Betingelserne for den islamiske bevægelses succes

De, som virkelig ønsker at etablere et islamisk samfund—

må først og fremmest klart indse, at der i vores nation på ingen måde mangler et ønske om at etablere et ideelt islamisk samfund. Det, der virkelig mangler, er interesse og initiativ, og endnu mere mangler der kvalifikationer. De grundlæggende egenskaber, som dette arbejde kræver, findes ikke hos de fleste mennesker.

Det andet, man må være særligt opmærksom på, er, at hele den indflydelsesrige del af vores nation i de fleste tilfælde er optaget af at skabe forvanskning og splittelse i samfundet. Og de, der ikke er involveret i forvanskning og splittelse, er heller ikke optaget af at skabe og organisere. Antallet af mennesker, der forsøger at reformere og opbygge samfundet, er meget lille.

Det tredje, man ikke bør være uopmærksom på, er, at regeringen i vor tid er den største kraft, der opbygger og nedbryder samfundslivet. Og dér, hvor et demokratisk system er etableret, afhænger regeringens egnethed eller uegnethed fuldstændigt af, om folket er egnet eller uegnet til at overlade regeringsmagten til bestemte personer. De, der er optaget af nedbrydning, bruger ikke så mange kræfter på noget andet som på at anspore folket, så det aldrig bliver i stand til at foretage et korrekt valg.

Disse tre forhold skaber tilsammen et skræmmende billede, som i begyndelsen fylder mennesket med modløshed, og midt i håbløsheden på alle sider begynder det at tænke: Er det overhovedet muligt at lykkes med noget her? Men over for dette findes der flere andre forhold, og når man holder dem for øje, begynder håbets skyer at sprede sig, og alle sider oplyses af håbets stråleglans.

Det første er, at vores samfund ikke kun er et tilholdssted for uærlige mennesker; her findes også nogle få retskafne mennesker. De nærer ikke blot et ønske om reform og karakterdannelse, men besidder også interesse og evner. Og selv hvis der mangler noget hos dem, kan det udvikles gennem en smule omsorg og indsats.

Det andet er, at vores nation som helhed ikke er tilbøjelig til uærlighed. På grund af manglende uddannelse og uvidenhed kan folk blive bedraget, og de er blevet bedraget, men de er ikke tilfredse med den forvanskning, som bedragerne udsætter dem for. Hvis man med indsigt fører en velorganiseret og vedvarende indsats, kan den offentlige mening i landet til sidst gøres til en støtte for de kræfter, der stræber efter reform. Hvis størstedelen af nationen selv støttede alle de overgreb, der skabes gennem de uærlige kræfters indflydelse i samfundet, ville der naturligvis være grund til fortvivlelse. Men sådan er den virkelige situation ikke.

Det tredje er, at de, der arbejder for forvanskning, har opnået alle slags muligheder og fordele, men de har ikke kunnet opnå to fordele: For det første karakterstyrkens fordel, for det andet enhedens fordel.

Det sidste og vigtigste er, at arbejdet med at etablere din er Allahs eget arbejde. Derfor opnår de, der bestræber sig på det, Allahs støtte, men betingelsen er, at de må arbejde med tålmodighed og oprigtighed og ikke kan undvære fornuft og dømmekraft. Uanset hvor få sådanne mennesker er, og hvor beskedne deres udstyr og midler er, vil Allahs hjælp og støtte til sidst udfylde alle deres mangler.

Dette håbets lysglimt bag den tilsyneladende håbløshed åbner ikke blot for muligheden for at frembringe et ideelt islamisk samfund, men også for udsigten til dets vellykkede etablering. Det nødvendige er imidlertid, at de, der virkelig nærer et ønske om dette arbejde, må gå videre end håb og ønsker og begynde at gøre noget; de må følge den metode, Allah har fastlagt for succes. Det er ikke Allahs måde, at man blot fortsætter med at kritisere onde handlinger og fejl og tror, at de vil blive rettet alene ved ordenes kraft. Før du bruger dine hænders og fødders kraft, flytter selv en torn i skoven eller en sten på vejen sig ikke. Hvordan skulle samfundets gamle fejl og mangler så kunne fjernes alene ved dine ord? Uden bondens arbejde frembringes ikke et eneste aks ris. Hvordan kan man da blot gennem bøn og håb forvente, at der i samfundet vokser en grøn og frodig høst af ærlighed og godhed? Kritik bliver først virkningsfuld, når vi går ud på arbejdspladsen, arbejder og beder Allah om succes. Englene kommer uden tvivl. Men de kommer ikke for selv at kæmpe. De kommer for at hjælpe de sandhedstro, der kæmper for at ofre deres liv på Allahs vej. Derfor bør de, der har lyst til at arbejde, opgive falske håb og ønsker, forstå alle dette arbejdes krav og behov med et sundt sind og derefter nøje overveje, om de virkelig vil udføre dette arbejde, eller blot vil græde over samfundets forvanskning og nøjes med at nære et ønske om at opbygge samfundet. Den, der beslutter sig for at arbejde, bør gøre det efter grundig og klar overvejelse, ikke under indflydelse af ophidselse. Under en kortvarig ophidselse kan et menneske stille sig foran en geværmunding og ofre sit liv, men under en sådan ophidselse kan det ikke arbejde hele livet for at nå et mål—ja, det kan ikke engang holde sig borte fra en ond handling eller forblive standhaftigt i en god handling i blot fire dage. Kun de, der gennem en velovervejet beslutning er rede til at vie hele deres liv til konstruktivt arbejde, kan udføre dette arbejde.

Samtidig med interessen for at arbejde og beslutningen om at tage initiativ rejser mennesker normalt spørgsmålet om et handlingsprogram. Men de glemmer, at mellem beslutningen om at handle og handlingsprogrammet er arbejderens egen personlighed selve arbejdets grundlag og støtte. Det er ikke rigtigt at tale om arbejde og handlingsprogram uden at tage dette i betragtning. Det er en fejltagelse at tro, at det eneste, der kræves for at arbejde, er en beslutning, hvorefter kun spørgsmålet om handlingsprogrammet står tilbage. På grund af denne fejlagtige opfattelse er mange store arbejder blevet påbegyndt hos os, men senere har de ikke nået det endelige mål. Handlingsprogrammet og planen er derfor ikke det afgørende; det afgørende er de mennesker, der skal gennemføre dem, deres karakteregenskaber samt hvert enkelt menneskes individuelle og kollektive egenskaber. Dette er den virkelige virkende kraft bag handlingsprogrammets og planens succes eller fiasko. Hver svaghed hos et menneske påvirker arbejdets resultat, og hver af dets egenskaber forskønner arbejdet. Hvis det besidder høje og gode egenskaber, kan det gennem en så vellykket gennemførelse løfte selv en mangelfuld plan og et dårligt handlingsprogram til det endelige mål, så mennesker bliver forbløffede. Omvendt går selv et godt arbejde til grunde, hvis det mangler kvalifikationer. Ja, mennesker begynder endda at tvivle på rigtigheden af det arbejde, som en ukvalificeret person påtager sig. Før man derfor overvejer en praktisk plan for reform og opbygning, må man også nøje undersøge, hvilke kvalifikationer de mennesker, der vil træde frem for at udføre dette arbejde, skal have, hvilke egenskaber de skal forenes af, hvilke fejl og mangler de skal være fri for, og desuden hvilke midler og metoder der kan bruges til at forme sådanne mennesker.

I den følgende gennemgang vil vi beskrive dette emne i nedenstående rækkefølge—

1) De individuelle egenskaber, som hver af dem, der arbejder for dette mål, bør have.

2) De egenskaber, som de bør have på kollektivt plan.

3) De egenskaber, der bør være til stede for at opnå succes i kampen for at udbrede islam, udvide den islamiske da‘wah og etablere din.

4) De store individuelle og kollektive fejl og mangler, som de bør være fri for.

5) De midler, der kan anvendes til at udvikle de ønskede egenskaber og befri individet og fællesskabet for de uønskede egenskaber.

Efter Allahs hjælp er den anden nøgle til succes med i praksis at etablere den islamiske livsform i verden de personlige egenskaber hos de mennesker, der bestræber sig på at udføre dette arbejde. Visse egenskaber må findes individuelt hos hver af dem. Visse egenskaber må de have på kollektivt plan. Visse egenskaber må de besidde for at fremme reform og konstruktivt arbejde. Og hvis de ikke befrier sig selv for visse fejl og mangler, kan alle deres bestræbelser ende i fiasko. Først må disse forhold forstås. Således vil de, der er inspireret af en ægte motivation for denne tjeneste, kunne bestræbe sig særligt på at udvikle de ønskede egenskaber hos sig selv og befri sig for de uønskede. På denne måde er opbygningen af individet den første betingelse for at opbygge samfundet. For den, der ikke kan ordne og forme sig selv, kan intet gøre for at ordne og forme andre.

Individuelle egenskaber

Sand viden om islam

Den første af de individuelle egenskaber er sand viden om islam. Den, der ønsker at etablere den islamiske livsform, må først og fremmest kende og forstå det, han ønsker at etablere. Til dette arbejde er en blot kortfattet viden om islam ikke tilstrækkelig; der kræves snarere mere eller mindre detaljeret viden. Dens omfang afhænger af menneskets evner. Det er ikke nødvendigt, at enhver, der følger denne vej, eller enhver medarbejder i bevægelsen, skal være mufti eller mujtahid. Men enhver må naturligvis kende forskellen mellem islams troslære og jahiliyyas tanker og forestillinger, mellem islams arbejdsmetode og jahiliyyas principper og metoder, og være bekendt med den vej, islam har anvist mennesket på livets forskellige områder. Uden denne viden og indsigt kan mennesket hverken selv følge den rette vej, vise andre vejen eller udføre noget arbejde på den rette måde for at opbygge samfundet. Hos almindelige medarbejdere må denne viden være på et sådant niveau, at de kan forklare almindelige mennesker på landet og i byerne religionens budskab på en enkel og letforståelig måde. Men medarbejdere med høje intellektuelle evner må have denne viden i større omfang. De må kunne øve indflydelse på de intellektuelle. De må kunne fjerne alle former for tvivl hos uddannede mennesker. De må kunne give logiske og tilfredsstillende svar på modstandernes spørgsmål. De må kunne løse livets forskellige problemer i lyset af islam. De må ud fra et islamisk synspunkt forme og organisere uddannelse og kunst på en ny måde. På islams tidløse og evige grundlag må de opføre en ny civilisations og kulturs bygning. De må besidde evnen til at kritisere, så de kan skelne de mangelfulde dele af moderne tænkning og handling fra de fejlfri dele. Samtidig må de have den konstruktive evne og styrke til at bryde det ned, der skal brydes ned, og opføre noget bedre i stedet, samt bevare det, der skal bevares, og anvende det i en bedre og højere udviklet orden.

Standhaftig tro på islam

Den anden uundværlige egenskab, som må findes hos den, der påtager sig dette mål, efter viden, er, at han må have en urokkelig tro på den din, som han ønsker at opbygge sin livsorden på. Hans sind må være uden tvivl om denne livsordens sandhed og rigtighed. Mennesket kan ikke udføre dette arbejde i en tilstand af tvivl og vaklen. Det er ikke muligt at fuldføre det med mental tvivl og forvirring i tanke og syn på tingene. En person med et vaklende sind, hvis tanker ikke er koncentrerede, og som forvirres eller kan forvirres af forskellige veje inden for tanke og handling, kan ikke være egnet til dette arbejde. Den, der skal udføre dette arbejde, må uden tvivl tro på Allah og have urokkelig tro på de egenskaber, den magt og de rettigheder, der tillægges Allah i Koranen. Han må have fast tro på det hinsidige og tro på det nøjagtigt sådan, som det beskrives i Koranen. Han må tro, at den vej, som Muhammad, Allahs Sendebud (fred være med ham), viste, er den eneste sande vej, og at enhver vej, der modsætter sig den eller ikke stemmer overens med den, er vildledt. Han må tro, at der kun findes én målestok til at bedømme enhver menneskelig tanke og enhver metode, nemlig Allahs Bog og Hans Sendebuds sunnah. Den, der består denne prøve, er sand og ufejlbarlig, mens den, der ikke består den, er falsk og vildledt. For at opbygge den islamiske livsorden må man have fast tro på disse sandheder og opnå fuld koncentration i tanken. Den, der på dette område stadig er blot en smule vaklende eller endnu interesserer sig for andre veje, må behandle denne svaghed i sig selv, før han går frem som bygger af denne bygning.

Karakter og handling

Den tredje uundværlige egenskab er, at handlingerne skal stemme overens med ordene. Han skal følge det, han anser for sandt, holde sig borte fra det, han anser for falsk, gøre den din, som han erklærer som sin, til sin karakters og sine handlingers din, og først selv adlyde det, som han opfordrer de troende til. For at adlyde i det gode og afholde sig fra det onde bør han ikke være afhængig af ydre pres eller påvirkning. Hvis en handling vil føre til Allahs velbehag, bør han udføre den med oprigtig interesse og vilje alene af denne grund. Og han skal afholde sig fra en handling, blot fordi Allah ikke bryder sig om den. Denne karakteregenskab bør ikke kun vise sig under normale forhold; hans karakterstyrke må være så højt udviklet, at han i et unormalt og forvansket miljø kan forblive standhaftig på sandhedens vej, selv når han må møde alle former for frygt og fristelser og kæmpe mod al modstand og modgang. Den, der ikke besidder denne egenskab, kan hjælpe arbejdet med at reformere og opbygge samfundet, men kan ikke være en egentlig aktiv medarbejder. Den, der blot har den mindste hengivenhed, respekt og omsorg for islam, kan hjælpe dette arbejde. Selv den, der fornægter islam og er imod den, men ikke aktivt skaber hindringer på dens vej, kan være en vis støtte. Men selv om der fandtes millioner og atter millioner af sådanne hjælpere, ville den islamiske orden i praksis ikke kunne indføres, og udviklingen og styrkelsen af jahiliyyah ville ikke kunne standses. Dette arbejde kan i praksis kun udføres, når en gruppe mennesker træder frem, som forener viden og tro med karakter og handlekraft, og hvis tro og samvittighed rummer så stor livskraft, at de uden ydre tilskyndelse, drevet af deres indre overbevisning, fortsætter med at opfylde deres dins krav og behov. Hvis sådanne medarbejdere træder ind på arbejdspladsen, kan også den store mængde tilhængere og hjælpere, der findes overalt i både muslimske og ikke-muslimske samfund, blive til virkningsfuld støtte.

