To ting
Islam er det eneste fuldstændige livssystem. Der findes ikke noget område af menneskelivet, som islam ikke har givet en korrekt og tydelig vejledning om. Islam er kommet for at underordne hele menneskelivet under Guds vejledning. Derfor er islam en fuldendt bevægelse, en total revolution. At kalde menneskesamfundet til det islamiske livssystem er denne bevægelses og revolutions vigtigste arbejdsområde. Allah den Ophøjede gav også sin Sendebud ansvaret som dāʿī ilā Allāh og pålagde ham at forkynde religionen i verden. En medarbejders egentlige kendetegn i den islamiske bevægelse er, at han er dāʿī ilā Allāh.
Dette værk er samlet fra Maulana Sayyid Abul Aʿla Maududis (død 1979) Sīrat Sarwar-e ʿĀlam og Khutbāt-e Europa, den århundredets mujadid og den globale islamiske bevægelses ledende skikkelse. I lyset af Koranen og hadith er der i dette værk tegnet en fuldstændig skitse af, hvilke egenskaber en dāʿī ilā Allāh skal have, og hvad den rette arbejdsmetode for at kalde til religionen er.
Abdus Shahid Nasim
1. Egenskaber hos den, der kalder til Allah
(Den 8. april 1979 interviewede hr. Anis Ahmad, repræsentant for Muslim Students Association of America and Canada, den globale islamiske bevægelses tænker og Jamaat-e-Islamis grundlægger, Maulana Sayyid Abul Aʿla Maududi (må Allah forbarme sig over ham). Det blev oprindeligt optaget som en hilsen til M.S.’s årlige konference, selv om det blev gennemført som spørgsmål og svar.)
M., S., ‘s repræsentant
Maulana! På vegne af muslimerne i Sydamerika og Canada samt M.S. vil jeg udtrykke min oprigtige taknemmelighed over for Dem, fordi De trods Deres alvorlige sygdom har taget imod vores invitation og indvilliget i at give dette særlige interview til vores årlige konference i 1979. Det er i sandhed alene Allahs barmhjertighed og nåde, at Deres og lederne af Ikhwanul Muslimuns skrifter i Sydamerika hurtigt fortsætter med at udbrede den islamiske bevægelses tanker. I dag venter utallige mennesker i Amerika på at få et glimt af Dem og høre nogle råd fra Dem. Det er på grund af deres stærke interesse og krav, at jeg er kommet for at møde Dem.
Spørgsmål: Ærede Maulana! Koranen omtaler Guds Sendebud (fred være med ham) som »den, der kalder til Allah«. Hvilke egenskaber anser De, i lyset af Koranen og den rene Sira, for at være de vigtigste for den, der kalder til sandheden?
Svar: Overbring mine hilsener til alle de tjenere af Allah i Amerika og Canada, som arbejder for den islamiske bevægelse. (På grund af min sygdom) kan jeg ikke tale ret længe. Derfor besvarer jeg kort Deres spørgsmål:
Det skal være på arabisk————-
»Hvem kan tale bedre end den, der kalder til Allah, handler ret og erklærer: ’Jeg er muslim’« (Hamīm as-Sajdah 33).
For fuldt ud at forstå dette vers’ betydning må man huske, at det blev åbenbaret under den hårde modstand i Mekka. Det var den tragiske periode, hvor Guds Sendebud (fred være med ham) og hans følgere blev udsat for grusom forfølgelse. Under sådanne forhold var det ikke nogen let sag at sige og erklære: »Jeg er muslim«. Under disse omstændigheder blev det først sagt, at den bedste tale tilhører den, der kalder mennesker til Allah. Med andre ord er det et kendetegn ved den, der kalder til den rette vej, at hans dawah skal være til Allah. Han må ikke have noget verdsligt formål foran sig. Intet andet formål må kunne finde plads i hans sind. Ifølge Koranens lære må det første kendetegn ved den, der oprigtigt kalder til Allah, være, at han kalder til Allahs enhed (tawhid). Han skal kalde således: O mennesker, tjen, adlyd eller tilbed ingen andre end Allah. Frygt ingen andre end Allah. Sæt ikke jeres håb eller begær efter at få noget hos andre end Ham. Adlyd kun Allahs befalinger og anvisninger. Følg kun Hans lov.
Alt, hvad et menneske gør på jorden, gør han med overvejelsen: Hvem tjener og adlyder jeg, og over for hvem skal jeg stå til regnskab? Målet for alle menneskets aktiviteter, bestræbelser og anstrengelser bør være at opnå Allahs tilfredshed ved at forme sit personlige og sociale liv i overensstemmelse med de regler, som Allah og Hans Sendebud (fred være med ham) har anvist.
For det andet er det blevet sagt, at den, der kalder til sandhedens vej, skal være prydet med skønheden ved gode gerninger. Han skal udføre retfærdige handlinger. Hvis man tænker lidt over det, bliver dette udsagns betydning klar. Sagen er, at hvis den, der kalder, ikke selv udfører gode gerninger, har hans dawah ingen virkning. Den bliver fuldstændig nytteløs. Den person, der kalder mennesker til noget, må selv først blive et billede på dette. Hans eget liv må ikke vise den mindste afvigelse fra lydighed mod Allah. Hans moralske karakter skal være sådan, at ingen kan finde selv den mindste fejl hos ham. Hans omgivelser, hans samfund, hans venner, hans nærmeste og hans slægtninge skal tænke: Blandt os findes der en person med høj og ren karakter.
Sammen med Koranen finder vi nøjagtig den samme lære i den rene Sira. Guds Sendebuds (fred være med ham) velsignede liv bevidner, at da han begyndte at kalde til sandhedens religion på Allahs vegne, var der i det samfund, hvor han havde tilbragt fyrre år af sit liv, ikke et eneste menneske, som ikke var vidne til og lovpriste hans høje moralske karakter. Jo tættere en person stod på ham, desto mere knyttet var han til ham. Det var netop de mennesker, for hvem ingen side af hans liv var skjult, der først anerkendte hans profetskab.
Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende)
Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) var i de foregående femten år Profetens (fred være med ham) nære ledsager i ægteskabslivet. Hun var ikke nogen ung kvinde. Tværtimod var hun betydeligt ældre end Profeten (fred være med ham). Da han modtog profetskabet, var hun femoghalvtreds år gammel. En sådan ældre, erfaren og intelligent kvinde, som i de foregående femten år havde set ham nært og uden noget slør som sin ægtemand, kunne ikke være uvidende om nogen af hans fejl eller mangler. En hustru kan ganske vist af hensyn til et verdsligt formål tage del i sin mands forbudte handlinger, men under ingen omstændigheder kan hun acceptere, at denne mand kunne være profet, eller at han burde være det. Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) havde derimod så stor tillid til og tro på Profeten (fred være med ham), at da han fortalte hende om begivenheden, hvor han modtog profetskabet, troede hun straks på ham med et urokkeligt hjerte uden at tænke et eneste øjeblik og anerkendte hans profetskab.
Hazrat Zayd (må Allah være tilfreds med ham)
Den anden blandt dem, der kendte ham på nærmeste hold, var Hazrat Zayd ibn Haritha (må Allah være tilfreds med ham). Han kom ind i Profetens (fred være med ham) husstand som slave. Han kom til dette hjem som femtenårig. Da Profeten (fred være med ham) modtog profetskabet, var Zayd tredive år gammel; det vil sige, at han i hele femten år havde boet i Profetens (fred være med ham) hjem og haft mulighed for at se og forstå ham i alle livets forhold og aspekter. Hans opfattelse af Profeten (fred være med ham) bliver endnu tydeligere gennem en begivenhed. Det hænger sådan sammen: Da han var lille, blev han væk fra sine forældre. Skæbnen førte ham til Profeten (fred være med ham). Da hans far og onkler fik at vide, at deres søn levede som slave et bestemt sted, kom de til Mekka. Dette skete før Profeten (fred være med ham) modtog profetskabet. De kom og sagde til Profeten (fred være med ham):
»Hvis De frigiver vores søn, vil det være en stor venlighed mod os.«
Han sagde: »Jeg vil kalde på drengen. Hvis han ønsker at tage med jer, vil jeg sende ham af sted med jer. Men hvis han ønsker at blive hos mig, er jeg ikke den slags menneske, der med tvang vil skubbe nogen bort, som ønsker at blive hos mig.«
Som svar på dette sagde de: »De taler virkelig retfærdigt. Kald på Zayd og find ud af, hvad sagen er.« Han sendte bud efter Zayd. Da Zayd stod foran ham, spurgte Profeten (fred være med ham) ham:
»Kender du disse mennesker?«
Zayd sagde: »Ja, det er min far og min onkel.«
Profeten (fvmh.) sagde: »De er kommet for at tage dig med hjem. Du kan tage med dem med glæde, hvis du ønsker det.«
Hans far og onkel sagde også: »Vi vil tage dig med os.« Hazrat Zayd ibn Haritha svarede: »Jeg har set så mange smukke egenskaber hos denne mand, at jeg efter at have set dem ikke ønsker at forlade ham og vende tilbage til min far, min onkel og mine øvrige slægtninge.«
Dette var hans tjeners vidnesbyrd om Profeten (fvmh.). En tjener er taknemmelig over for sin herre. Men han kan ikke blive så hengiven og inderligt knyttet til ham, at han får tro på sin herre. For at tjeneren skal få tro, må herren udvise så ophøjede egenskaber, god opførsel, renhed og høj moralsk karakter, at tjeneren uden tøven anerkender: »Min herre er virkelig en profet.« Man må også huske, at Hazrat Zayd ikke var en mand med almindelige evner. Efter etableringen af statsstyret i Medina fik han ansvaret som hærfører i adskillige krige. Dette vidnesbyrd om Profeten (fvmh.) er således vidnesbyrdet fra en så kvalificeret person.
Hazrat Ali (r.a.)
Hazrat Abu Bakr (r.a.) havde i tyve år før profetkaldelsen mulighed for at se og lære Profeten (fvmh.) at kende som en nær ven. De var venner; den ene var Muhammad (fvmh.), og den anden var Abu Bakr (r.a.). En ven kan lide en anden ven meget højt og betro ham sine inderste tanker, men han kan aldrig blive så hengiven, at han accepterer ham som profet. Hazrat Abu Bakrs (r.a.) uforbeholdne anerkendelse af hans profetkald beviser, at han gennem de lange tyve år havde oplevet Profeten (fvmh.) som et billede på ren karakter samt ophøjet sindelag og adfærd. Derfor anerkendte han uden tøven hans profetkald og erklærede, at en person med så ophøjede egenskaber og så ædel karakter nødvendigvis kunne være profet og også burde være profet.
Hazrat Ali (r.a.)
Jeg nævnte ikke Hazrat Alis (r.a.) navn først, fordi han på det tidspunkt kun var ti år gammel. Han blev opdraget i Allahs Sendebuds (fvmh.) hjem. Men selv en tiårig dreng er bekendt med den personlige livsførelse hos den, hvis hjem han bor i, og som han opholder sig hos. At en person med så skarpe evner som Hazrat Ali (r.a.), trods sin unge alder, anerkendte hans profetkald, betyder især, at han var bekendt med hans hengivenhed, grænseløse renhed samt ophøjede sindelag og værdighed.
Gennem de bedste eksempler på retfærdige gerninger blev det klart, at den person, som kalder mennesker til noget, også må forme sit liv nøjagtigt efter denne da’was målestok; hans personlige liv må være et levende vidnesbyrd om og et spejlbillede af hans da’wa. Han må være udstyret med en så ren karakter og så ophøjet en natur og adfærd, at folk, når han træder frem på valpladsen med kaldet til Allah, bliver påvirket af hans ord, og hans handlinger bærer vidnesbyrd om hans da’wa; mennesker må erkende, at det, denne person siger, ikke kan være andet end sandt. Hvad enten folk accepterer hans da’wa eller ej, må de dog tvinges til at erkende, at alt, hvad denne person siger, siger han oprigtigt, og at denne tro, denne livsanskuelse og denne da’wa er hans livsorden. Derfor havde selv Abu Jahl, Den Ædle Sendebuds (fvmh.) nærmeste fjende, en gang sagt:
»Muhammad (fvmh.)! Vi kalder dig ikke en løgner. Vi kalder den da’wa, som du er kommet med, en løgn.« Det vil sige, at selv den værste fjende var et vidne om hans sandfærdighed. Dette er den moralske karakters renhed og naturens og adfærdens ophøjethed.
