Islam

Hvorfor kaldes det islam?

Alle de religioner, der findes i verden, er blevet opkaldt efter en bestemt person eller efter det folk, som personen blev født iblandt. For eksempel er den kristne religion blevet opkaldt efter dens forkynder, profeten Isa (fred være med ham). Den buddhistiske lære er blevet opkaldt efter dens grundlægger, Mahatma Buddha. Zarathustrisk religion er på samme måde blevet opkaldt efter dens grundlægger, Zarathustra. Den jødiske religion opstod derimod blandt en bestemt gruppe, som kaldtes Juda. Også de øvrige religioner i verden er blevet navngivet på denne måde. Islam har imidlertid en enestående egenskab, hvad navnet angår. Dets navn er ikke knyttet til nogen bestemt person eller noget bestemt folk. Derimod finder vi i betydningen af ordet »islam« en bestemt egenskab, og det er denne egenskab, der kommer til udtryk i navnet. Allerede ud fra navnet kan man forstå, at islam ikke er opfundet af én person, og at denne religion ikke er begrænset til ét folk. Islam er ikke nogen bestemt persons, noget bestemt lands eller noget bestemt folks ejendom. Dens formål er at skabe islams egenskaber i mennesket. I enhver tidsalder og blandt ethvert folk fandtes der rene og retskafne mennesker, som besad disse egenskaber; de var muslimer. Sådanne mennesker findes også i dag og vil fortsat findes i fremtiden.

Betydningen af ordet islam

På arabisk betyder »islam« lydighed og underkastelse. Da denne religions mål er at adlyde Allah og erkende sin underkastelse under Ham, er den blevet kaldt »islam«.

Islams betydning

Alle kan se, at månen, solen, stjernerne og alt, hvad der findes i universet, bevæger sig i overensstemmelse med en uforanderlig lov. Der er ingen mulighed for den mindste afvigelse fra denne lov. Verden bevæger sig med en bestemt hastighed og tilbagelægger en bestemt bane. Den tid, hastighed og bane, der er fastsat for dens bevægelse, ændres aldrig. Vand og luft, varme og lys – alt fungerer underlagt en præcis orden. Også den livløse natur, planterne samt dyre- og fugleverdenen har deres egne love. I overensstemmelse med disse love bliver de født, vokser, forfalder, lever og dør. Når vi tænker over menneskets tilstand, ser vi, at det også er underlagt en særlig naturlov. Det fødes i overensstemmelse med en bestemt biologisk lov, trækker vejret og lever ved at optage vand, føde, varme og lys. Dets hjerteslag, blodets cirkulation i kroppen og dets åndedræt følger den samme faste orden. Dets hjerne, mavesæk, blodårer og nerver, muskler, hænder, fødder, tunge, ører og næse – kort sagt hver eneste del af dets krop – fungerer efter den samme metode, som er fastsat for hver af dem.

Den stærke lov, som alt er underlagt – lige fra universets største stjerne til den mindste partikel – er skabt af en almægtig Lovgiver. Hele skaberværket og hvert enkelt stof i skaberværket anerkender denne Lovgivers autoritet, og alle følger de regler, Han har fastsat. Jeg har allerede sagt, at islam er navnet på lydigheden mod Allah, verdensaltets Herre, og underkastelsen under Ham alene. Derfor er hele skaberværkets religion i denne forstand islam. Månen, solen, stjernerne, planterne, stenene og dyrene er alle muslimer! Det menneske, som ikke kender Allah, som fornægter Ham, som tilbeder andre end Allah, og som gør andre til medejere af Allahs herredømme, er også muslim af natur og af sin skabte beskaffenhed, for hele dets liv og død følger Allahs lov. Hvert af dets lemmer og hvert atom i dets krop følger islam, fordi hele dets skabelse, vækst og bevægelse er underlagt de regler, Allah har fastsat. Den tunge, som det af uvidenhed bruger til at tale om afgudsdyrkelse og vantro, er også muslim af natur. Det hoved, som det med tvang bøjer for andre end Allah, er også muslim af fødsel. Det hjerte, hvori det af uvidenhed nærer respekt og kærlighed for andre, er også muslim af natur. De er alle underlagt Allahs lov, og alle deres handlinger foregår i overensstemmelse med denne lov.

Lad os nu betragte sagen fra endnu en anden synsvinkel.

Menneskets eksistens i naturens spil har to sider. På den ene side er det, ligesom alle andre skabninger, bundet af livets bestemte love. Det må følge disse love. På den anden side har det evnen til at vide, tænke, forstå og nå frem til bestemte konklusioner. Efter eget valg følger det en bestemt overbevisning, mens det afviser en anden; det foretrækker én fremgangsmåde, men ikke en anden. I livets handlinger opstiller det undertiden frivilligt bestemte regler og principper, og undertiden gør det regler og principper, som andre har opstillet, til sine egne. I denne henseende er det ikke underlagt de samme fastlagte love som verdens øvrige skabte ting; derimod er det blevet givet frihed til selv at tænke, mene og handle.

Disse to sider har hver deres selvstændige eksistens i menneskelivet. Med hensyn til den første egenskab er mennesket, ligesom alle andre ting i verden, muslim af natur og tvunget til at være muslim i overensstemmelse med det, jeg tidligere har sagt. Med hensyn til den anden egenskab har det evnen både til at være muslim og til ikke at være det, og det er denne valgfrihed, der har opdelt menneskene i to grupper.

Den ene gruppe består af mennesker, som har erkendt deres Skaber, anerkendt Ham alene som deres Herre og Ejer og, også på de områder hvor de har fået valgfrihed, valgt at følge den vej, som Han har fastlagt i Sin lov. De er blevet fuldkomne muslimer. Deres islam er blevet fuldkommen, fordi deres liv helt og fuldt er overgivet til Allah. De adlyder ikke blot ubevidst Hans regler; bevidst har de også valgt lydighedens vej over for Ham. Ufrivilligt fulgte de Allahs bud, og frivilligt har de også valgt at følge Hans bud. Nu er de blevet sande besiddere af viden, for de har erkendt den Allah, som gav dem evnen til at vide og lære. Nu har de også fået den rette evne til at ræsonnere og bedømme, for efter at have tænkt og forstået har de besluttet at adlyde den Allah, som gav dem evnen til at tænke, forstå og træffe de rette beslutninger. Deres tunger er blevet sandfærdige, fordi de har bekendt den Herres suverænitet, som gav dem talens kraft. Nu er hele deres liv gennemtrængt af sandhed, for både frivilligt og ufrivilligt følger de alene Allahs lov. De lever i harmoni med hele skaberværket, for de tjener Ham, som alle skabninger tjener. På jorden er de Allahs khalifaer (stedfortrædere); nu tilhører hele verden dem, og de tilhører Allah.

Kufrs betydning

Over for den type mennesker, der er beskrevet ovenfor, findes der en anden gruppe. Den er født muslimsk og har hele livet været muslim uden at vide eller forstå det. Men ved at bruge sin viden og forstand har den ikke erkendt Allah, og inden for grænserne af sin valgfrihed har den nægtet at adlyde Allah. Sådanne mennesker er kafirer. Ordet »kufr« betyder oprindeligt at dække noget til eller skjule det. Sådanne mennesker kaldes kafirer (skjulere), fordi de har lagt uvidenhedens slør over deres egen natur. De er født med en islamisk natur. Hele deres krop og hver eneste del af den fungerer i overensstemmelse med den islamiske natur, men deres blik har mistet synet af naturen i hele deres omverden og af deres egen medfødte natur. De har tænkt i strid med denne natur og forsøgt at leve i modstrid med den.

Nu er det blevet klart, hvor stor en vildfarelse det menneske, der er kafir, er sunket ned i.

Kufrs skadelige følger

‘Kufr’ er en form for uvidenhed; ja, kufr er selve den egentlige uvidenhed. Hvis et menneske forbliver uvidende uden at kende Allah, hvilken større dårskab kan der så findes? Et menneske ser dag og nat, at denne enorme skabelsens fabrik er i drift, men ved ikke, hvem der har skabt og driver denne fabrik. Hvem er den håndværker, som ved at forene kul, jern, calcium, natrium og flere andre stoffer har bragt utallige enestående skabninger som mennesket til eksistens? Mennesket kaster blikket omkring sig i verden og ser alle slags ting og foreteelser, hvori der findes tegn på en forunderlig fuldkommenhed inden for ingeniørkunst, matematik, kemi og forskellige grene af viden og videnskab; men det ved ikke, hvilken væren, beriget med en usædvanlig og grænseløs viden, der driver disse skabelsens foreteelser. Man bør tænke over, at mennesket ikke engang kender den mest elementære viden; hvordan skal sand viden så kunne åbne sine porte for dets blik? Uanset hvor meget det tænker og overvejer, og uanset hvor meget det undersøger, vil det ingen steder finde en enkel, korrekt og pålidelig vej, for i alle led af dets bestræbelsers begyndelse og afslutning vil uvidenhedens mørke være synligt.

Kufr er zulm; ja, den største zulm er netop kufr. Hvad betyder zulm? Zulm er med tvang at få noget til at udføre en handling, der strider mod dets medfødte natur. Det er allerede blevet klart, at alt, hvad der findes i verden, følger Allahs befaling, og at dets medfødte natur (fitra) er ‘islam’, det vil sige lydighed mod Allahs bud. Menneskets krop og hver eneste af dens dele er født med denne natur. Allah har ganske vist givet mennesket en vis frihed til at lede disse ting, men enhver tings medfødte natur kræver, at den anvendes i overensstemmelse med Allahs vilje. Men den, der begår kufr, anvender den til noget, der strider mod dens natur. Han nærer agtelse, kærlighed og frygt for andre i sit hjerte, skønt hans hjertes natur kræver, at han kun nærer agtelse, kærlighed og frygt for Allah. Han anvender sine lemmer og alt det i verden, som er underlagt hans herredømme, til at opnå formål, der strider mod Allahs vilje, skønt deres natur kræver, at de bruges i overensstemmelse med Allahs bud. Hvordan skulle den, der på denne måde i hvert øjeblik af sit liv konstant begår zulm mod enhver ting, ja endog mod sin egen eksistens, kunne have en større undertrykker end sig selv?

‘Kufr’ er ikke blot zulm, men også oprør, utaknemmelighed og troløshed. Lad os overveje, hvad mennesket egentlig kan kalde sit eget. Har det selv skabt sin hjerne, eller har Allah skabt den? Er mennesket eller Allah skaberen af dets hjerte, øjne, tunge, hænder, fødder og alle dets øvrige lemmer? Er mennesket eller Allah skaberen af alt det, der findes omkring det? Er det mennesket selv eller Allah, der har skabt disse ting nyttige og nødvendige for mennesket og givet det evnen til at gøre brug af dem? Alle vil sige, at alle disse ting tilhører Allah; Han har skabt dem, Han ejer alt, og det er som en gave fra Allah, at mennesket har fået herredømme over disse ting. Når sagen forholder sig sådan, hvem kan da være en større oprører end den, der udnytter den hjerne, Allah har givet ham, til at tænke i strid med Allahs vilje? Allah har skænket ham øjne, tunge, hænder, fødder og så meget andet, men han har brugt det alt sammen til handlinger, der strider mod Allahs ønsker og vilje. Hvis en tjener, der har spist sin herres brød, handler imod hans tillid, vil alle kalde ham troløs. Hvis en statslig embedsmand begynder at bruge den myndighed, staten har givet ham, imod staten, vil han blive kaldt oprører. Hvis en person bedrager en velgørende ven, vil alle uden tøven kalde ham utaknemmelig. Men hvor omfattende er i virkeligheden menneskers forræderi og utaknemmelighed over for andre mennesker? Hvorfra får et menneske den føde, det giver et andet menneske? Det er jo føde, Allah har givet. Hvorfra kommer den myndighed, som staten overdrager sine ansatte? Det er Allah, der har givet den styrke til at styre landet. Hvorfra kommer det, at en velgørende person gør godt mod en anden? Alt er jo en gave fra Allah. Hvem har indgydt forældrene kærligheden til deres børn, som er menneskets største ret? Hvem har givet moderen bryster? Hvem har indgydt faderen den følelse, der får ham til med glæde at øse frugten af sit hårde arbejde ud over en hjælpeløs kødklump og ofre sin tid, sine penge og sin bekvemmelighed på dens opdragelse, omsorg og uddannelse? Hvis mennesket nærer vantro over for Allah, som er menneskets egentlige velgører, den sande konge og den største forsørger, hvis det ikke anerkender Ham som Allah, fornægter sin trældom over for Ham og vender sig bort fra lydigheden mod Ham, hvilken større oprørskhed, utaknemmelighed og troløshed kan der så findes?

Man må aldrig tro, at mennesket ved at begå kufr kan påføre Allah nogen skade. Den konge, hvis rige er så umådeligt stort, at vi selv med det største teleskop endnu ikke har kunnet fastslå, hvor det begynder, og hvor det ender; den konge, hvis magt er så vældig, at vores jord, solen, Mars og millioner på millioner af planeter og måner på Hans vink drejer rundt i kredsløb som kugler; den konge, hvis rigdom er så uudtømmelig, at ingen deler herredømmet over hele skaberværket med Ham; den konge, der er så selvtilstrækkelig og selvberoende, at alt er afhængigt af Ham, mens Han ikke er afhængig af nogen – har mennesket da en sådan eksistens, at det ved at adlyde eller ikke adlyde Ham kan påføre denne konge nogen skade? Mennesket kan ikke skade Ham ved at følge kufrens og oprørets vej; det åbner tværtimod selv vejen til sin egen undergang.

Den uundgåelige følge af kufr og ulydighed er, at mennesket derved for bestandig bliver mislykket og fortvivlet. Et sådant menneske vil aldrig finde den lette vej til viden, for den, der ikke kender sin Skaber, kan umuligt opnå sand erkendelse af noget andet. Dets fornuft ledes altid ad en kroget vej, fordi det tager fejl, når det søger at erkende sin Skaber, og derfor heller ikke kan forstå noget korrekt. I enhver handling i sit liv er det bestemt til den ene fiasko efter den anden. Dets moral, kultur, samfundsordning, måde at tjene sit levebrød på, dets styre- og administrationssystem og politik – kort sagt alle dets livsforhold – tvinges ind på forfaldets vej. Det vil skabe uorden på jorden, begå drab og blodsudgydelse, berøve andre deres rettigheder og udøve vold og undertrykkelse. Med lunefuldhed, uretfærdighed, fordærv og onde handlinger vil det gøre sit eget liv bittert og glædesløst. Når det derefter forlader denne verden og når frem til det hinsidige, vil de ting, som det hele sit liv har gjort zulm mod, klage over det. Dets hjerne, hjerte, øjne, ører, hænder og fødder – kort sagt alle dets lemmer – vil anklage det for Allahs domstol og sige: ‘Denne Allahs fjendtlige undertrykker tvang os til at udføre handlinger for ham på hans oprørs vej.’ Alt det, som det i verden har behandlet ulydigt, tjent penge på ad forbudte veje og brugt på forbudte måder, alt det, som det ved ulydighed har tilranet sig, og alt det, som det har anvendt på sin oprørs vej, vil komme frem for det som klagere. Og Allah, den sande retfærdige Dommer, vil på den dag som gengældelse for den uret, der er begået mod de undertrykte, give oprøreren en ydmygende straf.

Islams velsignelser

Så meget om kufrs skadelige følger. Nu skal vi se, hvilke velsignelser man kan opnå ved at følge islams vej.

Af den foregående beskrivelse er det blevet klart, at utallige tegn på Allahs herredømme er spredt overalt i denne verden. Det vældige skaberværks enorme maskineri, som fungerer under en fuldkommen ordning og urokkelig lov, vidner om, at dets Skaber og Leder er en almægtig Hersker, under hvis styre ingen kan forblive ulydig. Ligesom hele skaberværket er menneskets natur også at adlyde Ham. Derfor adlyder det ubevidst Ham dag og nat, for det kan ikke overleve ved at handle imod sin naturlige lov.

Men Allah har givet mennesket evnen til at tilegne sig viden, kraften til at tænke og forstå samt evnen til at skelne mellem det gode og det onde, og dermed givet det en vis frihed i vilje og valg. Det er netop i denne frihed, at mennesket prøves: dets viden, dets fornuft og dets evne til at skelne. Desuden prøves det også i, hvordan det anvender den frihed, det har fået. Mennesket er ikke blevet tvunget til at følge en bestemt fremgangsmåde i denne prøve, for hvis tvang blev pålagt, ville prøvens formål blive forpurret. Alle kan forstå, at hvis en eksaminand efter at have fået udleveret opgaven blev tvunget til at give et bestemt slags svar, ville en sådan prøve ikke være meningsfuld. Eksaminandens egentlige evner bliver først bevist, når han får frihed til at afgive enhver slags svar. Hvis han giver det rigtige svar, vil han bestå, og døren til videre fremgang vil åbne sig for ham. Men hvis han giver et forkert svar, vil han dumpe, og på grund af sin uduelighed vil han selv blokere vejen til sin videre udvikling. På samme måde har Allah den Ophøjede givet mennesket frihed til at vælge hvilken som helst vej i denne prøve.

Her kan vi tale om et menneske, som ikke har forstået sin egen og skaberværkets medfødte natur, som har taget fejl i erkendelsen af Skaberens væsen og egenskaber, og som med den frihed til fri tænkning, det har fået, har valgt ulydighedens og oprørets vej. Dette menneske er mislykkedes i prøven af viden, fornuft, skelneevne og pligtfølelse. Det har selv bevist, at det på enhver måde er et menneske af den laveste rang. Derfor venter den ovenfor beskrevne konsekvens på det.

På den anden side står et andet menneske, som har bestået denne prøve. Det har ved at anvende viden og fornuft korrekt erkendt Allah og troet på Ham, selv om det ikke blev tvunget til at vælge denne vej. Da det skulle skelne mellem godt og ondt, tog det ikke fejl, men valgte med sin frie vilje den gode vej, selv om det havde frihed til at lade sig føre ad den onde vej. Det har forstået sin medfødte natur, erkendt Allah og valgt lydighedens vej, selv om det havde frihed til at være ulydigt. Det har ledet sin fornuft ad den rette vej. Det så det rette med sine øjne, hørte det rette med sine ører og traf den rigtige beslutning ved at bruge sin forstand; derfor har det opnået succes og ære i prøven. Ved at erkende sandheden har det bevist, at det søger sandheden, og ved at bøje sit hoved for sandheden har det vist, at det tilbeder sandheden.

Der er ingen tvivl om, at den, som rummer alle disse egenskaber, vil opnå succes både i denne verden og i det hinsidige.

Denne slags mennesker vil følge den rette vej inden for alle områder af viden og fornuft, for den, som har erkendt Allahs væsen og lært Hans egenskaber at kende, har lært alt fra begyndelsen til afslutningen af viden. Et sådant menneske kan aldrig gå vild, for det har fra begyndelsen taget skridt mod sandheden og med fuld overbevisning erkendt sit endelige mål og bestemmelsessted. Derefter vil det gennem filosofisk tænkning og undersøgelse forsøge at afsløre skaberværkets hemmeligheder, men det vil aldrig som en vantro filosof synke ned i en bunke af forvirring skabt af tvivl og usikkerhed. Ved at gøre brug af videnskaben vil det forsøge at forstå naturlovene og bringe skaberværkets skjulte skatte frem i lyset. Det vil undersøge og lære alle de kræfter at kende, som Allah har skabt i verden og i menneskets krop. Det vil søge den bedste måde at udnytte alle de stoffer, der findes på jorden og i himlene, men dets hengivenhed til Allah vil ved hvert skridt holde det tilbage fra at misbruge videnskaben. Det vil aldrig synke ned i sådanne vildledende tanker som: »Jeg ejer disse ting, jeg har besejret naturen, jeg vil bruge viden til min egen fordel, bringe ødelæggelse og kaos til verden og gennem plyndring, hærværk og drab etablere mit magtstyre over hele verden.« Dette er den vantro videnskabsmands gerning. Jo større videnskabelige resultater den muslimske videnskabsmand opnår, desto stærkere bliver hans tro på Allah, og desto mere bliver han en taknemmelig tjener for Allah. Hans indstilling vil være: »Min Herre har givet mig kræfter og øget min viden; jeg vil forsøge gennem dette at skabe gavn for mig selv og for alle mennesker i verden.« Dette er den rette måde at udtrykke sin taknemmelighed på.

På samme måde vil muslimen inden for historie, økonomi, politik, jura og andre grene af viden og videnskab ikke sakke agterud for den vantro med hensyn til forskning og aktivitet, men de to vil have forskellige synsvinkler. Muslimen vil dyrke enhver form for viden med et korrekt perspektiv, have et klart mål foran sig og nå frem til en korrekt konklusion. I historien vil han lære af menneskehedens prøvelser i fortiden, finde de rigtige årsager til folkeslagenes op- og nedgang og undersøge de gavnlige sider af deres kultur og civilisation. Han vil drage fordel af at studere de gode menneskers forhold, som de er beskrevet i historien. Han vil holde sig fra de årsager, der førte til mange tidligere folks undergang. Inden for økonomi vil han finde nye måder at tjene og bruge penge på, så alle mennesker kan få gavn af det; hans mål vil ikke være én persons fordel og utallige menneskers skade. Inden for politik vil hans fulde opmærksomhed være rettet mod at nå et mål, hvor fred, retfærdighed, ærlighed og ædelhed kan grundfæstes i verden. Ingen person eller gruppe skal kunne gøre Allahs tjenere til sine egne tjenere; regeringsmagten og al magt skal betragtes som en betroet opgave fra Allah og anvendes til gavn for Allahs tjenere. Inden for jura vil han overveje, hvordan menneskers retmæssige rettigheder kan sikres med retfærdighed og lighed, så ingen på nogen måde udsættes for uret.

En muslims karakter skal være præget af gudsfrygt, sandhedskærlighed og retfærdighed. Han skal leve i verden med den overbevisning, at Allah ejer alt. Alt, hvad jeg og menneskene i verden råder over, er en gave fra Allah. Jeg er ikke ejer af noget som helst – heller ikke af min egen krop eller kroppens kræfter. Alt er en betroet gave fra Allah, og det er min pligt at anvende den frihed, jeg har fået til at bruge denne betroede gave, i overensstemmelse med Allahs vilje. En dag vil Allah den Ophøjede tage denne betroede gave tilbage fra mig, og den dag skal jeg aflægge regnskab for hver eneste ting.

Man kan let forestille sig karakteren hos den, der lever i verden med denne overbevisning. Han vil holde sit sind frit for onde tanker og sin hjerne fri for tanker om ugerninger; han vil beskytte sine ører mod at høre usømmelig tale og sine øjne mod at kaste onde blikke på nogen; han vil beskytte sin tunge mod at udtale usandheder. Han vil foretrække at sulte frem for at fylde sin mave med noget, der er haram. Han vil aldrig løfte sin hånd for at begå uret. Han vil aldrig sætte sine fødder på urettens vej. Selv hvis hans hoved skulle blive hugget af, vil han ikke bøje det for løgnen. Han vil ikke tilfredsstille noget ønske eller behov ad urettens og usandhedens vej. I ham vil ærlighed og storhed være forenet. Han vil elske sandhed og retfærdighed højere end alt andet i verden og for deres skyld ofre alle sine interesser og sit hjertes ønsker, ja selv sit eget selv. Han vil hade uret og uretfærdighed mest af alt og vil hverken forvente tab eller håbe på gevinst for at støtte dem. Også verdens fremgang kan kun opnås af mennesker af denne slags.

Hvem kan være mere værdig til ære og mere fornem end den, hvis hoved ikke bøjer sig for nogen anden end Allah, og hvis hånd ikke rækker sig frem for nogen anden end Allah? Hvordan skulle vanære kunne komme ham nær?

Hvem kan være stærkere end den, hvis hjerte ikke rummer frygt for nogen anden end Allah, og som ikke forventer belønning eller hædersgaver fra nogen anden end Allah? Hvilken magt kan få ham til at vige fra sandhedens og retfærdighedens vej, og hvilken rigdom kan købe hans tro?

Hvem kan være rigere og mere velhavende i verden end den, der ikke dyrker komfort, ikke er slave af sanselig nydelse, og hvis liv ikke er et tøjlesløst begær efter rigdom; den, der er tilfreds med det, han tjener gennem ærligt arbejde, og som med afsky afviser en bunke ulovlig rigdom, når den lægges foran ham; den, der har opnået menneskets største rigdom: fred og tilfredshed?

Hvem kan være en større ven og mere elsket af alle end den, der anerkender ethvert menneskes rettigheder og ikke berøver nogen deres retmæssige rettigheder; den, der behandler alle mennesker godt og ikke behandler nogen dårligt, men hvis ønske er at arbejde for alles velbefindende uden at forlange noget til gengæld? Menneskers hjerter vil af sig selv hælde mod ham, og ethvert menneske vil føle sig nødsaget til at tage ham til sig med respekt og hengivenhed.

Ingen i verden kan være mere troværdig end ham, for han ødelægger ikke det, der er betroet ham, og vender ikke ansigtet bort fra retfærdighedens vej. Han holder sine løfter og viser redelighed i sin adfærd. Med den overbevisning, at Allah ser alt, hvad enten andre ser det eller ej, gør han alt med troskab. Hvem vil betvivle et sådant menneskes troværdighed, og hvem vil ikke have tillid til ham?

Når man først har forstået den muslimske karakter fuldt ud, kan man være sikker på, at en muslim i verden aldrig kan forblive vanæret, besejret og underkastet en andens befalinger. Han vil altid være sejrherre og leder, for ingen magt kan besejre de egenskaber, som islam har skabt i ham.

Når han således efter at have levet sit liv på jorden med værdighed og ære står foran sin Herre, vil Allahs grænseløse nåde og barmhjertighed blive udøst over ham, fordi han fuldt ud har opfyldt den betroede tillids forpligtelser og med udmærkelse har bestået den prøve, som Allah satte ham på. Dette er den evige succes, hvis forløb strækker sig fra livet på jorden til livet i det hinsidige, og hvis forløb aldrig går tabt.

Dette er islam – menneskets naturlige religion. Denne ordning er ikke begrænset til nogen bestemt nations eller noget bestemt lands grænser. I alle tidsaldre, blandt alle folk og i alle lande har de gudfrygtige og sandfærdige mennesker, som er gået bort, haft islam som deres religion og ideal. De var muslimer – måske hed deres religion islam på deres sprog, eller måske havde den et andet navn.

Tro og lydighed

Behovet for viden og overbevisning med henblik på lydighed

Det er blevet klart af drøftelsen i det foregående kapitel, at lydighed mod Allah netop er det, der kaldes islam. Nu vil jeg sige, at et menneske ikke kan adlyde Allah den Ophøjede, før det har tilegnet sig en bestemt viden, og denne viden har nået overbevisningens niveau.

Først og fremmest har mennesket brug for fuld overbevisning om Allahs eksistens. For hvis det ikke er overbevist om, at Allah findes, hvordan skulle det så kunne adlyde Ham?

Samtidig er viden om Allahs egenskaber nødvendig. Hvis en person ikke ved, at Allah er Én, og at ingen deler Hans herredømme, hvordan skulle han så kunne undgå faren ved at bøje hovedet for andre og række hånden ud til andre? Den, der ikke kan tro på sandheden om, at Allah ser alt, hører alt og har kendskab til alt, hvordan skal han så kunne holde sig selv væk fra ulydighed mod Allah? Når man tænker roligt over disse ting, forstår man, at så længe mennesket ikke har korrekt viden om Allahs egenskaber, kan de egenskaber, der er nødvendige for at følge islams enkle og lige vej i tanke, adfærd og handling, ikke udvikles i det. Denne viden må heller ikke blot forblive begrænset til det, man ved. Den må tværtimod rodfæstes fast i sindet med overbevisning, så menneskets sind kan være beskyttet mod tanker, der strider imod den, og dets liv mod handlinger, der strider imod dets viden.

Derefter må mennesket også vide, hvad den rette måde at leve på i overensstemmelse med Allahs vilje er. Hvilke handlinger Allah kan lide, og som det derfor skal udføre, og hvilke ting Han ikke kan lide, og som det derfor skal holde sig fra. Med dette formål er det nødvendigt for mennesket at få et fuldstændigt kendskab til Allahs lov og bestemmelser. Det må være fuldt overbevist om, at Allahs tilfredshed kun kan opnås ved at følge denne lov og disse bestemmelser. For hvis det fra begyndelsen ikke har denne viden, hvem skal det så adlyde? Og hvis det har viden, men ikke fuld overbevisning – eller nærer den tanke, at en anden lov og andre bestemmelser end disse kan være mere fejlfri – hvordan skulle det så kunne følge dem korrekt?

Derefter må mennesket også vide, hvad den rette måde er at leve på i overensstemmelse med Allahs vilje. Hvilke handlinger Allah bryder sig om, og som det derfor skal udføre, og hvilke ting Han ikke bryder sig om, og som det derfor skal holde sig fra. Med dette formål er det nødvendigt for mennesket at få et fuldstændigt kendskab til Allahs lov og bestemmelser. Det må have fuld overbevisning om, at Allahs tilfredshed kan opnås netop ved at følge denne lov og disse bestemmelser. For hvis man fra begyndelsen ikke har viden, hvem skal man så adlyde? Og hvis man har viden, men ikke fuld overbevisning – eller nærer den forestilling, at en anden lov og andre bestemmelser end disse kunne være mere fejlfri – hvordan skulle man så kunne følge dem korrekt?

