Vores ord
Allamah Sayyid Abul A‘la Mawdudi (må Allah have barmhjertighed med ham) har på ny fremstillet den islamiske livsordning for den moderne verden i dens sande form og helhed, efter at den havde været skjult i flere århundreder. Han har fremlagt islams tydelige vejledning om opbygningen af familie-, samfunds- og statsstrukturer.
I dette værk har han fremstillet islams ægteskabsregler. Det er et vigtigt juridisk værk. Det er nødvendigt for enhver muslim at kende disse regler.
Sayyid Abul A‘la Mawdudi Research Academy i Dhaka har påtaget sig ansvaret for at gøre alle Allamahs værker tilgængelige for læserne på bengali. Vi takker Allah den Ophøjede for at have gjort det muligt for os at præsentere Maulanas værk ‘Huqooq uz Zaujain’ for de bengalske læsere under titlen ‘Ægtefællernes rettigheder’.
Må Allah den Ophøjede gennem dette værk give den muslimske ummah evnen til at forstå islams ægteskabsregler. Amin.
Abdus Shahid Nasim
Direktør
Sayyid Abul A‘la Mawdudi
Forskningsakademiet, Dhaka.
Indledning
Det var i 1933/34. I Hyderabad, Bhopal og Britisk Indien blev spørgsmålet rejst med stor kraft, om der ikke burde gøres en effektiv indsats for at afhjælpe den krise, der var opstået i ægteskabslivet på grund af manglerne i den gældende lov, og for at gennemføre den islamiske sharīʿas bestemmelser på korrekt vis. Med dette spørgsmål for øje begyndte man derfor at udarbejde lovudkast forskellige steder i Indien, og deres genlyd kunne høres i flere år. På dette tidspunkt blev jeg klar over, at der var mange vigtige sider af sagen, som ikke blev viet tilstrækkelig opmærksomhed. Derfor skrev jeg i hijri-året 1354 (1935 e.Kr.) en længere artikelserie i tidsskriftet Tarjumān al-Qurʾān under titlen ********* (Ægtefællernes rettigheder). I denne artikel beskrev jeg udførligt den islamiske ægteskabslovs væsen og grundprincipper og analyserede samtidig de anvisninger, vi finder i Koranen og hadith, til forbedring og forædling af forholdet mellem ægtefæller. Jeg fremsatte også nogle forslag til en korrekt løsning af muslimernes aktuelle juridiske problemer. Denne artikelserie blev først og fremmest skrevet for at henlede de lærdes opmærksomhed på sagen. Men i drøftelsen kom også nogle emner frem, som vil være til gavn for den almindelige læser. Især vil de, der har studeret min bog Purdah, føle behov for at blive bekendt med de regler og begrænsninger, der skal styrke forholdet mellem ægtefæller, og vil dermed kunne forstå det islamiske samfundssystem fuldt ud. Med dette behov for øje udgives artikelserien nu i bogform, idet der er tilføjet endnu nogle nødvendige emner.
28 Safar, 1362
5 marts, 1943
Abul Aʿla
Indledning til den fjerde udgave af den urduiske bog
For sytten år siden blev denne bog udgivet i form af en artikelserie. I de seneste ti år er den blevet udgivet i bogform. Selvom det allerede fra første dag blev gjort helt klart, at de forslag, der blev fremsat i denne artikel med henblik på at reformere den ægteskabslov, som hører under den hanafitiske fiqh, ikke blev fremsat som fatwaer, men som forslag forelagt de lærde med det formål, at de, hvis de fandt dem korrekte på grundlag af sharīʿa-mæssige og intellektuelle beviser, også ville ændre fatwaerne i overensstemmelse dermed, er der alligevel fra den første dag og frem til i dag ikke blevet tænkt dybt over disse forslag, og ingen har gjort sig den ulejlighed at foretage en sagkyndig gennemgang af dem. Det er ganske vist tidligere blevet brugt som et middel til at skabe forvirring om mig, og det bliver det stadig.
Nu, ved en fornyet gennemlæsning, har jeg sammen med delvise revisioner mange steder tilføjet forholdsvis stærkere argumenter og beviser til to af bogens drøftelser. Tidligere var de ikke blevet fremlagt med så stærke argumenter. De to emner er ’īlā og vilāyat-e ajbār (værgens udøvelse af myndighed). Hvad angår nogle af de øvrige spørgsmål, har jeg trods modstandernes beskyldninger ikke følt behov for nogen ændring.
17. ramadan 1371
11. juni 1952
Abul A’la
Indholdsfortegnelse
Indledning
Ægteskabs lovens mål og formål
Beskyttelse af moralsk karakter og kyskhed
Kærlighed og oprigtighed
De skadelige følger af ægteskabelige forbindelser med ikke-muslimer
Om kufu
Lovens grundprincip: første grundprincip
Mænds ansvar og pligter
At forvolde skade og overskride grænser
Manglende retfærdighed mellem hustruerne
Mænds rettigheder
1. At beskytte fortrolige oplysninger
2. Lydighed mod ægtemanden
Mænds beføjelser
1. Rådgivning, god opførsel og disciplinering
2. Talaq
Det andet princip
Talaq og dens betingelser
Khula
Det hijriske første århundredes khulʿ- eksempler
Bestemmelserne om khulʿ
En grundlæggende fejl i spørgsmålet om khulʿ
Khulʿ vedrørende qadiens myndighed
Shariaretlig retspleje ordning
Nogle grundlæggende bemærkninger om shariaens retssystem
Den første betingelse for at afsige dom
Nødvendigheden af ijtihad inden for retssystemet
Ulemperne ved manglen på et sharia-baseret retssystem på det indiske subkontinent
reformens vej første skridt
Behovet for en ny lovforfatning
Grundlæggende retningslinjer
Relevante masā’il
1. En af ægtefællernes frafald fra religionen
2. Voksnes udøvelse af myndighed
3. Vogternes tvang og pression
4. Myndighed over en myndig kvinde udøves på visse betingelser
5. Mahr
6. Hustruens underhold
7. Ulovlig mishandling
8. Udpegning af voldgiftsmænd
9. Skaden ved ophævelse af ægteskabet (faskh), når en fejl er bevist
10. Eunukker, afskåret kønsorgan osv.
11. Sindssyge eller gale
12. Om den forsvundne ægtemand
13. Den malikitisk madhhabs regler om den savnede person
14. Reglerne, hvis den savnede person vender tilbage
15. Liʿān
At give tre talaq på én gang
Afsluttende bemærkninger
Tillæg–1
Tillæg–2
Lovgivningen om skilsmisse og separation i det vestlige samfund
Indledning
For at sikre det sociale og kulturelle sammenhold i ethvert samfund kræves der to ting. For det første et fuldstændigt retssystem, der er udformet med hensyntagen til dets særlige kulturs væsen. For det andet en institution, der har beføjelse til at håndhæve disse bestemmelser nøjagtigt i overensstemmelse med det synspunkt, som de er blevet udformet ud fra. Desværre er muslimerne på det indiske subkontinent i dag berøvet begge disse ting. Uden tvivl råder de i bogform over et sådant lov- og regelsæt, som er fuldstændig foreneligt med den islamiske kultur og dens væsen, og som omfatter alle sider og områder af det sociale og kulturelle liv. Men dette regelsæt er i praksis blevet ophævet. I stedet hersker der over deres kulturelle aktiviteter et lov- og regelsæt, som på mange områder inden for samfund, civilisation og kultur er fuldstændig i modstrid med islam. Og hvis dele af det et eller andet sted måtte være i overensstemmelse med islam, er det ufuldstændigt.
Det statsstyre, som muslimerne i dag er underlagt, har i praksis splittet deres sociale liv i to. Den ene del består i, at dette statsstyre har pålagt muslimerne såvel som de øvrige folkeslag på subkontinentet alle mulige love og regler, som på ingen måde er forenelige med det islamiske samfund og den islamiske kultur. Inden for den anden del har dette statsstyre principielt anerkendt muslimernes ret til, at islamisk lov skal anvendes på dem. Men i praksis bliver den islamiske sharia heller ikke korrekt håndhævet inden for denne del. Den lov, der under denne del er blevet sat i kraft under navnet »Muhammedan Law«, adskiller sig både i sin egen form og i sin ånd betydeligt fra den oprindelige islamiske sharia. Derfor kan dens anvendelse ikke i egentlig forstand siges at være en håndhævelse af den islamiske sharia.
Blandt de skader, som denne sørgelige situation har påført muslimernes sociale og kulturelle liv, er den alvorligste, at dette statsstyre har forvandlet hele femoghalvfjerds procent af vores familier til symboler på Helvede og gjort livet bittert og ødelagt for en stor del af vores befolkning.
Ægteskabsforholdet mellem kvinde og mand er grundlæggende den menneskelige samfunds- og kulturs »grundsten«. Intet menneske, hverken mand eller kvinde, kan overskride grænserne for den lov, der er udformet for at styrke ægteskabsforholdet. For fra barndommen til alderdommen påvirker denne bestemmelse nødvendigvis menneskelivet på den ene eller anden måde i hvert eneste livsstadie. Hvis han eller hun er et barn, vil forældrenes forhold påvirke opdragelsen og undervisningen. Hvis han eller hun er ung, vil vedkommende indgå et forhold til en livspartner. Og hvis han eller hun er gammel, vil vedkommendes børn fastholde ham eller hende i dette ægteskabsforholds bindinger. Freden i vedkommendes hjerte og sind samt livets bekvemmelighed vil i høj grad afhænge af et godt forhold til sønner og svigerdøtre samt døtre og svigersønner.
Kort sagt er ægteskabslovgivningen et sådant lov- og regelsæt, at det blandt alle sociale regelsæt er det vigtigste og det, der har størst indflydelse. I islam er dette regelsæt blevet udformet på et yderst præcist grundlag med hensyntagen til dets grundlæggende betydning, og muslimerne havde i deres dīn fået et fremragende og fuldstændigt regelsæt for ægteskabsforholdet, som på enhver måde kan siges at være bedre end andre religioners ægteskabsregler i verden. Men desværre blev også dette regelsæt så fordrejet, efter at det var kommet i kløerne på spøgelset fra »Muhammedan Law«, at der kun blev tilbage den fjerneste antydning af lighed mellem det og islams oprindelige ægteskabslovgivning.
Den lov, der i dag gælder for muslimernes ægteskabsforhold under navnet islamisk sharia, er hverken velfungerende, meningsfuld eller fuldstændig. Manglerne og ufuldstændighederne i denne lov har haft så skadelig en indvirkning på muslimernes sociale liv, at man med største vanskelighed kan finde en eneste lykkelig familie på subkontinentet, som måske ikke er blevet så hårdt ramt af nogen anden lov. At liv og lemmer går til grunde, er kun en mindre sag. Den endnu større fare er imidlertid, at følgerne af denne sorte lov har udslettet æresfølelsen hos utallige muslimer og ødelagt deres tro samt deres karakter og moral. De hjem, som var deres dins og kulturs befæstede borge, har den også oversvømmet med uanstændighed og frafald. De onder, der er opstået som følge af manglerne ved lovene og det apparat, der håndhæver dem, er blevet yderligere forøget af to grunde.
For det første: Manglende religiøs undervisning og uddannelse
Som følge heraf er muslimer blevet så ukendte med islams ægteskabslovgivning, at selv mange højtuddannede i dag ikke kender lovens almindelige masā’il. [At muslimer som regel kun kender én måde at lade sig skille på – nemlig at udtale tre skilsmisser på én gang – er et resultat af uvidenhed. Selv de, der udfærdiger skilsmissedokumenter, skriver da tre skilsmisser. Men dette er en bid‘ah i islam og en alvorlig synd. Det medfører også store juridiske komplikationer. Hvis folk vidste, at det formål, man søger at opnå ved tre skilsmisser, også kan opnås ved én skilsmisse, og at der i så fald stadig er mulighed for at tilbagekalde skilsmissen i løbet af ‘iddah-perioden og indgå ægteskab igen, når ‘iddah er udløbet, ville utallige familier kunne reddes fra undergang. På samme måde ville mange af Allahs tjenere kunne undgå synden at ty til falskhed, bedrag og lovbrud. – Forfatteren.] For slet ikke at tale om et bredt kendskab til den, er der kun meget få muslimer, som kender og forstår selv dens grundprincipper. Selv de personer, der sidder på dommerstolene og afgør retssager om muslimers ægteskab og skilsmisse, mangler endda et grundlæggende kendskab til islams ægteskabslovgivning. Denne udbredte uvidenhed har lammet muslimerne så meget, at de heller ikke personligt er i stand til at følge islamisk lov korrekt i deres egne ægteskabelige forhold.
For det andet: Indflydelsen fra et ikke-islamisk samfundssystem
Som følge heraf er ikke blot utallige skikke, forestillinger og overtro, der strider mod islams ægteskabslovgivnings grundprincipper og ånd, trængt ind i muslimernes ægteskabelige forhold; samtidig er det islamiske syn på ægteskabslivet fuldstændig forsvundet fra sindet hos en stor del af dem. Nogle steder er hinduernes tanker og synspunkter trængt ind. Resultatet er, at hustruen betragtes som en slave, mens manden anses for hendes herre eller ligefrem guddom. Selv om det ikke nødvendigvis gælder med hensyn til trosforestillinger, anses ægteskabsbåndet i praksis for aldrig at kunne brydes. Skilsmisse og khul‘a er blevet så skamfuldt og ydmygende, at man, når der er behov for det, undlader det alene af frygt for at miste ære og anseelse, selv om der bag kulisserne finder mange ting sted, som er værre end skilsmisse og khul‘a. For at forhindre skilsmisse fastsættes mahr-beløbet så højt, at manden ikke engang tør vove at lade sig skille, men tvinges til at lade hustruen hænge fast i ægteskabet under uenighed. At tilbede manden er blevet en del af hustruernes stolthed og moralske pligt. Selv under de vanskeligste forhold kan hun af frygt for social fordømmelse og bebrejdelser ikke engang nævne skilsmisse eller khul‘a. Selv hvis manden dør, er det blevet hendes moralske pligt, ligesom hinduistiske kvinder, at blive siddende og gentage mandens navn. For en enkes indgåelse af et nyt ægteskab er ikke blot blevet en skam for hende, men også for hele hendes slægt.
På den anden side er situationen for de nye generationer, der er påvirket af den vestlige civilisation, denne: ******************** – dette vers fra Koranen fremsiger de med høj røst. [»Kvinderne har rettigheder, der svarer til de rettigheder, mændene har over dem, på rimelig vis.« – Sura al-Baqarah: 228] Men når de når til verset ********************, sænker de pludselig stemmen [»Mændene har dog en særlig rang over dem.« – Sura al-Baqarah: 228], og når verset ******************** kommer foran dem, gør de deres yderste for at finde ud af, hvordan dette vers kan »fjernes« fra Den Ædle Koran. [»Mændene er kvindernes beskyttere og forsørgere.« – Sura an-Nisa’: 34] De fremsætter fantastiske fortolkninger af dette vers. Bag disse absurde fortolkninger siger de også, at de skammer sig dybt i deres sind over, at deres religions hellige bog indeholder vers af denne art. Den eneste årsag er, at de er blevet skræmte af den model, som den europæiske civilisation har tegnet for at etablere lighed mellem kvinder og mænd, og at de ikke længere har evnen til at forstå de fuldstændige, stærke og fornuftige grundprincipper i islam, som den har opbygget sit samfundssystem på.
Sådanne mangeartede årsager har tilsammen ført muslimernes familieliv så langt på afveje, at det ikke længere er så godt, som det engang var. De komplikationer, der på grund af fremmed skik og kultur er opstået på forskellige områder af deres ægteskabsliv, er loven og dens håndhævelsesapparat i dag fuldstændig ude af stand til at løse. Denne manglende evne gør blot komplikationerne endnu mere indviklede. På grund af uvidenhed er en gruppe muslimer blevet offer for den fejlagtige opfattelse, at disse katastrofer skyldes mangler i islamisk lov. Derfor kræves der indtrængende udarbejdelse af et nyt lovsystem. I virkeligheden findes der imidlertid i islam en fuldstændig ægteskabslovgivning, hvori ægtefællernes rettigheder er klart fastlagt på grundlag af retfærdighed og rimelighed. For at beskytte disse rettigheder og for at afhjælpe overtrædelser – hvad enten de begås af hustruen eller af manden – findes der også en ordning, hvor man kan indgive klager. Intet problem er blevet ladt uløst; der findes en løsning på hvert problem på grundlag af retfærdighed og rimelighed.
Muslimer har derfor overhovedet ikke brug for nogen ny lovgivning. Det, der virkelig er behov for, er at fremlægge islams ægteskabslovgivning i dens sande form og bestræbe sig på at gennemføre den korrekt. Det er naturligvis ikke nogen let opgave. Det første ansvar og den første pligt påhviler de lærde. De skal opgive den ubøjelige vej af taqlid og, med blik for nutidens behov og krav, omforme islams ægteskabslovgivning på en sådan måde, at den fuldt ud kan løse de aktuelle komplikationer i muslimernes ægteskabelige problemer. Derefter må den brede muslimske befolkning uddannes i dette. Så vil de kunne rense deres samfundssystem for alle jahiliyyah-skikke og -anskuelser, som de har taget til sig fra det islamfjendtlige samfundssystem, og de vil forstå den islamiske lovs grundprincipper og ånd og udføre alle deres handlinger i overensstemmelse med dem. Desuden er der behov for et disciplineret og velorganiseret »retsvæsen«, som selv har tro på denne lov, og hvis dommere er blevet uddannet på en sådan måde med hensyn til viden og moral. De skal håndhæve denne lov, ikke under inspiration fra verdens øvrige love, men i overensstemmelse med islams egen inspiration og ånd.
Denne bog er skrevet med netop dette behov for øje. På de følgende sider ønsker jeg at fremlægge en fuldstændig oversigt over islams ægteskabslovgivning. Heri vil lovens formål, grundprincipper og bestemmelser blive beskrevet på de rette steder. Hvor det er nødvendigt, vil jeg til forklaring og analyse gengive eksempler på afgørelser fra Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans ædle ledsagere samt de retslærdes ijtihad-baserede vurderinger fra senere tider. Derved bliver det lettere at udlede de detaljerede juridiske spørgsmål. Til sidst vil der blive fremlagt en række forslag, som i overensstemmelse med den islamiske shariahs grundprincipper i betydelig grad kan afhjælpe vanskeligheder på alle områder af muslimernes ægteskabelige liv. Selvom oprettelsen af en islamisk stat og indførelsen af et sharia-baseret retssystem er den egentlige og korrekte behandling af disse vanskeligheder, ønsker jeg alligevel her at nævne en række forhold, hvorved manglerne og fejlene i de spørgsmål, der vedrører muslimernes ægteskabelige liv, selv under de nuværende forhold i relativ grad kan afhjælpes efter shariahs korrekte regler. Så vil de, der forsøger at løse disse problemer, i stedet for at bevæge sig ad en vildledt vej vælge en vej, som i det mindste delvist er i overensstemmelse med shariah.
Ægteskabslovgivningens mål og formål
Før man opnår et omfattende kendskab til en lov, er det helt nødvendigt at få viden om dens formål og mål. For lovens formål og mål er det vigtigste. Det er for at opfylde formålet, at principperne fastsættes, og det er under disse principper, at lovens anvisninger og bestemmelser formuleres. Hvis en person iværksætter en anvisning uden at forstå formålet, er der stor risiko for, at han i mindre spørgsmål træffer afgørelser, som i sidste ende vil udslette selve lovens grundlæggende formål. På samme måde vil den, der ikke kender lovens formål, heller ikke kunne følge den i overensstemmelse med dens rette ånd. Derfor vil vi først gennemgå de formål, som islams ægteskabsregler er blevet fastlagt med for øje, i detaljer.
Beskyttelse af moralsk karakter og kyskhed
Det første formål med islams ægteskabslovgivning er at beskytte karakteren og moralen. Denne lov har erklæret zina for haram og har gjort det nødvendigt at underlægge de naturlige relationer mellem de to køn i menneskeheden en sådan juridisk ramme, som beskytter deres karakter mod uanstændighed og skamløshed og samfundet mod sammenbrud. Derfor er ordet nikah i Den Ædle Koran blevet udtrykt gennem ordet ihsan (**********). Ordet hisn (********) betyder »en fæstning«, mens ihsan betyder »at blive indesluttet i en fæstning«. Den, der gifter sig, er derfor en muhsin, det vil sige, at han så at sige bygger en fæstning. Den kvinde, man gifter sig med, er en muhsina, det vil sige, at hun tager tilflugt i den fæstning, der i form af ægteskabet er bygget for at beskytte hende selv og hendes karakter. Dette billedlige eksempel gør det klart, at beskyttelsen af karakter og kyskhed er det allerførste formål med islams ægteskabssystem. Ægteskabslovgivningens første opgave er derfor at styrke denne fæstning, som er blevet opført i form af ægteskabet for at beskytte denne uvurderlige juvel, karakteren og kyskheden.
Det siges i Den Ædle Koran:
**********************************
»Alle andre kvinder end disse forbudte kvinder er gjort tilladte for jer, så I kan søge at opnå dem for jeres formue. Denne ordning er fastsat, for at I kan indgå dem i ægteskabets bånd og forhindre utugt. Betal dem derfor deres medgift i overensstemmelse med aftalen som betaling for den nydelse, I har haft af dem.« – Surah an-Nisa: 24
Endvidere siges der om kvinder:
**********************************
»Gift jer derfor med dem med deres værgers tilladelse, og betal dem en passende medgift, så de kan leve kyskt og ikke begå utugt hverken åbent eller i det skjulte.« – Sura al-Nisāʾ: 25
Et andet sted siges der:
**********************************
»I dag er alle gode ting gjort tilladte for jer. ……………… Og de troende kyske kvinder samt de kyske kvinder blandt dem, der fik Skriften før jer, er gjort tilladte for jer. Betingelsen er dog, at I gifter jer med dem mod at give dem en medgift og ikke indleder ulovlige kærlighedsforhold med dem, hverken åbent eller i det skjulte.« – Sura al-Māʾida: 5
Hvis man reflekterer over disse vers’ ord og betydning, bliver det klart, at det vigtigste i det ægteskabelige forhold mellem mand og kvinde set fra islams synspunkt er ihsān, det vil sige den fuldstændige beskyttelse af karakter og kyskhed. Dette er et så ophøjet formål, at ethvert andet formål kan ofres for det. Men dette formål må ikke ofres for noget andet formåls skyld. Formålet med at binde mand og hustru sammen i ægteskab er, at de inden for de grænser, Allah har fastsat, skal kunne tilfredsstille deres naturlige seksuelle behov. Men hvis der i et ægteskab, det vil sige mellem mand og hustru, opstår en situation, hvor der er fare for, at Allah den Højestes fastsatte grænser bliver overtrådt, er det bedre at opløse ægteskabet for at beskytte disse grænser end at overtræde andre af Hans fastsatte grænser for at bevare ægteskabets ydre bånd. Derfor er det blevet pålagt dem, der aflægger en sådan ed, ikke at fastholde deres ed i mere end fire måneder. Hvis manden heller ikke efter fire måneder vender tilbage til sin hustru, er han uvillig til at have seksuelt samkvem med hende, og han har ingen ret til at holde hende bundet i ægteskab. Den uundgåelige følge ville nemlig være, at kvinden for at få opfyldt sit naturlige behov blev tvunget til at overtræde de grænser, Allah har fastsat. Allahs lov kan under ingen omstændigheder acceptere dette. Tilsvarende er der givet dem, der gifter sig med flere kvinder, denne strenge befaling:
**********************************
“Lad ikke den ene hustru blive hængende, mens I helt hælder til den anden.” – Sura an-Nisa: 129
Formålet med dette påbud er også, at ingen hustru under sådanne omstændigheder skal tvinges til at overskride de grænser, Allah har fastsat. I en sådan situation er det bedre at bryde det ydre ægteskabelige bånd end at bevare det intakt. Derved får kvinden mulighed for, efter at være blevet fri af båndet, at gifte sig med en anden mand efter eget valg. Det er med samme formål, at hustruen også har fået mulighed for khula. At en kvinde skal forblive hos en mand, som hun overhovedet ikke bryder sig om, eller hos hvem hun ikke finder mental ro, bringer hende i en situation, hvor der opstår fare for, at Allahs fastsatte grænser bliver overtrådt. En sådan kvinde har fået ret til at frigøre sig fra ægteskabets bånd ved at give sin mand hele det beløb tilbage, som hun havde modtaget fra ham i form af medgift, eller en del af det, efter omstændighederne.
Disse bestemmelser i islamisk lov vil blive behandlet udførligt. Men formålet med at fremlægge de ovennævnte eksempler her er at afdække den dybe sandhed, at islamisk lov har tillagt beskyttelsen af karakter og kyskhed større betydning end alt andet, selv om den forsøger at styrke ægteskabets bånd på alle mulige måder. Men hvor der ved opretholdelsen af dette bånd opstår fare for, at karakteren og kyskheden lider skade, anser den det for nødvendigt at løsne ægteskabets knude netop for at beskytte denne dyrebare skat. For at forstå de lovbestemmelser, der vil blive behandlet i det følgende, og for at håndhæve dem i overensstemmelse med lovens ånd, er det helt nødvendigt at forstå denne fine pointe grundigt.
Kærlighed og oprigtighed
Det andet vigtige formål er, at det ægteskabelige forhold mellem menneskehedens to køn skal grundlægges på kærlighed og oprigtighed. De forskellige formål, der er knyttet til samfundet og civilisationen gennem ægteskabet, vil de med deres fælles bestræbelser kunne opfylde med succes, og i familielivet vil de kunne nyde fred, glæde og komfort. Disse ting er i høj grad nødvendige for at give dem styrke til at opfylde deres sociale livs store formål. Når man tænker over den måde, hvorpå Koranen beskriver dette formål, bliver det klart, at ægteskabslivets filosofi ifølge islam er kærlighed og hengivenhed. Manden og kvinden er netop blevet skabt, for at den ene kan finde ro hos den anden.
Derfor siges det:
**********************************
“Og blandt Hans tegn er, at Han har skabt hustruer til jer fra jer selv, for at I kan finde mental ro hos dem. Og Han har skabt kærlighed og oprigtighed mellem jer.” – Sura ar-Rum: 21
Et andet sted siges det:
**********************************
“Han er den, der skabte jer af ét væsen og skabte dets mage af det selv, for at I kunne finde ro og hvile hos den”.
– Sura al-Aʿrāf: 189
**********************************
“De er klæder for jer, og I er klæder for dem.” – Sura al-Baqara: 187
Her betegnes ægtefællerne som hinandens klæder. Klæder er noget, der slutter tæt om menneskets krop, dækker den og beskytter den mod skadelige påvirkninger udefra. Ved at bruge denne metafor om ægtefællerne i Koranen er det blevet gjort klart, at deres ægteskabelige forhold personligt set bør være som det forhold, der består mellem klæder og kroppen. Deres hjerter og sjæle skal være forbundet med hinanden. De skal beskytte hinandens hemmeligheder, og den ene skal værne den andens karakter og ære mod vanærens påvirkning. Dette er kærlighedens, hengivenhedens og oprigtighedens krav, og set fra et islamisk synspunkt er dette selve livskraften i ægteskabet. Hvis denne livskraft ikke findes i et ægteskabeligt forhold, er det som et livløst lig.
De bestemmelser, der er fastsat i islam vedrørende ægteskabet, har netop dette formål for øje. Hvis ægtefællerne ønsker at bo sammen, skal de leve forenede i gensidig forståelse, harmoni og kærlighed, opfylde hinandens retmæssige rettigheder og behandle hinanden gavmildt. Men hvis de ikke er i stand til at gøre dette, er det bedre, at de går fra hinanden, end at de bor sammen. For når kærligheden og oprigtigheden er forsvundet, bliver ægteskabet et lig. Hvis det ikke begraves, vil det begynde at lugte, og hele familielivets miljø bliver derved giftigt og ildelugtende. Derfor siger Koranen:
**********************************
“Hvis I lever i forsoning med hinanden og vogter jer for at overskride hinandens grænser, så er Allah visselig Tilgivende og Barmhjertig. Men hvis ægtefællerne skilles fra hinanden, vil Allah tilfredsstille dem begge fra Sin grænseløse, usete skat.” – Sura an-Nisa: 129-130
Samtidig med at bestemmelserne er blevet nævnt forskellige steder, er der igen og igen blevet lagt vægt på følgende:
**********************************
“Enten skal du tage hende tilbage på retfærdig vis eller lade hende gå med høflighed.” – Sura al-Baqara: 229
**********************************
“Enten skal I beholde dem hos jer på bedste vis, eller også skal I skilles fra dem på retfærdig vis.”
– Sura at-Talaq: 2
**********************************
“Behandl jeres hustruer godt.” – Sura an-Nisa 19
**********************************
“Enten skal I tage dem tilbage på hæderlig vis eller lade dem gå på hæderlig vis. Hold dem ikke tilbage blot for at skade dem, for derved krænkes deres rettigheder. Den, der gør dette, gør uret mod sig selv.” – Sura al-Baqara 231
**********************************
“Glem aldrig at vise godhed i jeres indbyrdes forhold.” – Sura al-Baqara 237
Hvor den ‘riǧʿī’ (tilbagekaldelige) skilsmisse er blevet beskrevet, er oprigtig hensigt fastsat som en betingelse for at tage hustruen tilbage; det vil sige, at manden efter at have skilt sig fra hende to gange og før den tredje skilsmisse har ret til at tage hende tilbage. Betingelsen er imidlertid, at hans hensigt skal være at leve sammen med forsoning, kærlighed og oprigtighed – ikke at påføre hende smerte eller holde hende svævende mellem ægteskab og skilsmisse. I Den Ædle Koran siges det:
**********************************
»Hvis deres ægtemænd ønsker at genoptage forholdet, har de inden for denne frist ret til at tage dem tilbage som deres hustruer.« – Sura al-Baqarah 228
Skadelige følger af ægteskabelige forhold til ikke-muslimer
Det er af denne grund, at muslimske mænd og kvinder er blevet forbudt at indgå ægteskabelige forhold til alle ikke-muslimske samfund bortset fra Skriftens folk. For så vidt angår deres religion, livssyn, samfund og kultur samt livsførelse er forskellen mellem dem og muslimer så stor, at en oprigtigt troende muslim ikke kan forenes med dem i ægte kærlighed og med hjerte og sjæl rettet mod ét fælles mål.
Hvis de trods denne uoverensstemmelse indgår et forhold til hinanden, vil deres ægteskabelige forhold ikke blive anerkendt som et ægte socialt forhold, men kun som et seksuelt forhold. Kærlighed og oprigtighed vil ikke opstå i dette forhold, og selv hvis de gør, vil forholdet ikke være til gavn for det islamiske samfund og dets kultur eller for muslimen selv, men tværtimod blive årsag til skade.
**********************************
»Gift jer aldrig med polyteistiske kvinder, før de tror. En troende slavekvinde er i sandhed langt bedre end en fornem polyteistisk kvinde, selv om den sidstnævnte kvinde er mere efter jeres behag. Og bortgift ikke jeres kvinder til polyteistiske mænd, før de tror. En troende slave er i sandhed langt bedre end en fornem polyteist, selv om denne unge polyteist er mere efter jeres behag.« – Sura al-Baqarah 221
Hvad angår Skriftens folk, tillader loven ganske vist, at man kan gifte sig med deres kvinder. [Ægteskab mellem muslimske kvinder og mænd fra Skriftens folk er dog stadig forbudt. Kvinder har almindeligvis en forholdsvis større tilbøjelighed til at blive påvirket og til at tage imod. Når hun derfor lever sammen med en ikke-muslimsk ægtemand i en ikke-muslimsk familie og et ikke-muslimsk samfund, er der langt større risiko for, at hun overtager sin mands adfærd og idealer. Der er kun ringe håb om, at hun vil kunne påvirke dem med sine egne idealer. Selv hvis hun ikke overtager deres idealer, er det dog sikkert, at deres forhold kun vil forblive et biologisk forhold. Hun vil ikke kunne etablere noget frugtbart socialt forhold til samfundet sammen med sin ikke-muslimske ægtemand. – Forfatteren.] På civilisationens og kulturens grundlæggende idéområde har vi og de på et vist niveau et fællesskab. Ikke desto mindre er dette ikke blevet betragtet med velvilje i islam. Hazrat Ka’b ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) ønskede at gifte sig med en kvinde fra Skriftens folk. Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, forbød ham det og sagde følgende om årsagen til forbuddet:
**********************************
“Hun vil ikke kunne gøre dig dydig.”
Betydningen af dette er, at der under disse omstændigheder ikke kan opstå kærlighed og hjertelighed mellem dem, selv om dette er ægteskabets liv. Hazrat Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham) ønskede at gifte sig med en jødisk kvinde. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) skrev til ham: “Opgiv dette ønske.” Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) erklærede udtrykkeligt, at det er makruh at gifte sig med kvinder fra Ahl al-Kitab. Som bevis på, at det er makruh, fremførte Ali (må Allah være tilfreds med ham) følgende vers:
**********************************
“Den, der er troende, kan ikke knytte kærlighed til mennesker, som modsætter sig Allah og Hans Sendebud.” – Sura al-Mujadalah: 22
Hvis der således ikke findes kærlighed mellem ægtefællerne, hvad gavn vil et sådant ægteskab så have?
Om kufu
Den islamiske sharia kræver også af muslimer, at et ægteskab indgås mellem en kvinde og en mand, hvor der ud fra alle betragtninger er håb om, at der kan opstå et miljø præget af kærlighed og hengivenhed. Hvor et sådant håb ikke findes, er det makruh at indgå ægteskab. Derfor befalede Profeten (fred og velsignelser være med ham) eller anbefalede i det mindste, at man ser den kommende brud før ægteskabet.
**********************************
“Når nogen af jer sender et frieri til en kvinde, bør han så vidt muligt se på hende for at finde ud af, om hun har en egenskab, der kan tiltrække ham til at gifte sig med hende.”
Derfor anser shariaen det i forbindelse med ægteskab for bedst at tage hensyn til »kufū’«, det vil sige at være på samme niveau, og den anser ikke ægteskab mellem personer på forskellige niveauer for passende. Når en kvinde og en mand er på samme eller næsten samme niveau med hensyn til moral, religiøs hengivenhed, familiens skikke og normer, social status og livsførelse, er der meget håb om, at der mellem dem vil udvikle sig et forhold præget af kærlighed, hengivenhed og oprigtighed. Man kan også håbe, at deres to familier som følge af et sådant slægtskabsforhold gradvist vil blive knyttet tættere sammen. Omvendt er der stor risiko for, at de, mellem hvem denne lighed ikke findes, ikke vil kunne blive forenet i deres familieliv og i deres oprigtige og mentale forhold. Selv hvis ægtefællerne bliver forenet, er der kun ringe håb om, at deres to familier også vil blive forenet. I den islamiske sharia er dette den afgørende overvejelse med hensyn til »kufū’«.
Det, der fremgår af de ovenfor nævnte eksempler, er, at det næst efter moralsk renhed og bevarelsen af kyskhed er kærligheden og fortroligheden mellem mand og hustru, der udgør det andet vigtige formål med de islamiske ægteskabsregler. Så længe der er håb om, at disse forhold vil bestå i deres ægteskabelige relation, anvender den islamiske lovgivning alle sine kræfter på at beskytte dette ægteskabsforhold på behørig vis. Men når denne kærlighed ikke længere består, og der i stedet opstår tomhed i oprigtigheden, et hårdt sind, fjendskab, umenneskelighed, ligegyldighed og utilfredshed, hælder loven i retning af at opløse ægteskabsbåndet. Det er nødvendigt at forstå dette fine punkt. For de, der overser dette fine punkt og indarbejder dets dele og underafdelinger i den islamiske lovs grundprincipper, begår så alvorlige fejl på hvert trin, at lovens egentlige formål dermed forsvinder.
Lovens grundprincipper: Det første grundprincip
Efter at have forstået lovens formål må vi se på, hvilke grundprincipper de islamiske ægteskabsregler er baseret på. For så længe grundprincipperne ikke er blevet forstået korrekt, vil det være vanskeligt at anvende lovens anvisninger på den rette måde i mindre spørgsmål.
Det første af lovens grundprincipper er, at manden i ægteskabet er blevet tillagt en grad højere status end kvinden. Herfra kan man udlede mange lovbestemmelser og underbestemmelser. Den Almægtige Allah siger:
**********************************
“Men mændene har en særlig grad over dem.”
