Forord
I lang tid er der ikke blevet udført omfattende forskning og tilegnet sig omfattende viden om Koranen og sunnaen, den store kilde til ummaens styrke, formåen, renhed, viden og inspiration. Ved på forskellige områder at overskride deres egne grænser eller ved overdreven drøftelse og gennemgang af enkelte grene og undergrene af deres mangefacetterede emner er der begået en grov uret mod den evige kildes enorme potentiale; samtidig er ummaen, ja hele verden, blevet berøvet dens omfattende nytte.
I dag, hvor ummaen i forbindelse med genoplivningen af sin ledende rolle i historiens og civilisationens udvikling i stigende grad bliver bevidst om sine egne problemer, latente evner og ambitioner, er det mere aktuelt og nødvendigt end nogensinde at hente vand fra denne kilde. En genbesøgelse af disse to kilder er på ingen måde forældet, overdrevent teoretisk, en nostalgisk dvælen ved fortiden eller en flugtmentalitet; snarere kan der, som på mange store opdagelsesrejser, også her opstå forskellige udfordringer og mulige hindringer. Men hvis man med stærk vilje går fremad på dette område, er der takket være den Almægtiges og alle rejsendes ledestjernes nåde og barmhjertighed ingen grund til at frygte, at man vender tomhændet og med et tomt sind tilbage.
Faktisk er belønningen for dette også uden ende. En bedre forståelse af menneskets latente kræfter og Guds plan; genoplivningen af et afbalanceret, aktivt og målrettet liv samt genoprettelsen af værdighed, fred og harmoni gælder ikke kun ummaen, men hele verden, som igen og igen er blevet forvirret af vildledende idealer og forestillinger.
Virkeligheden er, at Koranens og sunnaens lysende kapitler gennem en rejse ind i fortiden (forskning og gennemgang) vil skabe større bevidsthed om dynamikken i sociale og historiske forandringer og menneskets rolle på jorden og vil skærpe og levendegøre muslimernes evne til at imødegå nutidens behov og fremtidens udfordringer. Denne rejse vil i de tilknyttede menneskelige og relative sammenhænge føre os tættere på muslimerne og det menneskelige samfund og på et endnu højere område, på det højeste niveau, til Skaberen, som er centrum for alt liv og alle bestræbelser.
I den første artikel i denne bog forklarer dr. Taha Jabir al-Alwani den af Allah åbenbarede og beskyttede Koran som en kilde til viden. Det er en kilde, som man kun kan drage nytte af gennem studium. Dr. al-Alwani argumenterer for, at studiet af Koranen har to stadier. På det første stadium dyrkes åndelig forædling. På det andet stadium opfordres mennesket til som kalif at studere universet med henblik på at udføre praktiske handlinger på jorden. Denne verdens og den hinsidige verdens velbefindende ligger i at gennemføre begge studier samlet og opretholde en balance mellem dem.
Tidligere muslimer koncentrerede sig hovedsageligt om forskellige aspekter af Koranen og Dommedag og betragtede den åbenbarede åbenbaring som en kilde til fiqh og lovgivning. Denne begrænsede studie af Koranen har i lang tid dæmpet interessen og opmuntringen til at fastslå dens nytte i tidens og stedets sammenhæng. Derfor har dr. al-Alwani lagt vægt på et nyt perspektiv, hvorigennem Koranen kan forstås på en ren og korrekt måde.
På tilsvarende måde vil dr. al-Alwanis anden artikel, »Et sundt studium af sunnaen«, bidrage til at forstå formålet med profeten Muhammeds (fred være med ham) sendelse og muliggøre en fornuftig virkeliggørelse af sunnaens ånd i overensstemmelse med de praktiske behov i vores tid og på vores sted.
Dr. Imad al-Din Khalil har i sin artikel udtalt sig om forholdet mellem Koranen og videnskaben: Koranen er ikke nogen lærebog i videnskab, men den indeholder omfattende videnskabelige data i form af uforfalskede videnskabelige oplysninger eller anvisninger. Ifølge ham har Koranen fremlagt en fleksibel og omfattende metode (regel) til at anvende disse videnskabelige data – en metode, der ikke vil blive påvirket af ændringer i sted og tid, og som vil være effektiv i enhver tidsalder og ethvert miljø.
I de senere år er der fra islamiske og andre perspektiver blevet givet råd om et nyt studium af Koranen og sunnaen. I denne bog fremlægger to fremtrædende muslimske tænkere, dr. al-Alwani og dr. Khalil, deres synspunkter om en korrekt tilgang til disse kilder inden for en islamisk ramme.
Dr. A. S. al-Sheikh Ali
Rashid Masoudi
Koranen som den primære kilde til viden
Dr. Taha Jabir al-Alwani
Islam, den endelige religion, er tilgivelse, lys, vejledning og helbredelse for alle skabninger. »Vi har sendt dig som en barmhjertighed for alle skabninger« (Koranen 21:107)
Dette budskab og dets bog, Koranen, vil altid fortsætte med at vejlede menneskeheden og forblive ubrydelig over for enhver form for afvigelse og forvanskning. Den Almægtige Allah (subhanahu wa ta’ala) [subhanahu wa ta’ala: Må Allahs pris og suverænitet forblive ukrænket. Dette siges om Allah.] har sagt: »Løgn kan ikke komme den i møde, hverken forfra eller bagfra. Det er en åbenbaring fra en alvis og højt lovprist« (41:42).
Den hellige Koran er Den Almægtige Allahs bog, og gennem den sidste profet (profeternes segl), Hazrat Muhammad (må Allahs fred og barmhjertighed være med ham) [dette er den velsignelse, der fremsiges, når Hazrat Muhammads navn nævnes], blev den åbenbaret til menneskeheden som vejledning. Sandelig, der er ingen profet efter Muhammad, og der kommer ingen åbenbaring efter Koranen.
Frem til Hazrat Muhammad blev profeter sendt i en ubrudt række. Til hvert folk blev profeter og sendebud sendt på deres eget sprog og på en måde, der passede til dem. Uden tvivl imødekom profeterne i højeste grad menneskenes behov.
Der fandtes tidligere ingen stamme eller noget folk, til hvem der ikke var blevet sendt en profet eller et sendebud. (35:24)
Hver gang Vi sendte et sendebud, bragte han budskabet på sit eget folks sprog, så han kunne forklare det klart for dem. (14:24)
I de tidligere profeters missioner blev guddommelige tegn og fysiske mirakler vist. Formålet var at overvælde menneskene og tilskynde dem til at acceptere Allahs ord. Som eksempel kan nævnes, at en profet løftede et bjerg over sit folks hoveder for at give dem skygge, delte havet, så hans folk kunne gå ad en tør vej mellem de to vandmasser, og at en stav blev forvandlet til en slange, når den blev kastet, eller at en hånd lyste, når den blev trukket ud efter at være blevet stukket i lommen, uden at der skete nogen skade. En anden profet fik en forunderlig hunkamel som tegn og bevis. En tredje profet kunne give de døde liv og helbrede blinde og spedalske. Hvis folket, selv efter at have set disse tegn og mirakler, ikke troede på profeten, blev det tugtet gennem straf og tilintetgørelse. Men Allah den Ophøjede har æret den muslimske umma og beskyttet den mod tilintetgørelse.
Da de vantro i Mekka krævede, at Den Ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) skulle få vand til at strømme kraftigt fra kilder for dem, stige op til himlen ved hjælp af en stige eller eje et forgyldt hus, imødekom Allah ikke deres krav. De spurgte også, hvordan en profet kunne være et menneske.
Og de siger: »Hvad er dette for et sendebud, som spiser mad og går omkring på markederne? Hvorfor er der ikke blevet sendt en engel ned til ham, som kunne være sammen med ham og advare de ulydige? Eller hvorfor er der ikke i det mindste blevet sendt en skat ned til ham, eller hvorfor har han ikke en have, hvorfra han kan få sin næring?« Og disse uretfærdige siger: »I er blot begyndt at følge en forhekset mand.« (25:7-8)
Vi har forklaret folkene denne Koran på mange forskellige måder, men de fleste holdt fast i deres fornægtelse. (17:89)
De sagde: »Vi vil ikke tro på dig, før du får jorden til at sprække for os og lader en kilde strømme frem. Eller før du får anlagt en have med palme- og vinranker til dig og lader vandløb strømme igennem den. Eller før du får himlen til at falde ned over os i stykker, sådan som du påstår. Eller før du bringer Gud og englene frem for os ansigt til ansigt. Eller før der bliver bygget et hus af guld til dig, eller før du stiger op til himlen. Og vi vil ikke tro på din opstigning, før du sender en skrift ned til os, som vi kan læse.« Sig: »Hellig og ren er min Herre! Er jeg andet end et menneske, der er sendt som budbringer?«
Intet forhindrede dem i at tro på den, hver gang vejledningen kom til dem.
Det eneste, der holdt dem tilbage, var deres ord: »Har Allah sendt et menneske som profet og sendebud, ligesom os?« (17:89-94)
I den samme sura siger Allah om de vantros krav: »Vi afholdt os fra at sende tegn, fordi de tidligere folk fornægtede dem og kaldte dem løgn. Vi bragte Thamūd en hun-kamel som et synligt tegn, men de gjorde den uret. Vi sender kun tegn, for at folk skal se dem og blive bange.« (17:59)
Allah gjorde det imidlertid klart for profeten Muhammad (må Allahs fred og velsignelse være med ham), at de vantro ikke forkastede Allahs ord alene på grund af manglen på tydelige tegn og mirakler; der var også andre årsager. Gennem profeten Moses (fred være med ham; må Allahs barmhjertighed være over ham—denne bøn fremsiges for de øvrige profeter) blev Farao og Egyptens folk vist ubestridelige tegn og mirakler. Alligevel så de med mistro på folket og reagerede på samme måde som de vantro i Mekka.
Vi gav Moses ni tydelige tegn. Spørg nu selv Israels børn, da han kom til dem. Farao sagde til ham: »Moses, jeg mener, at du er forhekset.« (17:101)
Og Allah sagde til profeten Muhammad (må Allahs fred og velsignelse være med ham), at denne åbenbaring ikke behøver nogen anden profet end ham eller noget andet tegn eller nogen anden bog end Koranen, og at Han har forklaret den for dem på forskellige måder, så de måske kan tage ved lære. Men de fleste mennesker gør intet andet end at være utaknemmelige. Hvis Jeg ville, kunne Jeg have sendt en advarer til hver by. Så adlyd aldrig de vantro, og før en stor kamp mod dem med Koranen. (25:50-52)
Gennem denne sidste åbenbaring er folk blevet opfordret til at studere, lytte til og forstå Koranen og tro på Allahs ord. For dem, der oprigtigt ønsker at høre sandhedens ord og se det med egne øjne, er dette tilstrækkeligt til at frembringe den ønskede forandring i deres sind, tanker og hjerter. Men de, hvis hjerter er blevet forseglet, bevarer deres hårdhed og ordflom som før.
Alligevel siger disse mennesker: Hvorfor er der ikke blevet åbenbaret et tegn til denne mand fra hans Herre? Sig: Tegnene findes hos Allah. Jeg er kun en, der tydeligt advarer og formaner. Er det ikke tilstrækkeligt for disse mennesker, at Vi har åbenbaret Bogen for dig, som bliver reciteret for dem? Sandelig, i den er der barmhjertighed og formaning for dem, der tror (29:50-51).
Allah den Højeste har gjort læsning til det centrale i denne ummas liv. Det første ord, der blev åbenbaret til Hazrat Muhammad af englen Hazrat Jibril, var Iqra (Læs). Som svar sagde den ulærde profet: Jeg kan ikke læse. Derefter reciterede englen Allahs befaling til ham:
Læs, o profet, i din Herres navn, som har skabt. Han har skabt mennesket af en klump størknet blod. Læs, for din Herre er den Mest Gavmilde, som har lært ved hjælp af pennen. Han har lært mennesket det, som det ikke kendte (96:1-5).
I disse indledende vers, gennem hvilke den ædle profet modtog åbenbaringen, er der to befalinger. Ayat betyder Koranens vers og bruges også om Allahs magt. Hver af dem har både en guddommelig og en menneskelig side.
Den første befaling er at læse, det vil sige at modtage, forstå og kundgøre den åbenbarede åbenbaring. Den guddommelige side af denne befaling afspejles i, at Koranen er Allahs tale og åbenbaring, og at Han har åbenbaret den for sin profet, så den kan overbringes fuldstændigt og på en måde, der kan accepteres, til menneskene. Menneskets opgave er at tænke over den, huske den, forstå den og fortsætte med at lære den.
Skynd dig ikke med at recitere Koranen, før dens åbenbaring til dig er fuldendt. Og sig: O min Herre, giv mig mere viden (20:114).
Vi har gjort denne Koran let som middel til at tage ved lære. Er der nogen, som er rede til at tage ved lære af den? (54:17)
O profet! Bevæg ikke din tunge for hurtigt for at lære denne åbenbaring udenad. Det er Vores ansvar at få dig til at huske den og recitere den (75:16-17).
Derfor er det Allahs ansvar at åbenbare, sende, samle og bevare, mens menneskets opgave er at læse, lære og undervise, så ånden kan blive renset og lutret. Derefter kan de som khalifaer udføre det ansvar, der er blevet pålagt dem, og anvende de nødvendige midler til at opbygge civilisationen og skabe de bedste mennesker blandt menneskeheden:
Det er Ham, der blandt de ummi sendte en sendebud iblandt dem selv, som reciterer Hans vers for dem (62:2).
Den anden åbenbaring om studium lægger vægt på, at menneskesamfundet observerer universet og forstår betydningen af dets forskellige bestanddele og midler. Alt dette har Allah skabt, og i det kommer Hans tawhid tydeligt til udtryk. Faktisk er den guddommelige overhøjhed tydelig i skaberværket, herunder i selve menneskets skabelse. Han skabte mennesket af en størknet blodklump (96:2). Mennesket, der er skabt af en størknet blodklump, forbindelsen mellem liv og død samt andre tegn på den guddommelige kraft, der virker i dette velordnede univers, hænger sammen. Formålet er at gøre mennesket egnet til at tilegne sig viden og udvikle civilisationen. Dette er et tydeligt bevis på Allahs barmhjertighed, og Hans lovprisning forkyndes gennem alles stemmer og sprog. »Der findes intet på jorden, som ikke lovpriser Ham (17:44). Det andet formål er at forstå eksistensens og skabelsens rationalitet samt eksistensens formål.