Den tredje egenskab beskrives således:
…og han erklærer: »Jeg er muslim.«
For at forstå betydningen af dette må man have det miljø i det ophøjede Mekka for øje, som jeg nævnte tidligere. I denne periode af profetskabet var det ikke nogen enkel eller hverdagsagtig sag for en person at erklære: »Jeg er muslim.« Det var snarere det samme som at opfordre vilde rovdyr til at angribe én selv. Her blev det altså klart, at den, der kalder til den sande religion, ikke blot kalder til Allah og ikke blot besidder rene handlinger; han fornægter heller ikke, og skjuler ikke, at han er muslim, selv over for de værste fjender og i et yderst fjendtligt miljø. Han føler hverken skam, tilbageholdenhed eller frygt ved at erkende og erklære, at han er muslim. Han erklærer tydeligt: »Ja, jeg er muslim; lad enhver gøre, hvad han vil.« Med andre ord må en vigtig egenskab hos den, der kalder til den sande religion, være, at han er en yderst beslutsom og modig person. At kalde til Allahs vej er ikke en opgave for en frygtsom kujon. En person, der bryder sammen ved den mindste modgang, kan aldrig kalde mennesker til Allahs vej. Den, der er værdig til at kalde mennesker til Guds vej, er den, som har mod til at stå med islams fane selv i et miljø præget af den hårdeste fjendtlighed, modstand og dødelig fare, og som ikke bekymrer sig det mindste om konsekvenserne. Profeten (fvmh.) var selv et levende og fuldkomment eksempel på et sådant mod. I det yderst fjendtlige miljø i Mekka fremsatte han da’wa åbent. Han opfyldte pligten til at vidne om sandheden og holdt denne bevægelse i gang blandt netop de mennesker, som tørstede efter hans blod, og som uden nåde udsatte ham og hans ledsagere for den hårdeste undertrykkelse og tortur. Selv i dette miljø af voldsom modstand, forfølgelse og lidelse fremsatte han da’wa uafbrudt i tretten år. Efter ankomsten til Medina, da et nyt miljø opstod, og han måtte stå over for så mange frygtelige slag, veg hans fødder heller aldrig tilbage. I slaget ved Hunayn, da muslimerne næsten stod over for nederlag, forblev Profeten (fvmh.) ikke blot selv urokkelig på slagmarken, men bevægede sig frem mod fjendens rækker, og han skjulte heller ikke, hvem han var. Han sagde:
Arabisk skal være——————
»Der er ikke det mindste af løgn i mig; jeg er profeten, den helt sandfærdige. Vid, at jeg er Abd al-Muttalibs barnebarn.«
Han fremsatte denne erklæring på slagmarken under sådanne krigsforhold, at han befandt sig inden for rækkevidde af fjendens angreb, og kun to eller tre ledsagere var tilbage hos ham. Selv på dette tidspunkt viste hans erklæring »Jeg er profeten« tydeligt, at den, der kalder til Allah, må være så modig og tapper. Hvis den, der kalder til da’wa, ikke er prydet med egenskaber som mod, beslutsomhed og tapperhed, er han ikke værdig til at begive sig ind på denne vej. Og hvis han alligevel begiver sig ud på den, vil han på grund af sin frygt og svaghed tværtimod blive årsag til skade for hele bevægelsen.
Det var disse ord, jeg fremlagde for jer. Hvis man tænker over dem, vil det klart kunne forstås, at selve disse ord udgør et helt program for at kalde til Allahs vej. I overensstemmelse med dette er det muligt at arbejde hvor som helst og under alle forhold.
2. Daʿwa ilā Allāh
En kort gennemgang af daʿwaens indledende fase:
Allah den Ophøjede udvalgte denne tjener af Ham (Muhammad, fred være med ham) i den berømte centrale arabiske by Mekka til at varetage profetiets opgave og befalede ham at begynde dette daʿwa-arbejde i sin egen by og blandt sin egen stamme, Quraysh. Ved begyndelsen af dette arbejde blev han forsynet med den vejledning, der var nødvendig, og den bestod hovedsageligt af tre slags indhold:
For det første: Han blev undervist i, hvordan Profeten selv skulle forberede sig til at varetage dette enorme ansvar, og på hvilken måde og efter hvilken metode han skulle udføre arbejdet.
For det andet: Der blev fremlagt grundlæggende oplysninger om den sande virkelighed og dens hemmeligheder, og de almindeligt udbredte fejlopfattelser i samfundet om de dybeste sandheder blev imødegået—fejlopfattelser, som havde ført deres livsførelse ind på en yderst vildledt vej.
For det tredje: En opfordring til den rette måde at leve på og en analyse af de grundlæggende moralske principper i den guddommelige vejledning, hvis efterfølgelse rummer menneskehedens evige velstand og lykke.
Som begyndelse på daʿwaen var disse retningslinjer i den indledende fase samlet i nogle få korte og koncentrerede budskaber—klare og flydende, yderst sødmefulde, særdeles virkningsfulde og udsmykket med en ophøjet litterær form, der passede til smagen hos dem, som de blev rettet til. Derfor trængte de ind i tilhørernes hjerter og sind som pile; på grund af den harmoniske og sødmefulde fremstilling begyndte folk henført at fremsige og recitere dem.
Frem for alt var den stærkt præget af den lokale tankegang. Selv om der blev talt om evige sandheder, blev argumenter, beviser, vidnesbyrd og eksempler til at bevise deres sandhed hentet fra det nærmeste omgivende samfund, som tilhørerne havde et indgående kendskab til. Der blev talt om deres egen historie, deres nationale arv, de tegn, de dagligt iagttog, samt deres egne trosforestillinger, moralske karakter og samfundsmæssige mangler, så de derved blev dybt påvirket.
Denne indledende fase af dawah varede omkring tre til fire år. (Heraf udgjorde tre år den hemmelige dawahs fase). I denne fase viste reaktionen på Profetens ﷺ dawah sig på tre måder:
1) Nogle få retskafne og sandhedssøgende mennesker tog imod denne dawah og blev rede til at slutte sig sammen i den muslimske ummah.
2) Et stort antal mennesker blev opslugt af uvidenhed, egoisme eller en blind kærlighed til nedarvede skikke og besluttede sig fast for at modsætte sig den.
3) Den nye dawahs røst overskred Qurayshs og Mekkas grænser og trådte ind på et forholdsvis større område.
Herefter begyndte denne dawahs anden fase. I denne fase indledtes en voldsom og livstruende konflikt mellem den islamiske bevægelse og den gamle jahiliyyah, hvis eftervirkninger fortsatte i otte eller ni år. Ikke blot i Mekka og ikke blot blandt Quraysh, men i størstedelen af Arabien satte tilhængerne af den gamle jahiliyyah alle kræfter ind på at udslette denne bevægelse. De begyndte på enhver måde at forsøge at svække og tilintetgøre den. De iværksatte heftige angreb med falsk propaganda, bagvaskelse, anklager, tvivl og alle slags listige spørgsmål. De skabte forskellige former for propaganda og tilskyndelser i folkets hjerter. De forsøgte at forhindre fremmede i at høre Profeten ﷺ tale. De udsatte dem, der tog imod islam, for den mest brutale undertrykkelse og tortur. De afbrød alle økonomiske og sociale forbindelser med dem. Så ubeskrivelig var den forfølgelse og undertrykkelse, de blev udsat for, at mange af dem måtte forlade deres hjem og udvandre til Habasha hele to gange, og til sidst måtte de alle for tredje gang udvandre til Medina. Men trods denne intense modstand og de stadig voksende hindringer fortsatte bevægelsen med at brede sig kraftigt. Der fandtes ingen slægt eller familie i Mekka, hvorfra mindst én person ikke havde taget imod islam. Grunden til, at de fleste af islams fjender var så indædte modstandere, var, at deres egne brødre, nevøer, sønner, svigersønner, døtre, søstre og svogre ikke blot havde taget imod den islamiske dawah; de var tværtimod blevet hengivne til islam og blevet dens hjælpere. Deres egne kære børn var blevet kæmpende modstandere af dem. Det mest bemærkelsesværdige var desuden, at de, der brød med den gamle jahiliyyah og sluttede sig til denne nye bevægelse, også i det jahilitiske samfund blev anerkendt som de bedste mennesker. Som følge af deres tilslutning til bevægelsen blev de så meget mere retskafne, sandhedssøgende og besiddere af en ren moralsk karakter, at netop denne revolutionære handling tydeliggjorde bevægelsens overlegenhed og særpræg i verdens øjne. Under denne lange og vanskelige konflikt lod Allah, efter tid, mulighed og behov, sådanne gribende taler åbenbare for Sin Profet, som rummede havets brusende strøm, oversvømmelsens uimodståelige kraft og ildens skarpe, glødende intensitet. I disse taler blev de troende på den ene side informeret om deres grundlæggende ansvar og pligter. Bevidstheden om et fælles menighedsliv blev skabt i dem, og de blev oplært i taqwa, ædel karakter, ren natur og et rent liv. De blev undervist i fremgangsmåden for at udbrede den sande din. De blev opmuntret gennem løftet om succes og det glædelige budskab om Jannah. De blev tilskyndet til med tålmodighed, standhaftighed og stort mod at kæmpe og stræbe på Allahs vej. Der blev skabt en så uimodståelig iver efter opofrelse, ofring og selvhengivelse i dem, at de blev rede til at møde alle farer, ulykker og modstandens himmelstræbende bølger. På den anden side blev de modstandere, de sandhedsafvisende og de, der var sunket ned i uvidenhedens søvn, advaret ved at få nævnt de frygtelige ender for de folk, hvis historie de kendte godt. De blev formanet gennem omtalen af de ruiner, som de dag og nat rejste forbi under deres rejser. Tawhid og Akhirah blev bevist gennem de tydelige tegn på himlene og jorden, som dag og nat viste sig for deres øjne, og som de til stadighed så og erfarede i deres liv. Vildfarelsen i shirk, tyranni, fornægtelse af det hinsidige og blind efterfølgelse af forfædrene blev påvist med klare beviser og argumenter, der virkede stærkt på sind og tanker. Derefter blev al deres tvivl fjernet. Ethvert af deres spørgsmål blev besvaret fornuftigt. Der blev fremlagt klare løsninger på de vanskelige problemer, som plagede deres sind eller skabte tvivl i andres sind. Den gamle jahiliyyah blev omringet fra alle sider på en sådan måde, at der ikke længere var plads til den i fornuftens og samvittighedens verden. Samtidig blev de advaret om Allahs vrede og forbandelse, Qiyamahs skrækindjagende skikkelse og Jahannams hårde straf. De blev irettesat og dadlet for deres dårlige karakter, deres fejlagtige livsførelse, jahilitiske skikke, modstand mod sandheden og forfølgelse af de troende. De store principper for moral og samfundsorden, som udgør grundlaget for den sandhedsbaserede civilisation, Allah har udvalgt, blev udførligt fremlagt for dem.
Denne fase bestod i sig selv af forskellige manzil, og i hver manzil blev dawah-arbejdet stadig mere omfattende og bredt. Bestræbelserne og modstanden blev også stadig stærkere. Bevægelsen stod over for utallige grupper og fraktioner med forskellige anskuelser og indbyrdes modstridende aktiviteter. Tilsvarende blev mangfoldigheden i indholdet af de budskaber, der kom fra Allah, stadig større. Hvis man betragter den detaljerede vejledning, som Profeten ﷺ fik for at udføre dette enorme ansvar for den islamiske dawah, kan man let forstå, hvilken storslået moralsk styrke der banede vejen frem i den periode med voldsom modstand i Mekka, og hvilken indflydelse der tilskyndede bevægelsens deltagere til at møde alle kræfter og tålmodigt udholde alle prøvelser. Nedenfor beskriver vi disse vejledninger én for én:
Hikmat og formaningens metode i da’wah
Det skal være på arabisk————————–
»O profet, kald folk til din Herres vej gennem hikmat og god formaning.« (An-Nahl 125)
Her siges det, at to metoder skal følges meget strengt, når man kalder til religionen. For det første hikmat. For det andet god formaning.
»At anvende hikmat i da’wah betyder, at man ikke skal kalde til troen på en tåbelig måde, som tåber ville gøre. Man skal derimod tale intelligent og tage hensyn til tilhørerens mentalitet, evner og fatteevne samt tale på det rette sted, tidspunkt og under de rette omstændigheder. Det er ikke rigtigt at forsøge at rette alle slags mennesker ud med den samme stok. Hos den person eller de personer, som man bringer da’wah til, må man først fastslå sygdommen. Derefter må man behandle den ved hjælp af sådanne argumenter og beviser, som er i stand til at rive sygdommens rod op fra dybet af hans sind og mentalitet.«
»God formaning eller den bedste vejledning har to betydninger. For det første må man ikke anse det for tilstrækkeligt blot at forsøge at overbevise og tilfredsstille tilhøreren med argumenter og beviser; man må også vække hans følelser. Det er ikke nok blot at tilbagevise uret og vildfarelse med argumenter; man må også vække det medfødte had og den naturlige afsky mod uretfærdighed, som findes i mennesket, og advare ham om deres onde konsekvenser. Logiske og intellektuelle beviser er ikke nok til at vise vejledningens og gode gerningers skønhed og renhed; samtidig må man skabe tiltrækning til og kærlighed til dem hos tilhøreren. For det andet skal man formane med medfølelse, oprigtighed og inderlig omsorg. Tilhøreren må aldrig få indtryk af, at den, der formaner, ser ned på ham og gør nar af ham, fordi han anser sig selv for at være noget stort. Derimod må man skabe en sådan atmosfære, at tilhøreren kan mærke, at den, der formaner, virkelig har en omsorgsfuld og medfølende længsel i sit hjerte efter at forbedre ham, og at han i sandhed ønsker hans vel.«
I samtale og diskussion er der ikke behov for at føre strid, debattere eller demonstrere sin viden og forstand. Man skal afholde sig fra aggressiv diskussion, beskyldninger og sårende bemærkninger. Formålet med diskussionen eller samtalen må ikke være at besejre modstanderen eller slå stort på sin egen taletrang. Tværtimod skal diskussion og samtale i da’wah-arbejdet være blid og behagelig. Den, der kalder til troen, skal udvise en høj grad af høflighed og anstændighed. Man skal underbygge sine ord med logiske og overbevisende argumenter og beviser. Under ingen omstændigheder må man tillade, at stædighed, vrede og fanatisme opstår i tilhørernes sind. Man skal forsøge at forklare sit synspunkt for ham på en meget enkel og ligefrem måde. Så snart man mærker, at tilhøreren bevæger sig over i sofistiske argumenter, skal man afslutte diskussionen med ham, så han ikke kommer endnu længere ud ad vildfarelsens vej.
