Indledende ord

Jeg skriver »Iqāmat-e Dīn« som den anden serie i den række af tanker, der blev offentliggjort i min bog, som først udkom i 1978 under navnet »Den islamiske bevægelse i Bangladesh« og fra tredjeudgaven i 1981 under navnet »Islamisk enhed, islamisk bevægelse«. I den første serie blev det påvist, at der ved Allah den Ophøjedes nåde ydes en betydelig islamisk tjeneste i Bangladesh på forskellige måder. Gennem madrasaer, moskeer, khanqaher, prædikener, tabligh, islamisk litteratur osv. ydes der en omfattende tjeneste for islam. Ved en kort forklaring blev det påvist, at enhver form for tjeneste er yderst vigtig; det er alles samlede tjeneste, der styrker islams anseelse, og det er enhver muslimsk religions tjeners pligt at betragte disse tjenester som gensidigt supplerende.

De, der kun anser deres egen religiøse tjeneste for værdifuld og ikke værdsætter andres tjeneste, risikerer at skabe splittelse og fjendskab blandt ummaen. Alle bør have den opfattelse, at vi alle tjener den samme store religion på forskellige måder og gennem forskellige metoder. Alle bør også oprigtigt huske på, at hver enkelt af de ovennævnte tjenester er værdifuld og nødvendig på sit eget område. Hvis alle anerkender alles tjeneste som værdifuld, vil der opstå enhed og kærlighed mellem landets islamiske kræfter, og religionens anseelse vil vokse yderligere.

Den tjeneste, der ydes gennem furqania-madrasaer og maktaber, kan ikke ydes af de store madrasaer. De lærde, der uddannes på Alia- og Qawmi-madrasaer, kan umuligt uddannes gennem Tabligh Jamaat. Omvendt er det urealistisk at forvente, at den store befolkning får den del af religionens lys, som den modtager gennem tabligh, via madrasaerne. De uddannede samfundslag tilegner sig viden om islam gennem islamisk litteratur. Men gennem prædikanterne opnår de uudannede også både viden om islam og religiøs begejstring. Det er netop, fordi der findes madrasaer, prædikener og tabligh, at moskeerne er levende og aktive. Når man tager alle disse forhold i betragtning, vil man anse enhver form for tjeneste for værdifuld.

I bogen »Islamisk enhed, islamisk bevægelse« blev der hovedsageligt talt om tjenesten for religionen, og der blev især lagt vægt på enheden blandt religionens tjenere. Der blev også fremsat et praktisk forslag til, hvordan islamisk enhed kunne udformes. Men der blev ikke foretaget en detaljeret drøftelse af Iqāmat-e Dīn i denne bog. Ansvaret for Iqāmat-e Dīn blev kun antydet i nogen grad. Det blev derfor nødvendigt at skrive endnu en bog for at drøfte Iqāmat-e Dīn udførligt. Derfor er denne bog et supplement til den bog, og jeg håber, at dens budskab vil stå endnu klarere for dem, der har læst den.

I bogen »Iqāmat-e Dīn« drøftes et emne, som selv blandt religionens tjenere kun sjældent bliver behandlet. For at fremlægge emnet på en enkel måde har jeg derfor ved hjælp af eksempler fra forskellige religiøse tjenester forsøgt at påvise, at der er forskel på tjenesten for religionen og Iqāmat-e Dīn. Jeg har efter bedste evne forsøgt at undgå, at noget af det, jeg siger, skulle give anledning til utilfredshed blandt Allahs religions tjenere. Hvis der alligevel skulle være blevet stående noget sådant, vil jeg, hvis man gør mig opmærksom på det, rette det i den næste udgave, inshaAllah.

Dette er bogens emne

Forklaring af ordet »din«

Første betydning: gengældelse eller gengæld

Anden betydning: lydighed

Tredje betydning: forskrifterne eller metoden for lydighed

Fjerde betydning: lov, stats- og samfundsordning

Religionens omfattende karakter

Sendebudet Muhammads liv er selve det praktiske eksempel på den islamiske religion

‘»Iqāmat ad-dīn«’s inderste betydning

Tilstanden for den sande religion i Bangladesh

Når haqq-dīn er etableret, hvad sker der så med batil?

Ansvaret for iqāmat al-dīn

Gjorde Rasul (s.a.w.) mere end det, han var pålagt?

Den islamiske bevægelses evige arbejdsmetode

Den islamiske bevægelse og kadersystemet

Hvorfor er konflikten mellem haqq og batil uundgåelig?

Hvorfor fører dīnī tjeneste ikke til denne konflikt?

Hvorfor er alle de ʿulamāʾ al-kirām ikke aktivt engagerede i iqāmat al-dīn?

Dīnens eneste målestok er Sendebudet (fred og velsignelse være med ham)

Hvorfor iværksatte de store ulamaer på det indiske subkontinent ikke en bevægelse for Iqāmat al-dīn?

Betydningen af en indsats organiseret som jamaat

Kendetegnene ved den jamaat, der er dannet med henblik på Iqāmat al-dīn

Findes der en sådan jamaat i Bangladesh?

Jamaat-e-Islami og Maulana Maududi (må Allah forbarme sig over ham)

Fatwa mod jamaat

Fatwa mod Maulana Maududi (må Allah forbarme sig over ham)

Til tjeneste for de ærede ulama og mashayikh

Koraniske termer anvendt i denne bog

Her gives korte definitioner af de termer, hvis betydning moderne uddannede mennesker muligvis ikke kender, og hvis fravær af forklaring derfor kan gøre bogens fremstilling uklar:

1. Dīn-lydighed – den livsordning, der er sendt gennem Profeten med det formål at adlyde Allah.

2. Iqāmat-etablering, oprettelse, grundlæggelse.

3. Iqāmat al-dīn– at føre den bestemmelse, Allah har sendt, ud i praksis eller etablere den.

4. Haqq– sandhed, begrundet, uigendrivelig.

5. Dīn al-haqq– den sande dīn – det vil sige den dīn, hvis sandhed er uigendrivelig og begrundet.

6. Bāṭil – falsk, usandt, forkasteligt, en irrationel ordning, et usandt livssystem.

7. Dīn-e-bāṭil – en falsk religion eller irrationel lydighed.

8. Khidmat – tjeneste, hjælp, arbejde.

9. Khidmat-e-dīn – tjeneste for islām eller arbejde for dīnens fremgang.

10. Khādim-e-dīn – islams tjener og hjælper.

11. ʿIlm – viden; den viden, som er sendt fra Allah til profeten, og som findes i Koranen og hadith.

12. Ulamā – lærde, de, der har viden om Koranen og hadith; entalsformen er ʿālim.

13. Fitna – hindring, prøvelse, at blive fanget i tvivl; alle de hindringer, prøvelser og tvivl, der opstår, når man følger Allahs vej, er fitna.

14. Wahy – antydning, meddelelse, åbenbaring, inspiration osv. Midlet til at sende budskabet fra Allah til mennesket.

15. Hidayat – vejledning, at lede ad den rette vej.

16. Uswa – forbillede, som kan efterlignes, som kan følges.

17. Uswatun hasana – det smukkeste forbillede, det bedste forbillede.

18. Meyar – målestok, standard.

19. Jamaat – gruppe, organisation.

20. Fatwa – afgørelse, bekendtgørelse, fremsættelse af en mening, offentliggørelse af en kommentar.

بِسْمِ اللَّهِ الرَّحْمَٰنِ الرَّحِيمِ

‘dīn’ – en forklaring af ordet

For at kunne drøfte iqāmat al-dīn er det først nødvendigt at fastslå den korrekte betydning af ordet »dīn« i lyset af Den Hellige Koran. Ordet dīn har flere betydninger. I Den Ædle Koran bruges dette ord i forskellige betydninger. Når et ord har flere betydninger, er de ikke alle anvendelige hvert eneste sted, og den samme betydning kan ikke bruges overalt. Hvilken betydning ordet er brugt i et bestemt sted, kan forstås ud fra hele sætningen. Der er ingen måde at forstå ordets betydning korrekt på, hvis man river det løs fra den sætning, hvori det er anvendt.

Flere betydninger af ordet dīn fremgår tydeligt af Den Hellige Koran:

For det første: gengældelse, følgevirkning, gengæld osv.

For det andet: lydighed eller ṭāʿat eller at følge en befaling.

For det tredje: reglerne for lydighed (niẓām al-ṭāʿat) eller lydighedens ordning.

For det fjerde: loven eller den statsordning, som staten styres efter; det betegner også samfundsordningen.

Ud fra flere vers i Den Hellige Koran bliver disse forskellige betydninger af ordet dīn meget klart forståelige.

Én: Første betydning: gengældelse eller tilbagebetaling

مَالِكِ يَوْمِ الدِّينِ (Sura al-Fatiha) betyder: »Herskeren over gengældelsens dag.«

كَلَّا بَلْ تُكَذِّبُونَ بِالدِّينِ »Nej, sådan er det ikke; men I fornægter gengældelsen.« – (Sura al-Infitar)

I vers af denne type betyder dīn gengældelse, belønning, tilbagebetaling osv. Det er den gengældelse for menneskers handlinger, som vil blive givet i det hinsidige, der menes her.

To: Anden betydning: lydighed

أَفَغَيْرَ دِينِ اللَّهِ يَبْغُونَ وَلَهُ أَسْلَمَ مَن فِي السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضِ طَوْعًا وَكَرْهًا وَإِلَيْهِ يُرْجَعُونَBetyder: »Ønsker de noget andet end lydighed mod Allah? Alt, hvad der er i himlene og på jorden, underkaster sig imidlertid Ham frivilligt eller modvilligt, og til Ham vil de blive bragt tilbage.« – (Sura Aal Imran: 83)

Her er ordet ‘dīn’ brugt i betydningen underkastelse eller lydighed. دان har som en af sine betydninger اطاع eller betød »adlød«. Heraf دِينِ betyder اطاعة eller lydighed.

إِنَّا أَنزَلْنَا إِلَيْكَ الْكِتَابَ بِالْحَقِّ فَاعْبُدِ اللَّهَ مُخْلِصًا لَّهُ الدِّينَ

Betydning: “Dyrk Ham ved at gøre lydigheden mod Allah ubetinget og oprigtig.” – (Sura az-Zumar: 2)

Det vil sige: Dyrk Allah på en sådan måde, at Han alene er din herre og den eneste, der har ret til lydighed.

وَقَاتِلُوهُمْ حَتَّىٰ لَا تَكُونَ فِتْنَةٌ وَيَكُونَ الدِّينُ لِلَّهِ ۖ

Betydning: “Bekæmp dem, indtil fitna ikke længere findes, og lydigheden alene tilhører Allah.” – (Sura al-Baqara: 193)

Her betyder fitna de islamfjendtlige kræfter, der hindrer mennesker i at adlyde Allah. I påbuddet om jihad siges det her, at de modstridende kræfter skal undertrykkes på en sådan måde, at ingen kan hindre nogen i at adlyde Allah.

Disse tre vers er blevet fremført som eksempler. Koranen indeholder mange vers af denne art. Ud fra disse tre vers fra tre forskellige kategorier kan man forstå, at lydighed er den primære betydning af ordet dīn.

Tre: Den tredje betydning: lydighedens regelsæt eller metode

إِنَّ الدِّينَ عِندَ اللَّهِ الْإِسْلَامُ

Betydning: »Sandelig, den eneste lydighedens ordning (livsordning) hos Allah er islam.« – (Sura Aal Imran: 19)

وَمَن يَبْتَغِ غَيْرَ الْإِسْلَامِ دِينًا فَلَن يُقْبَلَ مِنْهُ

Betydning: »Og den, der vælger en anden lydighedens ordning end islam, den vil ikke blive accepteret fra ham.« – (Sura Aal Imran: 85)

Det vil sige, at den eneste lydighedens ordning hos Allah er islam.

شَرَعَ لَكُم مِّنَ الدِّينِ مَا وَصَّىٰ بِهِ نُوحًا وَالَّذِي أَوْحَيْنَا إِلَيْكَ وَمَا وَصَّيْنَا بِهِ إِبْرَاهِيمَ وَمُوسَىٰ وَعِيسَىٰ ۖ أَنْ أَقِيمُوا الدِّينَ وَلَا تَتَفَرَّقُوا فِيهِ

Betydning: »Han har foreskrevet jer den lydighedens ordning, som Han påbød Nuh, og som Vi har åbenbaret for dig, og som Han påbød Ibrahim, Musa og Isa: Hold lydighedens ordning oprejst, og vær ikke uenige om den.« (Sura Ash-Shura: 13)

Det vil sige, at Allah, den Ophøjede, pålagde alle profeter at etablere Hans lydighedens ordning.

هُوَ الَّذِي أَرْسَلَ رَسُولَهُ بِالْهُدَىٰ وَدِينِ الْحَقِّ لِيُظْهِرَهُ عَلَى الدِّينِ كُلِّهِ

Betydning: “Han er Den, der sendte Sit Sendebud med vejledning og den eneste sande ordning for lydighed, for at han (Sendebudet) kunne gøre den (ordningen) sejrende over alle andre former for lydighedsordninger.” (Sura as-Saff: 9)

الْيَوْمَ أَكْمَلْتُ لَكُمْ دِينَكُمْ

Betydning: “I dag har Jeg fuldkommengjort jeres ordning (livsordning).” (Sura al-Ma’ida: 3)

Det vil sige: Jeg har fuldkommengjort jeres livsordning, så I kan følge alene Allahs ordning for lydighed i livet og ikke behøver at tage noget fra en anden ordning på noget område.

Fire: Den fjerde betydning: lov, stats- og samfundsordning

وَقَالَ فِرْعَوْنُ ذَرُونِي أَقْتُلْ مُوسَىٰ وَلْيَدْعُ رَبَّهُ ۖ إِنِّي أَخَافُ أَن يُبَدِّلَ دِينَكُمْ أَوْ أَن يُظْهِرَ فِي الْأَرْضِ الْفَسَادَ

Betydning: “Farao sagde: Lad mig være, jeg vil dræbe Moses. Lad ham påkalde sin Herre, så kan han se. Jeg frygter, at han vil ændre jeres lov og statsordning eller (i det mindste) skabe uorden i landet.” (Sura al-Mu’min: 26)

ۖ مَا كَانَ لِيَأْخُذَ أَخَاهُ فِي دِينِ الْمَلِكِ

Betydning: »Ifølge kongens lov kan man ikke pågribe en anden. Det vil sige, at den, der har stjålet, skal pågribes. Ifølge landets lov kan man ikke pågribe en anden end den skyldige.« – (Sura Yusuf: 76)

وَلَا تَأْخُذْكُم بِهِمَا رَأْفَةٌ فِي دِينِ اللَّهِ إِن كُنتُمْ تُؤْمِنُونَ بِاللَّهِ وَالْيَوْمِ الْآخِرِ

Betydning: »Hvis I er troende, må I, når straffen for utugt fuldbyrdes, ikke føle medlidenhed med dem angående Allahs lov.« – (Sura An-Nur: 2)

Blandt de forskellige betydninger af ordet dīn, som findes i disse få vers, synes der grundlæggende at blive lagt størst vægt på lydighed. I et vers er ordet dīn anvendt som et udsagnsord, hvorved betydningen af lydighed er blevet gjort endnu tydeligere:

قَاتِلُوا الَّذِينَ لَا يُؤْمِنُونَ بِاللَّهِ وَلَا بِالْيَوْمِ الْآخِرِ وَلَا يُحَرِّمُونَ مَا حَرَّمَ اللَّهُ وَرَسُولُهُ وَلَا يَدِينُونَ دِينَ الْحَقِّ

Betydning: »Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, som ikke anser det, Allah har gjort haram, for haram, og som ikke adlyder Allahs dīn.« – (Sura At-Tauba: 29)

I forbindelse med forklaringen af ordet dīn er det blevet klart ud fra disse få vers i den hellige Koran, at kernen i den ordning og metode, som Allah har sendt gennem profeten, for at mennesket kan leve et rigtigt liv i denne verden, er lydighed mod Allah.

Dīns omfattende rækkevidde

Den livsordning, som religionen islam er blevet sendt med som forskriften for lydighed mod Allah, er skabt til alle sider og områder af menneskelivet. Allah den Almægtige har selv udformet den islamiske livsordning, så mennesket i alle forhold vedrørende individet, familien, staten, samfundet og det internationale samfund kan adlyde Allah korrekt og alene. Ingen andre end Allah kan have evnen til at udforme en livsordning, der passer til alle lande, alle tider og alle folkeslag.

Profeten (fvmh.) fik til opgave at forelægge menneskeheden det sande eksempel på, hvordan denne livsordning, som Allah har udformet, kan efterleves i det virkelige liv. I Den Hellige Koran har Allah den Almægtige selv erklæret, at

لَّقَدْ كَانَ لَكُمْ فِي رَسُولِ اللَّهِ أُسْوَةٌ حَسَنَةٌ لِّمَن كَانَ يَرْجُو اللَّهَ وَالْيَوْمَ الْآخِرَ وَذَكَرَ اللَّهَ كَثِيرًا

Betydning: “For dem blandt jer, der håber på Allahs (tilfredshed) og den sidste dags (frelse), er der i Allahs Sendebud (fvmh.) det smukkeste forbillede.” – (Sura al-Ahzab: 21)

Det vil sige, at det bedste eksempel på et menneskeliv i denne verden findes i Profetens (fvmh.) liv.

Den kalima tayyiba, som man må antage for at træde ind i islam, kræver i sin betydning, at lydigheden mod Allah omfatter alle områder.

لآ اِلَهَ اِلّا اللّهُ مُحَمَّدٌ رَسُوُل اللّهِ“Der er ingen guddom undtagen Allah, og Muhammad (fvmh.) er Allahs Sendebud.” Disse ord er ikke en eller anden form for mantra, sådan at man blot ved at fremsige dem bliver regnet som muslim hos Allah. Hvis man ikke forstår kalimaens betydning og tror på dens egentlige indhold, kan man ikke opfylde kravet på iman.

Gennem kalima tayyiba erklæres i virkeligheden selve grundprincippet for menneskelivet. Den, der antager denne kalima, accepterer faktisk to principper, som er nødvendige for, at han hele sit liv kan leve i overensstemmelse med den forskrift, Allah har givet.

Ved “lā ilāha illā Allāh” erklæres det, at vi ikke vil adlyde nogen anden end Allah – det vil sige, at vi ikke vil adlyde nogens ord, hvis de strider mod Allahs befaling. Dette er det første princip eller den første politik. I hadithen er dette blevet sagt klart:

لاطاعة لمخلؤق فى معصية الخالق“Ingen lydighed mod nogen skabning i ulydighed mod Skaberen.” Det vil sige, at vi ikke vil adlyde nogen andens befaling i strid med lydigheden mod Allah – dette er netop det første princip.

I den anden del af Kalima Ṭayyiba, ordene “Muhammad er Allahs sendebud (fvmh.)”, erklæres det andet princip. Meningen er: “Vi vil kun adlyde Allahs befaling på den måde (tarīqa), som Sendebudet har vist som det praktiske eksempel på lydighed mod Allah. Vi vil ikke tage reglerne for lydighed mod Allah og tilbedelse af Ham fra nogen anden end Allahs Sendebud.”

På denne måde kommer beslutningen om at leve efter Allahs befaling og Allahs Sendebuds (fvmh.) vej til udtryk gennem Kalima. Det er Kalimas krav, at denne beslutning efterleves på alle områder af livet. Gennem denne Kalima erklæres ønsket om altid og under alle forhold at følge dette princip i ord og handling, i tanke og praksis. De, der på denne måde accepterer Kalima med forståelse, er muslimer i egentlig forstand. Hvis nogen ønsker at blive regnet som troende og muslim hos Allah, må han oprigtigt erkende, at det er muslimens pligt og Kalimas krav at adlyde Allahs befaling og Allahs Sendebud, selv om han som muslim på grund af nafsens svaghed eller Satans bedrag måtte svigte. Hvis en, der på denne måde har antaget islam, kommer til at begå en handling, der strider mod Allahs befaling eller Allahs Sendebuds (fvmh.) vej, skal han nødvendigvis angre, håbe på tilgivelse og beslutte ikke at begå denne uret igen.

Allahs Sendebuds (fvmh.) liv er det praktiske eksempel på islams din

Hvor omfattende islams din er, kan tydeligt forstås ud fra den sidste profets (fvmh.) praktiske liv. Han udførte alt som Allahs Sendebud. Da han ledede bønnen i moskeen, var han Sendebud, og da han varetog alle opgaver med at styre staten i Medina, var han ligeledes Sendebud. Også på slagmarken var han Sendebud. Det vil sige, at alt, hvad han gjorde, og alt, hvad han sagde, gjorde og sagde han som Sendebud. Ligesom han udførte sin opgave som Sendebud i religiøse spørgsmål, gjorde han også alt som Sendebud inden for handel, politik, økonomi, krigsførelse og så videre. Derfor er hele Allahs Sendebuds (fvmh.) liv et islamisk liv og omfattet af Allahs din, det vil sige lydigheden mod Allah. Med andre ord: Ligesom Sendebudets liv var omfattende, er islams din også omfattende. Det er muslimens pligt at følge Sendebudet fuldt ud under alle forhold. Et islamisk liv opbygges ikke blot ved at følge Sendebudet i religiøse spørgsmål.

De, der hævder at være muslimer og kun følger Sendebudet som forbillede og leder i religiøse spørgsmål, men i politik, økonomi, handel og så videre vælger personer som ledere, hvis principper og karakter strider mod Sendebudets, handler i direkte modstrid med Kalima. Ikke nok med det: Sådanne mennesker er ikke villige til at anerkende Allah som herre på alle livets områder, og de er heller ikke rede til at anerkende Allahs Sendebud (fvmh.) som leder i alle forhold.

