Fornuftens afgørelse

I de store byer ser vi, at hundredvis af fabrikker drives ved hjælp af elektrisk energi. Tog og sporvogne farer af sted med høj fart. Om aftenen tændes tusindvis af elektriske lamper, og om sommeren kører der elektriske ventilatorer i næsten alle hjem. Men ligesom disse ting ikke vækker nogen forundring i os, skaber de heller ikke nogen uenighed mellem os om den egentlige årsag til, at de er lysende og bevæger sig så hurtigt. Hvad er grunden til det?………

Den eneste grund er, at vi med egne øjne kan se de elektriske ledninger, som lamperne er forbundet med. Vi er heller ikke uvidende om, hvor det kraftværk befinder sig, som disse ledninger er tilsluttet. Eksistensen af de mennesker, der arbejder på kraftværket, og deres tilstedeværelse ligger også inden for vores viden. Den ingeniør, som har myndighed over og kontrol med medarbejderne, er heller ikke ukendt for os. Vi ved også, at denne ingeniør er fuldt fortrolig med metoderne til fremstilling af elektricitet. Han har enorme maskiner til rådighed, og ved at sætte disse maskiner i gang producerer han elektrisk energi. Vi ser i praksis denne elektriske energis eksistens i lyset fra de elektriske lamper, ventilatorernes rotation, togene og sporvognenes hurtige bevægelse samt i hjulenes og fabrikkernes drift. Derfor opstår der ingen uenighed mellem os om den elektriske energis virkninger og deres årsager, når vi direkte ser de ydre tegn på dem; den eneste grund er, at hele denne årsagskæde er tilgængelig for vores sanser og direkte synlig for os. Forestil jer nu, at disse elektriske lamper blev tændt, ventilatorerne drejede rundt, togene og sporvognene kørte hurtigt, og hjulene og de enorme maskiner var i bevægelse. Men hvis de ledninger, gennem hvilke den elektriske energi når frem, var skjult for vores blik, hvis kraftværket også lå uden for vores sansemæssige rækkevidde, hvis vi intet vidste om kraftværkets medarbejdere, og hvis vi heller ikke vidste, hvilken ingeniør der ved hjælp af sin viden og kraft drev dette anlæg — ville vi så kunne sidde roligt hen på samme måde? Ville vi ikke, når vi så denne ydre virksomhed, være uenige om den elektriske energis egentlige årsag? Alle vil svare, at det ikke ville være muligt for os at undgå uenighed. Men hvorfor? Fordi det er helt naturligt, at når årsagen til de ydre virkninger er skjult, usynlig og ukendt, opstår der i vores sind en foruroligende undren; vi bliver ivrige og rastløse efter at afsløre dette ukendte mysterium, og der opstår forskelle i vores forestillinger, antagelser og meninger om mysteriet.

Efter at have antaget dette, så overvej nogle flere ting. Forestil jer, at det, der netop er blevet antaget ovenfor, faktisk eksisterer i den virkelige verden. Tusinder og hundredtusinder af elektriske lamper brænder, hundredtusinder af ventilatorer drejer dag og nat, utallige køretøjer suser hurtigt af sted, og hundredtusinder af fabrikker arbejder uafbrudt. Men vi har ingen mulighed for at vide, hvilken kraft der virker i dem, eller hvor denne kraft kommer fra, og når folk ser disse handlinger og ydre tegn, bliver de forbløffede og lamslåede. Enhver lader sin forstands heste løbe på jagt efter årsagen. Nogle siger: Alt dette er af sig selv strålende oplyst og bevæger sig ved sin egen kraft. Uden for deres egen eksistens findes der ingen kraft, som kan give dem lys eller bevægelse. Andre siger: Det er sammensætningen og organiseringen af de stoffer, som disse ting er skabt af, der har frembragt lys og bevægelse i dem. Ifølge andre findes der uden for denne materielle verden nogle guder, hvoraf den ene tænder de elektriske lamper, en anden driver sporvognene og togene, og en tredje får ventilatorerne til at rotere og hjulene i fabrikkerne og maskinerne til at bevæge sig. Mange er også blevet trætte af at tænke over dette og er til sidst begyndt klagende at sige, at vores forstand ikke kan nå frem til sandheder, der er indhyllet i fine og dybe mysterier. Vi kan kun vide så meget, som vi selv kan se med vores øjne og erfare. Vi kan ikke forstå noget ud over det. Og hvad der ikke er forståeligt for os, kan vi hverken anerkende som sandt eller afvise som falsk.

Disse mennesker kæmper og skændes ganske vist indbyrdes, men ingen af dem besidder andet end formodninger og antagelser til støtte for sin egen tanke og mening og til imødegåelse af andres tanker og meninger; ingen af dem har nogen bestemt og hævet over enhver tvivl viden.

Mens denne meningsstrid og uenighed står på, kommer en person og siger: »Jeg har adgang til en kilde til sikker viden, som ingen af jer har. Jeg har erfaret, at alle disse elektriske lamper, elektriske ventilatorer, køretøjer, fabrikker og maskinhjul er forbundet med en række skjulte, fine ledninger, som ingen af jer kan se eller føle. Fra et enormt kraftværk overføres energi til disse ledninger, og derfor viser den sig for jer i form af lys og bevægelse. På dette kraftværk er der installeret store maskiner, som drives af utallige mennesker. Disse mennesker arbejder igen under en ingeniørs ledelse, og det er denne ingeniørs viden og kraft, der har oprettet hele systemet; alt dette arbejde udføres under hans ledelse og kontrol.«

Denne person fremsætter sit ovennævnte krav med fuld overbevisning. Folk kalder ham en løgner. Alle grupper går i samlet flok imod ham. De kalder ham sindssyg, slår ham, mishandler ham, påfører ham lidelser og driver ham ud af huset. Men trods al denne umenneskelige og fysiske forfølgelse står han fast ved sit krav. Ingen form for trusler eller fristelser får ham til at ændre eller korrigere så meget som en smule af sit grundlæggende udsagn. Selv under enhver fare viser hans krav ingen svaghed. Tværtimod beviser hvert eneste af hans udsagn, at han har en fast overbevisning om sandheden i det, han siger.

Derefter kommer endnu en person til og fremsætter nøjagtig den samme påstand med tilsvarende krav. Så kommer en tredje, en fjerde og en femte person, som også fremsætter deres påstand ved at sige det samme som deres forgængere. Derefter bliver sådanne menneskers ankomst stadig hyppigere. Til sidst overstiger deres antal endog hundredtusinder, og alle disse mennesker fremsætter den samme slags udsagn med sådanne krav. Trods forskelle i tid, sted og omstændigheder er der ingen forskel i deres grundlæggende budskab. Alle siger: »Vi råder over en særlig kilde til viden, som ingen andre har.« Alle disse mennesker bliver på samme måde kaldt gale. De udsættes for alle former for forfølgelse og undertrykkelse. Man forsøger på alle måder at trænge dem op i en krog og gøre dem hjælpeløse. Alle mulige midler tages i brug for at få dem til at opgive deres ord og krav. Men de står alle urokkeligt fast på deres ord. Ingen magt i verden kan flytte dem så meget som en tomme. Til denne beslutsomhed, fasthed og standhaftige oprigtighed føjes adskillige særlige egenskaber og karaktertræk. Ikke én af dem er løgner, tyv, troløs, moralsk fordærvet, undertrykker eller en, der lever af det forbudte. Selv deres fjender og modstandere er tvunget til at indrømme, at disse menneskers karakter er yderst ren, deres sindelag meget rent og dydigt. Hvad angår moralsk skønhed og karakteregenskaber, står de højere end andre mennesker og indtager en fremtrædende position. Desuden findes der ikke det mindste tegn på galskab hos dem. Tværtimod fremsætter de højtstående læresætninger om karakterens forbedring, hjertets renselse og forbedringen af de verdslige forhold, og de udarbejder så ophøjede love, regler og principper, at selv store lærde og tænkere må bruge et helt liv på blot at forstå deres finhed, for slet ikke at tale om at udforme tilsvarende love.

På den ene side står mennesker med forskellige tanker og opfattelser, som anser disse menneskers ord for løgn og benægter deres sandhed, og på den anden side står disse kravstillere, som alle er enige. Begge parters sag forelægges den sunde og korrekte fornufts domstol med henblik på afgørelse. Fornuftens pligt som dommer er først at forstå og undersøge sin egen position grundigt. Den skal forstå de to parters positioner sammenlignende og, efter at have sammenlignet, undersøgt og prøvet dem begge, træffe den endelige afgørelse om, hvis ord der kan accepteres.

Dommerens samvittighed befinder sig i den situation, at den ikke råder over nogen kilde, hvorfra den kan få korrekt viden om den virkelige sag. Den har ingen viden om den egentlige, dybeste sandhed (Den ultimative virkelighed). Foran den foreligger kun de to parters beskrivelser og udsagn, argumenter og beviser samt deres egne forhold og ydre tegn og kendetegn. Den må undersøge dette med en dyb sandhedssøgers blik og afgøre, hvem der sandsynligvis er nærmest sandheden. Men selv ud fra dette synspunkt kan den ikke afsige nogen endelig dom om, hvem der sandsynligvis er nærmest sandheden. For på grundlag af de teorier og oplysninger, den råder over, er det også yderst vanskeligt for den at sige, hvad den virkelige sag er. Højst kan den give den ene af de to parter forrang. Men det er ikke muligt for den med fuld sikkerhed og fast overbevisning at erklære nogen for sandfærdig eller kalde nogen for løgner.

Situationen hos dem, der benægter sandheden i det nævnte udsagn og krav, er som følger: For det første: Deres opfattelser af den egentlige, dybeste sandhed er forskellige. På næsten ethvert område har man blandt dem kunnet konstatere uenighed.

For det andet: De siger selv, at de ikke råder over nogen særlig kilde til viden, hvorfra de kan kende den virkelige sandhed. Nogle grupper blandt dem hævder kun, at deres formodninger og gæt er vigtigere end andre menneskers formodninger og gæt; derudover gør de ikke krav på noget som helst. Men alle indrømmer enstemmigt, at deres forestillinger og formodninger ikke er andet end netop forestillinger og formodninger.

