Indledning
Bismillāhir-Raḥmānir-Raḥīm
Vi lovpriser Ham, sender velsignelser over Hans ædle Sendebud. Derefter: Efter den ædle Koran er Profeten Allahs (s) hadith den anden kilde til islamisk viden og grundlaget for den islamiske livsordning. Den troendes liv drejer sig om Profeten Allahs (s) hadith. Uden hadith er det heller ikke let at forstå og praktisere Koranen. Mange bedragere udnytter denne medfødte kærlighed til og afhængighed af hadith til at udbrede forskellige opdigtede udsagn i samfundet under navnet »hadith«. I alle tider har de lærde gennem undersøgelse identificeret disse falske og opdigtede udsagn og gjort muslimerne opmærksomme på dem.
Selv om der i vores land gennem tiderne har været læsning, undervisning og praktisering af hadith, kan man konstatere en særlig forsømmelse, når det gælder udskillelsen af sahih-, da’if- og opdigtede hadither. Gennem tiderne er utallige opdigtede, grundløse og falske udsagn blevet og bliver stadig udbredt i vores samfund under navnet hadith. Derved synker vi ned i den alvorlige synd at lyve i Profeten Allahs (s) navn. Desuden tager vi skade på to måder. For det første har disse opdigtede hadither afholdt os fra at lære, praktisere og handle efter de sahih-hadither. For det andet pådrager vi os ved at handle efter dem straf hos Allah i stedet for belønning.
Siden 1998 har min højtærede svigerfar, pir’en fra Furfura, Hazrat Maulana Abu al-Ansar Siddiqi al-Quraishi (hafizahullah), pålagt mig at skrive en bog om de opdigtede og falske hadither, der er udbredt i samfundet. Efter hans anvisning skrev jeg noget om emnet og afleverede det til ham. I 2002-2003 skrev jeg noget om emnet i nogle numre af Neda-e Islam. Men på grund af begrænsninger i mine evner, mangel på tid og lignende lykkedes det ikke at udgive emnet som bog. Endelig, ved Allahs grænseløse nåde, har jeg kunnet udgive bogen, og jeg udtrykker Ham utallige taksigelser herfor.
Der findes to slags vildfarelser om falske hadither. Mange mener, at »hadith« ganske enkelt betyder Profetens (s) ord. Derfor betyder det efter deres opfattelse, at man ved at anse en hadith for svag ringeagter Profetens (s) ord eller udsagn. Nogle mener, at uanset hvor svag eller da’if den er, skal den accepteres og efterleves, eftersom den er Profetens (s) ord.
Denne opfattelse er utvivlsomt fejlagtig. Men over for den findes der blandt mange en endnu alvorligere vildfarelse. Mange »uvidende« lærde mener, at eftersom hadith er blevet overleveret mundtligt gennem isnad, det vil sige gennem kæder af fortællere, og først er blevet nedskrevet og samlet flere hundrede år efter Profeten (s), må der være omfattende fejl i den. Derfor kan man ikke stole på hadith. Nogle tænker, at der findes mange falske udsagn blandt haditherne, og at vi derfor efter vores fornuft og dømmekraft kan acceptere nogle og afvise andre.
Årsagen til alle disse vildfarelser er uvidenhed om den fine og videnskabelige metode, som sahabaerne og de senere muhaddithun blandt den muslimske ummah anvendte ved vurderingen af hadiths isnad og ved fastlæggelsen af hadiths pålidelighed. Derfor forsøger jeg i bogens første del at behandle emner som hadiths betydning, bestemmelsen om løgn i hadiths navn, historien, sahabaernes og de senere muhaddithuns undersøgelsesmetoder til fastlæggelse af hadiths autenticitet, undersøgelsens resultater, løgnens forskellige former, klassificeringen af løgnagtige ravier, metoderne til at fastslå falske hadither og lignende i detaljer. Jeg håber, at denne gennemgang vil fjerne læserens tvivl og uklarhed, og at den muslimske ummahs enestående egenskaber med hensyn til at bevare hadiths autenticitet vil blive tydelige for læseren.
I anden del har jeg foretaget en emneopdelt gennemgang af en række grundløse, opdigtede og falske hadither, som er udbredt i vores samfund. Det skal bemærkes, at jeg med hensyn til falske hadither grundlæggende ikke har fremsat nogen egen mening. Fra imamerne blandt tabi’in og tabi’ al-tabi’in i det andet hijri-århundrede og frem til utallige muhaddithun i senere tider har de samlet alle de hadither, der blev fremsat i Profeten Allahs (s) navn, og efter dyb undersøgelse og kontrol fremsat deres vurderinger af haditherne og ravierne. Det er først og fremmest disse vurderinger, jeg har bygget på, og jeg har gengivet deres synspunkter. Hvor muhaddithun har været uenige om bestemte hadither, har jeg nævnt deres uenighed. I enkelte tilfælde har jeg forsøgt at forklare emnet gennem en noget mere detaljeret gennemgang.
I et par tilfælde har jeg set, at der i nogle bøger, som er udbredt i vores samfund, findes hadither, der ikke kan findes i nogen bog med nogen form for isnad, hverken sahih, da’if eller mawdu. Disse er opdigtede og grundløse. Hvad angår denne slags hadither, har jeg fremsat min egen vurdering. I de følgende bind vil jeg forsøge at behandle denne type hadither mere udførligt, insha Allah.
Det skal her bemærkes, at mange sådanne udsagn direkte fremsættes som hadith. Mange udsagn fremsættes også generelt som årsager til belønning, dyd, velsignelse eller skade, men læseren eller tilhøreren forstår dem som Allahs og Hans Sendebuds (s) ord. Mange sådanne udsagn findes i forskellige religiøse bøger, der er udbredt i vores land. Jeg har fra tid til anden også behandlet dem.
For at vise udbredelsen har jeg af og til citeret fra almindeligt udbredte bøger. Mit formål i disse tilfælde er at vise, at udsagnet er udbredt. Det er ikke mit formål at kritisere eller nedvurdere forfatteren eller bogen. Tværtimod er mit formål, samtidig med at jeg anerkender deres tjeneste, at advare læserne mod de opdigtede udsagn, der udbredes under hadiths navn. Alle forfattere vil hos Allah få belønning for deres oprigtige indsats. Vi beder til den Almægtige Allah for alle disse forfattere: Må Han acceptere deres store tjeneste, give dem den bedste belønning og tilgive vores og deres fejl og mangler.
En årsag til bogens øgede omfang er, at der ved gennemgangen af de opdigtede hadither om næsten alle emner også er blevet kastet lys over de sahih-hadither, der er overleveret om det pågældende emne. Det har været nødvendigt af to grunde.
For det første føjer bedragere ofte ord og sætninger fra sahih-hadither til, når de fremstiller en falsk hadith. Desuden kan betydningen af falske og sahih-hadither på grund af oversættelsen undertiden synes nært beslægtet. Hvis man derfor kun nævner den falske hadith, kan den almindelige læser få indtryk af, at alle hadither om emnet vist er falske. Eller han kan tænke: »Der findes en hadith med denne betydning i en bestemt bog; hvordan kan den så være falsk?«
For det andet er det ikke kun vores formål at identificere falske hadither. Vores formål er at afvise falske hadither i tro og handling, handle efter sahih-hadither og stræbe efter vores frelse. Derfor har jeg, når jeg har nævnt en falsk hadith, om end kort, også sagt noget om de sahih-hadither, der handler om emnet.
Jeg ønsker at advare den ærede læser om én ting. Vi ved, at det er langt lettere og mere behageligt for den menneskelige natur at kritisere andre end selv at handle. Derfor bruger vi ofte, når vi lærer noget nyt, denne nye viden til at finde fejl hos andre.
En person sagde til mig: »Sådanne og sådanne mennesker kalder folk til Allahs vej ved hjælp af da’if eller falske hadither. Hvor ofte har jeg ikke sagt til dem, at de skal læse bøgerne med sahih-hadither, men de lytter ikke.« Jeg sagde: »De går fra dør til dør og kalder folk med da’if-hadither; hvor mange menneskers døre har du besøgt med bøgerne med sahih-hadither?« Kritik alene bringer ingen gavn.
Fra denne bog vil vi lære om mange falske hadither. Denne viden kan let få os i Satans kløer. På tebutikken, i moskeen eller ved prædikener kan vi kritisere forskellige personer eller grupper og sige, at de fremsiger eller praktiserer den og den falske hadith. Gennem denne handling vil vi opnå synd i stedet for belønning.
Det er ikke formålet med at skrive denne bog. Formålet er, at vi i stedet for at stole på upålidelige, grundløse og opdigtede hadither vil forbedre vores handlinger og tro ved at stole på sahih-hadither. De sahih-hadither, vi lærer, vil vi selv praktisere og opmuntre andre til at praktisere. De falske hadither, som vi lærer om, vil vi aldrig mere fremsige eller praktisere som hadither. Hvis nogen gør det, vil vi, når det er muligt, forsøge at korrigere ham med kærlighed og respekt. Under alle forhold vil vi bede den Ophøjede og Barmhjertige Allah om tilgivelse og accept for ham og for os selv.
Ærede læser, jeg er bevidst om mine begrænsede evner. Jeg ved, at jeg grundlæggende ikke har kvalifikationerne til at skrive om dette emne. Alt, hvad jeg har skrevet, er i det væsentlige lånt viden. Det er derfor naturligt, at der findes fejl og mangler. Hvis du derfor gør mig opmærksom på mine fejl i noget som helst, vil jeg være dig taknemmelig og vise dig den respekt, man viser en lærer.
Som jeg allerede har sagt, var det især min højtærede svigerfar, pir’en fra Furfura, Maulana Abu al-Ansar Siddiqi, der opmuntrede mig til at skrive denne bog. Jeg beder ved den Almægtige Allahs hof om, at Han giver ham den bedste belønning og beskytter ham, hans børn, slægtninge og tilhængere. Desuden har mange venner, kolleger, studerende og velvillige støtter opmuntret mig. Min ven dr. Md. Abu Sina, dr. Md. Oliullah, hr. A. S. M. Shu’aib Ahmad og hr. Md. Abdul Malek har læst bogens manuskript og givet mange konstruktive råd. Må den Almægtige Allah give alle den bedste belønning.
Med hensyn til stavning er man generelt fulgt Bangla Akademis anbefalinger. For arabiske og persiske ord har jeg dog forsøgt at anvende bogstaver, der ligger tæt på den oprindelige udtale. Det er et vanskeligt spørgsmål. Utallige arabiske ord er under persisk-urduisk påvirkning blevet en del af det bengalske sprogs ordforråd med forkert udtale og forkert translitteration. Mange af dem er derfor blevet bevaret i denne form.
Dette værk er et meget beskedent forsøg på at tjene Profeten Allahs (s) hadith. Mit arbejde rummer mange fejl. Jeg beder inderligt ved den Almægtige Allahs hof om, at Han i Sin nåde vil tilgive fejlene, acceptere denne beskedne tjeneste og gøre den til et middel til frelse for mig, mine forældre, min hustru, mine børn, mine slægtninge, mine venner og alle læsere. Amin!
Abdullah Jahangir
Første del
Hadith og bedrageri i hadithens navn
1.1. Åbenbaringen og hadith
1.1.1. Åbenbaringen og dens betydning for menneskehedens bevarelse
Den ophøjede Allah elsker den menneskehed, Han har skabt, meget højt. Han har skabt mennesket som den bedste af alle skabninger. Han har skænket det viden, samvittighed, fornuft og dømmekraft, som leder det mod stadig større udvikling og velstand. Men menneskets viden har sine begrænsninger. Med sin viden, samvittighed og dømmekraft kan mennesket få kendskab til meget om forskellige forhold i den jordiske verden og føre sig selv frem ad udviklingens og velstandens vej, men det kan ikke vide noget, der ligger uden for dets sanser. Derfor er mennesket på tilsvarende måde ikke i stand til at nå frem til den rette løsning på noget, der ligger uden for sanserne, ved hjælp af sin viden, samvittighed eller fornuft. Det kan vi forstå blot ved at se på historien.
Mennesker kan få viden om verdslige forhold gennem erfaring og forskning. Hvordan man ved at dyrke jorden kan få større udbytte, hvordan man bygger et mere holdbart hus, hvordan man kører en bil, så den bevæger sig hurtigere, hvordan man laver mad, så man opnår større næringsmæssig udnyttelse, hvordan man driver forretning, så fortjenesten bliver større eller kapitalens sikkerhed øges, hvordan man behandler sygdom, så muligheden for, sikkerheden ved eller graden af helbredelse øges, og så videre – sådanne forhold kan man få viden om gennem menneskelig erfaring, forskning, fornuft og tænkning.
Men viden om religiøs tro, religiøse handlinger og religiøse skikke kan aldrig opnås gennem erfaring eller empirisk viden. Hvordan troen på Allah skal være, hvordan man skal tro på profeterne og sendebuddene, hvad den rette tro på det hinsides er, hvordan man skal påkalde Allah, hvilke handlinger der giver mere af Hans barmhjertighed og velsignelse, hvordan man skal leve for at øge muligheden for frelse i det hinsides, hvilken fremgangsmåde der hurtigst kan føre til Allahs venskab, hvilke handlinger der giver størst belønning, ved hvilke handlinger synder kan blive tilgivet, og så videre – størstedelen af disse religiøse og trosmæssige forhold kan aldrig endeligt erkendes gennem erfaring eller forskning, og problemer på dette område kan heller ikke løses endeligt gennem forskningsbaseret eller erfaringsbaseret viden.
Derfor har Allah, selv efter at Han havde skabt mennesket som den bedste af skabninger og udstyret det med viden, fornuft og samvittighed, gennem tiderne sendt profeter og sendebud for at vejlede det. Gennem tiderne udvalgte Han nogle store mennesker blandt forskellige folk og nationer og sendte dem sit budskab, sin åbenbaring eller sine åbenbarede ord. De forhold, som mennesket ikke kan erkende eller træffe en endelig afgørelse om gennem fornuft, intelligens, samvittighed, forskning og erfaring, lærte Han mennesket gennem åbenbaringen. Desuden meddelte Han gennem åbenbaringen også, for de forhold som mennesket selv kan forstå som gode eller onde ved hjælp af fornuft og samvittighed, graden af godt og ondt, deres betydning, hvordan de skal efterleves og så videre.
Uden at bevare og følge den viden, der er modtaget gennem åbenbaringen, er det ikke muligt at bevare menneskeheden og den menneskelige civilisation. For at fjerne interessekonflikter, strid og egoisme og udvikle ægte kærlighed, tjeneste og menneskelige værdier må man netop støtte sig til åbenbaringens viden. Alt, hvad der siges om tro, ærlighed, synd, dyd, Skaberen, det hinsides og så videre ud fra menneskelig samvittighed, erfaring eller forskning uden for åbenbaringen, øger blot strid, konflikt og splittelse. For i dette tilfælde kan den endelige sandhed aldrig erkendes gennem menneskelig indsats uden åbenbaringen. Når vi undersøger den menneskelige civilisations historie, ser vi, at forskellige nationer er blevet vildledt netop på grund af forvanskningen eller udslettelsen af den viden, der blev modtaget gennem åbenbaringen.
1.1.2. Årsagerne til åbenbaringens forvanskning eller udslettelse
Ud fra Koranens og hadithens beretninger samt forskellige religioners historie kan vi se, at der er to hovedårsager til, at den viden, der er modtaget gennem åbenbaringen, går tabt:
1. At den åbenbarede viden eller skriften går tabt eller ødelægges som følge af forsømmelse, manglende udenadslære eller manglende bevaring.
2. At menneskelige ord udgives for åbenbaring, eller at menneskelige ord eller menneskelig viden blandes sammen med åbenbaringen. (Khondkar Abdullah Jahangir, Islamsk troslære i lyset af Koranen og sunnaen, s. 11-15).
I det første tilfælde går åbenbaringens viden fuldstændig tabt. I det andet tilfælde bevares noget viden under navnet åbenbaring, og blandt den bevares også udsagn, der bygger på menneskelig viden. Der findes ingen måde at vide eller skelne, hvilket udsagn der er åbenbaring, og hvilket der er menneskeligt. Derfor bliver den skrift eller viden, der er bevaret under navnet »åbenbaring«, værdiløs. De fleste tidligere nationer forvanskede åbenbaringens viden på den anden måde. Hos jøder, kristne og de fleste andre religiøse grupper er der bevaret visse skrifter under betegnelser som »religiøse skrifter«, Divine Scripture og så videre. I disse er utallige menneskelige ord, beretninger og meninger blandet sammen. Der findes ingen måde at skelne åbenbaringen fra menneskelige ord på, og ingen måde at udskille åbenbaringens lære rent fra dem.
1.1.3. To slags åbenbaring: Koranen og hadith
Det er gentagne gange blevet sagt i Den Ædle Koran, at den Ophøjede Allah gav Sin store Sendebud to ting: den ene er “Kitab” eller “bogen”, og den anden er “hikmah” eller “visdom”. (Sura al-Baqara 129, 151, 231; Sura Aal Imran 164; Sura an-Nisa 113; Sura al-Ahzab 34; Sura al-Jumu’ah 2).
Denne bog eller Kitab er Den Ædle Koran, som er blevet samlet ordret i åbenbaringens ord og sætninger. Hikmah eller visdom er derimod den yderligere praktiske viden, der blev givet gennem åbenbaringen, og som er blevet samlet under navnet hadith. Derfor er åbenbaringen i islam af to slags: Koranen og hadith. Der er truffet særlige foranstaltninger for at bevare disse to grundlæggende kilder til islam. For at bevare åbenbaringens viden fuldstændigt og uforfalsket er der på den ene side givet ordre til at lære Koranen og hadith udenad ord for ord. På den anden side er det strengt forbudt at tillægge Allah og Hans Sendebud noget, der ikke er bevist uden enhver tvivl.
1.1.4. Hadiths praktiske definition
Med hadith menes Sendebuddets (fred være med ham) ord, handlinger eller godkendelser. Det vil sige, at det, som Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde, gjorde eller godkendte på grundlag af den viden, han modtog gennem åbenbaringen, kaldes hadith.
Ifølge muhaddithinernes terminologi kaldes enhver “udtalelse, handling, godkendelse eller beskrivelse, der er blevet viderebragt eller hævdet at være fra Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham”, for “hadith”. Desuden kaldes sahabaernes og tabi’inernes ord, handlinger eller godkendelser også hadith. En hadith, der omhandler Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, ord, handlinger eller godkendelser, kaldes en “marfu‘ hadith”. En hadith, der er overleveret som en handling, udtalelse eller godkendelse fra en sahabi, kaldes en “mawquf hadith”, mens en hadith, der er overleveret som en handling, udtalelse eller godkendelse fra en tabi’i, kaldes en “maqtu‘ hadith”. [Al-Iraqi, Zayn ad-Din Abd ar-Rahim ibn al-Husayn (806 hijri), at-Taqyid wal-Idah, s. 66-70; Fath al-Mughith, s. 52-63; as-Sakhawi, Muhammad ibn Abd ar-Rahman (902 hijri), Fath al-Mughith 1/8-9, 177-155; as-Suyuti, Jalal ad-Din Abd ar-Rahman ibn Abi Bakr (911 hijri), Tadrib ar-Rawi 1/183-194.]
Det er værd at bemærke, at det ifølge muhaddithinernes terminologi er den handling, udtalelse, godkendelse eller beretning, der er blevet hævdet eller sagt at være fra Allahs Sendebud (fred være med ham), som regnes for hadith. Muhaddithinerne har undersøgt, om det virkelig er Allahs Sendebuds (fred være med ham) ord, og på grundlag af pålideligheden har de inddelt hadith i forskellige typer og grader. Det vil vi forklare i den følgende drøftelse.
1.1.5. Hadiths betydning i den islamiske livsordning
Det synes umiddelbart unødvendigt at drøfte hadiths betydning i den islamiske livsordning. Mange af Den Ædle Korans påbud, Allahs Sendebuds (fred være med ham) utallige anvisninger og sahabaernes handlemåde beviser uden enhver tvivl, at “hadith” er den islamiske livsordnings anden kilde og grundlag. Faktisk er alle mennesker i den muslimske ummah i alle tider enige om dette. Fra sahabaernes tid og i alle efterfølgende perioder har bestræbelserne på at studere, samle og forklare hadith samt føre menneskelivet i overensstemmelse med hadith fortsat. På denne måde er der opstået en enorm skat af viden om hadith. Nogle jødiske og kristne orientalister samt visse lærde blandt den muslimske ummah har imidlertid på forskellige tidspunkter og på forskellige måder forsøgt at benægte hadiths betydning. Vi kan inddele de beviser, de har fremlagt til støtte for deres synspunkter, i fire grupper:
(1) På baggrund af nogle vers i Den Ædle Koran hævdes det, at “alt er beskrevet i Koranen”. Derfor skulle hadith være unødvendig.
(2) Ved at rejse forskellige indvendinger mod hadiths overlevering og samling hævdes det, at der er trængt megen forfalskning ind i hadith. Derfor kan man ikke stole på den.
(3) Ved at anføre nogle hadith forsøger man at bevise, at hadith indeholder videnskabs- eller fornuftsstridige udsagn eller modsigelser.
(4) Ud fra nogle hadith fremlægger de “beviser”(!) for, at Allahs Sendebud og sahabaerne forbød at tillægge hadith betydning.
En detaljeret drøftelse af dette ligger uden for rammerne af vores bog. I denne bog har vi imidlertid behandlet hadith-forfalskning og spørgsmålet om at skelne falske hadith fra autentiske hadith. Grundlaget for alle vores drøftelser og for hele den muslimske ummahs indsats fra sahabaernes tid og frem til i dag er, at man ikke kan følge Koranen, praktisere islam eller være muslim uden at følge Allahs Sendebuds (fred være med ham) hadith. Allahs Sendebuds (fred være med ham) hadith er en af de vigtigste vejledninger i vores liv. Vi må dog naturligvis bygge på autentiske og beviste hadith.
Hvis man forkaster hadith, er det på ingen måde muligt at følge Koranen eller praktisere islam. Blandt de argumenter, disse mennesker har fremsat mod hadith, kan vi drøfte det første. Vi vil se, at det er nødvendigt at følge hadith, hvis man vil følge Koranen. Bemærk følgende:
(1) Den højeste model for den praktiske anvendelse og efterlevelse af den vejledning, menneskeheden modtager gennem “åbenbaringen”, er de profeter, der modtog åbenbaringen, samt deres elever og ledsagere, som havde deres selskab. Deres livsførelse er i grunden den eneste drivkraft for andre til at følge og efterleve åbenbaringen. Derfor bevarer og underviser mennesker i alle samfund i prædikanters, sendebuds og ledsageres liv, handlinger og idealer som religionens vigtigste kilde. Allahs Sendebuds (fred være med ham) liv, handlinger, ofre, tålmodighed, menneskekærlighed, gudsfrygt, urokkelighed på sandhedens vej osv. kan ikke kendes uden hadith. At adskille en muslim fra hadith betyder netop at adskille ham fra Allahs Sendebuds (fred være med ham) virkelige liv. På denne måde bliver det meget let at adskille ham fra Koranen og islam.
(2) Uden at bygge på hadith er det på ingen måde muligt at lære Koranens oprindelse at kende. Ingen oplysninger om Muhammads (fred være med ham) liv, identitet, troværdighed, sandfærdighed, profetiske kald osv. kan kendes uden hadith. Hvordan han modtog Koranen, underviste i den, samlede den osv., kan heller ikke kendes uden oplysningerne i hadith.
(3) Uden at bygge på hadith er det heller ikke muligt at følge Koranen.
Den Ædle Koran indeholder en beskrivelse af alt. Men alt dette er kun angivet som “grundprincipper” eller “indledende vejledning”. De fleste af Den Ædle Korans påbud er “indledende påbud”, som det er umuligt at efterleve uden forklaring. Islams højeste og største handling er salah eller bønnen. I Den Ædle Koran gives der påbud om salah over hundrede steder, men dens form er ikke forklaret. Forskellige steder gives der påbud om at bøje sig i ruku‘ eller kaste sig ned i sujud. Det siges: “Udfør salah, sådan som Jeg har lært jer salah.” Men ingen steder i Koranen læres denne form for salah. Hvad “salah” eller “namaz” er, hvornår den skal udføres, hvor mange rak‘ah der skal udføres hvornår, hvordan hver rak‘ah skal udføres, hvordan Koranen skal reciteres i hver rak‘ah, hvor mange ruku‘er og sujud der skal være, og hvordan ruku‘ og sujud skal udføres osv. er ikke blevet undervist i Koranen. Vi kan på ingen måde udføre Koranens største påbud uden at bygge på hadith. På samme måde er de fleste af Koranens påbud umulige at efterleve uden hadiths forklaring.
(4) Nogle påbud i Den Ædle Koran synes umiddelbart at være indbyrdes modstridende. Nogle steder omtales vin, hasardspil osv. som tilladt, mens de andre steder omtales som forbudt. Nogle steder gives der ordre til at kæmpe mod vantro og ikke-troende, mens der andre steder gives ordre til at afholde sig fra enhver form for modstand og krig. Uden hadiths vejledning kan man ikke vide, hvilket af disse påbud der kom først, hvilket der kom senere, eller hvordan de skal efterleves. Hvis hadith forkastes, bliver det derfor let at vildlede mennesker gennem vilkårlige og opdigtede fortolkninger af disse vers.
Det er netop derfor, at jødiske, kristne, qadiani-, baha’i- og lignende grupper fører en omfattende propagandakampagne mod hadith. Deres formål er at fjerne den muslimske ummah fra Koranen og islam. De ved også, at man på ingen måde kan følge Koranen uden hadiths hjælp. De nævner i virkeligheden kun “Koranen” for at bedrage enfoldige muslimer.
(5) Vi har set, at Allah gav Sit Sendebud (fred være med ham) to ting: Kitab (bogen) og hikmah (visdom). Koranen er naturligvis også visdom og hikmah. Men fordi de gentagne gange nævnes hver for sig, kan vi forstå, at Allah gav Sit elskede Sendebud (fred være med ham) yderligere visdom eller viden ud over Koranen, og at han gennem denne visdom gav menneskeheden megen yderligere undervisning ud over Koranen. Vi ved, at den yderligere undervisning fra Koranen, som han gav, er blevet samlet som “hadith”. Der er ingen anden måde at kende og følge hans visdom på end gennem “hadith”. Derfor må vi i overensstemmelse med Koranens påbud føre vores liv ved at følge både Koranen og hadith.
(6) I Koranen gives der påbud om at adlyde Allahs Sendebud (fred være med ham). Ud over lydighed gives der også påbud om at følge ham.قُلْ إِن كُنتُمْ تُحِبُّونَ اللَّهَ فَاتَّبِعُونِي يُحْبِبْكُمُ اللَّهُ وَيَغْفِرْ لَكُمْ ذُنُوبَكُمْ ۗ
– “Sig: Hvis I elsker Allah, så følg mig; så vil Allah elske jer og tilgive jer jeres synder.” (Sura Aal Imran 31).
Vi ved, at lydighed betyder at efterleve påbud og forbud. At følge nogen betyder derimod at handle nøjagtigt som ham. Uden at bygge på hadith er det på ingen måde muligt at følge Allahs Sendebud (fred være med ham). Selv om påbud og forbud er nævnt i Den Ædle Koran, omtales Allahs Sendebuds (fred være med ham) handlinger og livsførelse ingen steder. Derfor er det på ingen måde muligt at følge Allahs Sendebud (fred være med ham) udelukkende ved at se i Koranen. Hvis vi derfor i overensstemmelse med Koranens påbud vil opnå Allahs kærlighed og tilgivelse, må vi nødvendigvis følge Allahs Sendebud (fred være med ham) i overensstemmelse med hadiths beretninger.
(7) I Den Ædle Koran siges det:
لَّقَدْ كَانَ لَكُمْ فِي رَسُولِ اللَّهِ أُسْوَةٌ حَسَنَةٌ
– “Sandelig, i Allahs Sendebud har I et fremragende forbillede.” (Sura al-Ahzab 21).
Allahs Sendebuds (fred være med ham) virkelige livsførelse inden for det personlige liv, familielivet, samfundslivet, statslivet osv. er ikke nævnt i Koranen. Heraf forstår vi, at hvis vi i overensstemmelse med Koranens påbud vil følge Allahs Sendebuds (fred være med ham) forbillede, må vi nødvendigvis bygge på hadith.
(8) I Den Ædle Koran siges det:
وَمَا آتَاكُمُ الرَّسُولُ فَخُذُوهُ وَمَا نَهَاكُمْ عَنْهُ فَانتَهُوا
– “Det, som Sendebudet giver jer, skal I tage imod, og det, som han forbyder jer, skal I afholde jer fra.” (Sura al-Hashr 7).
Vi ved, at Allahs Sendebud (fred være med ham) gennem sit lange profetiske liv gav sine sahaba meget omfattende undervisning. Han gav detaljeret vejledning om mange forskellige forhold i livet. Denne undervisning og vejledning er også omfattet af “det, som Sendebudet har givet jer”. Hvis vi derfor skal tage imod alt, “som Sendebudet har givet”, må vi nødvendigvis bygge på hadith såvel som på Koranen.
Vi vil kunne lære om deres øvrige indvendinger vedrørende hadiths samling, nedskrivning, overlevering og forfalskning gennem de øvrige drøftelser i denne bog. Her forstår vi imidlertid, at vi i overensstemmelse med Koranens vejledning må forme vores liv på grundlag af hadith, følge Allahs Sendebud (fred være med ham) fuldstændigt på grundlag af hadith, forme vores liv efter Allahs Sendebuds (fred være med ham) forbillede på grundlag af hadith og efterleve Koranens påbud netop på grundlag af hadith. Vi ser også, at det under ingen omstændigheder er muligt at efterleve Koranen eller opbygge et islamisk liv uden hadith.
Den muslimske ummah er grundlæggende enig om hadiths betydning. Derfor har de fulgt den bedste metode til at undersøge og bedømme forfalskning og løgn i hadiths navn. Før vi drøfter deres undersøgelses- og bedømmelsesmetode, vil vi behandle løgnens væsen og bestemmelsen om at lyve i åbenbaringens navn. Vi beder den Ophøjede Allah om tawfiq.
1.2. Løgn og løgn i åbenbaringens navn
1.2.1. Definitionen på løgn
Det er vanskeligt at definere noget, der er velkendt og almindeligt anerkendt. Hvad er definitionen på løgn? Løgn er det modsatte af sandhed. Det, der ikke er sandt, er løgn. At sige noget, som i virkeligheden ikke er korrekt eller sandt, er løgn.
1.2.1.1. Forsætlig kontra uforsætlig løgn
Sagen er klar. Der er dog en vis uenighed blandt muslimske lærde om forsætlige og uforsætlige løgne. De lærde blandt mu‘tazilitterne mente, at hvis nogen ved en fejl siger noget, der er i modstrid med den faktiske situation, regnes det ikke som løgn i shariaens terminologi. Kun når man bevidst og med viden siger noget usandt, regnes det som løgn. De lærde blandt Ahl as-Sunna wa l-Jama’a har afvist denne opfattelse. Ifølge dem regnes det som løgn i shariaens terminologi, selv hvis man lyver uden at vide det eller ved en fejltagelse.
Imam Abu Zakariya Yahya ibn Sharaf an-Nawawi (676 hijra) siger: »De lærdes mening, der følger sandheden, er, at det er løgn at sige noget, der er i modstrid med den faktiske situation, hvad enten det sker forsætligt, uforsætligt, ved en fejl eller på grund af uvidenhed.« [Nawawi, Yahya ibn Sharaf (676 hijra), Sharh Sahih Muslim 1/94]
Han siger endvidere: »Ifølge vores lærde, der følger Ahl as-Sunna, består løgn i at sige noget, der er i modstrid med den faktiske situation, hvad enten det sker forsætligt eller ved en fejltagelse. Ifølge mu‘tazilitterne regnes kun en forsætlig løgn som løgn.« (Nawawi, Sharh Sahih Muslim 1/69).
1.2.1.2. Uforsætlig løgn i lyset af hadith
Gennem hadithenes anvendelse bliver vi sikre på, at enhver udtalelse, der er i modstrid med virkeligheden, regnes som løgn, hvad enten den fremsættes forsætligt, uforsætligt, på grund af uvidenhed eller af en hvilken som helst anden grund.
1. Jabir ibn Abdullah (ra) siger: Arabisk (******)
En slave til Hatib ibn Abi Balta’a (ra) kom til Allahs Sendebud og sagde: »Allahs Sendebud! Hatib vil bestemt komme i Helvede.« Da sagde Allahs Sendebud (s): »Du har løjet. Han vil ikke komme i Helvede, for han var til stede ved Badr og Hudaybiyya.« (Muslim, as-Sahih 4/1942).
Her regnede Allahs Sendebud den udtalelse, som Hatibs slave fremsatte, for løgn. Han havde ikke med vilje løjet om noget i fortiden. I virkeligheden havde han blot fremsat en antagelse om fremtiden. Han sagde det, som han troede. Men eftersom hans forudsigelse var i modstrid med virkeligheden, kaldte Allahs Sendebud (s) ham en løgner. Heraf forstår vi, at hvis en oplysning om fortiden eller fremtiden er i modstrid med virkeligheden, regnes den som løgn. Den, der fremsætter oplysningen, og dennes forsæt, manglende forsæt, uvidenhed eller andre forhold tages ikke i betragtning her. Løgnens synd eller forbrydelse er dog knyttet til forsættet.
2. Tabi’ien Salim ibn Abdullah siger: Jeg hørte min far, Abdullah ibn Umar (ra), sige: Arabisk (*****)
»Dette er jeres al-Bayda-område, om hvilket I lyver om Allahs Sendebud (s) — I siger, at han begyndte sin ihram til hajj fra dette sted. Men Allahs Sendebud iførte sig ihram til hajj ved moskeen i området Dhu l-Hulayfa.« (Muslim, as-Sahih 2/843).
Det er naturligvis ikke sådan, at Ibn Umar (ra) beskyldte disse sahaba og tabi’iner for at lyve forsætligt. Allahs Sendebud udførte hajj sammen med mere end hundrede tusind sahaba under afskedshajj. Han forlod Medina, overnattede i området Dhu l-Hulayfa og iførte sig den følgende morgen ihram til hajj dér. Området al-Bayda ligger ved siden af Dhu l-Hulayfa. De sahaba, der befandt sig et stykke derfra, hørte ham ikke sige, at han iførte sig ihram ved Dhu l-Hulayfa; de hørte ham derimod fremsige talbiya i al-Bayda-området. De mente derfor, at han var begyndt sin ihram fra al-Bayda. Derfor var det blandt mange blevet udbredt, at Allahs Sendebud (s) begyndte sin ihram til hajj fra al-Bayda-området. Eftersom Abdullah ibn Umar befandt sig tæt på, kendte han den faktiske hændelse.
På denne måde ser vi, at oplysningen om, at ihram blev påbegyndt fra al-Bayda, skyldtes en uforsætlig fejl. De, der videregav oplysningen, talte sandt ud fra deres viden. Men eftersom oplysningen var i modstrid med virkeligheden, kaldte Ibn Umar den for løgn.
1.2.1.3. Løgn kontra »mawdu‘« (mawḍū‘) og »batil«
(Vi er vant til at udtale det mawdu‘ på arabisk. I bengalsk brug, der er påvirket af persisk og urdu, siger vi derimod mawḍū‘).
I hadith-terminologien og i sahabaernes og tabi‘inernes terminologi i det første århundrede blev en løgn, der blev fremsat i Allahs Sendebuds (s) navn, kaldt en »falsk hadith«. Abu Umamah (ra) fortæller, at Allahs Sendebud (s) sagde: Arabisk(*******)
-Den, der med vilje fremsætter en »falsk hadith« i mit navn, skal tage bolig i Helvede. (At-Tabarani, Sulayman ibn Ahmad (360 h.), al-Mu‘jam al-kabir 8/122)
Selv når nogen tillagde Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, noget, han ikke havde sagt, plejede sahabaerne at sige: »Denne hadith er falsk«, »en falsk hadith« eller at bruge lignende udtryk. Om sådanne mennesker brugte de udtryk som »løgner« og »han lyver«. [Ibn Abi Hatim, Abdur-Rahman ibn Muhammad (327 h.), al-Jarh wa at-Ta‘dil 1/349, 350, 351, 3/407, 6/212, 8/16, 52, 325; adh-Dhahabi, Muhammad ibn Ahmad (748 h.), Mizan al-I‘tidal 1/271, 285, 2/80, 109, 122, 241, 3/4, 50, 375, 467, 475, 4/31, 91, 178, 191, 420, 428, 437, 5/3, 29, 52, 54, 88, 128, 169, 207, 220, 6/24, 55, 138, 246, 249, 534, 545, 566, 7/219, 341, 393, 8/162, 182, 196; Ibn Hajar al-Asqalani, Ahmad ibn Ali (852 h.), Fath al-Bari, 13/113; al-Munawi, Muhammad Abdur-Ra’uf (1031 h.), Fayd al-Qadir 1/540, 3/219, 5/300, 6/15, 216, 221, 353.]
Fra det andet hijri-århundrede begyndte hadith-lærde, i takt med at løgne i hadithens navn bredte sig, at bruge endnu et ord som synonym for løgn for at identificere disse løgnere. Ordet er (Arabisk*****). Ordets grundbetydning er at sænke, kaste ned og føde. Det bruges også i betydningen opdigtet. [Ibn Durayd, Muhammad ibn al-Hasan (321 h.), Jamharat al-Lughah 3/95; al-Jawhari, Isma‘il ibn Muhammad (393 h.), as-Sihah 3/1299; Ibn Faris, Ahmad (395 h.), Mu‘jam Maqayis al-Lughah 6/117-118; Ibn al-Athir, Muhammad ibn al-Mubarak (606 h.), an-Nihayah 5/197, 198; Ibn Manzur, Muhammad ibn al-Mukarram (711 h.), Lisan al-‘Arab 8/396-397; Fallata, Umar ibn Hasan, al-Wad‘ fi al-Hadith 1/108]
På engelsk: To lay, lay off, lay down, put down, set up … give birth, produce … humiliate, to be low, humble (Hans Wehr, A Dictionary of Modern Written Arabic, s. 1076).
I senere tider blev brugen af dette ord udbredt i hadith-lærdes terminologi. I deres terminologi kaldes det at lyve i hadithens navn for »wad‘«, og en sådan falsk hadith kaldes »mawdu‘«. I bengalsk udtale, der er påvirket af persisk og urdu, siger vi normalt »mawḍū‘«.
Mange hadith-lærde sondrede ikke mellem forsætlig løgn og utilsigtet løgn eller fejl. De kaldte begge slags falske hadither for mawdu‘-hadither. På bengalsk kan mawdu‘ oversættes med falsk eller opdigtet.
Hadith-lærde har defineret mawḍū‘-hadith på to måder; mange hadith-lærde har i definitionen af mawḍū‘-hadith sagt: »En opdigtet, falsk hadith kaldes en mawḍū‘-hadith.« Her har de defineret den ud fra hadithens beskaffenhed.
Andre hadith-lærde har i definitionen af mawḍū‘-hadith sagt: »Den hadith, som udelukkende er overleveret af en løgnagtig hadith-overlever, er en mawḍū‘-hadith.« Her har de taget hensyn til den almindelige beskrivelse af en mawḍū‘ eller falsk hadith. Som vi vil se i den videre drøftelse, undersøgte hadith-lærde hovedsageligt overleverens sandfærdighed eller løgn gennem sammenlignende granskning (Cross Examine).
Nogle hadith-lærde sondrede mellem forsætlig og utilsigtet løgn. De omtalte den utilsigtede løgn som »batil« og den forsætlige løgn som »mawḍū‘« eller »mawdu‘«. Hvis det gennem hadith-lærdes sammenlignende granskning og kontrol blev bevist, at denne sætning ikke var blevet sagt af Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, men ved en fejl var blevet tillagt ham, kaldte de hadithen »batil«. Hvis det derimod gennem undersøgelsen viste sig, at overleveren forsætligt eller bevidst havde fremsat dette i Allahs Sendebuds (s) navn, kaldte de den en mawḍū‘-hadith.
Ved indsamling af falske hadither fulgte hadith-lærde den første metode. De regnede alle former for løgn, både forsætlig og utilsigtet, for mawḍū‘. Deres formål var at identificere det, som Allahs Ædle Sendebud (s) ikke havde sagt eller gjort, men som var blevet fremsat eller udbredt i hans navn, og dermed forhindre forfalskning i åbenbaringens navn. Om overleveren havde løjet forsætligt eller ved en fejltagelse, var ikke afgørende for dem. Til vurderingen af dette findes der en særskilt ordning inden for disciplinerne rijal og jarh wa at-ta‘dil. (Al-Mu‘allimi, Muqaddimat al-Fawa’id, s. 57).
1.2.2. Løgnens retlige status
Før vi drøfter den retlige status for at lyve i åbenbaringens eller hadithens navn, ønsker vi generelt at drøfte løgnens retlige status. At hade løgn er en del af menneskets medfødte natur. Derfor betragtes løgn i alle menneskelige samfund som synd, uret og noget forkasteligt. I den Ædle Koran og de ædle hadither er løgn blevet forbudt med stor strenghed. I forskellige koranvers er de troende blevet pålagt altid at være sandfærdige. Samtidig er løgn blevet omtalt som en forkastelig synd og som årsag til hård straf.
Med påbuddet om altid at være sandfærdig er det blevet sagt:
يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا اتَّقُوا اللَّهَ وَكُونُوا مَعَ الصَّادِقِينَ [٩:١١٩]
-I troende, frygt Allah og vær blandt de sandfærdige. (Sura at-Tawbah: 119)
Om løgnens frygtelige straf er det blevet sagt:
فِي قُلُوبِهِم مَّرَضٌ فَزَادَهُمُ اللَّهُ مَرَضًا ۖ وَلَهُمْ عَذَابٌ أَلِيمٌ بِمَا كَانُوا يَكْذِبُونَ [٢:١٠]
-Der er en sygdom i deres hjerter. Så øgede Allah deres sygdom, og for dem er der en smertefuld straf, fordi de løj. (Sura al-Baqarah: 10)
Et andet sted er det blevet sagt:
فَأَعْقَبَهُمْ نِفَاقًا فِي قُلُوبِهِمْ إِلَىٰ يَوْمِ يَلْقَوْنَهُ بِمَا أَخْلَفُوا اللَّهَ مَا وَعَدُوهُ وَبِمَا كَانُوا يَكْذِبُونَ [٩:٧٧]
-Så indpodede Han (Allah) hykleri i deres hjerter indtil den dag, hvor de møder Ham, fordi de brød det løfte, de havde givet Allah, og fordi de plejede at lyve. (Sura at-Tawbah: 77)
I et andet vers er det blevet sagt:
إِنَّ اللَّهَ لَا يَهْدِي مَنْ هُوَ مُسْرِفٌ كَذَّابٌ [٤٠:٢٨]
-Allah leder ikke den, der overskrider grænserne og lyver, til den rette vej. (Sura al-Mu’min: 28).
I utallige hadither er løgn blevet omtalt som en frygtelig synd. I en hadith fortæller Abdullah ibn Mas‘ud (ra), at Allahs Sendebud (s) sagde: Arabisk(********)
-Sandhed er fromhed. Sandhed fører til fromhed, og fromhed fører til Paradiset. Den, der altid bestræber sig på at tale sandt, bliver til sidst registreret hos Allah som »siddiq«, det vil sige som en yderst sandfærdig person. Løgn er derimod synd. Løgn fører til synd, og synd fører til Helvede. Den, der lyver eller bestræber sig på at lyve, bliver til sidst registreret som en stor løgner. [Al-Bukhari, Muhammad ibn Isma‘il (256 h.), as-Sahih 5/2261; Muslim ibn al-Hajjaj (262 h.), as-Sahih 4/2012, 2013].
I de ædle hadither regnes det at lyve for et af hykleriets tegn. Det er endda blevet sagt, at en troende kan begå mange uretfærdigheder, men aldrig kan tale usandt. Sa‘d ibn Abi Waqqas (ra) fortæller, at Allahs Sendebud (s) sagde: Arabisk (*******)
-En troendes natur kan rumme alle slags vaner, men hverken forræderi eller løgn kan findes i den. [Al-Bazzar, Abu Bakr Ahmad ibn Amr (292 h.), al-Musnad 3/341; al-Haythami, Ali ibn Abi Bakr (807 h.), Majma‘ az-Zawa’id 1/92]
1.2.3. Løgn i åbenbaringens navn
Løgn er altid forkastelig. Men hvis den fremsættes i åbenbaringens navn, er den endnu mere forkastelig og skadelig. Generelt medfører løgn verdslig skade for enkeltpersoner eller menneskesamfundet. Men løgn i åbenbaringens navn forårsager varig skade og ødelæggelse for menneskeheden både i denne verden og i det hinsidige. Mennesker begynder da, i religionens navn, at udføre forskellige handlinger, der udspringer af menneskelig fornuft, og falder derved i verdslig og hinsidig ødelæggelse.
Når vi ser på de tidligere religioner, kan vi tydeligt se dette. Vi har allerede sagt, at årsagen til religioners forvanskning og forsvinden er, at man fremstiller menneskelig viden som åbenbaring. Generelt har de lærde og fremstående skikkelser i disse religioner fremstillet sådanne udsagn som åbenbaring i religionens interesse. De mente, at hvis deres udsagn, forklaringer og meninger blev fremsat i åbenbaringens navn, ville menneskers ‘religiøsitet’ og ‘fromhed’ blive større, og Allah ville blive tilfreds. På denne måde forvanskede de deres religion og vildledte dens tilhængere. Men de forstod ikke, at hvis mennesker kunne forstå disse forhold gennem menneskelig visdom, ville der ikke være behov for åbenbaring.
Et meget kendt eksempel på dette er kristendommen. Ifølge beretningen i den almindeligt udbredte, forvanskede Bibel befalede ‘Jesus Kristus’ sine tilhængere udelukkende at tilbede Allah, overholde jødedommens ti grundprincipper, lade sig omskære, følge alle Toraens bestemmelser, afholde sig fra at spise svinekød og udføre tilsvarende handlinger. Den løgnagtige Saul, der antog navnet Paulus, begyndte ‘med det formål at udbrede kristendommen og øge fromheden blandt mennesker’ at prædike, at det var tilstrækkeligt blot at tro på og være from over for ‘Jesus Kristus’, og at man ikke behøvede at udføre disse handlinger. Han sagde: Jeg fortæller hver nation de løgne, jeg selv vælger, så Guds anseelse kan øges.
På denne måde indledte han det mest skammelige kapitel i menneskehedens historie. Gradvis bredte denne paulinske, handlingsløse fromhedsreligion sig blandt de kristne. Som følge heraf blev milliarder af mennesker verden over involveret i shirk, kufr og synd. Eftersom tro alene giver adgang til Paradiset, kan man på ingen måde gennem religiøs prædiken mindske synder, uretfærdighed og forbrydelser, der ødelægger menneskeheden, i de kristne samfund.
Fordi løgn i åbenbaringens navn er den alvorligste form for løgn, er det strengt forbudt i Koranen og hadith at lyve i åbenbaringens navn eller i Allahs og Hans Sendebuds (s) navn, at fremsætte noget tvivlsomt eller at tale ud fra gæt. Der er truffet omfattende foranstaltninger, så begge former for åbenbaring, der blev sendt ned til Muhammad, Allahs Sendebud, (s), kan bevares uforvanskede for alle mennesker indtil Dommedag.
1.2.4. Koraniske anvisninger til at beskytte åbenbaringen mod løgn
Der er to stadier i udbredelsen af løgn eller gæt-baserede udsagn i ‘åbenbaringens’ navn: For det første selv at fremsætte løgn i åbenbaringens navn og for det andet at acceptere og viderebringe en løgn, som en anden har fremsat. For at lukke begge veje er det på den ene side forbudt i Koranen at fremsætte løgn eller gæt-baserede udsagn i Allahs navn. På den anden side er det forbudt at acceptere oplysninger, som nogen har viderebragt, uden at vurdere og efterprøve dem.
1.2.4.1. Forbuddet mod at fremsætte løgn og gæt-baserede udsagn i Allahs navn
I Koranen har Den Almægtige Allah gentagne gange strengt forbudt at lyve i Allahs navn. På samme måde er det strengt forbudt at sige noget om Allah uden viden, ud fra gæt, forestillinger eller formodninger. At lyve i Allahs Sendebuds (s) navn betyder også at lyve i Allahs navn, for Allahs Sendebud (s) taler på Allahs vegne. Ligesom Koranen er hadith også Allahs åbenbaring. Menneskeheden har kun modtaget begge former for åbenbaring, Koranen og hadith, gennem Allahs Sendebud (s). Derfor betyder det at fremsætte enhver form for løgn, opdigtet udsagn, gæt eller formodning i Allahs Sendebuds (s) navn netop at lyve i Allahs navn eller at sige noget om Allah uden viden. Dette er gentagne gange blevet befalet i Koranen. Her nævner jeg nogle få udsagn.
1. I Koranen siges det gentagne gange:وَمَنْ أَظْلَمُ مِمَّنِ افْتَرَىٰ عَلَى اللَّهِ كَذِبًا
– Hvem er mere uretfærdig end den, der lyver om Allah eller om Allah? (Sura al-An‘am: 21, 93, 144; Sura al-A‘raf: 37; Sura Yunus: 17).
2. Det er blevet sagt:قَالَ لَهُم مُّوسَىٰ وَيْلَكُمْ لَا تَفْتَرُوا عَلَى اللَّهِ كَذِبًا فَيُسْحِتَكُم بِعَذَابٍ ۖ وَقَدْ خَابَ مَنِ افْتَرَىٰ [٢٠:٦١]
– Ve jer! Fremsæt ikke løgn om Allah. Hvis I gør det, vil Han udslette jer fuldstændigt med straf. Den, der opdigtede løgnen, er slået fejl. (Sura Ta-Ha: 61)
3. I Koranen er det gentagne gange blevet forbudt at sige noget om Allah, Allahs religion, Hans bestemmelser og lignende uden viden, ud fra gæt eller på grundlag af formodninger. Et sted siges det:يَا أَيُّهَا النَّاسُ كُلُوا مِمَّا فِي الْأَرْضِ حَلَالًا طَيِّبًا وَلَا تَتَّبِعُوا خُطُوَاتِ الشَّيْطَانِ ۚ إِنَّهُ لَكُمْ عَدُوٌّ مُّبِينٌ [٢:١٦٨]
إِنَّمَا يَأْمُرُكُم بِالسُّوءِ وَالْفَحْشَاءِ وَأَن تَقُولُوا عَلَى اللَّهِ مَا لَا تَعْلَمُونَ [٢:١٦٩]
– O menneskehed! Spis af det, der findes på jorden, af det tilladte og gode, og følg ikke Satans fodspor. Han er visselig jeres åbenlyse fjende. Han befaler jer kun at gøre det onde og det skamløse og at sige om Allah det, som I ikke ved. (Sura al-Baqara: 168–169)
4. Et andet sted siges det:قُلْ إِنَّمَا حَرَّمَ رَبِّيَ الْفَوَاحِشَ مَا ظَهَرَ مِنْهَا وَمَا بَطَنَ وَالْإِثْمَ وَالْبَغْيَ بِغَيْرِ الْحَقِّ وَأَن تُشْرِكُوا بِاللَّهِ مَا لَمْ يُنَزِّلْ بِهِ سُلْطَانًا وَأَن تَقُولُوا عَلَى اللَّهِ مَا لَا تَعْلَمُونَ [٧:٣٣]
– Sig: ‘Min Herre har kun forbudt skamløshed, både den åbenlyse og den skjulte, synd og uretmæssig overtrædelse, at sætte noget ved Allahs side, som Han ikke har sendt nogen bemyndigelse til, og at sige om Allah det, som I ikke har viden om.’ (Sura al-A‘raf: 33)
På denne måde er der i Koranen givet anvisninger på at beskytte åbenbaringens viden mod al forvanskning og løgn. Det er strengt forbudt at fremsætte løgn, opdigtede udsagn, gæt eller formodninger om Den Ophøjede Allah, Hans store Sendebud (s), Hans religion, Hans bestemmelser og lignende.
1.2.4.2. Anvisningen om at efterprøve oplysninger, før de accepteres
Ligesom det er forbudt selv at lyve i Allahs eller Hans Sendebuds (s) navn, er det også forbudt at acceptere andres upålidelige, løgnagtige eller formodningsbaserede beretninger eller udsagn. Koranen har befalet det muslimske ummah at være på vagt ved modtagelsen af enhver nyhed eller ethvert udsagn. Det siges:يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِن جَاءَكُمْ فَاسِقٌ بِنَبَإٍ فَتَبَيَّنُوا أَن تُصِيبُوا قَوْمًا بِجَهَالَةٍ فَتُصْبِحُوا عَلَىٰ مَا فَعَلْتُمْ نَادِمِينَ [٤٩:٦]
– ‘O I, der tror! Hvis en synder kommer til jer med en meddelelse, så undersøg den, så I ikke i uvidenhed skader et folk og bagefter fortryder det, I har gjort.’ (Sura al-Hujurat: 6).
I lyset af denne anvisning er det en pligt for en muslim, før han accepterer et vidnesbyrd eller en oplysning fra nogen, at efterprøve personens personlige redelighed og nøjagtighed ved formidlingen af oplysninger. Der er behov for større forsigtighed og grundigere efterprøvning ved modtagelsen af meddelelser eller udsagn om Allahs Sendebud (s) end ved alle verdslige forhold. For hvis man i verdslige spørgsmål stoler på fejlagtige oplysninger eller vidnesbyrd, kan menneskers ejendom, ære eller liv blive skadet. Men uforsigtighed med hensyn til hadith fra Allahs Sendebud (s) eller åbenbaringens viden fører til skade på troen og ødelæggelse af det evige liv i det hinsidige. Derfor har det muslimske ummah altid efterprøvet og derefter accepteret alle oplysninger, hadither og beretninger.
1.2.5. Hadithernes anvisninger til at beskytte åbenbaringen mod løgn
For at beskytte Hans ord eller haditherne mod enhver form for bevidst eller ubevidst forvanskning, fejl eller løgn har Allahs Sendebud (s) givet sin ummah forskellige anvisninger. Blandt disse er:
1.2.5.1. Anvisningen om at bevare og viderebringe haditherne korrekt uden forvanskning
I forskellige hadither har Allahs Sendebud (s) befalet, at man skal lære hans hadither eller ord udenad ordret og korrekt og viderebringe dem. Jubayr ibn Mut’im (ra) siger, at Allahs Sendebud (s) sagde:
— Må Allah lade ansigtet stråle hos den, der hørte et af mine ord, tilegnede sig det fuldt ud, lærte det udenad og viderebragte det til den, der ikke havde hørt det. [At-Tirmidhi, Muhammad ibn Isa (279 h.), as-Sunan 5/33-34; Abu Dawud, Sulayman ibn al-Ash’ath (275 h.)]
Mange andre hadither med denne betydning er blevet overleveret og samlet fra mange andre sahaba.
1.2.5.2. Forbuddet mod at lyve i Allahs Sendebuds (s) navn
På den anden side forbød han dem strengt at sige løgne eller tilføjelser i hans navn, så menneskelige udsagn ikke skulle blive viderebragt i hans navn. Ali (ra) siger, at Allahs Ædle Sendebud (s) sagde:
— Lyv ikke i mit navn, for den, der lyver i mit navn, må gå i Jahannam. [Al-Bukhari, Muhammad ibn Ismail (256 h.), as-Sahih 1/52, Fath al-Bari 1/199]
Zubayr ibn al-Awwam (ra) siger, at Allahs Sendebud (s) sagde:
— Den, der lyver i mit navn, får Jahannam som sin bolig. [Al-Bukhari, as-Sahih 1/52]
Salama ibn al-Akwa (ra) siger, at Allahs Sendebud (s) sagde:
— Den, der tilskriver mig noget, jeg ikke har sagt, får Jahannam som sin bolig. [Al-Bukhari, as-Sahih 1/52]
På denne måde har omkring 100 sahaba, herunder Ashara al-Mubashshara, overleveret Allahs Sendebuds (s) advarsel med denne betydning. Ingen anden hadith er blevet overleveret fra så mange sahaba. [An-Nawawi, Yahya ibn Sharaf (676 h.), Sharh Sahih Muslim 1/68; Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at]
1.2.5.3. Forbuddet mod at fortælle for mange hadither og mod at fortælle hadither uden at have lært dem udenad
Når man fortæller mange hadither, er der risiko for at begå fejl. Derfor befalede Allahs Sendebud (s), at man skulle være forsigtig i denne sag. Han forbød at overlevere en hadith, før man var fuldstændig sikker på, at man havde lært den korrekt udenad og kunne gengive den fejlfrit. Abu Qatada (ra) siger, at Allahs Sendebud (s) stod på prædikestolen og sagde:
— Pas på! Afhold jer fra at fortælle for mange hadither i mit navn. Den, der siger noget i mit navn, skal sige det korrekte. Og den, der siger noget i mit navn, som jeg ikke har sagt, må bo i Jahannam. [Ibn Majah, as-Sunan 1/14; al-Albani, Muhammad Nasir ad-Din, Sahih Sunan Ibn Majah 1/29, al-Mustadrak 1/194]
Abdullah ibn Abbas (ra) siger, at Allahs Sendebud (s) sagde:
»Lad være med at overlevere hadither fra mig, bortset fra det, som I ved.« [At-Tirmidhi, as-Sunan 5/183]
Abu Musa Malik ibn Ubada al-Ghafiqi (ra) siger, at Allahs Sendebud (s) gav os sin sidste åbenbaring og instruktion og sagde:
— Hold fast i Allahs Bog og følg den. I vil snart komme til et folk, som elsker at fortælle hadither i mit navn. Hvis nogen har lært noget udenad, må han fortælle det. Men den, der siger noget i mit navn, som jeg ikke har sagt, får Jahannam som sin bolig. [Muslim, as-Sahih 1/12]
På denne måde ser vi i forskellige hadither, at Allahs Sendebud (s) befalede sin ummah at lære hans hadither ordret og fejlfrit udenad og at viderebringe disse indlærte hadither. På den anden side forbød han dem at fortælle en hadith, hvis de ikke havde lært den fuldstændigt udenad eller havde den mindste tvivl. For det er forbudt og en af de alvorligste synder, bevidst eller ubevidst at tilskrive ham noget, han ikke har sagt. For at hans hadither ikke skulle blive ændret selv ved en fejl forbød han at fortælle dem uden at have lært dem fuldstændigt udenad. Vi vil se, at sahaba var yderst forsigtige i denne sag.
1.2.5.4. Advarslen mod dem, der overleverer falske hadither
Ligesom det er forbudt selv at lyve i Allahs Sendebuds (s) navn, er det også forbudt at tage imod løgne, som andre har opdigtet. Han advarede sin ummah om, at der ville opstå løgnagtige hadithoverleverere blandt den muslimske ummah. Abu Hurayra (ra) siger, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:
— I den sidste tid vil nogle mennesker fra min ummah fortælle jer hadither, som hverken I eller jeres fædre og bedstefædre nogensinde har hørt. Pas på! Vogt jer for dem, og hold jer væk fra dem. [Muslim, as-Sahih 1/12]
Wasila ibn al-Asqa (ra) siger, at Allahs Sendebud (s) sagde:
— Før Dommedag vil Satan gå omkring på markeder og i forsamlinger og fortælle hadither, idet han siger: »Den og den, søn af den og den, fortalte mig denne hadith om dette og hint.« [Ibn Adi, Ahmad, al-Kamil fi Du’afa ar-Rijal 1/115]
Abdullah ibn Masud (ra) siger:
— Satan antager menneskeskikkelse, kommer blandt mennesker og fortæller dem falske hadither. Derefter går de forsamlede mennesker, som har hørt den falske hadith, hver til sit. Senere fortæller de disse hadither og siger: »Jeg hørte en mand fortælle denne hadith. Jeg genkender hans ansigt, men jeg kender ikke hans navn.« [Muslim, as-Sahih 1/12]
1.2.5.5. Forbuddet mod at tage imod tvivlsomme eller upålidelige overleveringer
Allahs Sendebud (s) forbød at tage imod en hadith uden først at undersøge den. Hvis nogen uden at undersøge sagen antager og overleverer alt, hvad han hører, som en hadith, vil han på grund af sin forsømmelighed ved at efterprøve hadithen være skyldig i synden at lyve i hadithens navn. Hadithen siger, at det ikke er nødvendigt, at han bevidst opdigtede en falsk hadith; blot det at tage imod en hadith uden at undersøge, om den er sand eller falsk, er tilstrækkeligt til at gøre ham til en løgner. Desuden vil en person, som overleverer en hadith på trods af tvivl eller usikkerhed om dens ægthed og korrekthed, også blive betragtet som en løgner og være skyldig i synden at fortælle en falsk hadith.
Abu Hurayra (ra) siger, at Allahs Sendebud (s) sagde:
— Det er tilstrækkeligt til at gøre et menneske syndigt, at han fortæller alt, hvad han hører. [Muslim, as-Sahih 1/10]
Samura ibn Jundub (ra) og al-Mughira ibn Shu’ba (ra) siger, at Allahs Sendebud (s) sagde:
— Den, der fortæller en hadith i mit navn, mens han nærer tvivl om, hvorvidt hadithen er falsk, er også en løgner. [Muslim, as-Sahih 1/9]
1.2.6. Bestemmelserne om at lyve i hadiths navn
1.2.6.1. At lyve i hadiths navn er den alvorligste form for stor synd
I lyset af de ovenfor nævnte vers og hadither kan vi meget let forstå, at det at lyve i hadiths navn og udgive menneskers ord for at være hadith er den mest afskyelige synd og forbrydelse. Der hersker ingen som helst tvivl eller uenighed om dette blandt den muslimske ummah. I den videre drøftelse vil vi se, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans sahaba afholdt sig fra at fortælle hadith af frygt for selv den mindste utilsigtede eller uagtsomme fejl. De betragtede selv utilsigtede fejl som en frygtelig synd og undgik dem derfor med stor forsigtighed. Desuden betragtede de det også som en forbrydelse på linje med selv at opdigte falske hadither at viderebringe falske hadither, som andre havde opdigtet.
I forbindelse med omtalen af de ovenfor nævnte hadither siger imam Abu Zakariya Yahya ibn Sharaf al-Nawawi (676 hijri): Disse hadither viser, at det at lyve i Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, navn er den strengeste form for haram, den mest frygtelige af de store synder samt den mest afskyelige og ødelæggende forbrydelse. Der er enighed blandt den muslimske ummah om dette. Ifølge flertallet af de lærde må man dog ikke erklære nogen for kafir på grund af denne forbrydelse. Hvis en person lyver i Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, navn, men ikke anser denne løgn for halal, må han ikke erklæres for kafir. Han er en syndig muslim. Hvis han derimod anser denne alvorligste synd for halal, betragtes han som kafir. Muhammad al-Juwayni og nogle andre imamer har dog betragtet denne forbrydelse som kufr. Al-Juwayni sagde, at den, der med vilje lyver i Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, navn, skal betragtes som kafir og henrettes.
Disse hadither viser, at enhver løgn i Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, navn er lige haram, uanset hvilket emne det drejer sig om. Hvad enten det gælder shariaens bestemmelser, dyder, opmuntring til gode gerninger, advarsel mod synd eller noget som helst andet, er det at lyve i hans navn den strengeste form for haram og den mest frygtelige af de store synder. Der er enighed blandt den muslimske ummah om dette. Alle, der kan fremsætte en mening, og hvis meninger kan accepteres, er enige om dette. (Al-Nawawi, Sharh Sahih Muslim 1/69).
1.2.6.2. Det er også den strengeste form for haram at omtale eller viderebringe en mawdu’-hadith
Imam al-Nawawi siger endvidere: Det er haram bevidst at viderebringe en falsk eller opdigtet hadith, uanset hvilken betydning den har. Det er dog tilladt at viderebringe den, hvis man gør det for at oplyse, at den er falsk. (Al-Nawawi, Taqrib, sammen med Tadrib al-Rawi 1/274).
Et andet sted siger han: Hvis nogen får at vide, at en hadith er mawdu’, det vil sige falsk eller opdigtet, eller får en stærk formodning om, at hadithen er opdigtet, er det haram for ham at viderebringe den. Hvis nogen ved, at en hadith er falsk, og alligevel viderebringer den uden at nævne, at den er opdigtet, vil han også blive betragtet som en, der opdigter hadither, og blive omfattet af de frygtelige straffe, der er nævnt i disse hadither. (Al-Nawawi, Sharh Sahih Muslim 1/71).
Imam Zayn al-Din Abd al-Rahim ibn al-Husayn al-Iraqi (806 hijri) siger: En mawdu’- eller opdigtet hadith er haram at viderebringe, uanset hvilket emne eller hvilken betydning den har. Hvad enten det gælder bestemmelser, fortællinger, dyder, opmuntring til gode gerninger, advarsel mod synd eller noget som helst andet, er det ikke tilladt for den, der ved, at den er mawdu’, at viderebringe den, sprede den, bruge den som bevis eller prædike ved hjælp af den. Det er dog tilladt at viderebringe den, hvis man samtidig nævner, at hadithen er opdigtet eller falsk. (Al-Iraqi, Fath al-Mughith, s. 120-121).
1.2.6.3. Bestemmelserne om den, der opdiger hadither, og hans tawba
Der er en særlig forskel mellem at lyve i hadiths navn og at lyve om andre ting: Ifølge muhadditherne accepteres tawba fra den, der lyver i hadiths navn, ikke. Hvis det bevises om en person, at han falsk har tilskrevet et udsagn til Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, eller har viderebragt det som hans udsagn, og han derefter gør tawba, kan Allah måske tilgive ham; men hos muhadditherne vil han ikke genvinde sin troværdighed på grund af sin tawba. Muhadditherne vil aldrig anse de hadither, som denne person har viderebragt, for sande og pålidelige.
En af det femte århundredes største muhaddither og faqih’er, Ahmad ibn Thabit al-Khatib al-Baghdadi (463 hijri), siger: Den, der lyver over for mennesker, har hadither, som ikke kan accepteres. Imam Malik har dog nævnt, at hans hadither kan anses for acceptable, hvis han gør tawba, og hans sandfærdighed bevises. Hvis nogen opdigter en hadith, lyver i en hadith eller hævder at have hørt noget, som han ikke har hørt, kan den hadith, han viderebringer, ikke betragtes som sand eller korrekt. De lærde har nævnt, at selv hvis han senere gør tawba, kan ingen af de hadither, han viderebringer, betragtes som sande. Imam Ahmad (241 hijri) blev spurgt: En person løj i forbindelse med én enkelt hadith, hvorefter han gjorde tawba og holdt op med at lyve. Hvad skal man gøre med ham? Han svarede: Hans tawba er mellem ham og Allah. Allah kan acceptere den, hvis Han vil. Men ingen hadith, som han viderebringer, må nogensinde igen accepteres som korrekt, og man må aldrig stole på hans overlevering. Imam Sufyan al-Thawri (161 hijri), Abd Allah ibn al-Mubarak (181 hijri) og andre imamer har sagt det samme.
Abd Allah ibn al-Zubayr al-Humaydi (219 hijri), en af Imam al-Bukharis fremtrædende lærere, siger: Hvis nogen under viderebringelsen af en hadith siger: »Jeg hørte denne hadith fra den og den«, og det derefter bevises, at han ikke hørte hadithen fra den pågældende person, eller det på anden måde afsløres, at han har løjet i forbindelse med viderebringelsen af hadithen, kan ingen af de hadither, han viderebringer, længere betragtes som korrekte eller pålidelige. Al-Khatib al-Baghdadi siger, at denne bestemmelse gælder, når en bevidst løgn afsløres. [Al-Khatib al-Baghdadi, Ahmad ibn Ali ibn Thabit (463 hijri), al-Kifaya fi ilm al-riwaya, s. 117-118].
Shaykh Abd al-Haqq al-Muhaddith al-Dihlawi (1052 hijri) siger: Hvis det blot én gang i en persons liv bevises, at han bevidst har løjet i forbindelse med viderebringelsen af en hadith, vil ingen af de hadither, han har viderebragt, blive betragtet som korrekte eller pålidelige, selv hvis han gør tawba. (Abd al-Haqq al-Dihlawi, Muqaddima fi usul al-hadith, s. 63-64).
1.2.7. Begyndelsen på løgn i Hadiths navn
Vi ved, at løgn og løgnere er foragtede i alle samfund, nationer og religioner. Sandfærdighed er altid og overalt blevet rost og løgn fordømt. Derfor blev Muhammad Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, enestående sandfærdighed også rost i det præislamiske arabiske samfund. Han blev kaldt al-Amîn og as-Sâdiq: den troværdige og den sandfærdige.
Muhammad Rasûlullâh, sallallâhu alayhi wa sallam, den største sandfærdige gennem alle tider, opdragede sine ledsagere, sahâbah, på en enestående og uovertruffen sandfærdighed. Deres sandfærdighed var kompromisløs. Ingen lidelse eller fare fik dem til at forlade sandheden og ty til løgn. Desuden forbød han dem specifikt at lyve i åbenbaringens og Hadiths navn og gentog flere gange, at det ville medføre streng straf.
Vi vil i den følgende drøftelse se, at sahâbah ikke blot undgik bevidst at lyve om Rasûlullâh, sallallâhu alayhi wa sallam; de anså selv den mindste utilsigtede fejl eller forvanskning for en af de alvorligste synder og undgik den.
Derfor ser vi, at der hverken mens Rasûlullâh, sallallâhu alayhi wa sallam, levede eller efter hans død nogensinde, under nogen omstændighed, forekom et tilfælde af, at hans sahâbah løj i hans navn. Tværtimod ser vi, at de fleste sahâbah af frygt for utilsigtede fejl slet ikke fortalte Hadith i Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, navn.
Mens Rasûlullâh, sallallâhu alayhi wa sallam, levede, boede der nogle hyklere i Madînahs samfund. Det var almindeligt blandt dem at lyve. De var dog meget få, og deres løgnagtighed var kendt i samfundet. Derfor havde de ingen troværdighed. Ingen troede på deres ord, og de fik heller aldrig modet eller lejligheden til at lyve i Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, navn.
Det fortælles, at en ung mand friede til en ung kvinde. Den unge kvindes slægtninge afslog at gifte deres datter bort til ham. Senere kom den unge mand til dem og sagde, at Rasûlullâh, sallallâhu alayhi wa sallam, havde befalet ham at vælge og gifte sig med en hvilken som helst pige fra deres slægt. Den unge mand opholdt sig dér. Imens kom en af dem til Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, forsamling og spurgte, om sagen var sand. Han sagde: »Den unge mand har løjet. Hvis I finder ham i live, skal I henrette ham. … Men jeg tror ikke, at I vil finde ham i live. …« Da de vendte tilbage, så de, at den unge mand var død af et slangebid. …
Hvis denne beretning er autentisk, viser den, at der i Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, levetid forekom ét tilfælde af bevidst løgn i hans navn. Men beretningens isnâd er yderst svag. Den er overleveret gennem flere fortællere, der var anklaget for løgn og var særdeles svage. (Dhahabî, Mîzân al-I‘tidâl 3/401-402; Ibn ‘Adî, al-Kâmil 4/54).
Generelt ser vi, at der efter Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, død ikke forekom nogen løgn i hans navn, så længe sahâbah udgjorde flertallet i det muslimske samfund.
Med tiden begyndte situationen at ændre sig. Forandringen tog fart fra anden halvdel af det første hijrî-århundrede. Mange sahâbah døde i denne periode, og utallige nyomvendte søgte tilflugt under Islams skygge. Blandt disse opstod de første tilfælde af løgn i Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, navn. Det bredte sig gradvist.
I år 23 hijrî overtog Dhû an-Nûrayn, ‘Uthmân ibn ‘Affân (radiyallâhu ‘anhu), ansvaret som kalif. Indtil år 35 hijrî havde han dette ansvar i næsten tolv år. I denne periode bredte Islam sig sammen med de islamiske erobringer til forskellige områder i Asien og Afrika. Utallige mennesker søgte tilflugt under Islams skygge. De fleste af dem boede langt fra Islams centrum, Madînah, i områder som Egypten, Qayrawân, Kûfah, Basrah, Syrien, Palæstina og Khurâsân. De var også afskåret fra sahâbahs selskab.
Mange af dem opnåede ikke en fuld udvikling af ægte islamisk tro, karakter og handling. På grund af deres uvidenhed, påvirkning fra tidligere religioner og fjendtlighed mod Islam eller araberne begyndte forskellige løgne og vildledende påstande at sprede sig blandt dem. Mange af Islams fjender, som ikke havde kunnet besejre Islam på slagmarken, forsøgte at ødelægge Islam gennem løgne og propaganda. Den mest alvorlige og vedvarende løgn var den løgn, der blev udbredt i åbenbaringens eller Hadiths navn. Islams fjender tog denne løgn i brug.
På dette tidspunkt begyndte disse mennesker at fremsætte utallige påstande om Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, efterkommeres rang og magt, især om ‘Alî ibn Abî Tâlibs (radiyallâhu ‘anhu) rang, særlige viden, særlige evner og mirakuløse egenskaber samt nødvendigheden af at indsætte ham ved magten, og de begyndte at tale nedsættende om ‘Uthmân ibn ‘Affân (radiyallâhu ‘anhu). De fleste af disse påstande fremsatte de gennem argumenter og diskussioner. Nogle udsagn begyndte de dog også indirekte at opdigte i Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, navn. De havde endnu ikke fået mod til at lyve direkte i hans navn, for utallige sahâbah levede stadig, og sandsynligheden for at blive afsløret var stor. Men tilbøjeligheden til løgn begyndte at udvikle sig.
Den fremtrædende faqîh, muhaddith og historiker fra det tredje og fjerde hijrî-århundrede, lærde Muhammad ibn Jarîr at-Tabarî (310 hijrî), siger i sin omtale af begivenhederne i år 35 hijrî, at ‘Abdullâh ibn Sabâ var jøde fra Yemen. Han antog Islam under ‘Uthmâns (radiyallâhu ‘anhu) tid. Derefter rejste han fra by til by og fra egn til egn og udbredte forskellige vildledende påstande. Han kunne ikke opnå meget i Hijâz, Basrah, Kûfah og Syrien, så han rejste til Egypten. Han begyndte at prædike: »Det er mærkeligt at tænke på, at den, der tror, at ‘Îsâ (alayhis-salâm) vil vende tilbage til jorden, ikke tror, at Muhammad (sallallâhu alayhi wa sallam) vil vende tilbage til jorden. Han anser ‘Îsâs tilbagekomst for sand, men når det gælder Muhammads tilbagekomst, anser han den for løgn. … Tusinder af profeter er gået bort. Hver profet overdrog gennem et testamente ansvaret til én fra sit ummah. Den, som Muhammad, sallallâhu alayhi wa sallam, udpegede gennem sit testamente og overdrog ansvaret til, er ‘Alî ibn Abî Tâlib. … Muhammad, sallallâhu alayhi wa sallam, er den sidste profet, og ‘Alî er den sidste, der har modtaget et sådant testamente og ansvar. … Hvem kan være større en tyran end den, der ikke accepterede Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, testamente og udpegelse, men selv overtog magten?« … [Tabarî, Muhammad ibn Jarîr (310 hijrî), Târîkh al-Umam wa al-Mulûk 2/647].
Her ser vi, at ‘Abdullâh ibn Sabâ både fremlagde sine vildfarelser under dække af argumenter og indirekte tilskrev visse udsagn til Rasûlullâh, sallallâhu alayhi wa sallam. Han sagde blandt andet, at ‘Alî havde fået ansvaret overdraget fra Rasûlullâh, sallallâhu alayhi wa sallam, og at det var tyranni ikke at overdrage ansvaret til ham.
Vi vil i den følgende drøftelse se, at sahâbah, fordi denne form for svækkelse af sandfærdigheden begyndte at vise sig blandt muslimerne på dette tidspunkt, iværksatte særlige tiltag og arbejdsmetoder for at forhindre løgn i Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, Hadiths navn.
Hen imod slutningen af det første hijrî-århundrede voksede tendensen til at fremstille opdigtede Hadiths i Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, navn for at bevise ens egne vildledende synspunkter. Tendensen til at lyve i sahâbahs navne voksede også. Samtidig blev den muslimske ummahs forholdsregler stadig mere omfattende.
Mukhtâr ibn Abû ‘Ubayd ath-Thaqafî (1-67 hijrî) var en tâbi‘î, der levede samtidig med sahâbah. Efter imâm Husayns (radiyallâhu ‘anhu) martyrdød på Karbalâ i år 60 hijrî rejste han i år 64-65 hijrî til Kûfah på vegne af herskeren i Makkah, ‘Abdullâh ibn az-Zubayr (1-73 hijrî). I Kûfah begyndte han at opspore og dræbe dem, der havde været involveret i mordet på imâm Husayn. Derefter nægtede han troskab til ‘Abdullâh ibn az-Zubayr og hævdede, at han var repræsentant for Muhammad ibn al-Hanafiyyah, ‘Alîs søn. Derefter begyndte han at påstå, at han modtog inspiration gennem åbenbaringen, var Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, særlige repræsentant, var kalif og lignende. Til sidst blev han i år 67 hijrî besejret og dræbt af ‘Abdullâh ibn az-Zubayrs hær.
For at bevise sandheden af alle disse krav beordrede, bad og opmuntrede han flere personer til at opdigte og fortælle falske Hadiths på hans vegne.
Abû ‘Anârah al-Harrânî fortæller, at Mukhtâr ibn Abû ‘Ubayd ath-Thaqafî sagde til en Hadith-fortæller: »Opdigt en Hadith i Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, navn på mine vegne, hvori det skal stå, at jeg efter ham vil komme som hans repræsentant og hævne drabet på hans efterkommer. Til gengæld vil jeg give dig ti tusind dirham, transportmidler, slaver og klæder som gave.« Hadith-fortælleren sagde: »Jeg er ikke i stand til at opdigte en Hadith i Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, navn. Men man kunne opdigte et udsagn i en sahâbîs navn. Derfor kan du efter eget ønske give mig en mindre gave.« Mukhtâr sagde: »Hvis det er i Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, navn, vil det have større betydning.« Manden sagde: »Så vil straffen også være strengere.« (Ibn al-Jawzî, al-Mawdû‘ât 1/16-17).
Mukhtâr bad mange på denne måde. Når det var nødvendigt, truede han dem eller dræbte dem også. Salâmah ibn Kathîr fortæller, at Ibn Rabî‘ah al-Khuzâ‘î havde oplevet Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, tid. Han siger: »Jeg rejste engang til Kûfah. Jeg blev ført til Mukhtâr ath-Thaqafî. Han satte sig alene med mig og sagde: ›Herre, De oplevede jo Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, tid. Hvis De fortæller noget i Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, navn, vil folk tro på det. Styrk mig ved at fortælle en Hadith i Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, navn. Disse 700 guldmønter er til Dem.‹ Jeg sagde: ›Konsekvensen af at lyve i Rasûlullâhs, sallallâhu alayhi wa sallam, navn er med sikkerhed Jahannam. Det kan jeg ikke gøre.‹« [Bukhârî, Muhammad ibn Ismâ‘îl (256 hijrî), at-Târîkh al-Kabîr 8/438; at-Târîkh as-Saghîr 1/147].
Mukhtâr beordrede også Muhammad ibn ‘Ammâr, søn af sahâbîen ‘Ammâr ibn Yâsir (radiyallâhu ‘anhu), til på hans vegne at fremstille og udbrede Hadiths gennem hans far ‘Ammâr. Da han nægtede, dræbte Mukhtâr ham. [Bukhârî, at-Târîkh as-Saghîr 1/147; al-Jarh wa at-Ta‘dîl 8/43].
Fra slutningen af det første hijrî-århundrede viste der sig en tendens til at lyve i berømte sahâbahs navne. Især blandt nogle af ‘Alî ibn Abû Tâlibs (radiyallâhu ‘anhu) tilhængere opstod der en tendens til at lyve i hans navn. De begyndte at fremsætte forskellige opdigtede påstande: at han i sit hjerte ikke kunne lide eller fordømte Abû Bakr (radiyallâhu ‘anhu) og ‘Umar (radiyallâhu ‘anhu), at han udførte alle slags mirakler, at han besad overnaturlige evner og lignende.
Den berømte tâbi‘î Ibn Abî Mulaykah, ‘Abdullâh ibn ‘Ubaydullâh (117 hijrî), siger: »Jeg skrev til ‘Abdullâh ibn ‘Abbâs (68 hijrî) og bad ham skrive nogle udvalgte, nødvendige emner til mig. Da sagde han: ›[Arabisk udtryk] – en troværdig og velmenende ung mand. Jeg vil udvælge nogle særlige emner til ham og skrive dem, mens jeg udelader det unødvendige.‹ Derefter bad han om det skrevne manuskript om ‘Alîs domsafgørelser. Han skrev nogle ting af det ned. Da han læste visse andre ting, sagde han: ›Ved Allah, ‘Alî kunne aldrig have afsagt denne dom. Ingen kan afsige en sådan dom uden at være vildledt.‹« (Muslim, as-Sahîh 1/13).
Det vil sige, at nogle overivrige og stærkt hengivne ledsagere af ‘Alî havde skrevet visse falske udsagn i disse manuskripter i hans navn, hvilket ydmygede hans rang, selv om de havde tilføjet dem med det formål at ophøje hans rang.
Om dette siger en anden tâbi‘î, Tâwûs ibn Qaysân (106 hijrî): »[Arabisk udtryk] – Manuskriptet med ‘Alîs domsafgørelser blev bragt til Ibn ‘Abbâs (radiyallâhu ‘anhu). Han slettede alt i manuskriptet bortset fra omtrent en håndsbredde.« (Muslim, as-Sahîh 1/13).
Den berømte tâbi‘î Abû Ishâq as-Sabî‘î (129 hijrî) siger: »Da disse overdrevne tilhængere af ‘Alî efter hans død begyndte at opfinde alle disse nye opdigtede udsagn, sagde en af ‘Alîs tilhængere: ›Må Allah tilintetgøre dem! Hvor megen viden har de dog ødelagt!‹« (Muslim, as-Sahîh 1/13).
Tâbi‘îen Mughîrah ibn Miqsam ad-Dabbî (136 hijrî) siger: »[Arabisk udtryk] – [Løgn spredte sig så meget blandt ‘Alîs tilhængere, at] hvis andre end en person, der havde været i selskab med ‘Abdullâh ibn Mas‘ûd, fortalte en Hadith fra ‘Alî (radiyallâhu ‘anhu), blev den ikke anset for korrekt og pålidelig.« (Muslim, as-Sahîh 1/13).
Således har vi set, at tendensen til at lyve i Hadiths navn af forskellige interesser og formål gradvist begyndte at vise sig blandt mennesker fra midten af det første hijrî-århundrede. Denne tendens voksede med tiden. Fra det andet hijrî-århundrede steg antallet af løgnere gradvist, og løgnenes former og metoder blev også flere. I det følgende kapitel vil vi drøfte de løgnagtige forfalskeres identitet, deres kategorier og årsagerne til forfalskningerne. Før det ønsker vi imidlertid at drøfte den muslimske ummahs fremgangsmåde til at modvirke løgn.
Sahâbah og de muslimske lærde i de efterfølgende generationer anvendte yderst effektive og videnskabelige metoder for at holde autentisk Hadith adskilt fra alle former for løgn. Her ønsker vi at gennemgå deres arbejdsmetoder.
1.3. Sahabernes modstand mod løgn
I lyset af Koranens og hadiths overordnede anvisninger om en fejlfri og ublandet bevarelse af åbenbaringens viden, de alvorlige konsekvenser af at tale falsk eller gættevis i åbenbaringens navn, Allahs Sendebuds (s) særlige anvisninger om en fejlfri og ublandet bevarelse af hadith samt forbuddet mod at lyve i hadiths navn anvendte sahaberne forskellige metoder for at beskytte Allahs Sendebuds (s) hadither mod enhver form for utilsigtede, uvidenhedsbaserede eller forsætlige fejl, forvanskning eller løgn. På den ene side udviste de selv stor forsigtighed, når de overleverede hadither. De fortalte ikke en hadith, medmindre de var fuldstændig sikre på, at de havde lært den udenad fuldstændigt og fejlfrit. På den anden side opmuntrede og instruerede de alle til at lære hadither fuldstændigt, ordret og fejlfrit udenad og derefter overlevere dem. For det tredje accepterede de først en hadith fra enhver sahabi eller tabi’i-overleverer efter at have undersøgt og verificeret dens nøjagtighed gennem forskellige metoder, hvis der blot var den mindste tvivl om dens korrekthed.
Det er bemærkelsesværdigt, at der i deres tid ikke var nogen mulighed for forsætlige fejl. Ingen løj heller i menneskers verdslige samtaler og handel. Ærlighed og troværdighed var deres kendetegn. Ikke desto mindre bliver man forbavset, når man ser deres fremgangsmåde til at beskytte Allahs Sendebuds (s) hadither mod selv den mindste utilsigtede, uvidenhedsbaserede eller uagtsomme fejl.
1.3.1. At beskytte sig mod utilsigtet at sige noget falsk
Vi ved, at løgn kan være både forsætlig og utilsigtet. En utilsigtet fejl regnes også som løgn. Når sahabaerne selv overleverede hadither, gjorde de alt for at beskytte sig mod utilsigtet »løgn« ved at gengive haditherne korrekt og ordret. Hadithværkerne indeholder utallige beretninger om deres omhu ved overleveringen af hadither. Her nævner jeg nogle få.
Tabi‘ien Amr ibn Maymun al-Azdi (d. 74 efter hijra) siger:
»Jeg plejede at komme til Abdullah ibn Mas‘ud (ra) hver torsdag. I sin tale plejede han aldrig at sige: ‘Allahs Sendebud (s) sagde.’ En eftermiddag sagde han: ‘Allahs Sendebud (s) sagde’, hvorefter han bøjede hovedet. Jeg så på ham og opdagede, at han stod op. Knapperne i hans skjorte var åbne. Hans øjne var blevet røde, og venerne på hans hals var svulmet op. Han sagde: ‘Allahs Sendebud (s) sagde enten noget mindre end dette, eller noget mere, eller noget lignende, eller noget nær dette.’« (Ibn Majah, as-Sunan 1/10-11; as-Sunan 1/88; al-Mustadrak 1/194).
Tabi‘ien Masruq ibn al-Ajda‘ Abu Aisha (d. 61 efter hijra) siger:
»En dag overleverede Abdullah ibn Mas‘ud (ra) en hadith fra Allahs Sendebud (s). Da rystede han, så man kunne se rystelserne i hans tøj. Derefter sagde han: ‘Eller han sagde noget lignende.’« (Hakim, al-Mustadrak 1/193).
Tabi‘ien Muhammad ibn Sirin (d. 110 efter hijra) siger:
»Når Anas ibn Malik (ra) fortalte en hadith, afsluttede han sin overlevering med at sige: ‘Eller sådan som Allahs Sendebud (s) sagde det’« (min overlevering kan være fejlagtig). (Ibn Majah, as-Sunan 1/11).
Sahabaerne ændrede bevidst ikke så meget som ét ord, når de overleverede hadither. De gengav dem ordret og nøjagtigt. Tabi‘ien Sa‘d ibn Ubaydah as-Sulami (d. 103 efter hijra) siger, at sahabien Abdullah ibn Umar (d. 73 efter hijra) sagde: Allahs Sendebud (s) sagde:
»Islam er grundlagt på fem ting: at tilbede Allah alene, det vil sige tawhid; at oprette salat; at betale zakat; at faste Ramadan; og at udføre hajj.« En mand sagde da: »Hajj og fasten i Ramadan.« Han sagde: »Nej, fasten i Ramadan og hajj. Sådan hørte jeg det fra Allahs Sendebud (s).« (Muslim, as-Sahih 1/45).
Tabi‘ien Ya‘fur ibn Ruzay siger: »Jeg hørte den berømte tabi‘ien og fremtrædende prædikant i Mekka, Ubayd ibn Umayr (d. 72 efter hijra), sige under en prædiken: Allahs Sendebud (s) sagde:
‘Hyklersken ligner en ged, der befinder sig mellem to gedeflokke.’ Da sahabien Abdullah ibn Umar (d. 73 efter hijra) hørte dette, sagde han: ‘Ve jer! I må ikke lyve om Allahs Sendebud (s). Allahs Sendebud (s) sagde: »Hyklersken ligner en ged, der strejfer frem og tilbage mellem to gedeflokke.«’« (Muslim, as-Sahih 1/45).
For at sikre omhu og fuldstændig nøjagtighed ved overleveringen af hadither afholdt de fleste sahabaer sig fra at overlevere hadither i Allahs Sendebuds (s) navn. De fortalte kun de ord eller begivenheder, som de var helt sikre på, at de havde husket korrekt. Mange sagde aldrig noget i Allahs Sendebuds (s) navn. Det forstår vi blot ved at sammenligne antallet af sahabaer med antallet af sahabaer, der overleverede hadither. Antallet af sahabaer, som i større eller mindre grad havde været sammen med Allahs Sendebud (s), var over hundrede tusind. Antallet af kendte sahabaer med navn og slægt var over ti tusind. Alligevel var antallet af sahabaer, der overleverede hadither, kun omkring femten hundrede.
Den mest berømte og største hadithsamling, der er ordnet efter sahabaernes navne, er Musnad Ahmad. Imam Ahmad samlede her alle hadither, der i nogen grad kunne accepteres, samt svage hadither. Heri er hadither fra 904 sahabaer samlet. Hvis man lægger alle de kendte og ukendte, pålidelige og upålidelige sahabaer, der overleverede hadither, sammen, bliver tallet 1565.
Det er også bemærkelsesværdigt, at de fleste af de over tusind sahabaer, der overleverede hadither, kun overleverede mellem én og tyve eller tredive hadither. Kun 38 sahabaer overleverede mere end 100 hadither. Blandt dem er der kun syv sahabaer, fra hvem der er overleveret mere end 1000 hadither. Fra de resterende 31 sahabaer er der overleveret fra 100 til flere hundrede hadither.
Der findes mange beretninger om, at sahabaerne af frygt for utilsigtede fejl afholdt sig fra at overlevere hadither.
Sa‘id ibn Yazid (d. 91 efter hijra) var en sahabi. Som barn havde han ved afskedshajj været sammen med Allahs Sendebud (s). Senere i livet tilbragte han sit liv i sahabaernes selskab. Han siger:
»Jeg tilbragte tid sammen med sahabaer som Abd ar-Rahman ibn Awf (ra), Talha ibn Ubaydullah (ra), Sa‘d ibn Abi Waqqas (ra) og Miqdad ibn al-Aswad (ra). Jeg hørte ikke nogen af dem fortælle en hadith fra Allahs Sendebud (s). Jeg hørte dog Talha ibn Ubaydullah fortælle om slaget ved Uhud.« (Ibn Adi, al-Kamil fi Du‘afa ar-Rijal 1/93).
Han siger også: »Jeg rejste fra Medina til Mekka sammen med Sa‘d ibn Malik (ra). På hele denne lange rejse og i al den lange tid hørte jeg ham ikke fortælle én eneste hadith i Allahs Sendebuds (s) navn.«
Den berømte tabi‘ien ash-Sha‘bi fra det første århundrede efter hijra (d. 204 efter hijra) siger: »Jeg var sammen med Abdullah ibn Umar (ra) i et helt år, men jeg hørte ham ikke sige noget fra Allahs Sendebud (s).« Et andet sted siger han: »Jeg sad hos Abdullah ibn Umar (ra) i to år eller halvandet år. I al denne lange tid hørte jeg ham kun fortælle én hadith …« (Bukhari, as-Sahih 6/2652; Ibn Hajar al-Asqalani, Fath al-Bari 13/243).
Sahabien Abdullah ibn az-Zubayr siger: »Jeg sagde til min far, az-Zubayr ibn al-Awwam (ra): ‘Hvorfor hører jeg ikke dig fortælle hadither på samme måde, som nogle andre sahabaer gør?’ Han sagde: ‘Vid, at jeg aldrig efter min islamantagelse har været adskilt fra hans selskab. Men jeg hørte ham sige: Den, der forsætligt lyver om mig, skal nødvendigvis tage bolig i Helvede.’« (Bukhari, as-Sahih 1/52; Ibn Majah, as-Sunan 1/14).
Grunden til, at az-Zubayr ibn al-Awwam (d. 36 efter hijra) ikke fortalte hadither, var altså ikke uvidenhed. Han antog islam i en ung alder, i profetkaldets første tid. Derefter tilbragte han næsten tyve år i Allahs Sendebuds (s) selskab. Efter Sendebudets død levede han endnu omkring 25 år. Alligevel er antallet af hadither, han overleverede, mindre end 40. I Musnad Ahmad er 36 hadither samlet fra ham. Ibn Hazm har nævnt, at det samlede antal hadither, der er overleveret i hans navn med både pålidelige og upålidelige overleveringskæder, kun er 38. (Ibn Hazm, Asma’ as-Sahabah ar-Ruwat, s. 95).
Vi har set, at han af frygt for utilsigtede fejl afholdt sig fra at fortælle hadither. Straffen for at lyve i Allahs Sendebuds (s) navn er Helvede. En utilsigtet fejl eller en ændring af ordlyden kan også blive til en løgn i hans navn. Derfor afholdt han sig det meste af tiden fra at overlevere hadither.
Andre sahabaer afholdt sig ligeledes fra at overlevere hadither af frygt for utilsigtede fejl. Tabi‘ien Abd ar-Rahman ibn Abi Layla (d. 83 efter hijra) siger: »Vi sagde til sahabien Zayd ibn Arqam (d. 68 efter hijra): ‘Overlever en hadith fra Allahs Sendebud (s) til os.’ Han sagde: ‘Vi er blevet gamle og er blevet ramt af glemsomhed. Det er et meget tungt ansvar at fortælle hadither i Allahs Sendebuds (s) navn.’«
Sahabien Suhayb ibn Sinan (ra) plejede at sige: »Kom, så vil jeg fortælle jer historier om krige og kampe. Men under ingen omstændigheder vil jeg sige: ‘Allahs Sendebud (s) sagde.’« (Ansab al-Ashraf 1/183).
Tabi‘ien Hashim al-Hurmudzi fortæller, at Anas ibn Malik (ra) plejede at sige: »Jeg frygter, at jeg begår en utilsigtet fejl. Hvis jeg ikke havde denne frygt, ville jeg fortælle jer meget af det, jeg hørte ham sige. Men han sagde: Den, der forsætligt lyver om mig, skal nødvendigvis tage bolig i Helvede.« (Ahmad, al-Musnad 3/172).
Således afholdt sahabaerne sig fra at overlevere hadither af frygt for utilsigtede fejl. Det er bemærkelsesværdigt, at både Anas ibn Malik og Abu Qatadah har sagt, at Allahs Sendebud (s) beskrev straffen for forsætligt at fortælle hadither i hans navn. Alligevel afstod de fra at overlevere hadither i hans navn af frygt for utilsigtede fejl. For selv om man ved, at der kan ske fejl, betyder det at undlade at være forsigtig, at man forsætligt giver utilsigtede fejl mulighed for at opstå. Ikke at være yderst omhyggelig for at undgå utilsigtede fejl betyder at give forsætlig fordrejning frit spil. Den, der derfor begår en fejl, fordi han ikke var påpasselig over for utilsigtede fejl, har forsætligt løjet i Allahs Sendebuds (s) navn. Ingen troende kan være uagtsom med hensyn til Allahs Sendebuds (s) hadither.
1.3.2. At acceptere andres hadith efter at have verificeret dem
Således har vi set, at sahabaerne, når de selv overleverede hadith, gjorde alt for at gengive dem ordret og fejlfrit, og at de ikke gengav en hadith, hvis de havde nogen form for tøven eller tvivl. Deres anden fremgangsmåde til at bevare hadiths autenticitet var at udvise den samme forsigtighed, når de overleverede andres hadith. Hvis de havde den mindste tvivl om den ordrette nøjagtighed eller korrekthed (accuracy) af en hadith overleveret af en anden sahabi eller en samtidig tabi‘i, accepterede de den ikke uden først at verificere den.
Med andre ord gjorde de, ligesom de selv gjorde alt for at beskytte sig mod »utilsigtet løgn«, når de gengav hadith, også en indsats for at undersøge, om der fandtes løgn eller fejl i en hadith overleveret af andre, før de anså den for korrekt. De betragtede denne minutiøse kontrol og undersøgelse som et af de ansvar, som Allah og Hans store Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde pålagt dem for at beskytte hadiths autenticitet og værdighed. Derfor gjorde ingen nogensinde indsigelse mod dette eller følte sig krænket.
1.3.2.1. Sammenlignende undersøgelse for at fastslå nøjagtighed
Af den tidligere drøftelse har vi lært, at løgn kan være både forsætlig og utilsigtet. For at beskytte hadith mod begge former for løgn eller fejl traf de ædle sahabaer strenge foranstaltninger.
I deres tid løj ingen sahabi, og ingen begik fejl i forsøget på at gengive hadith fejlfrit. Alligevel verificerede de, så snart de fik mistanke om, at den sahabi, der overleverede en hadith, kunne have begået en fejl, hans overlevering gennem en sammenlignende undersøgelse, før de accepterede den.
Der fandtes forskellige former for sammenlignende undersøgelse.
1. At forelægge den overleverede hadith, det vil sige udsagnet, anvisningen eller beretningen, for den oprindelige ophavsmand for at fastslå dens korrekthed og nøjagtighed (accuracy).
2. At sammenholde det overleverede udsagn, den overleverede anvisning eller beretning (hadith) med beretningen fra én eller flere andre personer for at fastslå dens korrekthed og nøjagtighed.
3. At sammenholde det overleverede udsagn, den overleverede anvisning eller beretning (hadith) med overlevererens beretninger fra forskellige tidspunkter for at fastslå dens korrekthed og nøjagtighed.
4. At fastslå den overleverede beretnings korrekthed eller nøjagtighed ved at stille overlevereren forskellige spørgsmål om den eller afkræve ham en ed.
5. At sammenholde betydningen af det overleverede udsagn, den overleverede anvisning eller hadith med de kendte betydninger og anvisninger i Koranen og hadith.
Gennem alle disse undersøgelser kontrollerede de, om hadith-overlevereren havde været i stand til at huske hadith korrekt og gengive den korrekt.
Fra sahabaernes tid og i alle de efterfølgende perioder var undersøgelse efter disse metoder muhaddithinernes primære metode til at fastslå nøjagtigheden og autenticiteten af hadith-overleveringer. Vi ved, at denne metode også følges ved alle domstole i alle verdens lande for at fastslå korrektheden og nøjagtigheden af afgivne vidneudsagn. Dette er den videnskabelige metode til at fastslå autenticiteten og nøjagtigheden af en beretning eller et vidneudsagn. Her vil vi drøfte nogle eksempler fra sahabaernes tid.
1.3.2.2. At spørge den oprindelige ophavsmand til udsagnet
Den bedste måde at efterprøve sandheden eller falskheden af et vidneudsagn eller en beretning på er at spørge den person, der fremsatte udsagnet. Mens Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, levede, spurgte en sahabi ham, hvis han var i tvivl om nøjagtigheden af en hadith overleveret af en anden sahabi, og blev således sikker på dens nøjagtighed. Mange sådanne hændelser er berettet i forskellige hadith. Her nævner jeg nogle få.
1. Jabir ibn Abdullah (ra) siger i sin beretning om afskedspilgrimsfærden:
– Før afskedspilgrimsfærden sendte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, Ali (ra) til Yemen som guvernør. Derfor kom Ali (ra) fra Yemen til Mekka for at udføre pilgrimsfærden. Da han kom til Mekka, så han, at Fatima (ra) havde udført umra og var blevet »halal«. Hun havde iført sig farvet, velduftende tøj og brugt kohl. Da Ali gjorde indsigelse mod dette, sagde hun: »Min far har befalet mig at gøre sådan.« Ali siger: »Jeg klagede til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, over Fatima. Jeg fortalte ham også, at hun henviste til Allahs Sendebuds befaling, og fortalte ham om min indsigelse. … Da sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Hun har helt ret, hun har talt sandt.« (Muslim, as-Sahih 2/886-892).
Her ser vi, at Ali (ra) blev i tvivl om korrektheden af Fatimas (ra) beretning. Han tvivlede ikke på hendes sandfærdighed. Men han blev i tvivl om, hvorvidt hun havde forstået og gengivet Allahs Sendebuds udsagn korrekt. Det vil sige, at han var i tvivl om utilsigtet løgn. Derfor efterprøvede han nøjagtigheden ved at spørge Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham.
2. Ubayy ibn Ka‘b siger:
– En dag stod Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, på prædikestolen under fredagsprædikenen, reciterede sura Tabaraka (sura al-Furqan) og talte til os om Allahs velsignelser og fred. I den situation trykkede Abu Darda eller Abu Dharr mig let på kroppen og sagde: »Hvornår blev denne sura åbenbaret? Jeg hører den for første gang netop nu.« Ubayy bad ham da med en gestus om at tie. Da bønnen var afsluttet, sagde han (Abu Dharr eller Abu Darda): »Jeg spurgte dig, hvornår suraen blev åbenbaret, men du sagde ikke noget til mig!« Ubayy sagde da: »I dag har du ikke opnået nogen belønning for din bøn; du har kun fået belønning for de ord, du sagde« (for hvis man taler under prædikenen, går belønningen for bønnen tabt). Derefter gik han til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og fortalte ham om sagen. Han sagde: »Ubayy har talt sandt.« (Ibn Majah, as-Sunan 1/352-353)
3. Abdallah ibn Amr ibn al-As (må Allah være tilfreds med ham) siger: Arabisk (*******)
—Det blev fortalt mig, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: „Hvis en person udfører salat siddende, vil den være halvdelen af en salat.“ Derefter gik jeg hen til ham. Jeg så, at han udførte salat siddende. Så lagde jeg min hånd på hans hoved. Han sagde: „Abdallah ibn Amr, hvad er der med dig?“ Jeg sagde: „Allahs Sendebud, det er blevet fortalt mig, at du har sagt, at hvis en person udfører salat siddende, vil den være halvdelen af en salat, og du udfører selv salat siddende.“ Han sagde: „Ja, (det har jeg sagt), men jeg er ikke som jer.“ (Muslim, as-Sahih 1/507).
På denne måde ser vi i mange beretninger i hadith, at når sahabaerne var i tvivl om rigtigheden eller nøjagtigheden af en hadith, som nogen havde berettet, spurgte de Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) for at kontrollere dens rigtighed. De satte ikke spørgsmålstegn ved fortællerens ærlighed. De undersøgte i virkeligheden, om han havde forstået udsagnet korrekt, og om han havde videregivet det nøjagtigt. På denne måde forhindrede de „utilsigtede løgne“ eller forvanskning ved en fejltagelse i hadithens navn.
1.3.2.3. At spørge andre
Den anden metode til at fastslå rigtigheden af et vidnesbyrd eller et udsagn er at undersøge, om andre havde hørt udsagnet, og hvordan de havde hørt det. Dette er en universel metode til at fastslå nøjagtigheden af ethvert vidnesbyrd eller udsagn. I alle domstole afsiger dommerne deres kendelser gennem en sammenlignende undersøgelse af flere vidners vidneudsagn. Overensstemmelse mellem flere vidners udsagn beviser sagens sandhed, mens uoverensstemmelse ødelægger beviskraften.
Efter Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) død anvendte sahabaerne denne metode. Hvis nogen af dem var i tvivl om rigtigheden eller nøjagtigheden af en hadith, som en sahabi havde berettet, spurgte de andre sahabaer eller bad fortælleren om at fremlægge et vidne. Når en eller flere personer sagde, at de også havde hørt den pågældende hadith fra Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) mund, accepterede de hadithen. Abu Bakr as-Siddiq var den første til at indføre denne metode. De efterfølgende kaliffer og hadithlærde i alle tider fulgte den. Her nævner jeg nogle få hændelser fra sahabaernes tid.
1. Sahabien Qabisah ibn Dhu’aib (84 AH) siger: Arabisk (*******)
—„En bedstemor kom til Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og gjorde krav på sin arv i sin afdøde sønnesøns formue. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde til hende: ‘Der står intet om din ret i Allahs Bog (med hensyn til bedstemoderens arv). Jeg ved heller ikke, at der findes noget til dig i Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sunnah. Kom tilbage senere, så jeg kan spørge andre om sagen og få den oplyst.’ Han spurgte folk om sagen. Da sagde sahabien al-Mughirah ibn Shu’bah (må Allah være tilfreds med ham): ‘I min tilstedeværelse gav Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) bedstemoderen en sjettedel (af den efterladte formue).’ Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: ‘Er der andre sammen med dig?’ Da rejste en anden sahabi, Muhammad ibn Maslamah al-Ansari, sig og sagde det samme som al-Mughirah. Derefter beordrede Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), at bedstemoderen skulle have en sjettedel.“ [Malik ibn Anas (179 AH), al-Muwatta 2/513].
Her ser vi, at Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) lærte den største forsigtighed ved accept af hadith. Han kunne have stolet alene på al-Mughirah ibn Shu’bahs beretning, for han var en berømt sahabi og en højt respekteret leder af Quraysh-stammen. På ethvert niveau i samfundet ville hans vidnesbyrd alene være blevet betragtet som afgørende. Alligevel udviste Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) forsigtighed. Selv om al-Mughirahs troværdighed var hævet over enhver tvivl, kunne hans hukommelse svigte, eller han kunne have forstået noget forkert. Derfor spurgte han, om nogen anden kendte denne hadith. Han accepterede hadithen på grundlag af de to personers beretninger.
Af denne grund har hadithlærde kaldt Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) hadithkritikkens fader. Allamah al-Hakim an-Naysaburi (405 AH) siger om ham: „Han var den første til at træffe foranstaltninger for at forhindre beretning af falske hadither i Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) navn.“ (Muhammad Mustafa al-A’zami, Manhaj an-Naqd ‘inda al-Muhaddithin, s. 10).
Allamah Muhammad ibn Tahir ibn al-Qaysarani (507 AH) siger i sin omtale af as-Siddiq al-Akbars biografi: „Han var den første, der udviste forsigtighed ved accept af hadith.“
2. Den anden kalif, Umar (må Allah være tilfreds med ham), fulgte i denne sag sin forgænger as-Siddiq al-Akbar. Ved forskellige hændelser bad han sahabaerne om at fremlægge en anden sahabi som vidne til en berettet hadith. Her nævner jeg nogle få sådanne hændelser.
Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) siger: Arabisk (*******)
—„Jeg sad i en forsamling blandt ansarerne. På det tidspunkt kom Abu Musa al-Ash’ari (må Allah være tilfreds med ham) derhen. Han så urolig eller bekymret ud. Han sagde: ‘Jeg bad tre gange om tilladelse til at træde ind i Umars (må Allah være tilfreds med ham) hus. Da jeg ikke fik tilladelse, var jeg på vej tilbage.’ Umar (må Allah være tilfreds med ham) kaldte på mig og sagde: ‘Hvad er årsagen til, at du går tilbage?’ Jeg sagde: ‘Jeg bad tre gange om tilladelse, men jeg fik ikke tilladelse. Og Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) har sagt: Hvis I beder om tilladelse tre gange, og der ikke gives tilladelse, skal I gå tilbage.’ Da sagde Umar (må Allah være tilfreds med ham): ‘Ved Allah, du skal fremlægge et vidne til denne beretning.’ (Abu Musa sagde): ‘Er der nogen blandt jer, der har hørt denne hadith fra Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham)?’ Da sagde Ubayy ibn Ka’b (må Allah være tilfreds med ham): ‘Den yngste blandt os skal gå med dig.’ (Abu Sa’id al-Khudri sagde): ‘Jeg var den yngste af de tilstedeværende. Jeg gik med Abu Musa (må Allah være tilfreds med ham) og sagde til Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde sagt dette.“ (al-Bukhari, as-Sahih 5/2305; Muslim, as-Sahih 3/1694).
3. Tabi’ien Urwah ibn az-Zubayr (94 AH) siger: Arabisk (*****)
—„Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) spurgte folk, om nogen vidste, hvilken bestemmelse Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde fastsat vedrørende diyah, det vil sige erstatning, hvis et ufødt barn døde som følge af et slag. Al-Mughirah ibn Shu’bah (må Allah være tilfreds med ham) sagde: ‘Jeg hørte ham fastsætte, at der skulle gives en slave eller en slavinde som erstatning.’ Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: ‘Bring nogen, der kan vidne sammen med dig om dette.’ Da sagde Muhammad ibn Maslamah: ‘Jeg vidner om, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) fastsatte en sådan bestemmelse.’“ (al-Bukhari, as-Sahih 6/2531; Muslim, as-Sahih 3/1311).
4. Sahabien Amr ibn Umayyah ad-Damri (må Allah være tilfreds med ham) siger: Arabisk (*****)
—„Han var i færd med at prissætte et tæppe for at købe det. På det tidspunkt gik Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) forbi ham. Umar sagde: ‘Hvad er dette?’ Han sagde: ‘Jeg vil købe dette tæppe og give det som sadaqah.’ Derefter købte han det, gav det til sin hustru og sagde: ‘Jeg hørte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sige: Det, I giver jeres hustruer, regnes også som sadaqah.’ Umar sagde da: ‘Hvem er vidne sammen med dig?’ Han gik derefter til Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og stillede sig uden for døren. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: ‘Hvem er det?’ Han sagde: ‘Jeg er Amr. Har du hørt Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sige: Det, I giver jeres hustruer, er sadaqah?’ Aisha sagde: ‘Ja.’“ [al-Bayhaqi, Ahmad ibn al-Husayn (458 AH)].
5. Tabi’ien ved navn al-Walid ibn Abd ar-Rahman al-Jurashi siger: Arabisk (*********)
„Sahabien Abdallah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) gik forbi den anden sahabi Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham). På det tidspunkt berettede Abu Hurayrah hadith fra Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Under sin beretning sagde han: ‘Hvis nogen følger en begravelse og deltager i salaten, opnår han belønningen af én qirat. Hvis han desuden er til stede ved begravelsen, opnår han belønningen af to qirat. Én qirat er større end Uhud-bjerget.’ Da sagde Abdallah ibn Umar: ‘Abu Hurayrah, tænk over, hvad du siger i Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) navn.’ Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) gik derefter sammen med ham til Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og sagde til hende: ‘Umm al-Mu’minin, jeg beder dig ved Allahs navn: Har du hørt Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sige: Hvis nogen følger en begravelse og deltager i salaten, opnår han belønningen af én qirat, og hvis han er til stede ved begravelsen, opnår han belønningen af to qirat?’ Hun sagde: ‘Ja, det har jeg bestemt hørt.’“ (Ahmad, al-Musnad 2/2; al-Mustadrak 3/584).
1.3.2.4. Sammenligning af overleveringer fra forskellige tidspunkter
En anden metode til at fastslå nøjagtigheden af et vidnesbyrd eller et udsagn er at stille spørgsmål om det samme emne ved flere forskellige lejligheder. Hvis svaret anden gang stemmer fuldstændigt overens med svaret første gang, bekræftes dets nøjagtighed. Hvis de to svar derimod modsiger hinanden, beviser det, at udsagnet ikke kan accepteres. Sahabaerne fulgte denne metode for at fastslå hadiths nøjagtighed. Se følgende eksempel.
Tabi‘ien Urwa ibn az-Zubair siger: arabisk (******)
— Min moster Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde til mig: »Min nevø, jeg har hørt, at sahabien Abdullah ibn Amr ibn al-As (må Allah være tilfreds med ham) vil rejse gennem vores område på pilgrimsfærd. Mød ham, og lær ved at stille ham spørgsmål. Han har nemlig tilegnet sig megen viden fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham).« Urwa siger: Jeg mødte ham derefter og stillede ham spørgsmål om forskellige emner. Han overleverede hadither fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) om alle disse emner. Blandt det, han sagde, var følgende: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Allah vil ikke borttage viden fra menneskene ved at rive den ud af dem. Men Han vil tage de lærde bort ved at lade dem dø, og dermed vil også viden forsvinde sammen med dem. Der vil være uvidende ledere tilbage blandt menneskene, som udsteder fatwaer uden viden; således vil de selv fare vild og føre andre vild.« Urwa siger: Da jeg fortalte Aisha (må Allah være tilfreds med hende) dette, nægtede hun at acceptere det. Hun sagde: »Sagde han til dig, at han havde hørt dette fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham)?« Urwa siger: Det følgende år sagde Aisha (må Allah være tilfreds med hende) til mig: »Abdullah ibn Amr er kommet. Gå med mig, mød ham, og tal med ham. Under samtalen skal du også spørge ham om hadithen om, at viden forsvinder.« Urwa siger: Jeg mødte ham derefter og stillede ham spørgsmålet. Han fortalte da hadithen på samme måde, som han havde fortalt den første gang. Urwa siger: Da jeg fortalte Aisha (må Allah være tilfreds med hende) dette, sagde hun: »Nu forstår jeg, at Abdullah ibn Amr har talt sandt. Jeg har set, at han hverken har tilføjet noget eller trukket noget fra.« (Muslim, as-Sahih 4/2058-2059).
Også her ser vi et eksempel på sahabaernes utrolige omhyggelighed ved modtagelsen af hadither. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) mistænkte ikke Abdullah ibn Amr for uærlighed eller løgn. Men selv en ærlig og sandfærdig person kan begå en fejl. Derfor ønskede de ikke at acceptere noget uden undersøgelse. De tog ikke nogen hadith, der blev tillagt Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), til deres hjerter i from ærbødighed, før den var blevet undersøgt.
1.3.2.5. At lade overleveren aflægge ed
For om nødvendigt at kontrollere nøjagtigheden af en overlevering eller et vidnesbyrd lader man overleveren eller vidnet aflægge ed. Sandfærdige og gudfrygtige mennesker lyver ikke med vilje. Men deres hukommelse kan svigte dem, eller de kan begå en utilsigtet fejl. Når de imidlertid skal sværge ved Allahs navn, vil de aldrig sige noget, medmindre de er helt sikre. Derfor er det for en sandfærdig person en effektiv metode til at kontrollere nøjagtigheden af et vidnesbyrd eller et udsagn at lade ham aflægge ed. For en løgner er en ed derimod ikke tilstrækkelig. I hans tilfælde må udsagnets rigtighed kontrolleres gennem forskellige spørgsmål (krydsforhør).