Din som livets formål

Ud over disse tre egenskaber må de medarbejdere, der påtager sig at reformere og opbygge samfundet, besidde endnu en egenskab. Det vil sige, at det ikke blot skal være et ønske i deres liv at ophøje Allahs ord og etablere din, men at de må gøre dette til deres livsformål. Nogle mennesker kender din, tror på den og handler efter den, men de betragter ikke bestræbelsen og kampen for dens etablering som deres livsmål; de lever ærligt og gør gode handlinger, samtidig med at de passer deres verdslige gøremål. Disse er uden tvivl retskafne mennesker. Hvis den islamiske livsorden allerede var etableret i praksis, kunne de også være gode borgere. Men dér, hvor en jahilisk livsorden omslutter alt, og spørgsmålet opstår om at fjerne den og etablere den islamiske livsorden i stedet, er det ikke nok, at sådanne retskafne mennesker blot er til stede. Der er i stedet behov for mennesker, som betragter dette arbejde som deres livsformål. De vil naturligvis også udføre andre verdslige opgaver, men deres liv vil kredse ene og alene om dette formål. De vil være fast besluttede på at fuldføre det. Derfor vil de være rede til at bruge al deres tid og formåen, rigdom og ejendom, alle kroppens og livets kræfter samt hele deres sinds og intellekts kapacitet. Selv hvis det bliver nødvendigt at ofre livet, vil de ikke vige tilbage. Det er sådanne mennesker, der kan rydde vejen for islam ved at skære jahiliyyas ukrudt bort.

Korrekt og sikker viden om din, urokkelig tro på den, at forme sin karakter efter den og gøre dens etablering til sit livsformål—dette er grundlæggende egenskaber, som enhver, der personligt bestræber sig på at opbygge den islamiske livsorden, bør have. Deres betydning er uendelig stor. Det vil sige, at man ikke engang kan forestille sig, at dette arbejde kan udføres uden en samling mennesker, der besidder disse egenskaber.

Det siger sig selv, at hvis sådanne mennesker virkelig ønsker at udrette noget, er det nødvendigt, at de udfører dette arbejde som en del af en gruppe. Det er ligegyldigt, hvilken gruppe de tilhører, eller under hvilket navn de arbejder. Enhver fornuftig og samvittighedsfuld person ved, at man ikke kan skabe nogen forandring i samfundsordenen gennem en rent individuel indsats. Derfor er der behov for organiseret, ikke spredt, indsats. Med dette som en sandhed, alle kan blive enige om, vil vi nu begynde at gennemgå de gruppeegenskaber, som en sådan gruppe nødvendigvis må have.

Gruppeegenskaber

Broderskab og kærlighed

Den første egenskab, som en sådan gruppe må have, er, at hvert af dens medlemmer må være rede til at ofre sig for de andre. Et palads er stærkt, når hver eneste mursten er solidt forbundet med de andre. Cementen holder disse mursten sammen. På samme måde bliver en gruppe først til en stålmur, når dens medlemmers hjerter er knyttet sammen af ét bånd. Og det, der kan knytte disse hjerter sammen, er oprigtig kærlighed, gensidigt ønske om hinandens vel, medfølelse og villighed til at ofre sig for hinanden. Hjerter fulde af had kan aldrig leve sammen i harmoni. Hyklersk omgang skaber aldrig ægte enhed. En enhed baseret på særinteresser baner vej for hykleri. Og et tørt og glædesløst forretningsforhold kan aldrig blive grundlag for samhørighed og samarbejde. Selv hvis en verdslig interesse samler mennesker uden et sådant forhold, samles de blot for igen at blive spredt, og i stedet for at udføre noget ædelt ender de med at ødelægge hinanden. Først når en gruppe uselviske mennesker, der nærer en dyb kærlighed til deres livsformål, samles, og denne uselviskhed i tanken og kærligheden til formålet skaber oprigtighed og kærlighed mellem dem, kan en stærk og solid gruppe opstå. En sådan gruppe er i virkeligheden urokkelig som en stålmur. Satan finder ingen vej til at skabe revner i den. Selv hvis man udefra rejser en storm af modstand imod den, kan man ikke rokke den.

Gensidig rådgivning

Den anden nødvendige egenskab er, at gruppen må arbejde på grundlag af gensidig rådgivning og fuldt ud følge rådgivningens regler og principper. En gruppe, hvor hvert menneske handler efter eget forgodtbefindende, er i virkeligheden ikke en gruppe, men blot en forsamling. En sådan forsamling er ikke i stand til at udføre noget arbejde. På samme måde kan en gruppe, hvor én person eller en lille gruppe indflydelsesrige personer sidder med al magt, mens alle andre ledes efter deres tegn, heller ikke bestå længe. Gennem rådgivning kan man ikke blot undersøge de gode og dårlige sider ved hvert spørgsmål og nå frem til en god beslutning; der opnås også to andre fordele.

1. Når hele gruppens rådgivning direkte eller indirekte ligger bag et arbejde, forsøger hele gruppen at udføre det med sindsro; ingen tænker da, at noget er blevet påtvunget dem ovenfra.

2. På denne måde lærer hele gruppen at forstå problemer og begivenheder. Hvert menneske interesserer sig for gruppen og dens arbejde og betragter de beslutninger, der træffes på dens vej, som sine egne beslutninger. Betingelsen er imidlertid, at rådgivningens regler og principper følges. Rådgivningens regler er, at enhver oprigtigt fremlægger sin mening og ikke skjuler noget i sit sind. Under drøftelsen må ingen ty til stædighed, hårdnakkethed eller fjendskab. Når en beslutning er truffet med flertallets støtte, skal de, der havde en anden mening, med glæde gå frem for at gennemføre gruppens beslutning, selv om de ikke ændrer deres egen mening. Hvis man ikke tager hensyn til disse tre forhold, går alle rådgivningens fordele tabt. Ja, det er i sidste ende netop dette, der skaber splittelse i gruppen.

Organisation og disciplin

Den tredje vigtige egenskab er organisation, disciplin, regelmæssighed, gensidig hjælp og at arbejde som et team. En gruppe kan trods alle sine egenskaber mislykkes udelukkende, fordi den ikke er i stand til at gennemføre sine egne beslutninger og planer. Det er resultatet af mangel på organisation, disciplin og samarbejde. Destruktivt arbejde kan udføres alene ved hjælp af larm og uro. Men intet konstruktivt arbejde kan udføres uden en organiseret indsats. En organiseret indsats består i, at hele gruppen i fællesskab følger de regler og principper, som gruppen har vedtaget. Man må følge de anvisninger, som den person, der er blevet tildelt myndighed på et bestemt niveau i gruppen, giver. Ethvert medlem af gruppen skal være pligtopfyldende og rettidigt og samvittighedsfuldt forsøge at udføre det ansvar, der er blevet pålagt det. De medarbejdere, som har fået ansvaret for at arbejde sammen, skal yde hinanden fuld støtte. Gruppens maskineri skal være så aktivt, at alle dets dele straks sættes i gang for at gennemføre en beslutning, så snart den er truffet. Kun sådanne grupper kan fuldføre noget i verden. Ellers bliver de grupper, der samler delene, men ikke samler dem på deres rette plads og får dem til at fungere som et maskineri, i praksis lige så gode som ikke-eksisterende.

Kritik med henblik på reform

Den sidste og vigtigste egenskab er, at gruppen også skal have evnen til at kritisere med henblik på reform. Hvor meget blinde følgere og godtroende tilhængere end måtte begynde arbejdet fra det rette sted, og hvor fejlfrit et formål og mål de end måtte have foran sig, vil de til sidst fortsætte med at forvanske hele arbejdet. For i menneskeligt arbejde er det naturligt, at svagheder viser sig. Men hvor ingen holder øje med svaghederne, det vil sige hvor det ikke betragtes som en fejl at påpege dem, bliver alle former for svaghed på grund af forsømmelse eller manglende evne, der mødes med fuldstændig tavshed, gradvist til et tilflugtssted for ubekymrethed og tryghed, og de vokser efterhånden til det dobbelte eller firedobbelte. Intet er mere skadeligt for gruppens sunde og stærke skikkelse og sygdomsfrie legeme end mangel på kritik. Og intet kan være en større ulykke for gruppen end at undertrykke kritisk tænkning. Det er gennem denne kritik, at fejl og mangler kommer frem i rette tid, så man kan forsøge at rette dem. Men den ufravigelige betingelse for kritik er, at den ikke må gives med det formål at påpege fejl, men med fuld oprigtighed med henblik på forbedring. Og den anden, lige så vigtige betingelse er, at kritikeren skal kritisere på en korrekt måde. Selv en velmenende kritikers uforskammede, klodsede, utidige og dårlige kritik, når han søger efter fejl, kan udsætte gruppen for præcis samme grad af skade.

Egenskaber, der fuldender

Indtil nu har vi drøftet de uundværlige egenskaber ved en organisation, der er dannet af personer, som er nødvendige for samfundets reform og opbygningen af en islamisk livsorden. De forhold, der er blevet nævnt i denne forbindelse, hører blot til de indledende og grundlæggende egenskaber. Ligesom der kræves en mindste kapital for at begynde en virksomhed, uden hvilken virksomheden slet ikke kan påbegyndes, er disse egenskaber individets mindste moralske kapital; uden dem kan arbejdet med at reformere samfundet og opbygge en islamisk livsorden ikke begynde. Det siger sig selv, at man ikke engang kan forestille sig, at en islamisk livsorden skulle kunne etableres af mennesker, som ikke selv er fortrolige med islam, som ikke har opnået mental tryghed og koncentration i denne sag, som ikke har kunnet gøre islam til deres karakters, handlingers og virkelige livs religion, eller som ikke har gjort kampen for islams etablering til deres livsformål. På samme måde kan en ren samling af personer med de ønskede egenskaber ikke give noget resultat, hvis deres hjerter ikke er forbundet med hinanden, hvis der ikke findes samarbejde, disciplin og organisation blandt dem, hvis de ikke er vant til at arbejde sammen, og hvis de er uvidende om den rette metode for gensidig rådgivning og kritik. Derfor bør det forstås klart, at de fire individuelle og fire kollektive egenskaber, som jeg hidtil har nævnt, er den indledende kapital for at begynde dette arbejde, og at de kun er vigtige i denne sammenhæng. Men det er ikke rigtigt at antage, at så lidt moralsk og åndelig kapital er tilstrækkelig for dette arbejdes udvikling og succes. Nu vil vi drøfte de uundværlige egenskaber.

Forholdet til Gud og oprigtighed

Den første af disse egenskaber, der især må nævnes, er forholdet til Gud og oprigtighed. Verdslige opgaver kan udføres for individet, familien, stammen, nationen eller landet; alle sider af personlig interesse og personlig gevinst kan varetages med alle mulige muligheder, og de kan udføres ikke blot med tro på Gud, men også ved at fornægte Gud, og der kan være mulighed for alle former for verdslig succes i dem. Men at etablere en islamisk livsorden er en helt modsat type opgave. Indtil menneskets forhold til Gud er virkelig stærkt og dybt, og indtil det beslutter at arbejde udelukkende for Gud, er ingen form for succes i dette arbejde mulig. For her ønsker mennesket at etablere Guds din. Derfor bliver det nødvendigt at gøre alt for Gud. I dette arbejde skal alene Guds tilfredshed være målet. Kærlighed til Gud alene skal være den grundlæggende drivkraft i dette arbejde. Man skal have fuld tillid til Hans hjælp og støtte. Man skal håbe på belønning fra Ham alene. Og hele sindet skal være gennemtrængt af frygten for at skulle stå til regnskab over for Ham alene. Enhver anden frygt, begær, kærlighed og lydighed samt enhver anden interesse vil føre dette arbejde bort fra den rette vej; resultatet kan blive, at noget andet etableres, men Guds din kan ikke blive etableret.

Tanken på det hinsidige

Den anden egenskab, som står i nær forbindelse med den førstnævnte, er tanken på det hinsidige. Selv om verden er den troendes arbejdssted, og han må gøre alt her, arbejder han ikke desto mindre ikke for denne verden, men for det hinsidige, og hans blik er ikke rettet mod verdens resultater, men mod resultaterne i det hinsidige. Han skal udføre de handlinger, der er gavnlige i det hinsidige, og undlade dem, som ikke giver nogen gevinst dér. De tab i denne verden, som er gavnlige i det hinsidige, skal han tage imod, og de tab i denne verden, som er gavnlige i det hinsidige, skal han tage imod. Han skal kun tænke på straffen og belønningen i det hinsidige. Ingen straf eller belønning i denne verden bør have betydning i hans øjne. Uanset om hans stræben i denne verden bærer frugt eller ej, uanset om han møder succes eller fiasko, uanset om han modtager belønning eller kastes ud i prøvelser, skal han under alle forhold arbejde i troen på, at intet er skjult for den Gud, for hvis skyld han anstrenger sig, at han på ingen måde vil blive berøvet den evige belønning i det hinsidige hos Ham, og at succes dér er den virkelige succes. Uden denne indstilling er det ikke muligt for mennesket på denne vej at tage så meget som ét skridt mod det rette mål. Hvis blot den mindste blanding af verdslig interesse findes i dette, er der ingen anden udvej end at snuble. Den, der gør verdslig succes til det endelige mål og går fremad, mister modet efter blot et eller to slag på Guds vej. Enhver succes på denne vej ændrer på et eller andet niveau synsvinklen hos den, hvis hjerte rummer verdslige interesser.

Karakterens skønhed

Karakterens skønhed forvandler virkningen af den ovennævnte egenskab til en vældig sejrskraft i praksis. De, der arbejder på Guds vej, skal have et åbent hjerte og stort mod; de skal være medfølende over for skabningerne og nære omsorg for menneskeheden. De skal være høflige og milde af sind, selvhjulpne og udholdende, venlige i tale og omgængelige. Ingen bør kunne forestille sig, at de vil skade nogen, og alle skal kunne forvente godhed og gavn fra dem. De skal være tilfredse med mindre end det, der tilkommer dem, og være rede til at give andre mere end det, der tilkommer dem. De skal gengælde ondt med godt eller i det mindste ikke med ondt. De skal indrømme deres egne fejl og mangler og værdsætte andres egenskaber. De skal have et så stort hjerte, at de ikke lægger mærke til andres svagheder, tilgive andres fejl, mangler og overdrivelser og ikke tage hævn over nogen for deres egen skyld. De skal glæde sig, ikke over at modtage andres tjeneste, men over at tjene andre. De skal arbejde, ikke for deres egen interesse, men for andres bedste. De skal fortsætte med at udføre deres ansvar uden at vente på nogen form for ros og uden at tage hensyn til nogen form for kritik. De skal ikke se hen til belønning fra nogen anden end Gud. De skal ikke kunne undertrykkes med magt. De skal ikke kunne købes for rigdom og ejendom, men de skal uden tøven bøje sig for sandhed og retfærdighed. Selv deres fjender skal have tillid til, at de under ingen omstændigheder vil gøre noget, der strider mod høflighed og retfærdighed. Disse karakteregenskaber vinder menneskers hjerter. De er skarpere end sværd og mere værdifulde end diamanter og ædelstene. Den, der tilegner sig sådanne karakteregenskaber, sejrer over befolkningen omkring sig. Hvis en gruppe fuldt ud besidder disse egenskaber og gør en samordnet indsats for at gennemføre et stort formål, vil land efter land komme i dens hænder, og ingen magt i verden vil være i stand til at besejre den.