For det tredje: Deres tro, tillid og overbevisning om deres forestillinger og formodninger har ikke nået urokkelig fasthed, og der findes også mange eksempler på, at de har ændret mening. Det er ofte sket, at en person i lang tid med fuld overbevisning har holdt fast i og udbredt en bestemt opfattelse, men allerede den næste dag er begyndt at modsige sin gamle opfattelse og udbrede en ny. At deres opfattelser ofte ændrer sig i takt med alderens, fornuftens og erfaringens udvikling, er en bevist kendsgerning.

For det fjerde: De, der benægter ovenstående udsagn, har kun dette ene argument for deres benægtelse: De har ikke fremlagt noget klart og uigendriveligt bevis til støtte for sandheden i deres egne ord. De har ikke vist dem den skjulte »ledning«, som disse lamper, ventilatorer og lignende efter deres påstand er forbundet med. De har heller ikke fået elektricitetens eksistens påvist gennem praktisk erfaring og direkte iagttagelse. De har ikke arrangeret et besøg på kraftværket og har heller ikke vist dets maskiner, anlæg og udstyr. De har ikke mødt de ansatte dér og har heller aldrig ladet dem møde ingeniøren. Hvordan kan vi under sådanne omstændigheder acceptere eksistensen og sandheden af disse ting?

Situationen hos dem, der fremsætter det nævnte krav, er som følger:

For det første: Alle, der har fremsat denne påstand, er fuldstændig enige. De er fuldt ud enige om alle de dybeste betydninger og aspekter, der ligger i hovedpåstanden.

For det andet: Deres enstemmige og forenede påstand er, at de råder over en kilde til sand viden, som ikke er tilgængelig for almindelige mennesker.

For det tredje: Ingen af dem har sagt, at de kun fremsætter dette på grundlag af antagelser og formodninger. Alle siger de med fuld enighed, at de har et særligt forhold til ingeniøren, at hans medarbejdere kommer til dem, og at de har fået mulighed for at besøge hans fabrik. Alt, hvad de siger, siger de med sikker viden og fast overbevisning, ikke på grundlag af antagelser og formodninger. For det fjerde: Der kan ikke fremvises et eneste eksempel på, at nogen af dem har ændret så meget som en smule i sine ord eller sin påstand. Hver eneste af dem har fra livets begyndelse til sit sidste åndedrag sagt det samme.

For det femte: Deres karakter er ren i højeste grad. Der findes ikke det mindste spor af løgn, bedrag, svig eller uærlighed i deres karakter. I hele deres liv har de været sandfærdige og oprigtige, og der er ingen fornuftig grund til at antage, at de alle skulle have løjet om denne sag.

For det sjette: Der kan ikke fremvises noget bevis for, at de ved at fremsætte denne påstand ønskede at opnå en personlig fordel. Tværtimod findes der et uigendriveligt bevis på, at de fleste af dem på grund af denne påstand led umenneskelige lidelser og forfølgelser og blev udsat for alvorlige farer og ulykker. Derfor måtte de udholde fysiske lidelser, blev fængslet, såret og slået samt forvist og udvist fra deres lande. Mange blev også dræbt. Nogle blev endda savet i to. Bortset fra nogle få var ingen i stand til at leve et velstående og lykkeligt liv. Derfor kan man ikke beskylde dem for, at der lå en personlig interesse bag dette arbejde. Tværtimod beviser deres urokkelige fastholden ved deres ord og påstand under sådanne ugunstige forhold uden tvivl, at de havde den allerstørste tro og tillid til, at deres påstand var sand. Det var en så stærk tro og tillid, at ingen af dem var rede til at trække sin påstand tilbage, ikke engang for at redde sit eget liv.

For det syvende: Der findes heller intet bevis for, at de var vanvittige og blottet for fornuft. I hele deres liv viste de sig alle at være yderst intelligente og besidde en sund dømmekraft. Selv deres modstandere blev ofte tvunget til at bøje sig for deres viden og forstand. Hvordan kan man under disse omstændigheder tro, at de var vanvittige netop i denne særlige sag? Især må man overveje, hvad denne sag egentlig drejede sig om. Den blev et spørgsmål om liv og død for dem. På grund af den kæmpede de i årevis mod verden. Den var selve grundprincippet i deres fornuftsbaserede lære, hvis fornuftighed selv deres modstandere var tvunget til at anerkende.

For det ottende: De sagde heller ikke selv, at de kunne lade os møde ingeniøren på kraftværket eller dets medarbejdere. De sagde heller ikke, at de kunne vise os dets hemmelige fabrik eller bevise rigtigheden af deres påstand gennem praktisk erfaring og observation. De betegner selv alle disse ting som »usete«. De siger: »Sæt jeres tillid og tro til os, og accepter alt, hvad vi siger.«

Efter at have overvejet de to parters troværdighed og begge parters udsagn afsiger fornuftens domstol sin egen kendelse:

Begge parter har ved hjælp af nogle ydre tegn, indicier og iagttagelser søgt at undersøge deres indre årsager og virkemåde, og begge parter har fremlagt deres egne synspunkter. Set udefra synes de to parters synspunkter på én måde at være ens og »af samme slags«. For det første mener ingen af parterne, at deres synspunkt er »umuligt« efter fornuftens vurdering. Det vil sige, at man ud fra fornuftens regler og principper ikke kan sige om et bestemt synspunkt, at det på ingen måde kan være korrekt og sandt. For det andet kan ingen af parterne bevise sandheden og rigtigheden af deres udsagn ved hjælp af praktisk erfaring eller observation. Ligesom tilhængerne af den første part ikke har kunnet fremlægge et videnskabeligt bevis til støtte for deres synspunkt, som ville tvinge enhver til at tro, at det var sandt, har den anden part heller ikke kunnet fremlægge et sådant bevis eller hævdet, at den kunne bevise det. Men efter yderligere overvejelse og forskning bliver nogle forhold tydeligt fremtrædende, og på dette grundlag anses den anden parts »synspunkt« for at fortjene forrang.

For det første: Ingen anden anskuelse er blevet forkyndt og støttet så kraftigt, med så fast en tro og overbevisning, af så stort et antal intelligente, retskafne og sandfærdige mennesker.

For det andet: Mennesker med en sådan karakter har også levet i forskellige tidsperioder og forskellige steder. Sammen har de hævdet, at de alle råder over en usædvanlig kilde til viden, og at de gennem denne kilde har kunnet erkende de indre årsager til de ydre tegn. Alene dette får os til at anerkende sandheden i deres påstand. Det gælder især, fordi der ikke er nogen forskel mellem deres indbyrdes beretninger om den viden og de oplysninger, de har modtaget. Intet af det, de har fremlagt som viden og oplysninger, er intellektuelt umuligt. Der er heller ingen grund til ud fra fornuften at anse det for umuligt, at et menneske kan besidde en særlig form for enestående viden og forstand, som ingen andre besidder.

For det tredje: Selv når man overvejer de ydre tegns beskaffenhed, forekommer det naturligt, at den anden parts synspunkt er korrekt. Elektriske lamper, ventilatorer, køretøjer, fabrikker og så videre kan nemlig ikke af sig selv blive lysende og bevæge sig. Hvis det forholdt sig sådan, ville det at blive lysende og bevæge sig høre under deres egen vilje. At det ikke er tilfældet, er indlysende. På samme måde er deres lys og bevægelse heller ikke et resultat af deres materielle sammensætning. For selv når de ikke bevæger sig eller lyser, er deres materielle sammensætning stadig den samme. Det er også klart, at de ikke er underlagt forskellige kræfter. Når lamperne ikke lyser, står ventilatorerne nemlig også stille, sporvognene standser, og fabrikkerne fungerer ikke; det kan man almindeligvis iagttage. Derfor er alle de forklaringer, som den første part har fremlagt ved analysen af de ydre tegn, uacceptable set i forhold til viden, fornuft og samvittighedens vurdering. Det mest rene og korrekte synes at være, at der virker en kraft i alle disse tegn, og at dens kontrol ligger i hænderne på et »velinformeret, mægtigt og intelligent« væsen, som anvender denne kraft på de forskellige tegn efter en »bestemt ordning«.

Skeptikerne plejer imidlertid at sige, at vi hverken kan antage noget, vi ikke forstår, som sandt eller forkaste det som falsk. Fornuften kan ikke acceptere dette som sandt. For om noget er sandt i virkeligheden, afhænger ikke af, om det er forståeligt for dem, der hører det. Et stort antal pålidelige vidnesbyrd er alene tilstrækkeligt til at anerkende dets virkelighed. Hvis nogle få troværdige og pålidelige mennesker siger til os, at de i et vestligt land har set folk flyve gennem luften siddende i vogne af jern, og at de i London med egne ører har hørt en tale fra Amerika, vil vi blot undersøge, om disse mennesker er løgnere eller spøgefugle. Har de nogen personlig interesse knyttet til at sige sådan? Hvis vi ser, at et stort antal sandfærdige og intelligente mennesker uden nogen meningsforskel og med fuldt ansvar siger dette, vil vi naturligvis acceptere det med fuld overbevisning. Selv om vi ikke kan forstå, at vogne af jern flyver gennem luften, eller at lyden fra ét land uden nogen form for materielt medium kan høres i et andet land flere tusinde kilometer borte, vil vi tro på det.

Dette er fornuftens afgørelse i den foreliggende »sag«. Men den sande tro og overbevisning i hjertet, som i islamisk terminologi kaldes iman, kan ikke opnås gennem en sådan afgørelse. Til det kræves en oprigtig og hengiven følelse; man må engagere sig helhjertet. Derfor må en stemme rejse sig fra hjertets inderste dyb, fra dets dybeste kerne, en stemme, som for altid bringer enhver tilstand af løgn, usikkerhed, tvivl og tøven til ophør. Den skal klart erklære, at menneskers antagelser, formodninger, tanker og forestillinger er fejlagtige og ugyldige. Det, som de sandfærdige erkender på grundlag af fejlfri viden og et rent indre syn, er sandt; det er korrekt.