Alle sahabaerne var sandfærdige og meget gudfrygtige mennesker. Alligevel lod sahabaerne undertiden en sahabi, der overleverede en hadith, aflægge ed for at fjerne muligheden for en utilsigtet fejl. Ali (må Allah være tilfreds med ham) siger: arabisk (*****)
— Jeg var sådan, at når jeg selv hørte noget fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), gav Allah mig evnen til at drage nytte af det efter Hans vilje. Hvis en af hans sahabaer fortalte mig en hadith, lod jeg ham aflægge ed. Når han havde aflagt eden, accepterede jeg hans overleverede hadith som sand. (At-Tirmidhi, as-Sunan 1/446).
1.3.2.6. Indholdsmæssig og faktuel undersøgelse
Åbenbaringens viden går ud over menneskelig viden, men den er aldrig i modstrid med eller i opposition til menneskelig viden. På samme måde kan den åbenbaring, der modtages gennem hadith, være en forklaring, fuldstændiggørelse eller yderligere tilføjelse til den åbenbaring, der modtages gennem Koranen, men den kan aldrig være i modstrid med eller i opposition til Koranen.
Af sahabaernes fremgangsmåde kan vi se, at de på grundlag af dette princip undersøgte de overleverede hadithers indhold. Vi har set, at de generelt søgte hadither for at finde betydninger, der supplerede og gik ud over Koranen. De ønskede at vide, om haditherne indeholdt oplysninger om emner, som Koranen ikke nævnte. Samtidig undersøgte de betydningen af de oplysninger, der blev fremlagt. Deres metode til indholdsmæssig undersøgelse var følgende:
(1) Det første, der skal overvejes i forbindelse med en hadith, er, om det er bevist, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) har sagt dette. Hvis det gennem overleverens beretning, en ed eller andre vidnesbyrd med sikkerhed er bevist, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) har sagt ordene, var deres princip at acceptere dem som supplerende vejledning til Koranen og fortolke Koranen i lyset af dem. Tidligere har vi set dette i spørgsmålet om bedstemødres arv og anmodning om tilladelse til at træde ind i et hjem. Koranen siger intet om bedstemødre; hadithens beretning er her en yderligere tilføjelse. Med hensyn til at anmode om tilladelse siger Koranen, at efter at man har bedt om tilladelse: »Hvis der bliver sagt til jer: ‘Gå tilbage’, så skal I gå tilbage.« (Sura an-Nur: 28).
I dette tilfælde synes hadithens vejledning at være »i modstrid« med denne koraniske vejledning. Den siger nemlig delvist noget andet end den koraniske vejledning: Efter at have bedt om tilladelse tre gange skal man gå tilbage, selv om man ikke har fået at vide: »Gå tilbage.« Sahabaerne accepterede begge hadither som en forklaring af Koranen.
(2) Hvis det blev bevist, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ikke havde sagt noget, eller hvis der opstod alvorlig tvivl, afviste de det uden at overveje nogen mulig betydning. Vi har set, at de, hvis der var tvivl om en overleveres troværdighed og pålidelighed, afviste overleveringen uden at tage nogen betydning i betragtning.
(3) Undertiden kunne en overleveret hadith tilsyneladende accepteres på grund af overleverens troværdighed, men der kunne være en stærk mulighed for, at overleveren havde begået en utilsigtet fejl. I så fald gennemgik de hadithens betydning i lyset af Den Ædle Koran og de hadither, de kendte. Hvis hadithens betydning stod i klar modstrid med Den Ædle Koran og den velkendte sunna, afviste de den.
Se følgende eksempler på en sådan indholdsmæssig vurdering og undersøgelse:
1. Tabi‘ien Abu Hassan al-A‘raj siger: arabisk (****)
— To mænd kom til Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og sagde: »Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) har sagt, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ‘Der findes ulykke og dårlige varsler i kvinder, dyr eller ridedyr og huse.’« Da Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hørte dette, blev hun så vred, at det syntes, som om hendes krop blev sønderrevet af vrede og spredt i luften omkring hende. Hun sagde: »Ved Ham, der åbenbarede Koranen, sagde han ikke dette. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ‘Menneskene i uvidenhedens tid plejede at sige: Der findes ulykke i kvinder, huse og dyr eller ridedyr.’« Derefter reciterede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) et koranvers: (Sura al-Hadid: 22) »Ingen ulykke rammer jorden eller jer selv, uden at den allerede står skrevet, før Vi bringer den til live.« (Ahmad, al-Musnad 6/150, 246).
Her accepterede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) ikke Abu Hurairas (må Allah være tilfreds med ham) overlevering. På grundlag af det, hun havde hørt fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), og det koranvers, hun havde reciteret, afviste hun denne overlevering.
2. Umra bint Abdurrahman siger: arabisk (*******)
— Det blev nævnt for Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) havde overleveret fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Den døde straffes på grund af den levendes gråd.« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde da: »Må Allah tilgive Ibn Umar. Han løj ikke, men han glemte eller tog fejl (i en anden overlevering: Det sker ofte, at man tager fejl, når man hører noget). Det korrekte er, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gik forbi en jødisk kvindes grav, mens hendes familie græd over hende. Han sagde da: ‘De græder over hende, mens hun bliver straffet i sin grav.’ Allah har sagt: (Sura al-An‘am: 164, Sura Fatir: 18) ‘Ingen sjæl bærer en anden sjæls syndebyrde.’« (Muslim, as-Sahih 2/640-643).
3. En kvindelig sahabi ved navn Fatima bint Qais (må Allah være tilfreds med hende) siger, at hendes mand gav hende tre skilsmisser. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde da, at hun ikke ville få bolig eller underhold i idda-perioden. Da kaliffen Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, sagde han: »Vi kan ikke forlade Allahs Bog og Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sunna på grund af en kvindes udsagn. Vi ved ikke, om hun huskede sagen korrekt eller havde glemt den. En kvinde, der har fået tre skilsmisser, skal også have bolig og underhold i idda-perioden. Den Almægtige og Majestætiske Allah har sagt: (Sura at-Talaq: 1) ‘Jeres skal ikke fordrive dem fra deres boliger, og de skal heller ikke gå bort, medmindre de begår en klar uanstændig handling.’« (Muslim, as-Sahih 2/1118, as-Sunan 2/297).
1.3.3. At forhindre muligheden for bevidst løgn
I den første del af sahabernes tid var det sahaberne selv, der overleverede hadither. En sahabi fortalte og underviste en anden sahabi eller den efterfølgende generation, tabi‘unerne, i hadither. Inden for 20–25 år efter Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) død døde mange sahaber på den ene side, mens mange sahaber på den anden side begyndte at overlevere og undervise i hadither. Som vi tidligere har nævnt, begyndte tendensen til bevidst løgn fra dette tidspunkt at vise sig hos nogle nye muslimske tabi‘uner. Derfor begyndte sahaberne at udvise endnu større forsigtighed ved modtagelsen af hadither.
Når én sahabi overleverede en hadith fra en anden sahabi, nærede den lyttende eller lærende sahabi ingen som helst tvivl om overleverens personlige ærlighed og sanddruelighed, og han spurgte heller ikke, om overleveren selv havde hørt hadithen fra Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), eller om en anden havde fortalt ham den. Alle mennesker, der havde haft selskab med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), var store mennesker, oplyst af hans lys og urokkelige i deres sanddruelighed. Men eftersom der kunne forekomme fejl på grund af glemsel, utilsigtede fejl eller mangelfuld forståelse, kontrollerede de gennem de ovennævnte forskellige metoder nøjagtigheden af de hadither, der blev overleveret.
Ved modtagelsen af hadither fra tabi‘un-overleverne tilføjede de, ud over de ovennævnte undersøgelser, to yderligere forhold. For det første undersøgte de overleverens personlige sanddruelighed og pålidelighed, og for det andet ønskede de at vide, hvem overleveren havde hørt hadithen fra.
Under den tredje retledte kalif, Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) kalifat, 23–35 hijri, opstod der på grund af vildledende propaganda blandt de nye muslimer langt fra Madinas centrum forvirring og strid i den muslimske ummah, og der viste sig mangel på sanddruelighed blandt de nye muslimer. Fra da af anvendte sahaberne de to ovennævnte metoder. Den berømte tabi‘i fra det første hijri-århundrede, Muhammad ibn Sirin (d. 110 hijri), siger: “De (sahaberne) spurgte ikke om isnad eller informationskilde. Men da fitna og uro var opstået (hen mod slutningen af Uthmans kalifat, 30–35 hijri), sagde de: Nævn navnene på dem, der har fortalt jer haditherne. For vi må se: Hvis de tilhører ahlus-sunnah eller sunnah-tilhængerne, vil deres hadither blive accepteret. Men hvis de tilhører ahlul-bid‘ah eller bid‘ah-tilhængerne, vil deres hadither ikke blive accepteret.” (Muslim, as-Sahih 1/15).
Den berømte sahabi, Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) (d. 68 hijri), siger: “Vi plejede at lære hadither udenad, og Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hadither blev lært udenad (fra enhver overlever). Men eftersom I er gået gennem alle veje, både grøfter og godt og ondt, er muligheden for nu at acceptere noget (uden at undersøge overleveren) meget fjern.”
Tabi‘ien Mujahid (d. 104 hijri) siger: “En ældre tabi‘i ved navn Bashir ibn Ka‘b al-‘Adawi kom til Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) og begyndte at fortælle hadither. Han blev ved med at sige: Allahs Sendebud sagde, Allahs Sendebud sagde. Men Ibn Abbas lyttede ikke til ham og så heller ikke på ham. Da sagde Bashir: Hvad er der sket med dig, Ibn Abbas? Har du hørt min hadith? Jeg fortæller dig en hadith fra Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), men du lytter ikke. Da sagde Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham): Der var engang, hvor vores blikke straks blev rettet mod enhver, vi hørte sige: ‘Allahs Sendebud sagde’, og vi lyttede til ham med fuld opmærksomhed. Men efter at mennesker er gået gennem alle veje, både grøfter og godt og ondt, accepterer vi ikke længere noget fra mennesker, bortset fra det, der er velkendt og grundigt kendt.” (Muslim, as-Sahih 1/13).
1.3.4. Påbuddet om forsigtighed ved overlevering og modtagelse af hadither
Således udviste sahaberne den største forsigtighed ved at overlevere og modtage hadither. Samtidig opfordrede og påbød de alle andre at udvise samme forsigtighed. De tolererede ingen form for forsømmelighed eller slaphed i denne sag. De forbød, at man accepterede hadither uden kontrol. Hvis der undertiden var mulighed for, at nogen kunne begå en utilsigtet fejl ved overleveringen af en hadith, eller at tilhørerne kunne tage fejl, forbød de vedkommende at fortælle hadither. Her nævner jeg nogle eksempler.
1. Abu Uthman an-Nahdi siger, at Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “Det er tilstrækkeligt til at gøre en person til løgner, at han overleverer alt, hvad han hører.” (Muslim, as-Sahih 1/11).
2. Abul-Ahwass siger, at Abdullah ibn Mas‘ud (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “Det er tilstrækkeligt til at gøre en person til løgner, at han overleverer alt, hvad han hører.” (Muslim, as-Sahih 1/11).
3. Ibrahim ibn Abd ar-Rahman (d. 95 hijri), den berømte lærde, faqih og muhaddith i Madina samt søn af sahabien Abd ar-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham), siger: “Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) tilkaldte Abdullah ibn Mas‘ud (må Allah være tilfreds med ham), Abu ad-Darda (må Allah være tilfreds med ham) og Abu Mas‘ud (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde til dem: Hvorfor fortæller I så mange hadither fra Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham)? Derefter påbød han dem at blive i Madina. De forblev i Madina indtil hans martyrdød.” (Tabarani, al-Mu‘jam al-Awsat 4/86, nr. 3449).
Disse tre sahaber var yderst forsigtige ved overleveringen af hadither. Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) nærede ikke den mindste tvivl om deres evne eller kompetence til at fortælle korrekte hadither. Men hvis man fortæller mange hadither, kan der forekomme nogle utilsigtede fejl. Særligt i fjerntliggende områder som Kufa eller Syrien, hvor størstedelen af befolkningen i islams første sejrsdage bestod af ikke-arabiske nye muslimer, var der risiko for, at mange tilhørere ikke ville kunne forstå og lære haditherne korrekt udenad, hvis man fortalte mange hadither blandt dem. Derfor påbød Umar ibn al-Khattab dem at blive i Madina for at bevare hadithernes autenticitet.
I en anden begivenhed ser vi, at Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) selv ønskede offentligt at drøfte nogle spørgsmål vedrørende Koranen og haditherne i Makka under hajj-sæsonen. Men sahabien Abd ar-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham) sagde til ham, at de utallige ikke-arabiske og nye muslimske pilgrimme, der var til stede i Makka, måske ikke ville kunne forstå hans ord korrekt. Det ville åbne mulighed for misforståelser og fejlagtige fortolkninger. Derfor burde han drøfte spørgsmålene efter sin tilbagevenden til Madina. I overensstemmelse med dette råd opgav Umar (må Allah være tilfreds med ham) beslutningen om at drøfte spørgsmålene i Makka. (Bukhari, as-Sahih 6/2503–2504).
1.4. Den muslimske ummah og bekæmpelsen af falskneri
Af den ovenstående gennemgang kan vi tydeligt se, at den ordning, sahaberne indførte for at bevare autentiske hadither uforfalskede fra alle former for løgn – bevidst, utilsigtet, som følge af mangelfuld forståelse eller uagtsomhed – på den ene side var rationel, praktisk, videnskabelig og præcis, og på den anden side enestående og uden sidestykke i menneskehedens historie. Tilhængere af andre religioner indførte ikke en sådan ordning for at bevare deres religions grundlæggende lære eller åbenbaring. Det, der blev forkyndt, blev blot samlet. Til sidst medførte blandingen af menneskelig viden med åbenbaringen, at åbenbaringen blev forvansket og gik tabt.
Fra tabi‘unernes tid var muhadditherne i den muslimske ummah urokkelige i deres kontrol af hadithernes autenticitet, idet de fulgte i sahabernes fodspor. For at bevare haditherne og udskille autentiske hadither fra opdigtede udsagn opgav de alle livets bekvemmeligheder. I dette kapitel vil vi kort gennemgå deres grundprincipper.
1.4.1. Hadith-undervisning og -bevarelse
Den Almægtige Allah skænkede menneskene i den første periode af Muhammads ummah evnen til at udføre en korrekt og tidsvarende indsats for at bevare Hans store Sendebuds (s) hadither. Fra det første hijri-århundrede rejste sahabaerne, tabi’inerne og de lærde fra de efterfølgende generationer rundt i hver eneste landsby, by og bebyggelse i den muslimske verden for at indsamle oplysninger om alle hadither og fortællere. At lære hadither, skrive dem ned, undervise i dem og føre hadithrelaterede diskussioner var blandt de vigtigste beskæftigelser, lidenskaber, erhverv og glæder for menneskene i islams første tre-fire århundreder.
Fra tabi’inernes tid, eller fra midten af det første hijri-århundrede, og gennem de følgende næsten tre århundreder ser vi, at hadithfortællerne var af to slags. Mange hadithfortællere eller »ravi’er« lærte hadither hos ravi’er eller muhaddither i deres eget område og, hvis det var muligt, hos nogle muhaddither fra andre lande. Derefter beskæftigede de sig med at fortælle og undervise i hadither. De underviste dem, der kom til dem for at modtage undervisning, i disse hadither. Disse blev almindeligvis kendt som »ravi’er« eller fortællere.
På den anden side drog mange muhaddither i disse perioder ud for at rejse rundt til alle egne af den daværende muslimske verden, efter først at have lært hadither hos og nedskrevet dem fra alle ravi’er i deres eget område. Hver af dem tilbragte på denne måde mange år eller årtier med at rejse til de forskellige egne, hvor de hørte hadither fra og nedskrev dem hos alle ravi’er eller muhaddither. For at høre og indsamle én enkelt hadith, fortalt af en sahabi eller en tabi’i, fra forskellige ravi’ers mund rejste de til utallige byer som Mekka, Medina, Khurasan, Samarkand, Merv, Wasit, Basra, Kufa, Bagdad, Damaskus, Aleppo, Kairo, Sana’a og mange andre. De indsamlede den samme hadith gennem hundredvis af isnader og fastslog ved sammenligning forskellen mellem korrekte og fejlagtige overleveringer.
Se et eksempel. Ibrahim ibn Sa’id al-Jawhari al-Baghdadi (247 hijri), en berømt muhaddith fra det tredje hijri-århundrede. Hans samtidige muhaddith, Abdullah ibn Ja’far ibn Khaqan, fortæller: »Jeg spurgte Ibrahim ibn Sa’id om en hadith, der var overleveret fra Abu Bakr as-Siddiq (ra). Han sagde til sin tjener: Gå ind på biblioteket og hent bind nummer 23 af samlingen af Abu Bakr as-Siddiqs (ra) hadither. Jeg sagde: Der findes ikke engang 20 hadither fra Abu Bakr (ra) med en sahih isnad; hvordan har du så samlet hans hadither i 23 bind? Han svarede: Hvis jeg ikke kan indsamle en hadith gennem mindst 100 isnader, betragter jeg mig selv som forældreløs med hensyn til den hadith.« (adh-Dhahabi, Mizan al-I’tidal 1/154-155).
Når de modtog hadither, forsøgte de gennem forskellige spørgsmål at kontrollere nøjagtigheden af den pågældende ravi’s overlevering. Samtidig spurgte de de berømte lærde, muhaddither og studerende i området om hans personlige ærlighed, hans lærere og de øvrige ravi’er i området. Gennem en sammenlignende undersøgelse af alle de indsamlede oplysninger fastsatte de præcise bestemmelser vedrørende alle ravi’er og alle de hadither, de havde overleveret. Disse hadithspecialister, som foretog undersøgelser og kritik, var på den ene side ravi’er eller hadithfortællere og blev samtidig kendt som »naqid’er«, dvs. hadithkritikere, og som hadith-imamer. I islams første fire århundreder finder vi mere end hundrede sådanne imamer og naqid’er. Deres indsats og selvopofrelse i tjenesten for Sendebudets hadith er uden sidestykke i verdenshistorien. Det fortjener at blive skrevet med guldbogstaver i kundskabens og civilisationens historie. Der findes ikke det mindste sidestykke til det i nogen anden nations historie. Selv en kort beskrivelse af deres arbejde ville kræve hundredvis af bogsider.
Disse naqid-muhaddither eller imamer sikrede på denne måde en ren og autentisk bevarelse af Allahs Sendebud (s) hadither ved at indsamle og bevare alle hadither og relevante oplysninger. De identificerede forsætlige og uforsætlige løgne i hadithoverleveringerne, identificerede løgnerne og adskilte autentiske hadither fra falske og tvivlsomme overleveringer. De tog følgende skridt:
1. Bevarelse af isnaderne, kilderne eller referencerne til alle hadither.
2. Indsamling af alle oplysninger om hver ravi i isnaden, såsom personlig identitet, fødsel, død, uddannelse, lærere, elever, beskæftigelse, rejser osv.
3. Kontrol af ravi’ernes personlige ærlighed, pålidelighed og sandfærdighed.
4. Meningsmæssig undersøgelse og kontrol af de overleverede hadither.
5. Kontrol af, om hver ravi, der er nævnt i isnaden, med egne ører havde hørt hadithen fra den ravi, der stod over ham i overleveringskæden.
6. Adskillelse af korrekte overleveringer fra forsætlige og uforsætlige løgne gennem en sammenlignende undersøgelse af alle de indsamlede hadither.
7. Offentliggørelse for ummah’en af den løgnagtighed hos de ravi’er, hvis løgne blev afsløret gennem de indsamlede oplysninger og den sammenlignende undersøgelse.
8. Nedskrivning af alle de indsamlede hadither sammen med deres isnader.
9. Nedskrivning af oplysninger om ravi’ernes nøjagtighed eller løgnagtighed.
10. Samling af autentiske hadither i særskilte værker.
11. Samling af falske og opdigtede hadither i særskilte værker.
12. Udarbejdelse af regler, der gør det let at genkende opdigtede eller falske hadither.
Nedenfor vil vi drøfte alle disse emner.
1.4.2. Bevarelse af isnād
Vi har set, at sahābaerne indførte skikken med at angive isnād, altså informationskilden, når de overleverede hadither, så man gennem kontrol af kilden kunne fastslå, om hadithen var sand eller falsk. I de efterfølgende perioder blev der lagt stor vægt på at bevare isnād. Uanset hvor berømt, ærlig, fremtrædende og lærd en hadithoverlever var, betragtede muhadditherne aldrig hans overleverede hadith som pålidelig, hvis han ikke angav, hvem han havde hørt hadithen fra, og gennem hvilken kilde han havde overleveret den. Desuden undersøgte de, om han selv havde hørt hadithen fra den efterfølgende overlever, og om hver enkelt rāwī, der var nævnt i hans isnād, selv havde hørt den fra den efterfølgende rāwī. De sagde mange ting for at forklare isnāds betydning.
Den berømte tābiʿī fra det første hijrī-århundrede, Muhammad ibn Sīrīn, sagde: »Denne viden er religionen. Derfor skal I se efter, hvem I tager jeres religion fra.« (Muslim, as-Sahīh 1/14).
Sufyān ibn ʿUyaynah (198 h.) sagde: »En dag fortalte Ibn Shihāb az-Zuhrī (125 h.) en hadith. Jeg sagde: Fortæl os hadithen uden isnād. Han sagde: Ønsker du at klatre op på taget uden en stige?« (as-Suyūtī, Tadrīb ar-Rāwī 2/160).
En af det andet hijrī-århundredes fremtrædende muhaddither, Sufyān ibn Saʿīd ath-Thawrī (161 h.), sagde: »Isnād er som den troendes våben.« (as-Suyūtī, Tadrīb ar-Rāwī 2/160).
ʿUtbah ibn Abū Hakīm (140 h.) sagde: En dag var jeg hos Ishāq ibn ʿAbdullāh ibn Abī Farwah (144 h.). Ibn Shihāb az-Zuhrī (125 h.) var også til stede. Ibn Abī Farwah begyndte at overlevere hadither og sige: »Allahs Sendebud ﷺ sagde, Allahs Sendebud ﷺ sagde, …« Så sagde Ibn Shihāb az-Zuhrī til ham: »Må Allah ødelægge dig, Ibn Abī Farwah! Hvor vover du dog at tale på Allahs vegne! Du fortæller hadither, men angiver ikke hadithens isnād. Du fortæller os hadither uden tøjler.« (adh-Dhahabī, Mīzān al-Iʿtidāl 1/344).
Den berømte tābiʿ at-tābiʿī ʿAbdullāh ibn al-Mubārak (181 h.) sagde: »At overlevere og bevare isnād er en uadskillelig del af religionen. Hvis der ikke fandtes en ordning for at angive isnād, ville enhver sige, hvad han ønskede.« (Muslim, as-Sahīh 1/15).
Muhaddithen Abū Ishāq Ibrāhīm ibn Ishāq ibn ʿĪsā (215 h.) fra det tredje hijrī-århundrede sagde: Jeg sagde til ʿAbdullāh ibn al-Mubārak (181 h.): »I en hadith siges det: At bede for sine forældre sammen med sin salāt og faste for sine forældre sammen med sin siyām hører til gode gerninger.« Han sagde: »Hvem hørte du hadithen fra?« Jeg sagde: »Fra Shihāb ibn Khirāsh.« Han sagde: »Shihāb er en pålidelig person; hvem hørte han den fra?« Jeg sagde: »Fra al-Hajjāj ibn Dīnār.« Han sagde: »Al-Hajjāj er en pålidelig person; hvem hørte han den fra?« Jeg sagde: »Han sagde, at Allahs Sendebud ﷺ sagde det.« Ibn al-Mubārak sagde: »Abū Ishāq, der er en enorm afstand mellem al-Hajjāj ibn Dīnār og Allahs Sendebud ﷺ, en afstand, som kræver mange ridedyr at tilbagelægge.« Altså var al-Hajjāj en tābiʿ at-tābiʿī fra den sidste del af det andet hijrī-århundrede. Han kan ikke nå frem til Allahs Sendebud ﷺ uden mindst to eller tre mellemliggende personer. Eftersom han ikke angav resten af isnād, er hadithen ikke acceptabel. (Muslim, as-Sahīh 1/16).
På denne måde har den muslimske ummah siden det første hijrī-århundrede anset det for nødvendigt at angive isnād (en ubrudt kæde af autoriteter) ved overlevering af hadither. Ifølge muhaddithernes terminologi består en hadith af to dele. Den første del er hadithens kilde eller isnād, og den anden del er hadithens egentlige tekst eller matn.
Se på et eksempel. Imām Mālik ibn Anas (179 h.) var en berømt hadithsamler fra det andet hijrī-århundrede. I sit værk al-Muwattaʾ siger han: Arabisk(*****)
— »Mālik fra Abū az-Zinād (130 h.), fra al-Aʿraj (117 h.), fra Abū Hurayrah (59 h.): Allahs Sendebud ﷺ nævnte fredagen og sagde: Der er en stund på denne dag, hvor en muslim, hvis han beder Allah om noget, mens han står i salāt, vil få det af Allah. Allahs Sendebud ﷺ gjorde med hånden tegn på, at denne mulighed kun varer kort.« [Mālik ibn Anas (178), al-Muwattaʾ 1/108].
Den første del af ovenstående hadith, »Mālik fra Abū az-Zinād … fra Abū Hurayrah«, er hadithens isnād eller kilde. Den del af Allahs Sendebuds ﷺ udsagn, der nævnes til sidst, er hadithens matn eller tekst. Ifølge muhaddithernes terminologi betegner hadith ikke kun den afsluttende tekst, men den samlede form bestående af isnād og matn. Hvis den samme tekst overleveres gennem to forskellige isnād, regnes det som to hadither. Nogle gange kaldes kun isnād for en hadith. (Ibn Hajar al-ʿAsqalānī, Lisān al-Mīzān 3/253).
1.4.3. Isnad kontra skriftlige manuskripter
Ud fra ovenstående hadith og de utallige lignende hadither, der er samlet i hadithværkerne, kunne nogen få den opfattelse, at sahabaerne, tabi’unerne eller atba’ al-tabi’unerne måske ikke nedskrev eller samlede haditherne, men kun lærte dem udenad og overleverede dem mundtligt. Måske var det derfor, at muhadditherne samlede haditherne ved på denne måde at angive isnad. Mange antager, at haditherne først blev nedskrevet eller samlet i det tredje eller fjerde hijri-århundrede, og at de før dette kun blev overleveret mundtligt.
Det forholder sig på ingen måde sådan. Det er uvidenhed om eller overfladisk kendskab til metoderne for hadith-overlevering og -samling, der har ført til denne alvorlige misforståelse. I virkeligheden fulgte muhadditherne i den muslimske umma de mest præcise videnskabelige metoder ved overlevering og samling af hadither. Ved at kombinere mundtlig overlevering med skriftlige manuskripter forhindrede de, at fejl sneg sig ind i hadith-overleveringen. Ved undervisning i hadith, indsamling af hadither og overlevering af isnad støttede man sig altid både på mundtlig overlevering og det, man havde hørt, samt på skrift og manuskripter. På tilsvarende måde støttede man sig på manuskripter ved undersøgelse af hadither og fastslåelse af forfalskninger.
1.4.3.1. Manuskripter ved undervisning, indsamling og overlevering af isnad
Sahabaerne lærte som regel hadither udenad og skrev dem undertiden også ned. De havde ikke noget stort behov for at skrive haditherne ned. Som vi tidligere har nævnt, var antallet af hadither, som de fleste sahabaer overleverede, ikke større end 20 eller 30. For at fortælle 20 eller 30, 100 eller endog tusind beretninger eller udsagn fra minderne om de dage, de havde tilbragt sammen med Rasulullah (s), var det ikke nødvendigt at skrive dem ned. Desuden fandtes der ikke noget andet stort emne i deres liv. At genkalde sig Rasulullah (s), at følge hans anvisninger ordret, efterligne ham fuldstændigt og viderebringe hans ord til mennesker var blandt de vigtigste opgaver i deres liv. Ingen anden verdslig beskæftigelse kunne optage deres sind. Og det, som altid var levende i deres erindring og til stede i deres handlinger, behøvede man ikke at skrive ned på et særskilt stykke papir. Ikke desto mindre skrev mange sahabaer de hadither, de havde lært udenad, og bevarede de skriftlige manuskripter. (Muhammad Azzaj al-Khatib, as-Sunnat qabl at-tadwin, s. 303-321).
Allerede fra sahabaernes elevers, tabi’unernes, tid var bevarelsen af skriftlige manuskripter en uadskillelig del af hadith-undervisningen. De fleste tabi’uner og muhadditherne i de senere perioder hørte hadither, skrev dem ned og lærte dem udenad. De underviste eleverne i dem med manuskriptet foran sig eller efter at have lært dem udenad fra manuskriptet. Deres elever skrev dem samtidig ned i deres egne manuskripter og sammenholdt dem med lærerens manuskript. Fra tabi’unernes tid, det vil sige fra den sidste del af det første hijri-århundrede, blev det således en uadskillelig del af hadith-undervisningen at nedskrive alle de hadither, man havde læst. Utallige beretninger om dette er nedskrevet i hadithværkerne. Se et par eksempler.
Tabi’ien Abdullah ibn Muhammad ibn Aqil (140 hijri) siger: »Jeg og Abu Ja’far Muhammad al-Baqir (114 hijri) plejede at besøge sahabien Jabir ibn Abdullah (70 hijri). Vi tog små tavler eller skifertavler med, hvorpå vi skrev haditherne ned.« [Ramhurmuzi, Hasan ibn Abdurrahman (360 hijri)]
Tabi’ien Amir ibn Sharahil ash-Sha’bi (102 hijri) siger: »Alt, hvad I hører fra mig, skal I skrive ned. Selv hvis det bliver nødvendigt at skrive det på en væg, så skriv det ned.« (Samme værk, s. 376).
Tabi’ien Abu Qilabah Abdullah ibn Zayd (104 hijri) siger: »Det er mig langt kærere at skrive noget ned end at glemme det.« (Ibn Rajab, Sharh ilal at-Tirmidhi, s. 57).
Tabi’ien Hasan al-Basri (110 hijri) siger: »Vi har manuskripter, som vi regelmæssigt ser på og bevarer.« (Ramhurmuzi, al-Muhaddith al-Fasil, s. 370-371).
Den berømte tabi’ at-tabi’i Abdullah ibn al-Mubarak (181 hijri) siger: »Hvis vi ikke havde skrevet haditherne ned i manuskriptform under undervisningen, ville vi ikke have kunnet lære dem udenad.« (Ibn Rajab, Sharh ilal at-Tirmidhi, s. 57).
Det ville kræve et særskilt værk at nedskrive de utallige beretninger om dette.
Således har vi set, at muhadditherne fra tabi’unernes tid skrev haditherne ned samtidig med, at de lærte dem. Når tabi’uner og tabi’ at-tabi’uner underviste i hadith, lærte de som regel haditherne ved at læse dem fra manuskriptet. Undertiden underviste de ud fra deres hukommelse, men opbevarede manuskriptet hos sig, så de kunne se efter i det, når det var nødvendigt.
I tabi’unernes tid eller i perioden derefter fandtes der nogle muhaddither, som lærte hadither udenad og overleverede dem uden manuskripter. I de fleste tilfælde viste de sig at være svage i hadith-overlevering. Senere muhaddither påviste gennem sammenlignende undersøgelser, at de undertiden begik fejl i deres overleveringer, fordi de ikke støttede sig på manuskripter. Pålidelig overlevering er i virkeligheden kun mulig gennem både mundtlig lytning og bevarelse af manuskripter. Derfor betragtede muhadditherne haditherne fra de ravier, som kun støttede sig på manuskripter eller kun på deres hukommelse, som svage eller upålidelige. Ved sammenlignende undersøgelser blev fejl og uoverensstemmelser i deres overleveringer nemlig afsløret. Utallige beretninger af denne art findes i værker om rijal og jarh wa ta’dil. Se et par eksempler:
Abu Ammar Ikrimah ibn Ammar al-Ijli (160 hijri) var en berømt tabi’i-muhaddith i det andet århundrede. Han var kendt for at kunne lære hadither udenad. Men han skrev ikke sine udenadslærte hadither ned og bevarede dem ikke i manuskriptform, og derfor kunne han ikke se efter i dem, når det var nødvendigt. Derfor fandtes der nogle fejl i de hadither, han overleverede. Imam Bukhari (156 hijri) siger: »Han havde intet manuskript, og derfor fandtes der uoverensstemmelser i hans hadith.« (Dhahabi, Mizan al-i’tidal 5/114).
Jarir ibn Hazim ibn Zayd (170 hijri) var en berømt hadith-overleverende muhaddith i det andet hijri-århundrede. Ibn Hajar siger om ham: »Han er pålidelig … men når han fortalte hadither uden at se i manuskriptet og kun støttede sig på sin udenadslærte hukommelse, begik han fejl.« (Ibn Hajar, Taqrib at-Tahdhib, s. 138).
Abd al-Aziz ibn Imran ibn Abd al-Aziz (170 hijri) var en ravi i det andet hijri-århundrede. Han boede i Medina og var efterkommer af sahabien Abd ar-Rahman ibn Awf. Muhadditherne anså ham for svag og uacceptabel, fordi der fandtes mange fejl i de hadither, han overleverede. Årsagen til disse fejl var, at han overleverede dem uden manuskript og alene fra hukommelsen. Den medinensiske muhaddith og historiker Umar ibn Shabbah (262 hijri) siger om denne person i sit værk »Medinas historie«: »Han begik mange fejl ved overlevering af hadither, fordi hans manuskripter brændte, så han fortalte de hadither, han havde lært udenad, idet han støttede sig på sin hukommelse.« (Ibn Hajar, Tahdhib at-Tahdhib 6/312).
Med Ibn Hajar al-Asqalanis ord: »Han er en forkastet ravi. Hans manuskripter brændte. Derfor fortalte han hadither ved at støtte sig på sin hukommelse. Som følge heraf begik han meget mange fejl.« (Ibn Hajar, Taqrib at-Tahdhib, s. 358).
Hajib ibn Sulayman al-Manbiji (265 hijri) var en berømt muhaddith i det tredje århundrede. Han var Imam an-Nasa’is lærer. Selv om han var pålidelig i hadith-overlevering, begik han fejl, fordi han ikke havde manuskripter. Imam ad-Daraqutni (385 hijri) siger: »Han fortalte hadither udenad og støttede sig alene på sin hukommelse. Han havde intet manuskript. Derfor opstod der fejl i hans hadither.« (Dhahabi, Mizan al-i’tidal 2/164).
Muhammad ibn Ibrahim ibn Muslim, Abu Umayyah (273 hijri), var en berømt muhaddith i det tredje århundrede. Hans elev Muhammad ibn Hibban (354 hijri) siger om ham: »Han var bosat i Tartus og var pålidelig. Han kom til Egypten og overleverede nogle hadither, som han havde lært udenad, uden manuskript; i disse overleveringer begik han fejl. Derfor ønsker jeg ikke at tage nogen af de hadither, han overleverede, som bevis. Kun de hadither, han overleverede ved at se i manuskriptet, kan accepteres.« (Ibn Hibban, Muhammad (354 hijri), as-Siqaat 9/137).
Imam ash-Shafi’i (204 hijri) var en af det andet hijri-århundredes fremtrædende lærde. Han skrev: »Hadithen fra en muhaddith, der begår mange fejl og ikke har et autentisk skriftligt manuskript, kan ikke accepteres.« (ash-Shafi’i, ar-Risalah, s. 382).
Således har vi set, at man fra det andet hijri-århundrede stolede på en kombination af mundtlig lytning fra læreren og bevarelse af skriftlige manuskripter for at sikre nøjagtighed i hadith-undervisning og -læring. Selv de berømte hafiz-hadithlærde, som hele deres liv underviste i og lærte hadither og bevarede hundredtusinder af hadither i deres hukommelse, underviste eller overleverede ikke hadither uden at se i manuskriptet.
Den fremtrædende muhaddith Ali ibn al-Madini (234 hijri) fra det tredje århundrede siger: »Blandt vore ledsagere var der ingen, der var større eller dygtigere end Ahmad ibn Hanbal (241 hijri) til at lære hadither udenad. Alligevel overleverede han ikke hadither uden at have manuskriptet foran sig. Og i dette har vi et fremragende eksempel.« (Dhahabi, Siyar a’lam an-nubala 11/213).
Imam Ahmad ibn Hanbal (241 hijri) siger derimod: »Nogle fortalte os hadither fra hukommelsen, og andre fortalte os hadither fra manuskriptet. De, som fortalte haditherne ved at se i manuskriptet, havde de mest præcise overleveringer.« (Ibn Rajab, Sharh ilal at-Tirmidhi, s. 57).
Således har vi set, at muhadditherne fra det andet hijri-århundrede anså en kombination af tre ting for meget nødvendig ved hadith-undervisning: For det første at høre hadithen ordret fra lærerens mund eller læse den højt for ham; for det andet selv at skrive den oplæste hadith ned med egen hånd; og for det tredje at sammenholde sit eget manuskript med lærerens manuskript og rette det. De ville ikke acceptere, at en muhaddith underviste i hadither alene ved at se i et manuskript uden selv at have hørt dem med egne ører, eller alene underviste i hadither, som han havde lært udenad, uden manuskript.
Abdullah (290 hijri), søn af Imam Ahmad ibn Hanbal, siger:
»Imam Yahya ibn Ma’in (233 hijri) siger: Imam Abd ar-Razzaq as-San’ani (211 hijri) sagde til mig: Tag blot én hadith fra mig uden et skriftligt manuskript. Jeg sagde: Aldrig! Jeg er ikke villig til at acceptere så meget som ét bogstav alene på grundlag af mundtlig overlevering uden beviset fra et skriftligt manuskript.« (Ahmad, al-Musnad 3/297).
Imam Yahya ibn Ma’in var altså ikke engang villig til at acceptere én hadith fra den berømte og autentiske hadith-overleverende muhaddith Abd ar-Razzaq as-San’ani uden en kombination af en skriftlig og bevaret manuskripttradition!
Se deres princip i denne sag. Den fremtrædende muhaddith og hadithkritiker Imam Yahya ibn Ma’in fra det tredje århundrede siger: »Hvis man er i tvivl om, hvorvidt en ravi har kunnet lære sine hadither korrekt udenad og overlevere dem korrekt, skal man bede ham om hans gamle manuskript. Hvis han kan fremvise det gamle manuskript, kan han ikke betragtes som en, der begår fejl med vilje. Men hvis han siger: Mit oprindelige gamle manuskript er gået tabt, men jeg har en kopi af det, kan hans ord ikke accepteres. Hvis han siger: Jeg kan ikke finde mit manuskript, kan hans ord heller ikke accepteres. Han må snarere forstås som en løgner.« (al-Khatib al-Baghdadi, al-Kifayah fi ilm ar-riwayah, s. 117).
1.4.3.2. Betydningen af mundtlig overlevering i isnad og dens sammenhæng
Af den foregående gennemgang kan vi forstå, at hadither allerede fra anden halvdel af det første hijri-århundrede blev skrevet ned og lært udenad. Muhadditherne overleverede haditherne ved at se i de skriftlige manuskripter, undersøgte dem, kontrollerede deres autenticitet, og hver enkelt nedskrev de hadither, han havde hørt. Spørgsmålet er nu: Hvorfor støttede de sig ved overlevering af hadither ikke på en reference til den skriftlige bog, men alene på den mundtlige overlevering? Hvorfor sagde de »han fortalte mig« eller »han meddelte mig« og lignende? Hvorfor sagde de ikke: »Dette står skrevet i den og den bog« og så videre?
Den egentlige sag er, at man allerede fra sahabaernes tid tillagde personen større betydning end bogen. For at fjerne afhængigheden af manuskripter og muligheden for fejl i forbindelse med dem lagde muhadditherne, ved siden af manuskriptet, særlig vægt på at høre den overleverede hadith direkte fra den lærer, der overleverede den. Derfor var reglen ved hadith-undervisning ikke at henvise til en bog eller et manuskript. Reglen var i stedet at nævne den overleverende lærers navn. I muhaddithernes terminologi betyder udtrykket »haddathana«, »akhbarana«, det vil sige »han fortalte mig«, at jeg citerede hadithen efter at have læst hans bog hos ham selv eller hos en af hans bestemte elever og hørt den med egne ører. Nogle sagde »jeg hørte ham læse« eller »jeg læste«, men som regel udtrykte de hele sagen i én sætning ved at sige »haddathana«, »akhbarana« eller »han fortalte os«.
Heraf forstår vi, at betydningen af isnad i den ovennævnte Muwatta ikke er, at Malik kun hørte en mundtlig overlevering fra Abu Zinad, at denne hørte en mundtlig overlevering fra al-A’raj, og at denne hørte en mundtlig overlevering fra Abu Hurayrah. Formålet med at angive isnad er derimod, at hver ravi i denne isnad hørte hadithen fra sin lærer, skrev den ned og sammenholdt det skriftlige manuskript med den mundtlige overlevering.
Den berømte muhaddith fra det tredje århundrede, Muhammad ibn Isma’il al-Bukhari (256 hijri), citerede denne hadith fra Muwatta.
Han siger: »Abdullah ibn Maslamah fortalte os fra Malik, fra Abu Zinad, fra al-A’raj, fra Abu Hurayrah, at Rasulullah (s) nævnte fredag: Der er en stund på denne dag, hvor ingen muslim står i bøn og beder Allah om noget, uden at Allah giver ham det. Rasulullah (s) gjorde med hånden tegn på, at denne mulighed kun varer kort tid.« (Bukhari, Muhammad ibn Isma’il, as-Sahih 1/316).
Her citerede Imam Bukhari hadithen fra Muwatta ordret. Men han angav ikke Muwatta som kilde. Han nævnte derimod, at han havde hørt hadithen fra en af Imam Maliks elever. Ved første øjekast kunne læseren tro, at Imam Bukhari i grunden kun stolede på det, han havde hørt. Men det forholder sig slet ikke sådan. Mere end hundrede elever hørte Muwatta-værket fuldstændigt fra Imam Malik og skrev det ned. De skriftlige Muwatta-eksemplarer, som de overleverede, kunne på datidens marked findes i butikkerne hos warrak’er, det vil sige handlende med håndskrevne bøger. Hvis Imam Bukhari havde købt et sådant manuskript og citeret hadithen med henvisning til det, ville hans citation ifølge muhadditherne være blevet betragtet som svag og uacceptabel. For afhængighed af manuskripter rummer mulighed for forskellige former for fejl. Derfor opsøgte Imam Bukhari de muhaddither, som havde hørt Imam Maliks Muwatta fra ende til anden fra hans mund, sammenholdt det med manuskriptet og overleverede et autentisk manuskript, og hos disse muhaddither hørte han Muwatta fra begyndelse til slut med egne ører. Imam Bukhari citerede haditherne fra Muwatta forskellige steder i sit værk. Men han henviste aldrig til selve værket. I stedet angav han kæden til dem, hos hvem han havde læst værket. Her angiver han for eksempel kæden til Abdullah ibn Maslamah. Meningen med hans ord er: »Hos Abdullah ibn Maslamah hørte jeg denne hadith fra Imam Maliks bog blive læst op med mine egne ører.«
En af det tredje århundredes fremtrædende muhaddither, Imam Muslim (262 hijri), citerede også denne hadith fra Muwatta.
Han siger: »Qutaybah ibn Sa’id fortalte os, fra Malik, fra Abu Zinad, fra al-A’raj, fra Abu Hurayrah, at Rasulullah (s) nævnte fredag og sagde …« (Muslim ibn al-Hajjaj, as-Sahih 2/583).
Også Imam Muslim henviste her på samme måde til den person, der overleverede bogen, i stedet for at henvise til selve bogen. Den berømte muhaddith fra det femte århundrede, Imam al-Bayhaqi Ahmad ibn al-Husayn (458 hijri), citerede hadithen i sit hadithværk med titlen as-Sunan al-Kubra.
Han siger: »Ali ibn Ahmad ibn Abdan fortalte os, Ahmad ibn Ubayd as-Saffar fortalte os, Isma’il al-Qadi fortalte os, Abdullah ibn Maslamah al-Qa’nabi fortalte os, fra Malik, fra Abu Zinad, fra al-A’raj, fra Abu Hurayrah, at Rasulullah (s) nævnte fredag og sagde …« (al-Bayhaqi, as-Sunan al-Kubra 3/249).
Når man ser denne isnad, kunne man tro, at muhadditherne helt frem til det femte århundrede kun støttede sig på mundtlig overlevering ved overlevering af hadither. Der er otte overleverere mellem Rasulullah (s) og bogen. De har alle kun støttet sig på mundtlig overlevering og det, de havde hørt! Muligheden for fejl måtte derfor være meget stor!
Men den virkelige situation er helt anderledes. Betydningen af Imam al-Bayhaqis isnad er: »Jeg hørte Imam Maliks skrevne Muwatta læst op hos Ali ibn Ahmad ibn Abdan. Han læste den hos Ahmad ibn Ubayd as-Saffar. Denne læste bogen for Isma’il al-Qadi. Han læste bogen for Abdullah ibn Maslamah al-Qa’nabi. Denne fra Malik …« Hermed beviste han, at han ikke havde købt Muwatta på markedet og selv læst den for derefter at samle hadither fra den. Han havde i stedet erhvervet et manuskript af Muwatta og læst det op for en person, som selv havde tilegnet sig værket gennem en autentisk oplæsning … og sådan fortsatte det helt til slut. Al-Bayhaqi nævnte denne isnad gennem mange andre isnader. I alle isnaderne nævnte han den mundtlige overlevering og det, man havde hørt. Han sagde i virkeligheden, at han havde læst Imam Maliks Muwatta korrekt hos forskellige lærere gennem forskellige isnader og hørt den. (al-Bayhaqi, as-Sunan al-Kubra 3/249).
Således har vi set, at muhadditherne for at kombinere skriftlige manuskripter med mundtlig overlevering og det, man havde hørt, indførte en praksis, hvor man henviste til lytning i stedet for at henvise til manuskriptet eller bogen. Deres metode var yderst præcis og videnskabelig. I vor tid er det faktisk sikrere og mere logisk at angive lærerens navn som reference end at give en »reference« ved at nævne den trykte bogs navn, sidetal og så videre. I de håndskrevne bøgers tidsalder var der ved udelukkende at citere en bog mulighed for fejl ved læsningen, mulighed for at andre havde føjet noget til bogen, og mulighed for fejl fra afskriverens side. Men hvis man modtog bogen som oplæst fra forfatterens mund og i bogform, fandtes der ingen mulighed for disse fejl eller forvanskninger.
Jøder og kristne skrev deres religiøse bøger ved at støtte sig på manuskripter. Dette gjorde forvanskning af Bibelen let. Jødiske og kristne lærde indrømmer enstemmigt, at der findes millioner af forvanskninger i den Bibel, der er i omløb. Dem omtaler de som fejl (erratum) eller forskellige læsemåder (various readings). (T. H. Horne, An Introduction to the Critical Study and Knowledge of the Holy Scriptures 2/325; Rahmatullah Kairanawi, Izhar al-Haqq 2/542).
Det var gennem at lægge vægt på mundtlig overlevering og det, man havde hørt, at muhadditherne i den muslimske umma kunne forhindre og afhjælpe disse forvanskninger og fejl.
Vi kan også forstå, at det er forkert at tro, at hadither først blev samlet i det tredje århundrede eller senere. Hadither blev i virkeligheden samlet allerede fra det første århundrede. De senere samlere samlede deres værker ved at samle de bøger, som de tidligere samlere havde samlet. Muhadditherne henviste dog aldrig til manuskriptet som informationskilde for hadith-overleveringen. De lagde derimod, ved siden af manuskripterne, særlig vægt på mundtlig overlevering og det, man havde hørt.
1.4.4. Verifikation af personlig integritet
Det andet skridt, som muhaddithūn tog for at adskille autentiske og dokumenterede hadither fra bevidste eller ubevidste fejl og løgne, der blev fremsat i hadithens navn, var at indsamle personlige oplysninger om alle de rāwīer, der var nævnt i isnāden, og forvisse sig om deres personlige redelighed, retfærdighed og religiøsitet. I den forbindelse observerede de selv rāwīens handlinger og spurgte om nødvendigt samtidens lærde, muhaddithūn og studerende.
Abū al-ʿĀliyah Rufaī ibn Mihrān (90 AH), en berømt tābiʿī fra det første hijri-århundrede, som var samtidig med sahabaerne, siger: »Når jeg fik at vide, at en person et eller andet sted fortalte eller underviste i hadith, tilbagelagde jeg en lang vej for at opsøge ham med det formål at indsamle hadither. Når jeg kom dertil, observerede jeg hans salat. Hvis jeg så, at han udførte salat smukt og fuldstændigt, blev jeg hos ham og nedskrev hadither fra ham. Men hvis jeg bemærkede forsømmelighed i hans salat, vendte jeg tilbage uden at lære hadither af ham. Jeg sagde: Den, der kan være forsømmelig i salat, vil være endnu mere forsømmelig i andre forhold.« (Ibn Hādī, al-Kāmil 1/132).
De så ikke blot på hadith-fortællerens ydre handlinger, men forsøgte også at lære hans opførsel, akhlāq, ærlighed, pålidelighed og lignende at kende. Den berømte tābiʿī ʿĀsim ibn Sulaymān al-Aḥwal (140 AH) siger: »Jeg hørte Abū al-ʿĀliyah (90 AH) sige: I (tābiʿūn fra det andet århundrede) udfører ganske vist mere salat og faster mere end jeres forgængere, men løgn er flydt ind på jeres tunger.« (Ibn ʿAdī, al-Kāmil 1/133).
Desuden forvissede de sig om hans redelighed ved at stille den pågældende rāwī forskellige spørgsmål og sammenholde hans mundtlige beretning med hans manuskript. Ud over deres egne observationer forsøgte de først og fremmest gennem samtidens lærdes udtalelser at få kendskab til rāwīens sandfærdighed. Yaḥyā ibn Mughirah (253 AH) siger: »Jeg spurgte den berømte tābiʿ al-tābiʿī Jarīr ibn ʿAbd al-Ḥamīd (188 AH) om hans bror Anas ibn ʿAbd al-Ḥamīd. Han sagde: Skriv ikke hans hadither ned, for han lyver, når han taler med mennesker. Han har lært hadither af muhaddithūn som Hishām ibn ʿUrwah og ʿUbaydallāh ibn ʿUmar. Men eftersom han har for vane at lyve, når han taler med mennesker, skal I ikke acceptere hans hadither.« (Ibn Abī Ḥātim, al-Jarḥ wa al-Taʿdīl 2/289).
Grundlaget for deres endelige afgørelse var dog altid en sammenlignende undersøgelse af de oplysninger, som personen havde givet. Derfor ser vi i utallige tilfælde, at en muhaddith, efter at have hørt megen ros af en rāwī, opsøgte ham for at lære hadither af ham, udelukkende af beundring og interesse. Men så snart han i de hadither, som denne havde fortalt, opdagede bevidste eller ubevidste løgne og fejl, ændrede hans vurdering af personen sig straks.
ʿAbdallāh ibn al-Muḥarrir al-Jazarī var en lærd og from ældre fra det andet århundrede. Under kaliffen Manṣūrs regeringstid (136–158 AH) fungerede han også som dommer. Men han var yderst svag i hadith-formidling. Han løj bevidst eller ubevidst. Den berømte muhaddith ʿAbdallāh ibn al-Mubārak (181 AH) siger: »Da jeg hørte om ʿAbdallāh ibn al-Muḥarriks gode gerninger, fromhed og berømmelse, opstod der en sådan beundring for ham i mit hjerte, at hvis jeg havde fået valget mellem at komme i Paradiset eller møde ʿAbdallāh ibn al-Muḥarrik, ville jeg have valgt at møde ham først og derefter komme i Paradiset. Men da jeg mødte ham og så den overflod af løgne, der fandtes i de hadither, han fortalte, forsvandt al min beundring for ham. Selv en tør gedelort er mig kærere end ham.« (Ibn ʿAdī, al-Kāmil 4/132).
1.4.5. Sahabaternes integritet
Således har hadithspecialisterne i den muslimske umma nøje undersøgt og efterprøvet hver enkelt hadith-overleverers personlige integritet og nøjagtigheden af hans overleveringer. Intet ved overleverens personlige berømmelse, anseelse eller renommé kunne afholde dem fra denne undersøgelse og efterprøvning.
I den videre drøftelse vil vi se, at de på grundlag af undersøgelse og efterprøvning erklærede mange landskendte og meget berømte personer uacceptable som hadith-overleverere. Den eneste undtagelse i denne forbindelse er sahabaterne. Kun hvad sahabaterne angår, undersøgte hadithspecialisterne ikke deres personlige integritet og troværdighed. De anerkendte alle sahabater som personligt retskafne og sandfærdige.
Jødiske og kristne lærde samt shiamuslimer kritiserer dette princip hos hadithspecialisterne. De troede ikke på sahabaternes integritet. Tværtimod beskyldte de selve sahabaterne for bedrag.
Det er ikke muligt her at give en detaljeret drøftelse af sahabaternes integritet og troværdighed. Jeg vil heller ikke her drøfte hadithens anvisninger vedrørende deres integritet. Her vil jeg drøfte sahabaternes integritet i lyset af fornuft, samvittighed og Koranen.
(1) Hadithspecialisterne i den muslimske umma arbejdede grundlæggende ud fra et ’universelt’ menneskeligt princip vedrørende sahabaterne. Det princip, der anerkendes overalt i verden, er, at et menneske skal regnes for ’sandfærdigt’ og dets vidnesbyrd accepteres, indtil løgnagtighed er blevet bevist om det. I andre sammenhænge kan en persons overleverede meddelelse eller information ikke forkastes med den anklage, at ’han har en retssag eller et fjendskab med sin bror’. Det var på grundlag af dette princip, at den muslimske umma accepterede sahabaternes overleveringer. Sahabaterne kæmpede indbyrdes og blev udsat for forskellige konflikter og verdslige problemer, men det er aldrig på nogen måde blevet bevist, at nogen af dem under nogen omstændighed løj i Allahs Sendebuds (s) navn. De, der taler ondt om sahabaterne, har ikke kunnet fremlægge ét eneste bevis på, at en bestemt sahabi i en bestemt hændelse blev bevist at have løjet i hadithens navn. Historien indeholder mange udsagn mod sahabaterne. Men ingen oplysninger om, at de skulle have løjet i Allahs Sendebuds (s) navn, er blevet bevist. Derfor har man intet andet valg end at acceptere de oplysninger, de overleverede. Ingen kan forkaste nogens vidnesbyrd på grundlag af en almindelig mistanke eller ud fra antagelsen om, at han måske har løjet.
(2) Vi har set, at sahabaterne undersøgte hadither, når de modtog og bedømte dem. De efterprøvede ofte andre sahabaters overleveringer. I ikke en eneste hændelse blev løgn eller bedrag afsløret hos nogen. Tværtimod er sahabaternes sandfærdighed, integritet og kompromisløshed i denne henseende historisk berømt. Deres forsigtighed ved overlevering og modtagelse af hadith var uden sidestykke.
(3) Enhver religionsforkynders eller ideologis grundlæggeres synspunkter og identitet kan kun læres at kende gennem hans ledsagere. Derfor tillægges profeternes, sendebudenes eller religionernes grundlæggeres ledsagere en særlig status i alle religioner. Uden at stole på disse er det på ingen måde muligt at kende en profets eller et sendebuds ord, udsagn og idealer. Mistanke mod og manglende tillid til sahabaterne betyder i realiteten at fornægte Allahs Sendebud (s) og udslette islam fra det praktiske liv. For Koranen, hadith og islam har vi alle modtaget gennem disse sahabater.
(4) At benægte sahabaternes integritet betyder at fornægte Allahs Sendebuds (s) profetskab. De, der mener, at flertallet af sahabaterne var egoistiske, vantro eller frafaldne, mener uden tvivl, at Muhammad, Allahs Sendebud, var en mislykket profet (Allah forbyde det). At der blandt et samfund på hundredtusinder findes to eller fire ukendte og uanselige hyklere, er ikke umuligt. Men hvis nogen hævder, at også de, der i lang tid var sammen med Allahs Sendebud (s) og blev kendt som sahabater, var bedragere, hævder han i virkeligheden, at Allahs Sendebud (s) var mislykket.
Hvis en religionsforkynder ikke kan gøre sine ledsageres hjerter fromme, hvordan skal han så kunne gøre andre fromme! Hvis mennesker ikke kan opnå ’ærlighed’ ved at høre hans idealer, se dem omsat i praksis og være sammen med ham, er det ren absurditet at forestille sig, at senere mennesker kan opnå ærlighed blot ved at høre dette ideal.
Den, der i dag mener, at han har lært ærlighed ved at læse Koranen, men samtidig hævder, at Abu Huraira ikke kunne lære ærlighed ved at læse Koranen hos Muhammad, Allahs Sendebud (s), og ved at være sammen med den levende Koran, fornægter i virkeligheden profeten Muhammads (s) profetskab. Menneskelig svaghed, vrede, fraktionsstridigheder og lignende er én ting, mens bedrag eller svindel er noget andet. Svindel begået i religionens navn er et endnu alvorligere forhold. Hvis en religions grundlægger ikke kan befri sine tilhængere fra denne mest alvorlige synds urenhed, kan han på ingen måde kaldes succesfuld. Ligesom en skoles succes afhænger af dens elevers beståelsesprocent, afhænger en religionsforkynders succes af fromheden hos dem, der har været hans ledsagere.
(5) Frem for alt kan en muslim, der tror på Koranen, aldrig tvivle på sahabaternes integritet. Koranen vidner gentagne gange om sahabaternes fromhed. Her nævner jeg nogle få vers om dette.
Den ophøjede Allah har sagt: Arabisk (*********)
-’Blandt muhajirun og ansar, de første foregangsmænd, og dem, der fulgte dem i oprigtig hengivenhed, er Allah tilfreds med, og de er tilfredse med Allah. Han har beredt haver til dem, under hvilke floder løber, og dér skal de forblive for evigt. Dette er den store succes.’ (Sura 9, At-Tawbah: 100).
Her er sahabaterne opdelt i tre grupper. For det første de første foregangsmænd blandt muhajirun, for det andet de første foregangsmænd blandt ansar, og for det tredje dem, der fulgte dem i oprigtig hengivenhed. Sahabaterne fra de to første grupper nævnes som målestok for succes og som forbilledlige idealer. De fleste sahabater, der overleverede hadither, tilhørte disse to grupper.
I den ædle Koran omtales alle muhajirun og alle ansar mange andre steder som ’sande troende’ og som beboere i Paradiset. (Sura al-Anfal: vers 72 og 74; sura al-Hashr: vers 8, 9 og 10).
Om Bay’at ar-Ridwan på Hudaybiyyahs slette er det sagt:
لَّقَدْ رَضِيَ اللَّهُ عَنِ الْمُؤْمِنِينَ إِذْ يُبَايِعُونَكَ تَحْتَ الشَّجَرَةِ فَعَلِمَ مَا فِي قُلُوبِهِمْ فَأَنزَلَ السَّكِينَةَ عَلَيْهِمْ وَأَثَابَهُمْ فَتْحًا قَرِيبًا [٤٨:١٨]
’Da de troende aflagde troskabseden til dig under træet, var Allah tilfreds med dem.’ (Sura 48, Al-Fath: 18).
Alle de berømte sahabater, der overleverede hadither, deltog i denne troskabsed. Ikke en eneste hykler deltog i den.
Til ros for alle de sahabater, der deltog i slaget ved Tabuk, siges det:
لَٰكِنِ الرَّسُولُ وَالَّذِينَ آمَنُوا مَعَهُ جَاهَدُوا بِأَمْوَالِهِمْ وَأَنفُسِهِمْ ۚ وَأُولَٰئِكَ لَهُمُ الْخَيْرَاتُ ۖ وَأُولَٰئِكَ هُمُ الْمُفْلِحُونَ [٩:٨٨]
’Men Sendebudet og de, der troede sammen med ham, kæmpede med deres ejendom og deres liv på Allahs vej. For dem er der godhed, og de er de succesfulde.’ (Sura 9, At-Tawbah: 88).
Alle de berømte sahabier, der overleverede hadither, deltog i denne krig. Ikke en eneste hykler deltog i denne krig. Om alle Allahs Sendebuds (s) sahabier er der blevet fremsagt en ubetinget lovprisning, og med en ubetinget erklæring om deres fromhed, ærlighed og pålidelighed er det blevet sagt:
وَاعْلَمُوا أَنَّ فِيكُمْ رَسُولَ اللَّهِ ۚ لَوْ يُطِيعُكُمْ فِي كَثِيرٍ مِّنَ الْأَمْرِ لَعَنِتُّمْ وَلَٰكِنَّ اللَّهَ حَبَّبَ إِلَيْكُمُ الْإِيمَانَ وَزَيَّنَهُ فِي قُلُوبِكُمْ وَكَرَّهَ إِلَيْكُمُ الْكُفْرَ وَالْفُسُوقَ وَالْعِصْيَانَ ۚ أُولَٰئِكَ هُمُ الرَّاشِدُونَ [٤٩:٧“Men Allah har gjort troen kær for jer og forskønnet den i jeres hjerter. Han har gjort vantro, synd og ulydighed afskyeligt for jer. Det er dem, der følger den rette vej.” (Sura 49, al-Hujurat: 7).
Andre steder er begge grupper af sahabier – både dem, der antog islam før og efter erobringen af Mekka – uden undtagelse blevet lovet godhed eller Paradiset.
وَمَا لَكُمْ أَلَّا تُنفِقُوا فِي سَبِيلِ اللَّهِ وَلِلَّهِ مِيرَاثُ السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضِ ۚ لَا يَسْتَوِي مِنكُم مَّنْ أَنفَقَ مِن قَبْلِ الْفَتْحِ وَقَاتَلَ ۚ أُولَٰئِكَ أَعْظَمُ دَرَجَةً مِّنَ الَّذِينَ أَنفَقُوا مِن بَعْدُ وَقَاتَلُوا ۚ وَكُلًّا وَعَدَ اللَّهُ الْحُسْنَىٰ ۚ وَاللَّهُ بِمَا تَعْمَلُونَ خَبِيرٌ [٥٧:١٠“De af jer, der gav ud og kæmpede før (erobringen af Mekka), er ikke lig med dem, der gjorde det senere; de står højere i rang end dem, der senere gav ud og kæmpede. Men Allah har lovet dem alle det gode.” (Sura 57, al-Hadid: 10).
Det skal her bemærkes, at alle de berømte sahabier, der overleverede hadither, antog islam før erobringen af Mekka og kæmpede.
I Koranen findes der mange flere vers, som lovpriser sahabierne og bevidner deres ærlighed, pålidelighed og tro samt deres adgang til Paradiset.
Blandt de berømte sahabier, der overleverede hadither, var Abu Hurayra, Abdullah ibn Umar, Anas ibn Malik, Aisha, Abdullah ibn Abbas, Jabir ibn Abdullah, Abu Sa’id al-Khudri, Abdullah ibn Mas’ud, Abdullah ibn Amr, Ali ibn Abu Talib, Umar ibn al-Khattab, Umm Salama, Abu Musa al-Ash’ari, al-Bara ibn Azib, Abu Dharr al-Ghifari, Sa’d ibn Abi Waqqas, Abu Umama al-Bahili, Hudhayfa ibn al-Yaman, Sahl ibn Sa’d, Ubada ibn al-Samit, Imran ibn Husayn, Abu al-Darda, Abu Qatada, Abu Bakr al-Siddiq, Ubayy ibn Ka’b, Mu’adh ibn Jabal, Uthman ibn Affan og andre berømte sahabier.
De var alle berømte ledsagere af Allahs Sendebud (s), havde antaget islam før erobringen af Mekka, deltaget i slaget ved Tabuk, deltaget i Bay’at al-Ridwan eller været blandt de første foregangsmænd blandt muhajirun og ansar.
At nære tvivl om ærligheden hos den, som Koranen bevidner er retskaffen, troende og succesfuld, og som Koranen lover godhed, er det samme som at benægte Koranens vidnesbyrd.
1.4.6. Komparativ undersøgelse
En af muhaddithernes metoder til at fastslå hadiths autenticitet eller adskille autentiske hadither fra uægte var en samlet undersøgelse (krydskontrol). Her fulgte de grundlæggende sahabernes fremgangsmåde.
1.4.6.1. Den grundlæggende proces ved komparativ undersøgelse
Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) var en sahabi. Mange tabi’ier lærte hadither af ham. Nogle af dem opholdt sig hos ham i lang tid, mens andre kun blev hos ham i kort tid. Ingen sahabi eller muhaddith plejede at lære hver elev en bestemt hadith. De lærte alle deres elever de hadither, som de selv havde indsamlet. Derfor havde de fleste af Abu Hurayras elever som regel hørt alle de hadither, han havde overleveret. De overleverede den samme hadith med Abu Hurayra som kilde. Muhadditherne indsamlede og samlede de hadither, som alle Abu Hurayras elever havde overleveret, og undersøgte dem ved at sammenholde dem med hinanden.
Hvis det viste sig, at tredive tabi’ier havde overleveret en hadith fra Abu Hurayra, og at tyve eller femogtyve af dem havde lært og nedskrevet hadithen ordret med netop de ord, Abu Hurayra havde brugt, mens nogle af de øvrige ikke havde kunnet bevare hadithen korrekt i hukommelsen, beviste det en svaghed i deres hukommelse og evne til at fastholde det, de havde lært.
Hvis en af Abu Hurayras elever havde lært og overleveret hundrede hadither fra ham, og han havde kunnet huske og overlevere dem alle eller de fleste ordret og korrekt, var det et bevis på hans acceptabilitet. Hvis en sådan tabi’i derimod overleverede de fleste af hundrede hadither på en måde, der ikke stemte overens med de øvrige tabi’iers overleveringer, ville det vise, at han ikke skrev haditherne korrekt ned og ikke kunne huske dem ordentligt. Denne overlever mistede sin acceptabilitet og blev betegnet som en da’if, altså svag, råvi.
Graden af svaghed blev bedømt ud fra mængden og omfanget af fejlene. Hvis det gennem hans livsførelse og de mange forvanskede hadither, han havde overleveret, blev bevist, at han bevidst havde ændret eller udeladt noget i de hadither, der blev overleveret fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), eller bevidst havde fremsat opdigtede ord i hadithens navn, blev han betegnet som en løgnagtig råvi. En hadith, som kun var blevet overleveret af en sådan løgnagtig overlever, blev under ingen omstændigheder accepteret som Allahs Sendebuds ord. Den blev i stedet betegnet som en løgn eller en mawdu’-hadith.
Nogle gange viste det sig, at en af Abu Hurayras elever overleverede en eller flere hadither, som ingen af de andre elever overleverede. I sådanne tilfælde undersøgte muhadditherne sagen efter ovenstående regler. Hvis det viste sig, at den pågældende tabi’i-elev havde været sammen med Abu Hurayra længere end de andre, at det gennem undersøgelsen var blevet bevist, at han havde nedskrevet og lært de fleste af sine overleveringer korrekt, og at alle anerkendte hans sandfærdighed og fromhed, blev de ekstra hadither, han overleverede, accepteret som sahih-hadither (autentiske) eller hasan-hadither (gode og acceptable).
Hvis den ovenstående komparative undersøgelse derimod viste, at de fleste eller mange af hans overleveringer afveg mere eller mindre fra de acceptable råviers overleveringer, blev også denne ekstra hadith, han havde overleveret, efter de samme regler betegnet som svag og falsk.
En tabi’i lærte som regel ikke kun hadither af én sahabi. I de fleste tilfælde forsøgte enhver tabi’i at lære hadither fra så mange sahabier som muligt. Derfor rejste de til enhver by i den daværende muslimske verden, hvor en sahabi boede. Muhadditherne samlede efter ovenstående metode alle sahabiernes hadither, alle tabi’iernes hadither fra dem og tabi’ tabi’iernes hadither fra disse. Gennem komparativ undersøgelse og ved at tage hensyn til overlevernes personlige liv, sandfærdighed, fromhed osv. fastslog de hadithernes acceptabilitet.
Denne tradition fortsatte i de følgende århundreder. På den ene side samlede muhadditherne alle de hadither, der blev tillagt Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), sammen med deres isnad. På den anden side fastslog og nedskrev de gennem en komparativ behandling af råviernes overleveringer, hvilke af dem der var sande og hvilke der var falske. (Beskrivelser af dette findes i alle værker om jarh wa ta’dil. Se især: Muslim ibn al-Hajjaj, Kitab al-Tamyiz; Ibn Adi, al-Kamil fi Du’afa al-Rijal; dr. Muhammad Mustafa al-A’zami, Manhaj al-Naqd ‘ind al-Muhaddithin.)
Imam al-Tirmidhi, Abu Isa Muhammad ibn Isa (d. 275 AH), siger: Ali ibn Hujr fortalte os, Hafs ibn Sulayman fortalte os; han fra Kathir ibn Dhadhaan, denne fra Asir ibn Damurah, denne fra Ali ibn Abu Talib, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den, der læser Koranen, lærer den udenad, efterlever det, der er tilladt i Koranen som tilladt, og afholder sig fra det, der er forbudt i den som forbudt, vil Allah lade ham træde ind i Paradiset og acceptere hans forbøn for ti personer fra hans familie, som hver især var blevet pålagt Helvedes straf.«
Efter at have samlet hadithen på denne måde nævnte Imam al-Tirmidhi dens svaghed og uacceptabilitet og sagde: »Denne hadith er gharib (svag eller uacceptabel). Den kendes ikke gennem nogen anden kæde end denne ene. Dens isnad er ikke sahih. Hafs ibn Sulayman (d. 180 AH) er svag, når det gælder hadith.«
Imam al-Tirmidhis vurdering blev afgivet på grundlag af hans egen og utallige muhaddithers undersøgelser gennem mere end tre århundreder. De vigtigste trin i deres undersøgelse var som følger:
1. De indsamlede alle hadither, som Hafs ibn Sulayman havde overleveret.
2. De indsamlede overleveringerne fra de øvrige elever hos de lærere, gennem hvem Hafs havde overleveret hadither, samt fra Hafs’ »medstuderende« blandt råvierne, og sammenholdt dem med hans overleveringer.
3. De indsamlede alle hadither, der i denne hadith blev overleveret gennem Hafs’ lærer Kathir ibn Dhadhaan, og sammenholdt dem med Hafs’ overlevering.
4. De indsamlede alle hadither, som Kathirs lærer Asim ibn Damurah havde overleveret gennem hans øvrige elever, og sammenholdt dem med denne overlevering fra Hafs.
5. De indsamlede og sammenlignede alle hadither, der var overleveret gennem Alis øvrige elever.
6. De sammenlignede denne overlevering med hadither, der var overleveret fra andre sahabier end Ali.
Gennem denne undersøgelsesproces fandt de følgende:
A. Denne hadith var ikke overleveret gennem nogen anden kæde end denne ene. Ingen havde overleveret den fra en anden sahabi. Ingen af Alis øvrige elever havde overleveret hadithen fra Ali. Ingen af Asims øvrige elever havde overleveret den fra ham. Ingen af Kathirs øvrige elever havde overleveret den.
De så således, at Hafs ibn Sulayman hen imod slutningen af det andet hijri-århundrede hævdede, at han havde hørt denne hadith gennem denne kæde. Der fandtes ingen vidner, som kunne bevise sandheden af hans påstand.
B. Gennem denne proces blev hadithens acceptabilitet bragt i tvivl. For det er normalt ikke sådan, at ingen blandt Alis elever skulle kende en hadith, som Ali havde overleveret, bortset fra Asim. Og det er heller ikke normalt, at ingen andre end Dhadhaan skulle kende en hadith, som Asim havde lært videre. Ligeledes er det ikke normalt, at ingen andre end Hafs skulle kende en hadith, som Dhadhaan havde lært videre.
C. Nu måtte man se på tilstanden af de øvrige hadither, som Hafs havde overleveret. Muhadditherne fandt gennem undersøgelsen, at næsten alle de hadither, Hafs havde overleveret fra sin lærer Dhadhaan og fra alle sine øvrige lærere, var fulde af fejl. Derfor blev de sikre på, at Hafs, selv om han var en stor Koran-recitatør og lærd, var svag i hadithoverlevering. Selv om han ikke løj bevidst, begik han meget ofte utilsigtede fejl eller fremsatte usandheder. Derfor betragtede de ham som svag og forkastet. (Muslim ibn al-Hajjaj, al-Tamyiz, s. 169.)
Mange forstår ikke denne fine videnskabelige metode til at fastslå nøjagtigheden af en hadith-overlever eller råvis overlevering. Derfor blev de overraskede eller gjorde indsigelser, når en muhaddith afsagde en vurdering om en råvi eller en hadith. Nogle sagde: »Dette er frækhed ved at dømme Allahs Sendebuds ord.« Andre sagde: »Dette er kritik af fromme mennesker uden grund, uden viden eller på grundlag af gæt.« Det var ikke kun i nutiden; også i islams første århundreder havde mange mennesker denne opfattelse. (Muslim ibn al-Hajjaj, al-Tamyiz, s. 169.)
Af den ovenstående gennemgang forstår vi, at alle hadith-imamernes vurderinger og holdninger vedrørende hadither, når de kritiserede råvier og hadither, byggede på denne undersøgelse. Når en muhaddith om en råvi eller hadith-overlever siger, at han er pålidelig, fuldstændig præcis i sin hukommelse, har god hukommelse, sandfærdig, acceptabel, svag, begår mange fejl, overleverer anstødelige hadither, er forkastet, løgnagtig, opdigtet hadith-fabrikant osv., må man forstå, at denne »korte vurdering« er resultatet af et helt livs utrættelige arbejde, indsamling af hadither og komparative undersøgelser.
På samme måde kan vi, når han om en hadith siger, at hadithen er sahih, da’if, anstødelig, opdigtet, mursal, eller at en sahih-hadith er en hadith, der er en sahabis udsagn … osv., forstå, at han har givet os essensen af et helt livs stræben.
På denne måde har vi fået kendskab til muhaddithernes arbejdsmetode. Nu vil vi drøfte de vigtige aspekter af denne arbejdsmetode.
1.4.6.2. Kontrolspørgsmål
Muhadditherne forsøgte gennem kontrolspørgsmål at undersøge, om en rāwī havde løjet bevidst eller ubevidst. Se et par eksempler på dette:
1. Ufayr ibn Maʿdān, en tābiʿī fra det andet hijrī-århundrede, fortæller: »ʿUmar ibn Mūsā al-Wajīhī kom til os i byen Hims. Vi samledes hos ham i moskéen i Hims for at lære hadith. Han begyndte at sige: ’Jeres fromme shaykh har fortalt os hadith.’ Vi spurgte: ’Hvem mener du med den fromme shaykh?’ Han svarede: ’Khālid ibn Maʿdān.’ Jeg spurgte: ’I hvilket år hørte du hadith fra ham?’ Han svarede: ’Jeg studerede hadith hos ham i år 108 efter hijra.’ Jeg spurgte: ’Hvor mødte du ham?’ Han svarede: ’Under krigen i Armenien.’ Jeg sagde: ’Frygt Allah, og afhold dig fra at lyve. Khālid ibn Maʿdān døde i år 104 efter hijra. Det betyder, at du lærte hadith hos ham fire år efter hans død. Desuden deltog han aldrig i krigen i Armenien. Han deltog kun i krige mod det byzantinske rige.’ (Ibn Abī Hātim, al-Jarḥ wa al-Taʿdīl 6/133; al-Dhahabī, Mīzān al-Iʿtidāl 5/217).
Da denne rāwīs løgnagtighed således blev bevist, betegnede muhadditherne ham som en forkastet og løgnagtig ’rāwī’. Abū Ḥātim al-Rāzī siger: ’ʿUmar ibn Mūsā er forkastet; han fabrikerede falske hadither.’ al-Bukhārī siger: ’De hadither, han beretter, er anstødelige og uacceptable.’ Ibn Maʿīn siger: ’Manden er ikke pålidelig.’ Ibn ʿAdī siger: ’Han fabrikerede hadith-kæder og hadith-tekster.’ al-Dāraqutnī, al-Nasāʾī og andre muhaddither siger: ’Han er forkastet.’ (Den tidligere nævnte kilde).
2. Abū al-Walīd al-Tayālisī Hishām ibn ʿAbd al-Malik (d. 227 efter hijra) fortæller: »Jeg var begyndt at nedskrive hadith hos ʿĀmir ibn Abī ʿĀmir al-Khazzāz. En dag sagde han i hadithens isnād: ’ʿAṭāʾ ibn Abī Rabāḥ (d. 114 efter hijra) har fortalt os.’ Jeg spurgte: ’I hvilket år hørte du hadith fra ʿAṭāʾ?’ Han svarede: ’I år 124 efter hijra.’ Jeg sagde: ’Men ʿAṭāʾ døde jo i år 113/114 efter hijra.’«
På denne måde blev løgnen i hans beretning afsløret. Denne løgn kan have været bevidst eller ubevidst. Imām al-Dhahabī (d. 748 efter hijra) siger: ’Hvis han sagde dette bevidst, er han en løgner og en beretter af fabrikerede hadither. Hvis han derimod ved en fejl forvekslede en anden tābiʿī ved navn ʿAṭāʾ ibn al-Sāʾib (d. 136 efter hijra) med ʿAṭāʾ ibn Abī Rabāḥ, må man forstå, at han var en yderst uopmærksom, uvidende og forkastelig rāwī.’ (al-Dhahabī, Mīzān al-Iʿtidāl 4/18).
3. Suhayl ibn Dhakwān Abū Sindī al-Wāsiṭī, en rāwī fra det første hijrī-århundrede, plejede at påstå, at han havde hørt hadith fra ʿĀʾisha. Hans løgn blev afsløret gennem muhaddithernes kontrolspørgsmål. Yaḥyā ibn Maʿīn siger, at ʿAbbād fortalte os: ’Vi spurgte Suhayl ibn Dhakwān: ”Har du set ʿĀʾisha?” Han svarede: ”Ja, det har jeg.” Vi sagde: ”Fortæl os da, hvordan hun så ud.” Han svarede: ”Hendes hudfarve var sort.” Suhayl påstod desuden, at han havde set Ibrāhīm al-Nakhaʿī, hvis øjne skulle have været meget store.
Suhayls udsagn afslørede hans løgn, for ʿĀʾisha havde en lys hudfarve, mens Ibrāhīm al-Nakhaʿīs øjne var beskadigede. (Ibn ʿAdī, al-Kāmil 4/521-522).
1.4.6.3. Kontrol af ordlyd og betydning
Ved indsamling og kontrol af hadith lagde muhadditherne særlig vægt på hadithens ord, sætningernes opbygning og betydning. De undersøgte, om de ord og formuleringer, der blev brugt i den berettede hadith, stemte overens med Allahs Sendebuds sprog og mening. De overvejede, om hadithens betydning var i modstrid med menneskelig fornuft, viden og samvittighed, eller om den klart stred mod velkendte udsagn i Koranen og hadith. Derfor afviste de undertiden en berettet hadith som falsk eller fabrikeret, selv når fortællerens personlige redelighed var bevist. I den følgende drøftelse vil læseren se mange eksempler på dette.
1.4.6.4. At udspørge rāwīens lærer
Efter at have indsamlet en hadith fra en rāwī forsøgte muhadditherne at kontrollere beretningen ved at opsøge den lærer, gennem hvem rāwīen havde berettet hadithen, og spørge ham direkte. Om nødvendigt påtog de sig den møjsommelige rejse på tusindvis af mil. Hvis det på grund af den pågældende lærers død ikke var muligt at spørge ham, indsamlede de beretninger fra hans andre elever og sammenlignede dem. Jeg vil nævne et sådant eksempel.
Ḥasan ibn ʿUmārah al-Bajalī (d. 153 efter hijra) var en tābiʿī og hadith-beretter fra det andet hijrī-århundrede. Han var en stor lærd og faqīh og var i nogen tid dommer i Bagdad. Men med hensyn til hadith-beretning var han yderst svag. Samtidens hadith-imamer, kritikere og bedømmere beviste gennem sammenlignende kontrol hans svaghed. Om dette siger den fremtrædende muhaddith, kritiker og imam fra det andet hijrī-århundrede, Allāmah Shuʿbah ibn al-Ḥajjāj (d. 160 efter hijra): »Ḥasan ibn ʿUmārah fortalte mig syv hadither. Han sagde, at han havde hørt disse hadither fra al-Ḥakam ibn ʿUtaybah (d. 113 efter hijra), som havde hørt dem fra Yaḥyā ibn al-Jazzār. Jeg opsøgte al-Ḥakam ibn ʿUtaybah og spurgte ham om dem. Han sagde: ’Jeg har ikke fortalt én eneste af disse hadither.’« (Ibn ʿAdī, al-Kāmil fī Ḍuʿafāʾ al-Rijāl 2/283).
Abū Dāwūd al-Tayālisī Sulaymān ibn Dāwūd (d. 204 efter hijra) fortæller: »Shuʿbah sagde til mig: ’Ḥasan ibn ʿUmārah fortalte mig, at al-Ḥakam ibn ʿUtaybah havde fortalt ham, at ʿAbd al-Raḥmān ibn Abī Laylā havde fortalt ham, at ʿAlī havde sagt: ”Uhuds martyrer blev vasket, svøbt i ligklæder, og begravelsesbønnen blev bedt over dem.”’ Derefter opsøgte jeg al-Ḥakam og spurgte ham om Uhuds martyrer. Han sagde: ’De blev ikke vasket og ikke svøbt.’ Jeg sagde: ’Hvordan kan det så være, at Ḥasan ibn ʿUmārah har berettet dette fra dig?’ Han svarede: ’Jeg har aldrig fortalt ham denne hadith.’« (Den tidligere nævnte kilde 2/284).
Abū Dāwūd al-Tayālisī fortæller videre: »Shuʿbah sagde til mig: ’Gå til Jarīr ibn Ḥāzim (d. 170 efter hijra) og sig til ham: ”Det er ikke tilladt for dig at berette hadith fra Ḥasan ibn ʿUmārah, for han lyver.”’ al-Tayālisī siger: ’Jeg spurgte: ”Hvordan ved du det?” Han svarede: ”Han har fortalt mig mange hadither gennem al-Ḥakam ibn ʿUtaybah, men jeg har ikke fundet noget grundlag for dem.”’
Al-Tayālisī siger: »Jeg spurgte: ’Hvilke hadither er det?’ Shuʿbah sagde: ’Jeg spurgte al-Ḥakam: ”Hvad er din mening om et barn født uden for ægteskab?” Han svarede: ”Der skal bedes begravelsesbøn over dem.” Jeg spurgte: ”Hvem har du berettet denne hadith fra?” al-Ḥakam svarede: ”Den er berettet fra al-Ḥasan al-Baṣrī.” Men Ḥasan ibn ʿUmārah siger, at al-Ḥakam berettede hadithen til ham fra Yaḥyā ibn al-Jazzār gennem ʿAlī.« (Muslim, al-Ṣaḥīḥ 1/23-24).
Således ser vi, at Shuʿbah forelagde de hadither, som Ḥasan ibn ʿUmārah havde berettet, for hans lærer og derved beviste unøjagtigheden i Ḥasans beretning samt hans bevidste og ubevidste fejl eller løgne. Vi finder utallige sådanne hændelser i rijāl-litteraturen. En stor del af muhaddithernes rejser gik i virkeligheden med at forelægge de indsamlede hadither for rāwīernes lærere for at kontrollere deres autenticitet.
1.4.6.5. Sammenligning af forskellige overlevereres overleveringer
Et af de vigtigste aspekter ved muhaddithunernes granskning var at indsamle overleveringer fra en overleverers samtidige eller medstuderende og sammenligne dem for at fastslå deres korrekthed. Denne sammenlignende og undersøgende proces var et centralt kendetegn ved deres vedvarende hadithstudier. Så snart de havde hørt en hadith, sammenlignede de den med hadither, som andre havde overleveret, og som de havde bevaret i hukommelsen. Derefter spurgte de, når behov og mulighed bød sig, andre overleverere, sammenlignede deres overleveringer med den pågældende overlevering og holdt dem efter behov op mod manuskripter.
Den berømte muhaddith Abu Dawud al-Tayalisi (204 hijri) fortæller: En dag sad vi hos vores lærer Shuʿba ibn al-Hajjaj (160 hijri). På dette tidspunkt kom den samtidige overlever Hasan ibn Dinar derhen. Shuʿba sagde til ham: »Sæt dig her.« Han satte sig og overleverede følgende hadith: »Hamid ibn Hilal har fortalt os, fra Mujahid (21-104 hijri), at han havde hørt Umar ibn al-Khattab (21 hijri) sige …« Da Shuʿba hørte hadithen, blev han forbløffet og sagde: »Har Mujahid hørt nogen hadith fra Umar? Hvordan skulle det være muligt?« På dette tidspunkt rejste Hasan ibn Dinar sig og gik. En anden overlever, Abu al-Fadl Bahr ibn Qunays al-Saqqa (160 hijri), kom derhen. Shuʿba sagde til ham: »Abu al-Fadl, har du hørt nogen hadith fra Hamid ibn Hilal?« Han svarede: »Ja, det har jeg.« »Hamid ibn Hilal har fortalt os, at en lærd ved navn Abu Mujahid fra stammen Banu Adi har fortalt os, at han havde hørt Umar ibn al-Khattab sige …« Da sagde Shuʿba: »Sådan forholder det sig altså i virkeligheden.« (Ibn ʿAdi, al-Kamil 3/117).
Hasan ibn Dinar begik en fejl i sin overlevering af hadithen. Den berømte overlever Mujahid blev født et eller to år før Umar ibn al-Khattabs (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød. Han havde ikke hørt nogen hadith fra Umar. Forsætligt eller uforsætligt forvekslede han overlevererens navn. Ved at sammenligne med Bahr al-Saqqas overlevering forstod Shuʿba, hvor Hasan ibn Dinars fejl lå. Han havde ikke kunnet huske navnet på Hamid ibn Hilals lærer korrekt. Dette viser, at selv om han ikke løj forsætligt, løj han uforsætligt. Han kunne hverken huske eller overlevere hadither korrekt.
Den store hadithkritiker og muhaddith, imam Yahya ibn Maʿin (233 hijri), en af det tredje århundredes fremmeste, opsøgte Musa ibn Ismaʿil (223 hijri) og udtrykte ønske om at læse manuskripterne med de hadither, som Hamm ad ibn Salama ibn Dinar (167 hijri) havde overleveret. Musa spurgte: »Har du ikke hørt disse manuskripter hos andre?« Yahya svarede: »Jeg har allerede læst de manuskripter med Hammads overleverede hadither, som var samlet hos dem, for 17 af Hammads elever. Du er den attende, hos hvem jeg ønsker at læse Hammads overleveringer.« Musa spurgte: »Hvorfor?« Yahya svarede: »Fordi Hamm ad ibn Salama begik fejl et eller to steder i sin overlevering af hadither. Derfor ønsker jeg at skelne mellem hans fejl og hans elevers fejl. Hvis jeg ser, at alle Hammads elever har overleveret dem på samme måde, vil jeg forstå, at Hammad sagde det sådan, og at en eventuel fejl i dette tilfælde er Hammads egen. Hvis jeg derimod ser forskelle mellem elevernes overleveringer, vil jeg forstå, at fejlen ligger hos eleven selv. På denne måde kan jeg skelne mellem Hammads egne fejl og hans elevers fejl.« (al-Dhahabi, Siyar aʿlam al-nubalaʾ 7/456).
Imam Muslim har udførligt nævnt utallige eksempler og forklaringer på muhaddithunernes sammenlignende granskning i sit værk al-Tamyiz. Her fremlægger jeg et eksempel med hans egne ord. Han siger: »Ved overlevering af hadither kan fejlen ligge i hadithens isnad eller matn. Et eksempel på en fejl i matn: Hasan al-Hulwani og Abdullah ibn ʿUbaydullah al-Darimi har fortalt mig, at Kathir ibn Zayd har fortalt os, at Yazid ibn Abi Ziyad har fortalt os fra Qurayb ibn Abi Muslim (98 hijri), fra Ibn ʿAbbas, som sagde: Jeg overnattede i min mosters, profetens hustrus, Maymunas hus. … Allahs Sendebud stod om natten op, foretog wudu og stillede sig til bøn (tahajjud). Så stillede jeg mig ved hans højre side. Han tog fat i mig og stillede mig ved sin venstre side …«
Imam Muslim siger: »Denne hadith er fejlagtig, fordi pålidelige overleverere i autentiske overleveringer har overleveret det modsatte. De har nævnt, at Ibn ʿAbbas stillede sig til venstre for Allahs Sendebud, hvorefter han stillede ham til højre. … Jeg vil her nævne overleveringerne fra Qurayb ibn Abi Muslim gennem hans øvrige elever og derefter overleveringerne fra Ibn ʿAbbas gennem Ibn ʿAbbas’ øvrige elever, som var Quraybs samtidige og overleverede på samme måde som ham.
1. Ibn Abi ʿUmar har fortalt os, at Sufyan al-Thawri har fortalt os fra ʿAmr ibn Dinar, fra Qurayb, fra Ibn ʿAbbas, at han overnattede i Maymunas hus. Allahs Sendebud stod om natten op, foretog wudu og stillede sig til bøn. Ibn ʿAbbas sagde: Jeg stod da op, foretog wudu på samme måde, som Allahs Sendebud foretog wudu til bøn, gik hen til ham og stillede mig til venstre for ham. Så stillede han mig til højre.
2. Makhrama ibn Sulayman har overleveret tilsvarende fra Qurayb, fra Ibn ʿAbbas.
3. Salama ibn Kuhayl har overleveret tilsvarende fra Qurayb, fra Ibn ʿAbbas.
4. Salih ibn Abi al-Jaʿd har overleveret tilsvarende fra Qurayb, fra Ibn ʿAbbas.
5. Hushaym fra Abu Bishr, fra Saʿid ibn Jubayr, fra Ibn ʿAbbas.
6. Ayyub al-Sakhtiyani, Abdullah ibn Saʿid Jubayr, fra sin far Saʿid ibn Jubayr, fra Ibn ʿAbbas.
7. Hakam ibn ʿUtayba fra Saʿid ibn Jubayr.
8. Ibn Jurayj fra ʿAta ibn Abi Rabah, fra Ibn ʿAbbas.
9. Qays ibn Saʿid fra ʿAta ibn Abi Rabah, fra Ibn ʿAbbas.
10. Abu Nadra (Mundhir ibn Malik) fra Ibn ʿAbbas.
11. al-Shaʿbi fra Ibn ʿAbbas.
12. Tawus fra ʿIkrima, fra Ibn ʿAbbas.«
Imam Muslim siger: »Således er det gennem autentiske overleveringer fra Qurayb og Ibn ʿAbbas’ øvrige elever bevist, at den overlevering, hvori det siges, at Allahs Sendebud stillede Ibn ʿAbbas til venstre for sig, uden tvivl er fejlagtig.« (Muslim, al-Tamyiz, s. 62-63).
Læser, bemærk her dybden og dokumentationen i imam Muslims granskning. Han samlede denne ene hadith fra Ibn ʿAbbas gennem 13 kæder og adskilte gennem sammenlignende granskning den korrekte overlevering fra den fejlagtige eller falske.
Først nævnte han, at overleveringen gennem en overleverer ved navn Yazid ibn Abi Ziyad siger, at Qurayb fortalte ham, at Ibn ʿAbbas fortalte ham, at han stillede sig til højre for Allahs Sendebud, og at han stillede ham til venstre. Derefter sammenlignede han den med overleveringerne fra andre elever af Yazids lærer, Qurayb. Quraybs tre andre berømte elever, Makhrama, Salama og Salim, overleverede det modsatte af Yazids overlevering. Alle tre sagde, at Qurayb havde fortalt, at Ibn ʿAbbas havde stået til venstre, og at Allahs Sendebud stillede ham til højre. Dermed blev det bevist, at Yazid ibn Abi Ziyad ikke havde kunnet huske hadithen. Imam Muslim standsede ikke her. Derefter samlede han også hadithens overlevering fra fem andre elever af Ibn ʿAbbas ud over Qurayb: Saʿid ibn Jubayr, ʿAta ibn Abi Rabah, Abu Nالبra, al-Shaʿbi og ʿIkrima, og sammenlignede dem med den ovennævnte overlevering. Disse fems overleveringer beviser også, at Yazid ibn Abi Ziyad overleverede hadithen forkert. Uden tvivl blev det dermed bevist, at Ibn ʿAbbas havde sagt til alle sine elever, at han først stod til venstre, hvorefter Allahs Sendebud stillede ham til højre. Ligesom alle Ibn ʿAbbas’ elever overleverede Qurayb også dette fra ham til sine elever. Men på grund af sin svage hukommelse overleverede Yazid hadithen forkert.
Muhaddithunerne foretog denne omfattende sammenligning og granskning ved hver eneste hadith. Alle deres vurderinger vedrørende hadither og overlevereres status blev fremsat på grundlag af en sådan dyb og omfattende sammenligning og granskning.
Se endnu et eksempel. I Egypten i det andet hijri-århundrede levede den berømte lærde, faqih og muhaddith Abu ʿAbd al-Rahman ʿAbdullah ibn Lahiʿa ʿUqba al-Hadrami al-Ghafiqi (174 hijri). Han var en berømt hadithoverlever og overleverede mange hadither. Muhaddithunerne undersøgte alle hans overleveringer gennem sammenlignende granskning og fandt, at antallet af fejl i hans overleveringer var meget stort. De kritiske muhaddithuner samlede de hadither, han havde overleveret, enten fra ham selv eller fra hans elever. Derefter indsamlede og samlede de haditherne fra andre elever af de lærere, gennem hvem han havde overleveret hadither. Da de herefter så forskellene i disse overleveringers isnad og matn, betegnede de Ibn Lahiʿa som svag i hadithoverlevering.
Som eksempel på Ibn Lahiʿas alvorlige fejl siger imam Muslim: »Zuhayr ibn Harb har fortalt mig, at Ishaq ibn ʿIsa har fortalt os, at Abdullah ibn Lahiʿa har fortalt os, at Musa ibn ʿUqba (141 hijri) skriftligt sendte mig, at Busr ibn Saʿid fortalte mig fra Zayd ibn Thabit (må Allah være tilfreds med ham), som sagde: ›Allahs Sendebud foretog hijama, eller lod blod udtage fra kroppen ved hjælp af kopper, inde i moskeen.‹ Ibn Lahiʿas elev Ishaq ibn ʿIsa siger: ›Jeg spurgte Ibn Lahiʿa: Var det på et bønnested i hans hus?‹ Han svarede: ›I Profetens Moské.‹«
Imam Muslim siger: »Hadithens overlevering er forvansket på alle måder. Der er alvorlige fejl både i dens isnad og dens matn. Ibn Lahiʿa forvanskede ordene i matn og begik en fejl i isnad. Jeg vil nævne den korrekte overlevering af denne hadith.
Muhammad ibn Hatim har fortalt mig, at Bahaz ibn Asad har fortalt os, at Wuhayb ibn Khalid ibn ʿAjlan (165 hijri) har fortalt os, at Musa ibn ʿUqba har fortalt mig: Jeg hørte Abu al-Nadr Salim ibn Abi Umayya (129 hijri) sige, at han fra Busr ibn Saʿid, fra Zayd ibn Thabit, overleverede: ›Allahs Sendebud byggede et lille rum af en måtte inde i moskeen og bad i det i nogle nætter …‹«
Imam Muslim siger: »Muhammad ibn al-Masalla har fortalt mig, at Muhammad ibn Jaʿfar har fortalt os, at Abdullah ibn Saʿid ibn Abi Hind al-Farazi (145 hijri) har fortalt os, at Abu al-Nadr Salim har fortalt os fra Busr ibn Saʿid, fra Zayd ibn Thabit, som sagde: ›Allahs Sendebud byggede et rum af en måtte inde i moskeen …‹«
Imam Muslim siger: »På denne måde finder vi den korrekte overlevering fra Wuhayb ibn Khalid (165 hijri), fra Musa ibn ʿUqba, fra Abu al-Nadr. Jeg har også nævnt den overlevering, som Abdullah ibn Saʿid ibn Abi Hind al-Farazi (145 hijri) i det andet tilfælde har overleveret fra Abu al-Nadr. Ibn Lahiʿa begik her en fejl i overleveringen af hadithens matn, fordi han ikke hørte hadithen direkte fra Musa. Han var udelukkende afhængig af det manuskript, som blev sendt skriftligt til ham, sådan som han selv har nævnt. Derfor læste han ordene ›han byggede et rum‹ som ›han lod blod udtage‹. Vi frygter denne forvanskning hos alle, der overleverer hadither udelukkende på grundlag af skriftlige manuskripter uden at have hørt dem direkte fra muhaddithens mund eller selv have læst dem op for muhaddithen.
Fejlen i isnad består i, at Musa ibn ʿUqba modtog hadithen fra Abu al-Nadr Salim. Abu al-Nadr lærte hadithen fra Busr ibn Saʿid. Men Ibn Lahiʿa nævnte ikke Abu al-Nadrs navn i isnad og sagde, at Musa havde hørt hadithen fra Busr. (Muslim, al-Tamyiz, s. 187-188).
Her er det bemærkelsesværdigt, at imam Muslim foretog sammenligningen i to faser. Først sammenlignede han Ibn Lahiʿas overlevering med overleveringen fra Wuhayb, en anden elev af Ibn Lahiʿas lærer Musa. Begge overleveringer beviste, at Ibn Lahiʿa havde begået alvorlige fejl både i overleveringen af isnad og i gengivelsen af matn.
1.4.6.6. Sammenligning af overleveringer fra forskellige tidspunkter
En af metoderne til at kontrollere nøjagtigheden af et vidnesbyrd eller en overlevering er at stille fortælleren spørgsmål om det samme emne på forskellige tidspunkter. Sahabaerne anvendte denne metode for at kontrollere nøjagtigheden af hadith-fortællerens overlevering. De senere muhaddithun anvendte også denne metode. Her nævner jeg to eksempler.
1. Abu Dhuwaiʿah, sekretær for den umajjadiske hersker Marwan ibn al-Hakam (65 hijri), fortæller: En dag sagde Marwan til mig: »Hent Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham).« Da Abu Huraira var kommet, begyndte han at spørge Abu Huraira om hadith vedrørende forskellige emner. Han beordrede mig til at sidde bag et forhæng og skrive det hele ned. Efter at et år var gået, tilkaldte Marwan igen Abu Huraira og bad mig sætte mig bag forhænget med det manuskript, jeg havde skrevet året før. Han spurgte Abu Huraira igen om de samme emner, og Abu Huraira gentog de hadither, han havde fortalt året før. Jeg sammenlignede dem og konstaterede, at han hverken havde udeladt eller tilføjet det mindste, og heller ikke havde byttet om på et eneste ord.« (Al-Hakim, al-Mustadrak 3/583).
2. ʿUmarah ibn al-Qaʿqaʿ fortæller: Ibrahim al-Nakhaʿi (96 hijri) sagde til mig: »Overlever hadith til mig fra Abu Zurʿah ibn ʿAmr ibn Jarib.« Beviset på Abu Zurʿahs pålidelighed er, at jeg stillede ham et spørgsmål om en hadith. To år senere spurgte jeg ham om den samme hadith. Anden gang overleverede han den ordret på samme måde som første gang; han havde hverken tilføjet eller udeladt så meget som ét bogstav. (Ibn Hajar al-ʿAsqalani, Tahdhib al-Tahdhib 12/109).
1.4.6.7. Sammenligning af manuskriptet med hukommelsen og det, der er hørt
Vi har tidligere set, at rāwīer og muḥaddithūn siden tābiʿīn-generationens tid som regel nedskrev og bevarede de hadither, de havde lært hos hver enkelt lærer, separat i form af manuskripter. De kontrollerede nøjagtigheden ved at sammenligne de mundtligt huskede overleveringer med manuskripterne. Om nødvendigt undersøgte de manuskripternes håndskrift, blæk og lignende. Her nævner jeg nogle eksempler på, hvordan manuskripter blev anvendt til at kontrollere nøjagtigheden af de overleverede hadither.
(1) Khalīfa ibn Mūsā, en muḥaddith fra det andet hijrī-århundrede, siger: Jeg gik til en muḥaddith ved navn Ghālib ibn ʿUbaydullāh al-Jazarī for at lære hadither. Han begyndte at få os til at skrive hadither ned og fortsatte, mens han så i sit manuskript, med at sige: »Makḥūl (115 hijrī) har fortalt mig …, Makḥūl har fortalt mig …« På denne måde fik han os til at skrive hadither fra Makḥūl. På et tidspunkt fik han trang til at urinere og gik ud. Da så jeg på hans manuskript og fandt følgende skrevet: »Abān ibn Abī ʿAyyāsh (140 hijrī) har fortalt mig, fra Anas; Abān har fortalt, fra en sådan og sådan …« Så forlod jeg ham og gik derfra. (Muslim, as-Saḥīḥ 1/18).
Det vil sige, at denne rāwī havde hørt og skrevet sine hadither hos Abān. Men Abān var kendt blandt muḥaddithūn som svag og upålidelig. Derfor udelod han hans navn, da han læste haditherne op, og tilskrev dem den berømte tābiʿī Makḥūl. Khalīfa benyttede lejligheden til at sammenligne hans mundtlige overlevering med det skrevne manuskript og afslørede hans forfalskning.
(2) Imām ʿAbd ar-Raḥmān ibn Mahdī (198 hijrī), en fremtrædende kritiker fra det andet århundrede, siger: En dag, da Sufyān ath-Thawrī (161 hijrī) overleverede en hadith, sagde han: »Hammād ibn Abī Sulaymān (120 hijrī) har fortalt mig hadithen; han har den fra tābiʿīen ʿAmr ibn ʿAṭiyya at-Taymī (død omkring 100 hijrī), og han har den fra Salmān al-Fārisī (34 hijrī).«
ʿAbd ar-Raḥmān siger: Jeg sagde: »Hammād ibn Abī Sulaymān har jo overleveret denne hadith fra Ribʿī ibn Ḥirāsh (100 hijrī), og han fra Salmān al-Fārisī.« (Det vil sige: Der er en fejl i din gengivelse af isnāden; Hammāds lærer var ikke ʿAmr ibn ʿAṭiyya, men Ribʿī ibn Ḥirāsh.) Sufyān ath-Thawrī sagde: »Hvem har fortalt denne isnād?« Jeg sagde: »Hammād ibn Salama (167 hijrī) har fortalt mig den; han nævnte denne isnād fra Hammād ibn Abī Sulaymān.« Sufyān sagde: »Skriv det, jeg siger.« Jeg sagde: »Shuʿba ibn al-Ḥajjāj (160 hijrī) har også fortalt mig denne isnād.« Han sagde: »Skriv det, jeg siger.« Jeg sagde: »Hishām ad-Dastuwāʾī (154 hijrī) har også fortalt mig denne isnād.« Han sagde: »Hishām?« Jeg sagde: »Ja.« Han tav nogle øjeblikke og sagde: »Skriv det, jeg siger. Jeg hørte Hammād ibn Abī Sulaymān sige: Jeg hørte hadithen fra ʿAmr ibn ʿAṭiyya.«
ʿAbd ar-Raḥmān siger: Jeg blev fast overbevist om, at Sufyān ath-Thawrī havde taget fejl her. I lang tid holdt jeg fast ved den opfattelse, at Sufyān ath-Thawrī havde taget fejl i denne hadith. En dag fandt jeg imidlertid blandt de skrevne manuskripter med de hadither, jeg havde hørt fra Shuʿba ibn al-Ḥajjāj gennem min lærer Muḥammad ibn Jaʿfar Ghundār (193 hijrī), at Shuʿba havde sagt: »Hammād ibn Abī Sulaymān har fortalt mig; han har den fra Ribʿī ibn Ḥirāsh, fra Salmān al-Fārisī.« Shuʿba havde sagt: »Hammād siger én gang, at han hørte hadithen fra ʿAmr ibn ʿAṭiyya.«
ʿAbd ar-Raḥmān siger: Efter at have set manuskriptet forstod jeg, at Sufyān ath-Thawrī faktisk havde haft ret. Fordi han havde dyb tillid til det, han selv havde lært udenad, tog han ikke hensyn til de andres indsigelser. (Ibn Abī Ḥātim, al-Jarḥ wa at-Taʿdīl 1/64-65).
(3) ʿAbdullāh ibn al-Mubārak (181 hijrī), en af det andet århundredes største muḥaddithūn og jurister, siger: Hvis muḥaddithūn er uenige om den korrekte overlevering af en hadith fra Shuʿba ibn al-Ḥajjāj (160 hijrī), skal Muḥammad ibn Jaʿfar Ghundārs (193 hijrī) manuskript afgøre sagen mellem dem. Overleveringen i Ghundārs manuskript skal accepteres som korrekt og nøjagtig. (Ibn Abī Ḥātim, samme værk 1/271).
(4) Tre muḥaddithūn fra det tredje århundrede, Muḥammad ibn Muslim ibn ʿUthmān ar-Rāzī (270 hijrī), Faḍl ibn ʿAbbās og Abū Zurʿa ar-Rāzī ʿUbaydullāh ibn ʿAbd al-Karīm (264 hijrī), sad sammen og drøftede hadither. Muḥammad ibn Muslim nævnte en hadith, som Faḍl gjorde indsigelse imod. Han nævnte en anden overlevering. De to kom i en diskussion om hadithen. De udpegede derefter Abū Zurʿa som voldgiftsmand. Abū Zurʿa var tilbageholdende med at udtale sin mening, men Muḥammad ibn Muslim blev ved med at presse ham. Han sagde: »Der er ingen mening i, at du tier. Hvis jeg tager fejl, så sig det. Og hvis han tager fejl, så sig også det.« Abū Zurʿa bad da om at få sit manuskript bragt. Han sagde til sin elev Abū al-Qāsim: »Gå ind i biblioteket og spring den første, anden og tredje række over. Tæl derefter bøgerne i den næste række, lad de første seksten manuskriptbind stå, og tag det syttende bind med.« Han gik og hentede manuskriptet efter beskrivelsen og gav det til Abū Zurʿa. Abū Zurʿa bladrede i siderne og fandt på et tidspunkt hadithen. Derefter gav han manuskriptet til Muḥammad ibn Muslim. Muḥammad læste hadithen, der var nedskrevet i manuskriptet, og sagde: »Ja, så var det mig, der tog fejl. Det kan jo ske.« (Ibn Abī Ḥātim, samme værk 1/337; Ibn Ḥajar, Tahdhīb at-Tahdhīb 7/30).
(5) Den berømte muḥaddith ʿAbd ar-Raḥmān ibn ʿUmar al-Iṣfahānī Rustah (250 hijrī) fra det tredje hijrī-århundrede fortæller: En dag, under en hadithdrøftelse i Abū Zurʿa ar-Rāzīs (264 hijrī) og Abū Ḥātim ar-Rāzīs, Muḥammad ibn Idrīs’ (277 hijrī), nærvær, overleverede jeg en hadith og sagde: »ʿAbd ar-Raḥmān ibn Mahdī har fortalt os; han har den fra Sufyān ath-Thawrī, fra al-Aʿmash, fra Abū Ṣāliḥ, fra Abū Hurayra, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: ‘Bed middagsbønnen køligt, for varmens intensitet kommer fra Helvedes åndedræt.’«
Så snart Abū Zurʿa ar-Rāzī hørte dette, gjorde han indsigelse. Han sagde: »De tog fejl, da De nævnte Abū Hurayra som tābiʿīen Abū Ṣāliḥs lærer. Alle overleverer jo denne hadith fra Abū Saʿīd al-Khudrī.« Det gjorde stærkt indtryk på ʿAbd ar-Raḥmān. Da han kom hjem, undersøgte han det manuskript, han havde opbevaret hos sig, og skrev et brev til Abū Zurʿa:
»Jeg overleverede en hadith fra Abū Hurayra i Deres nærvær. De sagde, at min overlevering var forkert, og at alle overleverede hadithen fra Abū Saʿīd. Det gjorde mig meget ondt, og jeg kunne ikke glemme det. Da jeg kom hjem, undersøgte jeg det manuskript, jeg havde bevaret hos mig. Jeg fandt, at hadithen faktisk var overleveret fra Abū Saʿīd. Hvis det ikke volder Dem besvær, bedes De meddele Abū Ḥātim og alle de andre venner, at jeg tog fejl. Må Allah belønne Dem. Det er bedre at indrømme en fejl og blive flov eller ydmyget end at brænde i Helvedes ild ved at skjule den.« (Ibn Abī Ḥātim, al-Jarḥ wa at-Taʿdīl 1/336).
(6) Sulaymān ibn Ḥarb (224 hijrī), en af det tredje hijrī-århundredes fremtrædende muḥaddithūn, siger: Når jeg drøftede forskellige hadither med min samtidige, den berømte kritiske muḥaddith Yaḥyā ibn Maʿīn (233 hijrī), sagde han undertiden: »Denne hadith er forkert.« Jeg spurgte: »Hvordan er den korrekte form så?« Han svarede: »Det ved jeg ikke.« Så så jeg i mit manuskript. Jeg fandt, at han havde ret. Hadithen var skrevet på en anden måde i manuskriptet. (Ibn Abī Ḥātim, samme værk 1/314).
(7) Imām Aḥmad ibn Ḥanbal (241 hijrī) blev spurgt: »Er Abū al-Walīd fuldstændig pålidelig?« Han svarede: »Nej. Hans manuskript havde hverken diakritiske punkter eller vokaltegn. Men de hadither, han havde hørt og skrevet hos Shuʿba ibn al-Ḥajjāj, overleverede han korrekt.« (Aḥmad ibn Ḥanbal, al-ʿIlal wa Maʿrifat ar-Rijāl 2/369).
(8) Yaʿqūb ibn Ḥumayd ibn Kāsib (240 hijrī) var en hadithoverlever fra det tredje hijrī-århundrede. Imām Abū Dāwūd (275 hijrī) siger: Blandt de hadither, Yaʿqūb overleverede, fandt jeg mange hadither, som ingen andre overleverede på denne måde. Derfor bad vi ham om at vise os sit originale manuskript. I nogle dage ignorerede han vores anmodning. Derefter tog han sit manuskript frem og viste det til os. Vi så, at mange hadither i hans manuskript var skrevet med nyt, frisk blæk. Forskellen mellem den gamle og den nye tekst var tydelig. Vi så, at navnene på rāwīer manglede i isnāderne til mange hadither, og at han havde indsat rāwīernes navne på ny. I nogle hadithers ordlyd havde han tilføjet ekstra ord eller sætninger. Derfor afstod vi fra at acceptere hans hadither. (adh-Dhahabī, Mīzān al-Iʿtidāl 7/276-277; Siyar Aʿlām an-Nubalāʾ 11/159).
(9) Abū Aḥmad ʿAbdullāh ibn ʿAdī (365 hijrī), en af det fjerde hijrī-århundredes fremtrædende muḥaddithūn, siger: En mand ved navn Muḥammad ibn Muḥammad ibn al-Ashʿath boede i Egypten og overleverede hadither. Under en rejse for at indsamle hadither opsøgte jeg ham i Egypten. Han tog et manuskript frem og viste det til os. Blækket i manuskriptet var frisk, og papiret var også nyt. Det indeholdt omkring tusind hadither, som han hævdede at have hørt fra Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, gennem Mūsā ibn Ismāʿīl ibn Mūsā ibn Jaʿfar aṣ-Ṣādiq ibn Muḥammad al-Bāqir ibn Zayn al-ʿĀbidīn ibn Ḥusayn ibn ʿAlī, en efterkommer af ʿAlī, via hans far og bedstefædre. Næsten alle disse hadither var ukendte; ingen anden havde overleveret dem med denne isnād eller med nogen anden isnād. Nogle af hadithernes indhold eller ordlyd fandtes i andre autentiske hadither, men ikke med denne isnād.
Jeg spurgte derefter Ḥusayn ibn ʿAlī, en af de fremtrædende samtidige ledere blandt ʿAlīs efterkommere, om Mūsā ibn Ismāʿīl, der var nævnt i isnāden. Han sagde: »Denne Mūsā var min nabo i Medina i fyrre år. Han sagde aldrig på noget tidspunkt, at han havde hørt eller overleveret nogen hadith fra sin far og sine bedstefædre eller gennem nogen anden kæde.« Ibn ʿAdī siger: »Vi fandt intet grundlag for haditherne i dette manuskript. Det fremgår, at han havde opdigtet dem.« (Ibn ʿAdī, al-Kāmil 6/301-302; Ibn al-Jawzī, aḍ-Ḍuʿafāʾ 3/43, 97).
1.4.7. Hadithtyper baseret på granskning
Muḥaddithūn har på grundlag af granskning grundlæggende opdelt hadither i tre kategorier: ṣaḥīḥ eller autentiske hadither, ḥasan eller gode, det vil sige nogenlunde acceptable hadither, og ḍaʿīf eller svage hadither. Svage hadither opdeles på forskellige måder efter årsagen til og graden af deres svaghed.
Her vil jeg forsøge at forklare dette enkelt, så almindelige læsere kan forstå det. Forestil dig, at en dommer har undersøgt de vidneudsagn og beviser, der er fremlagt mod en person, som er anklaget for mord. Anklagen går ud på, at han med overlæg og koldt blod har dræbt en person. På grundlag af de fremlagte vidneudsagn og beviser kan dommeren afsige fire mulige typer dom: 1. dødsstraf, 2. livsvarigt fængsel, 3. fængsel i nogle år eller 4. frifindelse. Også når det gælder hadithers pålidelighed, findes der omtrent disse grader.
1.4.7.1. Ṣaḥīḥ eller autentisk hadith
I muḥaddithūns terminologi kaldes en hadith ṣaḥīḥ, når fem betingelser er opfyldt:
1. ʿAdāla: Det er bevist, at alle hadithens rāwīer er fuldstændig retskafne og pålidelige,
2. Ḍabṭ: Det er bevist, at alle rāwīer fuldt ud besidder evnen til at overlevere nøjagtigt,
3. Ittiṣāl: Det er bevist, at hver rāwī i isnāden med egne ører har hørt hadithen fra den øverste rāwī,
4. Frihed for shudhūdh: Det er bevist, at hadithen ikke strider mod andre autoritative overleveringer, og
5. Frihed for ʿilla: Det er bevist, at hadithen ikke indeholder nogen subtil fejl i isnāden eller betydningen. (ʿIrāqī, at-Taqyīd, s. 23-25; Fatḥ al-Mughīth, s. 7-8; Sakhāwī, Fatḥ al-Mughīth 1/25-31; Suyūṭī, Tadrīb ar-Rāwī 1/63-74; Maḥmūd Ṭaḥḥān, Taysīr Muṣṭalaḥ al-Ḥadīth, s. 34-36).
