Indledning
Al-hamdulillah. Ved Allah Pak’s uendelige barmhjertighed bliver »As-habe Rasulers livsfortælling« (bind 4) nu udgivet. For nogle år siden, da vi begyndte på dette omfattende arbejde, havde vi ikke håbet, at vi skulle nå så langt. Senere indså jeg, hvor overordentligt vanskeligt dette arbejde er for et dovent menneske som mig. Allah Paks hjælp samt opmuntringen fra venner og læsere har inspireret mig til at føre arbejdet videre. Hvis jeg ikke havde fået råd og støtte fra professor Nazir Ahmad, direktør for Bangladesh Islamic Centre, ville dette arbejde være blevet indstillet for længe siden. Jeg beder til, at Allah Pak belønner alle dem, der på den ene eller anden måde har hjulpet med dette arbejde.
Alle de store sahaba, hvis liv omtales i dette fjerde bind, tilhørte Medinas Ansar. Jeg har bestræbt mig på at hente oplysningerne fra så pålidelige kilder som muligt, og jeg har også angivet kildernes navne. Jeg har så vidt muligt valgt mine ord med hensyntagen til sahabaernes ære og værdighed. Hvis læserne alligevel opdager nogen form for faktuelle eller sproglige uoverensstemmelser, vil jeg forsøge at rette dem, hvis de gør mig opmærksom på dem. Med håbet om, at sahabaernes tro og handlinger vil sætte deres præg på hjemmene i hele Bangladesh, vil vi fortsætte vores arbejde. Må Allah Pak antage denne ringe indsats fra mig. Amin.
Muhammad Abdul Ma’bud
Institut for Arabisk
Universitetet i Dhaka
Dhaka-1000.
1. januar 1998
1 Ramadan 1418
Anas ibn Nadr (må Allah være tilfreds med ham)
Navn: ‘Anas’. Fader: Nadr ibn Damdam. Profeten (fred være med ham)s tjener, den berømte ledsager Anas ibn Maliks højtærede onkel.¹ Hazrat Anas ibn Malik plejede at sige: »Jeg er opkaldt efter min onkel Anas.«² Salma bint ‘Amr, mor til profetens (fred være med ham) højtærede bedstefar, Hazrat Abd al-Muttalib, var datter af en kvinde fra Anas’ slægt, Banu Najjar. Hun var således Anas ibn Nadrs faster. Anas ibn Nadr var leder eller høvding for sin slægt. Den kvindelige ledsager Hazrat Rubayyi‘ bint Nadr var hans søster. Hans mor var også en kvindelig ledsager.³ Der findes ingen særlige oplysninger om hans fødselsår.
Hazrat Anas ibn Nadr (må Allah være tilfreds med ham) antog islam ved den anden ‘Aqaba. Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Af en ukendt årsag kunne min onkel Anas ibn Nadr ikke deltage i slaget ved Badr. Da Profeten (fred være med ham) efter slaget vendte tilbage til Medina, trådte han frem for ham og sagde beklagende: »Allahs Sendebud! Jeg var fraværende under Deres første felttog mod de polyteistiske styrker. Ved Allahs ed: Hvis Allah fremover giver mig mulighed for at kæmpe mod dem, vil Allah bestemt se, hvad jeg gør.«
Slaget ved Uhud fandt sted i det tredje år efter hijra. På et tidspunkt under slaget, da den muslimske hær var blevet splittet og havde forladt slagmarken, sagde han til sig selv: »O Allah! Jeg beder Dig om tilgivelse for det, disse muslimer gør. Jeg har intet at gøre med det, disse polyteister har gjort.« Derefter gik han fremad. På vejen sagde han: »Sa‘d, Paradiset er dér, ved Uhud. Ved Allahs ed! Jeg kan lugte Paradisets duft fra Uhud.« Mens han sagde dette, løb Anas (må Allah være tilfreds med ham) mod Uhuds slagmark og kæmpede med grænseløst mod, indtil han blev martyr. Sa‘d fortæller: »Den dag kunne jeg ikke gøre, hvad han gjorde.« Al-Baladhuri siger: »Sufyan ibn ‘Uyayf dræbte ham.«⁴
I forbindelse med beskrivelsen af Hazrat Anas’ (må Allah være tilfreds med ham) rolle i slaget ved Uhud fortæller Ibn Ishaq: Umar ibn al-Khattab og Talha ibn ‘Ubaydullah sad med korslagte arme sammen med muhajirerne og ansarerne. Anas kom hen til dem og sagde: »Hvorfor sidder I sådan?« De svarede: »Allahs Sendebud (fred være med ham) er blevet dræbt.«
Anas sagde: »Hvis han virkelig er blevet dræbt, hvad vil I så gøre ved at overleve? Rejs jer! Giv også jeres liv på den vej, hvorpå Allahs Sendebud (fred være med ham) gav sit liv.« Efter at have sagt dette kastede han sig over fjendens hær og blev martyr.⁵
Hazrat Anas ibn Malik fortæller: Anas ibn Nadrs krop var gennemhullet af sår fra pile, spyd og sværd. Da man talte efter, viste det sig, at han havde over halvfjerds — ifølge en anden overlevering firs — sår på kroppen. De vantro havde skåret hans lemmer af og vansiret hans lig. Ingen andre end hans søster, Rubayyi‘ bint Nadr, kunne identificere liget. Hun var i stand til det ved at se på fingrene på hans hånd.⁶ Hvor stærk Hazrat Anas ibn Nadrs (må Allah være tilfreds med ham) tro var, fremgår af beretningen om hans martyrdød. I de vers, der blev åbenbaret om slaget ved Uhud, prises sådanne store personligheder. Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Vers 23 i sura al-Ahzab — ’Blandt de troende er der mænd, som har holdt deres pagt med Allah. Nogle af dem har fuldført deres løfte ved at dø, og nogle venter stadig’ — blev åbenbaret om min onkel Anas ibn Nadr.«⁷
Det er overleveret fra Anas ibn Malik i Sahih al-Bukhari. Rubaiyya bint Nadr gav engang en ansarisk kvinde et slag i ansigtet, hvorved en af hendes tænder blev slået ud. På Rubaiyyas vegne bad man dem om tilgivelse, men de nægtede at tilgive. De blev tilbudt diyah, altså erstatning, men det afslog de også. Da sagde Allahs Sendebud (sa): »Ifølge Allahs befaling er qisas, altså gengældelse, nu uundgåelig.« Da Anas ibn Nadr hørte dette, udbrød han: »Allahs Sendebud! Skal Rubaiyyas tand slås ud? Ved Ham, som har sendt dig med sandheden! Nej, nej, hendes tand skal under ingen omstændigheder slås ud.«
Derefter indvilligede den klagende part pludselig i at modtage diyah. Så bemærkede Allahs Sendebud (sa): »Der findes mange af Allahs tjenere, som sværger ved Ham, og Han opfylder selv deres eder. Anas ibn Nadr er en af dem.« Hændelsen er også overleveret i Sahih Muslim gennem en anden overleveringskæde og i en anden version.8
Kilder:
Al-Bara ibn Malik (ra)
Al-Bara ibn Malik var en berømt sahabi og halvbror på faderens side til den højt ansete Anas ibn Malik (ra), Allahs Sendebuds (sa) elskede tjener. Det har Abu Hatim sagt. Ifølge Sa’d var han Anas’ helbror. Deres mor var den berømte sahabiyya Umm Sulaym.1 Ibn al-Athir har samme opfattelse.2 Ibn Hajar har imidlertid anført, at denne opfattelse ikke er korrekt. Han siger, at det fremgår af biografien om Shurayk ibn Samha, at denne var halvbror på faderens side til al-Bara ibn Malik. Deres mor var Samha. Hvad angår, at Anas ibn Maliks mor var Umm Sulaym, er der ingen uenighed om dette.3 Desuden nævnes al-Baras navn ingen steder blandt de børn af Umm Sulaym, hvis identitet fremgår af forskellige overleveringer.
Allerede før den ædle Allahs Sendebuds (sa) hijrah til Medina begyndte Medinas indbyggere at tage islam til sig i stort tal. Folk drog i grupper til Mekka og antog islam. Mange af Medinas indbyggere blev også muslimer gennem prædikenen fra Allahs Sendebuds (sa) særlige udsending, den ædle Mus’ab ibn Umayr (ra). Denne strøm af medinensere, der antog islam, fortsatte også efter Allahs Sendebuds (sa) ankomst til Medina. Al-Bara antog islam på et tidspunkt i denne periode.
Han deltog sammen med Allahs Sendebud (sa) i alle ekspeditioner bortset fra slaget ved Badr, herunder Uhud og Khandaq.4 Han deltog også i Bay’at al-Ridwan ved Hudaybiyyah.5 Under den første khalif, Abu Bakrs (ra), khalifat begyndte falske profeter at skabe uro i hele Arabien. På dette tidspunkt spillede al-Bara en heroisk rolle i det frygtelige slag, som den muslimske hær udkæmpede mod den falske profet Musaylimah al-Kadhdhab på Yamamah-sletten. I dette slag var Khalid ibn al-Walid hærfører. På et tidspunkt henvendte han sig til hærføreren og sagde: »Rejs dig og giv ordren.« Derefter steg han selv til hest, fremsagde lovprisninger af Allah og henvendte sig til den muslimske hær: »O I, Medinas indbyggere! I dag skal I udslette tanken om Medina fra jeres hjerter. I dag bør jeres hjerter kun være fyldt med ihukommelsen af Allah og Paradiset.«6 Efter denne gribende tale skyllede en bølge af mod og begejstring gennem hele hæren. Soldaterne steg hver især til hest og sluttede sig til ham.
I dette slag kæmpede Hadrat al-Barā håndgemæng med en af fjendens ledere. Manden var en kraftig ung kriger. Først rettede al-Barā et sværdslag mod hans ben. Slaget ramte ikke præcist, men alligevel begyndte manden af frygt at rulle rundt. I dette øjeblik skubbede Hadrat al-Barā hurtigt sit sværd i skeden, kastede sig over ham, rev hans sværd fra ham og gav ham et så kraftigt slag, at hans krop blev kløvet i to.⁷ Derefter kastede han sig med lynets hast over de frafaldne og drev dem helt hen til muren omkring haven. Musaylima befandt sig i haven. Musaylimas soldater trængte ind i haven, samlede sig omkring ham og lukkede havens port. Barā ibn Mālik forfulgte dem, nåede frem til muren og standsede foran den lukkede port. På et øjeblik brølede han som en løve og råbte: »O mine folk! Jeg er Barā ibn Mālik. Kom hen til mig, kom hen til mig!« Da krigerne var kommet frem, sagde han videre: »O mine folk! Kast mig ind blandt dem i haven.« Folkene sagde: »Nej, hvordan skulle det kunne lade sig gøre?« Han sagde: »Ved Allahs ed! I skal bestemt kaste mig over til dem.« Derefter løftede de ham højt op. Han kiggede over muren og åbnede straks døren for de ventende muslimske soldater. Med lynets hast trængte de muslimske soldater samlet ind og kastede sig ud i et voldsomt slag. Der var mange dræbte og sårede på begge sider. Den forbandede Musaylima blev dræbt her, og hans hær led nederlag.⁸ Blandt dem, der kæmpede skulder ved skulder med Barā ibn Mālik ved Yamāmas haveport, blev Hadrat ʿAbbād ibn Bishr martyr.⁹ Det var også her, at Hadrat al-Barā alene dræbte ti fjendtlige soldater.¹⁰ Under dette dristige foretagende blev hele hans krop gennemhullet. Han blev ramt af mere end firs pile, spyd og lanser. Han blev bragt til lejren på et ridedyr og blev først rask igen efter mere end en måneds behandling. Hadrat Khālid ibn al-Walīd lagde selv bandager på hans sår og sørgede personligt for hele hans behandling.¹¹ I hijri-år 17 afsatte kaliffen Hadrat ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) sin guvernør Hadrat al-Mughīra ibn Shuʿba (må Allah være tilfreds med ham) og udnævnte Hadrat Mūsā al-Ashʿarī (må Allah være tilfreds med ham) i hans sted. Da Abū Mūsā rejste fra Medina, tog han 29 personer med sig; blandt dem var al-Barā ibn Mālik.¹² Hadrat al-Barā ibn Mālik viste også stort mod og stor krigskunst i slaget ved al-Hīra i Irak. Muslimernes hær belejrede en af byens fæstninger. Fjenden havde indefra lagt gloende, brandvarme jernkæder med kroge hen over fæstningsmuren, så ingen muslimsk soldat turde nærme sig muren. Hadrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) gik modigt frem for at klatre over muren. Fæstningens indbyggere viklede ham listigt ind i kæderne og begyndte at trække ham opad. Da kæden var på vej op, opdagede Hadrat al-Barā det. Han løb straks hen, greb fat i kæden og rykkede så kraftigt i den, at den sprang, og Anas faldt ned. På grund af at have trukket i kæden blev kødet revet af hans hænder, så knoglerne kom til syne. Hadrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) overlevede dog.¹³ Fra hijri-år 17 til 20 blev Ramhormuz, Tustar og Susa i Persien erobret. Da den persiske hær igen samlede sig ved Ramhormuz for at yde modstand, blev den muslimske hærfører Saʿd ibn Abī Waqqās bedt om at sende mange soldater, heriblandt Sahl ibn ʿAdī, al-Barā ibn Mālik, Majzaʾa ibn Thawr og andre.¹⁴ Under felttoget mod Tustar var han chef for højrefløjen i Hadrat Abū Mūsā al-Ashʿarīs (må Allah være tilfreds med ham) hær.¹⁵ I dette slag dræbte han alene hundrede soldater.¹⁶ Slaget ved Tustar var i gang. Fjendens hær havde forskanset sig inde i en beskyttet fæstning. De forsøgte med vilkårlige angreb at nedkæmpe den muslimske hær. Ibn al-Athīr siger, at de på dette tidspunkt angreb den muslimske hær 80 gange.¹⁷ En dag kom Hadrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) til ham og hørte ham fremsige et digt med melodi. Anas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Allah har givet dig noget bedre end dette, nemlig Koranen. Fremsig derfor den med melodi.« Al-Barā sagde: »Måske frygter du, at jeg en dag skal dø. Jeg beder Allah om, at det ikke må ske på den måde. Hvis jeg skal dø, vil jeg dø på slagmarken.«¹⁸ Hadrat Allahs Ædle Sendebud (fred være med ham) havde engang sagt om ham: »Der findes mange mennesker med uredt og støvet hår, som ikke tillægges nogen betydning blandt mennesker; men hvis de sværger ved Allah, opfylder Allah deres ed. Al-Barā ibn Mālik er en af dem.« Da den muslimske hær ved Tustar ikke var i stand til at indtage fjendens fæstning, kom de i tanke om Hadrat Allahs Ædle Sendebuds (fred være med ham) ovenstående ord. De gik til Hadrat al-Barā (må Allah være tilfreds med ham) og bad ham sværge en ed ved Allah. Han sagde: »O Allah, jeg sværger ved Dig: Giv i dag muslimerne en sejr, og ære mig ved at give mig mulighed for at møde Allahs Sendebud.«¹⁹ På dette tidspunkt fandt de muslimske soldater en tunnel, der førte ind i fæstningen. Hadrat al-Barā forsøgte sammen med Hadrat Majzaʾa (må Allah være tilfreds med ham) at trænge ind i fæstningen gennem tunnelen. Da Hadrat Majzaʾa skulle ud af tunnelen, blev han ramt af en stor sten, som fjenden kastede, og blev martyr.²⁰ Hadrat al-Barā kom ansigt til ansigt med en persisk soldat ved navn al-Marzubān Āzār. Han spærrede vejen for Hadrat al-Barā (må Allah være tilfreds med ham). Men al-Barā dræbte ham og knuste med heroisk modstand hele fjendens modstand, indtil han nåede fæstningens port. Der stod han ansigt til ansigt med Hormuzān. De to kæmpede voldsomt mod hinanden. Til sidst blev al-Barā martyr for Hormuzāns hånd. Hormuzān dræbte ham, tog hans våben og klæder og solgte dem for mere end tredive tusind mønter. Hans tapperhed gjorde imidlertid, at muslimernes overhøjhed på slagmarken blev fastslået. Ifølge historikeren al-Wāqidī fandt dette sted sted i hijri-år 20; ifølge en anden opfattelse i hijri-år 19 eller 23.²¹ Allāma al-Ziriklī siger: »Han blev martyr ved Tustars østlige port, og dér blev han begravet.«²² Hadrat al-Barā ibn Mālik hørte til blandt Hadrat Allahs Sendebuds (fred være med ham) fremtrædende ledsagere. I mange år nød han nært samvær med det rene Sendebud. Han må bestemt have hørt talrige hadither fra Allahs Sendebuds (fred være med ham) mund. Det mærkelige er imidlertid, at der ikke synes at være mange hadither overleveret af ham. Det skyldes sandsynligvis, at han var optaget af jihād og derfor ikke kunne rette sin opmærksomhed mod dette. Forfatteren til al-Istīʿāb skriver: »Al-Barā hørte til blandt de højtstående ledsagere.«²³ Allāma al-Dhahabī siger: »Han var en af de store ledere. Han var en yderst modig helt og en legendarisk skikkelse både som rytter og i mødet med store farer.«²⁴ Derfor udnævnte Hadrat ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) ham aldrig til leder for nogen hær. En gang skrev han til de øvrige militære officerer: »Udnævn ikke Barā til leder for nogen muslimsk hær. Han er blot ét menneske, men han er også en fare. Han går altid fremad og ved ikke, hvordan man vender tilbage.« I en anden overlevering hedder det: »Han er ødelæggelse.« Udvendigt så han dog svag ud.²⁵ Forfatteren til Rijāl Ḥawla al-Rasūl, Khālid Muḥammad, siger: »Hans inderligste ønske var at dø som martyr.« Allah den Ophøjede opfyldte dette ønske. Al-Mustadrak har overleveret fra Ibn Isḥāq, at Anas ibn Mālik sagde, at al-Barā ibn Mālik havde en smuk stemme. Han holdt også af at synge. Hadrat Anas sagde: »Barā sang hyrdesange for mændene, når de vogtede kameler.«²⁶ På en rejse sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham) sang han engang en sang. Da Sendebudet (fred være med ham) hørte den, sagde han til al-Barā: »Husk også lidt på kvinderne.« Da han hørte dette, blev han tavs.²⁷
Kilder:
Al-Barā ibn Māʿrūr (må Allah være tilfreds med ham)
Han hed Al-Barā, og hans tilnavn var Abū Bishr. Han var fra Banū Salima-grenen af den berømte Khazraj-stamme i Medina. Hans far var Māʿrūr ibn Ṣakhr, og hans mor var al-Rubāb bint Nuʿmān. Hans mor var faster til Ḥazrat Saʿd ibn Muʿādh, lederen af Aws-stammen.¹ Ḥazrat al-Barā ibn Māʿrūr var raʾīs, det vil sige leder, for sin egen stamme. Flere fæstninger og haver i Medina tilhørte ham. Der findes ingen særlige oplysninger om hans fødselsår.²
Der er ingen uenighed om, at Ḥazrat al-Barā ibn Māʿrūr havde antaget islam før den sidste troskabsed. Ifølge mange var han til stede ved den første troskabsed ved al-ʿAqaba og aflagde troskabsed til Allahs Sendebud (ﷺ).³ Ibn al-Athīr har også gengivet denne beretning.⁴ Mange mener imidlertid, at denne beretning ikke har noget grundlag. Bortset fra Muḥammad ibn Isḥāq har ingen anden sīra-ekspert gengivet den.⁵ Da Ḥazrat al-Barā ibn Māʿrūr antog islam, var Bayt al-Maqdis muslimernes qibla. Muslimerne var uvillige til at bede vendt i den retning. Derfor besluttede han selv at begynde at bede vendt mod Kabaen. Imām al-Zuhrī har sagt: Al-Barā ibn Māʿrūr var den første person, der både i levende live og efter sin død vendte sig mod Kabaen.⁶ Selv da Ḥazrat Rasūl-e-Karīm (ﷺ) bad vendt mod Bayt al-Maqdis, bad han vendt mod Kabaen. Da Allahs Sendebud (ﷺ) fik dette at vide, befalede han ham at vende sig mod Bayt al-Maqdis. Han sagde: »Vend mig mod din Kaba.«⁷ Ḥazrat al-Barā ibn Māʿrūr var en af deltagerne i den sidste troskabsed ved al-ʿAqaba. Dette er blevet overleveret fra Ḥazrat Kaʿb ibn Mālik (må Allah være tilfreds med ham), som var en af deltagerne i denne troskabsed. Han sagde: »I pilgrimsfærdens sæson, det år hvor vi aflagde troskabsed til Allahs Sendebud (ﷺ), drog jeg ud fra Medina sammen med vores folks afgudsdyrkere. Vores ældre leder, al-Barā ibn Māʿrūr, var med os. Da vi nåede udkanten af al-Bayḍāʾ, sagde han til os: ›Hør her! Jeg er nået frem til en beslutning. Jeg ved ikke, om I vil være enige med mig.‹ Vi sagde: ›Abū Bishr, fortæl os, hvad din beslutning er.‹ Han sagde: ›Jeg vil bede vendt mod dette hus (Kabaen) og aldrig have det bag mig.‹ Vi sagde: ›Ved Allahs ed, det må du ikke gøre, for vi ved, at Allahs Sendebud (ﷺ) kun beder vendt mod al-Shām.‹ Trods vores bøn sagde han: ›Ved Allahs ed, jeg vil bede vendt i den retning!‹ Da tiden for bønnen kom, vendte han sig mod Kabaen, mens vi vendte os mod al-Shām. Sådan nåede vi frem til Mekka.«
Da vi nåede frem til Mekka, sagde han til mig: »Nevø! Før mig hen til Allahs Sendebud (ﷺ). Jeg vil spørge ham om det, jeg har gjort, for jeg føler mig lidt urolig indeni over at have handlet imod jer.« Kaʿb sagde: »Vi drog ud for at finde Allahs Sendebud (ﷺ). I Wādī al-Abṭaḥ mødte vi en mand. Vi sagde til ham: ›Kan du vise os, hvor Muḥammad er?‹ Han svor ved Allah: ›Nej, slet ikke.‹ Så spurgte han: ›Kender I ʿAbbās?‹ Vi sagde: ›Ja, det gør vi. Han kommer undertiden til vores egn i handelsøjemed.‹ Han sagde: ›Så snart I går ind i moskeen, vil I se ʿAbbās. Den mand, der sidder sammen med ham, er Muḥammad.«
Kaʿb sagde: »Vi gik ind i moskeen og så, at Allahs Sendebud (ﷺ) og ʿAbbās sad i et hjørne. Vi gik hen til dem, hilste og satte os. Allahs Sendebud (ﷺ) sagde til ʿAbbās: ›Abū al-Faḍl! Kender du disse to?‹ ʿAbbās sagde: ›Ja, det gør jeg. Dette er al-Barā ibn Māʿrūr, lederen af hans stamme, og dette er Kaʿb ibn Mālik.‹ Allahs Sendebud (ﷺ) spurgte: ›Er det dig, digteren Kaʿb?‹ ʿAbbās sagde: ›Ja.‹ Da sagde al-Barā: ›O Allahs Sendebud! På vejen fra Medina nåede jeg frem til en beslutning. Jeg ønsker at spørge dig om den.‹ Han sagde: ›Forklar sagen lidt nærmere.‹ Al-Barā sagde: ›Jeg har besluttet aldrig igen at have dette hus (Kabaen) bag mig. Jeg vil bede vendt i denne retning.‹ Allahs Sendebud (ﷺ) sagde til ham: ›Hvis du blot havde været lidt tålmodig med den qibla, du var på!‹ Derefter vendte al-Barā sig mod Allahs Sendebuds (ﷺ) qibla og bad sammen med os vendt mod al-Shām. Hans familie plejede at sige, at han døde på sin qibla.«
Kaʿb sagde: »Vi ved, at han vendte tilbage til Allahs Sendebuds (ﷺ) qibla og også bad sammen med os vendt mod al-Shām. Derefter aftalte vi at mødes med Allahs Sendebud (ﷺ) ved al-ʿAqaba midt under ayyām al-tashrīq. Vi holdt sagen skjult for de afgudsdyrkere, der var sammen med os. Blandt os var Jābirs gamle far, ʿAbdullah ibn ʿAmr ibn Ḥarām. Han havde endnu ikke antaget islam. Hans unge søn Jābir havde imidlertid antaget islam og var med i denne karavane.«
Kaʿb sagde: »Vi omringede alle sammen ʿAbdullah og sagde: ›Jābirs far, vi har ondt af dig. Hvis du dør på den tro, du følger, vil du allerede i morgen blive til brændsel for ilden. Allah har imidlertid sendt et Sendebud, som kalder menneskene til Allahs enhed og tilbedelsen af Ham. Mange fra dit folk har troet på ham og er blevet muslimer. Vi har forpligtet os til at aflægge troskabsed til Allahs Sendebud (ﷺ).‹ Efter at vi havde sagt dette, antog han islam og sluttede sig til troskabseden. Til sidst kom den nat, hvor løftet ved Mina skulle opfyldes. Mens folk lå bevidstløse i dyb søvn, forlod vi vores lejer som ørkenens agerhøns og samledes efter nogen tid ved al-ʿAqaba. Allahs Sendebud (ﷺ) kom sammen med sin onkel ʿAbbās. ʿAbbās sagde: ›I ved, hvordan Muḥammad står blandt os. Han er omgivet af ære og sikkerhed blandt sit eget folk. Vi har beskyttet ham. Men han ønsker at imødekomme jeres invitation og gå til jer. Hvis I mener, at I kan opfylde den forpligtelse og holde det løfte, I vil give, så tag ham med jer. Men hvis I frygter ydmygelse og vanære, så lad ham blive hos sit eget folk. Han er omgivet af ære og sikkerhed blandt sit eget folk.«
Vi sagde: »O Allahs Sendebud! Tal nu til os.« Allahs Sendebud (ﷺ) holdt en tale, bad til Allah og reciterede nogle af Koranens vers. Derefter sagde vi til Allahs Sendebud (ﷺ): »Modtag troskabseden fra os for din egen og din Herres skyld.« Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: »Jeg modtager jeres troskabsed på dette vilkår: at I beskytter mig mod det, som I beskytter jeres børn og hustruer mod.«
Al-Barā ibn Maʿrūr svarede: »Ja. Ved Ham, som sendte dig med sandheden: Jeg sværger ved Ham, at vi vil beskytte dig mod det, som vi beskytter vores liv og vores kvinder imod.« Derefter aflagde vi troskabseden til Allahs Sendebud (fred være med ham). Al-Barā ibn Maʿrūr anmodede: »Allahs Sendebud (fred være med ham), jeg har aflagt troskabseden til dig.« Al-Barā ibn Maʿrūr anmodede igen: »Allahs Sendebud! Ræk din hånd lidt frem, så vi kan aflægge troskabseden.« Da Sendebudet (fred være med ham) rakte hånden frem, lagde han sin hånd i hans, og han var den første blandt os, der aflagde troskabseden. Derefter begyndte de andre at aflægge troskabseden én efter én.⁸ Der er uenighed om, hvem der først lagde sin hånd i Allahs Sendebuds (fred være med ham) hånd og aflagde troskabseden ved den sidste troskabsed ved al-ʿAqabah. Folkene fra Banū Najjār hævdede, at denne ære tilkom Asʿad ibn Zurārah, mens folkene fra Banū ʿAbd al-Ashhal hævdede, at den tilkom Abū al-Haytham ibn al-Tayyihān. Imām al-Zuhrī har imidlertid, med Kaʿb ibn Mālik som kilde, sagt, at denne enestående ære tilkom Al-Barā ibn Maʿrūr. Dette var Banū Salamahs opfattelse.⁹ Ibn Isḥāq har også sagt dette.¹⁰ Allāmah al-Ziriklī siger: Den dag, hvor halvfjerds mænd fra Anṣār mødtes med Allahs Sendebud (fred være med ham) ved al-ʿAqabah og aflagde troskabseden til ham, var Al-Barā ibn Maʿrūr den første, der talte med Allahs Sendebud (fred være med ham) på Anṣārs vegne.¹¹ Efter troskabseden udnævnte Sendebudet (fred være med ham) ham og ʿAbdullāh ibn ʿAmr ibn Ḥarām, far til Jābir, til naqīber for Banū Salamah.¹² Det er allerede nævnt, at den berømte ledsager Jābir ibn ʿAbdullāhs far, ʿAbdullāh ibn ʿAmr, tog imod islam ved denne sidste troskabsed ved al-ʿAqabah. Da Al-Barā tog imod islam, gav han ham to sæt rent tøj, og han iførte sig dem og fremsagde trosbekendelsen.¹³ Al-Barā var en af de ledere, hvis sønner også deltog i troskabseden ved den sidste al-ʿAqabah. Hans søn Bishr ibn Al-Barā aflagde også troskabseden den dag.¹⁴
I den tolvte år af profetsendelsen aflagde han troskabseden til Allahs Sendebud (fred være med ham) ved al-ʿAqabah i måneden Dhū al-Ḥijjah. Blot to måneder senere, i måneden Ṣafar, døde han i Medina. På sit dødsleje efterlod han dette testamente: »Læg mig i graven med ansigtet vendt mod Kabaen, og lad en tredjedel af min formue tilfalde Allahs Sendebud (fred være med ham). Han kan bruge den, hvor han finder det passende.« Ifølge Ibn Isḥāq fandt dette sted, før Allahs Sendebud (fred være med ham) ankom til Medina. Ibn al-Athīrs opfattelse synes ikke at være korrekt, for man kender til, at to eller tre andre muslimer døde i Medina før ham. Al-Ziriklīs bemærkning om, at han var den første blandt naqīberne, der døde, er imidlertid korrekt.¹⁶
Den ædle Allahs Sendebud (fred være med ham) udvandrede til Medina. Han gik sammen med ledsagerne til Al-Barās grav og udførte begravelsesbønnen for ham med fire takbīr. Hvad angår den formue, som Al-Barā havde testamenteret til Allahs Sendebud, tog han imod den og gav den derefter tilbage til Al-Barās søn.¹⁷
ʿAbdullāh ibn Abī Qatādah har sagt: Efter sin ankomst til Medina udførte Sendebudet (fred være med ham) først begravelsesbønnen for Al-Barā ibn Maʿrūr. Han gik med sine ledsagere til hans grav, stillede dem på række og bad for ham:
(O Allah, tilgiv ham, skænk ham Din barmhjertighed, og vær tilfreds med ham.)
I en anden overlevering fortælles det, at Sendebudet (fred være med ham) bad for ham således:¹⁸ »O Allah, skænk Al-Barā ibn Maʿrūr Din barmhjertighed. Lad der på opstandelsens dag ikke være noget slør mellem Dig og ham, og gør ham til en af Paradisets beboere.«
Der findes ingen oplysninger om efterkommerne efter Al-Barā ibn Maʿrūr (må Allah være tilfreds med ham). I biografiske værker findes kun den oplysning, at han havde en søn ved navn Bishr, som deltog i den sidste troskabsed ved al-ʿAqabah og aflagde troskabseden til Allahs Sendebud (fred være med ham).¹⁹ Efter Al-Barās død udnævnte den ædle Allahs Sendebud (fred være med ham) ham til leder for Banū Salamah. Under slaget ved Khaybar blandede en jødisk kvinde ved navn Zaynab bint al-Ḥārith gift i gedekød og gav det til Allahs Sendebud (fred være med ham). Ḥadrat Bishr spiste også af det forgiftede kød og døde som følge af det.²⁰
Som allerede nævnt tog Al-Barā ibn Maʿrūr (må Allah være tilfreds med ham) Kabaen i Mekka som qibla, straks efter at han havde taget imod islam, og testamenterede ved sin død, at han skulle begraves med ansigtet vendt i den retning. På det tidspunkt havde islam imidlertid endnu ikke erklæret Kabaen for qibla. Hvorfor gjorde han dette? Forstod han, at Kabaen i fremtiden ville blive islams qibla? Hvilken lykke for ham, at Allah den Almægtige langt senere, efter hans død, under Allahs Sendebuds (fred være med ham) ophold i netop hans hjem, gennem åbenbaring erklærede Kabaen for qibla, og at Sendebudet (fred være med ham) i hans hjem for første gang udførte bønnen med ansigtet vendt mod Mekka. Begivenheden forløb således: Al-Barā ibn Maʿrūrs hustru, Ḥadrat Umm Bishr (må Allah være tilfreds med hende), tilberedte engang et måltid til den ædle Allahs Sendebud (fred være med ham) i Al-Barās hjem. Efter at have spist måltidet stillede han sig op til middagsbønnen sammen med ledsagerne. Da de havde afsluttet to rakʿah, kom befalingen om at bede vendt mod Kabaen. Han udførte resten af bønnen vendt mod Kabaen. Dette skete en tirsdag midt i måneden Shaʿbān — ifølge en anden opfattelse i måneden Rajab — i det andet hijrī-år.²¹
Den ansariske digter ʿAwn ibn Ayyūb har i en af sine qaṣīdaer fremhævet ansarernes storslåede bedrifter. I et af versene har han medtaget det første vers om al-Barā ibn Maʿrūr i sit sīra-værk.²² Sīraeksperterne har nævnt følgende fem egenskaber hos al-Barā ibn Maʿrūr (ra).²³
Sīraeksperterne har nævnt følgende fem egenskaber hos al-Barāʾ ibn Maʿrūr (ra):²⁴
Kilder:
Al-Barā ibn ʿĀzib (ra)
Al-Barāʾ var søn af Banū Ḥāritha-grenen af den berømte Aws-stamme i Medina. Han var en ansarisk sahabi. Hans kunya eller tilnavn var Abū ʿUmar; ifølge en anden overlevering Abū ʿAmr eller Abū al-Ṭufayl.¹ Ifølge Ibn al-Athīr er Abū ʿAmr den mest korrekte.² Hans far, ʿĀzib ibn al-Ḥārith, var sahabi.³ Hans mor var Ḥabība bint Abī Ḥabība ibn al-Ḥubāb, eller ifølge en anden overlevering Umm Khālid bint Thābit. Uanset hvad moderen hed, var hun helsøster til den badriske sahabi Abū Burda ibn Niyār og kusine til den berømte sahabi Abū Saʿīd al-Khudrī (ra).⁴ I Ṣaḥīḥayn og forskellige sīra-værker er der berettet en begivenhed om al-Barās ærede far, ʿĀzib. Al-Barā fortæller: Engang købte Abū Bakr (ra) et ridedyr af ʿĀzib for ti dirham. Derefter sagde han til ʿĀzib: Bed al-Barā om at bringe ridedyret hjem til mig. ʿĀzib sagde: Nej, det vil jeg ikke, før du har fortalt os om din hijra-rejse sammen med Allahs Sendebud (sa). Så begyndte Abū Bakr (ra) modvilligt at fortælle.⁵ Da Allahs Ædle Sendebud (sa) foretog hijra til Medina, var al-Barā en dreng på ni eller ti år. På det tidspunkt var islams kald blevet udbredt blandt Medinas befolkning. Hans morbror havde aflagt troskabseden ved al-ʿAqaba, og hans far havde også anerkendt tawḥīd og risāla. Det var i sådanne to familier, at al-Barā voksede op. Derfor siger al-Ziriklī, at han antog islam i en ung alder.⁶ I teenageårene helligede han sig studiet af islams regler og forskrifter samt de forskellige juridiske spørgsmål. I Medina var forsamlingerne hos Musʿab ibn ʿUmayr og Ibn Umm Maktūm (ra) blevet centre for undervisning i Koranen og sunnaen. Det var først og fremmest dér, han modtog sin undervisning som barn. Han begyndte med at læse den hellige Koran. Senere fortalte al-Barā: Blandt Allahs Sendebuds (sa) sahabaer var Musʿab ibn ʿUmayr og Ibn Umm Maktūm de første, der kom til Medina. De to underviste os i Koranen. Derefter kom ʿUmar ibn al-Khaṭṭāb. Efter dem kom Allahs Sendebud (sa) sammen med Abū Bakr. Jeg har aldrig set nogen, der var mere begejstret. Da han kom, havde jeg kun lige lært nogle korte suraer fra al-Mufaṣṣal, såsom »Lovpris din Herres, den Højestes navn«.⁷ Da slaget ved Badr fandt sted, havde al-Barā endnu ikke forladt teenageårene. Men hans trosmæssige begejstring var fyldt med ungdommelig kraft. Han mødte op hos Allahs Sendebud (sa) for at drage i krig, men fordi han endnu ikke var gammel nok til at kæmpe, sendte han ham tilbage. Al-Barā har overleveret en beretning om slaget ved Badr. Han siger: Vi plejede at sige, at deltagerne i slaget ved Badr var lidt over tre hundrede og ti, lige så mange som de, der krydsede floden sammen med Ṭālūt. Og det var kun de troende, der krydsede floden sammen med Ṭālūt. Han siger også: Ved Badr var jeg og Ibn ʿUmar yngre end den alder, hvor man var egnet til kamp. Allahs Sendebud (sa) sendte os tilbage. På dagen ved Badr var der lidt over tres muhājirūn og lidt over to hundrede og fyrre ansarer.⁸
Der er en vis uenighed om, i hvilket slag Ḥaḍrat al-Barā første gang sluttede sig til Allahs Sendebud (sa), og hvor mange slag han i alt deltog i sammen med ham. Ifølge sīraeksperter som Ibn al-Athīr, Ibn ʿAbd al-Barr, Ibn Hishām, al-Wāqidī ibn Saʿd og al-ʿAskarī deltog han første gang i slaget ved Khandaq. Ibn Hishām siger: Sendebudet (sa) sendte ham tilbage ved Badr, men gav ham tilladelse ved Khandaq. Han var da femten år.⁹ Al-Wāqidī siger: Ibn ʿUmar, al-Barā ibn ʿĀzib, Abū Saʿīd al-Khudrī og Zayd ibn Arqam — disse fire — deltog i slaget. Ifølge Nāfiʿs overlevering er dette den mest korrekte opfattelse.¹⁰ Ibn Saʿd siger, at han fik tilladelse til at drage i krig, da han var femten år. Før det havde han ikke fået tilladelse.¹¹ På grund af denne uenighed er der også uenighed om, hvor mange slag han i alt deltog i sammen med Allahs Sendebud (sa). De, der siger, at han deltog ved Uḥud, tæller femten; de, der udelader Uḥud, tæller fjorten.¹² Hvis andre ekspeditioner medregnes sammen med disse slag, deltog han i alt i femten felttog sammen med Allahs Sendebud (sa). I en anden beretning siger han: Jeg ledsagede Allahs Sendebud (sa) på atten rejser.¹³ Fra Khandaq og frem deltog han i alle de slag, der fandt sted i Allahs Sendebuds (sa) levetid. I det sjette hijri-år deltog han i troskabseden ved Ḥudaybiyya. Det år var Allahs Sendebud (sa) på vej til Mekka med 1.400 ledsagere for at udføre ʿumra, og al-Barā var også med i karavanen. Undervejs blev de standset af Quraysh, hvorefter Allahs Sendebud (sa) slog lejr i Ḥudaybiyya-dalen. Ledsagerne sagde: Der er jo ikke noget vand her. Der var imidlertid en udtørret brønd. Allahs Sendebud (sa) tog en pil frem fra sit kogger og sagde til en mand: Gå hen og stik den ned i brønden. Så snart manden tog pilen, steg ned i brønden og stak den ned, begyndte vandet at vælde frem.¹⁴ Ibn Isḥāq siger, at al-Barā hævdede, at det var ham, der havde stukket Allahs Sendebuds (sa) pil ned i brønden ved Ḥudaybiyya.¹⁵ Ibn Ḥajar al-ʿAsqalānī siger imidlertid, at den berømte opfattelse er, at det var Nājiya ibn Jundub, der stak pilen ned.¹⁶
En udtalelse fra ʿĀzib om troskabseden ved Ḥudaybiyya er blevet overleveret i forskellige værker, heriblandt al-Bukhārī. Al-Barā plejede at sige: Folk anser erobringen af Mekka for al-Fatḥ, den store sejr. Ja, erobringen af Mekka var også en sejr. Men troskabseden al-Riḍwān på dagen ved Ḥudaybiyya anser vi for den egentlige sejr. Den dag var vi 1.400 personer sammen med Allahs Sendebud (sa).¹⁷ Han deltog i slaget ved Ḥunayn og mødte fjenden med stort mod. Al-Bukhārī har overleveret fra Abū Isḥāq, at han hørte en mand fra Banū Qays spørge al-Barā ibn ʿĀzib. Spørgsmålet lød: Nå, flygtede I ikke fra Allahs Sendebud (sa) på dagen ved Ḥunayn? Hawāzin-stammen var dygtig til at skyde med pile. Da vi angreb, blev de spredt, og så kastede vi os over byttet. Men Banū Hawāzin begyndte igen at angribe med pile. Jeg så da Allahs Sendebud (sa) sidde på sit hvide muldyr, mens Abū Sufyān holdt dets tøjler. Siddende på muldyret fremsagde han disse ord:
»Jeg er profeten — det er ikke løgn. Jeg er en efterkommer af ʿAbd al-Muṭṭalib. O Allah, send Din hjælp!«
Al-Barāʾ fortæller: Da den voldsomme kamp begyndte, stillede vi os omkring Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) for at beskytte ham.18
Før slaget ved Tāʾif og den afskedshajj sendte Den Ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) en gruppe mennesker til Yemen for at kalde landets folk til islam. Hadhrat al-Barāʾ ibn ʿĀzib var også med i denne gruppe. Al-Bayhaqī beretter, at al-Barāʾ ibn ʿĀzib sagde: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sendte Khālid ibn al-Walīd til Yemen for at kalde landets folk til islam. Jeg var blandt hans ledsagere. I seks måneder kaldte vi folk til islam, men der kom ikke nogen større reaktion. Derefter sendte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) ʿAlī ibn Abī Tālib og gav besked om, at de, der var sammen med Khālid, frit kunne blive hos ʿAlī, hvis de ønskede det. Al-Barāʾ siger: Jeg blev hos ʿAlī. Da vi kom til Hamadān-stammen, kom dens folk hen til os. ʿAlī ledte bønnen for os. Efter bønnen stillede vi os på række. ʿAlī stillede sig foran os og læste Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) brev til Yemens folk op for dem. Hamadān-stammens folk antog islam. ʿAlī skrev til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og underrettede ham om deres islamantagelse. Da han havde læst brevet, faldt han ned i sujūd. Efter et øjeblik løftede han hovedet og sagde to gange: »Fred være med Hamadān, fred være med Hamadān.«19
Under kaliffen Hadhrat ʿUmar ibn al-Khattābs kalifat deltog han i Abū Mūsā al-Ashʿarīs hær ved erobringen af Tustar i Persien i år 20 efter hijra.20 Abū ʿAmr al-Shaybānī siger, at al-Barāʾ ibn ʿĀzib erobrede Rayy i Persien i år 24 efter hijra.21 Imām al-Nawawī siger: Al-Barāʾ ibn ʿĀzib og hans bror ʿUbayd ibn ʿĀzib kæmpede på ʿAlīs side i kampene ved al-Jamal, Siffīn og Nahrawān.22
Mod slutningen af sit liv byggede han et hus i Kūfa og slog sig permanent ned der. På dette tidspunkt blev han blind.23
Al-Barāʾ døde i Kūfa, da Hadhrat Muṣʿab ibn al-Zubayr var byens guvernør, i år 72 efter hijra, ifølge en anden opfattelse i år 71.24 Historien nævner følgende navne på hans sønner: al-Rabīʿ, ʿUbayd, Lūṭ, Suwayd og Yazīd. Imām al-Nawawī siger imidlertid, at han efterlod sig to sønner ved navn Yazīd og Suwayd.25 Imām al-Nawawīs opfattelse synes ikke at være korrekt. Forfatteren af værket Tahdhīb al-Kamāl fī Asmāʾ al-Rijāl siger, at hans fire sønner – al-Rabīʿ, ʿUbayd, Lūṭ og Yazīd – hørte hadither fra deres far og også viderebragte dem.26 Yazīd blev på et tidspunkt guvernør i Oman.27 Ibn Saʿd skriver i Suwayds biografi, at Suwayd blev anerkendt som Omans bedste guvernør.28 Det er muligvis sådan, at både Yazīd og Suwayd blev guvernører i Oman.
Hadhrat al-Barāʾ ibn ʿĀzib bar altid en guldring på hånden. Folk sagde: »Guld er jo forbudt for mænd.« Han sagde: »Hør her: Engang fordelte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) krigsbyttet. Kun én ring var tilbage. Han så sig omkring. Derefter kaldte han på mig og sagde: ›Tag den, og bær den. Allah og Hans Sendebud giver dig den på.‹ Sig mig nu selv: Hvordan skulle jeg tage den af, når Allah og Hans Sendebud har givet mig den på?«29
Hadhrat al-Barāʾ ibn ʿĀzib var en særdeles fremtrædende sahābī. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) var særligt opmærksom på at udbrede og viderebringe hadither. I alt er 305 hadither blevet overleveret gennem ham. Heraf er 22 muttafaq ʿalayhi. Femten er overleveret af al-Bukhārī alene og seks af Muslim alene.
Når han viderebragte hadither, udviste han særlig omhu. Denne lærdom havde han modtaget direkte fra Allahs ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). En gang lærte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) ham en duʿāʾ og bad ham derefter gentage den efter al-Barāʾ. Al-Barāʾ reciterede »bi-nabiyyika« i stedet for »bi-rasūlika«. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) rettede ordet for ham.31 Som følge heraf udviste han stor omhu, når han viderebragte hadither.
Engang sagde han, da han beskrev karakteren af de hadither, han selv overleverede: »Ikke alle de hadither, jeg overleverer, har jeg hørt direkte fra Allahs Sendebuds (s.a.v.s.) mund. Vi var optaget af at vogte kamelerne og af andre gøremål. Derfor kunne vi ikke altid være til stede ved Allahs Sendebuds (s.a.v.s.) forsamlinger. Mange af de hadither, jeg overleverer, har jeg hørt fra andre sahaba.«³²
Al-Barā’ ibn ’Āzib overleverede hadither direkte fra Allahs Sendebud (s.a.v.s.). De sahaba, som han hørte hadither fra og overleverede dem videre, var hver især ledende personer på deres respektive områder. Blandt dem var Bilāl ibn Rabāh, Thābit ibn Wadīʿa al-Anṣārī, Ḥassān Thābit, Abū Ayyūb al-Anṣārī, Abū Bakr ibn Abī Quḥāfa, ʿAlī ibn Abī Ṭālib og ʿUmar ibn al-Khaṭṭāb.³³
Alle de, der havde æren af at være hans elever og overlevere hadither fra ham, var fremragende tābiʿūn. Forfatteren til værket »Tahdhīb al-Kamāl« nævner navnene på 50 af hans tābiʿūn-elever. Her nævnes nogle af de mest fremtrædende: Iyād ibn Laqīṭ, Thābit ibn ʿUbayd, Ḥarām ibn Saʿd, hans søn al-Rabīʿ ibn al-Barā’, ʿUbād ibn al-Barā’, Lūṭ ibn al-Barā’, Yazīd ibn al-Barā’, Ibn ʿAbd al-Raḥmān, Saʿīd ibn al-Musayyib, ʿAbd al-Raḥmān ibn Abī Laylā, Zayd ibn Wahb al-Juhanī, Saʿd ibn ʿUbayda, Abū Burda ibn Abī Mūsā al-Ashʿarī og andre.³⁴
Nogle gange deltog også sahaba i hans hadithundervisning. Sīrah-værkerne nævner navnene på nogle af disse sahaba. De overleverede også hadither med al-Barā’ som kilde, såsom ʿAbdullāh ibn Yazīd al-Khathʿamī, Abū Juḥayfa Wahb ibn ʿAbdullāh og andre.³⁵ Desuden plejede mange sahaba uventet at komme til hans undervisning. En dag kom Kaʿb ibn Ḥujr (må Allah være tilfreds med ham) til hans undervisning sammen med nogle andre sahaba.³⁶
De elever, der var til stede ved hans forsamling, stillede mange forskellige spørgsmål. Nogle spurgte om koranvers, mens andre spurgte om forskellige fiqh-spørgsmål.
En mand spurgte ham engang om vers 195 i sūra al-Baqara: »Lad ikke jeres egne hænder kaste jer i undergang.« Han sagde: »Omfatter dette forbud ikke også et angreb på polyteisterne?« Han svarede: »Hvordan skulle det gøre det? Allah befalede jo Sendebudet (s.a.v.s.) at føre jihād og sagde: ›Kæmp derfor på Allahs vej. Du er kun ansvarlig for dig selv, og tilskynd de troende.‹ (sūra al-Nisā’: 84) Han sagde desuden: »Det vers, du har fremført, handler om at give i velgørenhed.«³⁶ Det vil sige, at man ikke må få den opfattelse, at man går til grunde ved at bruge sine midler på Allahs vej. Det er denne opfattelse, der fører til undergang.
I en anden overlevering fortælles det, at manden ønskede at vide, om det ovennævnte vers betød den person, der møder fjenden, går i kamp og bliver dræbt. Han svarede: »Nej. Verset sigter derimod til den person, der begår en synd og derefter siger: ›Allah vil ikke tilgive denne synd.‹«³⁷
Engang solgte en ven af ʿAbd al-Raḥmān ibn Muṭʿim nogle dirham for en bestemt møntsort. ʿAbd al-Raḥmān spurgte sin ven: »Er et sådant salg tilladt?« Han svarede: »Ja, det er tilladt. Jeg har tidligere solgt på denne måde, og ingen har fordømt det.« ʿAbd al-Raḥmān fortalte sagen til al-Barā’ ibn ʿĀzib. Da han hørte det, sagde han: »Da Allahs Sendebud (s.a.v.s.) kom til Medina, handlede vi på denne måde. Da han så det, sagde han: ›Der er intet galt med en sådan handel, når betaling og levering sker kontant. Men den er ikke tilladt, hvis betalingen udskydes.‹« Derefter sagde han til ʿAbd al-Raḥmān: »Hvis du ønsker at være endnu mere sikker, kan du spørge Zayd ibn Arqam. Han var den største handelsmand blandt os.« ʿAbd al-Raḥmān gik til Zayd ibn Arqam, som bekræftede al-Barā’s udsagn. Begivenheden er overleveret i al-Bukhārī.
I en anden overlevering fortælles det. Abu al-Minhal siger: Engang spurgte jeg Zayd ibn Arqam og al-Bara’ ibn ‘Azib om sarf, altså valutaveksling. Da jeg spurgte den ene af dem, henviste han til den anden og sagde: »Spørg ham, for han er bedre end jeg og ved mere end jeg.«³⁸
Grænseløs kærlighed til Allahs ædle Sendebud, nøje efterfølgelse af sunnah samt ydmyghed og gudsfrygt var særlige træk ved hans karakter. Hans efterfølgelse af sunnah var så præcis, at enhver detalje i hans bøn var som Allahs Sendebuds (fvmh.) bøn. En dag samlede han sin familie og sagde: »I dag vil jeg vise jer, hvordan Sendebudet (fvmh.) foretog wudu og bad, for Allah alene ved, hvor længe jeg endnu vil leve.« Han foretog wudu og bad dhuhr-, ‘asr-, maghrib- og ‘isha-bønnen på denne måde. En anden dag viste han, hvordan Allahs Sendebud (fvmh.) udførte sujud.³⁹ En gang kom Abu Dawud for at besøge ham. Al-Bara’ hilste først på ham, tog hans hånd i sin og lo hjerteligt. Derefter sagde han: »Ved du, hvorfor jeg gjorde det? Allahs Sendebud (fvmh.) gjorde engang det samme med mig og sagde: Når to muslimer mødes, uden at noget personligt mellem dem står i vejen, bliver deres synder tilgivet.«⁴⁰
I hadith findes der mange udsagn om den store fortjeneste ved at stå i højre side af bønnerækken. Derfor foretrak han at stå til højre.⁴¹
Han elskede Allahs Sendebud (fvmh.) mere end sit eget liv og sine ejendele. Han beviste det i hvert eneste ord og hver eneste handling. Når han beskrev Allahs Sendebuds (fvmh.) ansigt og udseende, var hvert af hans ord gennemvædet af kærlighed. Han sagde: »Sendebudet (fvmh.) var smukkere end alle andre mennesker i verden. Jeg har set ham iført en rød kappe, men den så ikke nær så smuk ud på nogen anden som på Allahs Sendebud (fvmh.).«⁴²
En gang spurgte en person: »Var glansen i Allahs Sendebuds (fvmh.) velsignede ansigt som en sværdklinges skær?« Han svarede: »Nej, den var som månen.«⁴³
Ligesom han elskede Allahs Sendebud (fvmh.) dybt, frygtede han ham også. Han sagde: »Engang ønskede jeg at spørge Allahs Sendebud (fvmh.) om noget, men på grund af min store ærefrygt for ham ventede jeg i to år.«⁴⁴
Han var selve legemliggørelsen af ydmyghed og beskedenhed. På trods af sin meget høje rang blandt sahaba betragtede han sig selv som helt ubetydelig. En gang sagde en person til ham: »Hvor er du dog lykkeligt begunstiget! Du opnåede Allahs Sendebuds (fvmh.) selskab og deltog i den ærefulde Bay‘at al-Ridwan. Hvad har vi gjort efter Allahs Sendebud (fvmh.)?«⁴⁵
Kilder:
Hubab ibn al-Mundhir (ra)
Han hed Hubab og bar tilnavnene Abu ’Umar eller Abu ’Amr. Hans far var Mundhir, og hans mor var Shamūs bint Hakk. Han var fra Khazraj-stammen i Medina.¹ Han var morbror til al-Mundhir ibn ’Amr as-Saʿidi (ra), en af Nakīb’erne ved al-ʿAqaba og en af martyrerne ved Bi’r Maʿūna.² Han antog islam før Profetens hijra til Medina.
Han deltog sammen med Allahs Sendebud (sa) i alle slag fra Badr og fremefter. Ved slaget ved Badr bar han Khazraj-stammens banner.³ Ibn Saʿd siger: »Der er næsten enighed om, at han deltog i slaget ved Badr. Muhammad ibn Ishaq regnede ham imidlertid ikke blandt deltagerne ved Badr. Efter vores opfattelse er det en fejl fra hans side, for Hubabs indsats ved Badr er meget berømt.«⁴
Da Allahs Sendebud (sa) nåede frem i nærheden af Badr, steg han ned for at slå lejr. Hubab spurgte: »O Allahs Sendebud! Er beslutningen om at slå lejr her truffet efter Allahs befaling eller efter din egen vurdering?« Sendebudet (sa) svarede: »Efter min egen vurdering.« Hubab sagde: »Så bør vi ikke slå lejr her. Før os til det sidste vandsted nærmest fjenden. Der vil vi lave et vandbassin, hente vandet op med kar og drikke af det, og så vil vi kæmpe mod fjenden. Desuden vil vi gøre vandet i alle de øvrige brønde uklart.« Ifølge en anden beretning sagde Hubab: »Vi er et krigerfolk. Min mening er, at vi gør vandet i alle brøndene uklart bortset fra én. Så vil vi under ingen omstændigheder komme til at lide mangel på vand, mens fjenden vil blive fortvivlet af tørst.«
Efter at Hubab havde givet sit råd, kom Jibril (as) til Sendebudet (sa) og fortalte ham, at Hubabs forslag var det rigtige. Derefter tilkaldte Sendebudet (sa) Hubab og sagde: »Det er din mening, der er rigtig.« Så flyttede han hele hæren og slog lejr ved brøndene ved Badr.⁵
Fordi Allahs Sendebud (sa) fulgte hans råd i dette slag ved Badr, blev han kendt som »Dhu ar-Ra’y«, det vil sige den, der træffer beslutninger. Imam ath-Thaʿlabi har sagt om ham:⁶ »Ved Badr var han rådgiver, og Sendebudet (sa) fulgte hans råd. Jibril (as) kom og sagde: ’Det, Hubab har foreslået, er det rigtige.’ Også i jahiliyyah-tiden fremsatte han mange store beslutninger og synspunkter.«
Abu Qays ibn al-Fakih var en af de usle mænd i Mekka, som havde pint Allahs Sendebud (sa) allermest. Han blev dræbt ved Badr. Ifølge en beretning var det Hubab selv, der dræbte ham.⁷ I dette slag huggede han med sit sværd låret af Umayyah ibn Khalaf, som havde pint Bilal (ra). Desuden dræbte han og ʿAmmar ibn Yasir i fællesskab Umayyahs søn ʿAli.⁸ I dette slag tog han også Khalid ibn al-Aʿlam til fange.⁹
Ved slaget ved Uhud rykkede Quraysh-hæren så kraftigt frem mod Medina, at der opstod stor uro i hele byen. Da Quraysh-hæren nåede Dhu al-Hulayfa, ikke langt fra Medina, sendte Allahs Sendebud (sa) to spejdere af sted og sendte også Hubab efter dem. Han bevægede sig rundt blandt fjendens styrker, indsamlede forskellige oplysninger og gav Allahs Sendebud et præcist indtryk af fjendens antal.¹⁰ Også i dette slag var Khazraj-stammens banner i hans hånd. Mange mener dog, at fanebæreren ikke var ham, men Saʿd ibn ʿUbada.¹¹
Da muslimerne led nederlag i dette slag ved Uhud, og den muslimske hær blev adskilt fra Hazrat Rasul-e-Karim (sa), var denne Hubab en af de 15 mujahider, der satte livet på spil og omringede Allahs Sendebud (sa) for at beskytte ham. I dette slag aflagde han troskabseden på at kæmpe til døden.12
Da Hazrat Rasul-e-Karim (sa) bad sahabaerne om råd angående de jødiske stammer Banu Qurayza og Banu Nadir i Medina, sagde Hubab: »Vi vil belejre deres huse og afskære alle deres forbindelser.« Sendebudet (sa) fulgte hans råd.13
Han bar fanen for en del af Khazraj-styrkerne under slaget ved Khaybar og for hele Khazraj-styrken under slaget ved Hunayn.14 Ifølge en overlevering overdrog Sendebudet (sa) også Khazraj-styrkens fane til ham under slaget ved Tabuk.15
Efter Allahs Sendebuds (sa) bortgang samledes hele ansar-samfundet, herunder Medinas Aws og Khazraj, på et sted kaldet Saqifa Banu Sa’ida, ikke langt fra Profetens Moské, og begyndte en åben drøftelse af valget af den næste kalif. Efter en tale af ansar-lederen Sa’d ibn ‘Ubada var de næsten nået frem til at vælge ham som kalif. Imidlertid nåede nyheden om ansarernes forsamling Abu Bakr (sa). Han skyndte sig derhen sammen med ‘Umar (ra). Der opstod en voldsom ordstrid mellem de to parter om, hvorvidt kaliffen skulle være blandt muhajirun eller ansar. I denne debat diskuterede Hazrat Hubab med Hazrat Abu Bakr (ra) og holdt i to omgange to lidenskabelige taler. Da Hazrat Abu Bakrs (ra) tale var afsluttet, rejste Hubab sig og begyndte at tale til ansarerne:16
»O ansar-samfund! Giv ikke afkald på denne ret, som tilkommer jer. Folket står på jeres side. Ingen vil vove at angribe jeres ære. Ingen vil være i stand til at gennemføre nogen beslutning uden jeres mening. I er ærefulde, velhavende, talrige, erfarne, modige og forstandige. Folk venter på at se, hvilken beslutning I vil træffe. Skab ikke splittelse iblandt jer. Hvis I skaber splittelse, vil jeres ret gå jer af hænde. Hvis jeres modstandere, muhajirun, ikke vil acceptere jeres krav, så skal der være to amirer: én blandt os og én blandt dem.«
Da Hazrat ‘Umar (ra) afviste Hazrat Hubabs forslag om to amirer, udbrød han: »Aldrig! Det er umuligt for to at sidde på ét horn.« Efter ‘Umars (ra) tale begyndte han igen: »Hold fast i jeres ret med styrke. Lyt ikke til denne mands ord. Hvis I lytter til ham, vil I miste retten til denne magt. Jeg er en person, som mit folk har tillid til, og folk drager fordel af mine beslutninger. Ved Allah! Hvis I ønsker det, vil vi forvandle dette kalifat til en fem år gammel kamelunge og lade det blive sådan.« Derefter vendte han sig mod muhajirun og sagde: »Vi ville ikke have været uvillige til at overlade sagen til jer, hvis vi ikke havde frygtet, at de mennesker, hvis fædre og brødre vi har dræbt, ville tage den i besiddelse. I så fald ville døden være at foretrække.« Med andre ord forsikrede ‘Umar (ra), at det aldrig ville ske. »Vi vil aflægge troskabsed til en af dem, der antog islam i den første periode, og som ikke vil begå nogen form for uret eller overgreb mod jer.«
Trods alt dette kunne han ikke forhindre de tilstedeværende i at aflægge troskabsed til Hazrat Abu Bakr (ra). Blandt ansarerne var Hazrat Bashir ibn Sa’d (ra) den første til at aflægge troskabsed til Abu Bakr (ra). Da sagde Hubab til Bashir: »Gjorde du oprør mod dit eget folk? Misundte du din fætters emirskab eller lederskab?« Bashir svarede: »Nej; jeg ønskede blot ikke at strides om den ret, som Allah har givet et folk.«
Han døde under den anden kalif, Hazrat ‘Umars (ra), kalifat.17 Han var da omkring halvtreds år gammel. På tidspunktet for slaget ved Badr var han treogtredive år.18 Inden for overleveringen af hadith var Abu Tufayl ‘Amir ibn Wathila hans elev. Han overleverede hadith gennem Hubab.19
Poesi var en medfødt egenskab hos datidens arabere. Hazrat Hubab besad også denne egenskab. Han skrev digte. I nogle historiske værker er nogle vers blevet tilskrevet ham.20 Nedenfor følger en oversættelse af nogle af hans vers:
1. Må Allah velsigne jeres begges forældre! Ved I ikke, at mennesker er af to slags: blinde og seende?
2. Vi og Muhammeds fjender er alle løvemænd, hvis brøl har givet genlyd over hele verden.
3. Forskellen er imidlertid, at vi har hjulpet ham og givet ham beskyttelse. Han har ingen andre hjælpere end os.
Han var en fremragende taler. Hans sprog var rent og udsmykket. Når man læser de to taler, han holdt ved Saqifa Banu Sa’ida, bliver hans veltalenhed og retoriske kunnen tydelig. Han udtrykte i en udsmykket sætning, at Ansar var i stand til at tilføje kalifatet skade. Han sagde: Ved Allahs ed! Hvis I ønsker det, kan vi helt sikkert styrke denne kamp. Med andre ord kan vi, hvis vi ønsker det, styrke krigen. På samme måde beskrev han sin anseelse og position blandt Ansar således: Jeg er den pæl, der klør kroppen på de skabramte kameler, og den pæl eller mur, der støtter deres lange og frugtbare træer.
I Arabien plejede man at rejse en pæl eller slå et stykke træ ned for en kamel med skab, så den kunne klø sig mod det og på den måde blive rask. På samme måde satte man en pæl som støtte for et dadeltræ, der på grund af sin højde eller frugtbarhed kunne risikere at vælte, eller rejste en mur som støtte for det. Hazrat Hubab sammenlignede sig selv med denne pæl og mur.21
Kilder:
Qatada ibn Nu’man (må Allah være tilfreds med ham)
Hans navn var Qatadah. Han havde mange tilnavne, såsom: Abu ’Umar, Abu ’Uthman, Abu ’Amr og Abu ’Abdillah.¹ Han var efterkommer af Banu Ja‘far-grenen af den berømte Aws-stamme i Medina.² Hans mor, Unaysah bint Qays, var datter af Najjar-stammen, og den berømte sahabi Abu Sa‘id al-Khudri (ra) var hendes søn. Qatadah og Abu Sa‘id al-Khudri var halvbrødre gennem moderen.³
Han deltog i den sidste troskabsed ved ’Aqabah, antog islam og aflagde troskabsed til Allahs Sendebud (sa).⁴ Han deltog sammen med Allahs Sendebud (sa) i alle slag og ekspeditioner, herunder slaget ved Badr.⁵ Under slaget ved Uhud udviste han en ufattelig tålmodighed og urokkelighed. I dette slag var han et af medlemmerne af muslimernes bueskytteenhed. Ved denne lejlighed gav Sendebudet (sa) ham sin egen ødelagte bue, som blev kaldt »al-Qatum«.⁶
På et kritisk tidspunkt under slaget ved Uhud gjorde de polyteistiske bueskytter Allahs ædle Sendebud (sa) til deres eneste mål. De skød pile direkte mod ham. På det tidspunkt var kun en håndfuld mujahidun omkring Allahs Sendebud (sa). De øvrige var blevet spredt og adskilt i forskellige retninger. Denne håndfuld mujahidun stillede sig én efter én foran ham med deres bryst og beskyttede således Sendebudet (sa) mod fjendens pile. Efter at ti var blevet martyrer, kom turen til Qatadah. Han var den ellevte. Han stillede sig med brystet vendt mod fjendens hær, mens han havde Sendebudet bag sig. Pludselig kom en pil, som fjenden havde skudt, susende og ramte hans ene øje. Øjet blev slået ud af øjenhulen og trillede ned over hans kind. Ifølge en anden overlevering blev øjet revet helt løs med det samme, og han holdt det i hånden. Folk rådede ham til at smide det væk, men han ville ikke. Han sagde til Allahs Sendebud (sa): »Jeg har en hustru. Jeg er knyttet til hende og elsker hende dybt. I min nuværende tilstand kan hun komme til at afsky mig. Det, jeg har gjort på slagmarken, har jeg kun gjort for at opnå martyrdøden.« Sendebudet (sa) satte med sin egen hånd øjet tilbage på dets plads og bad: »O Allah! Qatadah beskyttede Din profet (sa) med sit ansigt. Gør derfor nu dette øje smukkere end det andet og giv det skarpere syn.« Allahs Sendebuds (sa) bøn blev accepteret. Dette øje blev langt smukkere end det andet, og synet blev også skarpere.⁷
Senere kom en af hans efterkommere til den umayyadiske kalif, den ærede ’Umar ibn ’Abd al-’Aziz’ hof. Da han blev bedt om at præsentere sig, identificerede han sig selv gennem et digt. Her følger en oversættelse af nogle af versene:⁸
»Jeg er søn af den mand, hvis ene øje trillede ned over hans kind. Derefter satte Profeten Mustafa med sin hånd det tilbage på dets plads.
Så blev det som før. Hvor vidunderligt dette øje blev, og hvor smukt det blev sat på plads!«
Sira-eksperterne er uenige om, under hvilket slag den ærede Qatadah mistede sit øje. Der er beretninger om alle tre slag: Badr, Uhud og Khandaq. Imam Malik, al-Daraqutni, al-Bayhaqi og hafiz Ibn ’Abd al-Barr anser beretningen om slaget ved Uhud for den mest korrekte.⁹
Under felttoget for erobringen af Mekka var Banu Ja‘fars banner i den ærede Qatadahs hånd.¹⁰ I det afgørende øjeblik under slaget ved Hunayn, hvor nederlaget var nært forestående, var han blandt dem, der stod fast.¹¹
I det 11. år efter hijra beordrede Guds Ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) en hær under Usama ibn Zayds ledelse til at drage mod den syriske grænse. Næsten alle de højtstående sahaba blandt muhajirun og ansar var med i denne hær. Hazrat Qatada (må Allah være tilfreds med ham) var også et af dens medlemmer.12
Han døde i Medina i det 23. år efter hijra/644 e.Kr., 65 år gammel. Hazrat Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) sad da på kalifatets trone. Kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) ledte begravelsesbønnen. Umar, Abu Sa’id al-Khudri og Muhammad ibn Maslama (må Allah være tilfreds med dem) steg ned i graven og begravede ham.14 Imam Nawawi siger, at Muhammad ibn Maslama og al-Harith ibn Khuzayma steg ned i graven.15
Man kender navnene på hans to sønner, Umar og Ubayd. Man kender ikke hans hustrus navn. Men man ved, at han havde et dybt kærligt forhold til sin hustru.16 Han giftede sig før slaget ved Uhud. Han var bedstefar til den berømte tabi’i-muhaddith Hazrat Asim ibn Umar ibn Qatada. Muhammad ibn Ishaq har overleveret talrige beretninger gennem ham.17 Denne Asim døde i år 120 eller 129 efter hijra.18
Han var en af de ansete sahaba. Mange fremtrædende sahaba spurgte ham om forskellige bestemmelser i sharia. Det er berettet i hadith-værkerne, at fremtrædende sahaba som Hazrat Abu Sa’id al-Khudri og Abu Qatada bad ham om fatwaer.19
Det samlede antal hadither, der er overleveret af Hazrat Qatada ibn Nu’man (må Allah være tilfreds med ham), er 7 (syv). Heraf har Imam Bukhari alene overleveret én hadith.20
Blandt dem, der overleverede hadither fra ham, var også fremtrædende personer som Abu Sa’id al-Khudri, Hudhayfa, Mahmud ibn Labid, Ubayd ibn Hunayn, Ayada ibn Abdillah og hans søn Umar ibn Qatada.21
I hans karakter var zuhd og taqwa fremherskende. En gang tilbragte han hele natten med kun at recitere sura al-Ikhlas.22
Mens Guds Ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) stadig levede, fandt der et tyveri sted blandt Hazrat Qatadas slægtninge. Tyven var en munafiq. Han forsøgte at lægge skylden for tyveriet på en anden. Hazrat Qatada mistænkte netop ham. Da han fortalte Guds Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) om sin mistanke, gav han udtryk for betydelig utilfredshed. I mellemtiden kom den mistænkte til Guds Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), udgav sig for at være et særdeles godt menneske og fremsatte en kraftig indsigelse mod Qatadas mistanke. Da åbenbarede Allah den Almægtige versene 105-113 i sura an-Nisa, underrettede Sendebudet om den virkelige hændelse, og samtidig blev Qatadas sanddruhed klarlagt.23
I sirat-værkerne findes beretningen om, at et mirakel fra Allahs Sendebud (sa) viste sig gennem Hazrat Qatada. En dag var himlen overskyet. Natten var tæt mørk. Sendebudet (sa) kom for at bede isha-bønnen, og Qatada kom også. Da lynet blinkede, så Sendebudet (sa) Qatada og spurgte: »Qatada?« Han svarede: »Jeg kom med vilje, idet jeg tænkte, at der i dag ville være få til stede.« Da sagde Sendebudet (sa) til ham: »Kom til os, når du går hjem.« Han gik hen til Allahs Sendebud (sa). Sendebudet gav ham en daddelgren i hånden og sagde: »Tag den. Så længe du holder den i hånden, vil den oplyse ti personer foran dig og ti bag dig. Og når du når hjem, og du ser mørke et sted omkring huset, skal du slå dér med den uden at sige noget. For det er en satan.« Han vendte hjem med daddelgrenen i hånden, i overensstemmelse med Allahs Sendebuds (sa) anvisning. Sandelig, i husets gård så han et lille, rundt dyr med kraftige hår, og da han slog det med grenen, flygtede det.²⁴
Kilder:
Khuzayma ibn Thabit (ra)
Hans navn var Abu ʿAmmara Khuzayma, og hans tilnavn var Dhu ash-Shahadatayn. Hans far, Thabit ibn al-Faqih, tilhørte Aws-stammen i Medina, og hans mor, Kabsha bint Aws, var fra Khazraj-stammen. Fordi han var fra Khatm-grenen af Aws-stammen, blev han kaldt al-Khatmi. Han var en ansarisk sahabi.¹ I både den førislamiske og den islamiske periode var han en fornem leder og modig helt blandt Aws-stammen i Medina.²
Han antog islam på et tidspunkt før Allahs Sendebud (sa) foretog hijra til Medina. Efter at have antaget islam knuste han sammen med ʿUmar ibn ʿAdi ibn Kharasha afgudebillederne i sin egen stamme. Ibn Hisham siger: »De fra Banu Khatma, som i den første periode i al hemmelighed antog islam, var ʿUmar ibn ʿAdi, ʿAbdullah ibn Aws og Khuzayma ibn Thabit.«⁴
Ifølge Ibn Saʿd deltog han i slaget ved Badr og døde ved Siffin.⁵ Den anerkendte opfattelse er dog, at han deltog i Uhud og de efterfølgende slag og ekspeditioner.⁶ I forbindelse med omtalen af slaget ved Siffin siger imam adh-Dhahabi: Blandt de sahaba, der havde deltaget i Badr og sluttede sig til Ali ved Siffin, var Khuzayma en af dem.⁷ Under felttoget til erobringen af Mekka var det han, der bar hans egen stammes, Banu Khatmas, banner.⁸ Han deltog også i felttoget ved Muʾta. Han siger: »Jeg deltog i felttoget ved Muʾta, og en dag tog jeg et strålende hvidt smykke fra en mand. Efter slaget bragte jeg det til Allahs Sendebud (sa). Han gav det til mig, og under kaliffen ʿUmars (ra) tid solgte jeg det og købte en daddelplantage nær Khatma-stammen.⁹« Selvom han sluttede sig til Ali (ra) i Kamelslaget, trak han ikke sit sværd. Han var til stede på slagmarken ved Siffin sammen med Ali (ra) og sagde: »Jeg vil ikke deltage i kampen, før ʿAmmar er blevet dræbt, og jeg har set, hvem der dræber ham. For jeg har hørt Allahs Sendebud (sa) sige: ‚En oprørsk gruppe vil dræbe ʿAmmar.‘« Da ʿAmmar derefter blev dræbt af Muʿawiyas (ra) hær, bemærkede han: »Nu er sagen blevet klar.« Derefter rystede han al tvivl af sig, trak sit sværd og sprang ind på slagmarken, mens han sagte reciterede de to vers i et digt.¹⁰ Betydningen af de to vers er følgende:
1. Vi har aflagt troskab til Allah, og Abu al-Hasan er tilstrækkelig for den splittelse, vi frygter.
2. Ali besidder alle syrernes gode egenskaber; men de besidder ikke det mindste af Alis fortrin.
Således kæmpede han på Alis (ra) side og blev martyr på Siffins slagmark. Dette fandt sted i år 37 efter hijra/675 e.Kr. Ved sin død efterlod han tre børn ved navn Ammar, Umar og Umara.
Han overleverede en hel del hadither fra Allahs Sendebud (sa). Det samlede antal hadither, som han overleverede, var 38.¹² Fremtrædende sahabaer og tabi’in, såsom Jabir ibn Abdillah, Ammar ibn Uthman, Ibn Hunayf, Amr ibn Maymun al-Awdi, Ibrahim ibn Sad ibn Abi Waqqas, Abu Abdillah al-Jadali, Abd ar-Rahman ibn Abi Layla og Ata ibn Yasar, overleverede hadither gennem ham.