Muhammads (s) profetskab vurderet af samvittigheden

Luk for en stund dine fysiske øjne, åbn forestillingens blik, og kast et blik på verdens tilstand for fjorten hundrede år siden! Tænk over, hvilken slags verden det var. Midlerne til udveksling af tanker mellem mennesker var dengang yderst begrænsede. Mulighederne for at etablere forbindelser mellem nationer og lande var meget snævre. Hvor ringe var ikke menneskenes viden. Hvor snævre var ikke deres tanker og mentalitet. På tænkningens område havde overtro og barbari en frygtelig magt. I uvidenhedens mørke var kundskabens lys yderst svagt og dunkelt, og det bredte sig kun med store vanskeligheder ved at fortrænge dette altomsluttende mørke. I datidens verden fandtes der hverken telegrafer, telefoner, radio, jernbaner eller flyvemaskiner. Ingen steder fandtes der trykkerier eller forlag. Der fandtes heller ikke mange uddannelsesinstitutioner, skoler, madrasaer eller kollegier. Der blev ikke udgivet aviser eller tidsskrifter, og bøger blev heller ikke skrevet og udbredt i stort antal. Selv en lærd persons viden i den tidsalder var på mange områder meget ringe sammenlignet med et almindeligt menneskes viden i vor tid. Selv en person fra datidens overklasse var mindre civiliseret end en arbejder i dag. En højtuddannet person på den tid var mere overtroisk end en overtroisk person i vor tid. Det, som i dag er kendt af både små og store, var dengang vanskeligt at lære, selv efter flere års uafbrudt arbejde, anstrengelser, undersøgelser og forskning. Den viden, som i dag er spredt overalt som lys, og som selv ethvert barn lærer, så snart det bliver bevidst, krævede dengang rejser over hundredtusinder af kilometer. Man brugte et helt liv på at søge efter den. Det, som i dag betegnes som overtroiske udsagn og tanker, hørte dengang til den dybe og fine kundskabs område. De handlinger, som i dag anses for uønskede og barbariske, var dengang en del af menneskenes dagligdag. De midler og fremgangsmåder, som menneskers sind i dag afskyr, var ikke blot lovlige efter datidens moral; at der overhovedet kunne findes en modsat fremgangsmåde, var helt utænkeligt. Datidens mennesker var overdrevent tiltrukket af det forunderlige. Hvis noget ikke var overnaturligt, usædvanligt eller ekstraordinært, blev det dengang ikke anerkendt som sandt, stort og helligt. Desuden følte datidens mennesker sig så ringe og fornedrede, at tanken om, at et menneske kunne nå Allah, eller at et væsen, der havde nået Allah, kunne være et menneske, ikke engang lå inden for deres forestillingsevne.

I denne mørklagte tidsalder fandtes der et lille land på jorden, hvor mørket var endnu tættere. Blandt de lande, der efter datidens målestok for civilisation og kultur blev regnet for civiliserede, stod Arabien helt adskilt og isoleret fra dem alle. Rundt omkring fandtes der i Persien, Romerriget og Egypten enkelte tegn på viden, videnskab, civilisation og kultur. Men Arabien var adskilt fra dem af et endeløst hav af sand. Arabiske købmænd rejste i flere måneder gennem denne ørken på kamelryg for at handle i disse lande og vendte derefter hjem med varer, de havde fået i bytte. Men de bragte ikke så meget som et gran af disse landes viden og civilisation med sig hjem. I Arabien fandtes der hverken uddannelsesinstitutioner eller biblioteker. Ligesom folk ikke dyrkede kundskab og lærdom, havde de heller ingen interesse eller nysgerrighed over for videnskab, kunst og håndværk. I hele landet var der ganske vist kun en håndfuld mennesker, som kunne læse og skrive en smule. Men det kan på ingen måde siges at have været tilstrækkeligt til at gøre dem bekendt med datidens viden og videnskab. De havde et højt udviklet og velordnet sprog, og det besad en enestående evne til at udtrykke høje tanker. Det rummede også en forfinet litterær smag og ynde. Men ud fra de rester af deres litteratur, som vi har set, synes det, at deres kundskabers omfang var yderst begrænset. Hvad angår dannelse og civilisation, indtog de en meget lav position. Deres tanker var fyldt med blind overtro. Deres skikke og vaner var barbariske og afskyelige. Deres forestillinger om moral var yderst latterlige.

I arabernes land fandtes der ingen velordnet regeringsform, heller ingen regler eller disciplin. Hver stamme var selvstændig, uindskrænket og selvstyrende. Der blev kun fulgt den »vilde lov«. Når tiden og lejligheden bød sig, dræbte den ene den anden og beslaglagde hans penge og ejendom. At man ikke skulle dræbe en person, blot fordi han ikke stammede fra ens egen stamme, eller at man ikke skulle tage hele hans rigdom, var hinsides arabernes forstand.

Deres forestillinger om moral, dannelse og kultur var yderst primitive, umodne og urene. De kendte ikke det mindste til forskellen mellem rent og urent, smukt og hæsligt, godt og ondt. Deres liv var præget af hæslige skikke og barbari. Utugt, gambling, alkohol, plyndring, drab, blodsudgydelse og andre afskyelige handlinger var dagligdags begivenheder i deres liv. De følte ikke den mindste skam ved at være fuldstændig nøgne foran andre mennesker. Selv kvinderne i dette land gik rundt om Ka’baen uden tøj. De begravede deres egne døtre levende med deres egne hænder, fordi de i deres uvidende tankegang mente, at hvis pigen overlevede, måtte man skaffe sig en »svigersøn«. Efter faderens død giftede de sig endda med deres stedmødre. Selv almindelig anstændighed med hensyn til mad og drikke, påklædning og renlighed kendte de ikke.

Set fra religionens synspunkt var araberne dengang i lige så høj grad delagtige i den uvidenhed og vildfarelse, som verden var opslugt af. Afgudsdyrkelse, dyrkelse af døde menneskers sjæle, stjernedyrkelse – alle de utallige former for tilbedelse, der dengang fandtes i verden bortset fra tilbedelsen og dyrkelsen af den ene Allah – var udbredt i dette land. De havde ingen korrekt viden om fortidens profeter eller om den lære og de idealer, de havde bragt. De vidste ganske vist, at Ibrahim (fred være med ham) og Ismail (fred være med ham) var deres forfædre, men de havde ikke den mindste forestilling om, hvad disse store forfædres religion var, eller hvem de tjente og tilbad. De kendte også fortællingerne om de gamle folk, såsom ‘Ad og Thamud, men i de beretninger, som arabiske historikere har nedskrevet, findes der ikke det mindste spor af profeten Salihs (fred være med ham) og profeten Huds (fred være med ham) lære og idealer. Gennem jøder og kristne var mange oplysninger om profeterne fra Israels slægt nået frem til dem. Men hvad disse oplysninger egentlig bestod i, kan man let forstå ud fra de israelitiske legender, som forskellige koraneksegeter har omtalt. Hvilken slags mennesker disse profeter var, og hvor lav og ringe deres forestilling om profetskab var, kan man forstå blot ved at læse disse beretninger.

Net på dette tidspunkt blev en sådan person født. Allerede i barndommen blev han berøvet den kærlige beskyttelse fra sine forældre og sin bedstefar. Derfor fik han ikke engang de begrænsede muligheder for læsning, skrivning og undervisning, som det var muligt at få i et så tilbagestående land. Da han blev ældre og fik større viden, begyndte han at vogte geder sammen med drengene fra kvarteret. I sin ungdom beskæftigede han sig med handel og forretning. Hans omgang, færden og samvær foregik udelukkende blandt arabere af den førnævnte slags. Han havde ikke den mindste berøring med læsning, skrivning eller uddannelse. For i datidens Arabien fandtes der stort set ingen uddannede mennesker. Ganske vist fik han nogle få gange mulighed for at rejse uden for Arabien, men disse udenlandsrejser var begrænset til Syrien. Hans rejse foregik på samme måde som de arabiske handelskaravaner på den tid. Selv om han under denne rejse hist og her kunne have set enkelte tegn på viden og civilisation og mødt nogle få uddannede mennesker, er det helt klart, at et menneskes karakter ikke kan formes gennem sådanne spredte iagttagelser og kortvarige møder. Ingen kan gennem sådanne møder udvikle en karakter, der er så grundlæggende forskellig fra hele det miljø, han kommer fra. Ingen kan ved en sådan lejlighed tilegne sig så megen lærdom, at en analfabet, ulærd person kan blive »leder« for hele verden og for alle tider, uanset land og tidsalder. Selv hvis han skulle have tilegnet sig en vis form for viden fra mennesker udefra, fandtes der på det tidspunkt ikke engang et egentligt uddannelsesvæsen noget sted i verden. Der fandtes dengang heller ingen forståelse af religion, moral, civilisation eller kultur, ingen steder kunne man finde et forbillede på menneskelig karakter, og han havde ingen mulighed for at tilegne sig noget af alt dette.

