Jeg har bemærket, at en stor del af muslimerne i Bangladesh er langt mindre bekendt med det osmanniske kalifat, end de er med det retledte kalifat, Umayyade-kalifatet og Abbaside-kalifatet. Alligevel udgør det osmanniske kalifat en stor del af den muslimske ummas glorværdige historie. I hele 636 år spillede dette kalifat rollen som en kilde til velfærd for mennesker i vidtstrakte områder af Asien, Europa og Afrika. Selv om det ikke var fuldstændigt, forsøgte det osmanniske kalifats første kaliffer at føre mange af Koranens bestemmelser ud i livet både i deres personlige og sociale liv. Derfor blev fremskridtets hovedvej åbnet for dem. Det er beklageligt, at de senere kaliffer blev ligeglade med Koranens lære. Som følge heraf blev de og deres undersåtter snart ofre for jahiliyya. Vejen til deres fremgang blev lukket, og deres fald blev uundgåeligt.
I denne lille bog har jeg givet en kort beretning om det osmanniske kalifats opkomst og fald, så de ærede læsere på kort tid kan stifte bekendtskab med et resumé af en lang historie.
A. K. M. Nazir Ahmad
Det osmanniske kalifat
Det osmanniske kalifat udgør en meget vigtig del af den muslimske ummas historie. Dette kalifat blev grundlagt efter Abbaside-kalifatets fald. I det samme år, hvor den tatariske feltherre Hulagu Khan ødelagde byen Bagdad, Abbaside-kalifatets hovedstad, blev Osman, grundlæggeren af det osmanniske kalifat, født. I 1288 e.Kr. besteg han tronen. Fra da og indtil 1924 e.Kr. regerede i alt 37 kaliffer det osmanniske kalifat i 636 år.
Det osmanniske kalifats kaliffer er:
1. Osman (1288-1326)
2. Orhan (1326-1359)
3. Murad I (1359-1389)
4. Bayezid I (1389-1403)
5. Muhammad I (1403-1421)
6. Murad II (1421-1451)
7. Muhammad II (1451-1481)
8. Bayezid II (1481-1512)
9. Selim I (1512-1524)
10. Suleiman I (1524-1566)
11. Anden Selim (1566-1574)
12. Tredje Murad (1574-1595)
13. Tredje Muhammad (1595-1603)
14. Første Ahmed (1603-1617)
15. Første Mustafa (1617-tre måneder)
16. Anden Osman (1617-1623)
17. Fjerde Murad (1624-1640)
18. Første Ibrahim (1640-1648)
19. Ibrahim IV (1648-1687)
20. Süleyman II (1687-1691)
21. Ahmed II (1691-1695)
22. Mustafa II (1695-1703)
23. Ahmed III (1703-1730)
24. Mahmud I (1730-1754)
25. Osman III (1754-1757)
26. Mustafa III (1757-1773)
27. Abdülhamid I (1773-1789)
28. Selim III (1789-1807)
29. Mustafa IV (1807-1808)
30. Mahmud II (1808-1839)
31. Abdülmecid I (1839-1861)
32. Abdülaziz (1861-1871)
33. Murad V (1871-1876)
34. Abdülhamid II (1876-1909)
35. Muhammad V (1909-1918)
36. Muhammad VI (1918-1922)
37. Abdülmecid II (1922-1924)
1. Osman
1. Osman som amir
Söğüt var et lille len i Anatolien. Dets hersker var Ertuğrul. Ertuğrul fik en søn, som fik navnet Osman. I 1288 døde Ertuğrul. Osman var da tredive år gammel. Han besteg sin fars trone.
En berømt from mand i Söğüt var Abid Ali. Osman giftede sig med hans datter, Mal Hatun.
I 1299 erobrede Osman Yeni og udvidede rigets grænser. Han gjorde byen Yeni til hovedstad i sit rige. Osman antog titlen »amir«.
2. Sådan var Osman
Osman var den abstrakte legemliggørelse af islamisk moral. Hans liv var meget enkelt. Han var en hersker af høj rang. Uanset nation og religion tænkte han på alles lykke og fred. Han udnævnte sin fromme svigerfar først til qadi og senere til vesir. Osman lod opføre moskeer overalt i riget, etablerede salat og sørgede for gode muligheder for islamiske studier. Han var særdeles skarpsindig. Også som soldat var han fremragende, og hans krigstaktik var af meget høj standard. En femtedel af det krigsbytte, der blev erobret i krig, indbetalte han til statskassen, mens de resterende fire femtedele blev fordelt blandt soldaterne. Som regel udviste han mildhed. Men når det var nødvendigt, blev han hård som stål. Han var en retfærdig hersker.
Der var ingen luksus i hans liv. Han var ikke knyttet til denne verden. Han efterlod heller ingen skatte eller juveler til sin arving. Før sin død henvendte han sig til sin søn Orhan og sagde: »Min befaling til dig er, at du aldrig må ty til uretfærdighed eller grusomhed. Tag initiativ til at udbrede islam i de erobrede områder. Vis de lærde respekt. Overhold shariaens regler og bestemmelser. Den guddommelige lov er vores største styrke. Vores velstand findes kun på Den Barmhjertiges vej. At beskytte og tage vare på undersåtterne er din vigtigste pligt. Hvis du kan opfylde denne pligt, vil du opnå Den Barmhjertiges nåde og beskyttelse.«
3. Osman på slagmarken
I år 1299 erobrede hans tropper under hans ledelse Yeni. Denne by Yeni blev det osmanniske kalifats første hovedstad.
I år 1301 kom Osman i krig med det nærliggende kristne land Grækenland. Grækenland var på det tidspunkt centrum for Det Østromerske Rige. Efter at have besejret den græske hærfører Muzalon i slaget ved Kuyun Hisar erobrede han en del af det græske rige.
I år 1302 rykkede Grækenlands konge frem mod Amir Osman med en enorm hær. Grækenlands konge blev besejret i slaget. Den asiatiske del af hans rige kom under Osmans herredømme.
På et tidspunkt under dette slag blev en af de græske hærførere, Evernoz, i stand til at indse islams overlegenhed. Han blev imponeret over muslimernes adfærd, moralske renhed og disciplin. Sammen med sine loyale soldater forlod han kristendommen og antog islam. Senere blev Evernoz’ og hans ledsageres sværd ved med at blive brugt til at sikre islams sejr.
I 1317 erobrede Amir Osmans dygtige søn Orhan den berømte by Bursa efter at have kæmpet mod grækerne. Derefter blev Bursa hovedstad i det osmanniske kalifat.
4. Osmans bortgang
Osman regerede i 38 år. I 1326 gik han bort i en alder af 70 år.
2. Orhan
1. Orhan som sultan
Orhan var Amir Osmans dygtige søn. I 1326 besteg han tronen i Bursa. Han antog titlen »sultan«. Det skal bemærkes, at det var Osman selv, der udpegede ham som sin efterfølger.
2. Hvordan Orhan var
Ligesom Amir Osman levede Orhan et enkelt liv. Han var en hengiven tilhænger af islam. Han opførte mange moskéer, islamiske uddannelsesinstitutioner og hospitaler forskellige steder i staten. Han forvandlede hovedstaden Bursa til en ideel muslimsk by. I Bursa byggede han en smuk moské.
Ligesom sin far forsøgte han at øge lykken og velstanden for alle mennesker uden hensyn til nationalitet eller religion.
Han var en fremragende og retfærdig hersker. Ligesom sin far var han også dygtig til krigskunst. Under Osmans regeringstid fandtes der ingen regulær hær. Når der udbrød krig, blev der udsendt en indkaldelse. Interesserede mænd trådte frem. De blev trænet og ført ud på slagmarken. Den fremsynede Orhan indså behovet for en regulær hær. Gennem hans indsats blev der opbygget en fast, lønnet hær. Infanteriet fik navnet piyader, mens kavaleriet blev kaldt sipahier. Han oprettede også en militærenhed kaldet janitsharerne, bestående af kristne krigsfanger, som havde antaget islam.
3. Orhan på slagmarken
Orhan var en lige så tapper kriger som Osman. I 1327 gik den græske konge Andronikos III i krig mod Orhan med en stor hær. Orhan mødte ham på Pelikannon-sletten. Efter at være blevet besejret flygtede den græske konge om natten. Orhan trængte med sin hær ind i Nikæa. Indbyggerne i Nikæa blev begejstrede over muslimernes adfærd. Størstedelen af Nikæas indbyggere antog frivilligt islam og blev en del af den muslimske umma.
I 1338 rykkede Orhan med sin hær frem mod Nikomedia, hvorefter indbyggerne dér overgav sig uden kamp. Under Orhans regering satte de osmanniske soldater for første gang deres fødder på europæisk jord. I 1356 erobrede Orhan Gallipoli. Den lokale konge bortgiftede prinsesse Theodora til Orhan.
4. Orhans død
I 1359 døde Orhan i en alder af 75 år. Han havde regeret i 33 år.
Korsfarerne eller religionskrigerne lancerede et voldsomt angreb på hans hær. Bayezid I indledte et modangreb. På blot tre timer blev den samlede kristne hær slået på flugt. Ti tusind kristne korsfarere mistede livet. Ungarns konge Sigismund krydsede Donau-floden med båd og flygtede til sit hjemland. Jean de Nevers blev taget til fange. Han blev dømt til døden.
Slaget ved Nikopolis var de kristnes sidste korstog eller religionskrig.
I 1397 opfordrede en biskop fra Grækenland Bayezid I til at angribe Grækenland for at befri grækerne, som var plaget af dronning Helenas korruption og tyranni. Da Bayezid I rykkede frem med sin hær, kom den græske dronning ham i møde, opsøgte ham og underkastede sig ham.
3. Murad I
1. Murad I som sultan
I 1359 besteg Orhans søn Murad I tronen i Bursa.
2. Hvem Murad I var
Murad I var analfabet. Men han var begavet med et enestående talent. Han var en fremsynet politiker. Han var også en hengiven tilhænger af al-Islam. Han var ligeledes meget opmærksom på udbredelsen af islamisk tænkning og bevidsthed.
Han var også tolerant over for tilhængere af andre religioner. Også under hans regering nød de kristne undersåtter fuld religionsfrihed. Han var en dygtig organisator. Takket være hans indsats blev den osmanniske hær endnu stærkere.
3. Murad den Første på slagmarken
I 1363 besejrede Murad den Første den græske hær og erobrede Adrianopel.
I 1363 besejrede han den kristne hær i slaget ved Maritsa-flodens bred og erobrede Makedonien. På samme tid erobrede Murad den Første Thrakien (det nuværende Rumænien).
I 1366 flyttede Murad den Første hovedstaden til Adrianopel.
I 1372 gik Bulgarien, støttet af Serbien, i krig mod Det Osmanniske Kalifat. Slaget fandt sted på Samakf-sletten. Den hær, der blev ledet af Murad den Første, vandt slaget. Bulgarien kom under osmannisk styre.
I 1389 gik de europæiske kristne styrker, ledet af Serbiens konge Lazarus, i kamp på Kosovos slagmark, der ligger mellem Serbien og Bulgarien, og blev alvorligt besejret af Murad den Første. Lazarus blev taget til fange. Han blev henrettet.
4. Murad den Førstes martyrdød
Efter sejren på Kosovosletten nærmede en slavisk soldat ved navn Kviljović sig på snedig vis Murad den Første og dræbte ham.
I 1389 blev Murad I martyr. Han regerede i 30 år.
4. Bayezid I
1. Bayezid I som sultan
Efter Murad I’s martyrdød i 1389 satte hans søn Bayezid I sig på tronen i Adrianopel.
2. Hvordan Bayezid I var
Bayezid I var en beslutsom mand. På slagmarken udviste han en usædvanlig hurtighed. Derfor blev han kaldt Yıldırım eller Lynet. Gennem sine krige mod de europæiske kristne konsoliderede han Det Osmanniske Kalifat yderligere. Men af natur var han grusom. Og under indflydelse af sin serbiske hustru blev han offer for moralsk forfald. Dette svækkede Det Osmanniske Kalifats omdømme betydeligt.