Mennesket må også vide, hvad konsekvensen er af at følge en vej, der strider mod Allahs vilje, og af ikke at adlyde de bestemmelser, Han ønsker, og hvad belønningen er for at rette sig efter Hans befalinger. Derfor er det nødvendigt at have viden om og overbevisning om det hinsidige liv, at stå foran Allahs domstol, sikkerheden for at blive straffet for ulydighed og at modtage belønningen for lydighed. For den, der ikke kender til det hinsidige liv, synes både lydighed og ulydighed forgæves. Han forestiller sig, at den, der adlyder, og den, der ikke gør det, i sidste ende står lige, for begge vil blive blandet med jorden. Hvordan kan man da forvente, at han vil være villig til at bære lydighedens forpligtelser og besværligheder og afholde sig fra de synder, som han ikke frygter vil skade ham i denne verden? Med sådanne forestillinger kan mennesket aldrig blive underkastet Allahs lov. På samme måde er det umuligt for den, der har viden om det hinsidige liv og om at stå foran Allahs domstol, men som mangler overbevisning, at forblive fast i lydighed. For med tvivl og tøven kan mennesket ikke danne sig en fast holdning til noget. Mennesket kan først udføre en handling med hele sit hjerte, når det bliver overbevist om, at handlingen er gavnlig. Og det kan først beslutte at afholde sig fra en anden handling, når det er fuldt overbevist om, at den er skadelig. Det bliver således klart, at man for at følge en bestemt vej ikke blot må have viden om dens konsekvenser og resultater; denne viden må også nå overbevisningens niveau.

Troens natur

Det, som vi i den foregående beskrivelse kaldte viden og overbevisning, er det, der kaldes iman. Iman betyder at vide og at acceptere. Den, der kender Allahs enhed, Hans sande egenskaber, Hans lov samt Hans belønning og straf, og som i sit hjerte nærer overbevisning om dette, kaldes en mu’min. Frugten af iman er, at den gør mennesket til muslim, det vil sige underkastet Allah og lydigt over for Ham.

Ud fra denne beskrivelse af iman er det let at forstå, at intet menneske kan blive muslim uden iman. Forholdet mellem islam og iman er netop som forholdet mellem frøet og træet. Uden et frø kan et træ slet ikke vokse frem. Det kan naturligvis ske, at et frø bliver sået i jorden, men på grund af dårlig jord eller ugunstigt vejr vokser frem som et svagt eller misdannet træ. På samme måde: Hvis en person fra begyndelsen slet ikke har iman, hvordan skulle han så kunne blive muslim? Det er naturligvis meget muligt, at en person har iman i sit hjerte, men på grund af svag vilje eller påvirkning fra en fordrejet opdragelse og dårligt selskab ikke er i stand til at blive en fuldkommen og moden muslim.

Når hele menneskeheden vurderes ud fra iman og islam, kan den opdeles i fire grupper:

For det første: De, der har iman i sig, og hvis iman gør dem fuldstændigt lydige over for Allahs befalinger og forbud. De holder sig fra de handlinger, Allah ikke bryder sig om, ligesom mennesket holder sig fra at røre ved ild. Alt det, Allah bryder sig om, udfører de med samme iver, som mennesket arbejder ivrigt for at tjene rigdom. Det er dem, der er sande muslimer.

For det andet: De, der har iman i sig, men hvis iman ikke er så stærk, at den gør dem fuldstændigt underkastet Allah. Selvom de befinder sig på et noget lavere niveau, er de stadig muslimer. Selv hvis de er ulydige, er de stadig muslimer. Hvis de er ulydige, vil de være strafværdige i overensstemmelse med graden af deres egne overtrædelser, men selv om de er syndere, er de ikke oprørere. For de anerkender kongen som konge og accepterer Hans lov som lov.

For det tredje: De, der ikke har iman, men som offentligt udfører handlinger, der synes at være i overensstemmelse med Allahs lov. I virkeligheden er de oprørere, og deres offentlige gode gerninger er i virkeligheden ikke lydighed mod Allah eller underkastelse under Ham; derfor kan man ikke stole på dem. De kan sammenlignes med den slags mennesker, som ikke anerkender kongen som konge og ikke regner hans lov for lov. Selv hvis sådanne menneskers handlinger ikke er i strid med loven, kan man ikke kalde dem trofaste over for kongen eller tilhængere af hans lov. De må naturligvis regnes blandt oprørerne.

For det fjerde: De, der ikke har iman, og som også er onde og forbryderiske i deres handlinger. Det er mennesker på det laveste niveau, for de er både oprørere og skabere af uorden. Det fremgår klart af denne inddeling af menneskeheden, at menneskets succes i virkeligheden udelukkende afhænger af iman. Islam, hvad enten den er fuldkommen eller ufuldkommen, udspringer alene af imanens frø. Hvor iman ikke findes, indtager kufr imanens plads – oprør mod Allah, hvad enten det er stærkt eller svagt.

Midlerne til at opnå viden

Det er blevet bevist, at iman er nødvendig for lydighed. Nu er spørgsmålet: Hvilket middel findes der til at opnå viden om Allahs egenskaber, den lov, Han foretrækker, og livet i det hinsidige – en viden, som man kan have tillid til?

Det er allerede blevet sagt, at tegnene på Allahs skaberværk er spredt overalt. Alle disse tegn vidner om, at dette værk er skabt af én og samme Skaber, og at Han alene driver det. I disse tegn ses stråleglansen fra alle Allah den Højestes egenskaber. Hans visdom, Hans viden, Hans magt, Hans barmhjertighed, Hans herredømme og Hans vrede – kort sagt findes der ingen af Hans egenskaber, som ikke er kommet til udtryk gennem Hans gerninger. Men menneskets forstand og evner tager gang på gang fejl, når den forsøger at se og forstå disse ting. Disse tegn findes foran øjnene på alle. Alligevel siger nogle, at der er to guder, andre siger, at der er tre guder, og andre igen tror på utallige guder. Nogle opdeler endda Allahs myndighed i stykker. De tror på forskellige guder for regn, vind og ild. Kort sagt går deres påstand ud på, at hver kraft har sin egen gud, og at der desuden findes en overordnet gud for alle disse guder. Menneskets forstand er mange gange blevet bedraget, når den har forsøgt at forstå deres eksistens og egenskaber. Det er ikke muligt at redegøre udførligt for det her.

Også med hensyn til livet i det hinsidige har mennesker gjort sig mange forskellige fejlagtige forestillinger. Nogle siger, at mennesket efter døden bliver blandet med jorden, og at der derefter ikke findes noget liv. Andre siger, at mennesket vil blive født igen og igen i denne verden og vil modtage straf eller belønning for sine egne handlinger.

Det er endnu vanskeligere med sin egen forstand at fastslå den lov, hvis overholdelse er helt nødvendig for at leve i overensstemmelse med Allahs vilje.

Selv hvis et menneske har en sund fornuft og et højt uddannelsesniveau, kan det efter mange års undersøgelser, overvejelser og studier kun nå frem til en vis grad af sikkerhed om disse spørgsmål. Under sådanne omstændigheder vil det ikke opnå fuld overbevisning om, at det har erkendt sandheden fuldstændigt. Hvis mennesket var blevet overladt til sig selv uden nogen vejledning, kunne dets forstand og viden ganske vist være blevet prøvet fuldt ud. I så fald ville de, der gennem deres egen indsats og evner nåede frem til sandhedens og retfærdighedens vej, være lykkedes, mens de, der ikke nåede frem, ville være mislykkede. Men Allah den Højeste udsatte ikke Sine tjenere for en så vanskelig prøve! I Sin egen barmhjertighed har Han blandt menneskene skabt sådanne mennesker, som Han har givet fejlfri viden om Sine egenskaber. Han har også lært dem, hvordan mennesker kan leve i overensstemmelse med Allahs vilje i denne verden. Han gav dem korrekt viden om livet i det hinsidige og pålagde dem at viderebringe denne viden til andre mennesker. Det er Allahs profeter. Det middel, Allah benyttede til at give dem viden, kaldes wahy, og den bog, hvori de fik denne viden, kaldes Allahs Bog og Allahs Ord. Nu består prøven af menneskets forstand og evner i, om det, efter at have betragtet disse profeters rene liv og studeret deres ophøjede undervisning, har iman på dem. De, der søger sandheden og er oprigtige, vil bestå prøven ved at acceptere sandhedens budskab og undervisningen fra sande mennesker. Hvis de ikke accepterer den, vil det vise, at de ikke har evnen til at erkende sandhed og retfærdighed og følge dem. Denne afvisning vil få dem til at dumpe i prøven, og de vil aldrig kunne opnå korrekt viden om livet i det hinsidige.

Troen på det usete

Hvis nogen ikke har viden om et bestemt emne, søger han en vidende person og handler efter hans anvisninger. Hvis man bliver syg, behandler man ikke sig selv, men går i stedet til lægen. Når han gennem lægens eksamensbevis, hans erfaring, det faktum at mange patienter er blevet raske under hans behandling og mange andre oplysninger har fået tro på, at lægen besidder de nødvendige kvalifikationer til at behandle ham, bruger han de lægemidler, som lægen ordinerer, på den måde, han har anvist, idet han stoler på denne tro, og undgår de ting, som lægen har forbudt ham. På samme måde tror en person på en advokat i juridiske spørgsmål og adlyder ham. Med hensyn til uddannelse tror han på læreren og følger ham. Hvis han skal et sted hen, men ikke kender vejen, må han tro på en person, der kender området, og følge den vej, han viser ham. Kort sagt tror mennesket i enhver af livets gøremål på en erfaren person for at få den nødvendige indsigt og viden og er nødt til at adlyde ham. Dette kaldes troen på det usete.

Troen på det usete betyder, at man tilegner sig viden om det, som mennesket ikke kender, hos en vidende person og nærer tillid til det. Mennesket har ingen viden om Allah den Højestes væsen og egenskaber. Ingen ved heller, at Hans engle udfører deres arbejde efter Hans befaling og omgiver mennesket fra alle sider. Ingen ved, hvordan man skal leve i overensstemmelse med Allahs vilje. Alle er uvidende om det hinsidige livs virkelige tilstand. Viden om alt dette må mennesket tilegne sig fra en person, hvis pålidelighed, sandfærdighed, ligefremhed, gudsfrygt, rene og fromme liv samt lærde udtalelser vækker tro i dets hjerte på, at det, han siger, er fejlfrit, og at alle hans ord er værd at have tillid til. Dette kaldes troen på det usete. Troen på det usete er uundværlig for at adlyde Allah den Højeste og handle i overensstemmelse med Hans vilje, for det er umuligt for mennesket at opnå korrekt viden gennem noget andet middel end en profet, og uden korrekt viden er det heller ikke muligt at følge Islams vej korrekt.

Profetskab

I det foregående kapitel blev tre emner behandlet:

For det første er det nødvendigt for at adlyde Allah den Højeste at have korrekt viden om Allahs væsen og egenskaber, den livsform, Han har udvalgt, samt belønningen for gode gerninger og straffen for onde gerninger i det hinsidige, og denne viden må udvikles til et sådant niveau, at den giver anledning til fuld overbevisning eller tro.

For det andet har Allah den Højeste ikke udsat mennesket for den vanskelige prøve selv at skulle opnå denne viden. Han har gennem åbenbaring givet denne viden til Sine udvalgte tjenere blandt menneskene, som kaldes profeter, og befalet dem at videregive denne viden til de øvrige tjenere.

For det tredje er almindelige menneskers eneste ansvar at erkende Allahs sande profet. Så snart man ved, at en bestemt person virkelig er Allahs profet, er det ens ufravigelige pligt at tro på enhver lære, han har bragt, adlyde enhver af hans befalinger og følge den fremgangsmåde, han selv fulgte.

Lad os nu først tale om profetskabets væsen, og om hvordan man kan genkende en profet.

Profetskabets væsen

Allah har selv sørget for alt det, som mennesket har brug for i verden. Når et barn fødes, bliver det sendt til verden med så mange ting, at de ikke kan tælles. Det har øjne til at se med, ører til at høre med, en næse til at lugte og trække vejret med, følesans i huden over hele kroppen, fødder til at gå med, hænder til at arbejde med og en hjerne til at tænke med; og på forhånd er dets lille krop blevet udstyret med utallige andre ting, der tager højde for alle slags behov. Så snart det sætter foden i verden, ser det desuden, at der findes så mange hjælpemidler, som er nødvendige for at opretholde livet, at de ikke kan tælles. Der er luft, lys, vand og jord; i moderens bryst er mælken allerede samlet, og forældre og andre nære mennesker – ja, selv i andres hjerter – er der blevet indgydt hengivenhed, kærlighed og medfølelse med det, så det kan blive opfostret. Jo mere det vokser, desto flere slags ting får det til at opfylde sine behov, som om alle jordens og himlens kræfter arbejder for dets opfostring og tjeneste.

Lad os gå et skridt videre. Mennesket er blevet udstyret med alle de evner, der er nødvendige for at føre verdens daglige gøremål. Fysisk styrke, forstand, opfattelsesevne, evnen til at udtrykke sig og mange andre slags evner findes i større eller mindre grad hos mennesket. Men her ser man et af Allahs vidunderlige arrangementer. Han har ikke givet alle mennesker nøjagtig de samme evner. Hvis det havde været sådan, ville ingen have været afhængig af andre, og ingen ville have bekymret sig det mindste om andre. Derfor har Allah, i overensstemmelse med menneskenes samlede behov, skabt alle slags evner blandt dem; men ordningen er sådan, at én person har fået mere af én evne, mens en anden har fået mere af en anden. Nogle har større fysisk arbejdskraft end andre. Nogle mennesker fødes med et særligt anlæg for bestemte kunstarter eller erhverv, som ikke ses hos andre. Nogle har større talent og intellektuel styrke end andre. På grund af medfødte egenskaber bliver nogle hærførere, mens andre har særlige lederevner. Nogle fødes med en usædvanlig veltalenhed, mens andre har en naturlig skrivekunst. Nogle fødes med en hjerne, der i særlig grad søger mod matematik, og de løser uden besvær komplicerede spørgsmål, som andres forstand ikke engang kan nærme sig. Andre fødes med evnen til at opfinde mange mærkværdige og nye ting, og verden ser forbløffet på deres opfindsomhed. Nogle fødes med en enestående juridisk indsigt, så deres blik af sig selv når frem til de indviklede oplysninger i lovene, som andre ikke kan forstå, selv efter mange års forsøg på at afdække dem. Dette er en gave fra Allah. Intet menneske kan ved egen indsats skabe disse evner i sig selv. De frembringes heller ikke gennem uddannelse og oplæring. I virkeligheden er de medfødte evner, og Allah giver i kraft af sin egen viden disse evner til hvem, Han vil.

Hvis man også tænker over denne gave fra Allah, vil man se, at de evner, der er mest nødvendige for udviklingen af den menneskelige civilisation, bliver skabt i større målestok hos menneskene, mens de evner, der er mindre nødvendige, også bliver skabt i mindre målestok. Almindelige soldater fødes der mange af i verden. Bønder, pottemagere, smede og folk til mange andre slags arbejde fødes i utallige antal, men mennesker med en enestående intellektuel begavelse inden for videnskab og lærdom samt evner inden for politik og hærførsel fødes der færre af. Mennesker med enestående evner, dygtighed og talent inden for et bestemt arbejde fødes der endnu færre af. For deres fremragende indsats opfylder i mange efterfølgende århundreder behovet for personer med tilsvarende begavelse og talent.

Nu må vi overveje, at selv om mennesker fødes med evner som ingeniører, matematikere, videnskabsfolk, juridiske eksperter, politiske analytikere, økonomer og med mange andre forskellige kvalifikationer, er det ikke tilstrækkeligt til at sikre menneskets succes i det jordiske liv. Der er behov for en endnu større kategori af mennesker, som kan vise menneskene den rette vej til Allah. Andre mennesker kan blot vide, hvad der findes for menneskene i verden, og på hvilke måder det kan anvendes; men der er også behov for nogen, der kan sige: Hvorfor blev mennesket selv skabt? Hvem gav mennesket alle verdens ting? Og hvad er denne givers vilje og hensigt? For mennesket kan kun opnå sikker og evig succes ved at leve i verden i overensstemmelse med Hans vilje. Dette er menneskets egentlige og vigtigste behov. Menneskets forstand kan ikke acceptere, at Allah, som har sørget for at opfylde selv vores mindste behov, skulle have undladt at opfylde dette vigtige behov. Nej, det er på ingen måde muligt. Ligesom Allah har skabt mennesker med evner inden for bestemte kunstarter og videnskaber, har Han også skabt mennesker, som havde den højeste evne til at erkende Allah. Han gav dem viden om Allahs lov – om religion, adfærd og livsførelse – og satte dem til at undervise andre mennesker i disse forhold. På vores sprog kaldes disse mennesker profeter, sendebude eller profeter.

Profetens kendetegn

Ligesom mennesker med evner inden for andre videnskaber og kunstarter fødes med særlige talenter og anlæg, kommer profeten også med en særlig slags anlæg og natur.

Når vi blot hører en digters ord, som er begavet fra fødslen, forstår vi, at han er født med en særlig evne, for andre mennesker kan ikke fremføre tilsvarende digte, selv efter mange anstrengelser. På samme måde bliver den medfødte begavelse hos talere, forfattere, opfindere og ledere tydeligt kendt gennem deres respektive værker, for hver af dem udviser inden for sit eget område en usædvanlig evne, som ikke ses hos andre. Sådan er det også med profeten. Hans sind er i stand til at tænke over problemer, som andre menneskers sind ikke engang kan nærme sig. Han kan ved sine ord kaste lys over forskellige emner på en måde, som andre ikke er i stand til. Selv efter mange års tænkning og forskning kan andres blik ikke trænge ind i dybden af visse fine forhold, mens hans blik af sig selv når derhen. Alt, hvad han siger, accepterer vores fornuft, og vores hjerte erkender dets sandhed; hvert enkelt af hans udsagns sandhed bliver bekræftet gennem verdens endeløse undersøgelser og skaberværkets grænseløse erfaringer. Selv hvis vi forsøger at sige noget tilsvarende, er vores fiasko naturligvis sikker. Hans karakter og natur er så uplettet og ren, at han i alle forhold følger sandfærdige, enkle og ædle veje. Han fremsætter aldrig et usandt udsagn og udfører aldrig en uærlig handling. Han lærer altid dyd og gode gerninger og viser selv i praksis det, han råder andre til. Man kan ikke finde noget eksempel i hans liv på, at han selv gør det modsatte af det, han siger. Hans ord og handlinger er ikke berørt af egeninteresse; for andres velbefindende påtager han sig selv byrder, men han skader ikke andre for sin egen skyld. Hele hans liv bliver et ideal for sandhed og retfærdighed, ædelhed, renhed, høje tanker og en ophøjet menneskelighed, og selv ved en særlig undersøgelse finder man ingen fejl eller afvigelse hos ham. At denne person er Allahs ægte profet, kan man klart erkende ud fra netop disse egenskaber.

Profetens lydighed

Når man først har erkendt en bestemt person som Allahs ægte profet, bliver det uomgængeligt at følge hans ord, anerkende lydigheden mod ham og følge den vej, han har vist. Det er fuldstændig ulogisk at anerkende en person som profet og samtidig ikke adlyde hans befalinger. At anerkende en bestemt person som profet betyder at acceptere, at alt, hvad han har sagt, har han sagt fra Allah, og at alt, hvad han har gjort, har han gjort i overensstemmelse med Allahs vilje og beslutning. Derefter vil alt, hvad der siges eller gøres imod ham, være imod Allah. Og det, der er imod Allah, kan aldrig være sandt. Derfor bliver det efter at have anerkendt en person som profet en selvindlysende pligt at acceptere hans ord uden indsigelse. Uanset om man forstår det fornuftige og gavnlige i hans ord eller ej, må man bøje sit hoved for hans påbud og forbud. Det budskab, der kommer fra profeten, må accepteres som sandt, indsigtsfuldt og fornuftigt alene fordi det er profetens budskab. Hvis nogen ikke forstår det fornuftige i en af hans anvisninger, betyder det ikke, at der er en fejl i den; det betyder derimod, at der er en eller anden fejl i hans egen forståelse.

Det er indlysende, at hvis en person ikke er fuldt fortrolig med et bestemt kunst- eller fagområde, kan han ikke opfatte alle dets finesser. Men hvis han nægter at acceptere en eksperts ord blot med den begrundelse, at han ikke forstår dem, vil det vise, hvor stor en tåbe han er. I ethvert arbejde i verden er der behov for eksperter. Når man har anerkendt en ekspert, må man have fuld tillid til ham og ikke blande sig i hans arbejde, for ingen kan være ekspert i alt. Intet menneske kan forstå alle verdens ting på samme måde. Man må med fuld viden og omtanke søge en ekspert til det pågældende formål, og når man er blevet fuldt overbevist om, at en bestemt person er den bedste ekspert til at opfylde dette formål, er den eneste pligt at stole fuldt ud på ham. Det er ikke fornuftigt at blande sig i hans arbejde og ved hvert eneste af hans ord sige: »Forklar det først for mig, ellers accepterer jeg det ikke«; det er tværtimod ganske enkelt tåbeligt. Hvis man efter at have overdraget en sag til en advokat begynder på den slags besvær, vil han smide en ud af sit kontor. Hvis man går til lægen for behandling og kræver beviser for hver eneste af hans anvisninger, vil han opgive behandlingen. Det samme gælder i religionen. Alle har behov for at opnå viden om Allah. Alle ønsker at vide, efter hvilken metode man kan leve i overensstemmelse med Allahs vilje og beslutning. Men ingen har selv nogen sikker måde at få denne viden på. Derfor er alles pligt nu at søge efter en ægte profet fra Allah. Man må gå frem i denne søgen med særlig forsigtighed, viden og fornuft. For hvis man anerkender en anden end den ægte profet som profet, vil han naturligt føre en på afveje. Men når man efter mange undersøgelser er blevet overbevist om, at en bestemt person er Allah den Højestes ægte profet, er det uomgængeligt for alle at have fuld tillid til ham og adlyde hver eneste af hans befalinger.

Nødvendigheden af at tro på profeterne

Når det er blevet fastslået, at den vej, som Allahs profet viser fra Allahs side, er islams rette og lige vej, kan man naturligvis forstå, at det er enhver menneskes pligt at tro på profeten, adlyde ham og følge den vej, han har vist. Den, der forkaster den vej, profeten har vist, og opfinder en anden vej efter sin egen fornuft, er uden tvivl vildledt.

I denne sag følger mennesker mange forskellige veje til fejl. En gruppe mennesker anerkender profetens sandhed, men tror ikke på ham og adlyder heller ikke hans befalinger. De er ikke blot vantro, men også tåbelige; for efter at have anerkendt profeten som en ægte profet betyder det at nægte at følge hans anvisninger, at man bevidst adlyder løgnen. Det er en klar sandhed, at der ikke kan findes nogen større tåbelighed end dette.

Nogle siger også: »Vi har ikke brug for at adlyde profeten. Med vores egen fornuft kan vi selv finde sandhedens vej.« Dette er også en farlig fejltagelse. Ved at studere matematik kan man med sikkerhed vide, at der kun kan trækkes én lige linje fra ét punkt til et andet. Uanset hvor mange andre linjer man måtte trække, vil de enten blive krumme eller ikke nå frem til det andet punkt. Sandhedens vej, som på islamisk sprog kaldes ‘Sirat al-Mustaqim’ (den lige og rette vej), følger det samme princip. Denne vej begynder hos mennesket og fører til Allah, og ifølge den ovennævnte matematiske regel kan der kun være én sådan vej. Alle andre veje er enten krumme eller fører ikke til Allah. Derfor har profeten vist den lette og lige vej, og ingen anden vej kan være ‘Sirat al-Mustaqim’. Den, der forlader den vej, profeten har anvist, og selv begiver sig ud for at finde en vej, må møde én af to mulige følger. Enten vil han ikke finde nogen vej til Allah, eller også vil den, hvis han finder en, være en kringlet og lang vej. I stedet for en lige linje vil den være en bugtet linje. Med hensyn til den første følge er hans undergang uundgåelig; hvad den anden følge angår, er der heller ingen tvivl om, at hans tåbelighed dermed bliver bevist. Selv et tåbeligt og uvidende dyr forlader den krumme vej og følger den lige vej, når det skal bevæge sig fra ét sted til et andet. Hvad kan man da sige om en, som en af Allahs retskafne tjenere har vist den lige vej, hvis han siger til ham: »Nej, jeg vil ikke følge den vej, du har vist mig. Jeg vil selv snuble mig frem ad en krum vej og finde målet for min rejse«?

Enhver kan ved første øjekast forstå denne almindelige fejltagelse, men ved nærmere eftertanke bliver det endnu tydeligere, at den, der nægter at tro på profeten, ikke kan finde nogen vej – hverken lige eller krum – til Allahs nærhed. Grunden er, at den, der nægter at godtage et rent og sandfærdigt menneskes ord, utvivlsomt har en forvrængning i sit sind, som får ham til at vende sig bort fra sandhedens vej. Hans opfattelse kan være mangelfuld, eller hans natur kan være så fordrejet, at han ikke ønsker at anerkende noget sandt og godt. Det kan være, at han blindt efterligner sine forfædre og ikke vil høre nogen ugunstig kritik af det, der har været skik fra gammel tid. Eller han kan være blevet slave af sine egne lyster og have nægtet at følge profetens lære, fordi han efter at have fulgt den ikke længere ville have frihed til at begå synder og ulovlige handlinger. Hvis blot én af disse årsager findes hos et menneske, bliver det umuligt for ham at finde Allahs vej. Omvendt er det umuligt, at et sandhedssøgende, uskyldigt og retskaffent menneske, som ikke har nogen af disse årsager, skulle nægte at følge en sand profets lære.

Det vigtigste er, at profeten er sendt fra Allah, og at Allah har befalet, at man skal tro på ham og adlyde ham. Den, der ikke tror på profeten, gør oprør mod Allah selv. En mand, der er undersåt af en konge, er forpligtet til at adlyde enhver, som kongen udpeger til hersker på sine vegne. Hvis han adlyder den hersker, kongen har udpeget, vil det betyde oprør mod kongen. At anerkende den styrende myndighed, men nægte at adlyde den hersker, den har udpeget, er fuldstændig selvmodsigende. Det samme princip gælder for Allah og Hans udsendte profet. Allah er alle menneskers sande konge. Ethvert menneske har pligt til at anerkende som profet den person, Han har sendt for at vejlede menneskene, og forkaste lydigheden mod alt andet og alene følge hans vej. Den, der vender sig bort fra at følge ham, er uden tvivl kafir. Om han tror på Allah eller ej, ændrer ikke noget.

Profetembedets korte historie

Nu vil jeg fortælle, hvordan profetembedets række begyndte blandt menneskeheden, hvordan den gradvist nåede det højeste udviklingstrin, og hvordan den blev afsluttet gennem den sidste og største profet.

Det er blevet kendt, at Allah først skabte ét eneste menneske og derefter skabte hans ledsager af dette menneske. Siden er århundrede efter århundrede gået. Efterkommerne af dette første menneske har fyldt hele verden. Alle de mennesker, der findes i verden i dag, er børn af det første skabte menneskepar. Alle folks religiøse og historiske beretninger vidner om, at menneskeheden begyndte med ét menneske. Videnskabelige undersøgelser af menneskets oprindelse har ikke fundet noget bevis for, at forskellige mennesker blev skabt forskellige steder i verden. Tværtimod antager de fleste videnskabsfolk, at der først blev født ét eneste menneske i verden, og at alle de mennesker, man i dag ser overalt på jorden, er efterkommere af dette ene menneske.

På vores sprog kaldes dette første menneske i verden Adam. Ordet adamī er afledt af Adam, og dette ord er synonymt med insan eller menneske! Allah udnævnte først Adam, fred være med ham, til Sin profet og befalede ham at undervise sine børn i islam, så han kunne sige til dem: Jeres og hele verdens Gud er én. Tilbed Ham alene, underkast jer Ham alene, bed Ham alene om hjælp, og lev på jorden i ærlighed og retfærdighed i overensstemmelse med Hans vilje og behag. Hvis I lever på denne måde, vil I modtage den ønskede belønning, men hvis I vender jer bort fra lydigheden mod Ham, vil I få den hårdeste straf.

