eje sådanne egenskaber, som ingen ville kunne bevise var løgn, hvis han hævdede, at de var hans egne fortjenester. For ingen kender nogen som helst måde at finde frem til deres oprindelse på. Hvilket større bevis på sandfærdighed kan der findes end dette? Hvem kan være mere sandfærdig end den, der har modtaget så enestående egenskaber fra en yderst skjult kilde og uden tøven oplyser om sin virkelige oprindelse? Hvis vi ikke vil kalde ham sandfærdig, hvem skal vi så kalde det?
Koranens argumenter til støtte for Hazrat Muhammads (saws) profetskab
Nogle vigtige argumenter– Om Koranens drøftelse og argumentation vedrørende Muhammads profetskab er så omfattende og vidtrækkende, at det ikke er muligt at gengive den fuldstændigt i én enkelt artikel. Desuden ville Maulana Maududis forklaring og analyse af Koranens argumentation, hvis den blev samlet, tage form af en særskilt bog. Under hensyntagen til disse forhold gengiver vi her Maulanaens korte drøftelse af nogle særligt vigtige argumenter. – (Redaktøren)
Det siges i Koranen:
(Arabisk*****************på PDF-side 109)
“O profet! Du læste ikke nogen bog før dette, og du skrev heller ikke med egen hånd. Hvis det havde været tilfældet, kunne de, der følger det falske, være kommet i tvivl. Dette er i virkeligheden klare tegn i de lærdes hjerter.” – (Sura al-ʿAnkabut: 48-49)
Hovedpointen i argumentet i dette vers er, at Profeten (fvmh.) var analfabet. Hans landsmænd, slægtninge, familie og folk fra hans egen stamme havde set ham med egne øjne fra hans fødsel til hans ungdom. De vidste udmærket, at han aldrig i hele sit liv havde læst en bog eller nogensinde havde holdt en pen.
Profeten (fvmh.)s analfabetisme er i sig selv et bevis på hans profetskab
Med henvisning til det faktum, at han var analfabet, har Allah sagt: Heraf fremgår det klart, at den dybe og omfattende viden om de gamle himmelske skrifters lære, de tidligere profeters livshistorier, trosforestillingerne i forskellige tidligere religioner, de oprindelige folks historie samt økonomi og samfundsforhold, som kommer fra denne analfabetiske profets mund, ikke kunne være blevet tilegnet af ham på nogen anden måde end gennem åbenbaring. Hvis han havde kunnet læse og skrive, og folk havde set ham læse bøger og foretage forskning og undersøgelser, ville de, der følger det falske, måske have haft et grundlag for at tvivle på, om denne enorme viden kunne være erhvervet gennem læsning, skrivning og kundskabssøgen i stedet for gennem åbenbaring. Men profetens fuldstændige analfabetisme efterlod overhovedet ikke plads til en sådan tvivl. – [Man kan ikke lade være med at undre sig over frækheden hos dem, der, selv efter Koranens så entydige beskrivelse og dens perfekte argumentation, forsøger at bevise, at Profeten (fvmh.) var uddannet. Koranen fremstiller her med klare ord Profeten (fvmh.)s analfabetisme som et uigendriveligt bevis til støtte for hans profetskab. De overleveringer, som man støtter sig til, når man hævder, at Profeten (fvmh.) var uddannet eller senere lærte at læse og skrive, fortjener for det første at blive afvist fra begyndelsen. For ingen overlevering, der strider mod Koranen, kan accepteres. Desuden er de så svage, at de ikke kan anvendes som grundlag for et argument. En af dem er al-Bukharis overlevering om Hudaybiyya-forliget. Her siges det, at da forligsaftalen skulle skrives, sagde mekkanernes vantro repræsentant til Profeten (fvmh.): Stryg “Allahs Sendebud” fra “Muhammad, Allahs Sendebud”, og skriv “Muhammad ibn Abdullah” (Muhammad, Abdullahs søn). Ali ville ikke gå med til at stryge ordene “Allahs Sendebud”. Da tog Profeten (fvmh.) forligsdokumentet ud af hans hånd, strøg selv disse ord og skrev “Muhammad ibn Abdullah”. Denne hadith, som er overleveret med ledsageren al-Bara ibn ʿAzibs beretning som kilde, er citeret fire steder i al-Bukhari og to steder i Muslim, og den er forskellig hvert sted. I et kapitel hos al-Bukhari om forliget lyder en af overleveringerne således: …
(Arabisk*****************(på PDF-side 110)
“Allahs Sendebud (fvmh.) sagde til Ali (må Allah være tilfreds med ham): ‘Stryg dette.’ Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: ‘Det kan jeg ikke stryge.’ Til sidst strøg Profeten det selv med sin egen hånd.”
For det andet lyder ordlyden i en anden overlevering hos al-Bukhari således:
(Arabisk*****************(på PDF-side 110)
»Derefter sagde han til Hazrat Ali (ra): „Slet ordene ‘Allahs Sendebud’.“ Ali (ra) sagde: „Nej, ved Gud! Jeg vil aldrig slette dit navn.“ Derefter tog Hazrat (sa) fredsdokumentet og skrev i det: „Dette er en aftale indgået af Muhammad, Abdullāhs søn.“«
For det tredje: Bukharis tredje overlevering er medtaget i kapitlet om jizya på Barā ibn ʿĀzibs autoritet. Heri står der: (Arabisk*****************(på side 110 i PDF’en).
»Hazrat (sa) kunne ikke selv skrive. Han sagde til Hazrat Ali (ra): „Slet ordene ‘Allahs Sendebud’.“ Hazrat Ali (ra) sagde: „Ved Allah! Jeg vil aldrig slette dem.“ Da sagde Hazrat (sa): „Så vis mig det sted, hvor ordene står skrevet.“ Han viste Hazrat (sa) stedet. Derefter slettede Hazrat (sa) selv ordene med sin egen hånd.
For det fjerde: Bukharis fjerde overlevering er medtaget i Kitāb al-Maghāzī (kapitlet om krige og militære ekspeditioner). Den lyder således:
(Arabisk*****************(på side 110 i PDF’en).
»Derefter tog Hazrat (sa) fredsdokumentet i hånden, selv om han ikke kunne skrive. Han skrev: „Dette er en aftale indgået af Muhammad, Abdullāhs søn.“«
For det femte: I Muslims Kitāb al-Jihād er der også nedskrevet en overlevering fra Barā ibn ʿĀzib. Heri siges det, at Hazrat selv med egen hånd slettede ordene ‘Allahs Sendebud’, fordi Hazrat Ali (ra) nægtede at gøre det.
For det sjette: I en anden overlevering i Sahih Muslim siges det, at Allahs Sendebud (sa) sagde til Hazrat Ali (ra): „Vis mig, hvor ordene ‘Allahs Sendebud’ står.“ Hazrat Ali viste ham stedet. Derefter slettede Hazrat ordene og skrev dér: „Abdullāhs søn.“ Ud fra forskellene i overleveringernes ordlyd forstår man tydeligt, at fortælleren i mellemleddet ikke har været i stand til at gengive Hazrat Barā ibn ʿĀzibs udsagn ordret. Ordet „Abdullāh“ skrev Hazrat selv med egen hånd. Det kan være, at det i virkeligheden foregik sådan, at da Hazrat Ali (ra) nægtede at slette ordene „Allahs Sendebud“, spurgte Hazrat ham, hvor stedet var, fik det at vide og slettede det med egen hånd; derefter lod han Hazrat Ali (ra) eller en anden skriver skrive „ibn Abdullāh“. Af andre overleveringer fremgår det, at Ali og Muhammad ibn Maslama (ra) muligvis begge var beskæftiget som skrivere med at udfærdige fredsdokumentet. (Fath al-Bārī, bind 5, s. 217). Det er derfor ikke mærkeligt, hvis en anden skriver blev bedt om at udføre en opgave, som den ene skriver ikke havde villet påtage sig.
På grundlag af en anden overlevering, som Ibn Abi Shayba og Amr ibn Maybar har citeret med Mujahid som kilde, hævdes det, at Guds Sendebud (sa) kunne læse og skrive. Overleveringen lyder således:(Arabisk*****************på PDF-side 111)
»Guds Sendebud (sa) havde lært at læse og skrive før sin død.« Men hvad angår overleveringskæden, er denne overlevering meget svag. Hafiz Ibn Kathir har betegnet den som grundløs og svag. For det andet: Hvis Profeten (sa) virkelig havde lært at læse og skrive senere i livet, ville det være blevet almindeligt kendt. Mange sahabaer ville have overleveret det, og det ville også være blevet kendt, hvem Profeten (sa) havde lært at læse og skrive hos. Men ingen andre end Awn ibn Abdullah har overleveret denne beretning. Mujahid fik den at vide fra Awn. Awn var heller ikke en sahabi, men en tabi’i (en fra den generation, der umiddelbart fulgte sahabaerne), og han oplyste heller ikke med sikkerhed, fra hvilken sahabi eller hvilke sahabaer han havde fået denne oplysning. Også fra denne side er svagheden i overleveringen tydelig. På grundlag af en så svag overlevering kan et udsagn, der modsiger den faktiske begivenhed, ikke accepteres.]
At en analfabetisk mand frembragte en bog som Koranen og tilsyneladende uden nogen form for forudgående forberedelse viste en enestående begavelse og modenhed, er uden tvivl et usædvanligt forhold. For lærde og skarpsindige mennesker er dette de klareste tegn på den analfabetiske mands profetskab—[Dette argument er også blevet behandlet i artiklen med titlen »Muhammeds profetskab på prøvestenen«. Men dér blev emnet fremlagt uden at analysere Koranens argumentation. –(Redaktøren).] Lad man gennemgå biografien om en hvilken som helst historisk person i verden, vil man kunne finde de årsager og virkninger, der ligger til grund for dannelsen af hans personlighed og udviklingen af hans begavelse, i hans omgivelser. Der kan iagttages en tydelig overensstemmelse mellem de faktorer, der formede hans personlighed, og hans omgivelser. Men de forunderlige egenskaber, som findes i profeten Muhammeds (sa) personlighed, kan ikke findes tilsvarende nogen steder. Slet ikke i det arabiske samfund. Selv i de fjerneste omgivelser i de samfund, som tilhørte de lande, araberne havde forbindelse med, findes der ingen faktorer, der blot i ringe grad svarer til elementerne i profeten Muhammeds (sa) personlighed. Det er på baggrund af denne virkelighed, at de ovennævnte tegn samler sig. –[Her svarer Koranen dem, der krævede et mirakel som en forudsætning for at acceptere Den Store Profets (sa) profetskab. –(Redaktøren)] Det gør ikke noget, selv om uvidende mennesker ikke finder noget tegn i ham. Men de, der er lærde, har ved at se disse tegn forstået, at han besidder dette enestående talent, og at han ikke kan være andet end en profet.
(Arabisk*****************på PDF-side 112)
»De siger: Hvorfor er der ikke blevet sendt tegn ned over denne mand fra hans Herre? Sig: Tegnene findes kun hos Allah. Jeg er kun kommet for at advare klart og fuldstændigt. Er det ikke nok for dem, at Vi har åbenbaret Bogen for dig, og at den bliver læst op for dem? I den er der i sandhed barmhjertighed og en påmindelse for de troende.« –(Sura al-Ankabut: 50-51)
Det vil sige: Er det ikke i sig selv et stort mirakel, at en bog som Koranen blev åbenbaret for dig, selv om du var analfabet? Er dette ikke tilstrækkeligt til at tro på dit profetskab? Er der efter dette stadig behov for andre mirakler? De andre mirakler er af en anden art. De bliver og vil blive fortalt videre til dem alene, som har set dem. I kan ikke altid se dem.
Fremlæggelse af livet før profetskabet som bevis
(Arabisk*****************på PDF-side 112)
»Jeg har allerede tilbragt en del af mit liv sammen med jer.« – (Sura Yunus: 16)
Qurayshs afgudsdyrkere mente, at Koranen var en opdigtet værk af Muhammad (sa). De mente, at han uden grund forsøgte at udgive den som noget, der var åbenbaret af Allah. Muhammad (sa) hævdede derimod, at dette ikke var en bog, han selv havde skrevet, men at den var kommet til ham fra Allah gennem åbenbaring. Det ovenstående vers fremlægger et stærkt argument mod afgudsdyrkernes opfattelse og til støtte for Profetens påstand. Lad alle andre argumenter og beviser være udeladt. Men Hadratens (sa) virkelige liv lå jo lige foran deres øjne. Før profetskabet havde han tilbragt hele fyrre år sammen med dem. Han var født i deres by. Han var vokset fra barndom og ungdom til moden alder for øjnene af dem. Hans omgang, bolig, måltider, samvær, handel, ægteskab og alle andre sociale forbindelser var med dem. Intet i hans liv var ukendt eller skjult for dem. Hvilket mere uigendriveligt bevis kan der findes end et sådant kendskab og et sådant vidnesbyrd fra egne øjne? I hans liv var to ting helt tydelige, og enhver mekkaner kendte dem.
For det første havde han i hele de fyrre år før profetskabet ikke modtaget nogen uddannelse eller haft noget selskab, hvori man kunne finde kilden til den alsidige viden, han viste umiddelbart efter at have gjort krav på profetskabet. Før Koranen blev åbenbaret, havde man aldrig set ham beskæftige sig med, tale om eller udtrykke meninger om de emner, der senere blev behandlet fortløbende i Koranens suraer. Selv da han netop var fyldt fyrre og pludselig begyndte at forkynde, havde ingen af hans nære venner eller nærmeste slægtninge i løbet af alle fyrre år bemærket noget i hans adfærd eller tale, der tydede på forberedelse eller planlægning af dette. Heraf fremgår det klart, at Koranen ikke var et produkt af hans hjerne, men havde sin oprindelse et andet sted og var blevet indgivet i ham. For den menneskelige hjerne er ikke i stand til pludselig at frembringe noget på et hvilket som helst trin af livet. Uanset på hvilket trin den frembringer noget, vil tegn på forberedelse, udvikling og modning altid kunne ses på de foregående trin. Derfor forstod nogle snedige folk i Mekka, at det ville være ren tåbelighed at påstå, at Koranen var opstået i Hadratens (sa) hjerne. Så de ændrede forklaring og begyndte at sige, at der nødvendigvis måtte findes en anden person bag kulisserne, som lærte Muhammad (sa) disse ting. Men denne påstand viste sig at være endnu værre end den tidligere. For ikke blot i Mekka, men i hele Arabien fandtes der ikke et eneste menneske med sådanne evner, som man kunne pege på og sige: »Det er ham, der har forfattet disse ord, eller som er i stand til at forfatte dem.« Den, der besidder sådanne evner, kan i virkeligheden ikke forblive ukendt og uerkendt i noget samfund.
Det andet strålende kendetegn ved Hadratens (sa) liv før profetskabet var, at der ikke så meget som en antydning af løgn, bedrag, svig, snyderi, usselhed eller gemenhed kunne findes i hans karakter. Der var ikke nogen i hele samfundet, som kunne sige, at han i løbet af de lange fyrre års omgang havde vist sådanne fejl i sin adfærd. Tværtimod så enhver, der kom i kontakt med ham, ham som et yderst sandfærdigt, retfærdigt, moralsk og troværdigt menneske. Blot fem år før profetskabet fandt en berømt begivenhed sted under reparationen af Kabaen. Der opstod strid mellem Qurayshs forskellige stammer om, hvem der skulle løfte den hellige sorte sten, Hajar al-Aswad, og lægge den tilbage på sin plads. Til sidst indgik de et kompromis: Den første person, der næste morgen trådte ind i Haram, skulle de acceptere som voldgiftsmand. Næste dag viste det sig, at Muhammad (sa) var den første, der trådte ind i Haram. Så snart de så ham, råbte de begejstret: »Det er jo den retfærdige mand! Vi accepterer ham. Det er Muhammad!« Således lod Allah, endnu før han blev udnævnt til profet, hele Quraysh-stammen aflægge et formelt vidnesbyrd om hans retfærdighed. Hvordan skulle man derefter kunne forestille sig, at denne al-Amin nogensinde kunne ty til uret eller løgn? En person, der aldrig i hele sit liv havde tyet til løgn, selv ikke i en ubetydelig sag, og aldrig havde gjort sig skyldig i bedrag eller svig, skulle pludselig begynde at fortælle folk nogle få opdigtede ord og udgive dem for Allahs ord – hvordan skulle det være muligt?
(Arabisk*******************************************på PDF-side 114)
»Og således har Vi gennem åbenbaring sendt dig en ånd fra Vor befaling. Du vidste ellers ikke, hvad Bogen eller troen var.« – (Sura ash-Shura: 52)
Før han modtog profetskabet, kunne Hadrat Rasulullah (sa) i virkeligheden aldrig have forestillet sig, at han skulle modtage en bog, eller at en sådan bog var nær forestående. Han vidste end ikke noget som helst om de himmelske bøger eller deres indhold. På samme måde var hans tro på Allah sand. Men han vidste ikke, at man samtidig skulle tro på englene, profetskabet, de himmelske bøger og det hinsidige, eller at der var meget at tro på i forbindelse med disse. For Mekkas indbyggere var hans bekendtgørelse af profetskabet også helt pludselig og uventet. Før denne pludselige bekendtgørelse var der ingen, der kunne bevidne at have hørt ham sige noget om, at man burde tro på Allahs bog eller på dette eller hint. Det siger sig selv, at hvis en person på forhånd er begyndt at planlægge at gøre sig selv til profet, kan han ikke være så ligeglad med sit profetskab, at de, der i fyrre år havde omgåedes ham dag og nat, ikke skulle høre et eneste ord fra hans mund om Bogen og troen, hvorefter han straks ved de fyrre års afslutning pludselig skulle begynde at holde flydende taler om disse emner.
(Arabisk*******************************************på PDF-side 114)
»Du kunne aldrig have forventet, at Skriften ville blive åbenbaret for dig. Det er kun ved Allahs nåde, at den er blevet åbenbaret. Vær derfor ikke de vantros hjælper.« – (Sura al-Qasas: 86) Dette siges som et bevis på Muhammads (sa) profetskab. Lad os først se på sagen om profeten Moses (as). Han vidste ikke det mindste om, at han skulle blive profet og få overdraget en vigtig opgave. Endsige at han skulle ønske eller længes efter at blive profet; tanken om, at det overhovedet kunne ske, havde aldrig strejfet ham. Pludselig blev han kaldt bort fra vejen og gjort til profet, og gennem ham blev der udført sådanne forunderlige gerninger, som ikke havde nogen lighed med hans tidligere liv. Præcis det samme skete i Muhammads (sa)s liv. Præcis det samme skete i Muhammads (sa)s liv. Indbyggerne i Mekka kendte udmærket hans livsførelse, hvad han lavede, hvilken slags samtaler han førte, hvilke emner han drøftede, og hvilken karakter hans aktiviteter og tilbøjeligheder havde, helt frem til dagen før han kom ned fra Hira-grotten med bekendtgørelsen om profetskab. Det er sandt, at denne del af hans liv i enhver henseende var et brændende vidnesbyrd om ærlighed, sandhed, pålidelighed og god moral. Det var et meget høfligt, yderst fredselskende og harmløst menneskes liv; en mand, der stod fast ved sine løfter og aftaler, var meget omhyggelig med at give andre deres rettigheder og tilgodehavender og var usædvanligt velgørende. Dette var de mest fremtrædende og betydningsfulde kendetegn ved hans liv. Alligevel fandtes der intet i ham, som kunne få nogen til blot at forestille sig, at denne fromme og retskafne mand snart ville gøre krav på profetskab. Ingen blandt dem, der stod ham nær, hans slægtninge, naboer eller venner, kunne sige, at han allerede var i gang med at forberede sig på at blive profet. Umiddelbart efter det oprørende øjeblik i Hira-grotten begyndte han pludselig at udtale sig om forskellige emner, og den særlige slags sprog, fagudtryk og ord, som folk begyndte at høre fra ham om disse emner, havde ingen tidligere hørt ham bruge. Han havde aldrig stillet sig op for at holde en prædiken, en formaningstale eller et foredrag. Han havde aldrig taget ud på gaden med nogen bevægelse eller da‘wah. Ingen af hans aktiviteter havde givet det mindste tegn på, at han planlagde at tage et program op for at løse problemerne i samfundslivet eller gennemføre religiøse eller moralske reformer. Indtil dagen før dette revolutionerende øjeblik havde han levet glad sammen med sine børn, taget sig af sine gæster, hjulpet de fattige og nødlidende, behandlet sine slægtninge godt og fra tid til anden trukket sig tilbage for at tilbede. At et sådant harmløst og høfligt menneske pludselig skulle træde frem for folket med en verdenrystende bekendtgørelse, begynde at forkynde et revolutionerende budskab, skabe en enestående litterær skat og fremlægge en helt ny livsanskuelse, tænkemåde samt et nyt moralsk og socialt system, der var forskelligt fra alle de gængse anskuelser og livsformer i verden, var uden tvivl en yderst opsigtsvækkende og usædvanlig begivenhed. Det kan aldrig frembringes som resultat af et menneskes metode eller planlægning eller af noget frivilligt initiativ eller forsøg. For ethvert sådant forsøg, initiativ, arrangement eller forberedelse må nødvendigvis udvikle sig gennem de historiske stadier af gradvis udvikling. Og disse stadier må nødvendigvis gennemløbes. Og sådanne stadier kan aldrig forblive skjult for et menneskes stadige ledsagere og nærmeste omgangskreds. Hvis Hazrats (sa)s liv var gået fremad gennem sådanne stadier, ville hundredvis af mennesker i Mekka have sagt: »Vi vidste, at denne mand en dag ville fremsætte et eller andet opsigtsvækkende krav.« Men historien vidner om, at mekkanerne, uanset hvilke andre anklager de rettede mod Hazrat (sa), aldrig fremsatte denne anklage.
På den anden side var Hazrat (sa) ikke selv ivrig efter at opnå profetskab, forventede det ikke og ventede heller ikke på det; tværtimod blev han pludselig stillet over for det på en fuldstændig uventet og ufattelig måde. Det fremgår af haditherne, der beskriver omstændighederne omkring åbenbaringens begyndelse. Efter det første møde med Gabriel (as) og efter at profetskabet var indledt gennem åbenbaringen af de første vers af Sura al-Alaq, kom Hazrat (sa) skælvende hjem fra Hira-grotten. Derefter sagde han til sin familie: »Dæk mig til. Dæk mig til.« Da frygten efter et stykke tid var begyndt at aftage, fortalte han sin livsledsager Khadija (ra) det hele og sagde: »Jeg er bange for, at jeg skal dø.« Khadija (ra) sagde straks: »Aldrig! Allah vil aldrig lade dig lide. Du opfylder dine slægtninges rettigheder, hjælper de hjælpeløse og ubemidlede, viser gæster gæstfrihed og er altid rede til at medvirke i enhver god gerning.« Derefter tog hun Hazrat (sa) med til Waraqa ibn Nawfal. Waraqa var Khadijas (ra) fætter og en fremtrædende lærd blandt Skriftens folk samt en sandfærdig mand. Efter at have hørt Hazrat (sa) fortælle alt, hvad der var sket, sagde han roligt: »Hvad siger du? Vil de virkelig jage mig bort herfra?« Hazrat (sa) sagde: »Hvad siger du? Vil de virkelig jage mig bort herfra?« Waraqa svarede: »Ja. Hver gang nogen tidligere er kommet med det, du er kommet med, er hans landsmænd straks blevet hans fjender.«
Når et enkelt menneske uventet konfronteres med en yderst usædvanlig og ekstraordinær begivenhed, viser denne hændelse et fuldkomment billede af den sindsbevægelse, der naturligt kan opstå i ham. Hvis Hazrat Rasulullah (sa) på forhånd havde haft til hensigt at blive profet, hvis han havde tænkt, at en mand som ham burde være profet, og hvis han, mens han ventede på dette profetskab, havde været opslugt af ensom meditation og uroligt tænkt på, hvornår englen ville komme og bringe ham et budskab, ville han ved begivenheden i Hira-grotten være sprunget op af glæde. Opløftet af fryd og stolthed ville han være steget ned fra bjerget og være gået direkte til folket, hvor han med høj røst ville have bekendtgjort sit profetskab. Men hvor var den glæde, og hvor var den høje røst? I stedet blev han liggende dér, indsvøbt i et tæppe. Da hans sind var faldet lidt til ro, hviskede han alt til sin hustru. Han fortalte: »I dag blev jeg alene i Hira-grotten konfronteret med denne ulykke. Jeg ved ikke, hvad der vil ske med mig. Jeg føler, at mit liv er i fare.« Det er overflødigt at sige, hvor meget dette adskiller sig fra den reaktion, man ville forvente hos en, der håbede på profetskab.
Ingen kan vide mere om en ægtemands liv, karakter og tankegang end hans hustru. Hvis Khadija (ra) på forhånd havde vidst, at hendes mand længtes efter profetskab og altid talte timerne, mens han ventede på, at englen skulle komme, ville hun ikke have svaret på denne måde. Hun ville have svaret anderledes. Hun ville have sagt: »Hvorfor er du bange? Du har fået fat i det, du har længtes efter så længe. Gå nu bare i gang med profet- og discipelvirksomheden; jeg sørger for at tage mig af de offergaver, der kommer ind.« Men på baggrund af det kendskab, hun havde fået til Hazrat (sa)s liv gennem femten års ægteskab, forstod hun på et øjeblik, at uanset hvem der ellers kunne komme til et så ærligt og uselvisk menneske, kunne Satan ikke komme til ham, og Allah kunne heller ikke udsætte ham for nogen alvorlig ulykke. Det, hun så, var i sandhed fuldstændig sandt.
Waraqa ibn Nawfals situation var også sådan. Han levede ikke efter dem. Han var en slægtning til profeten (fred være med ham) og en meget nær svoger. Som kristen lærd vidste han, hvad profetskab, Skriften og åbenbaring var, og han havde evnen til at skelne det ægte fra det kunstige og opdigtede. Da han var nogle år ældre end profeten (fred være med ham), havde han set hele hans liv siden barndommen. Da også han hørte ham fortælle om begivenheden i Hira, sagde han straks: Denne besøgende er uden tvivl den engel, som plejede at bringe åbenbaringen til profeten Moses (fred være med ham). For også her var situationen den samme som i Moses’ tilfælde. Et enkelt menneske med en fuldstændig ren og uangribelig karakter. Hans sind var på alle måder klart og frit. Langt fra at have noget ønske om profetskab havde han aldrig engang forestillet sig, at han skulle blive profet. Pludselig blev han, ved fuld bevidsthed og klarhed, offentligt stillet over for denne enestående begivenhed. Derfor kunne Waraqa uden nogen overvejelse nå frem til den konklusion, at der ikke her var tale om noget bedrag fra begærets side eller noget djævelsk bedrag. Tværtimod havde denne velkendte, ærlige og sandfærdige mand set præcis det, han så, uden noget eget ønske eller begær; han havde virkelig skuet sandheden. Waraqas konklusion var lige så præcis og uigendrivelig som en matematisk beregning.
At åbenbaringen således blev sendt så pludseligt og uventet på baggrund af den fuldstændige ærlighed, sandfærdighed og rene analfabetisme, der kendetegnede hans liv før profetskabet, er i virkeligheden et så strålende bevis på profetskabets sandhed, at det er umuligt for noget menneske med realistisk viden at benægte det. I Koranen fremstilles dette flere steder som et bevis på profetskabet. For eksempel siger Allah i Sura Yunus:
(Arabisk*******************************************på PDF-side 117)
“O profet! Sig: Hvis Allah ikke havde villet det, ville jeg aldrig have reciteret denne Koran for jer og heller ikke have underrettet jer om den. Jeg har jo tilbragt en betydelig del af mit liv blandt jer. Forstår I da ikke engang dette?” – (vers 16)
I Sura Ash-Shura siger Allah:
(Arabisk*******************************************på PDF-side 114)
“O profet! Du vidste ikke, hvad Skriften var, og heller ikke, hvad tro var. Men denne åbenbaring har Jeg gjort til et lys. Med dette lys leder Jeg dem blandt Mine tjenere, som Jeg vil, til den rette vej.” – (vers 52)
Se Tafhim al-Quran, Sura Yunus, note 21, Al-Ankabut, note 88–92, og Ash-Shura, note 84, for en mere detaljeret forklaring af dette emne.
Allahs Sendebuds (ﷺ) hellige og rene liv, den forbløffende virkning af hans undervisning på de ædle ledsageres karakter samt Koranens ophøjede emner er alle lysende tegn. For den, der kender profeternes livshistorier og de himmelske bøgers lære, er det yderst vanskeligt at nære tvivl.
(Arabisk*******************************************på PDF-side 118)
»Han er et sendebud udsendt af Allah, som oplæser de hellige skrifter. I dem findes rette og sande skrifter.« – (Sura al-Bayyina: 2-3)
Her betegnes Allahs Sendebuds (ﷺ) person som et lysende bevis. Hans liv før og efter profetskabet, hans fremførelse af en bog som Koranen trods sin analfabetisme, den usædvanlige revolution i de troendes liv som følge af hans undervisning og samvær, den fuldstændig fornuftbaserede troslære, den yderst fuldkomne og rene tilbedelse, den fortrinligt rene karakter samt undervisningen i de bedste principper og regler for menneskelivet – alt dette er klare tegn på, at han er Allahs Sendebud. Den fuldkomne overensstemmelse mellem Hazrats (ﷺ) ord og handlinger samt hans fortsatte udførelse af sit kald med urokkeligt mod og fast hengivenhed trods al modstand og alle hindringer er blandt de enestående egenskaber, der tydeligt beviser, at han er Allahs Sendebud.
Koranen er et mirakuløst værk og et bevis på profetskabet
(Arabisk*******************************************på PDF-side 118)
»Uden tvivl er denne bog blevet åbenbaret fra alverdens Herre. Siger de, at den er noget, denne person selv har opdigtet? Nej. Den er tværtimod den fulde sandhed fra din Herre.« – (Sura as-Sajda: 2-3)
Her siges det ikke blot, at denne bog er blevet åbenbaret fra alverdens Herre. Med endnu større eftertryk siges det samtidig, at den uden tvivl er Allahs bog. Der er ikke den mindste mulighed for tvivl om, at den er en bog, der er blevet åbenbaret fra Allah. Hvis man læser denne forsikrende sætning i lyset af den virkelige sammenhæng, hvori Koranen blev åbenbaret, og i lyset af Koranens egen fremstilling før og efter dette sted, vil man forstå, at der her samtidig fremsættes en påstand og fremvises et bevis på den. Dette bevis var ikke ukendt for de mekkanere, over for hvem påstanden blev fremsat. De kendte hele livet hos den, der oplæste denne bog, både hans liv før og efter oplæsningen. De kunne se den tydelige forskel mellem denne bogs sprog og stil og Muhammeds (ﷺ) eget sprog og stil. De kunne klart forstå, at den samme person ikke kunne have to forskellige måder at udtrykke sig på med en så stor forskel. De iagttog denne bogs fuldkomne, mirakuløse litterære skønhed. Og fordi de talte det samme sprog, kunne de med egne øjne se, at alle Arabias digtere og litterater var ude af stand til at skabe litteratur, der kunne måle sig med den. – [Koranen blev netop fremlagt med denne udfordring: »(Arabisk****i noten) »Så bring da en sura, der kan måle sig med den.« Denne udfordring gjorde Koranens mirakuløse karakter endnu tydeligere. Modstanderne, som ikke var i stand til at besvare udfordringen, erkendte stiltiende, at denne litteratur ikke var menneskeskabt. Allah har betegnet Koranens mirakuløse karakter som et bevis på sandheden af Hazrats (ﷺ) profetskab. – (Redaktørerne)] Det var heller ikke ukendt for dem, hvor stor forskellen var mellem sproget hos Arabias digtere og litterater, talere og religiøse lærde og Koranens sprog, eller hvor højtstående det indhold var, som blev beskrevet i Koranen. Den egoisme, der ligger skjult i en løgners litteratur og handlinger, kunne de ikke finde det mindste spor af i Koranens litteratur eller i dens bærers kald. Selv med et mikroskop var de ikke i stand til at finde ud af, hvilke slags mennesker fra folket der blev tiltrukket af Hazrats (ﷺ) kald – som han fremsatte i profetskabet, ikke til sig selv, sin familie, sin stamme eller sin nation – og hvilke enorme revolutioner der fandt sted i deres liv; det kunne de se med egne øjne. Alt dette var et uigendriveligt bevis til støtte for påstanden om profetskabet. På denne baggrund var det tilstrækkeligt blot at sige, at der ikke var nogen mulighed for tvivl om, at denne bog var blevet åbenbaret fra Rabb al-Alamin.
Profetierne i Toraen og Evangeliet om den universelle profet
En vigtig udtalelse af Jesus (fvm)
(Arabisk*******************************************på PDF-side 120)
»Husk udtalelsen af Jesus, Marias søn. Han sagde: Israels børn! Jeg er sendt til jer som et sendebud. Jeg er kommet for at bekræfte sandheden i den Tora, der kom før mig.« – (Sura as-Saff: 6)
Dette udsagn kan fortolkes på tre måder, og alle tre fortolkninger er korrekte. Den første fortolkning er, at jeg ikke er kommet med en særskilt og ny religion. Jeg er kommet med den samme religion, som Moses (fvm) bragte. Jeg er ikke kommet for at forkaste Toraen, men for at støtte den og bekræfte dens sandhed. Det har altid været alle Allahs sendebuds skik at støtte det foregående sendebud og bekræfte dets sandhed. Jeg følger også denne skik. Derfor har I ingen grund til at tøve med at anerkende mig som sendebud.
Den anden fortolkning er, at den profeti i Toraen om, at jeg skulle komme som sendebud, er blevet bekræftet eller fuldbyrdet gennem mit sendebudskab. I stedet for at modsætte jer mig burde I derfor byde mig velkommen med ordene: Den profet, hvis komme de tidligere profeter havde forudsagt, er nu kommet.
Hvis man læser Koranens omtalte udsagn sammen med det følgende udsagn, fremkommer den tredje fortolkning: Jeg bekræfter sandheden i den profeti, som Toraen har bragt om Allahs sendebud Ahmads (fvmh) lykkelige komme, og jeg forudsiger selv hans komme. I lyset af denne tredje fortolkning bliver Jesus’ (fvm) udsagn en støtte til og bekræftelse af den gode nyhed, som Moses (fvm), henvendt til sit folk, havde bragt om den universelle profets komme.
En tydelig profeti i Toraen
I den tale, der blev holdt til folket, sagde Moses (a.s.): »Jeres Herre vil lade en profet stå frem for jer, en som ligner mig, fra jeres eget folk, det vil sige fra jeres brødre. Lyt til ham. Denne fremkomst vil ske i overensstemmelse med den anmodning, du fremsatte hos din Herre på dagen for forsamlingen, mens du opholdt dig ved Horeb. Du sagde: ›Lad mig ikke igen høre min Herres tiltale, og lad mig heller ikke se denne frygtelige ild, så jeg ikke dør.‹ Herren sagde til mig: ›De har sagt det rigtige. Jeg vil lade en profet stå frem for dem blandt deres brødre. Jeg vil lægge Mine ord i hans mund, og han skal kun sige det, Jeg befaler ham. Den, der ikke lytter til de ord, han taler i Mit navn, ham vil Jeg kræve til regnskab.«‹ – (Femte Mosebog, kapitel 18, vers 15-19)
Dette er en tydelig profeti i Toraen. Den kan ikke gælde nogen anden end Muhammad (s.a.w.). Her meddeler Moses (a.s.) sit folk Allahs løfte: »Jeg vil sende en profet til jer fra jeres brødre.« Det er indlysende, at »brødre« til et folk ikke betyder en familie eller stamme inden for det samme folk. Et folks brødre betyder et andet folk af samme afstamning. Hvis meningen havde været, at en profet skulle stå frem blandt Israels børn, ville der have stået: »Jeg vil sende jer en profet fra jeres eget folk.« Israels børns brødre kan derfor nødvendigvis kun være Ismaels børn, eftersom de gennem Abraham (a.s.) er af samme afstamning som Israels børn. Der er desuden endnu en grund til, at denne profeti ikke kan gælde nogen af Israels børns profeter. Efter Moses (a.s.) kom der nemlig ikke én profet til Israels børn, men et stort antal profeter. Hele Bibelen indeholder beretninger om disse profeter.
Der er endnu et bemærkelsesværdigt punkt i denne profeti. Den profet, der skal komme, skal være en profet ligesom Moses (a.s.). Det siger sig selv, at dette ikke betyder lighed i udseende eller livshistorie. I den henseende ligner ingen person en anden. Det betyder heller ikke blot lighed i det at være profet, for alle de profeter, der kom efter Moses (a.s.), lignede ham i denne henseende. Derfor kan ingen bestemt profet gøre krav på egenskaben at være som Moses (a.s.). Efter at have afvist disse to former for lighed er den resterende form for lighed, som kan betragtes som den kommende profets særlige egenskab, at han vil bringe en særskilt sharia, det vil sige et særskilt lovsystem. Meningen med profetien er, at den profet, der skal komme, vil bringe et selvstændigt lovsystem ligesom Moses (a.s.). Ingen andre end Muhammad (s.a.w.) har denne egenskab. For alle de profeter blandt Israels børn, der kom før ham, fulgte det lovsystem, som Moses (a.s.) havde bragt. Ingen af dem kom med et særskilt lovsystem.
Rigtigheden af denne fortolkning af Toraens udsagn bliver endnu tydeligere bekræftet af det følgende udsagn: »Denne profet vil stå frem i overensstemmelse med den anmodning, du fremsatte hos din Herre på dagen for forsamlingen, mens du opholdt dig ved Horeb. Du sagde: ›Lad mig ikke igen høre min Herres tiltale, og lad mig heller ikke se denne frygtelige ild, så jeg ikke dør.‹ Herren sagde til mig: ›De har sagt det rigtige. Jeg vil sende dem en profet blandt deres brødre. Jeg vil lægge Mine ord i hans mund. Han skal kun sige det, Jeg befaler ham.«‹ Den anmodning, som nævnes her, og som blev fremsat, da Moses (a.s.) for første gang fik shariaens bestemmelser, betyder, at hvis vi i fremtiden får en sharia, det vil sige et lovsystem, skal den ikke gives under de frygtelige omstændigheder, som beskrives både i Koranen og i Bibelen. (Se sura al-Baqara, vers 55, 56 og 63; sura al-A’raf, vers 155-171; Bibelen, Anden Mosebog 19:17-18.) Som svar på dette meddelte Moses (a.s.) Israels børn, at Allah havde imødekommet deres anmodning. Han sagde: »Jeg vil sende dem en profet, gennem hvis mund Jeg vil forkynde Mine ord.« Det vil sige, at de frygtelige omstændigheder, som opstod i Horeb-bjergets dal, ikke vil gentage sig, når lovsystemet fremover gives. I stedet vil den profet, der får dette ansvar, alene få Allahs ord indgivet, og han vil lade menneskene høre dem. Hvis man ser nærmere på denne tydelige erklæring, kan man uden tvivl sige, at Muhammad (s.a.w.) er den egentlige opfyldelse af denne profeti. Efter Moses (a.s.) var han den eneste, der fik et selvstændigt lovsystem. Da shariaen blev givet ved foden af Horeb-bjerget, havde Israels børn været samlet i en stor folkemængde; men da Muhammad (s.a.w.) fik shariaen, fandt der ikke en sådan forsamling sted. Og de omstændigheder, der opstod dér, opstod aldrig igen, da shariaens bestemmelser blev bekendtgjort.
Evangeliets glade budskab om Muhammads profetskab
Koranen omtaler det glade budskab, som Jesus (a.s.) gav om Muhammads profetskab, således:
(Arabisk*******************************************på PDF-side 122)
»Husk Jesu, Marias søns, ord, da han sagde: ›Israels børn! Jeg er kommet til jer som Allahs sendebud, som bekræfter Toraen, der kom før mig, og som bringer jer det glade budskab om et sendebud, der kommer efter mig, hvis navn er Ahmad.«‹ – (sura as-Saff, vers 6)
Dette er et vigtigt vers i Koranen. Modstandere af islam har ført megen polemik om dette vers. De har også forsøgt sig med kriminelle fejltolkninger. For heri siges det, at Hazrat Isa (a.s.) udtrykkeligt nævnte Hazrat Rasulullahs (s.a.w.) navn og bekendtgjorde hans komme. –[Desuden findes der samlet set profetier om Hazrat Muhammeds (s.a.w.) komme mange steder i Bibelen. Om dette siges det kort i Koranen:
(Arabisk********* i noten)
»Bogens folk finder ham omtalt skriftligt hos sig selv i Toraen og Evangeliet.« – (Sura al-A’raf: 147)
Som eksempel kan man lægge mærke til de følgende steder i Toraen og Evangeliet, hvor der findes profetier om Muhammed (s.a.w.): Femte Mosebog, kapitel 18, vers 15-19; Matthæusevangeliet, kapitel 21, vers 33-46; Johannesevangeliet, kapitel 1, vers 10-21; Johannesevangeliet, kapitel 14, vers 15-17 og 25-30; Johannes, kapitel 15, vers 25-26; Johannes, kapitel 16, vers 7-15. 77 – forfatterne og samlerne.] Derfor er det nødvendigt at drøfte dette emne lidt mere udførligt.
For det første: “Muhammed” og “Ahmad”: I dette vers nævnes Rasulullahs (s.a.w.) navn som Ahmad. Ahmad har to betydninger: den, der lovpriser mest, og den mest lovværdige blandt de mennesker, der lovprises mest. Det fremgår af autentiske hadither, at dette også var et af Hazrats (s.a.w.) navne. I hadithsamlingerne Muslim og Abu Dawud al-Tayalisi fortælles det på beretning af Hazrat Abu Musa al-Ash’ari (r.a.), at Hazrat (s.a.w.) sagde: (Arabisk********) “Jeg er Muhammed, jeg er Ahmad, og jeg er al-Hashir (den, der samler). Adskillige hadither overleveret fra Hazrat Jubayr ibn Mut’im om dette er blevet citeret af imam Malik, Bukhari, Muslim, Darimi, Tirmidhi og Nasa’i i deres respektive hadithsamlinger. Hazrats (s.a.w.) dette navn var også udbredt og kendt blandt sahabaerne. En linje fra Hassans ibn Thabits digt lyder således:
(Arabisk*******************************************på PDF-side 123)
»Allah, englene, der flokkes omkring Hans trone, og de fromme har sendt velsignelser over den velsignede Ahmad.« Historien viser også, at Hazrat Muhammed (s.a.w.) ikke kun var kendt under dette navn; hans navn Ahmad var også kendt af alle. I hele den arabiske nations litterære skatkammer er der ikke kendskab til nogen, der før Hazrat (s.a.w.) var kendt under navnet Ahmad. Efter Hazrat (s.a.w.) er utallige drenge blevet kaldt Ahmad og Ghulam Ahmad. At dette navn har været velkendt og berømt blandt hele ummaen fra profetens tid og frem til i dag, er det største bevis på det. Hvis dette navn ikke havde tilhørt Hazrat (s.a.w.), hvilken Ahmad mener de så, at de drenge, som de har kaldt Ghulam Ahmad, er tjenere for?
For det andet: Hazrat Messias, Hazrat Elias (a.s.) og “den profet”: Johannesevangeliet (Yuhanna) vidner om, at Israels børn på tidspunktet for Hazrat Isas (a.s.) komme ventede på tre personer. De var Messias, Elias (det vil sige Hazrat Elias’ (a.s.) genkomst) og »den profet«.
»Og Johannes [den ærværdige Yahya (a.s.)] vidner om, at da jøderne fra Jerusalem sendte præster til ham for at spørge ham: »Hvem er du?«, bekendte han og nægtede ikke. Han bekendte: »Jeg er ikke Messias.« De spurgte ham: »Hvem er du da? Er du Elias?« Han sagde: »Nej.« »Er du den profet?« Han svarede: »Nej.« Da sagde de: »Hvem er du da?« Han sagde: »Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen: Gør Herrens vej lige.« De spurgte ham: »Hvis du hverken er Messias, Elias eller den profet, hvorfor gør du så krav på profetværdighed?«—(1:19-25)
Af disse ord fremgår det utvetydigt, at Israels børn ud over den ærværdige Messias (a.s.) (Jesus) og den ærværdige Elias (a.s.) ventede endnu en profet, og at denne profet ikke var den ærværdige Yahya (a.s.). Troen på, at denne profet ville komme, var så udbredt blandt Israels børn, at alle forstod det, blot man sagde »den profet«. Det var ikke engang nødvendigt at tilføje: »Hvis komme er blevet forudsagt i Toraen.« Heraf fremgår det endvidere, at den profet, som de hentydede til, med sikkerhed ville komme. For da den ærværdige Yahya (a.s.) blev stillet disse spørgsmål, sagde han ikke: »Der kommer ikke flere profeter. Hvilken profet spørger I om?«
For det tredje: Johannes-evangeliets udsagn:Se nu på de profetier, der fortløbende er gengivet i Johannes’ (Yahyas) evangelium, fra kapitel 14 til kapitel 16:
»Og jeg vil bede Faderen, at han vil sende jer en anden hjælper, som skal være hos jer for evigt, nemlig Sandhedens Ånd, som verdens mennesker ikke kan modtage. For de kan hverken se ham eller kende ham. I kender ham, for han bliver hos jer og er i jer.«—(14:16-17)
»Jeg har sagt jer disse ord, mens jeg endnu var hos jer. Men Hjælperen, det vil sige den herliggjorte Ånd, som Faderen vil sende i mit navn, skal lære jer alt. Og han skal minde jer om alt det, jeg har sagt jer.«—(14:25-26)
»Herefter vil jeg ikke sige jer meget mere. For verdens hersker kommer, og han har intet i mig.«—(14:30)
»Men når Hjælperen kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, det vil sige Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig.«—(15:26)
»Men jeg siger jer sandheden: Det er til gavn for jer, at jeg går bort, for hvis jeg ikke går bort, kommer Hjælperen ikke til jer. Men hvis jeg går bort, vil jeg sende ham til jer.«—(16:7)
“Jeg har meget mere at sige jer. Men I kan ikke bære det nu. Men når han, det vil sige sandhedens ånd, kommer, vil han lede jer til hele sandheden. For han vil ikke tale af sig selv. Han vil kun sige det, han hører, og meddele jer det, der skal ske i fremtiden. Han vil åbenbare min herlighed. For han vil meddele jer det, han har modtaget fra mig. Alt, hvad Faderen har, er mit. Derfor sagde jeg, at han vil modtage fra mig og meddele jer det.” – (16:12-15)
Fire: Betydningen af de ovennævnte profetier:For at forstå den rette betydning af ovenstående udsagn må man først vide, at Hazrat Isa (a.s.) og hans samtidige indbyggere i Palæstina talte syrisk, den regionale form af det aramæiske sprog. Allerede to til to et halvt hundrede år før Hazrat Isa (a.s.) blev født, forsvandt det hebraiske sprog fra dette område under det seleukidiske dynastis styre, og syrisk blev taget i brug i stedet. Det er sandt, at det græske sprog også trængte ind i området som følge af de seleukidiske kongers og de efterfølgende romerske kejseres styre. Men det var begrænset til en bestemt klasse. Kun de, der havde eller ønskede at få forskellige embeder i den offentlige administration, og som derfor var blevet stærkt græskorienterede, dyrkede det græske sprog. Palæstinas almindelige befolkning brugte en særlig regional form af syrisk som talesprog. Dette sprog var anderledes end det syrisk, der i dag tales i Damaskus-området. Palæstinas indbyggere var så uvidende om det græske sprog, at da den romerske hærfører Titus holdt en tale til Jerusalems indbyggere efter erobringen af Jerusalem i år 70 e.Kr., måtte den oversættes til syrisk. Dette viser, at Hazrat Isa (a.s.) sagde alt det, han sagde til sine disciple, på syrisk.
Den anden ting, man må vide, er, at alle Bibelens fire evangelier blev skrevet af græsktalende mennesker, som antog kristendommen efter Hazrat Isa (a.s.)’s bortgang. Beretningerne om Hazrat Isa (a.s.)’s ord og handlinger kom dem i hænde fra syrisktalende kristne, ikke i skriftlig form, men som mundtlige overleveringer. De oversatte disse syriske beretninger og nedskrev dem. Ingen af evangelierne blev skrevet før år 70 e.Kr. Især Johannesevangeliet blev sandsynligvis skrevet et århundrede efter Hazrat Isa (a.s.) i byen Efesos i Centralasien. Desuden er ingen originaleksemplar bevaret af det græske sprog, som disse evangelier oprindeligt blev skrevet på. Af alle de græske manuskripter fra før bogtrykkerkunstens opfindelse, som er blevet opsporet og samlet forskellige steder, er ikke ét eneste ældre end det fjerde århundrede. Derfor er det vanskeligt at sige, hvor mange ændringer der blev foretaget i disse evangelier i løbet af tre hundrede år. Dertil kommer, at sagen bliver endnu mere tvivlsom, fordi de kristne gennem tiderne har anset det for legitimt at ændre evangelierne efter eget ønske. Forfatteren til artiklen “Bibelen” i Encyclopaedia Britannica siger:
“Der er med vilje foretaget betydelige ændringer i evangelierne. For eksempel er omfattende tekst fra andre kilder nogle steder blevet optaget ordret i evangelierne. … Disse ændringer blev foretaget med fuldt overlæg. Det var mennesker, som var vant til at mene, at de havde ret til at indføje enhver tekst, de fandt et sted, i det oprindelige værk, hvis teksten forbedrede værkets kvalitet eller gjorde det mere belærende, der foretog denne slags ændringer. En hel del ekstra tekst blev allerede tilføjet i det andet århundrede. Men det er ikke kendt, hvorfra den blev hentet.”
På denne baggrund er det vanskeligt med sikkerhed at sige, om de ord af Hazrat Isa (a.s.), som vi finder i evangelierne, blev gengivet ordret, eller om de er blevet ændret.
Den tredje vigtige omstændighed er, at de kristne i Palæstina stadig talte syrisk i næsten tre hundrede år efter muslimernes erobring af landet. I det niende kristne århundrede blev arabisk taget i brug i stedet for syrisk. De oplysninger om kristendommen, som muslimske lærde i de første tre århundreder fik gennem disse syrisktalende palæstinensere, er mere pålidelige end de oplysninger, som andre fik efter gentagne oversættelser fra syrisk til græsk og derefter fra græsk til latin. For sandsynligheden for, at de oprindelige syriske ord, der kom fra Hazrat Isa (a.s.)’s mund, var bevaret uændrede hos dem, er langt større.
Fem: Han bliver hele verdens leder:På baggrund af de ovennævnte uomtvistelige oplysninger bør man overveje, at Hazrat Isa (a.s.) i de citerede udsagn i Johannesevangeliet giver meddelelse om en profet, der skal komme efter ham. Om ham siger han, at han skal blive hele verdens leder, at han skal forblive for evigt, vise alle sandhedens veje og selv vidne til fordel for ham [Hazrat Isa (a.s.)]. I disse udsagn fra Johannes er det egentlige budskab blevet gjort vanskeligt at forstå ved at nævne udtryk som “den herliggjorte ånd” og “sandhedens ånd” med videre. Men læser man trods dette disse udsagn med dyb opmærksomhed, forstår man tydeligt, at den, hvis komme der er varslet, ikke er en ånd, men et menneske og en bestemt person. Denne persons lære vil være universel, altomfattende og bestå indtil Dommedag. Om denne særlige person er det urduiske ord “madadgar” (hjælper) blevet brugt. De kristne hævder eftertrykkeligt, at det er Paracletus, men selv de kristne lærde er kommet i vildrede med hensyn til betydningen. I det oprindelige græske sprog er ordet Paraclete blevet brugt i flere betydninger, nemlig: at kalde nogen hen til et sted, at kalde på hjælp, at skræmme eller advare, at tilskynde, at inspirere, at bede indtrængende, at appellere og at bede. Desuden har ordet flere hellenistiske betydninger, nemlig: at trøste, at berolige og at opmuntre. Ingen af disse betydninger passer på de steder i Bibelen, hvor ordet er brugt. Bibeleksperten Origenes har et sted oversat det som Consolator og et andet sted som Deprecator, men andre bibelkommentatorer har afvist begge oversættelser. For det første er denne betydning ikke grammatisk korrekt på græsk. For det andet giver betydningen ingen mening i de sætninger, hvor ordet er brugt. Nogle andre oversættere har oversat det som Teacher. Men heller ikke denne betydning kan udledes af det græske sprogs brug. Tertullian og Augustin oversatte det som Advocate; andre har oversat det som Assistant, nogle som Comforter og atter andre som Consoler (se Encyclopaedia of Biblical Literature: ordet Paracletes).
Det interessante er nu, at der på græsk findes endnu et ord, Pariclytos – som betyder »lovprist«. Det er nøjagtigt et synonym for »Muhammad«. Udtalemæssigt er der en bemærkelsesværdig lighed mellem dette ord og Paractetus. De kristne lærde, som var vant til efter forgodtbefindende at foretage ændringer i deres religiøse skrifter, har måske, fordi dette ord i den profeti, som Johannes gengav, var i modstrid med deres trosopfattelse, ændret en smule på stavningen. Det er derfor ikke overraskende. For at undersøge dette kan man se efter, hvilket af de to ord der faktisk blev anvendt i den oprindelige græske evangelietekst skrevet af Johannes, hvis en sådan findes noget sted.
Seks: Munhamanna:Men selv hvis man kunne fastslå, hvilket ord Johannes faktisk anvendte på græsk, ville man ikke kunne træffe en afgørelse i denne sag. For hvad han end skrev, var det ikke andet end en oversættelse. Vi har allerede sagt, at Hazrat Isas (fred være med ham) sprog var palæstinensisk syrisk. Derfor må det ord, han end anvendte i sin profeti, have været et syrisk ord. Heldigvis har vi fundet dette oprindelige syriske ord i Ibn Hishams Sirat-værk. Samtidig har vi også gennem Ibn Hisham fået at vide, hvad dets græske synonym var. Med henvisning til Muhammad ibn Ishaqs kilde har Ibn Hisham citeret en fuldstændig oversættelse af vers 23 til 27 i kapitel 15 og vers 1 i kapitel 16 i evangeliet efter Johannes (Yuhannas, det vil sige Johannes). Her er det syriske ord Sunhamanna anvendt i stedet for det græske ord »Paraklet«. Ibn Ishaq eller Ibn Hisham har derefter forklaret det således, at det syriske ord Munhamanna på arabisk betyder Muhammad og på græsk Paraklet. – (Ibn Hisham, bind 1, s. 248).
Det skal bemærkes, at syrisk historisk set var Palæstinas almindelige sprog helt frem til det niende århundrede. Dette område havde været under islamisk styre siden første halvdel af det syvende århundrede. Ibn Ishaq døde i 768 e.Kr., og Ibn Hisham døde i 828 e.Kr. Det vil sige, at de kristne i Palæstina i begges levetid talte syrisk, og at ingen af dem havde vanskeligt ved at komme i kontakt med de kristne indbyggere i deres eget land. Desuden boede der på den tid millioner af græsktalende kristne i de muslimsk beherskede områder. Derfor var det heller ikke vanskeligt for dem at vide, hvilket græsk ord der var synonymt med hvilket syrisk ord. Hvis det syriske ord Munhamanna således er blevet anvendt i den oversættelse, Ibn Ishaq citerede, og hvis Ibn Ishaq eller Ibn Hisham har forklaret, at dets arabiske synonym er Muhammad og dets græske synonym Paraklet, er der ikke længere nogen tvivl om, at Hazrat Isa (fred være med ham) udtalte Muhammads (fred være med ham) navn og forkyndte hans komme. Samtidig bliver det også klart, at ordet Pariclytos faktisk blev anvendt i Johannes’ græske evangelium. Senere ændrede de kristne lærde det til ordet Pariclytos. Senere ændrede de kristne lærde det til Pariclytos.
Syv: Najashis vidnesbyrd:Et endnu ældre historisk bevis er den beretning, som Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) overleverede om udvandringen til Abessinien. Da Najashi kaldte de muslimske udvandrere, som var ankommet til Abessinien, til sit hof og hørte en detaljeret redegørelse for Allahs Sendebuds (fred være med ham) lære og idealer fra Hazrat Jafar (må Allah være tilfreds med ham), Abu Talibs søn, sagde han:
(Arabisk******************************************på PDF-side 127)
»Jeg lykønsker jer og den ædle person, som I er kommet fra. Jeg bevidner, at han er Allahs Sendebud. Han er den person, som vi har læst om i evangeliet.« Denne begivenhed er også overleveret i forskellige hadither fra Hazrat Jafar (må Allah være tilfreds med ham) og Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende). Heraf fremgår det, at Najashi allerede ved begyndelsen af det syvende kristne århundrede vidste, at Hazrat Isa (fred være med ham) havde forudsagt en profets komme. Det fremgår desuden, at denne kommende profet i evangeliet var blevet beskrevet så tydeligt, at Najashi ikke det mindste tøvede med at forstå, at Muhammad (fred være med ham) var denne profet. Men det kan ikke udledes af denne beretning, om Najashi havde fået kendskab til Hazrat Isas (fred være med ham) profeti gennem Johannes’ evangelium, eller om der på det tidspunkt fandtes andre måder at få kendskab til den på.
Otte: Barnabas’ evangelium:De fire evangelier, som den kristne kirke har fastslået er pålidelige og anerkendte evangelier (Council gospels), er i virkeligheden ikke blot upålidelige kilder til at få kendskab til Hazrat Isas (fred være med ham) profeti om Hazrat Muhammad (fred være med ham); de er heller ikke pålidelige kilder til at få kendskab til Hazrat Isas (fred være med ham) egen livshistorie eller til, hvad hans sande lære og principper var. Tværtimod er det netop Barnabas’ evangelium, som den kristne kirke betegner som ulovligt og tvivlsomt, der er en langt mere pålidelig og troværdig kilde til dette. De kristne har truffet mange foranstaltninger for at holde denne bog skjult. I flere hundrede år var den forsvundet fra verden. I det sekstende århundrede fandtes der kun ét eksemplar af den italienske oversættelse i pave Sixtus’ (Sixtus) bibliotek. Ingen fik dog tilladelse til at læse det. I begyndelsen af det attende århundrede kom det i hænderne på en person ved navn John Toland. Derefter gik det fra den ene person til den anden, indtil det i 1738 nåede Wiens kejserlige bibliotek. I 1907 blev en engelsk oversættelse af dette manuskript trykt af Clerigun Press i Oxford. Men straks efter trykningen synes den kristne verden at have forstået, at denne bog var på vej til at tilintetgøre den religion, der var blevet indstiftet i Hazrat Isas (fred være med ham) navn. Derfor blev de trykte eksemplarer på snedig vis fjernet. Derefter kunne dette evangelium ikke længere udgives. I det attende århundrede kunne man hist og her finde endnu et eksemplar af den samme italienske tekst i spansk oversættelse. George Sale nævnte dette eksemplar i forordet til sin engelske oversættelse af Koranen. Men også det blev fjernet et eller andet sted. I dag er der heller ingen spor af det. Jeg har haft lejlighed til at se en fotostatkopi af den engelske oversættelse, der blev udgivet fra Oxford, og jeg har læst den grundigt. Mit indtryk er, at det er en uvurderlig skat. Men de kristne har udelukkende af stædighed og hårdnakkethed berøvet sig selv den.
Overalt i kristne bøger, hvor dette evangelium omtales, er det blevet afvist som falsk og opdigtet med påstanden om, at det muligvis er skrevet af en muslim og fejlagtigt udgivet i Barnabas’ navn. Men dette er en åbenlys løgn. Dette evangelium indeholder flere steder klare profetier om Muhammad (fvmh.)(Utydelig tekst på første linje på side 129**********************)Man har tyet til denne løgn. For det første kan man tydeligt se ved blot at læse dette evangelium, at denne bog aldrig kan være skrevet af en muslim. For det andet ville det, hvis den var skrevet af en muslim, have været vidt udbredt i det muslimske samfund, og muslimske lærdes bøger ville have omtalt den mange gange. Men den faktiske situation er, at muslimerne ikke vidste, at et sådant evangelium overhovedet fandtes, før George Sales engelske oversættelse blev udgivet(Utydelig tekst mod slutningen af fjerde linje på side 129******)og dens indledning. Forfattere som al-Tabari, al-Yaqubi, al-Mas’udi, al-Biruni, Ibn Hamza og Ibn Taymiyya havde blandt muslimerne en særlig indsigt i kristne skrifter. Alligevel findes der ikke den mindste antydning af Barnabas’ evangelium i nogen af deres værker, når de drøfter kristen teologi. Den mest pålidelige fortegnelse over de bøger og skrifter, der fandtes i den muslimske verdens biblioteker, er Ibn al-Nadims »Al-Fihrist« og Hajji Khalifas »Kashf al-Zunun«. Men heller ikke disse to værker nævner det. Indtil før det nittende århundrede havde ingen muslimsk lærd så meget som nævnt navnet på Barnabas’ evangelium. Det tredje og største bevis på, at det er falsk, er, at Barnabas’ evangelium var med på den liste over vildledende religiøse skrifter med forkerte trosopfattelser, som blev udarbejdet under pave Gelasius I, 75 år før Allahs Sendebuds (fvmh.) fødsel, og hvis læsning blev forbudt ved en gejstlig erklæring. Spørgsmålet er: Hvor skulle muslimerne på det tidspunkt være kommet fra for at fremstille dette falske evangelium?
Ni: Hvad er Barnabas’ evangelium?Før vi citerer profetierne fra Jesus (fvmh.) om Allahs Sendebud (fvmh.) fra Barnabas’ evangelium, er det nødvendigt at give en kort beskrivelse af dette evangelium, så man kan forstå dets betydning og også forstå, hvorfor de kristne er så fjendtligt indstillede over for det.
Ingen af forfatterne til de fire evangelier, som er blevet anerkendt som kanoniske og pålidelige og inkluderet i Bibelen, var en af Jesus’ (fvmh.) disciple. Ja, ingen af evangeliernes forfattere hævder engang, at deres bog blev udarbejdet på grundlag af oplysninger indsamlet fra Jesus’ (fvmh.) disciple. De oplyser heller ikke, fra hvilke kilder de indsamlede deres oplysninger. Derfor ved man ikke, om de personer, som de indsamlede oplysningerne fra, selv havde set de begivenheder, der beskrives, og hørt ordene, eller om oplysningerne var nået frem til dem gennem en anden kanal. Forfatteren til Barnabas’ evangelium siger derimod: »Jeg er en af de tolv ældste ledsagere til Jesus (fvmh.). Jeg var sammen med ham fra begyndelsen til enden, og i denne bog nedskriver jeg det, jeg selv har hørt med mine egne ører og set med mine egne øjne.« Ikke nok med det. I bogens afslutning siger han: »Da Jesus (fvmh.) skulle forlade denne verden, sagde han til mig, at det er min opgave at fjerne den misforståelse om ham, som er opstået blandt mennesker, og at fortælle dem de virkelige begivenheder.«
Hvem var denne Barnabas? I Bibelens Apostlenes Gerninger nævnes gentagne gange en person af jødisk herkomst fra Cypern med dette navn. Hans bidrag til udbredelsen og fremgangen af kristendommen og til hjælp og støtte for Jesus’ (fvmh.) følgere prises meget højt. Men det siges ingen steder, hvornår han antog kristendommen, og hans navn findes heller ikke på den liste over de tolv ældste ledsagere, som findes i tre af evangelierne. Derfor er det ikke muligt at afgøre, om det var denne Barnabas fra Bibelen eller en anden, der skrev dette evangelium. Den liste over de tolv ledsagere, som Matthæus og Markus har opstillet, afviger kun på to navne fra den liste, Barnabas har angivet. Den ene er Thomas. I stedet for Thomas har Barnabas angivet sit eget navn. Den anden er Simon Zeloten. I hans sted har Barnabas nævnt Judas, Jakobs søn. Dette andet navn findes også i Lukas’ evangelium. Derfor ville det ikke være forkert at antage, at Thomas på et senere tidspunkt blev føjet til listen over de tolv ledsagere alene for at udelukke Barnabas fra den. Derved ville man nemlig lette vejen for at tilsidesætte Barnabas’ evangelium. I virkeligheden var sådanne ændringer i religiøse skrifter efter kristne lærdes opfattelse ikke nogen ulovlig handling.
Hvis nogen læser Barnabas’ evangelium med et åbent sind uden fjendtlighed og sammenholder det med de almindeligt anerkendte fire evangelier, vil vedkommende ikke kunne undgå at finde det mange gange bedre end disse fire evangelier. Her er Jesus’ (fvmh.) liv beskrevet langt mere detaljeret. Fortællestilen giver indtryk af, at nogen virkelig overværede alle begivenhederne med egne øjne og selv på den ene eller anden måde var involveret i dem. Sammenlignet med de usammenhængende fortællinger i de fire evangelier er den historiske fremstilling her langt mere ordnet og velstruktureret. Det gør det også langt lettere at forstå begivenhedernes sammenhæng. Jesus’ (fvmh.) belæringer er i dette evangelium også fremstillet langt klarere og mere gribende end i de fire andre evangelier. Drøftelserne af læren om tawhid, tilbagevisningen af shirk, Allahs egenskaber og tilskyndelsen til tilbedelse samt ædle karakteregenskaber er her meget kraftfulde, velargumenterede og detaljerede. Ikke engang én procent af de lærerige lignelser, som Jesus (fvmh.) anvendte som baggrund for disse belæringer, findes i de andre fire evangelier. Også hvordan Jesus (fvmh.) med hvilken visdom og dygtighed underviste sine disciple i Allahs religion og gav dem praktisk træning, fremgår meget detaljeret af dette evangelium. Enhver, der blot har det mindste kendskab til Jesus’ (fvmh.) sprog, fortællestil og natur, vil efter at have læst dette evangelium være nødt til at erkende, at det ikke er en opdigtet fortælling af en senere person; tværtimod fremstiller Jesus (fvmh.) her sin sande skikkelse langt tydeligere end i de almindeligt anerkendte fire evangelier. Og den indbyrdes modsigelse, der findes mellem hans forskellige udsagn i de fire evangelier, findes der ikke den mindste antydning af i dette evangelium.
Den måde, Hazrat Isa (a)s livshistorie og hans undervisning er beskrevet i dette evangelium på, giver indtryk af netop en profets liv og lære. Han fremstillede sig selv som profet. Han erklærede sandheden i alle tidligere profeters lære og skrifter og sagde klart, at der ikke findes nogen anden vej til erkendelse af sandheden end profeternes undervisning. Den, der tilsidesætter profeterne, tilsidesætter i virkeligheden Allah. Han forkyndte den samme troslære om tawhid, risalat og akhira som alle andre profeter. Han underviste i namaz, faste og zakat. Af de gentagne beskrivelser, Barnabas giver af hans bøn, fremgår det, at han ligesom muslimer i vor tid bad ved fajr, zuhr, asr, maghrib, isha og tahajjud, og at han altid foretog wudu før bønnen. Sammen med de øvrige profeter erklærede han også Hazrat Dawud (a) og Sulaiman (a) for profeter. Jøder og kristne har derimod udelukket disse to fra profeternes række. Ifølge dette evangelium anerkendte han Hazrat Ismail (a) som zabih (den, der blev gjort klar til at blive slagtet som offer), og han fik en jødisk lærd til at indrømme, at profeten Israel forgæves havde tyet til bedrag for at fastslå, at Hazrat Ishaq (a) var zabih. I virkeligheden var det Hazrat Ismail (a), der var zabih. Den undervisning om akhira, opstandelsens dag og paradis og helvede, som gengives i dette evangelium, ligger tæt på Koranens lære.
Tiende: Hvorfor er de kristne imod Barnabas’ evangelium?Det er ikke den eneste grund til, at de kristne blev fjendtligt indstillede over for Barnabas’ evangelium, at det gentagne gange indeholder tydelige profetier om Rasulullah (sa)s komme. For de havde forkastet evangeliet længe før Hazrats (sa) fødsel. For at forstå den egentlige årsag til deres utilfredshed med det er det nødvendigt med en lidt mere detaljeret drøftelse.
Hazrat Isa (a)s første tilhængere anerkendte ham kun som profet. De fulgte den lovgivning (sharia), som Hazrat Musa (a) havde bragt. Med hensyn til troslære, tilbedelse og påbud og forbud betragtede de ikke sig selv som adskilt fra de øvrige Israels børn. Deres eneste uenighed med jøderne var, at de foruden at anerkende Hazrat Isa (a) som profet også anerkendte ham som Messias (en profet med en særlig status). Jøderne ønskede imidlertid ikke at anerkende ham som Messias. Senere, da Saint Paul sluttede sig til denne gruppe, begyndte han også at prædike denne religion blandt romere, grækere og andre ikke-jøder og ikke-israelitter. Med dette formål ændrede han troslæren, påbuddene og grundprincipperne i den religion, Hazrat Isa (a) havde forkyndt, og skabte en helt ny religion. Denne person havde aldrig været i Hazrat Isa (a)s selskab. Tværtimod var han hans indædte modstander, så længe han levede, og i flere år efter hans død var han hans ledsageres fjende. Da han derefter sluttede sig til gruppen og begyndte at skabe en ny religion, fremlagde han heller ikke noget af Hazrat Isa (a)s udsagn for folk som grundlag for den. Han gjorde udelukkende sine egne indfald og forestillinger til dens grundlag. Hans eneste formål med at skabe denne nye religion var, at der burde findes en religion, som alle verdens ikke-jøder i stort tal kunne antage. Han erklærede, at Hazrat Isa (a)s tilhængere var fritaget for alle den jødiske sharias bestemmelser. Med hensyn til mad og drikke ophævede han sondringen mellem halal og haram. Han afskaffede omskærelsens skik, som ikke-jøder især ikke brød sig om. Han påbød endda som en trospligt at tro, at Hazrat Isa (a) var en guddom og Allahs søn, og at han ved at dø på korset havde sonet hele menneskehedens medfødte synd. For polyteister er tilbøjelige til netop sådanne forestillinger. Hazrat Isa (a)s ældste ledsagere modsatte sig kraftigt disse nye, importerede idéer. Men gennem den åbne dør, som Saint Paul havde skabt, strømmede en stor og mægtig folkemængde af ikke-jødiske kristne ind i kristendommen. Denne håndfuld mennesker kunne på ingen måde standse strømmen. Alligevel var der indtil slutningen af det tredje kristne århundrede ikke få mennesker, som ikke anerkendte Hazrat Isa (a) som guddom. Men i begyndelsen af det fjerde århundrede (352 e.Kr.) blev rådet i Nikæa (Nicaea) kristent under Saint Pauls indflydelse. Under kejser Theodosius blev denne trosretning imperiets officielle religion. Herefter var det naturligt, at alle bøger, der var i strid med statsreligionen, blev forkastet, og at kun bøger, der støttede denne trosretning, blev accepteret. I 367 e.Kr. blev en liste over acceptable og anerkendte bøger for første gang bekendtgjort i et brev fra Athanasius (Athanasius). Derefter godkendte et råd under pave Damasius (Damasius) i 382 e.Kr. denne liste. Senere, i slutningen af det femte århundrede, gav pave Gelasius (Gelasius) listen endelig godkendelse og bekendtgjorde samtidig en liste over de forkastede bøger. Men ingen kristen lærd har nogensinde kunnet hævde, at Hazrat Isa (a) selv havde undervist i blot én af de trosforestillinger, som blev prædiket af Saint Paul, og på grundlag af hvilke man afgjorde, hvilke skrifter der var acceptable eller uacceptable. Selv blandt de accepterede skrifter, som indeholder flere evangelier, findes der heller ikke noget udsagn fra Hazrat Isa (a) selv, der støtter disse trosforestillinger. Barnabas’ evangelium blev forkastet, fordi det var i strid med kristendommens officielle troslære. Dets forfatter beskriver allerede i begyndelsen formålet med værket således: “At tilbagevise den vildfarelse hos dem, der, fordi de er blevet bedraget af sataner, kalder Yasu’ Allahs søn, og at korrigere dem, der anser omskærelse for unødvendig og gør haram-mad halal. Saint Paul er også et af de fremmeste ofre for dette sataniske bedrag.” Barnabas siger: Mens Hazrat Isa (a) stadig levede, begyndte nogle blandt de afgudsdyrkende romerske soldater, efter at have set hans mirakler, at kalde ham Gud, mens andre kaldte ham Guds søn. Gradvist bredte dette sig som en smitsom sygdom blandt hele Israels børn. Hazrat Isa (a) blev dybt vred og foruroliget over dette. Han protesterede gentagne gange og kraftigt mod denne fejlagtige opfattelse af ham selv. I stedet for selv at tage forskellige steder hen sendte han sine disciple, og gennem hans bøn blev der også udført mirakler af disciplene, svarende til dem, Hazrat Isa (a) selv udførte. Formålet var, at folk skulle afholde sig fra at betragte den, der udførte mirakler, som Gud eller Guds søn. I denne forbindelse citerer Barnabas Hazrat Isa (a)s lange taler mod denne fejlagtige trosopfattelse og beskriver forskellige steder, hvor dybt bekymret Hazrat Isa (a) var over, at denne forvirring og vildfarelse bredte sig. Barnabas tilbageviser klart den lære, Saint Paul prædikede om, at Hazrat Isa (a) skulle være død på korset. Da han beretter om en begivenhed, han selv havde set, siger han, at da Juda Iskariot, efter at have modtaget bestikkelse fra jødernes ypperstepræst, kom med soldaterne for at udlevere Hazrat Isa (a), løftede fire engle ham op efter Allahs befaling. Samtidig blev Juda Iskariots skikkelse og stemme gjort helt identisk med Hazrat Isa (a)s. Derfor blev han selv korsfæstet i stedet for Hazrat Isa (a). På denne måde knuser Barnabas’ evangelium selve grundlaget for den kristendom, Saint Paul skabte, og støtter fuldt ud Koranens beretning. Alligevel blev disse ord åbenbaret i Barnabas’ evangelium allerede hundrede og femten år før Koranens åbenbaring, og netop derfor forkastede de kristne præster det.
Elleve: Barnabas-evangeliets detaljerede profetier:Denne drøftelse gør det klart, at Barnabas-evangeliet i virkeligheden er et mere troværdigt og pålideligt evangelium end de fire almindeligt anerkendte evangelier. Det giver en korrekt fremstilling af Jesus’ (fvmh.) lære, liv og udsagn. De kristne havde gennem dette evangelium fået en sjælden mulighed for at korrigere deres vildfarne trosforestillinger og lære Jesus’ (fvmh.) sande lære at kende, men de mistede den alene på grund af stædighed og halsstarrighed. Det er i sandhed deres største ulykke. Barnabas har fremsat en række profetier fra Jesus (fvmh.) om Allahs Sendebud (fvmh.). Nogle steder omtales Allahs Sendebud (fvmh.) ved navn, andre steder siger han blot »Allahs Sendebud«, nogle steder bruger han ordet »Messias«, andre steder kalder han ham »den beundringsværdige« (Admirable), og atter andre steder fremsiger han klart en sætning, der svarer til »Der er ingen gud uden Allah, Muhammad er Allahs Sendebud«. Jeg er ikke i stand til at citere alle disse profetier. For de er så talrige, og nogle steder er de forbundet med forskellige sammenhænge og med den forudgående og efterfølgende beretning, at de, hvis de blev samlet, kunne udgøre et ganske stort værk. Her citerer jeg blot nogle få af dem som eksempler:
»Antallet af profeter, som Allah sendte, var et hundrede og fireogfyrre tusind. De talte alle kortfattet og uklart. Men efter mig vil alle profeters og frommes lys komme. Han vil tydeliggøre det, der var uklart i profeternes ord. For han er Allahs Sendebud.« – (Kapitel 17)
»Farisæerne og levitterne sagde: Hvis du hverken er Messias, Elias eller nogen anden profet, hvorfor underviser du så i en ny lære, og hvorfor fremstiller du dig selv som større end Messias? Jesus [Hazrat Jesus (fvmh.)] svarede: De mirakler, som Allah lader komme til syne gennem mig, gør det klart, at jeg kun siger det, Allah vil. Ellers anser jeg mig i virkeligheden ikke for værdig til at regne mig selv for større end ham (Messias), sådan som I siger. Jeg er ikke engang værdig til at løsne remmen på sandalen eller snøren på skoen hos dette Allahs Sendebud, som I kalder Messias. Han blev skabt før mig, men vil komme efter mig. Han vil bringe det sande budskab, således at udbredelsen af hans religion ikke vil have nogen grænse.« – (Kapitel 42)
»Jeg siger jer med sikkerhed: Enhver profet, der hidtil er kommet, blev kun født som et tegn på Allahs barmhjertighed for ét folk. Derfor spredte disse profeters budskab sig ikke uden for det folk, som de var sendt til. Men når Allahs Sendebud (fvmh.) kommer, vil Allah så at sige forsegle ham med Sit eget segl. Som følge heraf vil han gennem sin lære bringe Allahs barmhjertighed til alle verdens folk, som påvirkes af den, og vise dem frelsens vej. Han vil komme mægtig og stærk over dem, der vender sig bort fra Gud, og han vil udslette afguderiet på en sådan måde, at Satan bliver urolig.« [Derefter siger Jesus (fvmh.) i en lang samtale med disciplene klart, at han vil fremstå blandt efterkommerne af Ismael (fvmh.)]. – (Kapitel 43)
»Derfor siger jeg jer, at dette Allahs Sendebud er et strålende lys, fra hvilket enhver af Allahs skabninger vil modtage glæde. For intelligens og formaning, visdom og styrke, frygt og kærlighed, fasthed og mådehold vil være prydelser i hans karakter og kilder til hans inspiration. Han vil være stærk gennem gavmildhed, barmhjertighed, retfærdighed, gudsfrygt, høflighed og overbærenhed. De egenskaber, som Allah har skænket andre af sine skabninger, vil han have fået trefoldigt. Det kan ikke udtrykkes med ord, hvor velsignet den tid, hvor han fremstår, vil være. Vær forvisset om, at jeg har set ham og vist ham respekt, ligesom enhver profet har set ham og vist ham respekt. Blot ved at se hans sjæl skænkede Allah ham profetskab. Da jeg så ham, blev min sjæl fyldt med fred. Da sagde jeg: O Muhammad! Må Allah være din hjælper, og gør mig værdig til at binde remmen på din sko. For selv om jeg opnår blot denne ringe ære, vil jeg blive regnet blandt en stor profet og en af Allahs fromme.« – (Kapitel 44)
»Vær ikke bedrøvede eller bange over, at jeg går bort. For det er ikke mig, der har skabt jer. Det er snarere Gud, vor alles Skaber – han, som også har skabt jer – der vil tage sig af jer. Og spørger I om mig? Jeg er kommet til verden på dette tidspunkt for at bane vejen for Allahs Sendebud, denne vejleder til verdensfolkenes frelse. … Indiriyas sagde: ’O mester! Fortæl os hans tegn, så vi kan genkende ham.’ Jesus svarede: Han vil ikke komme, mens I er i live. Han vil komme nogen tid efter jer. Han vil komme på et tidspunkt, hvor der på grund af evangeliets forvanskning knap nok vil være tredive troende tilbage. I den situation vil Allah vise verden sin barmhjertighed. Han vil sende sit Sendebud, over hvis hoved en hvid sky vil kaste sin skygge, og ved dette vil man kunne genkende ham som Allahs udvalgte tjener. Gennem ham vil verdens folk lære Allah rigtigt at kende. Han vil med vældig styrke bekæmpe dem, der vender sig bort fra Gud, og udrydde afguderiet fra verden. Derfor glæder jeg mig meget. For gennem ham vil man få sand kundskab om vor Gud, hans storhed vil blive forkyndt, og verdens folk vil vide, at det, jeg har sagt, er sandt og rigtigt. Han vil tage hævn over dem, der anser mig for at være noget større end et menneske. … Han vil bringe en sandhed, der er endnu tydeligere end den sandhed, alle andre profeter har bragt.« – (Kapitel 72)
»Pagten med Allah blev indgået i Salomons moské i Jerusalem – og intet andet sted. Men tro mig, den dag vil komme, hvor Gud vil lade sin barmhjertighed regne over en anden by. Derefter vil det være muligt at tilbede ham rigtigt alle steder, og Allah vil ved sin nåde tage imod den sande bøn alle steder. … Jeg er i virkeligheden fremstået som en frelsende profet for Israels efterkommere, men efter mig vil Guds udsendte Messias komme til alle verdens folk. Det er for hans skyld, at han har skabt hele denne verden. Da vil Allah blive tilbedt over hele verden, og hans barmhjertighed vil regne.« – (Kapitel 83)
“(Yasu sagde til den øverste præst:) Ved den evigt levende Gud, for hvis skyld jeg er rede til at ofre mit liv: Jeg er ikke den Messias, som alle verdens folkeslag venter på. Allah lovede vores fader Ibrahim angående denne Messias og sagde: ‘Gennem dit afkom vil alle verdens folkeslag blive velsignet.’ (Første Mosebog 22:18). Men når Allah tager mig bort fra verden, vil Satan igen gøre oprør på en sådan måde, at onde mennesker vil anerkende mig som Gud og Guds søn. Derfor vil mine ord og min lære blive så fordrejet, at det vil blive vanskeligt, at blot tredive troende forbliver. På det tidspunkt vil Allah vise verden nåde og sende det sendebud, for hvis skyld Han har skabt alle verdens ting. Han vil komme fra syd med vældig kraft og tilintetgøre afguderne sammen med afgudsdyrkerne. Den magt, hvormed Satan har bemægtiget sig menneskene, vil han rive fra satanerne. Han vil bringe Allahs nåde til frelse for dem, der tror på ham. De, der følger hans ord, er de lykkelige.” – (Kapitel 16).
“Den øverste præst spurgte: Vil der komme nogen anden profet efter dette sendebud fra Allah? Yasu sagde: Der vil ikke komme nogen sand profet mere. Men mange falske profeter vil komme. Det bekymrer mig meget, for på grund af Allahs retfærdige afgørelse vil Satan bringe dem frem, og de vil skjule sig bag mit Injil.” – (Kapitel 17)
“Den øverste præst spurgte: Hvilket navn vil denne Messias være kendt under, og ved hvilke tegn vil man kunne forstå, at han er kommet? Yasu sagde: Denne Messias’ navn er ‘den lovpriste’. Da Allah skabte hans sjæl, gav Han ham selv dette navn og gav ham en ophøjet, overjordisk rang. Allah sagde da til ham: ‘Muhammad, vent, for det er for din skyld, at Jeg vil skabe Paradiset, verden og meget mere, og give dig alt dette. Den, der ønsker dig godt, vil få godt, og den, der forbander dig, vil blive ramt af en forbandelse. Når Jeg sender dig til verden, vil Jeg sende dig som en frelsende profet. Det vil være dine ord, der er sande. Himlen og jorden vil ikke bestå uforandrede, men din religion vil bestå urokkeligt.’ Hans hellige navn er Muhammad.” – (Kapitel 97).
Barnabas har skrevet, at Yasu en gang sagde til disciplene, at en af hans disciple, Judas Iskariot, ville sælge ham til fjenderne for tredive mønter. Derefter sagde Yasu:
“Jeg er sikker på, at den, der derefter sælger mig, vil blive dræbt i mit navn. For Allah vil løfte mig op over jorden og forandre forræderens ansigt på en sådan måde, at alle vil tro, at jeg er denne person. Alligevel vil jeg blive vanæret i nogen tid efter hans skændige død, men når Allahs hellige sendebud Muhammad kommer, vil min vanære blive udslettet. Allah vil gøre dette, fordi jeg har bekendtgjort denne Messias’ sandhed. Han vil belønne mig ved at lade folk få at vide, at jeg er i live, og at jeg ikke har nogen forbindelse med den skændige død.” – (Kapitel 113).
[Yasu sagde til disciplene:] “Jeg siger jer med sikkerhed: Hvis sandheden ikke var blevet fjernet fra Moses’ bog, ville Allah ikke have givet vores fader Dawud endnu en bog. Og hvis Dawuds bog ikke var blevet fordrejet, ville Allah ikke have givet mig Injil. For vores Gud forandrer sig ikke. Derfor har Han sagt det samme til alle. Når Allahs sendebud kommer, vil han således rense min bog, som er blevet besmittet af mennesker, der vender sig bort fra Gud.” – (Kapitel 124).
To tvivl besvaret
I disse klare og detaljerede profetier er der kun tre ting, som ved første øjekast skaber en vis tvivl. For det første har Yasu i disse citater og mange andre steder i Barnabas’ Injil benægtet, at han selv er Messias. For det andet er Allahs sendebud Muhammads oprindelige arabiske navn ‘Muhammad’ (fred være med ham) skrevet ikke blot i disse citater, men også mange andre steder i Barnabas’ Injil. Det er imidlertid ikke profeternes sædvane at nævne en fremtidig profets egentlige navn, når de forudsiger hans komme. For det tredje er Allahs sendebud Muhammad her blevet betegnet som Messias.
Svaret på den første indvending er, at det ikke kun er nævnt i Barnabas’ evangelium, men også i Lukasevangeliet, at Hazrat Isa (a.s.) forbød disciplene at kalde ham Messias. Følgende citat fra Lukas (9:20-21) er bemærkelsesværdigt:
»Han sagde til dem: Men hvem siger I, at jeg er? Peter svarede: Guds Messias. Da befalede han dem strengt, at de ikke måtte fortælle det til nogen.«
Grunden var måske, at Israels børn forventede en Messias, som efter deres opfattelse skulle besejre fjenderne med sværdets magt. Derfor sagde Hazrat Isa (a.s.): Jeg er ikke denne Messias; han vil komme efter mig.
Svaret på den anden indvending er, at Hazrats (s.a.) navn ganske vist står skrevet som Muhammad i den italienske oversættelse af Barnabas’ evangelium, som findes i verden i dag. Men ingen ved, fra hvilke sprog denne bog gennem den ene oversættelse efter den anden er nået frem til italiensk. Det er unødvendigt at påpege, at Barnabas’ oprindelige evangelium må have været på syrisk, eftersom det var sproget hos Hazrat Isa (a.s.) og hans ledsagere. Hvis den oprindelige bog blev fundet, ville man kunne se, hvilket navn der stod i den for Hazrat (s.a.). Da den ikke kan fremskaffes, kan man kun antage, at Hazrat Isa (a.s.) oprindeligt måske brugte ordet »Munhamanna«. I den beretning fra Johannes’ evangelium, som vi tidligere har citeret fra Ibn Ishaq, nævnes netop dette ord også. Efter at Hazrat Isa (a.s.) havde brugt ordet Munhamanna, oversatte forskellige oversættere det. Da navnet på den kommende profet, som er nævnt i profetien, viste sig at være en nøjagtig gengivelse af ordet »Muhammad«, har en senere oversætter måske skrevet netop dette navn. At navnet således står tydeligt skrevet, er dog ingen grund til at nære den mistanke, at hele Barnabas’ evangelium skulle være et opdigtet værk af en muslim.
Svaret på den tredje indvending er, at ordet »Messias« er en israelitisk betegnelse. Grunden til, at det i Den Hellige Koran specifikt bruges om Hazrat Isa (a.s.), er alene, at jøderne ikke anerkendte ham som »Messias«. Ellers er det hverken en koranisk betegnelse, og i Koranen bruges det heller ikke noget sted som et synonym for en israelitisk betegnelse. Hvis Hazrat Isa (a.s.) derfor har brugt ordet Messias om Rasulullah (s.a.), mens Koranen ikke gør det, betyder det ikke, at Barnabas’ evangelium giver Hazrat (s.a.) en titel, som Koranen afviser. Israels børn havde i virkeligheden fra gammel tid den skik, at når en genstand eller en person blev udvalgt til et religiøst eller åndeligt formål, blev genstanden eller personens hoved salvet med olie og således gjort hellig (consecrated). På hebraisk kaldtes denne salvning »mashah«, og den, der blev salvet, blev kaldt »Messias«. På denne måde blev de nødvendige genstande til gudstjenestestedet salvet og viet til gudstjenestestedet. Også præster blev på denne måde salvet, da de blev indsat i præsteembedet. Når en konge eller en profet af Gud blev udvalgt til kongedømmet eller profetembedet, blev han ligeledes salvet. Ifølge Bibelens beretning fremtrådte der flere »Messias’er« blandt Israels børn. Hazrat Aron (a.s.) var Messias som præst. Hazrat Musa (a.s.) var det som præst og profet, Talut som konge, Hazrat Dawud (a.s.) som konge og profet, Malik Sadiq som konge og præst, og Hazrat Al-Yasa som profet. Senere var salvning dog ikke længere en nødvendighed ved indsættelsen af nogen. Det var alene det at være udvalgt af Gud, der var betingelsen for at være Messias. Som eksempel nævnes det i Første Kongebog, kapitel 19, at Gud befalede Hazrat Ilyas (a.s.) (Ilyah): Salv Hazael, så han bliver konge over Aram; salv Jehu, Nimsjis søn, så han bliver konge over Israel; og salv Al-Yasa, så han bliver profet i dit sted. Ingen af dem fik olie smurt på hovedet. De blev salvet alene ved, at beslutningen om deres udvælgelse fra Gud blev bekendtgjort. Ifølge israelitternes opfattelse er »Messias« derfor i virkeligheden synonymt med »udvalgt af Gud«. Det er i denne betydning, at Hazrat Isa (a.s.) omtalte Hazrat Rasulullah (s.a.) som Messias. (Se Cyclopaedia of Biblical Literature under ordet »Messias« for en forklaring af den israelitiske betydning af ordet Messias.)
Kapitel 4 – Verdensleder
Verdensleder
(Hele verdens universelle arv)
–Dette er en radiotale. Den blev sendt fra All India Radio i 1941, nogle år før delingen af landet. Tilhørerne til denne tale var ikke kun muslimer. Der var også hinduer, sikher, kristne og parsere. –(Redaktørerne)
Vi muslimer kalder Hazrat Muhammad (fvmh.) verdensleder. I almindeligt sprog betyder det verdens herre. På hindi ville det blive oversat som verdenslærer. På engelsk er det Leader of the world. Det synes umiddelbart at være en vældig titel. Men den store mand, som har fået denne titel, har virkelig udført sådanne gerninger, at det ikke er det mindste overdrevet at kalde ham verdensleder. Tværtimod er det den fulde virkelighed.
Overvej dette: Den første betingelse for at anerkende en person som verdens leder er, at han ikke har arbejdet for en bestemt nations, races eller klasses velfærd, men for hele verdens menneskers velfærd. Man kan vise en patriotisk eller nationalistisk leder al mulig respekt, fordi han har tjent sin egen nation; men hvis man ikke tilhører hans land og nation, kan han på ingen måde være ens leder. Hvilken forbindelse har en inder med en person, hvis al kærlighed, alle gode ønsker og alle bestræbelser for folkets velfærd kun strækker sig fra Kina til Spanien, så han skulle anerkende ham som leder? Hvis han anser sin egen nation for bedre end andre nationer, vil mennesker fra andre nationer nødvendigvis hade ham. Folk fra alle nationer kan kun anerkende én person som deres leder, når han betragter alle mennesker og alle nationer med samme blik, ønsker alles velfærd lige meget og af hensyn til deres vel ikke på nogen måde giver den ene nation forrang frem for den anden.
Den anden betingelse for at være leder for hele verdens mennesker er, at de idealer og grundprincipper, han har fremlagt, skal være vejledende for hele verdens mennesker og indeholde løsningen på alle menneskelivets vigtige problemer. Ordet leder betyder netop vejviser eller guide. Man har brug for en leder, for at han kan vise, hvilken vej man skal gå for at opnå velfærd og gavn. Derfor er den, der kan vise hele verdens mennesker vejen til alles velfærd, verdensleder.
Den tredje ufravigelige betingelse for at være verdensleder er, at hans vejledning ikke må være bundet til en bestemt tid eller epoke, men til enhver tid og i enhver tidsalder skal være lige så nyttig og levedygtig, vise sig lige så fejlfri og korrekt og i lige høj grad være værd at efterligne. En leder, hvis lederskab er nyttigt på ét tidspunkt og uegnet på et andet – som er gyldigt i én periode og forældet i en anden – kan ikke kaldes verdensleder. Kun den kan være verdensleder, hvis lederskab vil forblive virksomt, så længe verdensaltet består.
Den fjerde og vigtigste betingelse er, at han ikke må nøjes med blot at fremlægge et ideal, men skal vise, hvordan det ideal, han selv har fremlagt, kan gennemføres i det virkelige liv, og på dette grundlag opbygge et levende og vågent samfund. Den, der kun opfylder sin opgave ved at fremlægge idealer, kan højst være en tænker; han kan ikke være leder. For at være leder er det uomgængeligt nødvendigt at vise, hvordan idealet bliver virkeliggjort.
Lad os nu se, i hvor høj grad disse fire betingelser er opfyldt hos den person, som vi kalder verdensleder:
Tænk først over den første betingelse. Når man læser Hazrat Muhammads (fvmh.) livshistorie, kan man ved første blik forstå, at det ikke er en nationalistisk eller patriotisk persons livshistorie – men livshistorien om en menneskeelsker og en forkæmper for en universel lære. I hans øjne var alle mennesker lige. Han bekymrede sig ikke om en bestemt slægts, klasses, nations, races eller lands særlige interesser. Han anerkendte ingen forskel mellem rig og fattig, fornem og jævn, hvid og sort, araber og ikke-araber, øst og vest eller arier og ikke-arier. Han betragtede dem alle som medlemmer af den samme menneskehed. Ingen hørte i hele hans liv et eneste ord eller en eneste sætning fra hans mund, og han udførte heller aldrig en handling, der kunne give anledning til mistanke om, at han havde en nær forbindelse med en bestemt menneskegruppes interesser i stedet for hele menneskehedens. Derfor blev ikke blot arabere, men allerede i hans levetid også abyssinere, iranere, romere, egyptere og israelitter hans hjælpere og medarbejdere. Efter hans bortgang har mennesker fra enhver race og ethvert samfund i alle egne af verden taget imod ham som deres egen leder, ligesom var han en af deres egne. Det er takket være hans rene humanisme, at man selv i dag kan høre en inder fra det fjerne Indien –Det er værd at bemærke, at Indien endnu ikke var blevet delt, da talen blev sendt. –(Redaktørerne) – lovprise dette menneske, som blev født i Arabien for mere end tusind år siden.
Lad os nu vurdere det andet og det tredje kriterium under ét. Hazrat Muhammad (s.a.) spildte ikke tiden på at drøfte de midlertidige og regionale problemer, som bestemte nationer og bestemte lande stod over for. I stedet satte han alle sine kræfter ind på at løse det største problem, som menneskeheden i verden stod over for. For når dette store problem er løst, vil alle menneskers mindre problemer automatisk blive løst. Dette store problem er følgende:
“Styringen og forvaltningen af universet foregår i virkeligheden efter et bestemt princip, og styringen og forvaltningen af menneskelivet bør også foregå nøjagtigt efter dette princip. For mennesket er en del af universet; hvis det handler imod helheden, bliver sammenbrud og kaos uundgåelige.”
Den letteste måde at forstå dette ordentligt på er at udvide sit perspektiv en smule og forsøge at bevæge sig ud over tidens og stedets grænser. Man må betragte hele jorden i et bredt perspektiv og forestille sig, at alle de mennesker, der har levet i verden fra skabelsens begyndelse og frem til i dag og som vil leve der i al evighed fremover, står foran ens øjne. Derefter må man overveje, hvad der er og kan være den egentlige årsag til alle de ulykker, lidelser og katastrofer, der rammer eller kan ramme menneskelivet. Jo mere man tænker over dette spørgsmål og foretager undersøgelser, analyser og overvejelser, desto tydeligere bliver ét svar.
Svaret er:
“Menneskets oprør mod Skaberen og dets ulydighed mod Ham er den grundlæggende årsag til alle ulykker, lidelser, katastrofer og alt kaos.”
For efter at have adlydt Skaberen har mennesket to veje åbne foran sig. Det kan ikke undgå at vælge den ene eller den anden. Enten handler det, fordi det anser sig selv for frit og uden ansvar, som det vil, og bliver derfor en undertrykker. Eller det adlyder andre magter end Skaberen, hvilket fører til utallige former for katastrofer, kaos og anarki i verden. Hvorfor får begge disse tilstande så dårlige følger? Det enkle og klare svar er, at eftersom en sådan handlemåde strider imod virkeligheden, må den nødvendigvis få dårlige følger. Dette univers er i virkeligheden Guds rige. Han ejer jorden, solen, månen, luften, vandet og lyset – alt dette. Mennesket er i dette rige fra fødslen undersåt og slave (født undersåt). Selv om mennesket er en del af den lov, som hele dette rige styres efter, er det uundgåeligt, at dets handling får ødelæggende følger, hvis det handler imod denne lov. Hvis det tror, at der ikke findes nogen myndighed over det, og at det heller ikke står til ansvar over for nogen, er denne forestilling i modstrid med den virkelige tilstand. Når det derfor handler egenrådigt og uansvarligt og selv bestemmer, efter hvilken lov det vil leve, viser resultatet sig uundgåeligt at være dårligt. På samme måde strider det også imod sandheden at anerkende nogen anden end Skaberen som mægtig og autoritativ, frygte ham eller nære begær efter at opnå noget fra ham og bøje sig for hans herredømme og myndighed. For i virkeligheden er der ingen anden end Skaberen, der har ret til denne værdighed. Derfor bliver resultatet også giftigt. Mennesket må bøje sig for den sande myndighed, der er etableret over hele jorden, ofre sit ego og sin selvstændighed foran den, vie lydighed og trældom udelukkende til Ham og i stedet for selv at udforme sit livs principper og regler eller få dem udformet af andre tage dem fra ejeren af denne myndighed.
For menneskelivet fremsatte Muhammad (s.a.) netop dette grundlæggende reformforslag. I denne frie verden, hvor mennesker bor, befrier det dem fra Østens og Vestens bindinger. Dette ene reformforslag kan rette op på alle de forkrøblede og kaotiske handlinger i deres liv. Forslaget er også frit for fortidens og fremtidens bindinger. Det var lige så rent og virkningsfuldt for halvandet tusind år siden, som det er i dag, og sådan vil det også være om ti tusind år.
Nu mangler det sidste kriterium. Det er en historisk kendsgerning, at Muhammad (s.a.) ikke nøjedes med at fremlægge konturerne af et tænkt ideal, men viste det ved at grundlægge et levende samfund på dette grundlag. I løbet af den korte periode på 23 år opmuntrede han millioner af mennesker til at underordne sig Guds myndighed og adlyde Ham. Han befriede dem fra trældommen under deres egne lyster og fra lydigheden mod andre væsener end Gud. Derefter samlede han dem og grundlagde på grundlag af lydigheden og trældommen under den ene Gud en ny moralsk, social, økonomisk og statslig ordning. På denne måde viste han gennem en praktisk proces hele verdens mennesker, hvor meget bedre, renere og mere retfærdigt et liv efter de principper og det program, han havde givet, er sammenlignet med andre livsformer.
Dette er profeten Muhammeds (fvmh.) storslåede bidrag. Det er, fordi han efterlod sig dette bidrag, at vi anerkender ham som verdensleder eller hele verdens fører. Hans bidrag var ikke beregnet for en bestemt nation, men var hele menneskehedens fælles arv. Ingen har mindre eller større ret til den end andre. Enhver kan drage fordel af denne arv. Jeg forstår ikke, hvilken grund nogen kan have til at nære fjendskab mod den.
Sarwar-e Alams egentlige bidrag
-[Dette var en radiotale, der blev sendt fra Radio Pakistan i 1948 efter delingen af landet.]
Hele verdens mennesker ved, at verdensprofeten Hazrat Muhammed (fvmh.) var en af den gruppe, som Allah har udvalgt, og som siden urtiden gennem tiderne er fremstået for at lære menneskene tilbedelse af Allah, lydighed og en god karakter. Den undervisning i lydighed mod og trældom under den ene Allah samt et rent og moralsk liv, som verdens profeter og vismænd gennem tiderne altid har givet, gav Hazrat (fvmh.) også. Han fremsatte ingen ny teori om Gud, og han gav heller ikke nogen ny lære om karakter, der var anderledes end den moralundervisning, de tidligere profeter havde givet. Når han ikke gjorde det, opstår naturligt spørgsmålet: Hvad var da hans egentlige bidrag – det, for hvilket vi betegner ham som historiens største menneske? Svaret på dette spørgsmål er, at mennesker før profeten Muhammed naturligvis var bekendt med Guds eksistens og enhed. Men de vidste ikke, hvilket forhold denne filosofiske teori havde til menneskets karakter. På den tid kendte de heller ikke de bedste grundprincipper for karakter. På den tid var mennesker godt bekendt med de bedste grundprincipper for karakter, men ingen vidste rigtigt, hvordan disse karakterprincipper skulle anvendes og virkeliggøres på livets forskellige områder. Troen på Allah, karakterprincipperne og menneskets praktiske liv var tre helt adskilte ting. Der var ingen videnskabelig forbindelse, ingen tæt sammenhæng og intet virkningsfuldt bånd mellem den ene og de andre. Hazrat Muhammed (fvmh.) samlede disse tre ting under ét samlet system. Ved at forene dem skabte han en fuldkommen civilisation og kultur. Han begrænsede ikke denne civilisations og kulturs omrids til fantasiens verden, men etablerede den også i den virkelige verden.
Iman er en drivkraft til handling
Profeten Muhammed (fvmh.) siger: Troen på Allah er ikke blot betegnelsen for at acceptere en filosofisk teori; i kraft af sin egen oprindelse kræver denne tro naturligt en særlig slags karakter. Denne karakter bør komme til udtryk i menneskets adfærd i det praktiske liv. Iman er som et frø. Så snart dette frø spirer i menneskets sind, begynder det af sin egen natur at frembringe et træ af en særlig slags livsførelse. Fra træets stamme til hver eneste gren, kvist, blad og løv strømmer den livssaft, der udgår fra dette frø. Ligesom det ikke er muligt at få et citrontræ ved at plante en mangokerne i jorden, er det heller ikke muligt at plante trældommens frø over for Allah i menneskets sind og derefter få et materialistisk liv, der er fordærvet af karakterløshed. Den karakter, der udspringer af lydighed mod og trældom under Allah, kan ikke være den samme som den karakter, der formes af shirk, ateisme eller afkald på verden. Disse livsanskuelsers temperament og natur er fuldstændig forskellige. Hver af dem kræver efter sin natur en anden slags karakter end de øvrige.
Gudsdyrkelsens karakter for hele livet
Den karakter, der skabes gennem lydighed mod Gud, er ikke kun forbeholdt en særlig klasse af fromme og asketer, sådan at denne karakter kun kan komme til udtryk i en khanqah eller i et afsondret rum for meditation og askese; tværtimod er det ønskværdigt, at denne karakter anvendes i hele menneskelivet og på alle dets områder. Hvis en forretningsmand er gudfrygtig, er der ingen grund til, at hans handel ikke skulle være præget af gudsfrygtig karakter. Hvis en dommer er gudfrygtig, og hvis en politikonstabel er gudfrygtig, kan man ikke forvente, at den første viser en karakter, der vender sig bort fra Gud, i retssalen, eller at den anden viser en sådan karakter på politistationen eller vagtposten. På samme måde er det naturligt, at hvis en nation er gudfrygtig og elsker Gud, kommer en karakter præget af lydighed mod Gud til udtryk i dens by- og kommunalliv, i statens virksomhed, i international politik samt i krig og fred. Ellers kan det ikke have nogen betydning, at denne nation har tro på Allah.
Profeten Muhammeds (fvmh.) lære
Sagen er nu den, at hvilken form for karakter gudsdyrkelse kræver, og hvordan denne moral kan komme til udtryk i menneskets virkelige liv samt i dets individuelle og sociale tanker og holdninger, er et så omfattende emne, at det ikke kan fremstilles i en kort gennemgang. Jeg vil dog som eksempel citere nogle af Profetens (fvmh.) udsagn. Af disse udsagn vil det fremgå, hvor smukt tro, handlinger og moral er blevet forenet i det livssystem, som Profeten (fvmh.) har givet os. Profeten (fvmh.) siger:
(Arabisk******************************************på PDF-side 146)
»Troen har mange grene. Dens grundlag er ikke at anerkende nogen anden end Allah som guddom. Den sidste gren er at fjerne noget skadeligt fra vejen. Og blufærdighed er også en del af troen.«
(Arabisk******) »Renhed i krop og klæder er halvdelen af troen.«
(Arabisk******************************************på PDF-side 146)
»En troende er den, fra hvem mennesker ikke behøver frygte for deres liv eller ejendom.«
(Arabisk******************************************på PDF-side 146)
“Den, der ikke er pålidelig og trofast, har ingen tro, og den, der ikke holder sit løfte, har ingen religion.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 146)
“Når du glæder dig over gode gerninger og føler anger over onde gerninger, så (skal du vide, at) du er troende.”
(Arabisk*********) Tålmodighed og gavmildhed er det, man kalder tro.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 147)
“Den bedste tro er, at dit fjendskab og dit venskab er for Allahs skyld, at Allahs navn hele tiden bliver nævnt på dine læber, og at du ønsker det samme for andre, som du ønsker for dig selv. Og at du ikke ønsker det for andre, som du ikke ønsker for dig selv.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 147)
“Den mest fuldkomne tro blandt de troende tilhører den, hvis karakter og opførsel er bedst, og som behandler sin familie bedst.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 147)
“Den, der tror på Allah og det hinsidige, bør tage sig af sin gæst og ikke volde sin nabo skade. Og hvis han har noget at sige, skal han sige noget godt eller tie.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 147)
“En troende er aldrig en bagtaler eller en, der forbander andre, og heller ikke uanstændig eller grov i munden.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 147)
“Den troende kan være alt muligt andet, men han kan ikke være en, der begår underslæb, eller en løgner.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 147)
“Ved Allahs ed, han er ikke troende! Ved Allahs ed, han er ikke troende!! Det er den, hvis skade hans nabo ikke er i sikkerhed for.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 147)
“Den, der selv spiser sig mæt, mens naboen sulter, er ikke troende.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 147)
“Den, der behersker sin vrede, selv om han har magt til at give den frit løb, fylder Allah hans hjerte med tro og tryghed.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 147)
“Den, der beder for at blive set af folk, begår shirk; den, der faster for at blive set af folk, begår shirk; og den, der giver almisse for at blive set af folk, begår også shirk.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 148)
“Den, der har disse fire fejl i sig, er en fuldstændig hykler: Han svigter en betroet opgave, lyver, når han taler, bryder sit løfte, når han giver det, og overskrider alle grænser, når han strides.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 148)
“At aflægge falsk vidnesbyrd er en så stor synd, at det nærmer sig shirk.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 148)
“Den, der kæmper mod sin egen tilbøjelighed for at forblive lydig mod Allah, er den sande mujahid. Og den, der opgiver de handlinger, Allah har forbudt, er den sande muhajir.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 148)
“Ved I, hvem der på Dommedag først vil få en plads under Allahs skygge? Tilhørerne sagde: Allah og Allahs Sendebud ved det bedst. Da sagde Hazrat (fvmh.): Det er dem, som accepterer sandheden, når den bliver forelagt dem, som villigt giver andre deres ret, når den kræves, og som træffer den samme afgørelse for andre, som de ønskede truffet i deres egne sager.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 148)
“Hvis I garanterer mig seks ting, vil jeg garantere jer Paradiset: Når I taler, skal I sige sandheden; når I afgiver et løfte, skal I opfylde det; hvis nogen betror jer noget, skal I varetage det; I skal holde jer fra utugt, beskytte jer mod et syndigt blik og afholde jer fra uret.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 148)
“Svindlere, gniere og de, der praler med deres donationer, vil ikke kunne komme i Paradis.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 148)
“Kød, der er fremstillet af haram-fødevarer, kommer ikke i Paradis. For det kød, der er næret af haram-fødevarer, er ilden eller Jahannam det rette sted.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 149)
“Den, der sælger en mangelfuld vare og ikke oplyser køberen om dens mangel, påkalder sig Allahs vrede, og englene bliver ved med at forbande ham.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 149)
“Selv hvis en person levede igen og igen og gentagne gange blev martyr på Allahs vej, vil han ikke kunne komme i Paradis, hvis han ikke betaler sin gæld.”
(Arabisk******************************************på side 149 i PDF’en)
“Uanset om det er en mand eller en kvinde, og selv om vedkommende har tilbragt tres år af sit liv i lydighed mod Allah, men ved dødens nærhed opretter et testamente, der krænker en andens ret, er det uundgåeligt, at begge kommer i Helvede.”
(Arabisk******************************************på side 149 i PDF’en)
“De, der behandler deres underordnede dårligt, kommer ikke i Paradis.”
(Arabisk******************************************på side 149 i PDF’en)
“Ved du, hvad der er bedre end faste, bøn og almisse? Det er at bilægge indbyrdes stridigheder. Og at ødelægge indbyrdes forhold er så alvorligt, at det får alle ens gode gerninger til at gå tabt.”
(Arabisk******************************************på side 149 i PDF’en)
“Den virkelig fattige er den, der på opstandelsens dag kommer med en stor mængde bønner, faste og zakat, men samtidig har fornærmet nogen, bagtalt nogen, tilegnet sig en andens ejendom, udgydt nogens blod eller slået nogen. Derefter fordeler Allah hver af hans gode gerninger blandt disse undertrykte. Og når hans gæld stadig ikke er betalt, lægges deres synder på ham, og han kastes i Helvede.”
(Arabisk******************************************på PDF-side 149)
“Ingen vil blive nægtet frelse – medmindre han beroliger sig selv med en tilsyneladende fornuftig forklaring på den onde handling”.
(Arabisk******************************************på PDF-side 150)
“Den handelsmand, der tilbageholder varer for at hæve priserne, er forbandet”.
(Arabisk******************************************på PDF-side 150)
“Den, der tilbageholder fødevarer i 40 dage i håb om prisstigninger, har intet forhold til Allah”.
(Arabisk******************************************på PDF-side 150)
“Hvis nogen efter at have tilbageholdt fødevarer i 40 dage endda giver dem bort som almisse, vil synden ved at have tilbageholdt dem alligevel ikke blive tilgivet.
Her fremlægges nogle få blandt profeten Muhammads (fvmh.) mange udtalelser. Heraf kan man forstå, hvordan den ærede (fvmh.) har knyttet troen sammen med karakteren og karakteren sammen med alle livets områder. Enhver, der har læst historie, ved, at den ærede (fvmh.)s udtalelser ikke blot var ord, men at han i den virkelige verden grundlagde et helt lands kulturelle og politiske system på dette grundlag. Dette er hans store bidrag, som gør ham til menneskehedens største leder.