3. Bayezid I på slagmarken
Stefan Bulkovic, søn af Serbiens konge Lazarus, som var blevet besejret i slaget ved Kosovo og dømt til døden, besteg Serbiens trone. Bayezid I erklærede ham krig. Stefan anerkendte Bayezid I’s overhøjhed og indgik en fredsaftale med ham. Serbien opnåede selvstyre under Det Osmanniske Kalifat. Kong Stefan giftede sin søster Olivera Despina bort til Bayezid I. Denne serbiske unge kvinde formåede at få indflydelse på Bayezid I. Serbiens kong Stefan fortsatte imidlertid med nøje at overholde fredsaftalens betingelser.
I 1393 sendte Bayezid I sin ældste søn Süleyman mod Bulgarien. Süleyman angreb det nordlige Bulgarien og erobrede hovedstaden Tarnovo.
I 1396 erklærede pave Bonifatius IX, som imødekom en anmodning fra Ungarns konge Sigismund, et korstog eller en hellig krig mod Det Osmanniske Kalifat.
På initiativ af Frankrigs kong Karl V samledes et stort antal franskmænd under ledelse af hertugen af Burgund, Jean de Nevers. Adelen fra England, Skotland, Lombardiet, Savoyen, Bayern, Tyskland, Valakiet, Bøhmen, Østrig og andre lande samt 60.000 kristne korsfarere samledes i Budapests by i Østrig. De rykkede frem langs Donaufloden og slog lejr nær den bulgarske by Nikopolis. Bayezid I rykkede frem med sin hær. De kristne korsfarere indledte et voldsomt angreb på fortroppen. Bayezid I begyndte et modangreb. På blot tre timer blev den samlede kristne hær slået på flugt. Ti tusind kristne korsfarere mistede livet. Ungarns konge Sigismund krydsede Donaufloden i en båd og flygtede til sit hjemland. Jean de Nevers blev taget til fange. Han blev henrettet.
Slaget ved Nikopolis var de kristnes sidste korstog eller hellige krig.
I 1397 opfordrede biskoppen Bayezid I til at angribe Grækenland for at befri grækerne, som var plaget af dronning Helenas korruption og tyranni. Da Bayezid I rykkede frem med sin hær, kom Grækenlands dronning ham i møde, mødtes med ham og underkastede sig ham.
Derefter belejrede Bayezid I Konstantinopel. På dette tidspunkt fik han at vide, at den tatariske hærfører Timur Khan havde erobret Georgien og andre områder og var på vej mod Lilleasien. Bayezid I ophævede belejringen af Konstantinopel og rykkede frem for at møde Timur.
I 1402 udkæmpede de to sider et voldsomt slag på Ankaras slette. Bayezid I blev besejret i slaget. Han og hans søn blev taget til fange.
4. Bayezid I’s død
I 1402 døde Bayezid I i fangenskab. Han regerede i 14 år.
5. Muhammad I
1. Muhammad I som sultan
Efter Bayezid I’s død i 1402 fortsatte stridighederne mellem hans sønner i flere år. Derefter besteg Bayezid I’s søn Muhammad tronen i Adrianopel.
2. Sådan var Muhammad I
Muhammad I var en lærd og forstandig sultan. Han var en dygtig hersker og en fremsynet politiker. Han var et storsindet menneske. Som retfærdig hersker stod han meget højt. Han var et meget fredselskende menneske. En gang sagde han til repræsentanterne for Serbien, Valakiet og Albanien: »Glem ikke at sige til jeres ledere, at jeg har bevilget fred til alle, og at jeg kun vil modtage fred fra alle. Allah straffer dem, der bryder freden.«
Muhammad I var også yderst venlig over for sine kristne undersåtter. Muhammad I prioriterede statens sammenhold højere end at udvide dens grænser.
3. Muhammad I’s død
I 1421 døde Muhammed I. Han regerede i otte år.
6. Murad II
1. Murad II som sultan
I 1421 besteg Murad II, søn af Muhammed I, tronen i Adrianopel. Han var dengang kun 18 år gammel.
2. Hvordan Murad II var
Murad II var en from muslim. Han var yderst barmhjertig. Hans gavmildhed, visdom og tolerance over for andre anskuelser var almindeligt kendt. Han var de fattiges og sørgendes ven. Murad II var en god hersker. Under hans regering var lov og orden etableret overalt i staten. Han havde et vågent blik for at genoplive og bevare islamiske værdier. Overalt i staten opførte han et stort antal moskeer og islamiske uddannelsesinstitutioner. For at sikre befolkningen god lægebehandling opførte han også mange hospitaler.
Historikeren Gibbon siger: »Retfærdighed og behersket adfærd var fremtrædende karaktertræk hos Murad II. Det anerkendte de kristne enstemmigt. Han gik aldrig i krig, medmindre han på forhånd var blevet tvunget dertil af en særlig provokation. Og når det gjaldt overholdelsen af fredsaftaler, var hans ord helligt.«
I hans rige levede de kristne undersåtter lykkeligt. Kristne fra den græsk-ortodokse kirke, som var blevet forfulgt af kristne fra andre kirkesamfund, kom til hans områder og slog sig ned dér i sikkerhed.
3. Murad II på slagmarken
Serbien var et autonomt kongerige under Det Osmanniske Kalifat. Serbiens nye konge, Georg Branković, tilskyndede kongerne af Bosnien-Hercegovina, Polen, Valakiet, Albanien og Ungarn til at føre krig mod Det Osmanniske Kalifat. En stor kristen hær under ledelse af den berømte ungarske feltherre Hunyadi gik i 1444 i kamp mod Murad II’s hær på Varna-sletten. Ungarns konge Vladislav og kardinal Julian blev dræbt i dette slag. Feltherren Hunyadi flygtede og reddede sit liv.
Det bør bemærkes, at Hunyadi ønskede med tvang at gøre de kristne i Serbien og Bosnien-Hercegovina til tilhængere af den romerskkatolske kirke. Dette gjorde dem skræmte og rædselsslagne. De foretrak at forblive tro mod deres egen religion og leve under Det Osmanniske Kalifats styre frem for at blive tilhængere af den romerskkatolske kirke. Selvom kongerne og feltherrerne i disse lande kæmpede mod Det Osmanniske Kalifat, mente befolkningen derimod, at det var rigtigt at overgive sig til Det Osmanniske Kalifat.
4. Murad II’s død
Murad II døde i 1451 i en alder af 68 år.
7. Mehmed II
1. Mehmed II som sultan
I 1451 besteg Mehmed II tronen i Adrianopel. Han var da 21 år gammel.
2. Mehmed II, som han var
Mehmed II var en oprigtig muslim. Hans støtte til islamiske institutioner var meget stærk. Derfor blev han kaldt »de gode gerningers fader«. Efter erobringen af Konstantinopel byggede han dér et palads ved navn Yeni Saray. I denne by opførte han mange moskeer, islamiske undervisningsinstitutioner og hospitaler.
Zakat, krigsbytte og jizya var statskassens vigtigste indtægtskilder. En del af skatteindtægterne fra de erobrede områder blev udskilt som waqf-ejendom, og udgifterne til de religiøse institutioner blev dækket heraf. Fra de muslimske borgere blev der opkrævet ushr (zakat på afgrøder).
Mehmed II oprettede et diwan eller råd til ledelsen af de civile statsanliggender. Ansvaret for diwanets arbejde lå hos fire personer: vizieren, nishanji (sekretæren), qādien og kassereren. I religiøse spørgsmål støttede han sig til den øverste muftis fatwaer.
Mehmed II betragtede alle borgere som lige og udøvede retfærdighed over for alle. Han holdt et vågent øje med retssystemet for at sikre, at det forblev upartisk.
For at lette administrationen delte han kalifatet op i flere provinser og hver provins op i flere distrikter. I hovedstaden oprettede han et træningscenter til uddannelse af statslige embedsmænd.
Han var udstyret med grænseløst mod. Hans dygtighed inden for krigsstrategi var enestående. Han opbyggede en særdeles effektiv hær på et hundrede tusind mand.
3. Mehmed II på slagmarken
I år 330 grundlagde den romerske kejser Konstantin sit riges nye hovedstad ved den gamle græske by Byzantion på Bosporus’ kyst og kaldte den Nova Roma eller Det Nye Rom. Med tiden blev byen opkaldt efter ham og fik navnet Konstantinopel.
I år 395 delte den romerske kejser Theodosius riget mellem sine to sønner. De to riger blev kendt som Det Vestromerske Rige og Det Østromerske Rige. Det Østromerske Rige havde også navnet Det Byzantinske Rige. Konstantinopel blev hovedstad i Det Byzantinske Rige. Desuden blev byen centrum for de kristnes græsk-ortodokse kirke.
På den anden Muhammads tid sad Grækenlands konge Konstantin på Konstantinopels trone. Da kong Konstantin erfarede, at den anden Muhammad ligesom sine forgængere var i færd med at indlede et forsøg på at erobre Konstantinopel, anmodede han de kristne konger i Vesteuropa om hjælp. For at nå til en forståelse accepterede han på det tidspunkt mange af den romersk-katolske kirkes krav. Det gjorde lederne af den græsk-ortodokse kirke vrede. Den græsk-ortodokse kirkes overhoved, storhertug Notaras, sagde, at han foretrak at se den osmanniske sultans turban frem for den romerske kejsers krone. Af alle disse grunde kunne Grækenlands konge ikke samle et større antal krigere.
Den 25. maj 1453 brød sultan Muhammad II kong Konstantins modstand og trængte ind i Konstantinopel. Grækenlands konge blev dræbt i slaget. Islams flag blev hejst i Konstantinopel. Det var på grund af denne store sejr, at Muhammad II blev kendt som Fatih Muhammad eller Muhammad Erobreren.
Efter erobringen af Konstantinopel udstedte Muhammad II et dekret til myndighederne i den græsk-ortodokse kirke. De kristnes ret til frit at udøve deres religiøse ritualer blev anerkendt.
Muhammad II opfordrede de kristne, som var flygtet fra byen under krigen, til at vende tilbage til deres hjem. Som svar på hans opfordring vendte mange kristne tilbage til Konstantinopel.
Muhammad II flyttede det osmanniske kalifats hovedstad fra Adrianopel til Konstantinopel.
På dette tidspunkt var herskeren over Bosnien-Hercegovina en fanatisk romersk-katolsk kristen. Flertallet af borgerne var bogomilske kristne. De tilbad ikke Jesus (fred være med ham) og Maria. Der var ingen statuer i deres gudshuse. De betragtede ikke korset som et religiøst symbol. De troede, at Jesus (fred være med ham) var blevet korsfæstet. De drak ikke alkohol.
Bogomilernes troslære var i konflikt med pavens troslære, som blev forkyndt fra Rom. Derfor var den romersk-katolske kirke hård mod dem. En undertrykkelsesmaskine blev sat ind mod bogomilerne. Mange bogomiler blev dræbt. Mange andre flygtede andre steder hen.
Snart blev de bogomilske kristne i Bosnien-Hercegovina bekendt med muslimernes gode behandling og retfærdighed. For at undslippe de romersk-katolske overgreb bad de muslimerne om hjælp.
I 1463 ankom Muhammad II til Bosnien-Hercegovina med en gruppe soldater og besejrede den af folket forhadte hersker i krig. Tusinder af bogomilske kristne blev betaget af islams skønhed og blev muslimer. På blot én dag blev seksogtredive tusind kristne muslimer.
I 1466 sendte Muhammad II en gruppe soldater mod Albanien. Albanien kom under det Osmanniske Kalifat. Efter at være blevet bekendt med islams overlegenhed og skønhed antog utallige kristne i Albanien islam og gjorde Albanien til en stærk bastion for islam.
I 1467 erobrede en af Muhammad II’s fremtrædende generaler, Quduk Ahmad, Krim.
I 1477 besejrede general Umar Pasha Venezias konge på slagmarken.
I 1480 erobrede general Quduk Ahmad Otranto, Italiens port. På denne måde kom en del af Italien under det Osmanniske Kalifat. Muhammad II begyndte at forberede sig på at erobre hele Italien.
4. Muhammad II’s død
I 1481 døde Muhammed II.
8. Bayezid II
1. Bayezid II som sultan
I 1481 besteg Bayezid II, Muhammed II’s ældste søn, tronen i Konstantinopel. Han var da femogtredive år gammel.