Blandt efterkommerne af Adam, fred være med ham, var der retskafne mennesker, som fortsatte med at følge den lette vej, deres far havde anvist; men de uretfærdige forlod denne vej. Gradvist opstod alle former for ugudelighed. Nogle begyndte at tilbede månen, solen og stjernerne, mens andre begyndte at tilbede planter, dyr, floder og bjerge. Nogle mente, at vinden, vandet, ilden, sygdom, sundhed og styrke samt naturens øvrige gavnlige midler og kræfter havde hver sin gud, og at det var nødvendigt at tilbede dem alle, så hver gud kunne blive tilfreds og vise dem nåde. På denne måde opstod der på grund af uvidenhed mange former for shirk (polyteisme) og afgudsdyrkelse, og gennem dette opstod utallige religioner. Det var i den tid, hvor Adams, fred være med ham, efterkommere havde spredt sig til forskellige dele af verden. Forskellige folkeslag var opstået over hele jorden. Hvert folk havde skabt sig en ny religion, og hvert folks skikke og regler var blevet særegne. Da Allah blev glemt, glemte menneskene også den lov, som Adam, fred være med ham, havde forelagt sine efterkommere. Menneskene begyndte da at være slaver af deres egne lyster. Alle slags uretfærdige skikke opstod, og alle slags uvidende forestillinger bredte sig overalt. Menneskene tog fejl i deres vurdering af godt og ondt. De anså mange uretfærdigheder for gode og mange gode handlinger for dårlige.

Allah den Ophøjede begyndte at sende sine profeter til hvert folk. Først gav Hazrat Adam (a.s.) menneskene en lære, og de øvrige profeter begyndte også at give menneskene den samme lære. De mindede hvert deres folk om den lære, som de havde glemt. De lærte menneskene at tilbede den ene Allah og vendte dem bort fra shirk og afgudsdyrkelse. De brød med de uvidende skikke, viste dem vejen til at leve i overensstemmelse med Allahs vilje og ledte dem, efter at have forklaret de fejlfri bestemmelser, ad lydighedens vej mod Ham. Hindustan, Kina, Iran, Irak, Egypten, Afrika og Europa – kort sagt: Der findes ikke noget land i verden, hvortil ingen profet er kommet fra Allah. Alle deres religioner var én og den samme, som vi på vores eget sprog kalder islam. Deres undervisningsmetoder og livsregler var dog til en vis grad forskellige. Der blev især lagt vægt på at fjerne den form for jahiliyyah, som havde bredt sig blandt hvert folk. Jo mere en bestemt fejlagtig opfattelse var blevet udbredt, desto større opmærksomhed blev der i begyndelsen rettet mod at afhjælpe den; derfor fik de enkle læresætninger og enkle bestemmelser. Efterhånden som de skridt for skridt bevægede sig fremad på udviklingens vej, blev deres lære og de bestemmelser, de skulle følge, også udvidet mere og mere. Denne forskellighed i lære og bestemmelser var kun begrænset til den ydre form, men indholdet var det samme for alle: I trosmæssig henseende tawhid, i handling sandhed og disciplin samt en grundlæggende tro på belønningen og straffen i det hinsidige.

Menneskene har også behandlet profeterne på mange mærkværdige måder. Først behandlede de dem dårligt og afviste deres råd; nogle blev fordrevet fra landet, mens andre blev dræbt. Nogle af dem, der hele livet havde forkyndt læren for menneskene, fik med stort besvær kun ti eller fem følgere. Men disse udvalgte tjenere af Allah udførte altid deres pligt urokkeligt. Til sidst fik deres lære indflydelse på menneskene, og store folk anerkendte deres lydighed. Derefter antog menneskenes tilbøjelighed til vildfarelse (gumrahi) igen en ny form. Efter profeternes bortgang glemte deres ummahs deres lære. De blandede alle slags egne forestillinger ind i deres bøger. De antog nye former for tilbedelse – nogle grupper begyndte ligefrem at tilbede selve profeterne. Nogle begyndte at kalde deres profet Allahs inkarnation (det vil sige, at Allah selv var steget ned i menneskelig skikkelse), mens andre gjorde deres profet til Allahs partner. Kort sagt begyndte menneskene at handle så egenmægtigt, at de profeter, som havde ødelagt afguderne, selv gjorde de til afguder. Den livsordning (sharia), som profeterne havde efterladt deres ummahs, fordrejede de også lidt efter lidt. De blandede alle slags uvidenhedsbaserede skikke ind i den, indføjede mange fortællinger og falske beretninger og satte menneskeskabte bestemmelser i kraft sammen med de bestemmelser, profeterne havde vist. Som følge heraf fandtes der efter nogle århundreder ikke længere nogen mulighed for at forstå, hvad profeternes egentlige lære og bestemmelser havde været, og hvad senere mennesker havde blandet ind i dem og derved fordrejet. Profeternes egne livsfortællinger blev dækket så grundigt af falske og opdigtede beretninger, at der ikke længere kunne findes nogen pålidelig historie om deres liv. Alligevel blev hele profeternes livsgerning ikke forgæves. Trods alle former for fordrejning og ændring lever der stadig noget sandt blandt alle folk. Troen på Allahs eksistens og det hinsidige har i en eller anden form spredt sig blandt alle folk. Visse principper om ærlighed, sandhed og et moralsk liv er almindeligt blevet anerkendt over hele verden. Samtidig havde profeterne blandt verdens forskellige folk hver for sig dannet hvert enkelt folk til et bestemt trin, således at en fælles religions lære, som kunne accepteres af alle mennesker uden forskel, kunne præsenteres for verdens mennesker.

Som jeg allerede har sagt, kom der i begyndelsen forskellige profeter til hvert folk, og hver af deres lærdomme var begrænset til deres eget folk. Grunden var, at alle folk på den tid var adskilt fra hinanden. Der var ikke megen kontakt mellem dem. Hvert folk var i praksis begrænset til sit eget land. Under sådanne forhold var det yderst vanskeligt at forkynde én fælles lære for alle folk. Desuden var de forskellige folks forhold indbyrdes forskellige. På den tid havde uvidende forestillinger bredt sig voldsomt. Derfor var den fordrejning af moral og adfærd, der viste sig som følge heraf, forskellig fra sted til sted. Derfor var det nødvendigt for Allahs profeter at fremlægge særskilt lære og vejledning for hvert folk: gradvist at udrydde vildledende forestillinger og forkynde de rette forestillinger, lidt efter lidt at tilintetgøre den uvidende livsform og lære lydighed mod de bedste bestemmelser samt at undervise dem, ligesom børn bliver opdraget. Kun Allah ved, hvor mange tusinde år det tog at uddanne verdens folk på denne måde. Til sidst begyndte menneskeheden at overskride sin barndom og træde ind i modenhedens fase. Som følge af fremskridt inden for handel, industri og arkitektur blev der skabt forbindelser mellem dem. Fra Kina og Japan til Europas og Afrikas fjerneste egne blev søfart og rejser ad landeveje etableret. De fleste folk udviklede alfabeter, og skikken med at læse og skrive begyndte. Kundskab og videnskab bredte sig, og udvekslingen af tanker og viden mellem folk tog til. Store erobrere blev født; de oprettede store imperier og samlede forskellige lande og folk under én politisk orden. Således begyndte den afstand og forskel, der oprindeligt fandtes mellem menneskehedens forskellige folk, gradvist at blive mindre, og muligheden opstod for at fremlægge islams samme lære og samme livsordning (sharia) for hele verden. For to et halvt tusind år siden var menneskene nået så langt i deres udvikling, at de selv følte behov for en universel livsordning. Selv om buddhismen ikke var en fuldstændig religiøs lovgivning, men kun indeholdt visse principper om moralsk karakter, bredte buddhismen sig ikke desto mindre fra Hindustan på den ene side helt til Japan og Mongoliet og på den anden side helt til Afghanistan og Bukhara. Denne religions forkyndere rejste til mange fjerne lande. Nogle århundreder senere opstod kristendommen. Selv om Hazrat Isa (a.s.) var kommet med islams lære, blev der efter hans bortgang skabt en fordrejet religion under navnet kristendom, og de kristne spredte denne religion fra Iran til mange fjerne egne af Afrika og Europa. Verden følte i virkeligheden på det tidspunkt et stærkt behov for en fælles religion for menneskeheden og var så forberedt på den, at man, da man ikke fandt en sådan fuldstændig og fejlfri livsordning, begyndte at udbrede umodne og ufuldstændige religioner blandt de forskellige folk.

Profetskabet hos Hazrat Muhammad (s.a.)

Så kom den tid, hvor Allah den Ophøjede lod én profet, nemlig Hazrat Muhammad (s.a.), blive født i Arabien for alle verdens og hele menneskehedens folk. Han gav ham islams fuldstændige lære og fuldkomne bestemmelser og satte ham til den store opgave at forkynde dem over hele verden.

Hvis man undersøger verdens geografi, kan man ved første øjekast forstå, at der på hele jorden ikke findes noget sted, der er mere egnet end Arabien til et profetskab for hele verden. Dette land ligger præcis midt mellem kontinenterne Asien og Afrika. Europa ligger også meget tæt herfra. Især boede Europas civiliserede folk dengang i den sydlige del af Europa, og denne del lå lige så tæt på Arabien som Hindustan gjorde.

Hvis man desuden læser verdenshistorien fra den tid, vil man se, at der dengang ikke fandtes noget folk, der var bedre egnet til dette profetskab end det arabiske folk. Alle de andre store folk var på det tidspunkt blevet trætte af kampen for at etablere deres egen overlegenhed på jorden. Araberne var imidlertid stadig et folk i ungdommens friske kraft. Sammen med civilisationens fremgang var der opstået mange former for fordærv i de andre folks levevis; men det arabiske folk var endnu ikke blevet påvirket af en sådan civilisation, at de kunne være blevet magelige, fornøjelsessyge og usle af karakter. I det sjette århundrede efter Kristus var Arabien fuldstændig fri for den skadelige indflydelse fra tidens civilisationsstolte nationer. I den grad af menneskelige egenskaber, som kan findes hos et folk, der endnu ikke er blevet berørt af civilisationens vind, fandtes disse egenskaber hos araberne. De var modige, frygtløse og ædelmodige; de holdt deres løfter, elskede selvstændig tænkning og et frit liv og ville ikke underkaste sig noget andet folk. De tøvede ikke med at ofre livet for at bevare deres ære. De levede et meget enkelt liv og havde ingen tilbøjelighed til luksus og nydelser. Der fandtes uden tvivl mange former for ugerninger blandt dem, hvis beskrivelse vil komme senere; men årsagen til disse ugerninger var, at ingen profet havde vist sig i deres land i to et halvt tusind år, og at ingen reformator var kommet iblandt dem med evnen til at fremme moralsk og kulturel dannelse og give kulturel undervisning. Fordi de i mange århundreder havde levet et frit liv i den barske og golde ørken, havde uvidenhed og hedenske tankegange bredt sig blandt dem, og de var gennem deres uvidenhedsafledte skikke blevet så hårde og fastlåste, at det ikke var muligt for noget almindeligt menneske at gøre dem til virkelige mennesker. Samtidig havde de imidlertid opsparet en sådan evne, at hvis et genialt menneske trådte frem for at reformere deres liv og vækkede dem ved at vise dem et stort mål, ville de ikke vige tilbage for at vende hele verden på hovedet for at nå dette mål. For at udbrede profetens lære til hele verden var der behov for et sådant ungdommeligt og stærkt folk.

Dernæst er også det arabiske sprog værd at bemærke. Hvis man studerer det arabiske sprog og lærer dets litterære rigdom at kende, kan man let forstå, at intet andet sprog er bedre egnet til at udtrykke høje tanker, beskrive den fine og dybe hemmelighed i kundskaben om Allah og påvirke menneskehjertet. På dette sprog kan man udtrykke meget omfattende tanker gennem korte ord eller sætninger, og dets udtryksform er så kraftfuld, at den gennemborer menneskehjertet som en pil eller et spyd. Dette sprogs sødme lader honning regne over det menneskelige øre. Dets søde melodiske bølger gør umærkeligt menneskehjertet beruset af rytme. Til at være bærer af en så storslået bog som Koranen var der brug for netop et sådant sprog.

Her kommer Allahs store visdom til udtryk: Han udvalgte netop dette arabiske land til at sende sin sidste profet til hele verden. Jeg vil nu beskrive, hvor enestående den rene personlighed var, som Allah havde udvalgt til denne største opgave.

Beviset på Muhammeds profetskab

Lad os se fjorten hundrede år tilbage fra i dag. Dengang fandtes der i verden hverken telegrafsystem, telefon, jernbane, trykpresse, aviser, tidsskrifter eller bøger, og heller ikke de muligheder for udenlandsrejser, som vi ser i dag. Hvis man skulle rejse fra ét land til et andet, måtte man tilbagelægge en rejse på flere måneder. Under sådanne forhold var Arabien adskilt fra alle verdens øvrige lande. I nærheden lå Iran, Tyrkiet og Egypten, hvor der i nogen grad blev dyrket videnskab og lærdom. Men et vældigt hav af sand holdt Arabien adskilt fra disse lande. Arabiske købmænd rejste måned efter måned på kamelryg til disse lande for at handle, men deres forbindelse var begrænset til køb og salg af varer. På Den Arabiske Halvø fandtes der endnu ingen højtstående civilisation; der var hverken skoler eller biblioteker, og indbyggerne dyrkede heller ikke læsning og skrivning. I hele landet fandtes der kun et lille antal mennesker, som i nogen grad kunne læse og skrive, men selv dette var ikke tilstrækkeligt til at få kendskab til tidens viden og videnskab. Der fandtes ingen velorganiseret regering. Der fandtes ingen love og regler. Hver stamme udøvede sit eget vilkårlige styre i sit eget område. Der foregik omfattende plyndringer frit over hele landet. Drab, blodsudgydelser og krige var dagligdags begivenheder dér. Menneskeliv havde ingen værdi; den, der kunne udøve en eller anden form for magt over en anden, dræbte ham og tog hans ejendom i besiddelse. De havde ingen moralsk bevidsthed og ingen kontakt med civilisationen. Misgerninger, alkoholmisbrug og hasardspil var helt almindelige foreteelser. De tøvede ikke med at være nøgne foran hinanden. Arabiske kvinder foretog endda pilgrimsrundgang om Kabaen i nøgen tilstand. I deres liv fandtes der ingen forskel mellem det forbudte og det tilladte. Arabernes frihed var gået så langt ud over alle grænser, at de ikke var villige til at følge nogen regel, nogen lov eller nogen moralsk ordning, og de kunne ikke acceptere lydighed mod nogen leder. Arabernes uvidenhed havde antaget en så ekstrem form, at de tilbad stenidoler. Hvis de på vejen fandt et smukt stykke sten, tog de det med sig, stillede det foran sig og tilbad det. Det hoved, som ikke var villigt til at bøje sig for nogen, bøjede sig for en lille sten, og de mente, at netop denne sten kunne opfylde alle deres ønsker.

Under sådanne forhold trådte et menneske frem blandt dette folk. Allerede i barndommen blev han berøvet sine forældres og bedsteforældres kærlige omsorg. Selv den smule undervisning, som det under datidens forhold var muligt at få, blev ham ikke til del. Da han blev ældre, begyndte han at vogte geder sammen med de arabiske børn. I sin ungdom helligede han sig handel. Hans omgang, selskab og alle hans forbindelser var med de samme arabere, hvis tilstand allerede er blevet beskrevet. Han havde ingen skolegang overhovedet, ja, han kunne ikke engang læse og skrive blot en smule; men trods dette var hans adfærd, hans karakter og hans tankegang anderledes end alle andres. Han talte aldrig usandt og brugte aldrig hårde ord over for nogen. I stedet for hårde ord strømmede honning fra hans mund, og under hans indflydelse blev folk betaget og søgte hen til ham. Han tog aldrig så meget som én mønt ulovligt fra nogen. Betaget af hans pålidelighed betroede folk ham deres meget værdifulde ejendele, og han vogtede hver enkelts ejendom, som om det var hans eget liv. Hele folket var betaget af hans ærlighed og gav ham navnet »Al-Amīn«. Hans blufærdighed var så stærk, at ingen siden hans barndom nogensinde havde set ham nøgen. Han var så velopdragen, at selv om han var opvokset blandt et fordærvet og lastefuldt folk, hadede han enhver form for dårlig opførsel og upassende handlinger, og i alt, hvad han gjorde, fandtes et præg af renhed. På grund af sine rene tanker følte han dyb sorg i sit hjerte, når han så plyndring, blodudgydelse og drab blandt sit eget folk, og under stridigheder forsøgte han at skabe fred. Hans milde hjerte delte ethvert menneskes sorg og smerte. Han hjalp forældreløse og enker, gav de sultne mad og bød også rejsende velkommen i sit hjem og gav dem noget at spise. Han gjorde aldrig nogen ondt; selv bar han andres sorger. Han var udstyret med fejlfri indsigt og hadede afgudsdyrkelse, selv om han levede blandt et afgudsdyrkende folk. Han bøjede aldrig sit hoved for nogen skabning. Fra hans hjerte lød spontant en stemme: Blandt alt det, man ser på jorden og i himlene, findes ingen, der er værdig til tilbedelse. Hans hjerte sagde af sig selv: »Allah alene kan være Gud, og Han er den eneste og Eneste.« Denne store personlighed trådte frem blandt et barbarisk folk som en strålende diamant midt i en bunke sten, som en lysende lampe midt i det tætteste mørke.

Efter i næsten fyrre år at have levet et så rent, uberørt og ophøjet liv blev han kvalt af synet af det tætte mørke, der omgav ham. Hans hjerte længtes efter befrielse fra det frygtelige hav af uvidenhed, moralsk forfald, synd, korruption, shirk og afgudsdyrkelse, der omgav ham, for intet dér stemte overens med hans sindelag. Til sidst trak han sig bort fra folket og gik til en grotte i et bjerg, hvor han dag efter dag levede i ensomhedens og fredens verden. Ved igen og igen at faste gjorde han sin sjæl, sit sind og sin hjerne endnu renere. Dér tænkte han og fordybede sig i overvejelser og meditation. Han søgte et nyt lys, hvis fakkel han kunne bære for at fordrive det fortættede mørke omkring sig. Han søgte kilden til en kraft, hvormed han kunne knuse denne fordærvede verden og opbygge menneskehedens sande og smukke struktur.

Midt i denne fordybelse og meditation indtraf en vældig åndelig forandring i hans liv. Det lys, som hans natur så længe havde søgt, lod pludselig sine strålende stråler bryde frem i hans hjerte. Pludselig kom der en sådan kraft ind i hans hjerte, hvis lige han aldrig før havde følt. Han forlod bjerggrottens ensomme omgivelser og trådte frem foran folket. Da han kom til sit eget folk, sagde han til dem: »Stenidolerne har ingen magt; opgiv at tilbede dem. Denne måne, denne sol, jorden og alle himlenes kræfter er skabt af én Allah, den Almægtige. Han er jeres alles Skaber, Han er den, der skænker jer forsørgelse, og liv og død er underlagt Hans orden. Tilbed alene Ham og alle andre, og søg opfyldelsen af jeres ønsker hos Ham alene. Opgiv tyveri, røveri, plyndring, drikkeri, hasardspil og bedrag—alle disse synder, som I begår, strider mod Allahs vilje, så opgiv disse ugerninger. Tal sandt, døm retfærdigt, tag ikke nogens liv, og tilegn jer ikke andres ejendom. Hvad I end modtager, så modtag det ad sandhedens vej, og hvad I end giver, så giv det ad sandhedens vej. I er alle mennesker, og alle mennesker er lige. Menneskets fortrin og ære (sharāfat) skyldes ikke dets slægt, ej heller dets hudfarve, udseende eller rigdom. Tilbedelse af Allah, gode gerninger og et rent liv er tegnene på menneskets ære. Den, der frygter Allah og lever et godt og rent liv, er et menneske på det højeste trin. Den, der handler anderledes, har ingen ære. Efter døden skal I alle stå foran Skaberen, foran den sande og retfærdige Dommer på den endelige doms dag. Ingen forbøn eller bestikkelse vil blive godtaget dér. Der vil ikke blive spurgt til nogen slægts rang. Dér vil der kun blive gjort regnskab over tro og gode gerninger. Den, der ejer disse skatte, vil få Paradiset som bolig, mens den, der ikke ejer noget af dem, er bestemt til fortvivlelse og Helvedes straf.«

Arabiens uvidende folk mishandlede og plagede denne fromme mand, udelukkende fordi han fordømte de skikke, der var blevet praktiseret på deres fædres og bedstefædres tid, og underviste i en livsform, der var i strid med den, deres forfædre havde fulgt. På grund af dette begyndte de at overøse ham med ubeskrivelige skældsord og gjorde hans liv uudholdeligt ved at kaste sten på ham. De lagde planer om at dræbe ham. Ikke blot en dag eller to, men i hele tretten år udsatte de ham uden ophør for de hårdeste pinsler, indtil han til sidst måtte forlade sit hjemlands velkendte omgivelser og rejse til et fremmed land. Også dér, hvor han søgte tilflugt efter at have forladt sit land, fortsatte de med at plage ham i flere år.

Hvorfor udholdt han al denne sorg, lidelse og forfølgelse? Hans eneste mål var at vise sit folk den sandheds enkle og rette vej. Hans folk var rede til at ophøje ham til kongelig værdighed og ønskede at hælde dynger af rigdom ved hans fødder. De ønskede blot at forhindre ham i at forkynde sandheden. Han lod sig ikke rokke af alle deres fristelser, men forblev urokkelig i sit mål. Kan man forestille sig et større ædelt hjerte og en større oprigtighed hos noget menneske end hos den, der ikke for sin egen skyld, men for andres velbefindende, fortsætter med at udholde sorg, lidelse og forfølgelse? De mennesker, hvis velbefindende han stræber efter, er netop dem, der sårer ham ved at kaste sten på ham, mens han til gengæld kun ønsker dem godt. Ikke blot mennesker, men selv englene bliver betaget, når de ser et sådant eksempel på oprigtighed.

Det er især værd at bemærke, hvilken stor revolution der fandt sted i dette menneske, da han trådte frem for menneskesamfundet fra bjerghulen med dette sandhedsbudskab. Det budskab, han begyndte at forkynde for menneskene, var så klart og flydende, og efter sprogets og litteraturens målestok så ophøjet og rigt på sproglige billeder, at ingen hverken før eller siden havde sagt noget lignende. Araberne plejede at være stolte af poesi, veltalenhed og sproglig klarhed. For det arabiske folk fremsatte han udfordringen om at bringe blot én sura, der lignede en sura fra den hellige Koran, men over for hans udfordring måtte alle bøje hovedet. Sproget i denne særlige tale, den hellige Koran, var således ophøjet, men sproget i hans almindelige samtaler og taler var ikke lige så ophøjet. Selv i dag, når vi sammenligner denne tale med hans øvrige egne udsagn, træder en tydelig forskel frem.

Denne mand – denne arabiske, analfabetiske mand fra ørkenen – begyndte at fremsige visdomsfulde, filosofiske udsagn, som ingen før ham havde fremsagt, og som ingen siden har kunnet fremsige på samme måde; ja, ingen havde nogensinde hørt sådanne ord fra hans mund før hans fyrreårsalder.

Denne ummī (analfabetiske) mand efterlod sig sådanne bestemmelser om det moralske og sociale liv, økonomien, politikken og alle andre sider af menneskelivet, at store lærde og videnskabsmænd først med stort besvær gennem mange års tænkning og forskning samt et helt livs forsøg og undersøgelser kan få en vis forståelse af deres dybe betydning. Og jo mere menneskehedens erfaringer og undersøgelser i verden udvides, desto tydeligere bliver deres dybe betydning for mennesker. Mere end tretten hundrede år er gået; alligevel mærker man stadig ikke noget behov for at revidere hans bestemmelser. Verdens menneskeskabte love er allerede blevet formuleret og forkastet tusindvis af gange; ved hver prøve er disse love blevet bevist uegnede, og hver gang har man måttet ændre dem. Men ikke én eneste bestemmelse i det regelsæt, som denne analfabetiske ørkenbeboer fremlagde for menneskene uden hjælp fra noget andet menneske, har haft behov for at blive ændret.

I løbet af profetembedets 23 år gjorde han gennem sin karakterens ynde, sin sandhed, sin storhed og sin ophøjede undervisnings indflydelse fjender til venner og rivaler til medhjælpere. Store magter, der havde rejst sig imod ham, måtte til sidst acceptere nederlaget og overgive sig ved hans fødder. Selv efter sejren tog han ikke hævn over nogen fjende for dennes fjendskab og behandlede ingen hårdt. Selv efter at have besejret den mand, der havde dræbt hans egen onkel, skåret hans hjerte ud og tygget på det, tilgav han ham; og da han fik fat på dem, der havde kastet sten efter ham og fordrevet ham fra hans hjemland, benådede han dem. Han bedrog ingen og brød aldrig noget løfte. Selv under kamp viste han ingen grusomhed; selv hans hårdeste fjender kunne aldrig anklage ham for uretfærdig behandling eller undertrykkelse. Gennem virkningen af denne enestående sandhedskærlighed vandt han til sidst hele Arabiens hjerter. De arabere, hvis tilstand er blevet beskrevet ovenfor, befriede han gennem sin egen undervisning og vejledning fra barbari og uvidenhed og forvandlede dem til en højtstående og civiliseret nation. De arabere, som ikke var villige til at anerkende lydighed mod nogen lov, gjorde han så lovlydige, at historien ikke har set noget folk, der fulgte loven på samme måde. De arabere, som overhovedet ikke havde tilbøjelighed til at adlyde andre, gjorde han loyale undersåtter i et mægtigt rige. Selv mennesker, som aldrig havde været berørt af den mindste moralske bevidsthed, gjorde han så moralsk dannede, at verden i dag står forundret og betaget, når den betragter deres tilstand. De arabere, som dengang havde den laveste status blandt verdens folk, blev under indflydelse af dette ene menneske på 23 år så mægtige, at de væltede tronerne for de magtfulde kejsere i Iran, Rom og Egypten. De gav verden civilisation, et moralsk liv og undervisning i menneskelighed; med islams ene lære og én sharia spredte de sig til de smukkeste områder i Asien, Europa og Afrika.

Dette var islams indflydelse på det arabiske folk. Endnu mere forbløffende var den indflydelse, den analfabetiske arabiske profet fik på hele verden. Han indførte en hidtil uset revolution i hele verdens gængse tankegang, adfærdsmønstre og love. Selv hvis vi ser bort fra dem, der accepterede hans lederskab, er det forbløffende, at selv de, der nægtede at anerkende hans autoritet, og de, der modsatte sig ham og var hans fjender, ikke kunne undslippe hans indflydelse. Verden havde glemt tawhīds lære; han mindede menneskene om den igen. Og han lod sandhedens trompet gjalde med en sådan kraft, at selv afgudsdyrkernes og polyteisternes religioner i dag tvinges til at anerkende tawhīd. Han efterlod menneskene en så stærk moralsk lære, at dens formulerede principper i dag vinder og fortsat vinder udbredelse i hele verdens gængse moralundervisning. De principper, han fastlagde inden for lov, politik, civilisation og socialøkonomi, er så forankrede i sandheden og anvendelige til alle tider, at selv hans modstandere blandt kritikerne i stilhed har hentet og stadig henter materiale fra dem.

Som jeg allerede har sagt, blev dette enestående menneske født blandt et uvidende folk i et land indhyllet i tæt mørke. Indtil han var fyrre år, havde han ikke noget andet erhverv end at vogte dyr og drive handel. Han havde ikke fået nogen form for uddannelse. Tænk over, hvorfra kom denne pludselige fuldkommenhed hos ham efter hans fyrreårsalder? Hvorfra kom den enestående viden, han besad? Hvorfra fik han denne enorme styrke? Ét eneste menneske – undertiden en enestående hærfører, undertiden en uforlignelig lærd dommer, undertiden en mægtig lovgiver, undertiden en uovertruffen filosof, undertiden en enestående reformator af det moralske og kulturelle liv og atter undertiden en leder med forbløffende politisk kløgt! Trods livets mangeartede og travle gøremål tilbragte han time efter time om natten i tilbedelse af Allah, opfyldte sine pligter over for sin hustru og sine børn og tjente fattige og nødlidende mennesker. Selv efter at have opnået regeringsmagten over et mægtigt rige levede han som en fattig; han sov på en måtte, bar groft tøj og spiste som de fattige, ja, nogle dage gik endda med faste eller kun lidt mad.

Hvis han efter at have udvist en sådan forbløffende, overmenneskelig fuldkommenhed havde hævdet, at han besad en overmenneskelig eksistens, kunne ingen have afvist hans påstand. Men hvad sagde han i stedet? Han hævdede ikke, at denne fuldkommenhed var hans egen fortjeneste; tværtimod sagde han altid:

Jeg ejer intet, som jeg kan kalde mit eget; Allah ejer alt dette, og fra Allahs side har jeg modtaget det hele. Det budskab, jeg fremlægger, og hvis lige alle mennesker har været ude af stand til at fremlægge, er ikke mit eget budskab og ikke et værk skabt af min hjerne. Det er Allahs kalām, og al lovprisning tilkommer Allah alene. Hvad jeg end gør, er heller ikke udført gennem mine egne evner; det er udelukkende udført efter Allahs befaling. Jeg handler og taler i overensstemmelse med den vejledning, jeg modtager fra Allah.