Fast tro og dyb kærlighed til Allahs Sendebud (sa) var de vigtigste kendetegn ved hans karakter. Et eksempel på hans trosstyrke findes i følgende begivenhed. En dag købte Allahs Sendebud (sa) en hest af en arabisk beduin. Manden hed Sawad ibn Qays al-Muhazili. Ingen andre var til stede ved handelen, og derfor kendte ingen til den. Efter at Allahs Sendebud (sa) havde aftalt prisen og afsluttet handelen, fortsatte han sammen med manden mod sit hjem. Undervejs tilbød en anden køber en højere pris for hesten. Hestens ejer råbte derfor til Allahs Sendebud (sa): „Hvis du vil have hesten, så tag den; ellers sælger jeg den til ham.“ Han sagde det, som om han ikke havde solgt den til Allahs Sendebud (sa). Allahs Sendebud (sa) sagde: „Du har jo allerede solgt hesten til mig.“ Manden svarede: „Nej, jeg har ikke solgt den. Hvis det, du siger, er sandt, så fremskaf et vidne.“ En muslimsk folkemængde samlede sig omkring dem. De sagde: „Allahs Sendebud (sa) taler sandt.“ Manden benægtede det imidlertid og blev ved med at kræve, at der skulle fremføres et vidne. I mellemtiden kom Khuzayma derhen. Efter at have hørt det hele sagde han: „Jeg bevidner, at du solgte hesten til Allahs Sendebud (sa).“ Allahs Sendebud (sa) blev selv forbløffet over Khuzaymas ord og spurgte: „På hvilket grundlag aflagde du dette vidnesbyrd? Du var jo ikke til stede.“ Khuzayma svarede: „O Allahs Sendebud! Jeg har erkendt alt det, du har bragt, som sandt, og jeg ved også, at du aldrig siger andet end sandheden.“ Ifølge en anden overlevering sagde Khuzayma: „Jeg tror på alle de oplysninger, du bringer fra himlen; skulle jeg så ikke tro på det, du selv siger?“ Samme dag erklærede Allahs Ædle Sendebud (sa), at Khuzaymas ene vidnesbyrd svarede til to personers vidnesbyrd. Fra den dag blev hans tilnavn eller titel Dhu ash-Shahadatayn, det vil sige „den, der har de to vidnesbyrds ret“.¹³ Abu Dawud har overleveret gennem Imam az-Zuhri, at Allahs Sendebud (sa) sagde: „Khuzaymas ene vidnesbyrd er tilstrækkeligt for enhver.“¹⁴
I nogle sira-værker nævnes to personer, der bar tilnavnet Dhu ash-Shahadatayn. Den anden var Khuzayma ibn Thabit ibn Shammาส. Det er vanskeligt at afgøre, om de to var den samme person eller to forskellige personer. Begge deres biografier er gengivet i værket al-Isaba, under numrene 2251 og 2252.¹⁵ Den ovennævnte begivenhed med Khuzayma er også gengivet i Sahih al-Bukhari. Zayd ibn Thabit fortæller: Da vi samlede mushafet, fandt vi ikke et vers fra sura al-Ahzab, som vi plejede at høre fra Allahs Sendebuds (sa) mund. Dette vers fandtes imidlertid kun hos Khuzayma al-Ansari, og Allahs Sendebud (sa) havde erklæret hans vidnesbyrd lig med to personers vidnesbyrd.¹⁶ Mange beretninger om hans ære og anseelse findes i sira-værkerne. En gang drømte han, at han kyssede den hellige pande på Allahs Ædle Sendebud. Da han fortalte Allahs Sendebud (sa) om drømmen, sagde han: „Du kan gøre din drøm til virkelighed.“ Khuzayma rejste sig derefter, gik frem og kyssede Allahs Sendebuds (sa) hellige pande.¹⁷
I nogle overleveringer fortælles det, at han drømte, at han knælede for Allahs Sendebud (sa). Da han fortalte Allahs Sendebud (sa) det, berørte Allahs Sendebud (sa) Khuzaymas pande med sin egen pande.¹⁸ En gang førte stammerne Aws og Khazraj en ordstrid om adel, overlegenhed og ædel byrd. Da nævnte folk Khuzaymas navn med stor stolthed og sagde: „Blandt os har vi Khuzayma, hvis vidnesbyrd Allahs Sendebud (sa) har erklæret lig med to personers vidnesbyrd.“¹⁹
Kilder:
Abu Dujana (ra)
Hans egentlige navn var Simak, og hans tilnavn var Abu Dujana. Han var fra Banu Sa’ida-grenen af Medinas berømte Khazraj-stamme. Han var fætter til den berømte sahabi og Khazraj-leder Sa’d ibn Ubada (ra). Hans far hed Kharasha ibn Lawzan, ifølge en anden opfattelse Aws ibn Kharasha, og hans mor hed Hazma bint Harmala.¹ Abu Dujana var en berømt ansari-sahabi og en modig helt. Hans store selvopofrelse for islams udbredelse og stadfæstelse er anerkendt.²
Han antog islam før hijraen. Da Allahs Ædle Sendebud (sa) kom til Medina, etablerede han et religiøst broderskab mellem ham og ’Utba ibn Ghazwan (ra).³ Allama Ibn Hajar (rah) har berettet, at historikerne er enige om, at han deltog i slaget ved Badr.⁴ Ibn Hisham har også nævnt, at han deltog i Badr.⁵ På dagen for slaget ved Badr bar han et rødt pandebånd. Musa ibn Muhammad siger: »Den dag kunne man tydeligt genkende ham blandt folk på grund af dette røde pandebånd.«⁶ Abul-Aswad ibn al-Muttalib var en af dem i Mekka, der grusomt hånede og spottede Allahs Ædle Sendebud. Ifølge en beretning dræbte Abu Dujana i Badr hans søn, Abu Hakima Zam’a ibn al-Aswad. Desuden dræbte han Abu Musafi’ al-Ash’ari og Ma’bad ibn Wahab.⁷
Abu Dujana var også sammen med Allahs Sendebud (sa) under slaget ved Uhud. Selv i det øjeblik, hvor katastrofen var størst, forblev han standhaftigt hos ham. Den dag aflagde han troskabseden til døden i Allahs Sendebuds (sa) hånd. Anas ibn Malik fortæller: Lige før slaget tog Allahs Sendebud (sa) et sværd i hånden og sagde: »Hvem vil tage dette?« Da alle de tilstedeværende rakte hånden frem, blev de pludselig stille; men Abu Dujana sagde: »Jeg kan tage det og opfylde dets ret.« I nogle beretninger hedder det, at Abu Dujana spurgte Allahs Sendebud (sa): »Hvad er dets ret?« Han svarede: »Ikke at dræbe nogen muslim med det og ikke at flygte af frygt for de vantro med det.«⁸
Det var hans vane at binde et rødt pandebånd om hovedet under krig. Når han bandt det, vidste man, at han var klar til kamp. Han tog sværdet fra Allahs Sendebuds (sa) hånd, bandt pandebåndet om hovedet og stillede sig derefter i soldaternes rækker med en fornem holdning.⁹ Efter et stykke tid satte han kurs mod fjendens hær, mens han sagte nynnede nogle vers af et digt. Meningen med de to vers er som følger:¹⁰
1. Jeg er den mand, som min ven lovede noget ved foden af bjerget nær palmelunden.
2. Jeg skal ikke befinde mig bagerst i soldaternes rækker. Og han befalede, at fjenden skulle nedkæmpes med Allahs og Hans Sendebuds sværd.
Han gik mod Uhuds slagmark med en fornem gangart. Da Sendebudet (sa) så det, bemærkede han: »Selv om Allah ikke bryder sig om at gå på denne måde, er der i dette tilfælde ingen fejl ved det.«¹¹
Hazrat az-Zubayr ibn al-Awwam fortæller: »Jeg havde bedt om sværdet før Abu Dujana. Men Allahs Sendebud (sa) gav det ikke til mig; han gav det til ham. Jeg er jo søn af Allahs Sendebuds (sa) faster, Safiyya bint Abd al-Muttalib. Derfor fulgte jeg efter ham for at finde ud af hemmeligheden bag, at sværdet blev givet til ham. Han gik frem med sværdet, som Sendebudet (sa) havde givet ham, i hånden. Overalt hvor han bevægede sig frem, bredte rædsel sig blandt fjenderne. På et tidspunkt gik han ned ad bjergskråningen, hvor qurayshitiske kvinder under Hindas ledelse sang krigssange for at opmuntre deres soldater. Da de så Abu Dujana, blev de bange og begyndte at råbe om hjælp. Men ingen kom dem til hjælp. Nej, Abu Dujana rørte ikke nogen af dem. Han vendte tilbage. I en beretning hedder det, at han satte sværdet over Hindas hoved, men derefter tog det væk igen. Az-Zubayr var bag ham. Da han så dette, blev han forbløffet og spurgte ham om grunden. Abu Dujana svarede: »Jeg ønskede ikke at dræbe en hjælpeløs kvinde med Allahs Sendebuds (sa) sværd.«¹²
Blandt de få soldater, der under katastrofen ved Uhud omringede Sendebudet (sa), gjorde deres kroppe til skjolde og stod urokkeligt fast, var Abu Dujana en af de fremmeste.¹³ Den dag beskyttede han Hazrat Allahs Ædle Sendebuds (sa) ryg ved at vende sin egen ryg mod fjenden. Derfor blev hans ryg gennemboret af de pile og spyd, som fjenden kastede.¹⁴
Under dette slag trængte den polyteistiske ʿAbdullah ibn Humayd på et tidspunkt frem med det formål at dræbe Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred). Abu Dujana slog ham voldsomt med sit sværd og råbte: »Tag den! Jeg er Ibn Kharasha.« Ved slaget blev den usle ʿAbdullah fældet. Da bad Allahs Ædle Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) for ham og sagde: »O Allah, vær tilfreds med Ibn Kharasha, for jeg er tilfreds med ham.«15
Efter slaget ved Uhud vendte Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred) tilbage fra slagmarken og sagde til sin datter Fatima (må Allah være tilfreds med hende): »Kom, vask mit sværd. I dag har det vist sin trofasthed.« Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) bad også Fatima om det samme og sagde: »I dag kæmpede jeg meget hårdt.« Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred) svarede ham: »Ja, hvis du har kæmpet godt, så har Sahl ibn Hunayf og Abu Dujana begge kæmpet godt.«16
Den Almægtige Allah gav Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred) ejerskabet over alt krigsbyttet fra Banu Nadir. Han fordelte kun denne rigdom blandt de første muhajirun. Men på grund af deres fattigdom gav han også noget til de to ansarier Sahl ibn Hunayf og Abu Dujana. Ved denne lejlighed fik Abu Dujana noget jord, som i mange år var kendt som Ibn Kharashas jord.17
Ifølge en beretning betroede Allahs Ædle Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) under slaget ved Tabuk Khazraj-stammens banner til Abu Dujana.18
Kort sagt spillede han en fremtrædende rolle i alle de slag og ekspeditioner, der fandt sted, mens Allahs Ædle Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) stadig levede. Forfatteren til Al-Istiʿab har skrevet: »Han spillede en prisværdig rolle i alle krigene på Allahs Sendebuds tid (må Allah velsigne ham og give ham fred).«19
Under den første kalif, Hazrat Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) kalifat udviste han et ekstremt mod i det frygtelige slag ved Yamama. Slaget blev udkæmpet mod den falske profet Musaylima al-Kadhdhab. Han modstod den muslimske hærs angreb fra en befæstet have. Da haven var omgivet af stærke mure, forsøgte den muslimske hær forgæves at trænge ind. Abu Dujana tænkte over sagen. Så sagde han: »Mine muslimske brødre! Kast mig ind.« På denne måde sprang han over muren, men brækkede benet. Alligevel lykkedes det ham at fordrive fjenderne fra murens port, og han holdt sin position fast, indtil de muslimske soldater var trængt ind. Sammen med ʿAbdullah ibn Zayd og Wahshi deltog han i drabet på den falske profet Musaylima. Til sidst led han martyrdøden på et tidspunkt under dette slag. Ifølge Ibn Saʿd fandt dette sted sted i år 12 efter hijra, mens det ifølge al-ʿAllama al-Zirikli skete i hijra-år 11/632 e.Kr.20
Selv om ingen hadith er blevet overleveret med Abu Dujana som kilde, skriver Ibn al-Athir: »Han var en af de ærede sahaba og en person med høj rang blandt dem.«21
Han var fyldt med en stærk trosmæssig lidenskab. Det beviste han i slaget ved Yamama. Hans dybe kærlighed til Allahs Ædle Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) beviste han i slaget ved Uhud. På et kritisk tidspunkt i dette slag blev den muslimske hær spredt og slynget langt væk fra Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred). Blandt de få soldater, der befandt sig tæt på ham, stillede Musʿab ibn ʿUmayr og Abu Dujana deres bryst frem som skjolde. Musʿab gav endda sit liv. Og Abu Dujana gjorde sin krop til et levende eksempel på kærlighed ved at lade den blive gennemboret af sår.
Hans måde at gå på var helt særegen og var på det tidspunkt nærmest blevet et forbillede. Han havde en rustning, der blev kaldt »al-Mashhara«. Han bar den under krig. Derfor blev han kaldt »Dhu al-Mashhara« (den, der ejede al-Mashhara). Han blev også kaldt »Dhu as-Sayfayn«, fordi han kæmpede med to sværd ved Uhud: det ene var hans eget, og det andet var Allahs Sendebuds (fred være med ham). »Dhu as-Sayfayn« betyder den, der ejer to sværd.²²
En dag lå Abu Dujana syg i sengen. En mand kom for at besøge ham. Da han så et skær af lys i hans ansigt, spurgte han: »Hvorfor er dit ansigt så strålende?« Han svarede: »Jeg har ikke mange gerninger ud over to vaner. Den ene er, at jeg ikke siger noget unødvendigt. Den anden er, at mit hjerte altid ønsker muslimerne det gode.«²³ Af ovenstående redegørelse får man et klart indtryk af hans virksomme liv, hans karakter og hans gode egenskaber.
Kilder:
Kulsum ibn al-Hidam (må Allah være tilfreds med ham)
Når man i islams historie beskæftiger sig med kapitlet om hijraen, dukker det ærefulde navn Hazrat Kulsum ibn al-Hidam (må Allah være tilfreds med ham) igen og igen op. Selv om hans bidrag til islams udbredelse og fremme ikke var særlig betydningsfuldt, er han blevet mindeværdig, fordi han gav husly til dem, der ydede sådanne bidrag. Der findes ingen detaljeret levnedsskildring af ham.
Hans tilnavn var Abu Qays, og hans egentlige navn var Kulsum. Hans far var al-Hidam ibn Imrā’ al-Qays. Han var efterkommer af Banu Amr ibn Awf fra Aws-stammen. Han boede i Quba-kvarteret i Medina og var en af Allahs Sendebuds (fred være med ham) ansariske sahabaer. Han antog islam før hijraen. På det tidspunkt var han allerede blevet gammel. Kun kort tid efter hans antagelse af islam fandt den historiske hijra sted.¹
Efter at Hazrat Allahs ædle Sendebud (fred være med ham) var udvandret fra Mekka, opholdt han sig først i fire dage hos stammen Amr ibn Awf i Quba-kvarteret i udkanten af Medina.² Ifølge den mest korrekte overlevering var det Kulsum ibn al-Hidam (må Allah være tilfreds med ham), der opnåede den sjældne ære at være vært for Hazrat Allahs ædle Sendebud (fred være med ham) og hans trofaste ledsager i disse fire dage. Sendebudet (fred være med ham) og Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) kom til Quba og tog ophold i hans hus. Ibn Ishaq, Musa ibn Uqba og al-Waqidi var enige om dette.³ Ibn Ishaq siger: Sendebudet (fred være med ham) tog ophold i Kulsums hus i Quba. Hvad angår dem, der har sagt, at han ikke opholdt sig i Kulsums, men i Sa’d ibn Khaythamas hus, siger han: Sendebudet (fred være med ham) boede i Kulsums hus, men mødtes med folk i Sa’ds hus. Sa’d var nemlig ugift og havde ingen familie. Derfor søgte de ugifte muhajirun, der kom fra Mekka, husly i Sa’ds hus. Af denne grund kaldte folk huset for de ugiftes bolig.⁴ Efter at have opholdt sig fire dage i hans hus tog han ophold i Abu Ayyub al-Ansaris (må Allah være tilfreds med ham) hus på Medinas egentlige område.
Han blev så glad ved Hazrat Allahs ædle Sendebuds (fred være med ham) ankomst, at han begyndte at råbe og kalde på husets tjenestefolk. Han havde en tjener ved navn Najih. Da Sendebudet (fred være med ham) ankom til hans hus, begyndte han at råbe: »Najih, Najih!« Najih betyder »den succesfulde«. Sendebudet (fred være med ham) opfattede dette navn som et godt varsel. Han sagde til Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham): »O Abu Bakr, du har opnået succes.«⁵
Var det kun Hazrat Rasul-e-Karim (sa) og Abu Bakr (ra), der var gæster i hans hjem? Nej, det var ikke tilfældet. Mange andre kom også fra Mekka og søgte først tilflugt hos ham. Al-Waqidi har berettet, at Ali (ra) og Suhayb, mens Rasul (sa) opholdt sig i sit hjem i Quba, kom fra Mekka og sluttede sig til Rasul (sa) dér. Da de mødte Allahs Sendebud (sa), stod der foran ham en slags dadler af fin kvalitet ved navn Ummu Jarjan, som Kulsum ibn al-Hidm havde bragt. Suhayb var på det tidspunkt meget sulten. Desuden led han af en øjenlidelse. I denne tilstand begyndte han med stor appetit at spise dadlerne. Da Rasul (sa) så ham spise dem på denne måde, spurgte han om årsagen, og han svarede: »Quraysh tog mig til fange og mishandlede mig. Derefter købte jeg min egen og min families frihed for hele min formue og skyndte mig hertil.« Rasul (sa) bemærkede: »Du har opnået en gevinst.«⁶
Al-Baladhuri har berettet om en hændelse fra Alis (sa) ophold i Kulsum ibn al-Hidms hjem. Mens han opholdt sig dér, lagde han mærke til, at døren til et nabohus hver nat blev åbnet langt efter midnat, og at man kunne høre folk komme og gå. Det vakte hans nysgerrighed. En dag spurgte han kvinden i nabohuset om årsagen. Kvinden sagde: »Herre, jeg er en forældreløs enke. Sahl ibn Hunayf går hver nat i hemmelighed rundt og ødelægger afgudsbillederne af træ i Medina og giver mig træet til brændsel.«⁷ Dette viser, at hans ophold i Kulsums hus var temmelig langvarigt.
Desuden søgte Abu Ma’bad al-Miqdad ibn al-Aswad (ra),⁸ Zayd ibn Harithah (ra),⁹ Abu Qasda Kannaya ibn Hisn (ra)¹⁰ og Abu Kabsha (ra)¹¹ først tilflugt hos ham, da de kom fra Mekka. Ifølge al-Haytham ibn ‘Adi boede Abu ‘Ubaydah ibn al-Jarrah (ra) også først i hans hjem.¹² Når man bladrer gennem historiens sider, finder man således navnene på mange andre muhajirun, som han gav husly i denne yderst vanskelige tid.
Da Hazrat Rasul-e-Karim (sa) kom til Medina, etablerede han et religiøst broderskab, mu’akhāt, mellem Hazrat Hamzah ibn ‘Abd al-Muttalib (ra) og Kulsum.¹³
Mens opførelsen af Profetens Moské i Medina og boligerne til Allahs Sendebuds (sa) hustruer var i gang, blev han kaldt bort til det hinsidige. Kort tid efter hans død fandt slaget ved Badr sted. Han fik ikke mulighed for at deltage i noget slag eller nogen ekspedition sammen med Allahs Sendebud (sa).¹⁴ Dette var den første død blandt en ansarisk sahabi efter Allahs Sendebuds (sa) ankomst til Medina. Kort tid efter døde en af Islams største muballighun, Hazrat Abu Umamah (ra). Desuden døde en anden ansarisk sahabi, Hazrat As’ad ibn Zurarah, kort tid efter.¹⁵ Al-Tabari og Ibn Qutaybah har nævnt, at Kulsum ibn al-Hidm var den første blandt Allahs Sendebuds (sa) sahaba, der døde i Medina. Derefter døde As’ad ibn Zurarah (ra).¹⁶
Kilder:
Shaddad ibn Aws (ra)
Navn: Shaddad; kunyah eller tilnavn: Abu Ya’la, Abu ‘Abd al-Rahman. Han var efterkommer af Banu Najjar-grenen af den berømte Khazraj-stamme i Medina. Han var nevø af Hazrat Hassan ibn Thabit (ra), den berømte digter fra denne stamme, som var kendt som »Allahs Sendebuds digter« og »al-Manziras digter«. Digteren Hassan var bror til Shaddads far, Aws ibn Thabit.¹ Hans mor, Suraymah, var datter af Banu Najjars underklan, Adi.²
Shaddads biologiske far, Hazrat Aus ibn Sabit (ra), opnåede æren af at deltage i den sidste troskabsed ved Aqaba og i slaget ved Badr. Han led martyrdøden i slaget ved Uhud.³
Hazrat Shaddad var en sahabi og en amir. Kaliffen Hazrat Umar (ra) udnævnte ham til amir over Hims. Da den tredje kalif, Hazrat Uthman (ra), led martyrdøden, trak han sig fra alle offentlige ansvar og helligede sig tilbedelsen. Han var veltalende, tålmodig og lærd.⁴ Allerede i den første periode af islams udbredelse i Medina antog næsten hele hans slægt, inklusive hans onkel, islam. Han antog også troen sammen med dem.⁵ Eftersom Shaddad endnu ikke var gammel nok til at drage i krig, vides det, at han ikke deltog i noget slag sammen med Hazrat Rasul Karim (sa). Ifølge imam Bukhari deltog han i Badr. Allama Ibn Asakir og mange andre har imidlertid udtalt, at dette ikke er korrekt.⁶
I hijri-året 58, svarende til år 677 e.Kr., døde han i Palæstina i en alder af 75 år, og han blev begravet i Bayt al-Maqdis.⁷ Der findes imidlertid også forskellige opfattelser af, at han døde i hijri-årene 41, 54 eller 64.⁸
Hafiz og Hakim har berettet, at Hazrat Shaddad efterlod sig fire sønner og en datter. Sønnerne var: Ya’la, Muhammad, Abd al-Wahhab og al-Mundhir. Ya’la døde barnløs. Der findes oplysninger om de andres efterkommere. Datteren blev gift ind i Azd-stammen, og hendes efterkommere kan følges frem til hijri-året 130. Det var det år, hvor Abu Muslim Khurasanis opstand fandt sted, og Umayyade-dynastiet faldt. Samme år indtraf et voldsomt jordskælv i Sham og Bayt al-Maqdis. Mange efterkommere af de ansarer, der boede dér, omkom i denne katastrofe. Shaddads efterkommere døde, da husene styrtede sammen. Hans søn Muhammad overlevede dog på mirakuløs vis. Han levede som lammet helt frem til kalif al-Mahdis tid.
Et par af Hazrat Rasul Karims (sa) sandaler var i Hazrat Shaddads varetægt. Den ene kom gennem hans datter i hans efterkommeres besiddelse. Da kalif al-Mahdi rejste til Bayt al-Maqdis, tog han sandalen fra dem mod tusind dinarer og en stor mængde gaver. Om den resterende sandal fik han at vide, at den var i Muhammad ibn Shaddads varetægt. Da al-Mahdi ankom, krævede han sandalen. Muhammad sagde med stor ydmyghed og inderlig bøn, at han ikke måtte berøve hans efterkommere den ære, som Rasul (sa) gennem denne sandal havde skænket sin ledsager. Al-Mahdi blev bevæget og tillod dem at beholde sandalen.⁹
Hazrat Shaddad var en af de lærde sahaba. Hazrat Ubada ibn Samit (ra) var som en søjle for ummah’en og et centrum for viden blandt sahaba. Han plejede at sige: Mennesker er af to slags. Nogle er lærde, men meget hidsige. Andre er tålmodige, men tåbelige og uvidende. Hos Shaddad var viden og tålmodighed forenet.¹⁰ Hazrat Abu al-Darda (ra) sagde: Nogle mennesker er blevet givet ilm (viden), men ikke hilm (tålmodighed); hos Abu Ya’la Shaddad var disse to imidlertid samlet.¹¹ Han plejede også at sige: Hver ummah har en faqih (ekspert i religiøse spørgsmål), og denne ummahs faqih er Shaddad. Han er blevet skænket ilm og hikmat.¹²
En dag sad Hazrat Ibn Ghanam, Abu al-Darda og Ubada ibn Samit og talte i Jabiyas moské. Da kom Hazrat Shaddad og sagde: Folk! Jeg er bekymret for jer. Min bekymring skyldes, at Rasul (sa) har sagt: Min ummah vil følge sine lidenskaber og blive involveret i shirk. Den sidste del af udsagnet forekom forbløffende. Derfor gjorde Abu al-Darda og Ubada indsigelse og fremførte en hadith til støtte for deres synspunkt. Hadithen lyder: Satan har mistet håbet om at blive tilbedt på Den Arabiske Halvø. Hvad betyder det så, at vi skulle blive mushriker? Det var det spørgsmål, de stillede.
Shaddad sagde: »Hvad mener I om en mand, der beder og giver zakat for at blive set af mennesker?« De svarede: »Han er en mushrik (en, der sætter medguder ved siden af Gud).« Derefter sagde han: »Jeg har hørt fra Allahs Sendebud (fred være med ham), at den, der udfører disse handlinger for at blive set af mennesker, er en mushrik.« Hadhrat Awf ibn Malik var også iblandt dem. Han sagde: »Enhver handling, der udføres af riya, det vil sige med en blanding af shirk, bliver ikke accepteret.« Derfor bør vi ikke stole på vore egne handlinger. Hadhrat Shaddad svarede: »Det er kommet i en hadith qudsi, at alle mushrikernes handlinger vil blive givet til deres gud eller afgud. Allah er ikke afhængig af ham.«¹³ Hadhrat Shaddads opfattelse stemmer fuldstændigt overens med Koranens ord. Koranen siger, at Allah under ingen omstændigheder vil tilgive synden shirk. Han havde dyb viden om hadith-videnskaben og stor dømmekraft. I denne forbindelse fulgte han principperne for dirayat og naqd. Hadhrat Abu Dharr al-Ghifari (må Allah være tilfreds med ham) var berømt for zuhd og qana’at (asketisme og nøjsomhed). Han opbyggede en voldsom bevægelse i hele Sham imod det materialistiske liv. Til støtte for sine synspunkter og sin bevægelse overleverede han talrige hadither. Det skabte stor uro. Om ham sagde Hadhrat Shaddad (må Allah være tilfreds med ham): »Abu Dharr hørte en hadith fra Allahs Sendebuds (fred være med ham) mund, når den indeholdt en vis strenghed. Derefter vendte han tilbage til sin stamme og forkyndte den. Senere lempede Sendebudet (fred være med ham) noget på denne strenghed, men Abu Dharr vidste det ikke. Han holdt derfor fast ved den oprindelige strenghed.«¹⁴ Antallet af hadither, der er overleveret fra Hadhrat Shaddad (må Allah være tilfreds med ham), er 50 (halvtreds). Allamah Zirakli har sagt, at de alle er blevet overleveret i de to Sahih-samlinger.¹⁵ Han hørte disse hadither fra Allahs Sendebud (fred være med ham) og nogle af dem fra Ka’b al-Ahbar (må Allah være tilfreds med ham).¹⁶ Mange af dem, der overleverede hadither fra ham, var indbyggere i Sham. Blandt de mest fremtrædende var: Mahmud ibn Labid, hans to sønner Muhammad og Ya’la, Abu al-Ash’ath al-Saffini, Damrah ibn Habib, Abu Idris al-Khawlani, Mahmud ibn Rabi, Abd al-Rahman ibn Ghanam, Bashir ibn Ka’b, Jubayr ibn Nufayr, Abu Asma al-Rahbi, Hassan ibn Atiyya, Ubada ibn Basani al-Hanzali og andre.¹⁷ Han var en meget from og gudfrygtig tilbeder. Han skælvede altid af frygt for Allah. Det meste af tiden lagde han sig om natten for at hvile. Efter et kort stykke tid satte han sig imidlertid op igen og tilbragte hele natten stående i bøn. Undertiden kunne man høre ham sige: »Allahumma anna an-nara qad halat bayni wa bayna an-nawm.« »O Gud! Helvedes ild er kommet mellem mig og søvnen. Helvede har fjernet min søvn.« Her er en udtalelse af Asad ibn Wida’ værd at nævne: »Når Shaddad gik i seng om natten, var han meget urolig og bange af frygt for Allah.«¹⁸ Han mærkede stærkt de forandringer, der fandt sted blandt muslimerne efter Allahs Sendebud (fred være med ham) og det retledte kalifat. Ubada ibn Nasi fortæller: »En dag, da Shaddad ibn Aws gik forbi os, tog han mig i hånden og førte mig med hjem. Derefter begyndte han at græde. Da vi så det, begyndte vi også at græde. Han spurgte: ›Hvorfor græder I?‹ Vi sagde: ›Vi begyndte at græde, da vi så dig græde.‹ Han sagde: ›Jeg kom til at tænke på en hadith fra Allahs Sendebud. Han sagde, at det, vi frygtede mest for hans ummah, var, at de ville følge deres lyster, tilbede deres begær og falde i shirk.‹ Vi spurgte: ›Vil din ummah da blive mushrik?‹ Han svarede: ›Ja. Men ikke sådan, at de vil tilbede månen, solen, statuer eller sten. Riya og tilbøjeligheden til at tilbede deres lyster vil vise sig blandt dem. Alle mennesker vil faste, men når deres lyster kræver det, vil de uden tøven bryde fasten.«¹⁹ Det var hans vane at besøge venner og slægtninge, når de blev syge, og spørge til deres tilstand. Abu al-Ash’ath al-Saghani opholdt sig i Damaskusmoskeen nær Sham. En dag mødte Hadhrat Shaddad (må Allah være tilfreds med ham) ham på vejen sammen med en gruppe soldater. Han spurgte: »Hvor er du på vej hen?« Shaddad svarede: »Vi skal besøge en af vore brødre, som er syg.« Abu al-Ash’ath fulgte med ham. Da han var kommet ind, spurgte han den syge: »Hvordan har du det?« Svaret lød: »Jeg har det godt.« Hadhrat Shaddad sagde: »Jeg bringer dig det glædelige budskab, at sygdom og lidelse kan blive en soning for synder.« Det er kommet i en hadith: »Den, der lovpriser Allah under Hans prøvelse og er tilfreds med Ham, bliver ren og syndfri som et nyfødt barn, der netop er kommet ud af sin mors liv.«²⁰ En dag under tiden omkring erobringen af Mekka gik Allahs Sendebud (fred være med ham) til Baqi’-kirkegården i Medina. Hadhrat Shaddad var med ham, og Sendebudet (fred være med ham) holdt ham i den ene hånd.²¹ Denne begivenhed viser, hvor tæt hans forhold til Allahs Sendebud (fred være med ham) var.
En dag kom han til Allahs Sendebud (fred være med ham). Da Sendebudet (fred være med ham) så sorgen i hans ansigt, spurgte han: »Hvad er der sket?« Han svarede: »O Allahs Sendebud! Verden føles trang for dig.« Sendebudet (fred være med ham) sagde: »Verden vil ikke føles trang for dig. Sham og Bayt al-Maqdis vil blive erobret. Du og dine børn vil blive fremtrædende imamer dér.«²² Forudsigelsen gik ord for ord i opfyldelse. Senere slog han sig ned i Bayt al-Maqdis sammen med sine børn og gjorde hele Sham til et centrum for viden og åndelighed.
En dag tog Shaddad afsked med en gruppe mujahider, der skulle drage ud på jihad. Da de inviterede ham til at spise sammen med dem, sagde han: »Hvis jeg efter min troskabsed til Allahs Sendebud (fred være med ham) havde haft for vane at spise uden at vide, hvor maden kom fra, ville jeg bestemt have spist sammen med jer.«²³ Ibn Sa’d har overleveret fra Khalid ibn Ma’dan, at Khalid sagde: »Der er ingen af Allahs Sendebuds (fred være med ham) sahaba, som lever i Sham, der er mere troværdig, eftertænksom og tilfreds i sindet end Ubada ibn Samit og Shaddad ibn Aws.«²⁴
Om, at viden forsvinder og glemmes, overleverede Awf ibn Malik al-Ashja’i (må Allah være tilfreds med ham) også en hadith fra Allahs Sendebud (fred være med ham). Da en mand spurgte Shaddad (må Allah være tilfreds med ham) om dette, sagde han: »Awf har talt sandt.« Derefter sagde han: »Skal jeg fortælle dig, hvilken viden der først vil forsvinde?« Manden svarede: »Ja.« Han sagde: »Gudsfrygten. Du vil ikke engang kunne finde én gudfrygtig person.«²⁵ Shaddad ibn Aws plejede at sige: »I ser ikke andet end det, der har en årsag til lykke og godhed. På samme måde ser I ikke andet end det, der har en årsag til ulykke og ondskab. Alt, hvad der er godt, hører til Paradiset, og alt, hvad der er ondt, hører til Helvede. Denne verden er blot en tilgængelig genstand for nydelse. De gode såvel som de onde nyder den. Det hinsidige er det sande løfte, hvor den Almægtige Konge hersker. Alle har børn; vær derfor det hinsidiges børn og vær ikke denne verdens børn.«²⁶
Han var meget tålmodig og fåmælt. Men når han talte med mennesker, var hans tale meget behagelig og fængslende. Sa’id ibn Abd al-Aziz sagde: »Shaddad overgik os i to egenskaber: i veltalenhed, når han talte, og i tålmodighed, overbærenhed og storsind, når han blev vred.«²⁷ Hvor fåmælt han var, fremgår af en af hans udtalelser. En dag sagde han til en af sine ledsagere: »Kom med lidt rejsekost, så vi kan spise en smule.« Ledsageren sagde: »Jeg har aldrig hørt Dem sige sådan noget før!« Han svarede: »Lige siden jeg antog islam, har jeg lagt en tøjle på min mund. I dag slap disse ord pludselig ud af min mund. Glem dem, og det vil aldrig ske igen.«²⁸
Engang spurgte Muʿawiya (må Allah være tilfreds med ham) Shaddad: »Shaddad, sig mig: mener du ikke, at Ali ibn Abi Talib er den bedre? Hvem af os to holder du mest af?« Shaddad svarede: »Ali udvandrede tidligere, gjorde mere godt sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham), var modigere end dig og havde et mere storsindet hjerte end dig.« Da han blev spurgt om kærlighed, sagde han: »Ali er borte. I dag håber folk mere fra dig.« 29
Kilder:
Muʿadh ibn ʿAfra (må Allah være tilfreds med ham)
Muʿadhs far hed al-Harith ibn Rafiʿa al-Najjari, og hans mor hed ʿAfra bint ʿUbayd. Han var afkom af Banu Najjar-grenen af Medinas berømte Khazraj-stamme. Han var ikke kendt under sin fars navn. Ibn Saʿd siger: »Han blev knyttet til sin mor.« 1 Hans mor ʿAfra giftede sig første gang med al-Harith ibn Rafiʿa al-Khazraji. De fik to sønner, Muʿadh og Muʿawwidh. Derefter blev de skilt. ʿAfra rejste til Mekka for at udføre hajj og giftede sig dér med al-Bukayr ibn ʿAbd Yalil al-Laythi. Efter at have fået fire sønner dér ved navn ʿAqil, Iyas, ʿImr og Khalid vendte hun tilbage til Medina. Hendes tidligere mand, al-Harith, tog hende tilbage. Denne gang blev sønnen ʿAwf født. 2 Alt dette fandt sted før islam.
Den ærede ʿAfra (må Allah være tilfreds med hende) var en heldig kvinde. Hun antog islam og opnåede selv den ære at blive en sahabiyya. Desuden opnåede hun den sjældne ære at være mor til tre sønner som Muʿadh, Muʿawwidh og ʿAwf. Alle tre sønner blev berømte krigere i slaget ved Badr. 3 De to sidstnævnte blev martyrer ved Badr. 4 Ikke nok med det: Det var netop dem, der sammen angreb og dræbte Abu Jahl, islams største fjende, ved Badr.
Før indbyggerne fra Medina aflagde troskabseden til Allahs Sendebud (fred være med ham) i ʿAqaba-dalen, rejste han til Mekka og antog islam. Fem andre personer ledsagede ham på rejsen. Der er dog betydelig uenighed blandt biograferne om navnene på disse seks personer. Ifølge overleveringer fra al-Zuhri og ʿUrwa var Muʿadh ibn ʿAfra en af dem. 5
Al-Tabarani overleverer fra ʿUrwa: I hajj-sæsonen rejste nogle mænd fra Ansar til Mekka for at udføre hajj. De var Muʿadh ibn ʿAfra, Asʿad ibn Zurara, Rafiʿ ibn Malik, Dhakwan ibn ʿAbd al-Qays, Abu al-Haytham ibn al-Tayyihan og ʿUwaym ibn Saʿida (må Allah være tilfreds med dem). Da Allahs Sendebud (fred være med ham) fik kendskab til dette, gik han hen til dem og fortalte dem, at Allah havde udvalgt ham som profet. Han reciterede også fra Koranen for dem. De lyttede meget opmærksomt og roligt til hans ord. De kendte fra Skriftens folk beskrivelserne af den sidste profets egenskaber og kendetegn samt hans budskab. Derfor fik de tillid til og tro på Allahs Sendebuds (fred være med ham) påstand. De antog islam. De vendte tilbage til Medina efter at have lovet at mødes med ham igen i den kommende hajj-sæson. Da de var kommet til Medina, begyndte de i stilhed at kalde folk til islam og informere dem om Allahs Sendebuds (fred være med ham) fremkomst og hans mission. De begyndte at recitere Koranen for folk. De arbejdede på en sådan måde, at der kun var ganske få huse blandt Ansar, hvor ikke mindst én person antog islam. 6 I islams historie har nogle omtalt denne begivenhed som den første troskabsed ved ʿAqaba. Ifølge dette var der tre troskabseder ved ʿAqaba.
Da mange mennesker i Medina havde antaget islam, og islam var blevet kendt i hus efter hus, bad indbyggerne i Medina Allahs Sendebud (fred være med ham) om at sende en person fra Mekka, som som hans repræsentant kunne lære dem Koranen og give dem den rette undervisning i religionen. Allahs Sendebud (fred være med ham) sendte ham til Medina. Abu Nuʿaym al-Hulayya overleverer i sit værk (1/107) fra al-Zuhri: Indbyggerne i Medina sendte Muʿadh ibn ʿAfra og Rafiʿ ibn Malik til Mekka for at bede Allahs Sendebud om at sende en person til dem. 7
Blandt sīrah-eksperterne hersker der forskellige opfattelser af hans antagelse af islam og hans rejse til Mekka. Ibn Saʿd siger for eksempel, at det er blevet overleveret, at Muʿādh ibn al-Hārith og Rāfiʿ ibn Mālik var de to første blandt anṣār, som rejste til Mekka og antog islam. Det er også blevet overleveret, at de to regnes blandt de otte anṣār, som var de første til at rejse til Mekka og antage islam. Desuden regnes de blandt de seks personer, om hvem det er blevet overleveret, at de var de første blandt anṣār, der mødte Allahs Sendebud (sa) i Mekka og antog islam; ingen andre havde gjort det før dem. Al-Wāqidī og Muḥammad ibn ʿUmar siger: Beretningen om de seks forekommer os at være den mest korrekte og stærkeste.⁸ Sīrah-eksperterne er næsten enige om, at han deltog i de to troskabsløfter ved ʿAqabah, som fandt sted senere.⁹
Efter hijrah etablerede Allahs ædle Sendebud (sa) et religiøst broderskab mellem ham og Maʿmar ibn al-Ḥārith.¹⁰ Hadrat Muʿādh deltog i slaget ved Badr sammen med sine to andre brødre, Muʿawwidh og ʿAwf. Ibn Hishām siger: Han deltog i alle slag, herunder Badr, Uḥud og al-Khandaq.¹¹ Der er ingen uenighed om, at Hadrat Muʿādh ibn ʿAfrā deltog i slaget ved Badr. Der er imidlertid stor uenighed blandt sīrah- og hadith-eksperterne om, hvorvidt han dræbte islams værste fjende, Abū Jahl, i dette slag, eller om han blev martyr i slaget. En gennemgang af de forskellige beretninger viser tydeligt, at han deltog i drabet på Abū Jahl, og at han levede i lang tid efter at være blevet såret i slaget ved Badr. Her gengiver jeg kort nogle få beretninger. I begyndelsen af slaget ved Badr trådte tre helte fra Quraysh, ʿUtbah og al-Walīd ibn ʿUtbah, frem fra deres rækker og udfordrede modstanderen til kamp. Da stormede Hadrat ʿAfrās tre sønner, Muʿādh, Muʿawwidh og ʿAwf, først ud fra den muslimske hær med trukne sværd. Men Allahs ædle Sendebud (sa) holdt dem tilbage. Han beordrede Hadrat Ḥamzah og de andre til at gå frem. Men hvordan kunne de lade sig standse af den stærke iver efter jihad? Hadrat ʿAbd al-Raḥmān ibn ʿAwf stod i en række. Hans to brødre stillede sig på hver sin side af ham. ʿAbd al-Raḥmān kendte dem ikke. Derfor blev han en smule skuffet og bekymret, da han så to unge mænd ved sine sider. Den ene spurgte hviskende: Onkel, sig mig, hvilken retning er Abū Jahl i? Han spurgte tilbage: Hvad vil du gøre med ham, nevø? Den unge mand svarede: Jeg har hørt, at han fornærmer Allahs Sendebud (sa). Derfor har vi lovet Allah, at vi bestemt vil dræbe ham, selv om vi om nødvendigt må ofre vores liv for det. Den anden unge mand sagde præcis det samme.
Hadrat ʿAbd al-Raḥmān blev meget begejstret. Han følte også en vis stolthed ved tanken om, mellem hvilke store mænd han stod! Han pegede med hånden og sagde: Se, dér går den usle Abū Jahl. Så snart han havde sagt det, kastede de to sig over ham med lynets hast som to falke og dræbte ham. Da de vendte tilbage, bragte de Allahs Sendebud (sa) det glædelige budskab om drabet. På det tidspunkt var der stadig blod fra Abū Jahl på begges sværd.¹² I Ṣaḥīḥ Muslim nævnes navnene på disse to unge mænd som Muʿādh ibn ʿAmr ibn al-Jamūḥ og Muʿādh ibn ʿAfrā. I Ṣaḥīḥ al-Bukhārī nævnes imidlertid ʿAfrās sønner. Dette beviser, at Muʿādh ibn ʿAfrā og hans bror dræbte den usle Abū Jahl.
Af beretningerne hos al-Ḥākim (3/425) og al-Bayhaqī (6/305) fremgår det, at den ene af de to unge mænd var Muʿādh ibn ʿAfrā, og den anden Muʿādh ibn ʿAmr ibn al-Jamūḥ. Efter at have dræbt Abū Jahl løb de hen til Allahs Sendebud (sa) for at bringe ham det glædelige budskab. Han spurgte: Hvem af jer to dræbte ham? De svarede begge: Ja, I har begge dræbt ham. Derefter gav han dem begge de genstande, der var blevet taget fra Abū Jahl på slagmarken.¹³
Ibn Abī Khaythamah har overleveret dette fra Ibn Isḥāq. Muʿādh ibn ʿAfrā sagde: Jeg fik mulighed for at slå Abū Jahl med mit sværd, så hans ben blev skåret over midt på skinnebenet og faldt af. Straks sprang ʿIkrimah ibn Abī Jahl op på min ene skulder og slog til mig. Jeg gik omkring og slæbte den hængende arm bagud. Da den en dag begyndte at volde mig for store smerter, satte jeg foden på den og rev den af. Ibn Hishām har imidlertid overleveret ovenstående hændelse fra Ibn Isḥāq om Muʿādh ibn ʿAmr ibn al-Jamūḥ, og nævner Muʿawwidh ibn ʿAfrā som hans ledsager.¹⁴
Forfatteren til al-Istīʿāb nævner, at han ved Badr blev såret af Ibn Māʿid fra Banū Zurayq.¹⁵ Ifølge Ibn Saʿd angreb ʿAfrās to sønner, Muʿawwidh og ʿAwf, Abū Jahl med ét hug. Abū Jahl gik til modangreb og dræbte dem begge. Da Abū Jahl derefter faldt til jorden, fuldførte ʿAbdullāh ibn Masʿūd arbejdet og sendte ham til Helvede.¹⁶ Ifølge en beretning deltog han i dette slag ved Badr også i drabet på en anden af islams værste fjender, Umayyah ibn Khalaf.¹⁷
Ligesom der er uenighed om drabet på Abū Jahl, er der også stor uenighed om tidspunktet for Hadrat Muʿādh ibn ʿAfrās død. Al-Balādhurī siger for eksempel: Muʿādh og hans bror Muʿawwidh blev martyrer ved Badr, mens deres bror ʿAwf overlevede. Ibn al-Kalbī siger: De kom til Allahs Sendebud (sa). Derefter pegede han på sin søn ʿAwf og sagde: Allahs Sendebud, dette er den værste af mine sønner, som er tilbage. Sendebudet (sa) sagde: Nej, gennem ham vil ʿAfrās slægt fortsætte. Al-Wāqidī siger imidlertid: ʿAwf og Muʿawwidh blev martyrer ved Badr, mens Muʿādh overlevede. Han døde derefter i år 37 efter hijrah under fitnahen, det vil sige striden og konflikten mellem ʿAlī og Muʿāwiyah (ra).¹⁸ Ibn Hishām har også sagt, at ʿAwf og Muʿawwidh blev martyrer ved Badr.¹⁹
Nogle har desuden sagt, at Muʿādh blev såret ved Badr af Ibn Māʿidah fra Banū Zurayq og senere døde af dette sår i Medina. Ibn Idrīs har overleveret fra Ibn Isḥāq, at Muʿādh levede indtil kaliffen ʿUthmāns (ra) tid. Kaliffen Ibn Khayyāṭ siger: Han døde under ʿAlī ibn Abī Ṭālibs (ra) kalifat.²⁰ Under alle omstændigheder fremgår det af de mange begivenheder fra hans senere liv, som er overleveret i sīrah-værkerne, at han hverken blev martyr ved Badr eller døde, mens Allahs Sendebud (sa) stadig levede. Her nævnes to begivenheder:
Han fordelte Wadi al-Qura blandt muslimerne. En del af dette er blevet berettet af Aflah, den frigivne slave til Muʿadh ibn Abu Ayyub al-Ansari (ra.). Kaliffen Umar (ra.) lod fremstille meget smukke kapper, som skulle gives til hver af deltagerne i Badr. Han sendte også en af dem til Muʿadh ibn Afra. Derefter sagde Muʿadh til mig: »Sælg kappen.« Jeg brugte femten hundrede dirham på at fremstille en grov og hel kappe og sendte den tilbage. Muʿadh tog kappen i hånden, gik direkte til Umar (ra.) og spurgte: »Har du sendt denne?« Umar svarede: »Ja. Jeg havde sendt en kappe magen til den, jeg tidligere sendte, til alle dine andre brødre. Jeg har hørt, at du ikke bar den.« Muʿadh sagde: »De troendes leder! Jeg vil ikke bære den.«21 Hvor utilknyttet han var til denne verden, kan man forstå af ovenstående hændelse.
Han elskede den ædle Allahs Sendebud (sa.) højere end sit eget liv. Dette fremgår af episoden med drabet på den usle Abu Jahl. I denne forbindelse viste han et så enestående eksempel på at tilsidesætte sit eget liv, at det virkelig er forbløffende.
Det jordstykke, hvor Profetens Moské i Medina blev grundlagt, tilhørte to forældreløse drenge ved navn Sahl og Suhayl. Den dag Sendebudet (sa.) fra Quba trådte ind på Medinas egentlige område, blev tøjlen på hans kamel sluppet. Den gik efter Allahs befaling og satte sig, ligeledes efter Allahs befaling, på det nævnte jordstykke, der tilhørte Sahl og Suhayl. Ifølge Ibn Hishams beretning blev de to forældreløse på det tidspunkt opfostret under denne Muʿadh ibn Afras omsorg.22 Dette viser, at han var meget venlig over for forældreløse og hjælpeløse.
Han var meget samvittighedsfuld i udførelsen af sine pligter. Én gang foretog han hajj sammen med Allahs Sendebud (sa.). Desuden foretog han flere andre hajj, hvoraf én er omtalt i Sunan an-Nasa’i.23 Ibn Saʿd nævner, at han havde flere hustruer og mange sønner og døtre. Han har endda gengivet deres navne.24
Der findes et par hadither, som han har berettet, i blandt andet Sunan an-Nasa’i og andre værker.25
Kilder:
Abu Lubaba (ra.)
Der er stor uenighed om Hazrat Abu Lubabas (ra.) egentlige navn. Musa ibn Uqba og Ibn Hisham siger, at hans navn var Bashir. Ifølge Ibn Ishaq var det Rafiʿa. I Tafsir nævnes hans navn som Sarwan.1 Ifølge al-Baladhuri var Rafiʿa Abu Lubabas bror. Han deltog i den sidste troskabsed ved al-Aqaba, deltog også i Badr og blev martyr i slaget ved Khaybar. Ifølge al-… var Abu Lubabas navn Bashir.2 Uanset hvad hans egentlige navn var, er han i historien kendt under navnet Abu Lubaba. Hans far hed ʿAbd al-Mundhir ibn Zubayr. Han var søn af en gren af Banu ʿAmr ibn Awf fra Medinas berømte Aws-stamme. Han deltog i den sidste troskabsed ved al-Aqaba og blev udnævnt til naqib (ansvarlig) for sin egen stamme.3
Han deltog sammen med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) i de fleste slag. Under slaget ved Badr opnåede han en særlig ære og stor fortjeneste. På denne rejse red tre personer på hver kamel. På Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) kamel var Abu Lubaba og Ali ibn Abi Talib (må Allah være tilfreds med ham). De skiftedes til at ride på kamelen, mens de andre gik. De sagde: »Allahs Sendebud! Bliv du på kamelen; vi går.« Men Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »I er ikke stærkere end os, og det er heller ikke sådan, at jeg har mindre behov for belønning end jer.«⁴
Ibn Ishaq siger: Mange har fortalt, at Abu Lubaba og al-Harith ibn Hatib drog af sted sammen med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) mod Badr. Efter at de var kommet et stykke på vej, sendte Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) dem begge tilbage til Medina. Allahs Sendebud overdrog Abu Lubaba ansvaret for Medinas administration. Efter slaget gav Sendebudet dem begge en del af krigsbyttet og behandlede dem på samme måde som deltagerne i Badr. Musa ibn Uqba nævner Abu Lubaba blandt deltagerne i Badr.⁵ Ibn Hisham siger: Allahs Sendebud sendte dem begge tilbage fra et sted ved navn al-Rawha.⁶
Han deltog ikke i slaget mod den jødiske stamme Banu Qaynuqa i Medina i shawwal i det andet år efter hijra eller i ekspeditionen til Sabīq, som fandt sted i dhu al-hijja samme år. På dette tidspunkt havde Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) udnævnt ham til sin stedfortræder i Medina. Allahs Sendebud belejrede Banu Qaynuqa i femten dage. I denne periode varetog Abu Lubaba ansvaret for Medinas administration.⁷
I det femte år efter hijra brød den jødiske stamme Banu Qurayza i Medina den aftale, de havde indgået med muslimerne under slaget ved Grøften, og hjalp og støttede Qurayshs hær. Da slaget var forbi, og den muslimske hær var vendt tilbage til sine hjem, kom Jibril (fred være med ham) straks til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde: »Allahs Sendebud! Har du lagt våbnene fra dig?« Han svarede: »Ja.« Jibril (fred være med ham) sagde: »Men englene har ikke lagt deres våben. O Muhammad! Allah har befalet dig at drage mod Banu Qurayza. Jeg er på vej derhen og ryster dem.« Allahs Sendebud var netop vendt hjem efter at have afsluttet middagsbønnen.
Efter Jibrils (fred være med ham) ord bekendtgjorde Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) straks: »Ingen må bede sin bøn, før han er nået frem til Banu Qurayza.« I overensstemmelse med bekendtgørelsen nåede alle frem til Banu Qurayza. Deres fæstning blev belejret i hele 25 nætter, og de blev opfordret til at overgive sig. Til sidst indgød Allah frygt i deres hjerter. De indvilligede i at acceptere voldgiften fra deres gamle ven, Saʿd ibn Muʿadh (må Allah være tilfreds med ham).
Banu Amr ibn Awf, en klan fra Medinas Aws-stamme, havde haft en alliance med Banu Qurayza siden den førislamiske uvidenheds tid. Abu Lubaba var selv fra denne klan. Derfor sendte de, mens de var under belejring, en anmodning til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Send Abu Lubaba til os; vi ønsker at rådføre os lidt med ham.« Sendebudet imødekom deres anmodning og gav Abu Lubaba tilladelse til at gå til dem.
Da Abu Lubaba nåede frem til Banu Qurayza, viste jøderne ham stor respekt. De fremlagde deres problem for Abu Lubaba. Jødiske kvinder og børn kom grædende og fortvivlede hen og stillede sig foran ham. Det var virkelig hjerteskærende at se. Abu Lubabas hjerte blev blødt. De spurgte Abu Lubaba: »Skal vi følge Muhammads befaling?« Han svarede: »Ja.« Men samtidig gjorde han med hånden en gestus mod sin hals for at vise, at de ville blive dræbt.
I et følelsesudbrud havde han gjort denne gestus. Men straks gik det op for ham, at han derved havde svigtet Allahs og Hans Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tillid. Da føltes det, som om jorden forsvandt under hans fødder. Han rejste sig derfra og gik direkte til Profetens Moské, hvor han bandt sig selv til en af moskéens søjler med en tyk og tung lænke, idet han sagde: »Jeg vil forblive bundet på denne måde, indtil Allah accepterer min anger.«
Da Profeten en dag bemærkede, at Abu Lubabas tilbagevenden trak ud, sagde han: »Har Abu Lubaba afsluttet sin mission?« Folkene underrettede derefter Allahs Sendebud ﷺ om sagen. Profeten ﷺ sagde: »Det, der er sket, er godt nok sket. Hvis han var kommet direkte til mig, ville jeg have bedt Allah om tilgivelse for ham.« Alt i alt tilbragte Abu Lubaba ti nætter bundet. Hans hustru løsnede hans lænker, når han skulle bede eller havde andre nødvendige gøremål, og bandt ham igen, når han var færdig. Han holdt helt op med at spise og drikke. Hans hørelse blev svækket, og hans syn blev også dårligere. En dag besvimede han af svaghed og faldt om på jorden. Netop da var tiden kommet, hvor Allahs barmhjertighed skulle åbenbares.
Den dag opholdt den ædle Allahs Sendebud ﷺ sig i de troendes moder Umm Salamas hus (må Allah være tilfreds med hende). Verset blev åbenbaret før daggry. Allahs Sendebud ﷺ smilede lidt. Da Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) så det, sagde hun: »O Allahs Sendebud! Må Allah altid holde dig glad. Fortæl mig, hvad der er sket.« Han svarede: »Abu Lubabas anger er blevet accepteret.« Umm Salama spurgte: »Må jeg fortælle folk denne gode nyhed?« Allahs Sendebud ﷺ svarede: »Ja.« På det tidspunkt var verset om hijab endnu ikke blevet åbenbaret. Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) stillede sig ved døren til kammeret og fortalte folkene om sagen. Folkene skyndte sig af sted for at befri Abu Lubaba, men han sagde, at når Allahs Sendebud ﷺ kom til moskeen for morgenbønnen, skulle han selv befri ham med sine egne hænder.
Da Abu Lubabas anger blev accepteret, blev han overordentlig glad. Han kom til Allahs Sendebud ﷺ og sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg ønsker at forlade det hus, hvor jeg begik denne synd. Jeg ønsker at give al min ejendom som sadaqa for Allahs og Hans Sendebuds skyld.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Ikke det hele; en tredjedel er tilstrækkeligt.« Han gav derefter en tredjedel bort.
Sira-eksperterne er imidlertid uenige om årsagen til, at Abu Lubaba (må Allah være tilfreds med ham) foretog denne anger. Ma’mar har overleveret det fra imam al-Zuhri. Abu Lubaba valgte denne måde at angre på, fordi han ikke havde deltaget i Tabuk-ekspeditionen. Det samme har Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagt. I vers 102 i sura al-Tawba står der: »Og der er andre, som har bekendt deres synder. De har blandet en god handling med en anden, dårlig handling. Måske vil Allah tilgive dem. Allah er visselig Tilgivende og Barmhjertig.« Dette vers blev åbenbaret om Abu Lubaba og yderligere otte eller ni personer. De havde undladt at deltage i Tabuk-ekspeditionen og var blevet i Medina. Derefter angrede de alle oprigtigt. Som en del af deres anger bandt de sig selv til moskeens søjler. Derpå blev deres anger accepteret. Deres bedste handling var denne anger, mens deres værste handling var, at de ikke deltog i Tabuk.
Ifølge Abu Amr fandt denne anger ikke sted i forbindelse med Tabuk-ekspeditionen, men snarere i forbindelse med Banu Qurayza. Det var på denne baggrund, at vers 27 i sura al-Anfal blev åbenbaret: »I, der tror! Vær ikke troløse over for Allah og Sendebudet, og vær ikke troløse over for hinandens betroede forhold, vel vidende hvad I gør.« Ifølge Abu Amr og mange andre deltog Abu Lubaba i slaget ved Tabuk. Antallet af muslimer, som uden gyldig grund ikke deltog i Tabuk-ekspeditionen, var kun tre. Det var Murara ibn al-Rabi, Hilal ibn Umayya og Ka’b ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham). Det er ikke korrekt at regne Abu Lubaba blandt dem. For vers 118 i sura al-Tawba omtaler netop disse tre: »Og over de tre, der blev ladt tilbage, indtil jorden, trods sin vidde, blev trang for dem, og deres liv blev dem uudholdeligt, og de indså, at der ikke var noget tilflugtsted fra Allah uden hos Ham. Så vendte Han sig i nåde til dem, for at de skulle vende tilbage.«8
I det ottende hijri-år, under ekspeditionen til erobringen af Mekka, bar Abu Lubaba (må Allah være tilfreds med ham) Banu Amr ibn Awfs banner. Desuden deltog han i alle de slag og ekspeditioner, der fandt sted i Allahs Sendebuds ﷺ levetid.
Der er stor uenighed om, hvilket år han døde. De fleste mener dog, at han døde under Ali (må Allah være tilfreds med ham)s kalifat. Det er også blevet overleveret, at han døde efter Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød. Nogle har endda sagt, at han levede indtil år 50 efter hijra.9 Ved sin død efterlod han sig to sønner ved navn Sa’ib og Abd al-Rahman.
Abu Lubaba (må Allah være tilfreds med ham) var en højt anset ledsager. I mange år havde han den lykke at være sammen med Allahs Sendebud ﷺ. I denne periode må han have hørt mange af Allahs Sendebuds ﷺ udsagn. Alligevel er antallet af hadither, der er overleveret fra ham, meget lille. Blandt dem, der hørte hadither fra ham og overleverede dem, var også mange fremtrædende ledsagere, såsom Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham). Desuden var mange fra den første generation af tabi’in hans elever og overleverede hadither fra ham. Her nævnes navnene på nogle af de mest kendte:
Abd ar-Rahman ibn Yazid ibn Jabir, Ub ibn Barak ibn Amr ibn Hazma, Sa’id ibn al-Musayyab, Abd ar-Rahman ibn Ka’b ibn Malik, Salim ibn Abdillah, Ubaidullah ibn Abi Yazid, Nafi’, klient hos Ibn Umar, samt hans to sønner Suhayb og Abd ar-Rahman.10
Hazrat Abu Lubaba (ra) var en fuldt hengiven tilhænger af islam. Han fulgte Koranens og Sunnahs påbud og forbud fuldt ud. Hvis han på grund af menneskelig svaghed begik en eller anden fejl eller forseelse, angrede han oprigtigt, så snart han blev klar over det. Vi må huske, at selv om Abu Lubaba (ra) begik en fejl i forbindelse med Banu Qurayza, gjorde hans anger ham endnu mere ren og strålende. Allah den Almægtige åbenbarede selv en åbenbaring, hvori Han erklærede, at hans anger var blevet accepteret, og Allahs Sendebud løsnede med glæde hans bindinger med egne hænder. Hvilken større ære og belønning kunne Abu Lubaba (ra) have fået? Den angrende synder, der oprigtigt omvender sig, er i sandhed højt elsket af Allah. Han var omhyggelig med at følge Allahs Sendebuds (sa) hadither, selv i de mindste detaljer.
Hazrat Abdullah ibn Umar (ra) havde hørt en hadith om at dræbe slanger. Derfor dræbte han dem straks, når han så en. Abu Lubabas (ra) hus lå lige ved siden af hans. En dag sagde han til Ibn Umar (ra): »Åbn venligst døren til dit hus lidt, så jeg kan gå til moskeen ad denne vej.« Da Ibn Umar (ra) rejste sig og åbnede døren, så han pludselig en slange. Ibn Umar gjorde sig straks klar til at dræbe den. Abu Lubaba (ra) forhindrede ham imidlertid og sagde: »Allahs Sendebud (sa) har forbudt at dræbe slanger, der er i huset.«11
Abu Nu’aym har i sit værk ad-Dala’il (160) medtaget en beretning om Abu Lubaba. Han sagde: En fredag stod Allahs Sendebud (sa) på prædikestolen for at holde khutba og sagde: »O Allah, giv os vand.« Abu Lubaba sagde: »O Allahs Sendebud! Dadlerne ligger ude på gårdspladsen for at blive tørret.« Allahs Sendebud (sa) sagde: »O Allah, giv os vand, indtil Abu Lubaba står nøgen og lukker vandrenden på sin gårdsplads med sine bukser.« Derefter begyndte det at regne så kraftigt, at folk sagde til Abu Lubaba: »Regnen vil ikke standse, før du gør det, Allahs Sendebud har sagt om dig.« Abu Lubaba gjorde derfor dette, og regnen standsede også.12
Således findes mange små brudstykker fra Abu Lubabas (ra) liv spredt rundt på siderne i sira-værkerne.
Kilder:
Zayd ibn Arqam (ra)
Hans egentlige navn var Zayd. Der er stor uenighed om hans kunya eller tilnavn. Eksempelvis nævnes Abu Umar, Abu Amir, Abu Sa’d, Abu Unays og andre.1 Hans far var Arqam ibn Zayd. Han var fra Banu Harith-grenen af Khazraj-stammen i Medina. Denne ansariske sahabi blev faderløs i en meget ung alder. Hazrat Abdullah. Hazrat Abdullah ibn Rawaha (ra) var en sahabi af høj rang. Han var Zayds farbror. Han tog sig af den faderløse Zayd og opfostrede ham.2 Abdullah ibn Rawaha (ra) deltog i troskabseden ved Aqaba. Det var i høj grad under hans indflydelse, at Hazrat Zayd (ra) antog islam.
Hazrat Zayd ønskede at tage med i slaget ved Uhud. Men fordi han endnu ikke var gammel nok til at deltage i krig, forhindrede Hazrat Rasul Karim (fred være med ham) ham i det. Han deltog for første gang i slaget ved Khandaq. Det er dog også blevet overleveret, at al-Muraysi var det første slag i hans liv. I Sahih al-Bukhari er hans beretning gengivet således: Rasul (fred være med ham) deltog i alt i nitten slag, og jeg deltog i sytten (17) af dem.3
Hans onkel Abdullah ibn Rawaha var en fremragende digter under slaget ved Mu’ta. Mens han gik ad vejen, reciterede han et digt, han selv havde skrevet, hvori hans intense længsel efter martyrdøden kom til udtryk. Zayd begyndte at græde, da han hørte digtet. Ibn Rawaha svingede sin stav og udbrød: »Din lille slyngel, hvad skade har du af, at vi får martyrdødens lod?«4
Blandt de retledte kaliffer havde han et venskabeligt forhold til Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham). Han sluttede sig til Ali (må Allah være tilfreds med ham) under slaget ved Siffin. Han blev regnet blandt Alis nære medarbejdere.5
Hazrat Zayd (må Allah være tilfreds med ham) slog sig ned i sine sidste leveår i kvarteret Banu Kinda i Kufa. Det var i denne by, han døde. Der er nogen uenighed om året for hans død. Ifølge mange døde han i år 66 efter hijra under al-Mukhtar al-Thaqafis oprør. Al-Haytham ibn Adi og mange andre mener imidlertid, at han døde i år 68 efter hijra. Nogle har også sagt, at han døde kort tid efter Hazrat al-Husayns (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød.6
Hazrat Zayd (må Allah være tilfreds med ham) var et centrum for viden, anseelse og respekt i sin tid. Folk kom til ham langvejsfra for at søge viden. En mand kom endda til ham helt fra Qistas’ yderste grænse for at spørge om en religiøs regel.7 Hvor end han tog hen, samledes mennesker, der interesserede sig for hadith, omkring ham. Da han engang kom til Basra, ifølge en anden overlevering til Mekka, sagde Hazrat Abbas (må Allah være tilfreds med ham): »Jeg vil gerne høre den og den hadith, som du plejer at berette, endnu en gang fra din egen mund.«8 En anden gang sagde Atiyya: »Du har berettet den og den hadith. Formålet med min komme er at høre hadithen fra din egen mund.« Da han havde berettet hadithen, sagde Atiyya: »Du sagde også denne sætning: Jeg vil berette den for dig, sådan som jeg har hørt den.«9
Ud over hadith lærte han også folk de duaer, som han havde hørt fra Rasulullahs (fred være med ham) egen mund og lært udenad. Det er dem, vi lærer jer. Mange af de duaer, han berettede, er blevet samlet i hadith- og sirah-værker.10 Hazrat Zayd (må Allah være tilfreds med ham) var yderst forsigtig, når han berettede hadith. Abd al-Rahman ibn Abi Layla siger: »Vi plejede at komme til ham og bede ham berette Rasulullahs (fred være med ham) hadith for os. Han sagde: Jeg er blevet gammel nu, og min hukommelse er svækket. Det er en meget vanskelig opgave at berette Rasulullahs (fred være med ham) hadith.«11
En gang kom Yazid ibn Hayyan, Husayn ibn Sabra og Amr ibn Muslim til ham for at høre hadith. Først roste de Zayd (må Allah være tilfreds med ham) og sagde: »Allah har skænket dig stor forrang. Du overværede Rasulullahs (fred være med ham) fuldkommenhed, hørte hadith, drog i krig sammen med ham og bad bag ham. Hvilken større anseelse kan der findes end dette? Fortæl os nogle af Rasulullahs (fred være med ham) hadither.« Zayd (må Allah være tilfreds med ham) svarede: »Nevøer, jeg er blevet gammel nu, og den tid er også forbi. Mange ord er i dag blevet til minder og drømme. Jeg har glemt en stor skat af hadith. Hør nu blot det, jeg beretter. I bør ikke gøre mig ulykkelig over det, der ikke længere er hos mig.«12 Derfor er antallet af hadither, som Hazrat Zayd (må Allah være tilfreds med ham) berettede, kun halvfems (90). Han hørte hadith fra Hazrat Rasul Karim (fred være med ham) og fra Ali (må Allah være tilfreds med ham), og berettede dem. Her nævnes navnene på de fremtrædende sahabaer og tabi’in, som berettede hadith gennem hans overleveringskæde:
Anas ibn Malik, Abdullah ibn al-Abbas, al-Tufayl, Abu Uthman al-Nahdi, Abd al-Rahman ibn Abi Layla, Abd Khayr al-Hamadani, Tawus, Nadar ibn Anas, Abu Umar al-Shaybani, Abu al-Mishal, Abd al-Rahman ibn Mutaym, Abu Ishaq al-Sabi’i, Muhammad ibn Ka’b al-Qurazi, Abu Hamza Talha ibn Yazid, Abdullah ibn al-Harith, al-Basri, Qasim ibn Awf, Atiyya al-Awfi, Abu Muslim al-Bajali og andre.13 Hazrat Zayd (må Allah være tilfreds med ham) havde i høj grad udviklet den åndelige eller spirituelle side af islams lære. Et praktisk bevis herpå findes imidlertid i en begivenhed under slaget mod Banu Mustaliq. Begivenheden kan kort beskrives således:
Navnet på det beskyttede vandreservoir tilhørende Banu al-Mustaliq er al-Muraysi. Ifølge Ibn Ishaq fandt et slag sted ved dette reservoir i år 6 efter hijra, mens Musa ibn Uqbah angiver år 4, under Allahs Sendebuds (saw) ledelse. I historien er det kendt som slaget ved al-Muraysi. I dette slag blev Banu Mustaliq ynkeligt besejret.14
Allahs Sendebud (saw) slog lejr sammen med sin hær ved dette reservoir. Soldaterne lod deres dyr drikke vand herfra. Hazrat Umar ibn al-Khattab (ra) havde en arbejder fra Banu Ghifar ved navn Jahjah ibn Masud. Han passede Umars (ra) hest. En dag, da hesten gik ned for at drikke, begyndte Sinan ibn Wabar al-Juhani, som var Khalifah ibn Khazrajs allierede eller ven, at råbe efter hjælp fra ansarerne. Jahjah sad ikke bare passivt. Han råbte også efter hjælp fra muhajirerne. Den hykleriske leder Abdullah ibn Ubayy ibn Salul blev meget ydmyget over dette. På det tidspunkt befandt en gruppe mænd fra hans stamme sig hos ham. Blandt dem var også Zayd ibn Arqam. Han var på dette tidspunkt en ung mand.
Abdullah ibn Ubayy benyttede lejligheden og sagde til mændene fra sin stamme: »Har de muslimske muhajirer behandlet os sådan? På vores eget land foragter de os, og de er blevet flere end os. Muhajirernes situation er som den hund, der er blevet fodret og gjort fed, men derefter æder sin herre. Ved Allahs ed, når vi vender tilbage til Medina, vil vi, de fornemme dér, helt sikkert fordrive disse usle mennesker. Det er i virkeligheden jeres egen skyld. I har åbnet dørene til jeres hjemland for dem. I har delt alt, hvad I ejer, med dem. Ved Allahs ed vil I blive tvunget til at forlade jeres hjemland.« På denne måde undlod hykleren Ibn Ubayy ikke noget forsøg på at såre sin stammes undertrykte følelser og ophidse dem mod muhajirerne. Zayd ibn Arqam (ra) lyttede tavst til alle hans ord. Hans trosbevidsthed tillod ham ikke at holde denne hyklers ord skjult, selv om Ibn Ubayy tilhørte hans egen stamme. Hazrat Allahs Ædle Sendebud (saw) hvilede sig efter at have afsluttet krigens anstrengelser. Umar ibn al-Khattab (ra) sad hos ham. På dette tidspunkt kom Zayd (ra) til stede og fortalte ham alt. Umar (ra) blev rasende og rådede Sendebudet (saw): »Giv Abbad ibn Bishr ordre til at dræbe Ibn Ubayy.« Sendebudet (saw) sagde: »Umar, hvad vil der ske, når folk begynder at sige, at Muhammad dræber sine ledsagere? Nej, det går ikke. Du skal i stedet meddele folkene, at de skal drage herfra.« Normalt plejede Allahs Sendebud (saw) ikke at begynde en rejse på et sådant tidspunkt, men efter meddelelsen begyndte folkene at drage af sted.
Da hykleren Abdullah ibn Ubayy fik at vide, at Zayd ibn Arqam havde fortalt Allahs Sendebud (saw) alt, hvad han havde sagt, skyndte han sig hen til Allahs Sendebud (saw) og svor, idet han sagde: »Jeg har ikke sagt noget af det, Zayd har fortalt. Jeg har ikke udtalt noget sådant.« Han var en meget højt anset person i sin stamme. Derfor sagde de ansari-ledsagere, som var til stede: »O Allahs Sendebud, denne unge mand har måske misforstået Ibn Ubayys ord og har ikke kunnet huske deres egentlige mening.« På denne måde troede de på Abdullah ibn Ubayys ord og forsvarede ham. Zayds onkel, Abdullah ibn Rawahah (ra), bebrejdede også Zayd.
Ibn Ishaq siger: Allahs Sendebud (saw) drog af sted fra al-Muraysi. Usayd ibn Hudayr kom og sagde: »Har I ikke hørt, hvad jeres ledsager har sagt?« »Ubayy. Hvad har han sagt?« Som svar på dette spørgsmål fortalte Allahs Sendebud (saw) ham det, han havde hørt. Usayd sagde da: »O Allahs Sendebud! Ved Allahs ed, du er sandelig æret og stærk.« Derefter bad han Allahs Sendebud (saw) om at vise barmhjertighed mod Abdullah ibn Ubayy.
Derefter gjorde Allahs Sendebud (saw) holdt på det højdedrag i Hijaz, der kaldes Baqa’a. Det var dér, at sura al-Munafiqun blev åbenbaret. Her blev maskerne revet af Abdullah ibn Ubayy og andre hyklere som ham. Samtidig blev Hazrat Zayds (ra) oprigtighed og sandfærdighed bekendtgjort. For at forstå, hvordan suraen begynder, gengives her en oversættelse af de to første vers:
»Når hyklerne kommer til dig, siger de: Vi bevidner, at du sandelig er Allahs Sendebud. Allah ved, at du sandelig er Hans Sendebud, og Allah bevidner, at hyklerne sandelig er løgnere. De bruger deres eder som skjold, hvorefter de hindrer folk fra Allahs vej. Hvor ondt er det, de gør.« Efter at sura al-Munafiqun var blevet åbenbaret, tog Allahs Sendebud (saw) Hazrat Zayd (ra) i øret og sagde: »Dette er den person, hvis øre fuldt ud har opfyldt Allahs ret.«
I en anden overlevering fortælles det, at Hazrat Zayd (ra), efter at rejsen fra al-Muraysi var begyndt, gentagne gange kom til Allahs Sendebud (saw). Han var fast overbevist om, at denne hykler havde kaldt ham en løgner og vanæret ham i hele folkets øjne. Derfor ville Koranen helt sikkert blive åbenbaret om at bekræfte hans sandfærdighed og afsløre denne mands løgnagtige maske. Pludselig så Zayd ibn Arqam tegnene på åbenbaring hos Allahs Sendebud (saw). Han blev håbefuld om, at der nu ville blive åbenbaret noget godt om denne sag. Til sidst forsvandt denne tilstand fra Allahs Sendebud (saw). Zayd (ra) siger: »Mit ridedyr gik tæt ved Allahs Sendebuds (saw) ridedyr. Han tog fat i mit øre, mens han sad på sit eget ridedyr, og sagde: O dreng, Allah har bekræftet sandheden i dine ord.«
Af denne beretning fremgår det, at suraen al-Munafiqun blev åbenbaret under rejsen. Ifølge Imam al-Baghawis (rh) beretning blev denne sura imidlertid åbenbaret, da Allahs Sendebud (sa) var nået frem til Medina, og Zayd ibn Arqam (ra) havde skjult sig i sit hjem af frygt for ydmygelse.15
Han afveg ikke det mindste fra Profetens sunnah. Under begravelsesbønnen plejede han at sige fire takbīr. En gang sagde han fem takbīr. En mand tog ham i hånden og spurgte: »Har du ikke taget fejl?« Han svarede: »Dette er også Allahs Sendebuds (sa) sunnah. Hvordan skulle jeg helt kunne forlade den?«16
Han var en meget nær ledsager af Allahs Sendebud (sa). Når han blev syg, besøgte Sendebudet (sa) ham. En gang blev han ramt af en øjensygdom, og Sendebudet (sa) kom for at besøge ham. Da han var blevet rask, spurgte Sendebudet (sa) ham. Han svarede: »Jeg var tålmodig og håbede på belønning.« Sendebudet (sa) sagde: »Hvis du gør sådan, vil du møde Allah uden synd.«18 Ifølge en anden beretning sagde Sendebudet (sa) til ham: »Denne sygdom vil ikke skade dig. Men hvis du overlever mig og bliver blind efter min død, hvad vil du så gøre?« Han svarede: »Da vil jeg være tålmodig og håbe på belønning.« Allahs Sendebud (sa) sagde: »Så vil du komme i Paradis uden regnskab.« Efter Allahs Sendebuds (sa) død blev Hazrat Zayd (ra) blind.19
Han afholdt sig altid fra enhver handling og bemærkning, der kunne krænke nogens ære og værdighed. Og hvis han så denne fejl hos nogen, protesterede han imod den. En gang fremsatte Hazrat al-Mughīrah ibn Shuʿbah (ra) en upassende bemærkning om Hazrat Ali (ra). Straks sagde Hazrat Zayd (ra): »Allahs Sendebud (sa) har forbudt os at tale ondt om de døde. Ali (ra) er død. Hvorfor taler du nu ondt om ham?«
Det var hans natur at spørge til mennesker, der blev ramt af ulykker og prøvelser, og at vise dem medfølelse og sympati. Under begivenheden ved Harrah døde en af Hazrat Anas’ (ra) slægtninge samt nogle af hans venner. Hazrat Zayd (ra) skrev et brev til Anas (ra), hvori han udtrykte sin medfølelse og sympati. I brevet skrev han: »Jeg bringer dig det glædelige budskab fra Allah. Allahs Sendebud (sa) sagde: ‘O Allah, tilgiv Anṣārs efterkommere, deres efterkommere af mandligt køn, deres børnebørn og alle deres sønner og døtre.’«20
Han anerkendte med stor gavmildhed sine samtidiges kvalifikationer og dyder. Derfor rådede han enhver, der kom for at spørge ham om noget, til at henvende sig til en person, der var erfaren på området. En gang kom Abu al-Minhal til ham for at spørge om baiʿ og sarf. Han sagde: »Der findes en større og mere lærd ʿālim i dette spørgsmål end jeg.« Abu al-Minhal gik derfor til al-Barāʾ. Efter at have besvaret spørgsmålet sagde han: »Du bør kontrollere rigtigheden af det, jeg har sagt, hos Zayd ibn Arqam. Han ved mere og bedre end jeg.«
Han omgikkes amirer og herskere. I Allahs Sendebuds (sa) levetid ernærede han sig ved handel.
Hazrat Zayd ibn Arqam har sagt mange vigtige ting om forskellige grundlæggende trosopfattelser og former for tilbedelse i islam. De findes spredt rundt omkring i hadith- og sīra-værkerne. Han sagde for eksempel: »Den, der oprigtigt fremsiger: ‘Der er ingen gud ud over Allah’, vil komme i Paradis.« Der blev spurgt: »Hvad betyder det at fremsige det oprigtigt?« Han svarede: »At afholde sig fra det, Allah har forbudt.«21
En dag så han nogle mennesker bede duha-bønnen i Qubā-moskéen, mens han var på vej et sted hen ad denne vej. Da han så dem bede, sagde han: »De ved måske ikke, at der findes et bedre tidspunkt til denne bøn.«
Kilder:
Zayd ibn Thābit (ra)
Den ærværdige Zayd (ra), en af Allahs Sendebuds (sa) fremmeste ledsagere, omtales i sīrah-værkerne med flere tilnavne eller kaldenavne, såsom Abū Saʿīd, Abū Khārijah, Abū ʿAbd al-Raḥmān og Abū Thābit.¹ Det muslimske samfund hædrede ham med mange titler, såsom Ḥabr al-Ummah og Kātib al-Waḥy. Han var efterkommer af Najjār-grenen af den berømte Khazraj-stamme i Medina. Hans far var Thābit ibn al-Ḍaḥḥāk, og hans mor var Nawwār bint Mālik.² Nawwār var datter af en kvinde fra familien til den berømte ledsager Anas ibn Mālik (ra).
Af alle de blodige stridigheder og sammenstød, der fandt sted mellem Medinas indbyggere før Allahs Sendebud (sa) ankom til Medina, var Buʿāth-slaget det mest berømte. Zayds far, Thābit, blev dræbt i dette slag. Det skete fem år før hijrah. Zayd var dengang kun seks år gammel. Han voksede op under sin mors omsorg. Da Allahs Sendebud (sa) udvandrede til Medina, var Zayd blot en dreng på elleve år.³
Da han antog islam, var islams grundlag i Medina endnu ikke særlig stærkt. På et tidspunkt, mens Muṣʿab ibn ʿUmayr (ra), som Allahs Ædle Sendebud (sa) havde sendt fra Mekka som missionær, forkyndte islam i Medina, antog han islam i en meget ung alder. Hvis det er en ære at tro før puberteten, var den ærværdige Zayd indehaver af denne ære. Fra begyndelsen af sit liv var han således fri for afgudsdyrkelsens urenhed.