Det er Ham, der har skabt jer på jorden og ladet jer bosætte jer dér. (11:61)
Jeg har kun skabt mennesker og jinner for at de skal tilbede Mig (51:56)
Disse to studier er indbyrdes forbundne og finder sted samtidig, og de foregår i Allahs navn. Desuden skaber deres indbyrdes forbindelse et bindeled mellem Allah og mennesket og gør det med sikkerhed klart, at Han som khalifa (stedfortræder) og på den store dommedag er menneskets hjælper. »Og Han er med jer, hvor end I befinder jer« (57:4). Allah viste mennesket så stor barmhjertighed, at Han ikke lader det stå alene i nogen af disse to tilstande. Tværtimod fremgår det af dette vers, at det er Ham, der leder mennesket:
»Læs, og din Herre er den mest gavmilde.« Han lærte jer at bruge pennen og lærte jer det, I ikke vidste (96:3-5)
Han kender menneskets svaghed, begrænsningerne i dets evner samt dets relativt begrænsede viden og tænkning.
Ved Han ikke, hvad Han har skabt? Han er velbevandret i de fineste hemmeligheder og fuldt ud bekendt med dem (67:14).
Mennesket er blevet skabt svagt af natur (4:28). Og I har kun fået en meget lille del af viden, o mennesker (17:85).
Således lærte Allah Adam navnene på alle ting. Han lærte ham gennem pennen og lærte ham også det, som mennesket ikke kendte. Formålet var at fuldende menneskets første lektion, og Han gjorde enhver ting underdanig for ham, befalede ham at rejse omkring i verden og åbnede de nødvendige veje til observation, eftertanke og forståelse. Han viste ham også tegnene, så han kunne tage den anden lektion. Foreningen af disse to lektioner er en forudsætning for velfærd i denne verden og i det hinsidige. At forkaste eller forsømme en af disse to lektioner eller skabe ubalance mellem dem betyder at fjerne sig fra Allahs ord. Den sørgelige konsekvens af en sådan handlemåde er at gøre livet i denne verden vanskeligt og kaste livet i det hinsidige ud i alvorligt tab.
»De, der vender sig bort fra Mine vers, vil få et snævert liv, og på Opstandelsens dag vil Vi genopvække ham blind (20:124).
I denne situation vil mennesket afvige fra sin position som khalifa og vidne og tage et liv i ydmygelse og trældom på sig.
De, der forkaster Gud, vil more sig i denne verden og spise som kvæg. Og Helvede vil være deres bolig (47:12).
De er som kvæg – ja, endnu mere vildfarne; for de er helt ligeglade med advarslen (7:179).
Hvis læseren knytter sig overdrevent til den første lektion uden at være tilstrækkeligt opmærksom på den anden, kan han opnå mange fortolkninger og analyser, som kan være meget nyttige for hans forestillinger og bevidsthed. Samtidig kan dette føre ham ind i en form for åndelig stagnation og få ham til at fordybe sig i forhold, der ikke har forbindelse med hans behov og ansvar som khalifa og som bærer af civilisationen. Dette kan i begrænset omfang accepteres eller være forståeligt på det individuelle plan, men hvis det sker i ummahens brede sammenhæng eller antages som en del af livets forskrifter, vil det være yderst farligt. For det vil medføre, at forestillingen om menneskelige værdier tilsidesættes og forkastes. Som følge heraf vil et menneske anlægge et forvansket syn på livsanskuelsen og på den rolle, det som menneske har i verden og for sin eksistens dér. Det kan nå dertil, at han opfatter selve sin eksistens på jorden som en byrde og forsøger at frigøre sig fra sine pligter gennem ekstrem askese i håb om succes på Opstandelsens dag.
Nogle af Koranens egenskaber
Den hellige Koran blev åbenbaret gradvist, således at folkets hjerter, sind og intellekt på åbenbaringstidspunktet kunne modtage, forstå og reflektere over den. Derfor blev den åbenbaret i forbindelse med særlige situationer og omstændigheder. På den måde kunne folk forstå den, og Koranens ord, betydning, befalinger og anvisninger blev for altid indprentet i deres hjerter og sind. Derefter blev deres hjerter åbnet for at modtage den, deres sind forstod den, og deres mentalitet blev højnet. Hele livet reagerede på den og blev forvandlet til et liv i tilfredshed og renhed.
Den hellige Koran kan således være en vejledning, et bevis og en pålidelig kilde for både den første generation og de senere generationer.
De siger: »Hvorfor er hele Koranen ikke blevet åbenbaret for denne mand på én gang?« — Ja, sådan blev det gjort, for at Vi kunne fæstne den dybt i dit sind, og netop derfor har Vi ordnet den i særskilte dele efter en særlig orden (25:32).
Og Vi har åbenbaret denne Koran lidt efter lidt, for at du skulle recitere den for folk, og Vi har åbenbaret den gradvist (17:106).
Den hellige Koran blev åbenbaret som en udfordring og et mirakel, der havde en omfattende virkning på menneskers hjerter, så deres sjæle blev oplyst. På denne måde blev vejen åbnet for at modtage Guds ord, og de tog imod det med hele deres krop og sind.
Den hellige Koran indeholder grundlæggende begreber, almene regler, vejledning og råd, som er til gavn for alle mennesker på ethvert sted og i enhver tid og inden for alle livets områder. Hvis den havde behandlet de mindre begivenheder og problemer, der var knyttet til åbenbaringstidspunktet, ville den ikke have haft sin enestående egenskab af at være universel på tværs af tid og sted, og mennesker i senere tider ville have fundet omfattende uoverensstemmelser og manglende overensstemmelse i den. De særlige problemer, som er blevet beskrevet kort, har nødvendigvis samme karakter og samme regler som forholdene i enhver tidsalder og er knyttet til tilbedelsen, arven og historien hos tidligere folk og mennesker. Den Almægtige Gud har lovet at bevare den hellige Koran og sagt:
Vi har uden tvivl åbenbaret Koranen, og Vi vil visselig beskytte den mod forvanskning (15:9).
Formålet med at bevare Koranen på dens originalsprog (og forbuddet mod at udbrede den på arabisk efter betydning og fortolkning) var at sikre, at denne bog til alle tider kunne være i stand til at etablere den livsform, som Allah har valgt for menneskeheden. Milliarder af muslimer læser og reciterer den i dag med netop de ord og i den form, den havde, da den blev åbenbaret. At muslimer i alle tider og alle lande, uanset hvor mange forskellige holdninger og retninger de har, tager Koranen som grundlag, er et vidunderligt udtryk for Allahs magt. Derfor var Profeten Muhammad (Guds fred og velsignelser være med ham), hans ledsagere og de førende faqih’er [Faqih (flertal: fuqaha): en lærd inden for fiqh; en sådan alim (flertal: ulama) betyder en lærd] fast besluttede på, at hvert eneste bogstav i Koranen først skulle indprentes i menneskenes sind og derefter skrives ned. Tabi’unerne (de, der havde mødt ledsagerne) har fortalt, at den samme fremgangsmåde blev fulgt af Profetens ledsagere. Ledsagerne anså det for forbudt at skrive noget andet ned end den hellige Koran. Andre forhold handlede om praktisk anvendelse og om dens lære. En sådan situation er aldrig forekommet med nogen religiøs eller anden bog.
Hvad angår Koranens betydning, kan det siges, at Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham) havde viden til at fortolke hvert vers. Men det gjorde han ikke. Aisha har sagt, at Allahs profet efter at have modtaget undervisning gennem englen Gabriel kun fortolkede nogle få vers. Disse vers omhandler det usete og andre forhold, som kun kan kendes gennem åbenbaringen. Derfor fortsatte Koranens tafsir med at udvikle sig, og gennem århundreder udforskede muslimske intellektuelle Koranen ad forskellige veje. Nogle af dem lykkedes, andre gjorde ikke. Profetens ledsagere havde selv bevidnet åbenbaringens nedsendelse og kendte årsagerne til åbenbaringen samt de nasikh- og mansukh-vers [al-nasikh (det ophævende): et koranvers, hvis indhold er blevet ophævet af et andet vers; derfor kaldes det andet vers mansukh] og årsagerne, der var knyttet til disse vers. Imam al-Ghazali og imam al-Qurtubi har sagt:
Det er af to grunde forkert at antage, at alt det, ledsagerne har sagt om tafsir, stammer fra den ædle Profet (Guds fred og velsignelser være med ham). Den ene grund er, at Muhammad (Guds fred og velsignelser være med ham) kun fortolkede et mindre antal vers. Aisha havde denne opfattelse. Den anden grund er, at de selv havde forskellige opfattelser i deres fortolkning af forskellige spørgsmål, uden at disse blev forenet, og at ikke alt blev forklaret af Profeten (Guds fred og velsignelser være med ham), selv om mange muligvis gjorde det. [Ibn Ashur: Shaykh Muhammad al-Tahir; Tafsir al-Tahrir wa al-Tanwir, al-Dar al-Tunisiyya, Tunis, 1984, s. 28-29.]
Når man kun forstår Koranen i begrænset omfang, opstår der en krise i intellektet eller bevidstheden, som medfører, at dens betydning bliver bundet til en bestemt periode eller til en bestemt gruppe eller generation.
For enhver muslim er den mest effektive vej til at komme Gud nær at studere Koranen og samtidig tænke over dens vers og deres betydning. Omvendt kan læsning eller studium uden forståelse ikke anbefales. Faqih’erne er enige om, at det er bedre at læse en mindre mængde og tænke over den med forståelse og eftertanke end at læse mere uden eftertanke. Med eftertanke mener vi her at recitere verset, gennemgå det, udforske det pågældende afsnit grundigt for at kende alle dets underliggende betydninger og give intelligente og intellektuelt tænkende mennesker mulighed for frit og vedvarende at overveje de dybere betydninger, som Allah har lagt deri.
Som guddommelig bog er Koranen den mest pålidelige kilde til al slags viden og en autoritativ vejledning for forskere inden for humaniora og samfundsvidenskab. Den indeholder generelle videnskabelige principper og vejledning, som vækker og leder menneskets videnskabelige interesse. Det beklagelige er, at mange muslimer i lang tid har haft den opfattelse, at den hellige Koran først og fremmest er en kilde til forskellige folks tidligere historie. Dens fortællinger er blevet gengivet som advarsler, og den er desuden blevet betragtet som et informationslager om opstandelsen, det usete og de detaljerede regler inden for fiqh [Fiqh: islamisk viden gennem love og regler; viden om islams lov; usul al-fiqh; videnskaben om islamisk retspraksis, det vil sige metoden til at udlede love fra islams retskilder og fastlægge disse loves område eller rækkevidde].
De har især været optaget af dens poetiske sprog, stil og den magiske kreativitet i den arabiske sprogs kraftfulde rytme og sproglige skønheds efterlignelige sider. I den tidlige periode begrænsede de lærde faktisk næsten deres undersøgelse af den hellige Korans forunderlige egenskaber til disse tre forhold. Det ses i værkerne af al-Rummani, al-Baqillani, al-Murjani, qadi Iyad og andre lærde. Den hellige Koran blev udelukkende betragtet som en kilde til fiqh og lov, hvilket begrænsede den til mellem to hundrede og fem hundrede af Koranens vers. De øvrige vers blev åbenbaret alene med det formål at give mild irettesættelse og advarsel samt at forbedre menneskets sind. Sådanne begrænsninger mindsker imidlertid opmuntringen til at undersøge de fornybare og til alle steder og tider anvendelige forhold, som vidner om Koranens forunderlige natur, ud over at de begrænser Koranens mirakel til sproglige udsmykninger.
Eftersom vi ønsker at skabe en fremragende moderne islamisk livsform med henblik på en islamisk renæssance, må vi være opmærksomme på, at bestemmelserne vedrørende fiqh kun udgør en meget lille del af den hellige Korans brede omfang. Vi må huske, at muslimer skal bruge deres intellekt til at forstå og tænke over alle den hellige Korans vers. Koranen må vælges som den primære kilde og det grundlæggende fundament for al viden om menneskets fitrah (naturlige disposition) samt inden for samfunds- og anvendte videnskaber. Enhver muslim, der er specialist inden for et hvilket som helst vidensområde, må i virkeligheden rette sin opmærksomhed mod Koranen for at finde inspiration og vejledning. En bevidst og eftertænksom tilgang til den guddommelige bog vil hjælpe med at korrigere, udvide og omorganisere ens vidensforråd. Som følge heraf vil muslimer kunne opbygge Koranens sande ummah. Men før vi når dette trin, må vi opnå en række ting:
Det er nødvendigt at gennemgå forskningsområdet vedrørende den hellige Koranens mirakler. Generelt er det nødvendigt at gennemgå forskningsområdet vedrørende mirakler. Det er nødvendigt at overveje, hvilke yderligere egenskaber moderne muslimer kan føje til de aspekter af Koranen, der almindeligvis beskrives som mirakler. Forskningsområderne kan især omfatte Koranens indflydelse på menneskets fitrah, dens evne til at forme de bedste mennesker og de bedste familier i enhver tid og på ethvert sted samt dens indflydelse på opbygningen af samfund og nationer. Muslimske psykologer og sociologer kan med interesse forske i dette. På samme måde kan muslimske anvendte videnskabsfolk og lærde finde værdifulde materialer i Koranen. Muslimske tænkere og lærde kan forske i dens mirakuløse karakter med hensyn til ahkam, som er i stand til at skabe et solidt grundlag for et smukt menneskeliv og en retfærdig, let forståelig og praktisk anvendelig metode.
I anden fase må spørgsmålet om nødvendigheden af at læse den hellige Koran og studere tafsir genovervejes. Man må gå ud over de tre formål: at opnå viden om landes og nationers fortid, Dommedag og fiqhs bestemmelser. Der kan desuden være andre nødvendige formål, hvoraf de vigtigste er:
1. At opnå generel vejledning om menneskers livsførelse samt om videnskaber vedrørende personlig og social adfærd og fitrah.
2. At opnå viden om grundlæggende regler og retningslinjer med henblik på at reformere samfunds- og politiske systemer; denne viden må erhverves i overensstemmelse med menneskets og samfundets natur, og der må gøres en indsats for at fastslå, hvordan dette mål kan nås. Vi kan klassificere alle samfundsvidenskabernes grene efter de følgende to formål. På denne måde bliver den hellige Koran en pålidelig reference og en moralsk målestok for alle kategorier af videnskabsfolk og lærde, en reference hvis indhold aldrig bliver forældet. Specialister inden for samfundsvidenskab, anvendt videnskab og litteratur vil her finde værdifulde kilder til daglig vejledning. Det betyder, at en muslim må se den hellige Koran på en anden måde end den, hvorpå den almindeligvis betragtes i dag; i dag læser man Koranen enten i håb om at opnå Allahs barmhjertighed eller for at lære bestemte regler. I denne forbindelse må vi afklare et vigtigt spørgsmål vedrørende de to former for tafsir: al-tafsir bi al-ma’thur (fortolkning på grundlag af overleveringer fra Profeten og ledsagerne) og al-tafsir bi al-ra’y (fortolkning gennem selvstændig tænkning og refleksion). Dette spørgsmål er vigtigt, fordi nutidige lærde og videnskabsfolk ikke altid kan holde sig orienteret om Profetens og ledsagernes livsførelse til støtte for deres fortolkninger og afgørelser. Derfor vil personlige meninger få større vægt i deres udsagn. Spørgsmålet er nu: Hvordan kan man arbejde med al-tafsir bi al-ra’y, når hadith-samlingerne allerede findes? I hadith er det udtrykkeligt forbudt at fortolke Koranen på grundlag af personlige meninger. Faktisk afholdt mange af Profetens ledsagere og tabi’in sig fra enhver form for fortolkning uden støtte i sunnah. Kan vi da ikke i dag forvente en ægte muslimsk forsker på ethvert område, som vil anvende sin fornuft på fortolkningen af den hellige Koranens vers? Det er naturligvis et stort og følsomt spørgsmål. Svaret vil fremgå tydeligt, når den følgende drøftelse tages i betragtning.