2. Sådan var Bayezid II
Han regerede i enogtredive år. I den første del af sin regeringstid så man ham føre krig mod sine brødre.
Som hersker formåede han ikke at demonstrere nogen særlig duelighed.
3. Bayezid II på slagmarken
En sørgelig begivenhed i konflikten mellem Egyptens mamlukske herskere og det osmanniske kalifat. Fra 1484 til 1491 måtte Bayezid II føre krig mod Egypten seks gange. Krigen blev standset gennem en fredsaftale i 1491.
I 1491 kom Bayezid II i krig med venetianerne. I 1503 undertegnede Venedig en fredsaftale med ham.
Bayezid II kom også i konflikt med Irans shah Ismail. Shah Ismail var shiamuslim. Under hans beskyttelse begyndte shiamuslimerne i Lilleasien oprørske aktiviteter mod det osmanniske kalifat.
I 1511 sendte Bayezid II en gruppe soldater mod shiamuslimerne under ledelse af storvesiren Ali Pasha. Shiamuslimerne blev besejret i slaget, der fandt sted nær Severs. I dette slag blev både storvesiren Ali Pasha på den ene side og den shiamuslimske leder Shah Kuli på den anden side dræbt.
4. Bayezid II’s abdikation
I 1512 abdicerede Bayezid II til fordel for sin yngste søn, Selim I, under pres fra janitsharerne og andre soldater.
9. Selim I
1. Selim I som sultan
I 1512 besteg Selim I tronen i Konstantinopel. Han måtte først nedkæmpe interne stridigheder for at konsolidere sin magt.
2. Hvordan Selim I var
Selim I var en særdeles religiøs person. Han fandt glæde i at deltage i religiøse drøftelser. Han var også tolerant over for tilhængere af andre religioner. Under hans styre nød kristne og jøder fuld religionsfrihed. Han var meget lærdomselskende. Han studerede til langt ud på natten. Under hans administration samledes mange lærde og fremstående personer. Som regel var han en barmhjertig person. Over for uærlige personer var han imidlertid meget streng. I visse tilfælde greb han også til grusomhed. Han var meget opmærksom på at øge folkets lykke og velstand. Han havde også fokus på at forbedre hærens muligheder og vilkår.
3. Selim I på slagmarken
I 1514 besejrede Selim I den iranske shiitiske hersker Shah Ismail på Chaldiran-sletten. Shahen af Iran, som var såret, lykkedes med at flygte. Hans hustru og familiemedlemmer blev taget til fange. Selim I trængte ind i Tabriz, Irans hovedstad. Han indlemmede Diyarbakir og Kurdistan i det osmanniske kalifat og vendte tilbage til hovedstaden Konstantinopel.
I 1516 erobrede Selim I Syrien, Palæstina og størstedelen af Arabien fra Egyptens mamlukske hersker, Qansuh al-Ghuri.
I 1517 besejrede Selim I Egyptens nye hersker, Tuman Bay, på Wardaniasletten nær Kairo og indlemmede Egypten i det osmanniske kalifat.
4. Overtagelsen af kalifftitlen
Det enorme abbasidiske kalifat med Bagdad som centrum var blevet lagt øde af tatarernes angreb. I 1258 faldt Bagdad for den tatariske hærfører Hulagu Khans hånd. De overlevende medlemmer af Banu Abbas flygtede og nåede frem til Egypten. På det tidspunkt blev Egypten regeret af mamlukkerne.
Kaliftitlen var på det tidspunkt ikke andet end en symbolsk titel for den åndelige enhed i den muslimske verden. Da Selim I erobrede Egypten, opholdt Ahmad al-Mutawakkil, som bar kaliftitlen, sig i Kairo. Han var blot en marionet i mamlukkernes hænder. Selim I tog ham til fange og førte ham til Konstantinopel. Ahmad al-Mutawakkil blev fritaget for ansvaret som kalif. Selim I overtog kaliftitlen. Fra da af beklædte de osmanniske herskere samtidig embedet som »sultan« og »kalif«.
5. Selim I’s bortgang
I 1520 gik sultanen og kaliffen Selim I bort.
10. Suleiman I
1. Suleiman I som sultan og kalif
I 1520 besteg Suleiman I, Selim I’s eneste søn, tronen i Konstantinopel. Han var da 26 år gammel.
2. Hvordan Suleiman I var
Allerede som kronprins var Sulejman I yderst populær. Allerede dengang blev hans ærlighed og dygtighed omtalt overalt. Da han blev kalif, skyllede en bølge af glæde gennem hele landet. Sulejman I var en from muslim. I det daglige overholdt han islams forskrifter samvittighedsfuldt. Han holdt nøje øje med, at alle muslimske borgere regelmæssigt udførte salat og overholdt sawm. Der var fastsat straffe for forsømmelighed i udførelsen af salat og overholdelsen af sawm. Sulejman I kopierede egenhændigt otte bind af Koranen og sørgede for, at de blev opbevaret i Sulejmaniye-moskéen. Han lod også Kabaen restaurere.
Han havde også en tolerant holdning over for tilhængere af andre religioner. Under hans styre kom mange protestantiske og katolske kristne fra kristne lande, hvor de var blevet bragt i fare på grund af religiøse stridigheder, til hans rige og bosatte sig dér i sikkerhed. Historikeren lord Creasy siger: “I den periode med forfølgelse og uretfærdighed mellem romerske katolikker og protestanter i den kristne verden kunne ingen anden samtidig monark opnå så megen anerkendelse som Sulejman.”
Mod, storsind, retfærdighed og gavmildhed var prydelser i hans karakter. Han lettede borgernes skattebyrde.
Sulejmaniye-moskéen er hans uforglemmelige bedrift. Overalt i riget lod han opføre talrige moskéer, islamiske uddannelsesinstitutioner, hospitaler, badehuse, broer og så videre.
Han afskedigede korrupte embedsmænd og udnævnte ærlige og kompetente personer. Af hensyn til retfærdigheden fjernede han endda sin egen svoger fra posten som guvernør. For at lette administrationen inddelte han hele kalifatet i 21 vilayeter (provinser) og 250 sanjaker (distrikter). Hvert sanjak var igen opdelt i flere kazaer. Provinsens hersker blev kaldt vali. Herskeren over et sanjak var en pasha. I hver kaza var der en qadi. Sulejman I foretrak imidlertid en prangende livsførelse. Hans hustru Roxelana havde en særlig indflydelse på ham.
Hans samtidige, berømte herskere var Karl V af Tyskland, Frans I af Frankrig, dronning Elizabeth af England, zar Ivanovitj af Rusland, Sigismund af Polen, shah Ismail af Iran og mogulkejseren Akbar af Indien.
3. De religiøse institutioners anseelse
I begyndelsen betragtede de osmanniske herskere sig selv som legemliggørelsen af den islamiske lovgivning. De religiøse jurister var opdelt i to grupper, kaldet qadier og muftier. Senere blev de to afdelinger underlagt den øverste mufti. Den øverste mufti blev kendt som Shaykh al-Islam. Fra midten af det 16. århundrede voksede Shaykh al-Islams magt og indflydelse. Hans rang var næsten på niveau med storvesirens. Shaykh al-Islams vigtigste opgave var at afgive en vurdering af, hvorvidt en lov var i overensstemmelse med de religiøse bestemmelser. Alle religiøse uddannelsesinstitutioner hørte under hans embede.
4. Suleiman I på slagmarken
Kong Ludvig II af Ungarn lod kaliffens udsending dræbe. I 1521 rykkede Suleiman I frem med en hær og erobrede Belgrad, som dengang var Ungarns hovedstad.
I 1522 erobrede Suleiman I øen Rhodos.
I 1526 samlede kong Ludvig II af Ungarn sine kræfter og begyndte igen at forfølge muslimerne. Suleiman I sendte en styrke under ledelse af storvesiren Ibrahim Pasha. De to hære mødtes på Mohács-sletten. Ludvig II blev besejret og dræbt i slaget. Ungarns hovedstad Budapest kom på muslimske hænder.
I 1553 fratog Suleiman I Irak fra Iran.
I 1556 erobrede han Basra.
Med hjælp fra den øverste admiral Khair ad-Din Barbarossa og adskillige flådeofficerer ved navn Dragut Pasha, Uluç Ali, Piri Pasha og Piyale Pasha opbyggede han en dygtig flåde. Denne flåde etablerede herredømme over Middelhavet, Det Røde Hav og Det Arabiske Hav.
5. Suleiman I’s død
I 1566 drog Ungarns konge, Maximilian II, på felttog, da han gjorde oprør. Undervejs erobrede han Kroatien. Derefter erobrede han Sziget-fæstningen. Samme nat efter Sziget-fæstningens fald døde Suleiman I pludseligt.
11. Selim II
1. Selim II som sultan og kalif
Efter Suleiman I’s død i 1566 besteg hans søn Selim II tronen i Konstantinopel.
2. Hvordan Selim II var
Selim II var en uduelig og magelig person. Han satte pris på poesi. Han var altid omgivet af digtere, forfattere og smigrere. Hans vigtigste kendetegn var, at han opholdt sig inde i paladset, søgte kvindernes selskab og drak alkohol. Nogle historikere kalder ham »den berusede Selim«. Han var opslugt af luksus og fornøjelser. Han udviste forsømmelighed over for regeringsførelsen. Selim II var den første kalif i den osmanniske kalifats nedgangsperiode.
3. Selim II på slagmarken
Selim II var ikke en mand, der kunne føre krig. Hans storvesir, Muhammed Sokollu, var imidlertid en dygtig mand. På grundlag af hans planer og initiativer drog de osmanniske soldater ud på flere militære felttog. Erobringen af Kreta, generobringen af Arabien og Yemen samt erobringen af Tunesien var bemærkelsesværdige begivenheder under Selim II’s regeringstid.
I 1571 e.Kr. besejrede general Lala Mustafa og Beylerbey Venedigs general Bragadino og erobrede Cypern.
I 1571 e.Kr. angreb Spaniens konge, Roms pave, hertugen af Savoyen og Maltas riddere på foranledning af Venedig det osmanniske kalifats flåde i Lepantobugten under ledelse af den østrigske flådekommandør Don Juan. Da flådekommandøren Kapitan Pasha blev dræbt, kom de osmanniske styrker i uorden og led nederlag.
Tidligere havde Tunis været under det osmanniske kalifat. Efter katastrofen i slaget ved Lepanto erobrede den østrigske flådekommandør Don Juan Tunis med hjælp fra Spanien. I 1574 e.Kr. lykkedes det muslimerne under ledelse af den muslimske flådekommandør Uludj Ali at generobre Tunis.
4. Selim II’s død
Kort efter at Tunis i 1574 e.Kr. var blevet generobret af de osmanniske soldater, døde Selim II. Han havde været ved magten i otte år.
12. Murad III
1. Murad III som sultan og kalif
I 1574 e.Kr. besteg Selim II’s søn Murad III tronen i Konstantinopel. Han var da 28 år gammel.
2. Sådan var Murad III
Murad III var en person, der levede i luksus. Han havde overhovedet ingen evner til at lede staten. Han hengav sig til kvinder og alkohol inde i paladset. Han var et yderst grusomt menneske. Ved at begrænse sine dygtige vizirers magt påførte han kalifatet stor skade. Murad III’s mor, Nur Banu, og hans venetianske hustru, Sofia, var optaget af at konkurrere om indflydelse over ham. I sidste ende var det Sofia, der sejrede i denne konkurrence.
Under Murad III’s regeringstid fik korrupte mennesker et fast greb om administrationen. Nepotisme blev fremherskende. Uregelmæssigheder blev normen overalt.
3. Murad III på slagmarken
Murad III havde intet militært talent. Han havde heller ikke det moralske mod, der kræves for at føre krig.
Osman Pasha gjorde en yderst ihærdig indsats for at bevare det Osmanniske Kalifats ære. I 1583 gik han i krig mod iranerne og sejrede.
I 1590 underskrev Iran en fredstraktat. I henhold til traktatens betingelser blev det anerkendt, at områder som Georgien, Tabriz, Aserbajdsjan og Shirvan var en del af det Osmanniske Kalifat.