Så snart han havde antaget islam, begyndte han at læse Koranen. Folk begyndte også at betragte ham med respekt. Han var særdeles begavet og havde en skarp intelligens.⁴ Allahs Sendebud (sa) tog ham med og præsenterede ham med ordene, at drengen var fra Najjār-stammen. Allerede da havde han lært sytten sūraer udenad. Allahs Sendebud (sa) blev meget glad, da han hørte ham recitere Koranen.⁵ Zayd siger: »Jeg var dengang kun elleve år gammel.«⁶ På tidspunktet for Slaget ved Badr var han blot en dreng på tretten (13) år. Han var endnu ikke gammel nok til at drage i krig. Alligevel besluttede denne dreng at drage med, da anṣār og muhājirūn satte kurs mod Badr. Sammen med en gruppe andre drenge på hans egen alder mødte han op foran Allahs Sendebud (sa) og gav udtryk for sit ønske om at deltage i krigen. Da de ikke var gamle nok til at kæmpe, trøstede Allahs Sendebud (sa) dem og sendte dem tilbage.⁷
Der er uenighed blandt sīrah-eksperter om, hvilket slag den ærværdige Zayd deltog i for første gang. Mange mener, at han deltog i Uḥud. På det tidspunkt var han fyldt seksten år. Andre har sagt, at Khandaq var det første slag i hans liv.⁸ Al-Wāqidī har overleveret, at Zayd ibn Thābit sagde: »Jeg fik ikke tilladelse til at deltage i Badr og Uḥud. Jeg fik først tilladelse ved Khandaq.«⁹ Ibn Hishām siger også, at Allahs Sendebud (sa) på grund af hans unge alder sendte ham tilbage fra Uḥud sammen med de andre.¹⁰
I værket Hayatus Sahaba er en beretning af Zaid ibn Thabit gengivet. Heraf fremgår det, at han deltog i Uhud. Han fortæller: På dagen for Uhud sendte Allahs Sendebud (sa) mig efter Sa’d ibn al-Rabi. Da jeg tog af sted, sagde han: Hvis du finder ham, så overbring ham min hilsen. Og sig til ham, at Allahs Sendebud (sa) ønsker at vide, hvordan han selv synes, han har det.
Zaid fortæller: Jeg ledte efter ham blandt martyrerne, idet jeg gik rundt mellem dem. Til sidst fandt jeg ham. Han befandt sig da i sit sidste øjeblik. Hans krop var dækket af halvfjerds sår fra pile, spyd og sværd. Jeg sagde: Sa’d, Allahs Sendebud (sa) sender dig sin hilsen, og jeg sender dig også min. Du skal sige: Jeg mærker Paradisets duft.11
Der er under alle omstændigheder ingen uenighed om, at han deltog aktivt i slaget ved Khandaq. Zaid (ra) fortæller: Allahs Sendebud (sa) gav mig tilladelse til at deltage i Khandaq og gav mig også et stykke kubtisk stof (fint og hvidt egyptisk stof).12 Han deltog i udgravningen af voldgraven og i at bære jorden bort. Ved en lejlighed fik Ammar øje på ham, og han bemærkede: »Sikke en god dreng.«13 Under dette forløb blev han på et tidspunkt træt og faldt i søvn. Mens han sov, fjernede Ibn Hazam for spøg hans våben fra skulderen. Zaid mærkede det ikke. Allahs Sendebud (sa) var i nærheden. Han spøgte også lidt og råbte: »Ya Aba Ruqad! Du søvnige, vågn op!« Derefter forbød han folk at lave den slags spøgefuldheder.14 Fra Khandaq og i alle de efterfølgende slag og ekspeditioner deltog han sammen med Allahs Sendebud (sa).15
Under slaget ved Tabuk var stammen Malik ibn al-Najjars banner oprindeligt i Ammara ibn Hazams hænder. Senere overdrog Sendebudet (sa) det til Zaid. Ammara mente derfor, at han måske havde begået en fejl. Han spurgte: »Allahs Sendebud, har jeg begået en fejl?« Han svarede: »Nej, det er ikke sådan noget. Jeg gjorde dette under hensyntagen til spørgsmålet om Koranen. Zaid har læst mere af Koranen end dig. Koranen skal have forrang.«16
Under kaliffen Abu Bakrs (ra) kalifat fandt slaget ved Yamama sted mod den falske profet Musaylima al-Kadhdhab. Zaid (ra) deltog også i dette blodige slag og blev ramt af en pil. Men han overlevede uden alvorlig skade.17 Under kaliffen Umars (ra) styre blev Wadi al-Qura dér fordelt blandt muslimerne, efter at jøderne var blevet fordrevet fra Khaybar. Zaid (ra) fik også en andel.18
Da kaliffen Uthman (ra) blev belejret af oprørerne, bad mange fremtrædende personer i Medina kaliffen om tilladelse til at kæmpe mod oprørerne. På dette tidspunkt opsøgte også Zaid ibn Thabit (ra) kaliffen og sagde: »Ansarerne står ved Deres dør. Hvis De ønsker det, er de igen rede til at tjene som Allahs ansarere.« Kaliffen sagde: »Hvis I ønsker at kæmpe, har I ikke min tilladelse til det.«19
Hazrat Zaid ibn Thabits (ra) hele liv var en samling af gode gerninger. Han var Allahs Sendebuds (sa) sekretær. Han skrev åbenbaringerne. Han skrev Allahs Sendebuds (sa) breve og læste de breve, der kom til ham, højt. Senere varetog han også sekretæropgaverne for kaliffen Umar (ra).20
Den hellige Koran er islams grundvold. Den, der fik den store ære at indsamle og samle den, var åbenbaringens skriver, Zaid ibn Thabit (ra).21 Frem til Hazrat Rasul-e-Karims (sa) levetid blev Koranen bevaret på knogler, læder, palmeblade og i hukommelsen hos de mange hafizer. Mange sahaba havde lært Koranen udenad. Zaid var også en af disse hafizer.
Efter den ærede Allahs Sendebuds (må Allah velsigne og give ham fred) død blev en gruppe mennesker på Den Arabiske Halvø frafaldne og sluttede sig til Musaylima al-Kadhdhabs gruppe. Han erklærede i Yamama, at han var profet. Den ærede Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) erklærede jihad mod ham. Musaylima blev besejret i slaget ved Yamama og dræbt af den muslimske hær. I dette slag ledte 70 hafiz’er, som havde Koranen udenad, martyrdøden.
Efter denne begivenhed opstod ønsket i den ærede Umars (må Allah være tilfreds med ham) hjerte om at samle Koranen. Han sagde til kaliffen Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham): »Hvis martyrdøden blandt dem, der kan Koranen udenad, fortsætter på denne måde, er der fare for, at en stor del af Koranen på et tidspunkt går tabt. Sørg derfor uden forsinkelse for, at hele Koranen samles ét sted.« Kaliffen tog imod hans råd. Han tilkaldte Zayd ibn Thabit og sagde: »Du er en forstandig ung mand, og alle har tillid til dig. Du skrev åbenbaringer ned, mens Allahs Sendebud (må Allah velsigne og give ham fred) levede. Udfør derfor denne opgave.«²²
Den ærede Zayd (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Ved Allah! Hvis de havde pålagt mig at flytte et bjerg, ville det have været lettere for mig end at udføre den opgave, de havde pålagt mig: at samle Koranen.«²³ Han sagde til kaliffen: »Det er sandt. Men hvad er vanskeligheden ved at gøre noget godt?« Alligevel tøvede Zayd med at påtage sig opgaven. Efter at kaliffen havde overbevist ham på forskellige måder, gik han med til den.²⁴
For at hjælpe Zayd med denne opgave gav kaliffen Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) ham endnu en gruppe sahaba. Det er blevet overleveret, at gruppen bestod af 75 personer. Blandt dem var Ubayy ibn Ka’b og Sa’id ibn al-‘As (må Allah være tilfreds med dem). Den ærede Zayd samlede alle de dele af Koranen, der var skrevet på palmeblade, tynde sten og knogler. Han sammenholdt dem med hafiz’ernes recitation. Han var selv hafiz og havde samlet Koranen i Allahs Sendebuds (må Allah velsigne og give ham fred) levetid.²⁵
For at kontrollere versenes autenticitet og korrekthed udviklede drøftelserne sig undertiden til diskussioner og strid. Da de nåede til et bestemt sted, sagde Zayd: »Derefter hørte jeg verset om stening fra Allahs Sendebud (må Allah velsigne og give ham fred).« Den ærede Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Men Allahs Sendebud (må Allah velsigne og give ham fred) gav ikke tilladelse til, at det blev skrevet ned.«²⁶ Kort sagt fuldførte den ærede Zayd (må Allah være tilfreds med ham) dette vigtige arbejde efter en stor indsats. Det var gennem ham, at hele Koranen blev samlet og nedskrevet.
For ét vers kunne man ikke finde et andet vidnesbyrd. Reglen for bevis var, at mindst to personer skulle bevidne hvert vers. Verset fandtes hos den ærede Abu Khuzayma (må Allah være tilfreds med ham). Dette var den samme Abu Khuzayma, hvis ene vidnesbyrd Allahs Sendebud (må Allah velsigne og give ham fred) havde erklæret for at svare til to personers vidnesbyrd. Derfor fandt den ærede Zayd det ikke nødvendigt at søge et andet vidnesbyrd om dette vers. Desuden kendte han selv verset.²⁷ Den kopi af den ærede Koran, som var blevet samlet og nedskrevet af den ærede Zayd (må Allah være tilfreds med ham), opbevarede kaliffen Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) hos sig. Efter hans død gik den til den anden kalif, den ærede Umar (må Allah være tilfreds med ham), og derfra videre til hans datter, de troendes moder, den ærede Hafsa (må Allah være tilfreds med hende), hvor den blev opbevaret.²⁸
Under den tredje kalif, den ærede Uthmans (må Allah være tilfreds med ham), kalifat opstod der forskelle i Koranens recitation i forskellige områder. Den ærede Hudhayfa ibn al-Yaman (må Allah være tilfreds med ham) rådede derfor kaliffen til at tage skridt til at forhindre dette, før der opstod uenighed blandt jøderne og de kristne. Kaliffen indså også sagens betydning og nødvendighed. Han lånte den kopi af Koranen, som den ærede Zayd (må Allah være tilfreds med ham) havde samlet, fra den ærede Hafsa (må Allah være tilfreds med hende). Derefter beordrede han de fire fremtrædende sahaba, Zayd ibn Thabit, Abdullah ibn al-Zubayr, Sa’id ibn al-‘As og Abd al-Rahman ibn al-Harith ibn Hisham (må Allah være tilfreds med dem), til at lave afskrifter efter den. Der blev lavet fem kopier af originalen. Kaliffen Uthman (må Allah være tilfreds med ham) sendte disse kopier til fem områder i kalifatet og returnerede den originale kopi, som Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) havde fået fremstillet, og som var kendt som al-Mushaf as-Siddiqi, til den ærede Hafsa (må Allah være tilfreds med hende).²⁹ Den ulærde profet Muhammad, Allahs Sendebud (må Allah velsigne og give ham fred), overdrog opgaven med at skrive åbenbaringerne til forskellige sahaba. En af disse heldige sahaba var den ærede Zayd ibn Thabit (må Allah være tilfreds med ham).
Den ærede Zayd plejede at sidde ved siden af Allahs Sendebud (må Allah velsigne og give ham fred) med pen, papir, blækhus, palmeblade, brede og tynde knogler, sten og lignende. Når åbenbaringen blev nedsendt, dikterede Allahs Sendebud (må Allah velsigne og give ham fred), og han skrev videre. Hvis der var særlige instruktioner om nedskrivningen, fortalte Allahs Sendebud (må Allah velsigne og give ham fred) dem, og Zayd handlede derefter.
Imam al-Bukhari har overleveret fra al-Bara. Da vers 95 i sura an-Nisa blev åbenbaret—
(De troende, der sidder hjemme, og de troende, der kæmper for Allahs sag med deres liv og ejendom, er ikke lige.) Da det blev åbenbaret, sagde Profeten: »Bed Zayd komme til mig med en træskriveplade, et blækhus og et knoglestykke.« Da Zayd kom, bad han ham skrive verset ned. Den blinde sahabi, Amr ibn Umm Maktum, sad på det tidspunkt bag Allahs Sendebud. Han sagde: »Allahs Sendebud! Hvad er bestemmelsen for mig? Jeg er jo en blind mand.« Da blev ordene »undtagen dem, der ikke har nogen gyldig undskyldning« åbenbaret. Derefter bad Profeten Zayd ordne verset på denne måde:³⁰ Zayd skrev senere den åbenbarede del ind i revnen på et knoglestykke, fordi det knoglestykke, hvorpå verset tidligere var skrevet, var revnet.³¹
Umiddelbart efter Allahs Sendebuds bortgang blev spørgsmålet om kalifatet det vigtigste samtaleemne blandt Ansar. De samledes i Saqifa Banu Saida og satte den berømte ansariske sahabi Sa’d ibn Ubada på lederpladsen. Hans udvalgte mænd holdt taler dér, og en stor gruppe af Ansar støttede ham. Zayd ibn Thabit var også til stede ved denne forsamling. Men på det tidspunkt var det ikke let at tale imod folkets mening. Derfor sad han tavs.
Derefter ankom Abu Bakr, Umar og Abu Ubaida til Saqifa Banu Saida, og på Muhajiruns vegne begyndte Umar at drøfte spørgsmålet om kalifatet. Den første ansar, der støttede hans tale, var Zayd ibn Thabit.
Hubah ibn al-Mundhir var en ansarisk sahabi og en af dem, der havde deltaget i Slaget ved Badr. Da han i sin tale fremsatte teorien om to ledere og henvendte sig til Muhajirun med ordene: »Én leder skal være fra jer, og én fra os. Der bliver ikke tale om noget kompromis ud over dette,« rejste Zayd ibn Thabit sig og imødegik hans synspunkt med en ny teori. Han sagde: »Allahs Sendebud var en Muhajir. Nu skal imamen også være en Muhajir. Og ligesom vi var Sendebudets Ansar, skal vi nu være imamens Ansar.« Med disse ord tog han fat i den ene hånd på Abu Bakr og sagde til Ansar: »Her er jeres ledsager; giv ham troskabseden med jeres hænder.«³²
Zayds tale var rettet imod hans egne stammefæller. Alligevel tøvede han ikke med at give udtryk for sin egen overbevisning. Da han havde afsluttet sin tale, rejste Abu Bakr sig, takkede ham og sagde: »Må Allah belønne dig med det bedste. Hvis der var blevet sagt noget modsat dette, ville jeg måske ikke have accepteret det.«³³
Efter Allahs ædle Sendebud var kommet til Medina, begyndte der fra tid til anden at komme breve til ham fra konger, emirer og stammeledere i forskellige nabolande og områder. De fleste af dem var skrevet på syrisk og hebraisk. På det tidspunkt var det kun jøderne i Medina, der kendte disse to sprog. Desuden var deres fjendskab mod islam yderst stærkt. Derfor var det helt nødvendigt for muslimerne at lære disse to sprog.
Allahs ædle Sendebud følte dette behov stærkt. Da han havde erfaret Zayds begavelse, udvalgte han netop ham til denne opgave. I denne forbindelse gengives en overlevering fra Zayd:
Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kom til Medina, blev jeg ført frem for ham. Han sagde til mig: »Zayd, lær dig jødernes skrift for mig. Ved Allah! Jeg kan ikke stole på det, de skriver på hebraisk på mine vegne. Derfor lærte jeg hebraisk. På blot en halv måned blev jeg dygtig til det. Derefter var det mig, der skrev til jøderne, når Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) havde brug for at skrive noget til dem, og når nogen skrev til Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham), læste jeg det højt for ham.«
I en anden overlevering fortælles det, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til mig: »Zayd, kan du syrisk godt? Jeg modtager breve på dette sprog.« Jeg svarede: »Nej.« Han sagde: »Så lær at skrive på dette sprog.« Derefter lærte jeg sproget på blot sytten dage.³⁴
På grund af Zayds (må Allah være tilfreds med ham) grænseløse intelligens og viden overdrog Allahs ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ham ansvaret for al skriftlig virksomhed. Muhammad ibn Umar siger: »Zayd skrev på både arabisk og hebraisk.«³⁵ Al-Baladhuri siger: »Den første, der varetog rollen som Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sekretær, var Ubayy ibn Kaʿb al-Ansari. I Ubayys fravær varetog Zayd dette ansvar. De skrev ikke blot åbenbaringen, men også Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) breve.«³⁶ Han fortsatte med dette ansvar indtil Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) død. Han blev også udpeget til dette hverv under Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) og Umars (må Allah være tilfreds med ham) kalifater. Da arbejdsbyrden imidlertid blev meget større, blev Muʿayqib ad-Dawsi udnævnt til hans assistent.³⁷
Et af den islamiske regerings mest ansete embeder var dommerembedet, eller qada. Ifølge den gængse opfattelse blev dette embede oprettet under den store al-Faruqs kalifat. Under Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) fandtes der ikke et særskilt embede for dette. Kalif Umar (må Allah være tilfreds med ham) oprettede det og udnævnte Zayd ibn Thabit (må Allah være tilfreds med ham) til dommer i Medina. Det fortælles i værkerne Tabaqat ibn Saʿd og Akhbar al-Qudat: »Umar (må Allah være tilfreds med ham) udnævnte Zayd til dommer og fastsatte også hans løn.«³⁸
På det tidspunkt var der endnu ikke blevet bygget en særskilt retsbygning eller et hus til dommeren. Zayds (må Allah være tilfreds med ham) eget hus var Dar al-Qada, altså domstolen. Der var bredt et tæppe ud på gulvet i huset, og han sad midt på det. Alle retssager fra hovedstaden Medina og dens omegn blev bragt for Zayds (må Allah være tilfreds med ham) domstol. Selv mod den daværende kalif Umar (må Allah være tilfreds med ham) blev der anlagt sag dér, og sagen blev behandlet.
Imam ash-Shaʿbi har overleveret følgende: En gang opstod der en strid mellem kalif Umar (må Allah være tilfreds med ham) og Ubayy ibn Kaʿb (må Allah være tilfreds med ham). Da sagen blev forelagt for Zayds (må Allah være tilfreds med ham) domstol, mødte kalif Umar (må Allah være tilfreds med ham) op i retten som sagsøgt. I vor tid er det skik at give premierministeren eller statsoverhovedet en stol at sidde på i retten. Zayd anviste derfor kaliffen en plads ved siden af det hævede sæde. Men Profetens ledsagere (må Allah være tilfreds med dem) overholdt den lighed og retfærdighed, som islam havde indført, meget strengt. Især Umar (må Allah være tilfreds med ham) var urokkelig i denne sag. Han blev vred over dommeren Zayds (må Allah være tilfreds med ham) handling og sagde: »Dette er din første uretfærdighed. Jeg bør sidde sammen med min modpart.« Derefter satte sagsøgeren og den sagsøgte sig sammen foran retten.
Retsmødet begyndte. Ubayy (må Allah være tilfreds med ham) var sagsøgeren. Han gjorde krav på en bestemt ting, mens Umar (må Allah være tilfreds med ham) benægtede kravet. Ifølge islamisk retspraksis skal den, der benægter, aflægge ed. Men af hensyn til kalifatets ære og værdighed sagde Zayd (må Allah være tilfreds med ham) til sagsøgeren: »Selv om det ikke er reglen, siger jeg alligevel, at De bør fritage de troendes leder for at aflægge ed.« Da de troendes leder hørte dette, sagde han vredt: »Zayd kan ikke være en retfærdig dommer, før Umar, ligesom enhver anden muslim, er lige med ham.«³⁹
Selv om der forskellige steder i det daværende kalifat fandtes flere lokale bayt al-mal, lå det centrale bayt al-mal i Medina, kalifatets hovedstad. Zayd (må Allah være tilfreds med ham) var ansvarlig for dette centrale bayt al-mal. I hijriåret 31 udnævnte kalif Uthman (må Allah være tilfreds med ham) ham til dette ansvar. Blandt de ansatte i dette bayt al-mal var også en af Zayds (må Allah være tilfreds med ham) slaver, ved navn Wuhayb. Han var særdeles intelligent og hjalp Zayd (må Allah være tilfreds med ham) med forskellige opgaver.
En dag arbejdede han i statskassen. Netop da kom kalif Uthman (må Allah være tilfreds med ham) derhen. Han spurgte: »Hvem er det?« Zayd svarede: »Min slave.« Uthman (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Han har en ret hos os, fordi han hjælper muslimerne.« Han hentydede i virkeligheden til arbejdet i statskassen. Derefter ønskede han at fastsætte hans løn til to tusind dirham. Men Zayd foreslog, at den skulle være et tusind. Kaliffen accepterede det, og hans løn blev således fastsat til et tusind.⁴⁰ Under kalif Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) var Zayd (må Allah være tilfreds med ham) et respekteret medlem af det råd, der bestod af fremtrædende muhajirun og ansar. Kalif Umar (må Allah være tilfreds med ham) omdannede dette shura-råd til et rådgivende råd. Zayd (må Allah være tilfreds med ham) var også medlem af dette.
Zayd (må Allah være tilfreds med ham) besad ikke blot fuldkommen viden og religiøs indsigt, men også administrative evner. Kalif Umar (må Allah være tilfreds med ham) havde så stor tillid til ham, at han hver gang, han rejste uden for Medina, udnævnte ham til sin stedfortræder. Kalif Uthman (må Allah være tilfreds med ham) fulgte samme fremgangsmåde. Nafiʿ har overleveret fra Ibn Umar: Når Umar (må Allah være tilfreds med ham) tog på hajj, udnævnte han Zayd til sin stedfortræder. Uthman gjorde det samme.⁴¹
Under Umar (må Allah være tilfreds med ham)s kalifat opnåede han tre gange den ære at fungere som kaliffens stedfortræder: to gange i år 16 og 17 efter hijra. Baladhuri siger: I år 23 efter hijra foretog Umar hajj sammen med Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hustruer. Også da efterlod han Zayd ibn Thabit som sin stedfortræder i Medina.⁴² Da kalif Umar (må Allah være tilfreds med ham) rejste til Sham, overlod han også ansvaret til Zayd (må Allah være tilfreds med ham). Efter at være ankommet til Sham skrev han et brev til Zayd, hvori han nævnte Zayds navn før sit eget. Han skrev:
– Fra Umar ibn al-Khattab til Zayd ibn Thabit.⁴³
Zayd (må Allah være tilfreds med ham) udførte det ansvar, der var blevet betroet ham, med stor omhu og dygtighed. Umar (må Allah være tilfreds med ham) var tilfreds med hans måde at udføre ansvaret på og gav ham, når han vendte tilbage, altid en eller anden gave fra statens midler.
Det er blevet overleveret i hadith, at troen har over halvfjerds grene. Blandt dem er ærlighed og troskab en særdeles vigtig gren. Ja, Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den, der ikke er troværdig, har heller ingen tro.« Hos Zayd (må Allah være tilfreds med ham) var denne troværdighed fuldt udviklet. Derfor blev han på forskellige tidspunkter betroet mange vigtige opgaver vedrørende statens økonomi.
På Allahs ædle Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) tid fordelte han selv det meste af det krigsbytte, der kom ind. Heraf kan man forstå, hvor stor betydning denne opgave havde. Under Umar (må Allah være tilfreds med ham)s kalifat var slaget ved Yarmuk særdeles berømt og vigtigt. Kaliffen overdrog Zayd ansvaret for at fordele de enorme rigdomme fra det krigsbytte, der blev opnået i dette slag. Desuden overdrog kalif Umar (må Allah være tilfreds med ham) ham ansvaret for at fordele ansarernes ydelser, da han fastsatte soldaternes og ledsagernes ydelser. Han begyndte med Ayyali. Derefter fordelte han dem i rækkefølge blandt stammerne Abd al-Ashhal, Aws, Khazraj og andre, og tog til sidst sin egen ydelse.⁴⁴
Zayd (må Allah være tilfreds med ham) stod kaliffen meget nær. Blandt Umar (må Allah være tilfreds med ham)s nærmeste mænd indtog han en fremtrædende plads. Han havde også Uthman (må Allah være tilfreds med ham)s tillid. Selv mod slutningen af hans kalifat, da oprør og uro ulmede overalt, stod Zayd (må Allah være tilfreds med ham) på kaliffens side. Midt i dette tumult og denne uorden henvendte han sig en dag til ansarerne og sagde: »O ansarernes folk! Bliv endnu en gang Allahs hjælpere.« Desværre kunne selv en mand som Zayd (må Allah være tilfreds med ham) den dag ikke forhindre historiens største tragedie.
Der var også en årsag til dette nederlag. Nogle af de ædle sahabier – må Allah være tilfreds med dem – var den dag blevet vrede på Uthman – må Allah være tilfreds med ham. Blandt dem var også en fremtrædende sahabi som Abu Ayyub al-Ansari – må Allah være tilfreds med ham. Han protesterede mod Zayids – må Allah være tilfreds med ham – ord og sagde: »Du opfordrer folk til at hjælpe Uthman, fordi han har givet dig mange slaver.« Abu Ayyub – må Allah være tilfreds med ham – var en ansarisk sahabi med en meget høj status. Over for ham havde Zayid – må Allah være tilfreds med ham – intet andet valg end at tie.
Forfatteren til værket Tahdhīb al-Kamāl nævner navnene på flere af Zayids – må Allah være tilfreds med ham – hustruer samt hans niogtyve sønner og døtre. En af hans hustruer var datter af den berømte martyr-sahabi Saʿd ibn Rabīʿ al-Ansari.⁴⁵
Saʿd ibn Rabīʿ – må Allah være tilfreds med ham – blev martyr ved Uhud. Han efterlod sig to døtre og en hustru. Hustruen var på det tidspunkt gravid. Dette barn i livmoderen var Umm Saʿd eller Umm al-ʿAlāʾ. Hendes egentlige navn var Jamīla. Senere blev hun Zayids – må Allah være tilfreds med ham – ærede hustru. Da Saʿd – må Allah være tilfreds med ham – døde, var arveversene endnu ikke blevet åbenbaret. Derfor tog Saʿds bror i overensstemmelse med den førislamiske skik hele arven til sig. Da blev arveversene åbenbaret for Allahs Sendebud – må Allahs fred og velsignelser være med ham. Han tilkaldte Saʿds bror og pålagde ham at give to tredjedele til de to døtre og halvdelen til hustruen og tage den resterende del. På det tidspunkt var bestemmelsen om arv til det ufødte barn endnu ikke trådt i kraft. Da den senere kalif Umar – må Allah være tilfreds med ham – indførte bestemmelsen om arv til det ufødte barn, sagde Zayid til sin hustru: »Hvis du ønsker det, kan du tale med dine søstre om arven efter din far. For nu har de troendes leder fastslået arveretten for ufødte børn.« Umm Saʿd sagde: »Nej, jeg vil ikke bede mine søstre om noget.«⁴⁶
Blandt Zayids – må Allah være tilfreds med ham – børn var Khārij den mest berømte. Han var en af de syv berømte jurister og var født af Umm Saʿd. Hans anden søn og en af hans sønnesønner var også berømte personer i deres tidsalder. De blev kendt som imamer inden for hadith-videnskaben. Han havde også mange frigivne slaver. De mest berømte blandt dem var Thābit ibn Ubayd og Wahīb.
Der er stor uenighed om året for Zayids – må Allah være tilfreds med ham – død. Ifølge al-Wāqidī var det år 45 efter hijra. Ifølge ʿAlī al-Madīnī var det år 51 efter hijra. Ahmad ibn Hanbal og Abū Hafs al-Fallās angiver også år 51, mens al-Haytham ibn ʿAdī og Yahyā ibn Maʿīn siger, at han døde i år 55 efter hijra.⁴⁷ Ibn Hajar – må Allah være barmhjertig mod ham – siger: »Ifølge flertallet døde han i år 45 efter hijra.«⁴⁸ Da han døde, var han 54 eller 55 år gammel. Marwān ibn al-Hakam var på det tidspunkt guvernør i Medina. Han havde et nært forhold til Zayid – må Allah være tilfreds med ham – og det var ham, der ledte begravelsesbønnen.⁴⁹ Da folk hørte om hans død, blev de grebet af sorg. Da folk hørte om hans død, blev de grebet af sorg. Abu Hurayra – må Allah være tilfreds med ham – sagde på dagen for hans død: »I dag er ummāh’ens religiøse leder, ummāh’ens lærde, gået bort.«⁵⁰ Sālim ibn ʿAbdullah siger: »Den dag Zayid ibn Thābit døde, var jeg sammen med ʿAbdullah ibn Umar – må Allah være tilfreds med ham. Jeg sagde: ›I dag er folkets lærer død.‹ Ibn Umar – må Allah være tilfreds med ham – sagde: ›Må Allah forbarme sig over ham. Under Umars – må Allah være tilfreds med ham – kalifat var han folkets lærer og habr, den religiøse leder.‹«⁵¹
Den berømte tābiʿī Ibn al-Musayyab siger: »Jeg deltog i begravelsen af Zayid ibn Thābit – må Allah være tilfreds med ham. Da han blev sænket i graven, sagde Ibn Abbas – må Allah være tilfreds med ham: ›I, der ønsker at vide, hvordan viden forsvinder, skal vide, at sådan forsvinder viden. I dag er megen viden gået bort.‹« I en anden overlevering fortælles det, at han sagde: »I dag er megen viden blevet begravet.« Han pegede på graven med hånden og sagde: »Sådan forsvinder viden. Et menneske dør, og hvis andre ikke kender det, som han vidste, går han i graven med sin viden.«⁵² Digteren Hassān ibn Thābit – må Allah være tilfreds med ham – skrev et sørgedigt. En af dets linjer lyder således:⁵³
»Hvem skal efter Hassān og hans søn igen skabe poesiens rytme?«
Zayid – må Allah være tilfreds med ham – var ekspert i qirāʾāt, arveret, domsafgørelser og fatwaer. Med den hellige Qurans ord var han rāsikh fī al-ʿilm, »dybt forankret i viden«. ʿAbdullah ibn Abbas – må Allah være tilfreds med ham, og som blev anset for at være kundskabens hav blandt sahabierne – regnede også Zayid for rāsikh fī al-ʿilm.⁵⁴ Ifølge Ibn al-Athīr var han den mest vidende blandt sahabierne.⁵⁵ Masrūq ibn al-Ajdaʿ, en af ʿAbdullah ibn Masʿuds – må Allah være tilfreds med ham – fremmeste elever, siger: »Jeg undersøgte og prøvede viden blandt Allahs Sendebuds – må Allahs fred og velsignelser være med ham – sahabier. Jeg fandt, at deres samlede viden var koncentreret hos disse seks: Umar, Ali, Abdullah, Muʿādh, Abū al-Dardāʾ og Zayid ibn Thābit.« Han siger videre: »Da jeg kom til Dīnā og spurgte ind til Allahs Sendebuds – må Allahs fred og velsignelser være med ham – sahabier, erfarede jeg, at Zayid ibn Thābit var en af de rāsikhūn fī al-ʿilm, de dybt vidende.«⁵⁶
Blandt de mange videnskaber, som islam lagde grundlaget for, indtager recitationsvidenskaben, ilm al-qirāʾāt, en særlig fremtrædende plads. Alle sahabaerne og tabiʿinerne anerkendte Hazrat Zayids lærdom inden for denne videnskab.
Den fremstående tabiʿin og lærde Imam al-Shaʿbi sagde: »Zayid opnåede forrang frem for alle sahabaerne både i Koranvidenskaben og i arveretsvidenskaben, ilm al-farāʾid.«⁵⁷
Et bevis på det dybe forhold, Hazrat Zayid (ra) havde til den hellige Koran, findes i begivenhederne omkring hans antagelse af islam. Allerede som elleveårig lærte han sytten suraer udenad. De resterende suraer lærte han udenad. Hans liv blev tilbragt med at skrive Koranen. Når der blev åbenbaret så meget af åbenbaringen for Allahs Sendebud (sa), som han havde modtaget, skrev han det ned efter at have fået kendskab til det og lærte det udenad. På denne måde havde han lært hele Koranen udenad, mens Allahs Sendebud (sa) stadig levede.⁵⁸ Qatada sagde: »Der var fire, og de var alle fra Ansar: Ubayy ibn Kaʿb, Muʿadh ibn Jabal, Zayid ibn Thabit og Abu Zayid.«⁵⁹ Derfor valgte kaliffen Abu Bakr (ra) Zayid, da han besluttede at samle Koranen, til at udføre denne opgave. Og da kaliffen Uthman fik fremstillet kopier af Koranen, anså han også Zayids (ra) aktive deltagelse i dette arbejde for uundværlig.
Hazrat Ubayy ibn Kaʿb (ra) var leder for qurraʾ, det vil sige Koranrecitatorerne. Hazrat Umar (ra) foretrak Zayid frem for ham. Da ʿAbd al-Rahman al-Sulami en dag ønskede at recitere Koranen for kaliffen Uthman, sagde han: »Så vil du forhindre mig i at tage mig af folkets anliggender. Gå i stedet til Zayid ibn Thabit. Han har mere tid til denne opgave. Recitér den for ham; hans recitation og min er den samme. Der er ingen forskel på vores recitationer.«⁶⁰
Hazrat Zayids recitationskæde strakte sig meget langt. Eftersom han reciterede på qurayshitisk, hældte folk til ham. Mens Hazrat Ubayy ibn Kaʿb levede, kunne Zayid ganske vist ikke blive alles samlingspunkt på dette område, men efter Ubayys død blev han den muslimske verdens eneste centrum. Folk fra forskellige egne skyndte sig til Medina for at opsøge ham.
Den qirāʾa eller recitationsform, som Zayid (ra) grundlagde for den ædle Koran, lever stadig. Ibn Abbas, Abu ʿAbd al-Rahman al-Sulami, Abu al-Aliya al-Riyahi, Abu Jaʿfar og andre var hans elever i qirāʾāt-videnskaben.⁶¹
Efter den hellige Koran indtager Profeten den højeste plads. Han overleverede ikke så mange hadither som andre. Hans særlige kendetegn var imidlertid, at han gjorde brug af dirāya, det vil sige ræsonnement. Hazrat Rafiʿ ibn Khadija (ra) berettede, at Allahs Sendebud (sa) havde forbudt at bortforpagte jord. Da Zayid (ra) hørte dette, sagde han: »Må Allah tilgive Rafiʿ! Vi kender årsagen til, at han overleverede så mange hadither. Det egentlige forhold var dette: To mænd skændtes. Da Allahs Sendebud (sa) så det, sagde han, at når situationen var sådan, burde jorden ikke dyrkes på forpagtningsbasis. Rafiʿ hørte kun den sidste del.«⁶²
Hazrat Aisha (ra) fortalte al-Zubayrs (ra) sønner, at Allahs Sendebud (sa) havde bedt to rakʿat i sit hjem efter asr. De begyndte at bede disse to rakʿat, idet de anså dem for sunna. Da Zayid (ra) fik dette at vide, sagde han: »Må Allah tilgive Aisha! Vi har større viden om hadith end hun. Grunden til, at der blev bedt efter asr, var, at nogle beduiner ved middagstid kom for at mødes med Allahs Sendebud (sa). De stillede spørgsmål, og Allahs Sendebud (sa) svarede. Da tiden for zuhr-bønnen kom, bad han den. Efter at være vendt hjem kom han i tanke om, at han ikke havde bedt de to sunna-rakʿat efter zuhrs obligatoriske bøn. Derfor bad han de to rakʿat dér. Må Allah tilgive Aisha! Vi ved bedre end hun, at Allahs Sendebud (sa) forbød at bede efter asr.«⁶³
Når en hadith var sahih, og nogen spurgte ham om den, bekræftede han den. En gang overleverede Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (r.a.) en hadith om sahabernes rang foran den tyranniske umayyadiske hersker Marwan. Marwan sagde: »Du lyver.« Zayd ibn Thabit og Rafi ibn Khadija (r.a.) sad på en platform ved siden af Marwan. Abu Sa’id sagde til Marwan: »Du kan spørge dem.« I stedet løftede Marwan en kniv for at slå Abu Sa’id. Da bekræftede disse to store sahaba, at Abu Sa’ids udsagn var sandt.64
De fleste af Hazrat Zayds (r.a.) hadither er overleveret direkte fra Allahs Sendebud (fvmh). Desuden overleverede han hadither fra Abu Bakr, Umar og Uthman (r.a.).65
Listen over hans elever inden for hadithvidenskaben er lang. Her nævnes navnene på nogle berømte sahaba og tabi’in, som hørte hadither hos ham og overleverede dem gennem ham.66
Ibn Abbas, Ibn Umar, Anas ibn Malik, Abu Huraira, Abu Sa’id al-Khudri, Sahl ibn Hunayf, Sahl ibn Sa’d og Abdullah ibn Yazid al-Khuthami. De var alle sahaba. Sa’id ibn al-Musayyab, al-Qasim ibn Muhammad, Aban ibn Uthman, Kharija ibn Zayd (Zayds søn og en af Medinas syv fremtrædende faqih’er), Sahl ibn Abi Hathma, Abu Ammar, Marwan ibn al-Hakam, Ubayd ibn al-Sabbaq, Ata ibn Yasar, Busyr ibn Sa’id, Hajar al-Mudari, Tawus, Urwa ibn al-Zubayr, Salman ibn Zayd, Thabit ibn Ubayd og Umm Sa’d (Zayds hustru). Desuden mange andre. Antallet af hadither overleveret fra Hazrat Zayd (r.a.) er forholdsvis lavt, kun 92 (tooghalvfems). Heraf er fem hadither muttafaq alayh. På grund af hans yderst store forsigtighed med at overlevere hadither blev antallet så lavt. Ellers tilbragte han det meste af sin tid hos Allahs Sendebud (fvmh), havde den lykke at høre mange hadither og overvære mange begivenheder. Grunden til, at han overleverede så få hadither, var en formaning fra Allahs Sendebud (fvmh). Denne formaning gjorde også mange andre som ham tilbageholdende med at overlevere et stort antal hadither. Muhammad ibn Sa’d nævner ham i den tredje klasse af ansarerne i sit værk al-Tabaqat. Allama al-Dhahabi har medtaget en omtale af ham i den første del af værket Tadhkirat al-Huffaz.
Hazrat Zayd (r.a.) var særdeles dygtig inden for fiqh. Allerede mens Allahs Sendebud (fvmh) levede, indtog han sædet som mufti. Sahl ibn Abi Khaythama siger: »Mens Allahs Sendebud (fvmh) levede, udstedte tre muhajirun og tre ansar fatwaer. En af disse tre ansar var Zayd ibn Thabit (r.a.).«67 Imam al-Sha’bi og den berømte tabi’i Masruq overleverede en tilsvarende beretning.68 Også under Hazrat Abu Bakrs (r.a.) og Umars (r.a.) kalifater sad han på muftisædet i Medina. Ikke blot det: Han beklædte dette embede helt frem til år 45 efter hijra. Ibn Sa’d har overleveret, at kalif Abu Bakr (r.a.), når han stod over for et vanskeligt problem, rådførte sig med nogle tænkende og retslærde sahaba blandt ansarerne og muhajirerne. Zayd ibn Thabit var en af dem. Og det var ham, der udstedte fatwaer under Abu Bakrs, Umars og Uthmans (r.a.) tid.69
Qabis ibn Dhu’ayb har overleveret, at Zayd (r.a.) under Umars, Uthmans og Alis (r.a.) tid, og selv efter at Mu’awiya (r.a.) overtog kalifatets ansvar i år 40 efter hijra, indtil Zayds død i år 45, var den øverste i Medina inden for domsafgørelser og fatwaer samt videnskaberne om qira’at og fara’id.70 Kalif Umar (r.a.) anerkendte fuldt ud hans kvalifikationer. Han tillagde Zayd (r.a.) så stor betydning, at han ikke tillod ham at rejse noget sted uden for Medina. Når et meget vigtigt embede blev ledigt forskellige steder uden for Medina, og der opstod behov for egnede personer til at varetage vigtige opgaver, blev forskellige navne foreslået kaliffen. Han udpegede en af dem. Men så snart Zayds navn blev foreslået, sagde han: »Zayd er ikke uden for min beregning. Men hvad skal jeg gøre? Medinas indbyggere har større behov for ham. Det, de kan få hos ham, kan de ikke få hos nogen anden.«71
Hazrat Abdullah ibn Umar plejede at sige: »Zayd var en af de store lærde under den faruqiske kalifatstid.« Umar (r.a.) havde spredt alle mennesker ud i forskellige lande og byer. Han havde udstedt et forbud mod at udstede fatwaer og træffe afgørelser. Men Zayd udstedte fatwaer i Medina til byens indbyggere og til de mennesker, der kom dertil.72
Sulayman ibn Yasar siger: »Inden for fatwa, fara’id og qira’at satte Umar og Uthman (r.a.) ingen over Zayd (r.a.).«73 Den berømte tabi’i Hazrat Sa’id ibn al-Musayyab var, trods sin status som en meget stor mujtahid, tilhænger af Hazrat Zayd (r.a.) i fatwaafgørelser. Når et spørgsmål eller en sag blev forelagt ham, og folk overleverede andre sahabaers ijtihad’er, spurgte han dem: »Hvad sagde Zayd om dette?« Zayd var den mest vidende i domsafgørelser. Og i spørgsmål, hvor der ikke fandtes nogen hadith, havde han den største indsigt i at træffe afgørelser. »Hvis han har sagt noget om det, så sig det.«74
Imam Malik (må Allah forbarme sig over ham) var Medinas imam. Den dag i dag er han imam for utallige mennesker inden for fiqh og hadith. Han plejede at sige, at Zayd ibn Thabit var Medinas imam efter Umar (må Allah være tilfreds med ham). Imam al-Shafi‘i (må Allah forbarme sig over ham) fulgte også Zayd ibn Thabits taqlid i alle spørgsmål inden for fara’id.⁷⁵
De lærde blandt sahabaerne var inddelt i tre klasser eller niveauer. Zayd (må Allah være tilfreds med ham) havde sin plads i den første klasse. I løbet af sit liv afgav han et stort antal fatwaer. Hvis de alle blev samlet, ville de udgøre en omfattende bog.⁷⁶
Zayds (må Allah være tilfreds med ham) fiqh blev bredt anerkendt blandt folk i hans levetid. Sa‘id ibn al-Musayyab plejede at sige: Der findes ikke noget udsagn fra Zayd ibn Thabit, som folk ikke enstemmigt har handlet efter. Blandt sahabaerne var der mange, hvis udsagn ingen handlede efter. Men allerede i Zayds (må Allah være tilfreds med ham) levetid fulgte mennesker i både øst og vest hans fatwaer.
Man mener, at fire sahaba-personligheder stod bag fiqh-videnskabens berømmelse og udbredelse: Zayd ibn Thabit, Abdullah ibn Mas‘ud, Abdullah ibn Umar og Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med dem). Gennem deres disciple og elever blev religiøs viden udbredt i hele den muslimske verden. Men Medina var islams udspring og Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bolig. Takket være Zayd og hans elever blev byen et centrum for videnskabelig lærdom.
De lærde blandt sahabaerne havde to majlis’er. Den ene blev ledet af Umar (må Allah være tilfreds med ham), og den anden af Ali (må Allah være tilfreds med ham). Zayd (må Allah være tilfreds med ham) var medlem af Umars (må Allah være tilfreds med ham) majlis. Her blev der ført lærde drøftelser, og der blev truffet afgørelser om komplekse og vigtige spørgsmål.
Han besvarede ikke spørgsmål om forhold, der endnu ikke var indtruffet i virkeligheden. Kharija ibn Zayd beretter, at når nogen spurgte om en sag, spurgte han først: Er dette sket eller ikke sket? Uden dette spørgsmål afgav han ingen mening. Hvis sagen ikke var indtruffet i virkeligheden, sagde han intet om den. Men hvis den var indtruffet, udtalte han sig.⁷⁷
Zayd (må Allah være tilfreds med ham) var som regel altid optaget af at videregive viden. Alligevel satte han sig på et bestemt tidspunkt i Profetens Moské for at besvare fatwaer og spørgsmål, så det blev lettere for den brede befolkning.
Zayds (må Allah være tilfreds med ham) juridiske spørgsmål omfatter alle kapitler inden for fiqh. En detaljeret gennemgang af dem er ikke mulig inden for dette begrænsede omfang. Her vil jeg kort fremlægge nogle få af disse spørgsmål.
1. Han sagde: Det er bedre at udføre andre bønner end de obligatoriske bønner i hjemmet.⁷⁸ Han sagde: At udføre mændenes fællesbøn er et særligt lys. Når en mand stiller sig til bøn i hjemmet, hænger hans synder over hans hoved. Så snart han udfører en enkelt sujūd, udsletter Allah hans synder.⁷⁹
2. En mand spurgte: Er der recitation under zuhr- og asr-bønnen? Han svarede: Ja. Profeten (sa) stod i lang tid under disse to bønner, og imens bevægede hans læber sig.⁸⁰ Det betyder ikke, at den, der følger imamen, også bør recitere bag ham. Spørgsmålet gjaldt i virkeligheden imamen, ikke den, der følger ham. Spørgsmålet gik ud på, om der reciteres noget under zuhr- og asr-bønnen. Ingen af de overleveringer, der stammer fra Zayd ibn Thābit, Abū Qatādah og Saʿd ibn Abī Waqqās (ra), beviser, at sahāba reciterede bag Allahs Sendebud (sa).
3. Hvis en person giver nogen ret til at bo i sit hus så længe han lever, vil hans sønner efter hans død arve det. Dette er beskrevet i en overlevering fra Hazrat Zayd. Han sagde:
4. Ifølge Hazrat Zayd er det ikke tilladt at sælge frugten efter et skøn, før frugten i haven er blevet ordentligt moden, eller dadlerne på træerne er modnet.⁸¹
Før islam var det i Medina skik at sælge frugten, før den var blevet moden på træerne. Når køberen derefter led et tab, opstod der strid mellem de to parter. Da Allahs Sendebud (sa) kom til Medina og så denne situation, forbød han denne form for handel.
Af alle fiqhens kapitler var kapitlet om farāʾiḍ Hazrat Zayds særlige ekspertise. I en hadith fra Allahs Sendebud (sa) hedder det:⁸² »Den største ekspert i farāʾiḍ-læren blandt mit ummah er Zayd ibn Thābit.« Denne udtalelse fra Allahs Sendebud (sa) viser, hvor dyb hans viden om farāʾiḍ-læren var. Sahāba anerkendte også hans lærdom på dette område. Khalifa ʿUmar (ra) erklærede foran utallige tilhørere i sin historiske tale i Jābiyah: »Hvis nogen har spørgsmål om farāʾiḍ, skal han gå til Zayd ibn Thābit.«⁸³ Hans samtidige plejede at sige, at Zayd havde overgået andre i farāʾiḍ og Koranen.⁸⁴
Farāʾiḍ-læren er ganske kompliceret. I Koranen er alle de vigtigste regler på dette område omtalt kortfattet. Den detaljerede forklaring og analyse er hentet fra Allahs Sendebuds (sa) ord og handlinger samt fra sahābas (ra) fatwaer og domsafgørelser. Det, der er kommet i Koranen om arv og testamenter, er udtrykt med meget få ord. Heri er de fastsatte andele for forskellige arvinger—såsom ægtefælle, søn og datter, mor, far, bror og søster—bekendtgjort, og det siges, at den, der overskrider disse grænser, i virkeligheden gør sig selv uret.
Hazrat Rasul Karim (sa) forklarede og analyserede disse kortfattede regler gennem sine domsafgørelser. Efter hans bortgang videreudviklede Zayd (ra) denne videnskab så meget, at der kort efter blev skrevet bøger om emnet, og det blev til en selvstændig videnskab. Selv så lærde og højt ansete sahāba som Hazrat ʿAbdullah ibn ʿUmar (ra) plejede at henvende sig til Zayd (ra) for at få løst spørgsmål vedrørende farāʾiḍ.
I sagen om indbyggerne, der blev dræbt ved Yamama, traf Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) afgørelse i overensstemmelse med Zayds (må Allah være tilfreds med ham) fatwa. Det vil sige, at han udpegede de overlevende som arvinger efter de døde; de døde blev ikke gjort til arvinger efter hinanden.⁸⁵
Da stamme efter stamme døde under pesten i Amwas, traf Umar (må Allah være tilfreds med ham) afgørelse på grundlag af Zayds (må Allah være tilfreds med ham) nævnte synspunkt. Selv Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), der blev kaldt ummaens vismand og et hav af viden, havde tillid til Zayds (må Allah være tilfreds med ham) afgørelse.
En dag sendte han sin elev Akram af sted med besked: »Gå hen og spørg Zayd: En mand er død og har efterladt en hustru, en mor og en far; hvordan skal hans arv fordeles?« Zayd svarede: »Hustruen får halvdelen, moderen en tredjedel af den resterende halvdel, og faderen får resten.« Ibn Abbas havde en anden opfattelse. Han mente, at moderen skulle have en tredjedel. Derfor spurgte han igen: »Findes denne fordeling i Koranen, eller er det Deres egen opfattelse?« Zayd (må Allah være tilfreds med ham) svarede: »Det er min ijtihad. Jeg kan ikke give moderen forrang frem for faderen.«⁸⁶
Folk fra kalifatets fjerneste egne skrev breve, hvori de bad om fatwaer, og han gav dem skriftlige svar. Amir Muawiya (må Allah være tilfreds med ham) bad en gang Zayd (må Allah være tilfreds med ham) om en fatwa vedrørende bedstefaderens arveandel. Den skriftlige fatwa, som Zayd (må Allah være tilfreds med ham) gav som svar, er gengivet i værket Kanz al-Ummal. I brevet nævnte han, hvordan kalifferne Umar (må Allah være tilfreds med ham) og Uthman (må Allah være tilfreds med ham) havde fordelt bedstefaderens andel.⁸⁷
Zayd (må Allah være tilfreds med ham) systematiserede løsningerne på forskellige spørgsmål og problemstillinger inden for arveretten allerede under kaliffen Umars (må Allah være tilfreds med ham) regeringstid.⁸⁸ Nye problemer opstod som følge af hans indsigt og intelligens, og han fandt løsninger på dem. Senere blev disse løsninger en uadskillelig del af denne videnskab.
Mange af profetens ledsagere var imod den afgørelse, som Zayd (må Allah være tilfreds med ham) traf vedrørende bedstefaderens arv. Folkets støtte var imidlertid på hans side. I arveretten er bedstefaderens arv en særdeles omstridt problemstilling. Selv Zayd (må Allah være tilfreds med ham) fremsatte forskellige synspunkter om den på forskellige tidspunkter. Imam al-Bukhari har i kapitlet om al-fara’id medtaget et afsnit med titlen »Bedstefaderens arv«. Her henviser han til denne uenighed. Han siger også, at der er overleveret forskellige udsagn om dette fra Ibn Umar, Ali, Ibn Masud og Zayd (må Allah være tilfreds med dem).⁸⁹ Det synspunkt, som Zayd (må Allah være tilfreds med ham) holdt fast ved indtil slutningen af sit liv, anså Umar og Uthman (må Allah være tilfreds med dem) imidlertid for at være det, der skulle anvendes.
I islams historie var Umar (må Allah være tilfreds med ham) den første, der tog spørgsmålet om bedstefaderens arveandel op. Da et af hans barnebørn døde, begyndte han at betragte sig selv som berettiget til hele dets ejendom. Folk begyndte at fremsætte indvendinger mod dette. En dag, da Umar kom til Zayds (må Allah være tilfreds med ham) hus, var Zayd i gang med at rede sit hår, mens en slavinde ordnede det. Zayd (må Allah være tilfreds med ham) sagde til kaliffen: »Hvorfor gjorde De Dem den ulejlighed at komme? De kunne blot have sendt bud efter mig.« Kaliffen svarede: »Jeg er kommet for at rådføre mig med dig om en problemstilling. Hvis du ikke er underlagt nogen form for forpligtelse…« Zayd nægtede i denne situation at udtrykke sin mening, og Umar gik. En anden dag kom Umar igen. Zayd sagde: »Jeg vil meddele min afgørelse skriftligt.« Derefter opstillede han fordelingen af arveandelene i form af et trædiagram. Da Umar (må Allah være tilfreds med ham) holdt tale til folket, sagde han: »Zayd ibn Thabit har skrevet dette og sendt det til mig. Jeg gør det gældende.«⁹⁰
Zayd (må Allah være tilfreds med ham) nedskrev arverettens videnskab, al-fara’id, og forskede i dens forskellige detaljer, hvorved han også udarbejdede nye problemstillinger. Hans vigtigste grundlæggende bidrag var imidlertid spørgsmålet om awl. Nogle mener, at det var Abbas (må Allah være tilfreds med ham), der opfandt awl. Men denne opfattelse strider både mod overleveringerne og mod fornuften.
For det første findes der ikke noget særligt belæg for denne opfattelse. For det andet havde den ærede Abbas (ra) ikke nogen særlig indsigt i farāʾiḍ-videnskaben. Derfor er det i strid med fornuften at tillægge ham en sådan opfattelse.
Det er blevet tydeligt i den ovenstående drøftelse, hvor meget den ærede Zayd (ra) også har ydet inden for farāʾiḍ-videnskaben. Den ærede Profet (sa)’s ord – »Den største ekspert i farāʾiḍ blandt min ummah er Zayd« – er blevet til virkelighed bogstav for bogstav. Tidens lærde og shaykher var dybt forbløffede over den ærede Zayds (ra) enestående skarpe intelligens, begavelse og originale tænkeevne. Det er også nødvendigt at belyse, hvor dygtig han var inden for verdslig viden og videnskab ud over de religiøse videnskaber. Her vil jeg forsøge at fremdrage noget af dette.
Zayd (ra) lærte hebraisk og syrisk på foranledning af den ærede Profet (sa). Hans begavelse var så skarp, at han efter blot femten dages anstrengelse opnåede så stor færdighed i disse to sprog, at han uden besvær kunne skrive breve. Senere blev han gennem yderligere øvelse så dygtig, at han blev lærd i sprogene i Toraen og Injīl. Masʿūdī har skrevet, at han også kendte persisk, romersk og abessinsk. Disse sprog lærte han af dem i Medina, som kendte dem.91
I datidens Arabien var regne- eller matematikvidenskaben ikke særlig udbredt. Derfor blev opgørelserne over kharāj i islams første tid udarbejdet enten af romere eller iranere. Araberne vidste ikke, hvordan man talte ud over tusind, og på arabisk fandtes der heller ikke noget ord for tal større end tusind. Men Zayd (ra) var så dygtig til matematik, at han selv inden for farāʾiḍ-videnskaben løste meget komplekse og fine spørgsmål ved hjælp af beregninger. Desuden kunne han også fordele penge og ejendom. I det ottende hijrī-år fandt slaget ved Hunayn sted. Omkring tolv tusind mennesker deltog i det. Den ærede Profet (sa) fordelte krigsbyttet på grundlag af den folketælling og de beregninger, som Zayd havde foretaget. Først fik han kendskab til menneskenes antal. Derefter fordelte han krigsbyttet efter dette antal. På samme måde fordelte Zayd (ra) også krigsbyttet, da det efter slaget ved Yarmuk ankom til Medina.92
I det førislamiske Arabien var skrivning ikke særlig udbredt; beretninger fra den fjerne fortid bevarede de gennem generationer i hukommelsen. Zayd (ra) kunne skrive, og i sin samtid var han en berømt skriver. Ud over at skrive forskellige dekreter, aftaler og breve kendte han også til smuk kalligrafi.
Under kaliffen Umars (ra) tid opstod den berømte hungersnød i Arabien, ʿĀm ar-Ramādah. For at bekæmpe denne hungersnød bad han Egyptens guvernør, Amr ibn al-ʿĀs (ra), om at sende fødevarer. Amr ibn al-ʿĀs (ra) sendte tyve skibe lastet med fødevarer til hovedstaden Medina. Umar (ra) ventede meget bekymret på skibene. Sammen med Zayd og nogle andre sahābah tog han til havnen Jār nær Medina. Da skibene med fødevarerne ankom, lod han to lagre opføre dér og opbevarede dem i dem. Han beordrede Zayd til at udarbejde en liste over de mennesker, der var ramt af hungersnøden, med angivelse af den mængde korn, der var tildelt hver af dem. På grundlag af denne ordre udarbejdede Zayd et register og gav hver person en papirskive, på hvis underside Umars (ra) segl var anbragt. Fremstillingen af skiver og anbringelsen af segl på dem var noget, der for første gang blev gjort i islam. Og Zayd var den, der indførte det.
Islams egentlige formål er at fuldkommengøre den højeste moral. De karakteregenskaber, der trådte tydeligt frem hos ham, var kærlighed til Profeten, efterfølgelse af Profeten, at påbyde det rette, råd og vejledning til herskerne samt ønsket om den muslimske ummahs velbefindende.
På grund af sin stærke kærlighed til Profeten var han det meste af tiden til stede hos ham. Når han stod op tidligt om morgenen, gik han straks til Profeten Allahs (sa) tjeneste. Nogle gange gik han så tidligt, at han spiste suhur sammen med Profeten (sa). Profeten (sa) kaldte ham ind i sit eget værelse.93
En dag gik han til Allahs Sendebud (ﷺ) og så, at han spiste suḥūr med dadler. Han bad også ham om at tage del i måltidet. Zayd sagde: „Jeg har besluttet at faste.“ Sendebudet (ﷺ) sagde: „Det har vi også besluttet.“ Den dag spiste Zayd suḥūr sammen med Sendebudet (ﷺ). Nogen tid senere, da tiden for bønnen var inde, gik han sammen med Sendebudet (ﷺ) til moskeen og bad sammen med ham.94
Zayd (må Allah være tilfreds med ham) plejede det meste af tiden at sidde ved siden af Allahs Sendebud (ﷺ). Sendebudet (ﷺ) var så fortrolig med ham, at han undertiden lod sit knæ hvile på Zayds lår. En dag blev åbenbaringen ligefrem nedsendt, mens han sad sådan. Zayd har fortalt: „Allahs Sendebuds (ﷺ) knæ føltes på det tidspunkt så tungt, at det blev umuligt for mig at bære dets vægt. Det føltes, som om mit lår ville blive knust. Men af frygt for at udvise respektløshed sagde jeg ikke engang »uh«. Jeg sad bare stille.“95
Han tolererede ikke den mindste afvigelse fra at følge Allahs Sendebuds (ﷺ) anvisninger. En gang tog han til شام til Amīr Muʿāwiya (må Allah være tilfreds med ham). Han fortalte ham en hadith. Muʿāwiya (må Allah være tilfreds med ham) bad en mand om at skrive hadithen ned. Zayd (må Allah være tilfreds med ham) sagde: „Allahs Sendebud (ﷺ) har forbudt at skrive hans hadither ned.“ Derefter slettede han det, der var blevet skrevet.96
Selv over for emirer og herskere forholdt han sig ikke tavs, når det gjaldt at udbrede Allahs Sendebuds (ﷺ) sunnah. Marwān ibn al-Ḥakam var på det tidspunkt guvernør i Medina. Han plejede at recitere korte suraer i maghrib-bønnen. Zayd sagde: „Hvorfor gør du det? Sendebudet (ﷺ) plejede jo også at recitere lange suraer.“97
Hvis nogen blandt sahabaerne eller tabiʿinerne på grund af uvidenhed gjorde noget, der var i strid med sunnah, advarede Zayd også vedkommende. En gang fangede Ghuraybīl ibn Saʿd (må Allah være tilfreds med ham) en fugl på markedet. Zayd så det. Han gik hen til ham, gav ham en lussing, rev fuglen fra ham og lod den flyve. Derefter sagde han til ham: „Din egen fjende! Ved du ikke, at Sendebudet (ﷺ) har erklæret Medina for et helligt område?“98
En gang så han Shuraḥbīl lægge et net ud i en have og råbte: „Jagt er forbudt her.“99
En mand kom fra شام til Medina for at sælge olivenolie. Mange købmænd forhandlede med ham. ʿAbdullāh ibn ʿUmar forhandlede med ham og købte olien. Mens varerne stadig befandt sig dér, kom der en anden køber. Han sagde til ʿAbdullāh ibn ʿUmar: „Jeg vil give dig så og så meget i fortjeneste. Sælg dem til mig.“ Ibn ʿUmar indvilligede. Da han skulle lægge sin hånd på køberens hånd for at afslutte aftalen, greb en person bagfra hans hånd og trak i den. Han så sig tilbage og opdagede, at det var Zayd ibn Thābit. Han sagde til Ibn ʿUmar: „Sælg ikke nu. Flyt først varerne væk herfra. Allahs Sendebud (ﷺ) har nemlig forbudt handel på denne måde.“100
En gang kom han ud fra Marwāns hus, Medinas guvernør, midt på dagen. Hans elever så det. De tænkte, at han måske var gået derhen i et særligt ærinde. De gik hen til ham og spurgte. Zayd sagde: „På dette tidspunkt havde han spurgt mig om nogle hadither. Jeg sagde til ham, at en muslims hjerte ikke bør nære modvilje mod tre ting: at handle for Allahs skyld, at rådgive herskerne og at holde sig til fællesskabet.“101
Ubada ibn Samit var en højtstående sahabi. En dag tog han til Bayt al-Maqdis. Der bad han en byzantinsk mand om at holde hans hest et øjeblik. Manden nægtede. Ubada skældte ham voldsomt ud og slog ham. Sagen nåede kaliffen Umar. Han sagde til Ubada: »Hvad er det for noget, du har gjort?« Ubada svarede: »Jeg bad ham holde hesten et øjeblik, men han nægtede. Jeg har et lidt hedt temperament, så jeg slog ham.« Umar sagde: »Gør dig klar til gengældelse, eller qisas.« Zayd ibn Thabit var til stede. Han kunne ikke bære, at en sahabi blev ydmyget på denne måde. Han sagde til Umar: »Vil du slå din egen bror ihjel for en slave?« Efter disse ord fastsatte Umar i stedet for qisas kun diya. Ubada måtte betale diya.¹⁰²
Her er endnu en sådan hændelse. Da Umar (ra) opholdt sig i Sham, fik han en dag at vide, at en muslim havde dræbt en dhimmi. Umar beordrede, at den muslimske drabsmand skulle henrettes. Med stort besvær overbeviste Zayd kaliffen og fik ham til at acceptere diya i stedet for qisas.¹⁰³
Af natur holdt han af at være stilfærdig. Han bevarede et venskabeligt forhold til kalifferne. Han var en af kalif Umars fremtrædende ledsagere og rådgivere. Hans forhold til kalif Uthman (ra) var så nært, at folk sagde, at Uthman (ra) elskede ham meget højt. Trods konflikten mellem Ali og Muawiya (ra) deltog han ikke i nogen krig på Alis (ra) side, men han elskede Ali inderligt og talte for hans storhed og værdighed. Han havde også et godt forhold til Amir Muawiya (ra). Når han tog til Sham, boede han i hans hus.¹⁰⁴
Marwan var en meget berømt politiker i den arabiske verden på den tid. Zayd (ra) havde et nært forhold til ham. Men han holdt sig ikke fra politik på noget område. En dag tilkaldte han Zayd ibn Thabit og stillede ham nogle politiske spørgsmål. Mens Zayd svarede, opdagede han, at nogle mennesker skrev hans udsagn ned bag et forhæng. Zayd udbrød straks: »Undskyld, men alt, hvad jeg hidtil har sagt, er kun min personlige mening.«
Hazrat Abdullah ibn Abbas (ra) havde stor respekt for ham. En dag, da Zayd (ra) skulle til at stige op på sin hest, kom Ibn Abbas ham i møde for at hjælpe ved at holde dens tøjler. Zayd (ra) sagde: »De er Allahs Sendebuds (sa) fætter. Vær venlig at træde til side.« Han svarede: »Vi er blevet pålagt at behandle vores lærde og ældre på denne måde.« Zayd sagde: »Ræk mig Deres hånd et øjeblik.« Da Ibn Abbas (ra) rakte hånden frem, kyssede Zayd den og sagde: »Vi er også blevet pålagt at behandle Profetens (sa) familie på denne måde.«¹⁰⁵
Marwan ibn al-Hakam havde ifølge Abu Sa’id al-Khudri (ra) engang løftet sin stav for at slå en højtstående sahabi, men han havde også den største respekt for Zayd (ra). Når Zayd kom til hoffet, lod Marwan ham sidde lige ved siden af sin trone. Zayd (ra) gav fra tid til anden andre sahabier og tabi’iner råd gennem breve. Han skrev blandt andet et sådant brev med råd til den berømte sahabi Ubayy ibn Ka’b (ra). Det er gengivet i forskellige værker om sira og hadith.¹⁰⁶
Han frygtede ingen, når det gjaldt at sige sandheden. Tabarani har berettet følgende: En dag fik kalif Umar (ra) i al hemmelighed at vide, at en mand ved navn Abu Mihjan al-Saqafi drak vin sammen med en ven inde i sit hus. Han drog straks af sted og trængte direkte ind i hans hus. Der sagde han til Abu Mihjan: »Det, De har gjort, er ikke rigtigt, for Allah har forbudt Dem at spionere.« Umar vendte sig mod sine ledsagere og sagde: »Hvad siger han?« Zayd ibn Thabit og Abd al-Rahman ibn al-Arqan (ra) svarede: »De troendes leder, han har ret. Det er en form for spionage.« Umar lod ham gå og gik derfra.¹⁰⁷
Zayd (ra) var meget venlig over for sin familie og sine slægtninge. Når han skulle sove, bad han: »O Allah! Jeg beder Dig om velvære og overflod for min familie og mine nærmeste. Og hvis jeg bryder slægtskabet med nogen af mine slægtninge, søger jeg tilflugt hos Dig fra deres forbandelse.« Blandt sin familie var han meget spøgefuld, mens han i forsamlinger var yderst alvorlig.¹⁰⁸
Hans egen stamme, Khazraj, var umådeligt stolte af ham. Medina havde to evigt rivaliserende stammer, Aws og Khazraj. Selv efter at de havde antaget islam, gjorde de fra tid til anden krav på adel og overlegenhed over for hinanden i forskellige spørgsmål. Således sagde khazrajitterne engang: »Blandt os er der fire mænd, som ingen blandt jer kan måle sig med. De samlede hele Koranen i Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) levetid. En af dem var Zayd ibn Thabit.«109
Zayds (må Allah være tilfreds med ham) liv og virke kan ikke fremstilles i en kort artikel. Der findes mange oplysninger om ham i hadith- og sira-værkerne.
Kilder:
Amr ibn al-Jamuh (må Allah være tilfreds med ham)
Amr ibn al-Jamuhs (må Allah være tilfreds med ham) fars navn var al-Jamuh ibn Zayd. Han var søn af en gren af den berømte Khazraj-stamme i Medina og var en ansarisk sahabi.¹ Der findes ikke mange oplysninger om hans fødselsår og tidlige liv. Ibn Ishaq siger i sit Maghazi-værk: Han var en leder og anset person blandt Banu Salama og hele Ansar-samfundet.² Desuden var han deres religiøse leder i jahiliyyah-tiden. Han var også forvalter for deres afgudstempel.³
I hans hus stod der en træudskåret afgud, som hed Manat. Han viste afguden grænseløs ærbødighed.⁴ Imens lød islams kald i Mekka. Nogle mennesker kom fra Medina til Mekka, deltog i den anden troskabsed ved al-Aqaba og vendte derefter tilbage til Medina. Blandt disse to grupper var også Muadh, Amrs søn.
Efter at de var vendt tilbage til Medina, begyndte de med stor iver at invitere folk til islam, og snart genlød byens gader og stræder af takbir-råb. I mellemtiden havde nogle unge mænd fra Banu Salama antaget islam. De drøftede sagen indbyrdes og besluttede, at deres ansete leder Amr på enhver måde måtte bringes ind under islams velsignede skygge. Hans søn Muadh lod ikke noget uforsøgt. På et tidspunkt fik de en ny idé.
Hans søn Muadh kom om natten til huset sammen med sin ven Ibn Haytham — ifølge en anden overlevering Muadh ibn Jabal — og andre. Uden at nogen opdagede det og med største forsigtighed tog de Amrs højtelskede afgud og kastede den i en fjern affalds- og møddingsgrube. Om morgenen blev Amr dybt bedrøvet, da han så sin elskede afgud i en sådan elendig tilstand. Han samlede den op igen, vaskede og tørrede den, påførte den parfume og satte den tilbage på dens tidligere plads. Sådan fortsatte det i nogle dage. Til sidst, da han ikke længere vidste, hvad han skulle gøre, hængte han et sværd på afgudens skulder og sagde: »Jeg ved ikke, hvem der behandler dig så skammeligt. Hvis jeg vidste det, ville jeg give dem en lærestreg. Her er et sværd; gør, hvad du kan.«
De unge mænd fandt nu på endnu en ny spøg. I nattens mørke løftede de afgudsbilledet, fjernede sværdet, bandt en død hund til det og kastede det i en affaldsgrav. Om morgenen fandt Amr i stedet for at blive rasende over en sådan vanhelligelse af hans gud vej til den rette tro. Sandheden gik op for ham, og han tog imod islam. Han fastholdt sine følelser fra den tid i et digt. Her bringes en oversættelse af nogle af versene.
1. Ved Allahs navn sværger jeg! Hvis du var en gud, ville du ikke ligge bundet på denne måde sammen med en hund i en affaldsgrav.
2. Al lovprisning tilkommer den mægtige Allah, som er gavmild, giver skabningerne deres forsørgelse og har åbenbaret religionens forskrifter.
3. Det var Ham, der reddede mig, før jeg blev fanget i vantroens mørke. I et andet digt siger han:
1. Jeg omvender mig til Allah, den rene og hellige. Jeg beder om tilgivelse hos Allah for ilden.
2. Åbent og i det skjulte udtrykker jeg min taknemmelighed for Hans nåde og lovpriser Ham.5
Ibn Ishaq har også overleveret en anden beretning om Amr ibn al-Jamuhs antagelse af islam. Amrs hustru og sønner antog islam sammen med de unge mænd fra Banu Salama. En dag sagde Amr til sin hustru: »Lad ikke nogen i din familie slutte sig til disse unges gruppe, før du ser, hvordan det ender.« Hun sagde: »Det kunne jeg måske gøre; men hører du ikke, hvad din søn siger om denne mand?« Amr sagde: »Måske er han blevet frafalden.« Hun sagde: »Nej, han var sammen med sine stammefæller. Han er blevet sendt hertil.« Amr spurgte sin hustru: »Har du hørt noget af denne mands ord?« Hun svarede: »Ja, det har jeg.« Derefter reciterede hun begyndelsen af sura al-Fatiha for ham. Amr reagerede således: »Hvor sød en tale! Er alle hans ord sådan?« Hans hustru sagde: »Ak, hvor er jeg uheldig! Der findes noget endnu bedre end dette. Vil du også aflægge troskabsed eller sværge troskab ligesom dine stammefæller?« Han sagde: »Nej, det vil jeg ikke. Jeg vil først rådføre mig lidt med gudinden Manat. Lad mig se, hvad hun siger.« Det var arabernes skik, at når de ville høre Manats ord, stod en gammel kvinde bag hende og svarede på hendes vegne. Da Amr kom til Manat, talte den gamle kvinde, som om de usynlige talte: »Og du står der som en tavs tilhører. Denne mand forbyder dig at tilbede hende og siger, at du skal forlade hende. Jeg vil ikke sværge troskab til ham uden dit råd. Sig mig, hvad skal jeg gøre?« Han bad hende længe om råd, men Manat gav intet svar. Da blev han vred og sagde: »Måske er du vred. Nå, fra nu af har jeg intet forhold til dig.« Han rejste sig, knuste Manat-statuen og slog den i stykker.7
Der findes også nogle mindre kendte opfattelser om tidspunktet for Hazrat Amrs antagelse af islam. Ibn al-Athir siger, at han ifølge en beretning ikke er nævnt i forbindelse med den anden troskabserklæring ved al-Aqaba eller i optegnelserne over Badr.8 Kalbi har sagt, at han var den sidste blandt Ansar, der antog islam.9
Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kom til Medina, oprettede han et religiøst broderskabsbånd mellem muhājirūn og anṣār. Ifølge en overlevering blev dette bånd oprettet mellem ʿUbayda ibn al-Ḥārith og ʿAmr.10
Der er uenighed om, hvorvidt Ḥazrat ʿAmr (må Allah være tilfreds med ham) deltog i slaget ved Badr. Den korrekte opfattelse er imidlertid, at han ikke deltog i Badr. Af en eller anden grund blev han såret i foden og blev halt. Alligevel ønskede han under disse omstændigheder at tage med i krigen. Hans sønner indhentede Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) tilladelse og fik ham til at opgive sin beslutning. De forklarede ham, at jihad ikke var obligatorisk for ham under disse omstændigheder.
Krigstrompeterne lød for slaget ved Uḥud. ʿAmr kaldte sine sønner og sagde: »I lod mig ikke tage med til Badr. Denne gang vil jeg ikke rette mig efter noget forbud fra jer. Jeg vil under alle omstændigheder tage med i dette slag.« Ibn Isḥāq har berettet begivenheden således: ʿAmr ibn al-Jamūḥ var svært halt. Han havde fire sønner, der var som løver. De var sammen med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ved alle handlinger og begivenheder. På dagen for Uḥud sagde de: »Allah har fritaget dig, og du behøver ikke tage med i krigen.« ʿAmr (må Allah være tilfreds med ham) kom haltende til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og sagde: »Mine sønner forbyder mig at tage med i krigen. Ved Allahs ed! Jeg ønsker at komme i Paradis, haltende på dette halte ben.« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Allah har jo fritaget dig; jihad er ikke obligatorisk for dig.« Da ʿAmr trods dette stod fast på sin beslutning, sagde Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til hans sønner: »Forhindr ham ikke længere. Måske vil Allah den Ophøjede skænke ham martyrdøden.«11
Imam Suhaylī siger: Andre har også berettet, at han, da han forlod sit hus, bad med dyb ydmyghed i hjertet:
»Min Gud! Bring mig ikke tilbage til Medina igen.« Denne inderlige bøn blev accepteret ved Allah den Ophøjedes hof. Han blev martyr.12
Slaget ved Uḥud begyndte. ʿAmr kæmpede også af alle kræfter. På et tidspunkt under den voldsomme kamp blev den muslimske hær spredt. Da angreb han sammen med sin søn Khallād hedningehæren voldsomt. Faderen og sønnen kæmpede med stort mod og led martyrdøden sammen. Ḥazrat ʿAmrs (må Allah være tilfreds med ham) stærke ønske og Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forudsigelse blev til virkelighed. Han nåede haltende frem til Paradis. Dette skete i det tredje hijri-år/625 e.Kr.13
På slagmarken lå Ḥazrat ʿAmrs (må Allah være tilfreds med ham) livløse legeme. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gik forbi. Da han genkendte liget, standsede han og sagde: »Allah opfylder nogle af sine eder. Jeg er en af dem. Jeg kan se ham gå haltende ind i Paradis.« Den, der dræbte ʿAmr og Khallād, var al-Aswad ibn Jaun.14
Da nyheden om ʿAmrs (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød nåede hans hustru, kom hun med en kamel, løftede ligene af sin mand og sin bror ʿAbdullah ibn ʿAmr (Jābirs, må Allah være tilfreds med ham, far) op på kamelens ryg og tog dem med hjem. Senere blev det imidlertid besluttet, at alle martyrerne skulle begraves på selve slagmarken ved Uḥud. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hentede de to lig hos ʿAmrs hustru og begravede dem sammen med alle martyrerne fra Uḥud.15 Ibn Isḥāq har berettet dette på grundlag af nogle ærede ældre mænd fra Banū Salamah. Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) begravede martyrerne fra Uḥud, sagde han: »Se efter ʿAmr ibn Jamūḥ og ʿAbdullah ibn Ḥarām. I denne verden stod de på samme række. Begrav dem i samme grav.«16 De blev begravet sammen i én grav.
Imam Suhayli fortæller imidlertid, at Amrs sønner lagde hans lig på en kamel for at bringe det til Medina. Kamelens blev genstridig. Trods alle deres forsøg kunne de ikke føre den mod Medina. Da huskede de deres fars sidste to vers: »Min Herre, bring mig ikke tilbage til Medina.« De gjorde ikke flere forgæves forsøg, men begravede deres far på det sted, hvor han var blevet dræbt.¹⁷
Imam Malik har berettet det i værket al-Muwatta. Amr ibn Jamuh, som blev martyr ved Uhud, og Abdullah ibn Amr blev begravet sammen ved en vandkanal. Mange år senere blev graven ødelagt af vandstrømmen, og de to lig kom frem helt uskadt, som om de var døde dagen før. Ligene blev taget op for at blive begravet et andet sted. Abdullah var såret, og den ene af hans hænder lå over såret. Således blev de begravet igen. Der gik næsten 46 (seksogfyrre) år mellem slaget ved Uhud og denne begivenhed.
Jabir siger: »Efter at de var blevet taget op af graven, så jeg min far, som om han lå og sov i graven. Ingen del af kroppen var det mindste forandret.« Han blev spurgt, hvordan deres lig så ud, da de blev taget op til begravelse. Han svarede: »Jeg så, at den øverste del af hans krop, inklusive ansigtet, var dækket med et stykke stof. Ved fødderne var der en slags græs, som kaldes harmal. Begge disse ting var også uskadt.«¹⁸
Det er allerede nævnt, at Amr (ra) havde fire sønner. De deltog alle sammen med Allahs Sendebud (sa) i alle slag og begivenheder. I sira-værkerne finder man navnene på to af dem: Muadh og Khallad. Muadh (ra) antog islam før sin far og opnåede den ære at deltage i den anden troskabsed ved Aqaba. Khallad (ra) var blandt Uhuds martyrer. Desuden blev en af Amrs (ra) slaver, Abu Ayman, også martyr i dette slag.¹⁹ Hvilken større ære og hæder kan der være for en muslim end dette?
Amrs (ra) stolte hustrus navn var Hind bint Amr. Hun var søster til Abdullah ibn Amr ibn Haram, en leder blandt Banu Salama og en af Uhuds martyrer, samt faster til den berømte sahabi Jabir ibn Abdullah (ra).
Amr (ra) var høj og havde en strålende, lys hudfarve. Hans hår var krøllet. Han var halt.²⁰ Gæstfrihed og gavmildhed er en gammel arabisk tradition. På grund af hans gavmildhed udnævnte Allahs ædle Sendebud (sa) ham til leder for Banu Salama. Det foregik således: En dag kom nogle mænd fra Banu Salama til Allahs Sendebud (sa). Han spurgte: »Hvem er jeres leder?« De svarede: »Jadda ibn Qays.« Han er en nærig mand.« Da Allahs Sendebud hørte dette, sagde han: »Der findes ingen værre sygdom end nærighed. Jeres leder er snarere Amr ibn al-Jamuh.«²¹ I en beretning fra Imam al-Zuhri nævnes imidlertid navnet Bishr ibn al-Bara.²² En ansarisk digter har beskrevet denne begivenhed på vers. Nedenfor følger en oversættelse af nogle af hans vers:²³
1. Allahs Sendebud (sa) sagde – og hans ord er sandt: »Hvem er jeres leder?«
2. De svarede: »Jadda ibn Qays, selv om han leder os, er en nærig mand.«
3. Han er en ung mand, der ikke tager et eneste skridt til gavn for jordens befolkning og ikke rækker en hjælpende hånd ud til nogen.