Vi har sagt, at der kun findes et begrænset antal værker om tafsir bi al-ma’thur fra Profeten. Derfor tilsiger fornuften, at muslimske intellektuelle må have tilladelse til at forstå Koranens vers ved hjælp af tænkning, refleksion og fornuft:
Gennem tiderne er et stort antal tafsir-værker blevet udgivet, og fortolkerne har anlagt mange forskellige synsvinkler på fortolkningen af den hellige Koranens bestemmelser og betydningen af andre emner. Imam Fakhr al-Din al-Razi (død 606 efter hijrah) sagde, at hvis han ønskede det, kunne han skrive værker om fortolkningen af surah al-Fatihah, som kunne lastes på en kamel. I praksis blev hans tafsir af denne surah skrevet i et omfattende værk. Mange lærde, såsom Ibn al-Atiyyah, al-Qurtubi og Ibn al-Sabbagh, fremdrog hundredvis af emner til undersøgelse på grundlag af betydningen, de udledte af et enkelt vers. I den forbindelse blev der rejst nye spørgsmål, og der blev tænkt over emner, der var knyttet til kosmiske love, civilisationstyper og lignende. Som følge heraf har Koranen en anden egenskab end de øvrige himmelske bøger, der er blevet åbenbaret. Det er naturligvis muligt, at disse spørgsmål ikke tidligere var blevet rejst, eller at Allahs Sendebud ikke havde fortolket dem. Indtil nu har andre lærde og videnskabsfolk ikke forkastet denne tilgang til fortolkningen af den hellige Koran, så længe de rette betingelser for tafsir er opfyldt. Ifølge al-Tayyibis formulering skal en sådan betinget tafsir være i overensstemmelse med kravene til den oprindelige teksts autentiske formulering og fri for kunstighed, unaturlig adfærd, vidtløftighed og overflødigheder (Ibn Ashur, det allerede citerede værk, s. 12).
Derfor falder den fortolkning af personlige meninger i Koranens tafsir, som hadith har forbudt i denne betydning, ind under følgende kategorier:
1) At foretage tafsir ved hjælp af personlige meninger uden et omfattende kendskab til det arabiske sprog og dets stil, shariaens formål, spørgsmålet om nasikh- og mansukh-vers samt uden at rette opmærksomheden mod åbenbaringsanledningen for det pågældende vers. Denne tilfældige tafsir bygger udelukkende på formodninger og bidrager ikke på nogen måde til sandhedens fremgang.
2) Tafsir baseret på overvejelse og refleksion. Denne tafsir er imidlertid mangelfuld, fordi disse fortolkere ikke kan anlægge et helhedsblik på alle de forhold, der er knyttet til verset. I sådanne tilfælde drager fortolkeren en konklusion ud fra versets eller et hvilket som helst aspekt af emnets ydre betydning og antager, at det pågældende vers blev åbenbaret udelukkende med denne betydning.
3) Den sidste kategori består af fortolkere, som støtter en bestemt gruppes tankegang eller synspunkter og derfor ønsker at fortolke Koranens vers til fordel for deres egne meninger uden at tage hensyn til den sproglige betydning eller versets åbenbaringsanledning. Bayanīyah-gruppen kan nævnes som eksempel. Med henvisning til deres leder, Bayān ibn Samʿān al-Tamīmī, siger de: Dette vers er en erklæring til menneskene (en direkte udtalelse) (3:138). Qadianierne har hævdet, at »en budbringer, som bringer det glædelige budskab om en budbringer, der kommer efter mig, og hvis navn er Ahmad« (61:6), betyder Ghulam Ahmad Qadiani. Bātinīyah hævder, at Koranen har en ydre og en indre betydning. Den ydre betydning forstår muslimerne. Den indre betydning bruger de derimod til at støtte tidligere filosofier, gamle religiøse overbevisninger eller overtro, som de har samlet til fordel for deres forskellige lederes vildledende synspunkter. For at ingen skulle kunne gendrive deres argumenter hævdede de, at ummaens førende lærde ikke havde været i stand til at tilbagevise denne opfattelse og klarlægge dens formål.
Derefter kommer spørgsmålet om en form for tegn, som i dag omtales som et symbol. Man kan for eksempel sige, at et vers har en symbolsk betydning, som rummer forhold, der ikke umiddelbart træder frem for bevidstheden, og hvis betydning heller ikke afspejles i sproget. Se her:
»Hvem er mere uretfærdig end den, der forhindrer, at Guds navn ihukommes i moskeerne, og som bestræber sig på at ødelægge dem?« (2:114). Her kan nogle hævde, at moskeerne betyder hjerterne, eftersom menneskets forhold til Gud hører til i hjertet. En sådan fortolkning er imidlertid fuldstændig uacceptabel ud fra et sprogligt synspunkt. Tre fortolkningsmetoder kan dog være acceptable:
For det første at begrænse sig til forståelsen af ordenes klare betydning.
For det andet at drage konklusioner ud fra ordenes klare betydning. Efter omhyggelig overvejelse kan lærde fortolkere nå frem til sådanne konklusioner, som skal være baseret på en sproglig kontekst, der stemmer overens med den almindelige sprogbrug, og som ikke må være i strid med Koranens mål og formål.
For det tredje ønsker fortolkeren at anvende sin egen tids intellektuelle, videnskabelige og kulturelle redskaber i fortolkningen af verset for at undersøge, hvor forenelige de er med Koranens vejledning. Derefter kan han beslutte, hvordan han vil forklare dette emne i lyset af versets angivne betydning.
Han giver visdom til den, Han vil, og den, der får denne viden, har i sandhed fået en stor rigdom. Kun de fornuftige kan tage ved lære og modtage formaning af dette (2:269).
Når en moderne muslimsk økonom læser Guds vers: »så det ikke blot skal cirkulere blandt de velhavende iblandt jer« (57:7), og fremlægger en opfattelse af, hvordan rigdom bedst kan erhverves, fordeles og anvendes til gavn for samfundet—en opfattelse, som muslimske lærde aldrig tidligere har fremsat—bør man ikke modsætte sig den med den undskyldning, at ingen før har fremsat et lignende synspunkt, og at det ikke støttes af hadith. De egentlige islamister (usuliyun) [usuliyun: Dette betegnes fejlagtigt nedsættende som fundamentalisme og fortolkes fejlagtigt som purisme. Den egentlige betydning er »de rene«, og betegnelsen bruges om dem, der er knyttet til den traditionelle fortolkning af Koranen og Sunnah, og som ikke er tilhængere af ijtihad (se note 16)] mener imidlertid, at man ikke må nå frem til nogen betydning, der ligger uden for arabernes grundlæggende forestillinger på åbenbaringens tid. Også deres standpunkt hviler på et velovervejet grundlag, men det kan drøftes og undersøges.
Forfatteren til al-Muwafaqat, al-Shatibi, siger:
Lovgivningen for de analfabetiske (ummiyyat al-sharia) [udarbejdet, så analfabeter kunne forstå den] er baseret på den antagelse, at nogle af dens bestemmelser blev udformet for dens folk—araberne. En konsekvens heraf kan være, at mange forventer, at Koranen foruden Koranens verslære, logik og semantik også skal indeholde al naturvidenskab, som samtidige og tidligere folk har haft kendskab til. Men det stemmer ikke overens med det princip, man hidtil har fulgt. De ærede forfædre var de bedst informerede om den hellige Koran, dens videnskabelige karakter og dens indhold. Alligevel udtalte de sig ikke om noget ud over dens specifikke bestemmelser og forestillingerne om Dommedag. Ja, den hellige Koran indeholder omtale af den videnskab, som araberne kendte og var fortrolige med. De lærde er imidlertid blevet forbløffede over denne indlejrede videnskab [Ibn Ashur, samme værk, s. 44].
Al-Shatibis opfattelse bygger på den antagelse, at den hellige Koran er kilden til lov og ret, og at den blev åbenbaret til et analfabetisk folk som araberne. Derfor bestemmes Koranens begreber og fremstillingsform af arabernes egen evne til at forstå den. Mange anser denne højt respekterede lærdes opfattelse for at være meget fejlagtig. For den hellige Koran blev åbenbaret som en vejledende bog for mennesker i enhver tid og på ethvert sted. Det arabiske sprog, med sin bredde og rigdom, var det bedst egnede middel til at bære dette budskab. Det betyder naturligvis ikke, at araberne med hensyn til denne mentalitet, sprogvidenskaben eller andre betydninger var de eneste, der kunne forstå den. Desuden indeholder den hellige Koran mange ting, som araberne tidligere hverken kendte eller forstod. Disse forhold kan ikke beskrives udførligt her.
Gud har sagt: »Dette er beretninger om det skjulte, som Vi åbenbarer for dig. Hverken du eller dit folk kendte til dette før« (11:49).
Da den hellige Koran blev åbenbaret, blev der talt til araberne på en måde, så de let kunne forstå det. Senere blev forståelsens horisont udvidet, og nye situationer og påvirkninger frembragte forskellige betydninger i den oprindelige tekst, som ikke var begrænset af sproglige grænser. Dette er i praksis et vigtigt aspekt af den hellige Korans mirakel. Gennem tiderne vil én og samme bog, med de samme bogstaver og ord, kunne forstås og være i stand til at besvare forskellige behov. I Tirmidhi Sharif siges det, med henvisning til Ali ibn Abi Talib, at Koranens mirakel aldrig vil ende. Hvis man siger, at det ikke er tilladt at gå ud over den sproglige betydning i Koranens grundlæggende budskab, indebærer det, at Koranens mirakel er begrænset, og at det er begrænset af tid og sted. Hvis de tidlige forfædre ikke har nævnt noget særligt om et vers, betyder det ikke, at det er forbudt at fortolke disse forhold. Den almindelige betydning er, at de kun fortolkede de områder, hvor de havde erfaring, og hvor der var opstået behov for en fortolkning.
Af disse forhold fremgår det, at forbindelsen mellem Koranen og de forskellige videnskaber altid har været til stede.
1) Forskellige former for viden og videnskab er blevet hentet fra Koranen. Blandt disse er tawhid [tawhid; troen på Guds enhed; forestillingen om, at Gud er én, suveræn, universets Skaber og hele skaberværkets Ejer. Tawhid er islams essens], tashri (lovgivning) og usul (retskilder).
2) Andre videnskaber, som er afhængige af den. Det drejer sig om lingvistik og balāgha (retorik).
3) Der gives antydninger af videnskaber og kundskaber, som hjælper med at forstå Koranen og med at styrke tilliden til den. Denne kategori omfatter mange human- og samfundsvidenskaber samt visse dele af astronomien og visse anvendte videnskaber.
4) Der findes desuden videnskaber, som på ingen måde har nogen forbindelse med den. Derfor må man gennem etableringen af moderne islamiske samfundsvidenskaber og humaniora bestræbe sig på at reformere den islamiske tænknings metoder og fremgangsmåder og på at genopbygge det islamiske kulturelle system. På alle niveauer skal formålet være efter en fastlagt plan på bedst mulig måde at skabe en forbindelse mellem disse fagområder og den hellige Koran og sunna [sunna: summen af Profeten, fred være med ham, udsagn, handlinger og godkendelser eller manglende indsigelser]. Dette kan ske på grundlag af fire principper.
Det første og vigtigste af disse principper skal være at genindføre den hellige Koran i den islamiske kulturkreds, at bringe den muslimske bevidsthed og Koranen sammen igen og at gøre Koranen til den vigtigste kilde til nutidens muslimers viden – sådan som det var tilfældet tidligere. Dengang søgte vores forfædre tilflugt i den hellige Koran for at opnå en præcis og omfattende viden om livet, mennesket og menneskelige regler og bestemmelser.
Det andet princip bør være at udvikle en metode til at forstå Profetens, fred være med ham, sunna og anvende den til at opbygge en islamisk kultur og civilisation.
Det tredje princip skal være at anvende en forsvarlig metode til at forstå den islamiske tradition, vi har arvet, bruge den i udformningen af vores nutidige kultur og drage de nødvendige lærdomme af den.
Det fjerde princip skal være at rette opmærksomheden mod den nutidige arabiske tankegang ved at afprøve forståelsesmetoderne, anvende den og drage nytte af den. Strategien skal prioritere udviklingen af metoder til at forstå og anvende den hellige Koran. I denne forbindelse skal der oprettes et Koran-dossier med henblik på at fokusere på forskning og undersøgelser inden for de følgende områder:
1) Metoder til at forstå den hellige Koran og gøre Koranen til den primære kilde til nutidige muslimers kultur, viden, videnskab og vejledning.
2) Tafsir af den hellige Koran, ta’wil (fortolkning af betydningen), klassifikation og indeks, samt dens forhold til og forbindelse med tidligere og nutidig muslimsk videnskab.
3) Formålet med de øvrige områder er (a) at genoplive muslimsk intellektuel kapacitet med henblik på en velordnet gennemførelse af den hellige Koran og (b) at genindsætte den hellige Koran som centrum for moderne muslimsk kultur, viden, videnskab og civilisation og på dens rette plads. Derefter vil den muslimske intellektuelle kapacitet blive rekonstrueret og reformeret, og den hellige Koran vil igen påtage sig rollen som formidler af sit lys.
Den omtalte Koran-fil er blevet åbnet i Shaykh Muhammad al-Ghazalis bog med titlen Kaifa nata‘amal ma‘a al-Qur’an. Derefter vil der blive afholdt seminarer og gennemført undersøgelser af forskellige aspekter af dette emne. [Methods of understanding the Quran, IIIT Virgina, 1991 Herndon]
Denne bog peger på en ny bevidsthed og forsøger at bringe Koranen ind i den virkelige kontekst af en verden i forandring. I praksis bør ingen arbejde med denne bog ud fra denne opfattelse.