Kapitel 5 – Profetskabets afslutning
Betydningen af profetskabets afslutning og dens begrundelse
En korrekt forklaring på profetskabets afslutning
Så længe menneskenes civilisation og kultur ikke var nået til et sådant stadium, at en profets budskab kunne udbredes bredt blandt alle, og der ikke var opstået en menneskegruppe, som kunne bevare profetens budskab, hans lære og hans moralske forbillede og udbrede dem til alle verdens egne, fortsatte profeternes række. Profeter blev fortsat sendt til forskellige lande og folkeslag. Men da menneskenes civilisation og kultur på den ene side var blevet tilstrækkeligt udviklet, således at en profets budskab kunne få verdensomspændende betydning, og der på den anden side var blevet organiseret en menneskegruppe, som tog imod den sande vejledning og havde opnået evnen til uforvansket at bevare Allahs Bog samt livet og det fuldstændige, praktiske lederskab hos den profet, der bar Bogen, var der ikke længere behov for at sende endnu en profet for at varetage profetskabets opgave—[De, der i deres forklaring af profetskabets afslutning hævder, at det ikke er nødvendigt for menneskelig viden, krænker i virkeligheden profeternes række og angriber den. Denne forklaring betyder, at profetens vejledning kun er nødvendig indtil et bestemt kundskabsniveau, hvorefter mennesket ikke længere er afhængigt af profetens lederskab.—Forfatteren]
De særlige forhold før Det Ædle Sendebuds (fvmh.) tid
I begyndelsen kom der forskellige profeter til hvert folkeslag. Deres lære var begrænset til deres eget folk. Årsagen var, at verdens forskellige folkeslag på den tid var adskilt fra hinanden. Der var ikke meget samkvem mellem dem. Hvert folk var så at sige indespærret inden for sit eget hjemlands grænser. Under sådanne forhold var det vanskeligt at udbrede en fælles lære blandt alle folkeslag. Desuden var de forskellige folkeslags forhold helt forskellige. Uvidenheden var meget udbredt. På grund af denne uvidenhed antog de fejl, der var opstået i trosforestillingerne og karakteren, forskellige former forskellige steder. Derfor var der behov for, at Allahs profet skulle give hvert folk en særskilt lære og vejledning, gradvist udrydde de fejlagtige tanker og udbrede de rette tanker, få dem til lidt efter lidt at følge love på et højere niveau ved at forkaste de jahiliske metoder og opdrage dem på samme måde, som børn undervises, plejes og formes. Allah ved, hvor mange tusinde år der gik med at undervise folkeslagene på denne måde. Men efterhånden som udviklingen skred frem, kom den dag, hvor menneskeheden overskred barndommens grænse og nåede modenhedsalderen. Med udviklingen inden for handel, industri og håndværk blev der også etableret gensidige forbindelser mellem folkeslagene. Søfart og rejser ad landvejene begyndte fra Kina og Japan til Europas og Afrikas fjerne lande. Skriftsprog blev taget i brug blandt de fleste folkeslag. Viden og videnskab bredte sig, og udvekslingen af tanker og kundskaber mellem forskellige folkeslag begyndte. Store erobrere blev født. De grundlagde enorme imperier og underlagde flere lande og folkeslag ét politisk system. På denne måde begyndte den afstand, fjernhed og adskillelse, der tidligere havde været mellem menneskehedens efterkommere, gradvist at mindskes. Nu var forholdene blevet skabt for at sende Islams ene lære og én fælles sharia til hele verden. For to et halvt tusind år siden var menneskenes forhold blevet så udviklede, at de selv længtes efter én religion, der kunne passe for alle. Selv om buddhismen ikke var en fuldstændig religion og kun indeholdt nogle få moralske regler, bredte den sig alligevel ud over Indiens grænser, på den ene side helt til Kina, Mongoliet og Japan og på den anden side til Afghanistan og Bukhara. Buddhistiske missionærer nåede under udbredelsen af denne religion frem til mange fjerne lande. Nogle hundrede år senere opstod kristendommen. Selv om Jesus (fvmh.) bragte Islams lære, blev der efter hans bortgang skabt en lam og forvansket religion, som blev kaldt kristendommen. De kristne udbredte denne religion fra Iran til Europas fjerneste egne. Disse begivenheder viser klart, at den daværende verden spontant forventede en verdensreligion. Den havde forberedt sig så meget på dette, at den, selv om den endnu ikke havde fundet nogen fuldstændig og fejlfri religion, begyndte at udbrede selv de umodne og ufuldstændige religioner blandt menneskeheden.
Religionens fuldkommenhed og profetskabets afslutning
På dette tidspunkt blev en profet, nemlig Hazrat Muhammad (s.a.), sendt til Arabien for hele verden og hele menneskeheden; han fik til opgave at udbrede den fuldkomne undervisning i islam og den fuldstændige lov, som var blevet givet ham, over hele verden.
Derfor findes der utvivlsomt i vor tid ingen anden måde at lære islams sande og enkle vej at kende på end gennem Muhammads (s.a.) undervisning og den ædle Koran. Muhammad (s.a.) er Allahs profet for hele menneskeheden. Profeternes kæde eller rækkefølge er blevet afsluttet med ham. Den Almægtige Allah har gennem denne sidste profet sendt alle de anvisninger og bestemmelser, som Han ønskede at give menneskene. Nu er det nødvendigt for enhver, der søger sandheden og ønsker at blive en lydig tjener af Allah, at tro på denne sidste profet fra Allah. Det hører til deres ufravigelige pligter at følge den undervisning, han gav, og den livsform, han lærte dem.
Beviset for profeternes endelighed
For den, der forstår profetskabets betydning, er det slet ikke vanskeligt at indse, at en profet ikke fødes hver dag, og at det ikke er nødvendigt, at der til enhver tid findes en profet blandt hvert folk. Profetens liv består i, at hans undervisning og vejledning lever videre. Så længe hans undervisning og vejledning lever, består også hans liv. De tidligere profeters tidsalder er forbi, fordi folk har forvansket den undervisning, de gav. Ingen af de skrifter, som de bragte, findes i dag i deres oprindelige tilstand. Deres tilhængere kan heller ikke i dag hævde, at det skrift, deres profet bragte, stadig findes hos dem i sin oprindelige og uforvanskede tilstand. De har også glemt deres egne profeters livshistorier. I dag findes der ingen steder nøjagtige og pålidelige beretninger om nogen af de tidligere profeters liv. Man kan end ikke med sikkerhed sige, i hvilken tidsalder og hvor de blev født, eller hvad de gjorde. Man kan heller ikke med sikkerhed sige, hvor de levede, og hvad de gjorde. Man kan heller ikke med sikkerhed vide, hvor de levede, hvilken undervisning de gav, og hvilke ord og handlinger de holdt mennesker fra. Men Muhammads (s.a.) profetiske tidsalder fortsætter stadig, fordi hans undervisning og vejledning lever videre. Den Koran, han bragte, findes i uforvansket tilstand med sine oprindelige ord. Ikke ét bogstav i den er blevet ændret. Ikke ét punktum eller én vokalmarkering er blevet forbyttet. Beretningerne om hans liv, hans ord og hans handlinger er alle blevet bevaret nøjagtigt. Fjorten hundrede år er ved at være gået, men disse forhold står stadig så klart og levende i historien, som om vi så Hazrat Muhammad (s.a.) med vores egne øjne. Intet menneskes liv i verden er blevet bevaret så omfattende som Den Ædle Sendebuds (s.a.). Vi kan til enhver tid hente vejledning fra Den Ædle Sendebuds (s.a.) liv i alle forhold i vores eget liv. Dette er det største bevis på, at der ikke var behov for nogen anden profet efter Den Ædle Sendebud (s.a.).
Der kan kun være tre grunde til, at en profet kommer efter en anden profet.
For det første: Den første profets undervisning er gået tabt, og det er blevet nødvendigt at fremlægge den på ny.
For det andet: Den første profets undervisning er ikke fuldstændig, og der er opstået behov for at korrigere og udvide den.
For det tredje: Den første profets undervisning er begrænset til et bestemt folk, og der er behov for en anden profet for de øvrige folk. – [Som en fjerde grund kunne man også nævne, at der, mens én profet er til stede, kan sendes endnu en profet for at hjælpe ham. Men jeg har ikke nævnt denne grund, fordi der kun gives to eksempler på det i den ædle Koran. Ud fra disse to eksempler, som er undtagelsestilfælde, kan man ikke slutte, at Allah har fastsat nogen almindelig regel om at sende hjælperprofeter. – Forfatteren]
For det første: Hazrat Muhammads (saw) undervisning og vejledning er levende. Det kan til enhver tid vides, hvad hans religion var, hvilken vejledning han bragte, hvilken form for livsførelse han indførte, og hvilke fremgangsmåder han forsøgte at afskaffe og bringe til ophør. Midlerne til at kende disse forhold er fuldstændigt bevaret. Derfor er der ikke behov for, at nogen profet kommer for på ny at fremlægge hans undervisning og vejledning, når som helst det måtte være.
For det andet: Gennem det ædle Sendebud (saw) er verden blevet undervist i den fuldkomne islam. Der er nu ikke behov for at tilføje eller fjerne noget fra den, og den mangler heller ikke noget, som en profet skulle komme for at fuldende. Dermed er også den anden grund bortfaldet.
For det tredje: Det ædle Sendebud (saw) blev sendt som profet, ikke til et bestemt folk, men til alle mennesker i hele verden. Hans undervisning er tilstrækkelig for hele menneskeheden. Dermed er også den tredje grund bortfaldet.
Det er derfor, at det ædle Sendebud (saw) er blevet kaldt Khatam an-Nabiyyin, den sidste profet. Det vil sige, at profeternes række er nået til ham og er afsluttet. Nu er der ikke længere behov for nogen profet for verden; der er derimod behov for mennesker, som selv vil følge det ædle Sendebuds (saw) vej og lede andre ad den, forstå hans undervisning, handle efter den og etablere det herredømme over hele verden, som bygger på den lov, han kom til verden med.
Midlet til vejledning for hele menneskeheden
(Arabisk*******************************************PDF, side 156)
“O profet, Jeg har sendt dig som glædesbringer og advarer for hele menneskeheden, men de fleste mennesker ved det ikke.” – (Sura as-Saba’: 28)
Det betyder, at du ikke blot er sendt til dette bysamfund, dette land eller denne tids mennesker, men til alle mennesker og folkeslag i hele verden indtil Dommedag. Men dine samtidige landsmænd forstår ikke din rang og værdi. De har ingen fornemmelse af, hvor stor, ophøjet og ærefuld en person der er blevet sendt til dem. At den ædle profet (saw) ikke blot blev sendt til sit eget land og sin egen tid, men til hele menneskeheden indtil Dommedag, er blevet nævnt forskellige steder i Koranen. For eksempel:
(Arabisk*******************************************på PDF-side 156)
“Og denne Koran er blevet åbenbaret for mig, så jeg gennem den kan advare jer og dem, som den når”.
(Arabisk*******************************************på PDF-side 156)
“O profet, sig: O mennesker, jeg er Allahs sendebud til jer alle”.
(Arabisk*******************************************på PDF-side 156)
“Og Vi har kun sendt dig som en nåde for alle verdener”.
(Arabisk*******************************************på PDF-side 156)
“Velsignet er Han, som har åbenbaret Koranen for Sin tjener, så han kan være en advarer for hele verden”. – (Sura al-Furqan: 1).
Allahs ædle Sendebud (fvmh.) har også selv fremsagt dette samme budskab på forskellige måder i forskellige hadither. For eksempel:
(Arabisk*******************************************på PDF-side 156)
»Jeg er blevet sendt til alle, uden forskel på hvid eller sort.«
(Arabisk*******************************************på PDF-side 156)
»Jeg er blevet sendt til hele menneskeheden uden undtagelse. Men før mig blev hver profet kun sendt til sit eget folk.« – (Overleveret af Abdullah ibn Umar, fra Musnad Ahmad).
(Arabisk*******************************************på PDF-side 156)
»Tidligere blev hver profet sendt til et bestemt folk, mens jeg er blevet sendt til hele menneskeheden.« – (Overleveret af Jabir ibn Abdullah, fra Bukhari og Muslim).
(Arabisk*******************************************på PDF-side 156)
»Forholdet mellem at jeg er blevet sendt som profet og Timens komme er netop sådan« – mens Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde dette, løftede han to af fingrene på sin hånd. – (Bukhari og Muslim).
Det betyder, at ligesom der ikke er en tredje finger mellem disse to fingre, er der heller ingen profetisk mellemtid mellem mig og Timen. Timen kommer lige efter mig. Jeg vil forblive den profet, der er anerkendt, indtil Timen kommer.
Som bringer af gode budskaber og advarer for hele menneskeheden
(Arabisk*******************************************på PDF-side 156)
»Vi har sendt dig med sandheden som bringer af gode budskaber og som advarer; og der findes intet folk, som ikke har fået sendt en advarer.« – (Sura Fatir: 24).
Den første vers betyder: O profet! Din eneste opgave er at advare menneskene. Hvis nogen derefter stadig ikke lader sig påvirke og fortsætter med at synke ned i vildfarelsens dyb, har du intet ansvar for ham. Du har ikke fået ansvaret for at få de blinde til at se eller de døve til at høre.
Det, der siges i det andet vers, er nævnt forskellige steder i den Ædle Koran. Dets grundlæggende budskab er, at intet folk er opstået på verdens skueplads, uden at Allah den Ophøjede har sendt en profet for at vejlede det. I vers 7 i Sura Ar-Ra’d siges det (Arabisk******) i vers 10 i Sura Al-Hijr siges det (Arabisk***********)। i vers 36 i Sura An-Nahl siges det (Arabisk*****)। i vers 208 i Sura Ash-Shu’ara siges det (Arabisk*******) Men for at undgå forvirring i denne forbindelse må man først forstå to ting. For det første er én profet tilstrækkelig for befolkningen i det område, som hans kald kan nå. Derfor er der ikke noget krav om, at der skal sendes en særskilt profet til hver bebyggelse og hver stamme. For det andet er der ikke behov for en ny profet, så længe tegnene på en profets kald og vejledning samt sporene af hans lederskab bevares i verden. Der er heller ikke behov for at sende en særskilt profet til hvert enkelt medlem af et folk.
Allahs barmhjertighed for hele menneskeheden
(Arabisk*******************************************på PDF-side 156)
“O Muhammad! Jeg har sendt dig til verden; dette er i virkeligheden Min barmhjertighed for verdens beboere.”–(Sura al-Anbiya: 107)
En anden oversættelse af dette vers kan også være: “Jeg har sendt dig som en barmhjertighed for verdens beboere.” I begge tilfælde er den egentlige betydning, at Profeten (s.a.) i virkeligheden er kommet som Allahs barmhjertighed og nåde til menneskeheden. For han kom og vækkede den slumrende verden. Han gav den viden, der tydeliggør forskellen mellem sandhed og falskhed. Frem for alt gjorde han det klart for den uden nogen tvetydighed, hvilken vej der fører til undergang, og hvilken vej der fører til fred og sikkerhed. De vantro i Mekka anså Profeten (s.a.)s profetskab for en årsag til fare og vanskeligheder for dem selv. De sagde: Denne mand har skabt splittelse blandt vores folk; han har revet kødet løs fra knoglen og skilt det ad. Som svar siges der: O flok af tåber, den, som I anser for en fare, er i virkeligheden Allahs barmhjertighed og nåde for jer.
Et sendebud for hele menneskeheden
(Arabisk*******************************************på PDF-side 156)
“O Muhammad, sig: O menneskehed, jeg er kommet til jer alle som sendebud fra Allah, der ejer herredømmet og myndigheden over jorden og himlen.”–(Sura al-A’raf: 158). “For hvert ummat er der et sendebud.”–(Sura Yunus: 47).
Ordet ‘ummat’ er her ikke blot blevet brugt som et synonym for nation; det er blevet brugt i betydningen, at alle de mennesker, som en sendebuds kald når efter hans komme, er hans ummat. Desuden er det ikke nødvendigt, at sendebudet er i live og opholder sig fysisk iblandt dem. Så længe hans lære lever videre efter sendebudets bortgang, og så længe vejen står åben for hvert menneske til at få kendskab til, hvad han faktisk underviser i, vil alle verdens beboere blive regnet som hans ummat. Den bestemmelse, der nævnes i den følgende drøftelse, vil gælde for dem. I denne sammenhæng er hele verdens befolkning efter Muhammads (s.a.) komme hans ummat, og de vil forblive hans ummat, så længe Koranen består i en fejlfri og uforandret tilstand. Derfor blev der ikke sagt i verset: “For hver nation er der et sendebud”, men der blev sagt: “For hvert ummat er der et sendebud.”
I stedet for at sende en profet til hver bebyggelse sendte Allah Hazrat Muhammad (s.a.) som profet for hele verden.
(Arabisk******************************** PDF, side 159)
»Hvis Jeg havde ønsket det, ville Jeg have sendt en advarer til hver eneste bosættelse.« – (Sura al-Furqan: 51)
Det vil sige, at denne opgave ikke lå uden for Min magt. Hvis Jeg havde ønsket det, kunne Jeg have ladet en profet fremstå alle steder. Men i stedet for at gøre det har Jeg sendt én profet til hele verden. Ligesom én sol er tilstrækkelig for hele verden, således er denne ene vejledningens sol tilstrækkelig for alle mennesker i hele verden.
I Den Ædle Koran er Guds ædle Sendebud (s.a.) blevet tildelt titlerne »advarer«, »den, der gør bekendt«, og »den, der advarer mod de skadelige følger af uagtsomhed og vildfarelse«. Samtidig er han blevet tildelt titlen som den, der advarer alle mennesker i hele verden. Samtidig er han blevet skildret som den, der advarer alle mennesker i hele verden. Heraf fremgår det, at Koranens kald og Muhammeds (s.a.) sendebudstjeneste ikke er for et bestemt landområde, men for hele verden. Ikke blot for sin egen tid, men for alle kommende tider. Dette er blevet beskrevet forskellige steder i Koranen.
For eksempel:
(Arabisk******************************** PDF, side 159)
»O menneskehed, jeg er kommet til jer alle som Allahs Sendebud.«
(Arabisk******************************** PDF, side 159)
“Denne Koran er blevet åbenbaret for mig, for at jeg gennem den kan advare jer og dem, som den når frem til.” – (Sura al-An‘am: 19)
“Vi har sendt dig som en, der bringer glædelige budskaber og advarer, til hele menneskeheden.” – (Sura Saba: 28)
I hadithen har Allahs Sendebud gjort dette endnu tydeligere og sagt gentagne gange: (Arabisk***********) “Jeg er blevet sendt til alle uden forskel på sorte og hvide.ˮ Han har også sagt: (Arabisk**************)
“Tidligere blev hver profet sendt specifikt til sit eget folk, men jeg er blevet sendt til hele menneskeheden uden undtagelse.” – (Bukhari og Muslim).
Han har også sagt: (Arabisk**********) “Jeg er blevet sendt til hele skaberværket, og med min ankomst er profeternes række blevet afsluttet.”
Allahs sidste profet
(Arabisk******************************** på PDF-side 159)
“Menneskenes regnskabs time nærmer sig, men de vender sig bort og forbliver i uagtsomhed.” – (Sura al-Anbiya: 1)
Det betyder, at Dommedagen er nær. Det vil sige, at den dag, hvor mennesket skal træde frem for sin Herre og Forsørger og aflægge regnskab for alle sine gerninger, ikke er langt borte. At menneskeheden er trådt ind i det sidste kapitel af sin historie, er et tegn på, at Muhammad (fvmh.) blev profet. Nu er den tættere på afslutningen end på sin begyndelse. Begyndelsesperioden og mellemperioden er forløbet. Nu er afslutningsperioden begyndt. Netop dette har den Ædle Sendebud (fvmh.) omtalt i en hadith. Han løftede to af sine fingre og sagde:(Arabisk************) »Jeg er blevet sendt på et tidspunkt, hvor jeg og Dommedagen befinder os i nøjagtig samme forhold som disse to fingre på min hånd, der står ved siden af hinanden.« Det vil sige, at efter mig er der kun Dommedagen at vente på. Der kommer ingen profet mellem mig og den. Hvis I ønsker at finde den rette vej, så find den gennem min kaldelse; derefter vil der ikke komme nogen anden vejleder eller advarer for at vise den rette vej.
Vigtige henvisninger vedrørende profetskabets afslutning
(Arabisk******************************** på PDF-side 159)
»Husk, da Allah tog denne pagt fra profeterne: I dag har Jeg givet jer Skriften og visdommen. Hvis et andet sendebud senere kommer til jer og bekræfter sandheden i den undervisning, der allerede er hos jer, skal I tro på ham og hjælpe ham. Allah spurgte: Bekræfter I denne pagt, og er I rede til at påtage jer det tunge ansvar for pagten med Mig i denne sag? De svarede: Ja, det bekræfter vi.« – (Sura آل عمران: 81)
Det betyder, at enhver profet bindes af denne pagt. Og det ansvar, som profeten bindes af, påhviler nødvendigvis også hans følgere. Den pagt, de bindes af, er denne: Når en profet sendes fra Allah for at forkynde og etablere den religion, som I har fået ansvaret for at forkynde og etablere, skal I samarbejde med ham. I må ikke nære misundelse eller had til ham. I må ikke betragte jer selv som ejere af et monopol på religionen. I må ikke modsætte jer sandheden. Tværtimod skal I samles under den persons banner, som fra Min side sendes dér, hvor han skal rejse sandhedens banner.
Her må man imidlertid forstå så meget, at enhver profet før Muhammad (fvmh.) blev bundet af denne pagt. Derfor underrettede enhver profet sit folk om den profet, der skulle komme senere, og gav dem besked på at samarbejde med ham. Men ingen steder i Koranen eller hadith findes der så meget som en antydning af, at en sådan pagt blev taget fra Hazrat Muhammad (fvmh.), eller at han underrettede sit folk om en profet, der skulle komme efter ham, og pålagde dem at følge ham. – [Det behøver ikke nærmere forklares, at spørgsmålet om profetskab er yderst følsomt. Menneskets tro og vantro samt frelse eller undergang afhænger af, om det anerkender profeten eller forkaster ham. Men i Koranen bliver der ikke blot ikke givet nogen meddelelse om, at en anden profet skulle komme efter den Ædle Sendebud (fvmh.); tværtimod kaldes det Ædle Sendebud (fvmh.) den sidste profet. Og i stedet for at kalde sit folk sammen og pålægge dem at tro på en profet, der skulle komme senere, har Allahs Sendebud (fvmh.) i utallige hadither gjort det klart, at ingen profet vil komme efter ham, og at profeternes række er afsluttet med ham. Spørgsmålet er: Var Allah og Hans Sendebud fjender af vores religion og tro? Skulle der komme en profet efter Allahs Sendebud (fvmh.), samtidig med at både Allah og Hans Sendebud har sagt noget, som gør, at vi begår vantro ved ikke at anerkende ham og kastes i straffen i det hinsidige? Er noget sådant overhovedet muligt? – (Forfatteren)]
(Arabisk******************************** på PDF-side 161)
»O Adams børn! Husk, at hvis der kommer et sendebud til jer fra jeres egen midte, som reciterer Mine vers for jer, så vil der ikke være nogen grund til frygt eller sorg for den, der afholder sig fra ulydighed og forbedrer sig selv.« – (Sura al-A’raf: 35)
Overalt i Den Ædle Koran, hvor det nævnes, at Adam (fred være med ham) og Hawwa (fred være med hende) blev forvist fra Paradiset, siges det samme (se derfor sura al-Baqara, vers 38-39, og sura Ta-Ha, vers 123-124). Derfor må også dette sted forstås som knyttet til den samme sammenhæng. Det vil sige, at dette allerede ved begyndelsen af menneskelivet blev gjort helt klart for mennesket.
Argumenter fra nogle vers mod dem, der benægter profetembedets afslutning
(Arabisk******************************** på PDF-side 162)
»Og, o profet, husk den pagt, som Jeg tog fra alle profeterne, fra dig såvel som fra Nuh, Ibrahim, Musa og Isa, Marias søn; fra dem alle tog Jeg en fast pagt.« – (sura al-Ahzab: 7)
I dette vers minder Allah den Ophøjede profeten (fred være med ham) om, at Allah, ligesom fra alle andre profeter, også fra ham har taget en fast pagt. Han bør opfylde denne pagt strengt. Hvilken pagt er der tale om? Hvis man tænker over det emne, der hidtil er blevet drøftet, bliver det klart, at det er en pagt, hvorefter profeten selv skal adlyde hver eneste af Allahs befalinger og få andre til at adlyde dem. Han skal overbringe Allahs ord til folk ordret og ikke forsømme noget som helst i bestræbelserne på rent faktisk at få dem gennemført. Denne pagt omtales flere steder i Den Ædle Koran. For eksempel:
(Arabisk******************************** på PDF-side 162)
»Han har foreskrevet jer den religion, som Han påbød Nuh, og som er blevet åbenbaret for dig, o Muhammad, og som Han påbød Ibrahim, Musa og Isa: Hold religionen fast og skab ikke splittelse i den.« – (sura ash-Shura: 13)
(Arabisk******************************** på PDF-side 162)
“Og (o muslimer)! Husk Allahs nåde mod jer, da Han åbenbarede Sin Bog for jer med det påbud, at I skulle forklare dens lære og ikke skjule den.” – (Sura آل عمران: 187)
(Arabisk******************************** PDF side 162)
“Og husk, da Jeg tog denne pagt fra Israels børn: I må ikke tilbede andre end Allah.” – (Sura البقرة: 83)
(Arabisk******************************** PDF side 162)
“Blev der ikke taget en pagt med dem angående Skriften? Hold fast ved det, Jeg har åbenbaret for jer, og husk den vejledning, som findes deri. Måske vil I da vogte jer mod ulydighed mod Allah.” – (Sura الأعراف: 169-171)
(Arabisk******************************** PDF side 162)
“Og, o muslimer, husk Allahs nåde mod jer og den pagt, Han tog fra jer, da I sagde: Vi har hørt og adlydt.” – (Sura المائدة: 7)
Den særlige sammenhæng, hvori Allah den Ophøjede minder om denne pagt, er, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) af frygt for fjendernes fordømmelse tøvede med at bryde den skik fra uvidenhedens tidsalder, der gjaldt et såkaldt slægtskabsforhold (ikke et blodsbånd). Sagen drejede sig om ægteskab med en kvinde. Derfor følte han sig gentagne gange forlegen. Han tænkte: Uanset hvor oprigtigt og udelukkende med henblik på en reform af samfundet jeg gør dette, vil fjenderne fortsat sige, at det i virkeligheden er blevet gjort for at tilfredsstille mine sanselige begær, og at denne person blot har iført sig reformatorens forklædning for at bedrage folket. Derfor siger Allah til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): Du er Min udnævnte profet. Ligesom med alle andre profeter har Jeg også med dig en fast pagt om, at du selv skal følge de anvisninger, Jeg giver, og befale andre at følge dem. Derfor skal du ikke tage hensyn til nogens fordømmelse eller bagtalelse. Føl dig ikke forlegen over for nogen. Frygt ingen. Udfør uden tøven det, Jeg ønsker at få dig til at gøre.
En gruppe har forstået den pagt, der blev indgået med profeten Muhammeds (s.a.v.) efterfølgende profeter og deres trosfællesskaber, på denne måde. Der blev indgået en pagt med dem om, at de skulle tro på den profet, der senere ville komme, og støtte ham. På grundlag af denne fortolkning hævder denne gruppe, at profetskabsdøren stadig stod åben efter profeten Muhammed (s.a.v.), og at der også blev indgået en pagt med den ædle profet (s.a.v.) om, at hans trosfællesskab skulle tro på den profet, der ville komme efter ham. Men versets forudgående og efterfølgende sammenhæng erklærer utvetydigt denne fortolkning for fejlagtig. I den sammenhæng, hvori dette vers blev fremsagt, er der ingen mulighed for at hævde, at der også efter Guds Sendebud (s.a.v.) ville komme en profet, og at hans trosfællesskab skulle tro på disse profeter. Hvis man antager denne betydning, bliver verset her fuldstændig malplaceret og uden sammenhæng. Desuden har versets ord ikke nogen så klar betydning, at man deraf kan forstå, hvilken slags pagt der er tale om her. Derfor må vi se på andre steder i Den Ædle Koran, hvor der nævnes pagter indgået med profeterne, for at finde ud af, hvilken slags pagt der omtales her. Hvis der i hele Den Ædle Koran kun var nævnt én pagt, og den handlede om profeter, der ville komme senere, kunne man med rimelighed antage, at det også var denne pagt, der blev omtalt her. Men enhver, der studerer Koranen med et dybtgående blik, ved, at der i denne bog nævnes mange pagter indgået med profeterne og deres trosfællesskaber. Derfor er det rimeligt her at forstå den pagt, der hænger sammen med den forudgående og efterfølgende sammenhæng. Den pagt, som der ikke er nogen anledning til at omtale her, kan på ingen måde være den betydning, man tillægger ordet her. Denne fejlagtige fortolkning gør det klart, at nogle mennesker i stedet for at modtage vejledning fra Koranen forsøger at give Koranen vejledning.
(Arabisk******************************** på PDF-side 164)
»Hvem kan være større uretfærdig end den, der opdigter en løgn og tilskriver den Gud eller forkaster Guds sande tegn? Forbrydere vil visselig aldrig opnå fremgang.« – (Sura Yunus: 17)
Nogle tåbelige mennesker har forstået »fremgang« som et langt liv, jordisk velstand eller jordisk udvikling. På denne måde ønsker de at udlede af dette vers, at den, der forbliver i live efter at have gjort krav på profetskab, eller som opnår stor fremgang i verden, eller hvis kald vinder udbredelse, bør anerkendes som en sand profet. For han har opnået fremgang. Hvis han ikke var en sand profet, ville han være blevet dræbt straks efter at have fremsat sit falske krav på profetskab eller være blevet dræbt ved sult, og hans kald ville ikke kunne spredes i verden. Men en sådan uvidende argumentation ud fra Koranen kan kun fremsættes af den, der ikke kender betydningen af det koraniske fagudtryk »falāh«, eller som ikke er bekendt med den ordning, som Gud ifølge de regler, der er beskrevet i Koranen, har fastsat for at give forbrydere frist; eller som ikke forstår, i hvilken betydning dette ord er anvendt i denne sammenhæng.
For det første kan en forbryder ikke opnå fremgang. Dette blev ikke sagt i forbindelse med versets drøftelse i en sådan betydning, at det skulle blive et kriterium for at efterprøve nogens krav på profetskab, hvorefter almindelige mennesker selv skulle undersøge dem, der gør krav på profetskab, efter dette kriterium og beslutte at acceptere kravet fra den, de fandt fremgangsrig, og afvise kravet fra den, de så som mislykket. Det, der menes her, er derimod: »Jeg ved med sikkerhed, at forbrydere ikke kan opnå fremgang. Derfor kan jeg ikke selv begå denne forbrydelse ved at gøre et falsk krav på profetskab; men om jer kan jeg med sikkerhed sige, at I begår den forbrydelse at forkaste den sande profet, og derfor vil I ikke kunne opnå fremgang.«
Falāh, eller fremgang, anvendes heller ikke i Koranen i den begrænsede betydning af jordisk fremgang. Det betyder derimod en vedvarende fremgang, som ikke efterlader det mindste spor af nogen form for tab. Det gør ingen skade, hvis der i begyndelsen af det jordiske liv ikke viser sig nogen side af fremgang hos en person. En, der åbenlyst kalder til vildfarelse, kan leve et behageligt liv i verden, nå toppen af jordisk velstand og fremgang, og hans kald til vildfarelse kan opnå enorm popularitet og brede sig i alle retninger. Men dette er ikke den fremgang, der i Koranens terminologi kaldes fremgang; det er derimod åbenlyst tab og fiasko. Det kan også ske, at en, der kalder til sandheden, møder alvorlige prøvelser i verden, bliver knust under presset fra ulykker, lidelser og sorger og mister bevidstheden. Ikke én eneste person slutter sig måske til hans gruppe, men i Koranens sprog er dette ikke tab og fiasko; det er derimod den sande fremgang.
Desuden er det meget klart udtrykt forskellige steder i Koranen, at Gud ikke skynder sig med at gribe forbryderne, men giver dem tilstrækkelig tid og mulighed for at forbedre sig. Hvis de misbruger denne tid og mulighed og bliver endnu mere fordærvede, gives de en frist fra Gud, og ofte lader Han nådens strømme regne ned over dem. Som følge heraf blotlægger de fuldstændigt alt det onde, der er skjult i deres indre, og gennem deres handlinger gør de sig fortjent til en straf, som på grund af deres dårlige egenskaber retmæssigt tilkommer dem. Derfor vil det være en alvorlig fejltagelse at betragte det som et bevis på, at en falsk kravstiller er vejledt og står fast på vejledningen, blot fordi hans snor bliver længere. Guds lov om at give frist eller udsætte straffen samt give tid og muligheder gælder i samme grad for dem, der gør krav på falsk profetskab, som for alle andre forbrydere. Der findes intet argument eller bevis for at anse sidstnævnte for undtaget fra denne lov. Da Gud gav Satan mulighed indtil Opstandelsens Dag, siges der heller ikke noget sted: »Du må begå alle former for bedrag og svig, og alt vil blive tilladt; men hvis du selv opstiller en falsk og hyklerisk profet, vil dette bedrag under ingen omstændigheder blive tilladt.«
Som svar på dette kan nogen måske citere versene 44 til 47 fra Sura al-Haqqah. Her siges det:
(Arabisk******************************** på PDF-side 165)
Det vil sige: »Hvis Muhammad havde opdigtet noget i mit navn, ville jeg have grebet ham i hånden og skåret hans hjerteåre over.« Men det, der siges i disse vers, er, at hvis den, der er blevet sendt af Allah som en sand profet, opdigter en løgn og fremstiller den som åbenbaring fra Allah, vil han straks blive grebet. At hævde, at en person, der gør krav på profetstatus, må være sand, hvis han ikke bliver grebet på grundlag af dette udsagn, er ikke andet end en principiel fejlslutning. Den undtagelse fra Allahs ordning med at give frist og lade tingene gå, som dette vers beviser, gælder udelukkende den sande profet. Heraf følger ikke, at den, der fremsætter et falsk krav på profetstatus, også er omfattet af denne undtagelse. Alle ved, at de love, der udarbejdes for offentligt ansatte, ikke blot gælder for dem, men at almindelige slyngler og forbrydere efter straffeloven også vil blive behandlet på samme måde. Desuden blev det, der siges i disse vers fra Sura al-Haqqa, ikke sagt for at give folk et kriterium til at bedømme profeter. Det vil sige: Hvis en hånd pludselig rakte ud gennem det usetes slør og rev hans hjerteåre over, skulle man anse ham for at være falsk og en bedrager; ellers skulle man acceptere ham som sand. Hvis det ikke var muligt at vurdere profeten ud fra hans karakter, handlinger og det, han havde fremført, og afgøre, om han var en sand eller falsk profet, ville det måske have været nødvendigt at acceptere et sådant urimeligt kriterium.
Krav på profetstatus efter den sidste profet
Spørgsmål:I januar-februar-udgaven af Tarjuman-ul-Qur’an skrev De på side 236: »Min erfaring er, at Allah den Almægtige aldrig giver løgnen fremgang og anerkendelse. Jeg har altid fulgt det princip, at jeg aldrig svarer dem, hvis ord jeg finder hensynsløse over for sandhed og troværdighed og blottede for frygt for Allah. Allah kan tage hævn over dem … og inshaAllah vil deres sande ansigt blive afsløret allerede i denne verden.«
Jeg vil gerne oplyse, at jeg har læst bøgerne fra Ahmadiyya-menigheden og også været involveret i dens arbejde. I den forbindelse vil jeg stille følgende spørgsmål.
For det første: Dette er ikke blot Deres egen erfaring; i Den Ædle Koran har Allah sagt: »Allah elsker ikke løgnere.« Og: »Allahs forbandelse er over løgnerne.« Og om den slags løgnere, at(Arabisk**********) deres straf er øjeblikkelig pågribelse og kastelse i Helvede(Arabisk*************) Under disse omstændigheder, hvis Mirza Ghulam Ahmad var en løgner, hvorfor har Allah den Almægtige så (a) endnu ikke grebet ham, (b) hvorfor vokser menighedens medlemstal, og hvorfor vokser styrken hos Mirza Sahib’s mission, som muslimer anser for vildledt – og hvorfor er denne menigheds rødder nu også blevet stærke uden for landet? (c) Der er nu gået tres år, siden Mirza Sahib fremførte sit budskab. Hvor længe skal vi vente på Allahs afgørelse, når de i øjeblikket fortsat gør fremskridt og opnår velstand? (d) Hvorfor opgiver de grupper og personer, der modsætter sig denne menighed, ikke deres modstand og overlader ikke sagen til Allah?
For det andet: På side 242 i Tarjuman-ul-Qur’an har en tysk tilhænger af Deres gruppe rejst spørgsmålet om samarbejde med Ahmadiyya-menigheden i Berlin om udbredelsen af islam. Hvis De også anser deres arbejde med at udbrede islam for korrekt, hvorfor samarbejder De så ikke med dem i Pakistan?
Svar:De tager så let på sagen om en person, der gør krav på profetskab! Denne fremgangsmåde er på ingen måde egnet, når der skal træffes en afgørelse i en så vigtig sag. Det, jeg skrev, drejede sig om en klart falsk anklage. Nogle egeninteresserede personer havde fremsat denne anklage mod mig. De anvender dette på en person, som faktisk har gjort krav på profetskab. De bør vide, at i tilfældet med en person, der gør krav på profetskab, må én af to tilstande nødvendigvis være sand. Hvis hans krav er sandt, er den, der ikke anerkender ham, vantro. Og hvis han er løgner, er den, der anerkender ham, vantro. Ønsker De virkelig at træffe en afgørelse i en så delikat sag udelukkende på grundlag af, at Allah den Almægtige endnu ikke har grebet ham, at hans gruppe vokser, og at »Hvor længe skal vi endnu vente på Allahs afgørelse?« Skal det da efter Deres mening betyde, at hvis en hvilken som helst person efter at have gjort krav på profetskab oplever, at hans gruppe vokser og får fremgang, og Allah ikke griber ham inden for den ventetid, De foreslår, så er dette alene tilstrækkeligt til at anerkende ham som profet? Er dette efter Deres mening kriteriet for at prøve et profetskab?(Arabisk**********) Det, De har villet bevise ud fra dette, er grundlæggende forkert. Det, der siges i dette vers, er, at hvis Muhammed (fred være med ham), som virkelig er Allahs profet, bliver ved med at opdigte noget på egne vegne uden Allahs åbenbaring og fremlægge det i Allahs navn, vil hans strubeåre blive skåret over. Det er ikke korrekt at udlede heraf, at også strubeåren på en person, der i virkeligheden ikke er profet, men under påskud af løgn fremstiller sig selv som profet, vil blive skåret over. Desuden fremlægger Allah den Almægtige i dette vers ikke den påstand, at den, hvis strubeåre ikke bliver skåret over, er en sand profet, mens den, hvis strubeåre bliver skåret over, er en falsk profet, som et kriterium til at skelne mellem en løgnagtig og en sand profet. Denne metode, hvor man på den måde vrider og fordrejer betydningen af Koranens vers, er sikkert ikke Deres egen opfindelse; De har snarere lært den af Mirza Sahibs gruppe. Dette viser netop, at denne gruppe ikke har gudsfrygt.
Den, der efter profeten Muhammed (fred være med ham) gør krav på profetskab, vil ikke blive bedømt efter det kriterium, De har fremlagt. Hans udsagn vil tværtimod uden tøven blive afvist. For Koranen og hadith har udtrykt sig entydigt om dette. Heri siges det, at ingen profet vil komme efter Allahs Sendebud (fred være med ham). Jeg er også bekendt med de argumenter, som Mirza Sahib og hans tilhængere fremfører til fordel for, at profetskabets dør fortsat står åben, men jeg må gøre Dem klart, at disse argumenter kun kan påvirke en uvidende person med ringe kundskaber. En person med indsigt kan efter at have set deres argumenter kun blive overbevist om deres dumhed.
At det brev fra Tyskland, som blev trykt i Tarjuman-ul-Quran, betyder ikke, at vi anser alt, hvad der står i brevet, for bogstaveligt sandt. Vores hensigt var gennem dette brev at skabe inspiration hos muslimerne i vores land og at hjælpe dem. De har netop antaget islam. Hvordan skulle de vide, hvor mange fitnaer der rejser sig i den islamiske verden? De er jo nu vores. Ellers kunne de på grund af uvidenhed blive ofre for en hvilken som helst fitna.
Spørgsmål:Jeg har modtaget Deres svar. Det er beklageligt, at det ikke har fjernet min tvivl. Jeg citerede jo netop Deres egne ord: »Allah vil selv straffe løgneren«, og spurgte på den baggrund, hvorfor Allahs straf ikke rammer Mirza Ghulam Ahmad Qadiani, som alle muslimer anser for en løgner, og hvordan Allah i så lang tid kan være vidne til, at Hans tjenere føres vild.
Jeg har studeret 25 af Mirza Sahibs bøger med et undersøgende blik. Derefter læste jeg også adskillige bøger skrevet mod ham af muslimske lærde; jeg indrømmer dog, at jeg ikke har kunnet læse nogen af Deres bøger om dette emne. Min samlede reaktion på de lærdes bøger er imidlertid følgende:
De fordrejede det, Mirza Sahib havde skrevet, antog en forkert betydning og tillagde ham den.
De har ikke fuldstændig viden om det emne, de har skrevet om. Senere korresponderede jeg med dem. Men de fleste af dem forholdt sig tavse. Det, jeg i almindelighed forstod af Mirza Sahibs bøger, var følgende: Mirza Sahib selv og hans udsagn er dybt gennemsyret af kærlighed til den ædle profet (fred være med ham). Det var på dette grundlag, at jeg begyndte at undersøge Mirza Sahibs krav. Og nu står det for mig som en bevist sandhed, at:
For det første: Mirza Sahibs krav er ikke i strid med Koranen og hadith.
For det andet: Mirza Sahibs profetskab forringer ikke Rasulu Karims (s.a.) værdighed; tværtimod, hvis der gennem Moses (a.s.) kunne være profeter i hver eneste by, så må der i kraft af Muhammads (s.a.) værdighed være sådanne mennesker i hver eneste landsby, som vil sige: „Vi har ved at følge Muhammads sharia fået den lykke at tale med Allah.“ Mirza Sahib har selv sagt:
„Denne kilde, som strømmer ud til skabningerne fra Allah,
er blot en lille dråbe fra Muhammads fuldkommenheds ocean.“
Nu har De igen givet mig tilladelse til at efterprøve Mirza Sahibs påstand. Vil De venligst hjælpe mig med at følge den rette vej ved i lyset af Den Ædle Koran at bevise, at blot én af Mirza Sahibs påstande er falsk?
Svar: Det foregående brev kunne have fjernet Deres tvivl, hvis De virkelig ønskede at få den fjernet. Det, jeg skrev i Tarjuman al-Qur’an, handlede om de mennesker, som fremsatte falske beskyldninger mod mig. I den forbindelse blev der udtrykt tillid til Allah om, at Han bestemt ville straffe løgnerne; men De tager dette som et kriterium til at efterprøve en persons påstand om profetskab. De har desuden antaget kriteriet på en sådan måde, at hvis det viser sig, at den, der hævder profetskab, ikke bliver straffet, så må han nødvendigvis kaldes en sand profet. Den, der bliver straffet i denne verden, er en løgner og vildfaren, mens den, der ikke bliver straffet, er sandfærdig og retledt – er dette virkelig et korrekt kriterium for, om mennesker er sandfærdige eller løgnere og retledte eller vildfarne?
De har sagt noget mærkværdigt: at der er gået 60 år, siden Mirza Sahib fremsatte sin påstand om profetskab, og hvor længe kan man ellers vente? De har fremlagt et mærkværdigt kriterium for at efterprøve sandheden i en påstand om profetskab. Hvilken slags straf mener De efter Deres opfattelse, at en falsk profetisk fordringshaver bør få – forklar venligst dette lidt mere udførligt. Hvis De mener, at en hånd fra det usete skulle komme og skære hans strube over, vil jeg sige, at denne straf heller ikke blev givet til Musaylima al-Kadhdhab, som fremsatte en falsk påstand om profetskab i Allahs Sendebuds (s.a.) levetid. Hvis De mener, at den, der hævder profetskab, er en løgner, hvis han bliver dræbt af mennesker, hvad siger De så om de profeter, hvis profetskab Allah den Højeste selv har erklæret sandt, samtidig med at Han har meddelt, at deres egne folk dræbte dem? De har vel i Koranen læst de følgende to vers:
(Arabisk*******************************************på side 169 i PDF’en)
Jeg mener, at De i lyset af disse vers bør genoverveje Deres egen tankegang. En profets påstand kan ikke efterprøves efter et sådant kriterium. Det, der må undersøges vedrørende en profet, er hans position i lyset af Allahs tidligere åbenbaringer. Hvad har han bragt? Hvordan er hans livsførelse? Det er en alvorlig fejl at anerkende en person som en sand profet blot fordi De ikke med Deres fysiske øjne ser ham blive straffet i denne verden, når han ikke fuldt ud består denne prøve.
Hvis den påstand, som fremsættes af en person, der gør krav på profetskab, ikke efterprøves efter den første af de tre målestokke, jeg nævnte ovenfor, og bevises fuldstændig ren og ægte, så er den sidste påstand bevist: at ingen ny profet kan komme efter profeten Muhammad (fred være med ham). Da er der overhovedet ikke noget behov for at undersøge, hvad den profet, som skulle komme efter den ædle Profet (fred være med ham), har bragt, eller hvilken slags menneske han er. Efter min opfattelse står Mirza Sahib imidlertid, set i forhold til den anden og tredje målestok, så langt fra profetskabets rang, at selv hvis profetskabets dør havde stået åben, ville intet fornuftigt menneske have kunnet forestille sig, at han var en profet. Men efter Koranens og hadiths klare og entydige afgørelse anser jeg denne diskussion for unødvendig, ja for ekstremt respektløs over for Allah og Sendebudet (fred være med ham).
Hvis De spørger, hvilke argumenter der findes i Koranen og hadith til støtte for, at profetskabets dør er blevet fuldstændig lukket, er det ikke muligt at besvare det i et brev. Hvis Allah den Ophøjede giver os tid og mulighed, vil jeg, in shā’ Allāh, skrive en detaljeret artikel om dette emne. Ellers vil dette spørgsmål under alle omstændigheder komme op i tafsiren til surah al-Ahzab, og så kan det drøftes. – [Denne drøftelse kommer allerede nogle få sider senere i artiklen med titlen »En forskningsbaseret drøftelse af troen på profetskabets endelighed«. – (Redaktøren)]
Endnu et argument fra qadianierne mod profetskabets endelighed
Spørgsmål: I Tafhim al-Qur’an, i forklaringen til surah Aal-e Imrans (Arabisk*****)vers, har De i note 69 skrevet: »Her må man desuden forstå, at der blev taget en sådan pagt fra enhver profet før profeten Muhammad (fred være med ham), og på grundlag af denne informerede enhver profet sit folk om den profet, der skulle komme efter ham, og pålagde dem at støtte ham. Men hverken i Koranen eller hadith findes der nogetsteds nogen omtale af, at der også blev taget en sådan pagt fra profeten Muhammad (fred være med ham), eller at han havde givet sit folk besked om en profet, der senere skulle komme, og pålagt dem at tro på ham.«
Efter at have læst disse sætninger opstod denne tanke i mit sind: Det er rigtigt, at profeten Muhammad (fred være med ham) ikke sagde dette, men i Koranen nævnes der i surah al-Ahzab en pagt på følgende måde:
(Arabisk*******************************)
Her tiltales profeten (fred være med ham) med ordet »minka« (fra dig). Og den pagt, der omtales her, er nævnt i surah Aal-e Imran. Af omtalen af pagten i de vers, der er nævnt i både surah Aal-e Imran og surah al-Ahzab, fremgår det, at den samme pagt, som blev taget fra de andre profeter, også blev taget fra profeten Muhammad (fred være med ham).
Egentlig opstod dette spørgsmål i mit sind efter at have læst en bog af ahmadiyyaerne. Her blev det ene af de vers, der er nævnt i de to suraher, brugt til at forklare det andet. Samtidig blev ordet »minka« gjort til genstand for en omfattende drøftelse.
Svar: (Arabisk*****************) Hvis Qadiani-herrernes argument, som de fremsætter ud fra dette vers i Sura al-Ahzab, er fremsat oprigtigt, er det et tegn på deres uvidenhed og mangel på indsigt. Hvis de derimod bevidst fremsætter det for at bedrage folk, bliver deres vildfarelse tydelig. De har taget én udtalelse fra Sura Āl ʿImrān (Arabisk****************) verset. Her nævnes den pagt, der er taget fra profeterne og deres samfund om at adlyde en profet, som vil komme senere. Dernæst har de taget en anden udtalelse fra det ovenfor nævnte vers i Sura al-Ahzab. Her siges det, at der sammen med de øvrige profeter også blev taget en pagt fra det Ædle Sendebud (s.a.v.). Derefter har de selv ved at sammenføje de to udtalelser konstrueret en tredje udtalelse, nemlig at der også blev taget en pagt fra den Ædle Profet (s.a.v.) om at tro på og støtte en profet, der skulle komme senere. Men i det vers, hvor der tales om at tage en pagt fra en profet, der skulle komme senere, siger Allah den Højeste ingen steder, at denne pagt blev taget fra Hazrat Muhammad (s.a.v.). Og i det vers, hvor der tales om, at der blev taget en pagt fra Hazrat Muhammad (s.a.v.), siges der ingen steder, at denne pagt havde forbindelse med lydighed mod en profet, der skulle komme senere. Spørgsmålet er nu: Hvad er den logiske begrundelse for ved at sammenføje to særskilte udsagn at konstruere et tredje udsagn, som ikke findes noget sted i Koranen? Der kunne have været tre argumenter eller grundlag for det. For det første: Hvis den Ædle Profet (s.a.v.) efter åbenbaringen af dette vers havde samlet sine ledsagere og bekendtgjort: “O mennesker! Allah har taget en pagt fra mig om, at jeg vil tro på den profet, der kommer efter mig, og støtte og hjælpe ham. Derfor skal I også aflægge denne pagt, fordi I følger mig,”—men vi finder ikke ét eneste hadith med dette indhold noget sted i hele hadithlitteraturen. Tværtimod finder vi utallige hadither, hvoraf det klart fremgår, at profeternes række blev afsluttet med den Ædle Profet (s.a.v.), og at ingen profet vil komme efter ham. Kan man nogensinde forestille sig, at en så vigtig pagt blev taget fra den Ædle Profet (s.a.v.), og at han derefter forsømte den på denne måde—ja, endog sagde ting, på grundlag af hvilke en stor del af hans samfund blev berøvet troen på en profet sendt af Allah?
Hvis Koranen havde nævnt, at der kun blev taget én enkelt pagt fra alle profeterne og deres samfund, kunne det have været det andet argument eller grundlag for at acceptere denne udlægning. Denne pagt skulle da være troen på den profet, der skulle komme senere. Hvis der ikke i hele Koranen var nævnt nogen anden pagt end denne, kunne man have fremsat det argument, at det også er denne samme pagt, der omtales i det nævnte vers i Sura al-Ahzab. Men der er heller ikke her noget grundlag for at fremsætte dette argument. Koranen omtaler ikke én, men mange pagter. I Sura al-Baqaras tiende rukūʿ nævnes for eksempel den pagt, der blev taget fra Israels Børn om at tilbede Allah, behandle forældrene godt og afholde sig fra at udgyde hinandens blod. I Sura Āl ʿImrāns nittende rukūʿ blev alle Bogens Folk pålagt denne pagt: I må ikke skjule den Bog fra Allah, som er blevet givet jer, men skal udbrede dens lærdomme offentligt. I Sura al-Aʿrāfs enogtyvende rukūʿ blev der taget en pagt fra Israels Børn: I må ikke sige noget om Allahs navn uden sandhed, I skal holde fast ved den Bog, Allah har givet, og huske dens lærdomme. I det første rukūʿ i Sura al-Māʾida bliver Muhammeds (s.a.v.) følgere mindet om en pagt, de havde indgået med Allah, nemlig: “I aflægger en pagt med Allah om at høre og adlyde.” Spørgsmålet er nu: Når det ikke er angivet i det relevante vers i Sura al-Ahzab, hvad pagten bestod i, hvorfor skulle man så, for at identificere denne pagt, blandt de mange nævnte pagter vælge netop den pagt, der er nævnt i Sura Āl ʿImrāns niende rukūʿ, i stedet for en af de andre? Hertil kræves naturligvis et grundlag. Men et sådant grundlag findes ingen steder. Hvis nogen som svar siger, at eftersom der i begge tilfælde tales om, at der blev taget en pagt fra profeterne, er det ene vers blevet forklaret ved hjælp af det andet, vil jeg sige, at ingen af de øvrige pagter, der blev taget fra profeternes samfund, blev taget direkte; de blev tværtimod taget gennem profeterne. Desuden ved enhver, der studerer Koranen grundigt, at der fra hver profet blev taget en pagt om at holde fast ved Allahs Bog og adlyde dens bestemmelser.
Det tredje argument eller grundlag kunne have været sammenhængen før og efter verset i Sura al-Ahzab. Hvis der dér havde været en klar antydning af, at der med “pagten” blev ment en pagt om at tro på profeter, der skulle komme senere, ville det have været rimeligt at acceptere denne udlægning. Men her er forholdet helt det modsatte. Den nærmeste sammenhæng modsiger tværtimod fuldstændigt denne betydning. Sura al-Ahzab indledes med disse ord:
“O Profet! Frygt Allah, adlyd ikke de vantro og hyklerne, følg den åbenbaring, som din Herre sender dig, og sæt din lid til Allah.” Derefter gives befalingen om at afskaffe den praksis med at tage adoptivsønner, som havde været gældende siden uvidenhedens tid, samt alle de overtroiske forestillinger og skikke, der var knyttet til den. Så siges det, at blandt de ikke-blodsbetingede relationer findes der kun én relation, som er mere ærefuld end blodsbåndet. Det er relationen mellem profeten og de troende. På grund af denne relation har profetens hustruer hos de troende samme ærefulde status som deres mødre, og de er forbudte for dem på samme måde som deres mødre. I alle andre forhold er det alene blodsbåndet, der ifølge Allahs Bog anerkendes som grundlag for ægteskabsforbud og arveret. Efter at denne bestemmelse er blevet givet, minder Allah den Højeste ham om den pagt, som Han altid har taget fra alle profeterne og på tilsvarende vis også fra det Ædle Sendebud (s.a.v.). Enhver almindeligt fornuftig person kan nu se, hvor der i denne sammenhæng var anledning til at minde om en pagt om at tro på en profet, der skulle komme senere. Højst var der anledning til at minde om den pagt, hvorved alle profeter blev forpligtet til at holde fast ved Allahs Bog, huske dens bestemmelser, føre dem ud i livet og bekendtgøre dem offentligt. Når vi derefter går lidt længere frem, ser vi, at Allah den Højeste tydeligt befaler den Ædle Profet (s.a.v.), at han selv skal gifte sig med sin adoptivsøn Zayeds fraskilte hustru og dermed tilintetgøre den fejlagtige forestilling fra uvidenhedens tid, som fik folk til at betragte adoptivsønnen som deres egen biologiske søn. Da de vantro og hyklerne rejste den ene indsigelse efter den anden mod dette og deltog i en smædekampagne, besvarede Allah den Højeste fortløbende disse indsigelser.
1. For det første er Muhammad (saw) ikke far til nogen mand blandt jer, hvorfor den pågældende mands fraskilte hustru ikke kan være forbudt for ham
2. Og hvis I siger: Hvad var da behovet for at gifte sig med hende, selv om hun var tilladt for ham? Så må svaret være, at han er Allahs Sendebud. Det er hans ansvar selv at gå forrest og afskaffe det, som Allah ønsker afskaffet.
3. Desuden var det endnu mere nødvendigt for ham at gøre dette, fordi han ikke blot er et Sendebud, men det sidste Sendebud. Hvis han ikke afskaffede disse skikke og sædvaner fra jahiliyyah, ville der efter ham ikke komme nogen profet, som kunne afskaffe dem.
Når man læser dette sidste udsagn sammen med det foregående, vil enhver med sikkerhed sige, at den pagt, som i denne sammenhæng blev mindet Profeten (saw) om, uden tvivl ikke var en pagt om at tro på en profet, der skulle komme senere.
Overvej nu dette: Disse tre grundlag kunne have været grundlaget for at udlede den betydning, som Qadianierne hævder, af det pågældende vers. Hvert eneste af disse tre grundlag er imidlertid uden forbindelse med deres udsagn, ja, står ligefrem i modsætning til det. Hvis de desuden har et fjerde argument eller grundlag, så spørg dem om det. Og kræv også svar fra dem på disse tre argumenter. Ellers vil det med rette blive anset for, at de enten har udledt denne betydning af verset under indflydelse af dumhed og uvidenhed eller for at vildlede det enfoldige folk, efter at de fuldstændigt har fjernet frygten for Allah fra deres hjerter. Under alle omstændigheder forstår jeg ikke dette: Hvis Mirza Sahib var profet, hvordan kan hans „sahabaers“ tidsalder så endnu ikke være forbi, når hele hans ummah i dag er blevet en del af „tabi’in og tabi’ al-tabi’in“? Alligevel er deres tilstand sådan, at mennesker blandt hans ummah offentligt fortsætter med at fremføre denne slags forkerte og falske argumenter ud fra Allahs Bog, uden at én eneste røst rejser sig blandt hele ummah imod denne uvidenhed.
De tre argumenter i verset om profetværdighedens segl
(Arabisk****************************på PDF-side 174)
„Muhammad er ikke far til nogen af jeres mænd; han er derimod Allahs Sendebud og den sidste profet. Og Allah har viden om alting.“ – (Sura al-Ahzab: 40)
Den baggrund, hvorpå spørgsmålet om profetembedets afslutning omtales i sura al-Ahzab, er følgende: I Arabien blev adoptivsønnen fuldstændig betragtet som ens biologiske søn. Han arvede på samme måde som en biologisk søn. Ligesom mor, far og søskende levede sammen i én husholdning, levede adoptivsønnen også tæt sammen med plejefaderens hustru og børn. Efter at være blevet adoptivsøn blev alle de relationer, der på grund af blodsforbindelsen bestod mellem slægtninge, også etableret mellem adoptivsønnen og plejefaderen. Allah ønskede at afskaffe denne skik. Derfor erklærede Han først, at en person ikke bliver ens virkelige søn, blot fordi man kalder ham sin søn med munden (vers 4). Men på grund af århundreders skik og tradition var en forestilling om status og forbudt slægtskab rodfæstet i menneskenes sind, og den kunne ikke let rykkes op med rode. Derfor var det nødvendigt i praksis at bryde denne skik. På dette tidspunkt indtraf tilfældigvis sagen om Hazrat Zayd (ra) og Hazrat Zaynab (ra). Profetens (sa) adoptivsøn, Hazrat Zayd, lod sig skille fra sin hustru Zaynab. Profeten (sa) indså, at dette var den rette mulighed for at bryde denne alvorlige skik fra uvidenhedens tid. Så længe han ikke selv giftede sig med sin adoptivsøns fraskilte hustru, ville den uvidende forestilling om, at adoptivsønnen var som en virkelig og biologisk søn, ikke forsvinde. Men han vidste også, at hyklerne i Medina, jøderne omkring Medina og de vantro i Mekka ville skabe et voldsomt røre imod dette skridt. De ville ikke lade nogen mulighed for at bagvaske ham og føre propaganda mod islam gå til spilde. Derfor tøvede han, selv om han følte nødvendigheden af at tage det praktiske skridt. Til sidst giftede han sig på Allah den Almægtiges befaling med Hazrat Zaynab (ra). Som det på forhånd var frygtet, rejste der sig derfor en storm af indsigelser. En flod af fordømmelse og bagvaskelse begyndte at strømme. Selv i fromme muslimers hjerter opstod der mange slags tvivl og betænkeligheder. Som svar på disse indsigelser, fordømmelser, bagvaskelser og tvivl blev disse vers, vers 37 til 40 i den femte ruku af sura al-Ahzab, åbenbaret.
I begyndelsen af disse vers siger Allah den Almægtige, at dette ægteskab blev indgået på Hans befaling. Grunden er, at der ikke er noget som helst forkasteligt i, at de troende gifter sig med deres adoptivsønners fraskilte hustruer. Derefter siger Han, at det ikke er en profets opgave at tøve af frygt for nogen, når Allahs befaling skal gennemføres. Herefter afslutter Han denne drøftelse med følgende ord:
»Muhammad er ikke far til nogen af jeres mænd. Men han er Allahs Sendebud og den sidste profet.« Af denne sætning fremgår det klart, at Allah den Almægtige ønsker at fremføre tre argumenter som svar til dem, der gjorde indsigelser. Med denne ene sætning er rødderne til alle de indsigelser og den propaganda, som modparten fremførte mod Profetens (sa) ægteskab, blevet skåret over.
Deres første indsigelse var: I deres egen religiøse lov var en søns hustru forbudt for faderen; hvordan kunne han så gifte sig med sin egen søns hustru? Som svar blev det sagt, at dette ægteskab ikke var forkasteligt. Den person, hvis fraskilte hustru han havde giftet sig med, var nemlig ikke Muhammads (sa) biologiske søn, og Muhammad (sa) var heller ikke hans biologiske far. Derfor blev det sagt: »Muhammad (sa) er ikke far til nogen af jeres mænd.« Det vil sige, den person, hvis fraskilte hustru han havde giftet sig med, var slet ikke Muhammads (sa) søn. Hvorfor skulle det da være forbudt at gifte sig med hans fraskilte hustru? I ved alle, at Muhammad (sa) ikke havde nogen søn.
Deres anden indsigelse var: Hvis adoptivsønnen ikke var en virkelig søn, kunne det højst være tilladt at gifte sig med hans fraskilte hustru, men hvorfor var det nødvendigt ligefrem at gifte sig med hende? Som svar blev det sagt: »Men han er Allahs Sendebud.« Det vil sige, fordi han var Sendebud, var det blevet en del af hans ansvar at gøre det, som jeres skik uden grund havde gjort forbudt, tilladt, ved at afskaffe alle forestillinger om blodsforbindelse i denne sag og fjerne enhver form for tvivl og betænkelighed.
For det tredje var endnu en grund til nødvendigheden denne, at Muhammad (sa) ikke blot var profet, men den sidste profet.« Det vil sige, at efter ham ville ingen profet komme, for slet ikke at tale om et andet sendebud. Hvis en reform af en lov eller en social skik ikke blev gennemført i hans tid, var der ingen mulighed for, at en profet, der kom efter ham, kunne fuldføre dette påbegyndte arbejde. Derfor var det blevet helt nødvendigt, at han udryddede denne vigtige skik fra uvidenhedens tid. For hvis denne skik fra uvidenhedens tid ikke døde ved hans hånd nu, ville der indtil Dommedag ikke være nogen mulighed for, at den døde. Efter ham ville ingen profet komme. Der ville ikke være nogen til at fuldføre det arbejde, han efterlod.
Med yderligere eftertryk blev det sagt: »Allah har viden om alle ting.« Det vil sige, Allah ved, hvorfor det på dette tidspunkt var nødvendigt at udrydde denne skik fra uvidenhedens tid gennem Muhammad (sa); Allah ved, hvilken skade der ellers ville være sket. Nu vil ingen profet komme fra Ham. Hvis Han derfor ikke nu gennem sin sidste profet udrydder denne skik, vil der i fremtiden ikke være nogen personlighed, som ved at gå imod denne skik kan få den til for bestandig at forsvinde fra hele den muslimske verden. Selv hvis senere reformatorer gik imod den, ville ingen af deres handlinger have en så evig og verdensomspændende indflydelse og autoritet, at mennesker i hvert land og i hver tidsalder uden tøven ville acceptere den og følge den. Desuden ville ingen af dem besidde en sådan hellig personlighed, at det forhold, at han havde udført denne handling — det vil sige, at den var hans sunna — kunne udrydde al den afsky og ubehagelige følelse over for den, som var opstået i menneskenes sind.
Det er beklageligt, at en gruppe i vor tid har givet dette vers en fejlagtig betydning og derved åbnet døren til en enorm splittelse. Derfor vil jeg senere gå i gang med en detaljeret behandling af spørgsmålet om profetembedets afslutning, så jeg kan gennemgå det fuldstændigt og fjerne de vildfarelser, som denne gruppe har spredt.
En forskningsbaseret drøftelse af troen på profetembedets afslutning
I vor tid har en gruppe skabt en stor fitna omkring en ny profetstatus. De fortolker (Arabisk****************************) udtrykket »Khātam an-nabiyyīn«, der er nævnt i verset, som »profeternes segl«. De vil dermed sige, at mange flere profeter vil komme til verden efter Allahs Sendebud (fvmh.), efter at de er blevet beseglet af ham. Eller med andre ord: Ingen vil blive profet, før Allahs Sendebud (fvmh.) har beseglet ham.
Men hvis man vurderer dette udtryk i den særlige sammenhæng, hvori verset er blevet fremsat, er der ingen mulighed for at godtage denne betydning. Tværtimod forsvinder nødvendigheden af at bruge udtrykket i denne sammenhæng, hvis man antager denne betydning, og den kommer til at stride mod udsagnets egentlige formål. Mens man besvarer protesterne mod Zaynabs (må Allah være tilfreds med hende) ægteskab og de forskellige tvivlsspørgsmål, der opstod deraf, skulle man pludselig midt i det hele sige: »Muhammad er profeternes segl«, det vil sige, at alle de profeter, der kommer, vil komme efter at være blevet beseglet af Muhammad (fvmh.) – er det ikke blot en helt uvedkommende og irrelevant bemærkning? Denne bemærknings pludselige fremkomst midt i den foregående og efterfølgende fremstilling er ikke blot uvedkommende; den svækker også det argument, der blev fremført som svar til protestanterne. I denne situation havde protestanterne fået en glimrende mulighed. De kunne let have sagt: Det ville have været bedre, hvis De ikke havde gennemført denne handling i Deres levetid; så ville der ikke have været nogen fare. Hvis det virkelig var så nødvendigt at afskaffe denne dårlige skik, kunne enhver af de profeter, der ville komme efter Dem efter at være blevet beseglet af Dem, have afskaffet den.
Den nævnte gruppe har også tillagt udtrykket en anden forvansket betydning. Det vil sige, at »Khātam an-nabiyyīn« betyder »Afḍal an-nabiyyīn«. Det betyder, at døren til profetembedet stadig står åben, men at profetembedet nåede sin fuldkommenhed hos Allahs Sendebud (fvmh.). Men også ved at antage denne betydning kan man ikke undslippe, at den førnævnte forvirring dukker op igen. Den har ingen forbindelse med den foregående og efterfølgende drøftelse. Tværtimod rummer den en betydning, der er helt modsat begivenhedernes sammenhæng før og efter. De vantro og hyklerne kunne have sagt: Herre, selv om de kommende profeter ville have en lavere rang end Dem, ville profeter jo fortsat komme efter Dem; De kunne derfor have overladt denne handling til dem. Hvorfor skulle det absolut være nødvendigt, at netop De påtog Dem ansvaret for at udrydde denne dårlige skik?
Den ordbogsmæssige betydning af udtrykket Khātam an-nabiyyīn
Med hensyn til forbindelsen med den foregående og efterfølgende drøftelse kan det endeligt siges, at betydningen af udtrykket Khātam an-nabiyyīn her er afslutningen på rækken. Det vil sige, at ingen profet vil komme efter Allahs Sendebud (fvmh.). Men dette er ikke blot den eneste rette betydning ud fra sammenhængen; det er også den eneste rette betydning ud fra ordets ordbogsmæssige betydning. Ifølge arabiske ordbøger og almindelig sprogbrug betyder ordet »khātam«: at forsegle, lukke, nå til ende og afslutte en opgave og dermed blive fritaget for ansvaret.
Khātam al-ʿamal (Arabisk***) betyder: faragha min al-ʿamal (Arabisk*****) det vil sige: han har afsluttet arbejdet.
Khātam al-ināʾ (Arabisk****) betyder: Han har lukket karrets åbning og forseglet den, så intet kan komme ud af det, og intet udefra kan trænge ind i det.
Khātama al-kitāb (Arabisk******) det vil sige: Han lukkede brevet og forseglede dets åbning, så brevet blev bevaret.
Khātama ʿalā al-qalb (Arabisk*******) det vil sige: Den smag, man mærker til sidst efter at have drukket en drik.
Khātimatu kulli shay’in ʿāqibatuhu wa ākhiratuhu (Arabisk**********) det vil sige, at khātima for enhver ting er dens udfald og afslutning.
Khātama ash-shay’a balagha ākhirahu (Arabisk*********) det vil sige, at det at afslutte noget betyder at nå frem til dets ende. Når man taler om khatm af Koranen, anvendes netop denne betydning, og på dette grundlag kaldes det sidste vers i hver sura for »khawātim«.
Khātamu al-qawmi ākhiruhum (Arabisk*******) det vil sige, at den sidste person i folket er khātam al-qawm. (Se: Lisān al-ʿArab, Qāmūs og Aqrab al-Mawārid). – [Her har jeg blot nævnt tre ordbøger. Men hvorfor kun disse tre ordbøger? Slår man op i en hvilken som helst pålidelig ordbog over det arabiske sprog, vil man dér finde netop den ovenfor nævnte betydning og forklaring af ordet »khātam«. Men de, der benægter khatm af profetskabet, har fuldstændigt undgået ordets ordbogsmæssige betydning for at lave en åbning i Allahs religions beskyttede fæstning. De ønsker at sige, at når en person kaldes »khātam ash-shuʿarā«, »khātam al-fuqahā« eller »khātam al-mufassirīn«, betyder det ikke, at ingen digter, retslærd eller koranfortolker blev født efter den person, der fik denne titel. Det betyder derimod, at fuldendelsen af den pågældende persons kundskab eller kunst er nået sin afslutning. Men selv om sådanne titler anvendes for at fremhæve noget stærkt, bliver den ordbogsmæssige betydning af khātam aldrig »fuldkommen« eller »fremragende«, og det regnes ikke for fejlagtigt at anvende ordet i betydningen »den sidste«. – Forfatteren]
Kun en person, der er uvidende om grammatiske regler, kan sige den slags. Det er ikke nogen sprogs regel, at hvis et ord undertiden bruges indirekte i en anden betydning i stedet for sin egentlige betydning, så bliver denne anden betydning dets egentlige betydning, og det bliver forbudt at bruge det i dets oprindelige ordbogsmæssige betydning. Når der foran en araber siges: »jā’a khātam al-qawm« (Arabisk*****) vil han aldrig tro, at den fornemste eller mest fuldkomne person i stammen er kommet; han vil derimod forstå, at alle i stammen er kommet, helt frem til den sidste person.
I denne forbindelse må man også huske, at det er mennesker, der har givet nogle personer titler som khātam ash-shuʿarā, khātam al-fuqahā, khātam al-muḥaddithīn og lignende. Og mennesker har ingen mulighed for at vide, om der efter den person, som de giver titlen khātam ash-shuʿarā eller khātam al-fuqahā, vil blive født en anden person med denne egenskab. Derfor har de ikke andet valg end i menneskers sprog at bruge sådanne titulerende ord for at fremhæve hans egenskab mest muligt og anerkende hans fuldkommenhed. Men når Allah den Højeste udpeger en person som én, hos hvem en bestemt egenskab er blevet afsluttet, ser jeg ingen grund til også at anvende ordet indirekte, sådan som mennesker anvender det. Hvis Allah havde kaldt nogen khātam ash-shuʿarā, ville betydningen uden tvivl være, at det efter den pågældende person var umuligt, at en anden profet blev født. For Allah kender det usete og fremtiden, mens mennesket ikke kender det usete eller fremtiden. Hvordan kan det, at Allah kalder nogen khātam an-nabiyyīn, sidestilles med, at mennesker giver nogen titlen khātam ash-shuʿarā? – [Forfatteren]
Derfor har alle ordbogseksperter og koranfortolkere uden undtagelse fortolket udtrykket khātam an-nabiyyīn som »ākhir an-nabiyyīn« – det vil sige profeternes sidste. Ifølge arabiske ordbøger og talemåder betyder »khātam« ikke postvæsenets stempel, hvis aftryk sættes på brevet, når det sendes, men det segl, der sættes på konvoluttens åbning med det formål, at intet kan komme ud fra dens indre, og intet udefra kan trænge ind.
Allahs Sendebuds (fvmh) ord
De forskellige forklaringer fra Allahs Sendebud (fvmh) støtter også den betydning, som ordet får ud fra Koranens sammenhæng før og efter samt dets sproglige betydning. Som eksempel nævner jeg her nogle få hadither:
(Arabisk***************************************på PDF-side 179)
»Allahs Sendebud (fvmh) sagde: Israels børn blev ledet af Allahs sendebude. Når en profet døde, efterfulgte en anden profet ham, men efter mig kommer der ingen profet; der kommer kun kaliffer.« – (Bukhari, kapitlet om dyder)
(Arabisk***************************************på PDF-side 179)
»Allahs Sendebud (fvmh) sagde: Mit og de tidligere profeters eksempel er som en mand, der byggede et hus og udsmykkede det meget smukt og prægtigt. Men i et af dets hjørner manglede der en mursten. Folk gik rundt om huset, betragtede dets skønhed med forundring og sagde: Hvorfor er der ikke lagt en mursten på dette sted? Derfor er jeg denne mursten, og jeg er denne profet. (Det vil sige, efter min komme er profetskabets bygning blevet fuldendt; nu er der ikke længere nogen tom plads i den, som kræver endnu en profet for at blive udfyldt.« – (Bukhari, Kitab al-Manaqib, kapitlet om profeternes segl).
Fire hadither med dette samme indhold er blevet nævnt i kapitlet »Profeternes segl« i Kitab al-Fada’il. I den sidste hadith er følgende del tilføjet:(Arabisk********) Det vil sige: »Derefter kom jeg og afsluttede profeternes række.«
Denne hadith er også blevet overleveret i Tirmidhis værk med de samme ord, i »Kapitlet om Profetens dyder« i Kitab al-Manaqib og i »Kapitlet om lignelser« i Kitab al-Adab.
Denne hadith er nævnt i Musnad af Abu Daud Tayalisi i kæden af overleveringer fra Jabir ibn Abdullah. Den sidste del lyder (Arabisk******) Det vil sige: Gennem mig blev profeternes kæde afsluttet.
En hadith af denne art, med en mindre sproglig variation, er overleveret fra Ubai ibn Ka’b, Abu Sa’id al-Khudri og Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) i Musnad Ahmad.
(Arabisk***************************************på PDF-side 180)
“Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Jeg er blevet begunstiget frem for de øvrige profeter på seks områder. (a) Jeg har fået evnen til at udtrykke omfattende betydninger med korte ord. (b) Jeg er blevet støttet med styrke og autoritet. (c) Krigsbyttets rigdomme er blevet gjort tilladte for mig. (d) Jordens overflade er blevet gjort til en moské for mig (det vil sige, at bønnen ifølge min sharia ikke kun kan udføres på særlige bedesteder, men overalt i verden), og jorden er blevet gjort til et middel til renselse (det vil sige, at man ikke blot kan bruge vand, men også udføre tayammum med jord og dermed opnå renselse, det vil sige udføre den handling, der svarer til wudu og ghusl). (e) Jeg er blevet sendt som Sendebud til hele verden, og (f) profeternes kæde er blevet afsluttet med mig.” – (Muslim, Tirmidhi, Ibn Majah).
(Arabisk***************************************på PDF-side 180)
“Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Sendebuddenes og profeternes række er blevet afsluttet. Derfor vil der efter mig ikke komme noget sendebud eller nogen profet.” – (Tirmidhi, Kitab al-Ru’ya, Bab Dhahab al-Nubuwwah; Musnad Ahmad, overleveret af Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham)).
(Arabisk***************************************på PDF-side 181)
“Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Jeg er Muhammad, og jeg er Ahmad. Jeg er den, der udsletter; gennem mig vil kufr blive udslettet. Jeg er den, der samler; efter mig vil menneskene blive samlet på Hashrs slette. (Det vil sige, at efter mig er kun opstandelsens dag tilbage.) Jeg er den, der kommer sidst (og den, der kommer sidst af alle, er den), efter hvem der ikke kommer nogen profet.” – (Bukhari og Muslim, Kitab al-Fada’il, Bab Asma’ al-Nabi; Tirmidhi, Kitab al-Adab, Bab Asma’ al-Nabi; Muwatta, Kitab Asma’ al-Nabi; Mustadrak al-Hakim, Kitab al-Tarikh, Bab Asma’ al-Nabi).
(Arabisk***************************************på PDF-side 181)
“Rasulullah (sa) sagde: Allah har visselig ikke sendt nogen profet, som ikke advarede sin ummah om Dajjal. (Men han kom ikke frem i deres tid.) Nu er jeg den sidste profet, og I er den sidste ummah. Dajjal vil uden tvivl komme frem blandt jer nu.” – (Ibn Majah, Kitab al-Fitan, Bab al-Dajjal).
(Arabisk***************************************på PDF-side 181)
“Abd al-Rahman ibn Jubayr siger: Jeg hørte Abdullah ibn Amr ibn al-As sige: En dag kom Rasulullah (sa) ud fra sit hus og sluttede sig til os. Han kom, som om han tog afsked med os. Tre gange sagde han: Jeg er Muhammad, den ummīske profet. Derefter sagde han: Der er ingen profet efter mig.” – (Musnad Ahmad, beretning af Abdullah ibn Amr ibn al-As (ra)).
(Arabisk***************************************på PDF-side 181)
“Rasulullah (sa) sagde: Der er ingen profetisk mission efter mig. Der findes kun gode budskaber. Der blev spurgt: O Allahs Sendebud! Hvad er de gode budskaber? Han svarede: Gode drømme. Eller han sagde: Velgørende drømme. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen mulighed for, at Allahs åbenbaring nedsendes. Højst kan man sige, at hvis Allah den Ophøjede giver nogen et tegn, vil det kun ske gennem en god drøm.” – (Musnad Ahmad, overleveret af Abu al-Tufayl, al-Nasa’i, Abu Dawud).
(Arabisk***************************************på PDF-side 182)
“Profeten (sa) sagde: Hvis der efter mig havde været en profet, ville Umar ibn al-Khattab have haft den lykke.” – (al-Tirmidhi, Kitab al-Manaqib).
(Arabisk***************************************på PDF-side 182)
„Allahs Sendebud (fvmh.) sagde til Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham): »Din relation til mig er som Haruns relation til Musa (fvmdh.). Men der kommer ingen profet efter mig.«“ – (Bukhari og Muslim, Kitab Fada’il al-Sahaba).
Bukhari og Muslim har overleveret denne hadith i forbindelse med beretningen om slaget ved Tabuk. I Musnad Ahmad er to hadither med dette indhold blevet overleveret fra Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas (må Allah være tilfreds med ham). Afslutningen på den ene hadith lyder:(Arabisk********) »Husk, at der ikke er noget profetskab efter mig.« Abu Dawud al-Tayalisi, Imam Ahmad og Muhammad Ishaq har overleveret en udførlig hadith om dette, hvoraf det fremgår, at Allahs Sendebud (fvmh.) før afrejsen til slaget ved Tabuk besluttede at efterlade Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) for at beskytte og administrere Medina Tayyiba. På grund af dette begyndte hyklerne at sige forskellige ting om ham. Han gik til Allahs Sendebud (fvmh.) og sagde: »Allahs Sendebud! Efterlader du mig blandt børnene og kvinderne?« Da trøstede Allahs Sendebud (fvmh.) ham og sagde: »Din relation til mig er som Haruns relation til Musa (fvmdh.).« Det vil sige: Ligesom Hazrat Musa (fvmh.) efterlod Hazrat Harun (fvmh.) for at tage sig af Israels Børn, da han drog til Turs bjerg, sådan efterlader jeg dig for at beskytte Medina. Samtidig opstod der hos Allahs Sendebud (fvmh.) en bekymring for, at denne sammenligning med Hazrat Harun (fvmh.) måske senere kunne give anledning til en fitna. Derfor præciserede han straks: »Men husk, at ingen person bliver profet efter mig.«
(Arabisk***************************************på PDF-side 182)
„Hazrat Thawban har berettet, at Allahs Sendebud (fvmh.) sagde: … Det, der er sagen, er, at tredive løgnere vil fremstå blandt min ummah. Hver af dem vil hævde at være profet. Men der kommer ingen profet efter mig.« – (Abu Dawud, Kitab al-Fitan).
Abu Dawud har overleveret endnu en hadith med dette indhold fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) i »Kitab al-Malahim«. Tirmidhi har overleveret disse to hadither fra Hazrat Thawban og Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham). Den anden hadith lyder:
(Arabisk***************************************på PDF-side 183)
„Det vil sige, at der endda vil komme omkring tredive bedragere. Hver af dem vil hævde at være Allahs Sendebud.«
(Arabisk***************************************på PDF-side 183)
“Profeten (sa) sagde: Blandt de israelitter, der levede før jer, var der mange, som blev tiltalt af Allah, selv om de ikke var profeter. Hvis der findes en sådan person blandt min ummah, vil det være Umar.” – (Bukhari, Kitab al-Manaqib).
I den hadith med dette indhold, som er nævnt i Muslim, (Arabisk****) i stedet for (Arabisk****)blev ordet brugt. Men ordene mukallam og muhaddath er synonymer. Det vil sige en person, som Allah den Ophøjede har talt til, eller som der tales til fra bag et slør. Heraf fremgår det, at hvis nogen i denne ummah, ud over profetskab, kunne få den ære at tale med Allah, ville det være ingen anden end Umar (ra).
(Arabisk***************************************på PDF-side 183)
“Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Efter mig kommer der ingen profet, og efter min ummah kommer der ingen ummah.” – (Bayhaqi, Kitab al-Ru’ya; Tabarani).
(Arabisk***************************************på PDF-side 183)
“Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Jeg er den sidste profet, og min moské (det vil sige Profetens Moské i Medina) er den sidste moské.” – [De, der benægter profetskabets afslutning, beviser ud fra denne hadith, at ligesom Allahs Sendebud (fred være med ham) kaldte sin moské den sidste moské, selv om den ikke er den sidste moské, og utallige moskéer er blevet bygget i verden efter den – således sagde han også, at han var den sidste profet. Det skulle altså betyde, at der også ville komme profeter efter ham. Hvad fortræffelighed angår, er han ganske vist den sidste profet, og hans moské den sidste moské. Men i virkeligheden beviser en sådan fordrejet betydning blot, at disse mennesker er blevet berøvet evnen til at forstå betydningen af Allahs og Sendebuddets (fred være med ham) ord. Hvis man på det sted i Sahih Muslim, hvor denne hadith er overleveret, ser på alle haditherne om dette emne, vil det blive klart, i hvilken betydning Allahs Sendebud (fred være med ham) omtalte sin moské. Her har imam Muslim citeret beretninger fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) og de troendes moder, Maymuna (må Allah være tilfreds med hende), hvori det siges, at der i verden kun findes tre moskéer, som har krav på fortræffelighed frem for almindelige moskéer. Den, der beder dér, får tusind gange større belønning end i andre moskéer. Derfor er det kun tilladt at rejse for at bede i disse tre moskéer. Bortset fra disse tre er det ikke tilladt at rejse til en bestemt moské blandt alle verdens øvrige moskéer med det særlige formål at bede dér. Af disse tre særlige moskéer er al-Masjid al-Haram den første. Profeten Ibrahim (fred være med ham) byggede den. Den anden er al-Masjid al-Aqsa. Profeten Sulayman (fred være med ham) byggede den. Den tredje er Profetens Moské i Medina. Den blev bygget af Allahs Sendebud (fred være med ham). Betydningen af Allahs Sendebuds (fred være med ham) udsagn er, at eftersom der ikke kommer nogen profet efter mig, vil der efter min moské ikke blive bygget endnu en, en fjerde moské i verden, hvor belønningen for bøn er større end i andre moskéer, og hvortil det er tilladt at rejse med det formål at bede. – (Forfatteren)] (Muslim, Kitab al-Hajj, kapitlet om fortræffeligheden ved at bede i moskéerne i Mekka og Medina).
En lang række sahaba har overleveret haditherne fra Allahs Sendebud (fred være med ham), og mange muhaddithun har citeret dem med meget stærke og pålidelige overleveringskæder. Efter at have studeret dem bliver det klart, at Allahs Sendebud (fred være med ham) i forskellige situationer og med forskellige formuleringer tydeligt har fastslået, at han er den sidste profet. Der kommer ingen profet efter ham. Profetskabets kæde er blevet afsluttet med ham, og enhver, der efter ham gør krav på at være sendebud eller profet, vil være en dajjal og en løgner. – [De, der benægter profetskabets afslutning, anfører over for alle disse hadither fra Den Ædle Profet (fred være med ham) følgende beretning, som angiveligt stammer fra Aisha. Deri siges der:(Arabisk**************) Det vil sige: “Sig: Sandelig, han er profeternes segl, men sig ikke, at der ingen profet kommer efter ham.” Men for det første er det, bortset fra at være den yderste frækhed og respektløshed, over for Den Ædle Profets (fred være med ham) klare befaling at fremføre noget, der skulle være Aishas (må Allah være tilfreds med hende) ord. Desuden findes ovenstående udsagn ikke overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Ingen berømt hadithsamler har nedskrevet denne hadith i sit værk. Det ovenstående udsagn citeres fra tafsirværket Durre Mansur og hadithordbogen Takmilaye Majma‘ al-Bahar. Men der nævnes ingen overleveringskæde for det.”
At fremføre en svag udtalelse, som angiveligt skulle være fremsat af en kvindelig sahabi, for at afvise de utallige klare hadither fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), som de fremmeste og ledende hadith-lærde har overleveret med fejlfri og pålidelige overleveringskæder, er intet andet end ekstremt dristigt. ] Hvilken stærkere, mere pålidelig og mere autoritativ forklaring kan der være på Koranens udtryk »Khatam an-Nabiyyin«? Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ord er her belægget og det endelige bevis. Desuden bliver det et endnu stærkere bevis, når det forklarer et vers i Koranen. Spørgsmålet er nu: Hvem forstod Koranen bedre end profeten Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham), og hvem andre end ham kunne have ret til at fortolke den? Hvem findes der, som vil forklare profetskabs afslutning på en anden måde, når vi ikke engang er rede til at tænke over det, for slet ikke at tale om at acceptere det?
Sahabernes enstemmighed
Efter Koranen og sunnaen er de ædle sahabers enstemmighed eller enighed den tredje vigtigste autoritet. Alle pålidelige historiske beretninger beviser, at de ædle sahaber umiddelbart efter Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) død, på grundlag af enighed, bekæmpede alle, der gjorde krav på profetskab, samt alle, der anerkendte deres profetskab.
I denne forbindelse er sagen om Musaylima al-Kadhdhab særligt bemærkelsesværdig. Han benægtede ikke Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) profetskab; hans påstand var derimod, at han var blevet gjort til delagtig i Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) profetskab. I det brev, som han skrev til ham før Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) død, stod der:
(Arabisk***************************************på PDF-side 185)
Det vil sige: »Fra Allahs Sendebud Musaylima til Allahs Sendebud Muhammad. Fred være med dig. Du skal vide, at jeg er blevet gjort til delagtig sammen med dig i profetskabsgerningen.« (Tararī, 2. bind, s. 399, trykt i Egypten). Desuden stod sætningen »Ashhadu anna Muhammadan rasulullah« også i det.
Selv efter at have anerkendt Muhammads sendebudskab i så klare vendinger blev han anset for at være vantro og uden for islam, og der blev ført krig mod ham. Det er også historisk bevist, at Banu Hanifa i god tro troede på ham. De var imidlertid blevet vildledt af den opfattelse, at profeten Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) selv havde gjort ham delagtig i sit profetskab. Desuden havde en person, som havde modtaget undervisning i Koranen i Medina, over for dem fremlagt Koranvers som vers, der var blevet åbenbaret for Musaylima. (Ibn Kathirs Al-Bidaya wa-n-Nihaya, 5. bind, s. 51). Alligevel anerkendte de ædle sahaber (må Allah være tilfreds med dem) dem ikke som muslimer. De førte krig mod dem. Der er ingen mulighed for at hævde, at sahaberne derefter bekæmpede dem, ikke på grund af frafald, men på grund af oprør. Hvis man nogensinde må føre krig mod oprørske muslimer, må deres krigsfanger ifølge islamisk lov ikke gøres til slaver. Og selv hvis dhimmier erklærer oprør, må de heller ikke gøres til slaver efter deres anholdelse. Men under krigen mod Musaylima og hans tilhængere erklærede Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), at deres piger og mindreårige drenge skulle gøres til slaver. Efter deres tilfangetagelse viste det sig, at de virkelig var blevet gjort til slaver. Ali (må Allah være tilfreds med ham) blev ejer af en af de kvindelige krigsfanger fra deres gruppe. Sønnen, som denne krigsfange fødte, Muhammad al-Hanafiyya—[Hanafiyya betyder en pige fra Hanifa-stammen]—blev senere en person, der var almindeligt kendt i islam. (Al-Bidaya wa-n-Nihaya, 6. bind, s. 316–325).
Heraf bliver det klart, at den forbrydelse, som de ædle sahaber førte krig mod dem for, ikke var oprør, men bestod i, at en person gjorde krav på profetskab efter Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham), og at folk troede på ham. Dette skridt blev taget umiddelbart efter Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) død. Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) stod i spidsen for det, og hele sahabernes gruppe støttede ham samlet. Hvilket tydeligere eksempel på sahabernes enstemmighed kunne der være?
De lærdes konsensus
I shariaen er de lærdes konsensus efter sahabernes konsensus det fjerde niveau og det stærkeste bevis. Ser man på sagen i dette perspektiv, viser det sig, at de lærde i alle områder af hele den muslimske verden i enhver tidsalder, fra det første hijri-århundrede og frem til i dag, altid har været enige om, at:
Efter Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kan ingen person blive profet, og enhver, der efter ham gør krav på profetstatus, eller som accepterer dette falske krav, er kafir. Han har ingen plads i den islamiske ummah.
Jeg fremlægger nogle beviser i denne sag:
For det første: På imam Abu Hanifas tid (80-150 hijri) gjorde en person krav på profetstatus.
Han sagde: »Giv mig en mulighed, så vil jeg fremlægge et tegn på min profetstatus.« Da imam Sahib hørte dette, sagde han: Den, der beder ham om et tegn, bliver også kafir. For Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) har sagt: (Arabisk*******) »Der kommer ingen profet efter mig.« (Manāqib Imām Aʿẓam Abū Hanīfa, skrevet af Ibn Ahmad Makkī, bind 1, s. 161, udgivet i Hyderabad i 1321 hijri).
For det andet: Allama Ibn Jarir Tabari (224-310 hijri) har i sin berømte koraneksegese (Arabisk***********) skrevet følgende i forbindelse med fortolkningen af verset: (Arabisk***************) Det vil sige: »Han, som har afsluttet profetembedet og sat sit segl på det. Derfor vil dets dør ikke blive åbnet for nogen anden indtil Dommedag.« (Tafsir Ibn Jarir, bind 22, s. 12).
For det tredje: Imam Tahawi (239-321 hijri) har i sit værk Aqida Salafiyya, under gengivelsen af de tidligere førende lærdes, især imam Abu Hanifa (må Allah være tilfreds med ham), imam Abu Yusuf (må Allah være tilfreds med ham) og imam Muhammad (må Allah være tilfreds med ham), troslære, nedskrevet følgende troslære om profetembedet: »Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) er Allahs elskede tjener, Hans udvalgte profet og elskede Sendebud. Han er den sidste profet, de gudfrygtiges imam, sendebudenes leder og de skabte verdeners Herres ven. Ethvert krav på profetstatus efter ham er ensbetydende med vildfarelse og selvdyrkelse.« (Sharh at-Tahawiyya fi al-Aqidat as-Salafiyya, Dar al-Ma’arif, Egypten, s. 15, 87, 96, 97, 100 og 102).
For det fjerde: Allama Ibn Hazm al-Andalusi (384–456 e.h.) har skrevet: »Uden tvivl er åbenbaringens kæde blevet afsluttet efter Allahs Sendebud (s.a.). Beviset herfor er, at åbenbaringen kun kommer til en profet, og den Almægtige Allah har sagt: Muhammad er ikke far til nogen af jeres mænd, men han er Allahs Sendebud og den sidste profet.« –(Al-Muhalla, bind 1, s. 26).
For det femte: Imam Ghazali (450–505 e.h.) siger: –[Her citerer jeg imam Ghazalis udtalelse ordret på originalsproget. Grunden er, at de, der benægter profetskabets afslutning, med stor kraft har anfægtet denne overleverings autenticitet. –(Forfatteren)]
(Arabisk***********************************************************************************(på PDF-side 187)
Det vil sige: »Hvis denne dør (døren til at nægte at acceptere ijma som bevis) åbnes, vil følgerne blive frygtelige. Hvis en person for eksempel siger, at det er muligt, at en anden profet kommer efter vores profet Muhammad (s.a.), må man uden tvivl ty til ijma for at bevise, at det er tilladt at tøve med at erklære ham for kafir. For fornuften afgør ikke, at det er forbudt. Hvad angår Koranen og hadith, vil det heller ikke være vanskeligt for en person med denne trosopfattelse at give de to udsagn »Der er ingen profet efter mig« og »den sidste profet« opdigtede betydninger. Han kan sige, at »den sidste profet« betyder afslutningen på de bedste profeters komme. Og hvis det siges, at ordet »profeter« er anvendt i sin almindelige betydning, vil det heller ikke være vanskeligt for ham at fortolke denne almindelige betydning. Om udsagnet »Der er ingen profet efter mig« kan han sige: »Det blev jo ikke sagt, at der ikke er noget sendebud efter mig.« Der er forskel på et sendebud og en profet. Profetens rang er højere end sendebuddets. Kort sagt kan man fremføre mange sådanne meningsløse påstande. Det er heller ikke muligt at lukke vejen for forskellige opdigtede betydninger gennem rent sproglig analyse. Tværtimod mener vi, at der ved at tillægge teksten en ydre betydning er mulighed for endnu fjernere betydninger end denne. Om dem, der antager sådanne betydninger, kan vi ikke sige, at de benægter Koranen og hadith. Men som svar på deres udsagn vil vi sige, at hele den muslimske umma enstemmigt har forstået dette ord (det vil sige »Der er ingen profet efter mig«) og profeten Muhammads (s.a.) tilstand sådan, at meningen med profeten Muhammads (s.a.) udsagn var: Efter ham kommer der hverken en profet eller et sendebud. Desuden har hele den muslimske umma enstemmigt besluttet, at der i denne sag ikke er plads til nogen form for ta’wil, opdigtet betydning eller fjern fortolkning. Derfor kan en sådan person ikke kaldes andet end en, der benægter ijma.« –(Al-Iqtisad fi al-I‘tiqad, al-Matba‘at al-Abdiyya, Egypten, s. 114).
For det sjette: Muhyi al-Sunna al-Baghawi (død 510 e.h.) har skrevet i sin tafsir Ma‘alim al-Tanzil: »Gennem Allahs Sendebud har Allah afsluttet profetskabets kæde. Derfor er han den sidste profet … Ibn Abbas siger: Allah har i dette vers fastslået, at der ikke vil være nogen profet efter Muhammad (s.a.).« –(bind 3, s. 158).
For det syvende: Allama al-Zamakhshari har skrevet i Tafsir al-Kashshaf: »Hvis I siger: Hvordan kan Allahs Sendebud (s.a.) være den sidste profet, når Jesus (a.s.) vil stige ned i den sidste tid? Så vil jeg svare: Meningen med, at Allahs Sendebud (s.a.) er den sidste profet, er, at ingen efter ham vil blive udnævnt til profet. Jesus (a.s.) blev gjort til profet før Allahs Sendebud (s.a.). Når han senere stiger ned, vil han følge Allahs Sendebuds (s.a.) sharia og bede vendt mod hans qibla. Det vil sige, at han vil være en del af Allahs Sendebuds (s.a.) umma.« –(bind 2, s. 215).
For det ottende: Qadi Iyad (død 544 e.h.) har skrevet: »Enhver, der selv gør krav på profetskab eller mener, at man gennem egen indsats kan opnå profetskab og i det mindste gennem renselse kan ophøjes til profetens niveau (sådan som visse filosoffer og forvredne sufier mener), samt enhver, der ikke gør krav på profetskab, men påstår, at åbenbaring er blevet sendt ned over ham – alle sådanne mennesker er kafir og erklærer Allahs Sendebuds (s.a.) profetskab for løgn. For han har meddelt, at han er den sidste profet, og at der ikke kommer nogen profet efter ham. Han har desuden meddelt fra Allah, at han har afsluttet profetskabet, og at han er blevet sendt til hele menneskeheden. Hele det muslimske samfund er enigt om, at udsagnets ydre betydning skal accepteres her, og at der ikke er mulighed for at antage nogen anden betydning. Derfor er der, hvad angår de nævnte gruppers kufr, ingen tvivl ifølge Koranen, hadith og ijma.« –(Al-Shifa, bind 2, s. 270–271).
For det niende: Allama Shahristani (død 548 e.h.) har skrevet i sit berømte værk al-Milal wa al-Nihal: »Og således: Den, der siger … at der kommer en profet efter Muhammad (s.a.) [bortset fra Jesus (a.s.)], er der ingen uenighed mellem to personer om er kafir.« –(bind 3, s. 249).
Ti: Imam Razi (543–606 AH) skriver i sit værk Tafsir al-Kabir i forbindelse med fortolkningen af verset »Khatam an-Nabiyyin«: Formålet med at bruge udtrykket »Khatam an-Nabiyyin« i denne sammenhæng er, at hvis den profet, efter hvem en anden profet vil komme, efterlader noget ufuldstændigt med hensyn til råd og anvisninger, kan den profet, der kommer efter ham, fuldende det. Men den, efter hvem ingen anden profet vil komme, er meget omsorgsfuld over for sit ummah-folk og giver dem klar vejledning. For hans eksempel er som en fader, der ved, at hans søn efter hans død ikke vil have nogen anden værge eller beskytter. – (Bind 6, s. 581).
Elleve: Allama Baydawi (d. 685 AH) skriver i sit tafsirværk Anwar at-Tanzil: Det vil sige, at han er den sidste profet. Han har afsluttet profeternes række, eller det er på grund af ham, at der er blevet sat et segl på profeternes række. At Hazrat Isa (a) vil stige ned efter ham, skader ikke læren om profeteskabets afslutning, for han vil stige ned som følger af Allahs Sendebuds (sa) religion. – (Bind 4, s. 164).
Tolv: Allama Hafizuddin Nasafi (d. 810 AH) skriver i sit tafsirværk Madarik at-Tanzil: Allahs Sendebud (sa) er Khatam an-Nabiyyin. Det vil sige, at han er den sidste profet. Ingen vil blive gjort til profet efter ham. Hvad angår Hazrat Isa (a), blev han udnævnt til profet før Allahs Sendebud (sa). Når han senere vil stige ned, vil han følge Allahs Sendebuds (sa) sharia. Det vil sige, at han vil være en del af Allahs Sendebuds (sa) ummah. – (s. 471).
Tretten: Allama Alauddin Baghdadi (d. 725 AH) skriver i sit tafsirværk Khazin:(Arabisk******) Det vil sige, at Allah har afsluttet profetskabet med Allahs Sendebud (sa). Derfor findes der intet profetskab efter ham, og ingen kan dele hans profetskab efter ham.(Arabisk**********) Det vil sige, at Allah ved, at der ikke er nogen profet efter ham. – (s. 471–472).
Fjorten: Allama Ibn Kathir (d. 74 AH) skriver i sit berømte tafsirværk: Derefter fremgår det klart af det pågældende vers, at der ikke er nogen profet efter profeten Muhammad (sa). Og når der ikke er nogen profet efter ham, er der slet ikke tale om en sendebudsposition. For risalah er en særlig rang, mens profetskabet er en mere omfattende rang: Enhver sendebud er profet, men enhver profet er ikke sendebud. Den, der efter Allahs Sendebud (sa) gør krav på denne rang, er en løgner, bedrager, dajjal, vildledt og en, der vildleder andre. Hvor meget han end skaber forstyrrelse ved at gøre brug af naturlige fænomener og fortryllende magiske kunster og således kaster et slør af bedrag over menneskenes øjne, kan hans påstand ikke accepteres. … Sådan vil enhver person, der indtil Dommedag gør krav på denne rang, være. – (Bind 3, s. 493–494).
Femten: Allama Jalaluddin Suyuti (d. 911 AH) skriver i sit tafsirværk Tafsir al-Jalalayn:(Arabisk*************) Det vil sige, at Allah ved, at der ikke er nogen profet efter Allahs Sendebud (sa), og at Hazrat Isa (a), efter sin nedstigning, vil handle i overensstemmelse med Allahs Sendebuds (sa) sharia. – (s. 768).
Seksten: Allama Ibn Nujaym (d. 970 AH) skriver i kapitlet om frafald i Kitab as-Siyar i sit berømte værk om usul al-fiqh, al-Ashbah wan-Nazair: Hvis nogen ikke anser profeten Muhammad (sa) for at være den sidste profet, er han ikke muslim. For at kende disse forhold og anerkende dem hører til religionens nødvendige trosanliggender. – (s. 179).
Sytten: Shaykh Ismail Haqqi skriver i sit tafsirværk Ruh al-Bayan i forbindelse med fortolkningen af det nævnte vers: Asim – den berømte imam inden for tajwidvidenskaben – læste ordet »khatam« med fatha på bogstavet ta. Det betyder et redskab til at afslutte noget, hvormed der sættes et segl.
Det vil sige, at Allahs Sendebud kom efter alle profeterne, og gennem ham blev profeternes rækkefølge forseglet. På persisk kaldes dette »Mobre paigambaran«. Det vil sige, at profetembedets dør gennem ham blev forseglet og lukket, og profeternes rækkefølge blev afsluttet. Andre recitatorer har læst det som »Khatim an-Nabiyyin«, med kasra under taʾ. Det betyder, at han var den, der satte seglet; med andre ord, den, der satte seglet på profeterne. På denne måde bliver dette ord også synonymt med »Khatam«. Efter Allahs Sendebud vil de lærde blandt hans ummah derfor nu som arv alene modtage hans repræsentation. Med hans bortgang ophørte profetembedets arv også øjeblikkeligt, og det forhold, at Jesus, fred være med ham, vil stige ned efter ham, vil ikke være en mangel ved hans profetskab. For betydningen af »Khatim an-Nabiyyin« er, at ingen efter ham vil blive gjort til profet, mens Jesus, fred være med ham, blev gjort til profet før ham. Derfor vil han høre til blandt Allahs Sendebuds følgere, bede vendt mod Allahs Sendebuds qibla og være en del af hans ummah. På det tidspunkt vil der ikke blive sendt åbenbaring ned over Jesus, fred være med ham, og han vil ikke udstede nogen nye bestemmelser. Han vil tværtimod være Allahs Sendebuds repræsentant. … Den enstemmige udtalelse fra Ahl as-Sunnah wal-Jama’ah er, at der ikke findes nogen profet efter vores profet. For Allah har sagt:(Arabisk********************) Det vil sige, at Muhammad, fred være med ham, er Allahs Sendebud og den sidste profet. Og Allahs Sendebud har sagt: (Arabisk*****) »Der er ingen profet efter mig.« Derfor vil den, der i dag siger, at der findes en profet efter Muhammad, blive betegnet som vantro, for han vil benægte Koranens og hadiths klare erklæring. For efter klare argumenter og beviser er sandheden blevet adskilt fra falskheden. Og den, der gør krav på profetskab efter Muhammad, vil få sit krav kendt ugyldigt. – (bind 22, side 188).
Nitten: Fatawa-e-Alamgiri: På ordre fra Hindustans konge Alamgir nedskrev fremtrædende lærde fra subkontinentet i fællesskab dette værk i det tolvte hijri-århundrede. Heri står der: Hvis nogen mener, at Muhammad, fred være med ham, ikke er den sidste profet, er han ikke muslim. Og hvis han gør krav på at være Allahs Sendebud eller profet, vil han blive betegnet som vantro. – (bind 2, side 263).
Tyve: Allama Shawkani har i sin tafsir Fath al-Qadir skrevet: Hele det muslimske samfund har læst ordet »Khatim« med kasra under taʾ; kun Aṣim har læst det med fatha. Den første betydning er, at Allahs Sendebud afsluttede alle profeternes rækkefølge, det vil sige, at han kom som den sidste. Den anden betydning er, at han fungerede som seglet for alle profeterne; det vil sige, at profeternes rækkefølge gennem ham blev forseglet og lukket. Som følge heraf blev deres gruppe fuldendt. – (bind 4, side 275).
Enogtyve: Allama Alusi har i tafsirværket Ruh al-Ma’ani skrevet: Ordet »profet« har en bredere betydning end »sendebud«. At Sendebudet er Khatim an-Nabiyyin betyder derfor også, at han er Khatim al-Mursalin. Han er den sidste profet og den sidste sendebud; det betyder, at efter at han i denne verden havde fået profetskabets egenskab, blev denne egenskab for altid fjernet blandt mennesker og jinner. – (bind 22, side 32). Den, der efter Allahs Sendebud gør krav på at have modtaget profetskabets åbenbaring, vil blive betragtet som vantro. Der er ingen mulighed for uenighed blandt muslimerne om dette. – (bind 22, side 38). Koranen har med utvetydige ord erklæret, at Allahs Sendebud er den sidste profet. Allahs Sendebuds sunnah har forklaret dette tydeligt, og hele det muslimske samfund har handlet i overensstemmelse med det. Derfor vil den, der fremsætter et krav i modstrid med dette, blive betragtet som vantro. – (bind 22, side 39).
Her har jeg nævnt forklaringerne og synspunkterne fra den muslimske verdens fremmeste lærde, faqih’er, koranfortolkere og hadithlærde, fra Hindustan til Marokko og Andalusien og fra Tyrkiet til Yemen. Sammen med deres navne har jeg også nævnt deres fødsels- og dødsår. Heraf kan enhver ved første øjekast forstå, at blandt dem findes islams største lærde fra det første til det trettende hijri-århundrede. Jeg kunne også have nævnt synspunkterne fra lærde i det fjortende hijri-århundrede, men jeg undlod med vilje at citere deres synspunkter. For nogen kunne som svar på deres synspunkter og forklaringer sige, at de af stædighed over for vor tids person, der gør krav på profetskab, har forklaret denne betydning af Khatam an-Nabiyyin. Derfor har jeg citeret synspunkterne fra lærde fra tidligere tider. Det siger sig selv, at der på ingen måde kan være tale om nogen konflikt mellem dem og nogen i vor tid. Disse synspunkter beviser endegyldigt, at hele den muslimske verden fra det første hijri-århundrede og frem til i dag samlet har forstået ordet Khatam an-Nabiyyin som »den sidste profet«. Muslimer i enhver tidsalder har haft den samme trosopfattelse: Efter Allahs Sendebud er profetskabets dør for altid blevet lukket. Der har heller ikke blandt muslimerne været nogen uenighed om, at enhver, der efter profeten Muhammad gør krav på at være sendebud eller profet, og enhver, der accepterer hans krav, bliver vantro.
På baggrund af denne drøftelse kan enhver fornuftig person nå frem til den konklusion, at når den betydning af ordet Khatam an-Nabiyyin, som fremgår af de arabiske ordbøger, som ses af Koranens sammenhæng, som Allahs Sendebud har forklaret, som de ædle sahaba enstemmigt har tilsluttet sig, og som hele det muslimske samfund uden tvetydighed har anerkendt fra sahabaernes tid og frem til i dag, tages i betragtning: Er der da nogen mulighed eller anledning til at antage en anden betydning, det vil sige at åbne profetskabets dør for en ny person, der gør krav på det? Og hvordan kan man anerkende de mennesker som muslimer, som ikke blot nærede den rene forestilling om at åbne profetskabets dør, men lod én person træde ind gennem denne dør som profet og også troede på hans profetskab?
I denne forbindelse må yderligere tre ting overvejes.
Et vigtigt spørgsmål
For det første er spørgsmålet om profetskab yderst følsomt. Set fra Koranens synspunkt hører dette spørgsmål til islams grundlæggende troslære. Menneskets tro eller vantro afhænger af, om det anerkender dette eller ej. Hvis en person virkelig er profet, men folk ikke tror på ham, bliver de vantro. Omvendt bliver de også vantro, hvis de anerkender en person som profet, selv om han ikke er profet. Under så følsomme omstændigheder kan man ikke forestille sig nogen form for uagtsomhed fra Allahs side. Hvis der ikke skulle komme nogen profet efter profeten Muhammad (fred være med ham), ville Allah selv have udtrykt det klart og utvetydigt i Koranen, have bekendtgjort det offentligt gennem Allahs Sendebud (fred være med ham), og Allahs Sendebud (fred være med ham) ville aldrig have forladt denne verden, før han havde gjort hele ummaen fuldt ud bekendt med, at der efter ham ville komme flere profeter, og at vi skulle tro på dem. Hvilken fjendskab havde Allah og Hans Sendebud (fred være med ham) til vores religion og tro, siden profetskabsdøren efter Allahs Sendebud (fred være med ham) skulle stå åben, og en profet skulle træde ind gennem denne dør – en profet, som vi ikke kunne forblive muslimer uden at tro på – mens vi ikke blot blev holdt uvidende om dette, men Allah og Hans Sendebud tværtimod sammen sagde sådanne ting, at hele ummaen i tretten hundrede år har ment, og stadig mener, at der ikke vil komme nogen profet efter profeten Muhammad (fred være med ham)?
Lad os for argumentets skyld antage, at profetskabsdøren står åben, og at en profet faktisk er kommet. I så fald vil vi uden tøven benægte ham. Den eneste frygt kunne være forhøret foran Allah. Men hvis Han på Dommedag kræver en redegørelse af os om dette, vil vi uden omsvøb fremlægge de førnævnte optegnelser for Hans domstol. Dermed vil det blive bevist – Allah bevare os – at det netop var Allahs Bog og Sendebuddets sunna, der kastede os ud i denne vantro. Vi kan uden frygt sige, at Allah den Højeste ikke vil straffe os for ikke at tro på en ny profet, når Han har set disse optegnelser. Men hvis profetskabsdøren virkelig er blevet lukket, hvis der ikke længere er mulighed for, at en profet kommer, og en person alligevel tror på en, der hævder at være profet, bør han da overveje, om han på Allahs domstol kan fremlægge nogen optegnelser for at undgå denne vantros forbrydelse, så han kan håbe på at blive frelst. De beviser, han har samlet til sit eget forsvar, bør analyseres her, før han møder frem for domstolen. Og sammen med de beviser, vi har fremlagt, bør hans egne beviser gennemgås, så det kan afgøres, om noget fornuftigt menneske på grundlag af det forsvar, han stoler på for at handle sådan, kan udsætte sig for faren ved at blive straffet for vantro.
Hvad er behovet for en ny profet nu?
Det andet vigtige punkt er, at ingen ved at gøre fremskridt i tilbedelse og gode handlinger kan frembringe profetskabets egenskab i sig selv. Profetskab er ikke en belønning, som et menneske gives til gengæld for en stor tjeneste. Det er derimod en rang, som Allah den Højeste tildeler en bestemt person, når der foreligger et særligt behov. Når dette behov opstår, ophøjer Allah en person til denne rang; når behovet ikke opstår eller ikke længere findes, bliver Allah ikke ved med unødigt at sende den ene profet efter den anden. Hvis man forsøger at finde denne oplysning i Den Ædle Koran – under hvilke omstændigheder det bliver nødvendigt at sende en profet – kan man konstatere, at profeter kun er blevet sendt under fire slags omstændigheder:
For det første opstår behovet for at sende en profet til et bestemt folk, fordi ingen profet tidligere er kommet til dem, og budskabet fra en profet, der blev sendt til et andet folk, heller ikke er nået frem til dem.
For det andet opstår behovet for at sende en profet, fordi mennesker har glemt den tidligere profets lære eller forvansket den, så det er blevet umuligt at følge den vej, som denne profet viste.
For det tredje kunne folkets uddannelse gennem den tidligere profet ikke nå fuldendelse, og derfor blev der behov for endnu en profet for at fuldende religionen.
For det fjerde kunne der opstå behov for endnu en profet til at hjælpe og støtte en profet.
Det siger sig selv, at ingen af de ovennævnte grunde længere er til stede efter Allahs Sendebud (fvmh.).
Koranen selv siger, at Allahs Sendebud (fvmh.) blev sendt som vejleder for hele verden. Verdens kulturhistorie viser, at der siden hans profetkaldelse har hersket sådanne forhold i hele verden, at hans kald kan nå alle folkeslag. Derfor er der ikke længere noget behov for at sende separate profeter til hvert enkelt folk.
Koranen siger også, og alle overleveringer i hadith og sira bevidner ligeledes, at Allahs Sendebuds (fvmh.) lære er blevet bevaret fuldstændig korrekt og uforfalsket. Den er ikke blevet udsat for nogen form for fordrejning eller ændring. Ikke ét ord i den Koran, som han bragte, er til dato blevet ændret, og det vil heller ikke kunne ske indtil Dommedag. De anvisninger, han gav gennem sine ord og handlinger, modtager vi også, som om vi lever i hans egen tid. Det andet behov er således også bortfaldet.
Koranen giver desuden klart udtryk for, at Allahs religion blev fuldendt gennem Allahs Sendebud (fvmh.). Der er derfor heller ikke længere behov for nogen profet for at fuldende religionen.
Nu er det fjerde behov tilbage. Mit synspunkt er, at hvis der havde været behov for en profet af denne grund, ville han være blevet sendt sammen med Allahs Sendebud (fvmh.) i hans tid. Men alle ved, at ingen sådan profet blev sendt i Allahs Sendebuds (fvmh.) tid. Derfor er også denne grund bortfaldet.