– Sura al-Baqarah 228
Forklaringen på denne højere rang findes i det følgende vers:
**********************************
»Mændene er kvindernes forsørgere og beskyttere, fordi Allah har givet nogle af dem forrang frem for andre, og fordi mændene bruger af deres formue. Derfor er de retskafne kvinder lydige mod deres ægtemænd og vogter i deres fravær det, som Allah har befalet dem at vogte.« – Sura an-Nisa 34
Det er ikke stedet her at drøfte, på hvilket grundlag mænd er blevet givet forrang frem for kvinder, og hvorfor de er blevet gjort til ledere. [**** »Qawwam« (forsørger, underholder): leder, beskytter, værge, administrator. – Forfatteren.] For dette er ikke et spørgsmål inden for juraen, men derimod inden for samfundsfilosofien. Derfor finder vi det tilstrækkeligt her, inden for emnets rammer, at forklare, at det er nødvendigt, at den ene af ægtefællerne fungerer som leder eller overhoved for at opretholde orden i familielivet. Men hvis begge har samme status og lige myndighed, vil uorden nødvendigvis opstå. Blandt de folk, der i praksis har forsøgt at skabe lighed mellem ægtefællerne, har denne uorden faktisk bredt sig. Islam er en religion, der er i overensstemmelse med menneskets natur. Den finder det nødvendigt, under hensyntagen til menneskets naturlige anlæg og beskaffenhed, at gøre den ene af ægtefællerne til leder og overhoved og den anden underordnet ham, og den har valgt den part til myndigheden, som af naturen er født med denne egnethed. [Se min bog »Purdah« for en udførlig drøftelse af dette emne. Forfatteren.]
Mændenes ansvar og pligter
I de principper for ægteskabslivet, der er fastlagt under islamisk lov, er manden blevet tillagt status som overhoved og leder. Det er på grund af denne status, at følgende ansvar er blevet pålagt ham:
1. Mahr: Manden skal give sin hustru mahr. For den ret, han som ægtemand har fået over hende, er netop blevet til gengæld for mahren. I det vers, der blev nævnt ovenfor, findes også den forklaring, at selv om manden af naturen har ret til myndighed, opnår han i praksis denne status til gengæld for de penge, der er blevet givet i form af mahr. Dette forklares også således i et andet vers:
**********************************
»Og giv kvinderne deres brudegave med et villigt hjerte.« – Sura an-Nisā’: 4
**********************************
»Alle andre kvinder end de gifte kvinder er gjort tilladte for jer, så I kan søge at erhverve dem med jeres rigdom. Dette er fastsat for at indgå ægteskab med dem og for at forhindre utugt. Så for den nydelse, I har haft af dem, skal I betale dem deres brudegave i overensstemmelse med aftalen.«
– Sura an-Nisā’: 24
**********************************
»Gift jer derfor med slavekvinderne med deres ejeres tilladelse, og giv dem deres brudegave på retfærdig vis.« – Sura an-Nisā’: 25
**********************************
“Og som betaling af mahr er de ærefulde troende kvinder og kyske kvinder blandt dem, som fik Åbenbaringen før jer (dvs. Ahl al-Kitab), tilladt for jer.” – Sura al-Mā’idah: 5
Derfor er det mandens ufravigelige pligt at betale den mahr, som er blevet aftalt mellem kvinden og manden ved ægteskabets indgåelse. Hvis han nægter at betale mahr i overensstemmelse med aftalen, har hustruen ret til at holde sig adskilt fra ham. Dette er en sådan forpligtelse for manden, at der ikke er nogen vej til at slippe for den. Men hvis hustruen giver ham tid, eller af hensyn til hans fattigdom efter eget ønske tilgiver ham, eller af medfølelse med ham frivilligt opgiver sit krav, er sagen anderledes.
**********************************
“Hvis de af et tilfreds hjerte eftergiver jer en del af deres mahr, så nyd den med velbehag.” – Sura an-Nisā’: 4
**********************************
“Hvis I (ægtefællerne), efter at mahr-aftalen er indgået, med gensidig tilfredshed ændrer beløbet, op eller ned, er der ingen fejl ved det.” – Sura an-Nisā’: 24
2. Hustruens underhold: Mandens anden pligt er at sørge for hustruens underhold. Islamisk lovgivning har tydeligt fastlagt grænserne for mandens og hustruens arbejdsområder. Hustruens pligt er at blive i hjemmet og varetage familielivets ansvar. ************** Mandens pligt er derimod at tjene penge og skaffe de nødvendige midler til familiemedlemmernes livsophold. Det er på grundlag af dette andet forhold, at manden er blevet givet et trin højere forrang end hustruen, og dette indgår i den rette betydning af “myndighed”. Den, der vedligeholder noget og holder øje med det, kaldes en “qawwām”. Det er i kraft af denne ret, at han har myndighed over det. Ligesom det ud fra versene i Koranen ************ og ************* er blevet fastslået, at betaling af mahr er obligatorisk, er det på samme måde blevet fastslået, at det er obligatorisk at sørge for underhold. Hvis manden ikke opfylder denne forpligtelse, vil loven tvinge ham til at opfylde den. Hvis han nægter eller ikke er i stand til det, kan loven opløse deres ægteskab. Men fastsættelsen af underholdets størrelse afhænger ikke af hustruens ønske; den afhænger derimod af mandens evne. Den Hellige Koran har fastlagt et princip i denne sag:
**********************************
“Den velhavende skal sørge for underhold efter sin evne, og den fattige skal sørge for underhold efter sin evne.” – Sura al-Baqara: 236
Men det kan ikke være sådan, at den fattige pålægges at betale mere, end han er i stand til, og den rige pålægges at betale mindre end det, hans evne tillader.
3. uretfærdighed–og undertrykkelse at afholde sig fra at holde sig fra: Mandens tredje pligt er, at han ikke må misbruge den forrang og myndighed, som er blevet ham givet over hustruen. Uretmæssig behandling har forskellige former. For eksempel:
‘Īlāʾ’: At afholde sig fra at tilfredsstille hustruens seksuelle behov uden nogen legitim grund [‘Legitim grund’ er, at manden eller hustruen er syg, at manden er på rejse, eller at der er opstået en situation, hvor han ønsker at gå til hende, men ikke har mulighed for det. – Forfatteren.] alene med det formål at straffe og pine hende kaldes ‘īlāʾ’. Den islamiske lovgivning har fastsat en frist på højst fire måneder for dette. Mandens pligt er inden for denne periode at genoptage det ægteskabelige samliv med sin hustru. I modsat fald vil han, når fristen er udløbet, blive tvunget til at lade hende gå.
**********************************
“For dem, der sværger ikke at gå til deres hustruer, er der en frist på fire måneder. Hvis de vender tilbage fra dette, er Allah Den Tilgivende, Den Barmhjertige. Men hvis de beslutter sig for skilsmisse, hører og ved Allah alt.” – Sura al-Baqara: 226-227
Nogle retslærde har i denne sag stillet betingelsen, at der skal være aflagt en ed eller svoret en ed. Det vil sige, at der kun foreligger ‘īlāʾ’, hvis manden sværger ikke at gå til sin hustru, og at denne bestemmelse først da finder anvendelse. Men hvis manden uden at aflægge nogen ed, fordi han er utilfreds med sin hustru, lever adskilt fra hende i selv ti år, skal bestemmelsen om ‘īlāʾ’ ifølge dette synspunkt ikke finde anvendelse på ham. Jeg er ikke enig i dette synspunkt. Mine argumenter herfor fremlægges nedenfor:
For det første: Hvis Koranen giver en bestemmelse for en bestemt situation og anvender ord eller en formulering, der kun gælder for netop denne situation, er der ingen nødvendighed i, at bestemmelsen kun skal anvendes i denne situation. Som eksempel kan nævnes de ord, Koranen bruger om at erklære stedatteren haram for hendes (sted)far:
**********************************
„Jeres hustruers døtre, som er blevet opfostret i jeres varetægt.“ – Sura An-Nisa: 23
Denne formulering fastslår kun, at de piger, som i barndommen er kommet med deres mødre til stedfaderens hjem, er forbudte. Men ingen imam har sagt, at denne bestemmelse kun gælder specifikt for den nævnte situation. Tværtimod er alle imamer enige om, at også den pige, som var voksen, da hendes mor blev gift med stedfaderen, og som ikke blev opfostret i denne fars hjem så meget som én dag, er forbudt for ham. På samme måde anvender Den Ædle Koran ganske vist formuleringen *************** (de, som sværger ikke at have samleje med deres hustruer), men der er ingen nødvendighed i, at den bestemmelse, der er nævnt for disse personer, kun skal gælde dem, der har aflagt en ed.
For det andet: Med hensyn til at udlede fiqh-bestemmelser (istinbāt) er næsten alle imamer enige om dette princip: Hvis der ikke findes en klar bestemmelse om en sag, kan sagen sammenlignes (qiyās) med en anden sag, om hvilken der findes en bestemmelse. Betingelsen er dog, at årsagerne til bestemmelsen i de to tilfælde skal stemme overens. Spørgsmålet er nu: Hvorfor har Lovgiveren (Allah) fastsat en tidsfrist for dem, der afgiver īlā? Og hvorfor har Han sagt, at hvis I ikke vender tilbage til hende (hustruen) inden for tidsfristen, skal I skille jer fra hende? Kan årsagen være andet end, at det er skadeligt for hustruen at afholde sig fra ægteskabeligt samliv i mere end fire måneder, og at Lovgiveren ønsker at forhindre netop denne skade? I den efterfølgende rukūʿ i dette vers findes Allahs følgende bestemmelse:
**********************************
„Hold dem ikke tilbage blot for at skade dem, så I ikke begår uret mod dem.“ – Sura Al-Baqarah: 231
Og i Sura An-Nisa siger Lovgiveren:
**********************************
“Bøj jer derfor ikke så meget til én hustru, at de andre næsten efterlades hængende.” – Sura an-Nisāʾ: 129
Det fremgår klart af disse henvisninger, at Lovgiveren ikke på nogen måde bryder sig om, at en hustru holdes bundet i ægteskabets bånd, samtidig med at hun efterlades i en usikker tilstand, hvor forholdet reelt er ophørt, eller at hun holdes bundet udelukkende med det formål at påføre hende lidelse. Der kan ikke gives nogen anden forklaring på fastsættelsen af perioden på fire måneder. Hvis den nævnte årsag også findes i en situation, hvor ægtemanden forsætligt afholder sig fra samleje med sin hustru uden at have aflagt nogen ed, hvorfor skulle den nævnte bestemmelse så ikke gælde for ham? Hvilken forskel gør det i sidste ende for det grundlæggende spørgsmål om “at blive skadet”, om man har aflagt en ed eller ej? Kan noget fornuftigt menneske forestille sig, at hustruen tager skade, hvis ægtemanden aflægger en ed på at afstå fra samleje, men ikke tager skade, hvis han uden at aflægge en ed ikke nærmer sig hende resten af livet?
For det tredje: Fra islams perspektiv er det vigtigste formål med ægteskabsreglerne at beskytte karakter og kyskhed. Hvis en ægtemand bliver utilfreds med én hustru og tager en anden hustru, kan han let beskytte sig selv mod syndige handlinger og urene blikke. Men hvordan skal den hustru, som han permanent har berøvet glæden ved samleje, kunne beskytte sin egen kyskhed og karakter, så længe han ikke vender tilbage til hende? Kan det forventes af Allah, den alvise Lovgiver, at Han vil sørge for at beskytte en sådan hustrus karakter, hvis hendes ægtemand har svoret ikke at nærme sig nogen, eller at Han vil lade hende være udsat for risikoen for at få sin karakter plettet på ubestemt tid?
Af disse grunde mener jeg, at fatwaen bør følge de malikitiske retslærdes opfattelse. De siger, at hvis en ægtemand afholder sig fra samleje med det formål at påføre sin hustru lidelse, gælder reglerne om īlāʾ også for ham, selv om han ikke har aflagt en ed. For den årsag (ʿilla), på grund af hvilken Lovgiveren har fastsat begrænsninger for īlāʾ, findes også dér, hvor afholdelsen fra samleje sker med dette formål. (Ibn al-ʿArabīs Aḥkām al-Qurʾān, bind 1, s. 75, og Ibn Rushds Bidāyat al-mujtahid, bind 3, s. 88 – forfatteren.)
Der er også uenighed blandt de retslærde om fortolkningen af dette vers. ʿUthmān ibn ʿAffān, Zayd ibn Thābit, ʿAbdullāh ibn Masʿūd og ʿAbdullāh ibn ʿAbbās – måtte Allah være tilfreds med dem – mente, at det blotte faktum, at perioden på fire måneder er udløbet, beviser, at ægtemanden har besluttet sig for skilsmisse. Efter denne periodes udløb har han derfor ikke længere ret til ruǧūʿ, det vil sige til at tage hende tilbage. Der findes også en overlevering med denne betydning fra ʿAlī og Ibn ʿUmar – måtte Allah være tilfreds med dem begge. Men en anden overlevering fra de to sidstnævnte samt en overlevering fra ʿĀʾisha – måtte Allah være tilfreds med hende – siger, at ægtemanden efter periodens udløb skal have besked: Enten skal han tage sin hustru tilbage, eller også skal han skille sig fra hende. Når vi imidlertid overvejer versets ordlyd, synes den første opfattelse at være den korrekte. I verset har Allah den Ophøjede med klare ord fastsat en periode på kun fire måneder for den, der praktiserer īlāʾ. Hans ret til at tage hende tilbage er ligeledes begrænset til denne periode. (Der er uenighed om, hvorvidt skilsmissen i dette tilfælde skal regnes som én irrevokabel skilsmisse eller som én revokabel skilsmisse – forfatteren.) Efter periodens udløb er der ingen anden mulighed end skilsmisse, det vil sige separation. Hvis en person efter de fire måneder fik ret til at tage hende tilbage, ville han dermed forlænge fristen. Denne forlængelse ville åbenlyst overskride de grænser, som Allahs Bog har fastsat.
At påføre skade og overskride grænser
Hvis du ikke længere føler tiltrækning til din hustru, skal du ikke beholde hende. Men Koranen forbyder med meget strenge ord at holde hende tilbage udelukkende for at plage og undertrykke hende, at skille sig fra hende igen og igen eller at tage hende tilbage efter to skilsmisser, før den tredje skilsmisse. For dette er zulm, uret.
**********************************
“Og hold dem ikke tilbage med det formål at skade og undertrykke dem. Den, der gør dette, gør uret mod sig selv. Vogt jer! Gør ikke Allahs åbenbaringer til genstand for spot.” – Sura al-Baqarah: 231 [At udnytte lovens ord til at opnå en ulovlig og uretmæssig fordel, som strider mod lovens formål og ånd, er i virkeligheden det samme som at gøre nar af loven. I Koranen er mænd blevet givet retten til at tage deres hustru tilbage efter én eller to skilsmisser; men dette er kun med det formål, at hvis der i denne periode opstår en forsoning mellem manden og hustruen, og der findes en eller anden mulighed for, at de kan leve sammen i gensidig forståelse, skal der fra shariaens side ikke stå nogen hindring i vejen for dem. Men hvis en person udnytter denne mulighed ulovligt, skiller sig fra sin hustru, derefter tager hende tilbage – rujūʿ – før iddatten er udløbet, så skiller sig fra hende igen og atter tager hende tilbage som før, er hans hensigt med dette blot at holde hustruen i en ubestemt og svævende tilstand. Han holder hende hverken i sit eget hjem eller frigiver hende, så den stakkels kvinde kan gifte sig et andet sted. En sådan adfærd er derfor ikke andet end en hån mod Allahs lov. Ingen oprigtigt troende ville vove at handle sådan. – Forfatteren.]
Ordene ‘dirār’ (skadepåførelse) og ‘taʿaddī’ (overskridelse) har en omfattende betydning. Det er klart, at den, der holder en hustru tilbage med det formål at plage og undertrykke hende, vil plage hende på alle mulige måder. Han vil påføre hende fysisk og psykisk smerte. Hvis han er af lav karakter, vil han slå hende og skælde hende ud; hvis han tilhører de højere samfundslag, vil han benytte forskellige metoder til at plage og ydmyge hende. Alle sådanne metoder er omfattet af ordene skadepåførelse og overskridelse, og ifølge Den Ædle Koran er alle disse metoder forbudte. Hvis en ægtemand behandler sin hustru på denne måde, må han anses for at være en åbenlys lovovertræder. I en sådan situation har hustruen ret til at søge lovens hjælp for at blive befriet fra denne mand.
Ikke at handle retfærdigt mellem hustruerne
Når en mand har flere hustruer, er det uretfærdigt at hælde til én af dem og lade den eller de andre hustruer hænge i uvished. Den Ædle Koran har tydeligt erklæret dette for ulovligt:
**********************************
“Hæld ikke så meget til én af hustruerne, at de andre næsten efterlades hængende.” – Sura an-Nisāʾ: 129
I Den Ædle Koran er tilladelsen til at have flere hustruer givet på betingelse af adl og retfærdighed. Hvis en person ikke handler retfærdigt, har han ingen ret til at drage fordel af denne betingede tilladelse. Selve det vers, hvori tilladelsen til at have flere hustruer gives, indeholder også en klar anvisning om, at hvis du ikke er i stand til at handle retfærdigt, skal du kun tage én hustru.
**********************************
“Hvis I frygter, at I ikke vil kunne handle retfærdigt og ligeligt, så tag kun én hustru eller gift jer med de slavinder, som I ejer. Dette er det mest korrekte for at undgå uretfærdighed.” – Sura an-Nisā’: 3
Imam ash-Shāfiʿī, må Allah forbarme sig over ham, har fortolket *********** således: »så jeres børn ikke bliver mange, så ansvaret for deres opdragelse og forsørgelse kommer til at påhvile jer«. Men denne betydning strider mod den oprindelige ordbogsbetydning. I ordbogen betyder ****** »at hælde til«. Et digt af Abū Tālib:
**********************************
Her er ****** (āʾil) blevet brugt i betydningen »at hælde til«. Derfor bruges ***** (awl) i betydningen at afvige fra uretfærdighedens og retfærdighedens vej. Ibn ʿAbbās (må Allah være tilfreds med ham), al-Hasan, Mujāhid, ash-Shaʿbī, ʿIkrima, Qatāda (må Allah forbarme sig over dem) og andre har derfor fortolket ******* som ******* (afvig ikke fra retfærdigheden). Den nævnte verspassage i Koranen beviser således, at den, der ikke behandler to eller flere hustruer retfærdigt og hælder til én hustru, så han forsømmer at opfylde de andres rettigheder, er en uretfærdig person. Derfor har han ingen ret til at drage fordel af »tilladelsen til at have flere hustruer«. Under sådanne omstændigheder bør han ifølge loven tvinges til kun at beholde én hustru, og den eller de øvrige hustruer bør også have ret til at søge afhjælpning gennem loven mod denne mand.
Hvad angår retfærdighed og lighed, har Koranen udførligt forklaret, at det, for så vidt angår oprigtig kærlighed, hverken er muligt for mennesker at opretholde lighed, eller er de religiøst ansvarlige for dette.
**********************************
“Det ligger uden for jeres evne at opretholde fuld retfærdighed mellem hustruerne. Selv om I ønsker det inderligt, vil I ikke være i stand til det.” – Sura an-Nisā’: 129
Det, de imidlertid er blevet pålagt, er at behandle dem alle lige med hensyn til forsørgelse, god behandling og et ægteskabeligt samliv.
Loven kan gribe ind over for disse tre former for uretfærdig behandling fra mænds side. Desuden kan der i det gensidige forhold mellem ægtefæller opstå – og der opstår faktisk – mange forhold, som strider mod kærlighed og hengivenhed. Men her er der ingen mulighed for, at loven griber ind. Den Ædle Koran har givet mænd generelle moralske råd i disse spørgsmål. Sammenfattet går de ud på, at mandens omgang med sin hustru bør være præget af gavmildhed og kærlighed. At leve dag og nat midt i skænderier og skandaler er ikke andet end tåbelighed. Hvis du vil beholde din hustru, så behold hende på en ordentlig måde; hvis I ikke kan enes, så skil jer fredeligt. Disse råd fra Koranen kan ikke håndhæves med magt og myndighed. Det er heller ikke muligt, at loven griber ind i enhver uenighed mellem ægtefæller. Men alt dette synes at vise, at lovens ånd i højere grad pålægger manden ansvaret for retfærdighed, oprigtighed og en kærlig behandling.
Mænds rettigheder
De forpligtelser der skal opfyldesog på baggrund af hvilke manden er blevet tillagt myndighed, er blevet gennemgået ovenfor. Lad os her se, hvilke rettigheder manden har i kraft af at være familiens overhoved:
1. Beskyttelse af hemmelige forhold :Koranen beskriver mandens første ret over kvinden med ord, hvis lige ikke kan gengives på noget andet sprog. Koranen siger:
**********************************
»Derfor er retskafne kvinder lydige over for deres mænd, og i deres fravær beskytter de, ved Allahs nåde, alt hvad der tilkommer dem.« – Sura an-Nisa, 34
Her menes beskyttelsen af alt det, der tilhører manden, og som i hans fravær er betroet hustruen. Det omfatter beskyttelsen af hans slægt, hans sæd, hans ære og anseelse samt hans formue; kort sagt omfatter det alt. Hvis hustruen blot svigter i opfyldelsen af én af de ovenfor nævnte rettigheder, kan manden gøre brug af de beføjelser og den myndighed, der omtales i den følgende gennemgang.
2. Mandens lydighed:Mandens anden ret er, at hustruen skal adlyde ham. »De hustruer, der er fromme, retskafne og ærbare, tjener deres mænd.«
Dette er en generel anvisning, hvis forklaring Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, har givet gennem forskellige forhold. For eksempel:
**********************************
»I har ret over dem til, at de ikke lukker nogen ind i jeres hjem, som I på ingen måde bryder jer om.«
**********************************
»Hun må ikke give noget bort som almisse fra hans hus uden hans tilladelse. Hvis hun gør det, tilfalder belønningen for handlingen manden, mens synden tilfalder hustruen. Hustruen må ikke gå uden for hjemmet uden sin mands tilladelse.«
**********************************
»Når manden er til stede, må hustruen ikke faste en eneste dag som frivillig faste uden hans tilladelse, bortset fra fasten i Ramadan.«
**********************************
“Den bedste hustru er den, hvis syn glæder dit hjerte, som adlyder dig, når du befaler hende noget, og som, når du er fraværende, beskytter din ejendom og alle dine rettigheder over hende”.
Den eneste undtagelse fra denne generelle befaling om lydighed er, at hvis manden befaler hustruen at være ulydig mod Allah, kan hun nægte at adlyde denne befaling—ja, hun skal nægte. Hvis han for eksempel forbyder hende at udføre en obligatorisk bøn eller faste den obligatoriske faste, befaler hende at drikke alkohol, beder hende opgive den af islamisk lov foreskrevne tilsløring eller ønsker at få hende til at udføre en forkastelig handling, er det ikke blot tilladt for hustruen at afvise mandens befaling, men faktisk obligatorisk. For det er ikke tilladt at adlyde skabningen i noget, der indebærer overtrædelse af Skaberens lov. Det er berettet i en hadith:
**********************************
“Der er ingen lydighed mod en skabning i ulydighed mod Skaberen”.
Bortset fra disse særlige tilfælde er det obligatorisk for hustruen at adlyde sin mand i alle andre forhold; hvis hun ikke gør det, regnes hun for ulydig. I så fald kan manden udøve sin myndighed over hende, som det vil blive beskrevet nedenfor.
Mændenes beføjelser
Eftersom islamisk lov har gjort manden til familiens leder eller forvalter og pålagt ham ansvaret for hustruens mahr, forsørgelse, beskyttelse og omsorg, har den derfor givet manden visse beføjelser og kompetencer over hustruen, som han har brug for for at opretholde ordenen i familielivet, bevare familiemedlemmernes religiøse praksis, moral, adfærd og omgang med andre samt beskytte deres rettigheder mod at gå tabt. Den islamiske lov beskriver disse beføjelser udførligt og fastsætter også de grænser, inden for hvilke de må udøves.
1. Råd, god behandling og disciplinering: Hvis hustruen ikke adlyder sin mand eller krænker hans rettigheder, er mandens første pligt i denne situation at give hende råd. Hvis hun ikke efterkommer det, vil manden skærpe sin behandling af hende i overensstemmelse med virkningen af hendes adfærd. Hvis hun stadig ikke adlyder, kan han også slå hende let.
**********************************
»Og de kvinder, hvis ulydighed I frygter, skal I formane, holde jer borte fra dem i sengen og slå dem. Hvis de derefter adlyder jer, må I ikke lede efter en anledning til at mishandle dem.« – Sura an-Nisa, 34
I dette vers gives der med ordene ***************** »hold jer borte fra dem i sengen« tilladelse til at afstå fra samleje som straf. Men det tidligere nævnte vers om »ila« har fastsat en naturlig tidsgrænse for at holde dem i separate senge. Denne periode er fire måneder. Den hustru, som er så ulydig og egenrådig, at hendes mand i utilfredshed er holdt op med at sove sammen med hende, og som ved, at han efter fire måneder i denne tilstand ifølge Allah den Højestes befaling vil skille sig fra hende, men som alligevel ikke holder op med sin ulydighed, bør man forlade. Grænsen på fire måneder er tilstrækkelig til at lære god opførsel og høflighed. Det er unødvendigt at straffe hende i længere tid end dette. Konsekvensen af at fortsætte sin ulydige adfærd så længe er skilsmisse. At hun ikke ændrer sig trods kendskab til dette viser, at hun enten slet ikke har evnen til at lære god opførsel, eller i det mindste ikke er i stand til at leve høfligt sammen med denne mand. Dermed er der risiko for, at det formål, som en mand gifter sig med en kvinde for, bliver modarbejdet gennem denne hustru. I denne situation er der også risiko for, at manden søger en ulovlig måde at tilfredsstille sit seksuelle begær på. Hustruen kan ligeledes blive offer for et moralsk sammenbrud, og der er også risiko for, at kærlighed, hengivenhed og oprigtighed ikke kan opstå mellem ægtefællerne, når den ene af dem er så stædig og egenrådig.
Der er overleveret en udtalelse fra Imam Sufyan ath-Thawri (r.) om betydningen af ************ verset. Som bevis fremførte han et almindeligt arabisk ordsprog og sagde: »Hijrun« betyder at binde. De siger, at ***************** »hijrun« er det reb, hvormed kamelens ryg bindes sammen med dens sadel. Allah den Højestes ord skulle således betyde: Hvis hun ikke tager imod formaningen, så bind hende fast og hold hende indespærret i hjemmet. Men denne betydning ligger langt fra Koranens hensigt. I ordet *********** har Koranen tydeligt henvist til sin hensigt. *********** betegner stedet, hvor man sover. Derfor er betydningen »at binde« i stedet for »soveplads« fuldstændig meningsløs.
Den anden straf, som kun er blevet tilladt under yderst vanskelige omstændigheder, er fysisk afstraffelse. Men den ædle Profet (s.) fastsatte som betingelse, at slagene ikke måtte være hårde.
**********************************
»Hvis de (hustruerne) trodser en af jeres retmæssige ordrer, så slå dem på en sådan måde, at det ikke bliver meget smertefuldt. Man må ikke slå dem i ansigtet og heller ikke fornærme eller skælde dem ud.«
Mænd har fået myndighed til at anvende disse to former for straf. Men ifølge den ædle Profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, må straf kun anvendes, når ulydigheden vedrører en retmæssig rettighed. Man må ikke tvinge hende til at adlyde enhver ordre, hvad enten den er retfærdig eller uretfærdig, og man må ikke straffe hustruen blot fordi hun ikke adlyder den. Desuden skal der være proportionalitet mellem forseelsen og straffen. Blandt den islamiske lovs grundprincipper er også følgende princip:
**********************************
»Hvis nogen overtræder grænserne mod jer, så gengæld det mod ham i samme omfang.« – Sura al-Baqara: 194
At give en hårdere straf end overtrædelsen er zulm. I tilfælde, hvor en formaning er tilstrækkelig, vil det være zulm at afbryde samtalen; hvor det er tilstrækkeligt at afbryde samtalen, vil det være zulm at ophæve samlivet; og hvor det er tilstrækkeligt at sove adskilt, vil det være zulm at slå. For slag er den sidste straf, som kun må gives for alvorlige og uudholdelige overtrædelser. Men også dér skal man overholde de grænser, som Profeten (fvmh.) har fastsat. Hvis disse grænser overskrides, vil det være manden, der går for vidt, og i så fald har hustruen ret til at søge sin ret gennem loven mod ham.
2. Skilsmisse: Den anden myndighed, som er blevet givet manden, er, at han kan skille sig fra den hustru, som han ikke kan leve harmonisk sammen med. Eftersom manden ved at bruge sin egen formue erhverver retten til at være ægtemand, er han også blevet givet myndigheden til at frasige sig alle disse rettigheder. [Nogle mennesker ønsker i efterligning af Vesten, at retten til at give talaq skal tages fra ægtemanden og gives til domstolen. Sådan er det blevet gjort i Tyrkiet. Men dette strider fuldstændigt mod Koranen og sunnaen. Når Koranen omtaler bestemmelserne om talaq, henviser den hvert sted handlingen at give talaq til ægtemanden: ************** osv. Heraf bevises det klart, at retten til at give talaq udelukkende er blevet givet til ægtemanden. Koranen siger desuden klart om ægtemanden: *************** »Ægteskabets bånd er i hans hånd.« – Sura al-Baqara: 237
Hvem har nu ret til at tage dette bånd ud af hans hånd og lægge det i dommerens hånd? I Ibn Majahs værk er der overleveret en hadith fra Abdullah ibn Abbas (ra.). En mand kom til Profeten (fvmh.) og klagede: »Min herre havde giftet en af sine slavepiger med mig. Nu ønsker han at skille hende fra mig.« I denne forbindelse sagde Allahs Sendebud (fvmh.) i sin tale:
**********************************
»O mennesker! Hvad er det for en mærkelig sag, at nogle af jer gifter sin slavepige med sin slave og derefter ønsker at skille dem ad? Alligevel er retten til at give talaq udelukkende hos ægtemændene.«
Selv om denne hadith ikke er stærk med hensyn til overleveringskæden, er den blevet styrket af sin overensstemmelse med Koranens påbud. Derfor er det ifølge Allahs og Hans Sendebuds ord aldrig tilladt at tage retten til at give talaq fra ægtemanden og lægge den i domstolens hænder. Også set fra fornuftens side er det et fejlagtigt skridt. Hvad kan det ellers føre til end, at skammelige stridigheder og uanstændige hændelser i familielivet også hos os, ligesom i Europa, fortsat vil blive fremlagt offentligt for domstolene? – Forfatteren.]
Kvinden kan ikke tildeles denne myndighed. For hvis hun havde ret til at skille sig, ville hun blive frygtløs med hensyn til at krænke mandens rettigheder. Det er indlysende, at den, der har opnået noget ved at bruge sine egne penge, vil gøre sit yderste for at bevare det og først opgive det, når der ikke er nogen anden udvej end at give afkald på det. Men hvis den ene part bruger pengene, mens den anden part får magten til at ødelægge det, der er opnået for dem, kan man kun i ringe grad forvente, at denne anden part, når han eller hun udøver sin magt, vil tage hensyn til den første parts fordel, selv om denne har afholdt udgifterne. At lade skilsmisseretten ligge i mandens hænder handler derfor ikke blot om at beskytte hans retmæssige rettigheder; der ligger også en anden visdom heri, nemlig at skilsmisse ikke vil blive anvendt i stort omfang.
Det andet grundprincip
Det andet grundprincip i islams ægteskabslovgivning er at styrke ægteskabsforholdet mest muligt og gøre alt for at holde den mand og kvinde, som én gang er blevet knyttet sammen gennem dette slægtskabsbånd, tæt forbundne med hinanden. Men når der ikke længere er nogen mulighed for kærlighed og forsoning mellem dem, og der opstår frygt for, at lovens egentlige formål vil blive modarbejdet, hvis de forbliver bundet i ægteskab, bør man ikke tvinge dem til at blive sammen trods deres had, fjendskab og dybe uoverensstemmelse. Under sådanne omstændigheder vil det være til gavn for dem og for samfundet at åbne vejen for deres separation. På dette område har islamisk lov skabt en så præcis balance mellem menneskets naturlige tilbøjeligheder og bevarelsen af den sociale orden og sammenhængskraft, at dens lige ikke findes i nogen anden lovgivning i verden. På den ene side ønsker den at styrke ægteskabsforholdet. Men den er ikke som hinduismen og kristendommen. I disse to religioner kan ægtefæller under ingen omstændigheder skilles fra hinanden, uanset hvor smertefuldt ægteskabslivet måtte være for dem. På den anden side åbner islamisk lov vejen for separation. Men det sker heller ikke så let som i Rusland, Amerika og de fleste vestlige lande. I disse lande er der slet ingen varighed tilbage i ægteskabsforholdet. Som følge af ægteskabsforholdets svaghed er hele ordenen i familielivet dér ved at gå i opløsning.
Under dette grundprincip er der fastsat tre former for separation: talaq, khulʿ og en domstolsafgørelse.
Talaq og betingelserne for det
I shariaens terminologi betyder »talaq« separation, og retten til den er blevet givet til manden. Manden er fri til at udøve denne ret. Når han ønsker det, kan han trække sig fra de ægteskabelige rettigheder, som han har erhvervet til gengæld for mahr. Men shariaen bryder sig ikke om talaq. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde:
**********************************
»Af alle tilladte ting er talaq den mest afskyelige i Allahs øjne.«
**********************************
»Gift jer, men skil jer ikke. For Allah bryder sig ikke om nydelsessyge mænd og kvinder.«
Derfor er manden, samtidig med at han har fået fri ret til at skille sig, også blevet underlagt en række betingelser. Han må kun benytte denne ret under disse betingelser og udelukkende som den sidste udvej.
Koranens lære er: Selv hvis hustruen er dig ubehagelig, skal du efter bedste evne forsøge at leve fredeligt og godt sammen med hende.
Den Almægtige Allah siger:
**********************************
»Lev godt sammen med dem (hustruerne). Hvis de (hustruerne) ikke er efter jeres ønske, kan det være, at I ikke bryder jer om noget, hvori Allah har lagt en overflod af godt for jer.« – Sura an-Nisa: 19
Men hvis I ikke kan leve sammen i fred og fordragelighed, har du ret til at skille dig fra hende. Det er imidlertid ikke tilladt at sende hende bort med ét eneste ord. Udtal én talaq med en måneds mellemrum ad gangen. Ved udgangen af den tredje måned får du mulighed for at tænke dig om. Måske viser der sig en mulighed for forsoning, måske sker der en ønskværdig ændring i hustruens adfærd, eller måske ændrer dit eget hjerte sig. Hvis det trods eftertanke og gensidig forståelse i denne periode fortsat er din beslutning at forlade hustruen, så udtal den sidste talaq i den tredje måned, eller lad iddah-perioden udløbe uden at foretage ruju (tilbagekaldelse). [Den bedste fremgangsmåde er at lade iddah-perioden udløbe af sig selv uden at udtale den tredje talaq. I så fald er der stadig mulighed for, at ægtefællerne kan indgå ægteskab med hinanden igen, hvis de ønsker det. Men hvis den tredje talaq udtales, bliver den til en »mugallazah« eller endelig talaq. Derefter kan de tidligere ægtefæller ikke gifte sig med hinanden igen uden tahlil. Det sørgelige er imidlertid, at folk som regel ikke er bekendt med denne mas’ala, og når de beslutter sig for at skille sig, udtaler de alle tre talaq på én gang. Senere fortryder de og går til muftierne, hvor de forsøger sig med list og bedrag. – Forfatteren.]
**********************************
„Skilsmisse er to gange. Derefter skal man enten beholde hende på anstændig vis eller lade hende gå på en ordentlig måde.“ – Sura al-Baqara: 229
**********************************
„De kvinder, der er blevet skilt, skal holde sig tilbage fra nyt ægteskab, indtil de har haft menstruation tre gange … Hvis deres mænd ønsker at genoptage forholdet, har de ret til at tage dem tilbage som deres hustruer inden for denne frist.“ – Sura al-Baqara: 228
Samtidig findes der også den anvisning, at du ikke må sende hustruen ud af hjemmet i disse tre måneder, men skal beholde hende hos dig. Måske vil samlivet føre til, at der igen findes en måde at genoprette det oprigtige forhold på.
**********************************
„Når I skiller jer fra jeres hustruer, så skil jer fra dem med mulighed for at tage dem tilbage inden for deres iddah. Hold regnskab med iddah-perioden, og frygt Allah, jeres Herre. Send dem ikke ud af hjemmet under iddah, og de skal heller ikke selv gå ud. Det kan I dog kun gøre, hvis de begår en åbenlys skændig handling. Dette er Allahs grænser. Den, der overskrider Allahs grænser, gør sig selv uret. Du ved ikke, om Allah derefter vil skabe en mulighed for forsoning. Når de så når afslutningen på den fastsatte iddah-periode, skal I enten beholde dem på anstændig vis eller skilles fra dem på en ordentlig måde.“ – Sura at-Talaq: 1–2
Desuden er det forbudt at skille sig fra sin hustru under menstruation (hayd), og det er blevet påbudt, at hvis man nødvendigvis må skilles, skal skilsmissen finde sted i en periode med tuhr (renhed). Der er to grunde til dette:
For det første: Under menstruationen bliver kvinder som regel irritable og rastløse. På dette tidspunkt sker der sådanne ændringer i deres fysiske system, at de ufrivilligt kommer med udtalelser, som de ikke selv ville bryde sig om at fremsætte i deres normale tilstand. Dette er en dyb indsigt fra lægevidenskaben. Derfor er det blevet forbudt at skille sig fra sin hustru på grundlag af en strid mellem ægtefællerne under menstruationen.