En bog, der gennem undersøgelser og forskning besvarer alle spørgsmål og fremlægger løsninger på alle problemer, idet den korrigerer mange fejlagtige opfattelser af fortolkningen af Koranen og islamiske emner. Ikke desto mindre er dette det første skridt i skabelsen af en moderne islamisk metodologisk bevidsthed. I denne forbindelse må der lægges vægt på gennemgang og vurdering af den islamiske arv i en humanistisk kontekst.
Denne undersøgelse og fremtidige bøger om dette emne vil ikke fungere som en hindring for de bøger, der er overleveret gennem traditionen om islamisk tænkning. Tværtimod bekræfter de gennem arven deres autenticitet (Authenticated) og reagerer positivt på alle islamiske madhhabs og tankeretninger; især vil de have et positivt syn på de tankeretninger, der opstod før perioden med forfald, tilbageståenhed og intellektuel stagnation.
Der må iværksættes en indsats for at opfylde det islamiske ansvar med hensyn til at gøre den hellige Koran mere acceptabel for intelligente og rationelle mennesker. Denne bog består af et stort antal kritiske artikler. Forskellige emner behandles her; andre steder findes spørgsmål og svar om bestræbelserne på at opbygge en koranisk bevidsthed, der er i overensstemmelse med metodologiske principper, hvor ingen eksisterende opfattelse accepteres blindt uden kritik eller analyse.
Den hellige Koran er en kilde, hvorfra lærde har kunnet hente og tilføje meget inden for deres egne specialiserede vidensområder. På samme måde har denne storslåede bog fungeret som grundlag for forståelsen af verden; dens anvendelsesmetoder har imidlertid ændret sig i takt med den historiske udvikling af den menneskelige tænkning. Den, der studerer den hellige Koran som en sammenhængende bog, vil have et andet perspektiv end den udvælgende læser, som studerer hvert enkelt vers isoleret uden den rette kontekst. På samme måde ser nogle denne storslåede bog som en samling af fortællinger, love, opmuntringer og advarsler. En anden læser ser den derimod som et selvstændigt encyklopædi, der behandler en kosmisk og dynamisk eksistens, og gennem hvilken han kan opnå en objektiv forståelse af dette univers, dets bevægelse og verden i den fortsat foranderlige kontekst af tid og sted.
Den hellige Koran forklarer sine egne særlige egenskaber og siger, at den er en fuldkommen guddommelig bog, som er i stand til at håndtere alle slags situationer i alle tider – fortid, nutid og fremtid.
(O profet!) Den bog, som Vi har sendt ned til dig gennem åbenbaringen, er sandheden – den bekræfter sandheden i de bøger, der kom før den. Allah er fuldt ud bekendt med sine tjenere, og Han holder øje med alting. Derefter gjorde Vi dem, som Vi udvalgte blandt Vores tjenere, til bogens arvinger. Nogle af dem gør uret mod sig selv, nogle følger en middelvej, og nogle går, med Allahs tilladelse, foran i gode gerninger. Dette er en stor nåde (35:31-32).
Dette vers gør det klart, at den hellige Koran gennem sin egen fornyelsesproces til stadighed besvarer de situationer og behov, der opstår gennem tiderne.
Derfor sværger jeg ved stjernernes nedgang. Det er sandelig en mægtig ed, hvis I blot vidste det. Dette er sandelig en ærefuld Koran, som findes i en skjult bog; ingen må røre den undtagen de rene (56:75-79).
Det er gennem Koranen, at Allah den Ophøjede har fortalt os forskellige beretninger om vores forfædre. Denne hellige Koran har en enestående egenskab: Den er en evig, ufejlbarlig og yderst hellig himmelsk bog:
Det er Os, der uden tvivl har sendt åbenbaringerne ned, og det er Os, der vil beskytte dem (15:9). Derfor er den et autentisk dokument for fremtidige generationer, som vil få gavn af den.
O Muhammad! Vi sendte også før dig sendebud, men de var mennesker, til hvem Vi åbenbarede Vores budskaber. Spørg derfor dem, der har fået Påmindelsen, hvis I ikke selv ved det. Også tidligere profeter og sendebud sendte Vi med klare tegn og bøger. Og nu har Vi sendt denne Påmindelse ned til dig, for at du kan forklare og udfolde den lære for folk, som er blevet sendt ned til dem, og for at de også kan tænke over den (16:43-44).
Den er en evig bog, som står imod forvanskningen og ændringen af de tidligere himmelske bøger.
Tidligere gav Vi Moses Skriften, og også dengang opstod der uenighed om den. Hvis Gud ikke på forhånd havde fastlagt en bestemmelse, ville der være blevet truffet en endelig afgørelse mellem disse stridende. Disse mennesker befinder sig desuden i en alvorlig og ødelæggende tvivl (41:45).
Koranen har desuden mange andre egenskaber. Efter de særlige omstændigheder under åbenbaringens nedsendelse var ophørt (på dette tidspunkt blev versene åbenbaret spredt på grund af særlige anledninger), blev denne storslåede Bog efter Guds befaling ordnet i en systematisk og strukturel enhed. Al-Koranen er guddommeligt bevaret, og dens egenskaber kan erkendes gennem dens evige bidrag til løsningen af menneskers problemer, idet dens skatte afdækkes efter tidens behov—for den skaber en omfattende bevidsthed om universet, dets bevægelser og dets indbyrdes forbindelser. Derfor behersker den tid, sted og forandring. I den er hele eksistensens bevidsthed indfattet sammen med den Almægtige Guds viden. Derfor kan tidligere, nuværende og fremtidige generationer på ingen måde blive denne storslåede Bogs endelige ejere. I stedet lærer de af denne Bog i overensstemmelse med deres egen tids tankestrømninger samt deres civilisations og historiske situationers behov.
Betydningen af Shaykh al-Ghazalis bog ligger ikke i at give en ny fortolkning, men i forsøget på at befri den samtidige islamiske tænkning for mange mangler og fejl, før den vejledes mod kundskab og en klar metode. Dette kan opnås i det islamiske samfund, og vi hævder ikke, at dette samfund har tilegnet sig alt, hvad der sker af forandringer i verden, og heller ikke alle deres følger; men vi kan sige, at denne proces er begyndt. Under alle omstændigheder er forestillingen om tænkningens og målsætningernes universalitet en islamisk egenskab. Ved at betegne Den Ædle Profet som den sidste profet (Khatam al-Nabiyyin) og Al-Koranen som den sidste og endelige himmelske Bog indledte islam for første gang en verdensomspændende religiøs bevægelse. Desuden strakte islamisk civilisation sit imperium fra Atlanterhavet i vest til Det Indiske Ocean i øst, blev orientalsk og forenede mange civilisationer og folkeslag langs den antikke verdens centrale områder.
Universaliteten er dybt forankret i den islamiske struktur; derfor er det vores pligt at tænke over verdenscivilisationens krise og dens islamiske løsning. Dette arbejde skal naturligvis udføres gennem metodisk bevidsthed, og denne metode samler den samtidige menneskelige tænknings resultater i én samlet sammenhæng og påviser islams overlegenhed gennem hele menneskehedens historie—selv om Den Hellige Koran aldrig er blevet ændret eller moderniseret.
Nu er det nødvendigt at belyse den samtidige metode, som kræves for at opnå bevidsthed. Denne bevidsthed kan ikke opnås ved udelukkende at hellige sig en bestemt epoke eller tidsperiode eller ved at forsømme eller ignorere de omgivende forhold. Udvikling og fremskridt består ikke blot i at samle samtidige resultater og føje de nyeste opfindelser til en gammel samfundsstruktur; der kræves snarere kvalitative ændringer i samfundets økonomiske, sociale og ideologiske strukturer. Derfor er der behov for et nyt syn på Den Hellige Koran og for et nyt perspektiv på fornyelse i overensstemmelse med den nye virkeligheds behov. Begrebet det samtidige samfund betyder ikke, at det gamle samfund og dets tankegang videreføres i fremtidens sammenhæng; det er derimod knyttet til historiske forandringer, og en ændring af samfundet er uundværlig for overgangen til samtidens begrebsverden. Disse forandringer vil gøre det muligt at genopdage samfundet, og vi vil også være i stand til at genopdage Den Hellige Koran inden for denne foranderlige verdensstruktur.
Når man betragter sagen i denne sammenhæng, står det klart, at mange af vores arabiske og islamiske samfund befinder sig i nutiden og i deres egen opfattelse anser sig for samtidige. I virkeligheden lever de imidlertid ikke under samtidige forhold; de besidder end ikke bevidsthed om den nuværende globale kultur, dens kritiske og analytiske sindelag, systematisk kundskabstilegnelse eller interesse for at anvende denne til at løse nutidens problemer. Arabiske og islamiske samfund har en tendens til at holde fast i deres fortid og traditionelle tankegang, samtidig med at de må leve i den moderne internationale tidsalder. Denne modsætning har givet dem en bevidsthed om samtidighed, men samtidig gjort dem ude af stand til at reagere på de forhold, der er nødvendige for at opnå en samtidig global bevidsthed. Derfor ser vi, at nogle indflydelsesrige intellektuelle i disse samfund fortsat skriver værker på grundlag af traditionel tænkning og forsøger at finde fortiden i nutiden uden at undersøge karakteren af verdens historiske og sociale forandringer. De ønsker at skrive om vores retskafne sahaba på den måde, som de udtrykte sig gennem ijtihad i deres egen tid og anvendte den til at løse problemer. Samtidig ignorerer disse indflydelsesrige intellektuelle de historiske forskelle mellem de to tidsaldre og finder ikke behov for ijtihad i den moderne tidsalder. I stedet for at betragte ijtihad som ideal anses de retskafne sahaba for at være idealet, der skal efterlignes.
Vi ønsker at bryde denne tendens og identificere de historiske handlinger, der i bred forstand har hindret fiqhs udvikling. Fiqhs udvikling omfatter også politisk og forfatningsmæssig ret samt retten vedrørende økonomiske og internationale relationer. Vi vil nu forklare, hvilke historiske begivenheder der har fået imamerne (flertal af imam) til at reagere på muhaddithunernes holdninger inden for forskellige grene af fiqh og på forskellige spørgsmål vedrørende sunnah, herunder overlevering og isnad.
Historien har udeladt visse forhold, og modsætningerne mellem de styrende myndigheder og de lærde, mellem fiqh og sufisme, mellem dem, der studerede Koranen uden henvisning til sunnah, og dem, der studerede sunnah uden henvisning til Koranen, bliver afdækket. Et sådant historisk perspektiv kan hjælpe fiqh med at genindtage sin rette plads; under den islamiske metode bør sådanne modsætninger ikke opstå. For hele den islamiske ummahs handlinger og bevægelser findes der ét fælles centrum, nemlig den selvmodsigelsesfri Bog, Al-Koranen. Derved bliver det muligt at forene den guddommelige vilje og menneskelige bestræbelser, så Al-Koranen kan udfylde sin fulde rolle i skabelsen af en fuldkommen og afbalanceret civilisation, hvis goder både muslimer og alle levende væsener får del i.
Og Vi har åbenbaret denne Bog for dig, som giver en klar forklaring på alting, samt vejledning, barmhjertighed og et godt budskab for alle de mennesker, der bøjer hovedet (16:89).
Om det korrekte studium af Sunnah
Dr. Taha Jaber al-Alwani
Siden islams begyndelse er Sunnah blevet fortolket i overensstemmelse med de principper for retsregler, som de lærde og mujtahiderne har kendt. Dens pålidelighed kommer umiddelbart efter Koranens og er således den næstvigtigste. I praksis kan de to ikke adskilles, fordi Sunnah fortolker og analyserer Koranen og virkeliggør dens lære og metode.
Sunnahs pålidelighed er derfor en uomgængelig del af islam, og ingen af de første generationers muslimer satte nogensinde spørgsmålstegn ved den. Blandt de senere generationer fandtes der imidlertid mange mennesker med ringe viden og visdom, som ikke kunne skelne mellem Profetens yderst pålidelige og troværdige hadither, det vil sige Sunnah, og fortællingerne og korte beretninger om de første generationer. De vidste ikke, i hvilket omfang sådanne historiske eller korte rapporter kunne betragtes som autentiske, hvilken værdi de havde som middel til at udvikle menneskelig viden, eller om de skulle regnes for autentiske, selv når de var i konflikt med rationel tænkning eller faktiske beviser. Disse mindre velinformerede mennesker antog, at drøftelsen af sådanne metodologiske og filosofiske spørgsmål var i strid med selve Sunnah. De betragtede sunan (adfærd og handlinger) som de tilhørende beretninger og disse beretninger som blot fortællinger, og størstedelen af uenigheden samlede sig om fortællingerne. De formåede ikke at forstå den store forskel mellem den Ærværdige Profets Sunnah og vejledning og den måde, hvorpå disse senere blev overleveret. Desuden så de ingen forskel mellem metoden til at rapportere om Sendebudets aktiviteter, handlinger og udsagn og rapporteringen om andre mennesker. Denne beklagelige forvirring rejste spørgsmål om selve Sunnahs pålidelighed, hvilket førte til omfattende drøftelser i værker om usul og hadithvidenskab. Denne indsats kunne med fordel være blevet anvendt på at udvikle korrekte metoder til at forstå og fortolke Sunnah og lære af den, så muslimer i enhver tid og på ethvert sted kunne hjælpes til at forme deres tænkning og livsførelse i lyset af dens lære.
Debatten om rapporternes pålidelighed generelt og ahad-rapporternes i særdeleshed, med unødvendige og bevidst udspundne detaljer, har skabt negative, yderst alvorlige og skadelige følger. Den har forstærket uenigheden og stridighederne blandt muslimerne. Som følge heraf er mange værker endt i abstrakte og uklare drøftelser uden nogen positiv, intellektuel eller praktisk virkning. I debatterne om Sunnahs status i forhold til Koranen og om, hvorvidt Koranen ophæver Sunnah, har muslimerne unødigt hengivet sig til lange og gentagne diskussioner samt undersøgelser af autenticiteten af historiske rapporter, fortællere og autoritetskæder. Hvis man havde lagt en omfattende indsats i at undersøge, analysere og forstå grundteksten, i at overlevere hadither i lyset af tidens, stedets og miljøets virkelighed og derefter gennemgå isnad samt sammenholde den med et stort antal værker, kunne enhver have forstået arten af de efterfølgende problemer og den forvirring, der opstod.
