Forfatterens ydmyge henvendelse

Hvordan kunne et folk af barbarer, beduiner og nomader, berøvet uddannelsens og civilisationens lys, på mindre end et halvt århundrede besejre og overvinde verdens to største magter og erobre halvdelen af jorden? Hvordan kunne de på så kort tid efterlade et varigt og uudsletteligt aftryk på menneskehedens civilisation? Historikere er den dag i dag uden ende på deres bekymringer, når de tænker over dette. De kan ikke forestille sig, hvilken mægtig krafts magi der virkede, så arabisk-muslimerne kunne udløse en verdensomspændende omvæltning. Mange fremtrædende historikere og tænkere har åbent erkendt, at den mægtige kraft i Den Hellige Koran var den afgørende kraft bag arabisk-muslimernes succes.

Den berømte vestlige lærde Emanuel Deutsch sagde: »Man må anerkende, at Koranen indtager en særlig rang blandt verdens vigtigste religioner. Koranen er ganske vist den yngste blandt denne slags epokegørende litteraturværker; men hvad angår dens indflydelse på folket står den ikke tilbage for nogen. Koranen har ikke blot skabt en ny retning inden for menneskelig tænkning, men også en ny karakter. Den har forvandlet flere indbyrdes stridende nomadestammer på Den Arabiske Halvø til én storslået og heroisk nation.«

Siden Koranens åbenbaring er der blevet skrevet utallige forskningsværker om Koranen på forskellige sprog verden over. Men på vores modersmål, bengali, er der stor mangel på forskningsbaserede bøger af denne art. Derfor overrækker jeg denne lille forskningsbaserede bog om Den Hellige Koran til mine muslimske brødre og søstre, der taler bengali.

Dens tolvte udgave er allerede udsolgt. Jeg takker den Store Rabb al-‘Alamin for at have fået mulighed for at udgive den trettende udgave.

– Abul Kalam Muhammad Yusuf

En introduktion til Koranen

Koranen er navnet på den bog, som Allah åbenbarede, idet Han gennem en lang periode på treogtyve år, i forskellige stadier og lidt efter lidt efter behov, åbenbarede den for Sin sidste profet, den ærværdige Muhammad (fred være med ham). Koranen er Allahs bog både hvad angår sprog og indhold. Det vil sige, at ligesom Koranens indhold (betydning) stammer fra Allah, sådan stammer også dens sprog fra Ham.

Årsagen til Koranens åbenbaring

Efter at Adam (fred være med ham) og Eva (fred være med hende) havde spist af det forbudte træs frugt, sagde Den Højeste, da de skulle sendes fra Paradiset til jorden:

قُلْنَا اهْبِطُوا مِنْهَا جَمِيعًا ۖ فَإِمَّا يَأْتِيَنَّكُم مِّنِّي هُدًى فَمَن تَبِعَ هُدَايَ فَلَا خَوْفٌ عَلَيْهِمْ وَلَا هُمْ يَحْزَنُونَ ﴿٣٨﴾ وَالَّذِينَ كَفَرُوا وَكَذَّبُوا بِآيَاتِنَا أُولَـٰئِكَ أَصْحَابُ النَّارِ ۖ هُمْ فِيهَا خَالِدُونَ

“Stig alle ned herfra. Derefter vil Min livsordning komme til jer fra Mig. Men de, der følger Min livsordning, har ingen grund til frygt eller bekymring. (Det vil sige, at de efter afslutningen på livet i denne verden igen vil vende tilbage til dette Paradis, kilden til evig lykke.) Men de, der fornægter den og erklærer Mine tegn for løgn, vil være Helvedes beboere, og dér skal de forblive for evigt.” (Sura al-Baqarah, vers 38-39)

I overensstemmelse med Allah Den Højestes nævnte erklæring er vejledning eller en livsordning kommet fra Allah til Adams efterkommere gennem tiderne. Denne livsordning kaldes også Allahs Bog. Når en menneskegruppe begynder at følge en vildfaren vej, som de selv har udtænkt, i stedet for Allahs vej, åbenbarer Allah en Bog og viser dermed menneskene den rette vej.

Allah Den Højestes evige princip med hensyn til åbenbaringen af en Bog er, at når Han føler behov for at åbenbare en Bog til et folk, udvælger Han blandt dette folk den bedste person, som besidder menneskelige dyder, som profet. Derefter åbenbarer Han gennem åbenbaringen Bogen for ham.

Ligesom utallige profeter og sendebude er kommet til verden siden menneskehedens skabelse, er antallet af de bøger, der blev åbenbaret til dem, også utalligt. Blandt profeterne er profeten Muhammad (fred være med ham) den sidste profet, og Koranen, som blev åbenbaret til ham, er ligeledes Allahs sidste Bog. Derefter vil der ikke komme nogen ny profet til verden, og ingen ny Bog vil blive åbenbaret.

Koranens emne og formål

Koranens emne er menneskeheden. For i Koranen gives den sande viden om menneskehedens egentlige velfærd og ulykke. Koranens formål er at vejlede menneskeheden til den livsordning, som Gud har givet, så den kan gøre sit liv lykkeligt både i denne verden og blive indehaver af et fredfyldt liv i det hinsidige.

Hvordan åbenbaringen begyndte

I Sahih al-Bukhari er der overleveret en hadith fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Heri fortælles det: »Åbenbaringen begyndte således, at Profeten i søvne blev ved med at se sande drømme, som blev til virkelighed ligesom den klare morgens frembrud.« Derefter blev ensomhed attraktiv for Profeten, og han begyndte at trække sig tilbage i Hira-grotten. Her tilbragte han flere nætter og tog den nødvendige mad, drikke og andre fornødenheder med sig. Når det slap op, vendte han tilbage, hentede det hos Khadija (må Allah være tilfreds med hende) og vendte tilbage til grotten. Således kom sandheden (åbenbaringen) til ham, mens han i et lykkeligt øjeblik var hensunket i meditation i Hira. Englen (Jibril Amin) kom til ham og sagde: »Læs!« Profeten siger: »Jeg svarede: Jeg kan ikke læse.« Profeten siger: »Derefter omfavnede englen mig tæt og slap mig igen. Jeg følte mig meget udmattet. Så bad han mig igen om at læse, og jeg gav det samme svar. Igen omfavnede han mig tæt og slap mig. Således gjorde han det tre gange, og alle tre gange gav jeg det samme svar.« Derefter reciterede englen:

 اقْرَأْ بِاسْمِ رَبِّكَ الَّذِي خَلَقَ ﴿١﴾ خَلَقَ الْإِنسَانَ مِنْ عَلَقٍ ﴿٢﴾ اقْرَأْ وَرَبُّكَ الْأَكْرَمُ ﴿٣﴾ الَّذِي عَلَّمَ بِالْقَلَمِ ﴿٤﴾ عَلَّمَ الْإِنسَانَ مَا لَمْ يَعْلَمْ ﴿٥﴾

»Læs i din Herres navn, som har skabt, som har skabt mennesket af en sammenklumpet bloddråbe. Læs i din Herres, den Ærværdiges, navn, som har undervist ved hjælp af pennen, som har lært mennesket det, som det ikke vidste.« (Sura al-‘Alaq: 1-5)

Derefter vendte Profeten hjem med de nævnte vers og et skælvende hjerte. Da han trådte ind i Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) værelse, sagde han: »Dæk mig med et tæppe.« Efter at han således var blevet dækket med tæppet, forsvandt hans uro efter kort tid. Han fortalte Hazrat Khadija hele hændelsen fra først til sidst og sagde: »Jeg frygter for mit eget liv.« Hazrat Khadija trøstede ham og sagde: »Ved Allahs ed, Allah vil på ingen måde lade noget ondt ramme dig. For du opretholder slægtskabsbåndene, hjælper de fattige og sultne, viser gæster gæstfrihed og hjælper med gode gerninger.« Derefter gik Hazrat Khadija med Profeten til sin fætter Waraqa ibn Nawfal. Han havde antaget kristendommen i jahiliyyah-perioden og kunne hebraisk. Og fra Evangeliet kunne han afskrive, hvad han ønskede, på dette sprog. Han var meget gammel og havde mistet synet. Khadija henvendte sig til ham og sagde: »Broder, hør om din nevøs hændelse.« Efter at Waraqa havde hørt hele hændelsen, sagde han: »Det er den samme engel, som kom til Hazrat Musa. Ak! Hvis jeg blot var i live, når dit folk fordriver dig fra landet!« Profeten sagde: »Vil de da fordrive mig?« Waraqa sagde: »Ja. Enhver, der er kommet med det samme, som du er kommet med, er blevet behandlet på samme måde. Hvis jeg lever på den dag, vil jeg hjælpe dig efter bedste evne.« Derefter døde Waraqa, før åbenbaringen igen blev sendt ned.

Den dag, hvor ovenstående hændelse fandt sted, var mandag den 17. Ramadan. Profeten var da fyrre år, seks måneder og otte dage gammel. Det vil sige den 6. august 610 e.Kr.

Hvordan åbenbaringen blev sendt ned

Når åbenbaringen steg ned over Profeten, opstod der en særlig tilstand i ham. Hans velsignede ansigt blev strålende og rødt, sved viste sig på hans pande, hans åndedræt blev tungt, og hans krop blev overordentlig tung. Selv når åbenbaringen blev sendt ned, mens han red på en kamel, blev kamelen ude af stand til at gå på grund af den store vægt og satte sig ned på jorden.

At der opstod en sådan tilstand under åbenbaringens nedsendelse, kan forklares med, at profeterne, skønt deres natur på grund af deres renhed for alle slags synder, store som små, var præget af englenes natur, ikke stod over den menneskelige natur. Derfor førte Allah dem umiddelbart før nedsendelsen af Sin hellige tale ind i en særlig lysfyldt tilstand, hvor deres hjerter mistede alle menneskelige kendetegn og blev forvandlet til englenes natur, mens lyset fra Allahs nåde betog deres hjerter og sjæle. Således sendte Allah Sin tale ned over profeterne i en stille og fredfyldt atmosfære. Det var nødvendigt at føre profeterne ind i denne særlige tilstand, for at de kunne høre Allahs hellige tale med fuld koncentration, indprente den i deres hjerter og forstå dens sande betydning med hjerte og sind.

Når åbenbaringen således var afsluttet, ophørte den ovennævnte tilstand, og Profeten vendte tilbage til sin tidligere tilstand. Derefter reciterede han den åbenbarede tale for ledsagerne.

Om hvordan åbenbaringen blev sendt ned, er der overleveret en hadith fra Hazrat Aisha med følgende betydning:

“Hazrat Aisha fortæller: En dag spurgte Harith ibn Hisham Profeten: »Allahs Sendebud, hvordan bliver åbenbaringen sendt ned over dig?« Profeten svarede: »Nogle gange bliver åbenbaringens lyd ved med at give genlyd i mit indre som lyden af en klokke. Denne form for åbenbaring er den vanskeligste for mig, og jeg begynder at føle mig udmattet. Derefter bliver den indprentet i mit indre. Andre gange kommer englen i menneskeskikkelse og taler med mig, det vil sige sender åbenbaringen ned, og jeg indprenter den i mit sind.« Hazrat Aisha fortæller: »Selv når åbenbaringen blev sendt ned i stærk kulde, ophobedes der varme i Profetens krop, og sved viste sig på hans velsignede ansigt.«”

Ud over de to ovennævnte former talte Allah undertiden også direkte med profeterne bag et slør uden noget mellemled.

I sin forklaring af haditherne om åbenbaringen i Sahih al-Bukhari har Allama Ayni i sit værk forklaret åbenbaringens former således:

(1) Allah talte direkte uden nogen form for mellemled. Som det fremgår af Den Hellige Koran og autentiske hadither, førte Allah denne form for samtale med Hazrat Musa og Hazrat Muhammad.

(2) Han sendte en engel og åbenbarede gennem ham.

(3) Han lod åbenbaringens ord lyde i hjertet og fæstne sig deri. Som Profeten sagde: »Den hellige engel har indblæst det i mit hjerte.« Den tredje form for åbenbaring blev givet til profeten Dawud (fred være med ham).

Måden, hvorpå Koranen blev åbenbaret

For at forstå Koranen og tilegne sig dens indhold er det nødvendigt at forstå, hvordan Koranen blev åbenbaret. Det er vigtigt at huske, at Koranen ikke blev åbenbaret til den ærede Profet (fred være med ham) som en samlet bog på én gang. Den blev derimod åbenbaret lidt efter lidt efter behov gennem en periode på fulde treogtyve år under de forskellige faser af den revolutionære bevægelse, som Allah havde pålagt Profeten (fred være med ham) og hans selvopofrende ledsagere at lede. Hazrat Muhammad (fred være med ham) modtog profetskabet i en alder af fyrre år og forlod denne verden som treogtresårig efter i fulde treogtyve år at have udført den gudgivne opgave som profet. Gennem disse lange treogtyve år blev forskellige dele af Koranen ved forskellige lejligheder åbenbaret for Allahs Sendebud.

Mekka og Medina

Efter at have modtaget profetskabet opholdt Hazrat (fred være med ham) sig i tretten år i Mekka og fortsatte med at kalde til islam i Mekka og de omkringliggende områder. De suraer, der blev åbenbaret til Profeten (fred være med ham) i disse lange tretten år under opholdet i Mekka, kaldes mekkanske suraer.

Derefter udvandrede Allahs profet til Medina, hvor han opholdt sig i ti lange år, grundlagde islam som et levende regelsæt og drog videre til det hinsidige. De suraer fra den ædle Koran, der blev åbenbaret til Hazrat (fred være med ham) i disse ti år under opholdet i Medina, kaldes medinensiske suraer.

De mekkanske suraers kendetegn

Ved begyndelsen af den islamiske daʿwa var de fleste af de suraer, der blev åbenbaret for Den Ædle Profet (fvmh.) i Mekka, korte af omfang, men yderst virkningsfulde. De omhandlede almindeligvis islams grundlæggende troslæresætninger, såsom tawhid, risalat og akhira, ligesom de beskrev de vigtigste syndige handlinger, der vedrører troslæren, såsom shirk, kufr, ateisme og fornægtelse af livet efter døden. De omtalte også de tidligere folk, som besvarede profeternes daʿwa, troede på livet efter døden, fulgte den religion, Allah havde givet dem, opnåede utallige velsignelser i denne verden og vil blive ejere af evig lykke i det hinsidige. På samme måde omtalte de de ulykkelige, som fornægtede profeternes daʿwa, forkastede Allahs religion, blev ødelagt i denne verden og vil lide den hårdeste straf i det hinsidige. Disse begivenheder er blevet fortalt for at drage lærdom af dem, ikke for at gennemgå historien.

Desuden blev Profeten (fvmh.) og hans få ledsagere i de mekkaniske suraer opfordret til at udvise tålmodighed over for de vantroes og afgudsdyrkernes uophørlige forfølgelse, ligesom de vantro og afgudsdyrkerne blev advaret om de frygtelige følger af deres stædighed og overdrivelser.

Kendetegn ved de medinensiske suraer

Den Ædle Profets (fvmh.) medinensiske periode begyndte tretten år efter hans profetkaldelse. De, som havde antaget islam gennem Profetens (fvmh.) daʿwa i Mekka, havde ikke blot ringe indflydelse, men var også få i antal. De ledende mænd blandt Quraysh og de omkringliggende stammer i Mekka var stærkt imod Profetens (fvmh.) daʿwa.

Derfor måtte muslimerne dér leve et hårdt forfulgt liv under kufrens indflydelse. Forholdene i Medina var imidlertid helt modsatte. De ledende mænd fra de to indflydelsesrige stammer i Medina, Aws og Khazraj, var tidligere kommet til Mekka i forbindelse med hajj og havde antaget islam hos Profeten (fvmh.), hvorefter de var vendt tilbage. Efter deres eksempel antog næsten alle medlemmer af stammerne islam.

Da Profeten (fvmh.) i det trettende år efter profetkaldelsen udvandrede til Medina sammen med sine ledsagere, så han, at Medinas indflydelsesrige ledere og deres tilhængere ikke blot havde antaget hans religion, men også var rede til at overdrage kontrollen med deres område til ham. Derfor ville han, når islams bestemmelser skulle gennemføres, ikke længere møde nogen indre hindringer, bortset fra indblanding udefra. De to jødiske stammer, som boede i Medina, havde Profeten (fvmh.) allerede tidligere knyttet til sig gennem en pagt.

Allahs Profet grundlagde derfor uden tøven en lille, men lovende islamisk stat for at fuldkommengøre islam. Nu var der behov for alle de regler og ordninger, der var nødvendige for at styre denne stat. Disse blev efterhånden åbenbaret gennem de medinensiske suraer i løbet af de resterende ti år af Profetens liv.

Alle grundlæggende love vedrørende statens og samfundets styrelse, såsom strafferet, arveret, regler om ægteskab og skilsmisse, økonomiske bestemmelser som zakat og ushr samt påbud og afgørelser vedrørende krig og våbenhvile, er de vigtigste emner i de medinensiske suraer.

I Mekka boede der ingen jødiske stammer, og hyklerne (den opportunistiske klasse) havde heller ingen organiseret gruppe dér. Derfor findes der ikke nogen særlig omtale af dem i de mekkaanske suraer. I Medina fandtes begge disse grupper imidlertid, og selv om de udadtil fremstillede sig som muslimernes velvillige støtter, var de i det skjulte optaget af sammensværgelser mod muslimerne. Derfor underrettede Allah gennem de medinensiske suraer Profeten om deres snedige sammensværgelser og advarede jøderne og hyklerne om deres afskyelige endeligt.

