I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn
Indledning
Al-hamdulillah. »Beretninger om Profetens ledsageres liv (bind 3)« bliver nu udgivet. Det var meningen at udgive den tidligere, men det blev ikke til noget. Af forskellige årsager er der opstået en forsinkelse. I dette bind berettes der om tyve ansariske sahabaers liv. Ligesom i de to foregående bind har jeg også her forsøgt kortfattet at præsentere disse store sahabaer og deres virke. Helt fra begyndelsen var vores løfte til læserne at præsentere sahaba-yi kirams, måtte Allah være tilfreds med dem, liv kortfattet. Vi har forsøgt at holde dette løfte. Men ikke ét af de udsagn, der er gengivet, er vores eget. Alt er hentet fra pålidelige kilder.
Efter at »Beretninger om livet (bind 1 og bind 2)« var nået frem til læserne, opfordrede mange os til at skrive lidt mere detaljeret. Forskellige mennesker gav forskellige råd. Det var imidlertid ikke muligt at følge nogens råd. Vi mener, at andre vil opfylde deres ønske. Der er meget at skrive om sahaba-yi kirams virke.
Jeg er taknemmelig over for dem, der på forskellig vis har bidraget til, at jeg har kunnet fortsætte denne skrivestil. Jeg vil især udtrykke min taknemmelighed over for professor A. K. M. Nazir Ahmad, direktør for Bangladesh Islamic Centre, som hele tiden rådgiver og hjælper mig med mit skrivearbejde. Jeg beder om, at Allah Ta’ala må give ham den bedste belønning.
Til sidst indrømmer jeg ydmygt, at hvis der findes fejl eller uoverensstemmelser i denne bog, eller hvis der noget sted skulle være kommet blot den mindste antydning af mangel på respekt over for sahaba-yi kiram, skyldes det alt sammen mine egne fejl. Jeg beder venlige læsere om at gøre mig opmærksom på dem.
Må Allah den Almægtige antage denne beskedne indsats fra min side som den mindst mulige tjeneste for religionen. Amin.
1. september 1993
13. Rabi’ al-awwal 1414
Muhammad Abdul Mabud
Adjunkt,
Institut for Arabisk, Dhaka Universitet,
Dhaka-1000.
Præsentation af ansarerne i Medina
Det arabiske ord »al-Ansar« er flertal. I ental betyder »nasir«: hjælper. De muslimer i Medina, som bød Allahs Sendebud velkommen og hjalp ham efter hans hijra fra Mekka til Medina, blev kaldt »Ansar«. De var i grunden folk fra Medinas stammer Aws og Khazraj.
Arabiens indbyggere i oldtiden blev inddelt i tre hovedgrupper: 1. al-arab al-ba’ida, 2. al-arab al-ariba og 3. al-arab al-musta’riba. De stammer, som efter profeten Nuhs oversvømmelse etablerede herredømme i Arabien, men til sidst forsvandt, blev kaldt »ba’ida«. Folkene ’Ad, Thamud, Amalika, Tasm og Jadis hørte til denne gruppe. De øvrige stammer, som levede samtidig med ba’ida og senere overtog herredømmet over Arabien, blev kaldt »ariba«. Qahtan, Saba, Himyar og Ma’in var grene af denne gruppe. »Musta’riba« blev de stammer kaldt, som var efterkommere af profeten Ismail, og som hovedsageligt boede i de nordlige dele af Arabien.
Den almindelige opfattelse om Medinas Ansar er, at de nedstammede fra al-arab al-ariba. På dette grundlag fører arabiske slægtsforskere deres slægtstavle tilbage til Qahtan ibn ’Abir, som var arving til al-arab al-ariba. Men fra Qahtan deler slægtsforskerne sig i to grupper. Den ene gruppe siger, at Qahtan selv var grundlæggeren af en selvstændig slægt. Den anden gruppe anser ham ikke for grundlæggeren af en særskilt gren; de mener, at Qahtan var søn af Nabit ibn Ismail. Kalbi og nogle jemenitter har antaget denne opfattelse. De anser profeten Ismail for hele Arabiens stamfader. (Sirat Ibn Hisham 1/7) Mas’udi siger imidlertid, at det ikke er korrekt, at jemenitterne regner Qahtan for Nabits søn. De siger derimod, at Qahtan var søn af ’Abir. (Kitab al-Tanbih wa-l-Ishraf, s. 81)
Under alle omstændigheder var Qahtan grundlægger af en selvstændig slægt og et selvstændigt kongedømme. Hans efterkommere havde magten i Yemen i mange år. Arabiske historikere anser Ansar for efterkommere af Qahtan. Derfor begynder de Ansars historie med Qahtans tid.
I denne slægt var der en mand ved navn ’Abdi Shams. Hans tilnavn var »Saba«. Han anses for grundlæggeren af Saba-kongedømmet i Yemen. Han havde to sønner, Himyar og Kahlan. Før sin død tilkaldte han sine to sønner, medlemmerne af kongefamilien og rigets højtstående embedsmænd og gav dem følgende testamente: »Giv min ældste søn Himyar rigets højre del og min yngste søn Kahlan den venstre del.« Da højre hånd havde brug for sværd, pisk og pen, mens venstre hånd havde brug for tøjler, skjold og lignende, besluttede alle, at Himyar skulle være konge, og at Kahlan skulle varetage rigets forsvar. Således blev Himyar konge. Derefter overtog hans efterkommere tronen generation efter generation, mens Kahlans efterkommere fortsatte med at varetage rigets forsvar.
På kong al-Harith al-Rayishs tid fortsatte ’Amr al-Muzayqiya med at udføre den samme opgave. ’Amrs hustru, Turaifa bint Jabr, var en »kahina«, altså en spåkvinde. En nat drømte hun, at en tæt, sort sky havde omsluttet hele Yemen. Lynene blinkede, og tordenen bragede så voldsomt, at alt omkring hende rystede. Hvert sted, hvor lynet slog ned, blev forvandlet til ruiner. Hun vågnede rædselsslagen og fortalte ’Amr drømmen. Hun sagde, at der ikke længere var nogen udvej. ’Amr spurgte: »Hvad skal vi gøre nu?« Hun svarede: »Vi må meget snart forlade Yemen og rejse et andet sted hen.«
’Amr ejede store rigdomme, husdyr og meget andet. Han kunne ikke pludselig rejse et sted hen efter eget ønske. Desuden, hvad skulle han sige til folk? Derfor udtænkte han en plan. Han sagde til sin ældste søn, Tha’laba: »Jeg vil pålægge dig en opgave foran folk, og du skal lade, som om du nægter at udføre den. Når jeg skælder dig ud, skal du give mig en lussing på kinden.« Han gentog: »Jeg vil pålægge dig en opgave foran folk, og du skal lade, som om du nægter at udføre den. Når jeg skælder dig ud, skal du give mig en lussing på kinden.« Tha’laba sagde: »Hvordan skulle jeg kunne gøre sådan noget?« ’Amr svarede: »Der ligger noget godt i det.«
I overensstemmelse med planen inviterede ’Amr de ledende mænd til et måltid. Da alle var kommet, beordrede han Tha’laba til at udføre en opgave, men Tha’laba nægtede. Da ’Amr løftede hånden for at slå ham, gav Tha’laba sin far en kraftig lussing på kinden. ’Amr udbrød: »Sikke en ydmygelse!« Tha’labas bror rejste sig for at slå ham. ’Amr standsede ham og sagde: »Lad ham være. Jeg vil sælge mine ejendele og rejse et andet sted hen. For denne uforskammethed vil jeg ikke give ham så meget som en mønt.« Således solgte ’Amr sine ejendele til høje priser og forlod Yemen med sin familie. Derefter brød dæmningen ved ’Arim sammen, og hele Yemen blev oversvømmet og forvandlet til ruiner.
Da ’Amr forlod Marib, søgte han først tilflugt i ’Akkah og bad sine tre sønner—Harith, Malik og Haritha—om at rejse videre. Før de vendte tilbage, døde ’Amr, og hans ældste søn, Tha’labat al-’Anqa, efterfulgte ham. Senere udvandrede de også fra ’Akkah og spredte sig i forskellige dele af Arabien. Således slog Khuza’a sig ned i Mekka i Hijaz, Ghassan i Syrien og Aws og Khazraj i Yasrib, det nuværende Medina. På denne måde endte »det første Saba«-kongedømme. Fra den tid blev det arabiske ordsprog »tafarraqu ayadi Saba«—»de blev spredt som Sabas hænder«—taget i brug.
Nogle har udtrykt den opfattelse, at dette er en opdigtet fortælling.
Andre har sagt, at Ansar var efterkommere af Nabit. De mener, at Ansars historie begyndte på Nabits tid. I så fald hørte Ansar til al-arab al-musta’riba.
På arabisk hedder han Nabit og på hebraisk Nayabut. I Toraen nævnes han blandt profeten Ismails børn. Han omtales som profeten Ismails ældste søn. Arabiske historikere har kun givet en meget kort beskrivelse af ham. Tabari siger: »Allah lod arabernes slægt vokse gennem Nabit og Qaydar.« (Tabari 1/352) Ibn Hisham skriver i sin Sirah: »Efter profeten Ismail tilfaldt ansvaret for at føre tilsyn med Kabaen hans søn Nabit.« (Sirat Ibn Hisham 1/63) Denne beretning viser, at Nabit boede i Mekka, og at han fik ansvaret for at føre tilsyn med Kabaen, som profeterne Ibrahim og Ismail havde bygget. Der vides ikke mere om ham.
Mekka var et tørt og bjergrigt land. Derfor slog Nabits egne børn og hans brødres børn sig efter hans død ned i forskellige egne af Arabien. Nabits efterkommere grundlagde bosættelser i den nordvestlige del af Arabien. Qaydars efterkommere blev imidlertid stadig i Mekka. Senere, da Mudad ibn Hami fratog dem kontrollen over Mekka, forlod de byen og bosatte sig i områder som Kazimah, Ghumar, Jiqundah og Sha’thamim.
Som nævnt tidligere havde Nabits efterkommere slået sig ned nord for Hijaz. Her grundlagde de fire hundrede år før profeten Isas fødsel et kongedømme ved navn »Anbat«. I det andet århundrede før Kristus blev dette nabatæiske rige meget magtfuldt og udryddede Saba-riget fra det nordlige Arabien. I år 62 f.Kr. besteg Harith tronen. Han var dette riges mægtigste konge. Kort sagt herskede nabatæerne med stor magt indtil den første del af det andet århundrede e.Kr.
Der findes en anden gren af Anbats efterkommere. De slog sig ned i Yemen på et ukendt tidspunkt. De var stammen Azd eller Asad. De var efterkommere af Nabit ibn Malik. Sandsynligvis rejste disse mennesker til Yemen på det tidspunkt, hvor ismaelitterne bosatte sig dér, eller kort efter. De boede i Marib. Da deres antal med tiden voksede, blev de på grund af mangel og andre vanskeligheder tvunget til at forlade Marib. Da de forlod Marib, var deres leder ’Amr ibn ’Amir. Han blev i historien kendt som »Muzayqiya«. I virkeligheden var han stamfader til hele Ansar-folket og ghassanitterne. Ansars historie kan følges klart fra hans tid.
’Amr forlod først Marib sammen med Malik ibn Yemen og Azd-stammen. Hans efterkommere boede i mange tidsaldre i forskellige dele af Arabien. På et tidspunkt i historien slog ’Amrs efterkommere sig ned i Yasrib og omegn. De blev forfædre til Medinas berømte stammer Aws og Khazraj.
Uanset hvad der fortælles om Ansars gamle historie, stammer alle Medinas Ansar-stammer i virkeligheden fra to mænd ved navn Aws og Khazraj. Deres far hed Haritha, og deres mor hed Qayla bint ’Amr ibn Jafna. De havde også en bror ved navn ’Adi, hvis efterkommere ligeledes fandtes i Medina. Der vides ikke meget om Khazraj. Om Aws ved man dog, at han var en khatib, altså taler, og en sha’ir, altså digter. Nogle visdomsfulde udsagn, der tilskrives ham, er blevet bevaret. Efterkommerne af Aws, Khazraj og ’Adi voksede i Yasrib og blev opdelt i forskellige undertribusser:
’Adi: Der fandtes ingen særskilt grenstamme opkaldt efter ham. Mange mener, at hans børn blev forenet med Aws og Khazraj. I Arabien blev nevøer nemlig på grund af deres onkels berømmelse kendt som hans børn. (Usud al-Ghaba 5/204)
Aws: Han havde en søn ved navn Malik. Malik havde fem sønner, som hver især blev stamfædre til en særskilt grenstamme: ’Amr ibn Malik, ’Awf ibn Malik, Murra ibn Malik, Imra’ al-Qays ibn Malik og Jasham ibn Malik.
Khazraj: Khazraj havde fem sønner: ’Amr, ’Awf, Jasham, Ka’b og Harith. Alle grenene af Banu Najjar, profeten Muhammads bedstefar Abd al-Muttalibs morbrors stamme, var efterkommere af ’Amr ibn Khazraj.
Jøderne havde slået sig ned i Medina allerede før Ansars forfædre ankom dertil. Nogle mener, at de kom til Arabien på profeten Sulaymans tid, mens andre mener, at de kom efter Nebukadnezars ødelæggelse af Bayt al-Maqdis og etablerede deres herredømme i Yasrib og omegn. Senere kom Aws’ og Khazrajs forfædre, byggede fæstninger og huse og slog sig ned. De indgik en sikkerhedsaftale med jøderne. Men efterhånden som deres antal voksede, opstod der frygt blandt jøderne, og frygten blev senere til fjendskab.
Folkene fra Aws og Khazraj boede først i det samme område af Yasrib. Da jødernes magt senere blev svækket noget, spredte de sig over hele områdets lave og høje egne og grundlagde særskilte bosættelser.
Aws- og Khazraj-stammerne levede længe fredeligt side om side. På et tidspunkt opstod der imidlertid fjendskab mellem dem, og de blev inddraget i den ene frygtelige krig efter den anden. Hvis islam ikke var kommet, ville de måske være forsvundet fra jorden. Forfatteren til værket Khulasat al-Wafa siger: »Derefter blev der udkæmpet så mange krige mellem dem, at man ikke har hørt om nogen anden nation, der har ført flere eller længerevarende krige.« Det begyndte med Samir-krigen og endte med Bu’ath-krigen. Bu’ath-krigen fandt sted fem år før Allahs Sendebud udvandrede til Medina. Ingen ved, hvor mange krige der blev udkæmpet mellem disse to. Historien har kun omtalt de store krige. (Al-Kamil fi al-Tarikh 1/503)
Anṣārs gamle religiøse overbevisninger
Hvis anṣārerne er efterkommere af Nābit ibn Ismāʿīl, var deres religiøse overbevisning oprindeligt den samme som Ismāʿīls (a.) og hans børns. Senere, da ʿAmr ibn Luḥayy indførte afgudsdyrkelse i Arabien, begyndte de ligesom de øvrige ismaelitter også at tilbede afguder. Der findes ikke megen information om anṣārernes forfædres religiøse overbevisning, mens de opholdt sig i Yemen. Men efter deres bosættelse i Yathrib kan man få et nogenlunde klart billede af dem. Den fjerde efterkommer i nedstigende linje fra Khazraj-slægtens stamfader var an-Najjār. Han var stamfader til Banū an-Najjār. I historien nævnes hans egentlige navn som Taym al-Lāt. (Ṭabarī 1/1085) Senere blev det imidlertid ændret til Taym Allāh. Ibn Hishām nævner dette navn i sin Sīrah. Det er sandsynligt, at ændringen fandt sted efter anṣārernes antagelse af islam. Der findes flere sådanne eksempler på navneændringer. Banū Sammāʾ fra den førislamiske tid antog i den islamiske tid navnet Banū Sumayyah. Det var selveste Allahs Sendebud (sa.), der gav dem dette navn. (Usud al-Ghābah 5/179) Ligesom stammers navne blev også mange enkeltpersoners navne ændret.
Under alle omstændigheder viser navnet Taym al-Lāt, at gudinden Lāt blev tilbedt blandt anṣārerne. Nogle af anṣārernes stammer identificerede sig som Aws Allāh. Det kan være, at navnet tidligere var Aws al-Lāt. Arabiske historikere omtaler Manāt som anṣārernes gudinde. Denne Manāt var nabatæernes gudinde. Hun nævnes i Koranens sūra an-Najm. I Muʿjam al-Buldān hedder det, at Manāt var den ældste gudinde blandt Ismāʿīls efterkommere. (8/167) Derefter begyndte tilbedelsen af Lāt. (7/310) Folkene fra Aws, Khazraj og Ghassān tilbad også Manāt. (Ṭabaqāt 1/106) Desuden tilbad andre arabiske stammer, såsom Hudhayl, Khuzāʿah, Azd Shanūʾah og Banū Kaʿb, hende.
Det er ikke korrekt, at Yathribs indbyggere kun tilbad Lāt og Manāt, eller at ingen andre arabiske stammer tilbad disse to gudinder. Tværtimod tilbad Yathribs indbyggere, ud over Lāt og Manāt, mange andre små og store guder og gudinder, ligesom andre arabiske stammer også tilbad Lāt og Manāt.
Historikeren al-Ṭabarī har i forbindelse med omtalen af Allahs Sendebuds (sa.) hijrah berettet en hændelse. Engang måtte ʿAlī (ra.) tilbringe nogle nætter i en muslimsk kvindes hjem i Qubāʾ i Medina. På dette tidspunkt hørte han hver nat lyden af, at døren blev åbnet. Kvinden åbnede døren og bar nogle ting udefra ind i huset. Hun var enke. En dag spurgte ʿAlī (ra.) hende, hvorfor døren blev åbnet på denne måde hver nat. Hun svarede: »Jeg er en forældreløs kvinde. Derfor knuser Sahl ibn Ḥunayf om natten sin stammes afguder og giver mig i al hemmelighed træet som brændsel.« (Ṭabarī 3/1244) Dette viser, at der fandtes mange træafguder i Yathribs indbyggeres hjem.
ʿAmr ibn Jamūḥ var en højt respekteret person blandt Banū Sulaymah. Efter at Muʿādh ibn Jabal (ra.) havde antaget islam, bar han om natten den træafgud, der blev kaldt »ʿAmrs Manāt«, ud af huset og kastede den langt borte. ʿAmr fandt den imidlertid hver gang og bragte den tilbage. Således havde fremtrædende personer deres egne afguder i hjemmet. Desuden havde næsten hver stamme templer til afgudsdyrkelse. Yāqūt al-Ḥamawī har sagt: »Ingen stamme ærede gudinden Manāt så højt som de to stammer Aws og Khazraj.« (Muʿjam al-Buldān 8/168)
Blandt Aws og Khazraj fandtes der nogle mennesker, som ikke tilbad afguder. De troede på én Gud. Mange af dem var blevet påvirket af jøderne i Medina og Khaybar. Andre fulgte religionen ḥanīfiyyah. Om anṣārernes religiøse overbevisning har Ibn Hishām sagt: »Aws og Khazraj var polyteister. De tilbad afguder. De kendte intet til Paradis, Helvede, opstandelsens dag, samlingen, genopvækkelsen, Skriften, det tilladte eller det forbudte. (Sīrah 1/304)« Dette var den overordnede situation.
Islams begyndelse blandt anṣārerne
I den førislamiske uvidenhedsperiode havde anṣārerne kontakt med Mekka; de kom dertil i forbindelse med hajj, umrah, handel og lignende. På grund af deres indbyrdes krige og jødernes fjendskab kom de dertil i håb om at opnå støtte og hjælp fra Mekka. Desuden havde folk fra Aws- og Khazraj-stammerne af forskellige årsager tæt kontakt med Mekkas indbyggere. Der var også slægtskabsforbindelser og venskabstraktater mellem folkene i Mekka og Medina.
Det fortælles, at Suwayd ibn Ṣāmit var den første blandt Medinas indbyggere, der modtog islams kald fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og fik den lykke at høre den hellige Koran fra hans mund. Han var en fremtrædende mand fra Medinas stamme ʿAmr ibn ʿAwf. Allerede i den førislamiske periode havde araberne givet ham tilnavnet »Kāmil«. Da han kom til Mekka, mødte han Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Efter at have hørt islams kald fra Allahs Sendebud sagde han: »Det, du har, minder næsten om det, jeg selv har.« Sendebudet, må Allah velsigne ham og give ham fred, spurgte: »Hvad har du?« Han svarede: »Luqmāns ṣaḥīfah.« Da Sendebudet, må Allah velsigne ham og give ham fred, udtrykte ønske om at høre noget af den, reciterede han noget for ham. Sendebudet, må Allah velsigne ham og give ham fred, udtrykte sin tilfredshed og sagde: »Jeg har noget bedre end dette, nemlig Koranen.« Han blev betaget, da han hørte Koranen. Ifølge Ibn Hishām blev resultatet, at »han ikke holdt sig borte fra islam«. Da han vendte tilbage til Medina, blev han dræbt af Khazraj-folkene. Folkene fra ʿAmr ibn ʿAwf-stammen mener, at han døde som muslim. Dette fandt sted før Buʿāth-slaget. (Se Sīrat Ibn Hishām, 1/16.)
Derefter kom Abū al-Maysar Anas ibn Rāfiʿ til Mekka sammen med nogle mænd fra ʿAbd al-Ashhal-stammen. Formålet var at indgå en venskabstraktat med Quraysh. I denne gruppe var også Iyās ibn Muʿādh. Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hørte, at de var ankommet til Mekka, mødte han dem og kaldte dem til islam. Iyās var ung. Efter at have hørt Koranen fra Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, mund sagde han til sine ledsagere: »Det, I er kommet for, er mindre godt end dette.« Han døde efter sin tilbagevenden til Medina. Gennem dette korte samvær med Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, havde han forstået så meget af islam, at han ved livets afslutning kun fremsagde takbīr og lod folk høre lovprisning og ros af Allah. Folkene fra hans stamme mente, at han var muslim. (Musnad, 5/427.)
Historikerne er uenige om, hvem der var den første muslim blandt Medinas indbyggere. De navne, som forskellige historikere har nævnt i denne forbindelse, er: Rāfiʿ ibn Mālik al-Zuraqī, Muʿādh ibn ʿAfrāʾ, Asʿad ibn Zurārah, Dhakwān ibn ʿAbdī, Jābir ibn ʿAbdullāh, må Allah være tilfreds med ham, og andre. (Se Ṭabaqāt, 1/146; Zurqānī, 1/361.)
I virkeligheden begyndte islams udbredelse blandt Medinas anṣārer med den første troskabsed ved al-ʿAqabah. Ordet ʿAqabah betegner en bjergstrækning. Her menes med ʿAqabah den bjergstrækning, der støder op til Jamrat al-ʿAqabah ved Mina. På dette sted blev anṣārerne, som kom fra Medina, taget i troskabsed i tre omgange. Den første fandt sted i profetgerningens ellevte år. Dengang accepterede i alt seks, ifølge en anden overlevering otte, personer islam, aflagde troskabsed til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og vendte tilbage til Medina. Dette var den første troskabsed ved al-ʿAqabah. Som følge heraf begyndte islam og den ædle Profet, må Allah velsigne ham og give ham fred, at blive omtalt i hjem efter hjem i Medina. Det følgende år samledes tolv personer dér i hajj-sæsonen. Fem af dem havde været med året før, mens syv var nye. De aflagde alle troskabsed til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Dette var den anden troskabsed ved al-ʿAqabah. De bad Allahs Sendebud om at sende nogen til dem for at undervise dem i Koranen. Han sendte Musʿab ibn ʿUmayr, må Allah være tilfreds med ham. Han underviste Medinas muslimer i Koranen og kaldte folk til islam. Som følge heraf spredte islam sig hurtigt og bredt i Medina.
Derefter, i profetgerningens trettende år, mødtes halvfjerds, ifølge en anden overlevering treoghalvfjerds, mænd og to kvinder igen med Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ved al-ʿAqabah i hajj-sæsonen og aflagde troskabsed. Dette var den tredje eller sidste troskabsed ved al-ʿAqabah. Normalt er det denne, man mener, når man taler om troskabseden ved al-ʿAqabah. Denne troskabsed blev aflagt med henblik på islams grundlæggende tro og handlinger, kampen mod de vantro samt beskyttelse, hjælp og støtte til den store Profet, når han udvandrede til Medina. Efter troskabseden udnævnte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, tolv naqīber eller repræsentanter blandt dem. De vendte alle tilbage og skabte vejen og de nødvendige forhold for Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, udvandring til Medina.
Blandt de 72/75 personer, der deltog i denne tredje eller sidste ʿAqabah, var 11 fra Aws-stammen og i alt 64 fra Khazraj-stammen, heriblandt to kvinder. (Sīrat Ibn Hishām, 1/249-255.)
Anṣārerne svigtede ikke på nogen måde, når det gjaldt at hjælpe og støtte islam. Gennem deres enestående ofre og hjælp hævede de islams anseelse og værdighed. Historien er fyldt med fortællinger om deres tapperhed og opofrelse. 230 anṣārer deltog i slaget ved Badr. Af dem var 170 fra Khazraj-stammen, mens de øvrige anṣārer var fra Aws-stammen. Af de i alt 70 kameler, der blev brugt i dette slag, gav Ḥaḍrat Saʿd ibn ʿUbādah al-Khazrajī alene 20 kameler. Af de fjorten, der led martyrdøden i slaget ved Badr, var otte anṣārer. Mange anṣārer deltog i slaget ved Uḥud, og af de 70 martyrer var hele 66 anṣārer. Nogle af dem havde 70 sår på kroppen. Også blandt martyrerne ved Biʾr Maʿūnah var der et betydeligt antal anṣārer. (Islāmisk Verdensencyklopædi, bind 1, »Anṣār«.)
Det er ikke muligt at beskrive anṣārernes ofre og udholdenhed for islams skyld med få ord. De ofrede alt, hvad de ejede, inklusive deres liv og ejendom, for islam. For de muhājirūn, der kom til Medina, delte de deres formue og deres hjem. De eksempler på ærlighed og generøsitet, som de satte, er vanskelige at finde magen til i menneskehedens historie. Derfor havde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, en dyb kærlighed til dem. Han så med den største anerkendelse på deres bidrag, ofre og opofrelse. Gennem ord og handling anerkendte han deres indsats. Han erklærede, at kærlighed til anṣārerne er en del af troen. Han sagde, at ingen, som tror på Allah og på det hinsidige, kan nære fjendskab mod anṣārerne. Han beskrev had mod anṣārerne som hyklerens karakter og natur. Han bad om, at Allahs barmhjertighed måtte blive udøst over anṣārerne og deres efterkommere. Han forlod denne verden, mens han var tilfreds med dem.
Ordet anṣār forekommer flere steder i den hellige Koran. Blandt disse er dele af vers 100 og 117 i Sūrat al-Tawbah, som direkte omhandler Medinas muslimske anṣārer. Allah siger:
1. »Og de første blandt muhājirūn og anṣārerne samt de, der fulgte dem i godhed, har Allah velbehag til dem, og de har velbehag til Ham. Han har beredt haver til dem, hvorunder floder løber, og dér skal de forblive til evig tid. Dette er den store sejr.« (al-Tawbah, 100.)
2. »Allah har vendt sig i barmhjertighed til Profeten, til muhājirūn og til anṣārerne, som fulgte ham i den vanskelige stund, da en del af deres hjerter næsten var ved at vende sig bort. Derefter vendte Han sig i barmhjertighed til dem. Han er visselig mild og barmhjertig mod dem.« (al-Tawbah, 117.)
Desuden antydes anṣārernes mod i mange andre koranvers, nogle steder direkte og andre steder indirekte. For eksempel siges der i vers 9 i Sūrat al-Ḥashr: »De, som boede i Medina og antog troen før muhājirūn kom til dem, elsker dem, der udvandrede til dem, og føler ingen misundelse i deres hjerter over det, de får. De foretrækker dem frem for sig selv, selv om de selv er i nød. Og de, der beskyttes mod deres egen nærighed, er de succesfulde.«
Asʿad ibn Zurārah (må Allah være tilfreds med ham)
Abū Umāma Asʿad, også kendt som Asʿad al-Khayr, var søn af Najjār-grenen af Khazraj-stammen i Medina. Hans far var Zurāra ibn ʿAdās. (Al-Isāba 1/34; Usud al-Ghāba 1/71) Der vides intet om året eller datoen for hans fødsel.
Før den ædle Guds Sendebuds, fred være med ham, profetkaldelse var hele Den Arabiske Halvø indhyllet i vantroens og vildfarelsens mørke. Alligevel var der nogle mennesker, som ifølge deres rene natur eller fitra bekendte sig til tawhīd, altså troen på Guds enhed. Asʿad ibn Zurāra var en af dem. (Tabaqāt 1/146)
Allerede i den førislamiske tid rejste folk fra Yathrib (Medina) til Mekka for at få Qurayshs støtte i deres egne stridigheder og for at få dem afgjort. Desuden tog de dertil for at udføre hajj og ʿumra. Derefter opstod islam i Mekka. På dette tidspunkt havde den ædle Guds Sendebud allerede tilbragt flere år af sit profetiske liv. Samtidig med at han kaldte Mekkas folk til islam, besøgte han forskellige markeder og handelspladser og kaldte offentligt menneskerne til sandheden. Han fortsatte også med i hemmelighed at overbringe Koranens budskab til de fremmede, der kom til Mekka af forskellige årsager. Ibn al-Athīr fortæller på al-Wāqidīs autoritet, at Asʿad ibn Zurāra og Dhakwān ibn ʿAbd al-Qays på et sådant tidspunkt gik til Quraysh-lederen i Mekka, ʿUtba ibn Rabīʿa, for at få afgjort en indbyrdes strid. Hos denne ʿUtba mødte de Guds Sendebud, fred være med ham. Den ædle Guds Sendebud fremlagde islam for dem og reciterede noget af den hellige Koran for dem. Ved dette møde antog de begge islam. De gik ikke længere til ʿUtba, men vendte direkte tilbage til Medina fra Guds Sendebuds, fred være med ham, nærvær. Således blev de to de første muslimer, der kom til Medina. Dette skete før den første troskabsed ved ʿAqaba i profetkaldelsens tiende år. (Usud al-Ghāba 1/71; Al-Isāba 1/34; Hayāt al-Sahāba 1/86)
Ibn al-Athīr har imidlertid på Ibn Ishāqs autoritet sagt, at Asʿad ibn Zurāra var blandt de mennesker, der deltog i den første troskabsed ved ʿAqaba i profetkaldelsens tiende år og antog islam. Derefter deltog han også i den anden og tredje troskabsed i henholdsvis det ellevte og tolvte år. Derfor var han en fuldgyldig ʿAqabī. (Usud al-Ghāba 1/71)
Det bør i denne forbindelse nævnes, at der blandt sīra-eksperterne er stor uenighed om, hvem der var den første muslim i Medina. Ibn Hishām fortæller, at Suwayd ibn Sāmit rejste til Mekka for hajj eller ʿumra, og dér mødte han Guds Sendebud, fred være med ham. Yathribs indbyggere gav ham tilnavnet »Kāmil«. Araberne på den tid gav tilnavnet »Kāmil« til en person, der var udstyret med alle dyder: tapperhed, mod, poetisk talent, fornem slægt, anseelse og indflydelse – kort sagt alle gode egenskaber. Blandt Medinas indbyggere var han den første, der fik den ære at modtage Guds Sendebuds, fred være med ham, kald og høre Koranen. Ibn Hishām siger, at han efter dette kald ikke holdt sig borte fra islam. (Sīrat Ibn Hishām 1/426-427) Men kort efter blev han dræbt. Under alle omstændigheder fik Suwayd, selv om han var den første muslim, ikke mulighed for at vende tilbage til Medina og begynde arbejdet med at kalde til islam. Det var sandsynligvis Asʿad og Dhakwān, der var de to første til at begynde arbejdet med at forkynde islam i Medina.
Da han nåede Medina, mødte han først Abū al-Haytham og fortalte ham om sin nye tro. Abū al-Haytham udbrød straks: »Sammen med dig tror jeg også på hans sendelse.« (Tabaqāt 1/146) Mange har anset denne Abū al-Haytham for at være den første muslim i Medina.
I profetkaldelsens tiende år kom Yathribs indbyggere som hvert år til Mekka i anledning af hajj. Efter hajj mødtes seks af dem i hemmelighed med Guds Sendebud, fred være med ham, på et sted ved Minā kaldet ʿAqaba og aflagde troskabsed til ham. Asʿad var en af disse seks. Året efter kom Yathribs indbyggere igen til Mekka i hajj-sæsonen. Tolv af dem mødtes i hemmelighed med Guds Sendebud, fred være med ham, ved ʿAqaba og aflagde troskabsed. Asʿad var også blandt disse tolv. (Sīrat Ibn Hishām 1/429, 431, 433, 435, 436, 437)
Efter denne ʿAqaba, da mulighederne for islams forkyndelse og kald i Medina var blevet betydeligt lysere, bad de Guds Sendebud om at sende dem en lærer, som kunne undervise dem i Koranen og religionen. Som svar på deres anmodning sendte Guds Sendebud, fred være med ham, Musʿab ibn ʿUmayr til Yathrib som dāʿī, altså som forkynder og indbyder. Indtil Musʿab kom til Medina, ledede Asʿad ibn Zurāra bønnen dér. Derefter blev Musʿab imam. Ifølge mange fortsatte Asʿad dog med at lede bønnen, indtil Sālim, Abū Hudhayfas frigivne, nåede Medina. Musʿab underviste dem udelukkende i Koranen. I Medina bad de vendt mod Bayt al-Maqdis. (Ansāb al-Ashrāf 1/239, 266) Asʿad gav den ædle Musʿab husly i sit eget hjem som gæst. (Tabaqāt 3/483)
Efter at den ædle Musʿab var kommet til Medina, begyndte Asʿad ibn Zurāra sammen med ham en omfattende indsats for at kalde mennesker til islam. De gik til forskellige områder i Medina og indbød folk til islam, enten enkeltvis eller i grupper. Ibn Ishāq fortæller: En dag drog Asʿad ibn Zurāra sammen med Musʿab ibn ʿUmayr ud mod Banū ʿAbd al-Ashhal og Banū Zufar. De gik ind i en have tilhørende Banū Zufar og satte sig på en mur ved en brønd kaldet Maʿraq. Folk samlede sig omkring dem. Saʿd ibn Muʿādh og Usayd ibn Hudayr var ledere af Banū ʿAbd al-Ashhal. På det tidspunkt var de stadig afgudsdyrkere. Saʿd var Asʿads fætter gennem mødrene.
Da Saʿd hørte, at Asʿad og Musʿab var kommet, sagde han til Usayd: »Usayd, gå hen til disse to mænd. De er kommet til vores hjem og narrer vores svage mennesker. Gå hen og forbyd dem det. Hvis min fætter Asʿad ikke var der, ville jeg ikke have haft brug for dig; jeg ville selv have jaget dem bort.« Usayd gik frem mod dem med sit spyd i hånden. Da Asʿad så ham, sagde han til Musʿab: »Denne mand er en af sin stammes ledere; han er kommet til dig.« Den ædle Musʿab talte med ham. Ved Guds vilje blev Usayd muslim ved netop dette møde. (Hayāt al-Sahāba 1/187-190)
Gennem Asʿads og Musʿabs fælles indsats bredte islam sig så meget i Medina, at blot et år senere, i profetkaldelsens tolvte år under hajj-sæsonen, mødtes en gruppe på treoghalvfjerds – ifølge en anden opfattelse femoghalvfjerds – mænd og kvinder igen i hemmelighed med Guds Sendebud, fred være med ham, ved Minā ved ʿAqaba. Om hvem der først lagde sin hånd i Guds Sendebuds, fred være med ham, hånd ved denne tredje og sidste ʿAqaba og aflagde troskabsed, er sīra-eksperterne uenige. Ifølge én opfattelse var denne lykkelige person Asʿad. (Al-Isāba 1/34; Ansāb al-Ashrāf 1/254; Usud al-Ghāba 1/71)
Det er overleveret fra ʿAbdullāh ibn Abī Bakr: Efter troskabseden sagde Guds Sendebud, fred være med ham: »Vælg tolv naqīb blandt jer, som skal være ansvarlige for deres respektive stammer, ligesom ʿĪsās hawāriyūn (ledsagere) var.« Asʿad gav sin tilslutning og sagde: »Ja, Guds Sendebud.« Guds Sendebud sagde: »Du skal være naqīb for din stamme.« Derefter bekendtgjorde han navnene på de øvrige naqīb. (Tārīkh al-Islām wa Tabaqāt al-Mashāhīr wa al-Aʿlām 1/182) På denne måde blev han den naqīb for Banū Najjār, som Guds Sendebud havde udpeget. Ibn Mundah og Abū Nuʿaym mener dog, at han var naqīb for Banū Sāʿida. Ibn al-Athīr siger, at dette blot er deres antagelse; i virkeligheden var han naqīb for sin egen stamme, Banū Najjār. Da han døde, bad Banū Najjārs folk derfor Guds Sendebud: »Guds Sendebud, Asʿad er død. Han var vores naqīb. Udpeg nu en anden naqīb til os.« Guds Sendebud svarede: »I er min morbrors stamme. Jeg er selv jeres naqīb.« Dette var en stor ære for Banū Najjār. (Usud al-Ghāba 1/71-72)
Guds Sendebud udnævnte ham ikke blot til naqīb, men erklærede ham også for Naqīb al-Nuqabā, det vil sige den øverste ansvarlige. (Ansāb al-Ashrāf 1/254) Ibn al-Athīr siger, at Asʿad, med undtagelse af Jābir ibn ʿAbdullāh, var den yngste blandt disse ʿAqabā-folk. (Usud al-Ghāba 1/71; Al-Isāba 1/34)
Efter den tredje troskabsed ved ʿAqaba vendte han tilbage til Medina med byrden af et stort ansvar på sine skuldre. Hvad gjorde det, at han var ung? Hans trosmæssige iver og følelse var yderst stærk. Han sørgede for, at bønnen blev udført i fællesskab i Medina, og han organiserede den første fredagsbøn dér med fyrre bedende. Når de fyrre musallīer gik ud for at udføre den første fredagsbøn i Medina, og han hørte kaldet til bøn, bad han altid om tilgivelse og bad for Abū Umāma Asʿad ibn Zurāra.
En dag sagde jeg: »Far, hvorfor beder du altid sådan for ham, når du hører kaldet til bøn?« Han svarede: »Min søn, før Guds Sendebud kom til Medina, var det ham, der først samlede os ved et sted kaldet Naqī al-Khadimāt nær bjerget Hazm al-Nabīt i Banū Baydā og ledte os i fredagsbønnen. Vi var fyrre i antal.« (Usud al-Ghāba 1/71; Al-Isāba 1/34; Sīrat Ibn Hishām 1/435; Ansāb al-Ashrāf 1/243; Hayāt al-Sahāba 3/387) Der er uenighed om, hvem der først etablerede fredagsbønnen i Medina.
Efter at den ædle Guds Sendebud var nået til Medina, tog han ganske vist ophold i Abū Ayyūb al-Ansārīs, må Gud være tilfreds med ham, hus, men hans kamel blev Asʿads gæst. (Tabaqāt 1/160) I det første øjeblik efter Guds Sendebuds ankomst til Medina knælede kamelen først ned på det sted, som senere blev valgt til Guds Sendebuds moské og bolig. Jorden tilhørte to forældreløse drenge ved navn Sahl og Suhayl, og deres værge var Asʿad ibn Zurāra. (Bukhārī; Hayāt al-Sahāba 1/343)
Guds Sendebud spurgte Asʿad, drengenes værge, om jordens pris. De to drenge udbrød straks: »Vi ønsker kun dens betaling fra Gud.« Da Guds Sendebud ikke ville modtage jorden gratis, betalte Abū Bakr, må Gud være tilfreds med ham, dens pris. Ifølge nogle overleveringer gav Asʿad ibn Zurāra imidlertid de to forældreløse en have, som han ejede i Banū Baydā, i bytte for den jord, hvor moskéen skulle bygges. (Zarqānī 1/422)
Al-Balādhurī har fortalt, at Asʿad ibn Zurāra, efter Guds Sendebuds ankomst til Medina og mens han opholdt sig i Abū Ayyūbs hus, sendte ham mad hver anden nat på skift. Den nat, hvor det var Asʿads hus, der skulle sende maden, spurgte Guds Sendebud: »Er Asʿads skål kommet?« Der blev svaret: »Ja.« Han sagde: »Så bring den her.« Den ledsager, der fortæller dette, siger: Heraf forstod vi, at Guds Sendebud satte pris på den mad, der kom fra ham. (Ansāb al-Ashrāf 1/267)
Al-Wāqidī har overleveret fra ʿĀʾisha, må Gud være tilfreds med hende: Efter at Guds Sendebud var flyttet ind i Abū Ayyūbs hus i Medina, spurgte han en dag: »Abū Ayyūb, har du en seng eller en divan?« Det skal nævnes, at Quraysh i Mekka var vant til at sove i senge. Abū Ayyūb svarede: »Nej.« Dette kom Asʿad ibn Zurāra for øre, og han sendte en seng med en søjle og kunstfærdigt udsmykkede ben. Guds Sendebud sov på den. Senere, da Guds Sendebud kom til mit hus, sov han i den seng, som min mor havde givet mig. (Ansāb al-Ashrāf 1/525)
Efter sin hijra fra Mekka til Medina tog Talha ibn ʿUbaydillāh, må Gud være tilfreds med ham, ophold hos Asʿad. Det er også overleveret, at Hamza tog ophold i hans hus. (Sīrat Ibn Hishām 1/477-478)
På dette tidspunkt var opførelsen af Profetens Moské i gang. I måneden Shawwāl i det første hijrī-år kom døden til ham. Han blev ramt af en sygdom i strubehovedet, som kaldtes jabhā. Den ædle Guds Sendebud lagde med egne hænder varme på det angrebne sted og strøg ham over hovedet, men ingen bedring viste sig. Han døde. Ifølge al-Wāqidī døde han i den niende måned efter hijra. Guds Sendebud blev bedrøvet over hans død. Han sagde: »Nu vil jøderne sige: Hvis han virkelig var profet, ville hans ledsager ikke være død. Men kan jeg helbrede døden?« Den ædle Guds Sendebud ledte begravelsesbønnen over ham og begravede ham på Medinas Baqīʿ-kirkegård. (Sīrat Ibn Hishām 1/507; Usud al-Ghāba 1/71; Al-Isāba 1/34; Ansāb al-Ashrāf 1/243)
Det siges, at dette var det første dødsfald efter Guds Sendebuds hijra til Medina. Det antages også, at det var første gang, Guds Sendebud udførte begravelsesbønnen. Ifølge ansarernes opfattelse var Asʿad den første muslim, der blev begravet i Baqīʿ, mens muhājirūn mente, at det var ʿUthmān ibn Mazʿūn. (Al-Isāba 1/34)
Ved sin død efterlod den ædle Asʿad to døtre i Guds Sendebuds varetægt. Guds Sendebud tog sig af dem hele livet. Han satte guldbøjler med perler på deres hænder. Den ene pige giftede han bort til Sahl ibn Hunayf, og fra dette ægteskab blev Abū Umāma ibn Sahl født. (Ansāb al-Ashrāf 1/243; Al-Isāba 1/34)
Abul-Haytham ibn at-Tayyihan (ra.)
Han er kendt i historien under tilnavnet Abu al-Haytham. Der er uenighed om hans egentlige navn og om, hvilken stamme han tilhørte. Ifølge én opfattelse var »Abdullah« hans egentlige navn, mens hans navn ifølge en anden opfattelse var »Malik«. Det er denne opfattelse, Musa ibn »Uqba, Ibn Sa’d, Muhammad ibn Ishaq, Abu Ma’shar og Muhammad ibn »Umar var enige om. Der er ligeledes uenighed om hans stamme og hans fars navn. Ifølge én opfattelse hed faderen Bali ibn »Amr ibn al-Haf ibn Quda’a. På dette grundlag blev han kaldt al-Balabi. Dette var Ibn Sa’ds opfattelse. Ibn Ishaq og Abdullah ibn Muhammad ibn »Amara al-Ansari modsagde denne opfattelse. Ibn Ishaq sagde, at navnet på Abu al-Haytham, som deltog i slaget ved Badr, var Malik, og at hans bror hed »Atiq. De var begge sønner af al-Tayyihan. Abdullah ibn Muhammad al-Ansari sagde derimod, at Abu al-Haytham tilhørte Aws-stammen, og at hans mor hed Layla bint »Atiq. Dette er flertallets opfattelse. (Tabakat 3447, al-Isaba 4/212, Sirat Ibn Hisham 1/433) Det præcise tidspunkt for hans fødsel er ukendt.
Abu al-Haytham antog islam gennem sin ven As’ad ibn Zuraras hånd. Ifølge en overlevering tog As’ad ibn Zurara og Dhakwan ibn »Abd Qays til »Utba ibn Rabi’a i Mekka. Da de dér hørte om Allahs Sendebuds kald, mødtes de hemmeligt med ham og antog islam. As’ad vendte tilbage til Medina, opsøgte Abu al-Haytham og fortalte ham om sin egen antagelse af islam samt om Allahs Sendebud og hans kald. Ibn Sa’d siger, at As’ad og Abu al-Haytham allerede i Yathrib – helt tilbage i uvidenhedens tid – var fortalere for tawhid, altså troen på Guds enhed. Da Abu al-Haytham hørte om Allahs Sendebud og hans kald fra sin ven Zurara, sagde han straks uden tøven eller forbehold: »Jeg bevidner sammen med dig, at han virkelig er Allahs Sendebud.« Således antog han islam gennem sin ven Zurara.
Ved den følgende pilgrimsfærd, da otte – ifølge en anden opfattelse seks – mænd fra Yathrib i hemmelighed mødtes med Allahs Sendebud i Mekka og aflagde troskabseden, var Abu al-Haytham blandt dem. I historien kaldes denne troskabsed også den første troskabsed ved al-»Aqaba. Ifølge en overlevering var Abu al-Haytham imidlertid ikke med ved denne troskabsed. (Tabakat 1/218-219) Ifølge denne opfattelse antog As’ad islam ved den første troskabsed ved al-»Aqaba og gav, efter at være vendt tilbage til Medina, Abu al-Haytham kaldet til islam. Det var gennem dette kald, at Abu al-Haytham antog islam. Et år senere mødtes han ved al-»Aqaba med tolv personer, og året efter igen med treoghalvfjerds – ifølge en anden opfattelse femoghalvfjerds – personer sammen med Allahs Sendebud. På denne måde opnåede han den ære at deltage i alle troskabsederne ved al-»Aqaba. (Tabakat 1/22, Sirat Ibn Hisham 1/433)
Ifølge en overlevering var Abu al-Haytham den første, der rakte sin hånd frem for at aflægge troskabsed til Allahs Sendebud ved den sidste »Aqaba. Musa ibn »Uqba overleverede dette fra imam al-Zuhri. Der er dog betydelig uenighed om dette. (Sirat Ibn Hisham 1/447, Ansab al-Ashraf 1/254)
Da medinanerne under den tredje troskabsed ved al-»Aqaba inviterede Allahs Sendebud til at rejse til Medina, var Abu al-Haytham en af de mænd, der talte på vegne af mekkanerne og medinanerne. al-Tabarani har overleveret dette fra »Urwa. Da Abu al-Haytham ibn al-Tayyihan aflagde troskabsed til Allahs Sendebud, sagde han: »Allahs Sendebud! Vi har aftaler med andre mennesker. Kan det ske, at vi ophæver disse aftaler, går i krig med dem, mens du derefter vender tilbage til din egen stamme?« Da Allahs Sendebud hørte dette, smilede han lidt og sagde: »Jeres blodkrav vil være mine blodkrav, og jeres blodsudgydelse vil være min blodsudgydelse.« Det vil sige, at der ikke vil være nogen forskel mellem jer og mig. Abu al-Haytham blev tilfreds med Allahs Sendebuds ord og sagde til sine ledsagere: »Mit folk! Denne mand er Allahs Sendebud. Jeg bevidner, at han virkelig er sandfærdig. I dag befinder han sig trygt blandt sine slægtninge i Mekkas hellige område. Vid, at hvis I fører ham bort herfra til jer, vil hele Arabien skyde pile mod jer fra den samme bue. I vil med andre ord blive alles fælles mål. Hvis I er rede til at kæmpe jihad på Allahs vej og ofre jeres liv, rigdom og børn, så invitér ham til jeres land. For han er i sandhed Allahs Sendebud. Hvis I senere frygter at fortryde det, så tænk jer om.« Efter Abu al-Haythams tale sagde hans ledsagere: »Vi har accepteret alt, hvad Allah og Hans Sendebud har givet os. Allahs Sendebud, vi giver dig alt, hvad du har krævet af os. Abu al-Haytham, træd lidt til side, så vi kan aflægge troskabsed til Allahs Sendebud.« Abu al-Haytham sagde: »Jeg vil være den første til at aflægge troskabseden.« Efter hans troskabsed aflagde de andre eden én efter én. (Hayat al-Sahaba 1/247-248, Sirat Ibn Hisham 1/442) Efter denne troskabsed bekendtgjorde den Ædle Sendebud navnene på tolv naqib’er, altså ansvarlige ledere. Fra Aws-stammen blev Abu al-Haytham, Usayd ibn Hudayr og Sa’d ibn Khaythama – disse tre – udnævnt til naqib’er. (Ansab al-Ashraf 1/252)
Efter at den Ædle Sendebud var udvandret til Medina, oprettede han et broderskabsbånd mellem Abu al-Haytham og den berømte muhajir »Uthman ibn Maz’un. (Ansab al-Ashraf 1/271, al-Isaba 4/212)
Han deltog i alle de slag, der fandt sted i Allahs Sendebuds levetid, herunder Badr, Uhud og al-Khandaq. Ved Uhud blev hans bror »Atiq ibn al-Tayyihan martyr ved »Ikrima ibn Abu Jahl’s hånd. (Ansab 1/329) Ibn Sa’d siger, at det Ædle Sendebud, efter at Abdullah ibn Rawaha var blevet martyr ved Mu’ta, sendte Abu al-Haytham til Khaybar som den, der skulle måle dadlerne. Efter Allahs Sendebuds død ønskede Abu Bakr også at beholde ham i dette embede, men han nægtede at påtage sig det. (Tabakat 3/448)
Han døde i år 20 efter hijra under kaliffen »Umars kalifat. Ifølge en overlevering døde han i år 37 efter hijra, før slaget ved Siffin. Imam al-Asma’i har overleveret en beretning. Han sagde: »Jeg spurgte folk fra Abu al-Haythams stamme om hans død. De sagde, at han døde, mens Allahs Sendebud stadig levede.« Nogle har sagt, at han døde i år 21 efter hijra, mens andre har sagt, at han kæmpede på »Ali, må Allah være tilfreds med ham, sin side ved Siffin. Nogle er gået endnu længere og har sagt, at han kæmpede på »Alis side ved Siffin og blev martyr dér. (Ansab 1/240, Sirat Ibn Hisham 1/433) Historikeren al-Waqidi har klart sagt, at beretningen om hans deltagelse ved Siffin er fuldstændig grundløs. Derimod har højtstående hadithlærde som imam al-Zuhri, Salih ibn Kaysan og al-Hakim overleveret, at han døde i år 20 efter hijra. Derfor kan en tvivlsom beretning ikke accepteres i modsætning hertil. (Siyar al-Ansar 2)
I hadithsamlingerne findes der nogle hadither, som er overleveret fra Abu al-Haytham, men deres autenticitet er ikke hævet over enhver tvivl. Ibn Hajar al-»Asqalani sagde: »Alle de hadither, der findes overleveret fra Abu al-Haytham, er tvivlsomme. Der findes ikke en eneste overleveringskæde, som kan bevise ægtheden af nogen af dem.« Årsagen er, at han døde meget tidligt. (al-Isaba 4/213)
Al-Haytham ibn Nasr al-Aslami, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg tjente Allahs Sendebud. Abu al-Haytham ibn al-Tayyihan havde en brønd, der hed Jasim. Vandet i denne brønd var sødt. Jeg plejede at hente vand fra den til Allahs Sendebud. En varm dag kom det Ædle Sendebud sammen med Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, til Abu al-Haythams hus og spurgte: ‘Har I koldt vand?’ Abu al-Haytham kom med en spand iskoldt vand. Han blandede det kolde vand med gedemælk og gav det til Allahs Sendebud. Derefter sagde han: ‘Allahs Sendebud, vi har et køligt skyggetag, en »arish. Hvil dig lidt der i denne middagshede.’ Abu al-Haytham stænkede vand på skyggetaget. Sendebudet gik derind sammen med Abu Bakr. Abu al-Haytham satte forskellige slags dadler og et fad fyldt med tharid – en lækker ret – foran dem. Fortælleren al-Haytham ibn Nasr sagde: ‘Allahs Sendebud, Abu Bakr og vi andre spiste og drak alle af det. Da tiden for bønnen kom, bad han salat al-jama’a med os i Abu al-Haythams hus. Abu al-Haythams hustru stod bag mig i menigheden. Efter bønnen vendte han tilbage til skyggetaget og bad de to rak’a, der følger efter zuhrs obligatoriske bøn.’ (Ansab al-Ashraf 1/535)
En dag gik det Ædle Sendebud ud på et tidspunkt, hvor han normalt ikke plejede at gå ud. Efter kort tid kom Abu Bakr også. Sendebudet spurgte: ‘Abu Bakr, hvad har fået dig til at gå ud på dette usædvanlige tidspunkt?’ Han svarede: ‘Jeg kom for at møde dig.’ Imens kom »Umar også til stede. Allahs Sendebud stillede ham det samme spørgsmål. »Umar svarede: ‘Allahs Sendebud, sulten har drevet mig hertil.’ Allahs Sendebud sagde: ‘Jeg er også sulten.’ De tre gik sammen til Abu al-Haythams hus. Han havde en daddelplantage og en flok geder, men ingen tjenere. Han udførte selv alt arbejdet. På det tidspunkt var han ikke hjemme. Da de kaldte, sagde hans hustru, at han var gået efter vand. Kort efter så de ham komme tilbage med en fyldt vandbeholder. Da han så Allahs Sendebud, satte han beholderen på jorden, omfavnede ham og sagde med stor bevægelse: ‘Må mine forældre ofres for dig!’ Derefter førte han dem alle ud i haven. Han bredte noget ud, som de kunne sidde på, og lod dem sidde, mens han skar en klase dadler af og bragte den til dem. Allahs Sendebud sagde: ‘Hvis du blot havde bragt modne dadler.’ Han svarede: ‘Der er både umodne og modne dadler i den; tag dem, du ønsker.’ Allahs Sendebud spiste nogle af dadlerne og drak derefter vand. Vandet var meget klart og velsmagende. Efter at have spist og drukket sagde Allahs Sendebud: ‘Se, hvor mange velsignelser Allah har givet: skygge, gode dadler og koldt vand. Ved Allah, der vil blive spurgt til alt dette på opstandelsens dag.’ Abu al-Haytham lod de ærede gæster blive siddende i haven, gik ind i huset og tilberedte mad. Han slagtede en lille ged, stegte den og satte den foran gæsterne. Da måltidet var afsluttet, spurgte Allahs Sendebud ham: ‘Har I ingen tjener?’ Han svarede: ‘Nej.’ Allahs Sendebud sagde: ‘Hvis en krigsfange kommer i min besiddelse, skal du komme til mig.’ På det tidspunkt kom to krigsfanger i Allahs Sendebuds besiddelse. Han bad Abu al-Haytham vælge en af dem. Abu al-Haytham overlod valget til Allahs Sendebud. Sendebudet gav ham den ene af dem og sagde: ‘Behandl ham godt.’ Abu al-Haytham kom hjem med slaven og fortalte sin hustru om Allahs Sendebuds råd. Hun var meget forstandig. Hun sagde: ‘Hvis du ønsker at adlyde Allahs Sendebuds befaling, så frigiv ham.’ Han frigav slaven efter sin hustrus råd. Da Allahs Sendebud fik kendskab til deres handling, blev han meget glad og roste dem begge. (Tirmidhi 391) Hændelsen er også gengivet i værket Kanz al-»Ummal. Imam Muslim og imam Malik har gengivet den kortfattet. Hafiz al-Mundhiri siger, at denne hændelse er blevet overleveret både om Abu al-Haytham og om Abu Ayyub al-Ansari. (Hayat al-Sahaba 1/310)
Abu al-Haytham blev spurgt: »Hvad aflagde I troskabsed på ved al-»Aqaba?« Han svarede: »Vi aflagde den samme troskabsed til Allahs Sendebud, som Israels børn aflagde til Musa, må Allahs fred være med ham.« (Ansab al-Ashraf 1/240)
Usayd ibn Hudayr (må Allah være tilfreds med ham)
Den berømte ansariske sahabi Usaid var søn af grenen Banu Abd al-Ashhal i Aws-stammen, den traditionelle stamme i Medina. (Ansab al-Ashraf, 1/240) I forskellige værker om profetens biografi nævnes flere af hans kunyaer eller tilnavne. For eksempel Abu Yahya, efter hans søn Yahya, og det fortælles, at Allahs Sendebud, fred være med ham, kaldte ham Abu Isa. (Usd al-Ghaba, 1/92) Desuden kendes navnene Abu Atik, Abu Hudayr og Abu Amr. (Se Siyar al-Ansar, 1/228; Usd al-Ghaba, 1/92; Ansab al-Ashraf, 1/240; al-Alam, 1/330)
Hans far hed Hudayr ibn Simak, og hans mor hed Umm Usayd bint Uskun. Hudayr var en høvding eller leder i Aws-stammen. I den førislamiske tid ledede Hudayr alle de krige, der blev udkæmpet mellem Medinas evigt fjendtlige stammer Aws og Khazraj. Han var Aws-stammens fremmeste rytter. Han ejede også en stærk fæstning. (Usd al-Ghaba, 1/92) Den sidste og største blodige krig mellem Aws og Khazraj var Bu’ath-krigen. Hudayr var også hærfører i denne krig, mens modparten, Khazraj-stammens hærfører, var Amr ibn Nu’man al-Rujayla. Begge førte deres styrker med stor dygtighed. På et tidspunkt var Aws tæt på at blive besejret. Da gik Hudayr selv ind i kampen. Khazraj-hærføreren Amr blev dræbt, og Aws sejrede. Denne krig fandt sted fem år før Allahs Sendebud, fred være med ham, udvandrede til Medina. (Siyar al-Ansar, 1/228)
Tre år efter den nævnte Bu’ath-krigs afslutning blev troskabseden ved al-Aqaba aflagt i Mekka, og på de nye muslimers anmodning sendte Allahs ædle Sendebud, fred være med ham, Mus’ab ibn Umayr til Medina for at forkynde islam. Usayd havde endnu ikke antaget islam. Han antog islam i Medina under Mus’ab ibn Umayr og før Mu’adh ibn Jabal. Nogle mener, at han antog islam efter den sidste Aqaba, altså efter den nat, hvor 73 eller 75 medinanere aflagde troskabsed til Allahs Sendebud, fred være med ham, på et sted i Mekka, der hedder Aqaba. Dette er imidlertid ikke korrekt. For det er pålideligt overleveret i værkerne om profetens biografi, at han deltog i den sidste Aqaba, og at Allahs Sendebud, fred være med ham, udnævnte ham til naqib, altså ansvarlig leder, for Banu Abd al-Ashhal. (Usd al-Ghaba, 1/92; Tarikh al-Islam wa Tabaqat al-Mashahir wa al-A’lam, 1/181; al-Alam, 1/310; al-Isaba, 1/49)
Værkerne om profetens biografi fortæller en forbløffende historie om Usayds antagelse af islam. Mus’ab ibn Umayr var gæst hos As’ad ibn Zurarah i Medina og sad blandt Banu Jafar og underviste folk i Koranen. Banu Jafars bosættelse lå nær Aws-stammens område Banu Abd al-Ashhal. En dag erfarede Sa’d ibn Mu’adh og Usayd ibn Hudayr, at Mus’ab sad i en have og underviste muslimerne i Koranen. Sa’d sagde til Usayd: »Gå derhen og sig til ham, at han aldrig mere skal komme inden for vores kvarters område.« As’ad var ganske vist Sa’ds fætter. På Sa’ds befaling gik Usayd mod haven for med egne hænder at udrydde islam. Da As’ad så ham komme, sagde han til Mus’ab: »Se, der kommer en mand hen til dig. Han er høvding for sin stamme; gør ham til muslim.«
Usayd sagde med meget hedt temperament: »Hvorfor bliver I ved med at bedrage vores svage mennesker på denne måde? Hvis I vil os det godt, så forsvind herfra med det samme.« Mus’ab, som var en da’i, en indbyder til islam, uddannet i Allahs Sendebuds, fred være med ham, forsamling, sagde med et smil og stor ro: »Sæt dig og hør lidt på mig. Hvis du synes om det, kan du acceptere det; hvis ikke, lukker jeg og går.« Usayd sagde: »Det er virkelig et meget fornuftigt og retfærdigt forslag.« Mus’abs ydmyge opførsel fik Usayds vrede til at falde. Han satte sig. Mus’ab forklarede ham islams kerne og reciterede nogle koranvers for ham. Mens Mus’ab fortsatte med at recitere, forandrede Usayds ansigt sig lidt efter lidt. Til sidst blev han dybt påvirket og sagde spontant: »Hvordan træder man ind i denne religion?« Mus’ab svarede: »Først skal du foretage ghusl, tage rent tøj på og fremsige trosbekendelsen. Derefter skal du bede salat.«
Før Mus’ab nåede at tale færdig, forlod Usayd stedet. Da han kort efter vendte tilbage, var hans hår vådt, og han havde rent tøj på. Han lagde sin hånd i Mus’abs hånd og sagde: »Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud undtagen Allah, og jeg bevidner, at Muhammad er Hans tjener og Sendebud.« Derefter rejste han sig fra forsamlingen og sagde på vej bort: »Jeg går nu og sender de andre ledere hertil. I skal gøre dem til muslimer.« (Hayat al-Sahaba, 1/188-189; Siyar al-Ansar, 1/229)
Usayd rejste sig og gik lige hen til Sa’d ibn Mu’adh. Da folkene, der sad hos Sa’d, så ham komme, begyndte de at sige til hinanden: »Han kommer, men hans ansigt ser anderledes ud end da han gik. Han var meget ophidset, da han gik, men nu ser han rolig, venlig og glad ud.«
Usayd besluttede at bruge sin forstand. Hans inderlige ønske var, at Sa’d også skulle høre det, han havde hørt fra Mus’ab. Men hvis han direkte sagde: »Jeg har antaget islam; følg også mig«, ville Sa’d måske kaste sig over ham. Derfor ville han i stedet bringe Sa’d frem til Mus’ab. Mus’ab var As’ad ibn Zurarahs gæst. For at ophidse Sa’d sagde Usayd: »Jeg har hørt, at folk fra Banu Harithah er gået ud for at dræbe As’ad ibn Zurarah. De ved jo udmærket, at han er din fætter.«
Sa’d blev rasende. Han tog straks en pil med sig og nåede frem til Mus’ab og As’ad. Han så ingen uro eller tegn på strid; tværtimod var der en fredelig stemning. Mus’ab reciterede Koranen for folk, og de lyttede opmærksomt. Sa’d forstod, at hans ven Usayd havde narret ham. Han lyttede også koncentreret til Mus’ab og erklærede på stedet, at han havde antaget islam. (Sira Ibn Hisham, 1/436-437; Rijal hawl al-Rasul, 460-461)
Nogle dage efter Usayds antagelse af islam udvandrede Allahs ædle Sendebud, fred være med ham, til Medina. Han etablerede et mu’akhah, et religiøst broderskab, mellem Usayd og den berømte muhajir-sahabi Zayd ibn Harithah. (Usd al-Ghaba, 1/92; al-Isaba, 1/49)
Han deltog i alle de krige, der fandt sted fra Uhud og frem til Allahs Sendebuds, fred være med ham, død. (al-Alam, 1/330) Der er uenighed om hans deltagelse i slaget ved Badr. Ifølge al-Waqidi, Ibn Ishaq og Ibn al-Kalbi deltog han ikke i Badr. Nogle eksperter i profetens biografi har dog en anden opfattelse. (Usd al-Ghaba, 1/92; Ansab al-Ashraf, 1/240; Tabaqat, 3/605) Ibn Sa’d siger, at nogle fremtrædende sahaba, blandt dem flere naqib-sahaba som Usayd, ikke deltog i slaget ved Badr. Al-Baladhuri siger, at Allahs ædle Sendebud, fred være med ham, drog mod Badr, men nogle af hans sahaba blev tilbage. De havde ikke forestillet sig, at der ville blive krig med Quraysh. Usayd var en af disse sahaba. Da Allahs Sendebud, fred være med ham, vendte tilbage til Medina efter slaget ved Badr, skyndte Usayd sig hen til ham, lykønskede ham med Allahs sejr over fjenden og udtrykte sorg og anger over ikke selv at have deltaget. Som forklaring sagde han: »Jeg troede, at det var Qurayshs handelskaravane, og at du ikke ville gå i krig med dem. Hvis jeg havde forstået, at de var fjender, og at du ville komme i kamp med dem, var jeg aldrig blevet tilbage.« Allahs ædle Sendebud, fred være med ham, troede på hans ord. Ibn Sa’d har også overleveret det samme. (Ansab al-Ashraf, 1/288; Tabaqat, 3/605)
Han deltog i slaget ved Uhud. Før dette slag blev en gruppe mænd i Medina, under ledelse af Sa’d ibn Mu’adh, Usayd ibn Hudayr og Sa’d ibn Ubadah, sat til at vogte Allahs Sendebud, fred være med ham. De holdt vagt ved hans dør hele natten. (Ansab al-Ashraf, 1/314) På slagets mest kritiske tidspunkt, da næsten alle sahaba var blevet spredt og kastet langt væk fra Allahs Sendebud, fred være med ham, blev Usayd stadig stående fast sammen med en lille gruppe sahaba. I dette slag blev syv steder på hans krop alvorligt såret. (al-Isaba, 1/49; al-Alam, 1/330)
De pårørende græd over de dræbte ved Uhud. Da Allahs ædle Sendebud, fred være med ham, så det, sagde han: »I dag er der ingen, der græder over Hamzah.« Da Sa’d og Usayd hørte dette, vendte de tilbage til deres stamme og pålagde deres kvinder at sørge over Hamzah. (Sira Ibn Hisham, 2/99)
På Uhuds dag bar Usayd Banu Aws’ banner. Under den voldsomme kamp kom nogle muslimske soldater ved en fejl til at tage deres egne soldater for vantro soldater og angribe dem. Usayd blev ved en fejltagelse såret af Abu Burdah ibn Niyar. På samme måde slog Abu Jana, uden at genkende Abu Burdah, ham to gange med sit sværd. Allahs ædle Sendebud, fred være med ham, sagde om dem: »Selv hvis en af jer bliver dræbt på denne måde, vil han være martyr.« (Ansab al-Ashraf, 1/318, 322)
Han deltog i slaget ved Khandaq. Selv ti dage efter slagets afslutning var muslimerne stadig omringet i Medina. Mekkas afgudsdyrkende hær bevægede sig om natten rundt for at finde de muslimske ledere. Usayd forsvarede på det tidspunkt skyttegraven med to hundrede mænd. Efter Khandaq-slaget begyndte folk fra Ghatafan-stammen at plyndre voldsomt. Allahs ædle Sendebud, fred være med ham, tilkaldte deres ledere Amir ibn Tufayl og Zayd til Medina. Da de kom til Medina, sagde de sammen, at man kunne indgå en aftale, hvis de fik en del af den frugt, der blev produceret i Medina. Usayd stod lige ved siden af. Han prikkede dem begge på hovedet med sit spyd og råbte: »I sjakaler, forsvind herfra!« Amir blev stærkt vred og spurgte:
»Hvem er du?«
»Usayd ibn Hudayr.«
»Søn af Qatab?« (Qatab var tilnavnet på Usayds far Hudayr.)