4. Murad III’s død
I 1595 døde Murad III. Han havde været ved magten i enogtyve år.
13. Mehmed III
1. Mehmed III som sultan og kalif
I 1595 besteg Murads søn Mehmed III tronen i Konstantinopel. Han var søn af dronning Sofia.
2. Hvordan Mehmed III var
Mehmed III var en uduelig sultan. For at sikre sin magt lod han sine nitten brødre dræbe. Dronning Sofia havde stor indflydelse på sin søn Mehmed III. Mehmed III’s hustru forsøgte også at øve indflydelse på ham. Kvindernes anvisninger begyndte at få betydning for regeringsførelsen. Den uduelige sultan overlod alle administrative opgaver til vesirerne og blev selv optaget af kvinder og vin i paladsets indre.
3. Mehmed III på slagmarken
Udnyttende Mehmed III’s svaghed begyndte de kristne herskere i Østeuropa at angribe det osmanniske kalifats europæiske provinser.
I 1596 rykkede de kristne styrker frem under ledelse af Østrigs ærkehertug. Tredje Muhammad blev tvunget til selv at gå i felten med sine tropper sammen med Hasan Sokollu Pasha, Ibrahim Pasha og Sikal(a) Pasha. Slaget fandt sted på Keresztes-sletten. Efter store tab vandt den muslimske hær til sidst sejren.
4. Tredje Muhammads død
I 1603 døde Tredje Muhammad. Han havde været ved magten i ni år
14. Ahmad I
1. Ahmad I som sultan og kalif
I 1603 besteg Ahmad I, søn af Tredje Muhammad, tronen i Konstantinopel. Han var dengang kun fjorten år gammel.
2. Hvordan Ahmad I var
Ahmad I var ikke så uduelig som sine to forgængere på sultantronen. Selvom han var ung, var han en modig mand. Han tog skridt til at begrænse kvindernes indflydelse på administrationen.
3. Ahmed I på slagmarken
I 1605 sendte han, på grund af fjendtlighederne fra Ungarn, hærføreren Lala Mehmed Pasha på et militært felttog mod Ungarn, og han opnåede succes.
Derefter kom han i krig med Østrig. Krigen sluttede, da Sitvatorok-fredstraktaten blev underskrevet i 1606. I henhold til denne traktat opnåede Transsylvanien selvstyre fra Det Osmanniske Kalifat. Indtil da havde Østrig betalt Det Osmanniske Kalifat en årlig skat på tredive tusind mønter. I henhold til traktaten blev Østrig fritaget for denne betaling. Som krigsskadeserstatning blev landet dog tvunget til at betale to hundrede tusind mønter som et engangsbeløb.
Der var en konflikt mellem Det Osmanniske Kalifat og Iran. I 1611 underskrev sultan Ahmed I en fredstraktat med Irans shah Abbas. I henhold til traktatens betingelser gav han Shah Abbas de øvrige iranske områder tilbage, bortset fra Diyarbakir og Kurdistan.
Under Ahmed I’s regeringstid indgik England, Frankrig, Venedig og Nederlandene handelsaftaler med Det Osmanniske Kalifat.
4. Ahmed I’s død
Ahmed I døde i 1617. Han var niogtyve år gammel ved sin død. Han var kalif i 16 år.
15. Mustafa I
1. Mustafa I som sultan og kalif
I 1617 besteg Ahmed I’s bror Mustafa I Konstantinopels trone. På grund af psykisk sygdom blev han tvunget til at abdicere allerede efter tre måneder.
16. Osman II
1. Osman II som sultan og kalif
I februar 1618 besteg Mustafa I’s nevø Osman II Konstantinopels trone. Han var da fjorten år gammel.
2. Hvordan Osman II var
Osman II viste nogen dygtighed i regeringsførelsen. Han var dog en egoistisk person. Hans lunefuldhed var skadelig for staten. Han tog initiativ til at begrænse janitsharernes magt. Derfor opstod der et oprør mod ham.
3. Osman II’s afsættelse
I 1622 afsatte og dræbte oprørske soldater Osman II. Oprørerne satte igen Mustafa I på magtens trone. Også denne gang var han ude af stand til at regere. Derfor blev han afsat nogle måneder senere.
17. Murad IV
1. Murad IV som sultan og kalif
I 1623 blev Osman II’s søn, Murad IV, sat på tronen. Han var da elleve år gammel.
2. Hvordan Murad IV var
I det Osmanniske Kalifats historie, der var på vej mod undergang, formåede Murad IV at tilføre en noget anderledes atmosfære. Selvom han var ung af alder, viste han betydelig dygtighed i ledelsen af staten. Under hans stærke ledelse blev det Osmanniske Kalifats tabte herlighed genoprettet. Da han blev kalif, så han, at folket var plaget af bestikkelse, korruption, plyndringer, røveri, splittelse, diskrimination og magtmisbrug; statskassen var tom som følge af de tidligere luksuriøse sultaners ødselhed, og janitsharernes hær var ulydig og uregerlig. Murad IV opbyggede i al hemmelighed en ny hær. Seks eskadroner af kavalerikrigere sluttede sig frivilligt til denne styrke. Ved hjælp af de nye soldater satte han de ulydige og uregerlige soldater på plads.
Han traf hårde foranstaltninger mod korrupte embedsmænd. Han konfiskerede ejendom, der var erhvervet ad ulovlig vej. Snart blev lov- og ordenstilstanden forbedret. God regeringsførelse blev etableret.
3. Murad IV på slagmarken
I 1635 førte Murad IV et militært felttog mod Iran og erobrede Tabriz. Imens erobrede iranerne Baghdad. Erobringen af Baghdad var den største begivenhed under Murad IV’s regeringstid.
4. Murad IV’s død
Murad IV døde i 1640. På det tidspunkt var han kun 28 år gammel.
18. Ibrahim I
1. Ibrahim I som sultan og kalif
Murad IV havde ingen sønner. I 1640 besteg hans bror Ibrahim I tronen i Konstantinopel.
2. Hvordan Ibrahim I var
Ibrahim I var en inkompetent sultan. Men storvesiren Kara Mustafa var en dygtig hersker. På grund af paladsintriger mistede han imidlertid livet. Derfor blev staten igen kastet ud i korruptionens og anarkiets mørke. Ibrahim I levede opslugt af luksusvarer og kvinder. For at skaffe penge til hans luksus blev befolkningen pålagt forskellige skatter.
3. Drabet på Ibrahim I
På grund af Ibrahim I’s og hans nye storvesirs folkefjendtlige handlinger brød der oprør ud i staten. Oprørerne dræbte storvesiren. I 1648 mistede Ibrahim I livet for oprørernes hænder.
19. Muhammad IV
1. Muhammad IV som sultan og kalif
Da Ibrahim I blev dræbt i 1648, besteg hans søn Muhammad IV tronen i Konstantinopel. Han var dengang kun syv år gammel.
2. Hvordan Muhammad IV var
Det var ikke muligt for den unge Muhammad IV at lede regeringen. Landet blev oversvømmet af korruption. Intrigerne i paladset antog ekstreme former. Oprørets faner blev rejst overalt. Heldigvis udnævnte Muhammad IV Muhammad Köprülü til storvesir. Han var en ærlig og dygtig mand. Han traf strenge foranstaltninger mod korruptionen. Han tilintetgjorde de kristnes sammensværgelse blandt tilhængerne af den græsk-ortodokse kirke i Konstantinopel. Han genoprettede disciplinen i janitsharernes hær. Efter at have ledet regeringen i fem år døde han. Muhammad IV udnævnte Ahmad Köprülü, den tidligere storvesir Muhammad Köprülüs dygtige søn, til storvesir. Efter at have overdraget ansvaret for statens styre til Ahmad Köprülü fordybede Muhammad IV sig i skakspil inde i paladset.
3. Muhammad IV på slagmarken
Samtidig med den indre administration måtte Ahmed Köprülü også håndtere krige. I 1664 gik han i kamp mod de europæiske kristne styrker på et sted kaldet Sankt Gotthard. Ahmed Köprülü blev besejret i slaget. Krigen blev afsluttet gennem en fredsaftale. I henhold til fredsaftalens betingelser fik Østrig mange af sine tabte områder tilbage.
Polen påtvang gentagne gange Det Osmanniske Kalifat krige.
Ahmed Köprülü døde i 1676. Denne gang blev Kara Mustafa udnævnt til storvesir. Han var yderst kortsigtet. Under hans embedsperiode gik den muslimske hær i krig mod Rusland og Wien, men blev besejret.
I 1681 sluttede Kara Mustafa fred med Rusland ved at afstå flere vigtige områder til Rusland.
I 1683 rykkede Kara Mustafa med sin hær frem mod Wien, Østrigs hovedstad. Han blev besejret i krigen.
Tidligere havde Det Osmanniske Kalifat været Europas skræk. Da belejringen af Wien mislykkedes, indså Europas kristne magter, at muslimernes tidligere styrke ikke længere var den samme. Østrig, Ungarn og andre lande sluttede sig sammen og begyndte gentagne gange at angribe Det Osmanniske Kalifats europæiske provinser. De osmanniske tropper blev også besejret igen og igen.
I 1684 fordrev de østrigske styrker de muslimske tropper fra Kroatien. Østrig erobrede Budapest.
I 1685 rev Ungarn Neuhäusel ud af Det Osmanniske Kalifats hænder.
Venedig erobrede Korinth, Morea, Athen, Navarino og andre områder.
I 1687 besejrede Polen den muslimske hær på Mohács-sletten.
Det Osmanniske Kalifat, som engang blev anset for at være en uovervindelig magt, begyndte nu at lide nederlag på næsten enhver slagmark.
4. Muhammed IV’s afsættelse
Muhammed IV var kalif i otteogtredive år. På grund af hans inkompetence nærmede kalifatets vanskelige tider sig. Der opstod stor utilfredshed i landet. Et oprør brød ud. I 1687 blev Muhammed IV afsat.
20. Suleiman II
1. Suleiman II som sultan og kalif
I 1687 besteg Suleiman II tronen i Konstantinopel.
2. Hvordan Suleiman II var
Suleiman II sad fængslet i lang tid, før han blev sultan. Derfor havde han ingen mulighed for at få politisk, administrativ eller militær træning. Der herskede anarki i staten. Udefra var fjendens pres stærkt. Janitsjarsoldaterne begik massakrer, massakrer i hovedstaden. De dræbte også storvesiren. Suleiman II håndterede situationen med tålmodighed og kløgt.
3. Suleiman II på slagmarken
I 1688 erobrede Østrig Beograd fra de osmanniske soldater. De østrigske styrker opnåede også store sejre i Bosnien-Hercegovina og Transsylvanien. I 1689 drog Suleiman II i krig mod Østrig med sine tropper, men blev besejret.
I denne vanskelige tid for kalifatet udnævnte Suleiman II Mustafa Köprülü, Muhammad Köprülüs anden søn, til storvesir. Han var en dygtig og erfaren politiker. Han afskedigede de uduelige embedsmænd. Han reorganiserede hæren.
Mustafa Köprülü var en from muslim. Han var særdeles retfærdig. Han besad også store militære evner.
I 1690 førte Mustafa Köprülü krig mod Østrig og generobrede flere områder, som var blevet taget fra dem. Det lykkedes ham også at generobre Beograd. Transsylvanien kom igen under muslimsk kontrol. På denne måde lykkedes det til en vis grad at udviske skammen over nederlagene på slagmarken.
4. Suleiman II’s død
I 1691 døde Suleiman II.
21. Ahmed II
1. Ahmed II som sultan og kalif
Ahmed II var en uduelig hersker. Han var meget svag i sindet og mistænksom. Han viste sig at være særdeles uduelig i varetagelsen af regeringsanliggender.
2. Hvordan Ahmed II var
Ahmed II var en uduelig hersker. Han var meget svag i sindet og mistænksom. Han viste sig at være særdeles uduelig i varetagelsen af regeringsanliggender.
3. Ahmed II på slagmarken
Ahmed II var ikke noget militært geni. Han havde ikke evner til at spille nogen rolle på slagmarken.