Tålmodighed

Endnu en egenskab er knyttet til dette; den kan kaldes nøglen til succes. Det er tålmodighed. Tålmodighed har mange betydninger, og de, der arbejder på Guds vej, må være tålmodige i hver eneste af disse betydninger.

En betydning af tålmodighed er ikke at skynde sig, ikke at blive utålmodig efter hurtige resultater af sin egen indsats og ikke at miste modet, når man ser forsinkelser. Den tålmodige arbejder uafbrudt hele sit liv for at gennemføre et formål og holder ikke op med at arbejde, selv efter den ene fiasko efter den anden. Arbejdet med at reformere mennesker og opbygge deres liv kræver endeløs tålmodighed. Ingen kan udføre dette arbejde uden stor tålmodighed. Det er ikke noget, man bare lige klarer.

Den anden betydning af tålmodighed er ikke at blive ramt af bitterhed, svaghed i meningen eller beslutningsløshed. Den tålmodige forbliver på den vej, som han efter overvejelse én gang har valgt, og fortsætter fremad med hele kraften i en målbevidst vilje og beslutning.

En anden betydning af tålmodighed er modigt at møde hindringer og vanskeligheder og med roligt sind udholde alle sorger og lidelser på vejen mod målet. Den tålmodige mister ikke modet under bjergagtige bølgeslag fra nogen storm eller uvejrsperiode.

At ikke være nedtynget af sorg og smerte eller fyldt af vrede, men at være overbærende, er også en betydning af tålmodighed. Den, der for samfundets reform og opbygning også må udføre noget nødvendigt nedbrydningsarbejde, især når han skal udføre denne pligt i et samfund, der gennem lang tid er blevet forvansket, vil naturligvis møde meget lav, ussel og modbydelig modstand. Hvis han ikke har evnen til at le, når han bliver skældt ud, og til at fordøje kritik, og hvis han ikke roligt kan lade beskyldninger og falsk propaganda passere og koncentrere sig om sit arbejde med et roligt sind og koldt hoved, er det bedre for ham ikke at begive sig ud på denne vej, for den er bestrøet med torne. Hver eneste torn rager frem med den faste beslutning, at et menneske frit kan gå frem i enhver anden retning, men ikke vil få lov til at bevæge sig så meget som en tomme i denne retning. Hvordan skulle den, der i denne situation er optaget af at fjerne hver eneste torn fra sit tøj, kunne komme fremad? Denne vej har brug for mennesker, som, hvis en torn trænger ind i deres tøj, river det stykke tøj af, lader det blive hængende på tornbusken og fortsætter ad deres vej. Denne tålmodighed er ikke kun nødvendig i mødet med modstandere; ofte bliver den, der vandrer ad denne vej, også gennemboret af sine egne ledsageres bitre og irriterende ordpile, og hvis han ikke viser tålmodighed og overbærenhed over for dem, kan hele karavanen fare vild.

En betydning af tålmodighed er at forblive på den rette vej over for alle former for frygt og begær og udføre sin pligt i modsætning til Satans tilskyndelser og nafs’ begær. At holde sig borte fra det forbudte og forblive inden for de grænser, Gud har fastsat, at afvise alle bekvemmeligheder og gevinster på syndens vej og med glæde tage imod alle former for tab og afsavn på fromhedens og ærlighedens vej. Selv med egne øjne at se de verdsligt dyrkendes bekvemmeligheder uden at begære dem og uden det mindste suk efter dem. Når man ser vejen til at opnå verdslige interesser ligge åben og har mulighederne for succes i sin hule hånd, men med fuld indre ro er tilfreds med det, man modtager på vejen mod det eneste mål, er dette tålmodighed.

I alle de ovennævnte betydninger er tålmodighed nøglen til succes. Hvis der derfor viser sig utålmodighed i vores arbejde på nogen måde, må vi nødvendigvis møde dens skadelige følger.

Visdom

Ved siden af disse egenskaber er endnu en vigtig egenskab visdom. Arbejdets større succes afhænger af den. De livsordener, der er etableret i verden, ledes af intellektuelle og tænkende mennesker på højt niveau. Ud over deres personlige midler virker også intelligens, tænkeevne samt viden og videnskabelig kunnen bag dem. At etablere en anden livsorden over for disse og føre den frem med succes er bestemt ikke en leg for børn. Dette arbejde kan ikke udføres af mennesker, der blot bor i Bismillahs kuppel. Hvor oprigtige og fromme enfoldige mennesker end måtte være, hvis de mangler tænkning og skarp intelligens, er der ingen sandsynlighed for, at de kan udføre dette arbejde. Derfor kræves et dybt blik, tænkeevne, intelligens og dømmekraft. Dette arbejde kan kun udføres af dem, der er velinformerede om situationen, har evnen til at vurdere og træffe beslutninger og er i stand til at forstå og løse livets problemer. Alle disse egenskaber kan med ét ord kaldes visdom. Ordet bruges om forskellige grene og udtryk for intelligens og viden.

Visdom kommer til udtryk i at forstå menneskelig psykologi og behandle mennesker derefter samt kende metoden til at påvirke menneskers sind med sin da’wah og engagere dem i at nå målet. Man skal ikke give hvert menneske den samme patenterede medicin, men behandle hver enkelt efter at have fastslået dets temperament og sygdom. Man skal ikke drive alle frem med den samme stok, men forstå den særlige situation for hvert menneske, hver klasse og hver gruppe og behandle dem derefter.

Det er også et udtryk for visdom at kende sit arbejde og metoden til at udføre det samt at kunne møde alle de hindringer, forhindringer og former for modstand, der kommer på ens vej. Man skal klart vide, hvad man må gøre for at få det formål, man arbejder på at gennemføre, til at lykkes, hvordan man skal gøre det, og hvordan man skal fjerne hver type hindring.

At holde øje med situationen, forstå tid og muligheder og vide, hvilke foranstaltninger der skal træffes hvornår, er også tegn på visdom. At gå frem som en blind uden at forstå situationen, handle på et uhensigtsmæssigt tidspunkt og begå fejl under arbejdet er den uopmærksomme og ufornuftige persons handlinger. Sådanne mennesker kan, uanset hvor ærligt og med hvor gode hensigter de arbejder for at gennemføre deres formål, aldrig lykkes.

Den største visdom består i dyb indsigt i dinens finere realiteter og skarpt fremsyn i verdslige forhold. Det kan være tilstrækkeligt for en mufti blot at kende shariaens regler, forbud og juridiske spørgsmål og bedømme aktuelle begivenheder ud fra dem. Men det er ikke tilstrækkeligt til at reformere et forvansket samfund og rive livsordenen op med rode fra jahiliyyas grundlag og genopbygge den på dinens grundlag. For at gennemføre dette formål må man ud over reglernes og forbuddets detaljer også holde øje med deres grundlæggende side, ja med den fuldstændige din-orden. Desuden må man sammen med reglerne og forbuddene være fortrolig med deres årsager, rationaler og følger og også forstå de midlertidige situationer og problemer, som skal bedømmes ud fra dem.

Når mennesker umiddelbart ser denne lange liste over ønskede egenskaber, bliver de bange og begynder at tænke, at dette arbejde kun kan udføres af Allahs fuldkomne tjenere. Hvordan skulle det være muligt for almindelige mennesker at samle så mange forskellige og omfattende egenskaber? For at fjerne denne fejlagtige opfattelse er det nødvendigt at vide, at det ikke er muligt for hvert menneske at besidde enhver egenskab fuldkomment, og at det heller ikke er nødvendigt, at nogen fra det første skridt allerede besidder dem i fuldt udviklet form. Det, jeg vil sige, er, at de, der går frem for at udføre dette arbejde, ikke blot skal betragte det som et stykke nationaltjeneste og følge den sædvanlige metode; de skal i stedet undersøge deres eget indre og forsøge at finde ud af, om de har de bestanddele af de egenskaber, der er nødvendige for at udføre arbejdet. Hvis bestanddelene er til stede, er det tilstrækkeligt til at begynde arbejdet. At nære dem og udvikle dem så meget som muligt efter egen evne hører til de følgende stadier. Et lille ungt træ, der spirer af et frø, sender sine rødder ned i jorden, samler efterhånden næring og bliver til et vældigt træ. Men hvis frøet ikke eksisterer, kan der ikke blive noget. På samme måde kan bestanddelene af de ønskede egenskaber, hvis de findes i mennesket, gennem passende stræben og øvelse gradvist nå fuldkommenhed. Men hvis bestanddelene slet ikke findes, er det ikke muligt at skabe nogen egenskaber gennem stræben og øvelse.

Sammenfatningen af alt det, der hidtil er blevet sagt, er, at der er flere gange større behov for medarbejdere med de moralske egenskaber, der egner sig til dette arbejde, end for et fejlfrit program for reform og opbygning. For det er ikke et programs punkter, men den personlige og kollektive karakter hos de mennesker, der går frem for at arbejde på arbejdsfeltet, som til sidst bliver sat på prøve i mødet med samfundet og fællesskabet og i arbejdet med at etablere dinen. Derfor må vi, før vi fastlægger et program, være opmærksomme på, hvilken type medarbejdere arbejdet kræver, hvilke egenskaber de skal have, hvilke mangler de skal være fri for, og hvordan sådanne medarbejdere kan skabes. Efter klart at have beskrevet dette vil jeg drøfte de ønskede egenskaber i tre dele. For det første er de egenskaber, som enhver person, der deltager i dette arbejde, bør have som grundlag for arbejdet, følgende:

1) Korrekt viden om dinen;

2) urokkelig tro på den;

3) at forme sin karakter og udføre sine handlinger i overensstemmelse med den;

4) at gøre etableringen af den til sit livsformål.

For det andet er de egenskaber, som den gruppe, der går frem for at udføre dette arbejde, bør have, følgende:

1) Gensidig kærlighed, gode tanker om hinanden, oprigtighed, medfølelse, ønsket om hinandens velfærd og villighed til at ofre sig for hinanden.

2) Organisation, disciplin, samordning, regelmæssighed, samarbejde og holdånd;

3) Kritik med henblik på reform; denne kritik skal gives høfligt og på en fornuftig måde, så de dårlige egenskaber, der opstår i gruppen, fjernes i rette tid i stedet for at vokse.

For det tredje er de egenskaber, der er uundværlige for at lede kampen for at etablere dinen ad den rette vej og føre den frem til succesens mål, følgende:

1) At opbygge et dybt forhold til Allah og arbejde for Hans tilfredshed;

2) At huske ansvaret i det hinsidige og ikke rette blikket mod andet end belønningen i det hinsidige;

3) Karakterens skønhed;

4) Tålmodighed;

5) Visdom.

Nu vil jeg drøfte de dårlige egenskaber, som de personer, der har viet sig til at gennemføre dette store formål, bør frigøre sig fra.

Grundlæggende og dårlige egenskaber

Stolthed og hovmod

Den mest grundlæggende og farligste dårlige egenskab, som udrydder alle gode egenskaber, er stolthed, hovmod, selvforherligelse og fremhævelse af egen overlegenhed. Det er en satanisk tilskyndelse og kan kun være egnet til sataniske handlinger. Overlegenhed er alene knyttet til Allah. (Derfor kan ingen god handling udføres sammen med denne dårlige egenskab.) Overlegenhed og hovmod hos en tjener er ikke andet end en lodret løgn. Den person eller gruppe, der hengiver sig til dette falske hovmod og denne stolthed, berøves al støtte fra Gud. For Gud hader netop dette mest blandt sine tjenere. Den, der er ramt af denne sygdom, kan derfor på ingen måde finde den rette vej. Han bliver ved med at udvise uafbrudt uvidenhed og dumhed. Sådan ender han til sidst med at møde fiasko. Jo mere han viser stolthed og hovmod i sin omgang med mennesker, desto mere skabes der en atmosfære af had mod ham. Til sidst bliver han endda så forhadt i menneskers øjne, at han når et punkt, hvor han ikke længere har nogen moralsk indflydelse på dem.

Denne sygdom trænger ad forskellige veje ind blandt dem, der arbejder for at etablere sandhed og retfærdighed. Hos snæversynede mennesker trænger den ind på en særlig måde. Når deres tilstand bliver betydeligt bedre end den religiøse og moralske tilstand omkring dem, og de udfører nogle bemærkelsesværdige tjenester for folket, så andre også begynder at anerkende dem, begynder Satan at hviske i deres hjerter: »I er virkelig blevet store helgener.« På Satans foranledning begynder de at vise deres egen overlegenhed gennem deres egne ord og handlinger. Sådan bevæger det arbejde, der blev påbegyndt under tilskyndelse af gode gerninger, sig gradvist i en forkert retning. Den anden vej, hvorigennem denne sygdom trænger ind, er følgende: De, der oprigtigt bestræber sig på at forbedre sig selv og andre, udvikler naturligvis visse gode egenskaber. På et eller andet område bliver de særligt fremstående sammenlignet med samfundets almindelige tilstand, og nogle af deres tjenester for folket bliver bemærket. Da disse ting udføres åbent i samfundets brede arena og ved højlys dag, kan de naturligvis ikke undgå menneskers opmærksomhed. At de bliver synlige, er naturligt og uundgåeligt. Men så snart sindets tøjle løsnes en smule, forvandler Satans vellykkede fristelse dem til stolthed, selvtilfredshed og selvforherligelse. Undertiden opstår der også en situation, hvor deres modstandere hindrer deres arbejde og forsøger at afsløre fejl i deres personlighed. Så er de af hensyn til selvforsvar nødt til at sige et eller andet. Det, de siger, kan være hændelsesbaseret og faktisk sandt, men der vil uundgåeligt også være en fremhævelse af deres egne egenskaber i det. En ganske lille ubalance får denne ting til at overskride den legitime grænse og nå frem til stolthedens grænseområde. Dette er en alvorlig sag. Enhver person og enhver gruppe må være på vagt over for den.