Nu vil vi undersøge, hvad den femte grund skulle være til, at en ny profet kom efter Allahs Sendebud (fvmh.). Hvis nogen siger, at hele ummah er kommet på afveje, og at der derfor er behov for endnu en ny profet for at reformere den, vil vi spørge ham: Er der nogensinde i verden kommet en profet alene med det formål at reformere, sådan som en profet nu skulle komme udelukkende for dette? Grunden til, at profeter sendes, er, at åbenbaringen nedsendes til dem. Der er behov for åbenbaring enten for at bringe et nyt budskab eller for at beskytte et tidligere budskab mod fordrejning. Efter at Allahs Koran og Allahs Sendebuds (fvmh.) sunnah er blevet bevaret, religionen er blevet fuldendt, og alle mulige behov for åbenbaring er bortfaldet, er der kun behov for en reformator tilbage – ikke for en profet.
En ny profet er ikke et budskab om nåde for den nuværende ummah
Det tredje vigtige punkt er, at så snart en profet kommer til et folk, opstår spørgsmålet om tro og kufr iblandt dem. De, der anerkender denne profet, vil udgøre én ummah. Og de, der fornægter ham, vil nødvendigvis blive en del af en anden, særskilt ummah. Uenigheden mellem disse to ummaher vil ikke blive betragtet som en delvis eller mindre uenighed. Derimod vil den, når det gælder troen på en profet, blive en så grundlæggende uenighed, at den ene gruppe aldrig vil kunne forenes med den anden, før den opgiver sin troslære og overbevisning. Desuden vil deres kilder til vejledning og lovgivning i praksis være forskellige. Den ene gruppe vil udlede lovene fra sin egen profets åbenbaring og sunnah, mens den anden gruppe direkte vil afvise at anerkende disse to som kilder til dens lov. Derfor vil det aldrig være muligt for dem begge at skabe ét samfund sammen.
Efter at have iagttaget disse lysende sandheder vil enhver person klart kunne forstå, at »Khatm-e-nubuwwat« er en vældig nåde fra Allah den Ophøjede til det muslimske folk. Takket være dette er hele det muslimske folk blevet en del af et evigt, verdensomspændende broderskab. Dette har beskyttet muslimerne mod sådanne grundlæggende uoverensstemmelser, som kunne have sået frøene til en evig splittelse blandt dem. Derfor hører enhver, der anerkender profeten Muhammad (fred være med ham) som vejleder og leder og ikke ønsker at vende sig mod nogen anden vejledningskilde end hans undervisning, til dette broderskab og kan når som helst blive en del af det. Hvis profetskabets dør ikke var blevet lukket, ville det muslimske folk aldrig have fundet denne enhed. For efter hver profets komme ville denne enhed være blevet splittet.
Menneskets samvittighed og fornuft støtter også den opfattelse, at efter at en universel og fuldkommen religion er blevet etableret og beskyttet mod enhver form for forvanskning og ændring, bør profetskabets dør lukkes. Derved vil muslimerne i hele verden ved samlet at følge denne sidste profet for altid kunne forblive en del af den samme ummah, og der vil ikke igen og igen kunne opstå splittelse blandt ummahen på grund af nye profeters komme uden nødvendighed. Hvad enten profeten er »Zillī« eller »Burūzī« – [En profet, der følger den tidligere profet, kaldes en »Zillī«-profet, mens en profet, der ikke følger den tidligere profet, kaldes en »Burūzī«-profet.] – eller er knyttet til en ummah, en sharīʿah eller en bog, vil den uundgåelige følge af, at enhver, der er profet og udsendt af Allah, kommer, være, at de, der accepterer ham, bliver én ummah, mens de, der ikke accepterer ham, regnes for vantro. Denne splittelse er uundgåelig, når der virkelig opstår behov for at sende en profet – og kun da. Men når der ikke er behov for hans komme, kan man på ingen måde forvente af Allahs visdom og nåde, at Han vil kaste sine tjenere ud i en konflikt mellem tro og vantro og nægte dem muligheden for samlet at tilhøre én ummah. Derfor anerkender menneskets fornuft også som fejlfrit det, der bevises gennem Koranen, sunnahen og ijmāʿ, og dens krav er, at profetskabets dør bør være lukket i den nuværende tidsalder.
Den lovede Messias’ betydning i hadith»Den lovede Messias«s betydning
De, der kalder til et nyt profetskab, siger som regel til uvidende muslimer, at hadith omtaler den »lovede Messias’« komme, og at »Messias« var en profet. Derfor påvirkes troen på Khatm-e-nubuwwat på ingen måde af hans komme. Tværtimod er både Khatm-e-nubuwwat sand og den lovede Messias’ komme sandt.
I denne forbindelse siger de desuden, at profeten Jesus, Marias søn (fred være med ham), ikke er den »lovede Messias«. Han er jo død. Den, hvis komme er blevet forudsagt i hadith, er en »Messias-lignende« – det vil sige en Messias, der ligner profeten Jesus (fred være med ham). Og han er den og den person, som for nylig er kommet. At acceptere ham er ikke i strid med troen på Khatm-e-nubuwwat.
For at trænge gennem sløret af dette bedrag gengiver vi her med kilder de autentiske hadither, der er nævnt om dette emne, fra de pålidelige hadith-samlinger. Når enhver person ser disse hadither, vil han selv kunne forstå, hvad Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde, og hvordan han fremstilles i dag. – [Det skal i denne forbindelse bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt den lovede Messias kommer eller ej, ikke har nogen forbindelse med Koranen. Hele grundlaget findes i hadith. Hvis en Messias skal komme, må det derfor være den Messias, hvis omtale findes i de korrekte og pålidelige hadither. Hvis man ikke accepterer haditherne om Messias, opstår spørgsmålet om Messias’ komme slet ikke. Troen på dette har ganske vist sit grundlag i hadith, men at påpege forskellige unødvendige fejl i de korrekte og pålidelige hadither, som forudsiger Messias’ komme, er ren narrestreg. – (Forfatteren).]
Hadith om profeten Jesus’ (fred være med ham) nedstigning
(Arabisk******************************************på PDF-side 196)
“Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Ved den ophøjede Væsens ed, i hvis hånd mit liv er, vil Ibn Maryam visselig stige ned blandt jer som en retfærdig hersker. Derefter vil han bryde korset, tilintetgøre svinet –[At bryde korset og tilintetgøre svinet betyder, at kristendommen vil ophøre med at eksistere som en selvstændig religion. Hele kristendommens struktur hviler på den trosopfattelse, at Gud lod sin eneste søn [det vil sige Hazrat Isa (fred være med ham)] korsfæste og dø en forbandet død, og at dette blev soning for alle menneskers synder. Forskellen mellem de kristne og de andre profeters samfund er, at de kun har antaget denne trosopfattelse og forkastet hele Guds lov. De har endda gjort svinekød tilladt for sig – selv om det var forbudt i alle profeternes lov. Når Hazrat Isa (fred være med ham) derfor selv kommer og siger: Jeg er ikke Guds søn, jeg blev ikke korsfæstet, og jeg er ikke soning for nogens synder, vil selve grundlaget for den kristne tro blive rykket op med rode. Og når han ligeledes siger: Jeg har ikke gjort svinekød tilladt for mine følgere, og jeg har heller ikke fritaget dem for lovens påbud og forbud, vil kristendommens andet særkende blive udryddet.] – og bringe krigen til ophør (i en overlevering er ordet ‘jizya’ nævnt i stedet for krig, det vil sige, at han vil afskaffe jizya). –[Med andre ord vil religiøs forskelsbehandling da ophøre, og menneskene vil tilslutte sig den eneste religion, islam. Derfor vil der ikke længere være behov for krig, og der vil heller ikke blive opkrævet jizya fra nogen. –(Forfatteren).] Da vil rigdommen blive så stor, at der ikke vil være nogen til at tage imod den, og (forholdene vil nå et sådant stade, at menneskene) vil anse én prostration for Allah som mere værdifuld end verden og alt, hvad der findes i den.”
En anden hadith, overleveret af Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), lyder således:
(Arabisk******************************PDF side 197)
Det vil sige: “Dommedagen vil ikke indtræffe, før Hazrat Isa ibn Maryam (fred være med ham) er steget ned.” … Det, der herefter er blevet sagt, stemmer fuldstændigt overens med den ovenfor nævnte hadith. –(Bukhari, Kitab al-Mazalim, Bab Kasr al-Salib; Ibn Majah, Kitab al-Fitan, Bab Fitnat al-Dajjal).
(Arabisk******************************PDF side 197)
“Det fortælles fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Hvordan vil jeres tilstand være, når Ibn Maryam stiger ned blandt jer, mens jeres imam på det tidspunkt er en af jer?” –[Det vil sige, at Hazrat Isa (fred være med ham) ikke vil lede bønnen. Han vil bede bag den imam, som allerede er udpeget blandt muslimerne. –(Forfatteren).]
(Arabisk******************************PDF side 197)
“Det fortælles fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Isa ibn Maryam vil stige ned. Han vil tilintetgøre svinet og udslette korset. Flere bønner vil blive bedt for ham på én og samme tid. Han vil uddele så megen rigdom, at der til sidst ikke vil være nogen til at tage imod den. Han vil fritage folk for kharaj. Han vil opholde sig på et sted ved navn Rawha –[Rawha er navnet på et sted 25 miles fra Medina] – og derfra vil han udføre hajj eller umrah, eller begge dele.” –[Det skal bemærkes, at den person, som man i vor tid har anset for at være ‘Messias’ eller en, der ligner Messias, aldrig i sit liv udførte hajj eller umrah. –(Forfatteren).]
[Fortællerens tvivl om, hvilken af disse Rasulullah (sa) havde sagt, består stadig.]
(Arabisk*******************************************på PDF-side 198)
“Hazrat Abu Huraira (ra) har berettet: [Efter at have beskrevet Dajjals fremkomst sagde Rasulullah (sa):] Imens vil muslimerne fortsætte med at forberede sig på at kæmpe mod ham og stille sig op i rækker, og iqamaen til bønnen vil blive afsluttet. På dette tidspunkt vil Isa ibn Maryam (a) stige ned og lede muslimerne i bønnen. Så snart Allahs fjende Dajjal ser ham, vil han begynde at smelte på samme måde, som salt smelter i vand. Selv hvis Isa (a) forlader ham i denne tilstand, vil han smelte bort og dø. Men Allah den Ophøjede vil lade ham blive dræbt af Hazrat Isa (a). Han vil vise muslimerne sin spydspids, farvet med Dajjals blod.”
(Arabisk*******************************************på PDF-side 198)
“Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (ra). Rasulullah (sa) sagde: Der er ingen profet mellem mig og ham [det vil sige Hazrat Isa (a)], og han vil stige ned. Så snart I ser ham, skal I genkende ham. Han vil være middelhøj, med en rødlig-hvid hudfarve. Han vil være iført to gule klæder, som dog på ingen måde vil være våde. Han vil kæmpe med folk for Islams skyld. Han vil knuse korset i stykker. Han vil tilintetgøre svinene. Han vil afskaffe jizya-skatten. I hans tid vil Allah udrydde alle verdens øvrige religioner undtagen Islam. Han (Messias) vil dræbe Dajjal og opholde sig i verden i fyrre år. Derefter vil han dø, og muslimerne vil bede begravelsesbønnen over ham.”
(Arabisk*******************************************på PDF-side 198)
“Hazrat Jabir ibn Abdullah (ra) siger: Jeg hørte Rasulullah (sa) sige: Derefter vil Isa ibn Maryam stige ned. Muslimernes amir vil sige til ham: Kom og led bønnen. Men han vil sige: Nej, I skal selv være amirer for hinanden – [det vil sige, jeres amir bør være fra jeres egen midte.] Han vil sige dette på baggrund af den ære, som Allah den Ophøjede har skænket dette umma.”
(Arabisk*******************************************på PDF-side 199)
“Hazrat Jabir ibn Abdullah (ra) berettede i forbindelse med Ibn Sayyad: Derefter bad Umar ibn al-Khattab: »O Allahs Sendebud, giv mig tilladelse til at dræbe ham.« Allahs Sendebud (sa) sagde: »Hvis denne person er ham, dvs. Dajjal, er det ikke jer, der skal dræbe ham; Isa ibn Maryam (as) vil dræbe ham. Og hvis han ikke er denne person, har I ingen ret til at dræbe nogen blandt dhimmierne.«”
(Arabisk*******************************************på PDF-side 199)
“Hazrat Jabir ibn Abdullah (ra) sagde: I forbindelse med Dajjal sagde Allahs Sendebud: »Denne Isa ibn Maryam (as) vil pludselig komme og være til stede blandt muslimerne. Folk vil rejse sig til bøn. Man vil sige til ham: ›O Ruhullah, træd frem.‹ Men han vil sige: ›Nej, I bør ikke gå foran jeres imam.‹ Han vil lede bønnen. Efter morgenbønnen vil muslimerne derefter drage ud for at møde Dajjal.« Allahs Sendebud sagde: »Når denne løgner ser Hazrat Isa (as), vil han begynde at smelte, ligesom salt smelter i vand. Derefter vil han gå frem mod Dajjal og dræbe ham. Da vil det være sådan, at træer og klippestykker vil råbe: ›O Ruhullah! Denne jøde gemmer sig bag mig.‹ Ingen blandt Dajjals tilhængere vil forblive i live, uden at Hazrat Isa (as) dræber ham.«”
(Arabisk*******************************************på PDF-side 200)
“Hazrat Nawwas ibn Sam’an al-Kalbi (ra) citerede Allahs Sendebuds udtalelse om Dajjal og sagde: Mens disse handlinger fra Dajjal står på, vil Allah sende Messias, ibn Maryam (as). Han vil stige ned nær det hvide minaret i den østlige del af Damaskus, iført to gullige klæder og med hænderne hvilende på to engles skuldre. Når han bøjer hovedet, vil det se ud, som om vandet drypper fra det. Og når han løfter hovedet, vil det se ud, som om dråber af vand funkler som perler. Den vantro, hvis krop hans ånde rammer, vil ikke forblive i live; dens rækkevidde vil være så langt, som hans blik rækker. Derefter vil ibn Maryam forfølge Dajjal og pågribe ham ved porten til Ludd –[Det kan her nævnes, at Ludd (Lydda) ligger i Palæstina, blot få miles fra Tel Aviv, hovedstaden i den nuværende stat Israel. Jøderne har bygget en stor lufthavn her. –(Forfatteren)]”
(Arabisk*******************************************på PDF-side 200)
“Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Amr ibn al-As (ra): Allahs Sendebud sagde: »Dajjal vil komme frem blandt mit umma og forblive der i fyrre (jeg ved ikke, om det er fyrre dage, fyrre måneder eller fyrre år)-[Dette er ledsageren Hazrat Abdullah ibn Amr (ra)s ord.] Derefter vil Han sende Isa ibn Maryam (as). Hans ansigt vil ligne Urwa ibn Masuds (som var en ledsager). Han vil forfølge Dajjal og dræbe ham. Derefter vil menneskene i syv år leve sådan, at der ikke vil være fjendskab selv mellem to mennesker.«”
(Arabisk*******************************************på PDF-side 200)
“Hazrat Hudhayfa ibn Asid al-Ghifari berettede: En dag kom Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til vores forsamling, mens vi var optaget af en samtale indbyrdes. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) spurgte: »Hvad taler I om?« Folkene svarede: »Vi taler om Dommedagen.« Han sagde: »Den vil på ingen måde indtræffe, før ti tegn har vist sig.« Derefter nævnte han de ti tegn: røgen, Dajjal, Dābbat al-arḍ, solens opgang fra vest, Isa ibn Maryams nedstigning, Yajuj og Majuj, tre vældige jordskred – i øst, i vest og på Den Arabiske Halvø. Til sidst vil en vældig ild opstå i Yemen og drive menneskene mod Hashr-marken.«
(Arabisk*******************************************på PDF-side 201)
“Det er berettet fra Thauban, Allahs Sendebuds frigivne slave (må Allahs fred og velsignelser være med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Allah har frelst to hære fra min menighed fra Helvedes ild. Den ene består af dem, der vil angribe Hindustan, og den anden af dem, der vil være sammen med Hazrat Isa ibn Maryam (fred være med ham).«
(Arabisk*******************************************på PDF-side 201)
“Mujammiʿ ibn Jariya al-Ansari sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: »Ibn Maryam vil dræbe Dajjal ved indgangen til Ludd.«
(Arabisk*******************************************på PDF-side 201)
“Abu Umama al-Bahili berettede i en lang hadith om Dajjal: Netop som muslimernes imam vil træde frem for at lede morgenbønnen, vil Isa ibn Maryam (fred være med ham) stige ned over dem. Imamen vil træde tilbage for at lade Isa (fred være med ham) træde frem. Men Isa (fred være med ham) vil lægge sin hånd på hans skulder og sige: »Nej, du skal lede bønnen, for disse mennesker har rejst sig for din skyld.« Således vil imamen lede bønnen. Efter at bønnen er afsluttet, vil Isa (fred være med ham) sige: »Åbn døren.« Da vil døren blive åbnet. Udenfor vil Dajjal vente med halvfjerds tusind bevæbnede jødiske soldater. Så snart hans blik falder på Hazrat Isa (fred være med ham), vil han begynde at smelte, sådan som salt smelter i vand. Han vil flygte. Isa (fred være med ham) vil sige: »Jeg har et slag til dig, som du på ingen måde kan undslippe.« Derefter vil han indhente og gribe ham ved den østlige port til Ludd, og Allah vil give jøderne nederlag … Jordens befolkning vil blive fyldt med muslimer, sådan som et kar fyldes med vand. Alle vil bekende troens trosbekendelse, og ingen vil blive tilbedt i verden bortset fra Allah.«
(Arabisk*******************************************på PDF-side 202)
“Uthman ibn Abil-As siger: Jeg hørte Allahs Sendebud (s.a.) sige: … og Isa ibn Maryam (a.s.) vil stige ned ved daggrybønnen. Muslimernes amir vil sige til ham: O Ruhullah! Led bønnen. Han vil svare: Folkene i denne ummah er selv deres egen amir. Da vil muslimernes amir træde frem og lede bønnen. Efter bønnen vil Isa (a.s.) med sin hær rykke frem mod Dajjal. Han vil dræbe Dajjal med sit eget våben, og hans følgere vil blive besejret og flygte. Men de vil ingen steder kunne finde et sted at skjule sig. Selv træerne vil råbe: O troende, her gemmer der sig en vantro. Også klippestykkerne vil råbe: O troende, her gemmer der sig en vantro.”
(Arabisk*******************************************På PDF-side 203)
“Samura ibn Jundub berettede (i en lang hadith), at Allahs Sendebud (s.a.) sagde: Derefter vil Isa ibn Maryam (a.s.) om morgenen komme til muslimerne, og Allah vil lade Dajjal og hans hær lide nederlag. Selv muren og træstammerne vil råbe: O troende, se, denne vantro gemmer sig bag mig; kom og dræb ham.”
(Arabisk*******************************************På PDF-side 203)
“Det er berettet fra Imran ibn Husain, at Allahs Sendebud (s.a.) sagde: Der vil altid være en gruppe blandt min ummah, som står fast på sandheden, og som vil have overtaget over modstanderne. Til sidst vil Allahs afgørelse indtræffe, og Isa (a.s.), Maryams søn, vil stige ned.” – (Musnad Ahmad).
(Arabisk*******************************************På PDF-side 203)
“Hazrat Aisha (r.a.) sagde om Dajjal, at Allahs Sendebud (s.a.) sagde: Derefter vil Isa (a.s.) stige ned. Han vil dræbe Dajjal. Derefter vil Isa (a.s.) opholde sig i verden i fyrre år som en retfærdig imam og hersker.”
(Arabisk*******************************************På PDF-side 203)
“Sufayna, den frigivne slave til Allahs Sendebud (sa), har berettet om Dajjal, at Allahs Sendebud (sa) sagde: Derefter vil Isa (as) stige ned, og Allah vil dræbe ham (Dajjal) nær grænsepasset, der kaldes ‘Afik’—[Afik kaldes i dag ‘Fik’. Afik er den sidste by i det nuværende Syrien nær grænsen mellem Syrien og Israel. Nogle få mil mod vest, foran byen, ligger en sø ved navn Tiberias. Det er Jordanflodens udspring. Sydvest for denne, i lavlandet midt mellem bjergene, findes en vej. Denne vej går omkring 1.500 fod ned i dybden og når frem til det sted, hvor Jordanfloden løber ud gennem Tiberias. Denne vej kaldes Aqabat Afik (Afiks bjergpas i lavlandet).—Forfatteren.]”
(Arabisk*******************************************på PDF-side 203)
“Hudhayfa ibn al-Yaman berettede om Dajjal, at Allahs Sendebud (sa) sagde: Når muslimerne derefter gør sig klar til bønnen, vil Isa ibn Maryam (as) stige ned for deres øjne. Han vil lede muslimerne i bønnen. Efter at have afsluttet bønnen vil han sige til folkene: Fjern jer fra mellem mig og denne fjende af Allah … og Allah vil give muslimerne magt over Dajjals følgesvende. Muslimerne vil fortsætte med at dræbe dem i stort tal. Til sidst vil selv træer og klippestykker kalde: ‘O Allahs tjener, o Den Barmhjertiges tjener, o muslim, se! Her er en jøde; dræb ham.’ Således vil Allah tilintetgøre dem, og muslimerne vil sejre. De vil vælte korsene, tilintetgøre svinene og afskaffe jizyaen.”
(Denne hadith findes i forkortet form hos Muslim, og Hafiz ibn Hajar har anset den for autentisk i Fath al-Bari, bind 2, side 450).
Disse enogtyve hadither er blevet overleveret gennem fjorten sahaba med fejlfri overleveringskæder og er opført i hadithsamlingernes pålidelige bøger. Desuden er talrige andre hadither om dette emne opført i andre hadithbøger. Men fordi gennemgangen ellers ville blive for lang, har vi ikke citeret dem her. Her har vi kun citeret de hadither, der med hensyn til overlevering og overleveringskæde er stærkere og mere pålidelige.
Hvad bliver bevist gennem disse hadither?
Enhver, der læser disse hadither, vil selv kunne forstå, at der her ikke er nævnt nogen lovet Messias, hverken en ‘masil-e-Masih’ eller en ‘buruz-e-Masih’. Ingen person, der i vor tid er født af en far og i en mors liv, kan gøre gældende, at han er den Messias, som verdensprofeten Hazrat Muhammad Mustafa (sa) forudsagde. Disse hadithers entydige udsagn meddeler, at det er netop Isa (as), som blev født for to tusind år siden i Hazrat Maryams (as) liv uden en far, der vil stige ned. Diskussionen om, hvorvidt han er død eller befinder sig et sted i levende tilstand, er i denne forbindelse helt irrelevant. Selv hvis man for argumentets skyld accepterer, at han er død, kan man sige, at Allah har magt til at gøre ham levende igen.—[De, der benægter Allahs magt til at genoplive, bør forstå betydningen af vers 259 i sura al-Baqara. I dette vers siger Allah: Han lod en af sine tjenere være død i hundrede år og gjorde ham derefter levende igen.—Forfatteren.] Desuden kan Allah lade en af sine tjenere leve i tusinder af år et eller andet sted i dette enorme skaberværk og efter sin vilje når som helst føre ham tilbage til denne verden. I lyset af Allahs ubegrænsede magt forekommer dette på ingen måde usædvanligt. Det er indlysende, at den, der anerkender hadith som sand, må anerkende den kommende persons eksistens. For den tro, der er opstået om den kommende persons ankomst, kan ikke finde noget andet grundlag end hadith. Men det mærkelige er, at man netop her antager forestillingen om den kommende persons ankomst ud fra hadith, mens man samtidig benægter disse hadither, når de klart fastslår, at den nævnte kommende person ikke er nogen ‘masil-e-Masih’ (en person, der ligner Messias), men selveste Isa ibn Maryam (as).
Det andet udsagn, der klart og entydigt fremgår af disse hadither, er, at Hazrat Isa ibn Maryam (as) ikke vil stige ned som profet for anden gang. Der vil ikke blive åbenbaret nogen åbenbaring for ham. Han vil ikke bringe noget nyt budskab eller nogen ny lov fra Allah. Han vil heller ikke foretage nogen ændring eller tilføjelse i Muhammads sharia. Han vil heller ikke blive sendt til verden for at genoplive islams religion. Når han kommer, vil han ikke opfordre folk til at tro på ham, og han vil heller ikke samle dem, der tror på ham, i et særskilt umma. —[Det muslimske lærde samfund har fremlagt dette spørgsmål meget klart. Allama Taftazani (722–792 hijri) skriver i sit værk Sharh Aqaid Nasafi: (Arabisk****************************************************************************
Det er en fastslået sandhed, at Muhammad (sa) er den sidste profet. Hvis det siges, at hadith beretter om Hadhrat Isa (as)’s komme efter ham, vil vi svare: Ja, det er sandt, at der er blevet berettet om Hadhrat Isa (as)’s komme. Men han vil være en følger af Muhammad (sa). For hans sharia er blevet ophævet. Derfor vil der ikke blive sendt åbenbaring til ham, og han vil heller ikke fastsætte nogen ny lov; tværtimod vil han fungere som repræsentant for Muhammad, Allahs Sendebud (sa).
Det samme har Allama Alusi sagt i tafsiren Ruh al-Ma’ani:
(Arabisk*******************************************)
“Når Hadhrat Isa (as) derefter stiger ned, vil han fortsat være indsat i sit profetiske embede og vil ikke blive fjernet fra sit tidligere embede (profetskabet). Men han vil ikke følge sin tidligere sharia. For den er blevet ophævet for ham såvel som for alle andre mennesker. Fra nu af vil han i alle spørgsmål, både principielle og detaljerede, følge netop denne sharia (Muhammads sharia). Derfor vil der, ligesom der ikke længere vil komme nogen åbenbaring til ham, heller ikke være nogen ret for ham til at udstede bestemmelser. Tværtimod vil han være Sendebuddets (sa) stedfortræder (na’ib) blandt dette umma og fungere som en af herskerne i Muhammads millat. (Bind 22, s. 32) Imam Razi (ra) har udtrykt dette endnu tydeligere med følgende ord: (Arabisk**********************)
“Profeternes tidsalder er afsluttet med Muhammad (sa). Efter Muhammads (sa) komme er profeternes komme afsluttet. Derfor er det på ingen måde urimeligt, at Hadhrat Isa (as) efter sin nedstigning i vor tid vil være en følger af Hadhrat Muhammad (sa).”] Han vil blive sendt til verden med én bestemt, særskilt opgave. Det vil sige, at han fuldstændigt vil tilintetgøre Dajjals fitna. Derfor vil han stige ned på en sådan måde, at der ikke vil være den mindste mulighed for tvivl blandt muslimerne om hans nedstigning. De muslimer, blandt hvem han vil stige ned, vil uden tvivl forstå, at han er den samme person, som Allahs Sendebud (sa) forudsagde med hensyn til Isa ibn Maryam (as), og at han i overensstemmelse med Allahs Sendebuds (sa) ord er steget ned på det rette tidspunkt. Han vil komme og slutte sig til muslimernes gruppe. Han vil bede bag muslimernes daværende imam.–[Selv om det i hadith (nr. 5 og 21) siges, at Isa (as) vil lede den første bøn selv efter sin nedstigning, fremgår det af flertallet af hadith, især nogle stærke hadith (nr. 3, 7, 9, 15 og 16), at han vil afvise at lede bønnen og lade muslimernes daværende imam og leder træde frem. Muhaddithun og mufassirun har enstemmigt antaget denne opfattelse.] Han vil lade den, der på det tidspunkt leder muslimerne, træde frem, så ingen kan nære den slags tvivl, at han er vendt tilbage for på ny at udføre profetens opgave med sin tidligere profetiske rang. Det kan uden tvivl siges, at ingen anden person kan være imam eller leder i en gruppe, hvor Allahs profet er til stede. Hans optagelse i muslimernes gruppe som et almindeligt menneske vil derfor af sig selv erklære, at han ikke er kommet som profet. Derfor opstår der på ingen måde noget spørgsmål om, at hans komme skulle åbne profetskabsdøren.
Hans komme kan uden tvivl sammenlignes med en tidligere statsleders ankomst under en siddende statsleders embedsperiode. I denne situation kan den tidligere statsleder komme og påtage sig en statslig opgave under den nuværende statsleder. Selv en person med almindelig sund fornuft kan let forstå, at loven ikke brydes blot ved, at en tidligere statsleder kommer under en statsleders embedsperiode. Loven brydes imidlertid under to omstændigheder. For det første, hvis den tidligere statsleder kommer og igen forsøger at påtage sig statslederens embede på ny. For det andet, hvis en person også benægter den tidligere statsleders handlinger. For det ville være ensbetydende med at anfægte gyldigheden af de handlinger, der blev udført, mens han var statsleder. Hvis ingen af disse to omstændigheder foreligger, kan den tidligere statsleders blotte ankomst ikke medføre nogen ændring i den retlige situation. Forholdet vedrørende Hadhrat Isa (as)’s andet komme er tilsvarende. Hvis hans blotte ankomst skulle betyde, at han fortsatte med at udføre opgaven som den sidste profet, eller hvis nogen skulle benægte hans tidligere profetiske rang, ville Allahs profetiske ordning i så fald bryde sammen. Hadith-beretningerne har fuldstændigt lukket begge disse veje. På den ene side erklæres det tydeligt i hadith, at der ikke er nogen profet efter profeten Muhammad (sa), og på den anden side meddeles det, at Isa (as) vil stige ned igen. Heraf fremgår det klart, at hans andet komme ikke vil ske med det formål at udføre profetskabsopgaven.
På samme måde vil hans komme ikke på ny rejse spørgsmålet om vantro og tro blandt muslimerne. Selv i dag bliver enhver, der ikke tror på hans tidligere profetskab, en vantro. Profeten Muhammed (fvmh.) ville selv være blevet en vantro, hvis han ikke havde troet på dette hans profetskab. Profeten Muhammed (fvmh.) troede selv på dette hans profetskab. Hele profeten Muhammeds (fvmh.) ummah har lige fra begyndelsen troet på ham. Muslimerne vil ikke komme til at tro på noget nyt profetskab. Nej, ligesom i dag vil de også på den dag tro på profeten Isa ibn Maryams (fvmh.) tidligere profetskab. Ligesom denne situation ikke i dag er i strid med profeternes segl, vil den heller ikke være det den dag. Det sidste, som vi kan lære af disse og talrige andre hadither, er, at den Dajjal, som Isa (fvmh.) vil blive sendt for at udrydde den verdensomspændende fitna, vil være af jødisk afstamning. Han vil fremstille sig selv som Messias. Ingen, der er uvidende om jødernes historie og deres religiøse tanker og overbevisninger, vil være i stand til at forstå betydningen af dette. Efter profeten Sulaymans (fvmh.) død, da Israels børn blev ramt af socialt og religiøst forfald samt politisk tilbagegang, og denne tilbagegang derefter fortsatte, indtil Babylons og Assyriens herskere til sidst underlagde sig dem, fordrev dem fra landet og spredte dem i forskellige egne af verden, begyndte Israels børn profeter at give dem det glade budskab, at en Messias fra Allahs side ville komme og befri dem fra denne yderste ydmygelse. På baggrund af disse profetier ventede jøderne på en Messias’ komme. Han skulle være konge. Han skulle erobre lande gennem krig, samle Israels børn fra forskellige lande i Palæstina og grundlægge en stærk stat for dem. Men da Isa ibn Maryam (fvmh.) kom fra Allah som Messias, og deres håb og ønsker således blev gjort til skamme, nægtede de at anerkende ham. De forsøgte at dræbe ham. Fra den tid og frem til i dag har den jødiske verden talt dagene, mens den ventede på den lovede Messias (Promised Messiah), hvis komme de havde fået det glade budskab om. I århundreder har det jødiske folk levet af den forestillede smag af det billede, der er blevet skabt af ham i deres litterære værker. De sidder med hjertet fuldt af håb og venter på, at denne lovede Messias skal være en stærk militær og politisk leder. Han skal igen bringe hele området fra Nilen til Eufratfloden – det område, som jøderne anser for at være deres arvelige land – under jødisk kontrol og samle jøder fra hele verden. Når man betragter situationen i Mellemøsten og analyserer begivenhederne i lyset af Allahs Sendebuds (fvmh.) profeti, vil det stå klart, at scenen er fuldstændig gjort klar til, at den største Dajjal, som skal spille rollen som jødernes lovede Messias, kommer, sådan som Den Ædle Profet (fvmh.) har sagt. Muslimerne er blevet fordrevet fra et større område af Palæstina
(Der findes et kort på PDF-side 208***************************************)
som Israels ledere drømmer om at se som en jødisk stat
Det er sket. Der er blevet grundlagt en jødisk stat ved navn Israel. Jøder kommer i flokke fra forskellige lande over hele verden og etablerer deres hjem dér. Amerika, Storbritannien og Frankrig har forvandlet den til en vældig militærmagt. Med støtte fra jødiske kapitalister fører jødiske videnskabsfolk og industrifolk den hurtigt frem ad udviklingens vej. Denne magt er blevet en stor fare for de omkringliggende muslimske lande. Herskerne i denne stat har på ingen måde lagt skjul på deres ønske om at erobre det land, som de anser for at være deres arveligt “modtagne land”. Et billede af den plan, som de i lang tid har fremlagt for den fremtidige jødiske stat, er vist på det foregående kort. På dette kort ses
(Der findes et kort på PDF-side 209***************************************)
Stedet, hvor den sande Messias, profeten Isa (fvmh.), vil stige ned
at de ønsker at udvide deres imperium til hele Syrien, Libanon og Jordan samt næsten hele Irak, foruden Iskenderun i Tyrkiet, Sinai og Nildeltaet i Egypten samt op til højlandet i Hijaz og Najd i Arabien, herunder Medina al-Munawwara. På baggrund af denne situation står det klart, at de i fremtiden vil forsøge at erobre disse områder under tumulten fra en verdenskrig, og at den såkaldte største Dajjal på det tidspunkt vil komme som deres lovede Messias. Allahs Sendebud (fvmh.) nøjedes ikke med at bekendtgøre hans komme, men sagde også, at bjerge af ulykker på det tidspunkt ville styrte ned over muslimerne, og at hver dag ville føles som et år for dem. Derfor søgte han selv tilflugt hos Allah mod al-Masih ad-Dajjals fitna og befalede også muslimerne at søge tilflugt.
For at bekæmpe denne Masih ad-Dajjal vil Allah ikke sende en “Messias-lignende” person, men Han vil sende den sande Messias. For to tusind år siden nægtede jøderne at anerkende denne sande Messias, og efter deres egen opfattelse fjernede de ham fra jordens overflade ved at korsfæste ham. Denne sande Messias vil ikke stige ned i Indien, Afrika eller Amerika, men han vil stige ned i Damaskus. For på det tidspunkt vil krigen netop foregå dér. Se venligst også det andet tidligere kort. Det viser, at Damaskus kun ligger 50 til 60 miles fra Israels grænse. Hvis man husker indholdet af den hadith, som jeg tidligere har citeret, vil det let kunne forstås, at Masih ad-Dajjal vil trænge ind i Syrien med en hær på 70.000 jøder og stille sig foran Damaskus. Netop i det øjeblik vil profeten Isa (fvmh.) efter daggrybønnen stige ned ved en hvid minaret i den østlige del af Damaskus og efter fajr-bønnen drage ud sammen med muslimerne for at bekæmpe Dajjal. Under hans voldsomme angreb vil Dajjal trække sig tilbage ad bjergpasset ved Afik (se hadith nr. 21) og vende tilbage mod Israel. Men han vil forfølge ham. Til sidst vil han blive dræbt af hans hånd i Lydda-lufthavnen (hadith nr. 10, 14 og 15). Derefter vil jøderne blive pågrebet og dræbt alle vegne, og det jødiske folks eksistens vil forsvinde (hadith nr. 9, 15 og 21). Efter at sandheden er blevet åbenbaret af profeten Isa (fvmh.), vil også kristendommen forsvinde (hadith nr. 1, 2, 4 og 6), og alle folkeslag vil blive forenet i den muslimske ummah (hadith nr. 6 og 15).
Denne entydige sandhed fremgår klart af hadith uden nogen form for uklarhed eller tvetydighed. Efter denne lange gennemgang er der ikke længere plads til nogen som helst tvivl om, at den virksomhed, der i vores land drives i navnet »den lovede Messias«, ikke er andet end et enormt bedrag.
Nu vil jeg fremlægge det mest latterlige aspekt af dette bedrag. Den person, der har erklæret sig selv for identisk med den Messias, som omtales i denne profeti, har selv fremsat følgende saftige forklaring for at bevise, at han er Isa ibn Maryam:
»Han (det vil sige Allah) gav mig navnet Maryam i tredje del af Barahin-e-Ahmadiyya. Derefter blev jeg, som det er blevet åbenbaret i Barahin-e-Ahmadiyya, opdraget i to år med Maryams egenskaber. …… Derefter blev Isas ånd indgydt i mig ligesom i Maryam, og jeg blev i overført betydning gjort gravid. Endelig blev jeg efter nogle måneder, som ikke ville overstige ti måneder, gennem den inspiration, der er nævnt i fjerde del af Barahin-e-Ahmadiyya, forvandlet fra Maryam til Isa. Således blev jeg Isa ibn Maryam.« –(Kisht-i Nuh, side 87, 88 og 89)
Det vil sige, at han først blev Maryam. Derefter gjorde han sig selv gravid. Så fødte han selv fra sin egen mave sig selv som Isa ibn Maryam. Men også herefter opstod der et problem. For ifølge hadiths ordlyd vil Isa ibn Maryam stige ned i Damaskus. Damaskus har i flere tusinde år været en berømt og almindeligt kendt by i Syrien. På verdens kort er denne by stadig markeret med dette navn. Derfor er dette problem blevet løst gennem endnu en underholdende forklaring:
»Det skal bemærkes, at betydningen af ordet Damaskus fra Allahs side er blevet åbenbaret for mig således: På dette sted er en by blevet kaldt Damaskus, hvor mennesker med Yazids karakter og mennesker, der følger den urene Yazids vaner og tanker, bor. …… Derfor har den overensstemmelse og forbindelse med Damaskus.« –(Izala-e-Auham, note 63 til 73)
Endnu en vanskelighed består. Ifølge hadiths ordlyd vil Ibn Maryam stige ned nær en hvid minaret. Dette problem er blevet løst meget enkelt. Det vil sige, at hr. Messias selv kom og byggede sin egen minaret. Fortæl mig nu, hvem der vil få ham til at forstå, at det fremgår af hadiths beskrivelse, at minareten vil være til stede dér før Ibn Maryams nedstigning. Her ser man derimod, at minareten bliver bygget efter den lovede Messias’ ankomst.
Det sidste og mest komplicerede problem består stadig. Ifølge hadiths beskrivelse vil Isa ibn Maryam (fred være med ham) dræbe Dajjal ved indgangen til Lydda. I forsøget på at løse dette problem blev der først fremsat en lang række meningsløse påstande. Nogle gange blev en landsby nær Bayt al-Maqdis anerkendt som Lydda. (Izala-e-Auham, udgivet af Anjuman Ahmadiyya Lahore, den lille udgave, side 220). Andre gange blev det sagt, at Lydda er betegnelsen for sådanne mennesker, som skændes uden grund. ….. Når Dajjals meningsløse skænderi når sit højdepunkt, vil den lovede Messias vise sig og bringe alle hans skænderier til ende.« (Izala-e-Auham, side 730) Men da dette heller ikke løste problemet, blev det klart erklæret, at Lydda (på arabisk Lud) betyder byen Ludhiana i Punjab. At dræbe Dajjal ved indgangen til Ludhiana betyder, at den første bai‘ah trods de ondes modstand blev aflagt her gennem Mirza Sahib. –(Al-Huda, side 99)
Enhver fornuftig person vil ved en upartisk gennemgang af disse udsagn og beskrivelser være nødt til at nå frem til den konklusion, at der her i højlys dag åbent er blevet opført et bedrag af en løgnagtig forklædningskunstner (falsk impersonation).
Flere vildledende fortolkninger fra Qadianierne
Åbenlys modsigelse af Koranen og hadith
Når Allah og Hans Sendebud har afgjort en sag gennem klare og entydige bestemmelser, så er det ekstrem vildfarelse – ja, det er det værste oprør mod Allah og Sendebudet – at tilsidesætte denne klare bestemmelse, udlede den betydning, man selv har brug for, af vers og hadither, der ikke har nogen forbindelse med den pågældende sag, og fastholde en trosopfattelse, der er fuldstændig modsat Koranens og hadiths klare bestemmelser, samt handle derefter. Den, der åbenlyst følger en vej, som strider mod Allah og Hans bestemmelser, begår en forholdsvis mindre form for oprør. Men at fordreje Allahs og Hans Sendebuds egne erklæringer og bestemmelser imod deres afgørelse og bruge dem i egen interesse er ikke noget mindre oprør. Om dem, der gør dette, kan vi på ingen måde forestille os, at de oprigtigt følger Allahs og Hans Sendebuds anvisninger. For at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt Sayyiduna Muhammad (fred være med ham) er den sidste profet, og om der vil komme nogen profet efter ham, kunne vi have rettet vores opmærksomhed mod(Arabisk**************) og (Arabisk*****)og lignende vers, hvis Allah og Hans Sendebud ikke allerede et sted i Koranen og hadith havde givet et særligt svar på dette spørgsmål. Men eftersom vi fra Allah har fået et entydigt svar på dette spørgsmål i verset om ’Khātam an-nabiyyīn’, og fra Sendebudet i utallige fejlfri og pålidelige hadither, så kan det kun være en person, der ikke har den mindste frygt for Allah i sit hjerte, og som ikke tror på, at han en dag efter sin død skal stå til regnskab over for Allah, der retter blikket mod (Arabisk*********) og (Arabisk*******) og lignende vers og ud fra dem accepterer noget, der strider mod Koranens og hadiths klare bestemmelse. Som eksempel kan nævnes, at en bestemmelse i landets straffelov med entydige ord har erklæret en handling for en forbrydelse. Men en person har sat sig for at bevise, at denne forbrydelse er en lovlig handling. Til dette formål ser han bort fra netop denne bestemmelse og begynder at lede efter selv den mindste antydning eller den mindste uklare formulering i uvedkommende bestemmelser i loven. Derefter forsøger han ved at sammenstykke disse at bevise det modsatte af, hvad lovens klare bestemmelse fastslår. Hvis verdens politi- og domstolsmyndigheder ikke er villige til at godtage de beviser, der fremlægges for en sådan handling, hvordan kan man så håbe, at de vil blive godtaget ved Allahs domstol?
At bevise noget med magt
Når man derefter læser de vers, som Qadianierne ønsker at bruge til at bevise deres påstand, må man undre sig over deres bevisførelse. Det viser sig, at disse vers slet ikke har den betydning, som de med magt vil trække ud af dem. Lad os se, hvad den egentlige betydning er af de vers, som de har gjort sig så umage med at fortolke: (Arabisk*********) I vers 69 i sura an-Nisa siges der kun, at de, der adlyder Allah og Sendebudet, vil være sammen med profeterne, de sandfærdige, martyrerne og de retskafne (de fromme mennesker). Hvordan kan man udlede heraf, at de, der adlyder Allah og Sendebudet, enten selv bliver profeter eller bliver sandfærdige, martyrer eller retskafne? Betragt derefter vers 19 i sura al-Hadid. Her siges der:
(Arabisk*******************************************på PDF-side 213)
Det vil sige: »Og de, der tror på Allah og Hans sendebude, er de sandfærdige og martyrerne hos deres Herre.« Heraf bliver det klart, at en person som følge af troen kun kan opnå de sandfærdiges og martyrernes rang. Hvad angår profeterne, er det tilstrækkeligt for de troende at være profeternes ledsagere. Det er på ingen måde muligt, at en person bliver profet som belønning for en handling. Derfor siges det i verset fra sura an-Nisa, at de, der adlyder Allah og Sendebudet, vil være sammen med profeterne, de sandfærdige og martyrerne. Og i verset fra sura al-Hadid siges det: De, der tror på Allah og Sendebudet, vil selv blive sandfærdige og martyrer.
Og i vers 35 i sura al-A’raf (Arabisk**********) siges det, at det er knyttet til en sammenhængende beretning. Denne beretning strækker sig fra vers 11 til vers 36 i sura al-A’raf. Når man vurderer verset i lyset af det omgivende indhold i denne beretning, bliver det klart, at tiltalen var rettet til Adams børn i menneskehedens første skabelsesfase. Hvordan kan man ved at læse disse vers få den opfattelse, at de taler om profeters komme efter profeten Muhammad (fred være med ham)? Her tales der jo om den tid, hvor Adam (fred være med ham) og hans hustru blev fordrevet fra Paradiset og bragt ned til jorden.
Den korrekte betydning af verset fra Sura al-A’raf
Den betydning, som de qadიანiske herrer udleder af vers 35 i Sura al-A’raf ved at løsrive det fra dets sammenhæng før og efter, er det stik modsatte af den betydning, der fremkommer, når verset vurderes på sin rette plads. Den sammenhængende fremstilling, hvori dette vers blev åbenbaret, er faktisk fortalt fortløbende fra den anden rukūʿ i Sura al-A’raf til omtrent midt i den fjerde rukūʿ. Først fortælles historien om Adam og Hawwa i den anden rukūʿ. Derefter kommenteres i den tredje og fjerde rukūʿ på følgerne af denne historie. Når man læser vers 35 med denne forudgående og efterfølgende fremstilling for øje, står det klart, at den tiltale, der fremsættes gennem (Arabisk******) og den udtalelse, der fremsættes gennem den, vedrører skabelsens begyndelse og ikke den periode, hvor Koranen blev åbenbaret. Med andre ord er formålet, at Adams efterkommere allerede ved skabelsens begyndelse blev advaret om, at deres frelse ville afhænge af, at de adlød den vejledning, der ville blive sendt til dem fra Allah.
Vers med dette indhold er indføjet tre steder i Koranen. Hvert sted bringes det i forbindelse med fortællingen om Hazrat Adam og Hazrat Hawwa (a). Det første vers findes i Sura al-Baqara (vers 38), det andet i Sura al-A’raf (vers 35), og det tredje i Sura Ta-Ha (vers 123). Ud over den dybe lighed i indholdet af disse tre vers er det også bemærkelsesværdigt, at deres omgivelser og omstændigheder ligner hinanden.
Koranens mufassirer regner, ligesom med de øvrige vers, også dette vers fra Sura al-A’raf for at være forbundet med historien om Hazrat Adam og Hawwa (a). Allama Ibn Jarir skriver i sin tafsir, idet han i forbindelse med forklaringen af dette vers citerer Hazrat Abu Sayyar al-Sulamis ord: “Allah tiltaler her Hazrat Adam (a) og hans familie samtidig og på samme tid.” Imam Razi (ra) skriver i sin Tafsir al-Kabir i forbindelse med forklaringen af dette vers: “Hvis der med den ærede Profet (sa) menes, at han er blevet sendt som profet, selv om han er den sidste profet, betyder det, at Allah her beskriver sin praksis med hensyn til ummaherne.” Allama Alusi siger i sin tafsir Ruh al-Ma’ani: “Det, der er hændt hvert folk, er her blevet fortalt i form af en historie. Hvis man her forstår den ærede Profet Muhammads (sa) ummah som Banu Adam, bliver det en alvorlig fejltolkning og står i klar modstrid med betydningen. For ordet rasul er ikke blevet angivet i ental, men i flertal som ‘rasul’ (Arabisk***) sagt.” Meningen med den sidste del af Allama Alusis udsagn er, at hvis tiltalen her var rettet til Muhammads ummah, kunne man aldrig have sagt til dem: “Der vil komme sendebude blandt jer.” For der kan ikke være tale om, at noget andet sendebud end ét, nemlig Muhammad (sa), skulle komme til denne ummah.
Betydningen af verset fra Sura al-Mu’minun
(Arabisk*******************************************på PDF-side 214)
Det vil sige: “O sendebude! Spis ren og tilladt føde, og gør gode gerninger. Jeg ved sandelig alt, hvad I gør.” – (Sura al-Mu’minun: 51)
Hvis dette vers ikke løsrives fra dets sammenhæng før og efter, er den betydning, qadიანisterne har tillagt det, på ingen måde mulig. Den fremstilling, i forbindelse med hvilken dette vers blev åbenbaret, fortsætter sammenhængende fra den anden rukūʿ. I disse vers omtales alle profeterne fra Hazrat Nuh (a) til Hazrat Isa (a) samt deres folk, og det siges: “I hvert land og i hver tidsalder har profeterne bragt menneskene den samme lære; deres metode var også én og den samme, og Allah viste dem den samme form for nåde. De vildfarne folk forlod derimod altid Allahs vej og hengav sig til onde gerninger.” I denne fremstilling blev verset på ingen måde åbenbaret med følgende betydning: “O sendebude! I, som kommer efter Muhammad (sa), spis ren og tilladt føde, og gør gode gerninger.” Versets betydning er derimod, at Allah gav alle de profeter, der kom fra Nuh (a) til Hazrat Muhammad (sa), den samme befaling: Spis ren og tilladt føde, og gør gode gerninger.
Heller ikke ud fra dette vers har fortolkerne nogensinde forstået, at profetiets dør blev åbnet efter profeten Muhammad (s.a.). Hvis man ønsker at undersøge sagen nærmere og opnå større ro i sindet, kan man læse behandlingen af dette sted i forskellige tafsir-værker.
Fremlæggelse af Qadianiernes fejlagtige bevisførelse ud fra hadith
(Arabisk*******************************************på PDF-side 215)
Det vil sige: »Hvis Ibrahim [den ædle Sendebuds (s.a.) søn] havde levet, ville han bestemt være blevet profet« — også ud fra denne hadith fremlægger Qadianierne et bevis, som er fejlagtigt af fire grunde.
For det første: Den overleveringskæde, hvori dette er blevet gengivet som profeten (s.a.)s udsagn, er svag, og ingen hadith-lærd har erklæret denne overleveringskæde for stærk.
For det andet: Fremragende hadith-lærde som Nawawi og Ibn Abd al-Barr har anset denne hadiths indhold for upålideligt. Imam Nawawi skriver i sit værk »Tahdhib al-Asma wa al-Lughat«:
(Arabisk*******************************************på PDF-side 215)
Det vil sige: »Det er ikke sandt, når nogle tidligere lærde har skrevet, at hvis Ibrahim [Muhammads (s.a.) søn] havde levet, ville han være blevet profet. For det er en dristighed at udtale sig om det usete og svarer til at lade et ord slippe ud af munden uden først at tænke sig om.«
Allama Ibn Abd al-Barr har skrevet i værket »al-Tamhid«:
(Arabisk*******************************************på PDF-side 215)
Det vil sige: »Jeg ved ikke, hvad dette for en påstand er. I Nuhs (fred være med ham) familie blev der født et barn, som ikke var profet. Hvis det derimod havde været nødvendigt, at en profets søn blev profet, så ville alle mennesker i dag have været profeter, for alle er efterkommere af Nuh (fred være med ham).«
For det tredje: I størstedelen af overleveringerne er denne hadith blevet fremlagt som en udtalelse fra ledsagerne i stedet for som en udtalelse fra Profeten (fred være med ham). De har desuden tydeligt sagt, at eftersom der ikke findes nogen profet efter Profeten (fred være med ham), lod Allah den Ophøjede hans søn dø. Som eksempel siges der i al-Bukhari’s overlevering:
(Arabisk*******************************************på PDF-side 216)
»Ismail ibn Abi Khalid siger: Jeg spurgte Abdullah ibn Abi Awfa (en ledsager): Så du Profetens (fred være med ham) søn Ibrahim? Han svarede: Han døde som lille. Hvis Allah den Ophøjede havde besluttet at sende en profet efter profeten Muhammad (fred være med ham), ville Han have ladet hans søn leve. Men efter den ædle Sendebud (fred være med ham) findes der ingen profet.«
Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) har overleveret en beretning, der næsten stemmer overens med denne. Han sagde:
(Arabisk*******************************************på PDF-side 216)
»Hvis han havde levet, ville han være blevet profet. Men han levede ikke videre. For jeres profet er den sidste profet.« – (Tafsir Ruh al-Ma’ani, bind 22, s. 3)
For det fjerde: Selv hvis ledsagernes forklaring ikke havde været knyttet til den overlevering, hvori dette udsagn tilskrives den ædle profet (ﷺ), og som er blevet anset for svag og upålidelig, og selv hvis hadithforskerne ikke havde føjet disse udsagn til den, ville den under ingen omstændigheder have været acceptabel. For den enstemmigt anerkendte regel inden for hadithvidenskaben er, at hvis indholdet af en overlevering er i modstrid med et stort antal autentiske hadither, kan den på ingen måde accepteres. Lad os derfor se på sagen: På den ene side står et stort antal hadither med autentiske og stærke overleveringskæder, hvori det klart er blevet fastslået, at profeten Muhammad (ﷺ) efterfølges af, at profetskabsdøren er blevet lukket; på den anden side står denne ene overlevering, som antyder muligheden af, at profetskabsdøren fortsat er åben. Når disse to forhold gennemgås, hvordan kan man så forkaste det store antal overleveringer til fordel for denne ene overlevering?
Afsluttende bemærkning
Både ifølge Den Ædle Koran og den ædle hadith er profetskabet et grundlæggende trosanliggende. Det vil sige, at menneskets tro og vantro bygger på dette, og at det er på dette grundlag, dets succes eller fiasko i det hinsidige vil blive afgjort. Den, der ikke anerkender en sand profet, bliver vantro. Men også den, der anerkender en falsk profet, bliver vantro. Om et spørgsmål af så grundlæggende betydning har Allah og Hans Sendebud (ﷺ) givet tydelig og entydig vejledning. De har på forhånd sørget for, at menneskets religion og tro ikke bringes i fare, og at Allah og Hans Sendebud (ﷺ) ikke kan holdes ansvarlige for dets vildfarelse. Et andet bemærkelsesværdigt forhold i denne sammenhæng er, at der før profeten Muhammad (ﷺ) aldrig i nogen profets tid blev sagt, at profetskabsrækken var afsluttet, og at ingen profet ville komme mere. Det betyder, at døren for profeternes komme dengang stod åben, og at ingen havde ret til at afvise en profetisk kravstillers krav blot ved at sige, at der ikke længere ville komme nogen profet. Profeterne plejede desuden at forudsige, at profeter ville komme efter dem. De tog en troskabsed fra deres tilhængere på, at de ville adlyde de profeter, der senere skulle komme. Disse forhold styrkede yderligere den opfattelse, at hvis en person fremstillede sig selv som profet, kunne man ikke uden videre afvise ham uden nogen form for overvejelse. Man forsøgte derimod gennem en grundig undersøgelse af hans kald, personlighed, handlinger og tilstand at afgøre, om han virkelig var Allahs profet eller en falsk profetisk kravstiller. Men efter profeten Muhammads (ﷺ) komme er dette forhold blevet fuldstændig vendt om. Sagen er ikke blot, at Muhammad (ﷺ) ikke forudsagde, at nogen profet ville komme efter ham, og heller ikke tog en troskabsed fra ummaen på, at den skulle adlyde en sådan; tværtimod er det blevet bekendtgjort i Koranen, at Muhammad (ﷺ) er den sidste profet, og han har i ikke blot én eller to, men utallige autentiske og pålidelige hadither i klare og entydige vendinger sagt, at den, der efter ham rejser sig med et krav på profetskabet, vil være Dajjal. Spørgsmålet er: Er spørgsmålet om menneskers islam og vantro i Allahs og Hans profets øjne ikke længere følsomt og vigtigt? Var det kun de troende efter Allahs Sendebud (ﷺ), der havde ret til at blive beskyttet mod vantroens prøvelse? Sørgede Allah og Hans sendebud derfor kun for, at de skulle informeres med utvetydig stemme om, at profetskabsdøren stod åben, og at profeternes komme ville fortsætte? Men har de nu med fuldt overlæg kastet os ud i denne fare? Det vil sige, at der på den ene side er muligheden for, at en profet kommer, og at vi på grund af vores anerkendelse eller afvisning af ham kan blive troende eller vantro. På den anden side har Allah og Hans sendebud ikke blot undladt at informere os om en profets komme; de er gået endnu videre og har hele tiden sagt ting, som får os til at tro, at profetskabsdøren er lukket, og derfor ikke kan anerkende en profetisk kravstiller. Siger jeres fornuft virkelig, at Allah og Hans Sendebud Muhammad (ﷺ) kan bedrage os på denne måde?
Qadianierne kan fortolke udtrykket »Khatam an-Nabiyyin« som de ønsker. Men de kan i det mindste ikke benægte, at det også kan betyde afslutningen på profetskabsrækken, og blandt ummaens lærde og almindelige mennesker fortolker 99.999.999 ud af 100.000.000 dette udtryk netop på denne måde. Spørgsmålet er: Burde Allah have brugt et sådant sprog om et så følsomt spørgsmål som profetskabet – et spørgsmål, som muslimernes tro og vantro afhænger af – at hele Muhammads umma, bortset fra en lille håndfuld qadianier, har forstået det sådan, at ingen profet længere vil komme? Profeten Muhammads (ﷺ) udsagn giver jo slet ikke plads til nogen afvigende fortolkning i denne sag. I disse udsagn er det utvetydigt blevet fastslået, at ingen profet vil komme efter ham. Spørgsmålet er: Havde Allahs profet noget sådant fjendskab mod os, at der skulle komme en profet efter ham, samtidig med at han tværtimod efterlod os med besked på ikke at anerkende ham, så vi kunne blive vantro og ende i Jahannam?
Under disse omstændigheder anser vi, uanset hvor tiltrækkende en persons udseende måtte være, og selv hvis hans forudsigelser skulle vise sig at være hundrede procent sande, og trods alle hans bedrifter, ikke hans krav på profetskabet for værd at overveje. For det ville kun have været værd at overveje, hvis der var mulighed for, at en profet kunne komme. Så snart vi hører om enhver, der gør krav på profetskabet, vil vi med fuldstændig sikkerhed kalde ham en løgner og ikke tillægge hans argumenter og beviser til fordel for profetskabet nogen betydning. Hvis dette skulle være vantro, vil ansvaret for det ikke påhvile os. For vi har Koranen og Sendebuddets hadither at fremlægge som forsvar over for Allah på Dommedag.
Kapitel 6 – Muhammads (ﷺ) personlige liv og profetiske liv
Den ædle profets efterfølgelse og lydighed
For dem, der antager islam og bliver en del af den muslimske umma, er Sendebudet ikke længere blot et budskabets overbringer. For dem bliver Sendebudet samtidig lærer, opdrager og et levende eksempel på den islamiske livsform. Frem for alt opnår han hos dem status som en ubestridt leder, hvis absolutte lydighed er påkrævet til alle tider.
Lærer, opdrager og idealmenneske
Som lærer er Den Store Profets (fvmh.) opgave at forklare, analysere og tydeligt gøre alle bekendt med alt det, som Allah har undervist i og påbudt, samt de love, regler, påbud og forbud, som Han har åbenbaret. Det er dette, der siges i dette koranvers: (Arabisk*********) “Han vil undervise dem i Skriften og visdommen (i at virkeliggøre Skriftens lære), forme muslimerne efter lovene og reglerne og opbygge deres liv efter denne form (Arabisk******)। Som idealmenneske er Sendebudets (fvmh.) rolle, at han fremstiller sig selv som legemliggørelsen af Koranens lære – hans liv skal være nøjagtigt et spejlbillede af det liv, som en muslim bør leve i overensstemmelse med Allahs Bog. Gennem hvert af hans ord og handlinger vil man kunne vide, at man skal tale sådan, anvende sine kræfter sådan og føre sig sådan i det jordiske liv, for det er denne form for adfærd, Allahs Bog foreskriver. Alt, hvad der strider imod dette, er i modstrid med Bogens vilje. Det er også netop dette, der udtrykkes i disse to koranvers: (Arabisk************) “I har i Allahs Sendebuds liv et fremragende eksempel eller forbillede.” (Arabisk**************************) “Han taler ikke ud fra egne indfald. Alt, hvad han siger, kommer til ham gennem åbenbaringen.” Samtidig er Sendebudet også muslimernes amir eller leder. Men han er ikke en leder, hvis ord og handlinger kan gøres til genstand for uenighed og debat. Han er derimod en leder, om hvem Koranen siger: (Arabisk******************) “Hvis I strides om noget, så forelæg det for Allah og Sendebudet.” (Arabisk*****************) “Den, der adlyder Sendebudet, adlyder Allah.” Han er ikke en leder, der kun er leder i sin levetid; han er tværtimod leder for hele den muslimske nation indtil Dommedag. Hans anvisninger er bindende for muslimerne i alle tider og under alle forhold.
Ikke blot forkynder og budskabets overbringer
Et koranvers (Arabisk******) “Det er din opgave blot at overbringe Allahs budskab.” Og ud fra dette og flere lignende vers forsøger nogle at bevise, at Sendebudets opgave udelukkende var begrænset til forkyndelse. Disse mennesker glemmer, at Sendebudet kun er forkynder, så længe folk endnu ikke har antaget islam, og at dette kun gælder dem, som endnu ikke har fulgt Sendebudets lære. Men for dem, der antager islam og bliver en del af den muslimske umma, er Sendebudet ikke blot forkynder; for dem er han samtidig leder, hersker, lovgiver, dommer, lærer og opdrager samt frem for alt et idealmenneske, som de må efterligne og følge.
Den forskel, som nogle har ønsket at drage mellem Muhammed, Abdullas søn, og Muhammed, Allahs Sendebud og islams forkynder (fvmh.), kan på ingen måde bevises ud fra den hellige Koran. Koranen giver Den Store Profet kun én identitet, nemlig at han er profet og sendebud. Han talte hvert eneste ord som Allahs Sendebud og udførte enhver handling som Allahs Sendebud. Netop ved at indtage Sendebudets rang var han samtidig forkynder og lærer, opdrager og karakterdanner, dommer og hersker, leder og administrator. Selv alle hans handlinger i hans personlige, familiære og sociale liv blev udført og ledet som Sendebudets handlinger. På alle disse områder af livet havde han et fuldkomment, rent og ulasteligt liv som et fuldkomment menneske, en lydig muslim og en oprigtig troende. At følge og efterligne dette rene, ulastelige liv er nødvendigt for at opnå Allahs tilfredshed og frelse i det hinsidige. Dette har Allah den Almægtige selv erklæret i vers 21 i den hellige Koran, i sura al-Ahzab:
(Arabisk*******************************************på PDF-side 222)
Der findes ikke så meget som den mindste antydning i noget koranvers af, at der skulle være gjort forskel mellem de forskellige sider af Hazrats (fvmh.) liv som profet, menneske og hersker. Hvordan skulle en sådan forskel overhovedet være mulig? Når han er Allahs Sendebud, er det nødvendigt, at hele hans liv er underlagt og følger Allahs sharia og repræsenterer de islamiske forskrifter. Han kan ikke udføre nogen handling eller udvise nogen adfærd, som Allah ikke bryder sig om.
Han blev ikke drevet af sine lyster eller sit sinds luner
At Hazrat Rasulullah (fvmh) var fri for onde lyster og ikke blev drevet af sine egne luner, siges klart i de første vers af den hellige Koran, sura an-Najm. Der står:(Arabisk**********) “Jeres ledsager [det vil sige Hazrat Muhammad (fvmh)] er hverken kommet på afveje eller er blevet vildledt.” (Arabisk********) “Han taler ikke ud fra sit eget lunefulde ønske.” (Arabisk**********) “Hvert eneste af hans udsagn er intet andet end åbenbaring, der er blevet sendt ned til ham.” (Arabisk********) “En mægtig og magtfuld lærer har undervist ham.” Nogle mener, at disse vers blot hævder, at Koranen er åbenbaret. Det var netop dét, nogle af de vantro benægtede. Men jeg ser ikke nogen som helst hentydning til Koranen i disse vers. (Arabisk*****)I dette vers (Arabisk)henviser pronomenet “det” netop til Sendebudets (fvmh) tale. Det vil sige, (Arabisk*********) “Han taler ikke et eneste ord efter sit eget lunefulde ønske.” Det henviser til ordet “tale”, som forekommer i denne sætning. Der er intet grundlag i disse vers for at sige, at der med Sendebudets (fvmh) tale her udelukkende menes Koranen. Disse vers siger, at ethvert ord, der kommer fra Sendebudets (fvmh) mund, er åbenbaring og er frit for begær og sindets luner. Formålet med, at Koranen giver Sendebudet (fvmh) dette vidnesbyrd, er, at de mennesker, til hvem han blev sendt, helt trygt og uden nogen tvivl skal vide, at Sendebudet (fvmh) ikke på mindste måde er kommet på afveje, og at hvis han havde talt efter sit eget lunefulde ønske i stedet for på Allahs vegne, ville ingen have haft tillid til ham som Sendebud. De vantro benægtede jo netop dette, nemlig at han var Allahs Sendebud. De tænkte, at profeten Muhammad (fvmh) – Allah forbyde det – var blevet vanvittig, eller at et menneske i hemmelighed underviste ham, eller at han selv opdigtede sine ord. Allah den Ophøjede åbenbarede disse vers fra sura an-Najm for at fjerne denne misforståelse og sagde med utvetydige ord, at jeres ledsager hverken er kommet på afveje eller er blevet vildledt. Han taler heller ikke opdigtede ord. Hvad der end kommer ud af hans mund, er sandt og åbenbaret fra Min side. Intet menneske, ingen jinn eller satan læser op for ham eller underviser ham; det er en mægtig lærer, der underviser ham. Hazrat Rasulullah (fvmh) pegede selv på sin tunge og sagde netop dette, (Arabisk*****) “Ved Allah, i hvis hånd mit liv og min død er, sværger jeg, at der ikke kommer andet end sandhed ud gennem denne tunge.”
Det er obligatorisk at følge ham under alle forhold
Det er meget beklageligt, at nogle mennesker ikke ønsker at acceptere, at det er nødvendigt at adlyde Sendebudet (fvmh) under alle forhold. De siger, at når Hazrat Rasulullah (fvmh) talte med sine hustruer i sit hjem eller med andre mennesker uden for hjemmet, blev det ikke hævdet om disse samtaler, at de også var åbenbaring, og de vantro bekymrede sig heller ikke om dette. Jeg vil sige, at Hazrat Rasulullah (fvmh), uanset hvad han gjorde og under hvilke omstændigheder, altid gjorde det som Sendebud. Alt hos ham var frit for vildfarelse og lidenskabeligt begær. Alle hans ord og handlinger udsprang af den fuldkomne, fejlfri og sandhedselskende samvittighed og natur, som Allah den Ophøjede havde skabt ham med, og forblev inden for de grænser af gudsfrygt og renhed, som Allah havde fastsat for ham. I hans ophøjede personlighed fandtes et fremragende eksempel og forbillede, som hele menneskeheden kunne efterligne og følge. Det er netop ved at betragte dette forbillede, at vi lærer, hvad der er lovligt og ulovligt i islam, hvad der er halal og haram, hvilke ting Allah bryder sig om og ikke bryder sig om, på hvilke områder vi har frihed til at fremsætte vores egne meninger og tænke og undersøge, og på hvilke områder vi ikke har denne frihed. Dette forbillede fortæller os også, hvordan man skal adlyde ledere og herskere, hvordan man skal løse alle problemer gennem rådslagning, og hvad demokrati egentlig betyder i vores religion islam.
Profeten Muhammad (fvmh) var en amir udpeget af Allah den Ophøjede
Hazrat Allahs Sendebud (fvmh.) var ikke en amir, der var valgt eller udpeget af mennesker, og han blev heller ikke selv en sådan. Han var en amir og leder, udpeget af Allah selv. Den rolle, han havde som leder, var ikke forskellig fra hans rolle som Sendebud; tværtimod var han i virkeligheden menneskenes leder netop som Allahs Sendebud. Mere præcist sagt var han ikke leder eller amir, men Allahs lydige tjener. Det er rigtigt, at han fik befaling om at rådføre sig med sine tilhængere. Det var for at fremstille sig selv som et forbillede på rådslagning for sin ummah. Gennem sine egne handlinger underviste han i demokratiets (Democracy) sande grundprincipper. Heraf må man ikke konkludere, at hans rang var den samme som andre lederes. For andre ledere er det ved lov påbudt, at de skal handle efter rådslagning. (Arabisk******)»Al deres virksomhed skal føres gennem gensidig rådslagning.« Og hvis der opstår uenighed under rådslagningen, skal man direkte søge vejledning hos Allah og Sendebudet (fvmh.), det vil sige i Koranen og sunnaen: (Arabisk*************************) (Hvis I bliver uenige om noget, skal I overlade afgørelsen i sagen til Allah og Sendebudet). Alligevel blev Allahs Sendebud (fvmh.) straks efter befalingen om at rådføre sig også fortalt: (Arabisk*******) »Når du så har truffet en fast beslutning i en sag, så sæt din lid til Allah.« Heraf fremgår det klart, at han ikke var afhængig af rådslagning. Ikke desto mindre blev han bedt om at rådføre sig, alene for at et ægte demokratisk styresystem kunne grundlægges ved Sendebudets (fvmh.) hellige hånd.
Lydighed mod Sendebudet som leder eller amir
Også i denne sag har nogle en fejlagtig opfattelse. De siger, at lydigheden mod Hazrat (fvmh.) som leder var begrænset til hans levetid. Men det er ikke rigtigt. De fremfører som bevis ordene i vers 20 i sura al-Anfal (Arabisk********) og forstår dem således, at befalingen om at følge Sendebudet (fvmh.) kun blev givet til dem, der dengang kunne høre ham. Men dette er ikke versets egentlige betydning. Allerede i det første vers i sura al-Anfal siges der: (Arabisk*************) »Hvis I er troende, så følg Allah og Sendebudet.« Desuden blev de, som inderst inde tøvede med at svare på Sendebudets (fvmh.) kald til jihad, irettesat i vers 5. Derefter siges det i vers 13: (Arabisk***************) »Den, der strides med Allah og Hans Sendebud, bør vide, at Allah er streng i sin straf.«
Umiddelbart efter disse ord siges der i vers 20:
(Arabisk*******************************************på PDF-side 225)
»I, som tror! Adlyd Allahs befaling, og adlyd Sendebudets befaling. Vær ikke ulydige, når I hører den.« I dette vers og i de foregående vers nævnes lydighed mod Allahs befaling gentagne gange sammen med lydighed mod Sendebudet. Formålet er at forklare, at lydighed mod Sendebudets befaling i sig selv indbefatter lydighed mod Allahs befaling. Der er endnu et forhold, man må lægge mærke til. Overalt bruges ordet »Sendebud«, mens ordet »amir« ikke bruges nogetsteds. Der findes end ikke den fjerneste antydning af, at Sendebudet skulle betyde en rang som leder eller amir, der er forskellig fra Sendebudets (fvmh.) egen rang. Samtidig er det værd at bemærke, at det er blevet forbudt at tilsidesætte Sendebudets (fvmh.) befaling, og den klare betydning af ordene »når I hører den« er: I må ikke nægte at adlyde mit Sendebud (fvmh.), selv om I hører mine befalinger, som jeg så ofte har gentaget. Her betyder ordet »I« ikke blot de muslimer, der levede på Sendebudets (fvmh.) tid, men omfatter alle troende, der frem til Dommedag hører Koranens budskab. For dem alle er det obligatorisk at adlyde og føre enhver af Sendebudets (fvmh.) befalinger ud i livet, uanset hvordan de når frem til dem.
Et mærkeligt argument
Nogle fremfører det argument, at Profeten (fvmh.) kun havde lederansvaret midlertidigt, ligesom det er tilfældet med andre ledere. For i vor tid er det umuligt at kæmpe med spyd og sværd som i slagene ved Badr og Uhud. Det er sandelig et mærkeligt argument! De våben, som Allahs Sendebud (fvmh.) brugte dengang, kan have været begrænset til den tids særlige forhold. Men det betyder ikke, at de moralske regler og begrænsninger, som han overholdt i krig og pålagde andre at overholde, skulle være knyttet til en bestemt tidsalder. Tværtimod fastlagde han gennem dem en varig krigsførelseslov for muslimerne.
Set fra shariaens synspunkt er det ikke noget alvorligt spørgsmål, hvilke våben Profeten (sa) anvendte i krig – sværd, geværer eller kanoner. Det afgørende er derimod, med hvilket formål han anvendte disse våben, og hvilken form for blodsudgydelse han forårsagede med dem. Det ideal, han gennem forskellige krige fremholdt i denne sammenhæng, er et evigt og fuldkomment ideal for islamisk jihad. Derfor er Verdensprofeten, Hazrat Muhammad (sa), principielt og idealmæssigt den øverstbefalende for alle muslimske hære i alle tidsaldre indtil Dommedag.
Profetens lederskabs særlige status
En vis herre påpeger forskellen mellem emiratet og profetskabet og siger, at muslimer har ret til at diskutere med og være uenige med deres leder – hvorimod man ikke kan være uenig med Profeten (sa). Jeg spørger denne herre: Hvordan kan Profetens (sa) lederskab være lig med andre lederes? Det var ikke engang tilladt at tale med høj stemme foran denne leder; i sura al-Hujurat er det blevet erklæret, at blot det at tale med høj stemme ville tilintetgøre alle ens gode gerninger for hele livet, og i sura al-Nisa er der advaret om, at den, der strides med ham, vil blive kastet i Helvede. Kan en muslim have nogen ret til at være uenig i hans afgørelser? Naturligvis ikke. Hvordan kan denne leders lederskab så være lig med andre lederes? Muslimerne har jo netop fået ret til at være uenige med andre ledere.
Lydighedens tre stadier
Nogle nærer den fejlagtige opfattelse, at de påbud i Koranen om at adlyde Profeten (sa) er ensbetydende med at adlyde en emir eller leder. Nedenfor gengives et sådant synspunkt:
“Når påbuddet om at adlyde Allah og Profeten (sa) nævnes sammen i Koranen, betyder det den muslimske ledelse i almindelighed, som tager Koranen som grundlag for lovgivning og forfatning, og som ledes enten af Profeten selv (sa) eller af hans kalif. Som det for eksempel siges i Koranen om krigsbytte: (Arabisk************) “Folk spørger dig om krigsbyttet. Sig: Krigsbyttet tilhører Allah og Profeten.” Det er velkendt, at dette påbud om krigsbyttet ikke var begrænset til Hazrat Profetens (sa) krige, men også skulle følges på samme måde i efterfølgende tider. Dette påbud (sa), det vil sige den samtidige muslimske ledelse, er lagt i hænderne på. Derfor er den status, som Profeten (sa) selv havde som leder, nøjagtig den samme som hans kaliffers.”
Denne opfattelse er tydeligvis blot en fordrejning af sandheden. Den hellige Koran nævner klart tre niveauer af lederskab: lydighed mod Allah, lydighed mod Profeten (sa) og lydighed mod »ulul-amr«. Lydighed mod Allah betyder lydighed mod Koranens påbud. Lydighed mod Profeten (sa) betyder at følge og efterligne Hazratens ord og handlinger. Lydighed mod »ulul-amr« betyder lydighed mod den ledelse, der styrer og vejleder muslimerne i overensstemmelse med lydigheden mod Allah og Profeten samt islams bestemmelser. Om de to første niveauer er Koranens udsagn klare og entydige. Koranen har gentagne gange erklæret, at der ikke er den mindste mulighed for at diskutere Allahs og Profetens (sa) påbud. Muslimernes opgave er blot at høre dem og handle derefter. Når Allah og Profeten har truffet en afgørelse i en sag, har ingen anden muslim overhovedet ret til på ny at træffe en afgørelse om den. Med andre ord må den, der på disse to områder forsøger at rejse nogen indsigelse, modstand eller debat, træde ud af islam. Hvad angår det tredje niveau, siger Koranen, at lydighed mod emiren eller lederen er underordnet Allah og Profeten. Hvis der opstår strid, modstand eller uenighed, skal sagen afgøres i overensstemmelse med Allahs og Profetens (sa) bestemmelser. Når der findes en så klar og tydelig anvisning, er der ingen mulighed for at sige, at Allah og Profeten (sa) betyder muslimernes ledelse. Det er på ingen måde muligt at sidestille Hazrat Profetens (sa) lederskab med almindelige muslimske lederes lederskab. I denne forbindelse er (Arabisk**************) “det argument, man har forsøgt at fremføre ud fra verset, ikke korrekt. At krigsbyttet tilhører Allah og Profeten betyder, at det skal anvendes til gavn for det islamiske samfund, den organisation og den stat, som Allah og Profeten (sa) har grundlagt. Hvordan kan man ud fra dette vers forstå, at Allah og Profeten betyder den muslimske ledelse?”
Det fejlagtige forsøg på at skabe en forskel mellem religiøse og sociale aktiviteter
Der findes ikke den mindste antydning i Koranen, som kunne få os til at betragte kun Profeten (fvmh.)s religiøse handlinger som et evigt og tidløst forbillede, mens hans retningslinjer og afgørelser vedrørende sociale og civilisatoriske forhold skulle anses for kun at gælde en bestemt tidsperiode. Hvis der findes et sådant vers i Koranen, som gør det muligt at skelne mellem disse to slags handlinger, ville det være godt, om nogen ville påvise det. Så vidt jeg ved, er Koranens klare bestemmelse denne:
(Arabisk*******************************************på PDF-side 227)
“Når Allah og Hans Sendebud har truffet en afgørelse i en sag, har ingen troende mand eller kvinde længere ret til selv at træffe en anden afgørelse i deres egne anliggender. Og den, der er ulydig mod Allah og Sendebudet, er kommet ud i åbenlys vildfarelse.” – (Sura al-Ahzab: 36)
I dette vers er der ikke angivet nogen grænse for en bestemt epoke eller tidsperiode. Når der her tales om troende mænd og kvinder, er der ingen grund til at forstå det som troende mænd og kvinder, der levede på Allahs Sendebuds tid. Heller ikke er Allahs og Sendebudets befalinger eller afgørelser begrænset til kun at være religiøse; de omfatter alle slags forhold – religiøse og sociale, civilisatoriske, økonomiske og politiske. Allah og Sendebudet betyder Allah og Sendebudet selv, aldrig ‘emarat’ eller lederskab. Enhver emir eller ‘ulu al-amr’ vil jo være troende. Og her siges det, at efter at Allah og Sendebudet har truffet en afgørelse i en sag, har ingen troende mand eller kvinde nogen som helst ret til selv at træffe en afgørelse. Det gælder, hvad enten afgørelsen træffes af én alene eller af alle i fællesskab. Derefter siges det, at den, der handler imod dette, vil fare vild. Det betyder, at den ordning, som Allah og Hans Sendebud har etableret for det islamiske fællesskab eller samfund på grundlag af deres befalinger og bestemmelser, ikke kan opretholdes på nogen måde uden at overholde denne lov og ordning til punkt og prikke.
Hvis mennesker, uden hensyn til hvad Allah har sagt, og hvad Hans Sendebud har gjort, vælger en fremgangsmåde efter deres egne ønsker og beføjelser, vil denne ordning ikke bestå.
Islams syn på lydighed mod Profeten og friheden til at udtrykke sin mening
En herre har skrevet:
“I den beretning i Sura al-Ahzab om Zayd ibn Harithah (må Allah være tilfreds med ham) og Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) opstår der et spørgsmål. Allahs Sendebud (fvmh.) sagde til Zayd, (Arabisk**********) (Behold din hustru i dit ægteskab og frygt Allah.) Men Zayd handlede modsat Den Store Profets befaling og lod Zaynab skille. Der er ingen tvivl om, at denne handling var i strid med Allahs Sendebuds (fvmh.) befaling. Alligevel findes der i Koranens fremstillingsmåde hverken udtrykkeligt eller antydningsvist noget, der viser, at Allah på nogen måde misbilligede Zayds ulydighed. Tværtimod omtales Zayd i begyndelsen af beretningen som en tjener, Allah havde begunstiget, (Arabisk*********) (som Allah havde vist nåde). Heraf opstår den tanke, at det måske ikke er forkert at handle imod Profetens befaling, og at selv hvis Profetens ord er autentisk bevist, er det ikke lige så nødvendigt at følge det som Allahs befaling.”
Der er ingen vanskelighed i spørgsmålet, og spørgerens tvivl kunne fjernes med få ord. Men i virkeligheden udspringer der også forskellige fejlagtige forestillinger fra det sted, hvor tvivlen opstår. Og disse fejlagtige forestillingers rødder går meget dybt. Derfor bør vi, samtidig med at vi fjerner denne tvivl, også kaste lidt lys over dens rødder og forgreninger.
Retten til at udstede påbud tilkommer alene Allah
Koranen har i et endnu klarere og mere entydigt sprog end de øvrige himmelske bøger erklæret, at der ikke findes nogen anden end Allah, som er den højeste og suveræne lovgiver, befalende og hersker. (Arabisk*********) (Ingen andre end Allah har ret til at fastsætte love og herske) Allah den Ophøjede kan give påbud, som Han vil: (Arabisk********) Sandelig, Allah den Ophøjede befaler, hvad Han vil) Han alene er den hersker, hvis befalinger ikke giver plads til nogen form for spørgsmål: (Arabisk********) (Der kan ikke rejses spørgsmål om noget, Han gør). Det er obligatorisk kun at adlyde Allah, og det er obligatorisk af den grund, at mennesket af natur er Hans tjener eller slave. Det er skabt netop for at tjene Allah. (Arabisk*************) (Jeg har kun skabt jinnerne og menneskene for at de skal tilbede eller tjene Mig). Mennesket er ikke skabt af nogen anden end Allah, og det er heller ikke nogen andens slave eller protegé. Derfor er det ikke obligatorisk for noget menneske at adlyde et andet menneske. (Arabisk*******************) (De spørger: Har vi nogen andel i herredømmet? Sig: Herredømmet tilkommer uindskrænket alene Allah). Ligesom intet menneske har suveræn og absolut myndighed (Absolute Authority) over et andet menneske, er intet menneske heller forpligtet til at adlyde nogen anden end Gud, blot fordi befalingen kommer fra en bestemt person.
Menneskers herredømme over mennesker
Koranen ønsker at tage lydighedens åg over for enhver anden end Allah ned fra menneskers skuldre. Den ønsker at gøre mennesket til en lydig tjener for Allah, den sande suveræne Herre og Hersker. Derefter ønsker den at give det fuld frihed til at tænke og bruge sin samvittighed og fornuft. Dette var i virkeligheden selve hovedformålet med Koranens åbenbaring. Derfor ser vi, at Koranen har ført den største kamp mod menneskers trældom og slaveri. I dens øjne har intet menneske ret til efter eget ønske at erklære noget for haram eller halal og kræve, at dets påbud og forbud skal holdes i samme ære som Allahs påbud og forbud. Koranen anerkender ikke en sådan uindskrænket myndighed hos noget menneske. Den har tværtimod erklæret, at det er shirk at følge sådanne påbud og forbud. De, som sætter de lærde, pīr-murshiderne, præsterne og herskerne (Arabisk*********) eller sætter dem på Guds sted som alternative guder og herrer og uden tøven følger deres ord, erklærer Koranen for mushriker. Når et menneske viser et andet menneske en sådan ubetinget lydighed, begynder det uundgåeligt at betragte den anden som sin herre og sig selv som hans slave. Et menneske kan kun frivilligt være villigt til helt at give afkald på sin samvittigheds, sit sinds og sin krops frihed over for et andet menneske, hvis det betragter dette menneske som hævet over alle fejl og mangler og som fuldstændig syndfrit og pletfrit, eller hvis det mener, at han i kraft af sin egen ret har magt til at give enhver form for påbud og forbud, og at han har en medfødt ret til at udøve herredømme og myndighed. Eller hvis det mener, at han alene har al magt til at skade eller gavne, og at han alene har magt til at give eller standse forsørgelse. At tro, at noget levende væsen eller nogen materiel ting ud over Allah besidder sådanne egenskaber, er shirk og den grundlæggende kilde til trældom. Tawhīd-princippets grundlæggende budskab er derimod, at man skal tro, at intet levende væsen eller nogen ting ud over Allah besidder disse egenskaber, og at man skal afvise alles myndighed og ret til at herske. Menneskets fuldstændige frigørelse og frihed fra skabningernes trældom er den uundgåelige følge af dette princip.
Hvordan skal man adlyde profeten?
Efter at have forstået den ovenstående redegørelse må man overveje, på hvilken måde den lydighed mod Profeten (fvmh.), som islam har gjort obligatorisk, og som religionen afhænger af, skal ydes. Denne lydighed skyldes på ingen måde, at Profeten er en fremtrædende person, såsom Imrans søn, Maryams søn eller Abdullahs søn, og at han i kraft af at være en sådan fremtrædende person har ret til at befale og forbyde samt fastsætte, hvad der er halal og haram. Hvis det var tilfældet, ville Profeten – Allah forbyde det – selv blive en af de mange guder ved siden af Allah, det vil sige en af Allahs alternativer. Og på denne måde ville selve det formål, som han blev sendt som profet for, blive bragt til fiasko gennem hans egne hænder. Koranen udtrykker dette meget klart. Den siger, at Profeten som person blot er et menneske ligesom andre mennesker.(Arabisk********************) “Sig: Min Herre er højt hævet over alle mangler og fejl. Jeg er i virkeligheden ikke andet end et menneske, som er blevet skænket en sendebuds rang.”(Arabisk******************) “Deres profeter sagde til dem: Vi er jo blot mennesker ligesom jer.” Men fordi han er profet, opstår der en stor forskel mellem ham og andre mennesker. Da han blev skænket profetskabet, blev han samtidig betroet regeringsmagten. Allah siger:(Arabisk******************) “Det er dem, som Jeg har skænket Skriften, myndigheden til at regere og profetskabet.” Her betyder ‘hukm’ eller regeringsmagt både beføjelsen til at træffe afgørelser og statslig myndighed. Det fremgår således tydeligt, at den magt og statslige myndighed, der er lagt i Profetens hænder, ikke er hans personlige, men en magt og myndighed, som Allah har betroet ham. Derfor er lydighed mod ham lydighed mod Allah selv. Allah siger:(Arabisk******************) “Den, der adlyder Sendebudet, har i sandhed adlydt Allah.” Formålet med at sende Profeten er netop, at han på Allahs vegne skal udstede Allahs befalinger, og at muslimerne skal følge dem. Allah siger:(Arabisk******************) “Vi har kun sendt hver eneste profet med det formål, at han skal adlydes efter Allahs befaling.” På denne måde er Sendebudets (fvmh.) befaling i virkeligheden Allahs egen befaling. Ingen har den mindste ret til at rejse spørgsmål om dette. Allah siger:
(Arabisk************************************på PDF-side 231)
“Den, der strides med Profeten, efter at vejledningen er blevet tydelig for ham, og følger en anden vej end de troendes, vil Jeg lade følge den vej, som han selv har vendt sig mod. Derefter vil Jeg kaste ham i Helvede, og Helvede er det værste sted.”
Ubetinget lydighed
Det er ikke blot faktisk ulydighed mod Sendebudet (fvmh.); selv hvis man i sit hjerte nærer et ønske om ulydighed, går troen med sikkerhed tabt. Allah den Almægtige har sagt:
(Arabisk******************************på PDF-side 231)
“Ved Allahs ed! De kan aldrig blive troende, før de gør dig til dommer i deres indbyrdes stridigheder og ikke føler den mindste modvilje mod at acceptere den afgørelse, du træffer, men fuldstændigt underkaster sig den.”
Ulydighed mod Sendebudet bringer mennesket evigt tab og fiasko. Allah den Almægtige siger:
(Arabisk******************på side 232 i PDF’en)
“De, der har forkastet troen og været ulydige mod Sendebudet, vil på Opstandelsens Dag blive ramt af en sådan ulykke, at de vil ønske, at hele jorden blev lagt over dem.”
Profeten gør ikke mennesker til sine slaver
Religionen og troen afhænger af lydighed mod Profeten og fuld overgivelse til ham. Det er blevet gjort endnu tydeligere, at vejledningen afhænger af ubetinget lydighed mod Profeten. (Arabisk******************) Det er allerede blevet sagt, at denne lydighed ikke tilkommer Profeten som menneske eller person. Profeterne bliver ikke sendt for at gøre mennesker til deres egne tjenere og slaver, men for at gøre mennesker lydige mod Allah. Om dette siger Allah:
(Arabisk******************på side 232 i PDF’en)
“Det sømmer sig ikke for noget menneske, at Allah giver ham Skriften, myndighed og profetskab, hvorefter han siger til mennesker: ‘Bliv mine tjenere i stedet for Allahs tjenere.’ Nej, han vil sige: ‘Bliv Allahs tjenere.’”
Profeten kom ikke for at tvinge mennesker til at adlyde hans personlige ønsker og begær, for at udøve sin egen storhed og åndelige værdighed over dem, så de blev berøvet retten til at have deres egne meninger over for hans mening, og for at de skulle lade deres sind og tanker forblive passive over for ham. Dette ville jo være tilbedelse af andre end Allah, og det var netop for at udrydde denne, at Profeten kom.
Profeten kom netop for at bryde alle de lænker af menneskers slaveri, som var blevet lagt på menneskers skuldre. Allah siger: (Arabisk******************) “Og han tager alle de byrder af dem, som blev lagt på dem, og frigør dem fra de lænker, som de var bundet af.” Profeten kom for at fratage menneskene den magt og myndighed, som de havde tiltaget sig til at fastsætte menneskers rettigheder og pligter samt selvopfundne grænser mellem det tilladte og det forbudte. Allah siger: (Arabisk******************) “I har ingen ret til med jeres egne munde at erklære noget for forbudt eller tilladt efter eget ønske.” Profetskabets komme skulle befri menneskene fra den underdanighed, der havde grebet dem, så de ukritisk bøjede sig for menneskers befalinger og afgørelser. Koranen minder menneskene om dette: (Arabisk******************) “Ingen blandt os må tage et andet menneske til herre i stedet for Allah.” Hvordan skulle det da være tilladt, at en profet bryder slaveriets lænker fra andre menneskers skuldre for derefter at binde dem på ny med lænker til sin egen slaveri? Han skulle fratage alle andre retten til at fastsætte, hvad der er tilladt og forbudt, og straks efter selv tage denne ret til sig; han skulle fjerne alle andre fra magtens og herredømmets sæde og selv bestige det – hvordan skulle det kunne være rigtigt? Den profet, som bebrejder jøderne og de kristne, at de har taget deres religiøse ledere og præster til herrer i stedet for Allah, (Arabisk******************) hvordan skulle han kunne sige: ‘Nu skal I tage mig til herre eller gud i stedet for Allah og være slaver af mine ønsker og mit begær?’
Profetens lydighed som profet
Det er netop derfor, at Allah den Ophøjede gentagne gange gennem Sin profet har klargjort denne sandhed: Den lydighed, som den troende er blevet befalet, og som troen på eller fraværet af tro afhænger af – en lydighed, som den troende ikke blot ikke må forkaste, men heller ikke har ret til at afvige så meget som et hårsbred fra – er i virkeligheden ikke lydighed mod profeten som menneske, men lydighed mod ham netop som profet. Det vil sige, at man skal adlyde den befaling, den viden, den vejledning samt den lov og de bestemmelser, som profeten bringer til menneskene fra Allah. Af denne redegørelse blev det klart, at den lydighedens binding, som islam knytter mennesket til, i virkeligheden ikke er lydighed mod et menneske, men lydighed mod Allah alene. Allah siger:
(Arabisk****************** på PDF-side 233)
“(O profet!) Vi har åbenbaret denne sandhedens Bog for dig, for at du kan dømme mellem menneskene i overensstemmelse med den retfærdighed, som Allah har vist dig.” – (Sura an-Nisa: 105).
(Arabisk****************** på PDF-side 233)
“Og de, der ikke dømmer og træffer afgørelser efter den lov, Allah har åbenbaret, er i virkeligheden de uretfærdige.” – (Sura al-Ma’ida: 45).
Ligesom alle andre mennesker er forpligtede til at følge denne lov fra Allah, er profeten selv som menneske også forpligtet til at følge den. (Arabisk******************) “Jeg følger kun det, der åbenbares for mig.” – (Sura al-An’am: 50)
Profetens lydighed er underlagt Allahs befaling
Ud over de ovennævnte vers beviser mange andre vers tydeligt, at lydighed kun tilkommer Allah og ingen anden. Hvis der overhovedet er mulighed for trældom under noget andet end Allah og for menneskers herredømme og dominans over andre mennesker, så er det ikke i egenskab af mennesker. Det er sandt, at man skal adlyde Profeten, men det skyldes, at Allah har givet ham ret til at udstede påbud. Herskere og administratorer skal adlydes, fordi de er blevet betroet ansvaret for at håndhæve og virkeliggøre Allahs og Sendebudets (fvmh.) befalinger. De lærde skal adlydes, fordi de gør Allahs og Sendebudets (fvmh.) påbud og forbud samt grænserne for det tilladte og det forbudte, som Han har fastsat, kendte. Hvis nogen af disse fremlægger Allahs befaling, er det enhver muslims pligt at bøje sig for den. Han har ingen ret til at anfægte dens rimelighed eller gyldighed. Over for Allah har en troende ingen frihed til at tænke eller til at have en egen mening. Men hvis et menneske fremlægger sin egen mening eller antagelse – og ikke Allahs befaling – er en muslim ikke forpligtet til at følge den. I så fald har han ret til at tænke frit og holde fast ved sin egen mening. Han har ret til frivilligt at være uenig med vedkommende. Og det gælder ikke kun lærde og herskere; der er heller ingen hindring for at være uenig med en almindelig persons personlige mening.
Den Store Profets (fvmh.) liv havde to formål
Et af formålene med Den Store Profets (fvmh.) liv var at lægge lænkerne af underkastelse under og lydighed mod Allah om menneskenes halse. Det andet var at befri menneskene fra lænkerne af lydighed og trældom under andre mennesker og give dem frihed. Begge disse opgaver hørte til hans ansvar som profet, og deres betydning var lige stor. For at fuldføre den første opgave var det afgørende nødvendigt at forpligte alle muslimer til at adlyde ham som profet. For lydigheden mod Allah var afhængig af lydigheden mod ham. På den anden side var det lige så nødvendigt for at fuldføre den anden opgave, at han først gennem sine handlinger og sin adfærd indprentede muslimerne den sandhed, at de ikke var forpligtede til at adlyde noget menneske – ikke engang Muhammad, Abdallahs søn – i hans egenskab af menneske, og at deres sind var fuldstændig frit for menneskers trældom. Det var en yderst vanskelig opgave. I den samme person var både profetskabets og menneskelighedens egenskaber forenet. Det var ikke muligt at drage en tydelig grænse og adskille det ene fra det andet. Men Allahs Sendebud (fvmh.) fuldførte denne opgave med stor dygtighed ved hjælp af den visdom, Allah havde skænket ham. På den ene side opnåede han som profet en lydighed, som ingen helt i verdenshistorien på noget tidspunkt havde opnået. På den anden side gav han som menneske sine hengivne følgere en sådan personlig frihed, at selv verdens største demokratisk sindede leder aldrig havde kunnet give sine følgere en tilsvarende frihed.
Det behøver ikke nærmere forklares, hvor stor indflydelse og autoritet han som profet havde over sine følgere, og hvor højt æret og populær han var blandt muslimerne. Men selv om han havde så stor indflydelse og magt, adskilte han i sin daglige adfærd sin menneskelige værdighed og sin profetiske værdighed så fuldkomment, at man ikke finder noget sidestykke til det. Samtidig med at han som profet modtog ubetinget og urokkelig lydighed, gav han som menneske mennesker fuld frihed til at have deres egne meninger; ja, han opmuntrede endda alle til at være uenige med hans personlige mening. Hvis man tænker dybt over dette, vil man nødvendigvis indse, at en sådan fuldkommen selvbeherskelse, en sådan forbløffende evne til at skelne og en så høj grad af visdom og fremsynethed kun er mulig for en profet. På den ene side mærker man i denne forbindelse, at selv om profetens personlige rang er særskilt, går den op i profetembedets rang. På den anden side bliver det også klart, at han selv gennem sin personlige adfærd udførte profetskabets opgave. Personligt lærte han dem, hvordan de i deres omgang med mennesker skulle gøre brug af deres tankefrihed. Han gjorde dem bekendt med, at et menneske kan anvende sin menings- og tankefrihed over for ethvert menneske. Selv over for det bedste menneske, som han er nødt til at anse for den mest værdige person som Allahs udsendte, har han denne frihed og kan gøre brug af den. Hvis nogen anden end en profet havde haft en sådan fuldstændig magt, indflydelse og autoritet over mennesker, ville han uden tvivl have gjort dem til sine trælle og udøvet uindskrænket herredømme over dem, sådan som præster, religiøse ledere, pīrer og konger har gjort gennem tiderne og i alle lande. Allahs Sendebud (fvmh.) siger:
(Arabisk************************************på PDF-side 235)
»Jeg er også et menneske. Når jeg giver jer en befaling vedrørende jeres religiøse forhold, skal I adlyde den. Men når jeg siger noget ud fra min egen mening, skal I vide, at jeg blot er et menneske.«
Nogle eksempler på opmuntring af meningsfrihed
En gang gav Profeten (fvmh.) ejerne af frugthaverne i Medina nogle råd om dyrkning af dadler. Ejerne handlede efter disse råd, men det gav ikke noget videre udbytte. Da Allahs Sendebud (fvmh.) fik dette at vide, sagde han:
(Arabisk************************************på PDF-side 235)
“Jeg sagde blot noget, som jeg havde gættet mig til. Accepter ikke det, jeg siger udelukkende på grundlag af gæt, antagelser og min egen mening. Men når jeg siger noget fra Allahs side, så tag imod det. For jeg har aldrig tillagt Allah en løgn.”
Under slaget ved Badr var det sted, hvor Profeten (s.a.) først slog lejr, ikke særlig godt. Sahabien Hazrat Hubab ibn al-Mundhir (r.a.) spurgte ham: ‘Er dette sted valgt efter en åbenbaring, eller blot som en militærstrategi?’ Hazrat (s.a.) svarede: ‘Det er ikke efter en åbenbaring.’ Da sagde Hubab: ‘Så mener jeg, at vi bør gå længere frem og slå lejr det og det sted.’ Hazrat (s.a.) fulgte hans råd og handlede derefter.
Vedrørende krigsfangerne fra Badr rådførte Hazrat (s.a.) sig med sahabierne og gav selv sin mening til kende som et almindeligt medlem af gruppen. Ved denne lejlighed var Hazrat Umar (r.a.) uenig med Allahs Sendebud (s.a.) og Hazrat Abu Bakr (r.a.). Det er en berømt begivenhed i historien. På selvsamme møde bragte Hazrat (s.a.) også sin svigersøn Abul As op og sagde til sahabierne: ‘Hvis I giver tilladelse, kan den halskæde, der blev modtaget fra Abul As som løsepenge, gives tilbage til ham.’ Da alle sahabierne med glæde godkendte det, gav han ham halskæden tilbage.
Under slaget ved Khandaq ønskede Hazrat (s.a.) at indgå en fredsaftale med stammen Banu Ghatafan. Ansernes ledende mænd sagde: ‘Hvis dette er en befaling fra åbenbaringen, er der intet at sige. Men hvis det er Hazrats (s.a.) egen mening, er vi uenige i det.’ Hazrat (s.a.) accepterede deres synspunkt og rev selv udkastet til fredsaftalen i stykker.
Sahabierne brød sig ikke om Hudaybiyyah-traktaten, fordi den ved første øjekast virkede som en traktat baseret på underkastelse. Hazrat Umar (r.a.) gav åbent udtryk for sin uenighed. Men da Hazrat (s.a.) sagde: ‘Dette gør jeg som profet’, turde ingen, selv om de alle var noget skuffede af islamisk ærefrygt, sige det mindste. Hazrat Umar (r.a.) fortrød på forskellige måder denne fejltagelse helt frem til kort før sin død: at han havde været uenig med Hazrat i en sag, som han var ved at gennemføre som Allahs Sendebud.
Efter slaget ved Hunayn blev anserne skuffede over den høflighed, han viste de ikke-muslimer, der var forholdsvis gavmilde af sind, ved fordelingen af krigsbyttet. Hazrat lod dem kalde til sig. Til støtte for sig selv sagde han ikke: ‘Jeg er profet – jeg gør, hvad jeg vil’; i stedet gjorde han, som lederen af en demokratisk regering, der holder en argumenterende tale foran oppositionen for at begrunde sit synspunkt. Han appellerede ikke til dem med ord som: ‘Hvis I har tro på Allahs Sendebud (s.a.), så accepter dette.’ Han appellerede derimod til deres forstand og følelser og lod dem først gå, efter at han havde tilfredsstillet dem.
Det var altså hans omgang med samfundets højtstående mennesker. Den Store Profet (s.a.) havde endda vakt en fri indstilling hos slaver og slavekvinder. En slavekvinde ved navn Barira blev så afskyet af sin mand, at hun forlod ham. Hendes mand var imidlertid dybt knyttet til hende. Da Hazrat (s.a.) så hendes mand græde, sagde han til Barira: “Det ville ikke være dårligt, hvis du vendte tilbage til din mand.” Hun sagde: “Allahs Sendebud (s.a.), befaler De mig det?” Hazrat (s.a.) sagde: “Det er ikke en befaling, men jeg anbefaler det.” Hun sagde: “Hvis det er en anbefaling, ønsker jeg ikke at vende tilbage til ham.”
Der findes mange andre eksempler af denne art. Heraf forstår man, at når det gennem hans gestus eller gennem Profetens tydelige udtalelser blev klart, at han talte ud fra sin egen vurdering, gav folk frit udtryk for deres meninger, og han opmuntrede dem også til at fremsætte deres synspunkter frit. I sådanne tilfælde var det ikke blot tilladt at have en afvigende mening; det var også noget, han satte pris på, og han trak ofte sin egen mening tilbage.
Betydningen af hændelsen med Zayd
Lad os nu se nærmere på hændelsen med Zayd. Hans forhold til den ædle Profet (s.a.) var af flere forskellige slags. Det ene forhold bestod i, at Profeten (s.a.) var hans leder, mens Zayd var hans følger. Et andet forhold var, at Profeten var hans svoger, mens Zayd var hans svoger gennem ægteskab. [Zaynab var den ædle Profets (s.a.) kusine, og hun var blevet gift med Zayd.] Det tredje forhold var, at Profeten (s.a.) var hans fosterfar og opdrager, mens Zayd var hans fostersøn. Zayd kunne ikke længere komme overens med sin hustru. Derfor besluttede han at skille sig fra hende. Under disse omstændigheder gav Profeten ham det råd, som det var naturligt for en svoger at give sin svoger og for en fosterfar at give sin fostersøn. Han sagde med andre ord: »Frygt Allah, og skil dig ikke fra din hustru.« Men det had, der var opstået mellem ægtefællerne på grund af forskellen i deres temperament og natur, følte Zayd selv langt stærkere. Det var ikke et spørgsmål om hans religion og tro, men om en psykologisk følelse. Derfor fulgte han ikke Profetens råd, men lod sig skille. Den modstand, han her gjorde gældende, var ikke modstand mod en profet. Og det råd, Profeten havde givet, havde han heller ikke givet som Allahs Sendebud. Derfor blev hverken han eller Allah den Højeste vrede. Men hvis en anden end Profeten (s.a.) havde været i hans sted—en person, der havde opdraget et barn fra dets tidligste barndom, vist det velvilje og omsorg, giftet sin egen søster med det på trods af dets tidligere status som slave, og som derefter havde fået sin søster skilt fra det trods sit forbud—så ville denne person naturligvis være blevet vred. Men Profeten (s.a.) var ikke blot Zayds opdrager og svoger; han var også Allahs Sendebud. Som Sendebud var det hans pligt at befri mennesker fra menneskers trældom og give dem deres tabte menneskelige rettigheder tilbage. Derfor gav han ikke en befaling, men et råd. Og da Zayd ikke fulgte dette råd, viste han ikke den mindste vrede. Heraf forstår man, at de profetiske egenskaber i hans personlighed både var adskilte og uløseligt forbundne. I anvendelsen af disse to sider bevarede han en så forbløffende balance, at kun en profet kunne opretholde en sådan balance. Selv som menneske handlede han på en sådan måde, at profetskabets ansvar og pligter samtidig blev opfyldt helt af sig selv.
Profetens lære om tankefrihed
Det var under indflydelse af det frø til tankefrihed, som den ædle Profet (s.a.) havde sået, og den lære om frit at give udtryk for sine meninger, som han gennem sine handlinger og sin adfærd havde givet mennesker samtidig med, at de fulgte Allahs bud, at de ædle Sahaba (må Allah være tilfreds med dem) var mere lydige mod Allahs bud end alle andre mennesker og mere selvstændige og demokratisk sindede end alle andre. Selv i nærværelse af store personligheder gav de ikke afkald på friheden til at fremsætte deres egne meninger. Den tanke, at en mening skulle være hævet over kritik blot fordi den tilhørte en stor personlighed, fik aldrig plads i deres sind. Selv de bedste blandt dem—hvis forrang de selv anerkendte, og som også verden i dag anerkender—accepterede de aldrig deres meninger udelukkende på grund af deres overlegenhed; de antog eller forkastede dem efter selvstændig overvejelse. Efter Allahs Sendebud var de retledte kaliffer de største fortalere for friheden til at have egne meninger. Efter deres store leders eksempel tolererede de ikke blot menneskers frihed, men opmuntrede også til den. De sagde aldrig selv til det ringeste menneske: »Vi er de bedste af menneskene. Derfor skal du uden tøven acceptere vores ord.«
Tankefriheden efter det retledte kalifat
Efter de retledte kaliffer forsøgte umayyadiske og abbasidiske herskere på forskellige måder at berøve folk friheden til at tænke og udtrykke deres meninger—nogle gange ved at true dem, nogle gange gennem hård undertrykkelse og forfølgelse, og andre gange ved at lokke dem med begær. Trods dette forblev tilskyndelsen til selvstændig tænkning i lang tid levende blandt Tabi’un, Sahabas efterfølgere, blandt deres efterfølgere, Tabi al-Tabi’in, og endda blandt de muslimer, der kom efter dem. I islams historie kan man finde særdeles strålende eksempler på dette helt frem til de første to eller tre århundreder. Over for herskere og emirer var denne frihedsfølelse naturligvis en forholdsvis ubetydelig sag. Det største tegn på sjælens og samvittighedens frihed er, at et menneske afholder sig fra blind efterligning selv af den personlighed, som det anser for yderst ærværdig og hellig, og som det nærer den dybeste respekt og agtelse for i sit hjertes inderste; at det også over for denne person tænker selvstændigt og danner sin egen mening. En sådan frihedsfølelse finder vi blandt datidens lærde og videnskabsmænd.
De islamiske juristers og imamers tankefrihed
Hvem kunne være mere rene og ærefulde personligheder end sahabaerne? Og hvem kunne have større respekt for dem end tabi’inerne? Alligevel kritiserede de frit sahabaernes holdninger, vurderede deres indbyrdes uenigheder og forkastede den enes holdning for at antage den andens. Om sahabaernes indbyrdes uenigheder sagde imam Malik (rah.) uden tøven: (Arabisk**************) »Blandt sahabaernes holdninger findes både det rigtige og det forkerte. I skal selv tænke jer om og danne jer en holdning.« På samme måde siger imam Abu Hanifa (rah.): (Arabisk*********************) »Af to forskellige holdninger må den ene nødvendigvis anses for at være forkert.«
Ingen af disse imamer sagde selv nogensinde: »Vi tager aldrig fejl. Hold op med at tænke selv og følg os blot ved efterligning.« Når Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra) udtrykte sin egen holdning i en sag, sagde han straks:
(Arabisk************************************på PDF-side 239)
»Dette er min holdning. Hvis den er rigtig, er den kommet fra Allah, og hvis den er forkert, er det fra mig, og jeg beder Allah om tilgivelse.«
Hazrat Umar (ra) plejede at sige: (Arabisk***************************) »Lad ikke en fejlagtig holdning blive gjort til hele den muslimske verdens forbillede.«
Hazrat Ibn Masud (ra) sagde:
(Arabisk************************************på PDF-side 239)
»Pas på! Ingen af jer må blindt efterligne nogen i spørgsmål om islam, sådan at hvis den, der følges, er troende, bliver han også troende, og hvis den, der følges, er vantro, bliver han også vantro. Ingen må i sandhed efterlignes i dårlige og fejlagtige handlinger.«
Imam Malik (må Gud være tilfreds med ham) siger:
(Arabisk************************************på PDF-side 239)
»Jeg er kun et menneske. Min mening kan være både forkert og rigtig. Undersøg og overvej min mening. Accepter det, I finder i overensstemmelse med Koranen og sunnaen, og forkast det, I finder i strid med Koranen og sunnaen.«
Denne begivenhed i Imam Maliks liv er berømt i historien: Den abbasidiske kalif Mansur ønskede at indføre hans bog al-Muwatta som en bindende forfatning for hele den muslimske verden, og han ønskede at afskaffe alle de eksisterende madhhabs inden for fiqh og kun indføre den malikitiske madhhab. Men Imam Malik forhindrede ham selv i at gøre det, fordi han ikke ønskede at fratage andre deres frihed til at tænke, forske, danne sig meninger og udøve ijtihad.
Imam Abu Yusuf (må Gud være tilfreds med ham) siger:(Arabisk********************på PDF-side 240)
»Det er ikke tilladt for andre at følge den mening, vi har fremsat, uden at kende dens grundlag.«
Imam al-Shafi’i (må Gud være tilfreds med ham) siger:
(Arabisk************************************på PDF-side 240)
»Den, der tilegner sig viden uden beviser, er som en, der samler brænde i nattens mørke. Han løfter et bundt brænde op på hovedet, uden at vide, at der gemmer sig en slange i bundtet, som vil bide ham.«
Nedgangsperioden for den af islam givne frihed på tænkningens område
Den livskraft, som den ærede Guds Sendebud havde vakt hos sine følgere – en frihed til at tænke, forske, udveksle synspunkter og søge sandheden – fortsatte blandt muslimerne i næsten tre århundreder. Derefter begyndte amirernes og embedsmændenes, herskernes og de lærdes samt pirernes despotisme at tilintetgøre denne livskraft. Tænkende menneskers ret til selvstændig tænkning samt deres ret til at se og tale blev også frataget dem. Fra hoffet og helt til madrasaerne og khanqaherne blev muslimerne undervist i slaveri. De blev bundet på hænder og fødder af et altomfattende slaveri af sind, hjerne, sjæl og krop. Herskerne fik dem til at udføre rukūʿ og sujūd for sig og skabte dermed en slavementalitet. Madrasaernes ledere indpodede dem, samtidig med at de lærte dem gudsdyrkelse, også giftige forestillinger om dyrkelse af deres åndelige vejledere. Og den metode med bayʿah, som har eksisteret siden Guds Sendebuds tid, blev fordrejet af pirer og murshider, som bandt muslimerne i en slags lænke af »helligt slaveri«. Denne lænke var så frygtelig, at mennesket for menneskets skyld vist aldrig havde opfundet en hårdere og tungere lænke.
Som følge heraf begyndte man at bøje hovedet for andre end Allah, at folde hænderne foran dem som under bønnen, og det blev anset for uhøfligt at se mennesker i øjnene. Man begyndte at kysse menneskers hænder og fødder; mennesker blev andre menneskers guder og forsørgere; mennesker fik på egen hånd ret til at påbyde og forbyde, og de blev ligeglade med Koranens og sunnahens beviser og argumenter. Man begyndte at anse mennesker for hævet over fejl og mangler, og menneskers ordrer og meninger blev i praksis anset for bindende som Guds befalinger, selv om man ikke tillagde dem denne status i troslæren. Når denne tilstand var indtrådt, måtte man forstå, at man havde vendt sig bort fra det evige kald, som Guds profet havde bragt. Det lyder således:
(Arabisk************************************på PDF-side 241)
»Lad os ikke tilbede eller adlyde nogen anden end Allah, og lad os ikke sætte noget ved siden af Ham. Og lad ingen af os tage nogen anden end Allah som gud.« Derefter vil ingen yderligere intellektuel, moralsk eller åndelig udvikling være mulig. Faldet vil være det uundgåelige resultat.