Koranens forunderlige indflydelse på araberne

Trods Quraysh-folkets hundredvis af hindringer voksede islams indflydelse dag for dag på forunderlig vis. Grundlaget for dette var den hellige Korans mirakuløse indflydelse. De følgende få begivenheder er tilstrækkelige til at bevise dette.

I begyndelsen forkyndte Profeten (fred være med ham) islam i hemmelighed i omkring tre år. Derefter begyndte han på Allahs befaling den offentlige forkyndelse, og det var på dette tidspunkt, at konflikten med Quraysh begyndte. Quraysh-lederne indledte på den ene side forskellige former for fysisk tortur mod Muhammads (fred være med ham) fattige og svage ledsagere, mens de på den anden side forsøgte at få selv profeten Muhammad (fred være med ham) til at vige fra sandhedens vej ved hjælp af forskellige fristelser.

I det femte år efter profetkaldelsen blev Utba ibn Rabia, deres mest intelligente og fremtrædende mand, på forslag af Quraysh-lederne sendt til profeten Muhammad (fred være med ham) med et forligsforslag. Utba mødte op hos Profeten og fremsatte følgende forslag: »Muhammad, opgiv denne nye lære, så gør vi dig til vores leder. Hvis du ønsker rigdom, gør vi dig til den rigeste mand i Arabien. Og hvis du begærer smukke kvinder, vil vi også opfylde dette ønske.« Profeten sagde: »Hvorfor tale om lederskab, rigdom og kvinder? Selv hvis I bringer solen fra himlen til min ene hånd og månen til den anden, kan jeg ikke opgive denne lære.« Derefter reciterede Profeten nogle vers fra Sura Hamim for ham.

Utba lyttede til den som fortryllet. Han mistede talens evne, og inderst inde mistede han al sin styrke og sit mod. Derefter vendte han tilbage til det sted, hvor Quraysh-lederne ventede på ham og i deres hjerter håbede på gode nyheder.

Utba sagde til Quraysh-lederne: »Hør, I bør ikke hindre Muhammad. Når hans forkyndelse senere bevæger sig uden for Quraysh-folkets område, vil Muhammad komme i konflikt med ikke-Qurayshere. Hvis Muhammad bliver besejret i denne konflikt, er det til jeres fordel, for jeres fjende er blevet tilintetgjort, uden at I selv behøvede at blive involveret i konflikten. Og hvis Muhammad sejrer, har I heller intet at tabe, men kun noget at vinde, for en mand fra jeres egen Quraysh-slægt vil blive arabernes leder.«

Ved et sådant forslag blev de tilstedeværende ledere rasende. Da de undersøgte sagen, fandt de ud af, at Utba var blevet overvældet blot ved at høre Koranens ord fra Muhammads (fred være med ham) mund og derfor havde indtaget en mere imødekommende holdning over for Muhammad.

En lignende begivenhed fandt også sted i Abessinien. Det var i profetskabets femte år. Plaget af kurejshitternes forfølgelse sendte Profeten (fred være med ham) først en gruppe på seksten og senere en gruppe på treogfirs muslimske mænd og kvinder til Abessinien. Abessiniens kristne hersker, Negus, var yderst retfærdig og omsorgsfuld over for sine undersåtter. Han havde befalet muslimerne at bosætte sig i hans land. Da kurejshitternes ledere fik dette at vide, sendte de en kvalificeret delegation med rigelige gaver til Negus’ hof. De trådte frem for Negus, overrakte gaverne og sagde: “Deres Majestæt, nogle unge mænd og kvinder samt nogle slaver har trodset vores ledere og søgt tilflugt i Deres land uden deres tilladelse. Vi er blevet sendt til Deres hof for at bringe dem tilbage. De bedes venligst udlevere dem til os.” Hoffolkene mente også, at de bortløbne skulle udleveres. Men kongen sagde: “Jeg kan ikke udlevere dem uden først at høre deres forklaring.” Derefter blev de kaldt ind og bedt om at fortælle, hvorfor de havde forladt deres land og var kommet hertil.

Den muslimske gruppes leder, profeten Alis broder, Ja’far, trådte frem og sagde: “Deres Majestæt, tidligere var vi hengivne til forskellige overtroiske skikke, herunder afgudsdyrkelse. Slagsmål, blodsudgydelser, røveri og plyndring var vores daglige foreteelser. Så sendte Allah i sin nåde en profet til os. Han kaldte os til at tilbede den ene Allah, tale sandt, behandle slægtninge og naboer godt, vise omsorg for de fattige og trængende samt opgive drab og plyndring og leve et rent liv. Vi besvarede hans kald og antog hans religion. Derfor blev vores stammeledere vrede på os, og efter vores profets befaling emigrerede vi til Deres land. Hvis De nu overgiver os til disse kurejshitiske udsendinge, har vi ingen anden udvej.”

Kongen blev meget begejstret over Ja’fars modige og rørende tale og sagde: “Kan du læse noget af den åbenbaring op for mig, som er blevet åbenbaret for jeres profet?” Ja’far læste nogle vers fra suraen Maryam om Jesus og Maria med smuk stemme

**************

op for ham. Tårerne begyndte at strømme ned ad Negus’ kinder. Han følte en himmelsk fred i sit hjerte og sagde: “Ved Skaberen! Evangeliet og den åbenbaring, som jeg netop har hørt, stammer begge fra samme kilde.” Derefter sagde han til kurejshitternes udsendinge: “Vend tilbage. Jeg kan ikke udlevere disse uskyldige mennesker til jer.”

Imens ventede kurejshitterne utålmodigt på udsendingenes tilbagekomst. De havde troet, at udsendingene ville vende tilbage til Mekka med de bortløbne mennesker som fanger. Men efter lang tids venten kom udsendingene tilbage med tomme hænder. De blev forbløffede og spurgte om årsagen. Udsendingene sagde: “Så snart kongen hørte Koranen fra Ja’fars mund, ændrede han holdning. Ellers kunne vi have bragt dem tilbage.”

Kurejshitterne indså endnu en gang, at det var Koranens mirakuløse indflydelse, der var den grundlæggende årsag til deres undergang.

Blandt dem, der troede på et tidligt tidspunkt i profetskabet efter at have hørt Koranen og være blevet overvældet af dens mirakuløse indflydelse, er den jemenitiske digter Tufayl ibn Dawsi fra det sydlige Arabien særlig bemærkelsesværdig. På det tidspunkt blev digtere tillagt stor anseelse i Arabien. Derfor skabte Tufayl ibn Dawsis antagelse af islam en voldsom opstandelse i Arabien. Senere antog hele Daws-stammen islam under hans indflydelse.

Qays ibn Nasir, en lærd mand fra Banu Salim-stammen, antog også islam efter at have hørt Koranen fra Profetens mund. Senere vendte han hjem, samlede folkene fra sin stamme og sagde: »Hør her, jeg har haft lejlighed til at høre de bedste digteres og litteraters taler og værker fra Rom og Persien, og jeg har hørt meget fra Hamirs berømte litterater. Men jeg har aldrig hørt noget hos nogen, der kan måle sig med Koranens ord, som kom fra Muhammeds mund. Senere antog omkring et tusind mennesker fra hans stamme islam gennem hans bestræbelser.«

Jamad ibn Tha’laba, høvding for Azad-stammen, antog også islam efter at have hørt Koranen fra Profetens mund. Blandt de førende unge mænd fra Quraysh skyldtes Hazrat Umars antagelse af islam også Koranens mirakuløse virkning. Hændelsen forløb således:

Det var det niende år efter profetkaldelsen. Abu Jahl indkaldte Quraysh-lederne til en forsamling i Dar an-Nadwa. Derefter holdt han en temmelig lang tale, hvori han med brændende ord rettet mod Muhammed spyttede gift ud over forsamlingen. Og han ophidsede Quraysh’ unge mænd med disse ord: »Denne ene mand har vendt op og ned på alt, hvad der hører til vores folk, religion og så videre. Alligevel har ingen kunnet tilintetgøre denne fjende. Jeg erklærer offentligt i dag, at den tapre unge mand, som kan bringe Muhammeds afhuggede hoved til os, vil jeg belønne med tusind guldmønter og et hundrede kameler.«

Straks efter bekendtgørelsen sprang den unge Umar, med en kraftig krop og et bredt bryst, op fra den ophidsede menneskemængde med et nøgent sværd i hånden og råbte:

»Jeg går selv; jeg vender ikke tilbage, før jeg har bragt Muhammeds afhuggede hoved med mig.« Folkemængden brød ud i jubel, og den store helt Umar drog af sted med sit sværd.

På vejen mødte han sin ven Nu’aym. Da Nu’aym så ham i denne vrede tilstand, spurgte han: »Hvem er du ude for at tilintetgøre på denne ukristelige tid med et blottet sværd i hånden?« Han svarede: »For at halshugge Muhammed. Han har vendt op og ned på alt for os.«

Umar vidste ikke, at Nu’aym i hemmelighed havde antaget islam. For at redde Allahs Sendebud fra Umars vrede sagde Nu’aym: »Du vil altså tage Muhammeds hoved, men har du tænkt på, hvad der foregår derhjemme? Din søster Fatimah og din svoger Sa’id har også antaget islam.« Umar fór forskrækket op og sagde: »Åh, hvilken ulykke! I mit eget hjem? Jeg skal straks gøre en ende på det.« Med disse ord satte han kurs mod sin søsters hus.

Det var ved afslutningen af maghrib-tiden. Sa’id og Fatimah læste nogle nedskrevne dele af Koranen. Pludselig hørte de Umar komme og gemte dem. Umar spurgte: »Hvad læste I lige nu?« Fatimah sagde: »Hvad mener du? Hørte du noget?« I vrede kastede Umar sig over Sa’id og begyndte at slå ham. Han sagde: »I har antaget Muhammeds religion; nu skal I få at mærke, hvad det betyder.« Fatimah blev såret, da hun forsøgte at forhindre ham. Blodet strømmede fra hendes sår. Da Umar så blodet, standsede han og sagde: »Din elendige kvinde, har du antaget Muhammeds religion?« Fatimah var også datter af den store helt Khattab. Trods sine sår svarede hun med frygtløs stemme: »Slå mig alt det, du vil. Jeg har antaget Muhammeds religion, og jeg vil ikke forlade den.« Søsterens hårde og frygtløse ord gjorde Umar årvågen, og han sagde: »Giv mig det, I læste.« Fatimah svarede: »Først skal du foretage afvaskningen og rense dig; derefter giver jeg dig det.« Efter at Umar havde renset sig, blev det givet til ham. Det indeholdt et uddrag af sura Ta-Ha. Umar læste det med fuld koncentration. Derefter overvældede Koranens sprog og indre betydning Umar fuldstændigt. Han følte inderst inde, at denne tale på ingen måde var menneskeskabt. Med skælvende stemme erklærede Umar:

 أَشْهَدُ أنْ لا إلَٰهَ إِلَّا اللهُ وَحْدَهُ لَا شَرِيْكَ لَهُ وَأشْهَدُ أنَّ مُحَمَّدًا عَبْدُهُ وَرَسُولُهُ

»Jeg bevidner, at der ingen gud er ud over Allah, og at Muhammed (fvmh.) er Hans sendebud.«

Derefter sagde han:

»Hvor er lysets profet? Før mig til hans fødder.« Fatema og Sa’id kunne nu næsten ikke rumme deres glæde. De tog Hazrat Umar med hen til det hus, hvor Profeten (fvmh.) opholdt sig. Profetens (fvmh.) ledsagere blev meget urolige, da de så Umar komme. Men Profeten (fvmh.) sagde: »Lad Umar komme ind.«

Så snart Umar trådte ind, lagde han sit sværd ved Profetens (fvmh.) fødder og erklærede:

 أَشْهَدُ أنْ لا إلَٰهَ إِلَّا اللهُ وَحْدَهُ لَا شَرِيْكَ لَهُ وَأشْهَدُ أنَّ مُحَمَّدًا عَبْدُهُ وَرَسُولُهُ

»Jeg bevidner, at der ingen gud er ud over Allah, og at Muhammed (fvmh.) er Allahs sendebud.«

Nyheden om Hazrat Umars antagelse af islam spredte sig med lynets hast. Imens føltes det for dem, der i Dar an-Nadwa ventede på den store helt Umars tilbagekomst med Muhammeds afhuggede hoved i hånden, som om et lyn uden forudgående skyer havde slået ned over deres hoveder. De kunne ikke forstå, hvad der på så kort tid var sket, siden han var gået ud for at tage et hoved, men var kommet tilbage efter at have overgivet sit eget.

De fandt det ud ved at undersøge sagen. Det var hans elendighed, der skyldtes, at han havde reciteret Koranen i sin søsters hus. Quraysh følte endnu en gang med stor tydelighed, at Koranen var årsagen til alle deres ulykker.

Den berømte sahabi Hazrat Jubayr ibn Mut’im antog også islam efter at have hørt Koranen. På baggrund af disse begivenheder stod det klart for de vantro og de polyteistiske ledere, at det var på grund af Koranen, at de var blevet ramt af denne ulykke. Muhammad (s.) havde jo også været iblandt dem før Koranens åbenbaring. Men dengang havde han ikke kunnet skade deres folk eller samfund på nogen måde. Det var først efter Koranens åbenbaring, at denne ulykke ramte dem. Efter at have hørt Koranen mistede den særdeles intelligente Utba forstanden. Det var også Koranens tiltrækningskraft, der fik Najashi til at sende Qurayshs udsendinge tomhændede tilbage; Umar, hvis hjerte var hårdt som sten, blev berørt af Koranens magi, bøjede hovedet og vendte tilbage. De berømte digtere og stammeledere Tufayl ibn Amr al-Dawsi, Jammad, Jubayr og andre søgte, betaget af Koranens ord, tilflugt i dens favn.

Den berømte vestlige lærde Immanuel Deutsch har, idet han anerkendte Koranens mirakuløse virkning, sagt:

“Det var ved hjælp af denne bog, at araberne blev i stand til at erobre et større landområde end Alexander og Rom. Det tog Rom flere hundrede år at fuldføre sine erobringer, mens det for araberne kun tog årtier. Ved hjælp af den var araberne de eneste blandt alle de semitiske folk, der kom til Europa som herskere. Ellers kom fønikerne som handelsfolk, og jøderne som flygtninge eller fanger.”

Derfor rådførte de vantros ledere sig med hinanden og besluttede, at de heller ikke selv ville høre Koranen, og at de måtte sørge for, at Koranens stemme ikke nåede frem til nogen.

Allah underrettede således Sitt Sendebud om deres beslutning gennem det følgende vers.

﴿وَقَالَ الَّذِينَ كَفَرُوا لَا تَسْمَعُوا لِهَٰذَا الْقُرْآنِ وَالْغَوْا فِيهِ لَعَلَّكُمْ تَغْلِبُونَ﴾

﴿فَلَنُذِيقَنَّ الَّذِينَ كَفَرُوا عَذَابًا شَدِيدًا وَلَنَجْزِيَنَّهُمْ أَسْوَأَ الَّذِي كَانُوا يَعْمَلُونَ﴾

»Og de vantro siger: Lyt ikke til Koranen, og lav spektakel under dens recitation, så vil jeres plan lykkes. Jeg vil lade disse vantro smage en streng straf og give dem en passende gengældelse for denne onde gerning.« (Sura Hamim Sajda, vers 26–27)

Nogle uigendrivelige beviser på, at Koranen er en guddommelig bog

Der findes talrige beviser i selve Koranen på, at den hellige Koran virkelig er Allah den Almægtiges ord, og at det på ingen måde er muligt for mennesker at fremstille en bog af denne art. Nedenfor citeres nogle af dem:

Ét: Koranens sproglige og litterære niveau

Koranens sproglige og litterære niveau er særdeles højt. Dens sprog er klart, og samtidig er dens sætningsstruktur yderst præcis og enestående. Når den ædle Profet (fred være med ham) reciterede Koranen, betog dens klang og melodiske skønhed hans medaraberes hjerter og sind. De indså i praksis, at denne tale umuligt kunne være forfattet af et menneske, uanset hvor stor en lærd han måtte være inden for arabisk litteratur. Selv om blind efterligning af forfædrene, stammestolthed og snævre egeninteresser havde lagt hindringer i vejen for, at de accepterede Koranen som sandheden, indså de ikke desto mindre klart, at det på ingen måde var muligt for en analfabet, som aldrig havde sat sine ben på en skole, at forfatte og fremføre en tale af så høj kvalitet. Koranen selv har flere gange åbent udfordret araberne: »Hvis I mener, at dette er en tale forfattet af Profeten (fred være med ham), så frembring en tale af samme art.«

Trods polyteisternes desperate modstand blev denne udfordring fremsat tre gange på forskellige tidspunkter i det ædle Mekka. Tidligt i Sendebudets liv i Medina blev udfordringen gentaget endnu en gang. I Mekka blev følgende udfordring fremsat én gang i Sura Yunus, én gang i Sura Hud og én gang i Sura Bani Isra’il:

 ﴿أَمْ يَقُولُونَ افْتَرَاهُ ۖ قُلْ فَأْتُوا بِسُورَةٍ مِّثْلِهِ وَادْعُوا مَنِ اسْتَطَعْتُم مِّن دُونِ اللَّهِ إِن كُنتُمْ صَادِقِينَ﴾

»Påstår de, at Koranen er noget, du har opdigtet? Sig: Hvis I taler sandt i jeres påstand, så kom med blot én sura, der ligner den. Og tilkald, ud over Allah, hvem I har brug for i denne sag; tilkald også dem, som I formår.«

(Sura Yunus, vers 38)

﴿أَمْ يَقُولُونَ افْتَرَاهُ ۖ قُلْ فَأْتُوا بِعَشْرِ سُوَرٍ مِّثْلِهِ مُفْتَرَيَاتٍ وَادْعُوا مَنِ اسْتَطَعْتُم مِّن دُونِ اللَّهِ إِن كُنتُمْ صَادِقِينَ﴾

»De siger angiveligt, at Koranen er skabt af Profeten. Sig: Hvis I taler sandt, så frembring ti suraer af samme slags. Og tilkald, så godt I kan, dem ud over Allah, som I mener kan hjælpe jer med dette.«

(Sura Hud, vers 13)

 ﴿قُل لَّئِنِ اجْتَمَعَتِ الْإِنسُ وَالْجِنُّ عَلَىٰ أَن يَأْتُوا بِمِثْلِ هَٰذَا الْقُرْآنِ لَا يَأْتُونَ بِمِثْلِهِ وَلَوْ كَانَ بَعْضُهُمْ لِبَعْضٍ ظَهِيرًا﴾

Sig: Selv hvis hele menneskeheden og jinnene forenede sig for at frembringe en Koran som denne, ville de ikke kunne gøre det, selv om de hjalp hinanden med det.«

(Sura Bani Isra’il, vers 88)

Kort efter at den ædle Profet (fred være med ham) var emigreret til Medina, blev den nævnte udfordring endnu en gang fremsat i Sura al-Baqara på følgende måde,

 ﴿وَإِن كُنتُمْ فِي رَيْبٍ مِّمَّا نَزَّلْنَا عَلَىٰ عَبْدِنَا فَأْتُوا بِسُورَةٍ مِّن مِّثْلِهِ وَادْعُوا شُهَدَاءَكُم مِّن دُونِ اللَّهِ إِن كُنتُمْ صَادِقِينَ﴾

Og hvis I er i tvivl om, hvorvidt den bog, som Jeg har åbenbaret for Min tjener (Muhammad), virkelig er fra Mig, så kom med en sura, der ligner den. Og til dette formål kan I tilkalde alle jeres hjælpere ud over Allah, hvis I er sandfærdige.” (Sura al-Baqara, vers 23)

Da denne udfordring gentagne gange blev fremsat under arabernes stærke modstand, sad de naturligvis ikke bare tavse. Blandt dem fandtes adskillige store digtere og fremragende litterater. For at besvare denne åbne udfordring havde islams modstandere henvendt sig til dem alle. Men de skuffede dem alle. Ingen af deres digtere eller litterære talenter var i stand til at frembringe blot én sura, der lignede Koranens mindste sura.