Man må ikke blot tænke på Arabien, men tage hele verdens forhold på den tid i betragtning. Den person, der omtales, blev født blandt mennesker, tilbragte sin barndom og ungdom blandt dem, voksede op og trådte ind i voksenlivet sammen med dem, omgikkes og færdedes med dem, og havde daglige økonomiske og arbejdsmæssige forbindelser med dem. Alligevel udviklede han sig fra livets begyndelse helt anderledes end disse mennesker i vaner og karakter. Han løj aldrig, og hele hans folk på den tid vidnede om hans ærlighed og sanddruhed. Selv hans værste fjender kunne ikke rette den mindste anklage mod ham for at have løjet. Han talte aldrig uanstændigt til nogen, og ingen havde hørt ham sige noget uanstændigt eller skælde ud. Han havde et godt forhold til mennesker, men talte aldrig hårdt til nogen og kom aldrig i strid eller konflikt med nogen. I stedet for hårde ord lød der altid venlige ord fra hans mund. Derfor blev enhver, der mødte ham, dybt tiltrukket af ham. Han behandlede aldrig nogen dårligt eller uretfærdigt. Han krænkede eller berøvede aldrig nogen deres ret. Selv efter mange års handel tog han aldrig så meget som en enkelt mønt uretmæssigt fra nogen. Alle, der havde økonomiske eller arbejdsmæssige forbindelser med ham, stolede fuldt ud på hans pålidelighed og redelighed. Hele folket gav ham æresnavnet »al-Amīn«. Selv mennesker fra fjendens side betroede ham deres værdifulde ejendele, og han passede fuldt ud på dem. Mens næsten alle omkring ham var skamløse, var han så blufærdig, at ingen havde set ham nøgen, siden han blev bevidst om sig selv. Omgivet af mennesker uden moral var han alene et menneske med en så ædel karakter og ren natur, at han aldrig deltog i nogen uretmæssig eller ulovlig handling. Han drak ikke alkohol og deltog ikke i hasardspil. Blandt urene mennesker var han så civiliseret, at han hadede og holdt sig fra enhver form for råhed og urenhed. Tværtimod kom renlighed og anstændighed til udtryk i alt, hvad han gjorde. Blandt hårdhjertede mennesker var han yderst barmhjertig og delte alles sorg og nød. Han hjalp forældreløse og enker. Han gjorde aldrig nogen fortræd på nogen måde. Tværtimod bar han tålmodigt enhver form for lidelse for andres skyld. Blandt mennesker på et dyrisk niveau var han urokkeligt fredselskende og blev bedrøvet, når han så sit eget folk være opslugt af strid, konflikt og blodsudgydelse. Han holdt sig meget langt fra stammefejder og stridigheder. Han tog initiativ til at skabe forsoning og fred. Blandt afgudsdyrkere var han et menneske med en sund natur og klar fornuft; han anså intet på himlen eller jorden for værdigt til tilbedelse. Han bøjede ikke hovedet for nogen skabning og var aldrig villig til at spise de ofre, der blev lagt foran afguderne. Hans hjerte var af sig selv rent for afgudsdyrkelsens og skabningstilbedelsens urenhed.

I sådanne omgivelser trådte denne person frem som en lysende lampe i et uigennemtrængeligt mørke eller som en diamant, der funklede blandt bunker af sten.

Efter næsten fyrre års sådan et rent og ubesmittet liv begyndte der pludselig en revolutionerende forandring i hans liv. Han blev skræmt og forfærdet, da han så mørket, der omgav ham fra alle sider. Han ønskede at blive befriet fra det frygtelige hav af uvidenhed, moralsk fordærv, umoral, uorden, afgudsdyrkelse og åndetilbedelse, som omgav ham. Intet i disse omgivelser syntes at passe med hans natur. Han forlod alt, brød med alt og begyndte at opholde sig i en bjerghule langt fra beboede områder. I en fredfyldt og fuldstændig ensom tilværelse tilbragte han flere dage og nætter i træk. I denne tid fastede han og gjorde sin ånd, sit hjerte og sit sind stadig renere og mere fuldkomne. Samtidig fortsatte han med at tænke og granske dybt. Han søgte efter et strålende lys, som kunne gøre ham i stand til at fjerne mørket, der havde lagt sig overalt. Han længtes også efter at tilegne sig en sådan kraft, at han ved dens hjælp kunne knuse denne forfaldne verden og skabe en ny verden.

Pludselig begyndte en vældig forandring i hans tilstand. Han begyndte pludselig at mærke et lys i sit hjerte og sind, noget vidunderligt og helt nyt. Han fik også en kraft, som han aldrig før havde haft. Han forlod bjerghulen og vendte tilbage til beboede områder. Han begyndte at tale til folk: De afguder, som I bøjer jer for, er uden betydning; opgiv dem. Intet menneske, intet træ, ingen sten, ingen ånd og ingen planet er værdig til tilbedelse. Man må ikke bøje sig for nogen. De er heller ikke værdige til det. Ingen af dem kan gøres til genstand for dyrkelse, underkastelse, lydighed eller tjeneste. Jorden, månen, solen, stjernerne, himlen og alt på jorden er skabt af én mægtig Allah. Han er Skaberen af jer og af alle disse ting. Han er den, der giver jer forsørgelse, liv og død. Bøj derfor kun hovedet for Ham.

Tyveri, plyndring, blodsudgydelse, mord, uretfærdighed, undertrykkelse, utugt og hor—alt det, I dag og nat er optaget af, er syndige handlinger. Opgiv dem. Allah bryder sig ikke det mindste om dem. Tal sandt, handl retfærdigt, dræb ingen, og tag ikke andres ejendom. Det, I tager imod, skal I tage imod med ærlighed og retfærdighed. Og det, I giver, skal I give efter retfærdighedens mål. I er alle mennesker, ikke mindreværdige; ingen er født ind i verden med ære gennem sin afstamning. Ære og værdighed fastsættes ikke på grundlag af slægt eller familie. Kun lydighed mod Allah, sandhedstro praksis og renhed er det eneste mål. Den, der frygter Allah, følger sandheden og har en ren karakter, er et højtstående menneske. Den, der ikke er sådan, er intet. Efter døden skal I alle fremstilles for Allah. Enhver af jer skal stå til regnskab over for Allah for sine egne handlinger. Og denne Allah er den, der ser alt og ved alt. I kan ikke skjule noget for Ham. Optegnelsen over jeres livs handlinger vil blive forelagt Ham fuldstændigt, uden nogen form for reduktion, forøgelse eller ændring. Og på grundlag af denne optegnelse vil der blive truffet afgørelse om jeres skæbne. Over for den store Allah, den sande retfærdige dommer, vil ingen form for forbøn have nogen virkning, og der vil ikke være nogen mulighed for at bestikke. Heller ikke nogens slægtsmæssige status vil have nogen værdi den dag. Det eneste, der vil have værdi dér, er tro og gode gerninger. Den, der den dag ejer denne kapital, vil kunne træde ind i Paradiset; men den, der intet af dette ejer, vil mislykkes og blive kastet i Helvede. Det var med dette budskab, at han kom ud af bjerghulen.

Det uvidende folk begyndte at modsætte sig ham. De skældte ham ud og begyndte at tale ondt om ham. De løftede hånden for at slå ham. Ikke blot én eller to dage, men i tretten år i træk blev han udsat for hård vold og forfølgelse. Til sidst blev han fordrevet fra sit hjemland. Og de nøjedes ikke med blot at fordrive ham. Selv dér, hvor han søgte tilflugt efter at være blevet fordrevet fra sit hjemland, fortsatte de med på forskellige måder at plage ham. De ophidsede hele Arabien imod ham. I otte lange år førte de kamp imod ham. Han bar tålmodigt al denne vold og forfølgelse, men afveg ikke det mindste fra sit ideal og sit arbejde.

Men hvorfor blev dette folk hans fjender? Havde han nogen strid med dem om penge eller kvinder? Var der tale om blodsudgydelse eller drab? Havde han krævet noget jordisk af dem? … Nej, intet af dette. Der var én eneste grund til al fjendtligheden: Han havde opfordret dem til at underkaste sig den ene Allah, leve gudfrygtigt og følge retfærdighedens principper. Hvorfor begik han denne »forbrydelse«? Hvorfor prædikede han imod afgudsdyrkelse, afgudsfællesskab og dårlige handlinger? Hvorfor angreb han præsternes og afgudsdyrkernes erhverv? Hvorfor ville han tilintetgøre høvdingenes og ledernes lederskab? Hvorfor ville han knuse de skillemure, der adskilte samfundet? Hvorfor erklærede han slægts- og stammehad for uvidenhed? Hvorfor ville han tilintetgøre den samfundsorden, der havde bestået fra gammel tid? Set fra folkets synspunkt var alle disse ord i virkeligheden i strid med slægtens traditioner og nationens skikke. Derfor bad folket ham om at opgive dette arbejde og truede ham med, at hans liv ellers ville blive bragt i fare.

Så opstår spørgsmålet: Hvorfor udholdt han en sådan forfølgelse? Folket var jo parat til at gøre ham til landets konge. De var rede til at lægge bunker af rigdom ved hans fødder. De stillede kun den betingelse, at han skulle standse udbredelsen af sit ideal. Men han afviste alt dette. For at udbrede sit ideal var han parat til at tåle stenkast og enhver form for uretfærdighed og forfølgelse. Men hvorfor gjorde han det? Hvad var grunden? Lå der nogen personlig interesse for ham i, at folk blev lydige mod Allah, fromme og retskafne? Og var denne interesse vigtigere end den uimodståelige tiltrækning ved kongemagt, lederskab og myndighed, rigdom og bekvemmelighed? Var denne interesse så stor, at et menneske for dens skyld kunne synke ned i hård fysisk lidelse og mental uro og tålmodigt udholde det i hele treogtyve år? Det er virkelig værd at tænke over. Et menneske var ikke rede til at lide dødelige kvaler for sin egen interesses skyld, men for at sikre folkets åndelige velfærd—kan man forestille sig et højere ideal for selvopofrelse, uselviskhed og offer end dette? Samtidig må man tage i betragtning, at netop de mennesker, for hvis velfærd han gjorde alle disse anstrengelser, sårede ham med stenkast, skældte ham ud med uanstændige ord, fordrev og landsforviste ham fra hans fødeby og endog forfulgte ham i et fremmed land. Og trods alt dette ophørte han ikke det mindste med at ønske dem det gode. For det andet: Kan en løgner forfølge noget grundløst og udholde sådanne farer, sorger og ulykker? Kan et menneske, der blot ledes af formodninger og gætterier, stå så urokkeligt fast på grund af nogle ord og for deres skyld udholde farer så store som bjerge? Det er almindeligt kendt, hvilke alvorlige farer der kom over Hazrat Muhammad (SA), hvordan hele landet rejste sig imod ham, og hvordan store hære var rede til at tilintetgøre ham. Men trods dette var han ikke parat til at vige så meget som en smule fra sin stræbens vej. Denne fasthed og sindsligevægt beviser af sig selv, at der i hans hjerte var opstået en grænseløs overbevisning om sandheden i hans ideal. Hvis blot den mindste tvivl var opstået i hans sind om dette, kunne han aldrig have stået fast over for de stadige farer og prøvelser i treogtyve år. Dette er kun én side af den pågældende persons situation. Den anden side af hans situation er endnu mere forbløffende.