Hvordan skulle man kunne undlade at anerkende et så sandhedskærligt menneske som Allahs profet? Han besad en sådan fuldkommenhed, at man fra verdens begyndelse og indtil i dag ikke kan finde et menneske som ham; men hans sandhedskærlighed var så enestående, at han overhovedet ikke var stolt af denne fuldkommenhed. Han ønskede ikke at opnå nogen ros for den. Al ros tilskrev han tydeligt Ham, som havde skænket ham alt. Hvordan skulle man kunne undlade at anerkende ham som sand? Når han selv erkendte, at al hans storhed tilhørte Allah, hvorfor skulle vi så sige: Nej, alt dette er skabt af dit eget sind? Det er jo løgnagtige mennesker, der forsøger at tilskrive sig selv andres fortjenester; men dette menneske forsøgte ikke at tilskrive sig selv de fortjenester, som han let kunne have gjort krav på, og hvis årsag ingen kendte. Hvis han ved at fremvise dem havde gjort krav på en overmenneskelig status, ville ingen have kunnet afvise det; alligevel forsøgte han ikke at tilskrive sig selv disse fortjenester. Hvem kan da være mere sandfærdig end ham?

Dette menneske – dette menneske med de enestående fortjenester – var vores leder, profeten for hele verden, Hazrat Muhammad Mustafa (sa). Hans egen sandhedskærlighed er det uigendrivelige bevis på hans profetskab. Hans glorværdige gerninger, hans karakter og hans hellige livsforløb er alt sammen blevet bevist i historien. Enhver, der med et rent hjerte og en oprigtig søgen efter sandheden samt en retfærdig indstilling læser beretningen om ham, vil i sit indre spontant bevidne, at han med sikkerhed var Allahs profet. Det budskab, han fremsatte, er Koranen, som vi læser. Den, der med et åbent hjerte læser denne uforlignelige bog og forstår den, må erkende, at den med sikkerhed er en bog sendt af Allah, og at intet menneske besidder evnen til at forfatte en sådan bog.

Profetskabet afsluttes

Det er nødvendigt at vide, at der i denne tid ikke findes noget andet middel end Hazrat Muhammad Mustafas (sa) lære og den ædle Koran til at kende islams sande, enkle og rette vejledning. Muhammad (sa) er Allahs profet for hele menneskeheden. Med ham er profeternes række blevet afsluttet. Alt det, gennem hvilket Allah den Højeste ønsker at vejlede menneskene, har Han sendt som vejledning gennem Sin sidste profet. Den, der nu søger sandheden og ønsker at blive Allahs muslimske tjener, har derfor pligt til at tro på Allahs sidste profet, acceptere den lære, han har bragt, og følge den vej, han har vist.

Beviset for profetskabet afslutning

Profetskabet betydning er allerede blevet analyseret. Når man forstår disse forhold og tænker over dem, vil man let kunne indse, at profeter ikke fremstår hver dag, og at det ikke altid er nødvendigt, at der fremstår en profet blandt hvert folk. Profetens liv er i virkeligheden hans læres og vejlednings liv. Så længe hans lære og vejledning lever, er han levende. De tidligere profeter døde, fordi menneskene i verden fordrejede den lære, de havde bragt. Ingen af de skrifter, de havde bragt, findes i dag i uforandret stand. Deres tilhængere kan i dag ikke hævde, at de har deres profets oprindelige bog hos sig; de har selv ladet den vej, som deres profet viste, gå i glemme! Ingen nøjagtig og pålidelig beretning om blot én af de tidligere profeter kan i dag findes noget sted. Man kan ikke med sikkerhed sige, i hvilken tid han levede, hvad han udrettede, hvordan han levede, hvilke handlinger han underviste menneskene i, eller hvilke handlinger han ønskede at holde dem fra. Således indtraf deres virkelige død.

Derimod er Hazrat Muhammad (sa) stadig levende, fordi hans lære og vejledning stadig lever. Den Koran, han bragte, findes stadig i uforandret stand sammen med dens oprindelige ordforråd; ikke et eneste bogstav, en eneste prik eller en eneste vokalmarkering er blevet ændret noget sted. Hele hans livshistorie, hans udsagn og hans handlinger er blevet bevaret. Selv efter tretten århundreder kan vi stadig se hans beskrivelse så tydeligt i historien, som om vi selv havde set ham med egne øjne. Ingen anden persons livshistorie i verdenshistorien er blevet bevaret så uforandret som Hazrats (sa) livshistorie. I enhver handling i vores liv og hvert øjeblik kan vi lære af Hazrats (sa) liv. Netop dette beviser, at der ikke er behov for nogen profet efter Hazrat (sa).

Der kan kun være tre grunde til, at en anden profet fremstår efter én profet:

For det første: Når den tidligere profets lære og vejledning er blevet udslettet, og der er behov for at fremlægge den igen. For det andet: Når den tidligere profets lære er ufuldstændig og har behov for rettelser og tilføjelser. For det tredje: Når den tidligere profets lære er begrænset til et bestemt folk, og der er behov for en anden profet for et andet folk eller andre folk.

Ingen af de ovennævnte tre årsager kan længere gøre sig gældende, fordi:

For det første: Hazrat Muhammads (fred være med ham) lære og vejledning lever stadig, og de kilder, hvorfra man til enhver tid kan få at vide, hvad profetens religion var, hvilken livsform han indførte, og hvilke skikke han forsøgte at afskaffe og bekæmpe, er nu fuldstændigt bevaret. Når hans lære og vejledning stadig ikke er blevet udslettet, er der ikke behov for, at en ny profet kommer for at fremlægge den på ny.

For det andet: Gennem Hazrat Muhammad (fred være med ham) er islams fuldstændige lære allerede blevet givet til verden. Der er nu hverken behov for at tilføje noget til eller trække noget fra den, ligesom den heller ikke rummer nogen mangel, der kræver, at en anden profet kommer for at udfylde den. Derfor findes den anden årsag ikke længere.

For det tredje: Hazrat Muhammad (fred være med ham) blev ikke sendt til et bestemt folk, men som profet til hele verden, og hans lære er tilstrækkelig for hele menneskeheden. Derfor er der nu ikke behov for en særskilt profet til noget bestemt folk. Den tredje årsag er således heller ikke længere gyldig i dette tilfælde.

Af disse grunde er Hazrat Muhammad (fred være med ham) blevet kaldt »Khatam an-Nabiyyin«, det vil sige den, med hvem profeternes række er blevet afsluttet. Der er nu ikke længere behov for, at en ny profet træder frem i verden; der er kun behov for mennesker, som selv følger Hazrat Muhammads (fred være med ham) vej og leder andre ad den; som forstår hans lære, handler i overensstemmelse med den og etablerer en stat i verden efter den lov og de bestemmelser, som Hazrat Muhammad (fred være med ham) bragte med sig.

Troens redegørelse

Før vi går videre, er det nødvendigt endnu en gang at undersøge det, der er blevet sagt i de foregående kapitler:

For det første: Selvom islam betyder lydighed mod Allah og efterlevelse af Hans befalinger, kan man kun gennem Allahs profeter opnå korrekt viden om Allahs væsen og egenskaber, hvordan man skal leve i overensstemmelse med Hans vilje og ønske, samt belønningen og straffen i det hinsidige. Derfor består islam ifølge den korrekte definition af at tro på profetens lære og anerkende tjenesten for Allah på den måde, som han har vist. Den, der forkaster profetens vej og hævder at ville adlyde Allah og følge Hans befalinger direkte, er ikke muslim.

For det andet: Tidligere blev forskellige profeter sendt til forskellige folk, og blandt det samme folk fremtrådte profeter fortløbende, den ene efter den anden. Dengang betød “islam” for hvert folk den religion, som netop dette folks profet eller profeter havde lært dem. Selvom islams væsen var det samme i ethvert land og i enhver tidsalder, var shariaen, det vil sige lovene og tilbedelsesformerne, forskellige. Derfor var det ikke nødvendigt for ét folk at følge et andet folks profet, selvom det var nødvendigt at tro på alle profeter.

For det tredje: Da Muhammad Mustafa (fvmh) blev sendt til verden som profet, blev islams lære fuldendt gennem ham, og én sharia blev sendt til hele verden; den sharia, han bragte, blev gældende for alle tider. Den sharia, som alle profeterne før Muhammads (fvmh) fremtræden havde indført, blev ophævet, og indtil Dommedag vil der hverken komme en ny profet eller en ny sharia fra Allah den Højestes side. Derfor er det i dag kun lydigheden mod Muhammad (fvmh), der kaldes islam. Islam består i at anerkende hans profetskab, følge den lære, han har givet, på grundlag af troen på ham, og adlyde alle hans befalinger, idet man anser dem for Allahs befalinger. Der vil ikke komme nogen fra Allah, hvis efterfølgelse vil være en nødvendig betingelse for at blive muslim, og hvis forkastelse vil gøre et menneske til vantro.

Nu vil jeg fortælle, hvilke ting Muhammad (fvmh) lærte menneskene at tro på, og hvilken høj rang et menneske kan opnå ved at følge denne lære.

Troen på Allah

Den første og vigtigste lære, som profeten Muhammad (fvmh) bragte, er:

        اللّهُ اِلّا اِلَهَ لآ

“Der findes ingen guddom undtagen Allah.”

Dette kalima er selve islams grundlag – det er det, der adskiller en muslim fra en vantro, en afgudsdyrker og en ateist. Ved at anerkende eller fornægte dette kalima opstår der en vældig forskel mellem det ene menneske og det andet. Dets tilhængere bliver til ét folk, mens de, der afviser det, bliver et særskilt folk. Dets tilhængere opnår fremgang, succes og ære, fra denne verden og helt ind i det hinsidige, mens de afvisendes skæbne er fiasko, ydmygelse og undergang.

En så vældig forskel mellem mennesker kan ikke opstå blot ved at udtale denne lille sætning med munden. Hvis man siger »kinin, kinin« ti millioner gange uden at tage det, kan malaria heller aldrig forsvinde. På samme måde kan det ikke gavne nogen blot uforstående at udtale »lā ilāha illā Allāh«, hvis man ikke forstår, hvad det betyder, hvor stor en sag man anerkender ved at udtale disse få ord, og hvor stort et ansvar man påtager sig som følge af denne anerkendelse. Den virkelige forskel kan først opstå, når betydningen af »lā ilāha illā Allāh« bliver klar i hjertet, når der opstår fuld overbevisning om dets betydning, og når sindet fuldstændigt frigør sig fra enhver tro, der strider imod det. Troen på dette kalima må desuden påvirke troen og sindet mindst lige så stærkt, som troen på ildens brændende kraft og giftens evne til at forårsage døden påvirker mennesket. Ligesom troen på ildens natur holder mennesket borte fra at røre ved ild, og troen på giftens natur beskytter det mod at drikke gift, vil troen på dette kalima, »lā ilāha illā Allāh«, på samme måde afholde mennesket fra selv de mindste former for shirk, kufr, ateisme og andre synder inden for alle områder af tro og handling.

Betydningen af »lā ilāha illā Allāh«

Først må man forstå, hvad der menes med »ilah«. På arabisk betyder ordet »ilah« den, der er værdig til tilbedelse – det vil sige det væsen, der besidder overlegenhed, ære og storhed, som er værdigt til at blive tilbedt, og for hvis åsyn man kan bøje sit hoved i hengivelse og tilbedelse. Betydningen af ordet »ilah« indebærer også, at han er indehaver af en uendelig magt, hvis fulde erkendelse overskrider menneskets forstand og viden. Desuden ligger der i ordet »ilah«, at han ikke selv er afhængig af nogen, mens alle andre i alle livets forhold er afhængige af ham og nødt til at bede ham om hjælp. Ordet »ilah« rummer også betydningen af noget mystisk. Det vil sige, at kun den kan kaldes »ilah«, hvis magt er omgivet af et slør af mystik. På persisk bruges ordet »khoda«, på hindi »devata« og på engelsk »God« i omtrent denne betydning, og tilsvarende særlige ord anvendes på verdens øvrige sprog.

Ordet »Allah« er den ene og udelelige Allahs »ism-e-dhāt«, det vil sige hans egentlige navn, navnet, der betegner hans sande væsen. Den ordrette oversættelse af »lā ilāha illā Allāh« er: Der findes ingen ilah bortset fra det særlige væsen, hvis navn er Allah. Betydningen er, at der i hele skaberværket ikke findes noget andet væsen end Allah, som er værdigt til at blive tilbedt. Der findes ingen anden end ham, der besidder den egenskab, som gør, at man kan bøje sit hoved for ham i tilbedelse, hengivelse og lydighed. Han alene er hele verdens ejer og lovgiver; alt er afhængigt af ham, og alle er nødt til kun at søge hjælp hos ham. Han er skjult for menneskets fatteevne, og når menneskets viden og forstand forsøger at erkende hans eksistens, vender de tilbage uden at kunne nå den.

Den egentlige betydning af »lā ilāha illā Allāh«

Ovenfor blev kun den ordrette betydning af ordene »lā ilāha illā Allāh« analyseret. Nu vil vi undersøge deres rette betydning.

De oplysninger, vi har fra den ældste periode i menneskehedens historie, og de ruiner, vi har fundet efter de ældste folk, viser, at mennesker i enhver tidsalder har anerkendt en eller anden gud og udført en eller anden form for tilbedelse. Selv i dag har alle verdens folk – hvad enten de er helt primitive eller højt civiliserede – det fælles træk, at de anerkender et bestemt væsen som gud og tilbeder det. Dette viser, at forestillingen om en gud er en del af menneskets natur. Der findes noget i mennesket, som har tvunget det til at anerkende nogen som gud og tilbede ham.

Derefter opstår spørgsmålet: Hvad er dette særlige hos mennesket? Enhver vil selv kunne indse svaret, hvis han betragter sin egen eksistens og alle menneskers tilstand.

I virkeligheden er mennesket skabt som tjener. Af natur er det afhængigt af andre, svagt og hjælpeløst. De utallige ting, der er nødvendige for at opretholde dets eksistens, er ikke underlagt dets magt. Nogle gange kommer de af sig selv i dets hænder, og andre gange berøves det dem.

Der findes jo mange ting, som er til gavn for det. Det ønsker at opnå dem, men nogle gange kommer disse ting i dets hænder, og andre gange gør de ikke, for det har overhovedet ingen selvstændig evne til at opnå dem.

Der findes også mange ting, som skader det, på et øjeblik tilintetgør hele dets livs arbejde, lader alle dets håb og ønsker gå til grunde og overgiver det til sygdommens og dødens greb. Det ønsker at tilintetgøre alle disse skadelige ting; nogle gange bliver de tilintetgjort, andre gange ikke. Derfor indser det, at det ikke har nogen magt over, om disse ting kommer eller ikke kommer, eller om de forsvinder eller ikke forsvinder.

Der findes mange ting, hvis pragt og storhed skræmmer mennesket. Bjerge, floder og frygtindgydende vilde dyr viser sig for dets øjne. Det ser stormenes, oversvømmelsernes og jordskælvenes ubarmhjertige ansigt. Skyernes torden, det tætte mørke, lynenes bragen, lynglimtene og synet af den silende regn følger efter hinanden foran dets øjne. Det ser, hvor store, hvor stærke og hvor majestætiske disse ting er, og hvor svagt og ubetydeligt det selv er sammenlignet med dem.

Når mennesket ser disse forskellige naturscener og de mange beviser på sin egen ringhed foran sig, vågner følelsen af dets eget slaveri (tilbedelse), afhængighed og svaghed spontant i dets hjerte, og samtidig opstår forestillingen om Allah. Forestillingen om Den, hvis hånds tegn disse mægtige kræfter bevæger sig efter, vågner i dets sind. Følelsen af Hans magt gør mennesket ydmygt og underdanigt og tvinger det til at bede Ham om hjælp. Følelsen af Hans gavnlige magt tvinger mennesket til at række sine hænder frem for Ham for at blive befriet fra fare. Følelsen af Hans skadelige magt tilskynder mennesket til at nære frygt for Ham i sit hjerte og bestræbe sig på at undgå Hans vrede.

Det kan kaldes uvidenhedens laveste trin, når mennesker, selv efter at have iagttaget disse rigdomme og kræfter, ser deres gavnlige eller skadelige virkninger og tror, at de selv er guder; de bliver ved med at tilbede dyr, bjerge og floder. De tilbeder jorden, ilden, regnen, vinden, månen, solen og mange andre kræfter.

Når graden af denne uvidenhed er lidt mindre, og man har fået lidt af kundskabens lys, bliver det klart, at disse ting er afhængige af andre ligesom mennesket. Selv meget store dyr dør som ubetydelige myg og fluer; vandet i enorme floder stiger, falder og tørrer ud; mennesket fælder selv bjerge. Jordens frodighed med frugter og blomster afhænger ikke af dens egen vilje; når vandet ikke hjælper den, bliver jorden tør og ufrugtbar. Vandet kan heller ikke bevæge sig efter eget forgodtbefindende; også det må være afhængigt af vinden. Vinden er heller ikke underlagt sin egen magt; dens gavn eller skade afhænger af andre former for gavn. Månen, solen og stjernerne bevæger sig i lydighed mod en bestemt lov. Uden for denne lov kan de aldrig ændre det mindste i deres bane. Når mennesket ser og hører dette, vender dets sind sig mod en usynlig, mysteriefyldt befrier, og det begynder at tænke, at der bag disse synlige ting findes sådanne mysteriefyldte kræfter, som styrer dem, og at alt er underlagt disse kræfter. Heraf er forestillingen om mange guder og mange guddomme opstået. I denne tilstand har mennesket accepteret, at der findes særskilte guder for lys, vind, vand, sygdom, sundhed og mange andre ting. Det fremstiller fantasibilleder af dem og bliver ved med at tilbede dem.

Efterhånden som kundskabens lys bliver stærkere, ser mennesket, at verden styres i overensstemmelse med en mægtig lov og en storslået ordning. Hvilken regelmæssighed og orden der hersker i vindens bevægelse, regnens komme, planeternes og satellitternes kredsløb og årstidernes skiften; når en person, der dyrker flere guder, betragter denne harmoni i universet og ser, hvordan utallige kræfter arbejder sammen, må han også erkende, at over alle de små guder findes én største guds suveræne herredømme. Ellers ville denne enorme verdensmaskine være gået i opløsning, hvis disse forskellige guder hver især var uafhængige og selvstændige og lod deres vilkårlighed råde overalt. Denne store gud har han kaldt ‘Allah’, ‘Den Højeste’, ‘Gudernes Gud’ – og mange andre navne. Han gør også de små guder til medguder sammen med Ham i tilbedelsen. Han forestiller sig, at Allahs myndighed fungerer ligesom jordiske kongers og herskeres rige. Ligesom en konge i denne verden regerer og har mange ministre, betroede tjenere, guvernører og ansvarlige embedsmænd, sådan findes der over denne skabning en stor gud, og mange små guder er underlagt Ham. Så længe disse små guder ikke er blevet tilfredsstillet, kan man ikke nå frem til den store gud. Tilbed dem derfor også, ræk hænderne ud til dem, frygt deres utilfredshed, gør dem til et middel til at nå frem til den store gud, og hold dem tilfredse med offergaver og votivgaver.

Når mennesket derefter gør endnu større fremskridt i kundskab, bliver gudernes antal stadig mindre. Når mennesket tænker over hver enkelt af de guder, som uvidende mennesker har skabt, forstår det, at denne ikke er nogen gud. Han er blot en tjener ligesom os og endnu mere hjælpeløs end os. Sådan forkastes disse indbildte guder én efter én, indtil der til sidst kun er én gud tilbage. Men også med hensyn til denne ene gud viser menneskers forestillinger megen uvidenhed. Nogle forestiller sig, at guden har en krop af kød og blod ligesom os, og at han sidder et bestemt sted og udøver sin guddommelighed. Nogle mener, at guden lever som et menneske med hustru, sønner og døtre, og at hans efterkommere fortsætter ligesom menneskers. Andre antager, at guden kommer ned til verden i menneskeskikkelse. Nogle siger, at guden, efter at have sat denne verdens maskineri i gang, sidder ubekymret og tilbringer dagene i komfort og velvære et eller andet sted. Nogle mener, at forbøn fra fromme menneskers sjæle er uundværlig hos guden, og at intet kan udrettes dér uden deres mellemkomst. Nogle danner sig i deres forestilling en bestemt form for Allah og føler et ufravigeligt behov for at anbringe denne form foran sig til tilbedelse. På trods af troen på tawhid forbliver mange sådanne fejlagtige forestillinger fastgroede i menneskers sind, og derfor styrter mennesket ned i shirk eller kufr. Alt dette er uvidenhedens følge.

Øverst står ordene ‘la ilaha illallah’. Dette er den kundskab, som Allah den Ophøjede i enhver tidsalder har sendt til menneskene gennem Sine profeter. Først gav Han denne kundskab til Adam (fred være med ham) og sendte ham med den ned til verden. Efter Adam (fred være med ham) modtog Nuh (fred være med ham), Ibrahim (fred være med ham), Musa (fred være med ham) og alle de øvrige profeter denne kundskab. Og til sidst kom Muhammad (fred og velsignelse være med ham) til verden med netop denne kundskab. I denne fejlfri kundskab findes intet spor af uvidenhed. De former for shirk, afgudsdyrkelse og kufr, som jeg har beskrevet ovenfor, er mennesket blevet indblandet i, fordi det vendte sig bort fra profeternes lære og stolede på sin egen erkendelse og intellektuelle dømmekraft. Nu vil jeg analysere den dybere betydning af denne korte sætning.

For det første: Det vigtigste spørgsmål, der må overvejes, er forestillingen om Allah. Når vi retter blikket mod denne grænseløse verdensnatur og tænker over dens oprindelige ordning og dens ende, bliver vores sind slået af undren og forvirring. Dens bevægelse begyndte i en ukendt tidsalder og fortsætter frem mod en ukendt tidsalder. I den er der blevet skabt utallige, endeløse skabninger, og der skabes stadig flere. Naturens egenskaber er så forunderlige, at menneskets forstand bliver slået af undren, når den forsøger at forstå dem. Herredømmet over denne vældige skabning er kun muligt for Den, som selv er uden begrænsning, som lever til evig tid, som ikke er afhængig af nogen, som er uafhængig, almægtig, besidder suveræn magt og har fuldkommen viden, som kender alle ting, og for hvem intet kan være skjult. Han er den, der sejrer over alle, og hvis befaling ingen kan trodse; Han er indehaver af uendelig magt, og fra Ham når livets og forsørgelsens midler af sig selv frem til alle skabningens levende væsener. Han er fri for enhver mangel, fejl, svaghed og brist, og ingen andens indblanding kan finde sted i Hans handlinger.

For det andet: Det er nødvendigt, at disse egenskaber ved Allahs herredømme er begrænset til ét eneste væsen. Det er umuligt, at alle disse egenskaber findes lige fuldt hos flere væsener, for der kan kun være én, der sejrer over alle og besidder suveræn magt. Det er ligeledes umuligt at dele disse egenskaber og fordele dem mellem mange guder. Hvis én gud var indehaver af suveræn magt, en anden alvidende, og en tredje den, der giver liv, ville hver gud være afhængig af de andre, og hvis de ikke samarbejdede indbyrdes, ville denne skabning øjeblikkeligt gå til grunde. Det kan heller ikke være sådan, at disse egenskaber overdrages fra den ene til den anden, sådan at en egenskab på et tidspunkt findes hos én gud og på et andet tidspunkt hos en anden. For den gud, der ikke har magt nok til at holde sig selv i live, kan umuligt give hele skabningen liv, og den gud, der ikke kan bevare sin egen guddommelighed, kan umuligt udøve herredømme over en så stor og vældig skabning. Jo mere kundskabens lys man opnår, desto stærkere bliver derfor overbevisningen om, at Allahs egenskaber nødvendigvis må være samlet i ét og samme væsen.

For det tredje: Med den fuldkomne og fejlfri forestilling om Allahs herredømme for øje kan man tænke over hele skaberværket. Blandt alt det, der kommer inden for synets rækkevidde, og alt det, der ligger inden for kundskabens område, findes der intet, hvori disse egenskaber er samlet. Alt i verdensnaturen er afhængigt af andre og kontrolleret af andre; det fødes, forandres, dør og lever. Intet kan forblive uforanderligt. Ingen har magt til at gøre noget efter eget forgodtbefindende. Ingen er i stand til blot at overskride den lov, der gælder over alt, så meget som et hårsbred. Der ses ikke engang den mindste glans af Allah i dem. Ingen af dem har den mindste indflydelse på Allahs handlinger. Dette er betydningen af la ilaha.

For det fjerde: Efter at have afvist Allahs herredømme over alle verdens ting, må man erkende, at der over alt findes endnu ét selvstændigt væsen. Han alene besidder alle herredømmets egenskaber, og der findes ingen anden gud end Ham. Dette er betydningen af illallah.

Dette er den bedste af al viden. Jo mere man undersøger og forsker, desto tydeligere bliver det, at viden begynder her, og at dens yderste grænse også er begrænset hertil. Uanset hvilken vej man vælger for at udforske universets mysterier – fysik, kemi, astronomi, geologi, biologi eller menneskets natur – vil sandheden i la ilaha illallah gradvist blive åbenbaret, efterhånden som forskningen skrider frem, og overbevisningen om den vil stadig vokse. I udforskningen af viden og videnskab vil man ved hvert skridt mærke, at alt i skaberværket bliver meningsløst, når man først benægter denne sandhed, som er den første og vigtigste af alle.

Tawhid-troens indvirkning på menneskelivet

Her vil jeg beskrive, hvilken indvirkning det har på menneskelivet at erklære sin anerkendelse af la ilaha illallah, og hvorfor den, der benægter denne kalimah, mislykkes i denne verden og i det hinsidige.

For det første: Den, der tror på denne kalimah, kan aldrig have et snæversynet perspektiv. Han tror på én Allah, som er Skaberen af himlene og jorden, Herren over øst og vest og opretholderen af hele universet. Efter denne tro kan intet i hele skaberværket forekomme ham at være adskilt fra ham selv. Ligesom han opfatter sin egen eksistens, opfatter han alt dette som underlagt denne Ejers herredømme og den samme Konges myndighed. Hans medfølelse, kærlighed og tjeneste begrænser sig ikke til noget bestemt område. Ligesom Allahs kongedømme er evigt og grænseløst, bliver hans perspektiv også uden grænser. Et sådant perspektiv kan ikke findes hos den, der anerkender mange små guders eksistens, hvis guder har menneskelige, begrænsede og mangelfulde egenskaber, eller hos den, der fra begyndelsen ikke anerkender Guds eksistens.

For det andet: Denne kalimah vækker den højeste grad af selvrespekt og værdighed i mennesket. Den, der tror på den, ved, at Allah alene ejer al magt. Ingen anden end Ham kan skænke mennesket gavn eller skade; ingen kan give det liv eller tage dets liv. Denne viden og overbevisning befrier ham fra enhver anden magts indflydelse end Allahs og gør ham selvstændig og frygtløs. Han bøjer ikke sit hoved for noget skabt; han rækker ikke sin hånd frem for nogen. Ingen andens overlegenhed får plads i hans hjerte. Ingen anden tro end tawhid frembringer denne egenskab. Shirk, kufr og ateismes uundgåelige natur er, at mennesket under deres indflydelse bøjer sig for det skabte. Han anser det for herre over gavn og skade, nærer frygt for det i sit hjerte og forventer noget af det.

For det tredje: Sammen med selvrespekt skaber denne kalimah også ydmyghed i mennesket. Den, der anerkender denne kalimah, kan aldrig blive selvglad og hovmodig. Stolthed over styrke, rigdom eller evner får aldrig plads i hans sind, for han ved, at alt, hvad han har, er en gave fra Allah, og at Han, ligesom Han har magt til at give alt, også har magt til at tage alt. Over for ham står den, der bliver selvglad efter at have opnået en eller anden verdslig bedrift, fordi han mener, at bedriften er et resultat af hans egne evner. Således følger hovmod uundgåeligt med shirk og kufr, for mushrikken og kafiren nærer den forestilling, at de har et særligt forhold til deres guder og afguder, som ingen andre har fået del i.

For det fjerde: Den, der tror på denne kalimah, ved udmærket, at der ikke findes nogen anden vej til frelse og succes end at rense sjælen og gøre gode gerninger. Han tror på en Allah, som er selvberoende, ikke har noget særligt forhold til nogen, er fuldstændig retfærdig, og hvis myndighed ingen andens indblanding eller indflydelse kan gøre sig gældende over for. Derimod må mushrikker og kafirer hele tiden leve afhængige af falske forhåbninger. Nogle af dem mener, at selve Guds søn vil sone deres synder. Nogle mener, at de er Guds begunstigede og derfor ikke kan blive straffet. Nogle forestiller sig, at deres fromme forfædre vil gå i forbøn for dem hos Allah. Andre giver ofre og votivgaver til guderne og tror dermed, at de har fået frihed til at gøre alt på jorden. Denne slags falske overbevisninger trækker dem hele tiden ind i en kreds af synd og ugerninger, og idet de stoler på disse falske overbevisninger, forbliver de uopmærksomme på sjælens renselse og gode gerninger. Hvad ateisten angår, tror han fra begyndelsen ikke på en mægtig eksistens, som han skal stå til regnskab over for for sine gode og onde handlinger. Derfor anser han sig i verden for at have fri vilje til at gøre hvad som helst. Sådanne menneskers indre begær bliver deres gud, og de bliver slaver af sanselighed.