Den udfordring, som Allah den Ophøjede erklærede, var ikke begrænset til den tid. Tværtimod er den, fra Koranens åbenbaring og helt frem til Dommedag, en åben udfordring til Koranens modstandere gennem en lang tidsperiode. Også i dag findes der i lande som Egypten, Palæstina, Syrien og Libanon mange kristne og jødiske familier af arabisk oprindelse, blandt hvilke der er store lærde i det arabiske sprog. Hvis de ønsker det, kan de også tage imod denne udfordring og prøve deres lykke. Måske har de allerede gjort forsøget. Men ligesom deres forgængere vil de ikke få andet ud af det end skuffelse.

De, der er lærde i det arabiske sprog, og hvis modersmål er arabisk, kan fuldt ud forstå, at intet menneskeskabt arabisk værk kan sammenlignes med Koranens sprog. Selv den Ærværdige Profets (fred være med ham) sprog var heller ikke på samme høje niveau som Koranens sprog. De ord, han talte indtil en alder af fyrre år før profetkaldelsen, og selv de ord, som Profeten (fred være med ham) almindeligvis talte efter profetkaldelsen (bortset fra åbenbaringen), var af lavere niveau end Koranens sprog. De kunne på ingen måde sammenlignes med åbenbaringens sprog.

Derfor er Koranens høje litterære niveau, dens raffinerede ordvalg, dens enestående sætningsstruktur og dens gribende klang blandt de uigendrivelige beviser på, at Koranen er Allahs bog.

For det andet: Emnerne i Koranen

De vigtige emner, der behandles i Koranen, og de vanskelige problemer, som der gives løsninger på, er også et strålende bevis på, at Koranen er en guddommelig bog. Profeten (fred være med ham) blev nemlig født i et område, der på det tidspunkt lå uden for den civiliserede verden. Der fandtes hverken et velorganiseret statsstyre eller en udviklet civilisation dér. Bortset fra et par mindre byer levede indbyggerne i alle andre områder som nomader. Hver stamme fulgte sin egen stammeordning, det vil sige stammehøvdingens påbud. Selv om en sjælden enkeltperson kunne lidt læsning og skrivning, fandtes der ingen uddannelsesinstitutioner nogetsteds.

Født i et sådant miljø blev Muhammad (fvmh.) allerede i sin barndom forældreløs. Derfor fik han ingen formel uddannelse. I sin ungdom foretog han heller ingen uddannelsesrejser, bortset fra to korte handelsrejser i retning af Syrien. Han havde overhovedet ikke omgang med nogen dannet eller lærdomsrig person.

Under disse omstændigheder kan enhver almindeligt begavet person forstå, at det på ingen måde er muligt for en sådan ummi-mand at forfatte og fremlægge en bog som Koranen, der rummer så mange forskelligartede og vigtige emner. Koranens emner viser derfor i sig selv, at Koranen er Allahs Bog.

Tre: Den nøjagtige beskrivelse af forhistoriske begivenheder

I den hellige Koran omtales begivenheder, som fandt sted længe før historiens begyndelse, og som verden i det sjette århundrede ikke havde noget særligt kendskab til. Nogle begivenheder fra den forhistoriske tid var ganske vist nævnt i jødernes religiøse skrifter, men de fleste af dem var overdrevne og forvanskede. Nogle begivenheder var ganske vist kendt blandt araberne og befolkningerne i de omkringliggende områder, men kendskabet til dem var yderst uklart og usikkert. I Koranen findes der desuden beretninger om mange begivenheder, som hverken var nævnt i jødernes religiøse skrifter eller kendt blandt araberne.

Den hellige Koran har i forskellige sammenhænge beskrevet forskellige begivenheder fra den forhistoriske tid kortfattet, men så præcist, at ingen indtil i dag har kunnet udfordre deres sandhed. Tværtimod har arkæologernes nyere og nyere opdagelser af historiske levn gjort deres sandhed endnu mere ubestridelig.

Beretningen om Hazrat Adam og Hawwa (a.s.), begivenheden med Hazrat Nuh, fortællingerne om Hazrat Ibrahim, Hazrat Ismail og Hazrat Yaqub (a.s.), omtalen af Nimrod og Farao, fortællingen om Hazrat Yusuf og Hazrat Yaqub (a.s.), beretningerne om folkene Ad, Thamud, Tubba og Saba samt andre folk, omtalen af Jalut og Hazrat Dawud, beretningerne om Dhu’l-Qarnayn, Ashab al-Kahf og Hazrat Luqman, samt beretningerne om Hazrat Sulayman, Hazrat Zakariya, Hazrat Yahya og Hazrat Isa (a.s.) og meget andet — enhver kan forstå, at det ikke er muligt for en sådan ummi-mand, som aldrig havde læst så meget som en linje i en historiebog eller overhovedet havde rejst som turist i forskellige lande, at beskrive alt dette så præcist. Som bevis herpå citeres nedenfor nogle få begivenheder fra den hellige Koran,

(a) Tusinder af år før Den Store Profets fremkomst og kun kort tid efter menneskets skabelse kom den lovgivende profet Hazrat Nuh (a.s.). I den hellige Koran, i sura Hud, beskriver Allah, Herren over alle verdener, hvordan Hazrat Nuh modtog profetskabet, fremlagde sin da’wa for sit folk, hvordan folket afviste den og påførte Nuh (a.s.) forskellige lidelser, hvordan han efter lang tids anstrengelser og omsorg, fortvivlet, bad Allah om at tilintetgøre folket, og hvordan hele menneskeslægten til sidst blev udslettet i en ødelæggende oversvømmelse, bortset fra Hazrat Nuh (a.s.) og nogle få troende ledsagere. Efter at have beskrevet disse begivenheder siger Allah, henvendt til sin elskede profet Hazrat Muhammad (fvmh.),

 ﴿تِلْكَ مِنْ أَنبَاءِ الْغَيْبِ نُوحِيهَا إِلَيْكَ ۖ مَا كُنتَ تَعْلَمُهَا أَنتَ وَلَا قَوْمُكَ مِن قَبْلِ هَٰذَا ۖ فَاصْبِرْ ۖ إِنَّ الْعَاقِبَةَ لِلْمُتَّقِينَ﴾

Dette er ukendte og hidtil uåbenbarede begivenheder, som Jeg gennem åbenbaringen gør dig bekendt med. Alligevel kendte hverken du eller dit folk disse begivenheder tidligere. Så vent; det endelige udfald vil visselig tilfalde de gudfrygtige.” (Sura Hud, vers 49)

(b) Omkring to tusind år før Sendebudets fødsel fandt der i profeten Yusuf (a)s liv en række mærkværdige begivenheder sted. I forbindelse med beretningen om disse blev den lange sura i Koranen, der hedder Sura Yusuf, åbenbaret for Sendebudet. I denne beretning gjorde Allah sin profet bekendt med hele den mærkværdige historie om profeten Yusufs liv, kortfattet, på en yderst enestående og fuldstændig præcis måde gennem åbenbaringen.

Hvordan profeten Yusufs brødre lagde planer imod ham og kastede ham i en brønd, hvordan han blev taget op af folk fra en handelskaravane og solgt som slave til Egyptens førsteminister, hvordan han derefter som følge af ministerens hustrus intriger blev fængslet, hvordan han senere efter at have tydet den egyptiske konges drøm blev udnævnt til hans personlige sekretær og førsteminister, og endelig hvordan hele hans familie, herunder hans forældre samt brødre og søstre, kom fra Kanaan til Egypten – alt dette havde Allah gennem Sura Yusuf meddelt sin elskede profet i fuld detaljerigdom. Og idet Allah nævner, at det ikke ville have været muligt at få dette at vide så præcist på nogen anden måde end gennem åbenbaringen, siger Han:

 ﴿ذَٰلِكَ مِنْ أَنبَاءِ الْغَيْبِ نُوحِيهِ إِلَيْكَ ۖ وَمَا كُنتَ لَدَيْهِمْ إِذْ أَجْمَعُوا أَمْرَهُمْ وَهُمْ يَمْكُرُونَ﴾

”Dette er de ukendte og hidtil uåbenbarede begivenheder, som Jeg gør dig bekendt med gennem åbenbaringen, o profet. Men du var ikke til stede, da Yusufs (a) brødre lagde deres planer imod ham og traf deres beslutning.” (Sura Yusuf, vers 102)

(c) Beretningen om de ukendte begivenheder vedrørende, hvordan Hannah, profeten Isa (a)s moder Maryams mor, indviede det barn, hun bar i sit moderskød, til Allahs sag, til tjenesten ved Bayt al-Muqaddas og til religionens arbejde, hvordan hun derefter gav barnet et navn og overgav det til præsterne ved Bayt al-Muqaddas, hvordan der blev kastet lod med penne for at afgøre, hvem der skulle opfostre barnet, hvordan denne pige på forunderlig og mirakuløs vis fik føde, og hvordan profeten Jibril (a) siden, da pigen var blevet voksen, besøgte hende og gav hende det glædelige budskab – om alt dette siger Allah, henvendt til sin profet:

 ﴿ذَٰلِكَ مِنْ أَنبَاءِ الْغَيْبِ نُوحِيهِ إِلَيْكَ ۚ وَمَا كُنتَ لَدَيْهِمْ إِذْ يُلْقُونَ أَقْلَامَهُمْ أَيُّهُمْ يَكْفُلُ مَرْيَمَ وَمَا كُنتَ لَدَيْهِمْ إِذْ يَخْتَصِمُونَ﴾

”Dette er ukendte begivenheder, som Jeg, o Muhammad, gør dig bekendt med gennem åbenbaringen. Men du var ikke til stede, da de kastede lod med pinde for at træffe afgørelse om Maryams opfostring og var uenige med hinanden.” (Sura Al Imran, vers 44)

(d) Omkring et tusind otte hundrede år før Profetens (ﷺ) fødsel fandt der i Egypten i Afrika en række mærkværdige begivenheder sted i forbindelse med Hazrat Musa og Egyptens konge Farao. Hazrat Musas fødsel, hvordan han blev sat ud på floden, hvordan Faraos hustru tog ham op og lod ham opfostre i kongefamilien, beslutningen om at henrette ham efter en hændelse, da han var blevet ung, den skræmte Musa (fred være med ham), som flygtede til Madyan efter at have tilbagelagt en lang strækning, hvor han modtog vand fra Hazrat Shuayb og opholdt sig i ti år. Derefter rejste han med sin familie til Egypten, modtog profetskab og åbenbaring i den hellige dal ved Sinaj-bjerget undervejs, og kom til sidst til Faraos hof med tawhids kald og fremsatte dette kald. Han havde en langvarig strid med Farao og hans folk og viste forskellige mirakler. Da dette ikke førte til noget, forlod han efter Allahs befaling Egypten sammen med flere hundrede tusinde israelitter og satte kurs mod Palæstina. Farao og hans hær fulgte efter dem, hvorefter Hazrat Musa og Israels børn ved Allahs nåde krydsede Det Røde Hav. Farao og hans folk druknede, og israelitterne levede derefter som nomader i fyrre lange år i det vidtstrakte Sinaj-område. Efter at have givet en kort, men yderst storslået, beskrivelse af de mange mærkværdige begivenheder dér, siger Allah henvendt til sin profet:

 وَمَا كُنتَ بِجَانِبِ الْغَرْبِيِّ إِذْ قَضَيْنَا إِلَىٰ مُوسَى الْأَمْرَ وَمَا كُنتَ مِنَ الشَّاهِدِينَ ﴿٤٤﴾ وَلَـٰكِنَّا أَنشَأْنَا قُرُونًا فَتَطَاوَلَ عَلَيْهِمُ الْعُمُرُ ۚ وَمَا كُنتَ ثَاوِيًا فِي أَهْلِ مَدْيَنَ تَتْلُو عَلَيْهِمْ آيَاتِنَا وَلَـٰكِنَّا كُنَّا مُرْسِلِينَ ﴿٤٥﴾ وَمَا كُنتَ بِجَانِبِ الطُّورِ إِذْ نَادَيْنَا وَلَـٰكِن رَّحْمَةً مِّن رَّبِّكَ لِتُنذِرَ قَوْمًا مَّا أَتَاهُم مِّن نَّذِيرٍ مِّن قَبْلِكَ لَعَلَّهُمْ يَتَذَكَّرُونَ ﴿٤٦﴾

”Du var ikke til stede, da Jeg gav Musa Mine befalinger ved den vestlige side af Sinaj-bjerget (Tur). Sandheden er, at Jeg skabte mange folk i verden, og der er gået lang tid siden deres skabelse. Og du, Muhammad (ﷺ), boede heller ikke blandt indbyggerne i byen Madyan på det tidspunkt, så du kunne fortælle dem om Mine tegn, som fandt sted dengang. Men Jeg sender budbringere, til hvem tidligere begivenheder bliver åbenbaret. Og du var ikke til stede, da Jeg kaldte på Musa ved foden af Tur-bjerget. Dette er derimod en barmhjertighed fra din Herre, en åbenbaring, for at du kan advare et folk, som ingen advarer tidligere var kommet til. Måske vil de således tage imod formaningen.” (Sura al-Qasas, vers 44-46)

(ñ) På samme måde beskriver den alvise Allah i Koranens Sura Ta-Ha alt fra Hazrat Musas fødsel og opvækst til hans ungdom, hans flugt til Madyan, modtagelsen af profetskabet, fremsættelsen af kaldet til Egyptens konge Farao sammen med Harun, fremvisningen af forskellige mirakler og den langvarige strid med Farao. Derefter beskrives hans hijra mod Palæstina, hvordan han ved Allah den Ophøjedes mirakuløse magt krydsede Det Røde Hav sammen med flere hundrede tusinde mennesker, samt hvordan Musa derefter drog til Tur-bjerget og dér modtog shariaen. Efter at have fortalt disse og andre begivenheder henvender Allah sig til sin elskede profet og siger:

 كَذَٰلِكَ نَقُصُّ عَلَيْكَ مِنْ أَنبَاءِ مَا قَدْ سَبَقَ ۚ وَقَدْ آتَيْنَاكَ مِن لَّدُنَّا ذِكْرًا ﴿٩٩﴾

”Således fortæller Jeg dig om tidligere tiders begivenheder. Og sandelig, Jeg har givet dig en påmindelse fra Mig.” (Sura Ta-Ha, vers 99)

Derfor kan det med sikkerhed siges, at disse begivenheder fra forhistorisk tid er blevet fortalt af den ophøjede Skaber, som eksisterede før historiens skabelse, som eksisterer nu, og som også vil eksistere i fremtiden. For Koranen er Hans evige ord, og det er Ham, der gennem åbenbaring har fortalt profeten om disse begivenheder.