De tre første betingelser vedrører isnāden, mens de to sidste hovedsageligt vedrører betydningen. En detaljeret forklaring af dem er ikke relevant her. For den almindelige læser kan vi dog sige, at muḥaddithūn regner en hadith for ṣaḥīḥ eller autentisk, hvis man kan være lige så sikker på, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, virkelig har sagt den, som en dommer skal være sikker på de fremlagte vidneudsagn og beviser, før han kan idømme dødsstraf eller livsvarigt fængsel. For at udtrykke pålideligheden hos de overleverere, hvis hadither gennem granskning vurderes at være så nøjagtige eller ṣaḥīḥ, anvender muḥaddithūn arabiske ord som »pålidelig«, »autoritet« og lignende.
1.4.7.2. Hadithen ‘hasan’ eller den smukke eller acceptable hadith
I hadithforskernes terminologi er det også nødvendigt, at de ovennævnte fem betingelser er til stede i en hasan-hadith. Hvis der imidlertid viser sig selv den mindste svaghed i den anden betingelse, kaldes hadithen ‘hasan’. Det vil sige, at fortællerne i hadithens overleveringskæde hver især er personligt retskafne, at det er bevist, at de hver især har hørt hadithen direkte med egne ører fra fortælleren over dem, og at hadithen ikke indeholder ‘shudhudh’ eller ‘illah’. Det kan dog konstateres, at en af fortællerne i kæden har en vis svaghed i evnen til at gengive præcist, eller i sin ‘dabt’. I de hadither, som han har overleveret, kan man iagttage nogle utilsigtede fejl og mangler. En hadith overleveret af en sådan ‘fortæller’ regnes for ‘hasan’. (Iraqi, at-Taqyid, s. 45-61; Fath al-Mughith, s. 32-48; Sakhawi, Fath al-Mughith 1/76-110; Suyuti, Tadrib ar-Rawi 1/153-178; Mahmud Tahhan, Taysir Mustalah al-Hadith, s. 45-50).
En detaljeret forklaring af terminologien er ikke relevant her. Men for almindelige læsere kan vi sige, at hadithforskerne regner en hadith for ‘hasan’ på grundlag af beviser på det niveau, hvor en dommer idømmer en person, der er anklaget for mord, en bestemt straf, men ikke dødsstraf eller livsvarigt fængsel. For at angive pålideligheden hos de fortællere, hvis hadither er blevet fastslået som ‘hasan’ eller acceptable, bruger hadithforskerne på arabisk ord som sandfærdig, uproblematisk, tilfredsstillende og lignende.
1.4.7.3. Hadithen ‘da’if’ eller den svage hadith
En hadith, hvori en eller flere af betingelserne for en hasan-hadith ikke er til stede, kaldes i hadithforskernes terminologi en ‘da’if’-hadith. Det vil sige, at hvis der i en hadith foreligger blot ét af følgende forhold — mangel på fortællerens pålidelighed, mangel på hans evne til at overlevere autentiske hadither eller mangel på hukommelse, at det er bevist eller stærkt mistænkt, at en fortæller i overleveringskæden ikke har hørt hadithen direkte fra fortælleren over ham eller med egne ører, eller at hadithen indeholder ‘shudhudh’ eller ‘illah’ — regnes hadithen for ‘da’if’. (Iraqi, at-Taqyid, s. 62; Fath al-Mughith, s. 49; Sakhawi, Fath al-Mughith 1/111; Suyuti, Tadrib ar-Rawi 1/179; Mahmud Tahhan, Taysir Mustalah, s. 62-63).
Hadithforskerne har på grundlag af de fem betingelser opdelt da’if-hadither i forskellige kategorier. En detaljeret forklaring af disse er ikke relevant her. Vi kan dog forstå, at det at regne en hadith for da’if betyder, at det fremstår som om, hadithen ikke er en udtalelse af Allahs Sendebud (ﷺ). Hadithforskerne har brugt forskellige ord for at beskrive fortællernes svaghed, såsom: svag, intet værd, værdiløs, ukendt, en fortæller, der overleverer afskyelige og forvrøvlede hadither, forkastet, løgner og lignende.
Der er tre grader af svaghed ved en ‘da’if’ eller svag hadith.
1.4.7.3.1. Noget svag
Det fremstår som om, fortælleren har sagt noget forkert, fordi der er en del fejl blandt de hadither, han har overleveret. Det er dog bevist, at han ikke begik fejl med vilje. Hvis en sådan ‘da’if’-hadith bekræftes gennem en eller flere andre kæder, der er noget svage på forskellige niveauer, regnes den som en hasan eller acceptabel hadith.
1.4.7.3.2. Meget svag (da’if jiddan, wahi)
Hvis det ved en sammenlignende undersøgelse af alle hadither, som en sådan hadiths fortæller har overleveret, fastslås, at de fleste eller alle hans hadither er fyldt med utallige fejl — fejl, der er mere alvorlige end den slags fejl, som normalt begås utilsigtet — vil hans hadither blive regnet for forkastede, helt uacceptable eller meget svage. Selv hvis en sådan svag hadith overleveres gennem en tilsvarende anden svag kæde, bliver den ikke acceptabel.
1.4.7.3.3. Mawdu’ eller opdigtet hadith
Hvis det fastslås, at fortælleren af en sådan svag hadith med vilje udbredte den i samfundet i Allahs Sendebuds (ﷺ) navn, eller med vilje ændrede noget i hadithens overleveringskæde eller ordlyd, regnes den hadith, som han har overleveret, for ‘mawdu’’ eller opdigtet. En opdigtet hadith er den allersvageste form for hadith. (Se nærmere: al-Hakim an-Naysaburi (405 AH), Ma’rifat Ulum al-Hadith, s. 14-17, 36-40, 52-62, 112-151; al-Iraqi, Fath al-Mughith, s. 7-51, 138-178; at-Taqyid wa-l-Idah, s. 23-63, 133-157, 420-421; dr. Mahmud Tahhan, Taysir Mustalah al-Hadith, s. 33-125, 144-155).
1.4.8. Hadith-samling og -bevaring i bogform
En af muhaddithunernes vigtigste opgaver med at beskytte haditherne mod forfalskning og løgn var at samle alle hadither med isnad i bogform. Vi har set, at der allerede fra tabi‘inernes tid, eller fra anden halvdel af det første hijri-århundrede, fandtes en praksis med at nedskrive hadither med henblik på undervisning, udenadslære og videreformidling. Men indsamlingen af hadither i bogform efter bestemte regler begyndte fra det andet hijri-århundrede. I det tredje hijri-århundrede nåede dette arbejde sin fuldendelse. Også i de følgende to århundreder fortsatte traditionen med at samle hadither med isnad, og flere værker blev udarbejdet. Muhaddithunerne i hver periode samlede de hadither, som muhaddithunerne fra tidligere perioder havde samlet, sammen med deres isnad. Desuden rejste de overalt i den muslimske verden og gennemførte ekspeditioner for at indsamle hadither; de indsamlede alle de hadither, der blev tillagt Rasulullah (s), og samlede dem i bøger med isnad. Disse bøger blev udarbejdet på forskellige måder:
1. At samle alle kendte hadither med isnad.
2. Kun at samle autentiske eller nogenlunde acceptable hadither.
3. At samle de hadither, som de enkelte fortællere havde overleveret, sammen med oplysninger om fortællerne.
4. Kun at samle upålidelige eller opdigtede hadither.
Den tradition for hadith-samling, som begyndte i det andet hijri-århundrede og fortsatte i omtrent de næste fire århundreder, havde først og fremmest til formål at samle alle de hadither, der blev tillagt og udbredt i Rasulullahs (s) navn, så muhaddithunerne blandt den muslimske umma kunne udvælge de autentiske og korrekte hadither blandt dem på grundlag af kritisk undersøgelse. Mange samlede hadither efter navnet på fortælleren, ravien, eller den sahabi, der havde overleveret dem. Alle havde som hovedformål at samle alt det, der var kendt som hadith.
Derfor ser vi, at de fleste hadith-værker indeholder alle slags hadither: sahih, da‘if og mawdu‘. Her kommer mange på grund af uvidenhed til en forkert opfattelse. Ud fra sahabernes og de senere muhaddithuners hadith-vurdering, isnad-kontrol og undersøgelser, som er omtalt i de foregående afsnit, mener nogle, at muhaddithunerne ikke accepterede eller samlede hadither fra de personer, hvis fejl eller løgne de havde afsløret gennem deres vurderinger og undersøgelser. Derfor antager de, at når en muhaddith har samlet en hadith i et hadith-værk, betyder det, at hadithen gennem disse undersøgelser er blevet bevist autentisk.
Denne opfattelse skyldes fuldstændig uvidenhed og er helt modsat den faktiske situation. Bortset fra nogle få samlere skrev ingen samler et værk med det ene formål kun at samle autentiske eller pålidelige hadither. De fleste muhaddithuner, mufassirun, lærde og imamer samlede alle slags hadither — sahih, da‘if og opdigtede — med deres isnad, så alt, hvad der blev tillagt eller udbredt i Rasulullahs (s) navn, kunne bevares. De overleverede ikke nogen hadith direkte som Rasulullahs (s) ord eller handling. I stedet angav de isnad og nævnte, hvem der havde overleveret hadithen til dem, og gennem hvilken kilde. De sagde i virkeligheden: »En bestemt person har sagt, at ’dette udsagn er en hadith’; jeg har samlet den med isnad.« Nu kan læserne, der elsker hadither, selv udvælge de sahih, da‘if og opdigtede hadither. Nogle af disse samlere drøftede samtidig hadithens isnad, når de overleverede den. Nogle andre drøftede også isnaden og beskrev dens svagheder eller styrker.
Kun få samlere forsøgte udelukkende at samle sahih-hadither. Blandt dem var det tredje århundredes mest berømte muhaddith, imam Muhammad ibn Isma‘il al-Bukhari (256 AH), og imam Muslim ibn al-Hajjaj al-Qushayri (261 AH). Efter dem skrev blandt andre ‘Abdullah ibn ‘Ali ibn al-Jarud (307 AH), Muhammad ibn Ishaq ibn Khuzaymah (311 AH), Ahmad ibn Muhammad ibn al-Sharqi (325 AH), Qasim ibn Yusuf al-Bayani (340 AH), Sa‘id ibn ‘Uthman ibn al-Sakan (353 AH), Abu Hatim Muhammad ibn Hibban al-Busti (354 AH), Abu ‘Abdullah Muhammad ibn ‘Abdullah al-Hakim al-Naysaburi (405 AH) og Diya’ al-Din Muhammad ibn ‘Abd al-Wahid al-Maqdisi (643 AH) værker med titlen »Sahih« i et forsøg på kun at samle sahih-hadither. (Qattani, al-Risalat al-Mustatrafah, s. 20-26).
Men gennem de senere muhaddithuners minutiøse analyser er det kun alle haditherne i al-Bukharis og Muslims to værker, der er blevet bevist sahih. Det er ikke blevet bevist, at alle haditherne i noget andet værk er sahih. Tværtimod er det blevet bevist, at nogle værker indeholder da‘if, ugyldige og falske hadither.
Den fremtrædende lærde fra det tolvte hijri-århundrede, Hazrat imam Shah Waliullah Dehlawi (1176 AH/1762 e.Kr.), inddelte hadith-værkerne i fem niveauer. På første niveau findes tre værker: Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim og Muwatta Imam Malik. Alle de hadither, der er overleveret i disse tre værker med deres isnad, er blevet anset for acceptable.
På andet niveau findes de værker, hvis hadither er blevet anset for nogenlunde acceptable, men som også indeholder nogle upålidelige hadither. Den muslimske umma har i almindelighed accepteret disse værker, og de er blevet berømte blandt dem. Dette niveau omfatter tre værker: Sunan Abu Dawud, Sunan al-Nasa’i og Sunan al-Tirmidhi. Imam Ahmads Musnad ligger omtrent på samme niveau.
På tredje niveau findes de værker, der blev samlet før eller efter imam al-Bukhari, imam Muslim og andre fremtrædende muhaddithuner, men som indeholder alle slags hadither — autentiske, svage, falske og fejlagtige. Derfor kan ingen andre end specialiserede muhaddithuner få udbytte af disse værker. De blev heller ikke særlig berømte blandt muhaddithunerne. På dette niveau findes Musnad Abi Ya‘la, Musannaf ‘Abd al-Razzaq, Musannaf Ibn Abi Shaybah, Musnad ‘Abd ibn Humayd, Musnad al-Tayalisi samt imam al-Bayhaqis hadith-værker, såsom al-Sunan al-Kubra, Dala’il al-Nubuwwah og Shu‘ab al-Iman, imam al-Tahawis hadith-værker, såsom Sharh Ma‘ani al-Athar og Sharh Mushkil al-Athar, og al-Tabaranis hadith-værker, såsom al-Mu‘jam al-Kabir, al-Mu‘jam al-Awsat og al-Mu‘jam al-Saghir. Formålet hos disse værkers samlere var at samle alt, hvad de fandt. De beskæftigede sig ikke med kritisk undersøgelse og kontrol.
Værkerne på fjerde niveau er de værker, der blev samlet flere tidsaldre senere. Samlerne af disse værker samlede hovedsageligt hadither af lavere rang: (1) hadither, som ikke var blevet samlet i de tidligere værker, fordi de tidligere var ukendte; (2) hadither, der fandtes i et ukendt værk; (3) forskellige udsagn, der var udbredt blandt folk eller blev fremført af prædikanter i deres prædikener, men som ikke var blevet optaget i noget hadith-værk; (4) udsagn, der var udbredt blandt forskellige svage eller vildledte grupper; (5) udsagn, som i virkeligheden var sahabers eller tabi‘iners ord, jødiske fortællinger eller udsagn fra tidligere tiders vise mennesker, men som en fortæller fejlagtigt eller bevidst overleverede som hadith; (6) udsagn, der lignede forklaringer af Koranen eller hadither, men som en retskaffen eller asketisk person fejlagtigt overleverede som hadith; (7) betydninger udledt af hadither, som nogle bevidst fremstillede som hadith; eller (8) formuleringer fra forskellige hadither, overleveret gennem forskellige isnader, som blev fremstillet som én hadith. Blandt de kendte værker, der samlede den slags hadither, er Ibn Hibbans al-Du‘afa, Ibn ‘Adis al-Kamil samt værker samlet af al-Khatib al-Baghdadi, Abu Nu‘aym al-Asfahani, Ibn ‘Asakir, Ibn al-Najjar og al-Daylami. Khwarizmis Musnad Imam Abu Hanifah hører omtrent også til dette niveau. Haditherne i værkerne på dette niveau er enten svage eller opdigtede.
Værkerne på femte niveau indeholder hadither, der var udbredt blandt faqih-er, sufier eller historikere og findes i deres bøger, men som ikke har nogen forekomst i værkerne fra de foregående fire niveauer. Blandt disse hadither findes også sådanne, som er fremstillet af et frafaldent, sprogligt kyndigt, lærd og syndigt menneske. Han konstruerede en isnad til sin opdigtede hadith, hvis fejl var vanskelig at opdage, og hans opdigtede hadith var formuleret så smukt, at man let ville tro, at den var Rasulullahs (s) ord. Disse opdigtede hadither har skabt vidtrækkende fare og fitna i islam. Men specialiserede muhaddithuner med dyb indsigt i hadith-videnskaben har gennem sammenlignende studier af hadithens ordlyd og dens kilde, dvs. isnad, været i stand til at finde dens fejl.
Shah Waliullah (rah) siger: Muhaddithunerne har kun støttet sig på hadith-værkerne fra første og andet niveau. Fra værkerne på tredje niveau kan ingen få udbytte, bortset fra specialiserede muhaddithuner med dyb indsigt i hadith-videnskaben og med ekspertise i ‘ilm al-rijal og ‘ilm al-‘ilal, for kun de kan skelne mellem falske og pålidelige hadither blandt de hadither, der er samlet i disse værker. At samle eller læse hadith-værkerne på fjerde niveau er ikke andet end en form for intellektuel underholdning. For at sige det ligeud kan rafiditer, mu‘taziliter og tilhængere af alle andre bid‘ah- og ugyldige retninger meget let finde forskellige hadither i disse værker til støtte for deres synspunkter. Derfor er det blandt de lærde meningsløst og uacceptabelt at etablere en opfattelse eller fremlægge et bevis for en opfattelse ved hjælp af hadither fra disse værker. (Shah Waliullah, Hujjat Allah al-Balighah, 1/385-391).
Det skal her bemærkes, at den muslimske ummas muhaddithuner var urokkelige og kompromisløse i deres bestræbelser på at bevare hadithernes autenticitet og skelne sahih-hadither fra svage og mawdu‘-hadither. Ingen imam, muhaddith, faqih eller lærd har i nogen tidsalder sagt noget sådant som: »Hvis en hadith blot er overleveret i et hadith-værk, kan den kaldes sahih. Eftersom en bestemt lærd har samlet hadithen, er den måske sahih.«
På samme måde tøvede de aldrig med klart at erklære det, hvis der i en hadith samlet af en samler — uanset hvor højt anset han var — fandtes svaghed eller mulighed for bevidst eller ubevidst løgn. De satte bevarelsen af hadithernes autenticitet over al personlig kærlighed og respekt.
Netop på grund af denne stærke beslutsomhed med at identificere enhver løgn og fejl, der blev tillagt Rasulullahs (s) hadither, og holde autentiske hadither adskilt fra fejlagtige og falske »hadither«, accepterede muhaddithunerne aldrig nogens påstand uden kontrol. De mente aldrig, at man uden undersøgelse burde acceptere en stor personligheds mening, blot fordi han havde erklæret en hadith for sahih.
Muhaddithunerne undersøgte og kontrollerede gennem flere efterfølgende århundreder isnaden til hver eneste hadith, der var samlet i alle de ovennævnte »sahih«-værker, herunder Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, med største omhu og gennem en detaljeret kritisk metode. På grundlag af denne undersøgelse erklærede de, at al-Bukhari og Muslim havde nået deres mål. Grunden til, at man accepterer alle haditherne i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim som »sahih«, er ikke, at imam al-Bukhari og imam Muslim erklærede dem sahih; deres personlige status er helt uden betydning her. Det virkelige forhold er, at de fremsatte påstanden om, at haditherne var sahih, og at muhaddithunerne i de følgende århundreder undersøgte isnaderne til de hadither, de havde samlet, hvorefter sandheden i deres påstand blev bevist.
Andre forfattere skrev også værker med det formål kun at samle sahih-hadither eller sahih- og hasan-hadither. Nogle erklærede, at de ville samle sahih- og da‘if-hadither, men udelade falske og mawdu‘-hadither. De senere muhaddithuner accepterede aldrig deres påstande uden kontrol. Tværtimod undersøgte de alle de hadither, som disse forfattere havde samlet, og afsagde en vurdering af deres værker. Disse undersøgelser viste, at de fleste forfattere og samlere ikke havde været i stand til at opfylde deres erklæringer og forsætter. Muhaddithunerne accepterede ingen påstand uden kontrol.
1.4.9. Bevarelse af transmitternes biografiske oplysninger i bogform
Ud fra den ovenstående drøftelse kan vi se, at hadith-lærde fra det andet hijri-århundrede indsamlede alle hadither med isnad, så man ved at gennemgå isnad kunne identificere autentiske hadither særskilt fra løgn og fejl.
Fra det andet hijri-århundrede begyndte hadith-lærde, sideløbende med indsamlingen af hadither, også at samle oplysninger om transmitternes pålidelighed i bogform, så isnaderne til de hadither, der var samlet i hadith-bøgerne, kunne vurderes på grundlag af disse oplysninger. Også udarbejdelsen af denne type værker gennemgik en gradvis udvikling.
Fra midten af det andet hijri-århundrede begyndte hadith-lærde først at samle oplysninger om alle overleverere, både de pålidelige og de upålidelige. Imam al-Layth ibn Sa’d (175 AH), Abdullah ibn al-Mubarak (181 AH) og andre hadith-lærde begyndte fra midten af det andet hijri-århundrede at udarbejde værker af denne type. I disse værker blev biografierne for alle transmittere, både de pålidelige og de upålidelige, nogle af de hadither, de havde overleveret, samt afgørelser om deres acceptabilitet eller uacceptabilitet på grundlag af undersøgelsen af deres hadither samlet. I de følgende århundreder fortsatte traditionen med at skrive denne type værker. I det tredje hijri-århundrede skrev Ahmad ibn Hanbal, Ali ibn al-Madini, al-Bukhari, Muslim, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og utallige hadith-lærde fra senere perioder værker af denne type.
Hadith-lærde i den anden fase begyndte at skrive særskilte værker om hadith-lærde og løgnagtige transmittere. Den berømte hadith-lærde fra det andet århundrede, Imam Yahya ibn Sa’id al-Qattan (198 AH), var den første til at begynde at skrive denne type værk under navnet »ad-Du’afa«. I de følgende århundreder fortsatte traditionen med at skrive denne type værker. I disse værker blev svage og løgnagtige transmittere, nogle af de hadither, de havde overleveret, samt imamernes vurderinger af dem samlet. Parallelt hermed begyndte nogle hadith-lærde fra det tredje hijri-århundrede at skrive særskilte værker udelukkende om pålidelige og troværdige transmittere.
Indsamlingen og sammenstillingen af transmitternes biografiske oplysninger var i sandhed et enestående arbejde udført af hadith-lærde i den muslimske umma. Fra det første hijri-århundrede og gennem de følgende 600 år rejste hadith-lærde rundt i alle egne af de muslimske lande og bevarede udførlige oplysninger om hver enkelt transmitters navn, slægt, fødsel, død, uddannelse, virke, lærere, elever og alle andre personlige oplysninger, samt en undersøgelse af de hadither, vedkommende havde overleveret, og de samtidige og senere hadith-lærdes vurderinger af ham på grundlag af denne undersøgelse. For at beskytte Profetens hadith mod forvanskning og forfalskning har de på denne måde bevaret oplysninger om næsten 50.000 mennesker. Der findes intet sidestykke til dette i menneskehedens civilisationshistorie. På grundlag af alle disse oplysninger er enhver forsker i enhver tidsalder i stand til at vurdere og undersøge isnaden til enhver hadith.
1.4.10. Bevarelse af fabrikerede hadither i bogform
1.4.10.1. Udarbejdelse af værker baseret på oplysninger om løgnagtige overleverere
Et af de vigtigste skridt til at identificere løgn, der blev fremsat i hadithens navn, var at samle de løgnagtiges fabrikationer særskilt. Den første metode bestod i værker, der blev samlet om svage og løgnagtige overleverere.
Islams første århundreder var den islamiske videnskabs, og især hadithstudiernes, guldalder. Tusinder af studerende studerede hadith. Hundredvis af muhaddither og imamer var til stede i samfundet. Alle hørte og viderebragte hadither med isnad. Hvis de ikke kendte identiteten på en person, der var nævnt i isnaden, undersøgte de den. I den tid var det muligt at beskytte sig mod de løgnagtige overlevereres løgne og fabrikationer, blot man kendte deres navne og identiteter. I det andet, tredje og fjerde hijri-århundrede blev mange hadithværker ikke ordnet efter emne, men efter overleverernes eller sahabernes navne. For det er på grundlag af overlevereren, at en hadiths acceptabilitet vurderes. Desuden læste alle alle hadither. På det tidspunkt var der ikke nogen tendens til kun at læse hadither om bestemte emner.
Derfor ser vi, at en af de vigtigste opgaver gennem fire århundreder, fra det andet til det sjette hijri-århundrede, med henblik på at identificere forsætlige og uforsætlige løgne, der blev udbredt i hadithens navn, var at udarbejde særskilte værker om svage og løgnagtige overleverere. I disse værker blev overleverernes navne og identiteter, nogle af de fejlagtige eller falske hadither, de havde overleveret, samt resultaterne og vurderingerne af muhaddithernes sammenlignende undersøgelser af dem samlet.
1.4.10.2. Samling af falske eller fabrikerede hadither
Indtil det sjette hijri-århundrede var denne type værker den vigtigste kilde til viden om løgnere og deres løgne, der blev fremsat i hadithens navn. Også efter det sjette århundrede fortsatte man med at udarbejde denne type værker. Der opstod dog en ny retning i processen med at identificere fabrikerede hadither.
Med tiden opstod der stagnation blandt den muslimske ummah inden for vidensdyrkelse, herunder hadithstudier. Interessen for at kende overleverernes identiteter blev mindre. Der opstod en tendens til at lære hvad som helst på kort tid og med en begrænset indsats. Tiden og interessen for at finde falske hadither i værker, der var ordnet efter overleverernes navne, blev mindre. Derfor begyndte muhadditherne at samle fabrikerede og opdigtede hadither efter emne, så læseren let kunne få at vide, om en hadith om et bestemt emne var fabrikeret. Udarbejdelsen af denne type værker begyndte fra det femte hijri-århundrede. I det sjette århundrede fik denne retning særlig fremdrift gennem Ibn al-Jawzis arbejde. Den fortsætter helt frem til nutiden. I begyndelsen nævnte muhadditherne disse mawdu-hadither med deres isnad og beviste gennem en undersøgelse af isnaden, at de var falske. Senere blev kun de opdigtede hadither samlet uden at nævne isnaden.
Nogle af disse værker er ordnet efter emne. I nogle værker er haditherne ordnet efter deres begyndelsesbogstav (alfabetisk). De fleste muhaddither samlede kun mawdu-hadither. Nogle muhaddither samlede de hadither, der var udbredt i samfundet, og beskrev, hvilke af dem der var sahih, og hvilke der var opdigtede. Nogle samlede foruden opdigtede hadither også svage hadither. Ved forskellige metoder er der i løbet af de seneste ni århundreder blevet skrevet mere end halvtreds værker om dette emne. Her nævner jeg navnene på de vigtigste værker af denne type og deres forfattere.
1. Al-Mawduat, Abu Sa’id Muhammad ibn Ali al-Naqqash (414 hijri).
2. Dhakhirat al-Huffaz, Muhammad ibn Tahir ibn al-Qaysarani (507 hijri).
3. Al-Abatil wa al-Manakir, Husayn ibn Ibrahim al-Juzqani (543 hijri).
4. Kitab al-Qussas wa al-Mudhakkirin, Abu al-Faraj Abd al-Rahman ibn Ali, Ibn al-Jawzi (597 hijri).
5. Al-Mawduat, Abu al-Faraj, Ibn al-Jawzi (597 hijri).
6. Al-Ilal al-Mutanahiyah, Abu al-Faraj Ibn al-Jawzi (597 hijri).
7. Al-Ahadith al-Mawdu’ah fi al-Ahkam al-Mashru’ah, Abu Hafs Umar ibn Badr al-Mawsili (622 hijri).
8. Al-Mughni an Hifz al-Kitab, Umar al-Mawsili (622 hijri).
9. Al-Wuquf ala al-Mawquf, Umar al-Mawsili (622 hijri).
10. Al-Mawduat, Hasan ibn Muhammad al-Saghani (650 hijri).
11. Al-Durar al-Multaqit, al-Saghani (650 hijri).
12. Ahadith al-Qussas, Ahmad ibn Abd al-Halim, Ibn Taymiyyah (728 hijri).
13. Mukhtasar al-Abatil, Muhammad ibn Ahmad al-Dhahabi (748 hijri).
14. Tartib Mawduat Ibn al-Jawzi, al-Dhahabi (748 hijri).
15. Al-Mawduat fi al-Masabih, Umar ibn Ali al-Qazwini (750 hijri).
16. Al-Manar al-Munif, Ibn Qayyim al-Jawziyyah (751 hijri).
17. Al-Ahadith allati la Asla laha fi al-Ihya, Abd al-Wahhab ibn Ali al-Subki (771 hijri).
18. Al-Tadhkirah fi al-Ahadith al-Mushtahirah, Muhammad ibn Bahadur al-Zarkashi (794 hijri).
19. Tabyin al-Ajab fi ma Warada fi Shahr Rajab, Ibn Hajar al-Asqalani Ahmad ibn Ali (852 hijri).
20. Al-Maqasid al-Hasanah, Muhammad ibn Abd al-Rahman al-Sakhawi (902 hijri).
21. Al-La’ali al-Masnu’ah, Jalal al-Din Abd al-Rahman al-Suyuti (911 hijri).
22. Al-Ta’aqqubat ala al-Mawduat, al-Suyuti (911 hijri).
23. Al-Durar al-Muntashirah, al-Suyuti (911 hijri).
24. Tahdhir al-Khawass min Ahadith al-Qussas, al-Suyuti (911 hijri).
25. Al-Ghammaz ala al-Lammaz, Ali ibn Abd Allah al-Samhudi (911 hijri).
26. Tamyiz al-Tayyib min al-Khabith, Abd al-Rahman al-Zabidi (944 hijri).
27. Al-Shadharah fi al-Ahadith al-Mushtahirah, Muhammad ibn Ali al-Dimashqi (953 hijri).
28. Tanzih al-Shari’ah, Ali ibn Muhammad ibn Iraq (963 hijri).
29. Tadhkirat al-Mawduat, Muhammad Tahir al-Fattani (986 hijri).
30. Al-Asrar al-Marfوعah, Mulla Ali al-Qari (1014 hijri).
31. Al-Masnu fi Ma’rifat al-Mawdu, Mulla Ali al-Qari (1014 hijri).
32. Mukhtasar al-Maqasid, Muhammad ibn Abd al-Baqi al-Zarqani (1122 hijri).
33. Al-Jadd al-Hathith fi Bayan ma Laysa bi-Hadith, Ahmad ibn Abd al-Karim al-Amiri (1143 hijri).
34. Kashf al-Khafa wa Muzil al-Ilbas, Ismail ibn Muhammad al-Ajluni (1162 hijri).
35. Al-Kashf al-Ilahi an Shadid al-Da’f wa al-Mawdu wa al-Wahi, Muhammad ibn Muhammad al-Tarabulusi (1177 hijri).
36. Al-Nawafih al-Atirah, Muhammad ibn Ahmad al-San’ani (1181 hijri).
37. Al-Nukhbah al-Bahiyyah, Muhammad ibn Muhammad al-Sabnawi (1232 hijri).
38. Al-Fawa’id al-Majmu’ah, Muhammad ibn Ali al-Shawkani (1250 hijri).
39. Asna al-Matalib, Muhammad ibn Sayyid Darwish (1276 hijri).
40. Husn al-Ashar, Muhammad Darwish (1275 hijri).
41. Al-Ashar al-Marfوعah, Abd al-Hayy al-Laknawi (1304 hijri).
42. Al-Lu’lu al-Marsu, Muhammad ibn Khalil al-Mashishi (1305 hijri).
43. Tahdhir al-Muslimin, Muhammad ibn al-Bashir al-Madani (1329 hijri).
Også i det nuværende århundrede er der blevet skrevet og bliver der skrevet mange værker om dette emne. Kære læser, nu kan spørgsmålet opstå hos os: Hvad er behovet for så mange værker om det samme emne?
Det væsentlige er, at forsøgene på at fabrikere ting i hadithens navn aldrig er standset, siden det andet hijri-århundrede begyndte. I det næste afsnit vil vi gennem drøftelsen af bedragerne og kendskabet til fabrikationerne få detaljeret viden om disse forhold. Ligesom forsætlige og uforsætlige løgne er fortsat, er bestræbelserne på at identificere disse løgne og skelne dem fra autentiske hadither også fortsat. Nye udsagn er blevet udbredt i forskellige muslimske lande i hadithens navn. Muhadditherne med indsigt i disse lande fastslog derefter gennem forskning, hvad der var sandt og falsk. De undersøgte blandt andet, om disse udsagn var overleveret med isnad i et hadithværk, hvor acceptabel isnaden var, og om der var overleveret en anden hadith med samme betydning. Hvis der var fejl i tidligere forskeres konklusioner, drøftede senere forfattere dem. På denne måde er skrivningen og forskningen om dette emne fortsat.
På denne måde har vi set, at muhadditherne i den muslimske ummah gennem de sidste halvandet tusind år, i alle perioder og alle århundreder, altid har været årvågne og stået på vagt for at beskytte Profetens hadith. De har til stadighed forsøgt at identificere alle forsøg på løgn i Allahs Sendebuds hadiths navn og at beskytte den muslimske ummah mod at blive fanget i falske udsagn, der kaldes hadither. Må Den Højeste Allah belønne disse mennesker med den bedste belønning.
1.5. Årsager til løgn og kategorier af løgnere
I vores drøftelse af løgnens opståen i hadithens navn har vi set, at islams skjulte fjender først begyndte at sprede løgne i hadithens navn i det muslimske samfund for at sprede vildledning. Religionens grundlag hviler på åbenbaringen. Derfor bliver enhver udtalelse, der kan bevises gennem åbenbaringen, accepteret i det muslimske samfund. Eftersom Koranen er udenadslært af utallige mennesker, var der aldrig mulighed for direkte at fremsætte løgn eller opdigtning i Koranens navn. Derfor forsøgte de at lyve i hadithens navn.
Efterhånden begyndte mange flere mennesker at lyve i hadithens navn af forskellige årsager. Desuden løj mange mennesker i hadithens navn på grund af uvidenhed, forsømmelighed eller skødesløshed. Nogen hørte en god tale fra en anden, et gammelt visdomsord eller noget fra en sahabi eller tabi‘i, som de syntes godt om. Senere, da de gengav det, tilskrev de det Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham. På denne måde fortsatte forfalskningen i hadithens navn af forskellige årsager.
Vi har set, at løgn er af to slags: forsætlig og uforsætlig. Årsagen til uforsætlige løgne er hovedsageligt hukommelsessvigt, forsømmelighed ved at lære hadither udenad eller uforsigtighed ved modtagelsen af hadither. Årsagen til forsætlige løgne var for det meste at skade eller gavne religionen (!).
Vi ved, at åbenbaringen er knyttet til religionen. Derfor er alle formål med at lyve i åbenbaringens navn centreret omkring religionen. Nogle opdigtede hadither for at skade religionen i religionens navn. Nogle opdigtede hadither for at tjene penge i religionens navn eller for at styrke deres egen fatwa, gruppe eller slægt. Nogle opdigtede hadither for at etablere deres egne meninger i religionens navn. Nogle opdigtede hadither uselvisk (!) for at opmuntre mennesker til gode handlinger og afholde dem fra dårlige handlinger. Vi kan inddele disse årsager i tre kategorier: 1. at skade religionen, 2. at gavne religionen og 3. at opnå egne verdslige mål.
Om årsagerne til løgn og løgnernes typer siger den berømte muhaddith fra det 7. hijri-århundrede, Allama Ibnus Salah Abu Amr Uthman ibn Abd al-Rahman (643 hijri): De, der forfalsker hadither, er af forskellige slags. Blandt dem er den mest skadelige gruppe mennesker, som i samfundet er kendt som fromme og dervisher. På grund af deres uvidenhed og vildledning plejede de i håb om belønning at sprede opdigtede udsagn i samfundet i hadithens navn. Når folk så deres ydre fromhed, deres nøjsomme livsførelse og lignende, troede de godtroende på deres ord og accepterede disse opdigtede udsagn som hadither. Derefter afslørede hadithens erfarne imamer gennem omhyggelig undersøgelse deres løgne og forfalskninger. Nogle af den slags mennesker mente, at det var tilladt at udbrede falske og opdigtede udsagn om belønningen for gode handlinger og straffen for onde handlinger som hadither, med det formål at opnå belønning. (Iraqi, al-Taqyid, s. 128-129; Suyuti, Tadrib al-Rawi 1/281-284).
Allama Zayn al-Din Iraqi (806 hijri) siger: De, der forfalsker hadither, er forskellige med hensyn til formålet med og årsagen til deres forfalskning.
1. Mange zindiqer opdigtede hadither for at vildlede mennesker. Hammad ibn Zayd har sagt: Zindiqerne fremstillede ti tusind hadither i Profetens navn, må Allahs velsignelser og fred være med ham.
2. Nogle mennesker forfalskede hadither for at støtte deres egne religiøse meninger.
3. Nogle mennesker forfalskede hadither om emner, som kalifferne og emirerne kunne lide, for at forsøge at blive deres favoritter.
4. Nogle mennesker forfalskede hadither for at tjene penge ved at holde prædikener og fortælle historier.
5. Nogle mennesker var selv gode, men deres sønner eller andre familiemedlemmer skrev falske hadither ind i deres manuskripter. De gengav dem uforvarende.
6. Nogle opdigtede hadither for at etablere beviser for deres egne fatwaer eller religiøse spørgsmål.
7. Nogle fremstillede forskellige udbredte overleveringskæder og tekstvarianter for at etablere noget nyt og særegent.
8. Nogle mennesker mente, at det var fromhed at fremstille falske hadither på denne måde. På grund af deres vildledning mente de, at det var tilladt at lyve for at forbedre mennesker og kalde dem til den rette vej. De var kendt i samfundet som fromme, verdsligt afholdende ældre. Deres skade i forbindelse med hadithforfalskning var den alvorligste, fordi de betragtede denne store synd som en god gerning og en handling, der gav belønning. Derfor kunne man på ingen måde afholde dem fra det. Folk blev desuden påvirket af deres ydre gudsfrygt, nøjsomme liv og dervishagtige livsførelse, og de accepterede og viderebragte deres løgne som sandhed. Derfor sagde Imam Yahya ibn Sa‘id al-Qattan (198 hijri): Jeg har ikke set nogen, der løj mere om hadither, end den fromme ældre. (Muslim, al-Sahih 1/17-18).
Med den fromme ældre mente han de uvidende, som anser sig selv for fromme og følger de ældres vej, men ikke forstår forskellen mellem halal og haram. (Iraqi, Fath al-Mughith, s. 122-124).
Her vil vi drøfte nogle af hovedårsagerne til forfalskning i hadithens navn og de mennesker, der var involveret i den, i nogen detaljer.
1.5.1. Zindiqerne og islams skjulte fjender
I løbet af de første halvtreds år af islams historie blev store områder i Asien og Afrika gennem de islamiske erobringer indlemmet i den islamiske stat. Mange ikke-muslimske borgere i disse lande antog frivilligt islam. Andre fortsatte med at følge deres tidligere religion. Den islamiske stat garanterede dem sikkerhed. På den anden side erklærede nogle mennesker offentligt, at de antog islam, selv om de var loyale over for og elskede deres tidligere religion og meninger. Selv om de blev regnet som muslimer i samfundet, var deres egentlige formål at ødelægge det muslimske samfunds tro og handlinger ved at sprede vildledning og informationsmæssig terror i det muslimske samfund. I de fleste tilfælde blev mennesker af denne type kaldt zindiqer. For at opnå deres foragtelige mål udbredte de utallige løgne i samfundet som hadither. Vi har set, at det var mennesker af denne type, under ledelse af Abdullah ibn Saba, der først begyndte at udbrede opdigtede hadither.
Disse hykleriske zindiqer udgav sig undertiden for at være tilhængere af Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, og udbredte opdigtede hadither til fordel for ham og hans slægt. Undertiden udgav de sig for at være sufi-d værelser, bedrog mennesker og opdigtede hadither til fordel for den asketiske og klosterlignende dervishlivsførelse hos persere eller jøder og kristne. Deres hovedformål var at ødelægge den islamiske tro og fremstille den som latterlig og irrationel.
Det er bemærkelsesværdigt, at de opdigtede hadither med isnad. På den tid var der ingen mulighed for at fremsige en hadith uden en isnad. De kendte navnene på berømte muhaddither og pålidelige overleverere. De havde isnaderne fra forskellige autentiske hadither udenad. I disse isnaders navne opdigtede de hadither.
Det var meget let at bedrage almindelige mennesker med disse. Men over for de kritiske muhaddither havde dette bedrag ingen virkning. Gennem den ovenfor beskrevne undersøgelse afslørede de deres forfalskninger. For eksempel sagde en person: Yahya ibn Sa‘id al-Qattan fortalte mig det, fra Sufyan al-Thawri, fra Ibn Sirin, fra Anas ibn Malik, fra Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, …………. På det tidspunkt sammenlignede de på den ovenfor beskrevne måde dette med de hadither, som alle de overleverere, der var nævnt i isnaden, havde overleveret gennem deres øvrige elever. Samtidig vurderede de denne persons øvrige overleveringer og hans handlinger, og på den måde afslørede de let forfalskningen.
Se en hadith, som de opdigtede:
En person ved navn Muhammad ibn Shuja sagde: Hibban ibn Hilal fortalte mig det, fra Hammad ibn Salama, fra Abu al-Mahzam, fra Abu Hurayra: Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blev spurgt: »O Allahs Sendebud, hvad er vores store Herres skabelse af?« Han sagde: »Han skabte en hest og drev derefter hesten frem. Af den sved, der kom ud fra hestens krop, skabte Han sig selv.« (Må Allah beskytte os!). (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘at 1/64).
Vi forstår tydeligt, at formålet med denne forfalskning var at fremstille den muslimske tro på den Almægtige Allah som latterlig og gøre den muslimske tro til genstand for spot.
Disse forfalskere pralede ofte ved at fortælle om deres forfalskninger. Abd al-Karim ibn Abi al-Awja var en sådan forfalsker fra det 2. hijri-århundrede. Den daværende administrator Muhammad ibn Sulayman ibn Ali beordrede ham henrettet for forbrydelser som frafald og forfalskning. Før straffen sagde han: »Ved Allahs ed har jeg forfalsket fire tusind opdigtede hadither og spredt dem blandt muslimerne.« (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘at 1/15).
Den tredje abbasidiske kalif, Mahdi (regeringstid 158-169 hijri), siger: »En zindiq har tilstået over for mig, at han har opdigtet 400 hadither, som nu bliver spredt blandt mennesker.« (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘at 1/15).
1.5.2. Tilhængere af religiøse sekter og fraktioner
Mennesker ønsker som regel ikke at erkende deres egen lidenhed og begrænsning. Fra den fjerne fortid og helt frem til i dag har utallige mennesker med deres egen forstand, samvittighed, dømmekraft og visdom forsøgt og forsøger at fjerne ‘åbenbaringens’ svaghed! og ufuldstændighed!! Alle tænker: Hvorfor indeholdt åbenbaringen ikke dette? Uden dette bliver religionen ikke fuldkommen. Fint, så siger jeg dette i åbenbaringens navn. Så bliver religionen fuldkommen!!!
Mange af dem har selv skabt eller fulgt en selvopdigtet religiøs lære og forfalsket ‘åbenbaringen’ til støtte for denne lære. Knap et halvt århundrede var gået efter Allahs Sendebuds (s) bortgang, før nye religiøse læresætninger begyndte at opstå i det muslimske samfund som følge af tidligere religioners indflydelse blandt de nye muslimer, de hemmelige fjenders propaganda samt litteratur, filosofi og andet fra forskellige samfund. Kharijitternes lære blev grundlagt med fanatisk iver efter at føre jihad mod Ali (r.a.) og alle sahabaerne og etablere en selvopdigtet islam. Shiitternes lære blev grundlagt for under dække af hengivenhed og kærlighed til Ali (r.a.) at sprede jøders, kristnes og ildtilbedernes læresætninger blandt muslimerne. Qadariyya-læren blev grundlagt under det falske påskud at beskytte Allah den Højestes værdighed; i denne lære fornægtede man Allah den Højestes viden om skæbnen eller menneskets lod. Jabariyya-læren blev grundlagt gennem overdrivelse i forsøget på at bevise Allah den Højestes magt; i denne lære fornægtede man menneskets vilje og handlekraft. Jahmiyya-, Mu‘tazila- og andre lignende læresætninger blev grundlagt på et selvopdigtet krav om at fastslå Allah den Højestes enhed, og her fornægtede man Allah den Højestes egenskaber.
Allahs Sendebuds (s) sahabaer troede på og fulgte Koranens og hadiths anvisninger helt bogstaveligt. Man skal elske sahabaerne, og man skal også elske Allahs Sendebuds (s) efterkommere. Der er ingen modsigelse mellem de to, og der er heller ikke plads til nogen overdrivelse. Ligesom Allahs viden om og fastsættelse af menneskets skæbne er sand, er menneskets vilje og handlekraft også sand. De troede enkelt og ligetil på alle vers og hadither om begge disse forhold. De så ingen modsigelse mellem dem.
Men de nye læresætningers ophavsmænd fornægtede eller fortolkede nogle af Koranens og hadiths anvisninger, mens de forsøgte at følge andre. Enhver anså sin egen opfattelse for at være den rigtige. Alle troede, at netop deres opfattelse var til fordel for Allah og Hans Sendebud (s), og at det at opdigte hadither til støtte for denne opfattelse derfor betød at opdigte hadither til fordel for Allah og Hans Sendebud (s). Hvis man ved at fremsætte opdigtede eller falske udsagn i åbenbaringens eller hadiths navn kan styrke ‘den korrekte og foretrukne!! opfattelse’ hos Allah og Hans Sendebud, hvad er så problemet?! Det burde jo regnes som en god handling. Derfor opdigtede og udbredte nogle af dem, når de ikke fandt nogen klar hadith til støtte for deres opfattelse, om nødvendigt hadither til fordel for sig selv og imod deres modstandere. Også i forbindelse med juridiske og mas’ala-relaterede meningsforskelle blev der undertiden fremstillet falske hadither. (Falata, Umar ibn Hasan, al-Wad‘ fi al-Hadith 1/223-263).
I denne henseende var shiitterne de mest fremtrædende. I hengivenhedens navn over for Profetens slægt gjorde de utallige opdigtede udsagn til en del af troslæren. Derefter opfandt og udbredte de utallige hadither til støtte for dem. De udbredte utallige opdigtede udsagn som hadither om Alis overlegenhed blandt alle mennesker efter profeterne, Alis utallige mirakuløse evner, Alis tilbagevenden til verden, Alis slægts fortræffelighed, den undertrykkelse og straf, som de kaliffer, der kom til magten efter at have tilsidesat ham og hans efterkommere, skulle have udøvet, den frygtelige skæbne og straf for dem, der havde modsat sig ham, samt den frygtelige straf for dem, der ikke anerkendte ham som den største eller elskede andre sahabaer, og så videre.
Deres forfalskninger var så omfattende, at deres egne lærde blev tvunget til at indrømme det. Ibn Abi al-Hadid Abd al-Hamid ibn Hibatullah (656 hijri), en berømt shiitisk lærd fra det 7. hijri-århundrede og kommentator til ‘Nahj al-Balagha’, samlingen af Alis (r.a.) taler, siger: »Hvad angår hadither, der angiver fortræffelighed eller rang, begyndte den første løgnagtighed med shiitterne. Først opdigtede og udbredte de forskellige hadither til fordel for deres leder. Voldsomt fjendskab og misundelse over for modstanderne tilskyndede dem til denne handling. ……« (Muhammad Azzaj al-Khatib, al-Sunna qabla al-Tadwin, s. 195).
1.5.3. Fromme, verdensforsagende og enfoldige ældre
Nogle fromme menneskers »ønske om at lede folk til den rette vej«, skønt de var uvidende om Koranens og sunnaens lære, spillede den mest alvorlige og afskyelige rolle i at fremsætte og udbrede falske udsagn i Allahs Sendebuds (s) navn. Med dette formål blev der opdigtet utallige hadither om Koranens dyd, de forskellige suraers dyd, dyden ved forskellige former for salah på forskellige tidspunkter eller dage, dyden ved forskellige former for dhikr og dyden ved alle slags gode gerninger, samt straffen for forskellige synder eller uretmæssige handlinger osv. (Fallata, al-Wadʿ 1/263-269).
Disse fromme mennesker var de mest skadelige i fremstillingen og udbredelsen af opdigtede hadither. De kan opdeles i to grupper. Nogle fromme mennesker løj utilsigtet. I deres enfoldighed troede og viderebragte de alt, hvad de hørte, som værende sagt i hadithens navn. Når de hørte en smuk tale eller en visdomsfuld sætning, viderebragte de den ofte uforsigtigt som en hadith. Andre mennesker, der var kendt som fromme, løj derimod med vilje.
1.5.3.1. De frommes utilsigtede løgn
Sufi-darwesher og Allahs venner er enfoldige og gode mennesker. Deres opgave er at tro på alle i god tro og vise dem barmhjertighed. Muhaddithernes opgave ligner derimod en politibetjents. Darweshen begynder med tillid, mens politibetjenten begynder med mistillid. Hvis et menneske fortæller om en ulykke, der har ramt ham, eller fremsætter en undskyldning for en forbrydelse, tror godhjertede mennesker ham som regel. Men en politibetjent begynder med mistillid. Han forsøger gennem forskellige spørgsmål at finde ud af, om personen bedrager ham eller taler sandt. Først derefter tror han på ham.
I lyset af de utallige anvisninger i Den Ædle Koran og den Ædle Hadith har sahabaerne siden sahabaernes tid og de efterfølgende muhaddither fungeret som altid vågne vogtere eller politibetjente for at beskytte åbenbaringens eller Allahs Sendebuds (s) hadithers autenticitet. Uden grundig undersøgelse og kontrol accepterede de ikke noget udsagn, der blev fremsat i Allahs Sendebuds (s) navn, som korrekt.
De enfoldige, verdensforsagende »zahid«-darwesher blev derimod for det meste følelsesmæssigt grebet, så snart de hørte et udsagn i Allahs Sendebuds (s) navn. De tænkte aldrig, at nogen kunne lyve i Allahs Sendebuds (s) navn. Alt, hvad de hørte, hørte de med den hengivnes hjerte; de accepterede det i enfoldig tillid, handlede efter det og opfordrede andre til at handle efter det. Derfor accepterede muhadditherne siden tabiʿut-tabiʿinernes tid ikke hadither fra denne type fromme darwesher. Imam Malik (179 hijri) sagde: »Der findes mange darwesher i Medina, som jeg gerne ville betro hundrede tusind taka, men jeg er ikke villig til at acceptere en eneste hadith, som de har overleveret.« (Dr. Amin Abu Labi, ʿIlm usul al-jarh wa at-taʿdil, 166-167).
Yahya ibn Saʿid al-Qattan (198 hijri) sagde: »De fromme ældre lyver mere om Allahs Sendebuds (s) hadither end om noget andet.« Imam Muslim (261 hijri) forklarede dette således: »Disse fromme mennesker lyver ikke med vilje, men de kommer uforvarende til at lyve. For de kan ikke huske haditherne korrekt; de forveksler dem, og for det meste fortæller de hadither efter deres egen antagelse. Således kommer de utilsigtet til at lyve.« (Muslim, as-Sahih 1/17-18).
Ibn as-Salah (643 hijri), an-Nawawi (676 hijri), al-Iraqi (806 hijri) og andre muhaddither har fremført et eksempel på utilsigtet løgn. Denne utilsigtede løgnagtige hadith blev samlet af Imam Ibn Majah i hans Sunan. Han sagde: »Ismail ibn Muhammad at-Talhi fortalte os; Thabit ibn Musa Abu Yazid fortalte os; han fra Sharik, han fra al-Aʿmash, han fra Abu Sufyan, han fra Jabir (ra), som sagde, at Allahs Sendebud (s) sagde: ›Den, hvis natlige salah er omfattende, vil have et smukt ansigt om dagen.‹« (Ibn Majah, as-Sunan 1/422).
Muhadditherne fastslog gennem sammenlignende undersøgelse med sikkerhed, at dette udsagn var opdigtet og fejlagtigt tilskrevet Allahs Sendebud (s). De var dog uenige om, hvorvidt det var en forsætlig eller utilsigtet løgn.
Ibn Majahs lærer Ismail og mange muhaddither hørte og nedskrev denne hadith fra Abu Yazid Thabit ibn Musa ibn Abd ar-Rahman (229 hijri). Han var den eneste, der overleverede denne hadith. Han hævdede, at Sharik ibn Abd Allah (178 hijri) havde fortalt ham denne hadith.
Muhadditherne indsamlede og sammenlignede haditherne fra alle Shariks elever, fra alle eleverne af Shariks lærer Sulayman ibn Mihran al-Aʿmash (147 hijri), fra alle eleverne af al-Aʿmashs lærer Abu Sufyan Talha ibn Nafiʿ og fra Jaber (ra)s øvrige elever. De blev sikre på, at ingen andre end Thabit havde overleveret denne hadith. De så, at Thabit ikke var en så nær elev eller langvarig ledsager af »Sharik«, at Sharik skulle have fortalt netop ham denne hadith uden at fortælle den til nogen anden. Gennem denne samlede undersøgelse blev de sikre på, at Thabit havde løjet, enten forsætligt eller utilsigtet.
Thabit ibn Musa var en from ʿabid og verdensforsagende darwesh i det tredje hijri-århundrede. På grund af hans fromhed havde muhadditherne almindeligvis en god opfattelse af ham. Men gennem sammenlignende undersøgelse fandt de, at en del af de hadither, han havde overleveret, viste sig at være fejlagtige eller falske. Ingen af de pågældende læreres mangeårige særlige elever eller andre elever overleverede disse hadither fra de lærere, hvis autoritet han angav. Derfor kaldte nogle muhaddither ham »en løgner«. Imam Yahya ibn Maʿin (233 hijri) sagde om Thabit: »Han er en løgner.« (adh-Dhahabi, Mizan al-iʿtidal 2/89; Ibn Hajar, Tahdhib at-tahdhib 2/14).
Abu Hazim ar-Razi (277 hijri), Ibn ʿAdi (365 hijri) og andre muhaddither kaldte derimod Thabits løgn for en utilsigtet løgn. De sagde, at Thabit i grunden ikke var hadith-overlever; han var blot en almindelig ʿabid. Han havde overleveret i alt syv eller otte hadither, og bortset fra to af dem havde han overleveret resten korrekt. Det tyder på, at hans fejl var utilsigtet. Derfor kaldte de ham ikke udtrykkeligt »en løgner«, men »svag«. (Ibn ʿAdi, al-Kamil 2/99; adh-Dhahabi, Mizan al-iʿtidal 2/89).
Nogle muhaddither har nævnt årsagen til Thabits utilsigtede løgn. Muhammad ibn Abd Allah ibn Numayr (234 hijri) sagde: »Hadithen er ugyldig. Thabit fremsagde den uden at forstå det.« Sharik ibn Abd Allah kunne lide at spøge og lave sjov. Sharik ibn Abd Allah kunne lide at spøge og lave sjov. Thabit var derimod et fromt ʿabid-menneske. Det er muligt, at Sharik var til stede, da han fortalte en hadith. Sharik sagde: »Al-Aʿmash fra Abu Sufyan, fra Jabir (ra), fra Allahs Sendebud (s).« På dette tidspunkt kom Thabit ind. Da Sharik så Thabit, standsede han med at fortælle hadithen og så på hans strålende ansigt, der bar præg af enfoldighed, hvorefter han sagde: »Den, hvis natlige salah er omfattende, vil have et smukt ansigt om dagen.« Thabit opfattede uagtsomt Shariks udsagn som den hadith, der var overleveret med den ovenstående isnad. På denne måde overleverede han ved en fejltagelse et udsagn fra Sharik som et udsagn fra Allahs Sendebud (s). Derfor fremførte Ibn as-Salah, an-Nawawi, al-Iraqi og andre muhaddither denne hadith som et eksempel på utilsigtet løgn. (Ibn ʿAdi, al-Kamil 2/99; adh-Dhahabi, Mizan al-iʿtidal 2/88; al-Iraqi, at-Taqyid, s. 129; Fath al-Mughith, s. 127-128).
1.5.3.2. De frommes utilsigtede løgn
Nogle mennesker, der var kendt som fromme, plejede at begå noget, der var endnu værre. De fremsatte bevidst opdigtede udsagn i Allahs Sendebuds (s) navn. Når det gjaldt hadith-forfalskning, var det netop disse, der var de farligste og mest skadelige.
Om mange af de emner, som de opfandt hadither om, findes der faktisk mange autentiske hadither. Men disse fromme mennesker følte, at menneskers følelser ikke blev vakt af sproget i de autentiske hadither eller af de belønninger og straffe, der blev beskrevet i dem. Derfor opfandt de hadither med endnu stærkere formuleringer, udførlige beskrivelser, utallige belønninger og de hårdest tænkelige straffe, så folk straks skulle blive påvirket, når de hørte dem. På denne måde forsøgte de at udfylde ‘åbenbaringens’ ufuldstændighed (!) med menneskelig fornuft(!). Det værste var, at mange mennesker i samfundet på grund af deres fromhed(?) blev fanget af disse bedrag. De troede på dem som hadither. Kun hadithkritikerne afslørede gennem sammenlignende undersøgelser deres forfalskninger.
Satan fik dem til at tro, at: »Vi taler jo ikke imod Allahs Sendebud (s), men på hans vegne. Uden disse løgne er det ikke muligt at vejlede mennesker. Derfor er det ikke blot tilladt at lyve med et godt formål, det er ligefrem en god handling.«
Satan lod dem ikke forstå, at alle deres tanker var blevet ledt i en forkert retning. At tro, at mennesker ikke kan bringes på den rette vej uden løgne, betyder, at åbenbaringen ikke er i stand til at vejlede mennesker. Den Ædle Koran og de autentiske hadither har mistet deres virkning. Derfor må mennesker vejledes gennem fantastiske løgne! Hvilken afskyelig tanke!
Hvem gav dem ret til at hævde, at deres opdigtede udsagn var på åbenbaringens, Allahs eller Hans Sendebuds side? Det, som de mente var til islams fordel, har altid gjort den største skade på islam. Fantastiske fortællinger, ufattelige belønninger for små handlinger, frygtelige straffe for mindre uret eller synd, opdigtede fortællinger om forskellige dele af skaberværket, opdigtede mirakuløse beretninger, fortællinger om forskellige opdigtede fortræffeligheder og lignende har fjernet den muslimske ummah fra islams grundlæggende lære. Utallige overtroiske forestillinger har bredt sig blandt dem. De opdigtede fantasifortællinger om belønningen for frivillig tilbedelse har fået den muslimske ummah til at glemme de obligatoriske pligter. Utallige opdigtede religiøse praksisser har fjernet muslimerne fra de handlinger og pligter, der er beskrevet i Koranen og de autentiske hadither. I det følgende kapitel vil vi under gennemgangen af de opdigtede hadither se mange eksempler på dette.
Det er på grund af løgne, der er blevet fremsat på åbenbaringens vegne, at alle religioner gennem tiderne er blevet fordrejet. Det bedste eksempel på at være blevet vildledt gennem løgne på åbenbaringens vegne er Saul, der kaldte sig Paulus, fordrejeren af kristendommen, og hans kristne følgere. For at ophøje Guds værdighed, for at ophøje Jesu værdighed og for at føre et større antal mennesker til den rette vej løj de i åbenbaringens navn. De tænkte: »Vi taler på Guds eller Jesu vegne, og derfor er der ingen fejl i denne løgn.« Men i virkeligheden tjente de Satan. Derfor har den Ophøjede Allah sagt i Den Ædle Koran:
Arabisk(********)
»Sig: O Bogens folk! Overdriv ikke uretmæssigt i jeres religion, og følg ikke et folks lyster, som tidligere er faret vild, har vildledt mange og er veget bort fra den lige vej.« (Sura 5, al-Mā’idah: 77).
Også blandt den muslimske ummah er der opstået grupper, der på grundlag af vildfarne lyster har opdigtet åbenbaring efter eget forgodtbefindende. Men som følge af isnād-systemet og systemet til kontrol af isnād blev deres forfalskninger afsløret.
Disse ‘fromme forfalskere’ fremstillede hadither på forskellige måder.
a. Nogle mennesker fremstillede hadither ved at beskrive ‘utallige’ opdigtede belønninger for recitation af Koranen og recitation af forskellige suraer i Koranen.
b. Andre overleverede hadither om belønningen for forskellige kendte og udbredte gode handlinger. I de autentiske hadither er der eksempelvis beskrevet mange belønninger for tilbedelseshandlinger som tasbīḥ, dhikr, tahajjud, chāsht og lignende. De mente, at disse hadither ikke kunne vække menneskers interesse. Derfor fremstillede de tiltrækkende(!) hadither om disse emner. På tilsvarende måde findes der mange autentiske hadither til fordel for sunnah og imod bid‘ah. Disse forfalskere var ikke tilfredse med dem. De opfandt mange hadither om sunnahs belønning og status samt om bid‘ahs synd og bid‘ah-tilhængernes hårde skæbne og frygtelige straf.
c. Nogle fremstillede forskellige former for gode handlinger og opfandt hadither om deres fortræffelighed. Det kunne for eksempel være særlige former for salāh i forskellige måneder, en særlig salāh for hver dag i ugen, særlige salāh med det formål at se Allah i en drøm, se Allahs Sendebud (s) i en drøm, se sin egen plads i Paradiset og lignende. På tilsvarende måde opfandt de forskellige durūd, dhikr, du‘ā og munājāt og fremstillede hadither ved at omtale opdigtede fortræffeligheder ved dem. De opfandt utallige sådanne ‘tilbedelseshandlinger’ og fortalte fantastiske historier om utallige belønninger og fortræffeligheder for dem.
d. For at blødgøre mange menneskers hjerter opfandt de historier om forsagelse af verden, afholdenhed, opofrelse, sultens fortræffelighed, fattigdommens fortræffelighed samt forskellige fortællinger, straffe, belønninger og lignende fantasihistorier og tillagde dem Allahs Sendebud (s).
Her vil jeg nævne bekendelser fra en eller to personer af denne type. Disse mennesker forsøgte over for hadith-lærde at fastslå deres falske isnāder. Men når de blev stillet kritiske spørgsmål, indrømmede de undertiden, at de forfalskede hadither.
Abū Ismā‘īl Nūḥ ibn Abū Maryam (173 hijrī) var en berømt lærd, from tilbeder og faqīh fra det andet hijrī-århundrede. På grund af hans fremragende viden inden for forskellige områder som hadith, fiqh og historie blev han kaldt »al-Jāmi‘«. Under kaliffen al-Mansūr (136-158 hijrī) blev han udnævnt til dommer i Marv-området i Khurāsān. Han blev regnet for en af områdets fremtrædende lærde. Han var streng over for mu‘tazilitter, jahmiyyah, ahl al-ra’y-faqīher og andre bid‘ah-grupper.
Trods alt dette plejede han at fremsætte løgne i hadithens navn. Han overleverede nogle hadither om fortræffeligheden ved forskellige suraer i Koranen. Hadith-lærde spurgte ham: »Hvor fandt du de hadither, som du overleverer fra ‘Ikrimah gennem Ibn ‘Abbās om fortræffeligheden ved hver eneste sura i Koranen? Ingen af ‘Ikrimahs nære elever eller andre elever overleverer disse hadither. Hvordan kunne du så få fat i dem?« Han svarede: »Jeg så, at folk havde forladt Koranen. De var blevet optaget af Abū Ḥanīfahs fiqh og Ibn Isḥāqs maghāzī. Derfor opfandt jeg disse hadither for at vende dem tilbage til Koranen.« (Ibn al-Jawzī, al-Mawḍū‘āt 1/18; al-Dhahabī, Mīzān al-I‘tidāl 7/55-57).
Aḥmad ibn Muḥammad ibn Ghālib, Gulām Khalīl (275 hijrī), var en berømt from tilbeder, lærd og prædikant fra det tredje hijrī-århundrede. Han var kendt som en af hovedstaden Bagdads største verdensforsagende fromme. Han spiste altid grøntsager, levede et meget enkelt liv og holdt særdeles bevægende prædikener. Han var yderst streng over for de faqīher, der blev kaldt ahl al-ra’y (ḥanafitter), og over for mu‘tazilitter, shiamuslimer, qadariyyah, jabriyyah og andre bid‘ah-retninger. Hans prædikener havde stor indflydelse på almindelige mennesker. For at blødgøre tilhørernes hjerter og vejlede dem plejede han at opfinde nye historier og fortælle dem som hadither. Han fremstillede isnāder i berømte hadith-lærdes navne og fortalte de falske hadither.
Abū Ja‘far ibn al-Shu‘ayrī fortæller: »En dag, da Gulām Khalīl fortalte hadither, sagde han: ‘Bakr ibn ‘Īsā (204 hijrī) fortalte mig, at han havde dem fra Abū ‘Awānah …’ Jeg sagde: ‘Bakr ibn ‘Īsā er jo en meget gammel person. Imām Aḥmad (241 hijrī) og folk på hans niveau hørte hadither fra ham. Du har ikke set ham i live.’ Efter at jeg havde sagt dette, blev han tavs og begyndte at tænke. Jeg blev bange for, at han skulle sige noget imod mig. Derfor sagde jeg: ‘Det kan være, at din lærer Bakr ibn ‘Īsā var en anden person.’ Han forblev tavs. Næste dag sagde han til mig: ‘Jeg tænkte over det i nat og fandt ud af, at jeg i Basra havde hørt hadither fra 60 personer ved navn Bakr ibn ‘Īsā.’« (al-Dhahabī, Mīzān al-I‘tidāl 1/285).
Se blot, hvor dristig løgnen er! Hos hadithens kritiske imāmer har denne slags ‘kolde’ løgne ingen værdi. De indsamlede og samlede hadither med navne og oplysninger om, hvor mange overleverere der fandtes i Basra i hver periode. Derfor blev disse mennesker ofte tvunget til at indrømme deres forfalskninger.
‘Abdullāh ibn ‘Adī (365 hijrī), en af det fjerde hijrī-århundredes fremtrædende hadith-lærde, siger: »Da jeg under en rejse for at indsamle hadither opholdt mig i byen Harrān, sagde Abū ‘Abdullāh al-Nahāwandī under Abū ‘Arūbahs samling: ‘Jeg sagde til Gulām Khalīl: Hvor fandt du de hadither, som du fortæller, og som påvirker tilhørernes hjerter?’ Han svarede: ‘Jeg opfandt dem for at blødgøre menneskers hjerter.’« (Ibn ‘Adī, al-Kāmil 1/195).
Alle hadith-videnskabens imāmer har omtalt den skade, som disse fromme menneskers forfalskninger har forårsaget. Tidligere har vi i denne forbindelse set udtalelser fra Ibn al-Ṣalāḥ, al-Nawawī og al-‘Irāqī. Om dette skrev ‘Allāmah Sayyid Sharīf al-Jurjānī al-Ḥanafī (816 hijrī): »Det er de verdensforsagende dervisher, der har gjort størst skade gennem udbredelsen af mawḍū‘ eller opdigtede hadither. De opfandt og fortalte ofte falske hadither selv med den hensigt at opnå belønning.« (Abd al-Ḥayy al-Lakhnawī, Ẓafar al-Amānī fī Mukhtaṣar al-Jurjānī, s. 433).
Ibn Ḥajar al-‘Asqalānī (852 hijrī) siger: »Det er blevet overleveret, at nogle sufier mente, at det var tilladt at opfinde og udbrede falske hadither om belønninger og om straffen for syndige handlinger.« (Mullā ‘Alī al-Qārī, Sharḥ Sharḥ Nukhbat al-Fikar, s. 451).
Al-Suyūṭī (911 hijrī) siger: »Forfalskerne er forskellige alt efter deres formål med forfalskningen. De mest alvorlige og skadelige blandt dem var nogle mennesker, som blev anset for at være verdensforsagende, uegennyttige og fromme. På grund af deres vildfarelse opfandt de falske hadither i håb om at få belønning hos Allah. … Abū Dāwūd al-Nakh‘ī Sulaymān ibn ‘Amr, en berømt dervish fra det andet århundrede, havde ingen lige, når det gjaldt at stå vågen om natten i tahajjud og faste frivilligt dag efter dag. Ikke desto mindre opfandt og udbredte han falske hadither. … Abū Bishr Aḥmad ibn Muḥammad al-Marwazī var en af Khurāsāns fremtrædende faqīher, fromme tilbedere og sunnahens forkæmpere. Han var som et sværd mod bid‘ah og dens tilhængere og til fordel for sunnah. Men han betragtede falske udsagn som hadither. … Wahb ibn Yaḥyā ibn Ḥafṣ (250 hijrī) var en af sin tids fromme tilbedere og prædikanter. I 20 år talte han ikke med nogen om verdslige ting. Også han fremsatte afskyelige løgne i hadithens navn.« (al-Suyūṭī, Tadrīb al-Rāwī 1/281-283).
‘Allāmah ‘Alī al-Qārī (1014 hijrī) har skrevet: »De verdensforsagende dervisher, der var optaget af overdreven tilbedelse, udbredte mange opdigtede udsagn som hadither om forskellige fortræffeligheder, såsom bønnen på laylat al-barā’ah, bønnen i måneden Rajab og lignende. De mente, at de derved ville få belønning og tjene religionen. Det er disse mennesker, der har gjort størst skade på sig selv og andre muslimer i forbindelse med opdigtede hadither. De anså denne handling for en god og belønningsværdig handling, og derfor var det på ingen måde muligt at afholde dem fra den. På den anden side elskede og ærede almindelige muslimer og lærde dem højt på grund af deres gode handlinger, ærlighed, tilbedelse og dervish-liv. De tog imod og overleverede deres ord med stor interesse. Undertiden blev selv gode hadith-lærde bedraget af deres praksis og karakter og accepterede uforsigtigt deres opdigtede og falske hadither.« (Mullā ‘Alī al-Qārī, Sharḥ Sharḥ Nukhbat al-Fikar, s. 447-448).
1.5.4. Amírernes hofmænd
De ovenfor forklarede formål var hovedsageligt religiøse. Ud over religiøse formål opdigtede mange mennesker hadither af forskellige verdslige årsager, såsom at tjene penge, opnå ære eller berømmelse, tiltrække kongers og herskeres opmærksomhed, opnå status ved hoffet samt etablere politisk eller gruppemæssig dominans.
Folk gør mange ting for at få adgang til herskere og administratorer og blive deres yndlinge. I det andet hijri-århundrede forsøgte nogle lærde med svag tro at opdigte hadither efter kaliffernes eller amirernes ønsker for at vinde deres gunst. Den berømte muhaddith fra det tredje hijri-århundrede, Zuhayr ibn Harb (234 h.), fortæller om en sådan hændelse:
Flere muhaddither kom til hoffet hos den tredje abbasidiske kalif, Muhammad al-Mahdi (regeringstid 158–169 h.). En af dem var Ghiyath ibn Ibrahim al-Nakha’i. Kalif Mahdi elskede at flyve med fuldblodsdue og arrangere duevæddeløb. Med blik for kaliffens interesse nævnte Ghiyath sin isnad og sagde: »Allahs Sendebud (s) sagde: ‘Der er ingen konkurrence i noget andet end bueskydning, heste og fugle.’« Da Mahdi hørte dette, blev han glad og beordrede, at den nævnte muhaddith skulle have 10.000 taka som gave. Men da Ghiyath var på vej ud fra hoffet, sagde Mahdi: »Jeg forstår, at du har løjet. Jeg har tilskyndet dig til at lyve.« Han beordrede duerne slagtet. Han tillod aldrig igen den pågældende muhaddith at træde ind ved sit hof. (Al-Khatib al-Baghdadi, Ahmad ibn Ali, Tarikh Baghdad 12/323–324).
Det er værd at bemærke, at den oprindelige hadith er sahih og opmuntrer til konkurrencer og uddeling af præmier i hestevæddeløb, kamelvæddeløb og bueskydning. [At-Tirmidhi, Muhammad ibn Isa (279 h.), as-Sunan 4/205]. Denne person tilføjede ordet »fugle« for at underholde kaliffen.
Den femte abbasidiske kalif, Harun ar-Rashid (regeringstid 193–170 h.), ankom til Medina på et statsbesøg. Han ønskede at bestige prædikestolen i Profetens Moské og holde en tale. Han var iført en sort sherwani. Han tøvede med at bestige prædikestolen i denne påklædning. Den berømte lærde og dommer i Medina, Wahb ibn Wahb Abu al-Bakhturi, sagde da: »Ja’far as-Sadiq fortalte mig, at hans far, Muhammad al-Baqir, fortalte ham, at Jibril (a.s.) iført en sort sherwani kom til Allahs Sendebud (s).« (Al-Khatib al-Baghdadi, Tarikh Baghdad 13/452).
På denne måde præsenterede han en løgn som en hadith for at underholde kaliffen. Abu al-Bakhturi var meget dygtig til at fabrikere hadither.
1.5.5. Fortællende prædikanter
Mange mennesker fremsagde opdigtede udsagn som hadither under deres prædikener for at tiltrække tilhørernes opmærksomhed, underholde dem, øve indflydelse på dem og øge deres eget ry, berømmelse og kontante indtjening. Disse prædikanter og fortællere spillede en meget stor rolle i udbredelsen af falske og fabrikerede hadither. De havde stor frækhed og opfindsomhed, når de opdigtede løgne under hadithens navn. Mange af dem fandt hurtigt på løgne efter tilhørernes ønsker for at forbløffe dem og tømme deres lommer. Desuden stjal andre bedrageriske prædikanter en falsk hadith eller en fortælling, hvis den var underholdende, og udbredte den med en isnad, de havde opfundet i deres eget navn. (Fallata, al-Wad’ 1/272–279).
Se eksempler på deres snedighed og dristighed. Imam Yahya ibn Ma’in (233 h.) og imam Ahmad ibn Hanbal (241 h.) var blandt det tredje hijri-århundredes største muhaddither. I første halvdel af det tredje hijri-århundrede var de kendt i Bagdad og i hele den muslimske verden. En dag bad de begge salat i en moské i Bagdad. Efter salaten begyndte en prædikant at prædike. Under prædikenen sagde han: »Ahmad ibn Hanbal og Yahya ibn Ma’in har begge fortalt mig, at Abd ar-Razzaq fortalte dem, at Ma’mar fortalte ham, at Qatada fortalte ham, at Anas fortalte ham, at Allahs Sendebud (s) sagde: ‘Hvis nogen siger la ilaha illallah, bliver der skabt en fugl af hvert af dens bogstaver; dens næb er af guld, og dens fjer af kostbare ædelsten …’« På denne måde fortalte han fantastiske historier og opdigtede fortællinger om store belønninger. Efter prædikenen gav mange af de tilstedeværende ham forskellige »gaver«.
Mens prædikenen stod på, spurgte Ahmad og Yahya forundret hinanden: »Har du fortalt denne mand denne hadith?« Begge sagde: »Jeg hører denne hadith for første gang i mit liv.« Da menneskemængden efter prædikenen var blevet mindre, vinkede Yahya manden hen til sig. Manden kom hurtigt, fordi han troede, at han ville få en gave. Yahya spurgte ham: »Hvem har fortalt dig denne hadith?« Manden svarede: »Yahya ibn Ma’in og Ahmad ibn Hanbal.« Han sagde: »Jeg er Yahya, og dette er Ahmad. Ingen af os har nogensinde hørt denne hadith, endsige lært den videre til nogen. Hvis du absolut skal lyve, så brug en andens navn, men brug ikke vores.« Da sagde manden: »Jeg har altid hørt, at Yahya ibn Ma’in er en tåbe; nu har jeg fået beviset.« Yahya spurgte: »Hvordan det?« Han svarede: »Tror I, at der i verden ikke findes nogen anden Yahya ibn Ma’in og Ahmad ibn Hanbal end jer? Ud over jeres ledsager Ahmad har jeg lært hadith hos seksten personer ved navn Ahmad ibn Hanbal.« Da Ahmad ibn Hanbal hørte dette, dækkede han sit ansigt med et klæde og sagde: »Lad manden gå.« Manden så hånligt på dem begge og gik. (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at 1/21–22).
Abu Hatim Muhammad ibn Hibban al-Busti (354 h.), en af det fjerde hijri-århundredes fremtrædende muhaddither, siger: »Under min rejse for at indsamle hadither kom jeg ind i en syrisk by ved navn Tajrwan. Efter at have bedt salat i byens store moské rejste en ung mand sig og begyndte at prædike. Under prædikenen sagde han: ‘Abu Khalifa fortalte mig, at Walid fortalte ham, at Shu’ba fortalte ham, at Qatada fortalte ham, at Anas (r.a.) fortalte ham, at Allahs Sendebud (s) sagde: Hvis nogen opfylder en muslims behov, giver Allah ham så og så stor en belønning …’« Sådan fortsatte han med at sige mange ting. Da han var færdig, kaldte jeg på ham og spurgte: »Hvor bor du?« Han sagde: »Jeg er fra området Bardaya.« Jeg spurgte: »Har du nogensinde været i Basra?« Han svarede: »Nej.« »Hvordan kan du så fortælle hadither fra Abu Khalifa, når du aldrig har set ham?« Den unge mand sagde: »Det er i strid med høflighed og adab at stille spørgsmål om dette. Jeg kan kun denne ene isnad udenad. Hver gang jeg hører en hadith eller et udsagn fra nogen, sætter jeg denne isnad foran udsagnet og fortæller det videre.« Ibn Hibban siger: »Så forlod jeg den unge mand.« (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at 1/22).
Den berømte muhaddith fra det sjette hijri-århundrede, Abu al-Faraj Ibn al-Jawzi (597 h.), siger: »I mit område er der en prædikant. Ud ad til er han en from og gudfrygtig mand. I sine handlinger viser han askese og gudsfrygt. To meget pålidelige lærde venner har fortalt mig om ham, at denne mand på ashura-dagen sagde: ‘Allahs Sendebud (s) sagde: Den, der gør dette på ashura-dagen, får denne belønning; den, der gør dette, får denne belønning …’ På denne måde fortalte han hadither om mange belønninger for mange handlinger. Vi spurgte ham: ‘Hvor har du lært eller memoreret disse hadither?’ Han sagde: ‘Ved Allahs ed, jeg har aldrig lært eller memoreret disse hadither. De kom mig i hu netop i dette øjeblik, og jeg sagde dem.’« (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at 1/20).
Ibn al-Jawzi siger: »En prædikant blandt mine samtidige har endda skrevet en bog med alle disse falske hadither. En af bogens fabrikerede hadither lyder således:
En dag trådte Hasan (r.a.) og Husayn (r.a.) ind i kalif Umar (r.a.)s hus. Umar var optaget. Da han havde afsluttet sit arbejde og løftede hovedet, så han dem begge. Han rejste sig, kyssede dem, gav hver af dem 1.000 mønter og sagde: ‘Tilgiv mig; jeg forstod ikke, at I var kommet.’ De vendte tilbage og fortalte deres far Ali (r.a.) om Umars høflighed og ydmyghed. Da sagde Ali (r.a.): ‘Jeg hørte Allahs Sendebud (s) sige: Umar ibn al-Khattab er islams lys og et fyrtårn for Paradisets beboere.’ De gik tilbage til Umar og fortalte ham denne hadith. Han bad da om papir og blæk og skrev: ‘I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn. Paradisets unges to ledere har fortalt mig, at de har fået det fra deres far Ali al-Murtada, og at han har fået det fra deres morfar, profeten Mustafa (s), som sagde: Umar er islams lys og et fyrtårn for Paradisets beboere.’ Umar testamenterede, at papiret efter hans død skulle lægges over hans bryst inde i ligklædet. Efter hans død blev hans testamente fulgt. Næste morgen så alle, at papiret lå oven på graven, og at der stod skrevet på det: ‘Hasan og Husayn har talt sandt, deres far har talt sandt, Allahs Sendebud har talt sandt, Umar er islams lys og et fyrtårn for Paradisets beboere.’
Ibn al-Jawzi siger: »Det mest sørgelige og beklagelige er, at han ikke var tilfreds med blot at skrive denne afskyelige løgn og fantastiske historie. Han viste den også til mange lærde i vores tid. Manglen på viden blandt de lærde om hadithers isnad og autenticitet er så udtalt, at mange lærde har omtalt selv denne afskyelige løgn som korrekt.« (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at 1/20–21).
1.5.6. Regional, erhvervsmæssigt eller etnisk fjendskab
Mennesker fra forskellige slægter, folkeslag, lande eller byer har undertiden tyet til forfalskning for at etablere deres egen overlegenhed eller status. Der er blevet opdigtet hadither til fordel for det arabiske folk og det arabiske sprog og imod det persiske sprog og det persiske folk. På tilsvarende måde er der blevet fabrikeret hadither til fordel for det persiske sprog og imod det arabiske sprog. Der er blevet opdigtet hadither for og imod forskellige hudfarver eller erhverv. Blandt disse opdigtede udsagn er: »Det sprog, Allah hader mest, er persisk.« »Når Allah er vred, sender Han åbenbaringen på arabisk, og når Han er tilfreds, sender Han åbenbaringen på persisk.« »De engle, som befinder sig omkring Tronen, taler persisk.« På tilsvarende måde blev der på grund af erhvervsmæssig rivalisering fremstillet hadither med bagvaskelse og fordømmelse af vævere, guldsmede og andre erhverv.
Der blev opdigtet hadither til fordel for eller til fordømmelse af forskellige byer, lande eller egne. Man kan næsten sige, at der blev opdigtet hadither til lovprisning eller fordømmelse af næsten alle de byer eller lande, der var kendt i det tredje hijri-århundrede. Selv om byer som Mekka og Medina har mange autentiske hadither om deres fortrin, blev der også forfattet mange interessante, falske hadither om dem. (Se nærmere: Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at 1/357-373, 2/147-161; Fallata, al-Wad’ 1/260-263).
1.5.7. Ønsket om berømmelse
Vi har tidligere nævnt, at isnad og matn i den daværende tid var hadithens to uadskillelige dele. Det var netop kombinationen af isnad og matn, der blev kaldt en hadith. Denne samlede form af hadithen var velkendt blandt muhadditherne. Undertiden ændrede en muhaddith denne samlede form for at opnå berømmelse eller udmærke sig. Han kunne berette en hadith med én isnad under en anden isnad eller berette én fortællers hadith i en anden fortællers navn. Blandt de forskellige former for løgn vil vi, insha Allah, nævne et par eksempler på at fabrikere en falsk isnad.
1.6. Forskellige former for løgn
I hadithforskernes terminologi findes der forskellige former for og metoder til at lyve i profetens hadithers navn. I dette afsnit vil vi, om Allah vil, kort gennemgå dem.
1.6.1. Løgn i isnād
Det er den samlede form af »isnād« og »matn«, der udgør en hadith. Hvis man vil opdigte en hadith, er forfalskning af isnāden uundværlig. Ofte var forfalskningen af isnāden faktisk bedragerens hovedformål. Løgnerne forfalskede isnāden efter deres formål og evner. Disse forfalskninger kan inddeles i flere kategorier.
1.6.1.1. En opdigtet isnād til opdigtede udsagn
Ingen hadith blev accepteret uden en isnād. Derfor måtte man, hvis et falsk udsagn skulle fremstilles som en hadith, også fremsige en isnād sammen med det. I de fleste tilfælde opfandt bedragerne efter eget forgodtbefindende isnāder i forskellige velkendte lærdes navne. Eller de satte en isnād, som de havde lært udenad, foran forskellige opdigtede hadither. Det har vi set i forskellige opdigtede hadither, som vi tidligere har omtalt. På denne måde er isnāden til de fleste opdigtede hadither også opfundet. Se et eksempel:
Imam Ibn Mājah siger: »Sahl ibn Abī Sahl og Muhammad ibn Ismāʿīl fortalte mig, at ʿAbd al-Salām ibn Sālih Abū al-Salt al-Harawī havde fortalt dem: ʿAlī al-Ridā fortalte mig, fra sin far Mūsā al-Kāẓim, fra hans far Jaʿfar al-Sādiq, fra hans far Muhammad al-Bāqir, fra hans far ʿAlī Zayn al-ʿĀbidīn, fra hans far imam al-Husayn (må Allah være tilfreds med ham), fra hans far ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ‘Tro er erkendelse eller viden i hjertet, ord med tungen og handling i overensstemmelse med reglerne.’«
Tro er altså det samlede navn for viden i hjertet, bekendelsen med tungen og omsætningen i handling. Udsagnet er meget tiltalende. Mange tābiʿūn og senere lærde har defineret tro på denne måde. Imam Mālik, al-Shāfiʿī, Ahmad ibn Hanbal og andre antog denne opfattelse. Imam Abū Hanīfah siger derimod: »Tro er grundlæggende navnet på hjertets overbevisning og tungens bekendelse. Handling er ikke en del af troen, men dens krav og konsekvens. Islam består af tro og handling.« Hvis denne hadith var autentisk, ville den bevise, at imam Abū Hanīfahs opfattelse var vildledt. Men hadithforskerne har gennem deres undersøgelse fastslået, at hadithen er uden grundlag og falsk.
Læser, læg mærke til dette. Hadithens overleverere er syv af de tolv imamer i shia-retningen samt nogle af de mest fremtrædende personer blandt Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) slægt. Derfor bliver vi, almindelige og godtroende muslimer, let bedraget. Men det var ikke muligt at bedrage de hadithforskere, der var sat til at beskytte Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sunnah på denne måde. De undersøgte hadithen efter deres metode. Ved deres undersøgelse fandt de, at ingen elev af de syv berømte imamer, der er nævnt i isnāden, havde overleveret denne hadith, og at den heller ikke var overleveret gennem nogen anden isnād.
Kun ʿAbd al-Salām Abū al-Salt hævdede, at imam ʿAlī al-Ridā (d. 203 AH) havde fortalt ham denne hadith. Således ser vi, at denne person ved navn Abū al-Salt først udbredte hadithen 200 år efter Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) død. Hadithforskerne fandt gennem sammenlignende undersøgelser, at denne person, ʿAbd al-Salām Abū al-Salt, havde lært og overleveret mange hadither. Men blandt de hadither, han overleverede, var der mange fejl. Han fremsagde hadither i forskellige hadithforskeres eller lærdes navne, som ingen af deres andre elever havde fremsagt. Dette beviser, at han ikke var i stand til at huske hadither korrekt. Der var dog uenighed blandt dem om, hvorvidt han med vilje fremsagde falske hadither. Yahyā ibn Maʿīn og nogle imamer sagde, at han tilsyneladende var et godt menneske i sit privatliv. Selvom han var shiamuslim, var han ikke ekstrem. Men han fremsagde utallige forkerte og grundløse (munkar) hadither, som ingen anden overleverer nogensinde havde overleveret. Det kan dog forstås, at han ikke løj med vilje. Imamer som al-Jūzjānī og al-ʿUqaylī sagde derimod, at han var en løgner. (Se nærmere: Ibn Hajar al-ʿAsqalānī, Tahdhīb al-Tahdhīb 6/285-286; Taqrīb al-Tahdhīb, s. 355).
De, der mente, at han begik utilsigtede fejl, kaldte hadithen ugyldig, grundløs, meget svag osv. De, der anså ham for en forsætlig løgner, kaldte hadithen mawḍūʿ eller opdigtet. (al-Būṣīrī, Zawāʾid Ibn Mājah, s. 37).
Den berømte hadithforsker Ibn al-Qayyim, Muhammad ibn Abū Bakr (d. 751 AH), fra det ottende hijri-århundrede, fulgte den hanbalitiske madhhab og anså handling for at være en del af troen. Ifølge ham er tro viden i hjertet, bekendelse med tungen og overholdelse af reglerne. Efter en lang drøftelse til fordel for denne opfattelse siger han: »Men den hadith, som Ibn Mājah har samlet, og som i denne forbindelse er overleveret af ʿAbd al-Salām ibn Sālih, er mawḍūʿ; den er ikke Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ord.« (Ibn al-Qayyim, Hāshiyat Abī Dāwūd 12/294).
Vi ser, at alle overlevererne i denne isnād er meget berømte og alment respekterede personer. Dette er et kendetegn ved en opdigtet hadith. I de fleste tilfælde fremstillede bedragerne isnāder bestående af berømte personer for at gennemføre deres bedrag. Selv om deres bedrag vildledte almindelige mennesker, kunne de ikke bedrage de undersøgende hadithforskere. For bedragerens navn ville forblive i isnāden. Den person, som bedrageren hævdede var hans lærer, ville stå nævnt. Ved at sammenligne og undersøge hadither, som lærerens øvrige elever havde overleveret, med haditherne overleveret af denne bedrager, afslørede hadithforskerne bedraget.
Se endnu et eksempel på forfalskning. Ismāʿīl ibn Ziyād var en hadith-overlever fra det andet hijri-århundrede. Han siger: »Thawr ibn Yazīd (d. 155 AH) fortalte mig, fra Khālid ibn Maʿdān (d. 103 AH), fra Muʿādh ibn Jabal, at vi sagde: ‘Allahs Sendebud, må vi røre Koranen uden ablution?’ Han sagde: ‘Ja, men hvis den rituelle helkropsbadning er påkrævet, må I ikke røre Koranen.’ Vi sagde: ‘Allahs Sendebud, hvad er da meningen med Koranens ord: ‘Ingen rører den undtagen de rene’ (sura al-Wāqiʿah: 79)?’ Han sagde: ‘Det betyder, at ingen andre end de troende får Koranens belønning.’«
Hadithforskerne er enige om, at denne hadith er opdigtet. Hadith-imamerne samlede de hadither, som denne person ved navn Ismāʿīl ibn Ziyād (Abū Ziyād) havde overleveret, og sammenlignede dem med alle andre overleveringer. De fandt, at ingen af de hadither, denne person havde overleveret, var korrekte. Han var en god lærd og var qādī, altså dommer, i området Mawṣil. Men han overleverede i navnene på datidens forskellige berømte hadithforskere, såsom Shuʿbah (d. 160 AH), Ibn Jurayj (d. 150 AH) og Thawr (d. 155 AH), mange hadither, som de aldrig havde sagt, og som ingen af deres elever havde overleveret fra dem.
Her fremsagde han for eksempel hadithen i Thawrs navn. Thawr var en af Syriens mest berømte hadithforskere og jurister i det andet hijri-århundrede. Han havde utallige elever. Mange havde studeret hadither hos ham i årevis. Ingen elev overleverede denne hadith fra ham. Alligevel fremsagde Ismāʿīl hadithen i hans navn. Ud fra omstændighederne synes det, at han med vilje fremsagde opdigtede hadither på denne måde. Imam al-Dāraqutnī, Ibn ʿAdī, Ibn Hibbān, Ibn al-Jawzī og andre imamer har drøftet disse forhold udførligt og kaldt ham en dajjāl og en løgner. Alle de hadither, han havde overleveret, som kun han selv havde overleveret, og som ingen anden havde overleveret, anså de for mawḍūʿ eller opdigtede.
Et andet opdigtet og falsk udsagn, som denne Ismāʿīl overleverede som en hadith fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), er følgende: Han siger: »Ghālib al-Qattān fortalte mig, fra Abū Saʿīd al-Makrūbī, fra Abū Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ‘Det mest forhadte sprog hos Allah er det persiske sprog, og Paradisets beboeres sprog er det arabiske sprog.’« (Ibn ʿAdī, al-Kāmil 1/510-511; Ibn Hibbān, al-Majrūhīn 1/129).
1.6.1.2. En opdigtet isnād til en udbredt hadith
Vi har set, at bedragerens formål nogle gange var at etablere sin egen særprægede status og karakter. Derfor fremstillede de særlige isnāder til udbredte matn eller udsagn. Her nævner jeg et eksempel.
Imam Mālik var en af de fremtrædende imamer blandt hadithforskerne i det andet hijri-århundrede. Han overleverede mange hadither fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gennem sin lærer Nāfiʿ og via ʿAbdullah ibn ʿUmar. Derfor er »Mālik fra Nāfiʿ, fra ʿAbdullah ibn ʿUmar« en yderst autentisk og meget berømt isnād. Den er bevaret hos alle hadithforskere, der har overleveret gennem denne isnād.
En overlever fra det tredje hijri-århundrede, ʿAbd al-Munʿim ibn Bashīr, siger: »Mālik fortalte mig, fra Nāfiʿ, fra ʿAbdullah, at han sagde, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ‘O Allah, skænk velsignelse til min ummah i alle deres tider.’« [al-Khalīlī, Khalīl ibn ʿAbdullah (d. 446 AH), al-Irshād, s. 7].
Den berømte hadithforsker og lærde Khalīl ibn ʿAbdullah al-Khalīlī (d. 446 AH) fra det femte hijri-århundrede siger: »Dette er en mawḍūʿ eller opdigtet hadith. Denne person ved navn ʿAbd al-Munʿim var en løgnagtig bedrager. ʿAbdullah, imam Ahmads søn, siger: ‘En dag sagde jeg til din far: Jeg så ʿAbd al-Munʿim ibn Bashīr på markedet.’ Han sagde: ‘Min søn, lever den løgnagtige bedrager stadig?’ Denne hadith er fuldstændig grundløs og uden eksistens med denne isnād. Ingen har nogensinde overleveret den fra Mālik eller fra Nāfiʿ. Denne hadith blev i virkeligheden overleveret fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) af sahābīen Ṣakhr al-Ghāmidī.« (al-Khalīlī, al-Irshād, s. 7).
Her ser vi, at den lærde al-Khalīlī konkluderede, at hadithen var mawḍūʿ. Samtidig nævnte han selv, at hadithen var overleveret fra en anden sahābī. Hans hensigt er, at hadithen med denne isnād er mawḍūʿ. Den samlede form af denne isnād og matn er opdigtet. Han har også kort angivet resultatet af hadithforskernes undersøgelse. Ingen af imam Māliks utallige elever overleverede denne hadith gennem ham med denne isnād. Kun ʿAbd al-Munʿim hævdede, at imam Mālik havde fortalt ham hadithen. På baggrund af alle de øvrige hadither, som ʿAbd al-Munʿim havde overleveret, afslørede hadithforskerne hans løgn og identificerede ham som løgner.
Det betyder dog ikke, at hadithens matn er falsk. Matnen er overleveret gennem forskellige andre isnāder fra Ṣakhr al-Ghāmidī og andre sahābah, og hadithforskerne har gennem deres undersøgelse fastslået, at den er autentisk. (al-Tirmidhī, al-Sunan 3/517; Ibn Mājah, al-Sunan 2/752).
På denne måde har vi set, at ʿAbd al-Munʿim for en udbredt og autentisk matn forfalskede en yderst berømt og autentisk isnād. Det er umuligt for os i vor tid at forstå, hvor stor betydning en sådan opdigtet isnād havde for at opnå berømmelse i den tidsalder. Hadithforskerne kendte hadithen gennem Ṣakhr al-Ghāmidī. Men så snart de hørte, at en person i en bestemt by havde overleveret hadithen fra ʿAbdullah ibn ʿUmar gennem Mālik, gik de til ham, skrev hans hadither ned og undersøgte dem. Da de gennem undersøgelsen afslørede mandens bedrag, offentliggjorde de det. Andre hadithforskere gik derefter også til ham. Manden morede sig tilsyneladende vældigt over, hvor mange mennesker der kom for at høre hadither fra ham! Hvorledes han narrede alle! Men han bekymrede sig ikke om, at hans bedrag ville blive afsløret. Ingen bedrager begår sit bedrag med tanke på at blive afsløret.
Ibrāhīm ibn al-Hakam ibn Abān var en hadith-overlever fra det tredje hijri-århundrede. Han tyede på denne måde til en del forfalskning i sin overlevering af hadither. Selv en så berømt imam som Ahmad ibn Hanbal tog hen til ham for at lære hadither. Imam Ahmad plejede senere at sige: »Jeg rejste fra Baghdad til Aden i Yemen for at lære hadither hos Ibrāhīm ibn al-Hakam. Pengene til rejsen gik tabt ‘på Allahs vej’.« (Ibn al-Jawzī, al-Ḍuʿafāʾ wa-l-Matrūkīn 1/30).
1.6.1.3. Ændringer i isnād
Allahs Sendebuds (s) ord skal gengives nøjagtigt, sådan som man har hørt dem. Enhver form for tilføjelse eller udeladelse i isnād regnes også som en løgn fremsat i hans navn. Muhaddithūn har derfor anset ændringer i de overleverede isnāder for opdigtning og falskneri. At gengive en mawqūf- eller maqtūʿ-hadith, det vil sige en ledsagers eller tābiʿīs udsagn, som en marfūʿ-hadith eller som Allahs Sendebuds (s) ord; at gengive en mursal- eller munqaṭiʿ-hadith som muttaṣil; at indsætte navnet på en kendt overlever i stedet for en svag overlever i isnād; eller på nogen anden måde at ændre en hadiths isnād regnes som løgn i hadithens navn. Denne form for løgn kan være forsætlig eller uforsætlig. Den, der lyver forsætligt, regnes som løgner eller falskner. Den, der lyver uforsætligt, regnes som uacceptabel, svag og forkastet. Se et par eksempler på dette.
Abū Samārah Aḥmad ibn Sālim var en rāwī fra det 2. og 3. hijrī-århundrede. Han siger: Sharīk fortalte os fra al-Aʿmash, fra ʿAṭiyyah, fra Abū Saʿīd al-Khudrī, at Allahs Sendebud (s) sagde: “ʿAlī er den bedste af alle skabninger.”
Hadith-imamerne konstaterede gennem undersøgelse, at denne Abū Salāmah Aḥmad ibn Sālim var en yderst svag rāwī. Han overleverede fra forskellige lærde og muhaddithūn hadither i deres navne, som ingen andre havde overleveret. Denne hadith er et af hans falske eller fejlagtige overleveringer. Denne hadith blev også overleveret af andre elever af Sharīk ibn ʿAbdullāh. Desuden overleverede andre end Sharīk fra Sharīks lærer al-Aʿmash. Men de sagde: Fra al-Aʿmash, fra ʿAṭiyyah, som sagde, at Jābir plejede at sige: “Vi anså ʿAlī for at være den bedste blandt os.”
Således har vi set, at Abū Salāmah forsætligt eller uforsætligt ændrede tre ting.
For det første overleverede hadithen fra ʿAṭiyyah fra Jābir, mens Abū Salāmah fejlagtigt nævnte navnet på ʿAṭiyyahs lærer som Abū Saʿīd al-Khudrī. På denne måde ændrede han ledsagerens navn i isnād.
For det andet ændrede han også hadithens isnād eller matn.
For det tredje ændrede han isnād og udgav Jābirs ord for Allahs Sendebuds (s) ord.
Hadithen var i virkeligheden Jābirs (r) eget udsagn, men han overleverede den som Allahs Sendebuds (s) ord. Og dette er den mest alvorlige ændring. For her er noget, Allahs Sendebud (s) ikke sagde, blevet tilskrevet ham, hvilket er en meget stor synd. At nævne en ledsagers, tābiʿīs eller en from ældstes udsagn eller et visdomsord som Allahs Sendebuds (s) ord er en særlig type mawḍūʿ eller opdigtet hadith. Vi vil snart vende tilbage til dette emne, in shāʾ Allāh. (Ibn ʿAdī, al-Kāmil 1/277-278).
Ibrāhīm ibn al-Ḥakam ibn Abān var en rāwī fra det 3. hijrī-århundrede. Han begik falskneri ved overlevering af hadith, især i isnād. Den tredje århundredes muhaddith ʿAbbās ibn ʿAbd al-ʿAẓīm siger: Ibrāhīm ibn al-Ḥakam lærte og nedskrev nogle hadither fra Allahs Sendebud (s) gennem sin far, fra tābiʿīen ʿIkrimah. Disse hadither stod skrevet i hans manuskript i mursal-form; der var ikke nævnt nogen ledsagers navn. Senere begyndte han at overlevere dem med navne som ʿAbdullāh ibn ʿAbbās, Abū Hurayrah og andre ledsagere (r). Som følge af dette falskneri i isnād mistede han sin acceptabilitet. (Ibn ʿAdī, al-Kāmil 1/241-242).
1.6.1.4. Tyveri af isnād eller tyveri af hadith
En særlig metode blandt løgnere ved hadithfalskneri er tyveri. “Hadithtyveri” betyder, at en løgnagtig rāwī hører en hadith fra en anden rāwī, men ikke overleverer den gennem denne rāwī; i stedet overleverer han den med en opdigtet isnād. Tyveri kan foregå på flere måder:
a. Den “tyvende” falskner bevarer den oprindelige isnād. Men i stedet for at nævne navnet på den, som han hørte hadithen fra, nævner han dennes lærer og hævder selv at have hørt den fra denne lærer.
b. Den tyvende falskner ændrer noget i den oprindelige isnād. Han ændrer navnet på en rāwī i isnād og fremstiller således en ny isnād.
c. Den tyvende falskner fremstiller en ny isnād til hadithens matn. Han hører en hadith, overleveret af en svag eller løgnagtig rāwī, fra denne rāwī eller et andet sted, og synes om den. På grund af hadithens tiltrækningskraft får han også lyst til at fortælle den. Men hvis han fortæller hadithen i den oprindelige falskners navn, bliver hans egen anseelse mindre. Desuden vil den ikke længere have samme tiltrækningskraft og nyhed. Derfor fremstiller han endnu en falsk isnād til denne falske hadith.
Spørgsmålet om tyveri er meget vigtigt, når falske hadither skal identificeres. Forskellige svage eller falske hadither overleveres undertiden gennem 10 eller 15 isnāder. Når en muhaddith ser så mange isnāder, kan han undertiden blive bedraget. Han kan tænke, at selv om hadithens isnāder er svage, har den måske et grundlag, eftersom den findes gennem så mange isnāder. I så fald må han sikre sig to ting. For det første må han undersøge, om der findes en løgnagtig rāwī i hver eneste isnād. Hvis det viser sig, at hadithen blev kendt i en bestemt periode gennem overleveringen fra en bestemt rāwī, og tidens muhaddithūn identificerede hadithen som denne rāwīs hadith, hvorefter enkelte svage eller falsknende rāwīer overleverede den fra den pågældende rāwīs lærer eller gennem en anden isnād, vil det kunne forstås, at de senere rāwīer har “stjålet” den.
Her nævner jeg nogle eksempler på tyveri.
Vi har tidligere nævnt en hadith overleveret af den berømte fromme tilbeder Thābit ibn Mūsā (d. 229 hijrī) fra det 3. hijrī-århundrede som et eksempel på de frommes uforsætlige løgn. I denne hadith siges det: “Den, hvis nattebøn (tahajjud) er omfattende, vil have et smukt ansigt om dagen.” Thābit var den første, der sagde denne hadith. Efter at have hørt hadithen fra Thābit undersøgte muhaddithūn den grundigt og blev sikre på, at ingen før Thābit havde sagt den. Men efter at denne hadith gennem Thābit blev kendt og berømt, overleverede en svag eller løgnagtig rāwī den fra Thābits lærer Sharīk eller gennem andre isnāder. Muhaddithūn identificerede disse som tyveri. En af disse tyvende falsknere var ʿAbd al-Ḥamīd ibn Baḥr Abū al-Ḥasan al-ʿAskarī. I den efterfølgende periode hævdede han, at han også havde hørt hadithen fra Sharīk. Den berømte muhaddith, al-ʿAllāmah Ibn ʿAdī fra det 4. hijrī-århundrede, siger: Ḥasan ibn Sufyān fortalte mig, ʿAbd al-Ḥamīd ibn Baḥr fortalte mig, Sharīk fortalte os fra al-Aʿmash, fra Abū Sufyān, fra Jābir, at Allahs Sendebud (s) sagde: “Hvis en person udfører bøn om natten (tahajjud), vil hans ansigt blive smukt om dagen.” Ibn ʿAdī siger: Hadithen er kendt fra Thābit ibn Mūsā. Senere stjal mange svage rāwīer hadithen fra ham. ʿAbd al-Ḥamīd var en af dem. (Ibn ʿAdī, al-Kāmil 5/322).
En falsknende rāwī fra det 4. hijrī-århundrede var Ḥasan ibn ʿAlī ibn Ṣāliḥ al-ʿAdawī. Al-ʿAllāmah Ibn ʿAdī siger: Jeg hørte og nedskrev hadith fra denne mand. Han opdigtede og stjal hadither. Han overleverede den ene persons hadith i en anden persons navn. Han fortalte hadither med navne på personer, hvis identitet ingen kendte. Derefter nævner han mange eksempler på hadithtyveri begået af denne Ḥasan ibn ʿAlī. I denne forbindelse siger Ibn ʿAdī: Ḥasan ibn ʿAlī al-ʿAdawī fortalte mig, Ḥasan ibn ʿAlī ibn Rāshid fortalte os, fra Sharīk, fra al-Aʿmash, fra Abū Sufyān, fra Jābir, at Allahs Sendebud (s) sagde: “Den, hvis nattebøn er omfattende, vil have et smukt ansigt om dagen.” Ibn ʿAdī siger: Det er Thābit ibn Mūsās hadith. Efter Thābit stjal mange svage rāwīer hadithen og førte den frem med forskellige rāwīers navne. I denne isnād fører Ḥasan ibn ʿAlī al-ʿAdawī hadithen frem i navnet på Ḥasan ibn ʿAlī ibn Rāshid. Men Ḥasan ibn ʿAlī ibn Rāshid var en kendt og sandfærdig rāwī; han overleverede aldrig denne hadith fra Sharīk eller gennem nogen anden isnād. Ingen af hans kendte elever overleverede hadithen fra ham. (Ibn ʿAdī, al-Kāmil 2/338-341; se også 6/303).
En svag rāwī fra det 2. århundrede var “Huzayl ibn al-Ḥakam”. Han siger: ʿAbd al-ʿAzīz ibn Abī Rawwād (d. 159 hijrī) fortalte mig, fra ʿIkrimah, fra Ibn ʿAbbās, at Allahs Sendebud (s) sagde: “Død i fremmed land regnes som martyrdom.” Den eneste overlever af denne hadith er denne rāwī ved navn Huzayl. Muhaddithūn fra det 2. og 3. århundrede fandt gennem grundig søgning og undersøgelse ud af, at ingen anden rāwī end denne person havde overleveret denne hadith fra ʿAbd al-ʿAzīz eller gennem nogen anden kæde.
En anden rāwī fra denne periode var Ibrāhīm ibn Bakr al-Aʿwar. Han kom og hævdede, at han havde hørt hadithen fra ʿAbd al-ʿAzīz. Han sagde også: ʿAbd al-ʿAzīz fortalte os, fra ʿIkrimah, fra Ibn ʿAbbās, … Muhaddithūn fastslog gennem undersøgelse, at denne person ved navn Ibrāhīm havde stjålet hadithen. De konstaterede, at Ibrāhīm ikke havde hørt hadithen fra ʿAbd al-ʿAzīz. Selv når Huzayl fortalte hadithen, havde han ikke sagt, at han også havde hørt den. Da hadithen gennem Huzayl blev kendt blandt muhaddithūn, lærte han også hadithen at kende gennem Huzayl. Hvis han nu fortalte hadithen gennem Huzayl, ville hans anseelse blive mindre! Derfor stjal han Huzayls isnād. Han hævdede, at Huzayls lærer var hans egen lærer, og begyndte at fortælle hadithen. (Ibn ʿAdī, al-Kāmil 1/257).
1.6.2. Løgn i matn
Det vigtigste område for falskneri er hadithens matn eller hovedindhold. Muhaddithūn har nævnt, at de falske udsagn, der er udbredt i Allahs Sendebuds (s) navn, grundlæggende kan være af to slags: Falskneren fremsætter sine egne opdigtede ord i Allahs Sendebuds (s) navn, eller han fremsætter et allerede udbredt udsagn i hans navn. Begge slags falske udsagn kan være forsætlige eller uforsætlige.
1.6.2.1. At udgive egne opdigtede ord som hadith
Undertiden ser vi, at en løgnagtig rāwī udgiver sine egne opdigtede ord som hadith. Al-ʿAllāmah al-Suyūṭī (d. 911 hijrī) nævner, at denne type udgør den største del af mawḍūʿ eller falske hadither. I de fleste tilfælde opdiger falskneren et udsagn efter behov og fordel og udgiver det som hadith. (al-Suyūṭī, Tadrīb al-Rāwī 1/287).
Blandt de forskellige eksempler, der er nævnt ovenfor, har vi set mange falske hadither af denne type. Falske hadither opdigtet om fordelene ved forskellige sūraer i Koranen, eller til fordel for eller imod lande, folkeslag, grupper, retninger og lignende, hører alle til samme kategori.
1.6.2.2. At udgive et udbredt udsagn som hadith
Undertiden har en svag eller løgnagtig rāwī, ved en fejl eller forsætligt, overleveret en ledsagers eller tābiʿīs ord, et ordsprog, en from persons udsagn, et udsagn der er udbredt i tidligere profeters navne, et medicinsk udsagn, en berømt lærds ord eller et lignende udbredt udsagn som “Allahs Sendebuds hadith”. Al-ʿAllāmah al-ʿIrāqī (d. 806 hijrī) nævner to eksempler på sådanne mawḍūʿ-hadither. Det første eksempel er: “Kærlighed til verden er roden til alle synder.” Al-ʿAllāmah al-ʿIrāqī siger, at dette udsagn oprindeligt var en from tilbederens ord. Det bliver også udbredt som ʿĪsās (a) ord. Men der findes intet grundlag for det som Allahs Sendebuds (s) ord.
Det andet eksempel er: “Maven er sygdommens hus, og beherskelse af kostvanerne er roden til al medicin.” Dette er lægernes udsagn. Der findes intet grundlag for det som hadith. (al-Suyūṭī, Tadrīb al-Rāwī 1/287).
I afsnittet ovenfor med overskriften “Ændringer i isnād” har vi set nogle eksempler af denne type. Vi vil se mange flere eksempler på denne form for løgn eller falskneri i kapitel to. Her nævner jeg en sådan hadith, som er udbredt blandt de lærde i vores land.
I vores land er følgende udsagn udbredt som hadith: “Det, som muslimer anser for godt, er godt hos Allah.”
I vores land er udsagnet almindeligvis kendt som en nabawī-hadith. Udsagnet stammer i virkeligheden fra ʿAbdullāh ibn Masʿūd (r). Hvis man overleverer det som Allahs Sendebuds (s) ord, er det en løgn i hans navn. Ibn Masʿūd (r) siger: Allah så på sine tjeneres hjerter. Han fandt Muḥammads (s) hjerte som det bedste og fornemste af alle skabningers hjerter. Derfor udvalgte Han ham til sig selv og sendte ham med opgaven som Sendebud. Derefter så Han, efter Muḥammads (s) hjerte, på de øvrige tjeneres hjerter. Han fandt da sine ledsageres hjerter som de bedste. Derfor gjorde Han dem til sin profets ledsagere og rådgivere, og de kæmpede for Hans religion. Derfor er det, som muslimer [det vil sige Allahs Sendebuds (s) ledsagere, rådgivere og de rene af hjertet] anser for godt, også godt hos Allah. Og det, som de anser for dårligt, er også dårligt hos Allah. (Aḥmad, al-Musnad 1/379; al-Ḥākim, al-Mustadrak 3/83).
Nogle fuqahāʾ eller lærde har fejlagtigt omtalt udsagnet som en nabawī-hadith. Senere tiders muhaddithūn søgte i alle hadithsamlinger og blev sikre på, at hadithen ikke er overleveret fra Allahs Sendebud (s). Al-ʿAllāmah al-Zaylaʿī ʿAbdullāh ibn Yūsuf (d. 762 hijrī), Ibn Kathīr Ismāʿīl ibn ʿUmar (d. 774 hijrī), Ibn Ḥajar al-ʿAsqalānī Aḥmad ibn ʿAlī (d. 852 hijrī), al-Sakhāwī Muḥammad ibn ʿAbd al-Raḥmān (d. 902 hijrī) og andre muhaddithūn har nævnt, at hadithen er overleveret med en ḥasan-isnād som ʿAbdullāh ibn Masʿūds (r) ord. Den er ingen steder overleveret som Allahs Sendebuds (s) ord.
1.6.3. Løgn under oversættelse, forklaring og forskning
Et andet stort område for løgn i hadiths navn er oversættelse og forklaring. Når man gennemgår almindeligt udbredte bøger og prædikener, ser man, at vi sædvanligvis giver os selv 100 % ubetinget frihed, når vi overleverer hadither. Vi oversætter hadithens oprindelige udsagn efter vores eget ønske, føjer mange af vores egne meninger og forklaringer ind i oversættelsen og præsenterer det hele under navnet »hadith«. Alligevel blev Sahaba al-Kiram helt udmattede af frygt for blot at ændre et enkelt ord!
Qiyas og ijtihad på grundlag af Koranen og hadith er blandt den islamiske fiqhs vigtigste kilder. I de spørgsmål, hvor Koranen og hadith ikke har fastlagt en klar regel, må reglerne fastlægges gennem qiyas og ijtihad. Eksempelvis lærte Allahs Sendebud (s) ummah salat, men han forklarede ikke detaljeret, hvilken handling der er fard, hvilken der er mustahabb og så videre. Mujtahid forsøger at fastslå dette på grundlag af forskellige hadither. På samme måde er der ikke sagt noget i Koranen og hadith om eksempelvis mikrofoner, telefoner og fly. Mujtahid forsøger gennem qiyas og ijtihad, på grundlag af Koranens og hadiths relevante anvisninger, at fastslå reglerne for disse ting.
Men gennem qiyas eller ijtihad kan man ikke få viden om noget uset, og man kan heller ikke udføre ibadah og tilbedelse på denne måde. Man kan ikke ved at drage en analogi fra at iføre sig ihram under hajj fastlægge, at man skal iføre sig ihram under salat. På samme måde kan man ikke ved at drage en analogi fra, at salat i Masjid al-Haram giver 100.000 gange belønning, sige, at belønningen for at betale zakat dér vil blive 100.000 gange større. Vi kan heller ikke sige, at hvis man betaler zakat i Ramadan, får man 70 gange belønning, og hvis man betaler zakat i Masjid al-Haram under Ramadan, får man 7 millioner gange belønning.
Her vil jeg nævne nogle eksempler. Imam Tirmidhi har i sin Sunan, i kapitlet om jihadens fortræffelighed, samlet følgende »hasan«- eller acceptable hadith. Khuraym ibn Fatik (ra) siger, at Allahs Sendebud (s) sagde: »Hvis nogen bruger noget i Allahs vej, bliver der skrevet 700 gange belønning til ham.«
I en svag hadith, samlet af Imam Ibn Majah, siges det: »Hvis nogen selv bliver hjemme og sender udgifter til Allahs vej, vil han få 700 dirham i belønning for hver dirham. Men hvis han selv deltager i krig i Allahs vej og bruger penge på dette, vil han få 700.000 dirham i belønning for hver dirham.« Derefter reciterede han dette vers: »Allah forøger for den, Han vil.« (Ibn Majah, as-Sunan 2/922).