For det andet: På dette tidspunkt har ægtefællerne ikke noget seksuelt forhold, hvilket er et vigtigt middel til gensidig tiltrækning samt kærlighed og hengivenhed. Det er ikke umuligt, at der på dette tidspunkt opstår bitterhed mellem dem. Når denne hindring er fjernet, kan man håbe, at den seksuelle tiltrækning igen vil forene ægtefællerne som mælk og sukker, og at den bitterhed, som havde fået manden til at hælde mod skilsmisse, vil forsvinde.
Af disse grunde forbød Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, skilsmisse under menstruationen. Det er blevet berettet i en hadith, at Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, skilte sig fra sin hustru, mens hun havde menstruation. Umar, må Allah være tilfreds med ham, fortalte Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, om denne hændelse. Da han hørte det, blev han meget vred og sagde: »Befal ham at tage hende tilbage, og når hun er blevet ren efter menstruationen, skal han skille sig fra hende.« Af en anden hadith fremgår det, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, irettesatte Ibn Umar for denne handling og lærte ham reglerne for skilsmisse således:
Ibn Umar! Du har fulgt en forkert fremgangsmåde. Den rigtige fremgangsmåde er, at du venter på tuhr. Derefter skal du give én skilsmisse i hver tuhr. Når hun så er blevet ren for tredje gang, kan du enten skille dig fra hende eller beholde hende. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde:
**********************************
»Allahs Sendebud! Hvis jeg havde givet hende tre skilsmisser på én gang, ville jeg så stadig have haft retten til at tage hende tilbage?«
Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde:
**********************************
“Nej, han ville være blevet skilt, og det ville have været en synd.”
Heraf blev endnu en ting klart, nemlig at det er en meget stor synd at give tre talaq på én gang. En sådan handling strider grundlæggende mod den forsigtige lære i den islamiske sharia. Derved overtrædes de grænser, som Allah har fastsat, og hvis overholdelse der gives en streng befaling om i suraen at-Talaq. [Som vi allerede har nævnt, er shariaens mål at bevare det ægteskabelige forhold, der én gang er blevet etableret mellem en kvinde og en mand, så vidt det er muligt. Og hvis det absolut må opløses, skal det først ske, når alle muligheder for forståelse, forsoning og bilæggelse er udtømte. Derfor kræver shariaen, at den, der ønsker at give talaq, gør det efter grundig overvejelse, og at døren til forsoning og forbedring fortsat står åben i tre måneder efter talaq. Men den, der giver tre talaq på én gang, lukker alle disse muligheder med ét slag. – Forfatteren.]
Det er berettet om Hazrat Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham), at når en person kom til ham efter at have givet tre talaq i samme møde, påførte han ham en korporlig straf og skilte ægtefællerne ad.
Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) blev spurgt: Hvad er afgørelsen, når en mand har givet sin hustru tre talaq på samme tid? Han svarede:
**********************************
“Han har overtrådt sin Herres befaling, og hans hustru er blevet skilt fra ham.”
Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde:
**********************************
“Hvis folk holdt sig for øje, hvor de rette grænser for talaq går, ville ingen være nødt til at føle anger og skam efter at have skilt sig fra sin hustru.”
Efter at der er blevet lagt så mange hindringer på talaqs vej, er den sidste og vanskeligste hindring denne: Den, der giver sin hustru »mughallaza-talaq« [»talaq mughallaza«, det vil sige tre talaq. Derefter kan denne kvinde ikke igen indgå ægteskab med sin tidligere mand, før hun har været gift med en anden mand, og dette ægteskab igen er blevet opløst – forfatteren], kan ikke gifte sig med hende igen, før hun har indgået ægteskab med en anden mand, og denne mand efter at have haft seksuelt samliv med hende frivilligt har skilt sig fra hende. Den Almægtige Allahs ord:
**********************************
“Hvis manden derefter (efter at have givet to talaq) skiller sig fra hustruen (for tredje gang), vil denne kvinde ikke længere være halal for ham (så han igen kan gifte sig med hende), før hun har giftet sig med en anden mand, og denne mand frivilligt skiller sig fra hende. Hvis de (efter at den anden mand har skilt sig fra hende) mener, at de kan leve sammen i overensstemmelse med Allahs fastsatte grænser, er der ingen synd i, at de gifter sig med hinanden igen.” – Sura al-Baqara: 230
Dette er en så streng betingelse, at enhver mand vil være nødt til at tænke sig hundrede gange om, før han giver sin hustru den tredje talaq. Så længe han ikke efter grundige overvejelser er nået frem til den endelige beslutning, at det ikke længere er muligt for ham at bo sammen med denne hustru, vil han ikke engang nævne den tredje talaq.
Nogle mennesker tyr til list og bedrag for at undgå denne betingelse. For eksempel kan en mand efter at have givet sin hustru tre talaq føle skam og anger og ønske at gifte sig med hende igen. I denne situation gifter han hende bort til en anden mand. Derefter giver han denne mand nogle penge og får ham til at skille sig fra hende, før han har haft seksuelt samliv med hustruen. Men Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, har udførligt forklaret, at et ægteskab alene ikke er tilstrækkeligt med det formål at foretage tahليل (det vil sige at gøre hende halal for den tidligere mand). Hun bliver ikke halal for den første mand, før den anden mand har opnået seksuel tilfredsstillelse med hende. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde:
**********************************
“Hun bliver ikke halal (så hun kan gifte sig) for den første mand, før den anden mand har smagt hendes honning, og hun har smagt denne anden mands honning (den seksuelle smag).”
Den, der bortgifter sin fraskilte hustru til en anden udelukkende med det formål at gøre hende tilladt for sig selv, og den, der gifter sig med hende med dette formål, er begge blevet forbandet af Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham.
**********************************
Han sammenlignede en sådan person med ********, altså en lejet tyr. I virkeligheden er der ingen forskel mellem et sådant ægteskab og zina.
Man må undre sig over de lærde, som udsteder fatwaer til fordel for denne åbenlyst haram og yderst forkastelige og skammelige list.
Khulʿ
Ligesom den islamiske sharīʿa har givet manden ret til at skille sig fra den hustru, han ikke bryder sig om, eller som han på ingen måde kan leve sammen med, har den på tilsvarende måde givet hustruen ret til at få khulʿ fra den mand, hun ikke bryder sig om, eller som hun på ingen måde kan leve sammen med. I denne sag har sharīʿaens anvisning to sider: For det første den moralske side, for det andet den juridiske side.
Den moralske side er, at enhver, hvad enten det er en mand eller en kvinde, kun bør bruge retten til talaq eller khulʿ som den sidste udvej i en uafvendelig situation. Talaq og khulʿ må ikke gøres til et legetøj alene med henblik på seksuel udfoldelse. Profetens, må Allahs velsignelser og fred være med ham, anvisninger er gengivet i hadithbøgerne:
**********************************
“Allah den Højeste bryder sig på ingen måde om mænd og kvinder, der søger sanselig nydelse.”
**********************************
“Allah har forbandet dem, der dyrker fri seksuel omgang ved gentagne gange at benytte sig af skilsmisse.”
**********************************
“Over den kvinde, der uden nogen fejl eller overdrivelse fra mandens side søger khulʿ, hviler Allahs, englenes og menneskehedens forbandelse. De kvinder, der gør khulʿ til en leg, er hyklere.”
Men loven – hvis opgave er at fastsætte individets rettigheder – beskæftiger sig ikke med den moralske side. Ligesom den giver manden ret til talaq i hans egenskab af ægtemand, giver den på tilsvarende måde kvinden ret til khulʿ i hendes egenskab af hustru, således at begge efter behov kan opnå frigørelse fra ægteskabets bånd, og ingen af parterne bringes i en situation, hvor hjertet er fyldt af had, ægteskabets formål ikke bliver opfyldt, og det ægteskabelige forhold alligevel er blevet en fare. Den ene er kun bundet til den anden, fordi der ikke findes nogen måde at blive befriet fra dette fængsel på.
Nu er spørgsmålet, hvem af ægtefællerne der kan misbruge sin magt. I denne henseende pålægger loven så vidt muligt rimelige begrænsninger. Men om magten anvendes retmæssigt eller uretmæssigt, afhænger i høj grad af magtudøverens egen dømmekraft, ærlighed, retfærdighed og gudsfrygt. Ingen andre end han selv og Allah kan afgøre, om han anvender denne magt udelukkende med henblik på fri seksuel omgang, eller om han i virkeligheden har et legitimt behov for at benytte denne ret. Efter at have givet ham den ret, der tilkommer ham, kan loven kun pålægge ham de nødvendige begrænsninger for at afholde ham fra at anvende den uretmæssigt.
I har under gennemgangen af talaq set, at der samtidig med at manden gives ret til at separere sig fra sin hustru, pålægges ham forskellige betingelser. For eksempel må han bære tabet af alt det, han har givet hustruen som mahr; han må ikke give talaq under menstruationen; han skal give én talaq i hver tuhr; og under iddah skal han beholde hustruen i sit eget hjem. Når han derefter har givet tre talaq, kan han ikke gifte sig med denne hustru igen uden tahlil. På tilsvarende måde er der, samtidig med at hustruen gives ret til khulʿ, også pålagt hende en række betingelser, som fuldstændigt beskrives i dette korte vers fra Koranen:
**********************************
“Det er ikke tilladt for jer at tage noget som helst tilbage af det, I har givet hustruerne (på tidspunktet for skilsmissen), ikke engang en lille del. Men hvis de begge frygter, at de ikke vil kunne overholde de grænser, som Allah har fastsat (da foreligger der en særskilt situation), så er der ingen synd for nogen af dem, hvis hustruen giver noget som kompensation og frigør sig fra ægteskabets bånd, hvis I frygter, at ægtefællerne ikke vil kunne leve sammen og overholde Allahs grænser.” – Sura al-Baqara 229
Følgende lovbestemmelser kan udledes af dette vers:
Én. Man bør ty til khulʿ, når der opstår frygt for, at Allahs grænser vil blive overtrådt. Ordene “fa-lā junāḥa ʿalayhimā” viser, at selv om khulʿ er noget forkasteligt, ligesom skilsmisse er noget forkasteligt, er der ingen synd i at gennemføre khulʿ, når der er frygt for, at de grænser, Allah har fastsat, ellers vil blive overtrådt.
To. Når hustruen ønsker at blive frigjort fra ægteskabets bånd, må hun også acceptere et økonomisk tab, ligesom manden må acceptere et økonomisk tab, når han frivilligt skiller sig fra sin hustru. Hvis en mand frivilligt skiller sig fra sin hustru, må han ikke tage selv den mindste del af den brudegave, han har givet hende, tilbage. Hvis hustruen ønsker separation, kan hun frigøre sig fra manden ved at tilbagegive en del af eller hele det beløb, hun modtog fra ham som brudegave.
Tre. ********** Det vil sige, at den blotte vilje hos den, der tilbyder kompensationen, ikke er tilstrækkelig for at opnå frigørelse mod kompensation. En mindelig løsning i denne sag kan først gennemføres, når den, der modtager kompensationen, også samtykker. Hustruen kan med andre ord ikke blot tilbyde et beløb og dermed frigøre sig selv; mandens skilsmisse er nødvendig for separationen, mod at han modtager det beløb, hun har tilbudt.
Fire. Det er tilstrækkeligt for khulʿ, at hustruen tilbyder hele sin brudegave eller en del af den og kræver separation, hvorefter manden modtager den og skiller sig fra hende. Udtrykket “fa-lā junāḥa ʿalayhimā fīmā iftadat bihi” viser, at khulʿ gennemføres med begge parters samtykke. Dette vers afviser den opfattelse hos dem, der gør en domstolsafgørelse til en betingelse for, at khulʿ kan gennemføres. Islam bryder sig på ingen måde om, at sager, som kan løses inden for familien, bringes helt frem for domstolen.
Fem. Hvis hustruen tilbyder fidya (løsesum for frigørelse), men manden ikke accepterer den, har hustruen i denne situation ret til at søge hjælp hos domstolen. Dette fremgår tydeligt af det tidligere nævnte vers, hvor der står: “fa-in khiftum allā yuqīmā ḥudūd Allāh”. Med udtrykket “khiftum” tiltales i dette vers muslimernes ulil amr, det vil sige de offentlige myndigheder. Da amirernes eller herskernes første ansvar er at beskytte de grænser, Allah har fastsat, er det deres pligt, når der opstår frygt for, at Allahs grænser vil blive overtrådt, at sikre, at hustruen får de rettigheder, Allah har givet hende, så disse grænser kan beskyttes.
Dette er en kortfattet vejledning. Her gives der ingen detaljeret forklaring på, under hvilke omstændigheder frygten for at overskride Allahs grænser kan anses for begrundet. Hvordan skal retfærdighed sikres ved fastsættelsen af khulʿ-beløbets størrelse? Hvis hustruen er rede til at yde khulʿ, men manden ikke vil tage imod det, hvilken fremgangsmåde bør dommeren da følge? Vi vil finde detaljerede svar på disse spørgsmål i beretningerne om de khulʿ-sager, der blev forelagt den Ædle Profet (s) og de retledte kaliffer.
Eksempler på khulʿ-sager i det første hijri-århundrede
Den mest berømte khulʿ-sag er den, der vedrørte Thabit ibn Qays (ra). Hans hustru opnåede khulʿ fra ham. Forskellige dele af den detaljerede beretning om denne sag er gengivet i haditherne. Når delene sammenholdes, fremgår det, at to af Thabits (ra) hustruer opnåede khulʿ fra ham. Den ene hustru var Jamila bint Ubayy ibn Salul (Abdullah ibn Ubayys søster). [Nogle har nævnt Zaynab bint Abdullah ibn Ubayy. Men ifølge den udbredte opfattelse var hendes navn Jamila, og hun var ikke Abdullah ibn Ubayys datter, men hans søster – forfatteren.] Hendes sag var, at hun ikke kunne lide Thabits ansigt. Hun bad Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, om en afgørelse vedrørende khulʿ og fremlagde sin klage med følgende ord:
**********************************
»Allahs Sendebud! Intet kan nogensinde forene mit hoved med hans. Da jeg løftede sløret og så ud, så jeg ham komme forfra sammen med nogle mennesker. Men jeg fandt ham mørkere end dem alle, lavest af statur og med det mest hæslige ansigt.« – Ibn Jarir
**********************************
»Ved Allahs ed! Jeg bryder mig ikke om ham på grund af nogen mangel i hans religiøsitet eller moral; det er derimod hans hæslige udseende, jeg ikke bryder mig om.« – Ibn Jarir
**********************************
»Ved Allah! Hvis jeg ikke havde frygtet Allah, ville jeg have spyttet ham i ansigtet, når han kom til mig.« – Ibn Jarir
**********************************
»Allahs sendebud! De kan se, hvor smuk og skøn jeg er. Men Sabit er en grim mand.« – Abd al-Razzaq, citeret i Fath al-Bari
**********************************
»Jeg har ingen klage over hans religiøsitet og moral. Men jeg frygter kufr i islam.« – Bukhari [Udtrykket »frygt for kufr i islam« betyder: Hvis jeg, trods mit had og min modvilje, lever sammen med ham, frygter jeg, at jeg ikke vil være i stand til at følge de anvisninger, som Allah og Hans Sendebud har givet med hensyn til hustruens lydighed over for sin mand, troskab og bevarelse af sin kyskhed. Dette er en troende kvindes synspunkt, når hun anser overskridelse af de grænser, Allah har fastsat, for kufr. Nutidens maulviers synspunkt er derimod, at selv hvis man ikke udfører nogen af bønnen, fasten, hajj og zakat, og selv hvis man åbent begår ugudelighed og forkastelige handlinger, er de fast besluttede på at betegne denne tilstand som en tilstand af iman, og de bliver ved med at give sådanne mennesker det glade budskab om Paradiset. Den, der siger, at dette er en tilstand i strid med iman, betegner de som »khariji«. – Forfatteren.]
Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, lyttede til hendes klage og sagde derefter:
**********************************
»Vil du give den have tilbage, som han havde givet dig?«
Som svar sagde hun: »O Allahs Sendebud! Jeg er villig til at give det tilbage; ja, hvis han ønsker endnu mere, vil jeg også give det.«
Profeten (s.a.v.) sagde:
**********************************
»Ikke noget mere; du skal blot give ham hans have tilbage.«
Derefter gav han Sabit (r.a.) følgende instruktion:
**********************************
»Tag imod din have, og giv hende én talaq.«
Hazrat Sabit (r.a.) havde endnu en hustru, Habiba bint Sahal al-Ansariyya (r.a.). Imam Malik og Imam Abu Dawud (r.a.) har berettet hendes historie således: En dag meget tidligt om morgenen, så snart Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var kommet ud af huset, så han Habiba (r.a.) stå ved døren. Han spurgte: »Hvad er der sket?« Hun svarede:
**********************************
“Der vil ikke være nogen forsoning mellem mig og Sabit ibn Qays.”
Da Sabit (ra) kom, sagde Profeten (s): Se, dette er Habiba bint Sahl. Derefter sagde Sabit (ra) alt, hvad han havde at sige. Habiba (ra) sagde: O Allahs Sendebud! Alt det, Sabit har givet mig, er stadig hos mig. Profeten (s) befalede Sabit (ra):
“Tag alt dette tilbage og lad hende gå.”
I nogle overleveringer forekommer ordet ************, og i nogle hadither forekommer ordet ************. Betydningen af begge ord er den samme. Abu Dawud og Ibn Jarir har overleveret denne hændelse fra Aisha (ra) på følgende måde:
Sabit (ra) havde slået Habiba så voldsomt, at hendes knogler var brækket. Habiba kom til Profeten (s) og klagede. Han befalede Sabit (ra): “Khudh ba‘du maliha wa farriqha” – “Tag noget af hendes ejendom og skil dig fra hende.”
Men ud fra de ord, som Ibn Majah har overleveret i forbindelse med Habiba (ra), fremgår det, at Habibas (ra) klage over Sabit (ra) ikke handlede om vold, men snarere om hans grimme udseende. Derfor fremsatte hun også den samme klage. Det er overleveret i hadithen om Jamila (ra): ‘Hvis jeg ikke frygtede Allah, ville jeg spytte Sabit i ansigtet’.
En sag mellem en kvinde og en mand blev forelagt Umar (ra). Han rådgav kvinden og anbefalede hende at bo sammen med sin mand. Kvinden tog ikke imod hans råd. Derfor lod han hende indeslutte i et kammer fyldt med snavs og affald. Efter at have holdt hende fængslet i tre dage lod han hende komme ud og spurgte hende: “Hvordan har du det nu?” Hun svarede: “Ved Allahs ed! Jeg har haft en smule ro i disse nætter.” Da Umar (ra) hørte dette, befalede han hendes mand:
**********************************
“Jeg har ondt af dig. Giv hende khulʿa, selv hvis det kun er til gengæld for et beskedent smykke som en ørering.” [‘Kashful-Ghummah’, bind 2.]
‘Rubai’ bint Muʿawwidh ibn Afra (ra) ønskede at få khulʿa fra sin mand til gengæld for hele sin formue. Men manden ville ikke gå med til det. Sagen blev forelagt for Hazrat Uthman (ra). Han beordrede manden:
**********************************
“Tag endda det bånd, hun binder sit hår med, og giv hende khulʿa.” [Overleveret af Abd al-Razzaq, citeret i Fath al-Bari.]
Reglerne for khulʿa
Følgende forhold kan udledes af disse hadither:
1. ********************* Den klage, der blev fremsat af Sabit ibn Qays’ hustruer, er tafsiren af dette vers. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) fandt deres fremsatte klage tilstrækkelig til khulʿa: deres mænd var særdeles hæslige af udseende, og de kunne slet ikke lide dem. Han holdt ikke en tale for dem om skønhedens filosofi, for hans blik var rettet mod shariaens formål. Da det blev bevist, at denne kvindes hjerte var fyldt med had og utilfredshed over for sin mand, imødekom han hendes anmodning. For når en kvinde og en mand med tvang bindes til hinanden, mens had og utilfredshed består, vil konsekvenserne for religion, praksis, moral, samfund og civilisation være langt mere skadelige end skilsmisse og khulʿa. Det indebærer en risiko for, at shariaens formål tilsidesættes. Derfor kan man ud fra Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) handlemåde udlede denne regel: For at bestemmelsen om khulʿa kan træde i kraft, er det tilstrækkeligt at bevise, at hustruen “inderligt afskyr sin mand og ikke er villig til at leve sammen med ham.”
2. Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) handlemåde viser, at dommeren kan benytte enhver passende fremgangsmåde til at undersøge hustruens had og utilfredshed, så der ikke er plads til tvivl, og det med sikkerhed kan fastslås, at der ikke længere er noget håb om forsoning mellem dem.
3. Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) handlemåde viser, at det ikke er nødvendigt at undersøge årsagen til hustruens had og utilfredshed. Det er fornuftigt, for der kan være mange grunde til hendes væmmelse ved sin mand, som ikke kan åbenbares for andre. Årsagerne til hendes afsky kan også være af en sådan art, at tilhøreren, hvis de blev beskrevet, måske ikke ville anse dem for tilstrækkelige til at fremkalde had. Men hun møder disse årsager dag og nat, og de er tilstrækkelige til at skabe had i hendes hjerte. Qadien har derfor kun til opgave at undersøge, om der har samlet sig had i hustruens hjerte mod hendes mand. Det er ikke hans opgave at afgøre, om de grunde, kvinden har angivet, er tilstrækkelige til at skabe had.
4. Dommeren kan naturligvis forsøge at overtale hustruen til at blive hos sin mand ved at rådgive hende, men han kan ikke tvinge hende imod hendes vilje. For khulʿ er en personlig ret, som Allah den Ophøjede har givet hende, og hvis hun udtrykker frygt for, at hun ved at bo sammen med denne mand ikke vil kunne overholde de grænser, Allah har fastsat, har ingen ret til at sige til hende: Du kan, hvis du vil, overskride de grænser, Allah har fastsat, men du skal blive hos denne mand.
5. I sager om khulʿ er der slet ikke noget spørgsmål om, hvorvidt dommeren skal undersøge, om hustruen kræver khulʿ på grundlag af et rimeligt behov, eller om hun blot ønsker separation, drevet af sine lyster. Derfor har Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og de retledte kaliffer, da de som dommere gennemgik beretningerne om sager om khulʿ, fuldstændig ignoreret dette aspekt. Årsagen er:
For det første er det ikke muligt for nogen dommer at undersøge denne påstand på behørig vis.
For det andet er kvindens ret til khulʿ et alternativ til mandens ret til talaq. Hvis man rejser spørgsmålet om uhæmmet seksuel adfærd, er der en lige stor risiko i begge tilfælde. Men loven har ikke knyttet udøvelsen af mandens ret til talaq sammen med risikoen for uhæmmet seksuel adfærd. Derfor bør hustruens ret til khulʿ heller ikke, hvad angår den juridiske ret, knyttes sammen med nogen moralsk betingelse.
For det tredje er sagen den, at en kvinde, der kræver khulʿ, ikke befinder sig uden for en af to situationer. Enten har hun et realistisk behov for at kræve khulʿ, eller også kræver hun khulʿ for at hengive sig til uhæmmet seksuel adfærd. I det første tilfælde ville det være uretfærdigt at afvise hendes krav om khulʿ. I det andet tilfælde vil vigtige formål med shariaen blive tilsidesat, hvis hun ikke får mulighed for khulʿ. For en kvinde, der er seksuelt umoralsk, vil under alle omstændigheder blive ved med at søge en vej til at tilfredsstille sit seksuelle begær. Hvis man ikke lader hende gøre det på lovlig vis, vil hun opfylde sit dårlige begærs krav på ulovlig vis, og det vil være en endnu mere forkastelig handling. Det er bedre, at en kvinde skifter halvtreds ægtemænd efter hinanden, end at hun begår zina én gang, mens hun er under én ægtemands myndighed.
6. Hvis hustruen kræver khulʿ, og manden ikke samtykker, skal dommeren beordre ham til at skille sig fra hende. Det fremgår sådan af alle beretningerne i de tidligere nævnte hadither, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og de retledte kaliffer i sådanne tilfælde tog ejendom eller kontanter og beordrede manden til at skille sig fra hustruen. Under alle omstændigheder er det også betydningen af dommerens ordre, og manden er forpligtet til at efterkomme den. Hvis han ikke efterkommer den, kan qadien endda fængsle ham. For i shariaen er qadien ikke blot på niveau med en rådgiver, hvis ordre skal betragtes som et råd, og den, mod hvem dommen er afsagt, derfor skulle have ret til at efterkomme den eller lade være. Hvis dommerens status var sådan, ville det være helt meningsløst for mennesker, at døren til hans domstol stod åben.
7. Ifølge Den Ædle Profet Muhammad (fred være med ham) er resultatet af khula »én talaq bain«. Det vil sige, at manden ikke har ret til at tage sin hustru tilbage i hendes iddat-periode, efter at khula-bestemmelsen er trådt i kraft. For hvis retten til at tage hende tilbage var bevaret, ville formålet med khula blive modarbejdet. Desuden har hustruen givet ham pengene netop for at blive frigjort fra ægteskabsbåndet. Hvis manden modtager dem, men ikke frigiver hende, vil det være bedrag og troløshed. Sharia tillader under ingen omstændigheder dette. Ja, hvis hustruen frivilligt ønsker at indgå ægteskab med ham igen, kan hun gøre det. For dette er ikke en mughallaza-talaq. Efter denne sidstnævnte form for talaq er tahliil en betingelse for at indgå ægteskab igen.
8.Allah den Ophøjede har ikke fastsat nogen betingelse for fastsættelsen af modydelsen for khula. Khula kan indgås mod enhver formueværdi, som manden og hustruen bliver enige om. Men Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, misbilligede, at manden i forbindelse med khula modtog et større beløb end den medgift, han havde givet. Han sagde:
**********************************
»Ingen må ved khula modtage mere, end den medgift han har givet sin hustru.«
Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) kaldte det udtrykkeligt makruh. De mujtahidiske imamer er enige om dette. Men hvis hustruen kræver khula på grund af mandens undertrykkelse og mishandling, er det i princippet makruh for manden at modtage modydelsen. Som der står i Hidaya:
**********************************
»Hvis der har været undertrykkelse og mishandling fra mandens side, er det makruh for ham at modtage modydelsen fra hustruen ved khula.«
På baggrund af denne forklaring og analyse kan følgende retningslinjer formuleres for kapitlet om khula under shariaens grundprincipper:
a. Hvis en kvinde, der anmoder om khula, kan bevise, at hendes mand har mishandlet hende, eller fremlægge en anden grund, som qādīen finder rimelig, skal qādīen bevilge hende khula mod, at hun tilbagebetaler en mindre del af mahr eller halvdelen af den.
b. Hvis hun ikke fremlægger mandens mishandling eller en anden acceptabel grund, skal hun pålægges at tilbagebetale hele mahr eller en betydelig del af den.
c. Men hvis qādīen i kvindens holdning og adfærd ser tegn på seksuel umoral, kan han som straf pålægge hende at betale et beløb, der overstiger mahr.
En grundlæggende fejl i spørgsmålet om khula
Ovenstående gennemgang af khula gør denne virkelige sandhed tydelig: I islamisk lov er der etableret en særdeles korrekt balance mellem kvinders og mænds rettigheder. Det er imidlertid også vores egen fejl, at vi i praksis har frataget vores kvinder retten til khula og, i strid med sharīʿas grundprincipper, fuldstændig gjort det afhængigt af mandens vilje, om khula skal bevilges eller ej. Den stadige indskrænkning af kvinders rettigheder, som dette har medført og stadig medfører, kan på ingen måde lægges Allahs og Hans Sendebuds bestemmelser til last. Hvis kvinders ret til khula endnu bliver etableret, vil mange af de problemer, der er opstået i vores ægteskabelige liv, blive løst. Vejen til, at problemerne opstår, vil blive lukket.
Den fejlagtige opfattelse, at »Lovgiveren fuldstændig har overladt spørgsmålet om khula til manden og hustruen, og at det ligger uden for qādīens kompetence at gribe ind«, har i praksis fuldstændig frataget kvinden retten til khula. Konsekvensen er, at det helt og holdent er blevet afhængigt af mandens forgodtbefindende, om khula skal bevilges eller ej. Hvis hustruen ønsker at opnå khula, men manden nægter at bevilge det på grund af sin ondskab, sit hykleri eller for at fremme sine egne lave interesser, har hustruen ingen udvej tilbage. Men dette strider fuldstændig imod Lovgiverens hensigt. Det var aldrig Lovgiverens hensigt at gøre den ene part i ægteskabet fuldstændig hjælpeløs og overdrage al magt til den anden part. Hvis det havde været tilfældet, ville de ophøjede moralske, sociale og kulturelle formål, som Han har knyttet til ægteskabet, være gået tabt.
Som det allerede er blevet drøftet, bygger den islamiske ægteskabslovgivning på det princip, at så længe forholdet mellem mand og hustru kan opretholdes med ren moral, kærlighed og oprigtighed, er det bydende nødvendigt at gøre det endnu bedre, og det er stærkt forkasteligt at forsøge at bryde det eller få det brudt. Men når dette forhold bliver årsag til moralsk forfald for begge eller for den ene af dem, eller når had og fjendskab erstatter kærlighed og oprigtighed, bliver det nødvendigt at opløse ægteskabet, og at opretholde det strider fuldstændig imod sharīʿas hensigt. Under dette princip har sharīʿa givet de to parter i ægteskabet hver sit juridiske våben, som de let kan tage i brug, når ægteskabsbåndet bliver uudholdeligt. Mandens juridiske våben kaldes »ṭalāq«. Han er blevet givet fri myndighed til at bruge det. Hustruens juridiske redskab kaldes derimod »khula«. Reglen for at bruge det er, at når hun ønsker at bryde ægteskabsbåndet, skal hun først kræve det af sin mand. Hvis han nægter at imødekomme hendes krav, skal hun søge qādīens hjælp.
Kun på denne måde kan balancen mellem mandens og hustruens rettigheder opretholdes. Det er i virkeligheden denne balance, Allah og Hans Sendebud har etableret. Men ved at udelukke qādīens myndighed til at høre sagen er denne balance blevet ødelagt. Det juridiske redskab, som var blevet givet kvinden, er således blevet gjort fuldstændig ubrugeligt, og lovens form er i praksis blevet fordrejet sådan, at hvis manden frygter, at Allahs fastsatte grænser vil blive overtrådt i ægteskabet, eller hvis dette forhold bliver uudholdeligt for ham, kan han bryde det. Men hvis den samme frygt opstår hos hustruen, eller hvis ægteskabet bliver uudholdeligt for hende, har hun ingen mulighed for at bryde forholdet. Så længe manden ikke frigiver hende, er hun tvunget til at forblive bundet i dette ægteskab, selv om det måtte være umuligt for hende at overholde Allahs fastsatte grænser, og selv om ægteskabets sharīʿa-mæssige formål derved fuldstændig hindres. Findes der nogen, der er så dristig at anklage Allahs og Hans Sendebuds sharīʿa for så tydelig uretfærdighed og så åbenlys diskrimination? Hvis nogen vover dette, må han ikke fremlægge retslærdes meninger, men derimod bevise ud fra Skriften og sunnaen, at Allah og Hans Sendebud ikke har givet qādīen nogen ret eller myndighed i spørgsmålet om khula.
Qadiens myndighed i spørgsmål om khula
Læs igen det vers i den ædle Koran, hvori reglerne for khula er beskrevet:
**********************************
»Hvis I frygter, at de begge (ægtefællerne) ikke vil kunne overholde de grænser, som Allah har fastsat, er der ingen skyld i, at hun (hustruen) opnår separation ved at yde en form for fidya (vederlag).« – Sura al-Baqara: 229
I dette vers omtales ægtefællerne selv i 3rd persons dualis-formen. Derfor tiltales de ikke i ordet ********** (hvis I frygter). Man må nu nødvendigvis anerkende, at det er de personer, der har myndighed over muslimernes samlede anliggender (ulil amr), som tiltales her, og formålet med Allahs befaling er, at hvis khula ikke kan gennemføres med ægtefællernes gensidige samtykke, skal sagen henvises til ulil amr.
Dette støttes også af de hadither, som vi har nævnt ovenfor. At kvinder kom til Profeten (fred være med ham) og de retledte kaliffer med krav om khula, og at deres klager blev hørt, beviser i sig selv, at hvis ægtefællerne ikke kan nå til enighed om khula, skal kvinden søge tilflugt hos qadi’en. Hvis qadi’en i praksis kun har myndighed til at høre klagen, men ikke har myndighed til at tvinge manden til at rette sig efter sin afgørelse, når han ikke giver sit samtykke, er det fuldstændig meningsløst at udpege qadi’en som centrum for retfærdighed og upartisk dom. For det resultat, der opnås uden at gå til ham, bliver det samme som det, der opnås ved at gå til ham. Men kan det udledes af hadith-teksten, at qadi’en ikke har nogen myndighed i denne sag? I alle de afgørelser fra Profeten (fred være med ham) og de retledte kaliffer, som er gengivet ovenfor, forekommer der formuleringer i bydeform (imperativ).
Som ************* (skil dig fra hende) og ************ (adskil hende) og ************* (lad hende gå), eller det er blevet sagt, at han (Sendebudet) befalede manden: »Gør sådan.« Den beretning, som Ibn Jarir har overleveret fra Ibn Abbas, lyder: »fafarraqa bainahuma« (så skilte han dem ad). Også i den beretning, der fortælles af Jamila bint Ubayy ibn Salul selv, er disse ord nævnt. Herefter er der ingen mulighed for at sige: »Qadi’en har ingen myndighed til at afsige en afgørelse i spørgsmål om khula.«
Spørgsmålet er nu: Hvis manden betragter qadiens afgørelse som blot et råd og nægter at rette sig efter den, kan qadi’en da med magt tvinge ham til at følge sin afgørelse? Svaret er, at vi ikke finder noget eksempel fra Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, eller fra de retledte kaliffers tid, hvor han havde afsagt en dom, og nogen havde vovet ikke at bøje sig for den. Men i dette tilfælde kan vi drage en analogi (qiyas) ud fra en afgørelse truffet af Ali (må Allah være tilfreds med ham). Her sagde han til en trodsig ægtemand:
**********************************
»Du vil ikke blive løsladt, før du accepterer det, som denne kvinde accepterede dommerens afgørelse.«
Hvis dommeren har myndighed til at fængsle en ægtemand, fordi han nægter at rette sig efter dommernes afgørelser, har han naturligvis også myndighed til at tvinge ham til at acceptere sin egen afgørelse. Der er ingen grund til, at der blandt alle verdens forhold netop i spørgsmålet om khula skulle gøres en undtagelse fra qadiens myndighed. I fiqh-bøgerne findes der mange detaljerede juridiske spørgsmål, hvor qადien er blevet givet myndighed til selv at opløse forholdet mellem ægtefællerne, hvis manden ikke giver skilsmisse efter hans påbud. Hvorfor skulle han så ikke have en sådan myndighed i forbindelse med khula?
Det vil blive endnu tydeligere af den videre drøftelse, at det er yderst nødvendigt, at qadiens myndighed i dag omfatter fuld bemyndigelse til at give kvinder khula, i lighed med de regler, som de store fiqh-lærde har fastlagt for ægtemænd, der er impotente, har fået penis amputeret, er kastrerede, lider af spedalskhed eller er sindssyge, samt den ret, som piger har til at udøve deres egen myndighed, når de når puberteten (khiyar al-bulugh), og de øvrige regler, som er fastlagt på grundlag af ijtihad i andre juridiske spørgsmål. Ellers vil de kvinder, der havner i sådanne tragiske situationer, ikke have andre muligheder end to: Enten vil de tilbringe hele livet i elendighed, eller også vil de begå selvmord, blive involveret i utugt, tvunget af deres biologiske drifter, eller forsøge at frigøre sig fra ægteskabets bånd ved at frafalde religionen og blive apostater (murtadd). Jeg finder det tilstrækkeligt at fremlægge et eksempel for at tydeliggøre det emne, der drøftes.
Den fiqh-retlige regel vedrørende en person, der er ude af stand til samleje eller er impotent, er, at han får et år til at gennemgå behandling. Hvis han efter behandlingen blot én gang er i stand til at gennemføre samleje, selv ved ufuldstændigt samleje
»Det står i værket Radd al-Muhtar, at hvis en mands penis er blevet slap, men han blot én gang er i stand til at føre spidsen af penis ind i kvindens kønsorgan, er han ikke impotent eller seksuelt uduelig. Hvis hans penis er blevet amputeret, men han er i stand til at føre den resterende del ind i hustruens kønsorgan, er han heller ikke impotent eller seksuelt uduelig.« Hvis det sker, har hustruen ikke længere ret til at få ægteskabet opløst; denne ret er tværtimod bortfaldet for bestandigt. Hustruen vidste ved ægteskabets indgåelse, at hendes mand var impotent. Alligevel indvilligede hun i at gifte sig med ham. I så fald har hun i princippet ingen ret til at gå til dommeren med krav om ægteskabets opløsning.
»Det står i fiqh-værket al-Fatawa al-Hindiyya, også kaldet Alamgiri, at hvis hustruen ved ægteskabets indgåelse ved, at hendes mand er impotent og ude af stand til at have samleje med kvinder, har hun ingen ret til at rejse krav om at få ægteskabet opløst.« Hvis manden efter ægteskabets indgåelse er blevet impotent efter én gang at have haft samleje, har hustruen heller ikke ret til at kræve skilsmisse.