4. Derfor udnævnte han Amr ibn Jamuḥ til leder på grund af hans gavmildhed. Det var netop Amr, der på grund af sin gavmildhed havde ret til at lede.
5. Når en trængende kom til ham for at bede om hjælp, gav han ham af sin formue og sagde: »Tag dette, og kom igen i morgen.«
Han nærede en stærk hengivenhed og kærlighed til Allahs Ædle Sendebud. Når Sendebudet (sa.) indgik ægteskab, sørgede han på eget initiativ for bryllupsfesten.24
Kilder:
‘Amr ibn Hazm (ra.)
‘Amrs (ra.) tilnavn var Abu ad-Dahhak; ifølge en anden overlevering Abu Muhammad. Hans far, Hazm ibn Zayd, var fra Banu Najjar-grenen af Khazraj-stammen i Medina, og hans mor var fra Banu Sa’ida.1 Hadhrat Ammar ibn Hazm (ra.), som deltog i troskabsløftet ved al-Aqaba, var min halvbror.2
Ved islams begyndelse og frem til hijraen var han allerede voksen. Derfor kan det ikke fastslås præcist, hvornår han antog islam. Han antog sandsynligvis islam sammen med sin familie.3
Da han endnu ikke havde nået den alder, hvor man kunne drage i krig, kunne han ikke deltage i slagene ved Badr og Uhud. Ibn Hisham siger: Da de var for unge, gav Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) ikke Umama ibn Zayd, Abdullah ibn Umar ibn al-Khattab, ibn Thabit, al-Bara ibn Amir, Amr ibn Hazm og Usayd ibn Juhaïr tilladelse til at deltage i slaget ved Uhud. De ønskede at tage af sted, men Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) sendte dem tilbage. Da slaget ved Khandaq fandt sted, gav han dem tilladelse til at deltage.4 Ibn Ishaq siger: Amr fortæller, at han deltog i slaget ved Khandaq, da han var femten år gammel.5 Han deltog i alle krigene efter Khandaq. Det første slag i hans liv var Khandaq.6
Ibn Ishaq siger: I måneden Rabi al-Awwal eller Jumada al-Awwal i det tiende hijri-år sendte Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) Khalid ibn al-Walid til Banu al-Harith ibn Ka’b i Najran. Da han drog af sted, befalede han ham tre gange at invitere dem til islam, før han erklærede krig mod dem. Hvis de tog imod invitationen, skulle du acceptere dem; hvis de afviste den, skulle du gå i krig mod dem. Da Khalid nåede frem og inviterede dem til islam, tog de imod den. På grund af Khalids utrættelige indsats antog Najrans indbyggere islam. Khalid blev hos dem og fortsatte med at undervise dem i forskellige islamiske emner, i Allahs Bog og i Allahs Sendebuds (må Allah velsigne ham og give ham fred) sunna.
På et tidspunkt skrev Khalid (må Allah være tilfreds med ham) et brev til Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred), hvori han beskrev Najrans sande tilstand. Som svar sendte Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) et brev til Khalid (må Allah være tilfreds med ham). Heri befalede han Khalid at komme til Medina sammen med en delegation fra Banu al-Harith. Khalid kom til Medina med en delegation. Delegationen drøftede forskellige spørgsmål med Allahs Sendebud. Ibn Hisham siger: Denne delegation vendte tilbage til sit hjemland ved slutningen af måneden Shawwal eller i begyndelsen af måneden Dhu al-Qadah. Efter deres tilbagekomst levede Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) kun i yderligere fire måneder. Ibn Hisham siger endvidere, at Allahs Sendebud efter delegationens tilbagekomst sendte Amr ibn Hazm til dem med det fulde ansvar for at give dem sand viden om religionen, forklare islams grundlæggende forhold, undervise dem i Allahs Sendebuds sunna og opkræve zakat og sadaqa. Før afrejsen gav Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) ham et skriftligt løftebrev med en detaljeret beskrivelse af omfanget af hans ansvar og hans arbejdsmetode.7 Her følger brevets betydning:
I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn. Dette er en erklæring fra Allah og Hans Sendebud: O I troende, opfyld pagten, når han sendes til Yemen. Han befaler ham at frygte Allah i alle forhold. For Den Højeste Allah befaler ham at tage menneskenes ejendom og rigdom i sandhed og i overensstemmelse med Allahs befaling.
Du skal bringe mennesker det glade budskab om velfærd og befale dem at gøre det gode. Du skal undervise dem i Koranen, forklare Koranens dybe betydning for dem og forbyde dem at gøre det onde. Ingen må røre Koranen uden at være rituelt ren. Du skal gøre dem bekendt med menneskenes rettigheder, ansvar og pligter. Hvis mennesker holder sig til sandheden, skal du være mild over for dem, men hvis de er uretfærdige, skal du være streng mod dem. For Allah hader uretfærdighed og har forbudt uretfærdighed. Allah siger: Vogt jer! Allahs forbandelse er over de uretfærdige. Du skal bringe mennesker det glade budskab om Paradiset og de gerninger, der fører til Paradiset. På samme måde skal du advare dem om Helvede og de gerninger, der fører til Helvede.
Du skal opbygge et venskabeligt forhold til mennesker, så de kan forstå religionen. Du skal gøre dem bekendt med hajjens tegn, dens sunnaer og pligter samt det, som Allah har åbenbaret om den. Du skal informere dem om den store hajj. Hajj er af to slags: den store hajj og den lille hajj. Umra er den lille hajj. Du skal forbyde folk at bede iført et enkelt, lille stykke stof. Hvis et andet stykke stof er viklet om begge skuldre, og hovedet stikker op gennem en åbning mod himlen, skal du også forbyde dette. Du skal forbyde dem at binde håret i en fletning øverst på hovedet.
Du skal forbyde folk i ophidselse at kalde mennesker til stammer og grupper. Deres kald skal udelukkende være til Allah. Hvis nogen i stedet for at kalde til Allah kalder til stammen eller gruppen, skal du hugge hans hoved af med sværdet, så deres kald bliver til den ene Allah. Du skal befale folk at udføre wudu fuldstændigt, sådan som Allah har befalet: at vaske ansigtet, hænderne op til albuerne og begge fødder til anklerne samt at stryge over hovedet. Du skal befale dem at udføre bønnen til tiden og udføre rukūʿ og sujūd korrekt. Du skal befale folk at udføre morgenbønnen i mørket, middagsbønnen når solen hælder mod vest, asr-bønnen når solen begynder at vende bort, og maghrib-bønnen når natten falder på. Du må ikke udsætte maghrib-bønnen, til stjernerne er synlige på himlen. Du skal bede dem udføre isha-bønnen i nattens første del. Når der kaldes til fredagsbønnen, skal du bede dem standse alt arbejde og gå til fredagsbønnen. Du skal bede dem tage et bad, før de går.
Enhver jøde eller kristen, som oprigtigt antager islam og følger islams regler, skal betragtes som en sand troende. Han skal nyde de samme rettigheder som de troende og pålægges de samme ansvar og pligter. Den jøde eller kristne, som forbliver i sin egen religion, må ikke hindres på nogen måde. I så fald skal enhver myndig person, hvad enten det er en kvinde eller en mand, fri eller slave, betale en fuld dinar til hans Sendebud. Den, der nægter at betale den, er fjende af Allah, Allahs Sendebud og alle de troende. Må Allahs nåde være over Muhammad. Fred, Allahs barmhjertighed og Hans velsignelser være med ham.
Ud over at lede Najrans regering var han også blevet betroet religiøse og økonomiske opgaver. Han varetog desuden undervisning og da’wah. Ibn al-Athir siger: Allahs Sendebud (fred være med ham) gav ham ansvaret for at undervise Najrans indbyggere i fiqh og Koranen samt for at opkræve zakat og sadaqa fra dem.8
Ibn Hajar siger: Da Allahs Sendebud (fred være med ham) sendte Amr til Najran, var han kun sytten år gammel. Ibn Sa’d har også sagt dette.9 Men det forekommer, at denne oplysning ikke er korrekt. For i alle værker om sira og historie er det overleveret, at han rejste til Najran i det tiende hijri-år. Det er også overleveret, at han var femten år gammel på tidspunktet for Slaget ved Khandaq. I sit værk Tahdhib al-Tahdhib (8/9) siger Ibn Hajar desuden, at han deltog i Slaget ved Khandaq allerede som femtenårig. Og det er jo sandt, at Slaget ved Khandaq fandt sted i det femte hijri-år. Derfor kan han under ingen omstændigheder have været under tyve år i det tiende hijri-år.
Da Amr (må Allah være tilfreds med ham) rejste fra Medina til Najran, tog han også sin hustru med sig. Hendes navn var Umra. Efter deres ankomst til Najran blev deres søn født samme år. Forældrene gav barnet navnet Muhammad og kunyaen Abu Sulayman. Da denne nyhed nåede Allahs Sendebud (fred være med ham) i Medina, sendte han besked om, at barnet skulle hedde Muhammad og have kunyaen Abu Abd al-Malik.10 Imam al-Hazimi siger, da han identificerer denne Muhammad: Blandt dem, der blev knyttet til Najran i Yemen, var Abu Abd al-Malik Muhammad ibn Amr ibn Hazm. Han kaldes al-Najrani, fordi han blev født dér i det tiende hijri-år, mens Allahs Sendebud (fred være med ham) stadig levede. På dagen for al-Harra udnævnte Ansarerne i Medina ham til wali, og i år 63 efter hijra blev han martyr under begivenheden ved al-Harra.11
Amr (må Allah være tilfreds med ham) havde to hustruer. Den førstes navn var Umra. Hun var datter af Abdullah ibn al-Harith al-Ghassani. Denne Abdullah var en tilflytter i Medina og en allieret eller traktatbundet til Sayida-stammen i Medina.12 Den andens navn var Sawda bint Harith.13 Hun levede indtil de sidste dage af Amrs (må Allah være tilfreds med ham) liv.
Det nøjagtige antal af Amrs (må Allah være tilfreds med ham) børn kendes ikke. Men hans søn Muhammad, som blev født, mens Allahs Sendebud (fred være med ham) stadig levede, blev berømt. Han overleverede beretninger fra Umar (må Allah være tilfreds med ham) og andre. Han plejede at vise folk det brev, som Allahs Sendebud (fred være med ham) havde givet hans far, og sige: »Dette er et brev fra Allahs Sendebud (fred være med ham).« Han gav det til Amr ibn Hazm, da han sendte ham til Yemen.14 Den berømte mujtahid og faqih, qadi Abu Bakr, var denne Muhammads søn.15
Han besad dyb viden, evnen til at træffe korrekte beslutninger, skarp dømmekraft og et uovertruffent kendskab til shariaens bestemmelser. Dette fremgår af, at Allahs Sendebud (fred være med ham) udnævnte ham til wali i Najran. At han allerede som tyveårig varetog det store ansvar at lede et område og undervise i Koranen og hadith vidner om hans enestående evner og talent.
En del hadither fra Allahs Sendebud (fred være med ham) er blevet overleveret gennem ham. Især det skriftlige dokument, som Det Ædle Sendebud (fred være med ham) gav ham, da han skulle rejse til Najran, er blevet overleveret af blandt andre Abu Dawud, al-Nasa’i, Ibn Hibban og al-Darimi, som var hadithlærde. Her nævnes nogle af dem, der overleverede hadith fra ham:
Hustruen Sawda, barnebarnet Abu Bakr, sønnen Muhammad, Nadr ibn Abdullah al-Sulami og Ziyad ibn Suwaym al-Hadrami.16
Ærlighed og sandfærdighed var de lysende egenskaber i Amrs (ra) karakter. Ingen truende blikke kunne nogensinde få ham til at afholde sig fra at sige sandheden. Profeten (sa) forudsagde om den berømte sahabi Ammar ibn Yasir (ra), at en oprørsk gruppe ville dræbe ham. Ammar (ra), som kæmpede på Alis (ra) side, blev martyr ved hænderne på Muawiyas (ra) styrker under slaget ved Siffin. Ammar (ra) gik til Amr ibn al-As (ra), Muawiyas (ra) støtte, og sagde: »Ammar er blevet dræbt. Guds Sendebud (sa) har sagt om ham: ’En oprørsk gruppe vil dræbe ham.’« Derefter gik han til Muawiya (ra) og sagde: »Ammar er blevet dræbt. Jeg hørte Allahs Sendebud (sa) sige: ’En oprørsk gruppe vil dræbe ham.’« Muawiya (ra) sagde: »Du tager fejl i din argumentation. Er det mig, der dræbte ham? Det var Ali og hans ledsagere, der dræbte ham. Det var dem, der stillede ham foran vores spyd og sværd.«17
Muawiya (ra) var på det tidspunkt kalif. En dag gik Amr (ra) til kaliffens hof og henviste til hans styre, mens han fortalte ham en hadith fra Allahs Sendebud (sa). Han sagde: »Jeg hørte Allahs Sendebud (sa) sige, at kongen på Dommedag vil blive udspurgt om sine undersåtter.«18
Det er blevet overleveret med en autentisk overleveringskæde i Musnad Abu Ya’la, at Muawiya (ra), da han aflagde troskabseden til fordel for sin søn Yazid, én gang havde en voldsom ordstrid med Amr (ra).19
Der er uenighed om det år, hvor Amr (ra) døde. Det er blevet overleveret, at han døde i år 51, 53 eller 54 efter hijra. Abu Nu’aym siger, at Amr ibn Hazm døde under Umars (ra) kalifat. Ibrahim ibn Mundhir har sagt det samme i sit værk Tabaqat. Der er imidlertid overleveret flere synspunkter om, at han døde efter år 50 efter hijra. Ibn Hajar har erklæret, at et af disse synspunkter er korrekt. Grunden er, at hans strid med Muawiya (ra) er overleveret med en autentisk overleveringskæde. Derfor kan der ikke være tale om, at han døde under Umars (ra) kalifat. Han døde i Medina.20
Amr ibn Hazm siger: »En dag så Allahs Sendebud (sa) mig stå oven på en grav og sagde: ’Kom ned. Gør ikke den, der ligger i graven, fortræd.’«21
Kilder:
Ka’b ibn Malik (ra)
Ka’b (ra) var en af de tre personer i historien, som af dovenskab afholdt sig fra at deltage i slaget ved Tabuk og dermed pådrog sig Allahs, Allahs Sendebuds (sa) og de troendes mishag. Derefter åbenbarede Allah den Ophøjede vers, som bragte dem det glædelige budskab, at deres anger var blevet accepteret.1 Han blev født i Yathrib i år 598 e.Kr., 25 år før hijra.2 Adskillige kunyaer eller tilnavne er nævnt om ham i historie- og sīra-værkerne. De er: Abu Abdullah, Abu Abdir-Rahman, Abu Muhammad og Abu Bashir.3 Det fremgår af en overlevering hos Ibn Hajar, at hans far, Malik ibn Abi Ka’b Amr, efter hans fødsel gav ham tilnavnet Abu Bashir. Efter hans antagelse af islam gav Allahs Ædle Sendebud (sa) ham navnet Abu Abdillah. Han var forældrenes eneste barn.4 Hans mors navn var Layla bint Zayd. Begge forældre nedstammede fra Banu Salima-grenen af Medinas Khazraj-stamme.5 Han var en sahabi, der deltog i både Aqaba og Uhud. Ibn Abi Hatim siger: »Han var også et af medlemmerne af Ahl as-Suffa.«6 Som femogtyveårig deltog han sammen med sine stammefolk i troskabseden ved Aqaba og antog islam.7
Ibn al-Athir siger: Ifølge næsten alle sīra-eksperter deltog Ka’b i den sidste troskabsed ved al-‘Aqaba. ‘Urwa nævner hans navn blandt de halvfjerds, der deltog ved al-‘Aqaba. I al-Bukhari og Muslim berettes det, at Ka’b sagde: »Jeg var til stede sammen med Allahs Sendebud ved troskabseden ved al-‘Aqaba. Vi forpligtede os på islam.« Men i en anden overlevering hedder det, at han sagde: »Jeg gik glip af troskabseden natten ved al-‘Aqaba.«
At Ka’b ibn Malik deltog i den sidste troskabsed ved al-‘Aqaba, fremgår tydeligt af Ibn Ishaqs overlevering. Ka’b har selv givet en detaljeret beskrivelse af denne troskabsed, og den er gengivet i forskellige gamle værker. I Sīrat Ibn Hisham er den gengivet ordret fra Ka’bs egen beretning; her bringes et kort uddrag.
Ibn Ishaq har overleveret dette fra Ka’bs sønner, ‘Abdullah og Ma’bad. Ka’b drog fra Medina mod Mekka sammen med en karavane af afgudsdyrkere fra hans egen stamme. Blandt karavanens medlemmer var også nogle muslimer, som allerede havde antaget islam. De havde forstået religionen og bad. Karavanens ældste leder var al-Bara ibn Ma’rur. En dag undervejs sagde han: »Jeg ønsker ikke længere at bede med ryggen vendt mod denne Ka’ba. Fra nu af vil jeg bede vendt mod Ka’baen.« Ka’b og de andre protesterede og sagde: »Vores profet beder jo vendt mod Bayt al-Maqdis i شام.« De sagde, at de ikke ønskede at bede på en måde, der stred imod ham. Al-Bara holdt imidlertid fast ved sin mening.
Da det blev tid til bøn undervejs, bad al-Bara vendt mod Ka’baen, mens Ka’b og de andre bad vendt mod شام, og sådan nåede de frem til Mekka. De irettesatte al-Bara for hans handling, men det hjalp ikke; han holdt fast ved sin mening.
Da de nåede Mekka, sagde al-Bara til Ka’b: »Tag mig med til Allahs Sendebud. Jeg vil spørge ham om det, jeg gjorde på vejen. Jeg føler mig ikke godt tilpas ved at have handlet imod jer.« Ka’b gik sammen med ham til Allahs Sendebud. Ingen af de to havde tidligere kendt eller set Allahs Sendebud. På vejen mødte de to mænd fra Mekka. De ville vide, hvor Allahs Sendebud opholdt sig. De spurgte: »Kender I ham?« Ka’b og al-Bara svarede: »Nej.« De spurgte videre: »Kender I hans onkel ‘Abbas?« De svarede: »Ja, vi kender ‘Abbas. Han kommer hos os i forretningsanliggender.« Da sagde mændene: »Gå ind i moskéen; dér vil I se en mand sidde sammen med ‘Abbas. Det er ham.«
I overensstemmelse med de to mænds anvisning gik Ka’b og al-Bara ind i Den Hellige Moské. De så ‘Abbas sidde med Allahs Sendebud ved sin side. De hilste og satte sig hos dem. Allahs Sendebud sagde til ‘Abbas: »Abu al-Fadl, kender du disse to mænd?« ‘Abbas svarede: »Ja. Dette er al-Bara ibn Ma’rur, leder for hans folk, og dette er Ka’b ibn Malik.« Ka’b siger: »Ved Allahs ed! Jeg har ikke til denne dag glemt Allahs Sendebuds spørgende ord: ‘Digteren?’ Det vil sige, at Allahs Sendebud spurgte ‘Abbas: ‘Er dette den samme digter Ka’b ibn Malik?’ ‘Abbas svarede: ‘Ja, dette er digteren Ka’b.’« Derefter berettede Ka’b, hvordan mødet med Allahs Sendebud fandt sted, og hvad de aflagde troskabsed på.¹¹ Ka’b har også bevaret navnene på de tolv naqib’er, som Sendebudet udpegede, i et digt. Ibn Hisham har ligeledes gengivet dette digt.¹²
Da Allahs Ædle Sendebud kom til Medina, etablerede han et religiøst broderskab mellem ansarerne og muhajirunerne. Ka’b blev knyttet i dette broderskab til Talha ibn ‘Ubaydullah, et medlem af al-‘Ashara al-Mubashshara. Det har Ibn Ishaq overleveret.¹³ Ifølge en overlevering fra ‘Urwa etablerede Sendebudet derimod et broderskab mellem al-Zubayr og Ka’b.¹⁴ Da Ka’b blev såret på dagen ved Uhud, bar al-Zubayr ham på sine skuldre, mens han var døende. Hvis Ka’b var død den dag, ville al-Zubayr være blevet hans arving. Senere blev denne bestemmelse ophævet, da vers 75 i Sura al-Anfal blev åbenbaret: »De, der er beslægtede gennem blodets bånd, står hinanden nærmere ifølge Allahs bestemmelse.«¹⁵
Bortset fra Badr og Tabuk deltog han sammen med Allahs Ædle Sendebud i alle andre slag og ekspeditioner. Ifølge Ibn al-Kalbi deltog han også i Badr.¹⁶ Dette synspunkt er dog ikke anerkendt af de fleste sīra-eksperter. Det egentlige forhold er, at slaget ved Badr blev besluttet og forberedt så hurtigt, at Ka’b ligesom mange andre ikke nåede at deltage. Derfor sagde Sendebudet ikke noget til nogen.
Ka’b siger: Indtil Tabuk deltog jeg sammen med Allahs Sendebud (s.a.v.) i alle slag undtagen Badr. Sendebudet (s.a.v.) bebrejdede ikke dem, der ikke deltog i Badr. I virkeligheden forlod Sendebudet (s.a.v.) Medina med det formål at opsnappe Abu Sufyans handelskaravane. Samtidig drog Quraysh ud fra Mekka og mødte Abu Sufyan uden nogen forudgående planlægning. Ka’b siger videre, at Badr af folk blev betragtet som det vigtigste slag i Allahs Sendebuds (s.a.v.) liv. Men sammenlignet med »Aqabahs nat«, hvor vi aflagde troskabseden til Islam ved Allahs Sendebuds (s.a.v.) hånd, har Badr overhovedet ingen forrang for mig. Derefter holdt jeg mig ikke tilbage fra noget slag, bortset fra Tabuk.17
I nogle overleveringer fremgår det imidlertid, at Ka’b deltog i Badr. Ibn Ishaq har nævnt Ka’bs navn på listen over dem, der deltog i Badr.18 Desuden findes en overlevering, hvori Ka’b siger: »Jeg tog til Badr sammen med muslimerne. Efter slaget så jeg de lemlæstede lig af de polyteistiske krigere ligge blandt de muslimske martyrer. Jeg stod et øjeblik og var på vej væk, da jeg pludselig så en polyteist, bevæbnet, bevæge sig forbi de muslimske martyrer. Det virkede, som om en bevæbnet kriger også ventede på ham. Jeg gik lidt frem og stillede mig bag dem for at se, hvilken skæbne der ventede dem. Polyteisten var en mand af enorm kropsbygning. Mens jeg så på, gav den muslimske kriger ham et så kraftigt sværdhug over skulderen, at det nåede helt ned til hans bagdel og kløvede ham i to. Derefter tog manden sin ansigtsrustning af og sagde: ›Ka’b, hvordan synes du, jeg ser ud? Jeg er Abu Dujana.‹«19 De fleste sīrah-eksperter har imidlertid anset overleveringerne om hans fravær fra Badr for at være korrekte.
I slaget ved Uhud viste Ka’b et eksempel på sin trosbroder Talhas (r.a.) tapperhed. Under dette slag bar han Allahs Sendebuds (s.a.v.) rustning, mens Allahs Sendebud (s.a.v.) bar hans rustning. Sendebudet (s.a.v.) iførte ham selv rustningen. Ved Uhud blev hans krop såret elleve steder i alt.20 Mange hadith-lærde har dog berettet, at han fik sytten sår på kroppen.21
På et tidspunkt under dette slag spredte der sig et rygte om, at det ædle Sendebud (s.a.v.) havde lidt martyrdøden. Det vakte et voldsomt postyr blandt de ædle ledsagere. I denne situation var Ka’b den første, der fik øje på Sendebudet (s.a.v.), og han råbte af sine lungers fulde kraft: »Sendebudet (s.a.v.) er her! Herovre. Kom herhen!« Ka’b befandt sig da midt i dalen. Sendebudet (s.a.v.) gjorde ham tegn til at tie ved hjælp af sin gule rustning.22
Ka’b (r.a.) deltog med stor iver og begejstring i hvert eneste slag efter Uhud. Det er imidlertid forbløffende, at han, ligesom ved Badr, det første slag i Profetens (s.a.v.) liv, også ved Tabuk, det sidste slag, ikke formåede at deltage. Tabuk var den sidste militære ekspedition i Allahs Sendebuds (s.a.v.) liv. Af forskellige grunde kaldes den også det vanskelige slag. Allahs Sendebuds (s.a.v.) sædvane var, at han ikke tydeligt fortalte noget, når han havde besluttet at drage i krig. Men denne gang handlede han i strid med sin sædvane. Denne gang bekendtgjorde han det, så muslimerne kunne forberede sig ordentligt på den lange og vanskelige rejse. Ka’b gjorde to kameler klar til at drage med i dette slag. Ifølge hans egen beretning havde han aldrig tidligere været så velstående og i stand til at drage ud, som han var denne gang.
Grunden til, at Allahs Sendebud (s.a.v.) tillagde dette slag så stor betydning og udviste så stor forsigtighed, var, at konflikten i virkeligheden var med den daværende verdens supermagt, den mægtige og stærke romerske hær. Hvad angår udstyr, antal, enhed og urokkelig kampmoral var deres hær verdens bedste og stærkeste hær.
Rajab i det niende hijrī-år var begyndt. Det var en særdeles varm årstid. Allahs Sendebud (s.a.v.) forberedte Tabuk-ekspeditionen og beordrede også alle til at gøre sig klar.23 I alt treogfirs (83) arbejdsdygtige muslimer afstod fra at drage med i dette slag med forskellige rimelige og urimelige undskyldninger. Nogle af dem var hyklere. Nogle havde frugter i deres have, der var begyndt at modnes, og de havde ikke lyst til at forlade dem. Nogle frygtede den intense varme og den lange rejse. Andre var yderst fattige og havde intet ridedyr.24
Ibn Ishaq siger: De, der ikke deltog på grund af dovenskab og ikke på grund af tvivl eller usikkerhed, var i alt fire: Ka’b ibn Malik, Murara ibn Rabi’, Hilal ibn Umayya og Abu Khaythama. Abu Khaythama nåede dog frem til Tabuk i allersidste øjeblik og sluttede sig til Allahs Sendebud (s.a.v.).25 Nogle mener, at de afstod fra at drage til Tabuk på grund af den intense varme.26 Allahs Sendebud (s.a.v.) drog af sted mod Tabuk med sin hær. Ka’b (r.a.) gjorde sig hver dag klar til at drage af sted, men kunne ikke træffe en beslutning. Hans tid gik med tøven og ubeslutsomhed. Hver dag sagde han til sig selv: »Jeg kan godt tage af sted.« Men straks efter ændrede han beslutning. Han tog initiativ til rejsen, men standsede så igen. Under disse omstændigheder kom der en dag en melding til Medina om, at Sendebudet (s.a.v.) var nået frem til Tabuk.
Alle arbejdsdygtige mennesker i Medina og dens omegn drog med Allahs Sendebud (fred være med ham) til Tabuk. Når Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) gik ud i Medina, så han ingen andre end børn, gamle mennesker og nogle få hyklere. Han blev plaget af skam og anger. Skønt han var rask, stærk og i stand til at deltage, blev han hele tiden brændt af anger over, hvorfor han var blevet tilbage.
Allahs Sendebuds (fred være med ham) hær havde ikke noget register. Derfor kunne han ikke vide, om en bestemt person som Ka’b blandt så mange mennesker var kommet eller ej. Kun den Almægtige Allahs åbenbaring var hans middel til at få det at vide. Da han var nået frem til Tabuk, spurgte han en dag efter Ka’b. En mand sagde: »Allahs Sendebud! Hvor skulle han dog have haft tid til at komme hertil?« Mu’adh ibn Jabal var i nærheden. Han protesterede og sagde: »Vi har ikke set noget dårligt hos ham.« Da Allahs Sendebud hørte dette, tav han.
Der kom ikke noget alvorligt sammenstød mellem Allahs Sendebud (fred være med ham) og romerne. Mange stammer i Nordarabien sluttede fred mod at betale jizya. Allahs Sendebud (fred være med ham) vendte tilbage til Medina. Ka’b fik nyheden om hans tilbagekomst. Hans hjerte bølgede nu af mange forskellige tanker. Han bad sin familie om råd om, hvordan han kunne undgå Allahs Sendebuds (fred være med ham) utilfredshed. Det faldt ham stadig ind at fremlægge nogle blandede sande og usande grunde for Allahs Sendebud (fred være med ham). Men straks efter forsvandt denne tanke som dug for solen. Efter en periode med denne tvivl og indre kamp besluttede han, at hvad der end var bestemt for ham, måtte ske; han ville ikke ty til nogen form for list eller bedrag. Han ville sige sandheden.
I mellemtiden kom omkring firs mænd til Allahs Sendebud (fred være med ham) og holdt forsvarstaler for, hvorfor de ikke havde deltaget i krigen. Allahs Sendebud fandt deres undskyldninger og indvendinger acceptable. Han bad Allah om at tilgive dem alle deres synder og fornyede derefter deres troskabsed eller løfte.
Ka’b kom til Allahs Sendebud (fred være med ham). Da han så ham, smilede Allahs Sendebud mildt og sagde: »Kom.« Da Ka’b havde sat sig foran ham, spurgte han: »Hvorfor tog du ikke af sted til krigen?« Ka’b svarede: »Hvad skulle jeg skjule for dig? Hvis du havde været en konge blandt denne verdens konger, ville jeg have spundet alle mulige ords net for at behage dig. Det har jeg evnerne til. Jeg er jo veltalende og dygtig til at diskutere. Men jeg vil ikke skjule sandheden for dig. Måske vil Allah tilgive mig for det. Hvis jeg derimod lyver, vil du måske blive tilfreds med mig i dette øjeblik, men Allah vil blive utilfreds med mig på grund af mig, og det vil på ingen måde være godt for mig. I virkeligheden havde jeg ingen grund til ikke at tage af sted. Jeg var rask og stærk og havde økonomisk mulighed for at skaffe krigsudstyr. Alligevel var det min ulykke, at jeg ikke gjorde mig klar.« Efter at have hørt hans ord sagde Allahs Sendebud: »Du har talt sandt. Gå nu. Vi får se, hvilken afgørelse Allah træffer angående dig.«
Efter at han var gået fra Allahs Sendebuds (fred være med ham) forsamling, sagde nogle medlemmer af Banu Salimah til ham: »Du har aldrig tidligere begået nogen synd. Dette er første gang, du har begået en sådan overtrædelse. Alligevel kunne du ikke fremlægge en ordentlig undskyldning eller indvending for den. Du kunne have fremsat en undskyldning ligesom de andre; så ville Allahs Sendebud have bedt om tilgivelse for din synd, og Allah ville have tilgivet dig. Men det kunne du ikke.« Da Ka’b hørte deres ord, fik han lyst til at vende tilbage til Allahs Sendebud og trække sin tidligere forklaring tilbage. Efter at have tænkt sig om spurgte han: »Er der andre som mig?« Han fik at vide, at der var to andre. Det var Murarah ibn ar-Rabi’ og Hilal ibn Umayyah. De var begge meget fromme tjenere og ledsagere, der havde deltaget i Badr. Da han hørte deres navne, blev han noget mere rolig og opgav ønsket om at fremsætte en ny undskyldning.
Allahs ædle Sendebud (fred være med ham) forbød folk at tale med de tre tidligere nævnte mænd. Dette forbud gjaldt i halvtreds dage. Folk kastede stjålne blikke på dem, men ingen talte til dem. Murarah og Hilal holdt sig inde i deres respektive hjem. Dag og nat græd de blot. Ka’b var ung. Var det muligt for ham at blive siddende derhjemme? Han kom til moskéen til alle fem daglige bønner og gik også rundt på markedspladserne. Men ingen muslim viste den mindste lyst til at tale med ham.
Ka’b gik til moskéen og hilste på Allahs Sendebud (fred være med ham) efter bønnen. Allahs Sendebud sad på sit bedetæppe. Ka’b iagttog nøje, om Allahs Sendebud besvarede hilsenen, og om hans læber bevægede sig. Derefter stillede han sig igen til bøn lige ved siden af Allahs Sendebud. Han kastede stjålne blikke mod ham lidt efter lidt, og Allahs Sendebud så også på ham ud af øjenkrogen. Når Ka’b var færdig med bønnen og vendte sig mod Allahs Sendebud, vendte han ansigtet bort fra Ka’b.
Hans families behandling af Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) var også den samme. Abu Qatadah (må Allah være tilfreds med ham) var Ka’bs fætter. En dag steg Ka’b op på husets mur og hilste på ham, men Qatadah svarede ikke. Ka’b svor tre gange og sagde: »Du ved jo, hvor højt jeg elsker Allah og Hans Sendebud.« Til sidst bemærkede Qatadah blot: »Det ved Allah og Hans Sendebud bedst.«
Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) blev dybt såret over Qatadahs svar. Han sagde til sig selv: »Nu er der ikke engang nogen, der kan vidne om min tro.« Tårerne trillede fra hans øjne. Han gik ud mod markedet. Imens ledte en nabatæisk mand fra Syrien efter ham på markedet. Da folk så Ka’b, pegede de og sagde: »Der kommer han.« Manden havde et brev fra kongen af Ghassan, stilet til Ka’b. Ka’b tog brevet fra ham og læste det. Der stod: »Din ven, Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham), har behandlet dig meget uretfærdigt. Du er ikke søn af en almindelig familie. Kom til mig.« Efter at have læst brevet sagde han: »Dette er også en prøve.« Han kastede brevet i en brændende ovn.
Således gik fyrre dage. Efter fyrre dage kom en mand fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til ham og sagde: »Allahs Sendebuds befaling er, at du skal holde dig borte fra din hustru.« Ka’b spurgte: »Skal jeg skille mig fra hende?« Han svarede: »Nej, I skal blot være adskilt.«
Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Gå hjem til dine forældre, og bliv dér, indtil der kommer en afgørelse fra Allah om min sag.« Den samme besked blev givet til de to andre, Hilal og Murarah (må Allah være tilfreds med dem). Hilal var gammel. Hans hustru gik til Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forsamling og fik særlig tilladelse til at tage sig af sin mand. Ka’bs familie sagde også til hans hustru: »Gå du også til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og bed om tilladelse til at tage dig af din mand.« Men hun ville ikke. Hun sagde: »Jeg går ikke. Hvem ved, hvad Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) vil sige.«
På den halvtredsindstyvende dag havde Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) bedt fajr-bønnen og sad på husets tag. Han tænkte: »Nu er selve mit liv blevet en byrde. Himlen og jorden er blevet trange for mig.« Mens han var optaget af sådanne tunge tanker, lød en stemme fra toppen af Sala’-bjerget: »Ka’b, hør! Du har fået gode nyheder!« Han forstod, at hans bøn og omvendelse var blevet accepteret. Straks kastede han sig ned i sujud og takkede Allah den Ophøjede. Han bad om tilgivelse for sin fejl. Kort efter kom to mænd, hvoraf den ene red på en hest, og gav ham de gode nyheder. Ka’b tog sin kjortel af og gav den til dem. Da han ikke havde noget ekstra tøj, bad han om at få den tilbage, tog den på og skyndte sig til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham).
Imens havde nyheden spredt sig i Medina. Folk begyndte i grupper at komme mod hans hus. Alle, han mødte på vejen, lykønskede ham. Da han nåede Profetens Moské, fandt han Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) siddende blandt sahabaerne. Så snart han trådte ind i moskéen, kom Talhah (må Allah være tilfreds med ham) løbende og gav ham hånden. De andre blev dog siddende på deres pladser. Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) gik frem og hilste på det ærede Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Al-Tabarani har berettet, at Ka’b efter sin omvendelses accept kom til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), tog hans to velsignede hænder og kyssede dem.27 Det ærede Sendebuds ansigt strålede da som månen. Han sagde til Ka’b (må Allah være tilfreds med ham): »Jeg bringer dig gode nyheder. Siden den dag du blev født, har du ikke oplevet en bedre dag end denne.«
»Har du tilgivet mig?« Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: »Det er ikke mig, men Allah, der har tilgivet dig.« Derefter reciterede han vers 117 fra den netop åbenbarede sura at-Tawbah om dem: »Allah har i sandhed vist barmhjertighed mod Profeten, emigranterne og hjælperne, som fulgte ham i den vanskelige stund, da en del af deres hjerter næsten var ved at vige. Derefter viste Han dem barmhjertighed. Han er visselig nådig og barmhjertig mod dem.« Da recitationen var afsluttet, udbrød Ka’b i sin store glæde: »Jeg giver hele min formue som sadaqah.« Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Ikke det hele; giv noget af den som almisse.« Ka’b gav sin ejendom i Khaybar bort. Derefter bemærkede han: »Allah har befriet mig på grund af min sandfærdighed. Jeg lover, at jeg resten af mit liv kun vil tale sandt.«
Den ekstreme prøve, som Ka’b og hans to ledsagere måtte gennemgå for at tale sandt, har få sidestykker i islams historie. Selv under en så stor ulykke mistede de ikke modet. Denne sørgelige tilstand beskrives på en vidunderlig måde i dette vers fra Den Hellige Koran:
“Og de tre andre, som blev holdt tilbage, da jorden trods sin vidde blev trang for dem, og deres liv blev uudholdeligt, og de indså, at der ikke er noget tilflugtsted ud over Allah. Derefter viste Han dem barmhjertighed, så de kunne vende tilbage. Sandelig, Allah er Den Nådige, Den Barmhjertige. O I, der tror! Frygt Allah, og hold jer til de sandfærdige.” (Sura at-Tawba 118-119)
I dette vers siges der, at de blev holdt tilbage. Det betyder ikke, at de blev tilbage fra krigen. Det betyder derimod, at afgørelsen vedrørende dem blev udsat, og at Allahs afgørelse, som Allahs Sendebud ventede på, endnu ikke var kommet.
Ka’b sagde: Verset om, at vores omvendelse blev accepteret, blev åbenbaret, da en tredjedel af natten var tilbage. Umm Salama sagde da: »Allahs Profet, skal vi ikke give Ka’b den glædelige nyhed?« Sendebudet (sa) sagde: »Så vil folk strømme til, og I vil ikke kunne sove længere.«28
Der er stor uenighed om året for Ka’b (ra)’s død. Ibn Hibban siger, at han døde under Ali (ra)’s martyrdomsperiode. Ibn Abi Hatim siger, at han blev blind under Mu’awiya (ra)’s kalifat. Imam al-Bukhari har kun nævnt om hans død, at han skrev et sørgedigt ved Uthmans død, og vi har ingen oplysninger om hans rolle i konflikten mellem Mu’awiya og Ali (ra). Imam al-Baghawi siger: »Jeg har fået at vide, at han døde i Sham under Mu’awiya (ra)’s kalifat.« Abu al-Faraj al-Isfahani nævner i værket Kitab al-Aghani med en svag overleveringskæde, at Hassan ibn Thabit, Ka’b ibn Malik og an-Nu’man ibn Bashir (ra) engang gik til Ali (ra) og diskuterede med ham spørgsmålet om Uthmans martyrdød. Da reciterede Ka’b (ra) for Ali det sørgedigt, som han havde skrevet til ære for Uthman (ra). Derefter rejste de sig og gik direkte derfra til Mu’awiya. Mu’awiya (ra) viste dem den passende ære.29
Ifølge al-Haytham og al-Mada’ini døde Ka’b i år 40 efter hijra. Der er dog også overleveret, at han døde i år 51 efter hijra. Al-Waqidi har berettet, at hans død fandt sted i år 50 efter hijra. Den mest udbredte og korrekte opfattelse er imidlertid, at han døde mellem år 50 og 55 efter hijra (670-673 e.Kr.) i en alder af omkring 77 år.30
I bøgerne om profetens biografi nævnes navnene på hans fem sønner. De var: Abdullah, Ubaydullah, Abd ar-Rahman, Ma’bad og Muhammad. Ka’b (ra) blev blind i slutningen af sit liv.31 Hans sønner førte ham rundt ved hånden.32 Ibn Ishaq har berettet gennem hans søn Abd ar-Rahman. Han sagde: Da min far blev blind i slutningen af sit liv, plejede jeg at føre ham rundt. Når jeg tog ham med ud til fredagsbønnen, bad han, så snart han hørte kaldet til bøn, om tilgivelse for Abu Umama As’ad ibn Zurarah. Hver gang han hørte fredagens kald til bøn, så jeg ham altid gøre dette. Det begyndte at forekomme mig mystisk. En fredag tog jeg ham med ud, og da han på vejen hørte kaldet til bøn, begyndte han at bede for Abu Umama. Jeg sagde: »Far, hvorfor beder du sådan for Abu Umama, hver gang du hører fredagens kald til bøn?« Han svarede: »Min søn, før Allahs Sendebud kom til Medina, samlede han os og oprettede den første fredagsbøn. Den blev afholdt på stedet Naqi al-Khadimat ved bjerget Hazm an-Nabit, som tilhørte Banu Bayda i Harra.« Jeg spurgte: »Hvor mange var I dengang?« Han svarede: »Fyrre.«33
I hadith-samlingerne findes i alt firs (80) hadither, som Ka’b har overleveret.34 Imam adh-Dhahabi siger imidlertid, at antallet af hadither, han har overleveret, når op på tredive. Blandt dem er tre muttafaq alayh; én er overleveret af al-Bukhari alene, og to af Muslim alene.35 Han overleverede hadither fra selve Sendebudet (sa) og fra Usayd ibn Hudayr (ra).36
Blandt de fremtrædende lærde, der overleverede hadither fra Ka’b (ra), er Abdullah ibn Abbas, Jabir ibn Abdullah og Abu Umama al-Bahili. Alle disse tre var sahaba. Blandt tabi’in var især Imam Baqir, Amr ibn Hakam ibn Sawban, Ali ibn Abi Talha, Umar ibn Kathir ibn Aflah, Umar ibn al-Hakam ibn Rafi’, Ka’bs fem sønner og hans barnebarn Abd ar-Rahman ibn Abdullah bemærkelsesværdige.37
Af al-Baladhuris beretning fremgår det, at Rahman ibn Abdillah og flere andre var særligt bemærkelsesværdige blandt de personer, der af Allahs Ædle Sendebud (sa) blev betroet zakat og sadaqa fra stammerne Aslam, Ghifar og Juhayna.³⁸
I anledning af den sørgelige begivenhed, hvor Uthman (ra) blev martyr, forfattede Ka’b (ra) en marsiya (sørgedigt), som han reciterede for Ali (ra). Nedenfor følger en oversættelse af nogle af verslinjerne:³⁹
1. Uthman trak sine hænder til sig og lukkede derefter døren. Han var fast overbevist om, at Allah ikke er uopmærksom.
2. Han sagde til dem, der befandt sig i huset: Gå ikke ind i kampen. Må Allah tilgive dem, der ikke kæmpede.
3. Hvordan kunne Allah, efter at have skabt venskab, fylde deres hjerter med fjendskab, misundelse og had?
4. Og hvordan vendte lykken dem ryggen og løb bort som en struds? Efter at have hørt digtet sagde Ali (ra): Uthman ofrede sig selv, og dette offer var yderst sørgeligt. I blev dengang grebet af frygt, og det var en af den værste slags.
Da konflikten og striden mellem Ali og Muawiya (ra) fandt sted, sluttede Ka’b (ra) sig ikke til nogen af parterne, men holdt sig på afstand af dem begge.
Ærlighed og det at tale sandt var en særlig egenskab ved Ka’bs (ra) karakter. Mange har ikke kunnet fastholde denne egenskab på samme måde som ham. Efter at hans bøn var blevet antaget, tyede han aldrig i sit liv til selv den mindste løgn. Han sagde selv: Ved Allahs ed! Fra den dag, hvor jeg fortalte Allahs Sendebud (sa) disse ord, og indtil i dag har jeg ikke sagt nogen form for løgn.⁴⁰ Hans liv før Tabuk-krigen var helt uplettet. Derfor kunne hans egen stamme, Banu Salima, da Tabuks ulykke ramte hans liv, sige til ham: Ved Allahs ed! Vi har aldrig før set dig begå nogen anden forseelse.⁴¹
Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) var en af sin tids største digtere. Blandt de arabiske digtere på den tid var han en af dem, der skrev flest digte. Allerede i den førislamiske periode havde han opnået berømmelse som digter. Ifølge litteraturkritikerne var hans digte af meget høj kvalitet.⁴² Af de tre digtere, som i Medina ved Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) side dannede en uigennemtrængelig front mod Quraysh og deres stammefællers digtere, var Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) en af de tre. De gav de islamfjendtlige digtere et knusende svar.⁴³ Ibn Sirin siger: De tre digtere var Hassan ibn Thabit, ‘Abdullah ibn Rawahah og Ka’b ibn Malik. De var de bedste digtere blandt Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ledsagere.⁴⁴
Efter at Ka’b havde antaget islam, skrev han mange digte, hvori han kritiserede Qurayshs afguder. I et vers siger han:⁴⁵
Vi vil glemme al-Lat, al-‘Uzza og Udd; vi vil rive deres halskæder og øreringe af.
De tre førende digteres digte ved Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hof havde forskellige temaer. Hovedtemaet i Ka’bs digte var at indgyde frygt i de vantros hjerter ved at true dem med krig og at fjerne frygten fra muslimernes hjerter, så de kunne forblive standhaftige og faste. Ibn Sirin siger:⁴⁶ Ka’b skræmte de vantro ved i sine digte at tale om krig. Han sagde: »Vi har gjort dette, vi gør dette eller vil gøre dette.« Hassan beskrev i sine digte de vantros fejl og mangler samt deres krige og stridigheder. Ibn Rawahah fordømte og lastede dem ved at omtale deres vantro samt deres fornægtelse og ulydighed over for Allah og Sendebudet.
Ka’bs (må Allah være tilfreds med ham) søn, Abd al-Rahman, fortæller: Min far sagde en dag: »O Allahs Sendebud, Allah har åbenbaret det, Han skulle åbenbare om digterne.« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: »En sand mujahid fører jihad både med sit sværd og sin tunge. Ved Ham, i hvis hånd min sjæl er, I kaster virkelig pilespidser mod fjenden med jeres tunger.«
Ibn Ishaq har fortalt: Da versene 224-226 i sura ash-Shu’ara blev åbenbaret — »Kun de vildfarne følger digterne. Ser du ikke, at de vandrer omkring i alle dale?« — kom digterne Hassan, ‘Abdullah og Ka’b grædende til Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hof. De sagde: »O Allahs profet! Da Allah åbenbarede dette vers, vidste Han jo, at vi er digtere.« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) reciterede da undtagelsen fra verset for dem: »Undtagen dem, der tror, gør gode gerninger, ihukommer Allah meget og forsvarer sig, efter at de er blevet gjort uret.« Derefter sagde han: »Det er jer.«⁴⁸
Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) skrev mange vers, hvori han fordømte Quraysh, islams modstandere. At et af hans vers var blevet antaget hos Allah, sagde selv Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Det er overleveret fra Jabir (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) en dag sagde til Ka’b: »I det vers, du har fremsagt, har din Herre ikke glemt dig.« Ka’b spurgte: »Hvilket vers?« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde da til Abu Bakr: »Vil du recitere verset?« Abu Bakr reciterede det derefter for ham.⁴⁹ Verset er blevet nedskrevet i de gamle arabiske kilder.⁵⁰ Her følger en oversættelse af verset: »Sakhina tror, at den vil besejre sin Herre. Den, der er Sejrherre over alle sejrherre, vil visselig sejre.«
Her betyder »Sakhin« en slags mad lavet af mel og ghee eller af mel og dadler. Det var en meget elsket spise blandt Quraysh. De spiste den også i store mængder. Derfor kaldte digteren Quraysh for »Sakhina«. Dermed blev de i virkeligheden nedværdiget og fornærmet.⁵¹
Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) skrev digte og reciterede dem for Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Af og til ændrede og korrigerede Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) nogle ord i dem. Ka’b tog ydmygt imod dette og anså sig selv for lykkelig.52
Ka’bs (må Allah være tilfreds med ham) digte var i stand til at skabe en enestående virkning i det samtidige arabiske samfund. Da Allahs ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), efter slaget ved Hunayn, drog mod Ta’if, havde de en sådan virkning, at folk tog islam til sig, så snart de hørte dem. Betydningen af de to vers er som følger:
»Fra Tihama og Khaybar har vi fjernet al form for had og fjendskab og lagt sværdene tilbage i skederne.
Nu giver vi dem igen valget mellem to muligheder. Hvis sværdet kunne tale, ville det sige: Nu er det Dawss eller Thaqifs tur.«
Ibn Sirin siger: Da stammen Daws hørte de to vers, blev de bange. De sagde: Nu bør vi blive muslimer; ellers vil vores skæbne blive som de andres. Derefter tog de alle sammen islam til sig.53
Fra det øjeblik Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) tog islam til sig, og indtil den sidste dag i sit liv, satte han sit poetiske talent i islams og muslimernes tjeneste. Når det var nødvendigt, greb han lige så vel til sværdet, som han førte sprogets krig. Alle begivenhederne i islams historie i hans levetid fastholdt han i sine digte. Under slaget ved Badr blev Ibn al-Harith martyr. Til minde om ham skrev han en sørgedigtning.54 Han skrev mange digte om slaget ved Uhud og dets martyrer. Han skrev også mange digte til minde om en af dette slags martyrer, Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) farbror, sayyid al-shuhada’ Hamza (må Allah være tilfreds med ham). På dette tidspunkt havde han en voldsom kappestrid med Mekkas polyteistiske digtere. Et billede af dette findes i Sirat Ibn Hisham.55
I en sørgedigtning, som han skrev til Hamzas (må Allah være tilfreds med ham) ære, henvender han sig således til Hamzas søster Safiyya bint Abd al-Muttalib:56
1. Rejs dig, Safiyya, og bryd ikke sammen. Kald kvinderne til at begræde Hamza.
2. Bliv ikke udmattet af langvarig klage over den ulykke, der har ramt Allahs løve og får menneskers hjerter til at skælve.
3. Han var et symbol på værdighed for de fader- og moderløse. Iført våbenrustning var han som en løve.
4. Gennem alle sine handlinger søgte han kun Ahmads tilfredshed og Allahs velbehag, Han, der alene ejer Tronen og al ære.
Da profeten Ka’bs tunge blev veltalende efter den brutale nedslagtning af Allahs Sendebuds (sa) udsendinge ved Bi’r Ma’una, skrev han mange digte, hvori han fordømte morderne.57 Fordrivelsen af den jødiske stamme Banu Nadir fra Medina og drabet på den jødiske leder Ka’b Ashraf er skildret i et af hans lange digte. Han svarede også på de rivaliserende digteres fordømmelser af denne begivenhed.58
Slaget ved Khandaq er også skildret i hans digte. Han skrev lange digte, hvori han fordømte fjendens hær og digtere.59 Slaget mod Banu Lihyan er ligeledes skildret i hans digte.60 Også ved begivenheden ved Dhu Qarad hævede han sin stemme.61 Erobringen af Khaybar er også beskrevet i hans digte.62 Martyrerne fra slaget ved Mu’ta gjorde et dybt indtryk på hans hjerte. Til deres minde skrev han en følelsesladet qasida.63 Således blev denne store digter ved Allahs Sendebud berømt i historien, idet hans tunge løftede sig ved alle begivenheder og slag i islams første periode, og han gjorde fuld brug af det talent, Allah havde skænket ham. Nogle af hans vers er blevet til ordsprog i arabisk sprog og litteratur. Rawh ibn Zanba siger, at et vers, han skrev til lovprisning af en mand fra Ka’bs egen stamme, regnes for det mest heroiske vers i den arabiske poesi.64
Kilder:
Hassan ibn Thabit (ra)
I sira-værkerne findes Hassan (ra) under flere tilnavne eller kunyaer: Abu al-Walid, Abu al-Madrab, Abu al-Husam og Abu Abd al-Rahman. Abu al-Warid er dog det mest berømte.1 Hans laqab eller titel var »Allahs Sendebuds digter«, eller Allahs Sendebuds (sa) digter. Hans far hed Thabit ibn al-Mundhir, og hans mor hed al-Furay’a bint Khalida.2 Ibn Sa’d har med al-Waqidi som kilde nævnt, at hans mor hed al-Furay’a bint Hurayth.3 De var begge efterkommere af Banu Najjar-grenen af Medinas berømte Najraj-stamme. Fordi de nedstammede fra Allahs Sendebuds morbrorstamme, Banu Najjar, var der et slægtskabs- og blodsbånd mellem dem og den ædle Profet (sa).4 Moderen al-Furay’a oplevede islams fremkomst, tog islam til sig og opnåede status som sahabiyya.5 Hun var kusine til den berømte leder af Khazraj-stammen, Sa’d ibn Ubada (ra).6 Hazrat Hassan (ra) har bevaret navnet på sin mor al-Furay’a i et af sine vers.7 Den berømte sahabi Shaddad ibn Aws (ra) var Hassans (ra) nevø.8 Hassan (ra) var en sahabi, Allahs Sendebuds (sa) hofdigter og imam for alle troende digtere i verden, og hans poetiske talent blev støttet af Ruh al-Qudus, Jibril.9
Ibn Sallam al-Jumahī siger: Hassans far, Thābit ibn al-Mundhir, var en leder og anset person blandt sit folk. Hans bedstefar al-Mundhir var i den førislamiske tid dommer mellem Medinas to stammer, Aws og Khazraj, under krigen ved Sumayya, og han afgjorde stridighederne mellem dem. En beskrivelse af dette findes i digteren Hassans digte. En gang tog Muzayniyya-stammen digterens far til fange. Da digterens stamme tilbød løsepenge for at få ham frigivet, afslog de. Efter at han havde været holdt fanget i lang tid, blev han på sin fars forslag frigivet gennem en fangeudveksling.10 Hassans bedstefar al-Mundhir var en meget gavmild og fredsommelig mand.
Hassan blev født i Yathrib (Medina) i år 563 e.Kr., omkring tres år før hijraen. Hans slægts hjem var fæstningen Fāriʿ, som senere blev beliggende ved den vestlige ende af Profetens Moské, over for Bāb al-Rahma. En beskrivelse af den findes i Hassans digte.11 Han voksede op som digter og gjorde poesien til sit levebrød. Han færdedes ved de gamle arabiske kongers hoffer i Jilliq og Hira. Han var dog noget særligt knyttet til de ghassanidiske kejsere. Der udviklede sig et nært venskab mellem Hassan og dem. Han skrev mange smukke digte til deres pris. Litteraturkritikere regner nogle af dem blandt Hassans bedste digte.12 Kejserne viste til gengæld også stor gavmildhed over for ham. Deres forhold fortsatte også efter islam.13
Den sidste kejser i det ghassanidiske rige var Jabala ibn al-Ayham. Digteren Hassan skrev mange digte til hans pris. Under kaliffen Umars (må Allah være tilfreds med ham) kalifat faldt dette rige, da islams banner blev rejst over hele Shām. Efter nederlaget antog Jabala ibn al-Ayham islam og boede en tid i Hijaz. En gang tog han på hajj. Under tawaf omkring Kabaen kom en arabisk beduin ved et tilfælde til at træde på hans klædningskant, og Jabala beordrede ham til at gengælde det på samme måde. Jabala forsvarede sig med ordene: »Jeg er konge. Hvordan kan en beduin slå mig?« Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Islam har stillet dig og ham på samme række.« Jabala bad om tid til at overveje sagen. Derefter flygtede han i nattens mørke til Det Byzantinske Rige. Senere forlod han islam og døde dér.14
Mens han opholdt sig i Det Byzantinske Rige, mødte Jabala en dag en udsending, som Muʿawiya (må Allah være tilfreds med ham) havde sendt dertil. Jabala spurgte ham, hvordan Hassan havde det. Udsendingen svarede: »Han er nu mærket af alderdommen. Han er blevet blind.« Jabala gav ham tusind dinarer, som han skulle give til Hassan. Udsendingen vendte tilbage til Medina og fandt digteren i Profetens Moské. Han sagde til digteren: »Din ven Jabala sender dig sin hilsen.« Digteren sagde: »Så giv mig det, du har medbragt.« Udsendingen sagde: »Abū al-Walīd, hvordan vidste du, at jeg havde noget med?« Han svarede: »Hver gang der kommer et brev fra ham, følger der altid noget med.«15
Al-Asmaʿi har berettet: En ghassanidisk kejser sendte en gang gennem en udsending fem hundrede dinarer og noget tøj til digteren Hassan. Han havde sagt til udsendingen, at hvis han ikke var i live, skulle tøjet bredes ud over graven, og for dinarerne skulle der købes en kamel, som skulle slagtes ved siden af hans grav. Udsendingen kom til Medina, mødte digteren og fortalte ham det hele. Digteren sagde: »Du har jo fundet mig død.«16
Ligesom ved det ghassanidiske hof havde digteren Hassan også stor indflydelse og anseelse ved Hiras kongelige hof. Jurji Zaydan siger: I den førislamiske tid var Hassan en af de berømte arabiske digtere, som kom ved Hiras kongelige hof og gennem deres poetiske talent opnåede en hædersplads dér.17
I den førislamiske tid fungerede digteren Hassan som talerør for sin egen stamme i de krige, der fandt sted mellem Yathribs evige rivaler, de to stammer Aws og Khazraj. Herfra blev han også involveret i en poetisk strid med de to fremtrædende digtere fra den rivaliserende Aws-stamme, Qays ibn Khutaym og Abū Qays ibn al-Aslat.18
Fire generationer af Hassans slægt levede et usædvanligt langt liv. Hver af dem levede i 120 år. Ingen anden arabisk slægt havde fire på hinanden følgende generationer, der levede så længe: Hassans oldefar Haram, hans bedstefar al-Mundhir, hans far Thābit og han selv levede hver 120 år.19
Da Hassān antog islam, var alderdommen allerede indtrådt i hans liv. Han blev muslim i den tidlige fase af islams udbredelse i Medina. Da Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) udvandrede til Medina, var Hassān tres år gammel.20 Ibn Ishāq har overleveret dette fra Hassāns barnebarn, Abd al-Rahmān. Ved udvandringen var han tres år, mens Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) var treoghalvtreds år. Ibn Saʿd har desuden berettet, at han levede tres år i jāhiliyyaens tid og tres år som muslim.21
Vedrørende Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) fremkomst har Ibn Ishāq gengivet en beretning fra Hassān. Hassān siger: Jeg var dengang en skarpsindig og kvik dreng på syv eller otte år. Jeg forstod alt, hvad jeg hørte. En dag hørte jeg en jøde klatre op på en borg i Yathrib og råbe for at samle folk. Da folk var kommet sammen, sagde han: I nat er Ahmads stjerne stået op. I dag vil Ahmad blive sendt til verden som profet.22
Ibn al-Kalbī siger: Hassān var veltalende og modig. Efter en sygdom blev han imidlertid ramt af fejhed. Fra da af kunne han ikke længere se en krig i øjnene, og han deltog ikke i nogen krig.23 Det fremgår dog af en beretning fra Ibn ʿAbbās (må Allah være tilfreds med ham), at han deltog i forskellige krige. Allāmah Ibn Hadjar al-ʿAsqalānī skriver: En dag blev Ibn ʿAbbās fortalt, at Hassān al-Laʿīn (den forbandede Hassān) var kommet. Han sagde: Hassān er ikke forbandet. Han førte jihād sammen med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) med sit liv og sin tunge.24 Allāmah al-Dhahabī siger, at denne beretning beviser, at han deltog i jihād.25
Denne beretning modsiger alt det, der almindeligvis fortælles om Hassāns (må Allah være tilfreds med ham) direkte deltagelse i krig. Under Slaget ved Khandaq, eller ifølge en anden opfattelse under Slaget ved Uhud, anbragte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) de muslimske kvinder i sikkerhed i Hassāns Fāri-fæstning. Hassān var også sammen med dem. Blandt kvinderne var Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) faster, Safiyya bint ʿAbd al-Muttalib. En dag så hun en jøde gå rundt omkring fæstningen. Hun blev bekymret for, at der kunne ske en alvorlig ulykke, hvis han opdagede, hvor kvinderne befandt sig. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) var nemlig på det tidspunkt optaget af direkte jihād med sin hær. Hun sagde til Hassān: Dræb denne jøde, ellers vil han fortælle jøderne, hvor vi befinder os. Hassān sagde: Du ved, at jeg ikke er i stand til det. Hvis jeg havde haft det mod, ville jeg have været sammen med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Safiyya greb da en teltstang og sprang over jøden og dræbte ham. Derefter sagde hun til Hassān: Gå nu hen og hent hans ejendele. Da jeg er en kvinde, og han var en mand, kan jeg ikke gøre dette. Det må du gøre. Hassān sagde: Der er ikke brug for de ting.26
I en anden beretning siges det, at Safiyya, efter at have dræbt manden, skar hovedet af ham og sagde til Hassān: Tag det og kast det ned blandt jøderne under fæstningen. Han sagde: Det er ikke min opgave. Derefter kastede Safiyya selv hovedet blandt jøderne. De blev så skræmte, at de flygtede i alle retninger.27
Hassān (må Allah være tilfreds med ham) førte jihād sammen med Allahs ædle Sendebud med sin tunge, selv om han ikke deltog fysisk. Under Slaget mod Banū al-Nadīr, da Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) belejrede dem og brændte deres træer, digtede Hassān et digt til støtte for ham. Banū al-Nadīr og Quraysh i Mekka havde en gensidig traktat om hjælp og støtte. Derfor kritiserede han Quraysh i sit digt og sagde: Muslimerne brændte Banū al-Nadīrs haver og lunde, men I gjorde ikke noget for at hjælpe dem. Da dette digt nåede Mekka, sagde Quraysh-digteren Abū Sufyān ibn al-Hārith: Må Allah altid give jer en sådan handlekraft, at selve Medina bliver brændt til aske af ilden omkring den, mens vi sidder på afstand og ser på.28
På hjemrejsen til Medina fra Slaget ved al-Muraysīʿ i det femte hijrī-år indtraf en uventet hændelse. De opportunistiske hyklere gjorde en lille sag til en stor sag. De fremsatte en beskyldning mod ʿĀʾishas (må Allah være tilfreds med hende) rene og dydige karakter. Den hykleriske leder ʿAbdullāh ibn Ubayy var den førende i dette. Også nogle oprigtige muslimer blev fanget i deres sammensværgelse, blandt andre Hassān, Mistah ibn Uthātha og Hamna bint Jahsh. Da versene i Koranen, som erklærede ʿĀʾishas (må Allah være tilfreds med hende) uskyld, blev åbenbaret, lod Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) den i Koranen fastsatte hadd-straf på firs piskeslag fuldbyrde over dem, der havde fremsat beskyldningen. Dette er overleveret fra Imām al-Zuhrī i de to Sahīh-værker.29 Nogle har dog benægtet, at hadd-straffen blev fuldbyrdet.30
Nogle har imidlertid, efter at have analyseret Hassāns liv, handlinger og digtning, ment, at han på ingen måde var involveret i hændelsen med ifk eller bagvaskelsen. Eftersom han havde stået ved Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) side og afsløret den aristokratiske facade hos Mekkas afgudsdyrkende Quraysh samt tydeligt vist araberne deres stædighed og trods, chikanerede de Quraysh, som senere antog islam, ham på forskellige måder. De mener, at Safwān ibn al-Muʿattal var den førende blandt dem, der spillede en særlig rolle i at knytte Hassāns navn til hændelsen med ifk. Hassān skrev mange enestående digte til ære for ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende). I en verslinje afviste han anklagen om, at han var involveret i ifk-hændelsen. I en anden verslinje rettede han en hård kritik mod de qurayshitiske muhājirūn, som havde medvirket til at knytte hans navn til sagen.31
De beretninger, der findes om hans involvering i ’ifk’-affæren, er af sīra-eksperterne blevet anset for at være de mest troværdige. Derfor så mange sahābaer og tābiʿūn ham senere ikke med milde øjne. Mange kritiserede og fordømte ham. Men både Aisha (ra.) og Allahs Sendebud (sa.) havde tilgivet ham. Dette fremgår af adskillige beretninger. Det er blevet overleveret fra Aisha (ra.), at de troende elsker Hassan, mens hyklerne hader ham. Hun sagde også: „Hassan er en skillemur mellem de troende og hyklerne.“³² Når nogen sagde noget dårligt om Hassan (ra.) i Aishas (ra.) nærvær, forbød hun det.
Efter at Hassan (ra.) var blevet blind i slutningen af sit liv, kom han en gang til Aishas (ra.) hjem. Hun bredte noget ud og lod Hassan (ra.) sætte sig. På det tidspunkt kom Aishas (ra.) bror, Abd ar-Rahman (ra.), til stede. Han sagde til sin søster: „Har du ladet ham sætte sig på madrassen? Sagde han ikke sådanne ting om din ære?“ Aisha (ra.) svarede: „Han forsvarede Allahs Sendebud (sa.) mod de vantro og bragte ro i Allahs Sendebuds (sa.) hjerte ved at svare hans fjender. Nu er han blevet blind. Jeg håber, at Allah ikke vil straffe ham i det hinsidige.“³³
Den berømte tābiʿī Masruq fortæller: „En gang gik vi til Aisha (ra.) og så Hassan sidde dér og recitere digte, som han havde skrevet til lovprisning af Aisha (ra.). Blandt versene var også dette vers:
‚Sahsanur-razabun ma tuzannu birībatin‘ – det vil sige: Hun er en ren og ærbar kvinde med en stærk selvrespekt; der er ikke plads til nogen som helst mistanke i hendes adfærd. Hun begynder sin dag fri for bagtalelse.
Efter at have hørt verset bemærkede Aisha (ra.): „Men sådan er du ikke.“ Vi sagde til Aisha (ra.): „Hvorfor giver du ham lov til at komme her? Allah den Ophøjede har jo erklæret, at den, der spillede en ledende rolle i ’ifk’, vil få en vældig straf.“ (Sura an-Nur, 11) Aisha (ra.) sagde: „Han er blevet blind. Han har allerede fået straffen for sin handling. Hvilken straf kan være større end blindhed? Han forsvarede Qurayshene på Allahs Sendebuds (sa.) vegne og fordømte dem hårdt.“³⁴
Urwa fortæller: „En gang fornærmede jeg Hassan, Furay’as søn, foran Aisha (ra.). Aisha (ra.) sagde: ‚Min nevø, vil du ikke holde op med sådan en handling? Fornærm ham ikke, for han svarede Qurayshene på Allahs Sendebuds (sa.) vegne.‘“³⁵
En gang talte nogle kvinder nedsættende om Hassan i Aishas (ra.) nærvær. Aisha (ra.) sagde til dem: „Tal ikke nedsættende om ham. Han har allerede fået den hårde straf, som Allah den Ophøjede havde lovet dem. Han er blevet blind. Jeg håber, at Allah vil tilgive ham for det digt, han skrev til lovprisning af Allahs Sendebud (sa.) som svar på digtet af Quraysh-digteren Abu Sufyan ibn al-Harith.“ Derefter reciterede hun nogle vers fra Hassans digt ‚Hajawtu Muhammadan fa-ajabtu anhu‘.³⁶
Det fremgår tydeligt af de ovennævnte beretninger, at de troendes moder, Aisha (ra.), havde tilgivet digteren Hassan. Og hans gode forhold til Aisha (ra.) bestod indtil den sidste dag af hendes liv.
Efter Profeten Guds Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bortgang levede Hassan (må Allah være tilfreds med ham) i mange år. Der er betydelig uenighed om tidspunktet for hans død. Ifølge Ibn Ishaq døde han i år 54 efter hijra. Al-Haytham ibn Adi siger, at han døde i år 40 efter hijra. Imam al-Dhahabi siger, at han besøgte Jabala ibn al-Ayham og emiren Muawiyas hof. Derfor har Ibn سعد sagt, at han døde under Muawiyas kalifat. Den mest berømte opfattelse er dog, at han døde i år 54 efter hijra, svarende til 674 e.Kr., i en alder af 120 år.³⁷
Abu Ubayd al-Qasim ibn Sallam siger: I år 54 efter hijra døde Hakim ibn Hizam, Abu Yazid Huwaytib ibn Abd al-Uzza, Said ibn Yarbu al-Makhzumi og Hassan ibn Thabit al-Ansari. Hver af dem levede i 120 år.³⁸
Hassans (må Allah være tilfreds med ham) hustru hed Sirin. Hun var en koptisk kvinde fra Egypten. Al-Bayhaqi har berettet følgende: Den Ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sendte sin ledsager Hatib ibn Balta’a (må Allah være tilfreds med ham) som udsending til Alexandrias hersker, al-Muqawqis. Al-Muqawqis viste Allahs Sendebuds udsending stor respekt. Da han vendte tilbage, sendte han nogle gaver til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Blandt disse gaver var også tre koptiske slavinder. Mariyya al-Qibtiyya (må Allah være tilfreds med hende), mor til Allahs Sendebuds søn Ibrahim, var en af disse slavinder. Af de to andre gav Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) én til Hassan ibn Thabit og én til Muhammad ibn Qays al-Abdi. Den slavinde, som blev givet til Hassan, var søster til de troendes moder Mariyya al-Qibtiyya. Hun hed Sirin. Det var med hende, at Hassans (må Allah være tilfreds med ham) søn Abd al-Rahman blev født. Denne Abd al-Rahman og Allahs Sendebuds søn Ibrahim var fætre gennem deres mødre.³⁹
Det er allerede nævnt, at fæstningen på Fari-bjerget var Hassans (må Allah være tilfreds med ham) fædrene bolig. Da Abu Talha (må Allah være tilfreds med ham) fordelte Birha-haven som almisse blandt sine nære slægtninge, fik han en del deraf. Derefter byggede han en bolig her. Stedet ligger nær al-Baqi. Senere købte emiren Muawiya (må Allah være tilfreds med ham) stedet af ham og byggede et palads dér. Det blev senere kendt som Qasr Banu Hudayla. Nogle mener, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) skænkede ham denne jord. Det er imidlertid ikke korrekt. Vores ovenstående fremstilling støttes af en beretning i Sahih al-Bukhari.
Hassan (må Allah være tilfreds med ham) havde en tot langt hår foran på hovedet. Han lod den altid hænge ned mellem øjnene. Han var yderst veltalende. Derfor sagde man, at han kunne lade spidsen af sin tunge røre ved næsetippen. Han plejede at sige: Ingen veltalende araber kan tilfredsstille mig. Hvis jeg lægger spidsen af min tunge på håret på nogens hoved, vil hovedet blive skaldet. Og hvis jeg lægger den på en sten, vil den blive spaltet.⁴⁰
Hassan (må Allah være tilfreds med ham) har overleveret nogle hadither fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Blandt dem, der overleverede hadither fra ham, er især værd at nævne: al-Bara ibn Azib, Said ibn al-Musayyib, Abu Salama ibn Abd al-Rahman, Urwa ibn Khubayr, Abu Sahan, Allahs Sendebuds frigivne Nawfal, Kharija ibn Zayd ibn Thabit, Yahya ibn Abd al-Rahman ibn Hatib, Aisha, Abu Hurayra, Sulayman ibn Yasar, Abd al-Rahman ibn Hassan og andre.⁴¹ Ibn سعد har nævnt Hassan (må Allah være tilfreds med ham) blandt den anden generation.⁴²
Efter Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bortgang ses der ingen politisk aktivitet fra Hassan (må Allah være tilfreds med ham) under de to første kaliffers, Abu Bakrs og Umars (må Allah være tilfreds med dem), kalifater. Under Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) kalifat viste der sig igen nogle tegn på asabiyyah (blind partiskhed) hos ham. Han forsøgte på kalif Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) side at stille Banu Umayya op imod Ali (må Allah være tilfreds med ham). Da kalif Uthman (må Allah være tilfreds med ham) blev martyrdræbt af oprørerne, forfattede han nogle digte, der hentydede til Banu Hashim og især Ali (må Allah være tilfreds med ham).⁴³
Poesien udgør et selvstændigt aspekt af Hassans (må Allah være tilfreds med ham) liv. Poetisk talent har til alle tider været værdsat blandt alle folkeslag og stammer. Især i det førislamiske Arabien blev denne egenskab højt værdsat. At dyrke poesien var en særlig interesse blandt datidens arabere. I datidens Arabien var nogle stammer berømte som miner eller kilder til digtere. Som eksempler kan nævnes stammerne Qays, Rabi’a, Tamim, Mudar og Yemen. Talrige arabiske digtere blev født i disse stammer. Medinas to stammer Aws og Khazraj hørte til den sidstnævnte stamme, Yemen. Hassans (må Allah være tilfreds med ham) fædrene slægtslinje forbandt ham længere oppe med disse stammer.
Blandt de ovennævnte stammer var der desuden nogle slægter, hvor digterkunsten gik i arv. Hassāns (r.a.) slægt var sådan. På den ene side var hans farfar og far, og på den anden side hans søn ʿAbd ar-Rahmān, hans barnebarn Saʿīd ibn ʿAbd ar-Rahmān og han selv – de var alle hver især fremragende digtere i deres samtid.⁴⁴ En af Hassāns (r.a.) døtre var også en betydelig digter. Da Hassān (r.a.) var blevet gammel, satte han sig en nat for at skrive digte. Efter at have skrevet nogle vers kunne han ikke længere få rytmen til at stemme. Da datteren forstod hans situation, sagde hun: »Far, det virker, som om du ikke længere kan fortsætte.« Han sagde: »Det har du ret i.« Datteren sagde: »Skal jeg hjælpe dig med at færdiggøre nogle vers?« Han sagde: »Kan du det?« Datteren sagde: »Ja, det kan jeg.« Den gamle mand fremsagde da et vers, og datteren komponerede et vers i samme rytme, der passede dertil. Hassān sagde da: »Så længe du lever, vil jeg ikke skrive endnu et eneste vers.« Datteren sagde: »Det går ikke; til gengæld vil jeg heller ikke skrive noget digt, så længe du lever.«⁴⁵
Mange af de utallige arabiske digtere i den førislamiske ʿasr var kendt som Aṣḥāb al-Mudhhahabāt. Ordet mudhhahabāt er afledt af dhahab, som betyder guld. Eftersom nogle af disse digteres enestående digte blev skrevet med guldvand, blev disse digte kaldt mudhhahabāt. Ordet aṣḥāb er flertal af ṣāḥib, som betyder »besidder« eller »ejer«. Aṣḥāb al-Mudhhahabāt betyder således dem, der ejer eller har skrevet digte skrevet med guld. Senere blev enhver digters bedste digt kaldt en mudhhab. Den første linje i Hassāns (r.a.) mudhhab er som følger:⁴⁶
Det vil være på arabisk
(laʿamru abīkal khayru ḥaqqan limā binā…………..)
Arabiske digtere inddeles i fire ṭabaqāt eller kategorier: 1. Jāhilī- eller førislamiske digtere; 2. mukhadram – de digtere, der oplevede både den jāhilīske og den islamiske periode; 3. islamiske digtere – de, der blev født efter islams fremkomst og blev digtere; 4. muḥdath – digtere fra den abbasidiske eller senere periode. I denne henseende var Ḥadrat Hassān en digter fra den anden kategori. Han oplevede både den jāhilīske og den islamiske periode.⁴⁷
Hvad angår poetisk talent, var Hassān (r.a.) en af de største digtere i den jāhilīske periode. Imam al-Aṣmaʿī siger: »Hassāns digte fra den jāhilīske periode hører til blandt de bedste digte.«⁴⁸
Hassāns (r.a.) digterliv havde to kapitler: det ene jāhilīsk og det andet islamisk! Selvom de to kapitler var forskellige af natur, var det ene ikke på nogen måde ringere end det andet. I sit jāhilīske liv blev han berømt for at skrive lovprisninger og hyldestsange til herskerne i Ghassān og al-Ḥīrah. I sit islamiske liv blev han berømt for at lovprise Allahs Sendebud (fvmh.), forsvare ham og kritisere Quraysh. Han blev anerkendt som den største blandt sin samtids digtere. Han var særdeles dygtig til at skrive satiriske digte. Abū ʿUbaydah siger: Hassān havde tre fortrin frem for andre digtere. I den jāhilīske periode var han anṣārernes digter, under Allahs Sendebuds (fvmh.) profetskab var han »Allahs Sendebuds digter«, og i den islamiske periode var han hele Yāmans digter.⁴⁹
I det jāhilīske Arabien blev der hvert år afholdt en litterær og kulturel festival samt en konkurrence på ʿUkāẓ-markedet. Hassān deltog også i denne konkurrence. Ved en lejlighed var den tids største arabiske digter, an-Nābighah adh-Dhubyānī (død 604 e.Kr.), dommer i digterkonkurrencen på markedet. Digteren Hassān var en af deltagerne. Da dommeren an-Nābighah afsagde den kendelse, at al-Aʿshāchah var en større digter end Hassān, protesterede Hassān og hævdede, at han selv var den største digter.⁵⁰
Abul Faraj al-Isfahani siger: Al-A’sha Abu Basir reciterede først et digt. Derefter reciterede Hassan og de øvrige digtere deres digte. Til sidst reciterede datidens største arabiske kvindelige digter, al-Khansa bint Amr, sit digt. Da hun var færdig med at recitere, sagde dommeren an-Nabigha: Ved Allahs ed! Hvis jeg ikke lige havde hørt Abu Basir al-A’shas digt, ville jeg bestemt have sagt, at du er den største digter blandt både jinner og mennesker. Da Hassan hørte denne dom, rejste han sig og sagde: Ved Allahs ed! Jeg er en større digter end både din far og dig. An-Nabigha reciterede da to af sine egne vers og sagde: Nevø! Kan du sige noget vers, der er smukkere end disse to? Hassan blev da flov over det, han havde sagt.51 I en anden overlevering fortælles det, at Hassan som svar på an-Nabighas ord fremsagde sin—
På arabisk
(Lana al-jafānātul-ghurru yalma’na bid-dujā) Han reciterede de to vers. An-Nabigha kritiserede da versene skarpt og afviste Hassans påstand.52
Hassan (må Allah være tilfreds med ham) opnåede allerede i sit liv før islam anerkendelse for sit poetiske talent. I hele Arabien og ved de nærliggende kongelige hoffer lykkedes det ham at få sit navn skrevet blandt de berømte digtere. På dette tidspunkt var tres år af hans liv allerede gået. Derefter modtog han Islams kald. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) udvandrede til Medina. Dermed begyndte anden fase af Hassans digterliv. Han opfyldte sin poetiske begavelses retmæssige forpligtelse og opnåede titlen »Allahs Sendebuds digter«.