»Ja.«
»Din far var bedre end dig.«
Straks brølede Usayd: »Aldrig! Jeg er langt bedre end jer alle og bedre end min far, for han var vantro.« (Siyar al-Ansar, 1/230)
Det er sandsynligvis den samme begivenhed, som al-Tabarani har overleveret fra Ibn Abbas. To mænd ved navn Amir ibn Tufayl og Arbad ibn Qays kom til Medina for at møde Allahs Sendebud, fred være med ham. Amir sagde til Allahs Sendebud: »Muhammad, hvad vil du give mig, hvis jeg antager islam?« Sendebudet, fred være med ham, svarede: »Du får det samme som alle muslimer. Du får også samme ansvar som dem.« Amir sagde: »Hvis jeg bliver muslim, vil du så efter dig give mig herskermagten?« Sendebudet, fred være med ham, svarede: »Hverken du eller nogen fra din stamme vil få den. Men du kan blive leder for en kavalerienhed.« Efter yderligere samtale rejste de sig og gik. Derefter lagde de en plan om at dræbe Allahs Sendebud, fred være med ham. Deres plan blev afsløret for ham, og de flygtede. Mu’adh og Usayd forfulgte dem. På et tidspunkt råbte Usayd efter dem: »Allahs fjender, måtte Allahs forbandelse være over jer!« Undervejs døde begge ved en ulykke. (Hayat al-Sahaba, 3/548-549)
Før Hudaybiyyah-traktaten sendte Quraysh-lederen Abu Sufyan en mand til Medina for at dræbe Allahs Sendebud, fred være med ham. Han gemte en lille dolk ved sin talje og kom til Banu Abd al-Ashhals moské, mens han spurgte efter Allahs Sendebud. Allahs ædle Sendebud, fred være med ham, så hans ansigt og sagde straks: »Denne mand er kommet for at bedrage.« Da manden nærmede sig Allahs Sendebud for at dræbe ham, greb Usayd fat i hans lændeklæde og trak i det. Dolken faldt straks ud fra hans talje. Han forstod, at der ikke længere var nogen redning. For at hindre ham i at flygte greb Usayd meget fast om hans tøj ved halsen. (Siyar al-Ansar, 1/230)
I det sjette hijri-år fandt slaget mod Banu Mustaliq sted. Efter slaget opstod der en mindre strid mellem en muhajir og en ansar på grund af en ubetydelig hændelse ved en brønd, hvor kameler og heste blev vandet. Hyklere Abdullah ibn Ubay forsøgte forgæves at puste til den lille strid. Han sagde til ansarerne: »I har tilladt dem at bo i jeres land og fordelt jeres rigdomme mellem dem. Ved Allah, hvis I ikke havde gjort det, ville de være rejst et andet sted hen. Hvis vi kan vende tilbage til Medina, vil vi, de ædle, jage disse usle mennesker bort.« Zayd ibn Arqam hørte hans ord og underrettede Allahs Sendebud, fred være med ham. Allahs ædle Sendebud blev meget bedrøvet.
Efter denne hændelse kom Usayd for at møde Allahs Sendebud. Sendebudet, fred være med ham, sagde til ham:
»Har du hørt, hvad jeres ven har sagt?«
»Allahs Sendebud, hvilken ven?«
»Abdullah ibn Ubay.«
»Hvad siger han?«
»Han siger, at hvis de kan vende tilbage til Medina, vil de ædle jage de usle bort.«
Usayd sagde: »Allahs Sendebud, ved Allah, hvis Allah vil, er det dig, der vil jage ham bort. Ved Allah, han er den usle, mens du er den ærede og sejrrige.« (Sira Ibn Hisham, 1/1292)
Usayd sagde også: »Allahs Sendebud, vis ham lidt mildhed. Allah har bragt os hertil sammen med dig. Hans egne stammefolk var i færd med at lave en krone til ham, så de kunne gøre ham til konge over Medina og sætte den på hans hoved. Han vil med egne øjne kunne se, at hans rige er blevet taget fra ham.« (Rijal hawl al-Rasul, 463)
I en overlevering hedder det, at da Usayd fik kendskab til Abdullah ibn Ubayys ovennævnte udtalelse, sagde han: »Allahs Sendebud, giv mig tilladelse til at dræbe den mand, der skaber uro blandt folk.« Allahs Sendebud, fred være med ham, spurgte: »Vil du dræbe ham, hvis jeg befaler det?« Usayd svarede: »Ja. Hvis du giver mig tilladelse, vil jeg hugge hans hoved af med mit sværd.« Allahs Sendebud lod ham sætte sig og beroligede ham. (Hayat al-Sahaba, 1/474)
På rejsen under dette slag mod Banu Mustaliq var Aisha, må Allah være tilfreds med hende, Allahs Sendebuds rejseledsager. På vejen tilbage til Medina kastede hyklerne på grund af en hændelse en falsk beskyldning over Aishas ære. I værkerne om profetens biografi er dette kendt som ifk, den opdigtede historie. Nogle enfoldige muslimer blev også vildledt af hyklernes propaganda. Til sidst åbenbarede Allah koranvers, som afslørede sandheden.
Da sagen var på sit højeste, kom Usayd en dag til Allahs Sendebud og sagde: »Allahs Sendebud, hvis folk fra Aws-stammen volder dig skade, vil vi standse dem. Og hvis folk fra vores brødrestamme Khazraj volder dig skade, så giv os en ordre. Ved Allah, de fortjener at blive dræbt.« Khazraj-lederen Sa’d ibn Ubadah protesterede straks: »Du kan sige sådan, fordi det er folk fra Khazraj-stammen. Hvis det havde været folk fra din egen stamme, ville du ikke have sagt det.« Usayd brølede straks: »Ved Allah, du lyver! Du er en hykler, og derfor skændes du på hyklernes vegne.« (Sira Ibn Hisham, 1/300)
Under slaget ved Khaybar angreb Amir, Salama ibn al-Akwa’s onkel, en jøde. Men hans sværdslag forfejlede målet, så han selv blev såret og døde. Mange, blandt dem Usayd, antog, at alle hans gode gerninger var gået tabt, fordi han var død af sit eget slag, hvilket var en form for selvmord. Salama fortalte dette til Allahs Sendebud, fred være med ham. Sendebudet sagde: »De, der har sagt dette, tager fejl. Han vil få dobbelt belønning.« (Muslim, 2/96)
Under felttoget til erobringen af Mekka var Allahs ædle Sendebud, fred være med ham, sammen med muhajirerne og ansarerne. Hans gruppe befandt sig bag alle de andre. Han gik mellem Abu Bakr og Usayd. Under felttogene til Hunayn og Tabuk bar Usayd Aws-stammens banner.
Det var på dagen for Saqifah Banu Sa’idah, efter Allahs ædle Sendebuds, fred være med ham, død, at en gruppe ansarer, anført af Sa’d ibn Ubadah, gjorde krav på, at ansarerne havde forrang til kalifatet. Nyheden spredte sig i Medina, og en diskussion begyndte. Usayd var en af lederne blandt ansarernes Aws-stamme. Han spillede en vigtig rolle i at kontrollere denne vanskelige situation. (Usd al-Ghaba, 1/92)
Han rejste sig og sagde til ansarerne: »I ved, at Allahs Sendebud, fred være med ham, var en af muhajirerne. Det er passende, at hans kalif også er blandt muhajirerne. Vi var Allahs Sendebuds ansar, hans hjælpere.« Med henblik på Sa’d ibn Mu’adh sagde han: »Også i dag bør vi være ansar for Allahs Sendebuds kalif.« (Rijal hawl al-Rasul, 462)
På et tidspunkt sagde han til folkene i sin egen Aws-stamme: »Khazraj-stammen ønsker at gøre Sa’d ibn Ubadah til kalif og tage ledelsen til sig. Hvis de lykkes i dag, vil de for altid opnå overlegenhed over jer og aldrig give jer nogen del i kalifatet. Efter min mening bør vi aflægge troskabsed til Abu Bakr.« Derefter befalede han alle at aflægge troskabsed til Abu Bakr. Da Aws-stammen traf denne beslutning, blev støtten til Sa’d ibn Ubadah svækket. (Siyar al-Ansar, 231)
Da Abu Bakrs, må Allah være tilfreds med ham, dødsstund nærmede sig, var Usayd blandt de fremtrædende sahaba, både muhajirer og ansarer, hvis råd og mening han søgte om, hvem der skulle overtage kalifatets ansvar. Da Abu Bakr spurgte ham om hans mening om Umar, sagde han: »Jeg finder ham velegnet til at overtage kalifatets ansvar efter dig. Hans indre er bedre end hans ydre. Der findes ingen, der er mere egnet end ham til dette ansvar.« (Hayat al-Sahaba, 2/26) I hijri-år 16 rejste han sammen med kaliffen Umar, må Allah være tilfreds med ham, fra Medina til Bayt al-Maqdis. (Usd al-Ghaba, 1/92)
Han døde i Medina i måneden Sha’ban i hijri-år 20, eller ifølge en anden opfattelse i hijri-år 21. Kaliffen Umar, må Allah være tilfreds med ham, bar hans lig på sine skuldre, ledte begravelsesbønnen og begravede ham på Baqi-kirkegården. (Ansab al-Ashraf, 1/240; Tabaqat, 3/506; Shadharat al-Dhahab fi Akhbar man Dhahab, 1/31)
Før sin død havde han testamenteret til kaliffen Umar, at han skulle tage hånd om hans faste og løse ejendom og betale al hans gæld. Efter hans død tilkaldte Umar kreditorerne og fik dem til at acceptere, at de skulle modtage tusind dirham om året. På denne måde blev al gælden betalt på fire år gennem salg af havens afgrøder. Således blev hele hans ejendom bevaret. Umar plejede at sige: »Jeg ønsker ikke at se min brors børn i nød.« (Tabaqat, 3/606; Usd al-Ghaba, 1/93)
Usayds hustru døde, mens Allahs Sendebud, fred være med ham, stadig levede. (Siyar al-Ansar, 1/231) Det er overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at hun sagde: »En gang vendte vi tilbage til Medina fra hajj eller umrah. Vi blev modtaget i Dhu al-Hulayfah. Ansarernes familier sluttede sig til deres egne familier. Her fik Usayd besked om sin hustrus død. Han dækkede hovedet med sit klæde og begyndte at græde. Jeg sagde: Må Allah tilgive dig. Du er Allahs Sendebuds sahabi og blandt dem, der antog islam tidligt, og alligevel græder du sådan over en kvinde? Aisha siger: Da han hørte dette, kastede han klædet fra hovedet og sagde: Du har talt sandt. Efter Sa’d ibn Mu’adh bør vi ikke græde over nogen anden.« (Hayat al-Sahaba, 2/595; Musnad Ahmad, 2/352)
Usayd havde sandsynligvis kun én søn, der hed Yahya. Han omtales i Sahih al-Bukhari i kapitlet »Om sakinas og englenes nedstigning under recitation af Koranen«.
Han havde et stort bidrag til udbredelsen af Koranen og hadith. Han overleverede mange hadither direkte fra Allahs Sendebud, fred være med ham. Respekterede sahaba som Aisha, Abu Sa’id al-Khudri, Anas ibn Malik, Abu Layla al-Ansari og Ka’b ibn Malik overleverede hadither, de havde hørt fra ham. I Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim er der i alt overleveret 18 af hans hadither. (al-Alam, 1/330; al-Isaba, 1/49)
Usayds far var en meget respekteret mand i sin stamme. Ibn Sa’d siger: »Efter sin far blev han også i både islams og jahiliyyas tid en meget høflig og respekteret mand. Han blev regnet blandt stammens vise og eftertænksomme mennesker. Disse egenskaber var samlet hos Usayd.« Desuden var han en dygtig bueskytte og løber. I den tids Arabien blev en person, der besad disse tre egenskaber, kaldt kamil. (Tabaqat, 3/604; al-Alam, 1/330; Usd al-Ghaba, 1/92)
Efter at have antaget islam nåede han så langt i åndelig stræben, at alle slør blev fjernet fra hans øjne. Han kunne også recitere med en meget smuk stemme. (Usd al-Ghaba, 1/92) En nat reciterede han Koranen. I nærheden stod en hest bundet. Hesten begyndte at springe. Når han standsede recitationen, standsede hesten også. Da han igen begyndte at recitere, begyndte hesten at springe. Hans søn Yahya lå i nærheden. Han blev bange ved tanken om, at drengen ville blive trampet ihjel, hvis dette fortsatte. Tredje gang gik han udenfor og så en skyggeagtig overdækning på himlen, hvori der syntes at brænde et lys som fra en lampe. Da recitationen var afsluttet, forsvandt lyset, så snart han så op mod himlen. Om morgenen fortalte han hændelsen til Allahs Sendebud, fred være med ham. Han sagde: »Englene kom for at lytte til Koranens recitation. Hvis du havde fortsat med at recitere til morgenen, ville folk have kunnet se dem i dagslyset.« (Hayat al-Sahaba, 3/543; Usd al-Ghaba, 1/93; Sahih al-Bukhari, 2/750)
Han så med egne øjne sakinas, fredens og roens, virkelige form. Han var en mand, foran hvem et nur, et lys, bevægede sig, når han gik. Al-Bukhari har overleveret, at Abbad ibn Bishr og Usayd ibn Hudayr en mørk nat forlod Allahs Sendebud, fred være med ham. Deres stave udsendte lys, som oplyste vejen foran dem. Da de skiltes og gik i hver sin retning, delte lyset sig også og fulgte dem begge. (Shadharat al-Dhahab, 1/31; Hayat al-Sahaba, 3/611)
Usayd siger: »En dag fortalte jeg Allahs Sendebud, fred være med ham, om en fattig ansarfamilie. De var meget trængende, og størstedelen af familiens medlemmer var kvinder. Da Sendebudet hørte mine ord, sagde han: Du er kommet på et tidspunkt, hvor alt, hvad jeg havde, allerede er blevet givet til folk. Når du hører, at jeg igen har fået noget, så mind mig om denne familie. Kort efter kom der nogle ting fra Khaybar. Han gav ansarerne rigeligt, og især denne familie fik meget. Jeg sagde: Allahs profet, må Allah belønne dig med den bedste belønning. Allahs Sendebud sagde: Ansarer, må Allah give jer den bedste gengældelse. Min lange erfaring med jer er, at I er meget overbærende og tålmodige. Efter min død vil folk tilsidesætte jer og give sig selv forrang. I skal udvise sabr, tålmodighed, indtil I møder mig. Vores mødested bliver Hawd.«
Usayd fortsætter: »Derefter døde Allahs Sendebud, fred være med ham, og efter Abu Bakr overtog Umar kalifatets ansvar. En gang fordelte han noget krigsbytte blandt Medinas indbyggere. Han sendte mig en kjortel, men den viste sig at være for kort. Jeg sad i moskeen, da jeg så en qurayshitisk ung mand iført en lang kjortel, der lignede min. Den var så lang, at den slæbte hen ad jorden. Jeg fortalte den mand, der var sammen med mig, Allahs Sendebuds ovennævnte ord og sagde: Allahs Sendebud talte sandt. Manden løb til Umar og fortalte ham, hvad jeg havde sagt. Umar kom løbende. Jeg var i gang med salat. Umar sagde: Usayd, afslut din salat. Da jeg var færdig, spurgte han: Hvad sagde du?
Jeg fortalte ham, hvad jeg havde set, og hvad jeg havde sagt. Han sagde: Må Allah tilgive dig. Den kjortel sendte jeg til en bestemt mand. Han er en ansari, en af dem, der aflagde eden ved Aqaba, og en mujahid fra Badr og Uhud. Denne qurayshitiske unge mand købte kjortlen af ham. Tror du, at Allahs Sendebuds ord om ansarerne vil blive virkelighed i min tid? Usayd svarede: Ved Allah, de troendes leder, jeg tror ikke, at det kan ske i din tid.« (Hayat al-Sahaba, 1/402-403; Suwar min Hayat al-Sahaba, 3/36-39)
De troendes moder Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »Usayd var et godt menneske. Han plejede at sige: Hvis jeg altid kunne være i blot én af disse tre tilstande, ville jeg med sikkerhed være blandt Paradisets beboere, og jeg ville ikke have nogen tvivl om det. De tre tilstande er: 1. Når jeg selv læser Koranen eller hører en anden læse den. 2. Når jeg hører Allahs Sendebuds tale. 3. Når jeg deltager i en begravelse. Når jeg deltager i en begravelse, spørger jeg min nafs: Hvad har jeg ladet den gøre, og hvad bliver dens endelige skæbne?« (al-Isaba, 1/49; Hayat al-Sahaba, 3/41-42)
Al-Hakim har overleveret fra Abu Layla, at han sagde: »Usayd var et fromt, muntert og spøgefuldt menneske. En dag fik han folkene til at le i Allahs Sendebuds forsamling ved at fortælle forskellige ting. Allahs Sendebud slog ham for sjov let på taljen. Straks sagde Usayd: Du har gjort mig ondt. Sendebudet, fred være med ham, sagde: Så tag hævn over mig. Usayd sagde: Allahs Sendebud, jeg havde ikke noget tøj på kroppen, men du har tøj på. Allahs Sendebud tog sin kjortel af, og straks omfavnede Usayd Allahs Sendebud og begyndte at kysse ham gentagne gange på siden. Derefter sagde han: Allahs Sendebud, må min far og mor ofres for dig. Det var det, jeg ønskede.« (Hayat al-Sahaba, 2/330-331)
Allahs ædle Sendebud, fred være med ham, sagde: »Abu Ubaydah ibn al-Jarrah, Mu’adh ibn Jabal, Usayd ibn Hudayr og Mu’adh ibn Amr — hvor gode mennesker er de ikke!« (al-Isaba, 1/92) I en anden overlevering hedder det, at Allahs Sendebud sagde: »Hvor god en mand Usayd er!« (Tabaqat, 3/603)
Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »Ingen kunne måle sig med tre mænd blandt ansarerne i værdighed. De var alle fra Banu Abd al-Ashhal. De var Mu’adh ibn Jabal, Usayd ibn Hudayr og Abbad ibn Bishr.« (al-Isaba, 1/49)
Af alle disse grunde viste Abu Bakr al-Siddiq ham stor ære. Han gav ingen anden forrang frem for ham. (Usd al-Ghaba, 1/92)
‘Ubada ibn as-Samit (ra.)
Abū al-Walīd ʿUbāda var søn af Banū Salīm-grenen af den berømte Khazraj-stamme i Medina. Han blev født i Yathrib i 586 e.Kr., 38 år før hijraen (al-Aʿlām, 4/30). Hans far var Sāmit ibn Qays, og hans mor var Qurrat al-ʿAyn. Moderen var datter af ʿUbāda ibn Nadla ibn Mālik ibn Ajlān. Hun opkaldte sin søn efter hans far: ʿUbāda (Usd al-Ghāba, 3/106). ʿUbādas bror, Aws ibn Sāmit, var gift med Khawla bint Thaʿlaba. Det var denne kvinde, hvis sag foranledigede åbenbaringen af versene om ẓihār i Sūra al-Mujādila (Ansāb al-Ashrāf, 1/251).
Banū Salīms bosættelse lå i det klippefyldte område vest for Medina, tæt ved Qubā. Der lå flere fæstninger, som blev kaldt ʿUtum Qawāqil. Derfor kan man sige, at ʿUbādas hus lå uden for Medinas centrum.
Da ʿUbāda netop var trådt ind i ungdommen, begyndte islams fremkomst i Mekka. Han var en af de få lykkelige, som svarede på islams første kald, så snart det nåede hans ører. Ved den første troskabsed ved ʿAqaba, da seks mænd fra Medina lagde deres hænder i Allahs Sendebuds hånd og aflagde troskabsed, var han en af dem. Mange historikere kalder imidlertid ikke denne ed for ʿAqaba. Ifølge dem var der kun to troskabseder ved ʿAqaba. Under alle omstændigheder opnåede han også den ære at deltage i den anden og den tredje ʿAqaba. Ifølge mange antog han islam sammen med tolv andre ved den anden ʿAqaba. Ved den tredje, den sidste ʿAqaba, var han en af de tolv naqīber (ansvarlige ledere), som Allahs Sendebud havde udpeget. Han blev naqīb for Banū Qawāqil (Usd al-Ghāba, 3/106; Bulūgh al-Amānī, sharḥ Musnad Aḥmad, 22/275; Fatḥ al-Bārī, 7/172; Ṭabaqāt, 3/546).
Det skal nævnes, at Banū ʿAmr ibn ʿAwf ibn Khazraj siden oldtiden havde været kendt under navnet Qawāqil. Ordet qawqala betyder en bestemt form for at gå. Grunden til, at de blev kaldt dette, var, at når nogen søgte deres beskyttelse, gav de ham en pil og sagde: »Gå nu omkring, hvor du vil, i Yathrib.« (Ibn Hishām, 1/431)
ʿUbādas liv var fyldt med livskraft. Så snart han var vendt tilbage fra Mekka efter at have antaget islam, gjorde han først sin mor til muslim. I Medina havde han en nær ven ved navn Kaʿb ibn ʿUjra. Han var dengang stadig ikke-muslim, og i hans hus stod en stor afgud. ʿUbāda tænkte hele tiden på, hvordan huset kunne befries for shirk. En dag gik han ind i huset, da lejligheden bød sig, og knuste afguden. Til sidst antog Kaʿb islam ved Allahs vilje.
Da Allahs ædle Sendebud ankom til Medina, etablerede han et broderskabsforhold, muʾākhāt, mellem muhājirerne og anṣārerne. Abū Marthad al-Ghanawī blev hans religiøse broder (Usd al-Ghāba, 3/106; al-Iṣāba, 2/268; Ansāb al-Ashrāf, 1/270). Abū Marthad var blandt islams tidligste muslimer og var en ḥalīf, en forbundsfælle, til Ḥamza.
ʿUbāda deltog sammen med Allahs Sendebud i alle slag, herunder Badr, Uḥud og Khandaq (Usd al-Ghāba, 3/106). Efter slaget ved Badr opstod der en mindre uenighed blandt mujāhidinerne om fordelingen af krigsbyttet. Da blev flere vers fra begyndelsen af Sūra al-Anfāl åbenbaret, og striden ophørte. Ibn Hishām fortæller, at da ʿUbāda blev spurgt om de nævnte vers fra Sūra al-Anfāl, svarede han: »Versene blev åbenbaret om os, krigerne ved Badr. På dagen ved Badr blev vi uenige om anfāl, og da vores moral blev forringet på grund af dette, tog Allah det fra os og gav det til Allahs Sendebud. Han fordelte det ligeligt mellem os.« (Sīrat Ibn Hishām, 1/66)
På tidspunktet for dette slag ved Badr gjorde Medinas jødiske stamme Banū Qaynuqāʿ oprør mod Allahs Sendebud på foranledning af hykleren ʿAbdullāh ibn Ubayy. ʿUbādas stamme, Banū ʿAwf, havde længe haft en alliance med dem. Den hykleriske ʿAbdullāh ibn Ubayy ibn Salūl havde ligeledes en aftale med dem. Da Allahs ædle Sendebud på grund af deres oprør erklærede krig mod dem, skyndte ʿUbāda sig til ham og sagde offentligt, at han ophævede aftalen med dem: »Jeg erklærer, at jeg har afbrudt alle forbindelser med dem og frigjort mig fra ethvert ansvar over for dem. Jeg tager Allah, Allahs Sendebud og de troende som mine venner.« ʿAbdullāh ibn Ubayy ibn Salūl forblev derimod på sin tidligere position. Efter oprøret var blevet slået ned, blev det besluttet at forvise dem fra Medina. Allahs Sendebud overdrog dette hverv til ʿUbāda. I denne forbindelse blev versene 51 til 58 i Sūra al-Māʾida åbenbaret. I versene lovprises ʿUbāda tydeligt, mens den hykleriske ʿAbdullāh ibn Ubayy fordømmes (Sīrat Ibn Hishām, 2/49).
Han deltog i Bayʿat al-Riḍwān i det sjette år efter hijraen (Musnad Aḥmad, 5/319). Han deltog også i slaget mod Banū al-Muṣṭaliq, også kaldet al-Muraysīʿ, som fandt sted samme år. Under dette slag dræbte en mand fra hans gruppe ved en fejltagelse en anden muslimsk mujāhid, fordi han troede, at han var fjenden (Sīrat Ibn Hishām, 2/290).
Under Abū Bakr al-Ṣiddīqs kalifat deltog ʿUbāda i flere af de ekspeditioner, der blev gennemført i al-Shām. Under al-Fārūq ʿUmars kalifat førte ʿAmr ibn al-ʿĀṣ et felttog i Egypten. Da han i lang tid ikke formåede at opnå den endelige sejr, sendte han bud til kaliffen i Medina og bad om forstærkninger. Kalif ʿUmar sendte en forstærkningsstyrke på fire tusind, ifølge en anden overlevering ti tusind, soldater. ʿUbāda var kommandør for en fjerdedel af denne styrke (al-Iṣāba, 2/268). Kaliffen skrev desuden til ʿAmr ibn al-ʿĀṣ, at hver af disse officerer svarede til tusind soldater.
Da forstærkningen nåede Egypten, samlede ʿAmr ibn al-ʿĀṣ alle soldaterne og holdt en glødende tale. Efter talen kaldte han ʿUbāda til sig og sagde: »Giv mig dit spyd.« Han tog spyddet, løsnede sin egen turban og bandt den om spyddets øverste ende. Da han derefter rakte det tilbage til ʿUbāda, sagde han: »Dette er hærførerens mærke eller banner. I dag er du hærfører.« Ved Allahs vilje faldt byen allerede ved det første angreb.
ʿUbāda varetog på forskellige tidspunkter tre meget vigtige administrative poster i det islamiske kalifat: 1) embedsmand med ansvar for ṣadaqa, 2) qāḍī i Palæstina og 3) guvernør i Ḥimṣ.
Mod slutningen af Allahs Sendebuds liv udpegede han opkrævere af ṣadaqa, altså zakāt, i forskellige egne af Arabien. Han udpegede også ʿUbāda til et område. Da ʿUbāda drog af sted, rådede Allahs Sendebud ham: »Frygt Allah. Pas på, at ikke selv de firbenede dyr på opstandelsens dag møder frem med en klage mod dig.« (Usd al-Ghāba, 3/106)
Under ʿUmars kalifat blev ʿUbāda på et tidspunkt udnævnt til qāḍī i Palæstina. Området var dengang under Muʿāwiyas styre. På et tidspunkt opstod der uenighed mellem de to om en sag, og Muʿāwiya brugte efterhånden hårde ord over for ham. ʿUbāda svarede: »Fremover vil jeg ikke være, hvor du er.« Han rejste til Medina. Da kalif ʿUmar spurgte ham, hvorfor han var rejst, fortalte han hele hændelsen. Efter at have hørt alt sagde ʿUmar: »Vend tilbage til din post. Dette land er passende for mennesker som dig. Må Allah bringe godt til det sted, hvor du og mennesker som dig ikke er.« Derefter skrev han til amīr Muʿāwiya: »Jeg har befriet ʿUbāda fra din myndighed.« (Usd al-Ghāba, 3/106)
Dette embede i Palæstinas retsvæsen blev for første gang overdraget til ʿUbāda. Imām al-Awzāʿī siger: »ʿUbāda var Palæstinas første qāḍī.« (Usd al-Ghāba, 3/106)
Da Abū ʿUbayda var amīr i al-Shām, udnævnte han ʿUbāda ibn al-Ṣāmit som sin stedfortræder i Ḥimṣ. Mens han opholdt sig i Ḥimṣ, erobrede han Lādhiqiyya. Under denne ekspedition anvendte han en ny militærteknik. Han lod grave så store grøfter, at en rytter nemt kunne skjule sig deri sammen med sin hest (Futūḥ al-Buldān, 139).
ʿUbāda boede i al-Shām, det større Syrien, indtil den sidste dag i sit liv. Der er uenighed om året og stedet for hans død. Han døde i år 34 efter hijraen/654 e.Kr., ifølge én opfattelse i Ramla og ifølge en anden i Bayt al-Maqdis, i en alder af 72 år. Ibn ʿAsākir nævner i sin biografi om ʿUbāda nogle hændelser mellem ham og Muʿāwiya, som giver indtryk af, at han stadig levede under Muʿāwiyas kalifat. Derfor mener nogle, at han levede til år 45 efter hijraen. Ibn al-Athīr siger, at den første opfattelse er den korrekte (Ṭabaqāt, 3/546; al-Iṣāba, 2/269; Usd al-Ghāba, 3/107; Ansāb al-Ashrāf, 1/251).
Før sin død blev han syg. Mange kom på besøg for at se ham en sidste gang. Også Shaddād ibn Aws kom sammen med nogle mennesker. Han spurgte: »Hvordan har du det?« ʿUbāda svarede: »Jeg har det godt ved Allahs nåde.« Kort før sin død kom hans søn og bad ham give ham nogle sidste råd. Han sagde: »Hjælp mig med at sætte mig op.« Derefter sagde han: »Min søn, hold fast ved troen på skæbnen; ellers er der intet godt i troen.« (Musnad Aḥmad, 5/317; Bulūgh al-Amānī, sharḥ Musnad Aḥmad, 22/276)
På dette tidspunkt kom hans elev Ṣanābiḥī. Da han så sin elskede lærers sidste tilstand, begyndte han at græde. ʿUbāda forbød ham at græde og sagde: »Jeg er tilfreds under alle omstændigheder. Hvorfor græder du? Hvis du bliver bedt om at aflægge vidnesbyrd, vil jeg gøre det. Hvis jeg skal gå i forbøn for nogen, vil jeg gøre det for dig.« Derefter sagde han: »Alle de hadither fra Allahs Sendebud, som jeg havde bevaret, har jeg videregivet til jer. Men der er én hadith tilbage; den vil jeg fortælle nu. Jeg har aldrig fortalt den til nogen før. Jeg hørte Allahs Sendebud sige: Den, der vidner om, at der ikke findes nogen gud undtagen Allah, og at Muḥammad er Allahs Sendebud, for ham vil Allah gøre Helvedes ild forbudt.« (Bulūgh al-Amānī, 22/276)
Umiddelbart efter at have fortalt denne hadith udåndede han. Det var under ʿUthmāns kalifat.
Der er uenighed om, hvor han blev begravet. Ibn Saʿd skriver, at han blev begravet i Ramla. Ifølge en anden overlevering blev Bayt al-Maqdis’ hellige jord hans sidste hvilested, og hans grav er stadig berømt dér. Imām al-Bukhārī angiver Palæstina som hans begravelsessted. På det tidspunkt var Palæstina i virkeligheden én provins, og de to nævnte steder var to forskellige distrikter i den. Forfatteren til al-Aʿlām, al-Ziriklī, siger, at han døde i Qibrys i al-Shām. Hans grav findes stadig dér og besøges af mennesker. Han var wālī dér på vegne af kalif ʿUmar (al-Aʿlām, 4/30).
Da ʿUbāda mærkede, at hans dødsstund nærmede sig, beordrede han tjenestefolk, naboer og slægtninge til at blive hentet. Da alle var til stede, sagde han: »Denne dag er min sidste dag i denne verden, og den kommende nat er den første nat i mit liv efter døden. Hvis jeg med min hånd eller min tunge på nogen måde har påført jer smerte, så tag straks gengældelse, qiṣāṣ, fra mig. Jeg stiller mig selv til rådighed for jer.« De sagde: »Du er vores far og vores lærer.« Fortælleren siger, at han aldrig havde talt hårdt til nogen tjener.
Derefter gav han dem følgende råd: »Når jeg dør, må ingen græde. Foretag en grundig wuḍūʾ, gå til moskeen og bed. Efter bønnen skal I bede for ʿUbāda og for jer selv. Allah har sagt: Søg Allahs hjælp gennem tålmodighed og bøn (Sūra al-Baqara, 2:45, 153). Begrav mig hurtigt.« (Ḥayāt al-Ṣaḥāba, 3/46)
Blandt de fem anṣārī-mænd, som lærte hele Koranen udenad i Allahs Sendebuds levetid, var ʿUbāda en af dem. Han var en af de lærde og respekterede ledsagere og var særligt dygtig i ʿilm al-qirāʾāt. I Allahs ædle Sendebuds levetid havde han ansvaret for den første madrasa for qirāʾāt, som blev oprettet i Medina for Aṣḥāb al-Ṣuffa. De højt respekterede ledsagere fra Aṣḥāb al-Ṣuffa modtog undervisning hos ham. På denne madrasa lærte man foruden Koranen også at skrive. Mange forlod madrasaen efter at have lært qirāʾāt og skrivekunst (Usd al-Ghāba, 3/106; Musnad Aḥmad, 5/315).
Han sørgede også for kost og logi for nogle af de elever, der studerede på madrasaen. En mand boede hos ham og spiste aftensmad sammen med ham. Da manden skulle rejse, forærede han ʿUbāda en fremragende bue. ʿUbāda fortalte Allahs Sendebud om dette, og Sendebudet forbød ham at tage imod buen (Musnad Aḥmad, 5/324; Ḥayāt al-Ṣaḥāba, 3/230). På et tidspunkt sendte ʿUmar ham for at undervise muslimerne i al-Shām i Koranens korrekte recitation.
I forbindelse med overleveringen af hadith indførte han nogle særlige formuleringer. De ledsagere, der levede samtidig med ham og overleverede hadither, plejede at sige: »Jeg hørte dette fra Allahs Sendebud.« Nogle anvendte enkelte ekstra ord, som senere blev en del af hadith-overleveringens terminologi. ʿUbāda indførte også nogle sådanne formuleringer. Når han for eksempel overleverede en hadith, sagde han: »Allahs Sendebud sagde dette direkte til mig. Jeg siger ikke, at den og den har overleveret denne hadith til mig.«
På samme måde holdt han engang en tale ved en forsamling. Da han i talen overleverede en hadith, udtrykte Muʿāwiya, som var blandt tilhørerne, en vis tvivl om dens ægthed. ʿUbāda sagde da: »Jeg bevidner, at jeg hørte dette fra Allahs Sendebud.«
Han overleverede Allahs Sendebuds hadither til alle tider og alle steder. Ved prædikener, på møder for vidensstudier og endda når han lejlighedsvis besøgte en kirke, lod han også de kristne høre Allahs Sendebuds hellige ord.
Antallet af hadither, der er overleveret fra ʿUbāda, er omkring 181. Seks af dem er muttafaqun ʿalayh (overleveret af både al-Bukhārī og Muslim) (al-Aʿlām, 4/30). Mange store ledsagere og tābiʿūn overleverede disse hadither fra ham. Blandt ledsagerne kan nævnes Anas ibn Mālik, Jābir ibn ʿAbdullāh, Abū Umāma, Salama ibn al-Muḥabbaq, Maḥmūd ibn al-Rabīʿ, al-Miqdām ibn Maʿdī Karib, Rāfiʿa ibn Rāfiʿ, Aws ibn ʿAbdullāh al-Thaqafī og Shuraḥbīl ibn Ḥasana. Blandt tābiʿūn kan især nævnes ʿAbd al-Raḥmān ibn ʿUsayla al-Ṣanābiḥī, Ḥiṭṭān ibn ʿAbdullāh al-Raqāshī, Abū al-Ashʿath al-Ṣanʿānī, Zubayr ibn al-Naḍīr, Junāda ibn Abī Umayya, al-Aswad ibn Thaʿlaba, ʿAṭāʾ ibn Abī Yasār, Abū Muslim al-Khawlānī og Abū Idrīs al-Khawlānī (Usd al-Ghāba, 3/106).
Han var også meget lærd inden for fiqh. De ædle ledsagere respekterede hans lærdom. Khālid ibn Maʿdān siger: »Blandt Allahs Sendebuds ledsagere i al-Shām findes der ingen større faqīh eller mere pålidelig person end ʿUbāda og Shaddād ibn Aws.« (Ḥayāt al-Ṣaḥāba, 3/62)
I en tale nævnte Muʿāwiya pesten i ʿAmwās. Han sagde: »Jeg har drøftet dette med ʿUbāda, og det, han har sagt, er korrekt. Drag derfor nytte af ham, for han er en større faqīh end jeg.« Junāda gik for at besøge ʿUbāda og fortalte derefter, at ʿUbāda havde opnået dyb indsigt i Allahs religion (al-Iṣāba, 2/268; Siyar al-Anṣār, 2/56).
At sige sandheden direkte til herskeren var et af de mest fremtrædende træk i hans karakter. Han varetog dette ansvar med stor iver. Da han kom til al-Shām, så han, at reglerne og forbuddene i sharīʿa blev overtrådt i handel og køb. Han holdt en så glødende tale, at hele forsamlingen blev stærkt bevæget. Muʿāwiya var også til stede. Han udbrød: »Allahs ædle Sendebud sagde ikke dette til ʿUbāda.« Da blev ʿUbādas trosiver endnu stærkere. Han sagde: »Jeg ønsker ikke at blive hos Muʿāwiya. Jeg bevidner, at Allahs Sendebud sagde dette til mig.« (Usd al-Ghāba, 3/107; Musnad Aḥmad, 5/319)
Den nævnte hændelse fandt sted under ʿUmars kalifat. Under kalif ʿUthmāns tid skrev amīr Muʿāwiya imidlertid til kaliffen: »ʿUbāda har bragt hele al-Shām i oprør. Enten skal du kalde ham til Medina, eller også forlader jeg selv al-Shām.« De troendes leder svarede, at han skulle sende ham til Medina. Efter kaliffens ordre rejste ʿUbāda direkte fra al-Shām til Medina.
Da han nåede frem til kaliffen, talte kaliffen med en muhājir. Uden for kaliffens hus var mange mennesker samlet. ʿUbāda gik ind og satte sig tavs i et hjørne. Da kaliffen løftede blikket, fik han øje på ham og spurgte: »Hvad er der sket?« Straks rejste ʿUbāda sig og begyndte at tale til de forsamlede: »Allahs Sendebud har sagt: Efter mig vil herskerne forvandle det gode til det onde og det onde til det gode, men lydighed i synd er ikke tilladt. Bliv aldrig involveret i syndige handlinger.« (Musnad Aḥmad, 5/319)
Mens han talte, forsøgte Abū Hurayra at sige noget. ʿUbāda brølede: »I var ikke til stede, da vi aflagde troskabsed til Allahs Sendebud.« [Det vil sige: »Bland jer ikke unødigt.«] »Vi aflagde troskabsed til Allahs Sendebud på disse betingelser: at vi under alle forhold ville adlyde ham, yde økonomisk støtte både i velstand og fattigdom, påbyde mennesker det gode og holde dem fra det onde, og ikke frygte nogen, når vi talte sandt. Når Allahs Sendebud kom til Yathrib, ville vi hjælpe ham og beskytte ham med vores liv, ejendom og børn. Vi ville ikke frygte nogen bebrejders bebrejdelse for Allahs skyld. Som belønning for disse handlinger ville Paradiset blive givet os. Det er vores pligt at opfylde alle disse løfter fuldt ud. Hvis nogen ikke opfylder dem, er han selv ansvarlig derfor.« (Ansāb al-Ashrāf, 1/253; Musnad Aḥmad, 5/325; Imām al-Bukhārī og Imām Muslim har også overleveret hadithen.)
ʿUbāda udførte altid pligten med at påbyde det rette og forbyde det forkastelige, amr bi-l-maʿrūf, selv mens han var på vej. En gang var han på rejse og så ʿAbdullāh ibn ʿAbbād al-Zarqī jage fugle. Han rev fuglen ud af hans hånd og lod den flyve bort. Han sagde til ham: »Dette sted hører til al-ḥaram; jagt er forbudt her.« (Musnad Aḥmad, 5/317)
ʿUbāda elskede Allahs ædle Sendebud inderligt. Efter det første møde rejste han yderligere to gange til Mekka, mødte ham og aflagde troskabsed. Efter Allahs ædle Sendebuds ankomst til Medina findes der ikke nogen begivenhed eller noget slag, hvor han blev berøvet æren af at deltage. Derfor var han også blandt Allahs Sendebuds meget kære ledsagere.
Da ʿUbāda engang blev syg, kom Allahs Sendebud for at besøge ham sammen med nogle anṣārer. Sendebudet spurgte: »Ved I, hvem en martyr er?« Alle forblev tavse. ʿUbāda sagde til sin hustru: »Hjælp mig med at sætte mig op mod en pude.« Da han havde sat sig, svarede han på Allahs Sendebuds spørgsmål: »Den, der antager islam og derefter udvandrer, og som derefter bliver dræbt i kamp, dør af kolera eller drukner, samt den kvinde, der dør under fødslen, regnes alle som martyrer.« (Musnad Aḥmad, 5/317)
Så længe han var syg, besøgte Allahs Sendebud ham morgen og aften. Ved denne lejlighed lærte han ham en bøn og sagde: »Jibrīl har lært mig denne.« (Musnad Aḥmad, 5/323)
I værket Ḥayāt al-Ṣaḥāba findes en overlevering om ʿUbādas hustru. En dag gik Allahs Sendebud til datteren af Milḥān og satte sig lænet mod noget. Derefter begyndte han at le. Da hun spurgte, hvorfor han lo, sagde han: »Nogle af min umma vil krydse havet for Allahs sag.« Hun sagde: »Allahs Sendebud, bed for mig, så jeg også kan blive en af dem.« Sendebudet bad: »O Allah, gør hende til en af dem.« Derefter lo han igen. Da hun endnu en gang spurgte, gav han det samme svar. Også denne gang bad hun ham om at bede for hende som før. Da sagde han: »Du vil være blandt de første af dem, men ikke blandt de sidste.« Anas fortæller, at ʿUbāda giftede sig med denne kvinde. Senere krydsede hun havet sammen med Karaja, hustru til Muʿāwiya ibn Abī Sufyān, for at deltage i et felttog. Derefter faldt hun ned fra sit ridedyr og døde (Ḥayāt al-Ṣaḥāba, 1/592).
ʿUthmān ibn Sawda siger: »Jeg så ʿUbāda ibn al-Ṣāmit stå med brystet mod muren i moskeen i Wādī Jahannam og græde. Jeg sagde: Abū al-Walīd, hvorfor græder du sådan? Han svarede: Dette er det sted, hvor Allahs Sendebud fortalte os, at han havde set Jahannam.« (Ḥayāt al-Ṣaḥāba, 2/626)
Sufyān ibn ʿUyayna opsummerede ʿUbādas identitet og rang med meget få ord: »ʿUbāda var ʿAqabī, Uḥudī, Badrī og Shajarī, og desuden var han naqīb.« (Bulūgh al-Amānī, sharḥ Musnad Aḥmad, 22/275)
Ja, han var i sandhed medlem af Bayʿat al-ʿAqaba og kriger ved Badr og Uḥud. Han var også medlem af Bayʿat al-Shajara, det vil sige Bayʿat al-Riḍwān, som fandt sted på tidspunktet for fordraget ved Ḥudaybiyya. Desuden var han en af Medinas tolv naqīber.
Jābir ibn Abdallah (ra)
Der er uenighed om Jabirs kunya eller tilnavn. De nævnte er Abu Abdillah, Abu Abdir-Rahman og Abu Muhammad. Ibn al-Athir mente, at det første var det mest korrekte. (Usud al-Ghaba 1/257; al-Isaba 1/213; Tahdhib al-Asma wa al-Lughat 1/144). Hans far var Abd Allah ibn Amr, og hans mor var Nasiba bint Uqba. Gennem Haram ibn Ka’b blev begge forældres slægter forenet. Efterkommere af Salama, den højtstående stamfader i Jabirs faderlige slægt, var spredt fra Harra i Medina til Qiblatayn-moskeen. Jabirs egen stamme, Banu Haram, boede dog mellem kirkegården og en lille moské. Hans far, Abd Allah ibn Amr, var en af de naqib’er, der blev udpeget ved den sidste Aqaba. (Tabaqat 3/620, 661; Usud al-Ghaba 1/256).
Jabirs bedstefar Amr var hans families leder. Brønden kaldet Ayn al-Arzaq, som Marwan ibn al-Hakam restaurerede under Muawiyas kalifat, tilhørte ham. Foruden flere borge, der tilhørte Banu Salama, var også flere nærliggende borge ved Jabir ibn Atiq under hans myndighed. Efter Amrs død blev disse ejendomme overtaget af hans søn Abd Allah. Denne Abd Allahs søn Jabir blev født i Medina i 34 efter elefantåret, svarende til år 611, eller ifølge en anden opfattelse år 607. (Al-Alam 2/92; Siyar al-Ansar 1/294).
Jabir deltog sammen med sin far Abd Allah i troskabseden ved den sidste Aqaba. Det er muligt, at han ved denne ed eller allerede før den antog islam i Medina under Musab ibn Umayr. Efter eden udnævnte Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, hans far til naqib og ansvarlig for Banu Salama. Jabir sagde: »Jeg var den yngste ved denne Aqaba.« Ifølge Ibn Sa’d var han på dette tidspunkt atten eller nitten år. Ibn al-Athir siger, at Jabir dengang blot var en dreng. (Ansab al-Ashraf 1/248, 249, 252; Tabaqat 3/561; Usud al-Ghaba 1/257; Tabaqat al-Mashahir wa al-Alam 1/181).
Jabir deltog sammen med Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, i alle slag undtagen Badr og Uhud. Historikerne er uenige om, hvorvidt han deltog i disse to. Ibn Asakir har i sin Tarikh gengivet en beretning, hvori Jabir sagde: »På dagen ved Badr bar jeg vand i en skål til min far.« Muhammad ibn Sa’d fortalte dette til Muhammad ibn Umar, som sagde: »Det er blot en grundløs irakisk antagelse.« Han afviste derfor, at Jabir deltog ved Badr. Jabir sagde også selv: »Jeg deltog ikke ved Badr og Uhud; min far forhindrede mig. Men bortset fra disse to slag var jeg aldrig fraværende fra noget slag.« (Tarikh Ibn Asakir 3/386; Usud al-Ghaba 1/257; Tahdhib al-Asma wa al-Lughat 1/143; Tadhkirat al-Huffaz 143).
Jabir deltog ikke i slaget ved Uhud. Grunden fremgår af følgende beretning. Ibn Hisham siger, at Hamra al-Asad lå otte eller ni mil fra Medina. Efter at Quraysh havde trukket sig tilbage fra Uhud, samledes de dér. Det skete på den ottende eller niende Shawwal i det tredje hijri-år. Da Profeten hørte det, erklærede han, at alle, bortset fra dem der havde deltaget ved Uhud, skulle drage ud for at opsøge fjenden. Folkene drog af sted, også de sårede fra Uhud.
Jabir kom til Allahs Sendebud og sagde: »O Allahs Sendebud! I går blev jeg forhindret i at deltage i jihad. Min far holdt mig tilbage og efterlod mig med ansvaret for mine syv søstre. Han sagde til mig: ›Min søn, det er ikke rigtigt, at vi efterlader dem uden en eneste mand til at tage sig af dem. Og jeg kan ikke foretrække dig frem for mig selv, når det gælder om at drage ud med Allahs Sendebud i jihad.‹« Jabir sagde: »Derefter gav Sendebudet mig tilladelse til at drage ud.« (Ansab al-Ashraf 1/338; Sirat Ibn Hisham 2/207).
Historikerne er uenige om, hvor mange felttog Jabir deltog i ud over Badr og Uhud. Nogle beretninger nævner nitten, andre atten og atter andre sytten. (Al-Alam 2/92; Usud al-Ghaba 1/257; al-Isaba 1/313; Tahdhib al-Asma 1/143).
Jabirs far Abd Allah deltog i Uhud og blev martyr. Jabir fortæller, at hans far natten før slaget kaldte ham til sig og sagde: »Jeg ønsker at være blandt de første af Allahs Sendebuds ledsagere, der bliver martyrer. Jeg efterlader ingen, som jeg holder mere af efter Allahs Sendebud, end dig. Jeg har gæld, som du skal betale, og jeg råder dig til at behandle dine søstre godt.« Om morgenen blev hans far den første martyr. (Hayat al-Sahaba 3/593). En vantro ved navn Sufyan ibn Abdi Shams al-Sulami dræbte Jabirs far Abd Allah. (Ansab al-Ashraf 1/333).
De vantro dræbte Abd Allah, lemlæstede hans legeme og skar hans lemmer af. Derfor blev de afskårne dele samlet i et klæde. Da Jabir ønskede at se liget, forbød folk ham det, men Profeten gav ham tilladelse. Hans faster stod i nærheden. Da hun så sin bror, skreg hun. Profeten spurgte: »Hvem er det?« Folkene svarede: »Abd Allahs søster.« Han sagde: »I må enten græde eller lade være; englene vil fortsætte med at skygge for ham med deres vinger, indtil I løfter ham.« (Muslim 2/346; Bukhari 2/584; Tabaqat 3/561).
Jabirs søstre sendte en kamel for at hente deres fars lig fra Uhud, fordi de ønskede at begrave ham på Banu Salamas kirkegård. Da Profeten hørte, at Jabir ville føre liget bort, sagde han, at han skulle begraves dér, hvor hans øvrige martyrbrødre var blevet begravet. Således blev han begravet på Uhuds slette sammen med de andre martyrer. (Tabaqat 3/562).
I en beretning siger Jabir: »Jeg kom til min fars grav efter hans martyrdød ved Uhud. Liget var dækket af et klæde. Jeg fjernede klædet og begyndte at kysse hans ansigt. Allahs Sendebud så det, men forbød mig det ikke.« Han siger også: »Jeg græd. Sendebudet spurgte mig: ›Hvorfor græder du? Er du ikke tilfreds med, at Aisha er din mor og jeg din far?‹ Derefter strøg han mig over hovedet. Selv om alt mit hår nu er blevet hvidt, er det stadig sort dér, hvor Sendebudets hånd rørte mig.« (Tabaqat 3/561; Tarikh Ibn Asakir 3/386).
Jabir fortæller om begravelsen: »Jeg begravede ham i samme grav som en anden martyr, men mit hjerte var ikke tilfreds. Efter seks måneder åbnede jeg graven og tog liget ud. Jorden havde ikke rørt det, bortset fra øret. Det var så intakt, som om det var blevet begravet den dag.« (Tabaqat 3/562; Tahdhib al-Asma 1/143; Hayat al-Sahaba 3/592). Fyrre år senere, da Muawiya lod grave en brønd ved Uhud, blev hans fars lig løftet op sammen med nogle andre martyrers lig og var stadig helt intakt. (Hayat al-Sahaba 3/593). En beretning fortæller, at Allah efter Abd Allahs martyrdød gav ham livet tilbage og spurgte: »Abd Allah, hvad ønsker du?« Han svarede: »Jeg ønsker at vende tilbage til verden og blive martyr igen.« (Tahdhib al-Asma 1/143).
Jabirs far havde gæld. Efter hans død blev Jabir bekymret over, hvordan den skulle betales. Han ejede kun to haver, og hele deres høst var ikke tilstrækkelig til at dække gælden. Han gik til Allahs Sendebud og bad ham indkalde de jødiske kreditorer og få dem til at eftergive noget. Sendebudet fremlagde Jabirs sag, men kreditorerne gav ikke efter. Han bad dem tage halvdelen i to årlige rater, men de afslog også dette.
Sendebudet sagde derefter til Jabir: »Jeg kommer til dit hus på den og den dag.« Han kom på den fastsatte dag, udførte ablution og bad to rakah. Derefter satte han sig i ro i teltet. Abu Bakr og Umar kom snart til. Profeten beordrede dadlerne samlet i bunker og satte sig oven på en af dem. Jabir begyndte at dele dem, mens Sendebudet bad. Ved Allahs vilje var der meget tilbage, selv efter at gælden var betalt. Jabir kom glad til Sendebudet og fortalte, at gælden var betalt, og at der stadig var så og så meget tilbage. Sendebudet takkede Allah, og Abu Bakr og Umar blev også meget glade. (Bulugh al-Amani min Asrar Fath al-Rabbani 22/208-209; Tabaqat 3/564; Hayat al-Sahaba 3/631).
I det femte hijri-år deltog Jabir i slaget ved Dhat al-Riqa. Han red på en fremragende kamel. Pludselig standsede den. Mens Jabir forsøgte at få den til at rejse sig og gå, hørte han Profetens stemme bagfra: »Jabir, hvad er der sket?« Han svarede, at kamelen ikke ville gå. Profeten kom hen og slog den én gang med sin pisk. Straks begyndte den at gå hurtigt og kom foran alle.
Senere spurgte Profeten, hvad der var galt. Jabir svarede, at hans kamel var blevet væk. Profeten pegede og sagde: »Der er din kamel; gå hen og hent den.« Jabir løb derhen, men fandt den ikke og vendte tilbage. Profeten gentog det to gange, og hver gang vendte Jabir tilbage uden at have fundet den. Til sidst tog Profeten ham i hånden, førte ham hen til kamelen og sagde: »Her er din kamel.« Karavanen var imidlertid allerede langt foran. Da Jabir steg op, løb kamelen så hurtigt, at den kom først frem.
Profeten tilbød at købe kamelen. Jabir ville give den bort uden betaling, men Profeten sagde, at han skulle tage imod betaling og ride på den til Medina. I Medina kom Jabir med kamelen til Profetens dør. Profeten så på den fra alle sider og sagde, at den var smuk. Han kaldte Bilal og beordrede ham til at veje en uqiyya guld af og give lidt ekstra. Da han spurgte Jabir, om han havde modtaget betalingen, svarede Jabir ja. Profeten gav ham derefter både kamelen og pengene og sagde: »Tag dem begge; alt er dit.« Jabir gik glad hjem med kamelen og fortalte sin faster, at Allahs Sendebud havde givet ham en uqiyya guld og kamelen. (Bulugh al-Amani 22/209-210).
Denne hændelse fortælles forskelligt i beretningerne. Ibn Asakir gengiver den således: Profeten spurgte, om Jabir ville sælge ham kamelen. Jabir svarede ja. Da Profeten spurgte om prisen, nævnte Jabir én dirham, derefter to. Profeten sagde: »Kan man købe en kamel for én dirham?« Til sidst sagde han: »Jeg køber din kamel for fyrre dirham og lader dig ride på den for Allahs sag.« Resten af handlen blev afsluttet ved ankomsten til Medina. (Tarikh Ibn Asakir 3/387).