»Det står i værket Durr al-Mukhtar, at hvis penis efter ét samleje med hustruen bliver slap, eller hvis manden bliver impotent, har hustruen, efter at have oplevet glæden ved dette samleje, ikke ret til at kræve skilsmisse.« Hvis hustruen efter ægteskabets indgåelse får at vide, at hendes mand er impotent, men alligevel indvilliger i at fortsætte samlivet med ham, mister hun også i dette tilfælde retten til at få ægteskabet opløst.
“Allāma Shāmī siger: Betydningen af udsagnet ‘vil ikke blive ugyldig’ er, at retten til at rejse anklage om opløsning af hendes ægteskabsbånd ikke vil blive ugyldig, før hustruen siger: ‘Jeg er indforstået med at leve sammen med ham som ægtefælle.’”
Under disse omstændigheder er denne kvindes mulighed for at få sit ægteskab ophævet altså blevet afskaffet på denne måde. Den anden vej til at blive befriet fra denne uduelige ægtemand er derefter at kræve khulʿa. Men heller ikke det kan hun få. For når hun kræver khulʿa af sin ægtemand, er han ikke villig til at lade hende gå, selv om han modtager hele mahr-beløbet eller endda noget mere. Når hun bringer sagen for retten, erklærer retten sig ude af stand til at tvinge ægtemanden til at give talaq eller til at opløse forholdet mellem dem. Tænk nu over, hvad der vil blive denne stakkels kvindes skæbne. Enten vil hun begå selvmord, eller også vil hun leve et asketisk liv som en kristen kvindelig præst og fortsætte med at lide psykisk, eller hun vil forblive i ægteskabet og begå forkastelige handlinger, eller hun vil sige et helt og fuldt ‘khudā hāfiz’ til islām.
Men spørgsmålet er: Kan formålet med islamisk lov være, at en kvinde skal synke ned i en af de nævnte situationer? Kan det formål med sharīʿa, som ægteskabslovgivningen blev indført for at opfylde, opnås gennem et sådant ægteskabeligt forhold? Kan der opstå kærlighed og harmoni mellem sådan en mand og hustru? Vil de sammen være i stand til at yde noget for samfundet og civilisationen? Vil engle, der bringer glæde og fryd, nogensinde kunne træde ind i deres hjem? Kan et sådant ægteskabsbånd på nogen måde betegnes som en beskyttet fæstning, og kan det gennem dette beskytte religionen, den moralske karakter og æren? Hvis svaret på disse spørgsmål er nej, så sig: Hvem skal bære ansvaret for, at en uskyldig kvindes liv ødelægges, at hun tvinges til at begå forkastelige handlinger, eller at hun træder ud af islāms grænser? Allāh og Hans Sendebud er naturligvis uden ansvar. For Den Almægtige Allāh og Hans elskede Profet har ikke efterladt plads til en sådan mangel i den lov, de har givet.
Den sharīʿa-baserede retsordning
Af den udførlige redegørelse for islamisk lov i drøftelsen af talaq og khulʿa bliver det klart, at det princip, som denne lov er udformet på grundlag af, er følgende: Hvis forholdet mellem mand og kvinde som ægtefæller skal bestå, må det bevares intakt med beskyttelse af de grænser, Allāh har fastsat, samt med kærlighed og harmoni. Dette er i Majīd-Koranen forklaret med det korte, men fuldstændige udtryk ‘imsāk bil-maʿrūf’. Hvis det ikke er muligt for dem at leve sammen på denne måde, bør ‘taṣrīḥum bi-iḥsān’ finde sted; det vil sige, at ægtefæller, som ikke er i stand til at leve fredeligt sammen, på en enkel måde skal gå hver til sit. Man må ikke lade en situation opstå, hvor deres gensidige konflikter ikke blot gør deres eget liv bittert, men også skaber strid mellem deres familier, spreder fordærv i samfundet, udbreder moralsk sammenbrud og lader den dårlige indflydelse nå helt til kommende generationer.
For at lukke alle disse veje til fordærv har den islamiske sharīʿa givet manden retten til talaq og kvinden retten til khulʿa, så de, hvis de ønsker det, kan handle efter princippet om ‘taṣrīḥum bi-iḥsān’. Det er også nødvendigt at forstå, at den islamiske sharīʿa ikke bryder sig om, at ægtefællers stridigheder bringes frem for offentligheden i retten. Derfor har den islamiske sharīʿa for både mænd og kvinder indført sådanne retlige ordninger, at uenigheder i hjemmet så vidt muligt kan løses i hjemmet. At banke på rettens dør skal være den sidste udvej, når der ikke længere er nogen mulighed for at nå frem til en løsning inden for familien – Forfatteren. Men der findes også visse stridbare mennesker, som hverken er i stand til at handle efter ‘imsāk bil-maʿrūf’ eller er villige til at handle efter ‘taṣrīḥum bi-iḥsān’. I ægteskabslivet kommer man derfor også ud for situationer, hvor der enten opstår uenighed mellem ægtefællerne om deres rettigheder, eller hvor det ikke er muligt for dem at praktisere hverken ‘imsāk bil-maʿrūf’ (at beholde hende med værdighed) eller ‘taṣbīḥum bi-iḥsān’ (at sende hende bort på en høflig måde). Derfor har den islamiske sharīʿa, ud over ordningerne for talaq og khulʿa, fastlagt en tredje vej til at beskytte rettighederne og værne om Allāhs rettigheder. Den kaldes den sharīʿa-baserede retsordning.
Nogle grundlæggende forhold vedrørende sharīʿas retsordning
Før de forhold, der er knyttet til den sharīʿa-baserede retsordning, drøftes, er det nødvendigt at give en udførlig forklaring af nogle grundlæggende forhold.
Den første betingelse for at dømme
Den vigtigste blandt betingelserne for et sharia-baseret retssystem er, at domstolen nødvendigvis skal være en islamisk domstol, og at dommeren oprigtigt og inderligt skal være muslim. En af grundene er den, som fuqahaerne udførligt har beskrevet: Ifølge shariaens grundprincipper kan en ikke-muslimsk dommers afgørelse i sager, der vedrører muslimer og sharia, ganske vist blive anset for at være udadtil gyldig, men den kan ikke være gyldig i princippet. Hvis en ikke-muslimsk dommer for eksempel annullerer en muslims ægteskab, uanset om hans påbud følger shariaens bestemmelser, og uanset om det faktisk fører til en separation mellem ægtefællerne, vil ægteskabet i virkeligheden ikke være annulleret, selv om det er blevet erklæret ugyldigt af ham, og kvinden vil ikke have tilladelse til at gifte sig med en anden. Hvis hun gifter sig, vil dette ægteskab blive betragtet som ugyldigt, og hendes børn vil ifølge den islamiske sharia blive anset for at være illegitime.
Den anden grund er, at Koranen grundlæggende ikke anerkender afgørelser fra ikke-islamiske domstole. Desuden er Koranens endelige afgørelse, især hvad angår muslimer, at afgørelser fra vantroens domstole vedrørende dem ikke er acceptable hos Allah den Ophøjede. Dette emne har jeg behandlet udførligt i min artikel med titlen »En særlig vigtig fatwa«, som er fremlagt som et appendiks hen imod slutningen af denne bog.
Behovet for ijtihad i retssystemet
Det er absolut nødvendigt, at en dommer besidder evnen til ijtihad og forskning. Desuden skal han i sit hjerte have en dyb trosmæssig respekt for den lov, som han er blevet sat på dommersædet for at håndhæve. For uden dette er det ikke muligt, at en qadi kan give en korrekt fortolkning, undersøge og gennemgå disse love under hensyntagen til de særlige omstændigheder og den særlige karakter ved hver enkelt sag i personlige forhold, selv om shariaen indeholder omfattende bestemmelser herom; heller ikke at udlede uvæsentlige, men nødvendige afgørelser fra lovens grundprincipper, hvor det er påkrævet, eller at tage hensyn til alle betingelserne for at behandle sagen i overensstemmelse med lovens ånd, når de nævnte kvalifikationer ikke er samlet hos qadi’en. Det er klart, at disse to egenskaber kun kan være samlet hos en person, som trosmæssigt er muslim og har fuldstændig erfaring med den islamiske lovs grundprincipper og underafdelinger. Han kan forstå denne lovs ånd på rette måde, er fortrolig med dens oprindelige kilder og har indgående kendskab til den muslimske befolknings indre struktur og sammensætning. Det er på ingen måde muligt at finde disse egenskaber hos en ikke-muslimsk dommer. Derfor kan man overhovedet ikke forvente, at han vil kunne nå frem til korrekte afgørelser i muslimers sharia-relaterede sager.
De skadelige følger af fraværet af et sharia-baseret retssystem på det indiske subkontinent
[Her er det nødvendigt at forklare en ting: Grundlæggende tror jeg ikke på gyldigheden af det sharia-baserede retssystem, der er blevet oprettet med godkendelse fra en ikke-muslimsk regering. Men i denne sammenhæng vil jeg her anvise en fremgangsmåde, på grundlag af hvilken det kan være tilladt for indiske muslimer at få deres sharia-relaterede sager afgjort, så længe der ikke er blevet oprettet en islamisk stat. – Forfatteren.]
Selv efter at den britiske regering havde etableret sig på dette subkontinent, var det indtil 1864 muslimske dommere, der afgjorde muslimernes sharia-relaterede sager. De blev udvalgt blandt de religiøse lærde. Derefter blev dette retssystem imidlertid afskaffet, og ligesom almindelige civile sager blev også sharia-relaterede sager lagt under de engelske domstoles myndighed. Den første skade var, at de områder, hvor shariaens retssystem ifølge dens grundprincipper skulle anvendes, næsten helt forsvandt. Som følge heraf blev det umuligt for muslimer at få deres sharia-relaterede sager afgjort ved disse domstole på en sådan måde, at afgørelsen fra deres religions synspunkt kunne kaldes en sharia-afgørelse.
Den anden skade, som hvad angår betydning ikke på nogen måde var mindre end den første, var, at dommerne ved disse domstole ikke havde de nødvendige forudsætninger og hjælpemidler til at opnå et omfattende kendskab til islams grundprincipper og underordnede regler eller den rette evne til at udøve ijtihad og foretage forskning på dette område. I deres hjerter fandtes der heller ikke en sådan respekt for denne lov, som kunne have afholdt dem fra at overskride dens fastsatte grænser. De bøger, der udgjorde kilden til deres viden, var skrevet af forfattere, som ikke kendte det arabiske sprog. Eksempelvis fremstillede Hamilton (Hamiltion) en engelsk oversættelse af al-Hidaya ved hjælp af en fransk oversættelse. Han var ikke i stand til at forstå al-Hidayas oprindelige værk i egentlig forstand. Han tog endda så meget fejl i forståelsen af fiqhs almindelige terminologi, at det ikke kan erkendes, før man sammenholder den med den oprindelige al-Hidaya. Bailies Digest of Muhammadan Law, som er udarbejdet på grundlag af en oversættelse af et sammendrag af Fatawa-yi Alamgiri, og Macnaughtons Principles of Muhammadan Law afspejler tydeligt deres mangelfulde viden om islamisk ret. På grund af deres ufuldstændige viden gav de i disse bøger fejlagtige og usammenhængende forklaringer af loven. De engelske domstole har selv åbent erkendt deres egen mangel på viden. Eksempelvis skrev dommer Markby i dommen i en sag:
De hjælpemidler, som domstolen råder over for at opnå kendskab til den islamiske sharia, er så utilstrækkelige og begrænsede, at jeg med glæde vil benytte enhver vej for at undgå at træffe afgørelse i spørgsmål, der vedrører den. [Khaza Hussain mod Shahzadi Begum.]
Men trods denne yderst begrænsede viden og erfaring vover domstolene at forske i islamisk ret og udøve ijtihad, og de frygter overhovedet ikke at overskride dens grænser. For det er ikke en del af deres iman og aqida at vise denne lov respekt, og den despotiske regerings retsvæsen har heller ikke pålagt dem nogen begrænsning, der forhindrer dommerne i at overskride denne lovs grænser. Det, som overdommer Garth skrev i dommen i en anden sag [Malik Abdul Gafur mod Maliga], er tilstrækkeligt til at fremstille disse domstoles sande situation. Han skrev:
Den islamiske lov, som vores opmærksomhed er blevet henledt på, og som er nedskrevet i gamle bøger, var den lov, der for flere århundreder siden var gældende i Baghdad og andre muslimske lande; den var helt forskellig fra disse landes juridiske og sociale forhold. Selvom vi i retssager mellem muslimer i videst muligt omfang forsøger at handle i overensstemmelse med den islamiske sharias anvisninger, bliver det for det første vanskeligt at afgøre, hvordan loven oprindeligt var. For det andet er det meget vanskeligt at forlige de talrige uenigheder om lovens fortolkning, som opstod mellem tidligere tiders mujtahider, det vil sige Imam Abu Hanifa og hans elever. Derfor bør vi gøre vores yderste for at få kendskab til lovens grundlag og korrekte principper. Derefter bør den anvendes under hensyntagen til retfærdighedens principper, gode hensigter, andre love, der er gældende i landet, og de sociale forhold.
Det bliver tydeligt af denne udtalelse, at en overdommer erkender sin egen uvidenhed om islamisk ret og anser sig selv for ude af stand til at skabe overensstemmelse mellem imamernes uenigheder om lovens fortolkning. Samtidig anså han det åbenlyst for tilladeligt selv at nå frem til en afgørelse. I en dom tøvede han ikke det mindste med at tilkendegive, at han ved anvendelsen af islamisk ret på muslimer ikke var forpligtet til udelukkende at holde sig inden for den islamiske lovs grænser; han fandt det også nødvendigt at tage hensyn til sit eget syn på landets gældende lov, de sociale og kulturelle forhold samt retfærdighedens principper. Den mangelfulde og forkrøblede lov, som i vores lands domstole gælder under navnet »Muhammadan Law«, er et produkt af denne trosløse og uvidende forskning. Denne forkrøblede lov, som gives navnet islamisk ret, anvendes heller ikke korrekt i vores shariarelaterede spørgsmål; tværtimod bliver den dag for dag yderligere forvansket under slagene fra domstolenes stadig nye afgørelser.
Det første skridt på vejen mod reform
Hvis det i dag er muligt at følge blot en eneste vej for at opnå korrekte afgørelser i spørgsmål vedrørende ægteskab, skilsmisse og sharia i øvrigt, er det, at Indiens muslimer må opnå kulturel selvbestemmelse (Cultural Autonomy) her. [Jeg har behandlet dette emne udførligt i andet bind af værket »Muslimerne og den aktuelle politiske konflikt«.–Forfatteren.] Under denne ordning vil muslimerne have ret til at oprette selvstændige shariadomstole til afgørelse af alle deres egne anliggender. Fromme og gudfrygtige lærde, som besidder en dyb, faqih-lignende viden om islamisk ret, skal udnævnes til dommere ved disse domstole. Det er et så nødvendigt behov, at muslimerne her uden dets opfyldelse i praksis ikke vil kunne leve som muslimer. Hvis de heller ikke kan opnå dette, er det på tilbagetrækningsvejen tilstrækkeligt, og kun som en absolut nødløsning kan der i hvert distrikt oprettes et panchayat med tre medlemmer i overensstemmelse med Maliki-madhhaben. Medlemmerne skal have den almindelige tillid blandt distriktets muslimske befolkning, og mindst ét af medlemmerne skal være en pålidelig lærd. Derefter må man lægge pres på den despotiske regering for at opnå lovlig anerkendelse af denne komité, og regeringen skal give den afgørelse, som panchayat træffer i spørgsmål vedrørende muslimers ægteskab, skilsmisse og lignende, samme status som en domstolsafgørelse. Der skal ikke kunne appelleres mod den ved de engelske domstole. Selv retssager om ægteskab, skilsmisse og lignende, der anlægges ved de engelske domstole, skal overføres til panchayat. [Ifølge Hanafi-madhhaben kan en panchayats afgørelse ikke sidestilles med afgørelsen fra en qadi i retsvæsenet. Men hvis denne panchayat har beføjelse til at gennemføre sine afgørelser, og dens kompetence ikke begrænser sig til voldgift, men svarer til en dommers, vil dens afgørelse ifølge Hanafi-madhhaben også være sidestillet med afgørelsen fra en qadi ved en shariadomstol.–Forfatteren.]
Ud over Britisk Indien må man i ikke-muslimske stater og i de muslimske stater, hvor man efter den engelske regerings forbillede har afskaffet det shariabaserede retssystem og lagt shariarelaterede spørgsmål under de almindelige civile domstole, først enten genindføre det shariabaserede retssystem eller oprette et panchayat-system og opnå dets lovlige anerkendelse fra disse staters regeringer for at reformere denne ordning. Hvis dette ikke er muligt, vil det aldrig tjene islams formål at forelægge et lovudkast for lovgivende forsamling og få det vedtaget.
Behovet for en ny lovsamling for islamisk ret
Sammen med indførelsen af et shariaretligt retssystem er der også behov for endnu en ting. Det er at udarbejde en lovbog, hvori de juridiske bestemmelser (fiqh-ahkam), der vedrører muslimernes shariaretlige ordninger, forklares og ordnes systematisk efter mønsteret i den gældende Muhammadan Law. Derved bliver det lettere at indføre denne lov i shariadomstole eller panchayater i stedet for den nuværende britiske lov. Da blandede domstole blev oprettet i Egypten, mærkede man også behovet for en sådan lovsamling, hvori alle nødvendige love og bestemmelser fra pålidelige kilder skulle samles. Derfor udførte en komité af lærde fra al-Azhar, på foranledning af den egyptiske regering og under Qudri Pashas ledelse, dette arbejde. Den af komitéen udarbejdede lovsamling blev officielt anerkendt, og der blev truffet foranstaltninger til at gøre den gældende ved domstolene.[Denne samling blev oversat til fransk og udgivet under navnet »Droit Mussalman«. Ud over Egypten benytter domstolene i andre lande sig også af denne bog.–Forfatteren.]
Det er yderst nødvendigt at nedsætte en sådan komité i Indien. Under denne komité skal udvalgte lærde fra hver gruppe sammen med nogle juridiske eksperter udarbejde en detaljeret lovsamling med de nødvendige forklaringer. Først skal samlingen udgives som et udkast, og man skal indhente de lærdes synspunkter fra de forskellige grupper. Derefter skal de nødvendige ændringer foretages på grundlag af deres synspunkter og gennemgang. Når den har fået sin endelige form, skal den anerkendes som en pålidelig samling af shariaens bestemmelser. Derefter skal det besluttes, at muslimernes shariaretlige sager skal henvises til denne samling, og at de bestemmelser i Muhammadan Law (muhammedansk ret), som er blevet udformet på grundlag af engelske domstoles synspunkter samt uvidende, trosløse og inkompetente dommeres fortolkninger og analyser, skal erklæres ugyldige.
Man kunne spørge: Når vores fiqh-bøger allerede udførligt beskriver alle lovens overordnede aspekter, hvorfor er det så nødvendigt at udarbejde en ny samling af denne art? Det er ikke blot sandsynligt, at en sådan indvending vil blive rejst; med tanke på en bestemt gruppes holdning kan det med sikkerhed siges, at dette forslag helt sikkert vil blive modarbejdet. Derfor vil jeg her kort beskrive de grunde, der gør det nødvendigt at udarbejde en sådan fuldstændig samling.
Selv ved et overfladisk blik kan enhver forstå, at de islamiske love og bestemmelser ligger spredt rundt omkring i fiqh-bøgerne. De er skrevet i en gammel fremstillingsform og efter en gammel metode. Selv de mennesker, der i dag underviser i disse bøger, er som regel ude af stand til fuldt ud at forstå deres terminologiske finesser. I nutidens lovbøger ordnes lovparagrafferne efter løbenumre; under hver paragraf forklares bestemte udtryk, dens formål analyseres, og de underordnede bestemmelser, der hører under den, beskrives udførligt. Heri indarbejdes også forskellige dommeres synspunkter, pålidelige dommeres synspunkter, eksperternes forklaringer samt domme i forskellige retssager. Desuden gør man det lettere at finde bogens indhold ved at tilføje en indholdsfortegnelse og et emneindeks (Index). Når en fornuftig person ser dette, kan han ikke nægte, at den fremgang, der gennem menneskelig indsats er sket i forlags- og udgivelsesbranchens opbygning, nødvendigvis må anvendes ved en nyordning af fiqh-bøgerne. Endelig er den gamle metode, som fiqh-bøgerne er ordnet efter, jo ikke godkendt gennem en guddommelig åbenbaring, således at det skulle være obligatorisk at følge denne metode, og at det skulle være syndigt at forlade den.
Men den endnu vigtigere grund er, at de bestemmelser, der er beskrevet i de gamle fiqh-bøger, i de fleste tilfælde tager sigte på almindelige menneskelige forhold. Det er grundlæggende forkert at anvende disse bestemmelser ordret i ethvert tilfælde og ukritisk i enhver sag. De skal vurderes samlet med følgende forhold for øje:
For det første: Man skal have det moralske, kulturelle, sociale og økonomiske forhold i det islamiske samfund, hvor denne lov håndhæves, for øje. Man skal også se på, hvordan dette samfunds samlede vaner, natur og skikke er. I hvilket miljø lever de, hvilke påvirkninger har dette miljø på dem, og hvor stærk eller svag er islams indflydelse på deres faktiske karakter, adfærd og handlinger? Hvor meget har ydre påvirkninger ændret deres islamiske særpræg, og hvilke juridiske forandringer og forvrængninger har samfundets almindelige tilstand og miljøet blandt alle disse forhold medført?
For det andet: I hver sag skal man tage hensyn til hver af de to parters særlige forhold. Afgørelsen skal træffes under hensyntagen til sagsøgerens og sagsøgtes karakter, alder, uddannelse, fysiske tilstand, sociale position, økonomiske stilling, tidligere historie, slægtsmæssige skikke og den almindelige tilstand for mennesker på deres niveau – alt dette skal tages i betragtning. Man skal overveje, hvordan loven kan anvendes på dem i et bestemt underordnet spørgsmål, således at lovens formål kan opfyldes på behørig vis, uden at man afviger fra lovens grundprincipper.
Hvis nogen tilsidesætter disse to aspekter, finder en underordnet anvisning i en gammel fiqh-bog og begynder blindt at anvende den ensartet i enhver retssag, der ligner denne anvisnings område, kan han sammenlignes med en læge, der sætter sig med bøger skrevet af Hippokrates [den berømte græske læge fra det 5. og 4. århundrede f.Kr., kendt som ‘Hippocrates the Great’. Han regnes for lægevidenskabens fader. – Oversætterens anmærkning.] og Galen [‘Galen’ blev født omkring år 129 e.Kr. i byen Bergama i det nuværende Tyrkiet og døde i 199 e.Kr. Blandt oldtidens lægevidenskabelige forskere var han efter Hippokrates den største læge. Han var både læge, filosof og lingvist. – Oversætterens anmærkning.] og begynder at ordinere behandling udelukkende på grundlag af disse bøger, uden at tage hensyn til landets klima, årstiderne, hver patients særlige egenskaber eller de forskellige sygdommes særskilte typer og symptomer.
Denne bog, der er skrevet af oldtidens lægevidenskabelige forskere, er i sig selv både korrekt og videnskabeligt funderet. Men blev den nogensinde skrevet med henblik på, at uvidende medicinsælgere skulle bruge den? Selv for at anvende disse bøger til dette formål kræves der forstand, viden, erfaring, dygtighed, kunnen og dømmekraft. På tilsvarende vis er de underordnede love, som mujtahid-imamerne udleder af den islamiske sharīʿas grundprincipper og grundlæggende love, i sig selv korrekte og fejlfri. Men disse love, der er frembragt gennem ijtihād og forskning, skulle anvendes uden forstand, erfaring og fremsynethed, som om man uden forskel satte det samme segl på alle breve, der kom med postbuddet — det havde disse store mujtahider aldrig forestillet sig.
Den islamiske lov blev udformet på grundlag af så fornuftige principper, at det under den næsten var umuligt, at en mand eller kvinde af tvang skulle blive involveret i umoralske handlinger eller ende med at skabe fitna og ufred i samfundet. Og på grund af denne lovs strenghed var det helt utænkeligt, at en muslimsk mand eller kvinde af tvang skulle træde uden for islams grænser. Men i dag ser vi, at der blandt muslimer ikke blot opstår utallige familiestridigheder, men også alvorligt moralsk forfald og endda tilfælde af frafald fra religionen. Dette forfald har kun bredt sig, fordi det i de fleste sager er blevet umuligt for folk at opnå en korrekt og retfærdig afgørelse under den islamiske lov. Hverken muftierne eller dommerne ved domstolene besidder fornuft, dyb indsigt, eftertanke og fremsynethed. Ingen af dem tager i betragtning, hvilke særlige forhold der gør sig gældende i det land, det samfund og den konkrete sag, hvor vi anvender en generel anvisning, og som derfor må fastlægges inden for anvisningens generelle rammer og under sharīʿas grundprincipper, så ingen af sharīʿas formål hindres, og det ikke bliver nødvendigt at modsige nogen af dens principper. Hvad angår dommerne ved domstolene, er deres manglende evner åbenlyse. Tilbage står de lærde. Blandt dem er der en gruppe, hvis eneste kunnen er at fremlægge de underordnede anvisninger nøjagtigt sådan, som de står skrevet i de gamle fiqh-værker. Og selv om Allah den Ophøjede har skænket nogle lærde et bredt udsyn og dyb viden om religionen, har ingen af dem alene mod nok til i en bestemt sag at anvende sin fornuft og afvige så meget som en smule fra en gammel underordnet anvisning. På den ene side afholder de sig fra denne dristige vej af frygt for at begå en fejl. På den anden side frygter de, at andre lærde vil beskylde dem for at afvige fra den blinde efterligning af madhhaben. Den eneste kur mod denne sygdom er, at en gruppe af de fremtrædende og indflydelsesrige lærde fra hver provins tager denne opgave på sig. Ved at anvende deres samlede styrke og indflydelse skal de udarbejde en lovramme for sharīʿa-relaterede spørgsmål, som er i overensstemmelse med de indiske muslimers nuværende moralske, sociale og økonomiske forhold. Den skal være så fleksibel, at der under lovens grundprincipper kan foretages de nødvendige ændringer i de underordnede anvisninger i særlige og usædvanlige situationer.
Hvis nogen erklærer dette for at være i strid med taqlīd, vil vi sige, at han tager fejl. Han ved ikke, hvilken forskel der bør være mellem at følge de mujtahidiske imamers taqlīd (blind efterligning) og taqlīd af profeterne og sendebuddene. Han ved heller ikke, hvilken forskel der bør være mellem at følge uvidende og tåbelige mennesker og at følge en kvalificeret lærd. Han er ikke engang klar over, hvad det vil sige at følge en fiqh-baseret madhhab. Han forstår taqlīd således: »Man skal anse sin egen fiqh-madhhab for at træde i religionens sted og imam’en for denne madhhab for at træde i profetens sted; man skal anse denne madhhabs masā’il som lige så endelige og uangribelige som anvisningerne i Allahs Bog. Man skal som trosforestilling fæstne det i sit hjerte, at det – for ikke at tale om at korrigere, ændre eller udvide nogen mas’ala i denne madhhab – også er en alvorlig synd at analysere, gennemgå eller efterprøve den. I forbindelse med en mas’ala var det kun tilladt at forkaste en underordnet anvisning fra denne madhhab indtil den fjerde hijrī-århundrede, det vil sige indtil perioden med ijtihād og forskning; men derefter er det blevet harām.«
Men denne form for taqlīd eller blinde efterligning er ikke dokumenteret hos nogen af de tidligere lærde. Der kan heller ikke nogetsteds findes et sharīʿa-baseret bevis til støtte for den. Imam Abū Hanīfa, må Allah være ham nådig, var den Store Imams elever uenige med deres imam i tusindvis af masā’il. Alligevel blev de ikke udvist af den hanafitiske madhhab. De lærde, der var eksperter i den hanafitiske madhhab, gav i tilfælde af uenighed mellem Imam Abū Hanīfa, må Allah være ham nådig, og hans elever nogle af deres synspunkter forrang frem for andre og forkastede den enes synspunkt til fordel for den andens. Men selv om de foretog sådanne gennemgange og efterprøvninger, kunne ingen kalde dem ikke-muqallider. Fra den fjerde hijrī-århundrede og frem, og især i det ottende og niende hijrī-århundrede, fortsatte hanafitiske lærde med at ændre og korrigere deres forgængeres ijtihād-baserede masā’il under hensyntagen til tidens behov; når det var nødvendigt, antog de synspunkter fra andre mujtahidiske imamers madhhabs og udstedte fatwaer i overensstemmelse med dem. Ingen anvendte imidlertid betegnelsen ikke-muqallid på dem på grund af denne ijtihād. Ingen har haft den frækhed at anklage Abū al-Layth al-Samarqandī, Shams al-A’imma al-Sarakhsī, forfatteren til al-Hidāya, Qāḍīkhān, forfatteren til Kanz al-ʿUmmāl, ʿAllāma Shāmī eller andre lærde af samme rang for at være ikke-muqallider. Det skyldes, at de gjorde den hanafitiske madhhabs masā’il fleksible i lyset af forholdene og behovene i deres egen tid, og i de tilfælde hvor de fandt en anvisning fra denne madhhab skadelig eller uegnet til at blive anvendt under de almindelige forhold, udstedte de fatwaer i overensstemmelse med masā’il fra andre madhhabs. De indarbejdede dette som et princip i den hanafitiske madhhab: »Det er tilladt at udstede en fatwa i overensstemmelse med en anden madhhab, når behovet tilsiger det. Betingelsen er dog, at egne lave begær ikke må få indpas deri.«
Der er ingen tvivl om, at hvis folk uden begrænsning får frihed til efter eget behov at handle efter en anden madhhab eller til at benytte de lempelser (Option), der findes i deres egen madhhab, er der stor risiko for, at de følger deres onde tilbøjeligheder. Det vil åbne døren for ulovligt at drage fordel af de tilladelser, som de forskellige madhhaber har givet ud fra deres egne synspunkter og under særlige omstændigheder, samt for at håne religionen, og det vil skabe alvorligt kaos i adfærd og omgangsformer. Men hvis religionens lærde på grundlag af gensidig rådgivning og med taqwa og gode intentioner gør dette under hensyntagen til muslimernes behov og situation, er der ingen risiko for religiøs eller verdslig skade derved. Hvis de i en bestemt sag uforvarende begår en fejl, siger islams shariahs to kilder (nass) tværtimod klart, at Allah Ta’ala vil tilgive dem for dette og belønne dem for deres oprigtige hensigt.
Det højeste, man kan frygte ved at følge denne fremgangsmåde, er, at en gruppe mennesker vil gå hårdt imod dem, og at nogle blandt deres tilhængere vil få en dårlig opfattelse af dem. Men den langt større fare ved ikke at følge denne fremgangsmåde er, at muslimer, når de bliver hjælpeløse over for deres egne behov, vil følge deres onde tilbøjeligheder i stedet for islams lov, og at hån af religionen, forvandling af shariaens lov til et legetøj, overtrædelse af de grænser, Allah har fastsat, religiøst og moralsk forfald, kufr og en epidemi af oprørske handlinger mod Allah vil brede sig blandt dem. Ligesom den kristne nation vil de da forlade deres religions love og antage menneskeskabte love [sådan som det er sket i Tyrkiet. – Forfatteren]. På Dommedag vil deres religiøse ledere sammen med disse syndere blive arresteret og ført frem for Allahs domstol. Da vil Allah Ta’ala spørge dem: ‘Gav jeg jer fornuft og intelligens netop for, at I ikke skulle bruge dem? Blev Min Bog og Min profets sunnah lagt foran jer, for at I skulle sidde passivt med dem, mens muslimerne fortsatte med at fare vild? Jeg havde gjort Min religion let; hvilken ret havde I til at gøre den vanskelig? Jeg befalede jer at adlyde Koranen og Muhammad sallallahu alaihi wa sallam. Hvem pålagde jer at følge jeres forgængere frem for disse to? Jeg havde lagt midlet mod enhver vanskelighed i denne Koran; hvem forbød jer at røre ved den? Og hvem gav jer besked på at anse bøger skrevet af mennesker for tilstrækkelige for jer selv?’ Ingen lærd kan håbe på at finde ly i skødet hos forfatterne til Kanzud-Daqa’iq, Hidaya og Alamgiri som svar på disse spørgsmål.
Da denne relevante drøftelse var nødvendig og vigtig, og det var uomgængeligt at redegøre udførligt for den, har jeg måttet afsætte så meget plads til den. Nu vender jeg tilbage til min hoveddrøftelse.
Grundlæggende vejledning
Eftersom Den Ædle Koran er en grundlæggende bog, er alle spørgsmål vedrørende ægteskabslivet ikke blevet behandlet udførligt i den. Men den indeholder en række omfattende grundprincipper, som næsten alle relevante spørgsmål falder ind under, og som også giver fremragende vejledning ved udledningen af afledte spørgsmål. Derfor er det absolut nødvendigt først at forstå de grundprincipper og regler, der er nævnt i Den Ædle Koran, grundigt, før man studerer lovens detaljerede bestemmelser.
(1)
**********************************
“Gift jer ikke med polyteistiske kvinder, før de tror.” – Sura al-Baqara: 221
**********************************
“Gift ikke jeres kvinder med polyteistiske mænd, før de tror.” – Sura al-Baqarah: 221
**********************************
“Det er blevet gjort tilladt for jer at gifte jer med kyske kvinder fra Skriftens folk.” – Sura al-Ma’idah: 5
I disse vers er det fastslået som princip, at en muslimsk mand ikke kan gifte sig med en polyteistisk kvinde. Derimod er kvinder fra Skriftens folk blevet gjort tilladte for dem. Men en muslimsk kvinde kan hverken gifte sig med en polyteistisk mand eller med en mand fra Skriftens folk.
(2)
**********************************
“Gift jer ikke med polyteistiske kvinder … og gift ikke jeres kvinder med polyteistiske mænd.” – Sura al-Baqarah: 221
Af dette vers kan man også udlede et grundlæggende princip. Manden har selv myndighed til at indgå sit ægteskab. Men kvinden er ikke fuldstændig uafhængig i denne henseende. Det er hendes værgers ansvar at gifte hende bort med nogen. Der er ingen tvivl om, at det er absolut nødvendigt at indhente kvindens samtykke ved ægteskab. Ingen har ret til at gifte hende bort med nogen mod hendes vilje. Som det er blevet sagt i en hadith:
**********************************
“En enke har større myndighed end sin værge, når det gælder beslutninger om hendes egne forhold.”
**********************************
“En myndig pige må ikke giftes bort uden hendes samtykke.”
Men eftersom en kvindes ægteskab er nært forbundet med familiens interesser, er Koranens krav, at kvindens præferencer og ønsker alene ikke er tilstrækkelige i forbindelse med ægteskab; samtidig skal også hendes mandlige slægtninges mening tages i betragtning.
(3)
**********************************
»Betal dem medgift som vederlag for den nydelse, I har haft af dem, og betragt det som en pligt.« – Sura an-Nisa: 24
**********************************
»Hvordan kan I tage den medgift tilbage, som I har givet dem, når den ene af jer har opnået seksuel nydelse fra den anden?« – Sura an-Nisa: 21
**********************************
»Hvis I skiller jer fra dem, før I har haft samleje med dem, men efter at I har fastsat medgiften, skal I betale halvdelen af den fastsatte medgift.« – Sura al-Baqarah: 237
Af disse vers fremgår det, at den medgift, som manden betaler, er vederlaget for den fada (seksuelle nydelse), han opnår ved at have nærhed med sin hustru. Så snart denne nærhed har fundet sted, bliver det derfor obligatorisk at betale hele medgiften, og den kan under ingen omstændigheder bortfalde eller annulleres. Men hvis hustruen frivilligt eftergiver hele medgiften eller en del af den, er det en anden sag.
**********************************
»Hvis de frivilligt overlader jer en del af medgiften, kan I med glæde tage imod den.« – Sura an-Nisa: 4
Eller hvis hun giver afkald på den som modydelse for khulʿ, er det en særskilt sag.
**********************************
»Hvis hustruen frigør sig fra ægteskabet ved at give en form for modydelse, er der ingen skyld i det.« – Sura al-Baqara: 229
(4)
**********************************
»Selv hvis I har givet dem enorme formuer i brudegave, må I ikke tage noget af det tilbage.« – Sura an-Nisa: 20
Af dette vers fremgår det, at der i den islamiske sharia ikke er fastsat noget bestemt beløb for brudegaven. Derfor kan man ikke ved at skabe en egenmægtig lov begrænse beløbet.
(5)
**********************************
“Mænd har myndighed over kvinder, fordi Allah har givet nogle af dem forrang frem for andre, og fordi mændene bruger deres formue på dem.” – Sura an-Nisa: 34
I lyset af dette vers er det mandens pligt at sørge for kvindens underhold og bære hendes udgifter. Den ret til at have myndighed over kvinden, som manden opnår gennem ægteskabsbåndet, er modydelsen for dette. Kvindens ret til underhold kan under ingen omstændigheder bortfalde. Men hvis hun frivilligt giver afkald på denne ret, eller hvis hun bliver ulydig mod sin mand, er det en anden sag.