Vejen til redning

Følelsen af at være Guds tjener

Hos dem, der oprigtigt går frem med reform og forbedring som mål, bør følelsen af at være Guds tjener ikke blot være til stede, både personligt og kollektivt, men være levende og frisk. De bør aldrig glemme denne klare sandhed: Udtryk for stolthed og overlegenhed tilkommer alene Allah. I sammenligning med Gud har mennesket som Hans tjener ingen anden identitet end hjælpeløshed, ydmyghed og afmagt. Hvis der virkelig udvikles gode egenskaber hos en tjener, er det ved Guds nåde; det er ikke en grund til stolthed og hovmod, men til taknemmelighed. Derfor bør man udtrykke endnu større ydmyghed over for Gud og sætte denne beskedne kapital i de frommes tjeneste. Som følge heraf vil Gud vise endnu større nåde, og denne kapital vil vokse og blomstre. At blive grebet af hovmod efter at have udviklet gode egenskaber er i virkeligheden blot at forvandle dem til dårlige egenskaber. Det er ikke vejen til fremgang, men til tilbagegang.

Selvransagelse

Efter følelsen af at være Guds tjener er selvransagelse det andet, der kan beskytte mennesket mod tilbøjeligheden til hovmod. Den, der samtidig med at mærke sine gode egenskaber også ser sine svagheder, fejl og mangler, kan aldrig blive offer for selvtilfredshed og selvforherligelse. Den, der holder øje med sine synder og fejl, har, mens han beder om tilgivelse, ikke tid til at tænke på hovmod.

At se på store mennesker

Endnu en ting kan standse denne skadelige tilbøjelighed. Man bør ikke blot se nedad på dem, som man hidtil har anset sig selv for at være højere og bedre end. Man bør også se på de ophøjede og håndgribelige forbilleder inden for religion og moral, i forhold til hvilke man stadig befinder sig på et langt lavere niveau. Ligesom der ingen grænse er for moralsk og åndelig fremgang, er der heller ingen grænse for tilbagegang. Selv det mest ondskabsfulde menneske kan, hvis det ser nedad, finde nogen, der er værre og mere uærlig end det selv, og blive stolt af sin egen bedre tilstand. På grund af denne stolthed slår det sig til tåls med sin nuværende tilstand og ophører med at forsøge at forbedre sig. Ja, den sataniske tilbøjelighed i dets sind går endnu længere og forsikrer det om, at der stadig er mulighed for at synke lidt længere. Dette perspektiv kan kun indtages af dem, der er deres egen fremgangs fjender. De, der virkelig ønsker fremgang, ser altid opad i stedet for nedad. Når de når hvert trin i udviklingen, ser de et endnu højere trin foran sig. Når de ser disse trin, stikker følelsen af deres egen tilbagegang i hjertet som en torn i stedet for at gøre dem stolte. Smerten fra denne torn tilskynder dem til at stige op mod endnu højere niveauer af fremgang.

Kollektiv indsats

Samtidig må gruppen altid holde et vågent øje med dette, være opmærksom på alle former for stolthed, hovmod og selvforherligelse inden for hele sit område og i rette tid træffe foranstaltninger imod dem. Men for at gennemføre disse foranstaltninger må man ikke anvende en metode, der skaber den alvorlige sygdom, at mennesker begynder at udstille kunstig ydmyghed og ubetydelighed. Der findes ikke noget farligere hovmod end at lægge et slør af kunstig ydmyghed og selvudslettelse over selvforherligelsen.

Trang til at vise sig frem

En anden dårlig egenskab fortærer gode gerninger endnu mere alvorligt end hovmod. Det er trangen til at vise sig frem. Det vil sige, at når en person eller en gruppe udfører en god gerning for at blive set af folk og for at opnå menneskers ros, er den nået til dette stadium. Denne egenskab er ikke blot i strid med oprigtighed, men i virkeligheden også med troen, og derfor er den blevet regnet for skjult shirk. Det uundgåelige krav ved troen på Gud og det hinsidige er, at mennesket kun arbejder for Guds velbehag, kun håber på belønning fra Ham og retter sit blik mod det hinsidiges resultat i stedet for verdens. Men den, der vil vise sig frem, gør det at opnå menneskers tilfredshed til sit mål og ønsker belønning fra dem. Det betyder, at han har gjort mennesker til Guds partnere og rivaler. Det siger sig selv, at selv om et menneske i denne tilstand yder hvilken som helst tjeneste for Guds religion, uanset dens omfang og niveau, vil den på ingen måde være for Gud eller for religionen, og Gud vil aldrig anerkende den som en god gerning.

Denne skadelige tilbøjelighed ødelægger ikke kun handlingen med hensyn til dens resultat; det er også umuligt at udføre noget virkelig godt med denne tilbøjelighed. Et naturligt kendetegn ved den er, at mennesket tænker mere på at reklamere for arbejdet end på selve arbejdet. Det regner kun det for arbejde, som slås stort op i verden og vinder menneskers ros. Det stille arbejde, som ingen andre end Gud kender til, synes det ikke er noget arbejde. Således begrænser menneskets arbejdsfelt sig til det, der kan offentliggøres, og når formålet med offentliggørelsen er opnået, føler det ikke længere nogen interesse for disse gerninger. Uanset hvor oprigtigt det virkelige arbejde blev påbegyndt, begynder oprigtigheden, så snart sygdommen rammer, at forsvinde ligesom livskraften svækkes ved tuberkulose. Derefter er det ikke længere i stand til at leve retskaffent uden for menneskers blik eller udføre noget, fordi det anser det for sin pligt. Det vurderer enhver ting efter den anseelse, den giver for syns skyld, og efter mundtlig ros. I hver handling ser det på, hvad mennesker kan lide. Selv hvis samvittigheden i trofasthed over for troen bifalder en handling, og det ser, at handlingen vil ødelægge dets popularitet i verden, bliver det ude af stand til blot at overveje at udføre den.

For dem, der sidder i et hjørne af hjemmet og gentager Allahs navn, er det forholdsvis meget lettere at være fri for denne prøvelse. Men de, der træder ind på samfundets bredere område og arbejder for reform, offentlig tjeneste og samfundsopbygning, står hele tiden over for denne fare. Den moralske tuberkuloses bakterier kan når som helst trænge ind i dem. De må udføre mange gerninger offentligt, vinde folk som tilhængere og forsøge at få indflydelse på dem. Derfor begynder mennesker at nærme sig dem og lovprise dem højlydt. De må også møde modstandere og, selv mod deres vilje, af hensyn til deres forsvar tvinges til at fremlægge deres gode gerninger offentligt. Under disse forhold er det ikke nogen lille sag at have berømmelse uden at være fortryllet af berømmelsen, ikke have trang til at vise sig frem trods arbejdets offentliggørelse, ikke gøre popularitet til et mål trods at være populær og ikke ønske eller stræbe efter menneskers ros trods at modtage den. Det kræver hårdt arbejde, anstrengelse og åndelig disciplin. Selv den mindste forsømmelse kan åbne en vej for sygdomsbakterierne, der skaber trang til at vise sig frem.

For at blive fri for denne sygdom må der gøres en både personlig og kollektiv indsats.

Personlig indsats

Metoden for den indsats, der skal gøres på det personlige plan, er, at enhver person i stor hemmelighed må sørge for at udføre en eller anden god gerning og analysere sit indre for at se, hvilke af de hemmelige gode gerninger og de offentligt kendte gode gerninger han føler størst tiltrækning til. Hvis han føler større tiltrækning til de sidstnævnte, må han straks være på vagt over for, at trangen til at vise sig frem er trængt ind i ham. Han må derfor søge tilflugt hos Gud, beslutte sig fast og forsøge at ændre denne tilstand i sit sind.

Kollektiv indsats

Metoden for den kollektive indsats er, at gruppen på ingen måde må give trangen til at vise sig frem plads inden for sine grænser. Den skal begrænse offentliggørelsen og promoveringen af arbejdet til det, der virkelig er nødvendigt. Hvor selv den mindste påvirkning fra denne trang mærkes, skal den straks standse dens vej. Gruppens rådslagning og diskussion må aldrig bevæge sig i en retning som: »Hvis vi udfører den og den handling, kan vi blive populære, derfor bør vi gøre det«, eller: »Folk kan lide den og den handling, derfor er det nødvendigt at gøre den.« Gruppens indre miljø må være sådan, at der udvikles en mentalitet, hvor man arbejder uden at bekymre sig om menneskers ros og kritik, og hvor man ikke nærer en mentalitet, der bryder sammen af kritik eller går frem med fornyet kraft efter at have hørt ros. Hvis der alligevel findes nogle mennesker i gruppen, som har tilbøjelighed til at vise sig frem, bør man i stedet for at opmuntre dem sørge for en passende behandling af deres sygdom.

Fejlagtig hensigt

Den tredje grundlæggende fejl er en brist i hensigten. Ingen god gerning kan grundlægges på den. En god gerning kan kun udføres i verden gennem en oprigtig hensigt, fri for verdslige interesser, om at udbrede gode gerninger, bestræbe sig på dem og opnå succes hos Gud. Ingen personlig eller kollektiv interesse bør være knyttet til denne hensigt. Ingen verdslig interesse må blandes ind i den. Selv under nogen form for forklaring må der ikke være knyttet noget håb om personlig fordel til hensigten med den gode gerning. En sådan egeninteresse vil ikke blot ødelægge menneskets fortjeneste hos Gud; med denne indstilling vil det heller ikke være muligt at udføre noget virkeligt godt i verden. En fejl i hensigten påvirker uundgåeligt arbejdet, og med et mangelfuldt arbejde er det ikke muligt at få succes med en indsats, hvis egentlige formål er at tilintetgøre det onde og etablere det gode.

Den vanskelighed, jeg tidligere har nævnt, møder man også her. Det er for eksempel ikke særlig vanskeligt at holde hensigten fri for fejl, når man udfører en delvis god gerning. En lille smule forbindelse med Gud og ægte motivation kan være tilstrækkeligt til dette. Men de, der har påtaget sig at reformere hele landets livsordning og grundlægge den samlet på de grundlag, som islam foreskriver, kan ikke nøjes med at stole på intellektuel opbygning, propaganda eller bestræbelser på at forbedre karakteren for at nå deres mål. Samtidig må de direkte eller indirekte arbejde for at ændre landets politiske system i retning af deres mål. På denne måde kommer magten enten direkte i deres hænder eller overføres til en gruppe, der opnår deres støtte og opbakning. I begge disse situationer kan man ikke tænke på magt uden politisk forandring. Sagen når nu til det punkt, hvor man befinder sig på havets bund, men ikke vil have vand på kroppen. At en gruppe skulle udføre dette arbejde med alle sine kræfter og samtidig holde medlemmernes personlige hensigt og hele gruppens kollektive hensigt fri for magtbegær, kræver hårdt åndeligt arbejde og selvrenselse.

For at danne et korrekt perspektiv på dette bør man forstå den fine forskel mellem to tilsyneladende forenelige ting. Det siger sig selv, at som følge af politisk forandring sammen med andre forandringer overføres magten spontant til de mennesker, der ønsker denne forandring og bestræber sig på at ændre hele livsordningen, eller til folk, som de foretrækker. Men der er en enorm forskel mellem dem, der ønsker magt for sig selv, og dem, der ønsker magt for deres idealer og mål. Selv om et ideals og en princips autoritet i praksis også bliver deres bæreres autoritet, er det to forskellige ting at ønske princippets og idealets autoritet og at ønske autoritet for deres bærere personligt. Der er en stor forskel mellem de to med hensyn til motivation og ånd. Fejlen i hensigten findes i den anden, men ikke i den første. Og selv om man kæmper med livet som indsats for den første, kræver det hårdt åndeligt arbejde, at ikke engang den mindste duft af den anden trænger ind i sindet. Vi har eksemplet med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og hans ædle ledsagere foran os. De bestræbte sig på at ændre hele livsordningen og grundlægge den på islamiske principper og idealer. Til dette var politisk sejr og autoritet nødvendige, for uden dem kunne religionen ikke fuldstændigt sejre. Selv om autoritet og magt som følge af denne indsats faktisk kom i deres hænder, kan ingen troende nære mistanke om, at det var deres mål at få magten i hænderne. På den anden side findes der også eksempler i historiens blade på dem, der ønskede autoritet for sig selv. Man behøver ikke engang bladre i historien for at lede efter disse eksempler; mange af dem færdes stadig rundt foran vores øjne. Hvis man i virkeligheden bedømmer det at opnå autoritet som blot en begivenhed, vil man ikke kunne se nogen forskel mellem de to grupper. Men hvad angår hensigten, vidner begges handlinger, bestræbelser, gerninger i kampens periode og gerninger i succesens periode entydigt om forskellen.

De, der oprigtigt ønsker omfattende autoritet over livsordningen i overensstemmelse med islamiske principper og idealer, bør personligt forstå denne forskel rigtigt og holde deres hensigt ren. Deres gruppe bør også samlet gøre alt for, at forventningen om egen magt og autoritet under ingen omstændigheder får adgang til dens nærmeste område.

Menneskelig svaghed

Derefter findes der en række fejl og mangler, som måske ikke får grundlaget til at styrte sammen, men som gennem deres indflydelse forvrider arbejdet, og som bliver ødelæggende, hvis de får lov til at næres på grund af forsømmelse. Med alle disse våben rustet standser Satan vejen til gode gerninger, fører menneskelig indsats fra det gode til det onde og skaber kaos i samfundet. For samfundslegemets sundhed er det under alle omstændigheder nødvendigt at lukke vejen for disse fejl. Især bør de personer og grupper, der har påtaget sig den store opgave at reformere samfundet og etablere den sande religion, være helt fri for dem.

En meget grundig analyse af disse fejl viser, at deres rod ligger i visse menneskelige svagheder, som hver især giver anledning til utallige fejl. For at forstå sagen enkelt må man drøfte hver enkelt svaghed og forstå dens betydning. Derefter må man undersøge, hvordan den gradvist frembringer dårlige handlinger, hvordan den udvikler og styrker dem, og hvilke fejl og mangler den skaber. På den måde kan vi lære hver fejls udspring at kende og også afgøre, hvilke foranstaltninger der må træffes hvor, for at rette den.

Selvdyrkelse

Blandt alle menneskets svagheder er den største og mest ødelæggende svaghed »egeninteressens dyrkelse«. Ved dens rod ligger den naturlige tilbøjelighed til selvtilfredshed. Denne tilbøjelighed er ikke i sig selv forkastelig på det rette niveau; inden for dens fastsatte grænser er den tværtimod nødvendig og nyttig. Allah den Ophøjede har holdt denne tilbøjelighed levende i menneskets natur til dets eget bedste. Derfor kan det bestræbe sig på sin egen bevarelse, velfærd og udvikling. Men når denne tilbøjelighed på Satans tilskyndelse forvandles til selvdyrkelse og selvcentrering, bliver den i stedet for en kilde til det gode en kilde til det onde. Derefter begynder den på hvert trin i sin udvikling at frembringe nye fejl.