Fire: Oplysninger om fremtidige begivenheder

I Koranen findes omtale af mange begivenheder, som Allah havde meddelt Sendebuddet gennem åbenbaring længe før, de fandt sted. Nedenfor nævnes nogle få af disse begivenheder,

(a) En vigtig begivenhed af denne art, der vedrører en profeti, finder vi omtalt i begyndelsen af den hellige Koranens sura ar-Rum. Denne sura blev åbenbaret i Mekka omkring syv år før Sendebuddets Hijra. Den vigtige begivenhed, der nævnes i begyndelsen af suraen, er profetien om, at den romerske kejser Herakleios ville besejre den persiske kejser Khosrau. Allahs profet havde gennem åbenbaring meddelt denne nyhed omkring ni år før begivenheden fandt sted. Begivenheden var som følger:

Kort før islams fremkomst fandtes der i hele verden kun to store og magtfulde riger. Deres grænser lå desuden tæt op ad hinanden. Det ene var det persiske rige, og det andet var det romerske rige. Alle andre mindre stater i verden var underlagt deres indflydelse. Der udbrød ofte krige mellem disse to stærke riger. I år 615 e.Kr., syv år før Sendebuddets Hijra, blev den romerske kejser Herakleios’ hær alvorligt besejret af den persiske kejser Khosrau II’s styrker. Perserne ødelagde romernes hellige steder i Jerusalem og bortførte de kristnes hellige kors. I denne krig mistede kejseren hele sit asiatiske område og blev tvunget til at søge tilflugt i Konstantinopel. Den romerske magt var blevet så grundigt knust i denne konflikt, at der ikke kunne ses nogen mulighed for dens genoprejsning, selv i en fjern fremtid.

Da nyheden om den persiske kejsers sejr nåede Mekka, var det profetskabets femte år. Da perserne var afgudsdyrkere, blev Mekkas afgudsdyrkere særligt begejstrede over denne sejr, og de hånede muslimerne med ordene, at ligesom den kristne romerske kejser, der var blandt Skriftens folk, var blevet knust og besejret af den afgudsdyrkende persiske kejser, sådan ville også Muhammad, der havde en Bog, og hans følgere i fremtiden blive besejret af de afgudsdyrkende Quraysh. Kort sagt hævdede afgudsdyrkerne, at denne begivenhed var et godt varsel om deres sejr over muslimerne.

Men den egentlige sag var, at de afgudsdyrkende Quraysh helt fra krigens begyndelse sympatiserede med perserne, mens muslimerne støttede romerne, fordi romerne var blandt Skriftens folk. Da Mekkas afgudsdyrkere derefter fejrede nyheden om persernes sejr, åbenbarede Allah de følgende vers for sin profet som en profeti om romernes sejr,

 الم ﴿١﴾ غُلِبَتِ الرُّومُ ﴿٢﴾ فِي أَدْنَى الْأَرْضِ وَهُم مِّن بَعْدِ غَلَبِهِمْ سَيَغْلِبُونَ ﴿٣﴾ فِي بِضْعِ سِنِينَ ۗ لِلَّـهِ الْأَمْرُ مِن قَبْلُ وَمِن بَعْدُ ۚ وَيَوْمَئِذٍ يَفْرَحُ الْمُؤْمِنُونَ ﴿٤﴾ بِنَصْرِ اللَّـهِ ۚ يَنصُرُ مَن يَشَاءُ ۖ وَهُوَ الْعَزِيزُ الرَّحِيمُ ﴿٥﴾

»Romerne er blevet besejret i det land, der ligger nærmest araberne. Men efter deres nederlag vil de sejre inden for mindre end ti år. Allah havde den afgørende magt både i begyndelsen (på nederlagets tidspunkt), og Han har den afgørende magt senere hen (for evigt). Og på den dag (da romerne sejrer) vil de troende glæde sig over Allahs hjælp.« (Sura ar-Rum, vers 1-5)

Da Allah den Højeste lod Sendebuddet recitere og meddele ovenstående profeti, begyndte Mekkas afgudsdyrkere at gøre nar af den og håne den. For den romerske magt var blevet så grundigt knust af perserne, at der ikke syntes at være nogen som helst mulighed for, at den igen kunne rejse sig som en større magt.

Under sådanne omstændigheder ville det have forekommet som en fantasts drøm, at en så hårdt medtaget magt på mindre end ti år skulle reorganisere sig og besejre de sejrrige persere.

Desuden havde Allah i de ovennævnte vers også meddelt det lille og svage muslimske samfund, at det inden for en tilsvarende periode ville sejre over sine stærke fjender, og dette var udadtil fuldstændig umuligt.

Men til hele verdens forbløffelse genvandt den reorganiserede romerske magt blot ni år efter nederlaget, i 624 e.Kr., ikke alene sine tabte områder i Asien fra perserne, men tvang også den persiske hær til at lide et knusende nederlag på selve det persiske fastland. På samme tid blev Qurayshs store hær fuldstændig besejret af den lille muslimske hær på slagmarken ved Badr. Da muslimerne så Koranens profeti gå i opfyldelse ord for ord, blev de derfor glade, mens mushrikun ligeledes blev dybt bedrøvede af vrede og sorg, mens mushrikun ligeledes blev dybt bedrøvede af vrede og sorg.

Det var kun muligt for Koranen at fremsige sådanne præcise profetier, fordi den er den almægtige Allahs tale. For Allah er fortiden og fremtiden som nutiden.

(b) En anden tilsvarende begivenhed, der vedrører en fremtidsprofeti, finder vi i sura al-Hashr. I det femte hijri-år rykkede mushrikunernes samlede, enorme hær under Abu Sufyans ledelse mod Medina og belejrede byen fra alle sider. Muslimerne havde indgået en aftale med jøderne i Medina om, at hvis en fremmed magt angreb Medina, skulle de også kæmpe sammen med muslimerne mod denne magt. Men da mushrikun kom og angreb Medina under slaget ved Khandaq, tog jøderne mushrikunernes parti uden at tage det mindste hensyn til den nævnte aftale. Da mushrikun senere, efter ikke at have opnået nogen fordel i krigen, ophævede belejringen og drog bort, blev jøderne grebet af alvorlig bekymring over deres handling. Da de indså, at muslimerne herefter ikke ville tolerere en fjende indefra, blev de meget skræmte og urolige. Netop på dette tidspunkt forsøgte hyklerne i Medina at berolige jøderne ved at sige, at hvis muslimerne angreb dem, ville de hjælpe dem på enhver måde, og at hvis muslimerne endda fordrev jøderne fra Medina, ville de også forlade Medina sammen med dem.

Allah havde på forhånd meddelt Profeten gennem det følgende vers, at hyklerne ikke ville holde dette løfte,

أَلَمْ تَرَ إِلَى الَّذِينَ نَافَقُوا يَقُولُونَ لِإِخْوَانِهِمُ الَّذِينَ كَفَرُوا مِنْ أَهْلِ الْكِتَابِ لَئِنْ أُخْرِجْتُمْ لَنَخْرُجَنَّ مَعَكُمْ وَلَا نُطِيعُ فِيكُمْ أَحَدًا أَبَدًا وَإِن قُوتِلْتُمْ لَنَنصُرَنَّكُمْ وَاللَّـهُ يَشْهَدُ إِنَّهُمْ لَكَاذِبُونَ ﴿١١﴾ لَئِنْ أُخْرِجُوا لَا يَخْرُجُونَ مَعَهُمْ وَلَئِن قُوتِلُوا لَا يَنصُرُونَهُمْ وَلَئِن نَّصَرُوهُمْ لَيُوَلُّنَّ الْأَدْبَارَ ثُمَّ لَا يُنصَرُونَ ﴿١٢﴾

»O Allahs sendebud, er du bekendt med hyklerne, som siger til deres vantro brødre blandt Skriftens folk: »Ved Allah! Hvis I bliver fordrevet, vil vi også drage ud sammen med jer, og vi vil på ingen måde adlyde nogen, når det gælder jer. Og hvis der føres krig mod jer, vil vi helt sikkert hjælpe jer.« Allah bevidner, at hyklerne er fuldstændige løgnere i deres påstand. Hvis jøderne bliver fordrevet, vil disse ikke drage bort sammen med dem. Og hvis der føres krig mod dem, vil hyklerne ikke komme dem til hjælp.« (Sura al-Hashr, vers 11-12)

Historien vidner om, at da jøderne på et senere tidspunkt blev belejret på grund af deres forræderi og brud på pagten, kom den hykleriske leder Abdullah ibn Ubayy og hans ledsagere overhovedet ikke dem til hjælp. Da jøderne derefter af hensyn til sikkerheden i Medina blev forvist fra byen, drog hyklerne heller ikke bort sammen med dem. Således gik Koranens profeti ordret i opfyldelse.

(c) En anden begivenhed af denne art er nævnt i sura al-Baqara. Efter at profeten, fred være med ham, var udvandret til Medina, bad han i omkring et år vendt mod Bayt al-Maqdis som qibla. Derefter blev der i det andet hijri-år åbenbaret et vers, der fastsatte Kabaen som qibla. Allah havde på forhånd gennem åbenbaringen informeret Sendebudet om, hvilken reaktion ændringen af qibla ville fremkalde blandt hyklerne, jøderne og andre modstandere af islam, og hvilken propaganda de ville føre,

 سَيَقُولُ السُّفَهَاءُ مِنَ النَّاسِ مَا وَلَّاهُمْ عَن قِبْلَتِهِمُ الَّتِي كَانُوا عَلَيْهَا ۚ قُل لِّلَّـهِ الْمَشْرِقُ وَالْمَغْرِبُ ۚ يَهْدِي مَن يَشَاءُ إِلَىٰ صِرَاطٍ مُّسْتَقِيمٍ ﴿١٤٢﴾

»Snart vil de tåbelige sige: ‚Hvad har fået dem til at vende sig bort fra den qibla, som de hidtil har bedt vendt imod?‘ Sig: ‚Allah tilhører både øst og vest. Han leder den, Han vil, til den rette vej.‘« (Sura al-Baqara, vers 142)

Gennem ovenstående vers blev profeten, fred være med ham, på forhånd informeret om, hvilken slags propaganda hyklerne og jøderne ville føre efter ændringen af qibla.

(d) En anden vigtig begivenhed vedrørende en profeti finder vi i det ellevte afsnit af sura al-Tawba. I det niende hijri-år fik profeten, fred være med ham, at vide, at den romerske kejser Heraclius forberedte et angreb på Medina med en enorm hær og samlede tropper ved grænsen mellem Syrien og Hijaz med dette formål. Så snart profeten, fred være med ham, modtog denne efterretning, drog han af sted med hele den muslimske hær for at standse dem netop ved Hijaz-grænsen. Han beordrede desuden enhver muslim, der var i stand til at kæmpe, til at deltage i krigen. Ingen måtte blive hjemme.

I Medina var der en gruppe hyklere, som kun deltog i de krige, hvor der var udsigt til en sikker muslimsk sejr. I de krige, hvor der ikke var udsigt til sejr, holdt de sig med forskellige undskyldninger borte.

Felttoget til Tabuk var rettet mod en magt, der på det tidspunkt blev betragtet som verdens stærkeste magt. Derfor var hyklerne overbeviste om, at muslimernes nederlag i denne krig var uundgåeligt. Desuden var det sommer. I ørkenen blæste den brændende simoom med voldsom kraft. Under disse omstændigheder forekom det dem at være det samme som den visse død at tilbagelægge de omkring 350 mil fra Medina til Tabuk og gå i krig mod en stærk hær. Derfor blev de i Medina under forskellige påskud.

Da Profeten efter ekspeditionens afslutning satte kurs mod Medina, åbenbarede Allah undervejs på den ene side for ham hyklernes hemmelige onde planer og gav ham på den anden side på forhånd besked om alle de falske undskyldninger, de ville fremføre for at undgå straf, når han var vendt tilbage til Medina,

 يَعْتَذِرُونَ إِلَيْكُمْ إِذَا رَجَعْتُمْ إِلَيْهِمْ ۚ قُل لَّا تَعْتَذِرُوا لَن نُّؤْمِنَ لَكُمْ قَدْ نَبَّأَنَا اللَّـهُ مِنْ أَخْبَارِكُمْ ۚ وَسَيَرَى اللَّـهُ عَمَلَكُمْ وَرَسُولُهُ ثُمَّ تُرَدُّونَ إِلَىٰ عَالِمِ الْغَيْبِ وَالشَّهَادَةِ فَيُنَبِّئُكُم بِمَا كُنتُمْ تَعْمَلُونَ ﴿٩٤﴾

»O Sendebud, når I vender tilbage til Medina, vil hyklerne fremføre undskyldninger. Sig: I behøver ikke at fremføre undskyldninger. Vi tror ikke længere på jer. Allah har allerede underrettet os om jeres forhold.« (Sura at-Tawbah, vers 94)

Derpå underretter Allah Profeten yderligere:

سَيَحْلِفُونَ بِاللَّـهِ لَكُمْ إِذَا انقَلَبْتُمْ إِلَيْهِمْ لِتُعْرِضُوا عَنْهُمْ ۖ فَأَعْرِضُوا عَنْهُمْ ۖ إِنَّهُمْ رِجْسٌ ۖ وَمَأْوَاهُمْ جَهَنَّمُ جَزَاءً بِمَا كَانُوا يَكْسِبُونَ ﴿٩٥﴾

»Når I vender tilbage til dem i Medina, vil disse hyklere komme til jer og sværge ved Allah, for at I ikke skal træffe nogen straffende foranstaltninger mod dem. Lad dem blot være; som følge af deres gerninger skal de lide i Helvede.« (Sura at-Tawbah, vers 95)

يَحْلِفُونَ لَكُمْ لِتَرْضَوْا عَنْهُمْ ۖ فَإِن تَرْضَوْا عَنْهُمْ فَإِنَّ اللَّـهَ لَا يَرْضَىٰ عَنِ الْقَوْمِ الْفَاسِقِينَ ﴿٩٦﴾

De vil sværge over for jer netop for at opnå, at I bliver tilfredse med dem. Men husk: Selv hvis I bliver tilfredse med dem, vil Allah ikke være tilfreds med disse syndere.« (Sura at-Tawbah, vers 96)

I den ovenstående gennemgang blev der kun nævnt nogle få profetier, som hver især er blevet bevist sande til punkt og prikke. Desuden findes der mange profetier i den hellige Koran, som allerede er blevet opfyldt.

Der findes desuden utallige profetier om opstandelsen, det hinsidige, genopstandelsen, regnskabets dag, Paradiset og Helvedet, hvis opfyldelsestid endnu ikke er kommet. Disse fuldkomne profetier beviser afgjort, at Koranen er Allahs bog, for ingen andre end Allah har viden om fremtiden.

Fem: At give menneskelivet et vidtrækkende og grundlæggende system

Det er også et strålende bevis på, at Koranen er en guddommelig bog, at den har givet velafstemte, velplanlagte og vidtrækkende ordninger for menneskelivets forskellige områder.

I sin lovprisning af disse fremragende bestemmelser i Koranen skrev den berømte vestlige lærde Sir Diamondbars:

“Koranens bestemmelser er lige gavnlige og velegnede for alle, fra kejseren til beboeren af en stråtækt hytte. Det er fuldstændig umuligt at finde noget alternativ til dens ordning for verden.”

Doktor Oswell Johnson siger:

“Koranens vise bestemmelser er så virkningsfulde og egnede til alle tider, at de er i stand til at imødekomme alle tidsaldres krav. I travle og arbejdsfyldte byer, livlige bebyggelser, øde ørkener og overalt fra land til land høres dette budskab med samme styrke.”

Gibbon siger:

»I Koranen findes der virksomme bestemmelser for enhver gren af livet.«

Alle bestemmelser vedrørende ægteskab og skilsmisse, arvereglerne, de statslige og økonomiske grundprincipper, reglerne for krig og fredsaftaler og så videre beviser uden tvivl, at Koranen er Allahs bog. For den profet, fra hvis mund vi modtog denne bog, var ummī. Han havde derfor hverken studeret nogen bog om lovgivning eller modtaget undervisning hos nogen jurist. Hvis han ikke havde været profet, ville det således have været umuligt for ham at fremlægge så fremragende bestemmelser.

Seks: Præcis information om universet og den himmelske verden

I den hellige Koran er der mange steder og i forskellige sammenhænge, hvor der i forbindelse med beskrivelsen af Allahs uendelige magt gives oplysninger om den himmelske verden, jorden og dens forvaltning. Efterhånden som videnskaben har udviklet sig, er disse oplysningers sandhed blevet klar som dagens lys. Nedenfor fremlægges nogle få eksempler:

(a) Før Newtons opdagelse af teorien om tyngdekraften i 1965 havde verdens mennesker ikke noget særligt kendskab til, at forskellige planeter og måner i det ydre rum tiltrækker hinanden, og at de som følge heraf svæver i rummet. Men næsten tusind år før Newtons fødsel havde Allah gennem åbenbaring meddelt sin profet denne viden. Nedenfor citeres det relevante vers:

وَمِنْ آيَاتِهِ أَن تَقُومَ السَّمَاءُ وَالْأَرْضُ بِأَمْرِهِ ۚ ثُمَّ إِذَا دَعَاكُمْ دَعْوَةً مِّنَ الْأَرْضِ إِذَا أَنتُمْ تَخْرُجُونَ ﴿٢٥﴾

»Og blandt Allah den Højestes store tegn er også dette, at den himmelske verden og jorden er grundfæstet i det ydre rum ved Hans befaling.« (Sura ar-Rum, vers 25)

Den mægtige kraft, ved hvilken alle genstande i de himmelske riger og jordkloden holdes svævende i tomrummet, kaldes i verset »Amrullah«. Og det er netop den tyngdekraft, som Newton opdagede.

 وَسَخَّرَ لَكُمُ اللَّيْلَ وَالنَّهَارَ وَالشَّمْسَ وَالْقَمَرَ ۖ وَالنُّجُومُ مُسَخَّرَاتٌ بِأَمْرِهِ ۗ إِنَّ فِي ذَٰلِكَ لَآيَاتٍ لِّقَوْمٍ يَعْقِلُونَ ﴿١٢﴾

»Og alle stjernerne er bundet (kontrolleret) af hans Amr. Sandelig, i dette er der et tegn for de kloge.« (Sura an-Nahl, vers 12)

Med Amr i det ovenstående vers menes den store tiltrækningskraft, hvis tiltrækning forhindrer stjernerne i det store verdensrum i at blive spredt og fare bort.