Da Østrig i 1691 e.Kr. tvang den osmanniske kalifatstat ind i en krig, blev storvesiren Mustafa Köprülü dræbt af fjendens kugler. Dette fik soldaterne til at miste moralen. De osmanniske tropper led store tab.
4. Ahmed II’s bortgang
Hungersnød og epidemier brød ud i landet. I 1695 e.Kr. døde Ahmed II med knust hjerte, tynget af nederlagets og fiaskoens skam.
22. Mustafa II
1. Mustafa II som sultan og kalif
I 1695 e.Kr. besteg Mustafa II, søn af Muhammed IV, tronen i Konstantinopel.
2. Hvordan Mustafa II var
Mustafa II var dygtigere og modigere end sin forgænger som sultan
3. Mustafa II på slagmarken
I 1695 gennemførte Mustafa II en militær ekspedition mod Østrig og lykkedes med at generobre flere fæstninger.
I 1697 drog han igen ud på et militært felttog mod Østrig. Men han blev på skammelig vis besejret af den østrigske hær på Zentasletten.
Efter nederlaget i slaget ved Zenta intensiverede Østrig, Ungarn, Venedig og Rusland med fordoblet iver deres bestræbelser på at etablere deres overherredømme og myndighed over det Osmanniske Kalifats europæiske provinser. I denne vanskelige tid for kalifatet udnævnte Mustafa II Hüseyin Köprülü til storvesir. Hüseyin Köprülü var en begavet person. Som følge af hans utrættelige arbejde blev landets administration, økonomi og militære styrke konsolideret på kort tid. Hüseyin Köprülü fulgte en politik, der i videst muligt omfang søgte at undgå konflikter med de europæiske magter.
I 1699 underskrev det Osmanniske Kalifat en fredstraktat med Østrig, Rusland, Polen og Venedig i byen Karlowitz.
I henhold til denne traktat afstod det Osmanniske Kalifat hele Ungarn til Østrig med undtagelse af Transsylvanien og Banat. Polen fik også flere områder. Rusland fik Azovområdet. Venedig opgav Athen og overtog Dalmatien og Morea. Som følge af denne traktat blev der for en tid etableret fred i Østeuropa. Men efter at have erfaret det Osmanniske Kalifats svaghed blev de europæiske magter ivrige efter at træde i den svækkede muslimske magts sted.
Som følge af paladsintriger blev Hüseyin Köprülü afsat. Nogen tid senere døde han.
4. Mustafa II’s abdikation
I mangel på en kompetent administrator som Hüseyin Köprülü blev landet igen drevet mod kaos. Utilfredsheden bredte sig overalt. Der udbrød oprør. Da Mustafa II ikke formåede at forbedre situationen, abdicerede han i 1703.
23. Ahmed III
1. Ahmed III som sultan og kalif
I 1703 besteg Ahmed III, Mustafa II’s bror, tronen i Konstantinopel.
2. Hvordan Ahmed III var
Ahmed III var en fredselskende sultan. Når det gjaldt at undertrykke interne oprør, traf han dog hårdhændede foranstaltninger. I de første seks år af hans regeringstid herskede der fred i staten.
3. Ahmed III på slagmarken
Efter at have indgået Karlowitztraktaten begyndte Rusland forskellige militære aktiviteter. I mellemtiden søgte Sveriges kong Karl XII tilflugt i det osmanniske kalifat, efter at han var blevet besejret i krigen mod Ruslands zar Peter. Rusland lagde fortsat pres på Ahmed III for at få ham til at udvise Sveriges konge. Ahmed III ville ikke udvise den landflygtige svenske konge, som havde fået tilflugt. Det gjorde Rusland aggressivt.
I 1710 omringede den muslimske hær under storvesir Muhammad Pashas ledelse på sultanens ordre den russiske hær. I denne situation underkuede dronning Katarina Muhammad Pasha ved at give ham værdifulde smykker. Derfor vendte Muhammad Pasha tilbage i 1711 efter at have underskrevet Pruth-fredstraktaten uden at besejre fjenden, selv om han havde den i sin magt.
Denne begivenhed skabte stor utilfredshed blandt folket. Ahmed III afskedigede Muhammad Pasha fra posten som storvesir.
I 1717 indledte den nye storvesir Damat Ali et slag mod den østrigske hær på Peterwardein-sletten. Damat Ali blev dræbt af fjendens kugler. Den osmanniske hær led nederlag.
I 1718 erobrede den østrigske hær Beograd. I dette slag blev de osmanniske soldater under ledelse af den nyudnævnte storvesir Ibrahim Pasha besejret.
I 1724 besejrede Rusland på den ene side og de osmanniske soldater på den anden side Irans safavidiske hersker Shah Tahmasp og fortsatte deres fremrykning.
Senere blev der underskrevet en traktat mellem Rusland og Det Osmanniske Kalifat. I henhold til traktatens betingelser fik Det Osmanniske Kalifat Georgien, Jerevan, Shirvan og Aserbajdsjan. Rusland fik Derbent, Baku og Gilan.
I 1725 erobrede de osmanniske soldater Tabriz i Iran.
I 1729 kom Nadir Shah til magten i Iran.
I 1730 fordrev Nadir Shah de osmanniske tropper og generobrede de tabte områder. Efter kalifatets nederlag til Iran opstod der overalt utilfredshed med administrationen. Patrona Halil, janitsharernes anfører, udnyttede denne utilfredshed til at belejre sultanens palads og dræbe mange personer, heriblandt storvesiren Ibrahim Pasha.
4. Ahmed III’s abdikation
Da Ahmed III i 1730 ikke formåede at bringe situationen under kontrol, abdicerede han til fordel for sin nevø Mahmud I.
24. Mahmud I
1. Mahmud I som sultan og kalif
I 1730 besteg Mahmud I tronen i Konstantinopel
2. Hvordan Mahmud I var
Mahmud I traf hårde foranstaltninger mod janitsharernes anfører Patrona Halil og genoprettede freden i landet.
Sultan Mahmud I var en fredselskende sultan. Han var ikke interesseret i krig. Heldigvis fik han hjælp og støtte fra en trofast og dygtig person ved navn Aga Bashir.
3. Mahmud I på slagmarken
I 1721 e.Kr. invaderede den osmanniske hær Iran og erobrede Hamadan, Kermanshah og Tabriz. Men på grund af Nadir Shahs modoffensiv var det ikke muligt at beholde disse områder ret længe.
Efter den russiske zar Peters død besteg zarina Anna Ruslands trone. Hun underskrev en alliancetraktat med Østrig for at fravriste Det Osmanniske Kalifat Østeuropa og dele det mellem sig.
England og Frankrig frygtede, at deres handel i regionen ville blive ødelagt af Ruslands voksende dominans. Derfor tog de to lande Det Osmanniske Kalifats parti for at standse Ruslands fremrykning.
I denne situation fratog Rusland i 1736 e.Kr. gennem en uerklæret krig Det Osmanniske Kalifat Azov og Krim. I 1737 e.Kr. erobrede Ruslands allierede Østrig Niš fra de osmanniske styrker og angreb Bosnien-Hercegovina. De osmanniske styrker var i stand til at afværge angrebet.
I 1738 e.Kr. angreb Østrig igen. Under de osmanniske styrkers modoffensiv trak den østrigske hær sig tilbage og søgte tilflugt i Beograd.
I 1739 e.Kr. underskrev Rusland og Østrig en fredsaftale med Det Osmanniske Kalifat gennem fransk mægling. Den kaldes Beograd-traktaten. Og det var den sidste hæderfulde traktat for Det Osmanniske Kalifat
4. Første Mahmuds død
I 1754 døde Første Mahmud.
25. Tredje Osman
1. Tredje Osman som sultan og kalif
I 1754 besteg Tredje Osman tronen i Konstantinopel.
Han var kun kalif i tre år. Der fandt ingen vigtig begivenhed sted i denne periode. Under hans regeringstid herskede der fred og orden i staten.
2. Tredje Osmans død
I 1757 døde Tredje Osman.
26. Mustafa III
1. Mustafa III som sultan og kalif
I 1757 besteg Mustafa III, Osman III’s bror, tronen i Konstantinopel.
2. Hvem Mustafa III var
Mustafa III viste betydelig dygtighed i begyndelsen af sin regeringstid. Hans storvesir Raghib Pasha var en meget dygtig og fremsynet person. Gennem hans indsats blev fred og orden etableret i staten.
3. Mustafa III på slagmarken
I 1763 døde storvesiren Raghib Pasha. Dette svækkede sultanen betydeligt.
Ruslands zarina Katarina II besluttede at erobre de østeuropæiske områder under Det Osmanniske Kalifat. Med dette mål for øje indgik hun en alliance med kongen af Preussen. Østrigs dronning Maria Theresia sluttede sig også til dem.
I 1768 brød der krig ud mellem Det Osmanniske Kalifat og Rusland. I denne krig støttede Frankrig Det Osmanniske Kalifat, mens England støttede Rusland.
Kampene fortsatte på forskellige slagmarker. Begge parter oplevede skiftevis sejr og nederlag.
4. Mustafa III’s død
Mustafa III døde i 1773.
27. Abdul Hamid I
1. Abdul Hamid I som sultan og kalif
I 1773 besteg Abdul Hamid I, søn af Mustafa III, tronen i Konstantinopel.
2. Sådan var Abdul Hamid I
Abdülhamid I var et fredeligt menneske. Han brød sig ikke om krig og konflikter. Men Rusland lod ham ikke leve i fred.
3. Abdülhamid I på slagmarken
Der havde allerede i nogen tid været krig mellem Det Osmanniske Kalifat og Rusland. I 1774 indgik Abdülhamid I Küçük Kaynarca-traktaten med Rusland. Rusland opnåede ret til fri handel i Sortehavet og Middelhavet. I henhold til traktatens bestemmelser fik Rusland ret til at føre protektion over de kristne inden for Det Osmanniske Kalifat. Derved fik Rusland mulighed for at blande sig i Det Osmanniske Kalifats indre anliggender. Küçük Kaynarca-traktaten blev det første skridt mod Det Osmanniske Kalifats fald.
I 1788 brød der krig ud mellem Det Osmanniske Kalifat og Østrig. De osmanniske tropper sejrede i denne krig.
4. Abdülhamid I’s død
Abdülhamid I døde i 1789.
28. Selim III
1. Selim III som sultan og kalif
I 1789 besteg den første Abdul Hamids nevø, den tredje Selim, tronen i Konstantinopel.
2. Hvordan den tredje Selim var
Den tredje Selim var en talentfuld person. Han var imidlertid inspireret af europæiske idéer. Han tog initiativ til reformer på mange områder. Han reducerede storvesirens magt og øgede vizirrådets magt.
Den tredje Selim forsøgte at omorganisere de osmanniske soldater efter forbillede af den franske hær. Til dette formål ansatte han mange franske militærofficerer. Han anskaffede moderne våben fra Frankrig. Han gjorde det obligatorisk for soldaterne at bære militæruniform og deltage i regelmæssige parader. Han gjorde også brug af Umar Pasha, som var blevet uddannet i Rusland, i forbindelse med reformen af hæren. Han afskaffede feudalismen. Han indførte undervisning i forskellige fag efter europæisk forbillede. For at give mange unge viden om europæisk politik, diplomati, militærstrategi og lignende sendte han dem til London, Paris, Wien og Berlin. Men i forsøget på at gennemføre reformer efter europæisk forbillede blev han adskilt fra de islamiske kræfter.
3. Den tredje Selim på slagmarken
I 1789 angreb Østrig det Osmanniske Kalifats østeuropæiske provinser. De osmanniske soldater gik i krig.
I 1791 blev Sistova-traktaten underskrevet. I henhold til denne aftale afstod Kalifatet nogle områder, herunder Kroatien, til Østrig, men var i stand til at bevare kontrollen over de resterende områder.
Ruslands zarina Katarina den Anden drømte om at erobre det Osmanniske Kalifats hovedstad, Konstantinopel. Hun fortsatte med at tilskynde de græske undersåtter i Kalifatet til oprør.
Den russiske hær indledte en militær offensiv mod Bulgarien og Bessarabien, som hørte under Det Osmanniske Kalifat. De osmanniske soldater rykkede også frem. Kampene fortsatte på forskellige slagmarker. Men de osmanniske soldater blev ved med at lide nederlag.