Sendebuddet og de islamiske bestemmelser i forbindelse hermed
Om lydighed mod sendebuddet er alle enige om, at intet sendebud har krav på lydighed i egenskab af person. Lydigheden og efterfølgelsen af Mūsā skyldes ikke, at han er Mūsā ibn ʿImrān; ʿĪsā kan heller ikke kræve lydighed, fordi han er ʿĪsā ibn Maryam. På samme måde er lydigheden mod profeten Muhammad ikke obligatorisk, fordi han er Muhammad ibn ʿAbdullah. Den lydighed og efterfølgelse, som kræves, skyldes udelukkende, at disse ophøjede personer er Allahs sendebud. Allah har givet dem sand viden og vejledning, som Han ikke har givet almindelige mennesker. Han lærte dem de rette metoder til at leve i verden efter Sin vilje – metoder, som almindelige mennesker hverken kan opnå ud fra deres egen fornuft og dømmekraft eller ved hjælp af andre end profeterne. Det, der nu er uenighed om, er, på hvilke områder lydigheden mod og efterfølgelsen af sendebuddet gælder, og hvor grænserne for den går.
En gruppes synspunkt
En gruppe siger, at lydighed og efterfølgelse kun skal gælde den Kitab, som Rasul (sa) har bragt fra Allah. Når denne Kitab er blevet overbragt til menneskene, er Rasul (sa)s opgave som sendebud afsluttet. Derefter er han blot et menneske som alle andre. Hvis et andet menneske er amir og national leder, skal man adlyde ham udelukkende af hensyn til lov og orden (Discipline), men det er ikke en religiøs pligt. Hvis et andet menneske er lærd, vidende og lovgiver, skal han følges på grund af sine egenskaber (Merits). Men det er helt frivilligt og ikke en ufravigelig pligt; derfor skal det samme gælde for Rasul. Bortset fra at overbringe Kitab er hans status i alle andre henseender rent personlig. Hvis han som person er amir eller leder, skal han adlydes, så længe han beklæder denne position – ikke permanent. Hvis han er dommer, gælder hans domme og afgørelser kun inden for hans bestemte jurisdiktion (Jurisdiction). Uden for dette område kan hans domme og beslutninger højst accepteres som præcedens, truffet af en erfaren dommer, men hans status som lovgiver og den, der fastsætter religiøse bestemmelser, anerkendes ikke. Hvis han er en vis tænker, kan det, han siger om viden og moral, accepteres ud fra dets kvalitet, ligesom man accepterer den slags udsagn fra andre lærde, fremstående personer og videnskabsmænd. Man vil ikke anse noget for at være en del af deen, blot fordi det er kommet fra en Rasuls mund. På samme måde vil vi, hvis han er et moralsk menneske, og hans liv i adfærd, omgangsformer og handel og vandel betragtes som et særdeles godt liv, frivilligt tage ham som forbillede, ligesom vi frit kan vælge at tage et almindeligt menneskes uangribelige liv som forbillede. Men ingen af hans handlinger eller udsagn vil for os have status som bindende lov på det moralske, sociale eller økonomiske område.
En anden gruppes synspunkt
En anden gruppe har kun foretaget en mindre ændring i opfattelsen. De siger, at Rasul (sa)s opgave ikke blot var begrænset til at overbringe Kitab, men også omfattede at vise, hvordan dens påbud skulle føres ud i livet, så det muslimske folk kunne følge dem til punkt og prikke. Det er også en religiøs pligt at følge de detaljerede, praktiske fremgangsmåder for udførelsen af Kitabs bestemmelser om ibadat og lignende, som Rasul (sa) har lært, og dette regnes som at følge selve Kitab. Men bortset fra de bestemmelser, der er indeholdt i Kitab, kan ingen af de handlinger, Rasul har udført i forskellige roller i sit personlige liv – som dommer, samfundsreformator, tænker, borger og medlem af en gruppe – tjene som grundlag for en evig og universel lov, hvis efterfølgelse og lydighed kan betragtes som en religiøs pligt.
Den tredje gruppes synspunkt
Den tredje gruppe mener, at Rasul (sa)s opgave og status som sendebud omfatter en stor del af hans liv. På områder som moral, social adfærd, økonomiske transaktioner, administrative og juridiske domme og afgørelser samt mange andre lignende områder er Rasulens ord og handlinger selve en del af Allahs bestemmelser. Ifølge dem er Rasulens ord og handlinger på disse områder det bedste og bindende forbillede for hele ummaen. De går dog ind for at skelne mellem hans personlige liv og hans liv som profet. De mener, at der findes visse forhold i Rasul (sa)s liv, som ligger uden for hans profetiske liv, men de har ikke kunnet fremstille hans efterlignelsesværdige forbilledlige liv særskilt eller angive, ved hvilken grænse Rasul (sa) opnår status som blot et menneske.
Den fjerde gruppes synspunkt
Den fjerde gruppes opfattelse er, at selv om Sendebudets (sa) personlige liv og hans profetiske liv anses for at være af to forskellige slags med hensyn til rang, er de i virkeligheden ét og samme, og det er ikke praktisk muligt at foretage nogen reel adskillelse mellem dem. Sendebudsembedets rang er ikke som andre embeder i verden, hvor den ansvarlige kun er ansvarlig, så længe han sidder på sin post, og i samme øjeblik han forlader posten, bliver han en del af mængden af almindelige mennesker. Fra det øjeblik Sendebudet modtager ansvaret for sendebudskabet, forbliver han i dette embede indtil sin død. I hele denne periode kan han ikke et eneste øjeblik beskæftige sig med noget, der strider mod det rige, som han er blevet sendt som repræsentant for. Hvad enten han er leder eller statsmand, et almindeligt medlem af samfundet, ægtemand, far, bror, slægtning eller ven, har ansvaret for sendebudskabet fuldkommen myndighed over alle hans livs handlinger. Ansvaret og værdigheden som sendebud adskilles ikke et eneste øjeblik fra hans væsen. Selv når han leder bønnen, er han Allahs Sendebud (sa), ligesom han også er Allahs Sendebud (sa), når han opholder sig alene med sin hustru. Alt, hvad han foretager sig på livets forskellige områder, gør han efter Allahs befaling. Han er altid under Allahs strenge opsyn. Derfor er han forpligtet til at udføre enhver handling inden for de grænser, Allah har fastsat. Gennem sine ord, handlinger og hele sin adfærd viser han således verdens mennesker, at hele menneskets individuelle og kollektive liv bør grundlægges på disse principper, og at menneskets frihed til at handle bør være begrænset inden for disse rammer. Denne store opgave udfører han lige så fremragende på det offentlige og statslige plan som i sit personlige og familiemæssige liv. Hvis han i nogen sag begår selv den mindste fejl, bliver han straks advaret. Enhver fejl fra hans side må nødvendigvis blive årsag til en fejl hos hele den muslimske ummah. Formålet med at sende ham som sendebud var netop, at han ved at leve midt i samfundet skulle fremstille et sandt, praktisk billede af en muslims liv for folket. Han skulle ikke blot vejlede dem gennem sine personlige handlinger og gøre dem til fremragende muslimer som individer; samtidig skulle han gennemføre islams sociale, politiske, økonomiske og moralske bestemmelser og opbygge et ægte islamisk samfund. Derfor er det yderst nødvendigt, at han er fri for fejl og mangler, så man med fuld sikkerhed kan følge ham og tage hans ord og handlinger som den sande målestok for islamisk lære og ideal. Det kan naturligvis ikke benægtes, at der findes forskellige grader af forpligtelse til at efterligne og følge profetens ord og handlinger. Noget er påbudt på det nødvendige niveau, altså som fard eller wajib; noget er bedre og på mustahabb-niveau; og noget tjener blot til at opnå fuldkommenhed. Men overordnet set er hele profetens liv et ideal. Han blev sendt, for at menneskets børn skulle følge ham og forme sig efter ham. Jo længere et menneske går i efterligningen af dette ideal, desto mere fuldkomment et menneske og en muslim kan det blive. Men den, der står under det mindste nødvendige niveau i efterligningen, vil i forhold til sin tilbageståenhed være syndig, ulydig, vildfaren og forbandet.
Efter min mening er det netop den sidstnævnte gruppe, der står på sandhedens grund. Jo mere jeg tænker og undersøger i lyset af den hellige Koran og fornuften, desto stærkere bliver min tro på sandheden i denne sidstnævnte opfattelse.
Særlig opdragelse af profeterne fra barndommen
Når man læser den beskrivelse af profeterne, som findes i den hellige Koran, forstår man profetskabets betydning. På baggrund af denne beskrivelse kan jeg ikke forestille mig, at Allah den Ophøjede pludselig skulle tage en tilfældig vejfarende og pålægge ham ansvaret for at overbringe Hans Bog til menneskene, eller for en tid udnævne nogen til profetskab som en slags funktionær, der udfører en bestemt opgave på et bestemt tidspunkt, hvorefter han frit kan gøre, hvad han vil. Tværtimod ser jeg, at når Allah har ønsket at sende en profet til et folk, har Han særligt skabt et menneske, der er i stand til at varetage profetskabets ansvar. De bedste menneskelige egenskaber og de højeste psykiske og åndelige kræfter og evner, som er nødvendige for at beskytte dette yderst betydningsfulde embedes værdighed, har Han allerede givet ham. Fra selve fødslen opdrager og plejer Han ham under Sit særlige opsyn.
Før Han gav ham profetskab, holdt Han ham borte fra alle former for karakterbrist, vildfarelse og onde handlinger og beskyttede ham mod alle slags farer og ødelæggelse. Han opdragede ham i et sådant miljø, at hans evner til profetskab stadig udviklede sig fra blot at være en mulighed til at blive mere og mere virkningsfulde. Da han derefter nåede fuld modenhed, gav Han ham viden, evnen til at træffe afgørelser og vejledning til den rette vej fra Sig. Således satte Han ham på profetskabs ophøjede trone og lod ham udføre denne opgave på bedste vis. Fra det øjeblik, han besteg denne trone, indtil han udåndede sit sidste åndedrag, var hans liv viet til at varetage dette alvorlige ansvar. At fremlægge de åbenbarede vers fra Allah ordret for sit folk, derefter at undervise i detaljeret viden om og dyb indsigt i Allahs Bog samt at rense menneskenes sjæle fuldstændigt – dette var deres opgaver. Bortset fra dette havde de ingen anden opgave. Nat og dag, når de bevægede sig omkring og sad sammen med andre, var dette deres eneste tanke: hvordan de kunne føre de vildfarne tilbage til den rette vej gennem Bogen, og hvordan de, der allerede var kommet ind på den rette vej, kunne gøres egnede til at stige op til et endnu højere niveau af udvikling. De var hver især tjenere på fuld tid. De havde aldrig nogen pause eller ferie. Der var heller ingen fast arbejdstid for deres opgave. For at de ikke skulle kunne begå nogen syndig handling, var der fra Allahs side sat en streng vagt over dem. De blev strengt beskyttet mod begærernes ønsker og Satans tilskyndelser. Det blev ikke fuldstændigt overladt til deres menneskelige samvittighed, fornuft og dømmekraft, hvordan de skulle udføre deres daglige handlinger; tværtimod blev de overalt, hvor de ved at følge deres egne ønsker eller deres egen vurdering afveg blot et hårsbred fra den rette vej, gjort opmærksomme på fejlen og ledt tilbage på den lige vej. For formålet med deres skabelse og udnævnelse til profetembedet var netop, at de skulle lede Allahs tjenere på den rette vej. Hvis de blot afveg en hårsbred fra denne vej, ville almindelige mennesker komme hundreder af mil på afveje.
Koranen bevidner hvert eneste bogstav i dette udsagn fra min side. At profeterne blev udvalgt til profetskab allerede før deres fødsel, og at de særligt blev skabt til dette formål, fremgår af flere profeters forhold. For eksempel blev Ibrahim (a) allerede før Ishaqs fødsel givet det glade budskab om hans fødsel og om, at han ville opnå profetskab.
(Arabisk************************************på PDF-side 245)
»Vi bragte Ibrahim det glædelige budskab om Ishaq som en retfærdig profet og velsignede ham og Ishaq.« – (Sura as-Saffat: 112-113)
Allerede i hans barndom erfarede hans far, Hazrat Yaqub, om Hazrat Yusuf, at Allah havde udvalgt ham som profet og ville skænke ham sine velsignelser fuldt ud, ligesom Ibrahim og Ishaq (fred være med dem). Da Hazrat Zakariya (fred være med ham) bad om en søn, gav Allah ham dette glædelige budskab:
(Arabisk************************************på PDF-side 246)
»Allah giver dig det glædelige budskab om et barn ved navn Yahya. Han skal komme som bekræfter af et bud fra Allah. Han skal være en leder og en mand af stor værdighed. Han skal regnes blandt profeterne og de retfærdige.«
En engel blev særligt sendt til Hazrat Maryam med det glædelige budskab om Hazrat Isa, at hun ville få skænket en ren og hellig søn. Da tiden for hendes fødsel nærmede sig, blev der fra Allahs side truffet særlige foranstaltninger for fødslen. – (Sura Maryam: 2. ruku, se). Derefter er også historien om den israelitiske fårehyrde bemærkelsesværdig. Allah kaldte ham til den hellige Tuwa-dal og talte med ham. Han var ikke som andre fårehyrder; i Egypten blev han særligt skabt til at tilintetgøre Faraos onde styre og befri Israels børn fra slaveriet. For at beskytte ham mod at blive dræbt blev det ordnet, at han skulle lægges i en kasse og sættes ud på floden. Hans flydende kasse nåede netop frem til det hus, hvor den Farao skulle ende med at blive besejret og tilintetgjort af hans hånd. Han blev skabt med et tiltrækkende udseende, så han kunne vinde en plads i Faraos families hjerter. (Arabisk********) Det blev sikret, at ingen kvindes mælk kom ind i hans mund, og at hans opvækst blev fuldført under Allahs særlige opsyn. (Arabisk**********) Af disse eksempler kan man forstå, at profeterne blev født særligt netop til profetgerningen.
Usædvanlige evner og særlige handlekraft
Det skal bemærkes, at de, der fødes på denne måde, ikke er som almindelige mennesker. De træder frem med usædvanlige evner. De er yderst rene og retskafne mennesker. Deres sinds og hjernes natur og struktur er sådan, at de siger alt, hvad de siger, meget ligefremt og enkelt. Der findes ingen tilbøjelighed i deres natur og karakter til at tage fejlagtige skridt eller anlægge et fordrejet synspunkt. Fra fødslen er de skabt sådan, at de uden at ønske det, alene gennem stærk intuition og guddommelig indsigt (Intvition), kan nå frem til korrekte afgørelser, som andre mennesker ikke kan nå selv efter langvarig tænkning og undersøgelse. De behøver ikke at tilegne sig viden. Deres viden er medfødt og skænket af Gud. Viden om, hvad der er sandt, hvad der er falsk, hvad der er forkert, og hvad der er rigtigt, ligger dem i blodet. Af natur tænker de rigtigt og taler rigtigt. Hazrat Yaqub (fred være med ham) kan nævnes som eksempel. Så snart han hørte beretningen om Hazrat Yusufs drøm, blev han mistænksom. Drengenes brødre ville ikke lade ham leve. Brødrene ville tage Yusuf med sig for at lege. Hazrat Yaqub gennemskuede ikke blot deres onde hensigt, men kunne også nøjagtigt gennemskue den falske undskyldning, de senere ville forsøge at fremføre. Han sagde, (Arabisk*************) (Jeg frygter, at I i et øjeblik, hvor I ikke holder øje med ham, vil lade en tiger æde ham.) Da Yusufs brødre derefter viste den blodplettede skjorte frem, sagde Hazrat Yaqub, så snart han så den, (Arabisk**************) »Jeres sind har gjort en vanskelig sag let for jer.« Da Yusufs brødre igen vendte tilbage fra Egypten og sagde, at jeres søn havde stjålet, og for at få ham til at tro det bad ham spørge landsbyens folk, hvorfra de var kommet, gav han igen det samme svar: »Jeres sind har gjort en vanskelig sag let for jer.« Derefter sendte han endnu en gang sine sønner til Egypten med disse ord: (Arabisk********************) (Gå ud og søg efter Yusuf og hans bror). Det var, som om han, trods den lange tid der var gået, stadig troede, at Yusuf var i live og befandt sig i Egypten. Da Hazrat Yaqubs sønner derefter rejste fra Egypten med Hazrat Yusufs skjorte, begyndte Hazrat Yaqub på lang afstand at kunne lugte Hazrat Yusuf. Af disse begivenheder kan man forstå, hvor stærke og usædvanlige profeternes psykiske og åndelige kræfter var. Dette var ikke blot en egenskab hos Hazrat Yaqub – sådan var det for alle profeter. Om Hazrat Yahya siger Allah:
(Arabisk************************************PDF-side 247)
“Jeg gav ham allerede i barndommen evnen til at træffe rette beslutninger, blidhed i hjertet og renhed.”–(Maryam: 12-13).
Da Hazrat Isa (a) var i sin mors favn, blev følgende erklæret gennem ham:
(Arabisk************************************PDF-side 247)
“Han skabte mig som en, der er velsignet – hvor end jeg måtte være – og pålagde mig at udføre bøn og betale zakat hele livet. Og Han gjorde mig til en, der opfylder min mors rettigheder. Han gjorde mig ikke til en tyran eller en usædelig.”
Allah har sagt om Den Store Profet (sa):(Arabisk**************) “Du er i sandhed på toppen af en ophøjet moralsk karakter.”–(Sura al-Qalam: 4)
Dette er profeternes medfødte og naturlige egenskaber, som de fødes med. Derefter udvikler Allah disse medfødte egenskaber yderligere og fører dem frem mod en aktiv rolle. Til sidst giver Han dem den store gave, som i Koranens sprog blandt andet betegnes som ilm og hukm (viden og evnen til at træffe beslutninger) samt hidayat (vejledning) og bayyina (klare tegn). Hazrat Nuh (a) siger til sit folk:
(Arabisk************************************PDF-side 248)
“Jeg har opnået en viden fra Allah, som I ikke har opnået.”
Hazrat Ibrahim (fvmh.) blev ført til at iagttage Allahs velordnede forvaltning af himlene og jorden (Sura al-An’am). Da han efter denne iagttagelse vendte tilbage med sikker viden, sagde han til sin far:
(Arabisk************************************på PDF-side 248)
“Min far! Jeg har opnået en viden, som du ikke har opnået. Følg derfor mig. Jeg vil vise dig den rette vej.” – (Sura Maryam: 43)
Om Hazrat Yaqub har Allah sagt:
(Arabisk************************************på PDF-side 248)
“Han besad visselig den viden, Jeg havde givet ham. Men de fleste mennesker kender ikke denne hemmelighed.” – (Sura Yusuf: 68)
Om Hazrat Yusuf er der blevet sagt:
(Arabisk************************************PDF side 248)
„Da han nåede moden alder, gav Vi ham viden og dømmekraft.“ – (Sura Yusuf: 22).
Det samme siges også om Hazrat Musa (a.s.) i vers 14 i Sura al-Qasas. Hazrat Lut blev ligeledes tildelt den samme viden og dømmekraft. – (Sura al-Anbiya: 74)
Selv Hazrat Muhammad (fvmh.) blev skænket denne enestående viden:
(Arabisk************************************PDF side 248)
„Allah har åbenbaret Skriften og visdommen for dig og givet dig den viden, som du ikke kendte før.“ – (Sura an-Nisa: 113)
(Arabisk************************************PDF side 248)
„Sig: Jeg befinder mig på en klar og lysende vej fra min Herre.“ – (Sura al-An’am: 57)
(Arabisk************************************på PDF-side 249)
»Sig: Dette er min vej. Jeg kalder til Allah. Jeg selv og mine følgere er i besiddelse af guddommelig indsigt og indre syn.« – (Sura Yusuf: 108)
På grund af denne viden og evne til at træffe afgørelser opstår der en så stor forskel mellem profeten og almindelige mennesker som den, der er mellem en seende og en blind.
(Arabisk************************************på PDF-side 248)
»Jeg følger kun den åbenbaring, der kommer til mig. (O Muhammad!) Sig: Kan den blinde og den seende være lige?« – (Sura al-An’am: 50)
Det, der omtales i disse vers, er ikke blot Bogen – det er snarere et evigt strålende lys i profeternes hjerter. Derfor omtales det særskilt fra Bogen. Denne ting beskrives som en egenskab og et særkende ved profeterne. Ved hjælp af denne lysstråle søger de oplysninger og finder også løsninger på de problemer, der hele tiden forelægges dem. Kyndige lærde har kaldt det »skjult åbenbaring«. Det vil sige, at det er en indre vejledning og en tilegnet erkendelse, som til enhver tid er nærværende for dem, og som de benytter som hjælp i enhver sag. Når andre mennesker, selv efter lang tids overvejelse, ikke kan forstå de dybere sandheder i visse spørgsmål eller skelne mellem det rette og det fejlagtige, er profetens blik ved hjælp af det lys og den guddommelige indsigt, Allah har skænket ham, i stand til på et øjeblik at afdække selv de dybeste mysterier.
Allahs særlige omsorg for profeternes vejledning og beskyttelse
Af Koranen kan vi også erfare, at Allah ikke blot har skænket profeterne dyb indsigt, evnen til at træffe afgørelser samt en usædvanlig viden og visdom, men at Han samtidig holder særligt opsyn med dem, beskytter dem mod fejl og mangler og bevarer dem fra at fare vild – hvad enten det skyldes menneskers påvirkning, Satans tilskyndelse eller deres eget sinds onde indskydelser. Selv hvis de begår en fejl, mens de ved hjælp af deres egen dømmekraft forsøger at træffe en beslutning, retleder Allah dem straks. Tag blot profeten Yusuf som eksempel. Da hustruen til en højtstående embedsmand i datidens Egypten næsten havde lokket Yusuf i sin fælde, beskyttede Allah ham mod den onde gerning ved at vise ham et klart »bevis«.
(Arabisk************************************på PDF-side 249)
“Hun begærede ham, og han ville også have begæret hende, hvis ikke han havde set sin Herres bevis. Således gjorde Vi det for at holde ham borte fra ondskab og skamløshed. Han var visselig blandt de tjenere, som Vi havde udvalgt til Os.” – (Sura Yusuf: 24).
Da Moses og Aron blev bedt om at gå til Farao, blev de bange af frygt for, at Farao kunne mishandle dem. Da sagde Allah: Frygt ikke. Jeg er med jer og ser og hører alt (Sura Ta-Ha: 45-46). De blev bange på grund af menneskelig svaghed. Allah den Ophøjede fjernede denne alvorlige svaghed gennem åbenbaring.
Da Noah så sin søn drukne, udstødte han et smertefuldt råb! (Arabisk*****************) “O Gud! Dette er min søn.” Dette var menneskelig svaghed. Allah den Ophøjede gjorde straks følgende betydning klar for ham: Han kunne ganske vist være hans biologiske søn, men han hørte ikke til hans familie, for han var en ugudelig. På grund af den menneskelige svaghed, der fulgte med faderkærlighedens følelser, blev denne sandhed i et kort øjeblik skjult for profetens indre blik: at i sandhedens sag er en far, en søn, en bror eller en søster intet. Gennem åbenbaringen fjernede Han sløret fra hans øjne. Noah følte sig beroliget.
Også i profeten Muhammads (fred være med ham) tilfælde skete sådanne hændelser flere gange. Nogle gange på grund af hans naturlige barmhjertighed og medfølelse, nogle gange på grund af hans brændende iver efter at føre de vantro til islam, nogle gange på grund af ønsket om at vinde de vantros hjerter, nogle gange i et forsøg på at gengælde folks mindre tjenester, nogle gange med ønsket om at vække troens tilskyndelse i hyklernes hjerter og nogle gange på grund af menneskelig svaghed opstod der fra hans side fejl og afvigelser i hans ijtihad. Men hver gang dette skete, korrigerede Allah ham straks gennem åbenbaring, der var offentlig og tydelig. For eksempel:
(Arabisk************************************på PDF-side 250)
“Han vendte sig bort i irritation, fordi den blinde var kommet til ham.”
(Arabisk************************************på PDF-side 250)
“Det sømmer sig ikke for nogen profet at have krigsfanger”.
(Arabisk************************************på PDF-side 250)
“Måtte Allah tilgive dig, (O profet)! Hvorfor gav du dem tilladelse til at blive tilbage fra krigen?” – (Sura at-Tawbah: 43).
(Arabisk************************************på PDF-side 250)
“Det er det samme for dem, om du beder om tilgivelse for dem eller ej. Selv hvis du beder Allah om tilgivelse for dem halvfjerds gange, vil Allah aldrig tilgive dem” – (Sura at-Tawbah: 80).
(Arabisk************************************på PDF-side 251)
“Når nogen af dem fremover dør, skal du aldrig udføre janazah-bønnen over ham”.
(Arabisk************************************på PDF-side 251)
“O profet! Hvorfor erklærer du det for haram, som Allah har gjort halal for dig?
Disse vers vidner om Allahs særlige tilsyn med og beskyttelse af profeterne.
Nogle mennesker forsøger ud fra disse vers at bevise, at profeterne begik fejl. De var ikke hævet over fejl og mangler. Især Ahl al-Qur’an-gruppen, der er imod hadith, glæder sig meget over at påpege profetens fejl ved hjælp af disse vers. Alligevel beviser netop disse vers klart, at Allah selv har påtaget sig ansvaret for at beskytte sin profet mod fejl og mangler og for at fastholde deres liv på sandhedens målestok. Dette er ikke kun blevet omtalt i de nævnte vers; det er også beskrevet principielt flere andre steder i Koranen. For eksempel:
(Arabisk************************************på PDF-side 251)
“Hvis Allahs nåde og barmhjertighed ikke havde været over dig, havde en gruppe blandt dem næsten besluttet at få dig til at vige fra den rette vej. Men i virkeligheden kan de ikke gøre andet end at vildlede sig selv. De kan ikke skade dig på nogen måde. For Allah har åbenbaret Bogen og dens dybe visdom for dig og givet dig den viden, som du ikke havde før” – (Sura an-Nisa: 113).
(Arabisk************************************på PDF-side 251)
“De var næsten ved at få dig til at afvige fra noget af det, Vi har åbenbaret for dig, for at du skulle opfinde noget nyt i Mit navn. Så ville de have taget dig som ven. Hvis Vi ikke havde gjort dig standhaftig, ville du næsten have hældet en smule mod dem” – (Sura Bani Isra’il: 73-74).
(Arabisk************************************på PDF-side 252)
»Når Jeg før dig har sendt en profet eller et sendebud, og han har næret et ønske om noget, har Satan indblæst ham onde tanker i hans håb og ønsker. Men det er Allahs skik, at Han tilintetgør enhver ond tanke, som Satan indblæser i profetens sind. Derefter styrker Han Sine tegn.« – (Sura al-Hajj: 52)
Af disse grundlæggende belæringer og eksemplerne fra de tidligere begivenheder bliver det klart, at Allah selv har påtaget sig ansvaret for at holde Sin profets liv på det ønskede mål, og at Han straks griber strengt ind for at rette selv den mindste fejltagelse hos profeten – hvad enten fejltagelsen vedrører et personligt forhold eller noget, der har forbindelse med samfundslivet. Når dette princip accepteres, følger det nødvendigvis også heraf, at alle de udtalelser fra profeten, som Allah den Almægtige ikke har gjort indsigelse imod, har bestået den målestok, Allah ønsker. Man må antage, at de alle er godkendt af Allah.
En relativ vurdering
Af den hidtidige gennemgang er betydningen af profetskabet blevet tydelig. Ifølge den første af de nævnte fire opfattelser er betydningen af profetskabet, at et menneske hele sit liv på alle måder er et menneske som andre mennesker, og når det når en bestemt alder, bliver det pludselig udvalgt til at modtage Allahs åbenbaring. Bortset fra den bog, der åbenbares for ham, er hans meninger, tanker, beslutninger, anvisninger og så videre på ingen måde anderledes eller særegne i forhold til almindelige menneskers. Ifølge den anden opfattelse består betydningen af profetskabet i, at der kun er den forskel mellem profeten og almindelige mennesker, at han sammen med den åbenbarede bog også får meddelt de praktiske detaljer ved bogens bestemmelser. Efter at have opnået denne egenskab er han blot en leder som almindelige ledere og en dommer som almindelige dommere. Den tredje opfattelse om profetskabet går ud på, at profetskabet blot er en midlertidig tilstand eller forandring, der for en tid indtræder over profetens menneskelige væsen, og at profetens menneskelige væsen og profetiske væsen selv efter denne tilstands eller forandrings indtræden eksisterer fuldstændig adskilt fra hinanden. Ifølge denne opfattelse bliver det nødvendigt at dele profetens liv i to dele, og kun den del af livet, der vedrører profetskabet, anses for værd at efterligne og følge. Det siger sig selv, at alle disse tre opfattelser er grundløse og fejlagtige.
Profeten er udstyret med de mest fuldkomne og fornemste menneskelige egenskaber
Det, vi kan erfare af den beskrivelse af profetskabet, som Den Hellige Koran har fremstillet, er, at profeten ikke fødes og vokser op som et almindeligt menneske for så pludselig på et tidspunkt at blive udvalgt til profet; han fødes derimod netop til profetskabet. Selvom han er et menneske og heller ikke står over de naturlige begrænsninger, som Allah har fastsat for et menneske, er han inden for disse grænser det mest fuldkomne og fortrinlige menneske. Hos ham findes menneskets egenskaber i den højeste grad og i fuldkommen form. Hans fysiske, mentale, intellektuelle og åndelige kræfter er til stede i den størst mulige balance. Hans erkendelsesevne er så fin, at han uden nogen overvejelse, alene gennem sin skarpe visdom og dybe indsigt, opnår guddommelig viden om ret og uret. Der hentydes til denne guddommelige viden, som opnås ved visdom, i dette vers:(Arabisk*******) (»Derefter indgav Han den dens tilbøjelighed til det gode og det onde.«) Profetens natur og medfødte anlæg er så sunde og rette, at han uden nogen ydre undervisning, alene ved naturlig følelse og inspiration, forkaster syndens vej og følger fromhedens og retfærdighedens vej. Hans samvittighed er så ren og ubesmittet, at han i alle nødvendige forhold fejlfrit kan forstå den handlemåde, Allah har valgt. I dette koranvers:(Arabisk**********) [»Hans sunde natur følger frivilligt den vej, Allah ønsker. Dette er den fuldkomne menneskelighed, og i kraft af denne egenskab er han i egentlig og faktisk forstand Allahs khalifa eller stedfortræder.«] Efter at profeten har opnået denne særlige udvikling og modenhed, ophøjer Han ham til værdigheden som hele menneskehedens vejleder. Og ved at modtage yderligere lys af viden fra Allah bliver han »Sirajam Munir«, det strålende lys, som er et middel til menneskehedens forbedring og velfærd gennem undervisning og anvisninger. Dette kaldes i almindeligt sprog profetskab og sendebudskab. Derfor er det ikke rigtigt at sige, at profetskabet er noget midlertidigt, der på et bestemt tidspunkt pålægges profetens menneskelige begavelse. Den virkelige sag er derimod, at det er den fuldkomne menneskeligheds begavelse, der udvikler sig til profetskab. Profetskabet har ikke samme status som en person, der udnævnes til vicekonge (Viceroy). Hvis en anden kunne findes i hans sted, ville også denne blive udnævnt til en tilsvarende vicekonge. Profetskabet er i virkeligheden medfødt. Profetens personlige væsen er selve hans profetiske væsen. Forskellen er blot, at hans profetiske væsen før åbenbaringen er inaktivt og latent, mens det efter åbenbaringen bliver aktivt. Det er som en sød frugt. Den fødes som en sød frugt, men dens sødme kommer til udtryk, når den når et bestemt tidspunkt i sin udvikling.
Relevante vers
Nu kan betydningen af de udsagn, som Allah den Almægtige har fremsat forskellige steder om profetskabet og det profetiske væsen, bedre forstås. For at gøre det letforståeligt gengiver jeg disse vers i en bestemt rækkefølge:
(Arabisk********************************************på PDF-side 254)
»Allahs regel er således, at Han ikke vil give jer viden om det usete direkte. Derimod udvælger Han til dette formål, hvem Han vil, blandt sine sendebud. Tro derfor på Allah og Hans sendebud.« – (Suraen Āl ʿImrān: 179)
(Arabisk********************************************på PDF-side 254)
»Jeg har ikke sendt noget sendebud, uden at det var for, at han skulle adlydes med Allahs tilladelse.« – [Det vil sige, sendebudet har ikke ret til lydighed personligt, men man skal adlyde ham i overensstemmelse med Allahs tilladelse eller befaling. – (Forfatteren)] – (Suraen An-Nisāʾ: 64)
(Arabisk********************************************på PDF-side 254)
»Den, der adlyder sendebudet, har i virkeligheden adlydt Allah.«
(Arabisk********************************************på PDF-side 254)
»Ved den synkende stjerne. Jeres ledsager er hverken vildfaren eller på afveje. Han taler ikke af egen indskydelse. Det, han siger, er intet andet end en åbenbaring, der er blevet åbenbaret for ham.« – (Suraen An-Najm: 1-4)
(Arabisk********************************************på side 254 i PDF’en)
“Jeg følger kun det, der bliver åbenbaret til mig.” – (Sura al-An’am: 50)
(Arabisk********************************************på side 254 i PDF’en)
“I Allahs Sendebud har I et fremragende forbillede.” – (Sura al-Ahzab: 21)
(Arabisk********************************************på side 254 i PDF’en)
“(O Muhammad!) Sig: Hvis I elsker Allah, så følg mig; så vil Allah elske jer.” – (Sura Al Imran: 31)
(Arabisk********************************************på side 254 i PDF’en)
“De troendes pligt er, at når de bliver kaldt til Allah og Hans Sendebud, for at han (Sendebudet) kan afgøre sagen mellem dem, så skal de blot sige: ‘Vi har hørt og adlydt.’ Sådanne mennesker er de fremgangsrige. Og I vil kun blive retledt, hvis I adlyder Sendebudet.” – (Sura an-Nur: 51-54)
(Arabisk********************************************på PDF-side 254)
“Ved din Herre, (o Profet!) nej, de er på ingen måde troende, før de tager dig til dommer i deres stridigheder. Derefter skal de uden nogen som helst modvilje bøje hovedet og fuldt ud underkaste sig din dom og afgørelse.” – (Sura an-Nisā’: 65)
(Arabisk********************************************på PDF-side 254)
“Når Allah og Hans Sendebud én gang har truffet en afgørelse i en sag, har ingen troende mand eller kvinde ret til selv at træffe en afgørelse vedrørende deres egne forhold. Og den, der er ulydig mod Allah og Hans Sendebud, er åbenlyst kommet på afveje.” – (Sura al-Ahzāb: 36)
Blot ved at gennemgå disse vers vil hele sagens betydning blive klarlagt.
Forskellen mellem profeten og almindelige mennesker
I det første vers beskrives forskellen mellem profeten og almindelige mennesker, og det siges også, hvorfor man må tro på ham. Allahs skik er, at Han ikke giver hver enkelt menneske viden om det usete eller det skjulte – [det vil sige de sande forhold, som ligger uden for menneskets sansefornemmelsers rækkevidde, men som det er nødvendigt at kende for at udforme et rent og fejlfrit livssystem for mennesket i den jordiske verden. I Koranens sprog kaldes netop dette det usete eller det skjulte. For eksempel: Hvad er menneskets sande identitet? Er det frit eller underlagt andre? Hvis det er underlagt andre, hvem er det da underlagt? Hvilken slags forhold har det til denne herre? Skal det aflægge regnskab over for herren? Hvis ja, hvor? Hvordan? Efter hvilken målestok? I hvilke forhold? Hvad bliver belønningen, hvis det lykkes med regnskabsaflæggelsen, og hvad bliver konsekvensen, hvis det mislykkes? Før man får svar på disse spørgsmål – ikke på grundlag af gæt og formodninger, men på grundlag af sikker viden – kan der ikke udformes nogen ordning for menneskets liv. Det er denne viden om det usete, som Allah nævner i verset. – (Forfatteren)] Han skænker den derimod til en særlig udvalgt person. Derfor er det enhver almindelig persons ubetingede pligt at tro på denne særlige person.
Profetens lydighed er ubetinget og grænseløs
Budskabet i det andet vers er, at det at tro på Sendebudet ikke blot betyder at anerkende ham som Sendebud; samtidig er det også nødvendigt at adlyde Sendebudet, det vil sige at følge hans anvisninger. Ikke kun i dette vers, men alle steder i Koranen, hvor der gives befaling om denne lydighed, er befalingen ubetinget. Ikke ét eneste sted siges det, at Sendebudet skal adlydes i et bestemt tilfælde, og at lydighed ikke er nødvendig i andre tilfælde. Derfor er det sikkert, at Sendebudet ifølge Koranen er en hersker udpeget af Allah, hvis myndighed er ubegrænset, og hvis befalinger enhver troende har pligt til fuldt ud at adlyde under alle forhold. Hvis Sendebudet selv begrænser sin regeringsmagt til en særlig grænse underlagt de guddommelige bestemmelser, står det naturligvis til ham selv. Hvis han ønsker det, kan han gøre det og give mennesker frihed til at tænke og handle uden for den fastsatte grænse. De troende selv er ikke blevet givet nogen magt eller ret til at fastsætte grænserne for Sendebudets myndighed. De er fuldstændigt og i enhver henseende underlagt hans myndighed og lydige mod hans befalinger. Hvis Sendebudet havde befalet dem at følge en bestemt metode inden for landbrug, handel, smedekunst eller lignende, måtte de uden tøven og uden nogen betænkelighed have adlydt hans befaling.
Lydigheden mod Profeten er ikke som lydigheden mod almindelige mennesker
Når der gives befaling om en sådan ubetinget og grænseløs lydighed, var det nødvendigt at fastslå, at den ikke er som lydigheden mod et almindeligt menneske. For de uvidende vantro betragtede ham blot som et almindeligt menneske. De sagde til folk: (Arabisk************) Er han ikke blot et almindeligt menneske ligesom jer?”
(Arabisk********************************************på PDF-side 256)
Han er ikke andet end et menneske ligesom jer. Desuden ønsker han at hæve sig over jer”.
(Arabisk********************************************på PDF-side 256)
Hvis I adlyder et menneske som jer selv, vil I sandelig lide tab”.
I virkeligheden er lydighed mod Profeten lydighed mod Allah selv. For alt, hvad Profeten siger, siger han fra Allahs side, og alt, hvad han gør, gør han under Allahs befaling. Han siger ikke noget efter sit eget forgodtbefindende; han følger udelukkende Allahs åbenbaring. Derfor bør man være forvisset om, at der ved lydighed mod ham ikke er nogen fare for at blive vildledt eller afvige fra den rette vej.
Åbenbaring ghayr matlū til Profetens vejledning– [en sådan åbenbaring, som ikke er nedskrevet i Skriften og ikke kan reciteres. – (Red.)]
Det er dette, der beskrives i det tredje, fjerde og femte vers. Nogle siger, at det, der i det fjerde og femte vers kaldes åbenbaring, er Allahs Bog, og at ingen anden åbenbaring end Bogen blev sendt ned til Profeten; men denne opfattelse er helt forkert. Den Hellige Koran beviser, at det ikke kun var Bogen, der blev sendt ned til profeterne; Allah den Højeste sendte dem bestandigt åbenbaringer til deres vejledning. I lyset af disse åbenbaringer fulgte de den rette vej uden fejl. De traf de rette afgørelser i dagligdagens problemer og iværksatte foranstaltninger. Som eksempel kan nævnes, at Hadhrat Nuh (fred være med ham) byggede arken under Allahs opsyn og i overensstemmelse med Hans åbenbaring for at beskytte sig mod syndfloden.
(Arabisk********************************************på PDF-side 257)
»Byg arken under Mit opsyn og efter Min åbenbaring.«
Hadhrat Ibrahim (fred være med ham) fik vist himlenes og jordens forvaltning samt processen med at gøre de døde levende. Hadhrat Yusuf blev undervist i drømmenes betydning. (Arabisk************) »Dette er noget af den viden, som Allah har skænket mig.« Sammen med Hadhrat Musa (fred være med ham) blev der talt på Tur-bjerget. Han blev spurgt: »Hvad er det, du har i hånden?« Han svarede: »Det er min stav. Med den vogter jeg geder.« Han fik befaling om at kaste staven. Da staven tog form som en slange, blev Hadhrat Musa bange og gjorde sig klar til at flygte. Da kom åbenbaringen: (Arabisk*********) »O Musa! Vær ikke bange, men gå fremad. Du er i sikkerhed.« Der blev atter givet en befaling: (Arabisk*********) »Gå til Farao. Han er blevet oprørsk.« Han bad om Hadhrat Harun som hjælp. Hans bøn blev accepteret. Da de to brødre var på vej til Farao, blev de bange. Allah beroligede dem og sagde: (Arabisk*********) »Frygt ikke. Jeg er med jer begge. Jeg ser og hører alt.« Senere blev Hadhrat Musa bange, da han så de slanger, som troldmændene havde frembragt ved Faraos hof. Da kom åbenbaringen: (Arabisk*********) »Vær ikke bange; du vil være den, der sejrer.« Efter at alle bestræbelser på at lede Farao til den rette vej var slået fejl, blev Musa befalet: (Arabisk*********) »Drag af sted med Mine tjenere i nattens mørke. I vil blive forfulgt.« Da de nåede flodbredden, kom den guddommelige befaling: (Arabisk*********) »Slå på floden med din stav.«
Spørgsmålet er nu: Blev blot én af alle disse åbenbaringer sendt ned i form af en Bog til vejledning for alle mennesker? Disse eksempler efterlader ingen i tvivl om, at Allah altid holder øje med profeterne, og at Han gennem åbenbaring leder dem på den rette vej, så snart der opstår mulighed for, at de kan tage fejl på grundlag af menneskelige tanker og opfattelser. Den åbenbaring, der sendes gennem profeterne til vejledning for alle mennesker og nedskrives som en vejledning fra Allah og en brugbar forfatning, er af en anden art end den åbenbaring, der her drøftes.
Nogle eksempler på ghayr matlū-åbenbaring sendt ned til Profeten
Denne form for »åbenbaring ghayr matlū« og den skjulte åbenbaring blev sendt ned til den ædle Profet (fred og velsignelser være med ham). Der henvises til dette forskellige steder i Koranen. Profeten gjorde først Bayt al-Maqdis til bederetning. Der findes ingen anvisning om dette i Allahs Bog. Men da der blev givet befaling om at ophæve denne bederetning og gøre Bayt al-Haram (Ka‘baen) til bederetning, blev det sagt:
(Arabisk***********************************på PDF-side 258)
»Jeg fastsatte kun den qibla, du tidligere havde, for at det kunne blive klart, hvem der adlød Sendebudet, og hvem der var ulydig.« – (Sura al-Baqara: 143)
Det fremgår således klart af dette vers, at Bayt al-Maqdis først blev gjort til qibla på grundlag af åbenbaringen.
Under slaget ved Uhud sagde Allahs Sendebud (fvmh.) til muslimerne, at Allah ville sende engle for at hjælpe dem. Senere nævnte Allah i Koranen Sendebudets udtalelse således:(Arabisk******************) »Allah gjorde dette løfte til et glædeligt budskab for jer.« – (Sura Ali Imran: 126)
Derfor er det hævet over enhver tvivl, at dette løfte blev givet fra Allahs side.
Efter slaget ved Uhud beordrede Allahs Sendebud (fvmh.) muslimerne at drage ud til det andet slag ved Badr. Denne befaling nævnes imidlertid ingen steder i Koranen. Senere bekræftede Allah dog denne befaling fra Profeten og sagde, at den kom fra Ham.
(Arabisk***********************************på PDF-side 258)
»de, som trods at være blevet såret i krigen på ny besvarede Allahs og Sendebudets kald.«
Der nævnes således, hvordan Profeten drog ud fra Medina til slaget ved Badr: (Arabisk************) »Ligesom din Herre førte dig ud af dit hjem« – (Sura al-Anfāl: 5)
Der nævnes ingen befaling i Koranen om at drage ud fra hjemmet, men senere bekræftede Allah sandheden herom og sagde, at han var draget ud på Hans befaling og ikke af egen vilje.
Senere, under slaget, lod Allah Sin Profet se en drøm:
(Arabisk***********************************på PDF-side 258)
»Da Allah viste dig dem i drømme som få i antal« – (Sura al-Anfāl: 43)
Da krigsbyttet blev fordelt, begyndte hyklerne at rynke på næsen. Da bekendtgjorde Allah, at denne fordeling var sket efter Allahs egen befaling.
(Arabisk***********************************på PDF-side 259)
»Hvis de blot havde været tilfredse med det, som Allah og Hans Profet havde givet dem, så havde det været bedre« – (Sura al-Tawbah: 59)
På tidspunktet for Hudaybiyya-forliget var alle sahaba imod forliget. Forligets betingelser forekom alle uacceptable. Men Rasulullah (s.a.) accepterede det. Senere bekræftede Allah det og erklærede, at dette forlig kom fra Allahs side.
(Arabisk***********************************på PDF-side 259)
»Jeg har skænket dig en klar sejr.« – (Sura al-Fath: 1)
Sammenfatningen af de nævnte vers
I lyset af Koranens vers kan man finde mange flere eksempler af denne art. Men det er ikke mit formål her at nævne alle versene. Mit eneste formål er at bevise dette: Allahs forhold til profeten er ikke blot midlertidigt og kortvarigt, således at Hans forhold til profeten kun oprettes, når han ønsker at overbringe et budskab til menneskene, og derefter straks ophører. Det virkelige forhold er derimod, at Han altid holder et særligt opsyn med den, som Han udvælger som profet, og hele tiden fortsætter med at vejlede og instruere ham gennem åbenbaring. På denne måde sikrer Han, at profeten udfører sit ansvar fejlfrit i hvert eneste øjeblik af sit liv, og at der gennem ham ikke finder nogen handling eller noget udsagn sted, som Allah ikke bryder sig om. Sandheden er fremhævet i de første vers af Sura an-Najm. Jeg har allerede sagt i den første del af denne drøftelse, og Den Hellige Koran har også tydeligt meddelt dette, at profeterne holdes under Allahs konstante opsyn; de beskyttes mod fejl og mangler, og hvis de på grund af menneskelige svagheder skulle snuble, retter Han dem, påpeger fejlen og fører dem tilbage til den rette vej. Formålet med omtalen i Den Hellige Koran af fejl og afvigelser hos den ærede Rasul (s.a.) og andre profeter samt Allahs advarsler i den forbindelse er på ingen måde, at menneskene skal miste tilliden til profeterne. Formålet er heller ikke, at folk skal tænke: (Allah forbyde det!) Når profeterne begår fejl ligesom os, hvordan kan det så være muligt med sikkerhed at følge og adlyde dem? Formålet er i virkeligheden at gøre det klart, at Allah ikke har givet profeterne frihed til at handle efter deres egne ønsker eller efter deres egne meninger og deres egen dømmekraft. Eftersom de er udpeget til at lede almindelige mennesker til den rette vej, er de blevet strengt befalet hele tiden nøje at adlyde Allahs befalinger og ikke følge en vej, som Allah ikke bryder sig om, selv i den mindste sag. Derfor er profeten i Koranen blevet irettesat selv for så ubetydelige forhold, som overhovedet ikke har nogen betydning i almindelige menneskers liv. For eksempel at en person spiser honning eller ikke spiser honning, ikke giver en blind sin opmærksomhed og bliver irriteret, fordi han afbryder hans belærende samtale, eller at bede om tilgivelse for nogen. Dette er slet ikke vigtige forhold, men Allah tillod ikke profeten at handle efter sin egen eller andres vilje, selv i sådanne små sager. På samme måde er det for en leder en almindelig sag at fritage nogen fra at drage i krig og at frigive nogle krigsfanger mod løsepenge, men for profeten var dette en yderst vigtig begivenhed. Derfor blev han advaret gennem en åbenbaring, der blev fremsagt offentligt. Hvorfor? Fordi Allahs profet ikke er som almindelige ledere, der kan gøre, hvad de vil, efter deres egen dømmekraft. Da profeten er betroet det store profetiske ansvar, og hvis han ved at bruge sin egen dømmekraft i en beslutning ikke formår korrekt at forstå hentydningen i Allahs skjulte åbenbaring og blot bevæger sig en hårsbredde imod Allahs vilje, finder Allah det nødvendigt at korrigere ham gennem en åbenlys åbenbaring.
Profetens sandfærdighed og fulde troværdighed
Allah den Ophøjede har beskrevet disse egenskaber hos Sin profet, for at vi kan få fuld tillid til profetens sandfærdighed og urokkeligt tro på, at profetens ord og handlinger er hævet over vildfarelse, afvigelse, begærernes følgen og fejl og mangler i menneskelig tænkning og opfattelse. I hvert eneste skridt i livet står han fast på den Sirat al-Mustaqim, som Allah har beskrevet. Hans rene karakter er et sådant eksempel på islamisk moral, at der ikke findes det mindste spor af fejl eller mangler i den. Allah den Ophøjede har netop skabt dette fuldkomne og fejlfri eksempel, for at enhver blandt Hans tjenere, som ønsker at blive en af Hans elskede tjenere, uden frygt og uden tøven kan følge og efterligne ham. Dette formål er beskrevet i de ovenfor nævnte sjette og syvende vers. I det sjette vers siges det, at der for jer findes et forbillede i Allahs Sendebud (s.a.). I det syvende vers betegnes det at følge Rasulullah (s.a.) som den eneste vej til at blive genstand for Allahs kærlighed.
Hele profetens liv er ‘det bedste forbillede’
Også her ser vi, at profetens liv er blevet kaldt det bedste forbillede uden nogen betingelse eller begrænsning. Kort sagt er hele profetens liv på alle måder det bedste forbillede, som alle mennesker nødvendigvis skal følge på alle livets områder og under alle forhold. Der er på ingen måde mulighed for at pålægge nogen betingelse eller grænse i denne henseende. Profetens person som helhed er blevet kaldt det bedste forbillede, og fuldstændig lydighed mod ham er påkrævet. Det betyder, at jo mere man følger og efterligner ham, og jo større lighed man kan skabe med hans egenskaber i sit eget liv, desto større mulighed får man for at opnå nærhed til Allah og desto mere kan man blive elsket af Allah.
Omfanget af undtagelsen
Men erklæringen om profetens liv som et forbillede eller en model, der skal efterlignes i sin helhed, og påbuddet om fuldstændig lydighed mod ham betyder ikke, at alle mennesker på alle livets områder skal gøre nøjagtigt alt det, han gjorde, på præcis den måde, han gjorde det, og følge hans hellige liv på en sådan måde, at man ikke længere kan skelne mellem originalen og efterligningen. Det er ikke Koranens hensigt, og det kan heller ikke være den. Det er i virkeligheden en kortfattet og grundlæggende anvisning. Hvordan denne anvisning skal føres ud i livet, kan vi lære af selve Hazrat Rasulullahs (s.a.) undervisning og sahabaernes livsførelse. Det er ikke muligt at analysere det udførligt her. Kort sagt må jeg sige, at når det gælder de handlinger, der er fard, wajib og har status som islams grundsøjler, skal man adlyde og efterligne ham nøjagtigt og uden afvigelse; man må ikke afvige så meget som et hårstrå. Det gælder for eksempel reglerne vedrørende bøn, faste, hajj, zakat, renselse og lignende. Det samme gælder alle de anvisninger, han har givet om islams almindelige livsregler, såsom sociale, økonomiske og politiske forhold og deres detaljerede bestemmelser. Om nogle af disse forhold nøjedes Rasulullah (s.a.) med at påbyde, at man bevarede moral og anstændighed og anvendte fornuftige fremgangsmåder. Andre forhold er af en sådan art, at vi på grundlag af dem kan afgøre, hvilke handlemåder der er i overensstemmelse med islam, og hvilke der ikke er. Den, der oprigtigt ønsker at efterligne Rasulullah (s.a.) og netop derfor studerer hans hadither og adfærd, kan let finde ud af, på hvilke områder Rasulullahs (s.a.) eksempel skal følges bogstaveligt, og på hvilke områder man ud fra hans hadither og adfærd blot skal udlede de almindelige principper for moral, fornuft og gavn og velfærd. Men mennesker med en stridbar natur opstiller i denne sammenhæng alle slags undskyldninger. De siger: Rasulullah (s.a.) talte arabisk – skal vi så også tale arabisk? Han giftede sig med arabiske kvinder – skal vi så også gifte os med arabiske kvinder? Han bar en bestemt slags tøj – skal vi også bære den slags tøj? Han spiste bestemte slags mad – skal vi også spise den mad? Han omgikkes mennesker og sad sammen med dem og behandlede dem på en bestemt måde – skal vi også gøre alt dette nøjagtigt på samme måde? Det beklagelige er, at de ikke engang tænker over, at det afgørende ikke er sproget, men den moralske regel for tale, som han altid overholdt. Det afgørende er ikke, om man skal gifte sig med en arabisk eller en ikke-arabisk kvinde; det afgørende er, hvordan man behandler den kvinde, man gifter sig med, hvordan man sikrer hendes rettigheder, og hvordan man udøver sin lovlige og juridiske myndighed over hende. Det forbillede, som Profeten (s.a.) har efterladt gennem sin behandling af sine hustruer, kan ikke overgås som forbillede for en muslims familieliv. Hvem har sagt, at det er shariaens regel, at man nøjagtigt skal bære den slags tøj, som Hazrat (s.a.) bar? Og hvem har befalet, at enhver muslim nøjagtigt skal spise den mad, som han spiste? Det, der skal efterlignes i disse forhold, er den gudsfrygt, renhed, hygiejne og anstændighed, som han overholdt, når han spiste og klædte sig. Heraf forstår vi, hvordan den balance mellem askese og materialisme, som Koranen har givet os en kort lære om i adfærd, kan føres ud i livet, således at der på den ene side ikke forekommer ødselhed og spild, mens man på den anden side heller ikke unødigt afholder sig fra det tilladte. Det samme gælder alle andre forhold i Hazrats (s.a.) personlige og kollektive liv. Hele dette store og hellige liv er et fremragende forbillede for en sandt gudfrygtig muslims liv. Hazrat Aisha (r.a.) sagde med rette, at(Arabisk**********) det vil sige: Hvis I ønsker at vide, hvordan et troende menneske bør leve i verden i overensstemmelse med den hellige Korans lære og ånd, så studér Hazrat Muhammads (s.a.) livsførelse. I vil se, at den islam, der er kortfattet i Koranen, er udfoldet i Allahs Sendebuds (s.a.) liv.
Sendebudet var Sendebud til enhver tid
Det glædelige er, at den tredje gruppe ikke tænker som den første og den anden gruppe. Alligevel har nogle hadither givet dem den opfattelse, at “Rasulullah (s.a.) måske ikke var Sendebud under alle forhold og på alle tidspunkter, og at ikke hvert eneste af hans ord og handlinger blev fremsagt og udført af ham som Sendebud”. De overleveringer, der har frembragt denne misforståelse, peger i virkeligheden på noget andet. Profeten (s.a.) var i sandhed Allahs Sendebud hvert eneste øjeblik og under alle forhold, og hans opgave var hele tiden at have det formål for øje, som han var blevet sendt som profet for. Han blev ikke gjort til profet for fuldstændigt at fratage mennesker friheden til at tænke og mene eller for at gøre deres samvittighed og fornuft uvirksomme. Han kom ikke for at undervise verdens mennesker i landbrug, industri og håndværk, og han blev heller ikke sendt for at styre folks forretninger, handel eller personlige gøremål.
Profetens opmærksomhed på det egentlige formål med risalat
Den hellige Profets liv havde kun ét eneste formål, nemlig at forankre islam som troslære og tro i menneskers hjerter og at gøre den virksom i menneskets personlige karakter og i samfundsordenen gennem praktisk handling. Bortset fra dette grundlæggende formål rettede han aldrig sin opmærksomhed mod noget andet. Og selv om han kun sjældent sagde noget om et eller andet, tilføjede han straks: »I er frie i jeres meninger og handlinger.« Han sagde,(Arabisk****************) »I kender selv jeres verdslige forhold bedst.« Sahabaerne var imidlertid altid rede til af hele deres hjerte at adlyde Profeten, idet de betragtede hvert eneste af hans ord som Sendebuddets ord, og de anså det for nødvendigt at adlyde og følge ham i alle forhold. Derfor tænkte sahabaerne, hver gang Profeten sagde noget om et verdsligt forhold, at det måske også var en befaling, han havde givet som Sendebud. Men det skete aldrig, at han gav sahabaerne en befaling om noget, der ikke havde forbindelse med formålet med hans komme, og tvang dem til at adlyde den. At han i løbet af de treogtyve år ikke et eneste øjeblik var uopmærksom på sit formål og mål, at han hvert øjeblik var bevidst om den fine forskel på, hvad der hørte til hans formål, og hvad der ikke gjorde, og at han, selv om han havde fuld magt og myndighed over sine følgere, ikke gav dem befalinger i uvedkommende spørgsmål – alt dette beviser, at profetens og sendebuddets status aldrig blev adskilt fra hans person. Det er dog ikke rigtigt at antage, at det, Den Ærede sagde om verdslige forhold, ikke havde åbenbaringen som sin kilde. Sådanne udsagn var naturligvis ikke befalinger; han fremsatte dem heller ikke i form af befalinger, og ingen tog dem imod som befalinger. Ikke desto mindre var hvert ord, der kom fra hans hellige mund, fuldstændig fejlfrit og sandt. Som eksempel kan nævnes de hadither om lægevidenskab, der er overleveret fra Den Ærede; de er fyldt med særdeles lærde udsagn. Når man læser disse hadither, må man undre sig over, hvordan en analfabet fra Arabien, som aldrig havde været læge og heller ikke havde forsket i lægevidenskab, kunne kende sådanne oplysninger om denne videnskab, som først efter århundreders undersøgelser og erfaringer i dag viser sig at være sande. I Den Æredes vidende udsagn findes hundredvis af sådanne eksempler. Selv om disse forhold ikke hører direkte til sendebudets opgave, giver Allah sine sendebud medfødte, enestående evner, som ikke blot kommer dem til gode i udførelsen af sendebudets opgave, men som også viser deres særpræg på alle områder. Det er indlysende, at fremstilling af rustninger ikke kan have nogen forbindelse med sendebudets opgave. Alligevel udviste Den Ærede Dawud (fred være med ham) også på dette område en enestående dygtighed. Allah har selv sagt: »Jeg lærte ham dette håndværk.«(Arabisk**********************) »Jeg lærte ham at fremstille rustninger, så I ved hjælp af dem kunne beskytte jer mod hinandens angreb.« – (Sura al-Anbiya: 80). Hvilken forbindelse kan der være mellem at lære fuglenes sprog og udførelsen af sendebudets opgave? Alligevel opnåede Den Ærede Sulayman (fred være med ham) dygtighed på dette område. Han siger selv:(Arabisk**********) »Jeg er blevet lært fuglenes sprog.« – (Sura al-Naml: 16). Hvilken forbindelse kan tømrerarbejde og bygning af skibe have med udførelsen af sendebudets opgave? Alligevel sagde Allah ikke til Den Ærede Nuh (fred være med ham): »Byg et stærkt skib.« Han sagde derimod:(Arabisk***********) »Byg skibet under Vores opsyn og efter Vores åbenbarings anvisning.« – (Sura Hud: 37).
De to dele af profetens liv
Af denne drøftelse blev det klart, at det ikke er rigtigt, at profeterne kun modtog åbenbaring, som havde direkte forbindelse med udførelsen af sendebudets opgave. I virkeligheden var hele deres liv underlagt Allahs befalinger. Forskellen er blot, at en del af deres liv er sådan, at en nøjagtig efterligning af den er en ufravigelig betingelse for at være muslim. En anden del er sådan, at en hundrede procent efterligning af den ikke er en pligt eller en ufravigelig forpligtelse for alle muslimer. Men den, der ønsker at blive Allahs elskede og nære tjener, har ingen anden mulighed end fuldt ud at følge Profetens sunna. Selv den mindste mangel på dette område vil medføre en tilsvarende mangel i hans nærhed til Allah og i hans status som elsket tjener. For der findes overhovedet ingen anden vej til at blive elsket af Allah end at følge Profeten.(Arabisk***********) »Følg mig, så vil Allah elske jer.«
Forskellen mellem profetens lederskab og andet lederskab
Forskellen mellem profetens lederskab og andre lederes lederskab samt forskellen mellem profetens domme og afgørelser og andre dommeres domme og afgørelser er gennem den ovenstående drøftelse blevet helt klar. Ikke desto mindre har jeg til sidst citeret tre vers, som har gjort sagen endnu tydeligere. Disse vers beviser, at det er en ufravigelig betingelse for at være troende at underkaste sig Allahs Sendebuds (fred være med ham) befalinger og rette sig efter hans afgørelser. Den, der nægter at gøre dette, vil ikke længere være troende. Har nogen anden leder eller dommer en sådan status? Hvis ikke, hvor alvorlig en fejl er det da at sige: »Overalt hvor ordene ‘Allah’ og ‘Sendebud’ er nævnt sammen i Koranen, betyder de lederskab.« Det er netop Mawlana Aslam Jairajpuris udsagn, jeg finder anstødeligt. Jeg anser på alle måder denne påstand for at være i strid med Koranen. Jeg anerkender også pligten til at adlyde ulil amr. Efter Allahs Sendebud (fred være med ham) er det en ufravigelig pligt at adlyde ulil amr. De opgaver, som Allahs Sendebud (fred være med ham) varetog i den islamiske stat i sin levetid, skal ulil amr varetage, og i alle samfundets og statens anliggender skal ulil amrs afgørelse være bindende og endelig. Selv hvis nogen ud fra sin egen viden forstår ulil amrs afgørelse som værende i strid med Allah og Sendebudet, må han, selv om han fastholder sin egen opfattelse, adlyde afgørelsen indtil en vis grænse. Men det betyder ikke, at det, der i Koranen betegnes som ‘Allah og Sendebudet’, er lederskab, og det betyder heller ikke, at en befaling udstedt af lederskabet er identisk med Allahs og Sendebudets befaling. Hvis det var sådan, ville muslimerne blive hjælpeløse og uden udvej, når lederne og myndighederne fór vild, og de magthavende og ansvarlige begyndte at handle i strid med Koranen og sunnaen. Selv om de vidste, at de var på vej mod en uundgåelig undergang, ville de ikke have andet valg end at følge dem og adlyde dem. I en sådan situation kunne de vildfarne og tyranniske herskere, hvis nogen rejste sig imod dem og krævede at følge Allahs og Sendebudets vej, ifølge Mawlana Aslam Jairajpuris fatwa erklære den stakkels mand for en gudsfornægter og dræbe ham uden at begå nogen fejl. De kunne sige: »Din tåbe, Allah og Sendebudet er jo os. Hvilken Allahs og hvilket Sendebuds vej vil du nu lede os ad?«
En gennemgang af Sendebudets (fred være med ham) personlige liv og profetliv
De arabiske oversættelser af mine to artikler med titlerne »Islams syn på frihed« og »Lydighed mod og efterligning af Sendebudet« blev offentliggjort i Damaskus-tidsskriftet Al-Muslimun. Dengang gjorde fremtrædende syrere mig opmærksom på, at der syntes at være en vis uoverensstemmelse mellem de to artikler. Denne uoverensstemmelse måtte fjernes. En herre fra Damaskus rejste følgende spørgsmål vedrørende min første artikel:
»Er Hazrat Muhammad (fred være med ham) som menneske ligesom ethvert andet menneske? Fandtes der også i hans sind som menneske et ønske om at udvide sit personlige herredømme over andre mennesker og bringe dem under sin egen personlige magt og indflydelse? Hvis det var tilfældet, hvilken betydning kan det så have, at han som profet var syndfri, og at han som menneske var beskyttet? Er hans menneskelige liv før profetkaldelsen og hans profetliv blevet ét, eller er de forblevet adskilte? Er det muligt at adskille disse to sider af hans liv, så man kan opnå frihed til at adlyde profeten Muhammad (fred være med ham) og modsætte sig mennesket Muhammad? Det, han sagde som profet, skal naturligvis efterleves, mens vi som hans ret har at modsætte os det, han sagde som menneske. Men efter hvilket princip kan vi trække en skillelinje mellem disse to slags udsagn? Er der overhovedet ingen hindring for at modsætte sig profetens personlige mening? Gav Muhammad (fred være med ham) muslimerne den opfattelse, at det ikke var nødvendigt at adlyde ham som menneske? Tilskyndede han dem til at være uenige i hans personlige meninger? Er det virkelig sandt, på grundlag af dette argument og disse beviser, at Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) modsatte sig Hazrat som menneske?«
Min følgende artikel blev skrevet som svar på disse spørgsmål:
Om de to artikler, som blev trykt i sjette, syvende og ottende nummer af sjette bind af Al-Muslimun under titlerne »Islams syn på frihed« og »Lydighed mod og efterligning af Sendebudet«, er det blevet sagt til mig, at artiklerne indeholder indbyrdes modstridende udsagn, som bør afklares. I den første artikel blev der altså sagt, at profetens personlige liv og profetliv er adskilte. Islam opfordrer til lydighed mod profetlivet, ikke til lydighed mod det personlige liv. Men i den anden artikel er det blevet afvist, at profeten har disse to adskilte liv, og det er med eftertryk blevet sagt, at profeten kun har ét liv – profetlivet. Man har ønsket at få at vide, hvordan denne selvmodsigelse kan løses. Desuden rejste en herre fra Damaskus nogle spørgsmål vedrørende min første artikel, »Islams syn på frihed«. Spørgsmålene blev trykt i Al-Muslimuns syvende nummer. Vi citerede dem i begyndelsen. De to spørgsmål er i høj grad af samme art. Derfor besvarer jeg begge spørgsmål i den samme korte artikel.
Problemet har faktisk to sider. Den ene er den teoretiske side. Her er spørgsmålet, hvad den egentlige, uforfalskede sandhed er. Den anden er den praktiske side. Her er spørgsmålet, om vi, for at modtage vejledning fra profetens personlighed, skal anerkende hele hans liv som profetisk for os, og om han kun er profet. Eller skal vi dele ham i to, adlyde hans profetliv og se bort fra resten?
1. Diskussionens teoretiske side
Lad os først drøfte den teoretiske side. Den hellige Koran har i entydige vendinger gjort det klart, at der er forskel på profeternes personlige liv og deres profetiske liv. De kommer ikke for at gøre mennesker til deres egne slaver; de kommer for at gøre mennesker til Allahs tjenere eller slaver.
(Arabisk***************************på PDF-side 266)
»Det er på ingen måde passende for et menneske, at Allah giver ham Skriften, myndighed og profetskab, hvorefter han siger til mennesker: ’Bliv mine tjenere i stedet for Allahs tjenere.’« – (Sura Āl ʿImrān: 79)
De blev pålagt to opgaver på én gang. For det første skulle de befri mennesker fra trældom under alle andre mennesker eller ting end Allah, ja, selv fra trældom under dem selv. For det andet skulle de føre dem ind under den ene og eneste Allahs trældom.
(Arabisk***************************på PDF-side 266)
»Sig: ’O I Skriftens folk! Kom til et ord, som er fælles for jer og os: at vi ikke vil tilbede andre end Allah, ikke sætte nogen ved Hans side, og at ingen af os vil tage nogen anden end Allah til herre.’« – (Āl ʿImrān: 64)
Den befaling, der er givet om ubetinget lydighed mod Sendebudet i alle anliggender vedrørende Islam, skyldes ikke hans personlige ret, men alene, at Allah kun gennem Sendebudet meddeler, hvad Han er tilfreds med, og hvad Hans befaling er. Derfor er lydighed mod Sendebudet blevet erklæret for selve lydigheden mod Allah. I Koranen står der:
(Arabisk***************************på PDF-side 267)
“Jeg har kun sendt enhver sendebud for at han, med Allahs tilladelse, skal adlydes.” – (Sura an-Nisa: 64)
(Arabisk***************************på PDF-side 267)
“Den, der adlyder Sendebudet, adlyder i sandhed Allah.” – (Sura an-Nisa: 80)
Samtidig er det også bevist gennem Koranen og talrige hadither, at Hazrat Rasulullah (saw) aldrig krævede den samme ubetingede lydighed over for noget, han havde sagt eller gjort ud fra sin egen vurdering og ikke efter Allahs befaling, som den lydighed, han krævede, når han havde sagt eller gjort noget efter Allahs befaling. I min artikel med titlen “Islams syn på frihed” har jeg givet mange eksempler på dette. Især er Hazrat Zayds skilsmisse fra Zaynab (ra), trods Profetens forbud, og det forhold, at Allah og Hans Sendebud ikke udtrykte nogen utilfredshed med den, et slående eksempel. Ud over den forklaring, jeg har givet på dette i den nævnte artikel, kan der ikke gives nogen anden forklaring. Og om bestøvning af daddelpalmer sagde Rasulullah (saw) med utvetydige ord:
(Arabisk***************************på PDF-side 267)
“Jeg er også blot et menneske. Når jeg giver jer en befaling om islam, skal I følge den. Men når jeg siger noget efter min egen vurdering, så husk, at jeg kun er et menneske. Jeg fremsatte en antagelse. Accepter ikke det, jeg siger på grundlag af sådanne gæt og antagelser. Men når jeg siger noget fra Allah, så accepter det. For jeg har aldrig sagt noget usandt om Allah. I ved selv bedst om forhold, der vedrører jeres verdslige liv.” – (Muslim)
Dette er den principielle forskel. Lad os nu se på dens praktiske side.
To: Den praktiske og anvendelsesmæssige side
I virkeligheden var sagen yderst følsom og kompliceret. Allah sendte et menneske som Sin eneste repræsentant med et dobbelt ansvar: På den ene side skulle han befri hele menneskeheden fra trældom under alle skabninger, inklusive hans egen person, og gøre dem frie, samtidig med at han selv skulle oplære dem i denne frihed. På den anden side skulle dette samme menneske tilskynde dem til ubetinget lydighed mod Allah, og kilden til denne lydighed mod Allah skulle være hans egen person som Allahs sendebud. Det samme menneske skulle udføre disse to indbyrdes modstridende opgaver på samme tid, og grænserne mellem dem var så tæt sammenvævede, at ingen andre end Allah og Hans sendebud kunne udpege skillelinjen mellem dem. Dertil kommer, at deres kompleksitet og følsomhed bliver endnu større, når man tager tre forhold i betragtning. For det første: Når Profeten, Allahs sendebud, tilskyndede mennesker til at adlyde ham selv under Allahs befaling, var der ingen tvivl om, at han udførte sin opgave som sendebud. Men når han befriede sine inderligt lydige ledsagere fra en mental trældom under hans egen person og lærte dem at udøve frihed i tænkning og holdninger, når han foran ham selv opmuntrede dem til at tænke frit i forhold til hans personlige mening og viste dem, at de på dette område var frie, mens de på det andet område var forpligtede til fuld lydighed, udførte han i virkeligheden også en del af sin opgave som sendebud. Dette er et område, hvor det bliver vanskeligt for os at forstå forskellen mellem hans personlige liv og hans profetiske liv og handle i overensstemmelse med denne forskel. Her er disse to liv så tæt sammenvævede, at der i praksis kun er en teoretisk forskel mellem dem. Selv når han udførte en handling i sin personlige egenskab, viste det sig i praksis, at han udførte sin profetiske opgave.
For det andet er det, der udadtil synes at være rent personlige forhold, såsom at spise og drikke, beklædning, ægteskab, samliv med hustruer og børn, huslige gøremål, badning og renlighed samt vandladning og afføring og lignende, heller ikke fuldstændig personlige forhold i Rasulullahs liv; også heri indgår undervisning om shariaens grænser, bestemmelser og regler. Derfor bliver det vanskeligt for mennesker at fastslå, hvor Rasul Muhammads handlinger ophører, og hvor den private Muhammads handlinger begynder.
For det tredje kan vi ud fra Den Hellige Koran vide, at det profetiske liv som helhed er et forbillede, hvis enhver side er et fyrtårn af sandhed og retfærdighed for os. Ikke et eneste af hans ord eller handlinger er på mindste måde besmittet af begærets tilskyndelser, vildfarelse eller vildledning. I denne forbindelse er nogle af Koranens udsagn værd at bemærke:
(Arabisk***************************på PDF-side 268)
“I Allahs sendebuds liv har I det bedste forbillede.”
(Arabisk***************************på PDF-side 268)
‘O profet! Jeg har sendt dig som vidne for menneskeheden, som bringer af godt budskab, som advarer, som kalder til Ham med Allahs tilladelse og som en lysende lampe.”
(Arabisk***************************på PDF-side 268)
“Jeres ledsager er hverken faret vild eller gået på afveje. Han taler ikke ud fra sine egne lyster; det, han siger, er intet andet end en åbenbaring, der er blevet sendt til ham.” – (Sura an-Najm: 2-4)
Af disse grunde har vi ifølge shariaen ingen ret til at skelne mellem profetens profetiske liv og hans personlige liv, og i praksis er en sådan skelnen heller ikke mulig. Vi kan ikke selv fastlægge grænserne mellem disse to sider af profetens liv. Vi er ikke i stand til med sikkerhed at sige, at et bestemt forhold hører under profetens profetiske liv, mens et andet hører under hans personlige liv. Derfor har vi ikke ret til at beslutte, at det ene er obligatorisk at følge, mens det andet er valgfrit. Den eneste måde, hvorpå denne forskel kan fastslås, er gennem en klar erklæring fra Allahs Sendebud selv eller et princip, der er udledt på grundlag af flere af hans undervisninger.
Nogle bemærkelsesværdige eksempler
Fra Allahs Sendebuds (fred være med ham) tid findes der eksempler på, at ledsagerne, før de gav udtryk for deres personlige mening om noget, han havde sagt eller gjort, først spurgte, om det pågældende udsagn eller den pågældende handling var baseret på Allahs befaling eller på hans personlige vurdering. Når de erfarede, at det blot var hans personlige mening, fremsatte de først da deres eget synspunkt. Under slaget ved Badr spurgte Khabbab ibn al-Mundhir, før han gav udtryk for sin mening, om valget af stedet var foretaget på grundlag af en åbenbaring eller blot som et militærstrategisk valg. For hvis det var sket på grundlag af en åbenbaring, ville det ikke være tilladt os at ændre det så meget som en smule. Under slaget ved Khandaq spurgte Sa’d ibn Mu’adh, før han gav udtryk for sin mening om beslutningen om at slutte fred med stammen Banu Ghatafan: “Allahs Sendebud! Er denne beslutning truffet på grundlag af en åbenbaring – således at der ikke er mulighed for, at vi udtaler os om den – eller ønsker du blot at gøre dette efter eget ønske?”
Nogle gange gjorde Allahs Sendebud (fred være med ham) selv opmærksom på, at det, han havde sagt om et bestemt spørgsmål, ikke var blevet sagt efter Allahs befaling og ikke var blevet fastsat som en islamisk bestemmelse, men blot var et udtryk for hans personlige mening. Som eksempel er hans forklaring om bestøvning af daddelpalmer allerede blevet nævnt tidligere.
Nogle gange kunne man ud fra selve formen på en befaling forstå, at den var givet på et personligt plan. Således sagde han for eksempel til Zayd:(Arabisk**********) “Skil dig ikke fra din hustru. Frygt Allah.” Det var tydeligt, at denne befaling ikke var en juridisk befaling fra profeten til en troende, men et råd fra familiens overhoved til et yngre familiemedlem. Derfor skilte Zayd sig fra Zaynab trods profetens befaling. Da Allah og Sendebudet (fred være med ham) ikke udtrykte nogen form for utilfredshed med dette, kan man forstå, at Zayd havde forstået korrekt, på hvilket niveau profetens befaling skulle efterleves.
Måden at fastslå profetens status i senere tider
Der findes mange sådanne eksempler, som man kunne iagttage i Den Hellige Profets (fred være med ham) levetid. Desuden kan denne forskel stadig fastslås på mange andre områder i lyset af shariaens principper. Lad os for eksempel se på profetens tøj og mad. Den ene side af sagen var, at den særlige type tøj, hvad angår mål og snit, som han bar, var almindelig i Arabien på den tid, og at han valgte dette tøj efter sin egen smag. På samme måde var den mad, han spiste, almindelig mad, som man som regel tilberedte i arabernes hjem på hans tid, og disse fødevarer var i overensstemmelse med hans smag. En anden side var, at han gennem sine ord og handlinger vedrørende mad og påklædning underviste i islamiske skikke og islamiske bestemmelser på disse områder. At det første hørte under profetens personlige liv, mens det andet hørte under hans profetiske liv, kan vi selv vide ud fra de principper, som profeten underviste i. For den sharia, som han af Allah var udpeget til at undervise i, omfattede ikke det forhold i menneskelivet, hvordan mennesker skulle udforme deres tøjs snit, eller hvordan de skulle tilberede deres mad. Shariaen omfatter derimod det, at den fastsætter grænserne for tilladt og forbudt samt tilladt og ikke-tilladt hvad angår tøj og fødevarer, og at den lærer mennesker en høflighed og gode manerer, der stemmer overens med de troendes karakter, dannelse og kultur.
Denne forskel kan vi enten få kendskab til gennem en klar erklæring fra Profeten eller gennem de principper i shariaen, som han lærte os; i begge tilfælde er det Profetens undervisning, der er kilden til denne viden. Derfor må vi også søge tilflugt i Profetens liv for at fastslå, hvilke handlinger der hører under hans privatliv. Vi har ingen mulighed for at etablere direkte kontakt med privatlivet ved at ignorere profetens liv. I min artikel med titlen »Sendebudets lydighed og efterfølgelse« har jeg netop advaret hadith-modstanderne om dette. Deres grundlæggende vildfarelse består i, at de på eget initiativ skelner mellem Muhammad ibn Abdullah som sendebud og Muhammad ibn Abdullah som menneske og trækker en grænse mellem de handlinger, der hører under hver af dem. Derefter frigør de på egen hånd den del af profetens liv, som de selv har valgt. Men den forskel, der faktisk måtte være mellem profeten Muhammads (fred være med ham) privatliv og hans profetiske liv, er i virkeligheden begrænset til Allah og Allahs Sendebud. Dette er blevet meddelt os alene, for at vi ikke skal falde i troslæremæssig vildfarelse og komme til at mene, at Muhammad, Abdullahs søn, er den egentlige indehaver af retten til lydighed. For ummaen har han imidlertid i praksis kun én status, nemlig status som Allahs Sendebud. Selv hvis vi har nogen frihed med hensyn til lydigheden mod mennesket Muhammad, er den givet af Sendebudet Muhammad. Det er Sendebudet Muhammad, der har fastlagt grænserne for denne frihed for os, og det er også ham, der lærer os, hvordan denne frihed skal udøves.
Efter at have læst mine to artikler efter denne forklaring og analyse kan der ikke længere være mulighed for nogen misforståelse.
Profetembedet og dets ansvar i Koranens perspektiv
–[Denne artikel blev skrevet for at besvare hadith-fornægternes forskellige spørgsmål og fjerne deres tvivl og betænkeligheder. –(redaktøren)]
Sendebudets opgaver er af fire slags
Følgende beskrivelse af profetens (fred være med ham) ansvar er indføjet fire steder i Den Hellige Koran:
(Arabisk***************************På PDF-side 271)
»Og husk, da Ibrahim og Ismail lagde grundvolden til dette hus (Ka’baen) ………………. (da bad de): Vores Herre! Send dem et sendebud fra deres egen midte, som vil fremsige Dine vers for dem, lære dem Skriften og visdommen og rense dem.« (Sura al-Baqara: 127-129)
(Arabisk***************************på PDF-side 271)
“Ligesom Jeg har sendt jer et sendebud fra jeres egen midte, som reciterer Mine åbenbaringer for jer, renser jer, lærer jer Skriften og visdommen og lærer jer meget andet, som I ikke kendte.” – (Sura al-Baqara: 151)
(Arabisk***************************på PDF-side 271)
“Allah har i sandhed vist de troende en nåde, da Han sendte dem et sendebud fra deres egen midte, som reciterer Hans åbenbaringer for dem, renser dem og lærer dem Skriften og visdommen.” – (Sura Ali Imran: 164)
(Arabisk***************************på side 271 i PDF)
“Han er den Allah, som blandt de ulærde har sendt et sendebud fra deres egen midte, som fremsiger Allahs åbenbaringer for dem, renser dem og lærer dem Skriften og visdommen.” – (Sura al-Jumu’a: 2)
Det, der gentagne gange siges i disse åbenbaringer, er, at Allah ikke blot sendte sit sendebud for at fremsige Koranens åbenbaringer for dem, men at der var yderligere tre formål med at sende ham.
For det første skal han lære menneskene Skriften.
For det andet vil han lære dem metoderne og fremgangsmåderne til at handle i overensstemmelse med den nævnte Skrifts krav.
For det tredje vil han rense individerne og samfundsstrukturen. Det vil sige, at han gennem personlig oplæring vil fjerne deres individuelle og kollektive fejl og mangler, så gode egenskaber kan udvikles i dem, og et fuldkomment samfundssystem kan tage form.
Det er klart, at undervisningen i Skriften og visdommen efter oplæsningen af Koranens vers blot var en yderligere opgave. Ellers ville det have været meningsløst at nævne den særskilt. På samme måde var de fremgangsmåder, han anvendte med henblik på at oplære individerne og samfundet, også yderligere opgaver ud over recitationen af Koranen. Ellers ville det ikke give nogen mening at nævne oplæringen særskilt. Spørgsmålet er nu: Modtog han disse to opgaver som lærer og opdrager på eget initiativ, ud over at fremsige Koranen for folk, eller udnævnte Allah den Ophøjede ham til disse to opgaver? Efter denne klare og entydige erklæring i Den Hellige Koran, hvordan kan den, der har tro på denne Skrift, driste sig til at sige, at disse to opgaver ikke var en del af hans sendebudshverv, og at han udførte de handlinger, der hørte under disse opgaver, ikke som sendebud, men på et personligt plan? Hvis det ikke er muligt at udvise en sådan dristighed, følger det så ikke, at det at nægte at anerkende det ekstra arbejde, som Profeten (fred være med ham) udførte med at undervise i Skriften og visdommen efter blot at have fremsagt Koranens ord, samt det arbejde med at oplære individerne og samfundet, som han fuldførte gennem sine ord og handlinger, som en erhvervet og autoritativ bekræftelse fra Allahs side, i sig selv er ensbetydende med at benægte selve sendebudshvervet?
Sendebuddets rolle som fortolker af Allahs Skrift
I Sura an-Nahl har Allah sagt:
(Arabisk***************************på side 272 i PDF’en)
“(O profet!) Jeg har åbenbaret denne Skrift til dig med det formål, at du skal forklare og uddybe denne lære, som er blevet åbenbaret til menneskene.” – (vers 44)
Det fremgår klart af dette vers, at det også var en del af Profetens opgave at forklare og uddybe de påbud og formaninger, som Allah har givet i Koranen. Selv en almindelig person med sund fornuft kan i det mindste forstå, at en bogs forklaring og uddybning ikke er fuldført blot ved at læse den op; fortolkeren må tværtimod sige mere end bogens hovedbudskab, så tilhøreren kan forstå bogens udsagn ordentligt. Hvis noget i en bog vedrører et praktisk anliggende, viser fortolkeren gennem en praktisk demonstration, at forfatteren foretrækker, at man handler på denne måde. Hvis nogen ellers spørger om betydningen og forklaringen af bogens indhold, og man blot læser bogens egne ord op for ham, vil selv et barn ikke acceptere dette som en forklaring eller uddybning. Spørgsmålet er nu, om Profeten (fred være med ham) ifølge dette vers var Koranens fortolker som privatperson, eller om han var blevet udnævnt til fortolker. Allah den Ophøjede siger jo netop, at formålet med at åbenbare Koranen for Sendebuddet var, at Sendebuddet gennem sine ord og handlinger skulle udfolde dens betydning. Hvordan kan den opgave med at forklare Koranen, som var blevet betroet ham, da adskilles fra hans samlede sendebudshverv? Og hvordan kan man efter at have accepteret den Koran, han bragte, benægte den forklaring og uddybning, som han gav? Ville det ikke være det samme som at benægte selve sendebudshvervet?
De, som på den tid benægtede profeten Muhammeds (fred være med ham) profetskab med den begrundelse, at Allahs Bog ikke kan komme gennem et menneske, har dette vers som et uigendriveligt bevis imod sig; på samme måde er verset også et uigendriveligt bevis imod dem, der i dag benægter hadith og er tilbøjelige til udelukkende at acceptere Koranen uden profetens forklaring og fortolkning. I denne forbindelse fremsætter de som regel fire påstande. Nogle siger, at profeten slet ikke foretog nogen forklaring eller fortolkning, men blot overbragte Allahs Bog. Andre siger, at det kun er Allahs Bog, der skal følges, og at profetens forklaring og fortolkning er unødvendig. Atter andre siger, at det i dag kun er Allahs Bog, der foreligger i en pålidelig form, mens profetens forklaring og fortolkning enten slet ikke findes eller, hvis den findes, ikke foreligger i en pålidelig form. Alle disse fire synspunkter er i modstrid med det nævnte koranvers. Særligt indebærer det første synspunkt, at profeten har forpurret selve det formål, for hvilket Allahs Bog blev sendt gennem profeten i stedet for gennem englene eller ved direkte at blive overgivet til menneskene. Det fjerde synspunkt er ikke andet end en erklæring om, at man benægter både Koranen og profeten Muhammeds (fred være med ham) profetskab. For dem, der fremsætter en sådan erklæring, er der derefter ingen anden udvej end at følge vejen for dem, der gør krav på et nyt profetskab og en ny åbenbaring. For i verset erklærer Allah, at profetens forklaring og fortolkning er uundværlig for at nå profetskabets mål, og samtidig erklærer Han, at nødvendigheden af profetens profetskab og dets berettigelse kun kan bevises gennem hans forklaring af Allahs Bog. Hvis hadith-benægternes påstand om, at profetens forklaring og fortolkning ikke længere findes i verden, antages at være korrekt, bliver man uundgåeligt nødt til at drage to konklusioner. For det første må man antage, at Muhammeds profetskab som et forbillede, der skal efterlignes, er ophørt med at eksistere (Allah forbyde det), og acceptere, at vores forhold til profeten Muhammed (fred være med ham) svarer til vores forhold til de tidligere profeter såsom Hud, Salih og Shuʿayb. Vi må tro på de tidligere profeter og anerkende, at deres budskab var sandt, men eftersom vi ikke har noget forbillede fra dem, som kan efterlignes, kan og er vi ikke forpligtede til at efterligne dem. Når man når frem til denne konklusion, bliver det naturligt og selvindlysende at føle behov for en ny profet. Herefter kan kun en tåbe stædigt fastholde spørgsmålet om profetskabets endelighed.
For det andet: Når Koranen uden profetens forklaring, selv efter Allahs egen vurdering, ikke alene er tilstrækkelig til vejledning, kan det, som Koranens såkaldte tilhængere erklærer, uanset hvor højlydt de hævder, at den er tilstrækkelig, ikke accepteres. Hvis sagsøgerens påstand går i én retning, mens vidnets vidnesbyrd går i en anden, kan ingen af de to fastslås som gyldig. Når man derfor når frem til denne konklusion, må man sige, at selve Koranen beviser nødvendigheden af en ny Bog. Allahs forbandelse være over dem, der udbreder sådanne trosødelæggende meninger. I virkeligheden forsøger de på denne måde gennem forkastelsen af hadith at ødelægge selve islam.
Profeten som leder og forbillede til efterfølgelse
I Sura Āl ʿImrān siger Allah den Ophøjede:
(Arabisk***************************på PDF-side 274)
“Sig: ‘Hvis I elsker Allah, så følg mig; så vil Allah elske jer. ….. Og sig: ‘Adlyd Allah og Sendebudet.’ Hvis de derefter vender sig bort, så vid, at Allah ikke bryder sig om de vantro.” – (Sura Āl ʿImrān: 31-32)
I Sura al-Ahzāb siger Han:
(Arabisk***************************på PDF-side 274)
“I Allahs Sendebud har I et fremragende forbillede. Dette forbillede gælder enhver, der håber på Allah og den Yderste Dag.” –(vers 21)
I begge disse vers indsætter Allah den Ophøjede selv sit Sendebud på lederskabets plads. Han befaler lydighed mod ham. Han erklærer hans liv for efterlignelsesværdigt. Han gør det klart, at hvis I ikke adlyder Sendebudet, skal I ikke forvente nogen godhed fra Mig. Uden denne lydighed kan I ikke opnå Min kærlighed. At afholde sig fra lydighed er vantro. Nu er spørgsmålet: Gjorde profeten Muhammad (sa) sig selv til menneskenes leder, valgte muslimerne ham, eller udnævnte Allah ham? Med Koranens ord erklæres han klart for en af Allah udnævnt og udvalgt leder. Hvordan kan man under disse omstændigheder nægte at adlyde og efterligne ham? Hvis nogen som svar siger, at lydighed mod Sendebudet betyder lydighed mod Koranen, kan det ikke kaldes andet end vrøvl, for hvis det var meningen, ville man i stedet for (Arabisk*********) –erstatte det med (Arabisk***********) (følg Koranen). I så fald ville det slet ikke give mening at kalde Sendebudets liv for et ‘fremragende forbillede’.
Sendebudets rolle som lovgiver
I sura al-A’raf sagde Allah den Ophøjede følgende, da Han omtalte Allahs Sendebud (sa):
(Arabisk***************************på side 275 i PDF’en)
“Han påbyder mennesker det gode, forbyder dem det onde, gør de rene ting tilladte for dem, gør de urene ting forbudte for dem og befrier dem fra den byrde af forskrifter og forbud, som tidligere var blevet lagt på dem.” –(sura al-A’raf: 157)
Af dette vers fremgår det helt klart, at Allah den Ophøjede gav Allahs Sendebud (sa) beføjelse til at lovgive (Legislative Powers). Listen over Allahs forskrifter og forbud slutter ikke med de tilladte og forbudte ting samt det gode og det onde, der er beskrevet i Koranen; også alt det, som profeten har befalet eller forbudt, er en del af Allahs lov. For profeten udformede disse forskrifter og forbud ved at udøve den beføjelse, Allah havde givet ham. Også i sura al-Hashr finder man en tilsvarende klar udtalelse:
(Arabisk***************************på side 275 i PDF’en)
“Tag imod det, som Sendebudet giver jer, og afhold jer fra det, som han forbyder jer, og frygt Allah. Allah er streng i sin straf.” –(vers 7)
Ingen af disse to vers kan fortolkes således, at der her blot er tale om de påbud og forbud, der er indeholdt i Koranen. Det er mere passende at kalde dette et forsøg på at korrigere og dermed ændre Allahs vers end en fortolkning. For Allah nævner her tydeligt, at det er Sendebudets opgave at påbyde det gode, afholde fra det onde og fastsætte, hvad der er halal og haram – ikke Koranens opgave. Er der nogen, der vil påstå, at Allah har taget fejl, og at Han ved en fejltagelse har nævnt Sendebudets navn i stedet for Koranen? –(Gud forbyde det)
Sendebudets (fred være med ham) rolle som dommer
Allah den Ophøjede har flere steder i Koranen nævnt, at Han udnævnte Allahs Sendebud (fred være med ham) til dommer. Bemærk som eksempel nogle få vers:
(Arabisk***************************på PDF-side 275)
“(O profet!) Jeg har åbenbaret Skriften med sandheden for dig, for at du kan dømme mellem menneskene i lyset af de beviser, Allah har vist dig.” –(Sura an-Nisa: 105)
(Arabisk***************************på PDF-side 276)
“(O profet!) Sig: Jeg tror på den Skrift, som Allah har åbenbaret, og jeg er blevet befalet at dømme retfærdigt mellem jer.” –(Sura ash-Shura: 15)
(Arabisk***************************på PDF-side 276)
“Når de troende kaldes til Allah og Hans Sendebud, for at han skal afgøre deres stridigheder, siger de: Vi har hørt og adlydt.” – (Sura an-Nur: 51)
(Arabisk***************************på PDF-side 276)
“Når der siges til dem: Kom til den Bog, Allah har åbenbaret, og til Sendebudet, ser du hyklerne vende sig bort fra dig.” – (Sura an-Nisa: 61)
(Arabisk***************************på PDF-side 276)
“Men nej, ved din Herre! De bliver aldrig troende, før de gør dig til dommer i deres stridigheder, og derefter ikke finder nogen som helst modvilje i deres hjerter mod din afgørelse, men underkaster sig den fuldstændigt.” – (Sura an-Nisa: 65)
Det siges klart i disse vers, at Allahs Sendebud (fvmh.) ikke var en selvudnævnt dommer eller en dommer valgt af muslimerne. Han var en dommer udpeget af Allah. Det tredje vers viser, at hans ansvar som dommer ikke var adskilt fra eller løsrevet fra hans ansvar som sendebud. Som Sendebud var han også dommer. Derfor kan en troendes tro på sendebudsværdigheden ikke være korrekt, så længe han ikke også accepterer Sendebudets lydighed som dommer. I det fjerde vers (Arabisk**********) nævnes Koranen og Sendebudet hver for sig. Derved bliver det klart, at der findes to evige kilder til afgørelser: Den ene er Koranen som lov, og den anden er Sendebudet som dommer. At adlyde hvilken som helst af disse to er hyklerens handling, ikke den troendes. I det sidste vers siges det kategorisk og entydigt, at den, der ikke anerkender Sendebudet som dommer, ikke er troende. Selv hvis nogen føler den mindste tøven eller modvilje mod at acceptere Sendebudets afgørelse, går troen tabt. Efter disse klare udsagn i Koranen kan ingen hævde, at profeten Muhammad (fvmh.) ganske vist var dommer, men ikke som Sendebud; at han blot var en dommer eller magistrat ligesom almindelige dommere og magistrater. Ligesom almindelige dommeres og magistraters afgørelser derfor ikke er en lovkilde, er Profetens domme og afgørelser heller ikke en lovkilde. For ingen almindelig magistrat i verden besidder en sådan rang, at man risikerer at miste troen, hvis man ikke følger hans afgørelse, kritiserer ham eller føler tøven ved at følge den.
Sendebudets rolle som hersker og statsleder
Koranen har gentagne gange gjort det klart, at Profeten (fvmh.) var hersker og statsleder, udpeget af Allah, og at denne rang også blev givet ham som Allahs sendebud.
(Arabisk***************************på PDF-side 277)
“Vi har kun sendt hvert sendebud, for at han med Allahs tilladelse (sanktion) skal adlydes.” – (Sura an-Nisa: 64)
(Arabisk***************************på PDF-side 277)
“Den, der adlyder Sendebudet, adlyder i sandhed Allah.” – (Sura an-Nisa: 80)
(Arabisk***************************på PDF-side 277)
“(O Profet!) Sandelig, de, der aflægger troskabsed til dig, aflægger troskabsed til Allah.” – (Sura al-Fath: 10)
(Arabisk***************************på PDF-side 277)
“O I, der tror! Adlyd Allah, og adlyd Sendebudet. Og ødelæg ikke jeres gode gerninger.” – (Sura Muhammad: 33)
(Arabisk***************************på PDF-side 277)
“Ingen troende mand eller kvinde har ret til selv at træffe en afgørelse, når Allah og Hans Sendebud har afgjort en sag. Og den, der trodser Allah og Hans Sendebud, er kommet ud i åbenlys vildfarelse.”
(Arabisk***************************på PDF-side 277)
“O I, der tror! Adlyd Allah, og adlyd Sendebudet, og adlyd jeres ulul amr. Hvis I derefter bliver uenige om noget, så henvis det til Allah og Sendebudet, hvis I tror på Allah og den Sidste Dag.” – (Sura an-Nisa: 59)
Det fremgår klart af disse vers, at Sendebudet ikke var den selvudnævnte hersker over den stat, han selv havde grundlagt, og heller ikke en statsoverhoved valgt af folket; han var derimod en statsoverhoved udpeget af Allah. Hans ledelse af staten var ikke noget adskilt fra eller uafhængigt af hans rang og ansvar som Allahs Sendebud. Tværtimod betyder det at være Hans Sendebud netop at være en hersker, som man på enhver måde skal adlyde og følge. Lydighed mod ham er lydighed mod Allah selv. Og at aflægge troskabseden til ham (bai‘ah) er at aflægge troskabseden til Allah selv. At være ulydig mod ham betyder at være ulydig mod Allah selv, og konsekvensen er, at ingen af menneskets gode gerninger vil blive accepteret af Allah. Og når Sendebudet har truffet en afgørelse i en sag, har de troende (hvilket omfatter hele ummaen, dens hersker og hele den “centrale ledelse”) ikke ret til selv at træffe nogen afgørelse.
Til sidst er dette budskab i verset fremsat endnu tydeligere og uden mulighed for tvivl. I dette vers gives der efter hinanden tre påbud om lydighed:
For det første lydighed mod Allah.
Derefter lydighed mod Sendebudet.
På tredje trin lydighed mod ulu al-amr (som hadith-fornægterne plejer at omtale som »den centrale ledelse«).
Heraf fremgår først og fremmest, at Sendebudet ikke er indbefattet i ulu al-amr, men at hans rang er anderledes end deres og står over deres. Efter Allah har han den næsthøjeste rang. For det andet kan man være uenig med ulu al-amr, det vil sige dem, der har ansvar og myndighed. Men man kan ikke være uenig med Sendebudet. For det tredje må man søge tilflugt hos to accepterede kilder for at løse uenigheder. Den ene er Allah, og den anden, umiddelbart derefter, er Allahs Sendebud. Hvis denne kilde til afgørelse kun havde været Allah, ville det ikke have givet nogen mening at nævne Profeten. Her betyder det at søge tilflugt hos Allah, at man i Sendebudets levetid henvender sig direkte til Sendebudet selv. Efter Sendebudets død betyder det at søge tilflugt hos hans sunna eller hadith.
Selv ved nærmere eftertanke vil man kunne forstå, at problemerne selv i Sendebudets levetid i de fleste tilfælde blev løst med støtte i Sendebudets hadith eller sunna. Mod slutningen af Allahs Sendebuds (sa) tid havde den islamiske styreform bredt sig over hele Den Arabiske Halvø. I et så stort og vidtstrakt land på ti til tolv lakh kvadratmil var det på ingen måde muligt at indhente en direkte dom eller afgørelse fra Allahs Sendebud (sa) i enhver sag. Derfor var den anden retskilde efter Koranen, som guvernører, dommere og andre administratorer i datidens islamiske regering nødvendigvis måtte benytte, når de skulle træffe domme og afgørelser, ingen anden end Sendebudets sunna eller hadith.
Retsvæsenets arbejdsmetode på Profetens (sa) tid
De problemer, som blev bragt direkte frem for ham i Profetens (sa) levetid, afgjorde han selv ved at forklare, hvad Allahs og Sendebudets vilje var i disse spørgsmål. Men de problemer, som alle indbyggerne i den islamiske stat stod over for, blev hverken forelagt ham eller løst direkte af ham. I stedet blev der i landets forskellige områder udpeget personer på hans vegne, som underviste folk i religionen, og i deres dagligdags anliggender erfarede folk gennem disse personer, hvad Allahs Bog foreskrev, og hvilken lære Allahs Sendebud havde givet. Desuden blev der i hvert område udnævnt amirer, embedsmænd og qadier, som selv afgjorde de spørgsmål, der vedrørte deres respektive arbejdsområder. For disse mennesker (Arabisk************)var den metode, som Profeten selv foretrak for at opfylde formålet med dette, beskrevet i den berømte hadith om Hazrat Muadh ibn Jabal (ra):
(Arabisk***************************på PDF-side 279)
»Da Allahs Sendebud (sa) udnævnte Muadh ibn Jabal til dommer og sendte ham til Yemen, spurgte han ham: Hvordan vil du træffe dom og afgørelse? Han svarede: I overensstemmelse med den vejledning, der findes i Allahs Bog. Da sagde Profeten: Hvad så, hvis du ikke finder det dér i Allahs Bog? Muadh (ra) svarede: Så i overensstemmelse med Sendebudets sunna. Profeten spurgte igen: Hvad så, hvis du heller ikke finder det i Sendebudets sunna? Han svarede: Jeg vil forsøge at foretage ijtihad ved at anvende min egen dømmekraft og overvejelse for at nå frem til den rette afgørelse. Da sagde Profeten (sa): Lovet være Allah, som har givet Sendebudets stedfortræder evnen til at følge den fremgangsmåde, som Sendebudet har foreskrevet.« – (Tirmidhi, Abu Dawud)
Sendebuddets status i de forfatningsmæssige grundprincipper for den islamiske livsordning
(Arabisk***************************på PDF-side 279)
“I, der tror! Adlyd Allah, og adlyd Sendebudet og dem, der har myndighed til at befale over jer. Hvis I derefter bliver uenige om noget, så henvis det til Allah og Sendebudet, hvis I virkelig tror på Allah og den Sidste Dag. Dette er den bedste fremgangsmåde og også den bedste med hensyn til resultatet.” – (Sura an-Nisa: 59)
Dette vers er grundlaget for hele islams religiøse, sociale og politiske system og den islamiske stats styreformens første bestemmelse. Heri er følgende grundprincipper varigt indarbejdet:
For det første: I den islamiske lovgivning er den grundlæggende lydighed forbeholdt Allah den Ophøjede. En muslim er først og fremmest Allahs tjener. Alt andet kommer derefter. Både den enkelte muslims liv og den sociale ordning har ét eneste centrum og mål: at adlyde og rette sig efter Allahs befalinger. Enhver anden lydighed kan kun udvises, hvis den ikke strider mod lydigheden mod Gud, men tværtimod er underordnet denne lydighed. Ellers vil enhver, der gør krav på lydighed, blive afvist, når kravet stilles over for den egentlige og grundlæggende lydighed. Det er netop dette, Allahs Sendebud (fred være med ham) har sagt:(Arabisk*************) “Der er ingen lydighed mod skabningen, hvis det indebærer ulydighed mod Skaberen.”
For det andet: Det andet grundprincip i den islamiske lovgivning er lydigheden mod Sendebudet. Dette er ikke en særskilt lydighed, men den eneste praktiske og virkningsfulde form for lydighed mod Allah. Sendebudet skal følges, fordi han er det eneste troværdige og pålidelige middel, hvorigennem Allahs befalinger når frem til os. Derfor er lydigheden mod Sendebudet den eneste vej og metode til lydighed mod Allah. Lydighed mod Allah er ikke gyldig uden de midler, Sendebudet har godkendt, ligesom en fornægtelse af lydigheden mod Sendebudet svarer til oprør mod Gud. For at gøre dette udsagn endnu tydeligere har Allahs Sendebud (fred være med ham) sagt:
(Arabisk***************************på PDF-side 280)
“Den, der adlyder mig, adlyder Allah, og den, der er ulydig mod mig, er ulydig mod Allah. Også i Koranen er dette blevet sagt klart, hvilket vil blive behandlet senere.”
For det tredje er den tredje form for lydighed, som er uomgængeligt nødvendig for muslimer, lydigheden mod de ulul amr, som selv skal være blandt muslimerne. Denne lydighed er i sin grund betydning underordnet de to førnævnte former for lydighed – den er ikke noget, der står adskilt fra dem. I Koranen omtales disse som »ulul amr«. Blandt dem er de personer, som leder alle anliggender i muslimernes kollektive liv. De kan være lærde, der udøver lederskab på det åndelige og intellektuelle område, politiske ledere, administratorer, dommere eller ledere inden for kulturelle og sociale forhold; det kan også være høvdinge og lokale ledere i kvarterer og slumområder. Kort sagt: Enhver, der i kraft af sin funktion har ret til at give muslimer ordrer, har i samme egenskab også ret til muslimernes lydighed. Det er ikke rigtigt at skabe uorden i muslimernes sociale liv ved at komme i konflikt med ham. Betingelsen er dog, at han skal være muslim og lydig mod Allah og Hans Budbringer; disse to betingelser er uomgængeligt nødvendige for, at man skal adlyde ham. Denne betingelse er både nævnt i det førnævnte vers og udførligt beskrevet i hadith. De følgende hadither er værd at lægge mærke til:
(Arabisk***************************På PDF-side 281)
»Det er muslimernes pligt at adlyde ulul amr, hvad enten det behager dem eller ej, så længe de ikke bliver beordret til synd. Men hvis de bliver beordret til synd, må de under ingen omstændigheder adlyde.«
(Arabisk***************************På PDF-side 281)
»Ingen må adlyde nogen i noget, der indebærer ulydighed mod Allah og Hans Budbringer – lydighed skal kun vises i det gode.« – (Bukhari og Muslim)
(Arabisk***************************På PDF-side 281)
»Profeten (fred være med ham) sagde: Nogle mennesker vil blive jeres herskere; nogle af deres handlinger vil være gode, og nogle vil være onde. Den, der giver udtryk for sin utilfredshed med deres onde handlinger, vil være fri for skyld. Og den, der afskyr dem, vil også være reddet. Men den, der er tilfreds med dem og begynder at følge dem, vil ikke være reddet. Sahabāerne spurgte: Skal vi ikke bekæmpe sådanne herskere? Profeten sagde: Nej, ikke så længe de opretholder bønnen.« – (Muslim)
Det vil sige, at hvis de opgiver bønnen, må man forstå, at de har opgivet lydigheden mod Allah og Hans Budbringer. I så fald vil det være tilladt at kæmpe imod dem.
(Arabisk***************************på PDF-side 281)
“Profeten (fred være med ham) sagde: De værste af jeres ledere vil være dem, som I bliver vrede på, og som også bliver vrede på jer. I vil forbande dem, og de vil forbande jer. Sahabāerne sagde: Guds Sendebud! Skal vi ikke bekæmpe dem, når en sådan situation opstår? Han sagde: Gør ikke det, så længe de opretholder bønnen blandt jer.” – (Muslim)
Denne hadith har gjort den ovenfor nævnte betingelse endnu strengere. Ud fra den foregående hadith kunne man have fået det indtryk, at det ikke var tilladt at gøre oprør mod herskerne, blot de overholdt bønnen i deres privatliv. Men af denne hadith fremgår det, at det i virkeligheden betyder at indføre bønnen i muslimernes kollektive liv. Det er med andre ord ikke tilstrækkeligt, at de selv beder; deres regering skal samtidig indføre en ordning for bønnen – det er også ufravigeligt. Heraf vil det fremgå, at deres regering i det mindste principielt er en islamisk regering. Ellers må man forstå, at denne regering har afveget fra islam, og at det derfor bliver tilladt for muslimerne at kæmpe for at afsætte den. I denne forbindelse fortælles det i en anden overlevering, at et af de løfter, som Guds Sendebud krævede af os, var følgende:
(Arabisk***************************på PDF-side 282)
Det vil sige: “Hvis vi ikke bekæmper vores ledere og herskere, men der i deres handlinger viser sig et åbenlyst kufr, vil vi have argumenter og beviser, som vi kan fremføre over for Gud for at retfærdiggøre, at vi bekæmper dem.” (Bukhari, Muslim)
Fire: I det omtalte vers er det som et evigt og urokkeligt princip fastslået, at Guds befalinger og Sendebudets hadith-baserede metode (Koranen og sunnah) i det islamiske statssystem er lovens primære kilde (den endelige instans). Enhver konflikt, der opstår mellem muslimer indbyrdes eller mellem herskere og undersåtter, skal afgøres i lyset af Koranen og sunnah, og alle skal uden indvendinger og med bøjet hoved rette sig efter denne afgørelse. At anerkende Guds Bog og Sendebudets sunnah som den sidste og endelige kilde, grundlag og autoritet for beslutninger i alle livets spørgsmål er således det islamiske systems afgørende kendetegn; det er dette, der adskiller det fra ikke-islamiske og gudsoprørske systemer. Ethvert system, hvor dette kendetegn mangler, er uden tvivl et ikke-islamisk system. I denne forbindelse spørger nogle, hvordan man kan gøre Guds Bog og Guds Sendebuds sunnah til den eneste kilde og autoritet for løsningen af alle livets problemer. I Koranen og hadith findes der jo slet ingen bestemmelser om eksempelvis kommuner, jernbaner, posthuse og lignende. Sådanne spørgsmål opstår i virkeligheden, fordi man ikke forstår islams grundprincipper. Forskellen mellem muslimen og den vantro er, at den vantro ønsker en ubegrænset og tøjlesløs frihed. Muslimen anerkender derimod først sig selv som Guds tjener eller lydige slave og nyder derefter kun frihed på de områder, hvor Gud har givet ham frihed. Den vantro træffer i alle sine forhold beslutninger efter selvskabte love, regler og forskrifter og føler slet ikke behov for nogen gudgiven autoritet eller kilde. Muslimen forsøger derimod i enhver handling først at finde ud af, hvad Guds og Hans Sendebuds forskrifter siger. Hvis han dér finder en vejledning om det pågældende spørgsmål, følger han den og handler i overensstemmelse med den. Hvis han ikke finder nogen vejledning, træffer han kun på dette område selvstændigt en beslutning. Det, at Gud og Sendebudet ikke har givet nogen vejledning om det pågældende spørgsmål, viser netop, at han på dette område har fået frihed til at danne sig en mening og træffe en beslutning; derfor anvender han sin egen vurdering frit.
Åbenbaring ud over Koranen, som blev sendt ned til Profeten (fred være med ham)
(Arabisk***************************på PDF-side 284)
“O Profet! Bevæg ikke tungen for hurtigt for at lære denne åbenbaring udenad. Det er vores ansvar at få dig til at huske den og få dig til at læse den. Når Vi reciterer den, så lyt opmærksomt. Derefter er det også vores ansvar at forklare dens betydning for dig.”
Dette er et særdeles vigtigt vers. Det beviser flere grundlæggende principper, og hvis man forstår dem grundigt, kan man undgå mange vildfarelser både tidligere og i nutiden. For det første fremgår det klart heraf, at ikke kun den åbenbaring, der er indeholdt i Koranen, blev sendt ned til Allahs Sendebud (fred være med ham); gennem åbenbaring blev han også givet viden, der lå uden for Koranen. For hvis den betydning af Koranens forskrifter, dens fine antydninger og hentydninger samt dens særlige begreber, som blev forklaret Profeten, allerede havde stået i Koranen, ville det ikke have været nødvendigt at sige, at det var Mit ansvar at forklare og fortolke dens betydning. I så fald ville disse forklaringer og fortolkninger have været at finde i selve Koranen. Derfor må man nødvendigvis erkende, at den forklaring og fortolkning af Koranen, som blev givet fra Allahs side, må have ligget uden for Koranen. Således har vi fra Koranen fået endnu et bevis på den skjulte åbenbaring.
For det andet blev den forklaring af Koranens betydning og dens forskrifter, som Allah meddelte Profeten, givet ham, for at han i overensstemmelse hermed gennem sine ord og handlinger kunne forklare Koranen for folk og lære dem at handle efter dens forskrifter. Hvis dette ikke havde været formålet, og denne viden var blevet meddelt ham, blot for at han skulle holde den begrænset til sig selv, ville det have været en meningsløs handling. Den ville nemlig ikke have hjulpet ham med at varetage profetembedets ansvar. Derfor er det intet andet end tåbelighed at sige, at denne viden om forklaringen og fortolkningen ikke kan regnes som en kilde til lovgivningen i shariaen. Allah den Ophøjede har selv sagt i sura An-Nahl, vers 44:
(Arabisk***************************på PDF-side 284)
“Jeg har åbenbaret denne Bog for dig, for at du skal forklare den for mennesker og få dem til at forstå den!” – [Se Tafhim al-Qur’an, bind 7, An-Nahl, note 40, for en udførlig forklaring af verset]. Desuden har Allah den Ophøjede fire steder i Koranen klart sagt, at Allahs Sendebuds (fred være med ham) opgave ikke blot er at recitere Allahs Bog for folk, men også at undervise dem i denne Bog – (sura Al-Baqarah, vers 129 og 151; sura Al ‘Imran, vers 164; sura Al-Jumu’ah, vers 2) – [Jeg har givet en udførlig forklaring af disse vers på side 74-77 i bogen »Sunnatens juridiske status« – forfatteren].
Herefter kan ingen, der anerkender Koranen, undlade at erkende, at den forklaring af Koranen, som Allahs Sendebud (fred være med ham) gav gennem sine egne ord og handlinger, er Koranens reneste, mest pålidelige og egentlige autoritative forklaring. For det er ikke hans personlige fortolkning, men den forklaring, som Allah den Ophøjede, Koranens Forfatter, selv lærte ham. At give en opdigtet forklaring af et vers eller et ord i Koranen, idet man forkaster eller omgår denne forklaring, er en yderst formastelig handling, som intet troende menneske kan begå.