De penge, Jabir fik ud over prisen, var en gave fra Allahs Sendebud. Derfor lagde Jabir dem i en særskilt pung og opbevarede dem hjemme. På dagen for Harra-hændelsen angreb folk fra Sham hans hus og plyndrede blandt andet denne pung. (Musnad 3/308; Sirat Ibn Hisham 2/206-207).
Under Yazid ibn Muawiyas regering blev Medina udsat for en omfattende massakre og plyndring. Lederen af denne terror var Muslim ibn Uqba al-Murri, som medinerne kaldte Musrif ibn Uqba. Medinerne havde nægtet at anerkende Yazid som kalif, fordrevet hans guvernør Marwan ibn al-Hakam og udnævnt Abd Allah ibn Handhala til deres leder. Ingen fremtrædende ledsager, der på det tidspunkt stadig levede, var dog enig i denne handling.
Jabir var da blind. Han gik omkring i Medinas gader, mens huse blev plyndret og terror blev udøvet foran ham. Han snublede over lig og sagde: »Ve dem, der skræmmer Allahs Sendebud!« Han hentydede til Profetens ord: »Den, der skræmmer Medina, skræmmer i virkeligheden det, der er mellem mine to sider.« Terroristerne greb Jabir for at dræbe ham, men Marwan gav ham selv beskyttelse og lod ham bo i sit hus. (Sirat Ibn Hisham 2/207, note 5).
Jabir sagde, at den kamel, Profeten havde givet ham, blev hos ham indtil kalif Umar. Umar tog den fra ham, lod den indgå blandt sadaqa-kamelerne og beordrede, at den skulle få god føde og velsmagende vand. (Tarikh Ibn Asakir 3/387).
Efter Dhat al-Riqa fandt slaget ved Grøften sted i det femte hijri-år. Jabir fortæller: »Vi gravede grøften, da en hård klippe kom foran os, som vi ikke kunne bryde. Vi fortalte det til Allahs Sendebud. Han sagde: ›Jeg går ned og ser.‹« Profeten tog en stor økse og slog på klippen, indtil den blev knust. (Hayat al-Sahaba 1/320; 2/191).
Da Profeten kom med øksen, så Jabir, at han af sult havde bundet en sten mod sin mave. Jabir bad om tilladelse, gik hjem og sagde til sin hustru: »I dag så jeg noget, som man ikke kan holde ud at se. Hvis der er noget i huset, så tilbered det.« Han slagtede et gedekid, tilberedte det og gik til Profeten: »O Allahs Sendebud, kom venligst hjem til mig og spis lidt af det, vi har.« Profeten accepterede invitationen og meddelte samtidig alle, der arbejdede ved grøften, at Jabir havde inviteret dem alle.
Jabir havde kun tilberedt mad til Profeten og to eller tre andre. Han blev derfor forlegen, men tav af høflighed. Profeten kom med alle grøftens arbejdere, og efter at alle havde spist sig mætte, var der stadig mad tilbage. Han sagde til Jabirs hustru, at de skulle spise resten og sende noget til andre, for de var sultne. (Bukhari 2/789; Sirat Ibn Hisham 2/218-219; Hayat al-Sahaba 2/191-193).
I det sjette hijri-år fandt slaget mod Banu al-Mustaliq sted. Profeten havde sendt Jabir ud i et ærinde, og da han vendte tilbage, beordrede Profeten afmarch. Efter Banu al-Mustaliq kom slaget ved Anmar, hvor Jabir også deltog. (Bukhari, Ghazwat Anmar).
Samme år drog Allahs Ædle Sendebud til Mekka for at udføre umra. Jabir siger, at de var fjorten hundrede personer på rejsen. Den berømte troskabsed ved Ridwan fandt sted under denne rejse, og Jabir fik også den ære at aflægge eden. Umar holdt Profetens hånd, mens Jabir holdt Umars hånd. (Musnad 3/369). Jabir siger, at alle aflagde eden undtagen al-Jadd ibn Qays. »Ved Allah, det er som om jeg stadig ser ham skjule sig ved siden af sin kamels armhule, så ingen skulle se ham.« (Sirat Ibn Hisham 2/316).
Da Jabir aflagde eden ved Profetens hånd, sagde Profeten: »I er de bedste mennesker i hele verden.« (Bukhari, Ghazwat Hudaybiyya). De øvrige ledsagere sagde senere, at de havde aflagt eden på at dø, men Jabir sagde: »Vi aflagde ikke eden på at dø; vi aflagde eden på ikke at flygte.« (Sirat Ibn Hisham 2/315).
Ledsagerne drog fra Hudaybiyya og gjorde holdt ved et sted kaldet Suqya. Der var intet vand. Muadh ibn Jabal bekendtgjorde, at hvis nogen kunne skaffe vand, ville det være velkomment. Jabir drog sammen med nogle ansar ud for at lede og fandt vand ved Qursaya, treogtyve mil borte. Efter isha så han en mand ride mod vandbassinet. Det var Allahs Sendebud. Jabir tog fat i kamelens tøjle og fik den til at sætte sig. Profeten steg ned og bad, og Jabir bad ved siden af ham. (Musnad 3/380).
I det ottende hijri-år sendte Profeten en styrke mod kystområdet under Abu Ubaydas ledelse. Det var en bemærkelsesværdig prøve i islams historie, som muslimerne bestod fuldt ud. Jabir var blandt styrkens medlemmer. Da deres mad slap op, begyndte de at spise blade. En dag fandt de en enorm død fisk ved havet. De betragtede den som en gave fra Allah og begyndte at spise den. Den var så stor, at hærens leder kunne rejse et af dens ribben, og den højeste kamel kunne gå under det. Jabir satte sig sammen med fem andre i fiskens øjenhule uden besvær. Tre hundrede mænd spiste af den i femten dage. Fisken blev kaldt anbar. (Musnad Ahmad 3/308; Hayat al-Sahaba 2/208-209, 3/369, 640).
Biografer nævner, at Jabir deltog i ekspeditionerne til Hunayn og Tabuk. Han deltog også i afskedshajj i det tiende hijri-år. (Musnad 3/349, 292). Han var dog fraværende ved Khaybar, men Profeten gav ham alligevel en andel af krigsbyttet svarende til de deltagendes. (Sirat Ibn Hisham 2/349). I det syvogtredivte hijri-år kæmpede Jabir på Alis side i slaget ved Siffin mellem Ali og Muawiya. (Usud al-Ghaba 1/257).
I det fyrretyvende hijri-år kom Muawiyas guvernør Busr ibn Artat til Hijaz og Yemen og holdt en tale i Medina. Han erklærede, at Banu Salama ikke ville få sikkerhed, før Jabir stod foran ham. Jabir frygtede for sit liv og søgte råd hos de troendes moder, Umm Salama. Hun sagde: »Jeg har bedt mine sønner aflægge troskabsed; aflæg også du eden.« Jabir svarede: »Det vil være en ed på vildfarelse.« Hun sagde: »Nej, det vil være en ed under tvang. Det er min mening.« Jabir fulgte hendes råd, gik til Busr og aflagde troskabsed til fordel for Muawiyas kalifat.
I det 74. hijri-år var Hajjaj guvernør i Medina. Selv ledsagerne var ikke sikre mod hans tyranni. Han viste nogle af dem den »barmhjertighed« at sætte et segl på deres halse og på Jabirs hånd. (Usud al-Ghaba 2/366). Jabir sagde i sin alderdom: »Jeg var til stede ved Aqaba og overværede også Hajjaj og hans handlinger. Hvor godt ville det have været, hvis både mine øjne og mine ører var blevet ødelagt; så havde jeg ikke behøvet at høre så meget.« Da Hajjaj hørte dette, sagde han, at han aldrig havde fortrudt noget så meget som ikke at have dræbt Jabir. Abd Allah ibn Umar svarede ham: »Så ville Allah have kastet dig i Helvede.« (Ansab al-Ashraf 1/249).
Jabir blev meget svag i sin alderdom og mistede synet. Statens undertrykkelse gjorde ham endnu mere udmattet. Der er uenighed om hans dødsår: 78, 77, 74 eller 73 efter hijra. Den mest kendte opfattelse er, at han døde i år 78, halvfemsindstyve år gammel. Han var den sidste af deltagerne ved den tredje Aqaba, der forlod verden. (Shadharat al-Dhahab 1/84; Tarikh Ibn Asakir 3/386; al-Isaba 1/248).
Waqidi sagde, at Jabir var den sidste af Allahs Sendebuds ledsagere i Medina, og Qatada støttede denne opfattelse. Imam Baghawi kaldte den imidlertid grundløs. I virkeligheden var Sahl ibn Sa’d den sidste medinensiske ledsager, der døde; han døde i år 91 efter hijra. (Al-Isaba 1/213; Shadharat al-Dhahab 1/4; Ansab al-Ashraf 1/248).
Blandt dem, der havde været til stede ved den tredje Aqaba, var Jabir på dette tidspunkt den eneste, der stadig levede. Ledsagernes tidsalder nærmede sig sin afslutning, og kun få af dem var tilbage. Derfor var hans tilstedeværelse en nåde og en velsignelse for den daværende muslimske umma.
Jabir havde set Hajjajs tyranni og selv lidt under det. Før sin død testamenterede han derfor, at Hajjaj ikke skulle lede hans begravelsesbøn. En søn af Uthman, Aban ibn Uthman, ledte den. Bukhari og Tabari nævner dog i deres historiske værker, at Hajjaj deltog i begravelsen, mens Tahdhib al-Tahdhib siger, at det var Hajjaj, der ledte bønnen. (Al-Isaba 1/213; Tarikh Ibn Asakir 3/391).
Efter sin fars martyrdød giftede Jabir sig med en tidligere gift kvinde. I Musnad Ahmad og Bukhari findes en hadith om dette. På en rejse vendte Jabir tilbage sammen med Profeten. Da de nærmede sig Medina, sagde Jabir: »O Allahs Sendebud, jeg har netop giftet mig. Hvis du tillader det, vil jeg gerne skynde mig hjem til min familie.« Profeten spurgte, om han havde giftet sig. Jabir svarede ja. Han spurgte igen: »Med en jomfru eller en tidligere gift kvinde?« Jabir svarede: »En tidligere gift kvinde.« Profeten sagde: »Hvorfor giftede du dig ikke med en jomfru, så I kunne lege og more jer sammen?« Jabir svarede: »Min far blev martyr ved Uhud og efterlod mig med ansvaret for nogle små piger. Jeg ønskede ikke at gifte mig med en, der var som dem. Jeg havde brug for en ældre kvinde, som kunne rede deres hår, flette det og sy deres tøj.« Profeten sagde: »Du har gjort det rigtige.« (Bulugh al-Amani 6/146, 22/209; Bukhari 2/580; Sirat Ibn Hisham 2/207).
Jabir giftede sig senere igen i Banu Salama. Islam har fastsat tilladelsen til at se den kvinde, man ønsker at gifte sig med. Derfor så han i hemmelighed sin kommende hustru efter frieriet. Hans første hustru hed Suhayla bint Masud, en kvinde fra Banu Jufar og en kvindelig ledsager. Den anden hed Umm al-Harith, datter af den ansete ledsager Muhammad ibn Maslama fra Aws. Blandt hans børn nævnes Abd al-Rahman, Aqil, Muhammad, Hamida, Maymuna og Umm Habib.
Jabir begyndte sin uddannelse i Allahs Ædle Sendebuds undervisningskreds. Han lærte også af de fremragende elevers undervisningskredse i Profetens moskés skole. Abu Bakr al-Siddiq, Umar, Ali, Abu Ubayda, Talha, Muadh ibn Jabal, Ammar ibn Yasir, Khalid ibn al-Walid, Abu Burda ibn Niyar, Abu Qatada, Abu Hurayra, Abu Said al-Khudri, Abu Humayd al-Saidi, Abd Allah ibn Unays, Umm Shurayk, Umm Malik, Umm Mubashshir og Umm Kulthum bint Abi Bakr var blandt hans ærede lærere. (Tahdhib al-Asma wa al-Lughat 1/142).
Hans interesse for at høre og samle hadither var så stærk, at han rejste i måneder for at høre blot én hadith. Han fortæller: »Jeg fandt en hadith, som var blevet fortalt af en mand, der havde hørt den direkte fra Allahs Sendebud. Jeg købte en kamel, gjorde den klar og red i en måned, indtil jeg nåede Sham. Der fandt jeg Abd Allah ibn Unays. Jeg sagde til hans portner: ›Fortæl ham, at Jabir står ved døren.‹ Han spurgte: ›Jabir, Abd Allahs søn?‹ Jeg svarede ja. Han kom løbende, mens han trak sit klæde på, og omfavnede mig. Jeg sagde: ›Jeg har hørt, at du har hørt en hadith om gengældelse fra Allahs Sendebuds egen mund. Jeg skyndte mig af frygt for, at enten du eller jeg skulle dø, før jeg hørte den fra dig.‹ Derefter fortalte Abd Allah ibn Unays mig hadithen.« (Hayat al-Sahaba 3/196).
På samme måde rejste han til Egypten for at høre en enkelt hadith. Tabarani fortæller fra Maslama ibn Mukhallad, at han en dag, mens han var i Egypten, fik at vide, at en beduin sad på en kamel ved døren og ønskede at møde ham. Det var Jabir ibn Abd Allah al-Ansari. Maslama tilbød at gå ned, men Jabir sagde, at han ikke ville komme op, og at Maslama ikke behøvede at komme ned. Han havde hørt, at Maslama fortalte en hadith fra Profeten om »den troendes skjold«, og han var kommet for at høre den direkte. Da Maslama havde fortalt hadithen, slog Jabir sin kamel med pisken og begav sig straks mod Medina. (Hayat al-Sahaba 3/197; Tarikh Ibn Asakir 3/386; Siyar al-Ansar 1/301).
Efter at have afsluttet sin egen uddannelse satte han sig på undervisningens plads. Han havde en undervisningskreds i Profetens moské. Studerende fra Mekka, Medina, Yemen, Kufa, Basra, Egypten og andre steder deltog. Udbredelsen af hadith var et af hans vigtigste livsmål. Han fortalte i alt 1.540 hadither; 60 af dem er enige hadither i Bukhari og Muslim, 26 findes kun hos Bukhari og 126 kun hos Muslim. (Tahdhib al-Asma wa al-Lughat 1/142; al-Alam 2/92).
Han var yderst forsigtig ved overlevering. Under gengivelsen af en hadith standsede han for eksempel, da han skulle sige »sami’tu« — »jeg hørte«. Derefter gengav han den som mawquf fra sig selv, fordi han ikke var sikker på, at han havde hørt hvert eneste ord fra Profetens egen mund. (Musnad 3/333).
Listen over hans elever er lang. Fremtrædende muhaddither fra alle generationer af tabiinerne var hans elever. Blandt de mest kendte var Said ibn al-Musayyib, Abu Salama, Said ibn Mina, Said ibn Abi Bilal, Asim ibn Umar ibn Qatada, Abu al-Zubayr, Muhammad ibn al-Munkadir, al-Shabi, Abu Sufyan Talha ibn Nafi, al-Hasan al-Basri, Muhammad al-Baqir, Ata, Salim ibn Abi Ju’d, Amr ibn Dinar, Mujahid og al-Hasan ibn Muhammad al-Hanafiyya. Også en stor gruppe ledsagere overleverede hadither fra ham. Allama al-Dhahabi nævner Jabir blandt den første generations muhaddither i sit værk Tadhkirat al-Huffaz.
Ud over hadith havde han dyb viden om tafsir og fiqh. Selv om der kun er få af hans tafsir-fortolkninger bevaret, er de meget pålidelige. Da han blev spurgt om, hvorvidt alle mennesker ville komme i Helvede, sagde han: »De gode og de onde vil begge komme til Helvede, men ilden vil ikke røre de gode. Derefter vil de gudfrygtige blive frelst, mens de uretfærdige bliver i Helvede.« (Musnad 3/329).
Talaq ibn Habib benægtede forbøn. Han reciterede vers om evigt ophold i ilden og diskuterede dette med Jabir. Da Jabir havde hørt ham, sagde han: »Måske anser du dig selv for større i Koranens og hadithens viden end jeg.« Talaq sagde: »Jeg søger Allahs tilgivelse; det kan jeg ikke forestille mig.« Jabir sagde: »Hør efter! Disse vers handler om afgudsdyrkerne. De nævner ikke dem, der efter straf vil blive befriet fra Helvede. Profeten har nævnt dem i hadith.« (Musnad 3/330; Hayat al-Sahaba 3/49).
Jabir sagde, at de første to vers i sura al-Muzzammil gjorde nattebønnen obligatorisk for dem. De stod så længe i bøn, at deres fødder hævede; senere ophævede Allah denne befaling med vers 20 i samme sura. Ifølge Jabir var nogle få vers fra sura al-Muddaththir de første vers, der blev åbenbaret. (Hayat al-Sahaba 3/141; Ansab al-Ashraf 1/107).
Også i fiqh havde han stor indsigt. Hvis de juridiske spørgsmål, som han havde udstedt fatwaer om, blev samlet, ville de udgøre et mindre værk. Han var en af Medinas muftier. (Hayat al-Sahaba 3/255).
Grundlaget for islamisk moral er at håndhæve Allahs grænser, troens følelser, modet til at sige sandheden, at påbyde det gode, kærlighed til Allahs Sendebud, at følge sunnah og omsorg for andre muslimer. Alle disse egenskaber fandtes i nogen grad hos Jabir.
At håndhæve Allahs grænser er obligatorisk for enhver muslim, og Jabir gjorde ingen forskel på nære og fjerne. Maiz al-Aslami var en medinensisk ledsager. Da han blev stenet som straf for utugt, var Jabir til stede og kastede selv sten efter ham. (Musnad 3/381).
Ingen persons indflydelse kunne hindre Jabir i at sige sandheden. Sa’d ibn Muadh var leder af Aws og en højtstående ledsager. Da han døde, sagde Profeten: »Arsh rystede i dag.« Bara ibn Azib kendte denne hadith, men brugte ordet sarir, en båre, i stedet for arsh. Da dette blev fortalt til Jabir, sagde han: »Den sande hadith er den, jeg har gengivet. Baras ord er påvirket af fjendskab.« Før islam havde Aws og Khazraj været i strid, og Jabir tilhørte Khazraj. Alligevel støttede han ikke Bara, men sagde sandheden.
Da Hajjaj ibn Yusuf blev guvernør i Medina, ændrede han tiderne for bønnen. Folk kom til Jabir, som erklærede: »Allahs Sendebud bad dhuhr efter middag, asr mens solen stadig var klar og lys, maghrib ved solnedgang og fajr i mørket. Ved isha ventede han på folk; hvis de hurtigt samledes, bad han hurtigt, ellers ventede han.« (Musnad 3/369).
Da Abd Allah ibn Jabir en gang solgte frugten fra sin have for tre år, kom Jabir med nogle folk til moskéen og erklærede foran alle, at Allahs Sendebud havde forbudt sådan handel. Frugt må ikke sælges, før den er egnet til at spise. (Musnad 3/395).
Hans iver efter at følge Profeten var så stærk, at han også fulgte ham i forhold, hvor efterligning ikke var nødvendig. Da han havde set Profeten bede iført ét klæde, gjorde han det samme. Da folk spurgte, hvorfor han gjorde det, selv om han havde flere klæder, svarede han: »Jeg gjorde det, for at I skal forstå, at Profetens tilladelse er bred.«
Allahs Sendebud havde bedt i tre dage i Fath-moskéen. På den tredje dag, da hans bøn blev besvaret under bønnen, viste der sig et lys i hans velsignede ansigt. Jabir havde set dette. Når han senere stod over for et særligt problem, gik han derfor på et bestemt tidspunkt til stedet og bad. (Musnad 3/332).
Jabir elskede Allahs Sendebud dybt og havde et stærkt ønske om at ofre sit liv for ham. Dette kom til udtryk ved den tredje Aqaba og i mange andre hændelser, hvor han gjorde en stor indsats for at glæde Profeten.
En gang bragte han nogle fremragende dadler til Profeten. Da Profeten så dem, sagde han, at han havde troet, det var kød. Jabir gik hjem og fortalte sin hustru det, hvorefter hun straks slagtede en ged og tilberedte kød.
En anden gang kom Profeten til Jabirs hus, og Jabir slagtede en ged. Da den brægede under slagtningen, sagde Profeten: »Hvorfor udsletter du dens afkom og mælk?« Jabir svarede, at den stadig var ung, men var blevet fed af at spise dadler.
En gang bar Jabir dadler på et fad. Da han så Profeten gå forbi, inviterede han ham til at spise, og Profeten accepterede. En anden gang tog Jabir Profeten med hjem og serverede kød, tørrede dadler og vand. Profeten sagde: »I ved måske, at jeg holder meget af kød.« Da de skulle tage afsked, lød Jabirs hustrus stemme indefra: »O Allahs Sendebud, bed for mig og min mand.« Han sagde straks: »Allahumma salli alayhim« — »O Allah, send din velsignelse over dem alle.« (Musnad 3/297, 303; Bukhari 2/580).
Ved en særlig lejlighed bad Profeten femogtyve gange om tilgivelse for Jabir. En gang blev Jabir syg, og Profeten kom for at besøge ham. Jabir var bevidstløs. Profeten udførte ablution og stænkede vand på ham, hvorefter han kom til bevidsthed. Jabir havde ingen børn, og hans far var død. En sådan person kaldes i shariaens terminologi kalalah. Da Jabir var bekymret for sit liv, spurgte han, hvordan arven ville blive fordelt. Skulle han give sine søstre to tredjedele? Profeten sagde ja. Jabir spurgte, om han kunne give dem halvdelen; Profeten svarede også ja. Profeten gik ud, men vendte tilbage og sagde: »Jabir, du vil ikke dø af denne sygdom. Et vers er blevet åbenbaret om dig.« Derefter reciterede han vers 176 i sura al-Nisa, verset om kalalah. (Tarikh Ibn Asakir 3/390; Hayat al-Sahaba 2/509; Musnad 3/298, 372).
Når Profeten blev inviteret til et måltid, tog han undertiden Jabir med og inviterede ham undertiden hjem til sig. En dag sad Jabir ved sit hus og så Profeten gå forbi. Han løb hen til ham og fulgte efter ham af respekt. Profeten sagde: »Kom ved siden af mig.« Han tog Jabir i hånden, førte ham hjem og lod ham sidde indenfor. Der kom tre stykker brød og lidt eddike. Profeten delte brødene i to lige store dele og sagde: »Eddike er en fremragende spise.« Jabir sagde: »Fra den dag elskede jeg eddike.« (Musnad 3/379, 40; Hayat al-Sahaba 2/183).
En gang faldt Profeten af en hest, og Jabir besøgte ham. (Musnad 3/300). Når Profeten havde brug for et lån, lånte han undertiden hos Jabir. En gang tilbagebetalte han et lån og gav frivilligt lidt mere end hovedstolen. (Musnad 3/302).
Mod slutningen af Profetens liv kom der varer fra Bahrain, og han lovede at give Jabir noget af dem. Profeten døde imidlertid inden da. Abu Bakr blev kalif og erklærede, at enhver, som Profeten havde lovet noget eller skyldte noget, skulle komme til ham. Da Jabir fortalte om Profetens løfte, opfyldte Abu Bakr det.
Jabir havde dyb kærlighed og omsorg for den muslimske umma. Han var et levende eksempel på »ruhama baynahum«, de barmhjertige indbyrdes. En nabo vendte tilbage fra en rejse og fortalte Jabir om splittelse, fraktionsdannelse og innovationer, som han havde set blandt mennesker. Jabirs øjne blev fyldt med tårer. Han sagde: »Allahs Sendebud talte sandt: Ligesom mennesker går ind i Allahs religion i grupper, vil de også forlade den i grupper.« (Musnad 3/343).
Hans hus lå en mil fra Profetens moské, men han kom hver dag til moskéen for de fem bønner. En gang blev nogle huse ved moskéen ledige. Jabir og en anden mand fra Banu Salama ønskede at flytte dertil, så det blev lettere at bede. Da de nævnte det for Profeten, sagde han: »For hvert skridt, I tager, når I kommer herfra, bliver der skrevet en belønning til jer. Tænk over, hvor stor en belønning det er.« De to accepterede oprigtigt hans ord. Senere byggede Jabir en moské ved sit hus.
Jabir fortæller: »Allahs Sendebud sendte os på en ekspedition under Abu Ubaydas ledelse. Vi havde intet andet med os end nogle dadler i en pung. Abu Ubayda gav os kun én dadel om dagen. Vi suttede på den som børn og drak vand. På denne måde kunne vi klare os til natten med én dadel.« (Hayat al-Sahaba 1/321).
Ibn Hibban fortæller fra Abu al-Musabbih al-Muqra’i, at de engang drog gennem romernes land under Malik ibn Abd Allah al-Khath’amis ledelse. Malik så Jabir gå ved siden af sit muldyr og trække det i tøjlen. Han sagde: »Abu Abdillah, Allah har givet dig et ridedyr; rid på det.« Jabir svarede: »Jeg giver det lidt hvile. Jeg hørte Allahs Sendebud sige, at Allah har gjort Helvedes ild forbudt for de to fødder, der bliver støvede på Allahs vej.« (Hayat al-Sahaba 1/476-477).
Jabir udførte hajj flere gange. Hadither omtaler to af hans hajj: afskedshajj og endnu en. Enkelhed er muslimernes fremgangs vigtigste hemmelighed. Jabir var meget enkel og fri for pragt. En gang kom en gruppe ledsagere til hans hus. Brød og eddike blev bragt ud indefra. Han sagde: »Sig bismillah og spis. Der er sagt meget godt om eddike. Når en slægtning eller ven kommer til en, skal man sætte den mad frem, der findes, uden forlegenhed. Og det, der sættes frem, bør spises tilfreds og ikke foragtes, for kunstlet beskedenhed indeholder begge parters ødelæggelse.« (Hayat al-Sahaba 2/181; Musnad 3/371).
I omgang med mennesker var han oprigtig og gavmild. Allahs Ædle Sendebuds vaner og adfærd havde sat sig varigt i hans sind. Troskabseden ved Ridwan blev aflagt under et træ i Hudaybiyya. Folk begyndte senere at bede dér, fordi de anså stedet for velsignet. Umar lod træet fælde, og al-Musayyib ibn Dukhun sagde, at de allerede året efter havde glemt både træet og stedet. (Bukhari 2/599). Jabir huskede det imidlertid i mange år. Da han var blevet blind, sagde han ved en lejlighed: »Hvis jeg stadig havde synet, kunne jeg vise jer stedet.« (Bukhari 2/598).
Jabir sagde, at Hudaybiyya-traktaten var den virkelige sejr, som Koranen omtaler. (Hayat al-Sahaba 3/18). Han fortalte også, at nyheden om Profetens profetskab først kom til Medina gennem en jinn. En medinensisk kvinde havde en jinn som ledsager. En dag tog jinnen form af en hvid fugl, satte sig på muren ved hendes hus og talte med hende. Jinnen sagde, at en profet var fremstået i Mekka, at han havde gjort utugt forbudt, og at han havde forbudt jinnerne at opholde sig på jorden. (Hayat al-Sahaba 3/573).
Jabir sagde: »En gang købte jeg kød for én dirham. Da Umar hørte det, kom han til mig og spurgte: ›Hvad er dette?‹ Jeg svarede: ›Min familie havde lyst til at spise kød, så jeg købte kød for én dirham.‹ Umar gentog flere gange mine ord: ›Min familie havde lyst til at spise kød.‹ Jeg ønskede da, at min dirham var blevet væk, eller at jeg ikke havde mødt Umar.« Ifølge en anden beretning sagde Umar: »Køber I sådan noget, hver gang I får lyst til noget?« (Hayat al-Sahaba 2/302-303).
Således findes der i hadith- og sira-værkerne mange spredte beretninger om forskellige sider af Jabir ibn Abd Allahs liv, og i dem ligger der mange lærdomme for muslimer.
Abu Ayyub al-Ansari (ra)
Han hed Khalid, og hans tilnavn var Abu Ayyub. Hans far var Zayd ibn Kulayb al-Najjari al-Khazraji. Nogle omtaler ham også som al-Maliki på grund af hans forbindelse til Malik ibn Najjar og som al-Azdi, fordi Ansarerne var azdi. (Daira-i Ma’arif-i Islamiyya, urdu 1/742). Hans mor var Hind bint Sa’d. (Usud al-Ghaba 2/80). Ifølge Ibn Sa’d var hun imidlertid Zahra bint Sa’d. (Tabaqat 3/484). Zahra var Abu Ayyubs fars kusine. Abu Ayyub blev født i Yasrib fyrre år efter Am al-Fil, elefantåret, det vil sige enogtredive år før hijra. I historien er han kendt under tilnavnet Abu Ayyub. (Daira-i Ma’arif-i Islamiyya, urdu 1/742).
Najjars slægt var en af Yasribs fornemste slægter, og dens anseelse blev yderligere forøget, fordi den var Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, pårørende gennem hans morbrors slægt. Abu Ayyub var høvding eller leder for denne fornemme Najjar-slægt.
Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, fortsatte med at kalde folk til islam i Mekka. Mekkas fjendtlige forhold til den islamiske mission blev dag for dag værre. Imens havde islams budskab også bredt sig i Yasrib. I profetens tiende år kom seks personer, i det ellevte år tolv og i det tolvte år treoghalvfjerds, ifølge en anden overlevering femoghalvfjerds, indbyggere fra Yasrib, det vil sige Medina, til Mekka i forbindelse med hajj. De tog islam til sig ved at lægge deres hænder i Allahs Sendebuds hånd og aflagde en ed. I historien er disse kendt som den første, anden og tredje ed ved Aqaba. Abu Ayyub var til stede ved den sidste ed og vendte tilbage til Yasrib efter at have aflagt troskabseden til Allahs Sendebud. (Usud al-Ghaba 2/80; Tabaqat 3/484).
Han kunne ikke finde ro, før han havde fortalt andre om den store sandhed, han havde fundet. Han fremlagde islams budskab for nære slægtninge, venner og familiemedlemmer. Snart førte han også sin hustru ind i islam. Da en del af Medinas indbyggere havde taget islam til sig ved Aqaba-ederne, og gennem den indsats, som Allahs Sendebuds udsending til Medina, Mus’ab ibn Umayr, måtte Allah være tilfreds med ham, gjorde, spredte islams budskab sig hurtigt dér. Samtidig begyndte mange forfulgte muslimer efter Allahs Sendebuds befaling i hemmelighed at udvandre fra Mekka til Medina. Allahs ædle Sendebud opholdt sig dog stadig i Mekka under Qurayshs fjendtlige forhold. Endelig drog også han i det trettende år efter profetkaldelsen mod Medina efter Allahs befaling.
Medinas indbyggere ventede utålmodigt på den store Profets ankomst. En gruppe Ansarer, hvoraf Abu Ayyub var én, gik hver morgen til et sted kaldet Harra, fire eller fem mil fra Medina, og ventede indtil middag, mens de så i retning af den vej, ad hvilken Allahs Sendebud muligvis ville komme. Derefter vendte de tilbage. En dag, da de var på vej hjem, så en jøde Allahs Sendebud på lang afstand og gav dem den gode nyhed. Ansarerne løb straks af sted, bevæbnede, for at byde den store Profet velkommen. Banu Najjar var de første blandt dem.
Den ædle Profet opholdt sig nogle dage i landsbyen Quba i Medinas udkant. Derefter besluttede han at fortsætte til selve byen. Den dag, hvor han drog fra Quba mod Medina, var den mest glorværdige og velsignelsesrige dag i Medinas historie. Folk fra alle Medinas Ansar-stammer, heriblandt Banu Najjar, stod på række langs begge sider af den vej, den store Profet fulgte, mens stammelederne ventede ved dørene til deres huse. De tilslørede kvinder var kommet ud på gaderne, og etiopiske slaver morede sig med at opføre militære kunster. Banu Najjars små drenge og piger sang velkomstsangen »Tal’a al-Badru Alayna« med fælles stemmer. Midt i en sådan storslået og hellig modtagelse trådte den store Profet ind i Medina.
Alle Medinas indbyggere ventede spændt på at se, hvem der skulle få æren af at være den store Profets vært. Mens han gik gennem byen, kom folk fra de forskellige nabostammer ham i møde med ord som »Ahlan, sahlan wa marhaban« og inviterede ham til at være deres gæst. Men Allah havde bestemt Abu Ayyubs hus som den store Profets opholdssted. Allahs Sendebud sagde gentagne gange til dem, der standsede hans kamel: »Lad den gå sin vej; den har fået befaling.« (Usud al-Ghaba 2/80). Imam Malik siger, at åbenbaringens tilstand dengang var over Allahs Sendebud, og at han ventede på åbenbaring med hensyn til stedet, hvor han skulle stige ned. [Siyar-i Ansar, urdu 1/110].
Kamelinden fortsatte, indtil den satte sig et sted blandt Banu Malik ibn Najjar, på det sted hvor Profetens Moské senere blev opført. Så så den sig lidt omkring, rejste sig igen, gik lidt frem og tilbage og vendte tilbage til det tidligere sted, hvor den satte sig. Allahs Sendebud steg ned. Abu Ayyubs hus lå lige i nærheden. (Usud al-Ghaba 2/81). Abu Ayyub trådte frem og sagde: »Mit hus ligger lige her. Hvis jeg får tilladelse, kan jeg tage bagagen ned fra ridedyret.« Mængden af mennesker, som ønskede at have Allahs Sendebud som gæst, var stadig stor. Til sidst trak folk lod, og Abu Ayyubs navn kom op. Således fik Abu Ayyub den store ære at være vært for den store Profet. (Siyar-i Ansar 1/111).
Den ædle Sendebud opholdt sig omtrent seks måneder i Abu Ayyubs hus, indtil moskéen og hans bolig ved siden af moskéen var bygget. Abu Ayyub udførte værtskabet med stor kærlighed og ydmyghed. Huset havde to etager, men taget var enkelt. Abu Ayyub bestemte den øverste etage for Allahs Sendebud. Profeten foretrak imidlertid underetagen af hensyn til sig selv og de mennesker, der kom for at møde ham.
En dag gik en vandkrukke i stykker på overetagen, og vandet løb ud. Da taget var meget enkelt, blev Abu Ayyub og hans hustru Ummu Ayyub urolige af frygt for, at vandet skulle løbe ned og volde Allahs Sendebud besvær. De havde kun én dyne. For at opsuge vandet lagde de den over vandet. Straks gik de ned til Allahs Sendebud og bad ham om at flytte ovenpå, mens de selv ville flytte ned. (Usud al-Ghaba 2/81).
Denne ulejlighed var ikke i sig selv noget stort for dem. De blev imidlertid grebet af en anden frygt: »Vi er ovenpå, mens åbenbaringens bærer er nedenunder.« Denne stærke følelse gjorde dem urolige. En hel nat kunne de ikke sove. Ægtefællerne sad sammenkrøbne i et hjørne af huset og tilbragte natten vågne så godt de kunne. Om morgenen kom Abu Ayyub til Allahs Sendebud, fortalte om nattens hændelse og beskrev deres følelser. Den ædle Sendebud viste respekt for deres følelser og imødekom deres anmodning. Han flyttede ovenpå. (Sirat Ibn Hisham 1/498; Hayat al-Sahaba 2/328-329).
Efter Abu Ayyubs død gik huset til hans frigivne slave Aflah. Da husets vægge begyndte at styrte sammen og huset var ved at blive øde, købte Mughirah ibn Abd al-Rahman ibn Harith ibn Hisham det af ham for tusind dinarer og istandsatte det. Aflah fordelte pengene blandt de fattige og trængende i Medina. (Sirat Ibn Hisham 1/498, note 3).
Mens den ædle Sendebud opholdt sig i Abu Ayyubs hus, sendte Ansarerne som regel mad til ham på skift, eller Abu Ayyub tilberedte den selv. Det, der blev tilovers efter måltidet, blev sendt tilbage til Abu Ayyub. Abu Ayyub så på mærkerne efter Allahs Sendebuds fingre på fadet og spiste fra den side, hvorfra han havde spist. En dag rørte Profeten ikke maden, men sendte den hele tilbage. Abu Ayyub kom tøvende og beskedent til ham og spurgte, hvorfor han ikke havde spist. Profeten sagde: »Der var hvidløg i maden. Jeg bryder mig ikke om hvidløg. Men I kan spise det.« Abu Ayyub sagde: »Det, De ikke bryder Dem om, vil jeg heller ikke bryde mig om.« (Muslim 2/198; Sirat Ibn Hisham 1/499; Usud al-Ghaba 2/81).
Efter udvandringen samlede den ædle Sendebud Ansarer og Muhajirun i Anas’ hus og oprettede et religiøst broderskab mellem en Muhajir og en Ansar efter deres karakter, sociale status, tilbøjeligheder og andre egenskaber. Abu Ayyub blev gjort til broder med Mus’ab ibn Umayr al-Qurashi, den første missionær for islam i Yasrib. (Tabaqat 3/484). Mus’ab var en energisk og entusiastisk sahabi. Han havde mødt mange hårde prøvelser på islams vej. Før Allahs Sendebud udvandrede til Medina, sendte han Mus’ab dertil som den første missionær. Meningen med at forbinde Abu Ayyub med Mus’ab i broderskab var, at Abu Ayyub også havde samme entusiasme og iver som Mus’ab. Begivenhederne i hans senere liv bekræftede dette.
Abu Ayyub deltog sammen med Allahs Sendebud i alle slag og ekspeditioner, herunder Badr, Uhud, Khandaq og troskabseden ved Ridwan. (Usud al-Ghaba 2/80; al-Isaba 1/405). Han havde i sandhed solgt sit liv og sin ejendom til Herren over alle verdener. Efter Allahs Sendebuds død undlod han trods tusindvis af sorger og vanskeligheder ikke at deltage i et eneste af de slag, der fandt sted under kalifferne. Hans stadige motto, dag og nat, offentligt og i ensomhed, var Allahs ord: »Drag ud til kamp, lette eller tunge.« (al-Tawba 41), det vil sige alene eller i en gruppe, med energi eller udmattet, i ungdom eller alderdom, i velstand eller fattigdom — kort sagt under alle forhold. (Fath al-Qadir 2/263). Han plejede at sige: »Jeg har altid fundet mig selv som både let og tung.« (Hayat al-Sahaba 1/457-458; Tabaqat 3/485).
Efter Allahs Sendebuds død var der kun én gang, hvor han ikke drog ud fra sit hus. I dette slag udnævnte kaliffen en ung mand som hærfører, og Abu Ayyub kunne ikke være tilfreds med hans ledelse. Ifølge sira-eksperterne var denne hærfører Yazid ibn Mu’awiya, måtte Allah være tilfreds med ham. Han kunne dog ikke blive hjemme længe. Han blev kastet mellem tvivl og uro og brændte af anger. Efter kort tid nåede han en beslutning og sagde til sig selv: »Hvad kommer det mig ved, hvem min amir er?« Uden at spilde et øjeblik drog han straks hjemmefra. At leve som soldat i den islamiske hær, kæmpe under dens banner og holde islams ære højt anså han for livets største gevinst. (Rijal hawla al-Rasul 406; Hayat al-Sahaba 1/458).
Han rejste til alle tre kontinenter — Asien, Afrika og Europa — med jihad som formål. (Daira-i Ma’arif-i Islamiyya 1/743).
I år 35 efter hijra, da Uthman, måtte Allah være tilfreds med ham, blev belejret af oprørerne, befandt Abu Ayyub sig i Medina. I denne vanskelige tid ledede han undertiden bønnen i Profetens Moské. Under konflikten mellem Ali og Mu’awiya tog han uden tøven Alis parti, fordi han mente, at Ali var imamen, og at muslimerne havde aflagt troskabsed til ham. (Rijal hawla al-Rasul 407). Ifølge Ibn al-Athir deltog han sammen med Ali i alle slag. (Usud al-Ghaba 2/81). Mas’udi fortæller i Muruj al-Dhahab, at han i år 36 deltog sammen med Ali i Kamelslaget. Ibn Abd al-Barr støtter Mas’udis beretning i al-Isti’ab. Ingen historiker før Mas’udi, som levede i det fjerde århundrede efter hijra, synes dog at have nævnt Abu Ayyubs deltagelse i Kamelslaget.
Han deltog i slaget ved Nahrawan mod kharijitterne. Abu Ayyub var blandt dem, der før slaget forsøgte at nå et forlig med kharijitterne. Han drog sammen med Ali til Mada’in. Ali havde dyb tillid til ham. Da hovedstaden blev flyttet fra Medina til Kufa, lod Ali ham blive som sin stedfortræder i Medina. Abu Ayyub fungerede således som amir i Medina. [Siyar-i Ansar 1/111; Daira-i Ma’arif-i Islamiyya, urdu 1/743].
Da Ali blev martyr, var Abu Ayyub i Medina. Derefter overtog Mu’awiya kalifatet. Abu Ayyub var ikke en mand, der søgte verdslige goder. Hans eneste ønske var en lille plads på jihadens mark og blandt mujahiderne. I år 42 efter hijra blev muslimernes felttog mod de byzantinske romere udvidet. På dette tidspunkt deltog han i jihad under ledelse af Abd al-Rahman, søn af Khalid ibn al-Walid. Han var da femoghalvfjerds år. Samme år rejste han til Egypten for at deltage i søkrigen.
Den ædle Sendebud havde forudsagt muslimernes erobring af Konstantinopel, den byzantinske romerske fæstning. De muslimske amirer var altid ivrige efter at se, gennem hvis hånd denne sejr skulle fuldbyrdes. I år 52, ifølge en anden opfattelse år 49, erklærede Mu’awiya jihad mod romerne. Han satte sin søn Yazid i spidsen for hæren og beordrede belejringen af Konstantinopel. Blandt denne hærs almindelige soldater var Abu Ayyub sammen med fremtrædende sahabier som Ibn Umar, Ibn Abbas og Ibn al-Zubayr.
Forskellige hærstyrker fra forskellige områder af det muslimske kalifat, blandt andet Egypten og Syrien, sluttede sig til felttoget. Den egyptiske styrkes anfører var den berømte sahabi Uqba ibn Amir al-Juhani, som var områdets guvernør. Desuden kom to styrker under ledelse af Fudala ibn Ubayd og Abd al-Rahman ibn Khalid ibn al-Walid.
Romerne gjorde sig fuldt klar til krig og rykkede frem for at kæmpe mod den muslimske hær. Muslimerne var også godt forberedte, og deres antal var næsten lige så stort som fjendens. Begejstringen blandt de muslimske soldater var så stærk, at én muslimsk soldat undertiden kæmpede mod en hel romersk række. En muslimsk soldat trængte engang alene gennem romernes formation og ind mellem dem. Da de andre muslimer så hans dristighed, råbte de i kor Koranens vers: »Kast ikke jer selv i undergang.« (al-Baqara 195).
Da Abu Ayyub hørte dette, gik han frem og sagde: »Forstår I denne betydning af verset? Dette vers blev åbenbaret med henblik på Ansarernes holdning og formål i handel og forretning. Engang sagde Ansarerne: Den skade, vores handel led sidste år, fordi vi deltog i jihad, må vi indhente i år. Det var på denne baggrund, at verset blev åbenbaret. Versets betydning er, at undergangen ikke ligger i jihad, men i at opgive jihad og blive optaget af at samle mere rigdom.« (Siyar-i Ansar 1/112; Hayat al-Sahaba 1/470-471, 458-459; Tabaqat 3/484-485).
Under dette felttog mod Konstantinopel udbrød en epidemi, og mange mujahider døde. Abu Ayyub blev også ramt og lå på sit dødsleje. Hærføreren Yazid ibn Mu’awiya kom for sidste gang for at besøge ham og spurgte: »Abu Ayyub, er der noget, du ønsker? Jeg vil forsøge at opfylde dit sidste ønske.« Men hvad kunne en mand, der havde solgt alt, hvad han ejede, for Paradiset, ønske sig i denne forgængelige verden? Det, han i sit sidste øjeblik bad Yazid om, kunne ingen have forestillet sig. Han sagde roligt: »Når jeg dør, skal I løfte mit lig op på en hest, føre det så langt ind i fjendens område som muligt og begrave mig ved den yderste grænse. Lad den muslimske hær hurtigt drive fjenden tilbage ad denne vej, så deres hestes hove træder på min grav, og jeg kan vide, at de har opnået den hjælp og sejr, de søger.« (Rijal hawla al-Rasul 407; al-Isaba 1/405).
Efter Abu Ayyubs død blev hans sidste ønske opfyldt. En nat tog den muslimske hær liget op, bevæbnet og klar, og begravede ham tæt ved Konstantinopels bymur, det nuværende Istanbul. Alle medlemmer af den muslimske hær deltog i hans begravelsesbøn. Af frygt for at de vantro skulle vanhellige hans grav jævnede Yazid den med jorden. Næste morgen spurgte romerne de muslimske mujahider: »I så meget optagede ud i går aftes. Hvad skete der?« De svarede: »En højt æret ledsager af vores Profet er død, og vi havde travlt med hans begravelse. I ved, hvor han er begravet. Hvis hans grav vanhelliges, skal I vide, at jeres klokker aldrig mere vil ringe noget sted i det vældige islamiske kalifat.« (Siyar-i Ansar 1/113).
Graven for Abu Ayyub, som ligger nær Istanbul, er endnu i dag et valfartssted for mennesker uanset race og religion. Når romerne blev ramt af hungersnød eller tørke, samledes de ved hans grav, bad om Allahs barmhjertighed og bad om regn. (Daira-i Ma’arif-i Islamiyya 1/745; Usud al-Ghaba 2/82).
Der er uenighed om året for Abu Ayyubs død. Ibn al-Athir nævner i Usud al-Ghaba (2/81) tre opfattelser: år 50, 51 og 52 efter hijra. Han bemærker dog, at flertallet mener år 52. Ibn Asakir nævner ifølge en af sine opfattelser år 55. Han var omkring firs år gammel ved sin død.
Hadith- og sirabøgerne indeholder mange beretninger om Abu Ayyubs dyd og rang. Mange lærerige begivenheder fra hans liv er kendt, men det er ikke muligt at gengive dem udførligt i denne korte artikel.
Ibn Abbas fortæller: »På en meget varm dag gik Abu Bakr ud fra sit hus midt på dagen på vej til moskéen. Umar så ham og spurgte:
— Hvorfor er du gået ud på dette tidspunkt?
— Hvad skulle jeg gøre? Uudholdelig sult drev mig ud.
— Ved Allahs ed, jeg er i samme situation.
Før de var færdige med at tale, kom den ædle Sendebud til dem og sagde:
— Hvad er der sket? Hvad laver I her på dette tidspunkt?
— Sulten drev os ud af vores huse.
Profeten sagde: Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, kunne jeg heller ikke blive hjemme på grund af sult. Kom med mig.
De tre gik, indtil de nåede døren til Abu Ayyubs hus. Abu Ayyub plejede hver dag at have mad klar til den ædle Sendebud. Hvis han blev forsinket eller ikke spiste, delte hans familie maden mellem sig. Da Ummu Ayyub, Abu Ayyubs hustru, hørte de tre, kom hun ud og sagde:
— Allahs Sendebud og hans to ledsagere, velkommen!
— Hvor er Abu Ayyub?
Abu Ayyub arbejdede i sin dadelhave i nærheden. Da han hørte Allahs Sendebuds stemme, løb han hen og sagde:
— Allahs Sendebud, De plejer ikke at komme på dette tidspunkt.
— Du har ret.
Abu Ayyub løb til haven, skar en klase tørre, modne og umodne dadler ned og kom med den. Allahs Sendebud sagde:
— Jeg bad dig ikke om at skære denne ned.
— Spis nogle af de tørre, modne og umodne dadler; det er mit inderlige ønske. Jeg vil straks slagte en ged til jer.
Profeten sagde: Hvis du slagter en ged, må du ikke slagte en malkeged.
Abu Ayyub slagtede en ged, der ikke gav mælk, og sagde til sin hustru: Steg kødet og bag brød. Du er dygtig til at bage. Abu Ayyub gik selv i gang med at tilberede halvdelen af geden. Da maden var færdig, satte han den frem for Allahs Sendebud og hans to ledsagere.
Profeten tog et stykke kød, lagde det på et stykke brød og sagde:
— Abu Ayyub, skynd dig at bringe dette stykke til Fatima. Hun har ikke set sådan mad i mange dage.
De spiste alle, til de var mætte. Derefter sagde Profeten: Brød, kød, tørrede dadler, modne og halvmodne dadler. Hans øjne fyldtes med tårer. Så sagde han: Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, vil I på opstandelsens dag blive spurgt om denne velsignelse. Når I modtager en sådan velsignelse, skal I sige »Bismillah« og begynde at spise, og når I er mætte, skal I sige: »Alhamdu lillahi alladhi ashba’ana wa an’ama alayna fa afdala.«
Da Allahs Sendebud tog afsked, sagde han til Abu Ayyub:
— Mød mig i morgen.
Den næste dag kom Abu Ayyub til Allahs Sendebud. Profeten gav ham en lille slavepige og sagde: Abu Ayyub, behandl hende godt. Så længe hun var hos os, har vi ikke set andet end godt fra hende.
Abu Ayyub tog pigen med hjem. Hans hustru spurgte:
— Ayyubs far, hvem er dette?
— Allahs Sendebud har givet hende til os.
— Giveren er stor, og gaven er ærefuld, sagde hun.
— Allahs Sendebud har befalet os at behandle hende godt.
— Hvordan vil du efterkomme befalingen?
— Der findes ingen bedre måde at efterkomme Allahs Sendebuds råd på end at frigive hende.
— Du har fået den rette vejledning. Du er en, der har fået Allahs hjælp.
Derefter frigav de slavepigen. (Suwar min Hayat al-Sahaba 1/124-130; Hayat al-Sahaba 1/308-310).
Den nat, hvor Allahs Sendebud første gang tilbragte bryllupsnatten med de troendes moder Safiyya bint Huyayy, stod Abu Ayyub hele natten ubemærket ved Allahs Sendebuds dør med et ubeskyttet sværd i hånden. Ved daggry kom Profeten ud og så Abu Ayyub. Abu Ayyub sagde: »Allahs Sendebud, De har dræbt hendes far, bror og mand, og derfor følte jeg mig ikke tryg ved, at De var i sikkerhed.« Profeten lo, bad for ham og gik videre. (Ansab al-Ashraf 1/443; Hayat al-Sahaba 2/663).
Hans rang blandt sahabierne var så høj, at andre sahabier spurgte ham om forskellige religiøse spørgsmål. Fremtrædende sahabier som Ibn Abbas, Ibn Umar, al-Bara ibn Azib, Anas ibn Malik, Abu Umama, Zayd ibn Khalid al-Juhani, Miqdam ibn Ma’dikarib, Jabir ibn Samura og Abdullah ibn Yazid al-Khatmi overleverede hadither gennem ham. Fremtrædende tabi’un som Sa’id ibn al-Musayyib, Urwa ibn al-Zubayr, Salim ibn Abdullah, Ata ibn Yasar, Ata ibn Yazid al-Laythi, Abu Salama og Abd al-Rahman ibn Abi Layla var hans elever og overleverede alle hadither gennem ham. (Usud al-Ghaba 2/81; al-Isaba 1/405).
Abu Ayyub var sahabiernes samlingspunkt. Når der opstod uenighed mellem dem om et spørgsmål, skyndte de sig alle til ham. En gang var Ibn Abbas og Miswar ibn Makhrama uenige om, hvorvidt man under ihram måtte gnide sit hoved med hånden, når man foretog ghusl på grund af janaba. De sendte Abdullah ibn Husayn til Abu Ayyub for at få spørgsmålet afklaret. Da Abdullah kom, var Abu Ayyub netop i gang med at bade. Da Abu Ayyub forstod hans ærinde, stak han hovedet ud og gned det, mens han sagde: »Se, sådan badede Allahs Sendebud.« (Bukhari 1/248).
Under amir Mu’awiyas kalifat, da Uqba ibn Amir al-Juhani var guvernør i Egypten, rejste Abu Ayyub to gange til Egypten. Den første rejse var for at søge hadith. Han havde hørt, at Uqba overleverede en hadith fra Allahs Sendebud. For blot at høre denne ene hadith fra Uqbas egen mund rejste han den lange vej fra Medina til Egypten. Da han nåede Egypten, gik han til Maslama ibn Makhlads hus. Maslama bød ham velkommen og omfavnede ham. Abu Ayyub sagde: »Vis mig venligst Uqbas hus.« Da han kom dertil, sagde han til Uqba: »Jeg vil spørge dig om noget. Blandt Allahs Sendebuds ledsagere, som var til stede dengang, er der nu ingen andre end du og jeg i live. Hvad hørte du Allahs Sendebud sige om muslimens ‘awra, altså det, der skal skjules?«
Uqba sagde: »Jeg hørte Allahs Sendebud sige: Den, der i denne verden skjuler en troendes hemmelighed, vil Allah på opstandelsens dag skjule hans fejl.« Så snart Abu Ayyub havde hørt dette, begav han sig mod Medina. Han steg ikke af sit ridedyr og tog ikke engang et hvil. Senere plejede han at overlevere hadithen sådan. (Hayat al-Sahaba 3/198; Musnad Ahmad 4/154).
Abu Ayyub havde så stærk en interesse i at tilegne sig viden og udbrede den, at han ikke opgav dette, selv på sit dødsleje. Efter hans død blev to hadither offentliggjort blandt folk gennem en almindelig bekendtgørelse. (Musnad Ahmad 5/414).
Abu Ayyub havde lært Koranen udenad. Ibn Sa’d fortæller: »På Allahs Sendebuds tid samlede fem Ansarer Koranen: Mu’adh ibn Jabal, Ubada ibn Samit, Ubayy ibn Ka’b, Abu Ayyub og Abu Darda.« Under den anden kalif, Umars, kalifat skrev Yazid ibn Abi Sufyan til kaliffen: »Syrerne reciterer Koranen på forskellige måder. Send nogle lærde lærere, som kan undervise dem korrekt i Koranen.« Da Umar modtog brevet, tilkaldte han de fem nævnte mænd. Da de kom, sagde han: »Jeres brødre i Syrien har bedt mig om hjælp med Koranundervisningen. Lad mindst tre af jer hjælpe os med dette. Hvis I ønsker det, kan I alle deltage.« De besvarede kaliffens anmodning. De sagde: »Abu Ayyub er svækket af alder, og Ubayy ibn Ka’b er syg.« Derefter gjorde de tre andre sig klar til at rejse. (Hayat al-Sahaba 3/195).
Sirabøgerne nævner, at et hundrede og halvtreds hadither er overleveret fra Abu Ayyub. Forfatteren til Jala al-Qulub angiver imidlertid antallet til 210, hvoraf fem er enige overleveret af Bukhari og Muslim. Imam Ahmad samlede i femte bind af sin Musnad, side 412-423, 112 hadither fra ham og på side 113-114 yderligere nogle af hans hadither. [Daira-i Ma’arif-i Islamiyya, urdu 1/745].
Tre egenskaber var særligt fremtrædende i Abu Ayyubs karakter: 1. dyb kærlighed til Allahs Sendebud, 2. trosiver og begejstring, 3. sandhedstale. Han elskede Allahs Sendebud så dybt, at han efter hans død plejede at gå til den velsignede grav og blive liggende dér. Hans trosiver og fasthed ses af, at han ikke var fraværende fra et eneste slag, som fandt sted på Allahs Sendebuds tid. Selv ved livets afslutning, i en alder af firs år, krydsede han Romerhavet på vejen til Egypten og drog til området nær Istanbuls bymur for at udføre opgaven med at kalde til islam.
Han afholdt sig aldrig fra at sige sandheden af frygt for nogen person eller stat. En gang var Egyptens guvernør Uqba ibn Amir al-Juhani, som var sahabi, af en eller anden grund lidt forsinket med at lede maghrib-bønnen. Abu Ayyub rejste sig og spurgte: »Ma hadhihi al-salatu ya Uqba? Uqba, hvad er dette for en bøn?« Uqba svarede, at han var blevet forsinket, fordi han var optaget af en sag. Abu Ayyub sagde: »Du er Allahs Sendebuds ledsager. Ved din handling vil folk tro, at Allahs Sendebud plejede at bede på dette tidspunkt, selv om han stærkt opfordrede til at fremskynde maghrib-bønnen.« (Musnad Ahmad 5/417).
Han fulgte selv de islamiske regler fuldstændigt og forventede den samme efterlevelse af andre. Hvis han så den mindste afvigelse hos nogen, rettede han den. En gang dræbte Abd al-Rahman, søn af Khalid ibn al-Walid, fire fanger, efter at have bundet deres hænder og fødder, under et slag. Da Abu Ayyub hørte det, sagde han til ham: »Allahs Sendebud forbød at dræbe på denne måde, som dyr dræbes. Jeg bryder mig ikke engang om at slagte en kylling på den måde.« (Musnad Ahmad 5/422).
Under krigen mod romerne befandt et stort antal krigsfanger sig på et skib under en officers opsyn. En dag så Abu Ayyub en kvindelig fange græde fortvivlet. Han spurgte, hvorfor hun græd sådan. Folk svarede: »Hun er blevet skilt fra sit barn.« Abu Ayyub tog drengen i hånden og gav ham til kvinden. Officeren klagede over Abu Ayyub til hærføreren. Som svar på hærførerens spørgsmål sagde Abu Ayyub: »Allahs Sendebud forbød at påføre mennesker sådan smerte.« (Musnad Ahmad 5/412).
Han rejste til Syrien og Egypten og så, at toiletterne dér var bygget med retning mod qibla. Han blev ved med at sige: »Hvad skal jeg sige? Her er toiletterne bygget mod qibla, selv om Allahs Sendebud forbød dette.« (Musnad Ahmad 5/412).
Salim ibn Abdullah ibn Umar fortæller: »Mens min far, Abdullah ibn Umar, levede, blev der en gang holdt bryllup i vores hus. Min far inviterede Abu Ayyub sammen med de andre. Husets vægge blev dækket med smukke grønne tæpper. Så snart Abu Ayyub kom, løftede han hovedet og så på dem. Derefter sagde han alvorligt: Abdullah, har I dækket væggene?« Salim siger: »Min far svarede skamfuldt: Abu Ayyub, kvinderne har fået overtaget over os.« Abu Ayyub sagde: »Jeg frygter dette for alle, men jeg havde ikke frygtet det for dig. Jeg vil hverken gå ind i dit hus eller spise.« (Hayat al-Sahaba 2/305).
Et bevis på, hvor ophøjet Abu Ayyubs karakter var, findes i hændelsen med Ifk, den falske anklage mod Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende. Hans holdning i denne sag var særdeles korrekt. En dag sagde hans hustru til ham: »Abu Ayyub, har du hørt, hvad folk siger om Aisha?« Han svarede: »Ja, jeg har hørt det. Det er åbenlys løgn. Ummu Ayyub, kunne du gøre sådan noget?« Hun svarede: »Ved Allahs ed, det kunne jeg aldrig gøre.« Abu Ayyub sagde: »Hvordan skulle Aisha, som er bedre end dig, så kunne gøre det?« (Sirat Ibn Hisham 2/302).
Under slaget ved Konstantinopel inviterede en muslimsk soldat en dag Abu Ayyub til et måltid på deres skib. Han kom og sagde: »I har inviteret mig, men jeg faster i dag. Jeg havde ingen anden mulighed end at besvare jeres invitation, for jeg har hørt Allahs Sendebud sige: En muslim har seks rettigheder over for sin muslimske broder. Hvis man forsømmer blot én af dem, har man forsømt en rettighed: 1. Man skal hilse på ham, når man møder ham. 2. Man skal besvare hans invitation. 3. Hvis han nyser og siger al-hamdu lillah, skal man svare yarhamukallah. 4. Man skal besøge ham, når han er syg. 5. Man skal deltage i hans begravelsesbøn, når han dør. 6. Man skal give ham råd, når han beder om råd.« (Hayat al-Sahaba 2/505).
Abu Ayyub var meget blufærdig. Selv når han badede ved en brønd, omgav han sig med stof på alle sider. (Bukhari 1/248).
Han var meget streng over for vantro og hyklere, og denne strenghed kom til udtryk på mange måder. På den tid kom hyklerne i Medina til moskéen, lyttede til muslimernes samtaler og gik derefter ud og gjorde nar af muslimernes religion. En dag samledes nogle hyklere i Profetens Moské. Da de stod tæt sammen og hviskede indbyrdes, fik Allahs Sendebud øje på dem og beordrede, at de skulle fjernes fra moskéen. Abu Ayyub løb straks hen, tog fat i Amr ibn Qays’ ben og slæbte ham ud. Mens han blev trukket i benet, råbte han: »Abu Ayyub, slæber du mig sådan ud fra Banu Tha’labs mirbad, deres indhegning?« På moskéens sted havde der tidligere været en indhegning til kameler og geder. Derefter fór Abu Ayyub mod Rafi ibn Wadi’a, viklede sin kappe om hans hals, slæbte ham ud og slog ham med spark og slag. Mens Abu Ayyub trak ham, sagde han: »Væk med dig, fordærvede hykler! Gå tilbage ad den vej, du kom.« (Sirat Ibn Hisham 1/528).