إِنَّ اللَّـهَ يُمْسِكُ السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضَ أَن تَزُولَا ۚ وَلَئِن زَالَتَا إِنْ أَمْسَكَهُمَا مِنْ أَحَدٍ مِّن بَعْدِهِ ۚ إِنَّهُ كَانَ حَلِيمًا غَفُورًا ﴿٤١﴾

Sandelig, Allah holder himlene og jorden fast på en sådan måde, at de ikke løsriver sig og falder.« (Sura Fatir, vers 41)

Den fastholdende kraft, der omtales i verset, er den tyngdekraft, som Newton opdagede.

Selv om den græske videnskabsmand Ptolemæus i det første århundrede e.Kr. opdagede, at Jorden er rund, og at den hænger i verdensrummet, kunne han ikke forklare, hvilken kraft der holdt den svævende; ligeledes kunne han heller ikke give nogen oplysning om Jordens bevægelse.

(b) Med hensyn til skabelsen har Allah den Ophøjede overalt i verden anvendt en dobbelt- og parvis metode. Den franske fysiker de Broglie henviste i 1915 til denne forunderlige dualitet. Ifølge ham er den dualitet, der findes overalt i naturen, og lysets duale natur blot én side af den. Alligevel blev menneskene gennem Koranen underrettet om denne dualitet næsten tretten hundrede år før de Broglie. Allah siger således:

سُبْحَانَ الَّذِي خَلَقَ الْأَزْوَاجَ كُلَّهَا مِمَّا تُنبِتُ الْأَرْضُ وَمِنْ أَنفُسِهِمْ وَمِمَّا لَا يَعْلَمُونَ ﴿٣٦﴾

“Højlovet være Han, som har skabt alt i par. Det, som jorden frembringer, det, som de selv frembringer, og ting, som de ikke har kendskab til.” (Sura Yasin, vers 36)

وَخَلَقْنَاكُمْ أَزْوَاجًا ﴿٨﴾

“Og Vi har skabt jer i par.” (Sura An-Naba, vers 8)

(c) Koranen erklærede, længe før videnskabsmænd som Kopernikus, Galileo, Newton og Einstein blev født, at alt i verden, inklusive månen og solen, er i uafbrudt bevægelse,

 وَالشَّمْسُ تَجْرِي لِمُسْتَقَرٍّ لَّهَا ۚ ذَٰلِكَ تَقْدِيرُ الْعَزِيزِ الْعَلِيمِ ﴿٣٨﴾ وَالْقَمَرَ قَدَّرْنَاهُ مَنَازِلَ حَتَّىٰ عَادَ كَالْعُرْجُونِ الْقَدِيمِ ﴿٣٩﴾ لَا الشَّمْسُ يَنبَغِي لَهَا أَن تُدْرِكَ الْقَمَرَ وَلَا اللَّيْلُ سَابِقُ النَّهَارِ ۚ وَكُلٌّ فِي فَلَكٍ يَسْبَحُونَ ﴿٤٠﴾

“Solen bevæger sig mod sit bestemmelsessted. Dette er den Almægtiges, den Alvidendes, fastsatte orden. Og for månen har Jeg fastsat faser, indtil den igen bliver som en gammel palmegren. Hverken solen har magt til at indhente månen, eller natten kan overhale dagen. Og hver af dem svømmer i verdensrummet.” (Sura Yasin, vers 38-40)

 ﴾ وَهُوَ الَّذِي خَلَقَ اللَّيْلَ وَالنَّهَارَ وَالشَّمْسَ وَالْقَمَرَ ۖ كُلٌّ فِي فَلَكٍ يَسْبَحُونَ ﴿٣٣﴾

“Han har skabt dagen og natten, solen og månen er også Hans skaberværk. Og de svømmer alle i verdensrummet.” (Sura al-Anbiya, vers 33)

Lyt nu til den verdensberømte videnskabsmand Einsteins ord om dette,

“Der findes ingen ubevægelig eller stationær struktur i universet. Universet er dynamisk; stjernerne, nebulosernes verdener og det enorme gravitationelle verdensrum uden for universet er alle i konstant bevægelse.”

Sir Isaac Newtons synspunkt om dette er som følger:

“Da solsystemet blev etableret, sørgede Skaberen for, at hvert legeme kredser om sin egen akse.”

(d) Længe før videnskabsfolkene har Koranen givet os kendskab til, at stjernerne, nebuloserne og solsystemet i skabelsens første stadium var indbyrdes forbundne og uadskillelige,

 أَوَلَمْ يَرَ الَّذِينَ كَفَرُوا أَنَّ السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضَ كَانَتَا رَتْقًا فَفَتَقْنَاهُمَا ۖ وَجَعَلْنَا مِنَ الْمَاءِ كُلَّ شَيْءٍ حَيٍّ ۖ أَفَلَا يُؤْمِنُونَ ﴿٣٠﴾

“Ser de, der har valgt vantroens vej, ikke, at himlene og jorden oprindeligt var forbundet? Derefter adskilte Jeg dem.” (Sura al-Anbiya, vers 30)

Den belgiske kosmolog Athely Metre siger følgende om verdens skabelse: “Verden blev skabt af et enormt uratom. Med tiden blev atomet spaltet, og dets forskellige dele spredte sig i forskellige retninger.”

(*********)

For nylig fremsatte George Gamow fra George Washington University følgende forklaring på verdens skabelse,

“Oprindeligt var verdens centrum et brændende helvede af ensartet urgas – efterhånden begyndte denne kosmiske masse at sprede sig i alle retninger, og temperaturen i de forskellige dele faldt gradvist.”

Der kan konstateres en forbløffende overensstemmelse mellem de to ovennævnte berømte videnskabsmænds opfattelser og den ovenfor nævnte erklæring.

(ঙ) Koranen antydede længe før den moderne videnskab, at tidsforløbet i universets forskellige verdener, herunder solsystemet, samt længden af dag og nat ikke er den samme,

يُدَبِّرُ الْأَمْرَ مِنَ السَّمَاءِ إِلَى الْأَرْضِ ثُمَّ يَعْرُجُ إِلَيْهِ فِي يَوْمٍ كَانَ مِقْدَارُهُ أَلْفَ سَنَةٍ مِّمَّا تَعُدُّونَ ﴿٥﴾

“Det er denne ophøjede Væren, der fører tilsyn med alle forhold fra himlen til jorden. Derefter vil alt vende tilbage til Ham på en dag, hvis varighed efter jeres beregning er tusind år.” (Sura Sajda, vers 5)

Selv om dette tidsinterval på det tidspunkt, hvor Koranen blev åbenbaret, ikke var forståeligt, har moderne videnskabelige opdagelser gjort det let og forståeligt for mennesker.

Den verdensberømte videnskabsmand Albert Einsteins udtalelse om dette lyder således:

“Hver verden har sin egen tid. Det giver ingen mening at angive tidspunktet for en begivenhed uden at nævne den verden, hvor den finder sted. Rum og tid ændrer sig i overensstemmelse med hver verdens hastighed.”

Verdens mysterium og dr. Einstein, Lincoln Bemit.

Hvis Allah på dommedag således lader vores regnskab blive gjort op i en verden, der oplyses af en planet, omkring hvilken denne verden kun drejer én gang om sin egen akse for hvert tusinde år på vores jord, og en dag dér derfor svarer til tusind år på vores jord, hvad er der så at undre sig over?

(f) Et andet sted i den hellige Koran siger Allah i forbindelse med beskrivelsen af det særlige kunstværk i Hans skabelse:

﴾ الَّذِي خَلَقَ سَبْعَ سَمَاوَاتٍ طِبَاقًا ۖ مَّا تَرَىٰ فِي خَلْقِ الرَّحْمَـٰنِ مِن تَفَاوُتٍ ۖ فَارْجِعِ الْبَصَرَ هَلْ تَرَىٰ مِن فُطُورٍ ﴿٣﴾ ثُمَّ ارْجِعِ الْبَصَرَ كَرَّتَيْنِ يَنقَلِبْ إِلَيْكَ الْبَصَرُ خَاسِئًا وَهُوَ حَسِيرٌ ﴿٤﴾

“Det er Ham, den ophøjede, der har skabt de syv himle lag på lag. Du vil ikke kunne se nogen fejl i Den Barmhjertiges skabelse. Se så igen: Kan du se nogen fejl? Kast derefter blikket tilbage igen og igen. Dit syn vil vende tilbage ydmyget.” (Selv om du ingen fejl vil kunne se.) (Sura al-Mulk, vers 3-4)

Om at Allah ikke har skabt denne enestående verden for forgæves leg, siger Koranen:

وَمَا خَلَقْنَا السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضَ وَمَا بَيْنَهُمَا لَاعِبِينَ ﴿٣٨﴾ مَا خَلَقْنَاهُمَا إِلَّا بِالْحَقِّ وَلَـٰكِنَّ أَكْثَرَهُمْ لَا يَعْلَمُونَ ﴿٣٩﴾

“Jeg har ikke skabt himlen og jorden samt alt, hvad der er imellem dem, for at lege. Jeg har visselig skabt dem begge med et formål! Men de fleste mennesker forstår det ikke.” (Sura ad-Dukhan, vers 38-39)

Hør nu den verdensberømte videnskabsmand Albert Einsteins syn på denne kunstfærdigt skabte verden:

Jeg tror på en harmonisk og velordnet verden. Jeg nærer den tro, at det søgende menneske en dag vil finde den virkelige sandhed. Jeg kan på ingen måde tro, at Skaberen spiller terninger med verden.” (Verdens mysterium og dr. Einstein).

(f) I forbindelse med beskrivelsen af Dommedag siger Allah Ta’ala i Den Hellige Koran, at der på denne frygtelige dag ikke vil være noget lys i solen eller månen, og at stjernerne også vil miste deres virkning. Og Allah vil oplyse hele Hashr-pladsen med et enestående nūr (lys). Som det er nævnt i Sura al-Qiyamah:

 يَسْأَلُ أَيَّانَ يَوْمُ الْقِيَامَةِ ﴿٦﴾ فَإِذَا بَرِقَ الْبَصَرُ ﴿٧﴾ وَخَسَفَ الْقَمَرُ ﴿٨﴾ وَجُمِعَ الشَّمْسُ وَالْقَمَرُ ﴿٩﴾

“De spørger Sendebudet, hvornår Dommedagen vil komme? Den dag, hvor synet vil blive blændet, månen ikke vil have noget lys, og månen og solen vil befinde sig i samme tilstand.” (Sura Qiyamah, vers 6-9)

I forbindelse med beskrivelsen af Dommedagen har Allah sagt et andet sted i den hellige Koran:

 إِذَا الشَّمْسُ كُوِّرَتْ ﴿١﴾ وَإِذَا النُّجُومُ انكَدَرَتْ ﴿٢﴾ وَإِذَا الْجِبَالُ سُيِّرَتْ ﴿٣﴾

“Den dag, hvor solen ikke vil have noget lys, stjernerne vil blive revet løs fra deres pladser, og bjergene også vil flytte sig.” (Sura Takwir, vers 1-3)

Selv om disse udsagn på tidspunktet for Koranens åbenbaring forekom nogle mennesker umulige, anser nutidens berømte videnskabsfolk det ikke længere for umuligt, at månen og stjernerne vil nå den ovenfor beskrevne tilstand. Tværtimod støtter deres meninger dette. De har for eksempel sagt:

“Solen slukkes langsomt, men sikkert. Mange af stjernerne er nu blot brændte kul. Overalt i verden falder varmeniveauet. Stoffet bliver spredt og går til grunde, og energien forsvinder ud i verdensrummet. Efterhånden bevæger verden sig således mod varmedøden. Når verden efter mange millioner år når en sådan tilstand, vil alle naturens processer standse.”

(Verdens mysterier og dr. Einstein, s. 123-124)

“Alle naturens fænomener og kendsgerninger fører til den ene konklusion, at verden ubønhørligt og uigenkaldeligt bevæger sig mod en mørk tilintetgørelse.” (Verdens mysterier og dr. Einstein, s. 127)

Ifølge forskerne vil verden gå til grunde den dag, hvor alle naturens processer standser.

كُلُّ مَنْ عَلَيْهَا فَانٍ ﴿٢٦﴾ وَيَبْقَىٰ وَجْهُ رَبِّكَ ذُو الْجَلَالِ وَالْإِكْرَامِ

»Alt, hvad der findes i verden, vil gå til grunde. Og kun jeres Herre vil bestå, den Ophøjede, den Ærefulde.«

(Sura ar-Rahman, vers 26-27)

(j) I den hellige Koran har Allah, alverdenernes Herre, betegnet planter, urter, træer og anden vegetation som en uvurderlig ressource for mennesker og dyr. Allah siger for eksempel:

وَالْأَرْضَ بَعْدَ ذَٰلِكَ دَحَاهَا ﴿٣٠﴾ أَخْرَجَ مِنْهَا مَاءَهَا وَمَرْعَاهَا ﴿٣١﴾ وَالْجِبَالَ أَرْسَاهَا ﴿٣٢﴾ مَتَاعًا لَّكُمْ وَلِأَنْعَامِكُمْ ﴿٣٣﴾

»Derefter bredte Han jorden ud. Og fra den frembragte Han vand og vegetation, og bjergene grundfæstede Han. Og dette (træerne og vegetationen) er en uvurderlig ressource for jer og jeres husdyr.« (Sura an-Nazi’at, vers 30-33)

Et andet sted siger Allah:

فَلْيَنظُرِ الْإِنسَانُ إِلَىٰ طَعَامِهِ ﴿٢٤﴾ أَنَّا صَبَبْنَا الْمَاءَ صَبًّا ﴿٢٥﴾ ثُمَّ شَقَقْنَا الْأَرْضَ شَقًّا ﴿٢٦﴾ فَأَنبَتْنَا فِيهَا حَبًّا ﴿٢٧﴾ وَعِنَبًا وَقَضْبًا ﴿٢٨﴾ وَزَيْتُونًا وَنَخْلًا ﴿٢٩﴾ وَحَدَائِقَ غُلْبًا ﴿٣٠﴾ وَفَاكِهَةً وَأَبًّا ﴿٣١﴾ مَّتَاعًا لَّكُمْ وَلِأَنْعَامِكُمْ ﴿٣٢﴾ فَإِذَا جَاءَتِ الصَّاخَّةُ ﴿٣٣﴾ يَوْمَ يَفِرُّ الْمَرْءُ مِنْ أَخِيهِ ﴿٣٤﴾ وَأُمِّهِ وَأَبِيهِ ﴿٣٥﴾ وَصَاحِبَتِهِ وَبَنِيهِ ﴿٣٦﴾ لِكُلِّ امْرِئٍ مِّنْهُمْ يَوْمَئِذٍ شَأْنٌ يُغْنِيهِ ﴿٣٧﴾ وُجُوهٌ يَوْمَئِذٍ مُّسْفِرَةٌ ﴿٣٨﴾ ضَاحِكَةٌ مُّسْتَبْشِرَةٌ ﴿٣٩﴾ وَوُجُوهٌ يَوْمَئِذٍ عَلَيْهَا غَبَرَةٌ ﴿٤٠﴾ تَرْهَقُهَا قَتَرَةٌ ﴿٤١﴾ أُولَـٰئِكَ هُمُ الْكَفَرَةُ الْفَجَرَةُ ﴿٤٢﴾

Mennesket bør rette sin opmærksomhed mod sin føde. På en forunderlig måde har Jeg ladet vandet regne. Derefter har Jeg på en enestående måde spaltet jorden og frembragt forskellige slags korn, druer, grøntsager, oliven, dadler, haver fyldt med tætte træer og frugter samt græs. Alt dette er særligt nyttigt for jer og jeres husdyr.” (Sura Abasa, vers 24-32)

Nutidens videnskabsfolk er gennem omfattende forskning i planter nået frem til den konklusion, at der i naturen ikke findes nogen større ven for mennesker og dyr end planterne. Planterne forsyner os nemlig ikke blot med føde, men optager også den giftige gas kuldioxid fra luften og producerer ilt til vores åndedræt.

Planterne optager ved hjælp af rødderne vand fra jorden og fører det op til bladene, mens bladene optager kuldioxid fra luften. Ved hjælp af klorofyllet, der findes i træernes blade og får dem til at se grønne ud, samt sollyset foregår der en slags madlavning inde i bladene. Derved dannes kulhydrater, som er yderst nødvendige for vores krop. Samtidig frigives ilt, uden hvilken vi ikke kan overleve selv et kort øjeblik.

Planterne er derfor ikke en almindelig ressource for os, men en uvurderlig ressource. I Koranen minder Allah os utallige gange om Sin gave i form af planter og opfordrer os til at vise taknemmelighed.