(6)
**********************************
“Den velstående skal sørge for (sin hustrus) underhold i overensstemmelse med sin velstand, og den, der har begrænsede midler, skal give (sin hustru) underhold i overensstemmelse med den rizq, som Allah har givet ham.” – Sura at-Talaq: 7
Her fastsættes det princip vedrørende hustruens underhold og udgifter, at mandens økonomiske situation skal tages i betragtning, når beløbet fastsættes. Beløbet for den velstående skal fastsættes efter hans velstand, mens beløbet for den fattige skal fastsættes efter hans evne.
(7)
**********************************
“Forman de hustruer, som I frygter vil gøre oprør, hold jer adskilt fra dem i sengen, og afstra dem fysisk. Hvis de derefter adlyder jer, skal I ikke søge nogen anledning til at gå til overdrivelse over for dem.” – Sura an-Nisa: 34
Ud fra dette vers kan det siges, at manden kun har fået ret til at straffe sin hustru, når hun indtager en oprørsk holdning og vælger ulydighedens vej. Selv i denne situation er der fastlagt to former for straf:
For det første: At forlade sengen, det vil sige at afstå fra samleje.
For det andet: Lettere slag, som kun er tilladt, når hun er blevet helt oprørsk.
At overskride denne grænse – det vil sige at straffe hende, selv om hun ikke er oprørsk, at give en hård straf for et oprør af almindelig grad eller at overskride grænsen for de lette slag i tilfælde af ekstremt oprør – alt dette hører til uretfærdighed og overdrivelse.
(8)
**********************************
“Hvis I frygter, at der vil opstå uenighed mellem ægtefællerne, så udpeg en mægler fra hans familie og en mægler fra hendes familie. Hvis de begge ønsker forsoning, vil Allah den Ophøjede skabe enighed mellem dem.” – Sura an-Nisa: 35
I det ovennævnte vers er det fastlagt som princip, at hvis der opstår strid og uenighed mellem ægtefællerne, og der ikke findes nogen mulighed for, at de kan bilægge sagen indbyrdes, bør man, før man henvender sig til domstolen for at få bilagt denne uenighed, udpege en mægler blandt mandens slægtninge og en mægler blandt kvindens slægtninge. De skal i fællesskab forsøge at bilægge uenigheden mellem dem.
Med formuleringerne ‘wa in khiftum’ og ‘fab‘athū’ tiltales den ansvarlige person i alle muslimernes anliggender. Derfor er det deres opgave at udpege mæglere. Hvis mæglerne ikke kan nå frem til en forsoning, vil den person, der har myndigheden over muslimerne (ulil amr), i sidste ende have beføjelsen til at bilægge sagen.
(9)
**********************************
“Hvis I frygter, at ægtefællerne ikke vil kunne overholde Allahs fastsatte grænser, så er der ingen skyld på nogen af dem, hvis hustruen frigør sig fra ægteskabsbåndet ved at give en form for kompensation.” – Sura al-Baqara: 229
I dette vers siges det, at det vigtigste, qadi’en skal overveje, når han træffer afgørelse mellem ægtefællerne, er, om manden og hustruen vil kunne holde fast ved Allahs fastsatte grænser i deres ægteskabelige forhold. Hvis der er en alvorlig frygt for, at Allahs fastsatte grænser vil blive overskredet, findes der intet vigtigere hensyn, som kan gøre det tilladt at beslutte, at ægtefællerne skal forblive sammen. Det vigtigste er at beskytte Allahs fastsatte grænser. Derfor kan alt om nødvendigt ofres for dette.
**********************************
“De, der overskrider de grænser, som Allah har fastsat, er uretfærdige.” – Suraen al-Baqarah: 229
(10)
**********************************
“Hold dem ikke fast i lidelse med det formål at overtræde deres rettigheder.” – Suraen al-Baqarah: 231
Dette vers henviser til endnu et vigtigt princip i den islamiske lov. Det er, at en kvinde ikke må holdes bundet i en mands ægteskab på en sådan måde, at det bliver til skade for hende og fører til, at hendes rettigheder krænkes. Hvis de skal leve sammen, skal det ske på retfærdig vis.
**********************************
“Lev sammen med hustruerne på retfærdig vis.” – Suraen an-Nisa: 19
Hvis hustruen skal tages tilbage, skal det også ske på retfærdig vis. ************* “Hustruen skal tages tilbage på retfærdig vis.” – Suraen al-Baqarah: 220
Men hvor der ikke er noget håb om dette, og hvor der tværtimod er frygt for, at denne ret vil blive frataget hende til skade, er det nødvendigt at følge princippet om »at sende hende bort på en god måde«. For ifølge Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, indeholder islamisk lov ingen skadelige elementer og giver heller ingen tilladelse til at skade nogen.
**********************************
»I islam findes der intet skadeligt, og der er heller ingen mulighed for at forvolde skade.«
(11)
**********************************
»Hæld ikke så meget til den ene hustru, at I lader den anden hænge hjælpeløs tilbage.« – Sura an-Nisa: 129
Selv om dette vers blev åbenbaret i forbindelse med en bestemt hændelse, gives der i dets sidste del en almindelig grundsætning. Den er, at en kvinde ikke må efterlades i en sådan situation, at hun forbliver bundet i ægteskab med én mand og venter, uden at have mulighed for hans selskab, samtidig med at hun heller ikke har frihed til at gifte sig med en anden.
(12)
**********************************
»De, der sværger sig fra deres hustruer, skal have en frist på fire måneder.« – Sura al-Baqara: 226
Dette vers henviser til kvindernes afbalancerede tålmodighed og udholdenhed. Det vil sige, at de i op til fire måneder kan holdes berøvet ægteskabeligt samliv med deres mænd, uden nogen form for mishandling eller overskridelse af de grænser, Allah har fastsat. [På grundlag af dette princip beordrede Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, at ingen gift mand måtte holdes borte fra sit hjem ved uafbrudt at være udstationeret i militærtjeneste i mere end fire måneder – forfatteren.] Derefter er der frygt for én af to ting. Dette vers blev også åbenbaret i forbindelse med en bestemt begivenhed, men ud over denne særlige begivenhed giver verset også vejledning i andre forhold.
((13))
**********************************
»De, der anklager deres hustruer for zina og ikke kan fremføre andre vidner end dem selv.« – Sura an-Nur: 6
Dette vers beskriver reglerne for liʿān. Det vil sige, at hvis en ægtemand anklager sin hustru for zina og ikke kan fremlægge vidneudsagn eller beviser, skal han sværge fire gange, at den anklage, han har fremsat, er sand. Femte gang skal han sige, at Allahs forbandelse må ramme ham, hvis han er en løgner. Derefter er der kun én måde, hvorpå hustruen kan undgå straffen for zina. Hun skal også sværge ved Allah og fire gange sige, at den anklage, hendes mand har fremsat, er løgn og grundløs. Femte gang skal hun sige, at Allahs vrede må komme over hende selv, hvis hendes mands anklage er sand. Når liʿān på denne måde er afsluttet, skal ægteskabet mellem manden og hustruen opløses.
((14))
**********************************
»Men hvis kvinden selv viser nåde (ved ikke at tage sin mahr), eller hvis den mand, i hvis hånd ægteskabets bånd ligger, viser nåde (ved at betale hele mahr), så er det en særskilt sag«.
– Sura al-Baqara: 237
I den sidste del af det nævnte vers forklares det princip, at ægteskabets bånd ligger i mandens hånd, og at han har magt til enten at fastholde eller opløse det. Overalt i Koranen, hvor skilsmisse omtales, anvendes verber i hankøn, og skilsmissehandlingen knyttes til manden. For eksempel *************** (»hvis de skiller sig« – Sura al-Baqara: 227), ********* (»hvis han skiller sig fra hende« – Sura al-Baqara: 230) og ************ »Når I skiller jer fra kvinderne, så skil jer fra dem med henblik på, at de kan beregne deres iddah« – Sura at-Talaq: 1.
De ovenstående vers beviser netop, at manden i kraft af sin ret som ægtemand har fuld myndighed til at skille sig fra sin hustru eller lade være. Der kan ikke udformes en lov, som fratager ham denne ret.
Men i islam er der knyttet den betingelse til enhver ret, at man ved dens anvendelse og udøvelse ikke må ty til undertrykkelse eller overskride Allahs grænser. ***************** (»Den, der overskrider Allahs grænser, gør uret mod sig selv« – Sura at-Talaq: 1). Den, der således overskrider Allahs grænser, gør sig fortjent til at blive frataget sin egen ret.
********************** (»I må heller ikke begå uret, og der må heller ikke begås uret mod jer« – Sura al-Baqara: 279). Dette er et generelt princip, som gælder inden for alle dele og i alle spørgsmål i islamisk ret, og mandens ret til skilsmisse er ingen undtagelse.
Når der derfor fra en kvindes side rejses en anklage om undertrykkelse og mishandling mod hendes ægtemand, falder sagen på behørig vis ind under verset *************** [»Hvis I bliver uenige om noget, så henvis det til Allah og Sendebudet« – Sura an-Nisa: 59], og hvis hustruens anklage bevises at være berettiget, har den myndighed, der håndhæver loven, det vil sige den person, der er ansvarlig for alle muslimernes anliggender, ret til at fratage ægtemanden hans myndighed og selv udøve den. Den ret, som i islamisk sharia er givet qādīen til at annullere ægteskabet, adskille ægtemand og hustru samt gennemføre skilsmisse[at fratage ægtemanden retten til skilsmisse og selv skille kvinden fra hendes mand (idet qādīen gør det i kraft af sit embede) – forfatteren], bygger på dette princip. En gruppe retslærde har ud fra verset ******************* draget den slutning: »Den ret til skilsmisse, som er givet manden, er ikke knyttet til nogen betingelse, og der findes ingen undtagelse fra dette princip. Hvis manden ikke er villig til at skille sig, har qādīen under ingen omstændigheder ret til at fratage ham retten til skilsmisse og selv udøve den.« Men Koranen støtter ikke denne slutning. I Koranen er selv menneskets største ret, nemlig retten til at leve, gjort betinget gennem ordet ************. Hvor meget mindre da retten til skilsmisse! Hvis ægtemanden både undertrykker, overskrider alle Allahs grænser og krænker alle den anden parts rettigheder, er det absurd at hævde, at hans ret til skilsmisse alligevel skal anerkendes som ubegrænset og ubetinget og bevares ukrænket.
(15)
**********************************
“Skilsmisse er to gange: derefter skal man enten beholde hustruen på rimelig vis eller lade hende gå på en ordentlig måde.” – Sura al-Baqarah: 229
**********************************
“Hvis ægtemanden derefter skiller sig fra hustruen for tredje gang, vil hun ikke være tilladt for sin tidligere ægtemand, før hun har giftet sig med en anden mand.” – Sura al-Baqarah: 230
I dette vers beskrives antallet af skilsmisser. Det vil sige, at de to første skilsmisser kan tilbagekaldes, mens den tredje er mughallaza (en skilsmisse, der fuldstændigt opløser det ægteskabelige forhold).
Relevante emner
I det foregående kapitel blev de grundlæggende bestemmelser beskrevet i en bestemt rækkefølge. Nu vil vi på samme måde beskrive de relevante bestemmelser, der knytter sig til hver af disse grundlæggende bestemmelser, i en bestemt rækkefølge. Her ønsker vi ikke at undersøge alle relevante emner, men vi vil beskrive de særlige fiqh-mæssige anvisninger for de spørgsmål, der på grund af tidens behov og omstændigheder kræver fornyet overvejelse, refleksion og analyse.
1. Hvis en af ægtefællerne frafalder sin religion
I vor tid er problemet med religiøst frafald blevet alvorligt. Når mænd frafalder deres religion, opstår der ikke de store komplikationer. For en muslimsk kvinde kan ikke forblive gift med en ikke-muslimsk mand. Det er alle enige om. Men når kvinder frafalder deres religion, er der opstået et kompliceret problem. Mange kvinder er blevet og bliver kun apostater for at slippe ud af en tyrannisk eller ufordragelig ægtemands greb. I sådanne sager handler de engelske domstole i overensstemmelse med den åbenlyse udtalelse, der er overleveret fra imam Abū Hanīfa (må Allah være tilfreds med ham) i Hidāya og andre bøger. Det vil sige
**********************************
»Hvis en af ægtefællerne bliver apostat, opløses ægteskabet uden skilsmisse.« (Det vil sige, at hustruen bliver forbudt for sin muslimske ægtemand, men ved denne separation opnår hun ikke ret til at gifte sig med en anden mand. – Forfatteren.)
Men de indiske lærde ønsker for at forhindre denne form for frafald at følge fatwaerne fra eksperterne i Balkh og Samarqand samt nogle eksperter fra Bukhara. Sammenfattet går de ud på, at hvis hustruen bliver apostat, annulleres ægteskabet ikke; hun forbliver tværtimod bundet i ægteskab med sin muslimske ægtemand. Grundlaget for denne fatwa er, at eftersom sådanne kvinder kun bliver apostater for at frigøre sig fra ægteskabets bånd, skal deres frafald ikke tillægges nogen virkning på ægteskabet, så denne form for list og bedrag kan hindres. Men der er flere vanskeligheder ved at antage denne fatwa. De lærde har tilsyneladende endnu ikke rettet deres opmærksomhed mod dem.
For det første: Hvad angår islam og vantro, anerkender både landets gældende lov og den islamiske sharialov kun en mundtlig bekendelse. Vi har heller ingen mulighed for at bevise, at kvinden ikke er blevet frafalden i sit hjerte, men kun er blevet apostat for at befri sig fra sin ægtemands greb.
For det andet: Hvad angår en kvinde, der går over til en af de religioner, som bygger på åbenbarede bøger, kan man med henvisning til muligheden i **************-verset anføre, at hun kan forblive gift med en muslimsk mand. Men hvis en kvinde bliver hindu eller majusisk (ildtilbeder), eller går over til en anden religion uden en åbenbaret bog, er det at lade hende forblive gift med en muslimsk mand i strid med Koranens klare anvisning.
For det tredje: Hvordan kan islamisk lov anvendes på en kvinde, der har forladt islams område og er gået over til en anden religion? Vi lever under en ikke-muslimsk stat. (Bogen blev skrevet i en tidligere periode. – Oversætteren.) Set fra denne stats synspunkt er muslimer, hinduer og sikher alle lige. Hvordan kan vi forvente af denne stat, at den, hvis en kvinde blev gift efter islamisk skik, mens hun var muslim, og hun senere, lad os sige, sluttede sig til sikherne eller Arya Samaj, skulle tvinge hende til at forblive i dette ægteskab mod hendes vilje?
Efter vores opfattelse kan de indiske lærde derfor slet ikke drage nytte af fatwaerne fra de lærde i Samarqand og Balkh i spørgsmålet om apostasi. Det afgørende spørgsmål er i virkeligheden: Hvorfor bliver kvinder apostater? Vi kan med fast overbevisning sige, at det i virkeligheden kun kan være to eller fire procent af dem, hvis trosopfattelse faktisk har ændret sig. Det, der i virkeligheden fører dem til apostasi, er ganske enkelt, at kvinder i mange tilfælde af undertrykkelse og mishandling under den gældende lov ikke har nogen mulighed for at fremføre deres klage. Manden mishandler hende stadig hårdere, men hustruen kan ikke få khulʿ fra ham. Manden er uduelig, sindssyg eller af en skræmmende voldelig natur, lider af en afskyelig sygdom eller er hengiven til alvorlige dårlige vaner; hustruen ønsker ikke engang at høre hans navn, og forholdet mellem dem er brudt sammen – men der er ingen vej åben til at blive løst fra ægteskabets bånd. Manden er forsvundet, og der har i årevis ikke været nogen nyhed om ham; hustruens liv er blevet uudholdeligt, men hun har ingen mulighed for at blive befriet fra denne nød.
Det er grundlæggende sådanne sørgelige omstændigheder, der tvinger kvinder til at søge tilflugt fra islam i kufr. At hente forskellige detaljerede fiqh-spørgsmål frem hist og her er ikke den rette måde at modvirke denne tendens på. På denne måde vil man blot lukke disse ulykkelige kvinder ude fra muligheden for at søge tilflugt i kufr og tvinge dem til at begå selvmord i stedet for at blive apostater. Den rette vej er derimod, at vi selv genovervejer vores love og ændrer og reviderer de ijtihad-baserede love, hvis strenghed tvinger vores søstre og døtre til at træde ud af islams bånd og søge tilflugt i kufr, i overensstemmelse med situationens og behovets krav. Hvad angår Allahs og Hans Sendebuds bindende påbud (nusus), er der, så langt man kan sige, ikke blot ingen strenghed, der kan tvinge nogen til at blive apostat, men heller ikke noget element, der kan medføre den mindste skade. Denne strenghed findes kun i visse ijtihad-baserede love. Ved at ændre disse ijtihad-baserede love gennem andre love kan man for altid lukke vejen for muslimske kvinder til at blive apostater.
2. Myndighed for voksne
Selv om dette princip er fastlagt i Den Ædle Koran: »Værgernes mening har betydning ved en kvindes ægteskab«, fremgår det af den forklaring, som Den Ædle Profet (fvmh.) gav af dette princip gennem sine ord og handlinger, at det at tillægge værgernes mening betydning ikke betyder, at kvinden slet ingen myndighed har i denne vigtige sag i hendes liv. Tværtimod har Allahs Sendebud (fvmh.) udtrykkeligt givet kvinder den ret, at deres samtykke skal indhentes ved ægteskab. Det er således overleveret fra Ibn Abbas i værkerne Abu Dawud, al-Nasa’i, Ibn Majah og Musnad Ahmad: En pige klagede til Allahs Sendebud (fvmh.): »Min far har giftet mig bort mod min vilje.« Han sagde: »Du har ret til enten at afvise dette ægteskab eller godkende det.«
Det er overleveret i al-Nasa’i fra Khansa’ bint Khidham (må Allah være tilfreds med hende), at hendes far havde giftet hende bort mod hendes vilje. Allahs Sendebud (fvmh.) gav også hende den samme ret.
Det er overleveret fra Jabir (må Allah være tilfreds med ham) i al-Daraqutni, at Allahs Sendebud (fvmh.) i en sag af denne art lod ægtefællerne skille, alene fordi kvinden var blevet gift bort uden sit samtykke.
Det er overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende) i al-Nasa’i, at en kvinde klagede til Profeten (fvmh.) over, at hendes far havde giftet hende bort til sin brors søn mod hendes vilje. Allahs Sendebud (fvmh.) gav hende ret til enten at opretholde ægteskabet eller afvise det. I den forbindelse sagde hun: »Allahs Sendebud! Jeg godkender det, som mine forældre har gjort. Mit formål var blot at gøre kvinder opmærksomme på, at deres fædre ikke har myndighed i denne sag.«
Det er nævnt i Muslim, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og al-Muwatta, at Allahs Sendebud (fvmh.) sagde:
**********************************
“En enke har større ret til at bestemme over sit eget gengifte end hendes værge, og ved en ung kvindes ægteskab skal hendes tilladelse indhentes.”
Overleveret fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham). Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde:
**********************************
“En enke må ikke bortgiftes uden hendes tilladelse, og en jomfru må ikke bortgiftes, før hendes tilladelse er indhentet.”
3. Værgens tvang og overgreb
Af de hadither, der er nævnt ovenfor, fremgår det, at et af shariaens grundprincipper er, at kvindens samtykke er absolut nødvendigt i forbindelse med ægteskab. Spørgsmålet er nu, om hendes ret til samtykke stadig gælder, hvis hendes far eller en anden værge bortgifter en mindreårig pige. I dette spørgsmål har vores faqih’er afsagt den retslige afgørelse, at hvis en mindreårig pige er blevet bortgiftet af andre end sin far eller farfar, har hun ved myndighedsalderen ret til enten at opretholde ægteskabet eller afvise det. Men hvis hendes far eller farfar har bortgiftet hende, har hun ikke ret til at afvise ægteskabet. Hvis det imidlertid bevises, at faderen eller farfaderen har misbrugt sin myndighed, bevarer hun denne ret. Det gælder for eksempel, hvis ægtemanden er fasiq, skamløs eller berygtet for at følge forkastelige fremgangsmåder i sine handlinger og for sin mangel på dømmekraft.
“Synspunktet om, at en fars eller farfars ret til at gennemtvinge et ægteskab over for en mindreårig pige betyder, at hun ikke kan afvise det ægteskab, de har indgået på hendes vegne, efter at hun er blevet myndig, er ikke bevist gennem noget vers i Koranen eller nogen hadith fra Profeten (fred være med ham). [I værket al-Mabsut har imam Sarakhsi efter mange anstrengelser kun kunnet fremføre ét eneste bevis. Det er, at Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) bortgiftede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) til Profeten (fred være med ham), mens hun var mindreårig. Da hun blev myndig, sagde Profeten (fred være med ham) ikke til hende: ‘Du har ret til at acceptere eller afvise dette ægteskab.’ Hvis en mindreårig pige havde en sådan ret, ville Allahs Sendebud efter åbenbaringen af versene om valgfrihed i Koranen (sura al-Ahzab, vers 28 og 29) også i dette tilfælde have givet hende det samme valg, som han gav sine hustruer, nemlig valget mellem at forblive hans hustruer eller ikke at gøre det.” – Bind 4, s. 213.
Heraf blev det klart, at man trods omfattende søgen til støtte for værgens ret til at gennemtvinge sin vilje ikke har kunnet fremføre noget andet bevis fra Koranen og sunna end dette svage bevis. Beviset er så svagt, at jeg må undre mig over, hvordan en personlighed som Shams al-A’imma al-Sarakhsi kunne bygge grundlaget for et så vigtigt spørgsmål på det. Han tænkte ikke engang over, at den mening, han var ved at formulere, ville få den konsekvens, at utallige kvinders rettighed for bestandig ville blive krænket. Hvis det virkelig var korrekt, at en datter ifølge hadith ikke har ret til at gøre sin myndighed gældende efter at være blevet myndig, når hun er blevet gift af sin far, kunne det kun være korrekt i dette tilfælde, hvis Hazrat Aisha efter at være blevet myndig havde afvist det ægteskab, hendes far havde indgået for hende, eller hvis hun havde bedt om retten til at gøre den ‘myndige kvindes valgfrihed’ gældende imod dette ægteskab, og Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde svaret hende: “Nej, nu har du ikke denne ret, for din far giftede dig bort, da du var lille.” Men der findes ingen hadith af denne art. Tværtimod nævnes det ikke engang i nogen hadith, at Hazrat Aisha udtrykkeligt skulle have sagt: “Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, gav mig ingen valgfrihed i denne sag.” Hele argumentet bygger således alene på den antagelse, at eftersom det ikke nævnes i nogen hadith, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, gav Hazrat Aisha ‘valgfrihed’, må man acceptere, at han ikke gav hende valget mellem at godkende eller afvise ægteskabet. Og eftersom han ikke gav hende dette valg, kan vi konkludere, at sådanne piger ikke har ret til at gøre deres myndighed gældende.
Da Shams al-A’imma fremførte et så overfladisk bevis, tænkte han heller ikke over, at det forhold, at en begivenhed ikke nævnes i en hadith, ikke kan være et bevis på, at begivenheden ikke fandt sted. Det faldt ham heller ikke ind, at hvis en pige efter at være blevet myndig havde været indforstået med sin fars handling, ikke havde udtrykt nogen utilfredshed med den og slet ikke havde krævet retten til at gøre sin ‘myndige kvindes valgfrihed’ gældende imod sin far, hvordan kan det så i sidste ende være et bevis på, at en datter overhovedet ikke har ret til at gøre sin ‘myndige kvindes valgfrihed’ gældende imod sin far, hvis hun ikke er blevet givet denne valgfrihed? Hvis menneskers rettigheder skal begrænses ved hjælp af sådanne argumenter og beviser, kan en person også fremføre det bevis, at eftersom en bestemt person et bestemt sted ikke fik vand, fordi han aldrig havde bedt om vand, bør ingen få vand.
Et endnu mærkeligere argument fra Shams al-A’imma er, at hvis en datter har ret til at gøre sin ‘myndige kvindes valgfrihed’ gældende imod sin far, så ville Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, nødvendigvis have givet Hazrat Aisha denne valgfrihed uden at hun først havde fremsat et krav herom. For efter at verset om valgfrihed var blevet åbenbaret, gav han sine hustruer denne valgfrihed. Med andre ord går Shams al-A’immas argument ud på, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, fordi Allah den Ophøjede havde givet en klar befaling i én sag, ville have gjort præcis det samme i en anden sag. Men i virkeligheden gav Allah den Ophøjede ham ingen befaling i denne sag.
De lærde ønsker, at sådanne svage argumenter skal accepteres blindt, fordi der er fare for, at den, der ikke er villig til at acceptere dem, vil blive stemplet som en, der ikke er muqallid. – Forfatteren. Dette bygger derimod på følgende antagelse blandt juristernes: “Eftersom fædre og bedstefædre ikke kan ønske deres døtre noget ondt, bør det ægteskab, de indgår for dem, være bindende for datteren.” Derfor står der i Hidaya:
**********************************
“(Hvis deres far eller bedstefar gifter en søn eller datter bort i en ung alder), har de efter at være blevet myndige ingen ret til at godkende eller afvise dette ægteskab. For faderens eller bedstefaderens afgørelse vedrørende dem anses for at være endelig. (En far kan aldrig skade sit barn). Desuden er deres kærlighed og omsorg for dem hævet over enhver tvivl. Hvis de derfor efter at være blevet myndige indgår ægteskab med deres samtykke, er det lige så bindende som dette.”
Men dette er kun en afgørelse baseret på qiyas, som ikke er ufravigelig på samme måde som Allahs og Hans Sendebuds påbud, og som heller ikke kan være ufravigelig. Der kan rejses forskellige indvendinger mod den, både ud fra beviserne i Koranen og hadith samt ud fra fornuftsmæssige overvejelser. For eksempel:
For det første: Fra en sahih-hadith vides det, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, bortgiftede Hazrat Hamzas unge datter til Umar ibn Abu Salama og sagde: Efter at være blevet myndig har hun ret til at afvise eller godkende dette ægteskab. Denne hadith beviser fuldt ud, at den myndige kvindes valgfrihed gælder for en mindreårig pige. For Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, gav ingen forklaring om, at eftersom han ikke var pigens far, men hendes fætter på fædrene side, var det ægteskab, han havde indgået for hende, ikke bindende for hende.
For det andet:Det er mærkværdigt, at en myndig pige har ret til at gøre sin egen vurdering gældende over for sin far og farfar, men at hendes rettigheder fuldstændigt fratages hende, hvis hun er mindreårig. Alligevel er den ret, som lovgiveren har givet hende under hensyntagen til kvindens vigtige tilknytning til alle ægteskabets forhold, den samme i begge situationer. Hvis en værge på grundlag af at være »den endelige beslutningstager« og »kilden til grænseløs hengivenhed« kan have ret til at tvinge hende, bør han også have denne ret over for den myndige datter, sådan som det hævdes i tilfældet med den mindreårige. Men når en værge ikke har ret til at udøve tvang over den myndige datter, hvorfor skulle han så have denne ret over for den mindreårige datter?
For det tredje:At fædre og farfædre skulle være »kilden til grænseløs hengivenhed« og »den fuldkomne beslutningstager« er ikke noget sikkert eller bevist. Man har blot opstillet en analogislutning (qiyās) med henvisning til den almindelige forekomst. Men også mange begivenheder, der strider mod denne antagelse, har fundet og finder sted, og heraf kan man kun i meget ringe grad udlede grænseløs hengivenhed og fuldkomne beslutninger.
For det fjerde:Selv hvis denne antagelse var rigtig, er der stadig stor risiko for, at fædre og farfædre med gode hensigter, som kilder til grænseløs hengivenhed og fuldkomne beslutninger, gifter deres mindreårige datter bort med en mindreårig dreng, hvorefter drengen, når han når ungdomsalderen, viser sig at være uduelig og gør deres håb til skamme—særligt i en tid, hvor ordningen for islamisk undervisning og opdragelse er blevet kaotisk. Mangler i undervisning og opdragelse skaber yderst djævelske karakterer, og omkring muslimerne hersker et så fordærvet miljø, at det har en alvorlig indvirkning på de unges karakter og vaner. Under sådanne forhold er det meget nødvendigt at modvirke skikken med at gifte børn bort i en meget ung alder, og disse ægteskaber bør i det mindste ikke gøres bindende. For mange drenge, om hvem man i begyndelsen kunne have haft gode forhåbninger, bliver senere moralsk fordærvede, udvikler dårlige vaner og hengiver sig til trosforestillinger, der strider mod Allah. Under disse omstændigheder bliver fædrenes og farfædrenes tvangsmæssige myndighed en fare for dem selv.
For det femte:Hvis fædre og farfædre misbruger deres myndighed, bliver det meget vanskeligt for en pige at gøre retten til at vælge ved myndighedsalderen gældende over for dem. Hun vil i så fald skulle fremlægge beviser for deres dårlige hensigter, uretfærdige behandling, skamløshed, ondsindede planer, dumhed, tåbelighed og lignende for retten. Og det er ikke blot vanskeligt for hende, men også dadelværdigt.
Af disse grunde bør dette underordnede spørgsmål inden for fiqh genovervejes. Kravet fra fornuft og dømmekraft er, at man korrigerer dette rent ijtihad-baserede spørgsmål og giver mindreårige drenge og piger ret til at vælge ved myndighedsalderen, uanset situationen, når de bliver myndige. [Vi har ikke behandlet spørgsmålet om den mindreårige dreng her, fordi han også efter myndighedsalderen fortsat har mulighed for at lade sig skille. – Forfatteren.]
4. Udøvelsen af retten til at vælge ved myndighedsalderen er betinget
Også i denne forbindelse er endnu et ijtihad-baseret spørgsmål blandt fiqh-lærde værd at gennemgå. Hvad angår andre værger end faderen og farfaderen, lyder deres fatwa: »Hvis de bortgifter deres mindreårige jomfrudatter, har hun ret til at vælge ved myndighedsalderen. Betingelsen er dog, at hun straks giver udtryk for sin afvisning, så snart det første tegn på myndighedsalderen viser sig. Hvis hun ikke straks meddeler denne afvisning, så snart hendes første menstruation viser sig, bortfalder denne ret.« Det mærkværdige er, at de kun har opstillet denne betingelse for den mindreårige jomfrudatter (bākira). For en sayyiba [en kvinde, hvis ægtemand er død. Hvis en pige har haft seksuelt samkvem med en mand før myndighedsalderen—uanset om det skete gennem ægteskab eller gennem utugt—regnes hun også som sayyiba. – Forfatteren.] og en mindreårig dreng er reglen derimod, at retten til at få ægteskabet annulleret består, så længe de efter myndighedsalderen ikke har givet udtryk for deres samtykke.
Vi har ikke fundet støtte i Koranen og hadith for den betingelse, der er opstillet for den mindreårige pige. Dette er også et ijtihad-baseret spørgsmål, og det bør ligeledes korrigeres. Den eneste grund til at gøre retten til at annullere ægteskabet betinget af, at hun bliver myndig, er, at mennesket ved puberteten udvikler evnen til at skelne mellem godt og ondt. Ved hjælp af sin viden og fornuft kan det træffe beslutninger som ansvarligt for alle sine forhold. Men det betyder ikke, at der straks ved det første tegn på myndighedsalderen indtræder en enorm forandring i hende, og at hun omgående får evnen til at træffe beslutninger. Selv hvis man for diskussionens skyld antager, at en sådan forandring finder sted, kan sayyibaens og den mindreårige drengs situation ikke være anderledes end jomfrudatterens. Når retten til at vælge ved myndighedsalderen for disse to er blevet forlænget, indtil de gennem ord og handling giver udtryk for deres samtykke, hvilken grund kan der så i sidste ende være til ikke at give jomfrudatteren tilstrækkelig tid til at træffe en velovervejet beslutning? Sammenlignet med en myndig enke (sayyiba) og en ung mand har en uerfaren jomfrudatter større ret til at få denne frist. For denne hjælpeløse pige er langt mere uerfaren end dem begge.
5. Mahr
Hvad angår mahr, er det almindeligt anerkendt, at Allahs og Hans Sendebuds lov ikke har fastsat nogen øvre grænse for den. En berømt beretning fortæller, at Hazrat Umar (ra) under sin kalifatstid ønskede at fastsætte den øvre grænse for mahr til fyrre uqiyya [fyrre dirham i én uqiyya. – Oversætteren.]. Men en kvinde gjorde indsigelse mod dette og sagde, at De ifølge Koranens vers: ***************** (Hvis I har givet en af hustruerne en stor formue, må I ikke tage så meget som en lille del af den tilbage) ikke havde ret til at gøre dette. Da Hazrat Umar (ra) hørte hendes argument fra Koranen, sagde han: ************** (En kvinde har talt sandt, men en mand har taget fejl.)
Derfor er der, så vidt det kan siges om begrænsning af mahrens størrelse, ingen hjemmel til dette i loven. Men det fremgår af de autentiske hadither, at det er forkasteligt at overdrive ved fastsættelsen af en stor mahr og at fastsætte en mahr, der overstiger mandens økonomiske formåen. Den ædle Profet (saw) sagde:
**********************************
“Forsøg at knytte kvinder til mænd, og overskrid ikke grænserne ved fastsættelsen af mahr.”
Abu Amr al-Aslami (ra) giftede sig med en kvinde mod at betale en mahr på to hundrede dirham. Profeten (saw) sagde:
**********************************
“Selv hvis I fandt dirham flyde i jeres floder og kanaler, ville I måske ikke give en større mahr.”
Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) giftede sig med en kvinde for fire uqiyyah (160 dirham). Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde:
**********************************
»Det lader til, at I graver dette bjerg op for at udvinde sølv.«
Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Overskrid ikke grænserne, når I fastsætter kvinders mahr. Hvis det havde været et middel til ære i det jordiske liv og et spørgsmål om gudsfrygt med henblik på det hinsidige, ville Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) have foretrukket det frem for jer. Men ingen af hans hustruer eller døtre havde en mahr på mere end tolv uqiyyah.«
Dette gælder blot fastsættelsen af en høj mahr. Men den skik, der er blevet udbredt i vores land, er endnu mere afskyelig. Her skriver man tusinder og hundredtusinder af taka som udestående mahr ind i ægtepagten. Men de er ikke i stand til at betale dette enorme beløb, og da det fastsættes, skriver de det heller ikke med den hensigt faktisk at betale det. Denne skik har overskredet alle grænser for usselhed og bliver en årsag til ulykke for ægteskabet. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) har sagt det udførligt:
**********************************
»Den, der gifter sig med en kvinde mod at give hende en mahr, men har til hensigt ikke at betale den, er en ægteskabsbryder og en utugtig. Og den, der optager et lån, men har til hensigt ikke at tilbagebetale det, er en tyv.« – Kanz al-Ummal. [Alle kan tydeligt se, hvor stor betydning denne hadith tillægger betaling af mahr. De, der i overensstemmelse med den almindelige skik i landet har fastsat en mahr, der overstiger deres økonomiske formåen, vil jeg på grundlag af den nævnte hadith råde til at overtale deres hustruer til at acceptere en mahr, der svarer til deres betalingsevne, og som de kan betale enten på én gang eller i rater. Jeg vil også råde retskafne kvinder til at gå med til at modtage denne reducerede mahr. Enhver gudfrygtig muslims pligt er derefter at frigøre sig fra denne mahrbyrde så hurtigt som muligt. Mahr er en form for gæld. Det er så afskyeligt at dø med gæld på sig, hvad enten man har påtaget sig den velovervejet eller hensynsløst, at Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) har nægtet at lede begravelsesbønnen for sådanne mennesker. – Forfatteren.]
Den mahr, som tilkommer hustruen, er for manden en form for gæld. Derfor er den alternative betegnelse i det bengalske muslimske samfund দেনমোহর (denmohr). – Oversætteren]
Dette er den indre mangel eller skade ved den nævnte type mahr. Den åbenlyse skade er ikke mindre alvorlig. Det egentlige formål med at fastsætte en sådan mahr er, at manden ikke skal kunne skille sig fra sin hustru. Men konsekvensen er, at hvis der opstår uenighed mellem ægtefællerne, og det bliver umuligt for dem at fortsætte med at bo sammen, bliver denne overdrevne mahr en ulykke i kvinders liv. Manden skiller sig ikke fra hende alene af frygt for en retssag om mahr, og den stakkels hustru forbliver i en belastende situation år efter år, ja hele livet. Blandt de ting, der i dag almindeligvis udsætter kvinder for vanskeligheder, er den overdrevne mahr en vigtig faktor. Hvis mahr fastsættes afbalanceret og med retfærdighed, vil omkring 75 procent af problemerne blive løst, før de udvikler sig til alvorlige komplikationer.