At kalde til sandhedens vej kræver et koldt hoved og den bedste fremgangsmåde tilpasset omgivelserne:
Det arabiske lyder:
»Sig til Mine tjenere, at de skal tale på den bedst mulige måde. Satan forsøger i virkeligheden at skabe strid og splid mellem dem. Satan er i sandhed menneskets åbenlyse fjende. Jeres Herre ved bedst, hvordan I har det. Hvis Han vil, kan Han vise jer nåde, og hvis Han vil, kan Han også straffe jer. Og profet, Vi har ikke sendt dig som værge over menneskene.« (Banī Isrāʾīl 53-54)
Det vil sige: De troende skal, når de drøfter og taler med vantro, afgudsdyrkere og modstandere af deres religion, ikke tale løgnagtigt, overdrevet eller forhastet. Uanset hvor uretfærdige og modbydelige ting modstanderne siger, må muslimer under ingen omstændigheder lade noget usandt eller uretfærdigt komme ud af deres mund, og de må ikke i vrede svare på et tåbeligt udsagn med tåbelige ord. De skal tale med koldblodighed og afveje deres ord efter situationen. Hvert af deres ord skal være retfærdigt og sandt og udtrykke værdigheden af deres ophøjede kald til troen.
Hvis I nogen sinde, mens I forsøger at besvare modstandernes ord, mærker, at vrede bryder frem i jer, og føler, at jeres temperament er ved at komme ud af kontrol, skal I straks forstå, at dette er Satans værk. Han ophidser jer, så arbejdet med at kalde til religionen bliver ødelagt. Han ønsker, at I ligesom jeres modstandere opgiver arbejdet med reform og forbedring og giver jer hen til den samme strid og splid, som han ønsker at holde hele menneskeheden fanget i.
Det vil aldrig kunne komme ud af de troendes mund, at vi er bestemt til Paradiset, mens den og den person eller disse mennesker er bestemt til Helvede. Afgørelsen i denne sag ligger hos Allah. Selv profetens opgave er begrænset til at kalde mennesker til troen. Han har ikke fået overdraget nøglen til menneskenes skæbne, så han kan afgøre nåde for nogle og straf for andre.
Den, der kalder til troen: hans status og ansvar
Det arabiske lyder:
»Se, der er kommet et lys af indsigt til jer fra jeres Herre. Den, der handler ved hjælp af sit syn, handler til gavn for sig selv. Og den, der vælger blindhed, skader kun sig selv. Jeg er ikke vogter over jer.« (Al-Anʿām 104)
»Jeg er ikke sat til at vogte over jer« betyder, at mit ansvar blot er at forelægge jer det lys, som er kommet fra jeres Rabb. Derefter er det jeres opgave, om I åbner øjnene og ser eller ej. Det er ikke blevet pålagt mig med magt at åbne øjnene på dem, der holder dem lukkede, og få dem til at se det, de ikke vil se.
Den arabiske tekst kommer her———
»O profet! Følg den åbenbaring, der er sendt ned til dig fra din Rabb. Der findes ingen ilah ud over Ham. Lad ikke mushrikerne optage dig. Hvis Allah havde villet det, ville de ikke have begået shirk. Jeg har ikke udnævnt dig til vogter over dem. Du er heller ikke deres opsynsmand.« (Al-An’am 106-107.)
Meningen med dette er, at du er blevet gjort til da’i og forkynder, ikke til politibetjent. Du behøver ikke at følge efter dem. Dit ansvar er at forelægge menneskene dette lys og efter bedste evne opfylde din pligt til at tydeliggøre sandheden; du må ikke forsømme noget i den forbindelse. Hvis nogen derefter ikke ønsker at acceptere denne sandhed, så lad dem være. Du er ikke blevet pålagt ansvaret for at gøre mennesker til tilhængere af sandheden. Det hører heller ikke til dit ansvar og din regnskabspligt, at ingen tilhænger af falskheden må eksistere inden for grænserne af dit profetiske virke. Gør derfor ikke dit hjerte bekymret med spørgsmålet om, hvordan man kan give blinde synet tilbage, eller hvordan man kan få dem til at se, når de ikke ønsker at åbne øjnene. Hvis Allahs vilje havde været, at ingen tilhænger af falskheden måtte eksistere i verden, hvorfor skulle Allah så have ladet dette arbejde udføres gennem dig? Kunne Hans ene takwini-() tegn ikke have gjort alle mennesker til tilhængere af sandheden? Men det har ikke været formålet fra begyndelsen. Formålet er, at mennesket skal gives frihed til at vælge mellem haqq og falskhed. Derefter skal sandhedens lys forelægges det, og det skal prøves, hvad det vælger mellem disse to. Den rette fremgangsmåde for dig er derfor, at du fortsætter ad den rigtige og lige vej i lyset af det lys, der er blevet vist dig, tager dem, der accepterer denne da’wah, til dit hjerte og aldrig opgiver deres selskab, uanset hvor ubetydelige og værdiløse de måtte være i verdslig henseende. Og følg ikke efter dem, der ikke vil acceptere denne da’wah. Lad dem gå i den skæbnesvangre retning, som de selv ønsker at gå i, og som de med yderste stædighed insisterer på at følge.
Den lette måde at forkynde din på
Den arabiske tekst kommer her———
»O profet! Jeg gør den lette fremgangsmåde tilgængelig for dig. Fortsæt derfor med at formane. Måske vil formaningen bære frugt.«
Det vil sige: O profet! Jeg ønsker ikke at gøre det vanskeligt for dig at forkynde din. Det er ikke dit ansvar at få de døve til at høre eller vise de blinde vejen. Jeg giver dig en let fremgangsmåde. Den består i, at du fortsætter med at formane, så længe du mærker, at der er nogen, som er rede til at få gavn af det. Tilbage står spørgsmålet: Hvem er rede til at få gavn af det, og hvem er ikke? Svaret på dette spørgsmål vil i virkeligheden blive tydeligt gennem den almindelige da’wah og tabligh. Derfor skal den almindelige tabligh og forkyndelse uden tvivl fortsætte. Formålet skal imidlertid være at finde de mennesker blandt Allahs tjenere, som vil få gavn af denne nasiha og følge den rette vej. Det er netop disse mennesker, der fortjener at være dit oprigtige fokus, og din opmærksomhed skal udelukkende rettes mod deres undervisning og oplæring. Du behøver ikke at lade dig optage af dem, som du gennem erfaring vil erfare ikke ønsker at acceptere denne nasiha.
Hvem er de vigtige mennesker set fra perspektivet af at forkynde dīn?
Den arabiske tekst lyder:————-
‘Og du, Profet! Afvis ikke dem, der morgen og aften påkalder deres Herre og vedbliver med at søge Hans velbehag. Du er ikke ansvarlig for deres regnskab, og de er ikke ansvarlige for dit regnskab. Hvis du alligevel afviser dem, vil du høre til blandt de uretfærdige.’ (Al-Anʿām 52)
Blandt dem, der i begyndelsen troede på Profeten (fvmh.), var der mange fattige og arbejdende mennesker. Blandt de spørgsmål, som Qurayshs store ledere og velstående mennesker stillede om Profeten (fvmh.), var også dette: Omkring ham har jo kun slaver, frigivne slaver og folk fra de lavere klasser i vores folk samlet sig. Hånligt sagde de: Hvilke fornemme mennesker er dog samlet omkring denne mand og følger ham! Bilal, ʿAmmar, Suhayb og Khabbab—det var altså netop disse mennesker, Allah fandt værdige til at udvælge blandt os. De nøjedes ikke med at håne de troendes fattige kår; hvis nogen af dem før trosantagelsen havde udvist en eller anden karaktersvaghed, lod de også hånens bølger rejse sig over det: Den, hvis karakter indtil i går var sådan, og som havde gjort den og den gerning, er også pludselig med i denne udvalgte gruppe. I vers 53 i netop sura Al-Anʿām gengives deres ord: ‘Er det disse, som Allah blandt os har vist nåde og gunst?’ Dette vers er svaret på netop disse udtalelser. Versets betydning er: De mennesker, der kommer til dig som sandhedssøgende—skub dem ikke bort for at tage hensyn til de store. Selv hvis nogen har begået en forbrydelse før islam, vil ansvaret for det ikke hvile på dig.
Beretningen om Ibn Umm Maktum
En dag sad nogle af Mekkas ledere og samfundets fremtrædende mænd i Profetens (fvmh.) forsamling. Profeten (fvmh.) opmuntrede dem til at antage islam.¹ Imens kom en blind mand ved navn Ibn Umm Maktum til Profeten (fvmh.) og ønskede at spørge om islam. Da Profeten (fvmh.) ikke ønskede, at der skulle opstå en forstyrrelse på dette tidspunkt, vendte han ikke sin opmærksomhed mod ham. Det var i denne anledning, at sura ʿAbasa blev åbenbaret fra Allah den Almægtige:
Den arabiske tekst lyder:———
‘Han viste mishag og vendte sig bort, fordi den blinde kom til ham.’ (ʿAbasa 1-2)
Når man ser på talens indledning, synes det umiddelbart, at denne sura irettesætter og revser den ædle Profet (fvmh.), fordi han viste ringe interesse for den blinde mand og interesse og opmærksomhed over for de store høvdinge. Men ser man på hele suraen under ét, bliver det klart, at den først og fremmest udtrykker den dybeste utilfredshed med de vantro høvdinge blandt Quraysh, som på grund af deres hovmod, selvforherligelse og afvisning af sandheden foragteligt forkastede den ædle Profets (fvmh.) sande da‘wa. Samtidig blev Profeten (fvmh.) undervist i den rette måde at udbrede religionen på, og det blev gjort klart, at de metoder, han anvendte i den første tid af sit arbejde med at opfylde profetskabets ansvar, var fejlagtige. At han viste ringe interesse for en blind mand og rettede sin opmærksomhed mod Qurayshs høvdinge, skyldtes ikke, at han anså disse stormænd for ærefulde og højtstående, mens han betragtede den stakkels blinde mand som ubetydelig. Det skyldtes heller ikke – Gud forbyde det – at der fandtes nogen form for moralsk skævhed i ham, som var årsagen til, at Allah den Ophøjede irettesatte og revsede ham her. Nej, sagen forholdt sig slet ikke sådan. Det virkelige forhold er, at når en, der kalder til et ideal, eller en da‘i, begynder sit da‘wa-arbejde, vil han naturligt håbe, at samfundets indflydelsesrige mennesker tager imod denne da‘wa, så arbejdet med at udbrede den bliver lettere. Hvis da‘waen derimod bliver bredt blandt almindelige, indflydelsesløse, svage og hjælpeløse mennesker, gør det i sidste ende ikke den store forskel. Ved begyndelsen af da‘waen fulgte Profeten (fvmh.) omtrent denne arbejdsmetode. Dens grund var hans oprigtige hengivenhed og dybe interesse for den religiøse da‘was fremgang. Hans mål var ikke at ære de rige og foragte de fattige. Men Allah den Ophøjede gjorde det klart for ham, at dette ikke er den rette og fejlfri metode for islamisk da‘wa. Set fra da‘waens synspunkt er de mennesker derimod de vigtigste, som søger sandheden, uanset hvor svage, indflydelsesløse og hjælpeløse de måtte være. De, som ikke nærer kærlighed til sandheden, er derimod helt uden betydning for denne bevægelse, uanset hvor højtstående de måtte være i samfundet. Islams kald skal ganske vist nå alle, men din opmærksomhed og interesse bør rettes mod de mennesker, hos hvem der findes villighed til at tage imod denne store sandhed. At blive ved med kun at fremføre da‘waen for de selvtilfredse og hovmodige mennesker, som på grund af deres stolthed mener, at de ikke har brug for dig, men at du har brug for dem, er i høj grad vanærende for denne ophøjede da‘was høje status. I den forbindelse siger Allah den Ophøjede:
Det skal være på arabisk——–
»O Profet! Hvordan kan du vide det? Måske ville han blive renset, eller tage imod formaningen, så formaningen ville være til gavn for ham. Den, der viser sig ligeglad, retter du din opmærksomhed mod. Men hvis han ikke bliver renset, hvilket ansvar har du så for ham? Og den, der kommer løbende til dig og frygter, viser du ringe interesse for. Aldrig! Dette er blot en påmindelse. Den, der vil, kan tage imod den.«
Her omtales det grundlæggende princip, som den ædle Profet (fvmh.) på dette tidspunkt tilsidesatte i forbindelse med udbredelsen af religionen. For at forklare dette irettesatte Allah den Ophøjede først den behandling, Profeten (fvmh.) havde udsat Ibn Umm Maktum for. Derefter forklarede Han, hvad der bør tillægges virkelig betydning af dem, der udbreder den sande religion, og hvad der ikke bør tillægges betydning. Den ene persons kendetegn er, at hans ydre tilstand tydeligt viser, at han søger sandheden og er bange og rystet af frygt for at følge falskheden og pådrage sig Guds vrede. Derfor kommer han selv til Profeten for at opnå viden om den sande vej. Den anden persons kendetegn er derimod, at hans ydre fremfærd og opførsel viser, at han ikke nærer nogen kærlighed til sandheden. Han anser sig selv for langt hævet over behovet for at få vejledning til den sande vej. Forskellen mellem disse to slags mennesker ligger ikke først og fremmest i, at den ene persons tro kan give religionen stor gavn, mens den andens tro ikke kan give den nogen nævneværdig gavn. Det afgørende er derimod, hvem der er rede til at tage imod vejledningen og forbedre sig selv, og hvem der er helt uforberedt på at værdsætte denne uvurderlige skat og fuldstændig uvidende om dens værdi. Selv hvis den første person er blind, lam, svag og fattig, og selv hvis han set udefra ikke anses for egnet til at påtage sig noget større ansvar for religionens fremgang, vil han stadig være den vigtigste person for den, der udbreder sandheden. Hans opmærksomhed bør rettes mod ham. Da det egentlige formål med denne da‘wa er at forbedre Guds tjenere, er det tydeligt ud fra denne persons tilstand, at hvis han får en formaning, vil han forbedre og forandre sig selv. Den anden slags menneske kan derimod være nok så indflydelsesrig i samfundet, men den, der udbreder den sande religion, behøver ikke løbe efter ham. Hans ydre adfærd viser klart, at han ikke har noget ønske eller nogen interesse i at tage imod renselse og renhed. At forsøge at forbedre ham er derfor ikke andet end spild af tid. Hvis han ikke ønsker at forbedre sig, vil han selv lide tabet. Den, der udbreder den sande religion, har intet ansvar for dette.