Indtil han var fyrre år, var han et almindeligt menneske ligesom de øvrige arabere. I denne periode kendte ingen ham som en stor taler eller som en enestående orator. Ingen havde hørt ham tale med forstand, viden og visdom. Ingen havde set ham tale om teologi, moralfilosofi, jura og statskundskab, økonomi, sociologi eller lignende emner. Ingen havde hørt ham sige så meget som ét ord om Allah, engle, de himmelske skrifter, profeter og sendebud, tidligere tiders forskellige folk, Dommedag, livet efter døden eller Paradiset og Helvede. Han havde ganske vist fra begyndelsen været et meget rent menneske med en fremragende karakter og en fri ånd. Men indtil han var fyrre år, havde man ikke i hans væsen bemærket noget så enestående, at man på dette grundlag kunne nære håb om hans fremtidige liv. Indtil da kendte folk ham kun som en fåmælt, fredselskende og harmløs gentleman. Men da han efter sit fyrretyvende år kom fra bjerghulen med et usædvanligt budskab, viste han sig som et enestående menneske.

Derefter begyndte han at fremsige et forunderligt budskab. Da hele Arabien hørte dette budskab, blev araberne forbløffede og lamslåede. Dets virkning og eftervirkning var så stærk og dybtgående, at selv hans dødsfjender var bange for at høre det. For de vidste, at det ville trænge ind i deres hjerter, blot de hørte det. Hans sproglige skønhed, kompositoriske kunst og kraftfuldhed var enestående og uden sidestykke. Det udgjorde en klar udfordring til hele den arabiske nation samt til de store, anerkendte digtere, forfattere og talere, og det erklærede gentagne gange: »Hvis I ikke tror, at denne Kalam er Allahs ord, men mener, at den er Muhammad (sa)s eget værk, så gå sammen og fremlæg blot én sura, der ligner den.« Men ingen vovede at træde frem for at tage kampen op med denne Kalam. Den arabiske nation havde i sandhed aldrig tidligere hørt en så enestående Kalam.

På dette tidspunkt trådte han pludselig frem som en enestående tænker, en social og moralsk reformator, en dygtig samfundspolitiker, en stærk lovgiver, en dommer på højt niveau og en enestående hærfører. De fornuftige og vidtgående ting, som denne analfabetiske ørkenbeboer sagde, havde ingen tidligere kunnet sige, og ingen ville heller kunne sige dem i fremtiden. Denne ummi begyndte at holde foredrag om de vigtigste og mest komplekse spørgsmål inden for religionslæren. Han begyndte at fremlægge mange uvurderlige og lærde foredrag om menneskehedens opkomst og fald ud fra historien. Han begyndte at gennemgå oldtidens sociale reformatorers virke, kritisere verdens religioner og bilægge konflikter og stridigheder mellem forskellige nationer. Han begyndte at lære menneskene ophøjede moralske idealer, kultur, civilisation og et velordnet samfund. Han begyndte at udforme love om sociale regler, økonomi samt indbyrdes og internationale forhold, og han var i stand til at skabe sådanne love, at selv verdens lærde, kyndige og intelligente mennesker måtte bruge dyb tænkning, forskning og et helt livs erfaring for at forstå deres iboende rationalitet, skønhed og gavnlige virkning. Og jo mere menneskenes viden og erfaring vil vokse, desto mere vil deres iboende rationalitet og skønhed blive afdækket og udfolde sig. Han var en stille, fredselskende købmand, som aldrig i hele sit liv havde ført et sværd. Han havde aldrig modtaget militær undervisning eller træning. I hele sit liv havde han kun været til stede som tilskuer i ét eneste slag. Alligevel blev netop denne mand en uforlignelig krigshelt. Selv i de vanskeligste slag veg han ikke en eneste tomme fra sin bestemte plads. Han var ikke blot en soldat, men blev i enhver henseende en enestående hærfører. På blot ni år erobrede han den arabiske verden. Han blev en hærleder med en så forbløffende skarp intelligens, at den hjemløse arabiske nation under indflydelse af hans organiserede militære tankegang og aktiviteter på blot få år var i stand til at tilintetgøre datidens to store militærmagter.

Han var et yderst tilbagetrukket, uanfægtet og tavst menneske. Indtil han var fyrre år, havde man ikke bemærket nogen politisk tilbøjelighed eller aktivitet hos ham. Pludselig trådte han frem som en så dygtig social reformator og samfundsleder, at han på treogtyve år samlede de spredte, krigeriske, yderst uvidende, korrupte, uciviliserede, antisociale og evigt indbyrdes stridende stammer i en ørken, der strakte sig over tolv lakh kvadratmil, under én religion, én livsorden, én kultur, én stat og civilisation, én lov og ét samlet administrativt system. Til dette enorme arbejde benyttede han sig ikke af nogen hjælp fra den moderne tids jernbaner, telegraf, telefon, radio, fjernsyn eller trykpresse.

Desuden ændrede han grundlæggende hele deres tankegang og ideologi og forvandlede deres moralske karakter. Han forædlede deres uslebne livsførelse og formede den efter ophøjede idealer. Han forvandlede deres barbari til en civiliseret livsform præget af god smag og ændrede deres karakterløshed og umoralskhed til renhed, taqwa og ædel karakter. Deres ubøjelighed og anarki blev forvandlet til en enestående og grænseløs lovlydighed samt lydighed mod lederen. Den arabiske nation havde i lang tid været gold. I flere århundreder var der ikke født nogen bemærkelsesværdig personlighed blandt dette folk. Han formede imidlertid denne nation på en sådan måde, at tusinder af fremragende personligheder derefter trådte frem blandt den, og de spredte sig i alle retninger for at lære verdens samfund din, moral, civilisation, god opførsel samt kultur og dannelse.

Men han gennemførte ikke dette enorme arbejde ved hjælp af zulm og undertrykkelse, tyranni og uretfærdighed, tvang og overgreb eller bedrag og svig; han gennemførte det ved hjælp af en ren og hellig karakter, en betagende høflighed og dannelse samt tanker og undervisning, der greb menneskers sind. Ved sin karakter gjorde han selv sine værste fjender til venner. Med barmhjertighed, velvilje, medfølelse og storsind blødgjorde han menneskers hjerter. Han styrede staten med retfærdighed og upartiskhed. Han afveg ikke det mindste fra sandhed og retskaffenhed. Selv under voldsomme krige bedrog han ingen og brød ikke sine løfter. Han begik aldrig zulm, heller ikke mod sine dødsfjender. Da han havde besejret dem, der tørstede efter hans blod, som havde såret ham med stenkast, fordrevet ham fra landet, ophidset hele den arabiske nation mod ham og endog i hævn for fjendskabet havde tygget leveren på hans onkel, tilgav han dem alle. Han tog aldrig hævn for sin egen skyld. Desuden var han en enestående selvbehersket person og et levende eksempel på uselviskhed. Selv da han var enehersker over hele landet, forblev han lige så fattig som tidligere. Han boede i en hytte af palmeblade og sov på en sivmåtte. Han bar groft tøj. Han spiste som en fattig. Han forblev ofte uden mad og sulten. Flere nætter i træk stod han i tilbedelse af Allah. Han tjente fattige og nødstedte mennesker. Han tøvede ikke med at arbejde som en almindelig arbejder. Helt til slutningen af sit liv opstod der ikke den mindste antydning af kejserlig myndighed, stolthed over sin overlegenhed eller menneskelig arrogance hos ham. Han omgikkes folk som et almindeligt menneske og tog del i deres sorger og vanskeligheder. Når han sad sammen med offentligheden, var det meget vanskeligt for fremmede at afgøre, hvem der var forsamlingens leder, høvding eller landets konge. Trods en så stor personlighed behandlede han små og ydmyge mennesker som deres ligemand. Gennem hele sit livs stræben og indsats efterlod han intet til sig selv. Alt, hvad han efterlod og gav afkald på, gjorde han waqf for nationen. Han pålagde ikke sine tilhængere nogen rettighed til sig selv eller til sine børn og efterkommere. Han fratog endda sine børn og efterkommere retten til at modtage zakat. Ellers ville der have været stor risiko for, at hele hans tilhængeres zakat udelukkende blev givet til hans børn og efterkommere.

Listen over denne store personligheds bedrifter og bidrag slutter ikke her. Hvis man skal danne sig en korrekt forestilling om hans rang, må man rette blikket bredt mod verdenshistorien. Da vil det tydeligt fremgå, at denne ulærde ørkenvandr­er, som blev født i den arabiske ørken for fjorten hundrede år siden i en mørk tidsalder, i virkeligheden var grundlæggeren af den moderne tidsalder og hele verdens leder. Han er ikke blot leder for dem, der har anerkendt ham som leder; han er også leder for dem, der ikke anerkender ham. Hans modstandere kan ikke i mindste måde forstå, hvor dybt hans lederskab – ham, som de holder lange taler imod – er trængt ind i deres tanker og tro, deres livsførelse, deres arbejdsmetoder og den moderne tidsalders åndsretning. Han vendte hele verdens strøm af forestillinger og trosopfattelser bort fra overtro, det overnaturlige, afgudsdyrkelse og askese og ledte den mod rationalisme, realistisk dømmekraft og en gudfrygtig materialisme. I en verden, der krævede grove og håndgribelige mirakler, skabte han hos mennesker en sans for at forstå fornuftens, kundskabens og genialitetens mirakler og anerkende dem som den eneste målestok for sandheden. Han åbnede øjnene på dem, der kun søgte tegn på Allahs magt i overnaturlige begivenheder, og vænnede dem til at søge tegn på Allahs eksistens i de naturlige fænomener (natural phenomena). Dem, der var vant til at lade fantasiens heste løbe, vendte han bort fra formodninger og spekulation (speculation) og ledte dem ad vejen for anvendelse af fornuft og kundskab, tænkning, forskning og observation. Han fastlagde for menneskene de særlige grænser for fornuft og kundskab, sanseerfaring og hjerteerfaring. Han skabte balance mellem materialisme og spiritualisme. Han etablerede en dyb forbindelse mellem deen og kundskab og handling, og mellem kundskab og handling og deen. Ved religionens kraft skabte han verdens videnskabelige åndsretning, og ud fra den videnskabelige åndsretning skabte han ren og sand religiøsitet. Han rykkede hele grundlaget for shirk og dyrkelsen af skabninger op med rode. Ved kundskabens kraft grundfæstede han troen på tawhid på et så solidt fundament, at polyteister og afgudsdyrkere blev tvunget til at tage religionens og tawhids åndsretning til sig. Han ændrede selve grundforestillingerne om karakter, moral og spiritualitet. De, der anså forsagelse af verden og askese for at være karakterens væsen, og som ikke anerkendte muligheden for åndelig udvikling og frelse i det hinsidige samtidig med, at man opfylder nafsens og kroppens rettigheder og deltager i det materielle livs gøremål, viste han vejen til moralsk værdighed, åndelig udvikling og frelse gennem civilisation, socialt liv og materielle aktiviteter. Han gjorde mennesket bekendt med menneskelivets sande værdi. De, der ikke var rede til at anerkende nogen anden end Gud, inkarnationen og Allahs søn som den egentlige vejleder og fører, forklarede han, at mennesket – ligesom dem – kan være repræsentant for den himmelske kongemagt og khalifa for den store Verdens Herre. Dem, der gjorde enhver magtfuld person til deres rab, forklarede han, at mennesket i virkeligheden blot er menneske, ikke andet end menneske, og at intet menneske kommer til verden med en medfødt ret til hellighed, herredømme eller suverænitet. Ingen er ved fødslen blevet mærket med skændsel, urenhed, slaveri eller underkastelse. Det var i sandhed resultatet af denne revolutionære lære, at tankerne og forestillingerne om menneskenes enhed, ét fællesskab, lighed, demokrati og frihed kunne vinde så stor udbredelse i verden.