Fordi Abu Ayyub og hans hustru havde givet Allahs Sendebud husly og tjent ham med deres liv, fik de en særlig æresplads, især blandt Profetens familie og generelt blandt alle muslimer. Under Alis kalifat var Ibn Abbas guvernør i Basra. En gang kom Abu Ayyub dertil. Ibn Abbas sagde til ham: »Jeg ønsker at tømme mit hus for dig i dag, ligesom du tømte dit hus for Allahs Sendebud.« Han flyttede alle sine familiemedlemmer et andet sted hen og overlod huset med hele dets udstyr til Abu Ayyub. (Hayat al-Sahaba 1/405).
Efter Allahs Sendebuds død blev hver sahabis understøttelse fastsat efter hans tidligere tjeneste og selvopofrelse. Abu Ayyubs understøttelse blev først fastsat til 4.000 dirham. Ali forhøjede den til 20.000. Til at dyrke hans jord var der først ansat otte slaver; Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, forhøjede tallet til fyrre.
Navnet på Abu Ayyubs lykkelige hustru var Ummu Hasan bint Zayd. Hun var en fornem Ansar-kvinde. Ifølge Ibn Sa’d fik hun kun én søn, Abd al-Rahman, med Abu Ayyub.
Selv om Abu Ayyubs liv var tilbragt på slagmarken, og han knap havde haft tid til at tage sværdet ned fra skulderen og hvile, var hans liv alligevel fredfyldt som den milde, kølige brise ved daggry. Han havde hørt Allahs Sendebud sige: »Når du beder, så bed som om det er din sidste bøn. Sig aldrig noget, som du senere må aflægge regnskab for. Håb aldrig på at få det, som andre mennesker ejer.«
Hans tunge blev aldrig tøjlesløs under strid eller uenighed. Ingen begærlighed kunne nogensinde få magt over hans hjerte. Som en from tilbeder, som en der hvert øjeblik er rede til at tage afsked med verden, levede han hele sit liv. (Rijal hawla al-Rasul 408).
Sa’d ibn Mu’adh (må Allah være tilfreds med ham)
Hans egentlige navn var Sa‘d, hans tilnavn Abu ‘Amr, og hans ærestitel Sayyid al-Aws. Han var søn af Abd al-Ashhal-grenen af den berømte Aws-stamme i Medina. Hans far hed Mu‘adh ibn Nu‘man, og hans mor Kabsha, eller ifølge en anden overlevering Qubaysha bint Rafi‘. Hun var kusine til den berømte ledsager Abu Sa‘id al-Khudri. Faderen Mu‘awwidh døde allerede i uvidenhedens tid. Moderen Kabsha antog imidlertid islam efter hijraen og levede i mange år efter Sa‘ds død. Blandt hele Aws-stammen var Abd al-Ashhal-grenen den mest adelige, og ledelsen havde traditionelt ligget i deres hænder. Sa‘d var en fremtrædende leder på sin tid. (Se: Sira ibn Hisham, 2/252; Usd al-Ghaba, 2/296; Tabaqat, 3/420; Tahdhib al-Tahdhib, 3/481.) Der findes ikke megen information om hans fødselsår.
Selv om islams indflydelse begyndte at brede sig i Medina efter den første troskabsed ved al-Aqaba, var den i virkeligheden knyttet til Mus‘ab ibn ‘Umayrs personlighed. Efter troskabseden ved al-Aqaba sendte Allahs Ædle Sendebud Mus‘ab til Medina på indbyggernes anmodning som da‘i, altså den, der kaldte mennesker til islam. I islams historie står han som en succesfuld da‘i. Gennem utrættelig indsats bragte han islams kald til hvert eneste menneskes øre i Medina. Da Mus‘ab kom til Medina og begyndte at kalde til islam, var Sa‘d ibn Mu‘adh en hårdnakket fornægter. Denne tilstand varede dog ikke længe. Snart reagerede han også på Mus‘abs kald. Ibn Ishaq fortæller således om hans antagelse af islam:
En dag gik As‘ad ibn Zurara sammen med Mus‘ab ibn ‘Umayr, som var sendt af Allahs Sendebud som da‘i, til stammerne Banu Abd al-Ashhal og Banu Ja‘far for at kalde dem til islam. De satte sig på en mur ved en brønd, der hed Maraqq. Nogle mennesker, som allerede havde antaget islam, samlede sig omkring dem. Sa‘d ibn Mu‘adh og Usayd ibn Hudayr var på det tidspunkt begge ledere for Banu Abd al-Ashhal. De var endnu polyteister. Det skal nævnes, at Sa‘d var fætter på mødrene side til As‘ad ibn Zurara.
Da nyheden nåede Sa‘d og Usayd, sagde Sa‘d straks til Usayd: »Må din far gå til grunde! Gå nu hen til disse to mænd. De er trængt ind i vores område for at narre vores svage mennesker. Fordriv dem, og forbyd dem at færdes her. Hvis min fætter As‘ad ibn Zurara ikke var sammen med den anden mand, ville jeg ikke have sendt dig; jeg var selv gået. Det ville ikke være passende, at jeg gik hen til ham.« Usayd gik bevæbnet hen til dem. Resultatet blev det modsatte. Da han kom for at jage dem bort, blev han selv påvirket af deres ord og antog islam. Han sagde til Mus‘ab og As‘ad: »Jeg har efterladt en mand bag mig. Hvis han lytter til jer, vil ikke én person i stammen holde sig borte fra jer. Jeg sender Sa‘d ibn Mu‘adh til jer med det samme.« Dermed vendte han tilbage mod sin stamme.
Sa‘d sad på det tidspunkt ved stammens samlingssted. Da han så Usayd komme tilbage, sagde han: »Ved Allah, Usayd vender tilbage med et andet ansigt end det, han havde, da han gik.« Da Usayd kom nærmere, spurgte Sa‘d: »Hvad har du gjort?« Usayd svarede: »Jeg talte med de to mænd. Jeg så ikke noget særligt ondt hos dem, men jeg forbød dem alligevel at komme her. De sagde, at det, I finder godt, skal ske. Jeg har dog hørt, at folk fra Banu Haritha er draget ud for at dræbe As‘ad ibn Zurara. De ved jo, at As‘ad er din fætter.«
Sa‘d rejste sig straks ophidset, tog sit spyd og løb mod de to mænd. Da han nærmede sig og så dem sidde helt roligt og fredeligt, forstod han, at Usayd havde narret ham, så han selv kunne høre deres ord. Mens han skældte dem begge ud, sagde han til As‘ad: »Hør, Abu Usama! Hvis der ikke var et slægtskabsforhold mellem dig og mig, ville jeg ikke tale så meget. Du kommer til vores område og gør det, vi ikke bryder os om.«
Da As‘ad så Sa‘d komme, sagde han til Mus‘ab: »Mus‘ab! Her kommer en stammeleder til dig. Hvis denne mand tager imod dit budskab, vil ikke engang to personer i stammen holde sig borte fra dig.« Mus‘ab sagde venligt til Sa‘d: »Vil du ikke sætte dig og høre på mig? Hvis du synes om mine ord, kan du tage imod dem; hvis du ikke bryder dig om dem, går vi.« Sa‘d svarede: »Det er retfærdigt.« Han stak sit spyd i jorden og satte sig. Mus‘ab fremlagde roligt islams kald for ham og reciterede Koranen for ham.
Mus‘ab og As‘ad har begge fortalt: »Efter at islams kald var blevet fremlagt, så vi islams lys i Sa‘ds ansigt, før han overhovedet sagde noget.« Efter at have hørt kaldet spurgte Sa‘d: »Hvad skal man gøre for at træde ind i denne islam og denne religion?« De svarede: »Man skal bade sig og rense sig, tage rent tøj på, udtale trosbekendelsen og derefter bede to rak‘at.« Sa‘d gjorde dette. Så tog han sit spyd og begav sig sammen med Usayd mod stammens samlingssted.
Da folkene så dem vende tilbage, sagde de til hinanden: »Sa‘d har ikke længere det ansigt, han havde, da han gik. Han ser helt anderledes ud.« Da Sa‘d kom nærmere, sagde han til stammens folk: »O folk fra Abd al-Ashhal! Hvordan har I hidtil opfattet mine handlinger i forskellige spørgsmål?« De svarede enstemmigt: »Du er vores leder, den blandt os, hvis mening er bedst, og vores betroede naquib og ansvarlige.« Sa‘d sagde: »Så er det forbudt for mig at tale med nogen af jeres mænd eller kvinder, indtil I tror på Allah og Hans Sendebud.«
As‘ad og Mus‘ab fortæller: »Ved Allah! Før aftenen var kommet efter Sa‘ds erklæring, havde alle mænd og kvinder i Banu Abd al-Ashhal antaget islam.« Efter Sa‘ds omvendelse opholdt As‘ad og Mus‘ab sig i hans hus og kaldte folk til islam. Derfor fandtes der før Allahs Sendebuds hijra til Medina ikke et eneste hus eller en eneste stamme dér, hvor ikke én eller to personer havde antaget islam. Derefter begyndte Sa‘d ibn Mu‘adh og Usayd ibn Hudayr sammen at ødelægge afguderne hos Banu Abd al-Ashhal. (Se: Tabaqat, 3/420-421; Sira ibn Hisham, 1/435, 437, 479; al-Bidaya, 3/152; Usd al-Ghaba, 3/296; Hayat al-Sahaba, 1/187-190.)
Sa‘ds indsats for islams kald og udbredelse i Medina var enestående. Ingen anden ledsager kunne måle sig med ham i denne ære. For der findes intet andet eksempel på, at én persons antagelse af islam førte til, at en hel stamme antog islam, bortset fra hans tilfælde. Derfor sagde Allahs Sendebud: »Den bedste bolig blandt ansarerne er Banu Najjar, derefter kommer Abd al-Ashhal.« Sa‘ds og hans stammes antagelse af islam fandt sted mellem den første og den anden troskabsed ved al-Aqaba.
Ibn ‘Asakir har overleveret en beretning fra al-Bukhari og al-Kalbi. Efter at Allahs Sendebud var udvandret fra Mekka, kunne Quraysh ikke få nogen nyhed om ham. De sad i deres rådhus ved Kabaen, da de pludselig hørte en stemme, der reciterede et digt fra retning af Abu Qubays-bjerget. En del af det lød:
»Hvis de to Sa‘d’er antager islam, vil Muhammad være sikker mod modstandernes frygt. O Sa‘d fra Aws, o Sa‘d fra Khazraj! Bliv Muhammeds beskyttere.«
Der var også flere andre vers. Da Quraysh hørte digtet, forstod de, at de to Sa‘d’er, som var Allahs Sendebuds hjælpere blandt Aws og Khazraj, var Sa‘d ibn Mu‘adh og Sa‘d ibn ‘Ubada. (Tahdhib Ibn ‘Asakir, 6/89.)
Nogen tid efter sin antagelse af islam rejste Sa‘d til Mekka for at udføre ‘umra. Den fremtrædende Quraysh-leder Umayya ibn Khalaf var hans nære ven. Sa‘d tog ind hos ham, og når Umayya kom til Medina, boede han hos Sa‘d. Sa‘d sagde til ham: »Sig til mig, når al-Haram omkring Kabaen er tom.« Ved middagstid gik Umayya sammen med ham mod al-Haram. På vejen mødte de Abu Jahl, som spurgte Umayya: »Hvem er denne mand?« Umayya svarede: »Sa‘d ibn Mu‘adh.« Abu Jahl sagde: »Det er sandelig mærkeligt, at du har givet husly til en frafalden og går frit omkring i Mekka som hans hjælper. Hvis du ikke var sammen med ham, ville det være svært for ham at vende hjem.« Det skal bemærkes, at de vantro kaldte dem, der antog islam, for frafaldne.
Sa‘d kastede straks en udfordring til Abu Jahl: »Prøv blot at forhindre mig, og se, hvad der sker. Jeg vil lukke vejen til Medina for dig.« Umayya sagde: »Sa‘d, Abu al-Hakam, altså Abu Jahl, er en fremtrædende leder i Mekka. Tal sagte foran ham.« Sa‘d sagde: »Lad os gå. Jeg har hørt Allahs Sendebud sige, at muslimerne vil dræbe jer.« Abu Jahl spurgte: »Vil de komme til Mekka og dræbe os?« Sa‘d svarede: »Det ved jeg ikke.«
I Rabi‘ al-Awwal i det andet år efter hijra drog Allahs Sendebud ud for at opspore en karavane på hundrede mænd under Quraysh-lederen Umayya ibn Khalaf. Denne ekspedition er i historien kendt som ekspeditionen ved Buwat. Ifølge en overlevering efterlod Allahs Sendebud Sa‘d ibn Mu‘adh i Medina som sin stedfortræder. (Ansab al-Ashraf, 1/287.)
Allahs Ædle Sendebud knyttede ifølge én overlevering Sa‘d til Abu ‘Ubayda ibn al-Jarrah og ifølge en anden til Sa‘d ibn Abi Waqqas i et broderskabsforhold. (Tabaqat, 3/421; Sira ibn Hisham, 1/505.)
Efter ekspeditionen ved Buwat i det andet år efter hijra nærmede det historiske slag ved Badr sig. Tiden var kommet, hvor Sa‘ds forudsigelse skulle blive til virkelighed. Quraysh i Mekka begyndte at gøre sig klar til at angribe Medina. Da Allahs Ædle Sendebud fik nyheden, drog han mod Badr. Undervejs fik han oplysninger om Quraysh-hærens seneste bevægelser og satte sig for at rådføre sig med muhajirerne og ansarerne. Blandt muhajirerne udtalte Abu Bakr, ‘Umar, al-Miqdad og andre ledsagere deres meninger. Derefter sagde Sendebudet til ansarerne: »O mennesker, giv mig jeres råd.«
Sa‘d ibn Mu‘adh rejste sig straks og sagde: »Allahs Sendebud! Henvender du dig til os?« Sendebudet sagde: »Ja.« Sa‘d sagde: »Vi har troet på dig, anerkendt dig som sandfærdig og bevidnet, at alt det, du har bragt, er sandt. Vi har lovet at lytte til dig og adlyde dig. Gør, hvad du vil, Allahs Sendebud; vi er med dig. Ved Ham, som har sendt dig med sandheden: Hvis du beordrer os til at springe i havet, vil vi springe i det, og ikke én af os vil blive tilbage. Før os allerede i morgen mod fjenden; vi vil ikke være utilfredse. I krig er vi tålmodige, og over for fjenden er vi oprigtigt trofaste. Allah vil lade dig se sådant fra os, at dine øjne vil frydes. Stol på Allah og gå frem med os.«
Han fortsatte: »Vi vil ikke være som dem, der sagde til Moses: Gå du og din Herre og bekæmp fjenden, mens vi bliver siddende her. Nej, vi siger: Gå du og din Herre, så følger vi jer. Måske drog du ud med ét formål, men Allah ville noget andet. Se blot, hvad Allah vil gøre gennem dig.« Historikerne har sagt, at Allah åbenbarede vers 5 i sura al-Anfal til støtte for Sa‘ds ord. Allahs Sendebud blev meget glad for talen. Da hæren blev opstillet, overrakte han Sa‘d Aws-stammens fane. Ifølge en anden overlevering bar Sa‘d hele ansarernes fane i dette slag. (Se: Sira ibn Hisham, 1/613, 615; Usd al-Ghaba, 2/299; Tabaqat, 3/421; al-Bidaya, 3/262; Hayat al-Sahaba, 1/415.)
Ibn Ishaq fortæller, at Sa‘d ibn Mu‘adh kort før slaget ved Badr sagde: »Allahs Profet! Hvorfor opfører vi ikke et ‘arish’, et telt, til dig og placerer en styrke dér? Vi går ud for at bekæmpe fjenden. Hvis Allah giver os ære og sejr, er vores håb opfyldt. Hvis der sker noget andet, kan du sammen med denne styrke slutte dig til dem, vi har efterladt bag os. Allahs Profet! De mennesker, der er blevet tilbage i Medina, elsker dig ikke mindre end vi gør. Hvis de havde vidst, at du ville blive involveret i krig, var de ikke blevet tilbage. Allah vil beskytte dig gennem dem. De vil give dig oprigtigt råd og kæmpe sammen med dig mod fjenden.«
For denne tale roste Allahs Sendebud Sa‘d og bad for ham. Således blev der bygget et ‘arish nær slagmarken, hvorfra Sendebudet ledede slaget ved Badr. (Al-Bidaya, 3/268; Sira ibn Hisham, 1/620.) Da Quraysh-hæren blev besejret og begyndte at flygte for livet, forfulgte de muslimske krigere dem og begyndte at tage dem til fange. Allahs Ædle Sendebud opholdt sig i ‘arish’et. Af frygt for et pludseligt modangreb stod Sa‘d ibn Mu‘adh sammen med nogle andre ansariske krigere bevæbnet vagt ved døren.
Da Allahs Sendebud så et tegn på utilfredshed i Sa‘ds ansigt, sagde han: »Sa‘d! Det ser ud til, at du ikke bryder dig om folks handlinger.« Sa‘d svarede: »Ja. Dette er vores første sammenstød med polyteisterne. Jeg foretrækker at dræbe deres mænd frem for at lade dem leve.« (Sira ibn Hisham, 1/628.) Ifølge en overlevering dræbte han i dette slag ‘Amr ibn ‘Ubaydullah, og en af hans slaver deltog også. (Ansab al-Ashraf, 1/297, 479.)
Sa‘d deltog også i slaget ved Uhud. Her fik han til opgave at bevogte Allahs Sendebuds position. Til at begynde med ønskede Sendebudet at forsvare sig mod de vantro inde fra Medina. Hyklerelederen ‘Abdullah ibn Ubay ibn Salul ønskede det samme. Men nogle unge krigere, som brændte af længsel efter martyrdøden, insisterede på at drage ud af Medina og kæmpe. Da de var i flertal, fulgte Sendebudet deres mening og gik ind for at iføre sig krigsudstyr.
Sa‘d ibn Mu‘adh og Usayd ibn Hudayr sagde da: »I har tvunget Allahs Sendebud til at drage ud af Medina, selv om åbenbaringen kommer ned over ham fra himlen. I bør trække jeres mening tilbage og overlade sagen helt til Allahs Sendebud.« Da Sendebudet derefter kom ud af huset iført sværd, skjold, rustning og andet krigsudstyr, fortrød alle. De sagde enstemmigt: »Vi ønskede ikke at modsige dig. Din befaling er vores øverste pligt.« Sendebudet svarede: »Nu kan jeg ikke gøre noget. Når en profet har iført sig våben, er beslutningen om krig truffet, og der er ingen mulighed for at vende tilbage.« (Tabaqat, 2/26.)
Slaget begyndte ved foden af Uhud-bjerget. Den muslimske hær havde først fremgang, men til sidst trak den sig tilbage under modpartens voldsomme angreb. En alvorlig katastrofe indtraf. Allahs Ædle Sendebud forblev da fast og urokkelig. Sa‘d ibn Mu‘adh var en af de femten personer, der forblev ved hans side. Hans bror ‘Amr ibn Mu‘adh blev martyr ved Uhud. (Tabaqat, 2/30; Ansab al-Ashraf, 1/318, 329.)
Efter slaget ved Uhud gik Allahs Ædle Sendebud en dag forbi Banu Abd al-Ashhal og Banu Ja‘far, to ansariske stammer. Han hørte kvinderne græde og sørge over deres folk, der var blevet martyrer ved Uhud. Barmhjertighedens Profets øjne fyldtes med tårer, og han græd også. Derefter sagde han: »Men der er ingen, der græder over Hamza.« Da Sa‘d ibn Mu‘adh og Usayd ibn Hudayr vendte tilbage til Banu Abd al-Ashhal og hørte dette, beordrede de stammens kvinder: »Gå til Allahs Sendebuds hus og sørg over hans onkel Hamza.« (Sira ibn Hisham, 2/99.)
Ka‘b ibn Asad, lederen af den jødiske stamme Banu Qurayza i Medina, havde på sin stammes vegne indgået en alliance med Allahs Sendebud. Under slaget ved al-Khandaq brød han på opfordring og efter dårlig rådgivning fra Banu Nadir-lederen Huyayy ibn Akhtab denne aftale og begyndte at konspirere mod muslimerne. Nyheden nåede Allahs Sendebud og muslimerne. For at undersøge, om sagen var sand, sendte Sendebudet Sa‘d ibn Mu‘adh fra Aws-stammen og Sa‘d ibn ‘Ubada fra Khazraj-stammen. ‘Abdullah ibn Rawaha og Khawwat ibn Jubayr fulgte også med. De tog til Banu Qurayza og forstod gennem samtaler og direkte observation, at sagen var sand. Da de vendte tilbage, fremlagde de deres undersøgelse og rapport for Allahs Sendebud. (Sira ibn Hisham, 2/221.)
Mange beretninger om Sa‘ds fasthed findes i forskellige værker. Al-Baladhuri og Ibn al-Athir har blandt andet fortalt følgende: Allahs Sendebud forhandlede med lederne af Ghatafan, al-Harith ibn ‘Awf og ‘Uyayna ibn Hisn, om en fredsaftale på betingelse af, at de ikke truede Medina, og at de til gengæld skulle få en tredjedel af Medinas høst. I det femte år efter hijra blev der imidlertid stor nød i Medina på grund af slaget ved al-Khandaq. Allahs Ædle Sendebud rådførte sig med Sa‘d ibn Mu‘adh og Sa‘d ibn ‘Ubada om aftalen.
De sagde: »Allahs Sendebud! Hvis dette er dit ønske, vil vi gøre det. Hvis det er Allahs befaling, skal det naturligvis følges. Men gør du dette af hensyn til os?« Han svarede: »Ja, jeg gør det af hensyn til jer. Jeg har set, at hele Arabien nu står imod jer, og jeg ønskede i det mindste at standse deres fjendtlighed for en tid.« Da Sa‘d ibn Mu‘adh hørte dette, sagde han: »Allahs Sendebud! De og vi var tidligere polyteister sammen. Ingen af os tilbad Allah eller kendte Ham. Selv dengang håbede de ikke på at spise en eneste af vores dadler, undtagen som handelsfolk eller gæster. I dag har vi antaget islam, og Allah har æret os gennem islam og dig. Og nu skal vi give dem en del af vores ejendom? Vi har ikke brug for en sådan aftale. Indtil Allah har afgjort sagen mellem os og dem, giver vi dem intet andet end sværdet.« Allahs Sendebud fulgte hans råd. (Al-Bidaya, 4/104; Ansab al-Ashraf, 1/346-347.)
Tiden for slaget var nær. Sa‘d iførte sig rustning, tog sit spyd og gik mod slagmarken. På vejen sad hans mor ved siden af de troendes moder, ‘A’isha, i Banu Harithas fæstning. Hun så sin søn gå og recitere et vers. Det lød: »Når den fastsatte tid kommer, hvad er der så tilbage at indvende mod døden?« Hans mor råbte: »Min søn! Du er kommet bagud; skynd dig.« Den hånd, som holdt spyddet, stak ud gennem rustningen. ‘A’isha pegede på den og sagde: »Sa‘ds mor, se, hvor lille hans rustning er.«
Så snart Sa‘d nåede slagmarken, skød Hibban ibn ‘Abdi Manaf en pil mod ham. I nogle overleveringer nævnes Abu Usama eller Khafaja ibn ‘Asim i stedet for Hibban. Pilen ramte hans hånd og forårsagede et alvorligt sår. I sin glæde råbte Hibban: »Jeg er ‘Ariqas søn.« Da Allahs Sendebud, eller ifølge en anden overlevering Sa‘d, hørte dette, sagde han: »Må Allah nedsænke dit ansigt i sved i Helvede.« Det skal nævnes, at ‘Ariqa betyder sved. (Se: Sira ibn Hisham, 2/226-228; Usd al-Ghaba, 2/296.)
På den tid var der oprettet en lejr i Profetens moské til pleje og behandling af de sårede fra krig. Den blev sandsynligvis oprettet efter slaget ved Uhud og lå nær Allahs Sendebuds kammer. En from og omsorgsfuld kvinde ved navn Rufayda fra Aslam-stammen var blandt lejrens plejersker. Hun behandlede de sårede og havde erfaring med patientpleje og sårbehandling. Da Sa‘d ibn Mu‘adh blev såret i slaget ved al-Khandaq, beordrede Allahs Sendebud: »Anbring Sa‘d i Rufaydas telt, så jeg kan se til ham tæt på.« (Sira ibn Hisham, 2/239; Usd al-Ghaba, 2/297; Da’ira-i Ma‘arif-i Islamiyya, urdu, 11/33.)
Allahs Ædle Sendebud kom hver dag til lejren for at se til den syge Sa‘d. Da Sa‘d var blevet håbløs med hensyn til sit liv, bad han til Allah: »O Allah! Hvis konflikten med Quraysh stadig består, så lad mig leve. Jeg længes efter at kæmpe mod dem, for de har plaget Dit Sendebud, fornægtet ham og fordrevet ham fra hans hjemland Mekka. Hvis konflikten derimod er forbi, så giv mig martyrdøden gennem dette sår, men lad mig ikke dø, før mine øjne er blevet tilfredse med hensyn til Banu Qurayza.« (Sira ibn Hisham, 2/227; Usd al-Ghaba, 2/296; al-Bukhari, 2/591.) Allah accepterede den sidste del af hans bøn.
Efter Qurayshs og deres allieredes tilbagetog fra slaget ved al-Khandaq besluttede Allahs Sendebud at straffe den jødiske stamme Banu Qurayza, som var kilden til al uro i Medina, fordi de havde brudt aftalen og begået forræderi. Banu Qurayza havde siden gammel tid haft en alliance med Aws-stammen i Medina. Da Allahs Sendebud besluttede at straffe dem, sagde folk fra Aws: »Allahs Sendebud! De var vores allierede mod vores modstander, Khazraj. Du kender den behandling, du tidligere lod iværksætte mod Banu Qaynuqa, som var allierede med vores brødre fra Khazraj.« Hyklerelederen ‘Abdullah ibn Ubay ibn Salul sagde det samme. De frygtede i virkeligheden en hård straf for Banu Qurayza fra Allahs Sendebuds side.
Sendebudet sagde: »O folk fra Aws! Vil I være tilfredse, hvis en af jeres egne træffer afgørelsen om dem?« De svarede: »Ja, det vil vi.« Sendebudet sagde: »Sa‘d ibn Mu‘adh skal træffe afgørelsen.« På denne måde udnævnte Allahs Sendebud Sa‘d ibn Mu‘adh til dommer over Banu Qurayzas skæbne. Sa‘d var på dette tidspunkt alvorligt syg på grund af sit sår. Folkene fra Aws lagde en sadel på en kamel, satte Sa‘d på den og førte ham til Allahs Sendebud. De sagde til ham: »Abu ‘Amr, behandl dine allierede venligt. Det er måske derfor, Allahs Sendebud har udnævnt dig til dommer.« Da de blev for pågående, sagde Sa‘d: »Når Allahs befaling skal gennemføres, frygter Sa‘d ikke den mindste bebrejdelse fra nogen bebrejder.«
Da Sa‘d nåede frem til Allahs Sendebud, sagde Sendebudet til de ansarer og muhajirer, der sad omkring ham: »Rejs jer for jeres leder.« Da folkene fra Sa‘ds stamme igen bad ham om at være mild i dommen, sagde han: »I bør i denne sag holde fast ved den pagt og det løfte, I har givet Allah.« Derefter sagde Sendebudet til Sa‘d: »Disse mennesker venter på din afgørelse.« Sa‘d sagde: »Jeg afsiger følgende dom: De blandt dem, der er kampdygtige, skal dræbes; deres kvinder og børn skal gøres til slaver, og deres ejendom skal fordeles.« Da Allahs Sendebud hørte dommen, sagde han: »Du har truffet den samme afgørelse, som Allah har truffet over de syv himle.« (Sira ibn Hisham, 2/239-240; Usd al-Ghaba, 2/297; al-Isaba, 2/38.)
Sa‘d levede kun kort tid efter, at hans dom over Banu Qurayza var blevet gennemført. En dag lagde Allahs Sendebud selv varme på hans sår. Blødningen standsede, men såret hævede. Pludselig sprang det en dag op, og blodet strømmede kraftigt ud. Ibn ‘Abbas fortæller: »Da blodet begyndte at strømme fra Sa‘ds sår, løb Allahs Sendebud hen til ham og løftede hans hoved op på sit skød. Sendebudets ansigt og skæg blev gennemvædet af Sa‘ds blod. Han dækkede Sa‘ds legeme med et hvidt klæde. Det var så kort, at når hovedet blev dækket, stak fødderne ud, og når fødderne blev dækket, stak hovedet ud. Sa‘d var en lys og kraftig mand.«
Allahs Sendebud bad for Sa‘d: »O Allah! Sa‘d har kæmpet på Din vej, troet på Din profet og fulgt hans vej. Modtag hans sjæl på den bedste måde.« Da Sa‘d hørte Sendebudets bøn, åbnede han øjnene og sagde: »Fred være med dig, Allahs Sendebud. Jeg bevidner, at du er Allahs Sendebud.« (Tabaqat, 3/426; Hayat al-Sahaba, 2/457.)
Sa‘d ibn Mu‘adh døde. Ibn Ishaq fortæller: »Efter Sa‘d ibn Mu‘adh havde draget sit sidste åndedrag, kom Jibril om natten til Allahs Sendebud med en silketurban på hovedet og sagde: ‘Muhammad! Hvem er denne døde mand, for hvis skyld alle himlens porte er blevet åbnet, og Tronen er blevet rystet?’ Allahs Sendebud skyndte sig hen til Sa‘d, mens han trak sit klæde efter sig, og så, at Sa‘d var død.« (Tabaqat, 3/432; Sira ibn Hisham, 2/250-251.)
Allahs Sendebud sad med Sa‘ds hoved i sit skød, mens blodet stadig strømmede fra hans hånd. Folk kom løbende fra alle sider. Abu Bakr kom løbende, så liget og udstødte et skrig, men Allahs Sendebud forbød ham at gøre dette. ‘Umar græd og reciterede: »Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage.« Hele teltet fyldtes af gråd. Sa‘ds sørgende mor begyndte at recitere et digt under gråd. ‘Umar forbød hende at recitere digtet, men Allahs Sendebud sagde: »Lad hende recitere. Andre sørgende kvinder taler usandt, men Sa‘ds mor taler sandt.« (Sira ibn Hisham, 2/252; Tabaqat, 3/228-229.)
Efter Sa‘ds død gik Allahs Ædle Sendebud til hans hus, og ledsagerne fulgte ham. Han gik så hurtigt, at ledsagerne ikke kunne følge med. En af dem sagde: »Hvorfor går du så hurtigt? Vi er blevet helt udmattede.« Allahs Sendebud svarede: »Jeg frygter, at englene skal vaske ham før os og lade ham ligge uden at vente på os, sådan som de gjorde med Hanzala.« (Hayat al-Sahaba, 3/545.)
Allahs Sendebud fulgte Sa‘ds begravelsesbøn til kirkegården, og hyklerne fulgte også med. Liget føltes let. Derfor sagde hyklerne til hinanden, at de aldrig havde set et så let lig, og at det måske var en følge af den dom, Sa‘d havde afsagt over Banu Qurayza. Da dette nåede Allahs Sendebud, sagde han: »Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, englene bærer hans båre.« Ibn ‘Umar har overleveret, at Allahs Sendebud også sagde: »Denne Sa‘d er sandelig en meget from tjener. For hans skyld blev Allahs Trone rystet, himlens porte blev åbnet, og halvfjerds tusind engle deltog i hans begravelsesbøn, engle, som aldrig før havde været på jorden.« (Tabaqat, 3/430; Usd al-Ghaba, 2/297; Sira ibn Hisham, 2/251.)
Ibn Ishaq har overleveret fra Jabir, som sagde: »Da Sa‘d blev begravet, var vi sammen med Allahs Sendebud. Først sagde han højt én gang: ‘Subhanallah’, og folkene sagde det sammen med ham. Derefter sagde han ‘Takbir’, og folkene gjorde det samme. Folk spurgte: ‘Allahs Sendebud, hvorfor reciterede du tasbih på denne måde?’ Han svarede: ‘Denne fromme mands grav var blevet meget trang, men derefter gjorde Allah den rummelig.’« (Tabaqat, 3/432; Sira ibn Hisham, 2/251-252.)
Efter Sa‘ds begravelse så Allahs Ædle Sendebud meget bedrøvet ud, og tårerne strømmede uafbrudt fra hans øjne. Forfatteren til al-Isti‘ab siger: »Sa‘d døde i det femte år efter hijra, en måned efter slaget ved al-Khandaq og nogle få nætter efter begivenheden med Banu Qurayza.« (Note: al-Isaba, 2/28.)
Han blev begravet på Baqi‘-kirkegården i Medina. Han var 73 år ved sin død. (Al-A‘lam, 3/139.) Ibn Ishaq regnede ham blandt martyrerne fra Banu Abd al-Ashhal i slaget ved al-Khandaq. (Sira ibn Hisham, 2/252.)
Sa‘ds død var en enestående begivenhed i islams historie. På grund af hans indsats for islam og den stærke tro, der fandtes i ham, blev han kaldt ansarernes Abu Bakr. I forbindelse med hændelsen med ifk, den falske beskyldning mod ‘A’isha, sagde Allahs Sendebud en dag vredt: »Denne Allahs fjende, ‘Abdullah ibn Ubay, hyklernes leder, har voldt mig stor smerte. Er der nogen blandt jer, der kan gøre gengæld mod ham?« Sa‘d rejste sig straks og sagde: »Hvis han er fra Aws, så sig det til mig, og vi hugger hans hals over. Hvis han er fra vores brødre i Khazraj, så befal os, og vi vil udføre din befaling.« (Shahirat al-Nisa fi al-‘Alam al-Islami, s. 59.)
Hvor betydningsfuld hans død var, fremgår af englenes deltagelse i hans begravelse og af, at Allahs Trone blev rystet. Derfor sagde en ansarisk digter stolt: »Vi har aldrig hørt, at Allahs Trone blev rystet ved noget dødeligt menneskes død, bortset fra Sa‘d Abu ‘Amrs død.« På samme måde mindedes Allahs Sendebuds hofdigter Hassan ibn Thabit Sa‘d med respekt og sorg i mange af sine digte. (Sira ibn Hisham, 2/252, 269, 270, 272.)
Sa‘d var en lys, høj og smuk mand. Ved sin død efterlod han to sønner, ‘Amr og ‘Abdullah. Begge opnåede æren af at deltage i troskabseden ved Ridwan. Deres mor, Hind bint Sammak, var også en æret kvindelig ledsager af Allahs Sendebud. (Tabaqat, 420, 433.)
Sa‘d døde tidligt i islams historie i Medina. Han havde kun haft den lykke at være sammen med Allahs Sendebud i fem år. På så kort tid har han måske hørt mange hadither, men da overleveringen af hadither først begyndte efter Allahs Sendebuds bortgang fra denne verden, blev hans egne beretninger ikke udbredt. I Sahih al-Bukhari findes dog en beretning fra ‘Abdullah ibn Mas‘ud om Sa‘ds ‘umra, og Anas har i forbindelse med beretningen om Sa‘d ibn Rabi‘s martyrdød ved Uhud overleveret en hadith fra ham. Denne findes også i al-Bukhari. (Tahdhib al-Tahdhib, 3/482.)
Med hensyn til moralsk karakter var Sa‘d ibn Mu‘adh en mand af meget høj rang. ‘A’isha sagde: »Efter Allahs Sendebud fandtes der ingen bedre end tre mænd blandt Banu Abd al-Ashhal: Sa‘d ibn Mu‘adh, Usayd ibn Hudayr og ‘Abbad ibn Bishr.« (Al-Isaba, 2/97.) Sa‘d plejede selv at sige: »Jeg er et almindeligt menneske, men jeg har nået det niveau, som man bør nå i tre ting: 1. Alt, hvad jeg hører fra Allahs Sendebuds mund, tror jeg kommer fra Allah. 2. Under bønnen opstår ingen anden tanke i mit sind. 3. Når jeg står ved en afdød persons begravelse, har jeg ingen anden tanke end spørgsmålet fra Munkar og Nakir.« (Note: al-Isti‘ab; al-Isaba, 2/33; Tahdhib al-Tahdhib, 3/482.)
En hadith viser, hvor stor tillid Allahs Ædle Sendebud havde til Sa‘ds handlinger. Det er overleveret fra ‘A’isha, at Allahs Sendebud sagde: »Der er nødvendigvis et tryk i graven. Hvis nogen er blevet skånet for dette tryk, er det Sa‘d ibn Mu‘adh.« (Sira ibn Hisham, 2/252; Tabaqat, 3/252 og 3/432. Imam Ahmad og al-Bayhaqi har også overleveret hadithen.)
Kongen af Kinda, Uqaydir, blev taget til fange af Khalid ibn al-Walid og ført til Medina. Da ledsagerne så hans kostbare klæder, eller ifølge en anden overlevering et klæde, der var blevet givet som gave til Allahs Sendebud, blev de overvældede. Da Sendebudet så deres reaktion, sagde han: »Undrer I jer over dette? Sa‘d ibn Mu‘adhs lommetørklæder i Paradiset vil være smukkere end dette.« (Ansab al-Ashraf, 1/383; Tabaqat, 3/436; Usd al-Ghaba, 2/297; Ibn Hisham, 2/526; Sahih al-Bukhari, 1/536.)
Abu Sa‘id al-Khudri sagde: »Jeg var en af dem, der gravede Sa‘ds grav på Baqi‘-kirkegården. Da vi gravede jorden op, kunne vi lugte moskus. Shurahbil ibn Hasana fortæller: En mand tog en håndfuld jord fra Sa‘ds grav og lagde den derhjemme. Efter nogle dage så han, at det ikke længere var jord, men moskus.« (Tabaqat, 3/431; Hayat al-Sahaba, 3/595.)
Sa’d ibn ‘Ubada (ra.)
Hans egentlige navn var Saʿd, og hans tilnavne var Abū Qays og Abū Thābit; det første var det mest kendte. (Usud al-Ghābah 2/283) Hans ærestitel var Sayyid al-Khazraj. Han tilhørte Sayyidah-grenen af den berømte Khazraj-stamme i Medina. Hans far hed ʿUbādah ibn Dulaym, og hans mor hed ʿUmrah bint Masʿūd. ʿUmrah var en kvindelig ledsager af Profeten og døde i det femte hijri-år. På det tidspunkt befandt Saʿd sig uden for Medina, hvor han sammen med Allahs Sendebud deltog i ekspeditionen til Dūmat al-Jandal. Da Sendebudet vendte tilbage til Medina, besøgte han hendes grav og bad for hende. (Tabaqāt 3/614; al-Iṣābah 2/30)
Saʿds berømte bedstefar Dulaym var Khazraj-stammens største leder. Han var også kendt for sit arbejde til gavn for Medinas befolkning. Det var hovedsageligt ham, der grundlagde Sayyidah-familiens anseelse og ære. Han var polyteist og tilbad gudinden Manāt, hvis statue stod på et sted ved navn Musallal nær Mekka. Hvert år ofrede han ti kameler dér. Efter hans død fortsatte ʿUbādah og derefter Saʿd denne praksis, indtil Saʿd tog imod islam. I den islamiske tid fulgte Saʿds søn Qays forfædrenes skik og ofrede kamelerne på Kaʿbahens område. En gang bad Abū ʿUbaydah og ʿUmar Qays om at opgive dette, men han lyttede ikke til dem. De klagede til Allahs Sendebud, som sagde: »Qays er søn af en gavmild familie.« (al-Istīʿāb, marginalnote til al-Iṣābah 2/37)
Saʿds far, ʿUbādah, var en værdig efterfølger til sin egen far. Han levede på samme måde som ham og sikrede Saʿd en fast position med magt og lederskab. Han opbyggede sin søn målrettet. Allerede i den førislamiske arabiske tid fik Saʿd tilnavnet al-Kāmil, »den fuldkomne«, fordi han var blandt de få arabere, der kunne skrive arabisk. Hans skrift var fremragende. Han var desuden en af tidens bedste svømmere og dygtigste bueskytter. Araberne gav kun titlen al-Kāmil til dem, der især beherskede disse færdigheder. (Tahdhīb al-Tahdhīb 3/475; al-Iṣābah 2/30; Tabaqāt 3/613)
Saʿd tog imod islam ved den anden troskabsed ved al-ʿAqabah. Allahs ædle Sendebud udnævnte ham til naqīb, ansvarlig repræsentant, for Banū Sāʿidah. (Ansāb al-Ashrāf 1/250; Usud al-Ghābah 2/283) Han blev regnet blandt de højtstående ledsagere. I Ṣaḥīḥ al-Bukhārī siges det om ham: »Wa kāna dhā qidam fī al-islām« – han var blandt islams førstegenerationsmænd.
Den sidste troskabsed ved al-ʿAqabah kunne ikke forblive hemmelig. Mange ansar deltog, og den blev indgået på grundlag af vigtige betingelser, selv om den fandt sted i nattens mørke. Quraysh holdt konstant øje med Allahs Sendebud. Netop da han modtog troskabseden fra de mænd, der var kommet fra Medina, råbte en person fra Abū Qubays-bjerget i Mekka: »Hvis Saʿd bliver muslim, vil Muḥammad blive helt frygtløs.« Quraysh tog først ikke ordene alvorligt, fordi de troede, at der var tale om andre mænd ved navn Saʿd. Den følgende nat blev nogle vers reciteret fra det samme bjerg, og her blev Saʿds navn og identitet tydeligt nævnt. Quraysh blev dybt forbløffet og samledes i Dār al-Nadwah for at undersøge sagen. De spurgte ʿAbdullah ibn Ubayy ibn Salūl, lederen af Medinas Aws-stamme, men han erklærede sig fuldstændig uvidende. Quraysh udsendte spioner og vendte derefter hjem, mens Medinas muslimer drog mod deres hjemland ad vejen gennem Yājij.
Ibn Isḥāq fortæller, at naqīberne efter troskabseden spredtes. Nogle forlod Mekka og begav sig hjem. Da nyheden om eden blev kendt, forstod Quraysh efter undersøgelser, at den var sand, og de drog ud for at fange deltagerne. De fandt Saʿd ibn ʿUbādah og al-Mundhir ibn ʿUmar. Al-Mundhir lykkedes dog med at flygte. Saʿd havde langt hår, og Quraysh trak ham af sted ved håret. Saʿd sagde: »Ved Allahs ed, jeg er deres fange.« Flere qurayshitter kom til ham. Da han så en ung mand med et smukt og strålende udseende, tænkte han, at hvis nogen i denne gruppe havde noget godt i sig, måtte det være ham. Det var Suhayl ibn ʿAmr. Men Suhayl slog ham hårdt i ansigtet. Saʿd tænkte, at det derefter var nytteløst at håbe på noget godt fra nogen af dem.
De spurgte, om han havde antaget Muḥammads religion, og han svarede ja. De bandt ham stramt med reb. En af dem spurgte, om han havde en aftale med nogen fra Quraysh. Saʿd svarede, at han havde lovet al-Muṭʿim ibn ʿAdī og al-Ḥārith ibn Umayyah beskyttelse, når de rejste til hans område. Manden beordrede ham til at råbe på dem. Saʿd gjorde det, og de to mænd kom ham til hjælp, fordi de bekræftede hans aftale. Al-Muṭʿim ibn ʿAdī var en meget hæderlig mand fra Mekka, som i islams første tid havde hjulpet Allahs Sendebud på mange måder. Den, der bragte ham beskeden, var Abū al-Bakhtarī ibn Hishām.
Da Saʿd blev taget til fange, opstod der stor uro blandt ansarernes karavane på vej til Medina. De besluttede, at de trods livsfare måtte vende tilbage til Mekka og lede efter ham. Før de nåede det, så de Saʿd komme tilbage, og de drog derefter samlet videre mod Medina. (Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/85-86; Ansāb al-Ashrāf 1/254-255; Sīrat Ibn Hishām 1/150-151; Tabaqāt 1/150)
Quraysh-poeten Dirār ibn al-Khaṭṭāb ibn Mirdās skrev et digt om Saʿds fangenskab, og Ḥassān ibn Thābit skrev et langt svar, hvori Saʿd blev lovprist og Quraysh fordømt. Uddrag af disse digte er bevaret i flere værker.
Nogle måneder senere udvandrede Allahs Sendebud fra Mekka til Medina. Glæden fyldte Medinas gader. Da han kom til Abū Ayyūbs hus, begyndte gaver at strømme ind. Saʿd sendte et stort fad med tharīd og ʿurāq fra sit hjem. (Tabaqāt 1/161) I den tolvte måned efter udvandringen drog Sendebudet til al-Abwāʾ med en lille styrke for at holde øje med Quraysh; ekspeditionen kaldes også Waddān. Der var ingen ansar blandt styrken, og Sendebudet efterlod Saʿd ibn ʿUbādah som sin stedfortræder i Medina. (Ansāb al-Ashrāf 1/287; Tabaqāt 1/3)
Der er uenighed blandt sīrah-forskere om, hvorvidt Saʿd deltog i slaget ved Badr. Flere historikere nævner ham blandt Badr-krigerne, og Abū Aḥmad skriver i al-Kunā, at han deltog sammen med Allahs Sendebud. Ibn Isḥāq nævner ham derimod ikke blandt Badr-krigerne. Ibn Saʿd og al-Balādhurī fortæller, at Saʿd gjorde sig klar til at tage af sted, men blev bidt af en hund lige før afrejsen og derfor ikke kunne deltage. Sendebudet sagde, at selv om Saʿd ikke var til stede ved Badr, havde han ønsket at deltage; ifølge nogle beretninger gav han ham alligevel en del af krigsbyttet. Den stærkeste opfattelse er dog, at han ikke deltog i Badr.
Slaget ved Badr var det første og mest berømte slag i Sendebudets liv. Da han senere besluttede at drage mod Badr, rådførte han sig med Medinas folk. Saʿd ibn ʿUbādah forstod, at han ønskede ansarernes mening, og sagde: »Allahs Sendebud! Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, hvis du beordrer os at krydse havet, vil vi gøre det. Hvis du beordrer os at drage over land, vil vi ride helt til Barq al-Ghimād i Yemen.« (Ṣaḥīḥ Muslim 2/84) Mange har brugt denne beretning som bevis på, at Saʿd deltog i Badr, men Sendebudet var oprindeligt draget ud for at standse Abū Sufyāns handelskaravane, ikke for at føre krig. Da Qurayshs hær senere nærmede sig, blev krigen besluttet. Derfor forstod mange medinensere ikke, at de ville komme til at kæmpe ved Badr, og Saʿd var blandt dem, der ikke drog ud.
Efter Badr kom slaget ved Uḥud. Da Mekkas polyteister nærmede sig, blev Medina grebet af frygt, og byen blev bevogtet hele natten. Saʿd stod sammen med Saʿd ibn Muʿādh, Usayd ibn Ḥuḍayr og andre fremtrædende mænd bevæbnet ved Allahs Sendebuds hus. Da kampforberedelserne blev afsluttet, gav Sendebudet Khazraj-stammens banner til Saʿd ibn ʿUbādah. Ved Uḥud blev den muslimske hær på et tidspunkt spredt, men Sendebudet blev stående. Kun fjorten mænd kæmpede foran ham; ifølge mange var Saʿd ibn ʿUbādah en af dem. (Zarqānī 2/40)
I det femte hijri-år fandt Banū al-Muṣṭaliq- eller Muraysīʿ-slaget sted. Aws- og Khazraj-stammernes bannere blev overdraget til Saʿd. På hjemvejen opstod den kendte ifk-hændelse omkring de troendes moder ʿĀʾishah. Hyklerne fremsatte usømmelige påstande om hendes ære, og nogle enfoldige muslimer blev indblandet. Allahs Sendebud blev dybt bedrøvet. Under hændelsen stod han på prædikestolen og sagde, at ʿAbdullah ibn Ubayy ibn Salūl havde kastet en falsk beskyldning mod hans familie. Saʿd ibn Muʿādh, lederen af Aws, erklærede sig rede til at straffe gerningsmanden. Saʿd ibn ʿUbādah, Khazraj-lederen, følte sig fornærmet og forsvarede sin stamme. En ophedet konfrontation mellem de to stammer opstod, men Sendebudet dæmpede situationen. (Fatḥ al-Bārī 8/32; Ṣaḥīḥ al-Bukhārī 7/335)
Under slaget ved grøften, da Medina var i alvorlig fare, overvejede Sendebudet en aftale med ʿUyaynah ibn Ḥiṣn og al-Ḥārith ibn ʿAwf fra Ghatafān. De skulle afstå fra at støtte Qurayshs angreb mod Medina mod at få en tredjedel af Medinas frugthøst. Han rådførte sig med Saʿd ibn Muʿādh og Saʿd ibn ʿUbādah. Saʿd ibn ʿUbādah sagde, at hvis det var en åbenbaring, var der ingen grund til diskussion; hvis ikke, var svaret kun sværdet. »Ved Allahs ed,« sagde han, »vi vil give dem sværdets æg i stedet for frugterne.« Da Sendebudet forklarede, at det ikke var en åbenbaring, afviste Saʿd aftalen bestemt. Sendebudet blev glad for deres svar og bad for dem, hvorefter Saʿd rev udkastet til aftalen i stykker. Ansarernes banner var også hos Saʿd under dette slag.
Under belejringen af Banū al-Naḍīr uddelte Saʿd dadler til de muslimske soldater for egen regning, og under belejringen af Banū Qurayẓah sørgede han for deres forsyninger. I det sjette hijri-år efterlod Sendebudet ham i Medina med ansvar for byens sikkerhed under ekspeditionen til Ghābah. Saʿd bevogtede Medina i fem nætter med tre hundrede mænd fra sin stamme. Da Sendebudet befandt sig ved Dhū Qarad og bad om hjælp, sendte Saʿd ti kameler læsset med dadler. Hans søn Qays var blandt rytterne. Sendebudet sagde: »O Allah, forbarm Dig over Saʿd og hans familie! Saʿd ibn ʿUbādah er virkelig en god mand.« Khazraj-folkene svarede: »Allahs Sendebud, han er fra vores familie, vores leder og lederens søn.«
Ved Khaybar havde den muslimske hær tre bannere, og et af dem var i Saʿd ibn ʿUbādahs hånd. Under Tabūk gav han, ligesom de øvrige, en stor sum til Sendebudet, da der blev bedt om økonomisk støtte.
På dagen for Mekkas erobring bar Saʿd selve Allahs Sendebuds banner. Da Abu Sufyān så ansarernes styrke, spurgte han ʿAbbās, hvem de var. Han fik at vide, at deres leder var Saʿd ibn ʿUbādah. Saʿd råbte til Abu Sufyān, at denne dag ville blive en voldsom kamp, og at Kaʿbahen ville blive gjort lovlig for blodsudgydelse. Abu Sufyān blev bange og bad Sendebudet om nåde for Quraysh. Nogle ledsagere frygtede, at Saʿd søgte hævn. Sendebudet sagde: »Saʿd har ikke talt rigtigt. I dag vil Kaʿbahens ære blive større, og den vil blive iklædt sit klæde.« Han sendte ʿAlī for at tage banneret fra Saʿd og give det til hans søn Qays. Da også Qays blev anset for at kunne nære hævn, gav Sendebudet senere banneret til al-Zubayr ibn al-ʿAwwām. Dette forklarer beretningen i Ṣaḥīḥ al-Bukhārī om, at Sendebudets banner var hos al-Zubayr.
Efter Mekkas erobring fandt ekspeditionen til Ḥunayn sted, og Khazraj-banneret var hos Saʿd. Ud over de nævnte slag deltog Saʿd i alle de større og mindre ekspeditioner, der fandt sted fra Sendebudets ankomst til Medina indtil hans død; han var ansarernes fanebærer i hver ekspedition.
Da Allahs ædle Sendebud døde i det ellevte hijri-år, mente ansarerne, at de på grund af deres lange støtte til islam havde den største ret til kalifatet. Medina havde været deres by, og de havde givet troskabsed til Sendebudet, da ingen arabisk stamme turde give ham beskyttelse. De havde ofret liv og ejendom mere end nogen anden gruppe. Ansarerne bestod af de to rivaliserende stammer Aws og Khazraj. Khazraj var den stærkere stamme, og dens leder var Saʿd ibn ʿUbādah, en af Sendebudets tolv naqīber. Aws blev ledet af Saʿd ibn Muʿādh, som allerede var død efter Uḥud. Derfor var Saʿd ibn ʿUbādah ved Sendebudets død Medinas ubestridte ansar-leder.
Saʿds hus lå tæt ved Medinas marked, og ved siden af det var der en overdækket plads, som tilhørte Banū Sāʿidah-grenen af Khazraj. Den blev kendt som Saqīfah Banū Sāʿidah og blev brugt som rådshus på samme måde som Dār al-Nadwah i Mekka. Da nyheden om Sendebudets død spredtes, samledes de fremtrædende ansarer fra Aws og Khazraj dér. Saʿd var alvorligt syg, men de bar ham ind og satte ham på en forhøjning. Han lænede sig mod en pude og var svøbt i et klæde. De ønskede at vælge en kalif blandt ansarerne. Saʿd bad de nærmeste om at gentage hans ord højt, så alle kunne høre dem, og holdt derefter en tale om ansarernes ære, deres troskab, deres beskyttelse af Sendebudet og deres kamp for islam. Han sagde, at ingen arabisk stamme havde større forrang, og at ansarerne derfor var de eneste retmæssige kandidater til kalifatet.
De tilstedeværende ansarer erklærede, at hans ord var overbevisende, og at ingen var mere værdig end ham. Da spørgsmålet opstod, hvad de skulle svare, hvis muhājirūn nægtede at acceptere ham, foreslog en mand to ledere, én fra hver gruppe. Saʿd sagde, at dette var den første svaghed. Imens fik ʿUmar kendskab til mødet og kom sammen med Abū Bakr. ʿUmars hårde fremfærd ophidsede ansarerne, mens deres talere også holdt lidenskabelige taler. Abū Bakr dæmpede situationen og nævnte Sendebudets ord: »Lederne er fra Quraysh.« Efter hans tale ændrede mødet karakter. ʿUmar talte om Abū Bakrs fortrin, og ansarerne sagde: »Vi søger Allahs beskyttelse mod at gå foran Abū Bakr.«
ʿUmar, Abū ʿUbaydah og Bashīr ibn Saʿd al-Anṣārī var blandt de første, der gav Abū Bakr troskabsed. Da folk rejste sig for at aflægge eden, råbte de, at Saʿd måtte passe på ikke at blive trampet ned. ʿUmar svarede: »Må Allah trampe ham ned.« Saʿd blev rasende og bad folk bære ham bort. Ifølge al-Ziriklī sagde Saʿd senere: »Ved Allah, nej! Jeg vil aldrig aflægge troskabsed til en qurayshit.« Kalif Abū Bakr pressede ham ikke i nogen tid. Da ʿUmar senere ønskede at få hans ed, advarede Bashīr ibn Saʿd om, at tvang kunne føre til blodsudgydelse og vække en sovende splittelse. Derfor lod de Saʿd være.
Saʿd forblev i Medina indtil slutningen af Abū Bakrs kalifat. Derefter rejste han til Syrien og slog sig ned i det frodige område Ḥawrān nær Damaskus. Da ʿUmar blev kalif, irettesatte han Saʿd for ikke at have aflagt ed. Saʿd svarede, at Abū Bakr havde været ham kærere end ʿUmar, og at ʿUmars naboskab havde plaget ham. ʿUmar sagde, at den, der ikke bryder sig om sin nabo, kan flytte. Saʿd rejste derefter straks til Syrien.
Der er stor uenighed om Saʿds dødsår; kilderne nævner hijri-år 11, 14 og 15. Ibn ʿAsākir foretrak år 14. Abū ʿUbayd fortæller, at Saʿd døde og blev begravet i Ḥawrān, mens Ibn ʿAsākir afviste beretningen om en grav ved al-Munīḥah nær Damaskus.
Saʿd døde ikke en naturlig død, men blev dræbt. Al-Balādhurī fortæller, at ʿUmar sendte en mand til ham for at kræve troskabsed. Manden fandt Saʿd i en indhegnet have i Ḥawrān. Saʿd nægtede at aflægge ed til nogen fra Quraysh. Da manden truede med at dræbe ham, svarede Saʿd, at han heller ikke da ville aflægge eden. Manden skød ham derefter med en pil. Dr. Ḥamīdullah kalder denne fortælling en opdigtet historie fra ekstremistiske shiamuslimer. En anden beretning siger, at Saʿd blev dræbt og lagt i et badehus. Hans krop blev blå, og morderen blev aldrig fundet. Man hørte kun et vers fra det fjerne: »Vi har dræbt Khazraj-lederen Saʿd ibn ʿUbādah; vi skød to pile og ramte hans hjerte.« Derfor mente nogle, at han var blevet dræbt af jinner.
Saʿd havde to hustruer: Ghāziyyah bint Saʿd ibn Khalīfah og Fukayhah bint ʿUbayd ibn Dulaym. Fukayhah var hans kusine og også en kvindelig ledsager. Ghāziyyah fødte sønnerne Saʿīd, Muḥammad og ʿAbd al-Raḥmān, mens Fukayhah fødte sønnerne Qays og Saʿdūs samt datteren Umāmah. Saʿd ejede stor rigdom og fordelte den blandt sine børn, da han forlod Medina. Et barn var endnu i moderens liv. Efter dets fødsel bad ʿUmar Qays om at opgive sin faders andel, men Qays svarede, at faderens andel skulle bevares; barnet kunne tage af hans egen andel, hvis det ønskede det.
Saʿds hus lå ved enden af Medinas marked. Der var en moské og flere borge, og han havde også et hus i Banū al-Ḥārith-kvarteret. Saʿd tillagde Allahs Sendebuds hadither stor betydning. Selvom hadithskrivning endnu ikke var udbredt, skrev Saʿd hadither ned. Qays ibn Saʿd ibn ʿUbādah fortæller, at de fandt en hadith i Saʿds bog eller bøger. Saʿd underviste også i hadith, og hans sønner Qays og Saʿīd, hans barnebarn Shuraḥbīl, ʿAbdullah ibn ʿAbbās, Abū Umāmah ibn Sahl og tābiʿīen Ibn al-Musayyib overleverede mange hadither fra ham.
Gavmildhed var et fremtrædende træk hos Saʿd. Biografiske lærde beskriver ham næsten altid som meget gavmild. Fire generationer i hans familie var kendt for generøsitet: hans bedstefar Dulaym, hans far ʿUbādah, Saʿd selv og hans søn Qays. De var berømte velgørere og værter. På Dulayms tid råbte en herold fra borgens top, at enhver, der ønskede kød, fedt og god mad, skulle komme som deres gæst. Den samme skik fortsatte under ʿUbādah, Saʿd og Qays. ʿAbdullah ibn ʿUmar viste engang Nāfiʿ Saʿds borg og forklarede, at en herold tidligere havde råbt folk til Dulayms hus for at spise.
Denne omfattende gæstfrihed gjorde Banū Sāʿidah til Medinas »Ḥātim«. Da Allahs Sendebud kom til Medina, blev der hver dag sendt mad fra Saʿds hus til Sendebudet og hans familie: store fade med kød, tharīd med mælk eller salīṭ med eddike, olie eller klaret smør. En gang bragte Saʿd et fad fyldt med kogte hjerner. Han sagde, at han havde slagtet fyrre friske, kraftige kameler og ønskede, at Sendebudet skulle spise sig mæt i hjerner. Sendebudet spiste og bad for ham.
Aṣḥāb al-Ṣuffah var en gruppe ledsagere, som var kommet til Medina langvejsfra for at lære og få religiøs oplæring. Sendebudet knyttede dem til velstående ledsagere. Hvor andre tog én eller to med hjem, tog Saʿd hver aften firs af dem med for at give dem mad. Saʿd og hans søn Qays skiftedes til at deltage i jihad. Da Saʿd en gang var ude, kom mange gæster til Sendebudet. Saʿd sagde, at hvis Qays virkelig var hans søn, ville han hente nøglen hos slaven Nistās og tage mad frem til Sendebudets behov. Det skete også, og Qays leverede hundrede wasq mad.
Under afskedspilgrimsfærden forsvandt Sendebudets ridedyr. Saʿd og Qays kom med et andet dyr, men fandt ham stående ved døren; Allah havde allerede bragt hans ridedyr tilbage. Sendebudet bad dem tage dyret med og sagde: »O Abū Thābit, er den ære, I har vist mig siden min ankomst til Medina, ikke tilstrækkelig?« Saʿd svarede, at det, Sendebudet tog imod fra deres ejendom, var kærere for dem end det, han ikke tog imod. Sendebudet erklærede ham sandfærdig og gav ham det glædelige budskab om succes.