Den blinde mand, der omtales her, var den berømte sahabi, Hazrat Abdullah ibn Umm Maktum (må Allah være tilfreds med ham). Hafiz Ibn Abd al-Barr skriver i værket »Al-Isti‘ab«, og Hafiz Ibn Hajar skriver i værket »Al-Isaba«, at han var fætter til Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende). Hans mor, Umm Maktum, og Hazrat Khadijas far, Khuwaylid, var søskende. Når man kender dette slægtskabsforhold til Profeten (fvmh.), er der ingen grund til at mistænke ham for at have vendt sig bort fra ham i irritation og rettet sin opmærksomhed mod de fremmødte stormænd, fordi han anså ham for fattig eller af ringe status. For slægtskabsmæssigt var han Profeten (fvmh.)s bror (morbror). Han var af fornem slægt. Han var på ingen måde uden status. Den egentlige årsag til, at Profeten (fvmh.) behandlede ham på denne måde, fremgår tydeligt af det koraniske ord ( ) (den blinde mand). Allah den Ophøjede har netop anvendt dette ord her som den egentlige årsag til, at Profeten (fvmh.) viste manglende interesse. Profeten (fvmh.)s sindsstemning var på det tidspunkt sådan, at han tænkte: Hvis blot én af de mennesker, som jeg nu forsøger at føre til islam, tager imod vejledningen, kan det blive en stor årsag til, at islam bliver stærkere. Ibn Umm Maktum var derimod en blind mand. På grund af sin hjælpeløshed kunne han ikke være lige så gavnlig for islam, som man kunne håbe, hvis en af disse høvdinge tog imod islam. Derfor var det ikke passende, at han på dette tidspunkt afbrød samtalen. Det, han ønskede at vide og forstå, kunne han få at vide på et senere tidspunkt.
Visdommen ved at udbrede religionen
Den arabiske tekst lyder:
»Og diskuter ikke med Skriftens folk, medmindre det sker på den bedste måde.« (Al-Ankabut 46)
Det vil sige, at denne diskussion skal føres ved hjælp af fornuftige beviser, et høfligt og anstændigt sprog samt gennem forståelse og forklaring. Man bør tale på en sådan måde, at den pågældendes tankegang kan ændres. Religionsforkynderens vigtigste mål må være at åbne tilhørerens hjerte, lade sandhedens ord trænge ind i det og forsøge at føre ham til den rette vej. Han må ikke kæmpe som en bryder med det formål at nedgøre sin modstander. Tværtimod skal han handle som en klog læge, der under behandlingen af en sygdom hele tiden er på vagt, så patientens sygdom ikke forværres på grund af en fejl fra hans side, og som bestræber sig på, at patienten bliver rask med mindst mulig lidelse. Her gives der, alt efter situationen, vejledning om, hvordan man skal forholde sig under en diskussion med Skriftens folk. Men denne vejledning gælder ikke kun specifikt Skriftens folk; i forbindelse med at udbrede religionen er den derimod en almen vejledning, som findes forskellige steder i Koranen. For eksempel:
Den arabiske tekst lyder:
»Kald til din Herres vej med visdom og den bedste formaning, og diskutér med folk på den bedste måde.« (An-Nahl 125)
Den arabiske tekst lyder:
»Det gode og det onde er ikke ens. Afværg [modstandernes angreb] på den bedste måde. Så vil du se, at selv den, der er din dødsfjende, bliver en nær ven.«
Det arabiske lyder:
»Afværg det onde og det uretfærdige på den bedste måde. Vi ved, hvad de siger om jer.« (Al-Mu’minun 92)
Den rette fremgangsmåde i da’wa for sandheden
Det arabiske lyder:
»O profet, antag en mild og tilgivende holdning. Påbyd det, der er Ma’ruf, og indlad dig ikke i diskussioner med de uvidende. Hvis Satan nogensinde ansporer dig, så søg tilflugt hos Allah. Han ved alt og hører alt. De gudfrygtiges tilstand er i virkeligheden således, at hvis en ond tanke, foranlediget af Satans tilskyndelse, blot berører dem, bliver de straks opmærksomme og på vagt. Derefter kan de klart se, hvad det rigtige at gøre er. Hvad angår deres [Satans] brødre og venner, så trækker Satan dem ad den vildledte vej, og han forsømmer intet, når det gælder om at vildlede dem.« (Al-A’raf 199-202)
I disse vers er profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blevet undervist i flere vigtige punkter vedrørende visdommen i da’wa og tabligh samt vejledning, reform og forbedring. Formålet er ikke blot at undervise Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham; snarere er formålet gennem Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, at undervise alle de mennesker i denne visdom, som vil træde i hans sted og som hans repræsentanter være rede til at vise verdens mennesker den lige og rette vej. Disse lærdomme og principper præsenteres nedenfor i rækkefølge:
1. En af de vigtigste egenskaber for den, der kalder til sandheden, er, at han skal være mild, ydmyg, tålmodig og storsindet. Over for sine medarbejdere skal han være mild og kærlig, over for almindelige mennesker omsorgsfuld og medfølende, og over for modstandere yderst tålmodig. Selv i et vanskeligt og spændt miljø skal han bevare roen. Han skal være så tålmodig, at han kan udholde hård modstand fra hårdnakkede modstandere og sine medarbejderes svagheder. Selv fuldstændig uudholdelige ord skal han storsindet lade passere. Uanset hvor hårde ord, løgne, bagvaskelse, plager, lidelser og rent ondsindede hindringer der kommer fra modstandernes side, skal han møde alt dette med storsind og tilgivelse. Hårdhed, streng behandling, bitre ord og hævngerrig ophidselse virker som gift for dette store arbejde. Det får arbejdet til at bryde sammen og gå i stykker; det bliver ikke opbygget. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, beskrev dette således: Min Herre har befalet mig, at jeg skal tale retfærdigt både i vrede og tilfredshed. Den, der bryder forbindelsen med mig, vil jeg knytte forbindelse til. Den, der berøver mig min retmæssige ret, vil jeg give hans retmæssige ret. Den, der gør mig uret, vil jeg tilgive. De mennesker, som han på egne vegne sendte ud for at udbrede religionen, gav han også denne vejledning:
Det arabiske lyder:
Det betyder: »Hvor end I går, skal jeres ankomst være et glædeligt budskab for folk – ikke noget, der vækker had og utilfredshed. I skal gøre det let for folk – ikke gøre det vanskeligt og hårdt.« Også Allah den Ophøjede har lovprist netop denne egenskab hos den ærede Profet (fred være med ham) og sagt:
Den arabiske tekst følger—–
»Det vil sige: Det er ved Allahs nåde, at du er mild over for folk. Hvis du havde været hårdhjertet og barsk, ville de have fjernet sig fra omkring dig.« (Al Imran 159)
2. Succesen for da’wah til sandheden ligger i denne fremgangsmåde: Den, der kalder til sandheden, skal i stedet for store filosofiske og subtile teologiske forklaringer direkte lære folk ma’ruf – det vil sige enkel og tydelig godhed – altså det, som almindelige mennesker anser for godt, eller som deres almindelige fornuft er tilstrækkelig til at opfatte som godt. Når denne fremgangsmåde anvendes, påvirker kaldet fra den, der kalder til den rette vej, både almindelige mennesker og de lærde. Da’wah trænger gennem tilhørernes ører og når af sig selv ind til deres hjerter. De, der råber og skaber uro imod et sådant kald til ma’ruf, skaber selv grundlaget for deres eget nederlag og for denne da’wahs succes. For selv om mennesker normalt måtte være dybt nedsunket i had og fjendskab, begynder de, når de ser, at et høfligt menneske med en ophøjet karakter på den ene side kalder til enkel og retfærdig godhed, mens mange mennesker på den anden side, i deres modstand mod ham, forkaster al moral og menneskelighed og griber til usle handlinger, lidt efter lidt selv at få afsky for sandhedens modstandere og blive tiltrukket af dem, der kalder til sandheden. Til sidst bliver kun de personer, der er knyttet til det falske samfundssystem, tilbage på konfrontationens arena; eller også fortsætter de, hvis hjerter gennem blind efterligning af fortidens mennesker eller uvidende had og fjendskab er blevet berøvet enhver evne og mulighed for at antage sandhedens vej, med at gøre modstand. Dette er den visdom, hvis følgen førte til den ærede Profets (fred være med ham) succes i Arabien. Derefter begyndte islams strøm på kort tid at flyde så kraftigt i nabolandene, at 100 procent af indbyggerne nogle steder, 80 procent andre steder og 90 procent andre steder blev muslimer.
3. Ligesom det er vigtigt at oplære mennesker, der søger sandheden, i ma’ruf gennem da’wah-arbejdet, må den, der kalder, også være på vagt, uanset hvor meget de forsøger at trække ham ind i diskussioner og stridigheder. Han bør kun tale til sådanne mennesker, som er parate til at forstå dette kald med fornuft og eftertanke. Hvis en uvidende person begynder at opføre sig uvidende og starter meningsløse diskussioner, skænderier og bitre ordvekslinger, må den, der kalder til sandheden, nægte at stille sig som hans modpart. For der er ingen gevinst ved at lade sig trække ind i dette skænderi. Tabet består derimod i, at den kraft, som den, der kalder, burde bruge på religionens udbredelse, fremme og reform, går til spilde i meningsløse aktiviteter.