For det tredje ved enhver, der studerer Koranen, at den indeholder mange udsagn, hvis egentlige betydning en person, der kan arabisk, ikke kan forstå blot ved at læse ordene, og heller ikke hvordan den deri indeholdte forskrift skal omsættes i praksis. Lad os som eksempel tage ordet »salat« (Arabisk****) Selve ordet betegner den handling, som man i den hellige Koran efter troen påbydes at udføre med størst eftertryk; men ingen kan udlede den rette betydning af »salat« alene ved hjælp af en arabisk ordbog. Når man ser, at ordet nævnes gentagne gange i Koranen, kan man højst forstå, at det på arabisk er blevet brugt i en særlig praktisk betydning, og at »salat« muligvis betegner en bestemt slags handling, som de troende skal udføre. Men ingen kan ved blot at læse Koranen afgøre, hvad denne særlige handling er, eller hvordan den skal udføres. Spørgsmålet er nu: Hvis Allah, samtidig med at Han sendte Koranen, ikke fra Sin side havde sendt en lærer, som kunne meddele ham den rette betydning af dette begreb og grundigt forklare ham, hvordan forskriften om »salat« skulle føres ud i livet, ville blot to muslimer noget sted i verden så ved alene at læse Koranen kunne være blevet enige om én og samme metode til at efterleve forskriften om »salat«? Ikke desto mindre har muslimer i dag i halvandet tusind år bedt på samme måde gennem generationerne. Millioner og atter millioner af muslimer i alle verdens egne har efterlevet bønneforskriften på samme måde. Den eneste grund hertil er, at Allah den Ophøjede ikke nøjedes med at åbenbare Koranens ord for Allahs Sendebud (fred være med ham), men også lod ham forstå disse ords betydning grundigt. Og Allahs Sendebud (fred være med ham) fortsatte med at undervise de mennesker i disse betydninger, som havde accepteret Koranen som Allahs Bog og ham som Allahs Sendebud.
For det fjerde har vi, som middel til at kende den forklaring af Koranens ord, som Allah lærte Sin رسول, og som رسول lærte ummaen gennem sine ord og handlinger, intet andet end رسولs sunnah og hadither. Hadith betyder de beretninger om Profetens ord og handlinger, som gennem troværdige overleveringskæder og med angivelse af overleverernes navne er blevet videregivet fra tidligere generationer til senere generationer. Med sunnah menes den praksis og fremgangsmåde, som som følge af den undervisning, der blev givet gennem Profetens ord og handlinger, effektivt er blevet indført i det muslimske samfunds individuelle og kollektive liv. Den detaljerede beskrivelse af denne praksis og fremgangsmåde har senere generationer gennem pålidelige overleveringskæder modtaget fra tidligere generationer, og de har set den blive praktiseret i de tidligere generationers samfund. Hvis man forkaster denne kilde til viden, vil det betyde, at Allah(Arabisk*****) ved at sige havde påtaget sig ansvaret for at forklare Koranens mening for رسول, men havde svigtet i at opfylde dette ansvar (må Allah bevare os). For Allah påtog sig ikke kun dette ansvar for personligt at forklare Koranens mening for رسول, men påtog sig det netop for gennem رسول at forklare den for hele ummaen. Derfor bliver det automatisk uundgåeligt, at den, der nægter at anerkende hadith og sunnah som retskilder, accepterer, at Allah har svigtet i at opfylde dette ansvar (må Allah bevare os). Som svar siger nogle, at der også er blevet opdigtet mange falske hadither. Jeg vil sige, at selve det forhold, at falske hadither blev opdigtet, i højeste grad beviser, at hele ummaen i islams første tid tillagde رسولullahs ord og handlinger (fred være med ham) status som lov. Hvis det ikke var tilfældet, hvorfor skulle de, der ønskede at sprede vildledning, så have følt behov for at opdigte falske hadither? De, der fremstiller falske pengesedler, forfalsker netop den valuta, der er i omløb på markedet. Hvilken tåbe ville forfalske en valuta, der ikke er i omløb? Desuden ved de, der fremfører de falske hadither som en undskyldning, måske ikke, at det muslimske folk lige fra begyndelsen har udvist den største forsigtighed for at forhindre, at falske hadither kunne spredes med henvisning til det store menneske, hvis ord og handlinger har lovens status. Og efterhånden har de indført stadig strengere foranstaltninger til at skelne mellem det falske og det ægte. Denne videnskab om at skelne mellem autentiske og uægte hadither er en så enestående videnskab, at ingen anden nation i verden indtil i dag har udviklet den, bortset fra muslimerne. De, der uden at tilegne sig denne videnskab, blot er blevet forledt af orientalisternes bedrag og anser hadith og sunnah for uacceptable, er yderst ulykkelige. De ved ikke, hvor stor skade de påfører islam ved med denne uvidende frækhed at udvise en sådan holdning.
Fastlæggelsen af qibla
Det er blevet bevist ud fra Koranen, at der ud over Koranen også kom anvisninger til Profeten gennem åbenbaring, og at han blev befalet at følge begge former for åbenbaring.
(Arabisk********************************på PDF-side 286)
“Jeg fastsatte den qibla, som du hidtil havde fulgt, netop for at se, hvem der adlyder رسول, og hvem der ikke adlyder.” – (Sura al-Baqara: 143)
Dette er det klareste vers, som fjerner grundlaget for enhver form for fejlagtig fortolkning. Dette vers beviser, at forestillingen om, at der ikke kom nogen anden åbenbaring til Profeten end Koranen, er forkert. For der findes ingen anvisning i Koranen om den qibla, som muslimerne fulgte, før Kabaen blev erklæret for qibla. Ikke desto mindre er det uomtvisteligt, at Profeten Muhammad (fred være med ham) fastsatte qiblaen allerede i islams begyndelse, og at han og sahabaerne i næsten fjorten år bad vendt i den retning. Fjorten år senere støttede Allah den Almægtige i dette vers fra Sura al-Baqara Profetens handling og erklærede, at det var Ham, der havde fastsat denne qibla. Han havde fastsat denne qibla gennem رسول netop for at se, hvem der fulgte رسولs ord, og hvem der ikke gjorde. Heraf blev det på den ene side klart bevist, at رسولullah (fred være med ham) modtog åbenbaring ud over Koranen. På den anden side blev det også klart, at muslimerne er befalet at følge de anvisninger fra رسولullah (fred være med ham), som ikke er nævnt i Koranen. Ja, Allah prøver endog, om muslimerne har tro på رسول eller ej, ved at se, om de følger den anvisning, der gives gennem رسول. Hvis man nu antager, at Profeten Muhammad (fred være med ham) ikke modtog nogen anden åbenbaring end Koranen, hvordan modtog han så denne anvisning om qiblaen? Forstår man ikke heraf, at han også modtog anvisninger, som ikke findes i Koranen?
Forudsigelsen om erobringen af Mekka
رسولullah (fred være med ham) så i Medina en drøm, at han var trådt ind i Mekka og foretog tawaf omkring Kabaen. Han fortalte sahabaerne om det og drog af sted for at udføre umra sammen med fjorten hundrede sahabaer. De vantro i Mekka standsede ham ved et sted, der hed Hudaybiyya. Det endte med Hudaybiyya-traktaten. Nogle sahabaer blev grebet af tvivl og tøven. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) spurgte på deres vegne: “O Allahs رسول! Fortalte du os ikke, at vi skulle træde ind i Mekka og udføre umra?
Profeten sagde: »Sagde jeg, at det ville ske på netop denne rejse?«
Om dette siger Allah i Koranen:
(Arabisk********************************på PDF-side 287)
»Allah viste virkelig sin Sendebud en sand drøm. I skal, om Allah vil, med sikkerhed træde ind i Den Hellige Moské i fred, efter at have barberet jeres hoveder og klippet jeres hår, uden frygt. Han vidste det, som I ikke vidste. Derfor gav Han jer denne nært forestående sejr (Hudaybiyyah-forliget) allerede før dette.« – (Sura al-Fath: 27)
Heraf fremgår det, at Profeten gennem en drøm blev informeret om, hvordan han skulle rejse ind i Mekka. Han skulle drage mod Mekka sammen med sine ledsagere. De vantro ville forhindre ham, og til sidst ville der blive indgået et forlig; gennem dette forlig ville det blive muligt at udføre umra det følgende år, og vejen til fremtidige sejre ville også blive åbnet. Fremgår det ikke også heraf, at han modtog vejledning gennem andre midler end Koranen?
Den skjulte oplysning
Da den ædle Profet (fred være med ham) i fortrolighed fortalte en af sine hustruer noget, gav hun det videre til andre. Profeten spurgte sin hustru om dette. »Hvordan vidste du, at jeg havde fortalt det, jeg havde fortalt til andre?« Profeten svarede: »Han, som er alvidende og alvidende om alt, har underrettet mig.« Som Allah, den Ophøjede, siger:(Arabisk********************************PDF-side 288)
»Og da Profeten i fortrolighed fortalte en af sine hustruer noget, og denne hustru fortalte det videre til andre, og Allah derefter underrettede Profeten om sagen, fortalte Profeten hende om en del af hendes fejl og undlod at nævne en anden del. Da Profeten fortalte sin hustru om hendes fejl, sagde hun: ›Hvem underrettede dig om dette?‹ Profeten sagde: ›Allah, den alvidende og alvidende om alt, underrettede mig.‹« – (Sura at-Tahrim: 3)
Den åbenbaring, hvorigennem Allah informerede Profeten om afsløringen af hans hustrus hemmelighed, findes ingen steder i Koranen. Hvis den ikke findes dér, beviser det, at Allah sendte mange budskaber til Allahs Sendebud (fvmh) ud over Koranen.
Zaynabs ægteskab
Profetens (fvmh) adoptivsøn, Zayd ibn Haritha (ra), skilte sig fra sin hustru, hvorefter Profeten giftede sig med den kvinde, han havde skilt sig fra. På grund af dette indledte hyklerne og modstanderne en voldsom kampagne mod ham og fremsatte forskellige anklager mod ham. Allah besvarer disse anklager i en hel passage i sura al-Ahzab. Han bekendtgør, at Min Profet ikke indgik dette ægteskab på eget initiativ, men efter Min befaling.
(Arabisk********************************på PDF-side 288)
»Da Zayd derefter havde skilt sig fra hende, giftede Jeg hende med dig, for at de troende ikke skulle have nogen betænkelighed ved at gifte sig med deres adoptivsønners fraskilte hustruer.« – (vers 37)
Den begivenhed, der omtales i dette vers, har jeg allerede beskrevet. Spørgsmålet er nu: Findes der noget sted i Koranen den befaling, som Allah den Højeste gav Profeten (fvmh) før denne begivenhed, om at gifte sig med Zayds fraskilte hustru?
Tilladelsen til at fælde træer
Allahs Sendebud (fvmh) blev, på grund af Banu Nadhirs gentagne brud på deres løfter, så plaget, at han belejrede deres landsbyer i nærheden af Medina. Under belejringen fældede den islamiske hær mange træer i de omkringliggende haver og frugthaver for at rydde veje, så soldaterne kunne bevæge sig frem. Dette fik modstanderne til at skabe stor ståhej og hævde, at muslimerne ved at fælde frugttræer og ødelægge haver havde skabt ufred i verden. Som svar herpå siger Allah:
(Arabisk********************************på PDF-side 289)
»Hvilke daddelpalmer I end har fældet, og hvilke I har ladet stå, er det sket med Allahs tilladelse.«
Kan nogen sige, i hvilket vers i Koranen denne tilladelse til at fælde træerne blev åbenbaret?
Et løfte fra før slaget ved Badr
Da spørgsmålet om fordelingen af krigsbyttet opstod efter slaget ved Badr, blev suraen al-Anfal åbenbaret, og hele slaget blev gennemgået. Gennemgangen begyndte allerede, da Allahs Sendebud (sa) drog hjemmefra for at gå i krig. I denne forbindelse henvendte Allah sig til muslimerne og sagde:
(Arabisk********************************på PDF-side 289)
»Da Allah lovede jer, at én af de to grupper (det vil sige handelskaravanen og Qurayshs hær) skulle falde i jeres hænder, og I ønskede, at den svage gruppe (handelskaravanen) skulle blive jeres. Men Allah ønskede gennem sine ord at stadfæste sandheden og knuse de vantros rygrad.« – (Sura al-Anfal: 7)
Kan man nu i hele Koranen finde et vers, hvori Allah den Ophøjede lovede de muslimer, der drog til Badr, at Han ville give dem sejr over én af de to grupper?
Svaret på muslimernes bøn om hjælp
I forbindelse med gennemgangen af slaget ved Badr siges der i et senere vers:
(Arabisk********************************på PDF-side 289)
»Da I inderligt bad om hjælp, svarede Allah jer: Jeg sender jer tusind engle efter hinanden for at hjælpe jer.« – (Sura al-Anfal: 9)
Kan I sige, i hvilket vers i Koranen dette svar på muslimernes nødråb blev åbenbaret?
I (hadith-fornægtere) bad kun om ét eksempel. Jeg har fremlagt syv eksempler fra den ærede Koran. Disse beviser uigendriveligt, at der blev åbenbaret wahy til Profeten ud over Koranen. Før jeg går videre med nogen anden diskussion, vil jeg se, om I er rede til at bøje hovedet for sandheden?
Adhan og fredagsbønnen
(Arabisk********************************på PDF-side 290)
“O I, der har antaget troen! Når der på fredagen kaldes til bøn, så skynd jer hen til ihukommelsen af Allah, og opgiv handelen.” – (Sura al-Jumuʿa: 9)
Der er tre ting, som især bør bemærkes i dette vers. For det første nævnes det, at folk skal kaldes til bøn. For det andet tales der om et kald til en særlig bøn, som kun skal udføres på fredagen. For det tredje siges der ikke i verset: Kald til bøn, og udfør en særlig slags bøn om fredagen. Af formuleringen og den foregående og efterfølgende sammenhæng fremgår det klart, at folk var tilbageholdende med at skynde sig til bønnen og var optaget af handel. Derfor åbenbarede Allah dette vers for at få dem til at forstå betydningen af dette kald og denne særlige bøn, så de ville betragte den som en obligatorisk pligt og straks gå hen for at udføre den. Når man overvejer disse tre forhold, bliver den grundlæggende sandhed, som uigendriveligt bevises, denne: Allah åbenbarede også for Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) visse påbud, som ikke var blevet åbenbaret i Koranen, og disse påbud skulle efterleves på samme måde som de påbud, der var blevet åbenbaret i Koranen.
Dette kald til bøn er adhan, som hver dag lyder fem gange fra moskéerne over hele verden. Men ingen steder i Koranen findes adhanens ord, og der findes heller ikke noget sted et påbud om, at der skal kaldes til bøn fem gange dagligt. Den blev indført på Profetens påbud. Koranen har to steder støttet den: i dette vers i Sura al-Jumuʿa og i vers 38 i Sura al-Ma’ida. Hvad angår denne særlige fredagsbøn, som alle muslimer i verden udfører, findes der heller ingen steder i Koranen noget påbud om den, og tidspunktet og fremgangsmåden er heller ikke angivet. Profeten (fred og velsignelser være med ham) fastsatte selv tidspunktet og fremgangsmåden. Det omtalte vers i Koranen blev kun åbenbaret for at forklare dens nødvendighed og betydning. På trods af dette klare og uigendrivelige bevis siger den, der hævder, at kun de påbud, der er nævnt i Koranen, er påbud i shariaen, i virkeligheden ikke blot fornægter sunnaen og hadith, men også Koranen.
Bønnens regler og fremgangsmåde
(Arabisk********************************på side 291 i PDF’en)
“Har du set den, der forhindrer en tjener, når han beder?” – (Sura al-ʿAlaq: 9-10)
Her betyder tjeneren selve Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham). Flere steder i Koranen omtales profeten Muhammad (fred og velsignelser være med ham) på denne måde som en tjener, for eksempel:
(Arabisk********************************på side 291 i PDF’en)
»Hellig er Han, som førte Sin tjener om natten til al-Aqsa-moskéen.« – (Sura Bani Israil: 1)
(Arabisk********************************på PDF-side 291)
»Al lovprisning tilkommer Allah, som har åbenbaret Skriften for Sin tjener.« – (Sura al-Kahf: 1)
(Arabisk********************************på PDF-side 291)
»Og da Allahs tjener rejste sig for at påkalde Ham, var folkene nær ved at styrte sig over ham.« – (Sura al-Jinn: 19)
Af disse vers fremgår det, at den måde, hvorpå Allah i Sin Bog omtaler Sit Sendebud som Sin tjener, er en særlig kærlig beskrivelsesmåde. Af disse vers får man også at vide, at Allah, efter at have skænket Allahs Sendebud (fred være med ham) profetskabet, lærte ham, hvordan bønnen skulle udføres. Denne fremgangsmåde er ikke nævnt noget sted i Koranen. Her er det således endnu en gang bevist, at Allahs Sendebud ikke kun modtog Koranens åbenbaring, men også gennem åbenbaring blev undervist i mange ting, som ikke findes i Koranen.
Kapitel 7 – Sendebuddets menneskelighed
Profetskabet og menneskeligheden
Den jahilitiske opfattelse: En profet kan ikke være et menneske
I enhver tidsalder nærede uvidende mennesker den fejlagtige opfattelse, at et menneske ikke kan være profet. Derfor besluttede de, hver gang en profet kom, efter at have set ham leve med en krop af kød og blod, spise og drikke samt have hustru, sønner og familie, at han ikke var profet, men et menneske. Men nogen tid efter hans død opstod der blandt hans tilhængere og beundrere mennesker, som begyndte at forkynde, at han ikke havde været et menneske, netop fordi han havde været profet. Således antog nogle profeten for Gud, andre for Guds søn, og atter andre antog ham for Guds inkarnation. Kort sagt var det ubegribeligt for folk, hvordan den samme person både kunne være profet og menneske.
Mekkas polyteisters opfattelse
For det første fandt Mekkas indbyggere det mærkeligt, at et menneske kunne være profet. De mente, at hvis nogen skulle komme med Guds ord, måtte det være en engel; et menneske af kød og blod, som havde brug for føde for at leve, kunne ikke komme. Selv hvis et menneske var blevet sendt som sendebud, burde han dog være en skikkelse som en konge eller en af verdens store mænd – en, som folk længselsfuldt ville ønske at se blot én gang, og hvis møde ville være yderst vanskeligt og sjældent. Det kunne da ikke være sådan, at en almindelig mand som den, der går omkring på markedet med sko på fødderne, så de klaprer mod jorden, skulle gøres til Guds profet. De tænkte: Hvem vil vise respekt for en person, som enhver forbipasserende dagligt frit møder, og hos hvem ingen på nogen måde kan se noget usædvanligt? Med andre ord mente de, at hvis der overhovedet var behov for en profet, var det ikke for at vejlede almindelige mennesker, men for at vise dem mirakuløse bedrifter og påvirke dem med magiske kunster. Eller i det mindste skulle der være en engel hos ham, som altid holdt en pisk i hånden og sagde til folk: “Følg denne mands ord, ellers lader jeg Guds straf falde over jer med det samme.” Efter deres mening var det virkelig mærkeligt, at verdens Skaber sendte et menneske alene af sted med en så høj rang som profetskabets, og Gud burde i det mindste have sørget for, at denne mand, Guds sendebud, havde en god indkomst. Hvordan kan det være, at Guds sendebuds økonomiske forhold skulle være værre end en almindelig høvdings hos os? En, der ikke har penge på sig, ikke engang har fået en frugthave, påstår ligefrem: Jeg er profet for Allah, verdens Herre.
Den jahilitiske forestilling om profetskab og at være sendt af Gud
Blandt uvidende mennesker var den fejlagtige forestilling altid dybt forankret, at den, som blev sendt af Gud, nødvendigvis måtte være en skikkelse hævet over mennesket. Han burde udføre mirakler. Med en enkelt håndbevægelse skulle han forvandle et bjerg til guld. Han skulle blot befale, og straks ville bjerget blive til guld. Han skulle kende alle menneskers forhold i fortid og fremtid. Han skulle kunne fortælle, hvor en tabt genstand befandt sig, om en syg ville dø eller leve, og om den gravide bar en søn eller en datter. Desuden måtte han være hævet over menneskelige svagheder og begrænsninger. Hvordan kunne den, der bliver sulten og tørstig, må sove, har hustru, sønner og familie, må tjene til livets ophold gennem køb og salg, får brug for at låne og må tilbringe sine dage i bekymring på grund af mangel og fattigdom, være Guds udsendte mand? Når mennesker med sådanne forestillinger hørte den ærede Profet (s.a.) fremsætte sit krav, ønskede de at få viden om den usete verden fra ham og krævede mirakler. Når de så ham som et almindeligt menneske, sagde de: Hvilken slags profet er dette, som spiser og drikker, lever familieliv med hustru og børn og færdes alle vegne på markederne?
Hvorfor er det nødvendigt, at profeten er et menneske?
Da Allah den Ophøjede beskrev betydningen af, at Han sendte Sit ord (det inspirerede budskab) til profeten, sagde Han:
(Arabisk********************************på PDF-side 296)
“O profet! Jeg har åbenbaret dette budskab for dig, for at du skal forklare den åbenbaring, der er sendt til menneskene, og gøre den forståelig for dem.” – (Sura an-Nahl: 44)
For at dette formål med åbenbaringens udsendelse kunne opfyldes, var det nødvendigt, at et menneske blev profet. Allahs budskab kunne også være blevet sendt gennem en engel. Det kunne endda være blevet sendt direkte til hvert menneske i form af en trykt bog. Men det formål, som den alvidende, uendeligt barmhjertige og ophøjede Herre Allah sendte Sit budskab med, kan ikke opfyldes blot ved at lade det gå fra hånd til hånd blandt mennesker. Derfor var der behov for et egnet menneske, som skulle bringe dette budskab med sig og lidt efter lidt læse det op for menneskene. Den, der ikke forstod det ordentligt, skulle han forklare det for. Den tvivl, der fandtes i nogens hjerte, skulle han fjerne. Den, der havde en indvending eller klage, skulle han svare. Over for den, der ikke ville følge hans ord, og som ville modsætte sig og lægge hindringer i vejen, skulle han vise en adfærd, der sømmer sig for en, der bærer Allahs budskab. Dem, der accepterer det, skulle han vejlede om alle livets sider og områder. Han skulle holde sit eget liv frem for dem som et forbillede og gennem personlig og kollektiv træning etablere et idealsamfund for hele verden, hvis samlede lov- og ordenssystem skulle regnes for en praktisk forklaring af det nævnte Allahs budskab.
Et menneske kan være profet for menneskenes vejledning
Budbringerens (profetens) opgave består ikke blot i, at han kommer og kun fremsiger sit budskab. Hans opgave er også at vise en korrekt praktisk gennemførelse af budskabets grundprincipper under alle menneskelige forhold, idet han reformerer og forbedrer menneskelivet i lyset af dette budskab. Disse grundprincipper skal også komme praktisk til udtryk i hans eget liv. Han må finde løsninger på de mange komplicerede spørgsmål, der opstår i sindene hos de utallige forskellige mennesker, som forsøger at høre og forstå hans budskab. De, der hører hans daʿwa og accepterer den, må organiseres og trænes, så der i overensstemmelse med budskabets lære kan opbygges et samfund. Mod dem, der afviser hans daʿwa, modsætter sig den og opbygger modstand imod den, må han kæmpe, så tilhængerne af forvanskning og vildledning kan besejres, og det reform- og forbedringsarbejde, som Allah sendte profeten for at udføre, kan fuldføres. Når disse opgaver skal udføres i menneskenes samfund, hvilket andet væsen end et menneske kunne da sendes til dem? Hvis en engel var blevet sendt, ville han højst have overbragt Allahs budskab og derefter være gået bort. At leve blandt mennesker som et menneske, handle som et menneske og vise, hvordan menneskelivet kan reformeres og forbedres i overensstemmelse med Allahs vilje, ligger uden for en engels formåen. Til denne opgave må et menneske anses for at være det bedst egnede.
Profeternes menneskelighed
-[Her er kun nævnt nogle få profeter – dem, om hvem Koranen udtrykkeligt har fastslået, at de var mennesker, eller som forfatteren har behandlet udførligt. – (Redaktørerne)]
Hazrat Adam (fred være med ham) var et menneske
(Arabisk********************************på PDF-side 298)
»Jeg begyndte først jeres skabelse og gav jer derefter form. Så befalede Jeg englene: ’Bøj jer i sujud for Adam’.« – (Sura al-A’raf: 11)
Den klare betydning af det, der er sagt ovenfor, er denne:
»Jeg planlagde først jeres skabelse og skabte skabelsens bestanddele. Derefter gav Jeg disse bestanddele menneskelig form. Da Adam (fred være med ham) blev til som et levende menneske, befalede Jeg englene at bøje sig i sujud for ham.«
Den sujud, som Adam (fred være med ham) blev genstand for, skyldtes ikke, at han var Adam, men at han var menneskehedens repræsentant. Andre steder i Koranen er dette vers blevet forklaret på netop denne måde. For eksempel står der i den femte rukūʿ i Sura Sad:
(Arabisk********************************på PDF-side 298)
»Tænk på den tid, da din Herre sagde til englene: ’Jeg har besluttet at skabe et menneske af ler. Når Jeg har formet ham fuldstændigt og indblæst ham af Min ånd, skal I falde ned i sujud foran ham’.« – (Sura Sad: 71-72) – [Af denne beretning fremgår det, at det første menneske også var den første profet. Dette er islams enstemmige trosopfattelse. – (Forfatteren)]
Hazrat Nuh (fred være med ham) var et menneske
(Arabisk********************************på PDF-side 298)
“(Den ærede Noah) sagde: Jeg siger ikke til jer, at jeg har Allahs skatte, og jeg siger heller ikke, at jeg har viden om den usete verden. Jeg påstår heller ikke, at jeg er en engel. Jeg kan heller ikke sige, at Allah aldrig har skænket dem, som I ser ned på, noget godt. Allah ved bedst, hvordan det forholder sig med dem. Hvis jeg sagde sådan noget, ville jeg være blandt de uretfærdige.” – (Sura Hud: 31)
Dette blev sagt som svar på modstandernes påstand: »Du er jo blot et menneske ligesom os.« Den ærede Noah siger: Det er sandt, at jeg er et menneske. Har jeg nogensinde påstået, at jeg er noget andet end et menneske, siden I rejser disse indvendinger? Har jeg nogensinde påstået, at jeg er noget andet, siden I rejser disse indvendinger? Min eneste påstand er, at Allah har vist mig den lige og rette vej i viden og handling. I kan efterprøve sandheden i dette, som I ønsker. Men hvad er det for en efterprøvelse, når I undertiden spørger mig om oplysninger fra det usete, og undertiden kræver så besynderlige ting, som om alle nøglerne til Allahs skatte lå i mine hænder? Og undertiden sætter I spørgsmålstegn ved, at jeg spiser og lever som et menneske, som om jeg havde påstået at være en engel. En person, der hævder at vise den rette vej i troslære, moral og samfundsordning, kan I spørge om hvad som helst vedrørende disse forhold. Men det mærkelige er, at I spørger, om en bestemt persons drægtige bøffel vil føde en han eller en hun. Det skulle næsten være, som om bøflens drægtighed havde noget at gøre med fastlæggelsen af ufejlbarlige moralske og civilisatoriske principper for menneskelivet.
(Arabisk********************************på PDF-side 299)
“De ledende blandt hans (den ærede Noahs) folk, som nægtede at følge ham, sagde: Denne mand er ikke andet end et menneske ligesom jer. Hans hensigt er blot at opnå magt og overlegenhed over jer. Hvis Allah ville sende nogen, ville Han have sendt engle. Vi har aldrig hørt, at et menneske skulle komme som profet, hverken på vore forfædres tid eller før. Nej, det er ikke noget af det. Manden er faktisk blevet vanvittig. Vent blot lidt endnu (måske kommer han til fornuft).” – (Sura al-Mu’minun: 24-25)
»Et menneske kan ikke blive profet« – dette er en almindelig opfattelse blandt alle vildfarne mennesker. Derfor nævner Koranen igen og igen denne uvidende forestilling og gør en ende på den. Den fastslår med eftertryk, at alle profeter var mennesker, og at en profet for mennesker bør være et menneske.
(Arabisk********************************på PDF-side 299)
“Som svar sagde de fremtrædende ledere blandt hans (den ærede Noahs) folk, som havde nægtet at følge ham: Efter vores opfattelse er du blot et menneske ligesom os. Og vi ser, at det kun er de lavest stillede blandt os, der uden at forstå eller overveje det har fulgt dig.” – (Sura Hud: 27)
Dette er den samme gamle jahiliyyah-undskyldning og indvending, som folkene i Mekka fremførte angående Muhammad (fred være med ham): Han er blot et almindeligt menneske ligesom os. Han spiser og drikker, går omkring, sover og vågner og har familie. Hvordan skal vi kunne acceptere, at han er kommet som profet fra Allah?
(Arabisk********************************på PDF-side 300)
“(Profeten Nuh, fred være med ham, sagde:) Undrer I jer over, at en påmindelse fra jeres Herre er kommet til jer gennem en mand fra jeres egen slægt, så han kan advare jer, så I kan holde jer fra den vildledte vej – og så I kan modtage barmhjertighed?” – (Surah al-A’raf: 63)
Hud (fred være med ham) var et menneske
(Arabisk********************************på PDF-side 300)
“De ledende blandt hans (profeten Huds) folk, som fornægtede troen, benægtede det hinsidige og havde fået et liv i velstand i denne verden, sagde: Denne mand er ikke andet end et menneske ligesom jer. Han spiser af det, I spiser, og drikker af det, I drikker. Hvis I adlyder et menneske ligesom jer, vil I sandelig være blandt taberne.” – (Surah al-Mu’minun: 33–34)
Nogle har misforstået dette som noget, de sagde til hinanden. Nej, sådan var det ikke. Deres ledere sagde disse ting, mens de talte til almindelige mennesker. Lederne frygtede, at folk måske ville blive påvirket af profetens rene personlighed og betagende tale, og hvis de blev påvirket, hvem skulle så vi herske over? Derfor begyndte de igen og igen at holde taler for at vildlede folk. De sagde: Alt det dér profetvæsen er i virkeligheden ikke noget. Han siger blot disse ting af magtbegær og af længsel efter posten. Brødre! Han er et menneske af kød og blod ligesom jer. Der er ingen forskel overhovedet mellem ham og jer. Når der ikke er nogen forskel, hvorfor skulle han så være leder, og hvorfor skulle I adlyde ham? I disse udtalelser lå det tilsyneladende fast som noget ubestrideligt, at de selv havde ledere og høvdinge, og at ledelsen burde tilhøre dem. Efter deres opfattelse var der ingen grund til at stille spørgsmål ved, at de var mennesker af kød og blod, som spiste og drak. Det var jo allerede en selvfølge og et indlysende faktum. Spørgsmålet gjaldt nu det nye lederskab, som man så blive etableret. Også senere har de, der har modarbejdet enhver ny person, gjort det ved udelukkende at anklage vedkommende for “magtbegær”. Så snart de fornemmede eller blot mistænkte, at denne egenskab fandtes hos den nye person, genlød deres tale nøjagtigt af de samme høvdinges tale. Bortset fra begær efter magt og rang syntes intet andet at være anstødeligt for dem. Men når det gjaldt dem selv, kunne man ikke anklage dem for “magtbegær”. Det var, som om det var deres naturlige føde. Selv hvis de fik fordøjelsesbesvær af at spise denne føde i for store mængder, måtte man ikke gøre indsigelse mod det.
(Arabisk***********************************på PDF-side 301)
“Han (det vil sige Hazrat Hud) sagde: »Mit folk! Jeg er ikke grebet af nogen tåbelighed. Jeg er et sendebud fra Rabbul-Alamin. Jeg overbringer min Herres ord til jer, og jeg er en pålidelig velønsker for jer. Et påmindelsesbudskab fra Allah er kommet til jer gennem en mand fra jeres egen midte, for at advare jer. Finder I dette da mærkeligt?« – (Sura al-A’raf: 67-69)
(Arabisk***********************************på PDF-side 301)
“De sagde: »Hvis vores Herre havde ønsket det, ville Han have sendt engle. Derfor tror vi ikke på det, som I er blevet sendt med.« – (Sura Ha-Mim as-Sajdah: 14)
Hazrat Salih og Shuʿayb var mennesker
(Arabisk***********************************på PDF-side 301)
“De (folkene fra Thamud) svarede: »Du er blevet forhekset. Hvad er du andet end et menneske som os? Kom med et tegn, hvis du er sandfærdig.« – (Sura ash-Shu’ara: 153-154)
(Arabisk***********************************på PDF-side 301)
“De sagde: »Du er blevet forhekset. Du er ikke andet end et menneske som os. Vi anser dig for at være en løgner.« – (Sura ash-Shu’ara: 185-186)
Hazrat Musa og Harun var mennesker
Farao sagde om Hazrat Musa og Harun til sine rådgivere:
(Arabisk***********************************på PDF-side 302)
“Farao sagde: Skal vi tro på to mennesker som os? Og ovenikøbet to mænd, hvis folk er vores slaver.”
Alle profeter var mennesker
(Arabisk***********************************på PDF-side 302)
“Deres sendebude sagde til dem: Vi er virkelig ikke andet end mennesker ligesom jer. Men Allah begunstiger hvem Han vil blandt sine tjenere.” –(Sura Ibrahim: 11)
Det vil sige, at vi er mennesker, det er der ingen tvivl om. Men Allah har i Sin nåde udvalgt os blandt jer til at skænke os sand erkendelse og fuldkommen dømmekraft. Vi har ingen indflydelse på dette. Det er et spørgsmål om Allahs myndighed – Han giver sine tjenere, hvad Han vil, og hvem Han vil. Vi kan ikke sige, at vi vil viderebringe til jer alt, hvad der er kommet til os. Og vi kan heller ikke lukke øjnene for de sandheder, som vi får kendskab til.
(Arabisk***********************************på PDF-side 302)
»De svarede sendebuddene: I er ikke andet end mennesker som os. I vil holde os borte fra de guder, som vi har tilbedt siden vore forfædres tid. Så kom da med et klart bevis.« – (Sura Ibrahim: 10)
Deres udsagn var: I er på alle måder mennesker ligesom os. I spiser og drikker, sover, har hustruer og børn, føler sult og tørst, sygdom og sorg, kulde og varme ligesom os, og I har også de menneskelige svagheder, som vi har. Vi kan ikke se noget usædvanligt hos jer. Hvordan skal vi under disse omstændigheder kunne acceptere, at I er udsendte mænd, at Allah taler til jer, og at engle kommer til jer?
Profeten Muhammad (fvmh.) var også et menneske
Mekkas vantro sagde, at Muhammad (fvmh.) ikke var et sendebud, fordi han var et menneske.
(Arabisk***********************************på PDF-side 303)
»De siger: Hvad er dette for et sendebud, som spiser mad og går omkring på markederne?«
(Arabisk***********************************på PDF-side 303)
“Disse uretfærdige hvisker til hinanden: Hvad er denne mand (Muhammad ﷺ) andet end et menneske som jer? Vil I på trods af dette med åbne øjne blive ofre for magi?” – (Sura al-Anbiya: 3)
Gamle jahiliyyah-forestillinger
Den Hellige Koran siger, mens den tilbageviser denne jahiliyyah-forestilling hos de vantro i Mekka, at dette ikke er en ny form for uvidenhed, som for første gang viser sig blandt dem. Tværtimod har alle uvidende mennesker siden de tidligste tider været grebet af den fejlagtige opfattelse, at et menneske aldrig kan være en profet, og at en profet aldrig kan være et menneske. Da lederne og høvdingene blandt Nuhs folk afviste profeten Nuhs profetiske sendelse, sagde de netop dette:
(Arabisk***********************************på PDF-side 303)
“Denne mand er ikke andet end et menneske som jer. Han ønsker at hæve sig over jer. Hvis Allah havde ønsket det, ville Han have sendt engle. Vi har aldrig hørt noget sådant fra vores forfædre: at et menneske skulle komme som profet.”
Ad-folket sagde det samme om profeten Hud:
(Arabisk***********************************på PDF-side 303)
“Denne mand er ikke andet end et menneske som jer. Han spiser det samme, som I spiser, og drikker det samme, som I drikker. Hvis I adlyder et menneske som jer selv, vil I bestemt blive store tabere.” – (Sura al-Mu’minun: 33-34)
Samud-folket sagde det samme om profeten Salih (a.s.):
(Arabisk***********************************på PDF-side 303)
»Skal vi virkelig adlyde et menneske blandt os?« – (Sura al-Qamar: 24)
Næsten alle profeter har stået over for sådanne situationer. De vantro plejede at sige: (Arabisk********) »I er ikke andet end mennesker ligesom os.« Og profeterne svarede dem:
(Arabisk***********************************på PDF-side 304)
»Vi er i sandhed ikke andet end mennesker ligesom jer. Men Allah begunstiger hvem Han vil blandt sine tjenere.« – (Sura Ibrahim: 11)
Hindringer på vejen til vejledning
Derefter siger Koranen, at netop denne uvidende forestilling i enhver tidsalder har holdt mennesker på afstand af at tage imod vejledningen. Og det er af denne grund, at ydmygelse og lidelse er faldet over forskellige folk.
(Arabisk***********************************på PDF-side 304)
»Har I ikke hørt om dem, der tidligere forkastede troen og smagte frugten af deres handlinger, og som desuden har en endnu mere smertefuld straf i vente? Det skyldtes, at deres sendebud kom til dem med klare beviser. Men de sagde: Skal et menneske vejlede os? Derfor forkastede de troen og vendte sig bort.« – (Sura at-Taghabun: 5-6)
(Arabisk***********************************på PDF-side 304)
»Da vejledningen kom til menneskene, var den eneste hindring for, at de troede på den, deres ord: Har Allah sendt et menneske som sendebud?« – (Sura Bani Isra’il: 94)
Det er allerede blevet sagt, at mennesker i enhver tidsalder nærede den fejlagtige forestilling, at et menneske aldrig kunne blive profet. Derfor besluttede de sig, hver gang et sendebud kom, efter at have set ham spise og drikke, bo sammen med sin familie og være et menneske af kød og blod, for at han ikke var profet. For han var et menneske. Nogen tid efter profetens død opstod der imidlertid blandt hans tilhængere en gruppe, som begyndte at sige, at han ikke havde været et menneske. For han havde været profet. Derefter begyndte nogle at kalde ham Guds søn, mens andre kaldte ham Guds inkarnation. Kort sagt var det for de uvidende til alle tider et uigennemtrængeligt mysterium, hvordan profetværdighed og menneskelighed kunne forenes i den samme person.
Mennesker er til alle tider blevet sendt som sendebude
Den hellige Koran har med klart og entydigt sprog erklæret, at Allah altid har sendt mennesker som sendebude. I virkeligheden kan kun et menneske være sendebud for at vejlede mennesker – ikke en engel eller noget væsen, der står over mennesket.
(Arabisk***********************************på PDF-side 305)
»O profet! Jeg har før dig kun sendt mennesker som budbringere, til hvem Jeg sendte åbenbaring. Hvis I ikke ved dette, så spørg de vidende. Jeg gav dem (profeterne) ikke sådanne kroppe, at de ikke skulle spise føde, og de var heller ikke udødelige.« – (Sura al-Anbiya: 7-8)
(Arabisk***********************************på PDF-side 305)
»O profet! Sig til dem: Hvis engle havde kunnet færdes trygt på jorden, ville Jeg have sendt en engel som budbringer til dem.«
(Arabisk***********************************på PDF-side 305)
»O Muhammad! Alle de profeter, Vi sendte før dig, var mennesker. De boede i de byer, hvis indbyggere de var, og til dem sendte Vi åbenbaring. Har de ikke rejst omkring på jorden og set, hvad enden blev for folkene før dem? Sandelig, de, som levede et gudfrygtigt liv i overensstemmelse med profeternes ord, vil få en langt bedre bolig i det hinsidige. Vil I da stadig ikke komme til fornuft?« – (Sura Yusuf: 109)
Her er et vældigt emne blevet udtrykt i blot to eller tre sætninger. Udfoldet i detaljer lyder det således:
De lytter ikke til dine ord, fordi de ikke kan tro, at den mand, som netop var blevet født i deres egen by, og som var vokset op for øjnene af dem fra barn til ung mand og fra ung mand til gammel, pludselig en dag blev udnævnt af Allah til Sin udsending. Men det er ikke noget enestående, som de er de første i verden til at møde. Allah har også tidligere sendt mange profeter, og de var alle mennesker. En profet er aldrig kommet på den måde, at en pludselig ukendt mand viste sig i en by og sagde, at han var blevet sendt som profet. Tværtimod var alle dem, der blev sendt for at reformere og forbedre menneskene, indbyggere i den pågældende by. Jesus, Moses, Abraham og Noah (fred være med dem) var ikke fremmede og ukendte mennesker. Trods dette kan I selv tage ud og se, hvad enden blev for de folk og samfund, som ikke lyttede til profeternes kald til renselse, men fortsatte med at følge deres grundløse tanker, opdigtede forestillinger og tøjlesløse begær. På jeres handelsrejser er I kommet forbi de ødelagte områder, hvor folkene Ad, Thamud, Midjan og Lots (fred være med ham) boede. Fandt I ikke nogen lærdom dér? Den skæbne, de mødte i denne verden, viser desuden, at de i det hinsidige vil lide en endnu frygteligere skæbne. Og de, som forbedrede sig selv i denne verden, blev ikke blot lykkelige her; også i det hinsidige vil deres endelige skæbne blive endnu bedre.
Forskellen mellem den blinde og den seende
(Arabisk***********************************på PDF-side 306)
“O Muhammad! Sig til dem: Jeg siger ikke til jer, at jeg har Allahs skatte hos mig. Jeg påstår heller ikke, at jeg er en engel. Jeg følger kun den åbenbaring, der kommer til mig. Spørg dem: Kan den blinde og den seende være lige? Vil I da ikke tænke jer om?” –(Sura al-An’am: 50)
Det vil sige: De sandheder og oplysninger, som jeg har lagt frem for jer, har jeg selv set med mine egne øjne, og jeg har direkte erfaring med dem. Gennem åbenbaringen er alle disse oplysninger blevet meddelt mig fejlfrit, og mit vidnesbyrd om dem er et vidnesbyrd baseret på syn. I modsætning hertil er I uvidende om disse oplysninger, for jeres forestillinger om dem bygger enten udelukkende på fantasi eller på blind efterligning. Derfor er forskellen mellem jer og os den samme som forskellen mellem den blinde og den seende. Grunden til, at I er os underlegne, er således ikke, at Allahs skatte findes hos mig, at jeg kender det usete, eller at jeg står over menneskelig svaghed.
(Arabisk***********************************på PDF-side 306)
“O profet! Før dig har Jeg sendt mange sendebud, og Jeg havde givet dem alle hustruer og børn.” –(Sura ar-Ra’d: 38)
Dette er svaret på nogle af de kritikker, der blev rettet mod profeten Muhammad (sa). De sagde: Hvad er det for en profet? En, der har hustru og børn? Hvad har en profet overhovedet at gøre med begær og lyst?
Profeten burde have været en engel (?)
(Arabisk***********************************på PDF-side 307)
»Da Allahs sendebude kom til dem fra alle sider og sagde til dem: ’Tilbed ingen andre end Allah’, sagde de: ’Hvis vores Herre havde ønsket det, ville Han have sendt engle. Derfor tror vi ikke på det, som I er blevet sendt med.’« – (Sura Fussilat: 14)
Det vil sige: Hvis vores nuværende religion ikke havde behaget Allah, og Han havde ønsket at sende et sendebud for at holde os fra denne religion, ville Han have sendt en engel. Eftersom I ikke er engle, men mennesker ligesom os, tror vi ikke på, at Allah har sendt jer, eller at Han har sendt jer med det formål, at vi skal forlade vores religion og antage den dīn, som du fremlægger. ’Vi tror ikke på det, som du er blevet sendt med’ – de vantros udtalelse er hånlig. Det betyder ikke, at de anerkendte dem som sendt af Allah, men blot nægtede at adlyde dem. Farao hånede på samme måde profeten Musa. Han sagde til sit råd:
(Arabisk***********************************på PDF-side 307)
»Det sendebud, som er blevet sendt til jer, synes virkelig at være vanvittigt.« – (Sura ash-Shu’ara: 27)
Hvis han var en profet, skulle han da være velhavende
(Arabisk***********************************på PDF-side 307)
»De siger: ’Hvorfor blev denne Koran ikke åbenbaret for en fremtrædende mand fra en af de to byer?’« – (Sura az-Zukhruf: 31)
Her betyder de to byer Mekka og Taif. De vantros påstand var: Hvis Allah virkelig havde behov for at sende et sendebud, og hvis Han ønskede at åbenbare en bog for ham, ville Han have udvalgt en kendt mand fra en af disse to centrale byer til dette. Og hvem fandt Han så egnet til at udvælge som sendebud? En, der havde været forældreløs hele sit liv, som ikke ejede så meget som en eneste mønt i arv, som havde tilbragt sin ungdom med at vogte geder, og som nu levede af at drive handel med sin hustrus penge; en, der hverken var stammehøvding eller ældste i nogen slægt. Fandtes der ikke i Mekka kendte høvdinge som Walid ibn Mugira og Utba ibn Rabi’a? Fandtes der ikke i Taif fremtrædende ledere som Urwa ibn Mas’ud, Habib ibn Amr, Kinana ibn Abd Amr og Ibn Abd Yalil? Dette var de vantros argument. Til at begynde med var de end ikke villige til at anerkende, at et menneske kunne være et sendebud. Men i Koranen blev denne forestilling gentagne gange fuldstændigt tilbagevist med argumenter og beviser, og det blev sagt til dem, at det altid havde været mennesker, der var kommet som sendebude før dette; at kun et menneske kunne være sendebud for menneskers vejledning, og at ingen anden end et menneske kunne udføre denne opgave. Desuden var intet sendebud, der kom til verden, pludselig steget ned fra himlen. Han var tværtimod født blandt mennesker, færdedes på markederne, var far til børn og afholdt sig ikke fra at spise og drikke.
Efter at have hørt disse argumenter fra Koranen begyndte de at udtænke nye indvendinger og sagde: Det er ganske vist ikke noget problem, at han er et menneske. Men han må nødvendigvis være en berømt, velhavende og indflydelsesrig mand. Han må være leder for en stor gruppe og have stor indflydelse og anseelse blandt folket. Hvordan skulle Muhammad ibn Abdullah kunne være værdig til en sådan rang?
Spørgsmålet om profetens udkomme
(Arabisk***********************************på PDF-side 308)
»De siger: Hvad er det for et sendebud, som spiser og drikker og går omkring på markederne? Hvorfor blev der ikke sendt en engel ned til ham, som kunne ledsage ham og true dem, der var ulydige?« – (Sura al-Furqan: 7)
Det vil sige, at det for det første er mærkeligt, at et menneske skulle være et sendebud. Hvis nogen skulle komme med Allahs budskab, burde det være en engel – ikke et menneske af kød og blod, som behøver føde for at leve. Men selv hvis man antager, at et menneske er blevet gjort til sendebud, burde han i det mindste være en konge eller en anden person af stor rang i verden – en, som alle længtes efter blot at få et glimt af, og hvis audiens man kun kunne håbe på efter store anstrengelser. I stedet blev et almindeligt menneske gjort til verdens Skabers profet. En, der går rundt på markedet med skoene klaprende mod jorden. En almindelig forbipasserende kan se ham hver dag, uden at kunne se noget usædvanligt ved ham. Hvem ville se på ham med respekt? Med andre ord mente de, at hvis der overhovedet var behov for en profet, var det ikke for at vejlede mennesker, men for at vise mirakuløse kunster eller for at hævde sin overlegenhed over mennesker ved at demonstrere sine magiske evner.
(Arabisk***********************************på PDF-side 308)
»Muhammad! Også de sendebud, som Jeg sendte før dig, spiste og drak alle sammen og gik omkring på markederne. Jeg har i virkeligheden gjort jer til en prøve for hinanden. Vil I da være tålmodige? Jeres Herre ser alting.« – (Sura al-Furqan: 20)
»Hvad er det for et sendebud, som spiser og drikker og går omkring på markederne?« Svaret på dette spørgsmål fra Mekkas vantro er givet i ovenstående vers. Her er det vigtigt at huske, at de vantro i Mekka kendte til profeterne Nuh, Ibrahim, Ismail, Musa og mange andre profeter. De anerkendte endda deres sendelse. Fandtes der nogen tidligere profet, som ikke spiste og ikke gik omkring på markederne? Derfor siges det: Hvorfor stiller I dette usædvanlige spørgsmål om Muhammad (fred være med ham)? Lad os blot tage Jesus (fred være med ham), som de kristne har gjort til Allahs søn, og hvis statue de vantro i Mekka havde anbragt i Kabaen. Selv Jesus (fred være med ham) spiste ifølge Bibelens beretning og gik omkring på markederne.
(Arabisk***********************************på side 308 i PDF)
“O Muhammad! Også før dig sendte Jeg kun mennesker som profeter, og Jeg åbenbarede for dem. Hvis I ikke ved det, så spørg Skriftens folk. Gav Jeg dem kroppe, som ikke havde behov for at spise? Og de var heller ikke udødelige.” – (Sura al-Anbiyā’: 7-8)
“Denne mand er ikke andet end et menneske som jer.” Svaret på de vantros udsagn er givet i det ovenstående vers. De fremførte, at profeten Muhammad (ﷺ) ikke var profet, som bevis på, at han var et menneske. Som svar siges det, at alle de store personer fra tidligere tider, som I anerkender som sendt af Allah, var mennesker, og at de modtog Allahs åbenbaring, mens de var mennesker.
Kapitel 8 – Den sande dīn
Den uvidende tidsalders og islams opfattelse af religion
Før profeten Muhammad (ﷺ) modtog profetskabet, var den almindelige opfattelse af religion, som var udbredt i verden, at den blot var én side eller afdeling blandt livets mange afdelinger. Med andre ord var religion et appendiks til menneskets jordiske liv, som kunne bruges som et certifikat for frelse i det hinsidige liv. Religionen vedrørte udelukkende forholdet mellem mennesket og Gud. Den, der ønskede frelse med en høj status i det hinsidige liv, burde bryde forbindelsen til alle andre områder af livet og kun beskæftige sig med dette område. Men den, der ikke ønskede en så høj status, men mente, at det var tilstrækkeligt blot at opnå frelse, og samtidig ønskede, at Gud skulle se lidt nådigt til ham i det jordiske liv og fortsat skænke ham succes og fremgang i verdens anliggender, mente det tilstrækkeligt at føje religionen til det jordiske liv som et appendiks. Ifølge den uvidende opfattelse skulle alle verdens gøremål fortsætte efter de regler og love, som de allerede fulgte, og ved siden af skulle Gud holdes tilfreds gennem udførelsen af visse religiøse ceremonier og skikke. Forholdet mellem mennesket og dets eget væsen, mellem det og andre mennesker samt mellem det og dets omgivelser var helt adskilt fra forholdet mellem mennesket og dets Gud. Der var ingen forbindelse mellem dem.
Dette var uvidenhedens opfattelse af religion. På dette grundlag var det ikke muligt at etablere nogen menneskelig civilisation og kultur. Med civilisation og kultur menes hele menneskelivet. Derfor er det tydeligvis ikke muligt at basere hele livet på noget, der blot er et appendiks til livet. Det er grunden til, at religion på den ene side og civilisation og kultur på den anden side altid og overalt i verden har været adskilt og isoleret fra hinanden. Selvom disse to ting ikke kunne undgå at påvirke hinanden mere eller mindre, var påvirkningen modstridende og forskelligartet, sådan som det sker, når mange forskellige ting samles. Derfor så man ingen steder, at denne påvirkning bar frugt. Når religionen påvirkede civilisationen og kulturen, skabte den dér tilbøjeligheder til askese, afsky for materielle bindinger, uvilje mod jordisk nydelse og bekvemmelighed, afskårethed fra den ressourceafhængige verden, individualisme i menneskelige relationer, fjendtlighed og snæverhed.
Denne påvirkning var på ingen måde udviklende; tværtimod var den en møllesten på vejen mod jordisk udvikling og velstand. På den anden side: Når den civilisation og kultur, hvis grundlag var materialisme og tilbøjelighedsdyrkelse, fik indflydelse på religionen, fordærvede den den. Denne civilisation og kultur indførte al tilbøjelighedsdyrkelsens urenhed og snavs i religionen. Som følge heraf blev de meget beskidte og hæslige handlinger, som man ønskede at udføre, iført en religiøs skal, så ens egen samvittighed ikke kunne bebrejde én noget, og ingen andre kunne sige noget imod dem. Som følge af denne påvirkning ser vi i visse religiøse ceremonier og ritualer sådanne former og metoder for tilfredsstillelse af nydelseslyst, dyrkelse af begær og skamløshed, som selv trosfæller uden for den religiøse sfære betegner som sådan.
Selv hvis man ser bort fra dette gensidige forhold mellem religion og civilisation, bliver det klart, at civilisationens og kulturens palads overalt på jorden er blevet opført på et grundlag af irreligiøsitet og moralsk forfald. Og ved siden af alle deres verdslige gøremål udførte verdslige mennesker også nogle religiøse ritualer for at kunne handle efter forgodtbefindende, på grundlag af deres egne lidenskabers ønsker og deres mangelfulde erfaringer. Selv om disse handlinger i deres respektive tidsaldre blev anset for fejlfri, blev de senere bevist at være mangelfulde. Eftersom religion for dem ikke var andet end et rent tillæg til livet, forblev den, selv når den var til stede, blot et sådant tillæg. Dette tillæg kunne sameksistere med alle former for social ulighed og alle former for kulturel vildledning. Som et tillæg har denne religion sameksisteret med bedrag og røveri, ødelæggende og undergravende virksomhed, åger, nærighed, utugt og prostitution.
Den omfattende og helhedsorienterede opfattelse af dīn
Profeten Muhammad (fred være med ham) blev ikke sendt med noget andet formål end at forkaste den uvidende, det vil sige ikke-islamiske, opfattelse af religion og fremlægge en intellektuel og tankemæssig opfattelse. Og han ville ikke nøjes med blot at fremlægge den; på dette grundlag ville han etablere et fuldstændigt system for civilisation og kultur og vise, hvordan det kunne ledes med succes. Han erklærede, at hvis religion blot er et tillæg til menneskets liv, er den fuldstændig meningsløs. Det er også forkert at kalde noget sådant for religion. I virkeligheden er dīn det, som ikke er en del af livet, men hele livet. Det er livets livskraft og drivkraft, dets kraft til erkendelse og følelse, dets tænkning og syn på tilværelsen, og målestokken for at vurdere rigtigt og forkert. På hvert område af livet og ved hvert skridt viser det forskellen mellem den rette, lige vej og den krumme vej, beskytter mod at fare vild, giver styrke til at stå fast på den sande og rette vej og bevæge sig fremad, og hjælper mennesket med at gennemføre hvert trin på livets endeløse rejse fra denne verden til det hinsides med succes og lykke.
Denne religion hedder islam. Den er ikke kommet for at være et tillæg til livet. Sandheden er tværtimod, at hvis den efter den gamle uvidende opfattelse accepteres som blot et tillæg til livet, bliver selve formålet med dens komme og fremtræden ødelagt. Den er kommet for at gøre mennesket bekendt med sandheden om forholdet mellem Gud og mennesket samt mellem mennesket og hele skaberværket: at disse forholdsområder ikke er adskilte og heller ikke løsrevet fra hinanden, men blot er flere uadskillelige og sammenhængende dele af en helhed. Menneskets samlede befrielse og succes afhænger af, at der skabes en sund forbindelse og samordning mellem dem. Hvis forholdet mellem mennesket og dets Skaber ikke er sundt, kan menneskets forhold til skaberværket ikke være sundt. Derfor renser og fuldkommengør disse to forhold hinanden, og sammen skaber de et vellykket liv. Religionens egentlige opgave er at forberede mennesket mentalt og praktisk til dette vellykkede liv. Den religion, der ikke udfører denne opgave, er slet ikke religion. Og den religion, der fuldfører denne opgave, er islam. Derfor har Allah sagt:(Arabisk***************) »Hos Allah er religionen alene islam.«
En særlig tankegang og et særligt syn på tilværelsen
Islam er en særlig sindsholdning (attitude of mind) og et særligt perspektiv på hele livet (outlook of life). Desuden er den en særlig handlingsmetode, som bestemmes af sindsholdningen og dette perspektiv. Den struktur, der skabes gennem denne sindsholdning og handlingsmetode, er islam; det er den islamiske civilisation og den islamiske kultur. Her er religion og civilisation ikke forskellige ting, men danner tilsammen en samlet helhed. Den samme sindsholdning og livsanskuelse løser alle livets problemer. Den bestemmer, hvilke rettigheder Gud har over mennesket, hvilke rettigheder menneskets eget væsen har, og hvilke rettigheder forældre, ægtefælle og børn, slægtninge, naboer, handelspartnere, andre med tilknytning, trosfæller og mennesker af anden tro, fjender og venner – kort sagt hele menneskeheden samt enhver ting og kraft i universet – har; og den etablerer fuld balance og retfærdighed mellem dem. At et menneske er muslim, er i sig selv tilstrækkelig garanti for, at det vil opfylde disse rettigheder med fuld retfærdighed og ikke uretmæssigt ødelægge én rettighed til fordel for en anden. Dernæst fastlægger denne sindsholdning og livsanskuelse et ophøjet moralsk mål og en ren og hellig åndelig destination for menneskelivet. Og den ønsker at lede alle livets bestræbelser og anstrengelser, uanset hvilket område de tilhører, ad en vej, der fra alle sider kredser omkring det samme centrum.
Den afgørende målestok for værdier
Det ovenfor nævnte centrum er afgørende. Alt vurderes ud fra det, og alt prøves efter denne målestok. Alt, der hjælper med at nå dette centrale mål, accepteres, mens alt, der hindrer det, forkastes og afvises. Denne målestok gælder lige så meget for de største spørgsmål i det sociale og kollektive liv som for de mindste og mest ubetydelige forhold i den enkeltes liv. Det er denne målestok, der fastlægger, hvilke grænser et menneske skal være opmærksom på, og hvilke regler og begrænsninger det skal følge i forbindelse med indtagelse af mad og drikke, påklædning, forholdet mellem mænd og kvinder, handel og andre transaktioner, samtale – kort sagt i ethvert forhold i livet – således at det kan fortsætte på vejen mod sit mål uden at forlade den rette vej og begynde at gå ad en afvigende vej. Efter den samme målestok fastlægges det også, efter hvilke principper individernes indbyrdes forbindelser i det kollektive liv skal opbygges, så de sociale, økonomiske og politiske aktiviteter ikke bevæger sig ad de veje i samfundslivet, der fører bort fra målet. De ting på himlen og jorden, som mennesket får kontrol over, og som det underlægger sig, skal det anvende på en sådan måde, at de kan hjælpe det med at opfylde dets formål. Det fastlægges også, hvilke hjælpemidler der fremmer vejen mod målet, og hvilke midler der skal undgås, således at den islamiske gruppe i forbindelse med venskab og fjendskab med ikke-islamiske grupper, i krig og fred, i opfyldelsen af formålet og i forskelle, i sejrsøjeblikket og som besejret, samt i tilegnelsen af viden og teknologi og i udvekslingen af civilisation og kultur, følger de principper, der sikrer, at den ikke afviger fra det fastsatte mål på disse forskellige områder af de ydre relationer. Tværtimod skal den i videst muligt omfang – frivilligt eller ufrivilligt, bevidst eller ubevidst – modtage hjælp og støtte til at opfylde dette formål, selv fra uvidende og vildledte mennesker blandt menneskeheden. For af naturen er deres formål det samme som de islamisk orienteredes.
Fra moskeen til det bredere virkefelt
Kort sagt forvandler dette samme verdenssyn alle livets aktiviteter, bestræbelser, tanker og handlinger – fra moskeen til markedet og arbejdspladsen, fra tilbedelsens metoder til metoderne for betjening af radio og fly, fra de detaljerede regler om afvaskning, fuld rituelt bad, renhed og toiletbesøg til de vigtige spørgsmål inden for samfundsforhold, økonomi, politik og internationale relationer, og fra grundlæggende undervisning til den endelige undersøgelse og iagttagelse af naturens fænomener samt den omfattende udforskning af naturlovene – til én samlet helhed, hvis dele indbyrdes har en målrettet kontinuitet og sammenhæng. Derefter forbindes disse dele med hinanden som delene i en maskine på en sådan måde, at maskinen, når den sættes i gang, frembringer resultater af samme art.
En revolutionerende lære
Inden for religionens verden var dette en revolutionerende lære. Men denne lære kunne ikke finde plads i sind og hjerner, der var indhyllet i jahiliyyas forestillinger. I dag er verden, hvad angår viden og videnskab, langt mere fremskreden end i det sjette århundrede efter Kristus. Alligevel findes der stadig en sådan tilbageståenhed og blind overtro, at ligesom de uvidende mennesker i den gamle jahiliyya ikke kunne tage denne revolutionerende lære til sig, har højtuddannede unge fra Europas berømte universiteter heller ikke kunnet forstå den. Den fejlagtige opfattelse af religion, som i tusinder af år er blevet videreført fra generation til generation, sidder stadig fast i deres sind og hjerner. Selv efter en højtstående uddannelse i rationel kritik og videnskabelig udforskning er deres sunde dømmekraft ikke vågnet. Hvis de, der bor i de små kamre i khanqaher og moskeer, i religionens mørke, forstår fromhed som at sidde alene og gentage »Allah, Allah« og begrænser fromhed til tilbedelsens område, er der intet overraskende i det. For de er jo under alle omstændigheder overtroiske. Hvis den uvidende almue begrænser religionen til Muharrams taziyyaoptog med trommer og pauker, sang og musik samt kundskab om masa’il, er der heller intet mærkeligt i det. De er jo uvidende. Men hvad er der sket med disse af vore ældste, som bevarer kundskabens lys, siden forfaldets mørke ikke forsvinder fra deres hjerter? Også de opfatter islam som en religion i netop den betydning, hvori en ikke-muslim, under indflydelse af jahiliyyas forestillinger, opfatter den.
Hvad er den sande din?
— Forelæsning holdt på Jamia Millia i Delhi den 1. marts 1943.
Den måde, hvorpå Koranen med sit krav kalder menneskeheden til den ideologi, den fremlægger, er som følger på dens eget sprog:
(Arabisk***********************************(på PDF-side 317)
»Religionen hos Allah er kun islam.« – (Sura Aal Imran: 19)
Denne sætning i Koranen bliver sædvanligvis forklaret så enkelt, at den sande religion hos Allah er islam alene. Og den almindelige opfattelse blandt mennesker om »islam« er, at det er navnet på en religion. Denne religion opstod i Arabien for tretten hundrede år siden, og profeten Muhammad (fred være med ham) grundlagde den. Jeg har med vilje brugt ordene »grundlagde den«. For det er ikke kun ikke-muslimer, men også en hel del uddannede muslimer, der kalder og skriver, at profeten Muhammad (fred være med ham) var islams ophavsmand. Meningen synes at være, at islam så at sige begyndte med ham, og at han var dens grundlægger (Founder). Derfor tænker en ikke-muslim, når han under læsningen af Koranen når frem til denne sætning, at Koranen ligesom alle religioner erklærer sig selv for sand og de andre religioner for usande og ugyldige, og at den erklærer den religion, den selv præsenterer, for sand. Med denne tanke går han forbi verset og fortsætter videre. Når en muslim læser dette vers, føler han heller ikke behov for nogen nærmere overvejelse eller undersøgelse. For den religion, som i denne sætning siges at være grundlagt på sandheden, anser han selv for at være sådan. Eller hvis der opstår en vis uro i hans sind, som får ham til at tænke over det, skyldes det som regel, at han må bevise islams sandhed ved at sammenligne islam med hinduismen, buddhismen, kristendommen og lignende andre religioner. Men i virkeligheden er denne sætning i Koranen af en sådan art, at et tænkende og kundskabssøgende menneske bør overveje den dybtgående. Der er behov for at tænke mere over den, end man hidtil har gjort.
For at forstå dette krav i Koranen fuldt ud må vi først og fremmest forstå betydningen af de to ord »ad-din« og »al-islam«.
Betydningen af ad-din
På arabisk bruges ordet »din« i flere betydninger. Én betydning er sejr, magt, underkuelse og erobring. En anden betydning er lydighed og trældom. Den tredje er gengældelse og belønning. Den fjerde er regler, fremgangsmåde og en livsordning. Her bruges ordet i den fjerde betydning. Det vil sige, at din betyder den ordning og de regler for livsførelsen eller den tænke- og handlemåde, som man skal følge.
Men man må huske på, at Koranen ikke blot siger »din«, men »ad-din«. Den forskel i betydning, der er mellem på engelsk at sige »This is a way of life« og »This is the way of life«, findes også her. Koranens påstand er altså ikke, at islam hos Allah er en livsordning. Dens påstand er derimod, at islam alene er den sande og rigtige livsmåde eller tænke- og handlemåde.
Dernæst må man også huske på, at Koranen ikke bruger dette ord i nogen snæver eller begrænset betydning, men i den videst mulige betydning. En livsmåde eller livsordning betyder ikke en ordning for en bestemt side eller afdeling af livet, men en ordning for hele samfundet som helhed. Det er ikke en livsmåde for et bestemt land, folk eller tidsrum, men den personlige og kollektive livsmåde for alle mennesker i alle tidsaldre. Derfor er meningen med Koranens påstand ikke, at islam er navnet på en rigtig samling af tilbedelse af Gud, trosforestillinger om den usete verden og forestillingen om livet efter døden. Dens betydning er heller ikke, at islam er navnet på en ren måde for enkeltpersoners religiøse tænkning og handlinger (i den snævre betydning, som ordet religion har fået i vestlig terminologi). Koranens påstand betyder heller ikke, at en ren og fejlfri livsordning for Arabien eller for alle mennesker indtil et bestemt århundrede eller for dem, der levede før den industrielle revolution, er blevet kaldt islam. Dens klare påstand er derimod, at der for hele menneskeheden i alle tidsaldre kun findes én måde og ordning for livet i denne verden, som er ren og rigtig i Allahs øjne, og at det er den, der kaldes »al-islam«. – [Det er yderst mærkværdigt, at der et eller andet sted mellem Asien og Europa er blevet foretaget en ganske ny fortolkning af Koranen. Ifølge denne fortolkning er din kun begrænset til det personlige forhold mellem tjeneren og Gud og har ingen forbindelse med civilisationen og statsordningen. Hvis denne fortolkning virkelig er hentet fra selve Koranen, må den uden tvivl være en mærkelig sag. Men på grundlag af det, jeg har forstået gennem atten års dyb undersøgelse af Koranen, kan jeg uden tøven sige, at uanset hvor mange opdigtede fortolkninger moderne fortolkere måtte fremsætte, har Koranen ikke brugt ordet »ad-din« i nogen snæver betydning, men har brugt det i betydningen »reglerne for hele menneskehedens tænkning og handlinger« i alle tider. (En tyrkisk journalistdelegation besøgte Indien i 1943 og fremsatte den nævnte bemærkning. Forfatteren hentyder til dette.)]
Betydningen af al-Islam
Lad os her forklare ordet »islam«. På arabisk betyder det at nedlægge våbnene, at bøje sig, at anerkende lydighed og at overgive sig. Men Koranen siger ikke blot islam – den siger »al-Islam«. Det er dens særlige terminologi. Dette særlige begreb bruger den i betydningen at bøje sig for Allah, adlyde Ham, give afkald på sin frihed over for Ham og overgive sig til Ham. Denne overgivelse betyder naturligvis ikke at underkaste sig naturens lov. Nogle har ganske vist forsøgt at give denne fejlagtige fortolkning. Det betyder heller ikke, at mennesket ved at anvende sin fantasi eller gennem forsøg og observation selv skal nå frem til en beslutning om, hvad Allah ønsker, og hvad der behager Ham, og derefter adlyde Ham. Nogle andre har netop forstået det sådan. I virkeligheden betyder det, at man må acceptere den vej og metode for tænkning og handling, som Allah har gjort kendt gennem Sine profeter, og ved at give afkald på sin frihed – det vil sige sin egenrådighed – i tænkning og handling må man adlyde og følge denne vej og metode. Det er dette, den hellige Koran forstår ved ordet »al-Islam«. Det er ikke en ny tids religion, som Muhammad (fvmh.) grundlagde og indførte i Arabien for 1.400 år siden. Tværtimod gjorde Allah den dag, mennesket for første gang viste sig på jorden, mennesket bekendt med, at kun denne islam er den rette og rene livsordning for det. Siden da har alle de profeter, der fra Allah er kommet for at vejlede mennesker i forskellige egne af verden, uden afbrydelse kaldt menneskene til netop denne »al-Islam«. Der er ingen steder sket den mindste afvigelse fra den. Til sidst kaldte profeten Muhammad (fvmh.) også menneskeheden til den samme »al-Islam«. Det skal dog bemærkes, at Hazrat (fvmh.) også kaldte menneskeheden til den samme »al-Islam«. Det skal dog bemærkes, at Moses’ (fvmh.) tilhængere senere ved at blande mange andre ting ind i den skabte jødedommen, Jesu (fvmh.) tilhængere skabte under navnet kristendommen, og profeternes folk i Indien, Iran, Kina og andre lande skabte også forskellige blandede og sammenrodede læresætninger. Den religion, som Moses, Jesus og alle andre kendte og ukendte profeter kom for at kalde mennesker til, var i virkeligheden ren og uforfalsket islam – ikke noget andet.
Koranens påstand
Efter denne forklaring og analyse står Koranens påstand helt klart for os. Den er som følger: »Den eneste rene vej og metode, som Allah har udvalgt for menneskeheden til at leve efter, er at bøje sig for Allah og følge den vej og metode for tænkning og handling, som Allah har vist gennem Sine profeter.« Dette er Koranens påstand.
Nu må vi tænke grundigt over, om vi bør acceptere denne påstand. Vi vil naturligvis undersøge de argumenter og beviser, som Koranen selv har fremlagt til støtte for påstanden. Men før det, hvorfor undersøger vi ikke selv én gang, om vi har noget alternativ til at acceptere denne påstand?
Nødvendigheden af en livsordning
Det bør stå klart, at det under alle omstændigheder er nødvendigt for mennesket at følge en livsordning. Mennesket er ikke en flod, hvis vej gennem terrænets stigninger og fald automatisk bliver dannet. Mennesket er ikke planter og træer, hvis vej naturens lov vil bestemme. Det er heller ikke blot et dyr, hvis natur og instinkter alene er tilstrækkelige til at vise det vejen. Selv om mennesket på en stor del af sit liv er underlagt naturlovene, har det mange sider af livet, hvor det ikke finder nogen fastlagt vej, som det uvilkårligt kan følge ligesom andre levende væsener og dyr. Det må derimod vælge en vej efter overvejelse og bedømmelse. Mange af verdens problemer fremstiller sig ganske vist naturligt for dets tænkende samvittighed, men det finder ikke deres løsninger udtrykt i et entydigt sprog. Derfor har det brug for en vej for sin tænkning til at løse disse problemer. Naturen sender ganske vist gennem menneskets fem sanser forskellige spredte teorier og oplysninger ind i dets sind, men ordner og systematiserer dem ikke. Til at ordne og disciplinere disse oplysninger har mennesket brug for en erkendelsesvej. Til sin personlige adfærd har det brug for visse regler og metoder, hvorigennem det kan opfylde sådanne behov, som naturen ganske vist tilskynder det til, men ikke fastsætter nogen anstændig metode til at opfylde. Det har brug for en ordning for sit ægteskabsliv, sine familieforhold, økonomiske transaktioner og forretninger samt for mange andre sider og områder. Ved hjælp af denne ordning skal det kunne nå det mål, at det ikke blot lever som individ, men også som gruppe, nation og fællesskab – et mål, som det naturligt ønsker, men som naturen ikke har gjort klart for det eller fastsat nogen vej til at nå.
Menneskelivet er udeleligt
Det er nødvendigt for mennesket at følge en bestemt vej og metode inden for livets forskellige sider og områder. Men disse er ikke permanente, gensidigt uafhængige områder. Derfor er det ikke muligt at følge forskellige veje på disse forskellige områder, hvor målet er forskelligt, udrustningen forskellig, måden og metoden at gå på forskellig, kravene og behovene forskellige og bestemmelsesstedet også forskelligt. Hvis nogen blot gør en smule brug af sin fornuft og dømmekraft for at forstå mennesket og dets livsproblemer, vil vedkommende med sikkerhed kunne forstå, at livet som helhed er én samlet enhed, hvis enkelte dele er tæt og uadskilleligt forbundet med hinanden, og hvis forskellige områder ligeledes er tæt og uadskilleligt forbundet med hinanden. Hver del påvirker de andre dele og påvirkes selv af dem. Den samme livskraft gennemtrænger alle dele, og det, der bliver til gennem deres samspil, kaldes menneskelivet. Det, mennesket i virkeligheden har brug for, er derfor ikke mange mål for livet, men ét eneste overordnet mål, under hvilket alle små og store mål vil være i harmoni, og når det overordnede mål nås, vil alle de øvrige også være nået. Det har ikke brug for mange veje, men for én eneste hovedvej, ad hvilken det sammen med alle sit livs sider og områder kan bevæge sig mod sit livsmål i fuld harmoni. Der er ikke brug for særskilte ordninger for filosofi, videnskab, litteratur, kunst, uddannelse, religion, moral, sociale forhold, økonomi, politik, domstole og lovgivning osv., men for én omfattende ordning, hvori alt dette kan eksistere i fuld harmoni, og som indeholder passende grundprincipper af samme karakter og ånd for alle disse områder. Ved at følge dem kan individet, fællesskabet og hele menneskeheden nå det højeste mål. Det var den mørke jahiliyyahs tidsalder, hvor man mente, at livet kunne opdeles permanent i adskilte områder. Hvis nogen i dag nærer en sådan opfattelse og ønsker at fremsætte meningsløse påstande, må man sige, at de enten oprigtigt klamrer sig til gamle forestillinger og derfor er værdige til medlidenhed, eller at de i virkeligheden kender sagen udmærket og bevidst fremsætter den slags tale, fordi de har behov for at forsikre dem, der er uenige i grundprincipperne for den ordning, de ønsker at indføre i et samfund – det vil sige den nationalistiske ordning, hvor man løsriver sig fra Gud, Skriften og profetskabet og opbygger en livsordning for landets indbyggere alene med henblik på verdslige interesser – om, at de under denne ordning vil være fuldt sikrede på visse områder af deres liv. Dette er umuligt, både ud fra fornuft, naturlighed og virkelighed. De, der fremsætter dette, ved sandsynligvis også selv, at det er umuligt – [se for en udførlig drøftelse forfatterens Muslim aur Maujuda Siyasi Kashmakash, bind 1 og 2, især de grundlæggende rettigheder i bind 2. – (de to redaktører)]. Enhver dominerende dīn må nødvendigvis forme alle livets sider og områder efter sin egen livskraft og karakter, ligesom alt, hvad der falder ned i en saltmine, nødvendigvis må forvandles til salt.
Livets geografiske og arvelige opdeling
Ligesom det er meningsløst og ufornuftigt at opdele menneskelivet i forskellige dele, er det endnu mere ufornuftigt og meningsløst at opdele det på grundlag af geografiske grænser og race eller afstamning. Der findes ganske vist mennesker mange steder på jorden, og floder og have, bjerge og højderygge, skove og vildmarker eller kunstige grænselinjer har adskilt dem. Der findes også mennesker af forskellige afstamninger og folkeslag, blandt hvilke menneskehedens udvikling og fremskridt af historiske, psykologiske og andre årsager har antaget forskellige former.
Men den, der med henvisning til disse forskelle siger, at der bør udformes særskilte dīn eller livsordninger for hver afstamning, hvert folk og hvert geografisk område, fremsætter blot en vrangforestilling. Hans snæversyn er blevet fanget af forskellene i ydre form og skikkelse. Han har ikke været i stand til at erkende eksistensen af menneskehedens ene og fælles væsen, som findes under disse ydre variationer. Hvis disse forskelle ikke desto mindre virkelig er så betydningsfulde, at de nødvendiggør særskilte livsordninger, vil jeg sige: Overdriv da så meget, I ønsker, når I beskriver forskellene mellem ét land og et andet og mellem én afstamning og en anden. Foretag derefter en upartisk videnskabelig analyse af de forskelle, der findes mellem kvinder og mænd i et hvilket som helst land, mellem det ene menneske og det andet og mellem to børn af de samme forældre. Jeg er sikker på, at den videnskabelige analyse vil vise, at den sidstnævnte forskel er mere udtalt end den førstnævnte. Hvorfor anbefaler I så ikke en særskilt livsordning for hvert eneste menneske? Faktisk må man også inden for de forskelle, der findes mellem individer, mellem kvinder og mænd og mellem familier, kunne iagttage et bestandigt element af enhed; og på dette grundlag er det muligt at forestille sig eksistensen af et folk, et land og en afstamning. Derfor kan man mene, at én livsordning er mulig for det store antal mennesker i et folk eller et land. Når det er muligt, hvorfor skulle det så ikke også være muligt at finde et grundlæggende enhedselement midt i de store nationale, geografiske og afstamningsmæssige forskelle? Og hvorfor skulle man på dette grundlag ikke kunne betragte hele menneskeheden som én udelelig enhed og udforme én eneste dīn eller livsordning for hele menneskeverdenen? Er det ikke sandt, at alle mennesker trods alle geografiske, etniske og afstamningsmæssige forskelle i naturens grundlæggende forhold er lige; at alle menneskers jordiske liv leves under de samme naturlove; at alle mennesker er opbygget efter de samme fysiske love; at de egenskaber, som har givet mennesket status som en særskilt art blandt de øvrige skabninger, findes lige meget hos alle mennesker; at alle mennesker fra fødslen har samme del i de naturlige behov og krav; og at hvert menneskes menneskelige væsen er dannet af den samme sammensætning af fysiske og psykologiske kræfter? Er det frem for alt ikke også rigtigt, at alle de fysiske, psykologiske, historiske, sociale og økonomiske årsager, som er aktive og indflydelsesrige i menneskelivet, er de samme for alle mennesker? Når alle mennesker i virkeligheden er lige i disse forhold, bør de grundlæggende principper og idealer, som er rene og korrekte til gavn for alle mennesker, også være universelle og almengyldige. Disse grundlæggende principper og idealer kan ikke være forskellige for hvert land, hvert folk og hver afstamning. Forskellige folk og afstamninger kan og bør inden for rammerne af disse principper og idealer give udtryk for deres særlige egenskaber og delvis løse deres livs forskellige problemer på forskellige måder. Men den sande dīn eller livsordning, som mennesket som menneske har brug for, må under alle forhold være én og den samme. Det kan ikke accepteres af fornuften, at noget, der er rigtigt for ét folk, skulle være forkert for et andet, og at noget, der er forkert for ét folk, skulle være rigtigt for et andet.
Livets tidsmæssige opdeling
Tidligere er nogle tomme argumenter for at opdele livet på grundlag af ydre forskelle blevet gennemgået. Et andet sådant tomt argument, som i vore dage fremsættes med stor sikkerhed og lærdom, men som i virkeligheden er det mest indholdsløse og fejlagtige, er livets tidsmæssige opdeling. Det hævdes i denne forbindelse, at en livsordning på ét tidspunkt er rigtig, men på et andet tidspunkt viser sig at være forkert, fordi livets problemer ændrer sig i hver tidsalder. Om en livsordning er rigtig eller forkert, afhænger imidlertid af livets problemer. Det mærkelige er, at denne påstand fremsættes om menneskelivet, samtidig med at man netop om det samme liv taler om en stadig udvikling. Når talen falder på livets udvikling, undersøger man også de historiske love, der øver indflydelse på den, og henter lærdom til nutiden og vejledning for fremtiden fra dens tidligere erfaringer. Man beviser endda ved hjælp af fornuften, at der findes noget, man kalder »menneskets natur«. Mit spørgsmål er: Har de, der tror på livets tidsmæssige opdeling, noget måleinstrument, hvormed de midt i menneskehedens uafbrudte historiske udvikling kan afmærke bestemte grænser mellem tidsaldre? Og selv hvis en sådan grænse kunne afmærkes, ville det så være muligt at pege på en bestemt grænselinje og sige, at de problemer, livet havde på den anden side af denne grænse, er blevet fuldstændig forandret, efter at man er kommet over på denne side, og at den tilstand, der fandtes på den anden side, ikke længere eksisterer på denne side? Hvis menneskelivet virkelig er opdelt i sådanne adskilte tidsmæssige stykker, må man antage, at det forgangne stykke er fuldstændig nytteløst for det efterfølgende. Når dette stykke er forbi, er alt, hvad menneskene gjorde i den tidsalder, blevet forgæves. De erfaringer, menneskene gjorde sig i én tidsalder, indeholder ingen som helst lærdom for den næste, for hverken tilstanden eller problemerne findes længere. Derfor har de erfaringer, menneskene fik gennem deres bestræbelser på baggrund af denne tilstand og for at løse disse problemer, heller ingen værdi. Så ville der ikke være nogen mulighed for overhovedet at tale om udvikling. Det ville heller ikke have nogen mening at søge efter de historiske love, der påvirker livet. Det kan det ikke have. Når man taler om udvikling, erkender man nødvendigvis, at der må være noget, som forandrer sig, men som gennem alle forandringer bevarer sin eksistens uforandret og fortsætter sin bevægelse. Når man drøfter livets love, accepterer man naturligt, at der midt i alle disse op- og nedture, ødelæggelser og genopbygninger samt omskiftelser og forvandlinger også findes en evig livssandhed med sin egen natur og sine egne særskilte love. Når man udleder en lærdom ved at henvise til historiens eksempler, betyder det, at den vandrer, som tilbagelægger historiens lange landevej, bestandigt går fremad og passerer den ene etape efter den anden, har sin egen identitet og en særskilt karakter. Denne identitet handler på bestemte måder under bestemte forhold, accepterer på ét tidspunkt noget, som den på et andet tidspunkt forkaster, og kræver noget nyt. Når man begynder at drøfte denne evige sandhed, dette bestandigt foranderlige væsen og de forskellige etaper på historiens landevej samt deres tilstande og problemer, bliver drøftelsen så opslugt af etaperne på landevejen og forandringerne i deres tilstande og problemer, at man ikke længere husker den rejsende selv. Men blot fordi etaperne på landevejen og deres tilstande og problemer ændrer sig, ændrer den rejsende og hans egenart sig så også? Jeg kan se, at der fra skabelsens begyndelse og indtil i dag ikke er sket nogen som helst forandring i hans grundlæggende struktur. Mennesket er også i dag sammensat af de samme grundlæggende bestanddele, som det var for tusinder af år siden. Hans temperament, hans naturs krav og behov, hans egenskaber og kendetegn, hans følelser og fornemmelser, hans tilbøjeligheder og anlæg, hans evner og kvalifikationer, hans svagheder og styrke, hans handlinger og reaktioner, hans evne til at øve indflydelse og til at modtage indflydelse, de kræfter, der behersker ham, samt hans naturlige og kosmiske omgivelser — alt er i dag, som det var før. Ikke i én eneste af disse henseender er der sket den mindste forskel fra skabelsens begyndelse til i dag. I virkeligheden kan ingen tillade sig den påstand, at menneskets menneskelighed selv skulle forandre sig under historiens omskiftelser og forvandlinger som følge af ændringer i forholdene og i de problemer, der udspringer deraf, eller at de grundlæggende forhold, der er knyttet til menneskeligheden, skulle forandre sig. Og når ingen kan hævde dette, hvordan kan man så acceptere, at det, der i går var som nektar for mennesket, i dag er blevet som gift; at det, der var sandt i går, i dag er blevet falsk; og at det, der var værdifuldt i går, i dag er blevet værdiløst?
Hvilken slags livsordning har mennesket brug for?
Sagen er i virkeligheden den, at mennesket under historiens omskiftelser og forvandlinger, i forsøget på at forstå menneskets væsen og de grundlæggende forhold, der er knyttet til det, både individuelt og kollektivt er blevet offer for vildfarelse og bedrag. Det har opfattet én sandhed overdrevet og misforstået en anden, og har derfor på forskellige tidspunkter antaget forkerte livsordninger. Senere har menneskeheden som helhed, efter at have prøvet og undersøgt en sådan livsordning, indset dens tomhed og forkastet den til fordel for en anden lignende livsordning. På grundlag af disse forsøg og undersøgelser er man nået frem til den konklusion, at der i enhver tidsalder skal skabes en særskilt livsordning for menneskeheden, som alene skal udformes i lyset af den pågældende tidsalders forhold og problemer og alene søge at løse disse problemer. Men under sådanne omstændigheder kan den eneste rigtige konklusion være, at det at afprøve sådanne tids- og epokebaserede livsordninger — med andre ord sæsonbetonede, pludseligt opdukkede systemer — igen og igen, og efter hvert systems fiasko at afprøve et andet i dets sted, ikke fører til andet end spild af menneskehedens værdifulde tid. Derved hindres dens fremgang, og den møder store hindringer på vejen mod sin udvikling, vækst og det ønskede endelige mål. I virkeligheden er mennesket i højeste grad afhængigt af en sådan livsordning, som bliver udformet på grundlag af universelle, evige og bestandige principper, efter at man har opnået fuldt kendskab til alle de forhold og oplysninger, der vedrører mennesket og det, som er knyttet til det. Ved at følge denne livsordning vil det kunne bevæge sig sikkert gennem alle foranderlige forhold i nutiden og den kommende tid og løse alle de problemer, der opstår. Det vil ikke gennem op- og nedture på livets landevej, men med raske skridt kunne bevæge sig mod det eftertragtede mål.
Er mennesket selv i stand til at udforme en sådan livsordning?
Dette er dīn, livsordningen eller livsloven, som mennesket er afhængigt af. Nu må vi overveje, om mennesket, hvis det uden Allahs hjælp selv forsøger at skabe en sådan livsordning for sig selv, kan lykkes med dette forsøg. Jeg ønsker ikke at rejse spørgsmålet om, hvorvidt mennesket indtil nu har været i stand til selv at skabe en sådan livsordning. Svaret på dette spørgsmål er uden tvivl nej. Selv de, der i vor tid fremsætter meget grandiose påstande, præsenterer deres egne livsordninger og kæmper indbyrdes for dem, kan ikke hævde, at nogen af deres livslove kan opfylde de behov, som mennesket som menneske er afhængigt af en dīn for at få dækket. For nogle er livsordningen baseret på slægt eller nation, for andre på geografi, for andre igen på klasse, mens endnu andres livsordning er udformet efter behovene i en netop forsvunden tidsalder. Om den vil vise sig egnet til den kommende tids forhold og problemer, kan der ikke siges noget, for den historiske betydning af den tidsalder, der er ved at passere, er endnu ikke blevet undersøgt. Derfor er mit spørgsmål ikke, om mennesket har kunnet skabe en sådan livsordning, men om det kan skabe en.
Dette er i virkeligheden et yderst vigtigt spørgsmål. Derfor vil det ikke være passende at behandle det kortfattet. Det er et af de afgørende spørgsmål i menneskelivet. Det er derfor nødvendigt at forstå grundigt, hvad det er for en ting, hvis skabelse der her er tale om, og hvor stor evne den person har, om hvem det siges, at han måske kan skabe den.
Hvad betyder ‘ad-dīn’?
Den dīn, hvis nødvendighed for mennesket jeg netop har påvist, er ikke en detaljeret lov, der indeholder alle store og små regler og bestemmelser for alle forhold i alle tidsaldre, og som mennesket til enhver tid skal handle efter. Den består i virkeligheden af sådanne overordnede, grundlæggende og evige principper, som kan vise mennesket vejen under alle forhold, give det den rette retning for dets tanker og syn, dets bestræbelser og fremdrift, og beskytte det mod spild af tid, kræfter og arbejde gennem fejlslagne eksperimenter.
Med dette formål er menneskets allerførste opgave at opnå klar og præcis viden, ikke blot gætterier og antagelser, om hvad hemmeligheden ved det selv og universet er, og hvilken position og værdighed det har i dette univers.
Dernæst må det også finde ud af, om dette jordiske liv udgør hele dets liv eller blot er den første del af hele livet. Er dets rejse begrænset til tiden fra fødsel til død, eller er dette blot et trin på rejsen?
Dernæst må der nødvendigvis fastlægges et sådant mål for livet, som ikke er et mål bestemt af menneskets vilje, men som faktisk er menneskelivets mål; mennesket er skabt for at nå dette mål, og alle mål og formål for mennesket som individ, som fællesskab og for hele menneskeheden samlet må kunne bringes i harmonisk overensstemmelse med dette mål uden nogen form for konflikt eller sammenstød.
Derefter har mennesket brug for nogle urokkelige og altomfattende moralske principper, som er forenelige med dets medfødte egenskaber, og som under alle tænkelige omstændigheder kan være virksomme og anvendelige både teoretisk og praktisk. Disse principper er helt nødvendige, for at det kan danne sin karakter, få vejledning til at løse de problemer, der opstår på hvert trin af livets vej, og ikke ved at tilpasse sig skiftende forhold og problemer hele tiden får sine moralske idealer nedbrudt og omformet, så det betragtes som et principløst og opportunistisk menneske.
Dernæst er der behov for nogle selvstændige og omfattende grundprincipper vedrørende samfundsordenen. Disse grundprincipper må være baseret på en fuldstændig forståelse af betydningen og formålet med menneskets samfundsliv samt dets naturlige behov og krav. De må hverken indeholde ekstrem strenghed eller overdreven eftergivenhed og ubalance. De skal sikre hele menneskehedens velfærd og bidrage til opbygningen, genopbygningen, forbedringen og udviklingen af alle sider af menneskelivet i enhver tidsalder.
Dernæst har mennesket brug for nogle selvstændige og præcise regler, som kan lede dets individuelle karakter, kollektive adfærd samt individuelle og kollektive bestræbelser ad den rette vej og beskytte dem mod afvigelse. De skal fungere som vejvisere på livets hovedvej og ved hvert sving, hvert vejkryds og hvert farligt punkt advare mennesket og vise det den rette vej.
Desuden er der behov for nogle praktiske regler, som til enhver tid skal overholdes universelt. I den omtalte ‘ad-dīn’, den fuldstændige livsorden, er der fremlagt en dybtgående lære om mennesket og universet, fastlagt et mål og en afslutning for livet samt moralske og sociale grundprincipper og adfærdsregler. Disse praktiske regler er nødvendige for at bevare menneskets tilknytning til alt dette ubrudt.
Det er samspillet mellem disse grundprincipper og regler, der danner den fuldstændige livsorden. Det er denne livsorden, der er emnet for vores drøftelse. Nu må vi overveje, om mennesket har de nødvendige midler og redskaber til at udforme en sådan fuldstændig livsorden.
En gennemgang af menneskets midler og redskaber
Mennesket har højst fire midler og redskaber til rådighed til at udforme sin egen ‘dīn’ eller livsorden. Det første er viljen, det andet fornuften, det tredje undersøgelse og iagttagelse, og det fjerde det historiske vidnesbyrd fra tidligere erfaringer. Det synes ikke muligt at finde et femte redskab ud over disse fire. Lad os nu undersøge hvert af disse fire midler så grundigt som muligt. Kan de hjælpe mennesket med at udforme den omtalte ‘ad-dīn’? Jeg har brugt en betydelig del af mit liv på at tænke over dette spørgsmål og undersøge det grundigt. Til sidst nåede jeg frem til den konklusion, at disse midler overhovedet ikke kan hjælpe med at udforme denne fuldstændige livsorden. Men hvis en vejledende ‘ad-dīn’ bliver forelagt af en vejleder fra den himmelske verden, som ikke er et menneske, kan disse midler hjælpe mennesket med at forstå og erkende den, efterprøve dens sandhed og falskhed samt på grundlag af den udforme livets detaljerede regler.
For det første: viljen
Lad os først se på viljen. Kan den være menneskets vejleder? Viljen er ganske vist menneskets egentlige motiverende og handlingsdrivende kraft. Men på grund af de svagheder, der findes i dens natur og væsen, kan den aldrig have evnen til at vise mennesket den rette vej gennem livet. Den kan ikke blot ikke vise vejen; i de fleste tilfælde leder den menneskets samvittighed, fornuft og viden på afveje. Uanset hvor kultiveret og forfinet den bliver gennem forskellige former for træning, vil den, når ansvaret for den endelige beslutning lægges på den, med sikkerhed træffe en forkert beslutning i nioghalvfems procent af tilfældene. For de behov, der viser sig i den, tvinger den til at træffe den beslutning, der gør det ønskede tilgængeligt hurtigt og let, i stedet for at træffe den rigtige beslutning. Dette er grundlæggende den menneskelige viljes naturlige svaghed. Hvad enten viljen er individuel, klassemæssig eller den folkevilje, som Rousseau har beskrevet (General will), er den menneskelige vilje i enhver form kort sagt af natur ikke egnet til at bidrage til udformningen af en fuldstændig livsorden. Især har den overhovedet ingen evne til at yde hjælp i højere spørgsmål – såsom at fastslå menneskelivets inderste væsen, dets endelige mål og dets formål – og det er heller ikke muligt, at den skulle have en sådan evne.
For det andet: Intellektet
Lad os dernæst gå over til spørgsmålet om intellektet. Der er ingen tvivl om, at det er en menneskelig kraft med de største evner og den største kapacitet, at dets betydning og indflydelse i menneskets liv er usædvanlig, og at det er en vældig inspirationskraft for mennesket. Men så snart man overvejer at pålægge det ansvaret for at udforme en Ad-din for mennesket, opstår spørgsmålet: Hvilket intellekt kan dette ansvar betros? Zayds eller Bakrs? Eller alle menneskers? Eller en bestemt gruppe mennesker? Menneskene i den nuværende tidsalder, i fortiden eller i fremtiden? Lad os imidlertid se bort fra dette spørgsmål. Det spørgsmål, man på ingen måde kan undgå, er derimod dette: Når man tager det menneskelige intellekts grænser og rækkevidde i betragtning, kan nogen da sige, at man kan stole på det til at udforme en fuldstændig og selvtilstrækkelig livsordning, og at det er rigtigt at pålægge det denne opgave? Det er velkendt, at alle dets afgørelser afhænger af de oplysninger, som de fem sanser, det vil sige sanseevnen, indsamler. Hvis de oplysninger, det indsamler, er forkerte, vil intellektets afgørelser også være forkerte. Hvis dets oplysninger er ufuldstændige, vil intellektets afgørelser også være ufuldstændige. Og når sanserne slet ikke fremskaffer oplysninger om et bestemt forhold, vil intellektet, hvis det er bevidst om sin egen formåen, ikke træffe nogen afgørelse om det. Men hvis det er hovmodigt, vil det fortsætte med at skyde resultatløse pile ud i mørket. Kan et intellekt, hvis evner er så begrænsede og snævre, være egnet til at påtage sig ansvaret for at udforme en fuldstændig livsordning (Ad-din) for menneskeheden? Desuden: De højere og komplekse problemer, som opgaven med at udforme Ad-din afhænger af, skal de løses på grundlag af forestillinger, gæt, formodninger og fantasifulde indbildninger? De evige moralske værdier, som de begreber, der kræves for at udforme Ad-din, må bygge på, er de fem sanser kun i stand til at levere meget ufuldstændige oplysninger om. Hvordan kan man forvente, at intellektet på grundlag af disse ufuldstændige oplysninger skal fastslå fuldstændige og rene moralske værdier? På samme måde findes der for ingen af de øvrige bestanddele af Ad-din, som jeg har nævnt, nogen nøjagtige og fuldstændige oplysninger fra de fem sanser, på grundlag af hvilke intellektet kunne være i stand til at udforme en selvtilstrækkelig og altomfattende livsordning. Dertil kommer, at den bestanddel, der kaldes vilje eller drift, hele tiden hænger efter intellektet. Den tillader det ikke at træffe rent logisk begrundede afgørelser. Selv når intellektet ønsker at følge den lige vej, tvinger viljen eller driften det til i nogen grad at bevæge sig ad en skæv vej. Selv hvis man derfor antager, at det menneskelige intellekt ikke vil begå fejl ved at ordne og sammenfatte de oplysninger, som de fem sanser har indsamlet, eller ved at udlede beviser af dem, har det på grund af sin egen svaghed ikke tilstrækkelig kapacitet til, at en så stor og tung opgave kan betros det. Hvis man lægger denne byrde på det, gør man uret både mod det og mod den, der lægger den på det.
For det tredje: Videnskaben
Lad os nu drøfte det tredje redskab. Det er den viden, der opnås gennem erfaring, eksperimenter og observation. Jeg værdsætter og tillægger denne viden lige så stor betydning, som enhver videnskabsstuderende gør. Jeg ringeagter den ikke det mindste. Men at se bort fra denne videns begrænsninger og tillægge den en rækkevidde, den ikke har, er fuldstændig uvidenskabeligt. Den, der kender den menneskelige videns sande natur, kan ikke benægte, at de dybeste mysterier ved de metafysiske problemer ligger uden for dens rækkevidde. Den har ikke de nødvendige midler og redskaber til at afsløre disse mysterier. Den kan heller ikke iagttage dem direkte, og på grundlag af de ting, der kan undersøges og observeres, er den heller ikke i stand til med logiske argumenter og beviser at etablere en opfattelse af dem, som kan kaldes »videnskab«. Derfor siger det sig selv, at videnskaben ikke rækker så langt, at den kan nå frem til løsningen på de få grundlæggende problemer, hvis besvarelse det er absolut nødvendigt at kende helt fra begyndelsen, når den omtalte Ad-din skal udformes. Spørgsmålet står nu tilbage, om man kan overlade det til videnskaben at fastslå moralske værdier, formulere sociokulturelle grundprincipper og afmærke grænser, der kan forhindre afvigelse. Når man søger svar på dette spørgsmål, opstår først spørgsmålet om, hvilket menneske, hvilken gruppe eller hvilken tidsalders videnskab man kan betro dette ansvar. Men uden at gå ind på det bør vi overveje, hvilke ufravigelige betingelser der må være opfyldt for på videnskabelig vis at fuldføre opgaven med at udforme en fuldstændig livsordning (Ad-din). Den første betingelse er, at mennesket må kende de naturlove, som dets jordiske liv udfolder sig under. Den anden betingelse er, at det fuldt ud må beherske alle kendsgerninger og al viden om menneskets eget liv. Den tredje betingelse er, at al denne viden — det vil sige alle kendsgerninger og al viden om menneskelivet og den naturlige verden — må samles, hvorefter en fuldt moden og vis forstand må ordne den omhyggeligt og udlede korrekte logiske beviser af den for at fastslå moralske værdier, sociokulturelle grundprincipper og grænser, der kan forhindre vildfarelse. Disse betingelser er ikke blevet opfyldt til dato, og det kan heller ikke forventes, at de vil være opfyldt om fem tusind år. Måske vil de blive opfyldt én dag før menneskehedens udslettelse. Men da vil de ikke længere kunne bruges til noget.
For det fjerde: Historien
Lad os til sidst tage det middel og redskab til viden, som vi kalder bevismaterialet eller menneskehedens annaler. Jeg kan ikke benægte dets betydning og nytte. Jeg vil blot sige, at heller ikke dette er tilstrækkeligt til at fuldføre den enorme opgave at udforme Ad-din. Hvis man undersøger sagen lidt dybere, tror jeg, at læserne også vil være enige med mig. Jeg rejser her ikke spørgsmålet om, hvorvidt dette historiske bevismateriale er nået korrekt og fuldstændigt fra fortiden frem til nutidens mennesker. Heller ikke spørger jeg, hvis intellekt man på hele menneskehedens vegne kan betro opgaven med at udforme Ad-din ved hjælp af dette historiske bevismateriale eller denne optegnelse. Hegels, Marx’, Ernst Haeckels eller en andens? Mit eneste spørgsmål er dette: Frem til hvilken nøjagtig dato i fortiden, nutiden eller fremtiden vil bevismaterialet være i stand til at levere tilstrækkeligt grundlag for at udforme en Ad-din? Lykkelige er de, der bliver født efter denne dato. Men hvad med dem, der forlader denne verden før den? Allah den Ophøjede er deres beskytter.
et nedslående resultat
Jeg tror ikke, at jeg i den korte gennemgang, jeg netop har foretaget, har begået nogen fejl i den videnskabelige analyse eller i fremlæggelsen af argumentationen. Hvis den undersøgelse af menneskets midler og ressourcer, som jeg har givet, er korrekt, kan jeg med fast overbevisning og uden at tage hensyn til hindringer og vanskeligheder sige, at mennesket måske kan konstruere en umoden, mangelfuld, kortvarig og regionalt præget livsordning for sig selv. Men det er på ingen måde i stand til at skabe en fuldkommen og tidløs livsordning (ad-dīn). Det var umuligt i fortiden, det er umuligt i dag, og der er heller ikke det mindste håb om, at det bliver muligt i den kommende fremtid.
Hvis der, som ateisterne mener, slet ikke findes nogen »Gud«, der kan vejlede mennesket, burde mennesket altså begå selvmord. For den rejsende, som hverken har en vejleder eller nogen alternativ mulighed for at finde vejen, kan der ikke blive andet end den dybeste fortvivlelse. Det eneste råd, som et medfølende menneske kan give ham, er derfor, at han skal støde hovedet hårdt mod en sten midt på vejen og gøre en ende på alle sine problemer. Og hvis der findes en »Gud«, men denne Gud ikke er en vejledende Gud – sådan som en gruppe filosoffer og videnskabsfolk bestræber sig på at bevise eksistensen af en sådan Gud af en særlig slags – så bliver sagen endnu mere sørgelig. Den Gud, som gav alle ting og levende væsener i universet alt det, der er nødvendigt for deres overlevelse, udvikling og vækst, men ikke gav dem det allermest nødvendige, nemlig reglerne og metoden for, hvordan mennesket skal leve, gør det til en dødelig fare at bo i den verden, han har skabt. Sandt at sige kan man ikke forestille sig nogen større fare end dette. For uden denne livsordning bliver hele menneskehedens liv meningsløst. Under sådanne omstændigheder bør man begræde de fattige, forældreløse, syge, ulykkelige, sårede og undertrykte mennesker. Mennesket foretager igen og igen forgæves eksperimenter med forkerte livsanskuelser. Det snubler og falder, mens det går, rejser sig derefter og begynder at gå igen, for så endnu en gang at snuble. Og hver gang det snubler, bliver land efter land og nation efter nation forvandlet til ruiner. Det er så fortvivlet og desorienteret, at det ikke engang ved, hvad formålet med dets eget liv er. Det ved heller ikke, hvorfor det skal arbejde og anstrenge sig, eller efter hvilke regler og metoder det skal gøre det. Den Gud, som skabte det og lod det bo på jorden, synes stiltiende at betragte alle disse ulykker, der rammer det. Det er, som om han kun bekymrer sig om selve skabelsen og ikke tager sig af at forklare reglerne for at leve og handle på jorden.
det eneste håb
Koranen fremstiller et billede af en helt modsat tilstand foran os. Koranen siger, at Allah ikke blot er Skaberen, men også Vejlederen. Han har givet alt, hvad der findes i universet, al den vejledning, det behøver i overensstemmelse med dets natur og beskaffenhed.
(Arabisk************************************på PDF-side 330)
»Han, som gav hver ting dens fysiske form og derefter vejledte den.« – (Sura Tā-Hā: 50)
For at se beviset på dette kan man tage en hvilken som helst myre, flue eller edderkop og undersøge den. Den samme Gud, som har vist disse ubetydelige skabninger vejen til at leve, har også vist mennesket vejen. Derfor er den eneste fejlfri og rene handlemåde for mennesket at aflægge al arrogance, bøje sig for Ham og følge den vejledning til en universel og fuldkommen livsordning eller »ad-dīn«, som Han har sendt gennem profeterne.
Nu står det klart, at der ligger to veje åbne foran os. Efter en gennemgang af menneskets styrke, formåen og midler er den ene vej blevet fundet. Den anden vej er kommet til syne gennem Koranens erklæring. Vi har ingen anden mulighed end at vælge én af disse to veje. Enten må vi acceptere Koranens erklæring, eller også må vi styrte os selv ud i fortvivlelsens frygtelige mørke, hvor der ikke findes en eneste stråle af håb. Vi står i virkeligheden ikke over for en situation, hvor der findes to midler til at udforme en livsordning, og hvor det blot gælder om at vælge det ene af dem. Den situation, vi står over for, er derimod, at der kun findes én eneste måde at opnå en livsordning på. Vi må beslutte, om vi vil tage imod dette eneste middel, eller om vi i stedet for at drage nytte af det vil foretrække at vandre fortabt omkring i mørket.
Koranens argumentation
Ud fra den argumentation, jeg hidtil har fremført, kan vi kun nå frem til den konklusion, at der for menneskehedens velfærd ikke er nogen anden udvej end at acceptere Koranens krav. Med andre ord kan man sige: Der er ingen mulighed for at forblive vantro; man må nødvendigvis blive muslim. Men til støtte for sit krav fremfører Koranen argumenter og beviser, der er langt stærkere og af højere kvalitet end dette. Den siger ikke, at mennesket skal blive muslim, fordi det er trængt op i en krog. Tværtimod tilskynder den mennesket til med glæde og af egen fri vilje at blive muslim. Den har mange argumenter og beviser i denne sag. Fire af dem er de stærkeste. Det er netop disse fire, den gentagne gange fremfører.
For det første: Islam er den eneste rigtige livsordning for mennesket. For det er den eneste, der stemmer overens med den virkelige sandhed. Alle andre forestillinger og trosopfattelser er i modstrid med sandheden og uvirkelige.
(Arabisk************************************PDF side 331)
»Ønsker de en anden dīn end Allahs dīn? Og dog bøjer alt, hvad der er i himlene og på jorden, frivilligt eller ufrivilligt sit lydighedens hoved for Ham, og til Ham skal de alle vende tilbage.«
For det andet: Dette er den eneste rene og fejlfri livsordning for mennesket. For dette er den eneste sandhed. Også målt efter retfærdighedens og moralens kriterier kan ingen anden ordning være ren og fejlfri. Allah siger:
(Arabisk************************************PDF side 331)
»Jeres Herre er i sandhed Allah, som skabte himlene og jorden på seks dage (eller seks tidsaldre). Derefter tog Han plads på tronen. Han indhyller dagen i nattens klædning. Så følger dagen igen efter natten i hastigt tempo. Solen, månen og stjernerne er alle underkastet Hans befaling. Hør efter! Skabelsen tilhører Ham alene, og styret og lovgivningen tilhører ligeledes Ham alene. Allah, verdensaltets Herre, er i sandhed fuld af velsignelse.« – (Sura al-Aʿrāf: 54)
For det tredje: Eftersom Allah alene har fuldstændig og fejlfri viden om alle realiteter og oplysninger, er det kun Ham, der er i stand til at give fejlfri vejledning. Derfor er dette system, som Han har fastlagt, det rette og fejlfri for mennesket.
(Arabisk************************************på PDF-side 332)
»Intet er i sandhed skjult for Allah – hverken på jorden eller i himlen.« – (Sura Āl ʿImrān: 5)
(Arabisk************************************på PDF-side 332)
»Han kender alt, hvad der er skjult og åbenlyst for menneskene. Ud fra den viden, Han besidder, kan de ikke vide andet end det, Han selv ønsker at lade dem vide.« – (Sura al-Baqarah: 255)
(Arabisk************************************på PDF-side 332)
»O profet! Forkynd, at kun Allahs vejledning er den sande og rette vejledning.« – (Sura al-Anʿām: 71)
Fire: Dette er den eneste sande vej for mennesket. For uden den er retfærdighed ikke mulig. Uanset hvilken anden vej mennesket vælger, vil den i sidste ende føre det mod undertrykkelse og uretfærdighed.
(Arabisk************************************på PDF-side 332)
»Den, der overskrider de grænser, som Allah har fastsat, vil visselig gøre sig selv uret.« – (Sura at-Talaq: 1)
(Arabisk************************************på PDF-side 332)
»De, der ikke dømmer og træffer afgørelser efter det, som Allah har åbenbaret, er de uretfærdige.« – (Sura al-Ma’ida: 45)
I lyset af disse argumenter og beviser fra Koranen er det enhver fornuftig og samvittighedsfuld persons ubetingede pligt at underkaste sig Allah og modtage livets regler og ordning fra Ham alene.
Kriterier for at efterprøve den guddommelige lov
Før jeg går videre, mener jeg, at det er nødvendigt at besvare et spørgsmål. På dette trin i drøftelsen opstår dette spørgsmål i alles sind. Da jeg selv tænkte over emnet, opstod det også i mit sind. Spørgsmålet er: Hvordan kan vi afgøre, hvilken lov der er fastsat af Allah, og hvilken der er menneskeskabt? Man kan naturligvis ikke acceptere en lov, blot fordi nogen præsenterer den som Allahs lov. Det kræver en meget udførlig drøftelse at besvare spørgsmålet. Jeg vil dog forsøge at besvare det kort. Der findes i virkeligheden fire hovedkriterier til at skelne mellem menneskelig og guddommelig tænkning. Jeg vil gennemgå dem ét for ét.
Et vigtigt kendetegn ved menneskelig tænkning er, at videnens fejl og begrænsninger uundgåeligt er til stede i den. Men i guddommelig tænkning er dette umuligt. Her ses tydelige tegn på en grænseløs og fejlfri viden. Guds lov kan aldrig indeholde noget, der strider mod en bestemt tids dokumenterede videnskabelige sandheder; den kan heller ikke indeholde noget, som viser, at en side af sandheden er forblevet ukendt for lovgiveren under udformningen af loven. Når dette kriterium anvendes, må man naturligvis ikke glemme, at viden, videnskabelige forestillinger og videnskabelige teorier ikke er én og samme ting. På et bestemt tidspunkt kan forskellige videnskabelige teorier og forestillinger få indflydelse på menneskers sind, og folk kan fejlagtigt betragte dem som »viden«. Men sandsynligheden for, at de er fejlagtige, er nøjagtig lige så stor som sandsynligheden for, at de er korrekte. I videnskabens historie har man kun sjældent set sådanne forestillinger og teorier vise sig til sidst at være ægte »viden«.
En anden stor svaghed ved menneskelig tænkning er synsvinklens snæverhed. I modsætning hertil er den guddommelige tænknings synsvinkel præget af den største bredde og vidde. Når man overvejer noget, der udspringer af guddommelig tænkning, får man indtryk af, at dens ophavsmand med egne øjne ser alt fra begyndelse til slutning. Det virker, som om han på én gang ser hele universet og alle dets dybeste sandheder med ét blik. Over for dette vil selv de mest højtstående filosoffers og tænkeres synspunkter og tankesystemer forekomme ganske barnlige.
Et andet vigtigt kendetegn ved menneskelig tænkning er, at fornuft og indsigt ofte ses indblandet i et skjult samspil med følelser, begejstring og begær samt drifter og lidenskaber. I modsætning hertil stråler den guddommelige ordning af ublandet intelligens og ren viden. Dette kendetegn er så klart og tydeligt, at man ingen steder i dens regler og bestemmelser finder det mindste spor af sentimentalitet eller tilbøjelighedsstyrethed.
En anden svaghed ved menneskelig tænkning er, at de livsordninger, den udarbejder, uundgåeligt rummer partiskhed, urimelig forskelsbehandling mellem mennesker og en tilbøjelighed til på et urimeligt grundlag at give den ene forrang frem for den anden. For ethvert menneske har personlige hensigter og præferencer og er knyttet til bestemte grupper, mens det ikke er knyttet til andre grupper. Men guddommelig tænkning er fuldstændig fri for sådanne elementer.
Enhver ordning, der identificerer sig selv som en guddommelig livsordning, kan prøves efter dette kriterium. Hvis det viser sig, at den er fri for disse svagheder og mangler ved menneskelig tænkning, viden og fornuft, og hvis den er så omfattende og selvtilstrækkelig, som en fuldstændig livsordning nødvendigvis må være, kan man uden tøven og uden betænkelighed tro på denne livsordning. Der er ingen grund til indvendinger eller forbehold i denne sag.
Troens krav
Nu vil jeg behandle det sidste af de grundlæggende spørgsmål. Det spørgsmål er: Hvad skal et menneske gøre, når det accepterer denne påstand fra Koranen og med sikkerhed erkender, at en livsordning er guddommelig, og tror på den?