På dette tidspunkt fandt revolutionen sted i Frankrig. Og gennem Englands mægling blev Jassy-fredstraktaten underskrevet mellem Det Osmanniske Kalifat og Rusland.
I mellemtiden blev Napoleon Bonaparte hersker over Frankrig. Han gjorde en ihærdig indsats for at erobre provinserne Egypten, Palæstina og Syrien, som hørte under Det Osmanniske Kalifat. Der udbrød krig.
Da England så Frankrigs indflydelse vokse, trådte England denne gang frem til støtte for Det Osmanniske Kalifat. Frankrig blev tvunget til at trække sig tilbage.
I 1802 underskrev Frankrig Amiens-traktaten med Det Osmanniske Kalifat. Derefter blev forholdet mellem Frankrig og Det Osmanniske Kalifat forbedret. Men forholdet til England blev bittert.
I 1804 begyndte de kristne i Serbien på Ruslands tilskyndelse et oprør mod Det Osmanniske Kalifat under ledelse af en mand ved navn Kara George.
I 1806, mens de osmanniske soldater var i krig med de russiske soldater, erklærede Serbien sin uafhængighed.
3. Mordet på Selim III
Under Selim III’s regering opstod der indre uro. Oprør brød ud overalt. Da situationen blev kritisk, abdicerede han i 1807 og gik under jorden. I 1808 blev han dræbt af en attentatmand.
29. Mustafa IV
1. Mustafa IV som sultan og kalif
I 1807 besteg Selim III’s nevø Mustafa IV tronen i Konstantinopel. Men allerede et år senere måtte han frasige sig magten.
30. Mahmud II
1. Mahmud II som sultan og kalif
I 1808 besteg Mahmud II tronen i Konstantinopel.
2. Hvem Mahmud II var
Mahmud II formåede ikke at sætte sit præg på regeringsførelsen gennem sin dygtighed. Han gik dog videre med Selim III’s reformlinje.
På denne tid begyndte personer som Mustafa Sami og Sadık Rıfat, der var inspireret af den europæiske livsanskuelse, gennem deres skrifter at sprede frøene til nye tanker.
Tidligere havde storvesiren og sheikh al-Islam haft omfattende beføjelser.
Mahmud II begrænsede storvesirens magt og udnævnte ansvarlige vesirer i de forskellige departementer. Der blev oprettet et rådgivende råd for hvert ministerium. Tidligere havde sheikh al-Islam været en højtstående skikkelse inden for religiøse anliggender og den civile administration. Mahmud II begrænsede hans beføjelser udelukkende til religiøse anliggender.
Han oprettede et råd til udarbejdelse af lovudkast. Senere fik det i nogen grad en repræsentativ form og fik navnet Şûrâ-yı Devlet.
Under Mahmud II’s protektion udkom den første avis på tyrkisk, med navnet Takvim-i Vekayi.
Mahmud II indførte fez-huen i stedet for turbanen. For soldaterne gjorde han det obligatorisk at bruge pantaloner i stedet for pyjamas og støvler i stedet for de tunge, klodsede sko.
3. Mahmud II på slagmarken
Støttet af Rusland fortsatte Serbien krigen mod Det Osmanniske Kalifat. I 1817 blev Mahmud II tvunget til at anerkende Serbiens uafhængighed. Milos Obrenović blev den første konge i det uafhængige Serbien.
I 1814 dannede fire græske købmænd i Odessa en hemmelig sammenslutning ved navn »Heteria Filiki«. I 1820 var medlemstallet nået op på to hundrede tusinde. Sammenslutningens mål var at bringe Det Osmanniske Kalifat til ophør i Europa og oprette et nyt græsk imperium som det antikke græske imperium. Historikeren Lenpul siger: »Det var i højere grad Ruslands tilskyndelse end frihedens høje ideal, der ansporede disse oprør.«
Med hjælp fra den egyptiske Muhammed Alis soldater havde Mahmud II næsten trængt de græske oprørere op i en krog. På dette tidspunkt vågnede europæernes sympati for Grækenland, den antikke civilisations vugge.
I 1827 besejrede en samlet styrke fra Rusland, Frankrig og England den osmanniske flåde i søslaget ved Navarino.
I 1828 blev den osmanniske hær igen besejret efter at have gennemført en ny militær kampagne mod Grækenland.
Adrianopeltraktaten blev påtvunget Det Osmanniske Kalifat. Ifølge denne traktat kom Moldavien og Valakiet under russisk herredømme. Også dele af Asien kom på russiske hænder. Rusland sikrede sig retten til fri handel overalt i kalifatet.
I 1829 blev Det Osmanniske Kalifat tvunget til at anerkende uafhængighed.
I mellemtiden blev forholdet mellem Mahmud II og Egyptens hersker Muhammed Ali dårligere.
I 1831 rykkede Ibrahim, søn af Muhammad Ali, frem med sine tropper for at erobre Syrien. I denne kritiske situation bad Mahmud II England og Rusland om hjælp. Rusland lod ikke denne mulighed gå til spilde. Som oversvømmelsesvand trængte russiske tropper ind i det osmanniske kalifat.
Da Ruslands indflydelse over det osmanniske kalifat voksede, blev England og Frankrig bekymrede. England og Frankrig lagde pres på Muhammad Ali, Egyptens hersker, og tvang ham til at underskrive Kütahya-traktaten. Ifølge denne traktat overlod Mahmud II Syrien, Tripoli (Libyen) og Adana til Muhammad Ali. På det tidspunkt var russiske tropper udstationeret overalt i kalifatet.
I 1833 påtvang Rusland det osmanniske kalifat Hünkâr İskelesi-traktaten. Ifølge denne traktat fik Rusland ret til frit at føre krigsskibe gennem Dardanellerne. Vejen blev lukket for andre landes krigsskibe. Selv om de europæiske købmænd nød kapitulationerne eller særlige økonomiske privilegier, var de ikke tilfredse.
I 1838 underskrev Mahmud II en traktat med England, kaldet Balta-Liman-konventionen. Som følge af denne traktat blev en politik med fri handel indført i kalifatet.
4. Mahmud II’s død
I 1839 døde Mahmud II.
Det orientalske spørgsmål
I det 16. og 17. århundrede var det osmanniske kalifat en stor og mægtig stat, der strakte sig langt ind i Europa, Asien og Afrika. Balkanområdet, der var beboet af blandt andre grækere, serbere, bulgarere og albanere, og som strakte sig fra Donau i Østeuropa til Det Ægæiske Hav, var også en del af det osmanniske kalifat.
I løbet af det 18. århundrede blev Det Osmanniske Kalifat svækket. På dette tidspunkt begyndte forskellige nationer under Det Osmanniske Kalifats styre at kæmpe for deres uafhængighed. Rusland udnyttede Det Osmanniske Kalifats svaghed og forsøgte at udvide sin dominans over Sortehavet, Bosporusstrædet og Dardanellerne. England og Frankrig blev bekymrede over Ruslands voksende indflydelse og forsøgte at standse Rusland.
Dette mangefacetterede problem blev i international politik kaldt »det østlige spørgsmål«. I det 19. århundrede antog »det østlige spørgsmål« en særlig alvorlig form.
31. Abdülmecid I
1. Abdülmecid I som sultan og kalif
I 1839 besteg Abdülmecid I, søn af Mahmud II, tronen i Konstantinopel.
2. Hvordan Abdülmecid I var
Abdülmecid I var inspireret af europæiske tanker. Politikere som Rashid Pasha og Ali Fuad Pasha havde studeret i forskellige europæiske lande.
De var inspireret af europæiske idéer. De indførte kaliffen Abdülmecid I i deres tankegang. Han udstedte kongelige dekreter under navnene »Khatt-i Sharif« og »Khatt-i Humayun« og iværksatte Tanzimat, det vil sige et reformforsøg. Hans mål var at forme Det Osmanniske Kalifat efter europæisk forbillede.
Nogle af Tanzimat-bestemmelserne var prisværdige. Andre var derimod i konflikt med islam. Derfor opnåede de ikke almindelig anerkendelse. De lærde gjorde kraftig modstand mod dem.
3. Første Abdülmecid på slagmarken
I 1854 udbrød Krimkrigen. Englands dronning Victoria sagde engang: »Denne krig blev udkæmpet på grund af zar Nikolajs og hans følgesvendes ambitioner.«
I det nittende århundrede blev Ruslands zar Nikolaj aktiv i forsøget på at opsluge det Osmanniske Kalifat, som han anså for Europas syge mand. Da han mente, at det ikke kunne gøres uden Englands samtykke, sendte han i hemmelighed England et forslag om at dele det Osmanniske Kalifat mellem sig. England indså, at dets interesser ville lide skade, hvis Rusland etablerede herredømme over Sortehavet, Bosporus og Dardanellerne. Derfor antog England, af hensyn til sine egne interesser, en politik, der skulle sikre det Osmanniske Kalifats sikkerhed.
I 1848 rev Rusland Moldavien og Valakiet løs fra det Osmanniske Kalifat. Kalifatet forsøgte gennem diplomatiske bestræbelser at få dem tilbage. Det bar ingen frugt.
Derfor erklærede Første Abdülmecid krig mod Rusland i 1854. Således begyndte Krimkrigen. I denne krig støttede England og Frankrig det Osmanniske Kalifat. Krimkrigen sluttede i 1856 med Paristraktaten.
Ifølge Paristraktaten blev det fastslået, at Sortehavet skulle være åbent for alle nationers handelsskibe, og at ingen nationers krigsskibe måtte sejle på dette hav. Rusland og det Osmanniske Kalifat måtte ikke have militærbaser ved Sortehavet eller langs Dardanellerne. Rusland skulle give afkald på herredømmet over Moldavien og Valakiet. Disse to områder skulle opnå selvstyre under det Osmanniske Kalifat. Donau skulle have status som international flod. Alle landes skibe skulle kunne sejle på den. Rusland skulle tilbagegive Bessarabien til det Osmanniske Kalifat. Rusland skulle ikke længere have protektorat over de kristne borgere under det Osmanniske Kalifat. Serbien skulle opnå selvstyre.
Gennem Paristraktaten blev Ruslands overherredømme modarbejdet. Men Englands og Frankrigs indflydelse over det Osmanniske Kalifat voksede.
4. Abdülmecids død
I 1861 døde Abdülmecid.
32. Abdülaziz
1. Abdülaziz som sultan og kalif
I 1861 besteg Abdülaziz tronen i Konstantinopel.
2. Hvordan Abdülaziz var
Kalif Abdülaziz brød sig ikke om folkene i bevægelsen “De Unge Tyrkere”.
Over for dem førte han en undertrykkelsespolitik.
3. Abdul Aziz’ død
Abdul Aziz døde i 1871.
33. Murad V
1. Murad V som sultan og kalif
Murad V besteg Konstantinopels trone i 1871.
2. Sådan var Murad V
Sultan Murad V brød sig ikke om bevægelsen “De Unge Tyrkere”. Han førte også en undertrykkelsespolitik mod dem.
3. Murad V’s død
I 1876 døde Murad V.
34. Abdulhamid II
1. Abdulhamid II som sultan og kalif
I 1876 besteg Abdulhamid II tronen i Konstantinopel.
De Unge Tyrkere
I slutningen af det nittende århundrede blev der under ledelse af Muhammad Bey og Namık Kemal dannet en organisation ved navn De Unge Tyrkere med krav om forfatningsmæssige reformer. Disse unge mennesker, som havde fået deres uddannelse i forskellige europæiske lande og var inspireret af europæiske idéer, begyndte at forsøge at omdanne det osmanniske kalifats egentlige kerneområde, Tyrkiet, til et land efter europæisk forbillede. Kalif Abdulaziz tolererede ikke deres indblanding i regeringsførelsen. Han førte en undertrykkende politik over for dem. Som følge af hans hårde politik blev De Unge Tyrkere tvunget til at søge tilflugt i udlandet. Efter Abdulaziz blev Murad V kalif. Han så heller ikke med blide øjne på De Unge Tyrkere. Også under hans regeringstid fortsatte de med at opholde sig i udlandet. Under kalif Abdulhamid II vendte de tilbage til Konstantinopel. Det lykkedes dem at vinde støtte fra et betydeligt antal indflydelsesrige personer i hovedstaden.