4. I forlængelse af den vejledning, der blev givet i punkt tre, er der yderligere denne vejledning: Når den, der kalder til sandheden, mærker, at hans sind og temperament bliver ophidset på grund af modstandernes undertrykkelse, overgreb, onde handlinger samt deres spørgsmål og anklager, der afslører deres uvidenhed, må han straks forstå, at dette ikke er andet end Satans tilskyndelse. Han må da søge beskyttelse hos Gud, så Han beskytter sin tjener mod at overskride grænserne i denne ophidselse og ikke lader ham miste besindelsen på en måde, der kan få ham til at foretage sig noget, som skader da’wah til sandheden. Da’wah til sandheden kan kun udføres med ro under alle forhold. Det rigtige skridt er det, der ikke tages efter at være blevet overvundet af ophidselse, men som vælges med stor omtanke i overensstemmelse med stedets, omstændighedernes og tidens muligheder. Men Satan ønsker og tåler aldrig, at dette arbejde breder sig. Han forsøger hele tiden gennem ens egne brødre og venner at angribe den, der kalder, og tilskynder ham til at svare på angrebet med tanken om, at det naturligvis må besvares. Denne Satans tilskyndelse, som han skaber i den kaldendes hjerte, er ofte skjult under store bedrag og religiøse udtryk. Men indeni findes der ikke andet end ren selvforherligelse. Derfor siges det i de to sidste vers, at de gudfrygtige, så snart de mærker en satanisk aktivitet eller påvirkning og en ond tanke i deres hjerte, bliver forsigtige og opmærksomme. Derefter kan de klart se og forstå, hvilken holdning og fremgangsmåde der i den givne situation vil være gavnlig for da’wah til religionen, og hvad religionens da’wah kræver i den situation. De, der er nedsunket i selvtilbedelsens mørke, og som derfor har et broderligt forhold til Satan, kan aldrig stå fast over for Satans tilskyndelse. Efter at være blevet besejret af den begynder de at gå ad en vildledt vej. Derefter driver Satan dem overalt efter eget ønske, og deres fremmarch standser ikke noget sted. For hver fornærmelse fra modstanderne har de selv en fornærmelse, og for hver sammensværgelse og ond handling fra modstanderne har de selv en sammensværgelse og ond handling klar.
Denne drøftelse rummer også et generelt og kort budskab. Det er, at gudfrygtige mennesker normalt adskiller sig fra ugudelige mennesker i deres livsførelse. De, der virkelig frygter Allah og oprigtigt ønsker at holde sig fra uret og synd, er sådan, at de straks føler uro og smerte, hvis blot en lille ond tanke kaster sin skygge over en afkrog af deres sind. Det er som den smerte, man føler, når en torn stikker i fingeren, eller når et støvkorn kommer i øjet. Fordi de ikke er vant til sådanne onde tanker, uretfærdige ønsker, begær og dårlige hensigter, er disse ting i strid med deres natur. Ligesom mennesker med et rent sind føler ubehag, når en torn trænger ind i foden, snavs kommer i øjet, eller en ren klædning rammes af et stænk af urenhed. Så snart de mærker denne uro og dette ubehag, åbner deres øjne sig, deres sind bliver årvågent, og de begynder straks at ryste dette skadelige snavs af sig. De er ikke som de mennesker, der hverken frygter Gud eller ønsker at holde sig fra uret og synd, og som føler sig beslægtede med Satan. Onde tanker, dårlige begær og uærlige hensigter kredser i deres sind. Men selv om de er nedsunket i dette snavs, mærker de ingen form for ubehag eller unaturlighed i sig selv. Det er som om svinekød bliver kogt i en gryde, men det falder dem ikke ind, hvad der bliver tilberedt i den. Eller som en renovationsarbejder, hvis hele krop er smurt ind i snavs, men som ikke selv har nogen fornemmelse af, hvad der sidder på hans krop.
Da’wah på Allahs vej i et miljø præget af stærk modstand
Den arabiske tekst lyder:
»Og hvem taler bedre end den, der kalder til Allah, handler ret og siger: Jeg er muslim?«
I det foregående vers blev de troende trøstet og opmuntret. Derefter blev deres opmærksomhed i dette vers henledt på det egentlige ansvar, som var formålet med, at de blev muslimer, og de blev opmuntret til at påtage sig det. I det foregående vers blev det sagt til dem, at det at vælge vejen til tilbedelse af Allah, stå fast på den og ikke afvige fra den er en god gerning, som gør mennesket til englenes ven og giver det adgang til Paradiset. Nu omtales det næste trin, som ikke kan overgås af noget højere trin. Det består i, at I selv gør gode gerninger og kalder andre mennesker til at tage imod Allahs tilbedelse og underkastelse. Selv i et miljø med voldsom modstand, hvor det at tale om og åbent bekende islam betyder at udsætte sig selv for fare, skal I med løftet pande sige: »Jeg er muslim.« For fuldt ud at forstå betydningen af Allah den Højestes ord er det nødvendigt at have det miljø og de omstændigheder for øje, hvori disse ord blev sagt. Situationen dengang var sådan, at så snart en person bekendte, at han var blevet muslim, følte han, som om han var trådt ind i en jungle fuld af rovdyr, hvor hvert dyr løb omkring for at flå ham i stykker og æde ham. Den, der gik et skridt videre og åbnede munden for at udbrede islam, var som om han kaldte på rovdyrene og sagde: »Kom og riv mig i stykker og æd mig.« Det var under så vanskelige forhold, at det blev sagt, at det ganske vist er en meget stor og grundlæggende god gerning, at en person tager Allah som sin Herre og følger den rette vej. Men den højeste form for god gerning er i dette miljø at erklære: »Jeg er muslim«, uden at bekymre sig om konsekvenserne, at kalde Allahs tjenere til at underkaste sig Ham alene og samtidig i sit arbejde holde sine handlinger så rene, at det ikke bliver muligt at finde nogen fejl hos islam eller hos islams bannerførere.
At imødegå det onde med den bedste godhed
Videre siges det:
Den arabiske tekst lyder:
»O Profet! Det gode og det onde er ikke det samme. Imødegå det onde med det, der er bedst. Så vil du se, at de, der var dine værste fjender, bliver dine nære venner.«
For at forstå dette vers’ fulde betydning må man have det miljø og de omstændigheder for øje, hvori den ædle Profet (fvmh.) og gennem ham hans følgere blev givet denne vejledning. Situationen var dengang sådan, at modstanden mod kaldet til sandheden blev ført med ekstrem stædighed og en hårdt aggressiv fremgangsmåde. Der blev anvendt alle mulige midler imod det. Hver eneste af modstandernes grupper var optaget af at skabe tvivl og mistro til ham i folks sind. Han og hans ledsagere blev udsat for alle slags lidelser, forfølgelse og plager. Så mange muslimer blev til sidst så udmattede, at de blev tvunget til at forlade landet. På dette tidspunkt blev der udarbejdet en plan for at standse Profetens (fvmh.) prædiken: En gruppe ballademagere og larmende personer blev hele tiden sendt efter ham. Hver gang han åbnede munden for at kalde til sandheden, begyndte de at larme og skrige så voldsomt, at ingen kunne høre hans ord. Det var i sandhed en meget vanskelig situation. Ud fra det ydre så alle veje til at udbrede religionen ud til at være lukkede. Det var netop under sådanne forhold, at Profeten (fvmh.) fik denne vejledning for at knuse modstandernes tænder.
Allerede i den første sætning blev det sagt, at godhed og ondskab, sandt og falsk, ikke er det samme. Det vil sige: Uanset hvor stor en storm af synd og uret jeres modstandere tilsyneladende skaber, og hvor svag, hjælpeløs og magtesløs godheden end måtte synes i mødet med den, er ondskab og uret i virkeligheden svage og hjælpeløse i deres egen natur. Derfor kan mennesker i sidste ende ikke lade være med at hade uret og synden, som strider mod deres naturlige tilbøjelighed. Det er ikke kun syndens og urettens ledsagere, men selv dens bannerførere føler inderst inde, at de er løgnere og undertrykkere, og at de handler uretfærdigt og hensynsløst for deres egne interessers skyld. Dette ødelægger i deres egne øjne deres værdighed i stedet for at skabe tillid til dem hos andre. Og en tyv tager bolig i deres hjerter; hver gang de foretager et skridt mod deres modstandere, bliver deres mod og beslutsomhed således indvendigt svækket. Hvis godheden i mødet med denne uret og synd, som udadtil synes fuldstændig hjælpeløs og magtesløs, fortsætter sit arbejde uophørligt, vil den til sidst sejre. For det første rummer godheden en vældig kraft, som påvirker og betager menneskers hjerter. Hvor forfaldet og fordrejningen i et menneskes moralske karakter end bliver, kan det ikke undgå at føle godhedens værd i sit indre. Når godhed og ondskab står over for hinanden i kamp, og begges skjulte ædelsten bliver lagt åbent frem for hele offentligheden, er der efter en langvarig konflikt og kamp kun meget få, som ikke bliver uden respekt for uret og synden og knyttet til og hengivne over for godheden.
For det andet er det blevet sagt, at synd ikke blot skal bekæmpes med godhed, men med den godhed, der er den bedste og af højeste kvalitet. Hvis nogen behandler jer uretfærdigt, skal I altså tilgive ham. Det vil være en god gerning. Men den højeste form for godhed er, at I, når den person, der har behandlet jer dårligt, får lejlighed til det, gør ham godt og viser ham velvilje.
Om dette resultat er det blevet sagt, at selv den værste fjende til sidst vil blive en nær ven. For sådan er menneskets natur. Hvis nogen skælder jer ud, så forhold jer tavse. Det vil uden tvivl være en god gerning. Men det vil ikke lukke munden på den, der skælder ud, og hvis I som svar på hans skældsord ønsker ham alt godt, må han, hvor skamløs en modstander han end er, nødvendigvis skamme sig. Derefter vil det ikke længere være let for ham at tale dårligt om jer. En person lader ingen mulighed for at skade jer gå fra sig, mens I bærer over med alle hans overgreb. Det vil måske gøre ham endnu dristigere i sine ondsindede handlinger. Men hvis han en dag er ved at blive ramt af en skade, og I beskytter ham mod den, vil han være nødt til at kaste sig for jeres fødder. For ingen form for ondskab kan bestå over for en sådan godhed. Alligevel er det ikke rigtigt at gøre denne regel til en fast eller almen regel og antage, at denne høje form for godhed vil gøre enhver dødsfjende til en nær ven. Der findes også mennesker med så usle sjæle, at deres giftige brod ikke bliver det mindste mindre, uanset hvor fuldkomment menneskeligt I handler ved at tilgive deres overgreb og gengælde deres dårlige behandling med godhed. Men sådanne yderst usle mennesker findes lige så sjældent, som mennesker med en helt oprigtig omsorg for andres velbefindende.
Vigtigheden af tålmodighed i kaldet til sandheden
Derefter siges det:
Arabisk lyder——–
»Denne egenskab tildeles kun dem, der er tålmodige. Og kun de, der er særdeles heldige, kan opnå denne rang.«
Det vil sige: Selvom denne recept er meget effektiv, er dens anvendelse og gennemførelse ikke noget, man kan spøge med eller lege med. Den kræver et enormt mod og en stærk sjæl, fast beslutsomhed, stort mod, tålmodighed og selvbeherskelse. Midlertidigt kan nogen måske udføre en stor god gerning i mødet med uret. Det er ikke noget usædvanligt. Men når et menneske år efter år må fortsætte kampen for den sande dīns skyld mod disse forkæmpere for falskhed og forbrydere, som ikke tøver med at overskride nogen moralsk grænse og er berusede af magt og myndighed, er det ikke noget, et almindeligt menneske kan klare: uophørligt at møde synd med godhed, ja med godhed af højeste kvalitet, uden så meget som én eneste gang at bryde selvbeherskelsens barriere. Dette kan kun den gøre, som med ro i sindet har truffet en fast beslutning om at fremme og etablere den sande dīn; som har underordnet sin sjæl under viden, fornuft og samvittighed, sådan at ingen ondskab eller beskidte handling fra modstanderne kan lykkes med at bringe ham ned fra denne høje rang eller gøre ham utålmodig.
Og om dette er der blevet sagt: »Denne værdighed kan kun opnå de, der er særligt begunstigede.« Dette er naturens egen lov. Det er kun mennesker af den højeste rang, der er udstyret med disse egenskaber. Og den, der besidder disse egenskaber, kan ingen magt i verden forhindre i at nå frem til succesens mål. Det er på ingen måde muligt, at mennesker på laveste niveau med deres usle adfærd, modbydelige sammensværgelser og umenneskelige handlinger skulle kunne besejre ham.
At søge Guds beskyttelse mod Satans tilskyndelser
Til sidst er der blevet sagt:
Det arabiske lyder således——
»Hvis I mærker nogen form for tilskyndelse fra Satan, så søg Allahs beskyttelse.« (Det samme vers, 36)
Når Satan ser, at man i konflikten mellem sandhed og falskhed møder usselhed med høflig og anstændig adfærd og møder uret og det onde med retfærdighed og godhed, bliver han grebet af stor bekymring. Han ønsker blot, at sandhedens vej’ s forkæmpere, især deres ledende folk og frem for alt deres leder, på en eller anden måde bare én gang begår en sådan fejl, at man på dette grundlag kan sige til folket: Se, uretten kommer ikke kun fra den ene side. Selv om den ene side har udvist en dårlig og uretfærdig adfærd, er folkene på den anden side jo heller ikke af så høj en karakter. Til sidst har de også begået den og den uretfærdige handling.