Nogle mennesker taler imod at “trække islam ind på den politiske arena”. De betragter islam som en religion, der ligesom andre religioner udelukkende består af visse ritualer og ceremonier. De ønsker at indføre “§ 144” over for Allah og Sendebudet (fvmh.), så man ikke behøver at adlyde Allah og Sendebudet uden for moskeen. I virkeligheden er de ikke villige til at følge islam, selv om nogle af dem udfører visse religiøse handlinger. Måske har de ingen forståelse af islams omfattende karakter. Sådanne mennesker kaldes “sekularister”.

Det er meget forbløffende, at også en gruppe mennesker, der i samfundet er kendt som oprigtigt religiøse, taler ligesom sekularisterne. De adlyder islam gennem bøn, faste, pilgrimsfærd, zakat, tasbih og koranrecitation. Men de mener ikke engang, at det er nødvendigt at forsøge at følge Allahs Koran og Sendebuddets (fvmh.) sunnah i spørgsmål som lov og domstole, handel og erhverv, industri og fabrikker samt landets styre. Det skyldes, at de heller ikke er opmærksomme på religionens omfattende karakter. I den forstand kan også de kaldes sekulære, for de ønsker også at begrænse islam til religionens snævre område.

Disse religiøse mennesker betragter islam som en religion uden politik. Hvis de anså Sendebuddet (fvmh.) for det fuldkomne menneskelige forbillede, kunne de på ingen måde begå en sådan fejl. Det er umuligt at befinde sig på politikkens arena uden at tage stilling. Ved valg må man nødvendigvis støtte den ene eller den anden side, og desuden er der ingen mulighed for at undgå at indtage en eller anden holdning til forskellige nationale spørgsmål. For dem, der er religiøse, men ikke arbejder for islam på politikkens arena, er det ikke umuligt at falde i kløerne på irreligiøse politiske partier ved valg og i nationale spørgsmål. Dette beviser, at den ene gruppe tror på „sekulær politik“, mens den anden tror på „religion uden politik“. Set i lyset af den islamiske religion, som Sendebuddet (fvmh.) bragte, er begge grupper på en vildledt vej.

“Iqamat al-Dins” betydning

اقامةOrdet har flere synonymer på arabisk:

نصب –تاسيس- انشاه- رفع

رفعbetyder at hæve op, rejse, løfte frem.

انشاهbetyder at skabe, bringe til eksistens, etablere.

تاسيسbetyder at grundlægge, oprette en institution.

نصبbetyder at opstille – som en pæl.

Den letforståelige betydning af ordet iqāmat er at etablere, sætte i kraft, rejse, bringe til eksistens, grundlægge og lignende.

I Koranen bruges udtrykketاقيموا الصلوةmange gange. Det betyder: »Etablér bønnen.« اقامة الصلوة(Iqāmat as-salāt) betyder at sætte bønnen i kraft.« Før den obligatoriske bøn fremsiger mu’adhdhin iqāmat eller takbīr. Mod slutningen siges det:قد قد قامة الصلوة قدbønnen er blevet etableret, eller bønnen er begyndt.

Det kaldes ikke iqāmat as-salāt at lære bønneforskrifterne, kende bønnen eller holde en prædiken om bønnen. I virkeligheden er det, at bønnen bliver sat i kraft, der kaldes iqāmat as-salāt. At bønnen er etableret i en persons liv, betyder, at han regelmæssigt og til tiden udfører bønnen korrekt i fællesskab. At bønnen er etableret i et kvarter, betyder, at den er etableret i kvarterets moské, at de fem daglige bønner afholdes dér i fællesskab, og at størstedelen af kvarterets beboere deltager i fællesbønnen.

At Bangladesh er etableret, betyder i praksis, at der er oprettet en stat ved navn Bangladesh som en uafhængig stat. At en fabrik er etableret, betyder, at fabrikken er sat i drift. På samme måde betyder det, at dīn al-islām er etableret i landet, at regeringens og folkets samtlige handlinger og aktiviteter foregår i overensstemmelse med Koranen og hadith.

»Iqāmat ad-dīn« er et begreb, hvis betydning kan udtrykkes på forskellige måder på bengali. En enkel oversættelse kan være »at etablere Allahs dīn« eller »at etablere dīn al-islām«. Når man føjer ordene »at etablere« til et af udtrykkene islamisk stat, islamisk regering, islamisk samfund, nizām al-islām og lignende, udtrykker det betydningen af begrebet »iqāmat ad-dīn«.

For at forstå betydningen af iqāmat ad-dīn korrekt er der brug for et praktisk eksempel. Sagen bliver let at forstå, hvis vi blot tager eksemplet med vores elskede fødeland Bangladesh. Alle er tvunget til at erkende, at Koranens lov og Profetens forbillede ikke er etableret i Bangladesh. Dette land er ikke en islamisk stat. Regeringen er heller ikke islamisk. Landets handel, bankvæsen og forsikring, domstole og strafferet, uddannelse og kultur, politik og økonomi, indenrigs- og udenrigspolitik med videre ledes ikke efter islamiske forskrifter. Men alt dette foregår jo. Derfor opstår naturligt spørgsmålet: Efter hvilket forbillede, hvilken politik eller hvilke forskrifter fungerer landets stat, regering og alt andet?

I Koranens terminologi kaldes den islamiske lov for (دين الحق). Det vil sige, at lydighed mod Allah er den »eneste sande« vej. Intet samfund kan fungere, hvis dets medlemmer ikke adlyder hinanden. Islams krav er, atأَلَا لَهُ الْخَلْقُ وَالْأَمْرُ »Vid, at skabelsen og befalingens ret tilkommer Ham alene. – (Sura al-Aʿrāf: 54) Det vil sige, at alles pligt er alene at adlyde Allah. Fred og orden i det menneskelige samfund afhænger alene af fuld lydighed mod én Herre.

Ingen andre end Allah kan være fuldstændig uselviske. Ingen andre er heller ufejlbarlige. Det er kun Ham, der kan give sande og rigtige bestemmelser til gavn for alle. Derfor er den ordning, Han har fastlagt, dīn al-Islam, den eneste sandhed (الحق). Alt, hvad der står i modsætning til dīn al-haqq, er usandt, forkert og skadeligt. Alle former for lydighed, som står i modsætning til lydighed mod Allah, er »dīn al-bāṭil« eller falsk lydighed. Det, der står i modsætning til haqq, betegnes som bāṭil.

Ifølge ovenstående forklaring er den samfunds- og statsordning, der er gældende i Bangladesh, dīn al-bāṭil. Hvor dīn al-haqq ikke er etableret, er det, der er gældende, nødvendigvis bāṭil. Derfor er kapitalistiske samfundsordninger, sekulære stater og regeringer, socialistiske og kommunistiske ordninger osv. alle »dīn al-bāṭil«.

Allah siger:

ادْخُلُوا فِي السِّلْمِ كَافَّةً وَلَا تَتَّبِعُوا خُطُوَاتِ الشَّيْطَانِ ۚ

Betydning: »Tag Islam til jer i sin helhed, og følg ikke Satans fodspor.« – (Sura al-Baqarah: 208)

Allah vil sige, at hvis man tager Islam til sig, må man tage det hele til sig. Jeg har ingen fordel af, at I tager Islam til jer. Hvis I efter eget valg tager én del af Islam til jer og forkaster en anden del, har I ikke taget Islam til jer. Hvis I vil adlyde Mig, så anerkend Mig som Herre på alle områder. Overalt hvor I forkaster Islam, bliver I Satans følgere.

Derfor kan man forstå, at hvis en person følger Islam på det religiøse område, men er sekularist på det politiske område og socialist eller kapitalist på det økonomiske område, har han ikke taget Islam til sig i sin helhed. Selvom der i Bangladeshs forfatning står skrevet noget om »Bismillah« og tillid til Allah, er Bangladesh ikke en islamisk stat. For dīn al-haqq er ikke gældende i dette land. Det, der er gældende, er efter almindelig logik dīn al-bāṭil, og denne bāṭil-ordning har eksisteret siden den engelske kolonitid. Dīn al-bāṭil har her været sejrherre i to hundrede år.

Tilstanden for dīn al-haqq i Bangladesh

Hvor dīn al-bāṭil er etableret eller sejrer, hvordan kan dīn al-haqqs tilstand da naturligt være? Dīn al-haqq er dér underlagt dīn al-bāṭil. Det vil sige, at dīn al-haqq i Bangladesh kun har overlevet i det omfang, dīn al-bāṭil har tilladt det. Kun den del af dīn al-haqq er i kraft, som dīn al-bāṭil ikke har nogen indvendinger imod. Med andre ord består islam i dette land kun i det omfang, al-bāṭil ikke forhindrer det.

Det falske samfunds- og statssystem kan aldrig gå med til at tolerere den fuldkomne islam. Lederne i det falske samfund tolererer kun den del af islam, som ikke skader dīn al-bāṭil. Hvis al-bāṭil var blevet bekymret over de islamiske tjenester, der udføres i Bangladesh, ville det ikke have tolereret dem. Det er kun, fordi der ikke er nogen frygt for, at det falske samfund bliver styrtet gennem moskeer, madrasaer, khanqaher, prædikener og tabligh, at der ikke lægges hindringer i vejen for dette islamiske arbejde. Det vil sige, at disse ting består, fordi al-bāṭil ikke har nogen indvendinger imod dem. Der er ingen sammenstød eller konflikt mellem al-bāṭil og disse ting.

Hvilken tilstand dīn al-islam befinder sig i i Bangladesh, vil blive klart selv gennem en kort drøftelse. Islam er den eneste fuldstændige livsordning. Hvis islam sammenlignes med en stor bygning, er kalima, salat, sawm, hajj og zakat blot fundamentet for denne store bygning. Guds Sendebud (fred være med ham) sagde netop dette:بنئ السلام على خمسDet vil sige, at den islamiske livsordnings fundament blot opbygges gennem disse fem ting, såsom kalima og salat. Dette fundament alene er ikke hele islam. Selv blandt de lærde er der i dag ikke alle, der har en korrekt forståelse af islams storslåede bygning. I Bangladesh eksisterer hele islams bygning slet ikke. Lad os blot undersøge fundamentets tilstand for at se, hvor elendig dīn al-haqqs tilstand er i Bangladesh:

Mange blandt de muslimer, der er kendt som religiøse, ved ikke, at Kalima Tayyiba fastlægger principperne for hele livets tanker og handlinger, og at det at acceptere kalima betyder at aflægge løfte om at adlyde Allah og Sendebudet gennem hele livet. Ingen steder i skoler, colleges eller universiteter undervises der i denne omfattende betydning af kalima. Hvis det uddannede samfund ikke kender kalimas betydning, hvem bærer så skylden for dette? Er det ikke landets regering og uddannelsessystem, der er ansvarlige for det?

Den første korrekte undervisning i dīn al-islam er netop Kalima Tayyiba. Hvis der ikke findes nogen ordning for at lære det princip, som hele livet skal leves efter, hvordan skal mennesker så praktisere islam i deres liv?

Derefter er salat det andet fundament. Allah den Ophøjede har gjort de fem daglige bønner i fællesskab obligatoriske for muslimerne. Fard betyder en ubetinget pligt eller et ufravigeligt ansvar. Allah har givet salat fards betydning. Men hvilken position har salat i vores samfund? Generelt befinder salat sig i dette land i en mubah-tilstand. Det vil sige, at der ikke er nogen skade ved at udføre den, og heller ingen fejl ved ikke at udføre den. I visse tilfælde betragtes det som makruh eller uønsket at bede. En piccolo går hen og beder sammen med menigheden, og den officer, der ikke selv beder, bliver irriteret over det. Nogle steder er det haram eller forbudt at bede. Man tvinges til at lade bønnen gå tabt, når man er på vagt. Under dīn al-bāṭil er det naturligt, at man behandler Allahs påbud om salat på denne måde. Hvis dīn al-haqq var etableret i dette land, ville salat blive respekteret som en fard. Der ville blive sørget for, at alle overalt kunne udføre salat korrekt. Lederne ville selv udføre salat korrekt, og den undervisning i at leve efter kalimas principper, som salat giver, ville i praksis kunne ses i de bedendes liv.

Hvilken tilstand har fasten i samfundet? Også dette fundament i islam befinder sig, ligesom salat, i en »mubah«-tilstand – selv om Allah den Ophøjede har gjort fasten i ramadanmåneden obligatorisk. Hvis dīn al-haqq var etableret, ville der i samfundet være skabt et sådant miljø, at ingen muslim ville kunne begå det hykleri at hænge et gardin op foran hotellets dør og spise om dagen.

Fastens formål er moralsk udvikling, men i dag har denne moral ingen værdi i samfundet. Det synes at være landets lederes og myndigheders egentlige opgave at skabe alle muligheder og bekvemmeligheder for at være begærets slave. Et af fastens største formål er at undertrykke begæret og styrke samvittigheden. Mennesket er blevet skabt med evnen til at skelne mellem godt og ondt. Derfor er fasten nødvendig for at forme mennesket til et samvittighedsfuldt menneske. Men for dīn al-bāṭil er materiel lykke og dyrkelsen af begæret det vigtigste. Derfor foregår der en del skuespil for syns skyld under påskud af at »værne om ramadanens hellighed«.

Lad os nu se på hajjens situation. Allahs befaling til dem, som bør udføre hajj, er, at de skal rejse til Makkah og udføre hajj. Men denne befaling fra Allah er underlagt dīn al-bātil. Hvis falskheden ikke giver tilladelse, kan man ikke rejse på hajj. Hvis dīn al-haqq var etableret i landet, ville de, som har mulighed for at rejse på hajj, blive opfordret af staten til at gøre det.

Zakatens situation er endnu mere sørgelig. I virkeligheden er zakat-systemet i islam en bestemmelse om social sikkerhed. For mennesker, hvis indkomst er lavere end deres behov, og som af den ene eller anden grund er blevet fattige og forgældede, er det den islamiske regerings ansvar at opkræve zakatmidler fra dem, der er forpligtede til at betale zakat, og bringe dem til dem, der er berettigede til at modtage den. Zakat er ikke som andre skatter. Zakatmidler må ikke bruges til vilkårlige statslige formål. Regeringen har ingen ret til at bruge zakatmidler uden for de otte kategorier, som Koranen nævner for deres anvendelse. Hvis zakat-systemet blev gennemført korrekt, kunne der ikke længere eksistere tiggeri og arbejdsløshed i samfundet.

Men fordi dīn al-haqq ikke er gennemført, er der opstået grundlag for at opfatte selv dette storslåede system som en skamplet på islam. Under det nuværende falske samfundssystem kan den måde, zakat praktiseres på, give indtryk af, at zakat blot er de riges barmhjertige almisse til de fattige. I virkeligheden er zakat i islam en pligt, som Allah har fastsat for de rige, og en ret, som Allah har tildelt de fattige. Hvis den islamiske regering opkrævede zakat og sørgede for dens fordeling efter reglerne, kunne modtagerne få den med stor værdighed. I dag modtager de, der får zakat, den på ydmygende vis som en gunst fra giverne.

Allerede ud fra den elendige tilstand, som islams fem grundlæggende søjler befinder sig i her, kan man forstå, hvilken status hele den islamiske livsorden har her. Uanset hvor høj en status dīn al-haqq måtte have i hjertet hos alle, der tror på det islamiske ideal, er det kun de mennesker, der nærer kærlighed til islam, som kan indse, at der i virkeligheden i dette land kun er islams navn tilbage under dīn al-bātil.

Den begrænsede del af islam, der stadig lever, skyldes især de religiøse madrasaer. Hvis disse madrasaer ikke fandtes, ville der ikke være nogen undervisning i Koranen og hadith. Uden den muslimske befolknings hjælp ville disse madrasaers eksistens være umulig. At selv dette kan overleve under falskheden, er en stor lykke.

Hvad sker der med falskheden, når dīn al-haqq etableres??

Ligesom dīn al-haqq dér, hvor dīn al-bātil er etableret, tvinges til at eksistere under falskheden, må falskheden på samme måde underordne sig sandheden, når dīn al-haqq etableres. Allah har ikke befalet, at falskheden skal udslettes. Han har befalet, at sandheden skal sejre. Når sandheden sejrer, vil falskheden kun få den ret og mulighed til at overleve, som ikke er skadelig for sandheden. Ligesom dīn al-haqq i dag kun overlever i det omfang, falskheden ikke har indvendinger imod det, eller i det omfang det ikke skader dīn al-bātil.

Når dīn al-haqq etableres, vil falske religioner ikke blive udslettet. De, der ønsker at følge andre religioner, må ikke hindres. Templer, kirker og lignende skal beskyttes. For Koranen forbyder at udøve tvang i religiøse spørgsmål. Religion er et spørgsmål om hjertet. Hvis man tvinger nogen til at antage islam, vil oprøret fortsat bestå i deres hjerte. Man kan ikke tvinge hjertet. Derfor er det nødvendigt at opretholde religionsfriheden i en islamisk stat.

Men hvis kristne eller jøder i en islamisk stat ønsker tilladelse til at drive ågerforretning eller under kulturens navn åbent vil indføre uanstændighed og nøgenhed, vil den islamiske stat ikke give tilladelse til det. Da dette vil skade islams økonomiske system og moralske miljø, vil det ikke være muligt at tolerere sådanne forhold.

Den høje moralske væren, som Allah ønsker at ophøje mennesket til, er kun mulig under den sande religion. I stedet for at kontrollere menneskets dyriske tilbøjeligheder er der fra den falske religions side blevet skabt besynderlige materialistiske filosofier for yderligere at opmuntre dem. Som følge heraf udviser mennesket en karakter, der er ringere og mere afskyelig end dyrets.

Når den sande religion sejrer, vil det være muligt i praksis at anvende de forskrifter, som Allah har givet, for at ophøje mennesket til det sande menneskes værdighed. Verdens Profet var på den tid i stand til netop gennem den sande religion at forvandle verdens mest uciviliserede og ringeste menneskesamfund til historiens ypperste og mest civiliserede samfund.

Ansvaret for at etablere religionen

Hvem har ansvaret for at etablere religionen? Allah sendte Profeten med netop dette ansvar. Det erklæres således klart i tre suraer i Koranen:

هُوَ الَّذِي أَرْسَلَ رَسُولَهُ بِالْهُدَىٰ وَدِينِ الْحَقِّ لِيُظْهِرَهُ عَلَى الدِّينِ كُلِّهِ

»Han er den, der sendte sin sendebud med vejledningen og den eneste sande religion, for at han skulle lade den sejre over alle andre religioner.« (Sura At-Tawba: 33, Sura Al-Fath: 28, Sura As-Saff: 9)

Men var dette ansvar kun Profetens? Mente de, der troede på Profeten, at det var tilstrækkeligt for frelse blot at udføre bønnen, fasten og nogle andre religiøse pligter? Koranen og hadith vidner om, at enhver troende fuldt ud måtte deltage med liv og ejendom i udførelsen af Allahs Sendebuds ansvar for »etableringen af religionen«. Allahs Sendebud drog med tusind mænd, som havde bedt i menighed i moskeen i Medina under Profetens ledelse, ud til slaget ved Uhud. Efter at være kommet et stykke vej vendte tre hundrede mænd under ledelse af Abdullah ibn Ubay tilbage uden at deltage i slaget. Allah erklærede dem for hyklere. Under slaget ved Tabuk blev tre sahaba, som ikke var draget af sted rettidigt, skønt de havde haft til hensigt at drage af sted senere, efter Profetens befaling erklæret udelukket fra det muslimske fællesskab. De fik endda befaling om at holde op med at tale med deres hustruer og børn. Efter at de i denne tilstand havde angret i halvtreds lange dage, tilgav Allah dem.

Dette beviser utvivlsomt, at det er et ufravigeligt krav til troen at tage fuldt del i opfyldelsen af Sendebudets ansvar. Dermed står det klart, at ansvaret for Iqāmat ad-dīn påhviler enhver muslim. Hvis man ikke tager del i dette store ansvar, som Sendebudet bar, hvorfor var det så nødvendigt at tro? I Koranen er det blevet sagt gennem Sendebudets mund:

فَاتَّقُوا اللَّهَ وَأَطِيعُونِ

Betydning: „Frygt Mig og adlyd Mig.“ (Sura ash-Shuʿarāʾ: 150)

Det vil sige, at det kun er gennem fuld lydighed mod Sendebudet, at lydighed mod Allah er mulig.

Alle de påbud, som Allah den Ophøjede har givet, kan først gennemføres i menneskesamfundet i praksis, når den sande religion er etableret. Ingen religiøs pligt kan opnå sin rette status under den falske religions herredømme. Uden Iqāmat ad-dīn kan ingen af de forbudte handlinger udryddes af samfundet. Derfor var det kun som følge af Iqāmat ad-dīn, at Allahs Sendebud (fvmh.) kunne etablere så mange religiøse pligter. Hvis han ikke havde kunnet etablere religionen, ville han ikke have kunnet gennemføre nogen religiøs pligt i samfundet. Derfor er ansvaret for Iqāmat ad-dīn den største af alle religiøse pligter. Hvis man tilsidesætter ansvaret for Iqāmat ad-dīn, er det ikke muligt at etablere nogen af de religiøse pligter såsom bøn, faste, pilgrimsfærd og zakat på rette vis i samfundet. På samme måde kan ondskab og uretfærdighed ikke udryddes af samfundet uden at etablere religionen.

Så må man erkende, at ansvaret for Iqāmat ad-dīn (pligten til Iqāmat ad-dīn) påhviler enhver muslim. Det vil sige, at bestræbelsen på at etablere religionen eller gøre den sejrrig er en »individuel pligt«. Når religionen er blevet sejrrig, påhviler ansvaret for at opretholde den dog den regering, der leder den islamiske stat. Da bliver det en »kollektiv pligt« for almindelige muslimer. Men ansvaret for at besejre den falske religion og gøre den sande religion sejrrig er uden tvivl en »individuel pligt«. Hvis man anser Allahs Sendebud (fvmh.) forاسوة حسنةdet ypperste forbillede og Profetens ædle ledsagere for værdige til efterligning, er der ingen vej uden om at erkende dette.