Saʿds mor havde aflagt et løfte, men døde før hun opfyldte det. Sendebudet sagde, at Saʿd skulle opfylde det på hendes vegne. Da Saʿd spurgte om den bedste almisse, svarede Sendebudet: »At give mennesker vand.« Saʿd indrettede derfor en vandforsyning ved Medinas moské til sin mors minde, kendt som Siqāyat Āl Saʿd. Han ejede også en rustning ved navn Dhāt al-Fuḍūl og gav den til Sendebudet, da han drog mod Badr, sammen med et sværd ved navn al-ʿAḍb. Sendebudet brugte disse våben ved Badr.
Ibn ʿAsākir fortæller, at Saʿd inviterede Profeten til et måltid med dadler, kød med ben og mælk. Profeten spiste og sagde: »De gode har spist din mad, de fastende har brudt deres faste, og englene har bedt for jer. O Allah, skænk nåde over Saʿd ibn ʿUbādahs familie.«
Saʿds kærlighed til Allahs Sendebud var så stor, at han viderebragte selv de mest fortrolige oplysninger fra sin stamme. Efter slaget ved Ḥunayn gav Sendebudet store dele af byttet til de nye muslimer fra Quraysh for at vinde deres hjerter, mens ansarerne ikke fik noget. Nogle unge ansarer blev vrede og sagde, at Sendebudet havde begunstiget sin egen stamme, selv om deres sværd stadig dryppede af qurayshitisk blod. Saʿd informerede Sendebudet om deres ord. Sendebudet samlede ansarerne og holdt en bevægende tale: »Er I ikke tilfredse med, at andre vender hjem med ejendom, mens I vender hjem med Allahs Sendebud?« Ansarerne brød grædende sammen og svarede, at hele verden ikke kunne erstatte ham.
Under Uḥud forlod Saʿd sit eget hus for at bevogte Sendebudets hus. Sendebudet elskede ham dybt og besøgte ofte hans hjem. En gang hilste han ved døren, og Saʿd svarede meget lavt. Qays spurgte, hvorfor han ikke gav Sendebudet tilladelse til at komme ind. Saʿd svarede, at Sendebudet skulle hilse dem mere. Efter den tredje hilsen uden svar vendte Sendebudet sig bort. Saʿd løb efter ham, forklarede sig og inviterede ham ind. Den dag spiste Sendebudet hos Saʿd og bad for hele hans familie.
Sendebudet bad også: »O Allah, beløn ansarerne med den bedste belønning, især ʿAbdullah ibn ʿAmr ibn Ḥarām og Saʿd ibn ʿUbādah.« En gang søgte Saʿd tilladelse til at komme ind, mens han stod lige foran døren. Sendebudet bad ham gå lidt væk. Da Saʿd senere stod på afstand og bad om tilladelse, sagde Sendebudet, at den, der står lige foran døren, ikke behøver særlig tilladelse.
Sendebudet udnævnte en gang Saʿd til zakāt-opkræver, men advarede ham om ikke at møde på opstandelsens dag med en kamel på sine skuldre på grund af uretmæssig tilegnelse. Saʿd spurgte, om det virkelig kunne ske, og da Sendebudet svarede ja, bad Saʿd om at blive fritaget. Sendebudet imødekom hans anmodning.
Da Saʿd blev syg, besøgte Sendebudet ham sammen med ledsagerne. Saʿd var bevidstløs, og nogle sagde, at han var død, mens andre sagde, at han stadig trak vejret. Da Sendebudet hørte dette, græd han, og hele forsamlingen begyndte at græde. En anden gang satte han Zayd ibn Thābit bag sig på sit ridedyr og besøgte den syge Saʿd.
På vej til Saʿds hus sad hykleren ʿAbdullah ibn Ubayy ibn Salūl og sagde hårde ord om Sendebudet. Ledsagerne blev ophidsede, men Sendebudet standsede dem. Hos Saʿd spurgte han, om Saʿd havde hørt, hvad Abū Ḥubāb, altså Ibn Ubayy, havde sagt. Saʿd bad ham tilgive manden og forklarede, at folk før islam havde forventet, at Ibn Ubayy skulle blive Medinas konge, men at denne forventning var blevet knust, da Allah sendte Sendebudet. Sendebudet tilgav ham efter Saʿds bøn. Dette viser, at Saʿd var mild og fredselskende.
Ibn ʿAsākir fortæller, at Saʿd en dag kom til Sendebudet sammen med sin søn. Sendebudet bød ham velkommen og sagde: »Marḥaban bil-anṣār« – velkommen til ansarerne. Sønnen kyssede Sendebudets hænder og fødder. Sendebudet sagde: »Jeg er også en af ansarerne.« Saʿd bad Allah ære ham, ligesom han havde æret dem. Sendebudet svarede, at Allah allerede havde æret dem før ham, og at de efter hans død ville møde mange prøvelser, men skulle være tålmodige; til sidst ville de mødes igen ved al-Kawthars bassin.
Saʿd havde sin egen undervisningsforsamling. En dag kom Sendebudet dertil og lærte dem, hvordan man sender velsignelser og fredshilsener over ham. Salman al-Fārisī havde efter sin islamantagelse indgået en aftale med sin herre om sin frigivelse. En betingelse var, at han skulle plante tre hundrede dadelpalmer. Saʿd ibn ʿUbādah hjalp ham med tres planter. Sendebudet havde engang ti drægtige kameler, og Saʿd gav ham tre af dem; en af dem hed Muḥrah. Da Ṣafwān ibn Muʿaṭṭal blev løsladt fra fangenskab, gav Saʿd ham tøj. Sendebudet sagde, at Allah ville iføre den, der havde klædt ham, Paradisets klæder.
Da verset i Sūrat al-Nūr om straf for falsk beskyldning mod kyske kvinder blev åbenbaret, undrede Saʿd sig over det. Sendebudet sagde til ansarerne: »Hør jeres leder.« De forklarede, at Saʿd havde en stærk æresfølelse og aldrig havde giftet sig med andre end jomfruer; ingen havde turdet gifte sig med en kvinde, han havde skilt sig fra. Saʿd sagde, at han forstod versets sandhed, men undrede sig over, at en mand skulle ses begå en skændig handling med hans hustru, hvorefter han måtte gå bort for at finde fire vidner og give manden tid til at afslutte handlingen. I en anden beretning sagde han, at han ville dræbe ham med sværdet. Sendebudet sagde, at Saʿd var meget æresbevidst, men at Allah og hans Sendebud havde endnu større ret til æresfølelse.
Mālik fortæller, at da førsteklasses ledsagere som Abū ʿUbaydah, Muʿādh, Bilāl og Saʿd ibn ʿUbādah rejste til Syrien, så en kristen munk dem og sagde, at selv Jesu ledsagere, som var blevet korsfæstet og savet over, ikke kunne måle sig med disse Muḥammads ledsagere i kamp. (Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/91)
Saʿd ibn al-Rabīʿ (ra.)
Saʿd ibn al-Rabīʿ al-Anṣārī var søn af Banū al-Ḥārith-grenen af Khazraj-stammen i Medina. Haytham har nævnt, at Abū Rabīʿ var hans kunya eller tilnavn. Hans far var al-Rabīʿ, og hans mor var Ḥuzayla bint ʿInbā. Sīrah-specialisterne har ikke oplyst noget om hans fødselsår. (Ansāb al-Ashrāf, 1/244; Ṭabaqāt, 3/522; Usd al-Ghābah, 2/277)
Der er uenighed om, hvornår Saʿd ibn al-Rabīʿ tog islam til sig. Abū Nuʿaym har i sit værk Dalāʾil overleveret fra ʿAqīl ibn Abī Ṭālib og al-Zuhrī, at Saʿd var blandt de seks indbyggere fra Yathrib, som ved den første ʿAqabah i Mekka aflagde troskabsløfte til Allahs Sendebud og antog islam. De seks var: 1. Asʿad ibn Zurārah, 2. Abū al-Haytham ibn al-Tayyihān, 3. ʿAbdullāh ibn Rawāḥah, 4. Saʿd ibn al-Rabīʿ, 5. al-Nuʿmān ibn Ḥārithah og 6. ʿUbādah ibn al-Ṣāmit. (Ḥayāt al-Ṣaḥābah, 1/105) På den anden side synes nogle overleveringer at vise, at han var blandt de tolv medlemmer ved den anden ʿAqabah. Det var ved denne anden ʿAqabah, at han tog islam til sig. Ved den tredje ʿAqabah sluttede han sig til de treoghalvfjerds, ifølge en anden opfattelse femoghalvfjerds, personer. Allahs ædle Sendebud udnævnte ham og ʿAbdullāh ibn Rawāḥah til fælles naqīb’er, det vil sige ansvarlige ledere, for deres stamme, Banū al-Ḥārith ibn al-Khazraj. (Tārīkh al-Islām wa Ṭabaqāt al-Mashāhīr wa al-Aʿlām, 1/181; Ṭabaqāt, 2/522; Usd al-Ghābah, 2/227)
Ibn Hishām fortæller: Den dag Allahs ædle Sendebud kom til Medina fra Qubā, bød alle samfundslag i Medina ham velkommen. Han bevægede sig gennem forskellige stammers områder, og folk fra hver stamme standsede hans ridedyr og bad ham stige ned hos dem. Da han var på vej gennem Banū al-Ḥārith ibn al-Khazraj, kom Saʿd ibn al-Rabīʿ sammen med Khārijah ibn Zayd, ʿAbdullāh ibn Rawāḥah og nogle andre fra Banū Ḥārith hen foran Allahs Sendebuds ridedyr og sagde: »Allahs Sendebud! Kom til os, for vi har mandskab, udstyr og forsvar.« Det vil sige, at de havde mulighed for at give ham et ærefuldt og sikkert ophold. Sendebudet sagde: »Lad mit ridedyr fortsætte. Det har modtaget Allahs befaling.« De trådte alle til side. (Sīrat Ibn Hishām, 1/495)
Al-Zuhrī og Muḥammad ibn Isḥāq siger: Allahs Sendebud etablerede et broderligt forhold mellem Saʿd ibn al-Rabīʿ og ʿAbd al-Raḥmān ibn ʿAwf. Den hengivenhed og oprigtighed, som Saʿd viste sin muhājir-bror, har ingen parallel i verdenshistorien. De øvrige anṣār delte hver især halvdelen af deres penge, ejendom og jord med deres religiøse muhājir-brødre; men Saʿd tilbød ud over sin formue også at skille sig fra en af sine hustruer og give hende til sin religiøse bror. Selv om ʿAbd al-Raḥmān på det tidspunkt var fattig og uden midler, var hans hjerte meget stort. Han afslog alle Saʿds tilbud. Anas ibn ʿAwf har overleveret følgende om dette: Saʿd tog sin religiøse bror med hjem og spiste sammen med ham. Derefter sagde han: »Ved Allah, du er min bror. Du har ingen hustru, mens jeg har to. Jeg vil skille mig fra den ene, og du kan gifte dig med hende.« ʿAbd al-Raḥmān sagde: »Ved Allah, aldrig.« Saʿd sagde: »Kom med til min have; lad os dele den i to.« ʿAbd al-Raḥmān sagde: »Nej. Må Allah velsigne og berige dine børn og din formue. Jeg har ikke brug for noget af dette. Vis mig blot vejen til markedet.« (al-Iṣābah, 3/26; Usd al-Ghābah, 2/278; Ṭabaqāt, 3/523)
Hazrat Saʿd deltog i slaget ved Badr. Under dette slag dræbte han Rifāʿah ibn Rifāʿah fra Banū Makhzūm. (Sīrat Ibn Hishām, 1/711; Ṭabaqāt, 3/523)
På tærsklen til slaget ved Uhud begyndte Quraysh i Mekka at gøre omfattende forberedelser. Allahs Sendebuds farbror, ʿAbbās ibn ʿAbd al-Muṭṭalib, sendte i hemmelighed et brev fra Mekka til Allahs Sendebud i Medina med nyheden om deres militære forberedelser. I brevet beskrev han deres forberedelser og skrev også: »Hvis de angriber jer, så gør det, som I finder bedst, og gør jer klar til det.« En mand fra Banū Ghifār afleverede brevet meget trofast til Allahs Sendebud i Qubā. Sendebudet lod først Ubayy ibn Kaʿb læse det og beordrede ham til at holde det hemmeligt. Derefter kom han til Saʿd ibn al-Rabīʿ og underrettede også ham om sagen. Også ham beordrede han til ikke at røbe den for nogen. Efter Allahs Sendebud var gået, spurgte Saʿds hustru Saʿd: »Hvad sagde Allahs Sendebud til dig?« Saʿd svarede: »Må du dø! Hvad skulle du have med at høre det at gøre?« Hustruen sagde: »Jeg har hørt alt, hvad I talte om.« Så gentog hun alt for Saʿd. Saʿd sagde efter at have fremsagt »Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage«: »Jeg kan se, at du har lyttet til vores samtale i smug.« Saʿd gik sammen med sin hustru til Allahs Sendebud og fortalte ham hele hændelsen. Derefter sagde han: »Allahs Sendebud, jeg frygter, at nyheden vil sprede sig, og at du vil tro, at det var mig, der spredte den.« Sendebudet sagde: »Lad sagen ligge.« (Ansāb al-Ashrāf, 1/313-314)
Han deltog i slaget ved Uhud, som fandt sted i det tredje hijrī-år, og opnåede martyrdøden efter at have kæmpet yderst tappert. Han blev overvundet og dræbt af en gruppe fjendtlige krigere. (al-Aʿlām, 3/134; Usd al-Ghābah, 2/277; Ansāb al-Ashrāf, 1/330) Hans krop bar i alt tolv sår fra pile og spyd. Mens han lå døende på slagmarken, kom Mālik ibn Dukhshān hen til ham og spurgte: »Ved du, at Muḥammad er blevet dræbt?« Saʿd svarede: »Selv hvis han er blevet dræbt, er Allah evigt levende; Han dør ikke. Kæmp for din religion. Muḥammad har fuldt ud udført sin opgave med at overbringe sin Herres budskab og religionens regler.« (Ansāb al-Ashrāf, 1/327; Ṭabaqāt, 3/523)
Efter slaget ved Uhud sagde Allahs ædle Sendebud: »Er der nogen, der vil gå og lede efter Saʿd ibn al-Rabīʿ?« En mand sagde: »Jeg går.« Al-Zurqānī fortæller, at manden gik rundt mellem de faldne lig og råbte Saʿds navn højt. Han fik intet svar. Men da han råbte: »Allahs Sendebud har sendt mig for at lede efter dig«, lød en svag stemme: »Jeg er blandt de døde.« Det var hans livs sidste øjeblikke. Hans vejrtrækning var ved at standse, og han havde ikke længere kontrol over sin tunge. Ifølge en anden overlevering var det Saʿd selv, der kaldte på manden, mens denne ledte efter ham. Under alle omstændigheder sagde Saʿd da til ham: »Overbring min hilsen til Allahs Sendebud, og sig til ham, at jeg har fået tolv sår. Jeg har også dræbt min drabsmand. Og sig til anṣār: Hvis Allahs Sendebud ulykkeligvis bliver dræbt, og blot én af jer vender levende tilbage, vil I ikke være værdige til at møde Allah. For ved Laylat al-ʿAqabah, ʿAqabahs nat, svor I at ofre jeres liv for Allahs Sendebud.« I nogle overleveringer nævnes manden som Ubayy ibn Kaʿb. Mens han stod dér, forlod Saʿds rene sjæl hans forgængelige legeme. (Ṭabaqāt, 3/523-524; al-Istīʿāb, 2/34; Tahdhīb al-Asmāʾ wa al-Lughāt, 1/210; al-Iṣābah, 2/27)
Da Hazrat Ubayy ibn Kaʿb vendte tilbage og overbragte Saʿds sidste ord til Allahs Sendebud, sagde han: »Må Allah vise ham barmhjertighed. Både i livet og i døden rådgav han Allah og Hans Sendebud.« (Usd al-Ghābah, 277) En anden af Uhuds martyrer, Ibn Zayd, og Saʿd blev begravet i samme grav på Uhuds slagmark. Khārijah var Saʿds farbror.
Efter Saʿds død overtog hans bror al hans ejendom efter den hedenske skik. Saʿd efterlod sig en gravid hustru og to døtre. Arveverset var endnu ikke blevet åbenbaret. Jābir ibn ʿAbdullāh fortæller: En dag efter Saʿds død kom hans hustru med sine to døtre til Allahs Sendebud og sagde: »Allahs Sendebud! Dette er Saʿds døtre. Deres far blev martyr ved Uhud. Deres farbror har beslaglagt al deres ejendom og ikke givet dem noget. Hvordan skal de kunne gifte sig uden formue?« Sendebudet sagde: »Allah den Almægtige vil afgøre deres sag.« Derefter blev denne del af vers 11 i Sūrah al-Nisāʾ åbenbaret: »Hvis der kun er døtre, og de er mere end to, tilkommer der dem to tredjedele af det, den afdøde efterlader.«
Efter åbenbaringen af dette vers tilkaldte Allahs ædle Sendebud de to pigers farbror og beordrede ham: »Giv to tredjedele af Saʿds efterladte ejendom til hans to døtre og en ottendedel til deres mor; tag derefter resten selv.« (al-Iṣābah, 2/27; Ṭabaqāt, 3/524; Usd al-Ghābah, 2/278; Tahdhīb al-Asmāʾ wa al-Lughāt, 1/210. Imām Aḥmad, Abū Dāwūd, al-Tirmidhī og Ibn Mājah har også overleveret denne hadith.)
Da Allahs ædle Sendebud traf denne afgørelse for Saʿds døtre og hustru, var arven til et barn i moderens liv endnu ikke fastsat. Først længe efter denne hændelse blev reglen om arv til et ufødt barn fastlagt. Barnet i Saʿds hustrus liv blev født. Hun fik navnet Umm Saʿd bint Saʿd og blev senere gift med Zayd ibn Thābit. Under kaliffen ʿUmars kalifat sagde Zayd til sin hustru: »Hvis du ønsker det, kan du tale med de troendes leder om din arv efter din far. Han giver nu ufødte børn deres arveandel.« Umm Saʿd sagde: »Jeg vil ikke kræve noget af mine søstre.« (Ansāb al-Ashrāf, 1/338)
I det hedenske Arabien, hvor skrivekunsten var meget lidt udbredt, kunne Hazrat Saʿd skrive. (Ṭabaqāt, 3/522; Tahdhīb al-Asmāʾ, 1/210) Eftersom han var søn af en stammeleder, fik han særlige muligheder for uddannelse og lærte også at skrive. Han havde desuden lært nogle hadither udenad, som han havde hørt fra Allahs ædle Sendebuds mund. (Usd al-Ghābah, 2/278)
Udtrykket for hans trosiver og stærke kærlighed til Allahs Sendebud kom til syne i troskabsløftet ved ʿAqabah, i slaget ved Uhud og i den sidste vilje, han fremsatte før sin død.
Af disse grunde havde Hazrat Saʿd en særlig status og ære blandt profetens ledsagere. En af hans døtre kom en gang til Hazrat Abū Bakr, og han bredte sit eget klæde ud, så hun kunne sidde på det. Da Hazrat ʿUmar så dette, spurgte han: »Hvem er denne pige?« Kaliffen svarede: »Hun er datter af en mand, som var bedre end både dig og mig.« Han spurgte igen: »Hvorfor har hun en sådan status?« Han svarede: »Han er allerede nået til Paradiset, mens Allahs Sendebud stadig var i live, hvorimod du og jeg endnu befinder os her.« (al-Iṣābah, 2/27)
Abū Bakr al-Zubayrī fortæller: En mand gik til kaliffen Abū Bakr og så ham holde en lille pige, Saʿd ibn al-Rabīʿs datter, ind til brystet, tørre hendes savl og kysse hende. Manden spurgte: »Hvem er denne pige?« Han svarede: »Hun er datter af en mand, som var bedre end både dig og mig. Dette er Saʿd ibn al-Rabīʿs datter. Han var naqīb ved ʿAqabah, kriger ved Badr og martyr ved Uhud.« (Sīrat Ibn Hishām, 2/95)
ʿAbdullah ibn Rawaha (må Allah være tilfreds med ham)
Han hedder ’Abdullah. Der er uenighed om hans kunya eller tilnavn: Abu Muhammad, Abu Rawaha eller Abu ’Amr. »Shāʿiru Rasūlillāh« – »Allahs Sendebuds digter« – var hans titel. Han var søn af Banū al-Hārith-grenen af Khazraj-stammen i Medina. Hans far var Rawāha ibn Thaʿlaba, og hans mor var Kabsha bint Wāqid. Sahabiyyaen ’Amrah bint Rawāha var hans søster, og sahabidigteren Nuʿmān ibn Bashīr var hans nevø. Historien rummer ingen oplysninger om tidspunktet for hans fødsel. Han var en højt anset person både i jāhiliyya- og i islamsk tid. (Ṭabaqāt 3/525, al-Aʿlām 4/217, Tahdhīb al-Asmāʾ wa-l-Lughāt 1/265)
Han deltog sammen med halvfjerds (70) medinensere i den tredje pagt ved al-ʿAqaba og aflagde troskabseden til Allahs Sendebud ﷺ. Sammen med Saʿd ibn al-Rabīʿ blev han udnævnt til naqīb, det vil sige ansvarlig leder, for Banū al-Hāritha. (Sīrat Ibn Hishām 1/443, 458, Ṭabaqāt 3/526, Ansāb al-Ashrāf 1/252, Tārīkh al-Islām wa-Ṭabaqāt al-Mashāhīr 1/181)
Det er dog sandsynligt, at han antog islam allerede før denne tredje pagt ved al-ʿAqaba. Nogle overleveringer fortæller, at han antog islam sammen med seks personer ved den første pagt ved al-ʿAqaba og aflagde troskabseden til Allahs Sendebud ﷺ. (Hayāt al-Sahāba 1/105)
Efter at have antaget islam helligede han sig islams formidling og kald i Medina. Allahs Sendebud ﷺ udvandrede fra Mekka og nåede Qubā. Den dag, hvor han for første gang drog fra Qubā ind i Medina, løb ’Abdullah ibn Rawāha, Saʿd ibn al-Rabīʿ og Khārija ibn Zayd sammen med folk fra deres stamme Banū al-Hāritha hen foran Allahs Sendebuds ﷺ kamel og bad ham ydmygt om at stige af hos deres stamme. Allahs ædle Sendebud ﷺ sagde til dem: »Lad kamelen gå. Den følger Allahs befaling og standser dér, hvor Allah vil.« De lod vejen være fri. (Sīrat Ibn Hishām 1/495) Allahs ædle Sendebud ﷺ knyttede ham som broder til Miqdād ibn al-Aswad al-Kindī.
Han deltog i hvert eneste felttog: Badr, Uhud, Khandaq, Hudaybiyya, Khaybar og ʿUmrat al-Qaḍāʾ. Det eneste felttog, han ikke kunne deltage i, var »det mindre Badr«, som fandt sted i det fjerde hijri-år. Allahs Sendebud ﷺ efterlod ham som sin stedfortræder i Medina. (Ṭabaqāt 3/526, Sīrat Ibn Hishām 1/458) Da Quraysh-lederen Abu Sufyān ibn Harb vendte tilbage fra Uhud, erklærede han, at han nøjagtig et år senere igen ville møde dem ved »det mindre Badr«. Allahs Sendebud ﷺ og muslimerne tog imod udfordringen og mødte frem til tiden, men qurayshitterne brød deres løfte. Ved dette mindre Badr ventede Allahs Sendebud ﷺ og hans hær i otte dage. Det fandt sted i måneden Dhū al-Qaʿda i det fjerde hijri-år. (Ansāb al-Ashrāf 1/339-340)
I begyndelsen af slaget ved Badr udfordrede Qurayshs tapre ʿUtba ibn Rabīʿa den muslimske hær til tvekamp. Han havde sin bror Shayba ibn Rabīʿa og sin søn al-Walīd ibn ʿUtba med sig. Som svar på udfordringen trådte ʿAwf, Muʿādh og ’Abdullah ibn Rawāha først frem fra den muslimske hær. ʿUtba spurgte dem: »Hvem er I?« De svarede: »En gruppe af anṣār.« ʿUtba sagde: »Vi ønsker ikke at kæmpe mod jer.« (Sīrat Ibn Hishām 1/625)
Efter sejren ved Badr sendte Allahs ædle Sendebud ﷺ folk ud omkring Medina for at bringe sejrsbudskabet. ’Abdullah ibn Rawāha blev sendt mod Medinas højere egne. (Sīrat Ibn Hishām 1/642)
Efter slaget ved Badr bad Allahs Sendebud ﷺ sahabaerne om deres mening om de qurayshitter, som var blevet taget til fange af muslimerne. De fremsatte forskellige synspunkter. ’Abdullah ibn Rawāha sagde: »Allahs Sendebud, lad dem samles i en dal fyldt med store mængder brænde og kastes ind i det. Så vil jeg selv sætte ild til brændet og brænde dem ihjel.« (Hayāt al-Sahāba 2/42)
Under slaget ved Khandaq reciterede Allahs ædle Sendebud ﷺ igen og igen et digt, som ’Abdullah ibn Rawāha havde skrevet. Nogle vers lyder således:
»O Allah, uden Din hjælp ville vi ikke være blevet vejledt,
vi ville ikke have givet zakat og ikke have bedt.
Send ro ned over os,
og gør os standhaftige i kampen.
Når de, der har gjort os uret, skaber uro,
vil vi ikke bøje os.«
(Siyar al-Anṣār 2/59)
Under dette slag ved Khandaq brød lederen for den jødiske stamme Banū Qurayẓa i Medina, Kaʿb ibn Asad, deres aftale med Allahs Sendebud ﷺ og begyndte på en hemmelig sammensværgelse. Nyheden nåede Allahs Sendebud ﷺ, som sendte nogle mænd til Kaʿb for at undersøge, om den var sand. ’Abdullah ibn Rawāha var blandt dem. (Sīrat Ibn Hishām 2/221, Aṣaḥḥ al-Siyar 190)
Sīra-værkerne omtaler også et mirakel udført af Allahs Sendebud ﷺ under Khandaq, og i forbindelse med det nævnes ’Abdullah ibn Rawāha. Hændelsen er kort fortalt sådan: ’Abdullah ibn Rawāhas niece, som også var søster til Nuʿmān ibn Bashīr, fortæller: »En dag kaldte min mor, ʿUmra bint Rawāha, på mig, bandt nogle dadler fast i mit klæde og sagde: ’Giv dem til din far Bashīr og din morbror ’Abdullah ibn Rawāha; de skal spise dem til middag.’ Jeg tog dem med og gik forbi Allahs Sendebud ﷺ, mens jeg ledte efter min far og morbror. Da Allahs Sendebud ﷺ så mig, kaldte han: ’Pige, kom herhen. Hvad har du hos dig?’ Jeg svarede: ’Dadler. Min mor har sendt dem til min far Bashīr ibn Saʿd og min morbror ’Abdullah som middagsmad.’ Han sagde: ’Giv dem til mig.’ Jeg hældte dadlerne ud i Allahs Sendebuds ﷺ hænder, men de fyldte dem ikke. Han bad om at få et klæde bredt ud og spredte dadlerne på det. Derefter sagde han til en mand i nærheden: ’Gå og kald Khandaqs folk til at komme og spise frokost.’ Efter opfordringen kom alle og begyndte at spise. De spiste, mens dadlerne fortsat lå spredt omkring.« (Sīrat Ibn Hishām 2/118, Hayāt al-Sahāba 3/631)
I det sjette hijri-år deltog ’Abdullah også i Hudaybiyya-traktaten og Bayʿat al-Riḍwān.
Efter Abu Rāfiʿ blev jøden Usayr ibn Rāzim udnævnt til hersker over Khaybar. Som fjende af islam var han en værdig efterfølger. Han rejste rundt blandt Ghatafān-stammen og ophidsede dem til oprør. Da Allahs ædle Sendebud ﷺ hørte dette, sendte han i Ramadan i det sjette hijri-år ’Abdullah til Khaybar sammen med en gruppe på tredive mænd. Han indsamlede i hemmelighed alle oplysninger om Usayr ibn Rāzim og underrettede Allahs Sendebud ﷺ. Derefter gav Allahs Sendebud ﷺ ’Abdullah kommandoen over en styrke på tredive mænd og beordrede ham til at dræbe Usayr. (Ansāb al-Ashrāf 1/378)
’Abdullah ibn Rawāha mødte Usayr og sagde: »Hvis du lover mig sikkerhed, vil jeg sige dig noget.« Usayr gav ham dette løfte. ’Abdullah sagde: »Allahs Sendebud ﷺ har sendt mig til dig. Han ønsker at gøre dig til leder af Khaybar, men du må først tage med til Medina.« Usayr lod sig lokke og begyndte sammen med tredive jøder at følge ’Abdullahs styrke. Undervejs udpegede ’Abdullah en muslim til at holde øje med hver af jøderne. Det vakte mistanke hos Usayr, og han forsøgte at vende om. På grund af deres bedrag og forræderi angreb de muslimske krigere straks og dræbte dem alle. Efter denne hændelse blev oprøret i Khaybar undertrykt. (Sīrat Ibn Hishām 2/618, Siyar al-Anṣār 2/60)
Senere sendte Allahs Sendebud ﷺ igen ’Abdullah til Khaybar som den, der skulle måle de dadler, der blev høstet dér. Nogle mennesker klagede til Allahs Sendebud ﷺ over ’Abdullahs strenghed. På et tidspunkt forsøgte de endda at bestikke ham. Ibn Rawāha sagde til dem: »O Allahs fjender! Vil I få mig til at spise noget forbudt? Jeg er kommet på vegne af den, jeg elsker. I er for mig mere afskyelige end aber og svin. Mit had til jer og min kærlighed til ham vil dog ikke få mig til at gøre jer nogen uret.« Da de hørte dette, sagde de: »Det er på en sådan retfærdighed, at himlene og jorden står.« (Hayāt al-Sahāba 2/108, al-Bidāya 4/199)
Ifølge Hudaybiyya-traktaten udførte Allahs Sendebud ﷺ den udsatte ʿumra året efter, i det syvende hijri-år. Den kaldes ʿUmrat al-Qaḍāʾ eller den kompenserende ʿumra. Under denne rejse, da Allahs ædle Sendebud ﷺ kom ind i Mekka og kyssede den sorte sten, mens han sad på sin kamel, holdt ’Abdullah kamelens tøjle og reciterede et digt, han selv havde skrevet. Digtets betydning er omtrent:
»O I vantros sønner, gå bort fra hans vej, giv plads!
For alt godt er hos ham.
Vi har bekæmpet jer på grundlag af Koranens fortolkning,
som vi bekæmpede jer ved dens åbenbaring.
Vi slog jer så hårdt, at jeres hoveder blev skilt fra jeres kroppe.
En ven glemmer sin ven.
Herre, jeg har troet på hans ord.« (Ṭabaqāt 3/526, al-Iṣāba 2/307)
På et tidspunkt skældte ʿUmar ud: »Reciterer man digte på denne måde i Allahs hellige område og foran Allahs Sendebud ﷺ?« Allahs Sendebud ﷺ beroligede ham og sagde: »ʿUmar, jeg hører hans ord. Ved Allah, hans ord virker stærkere på de vantro end spydspidser og pile.« (al-Iṣāba 2/307) Han sagde til ’Abdullah: »Sig således: ’Der er ingen gud undtagen Allah alene. Han hjalp Sin tjener, styrkede Sin hær og besejrede alene de samlede forbundsfæller.’«
’Abdullah ibn Rawāha reciterede disse ord, og den samlede muslimske folkemængde gentog dem i kor. Lyden genlød da i Mekkas dale. (Siyar al-Anṣār 2/61)
I måneden Jumādā al-Awwal i det ottende hijri-år fandt slaget ved Muʾta sted. Allahs Sendebud ﷺ sendte et brev med en udsending til herskeren over Basra. På vejen blev udsendingen dræbt af en ghassanider ved stedet Muʾta. At en udsending blev dræbt, var i praksis en krigserklæring. Da Allahs Sendebud ﷺ hørte dette, sendte han en hær på tre tusind mænd til Muʾta under Zayd ibn Hārithas ledelse. Før afrejsen sagde Allahs ædle Sendebud ﷺ: »Zayd skal være hærens leder. Hvis han bliver dræbt, skal Jaʿfar ibn Abī Ṭālib efterfølge ham. Efter Jaʿfar skal ’Abdullah ibn Rawāha være leder. Hvis også han bliver dræbt, skal muslimerne ved rådslagning vælge en amīr blandt sig.«
Da hæren drog fra Medina, fulgte Allahs ædle Sendebud ﷺ dem helt til Thaniyyat al-Wadāʿ for at tage afsked. Medinenserne sagde ved afskeden: »Må I være i sikkerhed og vende hjem med sejr.« ’Abdullah ibn Rawāha begyndte at græde. Folk spurgte: »Hvorfor græder du?« Han svarede: »Jeg græder ikke af kærlighed til denne verden.« Han reciterede vers 71 fra Sūra Maryam: »Enhver af jer skal passere den; dette er en ufravigelig afgørelse fra din Herre.« Derefter sagde han: »Mon vil jeg kunne passere over Ṣirāṭ?« Folk trøstede ham og sagde: »Allah vil føre dig sammen med Allahs Sendebud ﷺ igen.« Da reciterede han et digt, han selv havde skrevet. Dets betydning er:
»Jeg beder den Barmhjertige om tilgivelse,
og jeg ønsker et slag fra et sværd, der trænger ind i hjertet,
eller et stød fra et spyd, der når lever og tarme,
så den, der går forbi min grav, siger:
’Åh Allah, hvilken god kriger og ghāzī han var.’«
(Sīrat Ibn Hishām 2/74, 377; Hayāt al-Sahāba 1/529-530)
Nogle overleveringer fortæller, at Zayd og Jaʿfar drog fra Medina med deres hær om morgenen. Det var en fredag. ’Abdullah sagde: »Jeg vil bede fredagsbønnen sammen med Allahs Sendebud ﷺ og derefter slutte mig til dem.« Da han havde bedt, så Allahs Sendebud ﷺ ham efter bønnen og sagde: »Hvorfor drog du ikke om morgenen sammen med dine ledsagere?« ’Abdullah svarede: »Jeg havde til hensigt at bede fredagsbønnen med dig og derefter slutte mig til dem.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Selv hvis du brugte alt i verden, ville du ikke opnå det samme som belønningen for deres afrejse om morgenen.« (Hayāt al-Sahāba 1/463)
Da de fra Medina nåede et sted i Shām kaldet Maʿān, fik de at vide, at den romerske kejser Herakleios med et hundrede tusind romerske soldater havde slået lejr ved Māb i al-Balqāʾ. Yderligere et hundrede tusind mænd fra forskellige stammer – blandt andre Lakhm, Judhām, Qayn, Bah rā og Balī – havde sluttet sig til dem. Efter at have hørt dette overvejede de sagen og rådførte sig i to dage i Maʿān. Nogle muslimske soldater foreslog, at de skulle underrette Allahs Sendebud ﷺ om fjendens antal og beredskab; derefter ville han enten sende dem forstærkninger eller give dem en anden ordre, som de skulle følge.
Da holdt ’Abdullah ibn Rawāha en brændende tale til soldaterne: »O folk! I ønsker nu ikke at møde fjenden, selv om I alle drog ud med ønsket om martyrdøden. Vi vil ikke kæmpe mod fjenden gennem antal, styrke eller overlegenhed. Vi vil kæmpe styrket af den religion, hvormed Allah har æret os. Gå frem! Foran jer er én af to gode ting: enten sejren eller martyrdøden.« Soldaterne tilsluttede sig hans ord og sagde: »Ved Allah, Ibn Rawāha har talt sandt.« De kastede al tøven bort og gik fremad. ’Abdullah ibn Rawāha fulgte dem, mens han reciterede et digt, han selv havde skrevet. (Sīrat Ibn Hishām 2/375, Aṣaḥḥ al-Siyar 280)
De forlod Maʿān, nåede Muʾta og slog lejr. Her fandt et blodigt og ulige slag sted mod de ikke-muslimer. I historien er slaget kendt som slaget ved Muʾta. Den muslimske hær talte kun tre tusind, mens fjendens hær var utallig. (Siyar al-Anṣār 2/62)
Et voldsomt slag begyndte. Hærføreren Zayd ibn Hāritha blev martyr på slagmarken. Jaʿfar tog hans banner. Kort efter blev også han martyr. Nu tog ’Abdullah ibn Rawāha banneret og gik frem. Han sad på en hest. I det øjeblik han skulle stige af, følte han et øjebliks tøven. Han kastede al tøven bort og begyndte at recitere for sig selv:
»O min sjæl! Jeg har svoret, at du må stige ned.
Du vil stige ned frivilligt eller blive tvunget.
Menneskers skrig og gråd stiger op;
hvad er der med dig, siden du stadig ringeagter Paradiset?
Hvor længe har du ikke længtes efter dette Paradis?
Du er ikke andet end en dråbe vand fra en gammel, utæt lædersæk.
O min sjæl, selv om du ikke dør i dag, skal du dø en dag.
Dødens bad opvarmes her.
Du har nu fået det, du ønskede;
følger du dine to ledsageres vej, vil du blive vejledt.«
Mens han reciterede disse vers, steg han ned fra hesten. Da kom en fætter med et stykke ben med kød på og gav ham det. Han havde netop slikket lidt på det, da lyden af det voldsomme slag nåede ham. »Er du stadig i live?« sagde han, kastede benet fra sig, greb sit sværd og kastede sig ind i kampen. En fjendtlig soldat skød en pil med sådan kraft, at der opstod panik blandt muslimerne. En pil trængte ind i hans krop. Blodig kaldte han på sine ledsagere. De kom løbende, omringede ham og kastede sig over fjendens hær. Imens bukkede han under for døden. Inna lillāhi wa innā ilayhi rājiʿūn. (Ṭabaqāt 3/529, Sīrat Ibn Hishām 2/379, Hayāt al-Sahāba 1/533, Siyar al-Anṣār 2/63, Ansāb al-Ashrāf 1/380, 244)
Mens han opholdt sig ved Muʾta, reciterede han en nat før sin martyrdød et rørende digt. Da Zayd ibn Arqam hørte det, begyndte han at græde. ’Abdullah løftede sin pisk over Zayds hoved og sagde: »Hvad er der med dig? Hvis Allah skænker mig martyrdøden, vil I vende tilbage uden bekymring.« (al-Iṣāba 2/307)
Allahs ædle Sendebud ﷺ modtog gennem åbenbaringen besked om hvert øjeblik ved Muʾta og fortalte de tilstedeværende i Medina, hvad der skete. I Ṣaḥīḥ al-Bukhārī fortæller Anas: Før nyheden om Muʾta nåede frem, meddelte Allahs Sendebud ﷺ i Medina, at Zayd, Jaʿfar og ’Abdullah var blevet martyrer. Han sagde: »Zayd tog banneret og blev martyr. Derefter tog Jaʿfar det, og han blev også martyr. Så tog ’Abdullah det, og han blev også martyr.« Mens han sagde dette, løb tårerne ned fra hans øjne. (Aṣaḥḥ al-Siyar 281)
Nogle overleveringer fortæller, at Allahs Sendebud ﷺ efter at have meddelt Zayds og Jaʿfars martyrdød forblev tavs et øjeblik. Anṣārs ansigter blev blege, fordi de frygtede, at noget var sket med ’Abdullah, som de ikke ønskede at høre. Derefter sagde Allahs Sendebud ﷺ: »Så tog ’Abdullah ibn Rawāha banneret og kæmpede, indtil han blev martyr.« Han sagde også: »De blev alle bragt til mig i Paradiset. Jeg så dem ligge på gyldne lejer. Men ’Abdullahs leje var en smule skævt i forhold til hans to ledsageres.« Jeg spurgte: »Hvorfor er det sådan?« Der blev sagt: »De to kastede sig frem uden tøven, mens ’Abdullahs hjerte et øjeblik vaklede af tøven og betænkelighed. Derefter kastede han sig frem.« (Sīrat Ibn Hishām 2/380)
Da nyheden om de tre hærføreres død ved Muʾta nåede Allahs Sendebud ﷺ, rejste han sig, omtalte deres gerninger og bad: »O Allah, tilgiv Zayd.« Det sagde han tre gange. Derefter sagde han: »O Allah, tilgiv Jaʿfar og ’Abdullah ibn Rawāha.« (Hayāt al-Sahāba 3/344)
En gang før afrejsen til Muʾta mistede han bevidstheden i Medina under sygdom. Hans søster ʿUmra begyndte da på arabisk vis at klage og sørge over ham. Da han kom til bevidsthed, sagde han til sin søster: »Alt det, du overdrev, da du talte om mig, blev gjort sandt imod mig.« Derfor fulgte alle ved hans død hans råd og udviste sabr, tålmodighed. I Ṣaḥīḥ al-Bukhārī står der, at der ikke blev grædt eller klaget over ham, da han døde. (Usd al-Ghāba 3/147-159, Sīrat Ibn Hishām 2/380)
Da han drog til Muʾta, havde han en hustru og børn. Men forfatteren til Usd al-Ghāba siger, at han blev dræbt uden at efterlade sig børn. (Usd al-Ghāba 3/159, Siyar al-Anṣār 2/265)
I al-Istīʿāb fortælles en historie om ’Abdullah ibn Rawāhas hustru. I anledning af en bestemt hændelse sagde hun til ham: »Hvis du er ren, så recitér noget af Koranen for mig.« ’Abdullah greb da til list og reciterede et digt, hvoraf dette er en del:
»Jeg bevidner, at Allahs løfte er sandt,
de vantros hjem er Helvede.
Tronen var over vandet,
over Tronen var verdens Herre,
og det er Hans stærke engle, der bærer Tronen.«
Hans hustru var ikke fortrolig med Koranen og troede derfor, at ’Abdullah havde reciteret fra Koranen. Hun sagde: »Allah taler sandt; mine øjne har taget fejl. Jeg beskylder dig uden grund.« ’Abdullah havde brugt denne undskyldning for at undgå sin hustrus vrede efter at have været sammen med en slavinde. Da han næste morgen fortalte Allahs Sendebud ﷺ om hændelsen, lo han. (al-Istīʿāb 1/362, Hayāt al-Sahāba 3/15)
Ud over militær dygtighed havde ’Abdullah ibn Rawāha mange andre evner. Derfor ærede Allahs Sendebud ﷺ ham. I det før-islamiske Arabien var der kun få, som kunne skrive arabisk, og ’Abdullah var en af dem. Efter at han havde antaget islam, udnævnte Allahs Sendebud ﷺ ham som sin kātib, skriver. Historien fortæller dog ikke, hvornår eller hvordan han lærte at skrive.
Han var en berømt digter i datidens Arabien. Dr. ʿUmar Farrūkh siger: »Da islam fik statsmagt i Medina, blev de arabiske polyteister endnu mere bekymrede. De hedenske digtere i Mekka, især ’Abdullah ibn al-Zibaʿrī, Kaʿb ibn Zuhayr og Abu Sufyān ibn al-Hārith, skrev digte, der fordømte og bagtalte Allahs Sendebud ﷺ og islam. I Medina rejste Hassān ibn Thābit, ’Abdullah ibn Rawāha og Kaʿb ibn Mālik sig som deres modstandere, svarede dem passende og fremhævede islams skønhed. Denne poetiske kamp mellem de to grupper fortsatte indtil erobringen af Mekka. ’Abdullah var en af sin tids gode digtere og på niveau med Hassān og Kaʿb. I jāhiliyya-tiden konkurrerede han med digteren Qays ibn al-Khuṭaym ved at skrive satiriske digte. I den islamiske tid skrev han digte til ros for Allahs Sendebud ﷺ og som svar på og fordømmelse af de polyteistiske digtere.« (Tārīkh al-Adab al-ʿArabī 1/258, 261, 262)
Jurjī Zaydān siger: »Blandt de mekkanske hedenske digtere, som skrev digte til fordømmelse af muslimerne, var ’Abdullah ibn al-Zibaʿrī, Abu Sufyān ibn al-Hārith og ʿAmr ibn al-ʿĀṣ de mest berømte. En dag sagde Profeten ﷺ: ’Hvad holder dem, der har hjulpet Allahs Sendebud med deres våben, tilbage fra at hjælpe ham med deres tunger?’ Efter dette trådte tre digtere frem for at imødegå de nævnte digtere: Hassān, Kaʿb og ’Abdullah. Allahs Sendebud ﷺ mente, at disse tre digteres vers skabte en stærk reaktion blandt fjenderne. Han sagde: ’Disse tre digtere er for Quraysh stærkere end pilespidser.’« (Tārīkh Ādāb al-Lugha al-ʿArabiyya 1/191)
Digteren Hassān angreb Qurayshs slægt og blod, mens digteren Kaʿb beskrev deres krige og fortid og fremhævede deres fejl. ’Abdullah ibn Rawāha fordømte og bebrejdede dem deres vantro. (Usd al-Ghāba 4/248) Abū al-Faraj al-Iṣfahānī siger: »Hassān og Kaʿb skrev ligesom de qurayshitiske modstandere digte om krig, kampe og bedrifter og fremhævede Qurayshs forskellige fejl. ’Abdullah ibn Rawāha fordømte derimod deres vantro. Før Quraysh antog islam, var de to førstnævntes digte mere smertefulde for dem end ’Abdullahs. Men da de antog islam og forstod dens budskab, blev ’Abdullahs digte for dem de mest virkningsfulde og smertefulde.« (Kitāb al-Aghānī 4/136)
’Abdullah var digter af natur og dygtig til at skabe digte på stedet. Zubayr ibn al-ʿAwwām sagde: »Jeg har aldrig set nogen, der var bedre end ’Abdullah til at fremsige digte spontant.« (Tahdhīb al-Asmāʾ wa-l-Lughāt 1/265) En dag var han i Profetens moské. Allahs ædle Sendebud ﷺ sad allerede dér sammen med en gruppe sahabaer. Han kaldte ’Abdullah hen til sig og sagde: »Recitér nu noget om polyteisterne.« ’Abdullah reciterede nogle digte. Efter at have hørt dem smilede Allahs Sendebud ﷺ lidt og sagde: »Må Allah gøre dig standhaftig.« (al-Istīʿāb 1/362, Ṭabaqāt 3/528, al-Iṣāba 2/307)
Abu Hurayra sagde under prædikener og formaning: »Jeres bror ’Abdullah ibn Rawāha plejede at sige uanstændige ord.« Derefter reciterede han et af ’Abdullahs digte. Imām Ahmad har samlet digtet i sin Musnad. (al-Fatḥ al-Rabbānī, Sharḥ Musnad Aḥmad 22/287)
Alle ’Abdullah ibn Rawāhas digte er gået tabt i tidens løb. Men omkring halvtreds vers er stadig bevaret i forskellige sīra- og historieværker. De fleste findes i Sīrat Ibn Hishām. (Dāʾira-yi Maʿārif Islāmiyya, urdu, 12/780)
Da versene 224-226 i Sūra al-Shuʿarāʾ blev åbenbaret: »Digterne følges af de vildfarne. Ser du ikke, hvordan de strejfer forvirrede omkring i hver dal, og siger det, de ikke gør?« – blev Hassān, ’Abdullah og Kaʿb så bange, at de grædende løb til Allahs Sendebud ﷺ. De sagde: »Allahs Sendebud, Allah vidste jo, at vi var digtere, da dette vers blev åbenbaret.« Allahs Sendebud ﷺ reciterede da den følgende del: »Undtagen dem, der tror, gør gode gerninger, ihukommer Allah meget og tager til genmæle efter at være blevet gjort uret.« Han sagde: »Det er jer.« (al-Iṣāba 2/307, Ṭabaqāt 3/528, Hayāt al-Sahāba 3/77, 172)
Flere hadither er overleveret fra ’Abdullah ibn Rawāha. Han overleverede dem fra selve Allahs Sendebud ﷺ og Bilāl. Fra ham overleverede Ibn ʿAbbās, Usāma ibn Zayd, Anas ibn Mālik, Nuʿmān ibn Bashīr og Abu Hurayra. (al-Iṣāba 2/306)
’Abdullah ibn Rawāha var en verdensforsagende ʿābid, en tilbeder, og en person, der altid ihukom Allah, en dhākir. Abu al-Dardāʾ siger: »Der går ingen dag, uden at jeg husker ham. Når han mødte mig, sagde han: ’Kom, lad os være muslimer et øjeblik.’ Så satte han sig og begyndte på dhikr. Når dhikr var forbi, sagde han: ’Dette var en forsamling af tro.’« (Usd al-Ghāba 3/157)
Anas ibn Mālik fortæller: Når en sahabi mødte Allahs Sendebud ﷺ sammen med ’Abdullah ibn Rawāha, sagde han: »Kom, lad os tro et øjeblik.« En dag blev en mand meget vred over, at han sagde sådan. Han gik direkte til Allahs Sendebud ﷺ og sagde: »Allahs Sendebud, ser du ikke, at Ibn Rawāha foretrækker troen for en stund frem for din tro?« Han svarede: »Må Allah forbarme sig over Ibn Rawāha. Han holder af forsamlinger, som selv englene er stolte af.« En anden gang protesterede en mand mod en sådan opfordring og sagde: »Er vi da ikke troende?« Han svarede: »Jo, vi er troende. Men vi vil gøre dhikr, og derved vil vores tro vokse.« (al-Fatḥ al-Rabbānī 22/286, Hayāt al-Sahāba 3/15)
Hans hustru fortæller, at han, når han gik ud af huset, bad to rakʿat. Når han kom hjem, gjorde han det samme. Han forsømte aldrig dette. (al-Iṣāba 2/307, Hayāt al-Sahāba 3/148)
På en rejse var varmen så voldsom, at folk holdt hænderne over hovedet for at beskytte sig mod solen. Hvem kunne faste i sådan en varme? Alligevel var det kun Allahs ædle Sendebud ﷺ og ’Abdullah ibn Rawāha, der fastede. (Ṣaḥīḥ al-Bukhārī 1/261, Muslim 1/357, Hayāt al-Sahāba 1/479, Tahdhīb al-Asmāʾ wa-l-Lughāt 1/265)
Han havde en uimodståelig tiltrækning til jihād. Han var ikke fraværende fra et eneste af de slag, der fandt sted fra Badr til Muʾta. Mænd, der beskæftigede sig med biografier, siger: »’Abdullah drog først ud til krigen og vendte sidst hjem.« (al-Iṣāba 2/307)
Han fulgte Allahs ædle Sendebuds ﷺ ordrer og forbud til punkt og prikke. En hændelse viser dette tydeligt. En gang holdt Allahs ædle Sendebud ﷺ khutba, prædiken, i moskéen, mens Ibn Rawāha var på vej dertil. Da han befandt sig på vejen uden for moskéen, hørte han Allahs Sendebud ﷺ sige: »Sæt jer ned på jeres pladser.« Så snart Ibn Rawāha hørte denne ordre, satte han sig dér. Efter khutbaen fortalte en person Allahs Sendebud ﷺ, hvad Ibn Rawāha havde gjort. Han sagde: »Må Allah øge hans længsel efter lydighed mod Allah og Hans Sendebud.« (al-Iṣāba 2/306, Hayāt al-Sahāba 2/356)
Ligesom ’Abdullah ibn Rawāha elskede Allahs Sendebud ﷺ dybt, elskede Allahs Sendebud ﷺ også ham. En gang blev ’Abdullah syg og mistede bevidstheden. Allahs Sendebud ﷺ besøgte ham og bad: »O Allah, hvis hans dødstid er nær, så giv ham en let død; ellers helbred ham.« (al-Iṣāba 2/306)
Usāma ibn Zayd fortæller: Da Saʿd ibn ʿUbāda blev syg, drog Allahs Sendebud ﷺ ud for at besøge ham og lod også mig sidde bag på ridedyret. ’Abdullah ibn Ubayy sad sammen med nogle af sit folk i skyggen af fæstningen Muzāḥim. Allahs Sendebud ﷺ mente, at det var dårlig skik at gå forbi dem uden at sige noget. Derfor steg han ned, hilste og satte sig hos dem et øjeblik. Derefter reciterede han nogle koranvers og kaldte dem alle til islam. ’Abdullah ibn Ubayy havde indtil da været tavs. Da Allahs Sendebud ﷺ var færdig, sagde han: »Hvis det, du siger, er sandt, så gå hjem og bliv der. Den, der kommer til dig, kan du tale til, så meget du vil. Forstyr ikke folk ved uønsket at komme til deres forsamlinger.« Blandt de tilstedeværende muslimer var også ’Abdullah ibn Rawāha. Han råbte: »Allahs Sendebud, lyt aldrig til ham! Du skal komme! Du skal komme til vores forsamlinger, fra hus til hus og fra hjem til hjem. Det er det, vi ønsker. Gennem din ankomst har Allah æret os og vejledt os.« (Sīrat Ibn Hishām 1/587, Hayāt al-Sahāba 2/509)
En dag lagde ’Abdullah sit hoved i sin hustrus skød og begyndte at græde. Da hun så det, begyndte hun også at græde. Han spurgte: »Hvorfor græder du?« Hun svarede: »Jeg græder, fordi jeg ser dig græde.« Så reciterede han vers 71 fra Sūra Maryam og sagde: »Jeg græder, fordi jeg husker dette vers. Jeg ved ikke, om jeg bliver befriet fra Helvede.« (Hayāt al-Sahāba 3/45)
’Abdullahs rolle i den berømte anṣāri-sahabi Abu al-Dardāʾs antagelse af islam er særligt bemærkelsesværdig. De havde haft et nært forhold i jāhiliyya-tiden. Selv efter ’Abdullah havde antaget islam, fortsatte Abu al-Dardāʾ som afgudsdyrker. I hans hus stod en stor afgud. En dag gik Abu al-Dardāʾ ud af huset, og netop da gik ’Abdullah ind ad en anden vej. Han spurgte Abu al-Dardāʾs hustru: »Hvor er Abu al-Dardāʾ?« Hun svarede: »Han gik lige ud.« ’Abdullah gik ind i afgudens rum og knuste afguden fuldstændigt med en hammer, der lå dér. Da Abu al-Dardāʾs hustru hørte lyden, løb hun derhen. ’Abdullah var allerede gået. Hun greb forskrækket hænderne om hovedet og begyndte at græde. Da Abu al-Dardāʾ kom hjem og hørte alt fra sin hustru, blev han først meget vred. Men straks efter tænkte han: Hvis afguden havde haft nogen magt, ville den have været i stand til at forsvare sig selv. Efter denne erkendelse gik han sammen med ’Abdullah til Allahs Sendebud ﷺ og erklærede sin islam. (Hayāt al-Sahāba 1/332-333)
En gang fordømte digteren Hassān ibn Thābit i et digt Ṣafwān ibn al-Muʿaṭṭal og hans stamme. Ṣafwān blev rasende, slog digteren og førte ham med begge hænder bundet om halsen til Banū al-Hāriths landsby. ’Abdullah ibn Rawāha befriede ham og underrettede Allahs Sendebud ﷺ om sagen. Han bragte dem begge til Allahs Sendebud ﷺ, som bilagde deres strid. (Sīrat Ibn Hishām 2/305)
På grund af de ovennævnte egenskaber sagde Allahs Sendebud ﷺ til hans ros: »Niʿma al-rajul, ’Abdullah ibn Rawāha« – »Hvor er ’Abdullah ibn Rawāha dog et godt menneske.« (al-Iṣāba 2/306)
Abu Talha al-Ansari (må Allah være tilfreds med ham)
Han hed Zayd og havde tilnavnet Abu Talha. Det var under dette navn, han blev kendt i historien. Han blev født i Yathrib i år 585 e.Kr., 36 år før hijra. (Al-Aʿlām 3/98) Hans far var Sahl ibn al-Aswad ibn Haram. Han var af Banū Jāzīlahs efterkommere. Hans mor var ʿUbādah bint Mālik. I den gamle jāhilīyyah-tid havde Abu Talhas slægt en særlig anseelse i Yathrib. Der var også slægtskabsforbindelser mellem hans fædrene og mødrene familier. Hans slægts bopæl lå vest for den nuværende Profetens Moské. På sin tid var han slægtens overhoved eller leder. (Ansāb al-Ashrāf 1/42, al-Istīʿāb 4/113, Tahdhīb al-Asmāʾ 1/445)
Før islam var han ligesom de fleste arabere afgudsdyrker. Også hans drikkeselskaber var meget storslåede. Der blev regelmæssigt holdt sammenkomster ved drikkefesterne. I denne jāhilīyyah-tid regnedes han blandt de få modige bueskytter i Yathrib. (Bukhārī 2/664, al-Aʿlām 3/98)
Da Abu Talha var en ung mand på tyve eller toogtyve år, modtog den ærværdige Guds Sendebud profetkaldet i Mekka. I de første år havde det ikke nogen særlig virkning i Yathrib, men i de følgende år begyndte virkningen langsomt at vise sig. Nogle år før Guds Sendebuds hijra til Medina sendte han den ærværdige Musʿab ibn ʿUmayr dertil fra Mekka for at udbrede islam. Det var hos ham, at en fornem kvinde fra Medina, Umm Sulaym, antog islam. Som følge af denne kvindes indsats opgav Abu Talha senere afgudsdyrkelsen, blev muslim og giftede sig med hende.
Når man gennemgår de forskellige overleveringer om, hvornår Abu Talha antog islam, fremkommer der to opfattelser. Den ene er, at han antog islam gennem Musʿab ibn ʿUmayr før Guds Sendebuds hijra til Medina, og at han sammen med ham tog til Mekka i forbindelse med hajj og ved den sidste ʿAqabah-aflæggelse af troskabseden svor troskab til Guds Sendebud sammen med treoghalvfjerds, ifølge en anden opfattelse femoghalvfjerds, personer. Blandt de tilstedeværende ved denne troskabsed udvalgte Guds Sendebud tolv naqīber, det vil sige ansvarlige ledere; Abu Talha var en af dem. Den anden opfattelse er, at Abu Talha antog islam efter Guds Sendebuds ankomst til Medina. Den første opfattelse er dog den mest berømte, og flertallet af sīrah-eksperterne har overleveret den. (Tārīkh al-Islām wa Ṭabaqāt al-Mashāhīr wa al-Aʿlām 2/119, Shadharāt al-Dhahab 1/40, Usd al-Ghābah 5/234)
Der er en forbindelse mellem Abu Talhas antagelse af islam og hans ægteskab med Umm Sulaym. Den ærværdige Umm Sulaym var mor til den berømte ledsager Anas ibn Mālik, som tjente den ærværdige Guds Sendebud. Anas’ far Mālik havde været hendes ægtemand før islam. Da Umm Sulaym antog islam, rejste Mālik i sorg og vrede til Shām og forlod hustru og søn; dér døde han. Derefter friede Abu Talha til Umm Sulaym. Her gengiver vi nogle overleveringer om dette ægteskab.
Det er overleveret fra Anas, at Abu Talha friede til Umm Sulaym. Umm Sulaym sagde: »Det bør ikke være mig at gifte mig med en afgudsdyrker. Hør, Abu Talha, ser du ikke, at disse guder, som I tilbeder, bliver fremstillet hos den og den? Hvis der sættes ild til dem, brænder de.« Da Abu Talha hørte dette, rejste han sig og gik. Men en tanke begyndte at røre sig i hans hjerte. Han kunne ikke sove overhovedet. I en anden overlevering fortælles det, at Umm Sulaym sagde: »Jeg har egentlig ingen indvending mod dit frieri. Problemet er blot, at du er en vantro mand, mens jeg er en muslimsk kvinde. Hvis du antager islam, er der ingen hindring. Din islam vil da være min mahr; jeg ønsker ikke noget andet.« Abu Talha antog islam og giftede sig med Umm Sulaym. Thābit plejede at sige: »Vi har aldrig hørt om en bedre mahr end Umm Sulayms. Hendes mahr var islam.« Ibn ʿAsākir siger, at al-Ṭabarānī, Abū Nuʿaym og Ibn Durasṭawayh har overleveret ovenstående. (Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/5) Historikerne ʿUrwah, Mūsā ibn ʿUqbah, den lærde al-Dhahabī, Ibn al-ʿImād al-Ḥanbalī, Ibn al-Athīr og andre siger, at dette skete før Guds Sendebuds hijra til Medina. Abu Talha svor nemlig troskab til Guds Sendebud ved ʿAqabah og blev udnævnt til naqīb.
Ibn ʿAsākir siger: »De overleveringer, der er kommet om Abu Talhas ægteskab med Umm Sulaym, giver indtryk af, at han antog islam efter Guds Sendebuds hijra til Medina.« Om dette har han fundet en overlevering fra Ḥāfiẓ og al-Bayhaqī, overleveret fra Naḍr ibn Anas. Naḍr siger: »En dag sagde Anas’ far Mālik til sin hustru Umm Sulaym: ’Denne mand [Guds Sendebud] har åbenbart gjort vin forbudt.’« Derefter forlod han hustru og barn, rejste til Shām og døde dér.