Jeg siger indledningsvis, at islam betyder at bøje sig, adlyde og underkaste sig; frivillighed og ubegrænset frihed i tanke og handling kan ikke eksistere side om side med dette. Den livsordning, man tror på, må man overgive hele sit liv til. Intet, man har kontrol over, må holdes uden for dens lydighed. Sind og hjerne, øjne og ører, hænder og fødder, mave og krop, tunge og pen, tid og arbejde, bestræbelser, midler og handlinger, had og kærlighed, fjendskab og venskab – alt må underordnes denne livsordnings ubetingede myndighed og herredømme. Ingen del af ens person eller noget område af ens liv må kunne undtages fra dens område. I samme omfang og forhold som man holder noget, man har kontrol over, uden for denne livsordnings lydighed og område, og i samme omfang som man holder dens enkelte sider eller områder udenfor, vil troens krav blive bevist falskt. Den, der ønsker at forblive sandfærdig og oprigtig i sin tro eller overbevisning, har pligt til efter bedste evne at stræbe efter at rense sit liv for usandhed.
Jeg ønsker i denne forbindelse at gentage endnu en ting. Man må huske, at menneskelivet er en enhed og en udelelig helhed. Derfor er der behov for én eneste livsordning for hele menneskelivet. At følge flere livsordninger samtidig er kun et tegn på vaklende tro samt ubeslutsomhed og umodenhed i afgørelser. Når et menneske accepterer en religion eller livsordning som sin egen religion eller livsordning, må det nødvendigvis acceptere den som den virksomme religion for alle dele og områder af sit liv. Den må være religionen for dets personlige liv, for dets uddannelse og uddannelsesinstitutioner, for dets arbejdsliv, for politikken og samfundslivet, for dets handel og erhvervelse af levebrød, for dets omgang med andre, dets skikke og adfærd samt dets nationale virke, for politikken og samfundslivet og for litteratur og kultur. Der er ingen som helst grund til nogen undtagelse herfra. En perle vil være en perle, når hver enkelt ligger for sig, men det er ikke muligt, at perlerne straks skulle forvandle sig til mungbønne- og linsefrø, blot fordi de bliver trukket på en snor. På samme måde er det ikke muligt, at et menneske personligt bliver en fuldkommen tilhænger af en bestemt religion eller livsordning, mens dele af deres kollektive liv skulle unddrages lydigheden mod denne religion eller livsordning, så snart mange mennesker organiserer sig sammen. Desuden er den største fordring, som troen på en religion, man accepterer som den eneste fuldstændige livsordning, stiller til et menneske, at det giver hele menneskeheden mulighed for at blive velsignet ved at opnå denne store religions velsignelser og bestræber sig på, at netop denne fuldstændige livsordning bliver den herskende og virksomme livsordning i hele verden. Ligesom det ligger i sandhedens natur at leve som sejrherre, er det også et naturligt krav til den, der holder sig til sandheden, at gøre alt for at bringe sandheden til sejr over falskheden. Intet menneske, der følger sandheden, kan finde ro uden at udføre dette ansvar. Den, der ser, at falskhedens kræfter over hele verden har slået sig fast med overvældende magt og voldsom styrke, men som ikke bliver det mindste oprørt eller urolig ved dette syn, har, selv hvis der findes nogen kærlighed til eller tiltrækning mod sandheden i hans hjerte, denne kærlighed i en skjult og sovende tilstand. Han bør tage sig i agt, så denne søvn ikke bliver til en ødelæggende søvn, og denne stilhed ikke forvandles til dødens stilhed.
Konflikten mellem islam og jahiliyyah
-[Alle livsanskuelser, der findes eller har eksisteret i modsætning til den sande religion islam, betegnes i relativ betydning som »jahiliyyah«. Islams grundlag er »sand viden«, det vil sige guddommelig åbenbaring, mens de jahiliyyah-baserede ideologiers grundlag er gæt og formodninger, fantasifulde metafysiske forestillinger eller blot uvidenhed og åndelige tanker udsprunget af mangel på omtanke (forfatteren).]
Uanset hvilken livsordning der udarbejdes for menneskenes liv i verden, er det uundgåeligt, at den udspringer af en eller anden metafysisk filosofi. For at udarbejde en velordnet plan for livet er det først nødvendigt at opnå en klar og præcis opfattelse af mennesket og det univers, som er menneskets bolig. Ellers er det ikke muligt at udarbejde en sådan plan. For at få svar på, hvordan menneskets færden og adfærd bør være, og hvordan det bør udføre sine handlinger i verden, må man først vide, hvad mennesket er, hvilken position og status dette univers har, og hvilken slags ordning det har, som menneskelivet må være i harmoni med. Den løsning, man finder på disse sidstnævnte spørgsmål, vil danne grundlag for en bestemt moralsk ideologi, og menneskelivets forskellige sider og områder vil blive udformet i overensstemmelse med denne moralske ideologis karakter. Derefter vil der efter dette bestemte mønster blive udarbejdet detaljerede regler for personlig karakter samt kollektive relationer, transaktioner og adfærd. På dette grundlag vil hele samfundets og civilisationens bygning til sidst blive opført.
Faktisk har alle de religioner og ideologier, der indtil nu er blevet skabt for menneskeheden på jorden, måttet fastlægge en egen grundlæggende filosofi og en grundlæggende moralsk synsvinkel. Derfor er det netop denne grundlæggende filosofi og moralske synsvinkel, der adskiller én ideologi fra en anden, lige fra grundprincipperne til de mindste regler. For den er bestemmende for enhver livsordnings karakter og natur. Hvis livsordningen sammenlignes med et legeme, er den dens sjæl.
Fire teorier om livet
Hvis man vurderer en livsordning uden at tage de detaljerede spørgsmål og dens forgreninger i betragtning, men kun ser på dens grundlæggende struktur, vil man se, at der i alt kan antages fire metafysiske teorier om mennesket og den naturlige verden. Alle livsfilosofier i verden har antaget én af disse fire. Den første af disse fire teorier kan vi betegne som ren jahiliyyah.
Ren jahiliyyah
Hovedindholdet i denne lære er, at hele verdensordenen er det faktiske resultat af en tilfældig hændelse. Der ligger ingen visdom, ingen dybere mening og intet formål bag den. Den er blevet til af sig selv, fungerer spontant og vil en dag forsvinde af sig selv uden noget resultat eller nogen konsekvens. Den har ingen Gud. Og selv hvis der findes en Gud, har han ingen forbindelse med menneskets liv. Mennesket er en slags levende væsen og er måske, ligesom andre levende væsener, også opstået ved et tilfælde. Vi behøver ikke bekymre os om, hvem der skabte det, hvorfor det blev skabt og så videre. Vi ved kun så meget, at mennesket eksisterer i verden. Det har forskellige håb og ønsker, som dets natur indefra lægger et stærkt pres på det for at få opfyldt. Det råder også over visse kræfter og redskaber, som kan anvendes til at opfylde disse håb og ønsker. Det ser en række ressourcer spredt omkring sig. Ved at anvende sine kræfter og redskaber på dem kan det opfylde sine håb og ønsker. Derfor har det intet andet formål med livet end at tilfredsstille sine instinkters krav. Dets menneskelige kræfter og evner har ingen anden funktion end at indsamle de bedst mulige midler og redskaber til at opfylde disse behov. Over mennesket findes der ingen kilde til viden eller nogen oprindelse til vejledning på den sande og rette vej, hvorfra det kan modtage en livsordning. Derfor bør det selv udforme sin egen livsordning ud fra sine historiske erfaringer og undersøgelser af det omgivende miljø, omstændighederne og tegnene samt de tegn og omstændigheder, der foreligger. Eftersom der ikke findes noget sådant, er mennesket af natur et ansvarsløst væsen. Hvis det overhovedet skal stå til regnskab, må det være over for sig selv eller over for en myndighed, der er opstået blandt mennesker og er blevet herskende over dem.
Hvilke konsekvenser ens handlinger end måtte få, er de begrænset til livet i denne verden. Der findes intet andet liv uden for livet i denne verden. Derfor vil det på grundlag af de konsekvenser, der viser sig i denne verden, blive afgjort, om noget er forkert eller rigtigt, skadeligt eller gavnligt, acceptabelt eller forkasteligt.
Når mennesket er nedsunket i ren jahiliyyah, det vil sige når det ikke kan nå frem til nogen sandhed over de sanseligt opfattelige ting eller ikke ønsker at nå den på grund af sin underkastelse under sine drifter, er det denne lære, der dominerer dets sind og tanker. Verdensdyrkerne har i alle tidsaldre antaget netop denne lære. Med få undtagelser har konger, kejsere, amirer og emirer, herskere, hoffolk, velhavende mennesker og de, der har viet deres liv til rigdom, almindeligvis givet denne lære forrang. Og i alle de nationer, hvis civilisation og kultur lovprises i historien, virkede denne lære i deres kulturs grundvold. Denne lære er også virksom ved grundlaget for den moderne vestlige civilisation. Det er ganske vist ikke alle vesterlændinge, der er vantro over for Gud og det hinsidige, og intellektuelt er de heller ikke alle tilhængere af materialistisk moral. Men den livskraft, der virker i hele deres civilisations og kulturs legeme, er netop livskraften i denne vantro over for Gud og det hinsidige samt den materialistiske moral. Den er blevet så dybt indgroet i deres liv, at selv de, der intellektuelt anerkender Guds og det hinsidiges eksistens og har et ikke-materialistisk syn på moralen, ubevidst i det praktiske liv ikke er andet end ateister og materialister. For den lære, de følger i deres tænkning, har ingen forbindelse med det praktiske liv. Det samme gjaldt deres tidligere velstående og gudsforglemte mennesker. De velstående mennesker i Baghdad, Damaskus, Delhi og Granada fornægtede ikke Gud og det hinsidige, fordi de var muslimer, men hele deres livsprogram var udformet, som om Gud og det hinsidige slet ikke eksisterede, og som om der ikke var tale om at stå til regnskab over for nogen eller modtage vejledning fra nogen. Der fandtes kun deres begær, ønsker og forhåbninger. For at opfylde disse forhåbninger var de fuldstændig frie til at benytte alle slags midler, redskaber og metoder. Deres overbevisning var, at eftersom der ikke findes noget liv efter dette liv, må den tid, man får til at leve, udnyttes gennem nydelse og luksus.
Det er blevet sagt ovenfor, at denne læres natur netop er sådan, at der på dens grundlag opstår et rent materialistisk moralsystem. Det gør ingen forskel, om dette moralsystem er nedskrevet i bøger eller blot samlet i sindet. Derefter udvikler videnskab, tænkning, litteratur og kultur sig ud fra denne materialistiske mentalitet. Efterhånden bliver hele uddannelses- og opdragelsessystemet ansporet af ateisme og materialisme. Derefter formes den enkeltes karakter efter det samme ideologiske mønster. Principperne for menneskers forhold og transaktioner indbyrdes skabes efter samme metode og mønster. Også udformningen og videreudviklingen af lovene foregår på samme måde. Derefter opnår de ledelsen af sådanne samfund, som er de største bedragere, underslæbere, løgnere, svindlere, grusomme mennesker og personer med lave drifter. Hele samfundets ledelse og myndighed samt ansvaret for statsstyret overgår til dem. Derefter fører de hensynsløst, som kameler uden tøjler, et brutalt felttog med udbytning og undertrykkelse mod menneskeheden. De frygter hverken at blive holdt til regnskab eller at blive grebet af nogen. Alle deres praktiske metoder udformes på grundlag af Machiavellis politiske principper. I deres lovbøger er sandhed et andet navn for styrke, og løgn et andet navn for svaghed. Intet andet end materielle hindringer kan afholde dem fra uretfærdighed og overgreb. Inden for staten antager denne uretfærdighed og undertrykkelse en sådan form, at den stærke fortsætter med at undertrykke de svage klasser i sin egen nation. Og på internationalt plan er nationalisme, imperialisme og ekspansionisme—[Forfatteren har under analysen af endnu en side af den jahiliyyah-baserede lære sagt: Da profeten Shu’aib (fred være med ham) opfordrede sit folks mennesker til at antage tilbedelsen af den ene Gud og bad dem afholde sig fra korruption i handelsforretninger, svarede de:
(Arabisk************************************på side 338 i PDF’en)
“O Shu’aib, er det din bøn, der lærer dig, at vi skal forlade de guder, som vores fædre og forfædre tilbad? Og at vi ikke må bruge vores rigdom, som vi vil?”—(Sura Hud: 87)
Dette er den fuldstændige forklaring på den jahili-ideologi, der står over for islam. Islams lære er, at alle andre anskuelser og veje end underkastelse under Allah er forkerte og ikke værd at følge. For der findes ingen beviser eller belæg i de himmelske skrifter til støtte for nogen anden anskuelse eller vej. Underkastelsen under Allah må desuden ikke begrænses til religionens område; den skal også omfatte samfund og civilisation, økonomi og politik, ja alle livets sider og områder. For alt, hvad menneskene har af magt og rigdom eller noget som helst andet, tilhører i sin grund Allah, og mennesket har ingen ret til efter eget forgodtbefindende at anvende noget i strid med Allahs vilje. Jahili-ideologien siger derimod, at man bør følge de skikke og traditioner, der er blevet videreført fra ens forfædres tid. At det er forfædrenes skik, er i sig selv tilstrækkeligt som begrundelse og bevis for at følge den. Der behøves ingen anden begrundelse. Religion har kun at gøre med dyrkelse og tilbedelse. I vores livs verdslige gøremål bør vi have fuld frihed, så vi kan ordne dem efter vores eget ønske. Heraf kan man også forstå, at tanken om at opdele livet i religiøst og verdsligt ikke er noget nyt. For for tre-fire tusind år siden talte profeten Shuʿaybs (fred være med ham) folk med samme eftertryk om denne opdeling, ligesom vestlige folk og deres blinde efterfølgere gør i dag. Det er i virkeligheden ikke nogen ny »oplysning«, som mennesket har opnået gennem den gradvise udvikling af sin tænkning og sine forestillinger. Det er tværtimod den samme gamle, overtroiske tankegang, som allerede fandtes på denne måde i jahiliyyah for tusinder af år siden. Den konflikt, der består mellem den og islam, er derfor heller ikke ny, men meget gammel. (Samlerne) Og den kommer til udtryk i form af folkenes undergang.
To: Jahiliyyah blandet med shirk
Den anden overnaturlige anskuelse er grundlagt på shirkens princip. Verdensordenen er ikke resultatet af en tilfældig hændelse, og det er heller ikke sådan, at der ikke findes nogen gud bag den. Men dens gud eller herre (Master) er ikke én, men mange. Der findes ingen videnskabelige argumenter eller beviser til støtte for denne opfattelse. Den er tværtimod udelukkende baseret på gætterier og formodninger. Derfor har polyteisterne aldrig kunnet nå til enighed om at tage alle de ting, som kan forestilles, sanses eller erkendes med forstanden, for guder, og det vil de heller aldrig kunne i fremtiden. De fortabte mennesker, der famlede rundt i uvidenhedens dybe mørke, gjorde hvad som helst, deres hænder faldt på, til en gud. På den måde steg og faldt antallet af guddomme. Engle, jinner, ånder, planeter og stjerner samt levende og døde mennesker blev antaget som guder. Selv abstrakte ting som kærlighed, skønhed, begær, skabende kraft, sygdom, krig, lykke og styrke blev gjort til genstande for tilbedelse. Endog løvemennesker, fiskemennesker, fuglemennesker, firhovedede væsener og mennesker med tusind arme og elefanthoveder samt andre groteske skikkelser blev medregnet blandt polyteisternes guder.
Derefter blev der omkring denne vej skabt en vidunderlig, fortryllende verden af fantasi og mytologi. Den frodige fantasi og det alsidige kunsthåndværk hos hvert uvidende folk frembragte så morsomme eksempler, at man må undre sig ved synet. Hos de folk, hvor man finder en klar forestilling om den højeste gud, det vil sige Allah, er guddommens styre nogenlunde sådan, at Allah er kongen, mens de øvrige guder er hans ministre, embedsmænd, hofmænd og andre ansvarlige. Men eftersom mennesket ikke kan nå direkte frem til kongen, er alle gøremål knyttet til de lavere guder. Hos de folk, hvis forestilling om Allah er meget uklar, eller som stort set slet ingen forestilling har om Ham, er al guddommelig myndighed fordelt mellem forskellige guder.
Efter den rene jahiliyyah er dette den »anden slags jahiliyyah«, som mennesket har været nedsænket i fra tidernes morgen og frem til i dag. Menneskene er hele tiden sunket så dybt ned i den laveste mentale tilstand. De, som gennem Allahs profeters undervisning kom til at tro på én almægtig Allah, fik ganske vist udslettet troen på andre guder fra deres hjerter, men profeter, martyrer, pīrer, walīer, ghawther, qutber, abdaler og personer med titlen Zillullāh har på den ene eller anden måde fået plads i deres trosforestillinger. De uvidende gjorde mennesker, hvis hele liv havde været viet til at afskaffe menneskers herredømme over mennesker og etablere Allahs eneherredømme og herredømme, til polyteisternes guder. I stedet for polyteisternes afgudsdyrkelse opfandt man på den ene side en ny sharīʿah bestående af fātiha-læsning, ziyārah, nadhr-niyāz, ʿurs, tilbedelse ved mausoleer, flag over grave, taziyaer og andre lignende religiøse handlinger. På den anden side skabte man uden nogen teoretiske beviser en fuldstændig mytologi om disse fromme mænds fødsel og død, fremtræden og forsvinden, kashf og karāmāt, overnaturlige evner samt deres nærhed til Allah. Den stemmer på alle områder overens med polyteisternes mytologi. For det tredje blev alle forbindelser mellem Allah og Hans tjenere knyttet til disse fromme mænd under det fortryllende dække af betegnelser som »wasīlah«, »åndelig hjælp« og »fayḍ«. I praksis var tilstanden blevet nøjagtig som hos polyteisterne, der mener, at verdens Herre er langt uden for menneskets rækkevidde, og at alt, hvad der vedrører menneskelivet, er lagt i hænderne på Hans underordnede embedsmænd. Den eneste forskel er, at polyteisterne åbent kalder de underordnede embedsmænd guder, guddomme, inkarnationer eller Allahs sønner, mens disse skjuler dem under betegnelser som ghawth, qutb, abdal, awliyāʾ og Allahs venner.
Denne anden slags jahiliyyah har i alle perioder af historien samarbejdet med den første slags jahiliyyah, det vil sige den rene jahiliyyah. I oldtiden eksisterede disse to slags jahiliyyah side om side i civilisationerne og kulturerne i Babylon, Egypten, Indien, Iran, Grækenland, Rom og andre steder. I vore dage er situationen den samme i Japan. Dette samarbejde har forskellige årsager. Jeg vil nævne nogle af dem her.
For det første er forbindelsen mellem mennesket og dets guder i jahiliyyah blandet med shirk begrænset til, at mennesket anser dem for at have myndighed og magt over gavn og skade og gennem forskellige tilbedelsesritualer forsøger at opnå deres nåde og hjælp til at realisere verdslige mål. – [Profeten Sālih (fred være med ham) sagde til sit folk:
(Arabisk************************************(På pdf-side 340)
„Bed derfor Allah om tilgivelse, og vend tilbage til lydighed mod Ham. Sandelig, min Herre er nær og besvarer bønner.“ – (Sura Hud: 61)
Her tilbagevises en alvorlig vildfarelse blandt polyteisterne. Denne vildfarelse fandtes almindeligvis hos alle polyteister og var i alle tidsaldre en væsentlig årsag til, at mennesker hengav sig til shirk. De mente, at Allah var som deres konger og kejsere, der opholdt sig langt fra undersåtterne i et kongeligt palads, optaget af fornøjelser. Almindelige undersåtter kunne ikke nå frem til dem. Hvis man derfor ville fremsætte en bøn for dem, måtte man søge hjælp hos en af dem, der havde opnået deres nærhed. Og selv hvis en bøn ved et lykketræf nåede frem til ham, foretrak han på grund af sin guddommelige hovmodighed ikke selv at besvare den. Opgaven med at give svaret blev også overdraget til en af de hengivne, der havde opnået hans nærhed. Under indflydelse af denne vildfarelse og på foranledning af snedige mennesker mente de, at Verdensherrens hellige hof lå langt uden for almindelige menneskers rækkevidde. Et almindeligt menneske kunne ikke engang håbe på at nå frem dertil. Det var ganske enkelt umuligt at få en bøn frem til hans hof og modtage svar fra ham uden gennem de hellige ånders mellemkomst og uden at få offergaver, votivgaver og klager fremført ved hjælp af dygtige religiøse embedsmænd. Det var på grund af denne vildfarelse, at utallige små og store guder samlede sig mellem mennesket og dets Gud, og at præsteskabet opstod; uden dets mellemkomst kunne tilhængerne af de jahilitiske religioner ikke gennemføre en eneste religiøs ceremoni fra fødsel til død. – (Forfatteren)
Sagen er nu den, at der ikke er nogen mulighed for at modtage nogen moralsk vejledning eller nogen lov og ordning for livsførelsen fra dem. For hvis der fandtes en gud dér, ville spørgsmålet om vejledning og lovgivning være relevant. Netop fordi der ingen findes, udformer polyteisterne uundgåeligt selv en moralsk lære, og på grundlag af denne moralske lære udarbejder de selv en sharia. På denne måde bliver den rene jahiliyyah sat i praksis. Derfor er der i de samfund og civilisationer, der opbygges på grundlag af henholdsvis ren jahiliyyah og shirkblandet jahiliyyah, ingen anden forskel end, at der det ene sted sammen med jahiliyyah begynder en fortsat tradition for templer, præster og tilbedelse, mens det ikke sker det andet sted. Den moralske karakter og handlemåde er den samme i begge tilfælde; det er grunden til den lighed, man ser mellem den moralske stemning og natur i det gamle Grækenland og det hedenske Romerrige og den moralske stemning og natur i det moderne Europa.
For det andet skaber den shirkblandede lære ikke noget særskilt og varigt grundlag for videnskab, litteratur, filosofi, politik, økonomi osv. Også på dette område støtter polyteisten den rene jahiliyyah, og hele den åndelige og intellektuelle udvikling i det polyteistiske samfund foregår efter den rene jahiliyyahs idealer. Forskellen er blot, at polyteisternes fantasi er overdreven, og derfor er deres tankegang i høj grad præget af tilbøjeligheden til at fantasere. Ateister er derimod til en vis grad realistiske. Derfor har de ingen interesse for eller tiltrækning til rent fantasibaseret filosofi. Men når de uden Gud forsøger at afdække skabelsens mysterium i verdensaltet, bliver det argumentationsnet, de væver, lige så ulogisk som polyteisternes mytologiske lære. I tankemæssig henseende er der i virkeligheden ingen grundlæggende forskel mellem shirk og den rene jahiliyyah. Det tydelige bevis herpå er, at det moderne Europa i sin lære er bundet til det gamle Grækenland og Rom med et sådant bånd, at det synes, som om Europa er deres barn.
For det tredje er det polyteistiske samfund fuldt ud rede til at antage de civilisatoriske skikke og ordninger, som de samfund, der følger den rene jahiliyyah, benytter, selv om der metodisk set er forskel på shirk og ren jahiliyyah i samfundets opbygning og indretning. I shirkens rige sættes kongerne på Guds plads. En klasse af åndelige og religiøse ledere træder frem med særlige privilegier og rettigheder. Der opstår også en klike gennem en alliance mellem kongefamilien og det religiøse samfund. Der opbygges en varig lære, som etablerer den ene slægts eller stammes og den ene klasses overlegenhed og dominans over den anden. På denne måde bindes den uvidende befolkning i religionens lænker, og der udøves undertrykkende herredømme over den. I det rene jahilitiske samfund antager disse fejl og mangler på den anden side form af slægtsdyrkelse, nationaldyrkelse, national imperialisme, diktatur, kapitalisme og klassekamp. Men hvad angår den drivende kraft og det grundlæggende motiv er de to på samme niveau, når det gælder om at etablere menneskers herredømme over mennesker, opsplitte samfundet gennem mennesker og gøre medlemmer af én klasse blodtørstige efter medlemmer af en anden klasse.
Tre: Den asketiske jahiliyyah
Den tredje overnaturlige lære, som er grundlagt på askese, kan sammenfattes således: Denne verden og den legemlige eksistens er for mennesket som en fængselsstraf. Menneskets sjæl befinder sig i kroppens bur som en straffet fange. De begær og tiltrækninger til nydelse, som mennesket føler på grund af forbindelsen med kroppen, og de biologiske behov, det konfronteres med, er i virkeligheden dette fængsels lænker og kæder. Jo mere mennesket knytter sig til denne verden og dens forskellige ting, desto mere fordærvet bliver det, og desto mere straf fortjener det til sidst. Den eneste vej til dets befrielse er at frigøre sig fra det jordiske livs besværligheder, udrydde begærene, holde sig fra glæde og nydelse og nægte at tilfredsstille kroppens behov og drifter, udslette den hengivenhed og kærlighed, der udspringer af forholdet til materielle ting, kærlighed og blod og kød, fra sit hjerte, samt gennem streng selvfornægtelse at pine og plage sin egen fjende, nemlig kroppen og drifterne, så meget, at den ikke længere har noget herredømme over sjælen. Derved bliver sjælen befriet for byrder, renset for fordærv og ren, og den bliver i stand til at stige op til frelsens højeste stade.
Denne lære er grundlæggende en antisocial lære. Den påvirker imidlertid samfundsordenen på forskellige måder. På dens grundlag udvikles et særligt filosofisk system; vedanta-filosofien, Manu-filosofien, nyplatonismen (New-Platonism), yogalæren, sufismen, den kristne askese, buddhismen og lignende er forskellige former af denne filosofi. Fra denne filosofi udspringer et moralsk system, som kun i meget ringe grad er positivt (Positive), men for størstedelens vedkommende snarere er helt negativt (Negative). Disse to trænger samlet ind i litteraturen, troslæren, moralen og det praktiske liv, og hvor deres indflydelse når hen, virker de som opium og kokain. Denne tredje jahiliyyah samarbejder som regel med de to første former for jahiliyyah på tre måder:
For det første: Denne asketiske jahiliyyah fjerner retskafne og gudfrygtige mennesker fra verdens arbejdsområde og anbringer dem i afsides rum, hvorved den overlader arbejdsområdet til de værste forbrydere. De uærlige får den fulde myndighed over jorden og spreder uforstyrret kaos, mens de retskafne fortsætter deres askese i bekymring for deres egen frelse.
For det andet:Den del af denne jahiliyyahs indflydelse, der rammer almindelige mennesker, skaber en fejlagtig form for tålmodighed og overbærenhed samt et håbløst syn på tilværelsen og gør dem til lette ofre for tyranner. Derfor var konger, herskere, emirer og embedsmænd samt de religiøst autoritative klasser særligt interesserede i at udbrede denne asketiske filosofi og moral. Under deres beskyttelse blev den uden hindringer udbredt. I historien findes der kun få eksempler på, at den asketiske filosofi og moral har været i konflikt med imperialismen, kapitalismen og pavedømmet.
For det tredje: Når denne asketiske filosofi og moralske ideal besejres af den menneskelige natur, begynder man at opfinde forskellige kunstgreb. Nogle steder opfindes troen på sonoffer, så man kan synde efter behag uden at miste Paradiset. Andre steder opstilles kropslig kærlighed som påskud for at skabe mulighed for at tilfredsstille kønsdriften, så man både kan slukke hjertets ild og bevare renheden. Andre steder udbredes et net af åndelighed bag sløret af verdensforsagelse eller askese i sammensværgelse med konger, herskere, rige og velhavende handelsfolk. Roms paver og de østlige verdens tronarvinger har fremvist de mest modbydelige eksempler på dette. Jahiliyyah behandler sine egne på denne måde. Men når denne jahiliyyah trænger ind blandt profeternes følgere, opstår et andet syn. I stedet for at anerkende verden som et arbejdssted, et prøvelsessted og en mark for det hinsidige, angriber den først Allahs religion ved at fremstille den som et torturkammer og et »blændværk«. Som følge af denne ændring i synsvinklen glemmer mennesket den virkelighed, at det er blevet sat til ansvar i denne verden som Allahs khalifah. Det begynder at tro, at det ikke er kommet hertil for at arbejde og varetage verdens mange forskellige ansvar, men at det er blevet kastet ned blandt urenhed og affald. Derfor bør det holde sig borte fra affald og urenhed. Dets rette pligt er at forblive en ikke-samarbejdende (non-co-operator) og undgå ansvar. Som følge af denne opfattelse ser det med frygt på verden og dens arbejde og forpligtelser. Det tør ikke påtage sig samfundsmæssigt ansvar, for slet ikke at tale om kalifatets ansvar. Derfor bliver hele den islamiske shariaordning meningsløs for det. Det forstår ikke den grundlæggende sandhed, at mennesket er blevet skabt gennem tilbedelse og lydighed mod Guds påbud og forbud med henblik på at forbedre det jordiske liv og varetage kalifatets ansvar. Det begynder i stedet at tro, at tilbedelse og visse særlige religiøse ritualer er soning for dets syndige liv. Derfor må disse udføres med fuld opmærksomhed og på rette vis, så man kan opnå frelse i det hinsidige.
Denne mentalitet har kastet en del af profetens ummah ud i en labyrint af filosofiske forklaringer på virkeligheden – såsom panteisme – gennem muraqabah (at være hensunket i meditation i afsondrethed), mukashafah (forsøg på at erkende ukendte mysterier), chilla, recitation af wazifa, ahzab og amaliyat (besværgelser, amuletter og lignende), rejser til steder i den åndelige verden (sair-e maqamat), og har holdt dem optaget af nafl og mustahabb frem for de obligatoriske handlinger og dermed gjort dem uopmærksomme på kalifatets ansvar. Det var netop for at etablere dette kalifat, at profeterne blev sendt. Hos en anden gruppe har den skabt en sygdom bestående i kunstig fattigdom, overdrivelser i religionen, pedantisk granskning og unødvendige spekulationer samt overdreven bekymring over små tings præcise mål og detaljer. Allahs religion er i deres øjne blevet til et så skrøbeligt glasfad, at man ved den mindste bevægelse frygter, at noget et sted er blevet ujævnt, eller at glasset over deres hoveder skal gå i tusind stykker. Efter en sådan overdreven finfølelse i religionen opstår uundgåeligt et snævert udsyn, mangel på initiativ og stagnation. Hvordan skulle sådanne mennesker kunne få evnen til at anlægge et fremsynet blik på livets store problemer og forstå islams universelle grundprincipper? Og hvordan skulle de kunne tilegne sig viden om både religionens universelle principper og dens detaljer og forberede sig på at lede og vejlede verden i dens nye stadier, efterhånden som tiderne skifter?
For det fjerde: Islam
Profeterne, som Allah sendte, fremlagde den overnaturlige lære. Dens hovedindhold er følgende:
Hele det univers, der omgiver os – og som vi selv er en del af – er i sin grund et imperium under én konge. Han alene er dets Skaber, Ejer og eneste Hersker. Ingen andens befaling eller styre gælder her end Hans, og alle er underdanige over for Ham; al magt og myndighed er fuldstændigt samlet hos denne eneste Ejer og Øverste Hersker. Mennesket er dette imperiums medfødte undersåt. Det vil sige, at det ikke selv kan vælge, om det vil være undersåt eller ej. Det er tværtimod født som undersåt, og der er ingen mulighed for det for at blive andet end undersåt.
I denne statsordning er der ingen mulighed for, at mennesket kan være egenrådigt og ansvarsløst. Af naturens orden kan det heller ikke være sådan. Det er for det første en medfødt undersåt og desuden en del af dette imperium. Ligesom alle imperiets øvrige dele adlyder kongens befaling, har det derfor heller ingen anden mulighed end at adlyde denne konge. Det har ingen ret til selv at fastlægge sin livsførelse og sine pligter. Dets eneste opgave er at følge de anvisninger, som imperiets hersker giver det. Disse anvisninger kommer gennem åbenbaringen. Og alle de mennesker, som modtager åbenbaring, er profeter.
Men for at prøve mennesket har Herren og Herskeren valgt en finurlig fremgangsmåde. Han har selv skjult sig, og hele den indre forvaltning af Hans rige har Han ligeledes holdt skjult. Dette statsstyre fungerer tilsyneladende på en sådan måde, at ingen hersker kan ses, og ingen embedsmand er synlig. Mennesket ser blot en fabrik være i drift og ser sig selv være til stede i den. Med sine ydre sanser kan det ikke mærke, at det er nogens undersåt, og at det skal aflægge regnskab over for nogen. Det kan ikke med egne øjne se noget tydeligt tegn, hvoraf Verdensskaberens ubetingede myndighed over det samt dets egen ansvarlighed over for Ham og dets underkastelse under Hans styre bliver så utvetydigt klart, at det ikke har anden mulighed end at acceptere det. Profeten er også kommet, men ikke på en sådan måde, at mennesket med egne øjne kunne se åbenbaringen komme til ham, og der blev heller ikke sendt noget tegn ned sammen med ham, som ville tvinge mennesket til at anerkende hans profetskab, blot ved at det så det. Desuden nyder mennesket fuld frihed inden for en bestemt grænse. Det får den magt, som det behøver, hvis det ønsker at adlyde og gøre oprør, og det får også de nødvendige midler og redskaber stillet til rådighed; desuden gives det en meget lang frist. Selv indtil det når den yderste grænse for ulydighed og trods, møder det ingen hindring. Hvis det ønsker at adlyde og tjene andre end rigets Hersker, bliver det heller ikke med magt forhindret deri; det får fuld frihed til at tjene og adlyde hvem som helst, det ønsker. I begge tilfælde – både hvis det er ulydigt, og hvis det tjener andre – fortsætter det med at få sit udkomme. Det får i rigelig mængde, efter sin stand, de ting, der er nødvendige for at leve, de nødvendige midler og redskaber til sit arbejde samt alle former for nydelse. Helt indtil det afgiver sit sidste åndedrag, bliver disse ting givet det med rund hånd. Det er aldrig sket, at en gudsfornægter eller en, der adlyder andre, alene som straf for at fornægte Gud eller adlyde andre er blevet frataget midlerne til det jordiske liv. For Skaberen har givet mennesket forstand, evnen til at skelne mellem godt og ondt, evnen til at vurdere, hvad der er fornuftigt og hvad der er ufornuftigt, samt fri vilje og evnen til at handle. Han har givet det ret og mulighed for at udøve en form for herredømme og herskerlignende magt over utallige af Hans skabninger. Med dette ønsker Han at prøve det. For at gennemføre denne prøve har Han skjult hele sit riges virkelighed og selve sin eksistens bag det usetes slør, så menneskets forstand kan blive prøvet. Det har fået frihed til at vælge den gode eller den onde vej, så det kan prøves, om det efter at have erkendt sandheden og retfærdigheden uden nogen tvang frivilligt og ivrigt vil følge den, eller om det vil underkaste sig sine drifter og vende sig bort fra den. Hvis det ikke fik livets nødvendige midler og mulighed for at handle frit, kunne dets evner og manglende evner ikke blive prøvet.
Dette jordiske liv er blot en frist til prøvelse. Derfor vil der her hverken blive aflagt regnskab for dets handlinger eller blive givet det nogen gengældelse for dem. Alt det, som det får af nydelser i det jordiske liv, er ikke en belønning for gode gerninger, men også et middel til prøvelsen. Og de sorger, lidelser, ulykker og prøvelser, som det møder, er heller ikke straf for dårlige handlinger, men resultater, der spontant fremkommer under den naturlov, som verdensaltet styres efter. – [Det betyder naturligvis ikke, at princippet om gengældelse for handlinger overhovedet ikke gælder i det jordiske liv. Det, jeg ønsker at sige, er, at gengældelsen for handlinger i denne verden hverken er sikker eller entydig, og heller ikke tydelig. I enhver jordisk sag er prøvelsens element større end gengældelsen og resultatet. Derfor kan de resultater, der viser sig her, ikke tages som målestok for, om nogen er dydig eller fordærvet. – (Forfatteren)] Den egentlige og endelige opgørelse, prøvelse og afgørelse af handlingerne vil finde sted efter dette jordiske livs afslutning. Det er det fastsatte tidspunkt, og det kaldes Det Hinsides. Derfor er det ikke muligt ud fra de resultater, man opnår i denne verden, at afgøre, om en livsordning eller en handling er rigtig eller forkert, god eller ond, acceptabel eller forkastelig. Den egentlige målestok er de resultater, der bliver åbenbare i Det Hinsides. Og hvilken livsordning og hvilke handlinger der vil få et godt resultat, og hvad der vil få et dårligt resultat, kan kun erkendes gennem den åbenbaring, som Allah har sendt ned til profeterne. De detaljerede og udførlige regler kommer i anden række. Det grundlæggende og endelige spørgsmål, som succesen eller fiaskoen i Det Hinsides afhænger af, er, om mennesket ved korrekt brug af sin evne til at drage slutninger og sin tænkeevne kan forstå, at Allah den Ophøjede alene er den sande Lovgiver og Hersker, og at den lov, der er kommet fra Ham, er en lov, som Allah selv har fastlagt. Og om det, efter at have forstået dette og til trods for at have fri valgfrihed, frivilligt og ivrigt underkaster sig Allahs styre og lov.
Profeterne har lige fra begyndelsen fremlagt denne ideologi. På grundlag af denne ideologi er det muligt at få en fuldstændig forklaring på alle begivenheder i verden. Det er muligt at forstå den fulde betydning af alle tegnene i verdensaltet. Denne ideologi bliver ikke tilbagevist af nogen ny observation eller erfaring. Ud fra den opstår en varig og særskilt filosofisk retning, som er helt anderledes end alle jahiliyyah-livssyn. Denne filosofi ordner al viden og videnskab om verdensaltet og mennesket på en ny måde. Denne ordningsmetode er det fuldstændige modstykke til jahiliyyah-ordningsmetoden. Til fremme og udvikling af litteratur og kunst udstikker profeternes ideologi en vej, der er helt modsat og forskellig fra jahiliyyah-litteraturens og -kunstens fremme og udvikling. Den fastlægger et særligt synspunkt samt et særligt formål og mål for alle livets aktiviteter. Der er ingen egentlig eller indholdsmæssig lighed mellem dette mål og synspunkt og jahiliyyahens mål og synspunkt. Ud fra denne ideologi opstår der også et særskilt moralsystem. Der kan ikke findes nogen overensstemmelse mellem det og jahiliyyahens moral. Derefter er den civilisation, hvis bygning opføres på dette teoretiske og moralske fundament, helt anderledes end de civilisationer, der udspringer af ren jahiliyyah. For at bevare denne civilisation kræves et uddannelsessystem af en helt anden art, hvis grundprincipper fra ende til anden strider mod jahiliyyahens uddannelsessystem. Kort sagt lever Allah, den Almægtige, Ene og Ubetingede Herredømme og Suverænitet, troen på Det Hinsides samt menneskets bevidsthed om sit ansvar over for Ham og dets lydighedsfølelse som aktive drivkræfter og livskraft i denne civilisations hver eneste åre og lag. Men hele den rene jahiliyyah-civilisations virksomhed og regelsystem er inspireret og styret af menneskets tøjlesløse frihed, egenmægtighed og ansvarsløshed. Derfor er den menneskelighed, der formes af den civilisation, profeterne grundlagde, i form, struktur og farvepragt på enhver måde uden sidestykke sammenlignet med den menneskelighed, som jahiliyyah-civilisationen former.
Den detaljerede sociale og civilisatoriske orden, der derefter opbygges på dette grundlag, adskiller sig i sin struktur fra alle andre ordener i verden. Renhed og hygiejne, mad og klæder, livsførelse, adfærd, personlig karakter, erhvervelse af levebrød, anvendelse af rigdom, ægteskabs- og familieliv, sociale skikke og ordninger, former for sammenkomster, de forskellige former for indbyrdes forhold mellem mennesker, gensidige transaktioner, fordeling af rigdom, statens ledelse, regeringens dannelse, lederens status, fremgangsmåden ved dannelsen af lovgivende forsamlinger, den civile administrative organisation, fra lovgivningens grundprincipper til udformningen af detaljerede regler, domstole, politi, revisionssystem, skattesystem, økonomisk system, offentlige arbejder, industri og handel, formidling af information og nyheder, uddannelsessystemet og fastlæggelsen af politikken for alle øvrige områder, de væbnede styrkers uddannelse og organisation, krig og fred, internationale forbindelser og udenrigspolitik – kort sagt er reglerne og metoderne i denne civilisatoriske orden, fra livets mindste detaljer til de største og vigtigste forhold, præget af en evig ophøjethed. I hver enkelt del findes en tydelig skillelinje, som adskiller den fra andre civilisationer. I alle dens forhold, fra begyndelse til slutning, virker et særligt synspunkt, et særligt formål og en særlig moralsk adfærd, som er knyttet til Guds suveræne myndighed, menneskets underkastelse og ansvarlighed samt målet i det hinsidige.
Formålet med profeternes komme
Det var netop for at etablere den ovenfor beskrevne civilisation og kultur i verden, at profeterne kom én efter én. Bortset fra den asketiske civilisation har alle andre civilisationer – hvad enten de er jahili- eller islamiske civilisationer – naturligt et helhedssyn på livet i verden og følger en universel metode til at lede verdens anliggender; de ønsker, at regeringsmagten skal komme i deres hænder, så de kan udforme livets ordning efter deres egen metode. At fremsætte eller tro på en ideologi eller livsform uden regeringsmagt er fuldstændig meningsløst. Den asketiske civilisation er en særskilt sag, for den ønsker slet ikke at lede verdens anliggender. Tværtimod holder den sig gennem en særlig form for suluk eller åndelig øvelse adskilt fra verdens arbejdsfelt og er optaget af at nå sit indbildte mål om frelse. Derfor har den hverken behov for eller ønske om regeringsmagt. Men for dem, der træder frem med en særlig metode til at lede verdens anliggender og tror, at menneskenes frelse og befrielse afhænger af at følge netop denne metode, findes der ingen anden udvej end at forsøge at få nøglen til regeringsmagten i hænde. For den livsordning, hvis plan de fremlægger, kan ikke virke i verdens virkelige arbejdsfelt, før de har opnået magten til at gennemføre den. Hvis de ikke opnår denne magt, kan deres plan heller ikke længe bestå på papir eller i menneskers sind. Alle verdens aktiviteter foregår efter den civilisations plan, som har regeringsmagtens myndighed i sine hænder. Inden for videnskab, tænkning, litteratur og kultur følges dens anvisninger; den former karakterstrukturen; uddannelse og folkeoplysning ligger i dens hænder; den civilisatoriske orden etableres efter de love, den selv har skabt; og dens politik gennemføres på alle livets områder. En civilisation, der ikke sidder på regeringsmagten, har ingen plads noget sted i livet. Når en dominerende civilisation tilmed har udøvet herredømme i lang tid, har en civilisation uden for regeringsmagten ingen som helst indflydelse på verdens arbejdsfelt. Selv hos dem, der sympatiserer med denne civilisation, opstår der tvivl om, hvorvidt den kan fungere i det jordiske liv. De såkaldte bannerførere for denne civilisation og de personer, der hævder at være arvinger til dens lederskab, bliver til sidst parate til at samarbejde og dele arbejdet med den modsatte civilisation. Men deling og kompromis mellem to civilisationer, der udspringer af fuldstændig modsatte kilder med hensyn til regeringsmagten, er helt umuligt og urealistisk. Den menneskelige civilisation kan ikke tolerere denne form for partnerskab. At anse en sådan deling for praktisk mulig er et tegn på mangel på viden. Og at gøre sig rede til den må betegnes som mangel på tro og mod.
Profeternes højeste og endelige mål med at komme til verden var at etablere Guds styre, det vil sige Allahs regeringsordning, og gennemføre hele den livsordning, som Allah har givet. –[Man hører ofte nogle fromme lærde i vor tid sige, at det ikke bør være muslimernes mål at få regeringsmagten i hænde – at dette er Allahs løfte. De herrer, der siger dette, opfatter i virkeligheden regeringsmagten som blot en belønning. De tænker ikke på, at den er et stort ansvar. De ved ikke, at det ifølge Allahs lov er nødvendigt at etablere den regering, der kræves for at oprette islam som en fungerende orden, og at dette bør være muslimernes mål. Det er også en religiøs pligt at føre jihad for at etablere en sådan regering. –(Forfatteren)] Profeterne var villige til at give bærerne af den jahili civilisation den ret, at de, hvis de ønskede det, kunne holde fast ved deres egne trosforestillinger, og at de inden for den ramme, hvor virkningerne af deres handlinger forblev begrænset til dem selv, kunne følge jahili skikke og metoder. Men profeterne var ikke villige til at give dem ret til at have nøglen til regeringsmagten i deres hænder og med magt lede hele menneskelivets virksomhed efter kufriske og jahili love og regler; og det var naturligvis heller ikke muligt at give dem denne ret. Derfor gjorde alle profeter deres yderste for at ændre den politiske situation. Nogle begrænsede deres bestræbelser til blot at skabe et gunstigt miljø og en gunstig ramme, som profeten Ibrahim (fred være med ham). Andre indledte en revolutionær bevægelse, men forlod denne verden, før den islamiske regeringsordning blev etableret, som profeten Isa (fred være med ham). Og nogle profeter formåede at føre denne bevægelse frem til dens mål med succes, såsom profeten Yusuf, profeten Musa og den troværdige Muhammad Mustafa (fred og velsignelser være med ham).
Din set i Koranens lys
(Arabisk************************************(på PDF-side 349)
“Han har fastlagt den samme ordning for jer i din, som Han pålagde Nuh, og som Vi nu har åbenbaret for dig, og som Vi tidligere pålagde Ibrahim, Musa og Isa, med denne befaling: Oprethold din, og vær ikke splittede deri.” –(Sura ash-Shura: 13)
Det er blevet tydeligt sagt i dette vers, at profeten Muhammad (fvmh) ikke er ophavsmand til nogen ny religion. Og ingen af de tidligere profeter var grundlæggere eller ophavsmænd til en særskilt religion. Fra begyndelsen til slutningen har alle profeter fremlagt den samme dīn fra Allahs side, og profeten Muhammad (fvmh) fremlagde også den samme. I denne forbindelse nævnes profeten Nuh først. For efter syndfloden var han den første profet for den nuværende menneskehed. Derefter nævnes den sidste profet, Muhammad (fvmh). Så nævnes profeten Ibrahim. Araberne anerkendte ham som deres religiøse leder. Til sidst nævnes profeterne Musa og Isa. De kristne og jøderne betragter dem som grundlæggere af deres respektive religioner. Det betyder naturligvis ikke, at netop disse fem profeter fik befaling om at grundlægge denne dīn. Det egentlige budskab er, at alle de profeter, der kom til verden, kom med dīn. Her nævnes blot fem berømte profeter som eksempler, eftersom verdens mest kendte himmelske sharīʿaer blev modtaget gennem dem.
Fra dette vers kan man lære yderst vigtigt om dīn, det vil sige den sande religion, islam, og dens formål. Derfor er det nødvendigt at overveje dette vers grundigt og forstå det korrekt.
Ordbogsmæssig analyse
Ordet ‘dīn’ bruges på arabisk i forskellige betydninger. For eksempel:
For det første:Magt, styrke og herredømme; at regere og udøve myndighed; at tvinge andre til at vise lydighed og underkastelse; at udøve suverænitet over andre og gøre dem til sine slaver og lydige undersåtter. For eksempel (Arabisk**********) det vil sige: Han tvang folk til at adlyde. (Arabisk**************) det vil sige: Jeg besejrede dem, og de underkastede sig. (Arabisk***********) det vil sige: Jeg underkastede dette folk og gjorde dem til slaver. (Arabisk*********) det vil sige: Den og den person blev stærk og anset. (Arabisk**************) det vil sige: Jeg tvang ham til at udføre en handling, som han ikke var villig til at udføre. (Arabisk**************) det vil sige: Den og den person blev tvunget til at udføre en uønsket handling. (Arabisk**************) det vil sige: Jeg udøvede styre og myndighed over ham. (Arabisk**************) det vil sige: Jeg overgav lederskabet over og myndigheden over folket til den og den person. I denne betydning henvender digteren Hutayya sig til sin mor og siger:
(Arabisk************** PDF, side 350)
“Du blev gjort til værge for dine egne børn. Derfor har du gjort dem finere end mel.”
Der står i hadith:
(Arabisk************** på side 350 i PDF’en)
“Den, der har bragt sit eget begær under kontrol og beskæftiget sig med gavnlige handlinger for det hinsidige, er den virkelig forstandige.”
Derfor kaldes den person, som har overvundet og hersker over et land, en nation og en stamme,(Arabisk**************) (Daiyān). Ashā al-Harmazī tiltalte Allahs Sendebud (sa) som(Arabisk**************) “O folkets leder og arabernes hersker!” I denne betydning(Arabisk**************) betyder slave, og(Arabisk**************) betyder slavinde. Og(Arabisk**************) betyder en slavindes søn. Digteren al-Akhtal siger:(Arabisk**************) “Hun opfostrede mig som en slavindes søn.” I den hellige Koran står der:
(Arabisk***************************************** på side 350 i PDF’en)
Det vil sige: “Hvis I virkelig ikke er nogens slaver, følgere eller underordnede, hvorfor kan I så ikke redde den døende? Hvorfor bringer I ikke den bortdragende sjæl tilbage?”
For det andet: lydighed, trældom, tjeneste, at underkaste sig nogen, at være underlagt nogen og at bøje sig for nogens magt og herredømme. Araberne siger:(Arabisk*************) det vil sige: “Jeg tjente den og den.” I en hadith står der, at Profeten (sa) sagde:(Arabisk*************) “Jeg ønsker at få englene til at følge et bestemt ord. Hvis de accepterer det, vil hele den arabiske nation blive dem lydig og bøje hovedet for dem.” Det er i denne betydning, at en nation(Arabisk*************) kaldes. Også i den hadith, der omhandler kharijitterne, bruges ordet ‘dīn’ i denne betydning. Der siges:(Arabisk*************) “De vil træde ud af dīn (lydigheden), ligesom en pil farer ud af buen.” – [Betydningen af denne hadith er ikke, at kharijitterne bliver frafaldne. Da Hadhrat Ali blev spurgt: “Er de vantro?”, svarede han:(Arabisk*************) “De flygtede jo netop fra vantroen.” Der blev igen spurgt:(Arabisk*************) “Er de da hyklere?” Han sagde: “En hykler mindes kun Allah meget lidt. Men disse mindes Allah dag og nat.” Derfor kan det uden tøven fastslås, at ‘dīn’ i denne hadith betyder lydighed mod amīren. Ibn Athir har skrevet følgende i værket al-Nihāya:
(Arabisk*************)
“Meningen med Hadhrat Alis ord er, at de vil træde ud af lydigheden mod den leder, hvis lydighed er obligatorisk.” – (bind 2, s. 41–42)]
Tre: sharia, lov, skikke, sædvaner og vaner. I almindelig tale siger man:(Arabisk*************) Det vil sige, at dette er en gammel, hævdvunden skik.(Arabisk*************) Det vil sige, at uanset hvilken skik, god eller ond, man følger, kan den kaldes din. I hadithen står der:(Arabisk*************) »Allahs Sendebud fulgte før profetskabet de skikke, som hans folk fulgte. Det vil sige, at han også fulgte de skikke og sædvaner vedrørende ægteskab, skilsmisse, arv og andre sociale forhold samt lokale traditioner, som hans folk fulgte.«
Fire: handlingernes følger, gengældelse, belønning eller straf, dom og afhøring. Det berømte arabiske ordsprog:(Arabisk*************) »Som man sår, høster man« er det fremragende eksempel herpå. I Koranen citeres de vantros udsagn:(Arabisk*************) Skal vi virkelig stå til regnskab efter døden? Skal vi virkelig opleve følgerne af vores handlinger? I den hadith, som er overleveret af Abdullah ibn Umar, står der:(Arabisk*************) »Forband ikke herskerne. Hvis det bliver helt nødvendigt at sige noget ondt om dem, så sig: O Allah, behandl dem, som de behandler os.« I denne betydning(Arabisk*************) bruges ordet »dayyān« om en qadi eller dommer. En lærd fremsatte følgende bemærkning om Ali:(Arabisk*************) »Efter Profeten var han den bedste dommer blandt det muslimske folk.«
En omfattende faglig betegnelse
Araberne brugte ordet »din« på forskellige måder, snart om den ene og snart om den anden af de nævnte betydninger. Men arabernes opfattelse af disse fire forhold var hverken helt klar eller særlig ophøjet. Derfor forblev der en vis uklarhed i ordet. Som følge heraf kunne det ikke på sædvanlig vis blive et fagligt begreb for en bestemt tankeretning. Da Koranen blev åbenbaret, fandt den i dette ord et egnet middel til at udtrykke sit budskab, brugte det i en klar og præcis betydning og gjorde det til sin særlige faglige betegnelse. Derfor udtrykker ordet »din« i Koranens sprog et fuldstændigt livssystem. Ifølge Koranens lære kaldes den særlige adfærd og fremgangsmåde, som et menneske følger, når det anerkender nogens suverænitet og herredømme og underkaster sig ham, for »din«. At hellige »din« til Allah og tilbede Ham betyder, at mennesket ikke må blande nogen andens tilbedelse med tilbedelsen af Allah; det skal alene tilbede Ham, følge Hans lov og adlyde Hans befalinger og anvisninger, håbe på ære, fremgang og belønning gennem lydighed mod Hans befalinger og være på vagt i bevidstheden om, at ulydighed mod Ham medfører ydmygelse, vanære og straf. Sandsynligvis findes der i intet sprog i verden en faglig betegnelse med så omfattende en betydning. Vor tids ord »stat« er kommet den noget nærmere. Men for endnu at kunne rumme hele betydningen af »din« må det opnå endnu større omfang og bredde.
En fejlagtig opfattelse
Den »din«, som der er givet befaling om at etablere, var den samme hos alle profeter, mens deres shariaer var forskellige(Arabisk*************) »For hver af jer har Jeg fastsat en sharia og en vej.« Ifølge denne opfattelse er Koranens bestemmelser ikke omfattet; »din« omfatter kun troen på tawhid, risalat, det hinsidige, Skriften og profetskabet samt tilbedelsen af Allah. Højst kan de grundlæggende moralske bestemmelser, som var ens hos alle profeter, regnes for en del af din. En sådan opfattelse er kun blevet mulig, fordi man har betragtet dinens enhed og shariaernes forskellighed overfladisk og flygtigt. Det er en alvorlig fejlopfattelse. Hvis den ikke korrigeres, kan der senere opstå forsøg på at skabe en forvirrende adskillelse mellem din og sharia. Det var gennem en sådan adskillelse, at Sankt Paulus fremsatte forestillingen om en din uden sharia og vildledte Jesu folks tilhængere. Når sharia betragtes som noget adskilt fra din, vil muslimer ligesom de kristne anse shariaens bestemmelser for uvæsentlige og tilsidesætte dem, fordi dens etablering og gennemførelse anses for at ligge uden for målet. De vil nøjes med troslæren og den grundlæggende moralske undervisning. Hvad betyder den befaling om at etablere din, som er givet her? Betyder den kun troslæren og den grundlæggende moralske undervisning, eller omfatter den også shariaens love og bestemmelser? Når vi studerer Koranen, ser vi, at følgende forhold også er blevet medtaget i »din« ud over troslæren og den moralske undervisning:
(Arabisk****************************************På PDF-side 353)
De fik ikke påbud om andet end at tilbede Ham med oprigtig hengivenhed, idet de helligede dīn til Allah alene, at opretholde bønnen og give zakat. Dette er dīn for det folk, der følger den rette vej.” – (Sura al-Bayyinah: 5)
Heraf fremgår det, at bønnen og zakat er en del af dīn. I de forskellige sharīʿaer findes der imidlertid forskellige bestemmelser om disse to handlinger. Man kan ikke sige, at bønnens form, dens søjler, antallet af rakʿāt, qiblaen, tiderne og de øvrige bestemmelser var ens i alle tidligere sharīʿaer. Det samme gælder zakat. Ingen kan hævde, at der i alle sharīʿaer gjaldt de samme bestemmelser med hensyn til nisāb for zakatens obligatoriske karakter, dens sats samt dens opkrævning og fordeling. Trods denne forskellighed mellem sharīʿaerne har Allah den Ophøjede erklæret, at disse to ting hører til dīn.
(Arabisk****************************************På PDF-side 353)
“Det er forbudt jer at spise selvdøde dyr, blod, svinekød, dyr, der er slagtet i en andens navn end Allahs, samt dyr, der er døde ved kvælning, slag, stød, fald fra et højt sted eller ved angreb fra et rovdyr. Dog er det tilladt at spise det dyr, som I når at slagte, mens det stadig er levende. Desuden er dyr, der er slagtet på et alter, forbudt. Det er også forbudt jer at afgøre jeres skæbne ved at kaste lod. Alt dette er ulydighed. I dag har de vantro mistet håbet om jeres dīn. Frygt dem derfor ikke, men frygt Mig. I dag har Jeg fuldkommengjort jeres dīn for jer, fuldendt Min nåde over jer og valgt islam som dīn for jer.” – (Sura al-Mā’idah: 3)
Heraf fremgår det, at disse bestemmelser i sharīʿaen også hører til dīn.
(Arabisk****************************************På PDF-side 353)
“Kæmp mod dem, der ikke tror på Allah og den yderste dag, ikke gør det, som Allah og Hans Sendebud har gjort forbudt, forbudt, og ikke antager den sande dīn som deres dīn.” – (Sura al-Tawbah: 29)
Heraf blev det klart, at det, ud over at tro på Allah og det hinsidige, også er omfattet af din at følge og efterleve de bestemmelser om, hvad Allah og Hans Sendebud har erklæret tilladt og forbudt.
(Arabisk****************************************på PDF-side 354)
“Pisk både den utugtige kvinde og den utugtige mand hundrede gange, og lad ikke medfølelse med dem afholde jer fra at håndhæve Allahs din, hvis I tror på Allah og det hinsidige.” – (Sura an-Nur: 2)
Heraf blev det klart, at strafferetten også er omfattet af din.
Der er blevet fremlagt fire eksempler på, at shariaens bestemmelser udtrykkeligt betegnes som din. Desuden vil det ved et grundigt og eftertænksomt studium blive klart, at det også er en del af din at afholde sig fra de synder, som Allah har advaret om vil føre til Helvede, såsom utugt, åger, drab på muslimer, fortæring af forældreløses ejendom og uretmæssig tilegnelse af andres ejendom, samt fra de forbrydelser, som Allah har erklæret vil medføre Hans straf, såsom homoseksuelt samleje og korruption i handel og transaktioner. For hvilken anden betydning kan din have end at beskytte mod Helvede og den guddommelige straf? På samme måde må de bestemmelser i shariaen, hvis overtrædelse medfører, at man for evigt kastes i Helvede, også regnes som en del af din. Som eksempel kan nævnes bestemmelserne om arv. Efter at have beskrevet disse bestemmelser siger Allah afslutningsvis:
(Arabisk****************************************på PDF-side 354)
“Den, der er ulydig mod Allah og Hans Sendebud og overskrider de grænser, som Allah har fastsat, vil Han kaste i Helvede. Der vil han forblive for evigt. For ham er der en ydmygende straf.” – (Sura an-Nisa: 14)
På samme måde kan forbuddet mod de ting, der er erklæret haram, såsom hasardspil og falsk vidnesbyrd, ikke gøres til noget, der ligger uden for din, under den undskyldning at Allah har udstedt en unødvendig befaling, hvis gennemførelse Han ikke ønsker. På tilsvarende måde kan de handlinger, som Allah har erklæret obligatoriske, såsom faste og hajj, ikke gøres til noget, der ligger uden for din, under den undskyldning at tredive dages faste i Ramadan ikke fandtes i de tidligere shariaer, og at hajj til Kabaen blandt profeten Ibrahims efterkommere kun hørte til Ismails sharia.
Landets lov og dīn
I Sura Yūsuf (Arabisk************) (Ifølge kongens lov kunne Yusuf ikke tilbageholde sin bror) har Allah den Ophøjede ved at bruge ordet »dīn« i betydningen landets lov tydeliggjort, hvor omfattende betydningen af dīn er. Dermed bliver deres opfattelse meningsløs – de, som begrænser profeternes kald til kun i almindelig religiøs forstand at dyrke og tilbede én Gud samt overholde nogle religiøse ritualer, og som mener, at dīn ikke har nogen forbindelse med menneskelig civilisation, politik, økonomi, lovgivning, domstole og andre verdslige forhold. Og hvis dīn alligevel har en forbindelse dertil, er dens anvisninger i disse forhold blot frivillige anbefalinger. Det er godt, hvis man kan handle efter dem, men ellers er der intet forkert i at følge menneskeskabte love og regler. Dette er en direkte vildledende opfattelse. Denne opfattelse har længe været udbredt blandt muslimerne og er i høj grad ansvarlig for, at muslimerne har været ligeglade med forsøget på at etablere en islamisk livsorden. På grund af den har muslimerne ikke blot accepteret kufrī- og jāhilī-livsordenen, men er også blevet villige til at blive deltagere i og ledere af denne livsorden, idet de betragter den som en sunnah fra Profeten. Ved at betegne straffeloven som dīn har dette vers bevist, at deres opfattelse er fejlagtig. Her har Allah den Ophøjede tydeligt sagt, at ligesom bøn, faste og hajj er dīn, er lovene for samfundets og statens styrelse også dīn. Derfor betyder den dīn, som man i sådanne vers påbydes at adlyde, såsom (Arabisk************) (Islam er den eneste dīn, som Allah har udvalgt) og (Arabisk************) (Den, der antager noget andet end islam som dīn, vil aldrig få det accepteret), ikke blot at udføre bøn og faste, men også islams samfundsorden. Hvis man forkaster denne og følger en anden ordning, kan den ikke være acceptabel hos Allah.
Det egentlige forhold er, at man ved at anlægge en betydning, der er modsat verset i Sura al-Māʾida, Arabisk***************) (Jeg har fastlagt en sharīʿah og en vej for hvert folk), har hævdet, at eftersom sharīʿah var forskellig for hvert folk, og påbuddet kun gjaldt etableringen af den dīn, som var den samme for alle profeter, så omfatter påbuddet om at etablere sharīʿah ikke påbuddet om at etablere dīn. Men i virkeligheden er versets betydning netop det modsatte. Hvis man omhyggeligt læser versene fra 41 til 50 før og efter det sted i Sura al-Māʾida, hvor dette vers står, vil man forstå, at versets korrekte betydning er, at den sharīʿah, Allah gav til et bestemt profets folks, var dīn for dette folk. I denne profets tid blev de påbudt at etablere netop denne dīn og sharīʿah. Eftersom vi nu befinder os i Muhammeds profetiske tidsalder, er den sharīʿah, der er givet til den muhammadianske ummah, dīn for denne tidsalder, og at etablere den er ensbetydende med at etablere dīn. Den forskellighed, der således findes mellem sharīʿah-lovene, betyder ikke, at Guds sharīʿah-love var indbyrdes modstridende. Den betyder derimod, at der på grund af forskellige omstændigheder var en vis forskel i detaljerne. Lad os for eksempel tage bønnen og fasten. Bøn var obligatorisk i alle sharīʿah-love, men alle sharīʿah-love havde ikke den samme qiblah. Der var også forskel på bønnens tider, rakʿah-antal og dens arkān og ahkām. Faste var ligeledes obligatorisk i alle sharīʿah-love, men tredive dages faste i måneden Ramadan fandtes ikke i alle sharīʿah-love. Derfor er det ikke korrekt at sige, at det generelt at bede og faste på bestemte tidspunkter ligger uden for etableringen af dīn. Den præcise konklusion, man kan drage af dette, er, at det for hvert profets folk i den pågældende tid var at etablere dīn at bede og faste i overensstemmelse med de regler for bøn og faste, som den tids sharīʿah havde fastlagt. I vor tid betyder etableringen af dīn, at disse former for tilbedelse udføres i overensstemmelse med de regler og bestemmelser, som den muhammadianske sharīʿah har fastlagt for dem. Ud fra disse to eksempler kan man drage en slutning om alle sharīʿahs øvrige anvisninger.
Dīn gør krav på sin egen regeringsmagt
Hvis man studerer den hellige Koran opmærksomt, vil det tydeligt fremgå, at denne storslåede bog ikke præsenterer sine følgere for et program, hvor de, betragtet som undersåtter under en kufrī-ordning og de vantros styre, skal leve et religiøst liv som besejrede og lydige borgere. Tværtimod ønsker den åbent at etablere sit eget styresystem. Den kalder sine følgere til at vie sig – og ofre deres liv – for at gøre den sande dīn sejrrig inden for tænkning, moral, civilisation, lovgivning og politik. Denne storslåede bog giver dem et program til forbedring af menneskelivet, hvoraf en stor del kun kan gennemføres, hvis regeringsmagten ligger i troende menneskers hænder. Denne storslåede bog beskriver formålet med sin åbenbaring således:
(Arabisk*****************************************på PDF-side 356)
»(O Profet!) Vi har med sandheden åbenbaret denne storslåede bog for dig, så du kan dømme og afgøre mellem menneskene i lyset af det lys, som Allah har vist dig.« – (Sura al-Nisāʾ: 105)
I denne bog er bestemmelserne om opkrævning og fordeling af zakat fastlagt. Bag disse bestemmelser ligger der tydeligvis en forestilling om en regering, som skal opkræve zakat og påtage sig ansvaret for at fordele den blandt de berettigede. – (Sura at-Tawbah: 60-130). I denne bog er der givet et påbud om at afskaffe renter, og der er erklæret krig mod dem, der fortsætter med at tage renter (al-Baqarah: 257). Dette kan kun gennemføres, hvis landets politiske og økonomiske system fuldstændigt kommer i de troendes hænder. Påbuddet i denne bog om dødsstraf for mordere (al-Baqarah: 178), afhugning af tyvens hånd (al-Ma’idah: 38) samt straffen for utugt og falske beskyldninger om utugt blev ikke givet med den tanke, at domstolene og politiet, som skal håndhæve disse bestemmelser, skulle være underlagt de vantros kontrol. Heri er der givet et påbud om at føre krig mod de vantro (al-Baqarah: 190-216).
Det var ikke med den tanke, at denne religions tilhængere skulle lade sig hverve som soldater under en vantro regering for at håndhæve dette påbud. Heri er der også givet et påbud om at opkræve jizya fra jøder og kristne. Men det kan ikke være meningen, at muslimer som undersåtter under de vantro skulle opkræve jizya fra dem og påtage sig ansvaret for at beskytte dem. Dette gælder ikke kun de suraer, der blev åbenbaret efter hijraen; selv ved at læse de suraer, der blev åbenbaret før hijraen, kan enhver se klart, at der fra Koranens begyndelse var en plan om at gøre de troende sejrrige og herskende. Det var aldrig planen, at islam og muslimer skulle forblive underkastet og beskyttet under en vantro regering.
Vidnesbyrdet fra Profetens (fvmh.) faktiske handlinger
Frem for alt er den ovennævnte fejlagtige fortolkning i direkte konflikt med profeten Muhammads (fvmh.) faktiske aktiviteter gennem hans treogtyve år lange profetiske mission. Hvem ved ikke, at han ved hjælp af både forkyndelse og sværd undertvang hele den arabiske verden og dér oprettede en fuldstændig statsordning med en detaljeret sharia? Denne stat omfattede alle livets sider og områder under sin indflydelse – fra troslæren, den individuelle og kollektive karakter, civilisation og kultur, økonomi og samfundsordning, politik, lov og domstole til krig og fredsslutning. Hvis man ikke anerkender, at alle hans handlinger var den praktiske forklaring på det påbud, der i det nævnte vers blev givet alle profeter, herunder profeten Muhammad (fvmh.), om at etablere dīn, får det to mulige betydninger. Enten må man – Gud forbyde – anklage Allahs Sendebud (fvmh.) for, at han kun havde fået besked på at forkynde de vigtigste grundlæggende spørgsmål inden for troslære og moral, men overskred denne grænse, oprettede en regering på eget initiativ og udarbejdede en detaljeret lovgivning, som var anderledes end og omfattede mere end den samlede lovgivning i alle profeternes shariaer. Eller også må man anklage Allah selv for, at Han efter den erklæring, der er nævnt i Sura ash-Shura, selv handlede i modstrid med den og gennem sin profet lod udføre noget, der var langt mere omfattende og af en anden art end arbejdet med at etablere den dīn, der blev erklæret i denne sura. Ikke nok med det: Da dette arbejde var fuldført, fremsatte Han også en anden erklæring, der var i modstrid med Hans første erklæring:(Arabisk***********) »I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer« – Gud forbyde.
Dīn er et begreb med en omfattende og helhedsorienteret betydning
Den hellige Koran anvender ordet dīn som et begreb med en omfattende betydning. Det betyder en livsordning, hvor mennesket anerkender nogens suverænitet og adlyder denne, lever under de grænser, skikke og love, som denne har fastsat, håber på ære, fremgang og belønning gennem sin lydighed og må have frygt for, at ulydighed vil medføre ydmygelse, vanære og straf. Der findes vist ikke i noget sprog i verden et andet ord med en så omfattende betydning. I de følgende vers er dīn anvendt netop som dette begreb:
(Arabisk*****************************************på PDF-side 358)
»Bekæmp dem blandt Skriftens folk (jøder og kristne), som ikke tror på Allah (det vil sige, som ikke anerkender Ham som den eneste ejer af suveræniteten), ikke tror på det hinsidige (det vil sige dagen for regnskab og gengældelse), ikke anerkender som forbudt det, som Allah og Hans Sendebud har gjort forbudt, og ikke antager den sande dīn som deres dīn, indtil de med egen hånd betaler jizya og underkaster sig.« – (Sura at-Tawbah: 29)
I dette vers er dīn al-haqq (den sande religion) et terminologisk udtryk. Hvad der menes med det, har Han selv forklaret i versets første tre udsagn. Summen af disse tre er blevet forklaret som dīn al-haqq:
(Arabisk*************************************PDF 358)
»Farao sagde: Vent, jeg vil dræbe Musa, og lad ham nu påkalde sin Herre. Jeg frygter, at han vil ændre selve jeres dīn eller skabe fordærv i landet.« – (Sura al-Mu’min: 26)
Hvis man bedømmer og overvejer det på baggrund af alle de beretninger om Farao og Musa, der findes i Koranen, bliver det uden tvivl bevist, at dīn her ikke er brugt i betydningen af en religion alene. Det er derimod brugt i betydningen af en stats- og samfundsordning. Faraos udsagn betød, at hvis Musas formål lykkedes, ville statsordningen blive ændret. Den livsordning, der var etableret på grundlag af Faraos suverænitet samt de gældende love, regler og skikke, ville blive rykket op med rode, og i dens sted ville enten en ny ordning blive opbygget på nye grundlag, eller også ville der slet ikke blive opbygget nogen ordning; i stedet ville der opstå en anarkistisk situation i hele landet.
(Arabisk*************************************PDF 358)
»Den eneste dīn, Allah har udvalgt, er islam.« – (Sura Āl ʿImrān: 19)
(Arabisk*************************************PDF 358)
»Den, der søger en anden dīn end islam, vil hans dīn slet ikke blive accepteret.« – (Sura Āl ʿImrān: 85)
(Arabisk*************************************PDF 358)
“Han er Allah alene, som har sendt sit sendebud med den rette vejledning og den sande religion, for at lade den sejre over alle andre religioner, hvor afskyelig den end måtte være for polyteisterne.” – (Sura at-Tawba: 36)
(Arabisk*************************************PDF 359)
“Og bekæmp dem, indtil alle vantro systemer er ophørt i verden, og religionen alene er bestemt for Allah.” – (Sura al-Anfal: 39)
(Arabisk*************************************PDF 359)
“Når Allahs hjælp er kommet, og sejren er indtrådt, og du ser folk træde ind i Allahs religion i skarer, så lovpris nu din Herre, pris Ham, fremsig Hans tasbih, og bed Ham om tilgivelse. Han er i sandhed Den, der tilgiver meget.” – (Sura an-Nasr)
I disse vers betegner religionen alle livets sider og områder, såsom troslæren, overbevisningen, tankegangen, moralen og de praktiske handlinger.
I de to første vers siges det, at den livsordning, der opstår på grundlag af lydighed mod og tilbedelse af Allah (islam), er den eneste rene livsordning, som Allah har udvalgt. Enhver anden livsordning, der opstår på grundlag af lydighed mod en falsk suveræn magt, er aldrig acceptabel hos verdens Herre og kan heller ikke være det af sin natur. For mennesket er skabt af Ham, er Hans tjener, næres og opretholdes af Ham og lever som undersåt i Hans rige. Derfor kan mennesket aldrig acceptere, at det har ret til at leve i lydighed mod og trældom under en anden magt end Ham eller til at følge en andens befalinger.
I det tredje vers siges det, at Allah sendte sit Sendebud med denne rene, fejlfri og sande livsorden, det vil sige islam, og formålet med at sende ham var, at han skulle gøre denne livsorden sejrende over alle andre livsordener.
I det fjerde vers gives tilhængerne af den islamiske livsorden befaling om at kæmpe mod verdens mennesker, indtil alle livsordener, der er grundlagt på oprør mod Gud, er blevet fjernet fra verden, og tjeneste og lydighed udelukkende er blevet bestemt for Allah.
I det femte vers tiltales Allahs Sendebud (fvmh.) på et tidspunkt, hvor revolutionen i Arabien var blevet fuldendt gennem treogtyve års utrættelig og uafbrudt indsats. Islam var i praksis blevet etableret som et trosmæssigt, intellektuelt, moralsk, uddannelsesmæssigt, socialt, civilisatorisk, økonomisk og politisk system, og folk fra forskellige egne af Arabien kom i store flokke og trådte ind under dette systems rammer. På denne måde blev profeten Muhammads (fvmh.) opgave fuldført. Han får at vide, at han ikke må være stolt og betragte denne store succes som sin egen succes.
Den, hvis væsen er hævet over enhver form for fejl, mangel og ufuldkommenhed, er profeten Muhammads (fvmh.) Herres væsen. Derfor får han, fordi dette store arbejde er blevet fuldført, besked på at lovprise og forherlige sin Herre samt bede Ham om tilgivelse for de fejl og mangler, der måtte være opstået under den lange, treogtyve årvarende kamp og stræben.
Kapitel 9 – Mirakler
En drøftelse af mirakler
Når profeterne præsenterede sig selv som udsendte budbringere fra verdens Herre, krævede folk af dem: Hvis I virkelig er verdens Herrers repræsentanter, bør I frembringe noget usædvanligt og mirakuløst, der hæver sig over naturens sædvanlige lovmæssige forløb, og som tydeligt får det til at fremstå, at verdens Herre gennem direkte indgriben har frembragt denne hændelse som et tegn for at bevise jeres sandhed. Som svar på dette krav viste profeterne en række tegn. I Koranens terminologi kaldes de ayat eller tegn, mens de i troslærdes terminologi kaldes mirakler.
Forvirringen hos dem, der benægter mirakler
Nogle forsøger at bevise, at sådanne tegn eller mirakler er almindelige og naturlige hændelser, der finder sted under naturens love. De indtager i virkeligheden en ulogisk og uforståelig mellemposition, hvor de hverken accepterer eller forkaster Koranen. For når Koranen entydigt omtaler en overnaturlig hændelse, er forsøget på at fremstille den som en almindelig hændelse, der er fuldstændig i modstrid med den sammenhængende beretning, ikke andet end en yderst besynderlig form for ordkløveri. Denne form for ordkløveri er kun nødvendig for sådanne mennesker, som hverken ønsker at tro på en bog, der beretter om overnaturlige hændelser, eller kan forkaste den, fordi de af fødsel er knyttet til deres forfædres religion – en bog, hvori der faktisk omtales overnaturlige hændelser.
Det afgørende spørgsmål
Det afgørende spørgsmål med hensyn til mirakler er dette: Er Allah blevet passiv, efter at Han har sat den naturlige verden i gang efter bestemte love, og har Han mistet evnen til at gribe ind noget sted i denne igangværende proces? Eller har Han beholdt ansvaret for at styre sit rige i egne hænder, således at Hans befaling til enhver tid træder i kraft i dette rige, og således at Han også har magt til, når Han ønsker det, helt eller delvist at ændre tingenes skikkelse og hændelsernes sædvanlige forløb?
To perspektiver
For dem, der som svar på dette spørgsmål støtter det første synspunkt, er det umuligt at anerkende mirakler. For mirakler stemmer ikke overens med deres opfattelse af Gud og universet. Sådanne mennesker burde imidlertid, i stedet for at beskæftige sig med Koranens tafsir og fortolkning, åbent forkaste Koranen. For Koranen har med eftertryk tilbagevist den førstnævnte opfattelse af Gud og med eftertryk støttet den anden. Den person, der derimod på grundlag af Koranens argumenter og beviser accepterer den førstnævnte opfattelse, har slet ikke svært ved at forstå og tro på mirakler. Lad os for eksempel antage, at en person har den trosopfattelse, at en slange kun kan blive til på den måde, hvorpå slanger normalt bliver født. At skabe en slange på nogen anden måde ligger endda uden for Allahs magt. Hvis nogen fortæller denne person, at en bestemt mands stav er blevet til en slange, og at denne slange derefter igen har antaget en stavs skikkelse, vil han naturligvis med sikkerhed afvise denne meddelelse. En anden person har derimod den trosopfattelse, at Allah skaber levende væsener af livløse ting, og at Han kan give enhver livløs ting liv, som Han vil. For denne person er det ikke mere forbløffende, at nogle livløse bestanddele i et æg bliver til en slange, end at en stav bliver til en slange. Forskellen er blot, at den ene hændelse finder sted hele tiden, mens den anden kun er indtruffet tre gange. Men denne forskel er ikke tilstrækkelig til at gøre den ene hændelse forbløffende og den anden ikke-forbløffende.
Beviset på miraklers sandhed
(Arabisk*************************************PDF 364 )
“Sig: Min Herre ved bedst, hvor mange de var (hulens folk). Kun få mennesker kender det nøjagtige antal. Tal derfor ikke med nogen om deres antal, undtagen i en overfladisk diskussion. Og spørg ikke nogen om dem.” – (Sura al-Kahf: 22)
Meningen med dette vers fra Sura al-Kahf er, at det ikke er deres antal, der er det afgørende; det afgørende er snarere den lærdom eller formaning, man kan drage af denne begivenhed. Lærdommen fra denne begivenhed er, at en oprigtigt troende under ingen omstændigheder bør være rede til at tilsidesætte sandheden og bøje hovedet for falskheden. En anden vigtig lærdom er, at den troendes tillid ikke bør være til verdslige midler og hjælpemidler, men til Allah. Og selv om der udadtil ikke viser sig tegn på gunstige forhold for arbejdet for sandheden, bør man stole på Allah og begive sig ud på sandhedens vej.
Naturens love og Allahs højeste magt
En anden lærdom fra denne begivenhed er, at der i virkeligheden ikke påhviler Allah nogen sådan forpligtelse, som mennesker forbinder med det regelmæssige og naturlige hændelsesforløb, de kalder »naturens love«, og som de mener ikke kan brydes af noget i verden. Når og hvor Han vil, kan Han forårsage enhver usædvanlig begivenhed, der strider mod dette sædvanlige forløb. At lade et menneske sove i to hundrede år og derefter pludselig sætte sig op, som om han kun havde sovet nogle få timer, uden at dette lange tidsrum har haft nogen indvirkning på hans levetid, ansigtstræk, legeme, klæder eller helbred, er ingen stor sag for Ham. Heraf kan man lære, at det ikke ligger uden for Allahs magt at genoplive alle menneskehedens tidligere og fremtidige efterkommere på én gang, sådan som de himmelske Skrifter og profeternes forudsigelser beretter. Heraf forstår man også, at uvidende og uerfarne mennesker i enhver tidsalder i stedet for at tage ved lære af Allahs tegn har samlet endnu flere midler til at fare vild gennem dem, sådan som de gjorde med Aṣḥāb al-Kahf. – [Allah lod Aṣḥāb al-Kahfs mirakuløse begivenhed finde sted, for at folk gennem den skulle opnå troen på det hinsidige. Men ud fra netop dette tegn forstod de det modsatte: at Allah havde skaffet dem endnu nogle guder, som de kunne tilbede. – (Forfatteren)]
Eksistensen af utallige forunderlige ting i universet
I Allahs skabte verden findes der utallige forunderlige ting. Hvor man end vender blikket, ser man Hans uendelige magts storhed komme til syne i form af usædvanlige begivenheder. Visse begivenheder og tilstande viser sig som regel på en bestemt måde. Men det kan ikke bevise, at de ikke kan vise sig på en anden, usædvanlig måde, der bryder med den gængse lovmæssighed. For at tilbagevise denne opfattelse findes der overalt i universet og på ethvert trin af skaberværket en lang række usædvanlige tilstande og begivenheder. Især kan den, der har en klar forståelse af Allahs almagt, aldrig nære den fejlagtige opfattelse, at det skulle være umuligt for Ham, som har magt over liv og død, at give et menneske en levetid på tusind år eller lidt mere eller mindre. Det er ganske vist, at mennesket ikke engang kan forlænge sit liv et øjeblik efter eget ønske. Men hvis Allah vil, kan Han holde det i live så længe, Han ønsker.
En gennemgang af de tidligere profeters mirakler
Miraklet med profeten Salihs (fred være med ham) kamel
(Arabisk*************************************(Arabisk*************************************PDF 366 )
»Til folket Thamud sendte Jeg deres broder Salih. Han sagde til dem: ‘O mine folkefæller! Tilbed Allah. I har ingen anden gud end Allah. Der er kommet et klart bevis fra jeres Herre til jer. Lad den gå frit omkring på Allahs jord. Rør den ikke med onde hensigter; ellers vil I blive ramt af en smertefuld straf.’« – (Sura al-A’raf: 73)
Det fremgår klart af versets ordlyd, at ordene »et klart bevis« i den første del af verset og »et tegn« i den anden del begge henviser til denne kamel. I den ottende rukūʿ i Sura ash-Shuʿaraʾ fortælles det udførligt, at Thamud-folket selv bad profeten Salih om et tegn, så det uigendriveligt kunne bevises, at han var Allahs profet. Som svar på dette krav frembragte profeten Salih kamelen. Det er således hævet over enhver tvivl, at kamelen kom som et mirakel. Den var et af den slags mirakler, som mange andre profeter viste de vantro som bevis på deres profetskab. Profeten Salih havde advaret de vantro om, at deres liv afhang af, at kamelen fik lov at leve. Denne advarsel beviser, at kamelen var blevet til som et mirakel. Han havde også sagt, at kamelen frit ville græsse på deres marker. Den ene dag ville den alene drikke vand, og den næste dag ville alle de andre dyr drikke vand. Hvis de skadede den på nogen måde, ville Allahs straf pludselig falde over dem. Det siger sig selv, at kun noget, hvis overnaturlige karakter folk har kunnet se med egne øjne, kan være blevet fremstillet med en sådan ophøjet status. Kamelen strejfede frit omkring, hvor den ønskede; den ene dag drak den alene, og den næste dag drak alle de andres dyr. Sådan fortsatte det i lang tid, og de fandt sig i det trods deres modvilje. Til sidst blev den dræbt efter mange rådslagninger og sammensværgelser. Profeten Salih havde imidlertid ingen sådan magt, at de behøvede at frygte ham. Et yderligere bevis på kamelens mirakuløse karakter er, at de var bange og rædselsslagne for den og vidste, at der sikkert stod en magt bag den, som gjorde det muligt for den at færdes så dristigt blandt dem. Koranen og hadith indeholder ingen klar beretning om, hvilken slags kamel den var, eller hvordan den viste sig. Derfor er der ingen grund til at godtage de beretninger, som koranfortolkerne har citeret om dens tilblivelse. Men Koranen beviser, at kamelen på den ene eller den anden måde viste sig som et mirakel.
Miraklet med de dødes genoplivelse
(Arabisk*************************************PDF 367 )
»Eller husk som eksempel den mand, der passerede en ødelagt by og sagde: ‘Hvordan vil Allah bringe denne døde by til live igen?’ Da lod Allah ham dø, og han forblev død i hundrede år. Derefter gav Allah ham livet tilbage og spurgte ham: ‘Hvor længe har du været død?’ Han svarede: ‘En dag eller nogle timer.’ Allah sagde: ‘Nej, hundrede år er gået, mens du har været i denne tilstand. Se nu på din mad og din drik; de er ikke blevet fordærvede. Se også på dit æsel’ (hvis skelet endog er ved at rådne bort). ‘Vi har gjort dette for at gøre dig til et tegn for menneskene. Se derefter, hvordan Vi rejser dette skelet og ifører det kød og blod.’ Da sandheden på denne måde blev tydelig for ham, sagde han: ‘Jeg ved, at Allah er almægtig.’« – (Sura al-Baqara: 259)
Det er ikke nødvendigt at drøfte, hvem denne mand var, eller hvilken by det var. Grunden til, at denne begivenhed er nævnt, er blot at sige, at den, der tager Allah til sin beskytter, på denne måde får vejledningens lys fra Ham. Vi har ingen mulighed for at fastslå mandens eller stedets identitet, og det ville heller ikke være til nogen nytte. Den efterfølgende beretning synes dog at vise, at den person, der omtales her, helt sikkert var en profet.
Det ovenstående spørgsmål betyder ikke, at denne ædle mand fornægtede det hinsidige, eller at han nærede nogen tvivl om det. Han ønskede i virkeligheden at opnå direkte erfaring med en skjult sandhed. Profeterne blev givet denne mulighed. At en person, som verdens mennesker vidste var død hundrede år tidligere, vender tilbage til livet, er tilstrækkeligt til at gøre ham til et levende eksempel blandt hans samtidige.
Kilden, der helbredte profeten Ayubs sygdom
(Arabisk*************************************PDF 368 )
“Husk Min tjener Ayyub. Han henvendte sig til sin Herre og sagde: Satan har påført mig smertefuld lidelse og straf. (Jeg befalede ham:) Stamp med foden på jorden. Her er koldt vand til at bade i og drikke”–(Sura Sad: 41-42).
Så snart han efter Allahs befaling stampede med foden på jorden, sprang en kilde frem. At drikke af denne kilde og bade i dens vand var behandlingen af profeten Ayyubs sygdom. Det synes sandsynligt, at profeten Ayyub var blevet ramt af en alvorlig hudsygdom. Også Bibelen fortæller, at hele hans krop, fra hoved til fod, var dækket af bylder.
Profeten Ibrahims mirakel
Beretningen om at gøre fire fugle levende
(Arabisk*************************************PDF 368 )
“Husk også den begivenhed, da Ibrahim sagde: Herre! Vis mig, hvordan Du gør de døde levende. Allah sagde: Tror du da ikke? Ibrahim sagde: Jo, jeg tror, men jeg har brug for ro i hjertet. Allah sagde: Tag da fire fugle, gør dem tamme hos dig, og læg derefter et stykke af hver af dem på hvert sit bjerg. Kald så på dem; de vil komme løbende til dig. Vid, at Allah er Almægtig og alvis”–(Sura al-Baqara: 260).
At profeten Ibrahim fik børn i sin alderdom
(Arabisk*************************************PDF 368 )
»Derefter gav Jeg ham det glædelige budskab om Isak og, efter Isak, om Jakob. Hun sagde: Ak, hvilken ulykke! Skal jeg få et barn? Jeg er jo blevet en forhenværende gammel kone, og min mand er også blevet gammel. Dette er virkelig en mærkelig ting. Englene sagde: Undrer du dig over Allahs afgørelse? Abrahams husstand! Allahs barmhjertighed og velsignelser er over jer. Sandelig, Han er højt lovprist og indehaver af en vældig ære.« – (Sura Hud: 71-73)
Hazrat Ibrahims (fred være med ham) befrielse fra ilden
(Arabisk*************************************PDF 369 )
»De sagde til hinanden: Byg et bål til ham og kast ham ind i de flammende ildtunger. De lagde en sammensværgelse mod ham, men Jeg gjorde dem til de ydmygede.« – (Sura as-Saffat: 97-98)
Hazrat Musas (fred være med ham) mirakler
(Arabisk*************************************PDF 369 )
»Derefter sendte Jeg Moses og hans bror Aron til Farao og hans folk med Mine tegn og et klart bevis.« – (Sura al-Mu’minun: 45-46)
Betydningen af, at der efter »tegnene« nævnes »et uigendriveligt bevis«, kan være, at det blotte forhold, at disse tegn var hos dem, udgjorde et uigendriveligt bevis på deres begges profetskab. Det kan også være, at de mirakler, han viste i Egypten ud over staven, var tegnene, mens det uigendrivelige bevis var hans stav. For de mirakler, der kom til syne gennem staven, levnede ingen plads til tvivl om, at de begge var sendebud.
(Arabisk*************************************PDF 369 )
»Da de kastede deres trolddomsredskaber, fortryllede de tilskuernes øjne og indjagede dem rædsel. Således fremviste de en frygtelig trolddom. Jeg åbenbarede for Moses: Kast din stav! Da han kastede den, begyndte den at opsluge deres falske trolddoms bedrag.« (Sura al-A’raf 116-117)
Profeten Moses’ stav
Det er ikke rigtigt at antage, at profeten Moses’ stav havde slugt troldmændenes stave og reb, som så ud som kæmpeslanger. Koranens udsagn er blot, at Moses’ stav blev til en slange og opslugte troldmændenes bedrageriske illusion. Versets betydning synes klart at være, at trolddommens virkning forsvandt fra hvert sted, hvor Moses’ slange kom frem. På grund af trolddommen så det ud, som om troldmændenes stave og reb rejste slangehoveder. Men så snart Moses’ slange havde foretaget en omgang, antog alle stavene igen stavens skikkelse, og alle rebene rebets skikkelse.
Forskellige advarende straffe over Faraos folk
(Arabisk*************************************PDF 370 )
»Jeg ramte Faraos folk med hungersnød og ødelæggelse af afgrøder i flere år, så de kunne komme til fornuft. Men deres tilstand var sådan, at de sagde, når noget godt hændte dem: »Det fortjener vi.« Og når noget dårligt ramte dem, anså de Moses og hans ledsagere for at være årsag til deres ulykke. I virkeligheden lå deres ulykke hos Allah, men de fleste af dem vidste det ikke. De sagde til Moses: »Uanset hvilket tegn du bringer os for at forhekse os med, vil vi ikke tro på dig.« Til sidst sendte Jeg over dem storme, lod græshopper brede sig, sendte lus og frøer og lod blod regne. Disse tegn viste Jeg dem hver for sig. Men de fortsatte på hovmodets vej. De var i sandhed et yderst forbryderisk folk.« (Sura al-A’raf 130-133)
Faraos rådgivere vidste med sikkerhed, at det på ingen måde kunne være et resultat af magi, men ved alligevel at betegne det som magi udviste de stædighed og ordkløveri. At hungersnød og gentagne afgrødetab i hele landet skulle kunne være en eller anden magikers bedrift, vil næppe noget fornuftigt menneske tro. Derfor siges der i Koranen:
(Arabisk*************************************PDF 370 )
»Da de så Mine tegn, sagde de: ‘Dette er utvivlsomt åbenlys magi.’ Skønt deres hjerter inderst inde var blevet overbevist, fornægtede de dem alligevel udelukkende af hovmod og arrogance.« – (Sura an-Naml: 13-14)
Den storm, der omtales i det ovennævnte vers, var sandsynligvis kraftig regn med hagl. Stormen kan også have været af en anden art. I Bibelen omtales imidlertid en storm forårsaget af snefald. Derfor har jeg anvendt denne betydning.
Ordet »kummal«, der er anvendt i det vers, har flere betydninger, nemlig lus, små græshopper, myg, termitter og lignende. Grunden til, at der er anvendt et ord med så bred en betydning, er sandsynligvis, at myg og lus angreb menneskene, mens termitter angreb fødevarelagrene. – (Se Bibelens Anden Mosebog, kapitel 7-12.)
De ni tegn
(Arabisk*************************************PDF 371 )
»Vi gav Moses ni tydelige tegn. Spørg nu selv Israels børn, hvad Farao sagde til ham, da Moses kom til dem: ‘Moses, jeg mener bestemt, at du er blevet forhekset.’ Moses svarede ham: ‘Ingen andre end Herren over himlene og jorden har sendt disse iøjnefaldende tegn ned. Farao, jeg mener, at du visselig er fortabt.’« – (Sura al-Isra: 101-102)
I Sura al-A’raf nævnes disse ni tegn. De er: 1. Staven – som blev forvandlet til en slange; 2. den strålende hånd – som lyste som solen, så snart han trak den ud fra sin armhule; 3. at troldmændenes trolddom blev besejret offentligt; 4. at en hungersnød ifølge en bekendtgørelse ramte hele landet; 5. vedvarende storme; 6. græshopper; 7. termitter; 8. frøer; og 9. at forskellige plager, såsom blod, blev sendt ned.
Kernen i det svar, Hazrat Musa gav Firaun, var, at en landsdækkende hungersnød, frøernes hærgen over millioner af kvadratkilometer, termitangreb i alle fødevarelagre og andre kriser af denne art ikke kunne være forårsaget af en troldmands trolddom eller af nogen menneskelig kraft. Det bør her huskes, at Hazrat Musa før hver plage advarede Firaun og sagde: Hvis du ikke opgiver din stædighed, vil denne og hin plage blive lagt over dit rige. Præcis som han havde sagt, indtraf den pågældende plage til sin tid. Under sådanne omstændigheder kan kun en gal eller stædig person hævde, at disse plager blev forårsaget af nogen anden end Allah, himlenes og jordens Herre.
At kløve havet i to med staven
(Arabisk*************************************PDF 371 )
“Jeg åbenbarede for Musa: Drag nu om natten af sted med Mine tjenere, og lav en tør vej til dem gennem havet. Frygt ikke, at nogen forfølger jer bagfra. Og bliv ikke bange, mens I bevæger jer gennem havet.” – (Sura Ta-Ha: 77)
Beretningen om denne begivenhed er, at Allah til sidst fastsatte en bestemt nat, hvor alle israelske og ikke-israelske muslimer (derfor anvendes det omfattende udtryk “Mine tjenere”) skulle udvandre fra alle egne. De samledes på forhånd på et bestemt sted og drog derefter af sted som en karavane. På den tid fandtes Suezkanalen ikke. Hele området fra Det Røde Hav til Middelhavet var åbent land. Men der var militære baser langs alle vejene i dette område. Derfor var det ikke sikkert at krydse denne rute. Af denne grund valgte Hazrat Musa en rute i retning af Det Røde Hav. Han havde sandsynligvis til hensigt at fortsætte langs havets kyst mod Sinai-halvøen. Mens karavanen befandt sig ved havbredden, nåede Firauns enorme hær frem bagfra. Det fortælles i Sura al-Shu’ara, at emigrantkaravanen blev indesluttet mellem havet og Firauns hær. Netop i det øjeblik befalede Allah Hazrat Musa:(Arabisk**********) “Slå på havet med din stav”.(Arabisk************) “Straks blev havet kløvet i to, og de to dele rejste sig på hver sin side, høje som enorme bjerge.” Der blev ikke blot en vej i midten, så karavanen kunne komme over; denne midterste del blev også forvandlet til en tør vej. Dette er en beskrivelse af et tydeligt mirakel. De, der siger, at havvandet trak sig tilbage på grund af storm eller tidevand, bliver modbevist af denne beskrivelse. For hvis vandet havde trukket sig tilbage af den grund, ville det ikke have rejst sig på begge sider som bjerge, og midterstykket ville ikke være blevet til en tør vej.
(Arabisk*************************************PDF 372)
“Jeg befalede Musa gennem åbenbaringen: Slå på havet med din stav. Straks blev havet delt i to, og de to dele rejste sig på hver sin side, høje som enorme bjerge.” – (Sura al-Shu’ara: 63)
På arabisk (Arabisk*******) betyder bjerg. I ordbogen Lisān al-ʿArab står der (Arabisk***********) betyder et enormt bjerg. Desuden (Arabisk********) det vil sige adjektivet ‘enorm’, bliver betydningen, at vandet havde rejst sig på begge sider i form af yderst høje bjerge. Denne vej gennem havet blev skabt med det ene formål at give Banī Isrāʾīls karavane mulighed for at passere og med det andet at drukne Faraos hær. Heraf forstår man klart, at vandet stod i form af så enorme og høje bjerge så længe, at millioner af israelitiske emigranters karavane nåede at passere hen over det, og at Faraos hær derefter nåede helt ind til midten af det. Det er overflødigt at sige, at de stormvinde, der blæser under almindelige naturlove, uanset hvor voldsomt de end blæser, ikke kan få havets vand til at stå så længe i form af så enorme bjerge. Det er også værd at bemærke, at der i Sura Ṭā Hā står (Arabisk************) ‘Lav en tør vej til dem gennem havet’. Det vil sige, at da staven slog mod havet, blev vandet ikke blot skubbet til side og rejst som bjerge på begge sider; den vej, der blev dannet igennem det, blev også tør. Der blev ikke efterladt så meget som en dråbe mudret vand, der kunne hindre færdsel. Dette er en klar beskrivelse af et mirakel. Det bliver tydeligt, at de, der forsøger at forklare denne begivenhed som noget, der fandt sted under almindelige naturlove, tager fejl.
‘manna’ og ‘salwā’
(Arabisk*************************************PDF 373)
“Jeg har sendt manna og salwā ned til jer.” – (Sura Ṭā Hā: 80)
Bibelens beretning lyder, at da Banī Isrāʾīl efter udvandringen fra Egypten kom til Sīnørkenen og var på vej mellem Elim og Sinai, og deres forråd var sluppet op, så de var nær ved at måtte sulte, begyndte manna og salwā at blive sendt ned, og denne proces fortsatte i fyrre lange år, indtil de nåede beboede områder i Palæstina. (Anden Mosebog, kapitel 16; Fjerde Mosebog, kapitel 11, vers 7-9; Josvabogen, kapitel 5, vers 12). I Anden Mosebog siges der i forbindelse med beskrivelsen af manna og salwā: “Senere, om aftenen, kom vagtler flyvende og dækkede lejren, og om morgenen faldt dug rundt om lejren. Da det, der var faldet, var fordampet, se, da lå der på jorden i ørkenen noget fint, frøagtigt og småt som rimfrost. Da Israels børn så det, sagde de til hinanden: Hvad er det? For de vidste ikke, hvad det var. Da sagde Moses til dem: Det er det brød, som Herren har givet jer at spise.” – (Kapitel 16, vers 13-15)
Og Israels folk gav denne føde navnet manna; den lignede korianderfrø, var hvid af farve og smagte som kager blandet med honning. – (Vers 31)
I Fjerde Mosebog gives der desuden følgende forklaring:
Folkene gik omkring og samlede det op, malede det på en kværn eller knuste det i en morter, kogte det i gryder og lavede kager af det; det smagte som kager bagt med olie. Når duggen faldt over lejren om natten, faldt mannaen ned over den. – (Kapitel 11, vers 8-9)
Dette var også et mirakel. For da Israels Børn efter fyrre år begyndte at få almindelig føde, ophørte denne proces. I dag ses der heller ikke længere nogen overflod af den fugl, der kaldes vagtel, og manna findes heller ikke noget sted. Folk, der har undersøgt sagen, har gennemsøgt det område, hvor Israels Børn levede som ørkenvandrere i fyrre år, men de fandt ikke manna noget sted. Købmænd sælger dog manna-halva for at narre folk.
Hazrat Sulaimans mirakler
(Arabisk*************************************PDF 374 )
“Og han sagde: O folk! Jeg er blevet lært fuglenes sprog.” – (Sura An-Naml: 16)
Bibelen tier om, at Hazrat Sulaiman havde kendskab til dyrenes og fuglenes sprog. I israelitiske legender findes der imidlertid en tydelig beretning om dette. – (Jewish Encyclopaedia, bind 11, side 439)
Jinnerne var ham lydige
(Arabisk*************************************PDF 374 )
“For Sulaiman blev der samlet en velordnet hær bestående af jinner, mennesker og fugle.” – (Sura An-Naml: 17)
Dronningens af Sabas trone blev bragt dertil på et øjeblik
(Arabisk*************************************PDF 374)
“Salomon sagde: O forsamling! Hvem kan bringe mig dronningens trone, før de kommer til mig i underkastelse? En dæmon sagde: Jeg vil bringe den til dig, før du rejser dig fra din plads; jeg har magt til det og er troværdig. En, der havde viden om Skriften, sagde: Jeg vil bringe den til dig på et øjeblik. Da Salomon så tronen stå foran sig, udbrød han: Dette er min Herres nåde.”
Andre profeters mirakler
Det mirakuløse ved Yunus’ begivenhed
(Arabisk*************************************PDF 374)
“Yunus var sandelig også en sendebud. Husk den tid, da han flygtede mod et skib fyldt med passagerer. Han deltog i lodtrækningen og blev den, der tabte. Til sidst slugte fisken ham. Han var angrende. Hvis han ikke havde været blandt dem, der lovpriser Allah, ville han være blevet i fiskens bug indtil Dommedag. Til sidst kastede Vi ham ud på et øde sted i en meget svækket tilstand og lod en græskarplante vokse over ham.” – (Sura as-Saffat: 139-146)
Hazrat Zakariyas barn fødes af hans gamle hustrus liv
(Arabisk*************************************PDF 374 )
“Skænk mig venligst en arving, så han kan arve efter mig og efter Jakobs slægt. Og, min Herre, gør ham til et menneske, der er udvalgt. O Zakariya, Jeg giver dig det glædelige budskab om en søn, hvis navn skal være Yahya. Før ham har Jeg ikke skabt nogen med dette navn. Han sagde: Min Herre, min hustru er ufrugtbar, og jeg er nået til den yderste alderdom. Hvordan kan jeg få et barn? Svaret lød: Sådan skal det være. Din Herre siger: Det er let for Mig. Tidligere skabte Jeg også dig, da du intet var. Zakariya sagde: Min Herre, fastsæt et tegn for mig. Allah sagde: Dit tegn er, at du ikke skal kunne tale med folk i tre på hinanden følgende dage.” – (Sura Maryam: 5-10)
Hazrat Isas (a.s.) mirakel
Hazrat Isas fødsel uden en far
(Arabisk*************************************PDF 374 )
“Og Jeg gjorde Maryam og hendes søn til et tegn og anbragte dem begge på et højtliggende sted, hvor de kunne finde ro, og hvor kilder sprang frem.” – (Sura al-Mu’minun: 50)
Her siges der ikke, at Maryam var ét tegn, og at Maryams søn var et andet tegn. Det siges heller ikke, at Jeg gjorde Maryam og hendes søn til to tegn. Derimod siges det, at de tilsammen blev gjort til ét tegn. Det betyder, at det var Isas (a.s.) fødsel uden en far og Maryams graviditet uden omgang med en mand, der var årsagen til, at mor og søn sammen blev til ét tegn.
(Arabisk*************************************PDF 374 )
“(Og du, Muhammad!) Fortæl i denne bog om Maryams historie, da hun trak sig bort fra sine nærmeste og tog ophold på et afsides sted mod øst. Hun skjulte sig for dem bag et forhæng. Da sendte Jeg Min ånd (englen) til hende. Han viste sig for hende i fuld menneskeskikkelse. Maryam (sendte Jeg englen) til hende. Han viste sig for hende i fuld menneskeskikkelse. Maryam udbrød pludselig: Hvis du er en gudfrygtig mand, søger jeg tilflugt hos den Barmhjertige Gud mod dig. Han sagde: Jeg er blot din Herres udsending; jeg er kommet for at skænke dig en ren søn. Maryam sagde: Hvordan skulle jeg kunne få en søn? Intet menneske har rørt mig, og jeg er heller ikke en umoralsk kvinde. Englen sagde: Sådan skal det være. Din Herre har sagt: Dette er meget let for Mig. Jeg vil gøre denne dreng til et tegn for menneskeheden og til en nåde fra Mig. Og dette er en fastlagt sag fra Allah, og den vil ske. Maryam undfangede barnet og drog til et fjernt sted. Derefter tvang fødselsveerne hende til at søge hen under et palmetræ. Hun sagde: Ak, om jeg dog var død før dette og var blevet glemt” – (Sura Maryam: 16-23)
Her menes med det fjerne sted Betlehem. Det var naturligt, at den ærværdige Maryam forlod sin i‘tikāf og tog dertil. Maryam var for det første efterkommer af Banū Hārūn, den mest fromme gruppe blandt Israels børn, og desuden opholdt hun sig i Bayt al-Maqdis, hvor hun havde viet sig til tilbedelsen af Allah. En sådan pige blev pludselig gravid. Hvis hun i denne situation var blevet siddende på stedet for sin i‘tikāf, og sagen om hendes graviditet var blevet kendt, ville ikke blot hendes familie, men også andre medlemmer af hendes folk have gjort hendes liv uudholdeligt. Den stakkels kvinde, som var blevet ramt af denne store prøvelse, forlod i stilhed i‘tikāf-kammeret og drog bort, så hun i det mindste kunne undgå sit folks bebrejdelser, fordømmelser og omfattende vanære indtil det øjeblik, hvor Allahs vilje skulle fuldbyrdes. Denne bortrejse er et slående bevis på, at den ærværdige Isa blev født uden en far. Hvis Maryam havde været gift, og hendes graviditet skyldtes hendes mand, ville der ikke have været nogen grund til, at hun skulle forlade sin faders og sin svigerfaders hus for at føde sit barn et fjernt sted.
»Ak, om jeg dog var død og var blevet glemt« – af disse ord fra Maryam forstår man, hvor bekymret og ængstelig hun var på det tidspunkt. Når man indser situationens alvor, er det ikke svært for nogen at forstå, at disse ord ikke blot kom over hendes læber på grund af fødselsveerne; det var tanken på, hvordan hun skulle bestå den frygtelige ildprøve, som Allah havde udsat hende for, der holdt hende urolig. Hidtil havde hun på den ene eller anden måde kunnet skjule, at hun bar et barn i sit skød. Men hvor skulle hun nu tage dette barn med? At Maryam havde sagt disse ord, bekræftes af det følgende, da englen sagde til hende: Vær ikke bekymret. Når en gift kvindes fødselstid kommer, bliver hun, hvor meget hun end vrider sig af smerte, aldrig bekymret eller ængstelig.
At tale om det nyfødte barn i vuggen
(Arabisk********************************************på PDF-side 377)
»Da hun kom til sit folk med barnet i armene, spurgte de: O Maryam! Hvor har du fået dette fra? O Hārūns søster! Din far var ikke en dårlig mand, og din mor var heller ikke en umoralsk kvinde« – (Sura Maryam: 27-28)
Hvilken forklaring har de, som benægter den ærværdige Isas mirakuløse fødsel, på, at hendes folk blev vrede, da den ærværdige Maryam kom med et barn i armene, og begyndte at overøse hende med alle slags bebrejdelser og fordømmelser?
(Arabisk********************************************på PDF-side 377)
“Da Maryam pegede på sit barn, sagde folk: ‘Hvordan skal vi tale med et barn, der ligger i vuggen?’ – (Sura Maryam: 29)
Koranens fordrejede fortolkere har forklaret versets betydning således: “Hvordan skal vi tale med et barn, der er fra i går?” Det vil sige, at disse mennesker ifølge dem skulle have ført denne samtale, da Hazrat Isa var blevet voksen. De ældre og gamle mænd blandt Israels børn sagde: ‘Skal vi virkelig tale med den dreng, som vi den dag så ligge i vuggen?’ Men hvis man ser på omstændighederne og den foregående og efterfølgende fremstilling, bliver det klart, at dette blot er en meningsløs fejltolkning, der er fremført for at undgå miraklet. Disse fortolkere kunne i det mindste have tænkt over selve udsagnet: Det, som folk var kommet for at protestere imod, var ikke sket, da han var blevet voksen, men på det tidspunkt, hvor han blev født. Desuden fastslås det entydigt og uden mulighed for modsigelse i vers 46 i Sura Al Imran og vers 10 i Sura Al-Maida, at Hazrat Isa ikke sagde disse ord, da han var blevet voksen; han sagde dem derimod, da han netop var blevet født og lå i vuggen. I det første vers siger englen, da han forudsiger Hazrat Maryam, at hun vil få en søn, at denne søn vil tale med mennesker både fra vuggen og som voksen. I det andet vers siger Allah selv til Hazrat Isa: Du vil tale med mennesker, mens du ligger i vuggen, og også som voksen.
(Arabisk********************************************på PDF-side 378)
“Barnet sagde: ‘Jeg er Allahs tjener. Han har givet mig Skriften, gjort mig til profet og gjort mig velsignet, hvor jeg end befinder mig, og Han har pålagt mig at udføre bønnen og betale zakat hele mit liv. Han har gjort mig pligtopfyldende over for min mor og ikke gjort mig tyrannisk eller ulykkelig.’” – (Sura Maryam: 30-32)
Her siges der ikke, at han skulle være pligtopfyldende over for sine forældre, men kun over for sin mor. Også dette beviser, at Hazrat Isa ikke havde nogen far. At Koranen overalt omtaler ham som Isa, Maryams søn, er endnu et uigendriveligt bevis på det.
(Arabisk********************************************på PDF-side 378)
“Fred være over mig den dag, jeg blev født, den dag jeg skal dø, og den dag jeg igen bliver vakt til live.” – (Sura Maryam: 33)
Dette er det ‘tegn’, som blev forelagt Israels børn gennem Hazrat Isas person. Allah ønskede at give Israels børn den sidste mulighed for at forbedre sig, før Han gav dem en eksemplarisk straf for deres vedvarende onde gerninger. Derfor anvendte Han denne plan: Han gjorde pludselig den fromme pige fra Haruns slægt, som opholdt sig i i‘tikaf i Bayt al-Maqdis og blev opdraget under Hazrat Zakariyas opsyn, gravid, selv om hun var jomfru. Da hun derefter ville komme med barnet i armene, ville der opstå stor opstandelse blandt hele folket, og alles opmærksomhed ville straks blive rettet mod hende. Som følge af denne plan samlede folk sig omkring Hazrat Maryam, og da lod hun det nyfødte barn tale, så tusinder fra folket, når dette barn senere voksede op og modtog profetskabet, kunne være til stede og bevidne, at de havde set et vidunderligt mirakel fra Allah den Ophøjede i dette barn. Alligevel, da folket ville benægte hans profetskab og i stedet for at følge ham forsøge at fremstille ham som forbryder og korsfæste ham, ville de blive udsat for en eksemplarisk straf, som ingen anden nation i verden var blevet udsat for.
Andre af Koranens nævnte mirakler
(Arabisk********************************************(på PDF-side 379)
»Og da han kom til Israels børn som sendebud, sagde han: ’Jeg er kommet til jer med et tegn fra jeres Herre. Jeg former for jer en fuglefigur af ler, og når jeg derefter blæser på den, bliver den med Allahs tilladelse til en fugl. Jeg helbreder den fødte blinde og den spedalske med Allahs tilladelse, og jeg gør de døde levende. Jeg kan også fortælle jer, hvad I spiser, og hvad I gemmer. I dette er der tilstrækkelige tegn for jer, hvis I ønsker at tro.’« – (Sura Al-i Imran: 49)
Profeten Muhammad (fred være med ham) og hans mirakler
0
Koranen er blevet fremlagt som bevis på profetskabet
(Arabisk********************************************(på PDF-side 379)
»O Profet! Når du ikke fremlægger noget tegn (mirakel) for dem, siger de: ’Hvorfor vælger du ikke et tegn til dig selv?’ Sig til dem: ’Jeg følger kun den åbenbaring, som min Herre sender mig. Dette er visdommens lys, vejledning og barmhjertighed fra jeres Herre for dem, der tager imod det.’« – (Sura Al-A’raf: 203)
De vantros spørgsmål var tydeligvis hånligt ment. Med andre ord var meningen med deres ord: »Ligesom du åbenbart er blevet profet, kunne du vel også have valgt og frembragt et mirakel til dig selv.« Men læg mærke til, hvor yndefuldt dette hånende spørgsmål blev besvaret.
Kernen i svaret er denne: Jeg har ikke magt til at opfinde eller frembringe noget, blot fordi I kræver det, eller fordi jeg selv føler behov for det. Jeg er kun en sendebud. Mit ansvar er blot at handle i overensstemmelse med hans befaling, som har sendt mig. Han, som har sendt mig, har givet mig Koranen i stedet for mirakler. Den er fuld af fremsynet lys. Dens største særpræg er, at de, som tager imod den, finder den rette og lige vej gennem livet, og at tegnene på Allahs barmhjertighed træder tydeligt frem i deres smukke karakter.