Når man har forstået ansvaret for Iqāmat ad-dīn som den største af alle religiøse pligter, kan ingen nøjes med blot at udføre nogle værdifulde tjenester for islam. De, som slet ikke har nogen følelse af dette ansvar, står naturligvis i en særskilt situation. Den Store Allah, som alene har magten til at skænke frelse, kender deres tilstand, og det er sikkert, at Han ikke vil gøre nogen uret. Men for dem, som Allah den Ophøjede har givet evnen til at forstå ansvaret for Iqāmat ad-dīn (pligten), er det ikke naturligt at forsømme dette ansvar. De kan ikke være tilfredse med blot de tjenester for religionen, der udføres gennem madrasaher, khanqaher og tabligh.

Ingen kan benægte, at der gennem madrasaher, prædikener, khanqaher og tabligh udføres store tjenester for religionen. Disse tjenester er i sig selv til stor hjælp for Iqāmat ad-dīn. Men religionen kan ikke etableres af disse tjenester alene. Arbejdsmetoden (ṭarīqa-yi kār) og handlingsprogrammet for at etablere religionen begrænser sig ikke blot til tjenester. Bestræbelsen på Iqāmat ad-dīn antager naturligt form af en revolutionær bevægelse. Derfor kaldes denne bestræbelse en islamisk bevægelse eller »jihad på Allahs vej«.

Udførte Profeten (fvmh) andre opgaver end sin pligt??

Den sidste og universelle Profet (fvmh) førte en lang kamp mod falskheden, udstod selv ekstreme forfølgelser og fik også de ædle sahaba til at acceptere ubeskrivelige tab af liv og ejendom. I de første tretten år af den islamiske bevægelse, som Allahs Sendebud (fvmh) ledede, blev en gruppe kompetente medarbejdere opbygget, hvorefter sejrens æra begyndte i Medina. Det tog også otte år, før denne sejr blev konsolideret. Hele den arabiske styrke under Qurayshs ledelse forsøgte gentagne gange at tilintetgøre den islamiske stat i Medina. Som følge af Hudaybiyya-traktaten mod slutningen af det sjette hijri-år ophørte Qurayshs angreb, og med erobringen af Mekka i Ramadan i det ottende hijri-år blev den islamiske revolution konsolideret.

Selv efter islams sejr i hele Arabien måtte Profeten (fvmh) træffe mange foranstaltninger for at beskytte den islamiske stat mod angreb fra de persiske og romerske imperier. Han inviterede lederne af alle de omkringliggende stater til at antage islam og opfordrede dem, hvis de ikke tog imod invitationen, til at anerkende den islamiske stats overhøjhed.

Man kunne spørge, om han udførte andre opgaver end den pligt, som Allah havde pålagt Profeten med hensyn til islams religion. Han udførte utallige politiske, økonomiske og sociale opgaver: Han etablerede en islamisk stat, førte krig for at beskytte denne stat, dannede en regering til at administrere den, indførte Koranens lov i stedet for landets gældende love, etablerede et retfærdigt retssystem og udstedte økonomiske bestemmelser, så ingen blev berøvet den forsørgelse, Allah havde givet. Udførte han ikke disse opgaver som islamiske pligter?

Allahs Sendebud er selve forbilledet for islams religion. Hvis han selv udførte disse opgaver som religiøse pligter, vil det så ikke skade ens religiøsitet at negligere deres betydning? Det forbløffende er, at man netop med henvisning til religiøsitet ignorerer disse pligter i religionen. Hvis religiøse mennesker ikke forstår, at den egentlige opgave er den religiøse pligt til at besejre falskheden og sejre for sandhedens religion, og at bøn, faste, dhikr og lignende netop er nødvendige for at blive kvalificeret til denne opgave, hvem skal så påtage sig ansvaret for at bringe islams religion til sejr?

De, der på madrasaer formidler viden om Koranen og hadith, de, der i khanqaher underviser i religionen, de, der ved prædikener spreder religionens lys blandt folket, og de, der gennem tabligh lærer mennesker bekymring for det hinsidige – de er jo religionens sande tjenere og fanebærere. Derfor er det netop dem, der har den største evne til at forstå ansvaret for etableringen af religionen. Hvordan skulle de, der ikke engang yder den mindste tjeneste for religionen, kunne føle det tunge ansvar for etableringen af religionen, som Allahs Sendebud (fvmh) bar?

Derfor er min inderlige appel til alle oprigtige tjenere for religionen, som er engageret i enhver form for religiøs tjeneste: Tænk med et åbent sind over dette ansvar for etableringen af religionen. Hvis jeg har forstået det forkert, så hjælp mig med at fjerne min fejlagtige opfattelse ved hjælp af argumenter fra Koranen, hadith og Allahs Sendebuds (fvmh) liv. Vi skal alle stå foran Allah. Det vigtigste er, at vi ikke dér skal blive gjort skamfulde.

Som undskyldning for ikke at påtage sig dette ansvar henviser man som regel til visse fremtrædende religiøse personer og siger: Forstod de ikke dette ansvar? Vil de ikke blive frelst i det hinsidige, fordi de ikke påtog sig det? Ingen kan få dem, der søger sådanne undskyldninger, til at forstå. Hvis Allahs Sendebud er forbilledet, må man forsøge at følge ham. Det er helt forkert at fremføre en anden lærd, from person eller religiøs som bevis over for Allahs Sendebud.

Vi skal hver især aflægge regnskab for vores egne handlinger ved domstolen i det hinsidige. Argumentet: »Jeg mente ikke, at jeg behøvede at påtage mig ansvaret for etableringen af dīn, fordi den og den store lærde ikke havde påtaget sig det« – vil ikke være til nogen nytte dér. Det eneste spørgsmål dér vil være, om man fulgte Profeten (fvmh.) korrekt. Det er dette, frelsen afhænger af. Der vil ikke være nogen mulighed for at undgå dette spørgsmål ved at påberåbe sig en lærd.

Den islamiske bevægelses tidløse arbejdsmetode

Det er sandt, at den islamiske bevægelses detaljerede program udformes i hvert land efter landets interne forhold. Men bevægelsens grundlæggende arbejdsmetode er den samme i alle lande og til alle tider. Det er en bestandig arbejdsmetode, som selv Allahs profeter og sendebud måtte følge. Det er den eneste naturlige metode til at etablere et hvilket som helst ideal i verden. Den kan kort beskrives således:

For det første: Hvor fuldkomment et ideal end måtte være, kan intet ideal etablere sig selv i samfundet. Det er nødvendigt at opbygge en gruppe ledere og aktivister, som er i stand til i praksis at etablere dette ideal i samfundets og statens forskellige sektorer.

For det andet: En sådan gruppe af kvalificerede ledere og aktivister falder ikke ned fra himlen. De må organiseres og opbygges ud fra det menneskelige samfund. Lederne af idealets bevægelse organiserer dem og former gennem et særligt program deres sind, intellekt og karakter efter dette ideal.

For det tredje: Eftersom der i ethvert samfund allerede findes en gældende orden, og samfundets ledere (den politiske, økonomiske, religiøse og sociale ledelse) fastholder deres interesser ved at opretholde denne orden, vil de med alle kræfter modarbejde enhver bevægelse for et nyt ideal. Denne konflikt mellem den islamiske bevægelses aktivister og de etablerede interesser har vist sig i enhver profets liv. Denne konflikt er helt naturlig og nødvendig. Det er netop denne konflikt, der udgør den virkelige prøve for aktivisterne. De, som trods at være berøvet samfundets muligheder og trods fængsling, undertrykkelse og forfølgelse fra de etablerede interesser holder fast i bevægelsen, beviser, at de er værdige til dette ideal. Uden denne naturlige prøve findes der ingen anden måde at udvælge de egnede på.

For det fjerde: Denne tidløse metode til at opbygge en kvalificeret ledelse og aktiviststyrke for bevægelsen kræver naturligvis tid. Den kan på ingen måde gennemføres pludseligt på kort tid. Derfor måtte Verdens Profet (fvmh.) i hele 13 år, på stadiet for personlig dannelse og indtil hijraen til Medina, kæmpe mod de etablerede interesser. Profetens aktiviststyrke måtte bestå den endelige prøve gennem hijraen. De, som for islams skyld blev tvunget til at forlade hjem, slægtninge, rigdom og fædreland på denne måde, beviste, at islams dīn kunne sejre gennem dem. For de kunne ofre alt i verden for det eneste ideal. Det er derfor naturligt, at det tager nogen tid gennem bevægelsen at skabe en gruppe selvopofrende og uselviske aktivister.

For det femte: Først efter at have gennemgået dette stadium af personlig dannelse kan der opstå mulighed for at opbygge samfundet. Stadiet for personlig dannelse kan også kaldes kampens tidsalder. Hvis magten et sted overdrages til de mennesker, der er blevet dannet i kampens tidsalder, begynder bevægelsens sejrstidsalder, og først da bliver samfundsopbygning mulig. Det var netop denne mulighed, Profeten (fvmh.) fik i Medina efter hijraen.

Så længe lederskabet ikke er kommet i hænderne på mennesker, der er egnede til at gennemføre idealet, kan idealet ikke gennemføres. Hvordan kan Islam gennemføres af mennesker, der ikke kender Islam, eller som, selv om de kender den, ikke følger den i deres eget liv? De, der ikke har formået at gennemføre Islam i deres personlige liv, er ikke kvalificerede til at tjene Islam i samfundet.

Seks: Der er en klar forskel mellem at tjene Islam og den islamiske bevægelse. En konflikt mellem den islamiske bevægelse og de eksisterende magthavere og etablerede interesser er uundgåelig. Men de former for islamisk tjeneste, som ikke foruroliger de etablerede interesser, fører ikke til konflikt med dem. Disse former for islamisk tjeneste kan indirekte og på forskellige niveauer støtte den islamiske bevægelse. Men så længe de etablerede interesser ikke frygter, at disse tjenester kan ændre det eksisterende samfundssystem, lægger de dem ikke hindringer i vejen. Hvis de etablerede interesser opfatter en dawah eller et program sådan, at det vil opbygge folkelig styrke imod det samfunds- og statssystem, som de selv styrer, tolererer de naturligvis ikke denne bevægelse. En virkelig fuldkommen islamisk bevægelse er revolutionær af natur. Den revolutionære metode og det program, der bygger individet, samfundet og staten på tilbedelsen af Allah og på Allahs Sendebuds (s.a.w.) lederskab, er profeternes vigtigste sunnah. Den islamiske bevægelses mål er at ændre et samfundssystem, der ikke adlyder Allah og Hans Sendebud (s.a.w.). Det er denne bevægelse, der i Den Hellige Qurans sprog kaldes jihad fi سبيل الله.

Syv: Selv om den islamiske bevægelse gennemlever en lang kampperiode med den rette metode og det rette program og er i stand til at skabe et lederskab og en gruppe af aktivister, der er egnede til at gennemføre Islam, kommer sejrstiden måske alligevel ikke til sidst. Når der er blevet skabt en gruppe troende og retskafne mennesker, er den første betingelse for Islams sejr ganske vist opfyldt. Men hvis flertallet af befolkningen i det samfund, hvor man forsøger at gennemføre de islamiske bestemmelser, aktivt modsætter sig idealet, er sejr ikke mulig. Hvorfor var det lederskab og den gruppe af aktivister, som Allahs Sendebud (s.a.w.) havde opdraget, i stand til at gennemføre Islam i Medina, men ikke i Mekka? Det var, fordi befolkningen i Mekka aktivt var imod Islam, og derfor kom sejren ikke dér. Dette beviser, at Islam ikke kan gennemføres over for en befolkning, der er imod Islam. Allah påtvinger ikke et uvilligt folk sin religions store nåde.

Det var af denne grund, at mange af Allahs Sendebud ikke kunne gøre Islam til sejrherre. Det var ikke deres fiasko. Hvem kunne være mere kvalificeret end dem? I Mekka var betingelsen om at skabe mennesker, der var egnede til at gennemføre Islam, opfyldt, men betingelsen om, at befolkningen ikke måtte være imod det, blev ikke opfyldt dér. Da denne anden betingelse blev opfyldt i Medina, blev Islam i stand til at vinde sejr.

Det er især vigtigt at bemærke, at den islamiske bevægelses opgave er at forsøge at opfylde den første betingelse—det vil sige at konfrontere de falske kræfter og skabe en gruppe revolutionære mujahider midt i samfundet. Hvis denne betingelse opfyldes, og den anden betingelse også er til stede, har Allah selv påtaget sig ansvaret for at lede denne gruppe mujahider. Hvordan, på hvilken måde og hvornår Han vil give dem magten, afhænger af situationen. Ansvaret for at føre dem til magtens sæde tilkommer Allah alene. At forsøge at opnå lederskab gennem en unormal og listig fremgangsmåde kan ikke være den islamiske bevægelses rette metode.

وَعَدَ اللَّهُ الَّذِينَ آمَنُوا مِنكُمْ وَعَمِلُوا الصَّالِحَاتِ لَيَسْتَخْلِفَنَّهُمْ فِي الْأَرْضِ

Betydning: Allah har lovet at give verdens kalifat til dem blandt jer, som tror og gør gode gerninger. ”—(Sura an-Nur: 55)

Hvis målet om at gennemføre Islam kunne være blevet nået ved at tilegne sig magten på den ene eller den anden måde uden at følge den ovennævnte metode, ville Allahs Sendebud (s.a.w.), da lederne i Mekka inviterede ham til at opgive kaldet til Islam og acceptere kongemagten, sikkert have overvejet at tage magten og gennemføre Islam på den måde. Hvis man vil ændre et samfundssystem og indføre et nyt system, må man fra selve dette samfund skabe en gruppe uselviske mennesker, der er egnede til at gennemføre det nye ideal. Det endnu mere bemærkelsesværdige er, at sådanne mennesker kun kan findes i et ikke-islamisk samfund gennem den islamiske bevægelse. Det er unaturligt at gå imod det eksisterende samfundssystem, drevet af en verdslig interesse. De, der går fremad trods de etablerede interessers hindringer og undertrykkelse, er egnede til det nye ideal. Det er kun i kampperioden, at sådanne mennesker kan udvælges. I sejrstiden kan opportunistiske mennesker også blive tiltrukket af idealet. Da er det yderst vanskeligt at udvælge idealets uselviske bærere. Derfor bliver en ideologisk bevægelse efter sejren gradvist skadet af selviske mennesker.

Den islamiske bevægelse og kadersystemet

For at etablere et hvilket som helst ideal i praksis må man nødvendigvis skabe ledere og en stab af aktivister, der er præget af dette ideal i sind, forstand og karakter. Hvis ledelsen af den organisation, der oprettes med dette formål, udelukkende styres af politisk indflydelse og økonomisk formåen uden ideologiske egenskaber og kvalifikationer, kan dette ideal på ingen måde etableres gennem en sådan organisation. Derfor er en idealbaseret bevægelse nødt til at indføre en eller anden form for kadersystem for at skabe egnede ledere og en gruppe af aktivister.

Ligesom undervisningens formål ikke kan opfyldes, hvis alle elever på madrasaer, skoler og gymnasier indskrives i samme klasse og får opgaver på samme niveau, kan målet om at forme sind, forstand og karakter heller ikke nås, hvis alle slags mennesker i organisationen behandles på samme niveau. Derfor er der behov for en naturlig gradvis rækkefølge, hvor man først er tilhænger og derefter påtager sig ansvaret som aktivist og medlem. En sådan metode kaldes et kadersystem.

De, der mener, at der ikke fandtes et kadersystem i Allahs Sendebuds organisation, tager grundigt fejl. Som følge af den hårde modstand fra de etablerede interesser, som man måtte møde efter at have fået tro på Sendebudet, blev kadermetoden helt naturligt udviklet. På det tidspunkt var det let at skelne mellem dem, der trods uret og forfølgelse ikke var villige til at forlade Sendebudet, og dem, der ikke turde gøre sig klar til at løbe risikoen ved farer.

I det muslimske samfund i dag må kadersystemet indføres kunstigt, så længe den islamiske bevægelse ikke møder en lige så vanskelig situation. Men det egentlige kadersystem vil først blive dannet, når konflikten med de falske kræfter bliver tydelig. Før denne situation opstår, er det nødvendigt med en inddeling i klasser ligesom på college og universitet for at fastslå de forskellige niveauer for, hvor aktive folk er i den islamiske bevægelse, og hvor meget de er i stand til at ofre af liv og ejendom. For i det nuværende muslimske samfund hævder alle at være muslimer. Blandt dem er selv en meget gudfrygtig person måske slet ikke kvalificeret med hensyn til den islamiske bevægelse. Selv en god hadith-lærd er måske ikke villig til at gå frem på bevægelsens arena. En kvalificeret imam i en moské er måske heller ikke villig til at gå på banen mod de falske kræfter. Arbejdet med at etablere religionen kan ikke føres fremad ved at anerkende sådanne mennesker som medlemmer af den islamiske bevægelses organisation. Derfor kan målet om at skabe mennesker ikke nås uden et kadersystem.

Selv efter at denne kadermetode er blevet anvendt, kan nogle ledende personer under den hårde konflikt mellem sandheden og det falske vise svaghed og falde tilbage, mens nogle mindre fremskredne personer kan træde frem. Først da vil kadersystemet nå sit naturlige niveau.

Hvorfor er konflikten mellem sandheden og det falske uundgåelig??

Alle de profeter og sendebud, der er kommet til verden, har udført opgaven med at etablere den sande religion. I det land, hvor den sande religion ikke var etableret, var det falske nødvendigvis etableret. Når man forsøger at etablere sandheden, er det naturligt, at der kommer modstand fra det falskes side. For sandheden og det falske kan ikke fungere samtidig. Lys og mørke kan ikke eksistere side om side. Kun Adam og Sulayman blev ikke mødt af modstand. På Adams tid fandtes der nemlig ingen mennesker; hvem skulle så yde modstand? Og Sulayman var leder af den islamiske stat, som hans far Dawud havde grundlagt, så der fandtes ingen falsk kraft, der kunne yde ham modstand.

Den første erklæring, som fremsættes gennem Kalima Tayyiba inden for al-haqqs rammer, er, at man med ordene la ilaha afviser alt falsk, før man anerkender Allah som ilah. Det er nødvendigt først at afvise det falske, fordi der i samfundet findes falske kræfter, som gør krav på at være ilah, herre eller hersker. Det er meningsløst at anerkende al-haqq, mens man i sind og tanker lader det falske bestå. Derfor afviser man først med ordene la ilaha alle falske ilaher og tager derefter med ordene illallah alene Allah som ilah.

فَمَن يَكْفُرْ بِالطَّاغُوتِ وَيُؤْمِن بِاللَّهِ فَقَدِ اسْتَمْسَكَ بِالْعُرْوَةِ الْوُثْقَىٰ

Betydning: »Den, der forkastede taghut og troede på Allah, har grebet det stærkeste håndtag.« – (Sura al-Baqara: 256, Ayat al-Kursi)

Taghut betyder en oprørsk kraft mod Allah. En kafir fornægter blot Allah. Men taghut forhindrer mennesker i at tjene Allah og tvinger dem til at adlyde det i stedet for Allah. Det var, fordi Farao var en sådan taghut, at Allah sagde, da Han sendte Musa (a) til Farao –

اذْهَبْ إِلَىٰ فِرْعَوْنَ إِنَّهُ طَغَىٰ

»Gå til Farao; han har sandelig gjort oprør.« – (Sura an-Nazi’at: 17)

Den kraft, der er imod islam, er kort sagt taghut. I religionen erklæres der oprør mod de falske kræfter, og det siges: la ilaha – vi anerkender ingen hersker. Først efter at have forkastet alle andre herskere kan man med illallah anerkende Allah alene som ilah. Derfor er islams første budskab netop oprør mod det falske. Det er af denne grund, at taghut eller det falske helt naturligt har betragtet enhver profet, der kom med kaldet til Kalima, som en fjende.

Alle dem, som Allah den Ophøjede udvalgte som profeter og sendebud, var populære i deres respektive lande på grund af deres ærlighed, troværdighed, sandfærdighed og alle øvrige menneskelige egenskaber. Selv den sidste profet blev, indtil han begyndte at kalde til den sande religions budskab, lovprist som al-Amin og as-Sadiq. Men أَنِ اعْبُدُوا اللَّهَ وَاجْتَنِبُوا الطَّاغُوتَ»Tjen Allah, og hold jer fra taghut.« – (Sura an-Nahl: 36) Efter at have kaldt hertil kunne der ikke undgås en konflikt mellem profeten og taghut.

Så snart de hørte profetens daʿwa, forstod Nimrod, Farao og Abu Jahl, at profeten ønskede at ændre den lov, hvormed de regerede landet, og de principper, hvormed de styrede samfundet, og indføre et nyt system. Farao sagde klart:إِنِّي أَخَافُ أَن يُبَدِّلَ دِينَكُمْ“Jeg frygter, at han (Musa) vil ændre jeres religion.” – (Sura al-Mu’min: 26)

De, der styrer et land, udformer lovene på en sådan måde, at den herskende klasses interesser sikres. Man opretholder netop de love og det økonomiske system, der gør det muligt at udbytte folket og bevare den herskende gruppes dominans. Dette er et kendetegn ved menneskeskabte love; derfor ligger det i herskernes interesse at opretholde det eksisterende samfunds- og statssystem. Det er derfor, de kaldes etablerede interesser. Med andre ord er de etablerede interesser de mennesker, hvis interesser forbliver sikrede, så længe det eksisterende system består (Vested Interest).

Hver gang en profet har kaldt til tilbedelse af Allah, har de etablerede interesser straks forstået, at dette var i modstrid med deres interesser. Derfor har de anset det for nødvendigt at yde modstand. Det var ikke kun de politiske og økonomiske magthavere, men også de sociale og religiøse interesser, der ikke kunne tåle profeterne. Ibrahims (a.s.) far Azar var religiøs leder. Ved Nimrods hof havde han status som kongelig præst. Han levede godt under Nimrods styre gennem religionens forretning. Ibrahims (a.s.) daʿwa ramte Azars religiøse etablerede interesser. Den sidste profet havde håbet, at jødernes og de kristnes lærde og fromme ledere (på Koranens sprog ahbar og ruhban) måske uden videre ville tage imod hans daʿwa. For de kendte allerede Allah, det hinsidige, profeterne, åbenbaringen og så videre. Men det viste sig, at da der opstod en konflikt mellem Allahs Sendebud (s.a.w.) og Mekkas politiske, økonomiske og etablerede interesser, tvang også disse ahbars og ruhbans religiøse interesser dem til at samarbejde med Abu Jahls folk. Således er konflikten mellem sandhed og falskhed uundgåelig, og alle former for etablerede interesser samler sig og modsætter sig sandheden.