Så friede Abu Talha til Umm Sulaym. Umm Sulaym sagde: »Hør, Abu Talha, en mand som dig kan man ikke afvise. Men du er vantro, og jeg er muslim. Det er netop problemet. Dette ægteskab kan ikke finde sted.« Abu Talha sagde: »Ønsker du guld og sølv?« Umm Sulaym sagde: »Nej, det ønsker jeg ikke. Jeg ønsker kun din islam.« Abu Talha sagde: »Hvem vil hjælpe mig med det?« Hun sagde: »Guds Sendebud.« Abu Talha gik til Guds Sendebud, som sad sammen med ledsagerne. Da han så Abu Talha komme, sagde han: »Abu Talha er på vej. Islams lys kan ses på hans pande.« Abu Talha kom og fortalte Guds Sendebud, hvad Umm Sulaym havde sagt. Således antog Abu Talha islam og giftede sig med Umm Sulaym. (Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/5, Ḥayāt al-Ṣaḥābah 1/196)
Da Guds Sendebud kom til Medina, indførte han et religiøst broderskab mellem emigranterne fra Mekka og Ansār fra Medina. Der findes forskellige udsagn om, hvem Abu Talhas religiøse broder var. Flertallet af sīrah-forfatterne mener, at der blev knyttet et broderskab mellem ham og den berømte qurayshitiske emigrant Abu ʿUbaydah ibn al-Jarrāḥ. Denne Abu ʿUbaydah havde fra Guds Sendebud fået det glade budskab om Paradiset sammen med tilnavnet »ummahens betroede«. Ibn ʿAsākir siger: »Den ærværdige Guds Sendebud knyttede deres broderskab ved at tage Abu Talha og Bilals hænder.« (Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/9) Ibn Saʿd har i denne forbindelse overleveret et udsagn fra ʿĀṣim ibn ʿUmar: »Guds Sendebud etablerede et broderskab mellem Abu Talha og Arqam ibn al-Arqam al-Makhzūmī.« (Ṭabaqāt 3/505)
Abu Talha deltog sammen med Guds Sendebud i alle slag og ekspeditioner, herunder Badr, Uḥud og Khandaq. På slagmarken plejede han ofte at fremsige disse vers: »Jeg er Abu Talha, mit navn er Zayd. Hver dag har mit våben et bytte.« (Tahdhīb al-Asmāʾ 1/445, Tārīkh Ibn ʿAsākir 5/4)
Det første slag i islams historie var Badr. Abu Talha deltog med stor iver i dette slag. Ibn Saʿd nævner hans navn på listen over ledsagerne fra Badr i sin Ṭabaqāt. Han sagde: »Ved Badr faldt sværdet ud af min hånd, mens jeg var døsig. Ikke én gang, men tre gange.« Om dette sagde Gud: »Og husk, da Han lod søvn komme over jer som en tryghed fra Ham.« (Sūrah al-Anfāl 11) (Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/6) Det skal bemærkes, at den muslimske hær et øjeblik blev overmandet af søvnighed på slagmarken ved Badr. Derved forsvandt deres træthed og frygt.
I slaget ved Uḥud gav han et strålende eksempel på selvopofrelse for Guds profet. Han var medlem af bueskyttekorpset. (Ansāb al-Ashrāf 1/125) På et tidspunkt under det heftige slag blev den muslimske hær spredt og slået tilbage og blev kastet langt bort fra Guds Sendebud. Da satte en lille gruppe soldater, heriblandt Abu Talha, deres liv på spil og afværgede fjendens angreb omkring Guds Sendebud. Denne dag skød han pile mod fjenden, mens han skjulte Guds Sendebud bag sig. Når han havde skudt en pil, løftede Guds Sendebud hovedet en smule for at se, hvor den faldt. Abu Talha lagde hånden på Guds Sendebuds bryst og trykkede ham ned, mens han sagde: »Guds Sendebud, sæt dig! Bliv sådan. Så vil ingen pil ramme dig.« Hver gang han løftede hovedet en smule, stillede Abu Talha sig hurtigt foran ham og skjulte ham. Den dag sagde han også til Guds Sendebud: »Dette bryst vil stå foran dit bryst.« På et tidspunkt sagde han til ham: »Jeg er en stærk og modig mand. Sig til mig, hvad du har brug for.« Han skød mod fjendernes bryst og fremsagde sagte et vers: »Må mit liv ofres for dit liv, og må mit ansigt være et skjold for dit ansigt.« Abu Talha var en stærk og tapper kriger. I slaget ved Uḥud ødelagde han to eller tre buer.
På grund af angrebets voldsomhed blev begge hans hænder følelsesløse. Alligevel udstødte han ikke én eneste gang et suk. Hans eneste tanke var nemlig dengang Guds Sendebuds beskyttelse og sikkerhed. (Usd al-Ghābah 5/234, Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/7, Ṭabaqāt 3/507, Bukhārī, Kitāb al-Maghāzī)
Den ærværdige Abu Talha deltog i slaget ved Khaybar. Under dette slag stod hans og Guds Sendebuds kameler meget tæt ved siden af hinanden, og Guds Sendebud udpegede netop ham som den, der skulle bekendtgøre forbuddet mod æselkød. (Musnad Aḥmad 3/121)
På hjemrejsen fra denne ekspedition sad den ærværdige Guds Sendebud og den ærværdige Ṣafiyyah på én kamel. Da de nærmede sig Medina, snublede kamelen, og de to ryttere blev slynget ned på jorden. Abu Talha sprang hurtigt ned fra sin egen kamel, nåede frem til Guds Sendebud og sagde: »Guds Sendebud, må jeg ofres for dig! Er du kommet til skade?« Han svarede: »Nej. Men se til kvinden.« Abu Talha dækkede sit ansigt med et tørklæde, gik hen til den ærværdige Ṣafiyyah, ordnede kamelens howdah og satte hende op igen. (Musnad Aḥmad 3/180)
Også i slaget ved Ḥunayn viste han stort mod. I dette slag dræbte han alene tyve, ifølge en anden opfattelse enogtyve, vantro. Guds Sendebud havde erklæret, at den, der dræbte en vantro, skulle være ejer af alt, hvad den dræbte havde. Den dag blev Abu Talha ejer af enogtyve mænds udstyr. Dette slag, som fandt sted i det ottende hijri-år, var det sidste slag i Guds Sendebuds liv. (Tārīkh al-Islām wa Ṭabaqāt al-Mashāhīr 2/119, Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/7, Usd al-Ghābah 5/235)
Under dette slag kom han leende til Guds Sendebud og sagde: »Guds Sendebud, Umm Sulaym har en dolk i hånden. Har du set den?« Guds Sendebud sagde: »Umm Sulaym, hvad vil du gøre med denne dolk?« Hun svarede: »Hvis en afgudsdyrker kommer nær til mig, vil jeg flænge hans mave med den.« Da Guds Sendebud hørte dette, begyndte han at le. (Sīrat Ibn Hishām 2/446-447, Ḥayāt al-Ṣaḥābah 1/597)
Ved afskedspilgrimsfærden var Abu Talha sammen med Guds Sendebud. I Mina barberede Guds Sendebud sit hoved. Hårene fra højre side fordelte han, et eller to ad gangen, blandt de ledsagere, der sad ved siden af ham. Men alle hårene fra venstre side gav han til Abu Talha. (Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/7) Imam Muslim har også overleveret dette.
Omkring den ærværdige Guds Sendebuds bortgang var der i Medina sædvanligvis to mænd, som gravede grave. Blandt emigranterne var det Abu ʿUbaydah ibn al-Jarrāḥ, som gravede efter mekkanernes skik. Blandt Ansār var det Abu Talha, som gravede efter medinanernes skik. Efter den ærværdige Guds Sendebuds død satte ledsagerne sig i Profetens Moské for at rådføre sig om begravelsen. Spørgsmålet opstod: Hvem skulle lave graven, og efter hvilken fremgangsmåde? De to nævnte mænd var ikke til stede ved mødet. Den ærværdige ʿAbbās sendte samtidig folk til dem begge for at hente dem. Det blev besluttet, at den af de to, der først nåede frem, skulle få denne ære. Efter at folk var sendt ud for at hente dem, begyndte den ærværdige ʿAbbās og de tilstedeværende ledsagere at bede: »O Allah, udvælg en af disse to til Din profets grav.« Kort efter vendte den, der var gået for at hente Abu Talha, tilbage med ham. Derefter lavede Abu Talha Guds Sendebuds grav efter medinanernes skik. (Ansāb al-Ashrāf 1/573, Aṣaḥḥ al-Siyar 587)
Efter den ærværdige Guds Sendebuds død forlod mange ledsagere Medina og slog sig ned i Shām. Abu Talha blev også en af områdets indbyggere. Men hver gang han blev tynget af sorg og bekymring, tilbagelagde han den lange rejse, der tog mere end en måned, og besøgte Guds Sendebuds hellige grav; dér fandt han åndelig ro. (Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/4)
Under den ærværdige Abu Bakrs kalifat tilbragte Abu Talha for det meste tiden i Shām, det vil sige Syrien. Det meste af den ærværdige al-Fārūq al-Aʿẓams kalifatstid opholdt han sig også dér. Da den ærværdige ʿUmar skulle rejse til Bayt al-Maqdis, var han i Shām. Det er overleveret fra Anas: »ʿUmar ibn al-Khaṭṭāb rejste til Shām. Abu Talha og Abu ʿUbaydah ibn al-Jarrāḥ kom ham i møde og sagde: ’Du har Guds Sendebuds udvalgte ledsagere med dig, men vi har efterladt en brændende ild bag os.’« De hentydede til pesten. »Rejs ikke ind i Shām denne gang, men vend tilbage til Medina.« ʿUmar vendte tilbage. Året efter fuldførte han den udsatte rejse. (Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/4)
På den ærværdige ʿUmars dødstid var Abu Talha i Medina. Kalif ʿUmar havde stor tillid til hans personlighed og anseelse. Da ʿUmar blev fortvivlet over sit livs afslutning, udpegede han seks anerkendte og fremtrædende personer til at overveje valget af den næste kalif. Derefter tilkaldte han Abu Talha og sagde: »Det er gennem jer, at Allah har grundfæstet islams ære og anseelse. Efter min død skal du tage halvtreds Ansār med dig og holde øje med disse seks personers handlinger. Hvis fire af dem går i én retning, mens to modsætter sig, skal du hugge hovederne af de to. Hvis de deler sig i to lige store grupper, skal du dræbe den gruppe, hvori ʿAbd al-Raḥmān ibn ʿAwf ikke er. Hvis de ikke når en afgørelse inden tre dage, skal du skille hovedet fra kroppen på dem alle. Efter min død, indtil den næste kalif er valgt, skal du være midlertidig kalif.« (Kanz al-ʿUmmāl 3/156-157, Ḥayāt al-Ṣaḥābah 2/34)
De seks mænd holdt møde i al-Miswār ibn Makhramahs hus. Abu Talha stod sammen med sine mænd ved husets dør som sikkerhedsvagt. Banū Hāshim havde fra begyndelsen modsat sig dette råd, fordi de ønskede at gøre ʿAlī til kalif. Den ærværdige ʿAbbās havde på dette tidspunkt i fortrolighed sagt til den ærværdige ʿAlī: »Overlad ikke din sag til disse mennesker. Træf selv afgørelsen.« ʿAlī havde svaret et eller andet. Abu Talha stod ved siden af og hørte deres samtale. Da ʿAlīs blik pludselig faldt på ham, syntes han at tænke på noget. Abu Talha forstod det og sagde: »Abū al-Ḥasan, der er intet at frygte.«
En dag var de seks mænd samlet til et fortroligt møde. Abu Talha stod også ved døren med sine mænd. På dette tidspunkt kom ʿAmr ibn al-ʿĀṣ og al-Mughīrah ibn Shuʿbah og satte sig ved døren. Abu Talha sagde ikke meget til dem. Saʿd ibn Abī Waqqāṣ var imidlertid en meget streng mand. Han kunne ikke holde ud at se de to mænds miner og opførsel. Han samlede nogle småsten op, kastede dem mod dem og sagde: »De er kommet til Medina for at udbrede, at også vi var medlemmer af shūrā.« Da ʿAmr og al-Mughīrah blev ramt af stenene, blev de vrede og begyndte at skændes. Abu Talha blev irriteret og sagde: »Jeg frygter, at I ved at indvikle jer i sådan et meningsløst skænderi lader den egentlige sag gå tabt. Ved Ham, som lod ʿUmar dø, vil jeg ikke give jer et eneste øjeblik mere end tre dage.« Efter at valget af kalif var afsluttet, sagde Abu Talha: »Jeg frygtede mere, at disse seks mænd ville holde sig borte fra kalifatets ansvar, end at de skulle konkurrere om at få det. For efter ʿUmars død var der mangel på både religion og verdslige forhold i hvert eneste hjem.« (Ḥayāt al-Ṣaḥābah 2/473)
Efter valget af kalif trak Abu Talha sig helt tilbage og tilbragte resten af sit liv i fuld hengivenhed til Allahs tilbedelse. Den ærværdige Umm Sulaym fik flere børn med Abu Talha, men ingen af dem levede særlig længe. En af hans sønner hed Abu ʿUmayr. Som lille havde han en lille fugl. Fuglen døde. En dag kom Guds Sendebud til deres hus og så ham meget bedrøvet. Da folk fortalte Guds Sendebud, hvorfor han var sådan, sagde han for at glæde ham på vers: »Yā Abā ʿUmayr, mā faʿala al-nughayr« — »Abu ʿUmayr, hvad gjorde den lille fugl?« (Ḥayāt al-Ṣaḥābah 2/570, al-Istīʿāb)
En anden af Abu Talhas sønner døde efter at have været syg i nogen tid. Mens drengen var syg, gik Abu Talha en dag til Profetens Moské, og da døde drengen. Umm Sulaym begravede ham uden at vente på drengens far og sagde til folk i huset, at de ikke måtte fortælle Abu Talha om begravelsen. Abu Talha vendte imidlertid hjem fra moskéen sammen med flere gæster. Han spurgte: »Hvordan har drengen det?« Drengens mor svarede: »Han har det bedre end før.« Abu Talha talte med gæsterne. Maden blev bragt, og alle satte sig sammen og spiste. Da gæsterne var gået, gik Abu Talha ind i huset. Ægtefællerne tilbragte natten i samme seng og var sammen. Sent på natten fortalte Umm Sulaym om sønnens død og hans ligklæde og begravelse og sagde: »Han var en betroet gave fra Allah hos os. Han har taget sin gave tilbage. Hvem kan have noget at indvende mod det?« Abu Talha sagde: »Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage«, men blev en smule vred over, at hun havde skjult nyheden på denne måde. Næste morgen fortalte Abu Talha Guds Sendebud om det. Han sagde: »Må Allah velsigne jer i jeres nat.« Samme nat blev Umm Sulaym gravid. Efter at hun havde født barnet, sendte hun ham med Anas til Guds Sendebud. Guds Sendebud tyggede på en dadel, lagde den i barnets mund, og barnet begyndte at bevæge munden og sutte lidt. Da sagde han: »Se, Ansār har en naturlig tilbøjelighed til dadler.« Han gav barnet navnet ʿAbdullāh. Ved velsignelsen fra Guds Sendebuds hellige spyt blev denne søn senere den fremmeste blandt de unge Ansār på alle områder. Abu Talhas slægt fortsatte gennem denne ʿAbdullāh. Han havde to sønner, Isḥāq og ʿUbaydullāh, og Isḥāq havde en søn ved navn Yaḥyā. Alle disse var blandt deres tids fremmeste hadith-eksperter. (Musnad Aḥmad 3/257, Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/6; Bukhārī og Muslim har også overleveret hændelsen i forskellige versioner.)
Der er uenighed om den ærværdige Abu Talhas dødsår. Imam al-Nawawī siger: »Han døde i Medina i det 32. eller 34. hijri-år, 70 år gammel.« De fleste sīrah-eksperter har sagt, at han døde i Medina. Abū Zurʿah al-Dimashqī har dog sagt, at han døde i Shām. Andre har sagt, at han døde under en ekspedition ad søvejen. Det er overleveret fra Abū Zurʿah al-Dimashqī, at Abu Talha levede fyrre år i uafbrudt faste efter Guds Sendebuds bortgang. Denne overlevering strider mod det ovennævnte dødsår. Hvis han døde i det 32. eller 34. hijri-år, kan der ikke være tale om, at han levede fyrre år i faste efter Guds Sendebuds død. De, der har sagt, at han døde i Medina, har også sagt, at kaliffen, den ærværdige ʿUthmān, ledte hans begravelsesbøn. (Tahdhīb al-Asmāʾ wa al-Lughāt 1/445-446)
Basras indbyggere siger, at han i sin alderdom drog ud på en ekspedition ad søvejen og døde undervejs. Ifølge denne opfattelse var hans dødsår det 51. hijri-år. I forskellige bøger findes en forbløffende beretning om Abu Talhas afrejse til denne jihād. En dag reciterede han Sūrah al-Tawbah. Da han nåede ordene »Infirū khifāfan wa thiqālan« — »Drag ud, lette eller tunge« (vers 41) — opstod der en stærk trang til jihād i ham. Han sagde til sin familie: »Allah har gjort jihād obligatorisk for både unge og gamle. Jeg vil drage ud på jihād; sørg for min rejse.« Han gentog dette to gange. Han var både gammel og blevet mager og svag af stadig faste. Familien sagde: »Må Allah forbarme sig over dig. Du deltog i alle slag på Guds Sendebuds tid og fortsatte med jihād under Abu Bakrs og ʿUmars tid. Har du stadig lyst til jihād? Bliv hjemme; vi drager ud på jihād på dine vegne. Hvem kan standse den, som drives af et uovervindeligt ønske om martyrdøden?« Han sagde: »Gør, som jeg siger.« Trods deres store modvilje blev hans rejse forberedt. Den halvfjerdsårige gamle mand forlod sit hjem i Allahs navn. Den muslimske hær var klar. Ekspeditionen foregik ad søvejen. Abu Talha sejlede frem på skibet i spændt forventning om, hvornår han skulle møde fjendens hær. Da kom hans dødstime, og han døde.
Der var intet tegn på land noget sted på søvejen. Stærk vind og oprørt hav drev skibet mod et ukendt mål. Denne troende mujahids lig lå i syv dage på skibets dæk. Til sidst fandt man en ukendt ø, hvor han blev begravet. Selv efter alle disse dage var liget ikke gået i forrådnelse og havde heller ikke undergået nogen nævneværdig forandring. (Ṭabaqāt 3/507, Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/7, Tārīkh al-Islām wa Ṭabaqāt al-Mashāhīr 2/120, Usd al-Ghābah 5/235, Ansāb al-Ashrāf 1/242)
Ved overlevering af hadith udviste Abu Talha stor forsigtighed. I hans overleverede hadith behandles forskellige juridiske spørgsmål eller krig og kampe. Selv om han i lang tid havde været velsignet med Guds Sendebuds selskab, findes der ingen overlevering fra ham om handlingers dyd. Det samlede antal hadither, han overleverede, er 92. Al-Bukhārī og Muslim har hver især overleveret én hadith fra ham. En gruppe ledsagere, heriblandt ʿAbdullāh ibn ʿAbbās og Anas ibn Mālik, samt en gruppe fremtrædende tābiʿūn hørte hadith fra ham og overleverede dem. (Tahdhīb al-Asmāʾ 1/445, Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/4)
En gruppe af den ærværdige Abu Talhas elever og beundrere kom engang for at besøge ham under hans sygdom. De så, at der hang et billedtæppe ved døren. De begyndte at se på hinanden. Til sidst tog Zayd ibn Khālid mod til sig og sagde: »I går overleverede du jo en hadith om forbuddet mod billeder.« Han sagde til ʿUbaydullāh al-Khawlānī: »Ja, det gjorde jeg. Men jeg sagde også, at billeder på stof ikke omfattes af dette.« (Musnad 4/28)
En dag spiste Abu Talha sammen med Ubayy ibn Kaʿb og Anas ibn Mālik. Efter måltidet bad Anas om vand til wuḍūʾ. Abu Talha og Ubayy sagde begge: »Var det måske, fordi du spiste kød, at du kom til at tænke på wuḍūʾ?« Anas svarede: »Ja.« Abu Talha sagde: »I spiser ṭayyibāt, rene ting, og foretager derefter wuḍūʾ, selv om Guds Sendebud ikke gjorde sådan.« (Musnad 4/3)
En dag fastede Abu Talha frivilligt. Det faldt tilfældigvis samme dag, som det sneede. Han tog nogle sneklumper i hånden og spiste dem. Da folk sagde: »Du spiser, mens du faster«, svarede han: »Dette er en velsignelse; det bør man tage imod. Det er hverken mad eller drik.« (Musnad 3/279, Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/10)
Den ærværdige Abu Talha havde kærlighed til poesi og poetisk talent. Han skrev digte og reciterede dem også. Under heftige kampe plejede han sagte at fremsige vers. Forskellige sīrah-bøger har samlet nogle af hans vers. (Se al-Iṣābah 4/113, Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/7, al-Istīʿāb)
Det største særkende ved den ærværdige Abu Talhas karakter var ḥubb al-rasūl, det vil sige hans dybe kærlighed til Guds Sendebud. Når hans ledsagere blev spredt under fjendens voldsomme angreb på slagmarken, stod han stadig fast og satte sit liv på spil for Guds Sendebud. Han beskyttede ham ved at stille hele sin krop som skjold. I håbet om, at den elskede profet ikke skulle få en skramme, tog han pile- og spydstødene i sit eget bryst. Dette giver et vist mål for dybden af hans kærlighed. Han plejede som regel at være sammen med Guds Sendebud på alle ekspeditioner, og deres to kameler gik næsten altid side om side.
En gang bredte frygten for et fjendtligt angreb sig i Medina. Den ærværdige Guds Sendebud lånte Abu Talhas hest, der hed Mandhūr, og red i den retning, hvorfra man frygtede et angreb. Abu Talha fulgte efter af hensyn til Guds Sendebuds sikkerhed. Men knap var han nået frem, før Guds Sendebud vendte tilbage, og de mødtes på vejen. Han sagde til Abu Talha: »Der er ikke noget dér. Din hest er meget hurtig.«
Den dybe kærlighed, som den ærværdige Abu Talha havde til Guds Sendebud, viste sig også i helt små ting. Når der kom noget til hans hus, sendte han en del af det til Guds Sendebuds hus. En gang fangede den ærværdige Anas en hare. Abu Talha slagtede haren og sendte et af dens lår til Profetens hus. En anden gang sendte Abu Talhas hustru Umm Sulaym en skål dadler. Guds Sendebud fordelte dadlerne blandt sine rene hustruer og de øvrige ledsagere. (Musnad 3/125, 171)
Under den ærværdige Guds Sendebuds sidste sygdom, den sygdom han døde af, kom Abu Talha en dag for at besøge ham. Guds Sendebud sagde til ham: »Overbring min hilsen til dit folk, Ansār, for de holder sig fra det, der ikke er lovligt eller rigtigt, og de er tålmodige.« (Ḥayāt al-Ṣaḥābah 1/401)
Abu Talha fortalte: »En dag gik jeg til Guds Sendebud. Jeg så en tilstand i hans hud og ansigt, som jeg aldrig før havde set. Jeg sagde: ’Guds Sendebud, jeg har aldrig før set dig i en sådan tilstand.’ Han sagde: ’Abu Talha, hvordan skulle det ikke være sådan? Jibrīl gik netop ud. Han kom med et glædeligt budskab fra min Herre. Han sagde, at Allah har sendt mig til dig med det glædelige budskab, at hvis nogen blandt din ummah én gang fremsiger ṣalāt og salām over dig, vil Allah og Hans engle sende ti gange ṣalāt og salām over ham.’« (Usd al-Ghābah 5/235) Aḥmad og al-Nasāʾī har overleveret hadithen i en anden version. Heri står, at Jibrīl sagde: »Den fra din ummah, der fremsiger ṣalāt og salām over dig, får ti gode handlinger skrevet, ti synder tilgivet og sin rang forhøjet ti grader.« (Ḥayāt al-Ṣaḥābah 3/313)
En dag, før vin blev forbudt, drak han en slags vin fremstillet af dadler, kaldet fadīkh. Da kom en mand og fortalte, at vin var blevet erklæret forbudt. Straks sagde han til Anas: »Knus denne vinkrukke.« Anas adlød. (Bukhārī 2/107)
Da dette vers fra Sūrah Āl ʿImrān blev åbenbaret: »I vil ikke opnå fromhed, før I giver bort af det, I elsker mest« — bragte alle Ansār alt værdifuldt, de ejede, til Guds Sendebud og gav det bort på Allahs vej. Abu Talha kom til Guds Sendebud og testamenterede sin store ejendom, Birāḥā, som waqf på Allahs vej. Der var en brønd på ejendommen. Vandet i brønden var velsmagende, og Guds Sendebud holdt meget af det. Guds Sendebud blev meget glad for Abu Talhas gave. (Shadharāt al-Dhahab 1/40, Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/8, Ḥayāt al-Ṣaḥābah 2/157)
Det er overleveret fra ʿAbdullāh ibn Abī Bakr, at Abu Talha en dag stod i bøn ved muren omkring en af sine haver. En lille fugl fløj frem og tilbage og søgte efter en vej ud, men på grund af de tætte daddelpalmer kunne den ikke finde nogen. Abu Talha stod i bøn og så et øjeblik på dette syn. Bagefter kunne han ikke længere huske, hvor mange rakʿah han havde bedt. Han tænkte: »Denne ejendom har bragt mig i prøvelse.« Efter bønnen skyndte han sig til Guds Sendebud. Efter at have fortalt, hvad der var sket, sagde han: »Guds Sendebud, jeg giver alt dette som ṣadaqah. Brug denne ejendom på Allahs vej.« Guds Sendebud sagde: »Fordel denne ejendom blandt dine nærmeste slægtninge.« Blandt dem, som han fordelte den til efter denne anvisning, var Ḥassān ibn Thābit og Ubayy ibn Kaʿb. (Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/8, Ḥayāt al-Ṣaḥābah 3/97, Musnad Aḥmad 3/141)
En mand kom engang til Medina, men havde ingen mulighed for kost og logi. Guds Sendebud bekendtgjorde: »Den, der tager denne mand som gæst, vil Allah være nådig imod.« Abu Talha sagde straks: »Jeg tager ham med.« I huset var der ikke mere mad end det, der var til de små børn. Abu Talha sagde til sin hustru: »Gør sådan: Få børnene til at falde i søvn ved at aflede dem. Sæt derefter maden frem for gæsten og sluk lyset under et påskud. I mørket lader vi, som om vi spiser, blot ved at bevæge munden, mens gæsten spiser sig mæt.« Sådan gjorde de. Ægtefællerne sørgede for, at gæsten blev mæt, mens de selv og børnene gik sultne i seng. Om morgenen kom Abu Talha til Guds Sendebud. Han reciterede dette vers for ham: »De giver dem fortrinsret frem for sig selv, selv om de selv er i stor nød« (Sūrah al-Ḥashr 9). Derefter sagde han til Abu Talha: »Allah har været meget tilfreds med jeres behandling af gæsten i nat.« (Muslim 2/198, Ḥayāt al-Ṣaḥābah 2/160-161)
Oprigtighed og inderlighed var særlige egenskaber hos Abu Talha. Han holdt sig altid borte fra berømmelse og fremvisning. Da han gav ejendommen Birāḥā bort, svor han og sagde til Guds Sendebud: »Hvis jeg havde kunnet holde dette hemmeligt, ville jeg aldrig have offentliggjort det.« (Musnad 3/115)
Abu Talha havde en kraftig stemme. Anas, må Allah være tilfreds med ham, siger: »Guds Sendebud plejede at sige, at Abu Talhas ene kraftige råb blandt soldaterne var bedre end en hel gruppe soldater.« Ifølge en anden overlevering: »Bedre end tusind mennesker.« I en tredje overlevering står: »For afgudsdyrkerne er Abu Talhas ene brøl mere skræmmende end en hel gruppe soldater.« (Tārīkh al-Islām wa Ṭabaqāt al-Mashāhīr 2/119, Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/7, Usd al-Ghābah 5/235)
Den ærværdige Guds Sendebud bad for Abu Talhas familie. (Tārīkh Ibn ʿAsākir 6/9) Den ærværdige Anas, må Allah være tilfreds med ham, siger: »Efter Guds Sendebuds død fastede Abu Talha hele året. Han undlod aldrig at faste bortset fra de to ʿīd-dage. I Guds Sendebuds levetid kunne han ikke faste, fordi han hele tiden var optaget af jihād.« (Tahdhīb al-Asmāʾ 1/246)
Ibn Ḥajar antyder i værket al-Iṣābah Abu Talhas ære og anseelse ved at sige, at han var en af de højtstående og ansete ledsagere.
Abu Masʿud al-Badrī (må Allah være tilfreds med ham)
Abu Masʿud var hans tilnavn, og det var under dette navn, han blev berømt i historien. Hans egentlige navn var ʿUqbah, og hans fars navn var ʿAmr ibn Thaʿlabah. Han deltog i den sidste troskabsed ved al-ʿAqabah og antog islam dér. al-Wāqidī siger: Abu Masʿud deltog ved al-ʿAqabah, men var fraværende ved Badr. Muhammad ibn Ishaq siger: Blandt deltagerne ved al-ʿAqabah var han den yngste. (Ansāb al-Ashrāf 1/245; Sīrat Ibn Hishām 1/459; Usd al-Ghābah 5/296) Dette har han udtrykkeligt nævnt.
Han deltog sammen med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) i Uhud og i alle de efterfølgende slag mod de vantro. Der er dog stor uenighed blandt sīrah-eksperterne om, hvorvidt han deltog i slaget ved Badr. Ifølge flertallet deltog han ved Badr, og derfor blev han kaldt al-Badrī. Imam al-Bukhārī har med stor bestemthed sagt, at han deltog ved Badr. Som bevis herfor har han i sit autentiske værk fremført flere hadither, blandt andet en hadith overleveret af Bashīr ibn Abū Masʿud. Heri fortælles det, at da al-Mughīrah bad eftermiddagsbønnen sent, gjorde Abu Masʿud ʿUqbah ibn ʿAmr indsigelse. Denne Abu Masʿud var morfar til Zayd ibn al-Hasan og deltog ved Badr. Abu ʿUtbah ibn Sallām og Muslim har i værket al-Kunā nævnt hans deltagelse ved Badr. Ibn al-Barqī siger: Ibn Ishaq nævnte ham ikke blandt dem, der deltog ved Badr. al-Tabarānī siger: Kufas indbyggere hævder, at han deltog ved Badr, men Medinas indbyggere nævner ham ikke blandt dem, der deltog ved Badr. Ibn Saʿd har overleveret fra al-Wāqidī, som sagde: Der er ingen uenighed blandt vores ledsagere om, at Abu Masʿud ikke deltog ved Badr. Han boede ved Badr, og derfor blev han kaldt al-Badrī. (al-Isābah 2/490–491; Sīrat Ibn Hishām 1/459; Usd al-Ghābah 5/296)
Abu Masʿud forblev i Medina fra profetgerningens tid og gennem de tre første kaliffers tid. På et tidspunkt i sit liv boede han i nogle dage ved vandet i Badr. Under ʿAlīs kalifat forlod han Medina og rejste til Kufa, hvor han byggede et hus og bosatte sig. (al-Isābah 4/252; Ansāb al-Ashrāf 1/245)
Der findes modstridende beretninger om Abu Masʿuds rolle under konflikten mellem ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) og Muʿāwiyah (må Allah være tilfreds med ham). Ifølge én beretning var han en af Muʿāwiyahs nære mænd. Da Muʿāwiyah drog til slaget ved Siffīn, udpegede han Abu Masʿud som sin stedfortræder i Kufa. Abu Masʿud varetog således embedet som Kufas guvernør, indtil Muʿāwiyah vendte tilbage. (al-Isābah 2/491) Ifølge en anden beretning var han derimod ʿAlīs ledsager. Han rejste til Kufa under ʿAlīs tid, og da ʿAlī drog til Siffīn, overgav han Abu Masʿud ansvaret som Kufas guvernør. (Ansāb al-Ashrāf 1/245; al-Aʿlām 4/241) Den sidste beretning er den korrekte, for på tidspunktet for slaget ved Siffīn var Kufa under ʿAlīs kontrol, ikke under Muʿāwiyahs.
Der er uenighed om året og stedet for Abu Masʿuds død. Nogle har sagt, at han efter slaget ved Siffīn vendte tilbage fra Kufa til sin fødeby Medina og døde dér. Andre har sagt, at han døde i Kufa. (al-Isābah 2/491; al-Aʿlām 4/241)
Der er også uenighed om dødsåret. År 41 og 42 efter hijrah er begge blevet nævnt som hans dødsår. Andre har sagt, at han døde i år 60 efter hijrah, hen imod slutningen af Muʿāwiyahs kalifat. (Usd al-Ghābah 5/296) Det er dog sikkert, at han stadig var i live under Muʿīrah ibn Shuʿbahs styre over Kufa. Dette må bestemt have været efter år 40 efter hijrah. (al-Isābah 2/491)
Man kender navnet på én søn og én datter af Abu Masʿud. Sønnen hed Bashīr, og datteren var gift med imam al-Hasan (må Allah være tilfreds med ham). Det var med hende, at Zayd ibn al-Hasan blev født. Bashīr blev født under Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) levetid eller kort tid efter.
Abu Masʿud (må Allah være tilfreds med ham) varetog med stor alvor opgaven med at viderebringe Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) hadither. Han regnes blandt den tredje generation af sahābah, der overleverede hadither. I forskellige hadithværker findes 102 hadither, som han har overleveret. (al-Aʿlām 4/241) Blandt tābiʿīnerne var nogle af de mest kendte, der overleverede hadither fra ham: Bashīr, ʿAbdullah ibn Yazīd al-Khuthamī, Abu Wāʾil, ʿAlqamah, Qays ibn Abī Hātim, ʿAbd al-Rahmān ibn Yazīd al-Nakhaʿī, Yazīd ibn Shurayk, Muhammad ibn ʿAbdullah ibn Zayd ibn ʿAbd Rabbih al-Ansārī og andre.
Efterfølgelsen af Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) livsførelse og påbuddet om at fremme det gode var de vigtigste kendetegn ved hans karakter. Han overholdt Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) påbud og forbud med den største ærefrygt. En gang slog han en af sine slaver. Da lød en stemme bagfra: »Abu Masʿud! Tænk dig om. Den Gud, som har givet dig magt over ham, kunne også have givet ham magt over dig.« Det var Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) stemme. Abu Masʿud blev dybt påvirket. I samme øjeblik svor han, at han aldrig mere ville slå en slave. Han frigav derefter denne slave. (Musnad 5/273–274)
Han forsømte heller aldrig sin pligt til at fremme det gode, og i denne sag tog han ikke hensyn til, om nogen var stor eller lille. På det tidspunkt var Mughirah ibn Shuʿbah (må Allah være tilfreds med ham) Kufas guvernør. En dag bad han eftermiddagsbønnen lidt sent. Abu Masʿud gjorde straks indsigelse. Han sagde: »Du ved, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) bad de fem daglige bønner på de tidspunkter, som Jibrīl havde angivet, og sagde: ‘Således er jeg blevet befalet.’« (al-Bukhārī 2/571)
Han fulgte selv Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) sunnah til punkt og prikke. En dag spurgte han folk: »Ved I, hvordan Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) bad?« Derefter bad han og viste dem, hvordan de skulle gøre. (Musnad 5/122)
Det er Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) sunnah at stå tæt sammen skulder ved skulder i menighedsbønnen. Da han så, at folk ikke fulgte dette fuldstændigt, sagde han: »Fordelen ved at stå på denne måde var, at de stod samlet. Nu står I med afstand mellem jer, og derfor er uenigheden opstået.«
Abu Masʿud (må Allah være tilfreds med ham) regnes ikke blandt de sahābah, der udstedte fatwaer. Han afgav dog lejlighedsvis fatwaer. Ibn ʿAbd al-Barr har i sit værk Jāmiʿ al-ʿIlm (2/166) overleveret fra Ibn Sīrīn, at han sagde: »Kaliffen ʿUmar sagde en gang til Abu Masʿud: ‘Er jeg ikke blevet informeret om, at du afgiver fatwaer? Overlad fatwaernes varme til den, der har mærket deres kulde’« — det vil sige til guvernøren — »for du er ikke guvernør.« (Hayāt al-Sahābah 2/253)
Abu Qatādah al-Ansārī (må Allah være tilfreds med ham)
Hazrat Abu Qatadah var søn af Banu Sulayma-grenen af den berømte Khazraj-stamme i Medina. Der er uenighed om hans egentlige navn. Nogle har sagt al-Harith, andre Amr. Ifølge al-Kalbi og Ibn Ishaq var det al-Nu’man. Al-Harith er dog det mest kendte navn. I historien er han kendt under tilnavnet Abu Qatadah. Hans far var Rab‘iyy ibn Baldama, og hans mor var Kabshah bint Mutahhir. Hun var også fra Khazraj-stammens Banu Sulayma-gren, nærmere bestemt Sawad ibn Ghanam-grenen. Han blev født i Medina i år 604, atten år før Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, udvandrede til Medina. (Usd al-Ghabah 5/274; al-Isabah 4/158; al-A‘lam 2/154) Ka‘b ibn Malik al-Ansari, som blev straffet, fordi han ikke deltog i Tabuk-slaget, og som Allah senere tilgav, var Abu Qatadahs fætter. På det tidspunkt boykottede han også Ka‘b sammen med alle de andre. (Hayat al-Sahabah 1/467)
Han antog islam på et tidspunkt efter den sidste Aqabah. Der er uenighed blandt sirah-forskere om, hvorvidt han deltog i Badr-slaget. Mange har kaldt ham en badri-ledsager. Men hverken Musa ibn ‘Uqbah eller Ibn Ishaq nævner hans navn blandt ledsagerne fra Badr. Han sluttede sig til Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, i alle efterfølgende slag, herunder Uhud. (Al-Isabah 4/158; Usd al-Ghabah 5/274)
I Rabi al-Awwal i det sjette hijri-år blev ekspeditionen til Dhi Qarad, også kaldet al-Ghabah, gennemført. I denne ekspedition viste han enestående mod. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, lod sine kameler græsse i en landsby ved navn Dhi Qarad. Profetens slave Rabah havde ansvaret for kamelerne. Nogle mænd fra Ghatafan-stammen dræbte hyrderne og bortførte kamelerne. Da den berømte ledsager Salamah ibn al-Akwa‘ fik denne nyhed, stillede han sig efter arabisk skik på toppen af et bjerg med ansigtet vendt mod Medina og råbte tre gange advarselsråbet »Ya Sabahah!« Han sendte samtidig Rabah hurtigt til Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, mens han selv satte efter røverne fra Ghatafan. Profeten sendte straks tre ryttere for at hjælpe ham og drog selv ud efter dem. Salamah ibn al-Akwa‘ ventede på hjælpen fra Medina. Kort efter så han Abu Qatadah al-Ansari, al-Akhram al-Asadi og bag dem al-Miqdad al-Kindi komme ridende med deres heste i vindens fart. Da ghatafanerne så disse ryttere, forsøgte de at flygte og efterlade kamelerne. Men al-Akhram al-Asadi var på det tidspunkt fyldt af et stærkt ønske om martyrdøden. Han trodsede Salamahs forbud og satte efter ghatafanerne. På et tidspunkt kom han i nærkamp med en ghatafaner ved navn ‘Abd al-Rahman, og al-Akhram blev martyr. ‘Abd al-Rahman forsøgte at flygte på al-Akhrams hest. Da kom Abu Qatadah til og dræbte ‘Abd al-Rahman med et stød af sit spyd. (Al-Kamil fi al-Tarikh 2/198-191; al-Isabah 4/158; Hayat al-Sahabah 1/561; Sahih Muslim 2/101)
Ifølge en anden overlevering var den mand, Abu Qatadah dræbte i slaget ved Dhi Qarad, Habib ibn ‘Uyaynah ibn Hisn. Efter at have dræbt Habib dækkede han liget med sin egen kappe og fortsatte længere frem efter fjenden. Da de, der kom bagved, så et lig dækket af Abu Qatadahs kappe, troede de, at det måtte være Abu Qatadahs lig. De sagde straks »Inna lillahi«, og begyndte at sige til hinanden: »Abu Qatadah er blevet dræbt.« Da Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte dette, sagde han: »Det er ikke Abu Qatadah, men liget af den mand, der blev dræbt af Abu Qatadah. Han dræbte ham og dækkede ham med sin egen kappe, så I kunne forstå, at det var denne mand, der havde dræbt ham.« Abu Qatadahs hest i dette slag hed Hazwah. (Sirat Ibn Hisham 2/284)
Abu Qatadah fortæller: »Da jeg efter ekspeditionen på dagen ved Dhi Qarad mødte Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, så han på mig og bad: ’O Allah, velsign hans hår og hans hud, og gør hans ansigt lykkebringende.’ Jeg sagde: ’O Allahs Profet, må Allah også gøre Deres ansigt lykkebringende!’« (Usd al-Ghabah 5/275) Da Profeten hørte om hans tapperhed og mod denne dag, sagde han: »Abu Qatadah er i dag vores bedste rytter.« (Al-Kamil fi al-Tarikh 2/191; al-Isabah 4/158)
Abu Qatadah var også sammen med Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, på rejsen til Hudaybiyah-forliget. På hjemrejsen skete det en dag, at Profeten og hans rejsefæller sov over sig, så fajr-bønnen blev forsømt. En hadith, overleveret af Abu Qatadah, giver en beskrivelse af, hvornår og hvordan Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, bad denne bøn. (Hayat al-Sahabah 3/29)
I det syvende eller ottende hijri-år sendte Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, en styrke under Abu Qatadahs ledelse mod Idam. Idam er navnet på et sted eller et bjerg på vejen fra Medina til Sham. Da de nåede Idam-dalen, passerede ‘Amir ibn al-Adbat al-Ashja‘i dem. Han hilste på Abu Qatadah og styrkens medlemmer. På trods af dette dræbte et medlem af styrken, Muhallim ibn Jaththamah ibn Qays, ham på grund af tidligere fjendskab og tog hans kamel og andre ejendele. Da de kom til Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, og fortalte ham om hændelsen, blev vers 94 i surah al-Nisa’ åbenbaret. (Ansab al-Ashraf 1/381; Hayat al-Sahabah 2/389)
»O I, der tror! Når I drager ud for Allahs sag, så undersøg sagen grundigt, og sig ikke til den, der hilser jer med fred: ’Du er ikke troende’, idet I ønsker denne verdens forgængelige rigdom. Hos Allah er der rigelige goder. Sådan var I selv tidligere, men Allah viste jer nåde. Undersøg derfor sagen grundigt. Allah er fuldt vidende om det, I gør.« (Surah al-Nisa’ 4:94)
I Sha‘ban i det ottende hijri-år sendte Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, en styrke på femten mænd mod et sted i Najd, der hed Khadrah. Abu Qatadah var styrkens leder. Der boede folk fra Ghatafan-stammen dér. De var en røverstamme og muslimernes bitreste fjender. Formålet var at overraske dem. Derfor marcherede de hele natten og skjulte sig om dagen. På denne måde nåede de pludselig frem til ghatafanernes område. Ghatafanerne var også meget modige. Mange mennesker samledes straks, og kampen begyndte. Abu Qatadah sagde til sine ledsagere: »Dræb kun dem, der kæmper mod jer. Der er ingen grund til at forfølge alle.« Takket være denne politik sluttede slaget hurtigt. Efter kun femten dage vendte de tilbage til Medina med store mængder krigsbytte. Byttet omfattede to hundrede kameler, to tusind geder og mange fanger. En femtedel blev lagt til side, og resten blev fordelt blandt dem.
Nogle dage senere sendte Allahs Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, en gruppe på otte mænd mod Batn Akham. Også denne gruppe blev ledet af Abu Qatadah. Batn Akham ligger mellem Dhi Khashab og Dhi Marwah, tre manzil fra Medina i retning mod Mekka. Profeten havde besluttet at gennemføre en militær ekspedition mod Mekka. Han sendte denne gruppe, så folk ikke skulle forstå noget om beslutningen. I virkeligheden gjorde han det for at lede folks opmærksomhed i en anden retning. Da gruppen nåede Dhi Khashab, fik de at vide, at Profeten var draget mod Mekka. Derfor sluttede de sig til Profetens hær på et sted ved navn Sukayyah. (Tabaqat, kapitlet om maghazi, s. 91)
Efter erobringen af Mekka blev ekspeditionen til Hunayn gennemført. Kampen dér var så voldsom, at mange af muslimernes største helte blev tvunget til at trække sig tilbage. Abu Qatadah viste stor tapperhed i dette slag. Et sted kæmpede en muslimsk soldat og en polyteistisk soldat hånd mod hånd. En anden mand forsøgte at angribe den muslimske soldat bagfra. Abu Qatadah opdagede det. Han nærmede sig lydløst og slog manden i skulderen med sit sværd bagfra. Den ene af mandens arme blev hugget af, men pludselig greb han Abu Qatadahs hals med den anden arm. Manden var meget stærk. Han klemte Abu Qatadah så hårdt, at han var nær ved at miste livet. Mens de to kæmpede, blev manden svækket af det store blodtab. Abu Qatadah benyttede lejligheden til at give ham endnu et slag. Manden faldt til jorden.
Mens Abu Qatadah var optaget af at dræbe ham, kom en muslimsk soldat fra Mekka forbi. Han tog alle den dræbtes våben, udstyr og ejendele og gik videre. Derefter bredte der sig stor panik blandt den muslimske hær. De flygtede fra slagmarken i alle retninger. Abu Qatadah gik også i en retning. Undervejs mødte han Umar, må Allah være tilfreds med ham. Abu Qatadah spurgte ham: »Hvad er der sket?« Umar svarede: »Allah gør, hvad Han vil.« Imens overvandt muslimerne deres svaghed, begyndte et modangreb og fik overtaget på slagmarken.
Abu Qatadah fortæller: »Kampen sluttede, og vi hvilede os. Da bekendtgjorde Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham: ’Den, der dræber en person, har ret til den dræbtes efterladte ejendele.’ Jeg sagde: ’O Allahs Profet! Jeg dræbte en mand, der havde udstyr og ejendele. Mens jeg var optaget af at dræbe ham, tog en anden hans ejendele. Jeg kender ham ikke.’ Da sagde den samme mand fra Mekka: ’O Allahs Profet! Han taler sandt. Den dræbtes ejendele er hos mig. Overtal ham venligst til at lade mig beholde dem.’ Straks sagde Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham: ’Ved Allahs ed! Profeten vil ikke overtale ham. En af Allahs løver har kæmpet for Allahs sag, og du vil tilegne dig det, der tilkommer ham? Giv den dræbtes ejendele til ham.’ Profeten sagde da: ’Abu Bakr har talt sandt. Giv ham det bytte, du tog.’ Abu Qatadah fortæller: ’Jeg solgte disse ting og købte for pengene omkring ti dadelpalmer. Efter at jeg havde antaget islam, var dette det første, jeg købte af ejendom.’« (Sirat Ibn Hisham 2/448-449; Hayat al-Sahabah 2/90-91; Musnad 5/306)
Der findes ikke mange detaljerede oplysninger om Abu Qatadahs virksomhed under kalifferne efter Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, bortgang. Da kaliffen Uthman, må Allah være tilfreds med ham, var belejret af oprørerne i sit hus i Medina, var det hajj-sæson. En dag gik Abu Qatadah sammen med en anden mand til kaliffen Uthman og bad om tilladelse til at rejse på hajj. Han gav dem tilladelse. Derefter spurgte de kaliffen: »Hvis disse oprørere sejrer, hvem skal vi da holde os til?« Kaliffen svarede: »Hold jer til flertallets jama‘ah.« De spurgte igen: »Hvis netop dette flertal sejrer over Dem, hvem skal vi da holde os til?« Han svarede, at de skulle holde sig til den gruppe, der end måtte udgøre flertallet. (Hayat al-Sahabah 2/126)
Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, udnævnte ham en gang til guvernør i Mekka, men udnævnte senere Qutham ibn Abbas i hans sted. I år 36 efter hijrah fandt Kamelslaget sted, og året efter slaget ved Siffin. Abu Qatadah, må Allah være tilfreds med ham, deltog i begge slag på Hazrat Alis side. (Al-A‘lam 2/154; al-Isabah 4/158) I år 38 efter hijrah rejste kharijitterne oprørets fane. I den hær, som Hazrat Ali førte mod dem, var Abu Qatadah officer for infanteriet.
Der er stor uenighed om året for Hazrat Abu Qatadahs død. Kufas indbyggere siger, at han døde i Kufa i år 38 efter hijrah, og at Hazrat Ali bad begravelsesbønnen over ham med syv takbirer. Imam al-Sha‘bi siger, at det ikke var syv, men seks takbirer. Hasan ibn Uthman siger, at han døde i år 40 efter hijrah. Al-Waqidi siger, at han døde i Medina i år 54 efter hijrah, 72 år gammel. Andre har sagt, at han ikke blev 72, men 70 år. Imam al-Bukhari nævner i sit værk al-Awsat Abu Qatadah blandt dem, der døde mellem år 50 og 60 efter hijrah. Han siger også, at da Marwan var guvernør i Medina på vegne af Mu‘awiyah, må Allah være tilfreds med ham, sendte han en gang bud efter Abu Qatadah for at møde ham, og Abu Qatadah mødte Marwan. En anden overlevering støtter dette. Da Mu‘awiyah kom til Medina, mødte mennesker fra alle samfundslag ham. Han tilkaldte da Abu Qatadah og sagde: »Alle mennesker har besøgt mig undtagen jer ansarer.« Disse overleveringer viser med sikkerhed, at han døde efter år 40 efter hijrah. (Se al-Isabah 4/159; al-A‘lam 2/154; Usd al-Ghabah 5/275)
Der vides ikke meget om Hazrat Abu Qatadahs fysiske udseende. Han lod dog håret vokse ned til nakken; dette blev kaldt hamiyyah. Han redte af og til håret. En gang så Allahs ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, at hans hår var forsømt og uglet, og sagde: »Bring det lidt i orden. Når man lader håret vokse, bør man tage sig af det. Ellers, hvad er så fordelen ved at have det?«
Han havde fire sønner: Abdullah, Ma‘bad, Abd al-Rahman og Thabit. Den sidstnævnte var født af en slavekvinde. Hans hustru hed Salafah bint Bara’ ibn Ma‘rur ibn Sakhr og var datter af en fornem familie fra Sulayma-klanen. Hun var selv en sahabiyyah, altså en kvindelig ledsager, og hendes far, Bara’ ibn Ma‘rur ibn Sakhr, var også en berømt ledsager.
Hazrat Abu Qatadah var på ingen måde ligeglad med ansvaret for at udbrede Koranen og hadith. Han var meget omhyggelig med at overlevere hadith. Efter at have hørt Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, tale om »kizb ‘ala al-rasul«, det vil sige at tillægge Allahs Profet løgn, udviste han stor forsigtighed med hadith. (Musnad 5/292)
En dag blev der talt om hadith i en forsamling af tabi‘iner. Alle sagde: »Profeten sagde dette, Profeten sagde hint.« Da Abu Qatadah hørte deres samtale, sagde han: »I elendige mennesker, hvad er det, der kommer ud af jeres munde? Profeten har talt om helvedesstraf for dem, der overleverer falske hadither.« (Musnad 5/310)
Trods denne store forsigtighed er antallet af hadither, som han overleverede, 170. Blandt dem, der overleverede hadith fra ham, var både de fremmeste ledsagere og de fremmeste tabi‘iner. Blandt dem var Anas ibn Malik, Jabir ibn Abdullah, Abu Muhammad Nafi‘, hans frigivne slave, Sa‘id ibn Ka‘b ibn Malik, Kabshah bint Ka‘b ibn Malik, Abdullah ibn Rabah, ‘Ata ibn Yasar, Abu Salamah ibn Abd al-Rahman ibn Awf, Umar ibn Sulaym al-Zarqi, Abdullah ibn Ma‘bad, Muhammad ibn Sirin, Sa‘id ibn al-Musayyib og andre. Alle de nævnte personer var lysende stjerner inden for hadith-videnskaben.
Den islamiske broderskabstanke var stærkt udviklet hos Hazrat Abu Qatadah. En gang blev liget af en ansarisk mand bragt frem for Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, for at der skulle bedes begravelsesbøn over ham. Profeten spurgte først, om manden havde gæld. Folk svarede, at han skyldte to dinarer. Han spurgte igen, om manden havde efterladt sig nogen ejendom. Folk svarede nej, at han intet havde efterladt. Profeten sagde da: »Bed I over ham.« Hazrat Abu Qatadah spurgte: »O Allahs Profet! Hvis jeg betaler hans gæld, vil De så bede over ham?« Han svarede ja. Abu Qatadah betalte mandens gæld og meddelte det til Profeten. Profeten kom derefter og bad begravelsesbønnen over ham. (Musnad 5/29, 203)
En muslim skyldte ham nogle penge. Hver gang Abu Qatadah gik for at kræve dem, skjulte manden sig. En dag gik han til mandens hus og fik af hans søn at vide, at faderen sad og spiste. Han råbte: »Kom ud! I dag har jeg fundet ud af det. I dag kan du ikke skjule dig.« Da manden kom ud, spurgte Abu Qatadah, hvorfor han gemte sig på denne måde. Manden sagde: »Sagen er, at jeg er meget fattig. Jeg ejer ingenting, og desuden har jeg byrden af en familie.« Abu Qatadah spurgte: »Er din situation virkelig så vanskelig?« Manden svarede ja. Abu Qatadahs øjne fyldtes med tårer, og han eftergav ham hans gæld. (Musnad 5/308)
Under Hazrat Abu Bakrs, må Allah være tilfreds med ham, kalifat fandt ridda-krigene sted. På et tidspunkt sendte kaliffen Khalid ibn al-Walid mod Malik ibn Nuwayrah al-Yarbu‘i. Malik ibn Nuwayrah havde antaget islam, men Khalid dræbte ham af en eller anden grund. Abu Qatadah blev så vred over Khalids handling, at han bad kaliffen: »Jeg vil ikke længere være under Khalids kommando. Han har udgydt en muslims blod.«
Selv i meget små spørgsmål mindede han folk om den rette tro. En gang stod han på et tag. Da en meteor begyndte at vise sig, stod folk og så på den. Han sagde til dem: »Det er forbudt at betragte dette for meget.« (Musnad 5/299)
Hazrat Abu Qatadah, må Allah være tilfreds med ham, havde opnået den store lykke at være sammen med og tjene Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, hele tiden. En gang var han Profetens ledsager på en rejse. Profeten sagde til ledsagerne: »Find ud af, hvor der er vand, ellers vågner I tørstige i morgen tidlig.« Folk gik ud for at lede efter vand, men Hazrat Abu Qatadah blev hos Profeten. Profeten red på en kamel. Når han, døsig af søvn, hældede til den ene side, gik Abu Qatadah frem og støttede ham med sin hånd. En gang var Profeten nær ved at falde, men Abu Qatadah greb hurtigt fat i ham. Profeten åbnede øjnene og spurgte: »Hvem er det?« Han svarede: »Abu Qatadah.« Profeten spurgte igen: »Siden hvornår har du været hos mig?« Han svarede: »Siden aftenen.« Profeten bad da for ham: »O Allah, beskyt Abu Qatadah, ligesom han har beskyttet mig hele natten.« (Musnad 5/298; Hayat al-Sahabah 3/347; al-Isabah 4/159)
En gang var Hazrat Abu Qatadah, må Allah være tilfreds med ham, vidne til et mirakel udført af Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham. Abu Nu‘aym har i værket al-Dala’il (s. 144) overleveret fra Ibn Mas‘ud, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde: »Vi var sammen med Profeten på en rejse. Da vi på et tidspunkt gjorde holdt, spurgte han: ’Har I vand med jer?’ Vi svarede: ’Ja, jeg har lidt vand i et kar.’ Han sagde: ’Bring det.’ Jeg kom med vandbeholderen. Han sagde: ’Tag noget vand fra den, så I alle kan udføre wudu.’ Efter wudu var der kun omtrent en mundfuld vand tilbage i beholderen. Profeten sagde: ’Abu Qatadah, pas godt på dette vand. Snart vil der ske noget med det.’ Langsomt begyndte middagens stærke varme. Profeten kom hen til sine ledsagere og sagde: ’Nej, I skal ikke dø,’ hvorefter han tilkaldte Abu Qatadah og bad ham bringe vandbeholderen. Abu Qatadah fortæller: ’Jeg kom med den. Profeten sagde: ’Bring min skål.’ Skålen blev bragt, og han hældte lidt vand ad gangen fra beholderen over i skålen og gav folk at drikke. Folk samledes tæt omkring Profeten for at få vand. Der opstod stor trængsel. Profeten sagde: ’Vær rolige og opfør jer ordentligt; alle skal få noget at drikke.’ Abu Qatadah fortæller: ’Da alle andre end Profeten og jeg havde drukket, sagde han: ’Abu Qatadah, nu skal du drikke.’ Jeg sagde: ’Drik De først.’ Han sagde: ’Den, der giver folket vand, drikker sidst.’ Derefter drak jeg, og til sidst drak Profeten. Efter at alle havde drukket, var der stadig nøjagtig lige så meget vand tilbage i beholderen.« Fortælleren siger, at der den dag var tre hundrede mennesker. Ifølge en anden overlevering var der syv hundrede. (Hayat al-Sahabah 3/620-621)
Han var af natur blid og havde stor medfølelse med levende væsener. En gang besøgte han sin søn. Sønnens hustru havde sat vand frem til wudu. En kat begyndte at drikke af det. Hazrat Abu Qatadah jagede ikke katten væk, men hældte i stedet beholderen lidt mere mod den, så den kunne drikke ordentligt. Sønnens hustru stod ved siden af og så dette. Han sagde til hende: »Der er ingen grund til at undre sig. Allahs Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, har sagt: ’Kattens efterladenskaber er ikke urene, for de færdes blandt jer i hjemmene.’« (Musnad 5/303)
Jagt var en af hans særlige lidenskaber. En gang var han på rejse sammen med Allahs ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham. Da de gjorde holdt undervejs, drog han ud på jagt med nogle ledsagere. Området var bjergrigt. Han plejede at bestige bjerge meget hurtigt, og han klatrede op på bjerget sammen med sine ledsagere. Der så de et dyr. Abu Qatadah gik lidt frem, så nærmere på det og spurgte ledsagerne: »Hvilket dyr tror I, det er?« De svarede, at de ikke kunne sige det med sikkerhed. Han sagde: »Det er et vildæsel.« Da Abu Qatadah besteg bjerget, havde han glemt sin pisk. Han bad ledsagerne hente den. De var i ihram og hjalp ham derfor ikke på nogen måde med jagten. Til sidst tog han selv sit spyd, satte efter dyret og dræbte det. Derefter bad han ledsagerne hjælpe med at løfte det, men ingen hjalp ham. Til sidst løftede han det alene, tilberedte kødet og kogte det. Ledsagerne tøvede dog med at spise. Nogle spiste kødet, mens andre nægtede.
Abu Qatadah sagde: »Jeg vil spørge Allahs Profet og fortælle jer svaret om lidt.« Han gik til Profeten og fortalte hele hændelsen. Profeten sagde: »Hvad er der til hinder for at spise det? Allah har sendt det til jer. Hvis der er noget tilbage, så bring noget til mig.« Da kødet blev bragt frem, sagde Profeten til ledsagerne: »Spis.« (Fath al-Bari 9/528)
Han var meget selskabelig og havde derfor en gruppe venner. På rejsen til Hudaybiyah var han sammen med Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham. Han gik ad vejen sammen med sine venner, mens de spøgte og morede sig. Abu Muhammad var også medlem af hans vennekreds. (Musnad 5/295, 301)
En gang gik Hazrat Abu Qatadah, må Allah være tilfreds med ham, til Hazrat Mu‘awiyahs, må Allah være tilfreds med ham, hof iført en ‘adani-kappe, det vil sige en kappe fremstillet i Adan. Abdullah ibn Mas‘adah sad dér. Ved et tilfælde gled Abu Qatadahs kappe ned over Abdullahs krop. Abdullah kastede den vredt fra sig. Abu Qatadah sagde: »Ved Allahs ed! Jeg holdt hans fars bryst tilbage med et spyd den dag, han angreb Medinas udkant.« Da Abdullah hørte dette, blev han tavs. (Ansab al-Ashraf 1/349) Det skal bemærkes, at Abu Qatadah hentydede til ekspeditionen ved Dhi Qarad. Abdullahs far var blandt disse røvere fra Ghatafan.