For det femte: Den, der anerkender denne kalimah, bliver aldrig fortvivlet eller knust, uanset omstændighederne. Han tror på en Allah, som ejer alle himlenes og jordens skatte, hvis majestæt og nåde er grænseløse, og hvis magt er uendelig. Troen giver ham en enestående fred og tryghed og fylder hans hjerte med håb. Han kan blive afvist ved alle denne verdens døre, intet kan komme til ham, og han kan miste alle midler og veje én efter én; alligevel mister han under ingen omstændigheder sin tilbøjelighed til at stole på Allah alene, og med denne tillid tager han nye initiativer med nyt håb i hjertet. Denne tryghed i hjertet kan ikke opnås gennem nogen anden tro end troen på Allah alene. Mushrikker, kafirer og ateister har snævre hjerter og må støtte sig til begrænsede kræfter. Derfor omsluttes de hurtigt af fortvivlelse, når de møder vanskeligheder, og nogle gange drives de i en sådan situation til selvmord.

6: Troen på denne trosbekendelse skaber fast beslutsomhed, høje ambitioner, vedholdenhed og en vældig styrke i troen på Allah. Når man går fremad for at udføre en ædel handling for at opnå Allahs tilfredshed, nærer man i sit hjerte den overbevisning, at kongen over jorden og himlene står bag én med sin styrke. Denne tanke giver én bjergenes fasthed, og selv hvis alle verdens kriser, farer og modstandskræfter forener sig, kan de ikke få én til at afvige fra sin beslutning. Hvor skulle styrken i shirk, kufr og ateisme komme fra?

7: Denne trosbekendelse gør mennesket modigt. I virkeligheden er der to ting, der gør mennesket fejt: på den ene side kærligheden til rigdom, liv og børn, og på den anden side forestillingen om, at der findes en anden magt end Allah, som kan tage menneskets liv, og at mennesket gennem sine bestræbelser kan forhindre døden. Troen på »La ilaha illallah« udrydder disse to ting fra hjertet. Den første forsvinder, fordi den, der bekender denne trosbekendelse, kun anerkender Allah som ejer af sin rigdom, sit liv og alt andet, og er rede til at ofre alt for Allahs tilfredshed. Den anden forestilling bliver heller ikke tilbage i hjertet, for i den, der bekender »La ilaha illallah«, er det kun Allah, der har magten til at tage liv; hverken mennesker, dyr, kanoner, sværd, stave eller sten har denne magt. Når Allah har fastsat tidspunktet for døden, kan alle verdens kræfter, selv hvis de forenes, ikke tage nogens liv før dette tidspunkt. Derfor findes der ingen i verden, der er modigere og mere tapper end den, der tror på Allah. Glimtet fra nøgne sværd, kanonernes ild, bomberegnen og angreb fra mægtige hære viser sig alt sammen nytteløst for ham. Når han går frem for at kæmpe på Allahs vej, er han i stand til at modstå en hær, der er ti gange stærkere end hans egen. Hvor skulle den polyteistiske vantro og ateisten få denne styrke fra? For dem er livet det kæreste af alt, og de mener, at det er fjenden, der bringer døden; hvis man blot kan fjerne fjenden, kan man også fjerne døden.

8: Troen på »La ilaha illallah« skaber i menneskets sind en ædel holdning præget af tilfredshed, sindsro og uafhængighed og fjerner uønskede holdninger som grådighed, begær, misundelse og fjendskab fra dets hjerte. Den ulovlige og foragtelige forestilling om at opnå succes får ingen mulighed for at trænge ind i dets sind. Det mener, at forsørgelse og levebrød alene er i Allahs hånd; Han giver mere til den, Han vil, og mindre til den, Han vil. Ære, styrke, berømmelse og herredømme ligger under Allahs myndighed; efter sin visdom giver Han hver person det, Han vil. Vores pligt er at fortsætte med at stræbe på lovlig vis inden for vores egne grænser. Succes og fiasko afhænger af Allahs nåde. Hvis Han vil give, kan ingen magt i verden hindre Ham, og hvis Han ikke vil give, kan ingen magt tvinge Ham. Polyteister, vantro og ateister anser derimod deres succes og fiasko for afhængig af deres egne bestræbelser og af de verdslige kræfters hjælp eller modstand, og derfor bliver de slaver af fristelse og misundelse. Derfor frygter de ikke at benytte bestikkelse, smiger, sammensværgelser og alle slags usle metoder for at opnå succes. Når andre får succes, brænder de af misundelse og hævntørst og undlader ingen bestræbelse på at ringeagte dem.

9: Det vigtigste er, at troen på »La ilaha illallah« gør mennesket til en, der følger Allahs lov. Den, der tror på trosbekendelsen, tror, at Allah kender det åbenlyse og det skjulte, og at Han er os nærmere end vores halspulsåre. Hvis vi i nattens mørke, alene og afsondret, begår en syndig handling, ved Han det. Hvis et ondt ønske opstår dybt i vores hjerte, når også dets viden frem til Allah. Det, vi kan skjule for alle andre, kan vi ikke skjule for Allah. Selv hvis vi kan flygte fra alle andre og redde os, kan vi ikke skjule os uden for Allahs rige. Selv hvis vi kan undslippe alle andre, kan vi ikke undslippe Allahs hånd. Jo stærkere denne overbevisning er, desto mere lydigt følger mennesket Allahs påbud og forbud. Det, Allah har forbudt, vil det ikke nærme sig. Og det, Han har befalet, vil det udføre selv i ensomhed og mørke. For det ved, at en politibetjent står bag det, som aldrig under nogen omstændigheder vil lade det være alene, og at det frygter en domstol, hvis arrestordre det ikke kan undslippe noget sted. Derfor er den første og vigtigste betingelse for at være muslim at tro på »La ilaha illallah«. Som det allerede er blevet sagt, betyder muslim at være en lydig tjener for Allah; på samme måde er det ikke muligt at være lydig mod Allah, før mennesket nærer den overbevisning, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah.

Det vigtigste og mest grundlæggende i profeten Muhammads (fred være med ham) lære er troen på Allah. Dette er islams centrum og grundlag samt kilden til dens styrke. Alle islams øvrige trosforestillinger, påbud og bestemmelser står og hviler på dette, og alt må hente sin styrke fra det samme centrum. Hvis troen på Allah fjernes, er der intet tilbage af islam.

Troen på Allahs engle

Efter troen på Allah har den ædle profet (fred være med ham) befalet os at tro på englenes eksistens. Den vigtigste velsignelse ved denne lære er, at troen på tawhid derved bevares fri for alle farer og muligheder for shirk.

Det er blevet sagt ovenfor, at polyteisterne har gjort to slags skabninger til medguder i deres guddomstro. Den ene af disse to slags har en virkelig og synlig eksistens, såsom månen, solen, stjernerne, ilden, vandet og visse fremtrædende mennesker. Den anden slags er sådanne skabninger, som ikke har nogen virkelig eksistens, som er usynlige og menes at styre alle skabelsens kræfter bag kulisserne: én styrer vinden, én sørger for regnen, og en anden giver lys. Den førstnævnte slags skabninger findes altså lige foran menneskets øjne. Udsagnet »La ilaha illallah« beviser netop, at de ikke har nogen som helst del i Allahs myndighed. Den anden slags skabninger er skjult for menneskets øjne og omgivet af mystik, og polyteisterne har større tilbøjelighed til at tro på dem. De anser disse ting for guder, guddomme og Guds børn og efterkommere. De fremstiller fantasibilleder af dem, stiller dem frem foran sig og bringer dem utallige offergaver og votivgaver. For at holde opfattelsen af Allahs enhed fri for denne anden form for shirk er der derfor beskrevet en særskilt troslære.

Hazrat Muhammad Mustafa (s.a.) har fortalt os, at de lysende, hemmelighedsfulde væsener, som mennesker kalder guder, guddomme og Guds børn, i virkeligheden er Allahs engle. De har ingen del i Allahs herredømme. De er alle underkastet Allahs befalinger og så lydige, at de ikke kan afvige det mindste fra Allahs bud. Allah styrer sit rige gennem dem, og de handler nøjagtigt efter Allahs befalinger. De har ingen evne til at gøre noget ud fra deres egen vilje eller selvstændige magt. Af egen kraft kan de ikke forelægge Allah nogen plan. De har heller ingen magt til at gå i forbøn for nogen hos Allah. At tilbede dem og tigge dem om hjælp er ydmygende for mennesket, for på »Ruz-e Azal«, det vil sige på skabelsens dag, tvang Allah den Almægtige dem til at bøje sig for Hazrat Adam (a.s.); Adam (a.s.) var blevet givet større viden end dem. Hvad kan være mere ydmygende for mennesket end at bøje sig for de engle, som bøjede sig for mennesket, og tigge dem om hjælp?

Hazrat Muhammad (s.a.) forbød os på den ene side at tilbede englene og at betragte dem som Allahs medguder. Han fortalte os også, at englene er skabninger, som Allah den Almægtige har udvalgt. De er fri for enhver form for synd. Deres natur er sådan, at de ikke kan være ulydige mod Allahs befalinger. De er til enhver tid optaget af at tjene og tilbede Allah. Gennem en udvalgt engel sender Allah den Almægtige åbenbaring til sine profeter; hans navn er Jibra’il (a.s.). Koranens vers blev åbenbaret til Hazrat Muhammad Mustafa (s.a.) gennem Jibra’il (a.s.). Blandt disse engle er der en gruppe, som hele tiden er hos os og i hvert øjeblik holder øje med vores gode og dårlige handlinger; hvert menneskes gode og dårlige handlinger bliver registreret. Når vi efter døden møder Allah, vil de fremlægge vores gerningers bog, og vi vil se, at alt det gode og onde, vi i hele vores liv har gjort i det skjulte og åbenlyst, er blevet bevaret i optegnelsen.

Vi er ikke blevet informeret om englenes væsen; kun deres egenskaber er blevet fortalt os. Vi har fået befaling om at tro på deres eksistens. Vi har ingen mulighed for at vide, hvordan de er, eller hvordan de ikke er. Derfor er det ren dårskab at danne sig opdigtede forestillinger om deres væsen ud fra sin egen fornuft! At benægte deres eksistens er derimod kufr. For ingen har noget bevis, der kan retfærdiggøre en sådan benægtelse, og at benægte den betyder at erklære Hazrat Muhammad (s.a.) for løgner. Vi tror på deres eksistens udelukkende, fordi Allah den Almægtiges sande Sendebud har givet os oplysninger om den.

Troen på Allahs bøger

Den tredje ting, som vi gennem Hazrat Muhammad (s.a.) er blevet undervist i at tro på, er de bøger fra Allah, som Han åbenbarede for sine profeter.

Ligesom Allah den Almægtige åbenbarede Koranen for Hazrat Muhammad (s.a.), sendte Han også sine bøger til de sendebud, der levede før ham. Vi har fået navnene på nogle af disse bøger at vide, såsom Suhuf-e Ibrahim (Hazrat Ibrahims skrifter), der blev sendt til Hazrat Ibrahim (a.s.), Toraen, der blev sendt til Hazrat Musa (a.s.), Zabur, der blev åbenbaret for Hazrat Dawud (a.s.), og Injil, der blev sendt til Hazrat Isa (a.s.). Desuden kom andre bøger til forskellige profeter, men deres navne er ikke blevet fortalt os. Derfor kan vi ikke med sikkerhed sige om nogen anden religiøs bog, at den kom fra Allah, men vi kan heller ikke sige, at den ikke kom fra Allah. Vi tror dog, at enhver bog, der kom fra Allah, var fuldstændig sand.

Blandt de bøger, vi har fået fortalt om, findes Suhuf-e Ibrahim ikke længere i verden. Toraen, Zabur og Injil findes ganske vist hos jøderne og de kristne, men i Den Ædle Koran er det blevet fortalt os, at mennesker har ændret Allahs ord i disse bøger og blandet mange ord fra sig selv ind i dem. De kristne og jøderne indrømmer selv, at de oprindelige bøger ikke længere findes; der findes kun oversættelser af dem, og disse er blevet revideret og ændret gennem århundreder og bliver stadig ændret. Hvis man læser disse bøger, vil man tydeligt forstå, at de indeholder mange ting, som aldrig kan være kommet fra Allah. Derfor er de bøger, der findes i dag, ikke Allahs bøger i ren form; Allahs ord og menneskers ord er blevet blandet sammen i dem, og der er ingen mulighed for at vide, hvilke der er Allahs ord, og hvilke der er menneskers ord. Den befaling, vi har fået om at tro på de tidligere bøger, betyder derfor kun dette: Allah den Almægtige sendte allerede før Den Ædle Koran sine befalinger til hvert folk i verden gennem dets profeter, og de bøger bragte også Hans befalinger fra den samme Allah, som Koranen kom fra. Koranen er ikke en ny og hidtil ukendt bog; den blev sendt for at levendegøre den tidligere lære, som fortidens mennesker havde modtaget, men ødelagt, ændret eller blandet med menneskeskabte tanker.

Den Ædle Koran er Allah den Almægtiges sidste bog. Den adskiller sig fra de tidligere bøger på flere måder:

For det første: De fleste af de oprindelige skrifter, der tidligere blev åbenbaret, er forsvundet fra verden; kun deres oversættelser er tilbage. Men de ord, som Koranen blev åbenbaret med, er stadig fuldstændig bevaret; ikke et eneste bogstav, ja ikke engang en prik, er blevet ændret.

For det andet: I de tidligere skrifter har mennesker blandet deres egne ord sammen med Guds ord. I den samme bog findes Guds ord, national historie, beretninger om fromme personer, forklaringer og drøftelser af juridiske spørgsmål, som lovfortolkere har udledt; alt dette er blandet sammen på en sådan måde, at det ikke er muligt at udskille Guds ord fra resten. Men Koranen foreligger som Guds rene ord, uden den mindste sammenblanding med nogen andens ord. Tafsir, hadith, fiqh, Profetens sira, sahabernes sira og historie – alt, hvad muslimer har skrevet om islam, er nedskrevet i forskellige værker, adskilt fra Koranen. Ikke et eneste af disse ord har kunnet blandes ind i Den Ædle Koran.

For det tredje: Blandt de skrifter, der findes hos verdens forskellige folk, er der ikke ét eneste, om hvilket det med historiske beviser kan påvises, at det faktisk blev åbenbaret gennem den profet, som det tilskrives. Der findes tværtimod religiøse skrifter, hvor man fra begyndelsen ikke har kunnet fastslå, i hvilken tidsalder eller til hvilken profet de blev åbenbaret. Men om Koranen findes der så stærke historiske beviser, at ingen kan rejse tvivl om dens forbindelse med Hazrat Muhammad (fvmh.). Man ved endda nøjagtigt, hvornår og hvor hver af dens vers blev åbenbaret.

For det fjerde: De sprog, som de tidligere skrifter blev åbenbaret på, er gennem lang tid blevet døde sprog. I dagens verden findes der ikke længere nogen steder mennesker, der taler disse sprog, og der findes kun meget få, som forstår dem. Selv hvis sådanne skrifter kunne findes i uændret og fejlfri stand, ville det derfor ikke være muligt at forstå deres bestemmelser korrekt og følge dem. Det sprog, som Koranen blev åbenbaret på, er derimod et levende sprog. Milliarder af mennesker taler stadig dette sprog, og milliarder kender og forstår det. Dets lære formidles overalt i verden. Enhver kan lære dette sprog. Hvis nogen ikke har mulighed for at lære det, kan vedkommende alle steder finde mennesker, der er i stand til at forklare betydningen af Den Ædle Koran.

For det femte: Når man ser på de forskrifter, der er indeholdt i de religiøse skrifter hos verdens forskellige folk, kan man forstå, at hvert af dem blev sendt for at opfylde behovene i en bestemt tidsalder under dens særlige forhold; i dag er der enten ikke længere brug for dem, eller også kan man ikke handle efter dem. Dette tydeliggør en sandhed: Disse skrifter var bestemt for forskellige folk. Ingen af dem blev sendt til hele verden. Og selv for det folk, som et sådant skrift blev sendt til, var det ikke gældende til alle tider, men kun for en bestemt tidsalder. Når man nu vender blikket mod Koranen, ser man, at mennesker generelt tiltales overalt i denne bog. Ingen af dens afsnit giver anledning til mistanke om, at den er kommet til et bestemt folk. På samme måde kan dens forskrifter gennemføres overalt og til alle tider. Dette beviser, at Koranen er nødvendig i hele verden til alle tider.

For det sjette: I hvert af de tidligere skrifter blev gode gerninger og retfærdighed omtalt, og principperne for karakter, moral, ærlighed og sandhed blev lært. Det er sandt, at hvert skrift påbød et liv i overensstemmelse med Guds vilje og ønske, men intet skrift samlede alle egenskaber uden at udelade noget. De egenskaber, som blev beskrevet hver for sig i de tidligere skrifter, er alle samlet i Koranen alene, og også de forhold, der var udeladt i de tidligere skrifter, er medtaget i denne bog.

På grund af menneskers indblanding og forvanskning er der blevet blandet sådanne udsagn ind i alle religiøse skrifter, som strider mod den virkelige sandhed og fornuften og bygger på uret og undertrykkelse. Som følge heraf er menneskers tro og handlinger blevet forvanskede. I mange skrifter findes der endda udsagn, som er uanstændige og strider mod moralen. Koranen er fri for disse forvanskninger. Den indeholder intet, der strider mod fornuften, eller som kan bevises forkert gennem pålidelige beviser og undersøgelser. Ingen af dens påbud er berørt af uretfærdighed, ingen af dens udsagn kan vildlede mennesker, og der findes ikke det mindste spor af uanstændighed eller umoral i den. Fra begyndelse til slut er hele Den Ædle Koran fyldt med ophøjet viden og intellekt, undervisning i retfærdighed, vejledning til den rette vej samt de bedste forskrifter og love.

På grund af de ovennævnte egenskaber er alle verdens folk blevet pålagt at tro på Koranen og forlade alle andre skrifter og alene følge denne bog. For alt, hvad mennesker har brug for af vejledning til at leve i overensstemmelse med Guds vilje og ønske, er fuldstændigt og fejlfrit beskrevet i den. Efter at denne bog er blevet åbenbaret, er der ikke længere behov for noget andet skrift.

Når man først har forstået forskellen mellem Koranen og de øvrige Skrifter, kan enhver forstå, hvor stor forskellen bør være i troen på Allahs andre Skrifter sammenlignet med troen på Koranen. Troen på de tidligere Skrifter skal kun række så langt som til at anerkende deres sandhed; det vil sige, at man skal tro, at disse Skrifter også kom fra Allah, var grundlagt på sandheden og blev åbenbaret med det samme formål, som Koranen blev åbenbaret til. Troen på Koranen skal derimod være sådan, at man tror, at den er Allahs rene ord, bærer af den fuldkomne sandhed, at hvert af dens ord er bevaret, at hver af dens udsagn er sand, og at det er obligatorisk at følge enhver af dens befalinger. Alt, der strider mod Koranen, skal forkastes.

Troen på Allahs sendebud

Efter Skrifterne er vi også blevet pålagt at tro på alle Allahs sendebud.

Det blev sagt i det foregående kapitel, at Allahs sendebud kom til alle verdens folkeslag, og at de også bragte den samme lære, som Hazrat Muhammad (saw) kom til verden for at lære menneskene. Set fra denne synsvinkel tilhørte alle Allahs sendebud samme kategori. Hvis nogen erklærer blot ét af disse særlige sendebud for en løgner, betyder det, at han erklærer dem alle for løgnere. På samme måde bliver det nødvendigt for den, der anerkender ét sendebuds sandhed, at anerkende alles sandhed. Man kan for eksempel forestille sig ti mennesker, der siger det samme. Hvis man anerkender én af dem som sanddru, anerkender man automatisk også de øvrige ni som sanddru. Hvis man kalder én for en løgner, betyder det, at man erklærer det udsagn, de alle har fremsat, for løgn. Dermed kalder man dem alle ti for løgnere. Derfor er det i islam obligatorisk at tro på alle sendebud. Den, der ikke tror på ét af sendebuddene, bliver kafir; selv hvis han tror på de øvrige sendebud, gør det ingen forskel.

Det er blevet berettet i hadith, at antallet af profeter, som blev sendt til verdens forskellige folkeslag, var et hundrede og fireogtyve tusind. Når man tænker på, hvor længe mennesker har boet på denne jord, og hvor mange folkeslag der er forsvundet fra verden, forstår man, at dette tal ikke er særlig stort. Blandt disse hundrede og fireogtyve tusind profeter er det obligatorisk klart at tro på dem, hvis navne er nævnt for os i Koranen. Hvad angår de øvrige, er vi kun blevet lært at have den opfattelse, at enhver, der blev sendt af Allah for at vejlede Hans tjenere, var oprigtig og sanddru. Vi tror på alle de profeter, der måtte være kommet til Hindustan, Kina, Iran, Egypten, Afrika, Europa og andre dele af verden; men om en bestemt person kan vi hverken sige, at han var profet, eller at han ikke var profet, for der er ikke blevet fortalt os noget om ham. Det er naturligvis ikke tilladt for os at sige noget imod de personer, som forskellige religioners tilhængere anerkender som deres vejledere. Det kan meget vel være, at nogle af dem virkelig var profeter, og at deres tilhængere senere forvanskede den religion, de havde forkyndt, sådan som tilhængerne af Hazrat Musa (as) og Hazrat Isa (as) forvanskede deres religion. Derfor vil vi kun udtale os om deres religion og deres skikke; men om vejlederne vil vi forholde os tavse, så vi ikke ved uvidenhed kommer til at fremsætte en upassende udtalelse om et sendebud og dermed bliver skyldige.

Ligesom Hazrat Muhammad (saw) var de øvrige profeter også Allahs sande sendebud; de var også sendt af Allah, viste også islams enkle og lige vej, og vi er blevet pålagt at tro på dem alle. I denne henseende er der ingen forskel mellem Hazrat Muhammad (saw) og dem. Men selv om de således på alle måder tilhørte samme rang, er der tre forskelle mellem Hazrat Muhammad (saw) og de øvrige profeter.

For det første kom de tidligere profeter til bestemte folkeslag og for en bestemt tid, mens Hazrat Muhammad (saw) blev sendt som profet til hele verden og for alle tider. Dette har vi drøftet udførligt i det foregående kapitel.

For det andet er de tidligere profeters lære enten helt forsvundet fra verden, eller også er den, selv om noget af den er bevaret, ikke blevet bevaret i sin oprindelige form. Derfor findes deres sande livshistorier i dag ikke noget sted i verden; i stedet er utallige fortællinger blevet blandet sammen med dem. Af denne grund er det ikke muligt for nogen at følge deres vej, selv hvis han ønsker det. Hazrat Muhammads (saw) lære er derimod fuldstændigt bevaret på jorden: hans hellige liv, hans mundtlige undervisning, den måde han levede på, hans moralske liv, hans karakter og hans gode gerninger – kort sagt alt ved hans liv. Derfor er Hazrat Muhammad (saw) i virkeligheden den eneste levende profet blandt alle sendebuddene, og det er kun muligt at følge ham.

For det tredje var den lære om islam, som blev formidlet gennem de tidligere profeter, ikke fuldstændig. Efter hver profet kom en anden profet, som reviderede og supplerede hans påbud, love og vejledning, og denne proces med revision og forbedring fortsatte. Derfor bevarede Allah ikke disse profeters lære, efter at deres tid var forbi; for efter hver fuldstændig lære var der ikke længere behov for den tidligere ufuldstændige lære. Til sidst blev der gennem Hazrat Muhammad (fred være med ham) formidlet en lære om islam, som er fuldstændig på alle områder. Alle de tidligere profeters shariah blev af sig selv ophævet, for det er i strid med fornuften at forkaste det fuldstændige og følge det ufuldstændige. Den, der adlyder Hazrat Muhammad (fred være med ham), adlyder i virkeligheden alle profeterne. Grunden er, at alt det gavnlige i alle profeternes lære findes i Hazrat Muhammads (fred være med ham) lære. Den, der derimod opgiver at adlyde ham og bekender sig til en tidligere profet, vil blive berøvet mange goder, for de gavnlige påbud, der kom senere, fandtes ikke i den tidligere lære.

Af ovenstående grunde er det en ufravigelig pligt for hele menneskeheden udelukkende at adlyde Hazrat Muhammad (fred være med ham). For at blive muslim er det af tre grunde yderst nødvendigt at tro på Hazrat Muhammad (fred være med ham).

For det første er han Allahs sande profet.

For det andet er hans vejledning fuldstændig på alle områder. Den rummer ingen ufuldstændighed og er fri for enhver form for fejl og afvigelse.

For det tredje er han Allahs sidste profet. Efter ham vil der indtil Dommedag ikke komme nogen profet til noget folk. Derefter vil der aldrig fremstå en person, hvis tro det er en betingelse for at blive muslim, eller hvis afvisning ville gøre en person til vantro.

Troen på det hinsidige

Det femte, som Hazrat Muhammad (fred være med ham) har påbudt os at tro på, er det hinsidige. Det, som det er nødvendigt at tro på i forbindelse med det hinsidige, er følgende:

For det første vil Allah en dag udslette hele universet og alt det skabte i det. Denne dag kaldes Dommedag.

For det andet: De vil alle igen få nyt liv, og de vil alle komme og stå foran Allah. Dette kaldes »Hashr«.

For det tredje: Alle menneskers optegnelser over deres handlinger i det jordiske liv vil blive fremlagt for Allahs domstol.

For det fjerde: Allah den Ophøjede vil veje hver enkelt persons gode og dårlige handlinger. Den, hvis gode handlinger ifølge Allahs målestok vejer tungere end de dårlige, vil Han tilgive, mens den, hvis dårlige handlinger vejer tungest, vil få den straf, der tilkommer ham.

For det femte: De, der opnår tilgivelse fra Allah, vil gå ind i Jannah, og de, der idømmes straf, vil træde ind i Jahannam.

Nødvendigheden af troen på Akhirah

Den opfattelse af Akhirah, som Muhammad (fred være med ham) har fremlagt, blev på samme måde fremlagt af profeterne før ham, og i enhver tidsalder var den en nødvendig betingelse for at blive muslim. Alle profeter har betegnet den, der fornægtede Akhirah eller udtrykte tvivl om den, som kafir, for uden denne opfattelse bliver det fuldstændig meningsløst at tro på Allah, Hans åbenbarede bøger og Hans sendebude, og hele menneskets liv bliver forvrænget. Hvis man tænker grundigt over det, kan man let forstå dette. Når nogen bliver opfordret til at udføre en handling, opstår spørgsmålet først i hans sind: Hvilken fordel vil jeg få ved at gøre dette, og hvilken skade vil der være, hvis jeg ikke gør det? Hvorfor opstår dette spørgsmål? Mennesket betragter en handling, der ikke medfører nogen fordel, som meningsløs og forgæves. Når et menneske er overbevist om, at en handling ikke vil bringe nogen nytte, vil det aldrig være rede til at udføre den. På samme måde vil ingen være villig til at afholde sig fra en handling, som han er overbevist om ikke medfører nogen skade. Det samme gælder tvivl. Hvis nogen tvivler på fordelene ved en handling, vil han på ingen måde kunne hellige sig den. Hvis der er tvivl om, hvorvidt en handling er skadelig, vil han ikke gøre nogen særlig indsats for at holde sig fra den. Det kan man se beviset på ved at betragte børn. Hvorfor stikker børn hånden ind i ilden? Fordi de ikke er overbeviste om, at ilden brænder. Og hvorfor ønsker de at holde sig fra at studere? Fordi de goder, som deres ældre har forsøgt at forklare dem, at de vil opnå derved, ikke har slået rod i deres sind. Af samme grund anser den, der ikke tror på Akhirah, det for frugtesløst at tro på Allah og følge Hans vilje. For ham medfører lydighed mod Allah ingen fordel, ligesom ulydighed mod Ham heller ikke medfører nogen skade. Hvordan skulle han kunne adlyde de befalinger, som Allah har givet gennem Sine sendebude og Sine bøger? Selv hvis man antager, at han har accepteret Allah, er hans accept stadig fuldstændig meningsløs, for han vil ikke adlyde den lov, Allah har givet, og han vil ikke leve efter Hans vilje.