Nogen kan spørge, hvorfor der i et muslimsk flertalsland opstår denne form for konflikt mellem de muslimske herskere og den islamiske bevægelse. At bære muslimsk navn gør ikke nogen til en sand tilhænger af islam. Yazid var selv muslimsk hersker. Men Yazid kunne ikke tåle Imam Husain (r.a.), som bar det islamiske ideal. I dette land findes der mange ledere og partier, som bærer muslimske navne, men er ateister, sekularister, kommunister eller socialister, og som er den islamiske bevægelses værste fjender.

Det egentlige forhold er, at når de, der nyder fordelene ved de etablerede interesser, forstår, at den islamiske bevægelses sejr vil medføre love og et samfundssystem, hvor deres nuværende etablerede interesser vil forsvinde, bliver de bevægelsens fjender.

Den falske magt, der lægger hindringer i vejen for etableringen af dīn al-haqq, er af to slags. Den vigtigste falske magt er den regerende magt, der har statens magt. De, der har statsmagten i deres hænder, kan på ingen måde tåle bevægelsen for etableringen af dīn. De ved udmærket, at et islamisk samfundssystem ikke kan indføres under ledelse af de personer eller partier, der har magten i et ikke-islamisk samfund. Af hensyn til deres egen eksistens i en islamisk stat er de imod den islamiske bevægelse.

Der findes endnu en slags magt i samfundet, som er imod den islamiske bevægelse. Selvom den direkte regnes blandt de falske kræfter, bliver den ikke aktiv på sandhedens side i konflikten mellem sandhed og falskhed. Direkte eller indirekte samarbejder den med falskheden. De, der ikke er aktive på slagmarken mod falskheden, kan i sidste ende ikke forblive neutrale i denne konflikt. Selv om de tjener dīn, tvinges de til at indtage en sådan rolle. De, der ikke har modet til at påtage sig ansvaret for etableringen af dīn, viser sig på et tidspunkt at være hjælpere for falskheden.

Hvorfor opstår denne konflikt ikke med religiøs tjeneste?

I et land, hvor dīn al-ḥaqq ikke er etableret, vil de bestående interesser nødvendigvis modsætte sig arbejdet for iqāmat al-dīn eller den islamiske bevægelse. Det er naturligt, at den islamiske bevægelse opfattes som skadelig og uacceptabel for den falske religion. Hvis de bestående interesser ikke anser en islamisk tjeneste for farlig, må man forstå, at denne tjeneste, hvor værdifuld den end måtte være, ikke er en bevægelse for iqāmat al-dīn.

Madrasaerne yder uden tvivl en stor tjeneste for dīn. Men de bestående interesser mener ikke, at madrasaernes da‘wa og program vil omstyrte den falske regering og samfundsorden. Verdens største madrasa ligger i Deoband i Indien. Den anses ikke for skadelig for den indiske regering. I marts 1980 blev der i anledning af Deoband-madrasaens hundredårsjubilæum afholdt en stor international konference. Indiens premierminister, Indira Gandhi, holdt en tale ved konferencen. Indira-regeringen anså ikke Deoband-madrasaens da‘wa og program for på nogen måde skadeligt for landets samfunds- og statsorden.

Som en stor tjeneste for dīn er den muslimske nation taknemmelig over for alle madrasaerne i vores land, både de små og de store, herunder Deoband-madrasaen. Ingen muslim kan benægte betydningen af denne tjeneste. Disse madrasaer er uden tvivl en støtte for den islamiske bevægelse. Mange lærde, der er kvalificerede til at føre bevægelsen, er kommet fra disse madrasaer. Men madrasaerne driver ikke selv direkte en bevægelse for iqāmat al-dīn.

På samme måde udfører Tabligh Jamaat en stor tjeneste for dīn. Denne jamaat gør et stort antal mennesker over hele verden orienteret mod Allah, Hans Sendebud og det hinsidige. Jamaatens hovedkvarter ligger i Delhi i Indien. Lederen af denne verdensomspændende jamaat er indisk statsborger. Men ingen regering i noget land anser denne jamaat for skadelig for sig. Selv i Kina og Rusland er den ikke blevet forhindret i at rejse dertil. Gennem denne store jamaat kan budskabet om kalima og bøn samt da‘waen til Allah, Hans Sendebud og det hinsidige nå selv kommunistiske lande – det er meget glædeligt. Det er forkert at betragte dette som en lille tjeneste.

Men hvor stor en religiøs tjeneste Tabligh end udfører, indeholder denne jamaats da‘wa og program ingen plan for iqāmat al-dīn. Denne jamaat må arbejde i muslimske mindretalslande – ja, selv i kommunistiske lande. Derfor benytter jamaaten sig kun af så meget mulighed for at tjene dīn, som det er muligt uden sammenstød med det falske.

Jeg har haft den lykke at arbejde helhjertet i denne jamaat i fire et halvt år. Umiddelbart efter min M.A.-eksamen tilbragte jeg sammenhængende tre chillah’er (fire måneder) med denne jamaat, og netop da følte jeg en stærk trang og inspiration til at vie mit liv til islam. Derfor er min kærlighed til Tabligh Jamaat naturligt nok blevet dyb og varig gennem mit liv.

Jeg nærer en inderlig kærlighed til alle de ledende personer i Bangladesh’ Tabligh Jamaat. Fordi jeg arbejdede sammen med dem i den samme jamaat i flere år, fik jeg personligt mulighed for at danne mig et korrekt indtryk af deres oprigtighed og hengivenhed. Nogle af dem ærer jeg i mit hjerte som lærere – for eksempel Hazrat Maulana Abdul Aziz, tidligere amir for Tabligh Jamaat i Bangladesh. Nogle er højt respekterede religiøse mentorer, fra hvem jeg fik inspiration til at vie mit liv til islam – for eksempel ingeniør Abdul Muqit bhai. Blandt de ledende var der flere, som jeg havde som nære medarbejdere og elskede venner.

Jeg retter med stor inderlighed en ydmyg og indtrængende appel til alle disse mine lærere, mentorer og venner: De bør sørge for, at ingen blandt muslimerne i dette land danner sig en fejlagtig opfattelse af denne store jamaat, som ledes af dem. Nogle fremfører Tabligh Jamaats arbejde som værende nøjagtig det samme som den islamiske bevægelse, der blev ledet af Allahs Sendebud. I vor tids madrasaer undervises der ganske vist i Koranen og hadith. Men selv om denne form for Tabligh Jamaats arbejde yder en stor tjeneste for dīn, bør man ikke lade den opfattelse opstå, at Allahs Sendebud udførte ansvaret for iqāmat al-dīn med netop et så begrænset program.

Hvis Tabligh Jamaat havde antaget netop det handlingsprogram for den vanskelige og kampfyldte bevægelse, som Allahs Sendebud (fred være med ham) ledede for at gøre islam sejrrig, og med hvilket han i praksis etablerede religionen, ville den ikke have kunnet arbejde på denne måde i alle lande uden hindringer og uden sammenstød med det falske. Det handlingsprogram, som denne Jamaat har antaget for at opfylde den grundlæggende pligt at udbrede islams grundlæggende lære over hele verden, er korrekt, hvis man vil undgå sammenstød. Men alle må forstå, at et sådant handlingsprogram på ingen måde er tilstrækkeligt til at gøre Allahs religion sejrrig og etablere den i verden. Hvis der opstår den opfattelse, at selve kaldet og handlingsprogrammet er Allahs Sendebuds (fred være med ham) bevægelse, er der fare for, at denne Jamaat skader religionen mere, end den tjener den. Arten og omfanget af denne skade kan vurderes ud fra de mennesker, hvis adfærd har udsprunget af denne fejlagtige opfattelse.

Det er naturligt, at der opstår flere fejlagtige opfattelser blandt dem, der mener, at Tabligh Jamaats handlingsprogram med de seks principper og denne Jamaats arbejdsmetode (tarīqa-arbejde) svarer til Allahs Sendebuds (fred være med ham) religiøse kald i Mekka, og som håber, at Allahs religion vil blive etableret på jorden gennem dette arbejde alene:

For det første vil de betragte islam som begrænset til det religiøse område alene. De vil ikke se noget behov for de bestemmelser, islam har givet for alle livets områder. Islams økonomi, lovgivning og politik vil forekomme dem unødvendig.

For det andet vil de betragte bevægelsen for at etablere en islamisk stat og en islamisk regering som verdsligt arbejde og mene, at de, der udfører dette arbejde, blot er magtbegærlige.

For det tredje vil forestillingen om at etablere religionen uden konflikt med det falske skabe en sådan holdning hos dem, at de vil være tilfredse med den del af islam, som det falske ikke gør indsigelse imod.

For det fjerde vil denne opfattelse få dem til at betragte alle andre former for tjeneste for religionen som betydningsløse. Kun Tabligh vil forekomme dem at være religionens arbejde, og de vil ikke have evnen til at forstå værdien af andre religiøse tjenester.

For det femte vil sådanne mennesker under valg ikke have noget imod at stemme på personer, der er imod islam. Tværtimod vil de ikke kunne lide dem, der fører politik med krav om at indføre islams lov. Fordi de betragter det som forkasteligt at føre politik i islams navn, vil de ved valg stemme på netop de personer, der slet ikke taler om islam.

For det sjette kan de også få den opfattelse, at Tabligh Jamaat forsøger at etablere islam på en så fremragende måde, at islams fjender slet ikke opdager det. De kan mene, at arbejdet udføres med en så vidunderlig visdom, at islammodstanderne ikke kan finde nogen måde at forhindre det på.

Hvis man nærer en sådan forestilling, er den så alvorlig! Var Allah den Højeste ikke i stand til at lære profeterne en sådan visdom, at de kunne have arbejdet uden hindringer ligesom Tabligh? Udholdt profeterne da al denne uret og undertrykkelse forgæves?

Nogen vil måske sige, at profeterne kun mødte modstand, fordi de forkyndte blandt de vantro. Tabligh arbejder derimod kun blandt muslimer, og derfor er der ingen modstand. Hvis man forsøger at gøre muslimer til gode muslimer på det personlige plan

hvorfor skulle man så møde modstand fra det falske? Men hvis man arbejder med en forkyndelse og et program, der sigter mod at ændre landets love, styreform og samfundsorden, vil de herskende kræfter, der bærer muslimske navne, yde modstand ligesom de ikke-muslimske.

Det er på grund af disse bekymringer, at jeg har følt mig nødsaget til at fremsætte så mange ord over for de ansvarlige i Tabligh Jamaat. Tabligh Jamaat er ikke en bevægelse for Iqamat-e-Din. Det er en verdensomspændende bevægelse, der yder en særdeles værdifuld tjeneste for dīn. Det er denne opfattelse af Tabligh, som jeg anser for korrekt. Det vil være yderst skadeligt for den islamiske livsordning at betragte Tablighs forkyndelse og program som lige så omfattende som Profetens (fred være med ham) islamiske bevægelse. Det vil medføre, at Verdensprofeten kun bliver betragtet som en religiøs leder. Må Allah den Højeste beskytte det muslimske folk mod sådanne fejlagtige forestillinger.

Ved den store årlige verdenssamling for Tabligh, som afholdes på en vidtstrakt mark i Tongi, samles der på forskellige tidspunkter mellem 1,5 og 2,5 millioner mennesker. Det er virkelig opmuntrende. Jeg deltager også i den og glæder mit hjerte ved at se dette syn af muslimernes kærlighed til islam.

Hvis blot en tiendedel af dette antal mennesker samledes med en forkyndelse og et program om at omstyrte det falske dīn og etablere sandhedens dīn, ville landets regering og de etablerede interesser blive urolige. De sekulære og socialistiske kredse ville begynde en omfattende larm mod dem i aviserne.

I februar 1981 skabte en samling og march i Dhaka med blot 15.000-20.000 aktivister fra en islamisk studenterorganisation en mærkelig rystelse i alle islamfjendtlige kredse. Og dog er denne organisation ikke et politisk parti. Det er netop, fordi de taler om Iqamat-e-Din og opmuntrer de studerende til at etablere en islamisk stat, at de etablerede interesser er så stærkt foruroligede.

Alle falske kræfter og islamfjendtlige kredse ved udmærket, at Tabligh blot er en ren og skær religiøs menighed, som ikke beskæftiger sig med politik, staten eller regeringen. Derfor er der ingen grund til at bekymre sig om dem eller blive urolige.

De kræfter, der bekæmper islam, frygter derfor heller ikke de millioner af muslimer, der samles ved pirernes urs og mahfiler. Ved disse mahfiler ydes der ganske vist en tjeneste for islam gennem prædikener, talqin og dhikr. Men eftersom der ikke findes noget program for iqamat-e-din dér, er de islamfjendtlige kredse ikke bekymrede.

Det var netop for at tydeliggøre dette, at jeg nævnte madrasaer, tabligh og khanqaher som eksempler. Der opstår ingen konflikt mellem tjeneste for din og de kræfter, der bekæmper islam. Denne konflikt opstår udelukkende i forbindelse med da’wah og programmet for iqamat-e-din. Hele profeternes liv har vist, at dette er sandt.

Når Koranen omtaler de profeter og sendebud, ser man, at samtidens herskende kræfter og religiøse særinteresser ikke kunne tolerere nogen af profeterne. Bortset fra Hazrat Adam (fred være med ham) og Hazrat Sulayman (fred være med ham) kom alle profeter i konflikt med de kræfter, der bekæmper islam. Hvis selv profeterne måtte komme i konflikt med disse kræfter, fordi de arbejdede for iqamat-e-din, hvordan skulle profeternes ummah så kunne etablere denne islam uden at undgå denne konflikt?

De, der anser det for hikmat at undgå konflikt med de kræfter, der bekæmper islam, bør overveje, hvorfor Allah den Ophøjede ikke lærte profeterne og sendebuddene denne hikmat. De, der ønsker at arbejde for at gøre Allahs din sejrrig, kan ikke engang overveje at undgå denne konflikt. De kan naturligvis yde tjeneste på et eller andet område af din, og denne tjeneste kan også støtte iqamat-e-din. Men deres begrænsede arbejde kan ikke direkte være arbejdet for iqamat-e-din. Din vil ikke blive etableret gennem denne begrænsede tjeneste. Der kræves nødvendigvis et særskilt program for at etablere din.

Hvorfor er alle de lærde ikke “aktive i iqamat-e-din”??

Det er sandt, at der i Bangladesh findes flere hundrede tusinde lærde. De er beskæftiget med forskellige former for religiøs tjeneste. Spørgsmålet om, hvorfor de ikke bliver aktive i den islamiske bevægelse i overensstemmelse med iqamat-e-dins krav, er ikke irrelevant. Efter i lang tid at have været i tæt kontakt med de lærdes samfund har jeg søgt svaret på dette spørgsmål. Allah den Ophøjede kender den sande årsag. Men dette spørgsmål er så relevant, at den muslimske befolkning ikke vil kunne forstå den islamiske bevægelses betydning korrekt, hvis den ikke får et svar. Jeg ønsker her at offentliggøre resultatet af mine beskedne observationer.

For det første drives madrasaerne i vores land gennem befolkningens donationer. Selv de madrasaer, der modtager statslig støtte, får kun meget lidt. De fattige lærere på madrasaerne må også bruge tid og kræfter på at løse madrasaernes økonomiske problemer. Næsten alle, der kommer for at studere på madrasaerne, er børn af fattige. Da de fattige ikke har mulighed for at sende deres børn i skole eller på college gratis eller for en ringe udgift, er madrasaen deres eneste mulighed. Madrasaerne skaffer selv bøger og undervisningsmaterialer til eleverne. I de fleste tilfælde må madrasaerne endda sørge for elevernes kost og logi.

Under muslimsk styre bar staten selv udgifterne til uddannelse. Også i dag bærer staten hovedparten af udgifterne til den almindelige uddannelse (skoler, colleges og universiteter). Madrasauddannelsen er imidlertid en undtagelse. At madrasaerne overlever på grundlag af befolkningens donationer, er i sig selv en stor barmhjertighed fra Allah. Under disse forhold er det umuligt fuldt ud at takke for den beskyttelse af Koranen og hadith, som madrasaerne varetager. Derfor kan undervisningens kvalitet på madrasaerne ikke blive så høj, som den burde være. Følgelig bliver der kun få lærde af høj kvalitet.

For det andet: De velhavende sender slet ikke deres sønner på madrasa, fordi de ikke håber, at en madrasauddannelse kan føre til fremgang i denne verden. Også de fattige sender for det meste deres begavede sønner i skole. Derfor kommer der forholdsvis få dygtige elever på madrasaerne. De, der kommer, vender sig også mod college under presset fra det verdslige liv, enten efter at have bestået madrasauddannelsen eller før de har afsluttet den.

For det tredje: I det nuværende miljø studerer alle på madrasa af kærlighed til islam. De ved, at de ikke vil få mulighed for at udrette noget stort i denne verden. De regner med, at deres skæbne ikke vil byde dem noget større end at blive imam i en moské, lærer på en madrasa, højst lærer i arabisk og diniyat på en skole eller qadi ved nikah, og lignende.

De, der tvinges til at studere på madrasa med denne indstilling, håber kun på det hinsidige. De tvinges til at anse det som tilstrækkeligt held at kunne tjene din som imam i en moské eller som mudarris på en madrasa. Desuden skaber madrasaens miljø og de fremtidige livsmuligheder ikke hos eleverne en beslutning om at udrette noget stort for landet og folket.

Efter at have afsluttet madrasauddannelsen bliver spørgsmålet om de fattige lærdes levebrød et stort problem. Der er kun meget få lærde, som ved siden af at varetage deres religiøse erhverv — som imam eller lærer — kan afsætte tilstrækkelig tid til den islamiske bevægelse og påtage sig et større organisatorisk ansvar.

For det fjerde: Der er endnu en vigtig grund til, at den islamiske bevægelse ikke tillægges den rette betydning af mange lærde. I madrasauddannelsen findes der ingen ordning for at undervise i islam som en revolutionær bevægelse. Islam undervises kun som religiøs lærdom. Hvordan Guds Sendebud forandrede menneskesamfundet, hvordan Koranen ledte Sendebudets bevægelse gennem 23 år, og hvad der bør gøres for at etablere vor tids islam ud fra denne Koran og Sendebudets liv — hadith — er endnu ikke blevet en del af den islamiske undervisning på madrasaerne. Derfor lærer de kun islam at kende som en religion. Gennem madrasauddannelsen opstår der ingen forståelse af den islamiske bevægelse. Derfor udvikles der heller ingen følelse af ansvar for Iqāmat ad-dīn.

Hvordan skulle eleverne kunne lære mere islam, end deres lærere på madrasaerne underviser dem i? Men de begavede elever på madrasaerne, som er i stand til at forstå landets islamiske bevægelse, har opnået denne forståelse gennem undervisning uden for madrasaen. Når elever fra madrasaerne får bevægelsens perspektiv, bliver de ganske vist langt hurtigere orienteret mod bevægelsen end moderne studerende. Hvis islam var blevet undervist på madrasaerne som et fuldstændigt samfundssystem, ville de lærde have været i stand til at udøve islamisk lederskab på alle niveauer i nationale anliggender.

For det femte: Den største grund er måske manglen på en korrekt forståelse af at anse Guds Sendebud som det højeste forbillede. Iqāmat ad-dīn burde i virkeligheden anses for de lærdes livs egentlige program. Men hvorfor er det ikke blevet sådan? Efter min opfattelse er hovedårsagen, at man ikke anser Guds Sendebud for uswatun hasana. Der er også en grund til denne mangel. En alvorlig sygdom har vist sig i det muslimske samfund. Den, som man på en eller anden måde respekterer for at have ydet en stor tjeneste for din, tildeles næsten status som uswatun hasana eller det højeste forbillede. Så snart man anerkender ham som en buzurg, synes man at betragte ham som Sendebudets efterfølger eller i det mindste som en, der står ham nær. Derfor begynder man, så snart man ønsker at respektere en lærd eller en pir som forbillede for islam, at betragte ham som Sendebudets efterfølger.

Det bliver let at forstå pointen, hvis blot ét eksempel nævnes. I en vanskelig periode på subkontinentet ledede Hazrat Maulana Qasim (må Allah være tilfreds med ham) en bevægelse for islamisk undervisning i Deoband, og hans tjeneste på det tidspunkt var uden tvivl meget værdifuld. Hele den muslimske nation står i gæld til ham. Det er også naturligt at nære dyb respekt for ham. Men hvis nogen mener, at der ikke kan ydes en større religiøs tjeneste end den, han ydede, og derfor gør det til sit livsformål at oprette en madrasa efter hans eksempel, så må man forstå, at denne person har tildelt Hazrat Nanotvi (må Allah forbarme sig over ham) status som uswatun hasana. Kom Guds Sendebud til verden for at oprette en madrasa? Hvorfor betragtes det ikke som livets formål at videreføre det arbejde, han udførte for at gøre Allahs fuldkomne din sejrrig i samfundet? Hvis man anså Sendebudet for det højeste forbillede i alle livets forhold, ville man kun betragte alle andre, der tjener din, som tjenere for en del af Sendebudets omfattende tjeneste.

Hvorfor mener vi ikke, at alt det, som Allahs Sendebud (s.a.w.) udførte for religionen sammen med de ædle sahaba, er vores ubetingede pligt? Det, Hadrat Abd al-Qadir al-Jilani (r.a.) udførte, udgør ikke alt det, som Sendebudet udførte. Hvis han anses for at være målestokken for idealet, hvordan kan Sendebudet så stadig være målestokken? Den standard for idealet, som Sendebudet (s.a.w.) viste, er den eneste standard eller målestok. Enhver, der når så meget af denne standard, skal respekteres i overensstemmelse med det niveau. Men det skal stå klart for alle, at ingen kan nå Sendebudets niveau, og at ingen anden må gives en hædersplads på lige fod med Sendebudet.