Efter at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) var udvandret til Medina, satte Quraysh-folket fra Mekka alle kræfter ind på at fordrive ham fra dette tilflugtssted. På den ene side gik de til angreb i åben kamp, og på den anden side slap de deres digtere løs. De skrev digte fulde af bagvaskelse og hån mod Allahs Sendebud, islam og muslimerne og ophidsede araberne imod dem. Blandt Mekkas Quraysh-digtere spillede Abu Sufyan ibn al-Harith ibn Abd al-Muttalib, Abdullah ibn az-Ziba’ri, Amr ibn al-As og Darrar ibn al-Khattab en ledende rolle i dette. Deres hånende og nedsættende digte gjorde Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) og muslimerne urolige.
På dette tidspunkt var Ali (må Allah være tilfreds med ham) blandt emigranterne i Medina en berømt digter. Muslimerne i Medina bad ham skrive hånende digte på samme måde som svar på digterne fra Mekka. Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Hvis Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) giver mig tilladelse, kan jeg svare dem. Da dette kom Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) for øre, sagde han: Ali er ikke egnet til denne opgave. Jeg vil gøre Ali til hjælper for dem, der har hjulpet mig med sværdet. Hassan var til stede. Han trak i sin tunge og sagde: Jeg påtager mig med glæde dette ansvar. Hans tunge var som en slanges tunge med en sort plet på den ene side. Han rakte tungen ud og berørte sin hage med den. Da sagde Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham): Hvordan vil du håne Quraysh? Vil det ikke også blive en hån mod mig? Jeg er jo også en af dem. Hassan sagde: Jeg vil føre dig ud af min hån og satire på samme måde, som hår og andet snavs fjernes, når man sigter mel. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Du skal søge Abu Bakrs hjælp med hensyn til slægtsregistrene. Han er særdeles kyndig i Qurayshs slægtsforhold. Han vil fortælle dig om min slægt.53
Jabir (må Allah være tilfreds med ham) siger: En dag under slaget ved Ahzab sagde Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham): Hvem kan forsvare muslimernes ære og anseelse? Ka’b ibn Malik sagde: Jeg kan. Abdullah ibn Rawaha sagde: Jeg kan. Hassan sagde: Jeg kan. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til Hassan: Ja, du kan. Hån dem. Den hellige ånd, Jibril, vil hjælpe dig mod dem.54
Hassan (må Allah være tilfreds med ham) plejede at gå til Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og stille ham forskellige spørgsmål om Quraysh-slægtens grene samt personers slægtskab og relationer. Abu Bakr sagde: Hold denne og hin kvinde uden for omtalen. De er Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) bedstemødre. Om alle de andre kvinder kan du tale. Hassan skrev derefter en qasida, hvori han hånede Quraysh. I den undtog han Qurayshs sønner Abdullah, az-Zubayr, Hamza, Safiyya, Abbas og Darbar ibn Abd al-Muttalib, men rettede skarp fordømmelse og hån mod Sumayya, mor til Abu Sufyan ibn al-Harith, datidens polyteistiske leder og digter fra samme stamme, samt mod hans far al-Harith.
Det skal bemærkes, at denne Abu Sufyan ibn al-Harith var Allahs Sendebuds (fred være med ham) fætter og plejebror. Før islam havde han et meget nært forhold til Allahs Sendebud (fred være med ham). Efter at han havde modtaget profetskabet, begyndte han at være fjendtlig over for ham. Han var digter og skrev digte, hvori han hånede Allahs Sendebud (fred være med ham) og muslimerne. Efter erobringen af Mekka antog han islam og deltog i slaget ved Hunayn. Hassan komponerede en enestående qasida, hvori han fordømte denne Abu Sufyan. Nedenfor følger en oversættelse af nogle af dens vers:55
1. Du har hånet Muhammad, og jeg har svaret på hans vegne. Belønningen for det findes hos Allah.
2. Du har hånet en ren, from og sandfærdig mand, som har fuld tillid til Allah, og hvis natur det er at holde sine løfter.
3. Håner du ham, selv om du ikke er hans lige? Må jeres ringeste derfor ofres for jeres bedste.
4. Må således min far, hans søn og min ære vies til at forsvare Muhammads ære.
Da Sufyan ibn al-Harith hørte Hassans (må Allah være tilfreds med ham) digt, bemærkede han: »Abu Bakr må bestemt have haft en hånd med i det.« På denne måde hjalp Jibril (fred være med ham) ham med at forfatte 70 bayt (vers) til lovprisning af Allahs Sendebud (fred være med ham) og fordømmelse af de vantro.56
Allahs Sendebud (fred være med ham) blev meget glad over Hassans (må Allah være tilfreds med ham) bestræbelser på at opføre en poetisk forsvarsbastion mod modstanderne. En gang sagde han: »Hassan! Svar på Allahs Sendebuds vegne. O Allah, hjælp ham gennem den hellige ånd, Jibril.«57
En anden gang sagde Allahs Sendebud (fred være med ham) til Hassan (må Allah være tilfreds med ham): »Bliv ved med at håne og spotte qurayshitterne; Jibril er med dig.«58
Det er blevet overleveret i en beretning. Allahs Sendebud (sa) sagde: »Jeg bad Abdallah ibn Rawaha om at svare på Quraysh-digternes satiriske spot. Han gav et smukt svar. Jeg bad også Ka’b ibn Malik om at svare dem. Han gav et fremragende svar. Derefter bad jeg Hassan ibn Thabit. Det svar, han gav, tilfredsstillede både ham selv og mig.«⁵⁹
Om den virkning, Hassans (ra) digtning havde på Mekkas hedenske digtere, sagde Allahs Sendebud (sa): »Hassans digtning rammer dem hårdere end pile.«⁶⁰
Urwa har overleveret fra Aisha (ra), at Allahs Sendebud (sa) fik opført en prædikestol til Hassan i sin moské. Han stod på den og svarede de vantro digtere.⁶¹ Han stod på denne prædikestol, reciterede digte til lovprisning af og til præsentation af Allahs Sendebud (sa) og svarede Quraysh-digterne, og Allahs Sendebud (sa) blev meget glad, når han hørte det.⁶² Derfor sagde Aisha (ra) engang, da hun beskrev Allahs Sendebud (sa): »Han var netop, som Hassan har beskrevet ham.«⁶³
I det niende hijri-år (630 e.Kr.) ankom en delegation på 70 eller 80 personer fra den berømte arabiske stamme Banu Tamim til Allahs Sendebud (sa) i Medina. Blandt dem var fremragende digtere som az-Zibriqan ibn Badr fra Banu Tamim og skarpsindige talere som Utarid ibn Hajir. På det tidspunkt havde islam bredt sig i hele Arabien. Året før var Mekka også blevet erobret. På det tidspunkt havde islam bredt sig i hele Arabien. Året før var Mekka også blevet erobret. Hele Banu Tamim havde dengang stor indflydelse med hensyn til befolkningstal, styrke og anseelse. De trådte frem for Allahs Sendebud (sa) og sagde efter arabisk skik: »Muhammad! Vi er kommet for at konkurrere med dig i stolthed og ære. Giv vores talere tilladelse.« Derpå trådte Banu Tamims bedste taler, Utarid ibn Badr, frem på deres vegne og beskrev deres ære og bedrifter. Den berømte taler Thabit ibn Qays svarede på Allahs Sendebuds (sa) vegne. Derefter trådte Banu Tamims digter, az-Zibriqan ibn Badr, frem og reciterede en selvkomponeret qasida fyldt med ord om deres ære og bedrifter. Da hans recitation var afsluttet, sagde Allahs Sendebud (sa): »Hassan, rejs dig! Svar denne mand.« Hassan rejste sig og reciterede et langt digt, som han havde komponeret i øjeblikket, med samme rytme og enderim som modstanderens digter. Hans digt gjorde alle på begge sider dybt begejstrede. Tilhørerne fra Banu Tamim sagde den dag enstemmigt: »Muhammads taler er bedre end vores taler, og hans digter er bedre end vores digter.«⁶⁴
Indholdet i Hassans (ra) digtning fra jahiliyya-tiden var stamme- og personrelateret madah (lovprisning) og hija (dadel, satire og spot). Desuden skrev han sørgedigte og digte om drikkegilder, vin, heltemod, stolthed og kærlighed. I sin islamiske digtning lovpriste han Allahs Sendebud (sa) af hele sit hjerte, og han dadlede de hedninger, som var fjendtlige over for Allah, Hans Sendebud og islam.
Islam gav hans digtning ærlighed og sødme. I sine digte fremlagde og forklarede han mange sider af islam. Han anvendte talrige citater fra den hellige Koran i sin digtning. Derfor er det passende at kalde Hassan en foregangsmand blandt dem, der forsøgte at bryde med den traditionelle bundethed i arabisk digtning og tilføre den fornyelse. Han var den første, der skrev lovprisningsdigte eller na’t om Allahs Sendebud. Blandt dem, der udmærkede sig ved at skrive madah (lovprisningsdigte) i arabisk digtning både i jahiliyya- og islamisk tid, var Hassan en af de fremmeste.⁶⁵
Ibn al-Athir siger: For at svare på de hedenske digteres dadel, satiriske spot og bagvaskelse trådte tre af datidens største arabiske digtere frem ved Allahs Sendebuds (sa) side i Medina. De var Hassan ibn Thabit, Ka’b ibn Malik og Abdallah ibn Rawaha. Hassan og Ka’b svarede modstanderdigterne ved på samme måde at fremhæve forskellige begivenheder, kriges sejre og nederlag samt bedrifter og ære. Abdallah fordømte dem derimod ved at nævne deres vantro og deres tilbedelse af gudinder. Hans digte havde ikke nogen særlig stor virkning på modstanderne. De to andres digte sårede dem imidlertid dybt.⁶⁶
Hassan (ra) dadlede ikke Quraysh ved at nævne deres ulydighed mod Allah og Hans Sendebud (sa) eller deres afgudsdyrkelse. Det ville nemlig ikke have haft nogen virkning. De troede jo ikke på Allahs Sendebud (sa), og de troede, at afgudsdyrkelse var sandheden. Derfor fremhævede han deres arvelige fejl og mangler, moralske forfald, nederlag i krig og lignende forhold og sårede dem derved dybt. Abu Bakr (ra) hjalp ham i dette arbejde med sin viden og sine oplysninger.
Hassans (må Allah være tilfreds med ham) virke findes inden for alle de forskellige emner i den klassiske arabiske poesi. Her fremhæves kort nogle få karakteristiske træk ved hans digtning:
1. Originaliteten i sammenligningerne: Det er sandt, at den klassiske poesi ikke blev til inden for en højtudviklet civilisation. Men det kan heller ikke benægtes, at den på mange områder blev påvirket af store civilisationer. Den arabiske civilisations egentlige begyndelse går tilbage til åbenbaringen af den hellige Koran og Allahs Sendebuds fremkomst. Koranen er det største konkrete mirakel inden for arabisk udtryksform og retorisk udsmykning. Denne Koran har gjort mange store talere målløse. Derfor opstod der hos de digtere, som antog islam på den tid, en ny styrke i veltalenhed og retorisk udsmykning. Blandt denne gruppe af digtere var Hassan den største. Denne styrke kom forholdsvis tydeligst til udtryk hos ham.
I den hellige Koran siges der i beskrivelsen af de ædle ledsageres egenskaber og særpræg:
Mærket af prostrationen er tydeligt på deres ansigter. Hassan anvendte dette vers metaforisk i sin lovprisning af Uthman (må Allah være tilfreds med ham) og fordømte hans mordere. Han sagde:⁶⁷
»De slagtede denne mand med grånende hår og prostrationens mærke i panden, ham, som tilbragte nætterne med at fremsige tasbih og recitere Koranen.«
I dette vers beskriver digteren Uthmans ansigt som bærende prostrationens mærke. En sådan metafor var helt ny i den daværende arabiske poesi.
2. Brugen af fremragende hentydninger: I den arabiske retorik nævnes en form for hentydning under betegnelserne »tatbīʿ« eller »tajāwuz«. Det betyder, at digteren er ved at behandle et bestemt emne, men pludselig og helt bevidst forlader det og beskriver et andet emne, hvorved det foregående emne træder endnu tydeligere frem. Denne form for hentydning eller antydning findes i Hassans digtning.
I Arabien boede utallige stammer i den vidtstrakte ørken. De var nomader. Hvor de fandt vand og græsgange til dyrene, slog de deres telte op og etablerede midlertidige boliger. Når vandet og dyrenes føde slap op, drog de mod nye steder. På denne måde vandrede de fra sted til sted. De arabiske digtere har på forskellig vis fastholdt dette liv i deres digtning. Men der er noget ganske originalt i den måde, Hassan beskriver det på. Han siger: »Jafnas sønner bor ved siden af deres far Ibn Mariyyas grav; han var særdeles gavmild og generøs.«
Eftersom den lovpriste person var af arabisk afstamning, antydede han på fin vis i sin lovprisning, at selv om disse mennesker var arabere, var de ikke nomader, men derimod kongelige. Uden nogen form for frygt eller bekymring boede de i nærheden af deres fædres grave. Deres hjemegn var grøn og frodig. Derfor behøvede de ikke at strejfe fra sted til sted.
3. Metaforernes originalitet: Arabiske digtere plejede at beskrive visse ting metaforisk og indirekte. Hvis de for eksempel ville sige, at en bestemt person var meget ædel og gavmild, sagde de, at disse egenskaber var en del af hans klædedragt. I Hassāns (ra) digtning ses en enestående brug af metaforer. I et vers ville han for eksempel sige, at vi er meget fornemme og hæderværdige. Men han udtrykte det således: »Ære og anseelse har slået sig ned i vores gård og har plantet sine stolper så solidt, at mennesker ikke kan rokke dem, selv om de forsøger.« At ære og anseelse bygger et hus, rejser stærke søjler og ikke kan rokkes af mennesker – alt dette er nye billedlige udtryksformer i arabisk digtning.
4. En forbløffende skønhed i rytme, enderim og klanglig harmoni ses i hans digtning. Ordenes sammenføjning og sætningernes opbygning er meget stærk, dynamisk og flydende. Det sidste bogstav i det sidste ord i første vers’ første del går igen som det sidste bogstav i det sidste ord i hvert vers i mange af hans qasīdaer. I den arabiske verslære kaldes dette qāfiya. Denne form for kunstfærdighed i arabisk vers ses tidligere kun i Imru’ al-Qays’ digtning. Efter ham har mange arabiske digtere imidlertid med held eksperimenteret med forskellige former for kunstfærdighed. Et berømt værk af en af den abbasidiske tidsalders største filosofiske digtere, Abū al-ʿAlāʾ al-Maʿarrī, hedder »Nuzūm mā lā yalzam«. I digtningen fulgte han nødvendigvis visse principper, som egentlig ikke er nødvendige for digtning. Hans værk er en samling af digte af denne type. Det er et af hans berømte digteriske værker.
5. Et andet særkende ved Hassāns digtning er, at han ofte anvendte ord med en vidt omfattende betydning. Måske ønskede han at tydeliggøre en bestemt tanke og valgte derfor et ord, som på smuk vis rummede både det tilsigtede og mange andre betydninger.68
6. Overdrivelse og hyperbol: Hassāns islamiske digtning kan siges at være fri for al overdrivelse og alle hyperboler. Det er sandt, at der ikke findes digtning uden fantasi og overdrivelse. Han sagde selv, at islam har forbudt løgn. Derfor har jeg helt opgivet overdrivelse og hyperbol, som i grunden blot er en anden betegnelse for løgn.69
Ikke nok med det: Dette element var også meget sparsomt i hans digte fra den førislamiske tid. Derfor opstod der en strid mellem digteren Hassān og al-Nābigha, den tids største arabiske digter, da al-Nābigha nedvurderede et af Hassāns vers.70
Hovedemnet i Hassāns islamiske digtning var at imødegå og fordømme de vantro. Han skrev mange digte, hvori han satiriserede og fordømte de vantro. Alligevel blev hans digtning aldrig berørt af uanstændighed. De daværende arabiske digtere forstod ved hijāʾ lovprisning af deres egen stamme og fordømmelse af den rivaliserende stamme. Denne fordømmelse var meget skarp og aggressiv. Derfor fremstillede digterne korrekte begivenheder i deres digte på en relevant og tiltalende måde. Vi kan se en stil i den førislamiske digter Zuhayr ibn Abī Sulmās hijāʾ eller fordømmelse i to af hans vers. Om stammen Ḥisn sagde han:71
»Jeg ved det ikke, men jeg tror, at jeg snart vil få det at vide. Er folkene i stammen Ḥisn mænd eller kvinder? Hvis de er tilslørede kvinder, så er hver af dem berettiget til den gave, der tilkommer en jomfru.«
Dette vers af Zuhayr var det hårdeste, der fandtes af smædevers i arabisk digtning. Derfor voldte verset folkene i den pågældende stamme stor smerte. Hassans smædedigte bestod ikke blot af fornærmelser; de indeholdt også forsvar og gensvar. Hans stil var fremragende. Det sidste vers i et af hans digte mod Quraysh blev så populært på den tid, at det blev til et ordsprog. Verset lyder således:
»Jeg ved, at du er beslægtet med Quraysh. Men det er et slægtskab som ligheden mellem en kamelunge og en strudseunge.«72
Senere anvendte digteren Ibn al-Mufarrigh versets første linje mod amir Muawiya (ra) som smædevers. Da en af Allahs Sendebuds (sa) udsendte missionærer blev dræbt i området, hvor al-Harith ibn Awf al-Murris stamme boede, skrev digteren Hassan et smædevers mod dem. Han siger:
»Hvis I har brudt jeres løfte, er det ikke noget mærkeligt. For det ligger i jeres natur at bryde løfter. Og løftebrud spirer netop fra løftebruddets rod.«
Da al-Harith hørte Hassans spottende digt, strømmede tårerne fra begge hans øjne. Han skyndte sig til Allahs Sendebuds (sa) nærvær, bad om beskyttelse og anmodede ham om at få Hassan til at standse.74
Hassan (ra) skrev fremragende madah- eller hyldestdigte. To af de vers, han skrev til lovprisning af Āl ʿInān, lyder således:
»De giver dem, der kommer til dem, vand fra Barada-floden blandet med klar vin at drikke.«
Digteren Ibn Qays skrev et vers, der minder om dette, til lovprisning af Musʿab ibn al-Zubayr. Men det, der kommer til udtryk i Hassans vers, findes ikke i Ibn Qays’ vers.75
I et andet vers skildrer han med fremragende stil de ghassanidiske herskeres gavmildhed og gæstfrihed på smukkeste vis. »Der er altid så mange gæster i deres hjem, at selv deres hunde er blevet vant til synet. Nu gør de ikke længere, når de ser en ny gæst.«
Tre vers af tre berømte digtere i den arabiske litteraturverden regnes for de bedste lovprisningsdigte eller madīḥ-digte. Næsten alle er enige om dette. Der er imidlertid uenighed om, hvilket af de tre der er det bedste. Digteren al-Hutay’a anså dette vers af Hassān for det ypperste. Andre mente derimod, at de to vers af Abū Tihān og al-Nābigha var de bedste.⁷⁶ Den umayyadiske kalif ʿAbd al-Malik var en meget lærd og litterært dannet mand. Hans afgørelse lød: »Af alle de lovprisningsdigte, araberne har forfattet, er Hassāns vers det bedste.«⁷⁷ De digte, han forfattede til lovprisning af Allahs Ædle Sendebud, er præget af betydelig nytænkning i stil og kunstnerisk udførelse. I et vers, han skrev til lovprisning af Allahs Sendebud, siger han: »I den mørke nat stråler Allahs Sendebuds hellige pande som lyset fra en brændende lampe i mørket.«
Hassān (må Allah være tilfreds med ham) forfattede mange elegier eller sørgedigte både i den førislamiske og den islamiske periode. Allahs Sendebuds bortgang var muslimernes største sorg og smerte. Denne sorg er skildret på fremragende vis i nogle af de elegier, Hassān forfattede. Ibn Saʿd samlede elegierne i sit værk al-Ṭabaqāt.
Hassān var en erfaren digter med et langt liv bag sig. Desuden var han en stor ledsager af Profeten. Derfor findes der en stor mængde råd og leveregler i hans digte. I sine digte opfordrede han mennesker til at tilegne sig en høj moral. To vers om ære og selvrespekt:
»Jeg beskytter min ære med min rigdom. Må Allah ikke skænke velsignelse i den rigdom, hvormed æren ikke kan beskyttes!
Hvis rigdom går tabt, kan den erhverves igen; men når æren først er tabt, kan den ikke genvindes.«⁷⁹
Mennesket bør altid forblive det samme. Han har i et vers sagt, at man ikke bør tro, at man ejer hele verden, når man har overflod, eller bryde sammen, når overfloden forsvinder:
»Rigdom og velstand har ikke kunnet få mig til at glemme min blufærdighed og selvrespekt. På samme måde har ulykker og trængsler ikke kunnet forstyrre min komfort og velstand.«⁸⁰
Et af hans vers om, at undertrykkelse aldrig får et godt udfald:
»Jeg afholder mig fra unødvendigt at spørge til og undersøge noget. Oftest falder den, der graver en grav, selv ned i den.«81
I et vers råder han til at ignorere det onde, man hører:
»Ignorér det onde, du hører, og behandl det, som om du slet ikke havde hørt det.«82
Om at leve i vanære og ydmygelse siger han:
»De bryder sig ikke om døden, så jeg har gjort deres græsgange tilladt for andre. Derfor har fjenderne begået ugerninger dér.
Flygter I fra døden? En død i svaghed er ikke særlig smuk.«83
»Abd al-Qahir al-Jurjani har sagt: Blandt alle verslinjerne i Hassans digte ses en stærk enhed og sammenhæng. Ja, selv den fuldstændige sætning synes at være et stærkt reb.«84
En af vor tids største litteraturkritikere, Butrus al-Bustani, siger: »Det særlige ved Hassans digte begrænser sig ikke blot til hans lovprisning og satire. De har også en anden storartet egenskab: egenskaben hos en troværdig historiker, der skildrer sin tids begivenheder. Han har nemlig beskrevet krigene og de forskellige begivenheder i Allahs Sendebuds (sa) liv. I sine digte nævnte han navnene på mange af de muslimer, der blev martyrer i disse krige, samt mange af dem, der blev dræbt på modstandernes side. Når vi læser hans digte, føler vi, at vi læser historien om islams første periode.«⁸⁵
Indbyggerne i det gamle Arabien var opdelt i to grupper: beduiner og byboere. Indbyggerne i Mekka, Medina og Taif var byboere. Indbyggerne i alle de øvrige områder var beduiner eller landsbyboere. De fleste berømte digtere kom fra landområderne. Kun ganske få digtere blev født i byerne. Blandt dem indtog Hassan den højeste plads.⁸⁶
Ibn Sallam al-Jumahi siger: »I hver landsby i Medina, Mekka, Taif, Yamamah og Bahrain var der mange digtere. Men Medinas landsbyer stod øverst, hvad angår digtning. Her var der fem fremragende digtere: tre fra Khazraj-stammen og to fra Aws-stammen. Khazraj-stammens tre var: Qays ibn al-Khutaym og Abu Qays ibn Aslat. Blandt dem var Hassan den bedste.«⁸⁷ Abu Ubaydah siger: »Blandt byens digtere var Hassan den største.«⁸⁸ Det samme har Abu Amr ibn al-Ala sagt. Digteren al-Hutay’ah siger: »Fortæl Ansar, at deres digter er arabernes største digter.«⁸⁹ Abu al-Faraj al-Isfahani siger: Hassan var en af de største digtere. Allahs Sendebud (sa) sagde selv: »Imru’ al-Qays er fanebærer for de helvedesdømte digtere, mens Hassan ibn Thabit vil føre dem alle mod Paradiset.«⁹⁰
Imam al-Asma’i siger: »I det onde og syndige bliver digtningen stærk og velformuleret, men i det gode og retfærdige bliver den svag. Se blot på Hassan: Han var en af det førislamiske Arabiens største digtere. Efter at han antog islam, faldt kvaliteten af hans digtning. Hans førislamiske digte er de bedste.«⁹¹
Da Hassan (ra) var blevet gammel, sagde man engang til ham: »Din digtning er blevet kraftløs, og alderdommen har sat sit præg på den.« Han svarede: »Min nevø! Islam er en hindring for løgn.« Ibn al-Athir siger, at meningen med Hassans ord er, at digtning bliver fremragende, hvis dens indhold rummer overdrivelse. Men enhver overdrivelse er løgn set fra islams synspunkt og bør undgås. Hvordan skulle digtningen så kunne blive god?⁹²
Butrus al-Bustani siger i sin vurdering af Hassans (ra) digtning: »Vi ser, at Hassan udmærkede sig i sin førislamiske digtning, men han nåede ikke op på niveau med tidens største digtere. Han udmærkede sig også i en del af sin islamiske digtning, især i digte om satire og stolthed. Men i de fleste emner viste han svaghed, særligt i de digte, der lovpriste Sendebudet (sa), og i de sørgedigte, der var tilegnet ham. Set ud fra deres historiske oplysninger er disse digte imidlertid af stor betydning. I hans islamiske digtning ser man nye stilarter, som ikke fandtes i den førislamiske digtning. I den islamiske periode var Hassan både digter og historiker samt samtidig en reformorienteret digter. Når det gjaldt forsvaret af Allahs Sendebud (sa), stod han i spidsen for de politiske digtere.«⁹³
Engang pralede digteren Ka’b ibn Zuhayr i et vers: »Hvad vil der ske med digtningens rytme og enderim efter Ka’bs død?« Så snart han havde hørt verset, udbrød Tamrūdh, bror til den berømte datidige arabiske digter Sammākh: »Du er bestemt ikke en digter som den skarpsindige Hassan, Thabits søn.«⁹⁴ Under alle omstændigheder er det i dag en fastslået kendsgerning, at han var en digter af stort format.
Alle Hassans (ra) digte blev i lang tid bevaret fra mund til mund og i menneskers hjerter. Senere blev de nedskrevet i bogform. Der findes en diwān med hans digte, som Ibn Habib har overleveret. Mange af de digte, der er samlet i den, er dog indskudte og fejlagtigt tilskrevet ham. Imam al-Asma’i sagde engang: »Hassan er en meget stor digter.« Da Abu Hatim hørte det, sagde han: »Men mange af hans digte er meget svage.« Al-Asma’i svarede: »Mange af de digte, der er blevet tilskrevet ham, er ikke hans.«⁹⁵ Ibn Sallam al-Jumahi siger: Hassan har mange betydningsfulde digte. Eftersom han skrev talrige digte mod Quraysh, blev mange digte af ringe kvalitet senere tilskrevet ham. I virkeligheden er han ikke forfatteren til disse digte.⁹⁶
Den mest fremtrædende blandt dem, der har overleveret opdigtede digte under Hassāns (må Allah være tilfreds med ham) navn, er den berømte sīrah-specialist Muhammad ibn Ishāq. I sit værk om maghāzī samlede han mange opdigtede digte, som blev tillagt Hassān (må Allah være tilfreds med ham). Senere blev Ibn Hishām opmærksom på dette, da han på grundlag af Ibn Ishāqs værk om maghāzī samlede sin as-Sīrah an-Nabawiyyah. Han søgte da hjælp hos datidens lærde og eksperter i gammel arabisk poesi, især Basras berømte rāwī og sprogforsker Abū Zayd al-Ansārī, for at undersøge og udvælge digtene. Han spurgte ham om de digte af Hassān, som Ibn Ishāq havde overleveret; nogle erklærede han for autentiske, mens andre mente han ikke var Hassāns. Nogle af de digte, som disse lærde afviste som Hassāns, er også blevet overleveret af Ibn Habīb. De er desuden blevet medtaget i dīwānen.97
Der er i virkeligheden foretaget betydelige indskud i Hassāns (må Allah være tilfreds med ham) islamiske poesi. Derfor kan man se, at nogle af de digte, der er blevet tillagt ham, er meget svage. Grundlæggende er disse digte ikke hans. Det var netop på grund af denne svaghed, at selv en lærd som al-Asmaʿī bemærkede, at Hassāns islamiske poesi var særdeles svag.
En dīwān med Hassāns (må Allah være tilfreds med ham) poesi blev først udgivet i Indien og Tunesien. Senere blev den i 1910 udgivet i England som en del af Professor Gibb Memorial Series. Gamle håndskrevne kopier af dīwānen opbevares i London, Berlin, Paris og Sankt Petersborg.98
En gang sent i sit liv komponerede Hassān (må Allah være tilfreds med ham) et enestående digt midt om natten. Straks steg han op på Fāriʿ-fæstningen og råbte, at folkene fra hans egen stamme, Banū Qaylah, skulle samles hos ham. Da de var kommet, reciterede han digtet for dem og sagde: »Ingen arabisk digter har nogensinde skrevet et digt som denne qaṣīdah, jeg har komponeret.« Folkene spurgte: »Har du kaldt os sammen blot for at sige dette?« Han svarede: »Jeg er bange for, at jeg måske dør allerede i nat. I så fald vil I blive berøvet dette digt af mig.«99
Al-Asmaʿī har overleveret: »Dengang blev der afholdt sangunderholdning på små scener. Der foregik ikke noget uanstændigt dér, sådan som det gør i vor tid. En sådan underholdningsaften blev afholdt hos Banū Nābit. Da Hassān (må Allah være tilfreds med ham) blev blind i sin alderdom, plejede han og hans søn at deltage i denne sammenkomst. En dag begyndte to sangerinder at synge en sang, som han havde skrevet i jāhiliyyah-tiden. Da han hørte dem synge, begyndte han at græde. Hans søn blev da ved med at sige til de to sangerinder: ›Syng mere, syng mere.‹«100 Minderne fra hans tidligere liv dukkede da op i hans sind.
Selv om Hassān (må Allah være tilfreds med ham) af natur var frygtsom, var hans moralske mod grænseløst. En dag gik kaliffen ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) forbi Profetens Moské. Han så, at Hassān reciterede poesi i moskéen. ʿUmar sagde: »Reciterer du poesi i Allahs Sendebuds moské?« Hassān råbte: »ʿUmar! Jeg har reciteret poesi her, mens en person, der var bedre end jer, var til stede.« Imām al-Bukhārī og Muslim har begge overleveret denne hadith fra Saʿīd ibn al-Musayyib. ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Du har talt sandt.«101
Hassān (må Allah være tilfreds med ham) drak vin i sit liv før islam. Men efter at have antaget islam afholdt han sig fra vin resten af sit liv. En dag blev han meget vred, da han så nogle unge mænd fra sin stamme drikke vin. De unge reciterede da en af hans verslinjer og sagde: »Vi følger jo blot dig.« Han sagde: »Det er et digt fra mit liv før islam. Ved Allahs ed! Efter at jeg antog islam, har jeg ikke rørt vin.«102
Hos Hassān ser vi den højeste grad af gudsfrygt. Mens han førte en voldsom ordstrid med Qurayshs digtere, blev vers 224 i Sūrah ash-Shuʿarāʾ åbenbaret som en fordømmelse af digterne. Allahs Sendebuds tre digtere—Hassān, Kaʿb og ʿAbdullah—kom grædende til Allahs Sendebud og sagde: »O Allahs Sendebud! Vi er jo også omfattet af dette vers. Vi beskæftiger os også med poesi. Hvad vil der ske med os?« Profeten (fred være med ham) reciterede da for dem versets sidste del, altså undtagelsen, og sagde: »Det er jer.«103
Ḥassāns (ra) vigtigste kendetegn er, at han var digter ved Allahs Sendebuds (sa) hof. Han reciterede sine egne digte for Sendebudet (sa) i Profetens Moské. Det var en stor ære. Med rette blev han tildelt titlerne »Islams digter« og »Sendebudets digter«. Fra sin antagelse af islam og indtil Allahs Sendebuds (sa) sidste levedag stod han ved hans side og kastede ord mod Quraysh, jøderne og de arabiske afgudsdyrkere som giftige pilespidser, hvorved han forsvarede og ophøjede Allahs Sendebuds (sa) værdighed.
Når det Ædle Sendebud (sa) drog i krig, førte hans hustruer Ḥassān (ra) til det sikre sted i hans befæstede »Fāriʿ«-fæstning. Når Sendebudet (sa) vendte tilbage fra krigen, gav han ham en del af krigsbyttet. Han overgav endda Sīrīn (ra), søster til de troendes moder Māriyyah al-Qibṭiyyah, til Ḥassān. Også ved de retledte kaliffers hof havde han en særlig status. Kalifferne talte med ham om forskellige spørgsmål og sørgede for et særligt stipendium til ham. Hvis man opregner Ḥassāns (ra) hæder og værdighed punkt for punkt, ville listen blive lang.
Kilder:
ʿAbdullah ibn Salām (ra)
ʿAbdullah (ra) var søn af Medinas berømte jødiske stamme Banū Qaynuqā. Hans slægtslinje går op gennem forfædrene og mødes med profeten Yūsuf (alayhis salām).¹ Han havde to tilnavne: Abū Yūsuf og Abū al-Ḥārith. Hans far hed Salām ibn al-Ḥārith. Banū ʿAwf var en gren af Medinas Khazraj-stamme. En undergren af Banū ʿAwf hed al-Qawāqil. Ifølge de gamle arabiske skikke fra jahiliyyah-tiden var ʿAbdullah ibn Salām en ḥanīf, det vil sige en pagtsbundet ven, af stammen al-Qawāqil. Senere blev han en højt anset blandt Allahs Sendebuds (sa) ledsagere og en af dem, der fik det glade budskab om Paradiset.² I den før-islamiske jahiliyyah-periode hed han »Ḥusayn«. Efter hans antagelse af islam ændrede Allahs Sendebud (sa) hans navn til ʿAbdullah.³
Beretningen om ʿAbdullah ibn Salāms (ra) antagelse af islam er gengivet i forskellige hadith- og sīrah-værker. Det, der fremgår klart af de forskellige beretninger om dette, er, at han før sin antagelse af islam havde opnået anseelse som en fremtrædende jødisk religiøs lærd. Han kendte det, der var blevet nævnt i Toraen om tidspunktet for Allahs Sendebuds (sa) komme og om hans kendetegn. Ligesom mange andre ventede han også på den sidste profet. Ifølge Ibn Isḥāqs beretning opholdt han sig øverst i et daddelpalmetræ, da Allahs Sendebud (sa), efter at være kommet til Medina, først tog ophold hos Banū ʿAmr ibn ʿAwf i Qubā. Da en mand fortalte ham, at Sendebudet (sa) var ankommet, skyndte han sig hen for at møde ham for første gang, og allerede ved det første syn forstod han, at han var profeten. Da Sendebudet (sa) derefter kom til Medinas egentlige område og tog ophold i Abū Ayyūb al-Anṣārīs hus, kom ʿAbdullah igen for at møde ham. Under dette møde talte han meget med Allahs Sendebud (sa). Disse samtaler er gengivet på forskellige måder i forskellige beretninger.⁴ Her gengiver vi nogle af dem.
ʿAbdullah ibn Salām sagde: »Hos min far lærte jeg at læse Toraen og dens fortolkning. En dag lærte han mig et vers om Allahs Sendebuds (sa) kendetegn, tegn, egenskaber og handlinger. Derefter sagde han: Hvis han er en efterkommer af Hārūn, skal du følge ham; ellers ikke. Han døde før Allahs Sendebuds (sa) hijrah.«
En dag kom Sendebudet (sa) til Medina. Jeg plukkede dadler i haven, mens min tante Khālidah bint al-Ḥārith samlede dadler op. På dette tidspunkt begyndte en mand fra den jødiske stamme Banū Naḍīr at råbe: »Arabernes leder er kommet i dag!« Da jeg hørte dette, begyndte jeg at ryste og fremsagde takbīr højt. Da min gamle tante så mig sådan, sagde hun: »Din usling, selv hvis Mūsā ibn ʿImrān var kommet, ville du ikke have været mere begejstret end dette.« Jeg sagde: »Tante! Han er Mūsās broder og følger hans religion. Det, han kom med, har også denne bragt med sig.«
Jeg steg ned fra træet og gik hen til Allahs Sendebud (fred være med ham). Jeg så hans skikkelse og genkendte ham. Jeg fortalte ham om min far. Jeg antog islam. Senere antog også min faster islam.⁵
Abdullah ibn Salam fortæller videre: Da Allahs Sendebud (fred være med ham) ankom til Medina, stimlede folk sammen omkring ham. Jeg gik også derhen. Så snart jeg så ham, forstod jeg, at dette ansigt ikke var en hyklers eller løgners ansigt. Det første, jeg hørte fra hans mund, var disse ord: »O mennesker! Udbred fredshilsenen, giv folk mad, bevar slægtskabsbåndene, og bed om natten, mens folk sover – så vil I komme ind i Paradiset uden hindring.«⁶
Det er sandsynligvis dette første møde, Abdullah ibn Salam omtaler i den ovenstående beretning, efter at Allahs Sendebud (fred være med ham) var nået fra Mekka til Quba. Efter at Profeten (fred være med ham) havde hvilet i Quba i tre dage, drog han mod den egentlige del af Medina. Undervejs slog han sig ned i Abu Ayyub al-Ansaris hjem, uden at tage hensyn til alles bønner og indtrængende anmodninger. På dette tidspunkt kom Abdullah ibn Salam igen til Allahs Sendebuds (fred være med ham) tjeneste. Anas (må Allah være tilfreds med ham) har berettet om dette møde.
Det er blevet overleveret fra Anas: Efter at Allahs Sendebud (fred være med ham) var kommet til Medina, kom Abdullah ibn Salam for at møde ham. Han sagde til Allahs Sendebud (fred være med ham): »Jeg vil stille dig tre spørgsmål, hvis svar kun profeterne kender.«⁷
a) Hvad er det første tegn på Dommedagen?
b) Hvad bliver Paradisets beboeres første føde?
c) Hvorfor ligner et barn sin far eller sin mor?
Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Jibril har netop fortalt mig disse ting.« Abdullah ibn Salam sagde: »Blandt englene er det jo netop Jibril, der er jødernes fjende.« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Det første tegn på Dommedagen er, at en ild vil bryde frem fra øst og drive mennesker sammen mod vest. Paradisets beboeres første føde vil være den overskydende del af en fiskelever. Grunden til, at et barn ligner sin far eller mor, er, at hvis mandens sæd kommer først, vil barnet hælde til ham, og hvis hustruens sæd kommer først, vil barnet hælde til hende.« Da Abdullah hørte dette svar, sagde han: »Jeg bevidner, at du er Allahs Sendebud.«
Herefter sagde Abdullah ibn Salam: O Allahs Sendebud! Jøderne er et løgnagtigt folk. Jeg er en lærd søn af en lærd far. På samme måde er jeg en leders søn, ligesom min far var leder. Kald jøderne til dig og spørg dem om mig. Men hold det skjult for dem, at jeg har antaget islam. Som han havde bedt om, kaldte Allahs Sendebud jøderne til sig og fremlagde islams budskab for dem. På et tidspunkt spurgte han dem: Hvem blandt jer er Abdullah ibn Salam? De svarede: Han er søn af vores tidligere leder og er selv vores nuværende leder. En lærd søn af en lærd far. Allahs Sendebud sagde: Godt, ville han kunne antage islam? De svarede: Aldrig.
Imens gemte Abdullah ibn Salam sig i et hjørne af huset. Allahs Sendebud gav ham tegn til at komme frem. Han trådte frem, mens han fremsagde trosbekendelsen, og sagde henvendt til det jødiske folk: Frygt dog Allah en smule. I ved udmærket, at denne mand er Allahs Sendebud, og at hans religion er sand.
Trods hans appel antog jøderne ikke troen. Tværtimod blev de endnu mere rasende over den uventede ydmygelse, de havde lidt. De begyndte at sige til Abdullah: Du er en hykler, en løgner og en forræder. Du er det ringeste menneske i vores folk. Din far var også et usselt menneske.
Abdullah sagde da: O Allahs Sendebud! De så det selv. Det var netop det, jeg frygtede.⁸ Da jøderne afviste Allahs Sendebuds kald og gik bort, blev vers 10 i den hellige Koran, i sura al-Ahqaf, åbenbaret.⁹
Der er også forskellige opfattelser af, hvornår Abdullah ibn Salam antog islam. Det er overleveret fra imam al-Shaʿbi, at han antog islam to år før Allahs Sendebuds død.¹⁰ Imam al-Dhahabi siger, at dette er en enestående og afvist overlevering. For i Sahih al-Bukhari er det overleveret, at han antog islam på tidspunktet for Allahs Sendebuds hijra og ankomst til Medina.¹¹ Ibn Saʿd siger: Han antog islam kort efter Allahs Sendebuds ankomst til Medina. Han var en af jødernes ḥabr, det vil sige en religiøs lærd.¹²
Der er uenighed blandt biografiforskere om Abdullah ibn Salams deltagelse i slagene ved Badr og Uhud. Ifølge Ibn Saʿd deltog han første gang i slaget ved Khandaq. Derfor nævner han ham sammen med krigerne fra Khandaq i sahabernes tredje tabaqa (rang). Fra Khandaq og fremefter deltog han i alle slag.
Han fulgte kalif Umar under dennes rejse til Bayt al-Maqdis. Al-Waqidi har overleveret, at han var en af de fremtrædende deltagere i erobringen af Bayt al-Maqdis og Jabia.¹³
Da oprørerne havde omringet kalif Uthman i hans hus og planlagde at dræbe ham, besøgte han ham en dag i dette katastrofale øjeblik og sagde: Vi står klar til at hjælpe. Det er ikke rigtigt, at De bliver siddende sådan i Deres hus nu. Gå udenfor og spred den forsamlede folkemængde. Efter at have sagt dette trådte Abdullah selv frem foran folkemængden og holdt en kort tale. Talen er overleveret i forskellige værker. Dens hovedindhold er som følger:
»O folk! I den førislamiske tid hed jeg Husayn. Allahs Sendebud gav mig navnet Abdullah. Disse vers fra Koranen blev åbenbaret om mig.
1) Og et vidne blandt Israels børn bevidnede dets sandhed og troede på det, mens I hovmodede jer. (Sura al-Ahqaf, 10)
2) De vantro siger: »Du er ikke et sendebud.« Sig: »Allah er et fremragende vidne mellem mig og jer, og det samme er den, som har viden om Skriften.« (Sura ar-Ra’d, 43)
»Allahs sværd er indtil nu blevet holdt i skeden, og englene har gjort denne by, jeres by – Allahs Sendebuds (fred være med ham) udvandringssted – til deres bolig. Frygt derfor Allah, og afhold jer fra at dræbe ham (Uthman). Ved Allahs ed! Hvis I har besluttet at dræbe ham, vil jeres naboer, englene, forlade Medina. Og det sværd, som indtil nu har været i skeden, vil blive trukket, og det vil ikke blive stukket i skeden igen før Opstandelsens Dag.«
Hans tale havde ingen virkning på oprørerne med de hårde hjerter. Tværtimod viste det modsatte sig. Deres ulykke og stædighed blev endnu større. De sagde: »Dræb både denne jøde og Uthman.«14
I en anden beretning siges det, at Abdullah ibn Salam fortæller: »Da Uthman var belejret i sit hus, gik jeg en dag for at hilse på ham. Så snart jeg trådte ind i hans hus, sagde han: ›Velkommen, min bror! I nat så jeg Allahs Sendebud (fred være med ham) gennem dette vindue. Han sagde: »Uthman! Har de belejret dig?« Jeg svarede: »Ja.« Han sagde: »Har de ladet dig tørste?« Jeg svarede: »Ja.« Derefter gav han mig en spand fyldt med vand. Jeg drak og slukkede min tørst. Han sagde til mig: »Hvis du ønsker det, vil jeg give dig sejr over dem. Og hvis du ønsker det, kan du bryde fasten med mig i dag.« Jeg valgte at bryde fasten sammen med ham. Han blev dræbt den dag.«15
Da kaliffen Ali (må Allah være tilfreds med ham) besluttede at gøre Kufa til hovedstad i stedet for Medina, sagde Abdullah til ham: »Forlad ikke Allahs Sendebuds (fred være med ham) prædikestol i Medinas moské. Hvis du forlader den, vil du aldrig kunne besøge den igen.« Ali (må Allah være tilfreds med ham) bemærkede da: »Stakkels mand, han er meget enfoldig og ærlig.«16
I en anden beretning siges det, at Ali (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: »Da jeg netop satte foden i stigbøjlen for at stige op på hesten, kom Abdullah ibn Salam hen til mig og spurgte: ›Hvor skal du hen?‹ Jeg svarede: ›Til Irak.‹ Han sagde: ›Hvis du tager dertil, vil du møde sværdets skarphed.‹ Jeg svarede: ›Jeg har allerede hørt Allahs Sendebud (fred være med ham) sige dette.«17
Han blandede sig ikke i den strid og uenighed, der opstod mellem kaliffen Ali og Mu’awiya (må Allah være tilfreds med dem). Med et træsværd ved sin side holdt han sig omhyggeligt på afstand af denne strid.18
Alle sīrah-eksperter er enige om, at han døde i Medina i år 43 efter hijrah, under amīr Mu’awiyas (må Allah være tilfreds med ham) kalifat.19 Han efterlod sig to sønner. De hed Yusuf og Muhammad. Begge blev født, mens Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) stadig levede. Yusuf var den ældste. Efter hans fødsel tog det ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ham op på sit skød, lagde sin hånd på hans hoved og gav ham navnet Yusuf.20
Der findes ikke mange oplysninger om Abdullāhs daglige praksis. Det er dog kendt, at han på grund af alderdommens svækkelse gik med en stav og støttede sig til den, når det var nødvendigt.21 Frygten for Allah var altid tydelig i hans ansigt.22
Abdullāhs (må Allah være tilfreds med ham) bryst var fyldt med kundskab om Toraen, Evangeliet, Koranen og Profetens hadith. Om hans grænseløse indsigt i Toraen skriver lærde adh-Dhahabī:23
„Abdullah ibn Salām var i sin tid den største lærde blandt ahl al-kitāb i Medina.“
Efter at have antaget islam helligede han sig Koranen og hadith og blev gennem sin viden en person, som alle havde tillid til. Hvad kunne være mere ærefuldt end dette: Abu Hurayrah, som blandt sahābaherne var den mest kyndige inden for hadith, spurgte også Abdullah om hadith. En gang tog Abu Hurayrah til شام. Dér overleverede han denne hadith til Ka’b ibn al-Ahbār: „På fredagen findes der en stund, hvor en tjener, hvis han beder Allah om noget, uden tvivl får det skænket.“ Da Ka’b hørte hadithen, vaklede han nogen tid mellem tro og tvivl. Til sidst erklærede han sig dog enig i Abu Hurayrahs overlevering.
Da Abu Hurayrah senere vendte tilbage til Medina, fortalte han hændelsen til Abdullah ibn Salām. Efter at have hørt den bemærkede han: „Ka’b har løjet.“ Abu Hurayrah sagde da: „Til sidst godtog han jo det, jeg sagde.“ Abdullah sagde: „Ved du, hvornår det er?“ Efter dette spørgsmål fulgte Abu Hurayrah efter ham og blev ved med at bede ham fortælle tidspunktet. Abdullah sagde da: „Tiden mellem asr og maghrib.“ Abu Hurayrah sagde: „Men der er ingen bøn mellem asr og maghrib. Hvordan kan det være?“ Abdullah sagde: „Måske ved du ikke, at Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) har sagt: Den, der sidder og venter på bønnen, er som den, der allerede er i bøn.“24
Trods hans store indsigt i hadith er kun 25 hadither blevet overleveret fra ham.25 Blandt dem, der hørte hadith fra ham og overleverede dem, var mange sahābaher, såsom Anas ibn Mālik, Zurārah ibn Awfah, Abu Hurayrah, Abdullah ibn Ma’qil og Abdullah ibn Handhalah med flere. Desuden var hans særlige elever blandt andre: Kharashah ibn al-Hurr, Qays ibn ‘Ubād, Abu Salamah ibn Abd ar-Rahmān, Hamzah ibn Yusuf (hans barnebarn), Umar ibn Muhammad (hans barnebarn), Awf ibn Mālik, Abu Burdah ibn Abu Musa, Abu Sa’id al-Muqrī, Ubādah az-Zarqī, Atā ibn Yasār, Ubaydullah ibn Jaysh al-Ghifārī, Zurrah ibn Awfah samt Yusuf og Muhammad (hans to sønner).26
Blandt sahaberne havde Abdullah ibn Salams anseelse og værdighed en meget høj position. Han var en af de fremtrædende lærde blandt sahaberne. Da den berømte sahabi Mu’adh ibn Jabal nærmede sig sit dødstidspunkt, blev han bedt om at give dem nogle råd. Han sagde: »Jeg er på vej bort fra denne verden. Men viden forlader ikke verden sammen med mig. Den, der søger den, vil finde den. Søg viden hos Abu ad-Darda, Salman al-Farisi, Abdullah ibn Mas’ud og Abdullah ibn Salam. Abdullah var jøde. Senere blev han muslim. Jeg hørte Allahs Sendebud sige om ham: Han er den tiende person, der får Paradiset.«27
Sa’d ibn Abi Waqqas sagde: Jeg har ikke hørt Allahs Sendebud sige om nogen anden person, der vandrede på jorden, bortset fra Abdullah ibn Salam: Han er en person, der har Paradiset i vente. Det var om ham, vers 10 i sura al-Ahqaf blev åbenbaret.28
Mus’ab ibn Sa’d ibn Abi Waqqas overleverede fra sin far, Sa’d. Han sagde: En dag blev der bragt en skål tharid til Allahs Sendebud. Efter at han havde spist, var der lidt tilbage. Sendebudet sagde: Gennem denne åbning vil en person fra Paradiset komme ind og spise dette sidste stykke. Sa’d sagde: Jeg havde sendt min bror Umair for at foretage afvaskning. Jeg ønskede, at han skulle komme og spise det sidste stykke. Men før ham kom Abdullah ibn Salam og spiste det.29
Selv om Abdullah havde opnået så høj en værdighed, var han meget ydmyg. Hvis nogen roste ham blot en smule, blev han vred. Qays ibn Ubad sagde: Jeg befandt mig i moskéen i Medina. Så kom en mand, hvis ansigt bar tydeligt præg af gudsfrygt. Folk sagde: »Dette er en person fra Paradiset.« Derefter bad han to korte rak’a. Da han gik ud af moskéen, fulgte jeg efter ham. Han gik ind i sit hus, og jeg gik også ind lige efter ham. Efter at jeg havde talt med ham og lært ham at kende, sagde jeg: Da du trådte ind i moskéen, sagde folk det og det. Han sagde: »Subhanallah! Ingen bør sige noget, som han ikke ved. Jeg skal fortælle dig: Jeg havde en drøm og fortalte den til Allahs Sendebud. Drømmen var sådan: Jeg så en grøn have. Midt i den stod en jernstang. Dens nederste ende var i jorden, og dens øverste ende nåede himlen. Der var bundet et reb fast til toppen. Der blev sagt til mig: Klatr op ad stangen. Jeg klatrede op og greb fat i rebet. Så blev der sagt til mig: Hold godt fast. Mens rebet var i min hånd, vågnede jeg fra min søvn. Om morgenen kom jeg til Allahs Sendebud og fortalte ham drømmen. Sendebudet sagde: Haven er islams have, stangen er islams søjle, og rebet er islams reb. Du vil forblive på islam, indtil du dør.« Fortælleren Qays sagde: Denne mand var Abdullah ibn Salam.30
Kharasha ibn al-Hurr overleverede drømmen på en lidt anden måde.31 I en anden overlevering står der, at Allahs Sendebud, efter at have hørt beskrivelsen af hans drøm, sagde: »Du vil dø, mens du holder fast i islams stærke reb.«32
Mange andre beretninger om Abdullahs ydmyghed er blevet overleveret i forskellige bøger. En gang gik han med et bundt brænde på hovedet. Da folk så det, sagde de til ham: Allah har fritaget dig for at udføre sådan et arbejde. Han sagde: »Ja, det er rigtigt. Men gennem dette arbejde knuser jeg min stolthed og fornemhed. For jeg hørte Allahs Sendebud sige: Den, der har blot så meget hovmod i sit hjerte som et sennepsfrø, vil ikke komme ind i Paradiset.«33
Abdullah havde en grænseløs lidenskab for og styrke i sandhed og oprigtighed. Mod slutningen af sit liv plejede han at sige: »Hvis I igen kommer i krig med Quraysh, og jeg på det tidspunkt ikke har kræfter, så sæt mig på en stol og placér mig mellem de to parter.«34
Det er blevet overleveret fra Abdullah ibn Salam, at Salman al-Farisi en gang sagde til ham: »Broder! Den af os to, der dør først, skal forsøge at vise sig i en drøm for den, der stadig lever.« Abdullah ibn Salam sagde: »Er det muligt?« Salman sagde: »Ja, det er muligt. Den troendes sjæl er fri og kan tage hen, hvor den vil på jorden. Den vantros sjæl er derimod fanget.« Salman døde. Abdullah ibn Salam sagde: En dag faldt jeg i søvn midt om natten. Salman kom og hilste på mig. Jeg gengældte hilsenen og sagde: »Abu Abdillah! Hvordan fandt du din bolig?« Han sagde: »God. Hold fast i tawakkul. Tawakkul er en meget god ting.« Dette sagde han tre gange. I en anden overlevering står der, at Abdullah spurgte: »Hvilken handling fandt du bedst?« Han svarede: »Jeg fandt tawakkul forunderligt.«35
Det er blevet berettet fra Abu Burda. Han siger: Engang tog jeg til Medina og mødte Abdullah ibn Salam. Han sagde til mig: »Vil du ikke komme hjem til mig? Kom, så giver jeg dig sattu og dadler.« Jeg gik med ham. Han sagde til mig: »Se, I bor i et område, hvor åger er udbredt. Hvis du har noget til gode hos en person, og han giver dig noget klid til dyrefoder som gave, må du ikke tage imod det, for så bliver det åger.«36 I en anden beretning er hændelsen gengivet lidt anderledes.37
Nogle koranfortolkere har givet udtryk for, at der ud over de to vers i henholdsvis sura al-Ahqaf, vers 10, og sura ar-Ra’d, vers 43, også blev åbenbaret yderligere to vers til ære for Abdullah ibn Salam (ra). Ibn Ishaq har berettet via Ibn Abbas (ra), at versene 113 og 114 i sura Ali Imran blev åbenbaret til ros for Abdullah ibn Salam og Tha’laba ibn Sa’ya.38 Allah siger til deres ros:
De er ikke alle ens. Blandt Skriftens folk findes der også nogle, som standhaftigt reciterer Allahs åbenbaringer og bøjer sig i tilbedelse om natten. De tror på Allah og den yderste dag, påbyder det gode, forbyder det onde og bestræber sig efter bedste evne på at gøre gode gerninger. Det er dem, der er retfærdige.
Således har Allah den Ophøjede selv bevidnet Abdullah ibn Salams (ra) rang. Hvor stor en person han var, står klart gennem Allah den Almægtiges erklæring.
Kilder:
Sahl ibn Sa’d (ra)
Hans egentlige navn var Sahl. Han havde flere tilnavne, såsom Abu al-Abbas, Abu Malik og Abu Yahya. Hans fars navn var Sa’d ibn Malik. Han var efterkommer af Banu Sa’ida fra Medinas Khazraj-stamme. Han var en berømt ansarisk sahabi. Hans far Sa’d var også sahabi.1
Han blev født fem år før Profeten (sa) emigrerede til Medina. Efter hans fødsel gav hans far ham navnet »Huzn«. Da Profeten (sa) kom til Medina, ændrede han hans navn til »Sahl«. Det har Ibn Hibban berettet.2 Hans far Sa’d havde antaget islam allerede før hijraen. Derfor voksede han op som muslim.
Da den ædle Profet (saw) ankom til Medina, var han kun fem år gammel. I det andet hijri-år, på tidspunktet for slaget ved Badr, var han blot en dreng på syv år. Mens forberedelserne til slaget var i fuld gang, døde hans far, Hadrat Saʿd. Han blev således faderløs som blot syvårig. Efter slaget ved Badr gav Profeten (saw) også en del af krigsbyttet til hans afdøde far, fordi han havde besluttet at deltage i slaget ved Badr.
I det tredje hijri-år, under slaget ved Uhud, varetog han sammen med drenge på hans egen alder ansvaret for at beskytte Medina. Under dette slag blev den ædle Profet (saw) såret og blodig. Da hans blod blev renset bort, var han til stede dér.³
Da slaget ved Khandaq fandt sted i det femte hijri-år, var han blot en tiårig dreng. Trods det deltog han med stor iver og entusiasme i udgravningen af grøften og bar jord på sine skuldre.⁴ Kort sagt var han kun femten år gammel, da Allahs Sendebud (saw) døde i det ellevte hijri-år. Han var endnu ikke gammel nok til at drage i krig.
Der findes ingen detaljerede oplysninger om hans liv under det retledte kalifats periode. I år 74 efter hijra blev han udsat for den tyranniske og undertrykkende umayyadiske hersker al-Hajjaj ibn Yusuf’ vrede. Al-Hajjaj tilkaldte ham og spurgte: »Hvorfor hjalp du ikke kaliffen Uthman?« Han svarede: »Det gjorde jeg.« Al-Hajjaj sagde: »Du taler ikke sandt.« Derefter beordrede han, at der som symbol på ydmygelse og vanære skulle brændemærkes et tegn på hans hals. Selv fornemme sahaba som Anas og Jabir ibn Abdillah undslap ikke al-Hajjajs ugerning. Formålet med al-Hajjajs handling var, at folk skulle holde sig borte fra dem og ikke lytte til dem.⁵
Imam al-Zuhri siger: Da Allahs Sendebud døde, var Sahl ibn Saʿd 15 år gammel. Han døde i Medina i år 91 efter hijra. Ifølge al-Waqidi levede han i hundrede år. Nogle har sagt, at han blev seksoghalvfems år eller lidt mere.⁶ Ifølge Ibn Hajar var han over 100 år, da han døde i år 88 efter hijra.⁷ Ibn Abi Dawud mente, at han døde i Alexandria. Det er blevet overleveret fra Qatada, at han døde i Egypten. Ibn Hajar siger, at dette blot er antagelser.⁸ Al-Waqidi siger: »Det er blevet overleveret, at den sidste sahabi, der døde i Medina, var Jabir ibn Abdillah.« Det korrekte er imidlertid, at Sahl ibn Saʿd al-Saʿidi var den sidste sahabi, der døde i Medina, i år 91 efter hijra.⁹ I den sidste del af hans liv var der ingen andre sahaba tilbage i Medina. Også de øvrige områder under det islamiske kalifat var på det tidspunkt næsten berøvet sahabernes velsignelse. Han plejede selv at sige: »Når jeg dør, vil der ikke være nogen tilbage, der siger: ‘Profeten sagde’.«
Sahl ibn Saʿd var en af de berømte sahaba. Efter de fremtrædende sahabas død blev han et samlingspunkt for folket. Utallige mennesker strømmede til ham med stor iver og begejstring for at høre hadith.
Selv om han var mindreårig, mens Allahs Sendebud (saw) levede, hørte han ikke desto mindre mange hadith. Efter Allahs Sendebuds (saw) død opnåede han indsigt i denne videnskab gennem fremtrædende sahaba som Ubayy ibn Kaʿb, Asim ibn Adi og Amr ibn Abasa. Selv om Marwan ikke var sahabi, modtog han også nogle hadith fra ham.¹⁰
Mange sahaba og tabiʿin hørte hadith fra ham og viderebragte dem. Her nævnes blot nogle få af de mest fremtrædende:
Abū Hurayra, Ibn ʿAbbās, Saʿīd ibn al-Musayyib, Abū Ḥāzim ibn Dīnār, al-Zuhrī, Abū Suhayl Ṣubḥī, ʿAbbās ibn Sahl (sønnen), Wafā ibn Shurayḥ al-Ḥaḍramī, Yaḥyā ibn Maymūn al-Ḥaḍramī, ʿAbdullāh ibn ʿAbd al-Raḥmān ibn Abī Jubāb, ʿAmr ibn Jābir al-Ḥaḍramī og andre.¹¹
Det samlede antal hadither, der er overleveret fra Sahl ibn Saʿd (ra), er 188. Heraf er 28 enige om i al-Bukhārī og Muslim.¹²
Han elskede Guds ædle Sendebud (sa) dybt. Han forsøgte at følge enhver af Allahs Sendebuds (sa) handlinger og hele hans adfærd. Allahs Sendebud (sa) plejede at holde prædikenen stående, lænet op ad en træstamme. En dag talte han om en prædikestol. Sahl ibn Saʿd gik straks ud i skoven og hentede træ til prædikestolen.¹³ En gang gav han med egne hænder Allahs Sendebud (sa) vand fra brønden Budāʿa. Det har han selv overleveret. Det skal bemærkes, at dette var en brønd i Medina. Medinas indbyggere kastede affald og urenheder i den. Brønden var imidlertid stor og havde mange kilder.¹⁴
Sandhedstroskab var en særlig egenskab ved Sahl ibn Saʿds (ra) karakter. En gang i hans levetid kom en mand fra Marwān-slægten til Medina som emir. Han tilkaldte Sahl ibn Saʿd (ra) og beordrede ham til at fornærme ʿAlī (ra). Han nægtede standhaftigt at adlyde denne tyranniske herskers ordre. Da krævede emiren, at han i det mindste skulle sige: »Må Allah forbande Abū Turāb.« Som svar sagde Sahl ibn Saʿd: »Abū Turāb var ʿAlīs kæreste navn. Allahs Sendebud (sa) glædede sig over at kalde ham dette navn.« Da han derefter forklarede emiren, hvorfor ʿAlī (ra) havde fået navnet Abū Turāb, tav emiren.¹⁵
En gang aflagde Sahl ibn Saʿd, Abū Dharr, ʿUbāda ibn al-Ṣāmit, Abū Saʿīd al-Khudrī, Muḥammad ibn Maslama og en sjette person troskabsed til Allahs Sendebud (sa) på, at de i Allahs sag ikke ville frygte nogen bebrejdelse fra nogen bebrejder.¹⁶ Hans livshistorie beviser, at han forblev tro mod denne troskabsed hele sit liv.
Hvis nogen var uopmærksom eller ligeglad under hans hadithundervisning, blev han meget vred. Al-Ṭabarānī har gengivet en sådan hændelse i sit værk al-Kabīr. Abū Ḥāzim fortæller: En gang holdt han en undervisning, hvor nogle af tilhørerne talte indbyrdes. Han blev meget vred og sagde: »Hold øje med disse mennesker. Jeg fortæller dem det, som mine to øjne har set hos Allahs Sendebud (sa), og det, som mine to ører har hørt fra ham, og hvis de ikke lytter til det, vender jeg aldrig tilbage.« Jeg spurgte: »Hvor vil De tage hen?« Han svarede: »Jeg vil drage ud for at kæmpe på Allahs vej.« Jeg sagde: »Jihad er jo ikke længere obligatorisk for Dem. De kan ikke længere sidde på en hest, De har ikke kræfter til at slå med et sværd, og De kan heller ikke skyde med pil eller spyd.«
Han sagde: »Abū Ḥāzim! Jeg vil gå ud på slagmarken og stille mig i rækken. En ukendt pil eller sten vil flyve gennem luften og ramme mig, og Allah vil derved skænke mig martyrdøden.«¹⁷
Kilder:
Sahl ibn Hunayf (må Allah være tilfreds med ham)
Hans navn var Sahl, og hans tilnavne var Abu Sa’d, Abu Abdillah, Abu al-Walid og Abu Thabit. Hans far var Hunayf ibn Wahib, og hans mor var Hind bint Rafi’. Han var af Aus-stammen i Medina og en berømt ansarisk og badrisk ledsager.¹ Hans bror, Abbad ibn Hunayf, var en af Medinas fremtrædende hyklere. Han var en af dem, der byggede al-Dirar-moskéen.²
Han antog islam, før Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) kom til Medina. Efter at have antaget islam gik han og Abdullah ibn Zubayr om natten, ubemærket af alle, rundt og knuste afgudsbillederne forskellige steder i Medina. De knuste træafgudsbillederne og bragte træet til fattige muslimers hjem, så det kunne bruges som brændsel. Efter Ali (må Allah være tilfreds med ham) var udvandret til Medina, opholdt han sig i nogle dage i Kulthum ibn Hadams hjem i Quba. Ved siden af lå en kvindes hus. Hver nat hørte han lyden af døren, der blev åbnet, og derefter hørte han en person gå ind og ud. En dag spurgte han kvinden for at få sagen opklaret. Kvinden sagde: »Jeg er en muslimsk enke. Den, der kommer her hver nat, er Sahl ibn Hunayf. Han går rundt om natten og knuser afgudsbilleder, og han giver mig træet som brændsel.«³
Efter Allahs ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) var kommet til Medina, knyttede han et religiøst broderskabsbånd mellem Sahl og Ali (må Allah være tilfreds med ham).⁴
Han deltog sammen med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) i alle slag, herunder Badr, Uhud og al-Khandaq.⁵ Da muslimernes nederlag ved Uhud indtraf, var han en af de femten ledsagere, som satte livet på spil og forblev urokkelige på slagmarken sammen med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham).⁶ Den dag aflagde han over for Allahs Sendebud et løfte om at dø. Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde da til sine ledsagere: »Giv ham pile; dette er Sahl.« Senere, når Sahl var til stede i en vanskelig situation, betragtede Umar (må Allah være tilfreds med ham) ham som et lykkebringende tegn og sagde: »Sahl er her, så der er ingen grund til bekymring.«⁷ Efter slaget ved Uhud kom Ali (må Allah være tilfreds med ham) hen til Fatimah og rakte hende sit sværd, idet han sagde: »Her, tag dette sværd, som ikke på nogen måde er vanærende.« Da Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hørte dette, sagde han: »Du har kæmpet godt. Men Sahl og Abu Dujanah har begge kæmpet godt.«⁸
Da Ali (må Allah være tilfreds med ham) blev valgt til kalif, stod Sahl på hans side. Da Ali (må Allah være tilfreds med ham) tog til Irak, udnævnte han ham til guvernør over Medina.⁹ Da kaliffen på et tidspunkt tilkaldte ham, forlod han Medina og rejste til Kufa.¹⁰ Efter Kamelslaget udnævnte Ali (må Allah være tilfreds med ham) ham til guvernør over Basra.¹¹ Under slaget ved Siffin sluttede han sig til Ali (må Allah være tilfreds med ham).¹² Efter slaget rejste han til Kufa. På det tidspunkt blev han udnævnt til guvernør over Fares.¹³ Men indbyggerne dér gjorde oprør og fordrev ham fra byen. Ali (må Allah være tilfreds med ham) udnævnte Ziyad ibn Abih til guvernør dér i hans sted.¹⁴
Efter den jødiske stamme Banu Nadir var blevet fordrevet fra Medina, fordelte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) den beslaglagte ejendom blandt emigranterne. Da Sahl ibn Hunayf og Abu Dujanah Simak ibn Kharashah blandt ansarerne gav udtryk for deres yderste fattigdom, gav Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) også dem noget.¹⁵ Ifølge al-‘Allamah al-Suhayli blev i alt tre ansarer tildelt en andel af Banu Nadirs ejendom.¹⁶
Al-Waqidi og al-Mada’ini siger, at Sahl ibn Hunayf døde i Kufa i år 38 efter hijra. Ali (må Allah være tilfreds med ham) ledte begravelsesbønnen over ham. Abdullah ibn Ma’qil siger: »Jeg bad begravelsesbønnen over Sahl ibn Hunayf sammen med Ali. Under denne bøn fremsagde han seks takbirer. Da nogen gjorde indsigelse mod dette, sagde han: ‘Hunayf var en ledsager fra Badr. Med de seks takbirer ønskede jeg at gøre jer opmærksomme på badrianernes fortrin frem for de andre.’«¹⁷
Ved sin død efterlod han sig to sønner. De var: Abū Qumāma Asʿad og ʿAbdullāh. Den første blev født, mens Allahs Sendebud stadig levede.18
Ni måneder efter den ædle Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ankomst til Medina døde hans højt elskede ansariske ledsager Asʿad ibn Zurāra. Han var lederen, det vil sige hovedlederen, for de tolv naqīber, der var blevet udpeget ved ʿAqaba-løftet. Efter hans død tog Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ansvaret for at opdrage en af hans døtre og giftede hende med denne Sahl ibn Ḥunaif. Med hende fik han sønnen Abū Umāma ibn Sahl.19
Han var en særdeles smuk mand. Hans ansigt bar et præg af renhed. Hans kropsbygning var meget smuk. Engang red han under et slag på samme ridedyr som Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Der var en kilde dér. Da han badede i kilden, sagde en mand: »Hvilken vidunderlig krop han har! Jeg har aldrig før set noget lignende.« Så blev Sahl ramt af det onde øje. Han blev syg, og en voldsom feber kom over hans krop. Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) spurgte, hvad årsagen var. Folk fortalte ham, hvad der var sket. Da han hørte det, sagde han: »Når et menneske ser på sin broders krop eller ejendom uden at bede om velsignelse for ham, rammes han af det onde øje. Det onde øje er sandt.«20
Allāma Ziriklī nævner, at fyrre hadither, som er overleveret fra ham, er blevet samlet i de to Ṣaḥīḥ-værker.21 Han overleverede hadither fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og Zayd ibn Thābit. Mange tābiʿūn hørte hadither fra ham og overleverede dem også. Blandt de mest fremtrædende af dem var:
Abū Wāʾil, ʿUbayd ibn Sabāq, ʿAbd al-Raḥmān ibn Abī Laylā, ʿUbaydullāh ibn …, ʿAbdullāh ibn …, ʿUtba, Sīrīn ibn ʿĀmir, Rabāb og andre.22
Han holdt sig altid på afstand af alle former for uenighed. Efter at være vendt tilbage fra Ṣiffīn sagde hans elev Abū Wāʾil: »Fortæl os nogle beretninger.« Han svarede: »Hvad skal jeg fortælle? Det er et vanskeligt problem. Når man lukker ét hul, åbner et andet sig.«
Han var yderst modig og energisk. Men folk havde en anden opfattelse af ham. Om dette sagde han: »Det er en fejl ved deres opfattelse. Jeg er ikke fej. Enhver sag, som jeg har løftet mit sværd for, har jeg gjort let for altid. Hvis det ikke havde været imod Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ønske at kæmpe på dagen ved Ḥudaybiyya, ville jeg også den dag have været rede til at kæmpe.«23
Kilder:
Nuʿmān ibn Bashīr (ra)
I sīrat-værkerne finder man to kunyaer eller tilnavne for Hazrat Nuʿmān (ra): Abū ʿAbdillāh og Abū Muhammad. Han var søn af den berømte Khazraj-stamme i Medina. Han var amīr, prædikant, digter, lærd og en af de fremtrædende anṣāriske ṣaḥāba.¹ Hans far, Bashīr ibn Saʿd, var også en ṣaḥābī af stor betydning.² Han deltog i slaget ved Badr.³
Bashrī ibn Saʿd (ra) aflagde ved den anden ʿAqaba troskabseden til Allahs Sendebud sammen med halvfjerds, efter en anden overlevering femoghalvfjerds, anṣārer. Han deltog sammen med Allahs Sendebud i alle slag, herunder Badr og Uhud. Efter Allahs Sendebuds bortgang samledes man i Saqīfa Banī Sāʿida i Medina for at vælge en kalif, og her var Bashrī ibn Saʿd den første til at aflægge troskabseden til Abū Bakr (ra).⁴ I det 12. hijri-år drog han under hærføreren Khālid ibn al-Walīds (ra) ledelse i krig mod den falske profet Musaylima al-Kadhdhāb. På hjemvejen faldt han som martyr i slaget ved ʿAyn al-Tamr.⁵
Nuʿmāns (ra) mor hed ʿAmra bint Rawāḥa. Hun var søster til den berømte digter, ṣaḥābī og martyriske hærfører ʿAbdullāh ibn Rawāḥa (ra).⁶ Også hun opnåede æren af at være ṣaḥābiyya, det vil sige at have været ledsager af Allahs Sendebud.
Nuʿmān (ra) blev født i en sådan ren og fornem familie. Ibn Saʿd siger: Han blev født i måneden Rabīʿ al-Ākhir, fjorten måneder efter Allahs Sendebuds hijra. Dette er Medinas indbyggeres overlevering. Kufas indbyggere har imidlertid en anden opfattelse. De har overleveret mange hadither fra Nuʿmān, hvori han siger: »Jeg hørte Allahs Sendebud sige …« De siger, at disse overleveringer viser, at han var ældre end det, som Medinas indbyggere har berettet om hans fødsel. Al-Balādhurī siger: I det andet hijri-år blev ʿAbdullāh ibn al-Zubayr født i Medina. I dette år blev også an-Nuʿmān ibn Bashīr født. Nuʿmān var det første barn, der blev født i en anṣārisk familie efter Allahs Sendebuds ankomst til Medina. Allahs Sendebud udførte taḥnīk for ham.⁸ (Taḥnīk er at tygge en dadel eller noget andet og lægge det i barnets mund.) Seks måneder efter hans fødsel blev ʿAbdullāh ibn al-Zubayr (ra) født. Derfor plejede han senere at sige: »An-Nuʿmān ibn Bashīr er seks måneder ældre end jeg.«⁹ Ifølge Imām al-Bukhārī blev han født i hijra-året.¹⁰
Imām adh-Dhahabī sagde i sin præsentation af Hazrat Nuʿmān: Han blev født i det andet hijri-år. Han hørte hadither fra Allahs Sendebuds egen mund. Sīrat-eksperterne er enstemmige om at regne ham blandt de unge ṣaḥāba.¹¹
Det andet hijri-år har en særlig betydning i islams historie. Allerede fra begyndelsen af dette år opstod der konflikter og sammenstød mellem muslimerne i Medina og Quraysh i Mekka samt de øvrige stammer omkring byen. Dette kom fuldt til udtryk gennem slaget ved Badr. De børn, der blev født dette år, må i nogen grad have været præget af denne revolutionære tid og dens begivenheder. Derfor kom både an-Nuʿmān og ʿAbdullāh senere i livet til at lede store revolutioner.
Nuʿmāns forældre elskede ham meget højt. Hans far tog ham med til Allahs Sendebud og bad ham om at bede for ham. Hans mor elskede ham så højt, at hun ønskede at skrive hele sin formue over på hans navn og dermed fratage de andre børn deres andel. En gang fik hun sin mand til at gå med til dette og udpegede Allahs Sendebud som vidne. Bashīr (ra) kom med sin søn Nuʿmān til Allahs Sendebud og sagde: »Vær vidne til, at jeg giver denne og denne jord til denne søn.« Allahs Sendebud sagde: »Har du også givet dine andre børn deres andel på denne måde?« Han svarede: »Nej, det har jeg ikke.« Allahs Sendebud sagde: »Så kan jeg ikke være vidne til en sådan uretfærdighed.« Efter at have hørt dette ændrede Bashīr sin beslutning.¹²
Da han var gammel nok til at gå omkring, plejede han at besøge Allahs Sendebud (sa). En gang kom der nogle druer fra Taif til Allahs Sendebud (sa). Han gav Nuʿman to klaser og sagde: »Den ene er til dig, og den anden er til din mor.« På vejen hjem spiste Nuʿman begge klaser. Da han kom hjem, fortalte han ikke nogen om druerne. Nogle dage senere spurgte Sendebudet (sa) ham: »Gav du din mor druerne?« Han svarede: »Nej.« Så tog Sendebudet (sa) ham i øret og sagde: »Din lille snyder!«¹³
Allerede i denne tidlige barndom blev Nuʿman optaget af bønnen og andre former for tilbedelse. Han iagttog omhyggeligt Allahs Sendebuds (sa) forskellige handlinger og forsøgte at huske dem. Han sad tæt ved prædikestolen i moskeen og lyttede til Allahs Sendebuds (sa) formaninger og taler.¹⁴ En gang hævdede han: »Jeg ved mere om Allahs Sendebuds (sa) natlige bøn end de fleste af hans ledsagere.«¹⁵ På Skæbnenatten holdt han sig vågen sammen med Allahs Sendebud (sa) og bad.¹⁶
Allahs Ædle Sendebud (sa) døde i måneden Rabiʿ al-awwal i år 11 efter hijra. Nuʿman var da kun otte år og syv måneder gammel. Derfor ser man ingen særlig aktivitet fra Nuʿmans side under de første og den anden kalifs regeringstid. Historien fortæller, at da Uthman (ra) blev dræbt af oprørerne, sendte hans hustru Naila (ra) Nuʿman (ra) til Syrien sammen med sin mands blodplettede klædning.¹⁷ Efter denne begivenhed blev han betragtet som en af den tids histories fremtrædende skikkelser.