Men sagen slutter ikke her. Hvis man tænker endnu grundigere over det, kan man forstå, at accepten eller fornægtelsen af Akhirah har en afgørende indflydelse på menneskets liv. Som jeg allerede har sagt, er det menneskets natur at beslutte, om det vil udføre en handling eller lade være, ved at overveje fordelene og ulemperne. Forestil dig nu et menneske, hvis blik kun er rettet mod denne verdens fordele og ulemper. Hos ham vil man aldrig se en tilbøjelighed til en god handling, hvis han ikke håber at opnå nogen fordel ved den i denne verden; og han vil heller ikke afholde sig fra en handling, hvis den ikke indebærer nogen fare for skade her i verden. På den anden side findes der et andet menneske, hvis blik er rettet mod handlingernes endelige konsekvenser. Han betragter denne verdens fordele og ulemper som midlertidige. Han vil vælge den gode handlings vej og holde sig fra den onde handlings vej efter at have overvejet Akhirahs varige fordele og ulemper, uanset hvor stort et tab den gode handling måtte påføre ham, eller hvor stor en fordel den onde handling måtte synes at give ham. Man bør tænke over, hvor stor forskellen mellem disse to mennesker er. For den ene er en god handling det, som han kan få i dette kortvarige liv: måske nogle penge, måske noget jord, måske en stilling, anseelse, berømmelse og menneskers ros, måske tilfredsstillelse af et begær eller opfyldelsen af et ønske; måske vil han opnå en vis nydelse. Ifølge hans opfattelse er en ond handling noget, der medfører eller truer med at medføre et dårligt resultat i dette liv, såsom tab af ejendom eller liv, helbredsskade, straf fra myndighederne, en eller anden form for sorg og lidelse eller en uønsket situation. For det andet menneske er en god handling derimod det, som gør Allah tilfreds, mens en ond handling er det, som gør Allah vred. Hvis en god handling ikke giver ham nogen fordel i denne verden, men tværtimod medfører et tab, anser han den stadig for en god handling og er overbevist om, at han til sidst vil modtage den evige belønning for sin gode handling hos Allah. Selv hvis han ikke lider noget tab på grund af en ond handling, ikke frygter nogen skade, men tværtimod kun opnår fordele og bekvemmeligheder gennem den, anser han den stadig for en ond handling og er overbevist om, at han til sidst ikke kan undslippe straffen, selv hvis han undgår straf i dette korte jordiske liv og får mulighed for at nyde livet i nogen tid.

Disse to forskellige opfattelser får mennesker til at følge to forskellige veje. For den, der ikke har tillid til Akhirah, er det fuldstændig umuligt at tage blot ét skridt frem ad Islams vej. Islam siger: »Giv zakat til de fattige for Allahs skyld.« Han svarer: Hvis jeg giver zakat, bliver min formue mindre. Jeg vil tage renter af mine penge og med en rentedom beslaglægge selv den sidste mønt i deres hjem. Islam siger: »Tal altid sandt, og afhold dig fra løgn, uanset hvor stort et tab sandheden påfører dig, og hvor stor en fordel løgnen giver dig.« Han svarer: Hvad skal jeg med en sandhed, som kun vil skade mig og ikke give mig nogen fordel? Og hvorfor skulle jeg afholde mig fra en løgn, som vil være fordelagtig for mig, og som ikke engang indebærer nogen frygt for vanære? Mens han går ad en ensom vej, får han øje på en meget værdifuld genstand, og straks siger Islam til ham: »Dette er ikke din ejendom; du må under ingen omstændigheder tage den.« Han svarer: Hvorfor skulle jeg lade noget ligge, som er kommet til mig af sig selv? Her er ingen, der kan se det og underrette politiet, vidne i retten eller vanære mig over for folk. Hvorfor skulle jeg så ikke drage fordel af de penge, jeg har fundet? En mand dør efter i hemmelighed at have betroet ham nogle ejendele. Islam siger da til ham: »Ødelæg ikke det betroede; sørg for, at ejerens formue når frem til hans børn og efterkommere.« Han udbryder: Hvorfor? Der er ingen vidner til, at den afdødes formue er hos mig, og hans børn og efterkommere ved heller ikke noget om det. Når jeg uden frygt for nogen lov og uden at være bange for vanære let kan tilegne mig den, hvorfor skulle jeg så ikke gøre det? Kort sagt vil Islam ved hvert eneste skridt på livets vej beordre ham til at følge en bestemt vej, mens han vil følge den stik modsatte vej. For i Islam fastsættes værdien og betydningen af alt under hensyn til de varige resultater i Akhirah; men dette menneske retter i alle forhold sit blik mod de resultater, der kan opnås i dette verdenslivs forgængelige tilværelse. Nu kan man klart forstå, hvorfor mennesket ikke kan blive muslim uden at tro på Akhirah. For ikke blot er det at blive muslim udelukket; ved faktisk at fornægte Akhirah synker mennesket fra menneskelighed ned til et niveau, der er lavere end dyrets.

Sandheden i troen på Akhirah

Efter at have drøftet nødvendigheden af og velsignelserne ved troen på Akhirah vil jeg nu kort sige, at den beskrivelse af Akhirah, som Hazrat Muhammad (fred være med ham) har givet os, også ud fra fornuftens synspunkt fremstår som sand for jer. Selvom grundlaget for vores tro ikke blot er fornuft, men fuld tillid til Allahs Sendebud (fred være med ham), forekommer netop denne tro os, når vi tænker grundigt over sagen, at være den mest fornuftsbaserede blandt alle trosopfattelserne om Akhirah.

Der findes tre forskellige trosopfattelser om Akhirah i verden:

Den ene gruppe mener, at mennesket går til grunde efter døden. Derefter findes der ikke noget liv. Dette er ateisternes tro, selv om de hævder at være videnskabsfolk.

Den anden gruppe siger, at mennesket igen og igen fødes med en krop i denne verden for at opleve frugterne af sine egne handlinger. Hvis de gør onde gerninger, vil de i det næste liv komme tilbage som et dyr, såsom en hund eller en kat, eller blive født som et træ eller få skikkelse som et menneske på et lavere niveau. Hvis de derimod gør gode gerninger, vil de nå et højere niveau af tilværelsen. Denne opfattelse findes i visse materialistiske religioner.

Den tredje gruppe tror på Qiyamah, genopstandelsen, fremtrædelsen for Allahs domstol samt belønningen og gengældelsen for ens gerninger. Dette er alle profeters fælles tro.

Lad os nu tænke over den første trosopfattelse. De siger: »Vi har ikke set nogen blive levende efter døden. Tværtimod ser vi, at mennesker efter døden bliver til jord. Derfor findes der ikke noget liv efter døden.« Men hvis man tænker over det, kan man forstå, at der ikke er nogen logik i dette udsagn. At ingen er blevet set vende tilbage til livet efter døden, kan højst føre til, at man siger: »Vi ved ikke, hvad der sker efter døden.« Hvilket bevis kan man fremlægge til støtte for den endnu videre påstand, at der ikke vil ske noget som helst efter døden, og at det ved vi? En landsbyboer, som aldrig har set et fly, kan sige: »Jeg ved ikke, hvad et fly er.« Men når han siger: »Jeg ved, at der ikke findes noget, der hedder et fly«, vil fornuftige mennesker kalde ham uvidende. For ikke at have set en bestemt ting kan ikke betyde, at den slet ikke eksisterer. Selv hvis ikke blot ét menneske, men alle mennesker i hele verden ikke har set en bestemt ting, kan man stadig ikke påstå, at denne ting ikke eksisterer eller umuligt kan eksistere.«

Lad os derefter overveje den anden trosopfattelse. Ifølge denne tro skyldes det, at en bestemt person lever sit nuværende liv som menneske, at han i et tidligere liv udførte gode gerninger, mens han var et dyr; og det dyr, som lever sit nuværende liv som dyr, udførte i et tidligere liv, hvor det levede som menneske, onde gerninger. Med andre ord er det i virkeligheden frugten af handlingerne i et tidligere liv, at et menneske bliver til et dyr eller et træ.

Nu opstår spørgsmålet: Hvad var der først? Hvis det siges, at mennesket var det første af alt, må man acceptere, at der før det var et dyr eller et træ; ellers opstår spørgsmålet: Som belønning for hvilken god gerning havde mennesket fået sin form? Hvis det siges, at dyret eller træet var det første af alt, må man acceptere, at der før det var et menneske; ellers opstår spørgsmålet: Som straf for hvilken dårlig gerning havde træet eller dyret fået sin form? Kort sagt kan tilhængerne af denne tro ikke fastslå skabelsens oprindelige form korrekt, for det er nødvendigt for dem at forestille sig en anden form før enhver form, så den efterfølgende form kan betragtes som resultatet af den forudgående forms skabnings handlinger. Denne tro er direkte i strid med fornuften.

Lad os nu overveje den tredje tro. Her siges først og fremmest: En dag vil Dommedagen komme, og Allah vil selv ødelægge og udslette denne fabrik og på dens plads opføre en anden fabrik på et højere og bedre niveau. Dette er noget, hvis sandhed der ikke er nogen grund til at tvivle på. Jo mere man tænker over denne verdens fabrik, desto flere beviser finder man på, at den ikke er en varig fabrik, for alle de kræfter, der virker i den, er begrænsede, og deres ophør er en dag uundgåeligt. Derfor er alle videnskabsfolk enige om, at solen en dag vil blive kold og miste sit lys, at der vil indtræffe sammenstød mellem planeterne og deres måner, og at verden vil blive ødelagt.

Det andet, der siges, er: »Mennesket vil få livet givet tilbage for anden gang.« Er dette også muligt? Hvis det er umuligt, hvordan blev det liv, mennesket nu nyder, så muligt? Det er åbenbart, at den Allah, som skabte mennesket i denne verden, også kan skabe mennesket på ny i en anden verden.

Det tredje er: »Alt, hvad mennesket har gjort i dette verdensliv, er blevet registreret og bevaret, og det vil blive fremlagt på Opstandelsens dag.« Også i denne verden finder vi i dag beviser på dette. Den almindelige opfattelse i gamle dage var, at den lyd, der kom ud af et menneskes mund, skabte nogle bølger i luften og forsvandt. Men i dag ved vi, at enhver lyd efterlader spor på forskellige ting langs sin vej. Denne lyd kan igen frembringes på ny. Det er netop på dette princip, grammofonpladen er blevet opfundet.

Heraf kan man forstå, at sporene af vores bevægelser bliver indprentet i alt det, der kommer på vores vej. Af denne tilstand kan man med overbevisning indse, at hele vores regnskab over handlinger er blevet bevaret, og at det kan frembringes igen.

Det fjerde er: »Allah vil på Opstandelsens dag oprette en domstol og i overensstemmelse med retfærdigheden fastsætte belønning og straf for vores gode og dårlige handlinger.« Hvem kan kalde dette umuligt? Hvad er der i det, som strider mod fornuften? Fornuften kræver netop, at Allah træffer afgørelse om alt i overensstemmelse med retfærdigheden ved sin retfærdige domstol. Vi ser, at en person gør gode gerninger, men ikke får nogen fordel af dem i denne verden. En anden fortsætter med at gøre dårlige gerninger, men lider ingen skade på grund af dem. Ikke nok med det: Vi ser tusindvis af eksempler på, at bestemte personer gør gode gerninger, men tværtimod lider skade derved. På den anden side nyder en anden person stor fornøjelse, selv om han gør dårlige gerninger. Når fornuften iagttager alle disse hændelser, kræver den, at den gode persons gode gerninger og den ondsindede persons onde gerninger et eller andet sted må få deres gengældelse.

Det sidste er Paradis og Helvede. Deres eksistens er ikke umulig. Den Allah, som kunne skabe månen, solen, planeten Mars og jorden—hvorfor skulle Han i sidste ende ikke kunne skabe Paradis og Helvede? Når Han opretter en domstol og fastsætter belønning og straf for menneskers gode og dårlige handlinger, er det også nødvendigt, at der findes et bestemt sted, hvor de belønningsværdige kan modtage særlig ære, lykke og velvære, og hvor de strafværdige kan opleve ydmygelse, sorg og smerte.

Hvis man tænker over disse forhold, vil fornuften selv sige, at blandt alle forestillinger om menneskets endelige skæbne er denne forestilling den mest fornuftige, og at der ikke er noget irrationelt eller umuligt i den.

Når Allahs sande profet, Hazrat Muhammad (fred være med ham), har beskrevet dette som sandt, og alt deri er til gavn for os, er det fornuftige at tro på det og ikke nære tvivl om det uden grund.

Kalima Tayyiba

Islams grundlag er bygget på disse fem tidligere nævnte trosartikler. Essensen af disse fem trosartikler findes i én eneste kalima: (…………………)

Når et menneske siger »lā ilāha illā Allāh«, forkaster det alle falske guder og lover udelukkende at tjene Allah. Når det derimod siger »Muḥammadur Rasūlullāh«, anerkender det sandheden i, at Hazrat Muhammad (fred være med ham) er Allahs sendebud. Sammen med anerkendelsen af sendebuddets sandhed bliver det en ubetinget pligt at tro på alt det, Hazrat Muhammad (fred være med ham) har lært om Allahs væsen og egenskaber, englene, de himmelske bøger, profeterne og livet efter døden, samt at følge den vej til tilbedelse af og lydighed mod Allah, som han har anvist.

Tilbedelse

I det foregående kapitel blev det nævnt, at Hazrat Muhammad (fred være med ham) lærte os at tro på fem ting:

For det første: Én Allah, som ingen har del i.

For det andet: Allahs engle.

For det tredje: troen på Allahs bøger, især Den Ædle Koran.

For det fjerde: troen på Allahs sendebude, især på Hans sidste sendebud, Hazrat Muhammad (fred være med ham).

For det femte: troen på livet i det hinsidige.

Dette er islams grundlag. Når et menneske tror på disse fem ting, bliver det medlem af muslimernes fællesskab, men dermed er det endnu ikke blevet en fuldgyldig muslim. Et menneske kan først blive en fuldgyldig muslim, når det adlyder de påbud, som Hazrat Muhammad (fred være med ham) har bragt fra Allah, for så snart man tror, bliver lydighed en ufravigelig pligt, og denne lydighed kaldes islam. Lad os tænke over det: Et menneske har erkendt, at ingen andre end Allah er dets gud. Det betyder, at Han alene er dets herre, mens mennesket er Hans tjener; Han alene giver ordrer, mens mennesket adlyder Ham. Hvis mennesket efter at have anerkendt denne herre og befalende hersker begår ulydighed, gør det oprør mod sin egen bekendelse og bliver skyldig. Det har også erkendt, at Den Ædle Koran er Allahs bog. Det betyder, at det har anerkendt alt, hvad der står i Den Ædle Koran, som Allahs befalinger. Nu er det dets ufravigelige pligt at godtage hvert eneste ord i den og bøje sig for hvert eneste påbud. Det har ligeledes erkendt, at Hazrat Muhammad (fred være med ham) er Allahs sendebud. I virkeligheden indebærer dette en anerkendelse af, at alt det, Hazrat Muhammad (fred være med ham) har påbudt, og alt det, han har forbudt, har han gjort på Allahs vegne. Efter denne anerkendelse er det blevet en pligt for mennesket at adlyde Hazrat Muhammad (fred være med ham). Derfor bliver man først en fuldgyldig muslim, når ens handlinger svarer til ens tro; jo større forskellen er mellem ens tro og ens handlinger, desto mere ufuldstændig er ens tro.

Nu vil jeg fortælle, hvilken måde Hazrat Muhammad (fred være med ham) lærte os at leve på i overensstemmelse med Allahs vilje og ønske, hvilke handlinger han befalede os at udføre, og hvilke han forbød os. I denne forbindelse kan vi først tale om de former for tilbedelse, som er blevet gjort obligatoriske for os.

Tilbedelsens betydning

I virkeligheden betyder tilbedelse underkastelse eller trældom. Mennesket er en tjener. Allah er menneskets guddom, den, der tilbedes. Alt, hvad tjeneren gør for at adlyde den, han tilbeder, er tilbedelse. Vi taler med andre mennesker; i vores samtaler afholder vi os fra løgn, bagtalelse og uanstændighed, fordi Allah har forbudt det; vi taler altid om sandhed, retfærdighed, ærlighed og renhed, fordi Allah holder af disse ting. Selv om disse samtaler i høj grad vedrører verdslige forhold, vil de være vores tilbedelse. Vi foretager pengetransaktioner med mennesker, køber og sælger varer på markedet, bor sammen med vores forældre og søskende i vores hjem og omgås vores venner og kære. Hvis vi i alle disse forhold i livet følger Allahs påbud, forbud og love, hvis vi i overensstemmelse med Allahs befaling beskytter andres rettigheder, og hvis vi afholder os fra at krænke andres rettigheder, fordi Allah har forbudt det, må vi sige, at hele vores liv er blevet tilbragt i Allahs tilbedelse. Jeg hjælper de fattige, giver et sultent menneske mad og plejer en syg, og hvis jeg i disse handlinger har Allahs tilfredshed for øje i stedet for personlig interesse, ære og berømmelse, vil disse handlinger blive regnet som tilbedelse. Et menneske driver forretning, udøver håndværk eller udfører fysisk arbejde, og hvis det under dette arbejde frygter Allah, arbejder med fuld troværdighed og trofasthed, tjener et halal-udkomme og holder sig fra det haram, vil dets bestræbelser på at tjene til livets ophold høre til Allahs tilbedelse. Selv om det arbejder for at tjene til livets ophold, vil det derfor blive regnet som tilbedelse. Kort sagt skal man i det verdslige liv frygte Allah i hvert øjeblik og i enhver sag, gøre Hans tilfredshed til sit mål, følge de regler, Han har givet, se bort fra enhver fordel, der opnås gennem ulydighed mod Ham, og acceptere et tab, hvis det opstår eller kan forventes at opstå som følge af lydighed mod Ham. Dette er Allahs tilbedelse. Selv at spise, klæde sig, gå, komme, sove, vågne og tale—alt hører i et sådant liv til tilbedelsen.

Dette er tilbedelsens egentlige betydning. Islams sande mål er at gøre muslimen til en tjener, der er blevet vant til en sådan tilbedelse. Med dette formål er visse former for tilbedelse blevet gjort obligatoriske i islam, så mennesket derved bliver forberedt på denne største form for tilbedelse. Man bør også vide, at disse former for tilbedelse er fastlagt som et træningskursus, der skal forberede mennesket til den større tilbedelse. Jo bedre en person gennemfører denne træning, desto bedre vil han kunne udføre den større og egentlige tilbedelse. Derfor kaldes disse særlige former for tilbedelse fard ayn, det vil sige individuelle pligter, og de beskrives som arkan ad-din, det vil sige religionens søjler. Ligesom en bygning står på flere søjler, er den islamiske livsbygning grundlagt på disse søjler. Hvis disse søjler brydes ned, vil selve islams bygning blive ødelagt.

Salat

Blandt disse pligter er den første salat. Hvad er salat? Salat er at gentage det, som en muslim har antaget troen på, i ord og handling, fem gange om dagen. Den muslimske person står op ved daggry og renser sig før alt andet, hvorefter han træder frem for den Store Herre. Han står, sidder, bøjer sig og lægger panden mod jorden foran Ham, anerkender sit slaveri over for Ham, beder Ham om hjælp, aflægger på ny troskabsløfte om lydighed mod Ham, gentager igen og igen sit ønske om at opnå Hans velbehag og blive skånet for Hans vrede, og gentager læren fra Hans Bog. Han vidner om sandheden i Hans Sendebud og mindes også den dag, hvor han skal træde frem for Hans domstol for at aflægge regnskab. Således begynder hans dag. Han er optaget af sit arbejde i nogle timer, og ved middagstid minder mu’adhdhin ham igen om at gentage denne lære i nogle minutter, så han aldrig glemmer den og bliver uopmærksom på den Store Herre. Han rejser sig, fornyer sin iman og vender derefter tilbage til verden og dens gøremål. Efter nogle timer kaldes han igen ved asr-tid, og han fornyer endnu en gang sin iman. Derefter kommer maghrib, og natten begynder. Han mindes den tilbedelse, hvormed han stod op ved daggry, så han ikke glemmer denne lære eller begår nogen fejl. Efter nogle timer kommer tiden for isha, og straks derefter kommer tiden for søvn. For sidste gang bliver hele imanens lære nu mindet ham om, for dette er en tid med ro. Hvis han ikke har haft mulighed for at koncentrere sig fuldt ud i dagens uro, kan han på dette tidspunkt koncentrere sig med et roligt sind.

Dette styrker den muslimske persons islams grundlag fem gange hver dag. Den større tilbedelse, hvis betydning jeg netop har analyseret, forbereder salat muslimerne på. Salat fornyer alle deres trosforestillinger, og på den afhænger deres sjæls renhed, åndelige udvikling, karakterens sundhed og deres handlingers forbedring. Ved eftertanke kan man forstå, hvorfor man i wudu følger den fremgangsmåde, som selv Guds Sendebud (fred være med ham) har foreskrevet, og hvorfor vi i salat udfører alt det, han har undervist os i. Årsagen er, at vi anser det for en pligt at adlyde Hazrat Muhammad (fred være med ham). Hvorfor læser ingen med vilje forkert i Koranen? Fordi enhver er overbevist om, at den er Allahs tale. Hvis man ikke læser det, der læses sagte under salat, eller læser noget andet, er der så nogen grund til at frygte nogen? Intet menneske hører det jo. Det viser, at enhver, der udfører salat, selv har indset, at Allah også hører alt det, vi læser sagte, og at selv mine skjulte bevægelser ikke er ukendte for Ham. Hvem får en muslim til at rejse sig til salat, når der ikke er nogen, der ser ham? Det har sin grund i troen på, at Allah ser mig. Hvad trækker en person til salat, så han forlader det mest presserende arbejde? Det er følelsen i hans hjerte af, at Allah har gjort salat obligatorisk for ham. Hvad tvinger en muslim til at udføre salat ved maghrib på en kold vintermorgen, en varm sommereftermiddag og midt i den daglige samtale om aftenen? Hvad kan det være andet end pligtfølelse? Hvorfor frygter folk at undlade salat eller bevidst udføre den forkert? Fordi der er gudsfrygt i deres hjerter, og de ved, at de en dag skal træde frem for Hans domstol. Spørgsmålet er nu: Hvilken træning kan være bedre end salat til at gøre et menneske til en fuldkommen og sand muslim? Hvilken bedre lære kan der være for muslimer end den, som flere gange dagligt vækker mindet om Allah, frygten for Ham, overbevisningen om, at Han altid er nærværende og iagttagende, og troen på at skulle træde frem for Hans domstol; som flere gange dagligt tvinger dem til at følge Allahs Sendebuds (fred være med ham) vej; og som fra morgen til aften giver dem mulighed for med få timers mellemrum at øve sig i at udføre deres pligter? Man kan forvente, at en sådan person, når han efter salat går i gang med verdens gøremål, også dér vil frygte Allah, følge Hans lov, og, hvis muligheden for at begå en synd opstår, vil huske, at Allah ser ham. Hvis en person efter en så højtstående træning stadig ikke har gudsfrygt og ikke opgiver at gå den modsatte vej ved at trodse Hans befalinger, er det ikke salats skyld; det beviser tværtimod, at skylden ligger hos personen selv.

Det er også værd at overveje, at Allah har påbudt at udføre salat i fællesskab og især gjort det obligatorisk at udføre fredagsbønnen i fællesskab én gang om ugen. Som følge heraf opstår der enhed og broderskab blandt muslimerne. Sammen opbygger de en stærk sammenslutning. Når de alle tilbeder Allah sammen og sidder og rejser sig sammen, opstår der naturligt en forbindelse mellem dem, og en følelse af broderskab vækkes. Derefter skaber dette i dem en indstilling til at adlyde den samme leder og lærer dem orden og disciplin. Som følge heraf vågner gensidig medfølelse, omsorg og en følelse af fælles interesser blandt dem. Den rige og den fattige, den store og den lille, den højtstående embedsmand og hans tjener stiller sig op sammen; der findes ikke længere højere og lavere kaster.

Dette er nogle få af salats utallige velsignelser. Allah har ingen fordel af salat; det er derimod den, der udfører salat, som får gavn af den. Allah har gjort salat obligatorisk for menneskenes skyld. Når man undlader at udføre salat, skyldes Hans vrede ikke, at man derved skader Allah, men at man derved skader sig selv. Hvor stor en kraft Allah har lagt i salat, og alligevel undgår mennesker vejen til at modtage den. Med munden bekender man Allahs myndighed, lydighed mod Sendebudet og regnskabet i det hinsidige, men i handling tilsidesætter man den største pligt, som Allah og Hans Sendebud har fastlagt. Hvor skammeligt er det ikke! Der kan være to grunde til en sådan handlemåde: Enten anerkender man ikke salat som en pligt, eller også undgår man den, selv om man ved, at den er en pligt. Hvis man benægter en pligt, der skal udføres, tillægger man i praksis både Koranen og Allahs Sendebud en løgn og fremsætter et falsk krav om tro på dem. Og hvis man anerkender den som en pligt, men alligevel forsøger at undgå den, viser man sig at være fuldstændig upålidelig, og man kan ikke stole på ham i noget som helst verdsligt anliggende. Når han viser uærlighed i opfyldelsen af sin pligt over for Allah, kan man så forvente, at han ikke vil vise uærlighed i opfyldelsen af sine pligter over for mennesker?

Sawm

Den anden forpligtelse er sawm. Hvad er sawm? Den lære, som salat minder os om fem gange hver dag, bliver sawm ved med at minde os om hvert øjeblik i en hel måned én gang om året. Når Ramadan kommer, holder muslimerne op med at spise og drikke fra daggry til solnedgang. Ved suhoor-tiden spiste og drak de, men så snart adhanen lød, holdt de deres hænder tilbage. Derefter kan de indtil solnedgang ikke spise noget, uanset hvor lækker en fødevare der måtte ligge foran dem, hvor sultne og tørstige de måtte blive, eller hvor stærkt deres sind måtte fristes. Det handler ikke blot om, at de ikke spiser foran andre; selv på et øde sted, hvor der ikke er nogen, som kan se dem, er det dem umuligt at synke så meget som en dråbe vand eller en eneste bid mad. Dette forbud gælder indtil et bestemt tidspunkt. Så snart maghrib-adhanen lød, vendte de sig straks mod iftar. Derefter kan de hele natten spise, hvad de vil, uden frygt eller besvær. Lad os overveje, hvad dette er. Det rummer frygt for Allah, muslimernes overbevisning om, at Han er nærværende og ser alt, troen på livet i det hinsidige og på Allahs domstol, streng lydighed mod Koranen og Rasul (fred være med ham) samt en stærk følelse af pligten til at udføre det, der skal gøres. Det rummer også en lære i tålmodigt arbejde og i at møde vanskeligheder. Desuden rummer det evnen til at modstå og beherske sine egne lyster for at opnå Allahs tilfredshed. Hvert år kommer Ramadan, og i hele 30 dage lærer denne sawm muslimerne dette og forsøger at udvikle disse egenskaber i dem, så de kan blive muslimer fuldt ud og i enhver henseende—sådan som en muslim skal legemliggøre det i sit liv.

Det er også værd at bemærke, at Allah har gjort sawm obligatorisk for alle muslimer i den samme måned, så de ikke faster hver for sig, men faster sammen. Heri ligger der yderligere utallige velsignelser. Hele det islamiske samfund betragter denne ene måned som en måned med fromhed. Hele den muslimske verden bliver da fyldt med tro, gudsfrygt, lydighed mod Hans befalinger, ren og from adfærd samt gode gerninger. I denne periode undertrykkes al slags ondskab, og gode gerninger opmuntres. De gode hjælper hinanden med at gøre gode gerninger. De onde skammer sig over at begå onde handlinger. De rige får lyst til at hjælpe de fattige. Der bruges rigdom på Allahs vej. Alle muslimer vender tilbage til den samme tilstand, og i denne fælles tilstand mærker de, at alle muslimer tilhører én menighed. Dette er et effektivt middel til at etablere broderskab, medfølelse og indre enhed blandt dem.

Dette er til gavn for os selv. Allah har ingen fordel af at lade os sulte. Det er til vores eget bedste, at Han har gjort sawm obligatorisk for os. Den, der uden en gyldig grund afholder sig fra at opfylde denne forpligtelse, gør uret mod sig selv. De, der offentligt spiser og drikker på Ramadans dage, følger den mest skamfulde fremgangsmåde. De erklærer i praksis, at de ikke hører til den muslimske menighed, at de er ligeglade med Islams påbud og forbud, og at de åbent vender sig bort fra lydighedens vej mod Ham, som de anerkender som Allah. Kan man da forvente pålidelighed, god opførsel, ærlighed, pligtfølelse og lovlydighed af mennesker, der skiller sig ud fra deres egen menighed, som ikke skammer sig det mindste over at gøre oprør mod deres Skaber og Forsørger, og som åbent overtræder den lov, der er fastsat af den største leder af deres religion?

Zakat

Den tredje forpligtelse er zakat. Allah har gjort det obligatorisk for enhver velhavende muslim, at hvis han mindst ejer fyrre taka, og beløbet har været opsparet i et helt år, skal han give én taka deraf til en fattig slægtning, en trængende, en miskin, en ny muslim, en rejsende eller en forgældet person.

På denne måde har Allah fastsat, at mindst to en halv procent af de velhavendes formue tilkommer de fattige. Hvis nogen giver mere end dette, regnes det som en ekstra gunst, og han vil få endnu større belønning for det.