Den eneste målestok for religionen er Sendebudet

Allah den Ophøjede har gjort alene Sendebudet (s.a.w.) til uswatun hasana, det vil sige målestokken for religionen. De ædle sahaba er de bedste forbilleder med hensyn til lydighed mod Sendebudet (s.a.w.), fordi de fulgte ham mere end nogen andre (اطاعة رسول) . Men selv om Sendebudet selv er forbilledet, har de ædle sahaba ikke derfor samme rang som Sendebudet. Ikke engang alle sahaba har samme rang. De fire kaliffer har heller ikke alle samme rang. Derfor er Sendebudet den eneste målestok for religionen, og alle må forsøge at følge Sendebudet alene (معيار) .

Hvorfor følger vi de ædle sahaba? Ikke for at følge dem i sig selv, men for at følge Allahs Sendebud (s.a.w.); det er med dette formål, at vi følger dem. De har opstillet det bedste eksempel på at følge Sendebudet (s.a.w.). Derfor må de følges for at følge Sendebudet. For så vidt angår (اتباع الرسول) , det vil sige lydighed mod og efterfølgelse af Sendebudet, er de ædle sahaba de bedste forbilleder. Men det er yderst vigtigt at forstå, at de ædle sahaba ikke kan have samme rang som Sendebudet (s.a.w.) i den betydning, hvori Sendebudet er et forbillede eller uswa.

En enkel sammenligning kan tydeliggøre forskellen mellem Sendebudet og de ædle sahaba. For at afgøre, om guld er ægte eller uægte, og i hvilken grad det er uægte, kan man gnide det mod en bestemt type sten. Denne sten kaldes en prøvesten. En prøvesten er en standard eller målestok, på arabisk (معيار) . Selv hvis man ved at gnide et stykke guld mod prøvestenen konstaterer, at det er helt rent guld, kan stykket ikke af den grund kaldes en prøvesten. Guld kan ikke være en prøvesten. På samme måde er Allahs Sendebud den eneste prøvesten. Det er ved at prøve sahaba mod denne prøvesten, at man kan vide, at de er rent guld; men derfor er de ikke selv prøvestene.

Selv om gruppen af de ædle sahaba som helhed var ren, havde de ikke alle samme rang som individer. De retledte kaliffers rang var højere end de øvrige sahabaers. Hvordan blev denne forskel i rang fastslået? Alle må erkende, at den eneste målestok for denne vurdering er Sendebudet (s.a.w.). Den eneste standard eller målestok for at anerkende Hadrat Abu Bakr (r.a.) som bedre end Hadrat Umar (r.a.) er Sendebudet. Denne vurdering er blevet fastslået ved at prøve dem mod Sendebudets prøvesten.

En anden sammenligning gør denne forskel endnu tydeligere. Hvorfor regnes Hadrat Muawiya (r.a.) ikke blandt de retledte kaliffer, selv om han var sahabi? Hvordan blev Hadrat Umar ibn Abd al-Aziz (r.a.) ved at blive kaldt den anden Umar tildelt en rang, der lå de retledte kaliffers nærmest? Han var imidlertid ikke sahabi. Efter hvilken målestok blev disse to vurderet så forskelligt? Det kan uden tvivl siges, at ummaen nåede frem til denne afgørelse ved at vurdere dem efter Sendebudets målestok.

Disse argumenter beviser med stor styrke, at Allahs Sendebud (s.a.w.) er den eneste ideelle målestok og den eneste prøvesten. Det er ved at vurdere mennesker efter denne prøvesten, at det afgøres, hvor meget rang hver enkelt kan have. Hvis man ud over Sendebudet også anser et andet menneske for at være en prøvesten og betragter det som en målestok, vil denne person nødvendigvis være af lavere rang end Sendebudet. Allah den Ophøjede har ikke befalet os at anerkende nogen af lavere rang end Sendebudet som uswa eller forbillede.

Det er beklageligt, at selv om man principielt ikke anerkender den enestående status, som Allah den Almægtige har givet Sendebudet (s.a.v.) som uswatun hasana, tillægger man i praksis store religiøse personligheder en status, som kun Sendebudet fortjener.

Eftersom Sendebudet ledes gennem åbenbaring, er han fejlfri, og ingen anden person kan være lige så fejlfri. Ligesom man må følge Sendebudet blindt, kan man ikke følge nogen anden på samme måde. At adlyde Sendebudets anvisninger, uanset om man forstår begrundelsen eller ej, er et krav i troen, men ingen andens anvisninger kan have samme status. Ligesom Sendebudet (s.a.v.) står over enhver kritik, gør ingen anden det. Selvom Allah har befalet, at Sendebudet skal følges uden krav om begrundelse, har Han ikke givet en sådan befaling vedrørende nogen anden.

Uanset hvor stor en religiøs personlighed er, vil man i virkeligheden have givet vedkommende samme status som Sendebudet, hvis man tror, at han er fejlfri, følger ham blindt og anser ham for hævet over kritik. Ingen kan imidlertid være Sendebudet ligeværdig med hensyn til status.

Islams religions grundlag er tawhid og risalat. Ingen kan sammenlignes med Allah med hensyn til Hans væsen og egenskaber. På samme måde kan ingen anden være fejlfri på den måde, Sendebudet er det, fordi han ledes gennem åbenbaring. Derfor må man følge Sendebudet blindt, mens man ikke kan følge nogen anden på samme måde. Det vil sige, at Sendebudet er den eneste som uswatun hasana. Ingen anden kan indtage denne position. Det er denne betydning, vi anerkender tawhid og risalat med gennem den gode trosbekendelse.

Hvis man havde anset Sendebudet for det eneste forbillede og fuldstændig efterfølgelse af Sendebudets liv for målet med det islamiske liv, ville man naturligvis have anset kampen for etableringen af dīn, eller jihad fi sabilillah, for en pligt. Så ville det ikke have været svært at forstå, at man ikke virkelig følger Sendebudet, hvis man ikke forsøger at indføre islamisk lov eller kæmper for at etablere en islamisk stat.

Fordi man anser store lærde, pīrer eller fromme ældre for forbilleder i stedet for Sendebudet, mener nogle, at det er tilstrækkeligt at tjene dīn gennem en madrasa, andre tror, at de har opfyldt deres ansvar over for dīn blot ved at holde prædikener, og andre er tilfredse med imamgerningen. Hvis de havde anset Sendebudet (s.a.v.) for det eneste forbillede, ville de, selv efter denne begrænsede tjeneste, have været dybt bekymrede for at gøre dīn sejrrig. Hvis de ansvarlige ledere i Tablighi Jamaat anser Sendebudets (s.a.v.) bevægelse for etableringen af dīn for det egentlige forbillede, vil de betragte det program med seks principper, som denne gruppes grundlægger, Hazrat Maulana Ilyas (r.h.), udarbejdede, som en indledende tjeneste. Så vil ingen betragte Tablighs nuværende program som nøjagtig det samme som den bevægelse, Sendebudet ledede. Men hvis Sendebudet (s.a.v.) ikke står foran dem som det højeste forbillede, kan de anse Hazrat Maulana Ilyas (r.h.) for forbilledet og hans program for islams endelige program.

For bedre at forstå Sendebudets (s.a.v.) status som uswatun hasana kan endnu et eksempel være særligt nyttigt. Det pensum eller den læseplan, der udarbejdes for college-, universitets- og madrasastuderende, danner grundlag for spørgsmålene til den afsluttende eksamen. Hvis eleverne ikke er meget opmærksomme på dette pensum, hvis de ikke sørger for, at lærerne gennemgår hele pensummet, og hvis hele pensummet ikke bliver læst, kan man på ingen måde håbe på at bestå eksamen. Uanset hvor stor respekt eleverne viser læreren, vil de aldrig opnå et godt resultat i eksamen, hvis de mangler at læse pensum. Hvis en lærer kun underviser i den lette del af pensummet og udelader den vanskelige del, kan eleven heller ikke håbe på et godt eksamensresultat, hvor dygtig han end er.

Allah den Almægtige har givet Sendebudets (s.a.v.) samlede liv som pensum for at bestå prøven i det hinsidige. Efter døden vil man blive udspurgt i graven på grundlag af dette pensum. Ingen vil blive spurgt, om han har efterlignet eller fulgt Hazrat Abu Bakr (r.a.), Imam Abu Hanifa (r.h.) eller Hazrat Abdul Qadir Jilani (r.h.).

Hvis man sammenligner Rasul med et pensum, kan man sammenligne alle religiøse personer, fra Sahaba-e-Kiram og frem, med lærere eller ustader. Fra Sahaba-e-Kiram lærer vi netop om Rasulens liv. Det er for at lære Rasulens pensum, at vi må betragte Sahaba som de bedste ustader. For at følge Rasul på alle livets områder må vi følge fiqh-imamerne. Ligesom man må lære alle verdslige ting af en ustad, har man også brug for en ustad, hvis man ønsker at lære det religiøse liv. Uanset hvilket navn denne ustad kaldes – hvad enten nogen kaldes amir for en religiøs jamaat, eller nogen kaldes shaykh eller pir – er de i virkeligheden alle ustader. Vi må forsøge at lære hele Rasulens livs pensum hos dem. Det er måske ikke muligt at lære hele pensummet hos den samme ustad. Hvis vi betragter Rasul som pensummet, må vi, efter at have lært det pensum, man kan lære hos den pågældende ustad, søge en ustad for at lære resten af pensummet. Hvis man betragter én bestemt ustad som selve pensummet og anser det, han lærer, for tilstrækkeligt, vil man komme i vanskeligheder ved den endelige prøve i akhira.

Dette er den egentlige årsag til, at man trods landets mange lærde, pirer og tjenere for deen ikke tillægger iqamat-e-deen den nødvendige betydning. Man anser det for tilstrækkeligt at følge ustaden uden at tage Rasul som pensum. Hvis denne store misforståelse bliver korrigeret, vil alle være i stand til at erkende ansvaret for iqamat-e-deen.

Hvorfor førte de store ulema i det indiske subkontinent ikke en bevægelse for iqamat-e-deen??

Hvis man gennemgår den korte historie på omkring to et halvt århundrede fra det tidspunkt, hvor englænderne fratog muslimerne herredømmet over dette subkontinent, og frem til i dag, vil svaret på dette spørgsmål let blive forståeligt. Mange tillægger ikke denne historie betydning. Hvis det nuværende ulema-samfund, som befinder sig i en splittet tilstand, kendte denne historie, ville de kunne overveje, hvad de selv bør gøre. Derfor analyserer jeg her meget kort nogle nødvendige begivenheder fra den lange histories sider.

Efter at det engelske herredømme var begyndt i det pak-indisk-bengalske subkontinent, og undertrykkelsen og forfølgelsen af muslimerne var blevet omfattende på alle områder, vandt en stor bevægelse for på ny at oprette en islamisk stat popularitet blandt de muslimske, der havde mistet deres rige. På grundlag af Shah Waliullah Dehlavis revolutionære islamiske tanker blev der under ledelse af Maulana Sayyid Ahmad Barelvi og Maulana Shah Ismail Dehlavi gennem Tahriq-e-Mujahideen (Mujahid-bevægelsen) oprettet en uafhængig stat i Nordvestgrænseprovinsen. Mange mujahider deltog også i denne bevægelse fra det fjerne Bengalen. I 1831 blev de to store mujahid-ledere martyrer i et blodigt slag på et sted ved navn Balakot mellem Punjab og grænseprovinsen, og da deres mujahid-hær blev besejret af englændernes og sikhernes samlede styrker, kunne den islamiske stat ikke længere bestå.

De to store mujahid-ledere, der blev berømt som Shahidain-e-Balakot, havde skabt en så dyb bevidsthed om den islamiske bevægelse og iqamat-e-deen blandt muslimerne, at selv de muslimer, der gjorde tjeneste i den engelske hær, reagerede stærkt på nederlaget ved Balakot. Et oprør mod englænderne begyndte at ulme blandt dem og tog i 1857 form af sepoy-opstanden. Eftersom muslimske soldater spillede hovedrollen i denne opstand, blev de imperialistiske englændere et sværd over muslimerne.

Det var dengang muslimernes værste nød. Med hjælp fra subkontinentets hinduer og sikher blev det engelske herredømme stadig stærkere. Englænderne fremmede ikke-muslimerne på alle områder og bandt muslimerne i lænker af et dobbelt slaveri. Englændernes politiske herredømme og hinduerne og sikhernes økonomiske trældom skabte tilsammen en fast ordning, der skulle holde den muslimske nation nede for altid.

Da den besejrede, nedkæmpede og undertrykte muslimske nation var rådvilde, begyndte Sir Sayyid Ahmad Aligarh-uddannelsesbevægelsen med det store formål at fremme muslimerne på områder som uddannelse, beskæftigelse og handel, side om side med hinduer og sikher, samtidig med at de forblev under det engelske herredømme. Med et omsorgsfuldt ønske om, at muslimerne ved at lære det engelske sprog og indtage en forsonlig holdning over for englænderne igen kunne stå på egne ben, slog han ind på denne vej. Selv om denne besejrede holdning var problematisk set fra islams synspunkt, tog han dette skridt med den største oprigtighed. Som følge af denne besejrede holdning begyndte han endda at fremsætte sådanne fortolkninger af Koranen, at de sande ulema blev urolige. Som følge heraf begyndte Deoband-bevægelsen.

Darul Uloom Deoband blev grundlagt under ledelse af Hazrat Maulana Qasim Nanوتwi (rh.) i forlængelse af Maulana Shah Waliullah Dehlawis tankegang og med det store formål at beskytte islam gennem korrekt undervisning i Koranen og hadith. I dag er de utallige madrasaer over hele det indiske subkontinent frugten af netop denne bevægelse.

Aligarh-bevægelsen skabte en holdning præget af samarbejde med englænderne i stedet for kamp mod dem. Deoband-bevægelsen forsøgte derimod at fastholde oprørsånden mod det engelske slaveri. Men efter nederlaget ved Balakot og fiaskoen i sepoy-oprøret var det ikke længere muligt for muslimerne alene at rejse sig mod englænderne.

Da englænderne efter Første Verdenskrigs afslutning i 1918 begyndte at afskaffe det muslimske kalifat i Tyrkiet, vågnede der igen en bevægelse blandt muslimerne på det indiske subkontinent til forsvar for kalifatet. Denne bevægelse, der blev kendt som Khilafat-bevægelsen, blev indledt under muslimsk ledelse. Deobands rolle i den var meget stærk.

På dette tidspunkt samarbejdede Kongrespartiets uafhængighedsbevægelse under hr. Gandhis ledelse med denne anti-engelske Khilafat-bevægelse og kom tættere på Deoband. Men også Khilafat-bevægelsen mislykkedes. Som følge heraf blev den al-indiske ulama-organisation Jamiyat Ulema-e-Hind, der var blevet dannet under Deobands ledelse, endnu mere fjendtlig over for englænderne. Ulema-e-Hind troede oprigtigt, at muslimerne ikke kunne gøre fremskridt, og at det heller ikke var muligt at oprette et islamisk kalifat, før englænderne var blevet fordrevet fra Indien. De troede, at det ikke var muligt at befri landet fra englænderne gennem muslimernes indsats alene. Derfor forsøgte Ulema-e-Hind, i samarbejde med den under Gandhi og Nehrus ledelse førte uafhængighedsbevægelse, at fordrive englænderne.

På den anden side gjorde de bitre erfaringer, som de moderne uddannede muslimer havde fået som følge af Aligarh-bevægelsen, dem helt naturligt fjendtligt indstillede over for hinduerne. De så, at det hinduistiske samfund, som var længere fremme i engelsk uddannelse, havde indtaget statslige stillinger, handel og alle slags erhverv på en sådan måde, at muslimerne ingen steder kunne få arbejde, selv om de var uddannede. Englænderne havde jo givet hinduerne eneret. Da hinduerne nu så, at muslimerne ønskede at få del i alle områder, forsøgte de overalt at holde muslimerne nede. Hinduerne opførte sig således i forbindelse med stillinger, handel og forskellige erhverv, og det var naturligt, at denne adfærd gjorde de moderne uddannede muslimer fjendtligt indstillede over for hinduerne. Men ulemaerne havde ingen konflikt med hinduerne i denne henseende. Det, som det moderne uddannede samfund gennem praktiske erfaringer kunne forstå, nemlig at hinduisk dominans ville opstå overalt, hvis landet blev selvstændigt under hinduisk ledelse, var det ikke muligt for ulema-samfundet at forstå. Årsagen var, at der på det område af det muslimske samfund, hvor ulemaerne arbejdede, ikke var nogen mulighed for interessekonflikt med hinduerne, og ulemaerne havde ingen steder nogen grund til at konkurrere med hinduerne.

Det uddannede muslimske samfund følte stærkt, at selv hvis landet blev selvstændigt under Kongrespartiets ledelse, ville muslimerne stadig forblive hinduernes slaver. Pakistan-bevægelsen blev skabt af denne følelse. Muslim League under hr. Muhammad Ali Jinnahs ledelse krævede, at muslimerne skulle have en separat stat i områder med muslimsk flertal. Dette krav skabte en ny opvågnen i det muslimske samfund, som var knust under englændernes og hinduernes slaveri. Hr. Jinnah opnåede blandt muslimerne status som Quaid-e-Azam (den største leder).

Da Kongrespartiet blev uroligt over muslimernes separate bevægelse, hævdede det, at mennesker fra alle religioner i Indien udgjorde én nation som indere. Det var på ingen måde rigtigt at opdele denne store nation på grundlag af religion. Som modvægt til Kongrespartiets sekulære syn hævdede Muslim League, at islam var muslimernes ideal, og at islam ikke blot var en religion. Derfor udgjorde muslimerne på grundlag af den islamiske livsordning en særskilt nation. I den forstand fandtes der to nationer i Indien. Den muslimske nation, som tror på det islamiske ideal, kan ikke blive én nation sammen med dem, der tror på et andet ideal. Denne opfattelse blev berømt som teorien om to nationer eller “Two-Nation Theory”.

Da Kongrespartiets teori om én nation således kom i konflikt med Muslim Leagues teori om to nationer, erklærede Ulema-e-Hind sin støtte til Kongrespartiet. Lederen af Ulema-e-Hind, Hazrat Maulana Husain Ahmad Madani (rh.), forsøgte i en berømt tale, som han holdt i Lahore Shahi-moskeen i 1938, at bevise, at teorien om én nation ikke var i strid med islam. Hans tale blev udgivet som en pamflet med titlen “Muttahida Qaumiyat aur Islam” (Teorien om én nation og islam). I 1939 tilbageviste Maulana Mawdudi (rh.) alle argumenterne i denne tale og beviste med stærke argumenter fra Koranen, hadith og den tidlige islamiske historie, at Kongrespartiets teori om én nation var fuldstændig i strid med islamisk nationalitet. Hans bog blev udgivet under titlen “Masala-e-Qaumiyat” (Nationalitetsspørgsmålet); den bengalske oversættelse af bogen hedder “Islam og nationalisme”.

Som følge af denne strid om nationalitet skabte Kongresbevægelsen, der ville gøre Indien uafhængigt som et samlet land, og Muslim Leagues bevægelse for oprettelsen af en separat, uafhængig muslimsk stat en yderst bitter situation på den politiske arena. Især blev det muslimske, uddannede samfund meget oprørt over for Ulama-e-Hind, som støttede Kongressen. Reaktionen på dette viste sig også blandt ulamaerne. Selv om størstedelen af ulamaerne fra Deoband sluttede sig til Kongressen, oprettede mange ulamaer under ledelse af Maulana Sabbbir Ahmad Usmani (må Allah forbarme sig over ham) og Maulana Mufti Muhammad Shafi (må Allah forbarme sig over ham) i 1943 en modorganisation for ulamaerne, kaldet Jamiat-e-Ulama-e-Islam, til fordel for Pakistanbevægelsen og støttede Muslim League. Mange ulamaer, blandt andre Maulana Zafar Ahmad Usmani (må Allah forbarme sig over ham), Maulana Shamsul Haq Faridpuri (må Allah forbarme sig over ham), Maulana Mufti Din Muhammad Khan (må Allah forbarme sig over ham), Pir Sahib fra Sharsina og Pir Sahib fra Furfura, støttede aktivt Pakistanbevægelsen. Hazrat Maulana Ashraf Ali Thanvi (må Allah forbarme sig over ham) støttede også Muslim League.

På denne måde blev de ærede ulamaer splittet: Den ene gruppe støttede Kongressens idé om et samlet Indien, mens den anden gruppe gik ind for at dele Indien og oprette Pakistan. Den bitterhed, dette skabte, førte til, at Muslim League blev beskyldt for at være imod uafhængighed og for at være englændernes håndlangere af Ulama-e-Hind, mens Ulama-e-Hind blev beskyldt for det samme fra Muslim Leagues side.

Uanset hvilken holdning jeg på det tidspunkt som studenteraktivist i Pakistanbevægelsen havde til Ulama-e-Hind, er jeg senere, efter at have vurderet alle begivenhederne med en upartisk historikers blik, nået frem til den konklusion, at Ulama-e-Hind med rimelig grund ikke troede, at Muslim Leagues ledere var i stand til at oprette en islamisk stat. Derfor mente de ikke, at det var klogt at dele landet og splitte den muslimske nation mellem to lande. Men de havde med rimelig grund ingen forestilling om, at Kongressens idé om et samlet Indien var katastrofal for muslimerne. Selv med oprigtighed er det ikke umuligt at træffe en forkert politisk beslutning. Jeg kan ikke tro, at en person som Maulana Madani (må Allah forbarme sig over ham) kunne arbejde for nogen verdslig interesse, selv om han forstod, at det ville skade islam og muslimerne. Jeg har ikke mod til at angribe sådanne menneskers intentioner. At tage fejl er én ting; at handle med dårlige intentioner er noget andet.