Mennesker har som regel ikke engang evnen til at sammenligne den ene sides overdrivelser med den anden sides svar på dem. Så længe de ser, at disse mennesker, over for alle former for ussel, nedrig og uretfærdig adfærd fra deres modstandere, ikke afviger det mindste fra anstændighedens, høflighedens, godhedens og retfærdighedens vej, vil de fortsat blive dybt påvirket af dem. Men hvis disse mennesker på nogen måde begår en uretfærdig handling eller gør noget lavt i forhold til deres værdighed – selv hvis det sker som svar på en meget stor overdrivelse – vil begge parter i deres øjne blive ens. Og modstanderne får en anledning til at svare på ét skarpt ord med tusind fornærmelser. Det er med udgangspunkt i denne følsomme sag, at der er blevet sagt: »Vær på vagt over for Satans bedrag og tilskyndelser.« Han vil udgive sig for at være din store velønsker og omsorgsfulde ven og tilskynde og ophidse dig ved at sige: »Den og den overdrivelse kan under ingen omstændigheder tolereres.« »Du må give den og den udtalelse et knusende svar.« »I bør kæmpe mod dette angreb, ellers kan man kalde jer kujoner.« Hver gang I i en sådan situation mærker uønsket ophidselse og tilskyndelse i jer selv, skal I straks være på vagt og vide, at dette med sikkerhed er Satans værk. Han ønsker at gøre jer blinde af vrede, så I begår et fejlagtigt skridt. Når I er blevet advaret, må I ikke tænke: »Jeg er i stand til at kontrollere min ophidselse; Satan kan ikke få mig til at begå et fejlagtigt skridt.« At tro, at man selv besidder en sådan dømmekraft og beslutsomhed, er endnu et meget farligt bedrag fra Satan. I stedet for alt dette skal I søge Allahs beskyttelse. For kun hvis Han giver mennesket evnen og beskytter det, kan det blive bevaret mod fejl og vildfarelser.
Den bedste tafsir af dette vers er den begivenhed, som Imam Ahmad har overleveret fra Abu Hurayrah i sin Musnad. Han fortæller: En gang blev en mand ved med at skælde Abu Bakr ud med usømmelige ord, mens Profeten var til stede. Abu Bakr (r.a.) lyttede stiltiende til hans skældsord, og Profeten smilede, mens han så på det. Til sidst brast as-Siddiqs (r.a.) tålmodighed. Han svarede også manden med et skarpt ord. Så snart dette ord kom fra hans mund, blev Profeten dybt utilfreds, hvilket tydeligt kunne ses på hans velsignede ansigt, og straks rejste han sig og gik derfra. Abu Bakr rejste sig også og fulgte efter ham. Undervejs spurgte han om årsagen til dette og sagde: »Mens manden blev ved med at skælde mig ud, sad du stiltiende og smilede, men da jeg svarede ham, blev du utilfreds.« Profeten sagde: »Så længe du forholdt dig tavs, var der en engel hos dig, som svarede manden på dine vegne. Men da du selv begyndte at tale, kom Satan i englens sted. Jeg kan ikke sidde sammen med Satan.«
At den, der bringer sandhedens kald, er uselvisk
At den, der bringer sandhedens kald, er fuldstændig uselvisk i forbindelse med kaldet til sandheden, er et klart bevis på hans oprigtighed og troskab mod sandheden. Det er gentagne gange blevet sagt i Den Ædle Koran, at Profeten ikke har nogen personlig interesse i det arbejde, han udfører ved at kalde til Allah; tværtimod ofrer han sit liv for Allahs tjeneres velfærd.
I Sura al-An’am står der:
Den arabiske tekst lyder: ——
»O Profet, sig: Jeg beder jer ikke om nogen betaling for dette arbejde med at kalde og forkynde. Det er blot en almen formaning og et råd til alle verdens beboere.« (Vers 90)
I Sura Yusuf står der:
Den arabiske tekst lyder: —-
Og, o Profet, du kræver ikke nogen betaling af dem for dette arbejde. Det er blot en almen formaning til alle verdens beboere.« (Vers 104)
Det ser ud, som om talen henvender sig til profeten Quraysh (fred være med ham). Men i virkeligheden er den rettet til de vantros forsamling. Formålet er at få dem til at forstå: O Allahs tjenere, hvor er denne stædighed dog uretfærdig! Hvis profeten havde påbegyndt dette arbejde med at kalde til islam og forkynde den for sin egen personlige interesses skyld, eller hvis han havde ønsket noget for sig selv, ville I med rette have haft mulighed for at sige: Hvorfor skulle vi følge denne egennyttige mands ord? Men I kan se, at han er fuldstændig uselvisk. Han fremsætter uselvisk et budskab til gavn for jer og for hele verden. Hvem ville da uden grund strides med ham? Lyt til hans ord med et åbent sind; hvis de tiltaler jer, så følg dem, og hvis de ikke gør, så lad være.
Det siges i Sura al-Mu’minun:
Den arabiske tekst kommer her:
»O profet, beder du dem om noget? Det, din Herre giver dig, er bedre for dig, og Han er den bedste af alle, der giver forsørgelse.« (Vers 72)
Med andre ord kan ingen redelig person beskylde dig for at udføre dette arbejde for at opnå en personlig fordel. Du havde en fremragende forretning, men nu er du sunket ned i fattigdom. Hele folket så på dig med respekt og anseelse; alle viste dig ære og respekt. Nu må du høre skældsord, der bliver kastet sten efter dig, og selv dit liv er blevet kastet ud i en alvorlig fare. Du levede tidligere et fredeligt og lykkeligt liv sammen med din hustru og dine børn. Nu er du havnet i en så hård konflikt, at du ikke har et øjeblik til at hvile. Og frem for alt er du trådt frem med et budskab, som har gjort hele landet til din fjende. Hvem vil sige, at dette er en selvisk mands gerning? Den selviske person forsøger jo gennem stærk støtte til sit folk og sin stamme at opnå lederskab. Folk som ham træder ikke frem med et budskab, der udgør en enorm udfordring for deres folks interesser. Men du har helt fra begyndelsen arbejdet på at udrydde selve det grundlag, hvorpå Quraysh-stammens herredømme over de arabiske afgudsdyrkere er blevet etableret.
Det siges i Sura Saba:
Den arabiske tekst kommer her:
»Sig: Hvis jeg virkelig har bedt jer om nogen belønning, så er den til jeres eget bedste. Min belønning påhviler Allah, og Han er vidne til alle ting.«
Det første sætningsled kan have to betydninger. Den ene betydning er: Hvis jeg virkelig har bedt om nogen belønning, så er det kun for jeres skyld. Den anden betydning er: Hvis jeg virkelig har bedt om nogen belønning, så er det ikke andet end jeres velbefindende. Meningen med den sidste del af sætningen er: Lad den, der fremsætter anklager og bagvaskelse, fortsætte med at fremsætte hvilken som helst bagvaskelse, han ønsker. Allah ved alt. Allah er vidne til, at jeg er et uselvisk menneske og ikke udfører dette for nogen personlig interesse.
I Sura Sad er det blevet sagt:
Den arabiske tekst vil lyde—
»Sig: Jeg beder jer ikke om nogen betaling for at forkynde denne religion, og jeg er heller ikke blandt dem, der opdigter.« (Vers 86)
Det betyder: Jeg hører ikke til blandt de mennesker, som fremsætter falske påstande for at hævde deres egen overlegenhed og forsøger at udgive sig for at være noget, de ikke er. Dette blev ikke blot sagt gennem Profeten Muhammad (fred være med ham) for at underrette Mekkas vantro om det; hele hans fyrre år lange liv blandt disse vantro før profetgerningen foreligger som vidnesbyrd om det. Selv de små drenge og piger i Mekka vidste, at Profeten Muhammad (fred være med ham) ikke var en bedrager. Ikke én eneste person i hele folket havde nogensinde hørt ham sige noget, der kunne give anledning til mistanke om, at han ønskede at blive noget særligt eller forsøgte at gøre sig indflydelsesrig.
I Sura At-Tur og Sura Al-Qalam er det blevet sagt:
Den arabiske tekst vil lyde—
»Beder du dem om betaling, så de bliver knust under byrden af en bøde, der opkræves med tvang?« (At-Tur 40, Al-Qalam 46)
Spørgsmålet er ikke blevet stillet til Huzur (s.a.w.), men først og fremmest til de vantro. Dets betydning er, at hvis Sendebudet (s.a.w.) havde krævet betaling af jer eller havde udført disse bestræbelser for at opnå en personlig fordel, ville I i det mindste have haft en rimelig grund til at holde jer borte fra ham. Men I ved selv, at han er fuldstændig uselvisk i forbindelse med denne da‘wa, og at han ofrer sig helt og holdent for jeres velbefindende. Hvilken grund kan der så være til, at I ikke engang er villige til roligt at lytte til hans ord? I dette spørgsmål ligger der også en fin ironi. Ligesom de kunstige religiøse ledere og de religiøse helligdommes tjenere overalt i verden drev de religiøse ledere og lærde præster blandt afgudsdyrkerne i Arabien åbenlyst religiøs forretning. Det er i denne forbindelse, at de bliver stillet dette spørgsmål: På den ene side opkræver disse religiøse forretningsfolk åbenlyst betaling hos jer for offergaver og for udførelsen af enhver religiøs handling. På den anden side forsøger et menneske helt uselvisk, og tilmed efter at have ødelagt sin egen handel og forretning, at vise jer religionens lige og rette vej med særdeles stærke argumenter og beviser. Sig nu: Hvad er dette andet end åbenlys tåbelighed fra jeres side, når I vender denne store mand ryggen og løber efter disse religiøse forretningsfolk?
I denne forbindelse findes der kun ét vers, som der er mulighed for nogen uenighed om. Verset lyder:
Den arabiske tekst lyder—
»O Profet, sig til disse mennesker: Jeg kræver ingen som helst betaling af jer for dette. Men jeg ønsker bestemt kærlighed til nærhed.« (ash-Shura 23)
Der er betydelig uenighed blandt koranfortolkerne om den egentlige betydning af ordet »nærhed« her.
En gruppe har forstået det som slægtskab. De har forklaret versets betydning således: »Jeg kræver ingen betaling af jer for dette arbejde. Men jeg ønsker bestemt, at I, Quraysh, bevarer slægtskabsforholdet mellem jer og mig. Det var jeres pligt at acceptere mine ord. Men hvis I ikke vil acceptere dem, så lad i det mindste være med at gå forrest blandt alle arabere i jeres fjendskab mod mig.« Dette er den tafsir, der tilskrives Abdullah ibn Abbas, og som Imam Ahmad, al-Bukhari, Muslim, at-Tirmidhi, Ibn Jarir, at-Tabarani, al-Bayhaqi, Ibn Sa‘d og andre har overleveret gennem mange overleveringskæder. Mujahid, Ikrimah, Qatadah, as-Suddi, Abu Malik, Abd ar-Rahman ibn Zayd ibn Aslam, Dahhak, Ata ibn Dinar og andre store koranfortolkere har også givet denne tafsir.