Profeten Muhammad (s.a.) var ikke i stand til på eget initiativ at udføre mirakler
(Arabisk********************************************PDF-side 380)
»Men hvis du, o profet, ikke kan bære deres afvisning, så søg, hvis du har magt til det, en tunnel ned i jorden eller rejs en stige op til himlen, og forsøg at bringe dem et tegn.« – (Sura al-Anʿam: 35)
Da profeten så, at mange lange dage var gået med at forklare folket det, uden at de stadig havde fulgt den rette vej, opstod dette ønske fra tid til anden i hans sind: »Hvis blot et sådant tegn viste sig fra Allah, at deres vantro blev fjernet ved det, og de anerkendte sandheden i mit profetskab.« Dette vers er et svar på netop dette ønske hos profeten. Meningen er denne: Vær ikke utålmodig. Følg tålmodigt den metode og den proces, hvormed Jeg fører dette arbejde videre. Hvis arbejdet skulle udføres ved hjælp af mirakler, kunne Jeg så ikke selv have gjort det? Men Jeg ved, at dette ikke er den rette vej til at nå frem til det mål, som du er blevet sat til at virkeliggøre: en mental og moralsk revolution samt etableringen af en ren og ubesmittet civilisationsorden. Men hvis du ikke kan bære menneskenes nuværende stagnation og deres hårdnakkede fornægtelse og vantro, og hvis du mener, at det er nødvendigt at vise et groft, sanseligt påviseligt tegn for at fjerne denne stagnation, så tag selv initiativet og forsøg, hvis du har magt til det, at trænge ned i jorden eller stige op til himlen og bringe et sådant mirakel, som du anser for tilstrækkeligt til at forvandle vantro til tro. Men forvent ikke, at Jeg vil opfylde dette ønske hos dig. For i Min plan er der ikke plads til et sådant forsøg eller en sådan foranstaltning.
Profeten Muhammads (s.a.) største mirakel er Koranen
(Arabisk********************************************PDF-side 380)
»De siger: Hvorfor bringer Muhammad ikke et tegn (mirakel) fra sin Herre? Er alle de tidligere Skrifters lærdomme ikke blevet gjort tydelige for dem?« – (Sura Taha: 133)
Med andre ord: Er det ikke et ganske betydeligt mirakel, at en af deres egne analfabeter har frembragt en bog, hvori essensen af indholdet og lærdommene i alle de himmelske Skrifter fra begyndelsen og frem til i dag er samlet? Det, der fandtes i disse Skrifter for at lede mennesker ad den rette vej, er ikke blot samlet i denne bog; det er også fremsat i et så enkelt og klart sprog, at selv en ørkenbeduin kan forstå det og drage nytte af det.
(Arabisk********************************************På PDF-side 381)
»(O Profet!) Du havde tidligere hverken læst nogen bog eller skrevet med din egen hånd; hvis du havde kunnet læse og skrive, ville de, der følger falskheden, have næret tvivl. Men de, der har fået viden, har disse klare tegn i deres hjerter. Ingen andre end de uretfærdige fornægter Mine tegn. De siger: Hvorfor er tegnene (miraklerne) ikke blevet sendt ned over denne mand fra hans Herre? Sig: Tegnene findes kun hos Allah. Jeg er blot en tydelig advarer. Er det ikke tilstrækkeligt for dem som tegn, at Jeg har åbenbaret Bogen for dig, som bliver reciteret for dem? I den er der i sandhed barmhjertighed og en påmindelse for dem, der tror.« – (Sura al-Ankabut: 48-51)
Hovedpointen i det argument, der fremføres i disse vers, er, at profeten Muhammad (fvmh.) var analfabet. Hans naboer, slægtninge og stammefolk havde set ham fra fødslen til ungdommen, og de vidste udmærket, at han hele sit liv hverken havde læst nogen bog eller nogensinde havde taget en pen i hånden. Med henvisning til denne faktiske omstændighed siger Allah, at hvis man havde set denne analfabets mund udtrykke en omfattende og dybtgående viden om de tidligere himmelske Skrifters lærdomme, de tidligere profeters livsberetninger, de tidligere religioners troslære og overbevisninger, de gamle folks historie, samfundsordning, økonomi og vigtige moralske principper, og hvis man havde set ham læse andre bøger end åbenbaringen og bedrive vidensmæssig forskning, ville de vantro måske have haft en vis mulighed for tvivl. De kunne have tænkt, at hans vidensskat måske var opnået gennem egen indsats og stræben i stedet for gennem åbenbaringen. Men hans analfabetisme efterlod ikke den mindste mulighed for tvivl. Herefter findes der, bortset fra ren stædighed, ingen fornuftig grund til at benægte hans profetskab.
At en bog som Koranen blev åbenbaret til profeten Muhammad (fvmh.), selv om han var ummi, er i sig selv så stort et mirakel, at det er tilstrækkeligt til at tro på, at han var Allahs sendebud. De øvrige mirakler var kun for dem, der så dem. Men Koranen er et tidløst og evigt mirakel, som altid står foran menneskene; den reciteres for dem, og de kan altid selv se den.
Årsagen til, at profeten Muhammad (fvmh.) fik et erkendelsesmæssigt mirakel i stedet for et materielt mirakel
(Arabisk********************************************På PDF-side 382)
»Hvad ville det have nyttet, hvis der var blevet åbenbaret en sådan Koran, ved hvis kraft bjergene begyndte at bevæge sig, jorden blev sprængt itu, eller en død begyndte at komme ud af graven og tale?« – (Sura ar-Raʿd: 31)
For at forstå dette vers må man huske, at der her ikke tales til de vantro, men til muslimerne. Muslimerne blev urolige, når de igen og igen hørte de vantro kræve mirakler, og tænkte ved sig selv: Hvor ville det dog være godt, hvis man viste dem et eller andet mirakel, som kunne få dem til at tro! Når de mærkede, at de vantro på grund af, at et sådant tegn ikke viste sig, fik mulighed for at sprede forvirring blandt almindelige mennesker om profetens profetskab, blev deres uro og bekymring endnu større. Det er på denne baggrund, at muslimerne får at vide: Hvis der pludselig sammen med en af Koranens suraer også blev vist et sådant tegn, tror I så virkelig, at de ville tro? Er I så optimistiske med hensyn til dem, at I mener, de allerede sidder helt parate til at antage den sande religion, og at der kun mangler én åbenbaring? De, som ikke så sandhedens lys i Koranens lære, i tegnene i den omgivende natur, i profetens rene liv og i den revolutionerende forandring i sahabaernes liv – tror I, at de ville finde en lysstråle i, at bjergene blev sat i bevægelse, jorden blev sprængt itu, og døde kom ud af deres grave? – [Meningen med denne drøftelse er ikke, at der ikke viste sig nogen mirakler fra profeten Muhammads (fred være med ham) side. Mange mirakler viste sig fra tid til anden. Men de blev ikke anvendt som bevis på profetskabet for at få modstanderne til at tro. – (Redaktørerne)]
(Arabisk********************************************på PDF-side 382)
»Hvis Jeg ville, kunne Jeg sende et tegn ned fra himlen, som de ville bøje deres hoveder for.« – (Sura ash-Shuʿaraʾ: 4)
Det vil sige, at det på ingen måde er vanskeligt for Allah at sende et tegn ned, som tvinger alle de vantro til at tro og underkaste sig Allahs lydighed. Grunden til, at Han ikke gør det, er ikke, at denne handling ligger uden for Hans magt. I virkeligheden ønsker Han ikke en sådan tvungen tro hos mennesker. Han ønsker, at folk ved at bruge deres egen viden og fornuft skal erkende sandheden ved hjælp af de tegn, der er spredt i Allahs bog, overalt i den omgivende verden og i dem selv. Når deres hjerter derefter vidner om, at det, profeterne har sagt, virkelig er sandt, og at alle de trosforestillinger og skikke, der er blevet indført i modstrid hermed, er ugyldige og usande, så er det netop det, Allah den Ophøjede kræver af menneskene: at de bevidst forkaster det falske og følger sandheden. Derfor har Han givet mennesket frihed til at ville og vælge. Derfor har Han givet mennesket den frihed, at det, hvis det ønsker det, kan vælge enten den rette eller den vildfarne vej. Derfor har Han lagt både gode og onde tilbøjeligheder i mennesket. Han har åbnet begge veje – syndens og fromhedens – for det. Han har givet Satan frihed til at bedrage. For at lede menneskene på den rette vej har Han opretholdt profetskabet, åbenbaringen og rækken af kaldelser til det gode. Han har stillet mennesket på prøvelsens område med alle de tidsvarende evner og kræfter, der er nødvendige for at vælge anskuelse og vej, for at se, om det vil følge vantroens og ulydighedens vej eller troens og lydighedens vej. Hvis Allah havde indført en ordning, der tvang mennesket til tro og lydighed, ville formålet med denne prøve være gået tabt. Hvis det var Hans vilje at tvinge mennesket til at tro, hvad skulle Han så med at tvinge det ved at vise mirakler? Allah kunne have skabt mennesket med en sådan natur og en sådan beskaffenhed, at det slet ikke havde evnen til vantro, ulydighed og synd. Mennesket kunne ligesom englene være blevet født lydigt og underdanigt. I forskellige vers i Koranen har Allah den Ophøjede fremhævet netop denne sandhed. For eksempel:
(Arabisk********************************************på PDF-side 383)
»Hvis jeres Herre havde villet det, ville alle jordens indbyggere være blevet troende. Vil du så tvinge mennesker til at tro?« – (Sura Yunus: 99)
(Arabisk********************************************på PDF-side 383)
“Hvis din Herre havde ønsket det, kunne Han have gjort alle mennesker til én eneste ummah. Men de vil fortsat følge forskellige veje. Kun de, som nyder din Herres nåde, vil blive frelst fra vildfarelsen. Det er til dette formål, Han har skabt dem.”
(Arabisk********************************************På PDF-side 383)
“Har de aldrig kastet blikket på jorden og set, hvor mange forskellige slags fremragende planter Vi har ladet frembringe dér?” – (Sura ash-Shu’ara: 7-8)
Det vil sige, at hvis nogen har brug for et tegn for at finde sandheden, behøver han ikke at gå særlig langt. Blot ved at betragte denne verdens mangfoldige skønhed med åbne øjne vil han kunne forstå, om den lære om verdensordenen (Allahs enhed), som profeterne har fremført, er sand, eller om det er de synspunkter, som polyteister og ateister udbreder, der er sande. Når man ser den enorme og mangfoldige samling af planter, der vokser på jorden, og den tydelige overensstemmelse og harmoni, der findes mellem deres egenskaber og de utallige skabningers utallige behov, må kun et tåbeligt menneske konkludere, at alt dette sker af sig selv uden en dygtig håndværkers skarpsindige kunnen, en alvidende vismands visdom, en almægtig magts uovervindelige styrke og en kyndig Skabers velovervejede skabelsesplan. Eller at jorden, månen, solen, luften og vandet har kunnet bringes i en sådan fuldkommen harmoni gennem flere guders forvaltning, snarere end gennem én Gud, som har udformet og virkeliggjort alle disse planer, og at der derved er blevet skabt en sådan overensstemmelse mellem de planter, der er frembragt af disse bestanddele, og behovene og nødvendighederne hos de utallige slags levende væsener. Hvis et fornuftigt menneske ikke lader sig rive med af stædighed eller forudfattede meninger, vil det spontant sige, når det betragter dette syn: Dette er afgjort et uigendriveligt bevis på Guds eksistens og på, at Gud er én. Kan der trods disse beviser være behov for endnu et mirakel, uden hvilket mennesket ikke kan tro på tawhids sandhed?
Dette er et stort sanseligt mirakel
[Denne del af værket vedrører i overensstemmelse med vores struktur den principielle diskussion af miraklernes filosofi og teori. Profeten Karim (fred være med ham)s mirakler er ikke medtaget her ud fra en gennemgang af begivenhederne; de er i stedet omtalt på deres respektive steder i værkets behandling af begivenhederne. Her er kun det storslåede mirakel, hvor månen blev kløvet i to, medtaget som eksempel i diskussionen.]
(Arabisk********************************************På PDF-side 385)
“Timen nærmer sig, og månen er blevet kløvet i to. Det er deres natur, at de vender sig bort, uanset hvilket tegn de ser, og siger: Dette er blot gammel magi. De har forkastet sandheden som løgn og fulgt deres egne lidenskaber, men enhver sag må til sidst nå sin afgørelse.” – (Sura al-Qamar: 1-3)
Beretningerne om månens opsplitning
Hændelsen med månens opsplitning er fastslået gennem Koranens entydige beretning. Den er ikke afhængig af hadithberetningerne. Men gennem hadithberetningerne får man kendskab til hændelsens detaljer og kan fastslå, hvornår og hvordan den fandt sted. Al-Bukhari, Muslim, at-Tirmidhi, Ahmad, Abu Awana, Abu Dawud at-Tayalisi, Abd ar-Razzaq, Ibn Jarir, al-Bayhaqi, at-Tabarani, Ibn Mardawayh og Abu Nu’aym al-Isfahani har gennem forskellige overleveringskæder berettet hændelsen fra Hadhrat Ali, Hadhrat Abdullah ibn Mas’ud, Hadhrat Abdullah ibn Abbas, Hadhrat Abdullah ibn Umar, Hadhrat Hudhayfah, Hadhrat Anas ibn Malik og Hadhrat Zubayr ibn Mut’im. Tre af disse lærde kunne ikke have været øjenvidner til hændelsen. For den enes vedkommende, Hadhrat Abdullah ibn Abbas, fandt hændelsen sted før hans fødsel. Den anden, Hadhrat Anas ibn Malik, var et barn på det tidspunkt. Men eftersom de begge var sahaba, kan man med sikkerhed antage, at de har hørt beretningen fra de ældre sahaba, som selv havde været direkte vidner til hændelsen.
Sammenfatning af beretningerne
Når man sammenholder alle disse beretninger, kan man forstå hændelsen således: Den fandt sted omkring fem år før hijra. Det var natten til den fjortende dag i månemåneden. Månen var netop stået op. Pludselig blev månen delt i to. Den ene del kunne ses på den ene side af bjerget foran dem, og den anden del på den modsatte side. Efter at have været i denne tilstand et øjeblik blev de to dele igen samlet. Profeten Muhammad (fvmh) opholdt sig på det tidspunkt i Mina. Han sagde til de tilstedeværende: “Se på dette og vær vidner.” De vantro sagde: “Muhammad har forhekset os. Derfor er vores syn blevet bedraget. Lad folk udefra komme. Vi vil spørge dem, om de også har set hændelsen.” Da nogle mennesker udefra kom, fortalte de også, at de havde set dette syn.
Nogle af Hadhrat Anas’ beretninger kan give anledning til den fejlagtige opfattelse, at hændelsen med månens opsplitning fandt sted to gange. For det første har ingen anden sahabi sagt dette. For det andet indeholder nogle af Hadhrat Anas’ egne beretninger ordet “marratayn” (to gange), mens andre indeholder ordene “firqatayn” og “shirqatayn”. De betyder “i to dele”. For det tredje nævner den hellige Koran kun én gang, at månen blev delt i to. Derfor er det korrekt, at hændelsen fandt sted én gang. De sagn, der fortæller, at månen blev delt i to, blot fordi Profeten (fvmh) pegede på den med sin finger, og at den ene del af månen trængte ind gennem hans klædning og kom ud gennem ærmet, er derimod helt uden grundlag.
Hændelsens egentlige karakter
Her opstår spørgsmålet: Hvilken karakter havde denne hændelse egentlig? Var det et mirakel, der blev vist for at bevise Profeten Muhammads (fvmh) profetis sandhed som svar på de vantros krav? Eller var det blot en hændelse, der fandt sted på månens overflade ved Allahs vilje? Og henledte Profeten Muhammad (fvmh) folkets opmærksomhed på den, fordi han anså den for et tegn på Dommedagens mulige og nært forestående komme? En gruppe muslimske lærde regner den for et af Profetens særlige mirakler. De mener, at dette mirakel blev vist som svar på de vantros krav. Grundlaget for denne opfattelse er imidlertid nogle få hadither, der er overleveret fra Hadhrat Anas. Ingen anden sahabi har fremsat denne udlægning. Ibn Hajar siger i Fath al-Bari: “Blandt alle de overleveringskæder, gennem hvilke hændelsen med månens opsplitning er blevet berettet, har jeg i ingen hadith ud over Hadhrat Anas’ hadith fundet, at hændelsen med månens opsplitning fandt sted som følge af polyteisternes krav.” (Se kapitlet om månens opsplitning.) Abu Nu’aym al-Isfahani har ganske vist i værket Dala’il an-Nubuwwah citeret netop denne udlægning fra en hadith, der er overleveret fra Hadhrat Abdullah ibn Abbas. Men dens overleveringskæde er meget svag. Ingen af de beretninger fra Ibn Abbas, der er overleveret gennem pålidelige kæder i hadithværkerne, indeholder denne udlægning. Desuden var både Hadhrat Abdullah ibn Abbas og Hadhrat Anas fraværende, da hændelsen fandt sted. Ingen af de sahaba, der var til stede på det tidspunkt, nemlig Hadhrat Abdullah ibn Mas’ud, Hadhrat Hudhayfah, Hadhrat Zubayr ibn Mut’im, Hadhrat Ali og Hadhrat Abdullah ibn Umar, sagde, at Mekkas polyteister havde krævet, at der skulle vises et eller andet tegn som bevis på sandheden af profeten Muhammads profetskab, og at de derfor fik vist miraklet med månens opsplitning. Det vigtigste er, at den hellige Koran selv ikke betegner denne hændelse som et tegn på Muhammads sendebud, men som et tegn på, at Dommedagen nærmer sig. Eftersom hændelsen bekræftede sandheden af den forudsigelse, som Profeten (fvmh) havde fremsat om Dommedagens nærhed, er der naturligvis ingen tvivl om, at den også var et levende tegn på sandheden af Profeten Muhammads (fvmh) profetskab.
Nogle indvendinger og deres svar
Der er blevet fremsat to indvendinger mod dette mirakel. For det første mener man, at det på ingen måde er muligt, at en så stor himmellegeme som Månen spaltes i to dele, at delene adskilles fra hinanden og bevæger sig hundredvis af mil væk fra hinanden, for derefter igen at blive samlet. For det andet: Hvis en sådan begivenhed virkelig havde fundet sted, ville den have vakt opsigt over hele verden, være blevet nævnt i historiebøgerne og være blevet beskrevet i astrologiens bøger. Men begge disse indvendinger er grundlæggende ubegrundede. Diskussionen om, hvorvidt det var muligt, kunne have været relevant i oldtiden, men i denne tid, på grundlag af den viden mennesker har opnået om planeternes og månernes opbygning og natur, er det ikke mærkeligt, at en planet kan revne som følge af udbruddet fra en vulkan inde i den, og at delene ved en voldsom eksplosion slynges i forskellige retninger og bevæger sig langt bort. Det er heller ikke umuligt, at delene derefter på grund af kernens magnetiske kraft igen samles. Lad os dernæst se på den anden indvending. Den er også uden vægt, fordi begivenheden indtraf pludseligt og kun varede et øjeblik. Der var ingen grund til, at mennesker over hele verden netop i dette særlige øjeblik skulle have blikket rettet mod Månen. Begivenheden blev ikke ledsaget af nogen eksplosion, som kunne have henledt folks opmærksomhed på den. Der var heller ingen forudgående meddelelse, som kunne få folk til at se op mod himlen i forventning. Desuden var det ikke muligt at se den over hele verden. På det tidspunkt stod Månen kun op over Arabien og landene øst for den. Og interessen for at skrive historie samt de historiske metoder var endnu ikke så veludviklede, at de, der havde set begivenheden i de østlige lande, ville nedskrive den, eller at en historiker, hvis disse vidnesbyrd og beviser var kommet i hans besiddelse, ville have optaget dem i en historiebog. Ikke desto mindre findes der i Malabars historie en omtale af, at en konge dér så dette syn den nat. Hvad angår spørgsmålet om, hvorfor det ikke omtales i astrologiens bøger og i kalendere, kan svaret være, at det kun ville have været nødvendigt, hvis der var blevet konstateret en ændring i Månens bevægelse, dens bane eller tidspunkterne for dens op- og nedgang. Da dette ikke skete, blev oldtidens astrologers opmærksomhed ikke rettet mod det. Også datidens astronomiske observatorier var ikke så udviklede, at de kunne holde øje med enhver begivenhed i verdensrummet og bevare den i billedlig dokumentation.
Kapitel 10 – Spørgsmålet om forbøn
Forskellige aspekter af spørgsmålet om forbøn
[Spørgsmålet om forbøn er på to måder nært forbundet med profetskabets kerne. Den første grund er, at de, der forkastede den ærede Profets (fred være med ham) og de øvrige ærede profeters kald, betragtede troen på forbøn som et skjold mod fortabelse. De sagde, at de derfor var profeternes og de frommes efterkommere, og på den anden side søgte de at tilfredsstille guderne ved at tilbede dem. Disse guder ville gå i forbøn for dem hos Allah, og derfor var de Allahs særligt elskede. Frygten for Guds straf for synd var således meningsløs. Koranen har tilbagevist denne opfattelse af forbøn.
Den anden grund er, at profeterne på Opstandelsens Dag – og også nogle af de fromme tjenere – vil gå i forbøn for nogle af deres følgere, som, mens de overordnet set forsøgte at leve i overensstemmelse med Guds vilje, havde begået visse fejl og forsømmelser, eller som havde begået synder, men gentagne gange angrede og forsøgte at forbedre sig.
Af disse to grunde mente vi, at et kapitel med titlen »Spørgsmålet om forbøn« burde indgå blandt de grundlæggende emner, der behandles. Det lykkelige er, at Maulanaens pen har frembragt værdifulde ord om dette emne. – (Redaktørerne).]
Spørgsmålet om forbøn er blevet forklaret tydeligt flere steder i Koranen. Det er ikke vanskeligt for nogen at vide, hvem der kan gå i forbøn, og hvem der ikke kan, under hvilke omstændigheder det er tilladt, og under hvilke det ikke er, for hvem det er tilladt, og for hvem det ikke er, samt for hvem det er gavnligt, og for hvem det ikke er. Vrangforestillinger og fejlagtig tro om forbøn er en af de vigtigste årsager til, at mennesker farer vild. Derfor har Koranen beskrevet dette emne så klart, at den ikke har efterladt nogen mulighed for tvivl eller usikkerhed. Som det siges i vers 255 i Sura al-Baqarah (Ayat al-Kursi):
(Arabisk********************************************på side 391 i PDF’en)
»Alt, hvad der er i himlene og på jorden, tilhører Ham alene. Hvem kan gå i forbøn hos Allah uden Hans tilladelse?«
(Arabisk********************************************på PDF-side 391)
»Han kender alt, hvad der er synligt for menneskene. Intet af det, Allah ved, kan de få viden om. Men hvis Han selv ønsker at meddele nogen noget, så er det en anden sag.«
Ingen kan udøve indflydelse på Allah
Polyteisterne havde den opfattelse om muslimske lærde, englene og andre væsener, at de havde stor indflydelse hos Allah. Når de først insisterede på en sag, sørgede de for at få den gennemført, og de kunne opnå hvad som helst hos Allah. Den første del af det ovennævnte vers tilbageviser denne opfattelse. Det siges til dem, at selv de største profeter og de nærmeste engle, for slet ikke at tale om at kunne udøve indflydelse, ikke engang vover at sige et ord foran denne verdensaltets Konge uden tilladelse.
Den teoretiske drøftelse i den anden del udgør endnu et angreb på polyteismens grundlag. I den første del blev forestillingen om Allah den Højestes absolutte og grænseløse myndighed og herredømme samt Hans fuldstændige ret til at bestemme fremstillet, og det blev sagt, at ingen har magt til at udøve Hans magt eller indflydelse. Nu siges det fra en anden side: Hvordan skulle nogen anden overhovedet kunne blande sig i Hans gerning? De har jo ingen viden om verdensaltets forvaltning eller om dets skjulte mysterier. Alle skabninger, hvad enten de er mennesker, jinner, engle eller andre, har ufuldstændig og begrænset viden. Ingen har udsyn over alle verdensaltets realiteter. Hvis et menneske derefter fik lov til frit at gribe ind eller insistere på forbøn i en eller anden mindre sag, ville hele verdensaltets orden blive ødelagt. For slet ikke at tale om verdensaltets orden og forvaltning er tjeneren ikke engang i stand til at forstå, hvad der er godt eller dårligt for ham selv. Hans Skaber og verdensaltets Forvalter ved fuldt ud, hvad der er godt og dårligt for ham. Derfor har han ingen anden mulighed end at stole på de bestemmelser og anvisninger, Han har givet.
Der er ingen forbøn for dem, der fortjener straf
I Sura al-An’am siges det:
(Arabisk********************************************på side 392 i PDF’en)
»Og nu ser jeg ikke sammen med jer de forbedere, som I mente ville have en del i at opnå jeres mål. Alle jeres indbyrdes forbindelser er blevet brudt, og de, som I regnede med, har forladt jer.«
Et andet sted i denne sura siges det:
(Arabisk********************************************på side 392 i PDF’en)
»(O Muhammad!) Forman med denne (åbenbaringsbaserede viden) de mennesker, som frygter at skulle stå til regnskab over for Allah, og som dér vil være nødt til at stå frem uden nogen anden beskytter eller forbeder end Ham. Måske vil de derved vogte sig og følge gudfrygtighedens vej.« – (Sura al-An’am: 51)
Meningen er, at denne formaning heller ikke vil være til nogen nytte for dem, der er så opslugte af det verdslige, nydelsesorienterede liv, at de ikke engang tænker på døden eller på, at de en dag skal stå ansigt til ansigt med Gud; som tænker: Vi kan gøre, hvad vi vil i denne verden, for det vil ikke skade os i det hinsidige, eftersom den og den vil gå i forbøn for os, den og den vil hjælpe os, eller den og den allerede har sonet vores synder.
I sura al-A’raf siges det:
(Arabisk********************************************på side 393 i PDF’en)
“(I det hinsidige vil de sige:) Vil vi nu kunne finde nogen, der kan gå i forbøn for os? Ellers må vi sendes tilbage igen, så vi kan handle anderledes end før og gøre andre gerninger.” – (Sura al-Aʿraf: 53)
I sura Yunus siger Allah den Højeste:
(Arabisk********************************************på PDF-side 393)
“Ingen kan gå i forbøn uden Hans tilladelse. Dette er Allah, jeres Herre. Tilbed derfor kun Ham. Vil I da stadig ikke tage jer i agt?” – (Vers 3)
Det siges også i den samme sura:
(Arabisk********************************************på PDF-side 393)
“De tilbeder andre end Allah, som hverken kan gavne eller skade dem, og de siger: ‘Disse vil gå i forbøn for os hos Allah.’ Sig til dem, Muhammad: ‘Vil I fortælle Ham om noget, hvis eksistens Allah ikke kender noget sted i himlene eller på jorden?’ Hellig og ophøjet er Han over det, de sætter ved Hans side.” – (Sura Yunus: 18)
At noget er ukendt for Allah, betyder, at det slet ikke eksisterer. For alt, hvad der eksisterer, er kendt af Allah. Det er netop på denne meget fine måde, at eksistensen af en forbeder her benægtes. Det siges, at Allah den Højeste ikke kender nogen, der kan gå i forbøn for jer i himlene eller på jorden. Og hvem er det så, I vil fortælle Ham om som forbeder?
(Arabisk********************************************på PDF-side 394)
“De uretfærdige vil hverken have en nær ven eller nogen forbeder, hvis ord vil blive hørt.” – (Sura al-Mu’min: 18)
Dette siges for at tilbagevise de vantros fejlagtige trosopfattelse om forbøn. I virkeligheden vil der dér slet ikke være nogen forbeder for de skyldige. For hvis der overhovedet gives tilladelse til forbøn, vil det kun være Allahs elskede og retfærdige tjenere, der får denne tilladelse. Disse retfærdige tjenere af Allah kan ikke være venner med de ugudelige og forbryderiske mennesker, og de vil ikke engang overveje at gå i forbøn for at redde dem. Alligevel tror de vantro, afgudsdyrkerne og de vildfarne mennesker generelt, at de hellige mænd, som de ærer og følger, under ingen omstændigheder vil lade dem komme i Helvede. De vil stille sig i vejen og sørge for, at de bliver tilgivet. Derfor siges det, at der dér ikke vil være nogen forbeder, hvis forbøn Allah nødvendigvis må godtage.
Tilladelse er nødvendig for forbøn
I Sura Maryam siges det:
(Arabisk********************************************på PDF-side 394)
“På den dag vil ingen være i stand til at gå i forbøn, bortset fra den, der har fået tilladelse af Den Barmhjertige.” – (Sura Maryam: 87)
Det betyder for det første, at der kun kan gås i forbøn for den, der har fået tilladelse. Den anden betydning er, at kun den, der har fået tilladelse, kan gå i forbøn; ingen anden. Versets formulering er sådan, at det i lige høj grad kan anvendes i begge betydninger.
Kun den, der får tilladelse fra Den Barmhjertige, kan der gå forbøn i forbøn for – dette betyder, at kun den, der i det jordiske liv har antaget troen, opretholdt en vis forbindelse med Allah og gjort sig værdig til tilgivelse, har mulighed for at opnå forbøn. – [Det vil sige, at shafaʿah er omfattet af Allah den Almægtiges lov om belønning og tilgivelse. Forudsætningen for at opnå shafaʿah er, at tjeneren må bevise over for Allah, at han er værdig til tilgivelse. Som eksempel kan nævnes, at der i de grundlæggende principper for omvendelse er fastlagt en regel for tilgivelse. Den lyder således: De, som hele livet igennem er sunket dybt ned i synd og ikke føler nogen som helst anger eller bekymring over det, vil ikke få deres omvendelse accepteret. Det siger sig selv, at de, som straks efter at have begået en synd angrer, omvender sig, opgiver synden og bestræber sig på at rense sig selv, er en anden sag. På tilsvarende måde er det blevet sagt, når de tilgivelige menneskers kendetegn beskrives: Det er dem, der afholder sig fra store synder og almindeligt kendte onde handlinger, og hvis mindre fejltrin kun sker ved en fejltagelse eller af uvidenhed. Heraf kan selv et almindeligt menneske forstå, om det kan blive berettiget til tilgivelse og shafaʿah. Desuden har Allahs Sendebud i forskellige hadither selv nævnt visse onde handlinger og gjort det klart, at han ikke vil gå i forbøn for dem, der udfører disse handlinger. – (De to kompilatorer)] Og betydningen af, at kun den, der får tilladelse, kan gå i forbøn, er, at de, som folk har anset for forbønsmænd eller fortalere, ikke vil have ret til at gå i forbøn. Tværtimod vil kun den, som Allah giver tilladelse, kunne åbne munden for at gå i forbøn.
I sura Taha er det sagt:
(Arabisk********************************************på PDF-side 395)
»Ingen andens forbøn vil have virkning end den, som Den Barmhjertige giver tilladelse til at gå i forbøn, og hvis ord Han ønsker at høre. Han kender alle menneskers tidligere og senere forhold. De andre ved det ikke fuldstændigt.« – (sura Taha 109–110)
Det første vers kan have to betydninger: For det første den betydning, der er gengivet i oversættelsen. For det andet: »Ingen forbøn vil have virkning for andre end den person, for hvem Den Barmhjertige Allah giver tilladelse til forbøn, og om hvem Han ønsker at høre tale.« På Opstandelsens Dag vil ingen, for slet ikke at tale om at tale efter eget forgodtbefindende, vove så meget som at sige et eneste ord. Kun den person vil kunne gå i forbøn, som har fået tilladelse fra Allah til at gå i forbøn. Disse to forhold er udførligt beskrevet forskellige steder i Koranen. På den ene side er det sagt:
(Arabisk********************************************på PDF-side 395)
»Hvem er den, der kan gå i forbøn hos Ham uden Hans tilladelse?« – (sura al-Baqara 255) og
(Arabisk********************************************på PDF-side 395)
“De kan ikke gå i forbøn for nogen. De kan kun gå i forbøn for dem, hvis forbøn Allah er tilfreds med at høre, og som frygter Ham.” – (Sura al-Anbiyā’: 28)
(Arabisk********************************************på PDF-side 395)
“Hvor mange engle findes der ikke i himlen, hvis forbøn ikke nytter noget. Men hvis de går i forbøn med Allahs tilladelse og går i forbøn for den, hvis forbøn Han ønsker at høre og billiger, så er det en anden sag.” – (Sura an-Najm: 26)
Grunden til begrænsningerne for forbøn
Grunden til, at der er fastsat disse begrænsninger for forbøn, er nævnt i Sura Tā-Hā. Ingen – hverken en engel, en profet, en wali eller nogen anden – ved, og kan heller ikke vide, hvordan en persons regnskab ser ud, hvad han foretog sig i det jordiske liv, eller hvilken adfærd, karakter og hvilke forpligtelser han har bragt med sig til Allahs domstol. Allah har derimod fuldt kendskab til alles tidligere handlinger. Kun Allah ved med sikkerhed, hvilken tilstand en person nu befinder sig i, hvor from han er, hvis han er from, på hvilket niveau han er synder, hvis han er synder, om han er værdig til tilgivelse, om han fortjener den strengeste straf, om hans straf kan lempes, eller om der kan vises ham nogen barmhjertighed. – [Med andre ord kan man sige, at forbøn i grunden er en form for vidneudsagn. Den udfører den opgave at vidne om, hvilken slags menneske den person omtrent var, hvis regnskab fremlægges, og om han fortjener straf eller tilgivelse. – (Redaktørerne)] Hvordan kan engle, profeter og fromme mennesker under sådanne omstændigheder få ubetinget frihed til at gå i forbøn, så enhver kan gå i forbøn for hvem som helst på den måde, han ønsker? Hvis en almindelig embedsmand i sin lille afdeling begyndte at lytte til alle slægtninges og venners forbønner, ville han på blot et par dage ødelægge hele afdelingen. Hvis det er sådan, hvordan kan man da forvente, at Han, som er den almægtige Herre over himlene og jorden, vil give fri adgang til forbøn i Sit hof, så enhver helgen kan gå til Allahs hof og få hvem som helst tilgivet? Ingen helgen ved jo, hvordan regnskabet ser ud for dem, han går i forbøn for. Den politik, som enhver embedsmand med blot en smule ansvarsfølelse følger i verden, er, at hvis en af hans venner går i forbøn for en skyldig underordnet medarbejder, siger han: “Du ved ikke, hvor stor en snylter, uansvarlig person og bestikkelig mand denne person er i sit arbejde, eller hvor meget han plager folk. Jeg er fuldt ud bekendt med hans handlinger. Derfor beder jeg dig om ikke at gå i forbøn hos mig for denne person.” – [Profeten Muhammad (fred være med ham) advarede gentagne gange sine samtidige muslimer med disse ord: “De, der efter mig ændrer min måde og min praksis, vil blive bortvist fra Kawthar-bassinet og ikke få lov til at nærme sig det. Jeg vil sige: ‘De er mine følgere.’ Da vil der blive sagt til mig: ‘Du ved ikke, hvad de foretog sig efter din bortgang.’ Derefter vil jeg også jage dem bort og sige: ‘Forsvind!’” Denne beretning findes i talrige hadither. – (Forfatteren) Se Bukhari, Kitāb ar-Riqāq og Kitāb al-Fitan; Muslim, Kitāb at-Tahārah og Kitāb al-Fadā’il; Musnad Ahmad, beretningerne fra Ibn Mas‘ud og Abu Hurayra; Ibn Majah, Kitāb al-Manāsik, med videre.]
Dette lille eksempel kan give en idé om, hvor ren, fornuftig og retfærdig den politik vedrørende forbøn, som er beskrevet i dette vers, er. Døren til forbøn hos Allah vil ikke blive lukket. De fromme tjenere, som i verden var vant til at behandle mennesker med medfølelse, skal indhente tilladelse, før de går i forbøn, og de må kun gå i forbøn for den person, som Allah giver dem tilladelse til at gå i forbøn for. Desuden vil der også være en betingelse for forbønnen: Den skal være korrekt og retfærdig. (Arabisk********) (og det, han siger, siger han sandt) Allahs udtalelse gør netop dette klart. Der kan ikke fremsættes en så urimelig forbøn dér, at en person har krænket tusindvis af menneskers rettigheder i verden, hvorefter en helgen stiller sig frem og går i forbøn med ordene: “Herre! Beløn ham og gør ham lykkelig.” – [Tværtimod vil profeterne gå i forbøn for at de skyldige og vildfarne blandt deres egne ummaer skal straffes. Et sådant udsagn fra Profeten om denne gruppe er gengivet i Koranen.]
(Arabisk********************************************på PDF-side 397)
“Min Herre! Mit folk har forladt denne Koran.”]
I Sura an-Nabaʾ er det sagt:
(Arabisk********************************************på side 397 i PDF’en)
»Den dag, hvor Ånden og englene står på række, vil ingen tale, undtagen den, som Allah giver tilladelse til, og han vil sige det rette.« – (Sura an-Nabaʾ: 38)
Her betyder det at tale at gå i forbøn. Det siges, at dette kun vil ske på to betingelser. For det første vil kun den person kunne gå i forbøn for den synder, som Allah har givet tilladelse til at gå i forbøn for. For det andet skal forbederen sige noget rigtigt og retfærdigt. Han må ikke fremsætte nogen upassende forbøn. Og den, som der gås i forbøn for, skal i det mindste i denne verden have anerkendt sandhedens beståen. Det vil sige, at han blot skal have været synder, ikke vantro.
De polyteistiske forbederes forestillede forbøn
I Sura al-Anbiyaʾ er det sagt:
(Arabisk********************************************på side 397 i PDF’en)
»Han ved, hvad der er foran dem, og Han ved, hvad der er skjult for deres viden. De vil ikke gå i forbøn for nogen anden end dem, for hvem Allah er tilfreds med, at der lyttes til forbøn, og de vil være frygtindgydende bange for Allah.«
Mushrikkerne anså englene for at være guddomme af to grunde. For det første betragtede de dem som Allahs børn og afkom. For det andet ønskede de ved at tilbede dem at gøre dem til deres forbønnere hos Allah. (Arabisk*******************) (De sagde: »Disse er vores forbønnere hos Allah: Sura Yunus: 18) og (Arabisk*****************) (de vil hjælpe os med at opnå nærhed. – Sura az-Zumar: 3). I disse to vers tilbagevises begge disse grunde.
Det er bemærkelsesværdigt, at Koranen, når den tilbageviser mushrikkernes forestilling og tro på forbøn, ofte med eftertryk siger: »De, som I anser for at være forbønnere, har ingen viden om det usete, mens Allah kender alt, både det kendte og det ukendte.« Med dette ønsker Allah at få menneskene til at forstå følgende: Når de ikke kender hvert menneskes fortid og fremtid eller alt det skjulte og åbenbare, hvordan kan de så have en ubetinget og uindskrænket magt til at gå i forbøn? Derfor er enhver engels, profets eller anden from persons mulighed for at gå i forbøn betinget. Betingelsen er, at Allah den Højeste giver tilladelse til at gå i forbøn for nogen. Ingen vil have ret til efter eget ønske at gå i forbøn for en hvilken som helst person. Og når det fuldstændig er op til Allah, om Han vil høre eller ikke høre forbønnen og acceptere den eller ikke acceptere den, hvilken ret kan sådanne magtesløse forbønners have til at modtage nogens tilbedelse og høre deres bønner og inderlige påkaldelser?
I Sura Saba siges det:
(Arabisk********************************************PDF-side 398)
»For ingen andre end den, som Allah giver tilladelse til, at der gås i forbøn for, vil forbønnen være til nogen gavn.« – (Sura as-Saba: 23)
Det vil sige, at der i hele universet ikke findes én eneste skabning, som blot kan gå lidt i forbøn for nogen hos Allah, for slet ikke at tale om selv at være nogens herre, være delagtig i herredømmet eller være Guds medhjælper eller medarbejder. I hengiver jer forgæves til den fejlagtige forestilling, at Allah har nogle elskede eller indflydelsesrige tjenere, som, hvis de fremsætter et krav og insisterer på det, kan få Allah til ikke at afslå det. Men i virkeligheden tør ingen dér vove så meget som at sige et eneste ord uden tilladelse. Kun den, der får tilladelse, kan fremføre en bøn, og forbøn kan kun udøves for den, som der er givet tilladelse til at gå i forbøn for.
I slutningen af det samme vers siges det:
(Arabisk********************************************PDF-side 398)
»Når uroen til sidst er forsvundet fra folks hjerter, vil de spørge forbederne: Hvad svarede jeres Herre? De vil sige: Han gav det rette svar. Sandelig, Han er Almægtig og Stor.« – (Sura as-Saba’: 23)
Her skildres en scene af, hvordan situationen vil være på Dommens Dag, når en forbeder søger tilladelse til at gå i forbøn for nogen. Vi ser her en situation, hvor både forbederen og den, der søger forbøn, efter at ansøgningen om tilladelse er blevet fremsat, i yderste uro og frygtfuld angst meget ivrigt og utålmodigt tæller øjeblikkene, mens de venter på svaret. Endelig, da tilladelsen kommer, og den, der søger forbøn, ud fra forbederens ansigtsudtryk forstår, at situationen er noget håbefuld, vender livet så at sige tilbage til hans krop. Han går frem og spørger forbederen, hvilket svar der blev givet. Forbederen svarer, at det er i orden. Tilladelsen er givet. – [En scene, der viser, hvordan profeterne på Dommens Dag vil gå i forbøn med stor ydmyghed, er skildret i den sidste rukū’ i Sura al-Mā’ida. Her beskrives det, hvordan Hadrat Isa (fred være med ham) vil gå i forbøn for sine følgere. Først vil han som svar på Allahs spørgsmål aflægge vidnesbyrd. Derefter vil han sige:
(Arabisk********************************************på PDF-side 399)
»Hvis Du vil straffe dem, er de jo Dine tjenere. (De har ingen anden mulighed end at tage imod straffen.) Men hvis Du tilgiver dem, er Du jo Almægtig og Vis.« – (Vers 118) I den første del af denne betydningsfulde sætning ligger der en tone af ydmyg bøn om forbøn – ikke et krav eller en insisteren. – (Udgiverne)
Med denne beskrivelse vil Allah sige: “I tåbelige mennesker! Når forholdene i dette hof er sådan, hvordan kan I så forestille jer, at nogen dér kan få jer tilgivet i kraft af sin egen magt eller stædigt insistere over for Allah og driste sig til at sige: ‘De er mine hengivne. De må tilgives.'”
I Sura ad-Dukhān siges det:
(Arabisk********************************************på PDF-side 399)
“Den Dag vil ingen slægtning på nogen måde kunne gavne en anden slægtning. Der vil ikke komme nogen hjælp fra noget sted. Anderledes forholder det sig med den, som Allah selv viser nåde. Han er den Almægtige, den Barmhjertige.” – (Sura ad-Dukhān: 41-42)
Her beskrives det, hvordan den domstol, der skal træde sammen på dommens dag, vil være. Ingen hjælp eller støtte vil kunne sikre en forbryders løsladelse eller få hans straf nedsat. Den sande suverænitet vil forblive hos Herren, i hvis hånd nøglerne til al magt er, hvis afgørelse ingen kan forhindre i at blive gennemført, og hvis afgørelse ingen har evne til at påvirke. At nedsætte eller ophæve nogens straf af barmhjertighed afhænger fuldstændigt af Allahs vilje. I virkeligheden dømmer Han ikke retfærdigt ved at være nådesløs; Han dømmer retfærdigt netop ved at være nådig. Men den afgørelse, Han træffer i enhver sag, vil uden undtagelse blive gennemført nøjagtigt. Efter at dette billede af den guddommelige domstol er blevet forklaret, siges det i de følgende vers, hvad der vil blive de skyldiges skæbne, når de er blevet kendt skyldige ved denne domstol, og hvordan de, om hvem det bliver bevist, at de i det jordiske liv frygtede Allah og afholdt sig fra ulydighed, vil blive belønnet.
Et eksempel på Hazrat Nuhs bøn for sin søn
Den beretning om Hazrat Ibrahim, der er gengivet i sura Hud (se vers 69-76), er fortalt med Quraysh som målgruppe. Fordi de nedstammede fra Hazrat Ibrahim, blev de hele Arabiens åndelige adel, vogtere og præster ved den ædle Kaba samt indehavere af det religiøse, moralske, politiske og kulturelle lederskab. Derfor sagde de med stor stolthed og arrogance, at eftersom de var efterkommere af denne elskede tjener af Allah, og eftersom han allerede befandt sig hos Allah for at gå i forbøn for dem, hvordan kunne Allahs vrede da ramme dem? For at knuse denne falske hovmodighed blev først en scene vist, hvor en stor profet som Hazrat Nuh med egne øjne så sit eget kød og blod drukne og i sin uro bad Allah om, at hans søn måtte blive reddet; men denne forbøn gav ikke sønnen nogen fordel, og faderen blev tværtimod irettesat. Derefter blev selve Hazrat Ibrahim vist. På den ene side omtales Allahs grænseløse gunst mod ham og hans navn med den største kærlighed. På den anden side afviser Allah, at denne samme Ibrahim, Allahs ven (Khalil), går i forbøn for Lots forbryderiske folk, da han griber ind i retfærdigheden, trods hans indtrængende bønner.
Derefter siger Allah i et følgende vers i netop denne sura Hud:
(Arabisk********************************************på PDF-side 400)
“Når den dag kommer, vil ingen have evne til at sige så meget som et eneste ord uden Allahs tilladelse.” – (sura Hud: 105)
Det vil sige, at denne flok tåber lever deres liv i forgæves og falsk håb: at en eller anden hazrat vil gå i forbøn for os og redde os; at en eller anden from mand vil stå stejlt på sit krav og ikke give sig, før han har fået tilgivelse for hver eneste af sine tilhængere; at en eller anden herre er Allahs yndling. Han vil sætte sig urokkeligt på vejen til Paradiset og ikke flytte sig, før han har fået tilhængerne en tilgivelsesgaranti. Men der er slet ikke tale om at insistere eller stå stejlt på sit. Uanset hvor højtstående et menneske eller en engel måtte være, vil ingen dér have mod til så meget som at sige ét ord. Kun hvis Allah selv, denne domstols øverste dommer, giver nogen tilladelse til at tale, vil det være muligt at tale. – [De, der ved forskellige mazarer og helligsteder bringer votivgaver, fordi de mener, at de personer, som ligger begravet dér, har stor indflydelse og anseelse hos Allah, besudler deres egne regnskabsbøger i håbet om at opnå deres forbøn. På dommens dag vil de blive konfronteret med en yderst fortvivlende situation.]
Den polyteistiske opfattelse af forbøn hos Allah i det jordiske liv
I Sura an-Nahl siges det:
(Arabisk********************************************på side 401 i PDF’en)
»Og tror de trods alt dette, som de har set og erkendt, på det falske og fornægter Allahs nåde?« – (Sura an-Nahl: 72)
Mekkas polyteister fornægtede ikke, at alle disse goder i verden var Allahs gaver. De fornægtede heller ikke, at Allahs nåde lå bag disse gaver. Men den fejl, de begik, var, at de samtidig med at vise Allah taknemmelighed for disse goder også viste mange andre væsener taknemmelighed, fordi de mente, at disse også havde haft en andel i, at de havde fået disse goder, selv om de ikke havde noget bevis herfor. I Koranens sprog betegnes denne adfærd som »at fornægte Allahs nåde«. Én skænker gaven, men takken rettes mod en anden – set med Koranens øjne er dette blot utaknemmelighed. Koranen fastslår også principielt, at hvis man uden nogen form for bevis om Giveren antager, at Han ikke gav af nåde, men gennem en bestemt mellemmand, for en bestemt persons skyld, på en bestemt persons forbøn eller som følge af en bestemt persons indgriben, så svarer det i grunden også til at fornægte Hans gave.
Disse to grundlæggende lærdomme i Koranen er fuldt ud rimelige og i overensstemmelse med den almindelige sunde fornuft. Enhver kan ved blot en smule eftertanke forstå deres logik. Forestil dig, at du af medfølelse hjalp et menneske i nød, og at han straks rejste sig og lige op i dit ansigt takkede en anden, som ikke på nogen måde havde haft del i hjælpen. Måske ville du af storsind overse hans uretfærdige opførsel og fortsætte med at hjælpe ham fremover, men inderst inde ville du naturligvis forstå, at han var et yderst uhøfligt og utaknemmeligt menneske. Forestil dig så, at du spurgte ham om årsagen til denne opførsel og fik at vide, at han efter sin opfattelse ikke mente, at du havde hjulpet ham på grund af din egen venlighed og gavmildhed, men for den anden persons skyld. Og dog var det i virkeligheden ikke sandt. I så fald ville du naturligvis føle dig fornærmet. Den klare betydning af hans opfattelse ville for dig være, at han havde en yderst dårlig holdning til dig. Hans opfattelse af dig ville være, at du ikke var et venligt og medfølende menneske, men at din opgave blot var at føje dine venner og bekendte. Hvis nogen kom gennem nogle få faste venner, ville du kun hjælpe vedkommende for at glæde disse venner. Ellers var du slet ikke sådan en person, at nogen kunne få gavn af dig.
Et andet vers i Sura an-Nahl lyder:
(Arabisk********************************************på side 401 i PDF’en)
»De erkender Allahs gave, men fornægter den. De fleste af dem er sådanne, at de ikke er rede til at acceptere sandheden.« – (Sura an-Nahl: 83)
Med benægtelsen henvises der her til den adfærd, som vi tidligere har omtalt. Mekkaernes vantro benægtede ikke, at alt på jorden er en gave fra Allah, men de troede, at Allah havde givet dem disse ting for deres guders skyld. Derfor viste de, ud over Allah, også disse mellemledende væsener taknemmelighed for gaverne. Ja, de udtrykte endda lidt større taknemmelighed over for dem end over for Allah. Denne adfærd har Allah betegnet som utaknemmelighed, mangel på taknemmelighed og benægtelse af Allahs gaver.
I sura al-Hajj siger Allah:
(Arabisk********************************************på PDF-side 402)
»Sandelig, Allah udvælger sendebud blandt både englene og menneskene til at overbringe Hans befalinger. Han ser og hører alt. Han kender alt, hvad menneskene skjuler og åbenbarer. Og alle anliggender vender tilbage til Ham.« – (sura al-Hajj 75-76)
Meningen er, at blandt de væsener i skaberværket, som polyteisterne har taget som guddomme, er de fornemste skabninger profeter eller engle. Det vil sige, at de blot er sendebud udvalgt af Allah til at overbringe Allahs befalinger til menneskene. Deres rang er ikke større end dette. Denne rang alene gør dem ikke til guder eller til Guds medguder.
Udsagnet »Han kender alt, hvad menneskene skjuler og åbenbarer« bruges som regel i Koranen til at tilbagevise polyteisternes trosforestilling om forbøn. Meningen med udsagnet her er: Selv hvis I ikke betragter engle, profeter og fromme mennesker som dem, der personligt opfylder menneskenes behov og redder dem ud af vanskeligheder, men blot tilbeder dem, fordi I mener, at de går i forbøn hos Allah, tager I alligevel fejl. For det er alene Allah, der har magten til at se og høre alt. Kun Han kender alt, hvad enhver skjuler og åbenbarer. Kun Han kender alt godt og ondt, der er skjult eller åbenlyst i verden. Ingen, heller ikke engle og profeter, ved, hvornår en bestemt handling er passende, og hvornår den ikke er det. Derfor har Allah ikke engang givet sine kæreste og nærmeste skabninger ret til efter eget ønske at gå i forbøn uden Hans tilladelse, og Han har heller ikke anset en sådan forbøn for antagelig.
I sura az-Zumar siger Allah:
(Arabisk********************************************på PDF-side 402)
“Har de udpeget andre end Allah som forbønsmænd? Sig til dem: Kan de gå i forbøn, selv om de ikke har nogen magt over noget og ikke forstår noget? Erklær: Al forbøn er alene underlagt Allahs myndighed. Han er Herren over himlenes og jordens herredømme. Og til Ham skal I vende tilbage.” – (Sura az-Zumar: 43-44)
Det vil sige, at de selv har forestillet sig, at der ved Allahs hof vil være nogle indflydelsesrige væsener, hvis forbøn under ingen omstændigheder vil blive afvist. Men ingen har magt til selv at træde frem som forbeder ved Allahs hof. Forbønnen kan ikke engang forventes at blive godkendt, og der findes heller intet bevis for, at de skulle være forbedere. Allah den Ophøjede har heller aldrig sagt, at de har en sådan status hos Ham. Og disse væsener har aldrig selv hævdet, at de ville opfylde deres tilbederes ønsker. Dertil kommer, at deres tåbelighed består i, at de har anset disse opdigtede forbedere for at være almægtige, idet de har tilsidesat den sande ejer af al magt, og de har viet al deres hengivenhed og ærbødighed til dem.
I Sura an-Najm er det blevet sagt:
(Arabisk********************************************på side 403)
“Hvor mange engle er der ikke i himlen! Deres forbøn kan intet udrette, før Allah den Ophøjede har givet tilladelse til forbøn for en person, hvis anmodning Han ønsker at høre og godkender.” – (Sura an-Najm: 26)
Det vil sige, at selv hvis alle englene samledes og gik i forbøn for nogen, ville det ikke gavne; så er der naturligvis slet ikke tale om, at forbønnen fra disse opdigtede guder skulle kunne gavne jer. Allah er den, der ejer den fulde magt. Englene vover heller ikke at gå i forbøn, før de har fået tilladelse fra Allah og har fået lov til at fremsætte deres forbøn for en bestemt person.
Ingen kan hindre Allahs afgørelse.
I Sura ar-Ra’d er det blevet sagt:
(Arabisk********************************************på PDF-side 403)
“Og når Allah beslutter at bringe en ulykke over et folk, har ingen magt til at afværge den, og dette folk har ingen hjælper eller støtte mod Allah” – (sura ar-Raʿd: 11)
Det vil sige, at der siges: Lad jer aldrig vildlede af den fejlagtige forestilling, at en pir, en fakir, en from mand fra fortiden eller fremtiden eller en jinn eller engel, efter at have taget imod bestikkelse i form af jeres gaver, skulle besidde en sådan magt, at han kan redde jer fra følgerne af jeres onde handlinger”.
I hvilke tilfælde lukkes døren til forbøn?
(Arabisk********************************************på PDF-side 404)
“Profet! Hvad enten du beder om tilgivelse for disse mennesker (hyklerne) eller ej – selv hvis du beder om tilgivelse for dem halvfjerds gange – vil Allah alligevel aldrig tilgive dem. For de har fornægtet Allah og Hans Sendebud. Allah viser ikke de ulydige vejen til frelse” – (sura at-Tawba: 80)
(Arabisk********************************************på PDF-side 404)
“Profet! Hvad enten du beder om tilgivelse for disse mennesker (hyklerne) eller ej, er det det samme for dem. Allah vil aldrig tilgive dem. Allah viser aldrig de gudløse den rette vej” – (sura al-Munafiqun: 6)
Dette blev først åbenbaret i suraen al-Munafiqun. Tre år senere blev det samme sagt endnu mere eftertrykkeligt i suraen at-Tawba.
“Her henvender Allah den Ophøjede sig til Allahs Sendebud (sa) og taler om hyklerne: ‘Bed du om tilgivelse for dem eller lad være; selv hvis du beder om tilgivelse for dem halvfjerds gange, vil Allah ikke tilgive dem. Det skyldes, at de har fornægtet Allah og Hans sendebud. Allah vejleder ikke de trodsige mennesker på den rette vej.’ – (Sura at-Tawba: 80)
Lidt længere fremme i den samme sura siger Allah igen: “Når nogen af dem dør, må du aldrig bede begravelsesbønnen over ham og heller ikke stå ved hans grav. De har fornægtet Allah og Hans Sendebud og døde, mens de var ulydige.” – (Sura at-Tawba: 84) – [Af disse koranvers og flere andre vers fremgår en vigtig oplysning: Med Den Hellige Profets (sa) egne ord er det gjort klart, for hvilke slags mennesker og for hvilke personer, der er involveret i bestemte handlinger, ingen forbøn vil være til nogen nytte på Dommedag. Forskellige hadither er uomtvistelige beviser på dette. I lyset af denne sandhed har de udbredte forestillinger om forbøn ingen værdi – forestillinger, som får mennesker til skødesløst at opgive tilbedelsen, blive ligeglade med religionens påbud og hengive sig til synd efter eget ønske. – (Samlerne)]
Dette vers fremsætter to synspunkter. For det første kan en bøn til Allah om tilgivelse for synder kun være gavnlig for mennesker, der har modtaget vejledning. Hvis en person vender sig bort fra vejledningens vej og vælger trodsighedens og ulydighedens vej, vil han ikke blive tilgivet, selv hvis Allahs eget Sendebud – for ikke at tale om et almindeligt menneske – beder om tilgivelse for ham. For det andet gør Allah ikke den rette og sande vej let for dem, der ikke ønsker at følge den. Hvis en tjener selv vender sig bort fra den rette vej, og selv når han får vist den og bliver kaldet til den, afviser dette kald med hovmod og løftet hoved, hvorfor skulle Allah så gå efter ham med vejledning og tigge ham om at komme ind på den rette vej?
Profeten Muhammad (sa) som forbeder på Genopstandelsens Dag
Ifølge Koranen og hadith er den islamiske bestemmelse om forbøn, at på Dommedag kun den person vil kunne gå i forbøn ved Allahs domstol, som Allah selv giver beføjelse og ret til at gå i forbøn; og forbøn kan kun ydes for den, på hvis vegne Allah giver tilladelse til forbøn. I denne forbindelse bør følgende vers bemærkes:
(Arabisk********************************************på PDF-side 405)
I overensstemmelse med denne bestemmelse vil profeten Muhammad (sa) ganske vist gå i forbøn i det hinsidige. Men han vil gøre det med Allahs tilladelse og for de gudfrygtige troende, som trods deres bestræbelser på at gøre så mange gode gerninger som muligt er kommet til at begå visse synder. Mennesker, der frivilligt og bevidst beskæftiger sig med onde handlinger og tilegner sig andres ejendom, samt de, der aldrig frygter Allah, er ikke værdige til profetens forbøn. I en hadith er en længere tale af Den Hellige Profet blevet overleveret. I denne hadith forklarede han, hvor alvorlig og frygtelig en forbrydelse det er at tilegne sig noget, der er betroet af andre. Han sagde, at de, der har tilegnet sig andres ejendom, på Dommedag vil møde frem med byrden af denne ejendom på nakken og råbe til mig,(Arabisk*********) “O Allahs Sendebud (sa)! Red mig!” Men jeg vil svare ham,(Arabisk*********) “Jeg kan intet gøre for dig. Jeg havde allerede overbragt Allahs bestemmelse til dig?” – (Mishkat, kapitlet om fordeling af krigsbyttet – al-ghulul fiha)
Kapitel: 11 – Profeti
Nogle vigtige profetier af den hellige Profet
De ærede profeter (a) fremsatte profetier, som blev til virkelighed. Det hænder dog ofte, at deres profetier først går i opfyldelse efter lang tid, og ud fra de ydre omstændigheder, under hvilke profetierne fremsættes, kan det være vanskeligt at forestille sig, at de vil blive virkeliggjort.
En sand profeti hører til profetskabets tegn, og på én måde kan man se et skær af det overnaturlige i den. Noget af det, som spåmænd og håndlæsere siger, går undertiden i en eller anden form i opfyldelse. Men fordi profetier fremsat af profeter bygger på den viden, som Gud har givet dem, bliver de fuldstændig til virkelighed.
Nogle af den hellige Profets (sa) profetier er blevet omtalt i Koranen. Den anden slags profetier er bevaret i hadith. Her er alle dem, som vi har kunnet indsamle fra forfatterens artikler og andre skrifter, blevet medtaget. – (Redaktørerne)
Koranens profetier
0
En lysende fremtid
(Arabisk********************************************på PDF-side 409)
Allah den Højeste gav Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) dette glædelige budskab på et tidspunkt, hvor kun en håndfuld mennesker var med ham. Hele folket var imod ham. Udadtil var der ikke det mindste tegn på succes at se. Islams lampe brændte kun svagt i Mekka. Storme rasede fra alle sider for at slukke den. På dette tidspunkt sagde Allah den Højeste til sin Profet: Lad dig ikke slå ud af de hindringer og vanskeligheder, der opstår i denne indledende fase. Den følgende tid vil vise sig at blive bedre end nu. Din ære, respekt og værdighed vil fortsat vokse, og din indflydelse og anseelse vil brede sig. Og dette løfte er ikke begrænset til denne verden. Sammen med det gives også løftet om, at den værdighed, du vil få i det hinsidige, vil være mange gange større end den værdighed, du har i denne verden.
At-Tabarani har overleveret i sin al-Awsat, og al-Bayhaqi i sin Dala’il, en beretning fra Ibn Abbas. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Alle de sejre, som mit ummah vil opnå efter mig, blev forelagt mig. Det gjorde mig tilfreds. Derefter erklærede Allah den Højeste: Det hinsidige vil være bedre for dig end denne verden.
Forudsigelsen om religionens sejr
(Arabisk********************************************på PDF-side 409)
»Snart vil din Herre give dig så meget, at du vil blive tilfreds.«
Det vil sige: Selv om der vil være en vis forsinkelse med at give det, er det tidspunkt ikke langt borte, hvor din Herre vil udøse sin nåde over dig, og du vil blive tilfreds med den. Dette løfte blev opfyldt allerede i Profetens levetid på den måde, at hele området fra den sydlige ende af Arabien til Romerrigets grænse mod nord og det Persiske Riges grænse mod Irak, samt fra Den Persiske Golf i øst til Det Røde Hav i vest, underkastede sig ham. For første gang i den arabiske historie kom dette område under lov og orden. Enhver magt, der mødte det i kamp, blev knust. Overalt i det land, hvor polyteisterne og Skriftens folk havde gjort alt for at ophøje deres falske budskab, genlød trosbekendelsen »La ilaha illallah, Muhammadur rasulullah«. Det var ikke kun menneskenes hoveder, der bøjede sig; også deres hjerter og sind blev underlagt. En vældig revolution fandt sted i deres trosforestillinger og deres handlinger. Et folk, der var indhyllet i uvidenhedens mørke, blev på blot treogtyve år forvandlet på en sådan måde, at dets lige sjældent findes i historien. Derefter opnåede den bevægelse, som den hellige Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) havde grundlagt, så meget, at den bredte sig til størstedelen af Asien, Afrika og Europa. Sidenhen fik den indflydelse i hvert eneste hjørne af verden. Alt dette gav Allah den Højeste sin Profet allerede her i verden. Hvad Han vil give ham i det hinsidige, overgår enhver forestilling.
Det er et udtryk for Allah den Højestes magt og visdom, at Han blandt et uvidende og uciviliseret folk lod en så stor Profet fremstå, hvis lære og vejledning er så revolutionerende og bærer et så universelt ideal, at hele menneskeheden kan blive til én ummah eller ét fællesskab. Derefter kan den til enhver tid modtage vejledning fra dette ideal. Uanset hvor meget en falsk eller hyklerisk person forsøger, kan han aldrig opnå denne værdighed. For ikke at tale om et underudviklet land som Arabien: Selv det største geni blandt et stort folks mest begavede personer havde ikke evnen til på denne måde fuldstændigt at ændre et folks skikkelse og karakter og derefter stille et så omfattende ideal foran det, at hele menneskeheden på dette grundlag kunne forvandles til én ummah og for altid være i stand til at forvalte en universel ordning for én livsform (din) og én civilisation. Dette er et mirakel, der er blevet virkeliggjort ved Allahs magt, og kun Allah den Højeste udvælger på grundlag af sin fine og fremsynede viden den person, det land eller det folk, Han ønsker til denne opgave. Hvis nogen føler sig såret over dette, må de gøre det; det ændrer ikke noget.
Tilsikringen af en bedre tid
Indholdet i Sura ad-Duha er at trøste Profeten og fjerne den lidelse, han gennemgik, fordi åbenbaringernes kontinuitet var blevet afbrudt. Først blev Profeten ved en ed på den strålende dag og den stille nat forsikret om, at hans Herre på ingen måde havde forladt ham og heller ikke var utilfreds med ham. Derefter blev han glædet med budskabet om, at de vanskeligheder, han havde mødt i den første fase af den islamiske da‘wa, kun var midlertidige. Hver kommende periode ville blive bedre end den foregående, og snart ville Allah overøse ham med en sådan nåde og gunst, at han ville blive tilfreds. Dette er en så klar forudsigelse, at den senere blev opfyldt bogstav for bogstav. Og dog var der på det tidspunkt, hvor denne forudsigelse blev fremsat, intet tegn på, at den hjælpeløse mand fra Mekka, som kæmpede mod folkets jahiliyya, skulle opnå en så forbløffende succes.
Derefter siger Allah Ta‘ala til sin elskede Profet Muhammad (fred være med ham): Hvad fik dig til at frygte, at Jeg havde forladt dig, og at Jeg var blevet vred på dig? Lige siden din fødsel har Jeg bestandigt vist dig Min nåde. Du blev født som forældreløs, og Jeg sørgede på bedste vis for din opdragelse og omsorg. Du kendte ikke den rette vej; Jeg viste dig vejen. Du var fattig, og Jeg gjorde dig velhavende. Alt dette beviser, at Jeg lige fra begyndelsen havde Min opmærksomhed rettet mod dig, og at du bestandigt var omgivet af Min nåde og gunst.
Betydningen af at fjerne byrden
(Arabisk********************************************på PDF-side 411)
“(O Profet!) Har Vi ikke åbnet dit bryst for dig? Og har Vi ikke fjernet den tunge byrde fra dig, som knugede din ryg?” – (Sura Alam Nashrah: 1-3)
Nogle fortolkere har givet udtryk for den opfattelse, at den ærede Profet (fred være med ham) i jahiliyyaens tid havde begået visse fejl og mangler, som havde tynget ham meget med bekymring. Allah Ta‘ala åbenbarede dette vers for at trøste ham og sagde, at Han havde tilgivet ham denne fejl. Men efter vores mening er denne fortolkning helt forkert. For det første er ordets nødvendige betydning ikke synd, fejl eller mangler. Tværtimod betyder det pågældende ord også en tung byrde. Der kan derfor ikke være nogen grund til uden videre at tillægge ordet en grim betydning. For det andet var den ærede Profets liv før profetskabet så rent og helligt, at det udgjorde en udfordring for hans modstandere. I virkeligheden blev Profeten befalet at sige følgende til de vantro:
(Arabisk********************************************på PDF-side 411)
“Før jeg fremlagde denne Koran, havde jeg allerede levet et helt liv iblandt jer.” – (Sura Yunus: 16)
Den hellige Profet (fred være med ham) var ikke en sådan person, der i det skjulte havde begået nogen synd – (måtte Allah beskytte os). Hvis det havde været tilfældet, ville det ikke have været ukendt for Allah, og hvis nogen bar på en skjult skamplet, kunne Han uden tøven have gjort det kendt for folket, sådan som Han har sagt det i det ovenfor nævnte vers i Sura Yunus. Derfor er den korrekte betydning af ordet i dette vers en byrde, det vil sige en byrde af sorg, lidelse og bekymringer. Da han så sit folks uvidenhed og dumhed, voksede sorgen og bekymringen på hans følsomme sind og natur. Moralsk fordærv og nøgenhed herskede overalt. Undertrykkelse i samfundet og strid og splid i handlinger var blevet almindelige foreteelser. De magtesløse blev knust under de magtfuldes overgreb. Små piger blev begravet levende. Den ene stamme angreb pludseligt den anden. Undertiden fortsatte disse stammefejder i hundreder af år. Ingen var sikker på liv, ejendom eller ære, medmindre han havde en stærk gruppe bag sig. Da den hellige Profet (fred være med ham) så disse forhold, led han dyb smerte. Men han kunne ikke finde nogen vej til at fjerne dette forfald. Den enorme byrde af denne hjertesorg knækkede næsten hans ryg. Allah viste ham vejledningens vej og fjernede dermed denne byrde fra ham. Efter at han var blevet udnævnt til profetembedet, forstod han, at troen på tawhid, profetens sendelse og det hinsidige er løsningen på alle menneskelivets problemer. Gennem dette kunne vejen til reform og forbedring af alle livets sider og områder banes. Denne vejledning fra Allah lettede alle den hellige Profets (fred være med ham) byrder, og han blev helt rolig, idet han blev overbevist om, at det alene var ad denne vej, at forfald og ødelæggelse kunne standses, ikke blot i Arabien, men i hele verden.
Forhøjelse af omtalen
(Arabisk********************************************(arabisk********************************************PDF side 412)
“Og Vi har ophøjet din omtale for dig.”
Dette blev sagt på et tidspunkt, hvor ingen overhovedet kunne forestille sig, hvordan en mand, der kun havde en lille håndfuld mennesker omkring sig, og som var begrænset til byen Mekka, kunne få sin stemme ophøjet over hele verden, eller hvordan en så enestående berømmelse skulle brede sig om ham. Men Allah gav netop under disse forhold sin profet dette glædelige budskab og lod det blive virkeliggjort på forunderlig vis. Han lod selv profetens fjender begynde arbejdet med at bringe profetens omtale eller stemme fra hus til hus. Blandt de metoder, Mekkas vantro mennesker benyttede for at bringe profeten i vanskeligheder, var denne: Under hajj, når folk fra hele Arabien ankom i grupper til Mekka, gik de vantros forskellige delegationer fra pilgrimmenes lejr til lejr og advarede dem ved at sige: “Der er en farlig mand ved navn Muhammad, som udøver alskens magi over mennesker. Han skaber splid mellem fædre og sønner og mellem ægtefæller. Pas derfor på ham.” Denne form for propaganda rettede de også mod dem, der kom til Mekka på andre dage end under hajj, blot for at besøge byen eller i et eller andet ærinde. Selv om de således spredte bagtalelse om den hellige Profet (fred være med ham), blev resultatet, at hans navn nåede ud til landsbyerne og egne over hele Arabien. På denne måde gjorde fjenderne profetens navn kendt blandt alle landets stammer fra det afsidesliggende Mekka. Derefter begyndte folk naturligt at spørge: Hvem er denne mand? Hvad siger han? Hvordan er han? Hvem bliver påvirket af hans magi, og hvilken slags virkning har denne magi på dem? Jo mere de vantro i Mekka øgede deres propaganda, desto flere blev disse spørgsmål i menneskenes sind. Som følge af denne spørgen og nysgerrighed lærte folk profetens karakter og adfærd at kende. De lyttede til Koranen og forstod, hvilken slags undervisning profeten gav menneskene. De så, hvilke forandringer der var begyndt i de menneskers livsførelse, som var blevet påvirket af det, der blev kaldt magi, sammenlignet med almindelige araberes liv. Som følge heraf begyndte profetens dårlige ry at forvandle sig til godt ry og berømmelse. Da tiden for hijra nærmede sig, var forholdene således, at nogle mennesker blandt de nære og fjerne arabiske stammer var blevet sympatiske over for profeten og hans kald. Dette var den første fase i ophøjelsen af den hellige Profets omtale. Efter hijra begyndte den anden fase. På den ene side gjorde hyklerne, jøderne og afgudsdyrkerne i hele Arabien alt, hvad de kunne, for at sprede bagtalelse om profeten (fred være med ham), mens den islamiske stat i Medina på den anden side viste et sådant eksempel på gudsdyrkelse og gudsfrygt, moralsk renhed, en god samfundsorden, retfærdighed, lighed, de velhavendes gavmilde gaver, omsorg for de fattige, overholdelse af aftaler samt ærlighed i handel og forretninger, at den vandt menneskenes hjerter. Fjenderne forsøgte gennem væbnede krige at udslette profetens voksende indflydelse. Men den gruppe af troende, der var blevet dannet under hans ledelse, underkastede dem sig. Inden for ti år var den hellige Profets omtale og anseelse blevet så ophøjet og fremtrædende, at overalt i det land, hvor modstanderne havde brugt alle kræfter på at bagtale ham, genlød ordene: ‘Jeg bevidner, at Muhammad er Allahs sendebud.’
Derefter begyndte den tredje periode med de retledede kaliffers æra, hvor den hellige profet Muhammeds (fvmh.) navn begyndte at blive ophøjet over hele verden. Denne udvikling er fortsat med at brede sig indtil i dag og vil, om Gud vil, fortsætte med at brede sig indtil Dommedag. I dag findes der ikke noget sted i verden uden en muslimsk bosættelse, hvor profeten Muhammeds (fvmh.) budskab ikke kundgøres højt fem gange dagligt gennem adhān, hvor der ikke fremsiges velsignelser over profeten under bønnen, og hvor hans navn ikke nævnes med gode ønsker under fredagsprædikenen. Blandt årets tolv måneder findes der ingen dag, og blandt døgnets fireogtyve timer findes der intet tidspunkt, hvor den hellige profets (fvmh.) velsignede ihukommelse ikke finder sted et eller andet sted i verden. Dette er et klart bevis på Koranens sandhed, at da Gud den Højeste i profetskabets første periode havde sagt(Arabisk********) kunne ingen forestille sig, at Hans(Arabisk********) (at Hans navn og ihukommelse skulle ophøjes) ville blive ved med at ske med en sådan værdighed og i et sådant omfang. I den hadith, som Saʿīd al-Khudrī (må Gud være tilfreds med ham) har overleveret, fortælles det, at profeten (fvmh.) sagde: Gabriel spurgte mig: »Min og din Herre spørger, hvordan Han ophøjer dit navn og din ihukommelse.« Profeten (fvmh.) sagde: »Gud den Almægtige ved det bedst.« Gabriel sagde: »Gud erklærer: Når Jeg ihukommes, vil du også blive ihukommet sammen med Mig.« – (Ibn Jarīr, Ibn Abī Hātim, Musnad Abī Yaʿlā, Ibn al-Mundhir, Ibn Ḥibbān, Ibn Mardūyah, Abū Nuʿaym). Hele den efterfølgende historie vidner om, at dette ord for ord er blevet sandt.
Sharḥ al-ṣadr
(Arabisk****************************************PDF side 413)
»(O profet!) Har Vi ikke åbnet dit bryst?« – (sura Alam Nashrah: 1)
Spørgsmålet indleder talen, og det fremgår af det følgende, at Rasulullah (fvmh.) på det tidspunkt var blevet meget urolig på grund af de hindringer og vanskeligheder, han mødte, så snart han begyndte at kalde til islam. For at trøste ham i denne situation siger Gud den Højeste: »O profet! Har Jeg ikke skænket dig disse og hine nådegaver? Hvorfor er du da bekymret over disse hindringer og vanskeligheder?« Når man undersøger, hvor udtrykket »at åbne brystet« er blevet anvendt i Den Ædle Koran, bliver det klart, at det har to betydninger.
For det første:(Arabisk****************************************PDF side 414)
»Den, som Gud den Højeste ønsker at vejlede, åbner Han brystet for islam.« – (sura al-Anʿām: 125)
For det andet:(Arabisk****************************************PDF side 414)
»Den, hvis bryst Allah har åbnet for islam, går i et lys fra sin Herre.« – (Sura az-Zumar: 22)
På disse to steder betyder sharh-e sadr, at man bliver befriet for enhver form for mental uro og tvivl og bliver overbevist om, at islams vej er den uomtvistelige sandhed, og at de trosforestillinger, moralske principper, kultur og civilisation, påbud og forbud samt den vejledning, som islam har fremlagt, er fuldstændig fejlfri. I vers 12-13 i Sura ash-Shu’ara nævnes det, at da Musa (fred være med ham) efter at være blevet betroet profetdømmets store ansvar blev pålagt at kæmpe og stride mod Farao og hans statsapparat, sagde Musa (fred være med ham):
(Arabisk****************************************PDF, side 414)
»Min Herre! Jeg frygter, at de vil kalde mig en løgner, og mit bryst bliver trangt.« – (Sura ash-Shu’ara: 12-13)
I vers 25-26 i Sura Ta-Ha siges det, at Musa (fred være med ham) på det tidspunkt bad til Allah med disse ord:
(Arabisk****************************************PDF, side 414)
»Min Herre! Åbn mit bryst for mig, og gør min opgave let for mig.«
Her betyder brystets tranghed, at der ikke blev skabt mod til at bære den enorme byrde, som profetdømmet er, og til alene at gå ind i kampen mod de voldsomt stærke vantro kræfter. Sharh-e sadr betyder derimod, at menneskets mod bliver styrket: at man ikke viger tilbage fra at lede en stor ekspedition eller løse en meget vanskelig opgave, og at man får mod til at varetage det enorme ansvar, som profetdømmet er.
Ved nærmere eftertanke kan man forstå, at begge disse betydninger ligger i, at Allahs Sendebuds (fred være med ham) bryst blev åbnet, sådan som dette vers omtaler. Hvad angår den første betydning, er dens indhold, at Allahs Sendebud (fred være med ham) før profetskabet anså arabernes afgudsdyrkelse, nazaræernes, jødernes og ildtilbedernes religioner for vildfarelser, og heller ikke var tilfreds med den ensidighed, man kunne se hos nogle af arabernes monoteister. For det var en uklar trosopfattelse, som ikke indeholdt nogen detaljeret redegørelse for den sande og rette vej. Men eftersom han ikke vidste, hvilken vej der var den rette, led han under en indre tvivl og splittelse. Derefter åbnede profetskabet (Sirat al-Mustaqim) sig for ham, hvorved ro og tryghed vendte tilbage til hans hjerte.
Den anden betydning er, at Allah samtidig med, at Han skænkede profetskabet, gav profeten det mod, den begejstring, beslutsomhed og åbenhed i sindet, som var nødvendig for at udføre dette enorme ansvar. Han blev indehaver af en så omfattende viden, at intet andet menneske kunne rumme den i sit hjerte. Han opnåede en så fremsynet indsigt, at han var i stand til at fjerne omfattende anarki og kaos og skabe fred. Derfor opnåede han en sådan evne, at han rejste sig i et yderst uregerligt samfund, der var nedsunket i uvidenhedens mørke, uden hjælp fra nogen midler eller nogen synligt støttende kraft, og som islams bannerfører tøvede han ikke med at møde stormene af modstand og fjendskab. Al den sorg, lidelse, prøvelse og modgang, der kom på denne vej, tog han tålmodigt imod. Ingen magt kunne afvige ham fra hans mål og vej. Når Allah havde skænket ham denne uvurderlige skat, åbenheden i brystet, hvorfor skulle han så miste modet ved at se disse hindringer og vanskeligheder ved arbejdets begyndelse?
Nogle fortolkere har forstået åbenheden i brystet som en opsprætning og fremført dette vers som bevis på den mirakuløse begivenhed, hvor brystet blev åbnet, sådan som den er overleveret i hadith. Men sagen forholder sig i virkeligheden sådan, at beviset for denne mirakuløse begivenhed alene beror på hadith-overleveringerne. Det vil ikke være korrekt at forsøge at bevise den ud fra Koranen. Ud fra det arabiske sprog kan åbenheden i brystet på ingen måde forstås som shaq al-sadr, det vil sige opsprætning af brystet. Allamah Alusi siger i sin Ruh al-Ma’ani:
(Arabisk****************************************på PDF-side 415)
»Ifølge de lærde er det i dette vers en svag fortolkning at forstå ‘sharh’ som betydningen af ‘shaq’.«
Budskabet om al-Kawthar
I profetskabbets tidlige fase, da den ærede Profet (fred være med ham) stod over for de største vanskeligheder, da hele folket rejste sig i fjendskab, da bjerge af hindringer rejste sig på vejen, da modstandens storm rasede fra alle sider, og der ikke viste sig noget tegn på succes for Profeten og hans ledsagere, åbenbarede Allah forskellige vers for at trøste Profeten og skabe mod, håb og begejstring i ham. I sura al-Duha siges det:
(Arabisk****************************************på PDF-side 416)
“Ja, den senere tid vil helt sikkert blive bedre end den foregående, og din Herre vil give dig så meget, at du bliver tilfreds.”
I Alam Nashrah siger Allah:(Arabisk**********) “Ja, Jeg har ophøjet mindet om dit navn.” Det vil sige: Fjenden går rundt i hele landet og bagtaler dig – men Jeg har sørget for, at dit navn bliver hædret, og at du bliver berømt.
Derefter siges det:
(Arabisk****************************************på PDF-side 416)
“Sandelig, sammen med trængsel er der også lettelse; ja, sammen med trængsel er der lettelse.”
– Det vil sige: Bliv ikke utålmodig, fordi forholdene på dette tidspunkt er meget vanskelige. Tiden med prøvelser og ulykker vil snart være forbi, og fremgangen vil komme.”
Det var under disse forhold, at Allah åbenbarede sura al-Kawthar og trøstede den ærede Profet (s.a.). Samtidig forudsagde Han også modstandernes undergang. Qurayshs vantro sagde, at Muhammad (s.a.) var blevet adskilt fra hele folket. Hans situation var nu som et menneskes, der var uden støtte, midler og venner. I en overlevering fra Ikrimah fortælles det, at da den ærede Profet blev gjort til profet, og da han begyndte at kalde Quraysh til islam, begyndte de at sige:(Arabisk*******) (Ibn Jarir). Det vil sige: Muhammad var blevet adskilt fra sit folk, ligesom et træ, der er blevet skåret over ved roden og dermed revet løs. Man kunne forvente, at det efter nogen tid ville tørre ind og gå til grunde i jorden. Muhammad ibn Ishaq siger, at da man talte med Mekkas leder al-ʿAs ibn Wa’il al-Sahmi om profeten Muhammad (s.a.), sagde han: “Lad dog være med at tale om ham. Han er jo rodløs (abtar). Han har ingen søn, ikke engang én. Når han dør, vil der ikke være nogen til at nævne hans navn.”
Shamir ibn ʿAtiyyah siger, at også ʿUqbah ibn Abi Muʿayt plejede at fremsætte sådanne udtalelser om Profeten. – (Ibn Jarir)
Ibn Abbas fortæller: Da Ka’b ibn Ashraf, lederen af jøderne i Medina, en dag kom til Mekka, sagde Quraysh-lederne til ham:
(Arabisk****************************************på PDF-side 416)
»Se engang på denne dreng: Han er fuldstændig udstødt af samfundet, men påstår alligevel, at han er bedre end os, selv om vi udfører hajj, tager os af Kabaen og giver pilgrimmene vand.« – (Bazzar) Om denne begivenhed berettes det fra Ikrima: Quraysh brugte om den ærværdige Profets (sa) (Arabisk********) ord. Det betød: svag, uden støtte eller venner og en, der var blevet udstødt af samfundet (Ibn Jarir). Ifølge overleveringer fra Ibn Sa’d og Ibn Asakir fortæller den ærede Ibn Abbas (ra): Den ældste søn af den ædle Profet (sa) var Qasim (ra). Hans yngre barn var Zaynab (ra), og derefter hans søn Abdullah (ra). Så fulgte tre døtre efter hinanden: Umm Kulthum (ra), Fatima (ra) og Ruqayya (ra). Først døde Qasim (ra) blandt dem, og derefter døde Abdullah (ra). Da As ibn Wa’il hørte dette, sagde han: »Hans slægt er tilintetgjort. Nu er han abtar, det vil sige, hans rod er skåret over.« I nogle overleveringer findes desuden denne udtalelse fra As:
(Arabisk****************************************på PDF-side 417)
Det vil sige: Muhammad er abtar (rodløs). Han har ingen søn, der kan efterfølge ham. Efter hans død vil hans navn blive udslettet fra verden. Så vil I blive fri for ham. Af en overlevering, som Abd ibn Humayd fortæller fra Ibn Abbas (ra), fremgår det, at Abu Jahl også kom med en sådan bemærkning efter Profetens søn Abdullahs død. Ibn Abi Hatim overleverer fra Shamir ibn Atiyya: Da den ærværdige Profet (sa) sørgede over sin søn, viste Uqba ibn Abu Mu’ayt også denne form for ussel sindelag. Ata fortæller: Efter den ærværdige Profets (sa) anden søn var død, løb hans nære nabo og farbror Abu Lahab hen til polyteisterne og gav dem denne »glædelige nyhed«:(Arabisk********) »I nat er Muhammad blevet helt uden sønner.«
Det var under denne hjerteskærende situation, at sura al-Kawthar blev åbenbaret. Qurayshs vantro blev vrede på Profeten, fordi han kun tilbad den ene Allah og åbenlyst fordømte deres afgudsdyrkelse. Derfor berøvede de ham den anseelse, han havde haft blandt hele folket før sit profetskab. De udstødte ham så at sige fra sin egen stamme og kastede ham udenfor. Hans få ledsagere var også uden støtte, midler og venner. De blev ligeledes forfulgt. Under disse omstændigheder væltede den ene sorg over tabet af en søn efter den anden ned over den ædle Profet. I en sådan prøvelsestid var der ikke blot ingen medfølelse fra venner, slægtninge, stammefolk, familiemedlemmer eller naboer; tværtimod brød de ud i jubel. De kom med udtalelser, som var yderst hjerteskærende, selv om han altid havde behandlet alle – både nære og fremmede – godt. Derfor gav Allah den Almægtige i denne korteste sura et glædeligt budskab, som intet menneske i verden nogensinde havde fået. Samtidig blev det fastslået, at det netop var hans modstandere, der skulle blive rodløse.
Ordet »abtar« er afledt af »batar«, som betyder at skære af. Men som fagudtryk bruges det i en bredere betydning. Den rakʿat i bønnen, som ikke følges af en anden rakʿat, kaldes i hadith »rUtayra«. I en anden hadith står der: (Arabisk**********************) Enhver vigtig handling, der påbegyndes uden Allahs lovprisning, er »abtar«. Det vil sige, at dens rod bliver skåret over. Handlingen bliver ikke solid, og dens udfald bliver ikke godt. Også den, hvis bestræbelser mislykkes, kaldes »abtar«. En person, der er berøvet midler og ressourcer, kaldes »abtar«. Den, hvis velfærd der ikke er noget håb om, og hvis alle forhåbninger om succes er udslettet, er også »abtar«. Den, der er blevet adskilt fra sine nærmeste og er blevet helt alene, er også »abtar«. Ordet »abtar« bruges om den, der ingen børn har, eller hvis børn er døde efter fødslen. For derefter er der ingen, der bærer hans navn videre, og hans navn og spor udslettes. Det var omtrent i alle disse betydninger, at Qurayshs vantro kaldte den ærede Profet (a) »abtar«. Dette var ikke blot et svar på deres ord. I virkeligheden var det en meget betydningsfuld profeti i Koranen, som blev opfyldt bogstaveligt. På det tidspunkt, hvor denne profeti blev fremsat, anså folk netop Profeten for at være »abtar«. Og man kunne ikke forestille sig, hvordan Qurayshs store høvdinge skulle blive »abtar«. For de var ikke blot berømte i Mekka, men i hele Arabien, og de var succesrige. De ejede rigdom, børn og andre velsignelser. De havde repræsentanter overalt i landet samt venner og hjælpere, der støttede dem. De havde monopol på handel og forretning. Da administrationen af pilgrimsfærden lå i deres hænder, havde de omfattende forbindelser med alle de arabiske stammer. Men der gik ikke mange år, før forholdene ændrede sig. Der var en tid, hvor Quraysh under Slaget ved Graven angreb Medina sammen med mange arabiske og jødiske stammer, og den hellige Profet måtte forsvare sig ved at få gravet en grøft ved byen. På det tidspunkt havde Quraysh ingen støtter eller hjælpere, og de måtte opgive kampen i en hjælpeløs situation. Derefter kom hele Arabien inden for et år under Profetens kontrol. Folk kom i grupper fra landets fjerne og afsidesliggende egne og aflagde troskabsed til Profeten. Hans fjender blev fuldstændig uden venner. Derefter blev deres navn og spor udslettet på en sådan måde, at selv om deres efterkommere stadig lever i verden, ved ingen af dem, at de er efterkommere af islamshadende personer som Abu Jahl, Abu Lahab, ʿAs ibn Wa’il eller ʿUqbah ibn Abu Muʿayt. Og selv hvis de ved det, er de ikke villige til at indrømme, at disse personer var deres forfædre. På den anden side sendes der i dag velsignelser og fredshilsener fra hele verden til Allahs Sendebuds (s) efterkommere. Millioner og atter millioner af muslimer føler stolthed og ære over deres forbindelse med Profetens slægt og hans ledsageres slægter. Nogle kaldes Sayyid, andre Alawi, Abbasid, Hashimi, Siddiqi, Faruqi, Uthmani, Zubayri eller Ansari. Men man hører ikke noget navn som Abu Jahl eller Lahabi. Historien har bevist, at det ikke var den hellige Profet (s), der var »abtar«; det var derimod hans fjender, der var »abtar«, og det er de stadig.(Arabisk********) Her er der(Arabisk******) brugt et ord, der er afledt af(Arabisk******) Det betyder had og fjendskab, som får en til at behandle andre dårligt. Et andet sted i Koranen siges det:(Arabisk********) og (I muslimer) må fjendskab mod et folk ikke få jer til at overskride grænserne så meget, at I begår uret. Derfor er (Arabisk*******) enhver, der er blevet så blind af fjendskab mod Allahs Sendebud (s), at han sværter ham, taler nedsættende om ham, ydmyger ham og får afløb for sit had ved at rette forskellige fornærmelser mod ham.]
Den hinsidige side af det glædelige budskab om Kawthar
Nedenfor følger, hvad Profeten (s) har sagt om Kawthars sø:
For det første: På den frygtelige opstandelsesdag, når alle vil være fortvivlede af tørst, vil Kawthars sø blive skænket til den ærede Profet (s). Profetens menighed vil møde Profeten ved søen og drikke af den, indtil de er tilfredsstillede. Den hellige Profet vil være den første, der kommer til stedet, og han vil indtage den centrale plads. Profeten siger: (Arabisk*************) »Det er en sø eller et bassin, som min menighed vil nå frem til på opstandelsens dag« (Muslim, Abu Dawud). (Arabisk*********) »Jeg vil nå frem til søen før jer alle.« – (Bukhari, Muslim, Ibn Majah, Musnad Ahmad)
(Arabisk*****************************************på side 419 i PDF’en)
»Jeg vil nå frem dertil før jer og vidne for jer. Ved Gud, jeg kan se min sø lige nu.« – (Bukhari)
En gang talte Profeten til Ansar og sagde:
(Arabisk*****************************************på PDF-side 419)
»Efter mig vil I blive konfronteret med selviskhed og nepotisme. Så skal I udvise tålmodighed. Derefter vil I mødes med mig ved Kawthars bassin.« –(Bukhari, Muslim, Tirmidhi)
(Arabisk**********) »På Opstandelsens Dag vil jeg stå midt i bassinet« (Muslim). Hazrat Abu Barza al-Aslami (ra) blev spurgt: »Har du hørt noget fra Profeten (sa) om bassinet?« Han svarede: »Ikke én, to, tre eller fire gange – jeg har hørt det mange gange. Den, der anser det for løgn, vil Allah berøve ham dets vand.« –(Abu Dawud)
Ubaydullah ibn Ziyad anså beretningerne om bassinet for løgn. Han erklærede endda alle beretningerne fra Abu Barza al-Aslami (ra), Bara ibn Azib (ra) og Aiz ibn Amr (ra) for løgn. Til sidst frembragte Abu Sabra en beretning, som han havde nedskrevet for Amr ibn al-As. I den stod disse ord af den ædle Profet (sa): (Arabisk********) »Husk, stedet, hvor I skal mødes med mig, er Kawthars bassin.« –(Musnad Ahmad)
For det andet: Der findes forskellige beskrivelser i forskellige overleveringer af dette bassins udstrækning. Men i de fleste overleveringer siges det, at det strækker sig fra Aylah (den nuværende havneby Aylat i Israel) til San’a i Yemen, eller fra Aylah til Aden, eller fra Amman til Aden. Dets bredde strækker sig fra Aylah til Juhfah (området mellem Jeddah og Rabigh) (Bukhari, Abu Dawud, Musnad Ahmad, Muslim, Tirmidhi, Ibn Majah).
Heraf kan man antage, at det nuværende Røde Hav måske vil blive forvandlet til Kawthars bassin. Allah den Ophøjede ved bedst.
For det tredje: Profeten siger om dette bassin, at vand vil blive hentet fra floden Kawthar i Paradiset og hældt i dette bassin. (Arabisk**********) Andetsteds (Arabisk*************) vil der sige, at to kanaler fra Paradiset vil blive forbundet med det for at forsyne det med vand (Muslim)
I en anden beretning siges det: (Arabisk********************)»En kanal fra Paradisets Kawthar-flod vil blive åbnet mod dette bassin.« –(Musnad Ahmad)
For det fjerde siger den ædle Profet (fvmh.) i sin beskrivelse, at dets vand er hvidere end mælk eller sølv, koldere end is og sødere end honning. Jorden på bunden er mere duftende end moskus. Over det vil utallige kander, som stjernerne på himlen, være anbragt. Den, der én gang drikker af dette vand, vil aldrig mere føle tørst. Den, der berøves det, vil aldrig blive tilfredsstillet. Dette er blevet overleveret i talrige hadither med mindre sproglige variationer (Bukhari, Muslim, Musnad Ahmad, Tirmidhi, Ibn Majah, Abu Dawud).
For det femte advarede den ædle Profet (fvmh.) gentagne gange folk og sagde: Efter mig vil de blandt jer, der ændrer mine skikke og sædvaner, blive holdt borte fra dette Hawd, og de vil ikke få lov til at komme hertil. Jeg vil sige: »Dette er mine ledsagere.« Da vil der blive sagt: »Du ved ikke, hvad de gjorde efter dig.« Så vil jeg også afvise dem og sige: »Gå bort fra mig.« Dette er blevet overleveret i talrige beretninger (Bukhari, Muslim, Musnad Ahmad, Ibn Majah).
Den hadith, som Ibn Majah har overleveret om dette emne, er meget hjerteskærende i sin formulering.
(Arabisk*****************************************(på PDF-side 420)
“Husk, jeg vil nå Hawd før jer. Jeg vil være stolt over at sige, at min ummah, som I tilhører, vil være talrigere end de andre ummahs. Pas på! Nogle mennesker vil jeg føre bort, og nogle vil blive ført bort fra mig. Da vil jeg sige: ‘Min Herre! Disse er jo mine ledsagere.’ Han vil sige: ‘Du ved ikke, hvad de gjorde efter dig.’ – Ibn Majah siger, at Profeten sagde disse ord i sin prædiken på Arafat.
For det sjette: På samme måde advarer den ædle Profet (fvmh.) de muslimer, der kommer fra hans egen tid og frem til Dommedag, og siger, at alle, der afviger fra min vej og ændrer mine sædvaner, vil blive bortvist fra Hawd. Jeg vil sige: ‘Min Herre! Disse er jo mine. De er min ummah.’ Som svar vil der blive sagt: ‘Du ved ikke, hvilke ændringer de foretog efter dig, og hvordan de fulgte den modsatte vej.’ Profeten siger: ‘Derefter vil jeg forhindre dem og ikke lade dem komme hen til Hawd.’
Der findes mange beretninger om dette i hadith-litteraturen. – (Se Bukhari, Muslim, Ibn Majah og Musnad Ahmad.)
Beskrivelsen af denne Hawd er overleveret fra halvtreds sahaba. Tidligere islamiske lærde anså denne Hawd for at være Hawd al-Kawthar. Imam Bukhari har i det sidste kapitel af sin Kitab al-Riqaq givet kapitlet følgende titel: (Arabisk*****************************************på PDF-side 421)
I en overlevering fra Anas (må Allah være tilfreds med ham) findes denne forklaring: Da den hellige Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) talte om Kawthar, sagde han: (Arabisk*************) Dette er det reservoir, hvor min ummah vil samles.
Der findes også mange hadither, som beskriver den flod ved navn Kawthar, der vil blive skænket Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) i Paradiset. Mange overleveringer fra Anas (må Allah være tilfreds med ham) er ligeledes blevet nedskrevet. Han fortæller, at Profeten blev ført rundt i Paradiset på Miraj-natten. Ved denne lejlighed så han en flod, hvis bredder var prydet med diamantbesatte kupler. Jorden på dens bund duftede som moskus. Den Ærværdige (Allahs fred og velsignelser være med ham) spurgte Gabriel eller den medfølgende engel: Hvad er det? Svaret lød: Dette er Kawthar-floden, som Allah den Ophøjede har skænket dig. (Musnad Ahmad, Bukhari, Muslim, Abu Dawud, Tirmidhi m.fl.).
Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at en mand spurgte Profeten: Hvad er Kawthar? Profeten svarede: Det er en flod, som Allah har skænket mig i Paradiset. Dens jord dufter som moskus, dens vand er hvidere end mælk og sødere end honning. (Musnad Ahmad, Tirmidhi). Ibn Jarir citerer en anden overlevering fra Musnad Ahmad og fortæller, at Den Ærværdige (Allahs fred og velsignelser være med ham), da han beskrev Kawthar-floden, sagde: På dens bund ligger juveler i stedet for sten. Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at den hellige Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Kawthar er en flod eller strøm i Paradiset. Dens bredder er af guld, og den løber over juveler. Det vil sige, at der i stedet for klippestykker ligger diamanter og andre juveler. Dens jord dufter stærkere end moskus. Dens vand er hvidere end mælk, koldere end is og sødere end honning. (Musnad Ahmad, Tirmidhi, Ibn Majah, Ibn Abi Hatim, Darimi, Abu Dawud, Ibn al-Mundhir, Ibn Mardawayh, Ibn Abi Shaybah). Usama ibn Zayd (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) engang besøgte Hamzas (må Allah være tilfreds med ham) hus. Han var ikke hjemme, og hans hustru tog imod Den Ærværdige. Hun sagde: Min mand har fortalt mig, at du i Paradiset har fået skænket en flod, som hedder Kawthar. Profeten svarede: Ja, det er rigtigt; dens jord er skabt af rubiner og forskellige juveler. Foruden disse overleveringer er talrige udsagn fra sahaba og tabi’in blevet citeret i hadith-litteraturen, hvori Kawthar forstås som denne flod eller strøm i Paradiset, og den beskrives med netop de egenskaber, der er nævnt ovenfor. Eksempelvis er udsagn fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham), Aisha (må Allah være tilfreds med hende), Mujahid og Abu al-Aliya nævnt i værker af hadith-lærde som Musnad Ahmad, Bukhari, Tirmidhi, Nasa’i, Ibn Mardawayh, Ibn Jarir og Ibn Abi Shaybah.
Abu Lahabs frygtelige endeligt
(Arabisk*****************************************på PDF-side 422)
»Abu Lahabs hænder er brudt, og han er blevet slået fejl.«
Nogle tafsir-fortolkere(Arabisk****************) – har fortolket det som »Må Abu Lahabs hænder blive brudt«, og (Arabisk****************) – har fortolket det som »Må han gå til grunde« eller »Han er gået til grunde«. Men i virkeligheden er dette ikke en bøn om ulykke eller en forbandelse, der blev rettet mod ham. Det var derimod en profeti, hvor datidsformen blev brugt om noget, der skulle finde sted i fremtiden. Det var så sikkert, at det var, som om det allerede var sket. Og faktisk skete det også, sådan som det var blevet forudsagt i denne sura nogle år tidligere. At hænderne brydes betyder ikke, at en del af kroppen, nemlig hænderne, brækkes. Det betyder derimod, at en persons bestræbelser på de handlinger, som han har gjort sit yderste for at gennemføre, mislykkes. Abu Lahab samlede alle sine kræfter for at tilintetgøre Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) islamiske kald. Men blot syv-otte år efter, at denne sura var blevet åbenbaret, blev de fleste af Qurayshs ledere, som havde hjulpet Abu Lahab i fjendskabet mod Profeten, dræbt i slaget ved Badr. Da nyheden om deres nederlag nåede Mekka, blev Abu Lahab så dybt ramt, at han ikke kunne leve mere end syv dage. Også hans død var yderst lærerig. Han blev ramt af sygdommen malignant pustule, og derfor forlod hans familie ham og holdt sig væk, fordi de var rædselsslagne for denne frygtelige smitsomme sygdom. Ingen gik hen til ham i tre dage efter hans død. Hans lig rådnede og begyndte at lugte ilde. Folk begyndte at bebrejde hans sønner dette, hvorefter de fik nogle abyssinere til at løfte liget og begrave det. Ifølge en overlevering blev der gravet et hul, og liget blev med et stykke træ kastet ned i hullet, hvorefter jord og sten blev lagt over det. Hans fuldstændige og totale nederlag viste sig også på en anden måde: De af hans børn, hvis fars religion han havde brugt alle sine kræfter på at forhindre, antog denne religion. Først udvandrede hans datter Durrah fra Mekka, ankom til Medina og antog islam. Senere, ved erobringen af Mekka, mødte hans to sønner Utbah og Muattab, gennem Abbas’ (må Allah være tilfreds med ham) mellemkomst, op foran Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), og efter at have antaget troen aflagde de troskabsløfte til Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham).
Straffen over mekkanerne for at fordrive Profeten
(Arabisk*****************************************PDF-side 422)
“De havde besluttet sig for at fordrive dig fra dette land og udstøde dig derfra. Men hvis de gør det, vil de heller ikke selv kunne blive her ret længe efter dig.” – (Bani Isra’il: 76)
Selv om denne klare forudsigelse på det tidspunkt blev opfattet som en trussel, gik der blot ti eller elleve år, før den gik i opfyldelse til punkt og prikke. Et år efter at denne sura var blevet åbenbaret, tvang de Profeten (fred være med ham) til at forlade Mekka. Før der var gået mere end otte år, trådte han derefter ind i Mekka som sejrherre. Inden for yderligere to år var afgudsdyrkernes tilstedeværelse forsvundet fra hele den arabiske halvø. Alle, der på det tidspunkt opholdt sig i Arabien, gjorde det som muslimer. Der var ikke længere nogen plads for afgudsdyrkerne dér.
Qurayshs nederlag
(Arabisk*****************************************PDF-side 423)
“Denne gruppe vil snart lide nederlag, og de vil blive set flygte med ryggen vendt.” – (Sura al-Qamar: 45)
Fem år før hijra blev denne klare forudsigelse fremsat: Quraysh-gruppen, som i stolthed over sin magt anså sig selv for at være hævet over alle andre, ville snart lide nederlag over for muslimerne. Ingen kunne dengang forestille sig, hvordan denne omvæltning skulle finde sted i den nærmeste fremtid. Muslimernes situation var så elendig, at en del af dem forlod landet og foretog hijra til Abessinien, mens de øvrige troende blev indesluttet i Shi‘b Abi Talib. Quraysh havde afbrudt alle forbindelser med dem og holdt dem indesluttet i en bjergkløft, så de døde af sult. Hvem kunne i denne situation have forestillet sig, at forholdene ville ændre sig fuldstændigt inden for syv år? I en beretning fra Ikrima, discipel af Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), fortælles det, at Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Da dette vers fra Sura al-Qamar blev åbenbaret, undrede jeg mig og tænkte: Hvilken gruppe er det nu, der skal lide nederlag? Men da de vantro under slaget ved Badr blev besejret og flygtede, så jeg Allahs Sendebud (fred være med ham) gå frem iført sin krigsdragt, mens disse ord kom fra hans hellige mund:
(Arabisk*****************************************PDF-side 423)
»Da forstod jeg, at dette var det nederlag, som der tidligere var blevet underrettet om.« – (Ibn Jarir, Ibn Abi Hatim)
Mekka vil blive erobret
(Arabisk*****************************************på PDF-side 423)
»Vores hære vil bestemt sejre.« – (Sura as-Saffat: 173)
Det vil sige, at Qurayshs vantro inden længe med egne øjne vil se deres eget nederlag og jeres sejr. Det skete præcis, som det var blevet sagt. Blot fjorten-femten år efter, at disse vers var blevet åbenbaret, så Makkas vantro med egne øjne Profeten (sa) indtræde i Mekka som sejrherre. Få år senere så de også, at islam ikke blot fik herredømme over Mekka, men også over Romerriget og det iranske imperium.
(Arabisk*****************************************på PDF-side 424)
Med dette sted hentydes der til Mekka. Det vil sige, at netop dér, hvor disse mennesker (Qurayshs vantro) nu fremsætter store ord, vil de en dag lide nederlag. Netop dér vil tiden komme for dem, hvor de vil stå med bøjet hoved foran den profet, som de i dag anser for ringe og nægter at anerkende som profet.
Koranens budskab vil helt sikkert brede sig i alle retninger
(Arabisk*****************************************på PDF-side 424)
»Snart vil Jeg vise dem Mine tegn i den højere verden og i deres eget indre. Derefter vil det blive klart for dem, at denne Koran i sandhed er en stor sandhed.« – (Sura Ha-Mim as-Sajda: 53)
Det vil sige, at de straks med egne øjne vil se, at denne Korans kald har bredt sig i alle retninger, og at disse mennesker selv bøjer hovedet for den. På det tidspunkt vil de forstå, at alt det, som de bliver fortalt i dag, og som de nægter at acceptere, er den fuldkomne sandhed.
Nogle mennesker spørger, om en missions sejr og erobringen af enorme områder er et bevis på dens sandhed. Også falske missioner breder sig i alle retninger, og deres tilhængere erobrer land efter land.
I virkeligheden er dette spørgsmål blevet rejst ud fra det ydre aspekt uden dyb opmærksomhed på sagen som helhed. Den forunderlige sejr, som islam opnåede i Profetens, fred være med ham, og de retledte kaliffers tid, var ikke blot et tegn fra Allah i den betydning, at muslimerne erobrede land efter land. Den var det i den betydning, at denne sejr ikke lignede andre sejre. Ved andre sejre er forholdet sådan, at en person, en familie eller en nation efter sejren bliver herre over de besejredes liv og ejendom, og Guds jord fyldes med undertrykkelse og tyranni. Islams sejr bragte derimod en vældig religiøs, moralsk, åndelig, politisk, økonomisk og civilisatorisk revolution med sig. Overalt, hvor denne revolutions indflydelse nåede hen, udviklede menneskenes bedste egenskaber sig, mens de dårlige egenskaber blev undertrykt. De egenskaber, som verden havde ønsket at se hos asketiske dervisher og dem, der i stilhed gentog Allahs navn, og som den aldrig havde kunnet forestille sig kunne findes hos dem, der styrer verdens anliggender, kom takket være denne revolution til syne i herskerens politik, domstolenes retfærdighed, hærførernes krigsførelse og sejre, blandt skatteopkræverne og blandt ejere af store handelsvirksomheder. Denne revolution hævede i det samfund, den grundlagde, almindelige mennesker så højt med hensyn til karakter, dygtighed og renhed, at fremtrædende personer i andre samfund også syntes at stå på et lavere niveau. Islam befriede mennesket fra overtroens og de falske forestillingers lænker og førte det ind på hovedvejen for intellektuel forskning, fornuftig tænkning og handling. Islam sørgede for en velordnet behandling af de sociale sygdomme, som andre samfundsordener slet ikke overvejer at helbrede, eller som de, selv når de overvejer en behandling, ikke har kunnet få succes med. For eksempel splittelsen mellem mennesker på grundlag af race, afstamning, fædreland og sprog; klassedelingen i det samme samfund og forskellen mellem høje og lave; kastetænkning; manglen på lighed i juridiske rettigheder og i den praktiske sociale omgang; kvinders ydmygende liv og berøvelsen af deres grundlæggende rettigheder; den store udbredelse af kriminalitet; den almindelige brug af alkohol og andre rusmidler; at regeringen står hævet over kritik; at også folket berøves sine grundlæggende rettigheder; traktatbrud på internationalt plan; djævelsk adfærd i krig og forskellige sygdomme af denne art. I selve den arabiske halvø skabte denne revolution, mens man så den udfolde sig, gudsfrygt og renhed i stedet for anarki, retfærdighed i stedet for uret og undertrykkelse, renhed og civilisation i stedet for urenhed og barbari, viden i stedet for uvidenhed samt broderskab, kærlighed og hengivenhed i stedet for nedarvet strid og konflikt. Desuden blev et folk, hvis medlemmer ikke kunne tænke længere end til lederskab over deres egen stamme, gjort til verdens ledere. Dette var de tegn, som efterkommerne med egne øjne så, de mennesker, som Profeten, fred være med ham, først havde fremsagt dette vers for. Fra da og frem til i dag har Allah fortsat med at vise disse tegn. Selv i deres nedgangstid har muslimerne udvist en sådan karakterens storhed, som de, der praler af at være civilisationens og høflighedens bærere, ikke engang har kunnet komme i nærheden af. Den undertrykkende behandling, som de europæiske nationer har udsat de besejrede folk i Afrika, Amerika, Asien og selve Europa for, kan man ikke finde noget sidestykke til i nogen periode af muslimernes historie. Det er alene den Hellige Korans velsignelse, som skabte så megen menneskelighed hos muslimerne, at de efter deres sejre ikke viste sig som så tyranniske, og stadig ikke gør det. Hvis nogen har øjne, så lad ham se, hvordan muslimerne regerede i Spanien i flere hundrede år, og hvilken behandling de i denne tid gav de kristne. Og da de kristne senere fik magten dér, hvordan behandlede de så muslimerne? Hvordan behandlede muslimerne hinduerne, selv efter at have regeret i Indien i mere end otte hundrede år? Og nu, hvor hinduerne har fået magten dér, hvordan behandler de så muslimerne? Hvordan var muslimernes behandling af jøderne gennem de foregående tretten hundrede år? Og hvordan behandler de nu muslimerne i Palæstina?
Profetens høje rang
(Arabisk*****************************************på PDF-side 426)
»(O Profet!) Vær forvisset om, at Han, som har pålagt dig denne Koran, vil føre dig til det bedst mulige bestemmelsessted.« – (Sura al-Qasas: 85)
De oprindelige ord er (Arabisk*********)vil føre dig tilbage til en ‘Maʿād’. Maʿād (Arabisk******)betyder bogstaveligt et sted, hvortil mennesker til sidst må vende tilbage. Eftersom dette ord er anvendt i ubestemt form, er den naturlige betydning, at stedet er af meget høj rang. Nogle fortolkere har forklaret det som Paradiset. Men der kan ikke være nogen rimelig grund til at begrænse betydningen til Paradiset. Allah Taʿala har selv anvendt det i en almindelig betydning – og sådan bør det forstås, så løftet om dette sted kan gælde både denne verden og det hinsidige. Den forudgående sammenhæng i det omtalte emne kræver også, at det ikke blot forstås som et løfte om at give profeten Mustafa (sa) en meget høj rang i det hinsidige, men også i denne verden. I den tale fra Mekkas vantro, som den fortløbende drøftelse siden vers 57 og frem til nu har drejet sig om, sagde de: »Muhammad (sa), du ønsker at lade os gå under sammen med dig. Hvis vi støtter dig og antager din religion, bliver det vanskeligt for os at overleve på Den Arabiske Halvø.« Som svar på dette sagde Allah Taʿala til Sin profet: »Profet! Den Gud, som har pålagt dig ansvaret for at bære denne Qurans fane, vil ikke ødelægge dig. Han vil tværtimod give dig en sådan rang, som disse mennesker ikke engang kan forestille sig.
Faktisk viste Allah Taʿala blot nogle få år senere, her i denne verden og for deres egne øjne, at Han havde givet profeten (sa) det fuldstændige herredømme over hele Den Arabiske Halvø. Ingen kraft, der forsøgte at modstå ham, kunne bestå, og der var ikke længere nogen plads dér til nogen anden religion end den religion, han havde grundlagt. Over hele Den Arabiske Halvø var der blevet etableret et enevældigt kongedømme for en mand, som ingen havde som rival. Folket anerkendte ikke blot hans politiske overhøjhed; han gjorde også en ende på alle andre religioner og gjorde hele nationen til tilhængere af sin religion. Arabisk historie havde aldrig tidligere kendt et sådant eksempel.
Maqām Maḥmūd for profeten Muhammad (sa)
(Arabisk*****************************************på PDF-side 426)
»Din Herre vil snart indsætte dig på Maqām Maḥmūd.«
Det vil sige, at Han vil give dig en sådan rang i denne verden og i det hinsidige, at du vil være den, hele skaberværket lovpriser. Fra alle sider vil du blive lovprist og æret, og din person vil blive en lovværdig person. I dag møder dine modstandere dig med skældsord og bebrejdelser og har skabt en storm af falske anklager for at bringe dig i vanry over hele landet. Men den tid er ikke fjern, hvor lovprisningen af dig vil kunne høres som en genlyd i verden, og hvor du i det hinsidige vil blive lovprist af hele skaberværket. At profeten Mustafa (sa) på Dommedag opnår rang som forbeder, er en del af hans Maḥmūdiyya (at være lovprist).