Den del, der gives til dette formål, når ikke frem til Allah. Han er ikke afhængig af noget fra os; tværtimod siger Han: Hvis I med glæde for Min skyld giver noget til en fattig bror blandt jer, er det, som om I har givet det til Mig. Fra Hans side vil Jeg give jer en mangefold større belønning. Betingelsen er naturligvis, at I ikke kræver at få lov til at vise ham en gunst. I må ikke fornærme eller hade ham, og I må ikke forvente taknemmelighed fra ham. I må heller ikke gøre noget forsøg på at få folk til at tale om jeres gave eller rose jer som en stor giver. Hvis I kan holde jeres hjerte fri for alle disse urene forestillinger og kun for Min tilfredshed giver en del af jeres rigdom til de fattige, vil Jeg fra Min evige rigdom give jer en del, som aldrig vil tage ende.

Ligesom Allah har gjort salat og sawm obligatoriske for os, har Han på samme måde gjort zakat obligatorisk. Zakat er en af Islams store søjler. Den kaldes en søjle, fordi den skaber styrke til ofring og selvopofrelse blandt muslimer og fjerner lasterne selviskhed, nærighed, snæversynethed og dyrkelse af rigdom. En grådig og nærig person, der dyrker rigdom og er rede til at sætte sit liv på spil for penge, er ikke til nogen nytte for Islam. Den, der uden hensyn til egne interesser kan ofre den formue, han har tjent gennem sit eget fysiske arbejde, i lydighed mod Allahs befaling, kan gå ad Islams enkle og lige vej. Zakat vænner muslimerne til denne opofrelse og giver dem den evne, at når der er behov for at bruge deres formue på Allahs vej, holder de ikke krampagtigt fast i den, men giver af et åbent hjerte.

Zakats verdslige velsignelse består i, at muslimer gennem den hjælper hinanden. Ingen muslim vil være uden klæder og føde, ydmyget eller tilsidesat. De velstående skal sørge så godt for de fattige, at de ikke behøver at gå omkring og tigge. Ingen skal bruge og ødsle sin formue udelukkende på sin egen bekvemmelighed, luksus og pragt, men skal huske, at hans folks forældreløse, enker og trængende har en ret dertil. Også de drenge og piger har en ret til den, som er kommet til verden med begavelse og intellekt fra Allah, men som ikke kan få en uddannelse, fordi de er fattige. De, der på grund af sygdom og uarbejdsdygtighed ikke kan arbejde, har også en ret til den. De, der ikke er villige til at anerkende denne ret, er uretfærdige. Én person vil fylde sæk efter sæk med penge, nyde komfort og luksus i store bygninger og køre omkring i luftige biler på luksusrejser, mens tusinder af hans folks medlemmer går omkring og tigger for to mundfulde ris, og tusinder af arbejdsdygtige mennesker går arbejdsløse fra gade til gade. Hvad kan være en større uretfærdighed end dette? Islam er en fjende af denne form for egoisme. De vantros civilisation lærer dem, at de skal samle al den rigdom, der kommer i deres hænder, og ved at låne den ud på rente trække den indtjening, som folk omkring dem har skabt, ind i deres egne hænder. Islam, deres religion, lærer derimod muslimerne, at hvis Allah skænker dem rigdom ud over deres behov, skal de ikke samle den, men hjælpe andre brødre med den, så deres behov kan dækkes, og de ligesom dem selv kan gøres i stand til at tjene til deres eget udkomme.

Hajj

Den fjerde pligt er hajj. Det er kun nødvendigt at udføre hajj én gang i en muslims liv. Og det er kun nødvendigt for den, der er i stand til at bære udgifterne ved rejsen til Mekka.

På det sted, hvor Mekka ligger nu, byggede profeten Ibrahim for flere tusinde år siden et lille hus til tilbedelse af Allah. Som anerkendelse af hans oprigtighed og kærlighed anerkendte Allah dette hus som Sit eget og befalede os, at vi under tilbedelsen skulle vende ansigtet mod det. Han befalede også, at enhver velhavende muslim, uanset hvor i verden han bor, mindst én gang i sit liv med den samme kærlighed skal komme for at besøge dette hus og gå rundt om det, sådan som Hans elskede tjener Ibrahim plejede at gå rundt om det. Han befalede desuden, at når nogen kommer til Hans hus, skal han rense sit hjerte, modstå sine personlige lidenskaber, afholde sig fra blodsudgydelse, ondskab og uanstændig tale og møde frem med den høflighed, hengivenhed og ydmyghed, som det er nødvendigt at udvise, når man træder frem for Herren. Han skal tænke på, at han skal træde frem for den Konge, som hersker over jorden og himlen, og foran hvem alle mennesker er hjælpeløse. Når de således træder frem dér i ydmyghed og tilbeder med et renset hjerte, vil Han berige dem med Sin nåde.

Set fra et særligt synspunkt er hajj den vigtigste form for tilbedelse. Hvis et menneske ikke har kærlighed til Allah i sit hjerte, hvordan skulle det så kunne forlade sit arbejde og sine forretninger, rive sig løs fra sine kære og venners selskab og påtage sig besværet ved en så lang rejse? Når et menneske begiver sig ud på denne rejse, betragter det den ikke som en almindelig rejse. Under denne rejse er dets opmærksomhed i højeste grad rettet mod Allah. Der er ingen plads til tvivl eller tøven i dets hjerte. Jo nærmere det kommer Kabaen, desto stærkere brænder kærlighedens flamme i dets hjerte. Det begynder af sig selv at hade ondskab og ulydighed i sit hjerte. Det fyldes af skam over tidligere synder. For fremtiden beder det Allah om nåde til lydighed. Det smager tilbedelsen og ihukommelsen af Allah. Dets nedkastelse foran Allah bliver længere og længere, og dets hjerte ønsker ikke at løfte hovedet fra nedkastelsen foran Ham. Ved recitationen af Koranen fyldes dets hjerte af en ny glæde, og under fasten oplever det en ny følelse. Når det sætter foden på Hijaz’ jord, dukker alle scenerne fra islams tidlige historie op på dets hjertes indre lærred.

Overalt ser det sporene efter mennesker, der elskede Allah og ofrede sig for Hans skyld. Hvert sandkorn dér bærer vidnesbyrd om islams herlighed og storhed, og hver sten dér erklærer: Dette er det land, hvor islam blev født, og hvorfra Allahs budskab blev forkyndt. Således fyldes muslimens hjerte af kærlighed til Allah og hengivenhed for islam, og derfra vender han tilbage med en så dyb påvirkning, at den aldrig udslettes før døden.

I hajj har Allah sammen med religionen nedlagt utallige verdslige velsignelser. I forbindelse med hajj er Mekka blevet gjort til et centrum for muslimer fra hele verden. De, der ihukommer Allah, samles dér samtidig fra alle verdens egne og mødes med hinanden. Der etableres islamisk oprigtighed og kærlighed mellem dem, og i alles hjerter fæstner den forestilling sig, at muslimer, uanset hvilket land de bor i eller hvilken slægt de er født ind i, er hinandens brødre og tilhører ét og samme folk. Derfor er hajj på den ene side tilbedelse af Allah og på den anden side en samling af muslimer fra hele verden; og hajj er det bedste middel til at skabe et stærkt broderskab blandt muslimer.

Islams støtte

Den sidste fard, som Allah har pålagt os, er at støtte islam (Hemayat-e-Islam). Selv om denne fard ikke hører til islams søjler, er den ikke desto mindre yderst vigtig blandt de islamiske pligter. Der er lagt særlig vægt på den i Koranen Majid og Hadith Sharif.

Hvad støtte til islam er, og hvorfor den blev gjort til en fard, kan man let forstå ud fra et eksempel. Lad os antage, at jeg er ven med en person, men at det i enhver henseende viser sig, at han ikke føler nogen medfølelse med mig. Han bekymrer sig ikke det mindste om, hvad der gavner eller skader mig. Hvis noget vil gavne eller skade mig, gør han det uden tøven for sin egen interesses skyld. Når noget gavner mig, undlader han at hjælpe, alene fordi det ikke gavner ham selv. Når jeg kommer i vanskeligheder, hjælper han mig ikke; hvis han ser, at nogen gør mig fortræd, slutter han sig selv til skadevolderne eller lytter i det mindste tavst til, at jeg bliver skadet. Hvis mine fjender foretager sig noget imod mig, slutter han sig til dem eller gør i det mindste ikke den mindste indsats for at beskytte mig mod deres misgerninger. Vil jeg virkelig betragte sådan en person som min ven? Alle vil svare: Aldrig. For dette er blot et mundtligt krav på venskab; i virkeligheden findes der ingen venskabelige følelser i hans hjerte. Venskab betyder, at den, man er ven med, nærer kærlighed og oprigtighed over for én. Han skal føle med én og ønske én alt godt. Han skal hjælpe én mod ens fjender og ikke tåle, at man bliver bagtalt. Hvis disse egenskaber ikke findes hos ham, er han en hykler. Hans påstand om venskab er falsk.

Ud fra dette eksempel kan man forstå, hvilke pligter der påhviler en, når man hævder at være muslim. At være muslim betyder, at den, der er muslim, skal have islamisk begejstring, en følelse af troens ære og selvrespekt samt kærlighed til islam og oprigtige gode ønsker for sine muslimske brødre. Selv når han er optaget af verdslige gøremål, skal islams vel og muslimernes bedste altid stå ham for øje. For sin egen personlige interesses skyld eller for at undgå et personligt tab må han ikke gøre noget, der skader islam eller strider imod muslimernes vel. Med hjerte, liv og ejendom skal han deltage i enhver handling, der er til gavn for islam og muslimerne, og holde sig fra enhver handling, der skader islam og muslimerne. Han skal betragte sin dins og sit religiøse fællesskabs ære som sin egen ære. Ligesom han ikke kan tåle, at han selv bliver ydmyget, skal han heller ikke tåle, at islam eller islams troende bliver ydmyget. Ligesom han ikke vil hjælpe sine egne fjender mod sig, skal han heller ikke hjælpe islams og muslimernes fjender. Ligesom han er rede til at bringe ethvert offer for sin ejendom, sit liv og sin ære, skal han være rede til at bringe ethvert offer for islam og det muslimske fællesskab. Den, der hævder at være muslim, må samle disse egenskaber i sig; ellers vil han blive regnet blandt hyklerne. Hans handlinger vil bevise, at hans mundtlige påstand er falsk.

En gren af denne støtte til islam kaldes på shariaens sprog »jihad«. Jihads bogstavelige betydning er at bruge sin yderste styrke i en sag. I denne betydning fører også den, der gennem penge, ord, pen og hånd og fod forsøger at ophøje Allahs ord, jihad. Ordet »jihad« bruges specifikt om den krig, der føres mod islams fjender udelukkende for Allahs skyld, befriet for alle verdslige mål. I shariaen kaldes denne jihad fard kifaya. Det vil sige, at det er en fard, som pålægges alle muslimer, men hvis én gruppe opfylder denne pligt, fritages de øvrige for ansvaret. Hvis et islamisk land bliver angrebet af fjenden, bliver jihad under sådanne omstændigheder en individuel pligt, fard ayn, for alle indbyggere i landet, ligesom salat og sawm, og dermed noget, der nødvendigvis skal udføres. Hvis de ikke har styrke til at møde fjenden, bliver det en fard for enhver muslim i de nærliggende lande at hjælpe dem med sit liv og sin ejendom. Og hvis fjendens angreb ikke kan afværges, selv med deres hjælp, bliver det lige så obligatorisk en fard for alle muslimer i hele verden at støtte dem som salat og sawm. Hvis blot én person svigter denne obligatoriske pligt, bliver han syndig. Under sådanne omstændigheder er jihad vigtigere end salat og sawm, fordi det er tiden, hvor troen bliver prøvet. Den, der i farefulde øjeblikke ikke støtter islam og muslimerne, efterlader grund til tvivl om sin tro. Hvad nytter salat, og hvad gavn har sawm da? Hvis en ulykkelig person på dette tidspunkt støtter fjenden mod islam og muslimerne, er han med sikkerhed en hykler; hans salat og sawm, hans zakat og hans hajj – alt er meningsløst.

Din og sharia

Alt det, jeg hidtil har sagt, har handlet om din. Nu vil jeg tale om Hazrat Muhammads (fvmh.) sharia. Men først må vi vide: Hvad er sharia, og hvad er forskellen mellem sharia og din?

Forskellen mellem din og sharia

Det er blevet sagt i de foregående kapitler, at alle profeter kom med islams lære, og at din islam er: i overensstemmelse med de sande profeters lære at tro på Allahs væsen, Hans egenskaber samt belønningen og straffen i det hinsidige; at anerkende Allahs bøger; at forlade alle menneskeskabte veje og erkende den vej, som Allahs bøger har fastlagt, som den sande; at adlyde Allahs profeter og følge dem alene, idet man forlader alt andet. I tilbedelsen må ingen anden end Allah gøres til meddelagtig. Denne tro og tilbedelse kaldes din, og den indgår i alle profeternes lære.

Derudover findes der også shariaen. Reglerne for tilbedelse, sociale skikke, bestemmelser om gensidige transaktioner og opretholdelse af relationer, grænserne for halal og haram samt for det tilladte og det forbudte hører alt sammen under shariaen. Med hensyn til disse bestemmelser sendte Allah i begyndelsen, under hensyntagen til de forskellige folks forhold, forskellige shariaer gennem Sine profeter, så hvert folk særskilt kunne oplæres i god opførsel, civilisation og god moral og gøres klar til at adlyde en større lov. Da denne opgave med at forme menneskene var fuldført, sendte Allah profeten Muhammad (s.a.) med den større lov, hvis enkelte bestemmelser gælder for hele verden. Religionen forblev altså den samme, som de tidligere profeter havde lært, men alle de tidligere shariaer blev ophævet. I deres sted blev der etableret en sharia, hvori reglerne for tilbedelse for alle mennesker, sociale skikke, love og bestemmelser om gensidige udvekslinger samt grænserne for halal og haram alle er fastlagt samlet.

Midlerne til at lære shariaens bestemmelser at kende

For at forstå den Muhammadske sharias principper og bestemmelser har vi to kilder. Den første er den ophøjede Koran, og den anden er hadith. Alle ved om den ophøjede Koran, at den er Allahs ord, og at hvert eneste af dens ord er kommet fra Allah. Med hadith menes de beretninger, som er nået frem til os fra den ærede Sendebud (s.a.). Hele profeten Muhammads (s.a.) liv var en forklaring af Koranen. I de treogtyve år fra det tidspunkt, hvor han blev profet, gik hvert øjeblik af hans liv med at undervise mennesker og vise dem vejen (hidayah), og gennem sine ord og handlinger lærte han dem, hvordan man lever i overensstemmelse med Allahs vilje og ønske. I løbet af dette travle liv lyttede hans mandlige og kvindelige ledsagere, hans slægtninge og hans hustruer omhyggeligt til hvert af hans ord, holdt øje med hver af hans handlinger og søgte vejledning hos ham om shariaens bestemmelser, når et problem opstod for dem. Nogle gange sagde han: »Gør dette, og gør ikke dette.« De, der var til stede, lærte hans anvisninger omhyggeligt. Undertiden udførte han en handling på en bestemt måde. De, der så det, huskede det og fortalte også dem, der ikke havde set det: »Den ærede profet (s.a.) udførte denne handling på denne måde.« Andre gange udførte en person en handling foran den ærede Sendebud (s.a.), og han forholdt sig enten tavs, godkendte den eller forbød den. Også sådanne udtalelser og hændelser bevarede folk. På samme måde hørte folk forskellige udsagn fra hans mandlige og kvindelige ledsagere; nogle lærte dem udenad, mens andre skrev dem ned. De huskede også navnet på den person, som udsagnet var kommet fra. Efterhånden blev disse beretninger samlet i bogform. Således blev der opbygget en omfattende hadithsamling. Blandt hadithsamlerne regnes de hadithbøger, der er samlet af imam Malik (r.a.), imam Bukhari (r.a.), imam Muslim (r.a.), imam Tirmidhi (r.a.), imam Abu Dawud (r.a.), imam Nasa’i (r.a.) og imam Ibn Majah (r.a.), for at være særdeles pålidelige.

Fiqh

Efter at have tænkt over og forsket i Koranens og hadiths bestemmelser nedskrev de religiøse lærde lovene udførligt til gavn for almindelige mennesker. Deres skrevne værker kaldes »fiqh«. Eftersom ikke alle mennesker kan forstå alle Koranens fine indsigter, og ikke alle er så dygtige inden for hadithvidenskaben, at de selv kan forstå shariaens bestemmelser, udarbejdede de religiøse lærde gennem mange års arbejde, tænkning og forskning videnskaben om fiqh. Verdens muslimer vil aldrig kunne gengælde dem for denne velgørende indsats. Takket være deres arbejde følger hundreder af millioner muslimer i dag shariaen uden besvær, og de har ingen vanskeligheder med at forstå Allahs og Sendebuddets bestemmelser.

I begyndelsen udarbejdede mange religiøse lærde fiqh på hver deres måde, men til sidst vandt fire retninger inden for fiqh verdens anerkendelse, og i dag følger verdens muslimer i størst udstrækning netop dem:

For det første den fiqh, der blev udarbejdet af imam Abu Hanifa (r.a.). Ved udarbejdelsen fik han hjælp af flere fremtrædende lærde, blandt andre imam Abu Yusuf (r.a.), imam Muhammad (r.a.) og imam Zufar (r.a.). Den kaldes hanafitisk fiqh.

For det andet den fiqh, der blev udarbejdet af imam Malik (r.a.). Den kaldes malikitisk fiqh.

For det tredje: Den fiqh, som blev udarbejdet af imam al-Shafi’i (må Gud være tilfreds med ham). Den kaldes Shafi’i-fiqh.

For det fjerde: Den fiqh, som blev udarbejdet af imam Ahmad ibn Hanbal (må Gud være tilfreds med ham). Den kaldes Hanbali-fiqh.

Disse fire former for fiqh blev udarbejdet inden for to hundrede år efter Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham). De forskelle, der findes imellem dem, er helt naturlige. Når forskellige mennesker forsker i et bestemt spørgsmål eller forsøger at forstå dets betydning, kan deres undersøgelser og konklusioner være forskellige. Alle disse religiøse ledere var imidlertid sandhedssøgende, drevet af gode hensigter og oprigtigt optaget af muslimernes sande vel, og derfor har alle muslimer anerkendt disse fire former for fiqh som sande.

Det er dog nødvendigt at vide, at man i den samme sag kun kan følge én metode; man kan ikke følge fire forskellige metoder. Derfor er de fleste lærdes opfattelse, at muslimerne bør følge en af disse fire metoder. En anden gruppe lærde siger desuden, at det ikke er nødvendigt at følge en bestemt fiqh. De lærde bør oprigtigt forstå Koranens og hadiths bestemmelser, mens de, der ikke besidder viden, bør følge en lærd, som de har tillid til. Disse kaldes Ahl al-Hadith. De holder sig lige så meget til sandheden som de ovennævnte fire grupper.

Tasawwuf

Fiqh beskæftiger sig med menneskets ydre handlinger. Det vil sige, om jeg udfører en handling korrekt på den måde, som jeg er blevet pålagt at udføre den. Hvis jeg har udført den korrekt, har fiqh ikke noget at sige om, hvordan sindets tilstand var. Det, der beskæftiger sig med sindets tilstand, kaldes tasawwuf¹. Hvis en person for eksempel udfører salat, ser fiqh kun på, om han foretog wudu korrekt, om han stod vendt mod qibla, om han opfyldte alle salatens nødvendige betingelser, om han fremsagde alt det, der skal fremsiges under salat, og om han på det fastsatte tidspunkt udførte det antal rak’ah, der er foreskrevet. Når alle disse betingelser er opfyldt, er hans salat fuldendt set fra fiqhs synspunkt. Tasawwuf ser derimod på, hvordan hans hjerte var under denne tilbedelse. Var han helt vendt mod Allah? Var hans hjerte frit for verdslige tanker? Opstod der gennem salat i hans hjerte frygt for Allah, overbevisning om Hans nærvær og bevidsthed om, at Han ser alt, samt et ønske om udelukkende at opnå Hans tilfredshed? Hvor meget har denne salat renset hans sjæl? Hvor meget har den forbedret hans karakter? Hvor meget har den gjort ham til en oprigtigt gudsdyrkende og retskaffen muslim? Jo større fuldkommenhed en person opnår i de forhold, der har forbindelse med salatens sande mål, desto mere fuldkommen bliver salat set fra tasawwufs synspunkt. Og i den grad der bliver svagheder på dette område, betragtes hans salat som tilsvarende mangelfuld. På samme måde ser fiqh ved alle de bestemmelser, der findes i sharia, kun på, om den pågældende bestemmelse er blevet overholdt nøjagtigt på den måde, som det er blevet pålagt. Tasawwuf ser derimod på, hvor meget oprigtighed, god hensigt og ægte lydighed der var til stede hos ham, da han overholdt bestemmelsen.

Forskellen mellem disse to kan forstås ud fra et eksempel. Når en bestemt person møder nogen, ser han på vedkommende fra to synsvinkler. Den ene er, om personen er fuldkommen og sund: Er han blind, enøjet eller halt? Er han smuk eller grim? Er hans tøj pænt og af god kvalitet, eller er det snavset og slidt? Den anden er, hvilken slags karakter han har, hvordan hans natur og vaner er, og hvilken slags viden og forstand han besidder. Er han lærd eller uvidende, retskaffen eller ussel? Det første blik er fiqhs blik, mens det andet er tasawwufs blik. Når nogen forsøger at vælge en person som ven, bør han undersøge personlighedens to sider. Hans ønske bør være, at både det indre og det ydre er smukt. På samme måde skal man i det ønskede liv, som islam har udformet, adlyde sharias bestemmelser med hensyn til både den ydre og den indre tros side. En person kan have ydre lydighed, men mangle liv i den indre lydighed. Han ligner da et dødt menneske med et smukt ansigt. Omvendt kan en persons handlinger rumme al mulig skønhed, uden at den ydre lydighed udføres korrekt. Han kan da sammenlignes med en person, der er yderst ædel og retskaffen, men fysisk er grim og vanfør.

Ud fra dette eksempel kan man forstå forholdet mellem fiqh og tasawwuf. Det beklagelige er imidlertid, at også tasawwufs rene form senere blev forvansket, da mange former for uretfærdighed opstod som følge af forvanskningen af viden og karakter. Mennesker hentede lærdomme fra antireligiøse filosofier hos vildledte folk og indførte dem i islam under navnet tasawwuf. De indførte mange slags mærkelige trosforestillinger og praksisser under navnet tasawwuf, selv om de ikke findes i Koranen og hadith. Disse mennesker frigjorde sig lidt efter lidt fra lydigheden mod sharia. Efter deres opfattelse har tasawwuf ingen forbindelse med sharia. Her hersker en anden verden. Hvorfor skulle sufier have behov for at følge love, regler og metoder? Det er uvidende sufier, der har denne opfattelse; i virkeligheden bygger deres forestilling helt på vildfarelse. Der findes ikke nogen form for tasawwuf i islam, som ikke har forbindelse med sharias bestemmelser. Ingen sufi har ret til at blive fritaget for lydigheden mod salat, sawm, hajj og zakat. Ingen sufi har ret til at handle i strid med de regler, som Allah og Sendebudet har fastlagt om moralske forpligtelser i samfundslivet, karakter, gensidig omgang, rettigheder og pligter samt grænserne mellem halal og haram. Den, der ikke adlyder Allahs Sendebud korrekt og ikke følger den handlemåde, han har foreskrevet, er ikke værdig til at kalde sig muslimsk sufi. I virkeligheden er tasawwuf ægte kærlighed til Allah og Hans Sendebud, og kærlighedens krav er, at man ikke afviger så meget som et hårsbredde fra lydigheden mod Allahs bestemmelser og Hans Sendebud. Islamisk tasawwuf er ikke noget, der står adskilt fra sharia; det er derimod at overholde sharias bestemmelser med den største oprigtighed og de bedste hensigter og at indgyde kærlighed til Allah og frygt for Ham i hjertet.

Shariaens regler og bestemmelser

I dette sidste kapitel vil jeg tale om shariaens principper og dens forskellige specifikke bestemmelser. Heraf vil det blive forståeligt, hvordan den islamiske sharia gør menneskets sind lydigt over for sunde og smukke regler, og hvor fulde af visdom disse regler er.

Shariaens principper

Enhver kan ved at tænke over sin egen situation forstå, at han er kommet til verden med mange forskellige kræfter, og at hver enkelt af disse kræfter kræver, at han anvender den korrekt. Blandt dem findes fornuften, viljen, begæret, taleevnen, synet, hørelsen, evnen til at smage, evnen til at bevæge hænder og fødder, had og vrede, kærlighed og tiltrækning, frygt og fristelse; men ingen af disse er meningsløse. Disse ting er blevet givet for at opfylde hans behov. Menneskets liv og dets fremgang i denne verden afhænger af, at det anvender de kræfter, som Allah har givet menneskene i verden, korrekt.

Det vil også kunne ses, at mennesket sammen med de kræfter, det har fået, også har fået midlerne til at anvende dem. Først og fremmest er der menneskets krop; i den findes alle nødvendige redskaber. Dernæst er der den omgivende verden, hvor utallige midler af enhver art allerede er blevet gjort klar. Til menneskets hjælp findes dets medmennesker. Til dets tjeneste findes dyr, planter, mineraler, jord og vand, luft, varme og lys samt utallige andre ting. Allah har skabt alt dette, for at mennesket skal anvende det og modtage hjælp fra det til at leve.

Lad os nu overveje endnu en side af sagen. De kræfter, mennesket har fået, er blevet givet til dets gavn, ikke til skade. Den korrekte måde at anvende dem på må derfor være sådan, at der kun opnås gavn, uden mulighed for skade, eller at skaden, hvis der alligevel sker skade, bliver så lille som muligt. Ifølge fornuften vil det være forkert at anvende dem på andre måder. Hvis nogen selv udfører en handling, der skader ham selv, er det naturligvis forkert. Hvis nogen anvender sine egne kræfter på en sådan måde, at andre skades, er det forkert. Hvis nogen ved at misbruge en kraft spilder de midler og ressourcer, Allah har givet, er det også forkert. Enhvers fornuft vil vidne om, at alle former for skade må undgås, og at skade kun må accepteres, når det på ingen måde er muligt at undgå den, eller når dens følge rummer mulighed for en større gavn.

Lad os gå endnu et skridt videre. I verden findes der to slags mennesker. Den ene slags anvender med vilje nogle af deres kræfter på en sådan måde, at en af disse kræfter skader en anden af deres egne kræfter, eller at andre skades af den. Eller de misbruger de midler og ressourcer, som er blevet givet dem, selv om disse ting udelukkende blev givet dem til gavn og ikke til spild. Den anden slags gør ikke dette med vilje, men begår fejl på grund af deres uvidenhed. Den første gruppe er forbrydere, og for at kontrollere dem er der behov for love og regler. For den anden gruppe, som begår fejl på grund af uvidenhed, er der behov for et uddannelsessystem, så de kan forstå den korrekte måde at anvende deres egne kræfter på.

I den sharia, som Allah den Ophøjede har sendt gennem sine profeter, er dette behov blevet opfyldt. Den har ikke til hensigt at tilintetgøre nogen af menneskenes evner, undertrykke noget naturligt begær eller udslette menneskets følelser og lidenskaber. Shariaen siger aldrig til mennesket: Forkast verden, lev fastende og nøgen i bjergene og skovene, fornægt sjælens krav og kast dig ud i selvplageri, og gør alle livets bekvemmeligheder – al glæde – forbudt for dig selv. Shariaen lærer aldrig dette. Dette er den sharia, Allah har skabt, og Allah har skabt denne verden til menneskets bekvemmelighed. Hvordan skulle Han ønske at ødelægge denne fabrik? Han har ikke givet mennesket nogen kraft, der er meningsløs eller unødvendig. Han har ikke skabt noget nogetsteds på jorden eller i himlene, som ikke kan anvendes. Han ønsker netop, at denne verdens fabrik skal fortsætte med fuld kraft, at mennesket skal anvende hver eneste af sine kræfter fuldt ud, få fuld gavn af hver eneste ting i verden og anvende alle de midler og ressourcer, der er bestemt på jorden og i himlene, korrekt; de skal ikke ved den førnævnte form for uvidenhed og fordærv skade sig selv eller andre.

Allah har fastlagt alle bestemmelser i shariaen med dette formål. Alt, hvad der er skadeligt for mennesket, er haram (forbudt) i shariaen, mens alt, hvad der er gavnligt, er halal (tilladt). Enhver handling, hvorved et menneske skader sig selv eller andre, er forbudt i shariaen. Det er tilladt at gøre alt det, der er gavnligt for mennesket, og som ikke medfører skade for andre. Alle dens love er bygget på dette princip, så menneskene i verden kan opfylde alle deres ønsker og behov og får ret til at gøre enhver mulig indsats for deres eget velbefindende; desuden skal de drage fordel af denne ret på en sådan måde, at de på grund af uvidenhed eller ondskab ikke krænker andres rettigheder. Endvidere skal de så vidt muligt hjælpe og støtte andre. Når handlinger på den ene side rummer mulighed for gavn og på den anden side mulighed for skade, er shariaens princip, at man accepterer en mindre skade for at opnå en større gavn og opgiver en mindre gavn for at beskytte sig mod en større skade.