Efter vores opfattelse kan man for at afhjælpe dette uden at modsætte sig den islamiske sharia følge denne fremgangsmåde: Hvis det er mahr muʿajjal [den mahr, der skal betales kontant straks – forfatteren], kan begge parter fastsætte beløbet så højt, som de ønsker, uden nogen begrænsning. Men hvis det er mahr muʾajjal [den mahr, der også kan betales efter nogen tid – forfatteren], bør det gøres obligatorisk, at aftalen skrives på behørigt stemplet papir, og at mahr-dokumentet forsynes med stempler svarende til halvtreds procent af beløbet. En mahr-aftale, der er skrevet uden stempel eller med stempler, hvis værdi er halvtreds procent lavere, bør ikke anses for egnet til at fremsætte et krav. Hvis en sådan lov kan indføres, vil denne grundlæggende mangelfulde ordning for mahr muʾajjal let kunne afskaffes. Folk vil da blive tvunget til at fastsætte mahr efter deres økonomiske evne og vil ved ægteskabets indgåelse betale mahr i form af kontanter, formue og jord i stedet for at ødsle penge. Når forholdene har ændret sig, kan denne betingelse naturligvis også opgives.
6. Hustruens underhold
I dette afsnit er der to sider af striden. For det første har manden mulighed for at sørge for sin hustrus underhold og forsørgelse, men gør det ikke. For det andet har han ikke mulighed for at sørge for hendes underhold.
I det første tilfælde er alle retslærde enige om, at qadi’en på enhver mulig måde kan tvinge ham til at sørge for sin hustrus underhold. Men hvis han ikke følger qadi’ens påbud, er de retslærde uenige om, hvad der bør gøres i denne situation. Ifølge de hanafitiske retslærde kan der ikke gøres noget. Kvinden må selv sørge for sit underhold, enten ved at optage lån i mandens navn, gennem fysisk arbejde eller ved hjælp fra en velvillig person.
De retslærde fra den malikitiske madhhab mener derimod, at qadi’en selv har ret til at gennemføre en skilsmisse i denne situation. En gruppe hanafitiske lærde har foretrukket at følge denne fatwa fra den malikitiske madhhab. De har dog knyttet følgende betingelse til den: Kvinden skal enten være ude af stand til selv at sørge for sit underhold, eller også skal hun, selv om hun er i stand til at forsørge sig selv, være i fare for at blive involveret i syndige handlinger, hvis hun bor adskilt fra sin mand.
Men denne betingelse forekommer på ingen måde korrekt. Set fra Koranens synspunkt er det hustruens ret at modtage underhold. Det er til gengæld for dette, at manden har opnået ægteskabelige rettigheder over hende. Når en person forsætligt nægter at opfylde denne ret, er der ingen rimelig grund til med tvang at holde kvinden fanget i sit ægteskab med ham. Hvordan kan en person, der nægter at give noget til gengæld for en ting eller betale dens værdi, i sidste ende have ret til at beholde denne ting og dens værdi? Så længe en kvinde er gift med en mand, påhviler ansvaret for hendes forsørgelse hendes mand. Med hvilket retfærdighedsprincip kan man i denne situation pålægge hende selv at tjene til livets ophold, at blive en byrde for sine slægtninge eller at forsøge urimeligt at få et lån i navnet på en uretfærdig mand?
I det andet tilfælde er de hanafitiske fuqaha’ igen af den opfattelse, at kvinden skal opmuntres til at udvise tålmodighed og håbe på belønning, og at hun skal have at vide: Lev ved at låne eller ved hjælp fra velvillige mennesker. Ifølge Imam A’zam (må Allah være tilfreds med ham) påhviler ansvaret for hendes underhold i dette tilfælde de personer, som plejede at forsørge sådanne piger, da de var ugifte. Men madhhab’en hos Imam Malik, Imam al-Shafi’i og Ahmad ibn Hanbal (må Allah være tilfreds med dem) er, at hvis kvinden ikke kan leve sammen med en sådan mand og kræver skilsmisse, skal hun skilles fra ham. Ifølge Imam Malik (må Allah være tilfreds med ham) skal manden have en frist på én, to eller tre måneder eller en rimelig tidsperiode. Imam al-Shafi’i (må Allah være tilfreds med ham) har kun tilladt en frist på tre dage. Imam Ahmad (må Allah være tilfreds med ham) har udstedt den fatwa, at ægtefællerne straks skal skilles.
Det princip i Den Ædle Koran, som er nævnt i verset ******************, støtter ikke blot de tre imamers synspunkt; også hadith og ledsagernes praksis støtter deres synspunkt. I værkerne af al-Daraqutni og al-Bayhaqi er der overleveret en afgørelse fra Profeten (s): »I tilfælde af manglende underhold skal der gennemføres skilsmisse mellem ægtefællerne.« Det samme er overleveret fra Ali (ra), Umar (ra) og Abu Hurayra (ra). Blandt tabi’inerne var Sa’id ibn al-Musayyabs fatwa også sådan. Umar ibn Abd al-Aziz (ra) handlede efter ovennævnte fatwa efter at have analyseret og gennemgået sagen. Hanafi-lærdes bevis er derimod dette vers:
**********************************
»Den, hvis forsørgelse er begrænset, skal give ud fra det, Allah har givet ham. Allah pålægger ikke nogen at give mere, end Han har givet ham.« – Sura al-Talaq: 7
Dette vers beviser imidlertid kun, at sharia ikke har fastsat noget bestemt beløb for underhold; beløbet afhænger derimod af forsørgerens økonomiske formåen. Det nævnte vers betyder ikke, at en kvinde skal tvinges til at leve uden underhold dér, hvor der ikke er økonomisk mulighed for at sørge for hendes forsørgelse. Det er uden tvivl et spørgsmål om en ekstraordinær selvopofrelse. En kvinde, der trods vanskeligheder og sult indvilliger i at leve sammen med sin mand, udviser en sådan selvopofrelse. Islam lærer netop en sådan hengivenhed, og en ædel kvinde bør besidde denne egenskab. Men moralsk undervisning er én ting, og juridiske rettigheder noget andet. At modtage underhold er hustruens juridiske ret. Hvis hun frivilligt og tilfreds giver afkald på denne ret og vælger at støtte sin mand uden underhold, er det meget prisværdigt. Men hvis hun ikke ønsker eller ikke er i stand til at give afkald på denne ret, er der inden for den islamiske lovs retfærdighed og rimelighed ingen mulighed for at plage hende og med tvang forsøge at løfte hende op på selvopofrelsens højeste niveau.
Derfor mener vi, at Imam Maliks (ra) madhhab i denne sag er det bedste blandt alle madhhabs. Denne madhhab giver manden en rimelig frist og påbyder derefter skilsmisse.
7. Ulovlig mishandling
Koranvers:
**********************************
“Og de kvinder, hvis ulydighed I frygter, skal I formane, holde jer fra i sengene og slå dem. Hvis de derefter adlyder jer, må I ikke søge en anledning til at forfølge dem.” – Sura an-Nisāʾ: 34
Set i lyset af dette vers har en ægtemand ingen ret til at udvise nogen form for hårdhed eller mishandling over for sin hustru uden en gyldig grund, hvad enten det drejer sig om fysisk eller verbal mishandling. Hvis han gør det, har hustruen ret til at søge beskyttelse gennem loven. Vi har ikke fundet nogen detaljerede anvisninger om dette. Men vi mener, at de islamiske retsprincipper giver mulighed for at tillægge qādīen beføjelse til at beskytte kvinden mod denne form for mishandling og til at opløse ægteskabet i tilfælde af uudholdig mishandling. I dag ser vi, at en almindelig praksis med at behandle kvinder uretfærdigt har bredt sig på forskellige niveauer. »Ægtemandsretten« bliver betragtet som en ubegrænset og fri licens til undertrykkelse, mishandling, tvang og overgreb. For at modvirke denne tendens er det yderst nødvendigt at indføre nye bestemmelser i loven. Om ikke andet er det i det mindste absolut nødvendigt at regne vanen med at slå og skælde ud blandt de gyldige grunde til at kræve khulʿ. Hvis en sådan dårlig vane bevises hos en ægtemand, bør hans hustru kunne få khulʿ uden nogen form for modydelse.
8. Udpegning af voldgiftsmænd
Den fremgangsmåde, som Ḥaḍrat ʿAlī (ra) anvendte i denne sag, viser os den rette vej. I værket Kashf al-Ghummah nævnes det, at da en sag mellem en mand og hans hustru blev forelagt ham, afsagde han i overensstemmelse med anvisningen i det pågældende koranvers følgende kendelse: “De skal hver udpege én voldgiftsmand fra deres egen side.” Derefter sagde han til de to voldgiftsmænd: “Jeres opgave er, at hvis I finder det passende at forsone dem, så skal I gøre det.” Derefter spurgte han kvinden: “Er du villig til at acceptere disse to voldgiftsmænds afgørelse?” Hun svarede: “Ja, det er jeg.” Derefter stillede han manden det samme spørgsmål. Han svarede: “Hvis de forsoner os to, vil jeg acceptere deres afgørelse. Men hvis de skiller os ad, vil jeg ikke acceptere det.” På den baggrund sagde han:
**********************************
“Du har ikke denne ret. Du kan ikke gå et eneste skridt fra dette sted, før du erklærer dit samtykke ligesom denne kvinde.”
Når det gælder denne form for familiestrid mellem ægtefæller, som ikke har forbindelse til større og vigtigere juridiske spørgsmål, er det bedst at anvende denne forligsmetode. Det er nødvendigt at tilføje bestemmelser til loven, som detaljeret forklarer voldgiftsproceduren, voldgiftsmændenes beføjelser, hvordan deres fælles afgørelse skal gennemføres, og hvordan retten skal gå frem i tilfælde af uenighed. Det er en meget værdifuld ordning i islamisk ret, at man så vidt muligt bør undgå at bringe familiestridigheder frem for en offentlig domstol. Hvis en sådan tvist alligevel kommer for retten, bør dommeren, før han undersøger sagen og træffer afgørelse, søge hjælp hos ansvarlige personer fra både ægtemandens og hustruens familier til at løse problemet. Dette forslag bør betragtes som en nåde for samfundslivet.
9. Beføjelsen til at annullere ægteskabet (fasḫ) ved bevis på en mangel [»Khiyār al-fasḫ«, det vil sige beføjelsen til efter indgåelsen af ægteskabet at sige: »Dette ægteskab er ikke acceptabelt for mig.« – Forfatteren]
Der er stor uenighed blandt islamiske retslærde om fastlæggelsen af ægtefællers defekter. En gruppe mener, at ingen af parterne har ret til at ophæve ægteskabet på grundlag af en defekt hos manden eller kvinden. Således står der i værket Durr al-Mukhtār:
**********************************
»Ingen af ægtefællerne har ret til at ophæve ægteskabet på grund af en defekt hos den anden, uanset hvor alvorlig defekten måtte være, såsom sindssyge, vitiligo, spedalskhed eller sammenvoksning af endetarmsåbningen og urinrørsåbningen.«
Dette er blandt Profetens ledsagere ʿAlī og Ibn Masʿūds opfattelse, og blandt de mujtahidiske imamer er det blandt andre ʿAtāʾs, Nakhaʿīs, ʿUmar ibn ʿAbd al-ʿAzīz’, Ibn Abī Laylās, Awzāʿīs, Thawrīs, Abū Ḥanīfas og Abū Yūsufs opfattelse.
Den anden gruppes opfattelse er, at hvis en defekt hindrer det ægteskabelige samliv, har både manden og kvinden ret til at ophæve ægteskabet på grund af enhver sådan defekt. Det gælder for eksempel sindssyge, vitiligo, spedalskhed, ildelugtende ånde, forskellige former for frastødende sygdomme og defekter i kønsorganerne, som hindrer samleje. Dette er imām Māliks madhhab. Derfor siger Muḥammad ibn al-Jazāʾī (al-Kalbī al-Gharnāṭī, 1193–1340 e.Kr.) efter en detaljeret gennemgang af de nævnte defekter i værket al-Qawānīn al-fiqhiyya:
**********************************
»Hvis en af disse defekter findes hos manden eller kvinden, har den anden ret til enten at blive hos vedkommende eller at gå fra vedkommende.«
Ifølge imām al-Shāfiʿī har både manden og kvinden ret til at ophæve ægteskabet i tilfælde af sindssyge, vitiligo og spedalskhed. Men ved sår på kønsdelene, hvorfra der hele tiden flyder væske, ildelugtende ånde, fnat og lignende sygdomme er der ingen ret til at ophæve ægteskabet. Hvis der imidlertid findes en sygdom inde i kvindens krop, som hindrer samleje, eller hvis manden er impotent eller har fået penis bortskåret, har den anden part i så fald ret til at ophæve ægteskabet.
Ifølge Imam Muhammad har manden ikke ret til at få ægteskabet annulleret på grund af en fysisk mangel hos hustruen. Men hvis manden lider af sindssyge, vitiligo, spedalskhed eller lignende, har hustruen ret til at få ægteskabet annulleret.
Af de nævnte madhhab’er ligger den anden madhhab nærmest Koranens lære. Set fra Koranens synspunkt er to ting formålsmæssigt vigtige i det ægteskabelige forhold mellem mand og hustru: For det første beskyttelsen af karakter og moral; for det andet kærlighed og harmoni mellem ægtefællerne. Tilstedeværelsen af de nævnte sygdomme og mangler hindrer begge disse formål. Som følge heraf tvinges ægtefællerne naturligt til at hade hinanden, eller de er ude af stand til at opfylde hinandens naturlige behov. Som vi allerede har beskrevet, er det et grundprincip i islams ægteskabslovgivning, at det ægteskabelige forhold ikke må blive skadeligt for ægtefællerne eller føre til overtrædelse af de grænser, Allah har fastsat. Hvis der ikke fandtes en ordning, der gav mulighed for at få ægteskabet annulleret på grund af de nævnte sygdomme og mangler, ville dette princip blive tilsidesat. Alle de sygdomme, der er nævnt ovenfor, er skadelige, og på grund af én af ægtefællernes væmmelse eller manglende mulighed for at få opfyldt sine seksuelle behov er der risiko for, at Allahs fastsatte grænser bliver overtrådt. Derfor bør ægtefællerne have ret til at få ægteskabet annulleret på grund af alle sygdomme og mangler af den nævnte art.
Dette var spørgsmålet om at gøre brug af retten til at gøre indsigelse, når manden og hustruen før ægteskabet ikke kendte hinandens tilstand, men straks efter at have fået kendskab til den gav udtryk for deres manglende samtykke. Men i de tilfælde, hvor manden og hustruen før ægteskabet kendte hinandens tilstand og indgik ægteskab med fuldt kendskab til den, eller hvor de ikke kendte den, men efter at have fået kendskab til den ikke gjorde brug af retten til at få ægteskabet annulleret, eller hvor disse mangler først viste sig efter ægteskabet, har manden en mulighed, hvorigennem han når som helst kan løse problemet, nemlig talaq. Desuden har han endnu en mulighed, nemlig at indgå et andet ægteskab. Hvad angår kvinder, har fiqh-lærde i nogle tilfælde ikke anset nogen mulighed for dem, mens nogle i andre tilfælde har fundet en vej til deres frigørelse, og andre ikke har gjort det. Vi vil redegøre særskilt for de fatwaer, der findes om dette spørgsmål, og derefter vurdere dem.
10. Impotens, amputeret penis og lignende
Hvis mandens penis er amputeret, har hustruen ret til at kræve skilsmisse, og efter at sagen er blevet undersøgt, skal skilsmissen gennemføres uden unødig forsinkelse. Næsten alle fiqh-lærde er enige om dette.
Hvis manden er impotent, og hustruen kræver skilsmisse, skal han på grundlag af Hazrat Umars afgørelse gives et år til behandling. Hvis han heller ikke derefter er i stand til at have samleje, skal ægteskabet opløses. Men fiqh-lærde har knyttet følgende betingelser til dette:
1. Denne bestemmelse gælder kun, hvis hustruen ikke allerede før ægteskabet kendte til hans impotens. Hvis hun derimod på forhånd kendte hans tilstand og frivilligt indgik ægteskab med ham, har hun ikke ret til at kræve skilsmisse.
2. Hvis hustruen ikke kendte til dette før ægteskabet, men efter at have fået kendskab til det udtrykkeligt samtykkede til at forblive i ægteskabet, har hun ikke længere ret til at kræve ægteskabet annulleret.
3. Hvis ægtemanden ikke har været i stand til at have samleje en eneste gang, skal ægteskabet opløses, og kun da. Hvis han derimod har været i stand til at have samleje blot én gang, uanset på hvilken måde, har hustruen ikke ret til at kræve skilsmisse.
Der findes intet bevis i Koranen eller hadith til støtte for nogen af de nævnte betingelser, og vi anser ikke de tre betingelser for korrekte. Hvis en kvinde med vilje og af dumhed gifter sig med en mand, selv om hun ved, at han er impotent, kan det ikke være en rimelig eller passende straf for hende at blive tvunget til at tilbringe hele sit liv med en impotent ægtemand. Hvilke katastrofale følger dette vil skabe, er så åbenlyst, at det ikke behøver nogen nærmere beskrivelse. For en sådan tåbelig kvinde er det tilstrækkelig straf, at hun berøves sin medgift, og at ægteskabet opløses.
Hvis hustruen efter ægteskabet opdager, at hendes ægtemand er impotent, og hun i begyndelsen har været villig til at leve sammen med ham, er det ikke en så alvorlig forseelse, at hun skal tvinges til at leve under uudholdelige forhold resten af sit liv. En uerfaren pige kan i begyndelsen ikke forestille sig den naturlige vanskelighed, som en impotents hustru står over for. Måske har hun på grund af sin retskafne natur tænkt: Hvad betyder det, hvis min ægtemand er impotent? Jeg vil alligevel tilbringe mit liv sammen med ham. Men senere blev hun udsat for en så uudholdelig lidelse, at hun ikke på forhånd havde haft nogen forestilling om den. Hun blev grebet af uro af frygt for, at hendes helbred skulle forringes, eller at hun skulle blive involveret i syndige handlinger, og ønskede derfor skilsmisse. Vil det under sådanne omstændigheder være tilladeligt at lukke munden på hende ved at fremføre hendes tidligere samtykke som bevis og sige til hende: »Straffen for den fejl, du begik i begyndelsen, er, at du nu enten må slå hovedet mod muren og dø eller ofre din ære og værdighed og leve et umenneskeligt liv«? Så vidt vi efter grundig overvejelse kan se, strider dette mod Koranens lære. Det kan føre til så megen skade, at den ikke vil være begrænset til denne kvinde alene, men vil brede sig i samfundet og også blive overført til kommende generationer. I stedet for at acceptere så stort et tab er det bedre at acceptere tabet for én mand. I virkeligheden vil han heller ikke lide noget tab ved skilsmissen. Hvis kvinden skal straffes for sin fejl, kan den hårdeste straf højst være, at hun berøves hele eller en del af medgiften. Efter min mening er selv dette overdrevet. For det er den mand, der har giftet sig trods sin impotens, som burde straffes.
Den tredje betingelse er efter min opfattelse også meget streng. De formål, som sharia har indbygget i ægteskabsordningen, kan aldrig opfyldes gennem et sådant ægteskabeligt forhold. Islams lov er ikke beregnet til et overmenneskeligt liv, men til alle mennesker. Selv hvis det ikke skulle være umuligt for de kvinder, man finder blandt almindelige mennesker, er det i hvert fald yderst vanskeligt, at det skulle være tilstrækkeligt for dem blot én eller to-fire gange at opnå seksuel tilfredsstillelse med deres ægtemand. Derefter skulle de hele livet undvære denne glæde, leve muntert og lykkeligt og beskytte deres ære og anstændighed mod enhver form for fare. Selv hvis man antager, at halvtreds procent af kvinderne er i stand til at udvise en sådan tålmodighed, hvordan vil det så gå de resterende halvtreds procent, hvis tålmodighed, selvbeherskelse og dydige karakter ikke er så højt udviklede? Vil ansvaret for, at de involveres i syndige handlinger, og at forskellige former for fordærv spredes i samfundet på grund af dem, ikke falde tilbage på denne lov, som har lukket den tilladte vej for dem og tvunget dem til at følge den forbudte vej?
Derfor mener vi, at hustruen bør have ret til at henvende sig til retten på grund af enhver mangel, der medfører manglende evne til samleje, uanset om den har været til stede allerede før ægteskabet eller først er opstået efter ægteskabet. Hvis manglen ikke er blevet afhjulpet efter tilstrækkelig behandling i løbet af et år, bør ægteskabet opløses.
Retslærde har sagt: »Hvis ægtemanden efter et års behandling blot én gang har været i stand til at have samleje, uanset på hvilken måde, bortfalder hustruens ret til for altid at kræve skilsmisse.« Også her bemærkes en unødvendig strenghed. I dette tilfælde er det bedst at støtte sig til en lægesagkyndigs vurdering. Hvis den sagkyndige efter behandlingen vurderer, at han ikke er blevet fuldt ud i stand til at have samleje med sin hustru, bør ægteskabet opløses.
Retslærde har fastsat samme regel for en mand, hvis testikler er fjernet, som for en impotent. Det vil sige, at han også skal have et år til at modtage behandling. Som begrundelse har man anført, at der kan være håb om, at han bliver i stand til at have samleje. Men hvor lægeundersøgelser og andre undersøgelser har bevist, at der i denne henseende ikke er nogen forskel mellem en mand, hvis testikler er fjernet, og en mand, hvis penis er fjernet, er manden, uanset om penis eller testiklerne er fjernet, i begge tilfælde lige ude af stand til at have samleje. Ingen behandling kan give ham denne tabte evne tilbage. Derfor bør der gælde samme regel for en mand, hvis testikler er fjernet, og en mand, hvis penis er fjernet.
11. Den sindssyge eller gale
Hazrat Umars (ra) afgørelse vedrørende en sindssyg person er, at der skal fastsættes en periode på ét år til hans behandling. Hvis han ikke bliver rask inden for denne periode, skal hans hustru frigøres fra ham. Også fiqh-lærde har fremsat denne opfattelse og har på forskellige måder fastholdt denne afgørelse i relevante tilfælde.
Ifølge Imam Abu Hanifa (ra) gælder denne regel kun for den mand, der var sindssyg allerede før ægteskabet, og som efter ægteskabet ikke har været i stand til at have samleje. Betragtet fra denne synsvinkel synes han også at være som en impotent mand, og derfor gives han en frist på ét år.
Ifølge Imam Muhammad (ra) skal han, hvis sindssygen viser sig lejlighedsvis, gives ét år til behandling. Hvis den derimod er permanent, falder han ind under reglen for en kastreret mand, og ægteskabet skal opløses uden at give ham nogen frist eller mulighed.
Ifølge Imam Malik (ra) skal både den permanent sindssyge og den lejlighedsvis sindssyge gives ét år til behandling. Hvis han ikke bliver rask i løbet af denne tid, skal ægteskabet opløses. De fiqh-lærde fra Maliki-madhhaben har imidlertid knyttet følgende betingelser til dette:
1. Hvis han allerede var sindssyg før ægteskabet, og kvinden frivilligt og med fuldt kendskab til dette indgik ægteskab med ham, kan hun i dette tilfælde ikke kræve skilsmisse.
2.Hvis hun efter ægteskabet får at vide, at hendes mand er sindssyg, og hun offentligt erklærer, at hun indvilliger i at bo sammen med ham, har hun ikke ret til skilsmisse.
3.Hvis sindssygen viser sig efter ægteskabet, kan hustruen kun kræve skilsmisse, hvis hun efter at have opdaget sin mands sindssyge ikke offentligt har erklæret, at hun indvilliger i at bo sammen med ham, og hvis hun ikke af egen fri vilje og med sit samtykke har givet ham mulighed for samleje.
Disse betingelser er helt af samme art som de betingelser, der er beskrevet i kapitlet om impotens. De har intet grundlag i Allahs Bog eller Profetens sunna, og vores indvendinger mod disse betingelser er nøjagtig de samme. Shariaens, samfundets, civilisationens, kulturens og moralens formål kan aldrig opfyldes ved med tvang at holde en kvinde bundet i ægteskab med en sindssyg mand. Selv hvis hun frivilligt og med fuldt kendskab til dette havde indgået ægteskab med ham, er det tilstrækkelig straf for hende, at hun berøves sin mahr. Hvis hun efter ægteskabet får kendskab til hans sindssyge og i begyndelsen offentligt erklærer, at hun indvilliger i at bo sammen med ham, men det senere viser sig at være uudholdeligt for hende åndeligt og fysisk, har hun i virkeligheden ikke begået nogen forbrydelse, som kan retfærdiggøre, at hun som straf tvinges til at tilbringe hele sit liv sammen med en sindssyg i sorg, lidelse, bekymring og frygt.
Hvis sindssyge opstår efter ægteskabets indgåelse, og hustruen i den indledende fase ikke har været villig til at forlade ham, men af ægtefællelig hengivenhed, venskab, kærlighed, omsorg, godmodighed og høflige følelser har taget sig af ham efter bedste evne og har ment, at det var godt at opretholde det ægteskabelige forhold som før, hvordan kan det da være obligatorisk, at man nægter hende befrielse fra dette ægteskabsbånd, selv når mandens sindssyge er blevet uudholdelig for denne stakkels kvinde? Er formålet med at pålægge denne betingelse da, at en kvinde, så snart der viser sig tegn på sindssyge hos hendes mand, straks skal glemme al den tidligere kærlighed, det venskab og den omsorg, hun har vist ham, svigte ham og forlade ham? For hun vil jo gå rundt med frygten for, at hvis sindssygens omfang overskrider grænsen for, hvad hun kan tåle, vil hendes omsorg, venskab, kærlighed og pligtopfyldenhed over for manden blive en fare for hendes eget liv, og at hun vil komme til at betale en høj pris for det.
Ved at pålægge sådanne betingelser er mændenes rettigheder i høj grad blevet udvidet og fremhævet, mens kvinderne på den anden side er blevet behandlet med stor strenghed. Hvis en kvinde bliver ude af stand til at fungere, bliver sindssyg eller rammes af en afskyelig eller skadelig sygdom, kan manden skille sig fra hende eller indgå et nyt ægteskab og leve et behageligt og bekymringsfrit liv. Men hvis manden rammes af en af disse mangler, kan hustruen hverken skille sig fra ham eller indgå et nyt ægteskab, så længe han stadig er i live. For hende er der ingen anden udvej end skilsmisse. Hvis der på denne ene vej også pålægges sådanne begrænsninger, at hun i de fleste tilfælde slet ikke har nogen mulighed for at blive befriet, vil det være i strid med den retfærdighed og balance, som kendetegner den islamiske ret.
Det bør være den vejledning, hvori det siges, at der skal være retfærdighed og høflighed i det ægteskabelige forhold. Hvis kvinder skal holdes under mænds ægteskabelige myndighed, skal det ske på en sådan måde, at der ikke forekommer undertrykkelse, menneskelig lidelse eller overgreb, og at der ikke er fare for at overskride de grænser, Allah har fastsat. Men hvis disse nødvendige betingelser et sted ikke opfyldes i det ægteskabelige forhold, skal man følge Koranens princip om at lade hende gå med værdighed. Hvem kan da sige, at der findes nogen mere alvorlig måde at udsætte en kvinde for undertrykkelse og overgreb på end at binde hende med tvang til en mand, der er sindssyg eller lider af gonorré, leukodermi eller spedalskhed? Og hvem forstår ikke, hvor mange muligheder der kan opstå i en kvindes liv for at overskride de grænser, Allah har fastsat, når hun med tvang holdes i denne situation? Hvor vanskeligt er det for en almindelig kvinde at afholde sig fra at gribe disse muligheder?
12. Om den savnede ægtemand
Hvad angår den savnede ægtemand, findes der ingen klar bestemmelse i Koranen. Der kan heller ikke udledes nogen pålidelig juridisk bestemmelse af haditherne. Imam al-Dara Qutni har medtaget en hadith i sit værk Sunan. Den lyder således:
**********************************
“Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Hun forbliver hans hustru, indtil der er opnået sikker viden om den savnede persons tilstand.”
Men denne hadith er nået frem til os gennem Sawwar ibn Musab og Muhammad ibn Sharjil al-Hamdani. Ifølge hadithkenderne er de begge omstridte (**********). Om Ibn Sharjil har Ibn Abi Hatim skrevet, ************************** (han overleverer fra al-Mughira sådanne udsagn, som er uden belæg, forkastede og falske). Om Sawwar (**********) ibn Musab har Ibn al-Qattan skrevet: “Han er endnu mere berygtet end Sharjil blandt de forkastede og omstridte personer.” Denne hadith er derfor svag og kan ikke accepteres som bevis. Desuden viser den uenighed, der opstod i udtalelserne fra så højt ansete sahaba som Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham), Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham), Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) angående den savnede person, at ingen af dem kendte hadithen, og at ingen af deres samtidige sahaba var bekendt med den. For hvis en sahabi havde kendt hadithen, ville han have forelagt den for de nævnte sahaba og dermed bragt deres uenighed til ophør.
Muhammad ibn Sharjil har overleveret denne hadith fra al-Mughira ibn Shuʿba (må Allah være tilfreds med ham). Han hørte til blandt de mest fremtrædende personer på Umar ibn al-Khattabs og Uthman ibn Affans (må Allah være tilfreds med dem) tid og beklædte det høje embede som guvernør. Hvordan kan det være muligt, at denne hadith fra Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var kendt af ham, og at han alligevel ikke forhindrede Umar og Uthman (må Allah være tilfreds med dem) i at træffe en afgørelse i strid med den? Af disse grunde bør det forstås, at der i Koranen og hadith ikke findes nogen klar bestemmelse om den forsvundne ægtemand; denne bestemmelse har derimod sit grundlag i de lærdes juridiske fortolkning.
Sahabaerne, tabiʿinerne og de mujtahidiske imamer var uenige, da de skulle tage stilling til dette spørgsmål. Umar, Uthman, Abdullah ibn Umar og Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med dem) mente, at den forsvundne mands hustru skulle pålægges at vente i fire år. Saʿid ibn al-Musayyab, al-Zuhri, al-Nakhaʿi, ʿAta, Makhul og al-Shaʿbi havde også denne opfattelse. Imam Malik (må Allah forbarme sig over ham) antog ligeledes denne opfattelse, og Imam Ahmad ibn Hanbal (må Allah forbarme sig over ham) hældede også til den.
På den anden side stod Ali (må Allah være tilfreds med ham) og Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham). Deres opfattelse var, at hustruen skulle udvise tålmodighed, indtil den forsvundne vendte tilbage, eller man fik kendskab til hans død. Sufyan al-Thawri, Imam Abu Hanifa og Imam al-Shafiʿi (må Allah forbarme sig over dem) antog denne opfattelse. Imam Abu Hanifa (må Allah forbarme sig over ham) fastsatte følgende princip for hustruens ventetid: Hun skulle vente på, at den forsvundne vendte tilbage, så længe mænd på hans alder stadig levede i hans bopæl eller i hans land. Derefter fastsatte hver lærd på grundlag af sin egen vurdering en grænse for menneskets maksimale levetid og sagde, at hustruen skulle vente på sin forsvundne ægtemands tilbagekomst, så længe en mand kunne forventes at leve. Hvis en mand for eksempel forsvandt som trediveårig, skulle hans hustru ifølge nogle vente, til han blev halvfems, ifølge andre til han blev tres og ifølge andre igen til han blev halvtreds eller mindst fyrre. Nogle mente nemlig, at menneskets naturlige levetid var 120 år, mens andre fastsatte den til 100, 90 eller 70 år. En kvinde, der nu er tyve år, skulle derfor ifølge den mest lempelige lærdes fatwa vente på sin forsvundne ægtemands tilbagekomst, indtil hun blev tres år. Derefter ville hun få tilladelse til at gifte sig igen.
Når vi i dette spørgsmål vender tilbage til Koranens grundlæggende anvisninger, forekommer Umar (må Allah være tilfreds med ham) og hans tilhængeres opfattelse at være den korrekte. Den stemmer bedst overens med den islamiske lovs væsen, dens retfærdighed, balance og karakter. I Koranen ser vi, at der sammen med tilladelsen til at have op til fire hustruer gives følgende påbud:
**********************************
»Hæld ikke helt til den ene hustru, så den anden efterlades hængende.« – Sura al-Nisa, 4:129
Af dette vers fremgår det, at Koranen ikke billiger, at en kvinde efterlades hængende eller adskilt. Når Koranen ikke billiger dette, mens ægtemanden er til stede, hvordan skulle den så kunne billige det, når han er forsvundet? Et andet sted påbydes ægtemændene, at hvis de aflægger ilaʾ-eden over for deres hustruer, må de højst fortsætte sådan i fire måneder. Derefter skal de skille sig fra dem. Også her synes den islamiske lovs ånd at vise, at en kvinde ikke må holdes adskilt fra sin ægtemand så længe, at det bliver til skade for hende eller fører til overskridelse af de grænser, Allah har fastsat. Det siges igen: ***************** Den klare hensigt er, at der ikke bør være tegn på skade eller undertrykkelse i det ægteskabelige forhold. Og det er klart, at det indebærer grænseløs lidelse at pålægge den forsvundnes hustru at vente i lang tid. Det er også værd at bemærke det vers, der siger, at der ikke er noget galt i at søge khulʿ, hvis man frygter, at Allahs fastsatte grænser vil blive overskredet.
Her er bevarelsen af Allahs fastsatte grænser blevet tillagt større betydning end at opretholde ægteskabet, og hvem kan benægte, at det for en kvinde, hvis ægtemand har været forsvundet i årevis, er meget vanskeligt at holde sig inden for de grænser, Allah har fastsat? Hvis man tænker dybt over disse loves grundprincipper, deres fremsynethed og rationalitet, deres visdom og filosofiske perspektiv, bliver det helt klart, at det ikke er tilladt at pålægge den forsvundnes hustru at vente i en ukendt og ubegrænset periode og lade hende forblive hængende.
13. Den malikitiske retsskole om den savnede person
Af disse grunde foretrak de hanafitiske lærde at afgive fatwa om den savnede person i overensstemmelse med den malikitiske retsskoles anvisninger. Derfor bør vi nu se nærmere på, hvad den malikitiske retsskoles detaljerede anvisninger er i denne sag. Ifølge den malikitiske retsskole findes der tre situationer for en savnet ægtemand, og anvisningen er forskellig for hver af dem. De er som følger:
1.. Den savnede havde ikke efterladt så mange midler, at hans hustrus underhold kunne dækkes. I denne situation vil dommeren ikke pålægge hende at vente på sin mand, men efter at have vurderet omstændighederne vil han uden at afvente noget enten med sin myndighed skille hende fra ham eller give hende ret til selv at pålægge sig talaq. [Med henblik på skilsmisse er det bedre at give kvinden tilladelse til selv at pålægge sig talaq i stedet for at lade dommeren selv give hende talaq ; at give denne tilladelse er bedre। for den ærede Profet ( (fvmh)) Barīra ( (må Allah være tilfreds med hende))- sagde til :
**********************************
“Du er selv din egen herre.। Du kan bo sammen med din mand eller vælge at forlade ham og blive skilt fra ham. Valget er dit.”।–Forfatteren.।] Shafi’i- og Hanbali-madhhaberne støtter også Maliki-madhhaben i dette spørgsmål. For ifølge dem er det i sig selv tilstrækkeligt grundlag for skilsmisse, at der ikke er nogen ordning for underhold.
2. Den forsvundne person har efterladt sig formue, men hans hustru er ung, og hvis hun holdes ventende i lang tid, er der fare for, at hun involveres i syndige handlinger. I så fald vil hakim (dommeren) pålægge hende at vente på, at ægtemanden vender tilbage, i ét år eller seks måneder eller så længe, som han finder det rimeligt. Også den hanbalitiske madhhab er i dette spørgsmål på linje med den malikitiske madhhab; i vanskelige tilfælde er det endog tilladt i begge madhhabs at opløse ægteskabet uden at afvente denne periode. Når der er frygt for, at hun vil involvere sig i synd, er det ikke nødvendigt, at hustruen selv siger: »Frigiv mig fra denne ægtemands bånd, ellers vil jeg begå zina.« Det er snarere qadiens opgave at vurdere, hvor gammel den kvinde er, som har indgivet klage over, at hendes ægtemand er forsvundet, hvilket miljø hun lever i, og hvor længe hun har ventet på sin ægtemand, før hun indgav klagen. Ved at tage disse forhold i betragtning kan dommeren selv afgøre, hvor meget ventetiden bør forkortes for at beskytte hendes moral og karakter.
3. Den forsvundne person har også efterladt formue, og der er ingen fare for, at hustruen involveres i syndige handlinger; også i dette tilfælde er der fire aspekter af spørgsmålet.
For det første: Hvis den forsvundne person er forsvundet i et muslimsk land eller i et land, som har forbindelse med den civiliserede verden, og hvor det er muligt at lede efter oplysninger om ham, skal hans hustru pålægges at vente i op til fire år.
For det andet: Hvis han er forsvundet under en krig, skal hustruen, efter at alle mulige bestræbelser på at finde ham er gjort, vente i ét år.
For det tredje: Hvis han er forsvundet under et oprør eller en konflikt i sit eget område, skal man efter oprørets ophør gøre alle mulige bestræbelser på at finde ham. Hun skal derfor have tilladelse til uden at vente at overholde dødsperiodens iddah, det vil sige iddah på fire måneder og ti dage.