Det besejrede Romerrige får det glade budskab om sejr
Den profeti, der blev fremsat i de indledende vers af Sura al-Rum, er et af de klare vidnesbyrd om, at Koranen er Allahs ord, og at Muhammad Mustafa (sa) er Allahs sande profet. For at forstå dette er det særligt nødvendigt at rette opmærksomheden mod de historiske begivenheder på den tid, som er knyttet til versene i denne sura.
Otte år før profeten Mustafa (fred være med ham) blev udnævnt til profet, fandt et oprør sted mod den romerske kejser Maurice (Marice), og en mand ved navn Phocas (Phicas) besteg tronen. Denne mand dræbte kejserens fem sønner for øjnene af ham. Derefter dræbte han faderen og lod farens og sønnernes afhuggede hoveder hænge offentligt i Konstantinopel. Få dage senere blev også hans hustru og tre døtre dræbt. Efter denne begivenhed fik den iranske kejser Khusrau Parviz et moralsk påskud til at angribe Romerriget. Maurice var hans velgører, og det var med hans hjælp og støtte, at Parviz havde vundet Irans trone. Parviz betragtede ham som en far. Derfor erklærede han, at han ville hævne den barbariske behandling, som usurpatoren Phocas havde udsat hans faderlige ven Maurice og hans familie for. I 603 e.Kr. erklærede han Romerriget krig og nåede således på den ene side helt til Edessa i Lilleasien (det nuværende Urfa) og på den anden side til Aleppo og Antiokia i Syrien. Da de romerske herskere så, at Phocas ikke var i stand til at forsvare landet, bad de Afrikas guvernør om hjælp. Han sendte sin søn Heraclius (Heraclius) til Konstantinopel med en stærk hær. Så snart han ankom, afsatte han Phocas fra tronen. I hans sted blev Heraclius gjort til Roms kejser og hersker. Efter at have vundet magten behandlede han Phocas på nøjagtig samme måde, som Phocas havde behandlet Maurice. Dette skete i 610 e.Kr., og netop i dette år blev profeten Muhammad (fred være med ham) ophøjet til profetembedet.
Det moralske påskud, som Khusrau Parviz havde erklæret krig med, forsvandt efter Phocas’ afsættelse og drab. Hvis formålet med hans krig virkelig blot havde været at hævne Phocas’ tyranni og undertrykkelse, burde han efter dennes drab have sluttet fred med den nyudnævnte kejser Heraclius. Men han fortsatte krigen. De kristne grupper, som den officielle kirke i årevis havde forfulgt ved at erklære dem for kættere — såsom nestorianere og jakobitter — blev sympatiske over for de mazdaistiske angribere, og jøderne sluttede sig også sammen med mazdaisterne. Antallet af jøder, der sluttede sig til Khusrau Parviz’ hær, nåede endda op på seksogtyve tusind.
Heraclius kunne ikke standse denne oversvømmelse. Så snart han var besteget tronen, fik han meddelelsen om, at Antiokia var faldet i iranernes hænder. Derefter erobrede iranerne Damaskus i 613 e.Kr. Året efter erobrede de Jerusalem og begyndte at ødelægge de kristne. Halvfems tusind kristne blev dræbt i byen. Deres helligste kirke, Den Hellige Gravs Kirke (Holy Sepulchre), blev ødelagt. Det sande kors, eller korsets træ, som de kristne troede, at Jesus Kristus havde lidt døden på, blev taget som krigsbytte af de iranske mazdaister og sendt til Ktesifon. Den ledende præst Zakarias blev bortført, og alle byens store kirker blev ødelagt. Et brev, som Khusrau Parviz sendte fra Jerusalem til Heraclius, bærer vidnesbyrd om, hvor beruset af denne sejr han var. I det skrev han:
»Fra Khusrau, den største af alle guder og hele verdens herre, til den usle og uforstandige slave Heraclius: Du siger, at du stoler på din gud. Hvorfor reddede din gud så ikke Jerusalem fra mine hænder?
Inden for et år efter denne sejr havde den iranske hær udvidet sit herredømme over hele området Jordan, Palæstina og Sinaihalvøen og var nået frem til Egyptens grænse. Det var på dette tidspunkt, at en endnu vigtigere kamp foregik i Mekka. Her kæmpede tawhids bannerførere under profeten Muhammads (fred være med ham) ledelse mod polyteisterne, som stod under Quraysh-høvdingenes ledelse. Situationen nåede et punkt, hvor en stor gruppe muslimer i 615 e.Kr. blev tvunget til at forlade deres hjem og søge tilflugt i det kristne kongerige Abessinien. Abessinien var en allieret stat under Rom. På den tid hørte man overalt om iranernes sejre over Rom. I Mekka dansede polyteisterne af glæde og sagde til muslimerne: »Se, ildtilbederne i Iran vinder sejr, mens de, der tror på åbenbaringen og profeters sendelse, lider det ene nederlag efter det andet. På samme måde vil vi, afgudsdyrkerne i Arabien, udslette jeres religion.«
Under disse forhold blev denne sura i Den Hellige Koran åbenbaret. Her blev det forudsagt, at romerne var blevet besejret i det nærmeste land. Men inden for få år efter deres nederlag ville de sejre. Det ville ske på en dag, hvor muslimerne ville glæde sig over den sejr, som Allah havde givet.
Disse ord indeholdt to profetier. For det første: Romerne ville sejre. For det andet: Muslimerne ville også opnå sejr på det tidspunkt. Tilsyneladende var der selv i en fjern fremtid intet tegn på, at blot én af disse to profetier ville gå i opfyldelse inden for få år. På den ene side stod en lille gruppe muslimer, som blev undertrykt og forfulgt i Mekka, og i de otte år efter denne profeti var der ingen udsigt til, at de skulle vinde sejr. På den anden side voksede romernes nederlag dag for dag. Indtil 619 e.Kr. var hele Egypten faldet i iranernes hænder, og de mazdaistiske hære havde hejst deres faner helt til Tripolis’ grænse. De iranske hære angreb romerne helt ind i Lilleasien, og deres tilbageværende styrker nåede Bosporus’ bredder. I 617 e.Kr. erobrede de Chalkedon (Chalcedon), det nuværende Kadıköy, over for Konstantinopel, og slog sig ned der. Roms kejser sendte en udsending til Khusrau i Iran og meddelte ydmygt, at han var villig til at slutte fred for enhver pris. Men Khusrau svarede: »Jeg vil ikke under nogen omstændigheder lade kejseren leve i fred, før han kommer lænket frem for mig og opgiver den korsfæstede gud for at tilbede ildguden.« Til sidst blev Khusrau så fortvivlet over nederlagene, at han besluttede at forlade Konstantinopel og flytte til Karthago (det nuværende Tunis). Med historikeren Gibbons ord herskede der i syv-otte år efter denne profeti i Den Hellige Koran en sådan situation, at ingen kunne forestille sig, at romerne ville sejre over Iran. For ikke blot var sejr fjern; ingen kunne på det tidspunkt engang håbe, at dette rige ville overleve. — [Gibbon, The Decline and Fall of the Roman Empire, bind 2, s. 788. Modern Library, New York.]
Da disse vers fra Koranen blev åbenbaret, begyndte Mekkas vantroende at håne og spotte dem voldsomt. Ubayy ibn Khalaf indgik et væddemål med Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og sagde: »Hvis romerne sejrer inden for tre år, giver jeg dig ti kameler; ellers skal du give mig ti kameler.« Da profeten (fred være med ham) fik kendskab til dette væddemål, sagde han: »I Koranen er der brugt et ord, hvis betydning på arabisk omfatter en periode på op til ti; derfor skal du sætte fristen til ti år og forhøje antallet af kameler til hundrede.(Arabisk********************)«
Derefter mødtes Hazrat Abu Bakr igen med Ubayy, og følgende betingelse blev på ny fastlagt: Den, hvis udsagn blev bevist falsk inden for ti år, skulle give den anden et hundrede kameler.
I år 622 e.Kr. foretog den ærede Profet (fred være med ham) hijra og rejste til Medina. Imens rejste kejser Herakleios i al hemmelighed fra Konstantinopel ad vejen langs Sortehavet mod Tarabzon og forberedte et angreb på iranerne bagfra. Til forberedelsen af dette modangreb bad kejseren kirken om økonomisk hjælp, og den kristne kirkes øverste gejstlige, Sergius (Serjius), udlånte de rigdomme, der var samlet i kirken som offergaver, mod renter for at beskytte kristendommen mod zoroastrismen. Herakleios begyndte sit angreb fra Armenien i år 623 e.Kr., og året efter, i 624 e.Kr., trængte han ind i Aserbajdsjan, ødelagde Urmia, Zarathustras fødested, og jævnede iranernes ildtempler med jorden. Guds almagt viste sig deri, at muslimerne samme år for første gang vandt en afgørende sejr over de vantro på Badr-sletten. Således blev begge profetier, der er nævnt i Sura al-Rum, opfyldt samtidig, før de ti år var gået.
Derefter fortsatte de romerske hære med at besejre iranerne. I det afgørende slag ved Nineve (627 e.Kr.) knuste de det iranske imperiums rygrad. Derefter blev den iranske konges residens Dastagird (Dastarat al-Mulk) ødelagt, og romerne rykkede frem, indtil de nåede frem til Ktesifon (Ctesiphin), som dengang var Irans hovedstad. I år 628 e.Kr. begyndte et familieoprør mod Khosrau Parviz, og han blev taget til fange. Atten af hans sønner blev dræbt for øjnene af ham. Nogen tid senere døde han i fængslet. Samme år blev Hudaybiyya-traktaten underskrevet – den, som Koranen kalder »den store sejr«. Samme år befriede Khosrau Parviz’ søn, Kavad II, alle de besatte romerske områder fra Irans herredømme og leverede det hellige kors tilbage, hvorefter han sluttede fred med romerne. I år 629 e.Kr. rejste kejseren selv til Bayt al-Maqdis for at anbringe »det hellige kors« på dets plads. Samme år rejste den hellige Profet (fred være med ham) for første gang til Mekka efter hijraen for at udføre den kompenserende umra.
Derefter var der ikke længere den mindste tvivl hos nogen om, at Koranens profeti var gået i opfyldelse ord for ord. Talrige polyteister i Arabien troede på den. Efter at have vundet væddemålet over Ubayy ibn Khalfs arvinger måtte de, for at opfylde betingelsen, overdrage et hundrede kameler til Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham). Abu Bakr bragte disse kameler til Profeten. Profeten befalede ham at give alle kamelerne som almisse. Betingelsen var blevet aftalt på et tidspunkt, hvor hasardspil endnu ikke var blevet forbudt i shariaen. Nu var forbuddet mod det trådt i kraft. Derfor blev det, selv om det var tilladt at tage de krigsførende vantros ejendom, påbudt ikke selv at bruge den, men at give den som almisse.
(Arabisk*****************************************på side 430 i PDF’en)
»Og den dag vil komme, hvor muslimerne vil fryde sig over den sejr, som Allah har skænket.« – (Sura al-Rum: 4)
De lærde Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), Abu Said al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham), Sufyan al-Thawri, al-Suddi og andre har sagt, at romernes sejr over iranerne og muslimernes sejr over polyteisterne ved Badr fandt sted samme år. Derfor havde muslimerne dobbelt grund til glæde. Dette bekræftes også af Irans og Roms historie. Slaget ved Badr fandt sted i år 624 e.Kr.; samme år ødelagde kejseren af Rom Zarathustras fødested og jævnede Irans største ildtempel med jorden.
Bevarelsen af Faraos lig
[Dette er en storslået profeti i Koranen og et klart bevis på profeten Muhammads (fred være med ham) profetskab og Koranens sandhed. På det tidspunkt, hvor denne profeti i Koranen blev hørt, kendte man endnu ikke tilstanden af de egyptiske faraoners grave og lig. Det er først i nyere tid, at man er begyndt at trænge ind i mumiekamrene og åbne faraonernes grave og kister. Før 1907 vidste ingen, om den farao, der var samtidig med Moses, havde fået sit lig bevaret efter at være druknet. De oplysninger, der for nylig er blevet afdækket om en begivenhed fra mere end tre tusind år siden, er blevet forelagt Koranens fornægtere som bevis på, at Koranen er åbenbaret af Allah.]
(Arabisk*****************************************på side 430 i PDF’en)
“Nu vil Vi blot bevare dit lig, så det kan forblive et lærerigt tegn for de efterfølgende generationer.” – (Sura Yunus: 92).
På Sinai-dalens vestlige bred findes stadig det sted, hvor faraonens lig blev fundet flydende. Stedet kaldes nu Jabal Faraun. I nærheden findes en varm kilde. De lokale kalder den Faraonens hammam. Den ligger nogle få mil nord og højere oppe end Abu Zainama. Da faraonens lig var faldet her, har de lokale markeret stedet.
Hvis den farao, der døde ved at drukne, er den samme person, som nyere undersøgelser og udforskninger har identificeret som samtidig med Moses, kan hans lig nu ses på museet i Kairo. Da Sir Grafton Elliot Smith i 1907 fjernede indpakningen fra hans mumie, fandt man størknet salt på liget, og dette er et tydeligt tegn på, at han var blevet nedsænket i havets salte vand.
(Arabisk************************)Det vil sige: “Vi vil blive ved med at vise lærerige tegn, selv om flertallet af mennesker er sådan, at de ikke tager ved lære, selv når de ser store lærerige tegn.”
Yajuj og Majuj’ verdensomspændende angreb
Med Yajuj menes de stammefolk fra Rum og det nordlige Kina, som betegnes med navne som tatarer, mongoler, hunner og skytere. Siden oldtiden har de angrebet civiliserede lande. Desuden vides det, at murene ved Darband og Darial blev bygget i den sydlige del af Kaukasus for at beskytte sig mod deres angreb. For deres angrebsbølge strømmede snart i den ene og snart i den anden retning, mod både Asien og Europa. I Bibelen (Første Mosebog, kapitel 10) omtales de som efterkommere af Jafeth, Noas søn. Det samme har muslimske historikere sagt. I Ezekiels bog (kapitel 38 og 39) omtales de som indbyggere i områderne Rus, Tobel (det nuværende Tobolsk) og Meshek (det nuværende Moskva). Den israelske historiker Josephus har sagt, at de tilhørte skyternes folk, hvis bopæle lå nord og øst for Sortehavet. Ifølge Jeronimus’ beskrivelse bosatte Majuj sig nord for Kaukasus nær Khazarhavet.
At lade dem blive lukket fri betyder, at de vil begynde at angribe jordens befolkning på en sådan måde, som hvis et vildt dyr pludselig var blevet sluppet ud af et lukket bur. Ordene »tiden for opfyldelsen af det sande løfte er nær« er en tydelig hentydning til, at Gog og Magogs verdensomspændende angreb og hærgen vil finde sted i de sidste tider, hvorefter Dommedag snart vil indtræffe. Profeten (fvmh.) har også fremsagt en profeti, der yderligere underbygger denne betydning; den er overleveret af imam Muslim fra Hudhayfa ibn Asid al-Ghifari. Den lyder: »Dommedag vil ikke indtræffe, før I forinden har set ti tegn. Det gælder blandt andet røgen, Dajjal, jordens dyr, solens opgang i vest, Isa ibn Maryams nedstigning, Gog og Magogs angreb og hærgen, tre store jordskred (ét i øst, det andet i vest og det tredje i Arabien) og til sidst en frygtelig ild, der vil opstå fra Yemen og drive menneskene mod samlingspladsen på Opstandelsens Dag (det vil sige, Dommedag vil indtræffe).« I en anden hadith siger Profeten (fvmh.) om Gog og Magogs angreb, at Dommedag på det tidspunkt vil være lige så nær, som fødslen for en højgravid kvinde er nært forestående, uden at hun ved, på hvilket tidspunkt af dagen eller natten fødslen vil begynde.
(Arabisk*****************************************på PDF-side 432)
Men det kan ikke ud fra Koranen og hadith fastslås klart, om Gog og Magog vil samle sig og begynde deres angreb og hærgen i verden. Det er også muligt, at de i tiden nær Dommedag vil angribe hinanden, og at deres krig vil antage form af en verdensomspændende katastrofe.
Jødernes ydmygelse og vanære
(Arabisk******************) om dette er min opfattelse, at det vil fortsætte indtil øjeblikket før Dommedag. Det ændrer ikke noget ved oprettelsen af israelernes nuværende stat i Palæstina. For det første gælder dette vers jødefolket som helhed. Versets betydning gælder ikke hvert enkelt individ eller små grupper af individer blandt dem. For det andet er dette en beskrivelse af den tilstand, som de som folk vil leve i fra det tidspunkt, hvor Allah den Ophøjede bekendtgjorde sin beslutning, og indtil Dommedag. Det betyder ikke, at de i løbet af denne lange periode ikke et eller andet sted i verden for en kort tid kan komme til at besidde regeringsmagten. For virkelig at forstå versets betydning må man sætte sig ind i det jødiske folks historie, som har udfoldet sig fra profeten Isa (fvmh.) og frem til i dag. Hvis man nøje betragter denne historie og deres nuværende samlede situation i verden, bliver sandheden i Koranens følgende ordslået fast:
(Arabisk*****************************************på PDF-side 432)
»Og da din Herre bekendtgjorde, at Han indtil Dommedag vil lade en eller anden sætte sig som hersker over dem, som vil påføre dem en hård straf.« – (Sura al-A’raf: 167).
(Arabisk*****************************************på PDF-side 432)
“Ydmygelse er blevet pålagt dem, og hvor som helst de findes, må de bære denne ydmygelses byrde. Men hvis de et eller andet sted får sikkerhed for beskyttelse fra Allahs og menneskers side, så er det en anden sag.” – (Sura Ali Imran: 112).
Hele deres historie fortæller, at der fra tid til anden et eller andet sted i verden er fremstået en magt, som har dræbt jøderne brutalt og fordrevet dem. Og hvis de et eller andet sted har levet i sikkerhed, skyldes det ikke deres egen magt, men at de med bistand og støtte fra en menneskegruppe har etableret sig og eksisteret på grundlag af de muligheder og fordele, Allah har skænket dem. Den dag denne støtte ophører, vil verden se, hvad der sker med Israel. Efter min opfattelse ønsker Allah den Højeste ikke at udrydde dette folk, men at bevare det som et lærerigt eksempel. Hvis dette folk var blevet udsat for fortsat forfølgelse og undertrykkelse, ville det for længst være forsvundet fra jordens overflade. Allah den Højeste har i henhold til sin egen visdom sørget for at bevare dette folk på den måde, at de ét sted bliver slået, mens de et andet sted finder tilflugt. På denne måde har de i de sidste to et halvt tusind år hverken levende eller døde(Arabisk********************)bestået på jordens overflade i denne tilstand.
Hadithens forudsigelse
0
En tidsalder med fuldstændig sikkerhed
Hazrat Khabbab (ra) fortæller: En dag sad den hellige Profet (sa) i skyggen af Kabaen. Jeg kom hen til ham og sagde: “Allahs sendebud! Der er ingen ende på uretfærdigheden og undertrykkelsen. Vil du ikke bede til Allah?”
Da han hørte dette, blev hans ansigt rødt, og han sagde: “De troende før jer blev udsat for langt større undertrykkelse end dette. Der blev skåret stykker af deres kød med en jernkam, og deres hoveder blev savet over med en sav, men alligevel veg de ikke fra den sande religion. Vid med sikkerhed, at Allah vil fuldføre denne sag. Til sidst vil der komme en tid, hvor en person rejser ubekymret fra Sana’a til Hadramaut, uden at frygte nogen anden end Allah. Men I har alt for travlt.” – (Bukhari)
Betingelsen for at sejre over arabere og ikke-arabere
Abu Talib kaldte profeten Muhammad (fred være med ham) til sig og sagde: »Nevø! Se her, din stammes folk er kommet til mig. De ønsker, at du skal være enig med dem i en retfærdig sag. På den måde vil stridighederne og uoverensstemmelserne mellem dig og dem ophøre.« Derefter forelagde Abu Talib Quraysh-høvdingenes forslag for profeten. Profeten (fred være med ham) svarede: »Onkel! Jeg fremsætter et budskab for dem, som, hvis de accepterer det, vil bringe hele Arabien under deres herredømme, og andre lande vil fortsætte med at betale skat.«
Denne udtalelse fra profeten er blevet overleveret på forskellige måder af forskellige fortællere. En af overleveringerne lyder således:
(Arabisk*****************************på side 434 i PDF’en)
I en anden overlevering:
(Arabisk*****************************på side 434 i PDF’en)
En anden overlevering
Det fremgår, at profeten (fred være med ham) i stedet for at henvende sig til Abu Talib talte til Quraysh og sagde:
(Arabisk*****************************på side 434 i PDF’en)
Andetsteds:
(Arabisk*****************************på PDF-side 434)
Trods disse ordlydsmæssige forskelle er indholdet i alle beretningerne det samme. Den hellige Profet (s.a.) sagde med andre ord til dem: »Jeg fremlægger et budskab for jer, som, hvis I tager imod det, vil gøre jer til herskere over Arabien og ikke-arabiske lande. Sig mig nu: Er det, som I kalder en retfærdig tale, bedre, eller er mit bedre? Ligger jeres velstand i at tage imod dette kalima, eller i, at jeg lader jer forblive i den tilstand, I befinder jer i, mens jeg selv fortsætter med at tilbede min Herre?«
Qurayshs politiske herskermagt
Profeten (s.a.) forudsagde, at så længe Quraysh bevarede en god moral og kollektivt fortsatte med at bære religionens fane, og så længe der blot fandtes to blandt dem, som kæmpede for sandheden, ville herskermagten forblive i deres hænder.
Profetens (s.a.) opfattelse var så sand, at historien fortsatte med at fremlægge beviser på dens sandhed i flere århundreder efter ham. Quraysh-stammens overlegenhed var så varig, at den leverede fire kaliffer i det retledede kalifats tid, og det er velkendt, at der på det tidspunkt ikke fandtes nogen anden personlighed i hele Arabien, som kunne måle sig med dem. Derefter oprettede denne stamme det berømte umayyadiske rige. Det var også denne stamme, der grundlagde det abbasidiske rige. Oprettelsen af et stort styre i Spanien og det fatimidiske styre i Egypten var ligeledes denne stammes bidrag.
Jihad vil fortsætte
Jihad vil fortsætte blandt min ummah indtil Dommedag. Hverken en retfærdig dommers retfærdighed eller en tyrans undertrykkelse vil kunne standse det. Det er denne livskraft, der til stadighed har givet næring til inspirationen i den islamiske genopvækkelsesbevægelse. Det er denne livskraft, der har afholdt de retskafne (salihin) fra at bøje sig for omgivelsernes skrækindjagende tilstand.
Muslimernes forfald vil blive som jødernes og de kristnes
En af den hellige Profets (s.a.) forudsigelser, som er overleveret i hadith-litteraturen, er, at muslimerne til sidst vil følge i jødernes og de kristnes fodspor. De vil gøre alt, hvad disse har gjort. Selv hvis nogle af dem begår utugt med deres egen mor, vil der også blandt muslimerne opstå mennesker, som begår denne forbrydelse. –[Forfatteren gengiver den hellige Profets (s.a.) udsagn, overleveret gennem en anden kæde, således: Profeten (s.a.) sagde: I vil også følge de tidligere ummaers skikke og adfærd. Selv hvis de går ind i en øgles hul, vil I gøre det samme. Sahabaerne spurgte: »Allahs Sendebud! Mener du jøderne og nazaræerne?« Profeten svarede: »Ja.« Dette var ikke blot en advarsel fra Profeten; med det fine blik, som Gud havde skænket ham, vidste den hellige Profet også, ad hvilke veje forfaldet ville komme til syne blandt hans umma, og hvordan det ville give sig udtryk.]
En skitse af ummaens fremtidige historie
Selv om disse forudsigelser findes i stort antal i hadith-værker som Muslim, Tirmidhi, Ibn Majah og Mustadrak, vil det her ikke være overflødigt at citere de overleveringer, som imam Shatibi har nedskrevet i al-Muwafaqat, og Maulana Ismail Shahid (må Allah forbarme sig over ham) i Mansab-e-Imamat:
(Arabisk*****************************på PDF-side 436)
»Begyndelsen på jeres religion er profetskab og barmhjertighed. Allah vil bevare den sådan, så længe Han vil. Derefter vil Han bringe den til ophør, og et kalifat efter profetisk forbillede –[Profeten (s.a.) havde forudsagt: Efter mig vil kalifatet bestå i 30 år, hvorefter kongedømmet vil blive etableret. Kalifatets periode sluttede i Rabi al-awwal i år 41 efter hijra, da Hazrat Hasan (r.a.) trådte tilbage fra kalifatet til fordel for Muawiya (r.a.). –(Forfatteren)] vil bestå, så længe Han vil. Derefter vil kongedømmet af den værste slags bestå, så længe Allah vil. Også dette vil efter Allahs vilje få en ende. Derefter vil tyranniske herskeres styre blive etableret. Det vil bestå, så længe Allah vil. Derefter vil Allah den Ophøjede bringe det til ophør.«
(Arabisk*****************************på PDF-side 436)
»Derefter vil det kalifat efter profetisk forbillede komme – det vil regere blandt menneskene i overensstemmelse med Profetens sunna, og islam vil blive etableret på jorden. Under dette styre vil både himlens beboere og jordens beboere være lykkelige. Himlen vil af et fuldt hjerte blive ved med at udøse sine velsignelser, og jorden vil kaste alt, hvad den gemmer i sit indre, ud.«
Jeg kan ikke sige, hvilken status disse overleveringer har med hensyn til deres overleveringskæde. Men ser man på betydningen, stemmer de overens med de øvrige beretninger af denne art. Her antydes historiens fem stadier. Tre er allerede forbi, og det fjerde er i gang. Hvad angår det femte stadium, hvis komme er blevet forudsagt, synes alle tegn nu at vise, at menneskehedens historie hastigt bevæger sig i den retning. Alle former for menneskeskabte ‘ijmāʿ’ er blevet afprøvet. De er slået håbløst fejl. Menneskene har ingen anden udvej end i desperation at vende tilbage til islam.
Amirers, umaraers og herskeres moralske forfald
(Arabisk*****************************på PDF-side 436)
»Efter mig vil nogle mennesker få magten. Den, der hjælper dem i deres løgne, og den, der bistår dem i deres undertrykkelse, er ikke af mig, og jeg er ikke af ham.« – (an-Nasāʾī).
(Arabisk*****************************på PDF-side 437)
»Meget snart vil mennesker herske over jer, i hvis hænder nøglerne til jeres forsørgelse vil være. Når de taler til jer, vil de lyve, og når de handler, vil de gøre det onde. De vil ikke være tilfredse med jer, medmindre I roser deres onde gerninger og erklærer løgnen for sandhed. Så længe de tåler det, skal I fremlægge sandheden for dem. Hvis de overskrider grænsen, og nogen bliver dræbt, vil han være martyr.« – (Kanz al-ʿUmmāl)
Kontinuiteten i religionens genoplivning
(Arabisk*************) (En forklaring af denne hadith: »de, som vil levendegøre deres religion for dem«).
Dette er en sag, som den sandfærdige Profet (fred være med ham) har forkyndt det gode budskab om, og den er overleveret i Abu Dawud gennem Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham).
(Arabisk*****************************på PDF’ens side 437)”
»Ved begyndelsen af hvert århundrede vil Allah lade mennesker fremstå, som vil genoplive deres religion for dem.«
Men nogle mennesker har ud fra denne hadith dannet sig en helt fejlagtig opfattelse af ‘tajdid’ og ‘mujaddid’. De har taget (Arabisk********) til at betyde begyndelsen eller slutningen af et århundrede. Og (Arabisk****************) – har de forstået således, at det nødvendigvis må være én bestemt person. På dette grundlag har de også arbejdet for tajdid af religionen. Men (Arabisk*********) den ordrette betydning er ‘hoved’, og den klare betydning af, at en person træder frem ved et århundredes begyndelse, er, at han vil få særlig indflydelse på sin tids viden og videnskab, tankegang og handlingsmønstre. (Arabisk********) Ordet bruges på arabisk både i ental og flertal. Derfor (Arabisk*******) kan det forstås som én person såvel som flere personer. Det kan også betyde en hel institution eller gruppe. Det klare indhold af det gode budskab, som den hellige Profet (fred være med ham) har givet, er, at der, om Allah vil, i intet århundrede af den islamiske historie vil mangle mennesker, som rejser sig mod uvidenhedens storme og fortsætter kampen for at genoprette islam i dens sande skikkelse. Det er ikke nødvendigt, at mujaddiden i et århundrede er den samme person. Inden for det samme århundrede kan forskellige mennesker og grupper udføre denne tjeneste. Det er heller ikke sådan, at der kun vil være én mujaddid for hele verden. På samme tid kan mange mennesker i mange lande arbejde for tajdid af religionen. Det er heller ikke nødvendigt, at enhver, som yder en tjeneste i denne henseende, bliver hædret med mujaddidens rang. Titlen og rangen som mujaddid kan kun gives til de personer, som har været i stand til at yde et stort og betydningsfuldt bidrag til tajdid af religionen, det vil sige religionens genoplivning og genoprettelse.
Splittelsen blandt muslimerne
I en hadith står der: »Meget snart vil min ummah blive opdelt i tooghalvfjerds sekter. Kun én af dem vil opnå frelse i det hinsidige. Det er de mennesker, som følger mine ledsagere.«
I haditherne omtales det, at der vil opstå forskellige fitnaher blandt muslimerne. Formålet med disse er at advare dem, så de holder sig borte fra disse fitnaher.
Forudsigelsen om Mahdis fremkomst
De beretninger, der findes om al-Mahdis fremkomst, er blevet underkastet så streng en granskning af hadithkritikerne, at en gruppe af dem slet ikke anerkender, at imam al-Mahdi vil fremkomme. Ved at undersøge og vurdere asma al-rijal (kæden af hadithoverleverere) kan man konstatere, at størstedelen af overlevererne i disse hadither tilhørte shiamuslimerne. Også ved at læse historien kan man konstatere, at hver gruppe har benyttet disse hadither til politiske og religiøse formål og forsøgt at anvende de tegn, der er nævnt om al-Mahdi, på en af deres egne personer.
Sande og opdigtede elementer blandt beretningerne
Af ovennævnte grunde er jeg nået frem til den konklusion, at beretningerne om al-Mahdis fremkomst er sande. Men størstedelen af det, der siges i de detaljerede beretninger, er sandsynligvis opdigtet. Egennyttige mennesker har føjet sådanne ekstra ting til Profetens oprindelige udsagn. Lad os på forskellige tidspunkter rette opmærksomheden mod de mennesker, der har gjort krav på at være den lovede—[Lad os se på selve ordet »Mahdi«, som er anvendt i hadithen. Profeten anvendte ordet Mahdi, som betyder »den retledte«. Ordet »Hadi« blev ikke anvendt. Enhver høvding, leder eller emir, der står fast på den rette vej, kan være en mahdi. »Al-Mahdi« er højst blevet anvendt med en større grad af særegenhed—med det formål at udtrykke en særlig, fremragende rang hos en person, der vil komme i fremtiden. Denne særlige rang er beskrevet således i hadithen: Efter at det kalifat, der var grundlagt efter Profetens metode, er gået til grunde, vil verden blive plaget af undertrykkelse og uretfærdighed, hvorefter den person, der kommer, på ny vil oprette kalifatet efter Profetens metode, og verden vil blive fyldt med retfærdighed. Dette er den egentlige grund til, at ordet »al« er føjet foran »Mahdi« for at gøre denne person bestemt og give ham særlige egenskaber.(Arabisk*******)Men det ville være en fejltagelse at tro, at der med navnet Mahdi er blevet skabt en særlig rang i religionen, hvis tro svarer til troen på profeterne, og hvis lydighed bliver en betingelse for frelse, islam og tro. Der findes ingen belæg i hadithen for forestillingen om, at Mahdi skulle være et ufejlbarligt væsen. Forestillingen om, at andre end profeter er ufejlbarlige, tilhører i virkeligheden shiamuslimerne. Der findes intet bevis herfor i Koranen og sunnaen.] I deres litteratur kan man se, at de, der på forskellige tidspunkter har gjort falske krav på at være Mahdi, har brugt disse beretninger som grundlag for den uro, de selv har skabt.
Profetens måde at fremsætte profetier på
Så vidt jeg efter grundig overvejelse har undersøgt den hellige Profets profetier, var den måde, hvorpå han udtrykte sig, ikke som den type beskrivelse, der findes i haditherne om al-Mahdis fremkomst. Han beskrev ganske vist de vigtigste tegn, men det var ikke hans metode at beskrive alle detaljer.
Uoverensstemmelser i de relevante overleveringer
Når disse beretninger samles og sammenholdes med hinanden, viser der sig uoverensstemmelser i størstedelen af dem. Desuden bliver det vanskeligt for dem, der har hele historien om konflikterne mellem Banu Fatima, Banu Abbas og Banu Umayya foran sig, at acceptere alle de detaljerede beskrivelser i haditherne, når de tydeligt kan se, at der findes forskellige overleveringer til fordel for hver af de grupper, der deltog i disse konflikter, og at størstedelen af overlevererne selv var knyttet til den ene eller den anden gruppe. Nogle af dem nævner for eksempel sorte faner (Arabisk**********) . Ved at læse historien kan man konstatere, at de sorte faner var Banu Abbas’ symbol. Desuden fremgår det af historien, at man ved at fremlægge sådanne hadither fortsatte med at forsøge at bevise, at den abbasidiske kalif al-Mahdi var den lovede Mahdi.
Den fuldkomne mujaddids rang
Hvis man kaster et blik på historien, bliver det klart, at ingen fuldkommen mujaddid endnu er blevet født. Hazrat Umar ibn Abd al-Aziz var på vej til at opnå denne rang, men han kunne ikke nå det. Alle de mujaddider, der blev født efter ham, arbejdede hver især inden for et bestemt område eller nogle få områder. Pladsen for den fuldkomne mujaddid står stadig tom, men samvittigheden ønsker det, naturen kræver det, og verdens udvikling fremsætter også dette krav: at en sådan leder må blive født. Hvad enten han fødes i denne tidsalder eller efter mange omskiftelser gennem tiden, vil hans navn være al-Imam al-Mahdi, om hvem der er fremsagt en tydelig profeti af Nabi Pak (sa) med sine hellige læber.
I vore dage rynker folk uvidende på næsen, når de hører dette navn. Deres klage er, at uvidende mennesker har mistet deres handlekraft, mens de venter på et menneskes komme. Derfor mener de, at når uvidende mennesker nærer en fejlagtig opfattelse af fakta, bliver de passive; men det er i virkeligheden slet ikke en kendsgerning. Desuden siger de, at forestillingen om, at en usynlig stor personlighed skal komme, findes blandt alle religiøse samfund. Derfor er dette ikke andet end overtro. Men jeg mener, at hvis tidligere profeter, ligesom Khatam an-Nabiyyin, har givet deres folk det glædelige budskab, at islam én gang vil blive hele verdens religion, før menneskehedens jordiske liv får ende, og hvis dette ikke er overtro, så vil det menneske, der er på vej mod undergang, efter alle menneskeskabte ideologiers fiasko være tvunget til at søge tilflugt i den guddommeligt åbenbarede lære. Og hvis mennesket vil modtage denne velsignelse gennem en stor leder, som ved at arbejde efter profeternes vej vil virkeliggøre islam fuldstændigt i dens sande skikkelse – hvorfor skulle det så være overtro at sige dette? Det er meget muligt, at denne udtalelse fra profeternes munde bredte sig blandt verdens øvrige folkeslag, og at uvidende mennesker forvanskede dens sande betydning og gav den form af overtro.
Den gængse opfattelse af Mahdi
Der findes nogle modernister, som slet ikke anerkender Imam Mahdis komme. Blandt de muslimer, der anerkender Imam Mahdis komme, står de heller ikke tilbage for den førstnævnte gruppe, hvad angår fejlagtige forestillinger. De mener, at Imam Mahdi vil være en gammeldags mulla eller sufi af påklædning og fremtoning. En dag vil han pludselig træde frem fra en madrasa eller en khanqahs celle med en tasbih i hånden. Straks vil han erklære: »Jeg er Mahdi.« De lærde, pirer og dervisher vil møde op med bøger og skrifter og genkende ham efter at have undersøgt ham i overensstemmelse med de tegn og den beskrivelse, der er nævnt i bøgerne. Derefter vil der blive aflagt bay‘ah, og jihad vil blive erklæret. Dervisher, der har hengivet sig til chillah, og alle de traditionelle fromme ældste vil samles under hans banner. Sværd vil blive brugt blot for at opfylde betingelsen, men i virkeligheden vil alt arbejdet blive udført gennem barakah og åndelig kraft. Krige vil fortsat blive vundet gennem besværgelser, åndedræt og wazifaer. Den vantro, som Imam Mahdis blik falder på, vil straks dø under voldsomme kramper. Alene gennem en forbandelse vil kampvogne og bombefly blive sat ud af funktion.
Forfatterens opfattelse af Mahdi
Den almindelige opfattelse af Imam Mahdis komme er sådan, som den netop er blevet beskrevet. Men det, jeg har forstået, er helt modsat. Jeg mener, at den, der kommer, vil være sin tids leder. Han vil have forskningsbaseret indsigt i al sin tids viden og videnskab. Han vil forstå alle livets komplicerede problemer. Med hensyn til intellektuelt og tankemæssigt statssyn, politisk visdom og militær strategi vil han udøve sin indflydelse over hele verden. Han vil nå toppen af alle sin tids nyskabelser. Jeg frygter, at mullaerne og sufi-herrerne vil begynde at skabe røre mod hans nyskabelser. Jeg mener heller ikke, at han rent fysisk vil være så helt anderledes end almindelige mennesker, at man vil kunne genkende ham blot ved at se ham. Desuden mener jeg ikke, at han selv vil erklære sig for Mahdi. Det er muligt, at han ikke selv vil vide, at han er den lovede Mahdi. Det kan også være, at verdens mennesker først efter hans død vil erfare, at det var ham, der grundlagde kalifatet efter profetisk metode, og at det var ham, om hvem der var blevet givet det glædelige budskab.
At være Mahdi er ikke noget, man gør krav på
Jeg har tidligere antydet, at ingen andre end en profet har en sådan rang, at han kan begynde sit arbejde ved at gøre krav på den. Ingen andre end en profet kan heller vide, hvilken opgave han er blevet udpeget til. At være Mahdi er ikke noget, man gør krav på; det er noget, man viser gennem sine handlinger. De, der fremsætter sådanne krav, og de, der tror på dem, beviser efter min mening begge deres mangel på viden og deres sindes lavhed.
Mahdīens virkemåde
Min opfattelse af Mahdīens virkemåde adskiller sig fra disse herrers opfattelse. Jeg kan ikke se, at der i forbindelse med denne opgave er nogen plads til kashf, karāmāt, ilhām, chilla, murāqaba, mushāhada eller lignende. Jeg mener, at Mahdī må bevæge sig frem gennem store kampe og konflikter i verden, ligesom enhver revolutionær leder må gøre det. Han vil på grundlag af den rene islam skabe et nyt tankefelt eller en ny retning (School of Thought). Han vil forandre menneskenes mentalitet. Han vil opbygge en vældig bevægelse, som både vil være civilisatorisk og politisk. Jahiliyyah vil med alle sine kræfter forsøge at udslette den, men til sidst vil han omstyrte det jahilīske styre og grundlægge en stærk islamisk stat. I den vil islams livskraft på den ene side og den videnskabelige udvikling på den anden nå deres højdepunkt. Som det er blevet sagt i hadith, vil både himlens beboere og jordens beboere være tilfredse med hans styre. Himlen vil fortsætte med at udøse sine velsignelser af fuldt hjerte, og jorden vil kaste alle sine skatte ud fra sit indre.
Profetens forudsigelse om Hazrat Messias’ (a) komme
০
Hadither om dette emne
(Arabisk****************************************PDF side 441)
“Det er berettet fra Hazrat Abū Hurayra (ra), at Profeten (sa) sagde: Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, sværger jeg, at Ibn Maryam vil stige ned til jer som en retfærdig hersker. Derefter vil han knuse korset og tilintetgøre svinet –[at knuse korset og tilintetgøre svinet betyder, at kristendommen vil ophøre med at eksistere som en selvstændig religion. Hele kristendommens bygning er grundlagt på den tro, at Gud korsfæstede sin eneste søn (Hazrat Īsā) og lod ham dø en forbandelsens død – hvorved menneskehedens synder blev sonet. Det særlige ved de kristne blandt profeternes umma er, at de nøjedes med trosforestillinger og forkastede hele sharīʿaen. De gjorde endog svinekød tilladt for sig, selv om det var forbudt i alle profeternes sharīʿaer. Når Hazrat Īsā (a) ved sin genkomst selv vil erklære: “Jeg er ikke Guds søn, og jeg har heller ikke sonet nogen andens synd”, vil der ikke længere være noget grundlag tilbage for den kristne troslære. Når han på samme måde siger, at han hverken har gjort svinekød tilladt for sine tilhængere eller fritaget dem for sharīʿaens påbud og forbud, vil også kristendommens andet særkende ophøre.] og erklære krigens afslutning. I en anden overlevering står ordet ‘jizya’ i stedet for ‘krig’. Det vil sige, at han vil afskaffe jizya. –[Ifølge en anden beretning betyder det, at uenighederne mellem alle millat og grupper på det tidspunkt vil ophøre, og at alle vil tilslutte sig den samme millat. Som følge heraf vil der hverken være krig eller behov for at pålægge nogen jizya. Dette nævnes også i hadith nr. 5 og nr. 15 nedenfor.] Derefter vil der blive en sådan overflod af rigdom, at ingen vil være til at modtage den. På det tidspunkt vil én sujūd for Guds skyld være bedre end hele verden.”–(Bukhārī, Muslim, Tirmidhī, Musnad Ahmad)
I en anden overlevering findes disse ord fra Hazrat Abū Hurayra (ra):
(Arabisk****************************************på side 442 i PDF’en)
“Dommedag vil ikke indtræffe, før Hazrat Isa (a.s.) er steget ned. Derefter følger de ovenfor nævnte ord.” – (Bukhari, Ibn Majah)
(Arabisk****************************************på side 442 i PDF’en)
“Hazrat Abu Huraira (r.a.) beretter, at Profeten (s.a.w.) sagde: Hvordan vil I have det, når Ibn Maryam stiger ned blandt jer, mens jeres leder er en af jer?” – (Bukhari, Musnad Ahmad) – [Det vil sige, at Hazrat Isa (a.s.) ikke vil lede bønnen. Han vil derimod bede bag den imam, som allerede er muslimernes imam.]
(Arabisk****************************************på side 442 i PDF’en)
“Hazrat Abu Huraira (r.a.) beretter, at Profeten (s.a.w.) sagde: Isa ibn Maryam vil stige ned. Derefter vil han dræbe svinene og tilintetgøre korset. Bønnen vil blive samlet for ham, og han vil uddele så meget rigdom, at der ikke vil være nogen, der vil tage imod den. Han vil afskaffe kharaj og opholde sig på et sted ved navn Rawha – [‘Rawha’ er et sted 35 miles fra Medina] – hvor han vil udføre hajj eller umrah eller begge dele.” – [Det skal bemærkes, at den person, som i denne tid er blevet betegnet som en lighed med Hazrat Isa (a.s.), hverken udførte hajj eller umrah i sit liv.] [Fortælleren husker ikke, hvad Profeten (s.a.w.) sagde.] – (Musnad Ahmad, Muslim)
(Arabisk****************************************på side 442 i PDF’en)
“Hazrat Abu Huraira (r.a.) beretter, at Profeten (s.a.w.), efter at have nævnt Dajjalens fremkomst, sagde: Muslimerne vil fortsætte med at forberede sig på at kæmpe mod Dajjal, og efter at de har stillet sig på rækker til bønnen, vil takbiren blive fremsagt. Netop da vil Isa ibn Maryam stige ned og lede muslimerne i bønnen. Guds fjende – det vil sige Dajjal – vil begynde at smelte, så snart han ser ham, ligesom salt smelter i vand. Hvis Hazrat Isa (a.s.) lader ham forblive i denne tilstand, vil han dø, efter at være smeltet bort; men Allah den Ophøjede vil lade Dajjal blive dræbt ved hans hånd, og han vil vise muslimerne hans blod på sit våben.” – (Mishkat, med henvisning til Muslim)
(Arabisk****************************************på PDF-side 443)
“Det er overleveret fra Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Der er ingen profet mellem mig og ham, det vil sige Hazrat Isa. Han vil stige ned. Når I derfor ser ham, skal I genkende ham. Han vil være en mand af middelhøjde med en rødlig-hvid teint. Han vil være iført to gule klæder. Hans hår vil se ud, som om vand drypper fra det, selv om hans krop ikke vil være våd. Han vil kæmpe mod folk for islams skyld. Han vil knuse korset, dræbe svinene og afskaffe jizyaen. Allah vil udrydde alle trosretninger og religiøse samfund, der følger andre læresætninger end islam. Han vil dræbe Dajjal. Han vil opholde sig fyrre år på jorden. Derefter vil han dø, og muslimerne vil udføre begravelsesbønnen over ham.” – (Abu Dawud, Musnad Ahmad)
(Arabisk****************************************på PDF-side 443)
“Det er overleveret fra Hazrat Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Derefter vil Isa ibn Maryam stige ned. Muslimernes amir vil sige til ham: Kom og led bønnen. Han vil sige: Nej, I er selv hinandens amirer – det vil sige, jeres amir bør være en af jer. Han vil svare sådan af hensyn til den ære, Allah har skænket dette ummah.” – (Muslim, Musnad Ahmad)
(Arabisk****************************************på PDF-side 444)
“Hazrat Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) fortæller i forbindelse med Ibn Sayyads forførelse, at Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) da sagde: O Allahs Sendebud! Giv mig tilladelse til at dræbe ham. Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) svarede: Hvis han er den person, det vil sige Dajjal, er du ikke hans drabsmand. Det vil snarere være Isa ibn Maryam, der dræber ham. Og hvis han ikke er denne person, har du ikke ret til at dræbe nogen, der er under en beskyttelsespagt, det vil sige nogen af dhimmierne.” – (Mishkat, med henvisning til Sharh as-Sunnah af Baghawi).
(Arabisk****************************************på PDF-side 444)
“Hazrat Jabir ibn Abdullah fortæller, mens han beretter om Dajjals historie, at Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: På det tidspunkt vil Hazrat Isa (fred være med ham) pludselig komme til muslimerne. Folk vil stille sig op til bøn, og der vil blive sagt til ham: O Ruhullah! Gå frem. Men han vil sige: Nej. Det er snarere jeres imam, der bør gå frem, og han bør lede bønnen. Efter morgenbønnen vil folk så drage ud for at møde Dajjal. Profeten siger: Når denne løgner får øje på Hazrat Isa (fred være med ham), vil han begynde at smelte, ligesom salt opløses i vand. Hazrat Isa vil gå hen imod ham og dræbe ham. Da vil det ske, at træerne, planterne, bjergene og klipperne vil råbe: O Ruhullah! Denne jøde gemmer sig bag mig. Der vil ikke være nogen blandt Dajjals tilhængere, som Hazrat Isa (fred være med ham) ikke dræber.” – (Musnad Ahmad)
(Arabisk****************************************på PDF-side 444)
“Hazrat Nawwas ibn Sam’an al-Kilabi fortæller i forbindelse med beretningen om Dajjal: Når Dajjal gør disse ting, vil Allah sende al-Masih ibn Maryam. Han vil stige ned ved den hvide minaret øst for Damaskus, iført to gule klæder og med hænderne hvilende på to engles arme. Når han ryster på hovedet, vil det se ud, som om vandet drypper ned fra det. Når han løfter hovedet, vil man se vanddråberne funkle som perler. Hans ånde vil nå så langt, som hans blik rækker, og enhver vantro, som den rammer, vil ikke overleve. Derefter vil Isa, Marias søn, forfølge Dajjal, indhente ham ved Luds port og dræbe ham?” – (Muslim, Abu Dawud, Tirmidhi, Ibn Majah)
(Arabisk****************************************på PDF-side 445)
“Abdullah ibn Amr ibn al-As (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Dajjal vil komme frem blandt min ummah og forblive i fyrre — jeg ved ikke, om det er fyrre dage, fyrre måneder eller fyrre år — [dette er Abdullah ibn Amr ibn al-As’ egne ord]. Derefter vil Allah sende Isa ibn Maryam. Han vil ligne Urwah ibn Mas’ud (en af Profetens ledsagere). Han vil forfølge Dajjal og dræbe ham. Derefter vil syv år forløbe på en sådan måde, at der ikke vil være fjendskab mellem to mennesker.” – (Muslim)
(Arabisk****************************************på PDF-side 445)
“Hudhayfah ibn Asid al-Ghifari (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En dag kom den hellige Profet (fred være med ham) til os, mens vi sad og talte sammen. Han spurgte: Hvad taler I om? Vi svarede: Vi taler om Dommedag. Profeten (fred være med ham) sagde: Dommedag vil under ingen omstændigheder indtræffe, før ti tegn viser sig. Derefter sagde han: Disse ti tegn er: (1) røgen, (2) Dajjal, (3) jordens dyr, (4) solens opgang fra vest, (5) Isa ibn Maryams nedstigning, (6) Gog og Magog, (7) tre store jordskred — ét i øst, (8) ét i vest, (9) ét i Arabien — og endelig (10) en vældig ild, som vil bryde frem i Yemen og drive menneskene mod Genopstandelsens slette.” – (Muslim, Abu Dawud)
(Arabisk****************************************på PDF-side 446)
“Thawban, den frigivne slave hos den hellige Profet (fred være med ham), fortæller: Profeten sagde: Blandt min ummah er der to hære, som Allah har frelst fra Helvedes ild. Den ene vil angribe Hindustan, og den anden vil være sammen med Isa ibn Maryam.”
(Arabisk****************************************på side 446)
“Mujamma ibn Jariya al-Ansari fortæller: Jeg hørte Profeten (ﷺ) sige: »Marias søn vil dræbe Dajjal ved Ludd-porten.« –(Musnad Ahmad, Tirmidhi)
(Arabisk****************************************på side 446)
“Abu Umama al-Bahili nævner Dajjal i en lang hadith og siger: Netop når muslimernes imam træder frem for at lede morgenbønnen, vil Isa ibn Maryam stige ned dér. Imamen vil træde tilbage, så Isa kan træde frem, men Isa (fred være med ham) vil lægge sine hænder mellem hans to arme og sige: »Nej, du skal lede bønnen, for denne bøn er blevet oprettet for din skyld.« Så vil han (den tidligere imam) lede bønnen. Derefter vil Isa (fred være med ham) sige: »Åbn døren.« Døren vil blive åbnet, og man vil se Dajjal stå dér sammen med halvfjerds tusind bevæbnede jøder. Så snart hans blik falder på den ærværdige Isa, vil han begynde at smelte, ligesom salt smelter i vand. Han vil derefter flygte. Isa (fred være med ham) vil sige: »Jeg har et sådant slag til dig med min hånd, at du ikke vil kunne undslippe.« Derefter vil han indhente ham ved den østlige port i Ludd. Så vil Allah besejre jøderne … og verden vil blive fyldt med muslimer, ligesom et kar fyldes med vand. Da vil hele verdens trosbekendelse blive én, og ingen anden end Allah vil blive dyrket og adlydt.” –(Ibn Majah)
(Arabisk****************************************på side 447)
“Uthman ibn Abil-As fortæller: Jeg hørte Allahs Sendebud (ﷺ) sige dette: »… og Isa ibn Maryam (fred være med ham) vil stige ned ved daggry. Muslimernes leder vil sige til ham: ’Åndens mand! Led bønnen.’ Han vil sige: ’Folkene i dette samfund er selv hinandens ledere.’ Så vil muslimernes leder træde frem og lede bønnen. Efter bønnen vil Isa (fred være med ham) gribe sit våben og styrte mod Dajjal. Han vil dræbe ham, og hans ledsager vil flygte efter at være blevet besejret. Men han vil ikke finde noget sted at søge tilflugt. Træerne vil råbe: ’Troende! Den vantro er her!’« –(Musnad Ahmad, Tabarani, Hakim)
(Arabisk****************************************på side 447)
“Samura ibn Jundub (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Profeten (ﷺ) sagde: »Derefter vil Isa ibn Maryam om morgenen komme til muslimerne. Allah vil besejre Dajjal og hans hærskarer. Endog muren og træernes rødder vil råbe: ’Troende! En vantro gemmer sig bag mig; kom og dræb ham!’« –(Musnad Ahmad, Hakim)
(Arabisk****************************************på PDF-side 448)
“Imran bin Husain (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fred være med ham) sagde: Der vil altid være en gruppe blandt min ummah, som står fast ved sandheden og vil være uudholdelig for modstanderne. Derefter vil Allah den Almægtiges beslutning indtræffe, og Isa ibn Maryam vil stige ned.” – (Musnad Ahmad)
(Arabisk****************************************på PDF-side 448)
“Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde angående fortællingen om Dajjal: Isa (fred være med ham) vil stige ned og dræbe ham. Derefter vil han opholde sig i verden i fyrre år som en retfærdig imam og en retfærdig hersker.” – (Musnad Ahmad)
(Arabisk****************************************på PDF-side 448)
“Shafinah, den frigivne slave af den hellige Profet (fred være med ham), fortæller angående fortællingen om Dajjal: Derefter vil Isa (fred være med ham) stige ned, og Allah den Almægtige vil tilintetgøre Dajjal nær Afik-basen – [Afik, hvis nuværende navn er ’Kayek’, er den sidste syriske by beliggende ved grænsen mellem Syrien og Israel. Få kilometer foran den mod vest ligger en sø ved navn Tiberias, hvorfra Jordanfloden udspringer. Mod sydvest fører en skrånende vej gennem bjergene 1.500–2.000 fod ned til et sted, hvor Jordanfloden løber ud fra Tiberias. Dette bjergpas kaldes Aqaba Afik eller Afik-basen.]” – (Musnad Ahmad)
(Arabisk****************************************på PDF-side 448)
“Hazrat Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham) sagde angående Dajjal: Når muslimerne derefter stiller sig op til bøn, vil Isa ibn Maryam stige ned for øjnene af dem. Han vil lede muslimerne i bønnen. Efter at have afsluttet hilsenen vil han sige til folkene: Fjern jer fra mellem mig og denne Guds fjende. Allah vil give muslimerne sejr over Dajjal og hans ledsagere. Muslimerne vil fortsætte med at tilintetgøre dem. Således vil selv træer og sten råbe: ’O Abdullah, o Abdurrahman, o muslim! Se, her er en jøde – dræb ham!’ På denne måde vil Allah udrydde dem. Muslimerne vil sejre, korset vil blive ødelagt, svinene vil blive tilintetgjort, og jizya vil blive afskaffet.”
[Al-Hākims al-Mustadrak; der findes også en kortere beretning i Muslim. Hafiz Ibn Hajar har i Fath al-Bari (bind 6, s. 450) nævnt denne hadith som sahih.]
I alt er enogtyve hadither fra fjorten sahabere blevet nedskrevet i yderst pålidelige hadithsamlinger. Ud over disse er emnet blevet omtalt i mange andre hadither, men de er ikke blevet citeret af frygt for at gøre værket for omfangsrigt. Her er kun de hadither citeret, som med hensyn til deres isnad er yderst pålidelige.
Forestillingen om at være en repræsentation af Messias (as) er fejlagtig
Enhver, der studerer disse hadither, vil selv kunne se, at der i dem overhovedet ikke findes nogen omtale af en »lovet Messias⁹«, en »repræsentation af Messias« eller »Messias’ åbenbarelse« eller noget lignende. Der er heller ikke noget grundlag for, at en person i denne tid, født af en far, skulle kunne gøre krav på: »Jeg er den Messias, som den sidste profet (sa) forudsagde.« Disse hadither bringer klart og utvetydigt det glade budskab om, at Isa (as) vil stige ned—den Isa, som for to tusind år siden blev født i den ærede Maryams skød uden en far.
Dajjal og hans fremkomst
0
Tidspunktet for Dajjals fremkomst er ikke fastlagt
Hvis man betragter det samlede indhold af alle de hadither om Dajjal, der er blevet overleveret fra profeten (sa), bliver det klart, at den viden, som den hellige profet (sa) fik fra Allah om dette emne, kun omfattede, at en stor tyran ved navn Dajjal ville vise sig. Hans beskrivelse var, at han ville være i besiddelse af disse egenskaber. Men profeten fik ikke at vide, hvornår han ville vise sig, hvor det ville ske, eller om han allerede var blevet født i profetens levetid, eller om han ville blive født på et senere tidspunkt.
Profetens (fvmh.) forskellige antagelser
Det fremgår tydeligt af forskellene i indholdet af de udsagn, der er overleveret fra Profeten (fvmh.) i hadith-litteraturen om dette emne, samt af hans måde at formulere sig på, at han ikke sagde disse ting på grundlag af åbenbaring, men ud fra antagelser. Nogle gange antog han, at Dajjal ville komme frem fra Khorasan, og andre gange sagde han, at det ville være fra Isfahan. Ved andre lejligheder sagde han, at det ville være fra området mellem Syrien og Irak. Om den jødiske dreng, som sandsynligvis blev født i Medina i det andet eller tredje hijri-århundrede, nærede han den mistanke, at det muligvis var ham, der skulle være Dajjal. I en senere overlevering fortælles det, at en kristen præst fra Palæstina ved navn Tamim al-Dari kom til Medina i det niende hijri-år og antog islam, hvorefter han fortalte Profeten en historie. Han havde engang under en sørejse – muligvis på Romerhavet eller Det Arabiske Hav – nået frem til en ubeboet ø. dér mødte han en mærkelig person, som sagde, at han selv var Dajjal. Profeten (fvmh.) fandt ingen grund til at anse denne beretning for fejlagtig, men udtrykte sin tvivl og sagde: “Ifølge hans udsagn må Dajjal befinde sig på Romerhavet eller Det Arabiske Hav, men jeg antager, at han vil komme frem fra øst.”
todele
Hvis man betragter alle disse forskellige overleveringer under ét, og hvis man er bekendt med hadith-videnskaben og religionens grundprincipper, bør det ikke være vanskeligt at forstå, at den Hellige Profets (fvmh.) udsagn om dette emne er opdelt i to dele.
Den første del er, at Dajjal med sikkerhed vil vise sig, at han vil have denne beskrivelse, og at han vil skabe fitna. Dette er et helt sikkert budskab, som Sendebudet (fvmh.) har bragt fra Allah. Der er ingen uoverensstemmelse mellem overleveringerne om dette.
Den anden dels særskilte status
Den anden del er, hvor og hvornår Dajjal vil vise sig, og hvem denne person er. Overleveringerne om dette er ikke blot forskellige, men rummer også tvivl og anvender formuleringer, der bygger på antagelser. Tænk for eksempel på, hvad Profeten (fvmh.) sagde til Umar om Ibn Sayyad: Hvis denne er Dajjal, er det ikke dig, der skal dræbe ham. Og hvis han ikke er det, har du ikke ret til at dræbe en beskyttet ikke-muslim, der lever under en bindende aftale. Eller som Profeten (fvmh.) siger i en hadith: Hvis han viser sig, mens jeg er i live, vil jeg selv bekæmpe ham. Men hvis han kommer efter mig, er min Herre enhver troendes støtte og hjælper.
Denne anden dels religiøse og grundlæggende status er ikke – og kan ikke være – den samme som den første dels. Den, der medtager alle denne dels enkeltheder blandt den islamiske troslæres dogmer, tager fejl; det er heller ikke rigtigt at hævde, at hver enkelt af dens dele er sande. Profeten havde mistanke til Ibn Sayyad og mente, at han muligvis var Dajjal. Umar svor ligefrem på, at han var Dajjal. Men han blev muslim, boede i de to hellige områder, døde som troende på islam, og muslimerne bad begravelsesbønnen over ham. Sig nu: Hvilken grund er der i dag tilbage til at nære mistanke til Ibn Sayyad? Tamim al-Daris beretning blev på den tid anset for næsten sand. Tamim al-Dari havde set den person, som han havde fundet i fangenskab for tretten hundrede og halvtreds år siden. Er det ikke tilstrækkeligt, at han ikke har vist sig i løbet af denne lange periode, til at bevise, at oplysningen om, at han skulle være Dajjal, som Tamim al-Dari fik, ikke var sand? Allerede på den Hellige Profets tid nærede man den mistanke, at Dajjal måske ville vise sig enten i hans levetid eller kort efter hans død. Men er det ikke sandt, at tretten hundrede og halvtreds år er gået, uden at Dajjal indtil nu er kommet? At betragte og viderebringe alt dette som en del af den islamiske troslære kan derfor hverken kaldes en korrekt fremstilling af islam eller en korrekt forståelse af hadith. Jeg har allerede sagt, at hvis noget af denne art, som Profeten har antaget, formodet eller frygtet, ikke bliver til virkelighed, skader det på ingen måde profetskabets værdighed. Det rammer heller ikke opfattelsen af Profetens ufejlbarlighed. Shariaen har heller ikke pålagt os at tro på disse forhold. Denne grundlæggende sandhed forklarede Profeten (fvmh.) i hadithen om bestøvningen af daddelpalmer.
Vejledning fra Profetens egen forklaring
Hvilke af Profetens ord der udsprang af hans antagelser, hvilke der var hans personlige vurderinger, og hvilke der byggede på viden givet af Gud, fremgår ofte af hans egne forklaringer. Det kan også ofte erkendes ud fra de omgivende forhold. Lad os for eksempel se på hadithen om Dajjal. Af Profetens egen forklaring fremgår det, at han ikke fra Allah havde fået nogen viden om stedet og tidspunktet for Dajjals fremtræden eller om hans personlighed. Hans tvivl med hensyn til Ibn Sayyad var så stærk, at Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) i hans nærvær svor på, at han var Dajjal. Profeten protesterede ikke imod det, men da Hazrat Umar bad Profeten (fred være med ham) om tilladelse til at dræbe ham, sagde Profeten (fred være med ham):
(Arabisk****************************************på PDF-side 451)
“Hvis han virkelig er Dajjal, vil du ikke kunne få ham under kontrol. Og hvis han ikke er det, vil det ikke være til nogen gavn for dig at dræbe ham.” – (Muslim, Dajjal
sagen)
I en anden hadith nævner Profeten (fred være med ham) Dajjal og siger:
(Arabisk****************************************på PDF-side 451)
“Hvis han viser sig, mens jeg er i live, vil jeg selv møde ham. Men hvis han viser sig efter min bortgang, må enhver møde ham på egne vegne. Allah er enhver muslims beskytter efter mig.” – (Muslim, Dajjalsagen)
Da profeten (fred og velsignelse være med ham) havde hørt Tamim ad-Daris beretning om mødet med Dajjal under hans sørejse, hverken bekræftede han den eller anså den for løgn. Han sagde derimod: (Arabisk*********************************************************)
“Jeg synes godt om Tamims beretning. Den stemmer overens med det, jeg fortæller jer om Dajjal.” Derefter fortsatte profeten (fred og velsignelse være med ham): (Arabisk**********************************************************)
“Nej, snarere befinder han sig i Sham-havet eller Yemen-havet. Nej, snarere mod øst.” Disse beretninger tydeliggør selv deres betydning.
Forudsigelsen om mordet på Ammar ibn Yasir
Profeten (fred og velsignelse være med ham) havde sagt følgende om Ammar (må Allah være tilfreds med ham), og dette udsagn var almindeligt kendt blandt ledsagerne; mange af dem havde hørt det fra profetens egen mund: (Arabisk*****************)“En oprørsk gruppe vil dræbe dig.” – [Denne beretning er nedskrevet i hadithsamlingerne Musnad Ahmad, al-Bukhari, Muslim, at-Tirmidhi, an-Nasa’i, at-Tabarani, al-Bayhaqi, Musnad Abu Dawud med flere, overleveret fra Abu Sa’id al-Khudri, Abu Qatadah al-Ansari, Umm Salamah, Abdullah ibn Mas’ud, Abdullah ibn Amr ibn al-As, Abu Hurayrah, Uthman ibn Affan, Hudhayfah, Abu Ayyub, Abu Rafi’, Khuzaymah ibn Thabit, Amr ibn al-As, Abu al-Yusr, Ammar ibn Yasir (må Allah være tilfreds med dem alle) samt mange andre ledsagere. Ibn Sa’d har også gengivet den gennem flere overleveringskæder i at-Tabaqat.]
Ibn Abd al-Barr skriver i Al-Isti’ab, at dette udsagn er blevet overleveret gennem en ubrudt kæde fra profeten (fred og velsignelse være med ham): Ammar ibn Yasir (må Allah være tilfreds med ham) vil blive dræbt af en oprørsk gruppe, og dette er en af de mest autentiske hadither.
Ti tegn på, at Dommedagen nærmer sig
Det er blevet overleveret fra Muslim ibn Hudhayfah ibn Asid al-Ghifari, at profeten (fred og velsignelse være med ham) sagde: Dommedagen vil ikke indtræffe, før I har set ti tegn: røgen, Dajjal, dyret fra jorden, solens opgang fra vest, Isa ibn Maryams nedstigning, Gog og Magogs fremkomst samt tre store jordskred – det første i øst, det andet i vest og det tredje i Arabien. Til sidst vil en frygtelig ild bryde frem og drive menneskene mod samlingsstedet. (Det vil sige, at Dommedagen derefter vil indtræffe). I en anden hadith nævner profeten (fred og velsignelse være med ham) Gog og Magogs hærgen og fremkomst og siger, at Dommedagen på det tidspunkt vil være så nær, som når en fødende kvinde ikke ved, i hvilket øjeblik hendes barn vil komme – om natten eller om dagen.
(Arabisk****************************************på PDF-side 452)
Kapitel 12 – Orientalisternes teoretiske uredelighed vedrørende Koranen og profeten Muhammad (sa)
[I de værker, som disse vestlige orientalister har udarbejdet om islam, Koranen og Allahs Sendebuds (sa) liv og levned, har de indføjet utallige absurde og ulogiske påstande. Disse er også blevet udbredt under forskningens smukke navn. Selv i værker af moderate forfattere som William Muir findes der inden for denne såkaldte forskning sådanne latterlige udsagn om profeten (sa) og islam, at al orientalisternes viden og forskning i den fordomsfrie læsers øjne mister enhver betydning. Det første mål med dette omfattende forskningsarbejde var, under den indstilling der var skabt af korstogenes krige, at opføre en mur af snæver nationalisme og dermed skabe en afskærmning for at beskytte de kristne mod islams indflydelse. Det andet formål var at give mennesker, der var uvidende om islam, fejlagtige forestillinger om islam og kaste dem ud i tvivl og usikkerhed. Trods dette har orientalisterne i et århundrede optrådt som lærere for vores moderne generation med hensyn til islam og profeten (sa)s liv og levned. Og uerfarne mennesker inden for islam er ved at læse deres skrifter blevet indviklet i den ene tvivl efter den anden og har selv rejst den ene indvending efter den anden mod deres egen religion, sådan at enhver sandhedssøgende får anledning til at undre sig dybt og drage lære af dette.
I forbindelse med det omfattende arbejde, som denne ærede bogs forfatter har udført med at omarbejde den islamiske viden som fortolker af islam blandt bogens emner, var der nogle steder ingen anden mulighed end at rejse indvendinger mod orientalisterne værker. Uden at bryde gennem vildfarelsernes net hos disse forskere, der fordrejer sandheden, er det ikke muligt at føre den moderne, uddannede del af det muslimske folk frem til islams rette kilder.
Derfor er de nødvendige dele af de steder, hvor den lærde forfatter i sin fremstilling af profetens (sa) liv og levned har peget på orientalisterne fejl og mangler, og som vi har kunnet få øje på, blevet indføjet i dette kapitel.
Inden læserne begynder at studere dette kapitels indhold, bør de være opmærksomme på, at forfatteren ikke har foretaget en detaljeret analyse af alle de fejl, som orientalisterne har begået vedrørende islam og profeten (sa), eller af alle de forskellige vildfarelser, de har skabt. For der er ikke blevet skrevet noget fuldstændigt værk eller nogen afhandling, hvis emne udelukkende er orientalisterne samlede skrifter. Der er kun blevet drøftet sådanne spørgsmål, hvor det var nødvendigt og lejligheden bød sig. Svar på endnu talrige indvendinger fra orientalisterne vedrørende Allahs Sendebuds (sa) levned er medtaget i forskellige kapitler, selv om indvendingernes formuleringer ikke er blevet gengivet.
Det er nødvendigt at gøre det klart her, at spørgsmålet om, hvor dette kapitels indhold skulle indføjes i værket, blev en kilde til stor bekymring for os. Efter nærmere overvejelse henregnede vi også dette til de grundlæggende emner. For de øvrige afhandlinger i dette bind har den betydning, at det er helt nødvendigt at studere dem for at forstå profetens liv og levned; i så fald vil studiet af denne afhandling om orientalisterne skrifter fjerne de hindringer, der står i vejen for forståelsen af Siraen.
Dette kapitels første afsnit er meget kort, men rummer en omfattende betydning. Dette afsnit, der kun består af nogle få sætninger, er blevet udskilt, for at den lærde forfatters synspunkt kan træde tydeligt frem – (de to redaktører)]
Orientalisternes urimelige arbejdsmetode
Disse mennesker med deres uærlige natur beslutter på forhånd, før de foretager nogen forskning eller undersøgelse, at Koranen ikke kan anerkendes som en bog, der er åbenbaret af Allah. Derfor leder de efter beviser og argumenter et eller andet sted og siger så, at de ord, profeten Muhammad (ﷺ) har fremsagt i Koranens navn, ikke er andet end afhandlinger og oplysninger, som han har stjålet fra et eller andet sted. I denne undersøgelsesmetode løfter de, med så skamløs støtte til bedrag, et sådant ramaskrig over hele verden, at det umiddelbart vækker afsky, og man tvinges til at sige: Hvis dette kaldes viden og forskning, så være der en forbandelse over denne viden og en forbandelse over denne forskning.
Historien om munken Bahira
(Arabisk***************************************PDF-side 456)
»De, der nægter at lytte til profeten (ﷺ), siger: Dette Furqan er noget opdigtet – denne mand har selv fundet på det, og andre mennesker har hjulpet ham med det. Det, de siger, er et stort overgreb og en løgn. De siger: Det er gamle menneskers nedskrevne beretninger, som han får afskrevet, og som bliver læst op for ham morgen og aften. O Muhammad, sig til dem: Det er blevet åbenbaret af Den, som kender himlenes og jordens hemmeligheder. Sandelig, Han er meget tilgivende og barmhjertig.« – (Sura al-Furqan: 4-6)
Dette er den samme anklage, som vor tids orientalister rejser mod Koranen.
Hvorfor fremsatte profetens (ﷺ) folk ikke denne anklage?
Det mærkelige er, at ingen blandt profetens (ﷺ) samtidige fjender sagde: »Da du som barn mødte munken Bahira, lærte du alt dette af ham.« De sagde heller ikke: »Da du i din ungdom rejste til udlandet for at handle, tilegnede du dig på den tid denne viden hos kristne præster og munke samt jødiske rabbinere.« De sagde ikke den slags, fordi de kendte hele forløbet af disse rejser. Han foretog ikke disse rejser alene, men sammen med sin egen karavane. De vidste, at hvis de anklagede ham for at have lært noget af nogen, ville hundredvis af mennesker fra deres egen by kalde dem løgnere. Desuden ville enhver almindelig indbygger i Mekka sige til dem: »Hvis denne mand allerede som tolv- eller trettenårig havde tilegnet sig al denne viden hos Bahira, ville han ikke have boet et andet sted uden for byen, men have boet iblandt os. Hvilken grund kunne der så være til, at denne viden blev holdt skjult hos ham indtil hans fyrretyvende år, og at der i al den tid ikke kom så meget som ét ord ud af hans mund, der viste, at han besad en sådan viden?«
Dette var hovedårsagen til, at de vantro i Mekka ikke vovede at fremsætte en så grov og skandaløs løgn. Måske havde de overladt denne opgave til senere tiders endnu mere skamløse mennesker.
Hvad var de vantro i Mekkas anklage?
Det, de sagde, handlede ikke om tiden før profetskabet, men om perioden, hvor han kaldte til profetskabet. De sagde: »Denne mand er analfabet. Det er umuligt for ham selv at tilegne sig nogen viden gennem læsning og skrivning, for han har aldrig tidligere lært noget. Intet af det, der i dag kommer ud af hans mund, kendte han til, indtil han fyldte fyrre år. Hvorfra får han så nu al denne viden? Kilden til hans viden må derfor være tidligere tiders bøger. Om natten bliver uddrag af disse bøger i al hemmelighed oversat og afskrevet. Han får nogen til at læse dem for sig, lærer dem udenad og fremsiger dem for os om dagen.«
Af nogle overleveringer fremgår det, at de i denne forbindelse også nævnte navnene på nogle personer, som tilhørte Bogens folk, kunne læse og skrive og boede i Mekka. De hed Addas (den frigivne slave til Huwaitib ibn Abd al-Uzza), Yasar (den frigivne slave til Alā ibn al-Hadramī) og Jabr (den frigivne slave til Amir ibn Rabīa).
Det synes umiddelbart at være en ganske væsentlig anklage. Hvilken anklage kunne være vigtigere end at påvise kundskabens kilde for at afvise åbenbaringens påstand? Men man bliver straks forbløffet over, at der ikke blev fremlagt noget bevis som svar på denne anklage. I stedet afsluttes sagen blot med at sige, at der begås en åbenlys uret mod sandheden, og at der skabes en storm af løgne. Dette er altså den Guds ord, som kender himlenes og jordens mysterier.
Er det ikke mærkværdigt, at man i et miljø præget af den hårdeste modstand fremsætter en så vigtig anklage og derefter afviser den med foragt? Var deres anklage virkelig så betydningsløs, at det var tilstrækkeligt blot at kalde den løgn og uretfærdighed? Hvad var da grunden til, at offentligheden efter dette korte svar ikke krævede et detaljeret og klart svar, at der ikke opstod nogen tvivl hos de nye muslimer, og at ingen blandt modstanderne vovede at sige: »Ser I, fordi de ikke kunne mønstre mod til at besvare vores enorme anklage, har de blot afvist den med ordene ‘løgn og uretfærdighed’?«
Vi finder svaret på dette i selve det miljø, hvori islams modstandere fremsatte denne anklage.
[For at give en løsning på dette har forfatteren nedskrevet følgende gennemgang.—Redaktørerne]
Første gennemgang
Det var på ingen måde vanskeligt for disse tyranner, som slog muslimerne én efter én og gjorde deres liv uudholdeligt, og om hvem de sagde, at de oversatte gamle bøger og lærte profeten Muhammad (fred være med ham) dem udenad, at overfalde dem og profetens hus uventet, tage disse materialer frem og vise dem til offentligheden. Mens dette hemmelige arbejde stod på, kunne de have angrebet dem, tilkaldt folk og sagt: »Se, se, her foregår forberedelserne til profetkaldet.« De, som kunne lade Hazrat Bilal (må Allah være tilfreds med ham) ligge på det brændende sand, var ikke hindret af nogen lov eller regel i deres handlinger, og på denne måde kunne de for altid have fjernet »frygten« for Muhammads profetkald. Men de nøjedes med mundtlige protester og tog ikke én eneste dag de afgørende skridt, der er nævnt ovenfor.
Anden gennemgang
De personer, hvis navne de nævnte i forbindelse med at oversætte og oplæse dette, var ikke fremmede, men indbyggere i selve Mekka. Ingen var uvidende om deres evner. Enhver med blot en smule fornuft og dømmekraft kunne se, hvilket højt niveau det, som profeten Muhammad (fred være med ham) fremlagde, befandt sig på, hvor ophøjet sproget var, hvor ædel litteraturen var, hvor stærke ordene var, og hvor højtstående tankerne og fremstillingen var. Og hvilket niveau befandt de personer sig på, om hvem det blev sagt, at Muhammad (fred være med ham) havde lært alt dette af dem? Derfor tillagde ingen deres anklage nogen betydning. Alle mente, at de med sådanne anklager blot fik afløb for deres bitterhed. Og de, der intet kendte til disse personer, kunne i det mindste have tænkt: Hvis disse mennesker virkelig havde så store evner, hvorfor tændte de så ikke deres egen lampe? Hvorfor skulle de levere olie til en andens lampe? Og hvorfor skulle de gøre det så hemmeligt, at de ikke ville få nogen del af berømmelsen for dette arbejde?
Tredje gennemgang
De frigivne slaver, hvis navne blev nævnt i denne forbindelse, var heller ikke udefrakommende. I arabernes stammesamfund kunne ingen person overleve uden støtte fra en eller anden magtfuld stamme. Selv efter at en slave var blevet frigivet, forblev han under sin tidligere herres beskyttelse. Herrens støtte var hans grundlag for at kunne leve i samfundet. Sagen er nu den, at hvis profeten Muhammad (fred være med ham) ved hjælp af disse frigivne slaver – Gud forbyde det – drev en falsk profetvirksomhed, så kunne disse mennesker ikke med oprigtighed og gode hensigter have været profetens medskyldige i denne sammensværgelse. I sidste ende kunne de blive denne mands oprigtige medarbejdere og nære dyb respekt for ham, selv om han om natten kom til dem for at lære noget og om dagen fortalte alle, at åbenbaring var blevet sendt ned til ham fra Gud? De kunne kun have hjulpet ham af en eller anden fristelse eller egeninteresse. Men kan noget fornuftigt menneske forestille sig, at disse mennesker, ved at gøre deres beskyttere vrede, blev medskyldige med profeten Muhammad (fred være med ham) i denne sammensværgelse? Han var en mand, som hele folket betragtede som forbandet og forkastelig, og som var genstand for hele folkets fjendskab. Hvilken fristelse skulle have fået disse mennesker til at slutte sig til ham? Hvilken fordel håbede de at opnå fra denne nødstedte mand, siden de accepterede tabet ved at bryde med deres beskyttere? Desuden må man overveje, at disse beskyttere havde mulighed for at slå tilståelser om sammensværgelsen ud af dem. Hvorfor benyttede de sig ikke af denne mulighed, og hvorfor fik hele folket ikke disse slaver til at indrømme, at denne mand havde lært af dem og derefter gjort sin profetvirksomhed succesfuld?
Fjerde gennemgang
Det mest besynderlige af det hele er, at de alle troede på profeten Muhammad (fred være med ham) og nærede en sådan enestående hengivenhed og respekt for ham, som Sahabaerne (må Allah være tilfreds med dem) gjorde. Er det muligt, at de mennesker, som havde deltaget i hans sammensværgelse, ikke blot troede på en falsk og sammensværgelsesbaseret profetværdighed – Gud forbyde det – men troede på den med dyb hengivenhed og respekt? Og lad os antage, at det endog var muligt; så ville de uden tvivl have haft en særlig status blandt de troende. Hvordan kunne det være, at profetvirksomheden blev drevet takket være Addas, Yasar og Jabr, mens profetens (fred være med ham) højre hånd var Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), Umar (må Allah være tilfreds med ham) og Abu Ubaydah (må Allah være tilfreds med ham)?
Endnu mere forbløffende er det, at hvis disse handelsvarer blev fremstillet om natten med hjælp fra blot nogle få mennesker, hvordan kunne det så forblive skjult for Zayd ibn Haritha (må Allah være tilfreds med ham), Ali ibn Abu Talib (må Allah være tilfreds med ham), Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) og de øvrige ledsagere, som dag og nat var sammen med profeten Muhammad (fred være med ham) som hans skygge?
Enhver, der hørte denne anklage, tillagde den ingen betydning. Derfor blev den ikke nævnt i Koranen som en vigtig anklage, der krævede et svar. Den blev derimod nævnt for at vise, hvor blinde de var i deres modstand mod sandheden, og hvor fast besluttede de var på løgn og uretfærdighed.
Drøftelse af tre fortællinger i Koranen
Orientalisterne har undersøgt tre fortællinger i Koranen og anklaget profeten Muhammad (fred være med ham) for at have indsamlet disse oplysninger andetsteds fra og fremlagt dem som sine egne.
Før orientalisterne anklager og indvendinger beskrives, er det nødvendigt at kende disse fortællinger. Ellers bliver det vanskeligt at forstå den efterfølgende drøftelse. – (Redaktørerne)
For det første: Hazrat Moses’ rejse til flodernes sammenløb
(Arabisk***************************************på side 460 i PDF’en)
“(Fortæl dem denne fortælling,) da Moses (fred være med ham) sagde til sin tjener: Jeg vil ikke afslutte min rejse, før jeg når frem til de to floders sammenløb. Ellers vil jeg fortsætte med at rejse i lang tid.” – (Sura al-Kahf: 60)
Formålet med at berette denne fortælling på dette sted er at gøre både de vantro og muslimerne bekendt med en dyb sandhed. Det vil sige, at man ud fra det, der tilsyneladende sker i verden, drager en helt fejlagtig konklusion. For den skjulte visdom, som Allah handler ud fra, er ikke synlig for iagttagerens øjne. De uretfærdiges fremgang og de uskyldiges lidelser, rigdommens strøm, der udøses over syndere, og de retfærdiges udsættelse for prøvelser, synderes nydelse af komfort og luksus samt de gudfrygtiges elendige tilstand – dette er et syn, der dagligt udfolder sig for menneskenes øjne. Da mennesket ikke kender hemmeligheden bag disse ting, opstår der som regel tvivl og endog vildfarelser i dets sind. Den uretfærdige og vantro drager heraf den konklusion, at verden er en legeplads for anarki. Den har ingen ejer eller konge. Og hvis den har en, er han uduelig. Her gør enhver, hvad han vil. Der er ingen, som kræver nogen til regnskab. Den troende bliver rystet. Under sådanne forhold viste Allah den hellige Moses glimt af lys ved at løfte sløret for noget af hemmeligheden bag Hans handlinger, så han kunne forstå, hvordan og med hvilket formål alt det, der sker dag og nat i verden, sker. Og hvordan begivenhedernes ydre side adskiller sig fra deres indre side.
En detaljeret beretning om fortællingen
Koranen giver ingen forklaring på, hvornår og hvor denne begivenhed med den hellige Moses fandt sted. Der findes dog en overlevering i al-Awfiys hadith. Han citerer et udsagn af Ibn Abbas og siger, at denne begivenhed fandt sted på det tidspunkt, hvor den hellige Moses efter Faraos tilintetgørelse havde genbosat sit folk i Egypten, men den stærke overlevering fra Ibn Abbas, som er citeret i Bukhari og andre værker, denne beretning
(Et kort findes på side 401 i PDF’en**********************************************************)
Kort over den hellige Moses’ og Khidrs fortælling
understøtter ikke. Der findes heller ingen dokumentation i nogen anden kilde for, at den hellige Moses opholdt sig i Egypten i nogen periode efter Faraos tilintetgørelse. Tværtimod siger Koranen klart, at hele hans liv efter udvandringen fra Egypten blev tilbragt i Sinai- og Tayma-dalene. Derfor kan denne beretning ikke accepteres. Men når vi ser på denne fortællings detaljerede beskrivelse, bliver to ting klare. Den ene er, at den hellige Moses blev ladet iagttage disse ting tidligt i sit profetskab. For allerede ved profetskabets begyndelse har profeterne behov for denne form for undervisning og oplæring.
Den anden er, at behovet for denne slags iagttagelser hos den hellige Moses opstod på det tidspunkt, hvor Israels børn i Egypten stod over for nøjagtig den samme situation, som muslimerne gjorde i Mekka. Vi antager, at denne begivenhed af disse to grunde (Allah kender den virkelige tilstand) fandt sted på det tidspunkt, hvor Faraos undertrykkelse og tyranni herskede over Israels børn i Egypten, og hvor Farao og hans hoffolk, ligesom Qurayshs ledere, på grund af at ingen straf var kommet over dem, troede, at der ikke fandtes nogen over dem, som kunne kræve dem til regnskab. Ligesom de undertrykte muslimer i Mekka spurgte de undertrykte muslimer i Egypten fortvivlet: “Hvor længe endnu, o Gud, skal disse uretfærdige have lykke og rigdom, mens vi rammes af ulykker og lidelser?” Selv Moses udbrød da:
(Arabisk***************************************(På side 462 i PDF’en)
»O vor Herre! Du har udstyret Farao og hans hoffolk med magt, anseelse og rigdom i det jordiske liv. O Gud! Har du gjort dette, for at de skulle føre verden vild?«
Hvis min antagelse er rigtig, kan man formode, at profeten Moses’ (fred være med ham) rejse gik i retning af Sudan, og at stedet, hvor de to floder mødes, er det sted, hvor Nilens to grene nær den nuværende by Khartoum løber ud i Middelhavet.
Talmuds beretning
Bibelen er fuldstændig tavs om denne begivenhed. Der findes ganske vist en beretning om den i Talmud, men her knyttes begivenheden ikke til Moses (fred være med ham), men til rabbi Yahuhanan bin Labi. Beretningen lyder således: Da denne begivenhed fandt sted, var den nævnte rabbi sammen med profeten Elias (fred være med ham), som, efter at være blevet taget bort fra verden i levende live, var sammen med englene, som blev regnet blandt englene, efter at være blevet taget bort fra verden i levende live, som blev regnet blandt englene, efter at være blevet taget bort fra verden i levende live. Derefter blev han udnævnt til at varetage verdens styrelse.
(The Talmud Selections af H. Polano, s. 313-316).
Det er muligt, at denne begivenhed, ligesom begivenhederne før udvandringen fra Egypten, ikke blev bevaret korrekt i Israels børns bøger, og at de flere århundreder senere tog dele af fortællingen fra forskellige steder og satte dem sammen. Påvirket af Talmuds beretning sagde nogle muslimer, at Moses her ikke kunne være profeten Moses (fred være med ham), men måtte være en anden Moses. Men Talmuds beretninger kan ikke alle regnes for korrekt historie, og der kan heller ikke være nogen rimelig grund til at antage, at Koranen på denne måde skulle omtale en ukendt Moses. Når man desuden i de pålidelige hadither i Hazrat Ubai bin Kaabs beretning ser, at den ædle profet selv, i sin forklaring af denne fortælling, med Moses mente profeten Moses, Israels børns profet (fred være med ham), er Talmuds beretning ikke acceptabel for nogen muslim.
Orientalisterne har i overensstemmelse med deres sædvane også forsøgt at finde kilden til denne fortælling i Koranen og har udpeget tre begivenheder. De siger, at profeten Muhammad (fred være med ham) blot kopierede fra disse og skabte denne fortælling, hvorefter han hævdede, at den var blevet åbenbaret for ham gennem denne åbenbaring. Den første af de tre er Gilgamesh-fortællingen, den anden er det syriske Eskandernama, og den tredje er den ovenfor omtalte jødiske beretning.
Fire spørgsmål til at krydsforhøre orientalisterne
Blotlægger man blot ved at kræve svar på de følgende fire spørgsmål, deres hadefulde propaganda:
For det første: Har I noget bevis for, at I, blot fordi I har set nogle få udsagn, der stemmer overens med Koranen, i to eller fire gamle skrifter, kan hævde, at Koranens beretninger er hentet derfra?
For det andet: Hvis man udarbejdede en liste over alle de bøger på forskellige sprog, som I har udpeget som kilder til Koranens fortællinger og beretninger, ville den blive til et helt biblioteks katalog. Fandtes der et sådant bibliotek i Mekka på den tid? Hvis I desuden på baggrund af, at profeten Muhammed (fvmh.) foretog to eller tre rejser uden for Arabien, hævder dette, så er spørgsmålet: Hvor mange biblioteker kopierede eller lærte han udenad under disse handelsrejser? Og hvad er årsagen til, at der ikke findes nogen antydning i hans tale af, at han havde tilegnet sig denne viden, helt frem til dagen før han erklærede sit profetskab?
For det tredje: Mekkas vantro, jøderne og de kristne undersøgte ligesom I, hvorfra profeten Muhammed (fvmh.) havde disse ord. Hvis han plagierede dem, hvorfor kunne hans samtidige så ikke afsløre det? De blev jo igen og igen udfordret med ordene, at denne Koran var blevet åbenbaret fra Gud, og at den ikke havde nogen anden kilde end åbenbaringen. Der blev sagt: »Hvis I siger, at den blot er menneskers ord, så bevis, at et menneske kan frembringe noget sådant.« Denne udfordring knuste ryggen på profetens (fvmh.) samtidige fjender. Men de kunne ikke påvise blot én eneste kilde, hvorfra Koranen skulle være udsprunget, og som noget fornuftigt menneske kunne have troet på – ja, ikke engang haft mistanke om.
Spørgsmålet er nu, hvorfor samtiden ikke formåede at afdække denne teori, og hvordan det i dag, tretten eller fjorten hundrede år senere, er lykkedes dem, der nærer fjendskab mod islam, at opnå denne succes på dette område?
For det fjerde: Det sidste og vigtigste spørgsmål er, at det også er muligt, at Koranen er en bog åbenbaret af Allah, og at den giver korrekte oplysninger om begivenheder i fortiden, som gennem flere århundreder er blevet forvansket, er nået frem til mennesker i mundtlig form og er blevet til sagn og skrøner. På grundlag af hvilket fornuftigt bevis er denne mulighed blevet afvist? Hvorfor har man gjort netop denne ene mulighed til grundlag for drøftelsen og undersøgelsen: at Koranens fortællinger er blevet udformet på grundlag af de begivenheder, som fandtes hos folk i form af mundtligt overleverede skrøner? Kan der være nogen anden årsag til dette end religiøst fjendskab og had?
Hvis man retter dyb opmærksomhed mod disse spørgsmål, må man nå frem til den konklusion, at det, orientalisterne har fremlagt i »kundskabens« navn, i virkeligheden ikke bærer noget præg af at være fremsat af mennesker, der søger viden.
For det andet: Faraos beslutning om at dræbe Moses (fvmh.)
(Arabisk****************************************på PDF-side 464)
»En dag sagde Farao til sine rådsherrer: Lad mig være, jeg vil dræbe Moses, og så kan han påkalde sin herre.« – (Sura al-Mu’min: 26).
Den begivenhed, der beskrives fra dette vers til vers 45, er en yderst vigtig begivenhed i Israels børns historie. De har fuldstændig glemt den. Der findes ingen omtale af denne begivenhed i Bibelen eller Talmud. Heller ikke i deres øvrige beretninger findes der det mindste spor af den. Det er udelukkende gennem Koranen, at hele verden har fået at vide, at denne begivenhed fandt sted under konflikten mellem Farao og Moses (a.s.).
Denne fortællings betydning set fra perspektivet om at kalde til sandheden
Ethvert menneske, der ikke nærer blindt had til islam og Koranen, vil ved at læse denne fortælling uden tvivl føle, at den er yderst vigtig set fra perspektivet om den islamiske kaldelse. Det vil ikke være urimeligt at antage, at en eller anden blandt Faraos rådgivere i sit hjerte havde antaget troen, påvirket af Moses’ (a.s.) personlighed, hans forkyndelse og de mirakler, der blev udført gennem ham, og at de ikke kunne forholde sig tavse, da de så Farao gøre sig klar til at dræbe Moses (a.s.). Men selv om Vestens orientalister fremsætter storladne påstande om viden og sandhedssøgning, er det ikke svært at forstå, at de under indflydelse af blindt had forsøger at skjule Koranens åbenlyse sandhed. I værket Encyclopaedia of Islam siger forfatteren i artiklen med titlen »Moses« om denne fortælling: »En muslim ved Faraos hof forsøgte at redde Moses (a.s.).« – Denne fortælling i Koranen er ikke tydelig (sura 40: vers 28). Skal vi sammenligne den med den fortælling, der er gengivet i Haggada, hvor det siges, at Hithro rådede Farao til at udvise tilgivelse og storsind i sit hof?
Forvirringen skabt af dem, der gør krav på sandhedssøgning
De, der gør krav på sandhedssøgning, synes helt at have besluttet, at de må finde fejl i hvert eneste ord i Koranen. Hvis der ikke kan findes noget grundlag for at påpege en fejl i noget, Koranen siger, må man i det mindste sprede så megen forvirring, at det pågældende ikke står klart. Derefter må man gradvist skabe den mistanke i læsernes sind, at den begivenhed om Hithro, som er beskrevet i Haggada før Moses’ fødsel, har profeten Muhammad (s.a.v.) hørt et eller andet sted fra og derefter gengivet den i denne form. Dette er den form for »videnskabelig« undersøgelse, som disse mennesker har anlagt over for islam, Koranen og profeten Muhammad (s.a.v.).
For det tredje: Indvendingen mod fortællingen om Ashab al-Kahf vedrørende opholdets varighed i hulen
Nogle orientalister nægter at acceptere, at denne begivenhed ligner fortællingen om Ashab al-Kahf, fordi Koranen siger, at de opholdt sig i hulen i tre hundrede og ni år. Men i note 25 til denne sura har vi analyseret, at udsagnet i vers 25 om, at Ashab al-Kahfs ophold varede tre hundrede og tre hundrede og ni år, efter vores opfattelse er menneskers udsagn – ikke Allah den Højestes udsagn. Beviset er, at Allah den Højeste i det efterfølgende vers selv siger: »Sig: Allah ved bedst, hvor længe de opholdt sig i hulen.« Hvis Allah selv havde nævnt tre hundrede og ni år, ville denne udtalelse være meningsløs. På dette grundlag antog Hazrat Abdullah ibn Abbas (ra) netop den fortolkning, at dette ikke er Allahs udsagn, men menneskers udsagn.
Gibbons dristighed
Der er nogle mindre forskelle mellem den syriske beretning og Koranens beretning, og på dette grundlag har Gibbon beskyldt profeten Muhammad (sa) for »uvidenhed«. Men om den beretning, som han har fæstet lid til og på grundlag af hvilken han har udvist en sådan dristighed, ved han selv, at den blev nedskrevet af en syrer tredive eller fyrre år efter, at denne begivenhed fandt sted. I løbet af så lang tid vil en mundtlig beretning uundgåeligt blive ændret på den ene eller anden måde, når den overleveres fra ét land til et andet. Det sømmer sig kun for sådanne overilede mennesker, der er blevet blændet af religiøst had og tilsidesætter fornuftens og videnskabens almindelige krav, at antage om en sådan beretning, at den er sandstaveligt korrekt, og at enhver uoverensstemmelse i den må være en fejl i selve Koranen.
Kristne forfatteres vidnesbyrd
Det ældste vidnesbyrd om denne fortælling findes i prædikenen af en syrisk kristen præst ved navn James af Sarug, som er nedskrevet på syrisk. Denne mand blev født i 452 e.Kr., nogle år efter huleboernes død, og forfattede sin prædiken omkring 474 e.Kr. I denne prædiken giver han en detaljeret beretning om begivenheden. Denne syriske beretning blev på den ene side tilgængelig for de tidlige koranfortolkere, og Ibn Jarir al-Tabari citerede den fra forskellige kilder i sin tafsir. På den anden side nåede beretningen også Europas folk, hvor den blev oversat til græsk og latin, og dens fortolkning blev offentliggjort. I det treogtyvende kapitel af sit værk »Det romerske imperiums forfald og fald«, i artiklen med titlen »De syv sovende«, har Gibbon fra ovennævnte kilde givet en fremstilling af denne fortælling, der stemmer så meget overens med vore koranfortolkeres beretning, at det synes, som om begge fortællinger er blevet overleveret fra samme kilde. For eksempel siger vore koranfortolkere, at den hersker, hvis tyranni og forfølgelse Ashab al-Kahf søgte tilflugt fra i en bjerghule, hed Daqyanus eller Damyus. Gibbon siger derimod, at han hed kejser Decius (Decius), som regerede over Romerriget fra 249 e.Kr. til 251 e.Kr., og hvis regeringstid var berygtet for forfølgelsen af Jesu (as) tilhængere. Den by, hvor begivenheden fandt sted, kalder vore koranfortolkere Ephesus. Gibbon kalder den Efesos (Ephesus). Det var en stor romersk by og havn på Lilleasiens vestkyst. Dens ruiner kan stadig ses tredive til fyrre miles syd for den nuværende tyrkiske by Smyrna. Hvad angår den hersker, under hvis regering Ashab al-Kahf vågnede af deres søvn, siger vore koranfortolkere, at han hed Theodosius, mens Gibbon kalder ham kejser Theodosius II (Theodosius). Efter at han havde antaget kristendommen, var han kejser af Rom fra 408 e.Kr. til 450 e.Kr. De to beretninger lignede hinanden så meget, at den person, som huleboerne efter deres opvågnen blev sendt til markedet for at købe mad, ifølge koranfortolkerne hed Yamlīkha, mens Gibbon kalder ham Iamblichus (Jamblichus).
To modstridende beretninger
De detaljerede beretninger om fortællingen er ens i de to fremstillinger. Resuméet er, at da der under kejser Decius’ regeringstid fandt en frygtelig forfølgelse af de kristne sted, søgte disse syv unge mænd tilflugt i en bjerghule. Derefter vågnede de af deres søvn i det 38. år af kejser Theodosius’ regeringstid, det vil sige i 445 eller 446 e.Kr. På dette tidspunkt var hele Romerriget blevet tilhængere af Hazrat Isa (as). Deres ophold i hulen havde således varet omkring 196 år.
Indholdsfortegnelse
1. Indiens frihedsbevægelse og muslimer, bind 2, s. 177–178
2. Indledning til Tafhim-ul-Qur’an
3. Tafhim-ul-Qur’an, sura al-A‘raf, note 135
4. Tafhimat, bind 1, s. 9–17
5. Tafhim-ul-Qur’an, sura an-Nahl, note 9
6. Tafhim-ul-Qur’an, sura an-Nahl, note 10
7. Tafhim-ul-Qur’an, sura an-Nahl, note 14
8. Tafhim-ul-Qur’an, sura Ta-Ha, note 23
9. Dīniyāt (introduktion til islam), s. 52–55
10. Tafhīm al-Qurʾān, surah al-Baqarah, note 23
11. Dīniyāt (introduktion til islam), s. 52–55
12. Tafhīm al-Qurʾān, surah Yūnus, note 74
13. Taḥrīk-e Āzādī-ye Hind aur Musalmān, bind 2, s. 105–106 (Det indiske subkontinents frihedsbevægelse og muslimerne)
14. Tafhīm al-Qurʾān, surah Āl ʿImrān, note 48
15. Tafhīm al-Qurʾān, surah al-Nisāʾ, note 208
16. Tafhīm al-Qurʾān, surah al-Nisāʾ, note 94
17. Tafhim-ul-Quran, sura At-Tawbah, note 32
18. Tafhim-ul-Quran, sura Al-A’raf, note 44
19. Tafhim-ul-Quran, sura Al-A’raf, note 44
20. Tafhim-ul-Quran, sura Al-A’raf, note 88
21. Tafhim-ul-Quran, sura Al-Qasas, note 66
22. Tafhim-ul-Quran, sura An-Nisa, note 94
23. Tafhim-ul-Quran, sura Al-Kahf, note 94
24. Tafhim-ul-Quran, sura Al-i ‘Imran, note 17
25. Tafhim al-Qur’an, sura al-Anbiya, note 91
26. Rasail o Masail, bind 1, s. 25–27
27. Rasail o Masail, bind 1, s. 34–36
28. Tafhim al-Qur’an, sura al-Tahrim, introduktion
29. Tafhim al-Qur’an, sura Bani Isra’il, note 1
30. Tafhim al-Qur’an, sura Yusuf, note 66
31. Tafhim al-Qur’an, sura al-Anbiya, note 49
32. Tafhim al-Qur’an, sura Hud, note 50
33. Tafhim al-Qur’an, sura Yusuf, note 22
34. Tafhim al-Qur’an, sura al-Anbiya, note 70
35. Tafhim al-Qur’an, sura al-Anbiya, note 87
36. Tafhim al-Qur’an, sura an-Nisa, note 204
37. Tafhim al-Qur’an, sura ash-Shura, note 1
38. Tafhim al-Qur’an, sura an-Nahl, note 56
39. Tafhim al-Qur’an, sura ash-Shura, note 81
40. Rasa’il wa Masa’il, bind 2, s. 348-51
41. Tafhim al-Qur’an, sura as-Saffat, note 60
42. Tafhim al-Qur’an, sura an-Nahl, note 56
43. Tafhim al-Qur’an, sura al-Qasas, note 10
44. Tafhim al-Qur’an, sura an-Nisa, note 204
45. Tafhim al-Qur’an, sura Yunus, note 20
46. Tafhim al-Qur’an, sura Hud, note 13
47. Tafhim al-Qur’an, sura ash-Shura, note 83
48. Det politiske spørgsmål og dets politiske, religiøse og civilisatoriske aspekter, s. 247–50
49. Tafhim al-Qur’an, sura Yunus, note 21
50. Tafhim al-Qur’an, sura al-Qasas, note 64
51. Tafhim al-Qur’an, sura ar-Ra’d, note 31
52. Tafhim al-Qur’an, sura al-Hajj, note 110
53. Tafhim al-Qur’an, sura Hud, note 34
54. Tafhim al-Qur’an, sura an-Nahl, note 3
55. Tafhim al-Qur’an, sura Bani Isra’il, note 103
56. Tafhim al-Qur’an, sura ash-Shura, note 83
57. Tafhim al-Qur’an, sura al-An’am, note 61
58. Tafhim al-Qur’an, sura ash-Shura, note 25
59. Tafhim al-Qur’an, sura as-Sajda, note 5
60. Tafhim al-Qur’an, sura Fatir, note 71
61. Tafhim al-Qur’an, sura al-Bayyina, note 3
62. Tafhim al-Qur’an, sura al-Bayyina, note 3
63. Tafhim al-Qur’an, sura al-Bayyina, indledning
64. Diniyat (introduktion til islam), s. 57–60
65. Tafhimul Quran, sura Az-Zukhruf, note 4
66. Tafhimat, 1. bind, s. 238-255
67. Tafhimul Quran, sura Al-Ankabut, note 91
68. Tafhimul Quran, sura Yunus, note 88
69. Tafhimul Quran, sura Yunus, note 89
70. Tafhimul Quran, sura Yunus, note 90
71. Tafhimul Quran, sura Yunus, note 21
72. Tafhimul Quran, sura Ash-Shura, note 84
73. Tafhim al-Qur’an, sura al-Qasas, note 109
74. Tafhim al-Qur’an, sura al-Bayyinah, note 4
75. Tafhim al-Qur’an, sura as-Sajdah, note 1
76. Tafhim al-Qur’an, sura as-Saff, note 7
77. Tafhim al-Qur’an, sura al-A‘raf, note 113
78. Tafhim al-Qur’an, sura as-Saff, note 8
79. Radioforedrag, s. 13-19
80. Radioforedrag, s. 28-38
81. Rasā’il og Masā’il, bind 3, s. 149
82. Dīniyāt (Introduktion til islam), s. 55-57, 71-72
83. Dīniyāt (Introduktion til islam), s. 71-75
84. Tafhīm al-Qurʾān, sura Saba, note 47
85. Tafhīm al-Qurʾān, sura Fāṭir, noter 44-45
86. Tafhīm al-Qurʾān, sura al-Anbiyāʾ, note 100
87. Tafhīm al-Qurʾān, sura Yūnus, note 55
88. Tafhīm al-Qurʾān, sura al-Furqān, note 66
89. Tafhim-ul-Qur’an, sura al-Furqan, note 4
90. Tafhim-ul-Qur’an, sura al-Anbiya, note 1
91. Tafhim-ul-Qur’an, sura Aal-e-Imran, note 69
92. Tafhim-ul-Qur’an, sura al-A’raf, note 28
93. Tafhim-ul-Qur’an, sura al-Ahzab, note 15
94. Tafhim-ul-Qur’an, sura Yunus, note 23
95. Rasail wa Masail, bind 2, s. 321-329
96. Rasail wa Masail, bind 2, s. 329-335
97. Rasā’il wa Masā’il, bind 1, s. 30-32
98. Rasā’il wa Masā’il, bind 1, tillæg
99. Rasā’il wa Masā’il, bind 3, s. 164-167
100. Rasā’il wa Masā’il, bind 3, s. 151-154
101. Rasā’il wa Masā’il, bind 3, s. 154-157
102. Rasā’il wa Masā’il, bind 3, s. 157-162
103. Tafhīmāt (resumé), bind 1, s. 158-162
104. Tafhīmāt (resumé), bind 1, s. 98-113
105. Tafhimat, bind 1, s. 288–317
106. Tafhimat, bind 1, s. 273–81
107. Sunnat ki Aini Haisiyat, s. 78–85, og Tafhim-ul-Qur’an, sura an-Nahl, note 40
108. Sunnat ki Aini Haisiyat, s. 78–85
109. Islami Risalat, s. 465–66
110. Tafhim-ul-Qur’an, sura an-Nisa, note 89
111. Tafhim-ul-Qur’an, sura al-Qiyamah, note 13
112. Sunnat ki Aini Haisiyat, s. 93–95
113. Sunnatens juridiske status, s. 121
114. Sunnatens juridiske status, s. 121-125
115. Tafhim-ul-Quran, suraen al-Jumu’a, note 14
116. Tafhim-ul-Quran, suraen al-‘Alaq, note 10
117. Tafhim-ul-Quran, suraen Bani Israil, note 107
118. Tafhim-ul-Quran, suraen al-Furqan, note 14-16
119. Tafhim-ul-Quran, suraen al-An’am, note 31
120. Tafhim-ul-Quran, suraen an-Nahl, note 40
121. Tafhim al-Qur’an, sura Bani Israil, note 108
122. Tafhim al-Qur’an, sura al-A’raf, note 10
123. Tafhim al-Qur’an, sura Hud, note 37
124. Tafhim al-Qur’an, sura al-Mu’minun, note 26
125. Tafhim al-Qur’an, sura Hud, note 31
126. Tafhim al-Qur’an, sura al-Mu’minun, note 26
127. Tafhim al-Qur’an, sura Ibrahim, note 21
128. Tafhim al-Qur’an, sura Ibrahim, note 19
129. Tafhim al-Qur’an, sura Yasin, note 107; Bani Israil, note 95
130. Tafhim al-Qur’an, sura Yasin, note 95
131. Tafhim al-Qur’an, sura Yusuf, note 79
132. Tafhim al-Qur’an, sura al-An’am, note 32
133. Tafhim al-Qur’an, sura ar-Ra’d, note 56
134. Tafhim al-Qur’an, sura Ha-Mim as-Sajdah, note 19
135. Tafhim al-Qur’an, sura az-Zukhruf, note 30
136. Tafhim al-Qur’an, sura al-Furqan, note 14
137. Tafhim al-Qur’an, sura al-Furqan, note 29
138. Tafhim al-Qur’an, sura al-Anbiya, note 9
139. Tahrik-e Azadi-e Hind aur Musalman, bind 1, s. 109-115 (Det indiske subkontinents frihedsbevægelse og muslimerne)
140. Din-e Haq, s. 3-38
141. Tafhim al-Qur’an, sura Hud, note 97
142. Tafhim al-Qur’an, sura Hud, note 69
143. Tajdid wa Ihya-e Din, s. 13-34
144. Tafhim al-Qur’an, sura ash-Shura, note 20, sura Yusuf, note 60, sura az-Zumar, note 3; Qur’anens fire grundlæggende fagtermer, s. 129-143, 52-56 (Koranens fire grundlæggende fagtermer)
145. Tafhim al-Qur’an, sura al-A’raf, note 87
146. Tafhim al-Qur’an, sura al-Kahf, note 23
147. Tafhim al-Qur’an, sura al-‘Ankabut, note 22
148. Tafhim al-Qur’an, sura al-A’raf, note 58
149. Tafhim al-Qur’an, sura al-Baqarah, note 293-95
150. Tafhim al-Qur’an, sura Sad, note 43
151. Tafhim al-Qur’an, sura al-Mu’minun, note 39
152. Tafhim al-Qur’an, sura al-A’raf, note 90
153. Tafhim-ul-Qur’an, sura al-A’raf, note 94
154. Tafhim-ul-Qur’an, sura al-A’raf, note 95
155. Tafhim-ul-Qur’an, sura al-A’raf, note 96
156. Tafhim-ul-Qur’an, sura Bani Isra’il, note 113
157. Tafhim-ul-Qur’an, sura Bani Isra’il, note 115
158. Tafhim-ul-Qur’an, sura Ta-Ha, note 53
159. Tafhim-ul-Qur’an, sura ash-Shu’ara, note 47
160. Tafhim-ul-Qur’an, sura Ta-Ha, note 59
161. Tafhim al-Qur’an, sura an-Naml, note 21
162. Tafhim al-Qur’an, sura al-Mu’minun, note 43
163. Tafhim al-Qur’an, sura Maryam, note 16
164. Tafhim al-Qur’an, sura al-Mu’minun, note 17
165. Tafhim al-Qur’an, sura al-Mu’minun, note 19 (a)
166. Tafhim al-Qur’an, sura al-Mu’minun, note 20
167. Tafhim al-Qur’an, sura al-Mu’minun, note 20 (a)
168. Tafhim al-Qur’an, sura al-Mu’minun, note 21
169. Tafhim-ul-Quran, sura al-A’raf, note 151-152
170. Tafhim-ul-Quran, sura al-An’am, note 23
171. Tafhim-ul-Quran, sura Taha, note 116
172. Tafhim-ul-Quran, sura al-Ankabut, note 88
173. Tafhim-ul-Quran, sura al-Ankabut, note 91
174. Tafhim-ul-Quran, sura ar-Ra’d, note 47
175. Tafhim-ul-Quran, sura ash-Shu’ara, note 3
176. Tafhim-ul-Quran, sura ash-Shu’ara, note 5
177. Tafhim al-Qur’an, sura al-Qamar, note 1
178. Tafhim al-Qur’an, sura al-Muddaththir, note 36; sura al-Baqarah, note 281
179. Tafhim al-Qur’an, sura al-Baqarah, note 282
180. Tafhim al-Qur’an, sura al-An’am, note 33
181. Tafhim al-Qur’an, sura Yunus, note 24
182. Tafhim al-Qur’an, sura Yunus, note 24
183. Tafhim al-Qur’an, sura al-Mu’min, note 32
184. Tafhim al-Qur’an, sura Maryam, note 52
185. Tafhim-ul-Qur’an, sura Taha, note 85-86
186. Tafhim-ul-Qur’an, sura Al-Kawthar, note 1
187. Tafhim-ul-Qur’an, sura An-Naba, note 25
188. Tafhim-ul-Qur’an, sura Al-Anbiya, note 27
189. Tafhim-ul-Qur’an, sura Saba, note 40
190. Tafhim-ul-Qur’an, sura Saba, note 41
191. Tafhim-ul-Qur’an, sura Ad-Dukhan, note 37
192. Tafhim-ul-Qur’an, sura Hud, note 84
193. Tafhim al-Qur’an, sura Hud, note 106
194. Tafhim al-Qur’an, sura Hud, note 106
195. Tafhim al-Qur’an, sura Nahl, note 64
196. Tafhim al-Qur’an, sura Nahl, note 79
197. Tafhim al-Qur’an, sura Hajj, note 124–125
198. Tafhim al-Qur’an, sura Zumar, note 62
199. Tafhim al-Qur’an, sura Najm, note 21
200. Tafhim al-Qur’an, sura Ra’d, note 19
201. Tafhim-ul-Qur’an, sura Sura Munafiqun, note 13 og 14
202. Rasa’il wa Masa’il, 2. bind, s. 329–50
203. Tafhim-ul-Qur’an, sura Doha, note 4
204. Tafhim-ul-Qur’an, sura Doha, note 5
205. Tafhim-ul-Qur’an, sura Jumu‘a, note 6
206. Tafhim-ul-Qur’an, sura Doha, indledning
207. Tafhim-ul-Qur’an, sura Alam Nashrah, note 2
208. Tafhim-ul-Qur’an, sura Alam Nashrah, note 3
209. Tafhīm al-Qur’ān, sura Alam Nashrah, note 1
210. Tafhīm al-Qur’ān, sura Kausar, indledning
211. Tafhīm al-Qur’ān, sura Kausar, note 4
212. Tafhīm al-Qur’ān, sura Kausar, note 3
213. Tafhīm al-Qur’ān, sura Kausar, note 1
214. Tafhīm al-Qur’ān, sura Lahab, note 1
215. Tafhīm al-Qur’ān, sura Bani Isra’il, note 81
216. Tafhīm al-Qur’ān, sura Kamar, note 24
217. Tafhim al-Qur’an, sura As-Saffat, note 94
218. Tafhim al-Qur’an, sura Sad, note 12
219. Tafhim al-Qur’an, sura Ha-Mim as-Sajdah, note 70
220. Tafhim al-Qur’an, sura Al-Qasas, note 108
221. Tafhim al-Qur’an, sura Bani Isra’il, note 98
— Afslutning —