Hvis man vender blikket bort fra forestillingernes og fantasiens verden og bedømmer sagen ud fra virkeligheden, må man erkende, at denne ulærde profets enestående lederskab har haft en dyb og vældig indflydelse på verdens love, regler, skikke, traditioner og alle dens gøremål. De utallige grundprincipper, han forkyndte om moralsk karakter, civilisation, kultur, renhed og hygiejne, har bredt sig over hele verden. Mange af de love og bestemmelser, han udformede om samfundet og det sociale liv, har verden taget til sig, og tager dem stadig til sig. På grundlag af de idealer og ideologiske bestemmelser, han fremlagde om økonomien, er utallige bevægelser opstået i verden – og opstår stadig. Den måde og metode, han anvendte til at lede staten og regeringen, har under hans indflydelse indledt og indleder stadig en revolution i verdens statsfilosofi og politiske tænkning. De grundprincipper, han udformede for lov og retfærdighed, har haft dyb indflydelse på alle verdens retssystemer og retsfilosofier. Selv i dag breder hans indflydelse sig stille og umærkeligt. Den, der i praksis indførte en ny fase i verden med hensyn til krig, fredsslutning og internationale relationer, var i virkeligheden en ulærd profet fra Arabien. Før ham var verdens folk fuldstændig uvidende om, at krig også kunne have en kultur og høflighed, og at verdens anliggender kunne udføres på grundlag af den samlede menneskelighed blandt forskellige nationer.

På baggrund af menneskehedens historie forekommer denne forunderlige mands store personlighed så tidløs, at selv de store historiske personer fra tidligere tider og verdens berømte helte (heroes) virker yderst blege og svage sammenlignet med ham. De største personligheders bedrifter viser sig først og fremmest stærkt på to områder af menneskelivet, og ingen har været i stand til at overskride denne begrænsning. Den ene gruppe består af konger over tanker, forestillinger og ideologier, som er fuldstændig berøvet praktisk handlekraft. Den anden gruppe består af handlingens helte, som er særdeles svage på tænkningens område. Nogle menneskers genialitet er begrænset til politisk indsigt, fornuft og administration. Nogle er blot legemliggørelsen af militære bedrifter og færdigheder. Andre har rettet deres blik så ensidigt mod et bestemt aspekt af samfundslivet, at alle øvrige sider af samfundslivet er forsvundet ud af deres synsfelt. Nogle har kun lagt vægt på moral og spiritualitet, men er fuldstændig uvidende om livsgrundlag, økonomi og politik. Andre har forkastet moral og spiritualitet fuldstændigt og alene gjort sig afhængige af politik og økonomi. Kort sagt ser man i historien kun ensidige ledere og helte; kun denne ene person er sådan, at alle former for fuldkommenhed er forenet i ham. Han er selv filosof og videnskabsmand og er selv optaget af at føre sin filosofi ud i praksis. Han er også statsmand, hærfører, lovgiver og lærer i moral og karakter. Han er tillige religiøs og åndelig leder. Hans blik omfatter alle sider af menneskelivet. Intet selv det mindste forhold undgik hans opmærksomhed. Fra reglerne og høfligheden ved at spise og drikke, metoderne for legemlig renhed og fysisk hygiejne, til internationale spørgsmål gav han klar vejledning og førte mennesker på rette vej i hvert eneste forhold. Han grundlagde en selvstændig civilisation (civilization) i overensstemmelse med sine egne synspunkter og idealer og viste den til verdens folk. Han skabte en sådan balance (equilibrium) mellem livets forskellige sider og områder, at ingen overdrevenhed eller ubalance nogen steder kommer til syne. Kan man nogetsteds i menneskeverdenen finde et eksempel på en så omfattende personlighed?

Næsten alle store personligheder i verden er skabt af deres omgivelser. Men denne persons særpræg er også i denne henseende enestående. Man kan ikke se nogen påvirkning fra hans omgivelser i forbindelse med dannelsen af hans personlighed. Desuden kan man, set fra et historisk perspektiv, ikke påvise noget behov for en sådan skikkelse i datidens arabiske miljø. Selv hvis man strækker argumentet så langt som muligt, kan man højst sige—og heller ikke mere end det—at historiens udvikling krævede fremkomsten af en leder, som kunne overvinde stammeopdelingen og forvandle araberne til én samlet nation. Samtidig skulle han erobre andre lande og sikre araberne økonomisk velstand og bekvemmelighed. Med andre ord var der behov for en nationalistisk leder, som skulle være bærer af datidens arabiske særpræg og gøre sit folk velstående gennem alle mulige midler, herunder undertrykkelse, grusomhed, blodsudgydelse, bedrag og svig. Desuden skulle han opfinde og organisere et statssystem og efterlade det til kommende generationer. Intet andet krav fra den daværende arabiske historie kan på nogen måde påvises. Selv ud fra Hegels historiefilosofi eller Marx’ materialistiske fortolkning af historien kan man, hvis man går meget langt, kun sige, at fremkomsten af en leder, der kunne danne en nation og en stat, var uundgåelig eller mulig under datidens forhold. Og alligevel frembragte datidens miljø en personlighed, som underviste i den højeste moralske karakter, omformede menneskeheden, rensede menneskers sind og intellekt og udryddede alle former for blindhed, overtro, had og fjendskab fra uvidenhedens tidsalder. Hans blik rakte, efter at have brudt gennem grænserne for nation, slægt og land, helt frem til den samlede menneskehed. Han grundlagde ikke et moralsk, åndeligt, civilisatorisk og politisk system for sit eget folk, men for hele menneskeheden. Han viste i den virkelige verden—ikke blot i forestillingernes verden—hvordan økonomiske aktiviteter, borgerlig politik og internationale relationer kunne grundlægges på moral. Han skabte en sådan afbalanceret og harmonisk forening af åndelighed og virkelighed, at hans viden, forstand og begavelse er lige så helt nye i dag, som de var dengang. Hvad kan den hegelianske eller marxistiske filosofi forklare om dette? Kan en sådan person kaldes et produkt af det daværende miljø i det arabiske jahiliyyah?

Han var ikke blot ikke et produkt af sine omgivelser; når man tænker over hans bedrifter, bliver det uden tvivl klart, at de er frigjort fra tidens og stedets begrænsninger. Hans blik overskrider tidens og omstændighedernes hindringer, gennembryder århundreders tusinder af slør og bevæger sig fremad. Han vurderer mennesket i forhold til enhver tid og ethvert miljø. For mennesket fremlægger han sådanne moralske og praktiske regler, som kan fungere lige harmonisk under alle forhold. Han hører ikke til dem, som historien gør forældede. De gamle kan vi kun rose på den måde, at de var ‘gode ledere’ i deres egen tid. Men den personlighed, vi taler om, var ikke blot—han er også i dag. Han var og er helt enestående og særskilt fra alt andet: en leder for hele menneskeheden, som bevæger sig frem sammen med historien og i enhver efterfølgende tidsalder forbliver lige så ‘ny’, som han var i den foregående.

De mennesker, som vi generøst kalder historiens skabere (makers of history), er i virkeligheden produkter af historiens skabelse (creation of history). Faktisk er der i hele menneskehedens historie kun én historieskaber (og det er den person, vi taler om). Hvis man undersøger de få ledere i verdenshistorien, som har skabt revolutioner, vil man se, at revolutionens udstyr i alle sådanne tilfælde allerede var ved at blive gjort klar, og at dette udstyr af sig selv bestemte revolutionens retning og vej. Den revolutionære leder trådte frem og gjorde i praksis blot det, som omstændighederne krævede: han gennemførte revolutionen. Hans arbejdsområde og opgave var i virkeligheden fastlagt på forhånd. Men i denne store række af historieskabere eller revolutionsskabere er den personlighed, vi taler om, den eneste, hvis revolution ikke havde nogen bestanddele eller årsager, der på forhånd overhovedet var gjort klar. Han skabte dem selv. Hvor mennesker med revolutionære idéer og handlingskraft var sjældne, skabte han selv egnede mennesker. Han opløste sin egen personlighed og formede den i hundredtusinder af menneskelige afspejlinger og gjorde dem til mennesker efter sit eget forbillede. Med sin styrke, formåen og vilje skabte han selv revolutionens redskaber. Han fastlagde selv dens natur og væsen, og ved sin viljes og magts kraft vendte han selv begivenhedernes retning og førte dem ad den vej, han havde planlagt. Findes der i verdenshistorien i sandhed endnu en historieskaber af denne rang og en revolutionsskaber af dette niveau?