For det fjerde: Hvis han er forsvundet i en uciviliseret bebyggelse, som ikke har nogen forbindelse med den civiliserede verden, og hvor der ikke er nogen mulig lejlighed til at lede efter ham, skal hans hustru vente så længe, som man kan forvente, at en mand af middelklasse får lov at leve. Der er uenighed om fastsættelsen af den sandsynlige aldersgrænse for en sådan person. Nogle har sagt firs år, andre femoghalvfjerds år. Men som vi tidligere har drøftet, gælder dette kun, hvis ægtemanden har efterladt tilstrækkelige midler til hustruens underhold, og der heller ikke er nogen fare for, at hustruen involveres i syndige handlinger. Hanafi-lærde følger normalt den malikitiske madhhab i deres fatwaer. Men de ser bort fra de betingelser, der er knyttet hertil. De udsteder fatwa om, at man i alle tilfælde skal vente fire år, når ægtemanden er forsvundet. Men det er ikke korrekt. Især i den nuværende tid, hvor der er opstået utallige årsager og midler til moralsk fordærv, er det i strid med shariaens fremsynethed stædigt at kræve, at enhver hustru skal vente fire år. I dag findes den stærke disciplinerende ordning ikke længere i det islamiske samfund, som fandtes i islams første tid. De islamiske begrænsninger, der blev indført for at holde det seksuelle begær under kontrol, er blevet fjernet fra mennesker gennem udbredelsen af islamfjendtlige skikke. Byernes og landdistrikternes indbyggere har ingen mulighed for at undgå nøgenbilleder, romaner og fortællebøger, der pirrer seksuelle følelser, seksuelt ophidsende sange i radio og fjernsyn og så videre. Desuden har landets gældende lovgivning gjort zina og utroskab lovligt. Dertil kommer, at den frie omgang mellem kvinder og mænd, som ikke er mahram for hinanden (det vil sige mellem hvem et ægteskabeligt forhold kan indgås), på grund af den manglende praktiske gennemførelse af hijabs shariaretlige regler har skabt så store midler til at vække seksuelle følelser, at det er blevet meget vanskeligt for nogen at leve med fromhed og religiøs hengivenhed ved at holde sin egen trang under kontrol.
I denne situation, når en ung kvinde efter at have tilbragt to eller tre år med at vente på, at hendes forsvundne ægtemand vender tilbage, i afmagt henvender sig til domstolen, hvor rimeligt kan det da være, hvis domstolen pålægger hende at vente yderligere fire år? Det er en så streng bestemmelse, at dens skadelige følger ikke blot rammer kvinden, men også risikerer at sprede sig til hele samfundet. Derfor er vores råd, at alle den malikitiske madhhabs betingelser vedrørende den forsvundne person bør indarbejdes i loven. Bestemmelserne i loven bør også omfatte en vurdering af den forsvundne persons hustrus alder, hendes miljø samt den tid, hun ventede efter ægtemandens forsvinden, før hun henvendte sig til domstolen.
14. Bestemmelserne, når den forsvundne person vender tilbage
Hvad er afgørelsen, hvis den forsvundne ægtemand vender tilbage, efter at den af retten fastsatte ventetid for hustruen er udløbet? Også dette spørgsmål, som er nævnt i denne forbindelse, fortjener at blive drøftet. Hazrat Umars (ra.) afgørelse er, at hvis hendes ægtemand vender tilbage, før kvinden indgår sit andet ægteskab, vil hun fortsat være hans hustru. Men hvis han vender tilbage efter hendes andet ægteskab, har den første ægtemand ingen ret over hende, uanset om den anden ægtemand på det tidspunkt har haft ægteskabeligt samliv med hende eller ej. Imam Malik (ra.) har i sit værk al-Muwatta taget Hazrat Umars (ra.) synspunkt som bevis, og fatwaen i den malikitiske madhhab gives i overensstemmelse med dette synspunkt.
Ifølge Hazrat Alis (ra.) afgørelse får den første ægtemand sin hustru tilbage under alle omstændigheder, også selv om hun har haft ægteskabeligt samliv med den anden ægtemand, ja, selv om et barn er blevet født. Desuden skal denne kvinde, hvis der har været ægteskabeligt samliv, have sin mahr betalt af den anden ægtemand. De hanafitiske lærde har antaget dette synspunkt, og de siger, at Hazrat Umar (ra.) og senere Hazrat Ali (ra.) vendte tilbage til denne afgørelse. Ifølge Imam Malik (ra.) er det imidlertid ikke bevist, at Hazrat Umar (ra.) trak sit eget synspunkt tilbage.
Hazrat Uthmans (ra.) afgørelse er, at hvis kvinden har indgået sit andet ægteskab, og den første ægtemand derefter vender tilbage, skal han spørges: Ønsker du at få hustruen tilbage, eller ønsker du at få mahr tilbage? Hvis han foretrækker at få mahr tilbage eller få den eftergivet, forbliver kvinden hos den anden ægtemand. Men hvis han insisterer på at få hustruen tilbage, skal kvinden skilles fra den anden ægtemand og gennemføre skilsmissens iddah. Derefter skal hun overgives til den første ægtemand, og hendes mahr skal kræves betalt af den anden ægtemand. I nogle overleveringer nævnes også et sådant synspunkt fra Hazrat Umar (ra.). Ifølge Imam Malik (ra.) er dette imidlertid ikke bevist.
Efter vores opfattelse er Hazrat Umars (ra.) afgørelse den bedste af disse tre afgørelser, og det er den, Imam Malik (ra.) har antaget som bevis. Det er klart, at hvis den første ægtemands ret fortsat består, selv efter at kvinden har indgået sit andet ægteskab, hvilken mand ville så ønske at gifte sig med en sådan kvinde? For efter at have giftet sig med hende vil den anden ægtemand altid skulle leve i usikkerhed: Hvem ved, hvornår hendes første ægtemand vender tilbage og tager hende fra ham! Han vil både miste sin hustru og skulle betale mahr, og hvis der er kommet et barn, bliver situationen endnu mere sørgelig. Efter moderens bortgang vil barnet blive kastet ud i en usikker situation.
At stille sådanne betingelser indebærer en risiko for grænseløs skade for kvinder. Det betyder, at hendes vanskeligheder ikke er forbi, selv efter at hun har tilbragt en lang og uudholdelig tid i venten. Selv efter at have opnået et frigivelsesdokument fra retten hænger der stadig en lænke ved hendes fod, og hun må tilbringe hele sit liv i en hængende eller ventende tilstand.
15. Liʿān
Hvad enten ægtemanden klart fremsætter en anklage om zina mod sin hustru eller siger om et barn: »Det er ikke hans barn« – i begge tilfælde bliver liʿān obligatorisk. En sådan sag blev forelagt for Profeten (s.), og han henvendte sig til både sagens anklager og den anklagede og sagde tre gange:
**********************************
“Allah ved meget vel, hvem af jer to der er løgneren. Vil en af jer derfor ikke angre?”
Da de begge nægtede at angre, lod han i overensstemmelse med Koranens anvisning først manden aflægge ed fire gange på, at han talte sandt om den anklage, han havde fremsat mod sin hustru. Femte gang skulle han sværge således, at hvis han løj, ville Allahs forbandelse ramme ham. Derefter lod han også kvinden aflægge ed fire gange på, at den anklage, der var fremsat mod hende, var løgn. Femte gang skulle hun sige, at hvis denne beskyldning var sand, ville Allahs forbandelse ramme hende. Herefter sagde Profeten (fred være med ham):
**********************************
“Dette er vejen til separation mellem ethvert ægtepar, der har gennemført liʿān, indtil Dommedag. Efter denne separation vil de aldrig kunne forenes igen.”
Manden anmodede om, at det, han havde givet hende som mahr, skulle gives tilbage. Som svar sagde Profeten (fred være med ham):
**********************************
“Du får ikke dine ejendele tilbage. Hvis du har talt sandt i din beskyldning mod hende, så gjorde du hendes kønsorgan lovligt for dig i bytte for disse ejendele. Og hvis du har fremsat en falsk beskyldning mod hende, er du endnu længere fra at have ret til at få ejendelene tilbage.”
Af denne afgørelse fra Allahs Sendebud (fred være med ham) kan følgende regler udledes:
1. Liʿān skal foregå foran en qadi. Manden og kvinden kan ikke foretage liʿān over for hinanden eller foran deres slægtninge, og selv hvis de gør det, medfører det ikke separation.
2. Før liʿān gennemføres, skal dommeren give både manden og kvinden mulighed for, at en af dem kan indrømme sin skyld. Liʿān gennemføres først, når begge står fast på deres respektive udsagn.
3. Når liʿān-handlingen er fuldført fra begge sider, skal dommeren erklære, at separationen mellem dem er blevet gennemført. Ifølge flertallet af de lærde indtræder separationen automatisk ved liʿān. Imām Abū Ḥanīfas opfattelse er derimod, at en separation kræver herskerens afgørelse. Alle de pålidelige hadither, vi har modtaget om dette spørgsmål, støtter imām Abū Ḥanīfas opfattelse. For i hver sådan sag erklærede Profeten (fvmh.) separationen, efter at liʿān-handlingen var afsluttet. Det betyder, at Profeten (fvmh.) ikke anså liʿān alene for tilstrækkeligt til separation.
4. Den separation, der sker gennem liʿān, er for bestandig. Hvis de to derefter skulle blive enige om at gifte sig med hinanden igen, er det på ingen måde muligt. I dette tilfælde vil reglerne om taḥlīl, som er beskrevet i ***********-verset, ikke være gældende.
5. Liʿān annullerer ikke mahr. Uanset om mandens anklage faktisk er sand eller ej, skal han i begge tilfælde betale mahr, og hvis han allerede har betalt den, har han heller ikke ret til at kræve den tilbage.
Hvis manden efter at have fremsat en zina-anklage mod sin hustru nægter at foretage liʿān, vil straffen for falsk anklage om zina ifølge flertallet af de lærde blive gennemført mod ham (80 piskeslag). Ifølge imām Abū Ḥanīfa er han ikke berettiget til denne straf, men skal fængsles. På samme måde: Hvis hustruen efter at manden har foretaget liʿān nægter at gøre det, skal hun ifølge imām al-Shāfiʿī, Mālik og Aḥmad, må Allah forbarme sig over dem, stenes til døde, mens hun ifølge imām Abū Ḥanīfa skal fængsles. Imām Abū Ḥanīfas madhhab er i dette spørgsmål baseret på den mest korrekte og fremsynede opfattelse. Men på dette subkontinent (i konteksten af Indien før delingen) er der ingen mulighed for at straffe nogen for at nægte at foretage liʿān. Derfor bør den foreløbige passende ordning inden for sharīʿas bestemmelser være, at hvis manden nægter at foretage liʿān, skal hustruen have ret til at rejse et krav om æreskrænkelse. Og hvis hustruen nægter at foretage liʿān, skal hun berøves sin mahr. Så længe en ikke-muslimsk regering hersker over os, og så længe vi ikke er i stand til at følge den islamiske straffelov, skal den nævnte ordning kun gælde.
16. At give tre talaq på samme tid
At skille hustruen fra sig ved at give tre talaq på samme tid er ifølge Koranens klare anvisning en alvorlig forbrydelse. Den eneste uenighed blandt ummaens lærde i dette spørgsmål drejer sig om, hvorvidt sådanne tre talaq skal regnes som én talaq rajʿī (tilbagekaldelig) eller som tre talaq mughallaẓa (endelige). Men der er ingen uenighed blandt dem om, at dette er bidʿa og en alvorlig synd. De anerkender alle, at det at give tre talaq på samme tid strider mod den ordning for talaq, som Allah og Hans Sendebud har fastlagt. Det tilsidesætter også den forsigtige tilgang, der ligger indbygget i sharīʿas bestemmelser. Det er overleveret i en hadith, at en mand på samme tid gav sin hustru tre talaq. Allahs Sendebud (fvmh.) rejste sig vredt og sagde:
**********************************
»Er det, mens jeg stadig er iblandt jer, at han leger med Den Almægtige Allahs Bog?«
Af andre hadither fremgår det, at Allahs Sendebud (fvmh.) regnede dette for en yderst alvorlig synd. Hvad angår beretningerne om Umar (må Allah være tilfreds med ham), er det kommet så vidt, at han piskede enhver, der kom til ham efter på én gang at have skilt sig fra sin hustru med tre talaq. Heraf fremgår det, at der også kan fastsættes en straf for en sådan handling.
I vores tid er det blevet en almindelig foreteelse, at folk i et øjebliks ophidselse hurtigt giver deres hustru tre talaq. Derefter søger de, skamfulde og angrende, efter smuthuller og kneb i shariaen. Nogle aflægger en falsk ed og benægter selve skilsmissen. Andre søger en måde at arrangere halala på. Atter andre holder skilsmissen hemmelig og fortsætter deres tidligere forhold til hustruen. På den måde begår de utallige andre synder for at undgå følgerne af én synd. For at forhindre denne uorden er det nødvendigt at indføre så strenge begrænsninger for at sende hustruen bort ved at give tre talaq på én gang, at folk ikke vover at gøre den slags. En mulig måde kunne for eksempel være at give den kvinde, som er blevet skilt med tre talaq på én gang, ret til at anlægge en erstatningssag ved retten, og erstatningsbeløbet skulle mindst udgøre halvdelen af mahr.
Der kan desuden findes mange andre måder at forhindre denne uorden på. Vores lærde og juridiske eksperter kan udarbejde dem gennem overvejelse og eftertanke. Desuden er det nødvendigt at udbrede denne mas’ala blandt folk: at det er en yderst forkastelig handling. Så kan de, der på grund af uvidenhed bliver involveret i den, blive opmærksomme gennem en bred udbredelse af den rette fremgangsmåde.
Afsluttende ord
I denne bog er formålet med og grundprincipperne i islams ægteskabslovgivning blevet behandlet udførligt, og der er gjort et forsøg på at fremlægge løsninger på de mas’alaer, som i dag har skabt problemer og vanskeligheder for indiske muslimer, i lyset af Koranen og sunnaen. Jeg påstår ikke, at den forståelse, jeg har været i stand til at opnå af islamisk lov, nødvendigvis er korrekt. Jeg insisterer heller ikke på, at de råd, jeg har fremsat som løsninger på problemerne, skal antages ordret. Menneskelige afgørelser rummer under alle omstændigheder mulighed for både fejl og rigtighed. Ingen kan hævde om sin egen vurdering, at den er hævet over fejl, eller at det er obligatorisk at følge den ligesom Allahs åbenbaring.
Mit formål med denne lange behandling, undersøgelse og gennemgang er alene at beskrive de grundprincipper i islams ægteskabslovgivning, som jeg har været i stand til at forstå ud fra Den Ærefulde Koran og Allahs Sendebuds (fvmh.) sunna, samt at undersøge de relevante mas’alaer, som de store sahabaer og mujtahid-imamerne har udledt af disse grundprincipper, og på den baggrund udlede sådanne underordnede mas’alaer, som efter vores opfattelse kan være nyttige og passende i forhold til vor tids behov. Det er nu de lærde, de tænkende og de indsigtsfulde menneskers opgave med et bredt udsyn og ved at anvende eftertanke og fremsynethed i spørgsmål vedrørende Koranen og sunnaen at overveje mine forslag og råd. Hvis der findes fejl i dem, bør de rette dem, og hvis de finder noget korrekt, bør de ikke forkaste det alene af den grund, at forfatteren desværre blev født i det fjortende hijri-århundrede i stedet for det fjerde hijri-århundrede.
Til sidst vil jeg kort give udtryk for min mening om de lovudkast, som forskellige personer i Hyderabad og Britisk Indien har udarbejdet.[Her disse udkast udelukkende indholdet af diskuteres, lovgivningsrådet selv har nogen islamisk lov vedtage at have ret til eller ej– dette om min diskussion handler det ikke om। Dette råd islamisk synspunktet for øje med som lov vedtager vil, den bogstav for bogstav islamisk sharia i overensstemmelse med være eller ej, hvad der end sker kan den shariaretlige lov være det ikke।]Efter min mening er disse udkast ufuldstændige og ikke tilstrækkelige i forhold til tidens behov. Den skade og det kaos, som er blevet skabt gennem manglerne ved den »anglo-mohammedanske lov«, de ikke-muslimske domstoles hundredårige synspunkter og den fremgangsmåde, som det nuværende retssystem følger, kan ikke fjernes gennem så kortfattede udkast. Hvis man i nogle få særlige spørgsmål beslutter, at sagerne på disse områder skal afgøres efter Maliki-fiqhens lov i stedet for Hanafi-fiqhens, eller hvis der gives en kort forklaring på enkelte relevante juridiske spørgsmål, vil de dommere, som ikke har et omfattende kendskab til islamisk lov og de tilhørende bestemmelser i de forskellige madhhabs, og hvis sind er besat af den »anglo-mohammedanske lovs« spøgelse, ikke være i stand til at nå frem til den rette afgørelse ved hjælp af dette.
For at afhjælpe denne vanskelige situation er det helt nødvendigt at udarbejde en omfattende lovsamling, især vedrørende ægteskabelige forhold. Det er netop det, jeg hidtil har fremført på denne bogs sider. Det er ikke nogen let opgave; tværtimod kræver den tid og arbejde. Den er heller ikke let for én person alene. Til dette formål må en udvalgt gruppe af kompetente lærde sætte sig ned med tilstrækkelig tid til rådighed og arbejde med fuld koncentration. De må arbejde ud fra den forståelse, at de ikke kan fritage sig selv for deres ansvar blot ved ordret at kopiere detaljer fra de tidligere eksperters bøger. Tværtimod er det deres pligt, fordi de er kvalificerede til at finde de rette løsninger på ummaens problemer, at give en fortolkning af islamisk lov, som fuldt ud kan realisere shariaens egentlige formål, og således behørigt opfylde ansvaret for at beskytte nationens dīn og tro, moral og karakter samt alle øvrige forhold.
Appendiks 1
En særdeles vigtig fatwa
En person fra Delhi har sendt os en trykt fatwa. Dens indhold er i sig selv vigtigt. Det synes, som om vores fremtrædende lærde er tilbøjelige til at løse dette spørgsmål på en ikke-islamisk måde. Derfor er spørgsmålets betydning blevet endnu større. Denne fatwa og svaret på den gengives nedenfor.
Følgende spørgsmål forelægges hermed for muftier, der er fortrolige med islamisk viden og har dyb indsigt i sharia, med anmodning om hurtigst muligt at give autoritative og velbegrundede svar på grundlag af Koranen, sunnaen og fiqh:
Spørgsmål: 1. Hvis en ikke-muslimsk dommer eller en ikke-muslimsk voldgiftsmand eller et ikke-muslimsk panchayat annullerer ægteskabet mellem en muslimsk mand og en muslimsk kvinde i henhold til islamisk lov, eller hvis en ikke-muslimsk dommer, voldgiftsmand eller et ikke-muslimsk panchayat på mandens vegne giver hustruen skilsmisse, fordi mandens overgreb mod hende er blevet bevist, sådan som en muslimsk dommer i visse tilfælde har ret til at gøre, vil ægteskabet da være annulleret, og vil skilsmissen da træde i kraft over for hustruen? Vil hustruen ifølge sharia få ret til, efter at have fuldført iddat, eller under alle andre omstændigheder, at indgå ægteskab med en anden muslim, idet hun anser den skilsmisse, som den ikke-muslimske person har givet, og det annullerede ægteskab for at være sharia-medholdelige?
2. Hvis svaret på ovenstående spørgsmål er negativt, det vil sige, hvis en skilsmisse givet af en ikke-muslim og en annullering af ægteskabet ikke anerkendes af sharia, og kvinden selv efter den ikke-muslimskes skilsmisse og annullering af ægteskabet fortsat er gift med sin mand – hvis kvinden under disse omstændigheder gifter sig med en anden mand, og den anden mand også ved, at kvinden har opnået skilsmisse gennem en ikke-muslimsk dommer, voldgiftsmand eller et panchayat, vil dette ægteskab da blive betragtet som ugyldigt? Vil det være haram at opretholde et ægteskabeligt forhold mellem dem, selv om hun er blevet gift med den anden mand, og kan de begge ifølge sharia betragtes som zani?
3.Hvis hendes ægteskab med den anden mand anses for ugyldigt, og hun i dette andet ægteskab føder et barn, vil barnet da blive betragtet som født af utugt? Vil barnet blive nægtet retten til at arve den anden mands efterladte ejendom?
Vi vil være Dem taknemmelige, hvis De venligst giver dokumenterede svar på disse spørgsmål i nummereret rækkefølge osv.
Svar: Den grundlæggende fejl i disse spørgsmål er, at der kun er blevet spurgt om ikke-muslimske dommere, voldgiftsmænd og panchayater. Spørgsmålet burde derimod have været, om Allahs lov anerkender det som tilladt, at mennesker i afstand fra Allah selv har etableret et retssystem, hvis afgørelser er baseret på menneskeskabte love? En yderligere, afledt fejl er, at der her kun er blevet spurgt om ægteskabsannullering og separation. Grundlæggende adskiller disse forholds natur sig imidlertid ikke fra andre forholds natur.
Ikke blot i spørgsmål om ægteskab og skilsmisse, men i alle spørgsmål kan ikke afgørelser truffet af ikke-muslimske domstole anerkendes eller støttes ud fra den islamiske sharias synspunkt. Islam anerkender ikke en stat, der oprettes uafhængigt og efter forgodtbefindende uden forbindelse til Allah, den store Konge over alle konger. Islam anerkender heller ikke en lov, som en enkeltperson eller en gruppe personer har udformet efter eget ønske. Islam anerkender ikke engang disse domstoles ret til at høre tvister og afsige domme, når de er oprettet af Allahs oprørske tjenere i den stat, hvis sande ejer og lovgiver Han er, uden Hans tilladelse. De domstole, der er oprettet under det britiske herredømme uden Kronens (kongens eller dronningens) tilladelse, kan ud fra britisk ret have en bestemt status; ud fra islams synspunkt har disse domstole netop samme status. Ligesom disse domstoles dommere, embedsmænd, advokater og de personer, der gennem dem afgør sager, efter engelsk ret vil blive betragtet som oprørere, forbrydere og værdige til straf, således betragtes det også ud fra islams synspunkt som oprørsk, forbryderisk og værdigt til den hårdeste straf at oprette et retssystem i Himlens og Jordens Ejers rige uden Hans »sultan« (bemyndigelsesbrev), og at træffe domme på grundlag af en andens godkendte lov i stedet for Hans godkendte lov. Dets dommere er forbrydere, dets embedsmænd er forbrydere, dets advokater er forbrydere, de, der søger retfærdighed foran det, er forbrydere, og alle dets love og bestemmelser er endeligt forkastede. Selv hvis deres afgørelse i et bestemt tilfælde skulle være i overensstemmelse med den islamiske sharia, er den i sit grundlag fejlagtig, for oprør ligger til grund for den. Antag, at de hugger tyvens hånd af, lader ægteskabsbryderen piske eller stene (dræbe ved stening) og idømmer den berusede en strafferetlig sanktion; selv da vil tyven, ægteskabsbryderen og drankeren ikke blive renset for deres respektive forbrydelser ved at udstå straffen, og selve denne domstol vil endda blive kendt skyldig i forbrydelsen at have hugget en persons hånd af eller pisket eller stenet ham uden ret. For den myndighed, den har udøvet over Allahs undersåtter, havde den ifølge Hans lov ingen ret til at udøve. [I denne forbindelse Burma og Malaya under Japans herredømme bestod de militær officerer som ‘havde grundlagt Den Frie’ Indiske Stat ‘og Azad Hind-’ hæren , og, mod hvem regeringen i slutningen af 1945 og begyndelsen af 1946 havde anlagt sager — sagernes retsreferater vil, være nyttige for at opnå en bedre forståelse af dette , især taler, den indiske generaladvokat i sagerne mod, Shah Nawaz , Sehgal og Dhillon om at de burde dømmes — en tale som fortjener at blive læst omhyggeligt . For i denne tale blev den retlige status og holdning। som Indiens regering beskrev over for disse såkaldte oprørere — og det er i grunden netop den retlige status og holdning, som hersker i den store Herren over alle verdeners rige over for alle virkelige og ægte oprør —।–Forfatteren.।]
Selv når en muslimsk dommer kun af navn har taget sæde, vil denne domstols sharīʿa-retlige status forblive uændret. Den, der efter at have opnået bemyndigelse fra den gudsfornægtende regering til at håndhæve afgørelser behandler retssager, og den, der udsteder direktiver på grundlag af menneskeskabte love, er i det mindste ikke muslim som dommer, men betragtes selv som en oprører. Hvordan skulle han da kunne undgå, at hans direktiv erklæres ugyldigt?
Når en demokratisk stat og regering eksisterer, og muslimer også deltager i den, hvad enten muslimerne i denne demokratiske stat er en minoritet eller et flertal, eller alle indbyggerne er muslimer, og de har oprettet statsordenen på grundlag af gudløse demokratiske principper, vil den retlige status også i denne situation forblive uændret. Den stat, hvis grundlag er bygget på den opfattelse, at »landets folk er suverænitetens ejere, og at de selv har magt til at lovgive for sig selv, fri af de love, Allah har givet«, har efter islams syn en status, der er fuldstændig som den, hvor en konges undersåtter gør oprør mod ham og opretter deres egen suveræne stat i opposition til ham. Ligesom denne konges lov ikke kan anerkende denne stat som legitim, anerkender Allahs lov på tilsvarende vis aldrig en demokratisk stat af den ovennævnte type. De afgørelser, der træffes af det retssystem, som oprettes under en sådan demokratisk regering, vil efter islams syn blive betragtet som ugyldige, hvad enten dommerne etnisk set er muslimer eller ikke-muslimer.
Hele Koranen er et bevis til støtte for rigtigheden af alt det, der er blevet drøftet ovenfor. Men eftersom spørgeren har krævet en forklaring i lyset af Skriften og sunnaen, fremlægges her blot nogle få vers fra Den Ædle Koran:
For det første: Ifølge Koranen er Allah alene suverænitetens ejer. Skaberværket tilhører Ham. Derfor tilkommer den naturlige ret til at herske alene Ham. At nogen anden end Ham selv udsteder og håndhæver befalinger over Hans skabninger i Hans rige, er grundlæggende forkert. [Men hvis nogen opnår status som Hans kalif eller repræsentant og styrer staten samt afgør alle sager i overensstemmelse med de love, Han har givet, er det en anden sag. Dette vil blive behandlet senere – forfatteren.] Den Almægtige Allahs ord:
**********************************
»Sig: O Allah, Du, som ejer al kongemagt og alle riger! Du giver kongemagten til den, Du vil, og tager den fra den, Du vil.« – Sura Āl ʿImrān: 26
**********************************
»Han er jeres Herre; kongemagten tilhører Ham.« – Sura al-Fāṭir: 13
**********************************
»Han har ingen medhersker i sit rige.« – Sura Bani Israil: 111
**********************************
»Derfor ligger myndigheden til at befale alene i Den Almægtige Allahs hænder.« – Sura al-Mu’min: 12
**********************************
»Han har ikke gjort nogen til medhersker i sin suverænitet.« – Sura al-Kahf: 26
**********************************
»Vogt jer! Skabelsen tilhører Ham, og befalingen tilkommer Ham.« – Sura al-A’raf: 54
**********************************
“Folk spørger: Har vi også nogen andel i at fastsætte befalinger? Sig: Retten til at give befalinger tilkommer udelukkende Allah.”– Sura Al-Imran: 154
To: På grundlag af dette princip er retten til at udforme lovgivning fuldstændig frataget menneskene. For mennesket er skabt og undersåt, tjener og underlagt befalinger. Dets opgave er blot at adlyde den lov, som Allah, kongernes konge, har fastsat. [Det er en anden sag at udlede spørgsmål om de bestemmelser, Allah har givet, og udarbejde detaljerede regler inden for fiqh gennem ijtihad og forskning। Der drøftes ikke her। I de spørgsmål, hvor Allah og Hans Sendebud (s) ikke har givet nogen klar anvisning, har de troende ret til at udforme lovgivning under hensyntagen til shariaens ånd og islams karakter। For når der ikke findes klare anvisninger i disse tilfælde, betyder det direkte, at de troende har fået den juridiske ret til at fastsætte love, regler og principper på dette område।–Forfatteren।] Den, der selv udformer en lov uden Allahs lov eller anerkender en lov udformet af andre og træffer afgørelser i overensstemmelse med den, er en taghut, en oprører og en, der står uden for lydigheden mod sandheden. Den, der søger en afgørelse under denne lov, og den, der accepterer denne afgørelse, er også skyldige i oprørets forbrydelse.
**********************************
“Sig ikke, idet I opdigtet løgne om de ting, I omtaler med jeres egne munde, at dette er halal (Tilladt), og dette er haram (Forbudt).”– Sura An-Nahl: 116
**********************************
“Følg det, der er blevet åbenbaret jer fra jeres Herre. Følg ikke andre beskyttere (embedsmænd, som I selv har opfundet) end Ham.”– Sura Al-A’raf: 3
**********************************
“Alle, der ikke dømmer efter den lov, Allah har fastsat, er vantro.” – Sura al-Ma’ida: 44
**********************************
“Har du ikke set dem, der hævder at tro på den vejledning, der er åbenbaret for dig og for profeterne før dig? Alligevel ønsker de at lade Taghut afgøre alle deres anliggender. Skønt de er blevet befalet at gøre oprør mod Taghut (de kræfter, der gør oprør mod Allah) (det vil sige, de er blevet befalet ikke at adlyde Taghuts befalinger).” – Sura an-Nisa: 60
For det tredje: Den eneste stats- og retsorden, der er opbygget på grundlag af de love og bestemmelser, som den Almægtige Allah har sendt til menneskeheden gennem sine profeter, er korrekt og anerkendt på Allahs jord. Dette kaldes kalifatet.
**********************************
“Vi har kun sendt hvert eneste sendebud med det formål, at han skulle adlydes under Allahs befaling.” – Sura an-Nisa: 64
**********************************
“O Profet! Vi har åbenbaret Bogen for dig med sandheden, for at du kan dømme mellem mennesker i lyset af den vejledning, Allah har vist.” – Sura an-Nisa: 105
**********************************
“Styr deres stat i overensstemmelse med den vejledning, som Allah den Højeste har åbenbaret, og følg ikke deres lyster. Vogt dig! Lad dem ikke ved at indvikle dig i fitna og fordærv få dig til at afvige fra nogen del af det, som Allah har åbenbaret til dig. ….. Ønsker han da jahiliyyahs herredømme?” – Sura al-Ma’idah: 49-50
**********************************
“O Dawud! Vi har udnævnt dig til kalif på jorden. Hersk derfor retfærdigt blandt menneskene, og følg ikke din egen tilbøjelighed. Ellers vil den føre dig bort fra Allahs vej.” – Sura Sad: 26
Fire.På den anden side vil de stats- og retssystemer, der er grundlagt på et andet grundlag end de bestemmelser, som profeterne og sendebuddene har bragt fra Allah, verdens Herre, blive betragtet som oprørske stats- og retssystemer. Uanset hvor forskellige disse stats- og retssystemers former måtte være, betragtes alle deres aktiviteter uden undtagelse som grundløse og ugyldige. Der findes i grunden intet legitimt grundlag for deres regering og afgørelser. Hvordan kan de være legitime stater, legitime regeringer og legitime domstole, når den sande Ejer, den Almægtige Allah, ikke har givet dem noget charter? [charter eller autorisation betyder efter vores opfattelse den, der anerkender Allah som kongernes Konge, den suveræne magts ejer og accepterer sig selv som Hans khalifa eller repræsentant (for suveræniteten (ikke dens ejer)) som anerkender profeterne og, profeterne–og sendebuddene som Hans sendebud og de himmelske Skrifter som Hans Skrift og accepterer dem samt shariaens guddommelige myndighed og handler i overensstemmelse med den — kun sådanne stater af denne slags, regeringer og retssystemer er af Allah den Ophøjede på Hans autorisation forsynet med. Denne charter er। selve Koranen den Ædle, hvor dette charter er givet : ******************** ( Ifølge Allahs åbenbarede lov–og bestemmelse skal I blandt menneskene føre staten og administrere den; træf, afgørelser (Forfatteren))।–Forfatteren।] Alt, hvad de gør, betragtes ud fra Allahs lov som fuldstændig ugyldigt. De kan i praksis anerkende den troende menigheds (det vil sige Allahs trofaste undersåtters) eksistens som et ydre faktum, men de kan ikke anerkende den som en legitim måde at organisere samfundet på eller som et legitimt retssystem.
Det er ikke deres opgave at adlyde dem, der gør oprør mod Allah, deres sande Herre og lovgiver, og heller ikke at bede dem træffe afgørelser i alle deres anliggender. Den, der gør dette, er, selv om han hævder islam og tro, blevet udelukket fra de troendes fællesskab. Det er klart i strid med fornuft og forstand, at en stat eller regering betragter en gruppe som oprørere, samtidig med at den anerkender disse oprøreres herredømme over sine undersåtter som legitimt og tillader sine undersåtter at adlyde denne regerings befalinger. Den Almægtige Allahs ord:
**********************************
“Sig til dem: Skal vi fortælle jer, hvem der er de største tabere med hensyn til deres handlinger? Det er dem, hvis bestræbelser i det jordiske liv er gået vild fra den rette vej, mens de tror, at de gør det rigtige. Det er dem, der har fornægtet deres Herres tegn og benægtet, at de skal stå foran Ham. Derfor er alle deres handlinger blevet forgæves, og på Genopstandelsens Dag vil Vi ikke tillægge dem nogen betydning.” – Sura al-Kahf: 103-105
**********************************
“Dette var ‘Ad, som fornægtede deres Herres tegn, satte sig op imod Hans sendebud og fulgte enhver mægtig og overmægtig fjende af den sande religion.” – Sura Hud: 59
**********************************
“Og Vi sendte Moses til Farao og hans fornemme med Vore tegn og et klart bevis. Men de fulgte Faraos befaling, selv om Faraos befaling ikke var baseret på sandheden.” – Sura Hud: 96-97
**********************************
“Følg ikke nogen, hvis hjerte Vi har gjort uopmærksomt på Min ihukommelse (det vil sige bevidstheden om, at Jeg er hans Herre). Og følg heller ikke den, der følger sine lave begær, og hvis handlemåde er grænseoverskridende.” – Sura al-Kahf 28
**********************************
“Sig: Min Herre har forbudt alle former for uanstændighed, både den åbenlyse og den skjulte, syndige handlinger og overtrædelse af sandhedens grænser. Han har også forbudt, at I sætter nogen ved Allahs side, uden at Han har åbenbaret noget bevis herfor.” – Sura al-A’raf 33
**********************************
“De, som I tilbeder foruden Allah, er blot nogle navne, som I og jeres forfædre har givet dem. Allah har ikke åbenbaret noget bevis til støtte for det. Myndigheden til at befale tilkommer alene Allah. Han har befalet jer, at I ikke skal tilbede andre end Ham.” – Sura Yusuf 40
**********************************
“Hvis nogen, efter at den rette vej er blevet tydelig for ham, beslutter sig for at modsætte sig Sendebudet og følger en anden vej end de troendes, vil Vi lade ham følge den vej, som han selv er begyndt at følge, og Vi vil kaste ham i Helvede. Hvilket elendigt sted!” – Sura an-Nisa 115
**********************************
“Nej, Muhammad! Ved din Herres ed! De vil på ingen måde blive troende, før de accepterer dig som dommer i deres indbyrdes uoverensstemmelser.” – Sura an-Nisa: 65
**********************************
“Når der siges til dem: Kom til det, som Allah har åbenbaret, og antag Sendebudets praksis, vil du se disse hyklere tøve med at komme til dig og vende sig bort.” – Sura an-Nisa: 61
“Og Allah har ikke efterladt de vantro nogen vej over muslimerne (det vil sige over sine trofaste undersåtter) (og de vantro vil sige: over oprørerne i Hans rige).” – Sura an-Nisa: 141
Dette er Koranens muhkam-vers. [Stærke, fuldstændige og solide ting ‘kaldes’ muhkam muhkam। ‘muhkam vers’ betyder de vers, hvis versenes sprog er særdeles klart,, hvis betydning kan fastslås uden nogen tvivl eller usikkerhed er til stede,, hvis ord betydning,, mening og formål og mål forstås klart, forstås kan,, og hvis versenes betydning ved at antage uden at blive indviklet i fortolkningernes røgslør har mulighed for nogen kun med stort besvær at få det.। Disse vers er netop Koranens grundlag, egentlige fundament, det vil sige, den Koran som det formål, hvortil blevet åbenbaret, er blevet det gennem disse muhkam vers alene fuldbyrdet bliver.। Gennem disse vers er verdens mennesker blevet kaldt til islam kaldt og blevet advaret., Advarsler–og formaninger er blevet fremsat, vildfarelsen er blevet, modsagt og den sande vej er blevet forklaret. I denne type vers er religionens। grundlæggende principper beskrevet. Her er troslæren og troen, tilbedelsen, moralen, ansvaret, pligten। og påbud og–forbud, relaterede, bestemmelser, blevet, beskrevet. Derfor er den person,–som søger sandheden og ønsker। at vende tilbage til Koranen for at vide, hvilken vej han skal følge og hvilken vej han ikke skal følge, at muhkam-versene alene er hans tilflugtssted til at slukke, hans tørst. Naturligvis vil hans opmærksomhed være rettet mod disse vers, og han vil forsøge– at få størst muligt udbytte af dem. – Tafhim al- Qur’an, bind 1,। sura Al ‘Imran, note 5. – Oversætterens।note. ] Der er ingen som helst tvivl eller usikkerhed om betydningen af disse. Hvis den centrale troslære som islams moralske og sociale system er grundlagt på, forblev tvivlsom,।–ville selve åbenbaringen af Koranen, (må Gud forbyde det) være, meningsløs. Derfor har Koranen beskrevet muhkam-versene i et så klart og uigendriveligt sprog,।–at der ikke er plads til uenighed heri.।Efter en sådan klare og omfattende beskrivelse i Koranen har vi overhovedet ikke behov for at vende os til hadith og fiqh.