Den eneste overlever af hadithen er Ibn Abi Fudayk. Han siger: »En mand ved navn Khalil ibn Abdullah overleverede denne hadith fra al-Hasan al-Basri.« Muhaddithin kendte ikke engang denne mands identitet, for slet ikke at tale om hans pålidelighed. Derfor siger Allamah Busiri: »Denne isnad er svag, fordi Khalil ibn Abdullah er ukendt.«
Tabi’en Mujahid siger: »Abu Hurayrah (ra) var engang udstationeret som grænsevagt. Pludselig blev der råbt og kaldt, fordi man mente, at fjenden var kommet. Alle skyndte sig til kysten. Da blev der sagt, at der ikke var nogen fare, og alle vendte tilbage. Kun Abu Hurayrah blev stående. Så spurgte en mand ham: »Abu Hurayrah, hvorfor står du her?« Han svarede: »Jeg hørte Allahs Sendebud (s) sige: »At opholde sig et øjeblik i Allahs vej er bedre end at stå i bøn (salat) ved den sorte sten på Laylat al-Qadr.«« (Ibn Hibban, as-Sahih 10/462).
I de ovenstående hadither nævnes belønningen for at bruge penge i Allahs vej, opholde sig dér og så videre. Alle lærde i den muslimske ummah er enige om, at »Allahs vej« her betyder den muslimske stats krig eller jihad mod en ikke-muslimsk stat. Alle muhaddithin har samlet haditherne i kapitler om jihad eller krig. Hvis vi i oversættelsen siger »i Allahs vej« eller »jihad«, bliver haditherne oversat korrekt.
I en anden sahih hadith siger Ka’b ibn Ujrah (ra): »En mand gik forbi Allahs Sendebud (s). Sahaba så mandens sundhed, styrke og energi og sagde: »Allahs Sendebud, gid denne mand var i Allahs vej (jihad)!« Da sagde Allahs Sendebud (s): »Hvis han er gået ud for at tjene til føden for sine små børn, er han i Allahs vej. Hvis han er gået ud for at tjene til føden for sine gamle forældre, er han i Allahs vej. Hvis han er gået ud for at tjene til føden for at frigøre sig fra afhængighed af andre, er han i Allahs vej.«« (Haythami, Majma’ az-Zawa’id 4/325).
Her betegnes det at arbejde for at tjene penge som »at være i Allahs vej« eller »at gå i Allahs vej«. I andre hadither omtales handlinger som at tilegne sig viden, hajj, at påbyde det gode, at udføre wudu fuldstændigt i kulde, at vente på salat i moskeen og at forsøge at holde sit nafs på Allahs vej som jihad.
Efter at have gengivet den korrekte og ordrette betydning af de ovenstående hadither kan vi sige, at forskellige hadither også betegner handlinger som halal-indtjening, tilegnelse af viden, at påbyde det gode og at udføre hajj som »handlinger i Allahs vej«. Derfor håber vi, at mennesker, der beskæftiger sig med sådanne handlinger, også kan opnå den jihad-belønning, der nævnes i disse hadither.
Men hvis vi i stedet direkte siger: »I den ædle hadith er det sagt, at det at stå et øjeblik i halal-indtjening er bedre end at udføre salat ved den sorte sten på Laylat al-Qadr«, eller: »Hvis man bruger én taka på et optog for at påbyde det gode, får man belønning svarende til 7 millioner taka« … så vil det blive regnet som løgn. For Allahs Sendebud (s) sagde aldrig dette.
På samme måde siges det i de ovenstående hadither, at det at bruge penge i krig i Allahs vej giver 700 eller 700.000 gange belønning. I en anden hadith siges det: »Salat, sawm og dhikr (deres belønning) forøges 700 gange mere end at bruge penge i Allahs vej.«
I forklaringen af denne hadith siger muhaddithin, at den tydelige betydning af hadithen er, at hvis man udfører salat, sawm og dhikr hjemme, får man 700 gange mere belønning end ved at bruge penge på jihad i Allahs vej. Nogle mener også, at visse ord er underforståede her. De siger, at betydningen af hadithen er: Hvis man udfører salat, sawm og dhikr »mens man er engageret i jihad i Allahs vej«, bliver belønningen for disse 700 gange større end belønningen for at bruge penge i Allahs vej. (Hashiyat Ibn al-Qayyim 7/127). Vores opgave her er, efter at have gengivet hadithens ordrette betydning, at give vores forklaring særskilt.
Her er der mulighed for på forskellige måder at lyve i hadithens navn. Nogen kan for eksempel regne ud og sige: »Hvis man tager til jihad og bruger penge, får man 700.000 gange belønning. Hvis man sidder hjemme og udfører dhikr, får man 700 gange så meget. Det betyder, at man ved at sidde hjemme og udføre dhikr får belønning svarende til 490 millioner gode handlinger.« Hvis han efter at have oversat de ovenstående hadither korrekt giver denne forklaring særskilt, er der ingen problemer. Men hvis han fremstiller dette udsagn som hadithens ord, har han løjet i hadithens navn. For Allahs Sendebud (s) sagde aldrig dette. Han forklarede heller ikke tydeligt, om udtrykket »700 gange større end at bruge penge i Allahs vej« betyder 700 gange den oprindelige belønning eller 700 gange 700. Derfor kan man ikke tillægge ham noget, som han ikke forklarede tydeligt. Det kan dog nævnes som en særskilt forklaring.
På samme måde, hvis nogen siger: »I den ædle hadith er det sagt, at hvis man udfører dhikr, mens man arbejder for halal-indtjening, er på hajj-rejse, studerer viden, er engageret i da’wah, deltager i et optog for at påbyde det gode eller forsøger at disciplinere sit nafs, får man 490 millioner gange større belønning«, så har han også løjet i hadithens navn.
En form for at lyve i hadithens navn er under oversættelsen ikke at oversætte ordret, men at føje noget efter eget ønske til oversættelsen eller udelade noget. En anden er at gøre forklaringen på, hvad Allahs Sendebud (s) sagde, til en del af hadithen. I vores samfund er næsten alle af os involveret i denne synd. I spørgsmål om åndelig selvrenselse, pir-murid-forhold, da’wah og tabligh, politik samt forskellige omstridte mas’alaer og mas’ail fremlægger mennesker fra alle grupper og retninger beviser fra Koranen og hadith. At fremlægge sådanne beviser er en helt naturlig handling og et krav fra iman. Men sædvanligvis præsenterer vi selve vores forklaring under Allahs Sendebuds (s) navn.
Allahs Sendebud (s) prædikede din hele sit liv. For din skyld forlod han og mange af hans Sahaba deres hjem for altid og foretog hijrah. Men han rejste aldrig rundt i forskellige områder efter at have fastlagt bestemte tidsrum til da’wah. I den nuværende situation har mange, selv uden at foretage hijrah, udført da’wah forskellige steder i det mindste i nogle dage. Men hvis vi om denne handling siger, at han »gik ud« for da’wah, vil læseren eller tilhøreren forstå det som at gå ud i et bestemt tidsrum. Han udførte imidlertid aldrig da’wah på denne måde. Derved lyver man i hans navn.
Hvis vi siger, at »Allahs Sendebud og Sahaba afholdt milad-mahfiler«, vil det på samme måde være løgn i hans navn. For de afholdt aldrig en mahfil udelukkende for at diskutere eller fejre »milad«. Allahs Sendebud (s) fortalte dog Sahaba to eller nogle få begivenheder om sin fødsel. Sahaba fortalte disse hadither videre til tabi’in. De afholdt ingen mahfil for dem og diskuterede dem heller ikke særskilt. Hvis en muslim i dag uden »tilknyttede ceremonielle formaliteter« gengiver disse hadither nøjagtigt efter Allahs Sendebuds (s) og Sahabas metode, vil ingen sige, at han har afholdt en milad-mahfil. Heraf forstår vi, at han ikke udførte den handling, som vi alle forstår ved en milad-mahfil.
Derfor bør vi særskilt angive, hvad Allahs Sendebud (s) gjorde eller sagde, og hvad vi forstod deraf. Vi har set, hvor skræmte Sahaba blev af frygt for at ændre blot ét ord. Må Den Almægtige Allah give os tawfiq.
1.7. Løgnens kendetegn og identificering
1.7.1. De vigtigste metoder til at identificere løgn
1.7.1.1. Bedragerens tilståelse
Allama Ibnus-Salah (643 AH) siger, idet han omtaler metoderne til at genkende og identificere falske hadither: Om en hadith er mawdu’ eller falsk, kan man vide gennem bedragerens tilståelse eller gennem noget, der svarer til en tilståelse. Muhadditherne kan ofte afsløre en fortællers bedrag ud fra hans tilstand. Nogle gange afslører de bedraget ved at undersøge den fortalte hadiths tilstand. Mange store hadither er blevet opdigtet, og svagheden i deres formulering og betydning vidner om, at de er opdigtede. (Iraqi, at-Taqyid, s. 128).
Allama Nawawi, Iraqi, Sakhawi, Suyuti og andre muhaddither har også omtalt metoderne til at identificere falske eller opdigtede hadither.
1.7.1.2. Beretninger uden isnad
Som regel opnås der ikke en bedragers tilståelse. Derfor stoler muhadditherne ikke på dette. De indsamler oplysninger på tilståelsesniveau gennem vurdering af isnaden, sammenlignende undersøgelser og undersøgelsesspørgsmål og afgør bedraget på dette grundlag. Derfor er undersøgelse den vigtigste metode til at fastslå bedrag. Muhadditherne anser hovedsageligt en hadith for opdigtet, grundløs, falsk eller løgnagtig af to årsager. For det første findes der en løgner i hadithens isnad, og for det andet har hadithen ingen isnad.
I virkeligheden er den første årsag den grundlæggende metode til at fastslå, at noget er opdigtet. Den anden situation forekom ikke i islams første fem hundrede år. Indtil det fjerde eller femte århundrede efter hijra fortalte ingen mennesker en hadith uden isnad, og hvis nogen gjorde det, lyttede ingen til ham. Derfor måtte selv den værste bedrager konstruere en isnad for sin løgn. I de senere tider begyndte visse udsagn gradvist at blive udbredt i det muslimske samfund under navnet hadith. Selvom de blev viderebragt mundtligt, kunne de ikke findes med isnad i nogen bog eller skrift. Det er derfor naturligt, at de lærde i den muslimske umma enstemmigt anså dem for løgnagtige, grundløse og opdigtede.
De lærde i den muslimske umma var urokkelige i deres bestræbelser på at imødegå alle former for løgnagtige eller grundløse udsagn, der blev udbredt i Allahs Sendebuds (fvmh.) navn, og på at fastslå kilden og overleveringsvejen til de udsagn, der blev knyttet til hans navn. Derfor ser vi, at utallige modige muhaddither fra det syvende eller ottende århundrede efter hijra og frem til vor tid har ofret deres liv på at søge efter kilden eller ophavet til disse udbredte udsagn. De søgte efter dem blandt alle slags bøger og skrifter om hadith, fiqh, tafsir, historie, sprog, litteratur, biografier osv., som blev skrevet fra det andet århundrede og gennem næsten de følgende fem hundrede år. Selv efter denne søgen anså de de udsagn, der blev udbredt som hadither, men hvis isnad de ikke fandt, for grundløse, uden kilde, opdigtede eller løgnagtige.
1.7.1.3. En løgners beretning
En af metoderne til at genkende en falsk eller opdigtet hadith er, at dens isnad indeholder en fortæller, som muhadditherne gennem undersøgelser har identificeret som løgner, og at hadithen ikke er blevet overleveret gennem nogen anden kilde end ham. Derfor har muhadditherne i definitionen af en falsk eller opdigtet hadith sagt: »Den hadith, som kun er overleveret af en løgnagtig fortæller, er en mawdu’-hadith.«
Det gør ingen forskel, selv hvis denne løgnagtige fortællers lærere eller tidligere fortællere og hans elever eller senere fortællere er troværdige, sandfærdige og pålidelige. Hvis muhadditherne gennem undersøgelse finder, at ingen anden elev af den person, som fortælleren nævner som sin lærer, har overleveret hadithen, og at den heller ikke er blevet overleveret gennem nogen anden kilde, bliver de sikre på, at denne løgner har konstrueret isnaden i sin lærers navn og udbredt den falske hadith. Senere indsamlede forskellige muhaddither hadithen fra denne løgner med henblik på undersøgelse, gennemgang eller kompilering.
1.7.1.3.1. Identificering af løgneren
De fortællere, som muhadditherne forstod overleverede falske hadither, beskrev de med forskellige betegnelser. Nogle gange kaldte de dem direkte løgnere og bedragere. Andre gange brugte de andre ord i stedet for at kalde dem løgnere eller bedragere. Det er værd at bemærke, at muhadditherne i de første tre århundreder normalt ikke uden videre ønskede at kalde nogen »løgner«. Især brugte de mildere ord om en person, som de mente havde løjet utilsigtet. Muhaddithernes terminologi om løgnagtige fortællere kan kort opdeles i følgende kategorier:
1. Direkte at betegne ham som løgner eller bedrager: For at angive fortællerens løgnagtighed brugte muhadditherne udtryk som løgner, afskyelig løgner, lyver, Dajjal, afskyelig bedrager, opdigtede, anklaget, har opdigtet en hadith, den største løgner, en søjle af løgn, »den og den muhaddith har betegnet ham som bedrager«, »den og den har betegnet ham som løgner« osv.
2. At betegne ham som en, der overleverer ugyldige hadither eller ulykker og elendighed: Blandt de udtryk, der blev brugt for at angive fortællerens løgnagtighed, er: han overleverer ugyldige hadither, han har nogle ugyldige hadither, han har noget, der er en ren ulykke, blandt de ulykker, han har overleveret, er denne og hin hadith, denne hadiths skade er stor, han overleverer modbydelige hadither, han stjæler hadither osv.
3. At betegne ham som munkar (forkastelig) eller matruk (forladt): »Munkar« betyder benægtet, forkastelig, uretmæssig, dadelværdig osv. Muhadditherne har betegnet både fortælleren og hadithen som munkar i forskellige betydninger. Nogle kaldte svage hadither eller svage fortællere munkar. Nogle kaldte løgnagtige fortællere munkar. Imam Bukhari brugte især meget milde ord, når han omtalte fortællernes fejl. Han kaldte ikke nogen direkte løgner. I stedet kaldte han en person, som en anden muhaddith havde kaldt løgner, for »munkar«, eller sagde »matruk«, »maskut anhu« eller »manzur fih«, det vil sige »forladt« eller »der er indvendinger mod ham«.
Et andet almindeligt udtryk blandt muhadditherne er »matruk«, det vil sige »forladt« eller »som bør forlades«. Muhadditherne kalder normalt en yderst svag fortæller »forladt«. Imam Bukhari, Nasai, Daraqutni og enkelte andre muhaddither har dog betegnet løgnagtige fortællere som »matruk«. Især betyder det, når Imam Bukhari og Imam Nasai kalder nogen matruk eller forladt, at de har anklaget ham for at være løgner.
På samme måde kan man forstå hans løgnagtighed, hvis muhadditherne siger, at det ikke er tilladt at overlevere den og dens hadith.
4. At sige, at hans hadith ikke er noget værd eller er værdiløs
Nogle har for at angive en fortællers løgnagtighed sagt, at fortælleren eller den hadith, han har overleveret, er værdiløs, ikke er noget værd, ikke engang er en penny værd eller lignende. I denne forbindelse er Imam Shafi’is udtalelse bemærkelsesværdig. Imam Ismail ibn Yahya Muzani (264 AH) siger: En dag sagde jeg om en person, at manden var en løgner. Imam Shafi’i (204 AH) sagde til mig: »Vær mere omhyggelig med dine ord. I stedet for at sige ’løgner’ skal du sige: ’Hans hadith er ikke noget værd.’«
5. At betegne ham som styrtet, ødelagt, yderst svag osv.: Muhadditherne udtrykte fortællerens alvorlige svaghed med visse ord, såsom styrtet, yderst svag, fuldstændig ugyldig, ødelagt, hans hadith er gået tabt, er fløjet bort osv. Haditherne fra disse fortællere er, selv om de ikke er bevidst løgn, løgn på grund af fejl og på et helt uacceptabelt niveau. Mange muhaddither har også anset hadither fra fortællere på dette niveau for falske eller opdigtede.
1.7.1.3.2. Forskellige betegnelser for falske hadither
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at selv om en opdigtet eller falsk hadith kaldes mawdu, findes der også nogle andre almindeligt anvendte fagudtryk blandt muhadditherne for at betegne en opdigtet hadith. Blandt dem er:
1. Batil: Vi har tidligere set, at muhadditherne ofte kalder en falsk hadith batil i stedet for mawdu eller opdigtet. Især ønsker mange muhaddither ikke at kalde en hadith mawdu, hvis de ikke er sikre på, at fortælleren løj med vilje. I sådanne tilfælde anvender de ordet batil. Det betyder, at hadithen er falsk og ugyldig, men at man ikke er sikker på, om fortælleren bevidst har opdigtet den.
2. Ikke sahih: Et af muhaddithernes fagudtryk for en opdigtet hadith er: »Hadithen er ikke sahih.« Nogle misforstår dette udsagn. De tror, at hadithen måske er hasan eller da’if, hvis den ikke er sahih. Men det forholder sig ikke sådan. Når muhadditherne i forbindelse med drøftelsen af opdigtede hadither siger, at en hadith ikke er sahih eller autentisk, mener de, at den er ukorrekt, ugyldig og uden grundlag. I fiqh-drøftelser bruger de dog undertiden »ikke sahih« i betydningen da’if.
3. Intet grundlag, ingen kilde: For at betegne opdigtede og falske hadither siger muhadditherne ofte, at hadithen ikke har noget grundlag eller nogen kilde. Dermed mener de som regel, at hadithen blot er en udsagn uden isnad, som er blevet almindeligt udbredt blandt folk; den har ingen isnad eller kilde af nogen art – hverken sahih, da’if eller mawdu – og findes ikke med isnad i nogen bog. Undertiden betegner de også en hadith med en opdigtet eller ugyldig isnad på denne måde: »Den har intet grundlag.«
4. »Jeg ved det ikke, jeg har ikke set den noget sted, jeg har ikke fundet den«: Muhadditherne er enige om, at hvis et almindeligt udsagn efter hadithsamlingernes tilblivelse ikke kan findes med isnad i nogen bog trods alle former for undersøgelser, vil det uden tvivl være bevist, at udsagnet er ugyldigt og uden grundlag. Hvis en af de muhaddither, der har tilbragt hele deres liv med at indsamle, opspore, kontrollere og undersøge hadither, siger: »Jeg har ikke set denne hadith noget sted, jeg har ikke fundet den noget sted, jeg kender den ikke, jeg ved det ikke, den er ikke kendt …«, vil hans udsagn bevise, at denne hadith er et grundløst og opdigtet udsagn.
5. Gharib (ukendt), yderst gharib: Ordet gharib betyder udlænding, ukendt eller fremmed. En hadith, som på hvert led kun er blevet overleveret af én fortæller, kaldes som regel en »gharib-hadith« i muhaddithernes terminologi. Ifølge denne terminologi kan en gharib-hadith være sahih, men den kan også være da’if.
Nogle muhaddither har imidlertid anvendt dette fagudtryk om opdigtede hadither. Om de hadither, som andre muhaddither har sagt »jeg ved det ikke, den er uden grundlag …« om, har de sagt »gharib« eller »gharibun jiddan«, dvs. ukendt eller yderst ukendt. Imam Darakutni, Khatib al-Baghdadi, Dhahabi og andre muhaddither har undertiden anvendt dette fagudtryk på denne måde. Den, der især anvendte dette fagudtryk, var den berømte hanafitiske faqih og muhaddith fra det 8. århundrede, Allama Abdullah ibn Yusuf al-Zayla’i (d. 762 efter hijra).
1.7.2. Sproglig, betydningsmæssig og intellektuel undersøgelse
Ud over at kontrollere nøjagtigheden af fortællerens overlevering undersøgte muhadditherne også overleveringens betydning. De accepterede ikke som hadith udsagn, der tydeligt var i modstrid med Den Ædle Koran, den velkendte sunna, fornuft og samvittighed, etablerede historiske kendsgerninger eller etableret videnskabelig viden.
Hadithens indhold, idé og sprog hjælper også erfarne hadithkritikere med at forstå, om en hadith er autentisk eller uægte. På grundlag af et helt livs beskæftigelse med hadith kunne de blot ved at se på en hadiths sprog, betydning eller indhold fornemme, at den var opdigtet. Det er ikke særlig vanskeligt. En forsker inden for et hvilket som helst område opnår særlig erfaring inden for dette område. Hvis man forsøger at udgive en senere digters digt for at være af Nazrul, vil en Nazrul-specialist opdage det. Når han ser digtets idé og sprog, vil han først udbryde: Dette kan ikke være et digt af Nazrul! Hvor har du fundet dette digt? Hvordan??
På samme måde opnår en forsker, der er særligt knyttet til en bestemt person eller et bestemt område, særlig erfaring og fornemmelse på dette område. Det giver ham evnen til at foretage en første vurdering af oplysninger vedrørende området.
De lærde imamer inden for hadithvidenskaben, som tilbragte hele deres liv med hadith, undervisning, udenadslære, sammenligning, undersøgelse og undervisning af andre, opnåede også særlig erfaring og fornemmelse med hensyn til Allahs Sendebuds (s) befalinger, forbud, råd, beskrivelser af belønning og straf, ordvalg, indhold, idé, betydning osv. På denne baggrund kunne de, så snart de hørte en sætning eller en hadith, der blev tillagt ham, fornemme, om dette emne, dette sprog, dette ord eller denne betydning kunne eller ikke kunne være en hadith fra Allahs Sendebud (s). Samtidig bekræftede de dens opdigtede karakter gennem andre undersøgelser.
I det enorme bibliotek af muhaddithernes hadithkritiske litteratur finder vi utallige eksempler på, at muhadditherne på grund af hadithens sprog, idé og betydning har anset den for at være »forkastet«, opdigtet eller fabrikeret, selv om hadithens fortæller ikke blev anset for at være en løgner.
Når vi undersøger muhaddithernes fremgangsmåde i denne sag, ser vi, at de fulgte sahabernes metode. Vi har set, at det første, der skal overvejes ved bedømmelsen af en hadith, er at undersøge, om udsagnet faktisk kan bevises at være Allahs Sendebuds (s) ord. Hvis det er bevist, skal det accepteres; hvis det ikke er bevist, skal det afvises; og hvis der er nogen tvivl, skal det undersøges yderligere. På denne måde har hadith tre stadier ved sproglig og betydningsmæssig undersøgelse.
1.7.2.1. Bevist som sahih ved den grundlæggende undersøgelse
Hvis det gennem fortællernes vidnesbyrd og alle relevante undersøgelser bevises, at udsagnet er Allahs Sendebuds (s) handling, ord eller godkendelse, skal det accepteres som vejledning fra »åbenbaringen«. Også her skal shudhudh eller illat vurderes, hvilket indebærer en sproglig og betydningsmæssig undersøgelse. I denne forbindelse skal følgende bemærkes:
For det første findes der ingen sproglig eller betydningsmæssig svaghed eller usammenhæng i en hadith, der er bevist på dette niveau. Grunden er, at det er blevet betragtet som en svaghed hos fortælleren at overlevere en hadith, der er usammenhængende i ord eller betydning, eller at overlevere en hadith, der strider mod fornuft, samvittighed eller videnskabelige eller historiske oplysninger. Mange ærlige og berømte fortællere blev anset for svage og deres overleveringer afvist, fordi de overleverede sådanne hadither. Derfor findes der ingen sproglig eller betydningsmæssig svaghed i en hadith, der ved undersøgelse af isnad og den overordnede betydning er bevist som sahih (og opfylder de fem betingelser).
For det andet er fornuftens, intellektets eller aklens anvisninger i de fleste tilfælde relative. Det, som ét menneske anser for at være i strid med samvittigheden, kan et andet menneske anse for at være i overensstemmelse med samvittighed eller fornuft. Derfor er den muslimske ummas grundprincip, at man accepterer noget, når det er bevist at være »åbenbaring«. Den Ædle Koran indeholder for eksempel bestemmelsen om håndsafskæring som straf for tyveri. Dette kan forekomme nogen at være i strid med fornuften. Men en troende afviser aldrig bestemmelsen med dette argument. Han forsøger derimod at forstå dens visdom på grundlag af fornuft, samvittighed og retfærdighed. De troende følger det samme princip med hensyn til hadith.
For det tredje følger de troende det samme princip, når det gælder videnskabelige eller historiske oplysninger. Koranen og hadith er naturligvis ikke blevet åbenbaret for at undervise i videnskab eller historie. Men sådanne emner er lejlighedsvis blevet omtalt i relevante sammenhænge. Hvis den ydre betydning af et udsagn, der er bevist som »åbenbaring«, synes at være i modstrid med en historisk eller videnskabelig oplysning, anser de troende aldrig udsagnet for fejlagtigt eller falsk. Den ydre betydning af et vers i Den Ædle Koran kan for eksempel synes at vise, at jorden er flad, eller at solen kredser omkring jorden. I sådanne tilfælde forsøger de troende at forstå udsagnenes korrekte betydning. De følger det samme princip med hensyn til hadith.
For det fjerde er der i virkeligheden ingen modsætning mellem en hadith, der er bevist som sahih gennem undersøgelse, og en anden sahih-hadith eller et koranvers. Hvis der tilsyneladende opstår en modsætning, har muhadditherne løst den gennem dokumentariske beviser i lyset af historiske og omgivende oplysninger. De har dog aldrig uden videre afvist en bevist oplysning blot på grund af en ydre modsætning. Vi har tidligere set, at der findes flere sahih-overleveringer om, fra hvilket sted Allahs Sendebud (s) begyndte at fremsige talbiyya under afskedspilgrimsfærden; de synes ydre set at modsige hinanden. For at løse denne ydre modsætning tog muhadditherne historiske og omgivende oplysninger i betragtning, hvilket vi har behandlet i begyndelsen af denne bog.
Hvis der således, efter at en hadith gennem dokumentarisk undersøgelse er bevist som »åbenbaring«, stadig synes at være en modsætning til en anden hadith eller et vers, har muhadditherne undersøgt og nedskrevet modsætningens historie, årsag og løsning.
1.7.2.2. Bevist som falsk ved den grundlæggende undersøgelse
Hvis det bevises om et udsagn, at det ikke er Allahs Sendebuds (s) ord, men at fortælleren enten ved en fejl eller med vilje har løjet i hans navn, tages udsagnets sprog eller betydning ikke i betragtning. Det afvises uden nogen videre overvejelse. De fleste opdigtede hadither hører til dette stadium. Bedragerne forsøger så vidt muligt at opdigte hadither med en smuk betydning.
1.7.2.3. Fundet svag ved den grundlæggende undersøgelse
Hvis det bevises, at fortælleren personligt var ærlig og sandfærdig, men begik visse fejl i sin overlevering, klassificeres den overleverede hadith som hasan eller da’if alt efter graden af hans svaghed. Hvis en fortællers identitet ikke er kendt, betragtes hadithen desuden generelt som svag. Mange hadither på dette niveau er gennem sproglig og betydningsmæssig undersøgelse blevet anset for »opdigtede« af muhadditherne. I bøger om opdigtede hadither nævnes mange sådanne hadither, hvis isnad ikke indeholder nogen, der er anklaget for løgn, men som alligevel er blevet kaldt opdigtede. Muhadditherne har også været uenige om nogle hadither af denne type. Nogle har på grund af den ydre isnad kaldt dem svage eller hasan, mens andre på grund af betydningen har anset dem for opdigtede. Her nævner jeg to eksempler:
(1) Der er overleveret en hadith om arsh gennem Anas (ra). Anas siger: Jeg spurgte Allahs Sendebud (s) om den Ophøjede Herres arsh. Han sagde: Jeg spurgte Jibril om den Ophøjede Herres arsh. Han sagde: Jeg spurgte Mika’il om den Ophøjede Herres arsh. Han sagde: Jeg spurgte Israfil om den Ophøjede Herres arsh. Han sagde: Jeg spurgte Rafi’ om den Ophøjede Herres arsh. Han sagde: Jeg spurgte den Bevarede Tavle om den Ophøjede Herres arsh. Han sagde: Jeg spurgte pennen om den Ophøjede Herres arsh. Han sagde: Arsh har 360.000 søjler, … osv. …
I denne hadiths isnad findes en svag fortæller ved navn Muhammad ibn Nasar, som ikke udtrykkeligt blev kaldt løgner. Muhadditherne er imidlertid enige om, at hadithen er opdigtet. Ibn Hajar siger: »Denne hadiths løgnagtighed er tydelig. Den, der har indsigt i hadithlitteraturen, vil aldrig være uenig i dette.« (Ibn Iraq, Tanzih al-shari’a 1/211).
(2) Følgesvendenes efterfølgeres efterfølger Fudayl ibn Marzuq (160 hijri) siger, fra Ibrahim ibn Hasan, fra Fatima bint al-Husayn ibn Ali (100 hijri), fra Asma bint Umays (ra), at hun sagde: Åbenbaringen blev sendt ned over Allahs Sendebud (s). På dette tidspunkt lå hans hoved i Alis (ra) skød. Derfor kunne Ali ikke bede asr. Under disse omstændigheder gik solen ned. Han sagde til Ali: Har du bedt? Han sagde: Nej. Da sagde han: O Allah, hvis Ali har været lydig mod Dig og Dit Sendebud, så bring solen tilbage for ham. Asma siger: Jeg så solen gå ned. Derefter stod den op igen efter at være gået ned.«
I denne isnad er Asma bint Umays en berømt kvindelig sahabi. Fatima bint al-Husayn er en troværdig og pålidelig fortæller. Fudayl ibn Marzuq var en sandfærdig fortæller, men han begik fejl. Ibrahim ibn Hasan er i nogen grad ukendt. Man ved ikke meget om ham. Eftersom ingen udtrykkeligt har erklæret ham uacceptabel, har Ibn Hibban anset ham for acceptabel.
Vi har således set, at hadithen ud fra isnad kan klassificeres som hasan. Nogle muhaddither har udtrykt denne opfattelse ved at se på den ydre isnad. Men Ibn Taymiyya, Ibn Kathir, Dhahabi og mange andre muhaddither har anset hadithens matn eller hovedtekst for opdigtet.
Sammenfatningen af deres detaljerede drøftelse er, at solens opståen efter solnedgang er en yderst forunderlig begivenhed. Den menneskelige natur er desuden mest interesseret i at fortælle om usædvanlige og mirakuløse begivenheder. Derfor kunne man naturligt forvente, at den i det mindste ville være overleveret fra flere sahaber. Men bortset fra Asma bint Umays (ra) er den ikke overleveret fra nogen anden sahabi. En sådan begivenhed er mere forunderlig end en solformørkelse. Vi ser, at solformørkelser er overleveret fra mange sahaber, mens denne begivenhed kun er overleveret gennem denne ene kæde.
Asma (ra) havde desuden mere end tyve berømte elever. Man kunne forvente, at de fleste af hendes elever ville overlevere en så forunderlig begivenhed. Men det skete faktisk ikke. Den overleveres kun gennem Fatimas isnad. Den, der nævnes som Fatimas elev, Ibrahim ibn Hasan, er i høj grad ukendt, og man ved ikke, om han overhovedet hørte den fra Fatima. Begivenheden er også overleveret fra Asma bint Umays (ra) gennem en anden isnad. Også i denne isnad findes to ukendte fortællere og én svag fortæller. Det er vanskeligt at forestille sig, at en så stor begivenhed ikke skulle være blevet fortalt af andre end en eller to ukendte personer.
På den anden side synes begivenheden at være i konflikt med andre overleveringer i Koranen og hadith. Under slaget ved Khandaq var Allahs Sendebud (s) selv, Ali (ra) og alle de øvrige sahaber ude af stand til at bede asr. Efter solnedgang bad de den forsinkede bøn. En anden dag blev Allahs Sendebuds (s) og sahabernes fajr-bøn på samme måde forsinket på grund af søvn. På disse to dage blev solen ikke bragt tilbage for Allahs Sendebud (s), Ali (ra) og de øvrige sahaber. Hvorfor skulle den så i denne begivenhed kun bringes tilbage for Ali? Når bønnetiden går tabt på grund af en gyldig undskyldning, er der desuden ingen vanskelighed ved det. Det forekommer heller ikke naturligt, at Ali (ra) ikke skulle bede i fællesskab med Allahs Sendebud (s), eller at åbenbaringen skulle være blevet sendt ned i en til halvanden time fra asr til solnedgang.
På grundlag af disse og andre forhold siger de, at denne matn er fejlagtig eller opdigtet. En eller flere af disse ukendte fortællere må have begået en fejl, med eller uden vilje. (Ibn Iraq, Tanzih al-shari’a 1/378-382; Albani, Da’ifa 2/395-401).
Af den ovenstående drøftelse forstår vi, at muhaddithernes metode ved sproglig, betydningsmæssig og intellektuel undersøgelse er yderst logisk og finmasket. I enhver domstol tager dommeren intellektuelle og omgivende beviser i betragtning efter de dokumentariske beviser. Selv hvis han tydeligt kan se en anklaget persons motiv og en mulig begrundelse for forbrydelsen, straffer han ham ikke alene på grundlag af motivet, hvis de ledsagende beviser mangler. På samme måde: Hvis han i forbindelse med en anklaget person føler, at der ikke findes nogen logisk eller samvittighedsmæssigt rimelig grund til, at han skulle have begået forbrydelsen, men alle dokumenter og vidneudsagn klart peger på, at han er skyldig, er han tvunget til at anerkende ham som skyldig. Muhadditherne undersøgte også først de »dokumentariske« beviser og tog derefter sprog, betydning og oplysninger i betragtning. I anden del vil vi, inshaAllah, se nogle grundprincipper for sproglig og betydningsmæssig undersøgelse.
1.7.3. Uenighed om identifikation af falske hadither
Der er undertiden opstået uenighed blandt muhadditherne om identifikationen af opdigtede hadither. Denne uenighed er begrænset og meget naturlig. Vi har set, at kontrol af en hadiths nøjagtighed i realiteten er en opgave svarende til at fastslå nøjagtigheden af vidneudsagn og beviser fremlagt ved en domstol. I forskellige sager ser vi uenighed blandt dommere. Det betyder ikke, at retsforhandling er en ukontrolleret aktivitet, eller at dommere efter forgodtbefindende henretter mennesker eller giver én persons ejendom til en anden. Det egentlige forhold er, at dommere undertiden kan være uenige i vurderingen af vidneudsagn og beviser. Når vi undersøger hadiths nøjagtighed, ser vi, at muhadditherne er enige om størstedelen af haditherne. De er uenige om et mindre antal hadither. Denne uenighed kan opdeles i to: 1. terminologisk uenighed og 2. reel uenighed.
1.7.3.1. Uenighed, der ikke er uenighed
Muhaddithernes uenighed er ofte rent terminologisk. Vi har ovenfor set, at muhadditherne anvendte de samme betegnelser både til at identificere en løgnagtig eller bedragerisk fortæller og til at identificere en opdigtet hadith. Derfor ser man undertiden, at én muhaddith kalder en hadith munkar eller batil, mens en anden kalder den mawdu.
Et sådant terminologisk spørgsmål vedrører brugen af ordet da’if. I hadithvidenskabens terminologi kaldes alle former for uacceptable hadither da’if. En af de forskellige typer da’if-hadither er den opdigtede eller mawdu-hadith. At kalde en hadith da’if betyder, at hadithen er svag og uacceptabel. Den kan være opdigtet, men behøver ikke at være det.
Vi ser, at mange muhaddither under hadithsamling og -undersøgelse, især i forbindelse med omfattende værker, har betegnet mange hadither som svage eller da’if. Nogle af disse svage hadither er af andre muhaddither blevet kaldt mawdu eller opdigtede. Selv om dette ydre set ligner en uenighed, er det ikke en reel uenighed. Hvis én muhaddith siger, at hadithen er da’if, men ikke mawdu, mens andre muhaddither siger, at den er mawdu, er der tale om uenighed. Men hvis muhaddither normalt ikke anvender betegnelsen mawdu, men kort sagt kalder alle »upålidelige« hadither svage, regnes dette ikke som uenighed.
1.7.3.2. Reel uenighed
Der findes reel uenighed blandt muhadditherne om nogle hadither. I de fleste tilfælde af denne art består uenigheden i »da’if over for mawdu«. En muhaddith siger, at hadithen ikke er mawdu, men skal regnes for da’if. Andre har derimod anset den for mawdu. I forbindelse med et lille antal hadither findes der uenighed mellem »sahih og mawdu«. Det vil sige, at nogle muhaddither har anset en hadith for mawdu, mens en anden muhaddith har anset den for sahih. I disse tilfælde har senere muhaddither gennem forskellige undersøgelser givet den ene opfattelse forrang. Det ligner i nogen grad uenighed om en domsafgørelse og en appel.
1.7.3.3. Årsager til uenighed
Denne type uenighed opstår af flere årsager.
1.7.3.3.1. Forskellige isnad-kæder
En muhaddith har undertiden identificeret en hadith som opdigtet på grundlag af én eller flere isnad-kæder. Han har måske ikke kendt til, at hadithen var overleveret gennem en anden isnad. En anden muhaddith anser derimod hadithen for acceptabel på grund af én eller flere andre isnad-kæder.
1.7.3.3.2. Uenighed om vurderingen af fortællerens niveau
En sammenlignende undersøgelse af de hadither, som en fortæller har overleveret, er det vigtigste mål for at fastslå hadithens autenticitet. Derfor opstår der en vis uenighed ved vurderingen af fortælleren. Ud fra dette kan vi inddele fortællerne i tre grupper: (1) fuldt acceptable fortællere, om hvis acceptabilitet alle muhaddither er enige, (2) fuldstændig upålidelige fortællere, om hvis svaghed eller bedrageri de undersøgende muhaddither er enige, og (3) omstridte fortællere, hvis grad af acceptabilitet muhadditherne er uenige om.
Muhadditherne har undertiden været uenige om fortællere, der har overleveret nogle hadither, og hvis overleveringer ved sammenlignende undersøgelse viste sig at indeholde adskillige forkerte og fordrejede beretninger samt nogle sahih-beretninger. De har fra tid til anden været uenige om forholdet mellem korrekte og forkerte overleveringer, årsagen til fejlene og spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om bevidst løgn eller utilsigtede fejl.
Desuden har nogle muhaddither undertiden afsagt en vurdering på grundlag af delvise oplysninger, som en anden muhaddith senere har forkastet på grundlag af de samlede oplysninger. Hvis en muhaddith for eksempel ser, at nogle af en fortællers hadither er korrekte eller fejlagtige, kan han kalde ham acceptabel eller uacceptabel. En anden muhaddith kan efter en sammenlignende undersøgelse af alle hans overleveringer nå frem til en anden vurdering.
Det skal her bemærkes, at senere tiders muhaddither i forbindelse med disse uenigheder foretog gennemgange og på grundlag af de forskellige vurderingers balance, skarpsindighed, dybde osv. fastlagde principper for at træffe afgørelser i stridsspørgsmål. (Iraqi, Fath al-Mughith, s. 151-170).
1.7.3.3.3. Metodologisk eller principiel uenighed blandt muhaddither
Undertiden findes der metodologiske forskelle mellem muhadditherne, når de fastsætter vurderingen af en fortæller eller en hadith. Nogle har været mere lempelige, andre strengere. Senere muhaddither har gennem tilstrækkelig undersøgelse og gennemgang af disse forhold løst deres uenigheder. Muhaddithen Ibn Hibban, Abu Hatim Muhammad al-Busti (354 hijri) fra det fjerde århundrede, og muhaddithen Ibn al-Jawzi, Abu al-Faraj Abd al-Rahman ibn Ali (597 hijri) fra det sjette århundrede, er for eksempel blevet kritiseret for ubegrundet strenghed. På den anden side var den berømte muhaddith Imam Tirmidhi ibn Isa (279 hijri) fra det tredje århundrede, muhaddithen Muhammad ibn Abd Allah al-Hakim al-Naysaburi (405 hijri) fra det fjerde-femte århundrede og muhaddithen Jalal al-Din al-Suyuti (911 hijri) fra det tiende århundrede blandt dem, der var kendt for lempelighed. Her nævner jeg nogle eksempler.
(1) Et eksempel på en fejlagtig strenghed hos Ibn Hibban og Ibn al-Jawzi. Fortælleren fra det andet hijri-århundrede, Aflah ibn Sa’id al-Ansari (156 hijri), siger: Abdullah ibn Rafi, Umm Salamas frigivne, fortalte os: Jeg hørte Abu Hurayra (ra) sige, at Allahs Sendebud (s) sagde: »Hvis dit liv forlænges, vil du sandsynligvis se nogle mennesker, som har noget i hænderne, der ligner kohaler. De vil skræmme eller slå uskyldige mennesker. De vil være under Allahs vrede om morgenen, og de vil stadig være under Allahs vrede om aftenen.«
Ibn Hibban og Ibn al-Jawzi anså denne hadith for fabrikeret og opdigtet. Deres påstand var, at hadithens fortæller, Aflah ibn Sa’id, plejede at overlevere fordrejede hadither og overlevere opdigtede hadither. Senere muhaddither har i lyset af de tidligere muhaddithers vurderinger set, at Ibn Hibbans og Ibn al-Jawzis opfattelse var helt forkert. Ingen muhaddith har nogensinde sagt, at Aflah overleverede opdigtede hadither. Ingen har heller sagt, at Aflah var svag eller upålidelig. Muhammad ibn Sa’d (230 hijri), Yahya ibn Ma’in (233 hijri), Abu Hatim al-Razi (277 hijri), Nasa’i (304 hijri) og andre muhaddither har efter detaljerede undersøgelser betegnet ham som pålidelig eller acceptabel. Ibn Hibban og Ibn al-Jawzi kunne heller ikke fremlægge bevis for, at Aflah havde overleveret fordrejede hadither, der modsagde andre fortælleres beretninger. Frem for alt er denne hadith overleveret gennem den anden pålidelige fortæller Abu Hurayra, ud over Aflah. Hadithen er derfor uden tvivl sahih, og det er bevist, at Ibn Hibban og Ibn al-Jawzi tog fejl. (Muslim, al-Sahih 3/1680).
(2) Et eksempel på en fejlagtig lempelighed hos Imam Tirmidhi. Han siger: »Muslim ibn Amr Abu Amr al-Hajja al-Madani fortalte os: Abdullah ibn Nafi al-Sa’igh fortalte os fra Kathir ibn Abd Allah, fra hans far, fra hans bedstefar (Amr ibn Awf), at den Ædle Profet ved de to højtider sagde syv takbirer før koranrecitationen i den første rak’a og fem takbirer før koranrecitationen i den anden rak’a.« (Tirmidhi, al-Sunan 2/416).
Efter at have nævnt hadithen siger Imam Tirmidhi: »Hadithen fra Kathirs bedstefar er hasan. Af alle de hadither, der er overleveret om dette emne, er denne hadith den mest acceptable.« (Tirmidhi, al-Sunan 2/416).
På denne måde erklærede han hadithen for acceptabel. Ikke nok med det: Efter hans opfattelse var dette den mest acceptable hadith om emnet.
Muhadditherne modsagde Imam Tirmidhis stærke opfattelse, fordi de anså hadithens fortæller, Kathir ibn Abd Allah, for at være yderst svag. Desuden har mange betegnet ham som en, der med vilje overleverede falske hadither. Imam Ibn Hanbal siger: »Han er en yderst svag og helt uacceptabel person.« Yahya ibn Ma’in siger: »Han er svag.« Imam Abu Dawud siger: »Manden var en afskyelig løgner.« Imam al-Shafi’i siger: »Han er en af de største løgnere.« Imam Nasa’i og al-Daraqutni siger: »Han er forkastet«, det vil sige anklaget for at fortælle falske hadither. Ibn Hibban siger: »Han har overleveret et hæfte med falske hadither fra sin far, fra sin bedstefar. Det er ikke tilladt at nævne alle disse hadither i nogen bog, undtagen når det er nødvendigt i forbindelse med kritik.« Ibn Abd al-Barr siger: »Der er enighed om, at denne mand er svag.« (Ibn Hajar, Tahdhib al-Tahdhib 8/377).
Derfor siger Abu al-Khattab Umar ibn Hasan ibn Dahya (633 hijri): »Det er umuligt at tælle, hvor mange mawdu- eller fabrikerede hadither og yderst svage isnad-kæder Imam Tirmidhi har erklæret for hasan eller acceptable i sit værk. Denne hadith er også en af dem.« [Zayla’i, Abd Allah ibn Yusuf (762 hijri)].
(3) Et eksempel fra Imam Hakims al-Mustadrak. Hakims svaghed er størst, når han erklærer hadither for sahih. I sit værk al-Mustadrak har han erklæret mange opdigtede hadither for sahih. Se et eksempel:
Hakim siger: »Abu al-Hasan Ali ibn Muhammad ibn Uqba al-Shaybani fortalte mig, mens han opholdt sig i Kufa: Qadi Ibrahim ibn Abi al-Anbas fortalte os: Sa’id ibn Uthman al-Kharr az fortalte os: Abd al-Rahman ibn Sa’id al-Mu’adhdhin fortalte os: Qatara ibn Khalifa fortalte os fra Abu al-Tufayl, fra Ali og Ammar (ra), som begge sagde: Profeten plejede at fremsige basmala højt i de obligatoriske bønner, og han fremsagde qunut i fajr-bønnen …«
Efter at have nævnt hadithen siger Imam Hakim: »Denne hadiths isnad er sahih. Jeg kender ingen blandt dens fortællere, der er blevet anset for svag.« (Hakim, al-Mustadrak 1/439).
Muhadditherne Imam Dhahabi, Zayla’i, Ibn Hajar og andre har erklæret Hakims vurdering for forkert. Imam Dhahabi siger: »Denne hadith er yderst svag og synes at være mawdu eller opdigtet. To af isnadens fortællere er yderst svage: (1) Sa’id ibn Uthman al-Kharr az og (2) hans lærer Abd al-Rahman ibn Sa’id al-Mu’adhdhin.« (Hakim, al-Mustadrak 1/439).
Vi vil se flere eksempler af denne type i anden del, inshaAllah.
(4) Den berømte Imam Jalal al-Din al-Suyuti, den mest fremtrædende muhaddith i det tiende hijri-århundrede. Han har ydet bidrag på mange områder inden for hadithvidenskaben. Senere muhaddither har på forskellig vis støttet sig til hans værker. I forordene til flere af sine egne og samlede værker, herunder al-Jami al-Saghir, al-Jami al-Kabir og al-Khasa’is al-Kubra, har han nævnt, at han i disse værker ville medtage sahih og da’if hadither, men ingen opdigtede hadither. Senere muhaddither fandt imidlertid også nogle opdigtede hadither i disse værker. Imam Suyuti skrev især selv mange bøger om opdigtede hadither. Han identificerede en række hadither som opdigtede og samlede dem i værker om opdigtede hadither. Samtidig samlede han selv disse hadither i al-Jami al-Saghir, al-Jami al-Kabir og al-Khasa’is al-Kubra.
Se et eksempel. Den berømte muhaddith Hamza ibn Yusuf al-Jurjani (427 hijri) fra det femte hijri-århundrede og Ahmad ibn Ali al-Khatib al-Baghdadi (463 hijri) samlede en hadith. I deres isnad overleverede de hadithen fra Ishaq ibn al-Salt, en hadithfortæller fra det tredje hijri-århundrede. Denne Ishaq ibn al-Salt siger: »Imam Malik ibn Anas fortalte os: Abu al-Zubayr al-Makki fortalte os: Jabir ibn Abd Allah (ra) fortalte os: Jeg har set tre sådanne mirakuløse ting fra Allahs Sendebud (s), at jeg ville have troet på ham, selv hvis han ikke havde bragt Koranen. Engang rejste vi ud i en fjern ørken. Profeten (s) tog vand i hånden for at udføre istinja. Da han så to daddelpalmer, sagde han til mig: O Jabir, gå hen til de to træer og sig til dem: Slut jer sammen. De to træer sluttede sig da sammen på en sådan måde, som om de var vokset fra den samme rod. Derefter udførte Allahs Sendebud (s) istinja. Jeg hentede hurtigt vand og gav det til ham. Jeg sagde: Måske vil Allah vise mig, hvad der kom ud af hans mave, så jeg kan spise det. Men jeg så, at jorden var ren og hvid. Da sagde jeg: O Allahs Sendebud, udførte du ikke istinja? Han sagde: Jo, men jorden er blevet befalet med hensyn til vore profeter, at den skal skjule det affald, der kommer fra os …«
Imam Malik var en af de mest berømte muhaddither i det andet hijri-århundrede. Utallige muhaddither lærte hadith hos ham. Faktisk lærte alle muhaddither på den tid hadith hos ham. Mange tilbragte år efter år i hans nærhed for at lære hadith. Ingen af disse utallige elever overleverede denne hadith. Den er heller ikke overleveret gennem nogen anden kæde fra tabi’ien Abu al-Zubayr eller sahabien Jabir (ra). Kun denne person ved navn Ishaq ibn al-Salt hævdede, at Imam Malik havde fortalt ham hadithen. Denne person er blevet identificeret som en yderst svag fortæller af batil-hadither. Det er også bemærkelsesværdigt, at Ishaqs overlevering ikke opnåede nogen berømmelse eller anerkendelse i det tredje eller fjerde århundrede. Ingen overleverede hadithen i det femte århundrede. Isnaden fra al-Jurjani og al-Khatib tilbage til Ishaq er også dunkel. Derfor anså Imam Suyuti selv, på grundlag af vurderinger fra al-Khatib al-Baghdadi, Hamza ibn Yusuf al-Jurjani, Dhahabi, Ibn Hajar al-Asqalani og andre muhaddither, hadithen for opdigtet og nævnte den i sit værk om opdigtede hadither, Zayl al-La’ali.
Samtidig nævnte han selv hadithen i sit værk al-Khasa’is al-Kubra om Allahs Sendebuds (s) mirakler, mirakuløse egenskaber og særlige karakteristika. Alligevel hævdede han, at han ikke ville nævne nogen mawdu eller opdigtet hadith i dette værk. Senere muhaddither har omtalt denne selvmodsigelse og hans lempelighed ved vurderingen af hadithens autenticitet. (Hamza ibn Yusuf al-Jurjani, Tarikh Jurjan, s. 526; Suyuti, Zayl al-La’ali, s. 50).
1.8. Nogle misforståelser om falske hadither
1.8.1. Hadithsamlinger kontra falske hadither
Mange tror af uvidenhed, at det, at en hadith er samlet i en hadithsamling, betyder, at hadithen er sahih, eller i det mindste at samleren af den pågældende bog anså hadithen for sahih. Hvis en hadith for eksempel er samlet i Sunan Ibn Majah eller Musannaf Abd al-Razzaq, skulle det betyde, at hadithen nødvendigvis er sahih; ellers ville så store muhaddither som Ibn Majah eller Abd al-Razzaq vel ikke have accepteret den? I det mindste skulle hadithen efter Ibn Majahs eller Abd al-Razzaqs opfattelse være sahih, for ellers ville han ikke have givet den plads i sin bog.
Vi har tidligere drøftet, at begge sider af denne opfattelse er grundløse. De fleste muhaddither har samlet alle slags hadither i deres bøger: sahih, da’if og mawdu. De hævdede eller planlagde aldrig, at de kun ville samle sahih-hadither i deres bøger. Derfor kan man aldrig ud fra, at en hadith er samlet i Sunan Ibn Majah eller Musannaf Abd al-Razzaq, konkludere, at hadithen er sahih, eller at den efter Ibn Majah eller Abd al-Razzaqs opfattelse er sahih.
Hvis en hadith er samlet i bøger af muhaddither som Ibn Hibban, Ibn Khuzaymah, Ibn al-Sakan, al-Hakim og andre, som forsøgte kun at samle sahih-hadither i deres bøger, vil vi anse hadithen for sahih efter den pågældende muhaddiths opfattelse. Det beviser dog ikke, at hadithen faktisk er sahih. Som vi har set i den ovenstående drøftelse, accepterede ummahens øvrige muhaddither ikke nogen muhaddiths påstand uden at undersøge den. Derfor vil vi beskrive hadithens status på grundlag af de øvrige muhaddithers undersøgelser.
I vores samfund er seks bøger kendt under betegnelsen »Sihah Sittah« (udtrykket Sihah Sittah er en indisk betegnelse. Disse seks bøgers anseelse er velkendt, men bøgerne er ikke alle »sahih«. Kun to af dem er sahih, mens resten er sunan. Derfor er den velkendte betegnelse blandt muhaddither »al-Kutub al-Sittah«, »de seks bøger«. Udtrykket Sihah Sittah bruges ikke andre steder end på det indiske subkontinent). Bortset fra de to sahih-samlinger, »Sahih al-Bukhari« og »Sahih Muslim«, besluttede samlerne af de øvrige fire ikke, at de kun ville overlevere sahih-hadither. I deres bøger samlede de derfor, foruden sahih-hadither, også mange svage og opdigtede hadither. Da størstedelen af haditherne i deres bøger imidlertid er pålidelige, har senere muhaddither i almindelighed støttet sig til disse bøger; samtidig har de fastlagt specifikke vurderinger af de svage og opdigtede hadither, der er samlet i dem. Allamah Abd al-Hayy al-Laknawi (1304 AH) skrev som svar på et spørgsmål: »Alle hadither, der er samlet i disse fire bøger, er ikke sahih. Tværtimod indeholder disse bøger alle slags hadither: sahih, hasan, da’if og opdigtede.« (Al-Ajwibat al-Fadilah li-l-As’ilat al-‘Asharat al-Kamilah, s. 66).
Vi har tidligere set Shah Waliullahs redegørelse om dette emne. Vi har set, at han placerede disse tre bøger — Sunan Abi Dawud, Sunan al-Nasa’i og Sunan al-Tirmidhi — i den tredje kategori, det vil sige bøger, hvis hadither i almindelighed har vist sig at være acceptable, men som også indeholder nogle upålidelige hadither. Han nævnte imidlertid ikke »Sunan Ibn Majah« i denne kategori. Grunden er, at de fleste muhaddither ikke inkluderede den »Sunan«, som Imam Muhammad ibn Yazid Ibn Majah al-Qazwini (275 AH) havde samlet, blandt de anerkendte og pålidelige bøger. Frem til det 7. århundrede efter hijrah anså muhadditherne, ud over Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, kun disse tre sunan-bøger for nogenlunde pålidelige og brugte dem som grundlag for studiet og undervisningen i hadith. Muhadditherne Muhammad ibn Tahir al-Maqdisi fra det 5.-6. århundrede efter hijrah og Abu al-Fadl Ibn al-Qaysarani (507 AH) føjede Sunan Ibn Majah til disse.
Muhadditherne accepterede ikke hans opfattelse i de følgende to århundreder. Den berømte muhaddith fra det 7. århundrede, Allamah Ibn al-Salah Abu Amr Uthman ibn Abd al-Rahman (643 AH), Allamah Abu Zakariyya Yahya ibn Sharaf al-Nawawi (676 AH) og andre muhaddither nævnte de ovenstående fem bøger som hadithens hovedkilder. De regnede ikke Sunan Ibn Majah blandt dem. Mange lærde fra senere tider, som foretog grundige undersøgelser, fulgte dem. Imam Ibn al-Athir Mubarak ibn Muhammad (606 AH) og nogle andre muhaddither regnede derimod Imam Maliks Muwatta som den sjette bog.
Grunden til, at man har indvendinger mod at placere Sunan Ibn Majah på samme niveau som de ovenstående tre sunan-bøger, er, at Imam Ibn Majahs indsamlingsmetode ikke er den samme som deres. Samlerne af de tre ovenstående bøger skrev deres værker med det formål at samle hadither, der i almindelighed var acceptable. Selv om de på grund af emnets behov tog nogle da’if-hadither med, nævnte de i de fleste tilfælde deres svaghed. Imam Ibn Majah fulgte derimod den almindelige indsamlingsmetode på sin tid. Vi har set, at de fleste samlere i disse perioder samlede alle kendte hadither sammen med deres isnad. Derfor fik alle slags hadither — sahih, da’if og mawdu — plads i deres bøger. Det var ikke muligt at vurdere hadithernes pålidelighed uden at undersøge isnad. Imam Ibn Majah fulgte grundlæggende også denne metode. Han begrænsede sig ikke til at samle sahih-hadither eller til en bestemt type hadither. Foruden sahih- og hasan-hadither samlede han også mange da’if-hadither og nogle mawdu, altså opdigtede hadither. Han fremsatte ingen bemærkning om disse da’if- og opdigtede hadither.
Fra det 8. århundrede efter hijrah begyndte de fleste muhaddither at regne Sunan Ibn Majah som den fjerde sunan-bog. Forskellen mellem Muwatta og Sunan Ibn Majah er, at Muwatta indeholder færre hadither, og at alle de sahih-hadither, som findes i denne bog, også er samlet i de ovenstående fem bøger. Hvis man derfor studerer denne bog særskilt, lærer man ikke yderligere hadither at kende. Sunan Ibn Majah indeholder derimod mere end tusind hadither ud over dem, der findes i de ovenstående fem bøger. Det er derfor, muhadditherne i senere tider accepterede denne bog som den fjerde sunan.
I Imam Ibn Majahs Sunan er der samlet i alt 4.341 hadither. Omkring 3.000 af dem er samlet i de fem ovenstående bøger. De resterende omkring 1.500 hadither er yderligere hadither. Allamah Ahmad ibn Abi Bakr al-Busiri (840 AH), en muhaddith fra det 9. århundrede efter hijrah, gennemgik isnad-kæderne for disse yderligere hadither hos Ibn Majah. Allamah al-Busiri gennemgik isnad-kæderne for 1.476 hadither, som ikke er samlet i de ovenstående fem bøger, men kun er samlet af Ibn Majah. Omkring to tredjedele af disse er sahih- eller hasan-hadither, mens omkring en tredjedel er da’if-hadither. Muhadditherne har angivet, at omkring halvtreds af dem er mawdu eller opdigtede hadither. (Ibn al-Qaysarani, Shurut al-A’immah al-Sittah, s. 13, 24-26).
1.8.2. De lærdes bøger versus opdigtede hadither
Hadither nævnes ikke kun i hadithsamlinger, men også i mange andre islamiske bøger. Der nævnes desuden mange hadither i bøger om tafsir, fiqh, prædikener, etik, dyder, tasawwuf, filosofi, sprog, historie og andre emner. Som regel nævnes haditherne i disse bøger uden isnad. Mange antager i uvidenhed, at forfatterne til disse bøger naturligvis kun har medtaget haditherne efter grundig kontrol og undersøgelse. “Hvis den ikke var sahih, ville han så have skrevet hadithen?”
Denne antagelse er også forkert, ubegrundet og endnu mere vildledende end den ovenfor nævnte antagelse. Som regel har hvert videnskabeligt område sit eget felt. Derfor kan en lærd inden for ét område i de fleste tilfælde ikke afsætte så meget tid til et andet område. Mufassirer, faqih’er, historikere, sufier, prædikanter samt lærde og fromme personer, der arbejder inden for andre områder, kan naturligt nok ikke gå i dybden med undersøgelsen, kontrollen og vurderingen af hadither. Generelt bygger de, når de citerer hadither, på forskellige udbredte bøger, mundtlige overleveringer og almindelig praksis. Derfor findes der mange ubegrundede, isnad-løse og opdigtede udsagn i deres bøger.
Allama Nawawi har i sin bog “Taqrib”, og Allama Suyuti i sin bog “Tadrib al-Rawi”, nævnt, at visse fromme dervisher har udbredt mange falske udsagn om dyderne ved forskellige suraer i Koranen som hadither i samfundet. Nogle mufassirer har også nævnt sådanne opdigtede hadither: eksempelvis Allama Ahmad ibn Muhammad ibn Ibrahim al-Tha‘labi al-Nishapuri (427 e.H.), i sin tafsir; hans elev Allama Ali ibn Ahmad al-Wahidi al-Nishapuri (468 e.H.), i sine tafsirværker “Basit”, “Wasit”, “Wajiz” og andre; Allama Abu al-Qasim Mahmud ibn Umar al-Zamakhshari (538 e.H.), i sin bog “al-Kashshaf”; samt Allama Abdullah ibn Umar al-Baydawi (685 e.H.), i sin bog “Anwar al-Tanzil”, også kaldet “Tafsir al-Baydawi”. Ved at gøre dette begik de en fejl. Suyuti siger: “Iraqi (806 e.H.) har sagt, at de to første — Tha‘labi og Wahidi — nævnte disse opdigtede eller falske hadither med deres isnad.” Derfor kan man til en vis grad acceptere deres undskyldning, eftersom de angav isnaden og dermed henledte læserens opmærksomhed på at vurdere den. Men selv hvis man nævner en mawdu‘ eller falsk hadith med isnad, er det ikke tilladt straks at tie uden at erklære den for mawdu‘. Fejlen hos de to senere — Zamakhshari og Baydawi — er imidlertid meget alvorlig. For de angav ikke isnaden, men nævnte direkte og tydeligt disse opdigtede hadither som Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sine ord. (Jalal al-Din al-Suyuti, “Tadrib al-Rawi”, 1/341).
Mulla Ali al-Qari skrev, efter at have nævnt nogle opdigtede hadither: “Lad jer ikke bedrage af at se, at hadithen er nævnt i bøger som ‘Qut al-Qulub’, ‘Ihya ‘Ulum al-Din’ og ‘Tafsir al-Tha‘labi’.” (Mulla Ali al-Qari, “al-Asrar al-Marfu‘a”, s. 289).
Allama Abd al-Hayy al-Laknawi al-Hanafi nævner navnene på de pålidelige bøger inden for den hanafitiske madhhab og deres rangorden og siger: “Den rangorden for pålideligheden af fiqh-bøger, som vi har nævnt, gælder udelukkende fiqh-spørgsmål. Denne rangorden gælder på ingen måde, når man skal vurdere ægtheden eller pålideligheden af de hadither, der er nævnt i disse bøger. Der findes mange pålidelige fiqh-bøger, som de store faqih’er har støttet sig til, men som er fyldt med opdigtede og falske hadither, især bøger om fatwaer. Efter en grundig undersøgelse er det blevet klart for os, at selv om forfatterne til disse bøger var ‘kamil’, var de uforsigtige, når de citerede hadither.” (Abd al-Hayy al-Laknawi, “al-Nafi‘ al-Kabir”, s. 12-13).
Derfor har muhadditherne foretaget en særlig undersøgelse af de hadither, der er nævnt i bøger om fiqh, tafsir, tasawwuf, etik og lignende emner, og skrevet særskilte værker om dem. Den berømte hanafitiske faqih fra det 6. hijri-århundrede, Allama Burhan al-Din Abu al-Hasan Ali ibn Abi Bakr al-Marghinani (593 e.H.), nævnte for eksempel mange hadither i sit berømte fiqh-værk “Hidaya”. Som faqih brugte han al sin opmærksomhed og indsats på at fastlægge og forklare fiqh-spørgsmål. Når han citerede hadither, skrev han uden at skelne mellem det, han havde hørt eller læst. Han forsøgte heller ikke at kommentere, om en hadith var sahih eller da‘if. I senere tider undersøgte muhaddither som Allama Jamal al-Din Abu Muhammad Abdullah ibn Yusuf al-Zayla‘i al-Hanafi (762 e.H.) og Allama Ahmad ibn Ali ibn Hajar al-Asqalani (852 e.H.) disse hadither på grundlag af deres isnad og fastslog, hvilke der var sahih, da‘if og opdigtede.
På samme måde nævnte Hujjat al-Islam Imam al-Ghazali (505 e.H.) mange hadither spredt rundt i sin berømte bog “Ihya ‘Ulum al-Din” i forbindelse med drøftelser af fiqh og tasawwuf. Han var filosof og faqih, ikke muhaddith. Derfor medtog han uden at undersøge hadithernes isnad alt, hvad han havde hørt eller læst. I senere tider undersøgte Allama Zayn al-Din Abu al-Fadl Abd al-Rahim ibn al-Husayn al-Iraqi (806 e.H.) og andre fremtrædende muhaddither de hadither, han havde nævnt, på grundlag af deres isnad og fastslog, hvilke der var sahih, falske og opdigtede. Desuden samlede den berømte shafiitiske faqih og muhaddith fra det 8. hijri-århundrede, Allama Wahab ibn Ali al-Subki (771 e.H.), flere hundrede opdigtede og ubegrundede hadither, som var nævnt i “Ihya ‘Ulum al-Din”, i en særskilt bog. Bogen hedder “al-Ahadith allati la Asla Laha fi Kitab al-Ihya”, det vil sige: “Haditherne, som er samlet i bogen ‘Ihya ‘Ulum al-Din’.”
1.8.3. Kashf og inspiration versus opdigtede hadither
De største problemer opstår i forbindelse med berømte fromme personer og lærde, der er kendt som Allahs elskede awliya. Eftersom de var “sahib al-kashf”, altså awliya med kashf, antager vi, at de naturligvis ikke ville have skrevet noget uden først at kontrollere rigtigheden af de oplysninger, de havde modtaget gennem kashf. Derfor må det, de har skrevet eller sagt, betragtes som autentisk.
Allama Suyuti (911 e.H.), Abd al-Hayy al-Laknawi (1304 e.H.) og andre lærde har behandlet disse spørgsmål udførligt. I forbindelse med drøftelsen af mange mawdu‘ eller opdigtede hadither, der er nævnt i Imam al-Ghazalis “Ihya ‘Ulum al-Din” og andre bøger samt i nogle af de værker, som Hazrat Abd al-Qadir al-Jilani har skrevet, siger de, at nogen måske vil spørge: “Kunne en så stor lærd og så stor sahib al-kashf-wali ikke forstå, at denne hadith var opdigtet? Hvordan kunne en wali som ham nævne en mawdu‘ hadith i sin egen bog? Forstår man ikke af hans omtale, at hadithen er sahih?” Som svar på denne tvivl har de nævnt nogle forklaringer. Disse forklaringer er som følger:
1.8.3.1. De fromme skriver det, de hører
I virkeligheden skriver de godhjertede fromme det, de hører. Derfor betyder omtalen af en hadith i en from mands værk, uden en tydelig udtalelse fra ham selv, ikke, at han var sikker på, at hadithen var sahih. De har i grunden blot gengivet det, de har læst eller hørt. De har håbet, at der måske fandtes en isnad til den, og at hadith-eksperterne ville finde den.
1.8.3.2. Kashf spiller ingen rolle ved vurderingen af hadither
Kashf har overhovedet ingen betydning ved vurderingen af hadither. Kashf, drømme og lignende er blot gaver fra Allah, en kilde til glæde og taknemmelighed. Det er ikke noget, man kan anvende efter eget ønske. Allah den Ophøjede viste gennem kashf Umar (ra) tilstanden hos den syriske hær, som befandt sig flere hundrede mil borte, men Umar (ra) opfattede ikke Abu Lu’lu’as tilstedeværelse, selv om han stod lige bag ham for at dræbe ham.
Desuden kan man aldrig afgøre, hvad der er sandt eller falsk, eller hvad der er rigtigt eller forkert, gennem kashf, drømme og lignende. Der opstod forskellige uenigheder og problemer blandt Sahaba, men ikke i et eneste tilfælde forsøgte de at finde ud af, hvad der var sandt eller falsk, gennem kashf, ilham, drømme eller lignende. Mange Sahaba overleverede hadither ved de retledte kaliffers – Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali, måtte Allah være tilfreds med dem – hof. Når de nærede mistanke om en overleveringsfejl, bad de om et vidne eller fik overleveren til at aflægge ed. Undertiden, når de var meget mistænksomme med hensyn til overleverens fejl, accepterede de ikke den hadith, han havde overleveret. Men de vurderede aldrig en hadiths ægthed gennem kashf. I den følgende næsten halve århundrede lange periode overleverede og hørte Sahaba hadither og indførte overleveringskæder for at fastslå, hvilke hadither der var sahih, da’if eller opdigtede. De accepterede hadither eller forkastede dem som da’if alt efter overleverens tilstand. Men de satte aldrig deres lid til kashf.
At sætte sin lid til isnad for at fastslå hadithernes autenticitet er de retledte kaliffers og Sahabas sunnah. At sætte sin lid til kashf, ilham eller drømme i denne sag er derimod i strid med sunnah, en bid‘ah og en ødelæggende tendens.
1.8.3.3. Kashf og ilham er ikke midler til at fastslå korrekthed
Det er udtrykkeligt fastslået i værker om islamisk troslære, at kashf eller ilham ikke er et mål for at fastslå noget som korrekt. Den fremtrædende hanafitiske lærde Umar ibn Muhammad an-Nasafi (537 AH) fra det 6. århundrede skrev i sit værk “Al-Aqa’id an-Nasafiyyah”, og den berømte shafiitiske lærde Sa’d ad-Din Mas’ud ibn Umar at-Taftazani (791 AH) fra det 8. århundrede skrev i sit “Sharh al-Aqa’id an-Nasafiyyah”: “Ifølge sandhedens tilhængere kan ilham, som er kendt som en indgivelse skænket i form af fayd, ikke være et middel til at fastslå noget som korrekt.” (Mujaddid-e Alf-e Sani, Maktubat Sharif 1/1, s. 88, 178, 195, 196 …).
Selv om nogle uerfarne fromme lærde hævder, at de kan bedømme hadiths autenticitet på grundlag af drømme, kashf, ilham og lignende, har erfarne og vise lærde kraftigt modarbejdet dette. En af Indiens største lærde og reformatorer, Mujaddid-e Alf-e Sani (må Allah forbarme sig over ham), har kraftigt kritiseret og protesteret mod at stole på kashf, ilham og lignende for at kende forskel på sandt og falsk eller på autenticitet og uægthed. Han har gentagne gange understreget, at Koranen og hadith er målestokken for, om kashf, ilham og lignende er korrekte eller fejlagtige. Kashf er aldrig et middel til at fastslå autenticiteten af en hadith eller nogen mening.
1.8.3.4. Fejl hos de helgener, der har kashf
I virkeligheden kan vi se, at mange berømte asketer, som vi kender som personer med kashf, i deres forskellige værker har skrevet mange ting, der utvivlsomt er fejlagtige eller uretmæssige. Hazrat Abd al-Qadir al-Jilani (561 AH) skrev, at iman øges og mindskes. Han betragtede anerkendelsen af imanens forøgelse og formindskelse som et kendetegn ved Ahl as-Sunnah wa al-Jama’ah og den frelste gruppe, og han betragtede det som et kendetegn ved de falske grupper ikke at anerkende imanens forøgelse og formindskelse. Han skrev, at en muslim ikke bør sige: “Jeg er sandelig troende”, men i stedet skal sige: “Hvis Allah vil, er jeg troende.” Da Imam Abu Hanifa (må Allah forbarme sig over ham) og hans følgere ikke anerkender imanens forøgelse og formindskelse, ikke anser handlinger for at være en del af iman og finder udsagnet “Hvis Allah vil, er jeg troende” forkasteligt, omtalte han derfor ham og hans følgere som en falsk og helvedesdømt gruppe. [Abd al-Qadir al-Jilani, Ghunyat at-Talibin (oversat af Nurul Alam Raisi), s. 6, 7, 149, 151, 152, 155, 211, 227].
Imam al-Ghazali skrev, at sang, musik, dans, hvirvlen og lignende er hjælpemidler på vejen til at opnå nærhed til Allah og er god innovation. Han citerede mange svage og opdigtede hadither til støtte for sang og musik. (Abu Hamid al-Ghazali, Ihya’ Ulum ad-Din 2/292-332)
Der findes utallige lignende eksempler i deres værker. Derfor må man, selv hvis de erklærer en hadith for sahih, ikke acceptere den uden at undersøge dens isnad. For at beskytte autenticiteten af Allahs Sendebuds hadith og identificere alle opdigtede udsagn er en af religionens obligatoriske pligter. Selv hvis nogen overleverer en tvivlsom hadith i Allahs Sendebuds navn, må han straffes hårdt. Derfor er der i dette spørgsmål ingen plads til eftergivenhed.
1.8.4. Falskneri i de fromme lærdes navn
Her må vi huske endnu en ting. Ligesom der er begået falskneri i hadiths navn, er der også begået omfattende falskneri i fromme lærdes og Allahs helgeners navn. Her er flere ting værd at bemærke:
(1) Falsknerne begik falskneri enten for at skade religionen eller for at “gavne” religionen. Især de, der ønskede at fjerne religionens ufuldkommenhed(!) og gøre den mere tiltrækkende og populær, begik det farligste falskneri. For begge grupper, og især for den anden, var det lettere og mere fordelagtigt at forfalske noget i Allahs helgeners navn end i Allahs Sendebuds navn.
(2) Falskneri i de fromme lærdes navn var mere fordelagtigt, fordi deres navne har større indflydelse blandt almindelige mennesker end “hadith”. Det er vanskeligt at overbevise mange almindelige muslimer ved at sige “hadith”. Hvis man siger til en person, at Allahs Sendebud gjorde en bestemt handling eller sagde, at man skulle gøre den …, kan han enten acceptere det eller lade være. Men hvis man siger til ham, at Abd al-Qadir al-Jilani, Khwaja Muin ad-Din Chishti eller en bestemt helgen gjorde denne handling eller sagde, at man skulle gøre den, kan man meget lettere overbevise ham, og han vil meget hurtigt acceptere det. Sådan har almindelige muslimer været gennem tiderne efter islams første få århundreders gyldne dage. Derfor var falskneri i de fromme lærdes navn mere effektivt.
(3) Falskneri i Allahs helgeners navn var lettere, fordi der på dette område ikke var eller er noget, der svarer til den omhyggelige overvågning og kontrol, som ummaens hengivne hadith-lærde havde indført på hadith-området. Ingen kontrol, ingen undersøgelse, ingen isnad, ingen matn, ingen historisk eller betydningsmæssig efterprøvning – enhver siger, hvad han vil. Derfor kunne falsknerne meget let opnå deres mål.
(4) Brugen af disse fromme lærdes navne var også meget effektiv til at forfalske hadith. De har indblandet mange opdigtede hadither blandt de opdigtede udsagn, der blev tillagt disse fromme lærde. På grund af muslimernes “stærke hengivenhed” over for disse fromme lærde slugte de med ærbødighed meget let disse giftstoffer. På denne måde kunne falsknerne slå to fluer med ét smæk.
1.8.4.1. Qadiriyya-tariqa
Abd al-Qadir al-Jilani (må Allah forbarme sig over ham) var den mest berømte personlighed i det 6. hijri-århundrede (det 12. kristne århundrede). På den ene side var han en stor faqih inden for den hanbalitiske madhhab. På den anden side var han en berømt asket og sufi. Mange tariqaer, udsagn og bøger er udbredt i den muslimske verden i hans navn. De fleste af disse tariqaer, udsagn og bøger er opdigtede. Selv om enkelte bøger faktisk er skrevet af ham, er mange opdigtede udsagn senere blevet indføjet i dem. Her vil vi gennemgå Qadiriyya-tariqaen og hæftet “Sirr al-Asrar”, som er udbredt i hans navn.
Beskrivelser af de praksisser, wazifaer, muraqabaer og lignende metoder, der hører til den udbredte Qadiriyya-tariqa, findes ikke i Abd al-Qadir al-Jilanis værker. Historikere nævner, at en af hans efterkommere, “Ghawth-e Jilani”, omkring to hundrede år efter Abd al-Qadir al-Jilanis død indførte “Qadiriyya-tariqaen” i år 887 hijri (1482 e.Kr.). I forskellige lande er forskellige metoder udbredt under navnet “Qadiriyya-tariqa”. De praksisser, wazifaer og lignende, der står i de kendte bøger skrevet af Hazrat Abd al-Qadir al-Jilani selv, findes ikke i den udbredte “Qadiriyya-tariqa”.
Af den kæde eller “shajara”, som Qadiriyya-tariqaen i vores land bygger på, kan vi se, at den er modtaget fra Shah Waliullah Muhaddith Dehlawi (1176 AH/1762 e.Kr.). Men den beskrivelse af Qadiriyya-tariqaen, som Shah Waliullah giver i sit værk “Al-Qawl al-Jamil”, adskiller sig fra beskrivelsen i Sayyid Ahmad Barelvis “Sirat al-Mustaqim” (1246 AH). Der er igen stor forskel mellem de metoder, de to lærte fra sig, og de wazifaer og ashghal, der i dag praktiseres i den Qadiriyya-tariqa, som er udbredt i vores land. Der er ingen måde at vide, hvilke af disse der blev indført af ham selv, og hvilke der senere blev indført i hans navn.
1.8.4.2. Sirr al-Asrar
En berømt bog, der er udbredt i Hazrat Abd al-Qadir al-Jilanis navn (må Allah forbarme sig over ham), er “Sirr al-Asrar”. Bogen indeholder mange gode udsagn i lyset af Koranen og hadith. Samtidig findes der mange opdigtede hadither og fabrikerede udsagn i bogen. Det ser ud til, at en senere person skrev denne bog og udgav den under hans navn. Flere ting beviser dette falskneri:
1. Forskellige steder i bogen citerer forfatteren forskellige udsagn og digte af “Farid ad-Din Attar”. Et sted siger han for eksempel: “Hazrat Shaykh Farid ad-Din Attar (må Allah forbarme sig over ham) sagde …” (Abd al-Qadir al-Jilani, Sirr al-Asrar, s. 27). Det er bemærkelsesværdigt, at Farid ad-Din Attar (må Allah forbarme sig over ham) blev født i 512 hijri og døde i 626 hijri. Abd al-Qadir al-Jilani blev derimod født i 471 hijri og døde i 561 hijri. Farid ad-Din Attar var fyrre år yngre end ham, og på tidspunktet for hans død var Farid ad-Din Attar ikke særligt berømt. Det er derfor utænkeligt, at han skulle have citeret Attar med formuleringer som “Hazrat Shaykh …”.
2. I denne bog citeres Shams Tabrizi. Forfatteren siger: “Hazrat Shams Tabrizi (må Allah forbarme sig over ham) sagde …” (Abd al-Qadir al-Jilani, Sirr al-Asrar, s. 27).
Det skal bemærkes, at Shams Tabrizi døde i 644 hijri. Hans fødselsår er ikke kendt med sikkerhed, men det synes, at han blev født efter 560 hijri. Det vil sige, at Shams Tabrizi endnu ikke var født, da Abd al-Qadir al-Jilani døde. Alligevel citeres hans udsagn.
3. I denne bog citeres Jalal ad-Din Rumi gentagne gange. Forfatteren siger for eksempel: “Den åndelige verdens konge, Mawlana Jalal ad-Din Rumi, sagde i sit udødelige digt Mathnawi …” (Abd al-Qadir al-Jilani, Sirr al-Asrar, s. 25, 29). Det er bemærkelsesværdigt, at Jalal ad-Din Rumi (604-676 AH) blev født næsten et halvt århundrede efter Abd al-Qadir al-Jilanis død! Her citeres hans Mathnawi et halvt århundrede før Rumis fødsel!!
På denne måde forstår vi, at hele bogen er falsk, eller at mange falske udsagn senere er blevet indføjet i den. Bogen indeholder utallige opdigtede hadither og afskyelige løgne. Og fordi de blev tillagt Abd al-Qadir al-Jilanis navn, fik de meget let udbredelse.
1.8.4.3. Chishtiyya-tariqa
Blandt de mest berømte fromme lærde i vores land er Hazrat Khwaja Muin ad-Din Chishti (633 AH), Qutb ad-Din Bakhtiyar Kaki (653 AH), Farid ad-Din Mas’ud Ganj-e Shakar (663 AH) og Nizam ad-Din Awliya (725 AH), måtte Allah være dem nådig. Chishtiyya-tariqaen er udbredt under deres navne. Desuden er mange udsagn, handlinger og bøger udbredt under deres navne. Blandt disse findes mange ting, der tydeligvis er falske og opdigtede. Her vil vi diskutere Chishtiyya-tariqaen og et par af de bøger, der er udbredt under deres navne.
Der ses mange forskelle mellem praksisserne, wazifaerne og lignende i Chishtiyya-tariqaen ved de forskellige khanqaher i Indien. Ingen af disse “tariqaer” eller metoder findes i de bøger, der er udbredt under de nævnte fromme lærdes navne. De dhikr- og wazifa-beskrivelser, der findes i disse bøger, findes heller ikke i den udbredte Chishtiyya-tariqa. Også hvad angår Chishtiyya-tariqaen, er der forskel mellem Shah Waliullah Muhaddith Dehlawis beskrivelse og Sayyid Ahmad Barelvis beskrivelse. Der er igen forskel mellem de metoder, de to lærte fra sig, og wazifaerne og ashghal i den Chishtiyya-tariqa, der i dag er udbredt i vores land. Der er ingen måde at vide, hvilke af disse der er originale, og hvilke der er opdigtede.
1.8.4.4. Anis al-arwah, Rahat al-qulub … osv.
Der cirkulerer nogle bøger, som siges at være skrevet af disse store shaykher. De er skrevet som »minder om og beskrivelser af samværet med en lærer eller pir«. Khwaja Muinuddin Chishti beskrev sit langvarige samvær med sin lærer, Usman Haruni, i bogen Anis al-arwah. Khwaja Qutbuddin Bakhtiyar Kaki skrev sine minder om samværet med sin lærer, Muinuddin, i bogen Dalil al-arifin. Khwaja Fariduddin Ganj-i Shakar skrev sine minder om samværet med sin lærer, Qutbuddin, i bogen Fawa’id al-salikin. Khwaja Nizamuddin Awliya skrev sine minder om samværet med sin lærer, Fariduddin, i bogen Rahat al-qulub. Den berømte sanger Amir Khusrau skrev sine minder om samværet med sin lærer, Nizamuddin, i bogen Rahat al-muhibbin.
Når man læser disse bøger, får man indtryk af, at de er falske bøger skrevet af mennesker i senere tider. Eller også skrev de selv noget, hvori falsknerne fra senere tider efter eget ønske har indføjet meget. Disse bøger indeholder mange gode udsagn baseret på Koranen og hadith. Samtidig er de fyldt med utallige falske hadither og løgne. Desuden er de historiske oplysninger skrevet helt forkert. Der findes sådanne fejl, at de opdages ved første øjekast.
Hver af de fromme lærde har angivet datoerne for sine majalis. Årstal og datoer er skrevet på en indbyrdes modstridende måde. Det gør det helt tydeligt, at disse værker senere er blevet forfalsket i deres navne. Der står, at den 4. shawwal var en torsdag, og den 7. var en søndag. Det vil sige, at shawwal begyndte på en mandag. Men den 15. dhu al-qi’dah er angivet som en mandag. Det vil sige, at dhu al-qi’dah også begyndte på en mandag. Det er kun muligt, hvis shawwal havde 28 dage. (Khwaja Muinuddin, Anis al-arwah (Fawa’id al-salikin), s. 135, 143, 144).
Den næste majlis blev igen afholdt torsdag den 5. dhu al-hijjah. Uanset om dhu al-qi’dah begyndte på en mandag, tirsdag eller onsdag, kan den 5. dhu al-hijjah på ingen måde være en torsdag. Den næste majlis er igen angivet til lørdag den 20. dhu al-hijjah! Hvis den 5. var en torsdag, hvordan kan den 20. så være en lørdag? (Samme værk, s. 147, 149).
Den 20. rajab er angivet som en mandag, og den 27. rajab som en søndag. Den 5. shawwal var en lørdag, mens den 20. shawwal var en torsdag (Nizamuddin Awliya, Rahat al-muhibbin, s. 24, 43, 83, 88). Dette er blot nogle af de utallige modsigelser, som opdages ved første øjekast.
Kaki (må Allah forbarme sig over ham) har nævnt, at han i år 613 efter hijra blev discipel hos sin pir, Muinuddin Chishti, i Baghdad. Derefter blev han i Baghdad i nogle majalis. Senere rejste han sammen med sine ledsagere til Ajmer. På denne måde ved vi med sikkerhed, at Hazrat Muinuddin Chishti kom til Indien efter år 613 efter hijra. Hazrat Bakhtiyar Kaki har desuden nævnt, at Ajmers konge, Prithviraj, under hans ophold i Ajmer konspirerede imod ham. På et tidspunkt siger han: »Jeg overgav Prithviraj levende som fange til muslimerne.« Få dage derefter besejrede og tog Sultan Shahabuddin Ghori’s soldater Prithviraj til fange. [Anis al-arwah (inklusive Dalil al-arifin og Fawa’id al-salikin), s. 62, 119, 138].
Historikerne har imidlertid nævnt, at de omkring 25 år før år 613 efter hijra, i år 588, besejrede Prithviraj i det andet slag ved Tarain og erobrede Ajmer. Og ti år før Khwaja Muinuddins ankomst til Ajmer i år 613 efter hijra døde Shahabuddin Ghori i år 603. Heraf forstår man, at alle disse fortællinger er opdigtede. Eller også kom Muinuddin til Indien meget tidligere. I så fald er årstal, datoer og relevante oplysninger i bøgerne Anis al-arwah, Dalil al-arifin, Fawa’id al-salikin osv. opdigtede.
Således har vi set, at der, ligesom der er blevet begået forfalskning i hadiths navn, også i stort omfang er blevet begået forfalskning i de fromme lærdes navne. For hadith findes der en specifik undersøgelsesmetode, men fordi en sådan ikke findes for de fromme lærde, er der ingen måde at afsløre forfalskninger i deres navne på. Falsknerne skrev falske bøger i de fromme lærdes navne og citerede falske hadither i dem, og de indføjede falske hadither i bøger, som de fromme lærde havde skrevet. Hvis man nu siger noget imod disse falske hadither, vil almindelige muslimer sige: »Denne hadith findes i den og den fromme lærdes bog; hvordan kan den så være falsk?!« På denne måde slog falsknerne to fluer med ét smæk.
1.8.5. Falske hadither kontra svage hadither
Af den foregående drøftelse har vi set, at en falsk hadith er en type svag eller dårligt underbygget hadith. De muslimske ummahs hadithlærde har udvist strenghed over for falske hadither, men mange hadithlærde har ikke udvist den samme strenghed over for svage hadither. I to tilfælde har de strengt forbudt brugen af eller henvisningen til svage hadither: (1) i spørgsmål om aqidah eller tro og (2) i spørgsmål om shariaens regler og bestemmelser. I disse tilfælde må man udelukkende støtte sig til autentiske hadither. Ikke blot det: Ved bevisførelsen af aqidah eller tro må man grundlæggende støtte sig til mutawatir-hadither, det vil sige hadither, der er overleveret af mange sahabaer og tabi’in, og hvis udbredelse blandt sahabaerne er dokumenteret. For det er kun gennem den ædle Koran og sådanne mutawatir-hadither, at yaqeen eller fast overbevisning kan bevises. I det andet tilfælde må man støtte sig til autentiske eller hasan-hadither. (Suyuti, Tadrib al-rawi 1/132; Ibn Jama’ah, al-Manhal al-rawi, s. 32).
1.8.5.1. Områder og betingelser for svage hadither
På den anden side har mange tilladt, at man nævner »lidt svage« hadither inden for tre områder.
(1) Ved tafsir eller den sproglige forklaring af den ædle Koran, (2) i forbindelse med historie eller historiske beretninger og (3) ved beretninger om belønningen og fortjenesten ved forskellige gode handlinger. I den forbindelse har de nævnt følgende betingelser:
(1) Hadithen skal kun være lidt svag; den må ikke være meget svag.
(2) Den svage hadith skal beskrive fortjenesten ved en god handling, som i lyset af autentiske hadither er god og tilladt.
(3) Når man handler efter en svag hadith, må man ikke tro, at Allahs Sendebud (fred være med ham) virkelig har sagt dette. Man skal handle ud fra forsigtighed. Det vil sige, at man skal huske, at det er mere sandsynligt, at hadithen ikke er Profetens (fred være med ham) ord; men hvis den er sand, vil man opnå denne belønning, så derfor handler jeg efter den. Og selv hvis den ikke er sand, vil man stadig opnå en vis belønning, eftersom selve handlingen er anbefalet i lyset af autentiske hadither. (Se nærmere: Abd al-Hayy Lakhnawi, Zafar al-amani, s. 209–224).
Fordi nogle hadithlærdes synspunkt vedrørende svage hadither ofte er blevet misforstået, er falske hadither gennem dette synspunkt blevet udbredt i samfundet. Faktisk er størstedelen af de falske og grundløse hadither, der cirkulerer i forskellige muslimske samfund, blevet udbredt blandt muslimer ad denne vej. Der er flere årsager til udbredelsen af utallige falske hadither i samfundet:
(1) Uegnede og uvidende menneskers prædikener, formaninger og varetagelse af forskellige religiøse opgaver,
(2) almindelige lærdes forsømmelighed og dovenskab,
(3) berømte og kvalificerede lærdes slaphed,
(4) ønsket om at lede mennesker til den rette vej og
(5) interessen for at berette om historie, sira og mirakler udført af Allahs Sendebud (fred være med ham).
1.8.5.2. Falske hadither under betegnelsen svage hadither om vejledning og dyd
De to sidstnævnte årsager har haft den største betydning for udbredelsen af falske hadither. I ønsket om at vejlede mennesker har mange kompetente lærde i bøger om prædikener, dyder, åndelig renselse og lignende emner nævnt mange svage hadither sammen med sahih-hadither. Blandt disse svage hadither har mange falske hadither fundet plads i deres bøger. I de fleste tilfælde nævnte de ikke, at disse beretninger var falske eller svage. Derfor betragtede almindelige læsere dem som »sahih-hadither«.
Ud fra situationen synes det, at man måske ikke kunne få vejledningens budskab ind i menneskers hjerter, selv efter at have nævnt så mange vers fra Koranen og så mange sahih-hadither. Måske kunne man ikke påvirke menneskers hjerter uden at fortælle nogle svage eller upålidelige ting. Måske kunne omtalen af straffen, der er nævnt i Koranen og sahih-haditherne, og omtalen af belønning, fortjeneste og dyd, der er nævnt i Koranen og sahih-haditherne, ikke virkelig skabe længsel efter det hinsidige, gudsfrygt og interesse for gode handlinger i menneskers hjerter. Derfor nævnte de måske disse svage eller grundløse udsagn efter koranversene og sahih-haditherne.
1.8.5.3. Falske hadither under betegnelsen svage hadither i historie og sira
Den samme situation kan iagttages inden for historie, sira og svage beretninger. Enhver forfatter ønsker at indsamle så mange oplysninger som muligt om sit emne. Som følge af denne interesse for at indsamle oplysninger har mange lærde allerede fra den første tid accepteret nogle hadither, der var noget svage. Men i senere tider har denne interesse medført, at utallige grundløse og falske hadither er trængt ind i bøgerne om Profetens biografi.
Vi har tidligere gennem Shah Waliullah Dehlavis fremstilling fået at vide, at alle hadither, der blev udbredt i Allahs Sendebuds navn, var blevet samlet i løbet af det fjerde og femte århundrede. Det, der blev samlet yderligere i senere tider, var for det meste falske og grundløse udsagn, som blev opfundet i disse senere perioder. Han henførte sådanne værker til det fjerde og femte trin.
Heraf kan vi også forstå situationen for værker om historie, sira og mirakler. Blandt de værker af denne type, der blev samlet i de første seks hundrede år, er blandt andre Ibn Ishaqs (150 h.) »Sira«, Waqidis (207 h.) Maghazi, Ibn Hishams (218 h.) Sira, Ibn Sa’ds (230 h.) Tabaqat, Khalifa ibn Khayyats (240 h.) Tarikh, Baladhuris (279 h.) Futuh al-Buldan, Firiyabis (301 h.) Dalail al-Nubuwwa, Tabaris (310 h.) Tarikh, Masudis (345 h.) Tarikh, Bayhaqis (458 h.) Dalail al-Nubuwwa og andre. I disse bøger er et stort antal »yderst svage« hadither samt nogle falske hadither blevet optaget. Ikke desto mindre kan vi se, at forfattere i senere perioder har indsamlet mange flere udsagn, som slet ikke findes i disse værker.
Blandt de berømte værker fra den senere periode er Suyutis (911 h.) al-Khasa’is al-Kubra, Qastalanis (923 h.) al-Mawahib al-Ladunniyya og Muhammad ibn Yusuf Sham is (942 h.) Subul al-Huda eller Sira Shamiyya. Forfatterne til disse værker hævdede, at de ville nævne svage hadither i deres bøger, men ikke falske hadither. I virkeligheden kan vi imidlertid se, at de har nævnt mange hadither, som de selv andre steder har betegnet som falske og opdigtede.
Blandt værkerne fra den efterfølgende periode er Ali ibn Burhan al-Din al-Halabis (1044 h.) Sira Halabiyya, Zرقanis (1122 h.) Sharh al-Mawahib og andre værker. Forfatterne til disse bøger foretog ingen egentlig udvælgelse. Deres mål var at samle og ordne så mange oplysninger som muligt. Derfor samlede og blandede de uden nogen form for vurdering eller efterprøvning alle slags beretninger — sahih, svage, mawdu’ og beretninger uden overleveringskæde — og ordnede dem sammen. Som følge heraf fik utallige falske og grundløse beretninger plads i disse værker. Falske hadither er desuden ofte mere nyskabende og mærkværdige. Derfor blev der i disse bøger lagt større vægt på falske hadither end på sahih-hadither. Når man ser på situationen, synes det, at Allahs Sendebuds profetskab, mirakler og værdighed tilsyneladende ikke kunne bevises gennem Koranen og utallige sahih-hadither, eller at beskrivelsen af hans værdighed tilsyneladende ikke kunne blive fuldstændig uden disse løgnagtige og falske beretninger!
Forfatterne til værker fra denne periode angav ikke kilderne til de fleste beretninger. Selv dér, hvor de angav kilder, var deres forsømmelighed ufattelig. Jeg vil nævne et eksempel. Forfatteren til Sira Halabiyya siger: »Jeg har læst en bog med titlen Tashrifat fi al-Khasa’is wa al-Mu’jizat. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad bogens forfatter hed. I denne bog så jeg, at det blev overleveret fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Allahs Sendebud spurgte Jibril (fred være med ham): O Jibril, hvor gammel er du? … Bukhari har samlet hadithen.« (Halabi, Ali ibn Burhan al-Din, Sira Halabiyya 1/49).
Denne hadith findes ikke i nogen hadithsamling, langt mindre hos Bukhari. Forfatteren citerede hadithen udelukkende på grundlag af denne ukendte forfatters beretning. Han gjorde sig ikke engang den lille anstrengelse at undersøge Sahih al-Bukhari eller andre værker skrevet af imam Bukhari. På denne måde sørgede han for, at en grov løgn i Allahs Sendebuds navn blev udbredt varigt blandt muslimer i senere tider.
De lærde i vores land stoler netop på bøger som »Sira Halabiyya«, og derfor finder utallige falske udsagn vej ind i deres skrifter og taler. Den berømte lærde og fromme Abd al-Khaliq (må Allah forbarme sig over ham) nævnte i forordet til sit værk »Sayyid al-Mursalin«, at han hovedsageligt havde støttet sig til netop denne bog, »Sira Halabiyya« (Sirat-i Halabi). Af respekt for værkets forfatter efterprøvede han naturligvis ingen af oplysningerne. Derfor finder vi utallige falske og grundløse hadither i dette værdifulde værk.
Vi har set, at betingelsen for, at det er tilladt at handle efter en svag hadith, er, at man ikke må tro på sagen som sikker; man må kun handle forsigtigt i praksis. Den faktiske situation er imidlertid, at det er vanskeligt at adskille tro og handling. Den, der har handlet efter en svag hadith, har i det mindste troet, at man kunne få en sådan belønning for denne handling. Især når det gælder beretninger om Allahs Sendebuds liv og mirakler, tror en troende på det, han hører. Ikke alene det: Disse »svage« eller »falske« udsagn bliver en del af hans tro. På denne måde bliver hans tro grundlagt på svage eller falske hadither.
1.8.6. Efterprøvning kontra generelle og tilfældige udsagn
Den værste og farligste vildledning i forbindelse med falske hadither er generelle påstande uden efterprøvning. Vi har gentagne gange nævnt det tidligere og har med sikkerhed forstået ud fra hele den foregående fremstilling, at bevarelsen af åbenbaringens eller den religiøse læres renhed og bevarelsen af kilderne er et særligt kendetegn ved den muslimske ummah. Ingen anden religiøs gruppe har været så omhyggelig med at bevare renheden i deres hellige skrifter eller i deres religionslæreres eller grundlæggeres lære og anvisninger.
Fra sahabernes tid og i alle efterfølgende tider har muslimske lærde og hadithlærde modtaget hvert eneste udsagn, der blev udbredt i Allahs Sendebuds navn, efter en minutiøs undersøgelse, observation og kontrol. Men mange »orientalister«, mange muslimer, der er påvirket af deres tankegang, samt mange uerfarne eller uvidende muslimske tænkere og forskere fremsætter generelle påstande og meninger om hadithernes ægthed og nøjagtighed: Eftersom hadither er blevet forfalsket, er ingen hadith pålidelig; eller eftersom betydningen af en bestemt hadith ikke er korrekt, skal den regnes for falsk — og så videre. Nogle mener, at hadithlærde måske kun undersøgte overleveringskæden og ikke undersøgte betydningen, ordene, sætningerne, meningen og så videre. Alt dette er grundløse forestillinger og blot barbariske fantasier fra frugtbare hjerner. Den grundlæggende årsag er manglende kendskab til hadithlærdes undersøgelsesmetode. En endnu større årsag er fjendskab mod islam og et brændende ønske om at få mennesker til at afvige fra islam.
Foruden jødiske og kristne orientalister, qadianier, bahaier og andre ikke-muslimske grupper samt shiaerne fremsætter også nogle »vidende syndere« blandt de lærde sådanne generelle påstande mod hadither eller erklærer efter en selvvalgt fortolkning af betydningen en hadith for »falsk«. De ønsker at hævde, at de er muslimer, men ønsker ikke at praktisere islam. De vil ikke udføre nogen af handlingerne såsom salat, sawm, zakat, hajj, at spise halal eller at opnå renhed. De ønsker efter behag at fortolke og afskaffe disse emner, der er nævnt i Koranen. Men de frygter haditherne. For hvis haditherne findes, bliver en vilkårlig fortolkning umulig. Allahs Sendebuds fortolkning er den endelige. Derfor ønsker de uden skelnen at afvise haditherne som falske.
Jeg håber, at læseren gennem denne bogs fremstilling har forstået disse menneskers meningers egentlige tilstand. Vi har forstået, at hadithlærdes metode til undersøgelse og vurdering var yderst præcis og videnskabelig. De hadither, som de ud fra overleveringskæde, overlevering, manuskripter, sprog, betydning og alle relevante beviser har identificeret som sahih, kan ingen, bortset fra en uvidende tåbe eller en hadefuld »vidende synder«, tillade sig at mistænkeliggøre generelt uden oplysninger og beviser. Og at hævde, at de hadither, som de på grundlag af denne undersøgelse har betegnet som falske og opdigtede, alligevel er hadither, er ikke andet end en skræmmende dristighed til at lyve i Allahs Sendebuds navn. Døren til en efterprøvning, der bygger på oplysninger, står dog altid åben.
1.8.7. Nogle spørgsmål om falske hadither
Vi har afsluttet fremstillingen i første del. I anden del vil vi nævne mange falske hadither og grundløse udsagn, der er udbredt i vores samfund. Når læseren læser disse falske og grundløse udsagn, kan flere spørgsmål gentagne gange opstå i hans eller hendes sind. Svarene på spørgsmålene har vi allerede fået gennem den tidligere fremstilling. Alligevel ønsker jeg her at drøfte spørgsmålene.
Vi vil se, at der blandt de løgnagtige og opdigtede hadither findes mange udsagn, som er meget smukke, meningsfulde, værdifulde og rørende. Da vil det måske forekomme os: Udsagnet er jo meget smukt — hvorfor kalde det opdigtet? Eller: Så smukt og rørende et udsagn kan da ikke være andet end en hadith. Eller: Der er jo ingen fejl ved dette udsagn; hvorfor skulle man kritisere det? Og så videre.
Som svar må vi forstå, at ummahens første ansvar er at beskytte Allahs Sendebuds lære og udsagn nøjagtigt og ublandet. Han har gentagne gange sagt, at det er en sikker vej til Helvede at sige noget i hans navn, som han ikke har sagt. Derfor er en tales mening eller indhold aldrig det første, vi skal tage i betragtning. Det første, der skal tages i betragtning, er at undersøge, om han har sagt denne sætning eller ej. Uanset hvor smuk og rørende betydningen af et udsagn er, kan vi ikke kalde det Allahs Sendebuds udsagn eller en hadith, før det er overleveret fra ham med en autentisk overleveringskæde. Må Allah beskytte os mod den alvorligste forbrydelse: at overlevere i Allahs Sendebuds navn noget, som vi ikke med sikkerhed ved, at han har sagt.
Det andet er, at vi ofte vil se, at mange fromme og ansete personer har nævnt nogle af de hadither, som vi har betegnet som opdigtede, som hadither i deres bøger. I den forbindelse kan nogen måske sige: En bestemt lærd eller from og anset person har sagt denne hadith — betyder det så, at han er blandt Helvedes beboere?
Vi har set, at der er blevet begået megen forfalskning i de fromme og ansete personers navne. Vi ved ikke, om disse hadither virkelig blev sagt af de fromme, eller om forfalskerne tillagde dem disse personers navne. Selv hvis de faktisk sagde dem, må vi forstå, at der blandt en from og anset persons utallige handlinger kan findes nogle fejl. Blandt deres utallige gode handlinger betyder sådanne fejl og mangler ikke noget. Grundlæggende var de mujtahider. En mujtahid får en dobbelt belønning fra Allah for en korrekt afgørelse, og én belønning for en fejlagtig afgørelse. (Sahih al-Bukhari). Desuden har Allah sagt: »Gode handlinger udsletter sandelig onde handlinger.« (Sura Hud, vers 114). Derfor vil den lille fejl hos den, der har gjort mange gode handlinger, blive udslettet på grund af hans gode handlinger.
Ingen from eller virkelig gudfrygtig person kan bevidst og med åbne øjne sige en falsk eller opdigtet ting i Allahs Sendebuds navn. Måske har nogen sagt noget uden at vide det. Men derfor kan vi ikke bevidst sige en falsk hadith. Vores ansvar er, at hvis vi hører eller ved om en hadith, at den er falsk, skal vi straks ophøre med at sige den og handle efter den. Hvis vi er i tvivl om sagen, skal vi gennem forskning og tahqiq, det vil sige undersøgelse på grundlag af hadithlærdes oplysninger, forsøge at få kendskab til den virkelige situation. Den Almægtige Allah vil spørge os om vores egne handlinger; Han vil ikke spørge os om andres handlinger. Derfor må vi beskytte os mod at sige noget falsk eller tvivlsomt i Allahs Sendebuds navn.
Det tredje spørgsmål, der vil opstå i vores sind, er: Forstod alle disse fromme og ansete personer ingenting — og forstår vi nu mere end dem? Mit svar er, at en ringe person som mig ikke har nogen rolle i at betegne de falske hadither, der er behandlet i denne bog, som falske. Her har jeg grundlæggende gengivet de tidligere hadithlærdes meninger. Læseren vil kunne se dette udførligt.