Nu vil vi drøfte endnu et spørgsmål. Det er værd at overveje: Hvad var den grundlæggende årsag til og mulighed for, at der pludselig blandt simple hyrder, handelsfolk og uuddannede ørkenbeboere i et hjørne af et endnu mørkere land end Arabien, i den mørke verden for fjorten hundrede år siden, opstod så megen viden, så meget lys og så megen styrke, så megen begavelse og kunnen, så stor handlekraft og en så enormt veludviklet styrke? Kan der være noget argument for at sige, at dette blot var et produkt af denne persons eget sind og egen hjerne? Hvis det forholdt sig sådan, ville han have hævdet at være Allah. Den verden, som gjorde Rama til en gud, fremstillede Krishna som guddommelig, antog Buddha som et væsen, der skulle tilbedes, efter eget ønske accepterede Jesus Kristus (fred være med ham) som ‘Allahs søn’, og hvor selv ild, vand og luft kunne blive genstand for tilbedelse—hvordan skulle denne verden kunne have afvist en sådan begavet persons påstand? ………… Men denne person gjorde ikke selv krav på nogen af sine evner eller begavede bedrifter; tværtimod erklærede han med høj røst: ‘Jeg er et menneske, blot et almindeligt menneske ligesom jer. Jeg har intet, der er mit eget; alt tilhører alene Allah og er modtaget fra Allah. Det ord, jeg har fremlagt, og som ingen i verden har været i stand til at frembringe noget lignende til, er heller ikke mit eget ord. Det er ikke frembragt af min egen hjerne og heller ikke et resultat af min egen begavelse. Hvert eneste af dets ord er kommet til mig fra Allah, og lovprisningen tilkommer også Allah alene. Ingen af de store bedrifter, jeg har udført, de love og regler, jeg har udformet, eller de skikke og idealer, jeg har lært jer, er skabt af mig. Jeg har ikke været i stand til at udrette noget alene i kraft af mine egne evner og min egen begavelse. I enhver sag er jeg afhængig af Allahs direkte vejledning. Ethvert tegn, der kommer fra Ham, siger jeg videre.’

Det bør overvejes, hvor stor en sandhed denne erklæring er grundlagt på. Hvor strålende et eksempel på retfærdighed, trofasthed og ærlighed den er! Løgnagtige mennesker skammer sig ikke over at tilegne sig andre menneskers fortjenester og udbrede dem under deres eget navn, selv om det er muligt for enhver at opspore deres egentlige ophav. Men denne store mand gør ikke krav på selv sine egne fortjenester, selv om ingen ville have kunnet kalde ham en løgner, hvis han havde gjort det. For ingen har nogen mulighed for at opspore det egentlige ophav til hans fortjenester. Hvilket mere urokkeligt og strålende bevis på ærlighed og sandfærdighed kunne der findes end dette? Han havde opnået disse enestående evner og fortjenester på en yderst hemmelig og skjult måde; men uden selv at gøre krav på nogen af dem henviste han dem i stedet til deres egentlige ophav. Hvilken grund kan der under disse omstændigheder være til ikke at anerkende ham som en sand profet?

Det hinsidige

Findes der et liv efter døden? Hvis ja, hvilken slags liv er det da? Svaret på dette spørgsmål ligger i virkeligheden uden for vores erkendelses grænser. For vi har ingen øjne, hvormed vi kan kigge ind i, hvad der findes på den anden side af dødens grænse, og hvad der ikke findes. Vi har ingen ører, hvormed vi kan høre nogen lyd fra den anden side, og vi har heller ingen midler, gennem hvilke vi kan undersøge og analysere sagen korrekt og nå frem til viden om den. Dette spørgsmål ligger fuldstændig uden for det område, som videnskaben dækker. Den, der i videnskabens navn benægter et liv efter døden, fremsætter med sikkerhed en uvidenskabelig påstand. Ligesom man ikke ved hjælp af videnskaben kan sige, at der findes et liv efter døden, kan man heller ikke erklære, at der ikke gør, før man har fundet en pålidelig kilde til viden om dette emne. I det mindste må den eneste korrekte videnskabelige metode derfor være, at vi hverken accepterer eller benægter et liv efter døden.

Men er denne videnskabelige metode anvendelig i det virkelige liv? Slet ikke. Ud fra et intellektuelt synspunkt kan det være muligt at afholde sig fra enhver beslutning, der siger »nej« eller »ja«, indtil man har fået alle midler til at opnå viden om en bestemt ting i sin besiddelse. Men når vi ikke har andet valg end at fastlægge, hvordan vi skal forholde os til noget, må vi nødvendigvis gøre det. Lad os for eksempel sige, at du intet ved om en bestemt person, og at du hidtil ikke har haft behov for at have noget med ham at gøre. Under disse omstændigheder kan det være umuligt for dig at træffe en beslutning om, hvorvidt denne person er troværdig eller ej. Men hvis du er nødt til at have noget med ham at gøre, tvinges du til at betragte ham som enten pålidelig eller upålidelig. Du kan ganske vist sige: »Indtil det er bevist, at han er troværdig eller utroværdig, vil jeg have med ham at gøre med forbehold.« Men den måde, du i praksis vil have med ham at gøre på, mens du er usikker på, om han er troværdig, vil være den samme som over for en upålidelig person. Derfor kan man i virkeligheden ikke forblive i en tvivlende mellemtilstand mellem accept og benægtelse. Det er nødvendigt med enten en klar accept eller en endelig benægtelse.

Ved blot en smule eftertanke og undersøgelse vil det blive klart for dig, at spørgsmålet om livet efter døden ikke blot er et filosofisk spørgsmål, men at det har en dyb forbindelse med vores virkelige liv. Hvis jeg tror, at alt i livet slutter med dette jordiske liv, og at der ikke findes noget andet liv derefter, vil min moralske adfærd være af én slags. Men hvis jeg tror, at der derefter findes endnu et liv, hvor jeg skal aflægge regnskab for mit nuværende liv, og hvor jeg på grundlag af mine handlinger i dette liv vil modtage et godt eller et dårligt resultat, vil min moralske handlemåde naturligvis være helt anderledes end i det førstnævnte tilfælde. Forstå eksemplet på denne måde: Forestil dig en person, der rejser med den opfattelse, at han skal fra dette sted til Karachi, og at rejsen ikke blot vil være endeligt afsluttet, når han når Karachi, men at han dér også vil være uden for politiets, domstolens og alle de myndigheders rækkevidde, som har ret til at stille ham spørgsmål og kræve svar.

På den anden side har en anden person den opfattelse, at rejsen herfra til Karachi blot er hans første destination. Derefter skal han rejse over havet til et land, hvis konge er den samme som dette lands konge, og på hvis kontor der opbevares en fuldstændig hemmelig fortegnelse over alt, hvad denne person har gjort i dette land. Efter at have undersøgt denne fortegnelse vil man træffe afgørelse om, hvordan han skal behandles på grundlag af hans handlinger. Du kan let forestille dig, hvor stor forskellen vil være mellem disse to personers handlemåder. Den første person vil samle rejseforråd, der er egnet til rejsen herfra til Karachi. Den anden person vil derimod også samle forråd til den efterfølgende lange rejse. Den første person vil mene, at alt, hvad der skal blive til gevinst eller tab, vil ske inden ankomsten, og at der derefter ikke er noget mere. Den anden person vil mene, at den egentlige gevinst eller det egentlige tab ikke vil vise sig ved rejsens første destination, men ved den sidste destination.

Den første person vil kun rette opmærksomheden mod de resultater af sine handlinger, der kan vise sig inden ankomsten til Karachi. Den anden persons opmærksomhed vil derimod være rettet mod alle de resultater, der kan vise sig, efter at han er nået frem til landet på den anden side af havet. Det er klart, at forskellen mellem disse to personers handlemåder er et resultat af forskellen i deres opfattelse af rejsen. På samme måde bestemmer vores opfattelse af livet efter døden endeligt vores livsførelse i praksis. Så snart vi træder ind på handlingens område, afhænger handlingens karakter af, om vi handler ud fra den opfattelse, at dette liv er det første og sidste, eller om vi også har tillid til et efterfølgende liv og dets følger. I det førstnævnte tilfælde vil vores handlinger være af én slags, mens de i det sidstnævnte tilfælde vil være helt anderledes.

Af denne drøftelse fremgår det, at spørgsmålet om livet efter døden ikke blot er et fantasifuldt filosofisk spørgsmål, men netop et spørgsmål om det virkelige liv. Derfor er der ikke den mindste mulighed for, at vi indtager en tvivlende og vaklende holdning til dette spørgsmål. Uanset hvilken livsførelse vi vælger, mens vi befinder os i tvivl, vil den være den samme som benægterens livsførelse. Kort sagt er vi tvunget til at træffe en beslutning om, hvorvidt der findes et andet liv efter døden. Hvis videnskaben ikke er i stand til at hjælpe os i denne sag, må vi søge tilflugt i fornuften.

Lad os først undersøge, hvilke midler vi har til rådighed for at foretage en vurdering ved hjælp af fornuften.

Det første middel, vi har foran os, er mennesket selv, og det andet er verdensaltet. Vi vil vurdere mennesket ved at placere det midt i dette verdensalt og undersøge, om alle dets krav og behov som menneske bliver opfyldt under skabelsens nuværende styreordning, eller om nogle af dets krav forbliver uopfyldte, således at der kan være behov for en anden form for ordning. Betragt blot menneskekroppen: Den er en sammensætning af mange mineralstoffer, salt, vand og gasser. Parallelt hermed findes der i skaberværket jord, sten, metaller, salt, gasser og andre tilsvarende ting. Alle disse ting har brug for love, så de kan udføre deres respektive funktioner. Den nævnte lov er virksom overalt i skaberværket; ligesom den giver bjerge, floder og luften i det ydre miljø fuld mulighed for at udføre deres respektive opgaver, får menneskekroppen også ret til at fungere under denne lov.