Der er naturligvis blevet brugt betydelige kræfter på at udarbejde værdifulde værker inden for lovgivningen. Hvis sådanne værker ikke blot havde behandlet de juridiske aspekter, men også havde omfattet alle Sunnahs sider, ville de i endnu højere grad have opfyldt ummaens behov. Eftersom Sunnah som helhed repræsenterer en vejledningstradition, der gennemfører Koranens metodiske virkeliggørelse under særlige ideologiske, økonomiske og sociale forhold i en historisk og geografisk sammenhæng, er det metodiske studium af Sunnah en af de vigtigste og mest nødvendige dele af undervisningen i usul al-hadith. På dette tidspunkt blev islam virkeliggjort fuldt ud, og den Hellige Koran spillede selv en ledende rolle i at omsætte islams idealer til virkelighed og gøre denne periode i historien til en epoke, som de kommende generationer kunne følge. På denne måde repræsenterer Sunnah den højeste, klareste, bedste og sandeste vej til at virkeliggøre Guds ord. Den er et realistisk, lærdomsmæssigt og omfattende udtryk for Koranens normative system. Bevarelsen af Koranen i den form, den havde ved åbenbaringen, og beskyttelsen af den mod enhver afvigelse synes at have været i overensstemmelse med Guds vilje. Den Ærværdige Profet viste selv den største fasthed i at bevare hvert eneste bogstav i Koranen og fastholdt hver eneste vokal og hvert eneste tegnsætningstegn. Derfor er der blevet udtalt en vedvarende advarsel om, at hvert eneste bogstav i Koranen skal viderebringes uændret, sådan som det var ved åbenbaringen; det er forbudt at gengive den i oversat form.
Men sådan forholder det sig ikke med Sunnah. Selv om Sunnah er blevet bevaret, er de ovennævnte strenge krav ikke blevet pålagt den. Desuden sørgede den Ærværdige Profet ikke for, at haditherne blev nedskrevet på samme måde som den Hellige Koran. Han reciterede eller memorerede dem heller ikke sammen med Gabriel på samme måde som Koranen. Årsagen til denne forskel i fremgangsmåde er, at Sunnah skulle eksistere som en levet erfaring på det højeste niveau af menneskelig formåen, sådan som den Ærværdige Profet selv viste. Den Ærværdige Profet fulgte Al-Koranen fuldt ud og i sin endelige form. I virkeligheden anvendte han dens normative system på alle områder af dagliglivet og alle verdslige aktiviteter: i formidlingen af religionen, undervisning, udstedelse af forbud, nydelse, rådgivning og formaning, retsafgørelser, udstedelse af fatwaer, befalinger, disciplinering, ledelse af krig, etablering af fred, indgåelse af aftaler, køb og salg, udveksling af meddelelser, ægteskab, skilsmisse, opførelse, nedrivning, rejser og så videre.
Videnskaben om Koranens regler har observeret og fulgt Profetens handlinger. Mange vers i Koranen har vurderet denne videnskab om reglerne og efter behov også kritiseret, analyseret, korrigeret og vejledt den. For anvendelsesprocessen var underlagt menneskelige begrænsninger samt tid og sted. Derfor siger Allah: »Vær så meget som muligt optaget af at ihukomme Allah.«
Når andre end den Ærværdige Profet anvender Koranens regelsystem, bør det vurderes ved at sammenligne det med den Ærværdige Profets anvendelsesmetode. For enhver anden end den Store Profet kan være påvirket af personlige tilbøjeligheder og spontane indflydelser. Som eksempel kan nævnes, at folk fulgte den Ærværdige Profet i bøn og tale. De fulgte hans eksempel frem for blot at efterligne ham. At følge et eksempel indebærer nemlig en bevidst handling, der inddrager forstanden; derfor følger man efter behov bevidst alle de forhold, der er knyttet til dette eksempel. International Institute of Islamic Thought lægger i øjeblikket særlig vægt på forståelsen af Sunnah, dens omfattende og endelige analyse samt det rette perspektiv som det vigtigste for muslimske lærde i anvendelsen af kilderne til islamisk viden og kultur. Dette er især nødvendigt, fordi det er afgørende at forklare islams grundlag og kilder samt de metoder, hvorigennem de forstås, som en grundlæggende forudsætning for genopbygningen af muslimsk viden, kultur og civilisation. For at nå dette mål har instituttet besluttet at iværksætte en række programmer.
For det første er formålet, at usul- og hadithundervisningen i stedet for at fokusere på emner, der allerede er blevet grundigt drøftet, nu skal rette opmærksomheden mod de hidtil uafklarede spørgsmål, som kræver en løsning. I denne forbindelse mener instituttet, at spørgsmålet om Sunnahs autoritet er blevet endeligt behandlet, eftersom ingen muslim, der tror på Allah og Sendebudet, kan benægte Sunnahs autoritet. Instituttet har udgivet bogen Hujjiyyat al-Sunnah (Sunnahs juridiske autoritet), skrevet af den fremtrædende usul-ekspert Shaykh Abd al-Ghani Abd al-Khaliq. Bogen er et værdifuldt videnskabeligt arbejde om dette emne, det vigtigste værk på området, og instituttet betragter den som det definitive værk om sagen.
Instituttet har allerede forsøgt at henlede forskeres opmærksomhed på anvendelsen af informationsteknologi for at gøre Sunnah mere acceptabel blandt lærde og forskere inden for forskellige områder. Instituttet har allerede støttet mange lærde, der arbejder for dette mål.
Desuden er instituttet begyndt at klassificere Sunnah tematisk. Det har også engageret sig i anvendelsen af enhver videnskabelig metode, der kan bidrage til at nå vores mål: at gøre Sunnah til en kilde til viden inden for samfundsvidenskaberne i stedet for at begrænse den til blot at være en kilde til fiqh.
Endelig er instituttet begyndt at invitere fremtrædende lærde til at skrive bøger om Sunnahs forskellige aspekter og dens rolle i genopbygningen af den islamiske civilisation. Den berømte lærde Shaykh Muhammad al-Ghazali har allerede skrevet et opsigtsvækkende værk, al-Sunnah al-Bayna Ahl al-Fiqh wa Ahl al-Hadith (Sunnah mellem fiqh- og hadithspecialister). Bogen omhandler metoden til at forstå Sunnah og drager en skelnen mellem dem, der beskæftiger sig med isnadens struktur og overleveringerne, og dem, der ønsker at forstå Sunnah og lære af den. Efter instituttets opfattelse er denne lærde så erfaren og vidende i udarbejdelsen af bøger, at han ikke har behov for andres anvisninger i skriveprocessen eller for andres instruktioner til at rette fejl og mangler. Ikke desto mindre er der opstået omfattende kritik af visse detaljer, der er medtaget i hans bog, og af de anvendte eksempler. Larmen omkring dette har været så stor, at bogens egentlige budskab næsten er druknet i disse ubetydelige detaljer.
Denne bog blev hovedsageligt skrevet til mennesker, som ikke har grundlæggende kendskab til shariaen og forskningsmetoder, og hvis viden om historie, sira, fiqh og arabisk ikke er tilstrækkelig til at forstå hadith korrekt. Mange begynder at studere hadith og læser videre uden at forstå dens karakter, de angivelige årsager til den Ærværdige Profets udsagn eller handlinger eller hadithens generelle betydning. Deres forståelse er mangelfuld og vildledende, og som følge heraf danner de sig et forvrænget billede af hadith og spreder det blandt folk. Disse mennesker gør krav på en sådan lærdom, at de hævder, at Sunnah har forrang over Koranen og kan ophæve den. Desuden kan de, når de møder en endnu mere autentisk hadith, som strider imod deres ræsonnement, ikke forstå karakteren af den tilsyneladende modsigelse. De forstår heller ikke metoden til at vurdere sådanne hadither eller de korrekte metoder og regler for at forstå den hadith, der er under drøftelse.
Bogen blev skrevet til lærde og forskere, der beskæftiger sig med studiet af Sunnah. De rådes til at vie nogen opmærksomhed til en sund metode til at forstå Sunnah. For der findes ingen hadith uden korrekt forståelse, og uden Sunnah kan der hverken findes fiqh, islamisk civilisation eller sand viden.
Da instituttet blev opmærksomt på forvirringen i Sheikh al-Ghazalis bog, bad det dr. Yusuf al-Qaradawi om at skrive to udførlige værker. Det ene handler om metoden til at forstå sunnaen, og det andet om sunnaen som kilde til viden. Det første er blevet udgivet af instituttet under titlen Kayfa nataʿāmal maʿa al-sunna al-nabawiyya (Metoden til at forstå sunnaen), og det andet vil blive udgivet, når tiden er inde, insha’Allah.
For at genoprette sunnaens positive og aktive rolle i udformningen af en moderne islamisk livsform er det vigtigere end at genoptage emner, der allerede er blevet behandlet endeligt, at inddrage et metodisk syn på sunnaen i hadith-undervisningens pensum inden for den højere islamiske uddannelse.
Det kan forventes, at muslimerne vil vise en stadig større interesse for at forstå sunnaen. De må lære reglerne og betingelserne for en sådan forståelse og udbrede dem, og de må også udvikle en dyb interesse for at kende årsagerne til misforståelser om sunnaen. De må forstå, hvorfor sammenfaldende begivenheder (overlappende problemstillinger) har skabt en krise i denne forståelse, og hvordan denne krise førte til, at filosofiske argumenter begyndte at blive anvendt i debatten om sunnaens autoritet. Hvis man vil etablere et omfattende metodisk syn på forståelsen af sunnaen, kræves der dybtgående forskning i tre spørgsmål.
(a) Betingelserne for forståelse
Hvis spørgsmålet om korrekt forståelse bliver et problem, når det gælder sunnaen, hvad er så årsagerne til uenighed og forvirring på forskellige tidspunkter i historien? Hvilke egenskaber og kvalifikationer kræves der for et godt studium og en korrekt forståelse? Er benægtelse af islam en forudsætning for forståelsen? Hvordan kan mangler i en persons helhedsorienterede indsigt afhjælpes? Hvordan kan vi føre en endelig og afgørende drøftelse af denne krise? Hvordan kan vi løse spørgsmålene om delvist undertrykte problemer, som har skabt forvirring, og som ifølge mange forskere har skabt en debat om autoriteten, om end ikke i sunnaens helhed så dog delvist? Denne debat har givet argumenterende og arrogante mennesker mulighed for at finde undskyldninger. I islams tidlige historie skabte dette spørgsmål imidlertid aldrig problemer blandt de første muslimer.
(b) Meningsforskelle og opsplitning
Hvorfor og af hvilken grund blev ummaen opdelt i forskellige sekter og retninger? Hvordan opstod forskellige sekter omkring fortolkningen, forståelsen og udbredelsen af sunnaen og dens autoritet? Hvordan blev sunnaen anvendt som et våben af forskellige sekter og retninger? Hvorfor opstod der spørgsmål om opdigtede hadither, en ufuldstændig forståelse af haditherne og anvendelsen af lovregler ud fra sunnaen? Hvilken indvirkning havde disse begivenheder på udviklingen af forskellige grupper, og hvordan skabte de særlige spørgsmål i forbindelse med studiet af hadith og den indbyrdes analyse af rāwiernes (hadith-overlevernes) fortællinger? Hvordan blev disse emner inddraget i studiet af sunnaen af tidligere usul-lærde og i de spørgsmål, som teologerne (skolastiske teologer) havde drøftet? Blandt disse emner er sunnaens autoritet, dens status i forhold til Koranen, ophævelsen af visse vers, dens fortolkning og afgrænsning i Koranens fremstilling, Profetens (fred være med ham) ijtihad, de hadither, der er overleveret om dette (den talte sunna), samt vurderingen af forskellige koranvers i disse spørgsmål og så videre.
Hvilken virkning har disse emner nu haft på den muslimske bevidsthed set fra et intellektuelt og uddannelsesmæssigt perspektiv? I hvilken historisk sammenhæng opstod disse problemer? Hvilken intellektuel betydning har de haft, og hvilke virkninger har de indtil nu skabt? Hvad er den bedste måde at gennemføre moderne studier af sunnaen på og at udforme et pensum til sådanne studier? Hvordan kan man ved at lære af disse emner anlægge den bedste tilgang til at forene muslimerne og inspirere ummaen til at genopbygge civilisationen?
((c) Betydningen af tid og sted for forståelsen af Sunnah
Ligesom den første generation af muslimer anerkendte usulisterne den særlige historiske og geografiske kontekst, som menneskelige forhold udgjorde for Profetens (fred være med ham) handlinger, udsagn og erfaringer. Derfor fastsatte de visse regler for, hvordan disse forhold skulle tages i betragtning. Kan eksperter udarbejde bestemte retningslinjer ved studiet af forskellige typer hadith? Hvilken metode bør følges i denne forbindelse, og hvilken rolle spiller moderne hadithstudier i fortolkningen af disse rammer?
For at opnå den nødvendige forståelse af forskellene mellem de mindre spørgsmål, som behandles af faqih’er, de intellektuelle spørgsmål, som behandles af tænkere, filosoffer og mutakallimun, og de sociale aktiviteter, som behandles af samfundsforskere, er der behov for mange forskellige tilgange og metoder til at forstå og anvende Sunnah. En hadith om et mindre spørgsmål inden for faqih’ernes område er af en anden karakter end en hadith om et generelt socialt spørgsmål. Ved fortolkningen af denne type hadith må alle sociale aspekter, der er forbundet med den pågældende begivenhed, tages i betragtning, og samfundsforskeren må også inddrage dette i sin analyse. Hvordan kan vi frigøre os fra ummahens langvarige splittelse? Som følge af denne splittelse anvendes den samme hadith til støtte for modstridende opfattelser. Hvordan kan de enkelte grupper frigøre sig fra en blind loyalitet over for deres egne overbevisninger? Hvordan kan vi genoprette grundlaget for et rent perspektiv i islamisk tænkning og undslippe den onde cirkel? Hvornår er det blevet lettere at indsamle Sunnah (hadith), gennemføre akademisk forskning og debatter samt oprette fælles institutioner med dette formål?