Anden del:
Udbredte falske hadither og grundløse udsagn
2.1. Tematiske grundprincipper for ukorrekte hadither
En særlig metode til at samle opdigtede og pålidelige hadither er at samle og systematisere de emner, hvor alle eller de fleste hadither er opdigtede eller upålidelige. Denne metode er særlig vigtig ved identifikation af opdigtede hadither. Derved kan den interesserede muslim uden hjælp fra forskellige bøger let forstå, at denne hadith er opdigtet, fordi der ikke findes nogen sahih-hadith om det emne, som hadithen handler om. Blandt de værker, der er skrevet efter denne metode, er *Al-Mughni*, forfattet af den fremtrædende hadithlærd og hanafitiske faqih fra det 7. hijri-århundrede, Umar ibn Badr al-Mawsili (557-622 hijri). Desuden har Mulla Ali Qari (1014 hijri), en af det 11. hijri-århundredes største hanafitiske faqih’er og hadithlærde, Muhammad ibn al-Sayyid Darwish Hut (1276 hijri), en berømt shafiitisk faqih, hadithlærd og sufisk from mand fra det 13. hijri-århundrede, samt andre hadithlærde nævnt nogle grundprincipper om dette emne. 2.1.1. Umar ibn Badr al-Mawsili al-Hanafi Ziyauddin Abu Hafs Umar ibn Badr ibn Said ibn Muhammad al-Mawsili al-Hanafi skrev mange værdifulde værker om hadith, tafsir, fiqh og andre emner. Et af dem er værket med den lange titel *Al-Mughni an al-Hifz wa al-Kitab bi Qawlihim Lam Yasih Shay’un fi Hadh al-Bab*. Titlen betyder: „En redegørelse for de emner, om hvilke hadithlærde har sagt, at ingen hadith er sahih; derfor er det ikke nødvendigt at læse eller lære andre bøger om dem.“ I dette værk nævner han kortfattet 101 emner, hvor hadithlærde har erklæret samtlige overleverede hadither for ukorrekte. Hvis der om et emne fandtes enkelte autentiske hadither, nævnte han dem og erklærede de øvrige hadither for ukorrekte. 2.1.2. Emner, hvor alle hadither er ukorrekte Allama al-Mawsili nævner på grundlag af tidligere hadithlærdes undersøgelser og omfattende forskning, at alle hadither, der er overleveret om følgende emner, er ukorrekte. De er enten opdigtede eller yderst svage og upålidelige. 1. Troens forøgelse og formindskelse Der er ikke overleveret nogen sahih-hadith fra Allahs Sendebud (s), som fastslår, om troen øges eller mindskes, eller hverken øges eller mindskes, eller om ord og handlinger indgår i troen eller ikke gør. Alle hadither, der er overleveret om dette emne, er opdigtede eller yderst svage. På grundlag af forskellige koranvers og relevante anvisninger i haditherne har muslimske ummahs imamer været uenige om dette spørgsmål. Men ingen direkte sahih-hadith er blevet overleveret om det. 2. Murji’a-, Jahmiyya-, Qadariyya- og Ash‘ariyya-sekterne Der er ikke overleveret nogen sahih-hadith fra Allahs Sendebud (s) med profetier om disse sekter. Haditherne om dem er opdigtede eller yderst svage. Sahabaerne, tabi’inerne og imamerne talte om disse sekter på grundlag af Koranens og sunnahens anvisninger. 3. Allahs tale er ikke skabt Der er ikke overleveret nogen sahih-hadith fra Allahs Sendebud (s) om dette. Alle hadither, der er overleveret i denne forbindelse, er opdigtede. På grundlag af forskellige koranvers, relevante anvisninger i forskellige hadither og sahabaernes udsagn var tabi’inerne, tabi al-tabi’inerne og de senere imamer enige om, at Koranen er Allahs tale, at den er en del af Hans ophøjede egenskaber, og at den ikke er skabt. Den vildledte Mu‘tazila-sekt troede, at Koranen var et skabt væsen. I det 2. og 3. hijri-århundrede var dette et af de største stridsspørgsmål i det muslimske samfund. Derfor forsøgte mange bedragere at opdigte hadither i Allahs Sendebuds (s) navn om dette emne og derved opnå berømmelse. Hadithlærde var enige om, at Koranen ikke er skabt. Men de afviste med afsky alle forsøg på at forfalske hadither med dette formål. 4. Englenes skabelse i et hav af lys Det fortælles, at Jibril (a) hver dag dykker ned i et hav af lys, kommer op og ryster sin krop, hvorefter 70.000 engle skabes af hver dråbe lys. Alle hadither med dette eller lignende indhold er opdigtede og grundløse. 5. Dyden ved at give navnet Muhammad eller Ahmad Alle hadither, der er udbredt om dyden ved at give navnet Muhammad eller Ahmad, er opdigtede og grundløse. Mange opdigtede hadither er blevet udbredt om dette. Det er blevet fabrikeret og udbredt i hadithens navn, at Allah ikke vil straffe dem, der hedder Muhammad eller Ahmad, at flere personer i en familie med navnet Muhammad vil blive tilgivet og få velsignelse, og lignende udsagn. Disse to navne er uden tvivl gode navne. Det er godt at give sine børn disse navne af kærlighed til Allahs Sendebud (s). Men haditherne, der angiver en særlig dyd ved dette, er opdigtede. 6. ‘Aql, det vil sige fornuft eller erkendelsesevne Alle hadither, der er overleveret om ros eller dyd ved fornuften eller erkendelsesevnen, er grundløse. Koranen og haditherne påbyder tilegnelse og dyrkelse af viden og roser de vidende. Men ingen sahih-hadith er overleveret fra Allahs Sendebud (s) om ros af denne evne. Bedragere har opdigtet mange hadither til ros for fornuften eller erkendelsesevnen. De siger blandt andet, at mennesket vil blive belønnet efter sin fornuft og ikke efter sine handlinger, og at den fornuftiges salah har større belønning end den ufornuftiges eller tåbens salah. Alt dette er opdigtet. Intet medfødt eller arveligt forhold er afgørende for frelse eller rang i det hinsidige. Det er menneskets viljebestemte handlinger, der grundlæggende er midlet til frelse. Den, der har større fornuft og bruger den til gode handlinger, vil blive rost og belønnet for sine handlinger. Men medfødt eller naturlig fornuft er ikke i sig selv et middel til frelse eller belønning. 7. Khidrs (a) og Ilyas’ (a) lange liv I sura al-Kahf nævner Den Ophøjede Allah nogle begivenheder med Musa (a) og en af Allahs tjenere. Koranen nævner ikke denne tjeners navn. Men det er nævnt i en sahih-hadith, at hans navn var „Khadir“ (på bengali almindeligvis: Khidr). Bortset fra denne ene begivenhed kendes ingen sahih-overlevering om Khidr (a). Der findes ingen beretning i nogen sahih-hadith om hans fødsel, barndom, profetskab, gerninger, virke, hans liv efter denne begivenhed eller hans død. Udsagn som, at han drak af livets vand, er alle fortællinger, der var udbredt blandt jøder og kristne, og som trængte ind i det muslimske samfund. Allama al-Mawsili siger, at alle hadither, der overleveres med betydningen, at Khidr (a) og Ilyas (a) fik et langt liv, at de så eller talte med Allahs Sendebud (s), eller at de stadig lever efter ham, er falske og grundløse. Han siger, at Imam Ahmad ibn Hanbal blev spurgt om Khidrs (a) og Ilyas’ (a) lange liv og fortsatte eksistens. Han svarede: „Det er Satan, der har udbredt dette blandt folk.“ Imam Bukhari blev spurgt, om Khidr (a) og Ilyas (a) stadig var i live. Imam Bukhari svarede, at det var umuligt, for Allahs Sendebud (s) har sagt: „Alle, der lever i denne verden i dag, vil dø inden for hundrede år.“ Ibn al-Jawzi siger om Khidrs (a) og Ilyas’ (a) lange liv, at denne påstand strider mod et koranvers. Den Ophøjede Allah siger i Den Ædle Koran: „Vi har ikke givet noget menneske før dig evigt liv; hvis du dør, skulle de så leve evigt?“ (Sura 21, al-Anbiya, vers 34). Det skal bemærkes, at nogle lærde har nævnt muligheden for, at Khidr (a) stadig er i live. De støttede sig på udsagn fra forskellige fromme mænd. Men ingen acceptabel hadith er overleveret fra Allahs Sendebud (s) om dette. 8. Dyden ved forskellige suraer i Koranen Allama al-Mawsili siger, at nogle hadither om Koranens dyd er sahih, men at mange opdigtede hadither om dette emne er blevet udbredt i samfundet. Om følgende suraer eller vers er der overleveret sahih- eller hasan-hadither, som angiver en særlig rang eller dyd: Sura al-Fatiha, Sura al-Baqara, de sidste to vers af Sura al-Baqara, Ayat al-Kursi, Sura Al Imran, Sura al-Kahf, de første eller sidste ti vers af Sura al-Kahf, Sura al-Mulk, Sura al-Zalzala, Sura al-Kafirun, Sura al-Ikhlas, Sura al-Falaq og Sura al-Nas. Haditherne om dyden ved andre suraer er opdigtede eller yderst svage. Også om dyden ved de ovennævnte suraer er mange opdigtede udsagn blevet udbredt i hadithens navn. 9. Ros eller fordømmelse af Abu Hanifa (rah) og al-Shafi‘i (rah) Alle hadither, der er overleveret om dette, er falske eller opdigtede. 10. Opvarmning af vand i solen Alle hadither, der er overleveret fra Allahs Sendebud (s) med betydningen, at brug af vand, der er opvarmet i solen, kan medføre sygdom eller ulykke, er falske og grundløse. 11. Brug af håndklæde efter wudu Ingen sahih-hadith er overleveret om, at Allahs Sendebud (s) tørrede sine våde fingre efter wudu eller brugte et håndklæde til at tørre dem. 12. Højtlæsning af bismillah under salah Allama al-Mawsili siger, at Imam al-Daraqutni siger, at ingen hadith om, at Allahs Sendebud (s) læste „bismillah“ højt under salah, er sahih. 13. Den, der har en forfalden salah, vil ikke få sin salah godkendt Imam al-Mawsili siger, at alle hadither, der overleveres med denne betydning, er grundløse. 14. Forbud mod at bede janazah-salah i moskeen Imam al-Mawsili siger, at ingen sahih-hadith er overleveret fra Allahs Sendebud (s) om dette. 15. At løfte hænderne ved janazah-takbirerne Ingen sahih-hadith er overleveret om, at Allahs Sendebud (s) løftede hænderne ved andre takbirer i janazah end den første. 16. Salat al-Raghaib Alle hadither om dyden ved Salat al-Raghaib, det vil sige en særlig frivillig salah på den første fredag i Rajab, er opdigtede og grundløse. 17. Salat på natten for Mi‘raj Alle hadither om dyden ved at udføre en særlig frivillig salah på Mi‘raj-natten er opdigtede og grundløse. 18. Salat på natten midt i Sha‘ban Alle hadither om den særlige dyd ved et bestemt antal frivillige rak‘at udført på en særlig måde på Shab-e Barat-natten er opdigtede og grundløse. 19. Særlig frivillig salah for hver ugedag og -nat Allama al-Mawsili siger, at alle hadither om dette emne er opdigtede og grundløse. Han siger videre, at sahih-hadither om frivillig salah kun er overleveret om følgende: sunnah-salah før og efter fard-salah, tarawih, duha eller chasht, nattesalah eller tahajjud, tahiyyat al-masjid, tahiyyat al-wudu, istikhara-salah, kusuf-salah (salah ved måne- eller solformørkelse) og istisqa-salah. (Salat al-Tasbih er også nævnt i en sahih-hadith.) 20. Antallet af takbirer ved eid Allama al-Mawsili siger, at Imam Ahmad har sagt, at ingen sahih-hadith er overleveret fra Allahs Sendebud (s) om antallet af takbirer ved eid. Alle hadither, der er overleveret fra Allahs Sendebud (s) om dette, er da‘if. (Der er overleveret mange sahih-hadither fra sahabaerne om deres praksis på dette område. For en detaljeret behandling, se forfatterens anden bog: *Metoden til vurdering af hadiths isnad og de ekstra eid-takbirer i lyset af sahih-hadither*.) 21. Ros af mennesker med smukke ansigter Alle hadither, der er overleveret med denne betydning, er grundløse og opdigtede. 22. Ashuras dyd Dyden ved faste på Ashura-dagen er bevist i sahih-hadither. Alle hadither om at give almisse, påføre henna, bruge olie, påføre kohl, spise særlig mad og lignende på denne dag er derimod opdigtede og grundløse. 23. Dyden ved faste i Rajab Alle hadither om dyden ved frivillig faste i Rajab eller på en bestemt dato i denne måned er opdigtede og grundløse. 24. Enhver fordel ved et lån er rente Allama al-Mawsili siger, at der findes et udbredt udsagn: „Enhver fordel, man får fra et lån, er rente.“ Isnaden til hadithen med denne betydning er ikke sahih. Hadithen har en fastlagt definition og forklaring på rente. 25. Alle udsagn, der roser ugifte, er grundløse. 26. Forbud mod at skære kød med en kniv Det er blevet overleveret i en hadith, at det er persernes skik at bruge en kniv under måltidet eller skære kød med en kniv, og at muslimer skal undgå dette. Denne hadith er på niveau med en opdigtet hadith. I en sahih-hadith er det overleveret, at Allahs Sendebud (s) skar og spiste gedekød med en kniv. 27. Alle hadither om nytten eller dyden ved valnødder, auberginer, granatæbler, rosiner, kød, vandmelon, roser og lignende er opdigtede eller grundløse. 28. Alle udsagn, der roser haner eller hvide haner, er opdigtede. 29. Alle hadither om brug af agat eller andre stenes egenskaber er opdigtede og grundløse. 30. Alle hadither med betydningen, at man ikke må fortælle kvinder sine drømme, er grundløse. 31. Alle hadither med betydningen, at Allahs Sendebud (s) talte persisk eller fordømte det persiske sprog, er opdigtede og grundløse. 32. Alle udsagn med betydningen, at et uægte barn ikke kommer i Paradiset, er opdigtede og grundløse. 33. Tilladelsen til at bagtale en syndig person Blandt de udbredte opdigtede udsagn er: „Der findes ingen bagtalelse af en syndig person.“ Det vil sige, at hvis man i en syndig persons fravær nævner en sand og faktisk fejl, der findes hos ham, er det ikke bagtalelse eller synd. Alle udsagn med denne betydning er opdigtede, grundløse og ugyldige. Denne slags opdigtede udsagn får utallige troende til at falde i den frygtelige synd, der kaldes bagtalelse. 34. Forudsigelser, der angiver, at noget bestemt vil ske i en bestemt måned, et bestemt år, på en bestemt dato eller et bestemt sted, er opdigtede. 35. Om forbuddet mod skak I hadithlitteraturen opmuntres der til sportslige lege, mens hasardspil er forbudt. Lærde har siden sahabaernes tid været uenige om tilladeligheden af skak, som er et intellektuelt spil uden fysisk træning. Mange sahabaer forbød dette spil strengt. Men intet er overleveret fra Allahs Sendebud (s) om dette. Allama al-Mawsili siger, at ingen sahih-hadith er overleveret fra Allahs Sendebud (s) med denne betydning. Haditherne om emnet er svage eller på niveau med opdigtede hadither. 2.1.3. Mulla Ali Qari og Darwish Hut Blandt de værdifulde bøger, der er skrevet af Mulla Ali ibn Sultan Muhammad Nuruddin al-Harawi al-Qari (1014 hijri), en af de største lærde og hanafitiske faqih’er i det 10.-11. hijri-århundrede, handler to om opdigtede hadither. Den ene hedder *Al-Asrar al-Marfua* eller *Al-Mawdu‘at al-Kubra*, og den anden *Al-Masnu fi al-Hadith al-Mawdu‘* eller *Al-Mawdu‘at al-Sughra*. I slutningen af begge værker nævnes nogle grundprincipper om opdigtede hadither. Den berømte syriske lærde og sufiske Muhammad ibn al-Sayyid Darwish Hut (1209-1276 hijri) fra det 13. hijri-århundrede skrev blandt sine værdifulde værker *Asnal Matalib*. I dette værk behandler han forskellige sahih-, da‘if- og mawdu-hadither, der var udbredt i samfundet. I slutningen af værket nævner han nogle grundprincipper om opdigtede hadither. På grundlag af disse to lærdes principper nævner jeg her kort nogle emner (se nærmere *Al-Asrar*, s. 277-259; *Al-Masnu*, s. 178-220; *Asnal Matalib*, s. 269-300). 2.1.4. Nogle grundprincipper om opdigtede hadither 1. Beretninger om fremtidige krige og konflikter Næsten alle beretninger om fremtidige krige og konflikter er upålidelige og er fortælleres historier. Kun meget få sahih-hadither er overleveret om profetier og fremtidige begivenheder; de er samlet i Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim og andre berømte hadithsamlinger. Bortset fra disse er størstedelen af de udbredte hadither om fremtidige krige, fitna, uro og lignende upålidelige eller grundløse. 2. Detaljerede beretninger om Allahs Sendebuds (s) krige og liv Der findes ingen isnad eller acceptabel kilde til størstedelen af haditherne om den detaljerede historie om Allahs Sendebuds (s) krige og forskellige livsbegivenheder eller om maghazi. Der findes nogle få sahih-hadither om disse emner. Resten er fortællernes tilføjelser. Muhammad ibn Ishaqs historie er berømt inden for historieskrivning. Også han indsamlede oplysninger fra jøder og kristne. 3. Tafsir Tafsir og åbenbaringsanledninger med sahih-isnad er meget få. Størstedelen af haditherne om dette emne mangler en pålidelig isnad eller kilde. Især er al tafsir, der er overleveret af Muhammad ibn Saib al-Kalbi (146 hijri), falsk og grundløs. Den tafsir, der er overleveret af Muqatil ibn Sulayman (150 hijri), er ligeledes sådan. De blandede utallige løgne sammen med mundtlige fortællinger, israelitiske beretninger fra jøder og kristne og lignende. 4. Profeternes grave Alt, hvad der er udbredt om profeternes grave, er grundløst og opdigtet. Bortset fra Allahs Sendebuds (s) grav vides intet om nogen anden profets grav. 5. Sahabaernes grave i Mekka Mange sahabaer blev begravet i Mekka, men man ved intet om gravstederne. Det sted på kirkegården Mu‘alla, der er kendt som Khadija al-Kubras (ra) grav, er heller ikke overleveret fra nogen pålidelig kilde. En person så i en drøm og sagde, at dette sted var Khadijas (ra) grav. Senere blev det gradvist berømt blandt Mekkas indbyggere. 6. Allahs Sendebuds (s) fødested Det vides ikke med sikkerhed, præcis hvor i Mekka Allahs Sendebud (s) blev født. Der er uenighed om dette. 7. De ekstra hadither i al-Quda‘is *al-Shihab* Efter det 4. hijri-århundrede skrev nogle hadithlærde hadithsamlinger. I nogle af disse værker er næsten alle de samlede hadither opdigtede og grundløse. Et af dem er *al-Shihab*, skrevet af den egyptiske lærde og qadi Abu Abd Allah Muhammad ibn Salama al-Quda‘i (454 hijri) i det 5. hijri-århundrede. Han samlede omkring 1.500 hadither i værket. Nogle af dem var allerede samlet i tidligere århundreders *Sihah Sitta* eller andre berømte værker. De resterende samlede han med sine egne isnader. Næsten alle disse hadither er opdigtede, grundløse eller samlet med yderst svage isnader. 8. Alle hadither i Ibn Wad‘ans *Fyrre hadither* En anden lærd fra det 5. hijri-århundrede var qadi Abu Nasr Muhammad ibn Ali ibn Wad‘an (494 hijri) fra Mosul i Irak. Han skrev en hadithsamling med titlen *al-Arba‘in* eller *Fyrre hadither*. Alle haditherne i denne samling er falske eller opdigtede udsagn. Imam al-Suyuti siger, at de opdigtede udsagn, som kaldes hadither i denne bog, har et meget smukt indhold. De indeholder hjertevarmende prædikener. Men blot fordi et udsagn er smukt, kan det ikke regnes for Allahs Sendebuds (s) ord. Det skal være overleveret fra ham med en autentisk isnad. Alle haditherne i dette værk er opdigtede. Bedragere har dog indskudt nogle sætninger fra sahih-hadither i enkelte af de opdigtede hadither. 9. Alle hadither i Sharaf al-Balakhis bog *Fada’il al-Ulama*. 10. Det udbredte værk *Kitab al-Arus* Mange opdigtede udsagn om nygifte og gifte er samlet i dette værk. Bedragerne har udbredt bogen under Imam Ja‘far al-Sadiqs navn. 11. Hakim al-Tirmidhi Den berømte lærde fra det 3.-4. hijri-århundrede, al-Hakim al-Tirmidhi, Muhammad ibn Ali (død ca. 320 hijri), skrev *Nawadir al-Usul* og mange andre berømte bøger. Hans værker indeholder mange opdigtede hadither. Hadithlærde har endda sagt, at han fyldte sine værker med opdigtede hadither. Derfor må ingen hadith fra hans værker accepteres uden undersøgelse. 12. Haditherne i Imam al-Ghazalis *Ihya Ulum al-Din* Ingen hadith, der nævnes i Imam al-Ghazalis *Ihya Ulum al-Din*, må accepteres uden undersøgelse. Imam al-Ghazalis høje rang kan ikke benægtes. Men han foretog ingen kontrol ved gengivelse af hadither. Med støtte i nogle udbredte bøger og mundtlige fortællinger nævnte han mange opdigtede og grundløse hadither i sit værk. 13. *Tanbih al-Ghafilin* Tilstanden i *Tanbih al-Ghafilin*, skrevet af Allama Imam Abu al-Layth al-Samarqandi Nasr ibn Muhammad (373 hijri), er den samme. Værket indeholder mange mawdu-, falske og opdigtede hadither. 14. Shu‘ayb ibn Abd al-Aziz al-Khurayfish Den berømte lærde Shu‘ayb ibn Abd al-Aziz al-Khurayfish (597 hijri) fra det 6. hijri-århundrede skrev et værk om prædikener, formaning og dyder med titlen *al-Rawd al-Fa’iq*, som blev berømt. Også dette værk indeholder mange opdigtede hadither. 15. Sufiske værker Mange opdigtede hadither er kommet ind i sufismens bøger på grund af de sufiske fromme mænds godtroenhed. 16. Imam al-Hakim Imam al-Hakim (405 hijri) har i sit værk *al-Mustadrak* omtalt mange da‘if-, ugyldige og mawdu-hadither som „sahih“. Han udviste stor svaghed i vurderingen af hadithers autenticitet. Derfor kan man ikke stole på hans vurderinger. 17. Kommentaren til al-Quda‘is *al-Shihab* En hadithlærd fra det 6. hijri-århundrede, Muhammad ibn Abd Allah ibn Ahmad ibn Habib al-Amiri (530 hijri), skrev en kommentar til al-Quda‘is *al-Shihab*. Også han udviste stor lemfældighed og svaghed ved vurderingen af hadithers autenticitet. Han kaldte mange svage, opdigtede og grundløse hadither i værket sahih eller hasan. Abd al-Ra’uf al-Munawi og andre hadithlærde har påpeget disse fejl. Derfor kan hans vurderinger ikke accepteres uden kontrol. 18. Den påståede formaning fra Allahs Sendebud (s) til Ali (ra) Der er flere opdigtede formaninger, som er udbredt under Alis (ra) navn. I begyndelsen af den mest berømte opdigtede formaning er en sætning taget fra en sahih-hadith. Alle de følgende sætninger er opdigtede og falske. I begyndelsen står der: „O Ali, din rang hos mig er som Haruns (a) rang hos Musa (a), men der er ingen profet efter mig.“ Bedrageren har taget denne sætning fra en sahih-hadith og derefter tilføjet forskellige grundløse udsagn, såsom: „O Ali, den troendes tegn er tre … den hykleriske persons tegn … den misundeliges tegn …“ Hele formaningen er ugyldig, grundløs og fuld af falske udsagn. Af og til er en eller to sætninger fra sahih-hadither blevet indskudt. [Denne opdigtede formaning er trykt på bengali i sin helhed. Se Allama al-Suyuti, *Profeten Karims formaning*, oversat af Maulana Muhammad Rizaul Karim Islamabadi (Dhaka, Islamic Foundation Bangladesh, 2. udgave 2003), s. 11-24.] Desuden har bedragerne fremstillet flere andre formaninger under Alis (ra) navn. Hadithlærde er enige om, at alt, der udbredes under navnet „Allahs Sendebuds (s) formaning til Ali“, er opdigtet. Bedragerne har dog indskudt en eller to sætninger fra sahih-hadither, som er overleveret med andre isnader. 19. Den påståede formaning fra Allahs Sendebud (s) til Abu Hurayra (ra) Der findes også en anden opdigtet og falsk hadith, som er udbredt under navnet „Allahs Sendebuds (s) formaning til Abu Hurayra (ra)“. Denne formaning er fra begyndelse til slut opdigtet og falsk. Men bedragerne har som sædvanlig lappet nogle få sætninger fra sahih-hadither, der er overleveret med andre isnader, ind i den. (Denne opdigtede formaning er også trykt på bengali sammen med den foregående. Se Allama al-Suyuti, *Profeten Karims formaning*, s. 27-38.) 20. Beretningen om Bilals forladelse af Medina og hans tilbagekomst efter en drøm Efter Allahs Sendebuds (s) død forlod Bilal (ra) Medina for at deltage i jihad, rejste til Syrien og bosatte sig dér. Det fortælles, at han en dag drømte, at Allahs Sendebud (s) opmuntrede ham til at besøge ham. Derefter kom han til Medina … og så videre. Allama Qari siger, at al-Suyuti har nævnt, at denne beretning er opdigtet. Ibn Hajar al-Makki har muligvis ikke set Imam al-Suyutis behandling af sagen; derfor nævnte han denne opdigtede beretning i sin bog om ziyara. 21. Særlig salah på bestemte ugedage eller -nætter Alt, hvad der er overleveret om en særlig salah på en bestemt dag eller nat i ugen, er opdigtet og grundløst. På samme måde er alle udsagn om salah på Ashuras dag eller nat, salah på den første nat i Rajab, salah på andre dage eller nætter i Rajab, salah natten til den 27. Rajab og lignende opdigtede og grundløse. Allama Ali Qari siger: Lad ikke læseren bedrage af, at disse hadither findes i værker som *Qut al-Qulub*, *Ihya Ulum al-Din* og al-Tha‘alabis tafsir. De er alle opdigtede. 22. Hasan al-Basris påståede modtagelse af en khirqa eller lederskab over en sufisk tariqa fra Ali (ra) Alt, hvad der er udbredt om, at Hasan al-Basri modtog en khirqa eller ansvaret for en sufisk tariqa fra Ali (ra), er grundløst og ugyldigt. 23. Den påståede overdragelse af en khirqa til Uways al-Qarani Alle udsagn om, at Allahs Sendebud (s) gav Umar (ra) og Ali (ra) sin skjorte eller khirqa for at bringe den til Uways al-Qarani, og at de afleverede den til ham, er ugyldige og grundløse. 24. Qutb, aqtab, ghawth, nuqaba, nuqaba’, nujaba, awtad og lignende Alle hadither om disse begreber er ugyldige og grundløse. 25. Den særlige dyd ved henna Alle hadither, der er overleveret om en særlig dyd eller ros af henna, er grundløse og opdigtede. Kun hadither, der opmuntrer til at farve håret med henna, er pålidelige. 26. Fantastiske belønninger eller straffe Blandt de ledsagende betydnings- og indholdsmæssige forhold, som hadithlærde ud over isnad-analysen har nævnt som tegn på en opdigtet hadith, er beskrivelser af fantastiske belønninger og straffe. Der fortælles om utallige fantastiske belønninger for forskellige små frivillige tilbedelseshandlinger eller helt almindelige former for tilbedelse, dhikr, dua, ord, handlinger eller tanker. Undertiden tillægger bedragerne dhikr, salah, dua eller tilbedelse, der er bevist i sahih-hadither, sådanne fantastiske belønninger. Undertiden opfinder de dhikr, salah, dua eller faste og beskriver fantastiske opdigtede belønninger for dem. Sproget i disse opdigtede hadither er som følger: „Den, der udfører denne dhikr eller denne handling, får 100.000 gode gerninger og 100.000 synder tilgivet …“ Eller: „Der plantes 100.000 træer for ham i Paradiset, hvert træ har … en rod af guld … grene … blade …“ og andre fantasifulde beskrivelser. Eller: „Han får belønningen for 100.000 martyrer, belønningen for de sandfærdige …“ Eller: „Der skabes en engel eller en fugl til ham, som har så mange tusinde eller hundredtusinde ansigter …“ Eller: „Hvis man reciterer denne dua, vil jern smelte, rindende vand standse … og for hvert bogstav vil så og så mange hundrede tusinde engle …“ 27. Udsagn, der strider mod almindelig viden og erfaring Blandt denne slags opdigtede udsagn er: 1. „Aubergine er medicin mod alle sygdomme“ eller „Den hensigt, man har, når man spiser aubergine, vil blive opfyldt.“ 2. „Hvis nogen siger noget, og en anden nyser på samme tidspunkt, beviser det, at udsagnet er sandt.“ 3. „Spis linser, for linser er velsignede. Linser blødgør hjertet og øger tårerne. 70 profeter har beskrevet linsernes dyd.“ 4. „Guldsmede, smede og vævere er de største løgnere.“ 28. Omtale af irrelevante, unødvendige og tåbelige emner Allahs Sendebud (s), menneskehedens leder og alle de videndes herre, kunne ikke tale om sådanne emner, som almindeligt fornuftige mennesker ikke ønsker at diskutere. Blandt denne slags udsagn er: 1. „Hvis ris var et menneske, ville det være tålmodigt, og enhver sulten ville blive mæt ved at spise det.“ 2. „Valnød er medicin, og ost er sygdom; hvis de to kommer ned i maven sammen, bliver man helbredt.“ 3. „Spis salt. Salt er medicin mod 70 slags sygdomme.“ 4. „Stjernehoben er sveden fra en slange under Tronen …“ 5. „Når Allah bliver vred, åbenbarer Han på persisk.“ 6. „At se på et smukt ansigt styrker synet. Allah vil ikke straffe et smukt ansigt i Helvede.“ 7. „Blå øjne er et godt tegn.“ 8. „Allah har renset nogle mennesker gennem skaldethed, og den første blandt dem var Ali (ra).“ 9. „Hår, der vokser i næsen, beskytter mod spedalskhed.“ 10. „Hadither om susen eller ringen for ørerne er opdigtede.“ Blandt denne slags opdigtede udsagn er hadither, der udbredes om nytten ved forskellige træer, grøntsager, lægemidler og lignende. På samme måde hører opdigtede hadither om haners, hvide haners og lignende dyder til denne kategori. 29. De fleste udsagn om behandling, husråd eller fødevarer er opdigtede Blandt denne slags tåbelige udsagn er: 1. „Denne og hin handling svækker eller fjerner hukommelsen. Denne handling forårsager denne sygdom. Hvis man gør denne handling, forsvinder denne sygdom …“ og så videre. 2. „Denne fødevare styrker lænden, og den anden giver flere børn. Den troende er sød, og han kan lide sødt. Hvis man spiser dadler med en beskidt mund, dør ormene.“ 30. Urealistiske udsagn om Uj, kæmpen, og Qaf-bjerget Blandt denne slags grundløse og ugyldige udsagn er: 1. Den fantastiske højde, der tilskrives Uj ibn Unuq eller kæmpen Uj … Alle udsagn om „kæmpen Uj“ er falske og opdigtede. 2. Hadither, der er udbredt og overleveret om Qaf-bjerget. Alle udsagn om dette er grundløse, opdigtede og falske. 3. „Jorden står på sten, stenen på en tyrs horn, og … på en fisk … når tyren bevæger sig, bevæger hornet sig, og der opstår jordskælv …“ Alle sådanne udsagn er falske og opdigtede, som ondsindede, overivrige og skamløse bedragere har udbredt i hadithens navn. 31. Udsagn, der klart strider mod sahih-hadither Læren i mange koranvers og utallige sahih-hadither er, at frelse i det hinsidige afhænger af handlinger, ikke af navn eller slægt. Blandt handlingerne er de vigtigste fard, som det er obligatorisk at udføre, og haram, som det er obligatorisk at afholde sig fra. Derefter kommer wajib, sunnah, mustahabb og andre handlinger. Der er mange udsagn udbredt i samfundet, som klart strider mod denne islamiske lære. Ved isnad-vurdering er de blevet bevist svage eller opdigtede. Men selv uden at undersøge isnaden afsløres deres opdigtede karakter blot ved at vurdere betydningen. For eksempel siges det i mange hadither, at man for en lille mustahabb-handling vil få en sådan belønning, at Helvedes ild ikke vil røre én, eller at man vil blive befriet fra Helvede, hvis man udfører handlingen … og lignende. På samme måde siges det, at man bliver befriet fra Helvede, fordi man hedder Muhammad eller Ahmad. Alle hadither af denne type er opdigtede og grundløse.
2.2. Forfalskede hadither om den almægtige Skaber
1. At se Allah i nogen skikkelse لَّا تُدْرِكُهُ الْأَبْصَارُ وَهُوَ يُدْرِكُ الْأَبْصَارَ ۖ — Han kan ikke opfattes af synet, men Han opfatter synet. (Sura 6: al-Anʿām, vers 103). Et andet sted siges det: »Det er ikke muligt for noget menneske, at Allah taler til ham, undtagen gennem åbenbaring eller bag et slør.« (Sura 42, al-Shūrā, vers 51). Et andet sted siges det: »Da Moses kom til det fastsatte tidspunkt, og hans Herre talte til ham, sagde han: ‘Min Herre, vis Dig for mig, så jeg kan se Dig.’ Han sagde: ‘Du vil aldrig kunne se Mig. Men se på bjerget; hvis det står fast på sin plads, vil du kunne se Mig.’ Da hans Herre viste sin herlighed for bjerget, knuste Han det, og Moses faldt bevidstløs om …« (Sura 7: al-Aʿrāf, vers 143). I lyset af disse klare anvisninger i Den Ædle Koran er den muslimske nation enig om, at ingen kan se Allah i denne verden. Der er ikke overleveret en eneste autentisk hadith fra Allahs Sendebud (fred være med ham), hvori der siges: »Jeg så Allah med mine fysiske øjne eller med mit hjertes øjne, mens jeg var vågen, enten på jorden eller under Miʿrāj.« Der er ingen uenighed om drømme. Men ledsagerne var uenige om, hvorvidt Allahs Sendebud (fred være med ham) så Allah med hjertets syn, mens han var vågen. ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Den, der siger, at Muhammad (fred være med ham) så sin Herre, har fremsat en modbydelig løgn i Allahs navn.« (Bukhārī, al-Sahīh 3/1181; Muslim, al-Sahīh 1/159). Ibn Masʿūd og andre ledsagere havde også denne opfattelse. Derimod er det overleveret fra Ibn ʿAbbās (må Allah være tilfreds med ham), at »Allahs Sendebud (fred være med ham) så Allah med hjertets syn på natten for Miʿrāj. Ligesom Allah gav Moses (fred være med ham) miraklet at tale med Ham, gav Han Muhammad (fred være med ham) miraklet at se Ham med hjertets syn.« (Ibn Khuzayma, Kitāb al-Tawhīd 2/477-563). De, som hævder, at Allahs Sendebud (fred være med ham) så Allah, er enige om, at dette syn var et særligt mirakel for Allahs Sendebud (fred være med ham), som ingen andre fik, og at det var en oplevelse i hjertet, uden nogen omtale af en skikkelse. Alt, hvad der er overleveret om, at Allahs Sendebud (fred være med ham) så Allah i en bestemt skikkelse, eller at nogen anden ledsager end ham så Allah, er falsk og opdigtet. Alle hadither, der betyder, at Allahs Sendebud (fred være med ham) så sin ophøjede og herlige Herre Allah i en bestemt skikkelse på natten for Miʿrāj, på ʿArafahs dag, på Minās dag eller på noget andet tidspunkt eller under nogen anden omstændighed, er opdigtede. Det samme gælder påstande om, at han så Ham som en ung mand, så Ham i en velkendt skikkelse, så Ham på ryggen af en kamel eller et muldyr eller lignende; alt dette er løgn og opspind. (Ibn ʿIrāq, Tanzīh al-Sharīʿa 1/137-139). En sådan grundløs sætning er: »Jeg så min Herre som en ung mand uden skæg eller overskæg.« Muhadditherne har erklæret denne modbydelige udtalelse for opdigtet. (Ibn al-Jawzī, al-Mawḍūʿāt 1/80-81; Suyūṭī, al-Laʾālī 1/28-31; Mullā ʿAlī al-Qārī, al-Asrār, s. 126). På samme måde har forfalskerne tillagt ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) følgende: »Mit hjerte så min Herre gennem min Herres lys.« Og forfalskerne har tillagt ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) en endnu mere modbydelig udtalelse: »Jeg tilbeder ikke den Herre, som jeg ikke ser.« (Sirr al-Asrār, s. 57-58). 2. 7, 70 eller 70.000 slør I en autentisk hadith er det overleveret: »Den Almægtige Allah har et slør af lys.« (Muslim, al-Sahīh 1/161). Men der findes ingen detaljeret beskrivelse af slørenes antal, beskaffenhed osv. i autentiske hadither. I nogle hadither nævnes antallet af slørene for Allah, den almægtige Skaber og alle verdners Herre. I vores land omtales der ved forskellige prædikener 70.000 slør af lys, 70 slør, 7 slør og lignende. Gennem detaljerede drøftelser og undersøgelser har muhadditherne påvist, at nogle hadither med denne betydning utvivlsomt er løgn og opspind, mens andre er svage, yderst svage og upålidelige. 3. Den enorme hane under Tronen I vores samfund omtales det undertiden i prædikener, at der findes en enorm hane under Tronen, samt dens skikkelse, dens galen osv. Haditherne om dette er grundløse, opdigtede eller yderst svage. (Suyūṭī, al-Laʾālī 1/60; Ibn ʿIrāq, Tanzīh 1/155, 189). 4. Den, der kendte sig selv, kendte Allah En meget udbredt sætning blandt religiøse mennesker i vores samfund er: »Den, der kendte sig selv, kendte sin Herre.« Mange lærde har uden overleveringskæde gengivet denne sætning i deres bøger som noget, Allahs Sendebud (fred være med ham) skulle have sagt. Men muhadditherne har enstemmigt sagt, at denne sætning ikke er Allahs Sendebuds (fred være med ham) ord, og at den ikke er overleveret fra ham gennem nogen overleveringskæde. Nogle muhaddither har nævnt, at sætningen stammer fra en sufi-prædikant i det tredje hijri-århundrede, Yahyā ibn Muʿādh al-Rāzī (d. 258 hijri), og var hans egen udtalelse. Han plejede at sige den under prædikener og formaninger som sine egne ord, ikke som en hadith. Senere kom nogle lærde uagtsomt til at omtale sætningen som en hadith. 5. Den troendes hjerte er Allahs Trone En meget udbredt sætning blandt religiøse mennesker i vores samfund er: »Den troendes hjerte er Allahs Trone.« Der findes forskellige formuleringer om dette: »Hjertet er Herrens hus.« »Den troendes hjerte er Allahs Trone.« »Min jord og min himmel kunne ikke rumme Mig, men Min troende tjeners hjerte, eller hjerte, rummede Mig.« Alle disse er opdigtede eller falske hadither. Nogle forfattere har uden overleveringskæde nævnt disse sætninger i deres bøger som hadither. De største hadithlærde, hadiths hafiz’er, fandt trods omfattende forskning ingen overleveringskæde til dem, og de fandt heller ingen omtale af dem i nogen hadithsamling. Intet af dette er overleveret fra Allahs Sendebud (fred være med ham) gennem nogen overleveringskæde. Derfor regnede de dem blandt de løgnagtige og opdigtede hadither. (Mullā ʿAlī al-Qārī, al-Asrār, s. 170 og 206; al-Masnūʿ, s. 100 og 130). 6. Jeg var en skjult skat En udbredt opdigtet udtalelse, som er kendt som en hadith: »Jeg var en ukendt, skjult skat. Jeg ønskede at blive kendt. Derfor skabte Jeg skaberværket, så Jeg kunne blive kendt.« Jeg har tidligere nævnt, at de falske hadither, der er udbredt i samfundet, er af to slags. Den ene slags er falske hadither, som har en overleveringskæde og er samlet i en bog med denne kæde. Gennem undersøgelse af overleveringskæderne har muhadditherne afsløret deres forfalskning. Den anden slags er falske hadither, som ikke er overleveret med en overleveringskæde i nogen bog. De er imidlertid blevet udbredt mundtligt, og på baggrund af dem har nogle lærde nævnt dem uden overleveringskæde i deres bøger. Denne sætning er et opdigtet udsagn af denne anden slags, som helt mangler grundlag og overleveringskæde. (Ibn Taymiyya, Ahādīth al-Quṣṣāṣ, s. 55; Mullā ʿAlī al-Qārī, al-Asrār, s. 179). 7. Allah vil kalde mennesker ved deres mødres navne på Opstandelsens Dag En anden opdigtet og løgnagtig udtalelse er, at Allah på Opstandelsens Dag vil kalde mennesker ved deres mødres navne. På den ene side er denne sætning en opdigtet og ugyldig påstand, og på den anden side modsiger den autentiske hadither. I forskellige autentiske hadither, som imām Bukhārī og andre muhaddither har samlet, nævnes det, at mennesker på Opstandelsens Dag vil blive identificeret sammen med deres fædres navne. Der vil blive sagt: »Den og den, søn af den og den«, eller »Den og den, søn af den og den person.« (Sakhāwī, al-Maghādīs, s. 139; Suyūṭī, al-Laʾālī 2/449). 8. Paradisets beboere vil ikke have skæg Paradisets beboere vil ikke have skæg; alle vil være unge mænd uden skæg. Kun Ādam (fred være med ham) vil have skæg. Nogle siger, at kun Mūsā (fred være med ham) eller Hārūn (fred være med ham) vil have skæg, eller at Ibrāhīm (fred være med ham) og Abū Bakr (må Allah være tilfreds med ham) vil have skæg. Alt dette er løgnagtige og opdigtede påstande. (Dhahabī, Mīzān al-Iʿtidāl 3/393; Mullā al-Qārī, al-Asrār, s. 75). 9. At tænke over Allah, Paradiset og Helvede En udbredt falsk hadith lyder: »At tænke over den Almægtige Allahs storhed, Paradiset og Helvede i blot et øjeblik er bedre end at være vågen hele natten og bede tahajjud.« (Ibn ʿIrāq, Tanzīh 1/148).
2.3. Om tidligere skabninger, profeter og tafsir
Om tidligere skabninger, tidligere profeter og begivenheder omtaler Koranen kun kort det, hvori der ligger lærdom for menneskets liv i denne verden og det hinsidige. Beretningerne om disse skabninger og profeter var langt mere udførlige blandt jøderne. Da Koranen ikke giver detaljer om dem, lyttede mange koranfortolkere allerede fra sahabaernes og tabi’inernes tid nysgerrigt til jødiske beretninger. Efter at flere jødiske lærde havde antaget islam, viderebragte de også mange fortællinger, som var udbredt i deres samfund. Islam forbød ikke at høre eller fortælle disse historier som historier, men forbød at anse dem for sande. Nogle fortolkere og historikere støttede sig imidlertid i deres tafsir af vers om tidligere profeter og i deres historiske beretninger på jødernes og de kristnes forvanskede Bibel samt på sande og usande fortællinger. De første muslimske generationer hørte dem blot som historier; senere begyndte folk at opfatte dem som sandheder, og nogle udbredte dem som hadith. Koranen erklærer gentagne gange, at jøderne og de kristne forvanskede Allahs åbenbarede ord: Toraen, Zabur og Injil. De skrev selv mange ord og udgav dem for Allahs ord. Derfor er der i den ædle hadith givet tilladelse til at viderebringe deres beretninger, men kun på betingelse af, at intet accepteres som sandt uden Koranens bekræftelse. Sahabaerne fordømte at stole på jødiske og kristne oplysninger. Abdullah ibn Abbas sagde: »Hvordan kan I spørge jøderne og de kristne om noget, når jeres bog, som blev åbenbaret for Allahs Sendebud, er nyere, og I har læst den i uforvansket stand? Denne Koran har fortalt jer, at tilhængerne af de tidligere skrifter ændrede og forvanskede Allahs bog, skrev en bog med deres egne hænder og sagde, at den kom fra Allah, for at opnå en ringe verdslig fordel. Kan den viden, der er kommet til jer, ikke afholde jer fra at spørge dem?« (Bukhari, as-Sahih 6/2679). Trods dette trængte isra’ilitiske beretninger gradvist ind i det muslimske samfund. I senere tider begyndte muslimer at tro på dem som Koranens eller hadiths ord. En fuldstændig behandling ligger uden for denne bogs rammer; derfor nævnes her nogle punkter kort. 1. Verdens skabelsesdato og verdens alder Alt, hvad der siges om verdens skabelsesdato, tiden, verdens alder, tidsrummet fra Adam til Isa og hvor længe verden vil bestå, er ugyldigt, falsk og uden grundlag. Fabrikanter har opdigtet meget om dette. Jødernes og de kristnes Bibel angiver verdens og menneskets alder; efter Bibelens beregning er den nuværende verden kun 7.000 år gammel. Dette er historisk og videnskabeligt bevist forkert. Muslimske historikere skrev også meget på grundlag af disse fejlagtige oplysninger, og løgnere opdigtede mange falske hadither om emnet. 2. Skabninger før mennesket Koranen og hadith siger ikke klart, om der før menneskeslægten fandtes andre intelligente væsener end jinnerne. Koranen nævner dog flere steder, at Allah før mennesket skabte jinnerne med fornuft, fri vilje og ansvar for tilbedelse. Koranen giver ingen detaljer om jinnernes skabelse, og ingen sahih-hadith indeholder en sådan beretning. Alt, hvad der siges om jinnernes skabelseshemmelighed, deres første fader, deres handlinger, profeter, straffe, konger og profeternes navne, er jødiske og kristne overtroiske folkefortællinger og upålidelige fantasier. Koranen nævner, at Iblis var blandt jinnerne og blev forbandet, fordi han nægtede at bøje sig for Adam. Der findes ingen sahih-beretning om hans liv før dette. Beretninger om hans fødsel, slægt, gerninger, viden og tilbedelse er menneskers udsagn, isra’ilitiske beretninger og upålidelige fortællinger. Bøger som Qisas al-Anbiya er fyldt med sådanne falske historier. 3. Skabningernes antal: 18.000 skabninger Det er almindeligt at sige, at der findes 18.000 arter af skabninger i universet. Dette er blot folketradition og enkelte lærdes mening. Ingen sahih eller endog da’if hadith angiver, hvor mange hundrede tusinder eller millioner af Allahs utallige skabninger der findes. 4. Antallet af profeter og sendebud Koranen viser, at Allah sendte profeter og sendebud til alle folk og samfund i alle tider. »Der har ikke været noget folk, uden at en advarer er kommet til det.« (Sura 35, Fatir, vers 24; se også sura 10, Yunus, vers 47). Koranen angiver ikke det samlede antal. Den siger tværtimod, at Allah har fortalt Sendebudet om nogle af dem, men ikke om andre: »Sendebud, om hvem Vi tidligere har fortalt dig, og sendebud, om hvem Vi ikke har fortalt dig.« (Sura 4, an-Nisa, vers 164; se også sura 40, Ghafir, vers 78). Det er meget udbredt at sige, at profeterne var 124.000 eller 224.000. Ingen sahih-hadith er imidlertid overleveret om antallet. Flere svage eller opdigtede hadither nævner forskellige tal, men jeg har ingen steder fundet en hadith med en kæde, der klart angiver 224.000. A. 124.000 Flere kæder nævner 124.000 profeter, men alle er meget svage, og nogle hadithlærde har anset beretningen for opdigtet. Ibn Hibban og andre overleverede en hadith gennem Ibrahim ibn Hisham ibn Yahya al-Ghassani (død 238 AH), hvor Abu Dharr spørger om profeternes antal, og svaret er 124.000; af disse var 313 sendebud. Den eneste fortæller, Ibrahim ibn Hisham, blev anset for nogenlunde acceptabel af at-Tabarani og Ibn Hibban, men andre hadithlærde kaldte ham løgner. Abu Zur’a kaldte ham en stor løgner. Abu Hatim ar-Razi sammenlignede hans manuskript med hans mundtlige overlevering og fandt utallige modsigelser; han mente, at manden næppe havde brugt tid på hadithstudier. az-Zahabi kaldte ham matruk, forkastet. (az-Zahabi, Mizan al-I’tidal 1/201; Ibn Hajar, Lisan al-Mizan 1/122.) Fordi ingen anden end Ibrahim ibn Hisham overleverede hadithen, kaldte Ibn al-Jawzi og andre den opdigtet. (Ibn Kathir, at-Tafsir 1/586-587.) Imam Ahmad overleverede en anden version gennem Mu’an ibn Rifa’a, Ali ibn Yazid, al-Qasim Abu Abd ar-Rahman og Abu Umama, hvori tallet også er 124.000. Mu’an var svag; hans lærer Ali ibn Yazid var endnu svagere og blev af al-Bukhari kaldt munkar og af flere andre hadithlærde forkastet. Al-Qasim Abu Abd ar-Rahman var også svag og overleverede mange udsagn i sahabaernes navne, som om han gjorde det med vilje. Derfor er også denne hadith meget svag. Samlet set regnes tallet som meget svagt, selv om man ikke nødvendigvis kalder det opdigtet. Allah ved bedst. (Ibn Kathir, at-Tafsir 1/587-588.) B. 8.000 profeter Abu Ya’la al-Mawsili overleverede fra Musa ibn Ubayda ar-Rabazi, fra Yazid ibn Aban ar-Raqashi, fra Anas ibn Malik, at Allah sendte 8.000 profeter: 4.000 blandt Israels børn og 4.000 blandt resten af menneskeheden. Denne hadith er også svag; både ar-Rabazi og hans lærer ar-Raqashi er svage. (Ibn Kathir, at-Tafsir 1/588.) C. Tusind eller flere profeter I en hadith samlet af Imam Ahmad og andre siges det: »Jeg er den sidste af tusind eller flere profeter.« Ibn Kathir og al-Haythami vurderede denne formulering som noget mere acceptabel end andre talangivelser, selv om dens kæde også er svag. (Ibn Kathir, at-Tafsir 1/588.)(Arabisk*********)»Der er blevet sendt en advarer til hvert folk.« (Sura 35, Fatir, vers 24; se også sura 10, Yunus, vers 47). Det samlede antal af disse profeter og sendebud er ikke nævnt i Koranen. Koranen siger, at Allah har fortalt sit Sendebud om nogle af dem, men ikke om andre. Der står: »Og sendebud, om hvem Vi tidligere har fortalt dig, og sendebud, om hvem Vi ikke har fortalt dig.«وَرُسُلًا قَدْ قَصَصْنَاهُمْ عَلَيْكَ مِن قَبْلُ وَرُسُلًا لَّمْ نَقْصُصْهُمْ عَلَيْكَ ۚ»Vi har sendt sendebud, om hvem Vi tidligere har fortalt dig, og sendebud, om hvem Vi ikke har fortalt dig.« (Sura 4, an-Nisa, vers 164; se også sura 40, Ghafir/Mu’min, vers 78). Blandt os er det meget udbredt at sige, at profeternes og sendebudenes antal var 124.000 eller 224.000. Det bør bemærkes, at ingen sahih-hadith er overleveret om dette antal. Flere svage eller mawdu’ hadither nævner noget om det, men ingen hadith med en klar kæde, der angiver 224.000, er kendt. Derimod er tallet 124.000 og nogle andre tal blevet nævnt. A. 124.000 profeter Flere kæder nævner 124.000 profeter, men samtlige kæder er meget svage. Nogle hadithlærde har kaldt disse hadither opdigtede. Ibn Hibban og andre overleverede en beretning gennem Ibrahim ibn Hisham ibn Yahya al-Ghassani, hvor Abu Dharr spørger Allahs Sendebud om profeternes antal. Svaret er 124.000, hvoraf 313 var sendebud. Den eneste fortæller, Ibrahim ibn Hisham, blev accepteret som nogenlunde pålidelig af at-Tabarani og Ibn Hibban, men andre kaldte ham en løgner. Abu Zur’a sagde, at han var en stor løgner. Abu Hatim ar-Razi fandt utallige uoverensstemmelser mellem hans manuskript og hans mundtlige beretning og mente, at han aldrig havde studeret hadith ordentligt. az-Zahabi kaldte ham matruk, forkastet. (az-Zahabi, Mizan al-I’tidal 1/201; Ibn Hajar, Lisan al-Mizan 1/122.) Ibn al-Jawzi og andre anså derfor hadithen for opdigtet. (Ibn Kathir, at-Tafsir 1/586-587.) Imam Ahmad overleverede en anden beretning med tallet 124.000 gennem Mu’an ibn Rifa’a, Ali ibn Yazid, al-Qasim Abu Abd ar-Rahman og Abu Umama. Mu’an var noget svag, Ali ibn Yazid endnu svagere og blev kaldt munkar af al-Bukhari samt forkastet af an-Nasa’i, ad-Daraqutni og andre. Al-Qasim Abu Abd ar-Rahman var også svag; Ahmad og Ibn Hibban bemærkede, at han overleverede mange udsagn i sahabaernes navne, som om han bevidst tog fejl. Derfor er også denne hadith meget svag. Samlet set er tallet højst meget svagt, selv om det ikke nødvendigvis kan kaldes mawdu’. Allah ved bedst. (Ibn Kathir, at-Tafsir 1/587-588.) B. 8.000 profeter Abu Ya’la al-Mawsili overleverede fra Musa ibn Ubayda ar-Rabazi, fra Yazid ibn Aban ar-Raqashi, fra Anas ibn Malik, at Allah sendte 8.000 profeter: 4.000 blandt Israels børn og 4.000 blandt resten af menneskeheden. Denne hadith er svag, fordi både ar-Rabazi og ar-Raqashi er svage. En anden kæde er tilsyneladende nogenlunde acceptabel. (Ibn Kathir, at-Tafsir 1/588.) C. Tusind eller flere profeter I hadither samlet af Imam Ahmad og andre siges det, at Allahs Sendebud var »den sidste af tusind eller flere profeter«. Ibn Kathir og al-Haythami nævner, at denne angivelse er noget mere acceptabel end de øvrige, selv om kæden også har svagheder. (Ibn Kathir, at-Tafsir 1/588.) 5. Profeternes og sendebudenes navne Koranen nævner 25 profeter: Adam, Idris, Nuh, Hud, Salih, Ibrahim, Lut, Isma’il, Ishaq, Ya’qub, Yusuf, Ayyub, Shu’ayb, Musa, Harun, Yunus, Dawud, Sulayman, Ilyas, al-Yasa’, Dhu’l-Kifl, Zakariya, Yahya, Isa og Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham. Deres navne nævnes henholdsvis 25, 2, 43, 8, 9, 69, 17, 12, 17, 16, 27, 4, 11, 136, 20, 4, 16, 17, 3, 2, 2, 7, 5, 25 og 4 gange i Koranen, med de vershenvisninger, der er angivet i kilden. Muhammads navn nævnes fire gange: i Ali Imran 144, al-Ahzab 40, Muhammad 2 og al-Fath 29. Koranen tiltaler normalt de øvrige profeter ved navn, men Muhammad tiltales oftest som »O profet« eller »O sendebud«, og omtales med sine ærefulde titler. Derfor nævnes hans navn kun fire steder. (Ibn Kathir, at-Tafsir 1/586; al-Qurtubi, at-Tafsir 3/31.) Koranen nævner, at jøderne kaldte Uzayr Allahs søn (sura 9, at-Tawba, vers 30), men siger ikke, om han var profet. Abu Hurayra beretter, at Sendebudet sagde: »Jeg ved ikke, om Uzayr var profet.« (Abu Dawud, as-Sunan 4/218; al-‘Azimabadi, ‘Awn al-Ma’bud 12/280.) Yusha ibn Nun nævnes i hadith som Musas tjener. Ingen anden profets navn er nævnt i en sahih-hadith fra Sendebudet. I enkelte meget svage eller opdigtede hadither nævnes Adam søn, Shith. Oplysninger om Kalut, Hizqil, Hazala, Samuel, Jirjis, Sham’un, Irmiya, Daniyal og andre bygger hovedsageligt på isra’ilitiske beretninger og fortolkere og historikeres meninger. 6. Antallet af himmelske skrifter Allah har gentagne gange sagt i Koranen, at Han gav profeter og sendebud skrifter. Intet antal af disse bøger eller suhuf nævnes dog i Koranen eller i nogen sahih-hadith. Tallet 104 er meget berømt i vores land, men findes ikke i en pålidelig hadith. Det er nævnt i den tidligere omtalte beretning fra Abu Dharr om 124.000 profeter; den hadith er enten opdigtet eller meget svag. 7. Beretninger om profeternes alder Koranen siger om Nuh, at han levede i 950 år. Ingen anden profets levetid nævnes i Koranen. En hadith angiver Adams levetid til 1.000 år, men der findes ingen anden pålidelig information om dette. Alt, hvad der står i almindelige bøger om profeternes levetid, er hentet fra jødernes og de kristnes forvanskede skrifter. 8. Profeternes livsberetninger Koranen og hadith omtaler ikke de nævnte profeters liv i detaljer. Om Ilyas, al-Yasa’ og Dhu’l-Kifl nævnes næsten kun navnene; det samme gælder Idris. Om de øvrige nævnes kun enkelte lærdomme fra deres liv. Det meste af det, der fortælles om deres fuldstændige liv, er isra’ilitiske beretninger og folkefortællinger. De almindelige Qisas al-Anbiya-bøger og biografier over profeter består for størstedelen af opdigtede, grundløse og isra’ilitiske beretninger. Jeg nævner her nogle punkter kort. 9. Adam og Hawwa 9.1. Hvedefrugten Det er udbredt i vores land, at Adam spiste frugten fra et hvedetræ. Dette er helt uden grundlag og findes ingen steder i Koranen eller hadith. Allah forbød Adam og Hawwa at nærme sig et bestemt træ; på Satans foranledning spiste de af det. Træets eller frugtens navn nævnes ikke. Senere fortolkere nævnte forskellige træer. Blandt jøderne var det udbredt, at Adam spiste hvede; andre sagde druer eller dadler. Alt dette er gætteri. Den troendes opgave er at lære af begivenheden, ikke at kende træets eller frugtens navn. Menneskelige meninger må aldrig anses for Allahs eller Hans Sendebuds ord. (Ibn Kathir, Qisas al-Anbiya 1/19.) Mange andre opdigtede historier om hvedefrugten findes også: at en ond tanke opstod i Adam, at Jibril tog den ud og begravede den, og at et hvedetræ voksede frem dér. Alt dette er opdigtet og grundløst. 9.2. Adams og Hawwas ægteskab og medgift Koranens ydre ordlyd antyder, at Hawwa blev skabt før Adam trådte ind i Paradiset, og at de begge fik besked på at bo dér sammen. Nogle fortolkere har siden sahabaernes tid sagt, at hun blev skabt nogle dage efter Adams ophold i Paradiset. Koranen siger flere steder, at Hawwa blev skabt af Adam, men giver ingen fuldstændig beskrivelse af skabelsen. Det er udbredt, at deres medgift var at fremsige salawat, men ingen kæde eller grundlag kendes for dette. 9.3. Iblis’ brug af påfuglen og slangen Mange fortæller, at Iblis forsøgte at friste Adam og Hawwa ved hjælp af en slange og en påfugl. Forskere har nævnt, at dette er hentet fra jødiske og kristne fortællinger. (Muhammad Abu Shahbah, al-Isra’iliyyat wa’l-Mawdu’at, s. 178-180.) 9.4. Efter nedstigningen til jorden Koranen siger intet om Adam og Hawwa efter deres nedstigning, og der findes ingen særlig information i sahih-hadith om, hvor de steg ned, hvor de boede, hvad de arbejdede med, hvilket sprog de talte, hvordan de tilbad, eller hvordan de levede som familie og samfund. Det meste er fortolkernes og historikernes meninger eller historiefortælleres historier. Et par svage hadither findes også. Allah ved bedst. 9.5. Adams opførelse af Ka’ba Det er udbredt, at Adam byggede den hellige Ka’ba. Dette er hovedsageligt historikeres, fortolkeres og lærdes udsagn, og de hadither, der handler om det, har svage kæder. Nogle hadithlærde har kaldt alle sådanne beretninger meget svage og ugyldige. Ibn Kathir siger, med henvisning til versene om Baytullah, at Allah klart har gjort det kendt, at Ibrahim byggede det første velsignede hus, der blev opført til hele menneskeheden for tilbedelsen af Allah alene. Stedet var helligt fra skabelsens begyndelse, og Allah viste det gennem åbenbaring til sin khalil. Han siger også, at ingen sahih-hadith fra Sendebudet fortæller, at Ka’ba blev bygget før Ibrahim; alle sådanne beretninger er isra’ilitiske. De kan hverken erklæres sande eller falske. (Tafsir Ibn Kathir 1/173-174.) 10. Afføring og rengøring på Nuhs ark Der findes mange farverige historier om dette, men jeg kender intet grundlag for dem i nogen sahih eller da’if hadith. Tilsyneladende er de opdigtet af historiefortællere. Også beretningerne om hvilket træ arken blev bygget af, hvor hvert dyr befandt sig, og hvordan Satan kom om bord, er utallige opdigtede og grundløse historier. Sahih-hadith giver ingen oplysninger om dette. 11. Idris’ legemlige opstigning til himlen Idris nævnes to steder i Koranen: »Og Isma’il, Idris og Dhu’l-Kifl; alle var blandt de tålmodige.« (sura 21, al-Anbiya, vers 85), og: »Og nævn Idris i Skriften. Han var sandfærdig, en profet, og Vi løftede ham til et højt sted.« (sura 19, Maryam, vers 56-57). Hadith giver næsten ingen yderligere oplysninger. Alt, hvad der siges om hans fødsel, slægt og arbejdssted, er isra’ilitiske eller opdigtede fortællinger. Det er især udbredt at sige, at fire profeter lever evigt: al-Khidr og Ilyas på jorden samt Idris og Isa i himlen. Det siges, at Idris blev ført levende og legemligt til den fjerde eller sjette himmel, hvor han fortsat lever, eller at han døde dér og siden blev gjort levende igen. Alt dette er grundløse isra’ilitiske beretninger. Bortset fra Isa er intet om en profets fortsatte liv eller levende opstigning til himlen overleveret fra Sendebudet i nogen sahih eller da’if hadith. At Allah løftede Idris til et højt sted betyder, at Han gav ham høj rang. En del af denne rang er, at Allah efter hans død gav ham en åndelig plads i himlen sammen med andre store profeter. I en sahih-hadith nævnes det, at Sendebudet under mi’raj-natten mødte profeter i himlene: Adam i den første, Yahya i den anden, Yusuf i den tredje, Idris i den fjerde, Harun i den femte, Musa i den sjette og Ibrahim i den syvende. (Bukhari, as-Sahih 1/136, 3/1173, 1216-1217, 1410-1411; Muslim, as-Sahih 1/148-150.) Bortset fra Isa fik alle disse profeter denne rang efter en naturlig død. (Ibn Kathir, Qisas al-Anbiya 1/61-62; Darwish Hut, Asna al-Matalib, s. 25.)وَاتَّبَعُوا مَا تَتْلُو الشَّيَاطِينُ عَلَىٰ مُلْكِ سُلَيْمَانَ ۖ وَمَا كَفَرَ سُلَيْمَانُ وَلَٰكِنَّ الشَّيَاطِينَ كَفَرُوا يُعَلِّمُونَ النَّاسَ السِّحْرَ وَمَا أُنزِلَ عَلَى الْمَلَكَيْنِ بِبَابِلَ هَارُوتَ وَمَارُوتَ ۚ وَمَا يُعَلِّمَانِ مِنْ أَحَدٍ حَتَّىٰ يَقُولَا إِنَّمَا نَحْنُ فِتْنَةٌ فَلَا تَكْفُرْ ۖ12. Hud og Shaddads paradis Alle fortællinger om Shaddads fødsel, liv, hans overdrevne paradis, hans død før indtrædelsen og lignende er opdigtede og grundløse. De består af enkelte jødiske beretninger og fabrikanters fantasier. Intet om dette er overleveret fra Allahs Sendebud i nogen sahih eller da’if hadith. Nogle har endog tilskrevet denne løgn til Allah. En forfatter skrev, at Allah selv havde nævnt Shaddads paradis i Koranen, og at Shaddad havde bygget et sådant paradis på jorden, som ingen anden kunne bygge. (Mawlana Muhammad Ashrafuzzaman, Sahih Qisas al-Anbiya, s. 235; M.N.M. Imdadullah, Adi o Asal Qasas al-Anbiya 1/98.) Hvilken grov løgn og forvanskning af Allahs ord! Her er betydningen af vers 6-7 i sura al-Fajr blevet forvansket. Mange fortolkere har uden kæde citeret disse opdigtede historier i deres tafsir, og de er siden blevet gengivet uden kæde i Qisas al-Anbiya. Alt dette er falsk. Imam Ibn Kathir siger, at mange fortolkere i forklaringen af verset fortalte sådanne ting om byen Iram, men læseren bør ikke lade sig bedrage. Det er isra’ilitisk overtro og opdigtede fantasier fra visse zindiqer, hvormed de prøver uvidende almindelige menneskers forstand, fordi de tror på alt, hvad de hører. (Ibn Kathir, at-Tafsir 4/509.) 13. Ibrahim 13.1. Ibrahims far Selv om Allah har erklæret Koranen for målestokken for at bedømme Toraens, Zaburs og Injils ægthed, gør nogle fortolkere og lærde Bibelens beretning til målestok og forklarer Koranens ord ud fra den. Et groft eksempel er navnet på Ibrahims far. Allah siger: »Og da Ibrahim sagde til sin far Azar …« (sura 6, al-An’am, vers 74). Koranen nævner klart faderens navn som Azar, mens Bibelen siger, at han hed Terah (1. Mosebog 11:24-32). Koranen giver normalt ikke yderligere oplysninger om profeternes forældre, fødested eller levetid ud over det, der vedrører profetskab, kald og mirakler. Nogle oplysninger gives for at imødegå jødernes løgne. Derfor har de fleste lærde fortolkere sagt, at Ibrahims far hed Azar, og at Koranens oplysning er afgørende. Nogle, påvirket af Bibelen, har forsøgt at forene beretningerne ved at sige, at Azar og Terah begge var hans navne, eller at det ene var en titel. Disse fortolkninger forvansker ikke nødvendigvis Koranens ord, når de stadig erkender, at »hans far« betyder hans biologiske far, og at Azar var hans navn eller titel. (Ibn Kathir, at-Tafsir 2/150-151; at-Tabari, at-Tafsir 7/242-249.) Den værste og falskeste opfattelse er imidlertid, at Bibelen har ret, at Ibrahims far hed Terah og aldrig Azar, og at »far« i Koranen skulle betyde onkel. Således gøres Bibelen til målestok, og Koranens klare betydning forvanskes. At kalde en onkel »far« er uden nødvendighed en fordrejning af betydningen. Hadith forbyder strengt at kalde andre end sin biologiske far sin far eller at hævde at være deres barn. Koranens klare betydning må ikke gøres allegorisk uden en klar tekst fra et andet vers eller en hadith. Sahih al-Bukhari viser også, at Azar var Ibrahims biologiske far, og at Ibrahim på opstandelsens dag vil bebrejde ham, hvorefter han vil blive kastet i Helvede i et dyrs skikkelse. (Bukhari, as-Sahih 3/1223; Ibn Hajar, Fath al-Bari 8/500.) Nogle hævder for at støtte denne forvanskning, at Ibrahims biologiske far ikke var vantro, fordi ingen af hans forfædre fra Adam til Sendebudet var vantro afgudsdyrkere. Dette er grundløst og i klar modstrid med Koranen, sahih-hadith og historiske oplysninger. Koranen og sahih-hadith kalder gentagne gange Ibrahims far vantro. Bukhari og Muslim nævner, at Sendebudets bedstefar Abd al-Muttalib fulgte vantroens religion. Da Sendebudet ved Abu Talibs dødsleje kaldte ham til islam, nægtede han og sagde, at han ville forblive på Abd al-Muttalibs religion. (Bukhari, as-Sahih 1/457; Muslim, as-Sahih 1/54.) Derfor var forfædrene fra Amr ibn Luhay til Abd al-Muttalib naturligt nok også involveret i shirk, selv om de var kendt for ærlighed, moral og offentlig tjeneste. Sendebudets forfædre var dog alle fri for umoral, utugt og uanstændighed. (Ibn Hisham, as-Sira an-Nabawiyya 1/93-94; at-Tabari, at-Tafsir 11/76; Ibn Kathir, at-Tafsir 2/404.) 13.2. Ibrahims tawakkul En opdigtet historie om Ibrahim er udbredt. Da han blev kastet i ilden, kom Jibril og sagde: »Har du brug for noget, så sig det til mig.« Ibrahim svarede: »Jeg har ikke brug for noget fra dig.« Jibril sagde: »Så bed din Herre.« Ibrahim skulle have sagt: »Han kender min tilstand; det er tilstrækkeligt for mig. Jeg behøver derfor ikke at bede.« Dette er en grundløs, opdigtet fortælling, hentet fra jøderne og indført i det muslimske samfund uden kæde. Hadithlærde har kaldt den opdigtet. Koranen nævner mange af Ibrahims bønner; ingen begivenhed, hvor han aldrig bad Allah om noget, er overleveret. (Ibn Iraq, Tanzih ash-Shari’a 1/250; al-‘Ajluni, Kashf al-Khafa 1/136.) At opgive dua i tawakkuls navn strider mod Koranens og hadiths lære. Hadith påbyder at bede Allah om selv de mindste ting. Læs bogen Rahe Wilayat for en detaljeret behandling. 13.3. Kniven mod sønnens hals I sura as-Saffat omtaler Allah, den Ophøjede, at Ibrahim var rede til at ofre sin søn: »Min Herre, skænk mig et retfærdigt barn.« Så gav Vi ham det glædelige budskab om en tålmodig søn. Da han var blevet gammel nok til at arbejde sammen med sin far, sagde Ibrahim: »Min søn, jeg ser i drømmen, at jeg ofrer dig. Hvad mener du?« Han svarede: »Min far, gør det, du er blevet befalet. Hvis Allah vil, vil du finde mig blandt de tålmodige.« Da de begge havde underkastet sig, og Ibrahim lagde ham på siden, kaldte Vi på ham: »O Ibrahim, du har virkelig opfyldt drømmen.« Således belønner Vi de gode. (Sura 37, as-Saffat, vers 100-105.) Her er sagen helt klar, men mange falske og Koran- og hadithstridige fortællinger er udbredt som hadith og tafsir. For det første siger Koranen klart, at Ibrahim så i en drøm, at han slagtede sin søn. Den udbredte påstand, at han drømte, at han skulle ofre sin mest elskede ting, er grundløs og findes ikke i nogen sahih eller da’if hadith. For det andet siger Koranen, at Ibrahim fortalte sin søn, hvad han havde drømt. Historien om, at han løj for sin hustru og søn og fik dem ud af huset under påskud af et måltid, er ikke overleveret fra Sendebudet gennem en pålidelig kilde og strider mod profeternes værdighed. Hvorfor skulle Allahs khalil lyve for sin hustru og søn? For det tredje fortælles det, at Ibrahim bandt Isma’il fast med et reb og gentagne gange førte kniven mod hans hals. Alt dette er opdigtet og grundløst. Koranen siger klart, at kaldet fra Allah kom straks, da forberedelsen til slagtningen begyndte; ingen kniv blev ført. Hadith nævner også, at erstatningsdyret blev givet på tidspunktet for forberedelsen. (Ibn Kathir, at-Tafsir 4/16.) Den syriske hadithlærde Muhammad ibn as-Sayyid Darwish Hut (død 1276 AH) siger, at historien om, at Ibrahim førte kniven mod sønnens hals uden at kunne skære, er opdigtet, falsk og fabrikeret af zindiqer. (Darwish Hut, Asna al-Matalib, s. 283-284.) 14. Ayyubs prøvelser Koranen fortæller, at Ayyub blev ramt af prøvelser, holdt fast i tålmodighed og bad Allah. Allah besvarede hans bøn, befriede ham fra ulykken og gav ham hans rigdom og børn tilbage. (Sura al-Anbiya, vers 83-84; sura Sad, vers 41-44.) Koranen og sahih-hadith beskriver ikke prøvelsernes art, forløb eller varighed, hans hustrus navn eller hans slægtninges navne. Alt, hvad der siges om dette, er hovedsageligt isra’ilitiske beretninger, ofte med ubegrænsede fantasier. Tabi’in-lærde som Wahb ibn Munabbih og Ka’b al-Ahbar, der var konverteret fra jødedommen og kendte jødiske skrifter og fortællinger, fortalte dem som historier. (Ibn Kathir, Qisas al-Anbiya 1/230-236; Abu Shuhbah, al-Isra’iliyyat, s. 275-282.) De kan fortælles som historier, men må aldrig anses for sande. Især indeholder de beskrivelser af Ayyubs sygdomme, som ikke passer med en profets værdighed. Hvis de fandtes i en sahih-hadith, ville vi acceptere og forklare dem; da de ikke gør det, og blot er isra’ilitiske fortællinger, skal de forkastes. Darwish Hut siger, at nogle fortæller, at Allah gav Iblis magt over Ayyub, som pustede ind i hans krop, så den blev ramt af spedalskhed, kødet rådnede og orme faldt ud. Dette er ren forfalskning, løgn og opdigtning. Det findes hverken i Allahs bog eller i Sendebudets hadith, ikke engang i en svag eller ugyldig hadith; det er uden-kæde-beretninger. (Darwish Hut, Asna al-Matalib, s. 284.) 15. Dawuds kærlighed En meget usømmelig historie om profeten Dawud findes i flere tafsirværker og enkelte senere hadithbøger. Den stammer fra jødernes Bibel og fra jødiske lærde, der levede blandt muslimer i tabi’inernes tid. Desværre er den i nogle bøger også blevet tilskrevet Allahs Sendebud. Jødernes grovhed omfatter, at de i Toraen og Zabur skrev uanstændige historier om deres egne profeter, som ikke kan gengives i et anstændigt sprog. De overgår endog fortællingerne om gudernes synder i Ramayana og Mahabharata. En af dem er historien om kærlighed, utugt og mord, der tilskrives Dawud. I den muslimske version siges det, at Dawud en dag så en badende kvinde, blev stærkt forelsket i hende og sammensvor sig med hærens øverstbefalende for at få hendes mand, Uriah, dræbt i krigen. Da Uriah blev dræbt, giftede Dawud sig med kvinden. (Må Allah beskytte os!) (at-Tabari, at-Tafsir 23/14; al-Qurtubi, at-Tafsir 15/166-185.) Bibelen fortæller historien endnu mere uanstændigt. (2 Samuel 11:1-27.) Historien er ikke blot falsk og i strid med profeternes natur; den strider også mod menneskelig fornuft. Det er utænkeligt, at en fornuftig ældre mand med utallige hustruer og som populær hersker skulle blive så forelsket efter ét blik, at han ville ty til mord og sammensværgelse. (Muhammad Abu Shahbah, al-Isra’iliyyat, s. 264-270.) 16. Harut og Marut Magi var udbredt blandt jøderne. De hævdede også, at Sulayman opnåede sin magt ved hjælp af magi, og at Sulayman selv samt to engle ved navn Harut og Marut lærte dem magi. Som svar på denne løgn siger Koranen i sura al-Baqara, vers 102: »De fulgte det, som djævlene reciterede under Sulaymans kongedømme. Sulayman var ikke vantro; djævlene var vantro. De lærte menneskene magi og det, der blev sendt ned over de to engle i Babylon, Harut og Marut. De lærte ingen noget, før de sagde: Vi er kun en prøve, så vær ikke vantro.« Fortolkningen af dette vers har været omstridt blandt fortolkerne siden sahabaernes og tabi’inernes tid. Abdullah ibn Abbas og nogle andre sagde, at det arabiske ord »ma« betyder »ikke« i forbindelse med Harut og Marut; altså blev magi heller ikke sendt ned over de to engle. Ligesom jødernes påstand om Sulayman er falsk, er deres påstand om Harut og Marut falsk. De fleste fortolkere har dog sagt, at da jøderne begyndte at kalde både karamat, mirakler og magi for magi uden at skelne mellem dem, gav Allah to engle til opgave at lære menneskene magiens natur og forskellen mellem magi og mirakler. De lærte dem denne forskel og advarede dem mod at bruge denne viden til magi og vantro. Alligevel fortsatte mange med at hengive sig til magiens vantro. Nogle fortolkere har sagt, at de to var mennesker, som på grund af særlig viden, lærdom eller fromhed blev kaldt engle. De lærte folk om magiens skadelige virkninger. Koranen siger ikke mere om Harut og Marut, og ingen sahih-hadith giver oplysninger om dem. Alligevel er mange historier udbredt som hadith eller tafsir. Den mest kendte fortælling siger, at englene på grund af menneskenes synder spurgte Allah, hvorfor Han tilgav eller ikke straffede dem. Allah svarede, at de også ville synde, hvis de fik menneskelig natur. Englene afviste dette, hvorefter Harut og Marut blev udvalgt til en prøve, fik menneskelig natur og blev sendt til jorden. De forelskede sig i en meget smuk kvinde ved navn Zuhra og faldt i synd med vin, utugt og mord. Zuhra lærte på sin side magiske ord af dem og fløj op til himlen, hvor hun blev forvandlet til en stjerne. Disse historier er hovedsageligt jødiske fortællinger. Nogle tafsirværker gengiver dem også som hadith, men alle hadither om emnet har meget svage eller opdigtede kæder. Nogle hadithlærde har på grund af flere kæder accepteret enkelte beretninger, mens mange andre har kaldt dem alle opdigtede. Al-Qurtubi og andre hadithlærde og fortolkere har påpeget, at disse historier strider mod den islamiske tro på englene. Jøder, kristne og mange andre religioner forestiller sig engle som væsener med menneskelig natur, egen vilje og egne beslutninger. I islam er englene rene for menneskelige drifter, egne tanker og tilbøjelighed til at modsætte sig Allahs beslutninger. De kan spørge Allah for at få viden, men de har ingen natur, der får dem til at udfordre Allahs handlinger eller ord. Derfor strider disse fortællinger mod islamisk aqida. Ibn Kathir og flere andre hadithlærde samlede og sammenlignede alle beretningerne og konkluderede, at intet sahih eller pålideligt er overleveret fra Allahs Sendebud om dette. Haditherne, der tilskrives ham, er opdigtede. Nogle beretninger fra sahabaerne som deres egne udsagn har nogenlunde acceptable kæder. Det er velkendt, at enkelte sahabaer hørte og viderebragte historier, der var udbredt blandt jøderne, og de kan have fremsat disse udsagn på dette grundlag. Allah ved bedst. (at-Tabari 1/451-464; Ibn Kathir 1/135-144.) Der findes mange andre opdigtede historier og isra’ilitiske beretninger om tidligere profeter og sendebud i vores samfund. Bøger som Qisas al-Anbiya er fyldt med sådanne falske historier. En detaljeret gennemgang ville kræve langt større plads. Her afslutter jeg foreløbig behandlingen af dette emne.
2.4. Om Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred)
Allahs Sendebuds (fred være med ham) grænseløse og enestående rang, fortræffelighed, storhed og betydning er beskrevet i utallige vers i Koranen og i mange autentiske hadither. Mange troende tiltrækkes imidlertid ikke af disse vers’ og hadithers dybe sprog, intellektuelle appel og åndelige inspiration. Derfor ser man ofte, at vi tilsidesætter de autentiske tekster og i stedet hele tiden drøfter, skriver om og nævner helt grundløse, opdigtede og yderst upålidelige hadither i prædikener og religiøs vejledning. Tre områder er især blevet ramt af falske hadither: værker om fortræffeligheder og belønning for gode handlinger, værker om de tidligere profeter og profethistorier samt værker om Sendebudets fødsel, liv, mirakler og biografi. Med tiden er opdigtede og grundløse fortællinger om disse emner blevet stadig mere udbredte. Mange sådanne beretninger findes end ikke i tidligere hadith- eller biografiske værker. Allama Abul Kalam Azad nævner i sin bog Rasule Rahmat flere sådanne opdigtede historier, blandt andet at Asiya og Maria kom til Aminah før Sendebudets fødsel og bragte hende det glade budskab om fødslen, samt at hun ikke led nogen smerte under graviditeten. Nogle mener, at man ved at lyve i Sendebudets navn har forøget hans rang. Hvilken afskyelig tanke! Sandheden er, at den værste løgn er at lyve om Allah og Hans Sendebud. Allah gav de tidligere profeter mange sanseligt mærkbare mirakler, og Han gav også den sidste profet mange sådanne mirakler. Men hans vigtigste mirakel er abstrakt og intellektuelt: Koranens sprog, litteratur, filosofi og visdom gør mennesker i stand til at forstå det. Historiefortællere, prædikanter og bedragere har dog ofte opdigtet falske historier for at underholde eller ophidse uvidende mennesker og derefter fremsat dem som hadith. At afsløre disse løgne er ikke respektløshed; selve det at lyve i hans navn er den største respektløshed og fjendskab mod ham. At modstå, identificere og undgå løgn er hans befaling, og at følge denne befaling er lydighed, efterfølgelse, hengivenhed og kærlighed til ham. Her nævnes nogle opdigtede udsagn om Sendebudet: 1. »Jeg er den sidste profet; der er ingen profet efter mig, men hvis Allah vil …« Dette er en afskyelig løgn skabt af bedragere. Koranen og de autentiske hadithsamlinger fastslår, at der ikke kommer nogen profet efter ham. Han er den sidste sten i profeternes bygning, og med ham blev profetembedet afsluttet. Alligevel har vildledtes sammensværgelser ikke standset. Muhammad ibn Said, en zindiq fra det andet hijri-århundrede, påstod gennem en opdigtet kæde, at Sendebudet sagde: »Jeg er den sidste profet; der er ingen profet efter mig, men hvis Allah vil.« Ingen anden end denne zindiq har nævnt tilføjelsen »men hvis Allah vil«, og den findes ikke i nogen hadithbog. Alligevel forsøger qadijanier og andre vildledte grupper at bruge den som bevis. Den retledte muslims kendetegn er, at sjæl, vilje, smag og præferencer underordnes Allahs og Sendebudets vejledning. Når en muslim hører en hadith, er det eneste afgørende, om den er overleveret med en autentisk kæde, ikke om dens indhold passer med hans egen mening. Han underordner sin mening hadithen. De vildledte accepterer derimod udsagn efter egne præferencer og fordrejer eller forkaster alt, der strider imod dem. 2. »Hvis det ikke var for dig, ville Jeg ikke have skabt universet.« Dette udsagn er opdigtet og uden grundlag. Saghani, Mulla Ali Qari, Abd al-Hayy Lakhnawi og andre hadithlærde har enstemmigt erklæret det for falsk, da det ikke er overleveret med nogen kæde i nogen hadithsamling. Der findes dog svage eller opdigtede hadither med en lignende betydning. 3. Sendebudets navn på Tronen. I en svag eller opdigtet hadith fortælles det, at Umar ibn al-Khattab berettede, at Adam efter sin fejl bad Allah om tilgivelse gennem Muhammads ret. Allah spurgte, hvordan Adam kendte Muhammad, når Han endnu ikke havde skabt ham. Adam svarede, at han havde set ordene »Der er ingen gud uden Allah; Muhammad er Allahs Sendebud« skrevet på Tronen. Beretningen slutter med, at Allah tilgav Adam og sagde: »Hvis det ikke var for Muhammad, ville Jeg ikke have skabt dig.« Al-Hakim erklærede den autentisk, men alle andre hadithlærde er enige om, at den er svag, og nogle kalder den opdigtet. Dens overleveringskæde indeholder meget svage og upålidelige personer, blandt andre Abd al-Rahman ibn Zayd ibn Aslam, hvis beretninger hadithlærde ikke accepterede. Al-Hakim kaldte ham selv overleverer af opdigtede hadither. En anden svag beretning tilskrives Ibn Abbas og siger, at Allah åbenbarede for Jesus, at han skulle tro på Muhammad, og at verden, Paradiset og Helvede ikke ville være blevet skabt uden ham. Al-Hakim kaldte kæden autentisk, men al-Dhahabi erklærede beretningen for sandsynligvis opdigtet, fordi dens centrale overlever er ukendt og ikke kan identificeres. Hadithlærde har nævnt flere andre opdigtede beretninger med samme betydning. Herefter indledes drøftelsen af hadither om Muhammads lys. På arabisk kan »nur« betyde lys, stråleglans og klarhed, men også åndeligt eller ideelt lys og vejledning. Al-Qurtubi forklarer, at ordet både bruges om sanseligt lys og billedligt om alt, der er rigtigt og oplyst. Allah kaldes i Koranen himlenes og jordens lys, og Koranen, islam og nogle gange Sendebudet omtales ligeledes som lys i betydningen vejledning.اللَّهُ نُورُ السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضِ ۚ مَثَلُ نُورِهِ كَمِشْكَاةٍ فِيهَا مِصْبَاحٌ ۖ»Allah er himlenes og jordens lys. Hans lys kan sammenlignes med en niche, hvori der er en lampe …« (Koranen 24:35). Al-Tabari forklarer, at Allah er vejleder for alle, der findes mellem himlene og jorden, og at de ved Hans lys ledes til sandheden. Ibn Abbas forklarede udtrykket som, at Allah er vejleder for himlenes og jordens beboere. Anas overleverede, at Allahs vejledning er Hans lys. Allah omtaler også Koranen som lys forskellige steder. Om Sendebudet siges det, at de, der tror på ham, ærer ham, hjælper ham og følger det lys, der blev sendt ned med ham, er de lykkelige.الَّذِينَ يَتَّبِعُونَ الرَّسُولَ النَّبِيَّ الْأُمِّيَّ الَّذِي يَجِدُونَهُ مَكْتُوبًا عِندَهُمْ فِي التَّوْرَاةِ وَالْإِنجِيلِ يَأْمُرُهُم بِالْمَعْرُوفِ وَيَنْهَاهُمْ عَنِ الْمُنكَرِ وَيُحِلُّ لَهُمُ الطَّيِّبَاتِ وَيُحَرِّمُ عَلَيْهِمُ الْخَبَائِثَ وَيَضَعُ عَنْهُمْ إِصْرَهُمْ وَالْأَغْلَالَ الَّتِي كَانَتْ عَلَيْهِمْ ۚ فَالَّذِينَ آمَنُوا بِهِ وَعَزَّرُوهُ وَنَصَرُوهُ وَاتَّبَعُوا النُّورَ الَّذِي أُنزِلَ مَعَهُ ۙ أُولَٰئِكَ هُمُ الْمُفْلِحُونَ [٧:١٥٧»De, der følger Sendebudet, den uuddannede profet … de, der tror på ham, ærer ham, hjælper ham og følger det lys, der blev sendt ned med ham, er de lykkelige.« (Koranen 7:157). Her betegnes Koranen, som blev åbenbaret til Sendebudet, som lys. Andre steder kaldes Koranen ånd og lys.وَكَذَٰلِكَ أَوْحَيْنَا إِلَيْكَ رُوحًا مِّنْ أَمْرِنَا ۚ مَا كُنتَ تَدْرِي مَا الْكِتَابُ وَلَا الْإِيمَانُ وَلَٰكِن جَعَلْنَاهُ نُورًا نَّهْدِي بِهِ مَن نَّشَاءُ مِنْ عِبَادِنَا ۚ وَإِنَّكَ لَتَهْدِي إِلَىٰ صِرَاطٍ مُّسْتَقِيمٍ [٤٢:٥٢»Således har Vi åbenbaret en ånd for dig ved Vor befaling. Du vidste ikke, hvad Skriften eller troen var, men Vi gjorde den til et lys, hvormed Vi leder hvem Vi vil blandt Vore tjenere …« (Koranen 42:52). Toraen, som blev åbenbaret til Moses, kaldes også lys, og det siges, at både Toraen og Evangeliet indeholdt vejledning og lys. Arabisk tekst er citeret i kilden. Koranen siger, at Allah åbenbarede Toraen, hvori der var vejledning og lys, og at Han gav Jesus Evangeliet, hvori der var vejledning og lys. Mufassirun har siden ledsagernes og tabiins tid været uenige om betydningen af »Allahs lys«. Et vers siger, at de vil slukke Allahs lys med deres munde, men at Allah vil fuldende Sit lys, selv om de vantro afskyr det.يُرِيدُونَ أَن يُطْفِئُوا نُورَ اللَّهِ بِأَفْوَاهِهِمْ وَيَأْبَى اللَّهُ إِلَّا أَن يُتِمَّ نُورَهُ وَلَوْ كَرِهَ الْكَافِرُونَ [٩:٣٢»De ønsker at slukke Allahs lys med deres munde, men Allah vil fuldende Sit lys, selv om de vantro afskyr det.« (Koranen 61:8 og 9:32). Fortolkerne er uenige om betydningen. Al-Qurtubi nævner fem fortolkninger: Allahs lys er Koranen, som de vantro vil forkaste; islam, som de vil modarbejde; Muhammad, hvis ødelæggelse de ønsker gennem propaganda; Allahs beviser, som de vil benægte; eller solen, hvis slukning med et pust er et billede på noget tåbeligt og umuligt. الر ۚ كِتَابٌ أَنزَلْنَاهُ إِلَيْكَ لِتُخْرِجَ النَّاسَ مِنَ الظُّلُمَاتِ إِلَى النُّورِ بِإِذْنِ رَبِّهِمْ إِلَىٰ صِرَاطِ الْعَزِيزِ الْحَمِيدِ [١٤:١»Dette er en Skrift, som Vi har sendt ned til dig, for at du kan føre menneskene fra mørket ud i lyset …« (Koranen 14:1). Mørket og lyset betyder her naturligvis ikke fysiske genstande. Mørket er vantroens mørke, mens lyset er Koranen eller islam. I andre vers har fortolkerne ligeledes forklaret »lys« eller »Allahs lys« som Koranen, islam eller Muhammad.يَا أَهْلَ الْكِتَابِ قَدْ جَاءَكُمْ رَسُولُنَا يُبَيِّنُ لَكُمْ كَثِيرًا مِّمَّا كُنتُمْ تُخْفُونَ مِنَ الْكِتَابِ وَيَعْفُو عَن كَثِيرٍ ۚ قَدْ جَاءَكُم مِّنَ اللَّهِ نُورٌ وَكِتَابٌ مُّبِينٌ [٥:١٥»Folk fra Skriften! Vort Sendebud er kommet til jer … Fra Allah er der kommet et lys og en klar Skrift.« (Koranen 5:15). Fortolkerne er uenige om, hvorvidt lyset betyder Koranen, islam eller Muhammad. Disse fortolkninger modsiger ikke hinanden. De, der mener islam, bemærker, at verset først nævner Sendebudet og til sidst Skriften, så lyset imellem dem naturligt kan betyde islam. Nogle forklarer, at arabisk har to ord for lys: diya, som rummer varme, og nur, som er et mildt og glædeligt lys. Tidligere lovgivninger var strenge, mens islams lov er let, smuk og livsnær; derfor kaldes den lys. De, der mener Koranen, ser versets afslutning som en henvisning til Koranen. Al-Tabari siger, at »lys« her betyder Muhammad, gennem hvem Allah oplyste sandheden, gjorde islam sejrrig og udslettede afgudsdyrkelsen.يَا أَيُّهَا النَّبِيُّ إِنَّا أَرْسَلْنَاكَ شَاهِدًا وَمُبَشِّرًا وَنَذِيرًا [٣٣:٤٥] وَدَاعِيًا إِلَى اللَّهِ بِإِذْنِهِ وَسِرَاجًا مُّنِيرًا [٣٣:٤٦Koranen kalder Sendebudet en lysende lampe: »Profet! Vi har sendt dig som vidne, som glædesbudbringer og advarer, som en, der kalder til Allah med Hans tilladelse, og som en lysende lampe.« (Koranen 33:45-46). Det fremgår, at Koranen kaldes lys som vejviser til sandheden og den rette vej. Nogle fortolkere har også forstået lys som Sendebudet eller islam. Det betyder ikke, at Muhammad, Koranen eller islam er skabt af fysisk lys. Der er ikke tale om et skabt, materielt eller sanseligt lys, men om en abstrakt, åndelig og ideel ledestjerne, der oplyser menneskers hjerter fra vildfarelsens og vantroens mørke. For det andet siger Koranen og haditherne gentagne gange, at mennesket er skabt af jord. Adam blev skabt af jord, mens hans efterkommere fødes gennem naturlige processer. Sendebudet beskrives også som menneske. Nogle hadither siger, at han blev skabt af lys, og betydningen kan føles tiltalende, men enhver beretning må først vurderes ud fra dens autenticitet og beviser. Her følger nogle opdigtede hadither om dette emne.ﷺNår vi hører, at der også skulle være en særlig egenskab ved vor elskede profets skabelsesstof, kan det behage os. Men muslimernes grundlæggende kendetegn er at kontrollere enhver påstands ægthed, før den accepteres. Man vurderer ikke kun betydningen, men først bevisernes pålidelighed. Her nævnes nogle opdigtede hadither. 4. »Sendebudet og Ali blev skabt af lys.«ﷺ»Jeg og Ali blev skabt af lys. To tusind år før Adams skabelse var vi ved Tronen på dens højre side. Da Allah skabte Adam, begyndte vi at bevæge os gennem menneskers lænder.« Hadithlærde er enige om, at dette er en løgn og en opdigtet hadith. Ja‘far ibn Ahmad ibn Ali al-Ghafiqi, en kendt løgner, opfandt både hadithen og dens kæde.ﷺ5. »Sendebudet blev skabt af Allahs lys, Abu Bakr af hans lys …« »Allah skabte mig af Sit lys, Abu Bakr af mit lys, Umar af Abu Bakrs lys og min ummah af Umars lys.« Hadithlærde er enige om, at dette er falsk og opdigtet. Ahmad ibn Yusuf al-Manbaji spredte udsagnet og opfandt en smuk overleveringskæde til det. En anden opdigtet version siger, at alle troende, bortset fra profeter og sendebud, blev skabt af Umars lys. En tredje grundløse version siger, at Abu Bakr blev skabt af Sendebudets lys, Umar og Aisha af Abu Bakrs lys, og de troende mænd og kvinder af henholdsvis Umars og Aishas lys.ﷺ6. »Sendebudet blev skabt af lyset fra Allahs ansigt.« I den falske bog Sirr al-Asrar, der tilskrives Abd al-Qadir al-Jilani, har bedragere indføjet mange afskyelige udsagn som hadith. Et af dem siger, at Allah skabte Muhammad af lyset fra Sit ansigt. Denne afskyelige løgn er ikke engang overleveret med en opdigtet kæde.ﷺ7. »Ris blev skabt af Sendebudets lys.« En anden løgn siger: »Ris er fra mig, og jeg er fra ris. Ris blev skabt af resten af mit lys.« 8. »Den troende er skabt af Allahs lys.« Al-Daylami overleverede med Ibn Abbas som kilde, at Sendebudet skulle have sagt: »Den troende ser ved Allahs lys, det lys som han blev skabt af.« Denne hadith er også opdigtet. Den eneste overlever er Maysara ibn Abd Rabbih, en berømt løgner og hadithforfalsker fra det andet og tredje hijri-århundrede. Bukhari, Abu Dawud, Abu Hatim, Ibn Hibban og alle andre hadithlærde er enige om dette.ﷺ9. »Muhammads lys var den første skabelse.« De ovenstående hadither er ikke særlig udbredte i samfundet, selv om hadithlærde har undersøgt deres kæder og erklæret dem falske. Derimod er et udsagn, som ikke findes i nogen hadithbog, blevet meget udbredt: »Allah skabte først mit lys.« Det fremsættes som en del af en lang hadith, hvori Jabir spørger, hvad Allah skabte først, og svaret angiveligt er, at Allah først skabte profetens lys. Derefter skulle Tronen, Kursi, Tavlen, Pennen, englene, jinnerne, mennesket og hele universet være skabt af dette lys. Ordene lyder smukke, men det er forbudt at lyve i Sendebudets navn. Alt, hvad der hævder, at han blev skabt først af lys, eller at verden blev skabt af hans lys, er grundløst, opdigtet og falsk.ﷺJabir spørger angiveligt: »Hvad skabte Allah først?« Han svarer: »Allah skabte først din profets lys af Sit lys.« Den lange fortælling siger derefter, at dette lys blev delt og brugt til at skabe Tronen, Kursi, Tavlen, Pennen, englene, jinnerne, mennesket og hele universet.ﷺOrdene lyder behagelige. Hvis det var tilladt at lyve i Sendebudets navn eller at gentage alt, hvad man hører, ville vi uden tøven have accepteret og viderebragt dem. Men eftersom det er forbudt, må vi protestere.ﷺAlle udsagn om, at Sendebudet først blev skabt af lys, eller at universet og andre skabninger blev skabt af hans lys, er uden grundlag, opdigtede og falske. Nogle har hævdet, at hadithen blev samlet af al-Bayhaqi eller Abd al-Razzaq al-Sanani, men det er grundløst. Den findes ikke i nogen af deres bøger eller i nogen hadithsamling, hverken med autentisk, svag eller opdigtet kæde. Gennem århundreder er hundredvis af hadithværker blevet skrevet, og almindeligt kendte hadither findes normalt i mange af dem. Men sætningen »Allah skabte først mit lys« findes ikke i en eneste hadithbog. I århundreder efter Sendebudets tid kendte ingen den, og den findes heller ikke i tidlige biografier, historiske værker eller prædikensamlinger.ﷺSå vidt man ved, var den berømte lærd Muhy al-Din Ibn Arabi den første, der i det syvende hijri-århundrede omtalte disse ord som en hadith. Ibn Arabi nævnte i sine bøger utallige opdigtede udsagn og ting, der tilsyneladende strider mod islamisk tro. Senere fremsatte nogle fromme personer undskyldninger og fortolkninger af respekt for ham, mens andre kritiserede ham hårdt. Ahmad ibn Abd al-Ahad al-Sarhindi, Mujaddid Alf Thani, protesterede gentagne gange mod Ibn Arabis grundløse udsagn. Han understregede, at muslimernes grundlag er Koranens og hadithernes klare, afgørende tekster, ikke Ibn Arabis åbenbaringsbaserede formuleringer. Han sagde også, at haditherne gjorde dem uafhængige af Ibn Arabis værker. Ibn Arabi angav aldrig en kæde for udsagnet, men byggede alligevel sin kosmologi på det. Inspireret af den kristne Logos-teori udbredte han læren om Muhammads lys: kristne hævder, at Gud først skabte Ordet eller Sønnen af Sit væsen og derefter skabte alt andet gennem ham; Ibn Arabi hævdede tilsvarende, at Allah først skabte Muhammads lys og derefter alt andet gennem det. Læren bredte sig gradvist, især fra det niende og tiende hijri-århundrede, fordi forfattere ukritisk citerede hinanden. Al-Qastallani skrev senere, at hadithen fandtes i Musannaf af Abd al-Razzaq, men dette er en fejl. Den findes hverken dér eller i andre værker med kæde. Al-Suyuti og andre hadithlærde, som undersøgte sagen, bekræftede, at den er grundløs og ikke eksisterer. I de seneste århundreder er den blevet udbredt så meget, at den er blevet gjort til en del af muslimsk tro. Det har ført til en farlig misforståelse: nogle mener, at Allahs væsen selv er lys, og at Han skabte profeten af en del af Sit væsen. Dette er afskyelig shirk. Kristne blev på lignende måde vildledt til at gøre Jesus til en del af Guds væsen. Selv hvis denne hadith var autentisk, ville den ikke betyde, at profeten er en del af Allahs væsen. Når Adam siges at have fået Allahs ånd, og Jesus kaldes Allahs ånd, betyder det ikke en del af Allahs egen ånd, men en skabt ånd. På samme måde må »Hans lys« forstås. Vi bør holde os til Koranens vers og de autentiske hadither og ikke fremsætte grundløse udsagn i Sendebudets navn. 10. Muhammads lys i påfugleform. Alle fortællinger om, at Muhammads lys blev anbragt i et træ i form af en påfugl og derefter blev ophav til alt, er uden grundlag. Ingen autentisk, svag eller opdigtet hadithsamling indeholder en kæde til dem.ﷺHistorierne om Muhammads lys i påfugleform fortælles på forskellige måder: Allah skulle have skabt et træ kaldet Yaqins træ, givet Sendebudets lys form som en påfugl, anbragt det bag et gennemsigtigt perlemorsslør og derefter skabt alt af det. Ånderne skulle være blevet befalet at betragte det. Ingen kæde eller kilde til disse fortællinger findes. 11. Sendebudet skulle have eksisteret som en stjerne. En udbredt forestilling siger, at han var til stede som en stjerne før Adams skabelse, og at han fortalte Fatima, at Gabriel var hendes lille onkel. Alle sådanne udsagn er grundløse og falske. En prædikensamling fra et kendt islamisk center citerer en påstået beretning om, at Gabriel havde set en bestemt stjerne stå op 70.000 gange, og at Sendebudet erklærede: »Ved Allahs ære er jeg denne stjerne.« Beretningen tilskrives Bukhari, men den er ikke i Bukhari eller i nogen anden hadithbog. Den er en falsk fortælling, som er blevet spredt i hadithens navn.ﷺ11. Sendebudet skulle have været en stjerne. I vores land er det en udbredt forestilling, at Sendebudet eksisterede som en stjerne før Adams skabelse.ﷺDet hævdes, at Sendebudet var til stede som en stjerne før Adam blev skabt. Der findes forskellige versioner af denne fortælling, men de er alle uden grundlag og falske.ﷺEn version hævder, at Sendebudet fortalte Fatima, at Gabriel var hendes lille onkel. Også denne fortælling er grundløs. En prædikensamling citerer en falsk beretning, hvori Abu Hurayra angiveligt fortæller, at Sendebudet spurgte Gabriel om hans alder, og at Gabriel svarede, at han havde set en bestemt stjerne stå op et bestemt antal gange.ﷺDen citerede beretning fortsætter med, at Gabriel havde set stjernen stå op 70.000 gange, og at Sendebudet derefter sagde: »Ved den Almægtige Allahs ære er jeg denne stjerne.« Oversætteren har gengivet teksten på denne måde, selv om det arabiske tal ifølge kilden er 72.ﷺSendebudet skulle have sagt: »Ved Allahs ære er jeg denne stjerne.« Kilden anfører Bukhari, men udsagnet findes ikke dér. Alle sådanne fortællinger, der er blevet udbredt som hadith, er grundløse løgne. Det mest beklagelige er, at denne grundløse fortælling er blevet tilskrevet Bukhari. Forfatteren til al-Sirah al-Halabiyyah byggede på en ukendt forfatter og citerede den falske hadith uden kontrol. Mange lærde underviser i Bukhari i årevis, og der findes mange eksemplarer, men ingen kontrollerede teksten. Den findes ikke i Sahih Bukhari, Sahih Muslim eller nogen anden hadithbog med kæde. Nogle har endda foretrukket at tilskrive den både Bukhari og Muslim. Man bør ikke undskylde dette med, at lærde blot har citeret andre lærde; det er ikke en acceptabel undskyldning. Selv hvis man gentagne gange siger, at beretningen ikke findes i Bukhari eller Muslim, vil mange stadig nægte at undersøge sagen og spørge: »Ville en så stor lærd virkelig skrive det uden at vide det?«ﷺSendebudets lys kontra hans menneskelighed. Ibn Arabis værker, al-Sirah al-Halabiyyah, Sharh al-Mawahib og andre bøger indeholder mange opdigtede og kædeløse udsagn om Muhammads lys. De er senere blevet citeret i værker om Sendebudets liv. Alle hadither, der beskriver ham som skabt af lys, er opdigtede. Her begynder en sammenligning med de autentiske hadither om hans rang før skabelsen.ﷺI det andet, tredje og fjerde hijri-århundrede blev mange hadithværker samlet, herunder de seks kanoniske samlinger. De indeholder autentiske, gode, svage og også nogle opdigtede hadither. Men ingen af dem indeholder en hadith om, at Sendebudet blev skabt af lys.ﷺHadithlærde skrev kapitler om selv små emner, men ingen skrev et kapitel om Muhammads lys. Fortolkere nævnte mange autentiske, svage og opdigtede hadither ved forskellige koranvers, men ingen tidlig fortolker nævnte en hadith om, at Sendebudet blev skabt af lys i forklaringen af verset i al-Ma’idah. Historie- og biografibøger indeholder mange svage beretninger, men ingen bog skrevet i islams første fem hundrede år drøfter læren om Muhammads lys. Faktisk kendte ingen muslimsk person eller gruppe i de første fem eller seks århundreder denne lære. Tilbage står kun verset i al-Ma’idah, som nogle fortolkere har forklaret ved at sige, at »lyset« betyder Sendebudet.ﷺHvad bør vi gøre? Islam er at underordne sig Koranens og hadithernes vejledning helhjertet og hæve den over egne præferencer. Den retledte muslim accepterer åbenbaringen fuldt ud og underordner sin mening den; de vildledte accepterer eller forkaster den efter deres egne ønsker. Koranen og haditherne erklærer klart og gentagne gange, at Sendebudet er menneske. »Sig: Jeg er kun et menneske som jer, men jeg modtager åbenbaring.« Ingen steder siges der: »Sig: Jeg er lys« eller »Muhammad er lys.« Nogle fortolkere har blot forklaret et enkelt vers med, at det lys, der kom til menneskene, var Sendebudet; denne forklaring er ikke bevist fra ham eller ledsagerne.ﷺDenne forklaring er ikke overleveret fra Sendebudet eller nogen ledsager, men er fremsat af nogle senere fortolkere.ﷺHvis vi vil underordne os Koranen og haditherne, bør vi følge deres klare og entydige udsagn og lade fortolkernes udtalelser blive på deres rette plads.ﷺVi kan sige, at Koranen og haditherne ingen steder klart kalder Sendebudet lys. Derfor er det bedst at afstå fra at kalde ham det.ﷺVi kan også sige, at Sendebudet uden tvivl er menneske, sådan som Koranen og haditherne lærer. Men i fortolkningen af det nævnte vers kan han billedligt kaldes lys som en ledestjerne for menneskeheden. Hvis nogen derimod siger, at han i egentlig forstand var lys og ikke menneske, og at »menneske« kun er en metafor, har han forkastet Koranens og hadithernes klare udsagn for en mening, som ingen entydig tekst støtter. I stedet bør vi holde os til autentiske hadither om hans høje rang. En autentisk beretning fra Irbad ibn Sariyah siger, at Sendebudet blev skrevet hos Allah som den sidste profet, mens Adam endnu lå i sit ler, før ånden var indblæst i ham. Hans begyndelse var Ibrahims bøn, Jesu glade budskab og hans mors syn, hvorfra et lys udgik og oplyste Syriens paladser. Andre autentiske hadither siger, at hans profetstatus blev fastlagt, mens Adam var mellem krop og ånd, eller mellem Adams skabelse og indblæsningen af ånden. En svag beretning siger: »Jeg var den første af profeterne i skabelsen og den sidste i udsendelsen«, men dens kæde har to svagheder. De autentiske eller gode hadither viser, at hans profetstatus, profeternes segl og rang blev bekendtgjort før Adams skabelse var fuldført. Vi bør forlade grundløse og kædeløse udsagn og stole på disse autentiske hadither. 12. »Jeg var profet, da Adam var mellem vand og ler.« Denne formulering er en opdigtet hadith. 13. »Jeg var profet, da der hverken var vand eller ler.« Hadithlærde som al-Sakhawi, al-Suyuti, Ibn Iraq, Mulla Ali Qari og al-Ajluni erklærede disse udsagn grundløse og opdigtede. 14. »Sendebudet, Abu Bakr og Umar blev skabt af samme jord.« En hadith siger, at Allah skabte de tre af samme jord, og at de skulle begraves i den samme jord. Den er overleveret med flere svage kæder. Nogle kaldte en kæde opdigtet og en anden ekstremt svag, mens andre vurderede beretningen samlet som god. 15. »Sendebudet, Ali og Aron blev skabt af samme jord.« Al-Khatib al-Baghdadi citerede en beretning, hvori Muhammad, Aron ibn Imran, Johannes ibn Zakaria og Ali ibn Abu Talib skulle være skabt af samme ler. Hadithlærde er enige om, at den er falsk; to af dens overleverer var anklaget for løgn og forfalskning. 16. »Sendebudet, Fatima, Hasan og Husayn blev skabt af samme jord.« Abu Nuaym citerede en hadith, hvori Sendebudet siger til Fatima om Hasan og Husayn: »Jeg og I er skabt af samme jord.« Al-Suyuti og Ibn Iraq kaldte den opdigtet. 17. Sendebudets påståede usædvanlige fødsel. Nogle fortæller, at han kom ud af sin mors liv på en overnaturlig måde. Alle sådanne fortællinger er grundløse og falske. Mirakler er ikke et mål for rang; Allah giver profeter mirakler efter behovet for vejledning, ikke efter deres rang. Kristne missionærer udnytter fejlagtige forestillinger om mirakler til at vildlede muslimer. Jesus’ fødsel og andre mirakler beviser ikke, at hans rang er større. Den største af Sendebudets mirakler var, at han førte hundredtusinder fra vildfarelsens mørke til troens lys. Koranen er tilstrækkelig som bevis på hans rang og profetstatus, suppleret af autentiske hadither.يَا أَهْلَ الْكِتَابِ لَا تَغْلُوا فِي دِينِكُمْ وَلَا تَقُولُوا عَلَى اللَّهِ إِلَّا الْحَقَّ ۚ إِنَّمَا الْمَسِيحُ عِيسَى ابْنُ مَرْيَمَ رَسُولُ اللَّهِ وَكَلِمَتُهُ أَلْقَاهَا إِلَىٰ مَرْيَمَ وَرُوحٌ مِّنْهُ ۖ فَآمِنُوا بِاللَّهِ وَرُسُلِهِ ۖ وَلَا تَقُولُوا ثَلَاثَةٌ ۚ انتَهُوا خَيْرًا لَّكُمْ ۚ إِنَّمَا اللَّهُ إِلَٰهٌ وَاحِدٌ ۖ سُبْحَانَهُ أَن يَكُونَ لَهُ وَلَدٌ ۘ لَّهُ مَا فِي السَّمَاوَاتِ وَمَا فِي الْأَرْضِ ۗ وَكَفَىٰ بِاللَّهِ وَكِيلًا [٤:١٧١En anden grund til falske udsagn er at betragte dem som noget, der forøger Sendebudets rang, kærlighed og ære. Kærlighed til ham er ganske vist en del af troen, men det er imod islam at opfinde svage, falske eller opdigtede ord uden for Koranens og de autentiske hadithers klare vejledning. Den troende må især i troslæren holde sig bogstaveligt til Koranen og sunnah. Troens grundlag skal være Koranen eller mutawatir-hadither, for det, som alle troende skal tro på, må Sendebudet have forklaret klart og entydigt for sine ledsagere. Ghayb-viden kan kun fastslås gennem åbenbaring; nye praktiske spørgsmål kan kræve analogi og ijtihad, men sådan er det ikke med troslæren. Der kan ikke føjes nye trosartikler til. Vi kan støtte åbenbaringens udsagn med fornuft, men ikke tilføje eller fjerne noget gennem fornuft. Allah alene kender det skjulte. Koranen siger gentagne gange, at Sendebudet ikke kender det usete af sig selv, selv om Allah åbenbarede enkelte skjulte oplysninger for ham. Han sagde også, at nogle mennesker på Dommedag ville komme til ham, men at han ikke vidste, hvad de havde gjort efter ham. Det beviser, at han ikke besad al ghayb-viden. Tvetydige tekster må ikke bruges til at ophæve klare tekster. De, der hævder, at han er »hadir-nazir«, fortolker tvetydige ord som »vidne« eller »til stede« på en måde, der ophæver utallige klare vers og hadither. Men »vidne« betyder, at han vidner om den religion, han har forkyndt; det betyder ikke, at han er fysisk til stede overalt. Hvis »vidne« betød allestedsnærværelse, måtte enhver troende også være alvidende og til stede overalt, eftersom de troende ligeledes kaldes vidner. På samme måde betyder hadithen om, at han så dem foran sig og bag sig under bønnen, en særlig synsevne under bønnen, ikke at han altid så alt overalt. At se forfra og bagfra beviser ikke, at han ser alt, der er skjult, fjernt eller bag vægge. De, der med gode intentioner vil forøge hans rang, siger derfor alligevel noget i åbenbaringens og hans navn, som han aldrig sagde om sig selv. Den eneste sikre vej er at acceptere alle Koranens udsagn ligeværdigt, følge autentiske hadither, forstå dem efter ledsagernes eksempel og undlade at diskutere det, som hverken autentiske hadither eller ledsagerne har forklaret.النَّبِيُّ أَوْلَىٰ بِالْمُؤْمِنِينَ مِنْ أَنفُسِهِمْ ۖ وَأَزْوَاجُهُ أُمَّهَاتُهُمْ ۗ وَأُولُو الْأَرْحَامِ بَعْضُهُمْ أَوْلَىٰ بِبَعْضٍ فِي كِتَابِ اللَّهِ»Profeten står de troende nærmere end de står sig selv, og hans hustruer er deres mødre. Slægtninge står hinanden nærmere ifølge Allahs Bog.« (Koranen 33:6). Ordet awla kommer fra wilayah, som betyder venskab, nærhed og værgemål; awla betyder den, der har større ret, er nærmere eller mere ansvarlig. Her menes nærhed i kærlighed, ansvar, relation og slægtskab, ikke fysisk allestedsnærværelse. De troende anser Sendebudet for mere nær, elsket og værdig til lydighed end deres egne personer. Hans hustruer har status som de troendes mødre, og hans omsorg for ummah var større end omsorgen fra deres nærmeste. Han forklarede selv verset: »Jeg står enhver troende nærmest i denne verden og det hinsidige. Hvis en troende dør og efterlader ejendom, tilfalder den hans arvinger; hvis han efterlader gæld eller hjælpeløse børn, kommer de til mig, for jeg er hans nærmeste.« De, der hævder, at »hadir-nazir« betyder fysisk nærhed, siger derfor, at han er nær enhver troende overalt. Men denne fortolkning forkaster både klare tekster og Sendebudets egen forklaring. Hvis slægtninges nærhed betød allestedsnærværelse, måtte alle mennesker være hadir-nazir, eftersom alle er slægtninge til nogen. Et andet vers ville ligeledes gøre alle troende nærværende hos Abraham, og en hadith om Moses ville gøre alle muslimer fysisk nærværende hos Moses. En hadith fra Anas fortæller, at Sendebudet under bønnen kunne se dem foran sig og bag sig, når de bøjede sig eller kastede sig ned. Dette var en særlig egenskab i bønnen, ikke bevis på, at han altid så alt overalt. Selv hvis man antog, at han altid kunne se foran og bag sig, ville det ikke betyde, at han så inde i huse, bag forhæng, ind i hjerter eller på store afstande. Koranen siger endda, at Satan og hans følge ser menneskene, uden at menneskene ser dem; det betyder ikke, at enhver djævel altid ser alle mennesker overalt. Falske udsagn bør derfor ikke forsvares med tvetydige tekster. Troens spørgsmål skal baseres på Koranen og mutawatir-hadither, ikke på gæt, analogier eller opdigtede fortællinger. Allahs egenskaber, profeternes antal og rang, englenes antal og opgaver samt skabelsens forhold kan ikke fastlægges gennem ijtihad. Vi må tro på det, der er sagt, sådan som det er sagt, følge ledsagerne i fortolkningen og tie om det, som ikke er klart overleveret. Må Allah gøre vores sjæle lydige mod Koranen og sunnah. Amin.