Når hele islams bygning således er grundlagt på det princip, at det, som Allah den Ophøjede ikke har åbenbaret nogen autorisation for, er grundløst og værdiløst, og at alt, hvad der er blevet etableret uden at være afhængigt af Allahs autorisation, fuldstændigt mangler juridisk gyldighed, er der ikke noget behov for i et bestemt spørgsmål at spørge, om en dom afsagt af en gudløs stats domstol i denne sag kan være gyldig ifølge sharialoven. Spørger man nogensinde om et barn, der er født af haram-sæd og anerkendes som sådant, hvorvidt også dets krop og hår er haram? Når en gris som helhed er haram, kan spørgsmålet om, hvorvidt et stykke af dens kød er haram, så nogensinde opstå? At spørge, om en dom afsagt af en islamfjendtlig domstol kan være gyldig i forbindelse med annullering af et ægteskab, separation mellem ægtefæller og skilsmisse, er derfor et tegn på uvidenhed om islam. Et endnu større tegn på uvidenhed er, at spørgsmålet kun er blevet stillet med hensyn til ikke-muslimske dommere. Det synes, som om spørgeren mener, at en dom afsagt af den såkaldte muslim, der fungerer som leder af en islamfjendtlig domstol, naturligvis kan være gyldig! Men hvis man kalder et stykke svinekød for et stykke fårekød, kan det hverken i virkeligheden blive til et stykke fårekød eller blive halal!
Der er ingen tvivl om, at muslimernes liv under en Allah-fjendtlig stat og regering bliver vanskeligt, når man accepterer dette grundlæggende princip i islam. Men man kan ikke ændre islams evige principper for at gøre deres liv lettere. Hvis muslimer ønsker at leve lettere under en ikke-islamisk stat, har de ingen ret til at ændre islams grundprincipper eller med andre ord gøre islam til noget ikke-islamisk. De har naturligvis mulighed for at blive frafaldne eller forlade religionen. Ingen kan forhindre dem i det. De kan med begejstring forlade islam og vælge en lettere måde at leve på. Men hvis de ønsker at forblive muslimer, er den rette islamiske vej for dem ikke at lede efter sådanne kneb og undskyldninger, som strider mod islams grundprincipper, med det formål at skabe en lettere måde at leve på i en ikke-islamisk stat. Der er kun én vej åben for dem: Uanset hvor de befinder sig, bør de bruge alle deres kræfter på at bestræbe sig på at ændre statens og regeringens synspunkter og reformere de grundprincipper, som staten og regeringen ledes efter.
Bilag 2
Lovgivningen om skilsmisse og separation i det vestlige samfund
****************** »Man erkender en ting gennem dens modsætning.« Den detaljerede beskrivelse af islams ægteskabslovgivning på de foregående sider vil ikke gøre det muligt fuldt ud at vurdere denne lovgivnings fuldkomne storhed og overlegenhed, før man foretager en sammenlignende undersøgelse af de modsatrettede love, der er gældende i forskellige lande i verden. For i dag hævdes det, at disse udgør et fremskredent retssystem. Denne sammenlignende undersøgelse vil også vise, hvor alvorligt mennesket snubler, når det tilsidesætter Allah den Ophøjedes vejledning og anvisninger og selv sætter sig til at være sin egen lovgiver.
Et vigtigt særkende blandt den islamiske lovs særkender er, at der i dens grundprincipper og grundlæggende anvisninger findes lighed, retfærdighed og balance helt ud til dens yderste grænser. På den ene side har den moralens højere mål og formål for øje, mens den på den anden side ikke ignorerer menneskets medfødte svagheder. På den ene side tager den sigte på det sociale, altså det almene vel, mens den på den anden side ikke tillader, at individets rettigheder trampes under fode. På den ene side tager den de faktiske forhold i betragtning, mens den på den anden side ikke afviser nogen mulighed, som på et eller andet tidspunkt kan risikere at indtræffe i den virkelige verden. Kort sagt er det et så afbalanceret retssystem, at ingen af dets principper eller anvisninger rummer nogen tendens til overdrivelse. Ved lovgivningen har islam ikke blot filosofisk, men også praktisk taget fuldt hensyn til alle de aspekter, der bør tages i betragtning, og har etableret en så korrekt balance mellem dem, at den hverken utilsigtet er hældt til den ene side eller har ignoreret den anden. Derfor har dette retssystem i tretten århundreder været gældende i forskellige tidsaldre, under forskellige sociale og kulturelle forhold, gennem forskellige stadier af viden og forskning og blandt folk med forskellige karakteristika. Ingen steder har nogen individuel eller kollektiv erfaring og praksis fundet noget af dets grundlæggende anvisninger fejlagtigt eller med behov for ændring. Og ikke nok med det: Trods menneskelig tænknings ihærdige bestræbelser har den ikke formået at vælge noget alternativ til blot én af dets dele, som med hensyn til retfærdighed, balance og skønhed kunne nå blot i nærheden af den.
De egenskaber og særkender, der iagttages i den islamiske lov, er alene et resultat af den almægtige Allahs uendelige viden og fremsynethed. På grund af sine uundgåelige hindringer og medfødte begrænsninger kan mennesket aldrig få overblik over alle sider af et problem. Det er ikke i stand til at holde lige meget øje med nutiden og fremtiden. Det er umuligt for mennesket at udforme et regelsæt, der under alle forhold og i enhver tidsalder kan være korrekt foreneligt med retfærdighed og rimelighed, idet det tager lige hensyn til handling og kraft, fuldt ud tager højde for de synlige og skjulte særtræk ved dets egen og alle andre menneskers natur, er fuldstændig frigjort fra påvirkningerne fra dets omgivelser og helt renset for dets følelsesmæssige tilbøjeligheder, anlæg, kundskabsmæssige svagheder og intellektuelle ufuldkommenheder.
Derfor findes der ikke en korrekt balance blandt de love, der bygger på menneskelig tænkning. Nogle steder ses en ubalance i synsvinklen, andre steder en manglende evne til at tage hensyn til de forskellige sider af menneskets natur; nogle steder ydes der ikke retfærdighed ved fastlæggelsen af menneskers rettigheder og pligter, og andre steder sker der uretfærdighed ved fastlæggelsen af grænserne mellem individet og kollektivet og ved fordelingen af rettigheder. Kort sagt bliver svaghederne ved disse menneskeskabte love, gennem hver ny erfaring, ændrede omstændighed og forandring i enhver tidsalder, tydelige som højlys dag. Som følge heraf tvinges mennesket til at ændre disse selvopfundne love eller, selv om det trosmæssigt forbliver tro mod dem, i praksis at frigøre sig fra deres bindende krav.
Denne grundlæggende forskel mellem den lov, der er givet af Allah, og menneskeskabte love er selv i dag blevet så tydelig, at alle undtagen blinde og natteblinde kan se den. Indtil i går blev de forskrifter og principper i islamisk lov, som man på grund af fanatisme eller uvidenhed hensynsløst angreb, stillet over for den filosofi og de principper i menneskeskabte love, som man var stolt af. I dag er det imidlertid uden nogen debat eller argumentation, alene gennem de ubestridelige vidnesbyrd fra de faktiske begivenheder, blevet og bliver fastslået, at alt det, islam lærte, var rigtigt. Alle de veje, som menneskeskabte love havde fastlagt som modstykke hertil, har vist sig at være fejlagtige og uværdige til at blive fulgt. Selv om de i fantasiens verden synes meget strålende, og tungen stadig ikke er villig til at erkende deres fiasko, sønderriver verden i praksis disse love, som den indtil i går anså for helt hellige og hævede over enhver forbedring. Verden vender langsomt tilbage til de principper og love, som islam har fastlagt, men først efter at have forårsaget mange ulykker.
Lad os for eksempel tage spørgsmålet om skilsmisse. Indtil for få år siden gjorde den kristne verden så megen nar af muslimerne på grund af skilsmisse, og mange påvirkede muslimer, der næsten døde af skam, svarede, at kristne ikke havde handlet fornuftigt ved at erklære det for upassende at opløse det hellige forhold mellem mand og hustru og ved ikke at give mulighed for skilsmisse, khulʿ, annullering af ægteskab og opløsning af ægteskabet i loven; det var derimod et resultat af en ubalance i menneskelig tænkning. Heri ligger der ingen velsignelse for moralsk karakter, menneskelighed eller samfundsordenen; tværtimod ligger redskaberne til ødelæggelse skjult deri. Hvor smukt var ikke Hazrat Isa alayhis salam’s ord: “Det, som Allah har føjet sammen, må mennesket ikke skille ad.” – Matthæus 19:6.
Men de kristne formåede ikke at forstå profetens hensigt med disse ord og tog dem i stedet for at acceptere dem som moralsk vejledning som grundlag for ægteskabslovgivningen. Hvad blev resultatet? Den kristne verden tyede århundrede efter århundrede til list, bedrag og svig mod denne lov, som i praksis var uanvendelig. Til sidst blev den dårlige vane med at overtræde loven så udviklet, at de i de fleste tilfælde også åbent begyndte at krænke de moralske grænser, som var endnu helligere end det ægteskabelige forhold. Til sidst blev folk tvunget til at indføre en delvis og mangelfuld reform af denne lov. Ved en fejltagelse havde de antaget, at den var guddommelig lov. Men denne reform blev først gennemført, da vanen med at overtræde loven havde fjernet enhver tilbageværende respekt i Isa alayhis salam’s tilhængeres hjerter for noget, der var pålagt af Allah. Resultatet blev, at der gennem denne delvise og mangelfulde reform begyndte en vældig oversvømmelse af skilsmisser, annulleringer af ægteskaber og opløsninger af ægteskabelige forhold i den kristne verden. Under dens rædsel begyndte familielivets helligste mure at blive splintret. I England blev der i 1871 kun foretaget 166 skilsmisser, det vil sige, at mennesket havde opløst ét ud af hver 79 forbindelser, som Allah havde føjet sammen. I Amerika var der i 1886 35.000 skilsmisser, mens 183.000 hellige forbindelser blev opløst dér i 1931. I Frankrig ender omtrent ét ud af hvert 15. ægteskab nu med skilsmisse. Situationen i de øvrige vestlige lande er mere eller mindre den samme.
Næsten den samme lære, som Messias alayhis salam havde givet, findes også i Den Ædle Koran. Koranens ord lyder:
**********************************
“De, som bryder Allahs pagt efter at have bekræftet den, og som bryder de forbindelser, Allah har befalet at opretholde, og skaber fordærv på jorden, det er i sandhed dem, der lider tab.” – Surah al-Baqarah: 27
Med det formål at skabe afsky for jødernes hårdhjertethed og de mange skilsmisser sagde Messias: “Enhver, der forlader sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, medmindre det skyldes utugt.” (Matthæus 19:9). Muhammad sallallahu alayhi wa sallam kaldte ligeledes med samme formål, men i endnu mere afvejede ord, skilsmisse for ************* (den mest afskyelige af de tilladte handlinger) og erklærede dem, der giver skilsmisse for at tilfredsstille deres lave lyster, for forbandede.
Men dette højere moralske princip var kun beregnet til at undervise folk, så de kunne have det for øje i deres handlinger. Det var ikke meningen, at det skulle overtages ordret og omdannes til en lov. Muhammad sallallahu alayhi wa sallam var ikke blot lærer i karakterdannelse, men også lovgiver for Sharia. Derfor forklarede han samtidig med de moralske principper også, hvad den rette balance skulle være i foreningen af moralske værdier med loven, og hvordan der kunne opretholdes en balance mellem de moralske værdier og kravene fra menneskets natur og tilbøjeligheder. Messias alayhis salam var derimod ikke lovgiver for Sharia; hans profetiske mission i verden sluttede, før der opstod mulighed for at forklare og analysere Sharia. Derfor findes der i hans ord ikke andet end moralens grundlæggende principper. Disse principper kunne være blevet afstemt med livets praktiske problemer, og det kunne være sket i lyset af Musa alayhis salam’s Sharia. Men de kristne mente, og Sankt Paulus overbeviste dem om, at nu hvor de havde fået principperne, var de ikke længere afhængige af den guddommelige Sharia, og at det nu ikke var Allahs og Hans Sendebuds opgave at udforme lovgivning efter disse principper, men Kirkens ansvar.
Denne alvorlige fejlslutning i deres forståelse har for altid kastet kirken og dens tilhængere ud i vildfarelse. De kristnes to tusind år lange historie vidner om, at kirken ikke formåede at udforme en korrekt lov på grundlag af blot ét af de grundprincipper for religionen, som Sayyidina al-Masih (må Allahs fred være med ham) havde fremsat. Til sidst blev den kristne nation tvunget til at afvige fra disse principper.
Ved at gøre udtrykket »at begå zina« til en undtagelse i den kritik af skilsmisse, som al-Masih (må Allahs fred være med ham) fremsatte, hentydede han sandsynligvis til, at skilsmisse som regel ikke er en dårlig ting, men derimod tilladt. At give skilsmisse uden grund er forkasteligt. De kristne var ikke i stand til at forstå dette udsagn fra ham, og fordi de mente, at det var i modstrid med verset »Mennesket skal ikke adskille dem, som Allah har forenet«, konkluderede nogle ligefrem, at udtrykket »at begå zina« var blevet føjet til verset på et senere tidspunkt. Andre udledte den juridiske regel, at hvis hustruen havde begået zina, skulle manden og hustruen ganske vist adskilles, men ægteskabsforbindelsen skulle forblive intakt. Det vil sige, at ingen af de to skulle have lov til at gifte sig igen. Sådan har den kristne verden handlet i hundredvis af år. Kort sagt har denne lov, ligesom andre love, i høj grad været ansvarlig for at sprede en epidemi af moralsk fordærv og uanstændighed blandt den kristne nation.
Det mærkværdige er, at selv om lande som Storbritannien og Amerika hævder at være blevet befriet fra kirkens indflydelse og at lovgive helt på grundlag af intellektuelle principper, mener man den dag i dag, at lovmæssig separation (Judicial Separation) betyder, at manden og hustruen skal adskilles fra hinanden. Men ingen af dem må gifte sig igen. Dette er resultatet af den menneskelige fornufts begrænsninger. I den romerske kirkes religiøse lov (Canon Law) var skilsmisse (Divorce), det vil sige en fuldstændig opløsning af ægteskabsforbindelsen, hvorefter manden og hustruen hver for sig opnåede retten til at gifte sig, endeligt forbudt i henhold til den lov, der var udformet på grundlag af ovennævnte principper. Der blev imidlertid fastsat seks betingelser for separation:
1. Zina eller en unaturlig forbrydelse,
1. Impotens,
3. Mishandlende adfærd,
4. Ulydighed,
5. Frafald fra religionen,
6. Det forhold, at der mellem ægtefællerne opdages et blodsbånd, som ifølge loven forbyder dem at indgå ægteskab med hinanden (det vil sige mahram-slægtninge).
Den juridiske løsning, der blev fastlagt i forbindelse med disse seks betingelser, var, at ægtefællerne skulle skilles fra hinanden og forblive ugifte resten af livet. Kan noget fornuftigt menneske kalde denne løsning rimelig? I virkeligheden var det slet ingen juridisk løsning, men en straf, som fik folk til ikke engang at turde gå til retten med en skilsmissesag. Hvis et ægtepar blev skilt under domstolens hårde afgørelse, måtte de leve et asketisk liv som præsterne.
For at undslippe dette grusomme og urealistiske lovsystems kløer havde de kristne præster opfundet utallige listige kneb. Ved at udnytte disse gav kirkeloven ægteskabet mellem sådanne ulykkelige ægtefæller ugyldighed. Deres bedrag bestod kort sagt i, at hvis det på en eller anden måde kunne bevises, at det løfte, ægtefællerne havde afgivet om at leve sammen resten af livet, var kommet ud af deres mund mod deres vilje, og at deres hensigt i stedet blot havde været at være bundet i ægteskab i en bestemt periode, det vil sige et mutʿa-ægteskab (********), ville den kirkelige domstol erklære ægteskabet ugyldigt (Nullity). Men hvad betød »ægteskabets ugyldighed« set fra den kristne lovs synspunkt? Det betød, at der slet ikke havde været noget ægteskab mellem ægtefællerne, at deres forhold indtil da havde været ulovligt, og at det barn, der var født som følge heraf, var et uægte barn. I denne betydning var denne anden juridiske løsning endnu mere ydmygende end den første.
I modsætning hertil har den østlige kirke (Orthodox Eastern Church), sammenlignet med den romerske kirke, som havde rig mulighed for at blive påvirket af islamisk fiqh, formået at udarbejde en bedre og funktionsdygtig lov. Ifølge denne kirke kan ægtefæller frigøres fra ægteskabets bånd af følgende grunde:
1. Utroskab og de første midler, der fører dertil, 2. frafald, 3. at manden vier sit liv til præstegerningen og til religionens tjeneste, 4. umoralsk adfærd, 5. oprør, 6. impotens, 7. sindssyge, 8. spedalskhed og vitiligo, 9. langvarigt fængselsophold, 10. gensidigt had og fjendskab eller en ekstrem uoverensstemmelse mellem begges temperament og karakter.
Men de religiøse ledere i Vesten anerkender ikke denne lov. De har centreret deres tro om den romerske kirkes fiqh, hvori det endeligt er fastslået, at ægteskabets bånd ikke kan opløses af noget som helst andet end døden. Efter denne fatwa er det ikke blot udelukket, at de bruger deres fornuft; det er endda forbudt for dem at overveje fiqh fra en anden retning inden for deres egen religion. I 1912 modsatte biskop Gore (Bishop Gore) sig over for den kongelige kommission, at man på visse områder antog lov fra den østlige kirkes fiqh, alene med den begrundelse, at den britiske kirke fulgte den romerske kirkes fiqh. På Lambeth-konferencen (Lambeth Conference) i 1930 blev følgende beslutning truffet i klare vendinger: »Vi kan ikke vie en mand eller en kvinde, hvis tidligere ægtefælle stadig er i live.« Den seneste ændring, som en konference for Englands religiøse ledere (Joint Committee of Convocation) nåede til enighed om i 1935, lød: »Hvis en af parterne før ægteskabet er ramt af en modbydelig sygdom, eller hvis kvinden er gravid og skjuler dette for manden på tidspunktet for ægteskabet, kan ægteskabet erklæres ugyldigt.« Det betyder, at hvis en sådan situation opstår efter ægteskabet, har hustruen ingen religiøs udvej, og manden har heller ingen vej til frigørelse.
Dette var altså de religiøse gruppers situation, hvor den ene store lærde og fiqh-jurist efter den anden var blevet født gennem århundreder. Men den fejl, deres religiøse ledere begik i den tidlige periode, da de ikke forstod betydningen og den juridiske status af et udsagn fra Messias, fred være med ham, havde sat sig så dybt i deres sind, at tidens gang, ændrede forhold, fremskridt og udvikling inden for viden og intellekt, studiet af menneskets natur og væsen, århundreders erfaring og praksis, selve fornuftens og samvittighedens afgørelse samt eksempler fra retssystemet – kort sagt, heller ikke alle disse ting tilsammen kunne befri dem fra denne påvirkning. Selv efter tusind år var de bedste hjerner i den romerske kirke ikke i stand til at skabe balance i deres lov eller bygge den på et korrekt grundlag for retfærdighed og rimelighed.
Lad os nu rette blikket mod bidragene fra moderne lovgivere med klare forestillinger samt omfattende viden og erfaring, som efter at have frigjort sig fra de religiøse loves bånd har udarbejdet ægteskabslovgivning for deres egne nationer ved hjælp af deres egen viden og fornuft.
Indtil den franske revolution var den romerske kirkes religiøse lov gældende i de fleste europæiske lande, og sammen med andre love af samme slags havde den bragt de vestlige folks samfund og karakter ned i et dybt fordærv. Da en tid med fri kritik og tænkning begyndte under revolutionstiden, var den franske nation den første til at indse manglerne og ufuldkommenhederne i sine egne love. Da de så, at præstestanden på ingen måde var rede til at ændre denne lov, kastede de helt religionens åg af deres skuldre (1792). Derefter bredte den samme vind sig til andre lande. Efterhånden forkastede også Storbritannien, Tyskland, Østrig, Belgien, Holland, Sverige, Danmark, Schweiz og flere andre lande den religiøse lov og udformede hver især særskilte love for deres folk om ægteskab og skilsmisse. Ud over lovlig separation og annullering af ægteskab blev der også indført mulighed for skilsmisse.
At en stor del af de kristne nationer således frigjorde sig fra deres religiøse loves bånd, var resultatet af de kristne præsters snæversyn, uvidenhed og fanatisme. Under påskud af deres fanatisme satte de alle kræfter ind på med religionen som eneste begrundelse med magt at påtvinge folket en uvirksom, naturstridig og yderst skadelig lov. Denne lov var ikke skabt af Allah, men var kun udformet på grundlag af nogle få personers ijtihad. De kristne præster fastslog imidlertid, at den var hellig og uforanderlig som en lov givet af Allah. De nægtede fuldstændigt at se og forstå dens åbenlyse vildfarelser, skadelighed og fornuftstridige bestemmelser, alene fordi de frygtede, at troen måske ville gå tabt, hvis man nogetsteds accepterede muligheden for, at en retsregel opfundet af Sankt Paulus eller en eller anden gammel præst kunne være forkert! De modsatte sig endda at søge hjælp hos andre fiqh-retninger inden for deres egen religion. Det var ikke på grundlag af, at den vestlige kirkes love var bedre end den østlige kirkes, at de gjorde modstand; de gjorde kun modstand af denne grund: »Vi følger den vestlige kirke«! De religiøse lederes fremgangsmåde efterlod således de vestlige nationer ingen anden mulighed end at frigøre sig fra sådanne loves bånd og kaste dem bort. For selv efter at deres skadelighed og vildfarelse var blevet tydelig, blev lovene ikke anset for at kunne reformeres.
Hvor meget skyld kan man overhovedet lægge på én enkelt ægteskabslov? Det var i virkeligheden denne præstelige mentalitet, der ved gentagne skub førte Europas, ja hele Vestens, nationale væsen mod religiøs afstandtagen, religionsløshed, frafald og ateisme.
Efter at de vestlige lande havde frigjort sig fra de religiøse loves bånd, har tusinder og hundredtusinder af begavelser i løbet af de sidste halvfjerds-otteogfirs år viet deres ypperste evner til at udforme den ægteskabslovgivning, der blev vedtaget dér, og de har løbende ændret og revideret den i lyset af erfaringerne. Alligevel har de aldrig formået at skabe den balance og retfærdighed i deres lovgivning, som findes i den lov, der blev fremlagt af en analfabetisk profet fra Arabien, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Ikke blot det: Selv efter at have frigjort sig fra de religiøse loves bånd har de endnu ikke kunnet rense deres sind og tanker for de forestillinger, de har arvet fra grundlæggerne af den romerske kirke.
Tag for eksempel Englands lov. Indtil før 1857 blev kun utroskab og mishandlende adfærd dér betragtet som de to grunde, på basis af hvilke en skilsmisse kunne bevilges juridisk. Når skilsmissen var gennemført, blev både manden og hustruen frigivet til at gifte sig et andet sted. Men dér var dette stadig forbudt. Ved loven fra 1857 blev ila (Desertion) føjet til de to nævnte grunde som endnu en gyldig grund til separation. Betingelsen var dog, at manden og hustruen skulle have levet adskilt fra hinanden i to år eller længere. Desuden blev skilsmisse (endelig frigørelse fra ægteskabets bånd) gjort lovlig ved denne lov. Betingelsen var imidlertid, at manden skulle henvende sig til domstolen; han måtte ikke selv give skilsmisse direkte. Tilsvarende blev det gjort obligatorisk for hustruen, at hvis hun ønskede skilsmisse, kunne hun ikke kræve den af sin mand på familiært plan, men under alle omstændigheder også måtte henvende sig til domstolen.
Herefter blev der også kun fastsat én måde, hvorpå domstolen kunne afsige en skilsmissedekret (Decree). Hvis manden ønskede skilsmisse, skulle han bevise, at »hustruen havde begået utroskab«. Hvis hustruen ønskede skilsmisse, skulle hun ikke blot bevise, at »manden havde begået utroskab«, men også bevise, at han havde behandlet hende umenneskeligt eller mishandlet hende. På denne måde blev mænd og kvinder tilsyneladende tvunget til, hvis de af en hvilken som helst grund ønskede at forlade hinanden, absolut at beskylde den anden for utroskab og fremlægge beviset i en åben retssal, hvorved et medlem af samfundets liv for altid blev mærket af vanære.
Denne lov åbnede således døren for at rejse falske anklager om zina. Domstolene blev forvandlet til et vaskeri, hvor alle samfundets ildelugtende klæder kunne renses. Desuden blev offentliggørelsen af skilsmissesager fra domstolene nærmest til en måde at udbrede skamløs umoral på. Derudover lærte denne lov ægtemændene at blive dayyūth (*******) [‘dayyūth’– utro hustrus ægtemand, utroskabens formidler; der mand hemmelige kærligheds mandlige–kvindelige møde arrangerer Oversætteren। Oversætterens।]og gav dem dermed også oplæring i at blive det. For ifølge denne lov fik ægtemændene ret til, hvis de ønskede det, at kræve erstatning af deres hustruers elskere – erstatning, altså som betaling for at sælge hustruens kyskhed! Den økonomiske værdi af det ulovlige samleje – tjent ved at stille sin egen hustru til rådighed for en anden mands seksuelle tilfredsstillelse.
Ved loven af 1886 blev domstolene bemyndiget til, hvis de ønskede det, samtidig med at ægteskabet blev opløst at pålægge den skyldige ægtemand byrden med at forsørge den fraskilte hustru. I loven af 1907 blev kravet om, at ægtemanden skulle være skyldig, fjernet, og domstolene fik fuld ret til at pålægge den ægtemand, der havde skilt sig, ansvaret for at forsørge den fraskilte hustru, når domstolen fandt det passende. Dette er åbenlys partiskhed til fordel for kvinderne. Her ses tydeligvis en ubalance. Når der ikke længere består noget forhold mellem en mand og en kvinde, er det ikke engang fornuftigt blot på grundlag af et tidligere forhold at sikre, at en anden kvinde bliver forsørget af en anden mand, og det kan heller ikke siges at være baseret på retfærdighed. For manden modtager intet til gengæld fra hende.
Loven af 1895 fastslog, at hvis hustruen forlod sit hjem på grund af ægtemandens overgreb og mishandling og boede adskilt fra ham, skulle domstolen forhindre ægtemanden i at opsøge hende, sørge for hendes underhold gennem ham og tilkende hende retten til at beholde børnene hos sig. Loven fastslog endvidere, at hvis hustruen begik utugt på grund af sin ægtemands dårlige behandling eller hans uvilje og forsømmelse, skulle hans krav om skilsmisse fra hende ikke kunne antages.
Tænk lidt over, hvad dette betyder. Hustruen forlader ham, efter at hun har bevist, at ægtemanden mishandler hende. Ægtemanden får ikke engang lov til at komme i nærheden af hende, men underholdsbidraget bliver opkrævet hos ham, mens hun nyder livets glæder sammen med sine elskere! Og hvis ægtemanden ønsker at befri sig selv fra en sådan hustrus greb, er det heller ikke muligt. Dette er den ægteskabslov, som Englands ypperste hjerner udarbejdede efter halvtreds års utrætteligt arbejde i slutningen af det nittende århundrede!
I 1910 blev der nedsat en kongelig kommission til at gennemgå spørgsmål vedrørende skilsmisse og ægteskab. Efter tre års langvarigt arbejde fremlagde denne kommission sin rapport i slutningen af 1912. Nogle af de anbefalinger, der blev fremsat i rapporten, var følgende:
1. Mænd og kvinder skal stilles helt lige med hensyn til skilsmissegrundene, og på grundlag af de årsager, der giver en mand ret til at få en skilsmissedom, skal en kvinde tilsvarende tilkendes ret til at opnå skilsmisse. Hvis ægtemanden for eksempel blot én gang begår utugt, skal hustruen kunne opnå skilsmisse fra ham.
2. Det blev foreslået, at følgende årsager også skulle føjes til de ovenfor nævnte skilsmissegrunde:
a. at blive holdt adskilt i tre sammenhængende år, b. mishandling, c. en uhelbredelig sygdom, d. sindssyge – at fem år er forløbet i denne tilstand, e. så alvorlig afhængighed, at der ikke er håb om at slippe den [vestlig terminologi ‘betyder’afhængighed ikke vanemæssigt alkoholindtag men, derimod overdrevent alkoholindtag og slagsmål, skænderier, råben, larm–og uro samt skældsord–bruge at samt i fuldt dagslys meningsløst vrøvl, obskøne ord bruge samt at opføre sig som en sindssyg person.। –forfatteren.।] og f. fængsel, der er idømt som benådning af dødsstraffen.
3. På grund af stofmisbrug skal manden og hustruen separeres i tre år. Hvis denne dårlige vane ikke ophører inden for denne periode, har den skadelidte part ret til at få en skilsmissedekret.
4. Hvis en af parterne før ægteskabet har været sindssyg eller har haft en afskyelig sygdom, og dette er blevet holdt skjult for den anden part, eller hvis kvinden har været gravid og har skjult sin graviditet, skal dette anses for at være en gyldig grund til at annullere ægteskabet.
5. Under behandlingen af en skilsmissesag må en rapport om skilsmissen ikke offentliggøres, og efterfølgende må kun den del af sagens retsreferat offentliggøres, som retten giver tilladelse til at offentliggøre.
Af disse forslag var det første det mest urimelige, og kun dette blev vedtaget og offentliggjort i henhold til Matrimaonial Cases Act fra 1923. Ingen af de øvrige forslag er til dato blevet indarbejdet i lovgivningen. Det skyldtes, at ærkebiskoppen af Canterbury (Archbishop of Canterbury) og andre indflydelsesrige personer ikke kunne tilslutte sig dem.
Heraf kan man bedømme omfanget af de største engelske juristers viden: De er ude af stand til selv at forstå den juridiske og naturlige forskel mellem mænds og kvinders utroskab. Som følge af deres vedtagelse af denne fejlagtige lov er der fra hustruernes side blevet rejst så mange krav om skilsmisse fra deres mænd, at de engelske domstole er blevet bragt i uro, og i 1928 måtte Lord Merrivalle (Lord Merrivalle) rette sin opmærksomhed mod at standse det.
I de stater på det europæiske kontinent, hvor den romerske kirke har stor indflydelse, anses det ægteskabelige forhold endnu ikke for noget, der kan opløses. Under visse omstændigheder kan der dog ske en juridisk separation. Derefter kan manden og hustruen hverken genforenes eller frit indgå et nyt ægteskab. Irlands og Italiens ægteskabslovgivning er baseret på dette princip.
Frankrigs ægteskabslovgivning har gennemgået mange op- og nedture. Efter den franske revolution blev skilsmisse gjort meget let. Der blev indført flere begrænsninger i Napoleons Code (Code Nepolian). I 1816 blev skilsmisse endeligt forbudt. I 1884 blev den igen erklæret lovlig. Derefter blev der i 1886, 1907 og 1924 vedtaget forskellige love herom. På denne baggrund blev følgende grunde fastlagt for skilsmisse:
At en af ægtefællerne har begået utroskab, grusom behandling, at en af ægtefællerne har udvist en sådan adfærd, at den anden ægtefælles ære er blevet krænket, nægtelse af at opfylde de ægteskabelige rettigheder, en dårlig vane med at drikke alkohol samt at være blevet idømt en straf af en domstol, som er yderst vanærende.
Desuden er der efter at have opnået skilsmissedekretet fra retten fastsat en iddah på tre hundrede dage for hustruen. Dette er blot en mangelfuld efterligning af islamisk ret.[Iddah overholdelsens primære formål er– efter at være blevet frigjort fra én mands ægteskabs bånd og før hun indgår i en anden mands ægteskabs bånd, om kvinden er gravid eller ej, for at fastslå.। For at opnå dette formål har islam fuldstændig valgt en naturlig fremgangsmåde. Den består। nemlig i,, at tre menstruations perioder ((hayez)) er forløbet, hvorefter man om dette kan blive sikker på.। Men hvis kvinden er gravid, så forlænges barnets fødsel indtil hendes iddah forlænges dertil –– selv hvis skilsmissen sker ti dage før barnet fødes, uanset hvornår.। Derimod findes der intet naturligt grundlag for at overholde iddah i tre hundrede dage eller i ti måneder. Der findes।–ingen naturlig grund. Forfatteren।]
Skilsmissebestemmelserne i Europas øvrige stater er indbyrdes meget forskellige, men de er alle ens, hvad angår deres ufuldstændighed og mangel på balance.
I Østrig, Belgien, Schweiz og Norge kan ægtefæller kun opnå en skilsmissedekret på grundlag af gensidigt samtykke. Dette minder i nogen grad om islams khulʿ-ordning, men er ikke desto mindre blot en mangelfuld efterligning.
I Tyskland er det ikke tilstrækkeligt til skilsmisse, at den ene ægtefælle forlader den anden og lever uden forbindelse med vedkommende, medmindre denne tilstand varer uafbrudt i ét år. Denne lov er et uklart afspejling af islams īlā-ordning. I Schweiz er der fastsat en periode på tre år i sådanne tilfælde, og i Holland (Nederlandene) en periode på fem år. Andre landes lovgivning tier om dette spørgsmål.
Når en ægtemand er forsvundet, skal hustruen ifølge svensk lov vente i op til seks år og i Holland i ti år. Andre landes lovgivning tier om dette spørgsmål.
Når det gælder sindssyge, giver lovene i Tyskland, Sverige og Schweiz en frist på tre år. De øvrige lande har ikke truffet nogen bestemmelse vedrørende sindssyge.
I Belgien skal en fraskilt hustru overholde en ʿiddah på ti måneder. Bortset fra Frankrig og Belgien er der i intet andet land fastsat en ʿiddah for en kvindes andet ægteskab.
I Østrig er det tilstrækkeligt til at kræve skilsmisse, at den ene ægtefælle idømmes fængsel i fem år eller mere. I Belgien giver selve det at blive idømt straf en ægtemand eller hustru ret til at opnå et skilsmissedekret mod sin ægtefælle. I Sverige og Holland er livsvarigt fængsel en betingelse herfor.
Dette er lovene i netop de nationer, som anses for at være de mest udviklede i verden. Ved et grundigt blik på dem bliver det klart, at ingen af dem har formået at udarbejde en fuldstændig og afbalanceret lov. I modsætning hertil må enhver, der betragter den islamiske lov med et retfærdigt blik, erkende, at hvad angår balancen mellem retfærdighed og rimelighed, hensynet til menneskets natur, udryddelsen af fordærv, beskyttelsen af karakter og moral, hensynet til samfundets velfærd samt den fuldstændige behandling af alle problemer og forhold i ægteskabeligt liv, har den islamiske lov nået en sådan grad af fuldkommenhed, at Vesten ikke blot hver for sig, men heller ikke samlet, har kunnet nå en tiendedel heraf. Og dog blev disse love udformet i det nittende århundredes såkaldte „oplysningstid“, efter at tusindvis af præster og intellektuelle i Vesten i næsten et århundrede havde gennemført undersøgelser, overvejelser, eksperimenter, forskning og opnået juridisk erfaring. Da den islamiske lov blev udformet for tretten århundreder siden, søgte en analfabet fra de arabiske beduiner ikke råd hos noget parlament eller nogen ekspertkomité.
Selv efter at have iagttaget en så tydelig og enorm forskel, hvis nogen siger, at islams lov ikke er en forskrift fra Allah, men en lov skabt af mennesker, vil vi sige: En sådan person burde selv have gjort krav på guddommelighed. Men hvilket tydeligere bevis på hans sandfærdighed kunne der findes end, at han ikke selv tog æren for noget overmenneskeligt bidrag, men klart sagde: “Jeg kan ikke fremlægge noget fra mit eget sind; jeg videregiver blot til jer det, som Allah Ta’ala lærer mig.”
Hvis mennesket på trods af en så tydelig og enorm forskel derefter fornægter behovet for Skaberens vejledning i alle forhold i sit liv og gør krav på selv at være sin egen vejleder og lovgiver, hvad kan denne stædighed så kaldes ud over tåbelighed? Hvem kunne være større en tåbe end den, for hvem en uselvisk og velvillig vejleder altid står klar til at vise den enkle og lige vej? Men han siger: “Jeg finder selv vejen.” Og mens han leder, bliver han unødigt ved med at fare rundt på forskellige veje.
— Afslutning —