På dette tidspunkt blev De Unge Tyrkere stærkere under ledelse af Midhat Pasha. Midhat Pasha var en dygtig organisator. Han regnes som De Unge Tyrkeres egentlige grundlægger. Der blev etableret et godt forhold mellem Abdulhamid II og De Unge Tyrkere. Han udnævnte Midhat Pasha til storvesir. Efter nogen tid blev forholdet mellem Midhat Pasha og kaliffen dårligt. Kaliffen afskedigede Midhat Pasha fra posten som storvesir. Forfatningen blev suspenderet. De Unge Tyrkere gik under jorden. De tog til forskellige europæiske lande og forsøgte at skabe en offentlig opinion til deres fordel.
2. Abdulhamid II på slagmarken
I 1876 erklærede Bulgarien, en af regionerne i Det Osmanniske Kalifat, oprør. Sultan Abdul Hamid II slog oprøret hårdt ned. Mange bulgarere mistede livet som følge heraf. I 1877 brugte Rusland begivenhederne i Bulgarien som påskud til at erklære krig mod Det Osmanniske Kalifat. Stillet over for Ruslands omfattende angreb kunne de osmanniske soldater ikke holde stand på slagmarken. I 1878 blev Det Osmanniske Kalifat tvunget til at underskrive San Stefano-traktaten med Rusland. I henhold til denne traktat opkrævede Rusland en stor krigsskadeserstatning, herunder regionen Dobruja. De osmanniske fæstninger i Donauområdet måtte rives ned. Rusland erhvervede de asiatiske områder Batum, Kars, Ardahan, Bayezid og flere andre. Bulgarien fik status som et autonomt tributpligtigt rige. Bulgariens grænser blev udvidet helt til Albanien. Serbiens uafhængighed blev endnu en gang anerkendt. Serbiens grænser blev udvidet til Montenegros grænse. Rumæniens uafhængighed blev anerkendt. Bosnien-Hercegovina fik autonomi under en kristen generalguvernør. San Stefano-traktaten øgede Ruslands indflydelse i Østeuropa. Det eneste, der forblev under Det Osmanniske Kalifats kontrol, var Saloniki, Thessalien, Epirus, Albanien og Bosnien-Hercegovina. Da Rusland havde etableret sin indflydelse og myndighed i Østeuropa, blev de øvrige europæiske magter bekymrede. England blev mest bekymret af alle. Østrig blev også utilfreds, fordi vejen til ekspansion i regionen blev lukket. England og Østrig krævede, at eftersom det orientalske spørgsmål var et mellemstatsligt europæisk spørgsmål, kunne Rusland ikke træffe foranstaltninger i regionen på egen hånd. Derfor måtte San Stefano-traktaten forelægges for en konference mellem de europæiske magter med henblik på en ny vurdering. England og Østrig truede også med krig. Rusland indvilligede derfor i at genforhandle San Stefano-traktaten. Den 16. juni 1878 begyndte konferencen mellem de europæiske magter i Berlin, Tysklands hovedstad, under Bismarcks formandskab. Efter mange drøftelser blev San Stefano-traktaten ændret og underskrevet som Berlin-traktaten. I henhold til denne traktat opnåede Rumænien, Serbien og Montenegro uafhængighed. Det større Bulgarien blev delt i tre dele: Makedonien blev lagt under Det Osmanniske Kalifats direkte styre. Den sydlige del fik status som en selvstyrende stat under navnet Østrumelien. Den resterende del blev kendt som Bulgarien.
Gennem Paris-traktaten havde de europæiske magter lovet at bevare Det Osmanniske Kalifats integritet, men de samme magter opsplittede Det Osmanniske Kalifat gennem Berlin-traktaten. Berlin-traktaten er et tydeligt bevis på de europæiske magters selviskhed.
3. Komitéen for Enhed og Fremskridt
I 1906 blev Komitéen for Enhed og Fremskridt dannet i Saloniki under Enver Pashas ledelse. Hans vigtigste medarbejdere var Talaat Pasha og Cemal Pasha. Denne komité begyndte at arbejde sammen med Ungtyrkerne. Komitéens program omfattede at forme Tyrkiet efter europæisk forbillede, forfatningsmæssige reformer, pressefrihed, en erklæring om menneskerettigheder og samarbejde med progressive stater.
I 1908 bekendtgjorde Enver Pasha en forfatning i Makedonien på vegne af Komitéen for Enhed og Fremskridt. En stor del af hæren sluttede sig til Enver Pasha. Kaliffen Abdul Hamid II nåede til en overenskomst med Komitéen for Enhed og Fremskridt. Han godkendte forfatningen. Han blev statens forfatningsmæssige overhoved. Et ministerråd blev dannet af personer udpeget af Komitéen for Enhed og Fremskridt.
Islamiske personligheder kunne ikke acceptere Komitéen for Enhed og Fremskridts regering. I regeringens handlinger så de islams undergang. De begyndte aktiviteter mod regeringen. Selv efter at Komitéen for Enhed og Fremskridt kom til magten, fortsatte Det Osmanniske Kalifats elendighed. Hæren blev ved med at lide nederlag på slagmarken. Område efter område gik tabt for kalifatet. Aviser, der støttede Komitéen for Enhed og Fremskridt, begyndte at trykke forskellige artikler, som angreb kaliffen. Denne form for skriverier mod kaliffen sårede mange mennesker psykisk. Flere af kaliffens trofaste mænd mistede på dette tidspunkt livet for attentatmænds hånd.
Komitéregeringen begyndte at afskedige de gamle embedsmænd i administrationen og indsætte sine egne folk i de ledige stillinger. Den samme politik blev fulgt i hæren. De mange afskedigede officerer blev oprørske. Mange af de nyudnævnte officerer kom med hånlige bemærkninger om islam og forsøgte at holde de almindelige soldater fra religiøse handlinger. Lederne af Komitéen for Enhed og Fremskridt var ligeglade med at følge islamiske forskrifter. Dette skabte også utilfredshed hos almindelige mennesker.
Omkring midten af april 1909 låste soldaterne i Konstantinopel officererne inde i deres værelser og overtog kontrollen med kasernen. De overtog kontrollen med Hagia Sophia-moskéen og parlamentet. De rykkede frem mod Hagia Sophia-moskéen og parlamentsbygningen. Undervejs sluttede utallige mennesker sig til dem. De begyndte at råbe slagord til fordel for shariaen. Komitéen for Enhed og Fremskridts regering blev tvunget til at træde tilbage. Mange af dens medlemmer mistede livet for almindelige soldaters hånd. Komitéens ledere flygtede og reddede sig selv.
Komitéen for Enhed og Fremskridt havde en stærk base i Salonika. Hæren dér var loyal over for komitéen. Da komitéregeringen i Konstantinopel hørte om nederlaget, drog en gruppe soldater under Mahmud Şevket Pashas ledelse mod hovedstaden. Den 24. april 1909 nåede de Konstantinopel og overtog byen. Komitéen for Enhed og Fremskridt kom igen til magten. Krigsretstilstand blev indført. Komitéen for Enhed og Fremskridt kom igen til magten. Krigsretstilstand blev indført. Alle andre politiske partier end komitéen blev forbudt. Organisationen İttihad-i Muhammedi Cemiyeti blev også erklæret ulovlig. Mange lærde mænd blev stillet for en militærdomstol. En af det Osmanniske Kalifats fremtrædende islamiske skikkelser, Bediüzzaman Said Nursî, blev også fængslet og stillet for en militærdomstol. Ved på denne måde at udøve tortur og undertrykkelse skabte Komitéen for Enhed og Fremskridt en uudholdelig situation i landet.
3. Abdulhamid II’s afsættelse
Den 27. april 1909 afsatte Komitéen for Enhed og Fremskridt sultanen og kaliffen Abdulhamid II.
35. Muhammed V
1. Muhammed V som sultan og kalif
I 1909 satte Komitéen for Enhed og Fremskridt Abdulhamid II’s bror, Muhammed V, på tronen i Konstantinopel.
2. Komitéen for Enhed og Fremskridts regeringsperiode
Komitéen for Enhed og Fremskridt var sammensat af forskellige slags personer. Blandt dem var også islamiske personligheder som Bediüzzaman Said Nursî. Flertallet af medlemmerne troede dog på nationalisme og sekularisme. Også nogle ateister var medlemmer. Desuden var et betydeligt antal af dens medlemmer kristne og jøder. Denne komité kom til magten og dannede en konstitutionel regering. Sultanen og kaliffen blev det konstitutionelle overhoved. Al statsmagt lå i ministerrådets hænder.
Der blev oprettet en tokamret lovgivende forsamling i landet. Kapitulationssystemet blev afskaffet. Det blev gjort obligatorisk at anvende det tyrkiske sprog på alle områder. Der blev oprettet talrige skoler og colleges til handelsmæssig og teknisk uddannelse. Mange unge blev sendt til forskellige europæiske lande for at modtage teknisk træning. En berømt forretningsmand ved navn David Bey reorganiserede med Charles Laurents hjælp det økonomiske system.
Anwar Pasha rettede sin opmærksomhed mod at reformere hæren. Han hentede en gruppe tyske militære eksperter og reorganiserede hæren. Anwar Pasha var chef for en flåde organiseret efter tysk model. Han havde selv studeret i Berlin. For at reorganisere den osmanniske flåde blev der søgt hjælp hos grev Rubilant, admiral Gamble og senere admiral Limps.
Mange unge blev sendt til forskellige europæiske lande for at få en videregående uddannelse. Der blev oprettet talrige sekulære skoler og colleges i landet. Mange værker om videnskab, litteratur og historie blev oversat til tyrkisk. Fællesundervisning blev indført. Sharia-domstolenes selvstændighed blev afskaffet.
3. Komitéen for Union og Fremskridt-regeringen på slagmarken
(a) Balkankrigen
På tilskyndelse fra Rusland dannede Serbien, Bulgarien, Grækenland og Montenegro en militæralliance kaldet »Balkanforbundet« og fortsatte med at lægge pres på Det Osmanniske Kalifat. I 1912 fremtvang »Balkanforbundet« en krig mod kalifatet. Denne krig kaldes Den Første Balkankrig. Krigen blev midlertidigt standset gennem Londontraktaten. I henhold til denne traktat måtte kalifatet afstå øen Kreta til Grækenland. Bortset fra hovedstaden Konstantinopel var der ikke længere nogen del af Europa tilbage på osmanniske hænder.
I 1913 brød der krig ud mellem landene i »Balkanforbundet« på grund af fordelingen af de områder, der var blevet revet fra Det Osmanniske Kalifat. Denne krig kaldes Den Anden Balkankrig. Komitéen for Union og Fremskridt-regeringen blandede sig i krigen i håb om at opnå noget. Den Anden Balkankrig sluttede med Bukaresttraktaten. Bulgarien led de største tab i denne krig. Adrianopel og dele af Thrakien kom under Det Osmanniske Kalifats herredømme.
Som følge af Balkankrigen bredte de kristne magter sig på Balkanhalvøen. Det Osmanniske Kalifats overhøjhed og myndighed blev yderligere indskrænket.
(b) Første Verdenskrig
Den 28. juni 1914 blev den østrigske tronfølger Franz Ferdinand og hans hustru dræbt af attentatmænd udsendt af Serbien, da han besøgte Sarajevo, hovedstaden i Bosnien-Hercegovina. Som følge heraf erklærede Østrig krig mod Serbien. Rusland gik ind i krigen på Serbiens side. Senere gjorde Frankrig det samme. Endnu senere England. Til sidst sluttede Japan, Italien, Kina og USA sig til Serbien og gik ind i krigen. Tyskland gik ind i krigen på Østrigs side. I begyndelsen forblev Det Osmanniske Kalifat neutralt i denne verdenskrig. Men under pres fra Enver Pasha, lederen af den yderliggående gruppe i Komitéen for Union og Fremskridt, gik komitéregeringen ind i krigen på Tysklands side.
I denne verdenskrig blev Østrig, Tyskland og Det Osmanniske Kalifat besejret.