Da ulamaerne på subkontinentet var splittet, hvor den ene gruppe var aktive som tilhængere af Kongressen og den anden som tilhængere af Muslim League, fremlagde Maulana Maududi gennem sit månedlige tidsskrift “Tarjuman-ul-Quran” et tredje perspektiv, som tilfredsstillede begge grupper af de ærede ulamaer. Maulanas bog om nationalisme blev af de ærede ulamaer, der støttede Muslim League, anvendt som et stærkt våben mod Maulana Madanis (må Allah forbarme sig over ham) teori om én nation. Men Muslim League-kredse blev yderst vrede over Maulana Maududis foredrag på Aligarh Universitet i 1940 med titlen “Hvordan oprettes en islamisk regering?” (titlen på den bengalske oversættelse er “Vejen til den islamiske revolution”). I dette foredrag beviste han med argumenter, at selv om bevægelsen for oprettelsen af en separat, uafhængig muslimsk stat på grundlag af teorien om to nationer var helt rigtig og fuldt ud værd at støtte, ville de ikke på nogen måde kunne oprette en islamisk regering eller stat, selv hvis de oprettede et muslimsk land. Ved at analysere Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans bevægelse, indså han, at Muslim Leagues ledelse ikke blot ville være ude af stand til at oprette en islamisk stat, fordi den ikke havde noget program til at opbygge ledere og en aktiviststyrke, der kendte islam og efterlevede den i deres liv; hvis de forsøgte at etablere islam, ville de tværtimod mene, at bevægelsens leder burde hænges. Præcis 14 år efter dette foredrag blev hans forudsigelse virkelig bevist. I 1953, under Muslim Leagues styre, blev han under et påskud dømt til døden ved hængning.

Efter at Maulana Maududis bog mod Maulana Madanis (må Allah forbarme sig over ham) teori om én nation var blevet udgivet, begyndte der fra Deoband stadig at komme fatwaer imod Maulana Maududi. Jo mere kraftfuldt Maulana Maududi skrev, at muslimer på ingen måde burde støtte Kongressen, desto flere fatwaer kom der. På denne måde blev Maulana Maududi på den ene side offer for fatwaer fra de ærede ulamaer, som støttede Kongressen, mens han på den anden side også blev fordømt af Muslim League-kredsene. Indtil Pakistan blev oprettet, sagde Muslim Leagues ledere ganske vist ikke noget imod ham, fordi nogle af Maulana Maududis skrifter var særdeles nyttige for Pakistanbevægelsen. Men straks efter Pakistans oprettelse, da han i 1948 krævede, at der skulle udarbejdes en islamisk forfatning, blev han arresteret som modstander af Pakistan og tilbageholdt i fængsel uden rettergang.

Selv om Maulana Maududi gennem sine stærke og mest fremragende skrifter til fordel for teorien om to nationer havde styrket Pakistanbevægelsen, sluttede han sig ikke til Muslim League. I et helt år efter det tidligere nævnte foredrag i Aligarh i 1940 foreslog han løbende gennem sit månedlige tidsskrift Muslim Leagues ledere en række programmer, uden hvilke Pakistan ikke kunne gøres til en islamisk stat. Da Ligaens ledere ikke reagerede, begyndte han i august 1941 at organisere Jamaat-e-Islami på grundlag af disse programmer sammen med 75 personer, som var kommet til Lahore fra forskellige provinser på subkontinentet. Det var netop som følge af dette forberedende arbejde for oprettelsen af en islamisk stat, at bevægelsen for en islamisk forfatning blev så stærk efter Pakistans oprettelse, trods den heftige modstand fra Muslim League-regeringen.

Efter martyrdøden i Balakot-sletten i 1831 for Syed Ahmad Barelvi (må Allah forbarme sig over ham) og Shah Ismail Shahid (må Allah forbarme sig over ham) faldt den islamiske stat, som de havde grundlagt. Jeg har her forsøgt at give en kort beskrivelse af, hvilken tilstand der herskede blandt muslimerne i det følgende lange århundrede. Heraf kan man forstå, hvorfor der ikke kunne begynde endnu en bevægelse for etableringen af religionen i løbet af hundrede år. Da frihedsbevægelsen mod englænderne blev stærkere, og muslimerne igen vågnede og fik styrke nok til at kræve oprettelsen af en uafhængig muslimsk stat, opstod der netop et miljø, hvor en bevægelse for etableringen af religionen kunne opbygges. Drømmen om at oprette en islamisk stat vakte igen genklang i muslimernes hjerter. Hvis de store ulamaer på dette tidspunkt i stedet for at følge Kongressens og Muslim Leagues ledere havde kunnet lede bevægelsen for oprettelsen af en islamisk stat, ville subkontinentets historie måske have set anderledes ud. Det store mål at forme Pakistan som en islamisk stat kunne måske være blevet opfyldt. Det var subkontinentets muslimers ulykke, at de ærede ulamaer på dette afgørende tidspunkt ikke kunne opfordre til etableringen af religionen.

Det var denne opfordring, Maulana Maududi fremsatte i 1941. På det tidspunkt var han kun 38 år. Men på den tid var næsten alle de store ulamaer splittet mellem Kongressen og Ligaen. Ingen af disse to veje blev imidlertid ledet af islamisk lederskab. Derfor synes det, at det vigtigste mål for Ulama-e-Hind i datidens politiske miljø var at opnå frihed fra englænderne. For de ulamaer, der støttede Ligaen, var det egentlige mål at dele landet og oprette et uafhængigt muslimsk land. De havde ikke en position, hvorfra de selv kunne lede for at nå disse to mål. Derfor måtte de følge Kongressens og Ligaens ledere.

Hvis ulema i Bangladesh skal drage den rette lære af denne bitre historiske erfaring, må de tænke dybt og besindigt. Tiden er kommet til at indse, at det er religionens krav at føre en bevægelse for at omdanne dette land til en islamisk stat gennem kaldet til Iqāmat ad-dīn og dets handlingsprogram. Hvis man forsinker sig, er der fare for enten evigt slaveri som i Bukhara eller for at blive ramt af ulykker som i Afghanistan. Gud forbyde, at en sådan situation skulle opstå; i så fald er det tvivlsomt, om ulema vil få mulighed for at fortsætte selv det begrænsede arbejde for religionen, som de nu er beskæftiget med.

Betydningen af den forenede indsats

Ingen kan på nogen måde udføre arbejdet med Iqāmat ad-dīn alene. Selv ingen profet kunne, trods alle sine kvalifikationer, alene gøre religionen sejrrig. Naturligvis måtte profeten begynde alene. Den profet, hvis kald folk ikke besvarede, og som ikke fik mulighed for at arbejde i en sammensluttet gruppe, kunne ikke gøre religionen sejrrig.

Arbejdet med at ændre et samfundssystem og opbygge samfundet på ny er så vanskeligt og komplekst, at dette vældige mål på ingen måde kan nås uden en samlet indsats fra en tilstrækkelig stor gruppe mennesker. Derfor opfordrede enhver profet, samtidig med at han kaldte mennesker til at acceptere underkastelsen under Allah, dem også til at adlyde ham og blive hans ledsagere i varetagelsen af ansvaret for Iqāmat ad-dīn.

Det vil sige: »Frygt Allah og adlyd mig.« Alle profeter bragte dette budskab. For uden lydighed fra en gruppe mennesker er det ikke muligt at gøre religionen sejrrig.

Det er derfor, at Jamaat har så stor betydning i islam. Ved at påbyde, at de fem daglige bønner udføres i Jamaat, er der sørget for, at man dybt kan erfare betydningen af et liv i fællesskab. Selv et liv i Jamaat er blevet gjort obligatorisk for lydigheden mod islam. I hadith er den, der bryder med Jamaat, blevet advaret således: Ligesom ulven tager det får, der har forladt flokken, med sig, sådan tager Satan den, der har løsrevet sig fra Jamaat, i sin fælde.

Selv når to personer rejser sammen, har Profeten ﷺ beordret dem til at anerkende den ene som amir og følge Jamaats disciplin. Et islamisk liv er ikke muligt uden Jamaat, og en Jamaat kan heller ikke eksistere uden en amir. Dette beviser, at en muslim enten skal være amir (den, der giver ordrer) eller ma’mur (den, der adlyder ordrer). Når man beder i Jamaat, skal man på samme måde enten være imam eller muqtadi. Hvis nogen hverken er imam eller muqtadi, må man forstå, at han ikke har sluttet sig til bønnens Jamaat. På samme måde har den, der ikke har sluttet sig til nogen religiøs Jamaat, slet ikke antaget et program for at leve et korrekt islamisk liv. I denne situation vil han ikke kunne beskytte sig mod nafs’ og Satans bedrag.

På den Ædle Profets ﷺ tid blev kun de anset for at være muslimer, som sluttede sig til Profetens Jamaat og aflagde troskabseden, bay’ah, til Profeten eller hans repræsentant. Hvis man stod uden for denne Jamaat, blev man ikke anset for at være muslim. Denne Jamaat var religionens eneste Jamaat, det vil sige al-Jamaat. I dag kan ingen enkelt Jamaat gøre krav på status som al-Jamaat. Alle de Jamaater, der kan dannes på grundlag af Profetens forbillede, betragtes tilsammen som al-Jamaat. Men den, der ikke har sluttet sig til nogen religiøs Jamaat, er slet ikke i en sikker position, hvad angår troen.

Ingen lærd i islam kan benægte denne betydning af Jamaat i islam. Selv hvis det blot er for at tjene Allahs religion, er der ifølge hadith ingen anden udvej end i det mindste at anerkende det som wajib at tilslutte sig en Jamaat. Derfor må enhver bevidst muslim tilslutte sig en eller anden Jamaat. Hvis ingen af de eksisterende Jamaater tiltaler en person, bør vedkommende forsøge at danne en ny Jamaat. Det er imidlertid yderst vigtigt, at det er alles ansvar at forsøge at lære hver enkelt religiøs Jamaat grundigt at kende. Man må opsøge hver Jamaat og forsøge at få oplysninger fra de ansvarlige i den pågældende Jamaat. Det er helt urimeligt at træffe en beslutning i denne sag ved at lytte til løse påstande eller blive vildledt af propaganda fra modstandere af en Jamaat. En dommer, der afsiger dom efter blot at have hørt sagsøgerens klage uden at indhente den anklagedes forklaring, er ikke værdig til at være dommer. Derfor må man se en Jamaat på nært hold, hvis man skal træffe en beslutning om den.

Brødrene i Tabligh Jamaat forklarer dette på en meget fin måde. De siger: Hvis man virkelig vil vide, hvordan Tabligh Jamaat er, bør man bruge noget tid sammen med Jamaaten og være sammen med den i det mindste nogle dage. Dette udsagn fra brødrene i Tabligh er meget fornuftigt. Men dette argument gælder for alle Jamaater. Hvis brødrene i Tabligh også ønsker at lære en anden Jamaat at kende, må de derfor bruge noget tid på at lære den pågældende Jamaat at kende. Hvordan skulle man kunne være i stand til at sammenligne den med andre Jamaater, hvis man kun arbejder med Tablighs arbejde?

Hvis jeg ikke havde fået mulighed for at arbejde i Tabligh Jamaat, ville jeg ikke på afstand have kunnet danne mig en korrekt opfattelse af den. På samme måde fik jeg mulighed for at lære Tamaddun Majlis at kende. Det var gennem denne Majlis, at jeg for første gang fik en forståelse af, at islam er en ideologisk bevægelse. I tre år arbejdede jeg samtidig i Tabligh Jamaat og Tamaddun Majlis. I den ene fik jeg mulighed for at beskæftige mig med islams religiøse side, og i den anden fik jeg et indblik i islams sociale, politiske og økonomiske sider. Da jeg fik mulighed for at lære Jamaat-e-Islami at kende, fandt jeg alle islams sider samlet i denne Jamaat og tilsluttede mig den. Jeg anerkender naturligvis Tablighs og Tamadduns bidrag af hele mit hjerte. Hvis jeg ikke havde haft den lykke at kunne sammenligne dem, ville jeg heller ikke have været i stand til at føle tilfredshed i den Jamaat, hvor jeg arbejder nu.

Jeg siger ikke, at den af de få Jamaater, som jeg har haft mulighed for at lære at kende, og som jeg senest har valgt, nødvendigvis er den, alle bør vælge. Mit synspunkt er, at bevidste muslimer bør forsøge at lære alle de religiøse Jamaater grundigt at kende. Ved at vurdere dem sammenlignende vil enhver finde større tilfredshed ved at arbejde dér, som vedkommende foretrækker mest. Og ved at sammenligne dem vil man kunne anerkende hver enkelt Jamaats religiøse tjeneste. At foretrække én Jamaat frem for en anden betyder ikke, at man må anse de øvrige Jamaater for dårlige. Selv om man anerkender én som »bedre«, bør man i det mindste anse den anden for »god«. Det er på ingen måde nødvendigt at anse alle de andre for dårlige, blot fordi man foretrækker én mest.

Kendetegn ved den Jamaat, der er dannet med henblik på Iqamat ad-Din

Enhver organisation, Jamaat eller institution har et bestemt formål. Naturligt nok planlægger man dér at uddanne mennesker netop til dette formål. For eksempel oprettes en madrasa for at uddanne lærde. Den type pensum, der udarbejdes, afhænger af, hvilken slags lærde man ønsker at uddanne. De, der opretter colleges, ønsker at uddanne mennesker til et andet formål end madrasaerne, og derfor er deres pensum også anderledes. Det program, der gennem khanqahen skal uddanne mennesker, der er hengivne til Allah, frembringer mennesker af netop denne standard. På grundlag af Tabligh Jamaats seks principper og chilla-metoden uddannes den slags mennesker, som dette program kan frembringe. Denne Jamaat forsøger at få mennesker til ikke at være opslugt af det jordiske liv, men med henblik på at opbygge det evige liv i det hinsides at bruge nogle dage af og til på Tablighs arbejde, borte fra hjem og erhverv. At vende mennesker mod det hinsides er uden tvivl religiøs tjeneste.

Men den organisation, der ønsker at ændre det ugyldige samfundssystem og opbygge samfundet efter Allahs lov og Sendebudets forbillede, må have et program, der passer til dette store formål. En sådan Jamaat har flere kendetegn:

For det første: Denne Jamaats da‘wah kan ikke være rettet mod blot enkelte dele eller sider af islam. Ligesom islam er omfattende, skal denne Jamaats da‘wah være lige så omfattende. Jamaats da‘wah skal omfatte underkastelse under Allah alene og lydighed mod Sendebudet på alle livets områder. Denne Jamaat skal fortsat kalde mennesker til at anerkende Allah som den eneste, der har myndighed til at befale, og Sendebudet som den eneste forbilledlige leder i individets, samfundets og statens liv.

For det andet: Denne Jamaat vil bestræbe sig på at præsentere islams fuldstændige lære for menneskesamfundet. Den vil gøre alt, hvad der står i dens magt, for at forstå hele den hellige Koran. Den vil gøre sit yderste for bredt at udbrede islams samlede lære i samfundet – fra iman, islam, taqwa, ihsan samt bøn, faste, hajj, zakat, dhikr og tahajjud til familielivet, det politiske liv, det økonomiske liv og alle øvrige sider af individets og samfundets liv.

For det tredje: For at gøre den fuldstændige religion islam sejrrig vil denne Jamaat naturligvis forsøge at få mennesker til at tilslutte sig organisationen med det formål at samle menneskelige ressourcer. Alle, der tilslutter sig en sådan organisation, vil gøre det med Jamaatens mål som deres eget livsmål. De vil forsøge at få folket til at tilslutte sig dette store mål og vil også gennem personlig da‘wah fortsætte med at få mennesker til at slutte sig til Jamaaten.

For det fjerde: Denne Jamaat vil træffe særlige foranstaltninger for at udvikle de nødvendige kvalifikationer, den karakter og de egenskaber, der kræves blandt dem, som tilslutter sig Jamaaten, så de bliver egnede til at påtage sig det vanskelige ansvar for ikamat ad-din. Gennem alle mulige former for tarbiyyah eller træning vil den opbygge en kvalificeret arbejdsstyrke.

For det femte: Når denne organisation samler mennesker ved at kalde dem til at gøre islam sejrrig, kan den etablerede regering og alle former for bestående interesser (politiske, økonomiske, sociale og religiøse) ikke undgå at blive opmærksomme på den. Det falske system eller den falske religion vil betragte en sådan Jamaat som farlig for sig.

Derfor vil de med alle kræfter forsøge at forhindre denne Jamaats fremgang på enhver mulig måde. Regeringen og andre islamfjendtlige grupper vil gå sammen om at føre propaganda mod lederne og aktivisterne i en sådan Jamaat, så folket kan vildledes. Hvis det er nødvendigt, vil de uden rettergang sende ledere og aktivister i fængsel ved at indvikle dem i et net af falske retssager, så organisationens styrke ikke vokser. På denne måde vil alle bestående interesser med alle former for undertrykkelse kaste sig over kampen mod at gøre islam sejrrig.

Hvis de bestående interesser, trods det at en organisation er en islamisk Jamaat, tolererer den og ikke gør noget imod den, må man gå ud fra, at denne Jamaat, selv om den yder en stor tjeneste for islam, ikke arbejder efter noget program for ikamat ad-din. Hvis de bestående interesser eller den etablerede regering ikke betragter en Jamaat som deres fjende, må man forstå, at denne Jamaat ikke har noget program for at etablere den sande religion.

For det sjette: Denne modstand fra de falske kræfter og de bestående interesser er yderst gavnlig for den islamiske bevægelse. Som følge af denne modstand tør feje og kujonagtige mennesker ikke tilslutte sig bevægelsen. De, for hvem verdslige interesser er det vigtigste, kommer heller ikke ad denne vej. Kun den slags uselviske, modige, kampvillige og jihad-orienterede mennesker, som denne vej kræver, tilslutter sig organisationen. Kun de, der ikke frygter nogen anden end Allah, holder fast her. Dette er en sådan vej, at Allah den Ophøjede prøver alle, der tager det første skridt ad den.

Betydning: “Tror menneskene, at de vil blive ladt i fred uden at blive prøvet, blot fordi de siger: ‘Vi tror’? Og sandelig, deres forgængere blev også prøvet.” (Sura al-Ankabut 29:2-3)

Det var, fordi der fandtes en bevægelse for etableringen af deen, at Profetens (fred være med ham) ledsagere måtte gennemgå så mange prøvelser. Hvis en jamaat også i dag udfører dette arbejde, må dens medlemmer ligeledes bestå prøvelser. Uden sådanne prøvelser er det ikke muligt at finde mennesker, der er egnede til at etablere islam.

Syv: Et andet kendetegn ved bevægelsen for etableringen af deen er, at ingen i denne organisation får en lederposition efter nogen anden målestok end ikhlas, taqwa samt selvopofrelse og hengivenhed for bevægelsen. I partier, hvis egentlige mål er at erobre magten, accepterer man ledere fra andre partier som ledere af politiske grunde. I en organisation for etableringen af deen kan man ikke acceptere nogen som en »færdiglavet« leder. For det er i strid med islamiske principper at gøre en person, der begærer lederskab, til leder.

Derfor kan der ikke opstå nogen konkurrence om at blive leder i denne organisation. Her er en ledelseskonflikt også umulig. Ingen kan komme ind i en sådan organisation med det formål at blive leder. Men hvis en person, der har en ledende position og de nødvendige kvalifikationer i et parti, tilslutter sig denne organisation oprigtigt, vil hans adfærd og arbejdsprincipper hurtigt føre ham til lederskab. For de ansvarlige i en sådan organisation er ivrige efter at give ansvaret til mere kvalificerede personer, når de finder dem.

Ingen i en sådan organisation forsøger at blive leder. Og personer, der har kvalifikationerne til at være ledere, bliver opfordret til at påtage sig lederskab. Ingen bliver gjort til leder alene på grundlag af berømmelse, penge eller eksamensbeviser. Lederskabet udvælges efter målestokken for idealer og karakter.

Otte: En ægte islamisk jamaat bruger ikke en bestemt person som middel til at tiltrække mennesker til bevægelsen. For en jamaat, der er dannet med henblik på etableringen af deen, er det islamiske ideal den egentlige tiltrækning. Det er dens kendetegn at tiltrække mennesker til dette ideal. Profetens organisations centrum og grundlag var Profetens personlighed. Uden en profet bør en organisations grundlag ikke være nogen anden persons personlighed. Hvis en organisation bygges op omkring en bestemt person, kan den ikke bestå efter denne persons død. Men hvis idealet er organisationens egentlige grundlag, bringer grundlæggerens død ikke organisationens eksistens i fare.

Findes der en sådan jamaat i Bangladesh??

For dem, der virkelig føler ansvaret for etableringen af deen, er dette spørgsmål af største betydning. Det må overvejes grundigt, om man vil kunne stå til regnskab over for Allah, hvis man undlader at arbejde for etableringen af deen med den undskyldning, at man ikke kan finde en fuldkommen jamaat, der er tiltrækkende på alle områder. Ligesom det er forkert at undlade at deltage i jamaat-bønnen og bede alene, blot fordi man ikke bryder sig om moskéens imam, er det også en stor fejltagelse at leve uden en jamaat, blot fordi man ikke har fundet den ideelle jamaat.

Hvis du er kvalificeret til at være imam og regelmæssigt går til moskeen for at bede i jamaat, kan de bedende fjerne den ukvalificerede imam og gøre dig til imam. Så vil moskeen blive endnu mere levende, fordi den har fået en kvalificeret imam. På samme måde kan du tilslutte dig den jamaat, hvis formål med etableringen af deen du forholdsvis foretrækker, og forsøge at forbedre den yderligere. Og hvis du selv har kvalifikationerne til at danne en jamaat, så gør det. Men man må erkende, at det uden nogen jamaat overhovedet ikke er muligt for nogen at varetage ansvaret for etableringen af deen.