Abū Saʿīd al-Khudārī (ra)
Hans navn var Sa’d, og hans tilnavn var Abu Sa’id. Fordi han var efterkommer af Khudrah-slægten, blev han kaldt al-Khudari eller al-Khudri. Hans far, Malik ibn Sinan, var blandt Uhuds martyrer. Da Guds Ædle Sendebud, fred og velsignelse være med ham, blev såret i dette slag, sugede han Sendebudets hellige blod ud og slugte det. Sendebudet sagde da: »Helvedes ild vil ikke røre den, hvis blod er blandet med mit blod.« (Sirat Ibn Hisham 2/80; Tadhkirat al-Huffaz 1/44) Hans mor, Unaysa bint Abi Harithah, var datter af Banu ‘Adi ibn Najjar. Hans bedstefar Sinan var kvarterets leder. Han var hersker over en fæstning og dommer i tiden før islam.
Hans mors første ægtemand var en mand fra Aws-stammen ved navn ‘Amman. Han døde. Før Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, kom til Medina, tog hun Malik ibn Sinan som sin anden ægtemand. Deres søn Abu Sa’id blev født i Yathrib i 613 e.Kr., ti år før hijra. (al-Isabah 4/88; al-A’lam 3/138) Den berømte Badr-veteran Qatadah ibn Nu’man, hvis øje blev såret i Uhud og blev helbredt igen ved Guds Sendebuds, fred og velsignelse være med ham, bøn, var Abu Sa’ids halvbror på mødrene side. Da Qatadah døde i år 23 efter hijra, sænkede Abu Sa’id ham selv i graven og begravede ham. (Ansab al-Ashraf 1/242; Usud al-Ghabah 5/211)
Allerede fra den anden troskabsed ved al-‘Aqabah begyndte islamisk forkyndelse i Medina i nogen grad. Mange af Medinas indbyggere engagerede sig dengang i islamisk da’wah og tabligh. Det var på dette tidspunkt, Malik ibn Sinan antog islam. Hustruen blev muslim sammen med sin mand. Abu Sa’id voksede derfor op i skødet på muslimske forældre.
Allerede i hijras første år begyndte opførelsen af Profetens Moské. Abu Sa’id deltog i dette byggearbejde. Han deltog i i alt tolv slag sammen med Guds Ædle Sendebud, fred og velsignelse være med ham. (Tahdhib al-Asma 2/237; al-A’lam 3/138) På grund af sin unge alder kunne han ikke deltage i slaget ved Badr. På tidspunktet for Uhud var han tretten år. Før slaget gik han sammen med sin far til Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham. Sendebudet undersøgte ham fra fødderne til hovedet og sendte ham tilbage med ordene, at han endnu ikke var gammel nok til krig. Hans far Malik tog da fat i Guds Sendebuds hånd og sagde: »Hvad gør det, at min søn er ung? Hans to arme er stærke som en mands.« Alligevel gav Sendebudet ham ikke tilladelse til at deltage i slaget. (al-Isabah 2/35; Ansab al-Ashraf 1/330)
I dette slag ved Uhud blev Guds Ædle Sendebuds, fred og velsignelse være med ham, hellige ansigt såret og dækket af blod. Malik ibn Sinan drak dette blod. Sendebudet sagde: »Hvis nogen ønsker at se en person, hvis blod er blandet med mit blod, så lad ham se Malik ibn Sinan.« Derefter kæmpede Malik som en helt og opnåede martyrdøden.
Abu Sa’ids far var ikke velhavende. Derfor blev Abu Sa’id efter faderens død udsat for enorme vanskeligheder. På grund af fattigdom og sult tilbragte han undertiden dagen med en sten bundet om maven. En dag havde han på grund af voldsom sult bundet en sten om maven. Hans hustru — ifølge en anden overlevering hans mor eller slavinde — sagde til ham: »Gå til Profeten, fred og velsignelse være med ham, og bed ham om noget. En sådan-og-sådan kom for at bede om hjælp, og han gav ham.« Abu Sa’id fortæller: »Da jeg kom til Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, holdt han en prædiken og sagde: ›Den, der anser sig selv for velstående, vil Gud gøre velstående. Og den, der afholder sig fra at bede mig om noget, er mig kærere end den, der beder mig om noget.‹ Da jeg hørte dette, bad jeg ikke om noget. Jeg vendte hjem. Derefter begyndte Gud den Ophøjede at skænke os velsignelse og overflod i vores forsørgelse. Til sidst kendte jeg ingen husstand blandt ansarerne, der var rigere end vores.« (Musnad 3/449; Hayat al-Sahabah 2/257)
Han deltog i slagene ved al-Khandaq og Banu al-Mustaliq. I en overlevering i værket Usud al-Ghabah står der imidlertid: »Abu Sa’id sagde: På dagen for al-Khandaq tog min far mig i hånden og førte mig frem for Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, og sagde: ›Guds Sendebud! Hans knogler er stærke.‹ Alligevel sendte han mig tilbage uden at give mig tilladelse til at deltage i slaget. Han sagde også: ›Jeg deltog sammen med Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, i slaget mod Banu al-Mustaliq.‹« al-Waqidi sagde: »Abu Sa’id var da femten år.« (Usud al-Ghabah 5/211; Ansab al-Ashraf 1/334)
Imam Ahmad overleverer fra Abu Sa’id al-Khudari. Han sagde: »På dagen for al-Khandaq sagde vi: ›Guds Sendebud! Vores sjæle er nået helt op i halsen. Findes der en bøn, vi kan fremsige?‹ Han sagde: ›Ja. Sig: Allahumma ustur ‘awratina wa amin raw’atina — O Gud, skjul vores svagheder og giv vores frygt sikkerhed.‹« (Hayat al-Sahabah 1/488)
Han deltog i Bay’at al-Shajarah, også kaldet Bay’at al-Ridwan. (Shadharat al-Dhahab 1/81; Tadhkirat al-Huffaz 1/44) I safar måned i år 8 efter hijra drog en gruppe soldater til Fadak under ledelse af ‘Abdullah ibn Ghalib al-Laythi. Han var også med i denne styrke. ‘Abdullah pålagde soldaterne ikke at sprede sig. Med dette formål knyttede han broderskabsbånd mellem styrkens medlemmer. Han knyttede også Abu Sa’id i broderskab med en fremtrædende sahabi.
I rabi’ al-thani i år 9 efter hijra blev ‘Arqamah ibn Mukarr sendt på en ekspedition med en lille styrke. Abu Sa’id var et af styrkens medlemmer. (Musnad 3/270; Hayat al-Sahabah 2/67)
Ud over de nævnte slag omtales hans deltagelse i erobringen af Mekka samt i ekspeditionerne til Hunayn, Tabuk, Awtas og andre steder i sira-værkerne. Ifølge Sahih al-Bukhari opnåede han æren af at deltage i i alt tolv slag, der fandt sted i Guds Sendebuds, fred og velsignelse være med ham, tid. Han har berettet om muslimernes store nød og hungersnød under slaget ved Tabuk. Da Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, gav størstedelen af byttet fra Hunayn til de nye mekkaanske muslimer for at vinde deres hjerter (ta’lif al-qulub), blev mange af Medinas ansarer en smule sårede. Abu Sa’id berettede om denne hændelse. (Hayat al-Sahabah 1/397-398; 3/625)
Det er overleveret fra ham: »Vi drog i krig sammen med Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, i Ramadan. Nogle af os fastede, mens andre ikke fastede. Ingen misundte dog hinanden på nogen måde. De vidste alle, at den, der anså sig selv for i stand til det, skulle faste, og at dette var bedst for ham. Den, der anså sig selv for svag og ude af stand til det, skulle ikke faste, og dette var bedst for ham.« (Hayat al-Sahabah 1/479)
En gang sendte Guds Ædle Sendebud, fred og velsignelse være med ham, dem på en mindre ekspedition. Styrken bestod af tredive personer, og dens leder var Abu Sa’id. Undervejs slog de lejr et sted. I nærheden lå en landsby. De sagde til landsbyens folk: »Vi er jeres gæster.« Men de nægtede blankt at vise gæsterne gæstfrihed. Netop den dag blev landsbyens leder bidt af en skorpion. Mange forsøgte forskellige behandlinger, men intet hjalp. Nogen rådede dem: »Gå til disse gæster; måske ved en af dem, hvordan det kan behandles.« De gik til dem og fortalte, hvad der var sket. Abu Sa’id sagde: »Jeg kan udføre ruqyah, men som betaling skal I give tredive geder.« De accepterede. Abu Sa’id fulgte med dem, reciterede surah Muhammad og pustede en smule på det bidte sted. Manden blev fuldstændig rask. Sahabaerne tog de tredive geder og satte kurs mod Medina. De var i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt at tage imod gederne på denne måde. Til sidst besluttede de at fortælle Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, om sagen. Så snart de nåede Medina, fortalte de ham hele hændelsen. Da han havde hørt alt, smilede han let og sagde: »Hvordan vidste I, at denne surah kunne bruges til ruqyah? I gjorde det rigtige. Del gederne mellem jer, og glem ikke at give mig en del.« (Sahih al-Bukhari 1/251)
Efter Guds Ædle Sendebuds, fred og velsignelse være med ham, bortgang blev han boende i Medina. Under kalifferne ‘Umar og ‘Uthman, må Gud være tilfreds med dem, blev han betroet ansvaret for fatwaer. Ibn Sa’d overleverer gennem Ziyad ibn Mina: »Ibn ‘Abbas, Ibn ‘Umar, Abu Sa’id al-Khudari, Abu Hurayrah, ‘Abdullah ‘Amr ibn al-‘As, Jabir ibn ‘Abdillah og andre af Guds Sendebuds ledsagere afgav fatwaer i Medina fra ‘Uthmans død til deres egen død og overleverede Guds Sendebuds, fred og velsignelse være med ham, hadither.« (Hayat al-Sahabah 3/255)
Under ‘Alis, må Gud være tilfreds med ham, kalifat deltog han i slaget ved Nahrawan mod kharijitterne. Han plejede at sige: »Jeg anser kampen mod kharijitterne for vigtigere end kampen mod tyrkerne.« (Musnad 3/33, 56) Da Imam Husayn besluttede at forlade Medina og rejse til Kufa, rådede Abu Sa’id ham ligesom mange andre sahabaer til at opgive denne beslutning. (al-Suyuti: Tarikh al-Khulafa)
Da Umm Salamah, må Gud være tilfreds med hende, døde i år 59 efter hijra, deltog Abu Sa’id i hendes begravelsesbøn. (Ansab al-Ashraf 1/432) I år 61 efter hijra gjorde Hijaz’ indbyggere oprør mod Yazid og aflagde troskabsed til ‘Abdullah ibn al-Zubayr ibn al-‘Awwam, søn af Guds Sendebuds, fred og velsignelse være med ham, fætter. Abu Sa’id var blandt dem, der aflagde denne troskabsed.
I år 63 efter hijra afviste indbyggerne i Medina, hijraens by, at adlyde Yazid. De aflagde troskabsed til ‘Abdullah, søn af den martyr, der blev kaldt englenes vasket, Hanzalah, og erklærede ham for deres amir. Yazids hær angreb Medina og besejrede byens indbyggere. ‘Abdullah kæmpede tappert mod Yazids hær og blev martyr. Den sejrende Yazids hær udøvede på dette tidspunkt drab, plyndring, voldtægt og ødelæggelse i Medina. De sahabaer, der stadig levede, blev dybt bedrøvede over at se en sådan vanhelligelse og ydmygelse af Medina, Guds Sendebuds, fred og velsignelse være med ham, hellige og ukrænkelige by. Abu Sa’id kunne heller ikke holde ud at se dette og skjulte sig i en grotte i bjergene. Men en mand fandt ham også dér og løftede sit sværd for at dræbe ham. Først løftede Abu Sa’id selv sit sværd for at skræmme ham. Da soldaten fortsatte frem, lagde han sværdet på jorden og reciterede vers 28 fra surah al-Ma’idah: »Hvis du rækker din hånd ud mod mig for at dræbe mig, vil jeg ikke række min hånd ud mod dig for at dræbe dig. Jeg frygter Gud, alverdens Herre.« Soldaten standsede. Han spurgte: »For Guds skyld, fortæl mig, hvem er du?« Han svarede: »Jeg er Abu Sa’id al-Khudari.« Soldaten spurgte: »Er du en ledsager af Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham?« Han svarede: »Ja.« Soldaten forlod derefter grotten. (al-Isabah 3/55) Abu Sa’id vendte hjem fra grotten. Han blev afhørt på mange måder og sat i fangenskab. Til sidst blev han under stærkt pres tvunget til at aflægge troskabsed til Yazid.
Da dette blev kendt af ‘Abdullah ibn ‘Umar, må Gud være tilfreds med ham, gik han til Abu Sa’id og sagde: »Jeg har hørt, at du har aflagt troskabsed til to amirer, altså lovet dem lydighed?« Han svarede: »Ja. Først aflagde jeg troskabsed til ‘Abdullah ibn al-Zubayr, og efter at være blevet taget til fange aflagde jeg troskabsed til Yazid.« Ibn ‘Umar sagde: »Det var netop det, jeg frygtede.« Abu Sa’id sagde: »Men hvad kunne jeg gøre? Jeg har hørt Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, sige, at menneskers hver morgen og aften bør tilbringes under en eller anden amirs myndighed.« Da Ibn ‘Umar hørte dette, sagde han: »Uanset hvad, bryder jeg mig ikke om at aflægge troskabsed til to amirer.« (Musnad 3/29-30)
Ifølge de fleste overleveringer levede han 74 år efter hijra. Imam al-Dhahabi har dog skrevet, at han døde i en alder af 86 år, og at dette er det korrekte. (Se: Tadhkirat al-Huffaz 1/37; Tahdhib al-Asma wa al-Lughat 2/237; al-A’lam 3/138; Shadharat al-Dhahab 1/81; Usud al-Ghabah 5/211)
Abu Sa’id, må Gud være tilfreds med ham, havde to hustruer. Den ene hed Zaynab bint Ka’b ibn ‘Ajrah. Nogle har sagt, at hun var en sahabiyyah. Den anden var kendt som Umm ‘Abdillah bint ‘Abdillah. Hans børn hed ‘Abd al-Rahman, Hamzah og Sa’id.
Abu Sa’id var blandt medlemmerne af Ahl al-Suffah. Han var en af sin tids største faqih’er. Han lærte Koranrecitation hos en qari. I sin studietid deltog han i flere undervisningskredse blandt ansarerne. Her underviste ansarernes lærde. Abu Sa’ids studietid var islams første periode. Dengang kunne folk ikke engang skaffe tilstrækkeligt tøj til at dække kroppen ordentligt. I undervisningskredsene satte de sig stille og diskret bag hinanden. En dag kom Guds Ædle Sendebud, fred og velsignelse være med ham, til en sådan undervisningskreds. Da qariens recitation standsede ved synet af ham, bad han alle sætte sig i en cirkel og satte sig selv sammen med dem. Af alle, der var til stede i kredsen den dag, kendte Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, kun Abu Sa’id. (Musnad 3/63; Hayat al-Sahabah 3/204)
Han tilegnede sig viden om hadith og fiqh direkte fra Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, og fra andre sahabaer. Han hørte hadither fra de fire kaliffer og fra Zayd ibn Thabit. Han havde utallige hadither udenad. Det samlede antal hadither, han overleverede, var 1.170. Han var en hafiz al-hadith blandt dem, der overleverede et stort antal hadither. Blandt hans overleveringer er 43 — ifølge en anden opfattelse 46 — muttafaq ‘alayh, altså overleveret af både al-Bukhari og Muslim. Al-Bukhari og Muslim overleverede desuden hver for sig henholdsvis 16 og 52 hadither fra ham. Nogle af de berømte sahabaer og tabi’in, der hørte hadith fra ham og overleverede den, var: Zayd ibn Thabit, ‘Abdullah ibn ‘Abbas, Anas ibn Malik, Ibn ‘Umar, Ibn al-Zubayr, Jabir, Abu Qatadah, Ibn ‘Amr, Mahmud ibn Labid, Abu al-Tufayl, Abu Umamah ibn Sahl, Sa’id ibn al-Musayyib, Tariq ibn Shihab, ‘Ata, Mujahid, Abu ‘Uthman al-Nahdi, ‘Ubayd ibn ‘Umayr, ‘Ayyad ibn Abi Sarah, Busr ibn Sa’id, Abu Nudbah, Ibn Sirin og andre. (Se: al-Isabah 2/35; Tadhkirat al-Huffaz 1/44; Tahdhib al-Asma wa al-Lughat 2/237; al-A’lam 3/138)
Hans undervisningskreds var altid fyldt med studerende. Hvis nogen ønskede at stille et spørgsmål, måtte han vente længe, før han fik mulighed for det. (Musnad 3/35) Også uden for undervisningstiden kunne folk når som helst spørge ham om forskellige religiøse spørgsmål, og han svarede dem. En gang sagde Ibn ‘Abbas til sin søn ‘Ali og sin slave ‘Ikrimah: »Gå hen og hør hadith hos Abu Sa’id.« Da de nåede frem, var Abu Sa’id i en have. Han satte sig med dem og fortalte dem hadith. (Musnad 3/90-91)
Når han overleverede en hadith, fortalte han også, under hvilke omstændigheder han havde hørt den. ‘Abdullah ibn ‘Umar, må Gud være tilfreds med ham, hørte en hadith fra en mand. Denne mand overleverede den gennem Abu Sa’id. Ibn ‘Umar gik sammen med manden til Abu Sa’id og spurgte: »Har denne mand hørt den og den hadith fra dig? Og hørte du den fra Guds Sendebuds, fred og velsignelse være med ham, egen mund?« Han svarede: »Mine to øjne så det, og mine to ører hørte det.« (Musnad 3/4)
En gang glædede en student ved navn Quz’ah sig meget over en hadith. Han spurgte: »Har du hørt denne hadith fra Guds Sendebuds, fred og velsignelse være med ham, egen mund?« Han blev en smule vred over spørgsmålet og sagde: »Skulle jeg da overlevere den uden at have hørt den? Ja, jeg har hørt den.« (Musnad 3/91)
Når han ikke var helt sikker på de ord, der var blevet hørt fra Guds Sendebuds, fred og velsignelse være med ham, egen mund, var han yderst forsigtig med at overlevere hadithen. En gang overleverede han en hadith, men nævnte ikke Guds Sendebuds navn. En mand spurgte: »Er dette overleveret fra Guds Sendebud?« Han svarede: »Det ved jeg også.«
I overensstemmelse med Guds Ædle Sendebuds, fred og velsignelse være med ham, råd bød Abu Sa’id sine studerende hjerteligt velkommen. Imam al-Tirmidhi overleverer fra Abu Harun, som sagde: »Når vi kom til Abu Sa’id, sagde han: ›Velkommen til dem, der følger Guds Sendebuds råd. Profeten sagde: Folk vil følge jer. Nogle mennesker vil komme til jer fra forskellige steder for at opnå dyb viden om religionen. Når de kommer til jer, skal I give dem gode råd.‹« I en anden overlevering hedder det: »I skal undervise dem og sige: ›Marhaban, marhaban, kom nærmere.‹« (Hayat al-Sahabah 3/202; Kanz al-‘Ummal 5/243)
Abu Sa’id overleverede også: »Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, befalede os at give dem — de studerende — plads i vores forsamlinger og lære dem hadith.« For I er vores efterfølgere og de hadith-lærde, der kommer efter os. Han plejede også at sige til sine studerende: »Hvis du ikke forstår noget, skal du spørge igen og igen, indtil du forstår det. At du rejser dig fra min forsamling efter at have forstået, er mig kærere end at du rejser dig uden at have forstået.« (Hayat al-Sahabah 3/203; Kanz al-‘Ummal 5/243)
Han skrev ikke hadither ned for sine studerende. al-Tabarani overleverer fra Abu Nadr, som sagde: »Jeg sagde til Abu Sa’id: ›Skriv hadither ned til os.‹ Han sagde: ›Vi vil aldrig skrive dem ned, og vi vil aldrig gøre hadith til Koranen. Tag i stedet imod dem fra os på samme måde, som vi tog imod dem fra Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham.‹« (Hayat al-Sahabah 3/217)
Hanzalah ibn Abi Sufyan al-Jumahi overleverede fra sine lærere, at de sagde: »Ingen forstod Guds Sendebuds, fred og velsignelse være med ham, begivenheder bedre end Abu Sa’id al-Khudari.« (Tahdhib al-Asma wa al-Lughat 2/237)
Han var yderst sandfærdig. Han plejede at sige: »Jeg hørte Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, stærkt tilskynde til sand tale. Ak, hvis jeg dog ikke havde hørt det!« (Musnad 3/5) En gang, da talen faldt på hadithen om sand tale, begyndte han at græde. Derefter sagde han: »Jeg har ganske vist hørt hadithen, men der bliver slet ikke handlet efter den.« (Musnad 3/61, 71)
Under Amir Mu’awiyahs, må Gud være tilfreds med ham, styre begyndte mange bid’ah’er at brede sig. Abu Sa’id rejste den lange vej til Mu’awiyah og gjorde ham bekendt med alle bid’ah’erne, én efter én. (Musnad 3/84) En gang talte han med Amir Mu’awiyah om ansarerne. Han sagde: »Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, befalede os at være tålmodige med vanskeligheder.« Amir Mu’awiyah sagde da: »Så vær tålmodige.« (Musnad 3/89)
En gang sad han i den umayyadiske kalif Marwans hof og fortalte ham Guds Sendebuds, fred og velsignelse være med ham, hadith om sahabaernes fortjenester og rang. Marwan ønskede ikke at tro på det. Zayd ibn Thabit og Rafi’ ibn Khadij var også til stede ved mødet. Abu Sa’id gjorde først de to til vidner. Derefter sagde han: »Hvorfor skulle de ellers sige det? Den ene frygter at blive fjernet fra ansvaret for sadaqah, og den anden frygter, at han ved blot et tegn fra dig vil miste lederskabet over sin stamme.« Da Marwan hørte disse klare ord, ville han slå ham med en pisk. De to mænd bekræftede da sandheden i hans ord. (Musnad 3/23)
På samme måde tog Marwan en dag på Eid prædikestolen ud og holdt khutbah før bønnen. En mand rejste sig og protesterede: »Begge disse handlinger er bid’ah’er i strid med sunnah.« Marwan sagde: »Den tidligere fremgangsmåde er blevet forladt.« Abu Sa’id var til stede og sagde: »Uanset hvad har manden opfyldt sin pligt. Jeg hørte Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, sige: Hvis nogen ser en ond handling, skal han forhindre den med sin magt. Hvis han ikke kan det, skal han protestere med sin tunge; og hvis han heller ikke kan det, skal han i det mindste hade den i sit hjerte.« (Musnad 3/10)
Hans iver for al-amr bi’l-ma’ruf, at påbyde det gode, var så stærk, at Marwan en gang sad sammen med Abu Hurayrah, må Gud være tilfreds med ham. På det tidspunkt blev et lig båret forbi dem, og Abu Sa’id fulgte med liget. Marwan rejste sig ikke, selv om han så liget. Abu Sa’id sagde da til ham: »Amir, rejs dig til begravelsesbønnen, for Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, plejede at rejse sig.« Da Marwan hørte dette, rejste han sig. (Musnad 3/47, 97) Ifølge Ibn Sa’d var denne begravelse den af de troendes moder Hafsah, må Gud være tilfreds med hende. (Ansab al-Ashraf 1/428)
Da Mus’ab ibn ‘Umayr var guvernør i Medina, spurgte han en gang på dagen for Eid al-Fitr: »Hvordan plejede Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, at handle med hensyn til bønnen og khutbahen?« Abu Sa’id svarede: »Guds Sendebud ledte bønnen før khutbahen.« Mus’ab fulgte hans ord. (Musnad 3/4)
En gang ønskede Shahr ibn Hawshab at rejse til bjerget Tur. Han kom for at besøge Abu Sa’id. Abu Sa’id sagde til ham: »Det er blevet forbudt at rejse til noget andet helligt sted end de tre moskéer.« Ibn Abi Sa’sa’ah holdt meget af vildmarken. Abu Sa’id sagde til ham: »Du skal fremsige adhan så højt dér, at takbirens lyd giver genlyd i hele vildmarken.« (Musnad 3/95; 4/93)
Hans søster plejede at faste sammenhængende uden at spise eller drikke. Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, forbød denne form for faste, og Abu Sa’id forsøgte altid at få hende til at opgive det.
Han fulgte Guds Sendebuds, fred og velsignelse være med ham, sunnah fuldstændigt. Abu Hurayrah, må Gud være tilfreds med ham, ledte bønnen i en moské. En gang blev han syg eller kunne af en anden grund ikke komme. Abu Sa’id ledte i stedet bønnen. Folk var til en vis grad uenige i hans måde at bede på. Han stillede sig ved prædikestolen og erklærede: »Jeg har ledt bønnen nøjagtigt på den måde, jeg så Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, bede på. Hvis I nu er uenige med mig, gør det mig ikke noget.«
Han var tålmodig. En gang havde han smerter i foden og lå med benene over kors. Hans bror kom pludselig og slog ham på den fod med hånden. Smerten blev værre. Han sagde meget mildt: »Gjorde du mig ondt? Du vidste jo, at jeg havde ondt i foden.« Broderen svarede: »Ja, det vidste jeg. Men Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, forbød at ligge på denne måde.«
Enkelhed var et af hans karakteristiske træk. En gang blev han kaldt til en begravelsesbøn. Han ankom lidt forsinket, som den sidste. Folk sad og ventede på ham. Da de så ham, rejste alle sig og gjorde plads til ham. Han sagde: »Det bør man ikke gøre. Man bør sætte sig på en ledig plads.« Derefter satte han sig på en ledig plads.
Han havde en studerende ved navn Abu Salamah, som var tabi’i. Han havde et fremragende venskabeligt forhold til ham. En gang kaldte Abu Salamah på ham. Han kom ud iført sin kappe. Abu Salamah sagde: »Lad os gå lidt hen til haven. Jeg har noget at tale med dig om.« Han gik med Abu Salamah.
Han tog sig af forældreløse. Layth og Sulayman ibn ‘Amr var blandt dem, han opfostrede. Han gik med en stav i hånden. Han foretrak en let og tynd stav. Han rettede en daddelgren ud og lavede den til en stav. Også i dette fulgte han Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham. (Musnad 3/65)
Anas sagde: »Tyve unge mænd fra ansarerne var hele tiden beskæftiget med at tjene Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham. Når han havde brug for noget, sendte han en af dem. ‘Abd al-Rahman ibn ‘Awf sagde: ›Fire eller fem sahabaer forlod aldrig Guds Sendebuds dør.‹ Abu Sa’id sagde: ›Vi opholdt os skiftevis hos Guds Sendebud.‹« (Hayat al-Sahabah 2/687)
En gang blev han inviteret til en walimah. Da han kom, så han, at der var tilberedt mange forskellige retter. Han sagde til husets folk: »Ved I ikke, at når Guds Sendebud, fred og velsignelse være med ham, spiste frokost en dag, fastede han om natten, og når han spiste morgenmad, spiste han ikke frokost?« (Hayat al-Sahabah 2/308)
I slaget ved Siffin drog ‘Abdullah ibn ‘Amr ibn al-‘As ud på slagmarken sammen med sin far, ‘Amr ibn al-‘As, mod ‘Ali, må Gud være tilfreds med ham. Derfor holdt Hasan ibn ‘Ali op med at tale med ham i lang tid. Da Abu Sa’id, må Gud være tilfreds med ham, hørte om dette, tog han ‘Abdullah med til Hasan og fjernede uoverensstemmelsen mellem dem, så harmoni og venskab igen blev genoprettet. (Hayat al-Sahabah 2/434)
Muʿadh ibn Jabal (ra)
Hans navn var Muʿādh, hans kælenavn var Abū ʿAbdir-Raḥmān, og hans ærestitler var »de retslærdes imam«, »de lærdes skat« og »hjerternes rabbani«. Han var fra ʿUday ibn Saʿd-grenen af Khazraj-stammen i Medina. Nogle har nævnt ham som medlem af Salama ibn Saʿd-grenen. Muḥammad ibn Isḥāq har sagt, at han i virkeligheden var af Banū Quḍāʿa-stammen, mens ʿUday ibn Saʿd var navnet på stammen. Stammens folk hævdede, at han tilhørte deres stamme. (Ansāb al-Ashrāf 1/247, al-Iṣāba 4/427, Sīrat Ibn Hishām 1/464, Usd al-Ghāba 4/376) Han blev født i Yathrib (Medina) i år 603 e.Kr., tyve år før hijra. (al-Aʿlām 8/166)
Hans stamfader Saʿd ibn ʿAlī havde to sønner. De hed Salama og ʿUday. Salamas efterkommere blev kaldt Banū Salama. I denne slægt blev berømte sahaba som Abū Qatāda, Jābir ibn ʿAbdillāh, Kaʿb ibn Mālik og ʿAbdullāh ibn ʿAmr ibn Ḥarām født. Foruden disse var mange andre fremtrædende personer knyttet til slægten. Men i ʿUday, Salamas brors, slægt var kun én Muʿādh i live, da Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, udvandrede til Medina. Med hans død i år 18 eller 19 efter hijra forsvandt denne slægtslinje for altid.
Imam Samʿānī nævner i værket Kitāb al-Ansāb Ḥusayn ibn Muḥammad ibn Ṭāhir som medlem af ʿUdays slægt. Denne oplysning er imidlertid ikke korrekt. Pålidelige overleveringer beviser nemlig, at to personer fra denne familie levede i islams første tid. Den ene var Muʿādh ibn Jabal, og den anden var hans søn ʿAbdur-Raḥmān. De døde begge efter at være blevet ramt af epidemien i ʿAmwās i Shām. (Usd al-Ghāba 4/376)
Banū ʿUdays bolig lå tæt ved Masjid al-Qiblatayn, ved siden af deres fætre i Banū Salama. Også Muʿādh’ hus lå her.
Muʿādh’ far var Jabal ibn ʿAmr, og hans mor var Hind bint Sahl al-Juhaniyya. Den berømte badrī-sahabi ʿAbdullāh ibn al-Jaʿd (ra) var hans halvbror gennem moderen. (Ṭabaqāt 3/571, 583) Muʿādh’ søn hed ʿAbdur-Raḥmān, og derfor blev han kaldt Abū ʿAbdir-Raḥmān. (Ṭabaqāt 3/583)
Da Muʿādh, i profetens tolvte år, tog islam til sig gennem den ærede Musʿab ibn ʿUmayr (ra), som Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, havde sendt fra Mekka til Medina som islams missionær, var han atten år gammel. (Usd al-Ghāba 4/376) Efter hans islam antog Musʿab ibn ʿUmayr i den følgende pilgrimsrejse-sæson til Mekka. En gruppe af de nyligt omvendte muslimer fra Medina og nogle polyteister fulgte ham for at udføre hajj. Den ærede Muʿādh var også medlem af denne karavane. I Mekka, ved ʿAqaba, mødte de i hemmelighed Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, og aflagde troskabseden til ham. Dette var den tredje eller sidste troskabsed ved ʿAqaba. Efter at gruppen var vendt tilbage fra Mekka, spredtes islams kald fra hus til hus i Medina.
Da den unge Muʿādh vendte tilbage fra Mekka, var hans hjerte fyldt med troens begejstring. At nogen havde en afgud i sit hus, var nu uudholdeligt for ham. Efter hjemkomsten besluttede han og nogle andre unge, at de på åben eller hemmelig vis ville befri Medina for afguder. Som følge af denne bevægelse opgav den ærede ʿAmr ibn al-Jamūḥ afgudsdyrkelsen og antog islam.
ʿAmr ibn al-Jamūḥ var en højt respekteret leder blandt Banū Salama i Medina. Ligesom de andre ledere havde han en meget kær træafgud. Den hed Manāt. ʿAmr havde en usædvanlig hengivenhed og respekt for den. Han plejede omhyggeligt at parfumere den og altid dække den med silkestof.
En nat løftede disse unge, der var vendt tilbage fra Mekka, i al stilhed afguden bort og kastede den i Banū Salamas affaldsgrav. Ibn Isḥāq nævner navnene på tre af disse ivrige unge: Muʿādh ibn Jabal, ʿAbdullāh ibn Unays og Salama ibn Ghanāma. (Sīrat Ibn Hishām 1/699)
Da ʿAmr ibn al-Jamūḥ stod op om morgenen og ikke fandt afguden på sin plads, begyndte han at lede efter den. Til sidst fandt han den liggende med ansigtet nedad i en bunke affald. Med bedrøvet stemme sagde han: »Må I gå til grunde! Hvem behandlede vores gud sådan i nat?« Han løftede afguden op, tørrede snavset af den, rensede den, påførte den parfume og satte den tilbage på dens plads. Derefter talte han til den: »Manāt! Hvis jeg blot vidste, hvem der havde behandlet dig sådan!«
Den følgende nat skete det samme igen. Om morgenen fandt ʿAmr afguden i en anden grav, vaskede og tørrede den og satte den tilbage som før. Den næste nat gentog hændelsen sig. Han samlede den endnu en gang op og placerede den på samme sted. Denne dag hængte han imidlertid et sværd på afgudens skulder og sagde:
»Ved Allah! Jeg ved ikke, hvem der behandler dig sådan. Men du har set dem. Manāt, hvis du har nogen magt, så forsvar dig selv mod dem. Her er et sværd sammen med dig.«
Det blev nat. De unge kom igen. De tog sværdet fra afgudens skulder, bandt det fast til en død hund og kastede derefter hunden sammen med afguden i en beskidt grav. Om morgenen gik ʿAmr ud for at lede efter den. Da han så, hvilken tilstand afguden var i, fremsagde han et digt til den. Den første linje lød således:
»Ved Allah! Hvis du virkelig var en gud, ville du og hunden ikke ligge sammen i en grav på denne måde.« (Sīrat Ibn Hishām 1/453-54)
På denne måde blev ʿAmr ibn al-Jamūḥ væmmet ved afgudsdyrkelsen og søgte tilflugt i islams kølige skygge. (Se: Ṣuwar min Ḥayāt aṣ-Ṣaḥāba 7/122-126, Ḥayāt aṣ-Ṣaḥāba 1/230, Sīrat Ibn Hishām 1/452, 453, 699)
Kort efter den ærede Muʿādh’ islam antog den ærede Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, hijra til Medina. Derefter deltog Muʿādh i alle slag sammen med Allahs Sendebud, blandt andet i Uḥud og al-Khandaq. (Ṭabaqāt 3/584, al-Aʿlām 8/166)
Muʿādh lærte Koranen udenad i Allahs Sendebuds levetid. Han var en af de seks personer, der i den ædle Profets levetid samlede og bevarede Koranen. (al-Aʿlām 8/166)
Da der blev bygget en moské i Banū Salamas kvarter under Allahs Sendebuds levetid, blev Muʿādh udnævnt til imam dér. En dag reciterede han Sūrat al-Baqara under ʿishā-bønnen. Blandt dem, der bad bag ham, var en markarbejder, som var udmattet af dagens arbejde. Han forlod bønnen, før Muʿādh havde afsluttet den. Efter bønnen fik Muʿādh det at vide og sagde: »Han er en hykler.« Manden klagede over Muʿādh til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Profeten kaldte Muʿādh til sig og sagde: »Muʿādh, vil du udsætte folk for prøvelse?« Derefter sagde han: »Recitér korte suraer, for bag dig står også gamle, svage og travle mennesker. Du bør have dem alle i tankerne.« (Bukhārī 1/98)
I det niende år efter hijra var Allahs ærede Sendebud netop vendt tilbage til Medina efter Tabūk-ekspeditionen. I ramadanen kom en udsending fra herskeren over Himyar-stammen i Yemen til Medina med nyheden om, at yemenitterne havde antaget islam. Da Profeten hørte dette, udpegede han Muʿādh ibn Jabal til emir dér.
Før han blev udnævnt til emir, var Muʿādh’ ejendele blevet solgt på grund af gæld. Jābir ibn ʿAbdillāh fortæller: »Med hensyn til udseende, karakter og gavmildhed var Muʿādh blandt de bedste mennesker. På grund af sin store gavmildhed blev han stærkt forgældet. Da kreditorerne begyndte at kræve deres penge, skjulte han sig i nogle dage i sit hjem. De bad Allahs Sendebud om at hjælpe dem med at få deres tilgodehavender. Profeten kaldte Muʿādh, og kreditorerne kom. De sagde: ’Allahs Sendebud, giv os vores tilgodehavender fra Muʿādh.’ Da Profeten så Muʿādh’ vanskelige situation, sagde han til kreditorerne: ’Allah vil vise barmhjertighed mod den, der eftergiver sin fordring.’ Efter disse ord fra Allahs Sendebud opgav nogle kreditorer deres krav, men mange ville ikke give afkald på dem. Da sagde Profeten: ’Muʿādh, vær tålmodig.’ Derefter fordelte han hele Muʿādh’ ejendom mellem kreditorerne. Alligevel blev hele gælden ikke betalt. Da sagde han til dem: ’I får ikke mere end dette; tag det, der er her.’«
Muʿādh forlod Allahs Sendebuds forsamling uden en øre og vendte tilbage til Banū Salama. En mand sagde til ham: »Abū ʿAbdir-Raḥmān, hvorfor bad du ikke Allahs Sendebud om hjælp? Nu er du blevet fuldstændig pengeløs.« Muʿādh svarede: »Det ligger ikke i min natur at bede.« Profeten huskede Muʿādh. Den følgende dag kaldte han ham til sig, fortalte ham, at han ville udnævne ham til emir i Yemen, og sagde: »Det er håbet, at Allah vil erstatte dit tab og sørge for, at din gæld bliver betalt.« (Usd al-Ghāba 4/377, Tadhkirat al-Ḥuffāẓ 1/21, Ṭabaqāt 3/584)
Selv om Allahs Sendebud havde fuld tillid til Muʿādh’ egnethed som emir, mente han, at han burde prøve ham, før han sendte ham til Yemen. Han kaldte Muʿādh og spurgte:
»Hvordan vil du afgøre sager?«
»Ved Koranen.«
»Hvis du møder en sag, hvis løsning du ikke finder i Koranen, hvad vil du så gøre?«
»Jeg vil afgøre den efter Allahs Sendebuds sunna.«
»Hvis du møder en sag, hvis løsning du hverken finder i Koranen eller sunnaen, hvad vil du så gøre?«
»Jeg vil selv udøve ijtihād og træffe afgørelsen.«
Muʿādh bestod prøven. Allahs Sendebud blev tilfreds med hans svar og sagde: »Al lovprisning tilkommer Allah, som har givet Sendebudets udsending evnen til det, som Hans Sendebud er tilfreds med.« (al-Istīʿāb; marginalnoter til al-Iṣāba 4/458, Ṭabaqāt 2/147-148)
Efter at have prøvet Muʿādh skrev Allahs Sendebud et brev til yemenitterne. Heraf fremgår Muʿādh’ rang og betydning tydeligt. (al-Aʿlām 8/166) Han skrev: »Innī baʿathtu lakum khayra ahlī« – »Jeg har sendt jer den bedste af mine nærmeste.« Han skrev også: »Behandl Muʿādh og de andre godt. Aflever zakat- og jizya-midlerne til ham. Jeg har udnævnt Muʿādh ibn Jabal til emir over alle, der bor i Yemen. Hold ham tilfreds, og lad det ikke ske, at han bliver utilfreds med jer.«
Efter at have gjort alle rejseforberedelser færdige gik Muʿādh til Allahs Sendebud. Der var også andre mennesker til stede. Profeten fulgte ham et stykke på vej for at tage afsked. Muʿādh red på en kamel, mens Allahs Sendebud gik til fods ved siden af ham. De talte sammen undervejs. Profeten sagde: »Muʿādh, dit ansvar er stort. Hvis nogen giver dig en gave, må du tage imod den. Jeg giver dig tilladelse til at tage imod den.«
Lige før afskeden sagde Allahs Sendebud: »Måske møder du mig ikke igen. Når du vender tilbage til Medina, vil du besøge min grav og min moské i stedet for at besøge mig.« Muʿādh brød straks sammen i gråd. Profeten sagde: »Græd ikke. Gråd er en satanisk handling. Gå, og må Allah beskytte dig mod alle former for vanskeligheder.« Med disse ord tog Allahs Sendebud afsked med Muʿādh. Med et hjerte tungt af sorg vendte Muʿādh sig mod Medina og sagde: »De gudfrygtige er de mennesker, der står mig nærmest, uanset hvem de er, og hvor de end befinder sig.« (Ḥayāt aṣ-Ṣaḥāba 2/336)
Hanzala ibn Abi Amir (ra.)
Han hed Hanzala og bar tilnavnene »Ghasil al-Mala’ika« og Taqi. Han var fra grenen Amr ibn Awf i Medinas Aws-stamme. Hans far hed Abu Amir Amr, ifølge en anden overlevering Abd Amir, mens moderens navn ikke kendes. Det vides dog, at hun var søster til den hykleriske leder for Khazraj, Abdullah ibn Ubayy. Der findes ikke mange oplysninger om Hanzalas fødsel og ungdom.
Hanzalas far, Abu Amir, var en respekteret og indflydelsesrig mand i Aws-stammen. Som tilhænger af hanif-religionen i det førislamiske Arabien troede han på profetskab, åbenbaring, opstandelsen og lignende. Denne religiøse overbevisning førte ham i retning af rahbaniyya (asketisme), og han opgav al verdslig ledelse for at opnå religiøs ledelse. På et tidspunkt i sit liv iførte han sig en safranfarvet dragt og trak sig tilbage til et ensomt liv. Derfor blev han kendt som rahib (asket). (Al-Isaba 1/361)
Imens modtog Allahs Ædle Sendebud, fred og velsignelser være med ham, profetskabet og udvandrede fra Mekka til Medina, hvor han lagde grundlaget for det islamiske kalifat. Derved blev Abu Amirs og Abdullah ibn Ubayys indflydelse begge svækket. Abdullah ibn Ubayy blev boende i Medina, mens han fulgte en hyklerisk, tvesindet politik. Abu Amir kunne imidlertid ikke udvise samme tålmodighed. Han forlod Medina og rejste til Mekka, hvor han slog sig ned. Under slaget ved Uhud sluttede han sig til Qurayshs hær og drog med den for at angribe Medina. Derfor kaldte Allahs Ædle Sendebud, fred og velsignelser være med ham, ham fasiq (trodsig synder).
Efter slaget vendte han tilbage til Mekka og blev boende dér. Da Mekka i det ottende hijri-år blev erobret af muslimerne, blev Allahs jord igen trang for ham. Han forlod Mekka, nåede frem til den romerske kejser Herakleios’ hof og døde dér i det tiende hijri-år.
Dette var altså højdepunktet af Abu Amirs kufr eller vantro. På den anden side er også hans søn Hanzalas stærke tro bemærkelsesværdig. Efter at have antaget islam sagde han: »Allahs Sendebud! Hvis du befalede mig det, ville jeg dræbe min far, Abu Amir.« Men Sendebudet, fred og velsignelser være med ham, accepterede ikke hans anmodning. Abdullah, søn af den hykleriske leder Abdullah ibn Ubayy, havde på samme måde bedt om tilladelse vedrørende sin far, og Sendebudet, fred og velsignelser være med ham, havde også standset ham.
Hanzala deltog ikke i slaget ved Badr. Årsagen er ukendt. Han deltog dog i slaget ved Uhud, og dette var det første og sidste slag i hans islamiske liv.
Han lå hjemme efter at have været sammen med sin hustru. På det tidspunkt hørte han en opråbers stemme: »Nu skal man straks drage ud til jihad.« Da han hørte kaldet til jihad, glemte han ghusl for tahara (rituel renhed). I denne urene tilstand ankom han til Uhuds slagmark med et afskedet sværd i hånden. Slaget begyndte. Han gik i tvekamp med Qurayshs leder, Abu Sufyan ibn Harb. Netop som han skulle overvinde ham og slå ham med sværdet, opdagede Shaddad ibn al-Aswad al-Laythi ham tæt på, sprang hurtigt over Hanzala og skilte med ét sværdslag hans hoved fra kroppen. Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage. Nogle har sagt, at Abu Sufyan og Shaddad dræbte ham sammen. Forfatteren af værket Rawd al-Unuf nævner dog Nafi ibn Abi Nuaym, mawla for Jawnah ibn Shавub, som Hanzalas drabsmand. (Sirat Ibn Hisham 2/75, 123)
I slaget ved Badr var Abu Sufyans søn Hanzala blevet dræbt af den muslimske hær. Derfor sagde Abu Sufyan efter drabet på denne Hanzala ved Uhud: »Hanzala for Hanzala.«
Hanzala (ra.) blev martyr, mens han var i en uren tilstand. Efter hans martyrdød vaskede englene ham. Da Allahs Ædle Sendebud, fred og velsignelser være med ham, så det, sagde han til ledsagerne: »Spørg hans hustru, hvad der er sket.« Hisham ibn Urwah har overleveret følgende: Sendebudet, fred og velsignelser være med ham, spurgte Hanzalas hustru: »Hvad er der sket med Hanzala?« Hustruen svarede: »Hanzala var uren. Jeg havde kun vasket en del af hans hoved, da han hørte kaldet til jihad. Han gik ud i denne tilstand uden at fuldføre vasken og blev martyr.« Da Sendebudet, fred og velsignelser være med ham, hørte dette, sagde han: »Det er derfor, jeg så englene vaske ham.« (Al-Istiyab, noter til Al-Isaba 1/281; Hayat al-Sahaba 3/544) Herfra fik han tilnavnet Ghasil al-Mala’ika (den, som englene vaskede).
Hanzala efterlod ved sin død en søn ved navn Abdullah. Denne Abdullah blev født efter Allahs Ædle Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, ankomst til Medina, og da Sendebudet døde, var han kun syv-otte år gammel. Som voksen viste han sig som en værdig efterfølger til sin far. I protest mod den umayyadiske hersker Yazid ibn Muawiyas skændige handlinger afviste han den troskabsed, der var aflagt til Yazid, og erklærede sin troskab over for Abdullah ibn al-Zubayr (ra.). Yazids hær angreb Medina. Abdullah satte med stort mod selv, som hærfører sammen med Medinas indbyggere, en stopper for angriberne. Utallige medinensere blev martyrer. Den ene efter den anden faldt Abdullahs otte sønner som martyrer i kampen mod Yazids hær. Abdullah overværede dette hjerteskærende syn med egne øjne. Til sidst rykkede han selv frem. Iført sin fars blodplettede klæder, som var blevet martyr ved Uhud, kastede han sig over fjenden og blev martyr. Dette skete i måneden Dhu al-Hijjah i år 63 efter hijra.
Hanzalas far var fasiq. Alligevel fik Hanzala, søn af denne fasiq, tilnavnet Taqi (den gudfrygtige). Dette viser, hvor ophøjet en karakter han besad. Ibn Asakir har overleveret, at da kaliffen Umar fastsatte folks understøttelser, fastsatte han to tusind dirham til Hanzalas søn Abdullah. Talha tog sin brors søn ved hånden og førte ham til kaliffen. Kaliffen fastsatte et lidt lavere beløb til ham. Talha sagde: »De troendes leder! Gav du denne ansar højere understøttelse end min nevø?« Kaliffen svarede: »Ja. For ved Uhud så jeg hans far Hanzala forsvinde under sværdet, sådan som en kamel forsvinder.« (Hayat al-Sahaba 2/218)
En gang talte to af ansarernes stammer, Aws og Khazraj, om deres egen hæder og ære. De nævnte navnene på de bedste sønner i deres respektive stammer. Aws-stammen nævnte først Hanzala ibn Abi Amirs velsignede navn. Det er overleveret fra Anas (ra.), at Aws-stammens folk engang stolt sagde: »Vi har Hanzala, som englene vaskede; Asim ibn Thabit, hvis legeme Allah beskyttede mod polyteisterne ved hjælp af bier og gedehamse; Khuzayma ibn Thabit, hvis alene aflagte vidnesbyrd svarer til to personers vidnesbyrd; og Sa’d ibn Ubada, hvis død fik Allahs trone til at skælve.«
(Se: Al-Isaba 1/361; Al-Istiyab, noter til Al-Isaba 1/280-282; Sirat Ibn Hisham 2/75, 123)
Ubayy ibn Ka’b al-Ansari (ra.)
Han hedder Ubay, og hans tilnavne var Abu’l-Mundhir og Abu’t-Tufayl. (Al-A‘lam 1/78; Al-Isabah 1/19). Sayyid al-Qurra, Sayyid al-Ansar og lignende var hans ærestitler. Han var fra Najjar-grenen af Khazraj-stammen i Medina. Hans far hed Ka‘b ibn Qays, og hans mor Suhaylah. Hun var datter af Banu ‘Adi ibn Najjar og faster til den berømte ledsager Abu Talhah al-Ansari. Ubay var således Abu Talhahs fætter. Tilnavnet Abu’l-Mundhir blev givet ham af selve Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, mens hans andet tilnavn, Abu’t-Tufayl, blev givet ham af Umar, må Allah være tilfreds med ham, efter hans søn Tufayl. Hans nøjagtige fødselsår og -dato kendes ikke.
Der vides ikke meget om Ubay ibn Ka‘bs tidlige liv. Anas ibn Malik beretter dog, at han før islam var afhængig af at drikke vin. Han var et vigtigt medlem af Abu Talhahs drikkeselskab. Han blev regnet blandt Medinas fremtrædende jødiske lærde. Han besad også viden om de gamle himmelske skrifter. På en tid, hvor læsning og skrivning ikke var udbredt, kunne han trods dette både læse og skrive. Derfor blev han efter sin antagelse af islam sekretær for Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, og blev en af Koranens skrivere. (Al-A‘lam 1/78)
Jøderne havde betydelig religiøs indflydelse i Medina. De religiøse bøger, som Ubay havde læst før islam, især Toraen, drog ham i virkeligheden mod islam. Han var blandt de medinensere, som tog til Mekka og ved den sidste pagt ved al-‘Aqabah aflagde troskabsløfte til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Det var herfra, hans islamiske liv begyndte. (Al-Isabah 1/19)
Efter hijrah etablerede Allahs ædle Sendebud, fred og velsignelser være med ham, et broderskabsforhold mellem Ubay og Sa‘id ibn Zayd, et af medlemmerne af al-‘Asharah al-Mubashsharah. (Sirat Ibn Hisham 2/505). Ifølge al-Baladhuri blev hans broderskab dog etableret med Talhah ibn ‘Ubaydullah. (Ansab al-Ashraf 1/271). Efter Allahs Sendebuds ankomst til Medina boede han som gæst hos Abu Ayyub al-Ansari. Ifølge en overlevering stod hans kamel imidlertid ved Ubay ibn Ka‘bs hus. (Ansab al-Ashraf 1/267)
Ubay deltog i alle de slag, der fandt sted i Allahs Sendebuds levetid, fra slaget ved Badr til ekspeditionen mod Ta’if. (Al-Isabah 1/19; Al-A‘lam 1/78). Efter Qurayshs nederlag ved Badr vendte de tilbage til Mekka og begyndte ivrigt at forberede sig på hævn. Kort før slaget ved Uhud sendte Allahs Sendebuds onkel, al-‘Abbas ibn ‘Abd al-Muttalib, som på det tidspunkt opholdt sig i Mekka, i hemmelighed et brev til Allahs Sendebud gennem en mand fra Banu Ghifar. I brevet underrettede han ham om alle Qurayshs bevægelser. Manden overrakte brevet til Allahs Sendebud i Quba i udkanten af Medina. Allahs Sendebud lod dér Ubay ibn Ka‘b læse brevet højt for ham og pålagde ham at holde brevets indhold hemmeligt. (Ansab al-Ashraf 1/314)
Under dette slag ved Uhud blev Ubay såret af en pil, som fjenden havde skudt. Allahs Sendebud sendte en læge for at behandle ham. Lægen skar hans åre op og behandlede såret med varme.
Efter slaget ved Uhud beordrede Allahs ædle Sendebud, fred og velsignelser være med ham, at man skulle undersøge de sårede og dræbte. På et tidspunkt sagde han: »Lad en af jer gå og se efter Sa‘d ibn Rabi‘.« En ansarisk ledsager fandt ham dødeligt såret blandt de faldnes kroppe. Ifølge nogle overleveringer var denne ansariske ledsager Ubay ibn Ka‘b. (Hayat al-Sahabah 2/95)
Kort før slaget ved Khandaq sendte Quraysh-lederen i Mekka, Abu Sufyan, et brev til Allahs Sendebud gennem Abu Usamah al-Jushami. Også dette brev lod Allahs Sendebud Ubay læse. (Ansab al-Ashraf 1/370). På samme måde sendte Allahs Sendebud i Rajab i det andet hijri-år en styrke mod Nakhlah under ledelse af ‘Abdullah ibn Jahsh al-Asadi. Ved afrejsen gav han ‘Abdullah et forseglet brev og sagde: »Efter at have rejst uafbrudt i to nætter skal du åbne brevet, læse det og handle efter dets anvisninger.« Allahs Sendebud fik dette brev skrevet af Ubay. (Ansab al-Ashraf 1/371)
Da zakat blev gjort obligatorisk i det niende hijri-år, udpegede Allahs Sendebud opkrævere af zakat i forskellige egne af Arabien. Han sendte Ubay for at opkræve zakat hos Bali, ‘Adhra og Banu Sa‘d. Han udførte dette ansvar med stor gudsfrygt og ærlighed. En gang kom han til en landsby for at opkræve zakat. Ifølge reglerne førte en mand alle sine husdyr frem for Ubay, så han kunne tage, hvad han ønskede. Ubay tog en to år gammel kamelunge fra flokken. Zakatgiveren sagde: »Hvad skal du med så lille en unge? Den giver ikke engang mælk og kan heller ikke rides. Hvis du vil tage en, så tag denne kraftige, velnærede kamel.« Ubay svarede: »Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke gøre noget, der strider mod Allahs Sendebuds anvisning. Medina ligger ikke langt herfra. Følg med mig, så forelægger vi sagen for Allahs Sendebud. Det, han siger, vil vi rette os efter.« Manden accepterede. Han tog sin kamel med sig og kom til Medina sammen med Ubay. Da Allahs Sendebud havde hørt dem, sagde han: »Hvis dette er det, du ønsker, så giv kamelen; den vil blive accepteret. Må Allah belønne dig for den.« Manden gav tilfreds kamelen og vendte hjem. (Musnad 5/142; Kanz al-‘Ummal 3/309; Hayat al-Sahabah 1/151)
Efter Allahs ædle Sendebuds død overtog Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, kalifatets ansvar. På dette tidspunkt begyndte det vigtige arbejde med at samle og nedskrive den hellige Koran. Ubay var leder for den gruppe af de ædle ledsagere, som fik dette ansvar. Han reciterede Koranens ord, mens de andre skrev dem ned. Alle medlemmerne af gruppen var højtstående lærde. Derfor drøftede og diskuterede de af og til forskellige vers. Da vers 127 i surah al-Tawbah blev skrevet ned, sagde de øvrige medlemmer, at dette var det sidste vers, der var blevet åbenbaret. Ubay sagde: »Nej. Allahs Sendebud lærte mig yderligere to vers efter dette. Vers 128 i surah al-Tawbah var det sidste, der blev åbenbaret.« (Musnad 5/134)
Efter Abu Bakrs død blev Umar, må Allah være tilfreds med ham, hans efterfølger. Under sit kalifat indførte han talrige reformer og vigtige samfundsgavnlige ordninger. Majlis al-Shura var en af dem. Rådet blev dannet af fremtrædende muhajirun og ansar. Ubay var medlem som repræsentant for Khazraj-stammen. (Kanz al-‘Ummal 3/13)
Han tilbragte hele Umars kalifatstid fast bosat i Medina. Det meste af sin tid brugte han på studier og undervisning. Når Majlis al-Shura mødtes, eller når en vigtig sag blev forelagt, søgte kaliffen Umar hans argumenter og råd.
Under hele Umars kalifat beklædte han stillingen som ifta‘-ansvarlig. Han fik ingen anden offentlig stilling. En gang spurgte han Umar: »Hvorfor udnævner du mig ikke til guvernør et sted?« Umar svarede: »Jeg ønsker ikke at se din religion blive forurenet af denne verden.« (Kanz al-‘Ummal 3/123). Da Umar indførte den fælles udførelse af tarawih-bønnen, udpegede han Ubay som imam. (Bukhari: Kitab Salat al-Tarawih). Umar ærede ham, men frygtede ham også. Han bad ham om fatwaer.
Ubay ledsagede kaliffen Umar på dennes rejse til Bayt al-Maqdis. Han var til stede under kaliffens historiske tale i Jabiyah. Det var Ubay, der nedskrev den aftale, som Umar indgik med indbyggerne i Bayt al-Maqdis. (Al-A‘lam 1/78; Sifat al-Safwah 1/188)
Efter Umar, under Uthmans kalifat, begyndte forskellige recitationsmåder og udtaler af den hellige Koran at brede sig i kalifatets forskellige egne. Kaliffen Uthman blev bekymret og besluttede at fjerne denne forskel. Han tilkaldte de bedste recitatorer og lyttede til hver af dem særskilt. Han bemærkede visse forskelle i udtalen hos Ubay ibn Ka‘b, ‘Abdullah ibn ‘Abbas og Mu‘adh ibn Jabal. Derefter sagde han: »Jeg ønsker at samle alle muslimer om en Koran med én recitationsmåde.«
På den tid var der blandt Quraysh og ansar tolv personer, som beherskede hele Koranen. Kaliffen Uthman betroede disse tolv dette store ansvar og udnævnte Ubay ibn Ka‘b til formand for rådet. Ubay reciterede ordene, mens Zayd ibn Thabit skrev dem ned. Den Koran, der findes i verden i dag, er i det væsentlige en kopi af Ubay ibn Ka‘bs recitation. (Kanz al-‘Ummal 1/282-283)
Der er stor uenighed om Ubay ibn Ka‘bs dødsår. Den mest berømte opfattelse er, at han døde på en fredag i år 39 efter hijrah under Uthmans kalifat. Uthman ledte hans begravelsesbøn, og han blev begravet i Medina. Ifølge Haytham ibn ‘Adi og andre døde han i Medina i år 19 efter hijrah. Al-Waqidi, Muhammad ibn ‘Abdullah og andre mener, at han døde i år 22. (Tadhkirat al-Huffaz 1/17; Shadharat al-Dhahab 1/31). Men forskellige overleveringer fortæller, at han deltog i flere begivenheder under kalif Uthmans regering. Derfor synes opfattelsen om, at han døde i år 39, at være den korrekte.
Det nøjagtige antal af hans børn kendes ikke. De børn, hvis navne er kendt, er: 1. Tufayl, 2. Muhammad, 3. Rabi‘ og 4. Umm Umar. De to første blev født, mens Allahs ædle Sendebud stadig levede. Hans hustrus tilnavn var Umm Tufayl. Hun var en kvindelig ledsager, og hendes navn findes blandt navnene på de kvindelige ledsagere, der overleverede hadith.
Ubay var af middelhøjde og spinkel af bygning. Hans hudfarve var lys og strålende. I alderdommen blev hans hår hvidt, men han farvede det ikke med henna. (Al-Isabah 1/19; Al-A‘lam 1/78; Tadhkirat al-Huffaz 1/17). Han var noget forfinet af natur. Hjemme sad han på en pude. Han havde hængt et spejl på væggen og plejede regelmæssigt at rede sit hår, mens han vendte ansigtet mod det. Han var lidt hård af sind og blev som regel vred, så snart han hørte noget, der stred mod hans natur. Umar havde samme temperament. Derfor kom de to undertiden op at skændes, og mange sådanne skænderier omtales i overleveringerne.