(j) Den berømte indiske videnskabsmand Jagadish Chandra Bose siges at have været den første til at bevise, at planter og alle slags mineralstoffer har en livskraft. Men omkring tretten hundrede år før hr. Boses nævnte opdagelse åbenbarede den hellige Koran for os, at planter, sten og alle slags mineralstoffer med videre har livskraft og føleevne. Nedenfor bringes nogle citater fra Koranen om dette emne,

﴿تُسَبِّحُ لَهُ السَّمَاوَاتُ السَّبْعُ وَالْأَرْضُ وَمَن فِيهِنَّ ۚ وَإِن مِّن شَيْءٍ إِلَّا يُسَبِّحُ بِحَمْدِهِ وَلَٰكِن لَّا تَفْقَهُونَ تَسْبِيحَهُمْ ۗ إِنَّهُ كَانَ حَلِيمًا غَفُورًا﴾

“De syv himle, jorden og alt, hvad der er deri, lovpriser Allah. Der findes ikke noget, som ikke lovpriser Ham, men I kan ikke forstå deres lovprisning (fremsigelse af tasbih). Han er visselig langmodig og tilgivende.” (Sura Bani Isra’il, vers 44)

سَبَّحَ لِلَّهِ مَا فِي السَّمَاوَاتِ وَمَا فِي الْأَرْضِ ۖ وَهُوَ الْعَزِيزُ الْحَكِيمُ

»Alle i himlene og på jorden er optaget af at lovprise Allah. Og Han er den Almægtige, den Alvidende.« (Sura As-Saff, vers 1)

Det følgende vers indeholder særligt en antydning af stenenes livskraft,

﴿ثُمَّ قَسَتْ قُلُوبُكُم مِّن بَعْدِ ذَٰلِكَ فَهِيَ كَالْحِجَارَةِ أَوْ أَشَدُّ قَسْوَةً ۚ وَإِنَّ مِنَ الْحِجَارَةِ لَمَا يَتَفَجَّرُ مِنْهُ الْأَنْهَارُ ۚ وَإِنَّ مِنْهَا لَمَا يَشَّقَّقُ فَيَخْرُجُ مِنْهُ الْمَاءُ ۚ وَإِنَّ مِنْهَا لَمَا يَهْبِطُ مِنْ خَشْيَةِ اللَّهِ ۗ وَمَا اللَّهُ بِغَافِلٍ عَمَّا تَعْمَلُونَ﴾

»Og blandt stenene er der nogle, hvorfra kilder springer frem. Nogle revner, og vand strømmer ud fra dem. Andre skælver af frygt for Allah og falder ned på jorden. Og Allah er bestemt ikke uvidende om jeres handlinger.«

(Sura Al-Baqara, vers 74)

En dag under et felttog, da profeten Muhammad (fred være med ham) gav soldaterne instrukser, så han nogle af ledsagerne hugge grene af træerne langs vejen med deres håndvåben. Profeten (fred være med ham) forbød dem det og sagde: »Pas på! I må ikke slå på træerne uden grund. De har liv, og de lider og græder, når I slår dem.«

For nylig har en russisk videnskabsmand opdaget, at blomster i nærheden også påvirkes af menneskers lykke og sorg; det vil sige, at blomster i nærheden glæder sig over menneskers lykke og glæde og føler smerte ved menneskers sorg.

For blot få dage siden blev der udgivet en bog med titlen (the crescent life of plan), skrevet af de to berømte amerikanske videnskabsmænd Peter Tompkins og Christopher Bird. I den har de bevist, at alle slags planter, selv radiser, gulerødder, løg og lignende, ikke blot har evnen til at føle, men også intelligens og vilje.

De har endda et sprog, hvormed de kan kommunikere med andre planter. I denne forbindelse har de to videnskabsmænd i deres bog som bevis også fremlagt synspunkterne fra de berømte videnskabsmænd Cleve Backster, Marcel Vogel, Ken Hashimoto og den indiske videnskabsmand Jagadish Chandra Bose samt flere andre videnskabsmænd.

Bogen beskriver også resultaterne af russiske videnskabsmænds undersøgelser i Kasakhstan af, hvordan kornplanter reagerer på musik, og hvordan frø og knopper vågner ved elektriske stød.

Syv: Koranens enestående beskyttelsesforanstaltning

De fleste af de bøger, der siden tidernes morgen er blevet åbenbaret for profeterne, er nu vanskelige at få fat i. De få, der stadig findes, foreligger heller ikke på deres originalsprog. Når en bog oversættes fra originalsproget, er den desuden en oversat bog og ikke den oprindelige bog. Det gælder især oversættelser af de bøger, som den Almægtige Allah har åbenbaret. Og den oversatte bogs sprog er oversætterens, ikke Allahs.

Desuden har mange af disse bøgers lærde tilhængere åbent erkendt, at de ikke er fri for ændringer. For på den tid fandtes der hverken papir eller trykpresser som i dag. Derfor blev de skrevet på blade, træplader, glatte stenplader eller tyndt skind, og fordi det var umuligt at fremstille mange kopier, blev en eller nogle få kopier opbevaret hos præsterne i deres centrale gudshuse. Når en rivaliserende nation angreb deres hovedstad eller by, blev deres hellige skrifter og gudshuse derfor de sejrende angriberes vigtigste mål. Før islams fremkomst blev jødernes og de kristnes hellige skrifter således mange gange ødelagt af rivaliserende magter. I dag er det almindeligvis umuligt at finde en komplet Tora eller et komplet Evangelium på originalsproget.

Den hellige Tora, som blev åbenbaret for profeten Moses (fred være med ham), er blevet ødelagt flere gange. Især i 586 f.Kr. angreb den babyloniske tyran Bakht Nasr (Nebukadnezar) Jerusalem, ødelagde byen og lagde den i ruiner, og han tog de israelitiske lærde og fremstående personer til fange og førte dem til Babylon. Bakht Nasr ødelagde også den hellige moské Bayt al-Muqaddas, som profeten Salomon (fred være med ham) havde opført, samt Toraen, der blev opbevaret dér.

Næsten et halvt århundrede senere, i 538 f.Kr., besejrede den persiske kejser Kyros den babyloniske konge, befriede jøderne og hjalp dem med at blive genbosat i Palæstina samt med på ny at opføre byen Jerusalem og moskéen Bayt al-Muqaddas. Derefter nedskrev de jødiske lærde Toraen på ny ud fra de spredte dele, som det var lykkedes dem at indsamle, og ud fra det, de havde lært udenad. En berømt europæisk forfatter til bogen (the story of bible) har følgende opfattelse af dette:

At de oprindelige manuskripter blev ødelagt sammen med Salomons tempel, hvorefter Ezra fremstillede et nyt sæt ud fra de kopier, man kunne finde. (The Story of Bible)

“Det forholdt sig i virkeligheden sådan, at Toraens oprindelige tekst var blevet ødelagt sammen med profeten Salomons hellige moské. Derefter fremstillede Ezra, det vil sige profeten Uzair (fred være med ham), en ny kopi ud fra det, han havde kunnet indsamle.”

Ifølge den romerske historiker Priani blev den bog, der blev åbenbaret for Zarathustra, Zend-Avesta, skrevet med gyldent blæk på i alt tolv tusind kohuder og opbevaret i persernes daværende hovedstad Persepolis’ berømte bibliotek. Da den græske kejser Alexander senere indtog den nævnte hovedstad og satte den i brand, brændte både biblioteket og den hellige bog Zend-Avesta, som blev opbevaret dér, fuldstændigt op. Om Bibelens Ny Testamente (Evangeliet) siger forfatteren, efter at have fremlagt resultatet af sine undersøgelser:

“Hele Det Nye Testamente findes sammen med andre dokumenter i et manuskript, der kaldes ‘Sainaitic Codex’, og som opbevares i Leningrad; det blev sandsynligvis skrevet i Egypten i det 4. århundrede.” (The Story of Bible, s. 107)

“Hele Det Nye Testamente (Evangeliet) findes sammen med andre dokumenter i det oprindelige manuskript, der opbevares i Leningrad; det kaldes ‘Sainaitic Codex’. Det blev efter al sandsynlighed skrevet i Egypten i det kristne 4. århundrede.”

Hvis det, der siges at være åbenbaret for profeten Jesus (fred være med ham), således først fandtes fire hundrede år efter hans død, er det bestemt noget, man bør tænke over?

Nogle åbenbaringer blev også mundtligt videregivet af religiøse lærde, som underviste deres disciple i dem. Når der derefter opstod fare for, at de skulle gå tabt med tiden, eller når der i stort omfang blev føjet ydre fortællinger og lignende til dem, skrev en af deres lærde dem ned i bogform. Derfor blev dele af dem udeladt, samtidig med at mange udenforstående udsagn blev indlemmet i dem.

Hinduernes hellige bog, Vedaerne, blev samlet af vismanden Vedavyasa i den mahabharatiske periode, længe efter den vediske tidsalder (på tidspunktet for slaget ved Kurukshetra). Ifølge vestlige lærde blev Vedaerne forfattet blot syv eller otte hundrede år før Jesu Kristi fødsel. På tilsvarende måde blev buddhisternes religiøse skrifter, Tripitaka, nedskrevet under den store Ashokas ledelse omkring to hundrede år efter Buddhas død; også de første og andet pitaka blev samlet efter Buddhas død. Desuden findes der ingen steder i verden længere udbredte sprog, som de himmelske bøger før Koranen blev åbenbaret på. De fleste af verdens profeter tilhørte Israels børn, og deres sprog var aramæisk eller hebraisk. Alle de bøger, der blev åbenbaret for disse hebraiske profeter, var skrevet på aramæisk eller hebraisk. Alle de bøger, der blev åbenbaret for disse hebraiske profeter, var skrevet på hebraisk. Men i dag er hebraisk ikke længere synderligt udbredt noget sted i verden.

På samme måde findes der heller ingen, der taler sanskrit, sproget i hinduernes religiøse skrifter Vedaerne og Gitaen, ligesom ingen længere taler pali, sproget i buddhisternes religiøse skrifter, Pitakaerne. Disse sprog regnes nu blandt de døde sprog.

Men Koranens situation er helt anderledes end dette. Milliarder af eksemplarer af Koranen findes i dag i dens oprindelige åbenbaringssprog hos forskellige mennesker i forskellige lande verden over. Koranen er ikke blot bevaret som bog; lige siden Koranen blev åbenbaret og frem til i dag har utallige mennesker i forskellige dele af verden desuden lært den udenad i sin helhed.

Det er allerede blevet nævnt, at Koranen blev åbenbaret lidt efter lidt over en periode på treogtyve år. Hver gang en del af Koranen blev åbenbaret for Profeten (fvmh.), sørgede han straks for, at den blev nedskrevet af en skriver (en, der nedskrev åbenbaringen), samtidig med at mange muslimer straks lærte den pågældende del udenad. Da åbenbaringen af Koranen var fuldendt efter treogtyve år, var Koranen på den ene side blevet nedskrevet og bevaret i sin helhed, mens utallige muslimer på den anden side havde lært den udenad i sin helhed og dermed etableret en fortræffelig ordning til dens bevarelse. Siden har denne bevarelsesordning fungeret efter de samme regler gennem århundreder.

Hvis nogen ønsker at undersøge dette, kan vedkommende skaffe et eksemplar af Koranen fra et land i Østasien. Derefter kan vedkommende lytte til den blive reciteret af en hafiz fra Nordafrika. Ikke blot vil der ikke være nogen forskel i ord eller bogstaver; selv ikke et eneste zair eller zabar vil afvige.

Desuden er det oprindelige arabiske sprog, som Koranen blev åbenbaret på for den store Profet, selv efter fjorten hundrede år hverken blevet gammeldags eller forladt.

[Den berømte amerikanske lærde George Sarton siger følgende i sin ros af det arabiske sprogs særlige egenskaber:

“Den muslimske civilisation var af en enestående art. Muslimerne knyttede sig sammen gennem to stærke bånd: religionen og sproget. En af muslimernes vigtigste pligter er at recitere Koranen på det oprindelige arabiske sprog. Tak være denne fremragende religiøse forskrift … Arabisk er også i dag et af de sprog, der anvendes udbredt over hele verden. (the life of science by George sarton) Forfatteren siger et andet sted i sin bog: ‘Fra midten af det ottende århundrede til slutningen af det ellevte århundrede gik de arabisktalende i spidsen for hele menneskeheden. Takket være dem blev arabisk ikke blot etableret som Koranens hellige sprog og som bærer af Guds ord, men trådte også frem for verden som et internationalt sprog.’ Idet forfatteren anerkender arabiske skrifters enorme betydning for den menneskelige civilisations fremskridt, skriver han et andet sted i bogen:

“De blandt de europæiske lærde, som var foregangsmænd, forstod, at arabiske skrifter ikke blot var vigtige, men også uundværlige. For i dem var der samlet en rigdom af viden. Det vil på ingen måde være en overdrivelse at sige, at kristne lærdes vigtigste opgave frem til midten af det tolvte og trettende århundrede var at oversætte arabiske værker til latin.”( the life of science by George sarton)

Men flere snese millioner mennesker verden over taler dette sprog. Enhver, der læser Koranen, kan ikke undgå at blive betaget af dens enestående bevaringsordning.

Allah selv har erklæret, at denne enestående bevaringsordning for Hans sidste Bog, der blev åbenbaret for Allahs sidste profet, er planlagt af Allah selv. Denne erklæring finder vi én gang i en tidlig mekkaansk sura ved navn Sura Qiyamah. Og endnu en gang finder vi den i en anden mekkaansk sura ved navn Sura Hijr.

Da Jibril (a) i begyndelsen i Mekka Sharif kom til Huzur (s) og fremsagde åbenbaringen for ham, blev Huzur (s) ved med ivrigt at fremsige den sammen med Jibril (a), så ikke en eneste del af åbenbaringen skulle gå tabt. Derfor beroligede den Almægtige Allah Huzur med følgende ord:

﴿لَا تُحَرِّكْ بِهِ لِسَانَكَ لِتَعْجَلَ بِهِ﴾

﴿إِنَّ عَلَيْنَا جَمْعَهُ وَقُرْآنَهُ﴾

﴿فَإِذَا قَرَأْنَاهُ فَاتَّبِعْ قُرْآنَهُ﴾

﴿ثُمَّ إِنَّ عَلَيْنَا بَيَانَهُ﴾

»O Sendebud, bevæg ikke din tunge for at tilegne dig Koranen hurtigt. Det er Mit ansvar at fuldstændiggøre Koranen og få den fremsagt for dig. Når Jeg derfor fremsiger den (med Jibrils tunge), så følg den. Derefter er det også Mit ansvar at forklare den.« (Sura Qiyamah, vers 16-19)

Den Almægtige Allah siger endvidere,

﴿إِنَّا نَحْنُ نَزَّلْنَا الذِّكْرَ وَإِنَّا لَهُ لَحَافِظُونَ﴾

“Sandelig, det er Mig, der har åbenbaret Koranen, og det er bestemt Mig, der har ansvaret for at bevare den.” (Sura al-Hijr, vers 9)

En lignende udtalelse findes også i Sura Ta-Ha.

وَلَا تَعْجَلْ بِالْقُرْآنِ مِن قَبْلِ أَن يُقْضَىٰ إِلَيْكَ وَحْيُهُ ۖ وَقُل رَّبِّ زِدْنِي عِلْمًا

“Når Koranen åbenbares, skal du ikke være bekymret for Koranens (bevarelse), før den er fuldendt. Og sig: O Allah, øg min viden!” (Sura Ta-Ha, vers 114)

Når man betragter denne forbløffende ordning til bevarelse af Koranen, vil hjertet af sig selv vidne om, at det er Hans hånd, der virker i kernen af denne bevarelsesordning—Han, som har åbenbaret den.

Otte: En forbløffende overensstemmelse i Koranens sprog og stil

Selv om Koranen blev åbenbaret lidt efter lidt over en periode på treogtyve år, beviser den forbløffende overensstemmelse i sprog, litterær kvalitet, betydning og indhold fra begyndelse til slutning også, at Koranen ikke er et menneskeskabt værk. For intet menneske ville over så lang en periode have været i stand til at opretholde en sådan kontinuitet og overensstemmelse på disse områder.

Koranen – profetens største mirakel

Den store Allah gav også de profeter og sendebud, som Han sendte til menneskeheden i verden for at vejlede den, mirakler som bevis på deres profetskab og sendebudshverv. Ordet »mirakel« betyder bogstaveligt at gøre nogen ude af stand og magtesløs, at besejre nogen i en konfrontation og lignende. Fagligt betyder det, at en profet eller et sendebud til støtte for sine egne påstande viser en så overnaturlig og forbløffende begivenhed, at ingen andre end en profet er i stand til at frembringe den.

Ud over de almindelige mirakler gav Allah også nogle af Sine sendebud særlige mirakler. For eksempel Moses’ (a) Asa (stav) og Yad-e Bayda (den strålende hånd). Når profeten Moses (a) kastede sin stav på jorden, antog den således skikkelse af en frygtelig, enorm slange, der fór omkring på jorden. Men når han tog den op, forvandlede den sig igen til en stav. På samme måde, når han stak sin højre hånd ind under sin armhule og trak den frem igen, udsendte hånden et særligt lys, som oplyste alle sider. Dette var Moses’ (a) mirakler: Asa og Yad-e Bayda. Ud over de to ovennævnte særlige mirakler fandt der i Moses’ (a) lange liv også mange andre mærkværdige og overnaturlige begivenheder sted. Blandt dem var, at han med et slag af staven delte vandet i Det Røde Hav og skabte en vej for Israels børn, lod tolv kilder strømme frem fra et klippestykke til Israels tolv stammer og modtog manna og salwa (føde fra Himlen) fra Himlen.

Også i profeten Isa’s (a) liv findes der beretninger om mange sådanne overnaturlige begivenheder, men hans særlige mirakler var at helbrede uhelbredelige sygdomme og at give de døde liv, så de kunne tale.

Allah lod også mange overnaturlige begivenheder ske gennem Sit sidste sendebud, profeten Muhammad (s), og fremlagde dermed vidnesbyrd om hans profetskab over for de vantro. Men det største mirakel, han blev givet, var Al-Koranen, som blev åbenbaret på arabisk.