Selvtilfredshed

Når mennesket anser sig selv for fejlfrit og som indehaver af alle egenskaber, skjuler følelsen af sine egne fejl og svagheder, forklarer hver eneste af sine fejl væk og opnår tryghed ved at betragte sig selv som god på alle områder, løfter denne tilbøjelighed til selvtilfredshed hovedet og bevæger sig fremad i en spiral. Allerede ved sit første skridt lukker denne selvtilfredshed med egen hånd døren til dets forbedring og udvikling.

Når mennesket derefter træder ind i samfundslivet med følelsen »Hvor er jeg dog god«, opstår ønsket i det om, at andre også skal betragte det sådan, som det selv har besluttet at betragte sig. Det ønsker kun at høre ros. Det bryder sig ikke om kritik. Selv ethvert råd, der gives til dets eget bedste, sårer dets ego. På denne måde spærrer dette menneske ikke blot vejen for de indre midler til sin egen forbedring, men også for de ydre midler.

Men det er umuligt for noget menneske i verden at opnå en tilstand i samfundslivet, der på alle områder svarer til dets håb og ønsker. Især den, der elsker sig selv og dyrker sig selv, støder her overalt på modstand. For dets ego frembringer forhold i det selv, som gør en konflikt med samfundets talrige egenskaber uundgåelig. På den anden side kommer samfundets samlede tilstand også i konflikt med dets håb og ønsker. Denne situation berøver ikke blot personen de indre og ydre midler til at forbedre sig selv; sorgen over konflikterne med andre og over nederlaget for dets håb og ønsker kaster samtidig det sårede og oprørte ego ud i den ene alvorlige dårlige handling efter den anden. Det ser mange mennesker i livet, som er bedre end det selv. Om mange mennesker mener det, at samfundet værdsætter dem højere end det. Mange giver det ikke den anseelse, som det selv forventer. Mange hindrer det i at nå den anseelse, som det mener at have krav på. Mange kritiserer det og krænker dets anseelse. Sådanne forskelligartede forhold tænder en ild af misundelse, fjendskab og had mod forskellige mennesker i dets sind. Det undersøger andres forhold, leder efter andres fejl, bagtaler, nyder at høre bagtalelse, bringer sladder videre, hvisker og konspirerer. Og hvis dets moralske bånd allerede er løse eller bliver løse på grund af dets vedvarende deltagelse i alle disse handlinger, går det et skridt videre og begår alvorlige forbrydelser som falske beskyldninger og smædekampagner. Ved at fortsætte med alle disse dårlige handlinger når det moralens laveste niveau. Men hvis det på et tidspunkt kan erkende den oprindelige vildfarelse hos sig selv, som har bragt det til dette niveau, kan det reddes fra dette fald.

Hvis én person kommer i denne situation, opstår der ikke nogen egentlig social katastrofe. Dens virkning når højst nogle få personer og standser dér. Men hvis der findes mange, der lider af selvdyrkelsens sygdom i samfundet, bliver hele samfundslivet ødelagt af deres skadelige indflydelse. Det siger sig selv, at dér, hvor en lang kæde af gensidig mistro, en spionagtig mentalitet, søgen efter andres fejl, bagtalelse og sladder fortsætter, nærer mange mennesker dårlige tilbøjeligheder mod hinanden i deres sind og forsøger at misunde og ydmyge hinanden. Hvor mange sårede egoer er fyldt med trang til at gøre modstand, kan intet forhindre dannelsen af grupper. Dér er ikke blot konstruktivt samarbejde umuligt; selv et venligt forhold er ikke muligt. I et sådant miljø bliver konflikt og sammenstød uundgåelige. Denne konflikt og disse sammenstød forbliver ikke begrænset til dem, der lider af selvdyrkelsens sygdom; gradvist bliver også gode og retskafne mennesker ramt af den. For et godt menneske kan tåle både berettiget og uberettiget kritik i ansigtet, men det kan ikke undgå at føle vrede, når det bliver bagtalt. Den mindste virkning er, at det ikke længere kan have tillid til den, der bagtaler. På denne måde kan et godt menneske tilgive de overgreb, der begås mod det på grundlag af misundelse og fjendskab. Det kan ignorere skældsord, beskyldninger, falsk propaganda og endnu mere smertefuld uretfærdighed. Men det kan ikke trygt have omgang med mennesker, som personligt er kendt for sådanne dårlige egenskaber. Heraf kan man forstå, hvordan det sociale miljø, hvor disse dårlige egenskaber udvikler sig, bliver et yndet område for Satans færden. Selv hvis en meget retskaffen personlighed forbliver fri for sammenstød i denne henseende, kan den ikke forblive fri for konflikter.

Derefter siger det sig selv, at den gruppe, som kollektivt ønsker at arbejde for samfundets reform og opbygning, nødvendigvis må frigøre sig fuldstændigt fra sådanne uærlige personer. Selvtilbedelse er faktisk langt mere skadelig for sådanne grupper end bakterierne fra kolera og kopper. I dens nærvær kan man ikke engang tænke på nogen form for god gerning eller reform.

Vejen til at blive reddet

Omvendelse og at bede om tilgivelse

Den islamiske sharia begynder behandlingen af denne sygdom, så snart den viser sig. Derefter giver den på hvert trin anvisninger for at standse dens vej. Mange steder i Koranen og hadithene er de troende blevet rådet til at omvende sig og bede om tilgivelse. Formålet er, at den troende aldrig må rammes af selvtilbedelsens og selvkærlighedens sygdom, aldrig hengive sig til selvindbildskhed, men hele tiden mærke sine svagheder og fejl, erkende sine fejltagelser og, selv efter at have udført en stor gerning, i ydmyghed rette denne bøn til sin Herre i stedet for stolt at svulme af bryst: Må de mangler, der er tilbage i hans tjeneste, blive tilgivet. Hvem kan være mere fuldkommen end Allahs Sendebud (fvmh.)? Hvem har udført en større gerning i verden end han? Men efter at have udført historiens største og mest ophøjede gerning lød den befaling, der blev givet fra Allah den Højestes hof:

اذا جاء نصر الله والفتح- ورايت الناس يدخلون فى دين الله افواجا- فسبِّح بحمد ربك واستغفره انه كان تواباً –

»Når Allahs hjælp og sejren kommer, og du ser mennesker træde ind i Allahs religion i skarer, så lovpris din Herre og forherlig Ham, og bed Ham om tilgivelse. Han er visselig Den, der modtager omvendelse.«

Det vil sige: Vid, at den store gerning, du har udført, ikke fortjener din egen ros, men din Herres. Det er ved Hans nåde, at du lykkedes med at udføre denne store gerning, og du bør føle, at den gerning, du har udført, ikke er blevet udført på en passende og fuldkommen måde. Bed derfor din Herre om at tilgive de mangler og fejl, der er tilbage i gerningen, i stedet for at bede om belønning. I Bukhari Sharif berettes det i en hadith fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende):

كان رسول الله صلى الله عليه وسلم يكثر ان يقول قبل موته سبحان الله وبحمده استغفرو الله واتوب اليه –

»Allahs Sendebud (fvmh.) plejede ofte før sin død at sige: Jeg forherliger Allah med Hans lovprisning, jeg beder Allah om tilgivelse, og jeg omvender mig til Ham.«

(Musnad Ahmad)

Allahs Sendebud (fvmh.) plejede i øvrigt altid at omvende sig og bede om tilgivelse. I en hadith, som Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) beretter i Bukhari Sharif, siges det, at han hørte Allahs Sendebud (fvmh.) sige:

والله انى استغفروالله واتوب اليه فى اليوم اكثر من سبعين مرَّةً –

»Ved Allah! Jeg beder Allah om tilgivelse og omvender mig til Ham mere end halvfjerds gange hver dag.«

(Bukhari)

Når man har tilegnet sig denne lærdoms inderste væsen, kan selvtilbedelsens frø ikke spire i noget menneskes hjerte og heller ikke vokse til et giftigt træ, der er i stand til at skabe ødelæggelse.

Sandhedens fremtræden

Hvis denne fejl alligevel viser sig hos nogen, standser den islamiske sharia dens udvikling og fremtræden på hvert trin i karakter og handling og giver strenge anvisninger herom. Dens første fremtræden er for eksempel, at mennesket anser sig selv for hævet over kritik og forsøger at få sine egne ord og meninger godkendt. Det tåler ikke, at en anden kritiserer dets fejl. Derimod har den islamiske sharia gjort det obligatorisk for alle troende at påbyde det gode og afholde sig fra det onde. Især har den regnet det for den bedste jihad at fremføre sandheden over for magthavende tyranner. Således skabes der i det muslimske samfund et miljø, der egner sig til at afholde fra det onde og påbyde det gode, og hvor selvtilbedelse ikke kan få plads.

Misundelse og fjendskab

Selvtilbedelsens anden fremtræden er misundelse og fjendskab. Mennesket nærer denne misundelse og dette fjendskab mod den, der sårer dets selvtilfredshed. Derefter bliver forholdet til ham gradvist dårligere. Den islamiske sharia regner dette for en synd og har bekendtgjort en streng straf for den, der begår den. Allahs Sendebud (fvmh.) sagde: »Pas på! Vær ikke misundelige, for misundelse fortærer menneskers gode gerninger, sådan som ild brænder tørt træ op til aske.«

I hadithene er denne strenge befaling gengivet med forskellige ord: »Nær ikke fjendskab mod hinanden, misund ikke hinanden, og afbryd ikke samtalen med hinanden. Det er ikke tilladt for en muslim at afbryde forbindelsen med sin muslimske broder i mere end tre dage.«

Fordomsfuld mistanke

Selvtilbedelsens tredje fremtræden sker gennem fordomsfuld mistanke. Når denne mistanke er opstået, begynder mennesket med en detektivisk indstilling at lede efter andres fejl. Den betyder, at mennesket som udgangspunkt antager om alle andre end sig selv, at de er dårlige, og i stedet for altid at give en god forklaring på de forhold hos dem, der tilsyneladende virker anstødelige, giver det en dårlig forklaring. Det føler ikke behov for nogen undersøgelse i sagen. Spionage er et resultat af denne mistanke. Først danner mennesket sig en dårlig opfattelse af en anden; derefter undersøger det denne persons forhold for at samle beviser til støtte for sin opfattelse. Koranen har regnet begge disse ting for synd. I sura al-Hujurat har Allah sagt:

اجتنبوا كثيرا من الظنِّ اِنَّ بعض الظنَِ اثمٌ ولا تجسَّسوا –

»Hold jer fra megen mistanke, for noget mistanke er synd, og spionér ikke.«

(Sura al-Hujurat: 12)

Allahs Sendebud (fvmh.) sagde: »Pas på! Hav ikke fordomsfuld mistanke, for fordomsfuld mistanke er den værste løgn.« Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) berettede: »Vi er blevet forbudt at spionere og lede efter andres fejl. Men hvis noget bliver åbenlyst for os, vil vi gribe ind over for det.« Muawiya (må Allah være tilfreds med ham) sagde, at Allahs Sendebud (fvmh.) havde sagt: »Hvis I bliver ved med at undersøge muslimernes skjulte forhold, vil I fordærve dem.«

Bagtalelse

Efter alle disse stadier begynder bagtalelsens stadium. Uanset om grundlaget er fordomsfuld mistanke eller faktisk sandhed, kaldes det bagtalelse, når man i alle tilfælde krænker og nedværdiger en person, glæder sig over hans ydmygelse eller omtaler ham dårligt bag hans ryg for selv at drage fordel af det. I hadithen defineres det således: »At omtale din broder i hans fravær på en måde, som han ville hade, hvis han fik kendskab til det.« Allahs Sendebud (fvmh.) blev spurgt: »Selv hvis denne fejl virkelig findes hos min broder, er det så bagtalelse?« Han svarede: »Hvis fejlen findes hos ham, og du omtaler den, har du bagtalt ham. Hvis fejlen ikke findes hos ham, har du gået et skridt videre end bagtalelse og tillagt ham en falsk anklage.« Koranen har erklæret dette for haram. I sura al-Hujurat siges det:

ولا يغتب بَّعضكم بعضاً يحب احدكم ان يّاكل لحم اخيه ميتاً فكرهتموهُ-

»Lad ingen af jer bagtale andre. Ville nogen af jer bryde sig om at spise kødet af sin døde broder? I ville visselig afsky det.«

(Sura al-Hujurat: 12)

Allahs Sendebud (fvmh.) sagde: »Enhver muslims liv, ejendom, ære og anseelse er hellig for en anden muslim.« Den eneste undtagelse er, når der ikke er nogen hensigt om at vanære nogen, for eksempel når en undertrykt klager over den uret, der er begået mod ham. Koranen har givet tilladelse til dette:

لا يحب الله الجهر بالسوء من القول الا مَنْ ظُلِمَ –

»Allah bryder sig ikke om, at man taler ondt offentligt, medmindre nogen er blevet gjort uret.«

(Sura an-Nisa: 148)

Eller tænk for eksempel på, at en person ønsker at gifte sin datter med en anden eller gøre forretninger med ham og derfor beder en bekendt om råd. Hvis denne bekendte kender en reel fejl hos personen, er det ikke blot tilladt, men faktisk nødvendigt af hensyn til den andens vel, at omtale den. Allahs Sendebud (fvmh.) omtalte selv fejl i sådanne tilfælde. Det berettes i hadithen: »Da to mænd sendte et frierbrev til Fatima bint Qays, rådførte hun sig med Allahs Sendebud (fvmh.) om dem. Allahs Sendebud (fvmh.) advarede hende om, at den ene var fattig, mens den anden plejede at slå sin hustru.« På samme måde har de lærde enstemmigt erklæret det tilladt at omtale upålidelige overlevereres fejl for at beskytte folk mod deres beretninger, og hadithens imamer udførte i praksis dette ansvar, fordi det var nødvendigt for religionen. Det er også tilladt at bagtale dem, der åbenlyst begår uret mod mennesker, fremmer umoralske og fordærvelige handlinger og offentligt begår onde handlinger; der findes også belæg for dette fra Allahs Sendebud (fvmh.) selv. Bortset fra nogle få undtagelser er bagtalelse således haram under alle omstændigheder, og det er også syndigt at lytte til den. Tilhøreren har pligt til at standse bagtaleren; ellers skal han forsvare den, der bliver bagtalt, og hvis det ikke er muligt, til sidst rejse sig og forlade den forsamling, hvor kødet af hans døde broder bliver spist.