En gang lærte Ubay en mand et vers. Umar hørte manden recitere verset og spurgte: »Hvem lærte du denne recitation af?« Manden nævnte Ubay. Umar tog manden med til Ubay og spurgte ham om verset. Ubay sagde: »Jeg lærte det sådan fra Allahs Sendebuds mund.« For at blive endnu mere sikker spurgte Umar igen: »Lærte du det fra Allahs Sendebuds mund?« Ubay svarede: »Ja.« Umar gentog spørgsmålet. Da blev Ubay vred og sagde: »Ved Allah! Allah åbenbarede dette vers gennem Jibril til Muhammads hjerte. Han fandt det ikke nødvendigt at rådføre sig med al-Khattab og hans søn om det.« Da Umar hørte dette, lagde han hænderne på ørerne og gik ud af huset, mens han fremsagde takbir. (Kanz al-‘Ummal 1/287)
Det berettes fra al-Hasan, at Umar ibn al-Khattab var uenig i Ubay ibn Ka‘bs recitation af et vers. Ubay sagde til ham: »Mens du var optaget af handel på Baqi‘-markedet, hørte jeg dette vers fra Allahs Sendebud.« Umar sagde: »Du har talt sandt. Jeg ønskede blot at prøve, hvem der talte sandt.« I en anden overlevering siges det, at da Ubay reciterede vers 107 i surah al-Ma’idah, sagde Umar: »Du lyver.« Ubay svarede: »Du lyver mere.« En mand sagde: »Har du kaldt de troendes leder en løgner?« Ubay svarede: »Jeg respekterer de troendes leder mere end dig, men jeg har kaldt ham en løgner med hensyn til at bekræfte Allahs Bog. Det vil sige, jeg har ikke anerkendt ham som sandfærdig, når han udtrykte vantro over for Allahs Bog.« (Kanz al-‘Ummal 1/285; Hayat al-Sahabah 1/74)
En gang bragte Abu al-Darda’, må Allah være tilfreds med ham, en stor gruppe mennesker fra Syrien til Medina for at lære dem Koranen. De lærte Koranen hos Ubay. En dag reciterede en af dem Koranen foran Umar. Umar påpegede hans fejl. Manden sagde: »Men Ubay lærte mig det sådan.« Umar sendte en mand med ham og sagde: »Gå og hent Ubay.« Da de kom til Ubay, så de ham give en kamel foder. De sagde: »De troendes leder har kaldt på dig.« Han spurgte: »Hvorfor?« De fortalte ham, hvad der var sket. Han blev meget vred på dem og sagde: »Vil I ikke holde op?« I sin vrede løb han hen til Umar med kamelfoderet stadig i hånden. Umar hørte verset reciteret af både Ubay og Zayd ibn Thabit. Der var en vis forskel mellem deres recitationer, og Umar støttede Zayds recitation. Ubay blev vred og sagde: »Ved Allah, Umar! Du ved godt, at jeg plejede at være inde hos Allahs Sendebud, mens du stod udenfor. Og i dag behandler du mig sådan. Ved Allah, hvis du ønsker det, bliver jeg hjemme. Jeg vil ikke tale med nogen resten af mit liv, og jeg vil ikke lære nogen Koranen.« Umar sagde: »Nej, gør ikke det. Fortsæt med stor iver med at undervise i den viden, Allah har givet dig.« (Kanz al-‘Ummal 1/285)
Ubay var af natur selvstændig og havde en stærk følelse af værdighed. En gang gik Ibn ‘Abbas, må Allah være tilfreds med ham, gennem en af Medinas gader, mens han reciterede Koranen. Da hørte han nogen kalde på sig bagfra. Han vendte sig og så Umar. Umar kom hen til Ibn ‘Abbas og sagde: »Tag min tjener med dig, gå til Ubay ibn Ka‘b og spørg ham, om han har reciteret det og det vers på denne måde.« Ibn ‘Abbas nåede frem til Ubay, og kort efter kom Umar også. Efter at have bedt om tilladelse gik de ind. Ubay stod med ansigtet vendt mod væggen og ordnede sit hår. Umar blev sat på puden. Ubay sad med ryggen mod Umar og vendte sig ikke om. Efter et stykke tid sagde han: »De troendes leder, velkommen! Er du kommet for at besøge mig eller på grund af et andet behov?« Umar svarede: »Jeg er kommet i et bestemt ærinde.« Derefter reciterede han et vers og sagde: »Denne udtale er meget vanskelig.« Ubay sagde: »Jeg lærte Koranen af den, som lærte den af Jibril. Dette er meget let og blidt.« Umar sagde: »Jeg er stadig ikke tilfreds.«
Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham)
Anas ibn Malik var en berømt sahabi, Profetens tjener, imam, mufti, lærer i Koranen, hadith-lærer, berømt traditionsoverlever samt medlem af Ansar, Khazraj og befolkningen i Medina. Hans kunyaer var Abu Sumama og Abu Hamza, mens Khadim Rasulillah var hans titel. Anas fortalte: »Jeg plejede at plukke en slags grøntsag, der hedder hamza. Da Profeten så det, kaldte han mig kærligt: ‘Åh Abu Hamza!’ Fra den dag blev dette min kunya og mit kælenavn.«
Han blev født i Yathrib i 612 e.Kr., ti år før hijra, i Banu Najjar-grenen af den berømte Khazraj-stamme. Denne stamme var den mest ansete blandt Ansar. Hans far var Malik ibn Nadr, og hans mor var Umm Sulaym Sahla bint Milhan al-Ansariyya, som var en moster til Allahs Sendebud. Der er uenighed om Umm Sulayms egentlige navn; blandt de nævnte navne er Sahla, Rumayla, Rumaysa, Sulayka og al-Faysa.
Anas’ farbror, Anas ibn Nadr, blev martyr i slaget ved Uhud. De vantro havde lemlæstet hans lig, og man fandt firs sår på hans krop. Ingen kunne identificere ham bortset fra én af hans søstre. Anas sagde, at han var blevet opkaldt efter denne farbror. Hans morbror Haram ibn Milhan blev også martyr i den sørgelige hændelse ved Bi’r Ma’una.
Da Anas var otte eller ni år, antog hans mor islam. Hans far blev vred og forlod familien for at rejse til Syrien, hvor han døde som vantro. Umm Sulaym giftede sig derefter med Abu Talha, en velhavende mand fra Khazraj. Hun tog den unge Anas med til Abu Talhas hus, hvor han voksede op.
Anas fortæller, at Abu Talha friede til Umm Sulaym, før han havde antaget islam. Hun sagde til ham: »Ved du ikke, at den guddom, du tilbeder, er lavet af ler?« Han svarede, at det vidste han. Hun sagde videre: »Skammer du dig ikke over at tilbede et træ? Hvis du antager islam, vil jeg gifte mig med dig, og jeg vil ikke kræve nogen medgift.« Abu Talha gik bort for at tænke over det. Senere vendte han tilbage og erklærede: »Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud ud over Allah, og at Muhammad er Allahs Sendebud.« Umm Sulaym kaldte da på sin søn Anas og bad ham gennemføre ægteskabet. Således blev hun gift med Abu Talha.
Før vin blev forbudt, blev der holdt drikkeselskaber i Abu Talhas hus. Den unge Anas stod for serveringen og havde selv fået vane med at drikke. Ingen forhindrede ham i det.
Da Anas var otte eller ni år, begyndte islam at blive forkyndt i Medina. Banu Najjar var blandt de første til at antage islam, og de fleste i familien blev muslimer før Profetens ankomst. Umm Sulaym havde antaget islam allerede før den tredje troskab ved al-Aqaba. Hun gik med til at gifte sig med Abu Talha på betingelse af, at han også blev muslim. Gennem hendes indsats antog Abu Talha islam, rejste til Mekka og deltog i den tredje Aqaba, hvor han svor Profeten troskab. På denne måde blev Anas’ hjem oplyst af troens lys.
Da Anas var ti år, kom Profeten til Medina. Selvom Anas var ung, var han meget begejstret. Da Profeten kom fra Quba mod Medina, stod Anas sammen med andre børn ved vejen og sang velkomstsange. Børnene løb rundt og fortalte med glæde medinerne: »Allahs Sendebud er kommet! Muhammad er kommet!« Da menneskemængden omkring Profeten blev mindre, fik Anas mulighed for at se hans velsignede ansigt og blev dermed æret som sahabi.
Efter at Profeten havde slået sig ned i Medina, tog Umm Sulaym en dag Anas ved hånden og førte ham til ham. Hun sagde: »Allahs Sendebud! Alle Ansars mænd og kvinder har givet dig en gave. Jeg kan ikke give dig noget særligt, men jeg har denne søn. Han kan skrive, og han er endnu ikke blevet voksen. Tag imod ham; han vil tjene dig.« Fra den dag tjente Anas Profeten i ti år. I hele denne tid slog, skældte eller irettesatte han ham aldrig og viste aldrig vrede mod ham. Det første råd, Profeten gav ham, var: »Min søn, bevar mine hemmeligheder. Så vil du være troende.« Anas afslørede aldrig nogen af Profetens hemmeligheder, heller ikke når hans mor eller Profetens hustruer spurgte ham.
Anas tjente Profeten med stor dygtighed indtil hans sidste dag. Han var stolt af denne tjeneste. Han mødte op før morgenbønnen, gik hjem ved middagstid, kom tilbage efter kort tid og gik først hjem efter eftermiddagsbønnen. Han var altid klar til at udføre Profetens ordrer og svarede straks, når Profeten kaldte på ham.
En dag var Anas på vej hjem efter at have udført et ærinde for Profeten. Undervejs så han jævnaldrende drenge lege og standsede for at se på dem. Profeten kom hen til dem, hilste på drengene, tog Anas ved hånden og sendte ham ud på et nyt ærinde. Derefter ventede Profeten i skyggen af en mur. Da Anas vendte tilbage, gik Profeten hjem. Anas kom sent hjem, og hans mor spurgte hvorfor. Han svarede, at han havde været sendt ud på en hemmelig opgave. Da hun spurgte hvilken, sagde han, at det var en hemmelighed, som ikke måtte fortælles. Hans mor sagde, at han da skulle bevare den. Anas bevarede denne hemmelighed hele sit liv, selv da hans fremtrædende elev Thabit spurgte ham om den.
Anas var altid sammen med Profeten, både hjemme og på rejser, inde og ude. Før åbenbaringen af hijab-versene kunne han frit gå ind i Profetens hjem og besøge de rene hustruer. Da hijab-verset blev åbenbaret, kaldte Profeten ham tilbage. Da Anas blev voksen og fortalte Profeten det, sagde Profeten, at han fra da af ikke måtte gå til kvinder uden tilladelse. Anas sagde, at den dag var den sværeste dag i hans liv.
En morgen før fajr sagde Profeten, at han ville faste og bad om noget mad. Anas kom hurtigt med dadler og vand, hvorefter Profeten spiste suhur og gjorde sig klar til bønnen. Al-Waqidi nævner, at Anas var blandt de tjenere, der aldrig fjernede sig fra Profetens dør. Abu Hurayra sagde, at han næsten troede, Anas var Profetens slave.
Da Profeten kom til Medina, var han gæst hos Abu Ayyub al-Ansari. Han drak med særlig fornøjelse af vandet fra brønden, der tilhørte Anas’ far. Da Profeten senere flyttede til sit eget hus, bragte Anas vandet fra denne brønd til ham.
Anas udførte alle Profetens opgaver med stor omhu og glædede ham altid gennem lydighed. Han fortæller: »Jeg tjente Allahs Sendebud i ti år. I al den tid blev han aldrig vred på mig. Han spurgte aldrig, hvorfor jeg havde gjort noget, eller hvorfor jeg ikke havde gjort noget. Han sagde aldrig, at jeg havde begået en fejl, eller at det, jeg havde gjort, var dårligt.« Derfor fik Anas en særlig plads i Profetens hjerte. Profeten kaldte ham undertiden »min dreng« og undertiden »Unays«.
Profeten besøgte af og til Anas’ hjem, spiste der, hvilede sig ved middagstid, bad og bad for Anas. Ved en lejlighed sendte Abu Talha Anas til Profeten med nogle brødstykker. Profeten spurgte, om Abu Talha havde sendt ham, og om han havde mad med. Da Anas svarede ja, sagde Profeten til sine ledsagere, at de skulle rejse sig. De fulgte med ham til Abu Talhas hus. Der var kun lidt mad, men Profeten bad de første ti komme ind. De spiste sig mætte og gik ud, hvorefter yderligere ti kom ind. På denne måde spiste i alt halvfjerds mennesker sig mætte af den lille mængde mad.
Anas fortæller også, at Umm Sulaym og Abu Talha havde en lille søn, Abu Umayr. Profeten plejede at spøge med ham. En dag så han Abu Umayr sidde trist og spurgte hvorfor. Hans mor fortalte, at hans lille fugl, Nugayr, var død. Derefter sagde Profeten ofte på vers: »Åh Abu Umayr, hvad gjorde Nugayr?«
Mange koranvers blev åbenbaret i Anas’ hjem. Når Profeten modtog åbenbaring, svedte han, og familien gemte hans sved. Umm Sulaym samlede den i en flaske og sagde, at den var deres parfume. Anas sagde, at han aldrig havde duftet noget, der var mere velduftende end Profetens duft, moskus eller amber.
Profeten elskede og ærede Umm Sulaym og gav hende det glade budskab om Paradiset. Efter slaget ved Khaybar blev Safiyya taget til fange, og Profeten ønskede at gifte sig med hende. Hun blev sendt til Umm Sulaym, som stod for hendes udsmykning og alle forberedelserne til brylluppet. Da Profeten senere giftede sig med Zaynab, sendte Umm Sulaym også mad, som blev serveret for ledsagerne.
Disse forhold gjorde Anas til et medlem af Profetens husstand. Profeten spøgte undertiden kærligt med ham og kaldte ham blandt andet »Abu Hamza« og »den med to ører«.
Anas var tolv år ved slaget ved Badr, men var alligevel til stede blandt de muslimske krigere. Han tjente Profeten og tog sig af soldaternes udstyr. Nogle tvivlede senere på, om han virkelig havde været til stede, fordi han var så ung. Da en mand spurgte ham, om han havde været ved Badr, svarede han: »Hvordan skulle jeg kunne have været fraværende?«
Han deltog også ved Uhud, troskaben ved Hudaybiyya, den accepterede umra, Khaybar, erobringen af Mekka, ekspeditionerne til Ta’if og Hunayn samt afskedspilgrimsfærden. Under Hunayn spurgte Abu Talha Profeten, om han havde set den dolk, Umm Sulaym bar. Da Profeten spurgte, hvad hun ville bruge den til, svarede hun, at hun ville slå enhver, der nærmede sig hende.
Efter Profetens død deltog Anas i slaget ved Yamama mod de falske profeter. Abu Bakr ønskede at udnævne ham til opkræver af sadaqa i Bahrain. Umar anbefalede ham som intelligent og lærd, og Anas blev sendt dertil. Da han vendte tilbage, var Abu Bakr død, og Umar var blevet kalif. Umar gav ham fire tusind dirham, hvorefter Anas blev en af Medinas velhavende mænd. Anas svor også Umar troskab efter Abu Bakrs død.
Abu Bakr sendte Anas til Yemen med et brev, hvori yemenitterne blev opfordret til at kæmpe på Allahs vej. Senere blev Anas sendt til Basra sammen med blandt andre sin bror al-Bara ibn Malik, Imran ibn Husayn og Abu Najid al-Khuza‘i for at undersøge en alvorlig anklage mod guvernøren al-Mughira ibn Shu‘ba.
Anas bosatte sig permanent i Basra. Umar betroede ham ansvaret for fiqh og fatwa, og han tilbragte resten af sit liv dér. Han deltog i ekspeditionerne i denne periode og var leder for infanteriet ved Tushtar. Efter sejren blev den persiske hærfører Hurmuzan taget til fange og sendt til Medina under Anas’ kommando.
Da Uthman blev kalif, opstod der senere oprør og uro. Anas og mange andre fremtrædende mænd i Basra forsøgte gennem taler at rejse folket til støtte for den undertrykte kalif, men Uthman blev dræbt, før deres hjælp nåede Medina. Under Ali opstod en stor konflikt i Basra. Anas holdt sig helt neutral og trak sig tilbage fra alle politiske bevægelser, ligesom mange andre fremtrædende sahaba.
Senere blev Anas udsat for Umayyade-herskernes undertrykkelse. Hajjaj ibn Yusuf, der var kendt for tyranni, ydmygede ham offentligt og lod et mærke sætte på hans hals. Anas skrev til kaliffen Abd al-Malik om behandlingen. Kaliffen blev vred og beordrede Hajjaj til at gå til Anas og bede om tilgivelse. Hajjaj gjorde dette og bad også Anas skrive til kaliffen, at han havde tilgivet ham. Anas gjorde det af frygt for fitna og uro.
Der er stor uenighed om Anas’ dødsår og alder. Den mest kendte opfattelse er, at han døde i år 93 efter hijra, over hundrede år gammel. Han var sengeliggende i flere måneder før sin død. Da døden nærmede sig, bad han sin nære elev Thabit al-Bunani om at lægge et helligt hår fra Profeten under hans tunge. Han havde også en stav, der havde tilhørt Profeten, og beordrede, at den skulle begraves sammen med ham. Han blev begravet nær sit hjem i området Tif uden for Basra.
Anas var den sidste sahabi, der døde i Basra. Efter hans død sagde tabien Mawriq sørgmodigt: »I dag er halvdelen af viden gået bort.« Når en person modsagde en hadith, plejede han at føre ham til Anas, som beroligede ham ved at fremlægge hadithen. Nu vidste han ikke, hvem han skulle gå til.
Anas efterlod sig i alt 82 børn: firs sønner og to døtre, Hafsa og Umm Amr. Han havde også mange børnebørn. Han elskede sine børn højt, underviste dem selv og lod også sine døtre deltage i undervisningskredsen. Flere af hans sønner blev anerkendte hadith-lærde og imamer.
Anas var en dygtig bueskytte og lærte også sine børn kunsten. Han var af middelhøjde og smuk af udseende. Han farvede hår og skæg med henna og brugte en gul duft, der hed khaluq. Han bar en ring med et billede af en løve og plejede at bære turban. Han var elegant, renlig og forfinede i sin smag. Han ejede en velplejet have, der bar frugt to gange om året, og hvor en blomst duftede som moskus.
Han foretrak at bo på landet frem for i byen og boede i Tif, to farsakh fra Basra. Han spiste godt, især brød og suppe, og delte altid sit måltid med elever og gæster. Han spiste morgenmad med tre eller fem dadler. Han talte lidt, gentog sine ord tre gange, når det var nødvendigt, og bad tre gange om tilladelse, før han gik ind i et hus. Når venner kom på besøg, satte han altid noget mad frem for dem.
Han var meget ydmyg, venlig og åben over for mennesker. Han plejede at sige, at sahaba ikke rejste sig, når Profeten kom, fordi Profeten ikke kunne lide kunstighed. Tålmodighed var stærkt udviklet i ham. Hans elev Thabit kyssede ofte Anas mellem øjnene af kærlighed og respekt. Da Anas gav Abu al-Aliya et æble, kyssede og duftede han til det og sagde, at det var blevet berørt af en hånd, som havde berørt Profetens hånd.
Anas var modig fra barndommen. Han kunne løbe hurtigt og fangede engang en hare ved Marr al-Zahran. Senere blev han en dygtig rytter og bueskytte.
Han var blandt de vigtigste hadith-overleverere. Han var meget forsigtig, når han fortalte hadith, og sagde ofte efter en overlevering: »Sådan eller omtrent sådan, som Allahs Sendebud sagde.« Han fortalte ikke en hadith, hvis der var risiko for, at han havde misforstået den, og skelnede mellem det, han havde hørt fra andre sahaba, og det, han havde hørt direkte fra Profeten.
Anas brugte hele sit liv på at undervise i hadith. Hans undervisningskreds i Basras moské samlede elever fra Mekka, Medina, Kufa, Basra og Syrien. Omkring hundrede fortællere overleverede hadith fra ham. Det samlede antal hadith, der tilskrives ham, er 2.286. Al-Bukhari overleverede 80 alene, Muslim 70 alene, og 180 findes hos begge.
Blandt hans lærere var Ubayy ibn Ka‘b, Abd al-Rahman ibn Awf, Abd Allah ibn Mas‘ud, Abu Dharr, Abu Talha, Mu‘adh ibn Jabal, Ubadah ibn al-Samit, Abd Allah ibn Rawaha, Thabit ibn Qays, Malik ibn Sa‘sa‘a, hans mor Umm Sulaym, hans moster Umm Haram, Umm al-Fadl, Abu Bakr, Umar og Uthman. Blandt hans elever var Hasan al-Basri, Ibn Shihab al-Zuhri, Sulayman al-Taymi, Abu Qilaba, Qatada, Thabit al-Bunani, Humayd al-Tawil, Muhammad ibn Sirin og mange andre.
Anas var også en fremragende jurist. Han tilhørte det andet niveau blandt de lærde sahaba. Hans fatwaer og juridiske vurderinger kunne have udgjort en selvstændig bog. Han underviste gennem spørgsmål og svar og var kendt for skarp forståelse, grundig overvejelse og korrekte afgørelser.
Han mente, at nabidh i bestemte kar var makruh, og at alt, der beruser, er haram. Det, som i stor mængde beruser, er også haram i lille mængde. Han forklarede, at forbuddet mod visse kar skyldtes, at de i det tidlige Arabien kunne fastholde vinens virkning, selv efter vask. Han tillod bøn i sko, hvis de var rene, og sagde, at den rejsende kan forkorte bønnen. Han lærte, at den syge kan bede siddende.
Med hensyn til qunut sagde Anas, at den normalt læses før rukū‘. At Profeten læste den efter rukū‘ i en periode, skyldtes en særlig hændelse, hvor nogle stammer var blevet frafaldne og havde dræbt flere sahaba. Profeten bad da i en måned imod dem efter rukū‘.
Anas havde fire fremtrædende egenskaber: kærlighed til Profeten, efterfølgelse af sunnaen, påbud om det gode og mod til at sige sandheden. Hans kærlighed til Profeten var dyb. Allerede som tiårig stod han før daggry klar til at sørge for Profetens vand til wudu. Efter Profetens død så han ham ofte i drømme og vågnede grædende. Når han talte om Profeten, blev han bevæget og sagde: »På opstandelsens dag vil jeg sige: Allahs Sendebud, her er din ringeste tjener, Anas.«
Hans elev Thabit var stærkt præget af denne kærlighed. Da Anas fortalte, at han havde rørt Profetens hånd, bad Thabit ham række hånden frem, så han kunne kysse den. Anas elskede også alt, hvad Profeten havde gjort. Da Profeten ved et måltid valgte græskarstykker, begyndte Anas fra den dag at elske græskar.
Anas fortalte, at en mand spurgte Profeten, hvornår Dommedagen ville komme. Profeten spurgte, hvad han havde forberedt. Manden svarede, at han ikke havde gjort meget, men elskede Allah og Hans Sendebud. Profeten sagde: »Du vil være sammen med dem, du elsker.« Anas sagde, at de blev meget glade over dette, og at han elskede Profeten, Abu Bakr og Umar og håbede at være sammen med dem.
Anas’ bøn lignede Profetens bøn mere end nogen andens. Abu Hurayra sagde, at han aldrig havde set en bøn, der lignede Profetens så meget som Ibn Umm Sulayms bøn. Anas bevarede også Profetens ord og handlinger i sin hukommelse og handlede efter dem. Han bad undertiden på kamelryggen uden at vende sig mod qibla, fordi han havde set Profeten gøre det. Han bad også i ét stykke klæde, ligesom Profeten havde gjort.
Han hilste på både unge og gamle, holdt sig altid i wudu og lærte andre at hilse på alle, de mødte. Han fulgte Profetens måde at ofre på og ofrede derfor to dyr, ligesom Profeten gjorde. Da Umar ibn Abd al-Aziz som ung guvernør i Medina begik fejl i bønnen, irettesatte Anas ham. Umar tog Anas som lærer og blev senere så dygtig, at Anas sagde, at ingen bad mere som Profeten end denne unge mand.
Anas talte åbent imod uretfærdighed og forsømmelse af religionen. Da Abd Allah ibn Ziyad hånede Husayns hoved, sagde Anas vredt, at ansigtet lignede Allahs Sendebuds ansigt. Da Hajjaj ønskede at udnævne sin søn til dommer, mindede Anas ham om, at Profeten havde forbudt at søge sådanne embeder. Han fordømte også, at en høne blev bundet som målskive for pile.
Han kritiserede dem, der forsinkede bønnen, og sagde, at deres bøn lignede hyklernes: de ventede, til solen næsten gik ned, og hakkede derefter hurtigt fire gange som en hane, mens der kun var ringe ihukommelse af Allah i bønnen. Han opfordrede til amr bil ma‘ruf, at påbyde det gode. Da Ubayd Allah ibn Ziyad tvivlede på al-Hawd al-Kawthar, gik Anas til ham og fortalte ham Profetens hadith om det.
Anas lagde større vægt på handling efter viden end på blot at samle viden. Han sagde: »Saml så meget viden, som du vil, men ved Allah, I vil ikke få belønning for den, hvis I ikke handler efter den.« Han sagde også, at den sande lærdes opgave er at forstå og handle, mens de uvidendes opgave blot er at fortælle.
Han lagde stor vægt på Profetens sunna og fortalte: »Den, der forlader min sunna, er ikke af min umma. Den, der følger min sunna, er af min gruppe.« Han bevarede flere af Profetens genstande som minder: sko, en kappe, et bæger, teltstænger og en sten, som hans mor brugte til at male parfume sammen med Profetens sved.
Således findes der spredte oplysninger om Anas ibn Malik i hadith- og sīra-værkerne. De er både forbløffende og gavnlige for det muslimske samfund.
Abu Darda (ra)
Hans tilnavn var Abu ad-Darda. Dette navn blev givet efter hans datter Darda, og det er under dette navn, han er kendt i historien. Der er uenighed om hans egentlige navn: Amir eller Uwaymir. Ifølge al-Asma’i var det Amir, men folk kaldte ham Uwaymir, og dette er den mest kendte opfattelse. Nogle har sagt, at Uwaymir var hans laqab, altså tilnavn. Der er også stor uenighed om hans fars navn; blandt de nævnte navne er Malik, Amir, Tha’laba, Abdullah og Zayd. Hans mor hed Muhabbah eller Waqidah. Han var fra Banu al-Harith-grenen af den berømte Khazraj-stamme i Medina og var jævnaldrende med Allahs Sendebud, fred være med ham, eller kun lidt yngre.
Han var en af Arabiens største lærde, ryttere og dommere. Før sin islamantagelse var han en succesfuld købmand i Medina. Derefter forlod han alt og helligede sig helt til Allahs tilbedelse. Han plejede selv at sige: »Før Allahs Sendebud, fred være med ham, modtog profetskabet, var jeg købmand. Da islam kom, forsøgte jeg at forene min handel med min tilbedelse, men det lykkedes ikke. Derfor forlod jeg handelen og helligede mig tilbedelsen.« Til sidst udviklede han en stærk aversion mod handel. Han sagde ofte: »Hvis jeg nu havde en butik foran Profetens Moské, som hver dag gav fyrre dinarer i fortjeneste, og jeg gav denne fortjeneste bort som sadaqah, uden at jeg derfor gik glip af menighedsbønnen, ville jeg alligevel ikke bryde mig om sådan en handel.« Når folk spurgte hvorfor, svarede han: »Af frygt for den hårde regnskabsaflæggelse på Dommens Dag.« Efter sin islamantagelse blev han særligt kendt blandt sahabaerne for sit mod, sin gudsfrygt og sin ligegyldighed over for verdslig luksus.
Allahs Sendebuds, fred være med ham, udsagn bekræfter Abu ad-Dardas mod, ridekunst og visdom. Om hans visdom sagde Profeten: »Uwaymir, min ummats vise mand.« Om hans ridekunst sagde han: »Uwaymir er en fremragende rytter.« Mange af hans vise udsagn findes i forskellige bøger. Imam Ibn al-Jazari sagde om ham: »Kana min al-ulama al-hukama« – »Han var blandt de vise lærde.«
Sa’id ibn Abd al-Aziz siger, at Abu ad-Darda antog islam på dagen for Slaget ved Badr, mens andre siger efter Badr. Forfatteren til al-Isti’ab siger, at han var den sidste i sin familie, der antog islam, men senere blev en god muslim. Jubayr ibn Nufayr fortæller, at Allahs Sendebud sagde: »Allah har lovet mig Abu ad-Dardas islam.« Derefter antog han islam.
Det er bemærkelsesværdigt, at han trods sin store intelligens ventede til det andet hijri-år med at antage islam, i stedet for at gøre det sammen med de andre fremtrædende ansar. Den eneste grund var, at hans islam ikke byggede på efterligning af andre, men på overvejelse, indsigt og viden. Han havde sandsynligvis tænkt dybt over sagen og undersøgt den grundigt i et helt år efter Allahs Sendebuds ankomst til Medina. Men fordi han kom et år bagefter, fortrød han det hele livet. Han sagde ofte: »Et øjebliks underkastelse under begæret giver anledning til langvarig anger.«
I jahiliyyah-tiden havde Abu ad-Darda et dybt venskab og broderligt forhold til den berømte martyr blandt sahabaerne, Abdullah ibn Rawahah, måtte Allah være tilfreds med ham. Abdullah antog islam tidligt, mens Abu ad-Darda holdt fast ved afgudsdyrkelsen. Alligevel bevarede han sit forhold til Abdullah som før. Abdullah gjorde utrættelige forsøg på at føre sin ven ind i islam og inviterede ham igen og igen. Til sidst blev Abu ad-Darda muslim på grund af hans indsats.
Beretningen fortælles således: En morgen vågnede Abu ad-Darda Uwaymir og gik hen til sin afgud, som stod i husets bedste værelse. Først viste han den respekt og ære, som man viste den. Derefter smurte han den grundigt ind i den bedste vellugtende olie fra sin store butik og dækkede den smukt med et kostbart silkestykke, som en købmand, der netop var kommet fra Yemen, havde givet ham dagen før. Senere gik han ud hjemmefra mod sin butik.
På vejen så han, at Muhammads, fred være med ham, ledsagere fyldte Medinas gader og gyder. De vendte tilbage i grupper fra Slaget ved Badr, og foran dem blev Quraysh-fangerne ført. Han forsøgte at undgå dem, men pludselig kom en ung mand fra Khazraj-stammen hen til ham. Han spurgte den unge mand, hvordan det stod til med Abdullah ibn Rawahah. Den unge mand svarede, at Abdullah havde kæmpet tappert ved Badr og var vendt sikkert tilbage til Medina med krigsbyttet.
Imens var Abdullah ibn Rawahah, efter at være vendt tilbage fra Badr, gået til sin broder Abu ad-Dardas hus for at besøge ham. Da han trådte ind, så han Abu ad-Dardas hustru sidde og rede sit hår. Efter hilsenen og de almindelige spørgsmål spurgte Abdullah: »Hvor er Abu ad-Darda?« Hun svarede: »Din broder er netop gået ud.« Hun lod Abdullah sidde i huset og gik selv i gang med andet arbejde.
Abdullah tog en hammer, gik ind i det værelse, hvor afguden stod, og knuste den med hammerslag, mens han reciterede et digt om forskellige djævlenavne. Digtet sluttede således: »Vogt jer! Alt, hvad der påkaldes ud over Allah, er ugyldigt og uden værdi.« Abu ad-Dardas hustru hørte slagene, løb til og råbte: »O Ibn Rawahah, du har ødelagt mig!« Abdullah svarede ikke, men gik ud, som om intet var sket.
Da Abu ad-Darda kom hjem, fandt han sin hustru grædende. Han spurgte, hvad der var sket. Hun svarede, at hans broder Abdullah var kommet og havde gjort det, han kunne se. Først blev Abu ad-Darda voldsomt ophidset. Men efter dyb eftertanke sagde han til sig selv: »Hvis der virkelig var noget godt i denne afgud, ville den have kunnet beskytte sig selv.« Efter denne overvejelse gik han sammen med Abdullah ibn Rawahah til Allahs Sendebud, fred være med ham, og antog islam. Profeten etablerede derefter et religiøst broderskab mellem ham og Salman al-Farisi.
På tidspunktet for Slaget ved Badr var Abu ad-Darda ikke muslim og deltog derfor ikke. Det fortælles imidlertid, at kaliffen Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, senere fastsatte hans stipendium på samme niveau som Badr-deltagernes. Ved Slaget ved Uhud var han muslim, deltog og spillede som rytter en meget stærk rolle. På et tidspunkt beordrede Allahs Sendebud ham til alene at jage en fjendtlig rytterstyrke bort, og det gjorde han. Profeten blev meget begejstret over hans mod og sagde: »Uwaymir er en fremragende rytter.« Han deltog også sammen med Allahs Sendebud i alle andre slag og ekspeditioner, men der findes ikke mange detaljer om hans rolle.
Efter Allahs Sendebuds bortgang var Abu ad-Darda i Medina under Abu Bakrs kalifat. Under Umars kalifat forlod han Medina og flyttede til Levanten, hvor han bosatte sig permanent. Biograferne nævner flere grunde til dette: Minderne om Allahs Sendebud i Medina plagede ham; han indså, at udbredelsen af islamisk lærdom var en pligt for Profetens arvinger; og han havde hørt Profeten sige, at troens lys ville være beskyttet i Levanten under fitnaens mørke. Derfor bosatte han sig i Damaskus, Levantens hovedstad.
En berømt beretning fortæller, at Abu ad-Darda efter at have gjort sig klar til rejsen gik til kaliffen Umar for at bede om tilladelse. Umar nægtede, men sagde, at han kunne give tilladelse på én betingelse: Abu ad-Darda skulle påtage sig et statsligt hverv. Abu ad-Darda svarede, at han ikke ønskede at være hersker. Umar sagde, at han da ikke skulle håbe på tilladelse. Abu ad-Darda sagde så, at han ikke ville påtage sig et administrativt embede, men ville undervise folk i Koranen og hadith og lede dem i bøn. Kaliffen accepterede dette og gav ham tilladelse til at forlade Medina. Det var især for at varetage denne opgave, at han slog sig ned i Levanten.
I Damaskus brugte han det meste af sin tid på at undervise elever i Koranen og hadith, oplære dem i shariaens bestemmelser og tilbede Allah. Mens mange sahabaer i Levanten efterhånden var blevet påvirket af områdets pragt og velstand, bevarede Abu ad-Darda et oprigtigt og helt enkelt liv uden denne påvirkning.
Han blev senere udnævnt til dommer i Damaskus. Da guvernøren Mu’awiyah rejste, udpegede han ofte Abu ad-Darda som sin stedfortræder. Det var Damaskus’ første dommerembede.
Abu ad-Darda havde to hustruer. Den første var Umm ad-Darda al-Kubra, Khayrah bint Abi Hadrad al-Aslami, og den anden Umm ad-Darda as-Sughra, Hajimah al-Wassabiyyah. Umm ad-Darda al-Kubra var en berømt kvindelig sahabiyah, skarpsindig, en fremragende kvindelig faqihah og en stor tilbeder. Mange hadither er overleveret fra hende. Umm ad-Darda as-Sughra var derimod ikke sahabiyah; hun levede længe efter sin mands død og afslog Mu’awiyahs frieri.
Abu ad-Darda var en smuk mand. I sin alderdom farvede han skægget med henna. Han bar altid arabisk klædedragt og en høj hat kaldet qalansuwah sammen med en turban. Blandt hans børn nævnes Bilal, Yazid, Darda og Nusaybah. Hans søn Bilal blev kendt som Bilal Abu Muhammad ad-Dimashqi og var dommer i Damaskus under Yazid og de efterfølgende kaliffer. Han døde i år 92 efter hijrah.
Hans datter Darda blev gift med den fornemme qurayshitiske tabi’i Safwan ibn Abdullah al-Qurashi. Da Yazid ibn Mu’awiyah friede til hende, afslog Abu ad-Darda tilbuddet og giftede hende i stedet med en almindelig, from muslim. Da folk undrede sig, sagde han: »Jeg tænkte på Darda. Hvordan ville hendes religion være, hvis tjenere stod omkring hende, og hendes blik faldt på husets store rigdomme?«
Der er uenighed om hans dødsår; årene 31, 32, 33 og 34 efter hijrah er blevet nævnt. Den mest kendte opfattelse er, at han døde i Damaskus i år 32 efter hijrah, svarende til 652 e.Kr., og blev begravet nær Bab as-Saghir. Det er også kendt, at hans hustru Umm ad-Darda blev begravet ved hans side.
Hans dødsøjeblik var bemærkelsesværdigt. Han græd bitterligt, og da hans hustru spurgte, hvordan han kunne græde så meget som Allahs Sendebuds sahabi, svarede han: »Hvorfor skulle jeg ikke græde? Kun Allah ved, hvordan jeg vil blive frelst.« Han kaldte sin søn Bilal til sig og sagde: »Se, også du vil en dag møde denne situation. Gør noget klar til den dag.« Da døden nærmede sig, blev hans klage og uro stadig stærkere. Han bad om at få shahadahens ord gentaget for sig og døde, mens han udtalte dem.
Abu ad-Darda regnes blandt de lærde sahabaer. Sahabaerne så på ham med stor respekt. Abdullah ibn Umar sagde: »Tal med hinanden om de to, der handler efter deres viden: Mu’adh og Abu ad-Darda.« Mu’adh ibn Jabal vidnede før sin død om Abu ad-Dardas dybe viden og anbefalede folk at søge viden hos Abu ad-Darda, Salman, Ibn Mas’ud og Abdullah ibn Salam. Abu Dharr al-Ghifari sagde til ham: »Der findes ingen lærd på jorden eller under himlen, der er større end dig.«
På grund af hans omfattende viden kom elever fra mange egne i store grupper til hans undervisningskreds i Damaskus. Han opmuntrede altid folk til at tilegne sig viden. Han sagde: »Vær enten lærde, studerende, mennesker der elsker de lærde, eller deres følgere. Vær ikke noget femte, ellers går I til grunde.« Da Hasan blev spurgt, hvad det femte var, svarede han: »En innovator.«
Abu ad-Darda var en lærd, der handlede efter sin viden. Han plejede at sige: »Den, der ved uden at handle, går til grunde syv gange, mens den, der ved, men ikke handler, går til grunde én gang.« Han underviste efter morgenbønnen i den store moské, hvor eleverne sad omkring ham og stillede spørgsmål. Hans vigtigste fag var undervisning i Den Ædle Koran. Han var blandt dem, der havde samlet og lært hele Koranen udenad i Allahs Sendebuds levetid. Senere oprettede han et stort koranundervisningscenter i Damaskus, hvor tusinder af elever studerede. Han organiserede dem i grupper på ti, hver med en recitator, og fulgte selv deres undervisning.
Selv om Abu ad-Darda ikke regnes blandt de mest berømte sahabaer inden for tafsir, er adskillige koranvers blevet forklaret på hans autoritet. Han sagde, at mennesket ikke kan blive faqih, før det overvejer Koranens forskellige betydninger og aspekter.وَلِمَنْ خَافَ مَقَامَ رَبِّهِ جَنَّتَانِVil også en utugtig og en tyv være omfattet af dette? Han svarede: »Hvis han frygter sin Herre, hvordan skulle han så kunne begå utugt og tyveri?«
I suraenالْقَلَمِal-Qalam står der om en vantro:عُتُلٍّ بَعْدَ ذَٰلِكَ زَنِيمٍHer har fortolkerne fremsat forskellige forklaringer på ordet »utul«. Abu ad-Darda forklarede det bredt. Han sagde, at »utul« betegner en person med stor mave og stærk hals, som spiser og drikker overdrevent, samler rigdom og er yderst nærig.
På samme måde forekommer ordetالسَّرَائِرُi suraen at-Tariq. Abu ad-Darda har også forklaret dette ord med en særlig betydning.
Efter at sahabaerne havde lagt størst vægt på undervisningen i og tjenesten for Allahs Ord, Den Ædle Koran, lagde de også stor vægt på at udbrede Allahs Sendebuds hadither. Abu ad-Darda udførte denne opgave på fremragende vis. Han havde en særlig måde at overlevere hadith på. At-Tabarani beretter fra Idris al-Khawlani, som sagde: »Jeg så Abu ad-Darda. Når han havde afsluttet overleveringen af en hadith fra Allahs Sendebud, sagde han: ›Sådan eller noget lignende eller på denne måde.‹«
Ibn Asakir beretter, at kaliffen Umar indkaldte de fremtrædende sahabaer, der opholdt sig forskellige steder: Abdullah ibn Hudhayfah, Abu ad-Darda, Abu Dharr og Uqbah ibn Amir. Da de var kommet, sagde han: »Hvad er dette, som I udbreder under Allahs Sendebuds navn?« De spurgte: »Forbyder du os at udbrede det?« Umar svarede: »Nej, men I skal blive hos mig. Jeg vil acceptere eller forkaste det, jeg hører fra jer. Vi ved mere om denne sag.«
En gang overleverede Abu ad-Darda en hadith til Sa’dan ibn Talhah. I Damaskus’ moské var Allahs Sendebuds frigivne slave, Thawban, til stede. For at få større sikkerhed spurgte Sa’dan ham om hadithen. Thawban sagde: »Abu ad-Darda har talt sandt. Jeg var også til stede hos Allahs Sendebud på det tidspunkt.«
Da Mu’adh var nær døden, overleverede han en hadith og sagde, at hvis man ønskede et vidne, fandtes Uwaymir, altså Abu ad-Darda. Folk gik til ham, og efter at have hørt hadithen sagde han: »Min broder Mu’adh har talt sandt.«
Sahabaernes skik var, at de talte om Allahs Sendebuds hadither, når de mødtes. Abu ad-Darda deltog engang i en samling sammen med Ubadah ibn as-Samit, al-Harith al-Kindi og al-Miqdad ibn Ma’di Karib. Han spurgte Ubadah, om Allahs Sendebud havde sagt noget om khumus under et bestemt slag. Ubadah kom i tanke om det og fortalte hele beretningen.
Hele Abu ad-Dardas liv gik med at undervise i og udbrede Allahs Ord og Profetens hadith. Kort før sin død samlede han byens forskellige befolkningsgrupper og gav dem som sin sidste formaning, at de skulle udføre bønnen korrekt. Hans hadithskat havde han hovedsageligt modtaget direkte fra Allahs Sendebud; efter Profetens bortgang overleverede han også enkelte hadither fra Zayd ibn Thabit og A’ishah.
Kredsen af hans elever og dem, der overleverede hadith fra ham, var begrænset. Fremtrædende sahabaer som Anas ibn Malik, Fudalah ibn Ubayd, Abu Umamah, Abdullah ibn Umar, Abdullah ibn Abbas og Umm ad-Darda overleverede hadith fra ham. Mange berømte tabi’in-lærde studerede hadith hos ham og overleverede gennem ham. Blandt dem var Sa’id ibn al-Musayyib, Bilal ibn Abu ad-Darda, Alqamah ibn Qays, Abu Murrah mawla Umm Hani, Abu Idris al-Khawlani, Jubayr ibn Nufayr, Suwayd ibn Ghafalah, Zayd ibn Wahb, Ma’dan ibn Abi Talhah, Abu Habibah at-Ta’i, Abu as-Safar al-Hamdani, Abu Salamah ibn Abd ar-Rahman, Safwan ibn Abdullah, Qusayyib ibn Qays, Abu Bahriyyah Abdullah ibn Qays, Qusayyib ibn Murrah, Muhammad ibn Sirin, Muhammad ibn Suwayd Abi Waqqas, Muhammad ibn Ka’b al-Qurazi og Hilal ibn Yasaf.
Det samlede antal hadither, der er overleveret fra Abu ad-Darda og findes i forskellige hadithsamlinger, er 179. Heraf er tretten optaget i Sahih al-Bukhari og otte i Sahih Muslim.
Han havde også en særlig position inden for fiqh. Folk kom langvejsfra for at spørge ham om religiøse spørgsmål. En mand kom helt fra Kufa til Damaskus for at spørge om én sag. Han havde først nægtet at gifte sig, men giftede sig senere på sin mors insisteren. Efter at kærligheden mellem ham og hustruen var blevet stærk, begyndte moderen igen at presse ham til at skille sig fra hustruen. Han ønskede ikke skilsmisse. Abu ad-Darda sagde: »Jeg vil ikke befale dig at bryde med nogen af dem – hverken din mor eller din hustru. Jeg vil heller ikke befale dig at skille dig fra din hustru, men jeg vil heller ikke anse ulydighed mod din mor for tilladt. Du kan skille dig, hvis du ønsker det, eller fortsætte som nu. Men husk, at Allahs Sendebud kaldte moderen for en af Paradisets porte.«
Abu ad-Darda var af natur ærlig og sandfærdig, og islamisk undervisning gjorde denne egenskab endnu klarere. Abu Dharr al-Ghifari var blandt alle sahabaerne den mest åbenhjertige og uafhængige. Han kritiserede en dag Abu ad-Darda og sagde, at selv hvis han ikke havde mødt Allahs Sendebud, eller først havde antaget islam efter hans død, ville han stadig være blevet regnet blandt de fromme muslimer. Hvilket større vidnesbyrd kunne der være om Abu ad-Dardas rene karakter?
Han var Profetens ledsager, og af frygt for den Almægtige Allah skælvede hans krop. En gang sagde han fra moskéens prædikestol: »Jeg frygter den dag, hvor Allah vil spørge mig: Har du handlet efter din viden? Hver koranvers vil da stå levende foran mig og spørge: Hvor meget fulgte du Koranens anvisninger? Versene med påbud vil vidne imod mig og sige: Han gjorde intet. Derefter vil jeg blive spurgt: Hvor meget holdt du dig fra det forbudte? Versene med forbud vil sige: Han gjorde intet. O mennesker, vil jeg blive frelst den dag?«
Han levede altid i frygt for det hinsidige. Han sagde: »Hvis I virkelig forstod, hvad der vil ske efter døden, ville I ikke kunne spise og drikke med tilfredshed eller gå ind i et hus med tag for at beskytte jer mod solen. I ville gå ud på vejen, slå jer på brystet og græde.« Han sagde også: »Ve mig, hvis jeg blot var et træ, som køer og geder kunne spise. Hvis jeg var en ged i min familie, som de slagtede, skar i stykker og spiste sammen med deres gæster. Eller hvis jeg var født som denne søjle; så ville jeg ikke frygte regnskabet.«
Ud over de fem daglige bønner og nattebønnen holdt han strengt fast i tre ting: Han fastede tre dage hver måned, bad witr-bønnen og udførte duha-bønnen både hjemme og på rejse. Allahs Sendebud havde anbefalet ham dette. Efter hver obligatorisk bøn fremsagde han tasbih 33 gange, tahmid 33 gange og takbir 34 gange.
Han plejede at være optaget af tasbih hvert øjeblik. Da han blev spurgt, hvor mange gange han fremsagde tasbih dagligt, svarede han: »Hundrede tusind gange – medmindre mine fingre tager fejl.« Han sagde også, at vedvarende tro dag og nat sammen med en tunge, der ikke ophører med Allahs ihukommelse, var bedre end hundrede frigivne slaver.
Han rådede folk: »Husk Allah i velstand, så vil Han huske jer i vanskelighed. Når I ser på noget i denne verden, så betragt også dets endelige konsekvens.« Allahs Sendebud lærte ham forskellige former for dhikr. Abu ad-Darda havde fuld tillid til de ord, han havde hørt fra Profeten. Han fortalte, at den, der fremsagde bestemte ord om morgenen, ville være beskyttet mod ulykker indtil aftenen.
Abu ad-Dardas liv var meget enkelt og uden pragt. Verdens glans, luksus og fornøjelser satte aldrig spor på ham. Han sagde, at mennesket i denne verden bør være som en rejsende. Sufierne regner ham blandt Ahl as-Suffah og har overleveret mange værdifulde udsagn fra ham om askese og gudsfrygt.
Salman al-Farisi besøgte ham engang. De var religiøse brødre. Salman så Abu ad-Dardas hustru i meget enkelt tøj og spurgte om årsagen til hendes fattige tilstand. Hun svarede, at Abu ad-Darda var blevet helt ligeglad med verden og ikke længere interesserede sig for noget. Salman insisterede på, at Abu ad-Darda skulle spise sammen med ham, selv om Abu ad-Darda fastede. Om natten ville Abu ad-Darda stå op for at bede, men Salman sagde: »Din Herre har en ret over dig, din hustru har en ret over dig, og din krop har en ret over dig. Fast derfor op, bed, gå til din hustru og giv enhver sin ret.« Profeten hørte senere beretningen og sagde: »Salman har talt sandt. Han er klogere end dig.«
Abu ad-Darda var gavmild og gæstfri. Trods fattigdom forsømte han aldrig sine gæsters tjeneste. Han spurgte gæster, om de ville blive eller rejse; hvis de ville rejse, gav han dem rejseforråd. Hans hjerte var mildt og storsindet. Han kunne ikke lide at hade eller fornærme nogen. Han sagde om en synder: »Der er ikke noget ondt i hans natur, men hans handling er ond. Når han forlader den, er han igen min broder.«
Han holdt sig væk fra fitna og uro. Han sagde, at han foretrak at forlade et sted, hvor blot to mennesker skændtes om en håndsbred jord. Han rådede folk til at holde sig fra markedernes samlingssteder, fordi de fører til leg og tom underholdning. Han foretrak stilhed og eftertanke og sagde, at en times eftertanke var bedre end en hel nats tilbedelse. Han sagde også: »Lær ikke blot at tale, men lær også at tie. At tie er stor tålmodighed. Lyt mere, end du taler, og sig ikke unødvendige ting.«
Han var altid smilende og omgikkes mennesker venligt. Hans hustru mente, at hans hyppige smil ikke passede med værdigheden, men han svarede, at Allahs Sendebud plejede at smile mildt, når han talte. Han plantede selv træer i Damaskus’ moskéområde, og folk undrede sig over, at en sahabi og imam selv udførte sådanne små opgaver. Han svarede, at der var stor belønning i det.
Han afskyede at modtage noget fra andre. Da Abdullah ibn Amir kom til Levanten og delte stipendier ud til sahabaerne, kom Abu ad-Darda ikke. Abdullah bragte derfor selv hans stipendium til ham. Abu ad-Darda sagde, at Allahs Sendebud havde sagt: »Når herskerne ændrer deres tilstand, skal I også ændre jeres tilstand.«
Han bevarede gennem hele livet et dybt venskab med Salman al-Farisi og med sin gamle ven Abdullah ibn Rawahah. Han bad ofte: »O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra at blive stillet over for en handling, som min broder Abdullah ibn Rawahah ville skamme sig over.« Hans hustru fortalte, at han havde 360 venner på Allahs vej, og at han bad for hver af dem i bønnen. Han sagde, at når en person beder for sin broder på afstand, udpeger Allah to engle, som siger: »Må Allah give dig det samme, som du ønsker for din broder.«
Han elskede Allahs Sendebud inderligt. Mens Profeten levede, plejede han om natten at ligge foran hans hus, så Profeten kunne vække ham, hvis han havde brug for ham.
En koranvers blev indirekte åbenbaret i forbindelse med ham. En mand gjorde nar af recitatorerne og sagde, at de var mere feje og nærige end andre, men spiste de største portioner. Abu ad-Darda svarede ham ikke. Da Umar hørte om det, sagde Abu ad-Darda: »Må Allah tilgive ham; skal vi tage os af alt, hvad folk siger?« Manden blev ført til Allahs Sendebud og sagde, at de blot havde spøgt. Da blev vers 65 i sura at-Tawbah åbenbaret.
Da Abu ad-Darda blev syg, spurgte hans venner, hvad han led af. Han svarede: »Af mine synder.« Da de spurgte om hans sidste ønske, svarede han: »Paradiset.« De tilbød at tilkalde en læge, men han sagde: »Det er ikke nødvendigt. Den bedste læge har allerede påført mig denne smerte.«
Han plejede at sige: »Hold jer borte fra verden, for den er en større troldkvinde end Harut og Marut.« Han bad ofte: »O Allah, lad mig dø sammen med de fuldkomne, og lad mig ikke leve sammen med de syndige.« Han bad også: »O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra de lærdes forbandelse.« Da han blev spurgt, hvordan de kunne forbande ham, svarede han: »Ved at hade mig.«
Mange spredte beretninger om Abu ad-Darda findes i forskellige bøger. Ligesom Ibn Hajar siger vi, at hans dyder og fremragende egenskaber er så mange, at de ikke kan fremstilles i en kort artikel.
Hazrat Hudhayfa ibn al-Yaman (ra.)
Hans egentlige navn var Hudhayfa, hans tilnavn Abu Abdullah, og hans ærestitel var Sahib as-Sirr. Han var efterkommer af Abs-grenen af Ghatafan-stammen og blev derfor også kaldt al-Absi. Hans far hed Husayl, ifølge en anden overlevering Hasal ibn Jabir, og hans mor hed Rabah bint Ka’b ibn Adi ibn Abd al-Ashhal. Hun var datter af Abd al-Ashhal-grenen af Aws, en af Medinas ansar-stammer. Ibn Hajar, må Allah være ham nådig, siger: »Denne Hudhayfa var en af de fornemste sahaba.« (Al-Isaba 1/317; al-Isti’ab, margennoten til al-Isaba 1/277)
Hudhayfas far Husayl var oprindeligt fra Quraysh-stammen Banu Abs i Mekka. I den førislamiske tid dræbte han en mand fra sin egen stamme og flygtede derfor fra Mekka til Yathrib, hvor han søgte tilflugt. Først indgik han en alliance med Banu Abd al-Ashhal og senere et ægteskab med dem, hvorefter han bosatte sig dér. Ansar-stammernes oprindelige tilknytning i Medina var i grunden til Yemen. Da Husayl giftede sig med en af deres døtre, plejede hans stammefolk at omtale ham som al-Yaman. Derfor blev Hudhayfa kaldt Hudhayfa ibn al-Yaman. (Se Shajarat adh-Dhahab 1/44; al-Isaba 1/317; Tahdhib at-Tahdhib 2/193)
I dette ægteskab med Abd al-Ashhal-stammen blev følgende børn født: 1. Hudhayfa, 2. Sa’d, 3. Safwan, 4. Mudlij og 5. Layla. De blev i historien kendt som al-Yamans efterkommere.
De hindringer og den frygt, der tidligere havde gjort det vanskeligt for al-Yaman at rejse ind i Mekka, forsvandt gradvist. Fra tid til anden rejste han mellem Mekka og Yathrib, men han opholdt sig mest i Yathrib. På dette tidspunkt begyndte den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, at kalde folk til islam i Mekka. På et tidspunkt kom Hudhayfas far al-Yaman sammen med elleve mænd fra Banu Abs til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og antog islam. Den ædle Profet var endnu ikke udvandret fra Mekka til Medina. Hudhayfa var således oprindeligt mekkaner, men blev født i Medina og voksede op dér. (Suwar min hayat as-sahaba 4/122)
Hudhayfas far al-Yaman antog islam i den første periode af islams kald i Mekka. Hans mor antog også islam sammen med ham. På denne måde voksede Hudhayfa op hos muslimske forældre og blev muslim, før han havde fået den lykke at se den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Blandt søskendene var kun han og Safwan velsignet med denne ære.
Efter at han var blevet muslim, opstod der i ham et stærkt ønske om at se Sendebudet. Dag for dag blev dette ønske stærkere. Han spurgte altid dem, der havde set Sendebudet, hvordan hans ansigt, skikkelse, egenskaber og karakter var. Til sidst kom han en dag virkelig til Allahs Sendebuds forsamling i Mekka og spurgte ham om hans syn på hijra og nusra. Sendebudet gav ham frihed til at vælge den ene af de to. Hudhayfa sagde: »Sendebudet gav mig frihed til at vælge mellem hijra og nusra, det vil sige at være blandt muhajirun eller ansar. Jeg valgte nusra.« (Usud al-ghaba 1/394; Tahdhib at-Tahdhib 2/193; al-Isaba 1/318)
I en anden overlevering siges det, at han ved det første møde i Mekka spurgte: »Allahs Sendebud! Er jeg muhajir eller ansari?« Sendebudet svarede: »Du kan vælge at være muhajir eller ansari.« Han sagde: »Allahs Sendebud! Jeg vil være ansari.« (Suwar min hayat as-sahaba 4/123-124)
Efter at den ædle Profet var kommet fra Mekka til Medina, indførte han ordningen med mu’akhāt, det religiøse broderskab. Han erklærede Hudhayfa og Ammar ibn Yasir for religiøse brødre. (Sira Ibn Hisham 1/506)
Hudhayfa deltog ikke i slaget ved Badr. Ibn Sa’d nævner ham blandt de sahaba, som ikke deltog i Badr. (Tarikh Ibn Asakir 1/94) Om årsagen til, at Hudhayfa og hans far ikke deltog i slaget, fortalte han selv: »Der var ingen hindring for, at jeg kunne deltage i Badr. Men da min far og jeg var på vej tilbage til Medina, uden for byen, standsede Qurayshs vantro os på vejen og spurgte: Hvor skal I hen? Vi svarede: Til Medina. De sagde: Så er I vel på vej til Muhammad? Vi sagde: Vi er kun på vej til Medina, og vi har intet andet formål. Til sidst lod de os gå, men på betingelse af, at vi efter vores ankomst til Medina ikke på nogen måde ville hjælpe Muhammad i krigen mod Quraysh. Da vi var sluppet fri af dem og var nået til Medina, fortalte vi Allahs Sendebud om vores løfte til Quraysh og spurgte: Hvad skal vi nu gøre? Han sagde: Opfyld jeres løfte, og vi vil søge Allahs hjælp til sejr over dem.« (Tarikh al-Islam af adh-Dhahabi 2/153; Sahih Muslim 2/89; Tahdhib at-Tahdhib 2/193; al-Isaba 1/317)
Hudhayfa deltog i slaget ved Uhud sammen med sin far. Han kæmpede med stort mod og vendte sikkert tilbage til Medina. Hans gamle far led imidlertid martyrdøden, og det skete ved muslimske soldaters hænder. Hændelsen var således:
Under slaget ved Uhud var hans far al-Yaman og Thabit ibn Waqsh blevet gamle. Før slaget blev kvinder og børn anbragt i en sikker fæstning, og de to gamle mænd blev sat til at føre opsyn med fæstningen. Da kampen blev voldsom, sagde al-Yaman til sin ledsager Thabit: »Må din far gå til grunde! Hvad sidder vi og venter på? Vores liv er næsten forbi, ligesom et tørstigt æsels korte liv. Vi lever højst til i dag eller i morgen. Bør vi ikke tage sværdene i hånden og gå til Allahs Sendebud? Måske vil Allah skænke os martyrdøden sammen med sin Profet.« De forlod begge fæstningen med sværdene i hånden.
På et tidspunkt i slaget blev afgudsdyrkernes hær besejret og flygtede for livet. Da råbte en ondskabsfuld djævel: »Se, muslimerne er kommet!« Da en gruppe fra afgudsdyrkernes hær hørte dette, vendte den om og gik i kamp med en gruppe muslimer. Al-Yaman og Thabit blev fanget mellem de to hæres voldsomme sammenstød. Thabit blev martyr ved afgudsdyrkernes hænder, mens Hudhayfas far al-Yaman blev dræbt af muslimerne. Det skete, fordi de ikke genkendte ham, og fordi kampens hede havde taget over.
Hudhayfa så på afstand sin fars tragiske situation og råbte: »Min far, min far!« Men hans råb nåede ingen. Det forsvandt i slagets larm. Den gamle mand var allerede faldet under sværdslag fra sine egne ledsagere. Da Hudhayfa var blevet sikker på sin fars død, sagde han kun: »Må Allah tilgive os alle. Han er den mest barmhjertige.«
Da den ædle Profet tilbød Hudhayfa blodpengene for hans far, sagde han: »Min far ønskede netop martyrdøden, og han har opnået den. O Allah, vær vidne til, at jeg giver hans blodpenge til muslimerne.« Sendebudet blev meget glad. (Se Sahih al-Bukhari 2/581; Sira Ibn Hisham 2/87; Hayat as-sahaba 1/519; Suwar min hayat as-sahaba 4/125-127)
Kilder
1. Ibn Hisham: as-Sirah,
2. Ibn Saʿd: at-Tabaqat,
3. Ibn al-Athir:
– Usud al-Ghaba,
– Tajrid Asma as-Sahaba,
– al-Kamil fi at-Tarikh,
4. Ibn Asakir: at-Tarikh al-Kabir,
5. Ibn Hajar:
– al-Isaba
– Taqrib at-Tahdhib,
– Lisan al-Mizan,
6. Baladhuri: Ansab al-Ashraf,
7. Ibn al-Imad al-Hanbali: Shadharat adh-Dhahab fi man Dhahab,
8. Muhyi ad-Din an-Nawawi: Tahdhib al-Asma wa al-Lughat,
9. Abu al-Faraj al-Isfahani: Kitab al-Aghani,
10. Ibn al-Jawzi: Sifat as-Safwa,
11. adh-Dhahabi:
– Tadhkirat al-Huffaz,
– Tarikh al-Islam wa Tabaqat
– al-Mashahir wa al-Aʿlam,
12. Yaqut al-Hamawi: Muʿjam al-Buldan,
13. al-Qurtubi: al-Istiʿab (randbemærkninger til al-Isaba),
14. Shah Waliullah: Fiqh Umar (urdu),
15. Muhammad Ali as-Sabuni: at-Tibyan fi Ulum al-Qurʾan,
16. az-Zirikli: al-Aʿlam,
17. Yusuf Kandhalawi, Maulana: Hayat as-Sahaba (arabisk)
18. Khalid Muhammad Khalid: Rijal hawla ar-Rasul,
19. dr. Rafiʿ al-Basha: Suwar min hayat as-Sahaba,
20. Abdur Rauf, Maulana: Asah as-Siyar,
21. Saʿid Ansari, Maulana: Siyar-i Ansar,
22. dr. Umar Farrukh: Tarikh al-Adab al-Arabi,
23. Jurji Zaydan: Tarikh Adab al-Lugha al-Arabiyya,
24. Imam Ahmad: al-Musnad
25. Daira-i Maʿarif Islamiyya (urdu)
26. Muhammad Khidri Bek: Tarikh al-Umma al-Islamiyya,
27. Abdur Rahman al-Banna: al-Fath ar-Rabbani (Sharh al-Musnad)
28. forskellige hadith-samlinger.