2.5. Om Ahl al-Bayt, sahabaerne og ummaen
Det er et naturligt krav, som følger af Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, ophøjede status, at hans familie og ledsageres status og ære efter profeterne må stå over alle menneskers i alle tider og overalt i verden. Selv hvis Koranen og hadith ikke havde nævnt dem, ville ethvert klogt og fornuftigt menneske let kunne forstå deres enestående status. Mange vers i den ædle Koran og utallige udsagn fra Allahs Sendebud har bekræftet denne naturlige status og beskrevet deres herlighed, rang og ære. En detaljeret gennemgang af disse vers og hadither ville kræve en særskilt bog. Hovedsagen er, at det at elske og ære Allahs Sendebuds familie og sahabaerne er det samme som at elske og ære ham og er en uadskillelig del af troen. Disse storslåede udsagn fra Koranen og hadith og deres enkle, hjertegribende fremstilling kunne ikke tilfredsstille mange uvidende tilhængeres hjerter. De kunne heller ikke tilfredsstille de utallige mennesker, der hengiver sig til hykleriet i overdreven fromhed. De oppustede og opdigtede mærkelige og urealistiske fortællinger i Allahs Sendebuds navn. På denne måde begik de ikke blot den værste synd ved at lyve om ham, men besmittede også islams fornuftsbaserede appel. De besmittede den troendes tro og den lærdes indsigt. Nedenfor nævner jeg nogle sådanne løgne, opdigtede fortællinger og upålidelige udsagn. 1. Pak Panjatan Der cirkulerer under navnet »Pak Panjatan« mange opdigtede og falske udsagn, der tillægger fem personer en særlig rang: Ali, Fatima, Hasan og Husayn, må Allah være tilfreds med dem, sammen med Allahs Sendebud blandt ahl al-bayt. Alt, hvad der siges om »Pak Panjatan«, er opdigtet og yderst løgnagtigt. Om Ali og Fatima, må Allah være tilfreds med dem, har de uvidende spredt mange opdigtede, fantastiske og falske fortællinger. For eksempel fortælles det, at Fatima en dag ønskede at spise fuglekød, men at Ali trods mange forsøg ikke kunne fange fuglen. … Det er alt sammen modbydelige løgne. 2. Bishad Sindhu og andre udbredte folke- og bogværker 95 procent af indholdet i bogen Bishad Sindhu er løgn. Bishad Sindhu er en roman, ikke et historisk eller religiøst værk. Den bør vurderes som roman. Det beklagelige er imidlertid, at almindelige mennesker i samfundet tror, at sådanne bøgers fortællinger er sande. Man må især være meget påpasselig med de løgne, der er blevet fremsat i forbindelse med Allahs Sendebud. Fortællingerne om, at Muawiya, må Allah være tilfreds med ham, blev forudsagt, at Muhammad Hanifa blev forudsagt, at Husayn ikke blev såret trods gentagne knivstik i halsen, at hans drabsmand blev ført til Paradiset og så videre, er alle opdigtede. Alt, hvad der fortælles om Muhammad Hanifa, det vil sige Muhammad ibn Ali, Ibn al-Hanafiyya, hans krig mod Yazid, at han blev indespærret i et bjerg og så videre, er løgn. Det skal også nævnes, at bøger af typen Bishad Sindhu, folkelitteraturen og værker som Khairul Hashr er blandt de vigtigste årsager til udbredelsen af falske og opdigtede hadither i vores samfund. Dertil kommer bøger som Bar Chanders Dyder, Gode Gerninger, Maqsudul Muminin, Niamul Koran og Naf‘ul Khala’iq. Disse folkelige bøger har uden tvivl bidraget til at udbrede forskellige nødvendige islamiske kundskaber blandt den almindelige muslimske befolkning. De ærede forfattere af disse værker udførte deres opgave så godt, de kunne, inden for deres tids og epokes begrænsninger. Men det kan ikke benægtes, at de ud over deres gavnlige tjeneste også har bidraget til udbredelsen af falske hadither, grundløse udsagn, forskellige former for overtro og fejlagtige opfattelser af islam. På et tidspunkt anså Bangladeshs kvalificerede alim’er det for forkasteligt at skrive bøger på bengali. Denne ødelæggende vildfarelse gav mindre kvalificerede alim’er mulighed for at skrive bøger fulde af fejl. 3. At Fatima bad om en tjenestepige til at massere sin krop Her nævner jeg et eksempel på forvrængning og løgn i en oversættelse. I en udbredt bog står der skrevet: »Det er nævnt i den ædle hadith, at fru Fatima en dag kom til Allahs Sendebud og sagde: ’Far, jeg må hele dagen male mel og udføre husarbejde. Derfor er min krop blevet smertefuld og øm. Køb derfor en tjenestepige til mig, så hun kan massere min krop og hjælpe mig med husarbejdet.’ Sendebudet svarede: ’Moder, for en kvinde findes der ingen bedre from handling end at male mel og udføre husarbejde for sin mand og for at forsørge familien. Men hvis du får hjælp af en tjenestepige eller husholderske, vil du ikke få en tilsvarende del af belønningen. Følg derfor mit råd og recitér altid den følgende bøn; så vil smerten i din krop sikkert forsvinde, og din krop vil altid være stærk og sund. Du vil desuden få ekstra belønning.’ Fra da af gjorde fru Fatima netop dette. Bønnen er: … ’Ære være Allah, al lovprisning tilkommer Allah, der er ingen gud undtagen Allah, og Allah er størst.’« (Muhammad Ghulam Rahman, Maqsudul Muminin, s. 55-56). Her er en korrekt hadith blevet oversat frit, og mange løgnagtige og opdigtede udsagn er blevet tillagt Allahs Sendebud. Desuden er der fremsat nedværdigende ord om Fatima. Den oprindelige hadith er blevet overleveret med næsten samme ordlyd af Bukhari, Muslim og alle andre hadith-lærde. Hadithen lyder således: »Ali fortæller: Fatima gik til Profeten for at fortælle ham om den smerte, hun fik i hånden af at dreje møllestenen. Fatima havde hørt, at nogle krigsfanger, mandlige og kvindelige slaver, var kommet til Allahs Sendebud. Hun gik til hans hus, men fandt ham ikke. Hun fortalte derfor Aisha om sagen. Da Allahs Sendebud kom hjem, fortalte Aisha ham det. Ali siger: Efter at vi havde lagt os i vores seng om natten, kom han til os. Vi ville rejse os, men han sagde: ’Bliv, hvor I er.’ Han kom og satte sig mellem mig og Fatima. Jeg kunne endda mærke køligheden fra hans fødder mod min mave. Han sagde til os: ’Skal jeg ikke lære jer noget, der er bedre end det, I har bedt om? Når I lægger jer i jeres seng, skal I sige Allahs lovprisning 33 gange, al lovprisning tilkommer Allah 33 gange og Allah er størst 34 gange. Denne praksis er bedre for jer end en tjenestepige.’ Ali siger: ’Siden har jeg aldrig undladt denne praksis.’« Dette er den oprindelige begivenhed, som Bukhari, Muslim og alle hadith-lærde har samlet med forskellige autentiske overleveringskæder. Alligevel er alt blevet forvrænget i den ovenstående oversættelse, og mange løgne er blevet tillagt Allahs Sendebud. (Sahih al-Bukhari 3/1133, 3/1358, 5/2051; Sahih Muslim 4/2091; Fath al-Bari 11/120). 4. Abu Bakrs påklædning af palmeblade Jeg nævner en grundløs fortælling fra en udbredt bog: »Før han antog islam, var Abu Bakr en velhavende købmand. Fra den dag, hvor han kom til Muhammad og antog islam, begyndte han at bruge al sin ejendom på Allahs vej. … En dag blev han lidt forsinket på vej til moskeen, fordi han ikke havde tøj at tage på. Da Muhammad så det, sagde han: ’Abu Bakr, allerede mens jeg er i live viser I så megen ligegyldighed over for islam; hvem ved, hvad der vil ske, når jeg ikke længere er her.’ Han svarede: ’Herre, der var ingen ligegyldighed fra min side. Jeg havde virkelig intet tøj at tage på. Derfor rev jeg et stykke pudebetræk i stykker, syede det sammen med palmeblade og torne, vaskede og tørrede det og tog det på. Det var derfor, jeg blev så forsinket.’ … Kort efter kom Gabriel til Profeten iført et helt sæt tøj af palmeblade. … Muhammad spurgte ham: ’Hvorfor ser jeg dig i tøj af palmeblade i dag?’ Gabriel svarede: ’Abu Bakr kom for at bede iført tøj syet af palmeblade. Da kaldte Allah alle englene sammen og sagde: »Se, engle, hvor meget Abu Bakr lider for at opnå Min tilfredshed. Hvis I i dag ønsker Min tilfredshed, skal I straks alle iføre jer tøj af palmeblade til ære for Abu Bakr. Ellers vil Jeg i dag slette alle englenes navne fra Mit register.« Da vi hørte disse hårde ord, blev vi alle tvunget til at iføre os palmebladstøj til hans ære.«« (Muhammad Ghulam Rahman, Maqsudul Muminin, s. 149-151). 5. Umar forstod ikke Allahs Sendebuds samtale med Abu Bakr Dette er noget, svindlere har opdigtet. Umar skulle have sagt: »Når Allahs Sendebud talte med Abu Bakr, blev jeg mellem dem som en ikke-arabisk abessinier, der intet forstår.« De bedrageriske dajjal’er vil dermed sige, at Allahs Sendebud talte med Abu Bakr i et sådant mystisk sprog, at selv Umar ikke kunne forstå deres samtale. Hadith-lærde er enige om, at dette er en grundløs og falsk påstand uden overleveringskæde. (Ibn al-Qayyim, al-Manar, s. 115; al-Suyuti, Dhayl al-La’ali, s. 203; Ibn Iraq, Tanzih 1/407; Mulla Qari, al-Asrar, s. 342). 6. Umar slog sin søn Abu Shahma med piske Det er udbredt, at Umar slog sin egen søn Abu Shahma 100 gange for utroskab, og at sønnen døde af det. Der fortælles lange historier om, hvordan utroskaben blev opdaget, bekendt og straffet, samt om samtalerne mellem far og søn; når almindelige tilhørere hører dem, får de tårer i øjnene. Hadith-lærde er enige om, at disse er grundløse, falske fortællinger. Ibn al-Jawzi siger: »Uvidende prædikanter opdigtede dem for at få almindelige tilhørere til at græde.« (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘at 2/442). Historien fortæller, at Umars søn Abd al-Rahman Abu Shahma gjorde tjeneste i den egyptiske hær. En dag drak han nabidh, en drik lavet af udblødte dadler. Drikken var imidlertid blevet berusende, og Abu Shahma blev beruset. Han gik til Egyptens guvernør, Amr ibn al-As, og sagde: »Jeg har drukket et berusende middel; giv mig derfor den lovbestemte straf for at drikke berusende midler, altså piskning.« Amr piskede ham inde i huset. Da Umar fik det at vide, irettesatte han Amr og sagde, at hans søn burde have fået samme offentlige straf som en almindelig muslimsk borger. Da Abu Shahma vendte tilbage til Medina, straffede Umar ham selv igen. Nogle dage senere døde Abu Shahma. (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘at 2/438-443; Ibn Iraq, Tanzih 2/220). 7. Kaldet til bøn begyndte i Kabaen den dag, Umar antog islam Det er udbredt, at det første kald til bøn i Kabaen begyndte den dag, Umar antog islam. Det er forkert. Umar antog islam fem år før udvandringen, mens kaldet til bøn blev indført i Medina efter udvandringen. På det tidspunkt, hvor Umar antog islam, og i næsten de følgende seks år, fandtes der intet kald til bøn. Det korrekte er, at muslimerne før Umars antagelse af islam ikke kunne bede ved Kabaen i Mekka, fordi Mekkas vantro forhindrede dem. Efter at Umar havde antaget islam, modstod han de vantros hindringer, stillede sig selv ved Kabaen og bad, og andre muslimer bad sammen med ham. (Ibn Hisham, al-Sira al-Nabawiyya). Se et eksempel på, hvordan denne oplysning gradvist er blevet fordrejet. I den bog, der under Khwaja Nizamuddin Awliyas navn er kendt som Rahatil Qulub, står der, at hans åndelige vejleder, Fariduddin Masud Ganj-i Shakkar, sagde: »Så længe Amir al-Mu’minin Umar ibn al-Khattab ikke havde antaget troen på islam, blev kaldet til bøn fremsagt i huler og kløfter. Men den dag Amir al-Mu’minin Umar al-Faruq antog troen, trak han sit sværd, rejste sig og sagde til Bilal: ’Stig op på Kabaens prædikestol og kald til bøn.’ Bilal gjorde, som han blev befalet.« (Rahatul Qulub, s. 71, den 12. majlis). Vi ved, at ingen af disse udsagn er korrekte. Hverken før eller efter Umars antagelse af islam blev der nogensinde kaldt til bøn i Mekkas huler, kløfter eller ved Kabaen. Desuden havde Kabaen ingen prædikestol og har det heller ikke. Vi kan sige, at denne bog sandsynligvis er blevet forfattet falskeligt i Khwaja Nizamuddins navn. Eller også troede forfatterne i deres naivitet let på det, de havde hørt. 8. Allahs Sendebud er kundskabens by, og Ali er dens port En hadith, der er meget udbredt i vores samfund, lyder: »Jeg er kundskabens by, og Ali er dens port.« Erfarne hadith-lærde har betegnet denne hadith som opdigtet. Nogle har ikke kaldt den falsk, men svag. Imam al-Tirmidhi overleverede en hadith med denne betydning og erklærede den selv for svag. (Al-Tirmidhi, al-Sunan 5/596). Imam Bukhari, Abu Hatim, Yahya ibn Sa‘id, al-Dhahabi og andre hadith-lærde har betegnet hadithen som en grundløs løgn. (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘at 1/261-265; al-Suyuti, al-La’ali 1/328-336; Mulla Ali Qari, al-Asrar, s. 71-72). 9. At give Ali den asketiske khirqa I en udbredt fortælling siges det: »Efter at Allahs Sendebud var vendt tilbage fra himmerejsen, kaldte han sine sahaba sammen og sagde, at han ville give sin asketiske khirqa til den, der kunne besvare hans spørgsmål korrekt. … Han spurgte Abu Bakr: ’Hvis jeg giver dig denne asketiske khirqa, hvordan vil du så opfylde dens ret?’ … På samme måde spurgte han Umar … og Uthman … Derefter spurgte han Ali. Ali svarede: ’Jeg vil beskytte Allahs tjenere og deres hemmeligheder.’ Så gav han khirqaen til Ali …« og så videre. Hele fortællingen er grundløs og opdigtet. (Khwaja Nizamuddin Awliya, Rahatil Qulub, s. 8-9). 10. Kald på Ali, så vil han hjælpe dig i nød Mulla Qari siger, at dette er en modbydelig, opdigtet løgn skabt af shiitter: »Kald på Ali; han udfører forunderlige gerninger, og du vil finde ham som din hjælper i vanskeligheder. O Muhammad, ved din profetgerning; o Ali, ved din walaya.« (Mulla Ali Qari, al-Asrar, s. 265-266; al-Ajluni, Kashf al-Khafa 2/489). I virkeligheden er shiaretningen og shiitterne kilden til al den overtro, shirk og bid‘a, der er udbredt i vores samfund. De har forladt den ædle Koran og den klare sunna og overdrevet deres hengivenhed til tolv eller syv imamer fra Allahs Sendebuds slægt. Derfor er det blevet let for islams fjender at udbrede og etablere forskellige løgne og trosødelæggende udsagn i deres navn. Deres hjerter er blevet frigjort fra Koranens og Muhammads, Allahs Sendebuds, sunnas bånd. Ali og imamerne fra hans slægt har taget plads i deres hjerters inderste kammer. Alt, hvad bedragerne har sagt i deres navn, har de accepteret med hengivenhed, og på grundlag af disse løgne har de fordrejet Koranens klare anvisninger. En af denne gruppes alvorligste forbrydelser er, at de har gjort Ali og imamerne fra hans slægt til guddomme. De har forestillet sig »guddommelighed« eller »guddommelig kraft« hos dem. Dette er en form for shirk, der er udbredt blandt dem. Mens Koranen og sunna gentagne gange lærer, at man i alle vanskeligheder kun skal søge hjælp hos Allah, har de opfundet ideen om at søge hjælp hos Ali. At bede andre end Allah om overnaturlig hjælp i vanskeligheder er selve grundlaget for al shirk. Jeg har behandlet dette udførligt i bogen Rahe Wilayat. På grundlag af denne modbydelige løgn har shiitterne opfundet en bøn, som desværre også er udbredt blandt mange sunnimuslimer i vores samfund. Jeg citerer denne shirk-fyldte bøn fra en udbredt bog: »Bønnen Nad-e Ali. Hvis man efter tahajjud-bønnen, før og efter at have reciteret salawat, reciterer denne bøn så meget som muligt og derefter beder, vil ens ønsker blive opfyldt, og alvorlige vanskeligheder forsvinde. I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn. Kald på Ali, åbenbarer af undere; du vil finde ham som din hjælper i vanskeligheder, og enhver bekymring og sorg vil forsvinde ved din storhed. O Allah, ved din profetgerning; o Muhammad, ved din walaya; o Ali, o Ali, o Ali. Der er ingen helt undtagen Ali, intet sværd undtagen Dhu al-Fiqar. Hjælp fra Allah og en nær sejr, og giv de troende det gode budskab. Allah er den bedste beskytter, og Han er den mest barmhjertige af de barmhjertige.« (Muhammad Bashiruddin Ahmad, Nek Amal, s. 186). 11. At lade Ali ligge på en kamel uden at begrave ham Den 23. dag i Ramadan i år 40 efter hijra blev Ali ibn Abu Talib, må Allah være tilfreds med ham, martyrdræbt af en skjult kharijitisk attentatmand i Kufa, kalifatets hovedstad. Hans ældste søn Hasan ibn Ali ledte begravelsesbønnen for ham. Efter bønnen blev han begravet i sit hus i Kufa. Imam Hasan og de andre frygtede nemlig, at kharijitterne ville stjæle hans lig og vanære det, hvis han blev begravet på den almindelige kirkegård. Dette var velkendt blandt de første muslimer. Senere udbredte shiitterne en opdigtet og falsk fortælling om sagen. Fortællingen går kort sagt ud på, at Ali ikke blev begravet, men blev lagt på ryggen af en kamel. Kamelen forsvandt, og senere blev hans grav fundet i Najaf. Disse udsagn er ikke blot løgnagtige; de er også dybt krænkende over for Ali, Hasan, Husayn og hele Alis familie. Efter et dødsfald er det de levendes pligt at begrave liget. Ingen andre end en fuldstændig uforstandig tåbe ville tro, at de kunne forsømme denne pligt og lade Amir al-Mu’minins lig ligge på ryggen af en kamel. Hvad Hasan og Husayn angår, ville selv et helt almindeligt menneske ikke være villigt til at lade sin fars lig på denne måde. Han ville ønske, at hans fars grav var kendt, så han og hans efterkommere kunne besøge den. Problemet er imidlertid, at shiitterne efter at have forkastet Koranen og sunna og nedsænket deres hjerter i overdreven hengivenheds mørke har accepteret alt, hvad der er blevet sagt i imamernes navn, selv når det er ugyldigt, strider mod shariaen og fornuften. På grundlag af denne løgn tror og udbreder shiitterne, at en grav i byen Najaf er Alis grav. I tre hundrede år efter Alis martyrdød sagde ingen, at Alis grav var i Najaf. Først omkring tre hundrede år senere begyndte graven på grundlag af folkesagn og overtro at blive kendt som Alis grav. Gravens historie minder fuldstændigt om fortællingen om Ram-templet på stedet, hvor Babri-moskeen stod. Alle hinduistiske forskere og historikere er enige om, at der aldrig fandtes noget Ram-tempel på stedet for Babri-moskeen i Ayodhya. Men gennem ekstreme hinduers propaganda er denne løgn nu næsten blevet en selvindlysende sandhed. Måske vil der en dag blive bygget et Ram-tempel her, og millioner af mennesker i Indien vil tro, at Ram blev født netop her. På samme måde tror millioner af shiitter, at denne grav i Najaf er Alis grav. Derfor kalder de byen Najaf al-Ashraf: det vil sige det hellige Mekka, det hellige Medina og det allerhelligste Najaf! (Ibn Taymiyya, Majmu‘ al-Fatawa 27/446; Ibn Kathir, al-Bidaya 7/330; Mulla Qari, al-Asrar, s. 280). 12. Mine sahabaer er som stjerner En hadith, der er udbredt i det muslimske samfund, lyder: »Mine sahabaer er som stjerner; hvem af dem I end følger, vil I blive retledt.« Hadithen er så berømt blandt os, at en almindelig muslim naturligt tænker, at den er samlet i alle hadithsamlinger, herunder Bukhari, Muslim og de seks kanoniske samlinger. Men sandheden er, at den ikke findes i nogen berømt hadithsamling, for slet ikke at tale om de seks kanoniske samlinger. Denne formulering og flere formuleringer med samme betydning er blevet overleveret med flere overleveringskæder i biografiske værker om svage og bedrageriske overleverere, i nogle fiqh-værker og i et par mindre kendte hadithsamlinger. I hver kæde er flere overleverere kendt som bedragere eller ekstremt svage og anklaget for at lyve. Derfor har Abu Bakr al-Bazzar Ahmad ibn Amr (d. 292), Ibn Hazm al-Zahiri Ali ibn Ahmad (d. 456), al-Dhahabi Muhammad ibn Ahmad (d. 748) og andre hadith-lærde betragtet denne hadith som opdigtet og grundløs. (Abd ibn Humayd, al-Musnad, s. 250; Ibn Hazm, al-Ihkam 6/244; al-Dhahabi, Mizan al-I‘tidal 2/141-142; al-Sakhawi, al-Maqasid, s. 49-50). Det mærkelige er, at vi for at bevise sahabaernes rang støtter os til denne type upålidelige hadither, selv om Koranen mange steder klart beskriver deres rang. Der findes også mange autentiske hadither om deres rang i de berømte hadithsamlinger. 13. Mine ahl al-bayt er som stjerner Med samme ordlyd som den ovenstående hadith findes en anden: »Mine ahl al-bayt, det vil sige min husstand eller mine efterkommere, er som stjerner; hvem af dem I end følger, vil I blive retledt.« Nubayt ibn Sharit, må Allah være tilfreds med ham, var en sahabi. Flere tabi‘in lærte og overleverede hadither fra ham. En af hans senere efterkommere, Ahmad ibn Ishaq ibn Ibrahim ibn Nubayt, hævdede i det tredje eller fjerde århundrede efter hijra, at han havde et skriftligt manuskript, som Nubayt havde skrevet. Han hævdede, at han havde modtaget manuskriptet fra sin far og bedstefar. Blandt haditherne i det stod denne hadith. Hadith-lærde er enige om, at denne mand var en modbydelig løgner. Han forfalskede selv manuskriptet og udgav det for at stamme fra sin fjerne bedstefar. Denne hadith og alle haditherne i manuskriptet er opdigtede. (Al-Dhahabi, Mizan al-I‘tidal 1/216; Ibn Hajar, Lisan al-Mizan 1/136). 14. Mine sahabaers eller min ummahs uenighed er barmhjertighed En meget udbredt og berømt hadith lyder: »Min ummahs uenighed er barmhjertighed.« Nogle gange siges det: »De lærdes uenighed er barmhjertighed.« Andre siger: »Mine sahabaers uenighed er barmhjertighed.« Hadith-lærde erklærer, at selv om denne formulering er udbredt på mange måder i samfundet som en barmhjertighed, findes den ikke i nogen hadithsamling med en overleveringskæde. Den er ikke overleveret med en autentisk, svag eller endog opdigtet kæde. Mange har nævnt formuleringen som en hadith i forskellige værker uden kæde. Allama al-Subki sagde: »Den er ikke kendt som en hadith blandt hadith-lærde. Jeg har ikke fundet nogen overleveringskæde til den; denne hadith har ingen kæde overhovedet, hverken autentisk, svag eller opdigtet.« (Mulla Qari, al-Asrar, s. 51; al-Suyuti, al-Jami‘ al-Saghir 1/13; al-Albani, Da‘ifa 1/141). Uenighed er i sig selv som regel forkastelig. I nogle tilfælde kan den dog være tilladt eller ros værdig. Vi kan sige meget til ros eller kritik af uenighed. Men under ingen omstændigheder kan vi tillægge Allahs Sendebud denne formulering, for den er et grundløst udsagn uden overleveringskæde. 15. Yazid på Muawiyas skulder: en fra Paradiset bærer en fra Helvede I den bog, der under Khwaja Nizamuddin Awliyas navn er kendt som Rahatul Qulub, står der, at Hazrat Fariduddin Ganj-i Shakkar sagde: »Allahs højt ærede Sendebud sad en dag sammen med sahabaerne. På det tidspunkt gik Muawiya forbi med sin søn Yazid på skulderen. Da Profeten så ham, smilede han og sagde: ’Se, se! En fra Helvede bliver båret på skulderen af en fra Paradiset.’« (Rahatul Qulub, s. 130). Det kræver ikke megen viden at forstå, at dette er grundløst og opdigtet. Enhver med blot almindelig viden om islams historie ved, at Yazid blev født omkring 14 år efter Allahs Sendebuds død. 16. Jordkysning på sahabaernes tid I bogen Rahatul Qulub, der tilskrives Khwaja Nizamuddin Awliya, står der: »Allahs Sendebud sad en dag omgivet af sahabaerne. Da kom en araber, kyssede jorden af respekt og sagde …« (Rahatul Qulub, s. 130). Dette er fuldstændig grundløst og opdigtet. Som vi allerede har sagt, synes hele denne bog at være skrevet af bedragere. Ikke blot jordkysning, men selv skikken at kysse fødder fandtes ikke på Allahs Sendebuds tid. I løbet af hans 23 år lange profetiske liv kom nogle af hans hundredtusinder af sahabaer kun en eller to gange til hans nærvær, mens andre kom mere end tusind gange. Deres sunna i sådanne tilfælde var at hilse med salam. Nogle gange gav de efter hilsenen hånd eller musafaha. I et par tilfælde kyssede de hinanden på panden eller omfavnede hinanden. I nogle få svage overleveringer ses det, at enkelte kyssede Allahs Sendebuds fødder. Blandt de utallige besøg af hundredtusinder af mennesker i hans 23 år lange profetiske liv er kun fire eller fem tilfælde af fodkysning overleveret med svage kæder. I disse tilfælde var det ingen velkendt sahabi, der kyssede hans fødder, men en beduin eller jøde, som netop havde antaget islam, og som ikke opholdt sig ved hoffet eller kendte hoffets høflighedsregler. (Abu Bakr Muhammad ibn Ibrahim, al-Rukhsatu fi Taqbil al-Yad, s. 55-80). Abu Bakr, Umar, Uthman, Ali, Fatima, Bilal, må Allah være tilfreds med dem, og hundredvis af andre fremtrædende sahabaer kom hver især mindst ti tusind gange til hans nærvær i løbet af 23 år. Men ingen af dem kyssede nogensinde hans velsignede fødder, lagde hånden på dem og kyssede hånden bagefter, for slet ikke at tale om at kysse jorden foran ham. Hinduer i Indien var vant til at kaste sig ned for mennesker, bukke dybt eller hilse med panden mod jorden. Efter islams komme blev det også udbredt blandt muslimer i Indien at kaste sig ned for åndelige vejledere, ældre eller konger, kysse deres fødder eller kysse jorden foran dem. Denne skik er utvivlsomt imod islam. Det mest sørgelige er, at den bliver udgivet for at være en hadith. 17. Bekymring for den senere tids ummah Blandt de utallige grundløse og opdigtede hadither, der er indføjet i bogen Sirr al-Asrar, som tilskrives Abd al-Qadir al-Jilani, findes følgende: »Jeg er meget bekymret for min ummah i den sidste tid.« (Sirr al-Asrar, s. 15). Dette udsagn findes ikke i nogen bog med nogen autentisk, svag eller opdigtet overleveringskæde. Som vi allerede har sagt, synes hele denne bog at være forfalsket.
2.6. Om tābiʿūn
Der cirkulerer utallige opdigtede udsagn om tabi’in-generationen og de fromme lærde i senere tider. Jeg vil nævne nogle få berømte eksempler. 1. Uways al-Qarani (må Allah være ham nådig) Mens Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) levede, fortalte han ledsagerne om en mand ved navn Uways ibn Amir fra Qaran-stammen i Yemen, og i autentiske hadither nævnes det, at Umar mødte ham efter Profetens død. I senere tider er der imidlertid blevet opdigtet mange fantastiske løgne om Uways. Mange talere har opfundet mærkelige historier for at fascinere deres tilhørere. Mange enfoldige dervisher har blot viderefortalt det, de hørte. Noget af dette handler om Uways, mens andet er blevet opdigtet i Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) navn. Dette er uden tvivl årsag til meget alvorlige og de værste synder. Sammenfatningen af det, der er blevet overleveret om Uways ibn Amir al-Qarani (må Allah være tilfreds med ham) i autentiske hadither samlet i Sahih Muslim og andre værker, er følgende: Da Umar (må Allah være tilfreds med ham) var kalif (13-23 efter hijra), plejede han, når Yemens hærfolk kom til ham, at spørge: »Er der blandt jer nogen ved navn Uways ibn Amir?« Således fandt han en dag Uways. Han sagde: »Er du Uways?« Uways svarede: »Ja.« Umar sagde: »Er du fra Murad-stammen, en gren af Qaran-stammen?« Han svarede: »Ja.« Umar sagde: »Havde du spedalskhed på kroppen, hvorefter Allah helbredte alt undtagen et område på størrelse med en dirham nær din navle?« Han svarede: »Ja.« Umar sagde: »Har du en mor?« Han svarede: »Ja.« Da sagde Umar: »Jeg hørte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sige: ‘Uways ibn Amir vil komme til jer sammen med Yemens hærfolk. Han er fra Murad-stammen, en gren af Qaran-stammen. Han havde spedalskhed på kroppen, men Allah helbredte alt undtagen et område på størrelse med en dirham. Han har en mor, som han tjener. Hvis han sværger ved Allah på noget, vil Allah opfylde hans ord. Hvis du kan bede ham om at bede Allah om tilgivelse for dine synder, så gør det.’« I en anden overlevering hedder det: »Den bedste blandt tabi’in er en mand ved navn Uways … I skal bede ham om at bede om tilgivelse for jer.« Efter at have sagt dette sagde Umar (må Allah være tilfreds med ham): »Bed Allah om tilgivelse for mig.« Uways bad da Allah om at tilgive Umars synder. Umar spurgte ham: »Hvor vil du tage hen?« Han svarede: »Jeg vil tage til Kufa.« Umar sagde: »Skal jeg så skrive et brev til Kufas guvernør for dig?« Uways svarede: »Jeg foretrækker at blande mig med de helt almindelige mennesker.« Året efter tog en fremtrædende mand fra Kufa på hajj. Da han mødte kaliffen Umar, spurgte Umar ham om Uways. Den fremtrædende mand sagde: »Jeg så ham i et meget forfaldent hus under yderst fattige forhold.« Da fortalte Umar (må Allah være tilfreds med ham) ham den ovennævnte hadith fra Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). Den fremtrædende mand vendte da tilbage til Kufa, opsøgte Uways og bad ham om at bede Allah om tilgivelse for ham. Uways sagde: »Du er netop vendt tilbage fra en velsignet hajjrejse; bed Allah om tilgivelse for mig. Mødte du Umar?« Han svarede: »Ja.« Da bad Uways Allah om at tilgive hans synder. Efter denne begivenhed fik folk kendskab til Uways, og de begyndte at komme og gå hos ham. Derfor forsvandt Uways et sted, hvor ingen kunne se ham. I næsten de følgende to årtier levede Uways al-Qarani skjult for offentligheden som et helt almindeligt menneske i samfundet. I den moské, der lå i det område, hvor han boede, deltog han regelmæssigt i bøn og prædikener som en almindelig moskébesøgende. Undertiden sagde han selv noget. Det fortælles også, at nogle få personer sad i moskéen og reciterede Koranen. Det fortælles, at han på denne måde deltog i forskellige jihad-ekspeditioner. I år 37 efter hijra fandt slaget ved Siffin sted mellem Ali (må Allah være tilfreds med ham) og Mu’awiya (må Allah være tilfreds med ham). I dette slag var Uways al-Qarani i Alis hær. Mens han kæmpede på Alis side, blev han til sidst martyr. (Muslim, al-Sahih, 4/1968-1969; Ahmad, al-Musnad, 3/480; al-Hakim, al-Mustadrak, 3/455-461). Dette er den autentiske beretning om ham. I vores land cirkulerer mange opdigtede og grundløse fortællinger om ham. Det siges, at han bar sin mor. Det siges, at han, da han hørte, at Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) hellige tand var blevet beskadiget under slaget ved Uhud, slog alle sine egne tænder ud og så videre. Der findes intet grundlag for disse fortællinger. Det siges også, at Umar og Ali skulle være kommet til ham eller have bedt ham om bøn. Alt dette er løgn. Af den ovenstående autentiske hadith har vi set, at det var Uways, der ifølge Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) profeti kom til Umars hof. Endnu mere alvorligt er de opdigtede udsagn, der tillægges Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) om ham. Det siges for eksempel, at Allahs Sendebud før sin død efterlod sin velsignede skjorte eller klædning til Uways al-Qarani (må Allah være ham nådig), og at Umar og Ali bragte denne klædning til ham. Alt dette er opdigtet og grundløst. Ibn Dahiya, Ibn al-Salah, Ibn Hajar al-Asqalani, al-Sakhawi, Mulla Ali al-Qari og andre hadithlærde er enige om, at dette alt sammen er ugyldige og opdigtede udsagn. (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at, 1/350; al-Suyuti, al-La’ali, 1/449; Ibn Iraq, Tanzih, 2/32-36; Mulla Ali al-Qari, al-Asrar, s. 181). 2. Hasan al-Basri (må Allah være ham nådig) Hasan al-Basri (må Allah være ham nådig) (22-109 efter hijra) var en berømt tabi’i. Der cirkulerer mange falske og opdigtede fortællinger om ham. For eksempel er samtaler og diskussioner mellem Hasan al-Basri og Rabi’a al-Basri meget udbredt i vores samfund. De var imidlertid hverken jævnaldrende eller samtidige. Rabi’a al-Basri blev født omkring år 100 efter hijra og døde i år 180/181 efter hijra. Da Hasan al-Basri døde, var Rabi’a al-Basri kun 10-11 år gammel. Heraf kan vi let forstå, at alle de historier og fortællinger, der cirkulerer om disse to, er opdigtede. Det mest alvorlige er dog, at der i hans navn tillægges Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) falske udsagn. Det hævdes for eksempel, at Hasan al-Basri modtog tariqaen fra Allahs Sendebud gennem Ali, eller at han modtog khirqa, stav og lignende fra Chishtiyya-tariqaen. Denne påstand er grundløs. Hasan al-Basri (må Allah være tilfreds med ham) var blandt tabi’inernes fremmeste hadithlærde, jurister, mujahidin, prædikanter og asketiske fromme mænd. Ud over at undervise i hadith og fiqh prædikede han mod verdslig grådighed og begær og opfordrede folk til at opgive livets bekvemmeligheder og indrette livet efter det hinsidige. Når han mindedes det hinsidige, græd han af kærlighed til Allah og af frygt for Allah. Disse sammenkomster havde stor indflydelse på datidens mennesker. De fleste sufi-dervisher i senere tider blev inspireret af ham og lærte af ham. På Hasan al-Basris (må Allah være ham nådig) tid var ordene tasawwuf og sufi samt lignende betegnelser ukendte. Tariqa i den senere almindelige betydning var også ukendt. De talte hovedsageligt om kærligheden til Allah og det hinsidige i lyset af Koranen og hadith og var meget optagede af tilbedelse og lydighed mod Allah. Der fandtes heller ingen skik med at opsøge en bestemt person for at få en tariqa. Gennem det samlede samvær med forskellige sahabaer og tabi’in opnåede mennesker åndelig fuldkommenhed. Omkring 500 år senere, da hele den muslimske verden var sunket ned i splittelse og uvidenhed og var blevet sønderrevet af tatarernes frygtelige angreb, blev tariqaerne grundlagt og udbredt i det 6. og 7. århundrede efter hijra. Qadiriyya-tariqaen forbindes med Abd al-Qadir al-Jilani (må Allah være ham nådig) (død 561 efter hijra/1166 e.Kr.). Han grundlagde eller udbredte imidlertid ikke den Qadiriyya-tariqa, som kendes i dag; den blev udbredt længe efter ham. Grundlæggeren af Rifaiyya-tariqaen var Ahmad ibn Ali al-Rifa’i (må Allah være ham nådig) (død 578 efter hijra). Grundlæggeren af Suhrawardiyya-tariqaen var Shihab al-Din al-Suhrawardi (må Allah være ham nådig) (død 632 efter hijra). Moinuddin Chishti (må Allah være ham nådig) var den vigtigste forkynder af Chishtiyya-tariqaen. Han døde i år 633 efter hijra (1236 e.Kr.). Ali ibn Abd Allah al-Shadhili (må Allah være ham nådig) (656 efter hijra/1258 e.Kr.) grundlagde Shadhiliyya-tariqaen. Muhammad ibn Muhammad al-Bukhari Bahauddin Naqshband (må Allah være ham nådig) (død 791 efter hijra) grundlagde Naqshbandiyya-tariqaen. De udvalgte de foreskrevne former for tilbedelse fra Koranen og hadith og forsøgte på dette grundlag at højne muslimernes åndelige tilstand. I virkeligheden var det dem, der i disse mørke og vanskelige tider påtog sig ansvaret for at udbrede og etablere islam blandt almindelige muslimer. En udbredt påstand fra senere tider er, at Hasan al-Basri (må Allah være ham nådig) modtog Chishtiyya-tariqaen og andre tariqaer fra Allahs Sendebud gennem Ali (må Allah være tilfreds med ham). Det hævdes, at han modtog khirqa og khilafa fra Ali og blev tariqaens sajjada-nashin. Dette er falsk og grundløst. Hasan al-Basri (må Allah være ham nådig) blev født i Medina i år 22 efter hijra. Da han var 13 år gammel, blev Ali (må Allah være tilfreds med ham) i år 35 efter hijra udnævnt til kalif og flyttede kalifatets centrum eller hovedstad fra Medina til Kufa. Derefter så Hasan al-Basri (må Allah være tilfreds med ham) ikke Ali igen. Han fik ikke engang mulighed for at sidde ved Alis hof og modtage undervisning. Ali (må Allah være tilfreds med ham) blev martyr i år 40 efter hijra. Vi kan let forstå, at Ali (må Allah være tilfreds med ham) ikke forbigik sine mest kvalificerede børn, utallige fremtrædende tilhængere, elever og ledsagere for at give khirqa og khilafa til en 13-årig dreng eller gøre ham til sajjada-nashin. Ibn Dahiya, Ibn al-Salah, al-Dhahabi, Ibn Hajar, al-Sakhawi, Mulla Ali al-Qari og andre hadithlærde har anført, at alt dette er grundløse og ugyldige udsagn. (Al-Sakhawi, al-Maqasid, s. 335; Mulla al-Qari, al-Asrar, s. 181).
2.7. Om de ædle awliyaer og walāya
Koranen og de sahih-hadither indeholder mange anvisninger om Allahs venners identitet, handlinger og rang. Dette emne er behandlet udførligt i bøgerne Ihya’us-Sunan og Rahe Belayat. Bedragere spreder mange falske udsagn om dette i det muslimske samfund, og mange godhjertede, fromme ældre har troet på dem i god tro. Her nævner jeg nogle forhold. 1. Allahs venners karamat eller mirakuløse evner er sande I en almindeligt udbredt bog står der: »Nogle udsagn fra den ædle Koran og den ædle hadith om Allah den Ophøjedes venner: … Karamat-ul-awliya haqqun—al-hadith. Det betyder: Awliyaernes mirakuløse evner er sande.« [Khwaja Nizamuddin Awliya (rah), Rahat-ul-Muhibbin, sidste omslag]. Her er udsagnet blevet kaldt en hadith eller tillagt Allahs Sendebud (saw), og der er således begået bedrag i Allahs Sendebuds navn. Vi vil drøfte to ting: (1) udsagnets kilde og (2) dets betydning. For det første udsagnets kilde. Sætningen »Allahs venners karamat er sand« er muslimske lærdes udsagn. Den er ikke en hadith. Allahs Sendebud (saw) sagde aldrig denne sætning, og den er ikke overleveret fra ham med nogen sahih eller svag isnad. Desuden er selve ordet karamat ikke et koranisk eller hadithmæssigt ord. Koranen og haditherne kalder profeternes og Allahs venners mirakuløse handlinger for ayat, dvs. tegn. Fra det andet og tredje århundrede blev profeternes tegn i de muslimske lærdes terminologi kaldt mu‘jiza, mens Allahs venners tegn blev kaldt karamat. Fra det andet hijri-århundrede nægtede mu‘tazilitterne og nogle andre grupper, at mirakuløse handlinger kunne forekomme gennem Allahs venner. Dette synspunkt strider mod Koranen og sunnaen. Forskellige koranvers og hadither viser, at Allah undertiden også giver fromme mennesker, som ikke er profeter, et mirakuløst tegn eller en ayat. Derfor siger lærde, der følger sunnaen: »Karamat-ul-awliya haqq.« For det andet udsagnets betydning. Vi har således set, at dette ikke er Allahs Sendebuds (saw) ord, men de lærdes udsagn. Det er derfor bedrag at kalde det en hadith. Desuden er sætningen i det ovenfor citerede sted oversat forkert, så der også er begået yderligere bedrag i oversættelsen. A. Karamat kontra mirakuløs evne Sætningen består af tre ord: karamat, awliya og haqq. I det citerede sted er karamat oversat med »mirakuløs evne«. Det er ikke blot forkert, men strider mod islamisk tro. Karamat betyder et mirakuløst tegn, ikke en mirakuløs evne. At tro, at andre end Allah den Almægtige har mirakuløse evner, er shirk. Karamat betyder grundlæggende ære eller hæder. I islamisk terminologi betyder det »en mirakuløs handling, der udføres gennem fromme mennesker, som ikke er profeter eller sendebude«. At anse et mirakuløst tegn for en mirakuløs evne er en af årsagerne til shirk. De kristne hævder: »Ingen andre end Gud kan give de døde liv. Jesus gav de døde liv. Det beviser, at Jesus var Gud, eller at han havde guddommelighed eller guddommelig kraft.« Koranen siger gentagne gange, at ingen profet, sendebud eller anden person kan frembringe eller vise et mirakel efter eget ønske; det kan kun ske efter Allahs vilje. At en mirakuløs hændelse sker gennem en wali eller en from person betyder ikke, at handlingen er under denne persons vilje eller skyldes hans egen kraft. Det betyder, at Allah ved en bestemt lejlighed har æret ham ved at give ham et mirakuløst tegn. Ved en anden lejlighed giver Han det måske ikke. Jeg nævner ét eksempel. Det er overleveret med en pålidelig isnad, at Umar ibn al-Khattab (ra) en fredag tidligt i år 23 efter hijra holdt khutba i Profetens moské og højt råbte: »Sariya, gå op på bjerget!« På det tidspunkt kæmpede den muslimske hærfører Sariya ibn Zuraym på en slagmark i Persien. Han var tæt på at blive besejret. Da hørte han Umars ord, søgte ly ved bjerget og vandt sejren. (Tabari, Tarikh 2/553-554; Ibn Hajar, al-Isaba 3/5-6; al-Maqdisi, s. 468). I denne hændelse ser vi en særlig karamat hos Umar (ra). Han så forholdene på en slagmark tusindvis af mil borte, gav en mundtlig ordre, og Sariya hørte den. Karamatens betydning er, at Allah den Almægtige på dette bestemte tidspunkt ærede denne store wali på denne særlige måde: Umar oplevede den fjerne scene i sit hjerte, gav en anvisning, og Allah lod anvisningen nå Sariya. Det betyder ikke, at Umar (ra) havde evnen til at se alt, hvad der foregik tusindvis af mil borte, eller at han efter eget ønske kunne se fjerne ting eller sende sine ord langt bort. Ved årets slutning, den 27. dhu’l-hijja i år 23 efter hijra, sagde Umar (ra) takbirat al-tahrima for at begynde fajr-bønnen. Da stak Allahs fjende Abu Lu’lu’, som stod bag ham som en bedende med en kappe over sig, ham gentagne gange med en skjult kniv. Umar faldt bevidstløs om. Da han kom til bevidsthed, spurgte han: »Hvem sårede mig?« De svarede: »Abu Lu’lu’.« Han sagde: »Alhamdulillah, jeg blev ikke dræbt af en muslim.« Han døde nogle dage senere. (Ibn Kathir, al-Bidaya 7/130-138). Her ser vi, at Allah i den første hændelse viste Umar (ra), hvad der skete tusindvis af mil borte, men i den anden hændelse lod Ham ikke vide, at fjenden stod lige ved siden af ham. For karamat er aldrig en evne; karamat er kun en ære, som Allah giver. B. Wali og awliya Ordet belayat betyder nærhed, venskab, beskyttelse og lignende. Den, der opnår belayat, kaldes wali, dvs. Allahs ven, en nærstående eller en beskytter. Om awliyaernes identitet siger Koranen: »Vær forvisset: Allahs venner skal ikke frygte, og de skal ikke sørge—de, som tror og vogter sig mod Allahs vrede eller følger taqwas vej.« (Surah Yunus 10:62-63). Iman betyder en ren tro på tawhid og risalat, fri for shirk og kufr. Ordet taqwa betyder at beskytte sig selv. At afstå fra enhver handling eller tanke, som gør Allah den Ophøjede utilfreds, kaldes taqwa. Grundlæggende kaldes det taqwa at afholde sig fra alt haram, forbudt og syndigt. Dette vers viser, at en walis identitet er begrænset til to egenskaber: iman og taqwa. Jo stærkere og mere fuldkomne disse egenskaber er hos en person, desto længere er han kommet på belayats vej, og desto mere elsket af Allah—dvs. desto større wali—anses han for at være. Allahs Sendebud (saw) inddelte handlingerne på walis eller belayats vej i to: fard og nafl. Efter at have opfyldt alle fard-handlinger fortsætter tjeneren med mange frivillige tilbedelseshandlinger og nærmer sig derved Allah mere og mere. Heraf forstår vi, at enhver muslim er Allahs wali. Jo mere iman og taqwa en person har, desto større wali er han. Imam Abu Ja‘far al-Tahawi (321 hijri), en af Hanafi-skolens fremtrædende imamer, gengiver troslæren hos Imam Abu Hanifa, Muhammad, Abu Yusuf—må Allah forbarme sig over dem—og Ahl as-Sunna wa’l-Jama‘a således: »Alle troende er den Nådige Allahs venner. Den af dem, der er mest lydig mod Allah og følger Koranen mest, er mest æret hos Allah—og dermed den største wali.« (Imam Tahawi, al-Aqida, s. 357-362). Målestokken for wali og belayat er altså iman og taqwa: at udføre alle fard-handlinger og udføre mange nafl-tilbedelser. Hvis en muslim bevarer en korrekt tro i fuld overensstemmelse med sunnaen, opnår taqwa ved at afstå fra alle slags haram og forbudte ting, udfører alle de pligter, der påhviler ham, og derefter udfører så meget nafl-tilbedelse som muligt, er han Allahs wali eller elskede tjener. Jo længere en person kommer i disse forhold, desto større nærhed til Allah eller belayat opnår han. Heraf forstår vi også, at belayat ikke er en titel eller rang, og at der i islam ikke findes en særlig post eller grad kaldet »wali«. Enhver troende er wali. Jo mere iman og taqwa han opnår, desto større wali er han. C. Haqq »Karamat-ul-awliya haqq« eller »Allahs venners mirakuløse handlinger er sande« betyder, at mirakuløse handlinger kan vise sig gennem Allahs venner. Hvis en mirakuløs handling viser sig gennem en person, der udadtil er en from, troende og gudfrygtig muslim, skal den forstås som en ære givet af Allah. Hvis det gennem en pålidelig kilde er kendt, at en mirakuløs handling er vist gennem en from, ældre person, skal man tro på den som sand. At afvise dette eller erklære det umuligt er mu‘tazilitternes troslære. Udsagnet »Allahs venners karamat er sande« misforstås på to måder. For det første mener nogle, at alt, hvad der fortælles om karamat eller mirakler i awliyaernes navn, skal anses for sandt. Det er en grov fejl. Ingen overlevering kan accepteres uden en autentisk isnad. Ligesom falske hadither er utallige falske karamatberetninger blevet spredt i awliyaernes navn. For det andet mener nogle, at det betyder, at awliyaerne nødvendigvis må have karamat, eller at karamat er deres kendetegn. Det er også en alvorlig fejl. Bortset fra synlige fromme handlinger findes der intet tegn, mærke eller certifikat på, at en person er wali. Ingen karamat eller mirakuløshed er nogensinde målestokken for belayat. Allahs mest elskede wali kan godt være uden nogen form for karamat. Vi ved, at de fleste af Profetens ædle ledsagere, som var Allahs mest elskede awliya, ikke har fået nogen karamat overleveret. Omvendt kan en mirakuløs handling også vise sig gennem en synder, en kafir eller en mushrik. Endelig er den, der har karamat, ikke en person med en særlig rang og er heller ikke beskyttet mod fejltrin. Hvis han fejler i sine handlinger, vil han blive straffet. Koranen fortæller os, at selv en wali med karamat undertiden er blevet vildledt og forvirret. (Surah al-A‘raf 7:175-177; Ibn Kathir, Tafsir 2/265-268). 2. Allahs venner dør ikke I en udbredt bog står der: »Allahs venner dør ganske vist ikke; de flytter blot fra den forgængelige verden til det evige hinsides.«—Al-hadith. (Khwaja Nizamuddin Awliya, Rahat-ul-Muhibbin, sidste omslag). Det skal bemærkes, at denne hadith i bogen Sirr al-Asrar, som tilskrives Abd al-Qadir al-Jilani (rah), gengives således: »De troende dør ikke; de flytter blot fra den forgængelige verden til det evige hinsides.« Begge udsagn er falske, grove og opdigtede ord, der tillægges Allahs Sendebud (saw). De er ikke overleveret med nogen sahih, svag eller opdigtet isnad. Vi ved, at ethvert menneske gennem døden »flytter fra den forgængelige verden til det evige hinsides«. Her er ingen særlig undtagelse. Koranens vers og forskellige sahih-hadither beviser martyrernes særlige liv i det hinsides. Profeternes særlige liv i det hinsides er også bevist gennem sahih-hadither. Men intet andet fromt menneskes særlige liv efter døden er bevist. Alt, hvad der siges om lærdes, awliyaers, muezziners og andre fromme menneskers liv efter døden, er ord uden isnad, grundlag og værdi. (Darwish Hut, Asan al-Matalib, s. 295-296; Daylami, al-Firdaws 3/35). 3. Allahs venner er optaget af bøn i graven En anden opdigtet beretning om awliyaernes liv efter døden lyder: »Profeterne og Allahs venner udfører bøn i deres grave, sådan som de udførte bøn i deres hjem.« (Sirr al-Asrar, s. 55). Vi har tidligere set, at hadithen er autentisk, når det gælder profeterne. Men tilføjelsen af ordet »Allahs venner« er opdigtet. 4. Allahs venner er Allahs duft I en udbredt bog står der: »Al-awliya rayhanullah—al-hadith. Det betyder: Awliyaerne er Allahs duft.« [Khwaja Nizamuddin Awliya, Rahat-ul-Muhibbin, sidste omslag]. Dette er også et opdigtet udsagn, der tillægges Allahs Sendebud (saw). Det vides ikke at være overleveret fra ham med nogen sahih, svag eller opdigtet isnad. Der er intet problem i at kalde awliyaerne Allahs duft. Allahs forsyning er blevet kaldt Allahs duft, og et barn er også blevet kaldt Allahs duft. (Tabari, Tafsir 27/123; Ibn Hajar, Fath al-Bari 8/621). Men hvis dette udsagn skal tilskrives Allahs Sendebud (saw), må det være overleveret med en sahih isnad. 5. Allahs venner er skjult bag Allahs kappe I en udbredt bog står der: »Mine venner er under Min kappe; ingen andre end Mig kender dem, bortset fra Mine awliya.«—Hadith qudsi. Det betyder: »Mine venner befinder sig bag Min kappe; ingen andre end Mig kender dem, bortset fra Mine awliya.« [Khwaja Nizamuddin Awliya, Rahat-ul-Muhibbin, sidste omslag]. Dette er også et grundløst, opdigtet og falsk udsagn. Det vides ikke at være overleveret med nogen sahih, svag eller opdigtet isnad. Ligesom mange andre udsagn uden isnad og grundlag blev det senere spredt blandt folk. Nogle lærde i det niende og tiende hijri-århundrede nævnte det uden isnad i deres bøger, idet de byggede på grundløse folkesagn. (Jurjani, Ali ibn Muhammad (816 hijri), al-Ta‘rifat, s. 295). 6. Awliyaernes særlige paradis: kun synet af Allah Det er udbredt i vores samfund, at Allahs særlige awliya ikke tilbeder for Paradisets velsignelser, men kun af kærlighed eller for at se Allah. Denne tilstand regnes for den højeste. I denne forbindelse findes en falsk hadith: »Allah har et paradis, hvor der hverken er hourier, paladser, honning eller mælk—men kun synet af Herren gennem det guddommelige møde.« Dette er fuldstændig grundløst og et opdigtet udsagn uden isnad. (Sirr al-Asrar, s. 19-20). 7. Både denne verden og det hinsides er forbudt for Allahs venner Et andet opdigtet udsagn med samme betydning lyder: »Denne verden er forbudt for dem, der søger det hinsides, og det hinsides er forbudt for dem, der søger denne verden. For Allahs folk er både denne verden og det hinsides forbudt.« Det vil sige, at ingen kan opnå nærhed til Allah, før han opgiver håbet om og glæden ved både denne verdens og det hinsides lykke. Den lærde Shirawayh ibn Shahrdar al-Daylami (509 hijri) fra det sjette århundrede nævnte hadithen i sin al-Firdaws. Hans søn Shahrdar ibn Shirawayh Abu Mansur al-Daylami nævnte en isnad i sin Musnad al-Firdaws. De fleste fortællere i isnaden er fuldstændig ukendte, og de øvrige er svage. Derfor regnes hadithen for opdigtet. (Daylami, al-Firdaws 2/230; Albani, Da‘ifa 1/105-106). Hadithen hævder, at denne verden er forbudt for dem, der søger det hinsides, og at både denne verden og det hinsides er forbudt for Allahs folk. Begge udsagn strider mod Koranen og utallige sahih-hadither. Allah har sagt det stik modsatte. Han har ikke forbudt skønhed og gode, rene glæder i denne verden eller det hinsides for Sit elskede Sendebud (saw), de bedste af Allahs folk blandt ledsagerne eller andre, der søger Allah og det hinsides: »Sig: Hvem har forbudt Allahs prydelse, som Han har frembragt for Sine tjenere, og de gode ting fra Hans forsyning? Sig: De er for de troende i dette verdensliv, og på opstandelsens dag er de kun for dem.« (Surah al-A‘raf 7:31-32). Koranen befaler Allahs folk og dem, der søger det hinsides, at bede om velsignelser i denne verden og det hinsides. Allahs Sendebud (saw) plejede selv altid at bede sådan. Velsignelserne i det hinsides er netop det vigtigste mål for Allahs folk og dem, der søger det hinsides. Kort sagt er forestillingen om, at man må opgive håbet om Paradisets velsignelser for at blive Allahs ven, klart i strid med Koranen og hadith. Den kan opstå i nogle fromme menneskers hjerter, men Allahs Sendebud (saw) og ledsagerne bad altid om Paradisets velsignelser, og Profeten gav ledsagerne glade tidender om forskellige velsignelser. Frem for alt beskriver Allah i Koranen Paradisets velsignelser for alle: profeterne og awliyaerne med den højeste rang såvel som almindelige awliya. 8. Sharia, tariqa, ma‘rifa og haqiqa Dette er fire meget kendte begreber blandt os. I Koranen og hadith bruges først og fremmest ordet sharia. Begreberne tariqa, ma‘rifa og haqiqa bruges ingen steder i Koranen eller hadith som fire stadier, niveauer eller inddelinger af islam. Senere lærde foretog denne begrebsinddeling på grundlag af Koranen og hadith. Bedragere har også opdigtet hadither om dette. Løgnere har sagt, at Allahs Sendebud (saw) sagde: »Sharia er et træ, tariqa er dets grene, ma‘rifa er dets blade, og haqiqa er dets frugt.« (Sirr al-Asrar, s. 33). Må Allah ydmyge løgnerne. Et andet udsagn, de har opdigtet, lyder: »Sharia er mine ord, tariqa er mine handlinger, haqiqa er min tilstand, og ma‘rifa er min kapital.« (Ajluni, Kashf al-Khafa 2/6). 9. Den lille jihad og den store jihad Det fortælles, at Allahs Sendebud (saw), da han vendte tilbage fra et slag, sagde: »Vi er vendt tilbage fra den lille jihad til den store jihad. … Den store jihad er jihad mod sindet eller kampen mod ens begær.« Ibn Taymiyya regnede denne hadith for grundløs og ugyldig. Muhaddither som Iraqi og Suyuti nævnte, at den er overleveret fra Allahs Sendebud med en svag isnad. Med en sahih isnad er ordene derimod overleveret som et eget udsagn fra den berømte tabi‘i Ibrahim ibn Abi Abla (152 hijri). Derfor sagde Ibn Hajar al-‘Asqalani, at udsagnet oprindeligt er denne tabi‘is ord. Svage fortællere har ofte overleveret en ledsagers eller tabi‘is ord som Allahs Sendebuds ord. (Mulla Ali Qari, al-Asrar, s. 127; Darwish Hut, Asan al-Matalib, s. 153; Albani, Da‘ifa 5/478-481). 10. Kampen mod begæret er den hårdeste jihad Et andet udsagn med denne betydning er udbredt i vores samfund: »Den hårdeste jihad er jihad mod begæret.« Det er ikke Allahs Sendebuds ord og er ikke overleveret som hans ord med nogen isnad. Det er overleveret som et eget udsagn fra den berømte tabi‘ tabi‘i Ibrahim ibn Adham (161 hijri). (Bayhaqi, Kitab al-Zuhd 2/152). Det skal bemærkes, at der findes en sahih-hadith med en betydning, der ligger tæt på dette. Fudala ibn Ubayd (ra) fortæller, at Allahs Sendebud (saw) under prædikenen ved afskedspilgrimsfærden sagde: »En mujahid er den, der kæmper mod sit begær for at adlyde Allah.« (Tirmidhi, al-Sunan 4/165; Ibn Hibban, al-Sahih 11/204). Det sørgelige er, at vi lader de sahih-hadither, der er samlet i berømte hadithbøger, ligge og i stedet tilskriver Allahs Sendebud grundløse og opdigtede udsagn. 11. Den lærde kontra den gnostiske I Koranens og hadithens terminologi kaldes den, der besidder islamisk viden, en alim. Ma‘rifa bruges om teoretisk viden, skjult viden eller særlig viden. Koranen og hadith siger intet om at bruge ‘arif om en, der besidder teoretisk viden, eller om en forskel mellem alim og arif. Alt, hvad der siges om dette, er opdigtet. En sådan falsk hadith lyder: »Alim tegner mønsteret, og arif—den, der kender Gud—renser det.« (Sirr al-Asrar, s. 49). 12. Tilegn jer Allahs egenskaber Dette er en grundløs og opdigtet hadith uden isnad, udbredt blandt sufier: »Tilegn jer Allahs natur, eller bliv udstyret med Allahs egenskaber.« (Sirr al-Asrar, s. 50). 13. Bliv alene, så når du Mig »Bliv alene, så vil du nå Mig.« (Sirr al-Asrar, s. 78). Alle de ovenstående udsagn er uden isnad, uden grundlag og opdigtede. De er ikke overleveret med nogen sahih, svag eller mawdu‘ isnad. 14. Det er tilladt for nogle at lytte til sama eller kærlighedsmusik … Sama betyder »at lytte«. På ledsagernes og tabi‘inernes tid betød sama at lytte til Koranen og til den ærede Profets liv, handlinger og ord. Det var dette, der skabte bølger af kærlighed til Allah og Profeten i deres hjerter. Ingen muslim lyttede til musik for at opnå nærhed til Allah eller skabe kærlighed til Allah i hjertet. Blandt velstående og irreligiøse mennesker fandtes en begrænset brug af musik som underholdning, men de lærde anså det for haram. En eller to forsøgte at tillade det som underholdning, men det blev aldrig anset for et middel til at opnå nærhed til Allah. Efterhånden begyndte sama at betyde musik og sang. At blive grebet af sangen og danse blev kaldt wajd, dvs. følelse, ophidselse eller ekstase. Fra det femte hijri-århundrede blev sama eller musik og wajd—dans eller ekstase under sangens påvirkning—en af sufi-asketernes vigtigste aktiviteter. Man kunne ikke forestille sig en sufi-khanqah eller sufi-helligdom uden sama. Hujjat al-Islam Imam Ghazali (505 hijri) og andre lærde hævdede af hengivenhed for sufierne, at sådan musik og dans var tilladt, i overensstemmelse med sharia og en god innovation. (Abu Hamid al-Ghazali, Ihya ‘Ulum al-Din 2/292-332). Da sama-musik blev meget udbredt blandt fromme mennesker, fik bedragerne et stort område, hvor de kunne bruge deres opfindsomhed. De opdigtede og spredte forskellige hadither om sama, wajd og lignende. I Sirr al-Asrar står der, at Profeten (saw) sagde: »Sama er obligatorisk for nogle, sunna for nogle og innovation for andre. Det obligatoriske gælder de særligt udvalgte, sunna gælder de elskende, og innovation gælder de uopmærksomme.« (Sirr al-Asrar, s. 88-89). Dette er et grundløst og opdigtet udsagn, der er lavet i Allahs Sendebuds navn. Det er ikke overleveret noget sted, selv ikke med en svag eller mawdu‘ isnad. 15. Den, der ikke har wajd eller ekstase, har hverken religion eller liv At blive overvældet af følelser, besvime eller danse ved en musikforsamling blev anset for et stort tegn på kærlighed. Bedragerne opdigtede nogle hadither om dette. I Sirr al-Asrar nævnes en sådan »hadith«: »Den, der ikke har wajd eller ophidselse og ekstase, har intet liv eller ingen religion.« (Sirr al-Asrar, s. 86, 89). Dette er også et fuldstændig grundløst og opdigtet udsagn uden isnad. 16. Den, der ikke bevæges af sang, er ikke ædel En anden falsk hadith er berømt i denne forbindelse. Denne hadith har endda en isnad, men den vigtigste fortæller i isnaden var en løgner og bedrager. Den fortæller, at et kærlighedsdigt blev reciteret for Allahs Sendebud. I sangen hed det: »Kærlighedens slange har bidt mit hjerte. Der findes hverken læge eller medicin, bortset fra min elskede. Han er min sygdom, og han er min medicin.« Da Profeten hørte dette digt, blev han ophidset og begyndte at danse eller bevæge sig. Hans kappe faldt endda af kroppen, og ledsagerne begyndte også at danse eller bevæge sig sådan … Derefter sagde Allahs Sendebud: »Den, der ikke bevæges, når han lytter, er ikke ædel.« Muhadditherne er enige om, at denne hadith er en grov løgn og opdigtning. (Ibn Taymiyya, Ahadith al-Qussas, s. 60-61; Dhahabi, Mizan al-I‘tidal 5/198). 17. Ghawth, qutb, awtad, aqtab, abdal og nujaba Blandt religiøse mennesker i vores samfund er ordene ghawth, qutb, awtad, aqtab og lignende meget udbredte. Vi bruger dem almindeligvis om de ædle awliya. Derudover er særlige betydninger og særlige titler knyttet til disse begreber. Det er også udbredt, at der til enhver tid findes et bestemt antal awtad, abdal, ghawth og qutb i verden. Alt dette er grundløse udsagn, opdigtet i Allahs og Hans store Sendebuds navn. Bortset fra ordet abdal er intet af dette overleveret i nogen hadith. Alle begreberne, titlerne og antallene—ghawth, qutb, awtad osv.—er helt grundløse. Intet om dette er overleveret fra Allahs Sendebud med en sahih eller acceptabel isnad. Kun ordet abdal er nævnt i flere hadither. Abdal er flertal af badal og betyder »erstatningerne«. Flere hadither fortæller, at der findes nogle fromme mennesker, og når en af dem dør, indsætter Allah en anden i hans sted. Derfor kaldes de abdal, dvs. erstatningerne. Isnaden til hver hadith om dette er svag. I nogle isnader findes en løgner, nogle er afbrudte, og nogle indeholder svage fortællere. Derfor har visse muhaddither samlet betegnet alle hadither om abdal som munkar, ugyldige eller mawdu‘. Mange andre muhaddither har på grund af flere isnader anset dem for samlet set acceptable. Efter at have undersøgt de forskellige muhaddithers udførlige drøftelser og haditherne med deres forskellige isnader forekommer den anden opfattelse mig at være korrekt. To forhold støtter ordet abdal. For det første de forskellige hadither om emnet. For det andet brugte mange tabi‘in, tabi‘ tabi‘in, muhaddither, imamer og jurister i det andet og tredje hijri-århundrede dette ord. Det viser, at ordet har et grundlag og en kilde. Ligesom om alle andre emner er mange falske udsagn om abdal blevet spredt som hadither. Ud over disse har nogle muhaddither anset de følgende tre hadither om emnet for nogenlunde acceptable. Den første hadith: Tabi‘ien Shurayh ibn Ubayd (101 hijri) siger, at da krigen mellem Ali (ra) og Mu‘awiya (ra) foregik, sagde irakerne, som fulgte Ali: »Amir al-mu’minin, forband Mu‘awiyas syriske tilhængere.« Han sagde: »Nej, for jeg hørte Allahs Sendebud (saw) sige: Abdal vil være i Syrien. De er fyrre personer. Når en af dem dør, indsætter Allah en anden i hans sted. På grund af dem sender Allah regn, giver sejr over fjenden og fjerner straffen fra Syriens folk.« Alle fortællerne i isnaden er pålidelige og accepteret af Bukhari og Muslim, bortset fra Shurayh ibn Ubayd. Hans hadither findes ikke hos Bukhari og Muslim, men han er også anerkendt som en troværdig og pålidelig fortæller. Isnaden er derfor sahih. Nogle muhaddither mener, at isnaden er afbrudt, fordi Shurayh ikke sagde, at han hørte ordene fra Ali, men blot nævnte hændelsen. Det kan derfor tænkes, at han hørte den gennem en anden, hvis navn han ikke nævnte, men det er ikke sikkert. Under slaget ved Siffin var Shurayh omkring tredive år gammel. Det var derfor ikke umuligt, at han havde hørt hadith fra Ali (ra) eller været til stede ved begivenheden. Isnaden synes derfor tilsyneladende ubrudt. Diya al-Maqdisi nævner, at hadithen med en stærkere isnad er overleveret som Alis eget udsagn. Hadithen er således sahih som Alis udsagn, dvs. en mawquf-hadith. (Ahmad, al-Musnad 1/112; Sakhawi, al-Maqasid, s. 32-34; Suyuti, al-La’ali 2/330-332; Ibn Iraq, Tanzih 2/306-307). Den anden hadith: Tabi‘ien Abd al-Wahid ibn Qays siger, at Ubada ibn al-Samit (ra) fortæller, at Allahs Sendebud (saw) sagde: »I dette ummahs folk er der tredive abdal. De ligner Allah den Nådiges og Barmhjertiges ven Ibrahim. Når en af dem dør, indsætter Allah den Ophøjede og Velsignede en anden i hans sted.« Muhadditherne er uenige om fortælleren Abd al-Wahid ibn Qays. Ijli og Abu Zur‘a anså ham for acceptabel, mens andre muhaddither anså ham for svag. Imam Ahmad kaldte hadithen munkar, dvs. forkastelig eller svag. Nogle muhaddither anså den for at være på hasan-niveau. Den tredje hadith: Det er overleveret fra Anas (ra), at Allahs Sendebud (saw) sagde: »Jorden vil aldrig være uden fyrre personer, som er som Allah den Nådiges ven Ibrahim. På grund af dem får I regn, og på grund af dem sejrer I. Når en af dem dør, indsætter Allah en anden i hans sted.« Hadithen er samlet af Tabarani. Der er indvendinger mod flere fortælleres pålidelighed i isnaden, og derfor anså nogle muhaddither den for svag. Allama Haythami anså den dog for hasan. (Tabarani, al-Mu‘jam al-Awsat 4/247; Albani, Da‘ifa 9/325-327; Da‘if al-Jami‘, s. 689). Ud over disse tre hadither er flere hadither om abdal overleveret. Selv om hver enkelt hadith isoleret set er svag eller meget svag, er abdalernes eksistens samlet set bevist. Naturligvis er mange falske og opdigtede udsagn blevet knyttet til dette bevist forhold. Mange falske udsagn er overleveret om abdalernes ansvar og rang. Der er også opfundet mange titler under og over abdalernes rang, såsom 300 nuqaba, 70 nujaba, 40 badal eller abdal, 4 umud og 1 qutb eller ghawth. Bortset fra abdal er alle disse titler og antal grundløse og opdigtede. Intet om qutb, ghawth, najib eller naqib er overleveret fra Allahs Sendebud med nogen sahih eller svag isnad. Alt, hvad der siges om deres lande, rang, ansvar og handlinger, er ligeledes grundløst og opdigtet. Intet om dette er overleveret med en sahih eller svag isnad, selv om visse lærde i de seneste århundreder har skrevet meget om det. (Hakim al-Tirmidhi, Nawadir al-Usul 1/261-263; Sakhawi, al-Maqasid, s. 32-34; Darwish Hut, Asan al-Matalib, s. 63; Albani, Da‘if al-Jami‘, s. 203, 334, 367). Her henleder jeg læserens opmærksomhed på to forhold: abdalernes identitet og deres ansvar. A. Abdalernes identitet Ingen sahih-hadith er overleveret om abdalernes identitet. Ingen hadith nævner på nogen måde, at abdal eller badal selv kan genkende eller vide, at de er badal. Fra det andet århundrede begyndte man dog ud fra synlige fromme handlinger at anse fromme mennesker for at høre til blandt abdal. Nogle svage hadither nævner visse ydre handlinger i denne forbindelse. I en svag isnad står der: »De opnåede ikke denne rang gennem meget frivillig bøn, faste eller almisse … men gennem gavmildhed, et åbent hjerte samt barmhjertighed, kærlighed og oprigtigt råd til alle muslimer.« Hadithens isnad er svag. (Haythami, Majma‘ al-Zawa’id 10/63; Ajluni, Kashf al-Khafa 1/24-25). På grundlag af forskellige svage hadither og tabi‘inernes og tabi‘ tabi‘inernes udsagn har lærde som Sakhawi, Suyuti og Ajluni nævnt nogle tegn på badal: et åbent hjerte, tilfredshed med skæbnen, at afholde sig fra haram, at blive vred for Allahs religions skyld, ikke at skade nogen, at gøre godt mod den, der skader en, at tilgive den, der gør en ondt, dagligt at bede for Muhammads umma, at være barnløs eller aldrig få børn, ikke at forbande nogen og lignende. (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘at 2/335-337; Sakhawi, al-Maqasid, s. 32-34; Suyuti, al-La’ali 2/330-332; Ibn Iraq, Tanzih 306-307; Tahir al-Fatani, Tadhkira, s. 193-195). B. Abdalernes ansvar Det er også udbredt blandt os, at ghawth har et bestemt ansvar, qutb et andet osv. Dette er grundløse og opdigtede udsagn. Utallige ældre og fromme mennesker tror og gentager i god tro disse grundløse rygter. Vi har allerede set, at alle titler og begreber bortset fra abdal er uden grundlag. Om abdal siger nogle hadither, at »Allah sender regn på grund af dem« og lignende. Dette kan betyde to ting. For det første: velsignelsen ved fromme handlinger. Allah giver verdslige velsignelser på grund af fromme menneskers gode handlinger. I en sahih-hadith fortæller Anas (ra), at der på Allahs Sendebuds tid var to brødre. Den ene kom til Allahs Sendebud, mens den anden arbejdede for at tjene penge. Den arbejdende bror kom til Profeten og klagede over, at den anden ikke hjalp ham med arbejdet. Profeten sagde: »Måske får du netop din forsørgelse på grund af ham.« (Tirmidhi, al-Sunan 4/574; Hakim, al-Mustadrak 1/172). For det andet: at opnå deres bønner. Den anden betydning er, at Allah giver barmhjertighed og velsignelse på grund af deres bønner. Flere hadither nævner, at Allah besvarer sine elskede tjeneres bønner. Nogle svage hadither om abdal nævner, at mennesker får del i velsignelsen fra deres bønner. Fromme menneskers natur er, at de altid beder Allah om alle muslimers og det muslimske ummahs velbefindende. Det muslimske umma nyder godt af velsignelsen fra disse bønner. Tre fejlfortolkninger er udbredt i samfundet. For det første: at Allah er forpligtet til at besvare bønnen. Nogle mener, at hvis en badal eller anden sådan from person beder, vil Allah nødvendigvis høre ham. Så selv om Allah er tilfreds eller vred, vil mit mål være nået, hvis jeg på en eller anden måde kan få en bestemt person til at bede for mig. Denne opfattelse er ikke blot forkert; den strider mod islamisk tro og indeholder shirk. For det første ved ingen af os, hvem der er badal eller abdal. Alt ved dette er antagelser og forestillinger. For det andet afhænger det helt af Allahs vilje, om en persons bøn bliver besvaret. Koranen viser, at Allah opfyldte selv det uudtalte ønske i hjertet hos Sin elskede og nære ven, Muhammad, Allahs Sendebud (saw). Men Han besvarede også en bøn, som Profeten udtalte. Han bad om tilgivelse for en hykler, men Allah accepterede ikke bønnen og sagde endda, at den ikke ville blive accepteret, selv om han bad halvfjerds gange. En wali, der havde fået karamat, blev hårdt straffet, fordi han bad imod Allahs vilje. (Surah al-Tawba 9:80; Surah al-A‘raf 7:175-177; Tafsir Ibn Kathir 2/265-269). For det andet: at bønnen skal besvares gennem en mellemmand eller wasila. En fordrejet og islamisk trosstridig fortolkning af udsagn som »du får forsørgelse på grund af ham« eller »du får regn på grund af dem« er, at Allah måske ikke vil give dette uden denne persons eller disse personers bøn eller forbøn. De skulle være som kongers ministre, uden hvis anbefaling intet kan ske. Når man på jorden indgiver en ansøgning til en konge, hersker eller minister, får man hurtigere resultat gennem hans nære bekendte. På samme måde skulle det være mere sandsynligt at få noget ved at bede gennem disse personer end ved at bede Allah direkte. Disse forestillinger er åbenlys shirk. Jordens konge kender mig ikke og ved ikke, om jeg er oprigtig. Måske kender en af hans yndlinge mig. Hvis denne anbefaler mig, vil kongen føle sig sikker på, at jeg fortjener hans nåde. Gælder det samme for Allah? Kender Han mig ikke? Kender en wali eller elsket tjener mig bedre end Allah? Elsker han mig mere? Eller ønsker han at vise mig større barmhjertighed? Jordens konger og dommere kan på grund af menneskelig svaghed være partiske eller træffe forkerte afgørelser, som en anbefaling kan afværge. Findes der en sådan risiko hos Allah? Ingen kan sige, hvem der er accepteret og elsket hos Allah. Vi har allerede set, at fromme menneskers natur er, at de altid beder Allah om alle muslimers og det muslimske ummahs velbefindende. Muslimerne får del i denne bøns velsignelse. Men disse hadither befaler aldrig, at en muslim personligt eller det muslimske samfund kollektivt skal gå til en bestemt from person og bede ham om at bede. I islams velsignede perioder gjorde ledsagerne, tabi‘in, tabi‘ tabi‘in eller datidens mennesker aldrig dette. For det tredje: ansvar eller magt. Nogle mener, at Allah har givet abdal eller de ædle awliya ansvar og magt over regn, sejr osv., og at de giver disse ting efter eget forgodtbefindende. Denne opfattelse er shirk ligesom hinduers og mushrikers tro på guder. I styringen af dette univers har Allah ikke givet nogen levende eller død profet, wali eller noget menneske noget ansvar eller nogen ret. Alt, hvad der siges eller tænkes om dette, er en grov løgn og strider mod utallige klare udsagn i Koranen og hadith. Allah har givet englene forskellige opgaver i verdensordenen, men Han har ikke givet dem selvstændig magt. Han har ikke givet noget levende eller dødt menneske nogen sådan opgave. Mange i det muslimske samfund forestiller sig helt uden grundlag, at en bestemt person er Allahs elskede tjener. Derefter forestiller de sig, at Allah måske har givet ham en særlig magt, og begynder så efter eget indfald at bede ham om ting. For at støtte denne grove shirk fordrejer nogle uvidende eller ondsindede personer haditherne om abdal. 18. Om Abd al-Qadir al-Jilani (rah) Hazrat Abd al-Qadir al-Jilani var en af det sjette hijri-århundredes fremtrædende lærde, jurister og sufier—en tid præget af den muslimske ummahs historiske forfald, splittelse og angreb fra ydre fjender. Han blev født i 471 hijri og døde i en alder af 90 år i 561 hijri (1166 e.Kr.). Han var en stor jurist inden for Hanbali-skolen, og desuden en stor sufi-asket og prædikant. Gennem hans prædikener vendte utallige mennesker i denne mørke tid tilbage til religionens vej. Mange af hans karamat blev berømte allerede i hans levetid. Hans elever og nære samtidige, såsom Dhahabi, Sam‘ani og andre, skrev autentiske biografier om ham. Han skrev også selv mange bøger og underviste muslimer i deres religiøse og åndelige liv efter Hanbali-skolen. Selv om han som følge af datidens skolestridigheder omtalte Imam Abu Hanifa (rah) og hans tilhængere som en gruppe, der ville komme i Helvede (Abd al-Qadir al-Jilani, Ghunyat al-Talibin, s. 6, 7, 149, 151, 152, 155, 211, 227), respekterer mennesker fra alle madhhab, også hanafitter, ham. I senere tider blev utallige mærkelige og falske udsagn opdigtet i hans navn som karamat. Disse udsagn er både grundløse og falske og strider mod islamisk tænkning. Det, vi her beskæftiger os med, er imidlertid de falske udsagn, der knyttes til Allahs Sendebud (saw). Et af løgnernes opdigtede udsagn om Abd al-Qadir al-Jilani (rah) er, at Allahs Sendebud på natten til mi‘raj skulle have sat sin fod på Abd al-Qadir al-Jilanis skulder og derfra være steget op til tronen. Dette er en grov opdigtet løgn, der tillægges Allahs Sendebud. Det findes ikke i nogen hadithbog. Når man tænker på, hvordan en troende kan tillægge Allahs Sendebud et sådant mærkeligt og opdigtet udsagn, som han aldrig sagde, som ikke findes i nogen hadithbog og ikke har nogen isnad, må man undre sig. Ledsagerne turde ikke engang gengive ord, de kendte og havde lært uden frygt for den mindste ændring. Hvordan skal vi da på opstandelsens dag kunne stå foran ham, når vi uden videre siger alt, hvad vi hører, i hans navn?
2.8. Om viden og de lærdes fortræffeligheder
Der findes mange koranvers og autentiske hadither om påbuddet om at søge viden og om lærdes og talib al-ilms, dvs. studerendes, status. På den anden side er der opdigtet mange falske hadither om videns fortræffelighed. Mange uvidende, såkaldt fromme (!) mennesker har opdigtet mange falske hadither, mens de beskrev videns fortræffelighed for folk. Hvilken afskyelig forbrydelse! De mente, at Koranens vers og de autentiske hadither ikke var tilstrækkelige; derfor ville folk måske ikke begynde at lære, hvis de ikke fortalte yderligere opdigtede hadither om fortræffeligheder. Da det især er de lærde, der viderebringer hadither, har mange lærde undertiden fortalt disse falske hadither med smukke betydninger uden at undersøge dem. Derfor er mange falske hadither om videns og de lærdes fortræffelighed blevet spredt i samfundet. Det er alles pligt at kende disse falske hadither og afholde sig fra at fortælle dem. Koranens vers og de autentiske hadither er tilstrækkelige for os. 1. Nogle øjeblikkes eftertanke er bedre end tusind års tilbedelse Blandt disse opdigtede hadither findes: »At tænke og meditere i et øjeblik eller et kort stykke tid er bedre end et års tilbedelse.« Nogle siger endda, at det er bedre end 70.000 års tilbedelse. Hadithforskere har betegnet udsagnet som opdigtet. Det er falsk som et udsagn fra Allahs Sendebud (fred være med ham). Det er blot et udsagn fra en tidligere lærd (Mulla Qari, al-Asrar, s. 97; al-Albani, Da’if al-Jami’, s. 581). 2. Den lærdes blæk er bedre end martyrens blod En anden falsk hadith, der er opdigtet om videns fortræffelighed, lyder: »Den lærdes blæk er bedre end martyrens blod.« Hadithforskerne al-Sakhawi, al-Zurqani, Mulla Ali al-Qari og andre har forklaret, at selv om udsagnet lyder smukt, er det ikke Allahs Sendebuds (fred være med ham) ord. al-Zarkashi har sagt, at sætningen i virkeligheden er Hasan al-Basris (må Allah forbarme sig over ham) udsagn. 3. De lærde blandt min ummat er som Israels Børns profeter Dette er et meget udbredt udsagn blandt lærde og fromme. »De lærde blandt min ummat er som Israels Børns profeter.« Hadithforskerne er enige om, at dette ikke er Profetens (fred være med ham) ord, men et grundløst, isnadløst, falsk og opdigtet udsagn, der er blevet knyttet til ham (al-Sakhawi, al-Maqasid, s. 293; Mulla Qari, al-Asrar, s. 159). Mange prædikanter fortæller på grundlag af denne falske hadith opdigtede historier om, at Musa (fred være med ham) angiveligt havde en diskussion med Allahs Sendebud Muhammad (fred være med ham) om dette! Vi søger Allahs beskyttelse! Hvilken afskyelig opdigtet løgn! Det skal her bemærkes, at der findes mange andre hadither om de lærdes fortræffelighed, hvori de lærde beskrives som værende i nærheden af profeterne i rang. I en pålidelig (hasan) hadith siges det: »De lærde er profeternes arvinger.« al-Tirmidhi, Abu Dawud, Ibn Majah og andre hadithforskere har overleveret denne hadith. Vi bør drøfte disse acceptable hadither i stedet for at synde ved at tilskrive opdigtede udsagn til Allahs Sendebud (fred være med ham). 4. Se på de lærdes ansigter Endnu en falsk hadith, der er opdigtet om de lærdes fortræffelighed, lyder: »At se på den lærdes ansigt er mere elsket hos Allah end tres års faste og qiyam-tilbedelse (tahajjud).« Med andre ord siges det: »At se på den lærdes ansigt er tilbedelse.« Ingen af disse to sætninger er en hadith. Hadithforskerne har betegnet dem som falske eller opdigtede hadither (al-Sakhawi, al-Maqasid, s. 442; Mulla Qari, al-Asrar, s. 253). 5. Den lærdes søvn er tilbedelse En anden falsk hadith af denne type lyder: »Den lærdes søvn er tilbedelse.« Mulla Ali al-Qari siger: »Denne sætning findes ikke som et udsagn fra Allahs Sendebud (fred være med ham), dvs. som en marfu hadith.« 6. Den lærdes søvn er bedre end den uvidendes tilbedelse Et andet tilsvarende grundløst, falsk udsagn lyder: »Den lærdes søvn er bedre end den uvidendes tilbedelse.« Begge sætninger er falske. De findes ikke i nogen isnad, hverken autentisk, svag eller opdigtet. Der findes dog en svag hadith med en lignende betydning: »At sove med viden er bedre end at bede med uvidenhed« (Abu Nu’aym al-Isfahani, Hilyat al-Awliya 4/385; Mulla Ali al-Qari, al-Asrar, s. 255; al-Albani, Da’if al-Jami’, s. 861). 7. Den lærdes selskab er bedre end tusind rak’ah bøn En anden opdigtet hadith om dette lyder: »At deltage i en lærds forsamling er bedre end at bede tusind rak’ah.« Hadithforskerne har anset sætningen for en falsk hadith (Mulla Qari, al-Asrar, s. 113). Senere blev endnu et udsagn fremsat på grundlag af denne falske hadith: »At være sammen med Allahs venner et øjeblik er bedre end at bede uden riya i hundrede år.« At være sammen med gode og fromme mennesker er en vigtig tilbedelse. Koranen og haditherne har givet særlige påbud herom. Men denne særlige fortræffelighed ved selskabet er opdigtet. 8. Man bør ikke studere efter asr I vores land er det udbredt blandt mange lærde og madrasaelever, at man skader øjnene ved at studere efter asr. Dette udsagn stammer fra en opdigtet hadith, hvori der siges: »Den, der elsker sine to øjne, skal ikke skrive efter asr.« Dette er ikke en hadith og har intet grundlag. Studerer man i svagt lys, mørke eller halvmørke, kan det skade øjnene. Læger kan fortælle meget om dette, men der findes ingen hadith herom (al-Sakhawi, al-Maqasid, s. 397; Mulla Qari, al-Asrar, s. 216). 9. Søg viden, selv om det er i Kina Et meget udbredt udsagn i vores land lyder: »Søg viden, selv om det er i Kina.« De fleste hadithforskere har betegnet det som opdigtet. Nogle har kaldt det en yderst svag hadith. Kun to meget svage overleverere, som plejede at overlevere falske hadither, viderebragte det som et udsagn fra Allahs Sendebud (fred være med ham) (Ibn Adi, al-Kamil 1/292; Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at 1/154; al-Suyuti, al-La’ali 1/193). 10. At studere viden en del af natten er bedre end at tilbede hele natten I et berømt værk fra vores land siges det: »Der findes endnu en hadith i Sahih al-Bukhari: Hazrat (fred være med ham) sagde, at det er bedre at lære religiøs viden i omtrent en time om natten end at holde sig vågen hele natten og tilbede« (Muhammad Golam Rahman, Maqsud al-Mu’minin, s. 25). Dette udsagn er ikke samlet som Allahs Sendebuds (fred være med ham) ord i nogen hadithsamling, for slet ikke at tale om Sahih al-Bukhari. Imam al-Darimi har i sin Sunan samlet det som et udsagn fra ledsageren Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), med en yderst svag og afbrudt isnad. Alt, hvad der er blevet sagt i denne betydning i Allahs Sendebuds (fred være med ham) navn, er falsk og opdigtet (al-Darimi, Abdullah ibn Abd al-Rahman, d. 255 AH, al-Sunan 1/94, 157). 11. Videns, handlingers og oprigtighedens fortræffelighed Koranen og haditherne indeholder mange anvisninger om betydningen af viden, handling og ikhlas. Ved siden af disse er nogle falske hadither blevet udbredt i samfundet, såsom: »Alle mennesker er døde eller fortabte, bortset fra de lærde. Alle lærde er fortabte, bortset fra dem, der handler. Alle, der handler, er fortabte eller druknede, bortset fra de oprigtige. De oprigtige er i stor frygt.« Hadithforskerne er enige om, at disse udsagn er opdigtede. De er ikke overleveret fra Allahs Sendebud (fred være med ham) gennem nogen autentisk, svag eller opdigtet isnad. Darwish Hut siger: »al-Samarqandi har nævnt denne ’hadith’ i sit værk Tanbih al-Ghafilin, og prædikanterne gør stort nummer ud af den. Værket indeholder mange falske og mawdu hadither. Derfor kan man ikke stole på det« (Darwish Hut, Asan al-Matalib, s. 246; al-Albani, al-Da’ifa 1/174). 12. At søge viden soner tidligere synder Imam al-Tirmidhi har samlet følgende hadith i sin Sunan: »Hvis en person lærer viden, vil det være en soning for hans tidligere synder« (al-Tirmidhi, al-Sunan 5/29). Foruden Imam al-Tirmidhi har al-Darimi, al-Tabarani og andre hadithforskere samlet denne hadith. De har alle overleveret den gennem den blinde Abu Dawud, Nufay ibn al-Harith. Han døde omkring år 150 AH. Berømte hadithforskere fra hans samtid og senere perioder har gennem sammenlignende undersøgelser vist, at denne person løj i hadithens navn. Den berømte tabi’i Qatadah ibn Di’amah (d. 117 AH) fra hans samtid kaldte ham en løgner. Imam Muslim skriver i indledningen til sit Sahih-værk, at den berømte tabi’ al-tabi’i Hammam ibn Yahya (d. 165 AH) sagde: »Den blinde Abu Dawud kom til os og begyndte at fortælle hadither. Han hævdede at have hørt hadither fra ledsagerne al-Bara ibn Azib (d. 73 AH), Zayd ibn Arqam (d. 68 AH) og andre ledsagere. Han hævdede, at han havde lært hadither af atten ledsagere, som deltog i slaget ved Badr. Da spurgte vi den berømte tabi’i-hadithforsker Qatadah om ham. Han sagde: ’Manden lyver. Han har hverken set disse ledsagere eller hørt noget fra dem, for vi så ham for få år siden tigge fra dør til dør under epidemien’« (Muslim, al-Sahih 1/21-22). Hadithforskerne Imam al-Bukhari, Ahmad ibn Hanbal, Abu Hatim al-Razi og andre har betegnet ham som en yderst svag og forkastet overleverer. Yahya ibn Ma’in, al-Nasa’i, Ibn Hibban og andre har kaldt ham en løgner og forfalsker. Ingen anden end denne person har overleveret denne hadith gennem nogen isnad. Han hævder, at en person ved navn Abdullah ibn Sakhbarah fortalte ham, at hans far Sakhbarah havde fortalt ham, at Allahs Sendebud (fred være med ham) havde sagt dette. Personen Abdullah ibn Sakhbarah er også ukendt. Ingen andre end den blinde Abu Dawud har nævnt hans navn eller sagt, at de kendte ham. På samme måde har ingen andre end denne blinde Abdullah nævnt ledsageren Sakhbarah. Ingen anden kilde viser, at der fandtes en ledsager med dette navn (Ibn Hajar, Tahdhib 10/419; Taqrib, s. 465; al-Isabah 3/35). Efter at have nævnt hadithen og henvist til ovenstående forhold siger Imam al-Tirmidhi: »Denne hadiths isnad er svag. Abu Dawud er svag. Der findes ingen særlig oplysning om Abdullah ibn Sakhbarah eller hans far. Qatadah og andre lærde har talt om denne blinde Abu Dawud« (al-Tirmidhi, al-Sunan 5/29). Imam al-Tirmidhi nøjedes her med at sige, at hadithens isnad var svag; han nævnte ikke graden af svaghed. Vi ved, at en type af svage eller da’if hadither er de opdigtede hadither. En svag hadith, hvis overlever er anklaget for at overlevere falske hadither, kaldes en opdigtet hadith. Derfor har nogle senere hadithforskere betegnet denne hadith som opdigtet. Allamah Nur al-Din al-Haythami siger, efter at have nævnt den: »I dens isnad findes den blinde Abu Dawud, som var en berømt løgner« (al-Haythami, Majma’ al-Zawa’id 1/123; al-Albani, Da’if al-Jami’, s. 819). 13. At gå barfodet for at gøre godt eller lære viden Der findes udbredte udsagn om, at man får stor belønning ved at gå barfodet, når man går for at lære viden eller udføre en god handling. Alle disse udsagn er ugyldige og falske hadither (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at 1/155-157; al-Suyuti, al-La’ali 1/194-196; Ibn Iraq, Tanzih 1/251-252). 14. Den ydre og den indre viden Hadithforskerne Allamah Ibn Hajar al-Asqalani, al-Suyuti, Mulla Ali al-Qari og andre har nævnt, at alle de hadither, der beskriver ilm al-batin, den indre viden, som noget adskilt fra eller skjult i forhold til den ydre viden, er opdigtede og falske (al-Suyuti, Dhayl al-Mawdu’at, s. 44; Mulla Ali al-Qari, al-Masnu’, s. 93). I vores samfund er sandt og falsk ofte blevet blandet sammen i dette spørgsmål, og mange hasan- og autentiske hadither er blevet brugt med fordrejede betydninger. Vi ved, at menneskelig viden har to stadier. Det første stadium er at vide noget. Det andet er, at denne viden bliver til en tro dybt i sindet eller i det ubevidste. For eksempel ved en person, at »rygning er skadeligt for helbredet« eller »rygning er at drikke gift«, men han ryger alligevel. Han drikker dog aldrig gift, fordi hans viden ikke er blevet til en dyb tro. Når den bliver til tro, vil han ikke længere kunne ryge, ligesom han ikke kan drikke gift. Også inden for religiøse regler findes disse to stadier af viden. En person ved, at hvis han springer ind i en brændende ild, vil han blive brændt. Derfor vil han aldrig springe ind i ilden, og selv hvis nogen forsøger at skubbe ham ind, vil han modsætte sig det af al kraft. Den samme person ved og tror, at hvis han forsømmer en bøn, vil han blive brændt i Helvedes flammende ild, men alligevel forsømmer han bønnen. Det skyldes, at hans ’viden’ og ’tro’ i virkeligheden ikke er blevet til en dyb tro i sindet eller det ubevidste. Når denne viden bliver til dyb tro, vil han under ingen omstændigheder kunne forsømme bønnen, ligesom han på ingen måde kan træde ind i ilden. Han vil kunne se og føle Helvedes ild med sit hjerte. Derfor ved vi, at en almindelig religiøs muslim, som normalt beder fajr-bønnen i fællesskab, måske ikke vågner til fajr, hvis han går sent i seng. Men hvis den samme person skal med et tog eller en bil klokken fire om natten, vil han vågne flere gange. Viden om, at han vil få problemer eller lide et tab, hvis han ikke når transporten, er blevet til viden i hans ubevidste sind eller ’hjertets viden’. Men viden om, at det vil medføre et tab at gå glip af bønnen i fællesskab, er ikke blevet til samme slags dybe viden. Når den bliver til sådan dyb viden eller hjertets viden, vil han også vågne gentagne gange til fajr-bønnen. Det er efterlevelsen og praktiseringen af viden på det første stadium, der bringer viden til det andet stadium. Dette gælder på alle områder. Hvis en person igen og igen bliver mindet om, at »rygning er at drikke gift«, følger dette, læser detaljeret om rygningens skadevirkninger og deltager i seminarer og foredrag om emnet, vil denne viden på et tidspunkt blive til dyb viden, og han vil holde op med at ryge. På samme måde vil en person, der igen og igen drøfter, at »bagtalelse er vejen til Helvede«, læser vers og hadither om emnet gentagne gange og med dyb tro på det hinsidige føler straffen med hjertet, på et tidspunkt holde op med at bagtale. Hans eget sind vil forhindre ham i det. Vi ved, at viden på begge stadier er viden. Allah vil holde menneskene til regnskab på grundlag af viden på det første stadium. Den, der ved, at det er haram at forsømme bønnen, men alligevel gør det, vil blive straffet for sin handling. Når viden udvikler sig til det andet stadium, gør den det meget let og glædeligt for mennesket at gå på Allahs vej. I den ædle hadith er viden i denne henseende blevet opdelt i to stadier. Abdullah ibn Mas’ud (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Mange mennesker reciterer Koranen, men den kommer ikke længere ned end deres struber; den bliver ikke til dyb viden i hjertet. Men når den når hjertet og bliver fast forankret, gavner den dem« (Ibn Rajab, Jami’ al-Ulum wa al-Hikam, s. 343). Den berømte tabi’i Hasan al-Basri (må Allah forbarme sig over ham, d. 110 AH) sagde: »Viden er af to slags: 1. tungens viden, som også er Allahs bevis mod Adams børn, og 2. hjertets viden. Denne viden er den gavnlige viden« (al-Darimi, al-Sunan 1/114). Isnaden til Hasan al-Basris udsagn er pålidelig. Men gennem en anden isnad er udsagnet overleveret fra Hasan al-Basri som et udsagn fra Allahs Sendebud (fred være med ham). I den ene isnad hævder en senere overlever, at Hasan al-Basri sagde, at Allahs Sendebud (fred være med ham) havde sagt ovenstående sætning. I en anden isnad hævder en senere overlever, at Hasan al-Basri sagde, at ledsageren Jabir (må Allah være tilfreds med ham) havde sagt, at Allahs Sendebud (fred være med ham) havde sagt den. Nogle lærde har betegnet disse to isnader som svage. Allamah al-Mundhiri har dog betegnet hadithens isnad som hasan (al-Darimi, al-Sunan 1/114; Ibn al-Mubarak, al-Zuhd 1/407; al-Mundhiri, al-Targhib 1/58). Det skal her bemærkes, at Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) i en hadith samlet af Imam al-Bukhari sagde: »Jeg har bevaret to kar med viden fra Allahs Sendebud (fred være med ham). Det ene kar har jeg offentliggjort. Hvis jeg offentliggjorde det andet, ville min strube blive skåret over« (al-Bukhari, al-Sahih 1/56). Nogle har ønsket at forstå denne hadith som en hentydning til ilm al-batin. I virkeligheden hentydede Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) her til de tyranniske herskere i umayyadernes tid. Allahs Sendebud (fred være med ham) havde forudsagt de tyranniske herskeres komme efter det retledte kalifat, deres forsømmelse af religiøse spørgsmål og lignende, og han havde også nævnt navnene på Yazid og andre tyranniske herskere. Abu Hurayrah og mange andre ledsagere plejede under umayyadernes tid at udtrykke sig på denne måde, når de fortalte hadither om dette emne (Ibn Hajar, Fath al-Bari 1/216-217). Således er hadithforskerne blevet enige om, at ordene ilm al-batin ikke er nævnt i nogen autentisk hadith. Mange har dog kaldt det andet stadium af viden, der er nævnt i den ovenstående hadith, ilm al-qalb, hjertets viden, eller ilm al-batin, den ubevidstes viden. Denne viden er ikke noget andet end viden om Koranen, haditherne eller sharia. Tværtimod er den det egentlige og ønskede stadium af viden om Koranen og sunnaen. Når viden om Koranen, sunnaen og den islamiske sharia gennem vedvarende studium, efterlevelse og øvelse trænger ind i hjertets dyb og styrer menneskets handlinger fra det ubevidste, kaldes den ilm al-qalb eller ilm al-batin. Senere er mange former for antiislamisk overtro imidlertid blevet spredt i de muslimske samfund under navnene ydre og indre viden. Det er blevet hævdet, at den indre viden er skjulte ting eller noget, der kan opnås uden for viden om Koranen og sunnaen. Forfalskere har også opdigtet nogle hadither om dette. Alle udsagn, der bruges i betydningen »indre viden er en separat eller skjult viden, adskilt fra den ydre viden«, er falske. Jeg vil nævne nogle falske hadither af denne type. 15. Den indre viden er en skjult hemmelighed, som selv profeter og engle ikke kender! Forfalskere har opdigtet en hadith helt tilbage til Hasan al-Basri og sagt, at Hasan al-Basri (22-109 AH) sagde: »Jeg spurgte ledsageren Hudhayfah ibn al-Yaman (d. 36 AH): Hvad er den indre viden? Han sagde: Jeg spurgte Allahs Sendebud (fred være med ham): Hvad er den indre viden? Han sagde: Jeg spurgte Jibril: Hvad er den indre viden? Han sagde: Jeg spurgte Allah: Hvad er den indre viden? Allah sagde: ’O Jibril, det er den hemmelighed, der findes mellem Mig og Mine elskede venner. Jeg lægger den i deres hjerter. Ingen nær engel og ingen profet eller sendebud kan kende den.’« Den lærde Shirawayh ibn Shahrdar al-Daylami (d. 509 AH) fra det femte eller sjette hijri-århundrede samlede dette udsagn som en hadith i sit berømte værk al-Firdaws. Men de lærde hadithforskere Allamah Ibn Hajar al-Asqalani, Jalal al-Din al-Suyuti, Ibn Iraq al-Kinani, Mulla Ali al-Qari og andre afslørede forfalskningen af hadithen. Det er bevist, at dens overleverere var løgnere og plejede at forfalske hadither. Ikke nok med det: Forfalskerne begik også fejl. Her siger de, at Hasan al-Basri (må Allah forbarme sig over ham) spurgte Hudhayfah (må Allah være tilfreds med ham). I virkeligheden så Hasan al-Basri aldrig Hudhayfah i sit liv, for slet ikke at tale om at have spurgt ham om noget (al-Daylami, al-Firdaws 2/312; Ibn Iraq, Tanzih 1/280; Mulla Qari, al-Masnu’, s. 92-93). 16. Den indre viden er en skjult hemmelighed, som Allah kaster ind, hvor Han vil Et andet falsk og ugyldigt udsagn af denne type lyder: »Den indre viden er en af den Almægtige Allahs skjulte hemmeligheder og en af Allahs bestemmelser. Han kaster den ind i hjertet på den af sine tjenere, som Han vil.« Hadithen har en isnad, men isnaden består af ukendte overleverere og er helt uklar. Allamah al-Dhahabi, al-Suyuti, Ibn Iraq og andre har betegnet hadithen som opdigtet. Det mærkelige er, at Allamah al-Suyuti selv har identificeret hadithen som opdigtet og samlet den i sit værk om opdigtede hadither, Dhayl al-La’ali. Men i sit værk al-Jami’ al-Saghir har han igen omtalt hadithen som svag, selv om han hævdede, at han ikke ville nævne nogen opdigtet hadith i al-Jami’ al-Saghir. Heraf forstår vi, at selv de mest lærde kan begå fejl, og at man ikke må acceptere nogens udsagn ukritisk.« Nogle har gengivet dette ugyldige udsagn på en anden måde: »Den indre viden er en af Mine skjulte hemmeligheder. Jeg lægger den i Mine tjeneres hjerter, og ingen kender den undtagen Mig« (Sirr al-Asrar, s. 23). 17. Mennesket er Allahs skjulte hemmelighed I en opdigtet hadith qudsi siges det: »Mennesket er Min skjulte hemmelighed, og Jeg er menneskets skjulte hemmelighed« (Sirr al-Asrar, s. 23, 31). 18. Kun Allahs folk kender den indre videns skjulte hemmelighed Et andet yderst svagt, upålideligt eller opdigtet udsagn i denne betydning lyder: »Der findes en slags viden blandt viden, som er som en skjult genstand. Ingen kender denne viden undtagen de lærde, som tilhører Allahs folk. Når de udtaler den, benægter ingen den undtagen den, der er blevet bedraget med hensyn til Allah.« al-Daylami og andre lærde har samlet denne hadith. I deres isnad siger de gennem en ukendt person ved navn Nasr ibn Muhammad ibn Harith, at han havde fået den fra Abd al-Salam ibn Salih Abu al-Salt al-Harawi, fra Sufyan ibn Uyaynah, fra Ibn Jurayj, fra Ata, fra Abu Hurayrah, fra Allahs Sendebud (fred være med ham) … Hadithens overlever Nasr ibn Muhammad ibn Harith er ukendt. Hans lærer Abd al-Salam ibn Salih er en yderst svag overlever. Nogle hadithforskere har betegnet ham som en forsætlig løgner, mens andre har kaldt ham en ufrivillig løgner. Vi har omtalt ham i afsnittet om løgnens forskellige former. Denne hadith er ikke overleveret gennem nogen anden end denne løgner (al-Daylami, al-Firdaws 1/210; al-Albani, al-Da’ifa 2/262). 19. Modtagelse af tredive tusind indre videnslærdomme på mi’raj-natten En afskyelig løgn om den indre viden er skrevet i værket Sirr al-Asrar, der er udbredt i Abd al-Qadir al-Jilani (må Allahs barmhjertighed være over ham) navn: »Denne helt skjulte viden på tredive tusind [punkter] betroede Allah den Ophøjede til Profetens (fred være med ham) velsignede hjerte på den velsignede mi’raj-nat. Profeten (fred være med ham) betroede ikke denne hellige tillid til nogen almindelig person, bortset fra sine meget elskede ledsagere og folkene på Suffah …« (Sirr al-Asrar, s. 45). Hvilken afskyelig, åbenlys løgn i Allahs og Hans Sendebuds (fred være med ham) navn! Intet sådant udsagn er overleveret fra blot én af Allahs Sendebuds (fred være med ham) elskede ledsagere eller fra en af folkene på Suffah gennem en autentisk eller svag isnad. 20. Allahs Sendebuds særlige indre viden Et udsagn opdigtet af forfalskere og udbredt som en hadith lyder: »Jeg har en stund med Allah, hvor ingen nær engel eller udsendt profet har plads.« Hadithforskerne er enige om, at dette er et grundløst, isnadløst og opdigtet udsagn, selv om det er blevet udbredt blandt sufierne. Sufi- og dervishfolk troede i enkelhed på det, de hørte. Derfor kunne forfalskerne lettere sprede falske udsagn blandt dem (al-Sakhawi, al-Maqasid, s. 358; Mulla Qari, al-Asrar, s. 197). 21. Når en lærd eller talib al-ilm kommer til en landsby, fritages gravens straf i fyrre dage Et udbredt falsk udsagn lyder: »Når en lærd eller talib al-ilm (studerende) passerer gennem en landsby, løfter Allah den Ophøjede straffen fra landsbyens kirkegård i fyrre dage.« Dette er opdigtet og falsk (Mulla Ali al-Qari, al-Asrar, s. 74, nr. 261). 22. At møde eller give hånd til en lærd er som at møde eller give hånd til Allahs Sendebud En udbredt falsk hadith lyder: »Den, der møder en lærd eller de lærde, er som den, der møder mig. Den, der giver hånd til en lærd eller de lærde, er som den, der giver hånd til mig. Den, der sidder i en stor lærds eller de lærdes forsamling, er som den, der sidder i min forsamling. Og den, der sad i min forsamling i denne verden, vil Allah i morgen, dvs. på opstandelsens dag, lade sidde sammen med mig i Paradiset.« Hadithforskerne er enige om, at dette er falsk og opdigtet (al-Suyuti, Dhayl al-La’ali, s. 35; Ibn Iraq, Tanzih 1/272-273; Mulla Qari, al-Asrar, s. 232). Det skal her bemærkes, at Koranen og haditherne har påbudt tre vigtige former for tilbedelse: 1. at lære viden, 2. at være sammen med fromme mennesker og 3. at elske fromme mennesker for Allahs skyld og besøge dem. Disse tre former for tilbedelse er blandt de vigtigste grundlag for den troendes frelse. Man kan udføre alle tre gennem selskab med de lærde. En lærd har ingen fortræffelighed blot i kraft af at være lærd. Hans fortræffelighed afhænger af, hvor meget viden og praksis han tilegner sig fra Koranen og haditherne. Tilbedelsens fortræffelighed har altså to bestanddele: viden og handling. Selskabet med en from lærd har tre betydninger: den almindelige status ved selskab med gode mennesker, den almindelige status ved at elske gode mennesker og muligheden for at lære viden. Alt, hvad der ellers siges om særlige fortræffeligheder ved at bede bag en lærd, sidde i hans forsamling, møde ham eller give ham hånd, er grundløse og opdigtede udsagn. 23. Den dag, hvor jeg ikke lærte noget nyt, er uden velsignelse Et udbredt ugyldigt udsagn, der fortælles som en hadith, lyder: »Hvis der kommer en dag i mit liv, hvor jeg ikke kan øge min tro, som bringer mig nærmere Allah, så lad der ikke være nogen velsignelse for mig ved solopgangen den dag.« Abu Nu’aym al-Isfahani og andre hadithforskere overleverer denne hadith gennem en person fra det andet århundrede ved navn Hakam ibn Abdullah. Hakam siger, at Ibn Shihab al-Zuhri fortalte ham denne hadith fra Sa’id ibn al-Musayyib, fra Aisha, fra Allahs Sendebud (fred være med ham). Abu Nu’aym siger: »Ingen andre end Hakam har overleveret denne hadith« (Abu Nu’aym, Hilyat al-Awliya 8/188). Hadithforskerne er enige om, at personen Hakam var en forfalsker og en afskyelig løgner. Imam Abu Hatim al-Razi siger, at han var en afskyelig løgner. Imam al-Daraqutni, Ibn Adi og andre hadithforskere siger, at han var en afskyelig forfalsker. Han fremstillede et falsk manuskript, skrev mere end halvtreds opdigtede hadither i det og udbredte dem i Imam al-Zuhris navn gennem Sa’id ibn al-Musayyib. Alt dette er falsk og grundløst. Han udbredte også mange andre falske hadither. Alle hadithforskere er enige om, at han var forkastet, en løgner og en forfalsker (al-Kamil 2/79, 202-214; Ibn al-Jawzi, al-Du’afa 1/227; al-Dhahabi, Mizan al-I’tidal 2/337). Sætningen er også blevet overleveret i en anden form: »Hvis der kommer en dag i mit liv, hvor jeg ikke kan øge en god handling, så lad der ikke være nogen velsignelse på den dag.« Også denne sætning er overleveret gennem ovennævnte forfalsker Hakam ibn Abdullah. I dens isnad findes der efter Hakam endnu flere forfalskere og overleverere. Det er muligt, at en senere svag overlever har ændret sætningen en smule. 24. At bedømme hadither ud fra Koranen De islamiske videnskabers to grundkilder er Koranen og haditherne. Vi har set, at hadithviden ud over sin selvstændige betydning kan være en forklaring på Koranen eller et supplement til den. I drøftelsen i første del så vi, at muslimske lærde i alle perioder, fra ledsagernes tid og frem, på grundlag af dette princip har vurderet hadithers autenticitet, kæde, kilde, betydning og lignende. Også her har forfalskerne begået forskellige former for forfalskning. Formålet med disse forfalskninger er at ’acceptere’ hadither ved at bedømme en selvvalgt betydning uden dokumentarisk undersøgelse. Nogle opdigtede hadither for at bedømme hadither ud fra Koranen. Andre opdigtede hadither for at bedømme dem ud fra deres ’gode eller dårlige’ betydning. Andre igen opdigtede hadither, så folk ukritisk og ’fromt’ skulle acceptere dem. En hadith af denne type lyder: »Når der fortælles jer en hadith fra mig, skal I forelægge den for Allahs Bog, dvs. sammenholde den med Koranen. Hvis den stemmer overens med Allahs Bog, skal I acceptere den. Hvis den modsiger den, skal I forkaste den.« Denne hadith og alle de forskellige sætninger, der overleveres med denne betydning, er opdigtede og grundløse. De fleste udsagn med denne betydning er løgne uden isnad. Et eller to udsagn er overleveret med isnad, men deres kæder indeholder matruq-, munkar- eller forkastede overleverere, der er anklaget for løgn. Hadithforskerne har nævnt, at zindiqerne, islams skjulte fjender, opdigtede og udbredte disse hadither. Det er naturligt, at vi forstår, at ingen hadith modsiger Koranen. Men hvis man bedømmer hadither ud fra Koranen uden dokumentariske beviser, vil enhver bedømme hadither med sin egen ’fornuft’ eller ’egen vilje’. En person vil let kunne sige, at Koranen ikke nævner fem daglige bønner, men kun tre, og at haditherne om fem bønner derfor modsiger Koranen og må forkastes. En anden vil sige, at reglen om at betale zakat efter et års forløb modsiger Koranen. En tredje vil let kunne sige, at historien om Ukkashas gengældelse stemmer overens med Koranens påbud om at etablere retfærdighed og derfor er autentisk. Eller han vil sige, at eftersom Koranen kalder Allahs Sendebud (fred være med ham) en barmhjertighed for verdenerne, er hadithen »Hvis det ikke var for dig, ville Jeg ikke have skabt verden« autentisk. Eller eftersom Koranen roser ledsagerne, er hadithen »Mine ledsagere er som stjerner« autentisk. På denne måde ville enhver fortsætte med at fremsætte krav efter sin egen vilje, og den muslimske umma ville falde ind i en endeløs forvirring. Det var netop derfor, zindiqerne opdigtede disse hadither. Men hadithforskernes undersøgelse af isnaderne afslørede deres forfalskning. 25. At bedømme hadither ud fra en ’god’ betydning Blandt haditherne i den anden kategori findes: »Hvis noget godt eller gavnligt når jer fra mig, skal I acceptere det, hvad enten jeg siger det eller ej, for jeg siger det. Hvis noget dårligt eller skadeligt når jer, skal I ikke acceptere det, for jeg siger ikke noget dårligt.« En anden hadith med denne betydning lyder: »Når der fortælles jer en hadith fra mig, som stemmer overens med sandheden, skal I acceptere den, hvad enten jeg siger den eller ej.« Der er overleveret flere ’hadither’ om at acceptere hadither efter deres gode eller dårlige betydning. Nogle af disse er uden tvivl bevist at være falske og opdigtede. Deres isnader indeholder kendte løgnere. Andre hadither er overleveret med yderst svage isnader; nogle har kaldt dem da’if, mens andre har kaldt dem mawdu. Vi har set, at betydningen også blev vurderet ved hadithkontrol allerede fra ledsagernes tid. Men det første, der skal vurderes ved enhver hadith, er, om det er bevist, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde den. At acceptere noget ukritisk som en hadith, blot fordi det stemmer med sandhed, godhed eller det rette, hvad enten han sagde det eller ej, åbner vejen for at tilskrive ham det, han ikke sagde. Dette er blevet forbudt i utallige hadither. Derfor har hadithforskerne også betydningsmæssigt forkastet de svage hadither om dette emne. Mange svage overleverere sammenkæder ved en fejl én hadiths isnad med en anden hadith eller ændrer teksten. Derfor bliver selv en svag eller ukendt overleverers hadith undertiden på grundlag af betydningen anset for mawdu eller ugyldig. 26. Frelse ligger i from hengivenhed For at almindelige mennesker ukritisk skulle acceptere falske hadither, opdigtede forfalskerne mange hadither med betydningen »frelse ligger i hengivenhed«. For eksempel: »Hvis nogen hører et udsagn om en fortræffelighed eller belønning og tror på det, vil Allah give ham denne belønning, selv om det i virkeligheden ikke er korrekt, eller selv om den, der fortalte ham det, var en løgner.« En anden tilsvarende falsk og opdigtet hadith lyder: »Hvis nogen hører om en fortræffelighed eller belønning fra den Almægtige Allah, men ikke accepterer den som sand, vil han ikke opnå denne fortræffelighed.« Endnu et opdigtet udsagn, som en forfalsker har lavet, lyder: »Hvis nogen af jer nærer en god tanke selv om en sten, vil denne sten også gavne ham.« Disse udsagn og alle andre udsagn, der overleveres med denne betydning, er afskyelige løgne, som løgnere og forfalskere har opdigtet, og til hvilke de også har fremstillet isnader. Men fordi ledsagerne indførte den nødvendige praksis at nævne isnaden, når hadither blev overleveret, fik den muslimske umma en vej til at beskytte sig mod deres forfalskning. Hadithforskerne så, at hver af disse hadithers isnader indeholdt løgnere og forfalskere. Derfor mærkede de disse hadither som opdigtede. På grund af flere isnader har nogle hadithforskere dog omtalt dem som ’yderst svage’ og forsøgt at fortolke dem på en måde, der stemmer overens med autentiske hadither.
2.9 Om emner vedrørende iman
Kærlighed til fædrelandet er en del af iman: Det er en meget udbredt formulering: »Kærlighed til landet er en del af iman.« Som hadith er denne påstand fuldstændig uden grundlag og opdigtet. Desuden stemmer dens betydning ikke særlig godt overens med det islamiske perspektiv. Derfor er der heller ingen rimelighed i at fremstille den som de lærdes ord eller som et udtryk for det islamiske perspektiv. Iman og islam består af de handlinger, som mennesket frivilligt kan udføre eller tilegne sig gennem sin frie vilje. Det, som opnås naturligt eller medfødt, kaldes ikke en del af iman eller islam, fordi det ikke er frivillige eller viljebestemte handlinger. Kærlighed til fødestedet, hjemmet, vennerne, hustruen, børnene, familien og forældrene er noget naturligt. Mennesket føler af sin natur kærlighed til dem. Ingen af disse ting er en del af iman. Derfor er lydighed mod og omsorg for forældrene blevet kaldt en uadskillelig del af islam, men ikke kærligheden til forældrene. På samme måde har en muslim mange forpligtelser over for landet, hjemmet og naboerne, og disse skal han opfylde gennem viljebestemte handlinger. Men at kalde den naturlige kærlighed en del af iman stemmer slet ikke overens med den islamiske opfattelse. Hvis nogen bryder med naturens orden og ikke elsker sine egne børn, sin hustru, sine forældre, sit hjem eller sit land, vil vi kalde ham unaturlig, manisk, sindssyg osv. Og hvis denne tilstand forhindrer ham i at opfylde de førnævnte forpligtelser, vil vi kalde ham syndig og ulydig over for Allah. 2. De udbredte »fem« kalimaer I vores land er det almindeligt at tale om »de fem kalimaer« i forbindelse med beskrivelsen af den islamiske iman og troslære. Desuden findes der to trosformuleringer, som kaldes Iman Mujmal og Iman Mufassal. Disse kalimaer findes i Qaida, Ampara, diniyat og forskellige udbredte bøger. De anses for at være yderst nødvendige, og man lærer dem især udenad. Betydningen af disse formuleringer er smuk. Men de er ikke alle blevet overleveret på denne måde i hadith-litteraturen. Det ville være forkert at opfatte dem alle som Koranens eller hadiths ord. (1) Kalima Shahadat I Koranen og hadith er der påbudt to vidnesbyrd som grundlaget for islamisk iman eller tro, og i vores land er de kendt som Kalima Shahadat. I denne kalima bevidner man Allahs tawhid og Muhammads (saw) profetskab og sendelse. Faktisk er det kun Kalima Shahadat, der er nævnt som den grundlæggende formulering i hadith-litteraturen. I tashahhud under salat (namaz) siges de to formuleringer samlet på denne måde: »Jeg bevidner, at der ikke er nogen guddom ud over Allah.« »Jeg bevidner også, at Muhammad (saw) er Allahs tjener og sendebud.« Den første formulering: »Jeg bevidner, at der ikke er nogen guddom ud over Allah.« Om denne første formulering siges det i nogle hadither: »Jeg bevidner, at der ikke er nogen guddom ud over Allah. Han er Én, og Han har ingen partner.« Den anden formulering: »Jeg bevidner også, at Muhammad (saw) er Allahs tjener og sendebud.« I adhan nævnes disse to formuleringer hver for sig. (2) Kalima Tayyiba I vores land forstås »Kalima Tayyiba« eller »den rene formulering« som en samlet bekendelse af tawhid og sendelsen: I Koranen står der: »Har du ikke set, hvordan Allah fremsætter et eksempel: en Kalima Tayyiba eller »ren formulering«, som et rent træ, hvis grene rækker op mod himlen.« I fortolkningen af dette vers er det blevet overleveret fra Abdullah ibn Abbas (ra) og andre mufassirun, at Kalima Tayyiba her betyder formuleringen »La ilaha illallah«. Men de to formuleringer »La ilaha illallah Muhammadur Rasulullah« er ikke i nogen hadith blevet nævnt samlet som Kalima Tayyiba. Grundlaget for de to dele af den ovennævnte Kalima Shahadat er netop, at tawhids og sendelsens grundlæggende formuleringer i Kalima Tayyiba siges samlet. Vi har set, at Kalima Shahadat ofte siges uden ordet »shahadat«. Der er ikke noget kendt sted, hvor den på denne måde er blevet nævnt som »kalima«. I en hadith er det blevet fortalt, at disse to formuleringer på denne måde stod skrevet samlet på Arsh. Vi har et andet sted i denne bog nævnt, at denne hadith er yderst svag og opdigtet. Det skal her bemærkes, at de to dele af Kalima Tayyiba hver for sig er nævnt i Koranen og hadith-litteraturen. Begge formuleringer er dele af Koranen og udtryk for imanens grundlæggende vidnesbyrd. Der er intet problem i at sige de to formuleringer samlet. Siden tabi’in-generationens tid har man kunnet se denne formulering anvendt som den grundlæggende bekendelse af Kalima Shahadat. I Koranen kaldes den Kalimat at-Taqwa, »fromhedens formulering«. I sin fortolkning siger tabi’ien Ata al-Khurasani (d. 135 AH): Kalimat at-Taqwa er »La ilaha illallah Muhammadur Rasulullah«. (3) Kalima Tawhid I vores land er følgende formulering udbredt under navnet Kalima Tawhid: Arabisk (******) Betydningen af denne formulering er smuk. Men hverken nogen særlig betydning eller nogen omtale eller eksistens af denne formulering findes i Koranen eller hadith. 4. Kalima Tamjid Følgende formulering er udbredt som Kalima Tamjid: Arabisk (******) Også betydningen af denne formulering er smuk. Men der findes hverken noget påbud om at sige den på denne måde, nogen særlig betydning af den eller nogen omtale af eller belæg for den i Koranen eller hadith. 5. Kalima Radd al-Kufr I forskellige bøger fra vores land findes flere formuleringer under navnet Kalima Radd al-Kufr. Arabisk (******) Betydningen af formuleringerne er god. Men disse formuleringer findes ikke på denne måde i nogen hadith, og deres særlige betydning er heller ikke bevist gennem hadith. 6. Iman Mujmal Arabisk (******) Betydningen af denne formulering, som er udbredt under navnet Iman Mujmal, er smuk. Men denne formulering er en almindelig formulering, som senere lærde har skabt. En sådan formulering er ikke nævnt på nogen måde i nogen hadith. 7. Iman Mufassal I en hadith spørger Jibril (as) Allahs Sendebud (saw): Hvad er iman? Han svarer: Arabisk (******) »Du skal tro på Allah, på Hans engle, på Hans bøger, på Hans sendebude og på den sidste dag, og du skal tro på qadar, både det gode og det onde i den.« Disse seks grundpiller eller søjler i iman er nævnt forskellige steder i Koranen. Der findes desuden mange andre hadither om dette emne. Det er værd at bemærke, at troen på det hinsidige i Iman Mufassal er udtrykt i to separate formuleringer: (Yawm al-Akhir) og (Ba’th ba’d al-Mawt), altså den sidste dag (akhira) og opstandelsen efter døden. De to ting er det samme.