Sladder

Den ild, som bagtalelse tænder, spreder sladderen vidt omkring. Egoisme er dens egentlige drivkraft. En sladderhank kan ikke være nogen andens velgører. Han ønsker ikke nogen af de to omtaltes vel. Han giver sig ud for at være ven med dem begge, men ønsker dem ondt. Derfor lytter han opmærksomt til begge uden at protestere over for nogen af dem og bringer derefter nyheden videre til den anden. Således hjælper han med at tænde den ild, der blev antændt ét sted, et andet sted. Den islamiske sharia har erklæret denne handling for haram, fordi dens ødelæggende kraft er større end bagtalelsens. Koranen har betegnet sladder som en af menneskets værste fejl. Allahs Sendebud (fvmh.) sagde:

لا يدخل الجنة نمَّامٌ— det vil sige

»Ingen sladderhank kommer i Paradis.«

(Muslim)

Han sagde også: »Den værste blandt jer er den, der har to ansigter: Han kommer til den ene gruppe med ét ansigt og til den anden gruppe med det andet.« Den rette islamiske fremgangsmåde er, at man straks protesterer, når man hører nogen bagtale en anden, eller at man tager sagen op, mens begge parter er til stede, og afgør den på en måde, så den ene part ikke får mulighed for at tro, at den anden har bagtalt ham i hans fravær. Hvis bagtalelsen skyldes en fejl, der findes hos personen, skal man på den ene side advare bagtaleren om hans synd og på den anden side rådgive ham om at rette fejlen.

Hvisken og hemmelige samtaler

Det farligste i denne forbindelse er at hviske indbyrdes og føre hemmelige rådslagninger. Det kan føre til omfattende sammensværgelser og fraktionering, så indbyrdes fjendtlige og stridende grupper opstår. Shariaen har nedlagt et strengt forbud mod dette. Koranen har betegnet det som en satanisk handling:

انَّما النَّجواى من الِشَّيطان-

Det vil sige: »Hvisken er Satans værk.«

(Sura al-Mujadilah: 10)

Der gives følgende principielle vejledning i denne forbindelse:

اذا تنجيتم فلا تتناجوا بالاثم والعدوان ومعصيت الرسول وتناجوا بالبرِّ والتَّقواى –

»Når I hvisker indbyrdes, så hvisk ikke om synd, overtrædelse og ulydighed mod Sendebudet, men hvisk om godhed og gudsfrygt.«

(Sura al-Mujadilah: 9)

Det vil sige, at hvis to eller flere personer taler hviskende med et godt formål og inden for gudsfrygtens grænser, falder det ikke ind under den forbudte hvisken. Men hemmelige samtaler, der føres uden gruppens kendskab med det formål at planlægge onde handlinger, iværksætte tiltag mod en anden gruppe eller person eller beslutte at trodse Allahs Sendebuds (fvmh.) anvisninger og bestemmelser, falder naturligvis ind under den. Uenighed, der fremføres med tro og oprigtighed, giver aldrig anledning til hvisken. Al relevant drøftelse bør foregå offentligt og foran gruppen, med det formål gennem argumenter at opnå modpartens tilslutning. Selv hvis uenigheden består efter drøftelsen, bliver den aldrig en årsag til ødelæggelse. Hemmelig hvisken bliver kun nødvendig, når personer, der har trukket sig fra gruppen, er uenige på en måde, der måske ikke er helt egoistisk, men i det mindste er blandet med egoisme. Resultatet af sådan hvisken bliver aldrig godt. Hvor uskyldige de end synes i begyndelsen, bliver hele gruppen gradvist offer for mistanke, fraktionering og indbyrdes kamp. Når nogle personer gennem hemmelige samtaler træder frem som en gruppe, opstår der ved deres eksempel en tendens til at danne grupper gennem tilsvarende hemmelige rådslagninger. Det begynder en fordærvelse, som kan splitte selv de bedste og mest retskafne menneskers gruppe i stykker og få dem til at strides indbyrdes. Til sidst bliver denne fordærvelse synlig i praksis. Allahs Sendebud (fvmh.) advarede muslimerne igen og igen om dette, skræmte dem med det og befalede dem at gøre en kraftig indsats for at undgå det. Han sagde:

»Satan har fortvivlet over, at de, der er begyndt at bede i Arabien, igen skal tilbede ham. Derfor er alle hans håb og ønsker nu knyttet til at fordærve dem og få dem til at strides indbyrdes.«

Han sagde endda: »Bliv ikke vantro efter mig, og begynd ikke at dræbe hinanden.« Hvis en sådan situation opstår, er den fremgangsmåde, som de troende er blevet oplært i, følgende:

For det første skal de selv afholde sig fra at deltage i fitna. Allahs Sendebud (fvmh.) sagde:

»Lykkelige er de, der holder sig borte fra fitna, og jo længere en person holder sig borte, desto bedre er det.« I denne situation er den sovende bedre end den vågne, den vågne bedre end den stående, og den stående bedre end den gående. Hvis de derimod deltager i fitna, må de ikke deltage som en fraktion, men som oprigtige mennesker, der søger reform. Om dette er der givet en utvetydig anvisning i første rukūʿ af sura al-Hujurat.

Det er helt nødvendigt for dem, der samles for at udvikle godhed og retskaffenhed, at forstå shariaens bestemmelser om egoismens betydning og alle disse stadier af dens fremtræden og udvikling. De må gøre en fuld indsats for at beskytte sig selv mod selvkærlighedens og selvindbildskhedens sygdom og forstå de moralske og åndelige skader, der viser sig, når man rammes af den. Gruppen må også som gruppe være på vagt, så egoismens bakterier ikke får mulighed for at trænge ind og formere sig. Inden for deres egne rammer bør de ikke opmuntre nogen, der bliver rasende over at høre kritik af sig selv, nægter at erkende sine fejl og viser hovmod. Enhver, hvis ord lugter af misundelse, fjendskab og had, eller hvis handlemåde viser personligt fjendskab mod nogen, må holdes nede. Der må også træffes foranstaltninger over for dem, der nærer mistanke til andre eller spionerer i deres forhold for at lede efter fejl. De bør lukke vejen for bagtalelse og sladder i deres samfund, og hvor end fitna løfter hovedet, bør de straks anvende den enkle islamiske principielle fremgangsmåde, der er beskrevet ovenfor. De bør især være på vagt over for faren ved hvisken, fordi den begynder splittelse i gruppen. Hvis nogen forsøger gennem hemmelig hvisken om et stridsspørgsmål at gøre en oprigtig person til sin tilhænger, bør man aldrig gå med til det. Så snart der viser sig tegn på, at nogle i gruppen anvender en sådan fremgangsmåde, må gruppen gå i gang med at reformere dem eller udrydde dette. Hvis der trods alle disse bestræbelser opstår fitna i form af fraktionsdannelse, vil selv oprigtige mennesker sætte sig i en krog, begynde at hviske hemmeligt og sammensværge sig for at danne en gruppe. En sådan handling må under ingen omstændigheder tillades i gruppen. De bør i stedet selv holde sig borte fra denne fitna og personligt forsøge at standse dens udvikling; hvis de ikke lykkes, bør de fremlægge sagen åbent for gruppen. Den gruppe, hvor oprigtige mennesker er i flertal, vil straks, når den bliver opmærksom på sådan fitna, standse den. Den gruppe, hvor mennesker, der er ligeglade med fitna eller helt ubekymrede, er i flertal, vil derimod blive offer for fitna og bryde sammen.

Ubalance i temperamentet

Den anden kategori af skadelige forhold kan kort sagt kaldes ubalance i temperamentet. Ved første øjekast synes dette, sammenlignet med egoisme, at være en mindre svaghed, fordi der ikke synes at være spor af nogen ond hensigt, dårlig motivation eller uren vilje i den. Men vurderet efter dens evne til at skabe skade kommer den lige efter egoismen, og dens skadelige virkning og følger når ofte op på samme niveau som egoismens.

Det er resultatet af ubalance i tanke og synsvinkel samt i handling og bestræbelse. Den støder direkte sammen med mange af livets sandheder. Menneskelivet er dannet gennem forsoningen mellem utallige modsatrettede elementer og samordningen af mange forskellige årsagers samlede virke. Den verden, mennesket lever i, har samme karakter. Mennesket er skabt sådan, og de strukturer, der opstår, når mennesker samles, har også denne karakter. For at arbejde i denne verden kræves en balance i tanke og synsvinkel samt en ligelighed i handling og bestræbelse, der er mest muligt i overensstemmelse med verdensordenen og dens balance. Man må være opmærksom på hver bevægelse i situationen, betragte enhver side af arbejdet, give enhver nødvendig del af livsførelsen dens ret og tage hensyn til ethvert af naturens krav. Selv om fuldstændig mental balance ikke opnås, er den balance, der er nødvendig for succes her, uomgængelig. Jo tættere den kommer på den fastsatte målestok, desto mere gavnlig bliver den; og jo længere den fjerner sig fra den, desto mere kommer den i konflikt med livets sandhed og bliver en årsag til skade. Alle de ødelæggelser, der hidtil er skabt og stadig skabes i verden, skyldes, at mennesker med ubalancerede tanker anlægger en ensidig tilgang til at se og forstå menneskenes problemer, udarbejder ubalancerede planer for at løse dem og anvender ulige metoder til at gennemføre dem. Dette er den egentlige årsag til fordærvelsen. Derfor kan opbygningen kun gennemføres ved at skabe balance i tanke og synsvinkel samt lighed i handlemåden.

Denne egenskab er særligt nødvendig for at gennemføre den plan for samfundets opbygning og reform, som islam har givet os. For denne plan er fra ende til anden et praktisk eksempel på balance og lighed. For at overføre den fra bogens sider til den virkelige verden er især de arbejdere egnede, hvis blik er lige så afbalanceret som islams opbygningsplan, og hvis natur og temperament er lige så harmoniske som islams reformerende karakter. Ekstremister, der er ramt af marginaliseringens sygdom, kan forvanske dette arbejde, men de kan ikke udføre det korrekt.

Ubalance viser sig som regel som fiasko. For at gennemføre en plan for reform og forandring er det ikke nok blot selv at være overbevist om dens sandhed; man må også overbevise samfundets almindelige mennesker om dens sandhed, rigtighed, nytte og gennemførlighed og bringe sin bevægelse til et sådant niveau og føre den på en sådan måde, at menneskenes håb, ønsker og interesse efterhånden knyttes til den. Kun den bevægelse, der besidder balance i tanke, synspunkter og arbejdsmetoder, kan opnå denne lykke. Når man anvender ekstreme midler for at gennemføre en ekstrem plan, gør det i stedet for at tiltrække og give almindelige mennesker håb dem usikre. Denne svaghed ødelægger dens evne til at udbrede sig, dens magt og dens gennemtrængningskraft. Selv om nogle ekstremister samler sig for at lede den, er det ikke let at gøre hele samfundet ekstremistisk som dem selv eller at kaste støv i hele verdens øjne. For en gruppe, der går frem med en plan om at opbygge og reformere samfundet, er dette som gift.

Stædighed

Den tydeligste manifestation af ubalance i temperamentet er menneskets stædighed. Når mennesket rammes af denne sygdom, ser det som regel kun én side af hver ting og ikke den anden. Det tillægger den ene side af hvert spørgsmål betydning, men ikke den anden. Når dets sind én gang har taget retning mod en bestemt side, fortsætter det kun i den retning og er ikke rede til at rette blikket mod den anden. I forståelsen af forskellige spørgsmål bliver det stadig mere offer for ubalance. Også når det skal danne en mening, hælder det til den ene side. Det klamrer sig til det, det anser for vigtigt. Selv spørgsmål på samme niveau, ja endog vigtigere spørgsmål, bliver betydningsløse for det. Det bruger alle sine kræfter mod det, det anser for dårligt. Men mod andre dårlige ting på samme niveau, eller endog værre ting, siger det ikke et ord. Når det først har antaget en principfast holdning, når det den yderste grænse af fastlåsthed på dette område og bekymrer sig derfor ikke om de praktiske behov. På den anden side bliver det principløst, når det kaster sig ud i handling, og gør succes til det egentlige mål, så det vil anvende alle slags midler, retfærdige såvel som uretfærdige.

Ensrettethed

Hvis denne tilstand ikke standser her, går den videre og antager form af ekstrem ensrettethed. Derefter lægger mennesket større vægt på sin egen mening, end der er behov for. Det bliver hårdt i spørgsmål om uenighed. Det ser ikke andres tanker og synspunkter med retfærdighedens blik og forsøger ikke at forstå dem. Tværtimod fortolker det enhver modstridende mening på den værst mulige måde og ønsker at nedgøre og forkaste den. Som følge heraf bliver det dag for dag mere uudholdeligt for andre, ligesom andre bliver uudholdelige for det.

Kollektiv ubalance

Hvis én person antager denne holdning, vil han højst blive adskilt fra gruppen og blive berøvet muligheden for at fuldføre det formål, som han sluttede sig til gruppen for; det medfører ingen kollektiv skade. Men hvis mange ubalancerede sind og temperamenter samles i en samfundsorganisation, giver hver form for ubalance ophav til sin egen gruppe. Som svar på én ekstrem retning opstår en anden ekstrem retning. Meningsforskellene bliver stadig hårdere. Organisationen splittes og deles i forskellige grupper. Det arbejde, som nogle mennesker var blevet samlet om med gode hensigter, går til grunde i denne hvirvel af strid og konflikt.

Sandt at sige kræver udførelsen af et arbejde, som ikke kan udføres ved en individuel indsats, men i sin natur er kollektivt, at mange mennesker arbejder sammen. Enhver må forklare sit eget synspunkt og forstå de andres. Trods forskelle i temperament, evner og personlige egenskaber må de skabe harmoni indbyrdes; uden den er intet samarbejde muligt. Ydmyghed er uundværlig for denne harmoni. Og denne ydmyghed kan kun findes hos mennesker med et afbalanceret temperament, hvis tanker og temperament begge er ligevægtige. Selv hvis ubalancerede mennesker samles, varer deres enhed ikke længe. Deres gruppe går i stykker og splittes, og de, der lider af forskellige former for ubalance, opdeles i forskellige grupper. Derefter opstår der igen splittelse iblandt dem. Til sidst ser man måske kun lederne stå tilbage uden følgere.