På et tidspunkt rejste dette spørgsmål sig også meget stærkt i mit sind: Med hvilken Jamaat skulle jeg udføre dette arbejde? Som jeg allerede har sagt, elsker jeg stadig de to organisationer, som jeg tidligere arbejdede i samtidig. Men da min samvittighed fandt en anden Jamaat mere egnet til iqamat al-din, har jeg siden arbejdet i denne Jamaat. Dette afhænger helt af den enkeltes samvittighed. På grundlag af viden om religionen, ansvarsfølelsen for iqamat og islam må enhver selv træffe sin egen beslutning i denne sag. Ikke alle behøver at være enige med mig i den beslutning, jeg er nået frem til. Men enhver har pligt til at vælge den Jamaat, der passer ham, efter at have vurderet den ud fra de egenskaber, der er nødvendige for iqamat al-din.

Ansvaret for iqamat al-din er ikke en så enkel sag, at man pludselig og uden forståelse kan slutte sig til en Jamaat uden først at sammenligne grundigt og overveje sagen. Man må vælge efter at have undersøgt, om den Jamaat, man vil slutte sig til, har en dawah og et program, der egner sig til iqamat al-din, hvor meget den gør for at uddanne mennesker, der er kvalificerede til iqamat, og i hvilken grad den besidder de egenskaber, der er nødvendige for iqamat. Med den viden, forstand og samvittighed, Allah har givet mig, har jeg ikke fundet nogen Jamaat, der er bedre egnet til iqamat end Jamaat-e-Islami. Jeg forsøger efter bedste evne at gøre denne Jamaat bedre og at fjerne de mangler og fejl, der findes i den. For efter min vurdering er Sahaba-kerams Jamaat den eneste ideelle Jamaat. Når jeg bedømmer Jamaat-e-Islami ud fra denne Jamaat som målestok, finder jeg mange mangler og fejl i den. Jeg beder Allah om hjælp, så jeg ikke får et småligt sind, der får mig til at være stolt af Jamaat-e-Islamis overlegenhed ved at sammenligne den med landets øvrige Jamaater. Hvis denne Jamaat ønsker at påtage sig det store ansvar for iqamat al-din, må den betragte Sahaba-kerams Jamaat som ideal og gøre alt, hvad der er muligt, for at nå dette niveau. Der er ingen grund til at føle sig tilfreds ved blot at sammenligne sig med et af de eksisterende partier.

Jeg erklærer med oprigtig religiøs begejstring, at hvis jeg finder en organisation, der er endnu bedre end Jamaat-e-Islami til at etablere Allahs religion i dette land, vil jeg anse det for min pligt at forlade denne Jamaat og slutte mig til den organisation. For mit mål er iqamat al-din. Jeg tror, at det er min pligt at slutte mig til den Jamaat, hvor der er størst mulighed og håb om at nå dette ædle mål.

Jamaat-e-Islami og Maulana Maududi (må Allah forbarme sig over ham)

Det er op til den enkelte, der ønsker at slutte sig til Jamaat-e-Islami med det formål at gennemføre iqamat al-din, at overveje, om han bør gøre det. Grundlæggeren af denne Jamaat var Maulana Sayyid Abul A’la Maududi (må Allah forbarme sig over ham). Selvom han ikke længere er blandt os, og der cirkulerer mange forskellige udsagn om ham, vil jeg derfor fremlægge nogle nødvendige oplysninger om hans forhold til det nuværende Jamaat-e-Islami:

For det første understregede Maulana Sayyid Abul A’la Maududi (må Allah forbarme sig over ham) hele sit liv, at man ikke bør følge nogen person blindt bortset fra Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham). Kun Sendebudet er ufejlbarligt, fordi han ledes gennem åbenbaringen. Ingen anden er hævet over fejl.

Derfor er jeg ikke villig til at acceptere noget, Maulana Abul A’la Maududi (må Allah forbarme sig over ham) har sagt, uden at prøve det mod Sendebudets målestok. Jeg accepterer kun så meget af hans synspunkt, som jeg finder acceptabelt i lyset af Koranen og sunnah. Dette er Jamaat-e-Islamis princip.

Da han i 1941 blev valgt til Jamaatens amir, fremsatte han straks følgende erklæring:

“Til sidst vil jeg gerne gøre én ting klart. Hvad angår fiqh og ilm al-kalam, har jeg min egen metode. Jeg har fastlagt den på grundlag af mine personlige undersøgelser og min forskning. De, der har læst Tarjuman al-Qur’an i de seneste otte år, kender dette udmærket. Nu er jeg blevet indsat som amir for denne Jamaat. Derfor må jeg gøre det klart, at alt, hvad jeg hidtil har skrevet, og hvad jeg fremover vil skrive eller sige om fiqh og kalam, ikke skal betragtes som en afgørelse truffet af amiren for Jamaat-e-Islami, men som min personlige mening. Jeg ønsker ikke at påtvinge Jamaatens øvrige lærde og forskere mine personlige afgørelser i disse spørgsmål, og jeg ønsker heller ikke, at Jamaaten pålægger mig sådanne begrænsninger, at min frihed til at forske og udtrykke mine meninger inden for videnskaben bliver frataget mig. Jeg pålægger Jamaatens medlemmer (arkān), i Allahs navn, at ingen af jer må fremlægge mine udtalelser om fiqh og kalam som bevis over for andre. På samme måde må ingen tage mine personlige handlinger – som jeg efter egne undersøgelser og min forskning har anset for tilladelige – som bevis og blot følge dem uden selv at undersøge sagen, alene fordi jeg har gjort det. På dette område har enhver fuld frihed. De, der besidder viden, skal handle i overensstemmelse med deres egne undersøgelser og deres egen forskning, og de, der ikke besidder viden, skal handle i overensstemmelse med den forskning og undersøgelse, som de lærde, de har tillid til, har foretaget. Desuden har enhver frihed til at have en mening, der afviger fra min, og til at give udtryk for sin egen mening i dette spørgsmål. Vi kan alle have forskellige meninger om mindre og detaljerede spørgsmål, fremlægge argumenter og beviser over for hinanden og indgå i debat, og alligevel forblive medlemmer af den samme Jamaat – sådan som Sahaba kiram, radiyallahu anhum, gjorde.”

For det andet: Jamaat-e-Islami rummer personer, der følger Hanafi-madhhaben, såvel som Ahl al-Hadith. I denne Jamaat kan tilhængere af enhver madhhab inden for Ahl al-Sunna wa-l-Jama’a blive medlemmer. Som Jamaat tvinger Jamaat-e-Islami ikke nogen til at følge en bestemt madhhabs fiqh. De, der tilslutter sig Jamaaten, følger deres egen madhhab. Maulana Maududi fulgte Hanafi-madhhaben. Men der findes også Ahl al-Hadith-medlemmer i Jamaaten.

For det tredje: Alle i Jamaaten har fuld frihed til selvstændigt at hente synspunkter fra bøger af alle tidligere og nutidige forfattere om islam. Når de søger viden i klassiske og moderne tafsirværker, hadithværker, fiqhværker og lignende, har enhver ret til selvstændigt at danne sig sin egen mening. Netop fordi Maulana Maududi lagde så stor vægt på tankefrihed, er der ingen fare for, at han følges blindt.

For det fjerde: Jamaat-e-Islami betragter ikke Maulana Maududi som imam inden for fiqh eller aqidah. Det er heller ikke Jamaatens princip at følge hans ijtihad. For Jamaat-e-Islami har Maulana Maududi en særlig status af tre grunde.

(a) I denne tid har Maulana Maududis litteratur ved at fremstille islam som den eneste fuldstændige livsordning genoprettet din al-Islams rette status. Gennem det store antal bøger, han har skrevet, har mennesker lært at forstå, at den fejlagtige opfattelse i samfundet – at islam kun er begrænset til det religiøse område – er forkert. Denne omfattende forståelse af islam var ikke tidligere så tydelig på det indiske subkontinent. Det var ham, der klart gjorde befolkningen på subkontinentet opmærksom på, at islams krav er at tjene Allah og adlyde Profeten på alle områder af individets og samfundets liv. Han har på en meget smuk måde tydeliggjort, at Qur’anen og Sunnah er den eneste rette og omfattende vejledning for hele menneskelivet.

(b) Maulana Maududi, rahmatullahi alayhi, fremførte med stor styrke, at muslimens vigtigste ansvar er at etablere din al-Islam i menneskesamfundet i praksis. Ikke nok med det: I dette århundrede var han den første, der ved at kalde til iqamat-e-din indledte en organiseret indsats på dette subkontinent mod falskhed. De, der har svaret på og svarer på dette kald til iqamat-e-din, anser det for en pligt at organisere sig i en Jamaat, fordi de har forstået bevægelsens betydning.

Netop fordi han kaldte til en sådan bevægelse for at gøre islam sejrrig, er islam i dag blevet en revolutionær bevægelse på hele subkontinentet. Selv blandt moderne uddannede mennesker og studerende har der bredt sig en respons på den islamiske vækkelse.

(c) Maulana Maududi, rahmatullahi alayhi, viste en organisatorisk begavelse uden sidestykke i denne tid, da han videnskabeligt organiserede muslimerne. For at gøre muslimerne til en disciplineret styrke, der kunne konkurrere med de moderne falskhedsbevægelser og deres stærke organisationer, gav han dem en organisatorisk struktur og arbejdsstrategi. Derfor er der, selv efter at han er gået bort fra denne verden, ingen fare for, at organisationen bliver svækket på noget område.

Jamaat-e-Islami betragter ikke Maulana Maududi (rh) som et overmenneske eller som en sådan skikkelse, der kan skabe blind hengivenhed. Selv om Maulana hele sit liv havde bestræbt sig på at gøre en ende på overdreven hengivenhed på det religiøse område, og selv om han besad mange sjældne egenskaber, har Jamaat ikke vist ham nogen form for overdreven ærbødighed.

Verdens tænkende kredse har ganske vist enstemmigt anerkendt Maulana Maududi (rh) som denne tids største islamiske tænker, forfatter og mujahid samt som den stærkeste personlighed i modstanden mod den moderne jahiliyyah eller islamfjendtlige ideologier. Trods dette har Jamaat-e-Islami ikke ment, at det var nødvendigt for den islamiske bevægelse at ophøje Maulanás personlighed i menneskers øjne. Maulana var så opmærksom på dette, at han ikke tillod, at hans fødselsdag blev fejret. Selv efter hans død fejres hans fødsels- eller dødsdag ingen steder på det indiske subkontinent. Jamaat-e-Islami eksisterer imidlertid som en åben organisation i Bangladesh, Indien, Pakistan og Sri Lanka. Men ingen steder fremhæves Maulana Maududi (rh)s personlighed.

Maulana Maududi (rh) analyserede den moderne tids problemer og forskellige menneskeskabte løsninger og påviste klart disse løsningers mangler i lyset af Koranen og hadith. Den måde, hvorpå han med stor dygtighed fremlagde islams løsninger, gjorde det lettere for moderne uddannede mennesker som os at forstå islam. Derfor er det i den moderne tid blevet umuligt at føre en islamisk bevægelse uden den islamiske litteratur, som Maulana Maududi (rh) har skrevet. Jamaat-e-Islami er derfor nødt til at drage nytte af hans bøger. Hvis formålet havde været at fremhæve Maulana Maududi (rh), ville hans fødsels- og dødsdag naturligvis være blevet fejret.

Den Verdens Profet, som Maulana Maududi (rh) lærte os at følge som den eneste leder på alle livets områder, er Jamaat-e-Islamis egentlige leder. Da Maulana Maududi (rh) var Jamaats amir, blev der aldrig vist ham overdreven hengivenhed. Kun Allah den Almægtige kan give ham hans sande rang. Jamaat har ikke påtaget sig noget ansvar for at forhøje hans rang i verden.

For det femte har jeg i næsten syv år haft mulighed for at møde store islamiske tænkere og lærde fra mange lande, herunder den arabiske verden. Jeg fandt dem alle som særdeles hengivne beundrere af Maulana Maududi (rh). Alle anerkendte Maulana Maududi (rh) som denne tids største islamiske tænker. Ingen islamisk personlighed uden for Pakistan, Indien og Bengal havde fremsat nogen indvending mod Maulanás skrifter. Ikke desto mindre er Maulanás litteratur blevet bredt oversat til arabisk og engelsk.

Efter at have læst den samme slags fremstilling af islam i de store islamiske tænkeres litteratur verden over er jeg kommet til den opfattelse, at de få lærde i vores land, som har udstedt fatwaer mod Maulana Maududi (rh), sandsynligvis ikke har læst Maulanás litteratur grundigt.

I 1930’erne og 1940’erne i dette århundrede var Maulana Maududis stærke islamiske politiske tænkning, i forbindelse med bevægelsen for et samlet Indien kontra Pakistan, i modstrid med mange store lærdes politiske ideologier. Det var fra deres side, at disse fatwaer blev udbredt. Derfor synes fatwaerne at være blevet udstedt af politiske årsager. Der kan ikke findes noget solidt religiøst grundlag for disse fatwaer.

Fatwaer mod Jamaat

Jamaat-e-Islami spilder ikke tiden på at komme i strid med dem, der udsteder og udbreder fatwaer mod Jamaat. De fatwaer, der fremsættes af personer, som ikke kæmper mod falskhedens kræfter, som ikke har nogen konflikt med den moderne jahiliyya, som ikke har noget program for iqamat-e-din, og som ikke gør noget kollektivt for at gøre islam sejrende, tillægges ingen betydning af bevidste muslimer. Måske er deres hensigt med disse fatwaer at holde de mennesker, der nærer blind hengivenhed over for fatwaernes forkæmpere, borte fra Jamaat.

Jamaat anerkender deres religiøse tjeneste og nærer ikke noget had til dem. Den betragter dem ikke som modstandere i den islamiske bevægelse. Jamaats modstandere er sekularistiske, socialistiske og snævert nationalistiske bevægelser. I den konflikt mellem haqqens religion og falskhedens religion, der foregår i landet, bliver disse fatwaer naturligvis brugt til fordel for falskheden. Alligevel er Jamaat ikke bekymret over fatwaerne, for Jamaat ønsker hverken at gøre eller sige noget imod dem, der udsteder dem. Jamaat betragter dem ikke som en modstående kraft. Jamaat har ingen kamp med dem.

Af disse fatwaers ordlyd fremgår det, at de, der udsteder fatwaerne, anser visse udsagn i Maulana Maududis bøger for anstødelige, og eftersom han er Jamaats grundlægger, finder de det også nødvendigt at udstede fatwaen mod Jamaat. Som jeg allerede har sagt, er det urimeligt at betragte hvert eneste af Maulana Maududis udsagn som Jamaats standpunkt. Hvis der absolut skal udstedes en fatwa, bør den udstedes mod forfatteren selv og ikke mod Jamaat.

Det er ikke nødvendigt, at alle er enige i alt, hvad Maulana Maududi har skrevet i sine bøger. Hvis de lærde blandt ulemaerne, som finder fejl i hans skrifter, kritiserer dem fagligt på grundlag af argumenter fra Koranen og hadith, vil Jamaats medlemmer også kunne drage nytte af deres viden. Ijtihadiske fejl kan begås af alle. Hvis kvalificerede lærde påpeger sådanne fejl, vil det være en stor tjeneste for din. Dette er naturligvis et meget vanskeligt arbejde. Hvis man i stedet finder det let at udstede fatwaer uden at udføre dette arbejde, øger det ikke fatwaudstedernes anseelse. Hvor der foregår en kamp mellem haqq og batil, bliver sådanne fatwaer et middel til at støtte batil.

Hvis de, der udsteder fatwaer, med det formål at påtage sig det store ansvar for iqamat-e-din, opretter en religiøs jamaat, der er bedre end Jamaat-e-Islami, og hvis medarbejdere som os mener, at vi ved at tilslutte os den jamaat, de har oprettet, bedre vil kunne nå det mål, som fik os til at slutte os til Jamaat-e-Islami for at etablere Islam, vil vi ikke tøve det mindste med at forlade denne jamaat og gå over til deres. Men når de, som ikke har noget program for iqamat-e-din, afslutter deres ansvar ved at udstede fatwaer mod Jamaat-e-Islami, mister de også anseelse blandt deres bevidste hengivne, følgere og disciple.

Der er intet andet at sige om sådanne tjenere for religionen end at bede om, at Allah den Almægtige giver dem evnen til at forstå, at udstedelsen af disse fatwaer ikke er nogen ægte tjeneste for Islam, men tværtimod medfører, at deres navne føjes til modstandernes liste i den islamiske bevægelse. Først i det hinsidige vil det endeligt blive klart, hvem der arbejdede for haqqens religion, og hvem der var medhjælpere for batil.

Jeg appellerer til dem, der udsteder fatwaer, om at overveje den indsats for iqamat-e-din, som Jamaat-e-Islami gør, på en korrekt måde. Jeg beder dem om ikke at bruge den kvalifikation, som Allah den Almægtige har givet dem, på negative handlinger, men at anvende den på positivt arbejde til Islams fordel. Og hvis de med det formål at korrigere Jamaat-e-Islami påpeger fejl og mangler af nogen art, vil Jamaat takke dem for denne store tjeneste. De, der med et omsorgsfuldt hjerte forsøger at foretage sådanne korrektioner, taler ikke i fatwaernes sprog.

Maulana Maududi (må Allah være nådig mod ham) – en fatwa imod

Maulana Sayyid Abul A’la Maududi (rh.) har skrevet over hundrede store og små bøger om islam, herunder en tafsir af Den Hellige Koran og en biografi om Rasulullah (s.). Hans utallige mandlige og kvindelige læsere findes spredt både i landet og i udlandet. Det er ikke mærkeligt, at der kan være fejl og mangler i en persons skrifter, når han har skrevet så meget. Hvis de, der beskæftiger sig med kundskab, kritiserer hans skrifter på grundlag af argumenter og beviser, vil det bestemt være til gavn for og en tjeneste for religionen. Jeg har selv haft stort udbytte af at læse nogle få personers skrifter fra det indiske subkontinent om dette emne.

Men nogle få personer har taget citater fra forskellige af hans skrifter og fortolket dem så fordrejet, at enhver læser, der læser både originalværket og kritikernes skrifter, tvinges til at erkende, at kritikken ikke har nogen som helst lighed med forfatterens egentlige budskab. Nogle kritikeres sprog afslører også deres fjendskab.

De, der er blinde modstandere og fjendtlige, bruger fatwaens våben i stedet for et sprog, der egner sig til korrektion — ja, nogle af deres udtalelser når helt ned på niveau med usle skældsord. De, der søger sandheden, kan kun bedømme sagen, hvis de forsøger at læse originalværket. Hvis de, der ikke har læst originalværket, træffer en afgørelse alene efter at have læst en kritikers skrifter, vil det naturligvis være uretfærdigt over for ham. En dommer, der afsiger dom alene efter at have hørt sagsøgerens klage uden at tage den anklagedes forklaring, kan aldrig kaldes en retfærdig dommer.

Jeg accepterer ikke noget som korrekt, blot fordi Maulana Maududi har skrevet det. Jeg accepterer de ting, han har fremlagt med beviser fra Koranen og sunnah, først efter at have efterprøvet dem med min fornuft og dømmekraft. Derfor tøver jeg ikke med at acceptere det, som de, der kritiserer ham på grundlag af beviser og argumenter, siger. For jeg anser ikke Maulana Maududi (rh.) for ufejlbarlig. Men de, der taler i fatwaens sprog, anser jeg ikke deres ord for værd at tage i betragtning, fordi deres hensigt snarere synes at være at vildlede folk end at korrigere Maulanens fejl.

Flere lærde i Bangladesh har rejst kraftige indvendinger mod Maulana Maududis (rh.) bog med titlen “Khilafat og Mulukiyyat”. Blandt disse mener jeg bestemt, at hæftet “Fejlrettelse”, skrevet af Hazrat Maulana Shamsul Haq Faridpuri (rh.), er værd at læse. Maulana Faridpuri (rh.) elskede Maulana Maududi (rh.) højt og viste også mig stor hengivenhed. Fordi jeg omgikkes ham nært, vidste jeg, at han havde betydelige indvendinger mod “Khilafat og Mulukiyyat”. Han angreb ikke Maulana Maududis (rh.) hensigter og anså ham heller ikke for at være modstander af de ædle sahabaer. Af de historikere, som Maulana Maududi (rh.) henviste til, da han skrev “Khilafat og Mulukiyyat”, anså Maulana Faridpuri nogle for at være shiaer, og han mente, at forfatteren var nået frem til forkerte konklusioner som følge af at have accepteret en shiamuslimsk historikers synspunkter.

Det fremgår af det sprog, Maulana Faridpuri (rh.) brugte i sin kritik af bogen “Khilafat og Mulukiyyat”, at han ikke nærede fjendskab, og at han skrev på grundlag af fuld ikhlas. Det står klart allerede af titlen “Fejlrettelse”. Han skrev ikke med det formål at vildlede folket. Hvor han i Maulana Maududis skrifter mente at finde fejl, forsøgte han at korrigere dem. Der er dog enkelte steder i bogen nogle udtalelser, som ikke stemmer overens med Maulana Faridpuris (rh.) sædvanligt høflige sprog. Kun Allah den Almægtige ved, om disse udtalelser er blevet tilføjet af andre. Bogens udgiver føjede allerede i begyndelsen meget uanstændige udtalelser fra flere lærde til. Derfor er der grund til at tvivle på, at alle bogens udtalelser stammer fra Maulana Faridpuri.

Jeg opfordrer dem, der ønsker at være retfærdige dommere og søge sandheden, til at læse bogen “Khilafat og Mulukiyyat” sammen med “Fejlrettelse”, skrevet af Maulana Faridpuri (rh.), og sammenligne dem. Svarene på de indvendinger, der er rejst i “Fejlrettelse”, findes også i originalværkets sidste del. Efter at have læst bogen er det tilstrækkeligt blot ikke at acceptere de steder, hvor læseren får indtryk af, at Maulana Maududi (rh.) har taget fejl. Det er ikke nødvendigt, at alt, hvad en forfatter siger, er korrekt.