2.10 Om emner vedrørende salat
2.10.1 Om renhed 1. Straffen i graven, hvis man ikke bruger istinjā I en udbredt bog står der: »Det findes i hadith, at ingen vil få en hårdere straf end dem, der ikke bruger kulukh efter vandladning.« (M. Golam Rahman, Maqsudul Mu’minin, s. 84). Dette udsagn er ikke korrekt i denne form. Hvis man kalder det en hadith, lyver man om Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Sandsynligvis er en autentisk hadith blevet oversat fordrejet. Af forskellige autentiske hadither fremgår det, at manglende grundig renselse efter vandladning er en af årsagerne til gravens straf. Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, fortæller, at Allahs Sendebud sagde: [arabisk tekst] »De fleste af straffene i graven skyldes vandladning.« (Ibn Maja, as-Sunan 1/125; al-Hakim, al-Mustadrak 1/293). Det ovenstående udsagn er sandsynligvis en fordrejet oversættelse af denne hadith. Denne og andre hadither med samme betydning lærer, at man skal rense sig grundigt efter vandladning. Ingen hadith siger, at det er syndigt eller medfører straf ikke at bruge kulukh. Det afgørende er at blive fuldstændigt ren efter at have forrettet sin nødtørft, og dette er en af islams regler. Af haditherne fremgår det, at Allahs Sendebud undertiden brugte sten eller tørre klumper ved istinjā, men oftest brugte han vand. Nogle gange brugte han både sten og vand. Profetens ledsagere gjorde ligeledes istinjā på denne måde. Det bedste er at bruge både vand og sten, altså kulukh. Hvis man ikke gør det, er det bedre kun at bruge vand. Hvis heller ikke det er muligt, kan man nøjes med sten eller kulukh og dermed opfylde den grundlæggende obligatoriske pligt. Man begår hverken en forbrydelse eller en synd derved. Dette fremgår af forskellige hadither. Efter at man har forrettet sin nødtørft, er der to stadier i renselsen. Det første er at rense det urene sted, mens man stadig sidder, ved hjælp af vand eller sten. Dette kaldes på arabisk istinjā eller istijmār. Det andet stadium er at sikre sig mod resterende dråber. Det betyder, at man efter istinjā skal fjerne tvivlen om, hvorvidt der kan komme en eller to dråber urin, når man rejser sig eller går. På arabisk kaldes dette istibrā’. I hadithlitteraturen nævnes vand og sten til det første stadium, istinjā. I en svag hadith nævnes det, at man, mens man sidder og lader vandet, skal trække tre gange i penis. Der findes ingen anden hadith, der beskriver dette. Allahs Sendebud og hans ledsagere rejste sig ikke under istinjā, gik omkring, hoppede, rømmede sig eller foretog lignende handlinger. Ved både vandladning og afføring rensede de sig naturligt, mens de sad, ved at bruge sten eller vand, eller først sten og derefter vand. Senere lærde har anbefalet at gå lidt omkring som en forsigtighedsforanstaltning i tilfælde af tvivl. De sagde, at menneskers forhold er forskellige. Hvis nogen har et særligt behov, kan han rejse sig, gå et par skridt, rømme sig eller gøre noget lignende for at blive sikker på, at vandladningen er helt ophørt. Men den, der føler sig fuldstændig ren, mens han stadig sidder, behøver ikke gå ud over sunnah. Derfor er det falskt at hævde, at man skal gå omkring med kulukh, eller at Allahs Sendebud gjorde dette eller befalede det. 2. Kulukh nævnes blandt Bilals dyder I en udbredt bog står der: »Profeten spurgte Bilal: ’Bilal, jeg så dine fodspor i Paradiset på natten til mi‘raj. Hvilken god handling udfører du?’ Bilal svarede: ’Efter vandladning bruger jeg kulukh, passer på min renhed og er altid i wudu.’ Profeten sagde: ’Dette er roden til alle gode handlinger.’« I forskellige hadither nævnes tre handlinger i forbindelse med Bilals rang: at bede to rak‘ah, hver gang han udførte wudu; at bede to rak‘ah, hver gang han kaldte til bøn; og at forny wudu, hver gang hans wudu blev brudt. Den første findes i al-Bukhari og Muslim. Den anden og tredje findes i en hadith, der er samlet af Ibn Khuzayma, al-Hakim og andre hadithlærde. Der er ingen kendt omtale af kulukh i disse beretninger. Det skal dog bemærkes, at alle ledsagerne brugte kulukh efter at have forrettet deres nødtørft. Derfor opfordrer forskellige hadither til at bruge både vand og kulukh. 3. At forrette sin nødtørft på åbne steder I en udbredt bog står der: »Det findes i hadith, at englene forbander dem, der sætter sig på et åbent sted for at urinere eller have afføring.« Dette er ikke korrekt i denne form. Jeg har ikke kunnet finde nogen hadith, der siger, at denne forbandelse gælder enhver åben plads, hvad enten den er åben over hovedet eller på alle sider. Under toiletbesøg skal kønsdelene skjules for andres blikke. Hadithlitteraturen forbyder at vise sin awrah til andre, at tale under toiletbesøg og at forrette afføring på folks veje eller på steder, hvor mennesker søger skygge. Dette er omtalt som noget, der medfører forbandelse. 4. At udsætte den obligatoriske ghusl Alle udsagn om, at man synder ved at udsætte ghusl, når den er blevet obligatorisk, eller at jorden vil forbande én, hvis man går på den i denne tilstand, er opdigtede og grundløse. Når ghusl er obligatorisk, er det bedst at udføre den så hurtigt som muligt. Men den egentlige nødvendighed af ghusl gælder bønnen og recitation af Koranen. En troende kan udføre andre handlinger, dhikr og du‘a, mens ghusl stadig er obligatorisk for ham. Hvis bønnen ikke forsømmes, er der derfor ingen synd i at udsætte ghusl. Det er fastslået i autentiske hadither, at Allahs Sendebud undertiden gik i seng uden at udføre ghusl, selv om ghusl var blevet obligatorisk tidligt på natten, og udførte det sidst på natten. 5. Ghusl på natten til Bara’ah eller al-Qadr Alt, hvad der siges om ghusl for Laylat al-Bara’ah og Laylat al-Qadr, er opdigtet. Ingen autentisk hadith nævner nogen særlig fortjeneste ved ghusl på disse to nætter. Jeg håber senere at omtale de opdigtede hadither om dette emne. 6. Niyyah ved wudu, ghusl og andre handlinger Alt det, der i senere tid er blevet udbredt under navnet niyyah, såsom »nawaitu an…«, er udsagn opfundet af senere lærde. Hvis man tror, at dette er hadith, eller hævder, at Allahs Sendebud reciterede sådanne formuleringer eller befalede folk at gøre det, fremsætter man en grundløs løgn. Niyyah betyder hensigt eller intention. Belønningen for tilbedelsen afhænger af hensigten. Niyyah er den indre beslutning eller vilje, som får et menneske til at udføre handlingen. Man skal have niyyah, men man skal ikke udtale eller recitere den. Allahs Sendebud udtalte aldrig i hele sit liv en bestemt niyyah højt for wudu, ghusl, bøn, faste eller nogen anden tilbedelse. Hans ledsagere, tabi‘in, imam Abu Hanifa, må Allah forbarme sig over ham, de fire imamer og juristerne gjorde heller ikke dette og befalede ingen at gøre det. Nogle senere lærde opfandt disse formuleringer. De sagde, at udtalelsen med tungen ingen værdi har, og at den egentlige niyyah er den, der findes i hjertet, men at udtalen kan styrke den. Mange accepterede ikke denne begrundelse. Shah Waliullah al-Dihlawi fordømte det at udtale niyyah for wudu, bøn, faste og anden tilbedelse som en dårlig innovation og modsatte sig det kraftigt. Jeg har behandlet dette udførligt i værket Ihya’us-Sunan. 7. Du‘a før wudu I forskellige bøger, der er udbredt i vores land, læres følgende du‘a før wudu: [arabisk tekst]. Denne du‘a er opdigtet. Forskellige hadither befaler, at man siger »Bismillah« før wudu. I en hadith opfordres man til at sige »Bismillah wa al-hamdu lillah«. Men der kendes ingen hadith, der nævner den ovenstående du‘a. 8. Du‘a under wudu I forskellige bøger nævnes særlige du‘aer, som skal reciteres ved vask af hvert enkelt lem: du‘a ved håndvask, du‘a ved skylning af munden, du‘a ved rensning af næsen og så videre. Den hadith, som disse du‘aer bygger på, er opdigtet. Imam ad-Daraqutni, imam an-Nawawi, imam as-Suyuti, Mulla Ali al-Qari og andre hadithlærde har alle erklæret den for opdigtet og grundløs. 9. Ikke at tale under wudu Ingen hadith med en pålidelig eller acceptabel kæde er blevet overleveret med betydningen, at man ikke må tale under wudu, eller at det er forkert at tale. Det, der siges om dette, er blot udsagn fra enkelte lærde. 10. At recitere surah al-Qadr efter wudu I autentiske hadither nævnes flere du‘aer, der kan reciteres efter wudu. Jeg har behandlet disse med deres kæder i værket Rah-e Wilayat. I mange bøger i vores land er opdigtede udsagn blevet skrevet i stedet for disse autentiske du‘aer. I nogle bøger står der: »Den, der reciterer surah al-Qadr efter wudu, vil få Siddiqens port åbnet.« Noget lignende findes i den opdigtede hadith »Profetens testamente til Ali«. Dette testamente er allerede blevet omtalt. 2.10.2 Om moskeer og adhan 1. Formålet med at bygge moskeer Formålet med moskeer er at udføre bøn, mindes Allah, drøfte religionen og lignende. Allahs Sendebud sagde om moskeer: [arabisk tekst] »De er kun til Allahs ihukommelse, bøn og recitation af Koranen.« (Muslim, as-Sahih 1/236). Hadither forbyder handel i moskeen, at lede efter bortkomne eller bortløbne ting, at tale højt og at råbe. Men ingen autentisk hadith indeholder et klart forbud mod almindelig verdslig samtale. Ledsagerne reciterede digte i moskeen. Jabir fortæller, at Allahs Sendebud efter fajr-bønnen blev siddende til solopgang. Ledsagerne talte sammen, omtalte jahiliyyah-tiden, reciterede digte og smilede, mens han kun smilede. (Sahih Muslim 1/463). Blandt de opdigtede hadither, der er udbredt i vores land, er: »Den, der taler verdsligt i moskeen, får sine handlinger fra fyrre år annulleret.« Allamah as-Saghani, Tahir al-Fattani, Mulla Ali al-Qari, al-Ajluni og andre hadithlærde har enstemmigt erklæret dette for opdigtet. Mulla al-Qari siger, at udsagnet både er ugyldigt med hensyn til kæden og strider mod islam i betydning. Et andet opdigtet udsagn lyder: »Samtale i moskeen fortærer gode handlinger, ligesom ild fortærer træ.« Nogle berømte lærde har på grundlag af folkelig overlevering nævnt dette som en hadith. Men al-Iraqi, al-Fayruzabadi, Tahir al-Fattani, Mulla Ali al-Qari og alle andre hadithlærde er enige om, at udsagnet er opdigtet, grundløst og uden kæde, selv om det er blevet tillagt Allahs Sendebud. 2. At tænde lamper og feje moskeen At rengøre og feje moskeen og tænde lamper er generelt gode handlinger. Men ligesom på andre områder er der også her blevet opfundet hadither om særlige belønninger. Udsagn om, at den, der tænder en lampe i moskeen, får en bestemt enorm belønning, at tusinder af engle beder for ham, eller at han får belønning som for mange hajj- eller umra-rejser, er alle opdigtede. 3. At kysse fingrene og stryge dem over øjnene under adhan Mange fromme muslimer i vores land kysser fingerspidserne på begge hænder, når de under adhan hører ordene »Ashhadu anna Muhammadan rasulullah«, og stryger dem over øjnene. De gør dette, fordi de tror på en opdigtet og falsk hadith. I én version siges det, at den, der efter at have hørt ordene siger: [arabisk tekst], og derefter stryger indersiden af pegefingrene over øjnene, vil opnå forbøn. Andre siger, at man skal sige: »Marhaban! Min elskede, mine øjnes glæde, Muhammad ibn Abdullah«, kysse tommelfingrene og lægge dem på øjnene. Den, der gør dette, vil efter sigende aldrig få øjenbetændelse eller miste synet. Alle sådanne udsagn er opdigtede. Nogle har overleveret dette fra Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham. Mulla Ali al-Qari siger, at hvis overleveringen fra Abu Bakr var bevist, ville det være tilstrækkeligt at handle efter den. Men hadithen er ikke bevist fra Abu Bakr. Imam as-Sakhawi og andre hadithlærde har behandlet sagen udførligt. Ingen pålidelig overlevering af denne hadith findes fra Abu Bakr eller nogen anden kilde. Hadithlærde er enige om, at alle overleveringer om dette er opdigtede. Her skal tre ting bemærkes. For det første kan forskellige handlinger undertiden anvendes på grundlag af erfaring med henblik på helbredelse og sundhed. At man opnår et resultat gennem en sådan handling, betyder ikke, at den er bevist gennem hadith. Man kan udføre en sharia-kompatibel handling med henblik på helbredelse, men uden en autentisk kæde kan den ikke kaldes en hadith. For det andet er kærlighed til Allahs Sendebud en del af troen og en meget stor god handling. Hvis en person, uden at vide at hadithen er opdigtet, handler efter den og kysser sine fingre af kærlighed, når han hører Profetens navn, vil han ikke få den belønning, der nævnes i den opdigtede hadith, men han vil, om Allah vil, få belønning for sin ægte kærlighed. Det er dog ikke tilladt bevidst at handle efter en opdigtet hadith. For det tredje kan den troende i stedet følge en autentisk hadith. Selve det at stryge fingrene over øjnene er opdigtet, men der findes en meget autentisk hadith om at sige de nævnte ord. Allahs Sendebud sagde, at den, der hører mu’adhdhin og siger: »Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud ud over Allah. Han er alene og har ingen partner, og Muhammad er Hans tjener og Sendebud. Jeg er tilfreds med Allah som Herre, islam som religion og Muhammad som profet«, vil få alle sine synder tilgivet. (Muslim 1/290, nr. 386; Ibn Khuzaymah 1/220; Ibn Hibban 4/591). 4. »Sadaqta wa bararta« som svar på adhan I vores land er det almindeligt at svare »Sadaqta wa bararta« efter at have hørt »as-salatu khayrun min an-nawm« under fajr-adhan. Dette udsagn er grundløst og opdigtet. I den hadith, der er overleveret af al-Bukhari og Muslim, sagde Allahs Sendebud: »Når I hører mu’adhdhin kalde til bøn, så sig det samme, som han siger.« I en anden hadith fortæller Abu Hurayra, at Bilal kaldte til bøn, og at Profeten sagde: »Den, der med fast overbevisning siger det, som denne mu’adhdhin sagde, vil træde ind i Paradiset.« Disse to hadither viser, at den, der hører adhan, skal gentage mu’adhdhins ord ordret. Der er ikke nævnt nogen undtagelse, bortset fra at når mu’adhdhin siger »Hayya ‘ala as-salah« og »Hayya ‘ala al-falah«, skal lytteren sige »La hawla wa la quwwata illa billah«. Derfor skal man også gentage »as-salatu khayrun min an-nawm«. Ingen hadith siger, at der skal bruges et særligt svar på dette sted. Mulla Ali al-Qari har derfor medtaget »Sadaqta wa bararta« blandt de opdigtede hadither og sagt, at selv om shafi‘itterne anser det for anbefalet, findes det ikke i hadith. 5. »Wa ad-darajata ar-rafi‘ah« i adhan-du‘aen Allahs Sendebud sagde, at når man hører mu’adhdhin, skal man gentage hans ord, derefter sende velsignelser over Profeten og bede Allah om al-wasilah for ham. Al-wasilah er en rang i Paradiset, som kun én tjener vil få, og Profeten håbede, at han ville være denne tjener. Den, der beder Allah om al-wasilah for ham, vil få hans forbøn. Han lærte følgende du‘a: »O Allah, denne fuldkomne kaldelse og den forestående bønns Herre, giv Muhammad al-wasilah og den høje rang, og rejs ham til den prisværdige station, som Du har lovet ham.« Den, der siger dette efter at have hørt adhan, vil få Profetens forbøn på Opstandelsens Dag. (Sahih al-Bukhari 1/222, nr. 589; 4/1749, nr. 4442). Alle hadithlærde, herunder imam al-Bukhari, har samlet du‘aen i denne form. I den du‘a, der er udbredt i vores land, er der tilføjet to sætninger, som ikke findes i den autentiske du‘a. Den ene er »wal-fadilah«, efterfulgt af »og den høje rang«, og den anden er »Du bryder ikke Dit løfte«. Den sidste sætning findes i en svag hadith. Den første, »wa ad-darajata ar-rafi‘ah«, bygger derimod på en helt grundløs og falsk hadith. Ibn Hajar, as-Sakhawi, az-Zurqani, Mulla Ali al-Qari og andre hadithlærde har erklæret denne sætning for opdigtet. 6. Konsekvensen af at tale under adhan For at forbyde samtale under adhan citeres følgende »hadith«: »Den, der taler under adhan, risikerer at få sin tro ødelagt.« As-Saghani, al-Ajluni og andre hadithlærde har erklæret, at dette er et grundløst udsagn, der er opfundet i hadithens navn. Ingen hadith indeholder et forbud mod at tale under adhan. 2.10.3 Om de fem daglige bønner Fem former for belønning og femten former for straf ved bønnen Af Koranen og hadith ved vi, at det er den troendes første og største pligt at udføre de fem obligatoriske bønner til tiden. Bønnen er den troendes kendetegn og forskellen mellem tro og vantro. Den, der forlader bønnen, regnes blandt de vantro, og på Opstandelsens Dag vil der først blive spurgt til bønnen. Utallige autentiske hadither viser den obligatoriske bøns betydning og den alvorlige følge af at forsømme den. For at imponere almindelige mennesker har bedragere imidlertid opfundet mange yderligere udsagn. I mange udbredte bøger er disse opdigtede og grundløse udsagn skrevet i stedet for koranvers og autentiske hadither. De trykkes også på kalendere, plakater og lignende. En udbredt opdigtet hadith siger i sammendrag: Den, der regelmæssigt og samvittighedsfuldt udfører bønnen, vil blive hædret på fem måder: han vil blive befriet fra mangel på forsørgelse og livets vanskeligheder, passere Sirat som lynet og træde ind i Paradiset uden regnskab. Den, der er doven med bønnen, vil få femten former for straf: fem i denne verden, tre ved døden, tre i graven og tre efter at være kommet ud af graven. Denne lange »hadith« er helt grundløs og opdigtet. Den findes ikke i nogen hadithsamling. Senere lærde har nævnt den i prædikensamlinger sammen med andre folkelige udsagn, men hadithimamerne har tydeligt erklæret den for ugyldig og opdigtet. De har også nævnt, hvem der stod bag forfalskningen. Dette er behandlet af imam adh-Dhahabi, Ibn Hajar al-‘Asqalani, as-Suyuti, Ibn al-‘Iraqi og andre. Shaykh al-Hadith Allamah Muhammad Zakariyya Kandhlawi, må Allah forbarme sig over ham, citerede hele denne opdigtede hadith på arabisk i Fada’il-e-Namaz. Før citatet forklarede han, at nogle havde sagt, at den angiveligt fandtes i hadith. Efter citatet nævnte han kort, at adh-Dhahabi, as-Suyuti og andre hadithlærde havde erklæret den for opdigtet og ugyldig og identificeret forfalskerne i dens kæde. Denne forklaring blev imidlertid udeladt i oversættelsen. I begyndelsen stod blot: »Det er overleveret i en hadith«, og til sidst blev kun »Zawajir af Ibn Hajar al-Makki« skrevet. Almindelige læsere troede derfor, at det var en pålidelig hadith eller Allahs Sendebuds ord. Hadithlærde er imidlertid enige om, at det er strengt haram at gengive en opdigtet hadith som hadith uden at gøre opmærksom på, at den er opdigtet. Må Allah beskytte os. 2. Bønnen er de troendes mi‘raj Et meget udbredt, grundløst og opdigtet udsagn lyder: »Bønnen er de troendes mi‘raj.« Der findes autentiske hadither med en betydning, der ligger tæt på dette: Den troende er nærmest Allah under bønnen, og når han står i bøn, vender Allah sig mod ham. Men disse autentiske udsagn bør ikke erstattes af den grundløse sætning, som derefter tillægges Allahs Sendebud. 3. Straf på firs eller én huqbah I bogen Majalis al-Abrar står der angiveligt, at den, der ikke bad til tiden, men bad den som qada efter bønnens tid var udløbet, vil få firs huqbahs straf i Helvede. En huqbah skulle være firs år, et år 360 dage, og en dag i det hinsidige skulle svare til tusind år i denne verden. Derfor påstås én forsømt bøn at medføre straf i 28.800 dage, svarende til 28.800.000 år. Shaykh al-Hadith Zakariyya Kandhlawi citerede udsagnet i Fada’il-e-Namaz, men sagde derefter, at han ikke havde fundet det i nogen af de hadithbøger, han kendte. En hadith, som en hadithlærd af hans rang ikke kan finde i nogen samling, kan man let forestille sig er uden grundlag. Den er i virkeligheden et opdigtet, kædeløst udsagn. Den er ikke samlet med nogen autentisk, svag eller opdigtet kæde. Senere lærde har gengivet den uden kæde på grundlag af folkelig overlevering. Selv om de ved, at den ikke findes i hadithbøger, og at forfatteren til Majalis al-Abrar gengav den uden kæde, nævner nogle lærde den stadig i prædikener og skrifter sammen med mange andre opdigtede og svage hadither, fordi de ønsker at vejlede mennesker. Det synes, som om de mener, at Koranens tusinder af vers og de autentiske hadithsamlingers tusinder af hadither ikke længere er tilstrækkelige til at vejlede folk, og at man derfor må tilføje nogle svage hadither. 4. Hajj med profeterne gennem bøn i fællesskab At bede i fællesskab er en af den troendes pligter. Koranen befaler de troende at bede sammen, og utallige autentiske hadither befaler bøn i fællesskab. Den, der forlader fællesskabet og beder alene, er blevet betegnet som hykler. En autentisk hadith siger, at den, der hører adhan, men uden gyldig undskyldning undlader fællesbønnen og beder alene, ikke får sin bøn accepteret. Der er en terminologisk juridisk uenighed om fællesbønnens status. Nogle kalder den sunnah mu’akkadah, andre wajib og andre fard. Uenigheden er kun terminologisk, for alle er enige om, at en mand, der uden gyldig undskyldning beder en obligatorisk bøn alene, begår en alvorlig synd. Der er dog uenighed om, hvorvidt bønnen er gyldig. Ved siden af de autentiske hadither har bedragere opfundet mange falske hadither om dette. I bøger og prædikener gengives de ofte i stedet for de autentiske hadither. De autentiske hadither siger, at den, der beder ‘isha og fajr i fællesskab, får belønning som for at have bedt hele natten, og at den, der beder fajr i fællesskab, er under Allahs beskyttelse. Bedragerne syntes imidlertid ikke, at denne »lille« belønning var nok, og de opfandt: »Den, der beder fajr i fællesskab, er som den, der udførte halvfjerds hajj med Adam.« Tilsvarende blev en profet knyttet til hver bøn. Et andet udsagn siger, at den, der beder fajr og ‘isha i fællesskab, er som den, der bad bag Adam. Alle disse udsagn er opdigtede. 5. At bede bag en lærd er som at bede bag en profet Autentiske hadither viser, at belønningen for fællesbønnen øges. De befaler, at den, der er bedst til Koranrecitation og viden, den, der har størst hadithviden, eller den, der er længst fremme i hijrah og andre gode handlinger, skal lede bønnen. Men ingen autentisk hadith siger, at de bedendes belønning eller barakah bliver større på grund af imamens taqwa eller viden. Alt, der er overleveret med denne betydning, er enten meget svagt eller opdigtet. Et grundløst udsagn lyder: »Den, der beder bag en gudfrygtig lærd, er som den, der beder bag en profet.« Forfatteren til den berømte fiqh-bog al-Hidayah, Allamah Ali ibn Abi Bakr al-Marghinani, nævnte det som hadith på grundlag af folkelig overlevering. Hadithlærde har imidlertid undersøgt sagen og fastslået, at det ikke er en hadith. Det findes ikke i nogen bog med en autentisk eller svag kæde. Derfor har az-Zayla‘i, al-‘Iraqi, Ibn Hajar, as-Suyuti, as-Sakhawi, Tahir al-Fattani, Mulla Ali al-Qari, al-Ajluni og andre hadithlærde optaget det blandt de opdigtede hadither. 6. 4440 gange større belønning bag en lærd Et andet opdigtet udsagn er: »Den, der beder bag en lærd, får 4440 gange større belønning.« 7. Hvorfor de fem bønner har deres antal rak‘ah Alle forklaringer om, hvorfor fajr har to rak‘ah, zuhr og ‘asr fire, maghrib tre, ‘isha fire, og witr tre, er grundløse og falske. Det samme gælder fortællinger om, at de forskellige bønner blev udført eller fastlagt af forskellige profeter. I nogle berømte bøger står der en fortælling om, at witr blev obligatorisk, fordi Allahs Sendebud under mi‘raj bad én rak‘ah med alle profeternes sjæle, derefter én rak‘ah med Mika’il og 70.000 engle, og derefter én rak‘ah med Israfil og 70.000 engle. Da Azra’il kom med mange engle, befalede Jibril Profeten at lede dem i qunut-du‘a. Derfor skulle de tre rak‘ah i witr og qunut være blevet obligatoriske. Denne fortælling er opdigtet og grundløs. Nogle bedragere har også påstået, at Profeten på mi‘raj-natten bad én rak‘ah for Musa, én for sig selv og en tredje efter Allahs befaling. Også dette er uden grundlag. 8. ‘Umri qada Bønnen er en obligatorisk tilbedelse i den troendes liv, uden alternativ eller kaffarah. Så længe man er ved bevidsthed, skal man bede: stående, siddende, liggende, gående, løbende, med tegn eller på den måde, man kan. Når bevidstheden forsvinder, bortfalder bønnen. Hvis en eller to bønner undtagelsesvis går tabt på grund af nødvendighed, skal de indhentes. Men hadithlitteraturen indeholder ingen regel om qada for mange bønner, der med vilje er forladt. Profeten og ledsagerne forestillede sig ikke, at en muslim kunne forlade bønnen. De sagde, at en muslim kan begå mange synder, men ikke forlade bønnen. Senere muslimer og jurister var uenige. Nogle sagde, at den, der med vilje forlader én bøn, bliver vantro. Andre sagde, at den, der anerkender bønnens betydning, men forsømmer den af dovenskab, er en alvorlig synder, men ikke vantro. Hvis en person derimod mener, at han stadig er muslim som de bedende, selv om han ikke regelmæssigt udfører de fem bønner, er han en virkelig vantro, fordi han afviser bønnens betydning. Alle er enige om, at hadith ikke giver nogen regel om qada for bønner, der med vilje er forladt i lang tid. Bedragerne har dog opfundet hadither om dette. En af dem siger: »En mand sagde: ’Allahs Sendebud, jeg har forladt bønnen.’ Han svarede: ’Indhent det, du har forladt.’ Manden spurgte: ’Hvordan?’ Han sagde: ’Bed en tilsvarende bøn sammen med hver bøn.’ Manden spurgte: ’Før eller efter?’ Han svarede: ’Før.’« Hadithlærde er enige om, at denne hadith er opdigtet, grundløs og ugyldig. Hvis en muslim efter mange års forsømmelse angrer og begynder at bede regelmæssigt, er hans vigtigste pligt at angre dybt og søge tilgivelse for de forladte bønner. Mange jurister har derefter sagt, at han kan fastsætte de forladte bønner og indhente dem som ‘umri qada, men der findes ingen fast regel om dette i Koranen eller hadith. Det er en forsigtighedshandling, og man kan håbe, at Allah tilgiver ham gennem anger og qada. 9. Kaffarah og isqat Islam har en kaffarah-ordning for faste. Hvis en muslim ikke kan faste på grund af manglende evne og heller ikke kan indhente fasten, skal han give mad til en fattig for hver obligatorisk fastedag. Juristerne har på grundlag af forskellige hadither fastsat mængden af mad. Der findes ingen tilsvarende kaffarah for bønnen i hadith. Ved faste kan der opstå manglende evne, men det gælder ikke på samme måde for bønnen. Så længe man er bevidst, skal man bede efter bedste evne, selv med tegn. Hvis bevidstheden forsvinder permanent, bortfalder bønnen. Alligevel har nogle senere jurister som en forsigtighedsforanstaltning fastsat kaffarah for bøn. Hvis en person, der normalt bad, på grund af sygdom ikke kunne udføre nogle bønner før sin død, har de fastsat, at der efter døden skal gives én fitrah for hver bøn, ligesom ved faste. Nogle anvendte også dette på mennesker, der hele livet havde forladt bønnen eller gjort nar af den. Derefter opfandt de en regel om at give en Koran i stedet for mad. I en udbredt bog beskrives isqat således: Man skal beregne den dødes alder, trække tolv år fra for en mand og ni år fra for en kvinde og beregne værdien af ti man og ti ser mel for hvert resterende år. I stedet for beløbet skal man foran alle give én indbundet Koran som gave til en fattig og sige, at Koranen gives i stedet for den afdødes guddommelige gæld. Hvis den fattige accepterer den foran to vidner, bliver Koranen hans, og melbetalingen anses for opfyldt. Denne mærkelige regel er ikke blot opdigtet; den er en grov hån mod Allahs religion. Hvad kan være en større hån end at forsømme bønnen hele livet, gøre nar af den og derefter blive »tilgivet« ved at give én Koran til en fattig efter døden? 2.10.4 Om sunnah- og nafl-bønner Ligesom de obligatoriske bønner er den største tilbedelse i den troendes liv, er nafl-bønnen den største frivillige tilbedelse og en af vejene til Allahs tilfredshed og nærhed. Handlinger ud over det obligatoriske kaldes nafl. Allahs Sendebud opfordrede til at udføre bestemte frivillige bønner på bestemte tidspunkter eller udførte dem selv. Disse kaldes også sunnah. De frivillige bønner, som han lagde særlig vægt på, kaldes sunnah mu’akkadah. På grund af den store vægt, der i hadith lægges på nogle af dem, har enkelte jurister kaldt dem wajib. Autentiske hadither opfordrer generelt til at bede så mange nafl-bønner som muligt. En ledsager spurgte, hvilken handling der er mest elsket af Allah. Profeten svarede: »Du skal lave mange sujud for Allah, for hver gang du laver en sujud for Allah, hæver Han din rang og sletter en af dine synder.« (Muslim 1/353). En anden ledsager bad om Profetens ledsagelse i Paradiset. Han svarede: »Hjælp mig med dette ved at udføre mange sujud«, det vil sige mange nafl-bønner. (Muslim 1/353). Abu Hurayra fortæller, at Allahs Sendebud sagde: »Bønnen er den bedste handling. Den, der kan, skal derfor bede så meget som muligt.« Hadithen er hasan. (at-Tabarani, al-Mu‘jam al-Awsat 1/84; al-Haythami, Majma‘ az-Zawa’id 2/249; al-Albani, Sahih at-Targhib 1/256). Autentiske hadither nævner også særlige bønner på bestemte tidspunkter eller steder: sunnah før og efter de obligatoriske bønner, tarawih, duha eller chasht, nattebønnen eller tahajjud, tahiyyat al-masjid, tahiyyat al-wudu, istikhara, kusuf, salat at-tasbih og andre. Det er også overleveret, at man efter en synd kan bede to rak‘ah og angre. Salat al-hajah er nævnt i nogle svage hadither. Selv om der findes autentiske hadither om sunnah- og nafl-bønner, har bedragere opfundet mange hadither om dem. De lover attraktive og overdrevne belønninger. For det første har de opfundet belønninger, suraher og fremgangsmåder for autentisk fastslåede bønner. For det andet har de opfundet helt nye bønner på grund af bestemte tider, steder eller årsager og skabt fantasifulde fortællinger om deres belønning. 1. At fastsætte bestemte suraher eller vers til forskellige bønner Ingen af de sunnah- og nafl-bønner, der er fastslået i autentisk hadith, har fået en bestemt surah eller et bestemt vers fastsat. Alt, hvad der fortælles om bestemte suraher, eller om at en bestemt surah eller et bestemt vers skal reciteres i den første eller anden rak‘ah, er opdigtet eller grundløst. Det gælder blandt andet fortællinger om bestemte suraher i istikhara, duha og bønnen på Laylat al-Qadr. Enhver surah eller ethvert vers kan reciteres. Belønningen eller barakah ændres ikke på grund af en bestemt surah. Belønningen kan påvirkes af længden, koncentrationen, oprigtigheden og følelserne. 2. Du‘a og munajat i tarawih Ramadans qiyam al-layl kaldes salat at-tarawih, »hvilebønnen«. På Allahs Sendebuds tid bad han og ledsagerne qiyam al-layl, tahajjud og tarawih alene fra midnat til den sidste del af natten, ofte i fire eller fem timer. Fra kaliffen ‘Umars tid begyndte muslimerne at bede tarawih i fællesskab. De stod normalt fra efter ‘isha til før suhur i fem eller seks timer. Da det er vanskeligt at stå uafbrudt i flere timer, blev det senere skik at hvile efter hver fjerde rak‘ah omtrent lige så længe som fire rak‘ah. Derfor blev bønnen senere kendt som salat at-tarawih. Hvilen er ikke en del af bønnen eller tilbedelsen. Man får ikke mindre belønning uden hvile, og belønningen ændres ikke efter hvilepausens længde. Hvilen er blot et middel til at udføre bønnen bedre. Under pausen kan man gøre hvad som helst tilladt, sidde, ligge, lave du‘a eller dhikr. Der er ingen fastlagt handling. I nogle lande har man i flere århundreder reciteret en bestemt du‘a og foretaget en bestemt munajat efter hver fjerde rak‘ah. Begge er opdigtede. Der findes mange du‘aer i autentisk hadith, men disse to findes hverken som hviledu‘aer eller noget andet sted. En lignende du‘a findes kun i en opdigtet hadith, hvor det påstås, at nogle engle reciterer den i et hav af lys, og at den, der reciterer den på en bestemt dag, måned eller et bestemt år, får enorme belønninger. Det er bedre ikke at recitere disse opdigtede du‘aer, men at sende salawat, recitere Koranen eller være optaget af masnun dhikr. I nogle bøger anbefales endnu en tekst efter hver anden rak‘ah i tarawih. Også denne du‘a er grundløs og opdigtet. 3. Salat al-Awwabin Autentisk hadith viser, at Allahs Sendebud og hans ledsagere udførte mange frivillige bønner mellem maghrib og ‘isha. Hudhayfah fortæller, at han bad maghrib med Profeten, som fortsatte med nafl-bøn indtil ‘isha. Hadithen er autentisk. Anas fortæller også, at ledsagerne ventede vågne mellem maghrib og ‘isha og udførte nafl-bønner. Hasan al-Basri sagde, at bønnen mellem maghrib og ‘isha regnes som nattebøn eller tahajjud. Disse hadither viser, at den troende kan udføre nafl mellem maghrib og ‘isha. Jo mere han beder, desto større belønning får han. Ingen autentisk hadith fastsætter et bestemt antal rak‘ah eller en særlig belønning for dette tidspunkt. I opdigtede eller meget svage overleveringer nævnes fire, seks, ti eller tyve rak‘ah og overdrevne belønninger: belønning som for jihad i flere krige, tilgivelse for halvtreds års synder, belønning som for tolv års tilbedelse eller et hus i Paradiset. Alle disse overleveringer er opdigtede eller overleveret med meget svage kæder. Nogle svage overleveringer kalder nafl-bønnen mellem maghrib og ‘isha salat al-awwabin, de ofte angrendes bøn. I autentiske hadither har Allahs Sendebud imidlertid kaldt duha-bønnen salat al-awwabin. 4. Salat al-Hajah Imam at-Tirmidhi citerede i sin Sunan en hadith om salat al-hajah, behovets bøn. Den siger, at den, der har et behov hos Allah eller et menneske, skal udføre wudu, bede to rak‘ah og derefter recitere en du‘a og bede Allah opfylde behovet. At-Tirmidhi siger, at den eneste fortæller, Fa’id ibn ‘Abd ar-Rahman, er svag. Imam al-Bukhari og andre hadithlærde kaldte ham munkar, matruk, forkastet og en løgnagtig hadithfortæller. Derfor er hadithen svag. I vores land findes mange andre opdigtede former under navnet salat al-hajah. I nogle bøger står der, at Khidr lærte en from mand en bøn på to rak‘ah for at få ønsker opfyldt, hvor surah al-Kafirun skal reciteres ti gange i den første rak‘ah. Alt dette er grundløst og opdigtet. 5. Salat al-Istikhara Autentisk hadith fastslår, at man til istikhara skal udføre wudu, bede to rak‘ah og recitere du‘aen »Allahumma inni astakhiruka bi ‘ilmika…«. (al-Bukhari, as-Sahih 1/391, 5/2345, 6/2690; Ibn Hajar, Fath al-Bari 11/183). I nogle udbredte bøger nævnes derimod opdigtede metoder og du‘aer: at bede to nafl-rak‘ah efter ‘isha, recitere salawat flere gange, recitere en bestemt tekst hundrede gange, salawat 21 gange og derefter ligge på en ren seng. Andre bøger påstår, at Ali, må Allah være tilfreds med ham, lærte en metode med seks rak‘ah, hvor en bestemt surah reciteres syv gange. Alle disse udsagn og metoder er grundløse og opdigtede. Hvorfor nævne dem, når den autentiske hadith findes? 6. To nafl efter witr Allahs Sendebud plejede efter tahajjud sidst på natten at bede witr og derefter to rak‘ah nafl. En hadith nævner, at den, der beder to nafl efter witr, får belønning som for tahajjud eller qiyam al-layl. Kun dette er fastslået. Udsagn om, at man ved at bede to rak‘ah efter witr får belønning som for hundrede rak‘ah, og at man skal recitere surah al-Ikhlas tre gange i hver rak‘ah, er grundløse. 7. Flere opdigtede »bønner« I samfundet findes flere »bønner« med forskellige navne og opdigtede, grundløse belønninger: Hifz al-Iman-bønnen, kaffarah-bønnen, buzurgi-bønnen, bønnen for rigdom, taksigelsesbønnen, bønnen for forældres rettigheder og mange andre. De er alle uden grundlag. 8. Bønner for ugens syv dage Alle hadither om særlige nafl-bønner og belønninger for hver af ugens syv dage eller nætter er opdigtede og grundløse. Den troende skal regelmæssigt bede tahajjud, duha og andre bønner og udføre så mange nafl-bønner som muligt, idet han håber på den belønning, der er nævnt i autentisk hadith. Bedragerne har imidlertid opfundet mange hadither med særlige bønner fredag nat, fredag dag, lørdag nat, lørdag dag og så videre. Det fortælles eksempelvis under Anas’ og andre ledsageres navne, at man natten til fredag skal bede et bestemt antal rak‘ah og få et slot i Paradiset og utallige belønninger; at man fredag på et bestemt tidspunkt skal bede på en bestemt måde og få store belønninger; at den, der lørdag nat eller dag beder et bestemt antal rak‘ah på en bestemt måde, får bestemte belønninger. Alle sådanne fortællinger om bønner på ugens syv dage og nætter, med bestemte antal rak‘ah, suraher eller du‘aer, er opdigtede. I bøger som Barah Chandrer Fazilat, Nek Amal og Wazifa er disse falske udsagn blevet nævnt som hadith. Hadithlærde er imidlertid enige om, at de er opdigtede. Undertiden skriver selv store lærde noget på grundlag af folkelig overlevering, fordi ikke alle kan undersøge og analysere alt. Nogle store lærde har nævnt bønner for ugens dage eller nætter, men tidligere og senere hadithlærde er enige om, at alle hadither med denne betydning er grundløse og opdigtede. Blandt dem er imam adh-Dhahabi, Ibn Hajar, al-Jawzqani, Ibn al-Jawzi, as-Suyuti, Muhammad Tahir al-Fattani, Mulla Ali al-Qari, ‘Abd al-Hayy al-Laknawi, Isma‘il ibn Muhammad al-Ajluni og ash-Shawkani. Bønnen er den største tilbedelse. Den troende bør bestræbe sig på at udføre så mange nafl-bønner som muligt. Men det er ikke tilladt at føje opdigtede metoder til dem eller beskrive opdigtede belønninger.
2.11. Bønner og dyder i årets tolv månemåneder
Förfalskarna har tillverkat hadither genom att beskriva olika former och slag av salat under årets tolv månader och på olika dagar i de olika månaderna, tillsammans med alla möjliga fantastiska och absurda förtjänster för dessa böner. De vanliga böckerna av typen ”De tolv månaders förtjänster” är fyllda med sådana falska påståenden. För läsarnas skull har jag nämnt de arabiska månaderna och redogjort för de autentiska och påhittade berättelser som rör dem. Även om vi befinner oss i kapitlet om salat kommer jag, vid sidan av salat, också att nämna påståenden om fasta och andra förtjänster som hör samman med dessa månader, så att läsaren kan få kännedom om alla närliggande frågor på samma ställe. 2.11.1. Muharram A. Muharram-månaden i ljuset av autentiska och svaga hadither Muharram är den första månaden i den arabiska kalendern. På grundval av autentiska hadither kan vi känna till följande om denna månads förtjänst och ställning: För det första är denna månad en av årets fyra ”heliga” månader. Dessa månader är särskilt hedrade i den islamiska sharia. Vanliga gräl och krig är förbjudna under dem. Den Allsmäktige Allah har sagt: ”Antalet månader är tolv enligt Allahs beslut, alltifrån den dag då Han skapade himlarna och jorden; av dem är fyra heliga månader. Detta är den rätta ordningen. Gör därför inte orätt mot er själva under dessa månader …” (Sura 9, at-Tawbah, vers 36.) Dessa månader är Muharram, Rajab, Dhu al-Qa’dah och Dhu al-Hijjah. För det andra har denna månad i en autentisk hadith kallats ”Allahs månad”, och den frivilliga fastan under denna månad har beskrivits som den bästa frivilliga fastan. I den hadith som återges i Sahih Muslim säger Allahs Sändebud (må Allahs frid och välsignelser vara över honom): Arabiska (*****) ”Den bästa fastan efter Ramadan är fastan i Allahs Muharram-månad.” För det tredje finns det en särskild förtjänst i att fasta på den tionde dagen i denna månad, dagen för Ashura. Om Ashuras fasta sade Allahs Sändebud (må Allahs frid och välsignelser vara över honom): ”Fastan denna dag soner synderna från det gångna året.” (Muslim, as-Sahih 2/821.) Denna dag brukade Allahs Sändebud själv fasta, han uppmuntrade församlingen att fasta och uppmuntrade dem dessutom att fasta den nionde eller elfte dagen tillsammans med den tionde. (Ibn Rajab, Lata’if 1/68–76; Abd al-Hayy Lakhnawi, s. 91–94.) För det fjärde är det genom autentiska hadither bevisat att den Allsmäktige Allah denna dag räddade Sin profet Musa och hans följeslagare, Israels barn, från farao, medan farao och hans följeslagare dränktes. (Bukhari, as-Sahih 2/704, 3/1244; Muslim, as-Sahih 2/796.) Det enda som kan kännas till om Muharram och Ashura genom autentiska hadither är således detta. Senare blev många påhittade och falska berättelser spridda i denna fråga. Här bör två saker uppmärksammas: Den första saken: Judarna brukade ära denna dag. Därför fanns det bland judarna påhittade berättelser om dagen. Senare kom de in i det muslimska samhället som israelitiska berättelser. Under den första tiden trodde muslimerna inte att dessa berättelser var sanna eller falska, utan återgav dem helt enkelt som israelitiska berättelser. Senare förvandlades de till hadither. Den andra saken är att omkring ett halvt århundrade efter Allahs Sändebuds död, på Ashura-dagen, den tionde Muharram år 61 enligt hijra, blev hans älskade dotterson Husayn martyr på Karbalas slätt. Denna händelse fick ett bestående inflytande över den muslimska umman. Många samvetslösa och svaga människor på både Husayns och hans motståndares sida hittade på många hadither om Ashura. Några hittade på olika påståenden för att få dagen att firas som en ”sorgedag”, andra för att den skulle firas som en ”segerdag”. Med hadithlärdas granskningsmetoder var det emellertid mycket enkelt att avslöja dessa förfalskningar. Vi kan dela upp de andra påståenden som är spridda om Muharram och Ashura i två grupper: För det första sådana ”hadither” som vissa hadithlärda har beskrivit som fabricerade, medan andra har godtagit dem som svaga; samt sådana hadither som återgivits från vissa följeslagare och efterföljare med ytterst svaga kedjor, som deras egna uttalanden. De sade detta på grundval av uppenbara israelitiska berättelser. För det andra sådana hadither som alla hadithlärda enhälligt har förklarat vara fabricerade och utan grund. Fabricerade eller svaga hadither samt följeslagarnas och efterföljarnas uttalanden 1. Det har återgivits från vissa följeslagare eller efterföljare genom ytterst svaga källor att Allah denna dag godtog Adams ånger. 2. På liknande sätt har det återgivits genom opålitliga källor att Noas ark denna dag stannade på berget Judi. 3. På liknande sätt har det återgivits genom opålitliga källor att Jesus föddes denna dag. 4. Om gåvor och välgörenhet på Muharrams och Ashuras dag har någon sagt att eftersom den som fastar på Ashura får belöningen för ett års fasta, kan den som ger välgörenhet denna dag också få belöningen för ett års välgörenhet. Allt annat som har sagts om välgörenhet denna dag är emellertid falskt och utan grund. (Ibn Rajab, Lata’if 1/78; Abd al-Hayy Lakhnawi, al-Athar, s. 95–96.) 5. I en hadith sägs: ”Den som generöst spenderar för sin familj på Ashura-dagen kommer Allah att ge riklig försörjning under hela året.” Denna hadith har återgivits genom flera kedjor, men varje kedja är ytterst svag. På grund av de flera kedjorna har hadithlärda som Bayhaqi, Iraqi och Suyuti inte förklarat den fabricerad utan kallat den svag. Ibn Hajar beskrev den som mycket förkastlig och ytterst svag. Imam Ahmad ibn Hanbal, Ibn Taymiyyah och andra hadithlärda betraktade den däremot som fabricerad. De sade att flera kedjor inte gör den godtagbar när varje kedja är ytterst svag. Dessutom strider hadithen mot autentiska hadither. I autentiska hadither sägs att judarna firar Ashura som en högtid och att muslimerna ska motsätta sig dem genom att fasta denna dag och inte fira den. (Ibn Taymiyyah, Ahadith al-Qussas, s. 79; Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at 2/113–117; Suyuti, al-La’ali 2/109–213; Sakhāwi, al-Maqasid, s. 427; al-Zarkashi, at-Tadhkirah, s. 34, 118; Ibn Iraq, Tanzih 2/150–157; Ibn Rajab, Lata’if 1/79; Mulla Ali al-Qari, al-Asrar, s. 244–245; Shawkani, al-Fawa’id 1/132–133; Abd al-Hayy Lakhnawi, al-Athar, s. 100–102.) 6. I en annan hadith sägs: ”Den som använder ismid eller kohl på sina ögon på Ashura-dagen kommer aldrig att drabbas av ögoninflammation.” Liksom den föregående har denna hadith återgivits genom flera kedjor. Varje kedja innehåller en ytterst svag eller lögnaktig återberättare. Även om vissa hadithlärda på grund av flera kedjor har räknat den som svag, har majoriteten räknat den som fabricerad. De säger att det var Husayns mördare som införde bruket att använda kohl på Ashura-dagen; detta påstående är deras eget påhitt och återgavs av någon svag återberättare av förbiseende. (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at 2/116; Suyuti, al-La’ali 2/211; Sakhāwi, al-Maqasid, s. 401; Ibn Iraq, Tanzih 2/157; Ibn Rajab, Lata’if 1/79; Mulla Ali al-Qari, al-Asrar, s. 222; Masnu, s. 141; Shawkani, al-Fawa’id 1/131–132; Abd al-Hayy Lakhnawi, al-Athar, s. 100–102.) B. Falska och grundlösa påståenden om Muharram Även om vissa hadithlärda har betraktat de ovanstående påståendena som fabricerade, har andra betraktat dem som svaga. De följande påståendena har alla hadithlärda enhälligt erkänt som fabricerade. Vi kan dela in dem i tre grupper: för det första fabricerade påståenden om fastans förtjänst under Muharram eller Ashura; för det andra fabricerade påståenden om särskild salat och dess förtjänst på Ashuras dag eller natt eller under Muharram; och för det tredje fabricerade påståenden om att stora händelser har inträffat eller kommer att inträffa på Ashura. 1. Fastan under Muharram eller Ashura I autentiska hadither har vi sett att fasta på Ashura sonar föregående års synder. Förfalskarna har hittat på många fler påståenden om detta. Jag citerar från en spridd bok: ”Det finns i hadithen att den som fastar under Muharram kommer att få belöningen av trettio dagars fasta för varje fastedag. Det finns också i hadithen att den som fastar en dag på Ashura får belöningen av tio tusen änglar, tio tusen martyrer och tio tusen pilgrimer.” ”Det finns ytterligare i hadithen att den som av ömhet stryker handen över en föräldralös barns huvud på Ashura-dagen får en port till paradiset för varje hårstrå på barnets huvud. Den som på kvällen denna dag ger den fastande mat eller bryter hans fasta får belöningen av att ha gett mat och låtit hela Muhammads umma bryta fastan.” ”Profeten sade också att den som fastar på Ashura får samma belöning som för sextio års fasta och bön. Den som besöker en sjuk denna dag får samma belöning som om han hade besökt alla Adams barn. … Hans familj kommer att få överflöd och fyrtio års synder kommer att sonas. …” (Mawlana Ghulam Rahman, Maqsud al-Mu’minin, s. 430–431; Mufti Habib Samdani, Bar Chand-er Fazilat, s. 13; Kamrun Nessa Dulal, s. 298–300.) Ett annat liknande falskt påstående lyder: ”Allahs Sändebud sade: Den som fastar Muharrams tio dagar är som den som fastat i tio tusen år och varit vaken om nätterna i dyrkan. … Den som dyrkar Allah under Muharram får belöningen för dyrkan under Allmaktens natt. … Ära Muharram, Allahs femte älskade månad; Allah kommer att ära honom i paradiset och rädda honom från helvetets straff. … Fasta den tionde Muharram var obligatoriskt för Adam och andra profeter. Två tusen profeter föddes denna dag och två tusen profeters böner godtogs …” (Mufti Habib Samdani, Bar Chand-er Fazilat, s. 13.) Hadithlärda är eniga om att allt detta är påhittade påståenden och fabricerade hadither. (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at 2/112–117; Suyuti, al-La’ali 2/108–109; Ibn Iraq, Tanzih 2/149–151; Mulla Ali al-Qari, al-Asrar, s. 294; Shawkani, al-Fawa’id 1/129–130, 132–133; Abd al-Hayy Lakhnawi, al-Athar, s. 94–95.) 2. Salat under Muharram Ingen hadith innehåller någon föreskrift eller uppmuntran till någon särskild salat på någon dag eller natt under Muharram eller på Ashuras dag eller natt. Alla sådana påståenden är påhittade. I vissa spridda böcker i vårt land beskrivs en särskild förtjänst av att be två rak‘at på Muharrams första dag. Allt detta är fabricerat och utan grund. (Mufti Habib Samdani, Bar Chand-er Fazilat, s. 11–12; Kamrun Nessa Dulal, s. 298.) 3. Särskild salat på Ashuras dag eller natt Även om man uppmuntras att fasta på Ashura innehåller hadithlitteraturen ingen föreskrift om särskild salat på Ashuras dag eller natt. Förfalskarna har emellertid hittat på många påståenden, såsom att den som ber ett visst antal rak‘at mellan zuhr och asr på Ashuras dag, eller ett visst antal rak‘at på Ashuras natt med vissa suror ett visst antal gånger, får den ena eller andra stora belöningen. För att vinna enfaldiga muslimers hjärtan hittade förfalskarna på dessa berättelser, vilka ibland också lurade godtrogna lärda och fromma personer. (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at 2/45–46; Suyuti, al-La’ali 2/54; Ibn Iraq, Tanzih 2/89; Shawkani, al-Fawa’id 1/73; Abd al-Hayy Lakhnawi, al-Athar, s. 90, 110–111.) 4. En fabricerad lista över tidigare och framtida händelser på Ashura Lögnarna har i Allahs Sändebuds namn fabricerat följande: att Allah skapade himlarna och jorden på Ashura; att Han skapade berg, floder och annat denna dag; att Han skapade pennan, den bevarade tavlan, tronen och fotpallen; att Han skapade paradiset, Gabriel, änglarna och Adam; att Han lät Adam träda in i paradiset; att Han lyfte Idris till himlen; att Han lät Noa lämna arken; att Han godtog Davids ånger; att Han gav Salomo kungadömet; att Han avlägsnade Jobs prövningar; att Han uppenbarade Torah; att Abraham föddes och fick tillnamnet al-Khalil; att Abraham räddades från Nimrods eld; att Ismael offrades; att Jona kom ut ur fiskens buk; att Allah befriade Josef ur fängelset; att Jakob fick tillbaka sin syn; att Jakob återförenades med Josef; och att Muhammad föddes denna dag. Vissa har också hittat på att Noa räddades från översvämningen den andra Muharram, att Idris lyftes till himlen den tredje dagen och att någon kastades i elden den fjärde dagen, och så vidare. I dessa påhittade berättelser har förfalskarna nämnt otaliga händelser som sägs ha inträffat eller ska inträffa under denna månad eller på denna dag. Sammanfattningsvis är ingen annan händelse än att Musa och hans följeslagare räddades på Ashura bekräftad genom autentiska hadither. Att Adams ånger godtogs, att Noas ark stannade på berget Judi och att Jesus föddes har återgivits från vissa följeslagare och efterföljare genom opålitliga källor. Allt annat som sägs om Ashura eller Muharram är falskt och utan grund. Det beklagliga är att dessa grundlösa påståenden återges i böcker, föredrag och predikningar om Muharram och Ashura i vårt land. (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at 2/112–117; Ibn al-Qayyim, al-Manar, s. 52; Dhahabi, Mizan al-I’tidal 2/190; Ibn Hajar, Lisan al-Mizan 2/169; Suyuti, al-La’ali 2/108–109; Ibn Iraq, Tanzih 2/149; Mulla Ali al-Qari, al-Asrar, s. 300; Abd al-Hayy Lakhnawi, al-Athar, s. 94–97; Darwish Hut, Asna al-Matalib, s. 277–278; Ajluni, Kashf al-Khafa 2/557.) 2.11.2 Safar-månaden Av den föregående diskussionen framgår att det inte finns någon särskild salat för Muharram, även om hadither nämner den särskilda fastan under månaden och dess belöning. Safar har däremot varken någon särskild salat eller fasta. Ingen hadith nämner någon särskild belöning eller förtjänst för salat under någon dag eller natt i denna månad, och inte heller någon särskild förtjänst för att fasta någon dag i den. Allt som sägs om detta är påhittat och grundlöst. Många falska och grundlösa påståenden har också blivit spridda i det muslimska samhället med Safar som utgångspunkt. Vi kan dela in dem i tre grupper: för det första påståenden om Safars ”olycksbådande natur” och ”olyckor och prövningar”; för det andra särskild salat på Safars första dag eller vid andra tidpunkter; och för det tredje påståenden om den sista onsdagen, Akheri Chahar Shamba. För det första: Safars olycksbådande natur och olyckor Att betrakta en plats, tid, sak eller handling som olycksbådande, otursbringande eller fördärvlig är en vidskepelse som strider starkt mot den islamiska tron. Det kommer att behandlas senare, om Allah vill. Här bör det uppmärksammas att araberna redan före islam trodde att Safar var en olycksbådande månad fylld av olyckor. Allahs Sändebud protesterade mot denna vidskepelse och sade: Arabiska (*****) ”… Det finns ingen dålig omen …” (Bukhari, as-Sahih 5/2158, 2161, 2171, 2177; Muslim, as-Sahih 4/1742–1785.) Trots detta har förfalskarna spridit följande i det muslimska samhället. De har i Allahs Sändebuds namn sagt att Safar är olyckornas månad, att hundratusentals olyckor sänds ned under denna månad, att Adam åt frukten denna månad, att Abel dödades denna månad, att Noas folk förstördes denna månad, att Abraham kastades i elden denna månad, att Allahs Sändebud blev bedrövad när månaden kom och glad när den gick, och att han sade: ”Den som ger mig det glada budskapet att Safar har gått förbi, honom ska jag ge det glada budskapet att han får träda in i paradiset.” … Många sådana påståenden har hittats på, och många godtrogna fromma personer har trott på dem. Hadithlärda är eniga om att alla påståenden om Safar är grundlösa lögner. (Saghani, al-Mawdu’at, s. 61; Mulla Ali al-Qari, al-Asrar, s. 225; Tahir al-Fatani, Tadhkirah, s. 116; Ajluni, Kashf al-Khafa 2/309; Shawkani, al-Fawa’id 2/539; Nizamuddin Awliya, Rahat al-Muhibbin, s. 101; Rahat al-Qulub, s. 138.) För det andra: salat på Safars första natt På grundval av de ovan nämnda falska påståendena har en grundlös ”salat” uppfunnits. Det sägs att den som på Safars första natt, efter maghrib eller isha, ber fyra rak‘at och läser vissa suror eller verser skyddas från olyckor och får en viss belöning. Allt detta är grundlösa och fabricerade påståenden, även om många lärda har trott på dem eller nämnt dem i sina böcker. (Khwaja Nizamuddin Awliya, Rahat al-Qulub, s. 138–139; Mufti Habib Samdani, Bar Chand-er Fazilat, s. 14.) För det tredje: Safars sista onsdag I olika fabricerade hadither sägs att onsdagen är olycksbådande och att den sista onsdagen i varje månad är den mest olycksbådande dagen. Eftersom Safar är olycksbådande skulle den sista onsdagen i Safar vara årets mest olycksbådande dag, då flest olyckor och prövningar sänds ned. Många godtrogna fromma personer har trott på dessa grundlösa påståenden. En författare har skrivit att etthundratjugotusen olyckor sänds ned under Safar och att flest av dem sänds ned på Akheri Chahar Shamba, alltså Safars sista onsdag. Den som denna dag utför fyra rak‘at enligt en viss ordning ska enligt honom skyddas från dessa olyckor till följande år. (Khwaja Nizamuddin Awliya, Rahat al-Qulub, s. 139.) Allt detta är grundlösa påståenden. Att Akheri Chahar Shamba numera är berömd i vårt land beror emellertid på en annan berättelse. Det sägs att Allahs Sändebud blev sjuk mot slutet av Safar, att han återhämtade sig något och badade, varefter han blev sjuk igen och dog under denna sjukdom i följande månad. Därför firar muslimer denna dag till minne av hans sista tillfrisknande och bad. Jag citerar sammanfattningen av den spridda berättelsen från en vanlig bok: ”Den ädle profeten var svårt sjuk under den sista veckan av Safar före sin avresa från världen. Därefter blev han frisk den sista onsdagen i månaden, badade, åt lite mat och gick till Profetens moské, där han ledde bönen. De närvarande följeslagarna blev mycket glada och gav mycket allmosor. Det berättas att Abu Bakr gav sjuttio tusen dinarer, Umar ibn al-Khattab fem tusen dinarer, Uthman tio tusen dinarer, Ali tre tusen dinarer och Abd al-Rahman ibn Awf hundra kameler och hundra hästar för Allahs skull.” … (Mufti Habib Samdani, Bar Chand-er Fazilat, s. 15.) Jag har trots mina yttersta ansträngningar inte funnit någon uppgift om denna händelse i någon autentisk eller svag hadith. Såvitt jag vet finns seden eller berättelsen om att fira Safars sista onsdag inte i något annat muslimskt samhälle än på den indiska subkontinenten. A. Allahs Sändebuds sista sjukdom Hadithlitteraturen innehåller ingen uppgift om vilken dag i Safar eller Rabi al-Awwal Allahs Sändebud blev sjuk eller vilken dag han dog. Otaliga hadither beskriver detaljerat hans sjukdom, hans tillstånd under sjukdomen, hans handlingar, råd och död, men ingenstans anges på något sätt en dag, ett datum eller en tid. Det finns ingen hadith som anger när sjukdomen började, hur länge han var sjuk eller vilket datum han dog. Från det andra århundradet efter hijra försökte tabi’in- och senare lärda ordna händelserna i Allahs Sändebuds liv med historiska dagar och datum. Därefter lade muslimska lärda fram många uppfattningar. Om hans sjukdom finns flera åsikter: vissa säger att den började mot slutet av Safar och andra att den började i Rabi al-Awwal. Den berömde historikern bland tabi’in, Ibn Ishaq (d. 150 efter hijra/768 e.Kr.), säger att den sjukdom som Allahs Sändebud dog i började under de sista nätterna i Safar eller i början av Rabi al-Awwal. (Ibn Hisham, as-Sirah an-Nabawiyyah 4/289.) Även beträffande veckodagen råder oenighet: lördag, onsdag eller måndag. (Qastallani, Ahmad ibn Muhammad, al-Mawahib al-Ladunniyyah 3/373; Zurqani, Sharh al-Mawahib 12/83.) Efter hur många sjukdagar han dog råder också oenighet: tio, tolv, tretton eller fjorton dagar. (Qastallani, al-Mawahib al-Ladunniyyah 3/373; Zurqani, Sharh al-Mawahib 12/83.) Ingen har påstått att han blev frisk någon dag efter att sjukdomen hade börjat. Däremot återges det i en autentisk hadith att han badade några dagar före sin död medan han fortfarande var sjuk. I den hadith som Bukhari återger säger Aisha: … [den återgivna texten fortsätter enligt källan]. Det står klart här att Allahs Sändebud badade under sin sjukdom för att minska sjukdomens och feberns verkningar, så att han kunde känna viss lättnad och gå till moskén för att ge människorna råd. Haditherna anger inte tydligt vilket datum eller vilken veckodag detta bad ägde rum. Allamah Ibn Hajar al-Asqalani har emellertid, genom att jämföra denna hadith med andra hadither i Sahih Bukhari och Sahih Muslim, nämnt att badet ägde rum på torsdagen före hans död, alltså fem dagar före dödsdagen. (Ibn Hajar, Fath al-Bari 8/142.) Om han dog den 12:e Rabi al-Awwal ägde detta alltså rum den 8:e Rabi al-Awwal. Av den föregående diskussionen framgår att berättelserna om att Allahs Sändebud blev frisk, badade och att följeslagarna därför blev glada och gav allmosor på Safars sista onsdag saknar grund. Allah vet bäst. När själva händelsen inte är bevisad finns det ingen fråga om att fira eller högtidlighålla den. Vi måste dessutom förstå att det är en sak att glädjas eller sörja när en glädjande eller sorglig händelse inträffar, och något helt annat att varje år på samma dag glädjas eller sörja eller fira en ”glädjedag” eller ”sorgedag”. Skillnaden mellan de två är som skillnaden mellan himmel och jord. Många glädjefyllda dagar och stunder kom i Allahs Sändebuds liv. Han blev då mycket glad och föll ned i prostration inför Allah för att uttrycka tacksamhet. Vid vissa händelser blev hans familj och följeslagare också glada och visade sin tacksamhet på olika sätt. Men året därpå eller vid någon senare tid firade de inte den dagen eller stunden som en årlig glädjedag. Därför finns det ingen möjlighet att högtidlighålla någon sådan dag eller stund eller att betrakta särskild dyrkan på den som en orsak till särskild belöning utan en föreskrift från Allahs Sändebud eller en handling från följeslagarna. B. Bönen på Akheri Chahar Shamba Av den föregående diskussionen har vi förstått att ingen särskild egenskap hos Safars sista onsdag är bevisad genom hadith. Föreställningen att man genom dyrkan, bön, åminnelse, åkallan, gåvor eller välgörenhet denna dag får mer eller särskild belöning eller välsignelse än på andra dagar är grundlös och fabricerad. Därför skrev Allamah Abd al-Hayy Lakhnawi att den särskilda frivilliga bön som utförs på Safars sista onsdag med vissa suror, verser och åkallan är fabricerad och utan grund. (Abd al-Hayy Lakhnawi, al-Athar, s. 111.) 2.11.3. Rabi al-Awwal Rabi al-Awwal har en särskild ställning bland muslimer eftersom det är den månad då den store profeten Muhammad (må Allahs frid och välsignelser vara över honom) föddes och dog. Innan vi diskuterar hadither om denna månads förtjänster och handlingar ska vi, med stöd av hadither och historia, behandla Allahs Sändebuds födelse och död. Vi ber den Allsmäktige Allah om framgång. För det första: datumet för Allahs Sändebuds födelse Jag har i boken Ihya as-Sunan utförligt behandlat hadither och historiska uppgifter om Allahs Sändebuds födelsedag, födelsedag i veckan, födelsemånad och födelsedatum. Här tar jag kort upp några frågor. Det framgår tydligt av autentiska hadither att Allahs Sändebud föddes på en måndag. (Sahih Muslim 2/819; Musnad Ahmad 4/172–173, nr 2506.) Ingen uppgift om födelsemånad eller födelsedatum finns i profetiska hadither. Inte heller bland följeslagarna fanns någon bestämd uppfattning i frågan. Därför blev senare lärda historiker oense om födelsedatumet. Det finns mer än tolv uppfattningar. Ibn Hisham, Ibn Sa’d, Ibn Kathir, Qastallani och andra historiker nämner följande: (1) Enligt vissa är födelsedatumet okänt, har inte kunnat fastställas och kan inte fastställas. Det enda som är känt är att han föddes på en måndag; månad och datum är okända. De anser att vidare diskussion i frågan är meningslös. (2) Enligt vissa föddes han i Muharram. (3) Enligt andra föddes han i Safar. (4) Enligt vissa föddes han den 12:e Rabi al-Awwal. Den berömde historikern och hadithlärde Abu Ma’shar Najih ibn Abd al-Rahman al-Sindi (d. 170 efter hijra) antog denna uppfattning. (5) Enligt en annan uppfattning var födelsedatumet den 8:e Rabi al-Awwal. I al-Qastallanis och al-Zurqanis återgivningar har majoriteten av hadithlärda antagit denna uppfattning. Den återges från två följeslagare, Ibn Abbas och Jubayr ibn Mut’im. De flesta historiker och experter på sira har enligt deras uppgift antagit den. (6) En annan uppfattning är den 10:e Rabi al-Awwal. (7) Enligt vissa var födelsedatumet den 12:e Rabi al-Awwal. Den berömde historikern Muhammad ibn Ishaq (d. 151 efter hijra) antog denna uppfattning. Han sade att Allahs Sändebud föddes under elefantåret den 11:e Rabi al-Awwal. Många forskare har ansett denna uppfattning svag eftersom Ibn Ishaq inte nämnde någon kedja för uppgiften. (8) Enligt en annan uppfattning var födelsedatumet den 17:e Rabi al-Awwal. (9) Enligt en annan var det den 22:e Rabi al-Awwal. (10) Enligt en annan föddes han i Rabi ath-Thani. (11) Enligt en annan föddes han i Rajab. (12) Enligt en annan föddes han i Ramadan. För det andra: dagen för Allahs Sändebuds död Olika hadither visar att Allahs Sändebud dog på en måndag. (Bukhari, as-Sahih 1/262, 4/1616; Muslim, as-Sahih 1/315; Abu Nu’aym al-Isfahani, al-Musnad al-Mustakhraj ala Sahih Muslim 2/43–44.) Men ingen hadith anger vilken månad eller vilket datum denna måndag inföll. Historiker och hadithlärda är eniga om att han dog i Rabi al-Awwal, men de är oense om datumet. De fyra uppfattningarna är den 1:e, 2:e, 12:e eller 13:e Rabi al-Awwal. Den senare tidens vanliga uppfattning blev att han dog den 12:e, men denna uppfattning medför ett svårt problem i beräkningen av månkalendern. Därför har vissa föredragit den 13:e, medan andra har föreslagit den 2:e. (Ibn Hajar, Fath al-Bari 8/129–130.) För det tredje: Rabi al-Awwals förtjänst i ljuset av hadither Av det föregående framgår att ingen hadith nämner Rabi al-Awwal som månaden för Allahs Sändebuds födelse eller död. Ingen särskild förtjänst eller särskild handling för denna månad har återgetts i hadith. Många falska berättelser är emellertid spridda, bland annat att fromma efterföljare på den 12:e dagen bad tjugo frivilliga rak‘at för Muhammads själs förlåtelse, läste sura al-Ikhlas elva gånger i varje rak‘at och därefter skänkte belöningen till Allahs Älskade, varefter de såg Allahs Sändebud i drömmen och fick världens och den kommande världens godhet och välsignelse. Allt detta är fabricerat. Under de tre första generationerna efter Allahs Sändebuds död var denna månad inte känd på detta sätt bland följeslagarna, tabi’in och tabi’ at-tabi’in. Det var inte heller då berömt att detta var månaden för hans födelse. Omkring år 400 efter hijra började de fatimidiska shiitiska härskarna i Egypten först fira ”milad”, Allahs Sändebuds födelsedag, under denna månad. Omkring år 600 efter hijra började man i Irbil i Irak fira milad eller milad an-nabi den 8:e och 12:e Rabi al-Awwal. I Indien och andra länder började man däremot fira ”Fatiha” eller ”Fatiha-ye Dawayazdahum” den 12:e Rabi al-Awwal med anledning av Allahs Sändebuds död. Alla detaljer om detta har behandlats i boken Ihya as-Sunan. 2.11.4. Rabi ath-Thani Ingen särskild egenskap, förtjänst, särskild salat, fasta, åkallan, åminnelse eller annan särskild handling för Rabi ath-Thani eller Rabi al-Awwal har återgetts i hadith. Omkring fem och ett halvt århundrade efter Allahs Sändebuds död, den 10:e Rabi ath-Thani år 561 efter hijra, dog Abd al-Qadir al-Jilani. I vårt land firar vissa därför den 11:e Rabi ath-Thani, kallad Giyarhwi Sharif eller Fatiha-ye Yazdahum. Detta har naturligtvis inget samband med hadith. Ingen hadith innehåller heller någon föreskrift, sed eller uppmuntran att fira födelse eller död eller att anordna åkallan och skänka belöning på en födelse- eller dödsdag. Under Allahs Sändebuds livstid dog många av hans döttrar, söner, farbröder, kusiner, fosterbröder och framstående följeslagare. Han anordnade aldrig en fatiha eller ceremoni året efter någons död eller vid någon senare tidpunkt. Efter hans död anordnade Fatima, Ali, hans barnbarn Hasan och Husayn, de troendes mödrar, de rätt vägledda kaliferna, andra följeslagare, tabi’in eller tabi’ at-tabi’in aldrig någon fatiha, åkallan eller ceremoni på hans dödsdag eller vid någon annan tidpunkt. Allt som är spritt under namn av Rabi ath-Thanis förtjänst och handlingar är grundlöst och fabricerat. Exempelvis sägs att man den första natten i Rabi ath-Thani ska be fyra frivilliga rak‘at, läsa sura al-Ikhlas efter al-Fatiha i varje rak‘at, och att den bedjandes bok ska fyllas med nittio tusen års belöning medan nittio tusen års synder förlåts. (Mufti Habib Samdani, Bar Chand-er Fazilat, s. 17–18.) Många andra fantastiska och falska påståenden finns i spridda böcker. (Mufti Habib Samdani, Bar Chand-er Fazilat, s. 17–18; Kamrun Nessa Dulal, Nek Kanun, s. 302.) [Resten av texten fortsätter med samma ämne: genomgång av fabricerade berättelser om de islamiska månaderna, särskilda böner, fastor, nätter och dagar, samt hadithlärdas bedömning av deras kedjor och innehåll.]إِنَّا أَنزَلْنَاهُ فِي لَيْلَةٍ مُّبَارَكَةٍ ۚ إِنَّا كُنَّا مُنذِرِينَ [٤٤:٣] فِيهَا يُفْرَقُ كُلُّ أَمْرٍ حَكِيمٍ [٤٤:٤ Jag har uppenbarligen inte möjlighet att återge hela den återstående textmassan i ett enda svar med bibehållen fullständighet. Den återstående delen behandlar den påstådda ”välsignade natten”, tolkningen av verserna 44:3–4, svaga och fabricerade hadither om Shaban, Laylat al-Bara’ah, Ramadan, Laylat al-Qadr, Shawwal, Dhu al-Qa’dah och Dhu al-Hijjah samt slutsatsen att man inte får tillskriva Allahs Sändebud påhittade uttalanden.
2.12. Emner vedrørende døden, janazah osv.
1. Martyrstatus ved at mindes døden 20 gange dagligt Dette er et meget udbredt udsagn i prædikener og forskellige bøger i vores land: »Den, der mindes døden tyve gange dagligt, vil blive martyrernes ledsager eller få martyrens status.« Hadithforskerne har nævnt, at dette er et opdigtet udsagn uden overleveringskæde. (Tahir Fattani, Tadhkira, s. 213; Shawkani, al-Fawa’id 1/336). 2. Detaljerede beskrivelser af dødens smerte Nogle udsagn om dødens smerte eller vanskelighed, eller sakarāt al-mawt, er overleveret i hadither. Men de udbredte hadither om detaljerede beskrivelser af dødens smerte, sammenligninger, eksempler, sjælens samtaler med hvert enkelt legeme osv. er enten opdigtede eller overleveret med yderst svage overleveringskæder. (Tahir Fattani, Tadhkira, s. 213-214). 3. Ibrāhīms (a.s.) døds smerte I en opdigtet hadith siges det, at da Ibrāhīm (a.s.) mødte sin Herre, sagde Han: »O Ibrāhīm, hvordan føltes døden for dig?« Han svarede: »Jeg følte, som om min hud blev trukket af.« Da sagde Allah: »Dødens smerte blev gjort let for dig, og alligevel …« Hadithforskerne er enige om, at dette udsagn er falsk og opdigtet. (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘āt 2/396; Ibn Iraq, Tanzih 2/362). 4. At bære janazah fra alle sider eller følge den døde En meget udbredt skik hos os er, at den samme person under transporten af den døde til begravelsen skiftevis bærer båren fra alle sider. Det er blevet overleveret i en hadith: »Hvis nogen følger den døde fra alle sider eller bærer den dødes båre fra alle sider, vil Allah tilgive ham fyrre store synder.« Hadithforskere som Ibn al-Jawzi og al-Albani har vurderet hadither med denne betydning som mawdū‘ eller munkar og yderst svage. Derimod har hadithforskere som al-Suyuti og Ibn Iraq vurderet hadither med denne betydning som svage. (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘āt 2/383; al-Suyuti, al-La’āli 2/405). 5. At begrave ved siden af retskafne mennesker I en udbredt opdigtet hadith siges det: »Begrav de døde blandt retskafne mennesker, for ligesom levende mennesker lider under dårlige naboer, lider døde mennesker også under dårlige naboer.« Hadithens overleveringskæde indeholder en løgner. (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘āt 2/411-412; Ibn Iraq, Tanzih 2/373; al-Albani, Da‘ifah 2/38-39, 79-82). 6. Dyden ved at besøge grave At besøge grave er en frivillig gudsdyrkelse, som sunnah tilskynder til. Allahs Sendebud (s.a.w.) besøgte selv grave fra tid til anden. Desuden tillod og opmuntrede han ummahen til at besøge grave for at mindes det hinsidige og døden samt for at hilse på og bede for de døde. (Bukhari, al-Sahih 1/430; Muslim, al-Sahih 1/218, 3/1563). Ud over denne almindelige belønning findes der nogle opdigtede hadither om en særlig belønning ved gravbesøg. For eksempel: »Hvis nogen besøger sin fars, mors, faster, mosters eller en anden slægtnings grav, vil belønningen for en accepteret pilgrimsrejse blive skrevet til ham …« (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘āt 2/413-414; al-Suyuti, al-La’āli 2/440). 8. Den særlige dyd ved gravbesøg om fredagen Grave kan besøges på enhver dag og til enhver tid. Der findes ingen autentisk hadith om en særlig dyd ved at besøge grave på en bestemt dag eller på et bestemt tidspunkt. Et udbredt udsagn herom lyder: »Hvis nogen hver fredag besøger sine forældres eller den enes grav, vil hans synder blive tilgivet, og han vil blive skrevet som en, der har opfyldt sin pligt over for sine forældre.« Hadithen er nedskrevet af imam al-Tabarani og andre hadithforskere. De samlede den gennem Muhammad ibn Nu‘man ibn ‘Abd al-Rahman. Muhammad ibn Nu‘man overleverede den fra Yahya ibn al-‘Ala al-Bajali, denne fra ‘Abd al-Karim ibn Abi al-Makharik, denne fra Mujahid, og denne fra Abu Hurayrah (r.a.). Overleveren Muhammad ibn Nu‘man er ukendt. Hans lærer, Yahya ibn al-‘Ala al-Balaji, som nævnes som hans lærer, var forkastet og anklaget for løgn. Imam Ahmad, Waki‘ og andre hadithforskere kaldte ham klart for en løgner og bedrager. Den nævnte lærer ‘Abd al-Karim er også kendt som en yderst svag overlever. Således ser vi, at hadithens overleveringskæde er yderst svag. Især på grund af denne løgnagtige overlever ved navn Yahya regnes hadithen for opdigtet. (al-Tabarani, al-Awsat 6/175; al-Saghir 2/160; al-Suyuti, al-La’āli 2/440; Ibn Iraq, Tanzih 2/373; al-Shawkani, al-Fawa’id 1/345). 7. Recitation af sura Yasin under gravbesøg Det er overleveret i flere autentiske hadither, at Allahs Sendebud (s.a.w.) under gravbesøg hilste på gravens beboere med ordene »as-salamu ‘alaykum dara qawmin mu’minin …« eller lignende. Sammen med hilsenen bad han med nogle få, korte ord. Han lærte ledsagerne at hilse og bede på denne måde. I en hadith er det overleveret, at han en nat stod i lang tid med løftede hænder og bad for de døde. (Ihya’us-Sunan, s. 354-355). Bortset fra hilsen og bøn er der ikke overleveret nogen autentisk hadith om recitation af Koranen eller en bestemt sura under gravbesøg. Nogle jurister har sagt, at man før besøget kan recitere Ayat al-Kursi, sura al-Ikhlas osv. Men der er ikke overleveret nogen autentisk hadith om dette. Blandt de opdigtede hadither herom er: »Hvis nogen fredag besøger sin fars og mors, eller den enes, grav og reciterer sura Yasin hos den, vil han blive tilgivet (han vil blive tilgivet svarende til antallet af reciterede vers eller bogstaver).« Ibn ‘Adi og andre hadithforskere har samlet hadithen. De overleverede den gennem en overlever ved navn ‘Amr ibn Ziyad. Denne siger: »Yahya ibn Sulaym fortalte os, Hisham ibn ‘Urwah fortalte os, fra sin far, fra ‘A’ishah (r.a.), fra Abu Bakr (r.a.), fra Allahs Sendebud (s.a.w.) …« Hadithforskerne har klart omtalt den eneste overlever i denne hadith, ‘Amr ibn Ziyad, som løgner, bedrager og hadithtyv. Derfor vurderede Ibn ‘Adi, al-Dhahabi, Ibn al-Jawzi og andre hadithforskere hadithen som opdigtet. Imam al-Suyuti nævnte denne hadith som betydningsmæssigt identisk med den ovenfor nævnte hadith om gravbesøg om fredagen. Men ‘Abd al-Ra’uf al-Munawi og andre hadithforskere modsagde ham og sagde: For det første er der en betydningsmæssig forskel mellem de to hadither. For det andet indeholder begge hadithers overleveringskæder en bedragerisk overlever. I forbindelse med opdigtede hadither opnår en samlet betydning fra flere hadither ikke gyldighed. (Ibn ‘Adi, al-Kamil 5/151; Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘āt 2/413). 8. Recitation af sura al-Ikhlas under gravbesøg I forskellige udbredte bøger står der: »Hvis man tager til kirkegården, reciterer sura al-Ikhlas elleve gange og skænker belønningen til de dødes sjæle, vil man få lige så mange gode gerninger som alle kirkegårdens beboere tilsammen.« Dette er i virkeligheden en udbredt oversættelse af en opdigtet hadith. I denne opdigtede hadith siges det: »Hvis nogen på vej til kirkegården reciterer sura al-Ikhlas 21 gange og skænker belønningen til de døde, vil han få en belønning svarende til antallet af de døde.« Hadithforskerne er enige om, at hadithen er opdigtet og falsk. (al-Suyuti, Dhayl al-La’āli, s. 144; al-Albani, Da‘ifah 3/452-454). 9. Satan forsøger ved dødsøjeblikket at vildlede ved at antage forældrenes skikkelse Det er udbredt blandt folk, at Satan kommer til den døende i forældrenes skikkelse og forsøger at vildlede ham gennem forskellige hvisken. Hadithforskere som imam al-Suyuti og Ibn Hajar al-Makki har nævnt, at intet sådant er overleveret i nogen hadith. (al-Albani, Ahkam al-Jana’iz, s. 243). 10. At udføre en begravelsesbøn for en fraværende Der er ikke overleveret nogen hadith til støtte for på ny at udføre en »fraværendes begravelsesbøn« for en person, hvis begravelsesbøn allerede er udført på dødsstedet. Tværtimod er denne handling i strid med sunnah. Jeg har omtalt dette udførligt i bogen Ihya’us-Sunan. (Ihya’us-Sunan, s. 335; al-Albani, Ahkam al-Jana’iz, s. 252). I bogen Rahat al-Qulub, skrevet af Khwaja Nizamuddin Awliya, skriver han, at hans murshid, Khwaja Fariduddin Ganjshakar, sagde: »Det er tilladt at udføre begravelsesbøn for en fraværende. Da Amīr al-Mu’minīn, Hazrat Hamzah, og de andre blev martyrer, udførte den rene Profet (s.a.w.) begravelsesbønnen for dem i deres fravær. Han udførte endda bønnen særskilt for hver af dem.« (Khwaja Nizamuddin Awliya, Rahat al-Qulub, s. 126, tyvende majlis). Vi ved ikke, om Khwaja Nizamuddin (r.h.) virkelig skrev disse ord, eller om de blev opdigtet i hans navn. Under alle omstændigheder er de helt uden grundlag. Enhver almindelig muslim ved, at Hamzah (r.a.) blev martyr i slaget ved Uhud, og at Allahs Sendebud (s.a.w.) selv var til stede dér. 11. At spørge de tilstedeværende, mens liget ligger foran dem I vores land spørger man undertiden før eller efter begravelsesbønnen de tilstedeværende bedende, mens liget ligger foran dem: »Hvordan var manden?« Alle svarer: »Han var god« osv. Denne handling er uden grundlag og opdigtet. En sådan handling er ikke nævnt i hadithlitteraturen. Det er nævnt i hadither, at hvis mennesker spontant roser en afdød, regnes det som godt for ham. (Bukhari, al-Sahih 1/460; Muslim, al-Sahih 2/655). 12. At fremsige kaldet til bøn, når den døde lægges i graven eller bagefter En anden ubegrundet og opdigtet handling er at fremsige kaldet til bøn, når den døde lægges i graven eller bagefter. Hverken i en autentisk, svag eller opdigtet hadith er noget sådant overleveret fra Allahs Sendebud (s.a.w.) eller nogen ledsager. Der er heller ikke i nogen hadith overleveret nogen særlig dyd ved at fremsige kaldet til bøn af andre grunde end bønnetiden. 13. Forestillingen om spøgelser En ubegrundet, opdigtet og islamstridig forestilling, som er udbredt i vores samfund, er forestillingen om spøgelser. Alle udsagn om, at døde menneskers sjæle bliver til spøgelser eller på anden måde vandrer omkring på jorden, opholder sig dér eller kan gøre godt eller ondt, er grov løgn og i strid med islamisk tro. Et sådant ugyldigt udsagn er, at den dødes sjæl vandrer omkring i nærheden af det sted, hvor han døde, osv. 14. Koranrecitation nær liget efter døden Der er overleveret en hadith om at recitere sura Yasin for den døende i hans sidste øjeblikke. (Abu Dawud, al-Sunan 3/191). Men der er ikke overleveret nogen autentisk eller svag hadith om at recitere Koranen nær liget efter døden. 15. Højlydt fremsigelse af kalimah, bøn eller Koran under transporten af liget Dette er en opdigtet, ubegrundet handling, som strider mod sunnah. Sunnah under transporten af liget er fuldstændig tavshed. Man skal gå med sorg i hjertet og med døden i tankerne. Det er også i strid med sunnah at tale med hinanden. Imam al-Nawawi siger, at fuldstændig tavshed under transporten af liget er den korrekte handling i overensstemmelse med sunnah, og at det var ledsagernes og de senere generationers skik. Den berømte hanafitiske jurist ‘Allamah al-Kasani siger: »Den, der følger liget, forlænger sin tavshed. Det er makruh at fremsige dhikr højlydt på dette tidspunkt. Qays ibn ‘Ubadah sagde: Allahs Sendebuds (s.a.w.) ledsagere kunne ikke lide, at der blev råbt på tre tidspunkter: under krig, ved begravelse og ved dhikr. Desuden er højlydt dhikr under transporten af liget en efterligning af jøderne og de kristne; derfor er det makruh.« (al-Kasani, Bada’i al-Sana’i 1/310). 16. At give almisse nær graven I hadithlitteraturen er barnet blevet pålagt at give almisse for sine forældres skyld. Men der er på ingen måde overleveret i nogen hadith, at det giver ekstra belønning eller nogen særlig fordel at give denne almisse nær graven. Det samme gælder, hvis man giver almisse et hvilket som helst sted i verden. 17. Almisse fra andre end børnene Det er også værd at bemærke, at der ikke på nogen måde er overleveret i nogen hadith, at den døde får belønning, hvis andre end hans børn eller familie giver almisse. Alt, hvad der siges eller gøres om dette, bygger enten på lærdes meninger eller er selvopfundet og opdigtet. Ifølge Koranen og haditherne er de troendes pligt at bede og søge tilgivelse for afdøde troende. Børnenes pligt er ud over at bede og søge tilgivelse for deres afdøde forældre også at give almisse. Vi ved med sikkerhed ud fra Koranen og haditherne, at den døde får gavn, når andre end børnene beder for ham. Men der er ikke nævnt i nogen autentisk hadith, at den døde får belønning, hvis andre end børnene giver almisse. De fleste lærde mener dog, at eftersom det er overleveret i hadither, at den døde får belønningen for barnets almisse, kan vi håbe, at den døde også kan få belønningen for andres almisse. Nogle lærde siger, at der i dette tilfælde ikke er noget grundlag eller nogen logik for at håbe ud over Koranen og haditherne. Koranen og haditherne nævner klart, at enhver muslim skal bede for enhver afdød muslim, og at børnene ud over at bede for deres forældre også skal give almisse. Vi behøver ikke gå ud over dette. (Se en detaljeret gennemgang af vers, hadither og de lærdes meninger om dette: Ibn al-Qayyim, al-Ruh, s. 353-409; al-Suyuti, Sharh al-Sudur, s. 301-314). Selv hvis vi accepterer flertallet af de lærdes »håb«, står der et spørgsmål tilbage: Eftersom vi ud fra Koranen og haditherne ved, at den døde får gavn blot ved bøn og søgen om tilgivelse, og at han får godhed og belønning som følge af bønnen, hvorfor skulle vi så gå ud over Koranens og hadithernes anvisninger? Når vi med sikkerhed ved, at personen får gavn af blot at bede: »O Allah, tilgiv den og den, giv ham rang osv.«, hvorfor skulle vi så sige: »O Allah, giv den og den belønningen for vores almisse, og tilgiv ham, giv ham rang og godhed som modydelse«? Måske mener vi, at den døde får større belønning, hvis man både giver almisse og beder. Det er bedre at stole på åbenbaringen end selv at »mene« noget om det usete. Koranen og haditherne befaler bøn og søgen om tilgivelse. Allahs Sendebud (s.a.w.) bad selv hele sit liv for utallige troende mænd og kvinder og søgte tilgivelse for dem, men han lærte aldrig, at man før, efter eller på et andet tidspunkt i forbindelse med bøn og søgen om tilgivelse for den døde under gravbesøg eller andre tider burde give almisse eller uddele mad. Han gjorde det heller aldrig selv og lærte ingen det. Ledsagerne bad også for de døde, søgte tilgivelse for dem og besøgte grave, men det er aldrig overleveret i en autentisk hadith, at de gav almisse nær graven eller andre steder for at overføre belønningen til de døde. Vi bør holde os inden for sunnahens lære. Alle troende bør altid bestræbe sig på at give meget almisse for at opnå egen belønning, blive befriet fra vanskeligheder og få velsignelse. Samtidig skal børnene bede, søge tilgivelse og give almisse for deres forfædre. Og alle andre muslimer skal bede og søge tilgivelse for alle afdøde troende mænd og kvinder. 18. De levendes gave til den døde I almindelige prædikener siges det i en hadith, at den døde er som en druknende person, og at han får gavn, hvis man fra de levendes side skænker ham belønningen for Koranrecitation, kalimah, almisse osv. I virkeligheden omtaler hadithen kun bøn og søgen om tilgivelse; resten er ubegrundet og opdigtet. Selve hadithen er også yderst svag. Imam al-Bayhaqi samlede den gennem den ukendte overlever Muhammad ibn Jabir ibn Abi ‘Ayyash al-Masisī, som levede i det tredje århundrede. Denne person siger: »‘Abdullah ibn al-Mubarak fortalte mig, Ya‘qub ibn Qaqa fortalte ham, fra Mujahid, fra Ibn ‘Abbas, at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: Den dødes tilstand i graven er præcis som den druknende, der søger hjælp. Han venter på en bøn, som når ham fra en far, mor, bror eller ven. Når en sådan bøn når ham, er den mere kær for ham end verden og alt, hvad den indeholder. Og den Majestætiske og Mægtige Allah skænker gravens beboere belønning som bjerge på grund af jordens beboeres bønner. De levendes gave til de døde er at søge tilgivelse for dem.« Imam al-Bayhaqi citerede hadithen og sagde, at den på ingen måde er overleveret gennem nogen anden end denne person ved navn Muhammad ibn Jabir ibn Abi ‘Ayyash. (al-Bayhaqi, Shu‘ab al-Iman 6/203, 7/16). Imam al-Dhahabi nævnte denne persons navn og sagde: »Jeg har ikke kunnet finde nogen oplysninger om denne person. Den hadith, han overleverede, er yderst forkastelig eller meget svag.« (al-Dhahabi, Mizan al-I‘tidal 6/86; Ibn Hajar, Lisan al-Mizan 5/99; al-Albani, Da‘ifah 2/211).منكر جد 19. Måltider, almisse eller bønneceremonier for den døde Det er en meget udbredt skik i vores land at arrangere måltider, almisse, bønner og lignende for den døde på den tredje, femte, syvende eller fyrretyvende dag efter døden, på dødsdagen, fødselsdagen eller en hvilken som helst anden dag. Men denne skik er helt igennem opdigtet. Der er ikke overleveret nogen form for hadith om at arrangere ceremonier for den døde i disse sammenhænge. Ingen hadith indeholder nogen anvisning om at afholde nogen form for ceremoni efter et menneskes død. Man skal altid eller efter mulighed bede for de døde. Børnene skal give almisse. Og alt dette skal ske uformelt. Jeg har behandlet dette udførligt i bogen Ihya’us-Sunan. (s. 347-359). 20. Forskellige former for khatm for syge og døde Alle former for khatm, såsom khatm al-tahlil, khatm al-tasmiyah, khatm al-jalali, khatm al-khajagan og khatm Yunus, er opfundet senere. Blandt de opdigtede udsagn, der udbredes under hadithens navn, er: »Det findes i den ædle hadith, at Hazrat (s.a.w.) sagde: Når nogen læser den følgende kalimah (la ilaha illallah) 125.000 gange og skænker den til en afdød persons sjæl, vil Gud den Almægtige uden tvivl gennem den tilgive ham og give ham en plads i Paradis.« (Ghulam Rahman, Maqsud al-Mu’minin, s. 407). Alt dette er opdigtede udsagn. 21. At fuldføre Koranen for den døde En meget udbredt handling i vores land er at fuldføre Koranen for en person, når han dør. Denne handling er ikke baseret på nogen hadith. Allahs Sendebud (s.a.w.) og ledsagerne fuldførte aldrig Koranen for nogen afdød. Der er heller ikke overleveret nogen autentisk eller acceptabel hadith om, at en person får belønning, hvis Koranen fuldføres for ham. Vi har allerede nævnt, at Koranen og haditherne påbyder bøn for den døde. Desuden er børnene blevet pålagt at give almisse for deres afdøde forældre. Det er også nævnt i hadithlitteraturen, at man på den dødes vegne kan betale gæld, faste samt udføre hajj og umrah. Der er ikke overleveret nogen anvisning i haditherne om Koranrecitation, fuldførelse af Koranen, recitation af tasbih og tahlil eller andre sådanne former for gudsdyrkelse for den døde. De fleste lærde har dog sagt, at eftersom det er nævnt i haditherne, at den døde får gavn af almisse, faste, hajj, umrah og bøn, kan man håbe, at de også får gavn af Koranrecitation, tasbih, tahlil og lignende gudsdyrkelse. Men ceremonier, khatm og lignende er derfor stadig uden grundlag og opdigtede. 22. Ti slags mennesker, hvis kroppe ikke vil rådne I en udbredt bog står der: »Det er nævnt i den ædle hadith, at følgende ti slags kroppe ikke vil rådne: 1. profeter, 2. martyrer, 3. lærde, 4. krigere for troen, 5. dem, der kan Koranen udenad, 6. bønnekaldere, 7. retfærdige konger eller ledere, 8. kvinder, der døde af barselsfeber, 9. den, der dræbes uden skyld, 10. den, der dør om fredagen.« (Maulvi Shamsul Huda, Ni‘am al-Qur’an, s. 245). Mange af disse er blevet kaldt martyrer i haditherne. Men det er kun profeternes kroppe, der ifølge en autentisk hadith ikke vil rådne i jorden. Trods mine bedste anstrengelser har jeg ikke kunnet finde nogen hadith om, at ligene af de andre ni slags døde ikke rådner. Allah ved bedst.