Under Alis (ra) kalifat begyndte hans konflikt og strid med Muʿawiya (ra). I denne strid tog han Muʿawiyas (ra) parti. Det er bemærkelsesværdigt, at han var en af de få blandt alle ansarerne, som dengang tog Muʿawiyas (ra) parti. Det nævnes tydeligt i forskellige værker, at amir Muʿawiya (ra) var hans nære ven. Ibn al-Athir siger: »Hans kærlighed var rettet mod Muʿawiya.« Derfor nærede han også hengivenhed for Muʿawiya og hans søn Yazid.¹⁸ Til gengæld gav Muʿawiya (ra) ham høje embeder. Malik ibn Kaʿb al-Ahbabi var guvernør i ʿAyn al-Tamr på Alis (ra) vegne. På amir Muʿawiyas (ra) ordre angreb Nuʿman (ra) våbenlageret dér.¹⁹
Nuʿman deltog i slaget ved Siffin på Muʿawiyas (ra) side.²⁰ Efter Fudala ibn Ubayd udnævnte Muʿawiya (ra) ham i år 53 efter hijra til dommer i Damaskus.²¹ Da Yemen kom under Muʿawiyas (ra) styre, udnævnte han efter Uthman ibn ʿAs-Saqafi Nuʿman (ra) til guvernør dér. Han var således den tredje guvernør i Yemen på vegne af det umayyadiske dynasti.²²
I år 59 efter hijra udnævnte Muʿawiya (ra) ham til guvernør i Kufa. Han beklædte dette embede i omkring syv måneder. Efter Muʿawiyas (ra) død besteg hans søn Yazid kalifatets trone. Han pressede Imam Husayn (ra), Abdullah ibn Umar (ra) og Abdullah ibn az-Zubayr (ra) til at sværge ham troskab. Imam Husayn (ra) afviste klart at sværge Yazid troskab. Samtidig begyndte breve fra Alis (ra) tilhængere i Kufa at nå frem til Imam Husayn (ra). I disse breve lovede de at anerkende Imam Husayn (ra) som kalif. Derfor sendte Imam Husayn (ra) Muslim ibn Aqil til Kufa for at undersøge situationen. Da Muslim ankom til Kufa, erklærede størstedelen af byens indbyggere deres støtte til imamen. Omkring tolv tusind mennesker svor Muslim troskab. Nuʿman (ra) var på det tidspunkt guvernør i Kufa og fik alle disse oplysninger, men mente, at det var bedre at forholde sig tavs end at fremkalde strid og konflikt.
Men da Alis (ra) tilhængere holdt et møde i Mukhtar ibn Ubayds hus og besluttede at bryde den troskabsed, de havde aflagt til Yazid, stillede Nuʿman (ra) sig på prædikestolen i moskeen i Kufa og holdt en tale. Talens hovedindhold var som følger:
»O folk! Frygt Allah, og skynd jer ikke med at skabe uro og splittelse. For det fører til tab af menneskeliv, blodsudgydelse og plyndring af ejendom. Hvis ingen indleder en konflikt med mig, vil jeg ikke indlede en konflikt med ham. Jeg vil ikke sige noget ondt eller fornærme nogen. Jeg vil ikke gribe nogen på grund af bagvaskelse eller dårlige antagelser om vedkommendes karakter. Men hvis I bryder troskabseden og åbent gør oprør mod mig og imamen, så sværger jeg ved Allah, ud over hvem der ingen gud findes: Så længe sværdets fæste er i min hånd, vil jeg bekæmpe jer. Selv hvis ikke én eneste mand står ved min side, vil jeg ikke standse. Jeg håber dog, at der blandt jer vil være flere, som kender sandheden, end der er tilhængere af falskheden.«
Ved den nævnte forsamling var også ʿAbdullah ibn Muslim, en hengiven tilhænger og ven af Banū Umayya, til stede. Han blev dybt bedrøvet over herskerens svage holdning over for fjenden. Vredt sagde han til Nuʿmān: »Deres holdning i denne sag er yderst svag. Nu er ikke tiden til mildhed; De bør være streng over for fjenden.« Nuʿmān svarede:
»Jeg foretrækker at være svag i lydighed mod Allah frem for at være stærk i ulydighed mod Ham. Og jeg finder det ikke rigtigt at rive det slør itu, som Allah har trukket for.« Da ʿAbdullah ibn Muslim var vendt tilbage fra forsamlingen, skrev han til Yazīd: »Muslim ibn ʿAqīl har fået overtaget i Kūfa. Hvis De har brug for myndighed over dette område, vil De kunne håndhæve Deres ordrer og forbud. Nuʿmān er en fej mand, eller også foregiver han med vilje at være fej og svag.« På samme tidspunkt skrev også ʿAmr ibn Saʿd ibn ʿUqba og ʿUmar ibn Saʿd ibn Abī Waqqās lignende breve til Yazīd. Efter at have modtaget disse breve afsatte Yazīd Nuʿmān ibn Bashīr fra posten som wālī i Kūfa og udnævnte ʿUbaydullah ibn Ziyād i hans sted. Nuʿmān drog derefter til شام.²³ Dette fandt sted i hijrī-år 60.²⁴
Derefter udnævnte Yazīd ham til wālī i Hims, og han forblev på denne post indtil Yazīds død. Ifølge nogle overleveringer var det imidlertid Muʿāwiya (ra), der fjernede ham fra Kūfa og udnævnte ham til wālī i Hims.²⁵
Efter Yazīd ibn Muʿāwiyas død i hijrī-år 64 opfordrede Nuʿmān indbyggerne i شام til at sværge troskab til ʿAbdullah ibn az-Zubayr (ra), og han blev udnævnt til wālī i Hims på dennes vegne. Ifølge nogle overleveringer svor han troskab til ʿAbdullah ibn az-Zubayr (ra), men begyndte senere selv at modtage folkets troskabsed som krav på kalifatet. Denne overlevering er imidlertid ikke korrekt. For hvis en sådan begivenhed virkelig havde fundet sted, ville den være blevet omtalt i de berømte historiske værker og sīra-værker. De fleste værker er imidlertid fuldstændig tavse om sagen.
Ligesom Nuʿmān svor også mange andre troskab til Ibn az-Zubayr i شام. Da Marwān så denne situation, drog han til شام, samlede en hær og sendte den mod ad-Daḥḥāk ibn Qays. Ad-Daḥḥāk var hersker over flere områder i شام på Ibn az-Zubayrs vegne. Da Nuʿmān hørte dette, sendte han nogle soldater under ledelse af Shuraḥbīl ibn Dhī al-Kilāb for at hjælpe ad-Daḥḥāk. De to parter stødte sammen på et sted kaldet Marj Rāhiṭ, og ad-Daḥḥāk blev besejret og dræbt. Da Nuʿmān hørte dette, forsøgte han i nattens mørke at forlade Hims. Marwān sendte en gruppe soldater under ledelse af Khālid ibn ʿAdī al-Kilāʿī for at forfølge og pågribe ham.
I en landsby ved navn Bīrīn, ikke langt fra Hims, mødte han Khālid. Khālid dræbte ham, huggede hans hoved af, tog hans familie til fange og bragte dem frem for Marwān. Nuʿmāns hustru havde med egne øjne været vidne til sin mands grusomme skæbne. Hun bad Marwān om at give hende sin mands afhuggede hoved i skødet og sagde: »Jeg er den, der har ret til dette hoved. Giv det til mig.«
På Marwāns befaling lagde folk Nuʿmāns (ra) hoved i hans hustrus skød. Dette fandt sted i begyndelsen af hijrī-år 65, eller ifølge en anden opfattelse i slutningen af år 64. Nuʿmān (ra) var da 64 år.²⁶ Ibn Ḥazm siger: »Marwān indledte sin magtovertagelse ved at dræbe Nuʿmān.«
Fødestedet for den berømte digter fra den abbasidiske periode, Abū al-ʿAlāʾ al-Maʿarrī, er Maʿarrat an-Nuʿmān. Byens tidligere navn var blot Maʿarra. Nuʿmān rejste engang dertil. På det tidspunkt døde en af hans sønner, og han blev begravet dér. Derfor blev stedet, med henvisning til Nuʿmān, kendt som Maʿarrat an-Nuʿmān.²⁷
Nuʿmāns (må Allah være tilfreds med ham) hustru var datter af en mand fra den arabiske stamme Kalb. Der er berettet en mærkelig historie om hende i forskellige bøger. På et tidspunkt opholdt hun sig i Muʿāwiyas (må Allah være tilfreds med ham) indre gemakker. En dag sagde Muʿāwiya til Yazīds mor, Mabsūn: »Gå hen og se på denne kvinde.« Efter at have set hende vendte Mabsūn tilbage og sagde: »Denne kvinde er enestående i skønhed og ynde. Men hun har en skønhedsplet lige under navlen. Derfor vil hun komme til at holde sin mands afhuggede hoved i sit skød.«
Denne kvinde blev først gift med Ḥabīb ibn Maslama. Da ægteskabet med ham blev opløst, giftede Nuʿmān sig med hende. Da han blev dræbt, holdt hun som hans hustru hans afhuggede hoved i sit skød. Således gik Mabsūns profeti i opfyldelse.²⁸
Blandt Nuʿmāns (må Allah være tilfreds med ham) børn blev tre sønner, Muḥammad, Bashīr og Yazīd, berømte. Hans efterkommere fandtes i mange år i Medina og Bagdad.²⁹
Nuʿmān (må Allah være tilfreds med ham) havde dyb viden om hadith og fiqh. Selv om han på grund af sine vigtige statslige opgaver og andre forpligtelser ikke kunne udføre den store opgave at viderebringe sin viden, blev ethvert sted, hvor han overtog en herskers ansvar, forvandlet til et centrum for studiet af fiqh og hadith. Talrige retssager blev forelagt ham, og han afgjorde dem gennem sin viden og begavelse.
Selv om han på tidspunktet for Allahs Ædle Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) død kun var en otteårig dreng, havde han bevaret mange hadither i sin hukommelse. Senere blev han velsignet med nærværet af de troendes moder, ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende), og ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham). Han hørte hadither fra dem. Desuden hørte han mange hadither fra sin morbror, ʿAbdullāh ibn Rawāḥa (må Allah være tilfreds med ham).³⁰
Når det gjaldt at modtage og viderebringe hadither, var han yderst forsigtig og tilbageholdende. Ikke desto mindre er i alt 124 (et hundrede og fireogtyve) hadither blevet overleveret gennem hans isnād. Af disse er fem hadither overleveret af både al-Bukhārī og Muslim, mens al-Bukhārī alene har overleveret én anden, og Muslim alene fire andre.³¹ Han citerede hadither, når han afsagde domme. En gang sagde han under afgørelsen af en sag: »Jeg vil afgøre denne sag på samme måde, som Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) afgjorde en bestemt mands sag.«³²
Han besvarede menneskers forskellige spørgsmål om sharīʿas regler og bestemmelser. For det meste gav han disse svar i en khuṭba eller tale. Hans khuṭbaer eller taler var af to slags: religiøse og politiske. Han var en fremragende taler. Hans taler blev holdt i et yderst rent og klart sprog. Simāk ibn Ḥarb anerkendte hans dygtighed i tale og udtryksform således: »Af alle de mennesker, hvis taler jeg har hørt, forekom Nuʿmān ibn Bashīr mig at være den største taler.«³³
Under sine khuṭbaer bevægede han sine lemmer og gjorde fagter alt efter situationen. En gang sagde han således i en khuṭba: »Jeg har hørt fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham).« Da han sagde »jeg har hørt«, pegede han med fingrene mod begge ører.³⁴ En gang beskrev han under en tale Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) tilstand således: »For at stille sulten kunne Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ikke engang få de ringeste dadler. Og nu kan I ikke tilfredsstille jeres smag uden forskellige slags udsøgte dadler og smør.«³⁵
En dag stod han på minbaren og holdt en prædiken. I prædikenen fremstillede han livet i fællesskab som Allahs barmhjertighed og splittelse som Allahs straf og forbandelse. Den berømte imam al-Bahili var også til stede ved forsamlingen. Efter prædikenen rejste han sig og sagde til de tilstedeværende: »Det er obligatorisk for jer at følge as-Sawad al-A’zam.«³⁶
Utallige er de, som hørte hadith fra ham under hans taler og prædikener. Her nævnes nogle af hans fremtrædende elever: ash-Sha’bi, Humayd ibn Abd ar-Rahman, Khaythama ibn Abd ar-Rahman, Salim ibn Abi al-Ju’d, Abu Ishaq as-Suba’i, Abd al-Malik ibn Umayr al-Yasi’ al-Kindi, Habib ibn Salim (Nu’mans sekretær), Abdullah ibn Abdullah ibn Utba, Urwa ibn az-Zubayr, Abu Qilaba al-Jurami, Abu Salama al-Aswad, Ghayraz Abu Sufra, Azhar ibn Abdullah, Muhammad ibn Nu’man, Abu Sallam Mamtar og andre.³⁷
Nu’man (ra) var en mand med sans for litteratur og poesi. Ligesom man finder vidnesbyrd om hans talent inden for prosalitteraturen, ser man også hans aftryk inden for poesien. Han skrev mange digte. Nogle af hans digte er blevet samlet under hans navn i sira-værkerne. Al-Qurtubi har samlet nogle af hans digte i værket al-Isti’ab. Han har også samlet nogle af Nu’mans vers i al-Isti’ab. Der findes desuden en diwan med hans poesi.³⁸
Selv om Nu’man (ra) var involveret i forskellige stridigheder, uroligheder, omvæltninger og revolutioner, brød han sig på ingen måde om undertrykkelse og tyranni. Han var et yderst barmhjertigt og blødhjertet menneske. I stridigheder vandt han menneskers hjerter gennem medfølelse og kærlighed i stedet for hårdhed og magtanvendelse. Historikeren at-Tabari har sagt: »Han var en forstandig, tålmodig og gudfrygtig mand, som elskede at tilgive mennesker.«
Beretningen om Muslim ibn Aqil og Nu’mans (ra) prædiken om dette, som allerede er nævnt, tydeliggør hans overbærende og storsindede principper. En gang skrev han i et brev til Qays ibn al-Haytham: »Du er et særdeles ulykkeligt menneske. Vi så Allahs Sendebud (sa) og hørte hans hadith (ord). I har derimod hverken set ham eller hørt hadith fra hans mund. Han sagde: Nær Dommedagen vil der vise sig vedvarende prøvelser og uroligheder. Da vil mennesker om morgenen være muslimer, men inden aftenen være blevet vantro igen. Mennesker vil sælge deres religion for begæret efter små verdslige fordele.³⁹ Men hans milde og venlige natur skyldtes ikke frygt eller fejhed. Ligesom han var uden lige i tålmodighed og overbærenhed, var han også uovertruffen i tapperhed og mod.«
Han var en særdeles gavmild mand. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at stå mennesker bi i vanskeligheder. Da han var guvernør i Hims, kom digteren al-A’sha al-Hamadani en dag til ham og sagde: »Jeg har bedt Yazid om hjælp, men han svarede ikke. Nu er jeg kommet til dig. Opfyld noget af slægtskabets ret, og sørg for at min gæld bliver betalt.« Nu’man (ra) havde ingen penge hos sig. Han svor og sagde: »Jeg har intet.« Efter at have tænkt sig lidt om — han havde ingen penge — svor han igen og sagde: »Jeg har absolut intet.« Så tænkte han lidt og sagde: »Hm!« Derefter stod han på moskéens minbar og holdt en tale til de omtrent tyve tusind forsamlede mennesker. Talens hovedindhold var følgende:⁴⁰
»O folk! Al-A’sha al-Hamadani er søn af en af jeres onkler, altså jeres slægtning. Han er muslim af fornem herkomst. Han har brug for nogle penge, og derfor er han kommet til jer. Hvad ønsker I nu?« Folkeskaren svarede enstemmigt: »Vi vil gøre, hvad du siger.« Han sagde: »Jeg giver ingen ordre.« Folk sagde: »Så vil hver af os, der er til stede her, give én dinar.« Han sagde: »Nej. Giv én dinar for hver to personer.« Da alle havde givet deres samtykke, sagde han: »Jeg udbetaler dette beløb til ham fra bait al-mal. Når lønnen eller understøttelsen kommer, vil beløbet blive opkrævet hos jer alle.« På denne måde sørgede Nu’man (ra) for, at den forgældede al-A’sha fik ti tusind dinarer. Dette er forfatteren til al-Isti’abs beretning. Forfatteren til Usud al-Ghaba, Ibn al-Athir, siger, at det var fyrre tusind. Digteren al-A’sha al-Hamadani var Nu’man (ra) taknemmelig for dette resten af livet. Han skrev også et digt til lovprisning af Nu’man (ra). Betydningen af nogle af digtets vers er følgende:⁴¹
1. Jeg har aldrig mødt nogen så gavmild i nødens stund som Nu’man ibn Bashir.
2. Når han siger noget, gør han det fuldt ud. Han er ikke som den, der hænger bedragets reb ud over for folket.
3. Hvis han ikke havde været ansar, ville jeg have været som den, der tager et sted hen og vender tomhændet tilbage.
4. Hvis jeg bliver utaknemmelig over for Nu’man, vil taknemmelighedens egenskab forsvinde fra mig. Og der findes intet godt i et utaknemmeligt menneske.
Eftersom Nu’man (ra) som barn fik mulighed for at være meget tæt på Allahs Ædle Sendebud (sa), blev han i stand til at beskrive mange af hans daglige handlinger i detaljer. I hadith- og sira-værkerne findes der mange sådanne beretninger fra ham. Da han for eksempel beskrev Allahs Sendebuds (sa) natlige tilbedelse, sagde han, at hans fødder hævede, når han havde stået oprejst i lang tid.42 På samme måde berettede han om, hvordan Sendebudet (sa) rettede bederækkerne, og hvor stor betydning han tillagde, at rækkerne var lige. Han sagde: En dag så Sendebudet (sa), at en mands bryst ragede frem foran rækken. Da sagde han: O Allahs tjenere! Enten retter I jeres rækker, eller også vil Allah skabe uenighed blandt jer.43
De troendes moder, ‘A’isha (ra), var datter af Abu Bakr as-Siddiq (ra). Nu’man (ra) siger: En dag gik Abu Bakr for at besøge sin datter og svigersøn. Da han bad om tilladelse til at komme ind, hørte han sin datter ‘A’isha tale med høj stemme oven i Allahs Sendebuds (sa) tale. Så snart han kom ind, ville han slå sin datter, idet han sagde: Taler du oven i Allahs Sendebuds (sa) tale? Allahs Sendebud (sa) stillede sig hurtigt imellem dem og reddede ‘A’isha fra slaget. Abu Bakr forlod sin datters værelse i vrede. Da sagde Sendebudet (sa) til ‘A’isha: Så du det? Jeg reddede dig fra din far. Nogle dage senere gik Abu Bakr igen til sin datter og svigersøns hus. Han så, at deres forhold var normalt. Da sagde han: Når I er i fred, giver I mig tilladelse til at komme ind, og når I er i krig, giver I mig også tilladelse. Da sagde Sendebudet (sa): Det har vi gjort, det har vi gjort.44
En dag stod han på prædikestolen og sagde: Allahs Sendebud (sa) stod på denne prædikestol og sagde: Den, der ikke viser taknemmelighed for det lille, kan heller ikke vise taknemmelighed for det meget. Den, der ikke viser mennesker taknemmelighed, kan heller ikke vise Allah taknemmelighed. At anerkende Allahs velgerninger er at vise taknemmelighed for dem, mens det at undlade at anerkende dem er utaknemmelighed.
Således kommer forskellige sider af Allahs Sendebuds liv til udtryk gennem hans mange beretninger.
Selv om Nu’man (ra) i en forvirret periode i historien tog Mu’awiyas (ra) og hans søn Yazids parti, findes der ingen oplysninger om, at han nogetsteds begik den mindste uret mod nogen. At han stod fast på sandheden, bevises af, at han viste troskab mod ‘Abdullah ibn az-Zubayr (ra) og gav sit liv for det. Selv om han forlod Kufas trone, ville han ikke indlade sig på konflikt og kamp med Muslim ibn ‘Aqil, imam Husayns udsending. Takket være samværet med Allahs Ædle Sendebud (sa) blev han i stand til at opnå en så ophøjet moral.
Kilder:
Samura ibn Jundub al-Fazari (må Allah være tilfreds med ham)
Samura al-Fazari (må Allah være tilfreds med ham) omtales i sira-litteraturen med flere kunyaer eller tilnavne. De er: Abu Sa’id, Abu Abd al-Rahman, Abu Abdallah, Abu Sulayman og Abu Muhammad.1 Han var en af Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) sahaba. I historien er han berømt som en modig leder.2 Imam al-Dhahabi siger: Han var en af de lærde sahaba.3
Samura (må Allah være tilfreds med ham) var ikke af Ansar-folket fra Medina. Oprindeligt var han af Banu Fazara. Ibn Ishaq siger: Han var en halif, det vil sige en forbundsfælle, blandt Ansar fra Medina.4 Hans far, Jundub ibn Hilal al-Fazari, var bosat i Basra. Samura blev født i Basra. Han mistede sin far som barn. Hans mor tog ham med til Medina og gav udtryk for, at hun ønskede at gifte sig igen med en af Ansar. Hun stillede dog som betingelse, at den, der giftede sig med hende, skulle være villig til at påtage sig det fulde ansvar for hende og hendes barn Samura. Murra ibn Shayban ibn Tha’laba accepterede hendes betingelse og giftede sig med hende. Samura (må Allah være tilfreds med ham) voksede op under opsyn af og i sin stedfar Murra ibn Shaybans kærlige beskyttelse.5
Samura (må Allah være tilfreds med ham) antog islam efter hijraen. Da han endnu ikke var gammel nok til at drage i krig, fik han ikke tilladelse til at deltage i slaget ved Badr i det andet hijri-år. Under slaget ved Uhud mødte han op hos Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sammen med nogle andre unge fra Ansar i håb om at få lov til at deltage i krigen. Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) udvalgte en af Samuras kammerater og afviste ham. Da sagde Samura: »Du valgte ham og afviste mig, selv om jeg er stærkere end ham. Hvis du ikke tror på det, så lad os brydes.« Da Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) hørte dette, beordrede han dem til at brydes. Under brydningen løftede Samura sin modstander, den unge dreng, og kastede ham til jorden. Da Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) så det, gav han også ham tilladelse til at drage til slagmarken.6 Ibn Hisham siger: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) gav Samura ibn Jundub og Rafi’ ibn Khadij tilladelse til at deltage i slaget ved Uhud. De var begge femten år gamle på det tidspunkt.7 Fra efter Uhud deltog han sammen med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) i alle slag.
Han boede i Medina under den Ædle Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) levetid. Senere bosatte han sig i Basra.8 I år 50 efter hijraen, efter at Kufas wali, al-Mughira ibn Shu’ba (må Allah være tilfreds med ham), var død, overdrog Mu’awiya (må Allah være tilfreds med ham) også styret af Basra til Ziyad ibn Sumayya som en ekstra opgave ved siden af Kufa. Ziyad udnævnte Samura (må Allah være tilfreds med ham) til sin stedfortræder og assistent. Ziyad opholdt sig seks måneder ad gangen i Basra og Kufa. Samura varetog også ansvaret begge steder under hans fravær: når Ziyad var i Basra, var han i Kufa, og når han var i Kufa, var Samura i Basra.9
Ziyads styre var bemærkelsesværdigt på mange måder. Under hans styre blev straf og sikkerhed tillagt så stor betydning, at ingen form for oprør eller protester kunne opstå i Basra og Kufa. En gruppe kharijitiske oprørere, som allerede havde været til stede dér, rejste sig engang, men blev slået grundigt ned.
Kharijitterne opstod under den fjerde kalif Alis (må Allah være tilfreds med ham) levetid. På et tidspunkt var de selv Alis (må Allah være tilfreds med ham) tilhængere. Senere blev de besejret som en gruppe, der skabte uro og kaos, og mange af deres modige krigere blev dræbt. Det lykkedes dog ikke at udrydde dem fuldstændigt. Så snart de fik mulighed for det, rejste de sig og hejste oprørets fane. Disse ekstremister udgød blodet af utallige uskyldige muslimer, herunder mange sahaba. Kalif Ali (må Allah være tilfreds med ham) led martyrdøden for disse vildledte ekstremisters hånd.10 Basra og Kufa var deres vigtigste centre. Ziyad besluttede at udrydde dem og skabe sikkerhed. Denne beslutning stemte overens med Samuras (må Allah være tilfreds med ham) beslutning.11 Ibn Hajar siger: Samura var særdeles hård over for kharijitterne.12 Det fremgår af historie- og sira-værkerne, at Ziyad og hans søn Ubaydullah dræbte omkring halvfjerds tusind mennesker i Basra. Samura var også involveret i dette.13 Imam al-Dhahabi har sagt: Samura (må Allah være tilfreds med ham) dræbte mange mennesker.14
ʿĀmir ibn Abī ʿĀmir fortæller: Vi sad i Yūnus ibn Ḥabībs forsamling. De tilstedeværende sagde: »Ingen anden del af jorden har drukket så meget blod, som denne jord har drukket. Her er halvfjerds tusind mennesker blevet dræbt.« Jeg spurgte Yūnus, om dette virkelig var blevet sagt. Han svarede: »Ja.« Der blev spurgt: »Hvem gjorde dette?« Han svarede: »Ziyād, hans søn ʿUbaydullāh og Samura.«¹⁵ Imām al-Qurṭubī siger: Når en kharijit blev bragt til Samura, dræbte han ham og sagde: »Dette er det værste menneske, der er blevet dræbt under himlen, for de erklærer muslimer for vantro og udgyder menneskers blod.«¹⁶
På grund af Samuras hårdhed var kharijitterne voldsomt fjendtlige over for ham. De betragtede Samura som et dårligt menneske og protesterede imod og fordømte hans adfærd. Derimod plejede Basras lærde på den tid – blandt dem berømte mænd som Ibn Sīrīn og Ḥasan al-Baṣrī – at rose ham. De besvarede anklagerne, der blev rejst mod Samura.¹⁷
Når vi i dag ser disse oplysninger, som er nævnt i historiske værker og værker om sīra, kan vi spørge os selv, hvordan en sahabis hånd, som Samuras (r.a.), kunne blive farvet af menneskers blod. Svaret kan være, at alle historiske oplysninger ikke er fuldstændig fejlfri på samme måde som hadith. Det er muligt, at denne beskyldning blev rettet mod ham på baggrund af den politisk kaotiske situation på den tid. Sådanne eksempler er ikke sjældne i historien.
For at forstå dette kapitel af historien må vi desuden kende den rette historie om kharijitternes opståen og udvikling, deres ideologi og frem for alt deres hensynsløse behandling af modstandere og deres terrorhandlinger. De var ekstremister, som dræbte utallige uskyldige mennesker. De dræbte deres modstandere uden forskel. Et stort antal af Allahs Sendebuds (s.a.) sahaba mistede livet for deres hånd. Denne sandhed kommer også til udtryk i Samuras (r.a.) udtalelse, som allerede er blevet nævnt. Som hersker havde han derfor ingen anden mulighed end at være hård over for dem. Det er også grunden til, at fremragende lærde som Ibn Sīrīn og Ḥasan al-Baṣrī gav ham deres ubetingede støtte. Vi tror ikke, at en stor sahabi, som var en af Allahs Sendebuds (s.a.) ledsagere, kunne udgyde menneskers blod uretmæssigt.
Da Ziyād døde i år 53 efter hijra, skete der nogle ændringer i statsforvaltningen. Basra og Kufa fik status som to selvstændige provinser, og der blev udnævnt hver sin wālī for de to provinser. Samura blev wālī i Basra og beklædte dette embede i næsten et år.¹⁸ I år 54 efter hijra blev han afskediget fra dette embede efter amīr Muʿāwiyas (r.a.) ordre.
Der er uenighed om dødsåret for Samura ibn Jundub (r.a.). Årene 58, 59 og 60 efter hijra er blevet nævnt. Ibn ʿImād al-Ḥanbalī har anført, at han døde i år 60 efter hijra.²⁰ Der er også uenighed om, hvorvidt han døde i Basra eller Kufa.²¹ Nogle har sagt, at han var wālī i Basra, men døde i Kufa. Det er også blevet berettet, at han var den sidste af Allahs Sendebuds (s.a.) sahaba, der døde i Kufa.²²
Samura (r.a.) døde på en usædvanlig måde. I slutningen af sit liv følte han en voldsom kulde. Som behandling sad han i varmt vand i lang tid for at varme kroppen op. Til sidst udviklede det sig til en kronisk sygdom. En dag begyndte han at føle en voldsom kulde. Der blev tændt ild omkring ham, men det hjalp ikke. Han sagde: »Hvordan skal jeg forklare, hvad der sker i min mave?« I denne urolige tilstand ville han sætte sig i en gryde med varmt vand, men faldt ned i det boblende kogende vand og døde.²³ Hilāl ibn Umayya siger, at han døde, da han uforsigtigt brændte sig i ilden, mens han forsøgte at varme sig. Hvis denne beretning er sand, var betydningen af Allahs Sendebuds (s.a.) profeti denne verdens ild, ikke det hinsidige livs ild.²⁴ Ibn ʿAbd al-Barr siger, at en profeti fra Allahs Sendebud (s.a.) blev opfyldt ved Samuras død på denne måde.
En profeti fra Allahs Sendebud (s.a.) om Samuras (r.a.) død findes i værker om rijāl og sīra. Anas ibn Ḥakīm al-Ḍabbī fortæller: Jeg gik rundt i Medina, da jeg pludselig mødte Abū Hurayra. Før han sagde noget som helst andet, spurgte han om Samura. Da jeg fortalte ham, at Samura stadig var i live, blev han meget glad. Derefter sagde han: »En dag var vi ti personer sammen med Allahs Sendebud (s.a.) i et hus. Pludselig rejste han sig og så skarpt på os alle. Så greb han fat i begge sider af døren og sagde: ’Den af jer, der dør sidst, vil gå i ilden eller dø brændt i ilden.’ Af disse ti er otte døde. Jeg og Samura er stadig i live. Nu er der intet, jeg elsker mere end at smage døden.«²⁵ I nogle beretninger nævnes tre personer i stedet for ti. De er: Samura, Abū Maḥdhūra og Abū Hurayra.²⁶
Der er ingen tvivl om, at Hazrat Samura var den sidste blandt den nævnte gruppe, der døde. Der er dog uenighed om, hvem der døde først: Abu Mahdhura eller Abu Huraira (ra). Nogle overleveringer tyder på, at Abu Huraira (ra) døde først. Baladhuri siger: Samura levede i Basra, og Abu Mahdhura i Mekka. Derfor spurgte Samura, når nogen rejste fra Hijaz til Basra, om Abu Mahdhura; og når nogen rejste fra Basra til Mekka, spurgte Abu Mahdhura om Samura. Således døde Abu Mahdhura en dag før Samura.²⁷
Aws ibn Khalid siger: Når jeg kom til Abu Mahdhura, spurgte han om Samura. Og når jeg kom til Samura, spurgte han om Abu Mahdhura.²⁸ Men beretningen fra Anas ibn Hakim, som er nævnt tidligere, samt en beretning fra Tawus, tyder på, at Abu Mahdhura døde før Abu Huraira. Tawus siger for eksempel: Hvis nogen ville skræmme Abu Huraira, sagde de: »Samura er død.« Så snart han hørte dette, begyndte han pludselig at skrige og faldt bevidstløs om.²⁹
Det nøjagtige antal af Samuras (ra) børn kendes ikke. Det vides dog, at han havde to sønner ved navn Sulayman og Sa’d. Han var en lærd og højt anset blandt ledsagerne. Selvom han var ung i den Ædle Sendebuds (sa) levetid, bevarede han et stort antal hadither fra Allahs Sendebud (sa) i sin hukommelse. Imam al-Qurtubi siger: Han var en af de ledsagere, der overleverede flest hadither fra Allahs Sendebud (sa), og han var blandt hadith-memorisørerne.³⁰ I værket Tahdhīb al-Tahdhīb står der, at en skriftlig kopi af de hadither, han havde overleveret, befandt sig hos hans søn.³¹ Ibn Sirin siger: Dette lille skrift var en skat af viden.³²
Samura (ra) lagde særlig vægt på at bevare hadither i sin hukommelse. Han havde også en usædvanlig hukommelse; hvad han ønskede at huske, kunne han huske. Allahs Sendebud (sa) forholdt sig tavs to steder under bønnen. Det ene var efter takbīrat al-ihrām, når han reciterede »Subhanaka Allahumma«. Det andet var efter recitationen af Surat al-Fatiha, når han sagde »amin«. Samura huskede dette og praktiserede det også. Men Imran ibn Husain (ra) huskede ikke dette. En gang fulgte Samura (ra) Allahs Sendebuds (sa) praksis under bønnen, og Imran (ra) protesterede. For at få korrekte oplysninger om sagen blev der skrevet et brev til Ubayy ibn Ka’b (ra) i Medina. Som svar skrev han: »Samura har talt sandt. Han husker det korrekt.«³³
En gang, mens han holdt en prædiken, overleverede han en hadith. Blandt tilhørerne var Tha’laba ibn Abbad al-Abdi. Han fortæller, at da Samura overleverede hadithen anden gang, var der ingen forskel i ordlyden.³⁴ På trods af sin skarpe hukommelse var han yderst forsigtig og tilbageholdende, når han overleverede hadither. Han sagde: »Jeg hørte meget fra Allahs Sendebuds (sa) egen mund. Men min respekt for de ældre ledsagere afholdt mig fra at overlevere alt, hvad jeg havde hørt. De var ældre end jeg. Under Allahs Sendebuds (sa) levetid var jeg blot en ung mand. Alligevel bevarede jeg alt, hvad jeg hørte, i min hukommelse.«³⁵
Nogle gange overleverede han en hadith, og hvis nogen nærede den mindste tvivl om den, fjernede han den ved at svare på spørgsmålet. En mand hørte en beskrivelse af et mirakel udført af Allahs Sendebud (sa) og spurgte: »Blev maden større i mængde?« Han svarede: »Hvad er der så mærkeligt ved det? Hvor skulle denne forøgelse ellers komme fra, hvis ikke fra himlen?«³⁶
Samura overleverede hadither, som han direkte havde hørt fra Allahs Sendebud (sa) og Abu Ubayda ibn al-Jarrah. I forskellige værker er der gennem hans overleveringskæde gengivet i alt 123 (et hundrede og treogtyve) hadither. Blandt de vigtigste, der overleverede hadither fra ham, var:
Imran ibn Husain, al-Sha’bi, Ibn Abi Layla, Ali ibn Rabi’a, Abdullah ibn Burayda, Hasan al-Basri, Muhammad ibn Sirin, Mutarrif ibn Shukhayr, Abu al-A’la al-Atarudi, Qudama ibn Wabra, Yazid ibn Uqba, Rabi ibn Umayla, Hilal ibn Liyaf, Abu Nadra al-Abdi, Tha’laba ibn Abbad, Abu Qilaba al-Jarmi og Sulayman ibn Samura.³⁷
Samura (ra) var i besiddelse af mange fremragende karakteregenskaber. Muhammad ibn Sirin siger: »Han var en særdeles pålidelig og sandfærdig mand. Han elskede islam og muslimer af hele sit hjerte.«³⁸ Han var en hengiven efterfølger af Allahs Sendebuds (sa) vaner og sunnah.³⁹
I Arabien fremstillede en mand ved navn Ahnaf en særlig slags sværd, som blev berømt under navnet hanafiyyah. Allahs Sendebud (sa) ejede også et sådant sværd. Samura (ra) fremstillede en kopi af det. Blandt hans elever fremstillede Muhammad ibn Sirin også en kopi af det.⁴⁰
Kilder:
Abu al-Yasar Ka’b ibn ‘Amr (ra)
Abu al-Yasar Ka’b (ra) var fra Banu Salima-grenen af Khazraj-stammen i Medina. I historiske værker og værker om sira omtales han blot som Abu al-Yasar, som Ka’b eller under begge navne. Hans far var ‘Amr ibn ‘Abbas, og hans mor var Nusayba bint Azhar al-Murri. Hun var også datter af Banu Salima.¹ Imam al-Dhahabi nævner hans fars navn som ‘Umar og omtaler Abu al-Yasar som en af ansarernes søjler.²
Han deltog i den anden troskabsed ved al-‘Aqaba og erklærede islam samt aflagde troskabseden ved Allahs Sendebuds (sa) hånd. Nogle har angivet, at han på det tidspunkt var tyve år gammel.³
Han deltog sammen med Allahs Ædle Sendebud (sa) i alle de efterfølgende slag, herunder islams første slag, Badr.⁴ I slaget ved Badr udviste han stort mod og tapperhed. Den mekkanske afgudsdyrkende hærs fane blev båret af Abu ‘Aziz ibn ‘Umayr, den berømte muhajir-ledsager Mus’ab ibn ‘Umayrs egen bror. Han rykkede pludseligt frem, rev fanen ud af hans hånd og tog ham til fange.⁵ I dette slag dræbte han en afgudsdyrkende soldat ved navn Munabbih ibn al-Hajjaj.⁶ Desuden tog han al-‘Abbas til fange og førte ham frem for Allahs Ædle Sendebud (sa). Sendebudet (sa) så forundret på Abu al-Yasars lille krop og al-‘Abbas’ enorme skikkelse. Han spurgte Abu al-Yasar: »Hvordan tog du al-‘Abbas til fange?« Abu al-Yasar svarede: »O Allahs Sendebud! Ved tilfangetagelsen fik jeg hjælp af en mand, som jeg aldrig før eller siden har set. Han så sådan ud.« Da Sendebudet (sa) hørte dette, sagde han: »En mægtig engel hjalp mig med at tage ham til fange.«⁷ Imam Ahmad har overleveret fra al-Bara’: »Denne mand tog mig ikke til fange. Jeg blev taget til fange af en anden mand, som så sådan ud.« Da Allahs Sendebud (sa) hørte dette, sagde han: »En engel hjalp ham.«⁸
Ibn Ishaq har overleveret: For at føre Qurayshs fanger fra Badr til Medina fordelte Allahs Sendebud (sa) dem blandt ledsagerne. Abu ‘Aziz ibn ‘Umayr, Mus’ab ibn ‘Umayrs egen bror, var en af fangerne. Han blev overladt til Mus’ab og Abu al-Yasar. Det var Abu al-Yasar, der havde taget ham til fange på slagmarken. På vejen mod Medina bad Mus’ab Abu al-Yasar om at binde hans bror Abu ‘Aziz’ begge hænder stramt. Da Abu ‘Aziz hørte dette, sagde han bedrøvet: »Bror, kunne du virkelig sige dette om mig?« Mus’ab svarede: »Du er ikke længere min bror; nu er denne Abu al-Yasar min bror.«⁹ Imam al-Bukhari har i sit værk al-Tarikh nævnt Abu al-Yasars deltagelse i Badr. Ibn Hisham regnede ham blandt veteranerne fra Badr.¹⁰ Al-Baladhuri siger, at han var toogtredive år gammel på tidspunktet for slaget ved Badr.¹¹ Men som tidligere nævnt deltog han i den anden troskabsed ved al-‘Aqaba i en alder af tyve år. Hvordan kan han så have været toogtredive år på tidspunktet for Badr?
Abul-Yasar deltog i slaget ved Khaybar. En begivenhed fra Khaybar, som er knyttet til ham, er blevet berettet i flere værker. På et tidspunkt under slaget belejrede den muslimske hær fjendens fæstning. En nat blev der spurgt, om nogen kunne skaffe kød fra en hel flok får, der tilhørte en jøde fra modparten. Abul-Yasar udbrød straks: »Det kan jeg.« Så snart han havde sagt det, løb han hen mod fåreflokken. Fårene var på det tidspunkt ved at gå ind i fæstningen. Han greb fat i to af dem bagfra, pressede dem ind under hver sin arm og bragte dem tilbage. Hans ledsagere slagtede og tilberedte de to får.¹²
Under Siffin og de efterfølgende begivenheder sluttede han sig til Alis (ra) side.¹³ På det tidspunkt var han den eneste overlevende blandt Badr-ledsagerne.¹⁴
Han døde i Medina i år 55 efter hijra. Nogle har sagt, at han var den sidste blandt Badr-ledsagerne, der døde.¹⁵ Mod slutningen af sit liv plejede han at berette om begivenheden ved Khaybar og spøgefuldt sige: »Modtag det fra mig; blandt ledsagerne er jeg nu den eneste, der er tilbage.«¹⁶ Med dette mente han kun Badr-ledsagerne. Da han døde, var han over halvfjerds år gammel. Mange har sagt, at han blev et hundrede og tyve år, men det er ikke korrekt.
Abul-Yasars krop var kraftig og lav af statur. Hans muskler var dog hårde som snoet reb. Han havde en stor mave.¹⁷
Han berettede meget få hadither, men han udviste grænseløs omhu i det, han berettede. En gang berettede han to hadither fra Allahs Sendebud (sa) til Ubada ibn al-Walid. Da lagde han fingrene på sine øjne og ører og sagde: »Dette øje har set denne begivenhed, og dette øre har hørt Sendebudet (sa) sige det.«¹⁸ Imam Muslim har berettet hans to hadither. De har numrene 3006 og 3007. Imam Bukhari har imidlertid ikke berettet nogen hadith fra ham.¹⁹
Blandt hans elever var især Ubada ibn al-Walid, Musa ibn Talha, Umar ibn Hakam ibn Rafi, Hanzala ibn Qays al-Zarqi, Saifi, den frigivne af Abu Ayyub al-Ansari, og Riba’i ibn Khirash bemærkelsesværdige.²⁰ Han var et meget barmhjertigt og blødhjertet menneske. En mand fra Banu Haram skyldte ham penge. En dag gik han til mandens hus for at kræve betalingen og kaldte ham ved navn ved døren, men fik intet svar. Han tænkte, at manden ikke var hjemme, og vendte tilbage. På det tidspunkt kom en lille dreng løbende. Han spurgte: »Hvor er din far?« Drengen svarede: »Han gemmer sig under min mors seng.« Så råbte han: »Kom nu frem! Jeg ved, hvor du er.« Manden kom frem og fortalte om sin nød. Abul-Yasars hjerte blev blødt. Han bad manden om gældsbrevet, stregerne i det ud og sagde derefter: »Betal det tilbage, hvis du kan. Ellers eftergiver jeg dig hele gælden.«²¹
Han troede på at behandle mandlige og kvindelige slaver med lighed og retfærdighed, og han omsatte det selv i praksis. En dag kom Ubada ibn al-Walid til ham for at høre hadith og så en bunke bøger foran hans slave. Han var iført et stykke klæde og et lændeklæde, og slaven bar det samme tøj. Ubada sagde: »Onkel, det ville være bedre, hvis I havde et ens sæt tøj hver. Tag hans lændeklæde og giv ham jeres kappe, eller giv ham jeres lændeklæde og tag hans kappe.« Da Abul-Yasar hørte det, lagde han hånden på hans hoved og bad for ham. Derefter sagde han: »Allahs Sendebuds (sa) befaling er: Det, I bærer, skal I også lade slaverne bære, og det, I spiser, skal I også give dem at spise.«²²
Imam Abu Dawud og al-Nasa’i har overleveret en bøn fra Allahs Sendebud (sa) gennem Abul-Yasar. Sendebudet (sa) plejede at sige: »O Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig mod undergang. Jeg søger tilflugt mod at falde. Jeg søger også tilflugt hos Dig mod at drukne, at blive brændt og alderdom. Jeg søger desuden tilflugt mod Satans fristelser ved døden, mod at flygte, mens jeg drager ud for jihad på Din vej, og mod at dø af bid fra giftige dyr og insekter.«²³
Kildehenvisninger:
ʿĀsim ibn Thābit ibn Abī al-Aqlaḥ (må Allah være tilfreds med ham)
Hans egentlige navn var ʿĀsim, og hans tilnavn var Abū Sulaymān. Hans far var Thābit ibn Abī al-Aqlaḥ Qays, og hans mor var al-Shamūs bint Abī ʿĀmir.¹ Denne ʿĀsim var morfar til den berømte tābiʿī ʿĀsim, søn af den anden kalif, ʿUmar ibn al-Khaṭṭāb.² Han var efterkommer af Medinas berømte Aws-stamme.
Han antog islam, før den ædle Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) ankom til Medina. Sīrah-eksperterne nævner ham som en af de anṣār, der antog islam på et tidligt tidspunkt.³ Da Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) kom til Medina, knyttede han ham sammen med ʿAbdullāh ibn Jaḥsh i et muʾākhāt, et broderskabsforhold.⁴
Ḥaḍrat ʿĀsim deltog i slagene ved Badr og Uhud.⁵ Før slaget ved Badr samlede den ædle Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) alle krigerne for at rådføre sig med dem om krigsstrategien. På et tidspunkt spurgte han: »Fortæl mig, hvordan vil I kæmpe?« Straks rejste Ḥaḍrat ʿĀsim sig med bue og pile i hånden og sagde: »Hvis afstanden er to hundrede alen, vil jeg skyde med pile. Hvis fjenden er tættere på, vil jeg bruge spyd, og hvis han kommer endnu tættere på, vil jeg slå med sværdet.« Da Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) hørte dette, sagde han: »Dette er måden at føre krig på. Kæmp, som ʿĀsim kæmper.«⁶
I slaget ved Badr bar Ṭalḥah ibn Abī Ṭalḥah først den mekkanske afgudsdyrkerhærs fane. Da han blev dræbt af Ḥaḍrat ʿAlī, tog hans bror Abū Saʿd ibn Abī Ṭalḥah den op. Da han blev dræbt af Ḥaḍrat Saʿd ibn Abī Waqqāṣ, tog ʿUthmān, eller Usāmah, ibn Ṭalḥah den op. Han blev dræbt af Ḥaḍrat Ḥamzah, hvorefter Muṣāfiʿ ibn Ṭalḥah tog den. Ḥaḍrat ʿĀsim ibn Thābit dræbte ham. Derefter greb hans bror al-Jullās ibn Ṭalḥah, ifølge en anden overlevering Kilāb ibn Ṭalḥah, fanen. Ḥaḍrat ʿĀsim dræbte også ham med sine pile.⁷
Ved Badr dræbte Ḥaḍrat ʿĀsim endnu en højtstående mand blandt Quraysh, ʿUqbah ibn Abī Muʿayṭ. Denne ʿUqbah var et meget lavtstående menneske af natur. Han var en af Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) værste fjender i Mekka. Han plagede Sendebudet (fred og velsignelser være med ham) på mange måder. Han fyldte kurve med snavs og affald og efterlod dem ved døren til Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) hus. En dag, mens Sendebudet (fred og velsignelser være med ham) lå i sujūd, kom denne usling løbende fra et sted og satte sig så hårdt på hans hoved, at Profeten næsten mistede livet. En anden dag, mens Profeten lå i sujūd, kom denne hårdhjertede mand med indvoldene fra en død ged over skulderen og hældte dem over Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) hoved. Denne synder blev taget til fange af muslimerne ved Badr. På den ædle Sendebuds befaling dræbte Ḥaḍrat ʿĀsim ham.⁸ Ibn Hishām siger imidlertid: »Al-Zuhrī og mange andre lærde har sagt, at det var Ḥaḍrat ʿAlī ibn Abī Ṭālib (må Allah være tilfreds med ham), der dræbte ʿUqbah.«⁹
Han deltog i slaget ved Uhud. I dette slag efterlod han et enestående eksempel på, hvordan man skal sætte sit liv på spil for islam. I slagets første fase sejrede den muslimske hær. Men de bueskytter, som Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) havde placeret ved et bjergpas, forlod deres position imod Sendebudets (fred og velsignelser være med ham) ordre og blev optaget af at samle krigsbytte. Khalid ibn al-Walīd benyttede denne mulighed til at lede en gruppe afgudsdyrkende soldater i et modangreb gennem bjergpasset. Dette pludselige angreb bragte den sejrende muslimske hær ud i en alvorlig katastrofe. På et øjeblik blev den muslimske hær bragt i uorden, og soldaterne blev spredt langt fra deres leder, Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham). I dette katastrofale øjeblik stod femten mujahider urokkeligt som bjerge over for fjenden. Ḥaḍrat ʿĀsim ibn Thābit var en af dem. Denne dag ved Uhud aflagde otte personer bayʿah til Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) om at kæmpe til døden. De var: ʿAlī, al-Zubayr, Ṭalḥah, Abū Dujānah, al-Ḥārith ibn al-Ṣimmah, Khubāb ibn al-Mundhir, ʿĀsim ibn Thābit og Sahl ibn Ḥunayf. Men ingen af dem døde den dag.¹⁰ Ibn Saʿd siger: »Da alle flygtede ved Uhud, aflagde han bayʿah til Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) om at kæmpe til døden.«¹¹ Han var en af den muslimske hærs dygtigste bueskytter i dette slag.¹²
Ved Uhud dræbte han to sønner af Talha ibn Abī Talha, et medlem af den hedenske hær: Musāfiʿ og al-Hārith, eller ifølge en anden opfattelse al-Julas. Han ramte dem begge med sine pile på en særdeles præcis måde. De blev bragt til deres mor, Sulāfa bint Saʿd, i svært såret tilstand. Moderen lagde sin søn Musāfiʿs hoved i sit skød og spurgte: »Min dreng! Hvem har skudt en pil ind i din krop på denne måde?« Han svarede: »Jeg hørte en mand skyde en pil mod mig og råbe: ‘Tag den! Jeg er Ibn Abī al-Aqlaḥ.’« Da svor Sulāfa, at hvis hun en dag fik ʿĀsims hoved i hænderne, ville hun drikke vin af hans kranium.¹³ Den Almægtige Allah lod ikke hendes ed blive opfyldt.
Ved Uhud dræbte Ḥazrat ʿĀsim endnu en utaknemmelig og ond mand fra Mekka. Han hed Abū ʿUzza ʿAmr ibn ʿAbdullāh. Denne mand blev taget til fange af den muslimske hær ved Badr. Dengang bad han Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) om nåde med den begrundelse, at han bar ansvaret for at forsørge en stor familie, og at han var dens eneste forsørger. Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) viste ham barmhjertighed. Han løslod ham på grundlag af hans løfte om aldrig mere i sit liv at drage ud fra sit hjem for at kæmpe mod Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham). Men under slaget ved Uhud besluttede denne Abū ʿUzza at drage ud fra Mekka sammen med Quraysh. Han sagde til dem: »Muhammad har behandlet mig godt og vist mig nåde. Jeg kan ikke gengælde det på denne måde.« Men han kunne ikke holde fast ved sin beslutning. På grund af presset fra Safwān ibn Umayya og Ubayy ibn Khalaf fra Mekka kom han til sidst med dem til Uhud for at kæmpe. Skæbnens grusomme ironi var, at han også denne gang blev taget til fange af muslimerne. Som før bad han igen Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) om nåde. Som svar sagde Sendebudet (fred og velsignelser være med ham) noget meget rammende til ham: »En troende kan ikke blive bidt to gange af den samme slange eller skorpion fra det samme hul. Tror du, at du efter at være vendt tilbage til Mekka vil sige til dit folk: ‘Jeg har bedraget Muhammad to gange’?«
Historikeren al-Wāqidī har gennem Bukayr ibn Mismār overleveret beretningen om Abū ʿUzzas tilfangetagelse ved Uhud. Han siger: »Polyteisterne trak sig tilbage fra Uhud og slog sig ned på det sted, der hed Ḥamrāʾ al-Asad, i den første del af dagen. Efter nogen tid forlod de stedet. Men Abū ʿUzza sov stadig. Imens var dagen skredet frem. Folk fra den muslimske hær, som fulgte efter Quraysh-hæren, nåede frem til stedet. Ḥazrat ʿĀsim ibn Thābit fandt og tog Abū ʿUzza til fange dér og førte ham til Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham). Sendebudet (fred og velsignelser være med ham) afslog hans bøn om at få sit liv skånet og beordrede ham dræbt. Ḥazrat ʿĀsim skilte hans hoved fra hans hals.«¹⁴ Ifølge en anden overlevering var det dog Ḥazrat Zubayr, der dræbte Abū ʿUzza.¹⁵
Ḥazrat ʿĀsim (må Allah være tilfreds med ham) led martyrdøden i det fjerde hijri-år under hændelsen ved al-Rajīʿ, for hænderne på folk fra Hudhayl-stammen. Der er en vis forskel mellem Imam al-Bukhārīs og andre sīrah-eksperters beretninger om denne hændelse. Her gengives den kort:
Al-Rajīʿ var navnet på en brønd tilhørende Hudhayl-stammen. Hændelsen fandt sted ved siden af den. Derfor er den i historien kendt som hændelsen ved Yawm al-Rajīʿ. Imam al-Bukhārī har overleveret den fra Abū Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham). Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sendte en rekognosceringsgruppe på ti mænd under ledelse af ʿĀsim ibn Thābit. Da de var rejst fra Medina og nåede et sted mellem ʿUsfān og Mekka, blev Banū Liḥyān-grenen af Hudhayl-stammen klar over dem. De begyndte at følge efter gruppen med et hundrede bueskytter. På et tidspunkt nåede de frem til det sted, hvor gruppen havde opholdt sig, og fandt dadelkerner. Da de så dem, blev de sikre på, at gruppen var kommet fra Medina. Da de fandt kernerne, sagde de til hinanden: »Dette er dadler fra Yathrib.« De satte hurtigt efter gruppen og omringede den. Da Ḥazrat ʿĀsim mærkede, at fjenden var nær, søgte han og hans ledsagere tilflugt på en høj og stærk klippehøj.¹⁶
Der er en mindre forskel fra Imam al-Bukhārīs ovenstående beretning i beretningerne fra Muḥammad ibn Isḥāq, Mūsā ibn ʿUqbah og ʿUrwah ibn al-Zubayr. Inden for maghāzī-litteraturen er Muḥammad ibn Isḥāq dog uden sidestykke. Derfor sagde Imam al-Shāfiʿī: »Hvis nogen ønsker at kende maghāzī, det vil sige beretningerne om krig og slag, må han støtte sig til Muḥammad ibn Isḥāq.«¹⁷
Muḥammad ibn Isḥāq har overleveret fra ʿĀsim ibn ʿUmar: Efter slaget ved Uhud kom nogle folk fra de to stammer al-ʿAdl og al-Qārah til Medina og sagde: »Allahs Sendebud! Nogle af vores folk er blevet muslimer. Send nogle af dine ledsagere med os, så de kan undervise os i religionen, lære os Koranen og undervise os i den islamiske sharīʿah.« Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sendte seks mænd med dem. De var: (1) Marsad ibn Abī Marsad al-Ghanawī, (2) Khālid ibn al-Bukayr al-Laythī, (3) ʿĀsim ibn Thābit, (4) Khubayb ʿAdī, (5) Zayd ibn al-Dathinnah og (6) ʿAbdullāh ibn Tāriq. Lederen for gruppen var Marsad ibn Abī Marsad. Mūsā ibn ʿUqbah har også overleveret beretningen på samme måde som Ibn Isḥāq.¹⁸
Ibn Isḥāq siger: »De drog af sted sammen med disse mennesker. Da de nåede frem til al-Rajīʿs brønd, som tilhørte Hudhayl-stammen og lå nær al-Hadʾah i retning mod Hijaz, brød deres ledsagere deres løfte og begyndte at råbe om hjælp hos Hudhayl-stammen for at angribe gruppen. Straks gik folk fra Hudhayl-stammen ud med våben i hænderne og omringede gruppen fra alle sider. Den lille gruppe greb sine våben for at kæmpe mod dem. Da sagde folk fra Hudhayl-stammen: ‘Ved Allahs ed! Vi har ikke til hensigt at dræbe jer. Vi ønsker blot at overgive jer til folkene fra Mekka og få noget til gengæld.’¹⁹ De sagde: ‘Vi giver jer en pagt i Allahs navn og lover jer, at vi kun vil overgive jer for at få noget til gengæld.’ Som svar sagde Marsad, Khālid og ʿĀsim: ‘Ved Allahs ed! Vi vil aldrig tage imod en polyteists beskyttelse eller pagt.’ Imam al-Bukhārī siger, at ʿĀsim ved denne lejlighed sagde: ‘Jeg vil ikke gå under en vantros beskyttelse. O Allah, giv Din profet besked om os.’²⁰ Ibn Isḥāq siger, at ʿĀsim ved denne lejlighed fremsagde et digt, hvoraf nogle vers er som følger:²¹
‘Hvilken undskyldning kan jeg have, når jeg er en stærk og dygtig bueskytte?
Jeg har også en bue med en stærk streng.
Fra den flyver lange og brede pilespidser. Og døden? Den er sand, mens livet er falsk.
Det, Allah har bestemt, vil komme,
og mennesket vil vende tilbage til Ham.
Min mor ville blive vanæret—
hvis jeg ikke kæmpede mod dem.’
Flere vers af lignende art er blevet overleveret i sīrah-værkerne.²²
ʿĀsim skød pile mod de vantro, mens han fremsagde verselinjer. Da pilene slap op, begyndte han at bruge sit spyd. Da også det på et tidspunkt brækkede, havde han nu kun sit sværd tilbage, som han derfor svingede. Kort før martyrdøden bad han:
»Jeg er Abū Sulaymān! Folk som jeg er det, der skyder med pile. Denne ære har jeg arvet fra ærefulde mænd. Marsad og Khālid er blevet martyrer, mens de stod over for fjenden.«²³
Imām Bukhārī siger: Derefter drog ʿĀsim og hans ledsagere i kamp. Efter at være blevet gennemboret af fjendernes pile led ʿĀsim martyrdøden sammen med seks af sine ledsagere. Khubayb, Zayd og endnu en anden overlevede. Da de havde fået de vantros løfte, overgav de sig. Så snart de var kommet i deres hænder, brød de vantro løftet, løsnede buestrengene og bandt deres hænder og fødder. Da den tredje af dem så dette, udbrød han: »Dette er det første bedrag.« Med disse ord nægtede han fuldstændigt at følge med dem. De slæbte og trak meget i ham, men kunne ikke få ham med. Til sidst dræbte de vantro også ham. De to resterende blev ført til Mekka og dræbt.²⁴
Efter drabet på ʿĀsim besluttede Banū Hudhayl at sælge hans hoved til en kvinde i Mekka ved navn Sulāfa bint Saʿd. Det er allerede blevet nævnt, at ʿĀsim under slaget ved Uhud dræbte denne kvindes to sønner. Derfor havde hun svoret, at hvis hun nogensinde fik ʿĀsim i sin magt, ville hun drikke vin af hans kranium.²⁵⁵ Hun bekendtgjorde desuden, at den, der bragte hans hoved, ville få hundrede kameler som belønning.²⁶ Han havde også dræbt ʿUqba ibn Abī Muʿayṭ, en af de store ledere blandt de afgudsdyrkende Quraysh ved Badr. Derfor blev de også meget glade, da de hørte om ʿĀsims død. De jublede og sagde: »Endelig er morderen af ʿUqba blevet berøvet sit jordiske liv.« De ville brænde hans legeme til aske for at tilfredsstille deres hævnlyst.²⁷ Men Allah den Almægtige opfyldte ikke nogen af deres ønsker.
Før sin død havde ʿĀsim derimod bedt til Allah: »O Allah! Lad ingen afgudsdyrker røre mig, og lad heller ikke mig røre nogen af dem.« Allah den Almægtige accepterede hans bøn. Han sendte bier eller hvepse og beskyttede ham mod de vantros berøring. Om dette siger ʿUrwa: Så snart afgudsdyrkerne ville nærme sig hans lig, kom en bisværm pludselig et sted fra og begyndte at stikke dem så voldsomt, at de flygtede i vild forvirring. Da de ikke lykkedes i dagslyset, besluttede de at nærme sig ham i nattens mørke. Men så snart mørket var faldet på, begyndte det at regne voldsomt. I den stærke strøm fra oversvømmelsen blev ʿĀsims lig ført bort til et ukendt sted, og afgudsdyrkerne kunne ikke finde det, hvor grundigt de end ledte. Ibn Saʿd siger: Denne sørgelige begivenhed ved al-Rajīʿ fandt sted i Safar, seksogtredive måneder efter hijraen. Da ʿUmar hørte, at bierne havde beskyttet hans legeme, sagde han: »Allah har beskyttet en troende tjener. Både i livet og i døden beskyttede Allah ham mod afgudsdyrkernes berøring.« Fordi bierne beskyttede ham, blev han i historien kendt som Ḥamiyud-Daʿār.²⁸
Efter denne sørgelige begivenhed ved al-Rajīʿ rejste Medinas muslimske digtere sig for at fordømme Hudhayl-folkene. Digtere som Ḥassān ibn Thābit og Abū Zayd al-Anṣārī skrev digte, hvori de fordømte deres ugerning og lovpriste martyrerne. Nogle af disse er samlet i forskellige værker, blandt andet Sīrat Ibn Hishām.²⁹ To vers fra en elegi eller sørgesang af Ḥassān ibn Thābit lyder således:
»Ved mit liv! Hudhayl ibn Mudrik har begået en frygtelig forbrydelse; i sagen om Khubayb og ʿĀsim har de pådraget sig skam.«³⁰
Ḥazrat Ibn ʿAbbās siger: Da nyheden om al-Rajīʿ nåede Medina, sagde hyklerne: »Disse ulykkelige mennesker blev hverken hjemme hos deres familier eller nåede at bringe deres leders budskab videre, og de opnåede heller ingen fordel til gengæld for deres liv.« Da åbenbarede Allah den Almægtige vers 204 i sūra al-Baqara.³¹
Og der findes mennesker, hvis tale om det jordiske liv imponerer dig, og som tager Allah til vidne på det, der er i deres hjerter. Men i virkeligheden er de de mest stridbare af alle.
En af Hazrat Asims sønner hed Muhammad. Den berømte arabiske digter Al-Ahwas fra den tid var barnebarn af denne Muhammad.³²
Stærk tro, dyb kærlighed til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), et rent hjerte og en enestående tapperhed var de mest strålende sider af Hazrat Asims karakter.
Det er berettet fra Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: I Medina plejede de to rivaliserende stammer, Aws og Khazraj, at prale af deres respektive stammers fremragende sønner ved at nævne deres navne. Aws sagde: Hanzala, som englene vaskede, Sa’d ibn Mu’adh, ved hvis død Tronen rystede, Asim ibn Thabit, hvis legeme Allah beskyttede med bier, og Muzayma ibn Thabit, hvis vidnesbyrd alene var lig med to personers vidnesbyrd – alle disse var sønner af Aws-stammen.³³
Kilder:
Al-Harith ibn Suraqa (må Allah være tilfreds med ham)
Al-Harith ibn Suraqa var fra Najjar-grenen af den berømte Khazraj-stamme i Medina. Hans far var Suraqa ibn Harith, og hans mor var Rabi bint Nadhar. Hans tilnavn var Umm al-Harith. Moderen Rabi var en højtstående kvindelig ledsager og var moster til Anas ibn Malik, Allahs Sendebuds ledsager og tjener.¹
Hans far døde, før Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ankom til Medina. Hans mor var stadig i live, accepterede islam og opnåede den ære at blive en kvindelig ledsager. Sønnen accepterede også islam sammen med sin mor. Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) knyttede ham sammen i et broderskab i troen med As-Sāʾit ibn Uthman ibn Maz’un (må Allah være tilfreds med ham).²
Han deltog i slaget ved Badr. Efter at have modtaget ordren om at drage til Badr var han den første, der steg til hest og begav sig af sted.³ Profeten (s) beholdt ham hos sig som observatør og tilsynsførende.⁴ Mens han i tørstig tilstand drak vand fra en kilde, blev han ramt af en pil, som Hibban ibn Arafat havde skudt, og opnåede martyrdøden.⁵ Det berettes, at han var den første martyr blandt ansarerne. Nogle beretninger siger imidlertid, at han led martyrdøden i slaget ved Uhud. Den førstnævnte beretning er den mest udbredte.⁶
Allahs Sendebud vendte tilbage fra Badr til Medina. Al-Harithas mor kom løbende og sagde: »O Allahs Sendebud! Du ved, hvor højt jeg elsker al-Haritha. Hvis han har opnået Paradiset, så vil jeg være tålmodig. Ellers skal du se, hvad jeg gør.« Allahs Sendebud sagde: »Hvad er det, du siger? Paradiset er ikke ét eller to. Der er mange paradiser. Al-Haritha har opnået det højeste Paradis, al-Firdaws.«⁷ Da moderen Rabi‘ hørte denne glædelige nyhed, blev hun overvældet af glæde. Hun rejste sig med et mildt smil og begyndte at sige: »Naj, naj, O al-Haritha – bravo, bravo, du al-Haritha!«⁸
Al-Haritha var yderst hengiven til sin mor. Forfatteren til Usud al-Ghaba skriver: »Han var meget lydig og føjelig over for sin mor.«⁹
En dag var Allahs Ædle Sendebud (s) på vej et sted hen. På vejen mødte han al-Haritha. Han sagde: »Haritha! I hvilken tilstand er du stået op i dag?« Haritha svarede: »I den tilstand, at jeg er en oprigtig muslim.« Profeten (s) sagde: »Tænk dig om, før du svarer. Hvert ord rummer en dybere betydning.« Al-Haritha sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg har vendt mig bort fra denne verden. Jeg tilbringer natten i tilbedelse og dagen i faste. I dette øjeblik synes jeg, at jeg ser mig selv bevæge mig mod Tronen. Jeg føler, at Paradisets beboere bevæger sig mod Paradiset, og Helvedets beboere mod Helvede.« Efter at have hørt hans ord sagde Profeten (s): »Når Allah oplyser en tjeners hjerte, kan dette hjerte ikke længere adskilles fra Allah.« Al-Haritha sagde: »O Allahs Sendebud! Bed om, at jeg må opnå martyrdøden.« Han bad, og bønnen blev besvaret. Den blev virkeliggjort under slaget ved Badr. Han led martyrdøden.¹⁰
Kilder:
Al-Harith ibn as-Simmah (ra)
Al-Hariths (ra) tilnavn var Sa’id. Hans far var as-Simmah ibn Amr, og hans mor var Tumadur bint Amr. Han var søn af en gren af den berømte Khazraj-stamme i Medina.¹
Han antog islam før Allahs Ædle Sendebud (s) ankom til Medina. Der blev etableret mu’akhāt, det vil sige religiøst broderskab, mellem ham og Suhayb ar-Rumi (ra), som var et symbol på tålmodighed og standhaftighed.²
Musa ibn Uqba ibn Ishaq og andre omtaler ham som en af deltagerne i slaget ved Badr.³ Han drog sammen med Allahs ædle Sendebud (ﷺ) mod Badr, men efter at de var nået til et sted kaldet Rawha, brækkede en knogle i hans krop af en eller anden grund, hvorefter Allahs Sendebud (ﷺ) sendte ham tilbage til Medina. Han blev dog erklæret berettiget til en andel af byttet fra Badr og til belønningen for slaget.⁴
Da den muslimske hær på et tidspunkt under slaget ved Uhud blev spredt, udviste al-Harith et enestående mod. Han tog rustning, skjold, sværd og andet udstyr fra Quraysh-hærens medlem Uthman ibn Abdillah ibn al-Mughira al-Makhzumi og dræbte ham. Da denne nyhed nåede Allahs Sendebud (ﷺ), sagde han: »Al lovprisning tilkommer Allah, som gav ham denne mulighed.«⁵ Det bør nævnes, at Abd Allah ibn Jahsh (ra) tidligere havde taget denne Uthman til fange under en patrulje i Nakhlah og ført ham til Medina. Derefter løskøbte han sig og sluttede sig igen til Quraysh. Da al-Harith dræbte ham ved Uhud, fik Ubayd ibn Hujayz al-Amiri øje på det. Han slog pludseligt al-Harith voldsomt i skulderen med sit sværd. Al-Harith blev alvorligt såret. Abu Dujana kom løbende langvejs fra, angreb Ubayd ibn Hujayz og fældede ham. Derefter dræbte han ham og lemlæstede hans lig.⁶ Allahs Sendebud (ﷺ) gav al-Harith alt det udstyr, som den dræbte Uthman havde haft.
Da muslimerne ved Uhud blev spredt og revet væk fra Allahs Sendebud (ﷺ), var al-Harith ibn as-Simmah blandt de få, der forblev urokkelige ved hans side.⁷ Ibn Ishaq fortæller, at da muslimerne under katastrofen ved Uhud fik at vide, at Allahs Sendebud (ﷺ) var i live, og genkendte ham, skyndte de sig alle hen imod ham. Derefter gik Abu Bakr, Umar, Ali, Talha, az-Zubayr, al-Harith ibn as-Simmah og nogle andre muslimer med Allahs Sendebud (ﷺ) mod dalen.⁸
I Uhuds dal sad Allahs ædle Sendebud (ﷺ) støttet op blandt sine ledsagere, som omgav ham. På det tidspunkt kom den mekkanske afgudsdyrkerleder Ubayy ibn Khalaf helt tæt på og råbte til Allahs Sendebud (ﷺ): »Muhammad! Hvis du overlever, overlever jeg ikke.« Ledsagerne sagde: »Allahs Sendebud! Skal en af os ikke standse ham?« Han svarede: »Nej, det er ikke nødvendigt.« Da han kom endnu tættere på, tog Allahs Sendebud (ﷺ) et spyd fra al-Harith ibn as-Simmahs hånd. Derefter vendte han sig mod Ubayy ibn Khalaf og gav ham et let stik i halsen. Det fik ham til at springe ned fra sin højtelskede hest og flygte.
Ibn Ishaq fortæller: Da Allahs Sendebud (ﷺ) mødte Ubayy ibn Khalaf i Mekka, sagde han: »Muhammad! Jeg vil dræbe dig, når jeg rider på denne hest.« Allahs Sendebud (ﷺ) plejede at sige: »Nej, det kan du ikke. Tværtimod vil jeg dræbe dig, om Allah vil.« Det stik, som Allahs Sendebud (ﷺ) gav ham i halsen, var ganske lille. Efter at være blevet stukket løb han ophidset hen til sine egne folk og råbte: »Ved Allahs ed! Muhammad har dræbt mig.« Hans ledsagere sagde: »Du har jo ikke fået noget sår. Du er vist blevet vanvittig.« Han sagde: »Da Muhammad var i Mekka, plejede han at sige til mig: ‘Jeg vil dræbe dig.’ Ved Allahs ed! Hvis han blot havde spyttet på mig, ville det have dræbt mig.« Denne Guds fjende døde på et sted kaldet Saraf, da han sammen med Qurayshs karavane var på vej tilbage fra Mekka.⁹ Han havde i virkeligheden forstået, at uanset hvor lille såret var, ville det, der var blevet sagt af Muhammads mund, med sikkerhed gå i opfyldelse.
På et tidspunkt under slaget ved Uhud spurgte Allahs ædle Sendebud (ﷺ) al-Harith: »Har du set Abd ar-Rahman ibn Awf?« Han svarede: »Ja, Allahs Sendebud! Han var blandt afgudsdyrkerne ved bjergets fod. Jeg var netop på vej hen til ham, da jeg fik øje på dig. Derfor kom jeg denne vej.« Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: »Englene kæmper på hans side.« Så snart al-Harith hørte dette, skyndte han sig hen imod Abd ar-Rahman. Han så syv af de vantros lig ligge foran ham. Han spurgte Abd ar-Rahman: »Dræbte du dem alle alene?« Abd ar-Rahman svarede: »Jeg dræbte disse to, Artaat ibn Abd ash-Shuraybil og den anden. Men jeg så ikke, hvem der dræbte de andre.« Da sagde al-Harith: »Allahs Sendebud talte sandt.« at-Tabarani har medtaget denne beretning.¹⁰
I den sidste fase af slaget ved Uhud blev der spurgt efter Allahs Sendebud (ﷺ). Al-Harith gik straks ud for at lede efter ham. Da Ali så, at han var længe om at vende tilbage, gik han ud for at lede efter ham. Imens reciterede Ali igen og igen to vers af et digt. Deres betydning er følgende:
»Herre! Al-Harith ibn as-Simmah er en venlig og omsorgsfuld person og en ansvarlig blandt os. Han er forsvundet, efter at han drog ud på en vigtig opgave. Og overalt, hvor han går, søger han Paradiset.«¹¹
Ibn Hisham har gengivet de to vers på en lidt anden måde. Han har også sagt, at de to vers ikke er Alis.12
Derefter mødte Ali al-Harith. De så begge Hamza ligge død og vendte tilbage for at underrette Allahs Sendebud. Imens havde de vantro dræbt hans øvrige ledsagere, men han vidste det ikke. Han sad under et træ sammen med Amr ibn Umayya. Pludselig fik han øje på en rovfuglelignende fugl på himlen. Han forstod, at der var sket noget. Han begav sig derhen sammen med Amr. De så en række blodige og støvede muslimske lig ligge spredt på et sted. Da han så dette, sagde han til sin ledsager Amr: »Nu bør vi vende tilbage til Medina og underrette ham om sagen.« Så spurgte han: »Hvad ønsker du?« Al-Harith sagde: »Hvordan kan jeg flygte fra det sted, hvor al-Mundhir ibn Amr er blevet dræbt? Folk vil sige: Al-Mundhir er blevet dræbt, mens vi er flygtet med livet i behold.« Derefter sagde han: »Al-Mundhir er blevet dræbt. Hvordan kan jeg flygte fra det sted? Folk vil sige: Al-Mundhir er blevet dræbt, mens vi er flygtet med livet i behold.« Derefter rykkede han frem mod fjenden sammen med Amr. Modstanderen var veludrustet og talrig. De sendte pile som regn, indtil al-Hariths krop blev gennemboret overalt. Han led martyrdøden på selve slagmarken. Hans ledsager Amr blev taget til fange af fjenden. Da Amir ibn al-Tufayl fik at vide, at den tilfangetagne Amr tilhørte Mudar-stammen, barberede han håret fortil på hans hoved og frigav ham. Hans mor havde nemlig aflagt et løfte om at frigive en fange. Således opfyldte Amir sin mors løfte. Dette fandt sted i måneden Safar, seksogtredive måneder efter hijraen.13
Al-Hariths søn Sa’d kæmpede på Alis side ved Siffin og led martyrdøden. Sa’ds mor hed Umm al-Hakam Khawla bint Uqba. Han havde også en anden søn, der hed Abu Juhaym. Denne blev velsignet med at være ledsager af Allahs Sendebud og overleverede også hadith fra Allahs Sendebud. Hans mor hed Utayla bint Ka’b. Ibn Sa’d har i sit værk al-Tabaqat sagt, at al-Hariths efterkommere stadig findes i Medina og Bagdad.14 Al-Harith havde også poetisk talent. Nogle af hans vers er blevet samlet i forskellige værker.15
Kilder:
ʿUmayr ibn Saʿd (ra)
ʿUmayr ibn Saʿd var en ansarisk sahabi fra den berømte Aws-stamme i Medina, som ikke søgte sin egen fordel. På grund af sine karakteregenskaber fik han tilnavnet Nasij wahdihi, »sin tids enestående«. Det var kaliffen Umar (ra), der gav ham dette tilnavn.1
ʿUmayrs far, Saʿd ibn Ubayd, døde, da ʿUmayr endnu var barn. Efter faderens død tog hans mor Julas ibn Suwayd som sin anden ægtemand. ʿUmayr fulgte med sin mor og kom under Julas’ omsorg. Julas opfostrede ham med stor kærlighed og omsorg, som var han et af sine egne børn. Ibn Hisham siger: Denne Julas og hans bror al-Harith var begge munafiqūn (hyklere).2
Her bør det nævnes, at Abu Zayd var en af de berømte fire koranrecitatorer blandt Medinas ansarer. Hans rigtige navn var Saʿd ibn Ubayd. Den ærede far til den store sahabi, som vi her beskæftiger os med, hed også Saʿd ibn Ubayd. Derfor tog mange historikere, især Ibn Saʿd, fejl. De nævnte ʿUmayr som søn af koranrecitatoren Abu Zayd Saʿd ibn Ubayd. Dette var en alvorlig fejl. Således siger Ibn al-Kalbi: »Hans far Saʿd ibn Ubayd deltog i slaget ved Badr.«3 Men der er en betydelig forskel mellem de to Saʿders dødsår. Desuden tilhørte ʿUmayrs far Saʿd Aws-stammen, mens Abu Zayd Saʿd var søn af Khazraj-stammen. Den berømte sahabi Anas ibn Malik sagde, at Abu Zayd var hans onkel. Og det er anerkendt, at Anas tilhørte Khazraj-stammen. Desuden efterlod Abu Zayd sig ingen efterkommere.4
Det var sandsynligvis, mens Umayr var under opsyn af sin plejefar Julās, at han antog islam. Sīra-eksperterne har sagt, at han opnåede æren som sahabi (ledsager af Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham)), men han fik ikke æren af at deltage i nogen af Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) felttog.⁵ Årsagen var, at han endnu ikke var gammel nok til at drage i krig, mens Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) levede. Nogle forfattere har sagt, at selv om han ikke deltog i kampene, fulgte han Julās i jihad. I denne forbindelse nævner de en begivenhed fra Tabuk-felttoget.⁶
Under kaliffen Umars (må Allah være tilfreds med ham) kalifat deltog han i felttoget til Levanten sammen med hærføreren Abu Ubayda. Umar udnævnte ham til leder af en af hærene i Levanten. Nogen tid senere udnævnte han ham til wali over Hims og Damaskus. Han forblev i dette embede indtil Umars (må Allah være tilfreds med ham) død. Imam al-Zuhri siger: Da Saʿīd ibn ʿĀmir ibn Hidhyam døde, blev Umayr hans efterfølger. Muawiya og han var sammen i Levanten indtil Umars død. Derefter afsatte kaliffen Uthman Umayr og lagde hele Levanten under Muawiyas myndighed.⁷
Safwan ibn Amr fortæller: Efter at Muawiya var blevet udnævnt til leder over hele Levanten, stillede han sig på prædikestolen i moskeen i Hims og holdt en tale. Han sagde: »O folk i Hims! Allah har velsignet jer med retfærdige og dygtige ledere. Jeres første leder var Iyad ibn Ghanm. Han var et bedre menneske end jeg. Jeres anden leder var Saʿīd ibn ʿĀmir. Han var også et bedre menneske end jeg. Derefter blev Umayr jeres leder. Umayr er et meget godt menneske. Nu er jeg jeres leder. I vil komme til at kende mig.«⁸
Flere beretninger om Umayrs (må Allah være tilfreds med ham) tid i Levanten er blevet gengivet i forskellige værker. Her følger et kort udvalg:
En gang sendte kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) ham til Levanten som leder for en hær. Efter nogen tid kom han til kaliffen og sagde: »De troendes leder! Mellem vores position og vores fjenders position ligger en by ved navn Arabasos. Dens indbyggere videregiver vores hemmelige oplysninger til vores fjender. På grundlag af disse oplysninger behandler fjenderne os på alle mulige måder.«
Kaliffen sagde: »Du skal foreslå byens indbyggere, at de forlader byen og flytter et andet sted hen. Til gengæld skal du give dem to geder for hver ged, to køer for hver ko og på samme måde to af hver ting, de ejer, i stedet for én. Hvis de accepterer dette forslag, vil vi i overensstemmelse med vores løfte give dem det dobbelte af deres ejendele. Hvis de nægter at acceptere forslaget, skal du erklære den aftale, vi har med dem, for ophævet og vente et år.«
Umayr bad: »O de troendes leder! Giv mig venligst dette løfte skriftligt.«
Umayr vendte tilbage til Levanten med kaliffens løftebrev og hørte, at Arabasos var blevet ødelagt, samt flere andre ting. Kaliffen blev meget vred på ham. Han tilkaldte straks Umayr til Medina. Umayr mødte op hos kaliffen i Medina. Den vrede kalif svingede sin stav over hans hoved og sagde: »Du har ødelagt Arabasos!« Umayr stod tavs uden at svare. Kaliffen rejste sig fra audienssalen og gik ind i sit hjem. Umayr bad om tilladelse til at træde ind, gik ind og læste det løftebrev, som kaliffen havde givet ham, højt for ham. Umar bemærkede: »Må Allah tilgive dig.«⁹
Kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) sendte ham til Hims som wali. I løbet af et år modtog han ingen nyheder fra ham. Til sidst sagde han til sin sekretær: »Jeg har på fornemmelsen, at han har svigtet vores tillid. Skriv til ham: Så snart du har modtaget dette brev, skal du tage til Medina med den skat, zakat og alt andet, som du har opkrævet fra muslimerne.« Da Umayr modtog brevet, fyldte han uden tøven en lædertaske med en smule rejseproviant og en skål vand, hængte den over skulderen, tog sin stav i hånden og begav sig af sted til fods.