Men det er yderst beklageligt, at nogle kritikere på grundlag af det, der er blevet behandlet om Hazrat Muawiya (rh.) i bogen “Khilafat og Mulukiyyat”, har forsøgt at bevise, at Maulana Maududi (rh.) var en, der kritiserede og fornærmede de ædle sahabaer. Ud fra det fjendtlige sprog i deres skrifter får man indtryk af, at Maulana Maududi skrev bogen netop for at skabe had til sahabaerne. Jeg ved imidlertid ikke, om de har læst den begejstrede og følelsesladede ros af sahabaerne, som findes i Maulanens tafsir med titlen “Tafhim al-Qur’an” og i hans andre bøger, i overensstemmelse med Ahl al-Sunnah wa-l-Jama’ahs troslære. Det emne, der behandles i “Khilafat og Mulukiyyat”, er forbundet med nogle så sørgelige begivenheder i islams historie, at det er umuligt for enhver, der tager pennen op om dette emne, samtidig at bevise, at både Hazrat Ali (rh.) og Hazrat Muawiya (rh.) stod på den rette politik. Ifølge Ahl al-Sunnah wa-l-Jama’ahs troslære hører Hazrat Ali (rh.) til de retledte kaliffer. Hazrat Muawiya (rh.) anerkendte ikke Hazrat Alis (rh.) kalifat. Hvordan kan de under sådanne omstændigheder begge have samme rang?

Maulana Faridpuri (må Allah forbarme sig over ham) har forsøgt at bevise, at Hazrat Muawiya (må Allah være tilfreds med ham) var en langt mere kvalificeret kalif end Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham). Han har hævdet, at alle anklagerne mod Hazrat Muawiya (må Allah være tilfreds med ham) er fuldstændig falske. På trods af dette er det et stort spørgsmål, hvorfor den muslimske umma ikke anser Hazrat Muawiya (må Allah være tilfreds med ham) for at høre til de retledte kaliffer.

Selv om Hazrat Muawiya (må Allah være tilfreds med ham) var en sahabi, anser Ahl al-Sunna wa’l-Jama’a ham ikke for at høre til de retledte kaliffer. I stedet for at kalde ham kalif kaldes han Amir Muawiya (må Allah være tilfreds med ham). Det må der naturligvis være en grund til. Selv om historikerne anerkender, at Hazrat Muawiya (må Allah være tilfreds med ham) ydede islam store tjenester, har de med hensyn til den islamiske kalifats principper og idealer erklæret, at hans politik ikke var korrekt. Alle, der har forsøgt at argumentere til fordel for Hazrat Muawiya (må Allah være tilfreds med ham), er blevet tvunget til at erklære den retledte kalif, Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), skyldig. Denne historie er derfor så problemfyldt, at det nærmest er umuligt at anse disse to for at have samme rang.

Derfor bør man, af historiske nødvendighedsgrunde, ikke udbrede unødvendige drøftelser blandt offentligheden af det, som de, der beskæftiger sig med dette emne, siger. Hvis mennesker, der ikke er historikere, begynder at debattere dette, er der risiko for, at fitna opstår.

Da Maulana Maududi (må Allah forbarme sig over ham) drøftede grundprincipperne for det islamiske styre, nævnte han Koranen, Sunnaen og ijma som lovens kilder. Ijma betyder en enstemmig afgørelse. Den, der anerkender de lærde i Muhammads ummas enighed om et spørgsmål som et shariaretligt bevis eller en autoritet, kan uden nogen rimelig tvivl også anse sahabernes ijma for en endnu højere form for autoritet.

I 1950 deltog Maulana Maududi (må Allah forbarme sig over ham) på kvalificeret vis i den konference, der blev afholdt i Karachi under ledelse af Allama Sayyid Sulayman Nadwi (må Allah forbarme sig over ham), hvor 31 fremtrædende lærde fra alle samfundslag bekendtgjorde 22 grundprincipper for det islamiske styre. Blandt de 31 fremmeste maulanaer i datidens Pakistan indtog Maulana Maududi (må Allah forbarme sig over ham) en fremtrædende position. De, der udsteder fatwaer mod en sådan person, nedværdiger deres egen anseelse. Det er naturligvis en religiøs pligt at tilbagevise Maulana Maududis (må Allah forbarme sig over ham) udsagn gennem argumenter. Men jeg beder alle berørte om at overveje, hvorvidt udbredelsen af fatwaer gavner religionen.

Jeg mener ikke, at det vil være irrelevant at nævne endnu en ting her. Flere lærde i Pakistan, Indien og Bangladesh har ganske vist fremsat negative udtalelser om Maulana Maududi (må Allah forbarme sig over ham). Men verdens store ulamaer og islamiske tænkere anerkender Maulana Maududi (må Allah forbarme sig over ham) som en af nutidens fremmeste lærde og en stor ekspert i islam. Hans tafsir og øvrige bøger er blevet oversat til 40 af verdens sprog, og islams lys når gennem dem ud til millioner af mennesker. Derfor kan nogle få mennesker i dette land ikke skjule dette lys ved at udstede fatwaer. Jeg tror, at de ville kunne lide Maulana Maududis (må Allah forbarme sig over ham) bøger, hvis de læste dem opmærksomt.

Til de ærede ulamaer og mashayikh

Jeg nærer dyb respekt for de ærede ulamaer og de store mashayikh, for de er profetens arvinger. Hos dem kan man finde viden om Koranen og Sunnaen. For ulærde mennesker findes der ingen anden måde at lære religiøs viden og praksis på end at søge deres vejledning. Også moderne uddannede mennesker har ingen anden mulighed end at søge hjælp hos ulamaerne og mashayikhene, hvis de vil opnå korrekt viden om islam og følge Sendebudet. Omfattende viden om religionen må hentes fra Koranen og hadith, og uden hjælp fra dem, der har viden om dette, har engelsksprogede uddannede og indehavere af college- og universitetsgrader ingen mulighed; det er jeg selv et vidne på.

Jeg havde ikke den lykke at studere på nogen qawmi- eller aliyah-madrasa for at tilegne mig dyb viden om Koranen, hadith og fiqh. Den smule viden, som Allah den Almægtige har skænket mig, har jeg modtaget gennem de oprigtige lærde og mashayikh. Fordi min lærde far insisterede stærkt på det, måtte jeg studere arabisk som et af hovedfagene helt frem til bachelorgraden. Med den smule arabisk, jeg således havde tilegnet mig, gjorde jeg nogle forsøg på at studere islam. Allerede fra min skoletid fik jeg mulighed for at læse bøger på bengali, oversat af Hazrat Maulana Ashraf Ali Thanvi (rh.). Da jeg i 1938 var elev i ottende klasse, blev jeg som fast læser af månedsbladet Neyamat dybt grebet af Hazrat Thanvis (rh.) rationelle prædikener. Derfor kom jeg i nær kontakt med Hazrat Maulana Shamsul Haq Faridpuri (rh.) som oversætter af Hazrat Thanvis (rh.) skrifter.

Nogle måneder før min M.A.-eksamen i 1950 blev jeg påvirket af Tabligh Jamaat, og efter eksamen drog jeg ud på tre chillaer. Jeg fik mulighed for at gennemføre en chilla sammen med Hazrat Maulana Abdul Aziz, som var amir for Tabligh Jamaat i dette land, og i forbindelse med Tablighs chilla tog jeg til Hindustan, hvor jeg gennem samvær med mange fremstående lærde blev inspireret til at vie mit liv til islams vej. Gennem de fire et halvt år, hvor Allah den Almægtige gav mig mulighed for regelmæssigt at arbejde i Tabligh Jamaat, blev der vakt en sådan iver i mit liv, at jeg kom til den opfattelse, at din islam burde være den eneste mission eller målsætning i en muslims liv.

Da jeg i 1952 kom i kontakt med Tamaddun Majlis, fik jeg mulighed for at forstå islam som en revolutionær bevægelse. Jeg begyndte på det tidspunkt også at studere islam ud fra, at Rasulullahs (saw.) liv ikke var begrænset til det religiøse område, men at Rasulullah også gennemførte en revolution inden for samfundet, staten og det økonomiske liv. Det var gennem Tamaddun Majlis, at jeg for første gang fik mulighed for at læse nogle af Maulana Maududis (rh.) bøger på bengali og engelsk.

I de følgende to år fortsatte jeg med helhjertet at arbejde i Tabligh Jamaat og Tamaddun Majlis. Ved samtidig at arbejde med disse to organisationer fik jeg mulighed for grundigt at læse bøger fra begge sider. Jeg følte dengang, at det var nødvendigt for mig at være i Tabligh Jamaat på grund af islams religiøse og åndelige side, mens det var umuligt for mig at forlade Tamaddun Majlis på grund af islams politiske, økonomiske og øvrige sider. Efter at have taget islam til mig med hjerte og sjæl som en fuldstændig livsordning kunne jeg ikke finde næring for mit tørstende sind alene i Tabligh Jamaat eller Tamaddun Majlis. Derfor forsøgte jeg gennem en forening af de to at finde den fuldstændige islam.

Dengang blev Tabligh Jamaats store månedlige ijtima afholdt i Lalbagh Shahi-moskeen. Jeg skulle også holde tale ved disse møder. Da Hazrat Maulana Shamsul Haq Faridpuri (rh.) hørte de taler om de seks usul, som jeg holdt fra Tablighs talerstol, plejede han at sige til folk i sin nærmeste kreds om mig: “Denne mand kan ikke være tilfreds med Tabligh Jamaats program.” Senere, efter at jeg var blevet medlem af Jamaat-e-Islami, besøgte jeg ham, og mens mange tilstedeværende bevidnede det, sagde han: “Sagde jeg ikke, at Tabligh Jamaat ikke ville kunne holde ham tilbage?” Da jeg hørte hans ord, forstod jeg, at tonen fra Tamaddun Majlis’ islamiske revolution måske allerede kom til udtryk i mine taler, mens jeg talte fra Tabligh Jamaats talerstol. Derfor kunne en så vidende mand som ham fornemme dette. Da han opmuntrede mig, fordi jeg havde sluttet mig til Jamaat-e-Islami, blev jeg endnu mere overbevist.

I 1968 skrev jeg i forordet til min bog A Guide to Islamic Movement (Vejledning til den islamiske bevægelse), som jeg havde skrevet på engelsk: “Fra min far havde jeg forstået islam som blot en religion. Gennem Hazrat Maulana Thanvis (rh.) skrifter og mit samvær med Maulana Faridpuri (rh.) forstod jeg, at islam er en storslået mission, og at det er troens krav at vie sit liv til den. Efter at være kommet til Jamaat-e-Islami indså jeg, at islam er en sådan revolutionær bevægelse, at det i en troendes liv er den største forpligtelse at bestræbe sig på at etablere Allahs lov på Allahs jord gennem den. Nu erkender jeg med taknemmelighed, at Hazrat Thanvi, Tabligh Jamaat, Tamaddun Majlis og Jamaat-e-Islami trinvist har inspireret mig til at blive en sand muslim. Efter at være kommet til Jamaat-e-Islami fik jeg mulighed for i detaljer at lære den fuldstændige islams form at kende.”

Uden for Jamaat-e-Islami havde jeg kontakt med flere store lærde, fra hvem jeg modtog megen oplysning om forskellige sider af din. Eftersom de viste mig hengivenhed, gav de mig mulighed for at få stort udbytte af dem selv på kort tid. Gennem Hazrat Maulana Shamsul Haq Faridpuri (rh.) fik jeg den lykke at komme tæt på en så stor videnskabsmand som Hazrat Maulana Nur Muhammad Azmi (rh.). I Bangladesh har jeg ikke mødt mennesker med så stort et sind som disse to, når det gælder respekt for alle former for religiøs tjeneste og alle religiøse organisationer samt en åben og storsindet holdning over for alle. Selv om jeg ikke fik mulighed for at omgås andre lige så tæt og i lige så lang tid, som jeg gjorde med disse to, lærte jeg mange værdifulde ting om de andre. Blandt dem var især bemærkelsesværdige:

Hazrat Maulana Saiyid Mahmud Mustafa al-Madani, martyr (rh.)

Hazrat Maulana Muhammad Akram Khan (må Allah forbarme sig over ham)

Hazrat Maulana Abdullahil Kafi al-Quraishi (må Allah forbarme sig over ham)

Hazrat Maulana Atahar Ali (må Allah forbarme sig over ham)

Hazrat Maulana Mufti Dini Muhammad Khan (må Allah forbarme sig over ham)

Hazrat Maulana Mufti Saiyid Amimul Ihsan (må Allah forbarme sig over ham)

Jeg har haft den lykke at komme i tæt kontakt med mange lærde fra Pakistan, Hindustan og Bangladesh, som er medlemmer af Jamaat-e-Islami. Deres bøger, såvel som bøger af mange islamiske tænkere uden for Jamaat-e-Islami, har været min åndelige næring gennem livet.

Med denne drøftelse ønsker jeg blot at gøre det klart, at der for utallige moderne, uddannede mennesker som os ikke er nogen anden vej til at lære om islams viden og praksis end gennem hjælp fra de lærde og sheikherne. Ved Allahs nåde er selv studenter på skoler, colleges og universiteter i dag blevet tiltrukket af islam gennem bøger af Maulana Maududi (må Allah forbarme sig over ham) og andre ærede lærde. Det er de islamiske skrifter, som har skabt en sådan opmuntrende vækkelse dér, hvor uddannelsessystemet frembringer mennesker, hvis sind, tanker og karakter strider mod islamisk viden og praksis; og disse skrifter er netop forfattet af de lærde.

Der er ingen tvivl om, at størstedelen af de bøger, som studerende og andre aktivister i den islamiske bevægelse benytter for at lære om islams livsordnings forskellige sider og for at forstå den hellige Koran i lyset af Profetens islamiske bevægelse, er skrevet af Maulana Maududi (må Allah forbarme sig over ham). De tilegner sig også betydelig viden fra de bøger på bengali, som tidligere og nutidige lærde har skrevet på grundlag af Koranen og hadith. Men eftersom der ikke er nogen mulighed for at undvære Maulana Maududis skrifter, læser alle hans bøger af nødvendighed. Hvis andre havde haft en omfattende islamisk litteratur, og hvis deres skrifter havde kunnet opbygge en stærk bevægelse mod anti-islamiske synspunkter og veje, kunne mange moderne, uddannede mennesker som os være gået denne vej uden Maulana Maududis litteratur.

Kan de ærede ulama og mashayikh nævne en anden person, hvis litteratur kan give os en udførlig undervisning i den islamiske livsordning på et sprog, der er egnet til denne tid? Når en lærd under disse omstændigheder udsteder en fatwa imod Mawlana Mawdudi (rah.), hvilket indtryk kan så opstå blandt de uddannede medlemmer af den islamiske bevægelse om ham? Når en religiøs person siger: »Jeg bryder mig ikke om Mawdudis islam«, opstår der naturligt et spørgsmål i medlemmernes sind: Det fremgår jo tydeligt af Mawdudis (rah.) litteratur, hvor meget han har forsøgt at forstå islam. Men ingen har fået mulighed for at vide, om den, der siger dette, selv har givet en god forklaring på islam. Kan en sådan erklæring fra denne person da skabe et godt indtryk af ham hos de tusinder af medlemmer på fronten? Hvis han kunne fremlægge den korrekte islam og bevise, at han var i stand til at beskytte sig selv mod »Mawdudis fejlagtige islam«, ville de, der kæmper mod falskheden for islams skyld, tage ham som leder og ikke mene, at det var nødvendigt at læse Mawlana Mawdudis (rah.) bøger.

Jeg henvender mig med den største ydmyghed til alle retskafne ulama og mashayikh og beder jer venligst bruge lidt tid og anstrengelse på at læse Mawlana Mawdudis (rah.) seksbindsværk af en tafsir, »Tafhim al-Qur’an«, samt de syv bind med svar på vor tids menneskers utallige spørgsmål, »Rasa’il wa Masa’il«. Træf ikke en afgørelse blot ved at høre andres kommentarer, men undersøg selv sagen og afgør den. Dette er et stort ansvar. Vi skal alle stå til regnskab over for Allah.

I dag har store og alvorlige fitnaer rejst sig mod islam i Bangladesh! Sekularisme, sprogbaseret nationalisme, socialisme og lignende er med enorme kræfter i færd med at konspirere for at udrydde det islamiske ideal fra dette land. Alle landets indbyggere kan se, hvem der på den virkelige front arbejder for islam, og i hvilket omfang de gør det, for at imødegå disse fitnaer. I kan alle se, hvem de anti-islamiske kræfter anser for deres egentlige fjender. Fortjener de, som på universiteterne, på colleges og på den øvrige front vier sig til den islamiske bevægelse, og som sekularisterne og socialisterne har samlet sig imod, ikke jeres alles hjælp, sympati og støtte?

Når de, der ikke fører nogen kamp mod islams fjender, men i stedet udsteder fatwaer mod den islamiske bevægelse under betegnelsen »Mawdudi-fitna«, handler således, er deres handling så ikke indirekte til fordel for islams fjender? Hvis man virkelig nærer omsorg for islam, er det naturligt at hjælpe de islamiske aktivister, der arbejder på fronten. Hvis nogen mener, at noget i Mawlana Mawdudis (rah.) bøger ikke stemmer overens med Koranen og hadith, bør han påpege disse fejl med argumenter. Det vil være en stor tjeneste for islam, og den islamiske bevægelses medlemmer vil være taknemmelige over for sådanne ulama og mashayikh. Men hvis man uden at påtage sig denne vanskelighed forsøger at opfylde sit ansvar blot ved at udstede en fatwa, hvordan skal de, der udsteder fatwaer, så kunne opnå en hæderfuld plads hos bevidste mennesker?

Jeg bønfalder ulama og mashayikh om særligt at tænke over og overveje én sag. I har uden tvivl lagt mærke til, hvordan de sekularistiske, pro-indiske og socialistiske partier i mit elskede fødeland Bangladesh forsøger at tage magten med udenlandsk støtte. Der findes også mange organisationer for disse partier blandt de studerende. I er heller ikke uvidende om den kamp, som Jamaat-e-Islami på den bredere front og Islami Chhatra Shibir blandt de studerende fører mod disse anti-islamiske kræfter. Overvej selv, hvad pligten bør være for dem, der elsker islam. Er det ikke en religiøs pligt at yde Jamaat-e-Islami hjælp og støtte under disse omstændigheder? Hvis de anti-islamiske kræfter som følge af, at denne pligt ikke opfyldes, skulle sejre, er der stadig tid til at overveje, om I derefter overhovedet vil have mulighed for at fortsætte jeres nuværende religiøse tjeneste.

Til sidst vil jeg fremsætte denne anmodning: Hvis der i de bøger, Mawlana Mawdudi (rah.) har skrevet, findes noget, der strider mod Ahl al-Sunna wa al-Jama’a, så hjælp os med at identificere det. Vi tror, at vi selv hører til Ahl al-Sunna wa al-Jama’a. Derfor vil vi under ingen omstændigheder acceptere fejl i hans bøger på dette område. Jeg vil også henlede alles opmærksomhed på én ting: Nogle gengiver visse udsagn af Mawlana Mawdudi løsrevet fra den oprindelige bogs sammenhæng (uden den forudgående og efterfølgende kontekst) på en måde, der skaber forvirring. Derfor er det ikke sikkert at nå frem til en afgørelse alene på grundlag af et løsrevet udsagn uden at se den originale bog.

Jeg har omfattende kontakt med utallige moderne, uddannede mennesker. De fleste af dem har ikke et godt kendskab til de lærdes samfund. Jeg diskuterer med dem og forklarer dem, at kundskab om religionen må hentes hos de lærde. For hvorfra skal man få kundskab om religionen, hvis man ikke har respekt for dem? Hvis de lærdes samfund skal regnes som værdigt til respekt blandt moderne, uddannede mennesker, må man ikke kritisere Mawlana Mawdudi (rah.) i fatwaernes sprog, men i stedet påpege fejl med henblik på at korrigere dem. Uddannede mennesker, der er interesserede i at lære om islam, finder netop Mawlana Mawdudis bøger som deres vigtigste hjælpemiddel. Hvis fatwaer får disse mennesker til at miste respekten for ulama og mashayikh, vil det medføre stor skade for religionen. Men hvis man påpeger hans fejl i et omsorgsfuldt sprog, vil deres respekt for dem øges yderligere.

— Afslutning —

Etableringen af religionen

Indledende ord

Dette er bogens emne

Koraniske termer anvendt i denne bog

‘dīn’ – en forklaring af ordet

Én: Første betydning: gengældelse eller tilbagebetaling

To: Anden betydning: lydighed

Tre: Den tredje betydning: lydighedens regelsæt eller metode

Fire: Den fjerde betydning: lov, stats- og samfundsordning

Dīns omfattende rækkevidde

Allahs Sendebuds (fvmh.) liv er det praktiske eksempel på islams din

“Iqamat al-Dins” betydning

Tilstanden for dīn al-haqq i Bangladesh

Hvad sker der med falskheden, når dīn al-haqq etableres??

Ansvaret for at etablere religionen

Udførte Profeten (fvmh) andre opgaver end sin pligt??

Den islamiske bevægelses tidløse arbejdsmetode

Den islamiske bevægelse og kadersystemet

Hvorfor er konflikten mellem sandheden og det falske uundgåelig??

Hvorfor opstår denne konflikt ikke med religiøs tjeneste?

Hvorfor er alle de lærde ikke “aktive i iqamat-e-din”??

Den eneste målestok for religionen er Sendebudet

Hvorfor førte de store ulema i det indiske subkontinent ikke en bevægelse for iqamat-e-deen??

Betydningen af den forenede indsats

Kendetegn ved den Jamaat, der er dannet med henblik på Iqamat ad-Din

Findes der en sådan jamaat i Bangladesh??

Jamaat-e-Islami og Maulana Maududi (må Allah forbarme sig over ham)

Fatwaer mod Jamaat

Maulana Maududi (må Allah være nådig mod ham) – en fatwa imod

Til de ærede ulamaer og mashayikh