Sunnahs rolle i løsningen af ummahens problemer
Den islamiske verden generelt og den arabiske verden i særdeleshed lider under mange kriser, hvilket har bragt islamisk tænkning til et vendepunkt. Dette vendepunkt har vist sig på mange måder. De vigtigste er følgende:
a. Manglen på enhed mellem ummahens forskellige madhhabs, modstridende holdninger til intellektuelle, sociale og sekteriske politiske spørgsmål samt genoplivningen af ideologier, der skaber splittelse i ummah, eller opfindelsen af ideologier, som ikke tidligere fandtes.
b. Manglen på andre sociale, regionale og stabiliserende faktorer, bekymring for fremtiden på grund af egoistiske, ensidige og sekteriske perspektiver, pessimisme med hensyn til nutiden, mangel på initiativ til eksisterende positivt arbejde samt en reaktiv holdnings dominans over for forskellige begivenheder har svækket den initiativrige ånd og givet næring til en trang til at skabe debatter til fordel for konflikt.
c. Manglende bevidsthed om den sande karakter af ummahens sociale problemer og deres forbindelse med historien. Overfladiske, snævre og følelsesladede meninger dominerer over helhedsorienterede og analytiske perspektiver, og det muslimske sind er i denne tid tilbøjeligt til at acceptere hvad som helst uden prøvelse eller på grund af fejltagelser. Der findes desuden andre negative forhold, som er så talrige, at det er vanskeligt at udarbejde en detaljeret liste over dem. Hvordan kan vi derfor anvende Sunnah for at opnå den sunde livsindstilling og klarhed i perspektivet, som er nødvendig for at give et sandt svar på ummahens problemer og bidrage til deres løsning? Hvordan kan den anvendes til at få muslimer til at arbejde og organisere sig for islamiske mål og til at vække den sociale bevidsthed? Derved vil ummahens livskraft og vitalitet vende tilbage. Desuden vil det tilskynde ummah til at finde kulturelle alternativer samt praktiske sociale og intellektuelle programmer. Dette vil styrke genoprettelsen af dens identitet og bevidstheden om at være en del af en dybt forankret og storslået civilisation og historie.
Faren ved en alt for bogstavelig fortolkning af Sunnah
På den Store Profets tid praktiserede almindelige mennesker Sunnah på alle områder af deres dagligdag, og gennem den forstod de den Hellige Koran fuldt ud. Virkningen af dette mirakel i Koranen kom tydeligt til udtryk i dannelsen af ummatun wasatan (det moderate samfund) – et samfund, der skulle være et vidne for andre og vise dem vej, rigt på velsignelser og i stand til at imødegå enhver udfordring. Med tiden blev folkets evne til at forstå Sunnah svækket.
På den anden side fik en ordbogsbaseret kultur forrang frem for andre fortolkninger og kommentarer og blev det eneste middel. Som følge heraf opstod et bogstaveligt synspunkt, der i høj grad var afhængigt af ordbogsbaserede fortolkninger. Dette udviklede sig så meget, at denne ordbogsbaserede tendens ikke tog hensyn til tid og sted. Som følge heraf blev tendensen til at hindre ummaens renæssance gennem forvirring, sofisteri og konflikter styrket. De bidrog i praksis til at fremstille islam som en samling af gamle forestillinger, traf mange afgørelser på uønskede grundlag og mente, at en hadith, som var blevet formuleret i en bestemt virkelig situation, kunne gentage sig igen og igen, selv om det i det virkelige liv er umuligt. Hvordan skal moderne Sunnah-eksperter håndtere dette og beskytte det muslimske sind mod faren? Hvordan kan det muslimske sind beskyttes mod reaktionen fra dem, som næsten havde haft held til at tømme islams budskab for dets indhold og unddrage det dets vigtigste kulturelle og civilisatoriske rolle? Sandheden er, at disse mennesker begrænsede islam til personlige og adfærdsmæssige spørgsmål, indskrænkede dens perspektiv til trivielle og sproglige begreber og gjorde den til en rent traditionsbundet religion. Et sådant synspunkt er ikke gunstigt for etableringen af et ægte islamisk samfund, folkets enhed eller opbygningen af en civilisation.
Sunnahs rolle i ummaens genoplivning
Det er utvivlsomt, at vores umma har et meget stort behov for en omfattende plan for sin renæssance, som kan genindsætte den i det moderate samfunds position som menneskehedens førende gruppe. Dette kan ikke opnås, uden at det muslimske samfund opfylder de nødvendige forudsætninger. Den første opgave er at udarbejde en intellektuel og kulturel ramme for den islamiske renæssance.
I dag er ummaen grundlagt på to kulturelle strømninger: den nedarvede kultur, som er præget af den historiske tidsalders kendetegn og omgivelser, og den importerede fremmede kultur. Det muslimske sind forholder sig ligegyldigt til disse to kulturer, er tilfreds med blot at bruge deres produkter og er ude af stand til at yde noget originalt bidrag.
Ved at forbinde målene og handlingsplanerne for samfundsforandring med ummaens islamiske livsform vil organiseringen af den muslimske verdens indsats blive betydeligt styrket. Som følge heraf bliver det muligt at gennemføre de nødvendige kulturelle og intellektuelle forandringer, og det vil hjælpe ummaen med at bære dette store ansvar.
For at overvinde den nuværende krise i islamisk tænkning, opnå den nødvendige bevidsthed og styrke til at imødegå samtidens udfordringer og genoprette ummaens kulturelle og intellektuelle position fra dens guldalder må vi atter vende os mod islams, Koranens og Sunnahs uudtømmelige kilder og på ny studere dem udførligt og omhyggeligt ud fra et moderne islamisk perspektiv. Et sådant perspektiv kræver fremsyn, indflydelsesrige redskaber og den åbenhed, der gør det muligt at tage forskellige aspekter i betragtning. Dets mål må forklares, grundprincipperne må defineres, og der må udvikles metoder til at imødekomme presserende behov og genopbygge de elementer, som ummaens grundlag består af.
Den hellige Koran gav vores forfædre en fremragende intellektuel ramme. Som følge heraf blev de i stand til at forstå og analysere de love, der vedrører forskellige folkeslags opståen samt civilisationers opståen og fald. Derfor kunne de undersøge oplysningerne objektivt og grundigt. Det var et rationelt perspektiv, som integrerede og drøftede virkeligheden, ikke fantasien, på en argumenteret måde. Dette perspektiv tog udgangspunkt i historiens dynamik og forklarede samfundets indre spændinger: hvornår og hvordan de opstår, hvordan begivenheder kan forklares, hvordan man kan lære af dem, og hvordan de kan vise vejen for fremtiden og gøre det muligt at træffe passende foranstaltninger, før mulige begivenheder indtræffer.
Konklusion
Profeten Muhammads (fred være med ham) sunna samt hans og hans ledsageres livsførelse repræsenterer den konkrete legemliggørelse af denne intellektuelle ramme og dette mål. Løsningen på den intellektuelle krise vil komme inden for vores rækkevidde, hvis vi studerer Koranen med et sundt og rationelt sind gennem en fuldstændig metode, der er i stand til at organisere og vejlede menneskelivet i overensstemmelse med den samtidige islamiske tænkning og resten af skaberværket.
På samme måde vil et korrekt studium af sunnaen og af formålet med, at Profeten Muhammad (fred være med ham) forklarede den hellige Korans budskab og virkeliggjorde det fuldstændigt i menneskers liv, bringe en ende på vores ummahs uvidenhed, had, konflikter og spild af kræfter. På denne måde vil nutidens muslimer kunne overvinde vores selvpålagte afmagt, når de konfronteres med det moderne menneskes intellektuelle og kulturelle kompleksitet, og gennem forståelsen af den korrekte og endelige islamiske lære kunne give menneskeheden sand vejledning og velstand. En sådan forståelse vil hjælpe med at skelne mellem tilpassede regler og uforanderlige principper samt angive mål og midler.
Koranen og moderne videnskab: Observationer om videnskabens metodologi
Dr. Imad al-Din Khalil
Hvis man studerer den hellige Koran omhyggeligt og forsøger at få kendskab til dens syn på videnskaben, vil man opdage, at der findes et stort antal vers, som behandler videnskaben på en overordnet måde. De falder i fire kategorier, som svarer til videnskabens fire områder. Den første kategori omhandler videnskabens realitet, dens omfang og dens mål, hvilket er kendt som videnskabsfilosofi. Den anden del omhandler videnskabens metodologi til opdagelse af videnskabelige oplysninger. Den tredje del omhandler de love, der gælder inden for videnskabens forskellige områder, især naturvidenskaberne. Den fjerde kategori omhandler de principper, der er blevet opdaget gennem eksperimenter, og som mennesket som Allahs stedfortræder på jorden kan anvende til at forbedre livsvilkårene. Dette område er kendt som anvendt videnskab.
Der er ingen tvivl om, at der består en tæt forbindelse mellem hver af disse kategorier. Videnskabsfilosofien analyserer videnskabens formål, mens metodologien udarbejder fremgangsmåder til at afdække sandheden, såsom sunan, det vil sige universets natur og love, som styrer verden, kosmos og livet og på det rette tidspunkt regulerer deres bevægelse. Til sidst frembringer disse love og metoder formler, der gør mennesket i stand til at udforske skaberværkets mangfoldighed. Som følge heraf bliver de midler til menneskehedens fremskridt og velstand; de bliver et middel til at frigøre sig fra hverdagens monotoni for at kunne overleve på jorden og i højere grad opfylde sine åndelige behov, som adskiller mennesket fra de øvrige skabninger. På denne måde bliver mennesket bedre i stand til at udfylde sin rolle som Allahs stedfortræder og til at fremme civilisation og velstand i verden.
Det er sandt, at den hellige Koran ikke blev åbenbaret som en bog om videnskab eller som nogen anden lærebog. Det er ligeledes sandt, at nogle moderne tænkere insisterer på, at visse vers har videnskabelige betydninger og fortolkninger, som ikke var ønsket af dens forfatter (Allah). Som reaktion herpå går nogle tænkere til den anden yderlighed og siger, at Koranen ikke har nogen forbindelse med videnskabelige oplysninger.
Det er en selvindlysende kendsgerning, at koraniske og videnskabelige data er forenelige og af samme art (i almindelig forstand og uden for den relative og foranderlige virkelighed), og det er klart, at der ikke er nogen uenighed eller modstrid mellem dem. Frem for alt stammer de fra den samme kilde, Allah. Allah er ophavsmanden til dette univers og dets kosmiske love og systemer, den, der åbenbarede Koranen, og menneskets Skaber. Desuden er mennesket en part i lovgivningen og åbenbaringen af Koranen. Det er Allahs khalifa på jorden, som bestræber sig på at opbygge civilisation for Allahs skyld. Koranen lægger vægt på den nødvendige sammenhæng mellem Koranens budskab og de kosmiske love. Mennesket kan ikke udfylde sin rolle på jorden inden for rammerne af Koranens lære, før det har forstået dette univers og gjort en indsats for at opdage dets love og systemer.
Det bør i denne forbindelse bemærkes, at moderne videnskab, sammenlignet med de foregående århundreder, ikke nærer tvivl om eller afviser religiøse forskrifter. Videnskaben erkender, at sagen kan være mere omfattende end dens opfattelse, og at den ikke har mulighed for at udtale sig endeligt om den.
Efter at have erkendt dette fastslår videnskaben mere sikkert inden for sit begrænsede område, at menneskelivet er uden formål, hvis det fratages en større dimension, der rækker ud over materie og bevægelse. Videnskaben er nu nået til et punkt, hvor den arbejder i overensstemmelse med religionen.
Denne enorme revolution i videnskabsfilosofien er sket som følge af nyere opdagelser, især opdagelser inden for natur- og atomvidenskab, samt menneskets forståelse af, hvordan hjernen fungerer. I denne forbindelse viste forskningen under forsøget på at opdage atomets kerne, at den materielle barriere var brudt sammen, og som følge heraf fandt man en sammenhæng bag den naturlige verdens struktur og opbygning. [26] Hvad ser vi derfor, hvis vi kaster et kort blik på forholdet mellem de fire videnskabelige områder og de data, der er fremlagt i Koranen? [29]
(1) Videnskabsfilosofi, dens mål og islams grundprincipper:
Videnskabsfilosofien beskæftiger sig med det, videnskaben søger at opnå, og for det første med dens forbindelse til menneskets bestræbelser på at opbygge civilisation og for det andet med at undersøge og analysere menneskets syn på dette univers, den verden, det lever i. Videnskabelig forskning og eksperimentelle metoder er nødvendige bestanddele af det islamiske livssystem, ikke nogen luksus eller formmæssig bestanddel. Det skyldes, at de er tæt forbundet med ummaens aktiviteter, arten af dens samspil på jorden og dens overordnede tro på universets liv, verden og mennesket.
Her er det muligvis nødvendigt at nævne nogle grundlæggende principper vedrørende den islamiske livsform og synet på verden. Den videnskabelige metode giver nemlig ved hjælp af etablerede videnskabelige kendsgerninger retningslinjer for disse princippers anvendelse på uopdagede love og systemer samt de måder, hvorpå de gennemføres. Et sådant syn spiller en vigtig rolle i at styrke disse principper, erklære de grundlæggende elementer i det islamiske verdenssyn, forbinde dem med verden og gøre dem egnede til at yde et aktivt bidrag til civilisationen. Efter vores opfattelse findes der fire grundlæggende principper for videnskabelig aktivitet:
(a) Istikhlāf (kalifat)
Den guddommelige betroelse, som mennesket har fået, er selve kalifatet; det vil sige, at mennesket er Allahs kalif eller stedfortræder på jorden. Kalifatets princip, som er nævnt i Den Hellige Koran og hadith, er et af de principper, som videnskaben har fastslået som en realitet.
Som Allahs stedfortræder kan mennesket udvikle jorden, skabe civilisation, imødegå dens udfordringer og skabe et sikkert miljø fri for nød, som kan fremme endnu større resultater og gøre det muligt at nærme sig Skaberen, samt meget andet.
Så længe mennesket ikke anvender videnskabelige forskningsmetoder med det formål at opdage de tidligere nævnte kosmiske eller guddommelige sunan, kan det som kalif ikke få tilstrækkelig sikkerhed og hjælp til at udføre sit ansvar eller opnå fortsat fremgang. Først da kan det sætte et stik i brændstofreserverne og skabe større harmoni mellem sig selv og sit miljø. Uden dette vil kalifatets princip forblive tom teori.
(b) Tawāzun (balance)
Et af principperne i islamisk liv og tænkning er at etablere tawāzun eller balance mellem menneskets åndelige og verdslige behov. Dette er dybt forankret i Koranen og sunnaen, og vi ser, at det er blevet behandlet på forskellige måder og i forskellige former. På dette område har vi i lang tid ignoreret en selvindlysende kendsgerning. Den er, at Allah har underlagt jorden mennesket i overensstemmelse med dets ansvar. Allah skabte mennesket med en særlig natur og underlagde jorden det for at opfylde dets behov, mens andre guddommelige religioner har trukket en skillelinje mellem de åndelige og verdslige behov — en opfattelse, som islam fuldstændigt har forkastet. Derved hælder de mod åndelighed. Følgen er, at der er blevet trukket hindringer mellem menneskets behov og de velsignelser og muligheder, som jorden, der er underlagt det, stiller til rådighed.
Sandheden er, at det islamiske liv ikke kan fungere uden en sund balance mellem disse to slags behov. Islams formål er imidlertid at leve i virkeligheden og at forme et afbalanceret menneskeliv, som er aktivt, foranderligt og dynamisk, uden ophidselse, afvigelse eller undertrykkelse. Ikke desto mindre kan dette afbalancerede perspektiv, som ingen anden ideologi eller religion i verden har antaget med den samme universalitet og forpligtelse, ikke realiseres uden videnskabelig metodologi, data og anvendelser.