I forvejen var det arabiske sprog blandt verdens vigtigste sprog udstyret med særlige kendetegn. Desuden var araberne på tidspunktet for sendebuddets fremkomst førende inden for dyrkelsen af poesi og litteratur. Ved deres nationale festligheder opstillede de pavilloner og scener, hvor de viste deres talent inden for poesi, kunst og litteratur. Til et sådant folk, der beherskede et højt og forfinet sprog, begyndte Allah gennem åbenbaring at nedsende en så ophøjet tale til en helt analfabet mand, at alle arabere blev forbløffede over det overordentligt høje niveau i dens sprog og indhold. Ligesom det var umuligt for araberne at måle sig med Koranen sprogligt, var det dem også umuligt at skabe en tale, der lignede Koranen med hensyn til indhold og emner. Koranen udfordrede gentagne gange sine modstandere: Hvis I tvivler på, at Koranen, som Muhammad har fremsagt, er Allahs tale, men tror, at den er skabt af Muhammad, så skal I i det mindste fremstille og bringe en kort sura, der ligner Koranen.

Koranens udfordring var ikke begrænset til dens iboende harmonier, filosofiske emner, komplicerede bestemmelser og lignende. Hvis det havde været tilfældet, kunne araberne måske have sagt: »Vi er jo ikke filosoffer, vi kender heller ikke etik, og hvornår skulle vi have tid til at beskæftige os med astronomi?« Men det var ikke det eneste. Samtidig med at Koranen hævdede sin overlegenhed med hensyn til indhold, udfordrede den åbent hele verden, inklusive araberne, til i det mindste at fremstille og bringe en lille sura, der lignede Koranen, og hævdede dermed også sit sproglige niveau. Ligesom de store arabiske sprogforskere og mestre ikke var i stand til sprogligt at måle sig med Koranen, kunne eksperter i etik blandt araberne samt i Rom og Persien heller ikke indholdsmæssigt fremstille et værk som Koranen eller blot noget, der lignede en del af den. Derfor vil Koranen, både sprogligt og indholdsmæssigt, forblive den store profets vidunderlige mirakel indtil Dommedag.

Systemet for kompilering og klassificering af Koranen

Når en del af Koranen blev åbenbaret under Koranens åbenbaring, sørgede Profeten (fvmh.) på den ene side for, at den blev nedskrevet af de sahabaer, der fungerede som åbenbaringens skrivere, mens utallige andre sahabaer på den anden side lærte den udenad. Da Profeten (fvmh.) gik bort, var hele Koranen ikke blot lært udenad af utallige sahabaer, men fandtes også i nedskreven form hos flere af dem. Så snart en del af Koranen blev åbenbaret, skrev mange af sahabaerne den ned på tyndt kamelskind, glatte stenstykker, blade eller bark. I hadith-bøgerne findes en beretning af Zayd ibn Thabit, åbenbaringens skriver. Han sagde:

نولف القرآن من الرقاع

“Vi plejede at sidde hos Allahs Sendebud (fvmh.) og skrive Den Ædle Koran på stykker af skind.” (Mustadrak-i-Itqan)

I den del af Bukhari, hvor sahabaernes rang og fortjenester omtales, nævnes en beretning fra Abdullah ibn Umar, hvori han siger, at han hørte den ædle Profet (fvmh.) sige: “Lær Koranen af fire personer: Abdullah ibn Mas’ud, Salim, Ubayy ibn Ka’b og Mu’adh ibn Jabal.” (Bukhari)

Et andet sted i Bukhari nævner Anas i en beretning:

“På den ædle Profets (fvmh.) tid var de fire sahabaer, som især havde samlet Koranen, alle ansar. Ubayy ibn Ka’b, Mu’adh ibn Jabal, Abu Sa’id og Zayd ibn Thabit (må Allah være tilfreds med dem).” (Bukhari)

Muhaddithun har i deres forklaring af denne hadith sagt, at meningen er, at selv om utallige sahabaer havde samlet og bevaret Koranen, havde de ovennævnte fire sahabaer en særlig rang med hensyn til at lære Koranen udenad, recitere den, bevare den og samle den.

Kort efter hans bortgang, i begyndelsen af Hazrat Abu Bakrs kalifat, da flere hundrede hafiz-sahaba blev martyrer i slaget ved Yamama, kom Hazrat Umar til Khalifat al-Rasul, Hazrat Abu Bakr, med denne anmodning: at alle Koranens dele straks blev ordnet i rækkefølge og nedskrevet som én bog. Ellers kunne vi måske miste nogle af Koranens dele, fordi så mange hafiz af Koranen forsvandt fra verden. Hazrat Abu Bakr tøvede først noget, men godkendte senere Hazrat Umars forslag og udpegede åbenbaringens skriver, Hazrat Zayd ibn Thabit, til denne hellige opgave.

Imam Bukhari har i sit berømte værk Sahih al-Bukhari, i afsnittet »Koranens betydning og værdighed«, overleveret følgende hadith gennem Hazrat Zayd ibn Thabit:

»Lige efter slaget ved Yamama sendte Hazrat Abu Bakr (ra) bud efter mig. Da jeg kom, så jeg også Hazrat Umar sidde ved hans side. Derefter sagde Hazrat Abu Bakr (ra) til mig:

‘Se, Umar (ra) er kommet til mig og siger, at utallige hafiz af Koranen blev martyrer i slaget ved Yamama. Jeg frygter, at hvis hafiz af Koranen også bliver martyrer i andre slag på samme måde, vil vi måske miste nogle af Koranens dele. Derfor mener jeg, at du bør beordre, at Koranen nedskrives som en bog.’ Jeg svarede Umar: ‘Hvordan kan jeg gøre noget, som Allahs Sendebud (s) ikke gjorde?’ Derefter svor Umar ved Allah og sagde, at dette i sandhed var en fremragende og nødvendig handling.’ Gennem alle disse drøftelser og meningsudvekslinger med Umar lod Allah også mit hjerte føle betydningen af denne opgave. Jeg blev også enig med Umar.«

Fortælleren, Hazrat Zayd ibn Thabit, siger videre, at Hazrat Abu Bakr derefter sagde til mig:

»Du er en ung og intelligent person. Ingen af os har nogen som helst anklage imod dig. Desuden var du under Sendebudets tid beskæftiget med at nedskrive åbenbaringen. Derfor skal du ordne og nedskrive hele Koranen som én bog.« (Bukhari, Fada’il al-Qur’an)

Derefter indsamlede Hazrat Zayd (ra) de skriftlige dele, som fandtes hos sahabaerne, samt de dele, der var opbevaret i Sendebudets eget hus, ordnede dem indbyrdes og nedskrev dem som en bog efter at have sammenholdt dem med hafiz-sahabaernes recitation.

Harith al-Muhasibi har berettet dette i sit værk »Fahm al-Sunan«:

»At nedskrive Koranen var ikke noget nyt. Profeten selv, fred være med ham, nedskrev Koranen. Den fandtes imidlertid i forskellige dele. Hazrat Abu Bakr as-Siddiq beordrede, at alle delene skulle samles og nedskrives i bogform. Dette svarede til, at der i Profetens, fred være med ham, hus fandtes adskillige spredte sider, hvorpå Koranen var nedskrevet. Derefter ordnede en samler dem og bandt dem sammen med en snor, så ingen del kunne gå tabt.«

Al-Thaqafah al-Islamiyyah (Allama Raghib Tabbakh).

Det mushaf, som Hazrat Zayd havde samlet og nedskrevet, blev i den første kalif, Hazrat Abu Bakrs, levetid opbevaret hos ham som et betroet ansvar, og efter behov lavede andre kopier deraf og afleverede det til Umar. Efter Hazrat Umars martyrdød blev dette mushaf overdraget til de troendes moder, Hazrat Hafsa, til opbevaring.

Reform af måden, Koranen læses på

Selv om sproget er det samme i hele et område, hvor der tales samme sprog, vil der nødvendigvis være visse forskelle og variationer i talemåde og udtale. Der ses for eksempel betydelige forskelle mellem sproget i Nadia og Comilla. Det samme gælder sproget i Khulna og Chittagong. Alligevel er sproget i begge distrikter bengali.

På samme måde var der, selv om sproget i hele Arabien var arabisk, betydelige forskelle mellem de forskellige områders og stammers sprog, udtale, talemåde og anvendelse. Eftersom Profeten var Qurayshi, blev Koranen ganske vist åbenbaret på qurayshisk arabisk. Men araberne i andre områder fik også tilladelse til at læse og nedskrive den på deres regionale arabisk, eftersom det ikke medførte nogen ændring af Koranens oprindelige betydning eller mening. Da islam imidlertid overskred Arabiens grænser og også bredte sig til ikke-arabiske områder, skabte disse forskelle i læsemåde og udtale særlige vanskeligheder for ikke-araberne. Da den tredje kalif, Hazrat Uthman, måtte gøre opmærksom på dette, indså han dets store betydning. Derefter løste han det opståede problem på den nedenfor beskrevne måde.

For det første lod han det mushaf, som var skrevet og opbevaret på qurayshisk, og som tilhørte Hazrat Hafsa, hente og fik fremstillet mange kopier af det. Derefter sendte han en kopi til hvert område i det muslimske rige og beordrede alle til at kopiere derfra. Han fik fuldstændig ødelagt de mushaf’er, der var skrevet på ikke-qurayshisk arabisk. Dermed forsvandt også forskellene i talemåde og udtale.

Imam Bukhari har i afsnittet »Fada’il al-Qur’an« i Bukhari Sharif gennem Hazrat Anas overleveret en hadith med følgende indhold: »En dag kom Hazrat Hudhayfa ibn al-Yaman til Hazrat Uthman, må Allah være tilfreds med ham. Forinden havde han deltaget i erobringen af Armenien sammen med syriske mujahider og i slaget ved Aserbajdsjan sammen med irakiske mujahider. Dér blev han bekymret, da han så uenigheden mellem syrernes og irakernes måde at læse Koranen på. Da han derefter kom til den tredje kalif, Hazrat Uthman, sagde han til kaliffen: ’De troendes leder! Gør noget for denne ummas vel, før de strides om Allahs Bog ligesom jøderne og de kristne.’ Da Hazrat Uthman, må Allah være tilfreds med ham, hørte dette, sendte han en anmodning til de troendes moder, Hafsa, om at få det eksemplar, som Hazrat Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, havde samlet, tilsendt. Han ville få det kopieret og derefter sende originaleksemplaret tilbage til hende. Hafsa, må Allah være tilfreds med hende, sendte derefter det hellige eksemplar til Hazrat Uthman, må Allah være tilfreds med ham. Uthman satte Hazrat Zayd ibn Thabit, Abdullah ibn az-Zubayr, Sa’id ibn al-‘As og Abdur-Rahman ibn al-Harith, må Allah være tilfreds med dem, til at kopiere det. Hazrat Uthman, må Allah være tilfreds med ham, sagde til de tre qurayshitiske sahaba, bortset fra Hazrat Zayd ibn Thabit: ’Hvis I bliver uenige med Zayd ibn Thabit om et eller andet vedrørende læsemåden, så skriv det på qurayshisk, for Koranen blev åbenbaret på qurayshisk.’«

Da de nævnte sahabaer havde fremstillet kopier af hele bogen efter Hazrat Uthmans ordre, sendte Hazrat Uthman (r.a.) det originale eksemplar til Hazrat Hafsa (r.a.). Han sendte en kopi af de fremstillede mushaf’er til hver af rigets forskellige områder og beordrede, at alle andre mushaf’er, som fandtes dér, skulle ødelægges. (Bukhari – Fada’il al-Qur’an)

»Kopier af det originale, af Hazrat Uthman fremstillede Koraneksemplar findes den dag i dag bevaret i forskellige lande i verden, blandt andet i Rusland, Egypten og Syrien. Den Koran, som i dag findes hos os, er også magen til dette originale, siddiqiske eksemplar, som Hazrat Uthman (r.a.) lod kopiere og på statens foranledning sende til forskellige dele af riget.«

Kan der findes nogen mere fejlfri, bedre og videnskabeligt funderet metode til indsamling og bevaring af en bog end denne?

Koranens nuværende inddeling og rækkefølge er heller ikke fastlagt af noget senere menneske. Hazrat Profeten (s.a.w.) ordnede derimod den nuværende Koran efter Hazrat Jibrils (a.s.) anvisning. Det var også i denne rækkefølge, at Profeten (s.a.w.) selv reciterede den i bøn sammen med sahabaerne. De sahabaer, der havde memoriseret Koranen, lærte den ligeledes udenad i denne rækkefølge.

Årsagen til, at Koranen blev åbenbaret lidt efter lidt

Hvorfor blev hele den ædle Koran ikke åbenbaret på én gang, men lidt efter lidt over en lang periode på treogtyve år? Hvorfor åbenbarede Allah ikke også den ædle Koran på én gang, ligesom de himmelske bøger såsom Toraen, Zabur og Injil? Dette er i sandhed også et emne, der bør forstås. En af de vantros indvendinger mod den hellige Koran var netop: Hvorfor blev Koranen ikke åbenbaret over Muhammad (s.a.w.) på én gang?«

Om denne udtalelse fra de vantro har Allah sagt:

﴿وَقَالَ الَّذِينَ كَفَرُوا لَوْلَا نُزِّلَ عَلَيْهِ الْقُرْآنُ جُمْلَةً وَاحِدَةً ۚ كَذَٰلِكَ لِنُثَبِّتَ بِهِ فُؤَادَكَ ۖ وَرَتَّلْنَاهُ تَرْتِيلًا﴾

»Og de vantro siger: Hvorfor blev Koranen ikke åbenbaret for Muhammed (ﷺ) på én gang?« På denne måde, i etaper, styrker Jeg dit hjerte, og Jeg har åbenbaret den gradvist.« (Sura al-Furqan, vers 32)

Forfatteren til Manahil al-Irfan fi Ulum al-Qur’an, Allama Abd al-Azim, har i sit værk nævnt fire særlige visdomme ved, at Koranen blev åbenbaret lidt efter lidt.

1. At styrke Profetens hjerte

Det vil sige, at hans indre blev fyldt med åndelig glæde, når den ærede engel, Hadrat Jibril Amin, som gentagne gange bragte åbenbaringen fra Allah selv, kom til Profeten. I hans sinds rene inderste var denne overbevisning altid fast forankret: at Allahs nåde og velsignelser uden ophør strømmede ned over ham fra himlen. Derfor blev Profetens hjerte og sjæl gradvist styrket af troens overnaturlige kraft.

Fordi Koranen blev åbenbaret lidt efter lidt og med mellemrum, lærte Profeten (ﷺ) den straks udenad, forstod dens indre betydning og blev særligt velbevandret i dens visdom. Derfor blev Profetens rene hjerte stadig stærkere gennem Koranens enestående og overnaturlige kraft.

2. Den muslimske ummahs fortløbende tarbiyat

Det vil sige at føre den nye nation, som var opstået under Profetens ledelse, gradvist frem mod fuldendelse gennem fortløbende undervisning og tarbiyat. Dette mål blev i særlig grad opnået ved, at dele af Koranen blev åbenbaret lidt efter lidt og med mellemrum. For hvis alle shariaens påbud og bestemmelser var blevet åbenbaret samlet allerede i første fase, ville det måske have været langt vanskeligere for de nye mennesker, som netop havde antaget islam, at følge dem fuldt ud. Som Allah siger:

﴿وَقُرْآنًا فَرَقْنَاهُ لِتَقْرَأَهُ عَلَى النَّاسِ عَلَىٰ مُكْثٍ وَنَزَّلْنَاهُ تَنزِيلًا﴾

“Og Jeg har åbenbaret Koranen i afsnit, for at du kan recitere den for folk med mellemrum.” (Sura al-Isra, vers 106)

3. Vejledning vedrørende nye problemer

Den store opgave, som Allah havde pålagt Profeten (s) og hans selvopofrende ledsagere med at lede den islamiske bevægelse, gav anledning til forskellige problemer på forskellige stadier, og Profeten blev på forskellige tidspunkter stillet over for forskellige spørgsmål. Derfor blev det på forskellige tidspunkter nødvendigt at åbenbare forskellige dele af Koranen for at løse disse problemer og besvare disse spørgsmål.

Engang kom en muslimsk kvinde, Hazrat Khawla bint Tha’laba, til Allahs Sendebud og begyndte grædende og klagende at fortælle, at hendes mand havde erklæret zihar over hende. Hun havde nemlig flere små børn. Hvis hun overgav disse børn til deres far, var der fare for, at deres liv ville blive ødelagt. Hvis hun derimod beholdt dem hos sig, var der fare for, at de ville dø for tidligt af sult. Kvinden blev derfor yderst fortvivlet og fortsatte med at græde og klage foran Profeten.

Før islam, i uvidenhedens tidsalder, medførte zihar, at hustruen blev skilt.

[Zihar består i at sammenligne sin hustru med en af de kvinder, som er forbudte at gifte sig med, det vil sige mor, datter og lignende, med den hensigt at adskille sig fra hende. Hvis nogen for eksempel siger til sin hustru: “Du er som min mor”, er det zihar. I uvidenhedens tidsalder anså araberne den hustru, over for hvem de havde begået zihar, for evigt forbudt for sig selv. Islam godkendte ikke dette. Der blev dog pålagt den, der begår zihar, en bod for en sådan usømmelig og urimelig handling.]