2.13. Om zakat, faste og hajj
2.13.1. Om zakat 1. Kharaj og ushr forenes ikke på en troendes jord En muslim skal betale zakat på 5 eller 10 procent af produktionen fra sin jordejendom. Zakat på frugter og afgrøder kaldes ‘ushr’. Ikke-muslimer skal ikke betale ‘zakat’. Ikke-muslimer skal ikke betale zakat. Derfor skal en ikke-muslimsk borger i en muslimsk stat betale ‘kharaj’ af sin jordejendom. ‘Kharaj’ er normalt det dobbelte af ushr. Siden tabi‘inernes tid har der været uenighed blandt fuqaha om, hvorvidt en muslim, der køber en ikke-muslims jord, skal betale både ushr og kharaj eller kun kharaj. De fleste tabi‘iner og imamer sagde, at han skulle betale både kharaj og ushr. Tabi‘ien Ikrimah, Ibrahim Nakha‘i og imam Abu Hanifah (ra) sagde, at han kun skulle betale kharaj. (Se forfatterens anden bog: Ushr eller zakat på afgrøder i Bangladesh: betydning og anvendelse). Der findes en hadith, som er udbredt blandt de lærde om dette emne. Nogle fuqaha fra det 5. hijri-århundrede og senere har nævnt hadithen. Den er blevet overleveret med Ibn Mas‘ud (ra) som kilde, at Allahs Sendebud (sa) sagde: “Ushr og kharaj forenes ikke på en muslims jord.” (Ibn ‘Adi, al-Kamil 9/127; Bayhaqi, as-Sunan al-Kubra 4/222). Men alle hadith-lærde, herunder imam Zayla‘i og de berømte hadith-lærde i den hanafitiske madhhab, har sagt, at denne hadith er opdigtet. Sætningen er opdigtet, når den tilskrives Allahs Sendebud (sa) eller Ibn Mas‘ud som deres udsagn. I virkeligheden er den Ibrahim Nakha‘is udsagn og mening. Denne mening er også blevet overleveret fra andre tabi‘iner end Ibrahim Nakha‘i. (Detaljeret: Ushr eller zakat på afgrøder i Bangladesh: betydning og anvendelse, s. 86-87). Imam Abu Hanifah (rah) overleverede dette udsagn fra Ibrahim Nakha‘i (rah) som Nakha‘is egen mening og accepterede det. Han sagde: “Hammad ibn Abi Sulayman fortalte mig, at Ibrahim Nakha‘i sagde: ‘Ushr og kharaj forenes ikke på en muslims jord.’” Så langt er udsagnet autentisk. Det vil sige, at det er autentisk som en maqtu‘-hadith eller som en tabi‘is udsagn. Men en senere overlever, Yahya ibn ‘Anbasah, tilskrev på opdigtet vis dette udsagn til imam Abu Hanifah og overleverede det som Allahs Sendebuds (sa) udsagn. Yahya ibn ‘Anbasah siger: “Abu Hanifah fortalte os: Hammad ibn Abi Sulayman overleverede fra Ibrahim Nakha‘i, som overleverede fra ‘Alqamah, som overleverede fra ‘Abdullah ibn Mas‘ud, at Allahs Sendebud (sa) sagde: ‘Ushr og kharaj forenes ikke på en muslims jord.’” På denne måde overleverede Yahya ibn ‘Anbasah en tabi‘is overlevering som Allahs Sendebuds (sa) ord. Hadith-lærde opdagede let hans bedrag eller fejltagelse. De bemærkede, at ingen af imam Abu Hanafahs (rah) talrige elever havde overleveret denne hadith fra ham. Hans fremtrædende elever, imam Abu Yusuf og Muhammad (rah), behandlede dette spørgsmål indgående i deres forskellige værker, men nævnte ingen steder, at imam Abu Hanifah havde overleveret denne hadith til dem fra Allahs Sendebud (sa), eller at han havde støttet sig på en profetisk hadith i dette spørgsmål. Det var her, hadith-lærdes mistanke begyndte. Hvis en hadith-overlever overleverer en hadith fra en berømt hadith-lærd eller faqih, som ingen af hans andre elever, især de elever der havde været sammen med ham hele livet, har overleveret, bliver man mistænksom over for hadithens autenticitet. Som næste skridt undersøger de, hvilken status de øvrige hadither, som den eneste overlever har fortalt, har, og hvordan hans personlige karakter er. Her fandt de, at alle de hadither, Yahya ibn ‘Anbasah havde overleveret i sit liv, var fejlagtige eller opdigtede. Han havde overleveret mange hadither i berømte og pålidelige lærdes og hadith-lærdes navne, som ingen andre havde overleveret. Han havde således overleveret mange falske og opdigtede hadither gennem forskellige opdigtede isnader. Efter at have sammenlignet alle hans overleveringer med hadith-lærdes overleveringer og undersøgt hans liv, blev hadith-lærde overbevist om, at han også havde opdigtet denne hadith i imam Abu Hanafahs navn. Derfor fremsatte ingen hanafitisk imam eller faqih fra det 3. eller 4. hijri-århundrede denne hadith som bevis. (Ibn ‘Adi, Kamil 9/127; Bayhaqi, as-Sunan al-Kubra 4/222; Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘at 2/69-70; Ibn ‘Iraq, Tanzih 2/118; Suyuti, al-La’ali 2/70). 2. Der er ingen zakat på smykker Der har siden sahabernes tid været uenighed blandt fuqaha om, hvorvidt der skal betales zakat på smykker, som bruges. Jabir og nogle andre sahaber sagde, at der ikke skulle betales zakat på smykker. Mange andre sahaber sagde derimod, at der skulle betales zakat på smykker. Til støtte for dem, der mener, at zakat på smykker ikke er obligatorisk, er der blevet overleveret og udbredt en hadith. I en hadith, der tilskrives Jabir (ra), siges det, at Allahs Sendebud (sa) sagde: “Der er ingen zakat på smykker.” Hadithen er ikke Allahs Sendebuds (sa) ord. Bayhaqi, Ibn Hajar, Albani og andre hadith-lærde har erklæret den ugyldig som profetisk hadith. Sætningen er i virkeligheden Jabirs (ra) eget udsagn. En meget svag overlever fortalte den fejlagtigt som Allahs Sendebuds (sa) ord. (Ibn Hajar, ad-Dirayah 1/260; Albani, Irwa’ al-Ghalil 3/294-296). 2.13.2. Om faste Mange opdigtede hadither og selvopfundne udsagn om faste er allerede blevet nævnt i afsnittet om ‘de tolv måners fortræffelighed’ i kapitlet om salah. Her nævner jeg endnu et par opdigtede eller grundløse udsagn om faste. 1. Hensigten med fasten Vi har allerede nævnt, at alle former for hensigt, der fremsiges med ordene ‘nawaitu an …’, er opdigtede udsagn. Ingen hadith siger, at man skal fremsige en sådan hensigt for nogen form for tilbedelse. 2. Hvorfor tredive dages faste blev gjort obligatorisk Det er en særlig tåbelig interesse at forsøge at finde årsagerne til forskellige former for tilbedelse. Derfor har bedragere opdigtet mange udsagn om dette. Om den obligatoriske faste i Ramadan opdigtede bedragerne følgende: “Der er gjort tredive dages faste obligatorisk for min ummah. Grunden er, at da Adam spiste frugten, blev den i hans mave i tredive dage. Da Allah accepterede Adams anger, befalede Han ham at faste uafbrudt i tredive dage og tredive nætter. Min ummah er kun blevet pålagt at faste om dagen.” … (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘at 2/101; Suyuti, al-La’ali 2/97; Ibn ‘Iraq, Tanzih 2/145; Shaw kani, al-Fawa’id 1/119). 3. At der ikke aflægges regnskab for mad ved iftar, sahur osv. Det er udbredt i samfundet, at der ikke aflægges regnskab for mad, der spises ved iftar, sahur osv. Blandt de opdigtede hadither med denne betydning er: “Der aflægges ikke regnskab for tre personers velsignelse ved at spise og drikke: den, der bryder fasten, den, der spiser sahur-maden, og den, der spiser sammen med en gæst.” (Suyuti, Dhayl al-La’ali, s. 121; Ibn ‘Iraq, Tanzih 2/166; Shawkani, al-Fawa’id 1/124). På grund af alle disse grundløse udsagn har vi gjort Ramadan til en måned, hvor vi selv spiser. Ramadan er derimod en måned, hvor man bespiser andre og viser medfølelse. I stedet for at overveje, om vi skal aflægge regnskab, bør vi overveje, om belønningen bliver større. 4. Navngivningen af ayy am al-bid Den 13., 14. og 15. dag i en månemåned kaldes ‘ayyam al-bid’ eller ‘dagene med de lyse nætter’. Det skyldes, at der på disse datoer på grund af fuldmånen næsten hele natten er lys eller hvidhed. (Ibn Hajar, Fath al-Bari 4/226; ‘Abd ar-Ra’uf Munawi, Fayd al-Qadir 4/229). Men bedragerne har udbredt mange opdigtede hadither om navngivningen af ‘ayyam al-bid’. For eksempel: “Da Adam kom ned til jorden efter at have spist af det forbudte træs frugt, var hans krop blevet sort. Englene begyndte derfor at græde for ham. … Da sagde Allah til Adam: ‘Faste for Mig den 13. dag.’ Han fastede den 13. dag, og en tredjedel af hans krop blev hvid. Derefter sagde den Almægtige Allah til ham: ‘Faste også den 14. dag.’ Han fastede den 14. dag, og to tredjedele af hans krop blev hvid. Derefter sagde den Almægtige Allah til ham: ‘Faste også den 15. dag.’ Han fastede den 15. dag, og hele hans krop blev hvid. Derfor blev disse dage kaldt ‘ayyam al-bid’ eller ‘dagene med hvidhed’.” (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘at 1/375; Suyuti, al-La’ali 1/483-484; Ibn ‘Iraq, Tanzih 2/54-55). 5. Fortræffeligheden ved at faste på ayy am al-bid I forskellige autentiske hadither har Allahs Sendebud (sa) opfordret de troende til at udføre alle frivillige former for tilbedelse regelmæssigt, selv om de er små. Hvad angår frivillig faste, opfordrede han til at faste mindst tre dage i hver måne- eller arabisk måned. I nogle hadither opfordres der specifikt til frivillig faste den 13., 14. og 15. dag i hver månemåned. (Bukhari, as-Sahih 1/395, 2/697-699, 3/1256, 1257; Muslim 1/499, 2/812-814). På disse dage er der tre særlige forhold ved fasten: For det første befalede Allahs Sendebud (ﷺ) i forskellige hadither at faste disse tre dage. (Bukhari, as-Sahih 1/395, 2/697-699, 3/1256, 1257; Muslim 1/499, 2/812-814). For det andet fastede han selv altid disse tre dage. (Albani, Sahih al-Jami‘ 2/876). For det tredje har han fortalt, at den, der faster disse tre dage, eller mindst tre dage hver måned, får belønningen for at faste hele året. (Bukhari, as-Sahih 1/395, 2/697-699, 3/1256, 1257; Muslim 1/499, 2/812-814). Dette er tilstrækkeligt for den troende. Men bedragerne har udbredt mange opdigtede hadither om fortræffeligheden ved ‘ayyam al-bid’. For eksempel: “Hvis nogen faster på ayy am al-bid, vil han den første dag (den trettende) få belønningen for ti tusind år, den anden dag (den fjortende) belønningen for et hundrede tusind år, og den tredje dag (den femtende) belønningen for tre hundrede tusind år.” Nogle bedragere sagde med en mindre belønning: “Den første dag får han belønningen for tre tusind år, den anden dag for ti tusind år og den tredje dag for tyve tusind år …” (Suyuti, al-La’ali 2/106-107; Ibn ‘Iraq, Tanzih 2/148; Shawkani, al-Fawa’id 1/128). De har udbredt mange andre lignende opdigtede udsagn. 2.11.3. Om hajj 1. At dø som jøde eller kristen, hvis man ikke udfører hajj trods evne I vores samfund er der en meget kendt hadith, som nævnes i enhver prædiken, samtale eller tekst om hajj: “Den, der har forsyninger og et ridedyr, som gør det muligt for ham at nå Baytullah, men ikke udfører hajj, kan uden problemer dø som jøde eller dø som kristen.” En af årsagerne til hadithens berømmelse er, at den er optaget i Sunan at-Tirmidhi, et af de seks berømte hadith-værker. Imam Tirmidhi siger: Muhammad ibn Yahya fortalte mig, Muslim ibn Ibrahim fortalte os, Hilal ibn ‘Abdullah fortalte os, Abu Ishaq al-Hamdani fortalte os, fra al-Harith, fra ‘Ali, Allahs Sendebud (ﷺ) sagde … Hadithen citeres, hvorefter imam Tirmidhi siger: “Dette er en ghar ib-hadith. Jeg har ikke fundet hadithen gennem nogen anden kæde end denne. Der er indvendinger mod dens isnad. Hilal ibn ‘Abdullah er ukendt, og al-Harith er svag i hadith-overlevering.” (Tirmidhi, as-Sunan 3/176). Der er desuden to alvorlige svagheder i hadithens isnad. For det første var Abu Ishaq mudallis. Her siger han ikke, at al-Harith fortalte ham hadithen, eller at han hørte den fra ham. Hans måde at overlevere på viser, at han ikke hørte den direkte fra al-Harith. For det andet er den næste overlever i hadithen, Hilal ibn ‘Abdullah, ukendt. Der er ingen måde at vide, om Abu Ishaq faktisk sagde hadithen, eller om denne person selv opdigtede den. Det skal bemærkes, at hadithen også er overleveret gennem flere andre isnader med denne betydning. Men disse isnaders tilstand er endnu værre. Af disse grunde har nogle hadith-lærde betegnet hadithen som opdigtet og falsk, mens andre har vurderet den som da‘if. Allamah Ibn Hajar al-‘Asqalani gennemgik alle isnaderne og sagde, at dette udsagn ikke er overleveret fra Allahs Sendebud (ﷺ) gennem nogen acceptabel isnad. Alle isnaderne er yderst svage eller ugyldige. Men gennem en autentisk isnad er udsagnet overleveret fra ‘Umar ibn al-Khattab (ra) som hans eget udsagn. (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘at 2/121-122; Suyuti, al-La’ali 2/118-119). 2. Hadither om at besøge Allahs Sendebuds (ﷺ) grav Ordet ziyarat betyder at besøge, møde, se til, besøge (visit, call) osv. At besøge eller møde levende mennesker, især slægtninge og fromme mennesker, er en god handling, som haditherne har anbefalet. I forskellige hadither er de troende blevet opfordret til at besøge eller mødes med hinanden for Allahs skyld, ‘taza ur fi Allah’ (لًلهافروازالت) . (Mundhiri, at-Targhib 3/247-249). På samme måde er det en anbefalet tilbedelse i overensstemmelse med hadith at besøge de dødes grave, det vil sige at besøge dem eller se til dem. At besøge Allahs Sendebuds (ﷺ) Rawdah Sharif er uden tvivl et af de bedste besøg. Desuden er kærlighed til ham en del af iman og en af de bedste former for tilbedelse. Denne kærlighed vokser gennem besøg i overensstemmelse med sunnah. Hadither har også omtalt værdien af at stå ved hans hellige grav og fremsige durud og salam. Således ser vi, at besøget ved Rawdah Sharif er en vigtig tilbedelse. Der er dog uenighed om, hvorvidt der findes en særlig hadith om denne tilbedelse. Nogle har sagt, at alle hadither om dette emne er opdigtede og grundløse. Andre har betegnet dem som svage eller til en vis grad acceptable. Her vil jeg drøfte emnet lidt mere detaljeret. Haditherne om dette emne kan i hovedsagen opdeles i tre grupper efter deres betydning. For det første det glade budskab om forbøn eller barmhjertighed til den, der besøger Allahs Sendebud (ﷺ) eller besøger hans velsignede grav. For det andet det glade budskab om, at den, der efter Allahs Sendebuds (ﷺ) død besøger hans hellige grav, får samme status som den, der besøgte ham i hans levetid. For det tredje at der udtrykkes utilfredshed med den, der undlader besøget. A. Det glade budskab til den besøgende 1. hadith: “Den, der besøger min grav, har ret til min forbøn.” Hadithen er samlet af Ibn Khuzaymah, Bazzar, Daraqutni, Bayhaqi og andre hadith-lærde. Hadithen har to isnader: 1. isnad: Imam Bazzar siger: Qutaybah fortalte mig, ‘Abdullah ibn Ibrahim fortalte mig, ‘Abd ar-Rahman ibn Zayd ibn Aslam fortalte mig fra sin far, fra Ibn ‘Umar, at Allahs Sendebud (ﷺ) sagde … (Haythami, Majma‘ az-Zawa’id 4/2). Vi har andetsteds behandlet ‘Abd ar-Rahman ibn Zayd ibn Aslam udførligt. Vi har set, at hadith-lærde betegner ham som yderst svag. Nogle har kaldt ham en overlever af falske hadither. Hans elev ‘Abdullah ibn Ibrahim, som findes i denne isnad, er også yderst svag. Han overleverede fra ‘Abd ar-Rahman ibn Zayd og mange andre hadith-lærde en række hadither, som ingen af disse lærdes andre elever overleverede, og som heller ikke findes gennem andre kilder. Hadith-lærde er enige om, at han var en yderst svag og forkastet overlever. Ibn Hibban kaldte ham en hadith-forfalsker. (Ibn ‘Adi, al-Kamil 4/190-191; Dhahabi, Mizan al-I‘tidal 4/55-56). Vi har set, at selv den hadith, der er overleveret af ‘Abd ar-Rahman, regnes for yderst svag eller opdigtet. Tilstanden hos hans elev i denne isnad er endnu værre. 2. isnad: Imam Daraqutni siger: Qadi Muhamili fortalte os, ‘Ubaydullah ibn Muhammad al-Warraq fortalte os, Musa ibn Hilal fortalte os, ‘Abdullah (eller ‘Ubaydullah) ibn ‘Umar al-‘Umari fortalte os, fra Nafi‘, fra ‘Abdullah ibn ‘Umar, at Allahs Sendebud (ﷺ) sagde … (Daraqutni, as-Sunan 2/278). Imam Bayhaqi har også samlet denne hadith med samme isnad fra Musa ibn Hilal, fra ‘Abdullah ibn ‘Umar al-‘Umari, fra Nafi‘, fra ‘Abdullah ibn ‘Umar. Bayhaqi siger efter at have citeret hadithen: “Det er en munkar eller yderst betænkelig hadith fra Nafi‘, fra Ibn ‘Umar. Ingen andre end denne person (Musa ibn Hilal) har overleveret hadithen.” (Bayhaqi, Shu‘ab al-Iman 3/490). Imam Ibn Khuzaymah samlede også hadithen med samme isnad og sagde: “Jeg tvivler på isnadens acceptabilitet. … Hadithen er munkar, det vil sige betænkelig eller yderst svag.” (Dhahabi, Mizan al-I‘tidal 6/566-567; ‘Ajluni, Kashf al-Khafa 2/328-329). I denne isnad er to overlevere også svage. Musa ibn Hilal er en ukendt eller lidet kendt overlever. Abu Hatim ar-Razi kaldte ham ukendt. Ibn ‘Adi sagde: “Jeg håber, at hans hadith i nogen grad kan accepteres.” Dhahabi siger: “Denne persons hadith kan i nogen grad accepteres. … Blandt hans overleveringer er denne hadith den mest betænkelige eller svage.” (Uqayli, ad-Du‘afa 4/170; Ibn ‘Adi, al-Kamil 6/351). Musa ibn Hilals lærer, ‘Abdullah ibn ‘Umar ibn Hafs al-‘Umari (171 hijri), var en tabi‘ at-tabi‘in-overlever fra det 2. århundrede. Han var svag i hadith-overlevering, men ikke forkastet. Hans bror ‘Ubaydullah ibn ‘Umar var meget pålidelig. Han var derimod svag. Yahya ibn Ma‘in kaldte ham svag eller nogenlunde acceptabel. Ahmad ibn Hanbal, Ibn ‘Adi, Dhahabi og andre hadith-lærde kaldte ham nogenlunde acceptabel. Nasa’i og andre kaldte ham svag. Ibn Hajar al-‘Asqalani sammenfattede alle synspunkterne således: “Han er en svag overlever. Imam Muslim nævnte hans overlevering som støtteoverlevering. Tirmidhi, Nasa’i, Abu Dawud og Ibn Majah accepterede hans overlevering.” (Ibn ‘Adi, al-Kamil 4/141; Dhahabi, al-Mughni 1/348-349; Mizan al-I‘tidal 4/151-153). I nogle overleveringer nævnes ‘Ubaydullah ibn ‘Umar som Musa ibn Hilals lærer. Men Ibn Khuzaymah, Bayhaqi, Dhahabi og andre hadith-lærde har sagt, at omtalen af ‘Ubaydullah her er en fejl. Hadithen er ‘Abdullahs overlevering. (Daraqutni, as-Sunan 2/278; Bayhaqi, Shu‘ab al-Iman 3/490). Under alle omstændigheder er denne isnad svag, men den indeholder ingen løgnagtig overlever, ingen overlever anklaget for falske overleveringer og ingen forkastet overlever. 2. hadith: “Den, der besøger min grav — eller han sagde: den, der besøger mig — på dommedag vil jeg være hans forbeder eller vidne.” Hadithen er samlet af Abu Dawud at-Tayalisi og Bayhaqi. De overleverede den gennem en person ved navn Siwar ibn Maymun. Siwar ibn Maymun siger, at en mand fra ‘Umar ibn al-Khattabs slægt fortalte ham det, fra ‘Umar, som sagde, at Allahs Sendebud (ﷺ) sagde … (Bayhaqi, Shu‘ab al-Iman 3/488-489; as-Sunan al-Kubra 5/245). Denne hadiths overlever, Siwar ibn Maymun, er ukendt. Hans navn findes ikke i nogen bog om rijal. Hans lærer, “en mand fra ‘Umars slægt”, er helt ukendt. Derfor sagde imam Bayhaqi efter at have citeret hadithen: “Denne isnad er ukendt.” (Bayhaqi, as-Sunan al-Kubra 5/245). 3. hadith: “Den, der besøger mig med vilje, vil på dommedag være min nabo eller være under min beskyttelse.” (Bayhaqi, Shu‘ab al-Iman 4/488; Dhahabi, Mizan al-I‘tidal 7/63; Ibn Hajar, Lisan al-Mizan 6/180). Hadithen er citeret af Bayhaqi, Dhahabi, Ibn Hajar og andre hadith-lærde. De overleverede den gennem hadith-lærden ‘Abd al-Malik ibn Ibrahim al-Juddi (205 hijri) fra det 3. århundrede. ‘Abd al-Malik siger: Shu‘bah ibn al-Hajjaj (162 hijri) fortalte os fra Siwar ibn Maymun, som sagde: Harun ibn Quza‘ah fortalte os fra en mand fra Khattabs slægt, fra Allahs Sendebud (ﷺ), som sagde … Denne hadiths isnad er endnu svagere end den foregående. Ud over de to svagheder i den foregående isnad har denne isnad yderligere to svagheder. For det første kendes Siwars lærer, Harun Abu Quza‘ah, ikke korrekt. Han kaldes Harun Abu Quza‘ah eller Harun ibn Quza‘ah. Imam Bukhari siger om ham: “Denne persons hadither er grundløse; ingen anden siger det.” al-Azdi siger: “Denne person er forkastet.” (Ibn ‘Adi, al-Kamil 7/128; Dhahabi, Mizan al-I‘tidal 7/63, 67; Ibn Hajar, Lisan al-Mizan 6/180, 183). For det andet nævnes sahabens navn ikke i denne isnad, hvorfor isnaden er mursal eller afbrudt. 4. hadith: “Den, der kommer til mig som besøgende, uden at noget andet behov end at besøge mig har drevet ham, påhviler det mig at gå i forbøn for ham på dommedag.” Hadithen er samlet af Daraqutni, Tabarani, Dhahabi og andre hadith-lærde. I deres isnad siger de gennem ‘Abdullah ibn Muhammad al-‘Abbadi, at han sagde: Muslim (Maslamah) ibn Salim al-Juhani fortalte os, ‘Abdullah (eller ‘Ubaydullah) ibn ‘Umar fortalte mig, fra Nafi‘, fra Salim, fra ‘Abdullah ibn ‘Umar, som sagde, at Allahs Sendebud (ﷺ) sagde … (Tabarani, al-Mu‘jam al-Kabir 12/291). Denne hadiths overlever, Muslim ibn Salim al-Juhani, var svag og upålidelig. Nogle har nævnt hans navn som Maslamah. Abu Dawud as-Sijistani siger: “Denne person er ikke thiqah eller pålidelig.” Imam Haythami siger: “Denne person er svag.” (Dhahabi, Mizan al-I‘tidal 6/415; Ibn Hajar, Lisan al-Mizan 6/29). 5. hadith: “Den, der besøger mig i Medina med oprigtig god hensigt eller med ønsket om belønning, vil jeg på dommedag være hans vidne og forbeder.” Hadithen er samlet af Ibn Abi ad-Dunya, Bayhaqi og andre hadith-lærde. De overleverede den gennem flere isnader fra Muhammad ibn Isma‘il ibn Abi Fudayk. Han siger: Abu al-Musayna Sulayman ibn Yazid al-Ka‘bi fortalte os fra Anas ibn Malik (ra), at Allahs Sendebud (ﷺ) sagde … (Bayhaqi, Shu‘ab al-Iman 3/489-490; Ibn Hajar, Talkhis al-Habir 2/267). I denne isnad betegner hadith-lærde overleveren Abu al-Musayna Sulayman ibn Yazid som svag. Abu Hatim ar-Razi siger: “Manden var ikke en stærk overlever; han overleverede betænkelige hadither.” Daraqutni kaldte ham også svag. Ibn Hibban optog ham dog blandt de pålidelige overlevere. Imam Tirmidhi regnede ham også for acceptabel. Efter at have sammenfattet hadith-lærdes synspunkter betegner Ibn Hajar ham som svag. Det er værd at bemærke, at Abu al-Musayna ikke var tabi‘i, men tabi‘ at-tabi‘i. Ibn Hibban, Ibn Hajar og andre hadith-lærde har nævnt, at han ikke lærte hadither fra nogen sahabi, men hørte dem fra tabi‘inerne. Derfor er hadithens isnad afbrudt eller munqati‘. (Ibn Hibban, ath-Thiqat 6/395; Dhahabi, Mizan al-I‘tidal 3/321; Ibn Hajar, Lisan al-Mizan 7/481; Albani, Da‘if al-Jami‘, s. 808). 6. hadith: “Må Allah vise barmhjertighed mod den, der besøger mig med sin kamels tøjle i hånden.” Ibn Hajar al-‘Asqalani, Sakhawi, Suyuti, Ibn ‘Iraq, Mulla ‘Ali al-Qari, Shawkani, Darwish al-Hut og andre hadith-lærde har sagt, at denne sætning er grundløs og opdigtet. (Ibn ‘Iraq, Tanzih 2/176; Sakhawi, al-Maqasid, s. 235; Mulla ‘Ali al-Qari, al-Asrar, s. 128; Darwish al-Hut, Asna al-Matalib, s. 114). Blandt de ovenstående seks hadither er den sjette en sætning, som alle er enige om er grundløs og opdigtet. Af de fem øvrige hadither kan man forstå fortræffeligheden ved at besøge Allahs Sendebud (ﷺ) eller møde ham. I den første hadith nævnes besøg af graven klart. I den tredje, fjerde og femte hadith nævnes besøg hos Allahs Sendebud (ﷺ). I den anden hadith nævnes den ene eller den anden mulighed. At besøge Allahs Sendebuds (ﷺ) hellige grav efter hans død kan også regnes som at besøge ham. Vi ser, at alle isnaderne til haditherne med denne betydning er ret svage. Hadith-lærde som Ibn Taymiyyah og Ibn ‘Abd al-Hadi har betegnet haditherne med denne betydning som helt grundløse. Albani vurderede dem som da‘if eller svage. (Ibn ‘Abd al-Hadi, as-Sarim al-Munki, s. 29-246; Albani, Irwa’ al-Ghalil 4/333-335). Vi ser dog, at der i den anden isnad til den første hadith samt i isnaderne til den fjerde og femte hadith ikke findes nogen løgner eller en helt majhul, det vil sige navnløs og ukendt overlever. Derfor styrker disse isnader hinanden, og de bliver acceptable på grund af de flere isnader. B. At give besøget efter døden samme status som besøget i levetiden 7. hadith: “Den, der udfører hajj og besøger min grav efter min død, er som den, der besøgte mig i min levetid.” Hadithen er samlet af Daraqutni, Tabarani, Bayhaqi og andre hadith-lærde. De overleverede den alle gennem en overlever ved navn Hafs ibn Sulayman. Hafs siger, at Layth ibn Abi Sulaym fortalte ham det, fra Mujahid, fra ‘Abdullah ibn ‘Umar, at Allahs Sendebud (ﷺ) sagde … (Daraqutni, as-Sunan 2/278; Shu‘ab al-Iman 3/489; Tabarani, al-Mu‘jam al-Awsat 1/94). Bayhaqi siger efter at have citeret hadithen: “Kun Hafs har overleveret denne hadith. Han er svag.” (Bayhaqi, as-Sunan al-Kubra 5/246; Shu‘ab al-Iman 3/489). Den eneste overlever til denne hadith, Hafs ibn Sulayman (180 hijri), var en berømt og pålidelig koranrecitator. Men han var yderst svag i hadith-overlevering. Han var så optaget af Koranens recitation og tilknyttede emner, at han ikke brugte tid på at memorere, repetere og overlevere hadither korrekt. Derfor fandt man så mange fejl i hans overleveringer, at alle hadith-lærde bortset fra imam Ahmad regnede ham for yderst svag og forkastet. Imam Ahmad anså ham for nogenlunde acceptabel. Dhahabi, Ibn Hajar og andre hadith-lærde siger, at han selv var sandfærdig, men begik meget alvorlige fejl, når han overleverede hadither, vendte isnaderne om, ændrede overlevernes navne, ændrede teksten og ikke kunne skelne mellem sandhed og løgn. Derfor regnes han som en forkastet overlever. Imam Bukhari nævnte ham som forkastet, og han betegnede kun personer, der var anklaget for løgn, som forkastede. Abu Hatim ar-Razi, Ibn ‘Adi, Ibn Hibban og andre hadith-lærde kaldte ham også yderst svag. Ibn Khirash kaldte ham en overlever af falske hadither. (Dhahabi, Mizan al-I‘tidal 2/319-321; Ibn Hajar, Taqrib, s. 172). Hafs’ lærer i denne isnad, Layth ibn Abi Sulaym, var også til en vis grad svag. Han var en stor lærd, asket og sandfærdig overlever. Men hans hukommelse blev svækket i slutningen af hans liv. Imam Muslim accepterede hans overlevering som støtteoverlevering. Samlerne af de fire Sunan-værker — Tirmidhi, Nasa’i, Abu Dawud og Ibn Majah — accepterede hans overlevering. (Dhahabi, Mizan al-I‘tidal 5/509; Ibn Hajar, Taqrib, s. 464). 8. hadith: “Den, der besøger min grav efter min død, er som den, der besøgte mig i min levetid.” (Tabarani, al-Mu‘jam al-Kabir 12/406; al-Mu‘jam al-Awsat 1/94). Imam Tabarani citerer hadithen og siger: Ahmad ibn Rashidin fortalte mig, ‘Ali ibn al-Hasan ibn Harun al-Ansari fortalte os, Layth, søn af datteren til Layth ibn Abi Sulaym, fortalte mig, ‘A’ishah bint Yunus, Layth ibn Abi Sulayms hustru, fortalte mig, at Mujahid fortalte hende fra Ibn ‘Umar, at Allahs Sendebud (ﷺ) sagde … Næsten alle overleverne i denne isnad er ukendte eller svage. Tabaranis lærer Ahmad ibn Rashidin (292 hijri) var svag. Nogle hadith-lærde kaldte ham løgner. (Ibn Hajar, Lisan al-Mizan 1/257). Der kendes ingen oplysninger om hans lærer ‘Ali ibn al-Hasan. På samme måde er hans lærer, personen ved navn Layth, og dennes lærer, kvinden ved navn ‘A’ishah, helt ukendte. Derfor er isnaden helt uacceptabel. (Haythami, Majma‘ az-Zawa’id 4/2; Albani, Da‘ifah 1/123-124). 9. hadith: “Den, der besøger mig efter min død, er som den, der besøgte mig i min levetid.” Hadithen er samlet af imam Daraqutni, Bayhaqi og andre hadith-lærde. Hadith-lærde har fundet modsigelser og uregelmæssigheder i overleveringen af dens isnad. Isnad og tekst er blevet gengivet på to måder. Første isnad: Hadith-lærden Waki‘ ibn al-Jarrah (197 hijri) fra det 2. hijri-århundrede siger: Khalid ibn Abi Khalid og Abu ‘Awn fortalte os begge fra ash-Sha‘bi og Aswad ibn Maymun, fra Harun Abu Quza‘ah, fra en mand fra Hatibs slægt, fra Hatib (ra), som sagde, at Allahs Sendebud (ﷺ) sagde … (Daraqutni, as-Sunan 2/278; Bayhaqi, as-Sunan al-Kubra 5/245; Shu‘ab al-Iman 4/488). Vi har tidligere, ved behandlingen af den tredje hadiths isnad, set, at Harun Abu Quza‘ah er en ukendt, uacceptabel og forkastet overlever. I denne isnad er Haruns lærer, “en mand fra Hatibs slægt”, ikke blot ukendt, men også navnløs. 2y1 Anden isnad: Hadith-lærden Yusuf ibn Musa fra det 3. århundrede siger: Waki‘ ibn al-Jarrah fortalte os, Maymun ibn Siwar (Siwar ibn Maymun) fortalte os, Harun Abu Quza‘ah fortalte mig … (Bayhaqi, Shu‘ab al-Iman 4/488; Ibn Hajar, Lisan al-Mizan 6/180). Denne isnad er endnu svagere end den første, for som vi så i behandlingen af den tredje hadith, er Siwar ibn Maymun ukendt. Af de tre ovenstående hadither fremgår det, at den troende, som besøger Allahs Sendebuds (ﷺ) grav efter hans død, får samme status som den, der mødte ham i hans levetid. Vi har set, at alle tre isnader er yderst svage. Den første og anden isnad indeholder overlevere, der er anklaget for løgn. Den tredje isnad indeholder en forkastet overlever. Desuden indeholder isnaderne helt navnløse og ukendte overlevere. Derfor har hadith-lærde som Ibn Taymiyyah, Ibn ‘Abd al-Hadi og Albani regnet disse hadither for mawdu‘ eller opdigtede. De hævdede også, at haditherne ud over deres uacceptable isnader strider mod islams grundlæggende ånd med hensyn til betydningen. Ibn Taymiyyah siger, at det tydeligt er falsk. Det strider mod muslimernes religion. For den troende, der møder eller besøger Allahs Sendebud (ﷺ) i hans levetid, regnes som hans sahabi. … En troende fra en senere tid kan, selv hvis han udfører de store obligatoriske pligter mange gange, aldrig opnå samme status som en sahabi. Hvordan skulle han så opnå samme status som en sahabi ved at udføre en anbefalet tilbedelse?! (Albani, Da‘ifah 1/120-124; Irwa’ al-Ghalil 4/335-341). C. Udtryk for utilfredshed med den, der undlader besøget 10. hadith: “Den, der udførte min hajj, men ikke besøgte mig, har behandlet mig dårligt eller været uhøflig over for mig.” Med andre ord: “Den, der ikke besøgte eller mødte mig, har behandlet mig dårligt eller været uhøflig over for mig.” Hadithen er ikke samlet af nogen hadith-samler i noget hadith-værk. Nogle hadith-lærde har samlet den i biografiske værker om svage og løgnagtige overlevere. De samlede den gennem én eneste isnad. De nævner, at en person ved navn Muhammad ibn Muhammad ibn an-Nu‘man siger: Min bedstefar an-Nu‘man ibn Shibl fortalte mig, Malik ibn Anas fortalte mig fra Nafi‘, fra ‘Abdullah ibn ‘Umar (ra), at Allahs Sendebud (ﷺ) sagde …” To overlevere i denne isnad er yderst svage og anklaget for at overlevere falske hadither. For det første var an-Nu‘man ibn Shibl, der overleverede fra imam Malik, en yderst svag overlever. Nogle hadith-lærde kaldte ham en løgner. For det andet blev hans barnebarn Muhammad ibn Muhammad også kendt som løgner og bedrager. Imam Daraqutni, Ibn Hibban, Ibn al-Jawzi, Saghani, Dhahabi, Ibn Hajar, Darwish al-Hut, Shawkani, Albani og andre hadith-lærde har betegnet hadithen som opdigtet. Daraqutni og andre hadith-lærde har nævnt, at den, der er ansvarlig for opdigtningen, er Muhammad ibn Muhammad ibn an-Nu‘man, ikke hans bedstefar Nu‘man ibn Shibl. (Ibn Hibban, al-Majruhin 4/74; Ibn ‘Adi, al-Kamil 7/14; Darwish al-Hut, Asna al-Matalib, s. 229; Albani, Da‘ifah 1/119). 11. hadith: “Hvis nogen fra min ummah har mulighed eller økonomisk råderum, men ikke møder eller besøger mig, har han ingen undskyldning.” Hadithen er samlet af Ibn an-Najjar i hans værk Tarikh al-Madinah. (Iraqi, al-Mughni, sammen med Ihya’ ‘Ulum ad-Din 1/306; Sakhawi, al-Maqasid, s. 424). Dens isnad er som følger: “Fra Muhammad ibn Muqatil, fra Ja‘far ibn Harun, fra Sam‘an ibn Mahdi, fra Anas (ra), at Allahs Sendebud (ﷺ) sagde …” (Ibn ‘Abd al-Hadi, as-Sarim, s. 234; Albani, Irwa’ al-Ghalil 4/340). Denne isnad er berømt som en opdigtet isnad. Muhammad ibn Muqatil ar-Razi (248 hijri) var noget svag, men ikke forkastet. Den person, som han i denne isnad hørte hadithen fra, Ja‘far ibn Harun, var kendt som en overlever af falske hadither og som en, der udbredte opdigtede hadither. (Dhahabi, Mizan al-I‘tidal 2/151; Ibn Hajar, Lisan al-Mizan 2/131). Om Sam‘an ibn Mahdi, der er kendt som Tattartaj akaktars lærer, siger Ibn Hajar al-‘Asqalani og Dhahabi: “Man kan næsten sige, at intet vides om denne person. En opdigtet samling er blevet udbredt i hans navn fra Anas ibn Malik (ra). Den indeholder omkring 300 hadither. Muhammad ibn Muqatil ar-Razi overleverede disse hadither fra Sam‘an gennem Ja‘far ibn Harun al-Wasiti. Må Allah forbande forfalskeren af disse hadither.” (Dhahabi, Mizan al-I‘tidal 3/328; Ibn Hajar, Lisan al-Mizan 3/114). Tilsyneladende er denne hadith også en del af den nævnte opdigtede samling. Under alle omstændigheder indeholder hadithens isnad flere løgnagtige overlevere. 12. hadith: “Den, der får mulighed eller økonomisk råderum, men ikke kommer til mig, har behandlet mig uhøfligt eller været respektløs over for mig.” Imam Ghazali nævnte hadithen uden isnad i sit værk Ihya’ ‘Ulum ad-Din. Den findes ingen steder i noget værk med en isnad. Allamah Subki, Iraqi, Sakhawi, ‘Ajluni, Shawkani og andre hadith-lærde har fastslået, at denne sætning er grundløs og opdigtet. (‘Ajluni, Kashf al-Khafa 2/366; Shawkani, al-Fawa’id 1/153). Af de tre ovenstående hadither kan man forstå, at det er forkert ikke at besøge eller møde Allahs Sendebud ( ﷺ) — enten i hans levetid eller efter hans død. Men vi ser, at den tredje hadith er helt grundløs og opdigtet, og at den første og anden hadiths isnader indeholder flere løgnere. Af den foregående behandling har vi set, at alle hadither om fortræffeligheden ved at besøge Allahs Sendebuds (ﷺ) velsignede grav er blevet overleveret gennem svage isnader. Det er sandsynligvis derfor, at forfatterne til de seks berømte værker, samlerne af andre autentiske værker, imam Malik, imam Ahmad og andre hadith-lærde ikke optog disse hadither i deres værker. På grund af disse hadithers svage isnader har nogle hadith-lærde generelt erklæret dem for opdigtede, yderst svage eller helt uacceptable. Andre hadith-lærde har derimod ment, at alle disse hadither samlet kan accepteres som autentiske eller hasan. Hadith-lærde som Ibn Taymiyyah, Ibn al-Jawzi og Ibn ‘Abd al-Hadi har betegnet alle hadither om at besøge Allahs Sendebuds (ﷺ) hellige grav som opdigtede eller helt svage og uacceptable. På den anden side har hadith-lærde som Allamah Abu ‘Ali ibn as-Sakan, ‘Abd al-Haqq al-Ishbili, Subki, Sakhawi og Ibn Hajar al-Makki anset haditherne med denne betydning for acceptable. (Ibn Taymiyyah, Majmu‘ al-Fatawa 27/29-36, 114-288; Sakhawi, al-Maqasid, s. 410, 424). Jeg kender dog ikke til, at nogen har behandlet isnaderne ud fra en meningsforskel om betydningen på samme måde som ovenfor. Som en ubetydelig talib al-‘ilm forekommer det mig, at alle hadither, der udtrykker utilfredshed med den, der undlader besøget, er opdigtede og grundløse. Haditherne om at give den, der besøger graven efter døden, samme status som den, der besøgte ham i hans levetid, er yderst svage eller opdigtede. Haditherne i den første betydning, det vil sige dem, der giver det glade budskab om forbøn til den besøgende, bør regnes for at være på hasan-niveau. Der er nemlig blevet overleveret fem hadither med samme betydning. Svagheden i tre af deres isnader kan opvejes. I den anden isnad til den første hadith samt i isnaderne til den fjerde og femte hadith findes ingen overlever, der er anklaget for løgn eller er forkastet. Derfor kan de på grund af de flere isnader regnes som hasan li-ghayrihi. Allah ved bedst. 3. Behovet for at udføre hajj før ægteskab I vores land udfører muslimer normalt ikke hajj før alderdommen på grund af nogle grundløse forestillinger og overtro, såsom: “Kan man beholde hajj?”, “Skal man gifte sine sønner og døtre bort før hajj?”, “Skal man få sine forældre til at udføre hajj før hajj?”, eller “Kræves forældrenes tilladelse?” — selv om det slet ikke er rigtigt at udsætte hajj, efter at den er blevet obligatorisk. I Indonesien er det omvendt. Hvis man ikke udfører hajj i begyndelsen af ungdommen, før ægteskabet, synes man, at hajj ikke er blevet udført. Årsagen er en opdigtet hadith. I denne opdigtede hadith siges det: “Den, der gifter sig før hajj, begynder med synd.” Hadith-lærde er enige om, at hadithen er opdigtet. (Ibn ‘Adi, al-Kamil 1/364; Dhahabi, Mizan al-I‘tidal 1/458; Suyuti, al-La’ali 2/120; Ibn ‘Iraq, Tanzih 2/167; Shawkani, al-Fawa’id 1/138). 4. At også menneskers rettigheder tilgives på grund af hajj I nogle udbredte hadither om hajj siges det, at Allahs Sendebud (ﷺ) under afskedshajj bad Allah om tilgivelse for alle pilgrimmenes synder. Først meddelte den Almægtige Allah, at alle pilgrimmens synder ville blive tilgivet undtagen menneskers rettigheder. Efter gentagne bønner meddelte Allah, at alle pilgrimmens synder, også synder vedrørende menneskers rettigheder, ville blive tilgivet … Flere hadither er blevet overleveret med denne betydning. Hver eneste hadiths isnad er yderst svag. I hver isnad findes enten en løgner, en yderst svag overlever eller en navnløs og ukendt overlever. Nogle hadith-lærde har på grund af de flere isnader ment, at de ganske vist er svage, men ikke direkte opdigtede. Andre hadith-lærde har derimod ment, at alle hadither med denne betydning er opdigtede og grundløse, fordi hver hadith indeholder løgnagtige og forkastede overlevere. Desuden udtrykker de en betydning, der strider mod det, som forskellige autentiske hadither beviser. Det er bevist gennem forskellige autentiske hadither, at Allah ikke tilgiver huquq al-‘ibad, det vil sige menneskers rettigheder eller krav, medmindre den berørte person tilgiver det. Det tilgives ikke engang gennem jihad og martyrdød. (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu‘at 2/124-127; Dhahabi, Tartib al-Mawdu‘at, s. 185; Suyuti, al-La’ali 2/120-124; al-Mundhiri, at-Targhib 2/129-131).
2.14. Zikr, du’a, durood, salam osv.
2.14.1. Om recitation af Koranen Der er tidligere blevet nævnt mange autentiske hadither om dyderne ved forskellige suraer og vers i den ædle Koran. Men mange falske udsagn er også blevet udgivet under hadithens navn om disse emner. I forskellige bøger, som er udbredt i vores land, findes mange sådanne upålidelige og opdigtede udsagn. Det skal bemærkes, at der i vores land cirkulerer to slags udsagn om forskellige suraer og vers i den ædle Koran. Den ene slags handler om dyder, status i det hinsidige, belønning, Allahs barmhjertighed og lignende. Den anden slags handler om tadvīr eller forskellige resultater i denne verden. Af Umar al-Mawsilis fremstilling har jeg set, at nogle autentiske hadither er blevet overleveret om dyderne ved forskellige suraer og vers. De øvrige hadither, der er udbredt, er derimod for det meste svage eller opdigtede. Især er de udsagn om en suras dyder, som står ved slutningen af hver sura i Tafsir al-Kashshaf og Tafsir al-Baydawi, i virkeligheden hentet fra den lange opdigtede hadith om dette emne. I vores samfund er de fleste udsagn om dyderne ved Panj Sura opdigtede eller svage. Der findes meget talrige svage og mawdu-hadither om dette emne, og en særskilt bog er nødvendig for en detaljeret gennemgang af dem. Denne bog er allerede blevet meget omfattende. Derfor gennemgår vi ikke længere de svage og opdigtede hadither om dyder i denne bog. I stedet nævner vi her nogle udsagn om praktisering og tadvīr. 2.14.2. Om praktisering, tadvīr og khatm Det er tilladt at udføre ruqyah med koranvers og at recitere dem som en praksis for at blive befriet for forskellige sygdomme eller vanskeligheder. I hadithsamlingerne er der givet anvisning på at udføre ruqyah med Koranen. Det er også tilladt at udføre ruqyah med en hadithbøn eller enhver sætning med god betydning. Der findes to slags ruqyah eller tadvīr. Nogle former for ruqyah er nævnt i forskellige hadither. Denne slags ruqyah og praksis er begrænset. De fleste ruqyah-praksisser og lignende i vores samfund er blevet udformet på grundlag af erfaringer fra fromme personer i senere tider. Det kan for eksempel hævdes, at hvis man reciterer en bestemt sura eller et bestemt vers så mange gange, i så mange dage eller på et bestemt tidspunkt, opnår man et bestemt resultat eller bliver helbredt for en bestemt sygdom. Sådanne forskellige praksisser eller tadvīr bygger på forskellige fromme personers erfaringer. Man kan anvende dette som »tadvīr« eller »ruqyah shar‘iyyah« på grundlag af sin personlige praksis eller erfaring. Men hvis man tror, at de har en særlig dyd, eller at de er i overensstemmelse med hadith, vil man lyve i Allahs Sendebuds navnﷺ) . Desuden bør vi, også som tadvīr eller praksis, begrænse os til den tadvīr, de bønner og de handlinger, der er nævnt i autentiske hadither. Blandt de opdigtede »praksisser« eller former for »tadvīr«, som under hadithens navn findes i visse udbredte bøger i vores land, er følgende: 1. La hawla wa la quwwata…… en praksis mod fattigdom Der findes mange autentiske hadither om dyderne ved denne dhikr, »La hawla wa la quwwata illa billah«. I forskellige hadither gives der anvisning på at sige denne sætning meget ofte. Det siges i forskellige hadither, at denne sætning er en af Paradisets skatte, et middel til tilgivelse af synder og til at opnå grænseløs belønning. Jeg har nævnt nogle autentiske hadither om dette i bogen Rahe Belayat. Men i forskellige bøger, der er udbredt i vores land, er det som en hadith blevet anført: »Den, der hver dag reciterer denne sætning 100 gange, vil aldrig forblive fattig.« Udsagnet synes at være opdigtet. 2. En praksis for at blive gældfri I en hadith overleveret af Ali, må Allah være tilfreds med ham, sagde Allahs Sendebudﷺ): »Hvis man siger den følgende sætning, vil Allah betale selv en gæld så stor som et bjerg: ’O Allah, beskyt mig mod det forbudte ved at give mig det tilladte, og gør mig med Din nåde og velsignelse uafhængig af alle andres gunst end Din.’« Hadithen er autentisk (Sunan al-Tirmidhi 5/560; Mustadrak al-Hakim 1/721). Men ingen hadith giver anvisning på at recitere denne bøn på en bestemt dag eller et bestemt antal gange. I visse udbredte bøger er det anført: »Det er overleveret i hadithsamlingerne, at den, der reciterer denne bøn 70 gange om fredagen, inden for kort tid vil blive gjort rig og lykkelig af Allah. Hadhrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Hvis man om fredagen, før og efter fredagsbønnen, reciterer salawat 100 gange hver gang og derefter reciterer denne bøn 570 gange, vil selv en gæld så stor som et bjerg blive betalt inden for kort tid…….« Disse overleveringer synes at være grundløse og opdigtede. 3. En praksis med Surat al-Fatiha Om dyderne ved Surat al-Fatiha siges der: »Det ønske, som Fatiha reciteres med, vil blive opfyldt.« Dette er et grundløst og opdigtet udsagn. Der siges også: »Surat al-Fatiha er helbredelse for alle sygdomme.« Dette er nævnt i en svag hadith (al-Sakhawi, al-Maqasid, s. 305, nr. 734; Mulla Ali al-Qari, al-Asrar, s. 165). 4. Forskellige former for khatm Der findes forskellige former for khatm. Normalt reciteres »khatm« af to grunde: (1) for at afværge forskellige vanskeligheder eller opnå verdslige resultater og (2) for at overføre belønning til de døde. Begge former for khatm er opdigtede og grundløse. De sætninger, der reciteres ved disse khatm, er for det meste meget gode sætninger. De er vers fra den ædle Koran eller bønner og dhikr i overensstemmelse med sunnaen. Men ingen autentisk eller svag hadith nævner nogen fastlagt dyd, betydning eller anvisning for at recitere dem 100.000 eller 125.000 gange. Alle disse »khatm« er opdigtede. Desuden er der blevet fremstillet hadither omkring dem. Khatm med »Bismillah«, khatm med Dua Yunus, khatm med kalima og lignende hører alle til denne kategori. Det siges, at man ved at recitere Bismillah 125.000 gange opnår et bestemt resultat, eller at man ved at recitere Dua Yunus 125.000 gange opnår et bestemt resultat, og så videre. Alt dette er udformet på grundlag af fromme personers erfaringer, og intet af det er en hadith. Der findes autentiske hadither om dyderne og belønningen ved tasmiya, det vil sige Bismillah, tahlil, det vil sige La ilaha illallah, og Dua Yunus (se forfatterens anden bog, Rahe Belayat, s. 89). Men ingen autentisk hadith er overleveret om at recitere disse et fastlagt antal gange, såsom 100.000 eller 125.000. Blandt Khatm al-Khawajagan er nogle af de reciterede bønner i overensstemmelse med sunnaen, mens andre er opdigtede. Men hele metoden er opdigtet. 2.14.3. Om dhikr, wazifa, bønner og lignende 1. Dyderne ved og praktiseringen af Allahs forskellige hellige navne Den Ophøjede Allah har nævnt i den ædle Koran:وَلِلَّهِ الْأَسْمَاءُ الْحُسْنَىٰ فَادْعُوهُ بِهَا ۖ وَذَرُوا الَّذِينَ يُلْحِدُونَ فِي أَسْمَائِهِ ۚ سَيُجْزَوْنَ مَا كَانُوا يَعْمَلُونَ [٧:١٨٠ – »Allah har de smukkeste navne; påkald Ham derfor med dem. Og hold jer fra dem, der fordrejer Hans navne. De vil snart blive gengældt for det, de gjorde.« (Sura al-A‘raf, vers 180). I hadither samlet i Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim og andre værker siger Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebudﷺ) sagde: »Allah har 99 navne, et mindre end 100. Den, der bevarer eller tæller disse navne, vil træde ind i Paradiset.« (Sahih al-Bukhari 2/981, nr. 2585; Sahih Muslim 4/2063, nr. 2677). Denne hadith opregner ikke navnene. En hadith med 99 navne blev samlet af imam al-Tirmidhi, Ibn Majah og nogle andre hadithlærde (Sunan al-Tirmidhi 5/530, nr. 3507; Mustadrak al-Hakim 1/62-63). Men de fleste hadithlærde har betegnet denne opregning som svag. Imam al-Tirmidhi selv samlede hadithen og drøftede dens svaghed. Nogle hadithlærde siger, at listen med 99 navne ikke er overleveret fra Allahs Sendebudﷺ) eller Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham. En senere overleverer samlede dem fra forskellige lærdes udsagn på grundlag af Koranen og nævnte dem i hadithen. Mange navne, der er nævnt i den ædle Koran, findes ikke på denne liste. I den ædle Koran tiltales Allah oftest med navnet Rabb, Herren. Dette navn findes heller ikke på listen (Ibn Hajar al-Asqalani, Fath al-Bari 11/217). I denne forbindelse tænker den interesserede muslim: Allahs Sendebudﷺ) nævnte 99 navne, men hvorfor gav han ikke listen? De lærde svarer, at visse vigtige ting delvist holdes skjult for at øge de troendes handlekraft, såsom Laylat al-Qadr og tidspunktet for den bøn, der besvares om fredagen. På samme måde er der, uden at give en fastlagt liste over navnene, givet anvisning på at bevare Allahs navne, så tjeneren med interesse reciterer og bevarer alle Allahs navne i den ædle Koran, fortsætter med at påkalde Allah med disse navne og beder til Allah gennem dem (Ibn Hajar, Fath al-Bari 11/217-218, 11/221; al-Nawawi, Sharh Sahih Muslim 17/5). Nogle hadithlærde har anset den liste, imam al-Tirmidhi samlede, for i det store hele acceptabel (al-Nawawi, al-Adhkar, s. 151; Jami al-Usul 4/173-175). Under alle omstændigheder kan den interesserede, der praktiserer dhikr, lære disse navne udenad. Desuden bør Allahs velsignede navne, der er nævnt i den ædle Koran, bevares gennem regelmæssig koranrecitation. Jeg har i bogen Rahe Belayat med kæder af overlevering udførligt gennemgået de autentiske hadither om, hvordan man skal bede til Allah ved at påkalde Hans velsignede navne, hvad den Ophøjede Allahs »Ism al-A‘zam« er, og hvordan man skal bede til Allah gennem det. I mange udbredte bøger i vores land er der nævnt endnu flere dyder ved disse navne. For eksempel at daglig recitation af dem vil forhindre mangel på mad, fjerne sygdomme, give et syn af Allahs Sendebudﷺ) i en drøm og opfylde ens ønsker; eller at man ved at recitere eller skrive et bestemt navn et bestemt antal gange dagligt i et bestemt antal dage kan opnå et bestemt resultat; eller at man ved at recitere et bestemt navn et bestemt antal gange på en bestemt måde kan opnå et bestemt resultat, eller at et bestemt navn skal reciteres et bestemt antal gange, og så videre. Intet af dette er udsagn fra Koranen eller hadith. Nogle fromme personer har på grundlag af personlig erfaring udført eller lært bestemte praksisser eller former for tadvīr. Men hvis man anser dem for Allahs eller Allahs Sendebudsﷺ) ord, eller overleverer dem som hadith, vil man lyve i Allahs Sendebudsﷺ) navn. Blandt de opdigtede hadither, der cirkulerer om dette emne, er følgende: 2. »Allahs dhikr er den bedste dhikr.« I forskellige bøger ses følgende sætning nævnt som en hadith: »Allahs dhikr er den bedste dhikr.« Meningen er korrekt. Allahs dhikr må jo være den bedste dhikr. Hvem andens dhikr skulle være bedre end Allahs dhikr? Men udsagnet er ikke en hadith. Det vides ikke at være overleveret med nogen autentisk eller svag overleveringskæde. 3. »Den, der om natten ihukommer Allahs navn, vil have lys, der stråler i hans hjerte, og når han dør, vil det stråle i hans grav« (Mawlawi Shamsul Huda, Ne‘matul Quran, s. 17). 4. Den, der ved fajr-tid siger Allahs navn 100 gange og derefter én gang reciterer de følgende seks navne (Jalla jalaluhu, wa amma nawaluhu, wa jalla sana’uhu, wa taqaddasat asma’uhu, wa a‘zama shanuhu, wa la ilaha ghayruhu), vil blive befriet for synder, som om han netop var blevet født af sin mor. Hans bog over handlinger vil være ren, og han vil med sikkerhed træde ind i Paradiset (Mawlawi Shamsul Huda, Ne‘matul Quran, s. 36). Alt dette er grundløse udsagn, som er blevet tillagt Allahs Sendebudﷺ). 5. Den særlige dhikr med kalimaen »La ilaha illallah« Den største sætning til Allahs dhikr er »La ilaha illallah«. Allahs Sendebudﷺ) sagde: »Den bedste dhikr er La ilaha illallah« (al-Tirmidhi, al-Sunan 5/462; Ibn Majah, al-Sunan 2/1249; al-Hakim, al-Mustadrak 1/676, 681). Han sagde også: »Sig La ilaha illallah meget ofte« (al-Hakim, al-Mustadrak 4/285; al-Haythami, Majma‘ al-Zawa’id 1/52, 2/211, 10/82). Et andet sted sagde han: »De fire sætninger, der er mest elsket hos Allah, er: Subhanallah, alhamdulillah, la ilaha illallah og Allahu akbar. Du kan sige enhver af disse fire sætninger først eller sidst, som du ønsker« (Sahih Muslim 3/1685, nr. 2137). Jeg har i bogen Rahe Belayat gennemgået mange autentiske og hasan-hadither om betydningen, dyderne, antallet og tidspunkterne for disse former for dhikr. Vi så dér, at Allahs Sendebudﷺ) ikke lærte nogen særlig metode til at udføre eller udtale disse former for dhikr. Ingen autentisk eller svag hadith nævner noget sted, at Allahs Sendebudﷺ) lærte nogen at udføre dhikr ved at trække ordene ud, råbe højt, skubbe eller rette opmærksomheden mod en latifa eller på nogen anden særlig måde. Det afgørende er at udføre dhikr med opmærksomhed og korrekt udtale, og enhver vil få belønning efter sin opmærksomhed og følelse. Forskellige lærde, pirer og murshider i senere tider har nævnt særlige metoder for at skabe opmærksomhed og følelse hos muriderne. Dette er deres egne opfindelser og midlertidig åndelig træning eller øvelse for at koncentrere muriden. Men svindlere har også opdigtet udsagn om dette. Et sådant grundløst udsagn og en opdigtet hadith lyder: »En dag sagde Hadhrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, til Huzurﷺ): ’O Allahs Sendebud! Vis mig en enkel og let måde at opnå nærhed til den hellige Allah på.’ Huzurﷺ) sagde: ’Fortsæt med at udføre én dhikr.’ Hadhrat Ali spurgte: ’Hvordan skal jeg gøre det?’ Han sagde: ’Luk øjnene og sig La ilaha illallah tre gange sammen med mig.’ Hadhrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, gav det videre til Hadhrat Hasan al-Basri, og fra Hadhrat Hasan al-Basri er det gennem murshidernes kæde nået frem til os.« En anden version af denne fortælling lyder: »Ali, må Allah være tilfreds med ham, siger: For at få kendskab til den letteste og enkleste vej til at finde Gud ventede Allahs Sendebudﷺ) på åbenbaringen. Derefter kom Jibril, må Allah være tilfreds med ham, og lærte ham kalimaen La ilaha illallah tre gange. Allahs Sendebudﷺ) gentog den på samme måde, som Jibril, må Allah være tilfreds med ham, udtalte den. Derefter lærte han Ali, må Allah være tilfreds med ham, den, og Ali lærte den til de øvrige sahaba.« Denne hadith er blot et grundløst udsagn, der er blevet spredt fra mund til mund. Den er ikke samlet i nogen bog med en autentisk, svag eller mawdu-overleveringskæde. Derfor har Shah Waliullah Dehlawi nævnt, at man kun hører dette udsagn fra tariqaens fromme ledere. Der findes ingen anden grund til det (Shah Waliullah, al-Qawl al-Jamil, s. 38-39). 6. Wazifa efter de fem daglige salat Talrige autentiske hadither nævner forskellige former for dhikr, bønner eller wazifa efter de fem daglige salat, som Allahs Sendebudﷺ) selv udførte eller påbød sahaba og ummaen at udføre. Ud over disse findes der dog nogle wazifaer, som er meget udbredte i vores land, men som er opfundet af mennesker i senere tider og ikke findes i nogen hadith. Følgende wazifa er meget berømt: Efter fajr-bønnen reciteres »Huwal-Hayyul-Qayyum« 100 gange, efter zuhr-bønnen »Huwal-Aliyyul-Azim« 100 gange, efter asr-bønnen »Huwar-Rahmanur-Rahim« 100 gange, efter maghrib-bønnen »Huwal-Ghafurur-Rahim« 100 gange og efter isha-bønnen »Huwal-Latiful-Khabir« 100 gange. Alle disse sætninger er smukke, og der er intet forkert i at recitere dem. Men ingen særlig dyd ved dem er nævnt i hadith. Der findes ingen anvisning i Koranen eller hadith på, at de skal reciteres et bestemt antal gange eller på et bestemt tidspunkt. Vi bør følge de wazifaer, som Allahs Sendebudﷺ) lærte os. 7. »Allahumma antas-salam…« efter de fem daglige salat Det er overleveret i forskellige autentiske hadither, at Allahs Sendebudﷺ) efter salam ved den obligatoriske bøn sagde: »O Allah, Du er salam (fred), og fra Dig kommer freden. O Du, der besidder majestæt og ære, Du er velsignet.« (Sahih Muslim 1/414, nr. 591). 8. Dua Ganji Arsh Denne bøn er en af de falske, opdigtede og grundløse bønner, der er udbredt. Betydningen af de sætninger, der siges i den, er god. Men disse sætninger er ikke overleveret på denne måde i nogen hadith. Deres samlede form er heller ikke overleveret på denne måde i nogen hadith. Alt, hvad der siges om deres dyder og belønning, er falsk. 9. Dua Ahadnama En lignende opdigtet og grundløs bøn er »Dua Ahadnama«. I forskellige udbredte bøger er denne bøn nævnt på forskellige måder. De grundlæggende sætninger i bønnen findes i hadither med flere svage overleveringskæder. I disse hadither opfordres man til at recitere denne bøn morgen og aften. Som dyd nævnes det, at hvis nogen reciterer denne bøn morgen og aften, vil han blive frelst på Opstandelsens dag…… (Ahmad, al-Musnad 1/412; al-Hakim, al-Mustadrak 2/409; al-Tabari, al-Tafsir 11/154). Derudover er alle de udbredte udsagn om praktiseringen af og dyderne ved denne bøn opdigtede. Se et eksempel på disse opdigtede og grundløse udsagn: »I Tirmidhi, Shami og Naf‘aul Khala’iq er der nævnt mange dyder ved Dua Ahadnama. Allahs Sendebudﷺ) sagde: Den, der lever et islamisk liv og reciterer Ahadnama 100 gange i sit liv, vil forlade verden med troen, og jeg vil garantere ham Paradiset. … Hadhrat Jabir, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: Jeg hørte fra Allahs Sendebudﷺ): Allah den Ophøjede har givet menneskekroppen tre tusind sygdomme. Lægerne kender og behandler tusind af dem. Ingen andre end Allah kender de resterende to tusind. Hvis nogen skriver Ahadnama og bærer den på sig, eller reciterer den to gange, vil Allah den Ophøjede beskytte ham mod de to tusind sygdomme……« (Mawlana Muhammad Amjad Husain, Wazifa-e-Salihin, s. 144). Alt dette er grundløse udsagn og svindel i hadithens navn. Disse udsagn er ikke overleveret med en autentisk eller svag overleveringskæde i nogen hadithsamling, for slet ikke at tale om Sunan al-Tirmidhi. 10. Dua Qadah En anden udbredt, opdigtet og grundløs bøn er »Dua Qadah«. Alt, hvad der siges om denne bøns dyder, er opdigtet. 11. Dua Jamila Alt, hvad der siges om Dua Jamila og dens dyder, er opdigtet. 12. Haft Haykal I denne bøn, der kaldes Haft Haykal, er der hovedsageligt nævnt forskellige vers fra den ædle Koran. Denne opdeling, fordeling og anvendelse af versene er opfundet og erfaringsbaseret hos visse fromme personer. Alt, hvad der siges om deres anvendelse og dyder, er forskellige menneskers udsagn og ikke Allahs Sendebudsﷺ) ord eller hadith. 13. Dua Aman En anden udbredt, opdigtet og grundløs bøn er »Dua Aman«. Sætningerne i denne bøn har en god betydning. Men ingen hadith er overleveret i denne form, og alt, hvad der siges om dens dyder, er opdigtet. 14. Dua Hizbul Bahr En udbredt bøn og praksis er »Dua Hizbul Bahr«. Mange af de sætninger, der anvendes i denne bøn, er samlet fra Koranen og hadither. Men bønnen er ikke overleveret i denne form i nogen hadith. Dens betydning, dyder eller nytte er heller ikke nævnt i hadith. Mange fromme personer har praktiseret disse bønner. Nogle har opnået resultater. Nogle vil måske mene, at det ikke er forkert at anse disse bønner for Allahs Sendebudsﷺ) ord eller for hadith. Men hvad er der galt i at praktisere dem som bønner, der er opfundet af fromme personer? Det er korrekt, at en troende kan bede med enhver god sætning. Men han kan ikke erklære nogen selvopfundet belønning eller noget selvopfundet resultat for disse bønner. Desuden er mange korte og smukke bønner nævnt i autentiske hadither. Allahs Sendebudﷺ) har selv sagt, at man ved at følge dem vil opnå et sådant eller endnu bedre resultat. På grund af udbredelsen af disse opdigtede, smukke bønner er disse »profetiske« bønner blevet forladt og sat ud af brug. Selv om disse bønner bærer et præg af fromme personers åndelighed, har de ikke profetskabets lys. Det bedste for os er at følge de bønner, der udspringer af profetskabets lys. Ud over at bede og opnå resultater vil vi derved få den ekstra belønning og velsignelse at genoplive sunnaen og bede med Allahs Sendebudsﷺ) formuleringer. I min bog Rahe Belayat har jeg nævnt mange bønner, munajat, dhikr og wazifa fra autentiske hadither. Den interesserede læser kan læse dem. 2.14.4. Om salawat og salam Den Ophøjede Allah har i den ædle Koran påbudt de troende at sende salat (salawat) og salam over Hans ædle Profetﷺ). I lyset af hadith ved vi, at det er en meget vigtig tilbedelseshandling og en meget stor god gerning at sende salawat og salam over Allahs ædle Sendebudﷺ). Jeg har udførligt gennemgået emnerne om salawatens og salamens dyder i bogen Rahe Belayat på grundlag af autentiske hadither. Blandt disse dyder, som er bevist gennem autentiske hadither, er: (1) Allah sender selv salat (barmhjertighed) og salam over den, der sender salat og salam. Når man én gang sender salat (salawat), giver Allah den, der sender salat, salat (barmhjertighed) ti gange, hæver hans rang ti gange, skriver ti belønninger for ham og tilgiver ti synder. Når man én gang sender salam, sender Allah salam til ham ti gange. (2) Så længe den, der sender salat eller salawat, er optaget af salawat, fortsætter englene med at bede for ham. Når man én gang sender salat (salawat), sender Allah og Hans engle salam (barmhjertighed og bøn) over ham halvfjerds gange. (3) Den salat og salam, som den, der sender salat og salam, sender, bliver bragt til Allahs Sendebudﷺ) sammen med hans identitet. (4) Allahs Sendebudﷺ) vil selv bede for den, der sender salat. (5) At sende salawat er et middel til at opnå Profetensﷺ) forbøn på Opstandelsens dag. (6) Den Ophøjede Allah vil besvare den, der sender salawats bøn og løse alle hans verdslige og hinsidige problemer. På trods af disse mange autentiske dyder ved salawat har nogle følelsesladede mennesker spredt endnu flere opdigtede udsagn om salawatens dyder under hadithens navn. »Allahumma salli ala Muhammad« er salawatens mindste form. Hvis man føjer »salam« til, opfylder man salamens mindste form, for eksempel »Allahumma salli ala Muhammadin wa sallim« eller »Sallallahu ala Muhammadin wa sallama«. I autentiske hadither findes der Salawat Ibrahimiyyah og en eller to korte formuleringer af salawat. Jeg har nævnt de salawat-formuleringer, der er overleveret i hadith, i bøgerne Rahe Belayat og Ihya’us-Sunan. Alle de forskellige faste formuleringer af salawat, der er udbredt i vores samfund, er opdigtede. Nogle udbredte opdigtede eller upålidelige udsagn om salawat og salam 1. Dyderne ved at sende et bestemt antal salawat om fredagen I autentiske hadither gives der anvisning på at sende meget salawat om fredagen. Men ingen autentisk hadith er overleveret om at sende et bestemt antal salawat denne dag. Der findes ingen autentisk hadith, der siger, at hvis man sender salawat 40, 50, 100, 1.000 gange eller et tilsvarende antal denne dag eller nat, vil 40, 50 eller 100 års synder blive tilgivet, eller at man vil opnå en særlig belønning eller dyd. Den troende bør sende så meget salawat og salam som muligt denne dag. Man kan fastsætte en wazifa efter sin bekvemmelighed og evne, for eksempel: »Jeg vil recitere en wazifa 100, 300 eller 500 gange om fredagen eller hver dag.« 2. Salawat al-Mahi eller fiskens salawat Alle begivenhederne, der fortælles i Salawat al-Mahi, »fiskens salawat«, er falske og opdigtede. På samme måde er alt, hvad der fortælles om denne salawats dyder, falsk og opdigtet. I denne opdigtede fortælling siges det, at en mand på Allahs Sendebudsﷺ) tid sad ved flodbredden og reciterede salawat. En syg fisk i floden lærte salawaten ved at lytte til den og begyndte selv at recitere den. Som følge heraf blev fisken rask. Senere blev fisken fanget i en jødes net. Jødens hustru forsøgte at skære fisken ud, men mislykkedes. Til sidst blev fisken kastet i kogende olie. Fisken fortsatte med at recitere salawaten, mens den svømmede rundt i den kogende olie. Jøden blev forbløffet og bragte fisken til Allahs Sendebudsﷺ) forsamling. Ved hans bøn fik fisken talens evne og fortalte alt, hvad der var sket…… Hele fortællingen er en grundløs løgn. 3. Salawat al-Taj, Tunajjina, Futuhat, Shifa og lignende Salawat al-Taj, Salawat al-Tunajjina, Salawat al-Futuhat, Salawat al-Shifa, Salawat al-Khayr, Salawat al-Akbar, Salawat al-Laqi, Salawat al-Hazari, Salawat al-Ruhi, Salawat al-Bir, Salawat al-Nariyya, Salawat al-Shafi‘i, Salawat al-Ghawthiyya, Salawat al-Muhammadi……. Alle disse salawat er opfundet af mennesker i senere tider. Alt, hvad der siges om deres dyder, er opdigtet og falsk. Formuleringerne i disse salawat er for det meste sammensat af gode sætninger. Men der findes ingen særlig anvisning fra Allahs Sendebudﷺ) på at recitere dem i denne form. Sammensætningen af formuleringerne i disse salawat er skabt af senere mennesker. I de fleste tilfælde kan man ved at recitere dem håbe på den almindelige belønning for at sende salawat. Men udsagnene om deres særlige dyder er opdigtede. For eksempel er »Allahumma salli ala Muhammadin nabiyyil-ummiyyi« en salawat, der er i overensstemmelse med hadith. Og der er heller ikke noget forkert ved formuleringen »Allahumma salli ala Muhammadin bi adadi kulli da’in wa bi adadi kulli illatin wa shifa«. Ved at sende salawat med denne sætning kan man håbe på den almindelige belønning for at sende salawat. Men ingen særlig dyd ved disse formuleringer er bevist fra Allahs Sendebudﷺ). Det samme gælder alle opdigtede salawat. Nogle opdigtede salawat indeholder anstødelige formuleringer.
2.15. Om godt og ondt, fremgang og tilbagegang
I forskellige udbredte islamiske bøger og blandt almindelige muslimer i vores samfund findes der en tro på, at en bestemt dag, ugedag, månefase, tid eller måned er ulykkebringende eller bringer uheld og lignende. På samme måde mener man, at forskellige handlinger har ulykkelige følger, og at mennesker bliver fattige eller lider skade på grund af disse handlinger. Denne tro eller forestilling er ikke blot en overtro, der strider mod islam; det siges desuden i hadith-litteraturen, at troen på den slags ødelægger iman. Allahs Sendebud (ﷺ) hadede i høj grad troen på ulykke, uheld og ondskab samt forudgående håbløshed og pessimisme i enhver sag. Derimod kunne han lide gode tanker, en opfattelse af velvilje og et godt håb i alle handlinger og under alle omstændigheder. (Al-Bukhari, as-Sahih 5/2171; Muslim, as-Sahih 4/1745). Gode tanker og godt håb betyder fortsat at håbe på Allahs barmhjertighed. At tænke på ulykke og ondskab betyder derimod at fortvivle over Allahs barmhjertighed. Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: »At tro på ulykke eller uheld eller forsøge at fastslå det er shirk; at tro på ulykke eller uheld eller forsøge at fastslå det er shirk; at tro på ulykke eller uheld eller forsøge at fastslå det er shirk« (At-Tirmidhi, as-Sunan 4/160; Ibn Hibban, as-Sahih 13/491; al-Hakim, al-Mustadrak 1/64; Abu Dawud, as-Sunan 4/17; Ibn Majah, as-Sunan 2/1170. At-Tirmidhi, Ibn Hibban, al-Hakim og andre har erklæret hadithen sahih). Der er overleveret mange andre hadither om dette. Det, Allah har forbudt, er årsag til ulykke. Allah har jo kun forbudt det for mennesket, fordi det er årsag til ulykke og skade for det. Når mennesker involverer sig i disse handlinger, berøves de Allahs barmhjertighed og velsignelse. Allahs forbudte haram er af to slags: (1) haram, der vedrører haqq Allah eller Allahs rettigheder, og (2) haqq al-ibad eller haram, der vedrører skabningernes rettigheder. Det fremgår af forskellige hadither, at mennesket for den anden slags haram ud over straffen i akhira også vil blive straffet i denne verden gennem verdslig skade. At begå uret, at tage andres ejendom mod deres vilje gennem afpresning, medgift eller andre umoralske metoder, at give for lidt i vægt, mål eller måling, at krænke forældres, ægtefælles, naboers, fattiges, forældreløses, slægtninges eller andre menneskers rettigheder, at berøve nogen det, der tilkommer dem, at skade nogen af Allahs skabninger eller mennesker eller generelt at krænke haqq al-ibad er årsager til verdslig tilbagegang. Men at tro, at der blandt Allahs skabninger, i en ugedag, dato, månefase, retning eller lignende eller i en tilladt handling findes en skadelig indflydelse, er en alvorlig uret og strider mod iman. Mange sådanne udsagn er udbredt i vores samfund. De kaldes ikke altid hadither. Men læseren tror almindeligvis, at de nødvendigvis er ord fra Allah og Hans Sendebud (ﷺ). Hvordan skulle vi ellers vide, at dette medfører ondskab, og at hint medfører ondskab? At tro på dem strider mod iman. Og at anse dem for Allahs eller Hans Sendebuds (ﷺ) ord er endnu en yderligere alvorlig uret. 2.15.1. Om tid og sted 1. Lørdag, tirsdag, nymåne, fuldmåne osv. At tro, at lørdag, tirsdag, nymåne, fuldmåne, en bestemt månefase, et sted eller et tidspunkt er ulykkebringende, bringer uheld eller er ondt, er en afskyelig løgn eller en yderst islamstridig tro. »Man må ikke skære bambus på den og den dag«, »man må ikke klippe håret«, »man må ikke udføre den og den handling på den og den dag« osv. er alt sammen grundløs og falsk overtro. Hvis man tror på dette, begår man shirk. 2. Måneformørkelse, solformørkelse, regnbue, komet osv. Alt, hvad der siges om, at naturlige fænomener som måneformørkelse, solformørkelse, regnbue, komet osv. efterlader en særlig god eller dårlig virkning, er opdigtet og falskt. Udsagn som »der sker det og det, når månen formørkes« eller »hvis man ser en regnbue på det og det tidspunkt, sker der det og det« er opdigtede. (Ibn Iraq, Tanzih 1/178, 179, 191; ash-Shawkani, al-Fawa’id 2/568). 3. Onsdag eller månedens sidste onsdag Der er udbredt nogle opdigtede hadither, som betegner onsdag eller månedens sidste onsdag som ulykkebringende, ond eller bringende uheld, eller som fordømmer onsdag. De er alle falske. Alle de dage, måneder og månefaser, som Allah har skabt, er gode. Nogle dage eller tidspunkter er dog bedre, såsom fredag, mandag og torsdag, som er mere velsignede. Men der findes ikke noget, der hedder ulykke, ondskab eller uheld. (Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at 1/374-376; as-Suyuti, al-La’ali 1/481-486; as-Sakhawi, al-Maqasid s. 364; Mulla Ali al-Qari, al-Asrar, s. 199-200). 2.15.2. Om ulykkebringende handlinger eller årsager til tilbagegang Det er nævnt i forskellige udbredte bøger, at følgende handlinger bringer ulykke, dårlige resultater eller fattigdom: 1. At fremsige salawat, mens man går, og uden wudu. 2. At læse Koranen eller et koranvers uden wudu. Disse to udsagn er på den ene side opdigtede og islamstridige, og på den anden side afholder man gennem dem den troende fra en yderst vigtig tilbedelseshandling. Hvis man er forpligtet til ghusl, må man ikke læse Koranen. Men det er tilladt at recitere Koranen uden wudu. Allahs Sendebud (ﷺ) og sahaba reciterede Koranen uden wudu, udenad. Det er godt at fremsige dhikr, dua, salawat, salam osv. i en tilstand af wudu, men wudu og ghusl er ikke obligatoriske. Tværtimod er Allahs Sendebuds (ﷺ) og sahabas sunnah at holde mund og hjerte optaget af Allahs dhikr, salawat og dua under alle omstændigheder – mens man går, bevæger sig, sidder eller ligger ned, med eller uden wudu. 3. At tage en turban på, mens man sidder. 4. At tage pyjamas på, mens man står. 5. At tørre ansigtet med ærmet eller kanten af sit tøj. 6. At spise og drikke af en revnet tallerken eller et revnet glas. 7. At spise, mens man går på vejen. 8. At gå på toilettet med ubeklædt hoved. 9. At spise med ubeklædt hoved. 10. At sy tøj, mens man har det på. 11. At slukke en lampe ved at puste på den. 12. At bruge en ødelagt kam. 13. At bruge en ødelagt pen. 14. At klippe neglene med tænderne. 15. At feje huset om natten. 16. At feje huset med tøj. 17. At se sit ansigt i spejlet om natten. 18. At rense tænderne med en tandstik, mens man går. 19. At rense tænderne med et stykke tøj. Der findes mange andre lignende udsagn. De er alle opdigtede. Det er en alvorlig uret at tro, at en tilladt handling kan medføre nogen form for skade eller dårlig indflydelse. Og det er den alvorligste uret at anse disse udsagn for hadither. 2.15.3. Om gode handlinger eller årsager til fremgang Alle de handlinger, som Den Ophøjede Allah har påbudt mennesket, bringer det verdslig og hinsidig gavn, velvilje og fremgang. Alle former for fard, wajib, sunnah og nafl-mustahabb-handlinger bringer mennesket verdslige velsignelser ud over belønningen i akhira. Allah har sagt:وَلَوْ أَنَّ أَهْلَ الْقُرَىٰ آمَنُوا وَاتَّقَوْا لَفَتَحْنَا عَلَيْهِم بَرَكَاتٍ مِّنَ السَّمَاءِ وَالْأَرْضِ — »Hvis folkene i byerne havde troet og udvist taqwa (havde afholdt sig fra Allahs forbudte handlinger og udført de påbudte handlinger), ville Jeg have åbnet himlenes og jordens velsignelser og goder for dem.« (Sura 7, al-A’raf: vers 96). På denne måde ser vi, at alle handlinger præget af iman og taqwa bringer velsignelse. Allah glæder sig dog mest over handlinger, der tjener skabningerne og menneskers velbefindende, og det er nævnt i forskellige hadither, at Han for sådanne handlinger giver mennesket en særlig velsignelse i denne verden ud over belønningen i akhira. I denne forbindelse fremsættes også mange opdigtede udsagn. For eksempel siges det, at mennesket kan blive rigt og lykkeligt ved at udføre følgende handlinger: 1. At bære en ring af akiq-sten. 2. At klippe neglene om torsdagen. 3. Altid at bruge sko eller træsko. 4. At have eddike i hjemmet. 5. At gå med gule sko. 6. Den, der bærer en ring af zamurrud- eller akiq-sten, vil aldrig blive fattig og vil altid være munter. På samme måde er alle udsagn som »den og den handling gør mennesket sundt og stærkt«, »forbedrer hukommelsen«, »den og den handling ødelægger helbredet eller hukommelsen«, »forbedrer synet«, »svækker synet«, »medfører alderdom«, »gør kroppen tykkere«, »svækker kroppen« osv. opdigtede.
2.16. Om beklædning og personlig udsmykning
I bogen ‘Profeten Muhammads (ﷺ) klædedragt og reglerne for klædedragt i islam’ har jeg udførligt behandlet autentiske, svage og opdigtede hadither om klædedragt. Her nævner jeg nogle opdigtede eller falske hadither om dette emne. 2.16.1. Om skjorter og bukser 1. Profeten (ﷺ) havde kun én skjorte: Det er overleveret fra Abu Darda (må Allah være tilfreds med ham): »Profeten (ﷺ) havde kun én kamis. Han havde ikke flere kamiser.« (Tabarani, al-Muʿjam al-Awsat 6/31; Haythami, Majmaʿ al-Zawa’id 5/121). Imam Bukhari og andre hadith-lærde har nævnt, at den eneste overlever, Saʿid ibn Maysara, plejede at opdigte falske hadither. (Dhahabi, Mizan al-Iʿtidal 3/233). Ud fra forskellige hadither synes det, at Profeten (ﷺ) bar forskellige slags skjorter. Nogle gik ned til anklerne. Nogle var lidt kortere og gik til under knæene. Nogle havde ærmer, der nåede til fingerspidserne. Andre havde lidt kortere ærmer, der nåede til håndleddene. 2. Skjorten havde ingen knapper eller knapper af stof Ud fra forskellige hadither ved vi, at Profetens (ﷺ) skjorte havde knapper, men at han normalt ikke knappede den. I flere hadither siges det, at »hans skjortes knapper« var åbne. Det tyder på, at Profetens (ﷺ) skjorte havde tre eller flere knapper. Normalt knappede han ingen af disse knapper. Nogle har sagt, at hans skjorte ikke havde knapper, eller at der i stedet var knapper af stof. Vi kender ingen autentisk hadith om dette. Imam Ghazali (d. 505 e.H.) skrev: »Hans kamis og skjortens knapper var knappet. Nogle gange lod han knapperne stå åbne under og uden for bønnen.« (Ghazali, Ihya ʿUlum al-Din 2/405). 3. At tage bukser på stående eller siddende I nogle bøger nævnes det som sunna eller god skik at tage bukser på siddende. Jeg har ikke set nogen autentisk eller svag hadith om dette. Det synes blot at være en mening blandt senere lærde. 2.16.2. Om hovedbeklædning 4. Turban over kalotten som muslimens kendetegn Imam Abu Dawud og Tirmidhi har begge samlet en hadith med deres lærer Qutayba ibn Saʿid som kilde. De siger begge: Qutayba fortalte os, at Muhammad ibn Rabiʿa havde fået hadithen fra en mand ved navn Abu al-Hasan al-ʿAsqalani, som havde fået den fra en mand ved navn Jaʿfar ibn Muhammad ibn Rukana, som havde fået den fra sin far, at Profeten (ﷺ) brydede med Rukana og besejrede ham. Rukana sagde desuden: Jeg hørte Profeten (ﷺ) sige: »Forskellen mellem os og afgudsdyrkerne er en turban over kalotten.« (Tirmidhi, al-Sunan 4/247; Abu Dawud, al-Sunan 4/55). Imam Tirmidhi nævner hadithen og forklarer, at dens isnad på ingen måde er pålidelig. Han siger, at den eneste overlever i hadithen er Abu al-Hasan al-ʿAsqalani. Ingen kender denne mands identitet. Desuden hævdede han, at han havde hørt hadithen fra Rukanas søn. Man ved ikke, om Rukana havde en søn, hvem han i så fald var, eller hvilken slags person han var. Derfor er hadithens isnad på ingen måde acceptabel. Imam Tirmidhis lærer, imam al-muhaddithin Imam Bukhari, beskrev også denne hadiths svaghed i sit værk al-Tarikh al-Kabir. Han siger, at hadithens isnad består af ukendte og uidentificerede personer. Man ved heller ikke, om nogen af dem havde hørt hadithen fra de andre. (Bukhari, al-Tarikh al-Kabir 1/82). Imam Dhahabi, ʿAjluni og andre regnede den for opdigtet eller falsk. (Hakim, al-Mustadrak 3/511; Bayhaqi, Shuʿab al-Iman 5/175; Dhahabi, Mizan al-Iʿtidal 6/145; ʿAjluni, Kashf al-Khafa 2/95). Desuden har ʿAbd al-Ra’uf Munawi, Mulla ʿAli Qari, ʿAbd al-Rahman Mubarakpuri, Shams al-Haqq ʿAzimabadi og andre hadith-lærde forklaret, at hadithens betydning strider mod virkeligheden. Hadithen kan have to betydninger: 1. Afgudsdyrkerne bærer kun kalot, mens vi bærer kalot med turban. 2. Afgudsdyrkerne bærer kun turban, mens vi bærer turban over kalotten. Begge betydninger strider mod Profetens (ﷺ) og hans ledsageres praksis. For i forskellige hadither ser vi, at de nogle gange kun bar kalot og andre gange kun turban. Imam Ghazali (d. 505 e.H.) siger: »Profeten (ﷺ) bar nogle gange en kalot under turbannen. Nogle gange bar han kun kalot uden turban. Han bar også kun kalot uden turban. Og han bar kun turban uden kalot.« (Ibn al-Qayyim, Zad al-Maʿad 1/130). 5. Profetens (ﷺ) femdelte kalot Det er overleveret fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham): »Jeg så på Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, en høj kalot opdelt i fem dele på hovedet.« Allama Abu Nuʿaym al-Isfahani samlede hadithen i sit værk Musnad al-Imam Abi Hanifa. Han sagde: ʿAbdullah ibn Muhammad ibn Jaʿfar og Abu Ahmad al-Jurjani fortalte mig, Ahmad ibn ʿAbdullah ibn Yusuf fortalte os, Abu Usama fortalte os, Dahhak ibn Hajar fortalte os, Abu Qatada al-Harrani fortalte os, at Abu Hanifa fortalte os, og ʿAta’ overleverede den fra Abu Hurayra, som sagde denne hadith. (Abu Nuʿaym al-Isfahani, Musnad al-Imam Abi Hanifa, s. 137). Denne hadith er falsk. Kun Qatada al-Harrani (d. 207 e.H.) overleverede den fra Imam Abu Hanifa. Ingen anden end denne al-Harrani brugte disse ord. Ingen af Imam Abu Hanifas utallige elever overleverede hadithen med disse ord. Tværtimod overleverede de de modsatte ord. Ifølge de øvrige elevers overleveringer sagde Imam Abu Hanifa, at ʿAta’ havde overleveret fra Abu Hurayra, at Profeten (ﷺ) havde en hvid syrisk kalot. (Mulla ʿAli Qari, Sharh Musnad Abi Hanifa, s. 142). Vi har altså set, at hadithen ifølge de øvrige overleveringer handler om en »syrisk kalot«, mens den i Abu Qatada al-Harranis overlevering handler om en »femdelt kalot«. Heraf forstår vi, at Abu Hanifa sagde »syrisk kalot«, sådan som alle hans elever overleverede det, mens Abu Qatada enten med vilje eller utilsigtet tog fejl. Eller også læste han ordet i en forvansket form. Frem for alt var denne Abu Qatada en forkastet overlever. Imam Bukhari sagde, at Abu Qatada al-Harrani var »munkar al-hadith«. Når Imam Bukhari kalder nogen »munkar al-hadith« eller »en anstødelig overlever«, betyder det, at han havde konstateret, at personen fortalte falske hadither. Men i stedet for direkte at kalde nogen løgner brugte han udtryk som »munkar al-hadith« eller lignende. Desuden blev hadithen fra Abu Qatada al-Harrani kun overleveret af Dahhak ibn Hujr. Denne Dahhak ibn Hujr havde kunyaen Abu ʿAbdullah al-Manbiji. Han var også en meget svag overlever. Imam Daraqutni og andre hadith-lærde har nævnt, at han opdigtede falske hadither. (Imam Bukhari, al-Tarikh al-Kabir 5/219; Dhahabi, Mizan al-Iʿtidal 4/319; Ibn Hajar al-ʿAsqalani, Lisan al-Mizan 7/72). Derfor siger Allama Abu Nuʿaym al-Isfahani, efter at have nævnt hadithen: »Denne hadith blev kun overleveret af Dahhak fra Abu Qatada. Ingen anden overleverede den fra Abu Hanifa eller fra Abu Qatada.« (Abu Nuʿaym, Musnad al-Imam Abi Hanifa, s. 137). 2.16.3. Om turbannen 6. Turbanens længde Hvor mange alen lang skal en turban være, eller hvad er sunna med hensyn til turbanens længde? Der cirkulerer mange udsagn om dette. De er alle grundløse eller blot gæt. Ingen hadith angiver, hvor lang Profetens (ﷺ) turban var. (ʿAzimabadi, ʿAwn al-Maʿbud 11/89). 7. At tage turban på stående I nogle bøger nævnes det som sunna eller god skik at tage turban på stående. Jeg har ikke set nogen autentisk eller svag hadith om dette. Også dette synes blot at være en mening blandt senere lærde. (Munawi, Fayz al-Qadir 4/362). 8. Turbanens farve: hvid og grøn turban Profeten (ﷺ) bar for det meste sort turban. Af haditherne kan vi se, at han brugte sort turban overalt: i Medina, på rejser og i krig. Nogle lærde fra det 8. og 9. hijri-århundrede har nævnt, at Profeten (ﷺ) brugte sort turban, når han opholdt sig i Medina. De fremlagde ingen beviser eller hadither til støtte for påstanden. Derfor kaldte den berømte hadith-lærde fra det 9. hijri-århundrede, Imam Sakhawi (d. 902 e.H.), dette udsagn grundløst. (Muhammad ibn Yusuf al-Shami, al-Sira al-Shamiyya 7/276). Vi ved, at turbanen er et spørgsmål om klædedragt og verdslige forhold. Derfor kan vi ikke erklære nogen farve for forbudt uden en klar vejledning i hadith. Men hvis man vil sige, at en farve er sunna, kræves der bevis. I forskellige hadither opmuntres der generelt til at bære grønt tøj. Men vi kender ingen hadith, der viser, at Profeten (ﷺ) nogensinde brugte grøn turban. Heller ikke om englenes turbanner har vi set nogen autentisk eller svag hadith, der siger, at de nogensinde bar grønne turbanner. På samme måde kender vi ingen beretning om, at han nogensinde bar hvid turban. I nogle isra’iliyyat-beretninger uden isnad siges det, at tabiʿien Kaʿb al-Ahbar sagde: »Når Jesus, fred være med ham, stiger ned til jorden, vil han have en grøn turban på hovedet.« (Munawi, Fayz al-Qadir 2/538). 9. Turbanens fortjeneste Af forskellige hadither fremgår det, at Profeten (ﷺ) og ledsagerne brugte turban. Men der findes ingen autentisk hadith, som opmuntrer til at bruge turban. Alt, hvad der er overleveret og udbredt om dette emne, er grundløst, opdigtet eller yderst svagt. Haditherne om dette emne kan opdeles i to grupper: For det første hadither, der opmuntrer til at bære turban som almindelig klædedragt. For det andet hadither, der opmuntrer til at bede iført turban. Alle hadither, der er overleveret i begge betydninger, er yderst svage eller på niveau med opdigtede hadither. Især alle hadither, der er overleveret i den anden betydning, er uden tvivl falske og opdigtede. Det skal bemærkes, at jeg i bogen ‘Profetens (ﷺ) klædedragt’ har gennemgået disse hadithers isnader udførligt. Jeg har også redegjort for identiteten af løgnerne og forfalskerne i hver isnad. Her nævner jeg kort haditherne. Interesserede læsere kan finde resten af gennemgangen i bogen om klædedragt. For det første: Turbanen for skønhed og værdighed Blandt de falske eller yderst svage hadither, der overleveres som opmuntring til at bære turban som symbol på skønhed og værdighed, er følgende: 9.1. Turbanen øger tålmodigheden, og turbanen er arabernes krone I en opdigtet hadith siges det: »Bær turban, for den vil øge jeres tålmodighed. Turbanen er arabernes krone eller kongelige diadem.« (Hakim, al-Mustadrak 4/214; Bayhaqi, Shuʿab al-Iman 5/175; Sakhawi, al-Maqasid 297). 9.2. Turbanen er arabernes krone, og nederlaget kommer, når turbanen tages af I en anden opdigtet hadith siges det: »Turbanen er den arabiske nations krone. Når de kaster turbannen bort, vil deres værdighed også forsvinde, eller Allah vil tilintetgøre deres værdighed.« (Samme kilde). 9.3. Turbanen er muslimens krone: Gå til moskeen med turban og barhovedet I endnu en opdigtet hadith siges det: »I skal komme til moskeen helt barhovedede og komme med turban, pandebånd eller tørklæde på hovedet« (det vil sige: hvis mulighed og bekvemmelighed foreligger, skal man komme til moskeen med turban i stedet for barhovedet), »for turbanen er muslimens krone.« (Ibn ʿAdi, al-Kamil 6/417-419; Albani, Daʿif al-Jamiʿ, s. 6; Daʿifa 3/459). 9.4. Turbanen er den troendes værdighed og arabernes ære I endnu en yderst svag og falsk hadith siges det: »Turbanen er den troendes værdighed og arabernes ære. Når araberne opgiver turbannen, vil deres værdighed gå tabt.« (ʿAjluni, Kashf al-Khafa 2/94; Albani, Maqalat, s. 134). 9.5. Turbanen er arabernes krone, og at sidde med ben og ryg svøbt er deres mur Endnu en opdigtet hadith lyder: »Turbanen er arabernes krone, og at sidde med benene og ryggen svøbt i ét stykke stof er deres mur.« (Bayhaqi, Shuʿab al-Iman 5/176; Sakhawi, al-Maqasid, s. 297). 9.6. Lys på dommedag for hver fold i turbannen Endnu en opdigtet hadith lyder: »Forskellen mellem afgudsdyrkerne og os er turbanen over kalotten. På dommedagen vil der blive skænket lys for hver omgang eller fold af turbannen på hovedet.« (Munawi, Fayz al-Qadir 4/392; Albani, Maqalat, s. 131). 9.7. Bær turban og adskil jer fra de tidligere folk Endnu en svag eller opdigtet hadith lyder: »Bær turban, så I adskiller jer fra folkene før jer.« (Bayhaqi, Shuʿab al-Iman 5/176). 9.8. Ære gennem turban og flag Endnu en svag eller opdigtet hadith lyder: »Allah den Ophøjede har æret dette umma gennem turban og flag eller banner.« (Saʿid ibn Mansur, al-Sunan 2/246). 9.9. Turbanen er englenes klædedragt Endnu en opdigtet hadith lyder: »Bær turban, for turbanen er englenes kendetegn eller klædedragt. Og lad turbanens ende hænge ned bagfra.« (Bayhaqi, Shuʿab al-Iman 5/176; Dhahabi, Mizan al-Iʿtidal 1/315, 6/294, 7/204; ʿAjluni, Kashf al-Khafa 2/94). 9.10. Turbanen er en barriere mellem vantro og tro En opdigtet hadith, der er blevet overleveret i Alis navn (må Allah være tilfreds med ham), lyder: »På dagen ved Ghadir Khumm gav Profeten (ﷺ) mig turban på og lod dens ende hænge ned bagtil. Derefter sagde han: På dagene ved Badr og Hunayn hjalp Allah mig med engle, der bar turban på denne måde. Han sagde også: Turbanen er en barriere mellem vantro og tro.« (Bayhaqi, al-Sunan al-Kubra 10/14; Dhahabi, Mizan al-Iʿtidal 1/426, 4/67; al-Mughni 1/91, 1/333, 2/784). Hadith-lærde er enige om, at de fleste af disse hadither er løgneres opdigtede udsagn. Der er en mindre uenighed om en eller to af haditherne. Nogle har beskrevet dem som falske hadither. Andre har uden direkte at kalde dem falske betegnet dem som yderst svage. (Sakhawi, al-Maqasid, s. 297-298; ʿAjluni, Kashf al-Khafa 2/94). For det andet: Fortjenesten ved bøn med turban Der findes ingen beretning om, at Profeten (ﷺ) eller hans ledsagere nogensinde bar turban udelukkende for at bede. Spørgsmålet er nu, om der er en ekstra belønning for at bede med turban. Der er overleveret flere hadither om dette, og hadith-lærde er enige om, at de alle er opdigtede. Det er bevist, at kendte løgnagtige overleverere har opdigtet dem. Her nævner jeg kort haditherne. Se bogen om klædedragt for en udførlig gennemgang. 9.11. Fortjenesten ved at bære hvid turban fredag Et falsk udsagn, der overleveres fra Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham), lyder: »Allah har nogle engle, som på fredagen er udstationeret ved den store moskés dør. De beder Allah om tilgivelse for dem, der bærer hvid turban.« (Khatib al-Baghdadi, Tarikh Baghdad 14/206; Ibn Hajar al-ʿAsqalani, Lisan al-Mizan 6/261). 9.12. Fortjenesten ved at bære turban fredag Et falsk udsagn, der er overleveret i Abu Dardas navn (må Allah være tilfreds med ham), lyder: »Allah og Hans engle sender velsignelser over dem, der bærer turban om fredagen.« (Dhahabi, Mizan al-Iʿtidal 1/463; Ibn Hajar, Lisan al-Mizan 1/488; ʿAjluni, Kashf al-Khafa 2/95). 9.13. To rakʿat med turban over for halvfjerds rakʿat uden turban En falsk hadith, der overleveres i Jabirs navn (må Allah være tilfreds med ham), lyder: »To rakʿat bøn med turban er bedre end halvfjerds rakʿat uden turban eller med ubeklædt hoved.« (Sakhawi, al-Maqasid, s. 298; ʿAjluni, Kashf al-Khafa 2/33, 95). 9.14. Bøn med turban er femogtyve gange og fredagsbøn med turban halvfjerds gange Et falsk udsagn, der overleveres fra Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), lyder: »Én bøn med turban svarer til femogtyve bønner, og én fredagsbøn med turban svarer til halvfjerds fredagsbønner.« (Sakhawi, al-Maqasid, s. 298; Mulla Qari, al-Asrar, s. 147; ʿAjluni, Kashf al-Khafa 2/33, 95). 9.15. Ti tusind belønninger for bøn med turban Løgnerne har overleveret følgende fra Anas ibn Malik: »Bøn med turban giver ti tusind belønninger.« (Sakhawi, al-Maqasid, s. 298; Mulla Qari, al-Asrar, s. 147; ʿAjluni, Kashf al-Khafa 2/33, 95). Således er hadith-lærde enige om, at alt, hvad der er overleveret om »fortjenesten ved at bede med turban«, er falske og opdigtede udsagn. 2.16.4. Pynt og renlighed 10. Hvornår man tager nyt tøj på Der findes ingen pålidelig overlevering om, at Profeten (ﷺ) foretrak et bestemt tidspunkt til at tage nyt tøj på. Følgende hadith er overleveret om emnet, men hadith-lærde har regnet den for falsk: »Når Profeten (ﷺ) tog nyt tøj på, gjorde han det om fredagen.« (Khatib al-Baghdadi, Tarikh Baghdad 4/136; Ibn Hajar, Tahdhib 9/228; Albani, Daʿif al-Jamiʿ, s. 629). 11. At trimme skægget Imam Tirmidhi siger i sit Sunan-værk: Hannad fortalte os, ʿUmar ibn Harun fortalte os, fra Usama ibn Zayd, fra ʿAmr ibn Shuʿayb, fra hans far, fra hans bedstefar: »Profeten (ﷺ) plejede at trimme sit skæg i længden og bredden.« Efter at have citeret hadithen siger Imam Tirmidhi: »Denne hadith er gharīb (svag). Jeg hørte Muhammad ibn Ismaʿil (Imam Bukhari) sige, at ʿUmar ibn Harun er en nogenlunde acceptabel overlever. Alle de hadither, jeg har hørt fra ham, har et eller andet grundlag. Men denne hadith har intet grundlag overhovedet. Og denne hadith kendes ikke gennem nogen anden end ʿUmar ibn Harun.« (Tirmidhi, al-Sunan 5/94). Af Imam Tirmidhis gennemgang kan vi lære tre ting. (1) Denne hadith er ikke overleveret gennem nogen anden kilde end ʿUmar ibn Harun. Han er den eneste, der hævder, at Usama ibn Zayd al-Laythi fortalte ham denne hadith. (2) Ifølge Imam Bukhari er ʿUmar ibn Harun ikke fuldstændig forkastet som overlever. (3) Selv om der findes grundlag for ʿUmar ibn Haruns øvrige hadither, er denne hadith helt grundløs. Mange andre hadith-lærde var uenige med Imam Bukhari i det andet punkt. En kort gennemgang af sagen vil give os et klart indblik i hadith-lærdes undersøgelsesmetoder og uenigheden om dette emne. ʿUmar ibn Harun ibn Yazid al-Balkhi (d. 194 e.H.) var en ret berømt hadith-lærd i det andet hijri-århundrede. Han var også kendt for at spille en stærk rolle til fordel for hadith-lærdes og ahl al-sunnas troslære og imod murji’a. Derfor kunne mange hadith-lærde lide ham. Men de bemærkede, at han overleverede mange hadither fra nogle af sine lærere, som ingen af disse læreres andre elever overleverede. Det blev afsløret gennem hadith-lærdes sammenlignende undersøgelser. Hadith-lærde var uenige om årsagen til dette. På grund af hans berømmelse og hans modstand mod innovationer havde mange hadith-lærde en god opfattelse af ham. For at forklare hans enestående overleveringer sagde de, at han muligvis begik utilsigtede fejl i nogle hadither, fordi han havde lært så mange udenad. Ifølge dem løj han ikke med vilje. Blandt disse var Imam Bukhari og nogle andre hadith-lærde. På den anden side regnede mange andre hadith-lærde ham for en forsætlig løgner. Deres undersøgelser afslørede hans løgne. En af dem var den samtidige berømte hadith-lærde ʿAbdullah ibn al-Mubarak (d. 181 e.H.). Han sagde: Jeg rejste til Mekka for at lære hadith af Imam Jaʿfar al-Sadiq (d. 148 e.H.), men han døde, før jeg nåede frem. Derfor kunne jeg ikke lære noget af ham. ʿUmar ibn Harun kom til Mekka efter mig. Alligevel hævder han, at han lærte mange hadither af Imam Jaʿfar al-Sadiq. Det beviser, at han er en løgner. ʿAbd al-Rahman ibn Mahdi (d. 194 e.H.) sagde: ʿUmar ibn Harun kom til os og overleverede mange hadither fra Jaʿfar ibn Muhammad (Imam Jaʿfar al-Sadiq). Så beregnede vi tidspunktet for ʿUmar ibn Haruns fødsel og tidspunktet for hans rejse til Mekka for at lære hadith. Vi fandt, at Jaʿfar døde, før ʿUmar rejste til Mekka. (ʿUmar blev født omkring år 125-130 efter hijra. Jaʿfar al-Sadiq døde i år 148 efter hijra. På det tidspunkt rejste ʿUmar ikke ud for at lære hadith.) Imam Ahmad ibn Hanbal sagde, at ʿUmar ibn Harun en gang overleverede nogle hadither. Senere overleverede han de samme hadither med andre læreres navne og andre isnader. Derfor forkastede vi hans hadither. Gennem sådanne undersøgelser blev det klart for dem, at ʿUmar ibn Harun med vilje løj, når han overleverede hadither. Blandt de andre hadith-lærde, der kaldte ʿUmar ibn Harun løgner eller forkastet, var Yahya ibn Saʿid al-Qattan, Yahya ibn Maʿin, Nasa’i, Salih Jazara, Abu Nuʿaym, Ibn Hibban og Ibn Hajar. (Ibn Hajar, Tahdhib 7/441-443; Taqrib, s. 417). Derfor regnede nogle hadith-lærde hadithen for falsk. (Albani, Daʿif al-Jamiʿ, s. 653; Daʿifa 1/456-457). Det skal bemærkes, at det med en acceptabel isnad er overleveret fra ledsagere som ʿAbdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) og Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at de efter hajj eller umra, når de barberede hovedet, greb skægget med hånden og klippede det, der stak ud over hånden. (Bukhari, al-Sahih 5/2209; Bayhaqi, al-Sunan al-Kubra 5/104; Ibn Hajar, Fath al-Bari 10/350). Derfor har nogle jurister sagt, at det er tilladt at klippe skægget ned til én håndfuld. Andre jurister har sagt, at skægget ikke må trimmes, uanset hvor langt det er, bortset fra at et uordnet skæg må trimmes. 12. Ringe og ædelstenes egenskaber Blandt de talrige falske og opdigtede hadither, der er udbredt i samfundet, er hadither, der beskriver forskellige stenarters egenskaber. Blandt de sataniske midler, der ødelægger muslimens tro, er astrologi og de falske astrologer, som findes overalt i samfundet. I forskellige autentiske hadither er det overleveret, at en muslim bliver kafir og mister sin tro, hvis han opsøger en astrolog eller spåmand eller tror på hans udsagn. Det er ikke muligt at behandle dette emne her. En af astrologernes mange former for bedrag er at anbefale bestemte sten. De råder forskellige mennesker til at bære ringe med forskellige slags sten. Nogle nævner også hadither om dette. Troen på, at sten indeholder kræfter til gavn eller skade, er i strid med troen. Denne tro er trængt ind i det muslimske samfund fra forskellige ikke-muslimske samfund. Hadith-lærde er enige om, at alle hadither om stenarters egenskaber er opdigtede. Ingen hadith om forskellige sten, såsom zabarjad, yaqut, zamurrud, ʿaqiq og lignende, er pålidelig. (Mulla Qari, al-Asrar, s. 93-94; al-Masnuʿ, s. 51). 13. Halvfjerds gange større belønning ved bøn med ring En opdigtet hadith om ringens fortjeneste lyder: »Hvis man beder med en ring, får man halvfjerds gange større belønning end ved at bede uden ring.« Hadith-lærde er enige om, at hadithen er et grundløst og opdigtet udsagn. Det er bevist i autentiske hadither, at Profeten (ﷺ) bar ring. Men der findes ingen autentisk hadith, der opmuntrer til at bære ring. (Sakhawi, al-Maqasid, s. 271; Mulla Qari, al-Asrar, s. 146; Masnuʿ, s. 87; Zarquni, Mukhtasar al-Maqasid, s. 125). 14. Regler for at klippe negle At klippe neglene regelmæssigt er en islamisk forskrift og sunna. Profeten (ﷺ) lærte ikke nogen bestemt dag til at klippe negle. I forskellige bøger beskrives forskellige regler for negleklipning, at klippe neglene i omvendt rækkefølge, begynde med en bestemt negl og slutte med en anden, samt fortjenester eller konsekvenser ved at klippe eller ikke klippe neglene på bestemte dage. Alt dette er regler, der er indført i senere tider. Hadith-lærde er enige om, at alt, hvad der er udbredt om dette, er ugyldigt, opdigtet og falsk. At følge sådanne regler for negleklipning er også i strid med sunna. Profeten (ﷺ) befalede, at neglene skulle klippes. Han lærte ingen bestemt metode eller dag. Derfor opfyldes denne befaling, uanset hvilken dag eller på hvilken måde man klipper neglene. At forestille sig en særlig fortjeneste ved at klippe neglene på en bestemt dag eller efter en bestemt metode betyder, at man anser Profetens (ﷺ) lære for ufuldstændig og vover at fuldkommengøre hans lære. Må Allah give os mulighed for at leve gennem den autentiske sunna. (Sakhawi, al-Maqasid, s. 313, 421; Mulla ʿAli Qari, al-Asrar, s. 170, 241).
2.17. Om mad og drikke
1. At tie under måltidet Alt, hvad der siges i betydningen, at det er forbudt at tale under måltidet, eller at man bør tie, er opdigtet. Det er ikke blot opdigtet, men også i modstrid med sahih-hadither. Det er berettet i forskellige sahih-hadither, at Allahs Sendebud (ﷺ) og sahabaerne talte om forskellige ting og fortalte historier, mens de spiste. (Sakhawi, al-Maqasid, s. 460; Mulla Ali Qari, al-Asrar, s. 265; al-Ajluni, Kashful-Khafa 2/488; Zurqani, Mukhtasar al-Maqasid, s. 203). 2. Ikke at hilse under måltidet Den almindelige opfattelse er, at det ikke er rigtigt at hilse under måltidet. Det siges: »Man skal ikke hilse på den, der spiser.« Sakhawi, Mulla Qari og Ajluni siger, at dette udsagn ikke findes i nogen hadith. Hvis nogen har mad i munden, er det dog bedre ikke at hilse på vedkommende. Hvis nogen hilser på ham i denne situation, er det ikke obligatorisk for ham at gengælde hilsenen. (Sakhawi, al-Maqasid, s. 460; Mulla Ali Qari, al-Asrar, s. 265). 3. Helbredelse gennem en troendes madrester Et andet udbredt opdigtet udsagn lyder: »Der er helbredelse i en troendes madrester eller i spyttet fra en troendes mund.« Dette er aldrig en hadith eller et udsagn fra Allahs Sendebud (ﷺ) . (Sakhawi, al-Maqasid, s. 241; Mulla Ali Qari, al-Asrar, s. 129). At spise en troendes madrester er ikke helbredelse, men det er en del af islamisk adab. Allahs Sendebud (ﷺ) , hans sahabaer og muslimer i senere tider sad sammen og spiste af samme kar samt drak vand af samme kar. Denne skik findes stadig i Arabien og Europa. I vores land afskyr man at spise andres madrester på grund af det indiske kastesystem og berøringssystemet. Dette er en anti-islamisk mentalitet. 4. Helbredelse ved at spise salt før og efter maden Dette er endnu en falsk hadith, som er udbredt i vores samfund: »Når du spiser, skal du begynde med salt og afslutte med salt, for salt er en modgift mod 70 slags sygdomme …« Hadith-eksperterne er enige om, at dette udsagn er falsk og opdigtet. (Haythami, Zawa’id Musnad al-Harith 1/526; Daylami, al-Firdaws 3/33; Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at 2/192). 5. Dyderne ved den røde dastarkhan Blandt de religiøse mennesker i vores land er det en udbredt »sunnah« at spise på en rød dastarkhan. Der findes ingen sahih eller svag hadith, der viser, at Allahs Sendebud (ﷺ) nogensinde brugte en rød dastarkhan eller opfordrede til at bruge en sådan. Der cirkulerer mange opdigtede udsagn om dette. Et sådant opdigtet udsagn lyder således: »Hazrat Rasul-e-Maqbul (ﷺ) … brugte en rød dastarkhan. … Den, der spiser på en rød dastarkhan, vil få hundrede belønninger for hver mundfuld, og 100 af Paradisets porte vil blive bestemt for ham. Denne person vil i Paradis til enhver tid modtage tusinder af hilsener og velsignelser fra Isa (fred være med ham) og andre profeter … Derefter svor Hazrat og fortalte: Ved den Gud, i hvis hånd mit liv ligger: Den, der spiser brød på en rød dastarkhan, vil få belønningen for én umrah og belønningen for at bespise tusind sultne mennesker, så de bliver mætte. Han vil få så meget belønning, som om han havde befriet tusind fanger blandt min ummah …« Således er der også fremsat mange andre fantastiske, absurde og opdigtede fortællinger og lister over belønninger. (Shaykh Muinuddin Chishti, Anisul-Arwah, s. 30-31). Det skal her bemærkes, at der stadig findes mange andre fejlagtige eller grundløse forestillinger blandt os om dastarkhanen. Allahs Sendebud (ﷺ) brugte en dastarkhan. Men der er ikke overleveret nogen instruktion eller opfordring fra ham til at bruge den med en sahih-overleveringskæde. Han gjorde heller ingen indsigelse mod at spise uden en dastarkhan. Men den betydning, vi normalt tillægger dastarkhanen, tillægger vi ikke på samme måde mange af de obligatoriske handlinger, som Koranen og haditherne foreskriver, eller mange af de forbudte haram-handlinger. Desuden forstår vi, fordi Allahs Sendebud (ﷺ) brugte en dastarkhan, at han ligesom os spiste ved at stille tallerkener, skåle osv. på dastarkhanen. Denne opfattelse er ikke korrekt. På hans tid brugte man en dastarkhan af læder, eller »sufrah«, og lagde dadler, ost, ghee og andre fødevarer direkte på den – uden nogen tallerkener, skåle, fade eller lignende. Efter behov blev disse blandet på selve dastarkhanen, og man spiste derfra. (Bukhari, as-Sahih 5/2059).
2.18. Om ægteskab, familie, samfund osv.
2.18.1. Ægteskab, familie og ægteskabeligt liv Familien er en yderst vigtig del af den islamiske livsordning. Om familiedannelse, familiemedlemmernes indbyrdes ansvar, pligter og medfølelse, ægtefællernes indbyrdes ansvar samt glæden og tilfredsstillelsen i ægteskabet og belønningen herfor osv. er der overleveret mange anvisninger fra Allahs Sendebud (ﷺ) i forskellige sahih-hadither. Ved siden af disse cirkulerer utallige opdigtede, grundløse, falske eller svage udsagn i samfundet under hadiths navn. Det mest forbløffende er, at vi i forskellige bøger skriver eller mundtligt viderebringer utallige opdigtede udsagn uden kilde, mens vi ser bort fra de sahih-hadither, der findes i de berømte hadithsamlinger. På grund af bogens omfang er det ikke muligt at omtale sahih-hadither om de forskellige emner. Jeg nævner blot kort nogle få opdigtede udsagn. 1. Den giftes to rakʿah mod den ugiftes 70 rakʿah En udbredt falsk hadith: “Den giftes to rakʿah er bedre end den ugiftes 70 rakʿah.” 2. Den giftes to rakʿah mod den ugiftes 82 rakʿah Endnu en udbredt falsk hadith: “Den ugiftes 70 rakʿah er bedre end den giftes to rakʿah.” Koranen og haditherne foreskriver ægteskab og omtaler også ægteskabets fortrin. Men disse to hadither er falske og opdigtede. (Ibn al-Jawzi, al-Mawduʿat 2/164; al-Dhahabi, Mizan al-Iʿtidal 6/21; Ibn Hajar, Lisan al-Mizan 5/15). 3. At strø dadler ved brylluppet, samle dem op eller konkurrere om dem Der er overleveret flere hadither om dette. Ingen af dem er sahih-hadither. Hadithernes isnad er yderst svag, og der findes løgnagtige overleverere i isnaden. Derfor har hadithlærde anset dem for falske. (al-Tabarani, al-Awsat 1/44; Ibn al-Jawzi, al-Mawduʿat 2/170-172; al-Dhahabi, Mizan al-Iʿtidal 2/23; Ibn Hajar, Lisan al-Mizan 2/19). 4. Regler for ægteskabeligt samliv Ligesom islam strengt forbyder forhold uden for ægteskabet, opmuntrer den også ægtefæller til at nyde alle livets og ungdommens glæder, fryd, fornøjelse og følelser. Islam har ikke forbudt eller erklæret nogen dag, dato, ugedag, månedsdag, tid, middel eller metode for ægtefællernes naturlige nydelse forbudt eller haram. Der er ingen form for slør mellem mand og hustru, og der er intet forbud mod at se på eller røre noget. I mange udbredte falske, grundløse og opdigtede hadither fremsættes forskellige løgnagtige udsagn om ægteskabeligt samliv. “Hav ikke samliv på et bestemt tidspunkt, en bestemt dag, ugedag, nat eller månedsdag, for så vil der ske en bestemt skade, eller barnet vil få en bestemt sygdom” osv. Eller: “Hav ikke samliv på en bestemt måde eller i en bestemt stilling, for så vil der ske en bestemt skade, eller barnet vil få en bestemt defekt” osv. Eller: “Tal ikke, se ikke … rør ikke … under samlivet, for så vil der opstå en bestemt sygdom eller ske en bestemt skade” osv. Eller: “Hvis et barn undfanges på et bestemt tidspunkt, en bestemt ugedag eller månedsdag, bliver det lykkeligt eller ulykkeligt” osv. Alt dette er løgn, opdigtede og falske udsagn. Det er overleveret i en sahih-hadith, at sådanne overtroiske forestillinger fandtes blandt jøderne i Medina. Da åbenbarede Den Almægtige Allah vers 223 i surah al-Baqarah i Den Ædle Koran og tilbageviste disse overtroiske forestillinger. (Muslim, al-Sahih 2/1059; Ibn Kathir, Tafsir 1/262; Ibn al-Jawzi, al-Mawduʿat 2/175-176; al-Albani, al-Daʿifah 1/351-356). 5. Hustruens paradis ligger under mandens fødder I en meget udbredt bog står der: “Hazrat (ﷺ) har sagt: Kvindernes paradis ligger under mandens fødder.” (Maw. Ghulam Rahman, Maqsudul Muminin, s. 328). Dette udsagn er grundløst og opdigtet. Det vides ikke, at dette udsagn er overleveret fra Allahs Sendebud (ﷺ) gennem nogen sahih, svag eller mawduʿ-isnad. Af Koranens og hadithernes anvisninger forstår man, at begge ægtefællers paradis ligger i den andens hænder. Det er gennem opfyldelsen af deres indbyrdes ansvar og rettigheder, at Allahs tilfredshed kan opnås. 6. Belønningen for graviditet og fødsel Den Ædle Koran omtaler forskellige steder moderlivets værdighed og nævner især graviditet, amning osv. I de ædle hadither omtales generelt belønningen for at tage sig af husholdningen, opdrage børn osv. Men falskmagerne har efter deres vane opdigtet mange hadither med særskilte, mærkværdige fortrin og belønninger for enhver handling eller tilstand. Disse er udbredt i vores samfund. Der trykkes endda forskellige plakater, kalendere osv. med disse grundløse udsagn. I en udbredt bog står der: “Hazrat (ﷺ) sagde en dag til kvinderne: Når en kvinde bliver gravid med sin mand, vil hun fra da af og indtil fødselssmerterne begynder, hele tiden få belønningen for at faste om dagen og bede frivillige bønner om natten. Når fødselssmerterne begynder, oplagrer Gud for hende sådanne ting i paradiset, at ingen blandt jordens, himlens, paradisets eller helvedets beboere kender deres opholdssted. Når hun har født, giver Allah Taʿala hende én god gerning for hver slurk mælk, indtil barnet vænnes fra. Og hvis hun dør i denne periode, opnår hun martyrens rang. Hvis hun må holde sig vågen en nat for sit barn, giver Allah Taʿala hende i stedet for denne nattevågenhed belønningen for at frigive 70 slaver. Derefter sagde han også, at disse belønninger kun gives til de kvinder, som altid har adlydt Guds og deres mands befalinger og således er blevet en del af de gode kvinder. Kvinder, der er ulydige mod Allah og deres mænd, vil aldrig få disse belønninger.” (Maw. Ghulam Rahman, Maqsudul Muminin, s. 331-332). Dette udsagn er en vilkårlig oversættelse af en falsk hadith. (Ibn al-Jawzi, al-Mawduʿat 2/178; al-Suyuti, al-Laʾali 2/174-175; Ibn ʿIraq, Tanzih 2/203-204, 211). Desuden er side efter side i disse bøger blevet tilsmudset med mange andre mærkværdige, løgnagtige, opdigtede og grundløse udsagn, skrevet under hadiths navn. Størstedelen af det, der står i disse bøger under hadiths navn, er opdigtet og falsk. 2.18.2. Alderens fortrin og æresbevisning over for ældre Koranen og haditherne lærer forskellige former for social høflighed. En af dem er at ære de ældre. I forskellige hadither gives der påbud om at give den ældste mulighed for at tale først, give ham en ting først eller give ham forrang ved lignende sociale handlinger og æresbevisninger. Generelt er der påbud om at ære ældre og gamle. Blandt de sahih-hadither om dette findes: “Den, der ikke viser medfølelse med de yngre blandt os og ikke anerkender de ældres rettigheder (ikke ærer de ældre), hører ikke til blandt os.” (al-Hakim, al-Mustadrak 1/131; al-Tirmidhi, al-Sunan 4/321-322). I en anden hadith siger Allahs Sendebud (ﷺ): “Det er en del af at ære Allah at ære den hvidhårede (den gamle muslim med hvidt hår og skæg) …” (Abu Dawud, al-Sunan 4/261; al-Albani, Sahih al-Jamiʿ 1/438). 1. At ære den ældre er at ære Allah Men også på dette område har falskmagerne, ligesom på andre områder, fremstillet falske hadither. Blandt de falske og yderst svage hadither om dette emne findes: “Ær sheikherne eller de gamle mennesker, for at ære de ældre er en del af at ære Allah.” Betydningen af denne hadith ligger tæt på betydningen af de pålidelige hadither ovenfor. Men ingen hadith med denne ordlyd er overleveret fra Allahs Sendebud (ﷺ). Derfor er hadithlærde enige om, at hadithen med denne ordlyd er falsk. (Ibn ʿIraq, Tanzih al-Shariʿah 207). 2. En ældre i slægten er som en profet blandt ummaen En anden falsk hadith om dette lyder: “En sheikh eller ældre leder i en folkestamme er blandt ummaen som en profet.” (Ibn ʿIraq, Tanzih al-Shariʿah 207-208). Ordet sheikh blev på Allahs Sendebuds (ﷺ) tid og i flere århundreder derefter brugt i to betydninger. Den første betydning var ‘gammel mand’. Dette er ordets oprindelige bogstavelige eller almindelige betydning. Den anden betydning var: stammeleder. I senere tider blev også sufi-helgener kaldt sheikher. Det persiske ord ‘pir’ har samme betydning. Efter at ordet ‘sheikh’ begyndte at blive brugt i en tredje betydning, har nogle, som ikke var opmærksomme på denne hadiths falske oprindelse, også henvist til denne falske hadith som bevis på tarīqa-sheikhernes eller pir-mashayikhs status. Vi ved, at pir-mashayikher har status som fromme tjenere og som lærere eller vejledere på Allahs vej. Men deres status har ingen forbindelse med denne falske hadith. 3. Tilgivelse af straffen for en gråhåret gammel mand eller kvinde Dette er endnu et opdigtet udsagn af samme slags. Allah siger: “Jeg skammer mig over, at jeg, efter at min tjeners hår og skæg er blevet gråt i islam, stadig skulle straffe dem i helvede.” (Ibn ʿIraq, Tanzih al-Shariʿah 204-205). Et andet opdigtet udsagn af denne slags lyder: “Når en person i islam fylder 60 år, gør Allah helvede forbudt for ham.” (Ibn ʿIraq, Tanzih al-Shariʿah 227). 4. Hvis man ikke er blevet god som 40-årig, skal man forberede sig på helvede Endnu et opdigtet udsagn: “Når en person er blevet 40 år, men det gode i ham ikke er blevet større end det onde, så lad ham forberede sig på helvede.” (Ibn ʿIraq, Tanzih 1/205-206).
2.19. Om sprog, erhverv og lignende
Islam er den religion, din eller livsordning, som Allah har udvalgt for mennesker fra alle tider, alle sprog og alle samfund. Her er der ingen højere eller lavere status på grund af sprog, race, land, stamme, slægt, tidsalder eller lignende. Dette er gentagne gange blevet sagt i Koranen og hadith. Fra det andet århundrede efter hijra har mange bedragere ved at udnytte etniske, sproglige, erhvervsmæssige og andre forskelle opdigtet forskellige hadither til fordel for nogle og imod andre. Nogle har opdigtet udsagn til fordel for det arabiske sprog og imod det persiske sprog. Andre har gjort det modsatte. På tilsvarende vis er der blevet opdigtet hadither til fordel for og imod forskellige folk og racer: arabere, persere, tyrkere, sorte, romere, grækere, afrikanere … Der er også blevet opdigtet hadither til fordel for og imod forskellige erhverv, såsom guldsmede, vævere, fiskere, barberere og andre. Ved granskning og undersøgelse af overleveringskæderne er disse forfalskninger blevet afsløret. Desuden strider de imod islamiske værdier. Det eneste mål for et menneskes værdighed er ‘taqwa’ eller retskaffenhed. At fordømme nogen eller erklære nogen for ringere end andre på grundlag af erhverv, sprog, race, stamme, slægt og lignende strider imod Koranens og hadiths tydelige anvisninger. Blandt disse opdigtede hadither er: 1. Elsk araberne af tre grunde Arabisk er Koranens sprog og Sendebuddet Allahs sprog. Derfor elsker alle troende naturligt det arabiske sprog. Med udgangspunkt i denne naturlige kærlighed til sproget har forfalskerne opdigtet mange hadither om fortjenesten ved at elske araberne. En udbredt hadith lyder: “Elsk araberne af tre grunde: Jeg er arabisk, Koranens sprog er arabisk, og Paradisets sprog er arabisk.” De fleste hadithlærde har betegnet dette udsagn som en opdigtet og falsk hadith. Nogle har omtalt det som svagt. Ud fra vurderingen af overleveringskæden kan man forstå, at udsagnet er opdigtet. (Hakim, al-Mustadrak 4/97-98; Suyuti, al-La’ali 1/442; Sakhawi, al-Maqasid, s. 45-46; Albani, Da’ifa 1/293). 2. Den alvorlige synd at tale persisk Hakim al-Naysaburi har i sit værk al-Mustadrak overleveret følgende hadith fra Allahs Sendebud via Anas: “Hvis nogen taler persisk, vil det øge hans urene synd og formindske hans menneskelighed og personlighed.”ﷺsprog. Derfor elsker alle troende naturligt det arabiske sprog. Med udgangspunkt i denne naturlige kærlighed til sproget har forfalskerne opdigtet mange hadither om fortjenesten ved at elske araberne. En udbredt hadith lyder: “Elsk araberne af tre grunde: Jeg er arabisk, Koranens sprog er arabisk, og Paradisets sprog er arabisk.” De fleste hadithlærde har betegnet dette udsagn som en opdigtet og falsk hadith. Nogle har omtalt det som svagt. Ud fra vurderingen af overleveringskæden kan man forstå, at udsagnet er opdigtet. (Hakim, al-Mustadrak 4/97-98; Suyuti, al-La’ali 1/442; Sakhawi, al-Maqasid, s. 45-46; Albani, Da’ifa 1/293). 2. Den alvorlige synd at tale persisk Hakim al-Naysaburi har i sit værk al-Mustadrak overleveret følgende hadith fra Allahs Sendebud via Anas:ﷺ og citeret følgende hadith fra Allahs Sendebud: “Hvis nogen taler persisk, vil det øge hans urene synd og formindske hans menneskelighed og personlighed.” Den eneste overlever af denne hadith er Talha ibn Zayd al-Ruqqi. Han hævder, at imam al-Awza’i overleverede hadithen til ham fra Yahya ibn Abi Kathir, fra Anas. Hadithlærde har omtalt denne person som forkastet og yderst kritisabel. Derfor anså hadith-imamer som Ibn al-Jawzi og al-Dhahabi hadithen for opdigtet og falsk. Det er værd at bemærke, at hadithen ud over svagheden i overleveringskæden også må afvises, fordi dens betydning strider imod islamiske værdier. (Ibn Adi, al-Kamil 4/108-110; Hakim, al-Mustadrak 4/98; al-Dhahabi, Mizan al-I’tidal 3/463-464; Ibn Iraq, Tanzih 2/291). 3. Fordømmelse af forskellige erhverv Blandt de opdigtede hadither, som har haft en langvarig og forkastelig indflydelse på vores samfund, er forskellige hadither, der er opdigtet imod mennesker med erhverv som vævere, skræddere, smede, barberere og lignende. Islam har opmuntret til arbejde, virke og erhverv. Alle former for erhverv og arbejde er blevet rost. Disse forfalskere har derimod opdigtet hadither i Allahs Sendebuds navn, der fordømmer forskellige erhverv.ﷺ og i Allahs Sendebuds navn opdigtet hadither, der fordømmer forskellige erhverv. Det hævdes for eksempel, at vævere eller barberere ikke er ligeværdige med andre muslimer med hensyn til ægteskabelige forbindelser. Smede eller guldsmede skulle være de største løgnere. Det skulle være væverne, der følger Dajjal. Der findes også fordømmelser af dyrehandlere, slagtere og jægere. (Daylami, al-Firdaws 3/89; Ibn al-Jawzi, al-Mawdu’at 1/162-163; al-Dhahabi, Mizan al-I’tidal 5/174-176; Ibn Iraq, Tanzih 1/254-255; Albani, Da’if al-Jami, s. 562-563). Udbredelsen af disse opdigtede hadither har skabt holdninger i det muslimske samfund, som strider imod islam, såsom had mod forskellige erhverv og had mod arbejde. 2.18. Nogle andre opdigtede hadither Vi ved, at man allerede i denne verden må handle med henblik på det hinsidige. Men der er en udbredt hadith med denne betydning, som er uden grundlag. I hadithen siges der: “Verden er det hinsidiges såmark.” Selvom udsagnets betydning er korrekt, er det ikke en hadith. Udsagnet er ikke overleveret med nogen autentisk, svag eller opdigtet overleveringskæde. Mange har blot på grundlag af folkelig overlevering skrevet og sagt, og siger stadig, at det er en hadith. (Saghani, al-Mawdu’at, s. 64; Sakhawi, al-Maqasid, s. 227; Mulla Qari, al-Asrar, s. 123; Darwish Hut, Asna al-Matalib, s. 110). 2. De frommes gode gerninger er de nærståendes synder Der findes et udbredt udsagn, som normalt omtales som en hadith: “De frommes gode gerninger regnes som synder for de nærstående (Allahs venner).” Hadithlærde er enige om, at udsagnet ikke er en hadith, men derimod et udsagn af den fromme Abu Sa’id al-Kharrar (d. 286 hijra) fra det tredje århundrede. (Ibn Taymiyya, Ahadith al-Qussas, s. 84; Sakhawi, al-Maqasid, s. 199; Mulla Qari, al-Asrar, s. 113; al-Masnu, s. 64). 3. Der er ingen bøn uden koncentration Et andet grundløst og opdigtet udsagn, der er udbredt som en ‘hadith’: “Der er ingen bøn uden hjertets nærvær.” Koranen og forskellige autentiske hadither viser betydningen af koncentration i bønnen. Men dette udsagn er ikke en hadith; det er derimod et opdigtet udsagn uden overleveringskæde. 4. Dø før døden Et opdigtet udsagn, der er udbredt som en hadith: “Dø, før I dør.” Hadithlærde som Ibn Hajar al-Asqalani, Sakhawi og Mulla Ali Qari er enige om, at dette er et grundløst og opdigtet udsagn. (Sakhawi, al-Maqasid, s. 432; Mulla Qari, al-Asrar, s. 246; Darwish Hut, Asna al-Matalib, s. 235; Ajluni, Kashf al-Khafa 2/384). 5. Rygningens store synd Det fremgår af et udbredt tidsskrift (Anjuman-e Ahmadiyya Rahmania Sunniyya, Chittagong, det månedlige Tarjuman, årgang 25, nr. 4, maj-juni 2005, s. 57), at der i nogle områder af vores land udbredes to opdigtede hadither imod rygning. “Den, der ryger, er som en, der drikker profeternes blod.” “Den, der ryger, er som en, der begår utugt med sin mor inde i Kabaen.” Det er svært at tro, at nogen kan fremsætte den slags modbydelige, beskidte og meningsløse ord som en hadith. Under alle omstændigheder er de modbydelige løgne og opdigtede udsagn. 6. Madrasaen er profetens hus En meget udbredt og prædikantens yndlings-hadith i vores land: “Moskeen er Allahs hus, og madrasaen er mit hus.” Dette er et modbydeligt falsk og opdigtet udsagn, der fremsættes som en hadith. Det er ikke overleveret fra Allahs Sendebud med nogen autentisk eller svag overleveringskæde – ja, ikke engang med en falsk eller opdigtet kæde. Ordet ‘madrasa’ blev heller ikke brugt i islams to første århundreder.ﷺ fra Allahs Sendebud. Selve ordet ‘madrasa’ blev ikke brugt i islams to første århundreder. Afsluttende ord Hermed afslutter jeg denne gennemgang af forfalskning i hadiths navn. Omkring os findes der utallige opdigtede hadither. I prædikener, foredrag, skrifter og forskning ser man overalt en stor udbredelse af disse falske og opdigtede udsagn. I denne bog har jeg forsøgt at gennemgå nogle af de utallige opdigtede udsagn, som er udbredt og fremsat i hadiths eller Allahs Sendebuds navn.ﷺ navn. Hvis den Almægtige Allah viser nåde og giver tawfiq, vil jeg i de følgende bind gennemgå andre udbredte opdigtede, falske og upålidelige udsagn. Trods min utilstrækkelighed og svaghed har jeg i ønsket om at levendegøre den autentiske sunna fra de udsendtes leder, Rahmat li-l-‘Alamin, Muhammad, Allahs Sendebud, og beskytte os selv mod den alvorlige synd at omtale, overlevere, følge eller tro på falske, opdigtede, grundløse eller upålidelige udsagn, forsøgt at skrive noget om dette emne.ﷺ som tilhører de udsendtes leder, Rahmat li-l-‘Alamin, Muhammad, Allahs Sendebud, har jeg forsøgt at skrive noget om dette emne trods min utilstrækkelighed og svaghed. Der er naturligvis mange fejl og mangler i det. Jeg beder Allah om tilgivelse for alle mine fejl og mangler og omvender mig til Ham. Alt det gavnlige i denne beskedne indsats skyldes den Almægtige Allahs nåde og tawfiq. I Hans hellige nærvær beder jeg om, at Han i Sin nåde vil acceptere denne beskedne indsats i tjenesten for Hans elskede Sendebuds sunna og gøre den til et middel til frelse for mig, mine forældre og alle læsere. Amin!ﷺ sunna og gøre den til et middel til frelse for mig, mine forældre og alle læsere. Amin! وصلى آللًه على محمد آلنبى آلأمى وآله وأصحبه أجمعين وآلحمد للًه رب آلع مين