Den anden gruppe har forstået »nærhed« og »nærhet« i betydningen nærhed til Allah. Ifølge dem er versets betydning: »I dette arbejde kræver jeg ikke andet af jer end, at der i jeres hjerter må vækkes en følelse af nærhed til Allah«—det vil sige, at I må rette jer op. Det er alt, hvad min belønning består i. Denne tafsir er overleveret fra Hasan al-Basri. Der findes også en udtalelse fra Qatadah, som støtter den. I en overlevering fra at-Tabarani er der endda også gengivet en opfattelse fra Ibn Abbas, som støtter den. Andre steder i Koranen er dette emne blevet udtrykt med følgende ord:
Den arabiske tekst lyder—
»Sig til disse mennesker: Jeg beder jer ikke om noget for dette. Min belønning er blot, at den, der vil, må følge sin Herres vej.« (Al-Furqan 57)
Den tredje gruppe har fortolket ordet som »slægtninge«. Ifølge dem betyder verset: »I skal elske mine nære slægtninge; ud over dette beder jeg jer ikke om nogen belønning for dette arbejde.« Nogle af denne gruppe mener derefter, at »de nære slægtninge« omfatter alle efterkommere af Abd al-Muttalib. Andre begrænser det udelukkende til Ali, Fatima (må Allah være tilfreds med hende) og deres børn. Denne fortolkning er blevet overleveret fra Sa’id ibn Jubayr (må Allah være tilfreds med ham) og Amr ibn Shu’ayb (må Allah være tilfreds med ham). I nogle overleveringer tilskrives denne fortolkning også Ibn Abbas og Ali ibn Husayn (Zayn al-Abidin). Men denne fortolkning kan af flere grunde på ingen måde accepteres. For det første var Ali og Fatimas ægteskab endnu ikke indgået, da sura Ash-Shura blev åbenbaret i Mekka, for ikke at tale om, at de skulle have fået børn. Og efterkommerne af Abd al-Muttalib var på det tidspunkt heller ikke alle blevet Profetens (fred være med ham) ledsagere; mange af dem var tværtimod åbent på fjendernes side. Abu Lahabs fjendskab er kendt af hele verden. For det andet var Profetens (fred være med ham) slægtninge ikke kun efterkommerne af Abd al-Muttalib. Gennem hans mor, hans far og hans ærefulde hustru, Khadija (må Allah være tilfreds med hende), havde han slægtninge i alle Qurayshs familier. På samme måde fandtes der i alle Qurayshs familier både hans fremragende ledsagere og hans værste fjender. Hvordan kunne den Ærværdige Profet (fred være med ham) blandt disse værste mennesker betegne netop efterkommerne af Abd al-Muttalib som sine slægtninge og anmode om, at de skulle vises en særlig kærlighed? Det tredje punkt i denne sag er det vigtigste. En profet, der står på et meget højt stade og kalder mennesker til Allah, ville ved at være ophøjet til denne højeste rang og så bede om betaling for dette store arbejde — »elsk mine slægtninge« — udføre noget på et yderst lavt niveau. Intet velopdragent menneske kan blot forestille sig, at Allah skulle lære Sin profet sådanne ord, og at profeten skulle stille sig foran Quraysh og sige dem. I de fortællinger om profeterne, der omtales i Den Ædle Koran, ser vi, at enhver profet klart meddelte sit folk: »Jeg beder jer ikke om nogen belønning; min belønning påhviler den Almægtige Allah.« (Yunus 72; Hud 29, 51; Ash-Shu’ara 109, 127, 145, 164, 180). I sura Ya-Sin nævnes det som kriterium for at fastslå profetens sandhed, at profeten er fuldstændig uselvisk i sit kald (vers 21). Den hellige Koran lader selv Profeten (fred være med ham) gentagne gange sige: »Jeg beder jer ikke om nogen belønning«; dette er citeret ovenfor. Hvordan kan der efter dette være tale om at sige: »For det arbejde, jeg udfører med at kalde jer på Allahs vegne, skal I elske mine slægtninge«? Når vi desuden ser, at denne tale ikke er rettet til de troende, men til de vantro, fremstår et sådant udsagn som endnu mere upassende. Hele talen ovenfra er rettet til de vantro, og den nærværende tale er også rettet til dem. Hvordan kan spørgsmålet om at bede modstanderne om nogen form for belønning overhovedet opstå i denne sammenhæng? Man kan kun bede om belønning fra mennesker, i hvis øjne arbejdet er meget værdifuldt, og for hvis skyld han har tilrettelagt dette værdifulde arbejde. Hvilken værdi tillagde de vantro Profetens (fred være med ham) store arbejde, så han skulle kunne sige til dem: »Til gengæld for den store tjeneste, jeg yder jer, skal I elske mine slægtninge«? Tværtimod betragtede de dette arbejde som en stor fejl og forbrydelse, og derfor ønskede de endog at tage hans liv.
At lægge større vægt på troen på livet efter døden ved begyndelsen af kaldet
Da Allahs Sendebud (fred være med ham) begyndte at udbrede islam i det velsignede Mekka, byggede hans arbejde på tre grundlag. For det første: Ingen må sættes som partner ved siden af Allah i guddommeligheden. For det andet: Allah den Højeste har udvalgt ham som Sit Sendebud. For det tredje: En dag vil denne verden blive ødelagt, hvorefter en anden verden vil blive skabt. Da vil alle mennesker fra den første til den sidste blive genoprejst og ført frem på opstandelsens plads med netop den krop og det legeme, som de havde handlet med. Derefter vil der blive gjort regnskab for deres trosforestillinger og alle deres handlinger. Ved dette regnskab vil de, der viser sig at være troende og retskafne, træde ind i Paradiset for evigt. De, der derimod viser sig at være vantro og ugudelige, vil for altid være Helvedes beboere.
Selv om det var vanskeligt for Mekkas indbyggere at acceptere det første af disse tre punkter, benægtede de dog ikke Allahs eksistens. De anerkendte Ham som den største Herre, Skaberen og Forsørgeren, og de indrømmede også, at de andre, som de havde taget som guder ved siden af Allah, var skabt af Allah. Deres uenighed med dem gjaldt derfor kun spørgsmålet om, hvorvidt disse guder havde nogen del i Guds egenskaber, magt, myndighed og selve guddommens væsen.
Mekkas folk var ikke rede til at acceptere det andet punkt. Men det var umuligt for dem at benægte, at den Ærværdige Profet (fred være med ham) havde levet iblandt dem i hele fyrre år, før han fremsatte sit krav på profetskab, og at de i denne lange periode aldrig havde set ham som en løgner, en bedrager eller en, der anvendte ulovlige metoder for at varetage sine egne interesser. De havde altid støttet og lovprist hans intelligens, dømmekraft, sunde fornuft og høje moralske karakter. Derfor var det, trods alle mulige bortforklaringer og opdigtede anklager, ikke blot umuligt at få andre til at tro på disse påstande; selv for dem selv var det umuligt at acceptere dem som sande. For når den Ærværdige Profet (fred være med ham) var sandfærdig og fulgte sandheden i alle forhold, hvordan kunne han da — Gud forbyde det! — pludselig være en løgner, når det gjaldt kravet på sendebudstjeneste?
På denne måde var de to første påstande ikke nær så stødende for Mekkas indbyggere som den tredje. Da denne påstand blev fremlagt for dem, gjorde de især nar af den. Da de hørte dette, udtrykte de den største forundring og forvirring og anså det for urimeligt og umuligt; forskellige steder begyndte de at udbrede, at det lå uden for enhver forestillingsevne og var uacceptabelt. Men for at bringe dem til islam var det nødvendigt at gøre dem troende på det hinsidige, for hvis de ikke anerkendte muligheden af det hinsidige, ville det være helt umuligt for dem at antage en korrekt tænkemåde om sandhed og falskhed, ændre grundlaget for valget mellem godt og ondt, forlade vejen med dyrkelse af denne verden og følge den vej, som islam havde vist. Derfor blev der i de tidlige suraer, som blev åbenbaret i Mekka al-Mukarrama, gjort den største indsats for at fæstne troen på det hinsidige i menneskenes hjerter. Også når der blev fremført beviser for dette, blev der naturligvis anvendt en sådan fremgangsmåde, at begrebet tawhid kunne fæstne sig af sig selv i folk. Fra tid til anden blev der også kort drøftet argumenter for sandheden af Rasulullah ﷺ og Den Ædle Koran.
3. Rasulullahs ﷺ tre år med hemmelig da‘wa
Tre år med hemmelig da‘wa
Allah lærte Sin profet en særlig visdom til at overbringe budskabet om risala. I overensstemmelse hermed begyndte han ikke straks ved starten af sin virksomhed at erklære profetskabet og udføre offentlig da‘wa; i de første tre år arbejdede han i det skjulte på at bringe islam til de retskafne mennesker, som var villige til at antage tawhid og forkaste shirk alene gennem beviser, argumenter og fornuft. Desuden blev denne sag gjort kendt for nogle betroede mennesker, om hvem man kunne stole på, at de ikke ville røbe den, før Rasulullah ﷺ efter Allahs befaling besluttede at begynde den almindelige bekendtgørelse og den offentlige indkaldelse til Allah. I dette arbejde viste Hazrat Abu Bakrs رضي الله عنه indflydelse sig at være den mest virkningsfulde.
Det er derfor, at al-Tabari og Ibn Hisham skriver, at han var meget selskabelig og munter af sind. På grund af sine smukke og fine egenskaber var han meget populær blandt sit folk. Blandt Quraysh var der ingen, der havde større kendskab til slægter end ham. Ingen kendte Qurayshs gode og dårlige mennesker samt folks fejl og fortrin bedre end Abu Bakr رضي الله عنه.
Der fandtes ingen anden med tilsvarende anseelse. Handel var hans erhverv. Han var kendt for sine smukke og redelige handelsforhold. Folk fra hans folk kom ofte sammen med ham og omgikkes ham på grund af hans viden, hans handel og hans gode opførsel. Han udnyttede denne mulighed og bragte på dette tidspunkt da‘wa til pålidelige og betroede mennesker. Tiltrukket af hans da‘wa blev en hel del mennesker muslimer. Derefter bragte enhver, der blev muslim, islams budskab videre til de retskafne mennesker blandt sine venner. På dette tidspunkt bad muslimerne i al hemmelighed i Mekkas afsidesliggende steder, så ingen skulle få kendskab til deres religionsskifte.
Etableringen af et da‘wa-center og samlingssted i Arqams hus
Der var kun gået to et halvt år. På dette tidspunkt indtraf en hændelse, som skabte frygt for, at der ville opstå en konflikt med Mekkas vantro, før tiden var inde. Det er overleveret fra Ibn Ishaq: En dag fik Mekkas afgudsdyrkere øje på muslimerne, mens de bad i en af dalene, og begyndte at fornærme dem ved at kalde dem svage og feje. Efterhånden som ordvekslingen tog til, brød der en konflikt ud mellem de to grupper. Hazrat Sa‘d ibn Abi Waqqas رضي الله عنه kastede et kamelben efter en mand, så hans hoved blev flækket. Ibn Jarir og Ibn Hisham har omtalt denne hændelse kort. Men Hafiz Umavi har i sit værk om maghazi nedskrevet en detaljeret beretning om hændelsen og sagt, at den mand, hvis hoved blev flækket, var Abd Allah ibn Qatal fra Banu Taym. Efter denne hændelse gjorde Huzur ﷺ straks Hazrat Arqams hus, der lå nær Safa-bjerget, til muslimernes samlingssted og center for da‘wa og tabligh. Muslimerne samledes her for at bede, og mennesker, som i hemmelighed ønskede at blive muslimer, begyndte også at komme hertil. Dette hus er blevet berømt for evigt i islams historie som Dar al-Arqam. Selv efter afslutningen på de tre år med hemmelig da‘wa, da den almindelige offentlige da‘wa var begyndt, forblev Dar al-Arqam muslimernes center. Det var hertil Huzur ﷺ kom. Når han kom hertil, samledes muslimerne hos ham, og indtil belejringen i Shi‘b Abi Talib forblev dette hus ophøjet til at være islams da‘wa-centre.
Beretning om tre års hemmelig daʿwa
Lad os før gennemgangen af den offentlige daʿwa se rapporten over, hvor meget der blev udrettet i løbet af de tre års hemmelige daʿwa. Lad os også undersøge, hvilke personer fra hvilke af Qurayshs stammer der blev muslimer, og hvem blandt Qurayshierne, mawlāerne, slaverne og slavinderne der antog islam. Efter omfattende forskning og undersøgelser har vi nedenfor nedskrevet listen over de indsamlede navne, som ikke findes samlet noget andet sted.²
Banū Hāshim: (1) Jaʿfar ibn Abū Tālib (må Allah være tilfreds med ham) (2) hans hustru Asmāʾ bint ʿUmays al-Khathʿamī. Hun var ikke Qurayshī³ (3) Safiyya bint ʿAbd al-Muttalib (Profetens tante og den ærede al-Zubayrs mor). (4) Arwā bint ʿAbd al-Muttalib (må Allah være tilfreds med hende) (Profetens tante og mor til Tulaib ibn ʿUmair (må Allah være tilfreds med ham)).
Banū ʿAbd al-Muttalib: (5) ʿUbayda ibn al-Hārith ibn al-Muttalib (må Allah være tilfreds med ham).
Banū ʿAbd Shams ibn ʿAbd Manāf: (6) Abū Hudhayfa ibn ʿUtba ibn Rabīʿa (må Allah være tilfreds med ham) (7) hans hustru Sahla bint Suhail ibn ʿAmr (må Allah være tilfreds med hende).
Banū Umayya: (8) ʿUthmān ibn ʿAffān (må Allah være tilfreds med ham) (9) hans mor Arwā bint Qurayz (må Allah være tilfreds med hende) (10) Khālid ibn Saʿīd ibn ʿĀs ibn Umayya (må Allah være tilfreds med ham) (hans far Saʿīds kunya var: Abū Uhayha) (11) hans hustru Umayma bint Khalaf al-Khuzāʿiyya (må Allah være tilfreds med hende) (nogle har skrevet hendes navn som Umayna) (12) Umm Habība bint Abū Sufyān (må Allah være tilfreds med hende) (hun var først ʿUbaydullah ibn Jahshs hustru. Senere opnåede hun status som de troendes moder).
Fra Banū Umayyas allierede stammer: (13) ʿAbdullah ibn Jahsh ibn Riyāb (14) Abū Ahmad ibn Jahsh (15) ʿUbaydullah ibn Jahsh¹. De tilhørte Banū Ghanm ibn Dūdān, var sønner af Profetens tante Umayma bint ʿAbd al-Muttalib og var brødre til de troendes moder Zaynab bint Jahsh.