(c) Taskhīr (underkastelse)
Endnu et grundlæggende kendetegn ved det islamiske syn på universet og livet. I denne sammenhæng er videnskab utvivlsomt nødvendig, før dette syn kan virkeliggjøres, og dets store latente kræfter kan erkendes. Ifølge det islamiske syn er naturen og universet gjort underordnede mennesket. Allah har fastlagt sine love, metoder og muligheder på en måde, der er tilpasset menneskets grundlæggende pligt som repræsentant på jorden og dets evne til at interagere med naturen på en praktisk og effektiv måde.
I forbindelse med denne interaktion går islam ind for at foreslå en middelvej. Den ønsker at gøre menneskeheden bekendt med det princip, at naturen tjener menneskelige behov. Samtidig har den ved hjælp af etableringen af værdier, principper og konventioner fastlagt en parameter for interaktionen mellem de to sider af menneskets behov. Målet er at indføre den højest mulige grad af innovation og civilisationens kvaliteter i overensstemmelse med menneskets ambitioner, principper og position i universet.
Hvis videnskabens latente kræfter, det vil sige metodologien, samt videnskabens viden og anvendelser ikke udnyttes på en god måde, vil intet islamisk samfund kunne virkeliggøre princippet om taskhīr og omdanne det til en historisk realitet.
((d) Det nødvendige forhold mellem skabningen og Skaberen
Videnskaben skal nødvendigvis anvendes til at virkeliggøre et af de vigtigste principper, særligt i det islamiske verdslige syn og generelt i religionen. Det er den nødvendige forbindelse mellem skabelsens forunderlige proces og Skaberens eksistens. Videnskaben fungerer som et redskab til at synliggøre og forklare denne forbindelse. Mange har skrevet om skabelsens mirakel. Talrige videnskabsfolk og lærde har viet deres liv til at afdække en uomtvistelig sandhed i videnskaben, nemlig at skaberværket har en Skaber. Dette spørgsmål er blevet endeligt afgjort, og der er ikke efterladt noget spørgsmål herom.
Eftersom universet styres af organiserede processer, præcise og harmoniske bevægelser samt konstruktive indbyrdes forbindelser, og eftersom alt løses ved hjælp af matematisk omhyggelig vurdering og videnskabelige formler, er det gennem utallige beviser og resultaterne af talløse videnskabelige undersøgelser blevet bevist, at det udspringer af en overnaturlig, almægtig og stor Vejleders vilje (Directing Will). [28]
Så længe den videnskabelige forskning er engageret i komplekse bestræbelser på at udforske universets, jordens og livets skjulte mysterier, vil den være uundværlig for det islamiske liv. Desuden fører den på en yderst troværdig måde til universets Skaber, og når den retter sig mod Skaberen, bliver den til tilbedelse.
((2) Metodologi
I denne forbindelse forklarer Den Hellige Koran en metodologi til opdagelse af universets love. Det er en fleksibel og definitiv metodologi, som aldrig bliver ugyldig i tidens og stedets sammenhæng. For grundlæggende er den en metode eller et redskab til forskning og undersøgelse. Derfor hæver den sig over relative forandringer og forbliver intakt i enhver tidsalder og ethvert miljø. Den Hellige Koran opfordrer mennesket til at tænke over sin eksistens og sin plads i universet med indsigt. Derfor opfordres mennesket til, stående på jorden og ud fra sine omgivelser, at bruge sin bevidsthed til at iagttage sindets og universets horisonter og menneskets vidunderlige holdning inden for troens højere ramme. Desuden har Den Hellige Koran pålagt bevidstheden et grundlæggende ansvar for de skridt, muslimer tager inden for forskning, meditation, viden og erfaring.
Den Hellige Koran går et skridt videre og opfordrer mennesket til at bruge alle sine sanser til at modtage uudtømmelige data, så dets erkendelsesevne kan registrere, udvælge, acceptere eller forkaste dem med henblik på at nå frem til den store sandhed. Under den store sandheds lov hersker der en harmoni mellem universets love.
Intellektet og sanserne virker sammen i undersøgelse, eksperimentering, induktiv slutning og beslutningstagning. Mennesket vil blive prøvet på grundlag af ansvaret for denne funktion, eftersom det nødvendigvis adskiller sig fra andre levende væsener. Den Hellige Koran indeholder mange vers, hvori det gentagne gange siges, at hørelse, syn og hjertets følelse (al-fu’ād) tilsammen har givet menneskelivet dets værdi og egenart. Hvis mennesket aktiverer disse kræfter og udnytter dem fuldt ud, vil det nå toppen af videnskabelig og religiøs overlegenhed. Derved vil det blive universets herre og styrke sin position som Allahs stedfortræder på jorden. Hvis det derimod ikke udnytter disse kræfter, vil det befinde sig på det laveste trin, og Allah fastsatte ikke en sådan tilstand for det, da Han sendte det til jorden med hørelse, syn og hjertets følelse.
Der findes desuden omkring halvtreds vers, som opfordrer mennesket til at skærpe sit intellekt. Dette intellekt er en gave fra Allah, ved hjælp af hvilken troen på Ham kan styrkes. Desuden inviterer disse vers mennesket til dybt og ansvarligt at forstå og overveje begivenhederne omkring sig.
Det, der er blevet sagt om dyb tænkning, gælder også tilegnelsen af viden, for den er et intellektuelt skridt hinsides den dybe tænkning og blot dens resultat. Gennem tilegnelsen af viden opnår mennesket en omfattende bevidsthed om forholdene omkring sig og en dyb forståelse af sin væren og omfanget af sit forhold til universet. Derved åbnes dets erkendelsesevne for altid, og det sikres en ansvarlig vej til at løse ethvert problem, enhver begivenhed eller ethvert spørgsmål, der stilles foran det.
Den Hellige Koran lægger derfor vægt på metoder som eksperimentering, argumentation og intellektuel debat, så mennesket gennem induktion, sammenligning, afvejning og afprøvning, med støtte i aftalte eksterne data og styrket af de mere kompetente personers intellektuelle og logiske evner, kan nå frem til korrekte resultater.
Det er betydningsfuldt, at Den Hellige Koran bruger ordet ilm (viden og videnskab) i flere betydninger: (a) dīn [30] (religion og livsordning), som Allah har foreskrevet for Sine profeter og sendebud, samt de store sandheder, der er udtrykt i disse vers. Ilm kommer også til udtryk som et tegn på de åbenbarede religiøse værdier.
Således bærer ilm og dīn i Koranens sprog den samme betydning. Allahs vers har lært os dette og gør os i stand til at forstå en omfattende, indbyrdes forbundet bevidsthed; Han ønsker, at betydningen af ilm og dīn skal udbredes i stedet for de uinformerede og fjendtlige betydninger, som positivisterne frembringer. I mere end syv hundrede og halvtreds vers forekommer forskellige former og afledninger af ordet ilm.
Den Hellige Koran understreger nødvendigheden af at anlægge et fuldstændigt videnskabeligt synspunkt på studiet af naturlige og overnaturlige fænomener og afviser utvetydigt alt, der virker negativt gennem holdninger som fordomme, uunderbyggede meninger, magi og overtro. Alle sådanne uvidenskabelige metoder afviger fra den sande vej, som religionen opfordrer mennesket til at følge for at nå sit ønskede mål, Sirat al-Mustaqim. Vi ved alle, at en lige linje er den korteste afstand mellem to punkter. Hvis der derfor opstår nogen form for krumning på den, øges afstanden og besværet, og de rejsende kan blive så vildledte, at de måske aldrig når deres destination. Den Hellige Koran understreger gentagne gange en klar og tydelig kendsgerning: Fordomme fører til meningsløshed og tåbelighed, og sandhedens eneste alternativ er vildfarelse.
3. Fænomener
Den tredje dimension, som Den Hellige Koran præsenterer, omfatter fænomener og en samling af forskellige videnskabelige discipliner: astronomi, geografi, biologi, zoologi, menneskets fysiologi og så videre. På dette område indtager mange moderne tænkere en af to modstridende positioner. Den første er en fuldstændig afhængighed af moderne videnskabelige data ved fortolkningen af Koranens vers. Dette efterlader metodologiske fejl. På den anden side anvendes partielle data til en generel afgørelse, foranderlige data anvendes til at give en permanent afgørelse, og relative data anvendes til at give en absolut afgørelse. Svagheden ved dette synspunkt er, at hvis disse partielle og relative videnskabelige data ændrer sig, og videnskabsfolkene selv erkender, at dette er et naturligt træk ved videnskaben, vil teoriens tilhængere lide under en sådan mental belastning.
I forsøget på at undgå en sådan situation forkaster den anden position også videnskabelige data fuldstændigt og falder dermed i fælden med fejlagtig tænkning.
Den sundeste og videnskaben nærmeste tilgang er middelvejen, som Koranen lærer mennesket at følge på alle livets områder. Den binder sig aldrig fuldstændigt til videnskaben med dens foranderlige data, men forkaster heller ikke helt videnskabens rolle i fortolkningen. Den moderne, kompetente tænker bør kunne anvende sin intellektuelle kunnen og erfaring inden for sit specialområde for at forstå Koranens vers og de videnskabelige afhandlingers karakter og sammenhæng. Desuden må han være bekendt med nogle af de moderne retninger inden for Koranens nyligt udgivne tafsir. Disse retninger anvender Koranens terminologi og billedsprog til at forstå Koranens betydning og indhold og er kendt som al-Tafsir al-Bayani li al-Qur’an. Denne metode rummer en faktisk sikkerhed, som beskytter fortolkeren mod overdrivelse og fejltagelser i forsøget på at nå den tilsigtede betydning af sætninger og formuleringer. Denne balance mellem videnskabelig specialisering og al-Tafsir al-Bayan gør den moderne tænker i stand til at forsøge at udtrykke den tilsigtede betydning af Koranens videnskabelige vers. Der findes visse videnskabelige fænomener, som endeligt eller ubestrideligt er blevet til fastslåede, selvindlysende sandheder. Det gælder for eksempel vindens rolle i at bringe regn, tyngdekraftens rolle i solsystemets bevægelse, de forskellige stadier i fosterets udvikling og ændringen i forholdet som følge af, at afstanden fra jordoverfladen til gasformige stoffer mindskes eller øges. Der findes også mange andre oplysninger, hvis videnskabelige karakter araberne på tidspunktet for Koranens åbenbaring ikke kendte. Ved fortolkningen af Koranens vers om disse oplysninger har man måttet støtte sig til selvindlysende videnskabelige fænomener, som først blev kendt gennem de seneste århundreder, og dette har åbenbaret en af Koranens mange forunderlige sider.
Der findes mange videnskabelige oplysninger, som belyser flere sider af virkeligheden. Disse sider eksisterer imidlertid inden for en samlet og fleksibel ramme. Undertiden kan de henvises til i sammenhæng med andre vers i Koranen for at forstå deres betydning i forhold til disse vers. Derved holdes universets forunderlige struktur sammen og beskyttes mod at blive splittet ved hjælp af én metode. Teorier, der ligger uden for beviste regler og selvindlysende sandheder, og som stadig er genstand for diskussion og vurdering uden at være fastslåede, må imidlertid behandles med stor forsigtighed. Moderne tænkere bør ikke fremsætte nogen fortolkning af de vers, der drøftes.
Man må gå videre mod en løsning på spørgsmålet om videnskabelige data og undgå de mulige fejltagelser ved (a) fuldstændig tilslutning til videnskabelig fortolkning og (b) fuldstændig forkastelse. En fuldstændig tilslutning til videnskabelig fortolkning vil hindre en korrekt forståelse, bevidsthed og yderligere undersøgelse på alle niveauer. En fuldstændig forkastelse vil derimod svække forståelsesevnen og rejse en mur af hindringer mellem det moderne menneske og et aspekt af Koranens oplysninger. Videnskabeligt baserede data, som er frembragt som bevis for at opnå tro på Allah, findes i rigt mål overalt i Den Hellige Koran. Det er værd at bemærke, at det ikke betyder, at hvert videnskabeligt emne, der er nævnt i Koranen, vil være et mirakel for fremtidige generationer. Det betyder heller ikke, at emnet var ukendt på åbenbaringstidspunktet. Der findes to slags vers. I den ene slags gives oplysninger, og opmærksomheden rettes mod storheden i Allahs skabelse af rummet, universet og livet. Denne slags vers henviser til videnskabelige oplysninger, metoder og sunan, som var ukendte på tidspunktet for Koranens åbenbaring, ligesom de var ukendte i enhver anden tidsalder, men som videnskaben senere har afsløret. Det er denne egenskab, der betegnes som Koranens videnskabelige mirakel og forunderlige karakter.
Man må huske, at Koranen ikke er en videnskabelig lærebog, og derfor indeholder den ikke alle former for videnskabelige oplysninger. Den har imidlertid fremlagt nogle oplysninger og antydet andre forhold. Derved skabes et intellektuelt miljø, der er egnet for forskere, så mennesket får frihed til at opdage endnu mere omfattende oplysninger. Ifølge Koranen kan mennesket foretage disse opdagelser med religiøs tro og forpligtelse.
4. Anvendelse
Når man betragter det fjerde aspekt af forholdet mellem Koranen og videnskaben, ser man, at Koranen utrætteligt har tilskyndet til at anvende videnskabelige oplysninger og opdagelser til at forbedre livskvaliteten og fremme den menneskelige civilisation på alle niveauer. Dette er en bred, fleksibel og vedvarende tilgang, som opfordrer menneskene til at drage fordel af videnskabelige data uanset tid og sted og anvende dem i den samtidige civilisation. Hvis dette sker, og kendte videnskabelige fænomener samt en eller anden form for civilisatorisk udvikling finder sted, vil Koranen effektivt opfordre hver generation til at foretage ændringer i lyset af nye fænomener og nye situationer. I dette fjerde aspekt af forholdet mellem Koranen og videnskaben ser man, at Koranen utrætteligt og ubetinget opfordrer de troende til i højere grad at udnytte videnskabelige oplysninger, opdagelser og formler. Koranen har ikke opfordret til at være rede til at møde fjenderne og tildele dem hårde slag for at beskytte deres ejendele og opretholde deres rolle på jorden. Afspejler dette ikke et bredt og fleksibelt perspektiv, hvorved det kan anvendes i enhver tid og på ethvert sted ved at forene det umiddelbare med det universelle og det varige med det midlertidige?
Og bered så mange stærke og veltrænede heste som muligt til at møde dem, så I derved kan indgyde Allahs og jeres egne fjender frygt (8:60).