Afstanden fra Medina til Hims er flere hundrede mil. Da han nåede Medina, var hans hår blevet langt. Hans ansigt var blevet blegt af solen, støvet og trætheden efter den lange rejse. I denne tilstand gik han direkte til kaliffens hof og sagde: »As-salāmu ʿalayka, o de troendes leder! O de troendes leder, fred være med dig!« Kaliffen løftede blikket mod ham og spurgte forbløffet: »Hvad er der sket med dig?« Umayr svarede: »Hvad ser du da af forandring hos mig? Er jeg ikke rask? Har verdsligheden ramt mig? Holder jeg da fast i verdens to horn og trækker i dem?« Kaliffen havde troet, at Umayr måske var kommet med store rigdomme. Derfor spurgte han: »Er du kommet til fods?«
Han svarede: »Ja, jeg er kommet til fods.«
»Hjalp ingen dig med et ridedyr?«
»Jeg bad ikke nogen om et ridedyr, og ingen gav mig et.«
»Så er de blevet meget dårlige muslimer.«
»Umar! Allah har forbudt dig at bagtale mennesker. Jeg så dem jo udføre morgenbønnen i fællesskab.«
Kaliffen beordrede: »Umayrs udnævnelse skal fornyes.« Umayr sagde: »Jeg vil ikke påtage mig noget ansvar under dig eller under nogen anden i fremtiden. For jeg har ikke kunnet holde mig fri af synd. Der sagde jeg til den kristne dhimmi: “Må Allah ydmyge dig.” O Umar, sendte du mig for at gøre sådan noget? Jeg overlevede i stedet for at dø som de andre sahaba, og den dag, fra hvilken jeg begyndte at arbejde sammen med dig, er den værste dag i mit liv.« Derefter fik han kaliffens tilladelse til at rejse til et afsides sted nogle få mil fra Medina, hvor han slog sig permanent ned. En dag fik kaliffen en mistanke om, at Umayr havde svigtet sin tillid. Derfor sendte han en mand ved navn al-Harith til ham med hundrede dinarer for at sætte ham på prøve. Da manden skulle af sted, sagde han til ham: »Du skal gå til Umayr forklædt som gæst. Hvis du ser noget tegn på verdslig luksus hos ham, skal du straks vende tilbage. Men hvis du ser ham i en meget elendig tilstand, skal du give ham disse hundrede dinarer.«
Manden gik sin vej. Da han nåede frem til Umayrs bolig, så han ham sidde ved muren og omhyggeligt rense snavset af sin skjorte, som han derefter lappede. Manden hilste. Da Umayr gengældte hilsenen, bad han ham blive. Manden blev.
Umayr: Hvor kommer du fra?
– Fra Medina.
– Hvordan forlod du Amīr al-Muʾminīn?
– Som en retfærdig og from mand.
– Håndhæver Amīr al-Muʾminīn ikke længere hudud-straffe?
– Han har for nylig straffet en af sine sønner for utugt. Sønnen er død.
– Allah, hjælp Umar. Jeg kender ikke noget andet i ham end hans kærlighed til Dig.
Manden opholdt sig som gæst i Umayrs hjem i tre dage. I disse tre dage måtte han nøjes med at tygge på nogle stykker bygbrød. Da han så denne situation, sagde han: »I disse dage har du næsten ladet mig sulte.« Derefter tog han dinarerne frem og rakte dem til Umayr. Så snart Umayr så dinarerne, råbte han: »Jeg har ikke brug for dem.« Med disse ord skubbede han pungen med dinarerne hen imod manden. Da sagde Umayrs hustru: »Hvis du ikke har brug for dem, så uddel dem blandt dem, der har brug for dem.« Umayr sagde: »Jeg har ingen ret til at gøre noget med dem.« Da rev hustruen sit tørklæde i flere stykker. Derefter fordelte hun dinarerne, bandt dem ind i stykkerne og uddelte dem blandt børnene af martyrerne i omegnen.
Imidlertid vendte manden tilbage til kaliffen Umar. Han spurgte: »Hvad gjorde Umayr med dinarerne?« »Det ved jeg ikke,« svarede manden. Derefter skrev kaliffen Umar (ra) til Umayr og beordrede ham til at komme med dinarerne. Umayr mødte op hos kaliffen. »Hvad gjorde du med dinarerne?« spurgte kaliffen. »Jeg gjorde, som jeg selv ønskede,« svarede han. »Hvad kommer det dig ved?« »Nej, du må fortælle mig det,« insisterede kaliffen. Umayr sagde: »Jeg har sendt dem i forvejen til brug for mit efterliv.« Kaliffen beordrede derefter, at Umayr skulle have noget mad og to stykker tøj. Umayr sagde da: »Jeg har ikke brug for mad. Jeg efterlod to sa‘ byg derhjemme. Mens jeg spiser af det, vil Allah den Almægtige måske sørge for en anden forsyning. Men jeg kan godt tage imod de to stykker tøj, for da jeg tog af sted, så jeg, at den og den kvindes mor ikke havde noget tøj. Hun var næsten nøgen.« Med disse ord tog han de to stykker tøj under armen og vendte hjem. Kort tid efter døde han.10
Der er uenighed blandt eksperterne i sira-litteraturen om tidspunktet for Umayrs død. Nogle har sagt, at han slog sig permanent ned i Hims og døde dér under Muawiyas (ra) kalifat, mens andre har sagt, at det skete under kalif Umar eller Uthman (ra).11 Ifølge en overlevering døde han i Medina, og kaliffen Umar (ra) ledte begravelsesbønnen for ham. En anden overlevering fortæller, at kaliffen Umar (ra), da han hørte om Umayrs død, sørgede over ham og bad om tilgivelse for ham. Derefter gik han til kirkegården al-Baqi‘ al-Gharqad i Medina. Mange andre fulgte ham. Han sagde til dem: »Godt, lad nu hver af jer udtrykke sit ønske.« En af dem sagde: »Hvis jeg havde stor rigdom, ville jeg med den befri så mange slaver.« En anden sagde: »Hvis jeg havde en uimodståelig styrke i kroppen, ville jeg hente vand op fra Zamzam-brønden med spande og give pilgrimmene at drikke.« Således udtrykte flere deres inderste ønsker. Til sidst sagde Umar (ra): »Hvis jeg blot havde flere egnede mænd som Umayr ibn Sa‘d, ville jeg søge deres hjælp i muslimernes anliggender.«13
En dag, mens han var guvernør i Hims og stod på moskéens prædikestol for at holde en tale, sagde han: »I skal vide, at islam er en beskyttende mur og en solid port. Islams mur er sandhed og retfærdighed. Hvis muren revner, og porten brydes ned, vil islam blive besejret. Så længe herskeren er streng, vil islam imidlertid være beskyttet. Herskerens strenghed betyder ikke, at han skal føre et blodbad med sværdet. Det betyder, at han skal dømme i overensstemmelse med sandheden og holde fast i retfærdigheden.«14 Han efterlod sig to sønner ved navn Abd al-Rahman og Mahmud.
Umayr (ra) var en af de fremtrædende sahaba blandt de zahider (de, der var ligeglade med verdslig luksus og nydelse).15 Blandt sahaba stod han meget højt i anseelse og værdighed. Mufaddal al-Ghallabi sagde: »Blandt ansarerne var der tre, som var de mest zahid (mest afholdende fra verden): Abu al-Darda, Shaddad ibn Aws og Umayr ibn Sa‘d.«16 Ibn Sirin sagde: »Kaliffen Umar (ra), som var betaget af hans karakteristiske elskværdighed, gav ham tilnavnet Nasiju wahdihi — en, der i skabelse og karakter var enestående og uden sidestykke.«17
Abd al-Rahman, Umayrs søn, sagde: »Abdullah ibn Umar har sagt til mig: ’Blandt sahaba var der ingen bedre mand end din far.’« Ibn Sumay nævnte Umayr blandt de sahaba, der drog til Hims, i den første tabaqa eller klasse.19
I sin karakter og moralske adfærd var Umayr (ra) et ideal. Det er vanskeligt at finde nogen, der kunne måle sig med ham i gudsfrygt og fromhed. Han var præget af stærke trosfølelser. Helt fra barndommen bar han en oprigtig kærlighed til Allahs Sendebud (sa) i sit hjerte. Hvad angik troen på og kærligheden til Allahs Sendebud (sa), havde han ikke det mindste spor af hykleri. Dette bevises af en hændelse under slaget ved Tabuk. På dette tidspunkt fremsatte hans plejefar al-Julas en krænkende bemærkning om Allahs Sendebud (sa). Umayr underrettede straks Allahs Sendebud (sa) om sagen, selv om han var blevet opfostret og stadig var forsørget hos al-Julas.20 En fast tro på og dyb kærlighed til Allah og Hans Sendebud stod for ham over alt andet.
Hændelsen mellem al-Julas og Umayr er blevet overleveret af Ibn Hisham og flere andre forfattere. Al-Julas var en af dem, der ikke deltog i slaget ved Tabuk. En dag fremsatte al-Julas i Umayrs nærvær følgende bemærkning: »Hvis denne mand (Muhammad (sa)) er sandfærdig, er vi værre end æsler.« Da Umayr hørte dette, sagde han: »Ved Allahs ed, al-Julas! Du er den person, jeg holder mest af blandt alle mennesker. Ingen har vist mig større velvilje end du, og hvis en ulykke eller prøvelse rammer dig, er det mig, der lider mest. Du har fremsat en bemærkning. Hvis jeg siger, at du er værre end et æsel, vil jeg bringe dig skam. Men hvis jeg tier, vil min religion gå til grunde. Det første er lettere for mig end det andet.«
‘Umayrs protest gjorde al-Julas meget vred. Straks svor han at bryde alle forbindelser med ‘Umayr. Imens underrettede ‘Umayr straks Allahs Sendebud (sa) om sagen. Sendebudet (sa) kaldte dem begge til sig og spurgte al-Julas om sagen. Al-Julas svor og sagde: »‘Umayr har løjet om mig. Jeg har ikke sagt noget af det, han påstår.« Således benægtede al-Julas fuldstændigt hændelsen. Men ingen sandhed kan forblive skjult for Profeten og Sendebudet. Gennem åbenbaring og inspiration får de kendskab til alt. Det samme skete i al-Julas’ tilfælde. Allah den Almægtige åbenbarede en åbenbaring og underrettede sin Profet om alt. Sendebudet (sa) reciterede da vers 74 i sura al-Tawba.
»De sværger ved Allah, at de ikke sagde det, men de sagde visselig vantroens ord og blev vantro efter at være blevet muslimer. De ønskede noget, som de ikke opnåede. Og de kunne ikke bebrejde andet end, at Allah og Hans Sendebud havde beriget dem ved Sin nåde.«
Da Allahs Ædle Sendebud (sa) reciterede versets sidste del – »Men hvis de angrer, vil det være bedre for dem. Hvis de vender sig bort, vil Allah straffe dem med en smertefuld straf i denne verden og i det hinsides« – udbrød al-Julas: »Jeg angrer.« Ibn Ishaq siger: Efter denne hændelse blev al-Julas oprigtigt muslim. Der blev ikke set nogen fejl eller afvigelse hos ham resten af hans liv. I glæde over, at hans anger var blevet accepteret, tog al-Julas ‘Umayr tilbage under sin omsorg og forsørgede ham resten af livet. Efter at verset var blevet åbenbaret, tog Allahs Sendebud (sa) ‘Umayr i øret og sagde: »Dreng, dit øre hørte rigtigt.« ‘Urwa siger: Efter denne hændelse steg ‘Umayrs anseelse over alles.21
En hadith fra Allahs Sendebud (sa) er blevet overleveret af ‘Umayr (ra). Blandt dem, der overleverede den, var hans søn Mahmud, Abu Talha al-Khawlani, Abu Idris al-Khawlani, Rashid ibn Sa‘d, Habib ibn ‘Ubayd, Zuhayr ibn Salim og andre.22
Kilder:
Rafi‘ ibn Malik ibn ‘Ajlan (ra)
Hans tilnavne var Abu Malik og Abu Rifa‘a. Hans egentlige navn var Rafi‘. Han var søn af Malik ibn ‘Ajlan og tilhørte den berømte Khazraj-stamme i Medina.
Medinas Ansar-samfund var en meget velsignet gruppe eller forsamling, nærmere bestemt en gruppe på halvfjerds – ifølge en anden opfattelse femoghalvfjerds – personer. Blandt dem var der også forskel i rang alt efter, hvor tidligt de antog islam. Blandt Ansar var Banu Najjar- og Khazraj-stammerne næsten lige tidlige til at besvare islams kald. Men al deres ære, anseelse og adel i denne henseende skyldtes i virkeligheden to af deres mænd. Disse to store mænd var Mu‘adh ibn ‘Afra’ og Rafi‘ ibn Malik ibn ‘Ajlan.
Rasūl al-Karīm fortsatte med at kalde til islam i Mekka. Især under hajj-sæsonen henvendte han sig personligt til folk, der kom fra forskellige egne af Arabien, og kaldte dem til islam. På et sådant tidspunkt i Rasūlullāhs profetiske liv i Mekka rejste seks mænd fra Medinas Khazraj-stamme til Mekka for at udføre ‘umrah. Blandt disse seks var Mu‘ādh og Rāfi‘. Da Rasūlullāh fik at vide, at de var kommet til Mekka, præsenterede han dem for islams budskab. De lyttede roligt og opmærksomt til Rasūlullāhs tale. Derefter var Mu‘ādh og Rāfi‘ de første blandt dem, der aflagde bay‘ah (lydighedsed) til Rasūlullāh og blev muslimer.
Det er berettet i Ṭabaqāt af Ibn Sa‘d, at det denne gang kun var Mu‘ādh og Rāfi‘, der rejste fra Medina. Da de nåede Mekka, hørte de om Rasūlullāhs fremtræden. På et tidspunkt mødte de Rasūlullāh, lyttede til ham og antog islam. Ifølge Sa‘d ibn ‘Abd al-Ḥamīd var Rāfi‘ den første af de to, der aflagde bay‘ah til Rasūlullāh. Han siger desuden, at Rāfi‘ var den første blandt Khazraj-stammen til at antage islam. Al-Balādhurī siger: Rāfi‘ var den første blandt anṣār til at antage islam.
Efter at have antaget islam vendte han tilbage til Medina og kastede sig med stor iver over arbejdet med at udbrede islam. Ibn al-Athīr siger:
‘Da de vendte tilbage til Medina og begyndte at udbrede islam blandt deres eget folk, spredte islam sig blandt hele anṣār-samfundet. Der var ikke et eneste hus dér, hvor Rasūlullāh ikke blev omtalt.’ Året efter rejste Rāfi‘ til Mekka sammen med tolv personer, og året derpå rejste han igen med 70/75 personer. Ved begge lejligheder deltog han i den historiske bay‘ah ved al-‘Aqabah og aflagde bay‘ah til Rasūlullāh. Ved den sidste bay‘ah blev han udnævnt til naqīb, det vil sige leder, for Banū Zurayq.
Det er berettet, at nogle mennesker i Medina efter at have antaget islam enstemmigt sendte Mu‘ādh og Rāfi‘ til Mekka. Formålet var, at de skulle bede Rasūlullāh om at sende en prædikant til Medina, ligesom han havde sendt en, der kunne undervise Medinas indbyggere i Koranen. Som svar på deres anmodning sendte Rasūlullāh Mus‘ab ibn ‘Umayr til Medina.
Efter at Rasūlullāh var emigreret til Medina, etablerede han et religiøst broderskab mellem Rāfi‘ og Sa‘īd ibn Zayd ibn ‘Amr ibn Nufayl.
Rāfi‘s islamiske liv var meget kort. I dette korte tidsrum fandt kun to slag sted: Badr og Uhud. Der er uenighed blandt sīrah-eksperterne om, hvorvidt han deltog i Badr. Ibn Isḥāq regnede ham ikke blandt Badr-kampfællerne. Mūsā ibn ‘Uqbah har overleveret fra imām Ibn Shihāb al-Zuhrī, at Rāfi‘ deltog i Badr. Den mest pålidelige oplysning om dette er imidlertid Rāfi‘s egen udtalelse, som imām al-Bukhārī har samlet. Rāfi‘ sagde: ‘Jeg ville ikke være glad for at deltage i Badr i stedet for al-‘Aqabah.’ Selv om han med denne udtalelse ville fremhæve al-‘Aqabahs større betydning sammenlignet med Badr, kan den også forstås sådan, at han ikke deltog i Badr. Historikeren al-Balādhurī siger: Da Rasūlullāh drog fra Medina mod Badr, troede Rāfi‘ ligesom mange andre fra Medina, at Rasūlullāh ikke skulle i krig. Derfor fulgte de ikke med Rasūlullāh.
Rāfi‘ (ra) deltog i slaget ved Uhud i det tredje hijrī-år. Dette var hans første og sidste slag i det islamiske liv. Han blev martyr i dette slag.
Rafi‘ (må Allah være tilfreds med ham) udførte forskellige former for religiøs tjeneste i løbet af sit korte islamiske liv. Han var en oprigtig muballigh (forkynder). I den tidlige periode ydede han et stort bidrag til udbredelsen af islam i Medina. Efter at have antaget islam var hans eneste bekymring og tanke, hvordan islam kunne udbredes i hele Medina. Derfor rejste han hvert år fra Medina til Mekka, mødtes i hemmelighed med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ved al-‘Aqaba og vendte tilbage til Medina med den nødvendige vejledning og de nødvendige instruktioner. Ved den sidste troskabsed ved al-‘Aqaba udførte han med succes det store ansvar, der var blevet betroet ham som en af de tolv naqib’er, der var udpeget af Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham).
Det er overleveret, at Rafi‘ var den første til at bringe sura Yusuf til Medina. Før nogen af Medinas andre moskéer blev Koranen oplæst i moskéen tilhørende Banu Zurayq. Og det var ham, der foretog denne oplæsning. Den del af Koranen, der var blevet åbenbaret til tidspunktet for hans troskabsed til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i Mekka, skrev han ned, tog den med til Medina og samlede alle medlemmerne af sin slægt for at læse den op for dem.
Der findes også en overlevering om, at han blev i Mekka efter at have antaget islam. Efter at sura Ta-Ha var blevet åbenbaret, skrev han den ned og bragte den til Medina. Kort sagt udførte han mange andre tjenester af denne art.
Al-Hakim har samlet en hadith af Rafi‘ ibn Malik i sit værk al-Mustadrak. Hadithens overlever er hans barnebarn, Mu‘adh ibn Rifa‘a ibn Rafi‘.
Kilder:
Zayd ibn Dasina (må Allah være tilfreds med ham)
Hansrat Zayds (må Allah være tilfreds med ham) far hed Dasina ibn Mu‘awiya. Han var fra grenen Banu Bayyada i Khazraj-stammen i Medina. Der findes ikke mange oplysninger om, hvornår han antog islam. Men andre begivenheder i hans liv viser, at han antog islam allerede i den tidlige fase af den islamiske da‘wa i Medina. Han deltog nemlig sammen med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i slagene ved Badr og Uhud, men fik ikke mulighed for at leve mange år efter, at han havde antaget islam. Mens han udførte arbejdet med at kalde til og udbrede religionen på Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) befaling, blev han dræbt på yderst grusom vis.
Efter slaget ved Uhud kom ifølge Ibn Ishaqs beretning nogle folk fra stammerne ‘Adal og Qara til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og bad ham: »Send nogle folk til os, som kan undervise os i Koranen og shariaen og opdrage os; islam har allerede bredt sig dér.« Som svar på deres anmodning beordrede Allahs ærede Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i alt seks personer, heriblandt Khubayb ibn ‘Adi og Zayd ibn Dasina, til at tage derhen. De drog af sted fra Medina. Undervejs blev de angrebet af polyteister ved et vandsted kaldet ar-Raji‘, som tilhørte Hudhayl-stammen. Hansrat Khubayb og Zayd (må Allah være tilfreds med dem) blev taget til fange af dem, mens de andre blev martyrer. De førte de to, med hænderne bundet, til Mekka og udleverede dem til Quraysh i bytte for to fanger fra Hudhayl-stammen. Safwan ibn Umayya tog Zayd ibn Dasina til sig for at hævne drabet på sin far, Umayya ibn Khalaf, som var blevet dræbt af muslimerne, og blev overordentlig begejstret ved tanken om, at han nu kunne få hævn for sin fars drab.
Efter megen overvejelse og rådslagning besluttede Mekkas afgudsdyrkere, at Zayd skulle dræbes på et sted ved navn Tan‘īm. Safwān havde en slave ved navn Nistas. Safwān beordrede ham til at føre dem begge til henrettelsesstedet. Da de nåede frem, blev de udsat for en mærkelig prøve. Abū Sufyān sagde til Zayd (må Allah være tilfreds med ham): »Zayd, jeg sværger dig ved Allah, at du skal sige sandheden. Hvis Muhammad blev bragt i dit sted og dræbt, mens du vendte sikkert tilbage til dit hjem – ville du så ønske det?« Zayd (må Allah være tilfreds med ham) svarede roligt og fast: »Jeg ville på ingen måde ønske, at blot en torn skulle ridse Muhammad, mens jeg selv opholdt mig sikkert blandt min familie.«
Abū Sufyān blev lamslået, da han hørte dette svar. Uvilkårligt undslap det hans læber: »Ingen ven i verden elsker sin ven så højt, som Muhammads ledsagere elsker ham.« Derefter dræbte Nistas ham på deres befaling. Dette var en tragisk hændelse i det tredje hijri-år – ifølge en anden overlevering i det fjerde. I nogle overleveringer nævnes det, at Zayd (må Allah være tilfreds med ham) blev taget til fange og martyrdød i hændelsen ved Bi’r Ma‘ūna. Imām al-Bukhārī har i sit autentiske værk, i kapitlet »Ghazwat al-Rajī‘ og Bi’r Ma‘ūna«, overleveret fra Ibn Isḥāq, at dette fandt sted efter Uhud. Det fremgår også af hans beretning, at al-Rajī‘ og Bi’r Ma‘ūna var to helt forskellige hændelser. Ved hændelsen ved al-Rajī‘ blev Zayd dræbt i Mekka sammen med Khubayb.
Mūsā ibn ‘Uqbah har i sit værk om militærtogene berettet, at Khubayb og Zayd blev dræbt samme dag. Og den dag hørte man Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sige i Medina: »Wa ‘alaykumā aw wa ‘alayka as-salām.«
‘Urwah og Mūsā ibn ‘Uqbah siger: Før Quraysh hængte Zayd, gennemborede de hans krop med pile for at prøve styrken af hans tro. Men dette øgede blot hans tro og hans ønske om at overgive sig til Allah.
Ibn Isḥāq har overleveret fra Ibn ‘Abbās (må Allah være tilfreds med ham): Da heltene fra al-Rajī‘ blev dræbt så hjælpeløst, sagde Medinas hyklere: »Det er synd for disse ulykkelige mennesker, som gik til grunde på så hjælpeløs en måde. De blev hverken hos deres familier eller i stand til at udføre den opgave, som deres ven havde betroet dem.« Da åbenbarede Allah den Ophøjede vers 204 i Sura al-Baqarah: »Blandt menneskene er der nogle, hvis tale om det jordiske liv behager dig, og som tager Allah til vidne på det, der er i deres hjerter. Men de er de mest stridslystne af modstanderne.«
Om martyrerne fra al-Rajī‘ åbenbarede Allah den Almægtige vers 207 i Sura al-Baqarah:
»Blandt menneskene er der nogle, som sælger deres liv for at søge Allahs velbehag. Og Allah er yderst nådig mod Sine tjenere.«
Kilder:
Qays ibn Sa’d ibn ‘Ubada (må Allah være tilfreds med ham)
Hazrat Qays havde flere tilnavne, som er blevet overleveret i historien. Blandt dem var Abu’l-Fadl, Abu ‘Abdillah og Abu ‘Abd al-Malik. Ibn Hibban nævner også navnet Abu’l-Qasim. Han var et anset medlem af Sa’ida-grenen af den berømte Khazraj-stamme i Medina. Hans far var den fremtrædende leder af Khazraj-stammen og den fornemme sahabi, Hazrat Sa’d ibn ‘Ubada, mens hans mor var Fukayha bint ‘Ubayd ibn Dulaym. Hans forældre var fætre og kusiner. Hans forfædre var berømte offentlige tjenere og fremragende ledere i Medina. Hazrat Qays tog islam til sig før Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) udvandrede til Medina.
Hazrat Qays deltog sammen med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i alle krige og ekspeditioner. Imam Zuhri siger, at han var en af Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fanebærere. Han deltog i ekspeditionen Jaish al-Khabat i det ottende hijri-år. Denne ekspedition var en stor prøvelse for muslimerne. Abu ‘Ubayda ibn al-Jarrah drog mod kysten med en styrke på 300 mand, blandt hvilke Hazrat Abu Bakr og ‘Umar også var. De opholdt sig dér i 15 dage. Den medbragte mad slap op, og hele styrken blev ramt af en alvorlig fødevaremangel. Soldaterne begyndte på grund af sultens kvaler at spise de blade, der var faldet fra træerne. »Khabat« betyder nedfaldne blade. Da soldaterne i denne styrke havde spist træernes blade, blev den i historien kendt som Jaish al-Khabat, det vil sige »de nedfaldne blades hær«. I denne vanskelige tid lånte Hazrat Qays tre kameler ad gangen og slagtede dem. Tre gange lånte og slagtede han i alt ni kameler og sørgede dermed for mad, der kunne holde hele styrken i live. Da gælden blev stadig større, bad hærføreren Abu ‘Ubayda (må Allah være tilfreds med ham) ham om at ophøre med dette. Ifølge en overlevering blev Hazrat Abu Bakr og Hazrat ‘Umar (må Allah være tilfreds med dem) på vejen tilbage fra Jaish al-Khabat bekymrede, da de så ham slagte kameler så ubesindigt. De sagde til hinanden: Hvis denne unge mand ikke bliver standset, vil han opbruge hele sin fars formue. Derefter overtalte de de øvrige medlemmer af styrken til at støtte dem og forhindrede Qays i at slagte flere kameler. Da folk efter hjemkomsten fra ekspeditionen fortalte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) om hans handlinger, sagde han: »Gavmildhed er sandelig et særkende ved dette hus.«
Han ledsagede Allahs ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) under ekspeditionen til erobringen af Mekka. Da de trængte ind i Mekka, var Ansarernes fane først i Sa’d ibn ‘Ubadahs hånd. På et tidspunkt tog Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) den fra hans hånd og gav den til Qays. Ud over at bære fanen i forskellige krige blev han i Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) levetid en betydningsfuld person i kalifatet. På dette tidspunkt var Qays en af de personer, som fik ansvaret for regeringsførelsen og opretholdelsen af orden.
Hazrat Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) siger: Qays’ rang hos Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede til den rang, en politichef har ved en emirs hof.
Han havde også en særlig rang ved Hazrat Alis hof. Ibn Yunus siger: Han deltog i erobringen af Egypten og byggede et hus dér. Derefter udnævnte Ali (må Allah være tilfreds med ham) ham til guvernør over Egypten. Hazrat Mu’awiya (må Allah være tilfreds med ham) forsøgte på mange måder at modsætte sig ham, men kunne ikke skabe nogen uro eller forstyrrelse i Egypten. Til sidst lykkedes det ham at ophidse kufanerne og få Ali til at afskedige Qays. I hans sted udnævnte Ali Muhammad ibn Abi Bakr til guvernør. Om dette siger Ibn Sirin: Ali (må Allah være tilfreds med ham) udnævnte Qays ibn Sa’d til guvernør over Egypten i år 36 efter hijra og afskedigede ham i år 37. Årsagen var, at Alis venner overbeviste ham om, at Qays havde indgået en hemmelig aftale med Mu’awiya (må Allah være tilfreds med ham). Da han blev fjernet og Muhammad ibn Abi Bakr blev udnævnt i hans sted, forstod han, at Ali (må Allah være tilfreds med ham) var blevet vildledt. Alligevel forblev forholdet mellem ham og Ali godt, og Ali rådførte sig med ham i alle sager. Det blev umuligt for Muhammad ibn Abi Bakr at regere Egypten. De strategier, som emiren Mu’awiya (må Allah være tilfreds med ham) og ‘Amr ibn al-‘As (må Allah være tilfreds med ham) førte mod ham, skabte en strøm af uro, som senere rev kalifatets bånd itu.
Hazrat Qays (må Allah være tilfreds med ham) rejste direkte fra Egypten til Medina. Marwan befandt sig på det tidspunkt i Medina. Da han truede Qays, forlod Qays Medina og rejste til Kufa, hvor han boede sammen med Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham).
Han deltog sammen med Ali (må Allah være tilfreds med ham) i alle krige. Under slaget ved Siffin stod han i spidsen for Alis (må Allah være tilfreds med ham) hær. I disse dage under slaget fremsagde han et digt. Dets to vers lyder således:
Det banner, som vi bar sammen med Profeten.
Da var Gabriel vores hjælper.
Vi er det folk, som, når de kæmper,
da, indtil landet er erobret,
bliver ved med at strække den hånd, der holder deres sværd.
Tidligere havde han også deltaget i Kamelslaget. I slaget ved Nahrawan sluttede han sig til alle mændene fra sin egen stamme. Ved begyndelsen af dette slag sendte Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) ifølge sædvane Abu Ayyub al-Ansari og Qays (må Allah være tilfreds med ham) til kharijitterne for at opfordre modparten til fred og velstand. De førte en samtale med Abdullah ibn Sanjar al-Khariji. Han sagde: »Alis lydighed og efterfølgelse behager os ikke. Hvis der var en som Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham), ville vi være villige til at anerkende ham som kalif.« Qays (må Allah være tilfreds med ham) svarede: »Blandt os er Ali ibn Abi Talib (må Allah være tilfreds med ham). Hvis der blandt jer findes nogen, der er hans lige, så nævn ham.« Han sagde: »Nej, blandt os findes ingen sådan.« Qays sagde: »Så bør I tage jer i agt. Ufred og kaos har slået rod i jeres hjerter.«
Hazrat Qays (må Allah være tilfreds med ham) var under alle omstændigheder en betroet ven af Ali (må Allah være tilfreds med ham). I år 40 efter hijra blev Ali (må Allah være tilfreds med ham) martyr. Ansvaret for kalifatet blev overdraget til Imam Hasan (må Allah være tilfreds med ham). Hazrat Qays (må Allah være tilfreds med ham) erklærede sin støtte til Imam Hasan. Da Hazrat Muawiya (må Allah være tilfreds med ham) hørte om Alis (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød, sendte han en hær af sted. Hazrat Qays (må Allah være tilfreds med ham) ankom til Anbar med en hær på fem tusind soldater, som alle havde barberede hoveder og havde svoret at dø, for at modstå Muawiyas (må Allah være tilfreds med ham) syriske tropper. Emir Muawiyas styrker belejrede Anbar. Imens blev der indgået en fredsaftale mellem Imam Hasan (må Allah være tilfreds med ham) og Muawiya. Imam Hasan (må Allah være tilfreds med ham) skrev til Qays (må Allah være tilfreds med ham), at han skulle overgive byen Anbar til Muawiyas (må Allah være tilfreds med ham) styrker og komme til ham i Mada’in.
Da Hazrat Qays modtog imamens brev, blev han voldsomt vred. Han samlede alle medlemmerne af sin hær og holdt en flammende tale. I talen sagde han: »Hvad ønsker I? Hvis I vil, vil jeg kæmpe sammen med jer til døden. Og hvis I ønsker det, kan jeg indhente en amān, det vil sige en sikkerhedsgaranti, til jer hos Emir Muawiya.« Soldaterne sagde: »Indhent en sikkerhedsgaranti til os.« Det gjorde han, og sammen med sine kampfæller tog han til Mada’in.
Hazrat Qays rejste fra Mada’in mod Medina. På vejen slagtede han hver dag en af sine egne kameler til sine ledsagere, indtil de nåede Medina. Da han kom til Medina, trak han sig fuldstændigt tilbage fra verden og forblev indtil sin død helt og fuldt optaget af Allahs dhikr og tilbedelse.
Ifølge khalifa Ibn Khayyat, Waqidi og mange andre døde Hazrat Qays i Medina i år 60 efter hijra, hen imod slutningen af Hazrat Mu’awiyas kalifat. Ifølge Ibn Hibban forlod han Medina af frygt for Mu’awiya og flygtede til et andet sted, hvor han døde i år 85 efter hijra under khalifa Abd al-Maliks regeringstid. Ifølge Ibn Hajar al-Asqalani er den førstnævnte opfattelse den mest korrekte.
Han var syg i nogle dage før sin død. Mange af Medinas indbyggere stod i gæld til ham. Derfor skammede de gældbundne sig over at komme og besøge ham. Da han forstod dette, bekendtgjorde han: »Jeg har eftergivet alle mine tilgodehavender.« Så snart denne bekendtgørelse spredte sig, begyndte folk at strømme til for blot at få et sidste glimt af ham. På grund af den enorme menneskemængde brød trappen til hans hus på et tidspunkt sammen.
En af Hazrat Qays’ sønner hed Amir. Han overleverede hadith fra sin far, Qays. Hazrat Qays var kraftigt bygget og høj. Amr ibn Dinar siger: »Han havde en vældig krop og et lille hoved.« Han var så høj, at hans fødder rørte jorden, når han red på et æsel. Der voksede aldrig skæg frem på hans ansigt. Ansarerne plejede spøgende at sige: »Vi vil gerne købe noget hår til Qays for vores egne penge.«
Han var blandt de fremmeste af de lærde sahaba. Det vigtigste mål i hans liv var at udbrede og videreføre hadith fra Allahs Sendebud. På intet tidspunkt i sit liv afveg han fra dette mål. Selv mens han var amir over Egypten, plejede han at stå på minbaren i moskeen dér og overlevere hadith. I hadithværkerne overleverer han fra sin far, Sa’d ibn Ubada, fra Abdullah ibn Hanzala og fra andre. Sidstnævnte var yngre end Qays. Han overleverede i alt 16 hadither. Det har den lærde al-Zirikli sagt.
Mange mennesker hørte hadith fra Hazrat Qays og overleverede også hadith gennem hans isnad. Her nævnes navnene på nogle af hans berømte elever: Anas ibn Malik, Tha’laba ibn Abi Malik, Abu Maysara, Abd al-Rahman ibn Abi Layla, Abu Ammar al-Dhahabi, Ghurayb ibn Humayd al-Hamadani, al-Sha’bi, Amr ibn Shurahbil, Urwa ibn al-Zubayr, Maymun ibn Abi Shayb, Muhammad ibn Abd al-Rahman og Abu Tamim al-Jayshani.
Hazrat Qays var en meget tænksom mand. Når han skulle træffe en afgørelse i en sag, tænkte han sig grundigt om. Også hvad angår islams regler og bestemmelser havde han et tydeligt præg af fri og klar tænkning. Engang spurgte en mand ham således om sadaqat al-fitr. Han sagde: »Sendebudet havde påbudt sadaqat al-fitr før zakat blev foreskrevet. Men efter at zakat blev gjort obligatorisk, gav han hverken et nyt påbud om sadaqat al-fitr eller forbød det. Det er på grundlag af det tidligere påbud, at vi stadig opfylder det.« Hazrat Rasul-e-Karims karakter og personlige egenskaber havde haft en stærk indflydelse på ham. Tjenesten for Allahs Sendebud, afholdenhed fra verdslig nydelse og overdådighed, taqwa, gavmildhed, eftertanke og fordybelse, tapperhed og mod, storsindethed og kærlighed til alle på lige fod var særlige sødmefulde sider af hans karakter.
At få mulighed for at tjene Hazrat Rasul-e-Karim var en lykke for både religionen og verden. Alle sahaba gjorde deres yderste og stræbte ihærdigt efter at opnå denne lykke. Hazrat Qays var også en af dem, der havde opnået denne ære og lykke. I Musnad af Imam Ahmad står der:
»Hans far satte ham til at tjene Allahs Sendebud. Imam al-Bukhari beretter i sin Tariikh på grundlag af Marjam ibn A’syads overlevering. Han siger: Jeg så Qays ibn Sa’d. Han tjente Allahs Sendebud i ti år.
Han nærede en grænseløs hengivenhed og dyb respekt for Allahs ædle Sendebud. En dag tog Allahs Sendebud til Sa’d ibn ‘Ubadas hjem. Da det blev tid til at vende tilbage, lod Sa’d et af sine æsler hente og lagde et tæppe på dets ryg. Allahs Sendebud satte sig på æslet, mens Qays begyndte at gå ved siden af ham. Allahs Sendebud bad ham sætte sig bag ham. Men Qays tøvede. Da sagde Allahs Sendebud: Enten sætter du dig på mit ridedyrs ryg, eller også må du vende tilbage. Han mente, at det var i strid med god opførsel at sidde ved siden af Allahs Sendebud. Derfor vendte han tilbage.
Storsind og gavmildhed var et strålende træk ved hans karakter. De lærde inden for asma’ ar-rijal erkendte åbent hans store hjerte. Ibn al-Athir siger:
»Han var en af de mest vidende og hæderværdige sahabaer samt en af de dygtigste og mest gavmilde mænd i Arabien.« Denne gavmildhed og generøsitet lå helt naturligt i hans væsen. Men det kan ikke benægtes, at landets miljø og natur samt forældrenes og slægtens karaktertræk havde stor indflydelse på dannelsen af denne egenskab.« Da han efter Slaget ved Jaysh al-Khabat vendte tilbage til Medina og fortalte sin far om soldaternes sult og mangel på fødevarer, sagde faderen til ham: Du kunne have slagtet kameler og givet dem mad. Han svarede: Det er netop det, jeg gør. Da han fortalte om den anden periode med fødevaremangel, sagde faderen det samme, og sønnen gav det samme svar. Da han på samme måde fortalte om den tredje periode med sult, sagde faderen igen det samme til ham. Da sagde han klagende: Det var netop det, jeg ville gøre, men jeg blev forhindret i det. Det er overleveret fra Jabir, at han under dette slag slagtede i alt ni kameler. Da Sa’d ibn ‘Ubada hørte, hvad Abu Bakr og ‘Umar havde sagt om Qays’ slagtning af kameler under dette slag, skyndte han sig til Allahs Sendebud, stillede sig bag ham og sagde: Svar mig på dette: Hvorfor har Ibn Abu Quhafa og Ibn al-Khattab (Abu Bakr og ‘Umar) forsøgt at gøre min søn nærig?
Når en far gav sin søn en sådan arv, er det let at forestille sig, hvor gavmild sønnen kunne være. Forfatteren til Usd al-Ghaba siger: Der fortælles mange historier om hans gavmildhed. Jeg nævner dem ikke, da det ville gøre beretningen lang. Allahs Sendebud har sagt: Gavmildhed er et kendetegn ved dette hus. I en anden overlevering siges det, at han om Allahs Sendebud har sagt: Han er søn af en gavmild familie.
Ad-Daraqutni har overleveret fra Yahya ibn ‘Abd al-‘Aziz: Sa’d ibn ‘Ubada og hans søn Qays drog skiftevis i krig, ét år ad gangen. En gang drog Sa’d i krig, mens Qays blev hjemme. Fra slagmarken fik Sa’d besked om, at der var kommet mange gæster til Allahs Sendebud i Medina. Han sagde til sine ledsagere: Hvis Qays virkelig er min søn, vil han sige til min tjener Nistas: Vis tilladelsen fra din far. Derefter vil Qays slå ham på næsen, rive nøglen fra ham og tage det, Allahs Sendebud har brug for. Overleveren siger, at det virkelig skete. Den gang tog Qays mad svarende til et hundrede wasaq med til Allahs Sendebud. Det vil ikke være upassende også at nævne endnu en beretning om Qays’ gavmildhed. En mand ved navn Qusayr ibn Salt skyldte Amir Mu’awiya penge. Amir Mu’awiya skrev til Marwan: Køb Qusayrs hus. Hvis han ikke ønsker at sælge det, så kræv mine penge hos ham. Hvis han betaler, er det godt; ellers skal du sælge hans hus. Marwan tilkaldte Qusayr, fortalte ham om sagen og gav ham tre dages frist. Qusayr ønskede ikke at sælge huset. Han besluttede at betale gælden. Men han manglede tredive tusind. Han gik til Qays’ hus og bad om at låne tredive tusind. Qays lånte ham pengene. Da Qusayr kom til Marwan med pengene og fortalte ham alt, fik Marwan medlidenhed med ham. Han gav ham både huset og pengene tilbage. Qusayr gik derfra til Qays og gav ham de tredive tusind tilbage. Qays sagde: »Det, jeg én gang har givet nogen, tager jeg ikke tilbage.« Med disse ord nægtede han at modtage pengebundtet. En dag kom en gammel mand til Qays (ra) og fortalte om sin yderste fattigdom og nød. Han sagde: Der er ikke en eneste fødevare i mit hus nu. Qays sagde: Gå hjem. Allerede nu vil du finde mad i dit hus. Derefter beordrede han, at den gamle mands hus skulle fyldes med fødevarer som olie, mel, ghee, kød, dadler og lignende. Juwayriya ibn Asma siger: Qays lånte dem penge og gav dem mad.
Hans far, Sa’d (ra), ejede en stor formue. Da Sa’d (ra) rejste til Syrien, fordelte han alle sine ejendele mellem sine sønner og døtre. Efter hans død blev endnu en søn født. Der var ikke fastsat nogen andel til ham. Abu Bakr og ‘Umar (ra) rådede Qays til at annullere faderens fordeling og fordele alle ejendelene på ny. Qays sagde: Det skal forblive, sådan som min far fordelte det. Men min andel giver jeg til ham.
Qays (ra) bad Allah om overflod af rigdom. Han troede, at man har brug for rigdom for at kunne gøre gode ting. Uden rigdom kan intet udrettes. Derfor bad han ofte: »O Allah, skænk mig rigdom, for uden rigdom kan intet udrettes.«
Når det gjaldt at træffe de rette beslutninger og politiske intriger og taktikker, var han en af datidens bedste mænd i Arabien. Ibn Shihab siger: I tider med uro og kaos var fem personer berømte i hele Arabien for deres list og taktiske evner. De var: Mu‘awiya, ‘Amr ibn al-‘As, Qays, Mughirah og ‘Abdullah ibn Budayl. Blandt dem stod Qays og Budayl på Alis (må Allah være tilfreds med ham) side.
Hans intelligens og snedighed var sådan, at så længe han var valí i Egypten, lod han ikke nogen af emir Mu‘awiyas og ‘Amr ibn al-‘As’ (må Allah være tilfreds med dem) sammensværgelser og politiske rænker lykkes dér. Han plejede at sige: Hvis islam ikke var kommet, ville jeg have bedraget så dygtigt, at jeg ville have gjort hele den arabiske befolkning magtesløs. I en anden overlevering hedder det: »Bedragere og svindlere er blandt Helvedes beboere.« Hvis jeg ikke havde hørt dette udsagn fra Allahs Sendebud (fred være med ham), ville jeg have været denne ummas største bedrager. Imam Zuhri har sagt, at han var en af de største snu mænd i Arabien. Hans samtidige sagde, at han på slagmarken var en fejlfri beslutningstager, en mand med ufejlbarlige taktikker samt en modig og forstandig kriger.
Da der på tidspunktet for Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød herskede ekstrem uro og kaos omkring kalifatet, kom Habib Maslamah en dag ridende til ham og sagde: »Rid op på denne hest.« Med disse ord rykkede han lidt til side på sit sæde og gjorde plads til ham foran sig. Qays nægtede at sætte sig foran ham med ordene: »Sendebudet (fred være med ham) har sagt, at ejeren bør sidde forrest på ridedyret.« Han sagde: »Det ved jeg også. Men jeg kan ikke føle mig tryg ved at have dig siddende bag mig.«
Qays (må Allah være tilfreds med ham) var en gavmild og upartisk mand. Dette kom til udtryk i forskellige handlinger i hans liv. En gang sad han sammen med Sahl ibn Hunayf i Qadisiyyah. Da så han et lig blive båret forbi. I overensstemmelse med muslimsk skik rejste han sig straks af respekt for den døde. Folk sagde til ham: »Du har rejst dig uden grund. Den døde var jo en dhimmī.« Qays (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Sendebudet (fred være med ham) rejste sig også, da han så dette jødiske lig.« Da man sagde, at den døde var jøde, svarede han: »Det gør ingen forskel. Han var også et levende væsen.«
Qays (må Allah være tilfreds med ham) var Allahs Sendebuds (fred være med ham) tjener. Sendebudet (fred være med ham) viste ham stor kærlighed og omsorg og lærte ham mange ting med kærlig opmærksomhed. Qays fortæller: En dag havde jeg afsluttet to rak‘ah af bønnen. Da Sendebudet (fred være med ham) gik forbi mig, berørte han mig let med foden og sagde: »Skal jeg fortælle dig om en af Paradisets indgange?« Jeg svarede: »Ja, fortæl mig det.« Han sagde: »Lā ḥawla wa-lā quwwata illā billāh.«
Allahs ædle Sendebud (fred være med ham) bad gentagne gange til Allah for Qays’ far, Sa‘d ibn ‘Ubadah (må Allah være tilfreds med ham), og hans efterkommere. En gang sagde han: »O Allah! Skænk Sa‘d ibn ‘Ubadah og hans familie og pårørende nåde og barmhjertighed.«
Qays’ (må Allah være tilfreds med ham) gudsfrygt og bevidsthed om Allah blev så stærk, at han efter Hasan (må Allah være tilfreds med ham) trådte tilbage fra kalifatet, fuldstændig trak sig tilbage fra verden. Derefter tilbragte han det meste af sin tid i tilbedelse og hengivenhed. Han udførte altid de obligatoriske tilbedelseshandlinger på behørig vis. Faste på Ashura-dagen er frivillig. Før fasten i Ramadan blev gjort obligatorisk, plejede alle ledsagerne også at faste. Efter at Ramadan-fasten blev obligatorisk, var der ikke længere nogen pligt til at faste på Ashura. Alligevel fastede Qays (må Allah være tilfreds med ham) altid på Ashura.
Qays (må Allah være tilfreds med ham) var tilhænger af Ali (må Allah være tilfreds med ham). Han mente, at Ali (må Allah være tilfreds med ham) og efter ham Hasan (må Allah være tilfreds med ham) fulgte sandheden med hensyn til kalifatet. Derfor blev han dybt bedrøvet, da Hasan indgik en aftale med Mu‘awiya (må Allah være tilfreds med ham) og trådte tilbage fra kalifatet. Derefter forlod han den politiske arena og trak sig tilbage fra verden. Alligevel synes han ikke inderst inde at have accepteret Mu‘awiyas (må Allah være tilfreds med ham) kalifat. Forskellige udtalelser og handlinger fra hans side beviser dette. Her vil jeg nævne blot én begivenhed, som er berettet i forskellige anerkendte værker.
En romersk kejser sendte engang en udsending til Amir Mu’awiya med en anmodning om at få tilsendt et par bukser fra den højeste mand i Arabien. Mu’awiya (ra) tilkaldte Qays (ra) og sagde: »Jeg har kun brug for ét par bukser fra dig.« Han rejste sig straks, gik hen til et afsides hjørne, tog bukserne af og bar dem i hånden tilbage, hvorefter han kastede dem hen imod Mu’awiya. Mu’awiya sagde: »Du kunne jo også være gået hjem og have sendt dem.« Hazrat Qays (ra) svarede da Mu’awiya (ra) i vers. Heri kom hans stærke følelser, hans bønfaldelse og hans vrede til udtryk. Flere bøger har samlet nogle verslinjer fra dette digt. Betydningen af nogle af dem er som følger:
1. Jeg gav straks bukserne, for at folk skulle vide, at dette er Qays’ bukser, og for at kejserens udsendinge skulle være vidner.
2. Så de ikke skulle sige, at Qays var forsvundet fra politikkens scene, og at dette blot var et almindeligt par bukser.
3. Jeg er leder for en jemenitisk stamme. Og mennesker er kun af to slags: ledere og følgere.
4. Mennesker som jeg er skræmmende for dem. Men min natur og karakter er udbredt blandt mennesker.
Derefter bad Mu’awiya (ra) den højeste mand i sin hær om at tage dem på. Da han holdt bukserne op til sin næse, faldt de ned på jorden. Ibn al-Athir har med henvisning til Abu Amrs udsagn sagt, at den beretning om Qays’ bukser, som fortælles ved Mu’awiyas hof, ikke har noget grundlag.
Kilder:
‘Abdullah ibn ‘Amr ibn Haram (ra)
Hans navn var Abu Jabir Abdullah. Hans far var Amr ibn Haram, og hans mor var al-Rabab bint Qays. Han tilhørte Banu Sulayma-grenen af Khazraj-stammen i Medina.¹ Han var den stolte far til den berømte sahabi Jabir (må Allah være tilfreds med ham), som overleverede mange hadither fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Han var en anset leder og fornem mand blandt Banu Sulayma. Han var en af Aqaba-folkene, deltog i slaget ved Badr og blev martyr ved Uhud.² Al-Baladhuri siger: Han var en af Aqaba-folkene, deltog i Badr og var naqib.³
I den førislamiske tid plejede araberne at tage til Kabaen i Mekka for at udføre hajj og umrah. I det trettende år efter profetskabet rejste en stor karavane på fem hundrede indbyggere fra Yathrib til Mekka for at udføre hajj. På det tidspunkt fandtes der i Yathrib, foruden dem der i hemmelighed og åbent havde antaget islam gennem Musab ibn Umayr (må Allah være tilfreds med ham), også mange afgudsdyrkere i denne karavane. Abdullah var også et af karavanens medlemmer. Han havde endnu ikke antaget islam.⁴ På denne rejse deltog hans søn Jabir også som muslim. Om dette fortæller den ansariske sahabi Kab ibn Malik:⁵ »Vi rejste fra Yathrib med det formål at udføre hajj. Da vi var nået til Mekka, aftalte vi at mødes med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i Aqaba-dalen en nat midt i tashriq-dagene. Vi afsluttede hajj, og den fastsatte nat for mødet kom. Abu Jabir Abdullah ibn Amr var sammen med os. Han var en leder og en anset person. Derfor havde vi også taget ham med som rejsefælle. Vi holdt vores planer hemmelige for de afgudsdyrkende rejsefæller. Kort før vi skulle mødes med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), sagde vi til ham: ‘Abu Jabir! Du er en af vores ledere og en anset person. Hvis du dør med den tro, du har nu, vil du i morgen brænde i Helvedes ild.’ Sådan fortsatte vi, indtil vi inviterede ham til islam og fortalte ham om det aftalte møde med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i Aqaba. Han antog straks islam og deltog sammen med os i troskabseden ved Aqaba. Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) udnævnte ham til naqib, det vil sige ansvarlig, for Banu Sulayma.«
Al-Baladhuri siger:⁶ Efter at han havde antaget islam, tog han sit urene tøj af og iførte sig de to stykker tøj, som al-Bara ibn Ma’rur havde givet ham. Ved denne sidste troskabsed ved Aqaba opnåede far og søn den ære at deltage. Abdullah deltog i slaget ved Badr. Han deltog også i slaget ved Uhud i det tredje hijri-år og opnåede martyrdødens evige ære. Dette fandt sted i måneden Shawwal, toogtredive måneder efter hijraen.⁷
I forbindelse med slaget ved Uhud var lederen af hyklerne, Abdullah ibn Ubayy, uenig i beslutningen om at gå uden for Medina for at møde Quraysh-hæren. Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) besluttede at drage til Uhud, kom han til sine tilhængere og sagde: ‘Han lytter til sine unge mænd i stedet for at følge mit råd. Vi ved ikke, hvorfor vi skulle udsætte vores liv for fare.’ Med disse ord vendte han tilbage sammen med tre hundrede af sine ledsagere.
På dette tidspunkt opsøgte Abdullah ibn Amr ham sammen med nogle muslimske ledsagere og sagde: ‘Må I gå til grunde! Skammer I jer ikke? Kæmp for at beskytte jeres kvinder og jeres hjemland.’ Han skældte især hykleren Abdullah ibn Ubayy voldsomt ud og irettesatte ham: ‘Ved Allah beder jeg jer: Vanær ikke jeres folk og jeres profet ved på denne måde at efterlade dem foran fjenden.’ De svarede: ‘Hvis vi var dygtige til at kæmpe, ville vi være taget med jer.’ Han svarede: ‘Hvis vi var dygtige til at kæmpe, ville vi være taget med jer. Vi ville ikke have overgivet jer fuldstændigt til fjendens hænder.’ Da de på ingen måde ville gå tilbage til slagmarken, sagde han: ‘Må Allah fjerne sine fjender. Allah alene er tilstrækkelig til at beskytte sin profet mod jer.’ Det var i denne forbindelse, at Allah den Ophøjede åbenbarede vers 167 i sura Al Imran.⁸
Natten før slaget ved Uhud kaldte han sin søn Jabir til sig og sagde: ‘Min søn, jeg ønsker at blive morgendagens første martyr. Efter Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) er du den, jeg holder mest af. Jeg lader dig blive hjemme. Behandl dine søstre godt, og betal min gæld tilbage.’⁹
Om dagen begyndte det voldsomme slag. Hazrat Abdullah kæmpede tappert og blev martyr. Han var dagens første martyr.¹⁰ Usama ibn Unayd dræbte ham.¹¹ Al-Baladhuri nævner Sufyan ibn Abd Shams as-Sulami som den, der dræbte ham.¹² Afgudsdyrkerne lemlæstede hans lig fuldstændigt.
Jabir siger: Da jeg hørte nyheden om min fars martyrdød, skyndte jeg mig derhen og så, at liget var dækket med et klæde. Jeg fjernede klædet fra hans ansigt og begyndte at kysse det. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) så det, men forbød mig det ikke. Jeg begyndte at græde. Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ledsagere forsøgte at forhindre mig, men Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forhindrede dem ikke. Min faster Fatima bint Amr begyndte at græde. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ‘Hvad enten du græder eller ej, vil englene blive ved med at skygge ham med deres vinger, indtil I løfter liget.’ Han spurgte: ‘Hvem er hun?’ De tilstedeværende svarede: ‘Abdullahs søster.’¹³
Han blev begravet i Uhud. Uhuds martyrer blev begravet to eller tre sammen i én grav.14 Jabir fortæller: Ligene af min far og min morbror, som var blevet martyrer ved Uhud, blev bragt til Medina. Undervejs hørte man Allahs Sendebuds (fred være med ham) bekendtgørelse om, at martyrerne skulle begraves på det sted, hvor de var blevet martyrer. Derfor blev de ført tilbage til Uhud og begravet dér. Malik ibn Anas siger: Abdullah ibn Amr og Amr ibn al-Jamuh blev begravet i det samme ligklæde og i den samme grav.15 I al-Bukhari’s beretning står der en farbror i stedet for en morbror.16 Faktisk var Amr ibn al-Jamuh ikke Abdullahs bror, men hans svoger.17 Ibn Ishaq har overleveret fra en ældre mand fra Banu Salama: Da ligene blev begravet ved Uhud, sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): “Se nærmere til Amr ibn al-Jamuh og Abdullah ibn Haram. De var oprigtige venner i denne verden. Begrav dem i den samme grav.”18
Seks måneder efter begravelsen tog den ærede Jabir sin fars lig op af graven og begravede det i en anden grav. På det tidspunkt var hele kroppen, bortset fra øret, så uberørt, at det virkede, som om han var blevet begravet kort forinden.19 46 år senere blev liget igen taget op af graven. Jar har berettet: Graven lå ved en vandkanal. Under en oversvømmelse trængte vandet ind i den. Graven blev åbnet, og man så, at Abdullahs hånd lå over det sår i hans ansigt, hvor han var blevet ramt. Da hånden blev fjernet, begyndte såret at bløde. Da hånden blev lagt tilbage på stedet, standsede blødningen. Jabir siger: “Jeg så, at min far lå, som om han sov i graven. Hans krop havde ikke forandret sig det mindste. Jabir blev spurgt: ‘Hvordan var hans ligklæde?’ Han svarede: ‘Ligklædet havde heller ikke forandret sig. Det var i samme tilstand. Og alligevel var der gået 46 år.’
Da Jabir (må Allah være tilfreds med ham) bad om råd om at påføre sin fars døde legeme noget parfume, afviste sahabīerne det og sagde: “I skal ikke foretage jer noget nyt med dem.” Derefter blev de begravet et andet sted.20
Ved den ærede Abdullahs (må Allah være tilfreds med ham) død efterlod han, foruden sin søn, den ærede Jabir (må Allah være tilfreds med ham), yderligere ni døtre. Seks af dem var mindreårige.21 Han efterlod sig en stor gældsbyrde. Dette er beskrevet i Sahih al-Bukhari. Den ærede Jabir (må Allah være tilfreds med ham) betalte denne gæld. Jeg har behandlet den ærede Jabirs (må Allah være tilfreds med ham) liv udførligt i hans biografi.22 Jabir fortæller: “Min far efterlod sig en stor gæld. Efter hans død kom jeg til Allahs Sendebud (fred være med ham) og sagde: ‘Min far har efterladt sig en stor gæld, men der er dadler. Kom med mig, så kreditorerne ikke tager det hele.’ Allahs Sendebud (fred være med ham) kom, satte sig oven på dadelbunken og kaldte kreditorerne til sig én efter én, indtil deres tilgodehavender var betalt. Selv derefter var der stadig lige så mange dadler tilbage.”23
Den ærede Abdullah var en af de mest ærefulde sahabīer og havde en meget høj rang. Allahs Sendebud (fred være med ham) anerkendte selv hans indsats og initiativ for at udbrede islam blandt Banu Salama og den måde, hvorpå han gav sig hen på Allahs vej. I Sunan an-Nasa’i står der, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: “Må Allah belønne hele ansar-folket godt på vores vegne, især efterkommerne af Amr ibn Haram (Abdullah og hans børn) og Sa’d ibn Ubadah.”24 I Jami’ at-Tirmidhi står der, at Allahs Sendebud (fred være med ham) efter begivenhederne ved Uhud en dag så Jabir bedrøvet og nedslået og spurgte: “Hvad er der sket?”
Han svarede: “Min far er blevet martyr og har efterladt sig mange børn. Bekymringen for dem holder mig hele tiden urolig.” Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: “Hør et glædeligt budskab: Allah taler ikke ansigt til ansigt med nogen uden et slør. Men Han har talt ansigt til ansigt med din far. Han sagde: ‘Abdullah ibn Amr! Hvad ønsker du?’ Din far svarede: ‘Jeg ønsker at vende tilbage til verden, kæmpe på Din vej og igen blive martyr.’ Allah sagde: ‘Det kan ikke ske. Den, der én gang er kommet fra verden, kan ikke vende tilbage.’ Da sagde han: ‘Så åbenbar noget om mig.’ Herefter blev dette vers åbenbaret:
— Anse ikke dem, der giver deres liv på Allahs vej, for døde. Nej, de er levende hos Allah og får forsørgelse.26
Findes der en større ære og hæder for den ærede Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) end, at vi stadig mindes ham efter fjorten hundrede år? Måske vil mennesker også mindes ham på denne måde om endnu tusinder af år.
Kilder:
‘Abdullahs søn, ‘Abdullah ibn Ubayy ibn Salul (må Allah være tilfreds med ham)
‘Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) var efterkommer af Hubla-grenen af den berømte Khazraj-stamme i Medina. Denne slægt var meget anset. En af slægtens forfædre hed Salim. Hans tilnavn var »Hubla«. Det var herfra, at slægten fik navnet »Hubla«. Salims mave var meget stor. Derfor blev han kaldt »Hubla«. Senere blev dette navnet på hans slægt.¹ ‘Abdullahs (må Allah være tilfreds med ham) mor hed Khawla bint al-Mundhir. Hun var efterkommer af Maghala-grenen af Banu Najjar-slægten.²
Her må vi huske, at faderen til den ‘Abdullah (må Allah være tilfreds med ham), som vi omtaler, var »Rais al-Munafiqin« (de hykleriskes leder), ‘Abdullah ibn Ubayy ibn Salul. Denne hykleriske leder er i historien kendt som Ibn Ubayy ibn Salul. I den førislamiske Medina var han en af de mest ansete og indflydelsesrige personer i Khazraj-stammen. Hans indflydelse, anseelse og styrke fremgår tilstrækkeligt af, at Medinas indbyggere før islam overvejede at gøre netop ham til deres konge. Der havde længe været konflikt og strid mellem de to stammer Aws og Khazraj. Alligevel var ingen uenig i at gøre ham til konge. Det var en sådan mands søn, ‘Abdullah (må Allah være tilfreds med ham).³
‘Abdullahs (må Allah være tilfreds med ham) far var denne Ibn Ubayy ibn Salul. Han var meget lærd, forstandig og snedig. Alligevel blev han berøvet troens lykke. Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kom til Medina og grundlagde det islamiske styre, viste der sig hos ham et forbløffende had og en forbløffende misundelse. Ibn Ubayy og nogle af Medinas indbyggere, der fulgte ham, begyndte at betragte islams stadige fremgang og vækst med misundelse og fjendtlighed. Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) indflydelse og anseelse blev uudholdelig for dem. Derfor begyndte de den ene efter den anden at udtænke forskellige sammensværgelser for at fordrive islam og muslimerne fra Medinas jord.
Til sidst måtte Ibn Ubayy og hans tilhængere udadtil bøje sig for muslimernes sejr og styrke. De sluttede sig hyklerisk til muslimernes rækker. Medlemmerne af denne gruppe var hyklere, og han er i islams historie kendt som hyklernes leder. Denne Ibn Ubayy ibn Salul er leder for alle de hyklere, der vil blive født i verden. Næsten enhver sorg, lidelse, vanskelighed og ulykke, som efter hijraen ramte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og de ædle sahaba (må Allah være tilfreds med dem) i Medina, var denne Ibn Ubayy og hans gruppe direkte eller indirekte involveret i på den ene eller den anden måde. Om hans og hans gruppes gerninger blev adskillige vers i Koranen åbenbaret. Suraen »al-Munafiqun« er netop en beskrivelse af deres egenskaber og karakter.⁴
Man siger: »Musa i Faraos hus« eller »Hvor Farao er, dér er Musa.« Sådan var det også her: Den store sahabi ‘Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) blev født af en indædt fjende af islam og en ekstrem hykler. Han forblev fuldstændig fri for sin fars urene påvirkning. En så intelligent far var ikke i stand til at øve den mindste indflydelse på sin egen søn.
Denne hykler, Ibn Ubayy, var morbror til Abu ‘Amir al-Rahib, en berømt from mand i datidens Arabien. Blandt de fromme mænd i Arabien, som umiddelbart før Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fremtræden talte om hans snarlige komme og troede på ham, var Abu ‘Amir en af dem. I den førislamiske tid antog han et liv som asket og munk, afholdende fra verdslig nydelse. Men da Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) trådte frem som profet, opgav han sin tro. Ved Badr sluttede han sig til afgudsdyrkerne og kæmpede mod Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Derfor betegnede Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ham som »al-Fasiq« (den ulydige).⁵
ʿAbdullah (ra) antog islam, allerede før Allahs Sendebud (sa) kom til Medina. Hans navn før islam var al-Hubab. ʿUrwa fortæller: Det var Allahs Sendebuds (sa) skik at ændre en persons navn, hvis han hørte et dårligt navn. En dag sagde han til al-Hubab: »Fra nu af skal du hedde ʿAbdullah, for al-Hubab er Satans navn.«⁶ Således kom far og søn til at have samme navn.
ʿAbdullah (ra) var en ledsager, der deltog i Badr. Han deltog i slaget ved Badr sammen med Allahs Sendebud (sa). Senere vides det, at han deltog i alle slag og ekspeditioner.⁷ Han kæmpede også ved Uhud. I dette slag blev hans to forreste tænder slået ud. Efter slaget sagde Profeten (sa) til ham: »Få lavet to guldtænder.« Dette er overleveret fra ʿAʾisha (ra). Ibn Mundah har imidlertid nævnt, at det ikke var tænderne, men hans næse, der blev revet af, og at han fik indsat en næse af guld. Men denne opfattelse er ikke korrekt.⁸
Da Abu Sufyan vendte tilbage fra Uhud, besteg han et bjerg og råbte: »Jeg lover, at vi mødes med jer ved Badr igen næste år.« Da Allahs Sendebud (sa) hørte denne erklæring, sagde han til en af ledsagerne: »Svar ham: Ja, dér lover jeg også, at vi mødes med jer.«⁹ Ibn Ishaq siger: For at holde dette løfte til Abu Sufyan mødte Allahs Sendebud (sa) for anden gang op ved Badr i Shaʿban i det fjerde hijri-år. I historien er stedet kendt som Badr al-Ākhirah. Ibn Hisham siger: På denne rejse efterlod Allahs Sendebud (sa) ʿAbdullah i Medina som sin stedfortræder under sit fravær.¹⁰
Under slaget ved Banū al-Muṣṭaliq, eller ifølge en anden opfattelse under slaget ved Tabuk, opstod der på et tidspunkt et skænderi mellem en anṣār og en muhājir med hensyn til at give kamelerne og hestene vand. Under skænderiet fremsatte hykleren Ibn Ubay, med henvisning til Allahs Sendebud (sa) og muhājirerne, følgende bemærkning: »Når vi når Medina, vil vi ædle mennesker drive disse usle mennesker ud.«¹¹ Da dette kom Allahs Sendebud (sa) for øre og spredte sig blandt de øvrige muslimer, opstod der en voldsom ophidselse. ʿUmar (ra) gik endda hen foran Allahs Sendebud (sa) og sagde: »Hvis du giver mig tilladelse, vil jeg skille denne hyklers hoved fra hans krop.« Profeten (sa) sagde til ham: »Lad det være. Ellers vil folk sige, at Muhammad dræber sine ledsagere.«¹²
Den stærkt anstødelige bemærkning, som Ibn Ubay havde fremsat om Allahs Sendebud (sa) og hans mange prøvede muhājir-ledsagere, nåede på et tidspunkt hans søn ʿAbdullah (ra). Han gik hen til Allahs Sendebud (sa) og sagde: »Min far har fornærmet dig ved at kalde dig ussel. Jeg sværger ved Allah, at det ikke er dig, men ham, der er ussel.« Derefter sagde han noget højst forbløffende og overraskende: »I hele Khazraj-stammen findes der ingen søn, som er mere lydig og underdanig over for sin far end jeg. Hvis du alligevel ønsker ham dræbt, så giv mig befalingen. Jeg vil bringe hans hoved til dig. Men hvis en anden muslim dræber min far, vil min fars morder blive en torn i øjet på mig. Jeg vil ikke kunne tåle ham. Da vil jeg måske dræbe ham, og på grund af drabet på en muslim vil Helvede blive mit opholdssted.« Da han havde talt færdig, sagde Allahs Sendebud (sa): »Jeg har hverken til hensigt eller ønske at få ham dræbt.«¹³
Efter at ʿAbdullah (ra) havde talt med Allahs Sendebud (sa), gik han ud på vejen og stillede sig der. Da han så sin far komme, steg han ned fra kamelen, løftede sit sværd og sagde: »Så længe du ikke med din egen mund siger: “Jeg er ussel, og Muhammad er højt æret”, vil dette sværd ikke blive stukket i skeden. Du får ikke lov til at gå et eneste skridt frem.« Da han så, at situationen blev alvorlig, sagde han: »Fordømmelse over dig! Muhammad er højt æret, og jeg er ussel.« Allahs Ædle Sendebud (sa) kom gående lidt bagefter. Han hørte farens og sønnens samtale og befalede ʿAbdullah: »Lad ham være. Jeg sværger ved Allah, at så længe han er iblandt os, vil vi behandle ham godt.«¹⁴ ʿUrwa siger: Hanzala ibn Abī ʿĀmir og ʿAbdullah ibn ʿAbdillah bad hver især Allahs Sendebud (sa) om tilladelse til at dræbe sin egen far. Allahs Sendebud (sa) holdt dem begge tilbage.¹⁵
Efter at Allahs Sendebud (sa) var vendt tilbage til Medina fra slaget ved Tabuk, døde hykleren ʿAbdullah ibn Ubay.¹⁶
På grundlag af de autentiske hadither er den muslimske umma nået frem til den konklusion, at vers 80 og 84 i den hellige Koran, Sura al-Tawbah, blev åbenbaret i forbindelse med hykleren ʿAbdullah ibn Ubayʾs død og hans begravelsesbøn. I vers 80 siger Allah den Ophøjede: »Bed om tilgivelse for dem eller lad være — begge dele er det samme. Selv hvis du beder om tilgivelse for dem halvfjerds gange, vil Allah aldrig tilgive dem. Det skyldes, at de fornægtede Allah og Hans Sendebud.« Det er bevist gennem overleveringerne i al-Sahihayn (det vil sige al-Bukhari og Muslim), at Allahs Sendebud (sa) bad begravelsesbønnen over ham, stod ved hans grav og trøstede hans søn ʿAbdullah (ra). Umiddelbart efter bønnen blev vers 84 åbenbaret. Her siges det: »Og bed aldrig begravelsesbøn over nogen af dem, der dør, og stå ikke ved hans grav. De fornægtede jo Allah og Hans Sendebud, og de døde som ulydige.« Efter åbenbaringen af dette vers bad Allahs Ædle Sendebud (sa) ikke længere begravelsesbøn over nogen hykler.
Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) havde på det tidspunkt to kjortler på. Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) foretrak den nederste kjortel. Den var gennemtrængt af den hellige sved fra Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) legeme. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gav Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) kjortlen og sagde: »Når han er blevet iklædt ligklædet, så giv mig besked, så vil jeg lede begravelsesbønnen.« Ifølge en anden overlevering kom Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham), efter at liget var blevet sænket ned i graven. Han steg ned i graven, lagde liget på sine knæ, iklædte det kjortlen og påførte det spyt fra sin hellige mund. Derefter stillede han sig op for at udføre begravelsesbønnen.
Da han stillede sig op til begravelsesbønnen, greb Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) fat i Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) klæde og sagde indtrængende: »Beder du begravelsesbønnen over denne hykler, selv om Allah har forbudt dig at bede?« Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) smilede mildt og sagde: »Gå hen og stil dig på din plads.« Da Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortsatte med at gå lidt for langt, sagde Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Allah har givet mig valget: Jeg kan bede om tilgivelse, eller jeg kan lade være. Hvis han kan opnå tilgivelse, selv om jeg beder om tilgivelse mere end halvfjerds gange, så er jeg også rede til at gøre det for ham.«
Derefter bad Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) begravelsesbønnen over ham, og umiddelbart efter bønnen blev det fireogfirsindstyvende vers åbenbaret. Gennem denne åbenbaring fik Umar (må Allah være tilfreds med ham) støtte for sin handling og sin holdning. Han blev dybt forundret over sit eget dristige foretagende.17
Under kaliffen Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) kalifat led Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) martyrdøden i slaget ved Yamamah. Det skete i Rabi al-awwal i det tolvte hijri-år.18
Abdullah hørte til blandt de mest fremtrædende sahabaer. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) overleverede hadither om ham. Han kunne skrive og varetog fra tid til anden også opgaven med at nedskrive åbenbaringen.19
Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) var en god søn af en hyklerisk far. Faderens hykleriske liv plagede ham altid. Han led frygteligt under det.20 Han sparede ingen anstrengelser for at føre sin vildfarne far tilbage til sandhedens og den rette vej. Trods faderens vildfarelse forsømte han aldrig som søn sine ansvar og pligter over for ham. Inden for den islamiske lovs rammer adlød han altid sin far. Selv efter faderens død gjorde han som søn alt, hvad han kunne, i håbet om, at faderen kunne opnå frelse.
Kilder:
Rafi ibn Khadij (må Allah være tilfreds med ham)
Rāfiʿ (må Allah være tilfreds med ham) blev født i år 611, tolv år før hijra.¹ Han var søn af Banū al-Hāritha, en gren af den berømte Khazraj-stamme i Medina, eller ifølge en anden opfattelse af Aws-stammen. Hans far var Khadīja ibn Rāfiʿ, og hans mor var Halīma bint Masʿūd. Han blev opkaldt efter sin bedstefar.² Rāfiʿs tilnavn var Abū ʿAbdullāh. Imām al-Bukhārī har angivet det som Abū Khadīja.³ Han var nevø af to berømte ledsagere af Allahs Sendebud, Zuhayr og Muzāhir ibn Rāfiʿ.⁴
I det gamle Medina var stammerne ʿAbdullāh al-Ashhal og al-Hāritha lige stærke og magtfulde. Der var hele tiden strid og uenighed mellem dem, som til sidst udviklede sig til konflikter og væbnede sammenstød. Simāk ibn Rāfiʿ, bedstefar til Usayd ibn Hudayr (må Allah være tilfreds med ham), blev dræbt af folk fra disse to stammer i et slag, og hans familie blev fordrevet fra Medina. Usayds far, Hudayr, belejrede al-Hāritha-stammen for at hævne drabet på sin far, besejrede dem og fordrev dem til Khaybar. Banū al-Hāritha slog sig ned i Khaybar. Senere voksede medfølelsen i Hudayrs hjerte, og han tillod Banū al-Hāritha at vende tilbage til Medina og bosætte sig der igen.
Rāfiʿ ibn Khadījs (må Allah være tilfreds med ham) forfædre var ledere af Banū al-Hāritha. Efter sin fars og sine onklers død overtog Rāfiʿ lederskabet, og han mistede det aldrig resten af sit liv. På tidspunktet for Allahs Sendebuds hijra var Rāfiʿ blot en ung dreng. Alligevel havde islam sat dybe spor i hans hjerte. Hans to onkler, Zuhayr og Muzhayr, var allerede muslimer.
På tidspunktet for slaget ved Badr var Rāfiʿ fjorten år. Han mødte op foran Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) med ønsket om at deltage i slaget. Da han endnu ikke var gammel nok til at drage i krig, sendte han ham tilbage sammen med de andre drenge. Således kunne Rāfiʿ ikke blive en af Badr-krigerne.⁵
De unge drenge fra Medina blev hvert år ført frem for Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham).⁶ Han udvalgte blandt dem dem, som han mente var egnede til at drage i krig. I det tredje hijri-år, da man gjorde sig klar til slaget ved Uhud, blev Rāfiʿ ført frem for Allahs Sendebud. Han var da fyldt femten år og fik derfor tilladelse til at deltage i slaget. Ved denne lejlighed indtraf en morsom episode mellem ham og hans jævnaldrende Samura ibn Jundub. Episoden er gengivet i næsten alle værker om mændene i hadith-videnskaben.
Rāfiʿ fortæller om dette: »Jeg stod i rækken og løftede mig op på tæerne for at få mig selv til at se højere ud. Allahs Sendebud havde allerede fået at vide, at jeg var en dygtig bueskytte. Derefter gav Sendebudet mig tilladelse. Så sagde min jævnaldrende Samura ibn Jundub til sin stedfar, Murra ibn Thābit: ’Allahs Sendebud gav Rāfiʿ ibn Khadīj tilladelse, men sendte mig tilbage.’ Murra sagde da: ’Allahs Sendebud! Du har givet Rāfiʿ tilladelse, men sendt min søn Samura tilbage. Han kan faktisk besejre Rāfiʿ i brydning.’ Sendebudet sagde da: ’Lad de to brydes.’⁷ De to drenge brydes, og Samura besejrede Rāfiʿ og fik dermed Allahs Sendebuds tilladelse. Ibn Hishām siger: ’De var begge femten år gamle på det tidspunkt.’⁸«
I dette slag ved Uhud ramte en pil, som fjenden havde skudt, Rāfiʿ i brystet. Pilen trængte gennem knoglen og ind i brystet. Imām al-Bayhaqī har berettet om dette. På dagen for Uhud eller Hunayn blev Rāfiʿ ibn Khadīj ramt af en pil i brystet. Da han blev bragt til Allahs Sendebud, sagde han: ’Allahs Sendebud! Tag pilen ud af mit bryst.’ Sendebudet sagde: ’Hvis du ønsker det, kan jeg tage pilen ud sammen med pilespidsen. Hvis du ønsker det, kan jeg blot trække skaftet ud og lade pilespidsen blive siddende. I så fald vil jeg på Dommens Dag vidne om, at du er en martyr.’ Rāfiʿ sagde da: ’Allahs Sendebud! Træk da blot skaftet ud, og lad pilespidsen blive siddende. Vidn på Dommens Dag for mig, at jeg er en martyr.’ Han levede i denne tilstand indtil Muʿāwiyas (må Allah være tilfreds med ham) kalifat. Til sidst gik såret i forrådnelse, og han døde.⁹
Rāfiʿ plejede senere at fortælle, hvordan muslimerne blev besejret i slaget ved Uhud. Hans beretning tegner et billede af dette slag.¹⁰
Han deltog i alle de efterfølgende slag og ekspeditioner, herunder Slaget ved Grøften.11 I Slaget ved Siffin sluttede han sig til Alis (ra) side.12
Den pilespids, som sad inde i Rāfiʿs krop, forårsagede efter lang tid et sår, og han døde af de smerter, det medførte. Han boede i Medina, og det var dér, han udåndede.