Problemet med zihar var nu for første gang opstået i det muslimske samfund. Profeten vidste ikke, hvad han skulle gøre. Netop i dette øjeblik blev det følgende vers åbenbaret for at løse problemet,

قَدْ سَمِعَ اللَّهُ قَوْلَ الَّتِي تُجَادِلُكَ فِي زَوْجِهَا وَتَشْتَكِي إِلَى اللَّهِ وَاللَّهُ يَسْمَعُ تَحَاوُرَكُمَا ۚ إِنَّ اللَّهَ سَمِيعٌ بَصِيرٌ﴾

﴿الَّذِينَ يُظَاهِرُونَ مِنكُم مِّن نِّسَائِهِم مَّا هُنَّ أُمَّهَاتِهِمْ ۖ إِنْ أُمَّهَاتُهُمْ إِلَّا اللَّائِي وَلَدْنَهُمْ ۚ وَإِنَّهُمْ لَيَقُولُونَ مُنكَرًا مِّنَ الْقَوْلِ وَزُورًا ۚ وَإِنَّ اللَّهَ لَعَفُوٌّ غَفُو

“Den kvinde, som tvistede med dig om sin mand og fremsatte sin klage over for Allah. Allah havde hørt jer begges samtale. Og Allah hører og ser alt. De af jer, der erklærer ẓihār over for deres hustruer, gør derved ikke deres hustruer til deres mødre. Deres mødre er kun de kvinder, som fødte dem.” (Sura al-Mujādilah, vers 1-2)

Engang spurgte de afgudsdyrkende mekkanere, tilskyndet af jøderne, Profeten om Dhu l-Qarnayn for at bringe ham i forlegenhed, selv om Profeten på det tidspunkt intet kendte til Dhu l-Qarnayn. Derfor lod Allah, den alvidende, sin elskede Profet få kendskab til Dhu l-Qarnayns korte historie gennem åbenbaringen.

﴿وَيَسْأَلُونَكَ عَن ذِي الْقَرْنَيْنِ ۖ قُلْ سَأَتْلُو عَلَيْكُم مِّنْهُ ذِكْرًا﴾

“Og de spørger dig om Dhu l-Qarnayn. Sig: ‘Jeg vil snart recitere hans beretning for jer.’” (Sura al-Kahf, vers 83)

Hvorfor bliver der ikke åbenbaret nogen himmelsk bog efter den hellige Koran?

Ligesom utallige profeter og sendebud kom til verden før Den Store Profets komme, åbenbarede Allah, Herren over alle verdener, også utallige bøger og ṣaḥīfaer for dem. Men efter Den Store Profets bortgang vil der ikke længere blive åbenbaret nogen ny himmelsk bog eller ṣaḥīfa, og denne tilstand vil bestå indtil Dommedag.

Man kunne spørge: Hvorfor vil der ikke blive åbenbaret nogen himmelsk bog efter Koranen? Som svar kan det siges, at Den Højeste Allah gennem åbenbaringen af Koranen har fuldkommengjort sin religion for menneskeheden. Som Allah har nævnt i Koranen,

 الْيَوْمَ أَكْمَلْتُ لَكُمْ دِينَكُمْ وَأَتْمَمْتُ عَلَيْكُمْ نِعْمَتِي وَرَضِيتُ لَكُمُ الْإِسْلَامَ دِينًا ۚ

»I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer og fuldendt Min nåde over jer, og Jeg har valgt islam som religion for jer.« (Sura al-Ma’ida, vers 3)

Efter at religionen således var blevet fuldkommengjort, var der derfor ikke længere behov for, at en ny bog blev åbenbaret.

For det andet opstod behovet for tidligere på ny at åbenbare en bog, fordi Guds bøger blev ændret, udvidet eller delvist eller fuldstændigt udslettet. Men gennem Guds mirakuløse nåde er Koranen fuldstændig beskyttet mod sådanne ulykker. Ligesom Koranen ikke på nogen måde kan ændres eller udvides, er der heller ikke den mindste mulighed for, at nogen del af den skulle blive udslettet. Under disse omstændigheder er der derfor overhovedet ikke behov for nogen anden himmelsk bog.

Den usædvanlige udvikling inden for kommunikation i vor tid, den omfattende udbredelse af trykkerikunsten og de mange muligheder for udveksling mellem civilisationer har bragt Koranen og dens budskab ud til næsten alle dele af verden. Derfor er der nu ikke længere noget behov for, at en himmelsk bog bliver åbenbaret i nogen del af verden. Ligesom profeten Muhammad (s) efter sin fremkomst er den eneste profet for hele menneskeheden i hele verden indtil Dommedag, således er Koranen efter sin åbenbaring den eneste himmelske bog, som hele menneskeheden skal følge indtil Dommedag. Herefter vil der, ligesom der ikke vil fremkomme nogen anden profet, heller ikke blive åbenbaret nogen anden himmelsk bog.

Nogle koranmanuskripter fra forskellige kalifatperioder i verden

Som det allerede er blevet nævnt, begyndte man regelmæssigt at skrive den hellige Koran allerede på Allahs Sendebuds (s) tid, og mens han stadig levede, havde flere af ledsagerne skriftlige dele af Koranen hos sig. På Abu Bakrs (ra) tid blev disse adskilte, skriftlige stykker samlet og udformet som en smukt ordnet, fuldstændig bog. Derefter lod Uthman (ra) i hijraår 25 flere kopier fremstille af dette manuskript, som oprindeligt var blevet skrevet under Abu Bakrs (ra) ledelse, og sendte dem gennem statens foranstaltning til forskellige områder i imperiet.

Et håndskrevet mushaf, som Uthman (ra) selv havde skrevet, var i hans egen besiddelse. Dette mushaf blev kaldt »Mushaf al-Imam«. Det forblev hos Uthman hele hans liv, hvorefter det kom i hænderne på Ali (ra) og imam Husayn (ra). Senere kom det til Spanien og derefter til Marokkos hovedstad Fez. Derefter blev det bragt tilbage til Medina. Under Første Verdenskrig blev mushafet ført fra Medina til Tyrkiets hovedstad Konstantinopel, hvor det stadig befinder sig.

Et håndskrevet manuskript, skrevet af Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) egenhændigt, hvor der til sidst står skrevet, at det er skrevet af Hazrat Uthman ibn Affan.

Dette mushaf befinder sig i dag i Moskva, Ruslands hovedstad. Oprørerne martyrdræbte Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham), mens han var i færd med at recitere det. Senere blev det bragt til Damaskus, hvor det forblev i de umayyadiske herskeres hænder indtil afslutningen på deres kalifat. Derefter blev det bragt til Basra. Den berømte rejsende Ibn Battuta så det i Basra i det attende århundrede. I 1941 kom det i de russiske bolsjevikers besiddelse, og siden da har det befundet sig i Moskva.

Et andet manuskript, fremstillet af Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham), befinder sig i dag i Frankrig; et andet i Khudurbia-biblioteket i Egypten; et andet i biblioteket ved al-Azhar-universitetet; og endnu et andet opbevares i et bibliotek i Frankrig.

Blandt de fem manuskripter, der blev fremstillet af Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), opbevares ét i Mashhad, to i Konstantinopel og ét i Jamia Hussein i Kairo. Endnu et manuskript, fremstillet af Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), findes i dag i Jamia Millia i Delhi.

Et manuskript samlet af Hazrat Imam Husayn opbevares også i dag i Jamia Millia i Delhi. Et mushaf fremstillet af Hazrat Imam Zayn al-Abidin findes i Jamia Millia, og et andet findes i biblioteket i Deoband.

Hvornår blev zer, zabar og pesh føjet til Koranen

De, hvis modersmål er arabisk, kan læse enhver bog på arabisk uden nogen form for vokaltegn. Så længe islam derfor ikke havde bredt sig uden for Arabien, blev Koranen skrevet uden vokaltegn. For araberne var det nemlig muligt at læse Koranen uden hjælp af zer, zabar og pesh. Men da islam overskred Arabien grænser og også bredte sig blandt ikke-arabere, blev det vanskeligt for ikke-arabiske muslimer at læse Koranen uden vokaltegn. For at løse dette problem beordrede Hajjaj ibn Yusuf, Iraks guvernør under det umayyadiske styre, derfor i år 86 efter hijra (705 e.Kr.), at Koranens vokaltegn, det vil sige zer, zabar og pesh, skulle føjes til.

Nogle mindeværdige dage og datoer vedrørende den hellige Koran

1. Åbenbaringen begyndte at blive åbenbaret for første gang i Hira-grotten mandag den 17. Ramadan, 13 år før hijra (svarende til den 6. august 610 e.Kr.).

2. Åbenbaringen af Koranen blev fuldført i måneden Safar i hijra-året 11.

3. De første fem vers, der blev åbenbaret for Profeten, var de første fem vers af sura al-ʿAlaq. De lyder således:

اقْرَأْ بِاسْمِ رَبِّكَ الَّذِي خَلَقَ﴾

﴿خَلَقَ الْإِنسَانَ مِنْ عَلَقٍ﴾

﴿اقْرَأْ وَرَبُّكَ الْأَكْرَمُ﴾

﴿الَّذِي عَلَّمَ بِالْقَلَمِ﴾

﴿عَلَّمَ الْإِنسَانَ مَا لَمْ يَعْلَمْ﴾

4. Det sidst åbenbarede vers var det sidste vers i den 37. rukūʿ i Sūra al-Baqara.

ﻭَﺍﺗَّﻘُﻮﺍ ﻳَﻮْﻣًﺎ ﺗُﺮْﺟَﻌُﻮﻥَ ﻓِﻴﻪِ ﺇِﻟَﻰ ﺍﻟﻠَّﻪِ ﺛُﻢَّ

ﺗُﻮَﻓَّﻰ ﻛُﻞُّ ﻧَﻔْﺲٍ ﻣَﺎ ﻛَﺴَﺒَﺖْ ﻭَﻫُﻢْ ﻟَﺎ ﻳُﻈْﻠَﻤُﻮﻥَ

5. For at lette recitationen blev Koranen i år 86 efter hijra opdelt i paraer og rukūʿer.

6. I år 30 efter hijra blev alle andre arabiske muṣḥaf’er end dem på qurayshitisk arabisk ødelagt efter ordre fra Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham).

7. Den første fuldstændige sūra, der blev åbenbaret af Den Hellige Koran, var Sūra al-Muddaththir, og den sidst åbenbarede fuldstændige sūra var Sūra al-Nasr. Nogle mener, at den første åbenbarede sūra var Sūra al-Fātiḥa.

Nogle statistikker over forskellige emner i Den Hellige Koran

Antal sūraer i alt – 114

Mekka-suraer – 93

Medina-suraer – 21

Ruku – 554

Antal vers – 6236

Udtalelser om Koranen fra nogle berømte ikke-muslimske lærde

1. »Man har aldrig hørt, at de, der samlede Koranen, har udeladt nogen del, sætning eller noget ord fra Koranen. Man har heller aldrig fundet nogen sætning i Koranen, som er kommet ind i den udefra. Hvis det havde været tilfældet, ville det naturligvis have været nævnt i hadith-bøgerne, hvorfra selv den mindste ting ikke er blevet udeladt.« (William Muir)

2. Uden tvivl er Koranen det bedste værk på det arabiske sprog og den mest pålidelige bog i verden. Det er på ingen måde muligt for noget menneske at forfatte en sådan mirakuløs bog. Koranen er et større mirakel end at vække de døde til live. Det er forbløffende overhovedet at tænke på, hvordan en uuddannet mand kunne forfatte sådanne fejlfri og enestående formuleringer.« (George Sale)

3. »Koranen er den eneste bog, som ikke har undergået nogen ændring selv efter et tidsrum på tretten hundrede år. Der findes ingen så pålidelig hellig bog inden for den jødiske eller kristne religion, som på nogen måde kan måle sig med Koranen.« (den berømte kristne historiker hr. Badley)

4. „Den hellige Koran, som blev åbenbaret på klassisk arabisk, er yderst smuk og tiltalende. Dens sætningsstruktur og udtryksform er meget betagende. De stærke og kraftfulde argumenter, der fremsættes i Koranens korte sætninger, er særdeles fremragende. Det er meget vanskeligt at gengive Koranens tankegang korrekt på et andet sprog.“ (The Wisdom of the Quran – John Fass)

5. „Koranens bestemmelser er selvstændige og fuldstændige.“ (Preaching of Islam – Arnold Toynbee)

6. „Ingen bog i verden læses så meget som Koranen. Måske sælges Bibelen i et større antal. Men Muhammeds millioner af følgere begynder at recitere Koranens lange vers fem gange dagligt, fra den dag de får evnen til at tale.“ (Charles Francis Potter)

7. „Blandt alle de himmelske bøger er Koranen den største. Den almægtige Allah har ved sin særlige nåde åbenbaret denne fortræffelige bog til menneskeheden. Den er mere gavnlig for menneskers velfærd end den antikke græske filosofi. Fra hvert eneste ord i Koranen genlyder Allahs storhed og majestæt.“ (Dr. Morsen Frans)

8. „Den hellige Koran er ikke blot en samling af religiøse bestemmelser; den indeholder også sociale og statslige bestemmelser, som er lige gavnlige for hele menneskeheden.“ (Dr. Masijun)

9. „Efter grundigt at have studeret Koranens lære er jeg nået frem til den konklusion, at Koranen er en åbenbaret himmelsk bog, og at dens lære er fuldstændig i overensstemmelse med menneskets natur.“ (Hr. Gandhi – Indien)

10. „Jeg kan lide islam og anerkender islams profet som en af verdens største mænd. Jeg holder af Koranens sociale, politiske, åndelige og moralske bestemmelser af hele mit hjerte. Jeg anser den form, islam havde under Hazrat Umars kalifat, for islams virkelige og fuldstændige form.“ (Lala Lajpat Rai, Indien)

11. „Når man studerer Koranen, bliver man forbløffet over, hvordan en sådan tale kunne komme fra en ulærd mands mund.“ (Comte Henry)

12. »Jeg anerkender af hele mit hjerte Muhammeds påstand om, at Koranen er Muhammeds (fred være med ham) største mirakel gennem alle tider.« (Hr. Borth Samukh)

13. »Koranen er de fattiges ven og velgører. Overalt har Koranen fordømt de riges overdrivelser.« (Gord Fre Hogns)

14. »Selv efter tretten hundrede år er Koranens lærdomme så levende, at selv en fejer i dag, ved at blive muslim (ved at tro på Koranen), kan kræve lighed med enhver muslim af fornem slægt.« (Hr. Bhupendranath Bose)

15. »De, der fordømmer islam som en reaktionær religion, har ikke forstået Koranens lærdomme rigtigt. Det var takket være denne Koran, at arabernes skikkelse blev fuldstændig forandret.« (Moseurmiyob France)

Om Koranens betydning og værdighed – Den Ædle Profets (fred være med ham) visse hadither

تركت فيكم أمرين لن تضلوا ما تمستمسكتُم بهما كتاب الله وسنّة رسوله. (مشكوة – موطا

»Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Jeg efterlader jer to ting. Så længe I holder fast i disse to, vil I ikke fare vild. De er Allahs Bog og Sendebuddets sunna.« (Mishkat–Muwatta)

من قراً القرآن فاستظهرهٔ – فاًحل

خلالهٔ و حرم حرامهٔ آذخلهٔ الله به الجنة و شافعهٔ فی عشر من أهل بيته كلهم قد وجبت لة التار. ة

“Det er blevet overleveret fra Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham). Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der læser Koranen på bedste vis og overholder dens tilladte og forbudte bestemmelser, vil Allah føre ind i Paradiset. Og Han vil give ham ret til at gå i forbøn for ti personer blandt hans efterkommere, for hvem Helvede var blevet obligatorisk.” (Ahmad, Tirmidhi, Ibn Majah, Darimi)

و عن ابی سعی در رضایی انتهٔ عنهٔ قال قال رسول الله صلی اللههٔ عليه وسلم يقول الرب تبارك وتعالى. من شغلة القرآن عن ذكرى ومسألتي اعطيتة أفضل ما اعطي السائلين – فضل

كلام اللّه على سائر الكلام كفضل الله على خلقه.

Det er blevet overleveret fra Hazrat Abu Sa’id (må Allah være tilfreds med ham). Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Allah den Ophøjede har sagt: ‘Den, der er optaget af at studere Koranen og derfor ikke får tid til ekstra dhikr og bøn, vil Jeg give mere end dem, der beder om det.’ Og ligesom Allahs rang overgår alle skabningers rang, sådan overgår Allahs ord alle andre ord.” (Tirmidhi)

 وعن عائشة رضيى الله عنها قالت قال رسول الله صلى الله عليه وسلم الذي يقراً القرآن وهو ماهير به مع السفرة الكرام البررة والذي يقرأه وهو عليه شاقلة أجران. (بخاري – مسلم

“Det er blevet overleveret fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Allahs Ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der besidder dyb viden om Koranen og regelmæssigt læser den, vil være i profeternes selskab på Opstandelsens Dag. Og den, der læser Koranen med besvær, vil få dobbelt belønning.” (Bukhari og Muslim)

 وعن أبى هريرة قال قال رسول الله صلى الة علية وسلم وما اجتمع قوم فى بيتر من بيوتر الله يتلون كتاب الله ويتدارسونة بينهم الأنزلت عليهم السكينة وغشيتهم الرخمة وحفنهم الملائكة وذكرهم فيمن عندهٔ

“Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Når nogle mennesker er samlet i et hus og beskæftiger sig med at studere og gennemgå Allahs Bog, sænkes dyb fred over dem, Allahs barmhjertighed og nåde omslutter dem, englene omringer dem, og Allah selv omtaler dem over for de nærværende engle. Og den, hvis gerninger holder ham tilbage, kan ikke bringes frem af hans slægts fornemhed.” (Muslim)

“Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, hvis bryst ikke rummer nogen del af Koranen, kan sammenlignes med et øde hus.” (Tirmidhi)

“Hazrat Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Sandelig, Allah vil ved hjælp af denne Koran løfte mange folk til toppen, og ved hjælp af denne samme Koran vil Han bringe nogle folk ned til det laveste af fornedrelsen (det vil sige, fordi de forlader Koranen).” (Muslim)

— Afslutning —