Banū Taym: (16) Asmāʾ bint Abū Bakr (må Allah være tilfreds med hende) (17) Umm Rūmān (må Allah være tilfreds med hende) (Abū Bakrs hustru og mor til ʿĀʾisha og ʿAbd al-Rahmān ibn Abū Bakr) (18) Talha ibn ʿUbaydullah (må Allah være tilfreds med ham) (19) hans mor Saʿba bint Hadrāmī (må Allah være tilfreds med hende) (20) al-Hārith ibn Khālid (må Allah være tilfreds med ham).
Fra den allierede stamme til Banu Taym: (21) Suhayb ibn Sinan al-Rumi (må Allah være tilfreds med ham).
Banu Asad ibn Abd al-Uzza: (22) al-Zubayr ibn al-Awwam (må Allah være tilfreds med ham) (Hazrat Khadijas nevø og Profetens fætter på farens side) (23) Khalid ibn Hizam (må Allah være tilfreds med ham) (bror til Hakim ibn Hizam og Hazrat Khadijas nevø) (24) Aswad ibn Nawfal (25) Amr ibn Umayya (må Allah være tilfreds med ham).
Banu Abd al-Uzza ibn Qusay: (26) Yazid ibn Zam’a ibn Aswad (må Allah være tilfreds med ham).
Banu Zuhra: (27) Abd al-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham) (28) hans mor Shifa bint Awf (må Allah være tilfreds med hende) (29) Sa’d ibn Abi Waqqas (må Allah være tilfreds med ham) (hans egentlige navn var Malik ibn Uhayb) (30) hans bror Umayr ibn Abi Waqqas (må Allah være tilfreds med ham) (31) hans bror Aree ibn Abi Waqqas (må Allah være tilfreds med ham) (32) al-Muttalib ibn Azhar (må Allah være tilfreds med ham) (fætter til Abd al-Rahman ibn Awf) (33) hans hustru Ramla bint Abi Awf al-Sahmiyya (må Allah være tilfreds med hende) (34) Tufayl ibn Azhar (må Allah være tilfreds med ham) (35) Abdullah ibn Shihab (må Allah være tilfreds med ham) (han var Imam al-Zuhris morfar).
Blandt Banu Zuhras allierede: (36) Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) (han var fra Hudhayl-stammen. Han boede i Mekka som allieret med Banu Zuhra) (37) Utba ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) (Abdullah ibn Masuds bror) (38) al-Miqdad ibn Amr al-Kindi (må Allah være tilfreds med ham) (Aswad ibn Abd Yaghuth havde taget ham som allieret) (39) Khabbab ibn al-Aratt (må Allah være tilfreds med ham) (40) Shurahbil ibn Hasana al-Kindi (må Allah være tilfreds med ham) (41) Jabir ibn Hasana al-Kindi (må Allah være tilfreds med ham) (Mubarahbils bror) (42) Junada ibn Hasana (må Allah være tilfreds med ham) (Shurahbils bror).
Banu Adi: (43) Sa’id ibn Zayd ibn Amr ibn Nufayl (må Allah være tilfreds med ham) (Hazrat Umars svoger og fætter) (44) Zayd ibn Khattab (må Allah være tilfreds med ham) (Hazrat Umars søster) (45) Zayd ibn Khattab (må Allah være tilfreds med ham) (Hazrat Umars ældre bror) (46) Amir ibn Rabi’a al-Anazi (må Allah være tilfreds med ham) (han var allieret med Banu Adi. Khattab havde taget ham til sig som søn. Abu Abdullah al-Anasi var hans kunya) (47) hans hustru Layla bint Abu Hasma (må Allah være tilfreds med hende) (48) Ma’mar ibn Abdullah ibn Nadma (må Allah være tilfreds med ham) (49) Nu’aym ibn Abdullah al-Nahham (må Allah være tilfreds med ham) (50) Adi ibn Nadla (må Allah være tilfreds med ham) (51) Urwa ibn Abu Uthatha (må Allah være tilfreds med ham) (morbror til Aram ibn As) (52) Masud (må Allah være tilfreds med ham) ibn Suwayd ibn Haritha ibn Nadala.
Blandt Banu Adis allierede: (53) Waqid ibn Abdullah (Khattab havde indgået en beskyttelsesaftale med ham og givet ham beskyttelse) (54) Khalid ibn Bukayr ibn Abd Yalil al-Laythi (må Allah være tilfreds med ham) (55) Yas (må Allah være tilfreds med ham) (56) Amir (må Allah være tilfreds med ham) (57) Aqil (må Allah være tilfreds med ham).
Banu Abd al-Dar: (58) Musab ibn Umayr (må Allah være tilfreds med ham) (59) Abu Rum ibn Umayr (må Allah være tilfreds med ham) (Musabs bror) (60) Firas ibn al-Nadr (må Allah være tilfreds med ham) (61) Jahm ibn Qays (må Allah være tilfreds med ham).
Banu Jumah: (62) Uthman ibn Maz’un (ra) (63) hans bror Qudamah ibn Maz’un (ra) (64) hans bror Abdullah ibn Maz’un (ra) (65) Sa’im ibn Uthman ibn Maz’un (ra) (66) Ma’mar ibn Harith ibn Ma’mar (ra) (67) hans bror Hatib ibn Harith (ra) (68) hans hustru Fatimah bint Mujallal al-Amiri (ra) (69) Ma’mars bror Khattab ibn Harith (ra) (70) hans hustru Fukaikhah bint Yasar (ra) (71) Sufyan ibn Ma’mar (ra) (72) Nubaih ibn Uthman (ra).
Banu Sahm: (73) Abdullah ibn Hudhafah (ra) (74) Khunais ibn Hudhafah (ra), svigersøn til Umar (den første ægtemand til Hafsah (ra), de troendes moder) (75) Hisham ibn As ibn Wa’il (ra) (76) Harith ibn Qais (ra) (77) hans søn Bashil ibn Harith (ra) (78) hans anden søn Ma’mar ibn Harith (ra) (79) Qais ibn Hudhafah (ra) (bror til Abdullah ibn Hudhafah) (80) Abu Qais ibn Harith (ra) (81) Abdullah ibn Harith (ra) (82) Sa’ib ibn Harith (ra) (83) Hajjaj ibn Harith (ra) (84) Bishr ibn Harith (ra) (85) Sa’id ibn Harith (ra).
Blandt Banu Sahms allierede: (86) Umair ibn Riyab (ra) (87) Mahmiyah ibn Jaza (ra) (han var morbror til Umm al-Fadl, Abbas’ hustru).
Banu Makhzum: (88) Abu Salamah Abdullah ibn Abd al-Asad (ra) (Profetens fætter på fasterens side og hans mælkebror. Den første ægtemand til de troendes moder, Umm Salamah) (89) hans hustru Umm Salamah (ra). (Hun og hendes ægtemand Abu Salamah var nære slægtninge til Abu Jahl) (90) Arqam ibn Abi al-Arqam (ra) (Arqams hjem er allerede blevet omtalt) (91) Ayyash ibn Abi Rabi’ah (ra) (Abu Jahls morbror og fætter til Khalid ibn al-Walid) (92) hans hustru Asma bint Salamah al-Tamimi (ra) (93) Walid ibn Walid ibn Mughirah (ra) (94) Hisham ibn Abu Hudhaifah (ra) (95) Salamah ibn Hisham (ra) (96) Hashim ibn Abu Hudhaifah (ra) (97) Habbar ibn Sufyan (ra) (98) hans bror Abdullah ibn Sufyan (ra).
Blandt Banu Makhzums allierede: (99) Yasir (ra) (Ammar ibn Yasirs far) (100) Ammar ibn Yasir (ra) (101) hans bror Abdullah ibn Yasir (ra).
Banu Amir ibn Lu’ayy: (102) Abu Sabrah ibn Ruhm (ra) (søn af Profetens faster Barrah bint Abd al-Muttalib) (103) hans hustru Umm Kulthum bint Suhail ibn Amr (ra) (søster til Abu Jandal) (104) Abdullah ibn Suhail ibn Amr (ra) (105) Hatim ibn Amr (ra) (Suhail ibn Amrs bror) (106) Salim ibn Amr (ra) (Suhail ibn Amrs bror). I værket al-Isabah omtales han som Suhail ibn Amrs nevø) (107) Sakran ibn Amr (ra) (Suhail ibn Amrs bror og den første ægtemand til de troendes moder Sawdah bint Zam’ah) (108) hans hustru Sawdah bint Zam’ah (ra) (efter Sakrans død fik hun status som de troendes moder) (109) Yaqqazah bint Alqamah, Salit ibn Amrs hustru (i værket al-Isabah kaldes hun Umm Yaqqazah, og Ibn Sa’d angiver hendes navn som Fatimah bint Alqamah) (110) Malik ibn Zam’ah (ra) (Sawdahs bror) (111) Ibn Umm Maktum (ra).
Banu Fihr ibn Malik: (112) Abu Ubaidah ibn al-Jarrah (ra) (113) Suhail ibn Baida (ra) (114) Sa’id ibn Qais (ra) (115) Amr ibn Harith ibn Zuhair (ra) (116) Uthman ibn Abd Ghanam ibn Zuhair (ra) (fætter til Abd al-Rahman ibn Awf på fasterens side) (117) Harith ibn Sa’id (ra).
Banu Abd Qusai: (118) Tulaib Umair (ra) (søn af Profetens faster Arwa bint Abd al-Muttalib).
De personer, der hidtil er nævnt, var alle knyttet til Qurayshs store klaner. Desuden antog en hel del mawālī, slaver og slavinder islam i løbet af de tre år med hemmelig daʿwah. Deres navne er angivet nedenfor: (119) Umm Ayman Barakah bint Thaʿlabah (hun tog sig af Profeten (fvmh.) og opfostrede ham på sit skød fra hans barndom). (120) Zinnīrah, den romerske, (ʿAmr ibn Muʿammils frigivne slavinde). (121) Bilāl ibn Rabāḥ (ra.), (han var Umayyah ibn Khalafs slave). (122) Hans mor Hamāmah (ra.). (123) Abū Fukayhah Yasār al-Juhamī (ra.), frigivet slave under Ṣafwān ibn Umayyah. (124) Lubaybah, Muʿammil ibn Ḥabībs slavinde. (125) Umm ʿUbays (ra.), slavinde hos Banū Taym ibn Murrah eller Banū Zuhrah (den første opfattelse tilhører Zubayr ibn Bakkār, den anden al-Balādhurī). (126) ʿĀmir ibn Fuhayrah (ra.), Ṭufayl ibn ʿAbdullahs slave. (127) Sumayyah (ra.), mor til ʿAmmār ibn Yāsir og slavinde hos Abū Hudhayfah ibn al-Mughīrah al-Makhzūmī.
Blandt dem, der ikke tilhørte Quraysh, og som antog islam i denne tidlige periode i Mekka, var: (128) Mihjan (ra.) ibn Adrah al-Aslamī. (129) Masʿūd (ra.) ibn Rabīʿah ibn ʿAmr. Han tilhørte Qārrah-klanen blandt Banū Ulūḥūn ibn Khuzaymah.
Da disse 129 blev føjet til de første fire muslimer, nåede deres antal således op på 133. Før den offentlige daʿwah begyndte, havde de troet på Profeten (fvmh.) og sluttet sig til det muslimske fællesskab. [1]
De var mennesker med et standhaftigt sind, et roligt hjerte og rene tanker. Alene gennem fornuft og almindelig viden kunne de forstå shirkens skadelighed. De havde erkendt tawḥīds betydning og sandhed. De anerkendte Muḥammad (fvmh.), forstod Koranen som Allahs ord og den eneste vej til deres vejledning, og erkendte livet i det hinsides som en uundgåelig, storslået sandhed. Efter således at have opbygget en oprigtig skare af arbejdere med sand viden om dīn begyndte Profeten (fvmh.) efter Allahs befaling offentligt at udføre arbejdet med den islamiske daʿwah.
Arabisk vil være——
“Vor Herre! Hold fast ved tålmodighedens vej. Vis fasthed i mødet med dem, der følger falskheden. Rejs jer og gør jer umage for at tjene sandheden, og bliv ved med at frygte Allah. Måske vil I opnå fremgang.” (Āl ʿImrān 200)
[1. Ibn ʿAbd al-Barr skriver i værket al-Istīʿāb, og Ibn Athīr i værket Usd al-Ghābah: “Det siges, at Umm al-Faḍl, Ḥazrat ʿAbbās’ hustru, var den første kvinde, som blev muslim efter Ḥazrat Khadījah.” Hvis dette er korrekt, var antallet af muslimer i denne tidlige periode 134. Denne kvindes egentlige navn var Lubābah bint al-Ḥārith. Hun var søster til De Troendes Moder, Ḥazrat Maymūnah,, maternel tante til Ḥazrat Khālid ibn al-Walīd og søster på mødrene side til Asmāʾ bint ʿUmays, Ḥazrat Jaʿfar ibn Abī Ṭālibs hustru. Da formuleringen “det siges” om hende er svag, har vi ikke nævnt hendes navn på listen. – Forfatteren]