Der er uenighed blandt forskerne i rijāl om året for hans død. Alle er dog enige om, at ʿAbdullah ibn ʿUmar (ra) udførte begravelsesbønnen over ham. Imam al-Bukhārī har i sin Tārīkh sagt, at han døde under Muʿāwiyas (ra) kalifat. I værket al-Tārīkh al-Awsat nævner han Rāfiʿs navn i afsnittet med overskriften »De, der døde mellem år 50 og 60 efter hijra«. Ibn Qāniʿ angiver derimod specifikt år 59 efter hijra.13 Al-Wāqidī har på den anden side overleveret fra nogle af Rāfiʿ ibn Khadīdjs sønner, at han døde i begyndelsen af år 74 efter hijra i Medina, 86 år gammel.14 På det tidspunkt sad ʿAbd al-Malik ibn Marwān på kalifatets trone.
Det er fastslået, at ʿAbdullah ibn ʿUmar udførte begravelsesbønnen over ham. Det er også anerkendt, at han befandt sig i Mekka i begyndelsen af år 74 efter hijra. Derfor har nogle sagt, at Rāfiʿ ibn Khadīdj døde, efter at såret var gået i forrådnelse, og efter at Ibn ʿUmar var vendt tilbage til Medina fra Mekka i år 74 efter hijra. Andre siger, at han døde i år 73 efter hijra, før Ibn ʿUmar (ra) rejste til Mekka. Ibn ʿUmar (ra) døde i hans levetid. Dette er den mest sandsynlige forklaring.15
I Imam Ahmad’s Musnad står der, at han blev iført ligklæde og båret ud, hvorefter et rødt tæppe blev bredt over ham.16 En stor menneskemængde fulgte liget. Kvinderne kom grædende og klagende ud af huset. Der findes mange beretninger om hans død og begravelsesbøn i værkerne om sīra og rijāl. Her gengives nogle af dem ordret:
Abū Nusra fortæller: Jeg deltog i begravelsesbønnen over Rāfiʿ ibn Khadīdj. Ibn ʿUmar var også blandt deltagerne. Da kvinderne begyndte at skrige og græde, sagde han: »Ti stille! Denne gamle mand har ikke styrke til at udholde Allahs straf.« Allahs Sendebud (sa) har sagt: »Den døde straffes på grund af sin families klage og gråd.«17
Shuʿba har overleveret fra Yūsuf ibn Māhak. Yūsuf sagde: Jeg så Ibn ʿUmar tage de to forreste ben på Rāfiʿ ibn Khadīdj’ båre op på sine skuldre og gå forrest foran den, indtil han nåede graven. Undervejs sagde han: »Den døde straffes på grund af de levendes gråd.«18
Hammād har overleveret fra Bishr ibn Harb. Han sagde: Da Rāfiʿ ibn Khadīdj døde, blev Ibn ʿUmar spurgt, om begravelsen skulle udsættes, indtil natten var forbi, så byens indbyggere kunne få besked. Han sagde: »Det er en fremragende beslutning, I har truffet.« Hishām ibn Saʿd har overleveret fra ʿUthmān ibn ʿUbaydullah. Han sagde: Da Rāfiʿ døde, blev liget båret frem til begravelsesbønnen før solopgang. Ibn ʿUmar sagde: »Udfør ikke begravelsesbønnen over ham før solopgang.«19
Der findes ikke mange oplysninger om Rāfiʿ ibn Khadījs (ra) fysiske fremtoning og udseende. Det eneste, man ved, er, at han plejede at holde sit overskæg tyndt og farve sit hår med henna. Ved sin død efterlod han mandlige og kvindelige slaver samt mursten og jordejendom som arv.20
Man kender navnene på hans seks sønner: ʿAbdullah, Rifāʿa, ʿAbd al-Rahmān, ʿUbaydullah, Sahl og ʿUbayd. ʿAbdullah var imam ved Pitar-moskéen. ʿUbayd var søn af en slavinde. De øvrige sønner var børn af hans to hustruer, Lubna og Asmā. Deres efterkommere levede i mange år i Medina og Bagdad.21
Rāfiʿ (ra) overleverede hadither fra Allahs Sendebud (sa) og sin onkel Zuhayr ibn Rāfiʿ (ra).22 I hadithsamlingerne er der i alt overleveret 78 hadither med hans isnād.23 Blandt de overleveringspersoner, der overleverede hadither fra ham, findes både sahābaer og tābiʿūn. Her nævnes nogle af deres navne:
Ibn ʿUmar, Mahmūd ibn Labīd, Sāʾib ibn Yazīd, Usayd ibn Zuhayr, Mujāhid, ʿAtāʾ, Shaʿbī, ʿAbāya ibn Rifāʿa, ʿAmra bint ʿAbd al-Rahmān, Saʿīd ibn al-Musayyib, Nāfiʿ ibn Jubayr, Abū Salama ibn ʿAbd al-Rahmān, Abū an-Najjāshī, Sulaymān ibn Yasār, ʿĪsā, ʿUthmān ibn Sahl, Harīr ibn ʿAbd al-Rahmān, Yahyā ibn Ishāq, Thābit ibn Anas ibn Zuhayr, Hanzala ibn Qays, Nāfiʿ al-ʿUmarī, Wāsiʿ ibn Hibbān, Muhammad ibn Yahyā ibn Hibbān, ʿUbaydullah ibn ʿAmr ibn ʿUthmān og andre.24
Rāfiʿ ibn Khadīj (ra) var en af Medinas fremtrædende muftī-sahābaer. Ziyād ibn Mīnā siger: Ibn ʿAbbās, Ibn ʿUmar, Abū Saʿīd al-Khudrī, ʿAbdullah ibn ʿAmr ibn al-ʿĀs, Jābir ibn ʿAbdullah, Rāfiʿ ibn Khadīj, Salama ibn al-Akwaʿ, Abū Wāqid al-Laythī, ʿAbdullah ibn Buhayna og mange andre sahābaer fra Allahs Sendebud (sa) udstedte fatwaer i Medina og overleverede hadither fra Allahs Sendebud (sa). Dette gjorde de fra ʿUthmāns (ra) død indtil deres egen død.25 Imām al-Dhahabī siger: Han var blandt dem, der udstedte fatwaer i Medina under Muʿāwiyas (ra) tid og efter ham.26 Da Ibn ʿAbbās (ra) døde, sagde Rāfiʿ ibn Khadīj: I dag er en mand død, som alle lærde, fra øst til vest, var afhængige af.27 Han var en mand fra ørkenen. Han var dygtig til landbrug og kunstvanding.28
Lydighed mod Allahs Sendebud og at påbyde det gode – lydighed mod Sendebudet (sa) og at påbyde gode handlinger var de mest strålende træk ved hans karakter og væsen. En gang rykkede en slave tilhørende Nuʿmān al-Ansārī et lille daddeltræ op fra en mands have. Sagen blev bragt for Marwāns domstol. Han var på vej til at beslutte, at slavens hånd skulle hugges af for tyveri. Da sagde Rāfiʿ: Sendebudet (sa) har sagt: Hånden hugges ikke af for frugt.29
En gang sagde Marwān under sin prædiken: Mekka er haram. Rāfiʿ var til stede ved forsamlingen. Han råbte: Det er rigtigt, at Mekka er haram. Men Medina er også haram. Sendebudet (sa) erklærede Medina for haram. Jeg har hadithen skrevet ned hos mig. Hvis du vil, kan jeg vise dig den. Marwān sagde: Ja, jeg har også hørt denne hadith.30
Han havde grænseløs hengivenhed, respekt og kærlighed til Allahs ædle Sendebud (sa). Det kom til udtryk i mange af hans handlinger, ord og adfærd gennem livet. En gang kom hans onkel Zuhayr (ra) og sagde: I dag har Sendebudet (sa) nedlagt forbud mod noget, selv om det ville have gjort tingene lettere for os. Rāfiʿ (ra) udbrød straks: Onkel! Alt, hvad Sendebudet (sa) har sagt, er sandt.31
En dag var han optaget af samleje. Netop da kom Allahs Ædle Sendebud (sa) og kaldte på ham. Så snart Allahs Sendebuds (sa) stemme nåede hans ører, rejste han sig, rensede sig og gik ud.³²
En dag gik Rafiʿ (ra) hen til Allahs Sendebud (sa) og så, at kød kogte boblende i en gryde. Han fik stor lyst til at spise det. Han tog et stykke i munden og slugte det. Derefter fik han maveproblemer og led af dem i et helt år. En dag fortalte han Allahs Sendebud (sa) om sine maveproblemer. Han strøg Rafiʿs (ra) mave med hånden, hvorefter han kastede grønt op. Efter dette blev han helt rask.³³
Rafiʿ (ra) har overleveret nogle af de duʿaer, som Allahs Sendebud (sa) plejede at fremsige på forskellige tidspunkter. Han overleverede for eksempel den duʿa, som Sendebudet (sa) fremsagde, når den nye måne blev set.³⁴
Hvis man undersøger de forskellige hadith- og sira-værker, kan man få kendskab til mange små episoder fra Rafiʿs (ra) liv. De vil være som en lysende fakkel, der viser en muslim vej gennem livet.
Kilder:
ʿAmr ibn Thabit ibn Waqqsh (ra)
ʿAmrs (ra) tilnavn var Usairam, og det var under dette navn, han blev kendt. Han var søn af en gren af Aws-stammen i Medina, nemlig Abd al-Ashhal. Hans far hed Thabit ibn Waqqsh, og hans mor hed Layla, eller ifølge en anden overlevering Lubaba bint Yaman. Hun var søster til den berømte sahabi Hudhayfa ibn al-Yaman (ra). Salama ibn Thabit (ra), som blev martyr ved Uhud, var ʿAmrs bror.¹
I begyndelsen var ʿAmr (ra) stærkt fjendtligt indstillet over for islam. Næsten alle mænd og kvinder i hans stamme blev muslimer gennem Saʿd ibn Muʿadhs (ra) indsats. Men selv da holdt han fast ved sin gamle tro og religion. Al-Baladhuri siger: Han var dybt i tvivl om islam. Han tog imod islam på dagen for Uhud og blev martyr. Han kom i Paradis, selv om han aldrig havde bedt en eneste bøn i sit liv.²
Da Allahs ærede Sendebud (fred være med ham) havde gjort alle forberedelser til slaget ved Uhud færdige, opstod der pludselig en stærk længsel efter sandheden i Amr (må Allah være tilfreds med ham). Det er berettet i Sunan Abi Dawud. I jahiliyyah-tiden drev han forretning med åger. Mange mennesker skyldte ham penge. Han besluttede at inddrive disse tilgodehavender og derefter antage islam, fordi islam havde erklæret ågerhandel for forbudt. På tidspunktet for slaget ved Uhud var hans tilgodehavender muligvis blevet indbetalt. Det var da, han fast besluttede sig på at blive muslim.³
Da man drog mod Uhud, var alle sahaba sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham), herunder folkene fra Usayrims klan, Banu Abd al-Ashhal. Efter at Uhuds krigere var draget af sted, sænkede der sig en skræmmende stilhed over hvert kvarter i Medina. Da Usayrim så den dybe stilhed og øde tilstand omkring sig, vendte han hjem og spurgte: »Hvor er folkene fra vores klan taget hen?« Han fik svaret: »Til Uhud.«
Selv om han endnu ikke havde antaget islam, iførte han sig alligevel sin rustning, steg til hest og red mod Uhud. Han gik direkte hen til Allahs Sendebud (fred være med ham), som befandt sig ved Uhud, og spurgte: »Skal jeg først kæmpe eller blive muslim?« Sendebudet (fred være med ham) sagde: »Du skal gøre begge dele. Bliv først muslim, og gå derefter i kamp.« Han spurgte: »Allahs Sendebud! Jeg har aldrig i mit liv bedt så meget som én rak‘ah. Hvis jeg dør i denne tilstand, vil det så være godt for mig?« Han svarede: »Ja, det vil være godt.« Derefter fremsagde han trosbekendelsen og blev muslim.
Efter at have antaget islam gik han med sværdet i hånden mod slagmarken. De muslimske krigere vidste ikke, at han havde antaget islam. Derfor sagde de til ham: »Vend tilbage herfra nu.« Han sagde til dem: »Jeg er også blevet muslim.«
Slaget begyndte. Han kæmpede mod fjenden med stor tapperhed og mod. Da han trængte ind blandt fjendens styrker, blev han lemlæstet af talrige sår. Så alvorlige var sårene, at han lå udmattet på slagmarken uden kræfter til at rejse sig. Efter slaget gik folk fra Banu Abd al-Ashhal ud for at lede efter martyrerne og fandt deres Usayrim liggende blandt de døde. Han trak stadig vejret. De spurgte: »Hvorfor er du her i denne tilstand? Er du måske kommet hertil på grund af din tilknytning til din klan?« Han svarede: »Nej. Jeg har antaget islam og kæmpet for Allahs og Hans Sendebuds (fred være med ham) sag.«
Han blev båret fra slagmarken og bragt hjem. Hele klanen fik kendskab til hans historie. Da Sa‘d ibn Mu‘adh (må Allah være tilfreds med ham), lederen af Banu Abd al-Ashhal, hørte nyheden, skyndte han sig til hans hjem og spurgte hans søster, hvad der var sket. Mens folk kom og gik, udåndede han. Da Allahs ærede Sendebud (fred være med ham) fik meddelelsen om hans død, sagde han: »Han har opnået en stor belønning for en lille indsats.« I nogle overleveringer hedder det, at Sendebudet (fred være med ham) sagde: »Han er visselig blandt paradisets folk.«
Fordi Amr (må Allah være tilfreds med ham) havde oplevet noget ganske usædvanligt, lagde folk særlig vægt på at bevare hans minde. Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) plejede at spørge sine elever: »Ved I mon, om der findes en person, som aldrig i sit liv har bedt, men som alligevel er gået direkte ind i Paradiset?« Når ingen kunne svare, sagde han: »Det er Usayrim fra Banu Abd al-Ashhal.«⁴
Ved Uhud blev hans bror Salama ibn Thabit martyr ved Abu Sufyan ibn Harbs hånd, mens han selv blev såret og senere martyr ved Dirar ibn al-Khattabs hånd.⁵
Kilder:
Rifāʿa ibn Rāfiʿ ibn Mālik az-Zuraqī (ra)
Rifāʿas (ra) tilnavn var Abū Muʿādh.¹ Han var fra grenen Hubla i Khazraj-stammen i Medina. Hans far var Rāfiʿ ibn Mālik (ra), og hans mor var Umm Mālik bint Ubayy ibn Salūl. Hun var søster til den hykleriske leder ʿAbdullāh ibn Ubayy.²
Rifāʿas (ra) ærede far, Rāfiʿ (ra), var den første muslim i Khazraj-stammen. To år før den første pagt ved al-ʿAqaba rejste han til Mekka sammen med fem eller seks indbyggere fra Yathrib, antog islam og aflagde troskabseden til Allahs Sendebud (sa). Hans ærede mor antog også islam. Denne kvindes bror, ʿAbdullāh ibn Ubayy, var centrum for vantro og hykleri i Medina. Men hans egen søster var som et strålende lys for sandhed og retfærdighed. Rifāʿa (ra) voksede således op i en fornem familie. Sammen med sin far rejste han til Mekka, deltog i den anden pagt ved al-ʿAqaba og aflagde troskabseden ved Allahs Sendebuds (sa) hellige hånd. Derefter vendte han tilbage til Medina.³
Han deltog sammen med Allahs Sendebud (sa) i alle slag og ekspeditioner. Hans deltagelse i slaget ved Badr er bekræftet gennem en beretning i Sahih al-Bukhari.⁴ Under dette slag ramte en pil, som blev skudt fra fjendens side, hans øje. Da Sendebudet (sa) spyttede en smule på det og bad en bøn, blev han helbredt.⁵ Hans to andre brødre, Khallād og Mālik, deltog også i dette slag.⁶ ʿUmayr ibn Wahb var en af Qurayshs ledere i Mekka. Han var blandt dem, der på mange måder plagede Allahs Sendebud (sa) i Mekka. Ved Badr tog Rifāʿa hans søn Wahb til fange.⁷
I slagene ved Jamal og Siffin stod han på kaliffen ʿAlīs (ra) side.⁸ I slaget ved Jamal gjorde ʿĀʾishas (ra), Talhas (ra) og az-Zubayrs (ra) deltagelse sagen særdeles kompliceret. Umm al-Faḍl bint al-Ḥārith, hustru til Allahs Sendebuds (sa) farbror al-ʿAbbās (ra), skrev fra Mekka til ʿAlī og meddelte ham, at Talha og az-Zubayr var rejst til Basra. Da ʿAlī hørte dette, blev han dybt bedrøvet. Han sagde med beklagelse: »Jeg undrer mig over deres handlemåde. Efter Allahs ædle Sendebuds død begyndte vi, medlemmerne af Profetens familie, at mene, at vi havde større ret til kalifatet. Mit folks medlemmer gjorde andre til kaliffer. Af hensyn til strid, uenighed og uro accepterede vi alt og udviste tålmodighed. Lovet være Allah, for resultatet blev særdeles godt. Derefter gjorde folk oprør og dræbte kaliffen ʿUthmān, og uden nogen form for tvang eller pres valgte folket mig til kalif. Blandt dem, der aflagde troskabseden til mig, var også Talha og az-Zubayr. Der er ikke engang gået en måned, og nu forlyder det, at de er på vej til Basra med deres hær. O Allah, se på denne strid og uorden.«
Efter at have hørt kaliffen ʿAlīs (ra) tale sagde Rifāʿa ibn Rāfiʿ (ra): »O de troendes leder! Efter Allahs Sendebuds (sa) død mente vi, under hensyn til vores anseelse, værdighed og støtte til religionen, at vi havde større ret til kalifatet. Da krævede I på grund af jeres nære slægtskab med Allahs Sendebud (sa), jeres forrang i troen, hijraen og andre sjældne æresbevisninger og værdigheder en ret fra os. Vi havde også tillid til, at sandhed og retfærdighed blev virkeliggjort, og at der blev handlet i overensstemmelse med Bogen og sunnaen. Vi accepterede jeres krav og overgav kalifatet til Quraysh. Det var i virkeligheden det rigtige for os at gøre. Nu, efter at nogle mennesker har aflagt troskabseden til dig, har de stillet sig på oppositionens side. Det er sikkert, at du er bedre end dem, og i vores øjne er du den langt mere acceptable person. Sig os nu, hvad ønsker du? Vi afventer din befaling.«
Da Rifāʿas (ra) tale var forbi, trådte Ḥajjāj ibn Ghāziya al-Anṣārī frem og sagde: »O de troendes leder! Træf nu en afgørelse i denne sag. Jeg er rede til at give mit liv på denne vej.« Derefter henvendte han sig til anṣārerne og sagde: »Ligesom I tidligere hjalp Allahs Sendebud (sa), skal I nu på samme måde hjælpe de troendes leder. Denne sidste hjælp svarer fuldstændig til den første hjælp, selv om den første hjælp var bedre og mere ærefuld.«⁹
Efter denne tale drog Ali (ra) til Irak med en hær. Rifa’a (ra) var også med.
Der er en mindre uenighed om det år, hvor Rifa’a (ra) døde. Ibn Qani’ siger: Han døde i år 41, 42 eller 43 efter hijra. Det var i begyndelsen af Mu’awiyas (ra) kalifat.¹⁰ Ved sin død efterlod han sig to sønner ved navn Mu’adh og Ubayd.
En hel del hadither er blevet overleveret fra Rifa’a. Nogle af hans hadither er blevet samlet i Sahih al-Bukhari og Muslim. Al-Bukhari har alene overleveret tre hadither fra ham.
Ud over fra Allahs Ædle Sendebud (sa) hørte Rifa’a (ra) også hadither fra Abu Bakr og ‘Ubada ibn Samit. Blandt dem, der overleverede hadither fra ham, kan især nævnes Yahya ibn Khalid, Ali ibn Yahya samt hans sønner Mu’adh og Ubayd.¹¹
Kilder:
‘Abdullah ibn Zayd (ra)
‘Abdullahs (ra) kunya var Abu Muhammad, og hans tilnavn var Sahib al-Adhan. Han var fra Khazraj-stammen i Medina. Når det gælder gengivelsen af navnene på hans far og farfar, har rijal-forskerne gjort det temmelig forvirrende. Ibn Sa’d har fremlagt dette klart. Ibn Hajar og imam al-Qurtubi har også henvist til denne forveksling.¹ Ibn al-‘Imad al-Hanbali sagde i sin beskrivelse af ham: Han var en sahabi, der deltog i Badr, og den, som så adhanen i en drøm.² Han var medlem af den anden troskabsed ved al-‘Aqaba. Ibn Hisham nævnte hans navn blandt dem, der aflagde troskabseden ved al-‘Aqaba, og sagde: Han deltog i Badr, og adhanen blev vist ham i en drøm. Imam al-Dhahabi har også sagt dette.³
Frem til begyndelsen af det første hijri-år fandtes der ingen særlig metode til at samle folk til bøn. Efter at Allahs Ædle Sendebud (sa) var kommet til Medina og havde opført Profetens Moské, rådførte han sig med sahabaerne om at bekendtgøre bønnen. Han fik forskellige forslag. Nogle sagde, at man, når tiden for bønnen kom, skulle hejse et flag over moskéen. Andre foreslog, at man skulle ringe med en klokke. Der blev også foreslået at blæse i et horn, tænde et bål og lignende. Men intet af dette behagede Allahs Sendebud (sa), fordi det ville ligne jøderne, de kristne eller andre religiøse grupper. Alligevel blev alle dengang enige om forslaget om at bruge en klokke som signal. Mødet sluttede med, at Sendebudet (sa) gav tilladelse til at ringe med klokken for at kalde folk til bøn.
Samme nat så Abdullah (ra) i en drøm, at en mand stod med en klokke i hånden. Han spurgte: »Vil du sælge den?« Manden spurgte: »Hvad vil du bruge den til?« Han svarede: »Til at ringe ind til bønnen.« Manden sagde: »Jeg skal vise dig en bedre metode end dette.« Derefter lærte han Abdullah ordene og formuleringerne i adhanen ved at fremsige dem for ham. Så snart Abdullah vågnede, gik han til Allahs Sendebud (sa) og fortalte ham om drømmen. Sendebudet (sa) sagde: »Dette er sandt; det er en sand drøm. Gå hen og lær den til Bilal, så han kan fremsige adhanen.« Abdullah lærte Bilal den adhan, han havde fået i drømmen, og Bilal fremsagde adhanen. Dette var islams første adhan, og således blev adhanen indført.
Da Umar (ra) hørte adhanens kald fra Bilals (ra) stemme, skyndte han sig ud af huset, mens han trak sin kappe efter sig, og kom frem foran Allahs Sendebud (sa). Han sagde: »Ved Allahs ed! Jeg hørte også alle disse ord i min drøm.« Allahs Ædle Sendebud (sa) takkede Allah for, at de to muslimers drømme stemte overens.⁴ Efter adhanen stillede folk sig på række til bønnen. Da Bilal (ra) skulle til at fremsige iqamah, sagde Abdullah: »Jeg vil fremsige iqamah.«
Grunden til, at Bilal (ra) blev valgt til at fremsige adhanen, var, at hans stemme var kraftigere end Abdullahs. Derfor er det berettet i Sahih at-Tirmidhi, at da Allahs Sendebud (sa) sagde til Abdullah: »Lær Bilal de formuleringer, du så i din drøm«, tilføjede han også: »Hans stemme er kraftigere end din.«
Det er bemærkelsesværdigt, at adhanen, som i sin grund er indledningen til bønnen og et stort symbol i islam, blev indført gennem Abdullah (ra). At modtage adhanens ord og formuleringer fra det usete i en drøm, at Allahs Sendebud (sa) bekræftede dem, og at muslimerne enstemmigt tog dem til sig – alt dette var en misundelsesværdig ære og værdighed for Abdullah (ra). Vi mener, at det ikke vil være uvedkommende her at sige lidt mere om adhanens indførelse og udbredelse.
Nogle mener, at Umar (ra) var den første, der foreslog Allahs Sendebud (sa) at indføre adhanen. En beretning i Sahih al-Bukhari kan give dette indtryk. Men det egentlige forhold er, at den ikke engang nævner adhanens formuleringer. Der står blot, at Umar sagde: »Send en mand blandt jer, som kan bekendtgøre bønnen.« Derefter sagde Allahs Sendebud (sa): »Bilal, rejs dig og bekendtgør bønnen.«⁵
Det er berettet hos Abu Dawud, at Umar (ra) holdt sin egen drøm hemmelig i tyve dage. Da Bilal fremsagde adhanen, fortalte han Allahs Sendebud (sa) om sin drøm. Sendebudet (sa) spurgte: »Hvorfor fortalte du mig det ikke tidligere?« Umar (ra) svarede: »Abdullah fortalte det allerede før mig. Derfor skammede jeg mig.«⁶
Selv hvis man ser bort fra, at den ovenstående beretning strider mod Umars (ra) karakteregenskaber, stemmer hændelsen heller ikke overens med de omkringliggende omstændigheder. For blandt alle de beretninger, der findes om adhanen, er det fælles træk, at Allahs Sendebud (sa) rådførte sig om sagen om dagen. Der blev truffet en beslutning dér. Af Abdullahs (ra) hadith fremgår det, at den første beslutning var at ringe med en klokke. Han gik hjem fra mødet, så om natten en drøm, og ved daggry blev adhanen fremsagt. I denne henseende er Abdullahs (ra) hadith en forklaring og uddybning af den hadith fra Ibn Umar (ra), som al-Bukhari har berettet. Imam al-Bukhari kendte Abdullah ibn Zayids (ra) hadith. Men eftersom den ikke opfyldte hans fastsatte kriterier for antagelse, optog han den ikke i sin Sahih-samling.⁷
Disse beretninger gør i virkeligheden ikke, at man kan afgøre, hvem der kom før eller efter hvem. Imam al-Bukhari har måske bevidst undgået spørgsmålet af denne grund. Ellers beretter at-Tabarani, at Abu Bakr (ra) også så adhanen i en drøm. Imam al-Ghazali skriver i værket al-Wasit, at mere end ti personer havde set adhanen i en drøm. I værket Tanbih nævnes fjorten personer. Hos hadith-lærde er disse beretninger imidlertid ikke egnede som grundlag for en afgørelse. Kun beretningen fra Abdullah ibn Zayid og beretningen fra Ibn Umar (ra), der foreligger gennem en bestemt overleveringskæde, når niveauet for autenticitet og bevis. Blandt disse er Abdullah ibn Zayids beretning overleveret gennem flere overleveringskæder, og en gruppe af sahaba har berettet denne historie.
Uanset hvem der først så drømmen om adhanen, blev drømmen og dens fortolkning knyttet til Abdullah ibn Zayd. Derfor blev han kendt under tilnavnet Sahib al-Adhan.8
Selv efter at have opnået så stor en ære ventede der ham endnu mange andre lykkelige begivenheder. I det andet hijri-år fandt slaget ved Badr sted. Han og hans bror Huwayris ibn Zayd deltog i det.9 Derefter deltog han aktivt i alle de slag, der blev udkæmpet, herunder Khandaq og Uhud. Han deltog i felttoget til erobringen af Mekka, og han bar Banū al-Harith ibn Khazraj’ banner. Han deltog også i felttoget til Tabuk. Da Allahs Sendebud (sa) ved denne lejlighed fordelte geder og kameler, stod han i nærheden. Sendebudet (sa) gav ham ingenting. Men hans lod var en anden ting. Da Sendebudet (sa) barberede sit hoved og klippede sine negle, gav han ham noget af håret og nogle af neglene. Resten af håret og neglene fordelte han blandt de andre. Dette hår var farvet med henna. Blandt Abdullahs efterkommere blev dette hår og disse negle bevaret i mange år som et symbol på velsignelse.10
Efter at Allahs Ædle Sendebud (sa) var vendt tilbage til Medina fra felttoget til Tabuk, kom en udsending til ham med et brev fra Himyars herskere. I brevet meddelte de, at de havde antaget islam. Sendebudet (sa) sendte en delegation under ledelse af Mu’adh ibn Jabal for at besvare deres brev, lære dem islams regler og bestemmelser samt opkræve zakat og sadaqa. Abdullah ibn Zayd var også blandt denne delegation.11
Abdullahs søn Muhammad fortæller: »Min far døde i Medina i år 32 efter hijra, i en alder af 64 år. Kaliffen Uthman (ra) ledte janazah-bønnen over ham.«12 Al-Hakim og mange andre mener imidlertid, at han blev martyr ved Uhud. Som bevis fremfører de følgende beretning: En dag kom en af Abdullahs (ra) døtre til Umar (ra) og sagde: »Min far var en badri-sahabi og blev martyr ved Uhud.« Umar (ra) sagde: »Hvad er det nu, du gør krav på?« Da hun derefter bad om hjælp, gav han hende noget. Dette er beretningen fra al-Hilyah. I næsten alle bøger om rijal, herunder Musnad, findes der imidlertid beretninger om, at han døde i år 32 efter hijra. Desuden fremsatte al-Hakim, selv om han nævnte, at han blev martyr ved Uhud, en anden opfattelse i værket al-Mustadrak.13
Blandt hans børn kendes én søn og én datter. Sønnen hed Muhammad. Han blev født i Allahs Ædle Sendebuds (sa) levetid. Han fortæller: »Min far var hverken kort eller høj. Hans kropsbygning var middel af statur.«14 Han kunne skrive på arabisk.15
En af Abdullahs efterkommere, Shir ibn Muhammad, kom engang til Umar ibn Abd al-Aziz’ hof. Da han skulle præsentere sig, sagde han: »Jeg er barnebarn af en Badri-mand fra al-Aqabah, som fik vist adhanen i en drøm.« Derefter reciterede Umar et vers af et digt for de tilstedeværende syrere.16
Imam Bukhari har skrevet, at der gennem hans overleveringskæde kun er blevet berettet én hadith om adhanen. Imam Tirmidhi har også støttet dette. Hafiz Ibn Hajar al-Asqalani fandt imidlertid seks hadither, der var overleveret gennem hans kæde, og nævnte, at han havde samlet dem i et særskilt afsnit.17 Allamah Dhahabi har sagt, at der kun findes nogle få hadither med hans isnad.18
Blandt de mest fremtrædende personer, som hørte hadither fra Abdullah (ra) og overleverede dem, var hans søn Muhammad, hans barnebarn Abdullah ibn Muhammad, Sa’id ibn al-Musayyib, Abd al-Rahman ibn Abi Layla, Abu Bakr ibn Muhammad ibn Amr ibn Hazm og andre.19
At give alt til Allahs vej, selv under nød og fattigdom, er en endnu højere egenskab ved god karakter. Abdullahs (ra) jordiske ejendele var meget beskedne. Det var med dem, han forsørgede sin familie. Det er blevet berettet, at han en dag kom til Allahs Sendebud (sa) og sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg giver denne have som sadaqa til Allah og Hans Sendebud (sa).« Kort efter kom hans forældre til Allahs Sendebud (sa) og sagde: »O Allahs Sendebud! Det er indtægten fra denne have, vi lever af.« Sendebudet (sa) gav dem da haven tilbage. Nogen tid senere døde de, og deres to sønner arvede haven.20
Kilder:
Sabit ibn Qays (ra)
Sabit (ra) blev kaldt Abu Muhammad eller Abu Abd al-Rahman. »Khatib Rasulillah« (Allahs Sendebuds taler) var hans titel. Han var søn af Khazraj-stammen i Medina. Hans far var Qays ibn Shammās. Hans mor var Hind, datter af Ta’i-stammen, eller ifølge en anden overlevering Kabsha bint Waqid. Abdullah ibn Rawaha og Umrah bint Rawaha var hans halvsøskende.2
Sabit (ra) var en af de mest fremstående sahaba. Han antog islam før Allahs Sendebuds (sa) hijra. Ibn Ishaq siger: Ifølge en overlevering etablerede Sendebudet (sa) et mu’akhāt, altså et broderskabsforhold, mellem ham og Ammar ibn Yasir.3
Da Allahs Ædle Sendebud (sa) ankom fra Mekka til Yathrib, blev hele byens befolkning ude af sig selv af glæde over at byde ham velkommen. Anas (ra) siger: Ved denne lejlighed holdt Sabit en tale. På et tidspunkt i talen sagde han: »Vi vil beskytte dig mod alt det, som vi beskytter vores egne liv og børn mod. Men hvad får vi til gengæld?« Allahs Sendebud (sa) svarede: »I får Paradiset.« Da råbte den forsamlede folkemængde samstemmende: »Det accepterer vi til gengæld.«4
Maghazi-lærde regnede ikke Sabit (ra) blandt Badr-sahabaerne. Ibn Hajar al-Asqalani har imidlertid i værket Tahdhib al-Tahdhib udtrykt den opfattelse, at han var en Badr-sahabi.5 Maghazi-lærde har sagt, at hans første slag var Uhud. Derefter deltog han i alle slag og ekspeditioner.6 Han deltog også i Bay’at al-Ridwan.7
I det femte hijri-år deltog Sabit (ra) i belejringen af og ekspeditionen mod den jødiske Medina-stamme Banu Qurayza. Til sidst overgav Banu Qurayza sig og overlod deres skæbne til deres gamle ven, Sa’d ibn Mu’adh. Efter Sa’d ibn Mu’adhs dom blev deres skyldige mænd dømt til døden. Ibn Ishaq har berettet det på Ibn Shihab al-Zuhris myndighed. På dette tidspunkt gik Sabit ibn Qays for at mødes med Zabir ibn Battah al-Qurazi. Zabir var en gammel jøde fra Banu Qurayza. Da Sabit blev taget til fange under Bu’ath-slaget i jahiliyya-tiden, havde Zabir løsladt ham. I håb om at tilbagebetale denne gæld opsøgte Sabit ham i denne vanskelige tid. Zabir var da blevet gammel. Han sagde til Sabit: »Abu Abd al-Rahman, kunne du genkende mig?« Sabit svarede: »Hvordan skulle en som jeg kunne glemme en som Dem? Jeg er kommet i dag i håb om at tilbagebetale Deres gæld.« Zabir sagde: »Et ædelt menneske gengælder ædle menneskers godhed.«
Derefter kom Thabit til Allahs Sendebud (ﷺ) og sagde: »O Allahs Sendebud! Jabir har vist mig en stor tjeneste. Jeg ønsker at gengælde den. Giv mig hans liv.« Sendebudet (ﷺ) imødekom hans anmodning og sagde: »Ja, lad det være sådan.« Thabit gik til Jabir og sagde: »Sendebudet (ﷺ) har givet ham til mig, og jeg giver ham tilbage til dig.« Jabir sagde: »Nu er jeg en gammel mand uden familie. Hvad skal jeg med livet?« Thabit vendte tilbage til Allahs Sendebud (ﷺ) og sagde: »O Allahs Sendebud! Giv mig Jabirs hustru og børn.« Sendebudet (ﷺ) sagde: »Ja, de er dine.« Thabit gik tilbage til Jabir og sagde: »Sendebudet (ﷺ) har givet mig din familie og dine børn. Jeg giver dem alle tilbage til dig.« Den gamle Jabir sagde da: »Hvordan skal en familie fra Hijaz, som ikke ejer nogen formue eller ejendom, kunne overleve?« Thabit kom igen til Allahs Sendebud (ﷺ), bad om deres penge og ejendele og gik derefter tilbage til Jabir og fortalte ham, at Allahs Sendebud (ﷺ) havde givet ham alle hans ejendele tilbage.
Derefter sagde den gamle mand: »O Thabit! Hvad blev der af Ka’b ibn Asad, den unge mand med et ansigt som et kinesisk spejl, hvori alle stammens jomfruer kunne se deres egne ansigter?« Thabit svarede: »Han er blevet dræbt.« Jabir spurgte: »Hvad blev der af Azzal ibn Samayal, som altid var den første til at være med i vores glæder og sorger, og som beskyttede os, når vi flygtede?« Thabit svarede: »Han er også blevet dræbt.« Jabir spurgte igen: »Hvad blev der af de to forsamlinger, altså Banu Ka’b ibn Qurayza og Banu Amr ibn Qurayza?« Thabit svarede: »De er blevet ført bort for at blive dræbt.« Jabir sagde: »O Thabit! Som gengæld for den tjeneste, jeg har vist dig, så giv mig mulighed for at dele mit folks skæbne. Ved Allah! Det har ingen mening, at jeg lever, når de er borte. Jeg har ikke styrke til at leve videre med blot livet i behold uden dem.«⁸
I det sjette år efter hijra fandt slaget mod Banu al-Mustaliq sted. Under dette slag opsøgte Juwayriya, datter af fjendens leder, Allahs Sendebud (ﷺ) og bad om hjælp. Sendebudet (ﷺ) betalte den aftalte løsesum for hende og befriede hende for bestandigt fra slaveriet. Derefter giftede han sig med hende med hendes samtykke og gav hende status som de troendes moder.⁹
Under slaget mod Banu al-Mustaliq fandt hændelsen med ifk, den falske og opdigtede beskyldning, sted. Hyklerne spredte den hovedsageligt omkring de troendes moder Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og Safwan ibn al-Mu’attal. Denne hændelse bragte hele det muslimske samfund, herunder Allahs ædle Sendebud (ﷺ), i en yderst pinlig situation i nogen tid. Nogle godtroende muslimer blev også forvirrede af denne falske propaganda. Historie- og rijalværker viser, at Allahs Sendebuds digter, Hassan ibn Thabit, også blev involveret i sagen. På dette tidspunkt skrev han endda et digt, hvori han kritiserede Safwan og hans stamme, Mudar. Da Koranens vers blev åbenbaret og afslørede denne hændelses sande sammenhæng, sprang Safwan en dag med et sværd i hånden over Hassan. Thabit ibn Qays var til stede. Han greb straks Safwan, bandt begge hans hænder til hans hals med et reb og førte ham i denne bundne tilstand til kvarteret Banu al-Harith ibn al-Khazraj. Her mødte de Abdullah ibn Rawaha. Han sagde: »Hvad er dette?« Thabit svarede: »Ville du være tilfreds, hvis han dræbte Hassan med dette sværd? Ved Allah! Denne Safwan var faktisk lige ved at dræbe ham.« Abdullah ibn Rawaha sagde: »Ved Allahs Sendebud (ﷺ), hvad du har gjort?« Thabit svarede: »Nej.« Abdullah sagde: »Så har du handlet meget dristigt. Slip ham.« Thabit løslod ham. Derefter kom de alle til Allahs Sendebud (ﷺ) og fortalte ham hele hændelsen. Allahs Sendebud (ﷺ) forligte derefter parterne.¹⁰
I det niende år efter hijra kom en delegation fra stammen Banu Tamim til Allahs Sendebud (ﷺ) i Medina. I overensstemmelse med beduinernes skik gik de direkte hen til døren til Allahs Sendebuds (ﷺ) hus og råbte: »Muhammad! Kom udenfor.« Sendebudet (ﷺ) kom ud og satte sig for at tale med dem. På et tidspunkt stillede de efter arabisk skik deres fremragende taler, Utarid ibn Hajib, frem for at fremføre deres ære og anseelse for Allahs Sendebud (ﷺ). Utarid holdt en lang tale, hvori han beskrev sin stammes stolthed og bedrifter. Da han havde afsluttet sin tale, befalede Allahs Sendebud (ﷺ) Thabit ibn Qays at svare ham. Thabit fremstillede Allah, Allahs Sendebud og islam i et meget rent og velformuleret sprog. Efter hans tale sagde Banu Tamims delegation: »Ved vores fædres ed! Deres taler er bedre end vores taler.« Allahs Sendebud (ﷺ) og muslimerne blev også meget glade, da de hørte hans tale.¹¹
I denne forbindelse siger Ibn Hisham: Thabit rejste sig og holdt en tale. Han sagde:¹² »Al lovprisning tilkommer Allah, som har skabt himlene og jorden, som har fastlagt alt i himlene og på jorden, og hvis trone er lige så vid som Hans viden. Intet kan ske uden Hans nåde og barmhjertighed. Det er ved Hans magt, at Han har gjort os til konger og udvalgt den bedste af Hans skabninger som Sendebud. Han har æret ham gennem hans afstamning og gjort ham sandfærdig. Ved at åbenbare Skriften for ham har Han fuldendt Sin gunst over for skabningerne. Således er han blevet den bedste blandt alle skabninger. Han kalder menneskene til at tro på ham. Som svar på denne opfordring troede hans folks muhajirun på ham. De er de mest ærefulde af alle med hensyn til afstamning, de smukkeste af ansigt og de bedste i handling. Efter dem er vi de mennesker, der besvarede Sendebudets opfordring. Vi er Allahs ansar og Hans Sendebuds hjælpere. Vi vil føre jihad mod menneskene, indtil de tror. Den, der tror på Allah og Hans Sendebud, vil være sikret beskyttelse af sit liv og sin ejendom mod os. Men mod den, der fornægter, vil vi føre jihad for altid. Det er meget let for os at dræbe ham. Dette er alt, hvad jeg har at sige. Jeg beder Allah om tilgivelse og istighfar for mig selv og for alle muslimske mænd og kvinder. Må fred være med jer.«
I dette samme niende år efter hijra kom Musaylima al-Kadhdhab til Medina sammen med en gruppe mænd fra Banu Hanifa. Da Allahs ædle Sendebud (ﷺ) hørte det, gik han sammen med Thabit ibn Qays til det sted, hvor Musaylima opholdt sig, nemlig al-Harith ibn Qurayrs hus. Allahs ædle Sendebud (ﷺ) havde en stav i hånden. Under samtalen sagde Musaylima: »Hvis du lover at udnævne mig til khalifa efter dig, kan jeg blive din følger.« Sendebudet (ﷺ) svarede: »Lad khalifatet ligge; jeg anser dig ikke engang for værdig til at få denne stav, som jeg har i hånden. Det, Allah har besluttet angående dig, vil ske. Jeg har set din skæbne i en drøm. Hvis du har mere at sige, så sig det til denne Thabit, der står her. Jeg går.«¹³
Efter den Ædle Profets (s.a.w.) bortgang samledes Ansarerne i Medina i Saqifa Banu Sa’ida for at vælge deres leder, Sa’d ibn Ubadah, til kalif. Da denne nyhed nåede Abu Bakr (r.a.), ankom han til forsamlingen sammen med Umar (r.a.) og andre. Her holdt også Sabit ibn Qays, ligesom flere andre, en tale til folket. En del af den lød således: »Amma ba’d! Vi er Allahs hjælpere, Ansar, og islams soldater. I, Muhajirun, er et lille samfund. Nu ønsker nogle mennesker at berøve os kalifatet. Det er i sandhed mærkeligt.« Abu Bakr (r.a.) svarede: »Det, du har sagt, er rigtigt. Men kaliffen skal være blandt Quraysh.«
Kort efter at Abu Bakr (r.a.) var blevet kalif, blev der iværksat et felttog mod den falske profet Tulayha. Hærens leder var Khalid ibn al-Walid (r.a.), mens Ansar-mujahiderne stod under Sabits ledelse.14
I det tolvte år efter hijra blev der iværksat et felttog mod den falske profet Musaylima al-Kadhdhab. Sabit (r.a.) deltog også i felttoget. På et tidspunkt under slaget blev muslimerne besejret, og den muslimske hær blev spredt. Anas (r.a.) sagde da til ham: »Onkel, du har set, hvad der er sket.« Sabit var på det tidspunkt i gang med at påføre sig parfume. Han sagde: »Dette er ikke nogen måde at føre krig på. På Allahs Sendebuds (s.a.w.) tid kæmpede man ikke på denne måde. O Allah! Jeg har intet at gøre med det, disse mennesker har gjort.«15 Han sagde endvidere: »Jeg sørger over disse mennesker, over det, de tilbeder, og over alt, hvad de har gjort.« Derefter kæmpede han tappert på slagmarken, dræbte en soldat, der stod ved porten til Musaylimas fæstning, og led selv martyrdøden.16
Rustningen på hans krop var stadig intakt. En muslimsk soldat tog den af ham. En nat så en anden muslim i en drøm, at Sabit (r.a.) sagde til ham: »En bestemt muslim har taget rustningen af min krop. Sig til Khalid, at han skal tage den fra ham og, når han når frem til Medina, sige til Abu Bakr: Sabit har en gæld på så og så meget. Sælg denne rustning og betal gælden med pengene. Befri også min bestemte slave.« Khalid (r.a.) tog rustningen fra denne mand, og Abu Bakr (r.a.) udførte Sabits testamente. Denne beretning er kort nævnt i Sahih al-Bukhari. Al-Tabarani har overleveret den udførligt med Anas’ (r.a.) kæde af overlevering.17
Sabit (r.a.) efterlod sig flere efterkommere. Han havde en datter, men hendes navn kendes ikke. Sønnernes navne var: Muhammad, Yahya, Qays, Abdullah, Isma’il, Aban, Muhammad, Yas…yah og Abdullah. Yahya og Abdullah led martyrdøden på al-Harras dag.18 En af hans sønnesønner, Adi ibn Aban, var en berømt hadith-lærd i Kufa.19
Sabits hustru hed Jamila. Hun var datter af den hykleriske leder Abdullah ibn Ubayy ibn Salul.20 På et tidspunkt i livet blev hun skilt fra Sabit (r.a.). Imam al-Dhahabi siger: Sabit var den mand, hvis hustru Jamila kom til Allahs Sendebud (s.a.w.) og klagede: »O Allahs Sendebud! Jeg ønsker ikke længere at være sammen med Sabit.« Sendebudet (s.a.w.) sagde: »Vil du give ham hans have tilbage?« Hun svarede: »Ja.« Derefter blev Jamila skilt fra Sabit gennem khulʿ.21 Det er blevet berettet, at Jamila på dette tidspunkt var gravid. Nogle dage efter skilsmissen fødte hun en søn. Barnet blev svøbt i et klæde og sendt til sin far, Sabit. Da Sabit bragte barnet til Allahs Sendebud (s.a.w.), udførte han tahnik på det og gav det navnet Muhammad. Faderen ansatte en amme til at tage sig af hans opdragelse.22
Sabit (r.a.) overleverede hadither fra Allahs Sendebud (s.a.w.). Blandt de fremtrædende personer, der overleverede hadither fra ham, var hans sønner, såsom Muhammad, Qays og Isma’il. Desuden gjorde Anas ibn Malik, Abd al-Rahman ibn Abi Layla og andre det. En af hans hadither er overleveret i de autentiske hadithsamlinger.23
Ibn Ishaq siger: Sabit (r.a.) var en mand med en høj stemme, et rent sprog og stor veltalenhed.24 Ansarerne i Medina valgte ham som deres khatib (taler). Den Ædle Profet (s.a.w.) gav ham også rang som khatib ved sit hof.25 Imam al-Qurtubi siger: Han var Ansarernes khatib. Senere fik han titlen Khatib Rasulillah (Allahs Sendebuds khatib), ligesom Hassan ibn Sabit (r.a.) fik titlen Sha’ir Rasulillah (Allahs Sendebuds (s.a.w.) digter).26
En af de smukkeste egenskaber ved Thābits (ra) karakter var hans grænseløse respekt for og kærlighed til Allahs Ædle Sendebud (sa). Han var altid bange for, at han måske skulle begå en form for uhøflighed over for Allahs Sendebud (sa). Imām Muslim har overleveret fra Anas (ra): Da det andet vers i sūra al-Hujurāt blev åbenbaret: »I, der tror! Hæv ikke jeres stemmer over Profetens stemme, og tal ikke højt til ham, sådan som I taler højt til hinanden, så jeres gerninger ikke bliver tilintetgjort, uden at I mærker det«, lukkede Hadhrat Thābit døren til sit hus og blev siddende der. Han sagde: »Jeg er et menneske fra Helvedet.« Han holdt også op med at komme til Allahs Sendebud (sa). En dag spurgte Sendebudet (sa) Saʿd ibn Muʿādh: »Abū ʿAmr! Hvad er der sket med Thābit? Er han syg?« Saʿd svarede: »Nej, han har det godt. Jeg kender ikke til noget problem.« Derefter kom Saʿd til Thābit og fortalte ham, hvad Allahs Sendebud (sa) havde sagt. Thābit sagde da: »Dette vers fra sūra al-Hujurāt er blevet åbenbaret. Og I ved jo, at jeg taler højere end alle jer til Allahs Sendebud (sa). Jeg er blevet en af Helvedets folk.« Da Saʿd fortalte Allahs Sendebud (sa) dette, sagde han: »Nej, han er ikke blandt Helvedets folk; han er blandt Paradisets folk.«27 I en anden overlevering siges det, at Thābit (ra) sagde: »Jeg er en mand med høj stemme. Jeg frygter, at alle mine gode gerninger er blevet tilintetgjort.« Da Allahs Sendebud (sa) hørte dette, sagde han: »Thābit, du er ikke blandt dem! Du vil leve på jorden i godhed og velsignelse, og du vil dø i godhed og velsignelse.«28
Da denne del af vers 36 i sūra an-Nisāʾ blev åbenbaret: »Allah kan ikke lide den, der er hovmodig og pralende«, lukkede Thābit (ra) døren til sit hus og begyndte at græde. Da Allahs Sendebud (sa) ikke så ham, sendte han nogen for at lede efter ham. Thābit kom til Allahs Sendebud (sa) og sagde: »Allahs Sendebud! Jeg elsker skønhed. Jeg kan lide at lede mit folk. Jeg frygter, at jeg er omfattet af dette vers.« Sendebudet (sa) sagde: »Du hører ikke til blandt dem. Dit jordiske liv vil blive prisværdigt, og dit liv vil ende med martyrdøden; i det hinsidige vil du være blandt Paradisets beboere.«29
Thābits (ra) søn Muhammad fortæller: En gang sagde hans far Thābit til Allahs Sendebud (sa): »Allahs Sendebud! Jeg frygter, at jeg går til grunde.« Sendebudet (sa) spurgte: »Hvorfor?« Thābit svarede: »Allah har forbudt os at ønske, at vi bliver rost for noget, vi ikke har gjort. Men jeg har fået den tanke, at jeg godt kan lide ros. Allah har forbudt os at være stolte og hovmodige. Men jeg elsker skønhed. Vi er blevet forbudt at hæve vores stemmer over jeres stemme, men jeg er et menneske med høj stemme.« Da han havde talt færdig, sagde Allahs Sendebud (sa): »Thābit! Ønsker du ikke at leve et prisværdigt liv, dø som martyr og træde ind i Paradiset i det hinsidige?« Thābit svarede: »Jo, Allahs Sendebud!« Og sandelig, hans liv på jorden blev prisværdigt, og han døde som martyr i slaget mod Musaylima al-Kadhdhāb.30 Hadhrat Allahs Ædle Sendebud (sa) sagde også om ham: »Hvor er Thābit dog et godt menneske!«31
At Allahs Ædle Sendebud (sa) elskede ham så dybt, fremgår af forskellige begivenheder. En gang blev Thābit (ra) syg, og Allahs Sendebud (sa) besøgte ham og bad om hans helbredelse med disse ord: »Menneskenes Herre! Fjern lidelsen fra Thābit ibn Qays.«32
Kilder:
Khubayb ibn ʿAdī ibn ʿĀmir (la)
Khubayb ibn ʿAdī var fra Aus-klanen i Medina. Han var en anṣārī-ledsager. Han antog islam før Hijra. Han deltog i slaget ved Badr og blev betroet ansvaret for at vogte de muslimske mujahidiners ejendele.2 I dette slag dræbte han al-Ḥārith ibn Nawfal, en afgudsdyrker fra Mekka.3 Ibn Saʿd siger, at han også deltog i slaget ved Uḥud.4
Ifølge al-Wāqidī og al-Balādhurī fandt den sørgelige hændelse ved ar-Rajīʿ sted i måneden Ṣafar i det fjerde hijri-år.5 Flere fremtrædende ledsagere af Allahs Sendebud (sa) led martyrdøden dér. Hadhrat Khubayb (ra) var en af disse store martyrer. Der findes to forskellige overleveringer om, hvordan hændelsen udspillede sig. Her gengives den kort.
Det er overleveret fra Abū Hurayra via Ibn Shihāb, at Allahs Ædle Sendebud (saw) sendte en ti mand stor styrke fra Medina på en efterretningsmission. Han udnævnte Āsim ibn Thābit al-Anṣārī til deres amīr. Da de nåede et sted ved navn Had’a (mellem Usfān og Mekka), stødte de på Banū Liḥyān-grenen af Hudhayl-stammen, som boede dér. Omkring hundrede dygtige bueskytter drog ud for at fange denne lille styrke og gennemsøgte området grundigt. Et sted fandt de dadelkerner, som styrken havde spist, og forstod derfor, at det var dadler fra Yathrib, og at de, der havde spist dem, var indbyggere fra Yathrib. Āsim søgte sammen med sine ledsagere tilflugt på en sikker høj. Banū Liḥyān fandt efter deres søgen frem til deres opholdssted. De omringede dem fra alle sider og opfordrede dem til at overgive sig med et falsk løfte om sikkerhed for deres liv.
Ibn Isḥāq har overleveret fra Āsim ibn ʿUmar ibn Qatāda, at en delegation fra stammerne ʿAdal og al-Qārah efter slaget ved Uḥud kom til Allahs Sendebud (saw) i Medina. De sagde: »Allahs Sendebud! Islam har bredt sig i vores stamme. Send nogle af dine ledsagere med os, så de kan lære os at recitere Koranen samt undervise os i religionens lære og sharīʿahs bestemmelser.« Sendebudet (saw) troede på deres ord og sendte seks ledsagere med dem. Da de var rejst fra Medina og nåede frem til et vandsted ved navn al-Rajīʿ, som tilhørte Hudhayl-stammen mellem Usfān og Mekka, begyndte nogle mænd fra ʿAdal og al-Qārah pludselig at skrige højlydt uden grund. Det så ud, som om de var blevet angrebet, selv om ingen i virkeligheden havde truet dem eller skræmt dem. Folk fra Hudhayl-stammen kom ud med sværd i hænderne og omringede disse få og hjælpeløse ledsagere af Allahs Sendebud (saw). De trak også deres sværd og besluttede at gøre modstand. Fjenderne sagde da til dem: »Vi har ingen intention om at dræbe jer. Vi ønsker blot at opnå nogle fordele hos Mekkas indbyggere i bytte for jer. Ved Allah sværger vi, at vi ikke vil dræbe jer.« Da sagde tre medlemmer af gruppen – Marsad, Khālid ibn Bukayr og Āsim ibn Thābit (ra): »Ved Allah! Vi vil aldrig acceptere en aftale med afgudsdyrkere.« De gik til kamp mod fjenden, og alle tre opnåede martyrdøden.
De tre øvrige medlemmer af gruppen, Khubayb ibn ʿAdī, Zayd ibn al-Dathinnah og ʿAbdullah ibn Tāriq (ra), blev noget svage over for kærligheden til livet. De brød formationen og overgav sig. Kuffārerne løsnede buestrengene fra dem, der havde overgivet sig, og bandt deres hænder og fødder fast med dem. Da protesterede ʿAbdullah ibn Tāriq mod deres handling og sagde: »Dette er jeres første brud på løftet. Ved Allah! Jeg vil ikke gå med jer.« Han sagde til sine øvrige ledsagere: »Jeg har et forbillede, når det gælder disse kuffār.« Fjenderne begyndte da at slæbe ham med sig. Han nægtede fortsat at følge dem. Da de på denne måde nåede et sted ved navn Marr al-Zahrān, ikke langt fra Mekka, lykkedes det ʿAbdullah ibn Tāriq ved en lejlighed at befri sig fra sine håndlænker. Straks hævede han sit sværd og stillede sig til modværge mod fjenden. Fjenderne trak sig et stykke væk fra ham og dræbte ham med pile. Hans grav findes i Marr al-Zahrān.
De bragte Khubayb ibn ʿAdī og Zayd ibn al-Dathinnah til Mekka. To mænd fra Hudhayl-stammen sad fanget hos Quraysh i Mekka. I bytte for disse to frigav de deres to fanger.6 Ifølge forskellige overleveringer er det dog også blevet fastslået, at de ikke udvekslede fangerne, men solgte disse to til Quraysh i Mekka for en meget høj pris.
Der er en mindre uenighed om, hvem der købte Khubayb. Ifølge én opfattelse købte ʿUqbah ibn al-Hārith ham for at hævne drabet på sin far. Ifølge en anden overlevering købte Abū Ihāb, ʿIkrimah ibn Abī Jahl, al-Akhnas ibn Shurayq, ʿUbaydah ibn Ḥakīm ibn al-Awqas, Umayyah ibn Abī al-Ṣalt, Ṣafwān ibn Umayyah fra Banū al-Khadramī og andre ham i fællesskab for at hævne drabet på deres fædre, som var blevet dræbt ved Badr.7 Ibn Isḥāq siger, at Ḥujayr ibn Abī Ihāb al-Tamīmī, som var halvbror til al-Hārith ibn ʿĀmir, købte Khubayb og overgav ham til ʿUqbah ibn al-Hārith, så han kunne dræbe ham som hævn for drabet på hans far, der var blevet dræbt ved Badr.8
Det skal bemærkes, at der blandt sīrah-eksperterne er en mindre uenighed om, hvor mange medlemmer den gruppe, som Allahs Sendebud (saw) sendte fra Medina, bestod af, og hvem der var dens leder. I forskellige overleveringer nævnes gruppen som bestående af henholdsvis seks, syv og ti personer. Ibn Hishām nævner navnene på de førnævnte seks og angiver Marsad som gruppens leder (amīr). I nogle overleveringer nævnes Āsim ibn Thābit imidlertid som leder.9 Khubayb (ra) blev lagt i håndjern og holdt fanget i ʿUqbah ibn al-Hāriths hus.10 En mand ved navn Mawhab blev sat til at bevogte ham. ʿUqbahs hustru plejede at befri ham for håndjernene, mens han spiste.11 Ved en gennemgang af de forskellige overleveringer fremgår det, at denne kvinde hed Shabiyyah. I nogle overleveringer nævnes hun som slave eller datter af Ḥujayr ibn Abī Ihāb. Ibn Isḥāq har overleveret hendes beretning. Senere blev denne kvinde muslim.
De holdt Khubayb fanget i flere måneder. Efter at de hellige haram-måneder var udløbet, begyndte de at gøre forberedelser til at dræbe ham. Da Khubayb forstod, at han ville blive dræbt, fremsatte han tre anmodninger til Mawhab, som var sat til at bevogte ham:12
1. At han skulle give ham sødt vand at drikke.
2. Lad dem ikke spise kødet af dyr, der er slagtet i deres afguders navn.
3. Lad ham blive underrettet inden henrettelsen.
Han fremsatte også den sidste anmodning over for Uqbas hustru. Da beslutningen om henrettelsen blev truffet, underrettede hun ham.¹³ Han bad hende om at få en barberkniv, så han kunne rense sig. Mens Khubayb (må Allah være tilfreds med ham) barberede sig, kom Uqbas lille søn hen til ham, mens han legede. Han tog kærligt barnet op på skødet. Da kvinden så den skarpe barberkniv i hænderne på den fange, som snart skulle hænges på et kors, og forstod hans sindstilstand, sagde fangen Khubayb: »Du tror måske, at jeg vil dræbe dette barn for at hævne mit eget blod. Det vil jeg aldrig gøre. En sådan karakter har vi ikke.«¹⁴ Derefter sagde han spøgende: »Allah har nu givet mig magt over jer.« Barnets mor sagde: »Det havde jeg ikke forventet af dig.« Herefter kastede Khubayb barberkniven foran kvinden og sagde: »Værsgo, jeg spøgte bare lidt.«¹⁵
Denne kvinde blev dybt påvirket af Khubaybs (må Allah være tilfreds med ham) ord og handlinger. Efter Khubaybs henrettelse blev hun muslim. Ibn Ishaq har nedskrevet sin beretning om Khubayb (må Allah være tilfreds med ham). Han siger: »Jeg har aldrig set en bedre fange end denne Khubayb. Gennem sprækken i fængselsdøren så jeg store druer, på størrelse med menneskehoveder, i hans hånd. Han spiste disse druer. Så vidt jeg ved, spiser man ikke druer af den slags noget sted i verden. På det tidspunkt fandtes der heller ingen vingårde i Mekka. Desuden var han fange med jernlænker om sig. Dette var visselig en forsyning (rizq) fra Allah.«¹⁶
Mekkas polyteistiske magthavere tillagde Khubaybs henrettelse stor betydning. På et sted kaldet Tanʿīm nær den hellige moské blev der hængt et kors op i et træ. Med stort postyr blev alle slags mennesker fra Mekka, mænd og kvinder, børn, unge og gamle, samlet uden undtagelse. For dem var det en enorm glæde og underholdning. Da folk kom for at føre ham ud fra Uqbas hus, bad han dem: »Giv mig lidt tid, så jeg kan bede to korte rakʿah. Hvis jeg gør bønnen lang, vil I sige, at jeg gør den lang af frygt for døden.« Efter at have afsluttet de to korte rakʿah begav han sig mod henrettelsesstedet. Han gik døden i møde, mens disse ord kom fra hans læber:¹⁷
Det skal være på arabisk
Åh Allah! Tæl dem, og dræb dem én efter én, og lad ikke én af dem undslippe.
Da han nåede frem under det træ ved Tanʿīm, hørte man ham fremsige et digt, hvis to vers havde følgende betydning:
1. Hvis jeg bliver dræbt som muslim, er jeg ligeglad med, på hvilken side mit lig falder.
2. Alt dette sker på kærlighedens vej til Allahs hellige væsen. Hvis Han vil, kan Han lade sin barmhjertighed regne over mit sønderlemmede legeme.
Derudover er flere vers, som han fremsagde i sine sidste øjeblikke, blevet overleveret i forskellige værker.18
Før han blev hængt på galgetræet, bad han også således: »O Allah! Vi har overbragt Din Sendebuds budskab. Overbring Du vores nyhed til Dit Sendebud.«19
Uqba ibn al-Harith og Abu Hurayra al-Abdari hængte ham sammen på galgen.20 Senere nægtede Uqba ibn al-Harith at have deltaget i drabet på Khubayb og sagde: »Det var egentlig ikke mig, der dræbte Khubayb. Jeg var ikke gammel nok til at dræbe nogen på det tidspunkt. Abu Maysara lagde derfor et spyd i min hånd. Derefter tog han fat i min hånd sammen med spyddet, stødte det ind i Khubaybs krop og dræbte ham.« Denne Uqba blev muslim og overleverede hadith om amning.21
Denne beretning viser, at Khubayb blev hængt på galgen og gennemboret med et spyd. Det er overleveret i Musa ibn Uqbas al-Maghazi, at Khubayb og Zayd ibn al-Dathina blev dræbt samme dag. Den dag, de blev dræbt, blev Allahs Sendebud hørt sige i Medina: »Fred være med jer begge.« Han bekendtgjorde også, at de var blevet dræbt. Han blev underrettet om alt gennem åbenbaringen.22
Allahs Ædle Sendebud sendte nogle modige og dygtige mænd fra Medina for ved en list at hente Khubaybs og Zayds lig tilbage fra de vantros hænder. De var ʿAmr ibn Umayya al-Miqdad og Zubayr. ʿAmr fortæller: »Jeg gik hen til Khubaybs galgetræ, befriede ham og lagde ham på jorden. Da jeg derefter kom ned og søgte længe efter ham, fandt jeg ikke det mindste spor af ham. Det var, som om jorden havde opslugt ham.«
Abu Yusuf har derimod overleveret fra al-Dahhak i værket Kitab al-Lata’if: Profeten sendte al-Miqdad og Zubayr ibn al-Awwam fra Medina for at hente Khubaybs lig ned fra galgetræet. Da de nåede Tan’im, så de fyrre berusede mænd omkring liget. De bevogtede det. Uden at blive opdaget tog de liget ned, og Zubayr løftede det op på hestens ryg. Da opdagede vagterne det og satte efter dem. Zubayr kastede liget fra sig, og jorden opslugte det. Derfor blev Zubayr kaldt Balīʿ al-Arḍ.23 Ingen i verden har nogensinde kunnet få at vide, hvor Zubayrs grav befinder sig. Musa ibn Uqba siger: »Mange mener, at ʿAmr ibn Umayya begravede ham et eller andet sted.«
Før henrettelsen ville polyteisterne ikke vende hans ansigt mod qiblaen. Men hvem kan vende et ansigt i en anden retning, når det først har vendt sig mod qiblaen? Polyteisterne forsøgte igen og igen at vende hans ansigt bort, men det lykkedes dem ikke. 24
Sa’id ibn Amir al-Jumahi (ra) var til stede som tilskuer ved Khubaibs henrettelse. Det var før hans omvendelse til islam. Senere blev han muslim. Kaliffen Umar (ra) udnævnte ham til guvernør i Hims. Efter kort tid fremsatte indbyggerne i Hims flere klager over ham. En af dem var denne bemærkning: Sa’id ibn Amir bliver undertiden så bevidstløs, at man tror, han er død. Kaliffen Umar spurgte Sa’id om årsagen. Sa’id ibn Amir bliver undertiden så bevidstløs, at man tror, han er død. Kaliffen Umar spurgte Sa’id om årsagen. Sa’id sagde: Jeg overværede i Mekka, hvordan Khubaib al-Ansari blev hængt på korset. Quraysh skar stykker af kød af hans krop. Derefter hængte de ham op i et træ og spurgte: Ville du bryde dig om, at Muhammad blev bragt i dit sted? Han svarede: Jeg ville aldrig bryde mig om, at jeg skulle være i sikkerhed blandt min familie og mine børn, mens dette skete med Muhammad. Hver gang jeg mindes den dag, vækkes der en skyldfølelse i mig. Hvorfor gik jeg ham ikke til hjælp den dag? Selvom jeg dengang var polyteist, føler jeg, at Allah aldrig vil tilgive mig denne synd. Og det er i sådanne øjeblikke, at denne tilstand rammer mig. Efter at have sagt dette udstødte han et højt skrig: »Muhammad!« og faldt bevidstløs om. 25
Mu’awiya (ra) plejede senere at sige: Ligesom de andre var jeg til stede sammen med min far, Abu Sufyan, ved henrettelsen af Khubaib. Af frygt for Khubaibs forbandelse holdt han mig næsten presset ned mod jorden. For de troede, at hvis nogen nedkaldte en forbandelse over en person, og denne af frygt krøb sammen og lagde sig ved siden af ham, ville forbandelsen ikke ramme ham, men falde et andet sted. 26 Al-Harith siger: Jeg var til stede. Ved Allahs ed! Jeg troede ikke, at nogen af os ville overleve. 27
Khubaibs (la) bøn blev besvaret hos Allah. Alle de usle mennesker, der havde spillet en aktiv rolle i hans henrettelse, blev inden for et år dræbt på den mest grusomme måde. 28
Ibn Abbas (ra) sagde: Efter denne hændelse begyndte hyklerne i Medina at sige til hinanden: Disse ulykkelige mennesker blev hverken hos deres familier og slægtninge eller formåede de at udføre det ansvar, som deres ven (Profeten) havde betroet dem. Da åbenbarede Allah den Almægtige versene 204-206 i sura al-Baqara, som afslørede disse hykleres sande natur, samt vers 207 til lovprisning af Khubaib ibn Adi og hans ledsagere: 29
»Blandt menneskene er der nogle, hvis tale om det jordiske liv begejstrer dig, og som tager Allah til vidne på det, der er i deres hjerter, selv om de i virkeligheden er de hårdeste stridsmænd. (204)
Når han vender bort, bestræber han sig på at skabe fordærv dér, ødelægge afgrøderne og dræbe mennesker. Allah bryder sig ikke om fordærv og uroligheder. 205
Og når det siges til ham: »Frygt Allah«, driver hans synd ham til hovmod. Helvede er derfor tilstrækkeligt for ham. Og det er sandelig det værste opholdssted. (206)
Blandt menneskene findes der en gruppe, som sætter deres liv på spil for at opnå Allahs velbehag. Allah er yderst nådig mod Sine tjenere (207). (Sura al-Baqara)
Denne hjerteskærende begivenhed ved al-Rajī rystede de muslimske digteres hjerter og samvittighed i datidens Arabien voldsomt. Digteren Hassān og mange andre skrev adskillige gribende digte til minde om disse martyrer. Heri blev martyrerne på den ene side lovprist, mens afgudsdyrkernes sande natur på den anden side blev afsløret. Noget af dette kan man finde, hvis man læser Ibn Hishāms Sīra.30
Ibn Ishāq har overleveret dette fra Āsim. Han sagde: Khubayb var den første, der indførte skikken blandt muslimerne med at bede to rakʿāt, før han blev dræbt. Dette er hans sunnah.31
Imam al-Suhaylī sagde: De to rakʿāt, som Khubayb ibn ʿAdī bad, blev kaldt den sunnah-bøn, han havde indført, fordi han bad dem i Allahs Sendebuds levetid, og Sendebudet lovpriste denne handling. Han har fortalt en forunderlig begivenhed fra Zayds liv. Denne begivenhed fandt også sted i den Ædle Sendebuds levetid. Kort fortalt var begivenheden således:
Zayd ibn Hārithah lejede et muldyr af en mand fra Tā’if på den betingelse, at manden skulle lade ham ride på muldyrets ryg og sætte ham af det sted, han ønskede. Manden lod ham ride på muldyret og bragte ham til et øde henrettelsessted, hvor han gjorde sig klar til at dræbe ham. Zayd sagde da til ham: Giv mig lidt tid, så jeg kan bede to rakʿāt. Manden sagde: Det er i orden, bed to rakʿāt. De lig, du ser ligge spredt her, bad også ligesom dig, men deres bønner hjalp dem ikke. Zayd udtalte igen: Yā arham ar-rāḥimīn. Igen hørtes præcis den samme lyd, og manden gjorde det samme. Således gentog den samme begivenhed sig tre gange. Tredje gang fik Zayd imidlertid øje på en rytter, som havde et spyd i hånden og en flamme på hovedet. Han stak spyddet ind i mandens krop og dræbte ham. Derefter vendte han sig mod Zayd og sagde: Første gang du påkaldte Allah, befandt jeg mig i den syvende himmel; anden gang du påkaldte Ham, befandt jeg mig i den himmel, der er nærmest jorden; og tredje gang du påkaldte Ham, kom jeg og var hos dig.32
Kilder:
Bibliografi:
1. Imam adh-Dhahabī: (a) Siyar aʿlām an-nubalāʾ, (Beirut, al-Mu’assasah ar-Risālah, 7. udgave, 1990)
(a) Tadhkirat al-Huffaz, (Beirut, Dar Ihya al-Turath al-Islami).
(b) Tarikh al-Islam wa Tabaqat al-Mashahir wa al-A’lam, (Kairo, Maktabat al-Qudsi, 1367 h.).
2. Ibn Hajar
(a) Tahdhib al-Tahdhib, (Hyderabad, Da’irat al-Ma’arif, 1325 h.).
(b) Taqrib al-Tahdhib, (Lucknow).
(c) Al-Isaba fi Tamyiz al-Sahaba, (Beirut, Dar al-Fikr, 1978).
(d) Lisan al-Mizan, (Hyderabad, 1331 h.).
(e) Fath al-Bari, (Egypt, 1391 h.).
3. Ibn al-ʿImād al-Ḥanbalī: Shadharāt adh-Dhahab, (Beirut, al-Maktab at-Tijārī).
4. Jamāl ad-Dīn Yūsuf al-Mizzī: Tahdhīb al-Kamāl fī Asmāʾ ar-Rijāl, (Beirut, Muʾassasat ar-Risāla, 1. udgave, 1988).
5. Abū Yūsuf: Kitāb al-Kharāj, (Beirut, Dār al-Maʿrifa, 1979).
6. Ibn Kathīr:
(a) at-Tafsīr, (Egypten, Dār Iḥyāʾ al-Kutub al-ʿArabiyya).
(b) as-Sīra an-Nabawiyya, (Beirut, Dār al-Kutub al-Islāmiyya).
(c) al-Bidāya wan-Nihāya, (Beirut, Maktabat al-Maʿārif).
7. Ibn al-Jawzī:
(a) A’lām al-Muwaqqi’īn, (Delhi, Ashraful Matābi’, 1313 e.h.)
(b) Kitāb at-Tanbīh wal-Īshāf, (Egypten, Matba’at al-Hasaniyya, 1323 e.h.)
(c) Kitāb al-Adhkiyā’, (redigeret af Abd ar-Rahmān ibn Alī, 1304 e.h.)
(d) Sifat as-Safwa, (Hyderabad, Dā’irat al-Ma’ārif, 1357 e.h.)
8. Ibn Sa’d: at-Tabaqāt al-Kubrā, (Beirut, Dār Sādir).
9. Ibn Asakib: Mu’jam al-Buldān, (Beirut, Dār Ihyā’ at-Turāth al-Arabī).
10. Yāqūt al-Hamawī: Mu’jam al-Buldān, (Beirut, Dār Ihyā’ at-Turāth al-Arabī).
11. Abū al-Faraj al-Isfahānī: Kitāb al-Aghānī, (Egypten, 1929).
12. Ibn Hazm: Jamharat ansab al-Arab, (Mekka, Dar al-Ma’arif, 1962).
13. Ibn Khallikan: Wafayat al-A’yan, (Egypten, Maktabat al-Nahda al-Misriyya, 1948).
14. Muhammad al-Alusi: Bulugh al-arib fi ma’rifat ahwal al-Arab, (1314 AH).
15. Ibn al-Athir: (a) Usd al-ghaba fi ma’rifat al-sahaba, (Beirut, Dar Ihya al-Turath al-Arabi).
(b) Al-Kamil fi al-tarikh, (Beirut).
(c) Tajrid asma al-sahaba, (Hyderabad, Dairat al-Ma’arif, 1. udgave, 1315).
16. Al-Baladhuri:
(a) Ansab al-ashraf, (Egypten, Dar al-Ma’arif).
(b) Futuh al-Buldan, (Sir, Matba’at al-Mawsu’at, 1901).
17. Az-Zirikli: Al-A’lam, (Beirut, Dar al-Ilm lil-Malayin, 4. udgave, 1979).
18. Ibn Hisham: As-Sira (Beirut).
19. Yusuf al-Kandhalawi: Hayat as-Sahaba, (Damaskus, Dar al-Qalam, 2. udgave, 1983).
20. Said Ansari Maulana: Siyer-e Ansar, (Indien, 1948).
21. Ibn Abd al-Barr: Al-Isti’ab, (marginalnote til bogen Al-Isaba).
22. Ibn Sallam al-Jumahi: Tabaqat ash-Shu’ara, (Beirut, Dar al-Kutub al-Ilmiyya, 1. udgave, 1981).
23. Ibn Qutayba: Ash-Shi’r wa ash-Shu’ara, (Beirut, Dar al-Kutub al-Ilmiyya, 1. udgave, 1981).
24. Dr. Abd ar-Rahman al-Basha: Ṣuwar min ḥayāt aṣ-ṣaḥāba, (Saudi-Arabien, 1. udgave).
25. Khalid Muhammad Khalid: Rijāl ḥawla ar-Rasūl, (Beirut, Dar al-Fikr).
26. Dr. Shawqi Daif: Tārīkh al-adab al-ʿarabī, (Kairo, Dar al-Maʿarif, 7. udgave).
27. Dr. Umar Farukh: Tārīkh al-adab al-ʿarabī, (Beirut, Dar al-ʿIlm li-l-Malāyīn, 1985).
28. Jurji Zaydan: Tārīkh adab al-lughah al-ʿarabiyyah, (Beirut, Dar Maktabat al-Hayat, 3. udgave, 1978).
29. Ahmad Abd ar-Rahman al-Banna: Bulūgh al-amānī min asrār al-Aṭhīr ar-Rabbānī, (Kairo, Dar ash-Shihab).
30. Alauddin Ali al-Muttaqi: Kanz al-ʿummāl (Beirut, Muʾassasat ar-Risālah, 5. udgave, 1985).
31. Dr. Mustafa as-Sibaʿi: as-Sunnah wa makānatuhā fī at-tashrīʿ al-Islāmī, (Beirut, al-Maktab al-Islami, 2. udgave, 1976).
32. Haji Khalifa: Kashf az-Zunun an Asami al-Kutub wal-Funun, (Beirut, Dar al-Fikr, 1990.
33. Muhammad al-Khadari Bek: Tarikh al-Umam al-Islamiyya, (Egypten, al-Maktaba at-Tijariyya al-Kubra, 1969).
34. Muhammad Ali as-Sabuni: (a) Rawa’i al-Qur’an, Tafsir Ayat al-Ahkam min al-Qur’an, (Beirut, Mu’assasat Manahil al-Irfan, 3. udgave, 1981).
(b) at-Tibyan fi Ulum al-Qur’an, (Beirut).
35. Muhyiddin ibn Sharaf an-Nawawi: Tahdhib al-Asma’ wal-Lughat, (Egypten, at-Tiba’a al-Mughiriyya).
36. Imam Ahmad: al-Musnad
37.
38. Den hellige Koran: Oversættelse og redigering: Mawlana Muhyiddin Khan.
39. Forskellige hadithværker.
40. Da’ira-i Ma’arif Islamiyya (urdu).
41. Qudama ibn Ja’far: Naqd al-shi’r (Beirut).
42. Ibn Rashiq: Kitab al-Umda (Kairo, 1943).
43. Abu Tammam: Al-Hamasa (Beirut).
44. Al-Baqillani: I’jaz al-Qur’an (Beirut).
45. Al-Jurjani: Dala’il al-i’jaz (Kairo, 1976).
46. Butrus al-Bustani: Arabernes litteratur i jahiliyyaen og den tidlige islam (Beirut, 1989).
47. Abdur Rauf Danapuri: Asah as-Sirah (Karachi).