Den 11. november 1918 underskrev Tyskland en våbenstilstandsaftale.
Den 28. juni 1919 blev en ydmygende traktat påtvunget Tyskland i Versailles-paladset i Paris. Den blev kaldt Versaillestraktaten.
Det Osmanniske Kalifat blev hårdt ramt under Første Verdenskrig. Tropper fra de allierede magter stationerede sig overalt i kalifatet, selv i hovedstaden Konstantinopel. Kalif Mehmed V blev en marionet i de besættende magters hænder. Han opløste derefter nationalforsamlingen. Regeringen under Komitéen for Union og Fremskridt faldt. Kaliffen forsøgte at tage magten i egne hænder og etablere sin egen autoritet. Mange medlemmer af den afsatte regering blev fængslet og sendt i eksil.
4. Mehmed V’s død
I 1918 døde Mehmed V.
36. Mehmed VI
1. Mehmed VI som sultan og kalif
I 1918 besteg Mehmed VI tronen i Konstantinopel.
2. Mehmed VI på slagmarken
I maj 1919 indtog Grækenland Smyrna, som hørte under Det Osmanniske Kalifat, og gennemførte omfattende massakrer og plyndringer.
Den 10. august 1920 rettede de sejrende allierede magter gennem Sèvres-traktaten et knusende slag mod Det Osmanniske Kalifat.
I henhold til Sèvres-traktaten blev flere øer i Det Ægæiske Hav samt Thrakien taget fra Det Osmanniske Kalifat og givet til Grækenland. Egypten, Sudan, Cypern, Irak, Palæstina og Den Arabiske Halvø blev lagt under Englands herredømme. Libanon, Syrien, Marokko, Tunesien med flere tilfaldt Frankrig. De osmanniske flådehavne, herunder Konstantinopel og Alexandria, blev sat under international kontrol. Det Osmanniske Kalifats luftflåde tilfaldt de allierede magter.
I kalif Mehmed VI’s hænder var kun hovedstaden Konstantinopel og det bjergrige Anatolien tilbage.
Det Osmanniske Kalifat, som engang strakte sig over et enormt område i Asien, Afrika og Europa, mistede alt og blev begrænset til Konstantinopel og Anatolien. I 1919 rejste »De Unge Tyrkere« i Anatolien sig højlydt mod de europæiske magter og kritiserede kalif Mehmed VI skarpt for ikke at have kunnet beskytte Smyrna mod det græske angrebY. De erklærede oprør. Oprøret blev ledet af Rıfat Rauf Bey og Ali Fuat Pasha.
Mustafa Kemal Pasha var på det tidspunkt officer i hæren. Kalif Mehmed VI sendte ham til Anatolien som generalinspektør for at slå »De Unge Tyrkeres« oprør ned. Da han kom dertil, sluttede Mustafa Kemal Pasha sig til oprørerne.
I september 1919 dannede »De Unge Tyrkere« et eksekutivråd i Anatolien. Mustafa Kemal Pasha blev rådets formand, mens Rıfat Rauf Bey, Bekir Sami Bey, Rüstem Bey, Mazhar Bey og Haydar Bey var medlemmer. Eksekutivrådet overtog styret af Anatolien og begyndte sit arbejde efter at have etableret hovedstaden i Ankara.
Da kalif Mehmed VI indså situationens alvor, udskrev han parlamentsvalg i landet. Nationalisterne opnåede flertal ved valget. Der blev dannet et vizirråd under Ali Rızas ledelse.
Den 28. januar 1920 godkendte vizirrådet Mustafa Kemal Pashas »nationale pagt«. I virkeligheden var dette en erklæring om den tyrkiske nationale uafhængighed.
England og Frankrig kunne ikke acceptere denne erklæring. De allierede magters tropper, under general Milnes ledelse, forlod deres kaserner og besatte hovedstaden Konstantinopel. I Konstantinopel blev der erklæret undtagelsestilstand L. Fyrre nationalistiske ledere blev arresteret og sendt i eksil på Malta.
I april 1920 indkaldte Mustafa Kemal Pasha nationalforsamlingen til møde i Ankara. Forsamlingen fik navnet Den Store Nationalforsamling. Mustafa Kemal Pasha blev denne forsamlings formand. På denne måde blev der etableret en parallel regering i Ankara ved siden af regeringen i Konstantinopel. Ankara-regeringen erklærede, at de aftaler, som kalif Mehmed VI havde indgået, mens han var fange hos de fremmede tropper, heller ikke kunne accepteres. På trods af dette bøjede kalif Mehmed VI sig den 10. august 1920 for de allieredes pres og underskrev Sèvres-traktaten.
I 1920 besejrede Ankara-regeringens tropper under Mustafa Kemal Pashas ledelse de græske styrker i slaget ved İnönü og fordrev dem fra Smyrna. I 1921 opnåede de tyrkiske styrker under Mustafa Kemal Pashas ledelse endnu en sejr over grækerne på Sakarya-sletten.
Disse to militære sejre øgede Ankara-regeringens prestige. Det kommunistiske Rusland var det første til at anerkende Ankara-regeringen. Frankrig anerkendte denne regering og trak sine tropper ud af Kilikien. Italien anerkendte også Ankara-regeringen og forlod Adalia.
I oktober 1922 underskrev Grækenland Mudanya-traktaten med Ankara-regeringen og opgav sine krav på Smyrna og Østthrakien. I 1922 afskaffede Ankara-regeringen gennem en erklæring embedet som »sultan«.
3. Mehmed VI’s abdikation
Efter at Ankara-regeringen i 1922 havde erklæret embedet som »sultan« for afskaffet, frasagde Mehmed VI sig magten og rejste til England.
37. Abdülmecid II
1. Abdülmecid II som kalif
I 1922 erklærede Ankara-regeringen Abdülmecid II for kalif. Rıfat Pasha overtog på Ankara-regeringens vegne styret af Konstantinopel.
I juli 1923 blev Sèvres-traktaten annulleret under pres fra Ankara-regeringen, og Lausanne-traktaten blev underskrevet.
England accepterer, at Konstantinopel, Anatolien og Østthrakien skal forblive en del af Tyrkiet. På denne måde accepterer England og de europæiske magter det Osmanniske Kalifats rester, det vil sige Tyrkiets eksistens og uafhængighed.
I oktober 1923 blev Tyrkiet erklæret for en republik, Mustafa Kemal Pasha blev dens præsident, og İsmet İnönü blev dens premierminister. Kalifembedet bestod stadig som et symbolsk embede.
2. Abdülmecid II afsættes
I 1924 blev Abdülmecid II afsat.
Afskaffelsen af det Osmanniske Kalifat
I 1924 afskaffede Mustafa Kemal Pasha kalifatet gennem en lov. Han gjorde Tyrkiet til en sekulær stat. Han flyttede Tyrkiets hovedstad fra Konstantinopel til Ankara.
Mustafa Kemal Pasha var ekstremt fjendtligt indstillet over for islam. Han indførte den schweiziske lovbog (Swiss Code) og afskaffede alle de islamiske love, der stadig var gældende.
Han afskaffede det islamiske sløringssystem. Han forbød flerkoneri. Han indførte kønsblandet undervisning på uddannelsesinstitutionerne. De islamiske uddannelsesinstitutioner blev lukket. Sekulære skoler og colleges blev oprettet overalt i landet. Det blev forbudt at fremsige adhan på arabisk. Det latinske alfabet blev indført i stedet for det arabiske alfabet. Det blev forbudt at bære turban eller fez. Det blev gjort obligatorisk at bære hat. Salam blev afskaffet.
Antallet af sekulære aviser og tidsskrifter i landet steg. Sekulære og socialistiske bøger blev udgivet i stort antal. Ungdommen blev tøylesløs. Skamløshed og nøgenhed tog til. Antallet af alkoholikere fortsatte med at stige. Islam blev gjort til genstand for spot. De islamiske lærde blev genstand for had. Fremtrædende islamiske personer blev på forskellige måder chikaneret og forfulgt. Mustafa Kemal Pasha dannede Det Republikanske Folkeparti. I lang tid var dette Tyrkiets eneste politiske parti.
I seks hundrede og seksogtredive år var det osmanniske kalifat den muslimske ummas magtcentrum. I 1924 faldt dette magtcentrum. Det er sandt, at de osmanniske kaliffer ikke var mennesker, der var dannet af Allahs Sendebud (fred være med ham), sådan som de retledte kaliffer var. De var heller ikke valgte kaliffer som de retledte kaliffer. Ikke desto mindre er det ubestrideligt, at de tidlige osmanniske kaliffer var hengivne muslimer. De fulgte islams forskrifter i deres personlige liv. For at sikre, at salat blev opretholdt overalt i kalifatet, lod de opføre et stort antal moskeer forskellige steder. For at give kommende generationer viden om islam oprettede de islamiske uddannelsesinstitutioner. Qadierne afsagde domme og traf afgørelser i overensstemmelse med den islamiske sharia. Ansvaret blev overdraget til shaykh al-Islam for at føre tilsyn med, at der ikke blev udarbejdet nogen lov, der var i strid med islam. Hospitaler blev oprettet overalt for at sikre befolkningens sundhed. Badehuse blev bygget forskellige steder. Et stort antal veje, broer og lignende blev bygget. Zakat og ushr blev opkrævet og fordelt blandt de fattige. Der blev truffet foranstaltninger til at beskytte alle borgeres liv, ejendom og ære, muslimer såvel som ikke-muslimer. Skamløshed og uanstændighed blev bekæmpet.
De levede et enkelt liv. De afholdt sig fra luksus. På den ene side var de ærlige, og på den anden side var de kompetente. De havde ingen vanskeligheder med at lede administrationen. De viste ikke tegn på manglende evne til at styre. De værdsatte talent. De udnævnte kompetente og ærlige personer til offentlige embeder.
De tillagde jihad på Allahs vej allerstørste betydning. De var selv mujahidin. På slagmarken førte de selv hæren. I næsten tre hundrede år blev det osmanniske kalifat begunstiget med sultaner og kaliffer af denne slags. Mange ikke-muslimer blev muslimer, fordi de blev betaget af deres opførsel og den gode politik, de fulgte. De kristne herskere i Østeuropa førte krig mod kalifferne, men blandt deres undersåtter kunne man iagttage en imødekommende holdning over for kalifferne.
De kristne magter i Østeuropa ønskede at standse det osmanniske kalifats fremmarch, men det osmanniske kalifat viste sig gang på gang at være en uovervindelig magt. De, der blev kaliffer i de følgende tre hundrede og femogtyve år, var ikke som de tidlige kaliffer. De manglede hengivenhed i efterlevelsen af islam. De var luksuselskende. Mange af dem blev opslugt af deres begær efter kvinder og alkohol. Som herskere var de uduelige. Som krigere var de af ringe standard. De havde glemt betydningen af jihad på Allahs vej. Mange af dem formåede ikke at værdsætte talentfulde mennesker. Som følge heraf blev uduelige og korrupte personer dominerende i administrationen.
Nogle af dem, der blev kaliffer i den sidste periode, havde helt glemt det islamiske livssyn og de islamiske bestemmelser. Europas sekularisme havde lagt deres tanker og bevidsthed under sig. På den intellektuelle front såvel som på den militære front underkastede de sig europæerne.
Deres ligegyldighed over for udbredelsen af islamisk undervisning, søgningen efter svar på tidens spørgsmål i Koranen og hadith samt udviklingen af tidssvarende militærteknologi gjorde dem til sidst underdanige over for de europæiske magter. De åbnede kalifatets porte, så europæernes tankegang kunne trænge ind. Alt godt og ondt fra Europa trængte ind i kalifatet som flodvand. Islam og islams fjender begyndte at blive skabt i muslimernes egne hjem. Til sidst var det disse, der afskaffede det osmanniske kalifat og udryddede islam.
Kilder
1. Introduktion til det moderne Europa / K. Ali
2. Muslimernes og den moderne verdens historie / K. Ali
3. History of Modern Europe Since 1789 / V. D. Mahajan
4. Badiuzzaman Said Nursi / Sukran Bahide
5. First World War / A. J. P. Taylor
6. Islams historie / Qazi Akram Hossain