For det andet vokser og næres menneskekroppen ved at optage føde fra de omgivende stoffer. Også blandt samlinger af træer, slyngplanter, buske, græs og lignende ser man, at der findes de nødvendige love for levende væsener, som vokser.

For det tredje er menneskekroppen levende og bevæger sig af egen vilje, skaffer selv sin føde, sørger selv for sin vedligeholdelse og sørger også for artens videreførelse. Der findes også forskellige former for liv af denne art i skaberværket. I vandet, på landjorden og i luften finder man utallige levende væsener, og en lov, der er egnet til at gennemtrænge hele deres liv, virker fuldt ud på disse levende eksistenser.

Ud over alt dette har mennesket endnu en anden form for eksistens, som vi kalder det moralske liv. Det har en følelse for at gøre godt og ondt. Det har evnen til at skelne mellem godt og ondt, evnen til at søge gode eller onde handlinger, og i det findes også et naturligt ønske om åbent at modtage gode eller onde resultater af sine handlinger. Mennesket skelner af natur mellem moralske egenskaber som undertrykkelse, retfærdighed, sandfærdighed og løgn, ret og uret, barmhjertighed og grusomhed, taknemmelighed og utaknemmelighed, gavmildhed, nærighed og forræderi. Disse egenskaber er ikke indbildte; de ses virke i menneskets virkelige liv, og deres virkninger kommer faktisk til udtryk i menneskets samfundsliv. Derfor føler menneskeheden af natur også et stærkt behov for at modtage resultaterne af moralske handlinger, ligesom den modtager resultaterne af fysiske handlinger.

Men kast et undersøgende blik på skaberværkets styreordning og se, om menneskets moralske handlinger her fuldt ud har kunnet give deres resultater til kende. Jeg erklærer med fuld overbevisning over for jer, at der her ikke findes den mindste mulighed for det. For så vidt vi ved, findes der intet andet skabt væsen, som er udstyret med et moralsk liv. Hele universet styres efter naturlove. Ingen steder ser man den moralske lov virke som en effektiv faktor. Her har penge både vægt og værdi, men sandhed kan ikke vejes. Dens værdi kan heller ikke fastsættes. Her spirer der altid et mangotræ frem af et mangofrø. Men over for dem, der sår sandhedens frø, falder der nogle gange blomsterregn og andre gange en regn af sko. Her findes der bestemte love for væsener med en fysisk eksistens, og resultaterne viser sig altid i overensstemmelse med disse love. Men for moralske handlinger findes der ingen sådan bestemt lov, at resultatet altid kan være af samme art. Som følge af, at de naturlige regler følges, opnås der undertiden et moralsk resultat, i det omfang det er muligt under naturlovene. Undertiden sker det, at en moralsk handling ganske vist naturligt synes at føre til et bestemt resultat, men at dens resultat gennem samspillet med naturlovene bliver helt anderledes. Menneskene har selv gennem deres samfundsmæssige og politiske ordninger gjort et beskedent forsøg på at sikre deres handlinger et fastlagt resultat. Men dette forsøg er yderst begrænset og behæftet med store mangler. På den ene side har naturlovene gjort dette forsøg begrænset og mangelfuldt, og på den anden side har menneskets naturlige svagheder yderligere forøget disse mangler.

Jeg vil tydeliggøre mit udsagn ved hjælp af nogle eksempler. Hvis en person af fjendskab mod en anden person sætter ild til hans hus, vil huset brænde ned; det er denne handlings naturlige konsekvens. Som dens moralske resultat burde den, der satte ild til huset, få en straf, der svarer til det omfang af skade, som den pågældende familie har lidt. Men dette resultats fremtræden afhænger af flere betingelser: at den, der satte ild til huset, bliver fundet, at politiet er i stand til at anholde ham, at hans forbrydelse bliver bevist, at retten er i stand til nøjagtigt at opgøre den skade, der er påført den skadelidte familie og dens efterkommere, og at han retfærdigt får en straf, der svarer nøjagtigt til skaden. Hvis blot én af disse betingelser ikke opfyldes, vil det moralske resultat enten slet ikke komme til udtryk eller kun komme meget lidt til udtryk. Det er endda muligt, at personen efter fuldstændigt at have udslettet sin fjende fortsat vil leve og trives i den største lykke her i verden.

Lad os tage et endnu større eksempel. En håndfuld mennesker får indflydelse over deres nation, og hele nationen begynder at følge deres anvisninger. De udnytter denne situation til at vække en voldsom sygdom af nationaldyrkelse og et stærkt begær efter imperialisme i folkets sind og får det til at føre krig mod de omkringliggende nationer, hvilket medfører, at millioner af mennesker bliver dræbt. Hele landet bliver lagt øde, og virkningen strækker sig over flere efterfølgende generationer. Kan man forestille sig, at denne håndfuld mennesker i dette jordiske liv vil få en passende og retfærdig straf for den enorme forbrydelse, de er skyldige i? Selv hvis man flår kødet af deres kroppe eller kaster dem levende i en brændende ovn, eller giver dem en hvilken som helst anden af de strengeste straffe, som mennesker er i stand til at idømme, vil den givne straf ikke desto mindre være ubetydelig sammenlignet med den skade, de har påført millioner og atter millioner af mennesker og deres efterkommere. I den verden, der nu styres under naturlovene, findes der i virkeligheden ingen mulighed for at straffe den nævnte forbrydelse passende.

Tænk på den anden side også på alle de mennesker, som har lært menneskeheden sandhed og retfærdighed, vist den en strålende vej at leve på, og hvis indsats utallige mennesker gennem generationer har nydt godt af og vil fortsætte med at nyde godt af i utallige århundreder fremover. Vil disse ædle mennesker kunne modtage den fulde belønning for deres gerninger i dette jordiske liv? Kan De forestille Dem, at et menneske under de nuværende naturlove kan modtage den fulde belønning for sådanne handlinger, hvis virkninger varer ved i hundredtusinder af år efter dets død og omfatter utallige mennesker? Af ovenstående drøftelse fremgår det for det første, at der i den nuværende verdensorden, som styres af de nuværende naturlove, ikke er nogen mulighed for, at mennesket kan modtage det fulde resultat af sine moralske handlinger. For det andet er virkningerne af de handlinger, mennesket udfører i dette kortvarige liv, så vidtrækkende og langvarige, at det ville have brug for en levetid på tusinder, ja snarere millioner af år for at opleve dem fuldt ud. Men under de nuværende naturlove er det heller ikke muligt for mennesket at leve så længe. Denne drøftelse beviser også, at den nuværende verdens naturlove er tilstrækkelige for menneskets jordiske, legemlige og biologiske bestanddele; men for dets moralske side er livet i denne verden slet ikke tilstrækkeligt. Derfor er der behov for en universel verdensorden, hvor den moralske lov bliver den virkende og grundlæggende lov, mens naturloven underordnes den og fungerer som et hjælpemiddel.

Der vil livet ikke være begrænset, men uendeligt, og alle de moralske resultater, som her forbliver uåbenbarede eller kommer til udtryk i forvrænget form, vil dér komme korrekt til udtryk. Dér vil værdien af ærlighed og sandfærdighed blive vejet i stedet for guld og sølv. Dér vil ilden kun fortære den, som af moralske grunde bør brændes.

Dette sted vil være lykkeligt for de retfærdige og smerteligt for de uretfærdige. Fornuften og naturen kræver utvivlsomt en sådan verdensorden.

Fornuften opfylder sin pligt ved at føre os frem til, hvad der bør være. Men hverken vores fornuft eller vores viden er i stand til at afsige en endelig dom over, om en sådan verden virkelig findes. I denne sag er det kun den hellige Koran, der hjælper os. Dens budskab er, at det, som jeres fornuft og natur kræver, i virkeligheden også vil blive til virkelighed. Den verden, der styres af de nuværende naturlove, vil en dag ophøre, og en anderledes verdensorden vil blive etableret; under den vil himlene og jorden samt alle ting antage en anden skikkelse.

Derefter vil alle de mennesker, der er blevet født i verden fra skabelsens første dag indtil før Dommedag, blive genoprejst, og alle vil på samme tid blive ført frem for Allah. Her vil en fuldstændig og fejlfri optegnelse over hver enkelt persons, hvert levende væsens og hele menneskehedens handlinger blive fremlagt.

Der vil foreligge en fuldstændig redegørelse for, hvilken reaktion hver enkelt persons handlinger har fremkaldt i denne verden, og i hvilket omfang. Alle, der har været forbundet med disse handlinger, vil stå som vidner. Også de, der blot er blevet ramt en smule af menneskers ord og handlinger, vil fremlægge deres egne optegnelser. De vil vidne om, til hvilke slags handlinger mennesket brugte sine hænder, fødder, øjne og andre legemsdele. Derefter vil den største Dommer afsige sin dom over denne redegørelse med fuld retfærdighed. Han vil erklære, hvem der fortjener hvilken belønning eller straf. Omfanget af denne belønning eller straf vil være så enormt, at det er umuligt at forestille sig det efter den nuværende begrænsede verdens målestok. Dér vil målestokkene for tid og sted være anderledes, og naturlovene vil også være af en anden art. De, hvis gode gerninger her har været til gavn for andre mennesker i tusinder af år, vil dér få mulighed for at opleve deres fulde resultat; død, sygdom og alderdom vil ikke kunne berøve dem deres lykke. På samme måde vil de, hvis onde gerninger har fået utallige mennesker i denne verden til at lide i hundreder og tusinder af år, dér fuldt ud opleve straffen for de forbrydelser, de har begået. Død eller bevidstløshed vil ikke kunne redde dem fra at udstå straffen.

Jeg sørger over den snæverhed i tankekraften hos dem, der benægter muligheden for et sådant liv og en sådan verden. Hvis det er muligt for vores nuværende verden at eksistere foran os med de nuværende naturlove, hvilken grund skulle der så være til, at en anden verden med andre love skulle være umulig? Det er naturligvis ikke muligt at fremlægge noget konkret bevis, der kan give sikkerhed om dette. Derfor er det absolut nødvendigt at tro på det usete (ghayb).

— Slut —