De, der arbejder for islam, og som er blevet samlet af ønsket og drivkraften til at reformere og genopbygge livsordenen på islamiske idealers grundlag, må gennem selvransagelse beskytte sig mod alle problemer, der udspringer af denne ubalance, og træffe foranstaltninger, så denne sygdom ikke får lov til at rejse hovedet inden for deres gruppes grænser. De bør have Koranens og Sunnahs anvisninger foran sig, for de er stærkt imod at anlægge ekstreme holdninger. Koranen regner overdreven strenghed i religionen for Bogen folks grundlæggende vildfarelse (O I, der har fået Bogen, overdriv ikke i jeres religion). Og for at befri sine følgere for dette formanede Allahs Sendebud (fred være med ham) dem med følgende ord:اِيَّاكم والغلوَّ فانَّما هلك من كان قبلكم بالغلوِّ فى الدين-

„Vogt jer! Anlæg ikke ensrettethed og ekstreme holdninger. For jeres forgængere blev tilintetgjort netop ved at anlægge ekstreme holdninger.“ (Musnad Ahmad)

Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred være med ham) tre gange i en tale sagde: „Halaka al-mutanatti‘un“ – det vil sige: De, der anlægger strenghed og følger overdrivelsens vej, er gået til grunde. Da Allahs Sendebud beskrev sin da‘wahs særpræg, sagde han: „Bu‘ithtu bil-hanifiyyatis-samahah“ – det vil sige, at han blandt de tidligere ummahs yderligheder bragte en afbalanceret ordning, der rummer rummelighed og tager hensyn til alle sider af livsførelsen. Den første forkynder lærte følgende om den metode, som de, der giver denne da‘wah, skal arbejde efter:يسِّروا ولا تعسِّروا وبشِّروا ولا تنفروا-

„Gør det let, gør det ikke vanskeligt; giv det gode budskab, og skab ikke afsky.“ (Bukhari)

انَّما بعثت ميسِّرين ولم تبعثوا معسِّرين –

„Du er blevet sendt for at gøre det let, ikke for at gøre det vanskeligt.“ (Tirmidhi)

ما خيِّر رسول الله صلى الله عليه وسلم بين امرين قطٌّ الا اخذ اَيْسرَهما مالم يكن اثماً –

„Det er aldrig hændt, at Allahs Sendebud (fred være med ham) fik valget mellem to ting uden at vælge den letteste af dem, så længe den ikke indebar synd.“ (Bukhari og Muslim)

ان الله رفيق يحب الرفق فى الامر كلِّه –

„Allah er mild, og Han elsker mildhed i alle forhold.“ (Bukhari og Muslim)

من يحرم الرفق يحرم الخير كلِّه –

„Den, der berøves mildhed, berøves fuldstændig alt godt.“ (Muslim)

ان الله رفيق يحب الرفيق فى ويعطى على الرفق مالا يعطى على العنف ومالا يعطى على ما سواه –

„Allah er mild, og Han elsker den milde. Gennem mildhed giver Han noget, som Han ikke giver gennem hårdhed eller nogen anden adfærd.“ (Muslim)

Hvis de, der arbejder på at etablere den islamiske livsorden, med disse omfattende anvisninger for øje i stedet for at udvælge de ting fra Koranen og Sunnah, der passer dem, vænner sig til at forme deres karakter og synspunkter efter dem, vil de spontant udvikle de afbalancerede og ligevægtige karakteregenskaber, som er nødvendige for at løse verdens forhold og problemer efter de principper, Koranen og Sunnah har givet.

Snæversynethed

En anden svaghed, der passer sammen med et ubalanceret temperament, viser sig også hos mennesker. Den kan kaldes snæversynethed. I Koranen kaldes den „shuhh an-nafs“. Koranen siger om den: „Den, der er beskyttet mod den, er den, der har opnået succes“ (wa may yuqa shuhha nafsihi fa-ula’ika hum al-muflihun), og Koranen regner den for en fejlagtig tilbøjelighed i stedet for taqwa og ihsan (wa uhdirat al-anfusu ash-shuhh, wa in tuhsinu wa tattaqu fa-innAllaha kana bima ta‘maluna khabiran). Den, der rammes af denne sygdom, ønsker kun i ringe grad at give andre plads i sine livsforhold. Uanset hvor rummelig han selv er, forekommer hans plads ham yderst trang. Og uanset hvor meget andre begrænser sig for hans skyld, føler han, som om de breder sig for meget. Han ønsker alle slags muligheder og bekvemmeligheder for sig selv, men vil ikke give andre nogen. Han betragter sine egne gode handlinger som noget, der blot er sket tilfældigt. Hans egne fejl er efter hans øjne tilgivelige, men han kan ikke tilgive nogen fejl hos andre. Han regner sine egne vanskeligheder for vanskeligheder, men ser andres vanskeligheder som rene undskyldninger. Den fordel, han ønsker at nyde på grund af sin egen svaghed, er han ikke rede til at give andre. Uden hensyn til andres manglende evner stiller han yderste krav til dem, men når det gælder hans egne mangler, vil han ikke opfylde disse krav. Han forsøger at påtvinge andre sine egne målestokke for smag og behag, men gør ikke den mindste indsats for at respektere andres smag og præferencer. Denne dårlige egenskab vokser, indtil den når et punkt, hvor han bagtaler og leder efter andres fejl: Han kritiserer andres mindste fejl, men springer op, når hans egne fejl kritiseres. En anden form for denne snæversynethed er at blive hurtigt vred, være hovmodig og ikke kunne tolerere hinanden. I samfundslivet er en person, der rammes af denne sygdom, en fare for enhver, der omgås ham.

At denne sygdom trænger ind i en gruppe, er først og fremmest et faresignal. Kollektiv indsats og stræben kræver indbyrdes kærlighed og samarbejde. Uden dette kan ikke engang fire mennesker arbejde sammen i enighed. Men snæversynethed mindsker muligheden for at skabe kærlighed og samarbejde og tilintetgør dem ofte. Det uundgåelige resultat bliver bitterhed i forholdet og gensidigt had. Det knuser menneskers sind og får medarbejdere til at komme i konflikt med hinanden. Mennesker, der rammes af denne sygdom, kan ikke være nyttige, endsige til at fuldføre et stort formål, selv i det almindelige samfundsliv. Især er denne egenskab det stik modsatte af de egenskaber, der er nyttige i kampen for at etablere den islamiske livsorden. Her er der brug for storsind i stedet for snæversynethed, gavmildhed i stedet for nærighed, tilgivelse i stedet for straf og mildhed i stedet for hårdhed. Derfor er der brug for tålmodige og overbærende mennesker. Denne opgave kan kun udføres af dem, der har et storsindet hjerte; dem, der er strenge over for sig selv og milde over for andre; dem, der ønsker de færrest mulige fordele for sig selv og de størst mulige for andre; dem, der ser deres egne fejl, men andres gode egenskaber; dem, der er mere vant til at bære lidelse end at påføre den, og som kan tage dem, der er ved at falde, i hånden og løfte dem op i stedet for at skubbe dem, der går fremad, til side. En gruppe, der består af sådanne mennesker, vil ikke blot holde sine egne forskellige dele stærkt sammen, men også ordne de spredte dele af samfundet omkring sig og fortsætte med at knytte dem til sig. En gruppe af snæversynede mennesker vil derimod selv blive splittet og desuden vække had hos alle udefrakommende, der kommer i kontakt med den, og dermed drive dem bort.

Svag beslutsomhed

Denne sygdom ses meget ofte hos mennesker. Dens betydning er, at et menneske reagerer af hjertet på en bevægelses kald og i begyndelsen viser en del entusiasme, men at entusiasmen aftager, efterhånden som tiden går. Til sidst har han ikke længere nogen virkelig forbindelse med det formål, han satte sig for at fuldføre, eller med den gruppe, han sluttede sig til med dyb interesse. Han er stadig overbevist af de argumenter, på grundlag af hvilke han accepterede bevægelsen som sand. Han erklærer den stadig som sand med sine læber, og hans fornuft siger stadig, at arbejdet skal udføres og bestemt bør udføres. Men hans følelser kølnes, og hans handlekraft bliver sløv. Der kommer ikke den mindste dårlige hensigt ind i ham. Han vender sig heller ikke bort fra formålet og ændrer ikke idealet. Derfor tænker han ikke på at forlade gruppen. Men efter at den oprindelige følelse og begejstring er kølnet, begynder denne svage beslutsomhed at vise sig på forskellige måder.

På grund af svag beslutsomhed begynder mennesket først at slække på arbejdet. Det tøver med at påtage sig ansvar. Det viger tilbage fra at bruge tid, kræfter og penge på at fuldføre formålet. Alt muligt andet i verden begynder det at prioritere over det arbejde, som det var gået frem for, fordi det betragtede det som sit livs formål og mål. Andelen af dette såkaldte livsformål i dets tid, kræfter og ressourcer bliver mindre, og over for den gruppe, som det sluttede sig til, fordi den var sand, opretholder det kun en mekanisk og formel forbindelse. Det har ingen forbindelse med gruppens gode eller dårlige forhold og viser ingen interesse for dens forskellige anliggender.

Denne tilstand opstår gradvist, ligesom alderdom følger efter ungdom. Hvis mennesket ikke selv bliver bevidst om sin tilstand, og ingen anden gør det bevidst om den, føler det aldrig behov for at tænke over, hvordan det nu behandler det, som det havde besluttet at ofre sin rigdom og sit liv for, fordi det regnede det for sit livsformål. På denne måde bliver menneskets interesse og forbindelse livløse på grund af ren forsømmelighed og uvidenhed, indtil den en dag til sidst dør sin naturlige død, uden at mennesket selv er klar over det.

Hvis man ikke fra begyndelsen i gruppelivet er opmærksom på, at denne tilstand viser sig hos mennesker, og ikke tænker på at standse dens udvikling, vil de, hvis beslutsomhed netop er begyndt at blive en smule svækket, blive smittet af den svage person. Således bliver selv den gode og aktive medarbejder passiv, når han ser andre være passive. Ingen af dem vil tænke: Jeg kom ikke for andres skyld, men for at fuldføre mit eget livsformål; selv hvis andre er kommet bort fra deres formål og mål, hvorfor skulle jeg så vige fra mit? De kan sammenlignes med en gruppe mennesker, der efter at have set deres ledsagere opgive vejen til Paradis selv opgiver den. Som om Paradis ikke var deres eget bestemmelsessted, eller som om de kun ønskede at komme i Paradis på betingelse af, at deres ledsagere også kom der. Måske vil de endog beslutte at gå med dem til Helvede, når de ser deres ledsagere gå den vej. For de har intet eget formål; andres formål er deres formål. De, der bevæger sig i en sådan mental tilstand, tager altid de passive som eksempel. Blandt de aktive finder de ikke noget eksempel, der er værd at følge.

Alligevel er det langt bedre, at en person åbent bliver passiv på grund af svag beslutsomhed. Men når et menneske først bliver offer for svaghed, begynder mange andre svagheder også at rejse hovedet, og kun få mennesker har evnen til ved hjælp af én svaghed at forhindre de øvrige svagheder i at komme frem. Som regel skammer mennesket sig over at vise sig svagt. Det er ikke rede til at tåle, at folk anser det for svagt. Det indrømmer ikke direkte, at svag beslutsomhed har gjort det passivt. For at skjule dette griber det til forskellige metoder, og hver af dem er værre end den foregående.

For eksempel finder han alle mulige undskyldninger for ikke at arbejde og forsøger hver dag at bedrage sine ledsagere med det ene falske påskud efter det andet. Han vil give indtryk af, at den egentlige årsag til hans passivitet ikke er manglende forbindelse med formålet og manglende interesse for det, men at der virkelig findes mange hindringer og vanskeligheder på hans vej. Det er, som om man kalder løgnen til hjælp for passiviteten. Den person, der i begyndelsen blot undlod at nå den høje vej til forbedring, begynder herfra sit moralske fald.

Når denne undskyldning bliver gammel og viser sig nytteløs, og der opstår frygt for, at den virkelige svaghed vil blive afsløret, forsøger mennesket at give indtryk af, at det ikke er blevet passivt på grund af sin egen svaghed, men at nogle af gruppens fejl og mangler har bidraget til at lamme det mentalt. Det vil sige, at det selv ønskede at gøre meget, men at ledsagernes fordrejning og vildfarelse knuste dets mod. Sådan synker den faldende person endnu længere ned, når han ikke længere kan stå op, og for at skjule sin egen svaghed begynder han at ødelægge det arbejde, som han ikke selv var i stand til at udføre.

I begyndelsen er denne mentale lammelse skjult og uklar. Der er ingen tydelige tegn på personens mentale sygdom. Kun vage, undertrykte klager over fejl kommer frem, uden at deres detaljer kendes. Hvis ledsagerne med klogskab forstår den egentlige sygdom og sørger for behandling, kan den faldende persons fald måske standses, og han kan endog løftes op igen. Men de fleste uvidende venner begynder på grund af overdreven begejstring og forbavselse at undersøge sagen og tvinger ham til at tale i detaljer. Derefter ser han sig omkring for at bevise, at hans mentale modvilje er berettiget. Han udvælger og samler forskellige personlige svagheder. Han opdager fejl i Jamaatens ordning og arbejde og opstiller en liste over dem for at lægge den frem. Han vil sige, at synet af disse fejl har gjort ham modvillig. Hans argument er altså, at en fuldkommen mand som ham, fri for enhver svaghed, umuligt kan omgås disse svage ledsagere og denne fejlbehæftede gruppe. Når han accepterer dette argument, lader Satan ham glemme, at hvis det var sandt, burde han have været endnu mere aktiv i stedet for at blive passiv. Hvis andre på grund af deres fejl forsøger at fordreje det arbejde, som han var gået frem for at fuldføre, fordi han anså det for sit livsformål, burde han hellige sig dette arbejde med endnu større begejstring og følelse og opveje andres fejl ved hjælp af sine egne gode egenskaber. Hvis der går ild i dit hus, og de andre i huset forsømmer at slukke den, vil du så sætte dig ned med nedslået sind, eller vil du være mere aktiv end de forsømmelige for at redde det brændende hus?

Det mest sørgelige ved denne sag er, at mennesket for at skjule sin egen fejl og bevise, at det følger sandheden, overfører hele regnskabet fra sit eget handlingsregister til en andens. Når det gør dette, glemmer det, at der i handlingsregistret også findes en konto, som ikke kan forøges gennem nogen form for list eller bedrag. Det påpeger mange svagheder i andres handlingsregister, selv om det selv er involveret i dem. Det påpeger mange fejl i gruppens arbejde, som det selv har bidraget mindst lige så meget, ja ofte mere, til at skabe end andre. Det udarbejder en lang anklageliste mod netop de handlinger, det selv har udført, og når det siger, at synet af alt dette har knust dets mod, betyder det i klar tale, at det selv er helt fri for disse anklager.