Ubegrænset styrke og krigsvåben er også blevet nævnt som tidens bedste redskaber. I Koranens kapitel om jern (suraen al-Hadid) betragtes dette mineral som et vigtigt middel i både freds- og krigstid. Her beskrives dets anvendelse og forarbejdning specifikt:
Vi har sendt Vore sendebud med klare tegn og vejledning, og sammen med dem har Vi nedsendt Skriften og vægten, for at folk kan opretholde retfærdighed og rimelighed. Og Vi har nedsendt jernet, hvori der er et stærkt middel til krig, men også megen gavn for menneskene. Dette for at Allah kan få at vide, hvem der uden at se Ham hjælper Ham og Hans sendebud. Allah er visselig stærk og mægtig (57:25).
Hvilket større bevis på muslimernes forhold til jorden kunne der være end, at en hel sura er opkaldt efter et vigtigt mineral? Islam har betragtet den adfærd og de principper, der udspringer af den tro, som videnskabsmanden bør bære i sit hjerte, som en uomgængelig bestanddel; og hvilken tydeligere godkendelse af anvendelsen af videnskab og teknologi samt udviklingen af en kreativ, dannet og kultiveret smag kunne der være end den, der findes i det ovenstående vers? Desuden omtales jernet i dette vers som en stor gave fra Allah til Hans tjenere. Samtidig nævnes jernets to mulige anvendelser: jern som middel til frygtelig krig, når det anvendes til fremstilling af våben og militære forberedelser, og dets fordele (de fordele, som mennesker opnår ved dette mineral gennem konstruktive aktiviteter i fredstid). Hvad mere behøver der siges om jernets voksende betydning gennem tiderne i både freds- og krigstid? I vor tid er det blevet et af de vigtigste midler til gavn for menneskeheden eller til ødelæggende aktiviteter. Ethvert moderne land, der er rigt på jern, kan slå til dybt inde i fjendens område, for jernet rummer et enormt potentiale ved fremstillingen af våben. Desuden kan dette land som drivkraft for industri og rigdom samtidig hæve sig til niveauet for de førende industrialiserede lande.
I forbindelse med omtalen af jern ser vi, at en sura er blevet opkaldt efter det. Man bør huske versene i suraen Saba. I denne sura omtaler Allah sin barmhjertighed i forbindelse med, at Han lærte profeten Dawud at gøre jernet bøjeligt. Dette eksempel er blevet fremført i forbindelse med at lære menneskeheden avancerede teknikker. I denne sammenhæng er Dhul-Qarnayn blevet fremstillet som eksempel. Da han talte til det undertrykte folk og bad om evnen til at beskytte dem mod det forestående angreb, sagde han:
Min Herre har givet mig rigeligt. Hjælp mig blot med jeres arbejde, så vil jeg bygge en dæmning mellem jer og dem. Bring mig jernstykker. Da han til sidst havde fyldt hele området mellem de to bjerge, sagde han til folket: Blæs nu på ildmasserne. Da det til sidst blev helt rødt som ild, sagde han: Bring mig det, så hælder jeg nu smeltet kobber over det. På denne måde var de ikke længere i stand til hverken at forcere eller udgrave den (18:95-97).
Den hellige Koran har tegnet et enestående billede af en harmonisk forbindelse mellem mennesket, naturen og det overnaturlige. Den har skabt en balance mellem de jordiske kræfters underkastelse og forvandling til menneskets tjeneste og tilbedelsen af Allah. Den har vist en omfattende kontrast mellem æstetikken og naturens praktiske side. På den ene side har den vist menneskets styrke og praktiske muligheder, og på den anden side dets position sammenlignet med dyrene, dets svaghed og dets vedvarende afhængighed af Allah. Koranen har altid lagt vægt på nødvendigheden af at holde menneskets tendens til at afvige fra principperne under streng kontrol, når det gælder opfyldelsen af dets materielle og naturlige behov.
Vi viste Dawud vor gunst med denne befaling: »O bjerge, lovpris sammen med Dawud, og det samme gælder jer, fugle!« Og Vi gjorde jernet blødt for ham. Og Vi sagde til ham: »Lav rummelige brynjer, forbind ringene korrekt, og gør gode gerninger. Vi ser alt, hvad I gør.« Og Vi underkastede Sulayman vinden; den tilbagelagde en måneds rejse om morgenen og en måneds rejse om aftenen. Og Vi lod en kilde med smeltet kobber flyde for ham. Nogle jinner arbejdede foran ham på deres Herres befaling. Den af dem, der adlyder Min befaling, vil Jeg lade smage straffen i den flammende ild. De byggede efter Sulaymans ønske fæstninger, skulpturer, huse, udsmykkede store fade og vældige kedler, der var fastgjort over ovne. »O Dawuds familie, arbejd med taknemmelighed!« Kun få af Mine tjenere er taknemmelige. Da Vi lod Sulayman dø, var det kun træormen, der underrettede jinnerne om hans død. Da Sulayman faldt til jorden, forstod jinnerne, at hvis de havde kendt det usete, ville de ikke have forblivet bundet til denne ydmygende straf. (34:10-14)
I en anden sura siges det:
Sulayman sagde: »Min Herre, tilgiv mig, og skænk mig et rige, som ingen efter mig vil kunne få. Du er visselig Den Store Giver.« Så underkastede Vi vinden ham, så den frit blæste efter hans befaling, hvorhen han ønskede at nå. Og Vi underkastede ham alle djævle, nemlig dem, der byggede paladser og dykkede, samt mange andre, der var bundet i lænker. »Dette er Vor gunst; giv derfor, hvem du vil, eller behold den selv; du skal ikke aflægge regnskab for det.« (38:35-39).
I Koranen siges det endvidere:
Derpå lod Vi Sulayman forstå den rette afgørelse. Vi skænkede dem begge visdom og viden. Vi underkastede bjergene og fuglene Dawud; de lovpriste Min hellighed og herlighed. Det var os, der gjorde alt dette. Vi lærte ham at fremstille brynjer til jer, så de kunne beskytte jer i krig. Vil I da ikke være taknemmelige? Og Vi underkastede Sulayman den stærke vind; den blæste efter hans befaling mod det land, som Vi havde velsignet. Vi har fuld viden om alle ting. Og Vi underkastede ham nogle af djævlene, som dykkede for ham og udførte andre opgaver end dette. Det var Os, der holdt dem under kontrol. (21:79-82)
Disse vers er eksempler, som udtrykker den højeste harmoni mellem en aktiv reaktion på Allahs vilje, det usete, Allahs magt, naturen og metoden til samfundets udvikling mellem menneskene. Her arbejder usete kræfter i en velordnet samordning til menneskets tjeneste, mens mennesket for disse rundhåndede gaver retter sin tilbedelse, lovprisning og taknemmelighed mod Allah, så det kan opnå den værdighed, som det blev skabt til på jorden.
Jeg har ikke skabt jinnerne og menneskene til noget andet formål end at de skal tilbede Mig. Jeg ønsker ikke noget forsørgelsesmiddel fra dem, og Jeg ønsker heller ikke, at de skal give Mig føde. (51:56-57).
Her finder vi vidnesbyrdet om Allahs to profeter, Dawud og Sulayman (alayhim as-salam). Naturens uudtømmelige kræfter er blevet gjort underordnede mennesket. Det samme gælder Guds kraft, for hvilken der hverken findes nogen tidsbegrænsning (Time limit) eller geografisk hindring (Place barrier), og over for hvilken videnskaben i sidste ende står hjælpeløs. Jern, vind, smeltet kobber og jinner er blevet gjort underordnede, så de kan ledes efter ansvarlige og gudfrygtige menneskers anvisninger, og så målet om samfundets udvikling kan opfyldes gennem opbygning af industri og kunsthåndværk. I den hellige Koran er beretningen fortalt med tydelig henvisning til jern og kobber, hvilket i dag, i det tyvende århundrede, er klart anvendeligt for os og vigtigt for den moderne civilisation eller enhver anden civilisation, der stræber efter fremskridt inden for byggeri, industrialisering og alle andre områder. Vi ser også, at Allah ikke gav profeten Dawud (alayhis-salam) jernet uden grund; Han lærte ham, hvordan det skulle gøres anvendeligt. Desuden må vi ikke glemme spørgsmålet om vinden. Geografisk forskning har vist, at vinden er en yderst vigtig faktor for livets vækst og udvikling på jorden.
Ligesom mange andre vers er disse vers et endeligt svar til dem, der hævder, at den guddommelige religions eneste opgave er at føre dens tilhængere mod isolation og passivitet og at tilskynde dem på en sådan måde, at denne verden ikke er til at opbygge noget, men blot er en slags passage, hvor tiden på den ene eller anden måde fordrives. For sådanne mennesker er religionen civilisationens modstander, og troen en hindring for kreativitet, opfindelser og et nyt liv. De siger også, at forholdet mellem mennesket og dets Skaber fører til passivitet. De hævder, at det netop er den positivistiske retning (Positive School), der spiller den dynamiske rolle for livets vækst og udvikling. Denne opfattelse er fuldstændig uacceptabel.
I denne undersøgelse er der fremlagt mange eksempler, som beviser, at Koranen fuldstændigt har afvist en nederlagspræget indstilling og passivitet. For det skaber et miljø, der gør religion og fremskridt til fjender. At være gudfrygtig betyder i virkeligheden ikke at træde ud af det naturlige liv, og det indebærer heller ikke, at man skal udføre handlinger uden nogen konkurrencemæssig værdi. Set fra et islamisk perspektiv er den sande religion at forbedre livsstandarden. I denne henseende er islam dybt forbundet med livets og historiens proces.
Bemærkninger:
1. Subhanahu wa ta’ala: Må Allah prises, og må Hans suverænitet forblive intakt. Dette siges, når Allah omtales.
2. Sallallahu alayhi wa sallam: Må Allahs fred og barmhjertighed være over Den Ærværdige Profet. Denne salawat fremsiges, når profeten Muhammad (sallallahu alayhi wa sallam) nævnes.
3. Alayhis-salam: Må Allahs barmhjertighed være over ham. Denne bøn fremsiges, når andre profeter nævnes.
4. Ayat: Et vers i Koranen. Ordet bruges også i betydningen Guds magt.
5. Faqīh (flertal fuqahāʾ): En lærd inden for fiqh; tilsvarende betyder ʿālim (flertal ʿulamāʾ) en lærd.
6. Al-nāsikh (ophævet): Et vers i Koranen, hvis indhold er blevet ophævet af et andet vers; derfor kaldes disse vers mansūkh.
7. Ibn ʿĀshūr: Shaykh Muhammad al-Tāhir; Tafsīr al-Taḥrīr wa al-Tanwīr, al-Dār al-Tūnisiyya, Tunis, 1984, s. 28–29.
8. Fiqh: Islamisk viden gennem lovregler; viden om islams lov; uṣūl al-fiqh; videnskaben om islamisk jura, det vil sige metoden til at udlede love fra islams retskilder samt fastlæggelsen af disse loves anvendelsesområde eller rækkevidde.
9. Hadith (flertal aḥādīth): Hadith er betegnelsen for de ord og handlinger, der er udgået fra den ædle Sendebuds (ﷺ) hellige mund. Med det engelske bogstav H (stort H) betegnes samlingen af den ædle Sendebuds hadither. Hadith-lærde kaldes muḥaddithūn.
10. Ibn ʿĀshūr; samme værk, s. 12
11. Uṣūliyyūn: Begrebet gengives nedsættende som fundamentalister og fortolkes fejlagtigt som purister. Dets egentlige betydning er de principfaste; betegnelsen bruges om dem, der følger den traditionelle fortolkning af Koranen og Sunnah, og som ikke er tilhængere af ijtihād (se note 16).
12. Ibn ʿĀshūr, samme værk, s. 44
13. Tawhid; Guds enhed; troen på, at Allah er én, suveræn, universets skaber og hele skaberværkets ejer. Tawhid er islams essens.
14. Sunna: summen af Profeten Muhammads (fred være med ham) udsagn, handlinger samt godkendte eller ikke-godkendte handlinger.
15. Methods of Understanding the Quran, IIIT Virginia, 1991, Herndon.
16. Ijtihad: Islams retskilder, som er uforanderlige for alle tider og steder. Den systematiske intellektuelle bestræbelse på at anvende disse kilder under de foranderlige forhold i det muslimske samfund kan kaldes ijtihad.
17. Imam (a’imma er flertal): en samfundsleder inden for religiøse og verdslige anliggender, der er forpligtet på islamisk viden; en fortolker af islamisk ret kaldes også imam.
18. Isnād (asānīd er flertal): gruppen af fortællere af en bestemt hadith. Al-Musnad: en samling af hadither ordnet efter fortællernes rækkefølge, såsom Musnad Abū Dāwūd.
19. Muhaddithūn: se note 9.
20. Muntahidūn: se note 16.
21. Ahad: De hadither, der kun er overleveret gennem én fortæller.
22. Fatwa: En juridisk afgørelse afgivet af en lærd, mufti eller mujtahid i tilknytning til islamisk lov.
23. Udgivet af Dar al-Suruq i Kairo og Beirut.
24. Sirat: Den store profets biografi.
25. For at nå frem til den rette konklusion afholdt instituttet i overensstemmelse med principperne for forskning i sunnaen et internationalt seminar i samarbejde med det Amman-baserede Royal Society for the Study of Islamic Civilization. Seminaret blev afholdt i november 1989 under selskabets 7. generalforsamling og handlede om Den store profets sunna og hans metode til opbygning af civilisation. 126 lærde, professorer og forskere deltog. Blandt de vigtigste emner, der blev drøftet på seminaret, var også de to tidligere udgivne bøger om sunnaen af Shaykh al-Ghazali og dr. al-Qaradawi (nævnt tidligere) samt andre artikler.
26. Disse emner er behandlet i min bog Alam fi Muajahat al-Maddiyyah (Videnskab i mødet med materialismen), udgivet af Mu’assasat al-Risalah i Beirut i 1986.
27. Se for flere detaljer min bog Madkhal ila Mawqif al-Qur’an al-Karim min al-‘Ilm (En introduktion til Koranens syn på videnskaben), Beirut, Mu’assasat al-Risalah, 1983. Her finder læseren fuldstændige, emneinddelte referencer til Koranen.
28. Kalifat: Mennesket er Allahs stedfortræder; en regeringsordning, der viderefører Den ædle Profets verdslige regering. Khalifah (khulafa i flertal): Allahs stedfortræder.
29. Iman: troen på, at Allah er den eneste Gud, og at den store profet Muhammad (fvmh.) er Hans sidste profet.
30. Din: Allahs naturlige eller sande religion, som er foreskrevet for mennesket, og som omfatter iman, principper, lov, hengivenhed, regler og bestemmelser samt dom.
–– Afsluttet —