Ingen menneskelig gruppe er fri for svagheder. Intet menneskeligt arbejde er fejlfrit. Man har aldrig set, og kan heller ikke se, at engle samles for at reformere og genopbygge menneskenes samfund, hvorefter alt udføres efter den fuldkomne standard. Hvis man leder efter svagheder, hvor kan man så påstå, at de ikke findes? Hvis man leder efter fejl, hvor findes da et sted, hvor de ikke kan findes? Menneskers arbejde udføres med svagheder og fejl, og trods alle bestræbelser på at nå fuldkommenhed er det i det mindste i denne verden umuligt at nå en tilstand, hvor mennesket og dets arbejde bliver helt fejlfrit og pletfrit.

Hvis svagheder og fejl i denne situation identificeres med henblik på at fjerne dem eller fortsætte yderligere bestræbelser og kamp for at nå fuldkommenhed, findes der ikke noget bedre arbejde. Det er ad denne vej, at al forbedring og udvikling i menneskers arbejde bliver mulig. Forsømmelighed i denne sag er ensbetydende med undergang. Men hvis man leder efter personlige svagheder og kollektive fejl og mangler for at skabe undskyldninger for ikke at arbejde og sætte sig ned med nedslået sind, kan det kaldes ren satanisk hvisken og egoets list. En person, der altid finder på undskyldninger, kan gribe til dette påskud under enhver lovende situation; denne undskyldningstaktik vil ikke ophøre, før en gruppe engle kommer og overtager menneskenes plads. Det sømmer sig slet ikke for den, der griber til denne undskyldning uden at kunne bevise, at han selv er fri for svagheder og fejl. Sådanne handlinger fjerner aldrig nogen svaghed eller fejl, men baner tværtimod vejen for, at svagheder og fejl vokser. Som følge heraf giver mennesket ved at følge denne vej et dårligt eksempel til de andre svage mennesker omkring sig. Det viser alle vejen til at undgå at indrømme deres egen svaghed og blive til grin i samfundet samt til at bedrage deres eget sind og berolige sig selv. Enhver passiv person følger denne vej, begynder at lade, som om han lider mentalt, og udarbejder en liste over ledsagernes svagheder og gruppens fejl og mangler for at bevise, at hans sorg og lidelse er berettigede. Derefter begynder en kæde af dårlige handlinger. På den ene side smitter sygdommen med at lede efter fejl, anklage og modanklage gruppen. Det ødelægger dens moralske karakter. På den anden side bliver selv gode, aktive og oprigtige medarbejdere, som aldrig tidligere har haft svag beslutsomhed, påvirket af denne svaghed og disse fejlbesættelser og begynder at blive mentalt lammede. Når der derefter træffes skridt til at behandle sygdommen, begynder en blok af utilfredse mennesker at danne sig. Mental modvilje antager form af en metode og en bevægelse. Det bliver ligefrem en fast aktivitet at skabe utilfredshed og samle beviser til støtte for den. De, der er blevet passive med hensyn til at fuldføre det egentlige formål, viser stor aktivitet i dette arbejde. På denne måde bliver deres døde interesse levende igen, men på en sådan måde, at dens liv bliver langt mere sørgeligt end dens død.

Hvert hold, der er dannet med det formål at føre en kamp for samfundets reform og genopbygning, bør være på vagt over for denne fare. Holdets medlemmer og ledere må være fuldt ud bekendt med den skade, der udspringer af svag beslutsomhed, forskellen mellem dens individuelle og sammensatte former samt virkningen og konsekvenserne af hver af dem, og så snart dens første tegn viser sig, må den korrigeres.

Den grundlæggende form for svag beslutsomhed viser sig ved, at et medlem af holdet, selv om han anerkender sit arbejde som sandt og det hold, der bærer ansvaret for at udføre det, som legitimt, i praksis begynder at være passiv og uinteresseret. Så snart denne tilstand opstår, bør der træffes flere afhjælpende foranstaltninger.

1. Man må undersøge den ramte persons situation og finde ud af, hvad den egentlige årsag til hans passivitet er: Er det hans grundlæggende svage beslutsomhed, der holder ham passiv, eller er der en virkelig vanskelighed, som giver næring til hans passivitet? Hvis man finder en virkelig vanskelighed, bør holdet underrettes om den. I så fald må man hjælpe kammeraten med at fjerne den. Vi må ikke fortolke hans passivitet fejlagtigt, og den må heller ikke komme til at fremstå som et eksempel for andre. Hvis det derimod viser sig, at svag beslutsomhed er den egentlige årsag, må man uden at bevæge sig ad uvedkommende veje på en intelligent måde forelægge denne persons sag for holdet, adskilt fra dem, der på grund af virkelige vanskeligheder ikke er i stand til at være aktive.

2. Når en person bliver passiv på grund af svag beslutsomhed, bør man, så snart hans situation bringes frem for holdet, forsøge at fjerne hans svaghed gennem drøftelse og rådgivning. Især holdets bedste medlemmer bør rette deres opmærksomhed mod ham. Man må forsøge at vække hans næsten døde motivation og i praksis gøre ham aktiv ved at holde ham sammen med sig.

3. En sådan person bør fortsat kritiseres. Hans passivitet og forsømmelighed må ikke blive betragtet som en almindelig sag i holdet. De øvrige må ikke blot læne sig op ad hinandens skuldre og sidde uvirksomme. I holdet bør man fra tid til anden drøfte og gennemgå, hvor stor en del af deres tid, arbejdskraft og ejendom medlemmerne kan bruge på Allahs vej, hvor meget de faktisk bruger, og hvad deres aktivitetsniveau er i forhold til deres evner. Da vil det være naturligt, at den, der viser sig let på kritikkens vægtskål, føler skam. Og denne skam vil beskytte de andre mod passivitet. Men kritikken må ikke fremsættes på en sådan måde, at en person med individuelt svag beslutsomhed bliver ramt af sammensat svaghed i beslutsomheden. Selv hvis man ikke kan fjerne den svaghed, der opstår hos en person, er det i det mindste den fornuftige vej ikke at lade den vokse. Overdreven entusiasme, der vises sammen med uvidenhed, baner vej for at føre en person, der er involveret i uærlige handlinger, videre mod endnu større usandhed. Den sammensatte form af svag beslutsomhed består i, at mennesket forsøger at lægge et lag af løgn og bedrag over sin egen svaghed og efterhånden forsøger at bevise, at der ikke er nogen fejl hos ham, men at fejlen findes hos holdet. Dette er ikke blot en svaghed, men også et udtryk for dårlig karakter. Et hold, der ønsker at reformere verden på grundlag af ærlighed og moral, bør ikke give plads til, at en sådan tendens udvikles eller næres.

I den første fase fremsætter en person falske undskyldninger og grundløse bortforklaringer for ikke at udføre arbejdet. At overse dette svarer til at svigte den person, hos hvem denne moralske fejl viser sig, og det fremstår også som et svigt af den jamaat, som mange mennesker har sluttet sig til og lovet at ofre liv og ejendom for at virkeliggøre et stort mål. Hver person, der deltager i et sådant hold, må i det mindste have så meget moralsk mod og en så aktiv samvittighed, at han, selv hvis han ikke arbejder på grund af svag motivation, åbent erkender sin svaghed. Det er langt bedre, at en person hele sit liv forbliver nedsunket i denne svaghed, mens han erkender sin fejl, end at han én gang tager sin tilflugt til løgn for at skjule den. Så snart denne fejl bliver åbenbar, bør den kritiseres, og den må aldrig opmuntres. Hvis han ikke opgiver denne vej efter at være blevet kritiseret privat, må han kritiseres offentligt i holdet, og de undskyldninger, han har fremført som argumenter, må afsløres. Enhver svaghed eller forsømmelighed i denne henseende betyder, at man åbner døren for, at alle de fejl, som tidligere er blevet udførligt drøftet i holdet, trænger ind.

I den anden fase giver den uopmærksomme og passive person holdets medlemmers svagheder samt fejlene i holdets arbejde og ledelse skylden for sin egen situation og gør dem til årsagen til sin modvilje. I virkeligheden er dette et faresignal. Det viser, at personen er på vej mod at skabe fitna. I denne situation er det forkert at spørge ham indgående om årsagerne til hans modvilje. Resultatet af at stille ham dette spørgsmål vil være, at man hjælper ham videre ad den fitna-vej, hvis begyndelse han allerede har nået. I stedet for at give ham vidtgående tilladelse til at anklage andre bør hans venner her minde ham om gudsfrygt og få ham til at skamme sig over, hvordan han kan vove at kritisere andre, når hans egne handlinger og hans egen karakter er mangelfulde. Hvis de flittige, aktive og virksomme personer, og de, der har bragt store ofre af penge og tid, regner hans uvirksomhed som årsagen til deres egen modvilje, ville det være rimeligt. Men når hans egen andel i at skabe modstanderens fejl er større end andres, og hans egen måde at ødelægge arbejdet på er blevet et eksempel for andre, hvordan kan han så være modvillig? Der er ingen tvivl om, at holdet skal være informeret om alle sine fejl, mangler og svagheder, og at holdet aldrig bør tøve med at få kendskab til dem eller afstå fra at forsøge at rette dem. Men det er de af holdets medarbejdere, der er mest aktive i holdets arbejde, og som arbejder med liv og sjæl, der skal fremlægge dem. Desuden kan de kritisere med oprigtighed. De mennesker, der snyder sig fra arbejdet, udviser sløvhed og udfører mangelfuldt arbejde, bør ikke træde frem og beskrive holdets fejl og svagheder. I en moralsk bevægelse bør de blot bekende deres egen skam og deres egne fejl; de er ikke i stand til at kritisere og reformere. Hvis de selv besidder denne evne, er det et tegn på en alvorlig moralsk fejl. Og hvis denne evne anerkendes i holdet, betyder det, at holdet er blevet moralsk bankerot.

I denne forbindelse må man huske et principielt forhold. Det er, at der er en tydelig forskel mellem de sunde organers og de syge organers opfattelse i et dynamisk hold. Dets sunde organer er altid optaget af deres arbejde. For at gøre dette arbejde vellykket indsætter de hele deres rigdom, sind og liv. Deres arbejdsrapporter viser, at de har anvendt alle kræfter på at udføre opgaven og ikke har vist nogen form for svaghed eller forsømmelighed i denne henseende. De syge organer arbejder derimod aldrig efter deres evne, eller de bliver passive efter at have været aktive i nogen tid. Deres arbejdsrapporter fremlægger et tydeligt bevis på deres forsømmelighed. Forskellen mellem disse to slags opfattelser svarer til forskellen mellem synet hos et sundt øje og et sygt øje. Holdet kan kun gennem sine sunde organers opfattelse opnå korrekt viden om sine egne svagheder og fejl. Et organ, der er blevet passivt og udtrykker sin modvilje mod at holde sig væk fra arbejdet, kan aldrig være et pålideligt middel for holdet. Selv hvis dets opfattelse ikke er hundrede procent vildledende, vil den være firs eller halvfems procent vildledende. Et hold, der ikke ønsker at begå selvmord, kan på ingen måde basere sine resultater på en sådan opfattelse. Når man hører om de fejl og svagheder, der bliver påpeget, bør man straks angre og bede om tilgivelse med gråd i stemmen. At basere vores beslutning om vores arbejdsduelighed eller -udygtighed på dette kan måske være en from handling, men det er ikke en fornuftig persons fromhed; det er en tåbes fromhed. Sådanne fromme mennesker har intet kunnet udrette i verden tidligere, og de vil heller ikke kunne udrette noget i fremtiden. Det er stor uvidenhed at have en overdreven opfattelse af sin egen mening og evne. Men det er ikke mindre uvidende at bedømme sine egne fejl og sin arbejdsevne ud fra enhver persons kommentar uden at undersøge, hvor korrekt kommentatoren kender situationen, og i hvilken grad han er kvalificeret til at fremsætte en korrekt kommentar om den.

På dette stadium bør man også forstå endnu et forhold grundigt. Hvis et hold ønsker at virkeliggøre et ideal, har det to forskellige standarder for arbejdsduelighed og moral foran sig. Den ene er den ønskede standard, det vil sige den højeste standard, som man uophørligt må stræbe og arbejde på at nå. Den anden er den laveste standard for at være funktionsdygtig, på hvis grundlag arbejdet kan fortsætte, og under hvilken det er uudholdeligt at falde. Mennesker med forskellige holdninger anlægger forskellige arbejdsmetoder i forhold til disse to standarder. Mennesker med én bestemt holdning tillægger det ikke særlig stor betydning at arbejde for det egentlige mål. Selv om de er knyttet til arbejdet, kan de indgå i det på en sådan måde, at hverken deres penge, tid eller kræfter bliver det mindste opbrugt. Denne holdning optræder ofte på moralens himmel som en bedragerisk undskyldning for intellektuel luksus og flugt, og den kan ikke på nogen måde være tilfreds med mindre end den ønskede standard. Over alt, hvad den ser som mindre end dette, udtrykker den sin enorme uro og modvilje. Men denne uro og modvilje kommer ikke til udtryk for at blive mere motiveret til arbejdet, men for bevidst eller ubevidst at undslippe arbejdet.

Mennesker med den anden slags holdning tillægger ganske vist arbejdet for målet den største, ja fulde betydning, men fordi de er blevet ofre for idealisme, forstår de ikke den rette forskel mellem den ønskede standard og den laveste standard for at være funktionsdygtig. Denne person kommer selv gentagne gange i et dilemma. Desuden smittes han let af den første slags holdning. På den måde plager han sig selv og bliver også en betydelig årsag til besvær for dem, der arbejder.

Mennesker med den tredje slags holdning arbejder virkelig for målet. De har en følelse af, at det fulde ansvar for dette arbejdes succes og fiasko er blevet lagt på deres skuldre. På grund af denne tilstand og ansvarsfølelse er de tvunget til altid at fastholde den rette forskel mellem de to standarder og sørge for, at fremskridtet mod målet ikke påvirkes uden en fornuftig grund. De glemmer aldrig den ønskede standard. De er ikke et eneste øjeblik uopmærksomme på tanken om at nå den. De nærer dyb bekymring over alt, der ligger under den. Men de fortsætter arbejdet gennem den laveste funktionsdygtige standard, og når mennesker falder under selv denne standard, anser de det for langt bedre at fjerne dem og kaste dem bort end at ændre deres plan. Det er absolut nødvendigt for dem nøje at vurdere deres kræfter, udvide arbejdet i overensstemmelse hermed og justere dets tempo. Hvis de begår fejl i denne henseende, skader de deres eget mål. Men den person, der lader sig vejlede ved denne vurdering af den første og anden slags holdning, vil bevise alvorlig uvidenhed. Kun denne tredje slags holdning kan være hans støtte og hjælp, og det er denne holdning, der må udvikles.

— Afslutning —