Eftersom ikke alle mennesker i enhver tidsalder i samme grad kan vide, hvor gavnlig eller skadelig en ting eller handling er, har Allah, som besidder viden om alle skabelsens mysterier, givet mennesket en fejlfri ordning for et fuldkomment liv. For mange århundreder siden lå denne ordnings mange gavnlige sider uden for menneskenes fatteevne; men den gradvise udvikling af nutidens uddannelse har afdækket disse mysterier. Menneskene har endnu ikke forstået alle dens mange gavnlige sider; men jo mere kundskaben udvikler sig, desto mere vil disse mysterier blive åbenbare for menneskene. De, der stoler på deres egen svage og umodne viden og fornuft, tvinges efter at have været nedsænket i fejltagelser gennem århundreder til i sidste ende at følge en eller anden af shariaens bestemmelser; men de, der har stolet på Allahs sendebud, er blevet skånet for den ydre og uvidenhedens skade, for uanset om de har haft viden om dens gavnlige sider eller ej, har de i alle tilfælde, drevet af deres tro på Allahs sendebud, adlydt den lov, der er bygget på korrekt og fejlfri viden.

Fire slags rettigheder

I den islamiske sharia er der fastlagt fire slags rettigheder for mennesket.

For det første: Allahs rettigheder;

For det andet: menneskets rettigheder over sin egen krop og sit eget sind;

For det tredje: Allahs øvrige tjeneres rettigheder, og

For det fjerde: rettighederne for de ting, som Allah har underlagt menneskets rådighed, så det kan gøre brug af dem og drage gavn af dem.

Det er den sande muslims pligt at forstå disse fire slags rettigheder og anvende dem korrekt. I shariaen er disse rettigheder beskrevet hver for sig, og der er fastlagt en måde at opfylde dem på, så alles rettigheder kan opfyldes samtidig, og så ingen så vidt muligt får sine rettigheder krænket.

Allahs rettigheder

Allahs ret består i, at mennesket kun anerkender Ham som ilah og ikke sætter nogen ved Hans side. Som jeg allerede har sagt, opfyldes denne ret, når man tror på kalimaen »La ilaha illallah«.

Allahs anden ret består i oprigtigt at tage imod den vejledning, der er kommet fra Ham. Denne ret opfyldes, når man tror på »Muhammadur Rasulullah«. Jeg har allerede givet en detaljeret redegørelse for dette.

Allahs tredje ret er lydighed mod Hans befalinger. Denne ret opfyldes ved at følge Allahs lov, som er fastlagt i Hans Bog og i Hans Sendebuds sunnah. Jeg har allerede hentydet til dette.

Allahs fjerde ret er, at Han tilbedes. De pligter, der er pålagt mennesket for at opfylde denne ret, er blevet beskrevet i et tidligere kapitel. Da denne ret står over alle andre rettigheder, må man i større eller mindre grad ofre andre rettigheder for at opfylde den; for eksempel ofrer mennesket forskellige rettigheder, som dets krop og sind har, når det udfører pligter som salat og sawm. For salatens skyld står mennesket meget tidligt op og udfører wudu med koldt vand. Flere gange dag og nat tilsidesætter det sine nødvendige gøremål og glæden ved fritidsfornøjelser. Gennem hele Ramadan accepterer det besværet ved sult og tørst samt ved at beherske sine sanselige drifter; når det betaler zakat, ofrer det kærligheden til penge, idet det bliver fyldt af kærlighed til Allah. Ved hajj må det påtage sig rejsens besværligheder og økonomiske ofre. I jihad ofrer det sin ejendom og sit liv. På denne måde må man, når man opfylder Allahs ret, i større eller mindre grad også ofre andres rettigheder. Som eksempel må en tjener under salat forlade sin herres arbejde for at gå hen og tilbede sin sande Herre. Under hajj må den enkelte opgive alle former for arbejde og handel og rejse mod det ærede Makkah, og i opfyldelsen af denne pligt er mange andre menneskers rettigheder også involveret. I jihad tager mennesket liv og ofrer sit eget liv alene for Allahs skyld. For at opfylde Allahs ret må mennesket give afkald på mange ting, som står til dets rådighed, såsom at ofre dyr og bruge penge.

Allah den Ophøjede har fastsat visse grænser for opfyldelsen af Hans ret. Derfor er det ikke nødvendigt at ofre mere af andres rettigheder, end det kræver at opfylde denne ret. Lad os som eksempel se på salat. Der er gjort alle mulige lettelser for at udføre de salatbønner, som Allah den Ophøjede har gjort obligatoriske. Hvis man ikke kan finde vand til wudu, eller hvis man er syg, kan man udføre tayammum. Er man på rejse, skal man forkorte salat. Er man syg, kan man udføre salat siddende eller liggende i sengen, og det, der skal reciteres under salat, er heller ikke så omfattende, at én salat skulle tage mere end nogle få minutter. I rolige tider kan man, hvis man ønsker det, recitere en hel sura som al-Baqara under salat; men når man har travlt, er det forbudt at udføre en lang salat. Hvis nogen desuden ønsker at udføre nafl-salat ud over de obligatoriske salatbønner, er Allah tilfreds med ham, men Han ønsker ikke, at nogen gør nattesøvnen og dagens hvile forbudt for sig selv, eller bruger hele sin tid, der skulle anvendes til at tjene til livets ophold, på salat, eller fortsætter med at udføre salat på bekostning af Allahs tjeneres rettigheder.

På samme måde er der givet alle mulige lettelser, hvad angår sawm. Sawm er kun gjort obligatorisk én måned om året, og selv denne kan indhentes under en rejse eller i tilfælde af sygdom. Hvis den, der faster, bliver syg, og der er fare for hans liv, kan han bryde fasten. Det er ikke passende at faste blot ét minut længere end det tidsrum, der er fastsat for sawm.

Det er tilladt at spise og drikke indtil tidspunktet for suhurens afslutning. Og så snart tidspunktet for iftar indtræffer, er det påbudt straks at bryde fasten. Hvis nogen faster frivilligt ud over den obligatoriske faste, vil Allah blive meget tilfreds. Men Allah ønsker ikke, at nogen faster uafbrudt og gør sig selv så svag, at han ikke længere er i stand til at udføre noget arbejde.

Også for zakat har Allah fastsat en minimumssats, og Han har kun gjort den obligatorisk for dem, der ejer formue svarende til den fastsatte nisab. Hvis nogen giver mere end dette i sadaqa og velgørenhed på Allahs vej, vil det behage Allah. Men Allah ønsker ikke, at nogen ofrer sine egne og sine slægtninges rettigheder, bruger alt på sadaqa og velgørenhed og selv ender med at sidde fattig tilbage. Hvad angår gaver, er vi blevet påbudt at følge en middelvej.

Dernæst kommer spørgsmålet om hajj. Først og fremmest er hajj kun blevet gjort obligatorisk for dem, der er i stand til at afholde rejseudgifterne og udholde de fysiske anstrengelser. Desuden er den største lettelse her, at hajj kun skal udføres én gang i hele livet, når det er belejligt. Hvis der et sted undervejs foregår kampe, eller der er fare for livet, kan beslutningen om at udføre hajj udsættes. Samtidig er forældrenes tilladelse blevet anset for nødvendig til hajj, så de gamle forældre ikke skal udsættes for vanskeligheder under sønnens fravær. Af disse bestemmelser kan man forstå, hvor meget Allah har taget hensyn til andres rettigheder, selv når det gælder opfyldelsen af Hans egne rettigheder.

Det er under jihad, at menneskets rettigheder i størst omfang må ofres for at opfylde Allahs rettigheder, for da må mennesket ofre sin ejendom og sit liv på Allahs vej, og også andres ejendom og liv må ofres. Men det er allerede blevet sagt, at islams princip er at acceptere et mindre onde for at blive skånet for et større onde. Hvis man vurderer sagen ud fra dette princip, kan man forstå, at et større onde end tabet af nogle hundrede, nogle tusinde eller nogle hundredtusinder af menneskeliv er løgnens sejr over sandheden, Allahs religions nederlag over for kufr, shirk og ateisme samt udbredelsen af vildfarelse og principløshed på jorden. Derfor har Allah befalet muslimerne, at de for at undgå dette større onde skal acceptere det mindre tab af liv og ejendom for at opnå Hans tilfredshed. Men samtidig er det blevet fastslået, at der ikke må udgydes mere blod end det, der er uundgåeligt. Det er blevet forbudt at lægge hånd på gamle mennesker, børn, kvinder, sårede og syge. Man skal kun kæmpe mod dem, der har trukket sværdet for at støtte løgnen. Det er forbudt uden grund at fortsætte ødelæggelser i fjendens land, og efter sejren skal fjenden behandles retfærdigt. Hvis der indgås en aftale med fjenden om noget, skal den overholdes. Når de ophører med fjendskabet mod sandheden, skal kampene standses. Af disse bestemmelser kan man forstå, at det ikke er blevet anset for tilladt at ofre mere af menneskets rettigheder, end det er nødvendigt at ofre for at opfylde Allahs rettigheder.

Ens egne rettigheder

Lad os nu se nærmere på den anden slags rettigheder, nemlig individets rettigheder over sin egen krop og sit eget sind.

Mange vil måske blive forbløffede over at høre, at mennesket, når det har ladet alle andre være, begår uret mod sig selv. Det er virkelig forbløffende. For udadtil føler hvert menneske, at det elsker sit eget væsen mest, og sandsynligvis vil ingen indrømme, at han selv nærer fjendskab mod sig selv. Men hvis man tænker en smule over det, vil alle kunne indse, at dette er sandt.

En stor svaghed blandt mennesker er, at når en eller anden sanselig lidenskab får overtaget over dem, bliver de dens slaver, og for at tilfredsstille denne lidenskab skader de, bevidst eller ubevidst, sig selv på mange måder. Man ser, at nogle mennesker bliver grebet af alkoholens rus; de løber vanvittigt efter den og accepterer at skade deres helbred, deres økonomi og deres anseelse – kort sagt alt. En anden person er måske frådser; han spiser ubekymret alle slags mad og ødelægger på den måde sit liv. En tredje bliver måske slave af seksuel lyst og fortsætter med at tilfredsstille sine begær på en sådan måde, at resultatet uundgåeligt bliver hans egen undergang. En fjerde ønsker åndelig udvikling; han tilsidesætter alle livets behov, undertrykker alle sit hjertes ønsker, nægter at tilfredsstille kroppens behov, gifter sig ikke, afholder sig fra mad og drikke, føler ikke behov for at bruge tøj og er endda uvillig til at trække vejret. Han tilbringer sit liv i skove, jungler og bjerge, idet han tror, at denne verden ikke er skabt til ham. Jeg har blot for eksemplets skyld fremført nogle få eksempler på yderliggående mennesker. Utallige former for denne slags yderliggående holdninger ser vi dag og nat omkring os.

Den islamiske sharīʿats mål er menneskets velbefindende. Derfor advarer den mennesket: () »Du har en ret over for dig selv.«

Den islamiske sharīʿat afholder mennesket fra alt, der skader det, såsom vin, palmevin, opium og alle andre rusmidler. Sharīʿat har forbudt mennesket svinekød, kød fra rovdyr og giftige dyr, urene dyr, selvdøde dyr og lignende, fordi disse ting har en yderst skadelig indvirkning på menneskets helbred, karakter, forstandsevner og åndelige styrke. I stedet har sharīʿat gjort rene og gavnlige ting halal for mennesket og pålagt det ikke at berøve sig selv disse rene fødevarer, for dets krop har en ret over for det.

Sharīʿat afholder mennesket fra at være nøgent og pålægger det at bruge det tøj, som Allah har foreskrevet til at forskønne dets krop, samt at dække de dele af kroppen, hvis blotlæggelse er ensbetydende med skamløshed.

Sharīʿat har pålagt mennesket at søge sit levebrød og rådet det til ikke at sidde arbejdsløst, ikke at tigge og ikke at dø af sult, men at gøre brug af de kræfter, Allah har givet det, og på lovlig vis erhverve de midler, Han har skabt på jorden og i himlen til dets underhold og velbefindende.

Sharīʿat har forbudt mennesket at undertrykke sine sanselige drifter og pålagt det at gifte sig for at tilfredsstille sine lyster.

Sharīʿat har forbudt mennesket at fornægte sin sjæls krav og pålagt det ikke at gøre et liv i komfort og velvære forbudt for sig selv. Hvis det ønsker åndelig udvikling, nærhed til Allah og frelse i det hinsidige, behøver det derfor ikke at forkaste verden; det skal tværtimod, som et fuldkomment og erfarent menneske i verden, mindes Allah, med frygt holde sig borte fra ulydighed mod Ham og adlyde Hans fastsatte love. Dette er vejen til fuldkommen succes i denne verden og det hinsidige.

Det er blevet gjort haram i sharīʿat at fornægte sjælens behov. Mennesket er deri blevet pålagt at forstå, at dets ejendom og liv tilhører Allah. Det har fået dette betroede ansvar, for at det skal gøre brug af det indtil det tidspunkt, Allah har fastsat – ikke for at misbruge det.

Tjenernes rettigheder

Shariaen har på den ene side påbudt mennesket at opfylde kroppens og sjælens rettigheder, men på den anden side er der knyttet den begrænsning dertil, at det ved opfyldelsen af disse rettigheder ikke må benytte nogen fremgangsmåde, der krænker andres rettigheder. For når mennesket på denne måde søger at tilfredsstille sine egne ønsker og behov, bliver dets egen sjæl også fordærvet, og andre påføres alle former for skade. Desuden er tyveri, røveri, bestikkelse, bedrag, åger, svindel og andre sådanne laster blevet gjort haram af shariaen, fordi den enkeltes gevinst ved disse metoder i virkeligheden opnås ved at skade andre. Løgn, bagtalelse, sladder og falske beskyldninger er også blevet forbudt, fordi disse handlinger er skadelige for andre. Gambling, lotteri og lignende er blevet gjort haram, fordi enkelte mennesker vinder på bekostning af tusinder og atter tusinder af menneskers tab. Snyd, bedrageriske transaktioner og handel af denne art er også blevet gjort haram, fordi der her er en sikker mulighed for, at en bestemt part lider tab. Drab samt strid og uenighed er blevet forbudt, for ingen har ret til at tage en andens liv eller påføre en anden lidelse for at opnå en personlig fordel eller tilfredsstille et ønske. Zina, utroskab og unaturlige seksuelle forbindelser er blevet gjort haram, fordi disse handlinger på den ene side skader den enkeltes sundhed og karakter, mens de på den anden side spreder skamløshed og moralsk fordærv i hele samfundet, fremkalder hæslige sygdomme, forvrider kroppens skønhed, skaber strid og uenighed og forvansker menneskelige relationer. Frem for alt medfører det, at nationens civilisation og kultur mister deres sammenhæng.

Det er for at mennesket ikke skal ødelægge andres rettigheder, mens det opfylder sine egne rettigheder og sit sinds behov, at den islamiske sharia har planlagt ovennævnte kontrolordning. Men en sådan ordning er ikke tilstrækkelig til den menneskelige civilisations udvikling og velfærd, hvis den blot forhindrer den enkelte i at skade andre. Det er tværtimod nødvendigt at etablere et gensidigt forhold mellem mennesker, så de kan hjælpe hinanden i gode og gavnlige handlinger. Her vil jeg blot give en kort beskrivelse af de love, som shariaen har fastsat med dette formål.

Menneskelige relationer begynder med familien. Lad os derfor først rette opmærksomheden mod den. Familien består af mand, hustru og børn. Ifølge den islamiske adfærdslære påhviler det mændene at tjene til livets ophold, dække familiens behov og beskytte hustru og sønner og døtre, mens hustruens pligt er at sørge for alle forhold i hjemmet med det, manden tjener og bringer hjem, at stræbe efter at sikre den størst mulige komfort for sin mand og sine børn og at undervise børnene. Børnenes pligt er at adlyde deres mor og far, behandle dem med respekt og tjene dem i deres alderdom. For at få familieforvaltningen til at fungere ordentligt har islam indført en særlig ordning. Den ene del er, at manden eller faderen er blevet udpeget som leder og overhoved i hjemmet, for ligesom en by ikke kan forvaltes ordentligt uden en leder, og en skole ikke kan fungere uden en skoleleder, kan familien heller ikke fungere ordentligt uden en bestemt leder. I en familie, hvor hvert enkelt menneske følger sin egen vilje, vil uorden og dårlig forvaltning nødvendigvis herske. Der kan ikke være nogen virkelig tryghed eller glæde dér. Hvis manden går i én retning, vil hustruen gå i en anden, og deres børn vil gå til grunde. For at fjerne denne uorden er det nødvendigt, at enhver familie har en leder, og denne opgave kan pålægges manden, fordi det er ham, der har ansvaret for at forsørge og beskytte hjemmets øvrige beboere. Den anden ordning er, at kvinden, efter at manden har fået lagt hele byrden af det ydre arbejde på sine skuldre, er blevet pålagt ikke at gå uden for hjemmet uden behov. Hun er blevet fritaget for det ydre arbejde, så hun i ro kan varetage sine indre pligter og sørge for, at børnenes undervisning ikke hindres. Formålet er ikke at forbyde kvinder overhovedet at sætte en fod uden for hjemmet. De har tilladelse til at gå ud, når der er behov for det; men shariaens mål er, at deres egentlige virkefelt skal være hjemmet, og at alle deres kræfter skal bruges på at gøre familielivet velfungerende og godt.

Familien udvides gennem blodsrelationer og ægteskabelige relationer. For at bevare gode forhold mellem de mennesker, der er knyttet til hinanden i familien, og gøre dem til gensidige hjælpere har shariaen fastsat forskellige vise ordninger. Her beskrives nogle af dem:

For det første er ægteskab mellem mænd og kvinder, som naturligt må leve i meget tæt omgang med hinanden, blevet gjort haram, såsom mellem mor og søn, far og datter, stedfar og den datter, som hustruen har med sin tidligere mand, stedmor og stedsøn, bror og søster, farbror og brordatter, faster og brorsøn, morbror og søsterdatter, moster og søstersøn, svigermor og svigersøn samt svigerfar og svigerdatter. Blandt de utallige gavnlige følger af at forbyde disse ægteskabelige forbindelser er, at forholdet mellem disse kvinder og mænd forbliver særdeles rent, så de frit kan omgås hinanden med oprigtig kærlighed.

For det andet er ægteskab mellem andre beslægtede kvinder og mænd uden for de ovennævnte forbudte relationer blevet gjort tilladt, så deres indbyrdes forhold kan blive endnu stærkere. Ægteskaber mellem mennesker, der kender hinandens natur og adfærd, lykkes oftere. Forbindelser mellem ukendte familier skaber i mange tilfælde bitterhed. Derfor lægger islam større vægt på ægteskab mellem beslægtede familier end på ægteskab med en ukendt familie.

For det tredje findes der blandt beslægtede familier alle slags mennesker: fattige og rige, velstillede og trængende. Islams bestemmelse er, at enhver person har den største ret over for sine slægtninge. I shariaens terminologi kaldes dette sila-ye-rahmi, og shariaen har givet det særlig vægt. Illoyalitet over for slægtninge, det vil sige utaknemmelig behandling, kaldes qat’-e-rahmi, og i islam er det en alvorlig synd. Hvis en nær slægtning bliver fattig eller rammes af en ulykke, er det den velstillede slægtnings pligt at hjælpe ham. Også hvad angår sadaqa og velgørenhed er slægtninges ret blevet anerkendt som særlig vigtig.

Fire: Arvelovgivningen er også blevet udformet på en sådan måde, at hvis en person dør og efterlader sig en formue – uanset om den er lille eller stor – får man ikke lov til at samle den ét sted; tværtimod får hans slægtninge hver sin større eller mindre andel af den. Søn, datter, hustru, ægtemand, mor, far, bror og søster er menneskets nærmeste slægtninge. Derfor er deres andele blevet fastlagt først i arvefølgen. Hvis de ikke findes, får den nærmeste af de øvrige slægtninge sin andel, og på denne måde bliver den formue, en person efterlader sig ved sin død, fordelt mellem mange slægtninge. Denne islamiske lov er uden sidestykke i verden, og i dag følger andre nationer den også; men desværre handler muslimer på mange områder imod denne lov på grund af deres egen uvidenhed og dårskab. Især er skikken med at berøve kvinder deres retmæssige andel blevet meget udbredt i Bangladesh og Hindustan, selv om dette er en alvorlig form for uret og strider imod Koranens klare påbud.

Efter familien opstår menneskets relationer til dets venner, naboer, indbyggerne i den samme by eller landsby og beboerne i det samme kvarter, som det på den ene eller anden måde må samarbejde med. Ifølge islams bestemmelser skal man behandle dem alle med sandhed, retfærdighed og ærlighed; man må ikke volde nogen smerte eller såre nogens hjerte. Man skal afholde sig fra uanstændighed og dårligt sprog. Man skal hjælpe hinanden. Man skal pleje de syge, og når nogen dør, skal man deltage i begravelsesbønnen. Hvis nogen rammes af en ulykke, skal man vise ham medfølelse. Fattige ansøgere og hjælpeløse mennesker skal hjælpes i det skjulte. Forældreløse og enker skal passes. Man skal give den sultne mad, den nøgne tøj og hjælpe den arbejdsløse med at finde beskæftigelse. Hvis Allah den Ophøjede har givet en rigdom, må den ikke ødsles bort på ens egen bekvemmelighed og fornøjelse. Forbuddet mod at bruge guld- og sølvkar og smykker, bære silkeklæder og spilde penge på egen fritidsunderholdning og meningsløs luksus bygger på islams princip om, at ingen bør bruge de penge, som kunne sikre føden for tusinder af Allahs tjenere, udelukkende på sin egen komfort. At de penge, som kunne have sikret mange menneskers underhold, hænger som smykker på en enkelt persons krop, pryder hans bord som kostbare kar, ligger spredt i hans hus som dyre tæpper eller brændes op i ild, er en form for uret. Islam ønsker ikke at fratage nogen hans rigdom. Hvad man selv erhverver eller modtager gennem arv, forbliver ens egen ejendom. Islam giver enhver fuld ret til at nyde sin egen rigdom. Det er også tilladt i islam, at den velsignelse, Allah har givet, viser sig i ens klæder, hjem og ydre omgivelser. Men målet med den islamiske lære er, at enhver skal leve et enkelt, beskedent og mådeholdent liv. Man må ikke gøre sine behovs krav grænseløse, men skal samtidig med sine egne behov også tage hensyn til vennernes, de kærnes, naboernes, landsmændenes, nationens øvrige menneskers og offentlighedens rettigheder.

Efter at have overskredet dette mindre område, lad os nu rette blikket mod det større område. Det større område omfatter alle verdens muslimer. På dette område har islam fastlagt sådanne love og bestemmelser, at muslimer kan hjælpe hinanden med at gøre godt, og at alle veje, der kan skabe uret mellem dem, så vidt muligt kan lukkes. Som eksempel vil jeg her blot henvise til nogle få af dem.

For det første er der fastsat bestemmelser for at bevare den nationale karakter: Kvinder og mænd, mellem hvem ægteskab ikke er forbudt, må ikke frit omgås hinanden. Kvinder skal have deres eget sociale miljø, og mændene deres eget. Kvinder skal i størst muligt omfang hellige sig pligterne i hjemmet. Hvis de har behov for at gå ud, skal de ikke gå ud pyntede; de skal iføre sig hvidt tøj, dække hele kroppen ordentligt til og gå ud. Hvis der opstår et uomgængeligt behov for at lade ansigt og hænder være utildækkede, må de kun blotte ansigt og hænder for at opfylde dette behov. Samtidig er mændene blevet pålagt at holde deres blikke tilbage fra andre kvinder. Hvis en kvinde pludselig kommer inden for synsvidde, skal han vende blikket bort. Det er forkert at forsøge at se på hende en anden gang, og det er endnu mere forkert at forsøge at stifte bekendtskab med hende. Det er enhver mands og kvindes pligt at bevare sin egen karakter og ikke træde uden for de grænser for ægteskabet, som Allah den Ophøjede har fastsat for at tilfredsstille sansernes begær, eller nære et sådant ønske i sit hjerte.

For det andet er der netop for at bevare den nationale karakter fastsat en bestemmelse om, at ingen mand må blotte området mellem knæene og navlen, og at ingen kvinde foran nogen anden person end sin ægtemand må blotte nogen del af kroppen bortset fra ansigtet og hænderne, uanset hvor nært beslægtet denne person måtte være med hende. I den islamiske lovs terminologi kaldes dette satr, og det er obligatorisk for både mænd og kvinder at dække denne del af kroppen. Islams mål er at skabe en følelse af blufærdighed hos mennesker og forhindre udbredelsen af skamløshed, som kan føre til moralsk fordærv.

For det tredje bryder islam sig ikke om sådanne former for fritidsunderholdning og fornøjelser, som fører til moralsk forfald, fremkalder uønskede begær og medfører spild af tid, helbred og penge. Fritidsunderholdning er utvivlsomt nødvendig for at genoplive menneskers livskraft og vække arbejdsviljen; men underholdningen skal være af en sådan art, at den opliver sjælen og ikke gør hjertet endnu mere fordærvet og fornedret. Selv om det tilsyneladende kan være underholdende, at tusinder af mennesker samles og spilder deres tid på nytteløse samtaler om opdigtede forbryderes onde gerninger og skamløse adfærd, fører det til en forvanskning af den nationale karakter og de nationale sædvaner.

For det fjerde er muslimerne med henblik på national enhed og velfærd blevet tilskyndet til at beskytte sig mod indbyrdes strid, afstå fra at danne forskellige grupper og, hvis der opstår uenighed om noget, med oprigtig beslutsomhed forsøge at afgøre sagen ud fra Koranen og hadith. Hvis sagen heller ikke kan afgøres derved, skal de ikke kæmpe indbyrdes, men overlade afgørelsen til Allah. I arbejdet for den nationale velfærd skal de hjælpe hinanden, adlyde folkets ledende personer, holde sig borte fra dem, der skaber strid, og ikke spilde deres egen energi ved at kæmpe indbyrdes eller bringe national skam over sig.

For det femte har muslimer fuld tilladelse til at tilegne sig videnskab og viden fra ikke-muslimske folk og lære deres praktiske anvendelse; men det er forbudt at efterligne dem i livsførelsen. Et folk efterligner kun et andet folk, når det erkender sin egen underlegenhed og svaghed. Dette er slaveriets laveste trin. Det er en åbenlys erklæring af ens egen tilbagegang og nederlag, og som den endelige konsekvens ødelægges det efterlignende folks kultur. Derfor forbød Hazrat Rasulullah (fred være med ham) strengt at følge andre folks livsform. Selv et menneske med almindelig fornuft kan forstå, at et folks styrke ikke kommer fra dets klædedragt eller livsførelse; den udspringer af dets viden, disciplin og virketrang. Hvis man vil opnå styrke, må man tilegne sig det, som andre folk har opnået styrke gennem. Man må ikke tilegne sig sådanne ting, som får folk til at underkaste sig og til sidst blive opslugt af et andet folk, så de mister deres egen nationale identitet.

Muslimer er ikke blevet oplært i intolerance eller snæversyn i deres omgang med ikke-muslimer. Det er forbudt at fordømme deres religiøse ledere eller forhåne deres religion. Det er forbudt at strides med dem uden grund; hvis de opretholder fredelige og forsonlige forbindelser med os og ikke griber ind i vores rettigheder, er vi også blevet pålagt at bevare freden med dem, etablere venskabelige forbindelser og behandle dem retfærdigt. Islams ædelhed kræver af os, at vi går foran og viser alle menneskelig medfølelse og godhed. Dårlig behandling, undertrykkelse og snæversyn strider mod muslimers værdighed. Muslimen er blevet skabt til verden for at være det bedste eksempel på en sund og smuk karakter, ædelhed og ærlighed, og gennem sine egne principper vinde andre folks hjerter.

Skabningernes rettigheder over for Allah

Nu vil jeg kort omtale den fjerde ret. Allah har givet mennesket myndighed over sine utallige skabninger. Mennesket har med sin egen styrke fået herredømme over dem, gør brug af dem og drager fordel af dem. Som Allahs bedste skabning har det fået denne ret fuldt ud. Men skabningerne har også rettigheder over for mennesket, nemlig at mennesket ikke må misbruge dem uden grund, skade dem uden nødvendighed eller påføre dem smerte. Det må kun skade dem i det omfang, det er nødvendigt for dets eget velbefindende, og skal anvende dem på den bedst mulige måde.

Shariaen har fastsat mange bestemmelser om dette. For eksempel er det tilladt at dræbe dyr for at beskytte sig mod deres skade eller for at bruge dem som føde; men det er forbudt at tage deres liv uden grund for leg eller tidsfordriv. Til at tage et dyrs liv med henblik på føde er slagtemetoden fastsat. Dette er den bedste metode til at få godt kød fra dyret. Selv om andre metoder kan være smertefulde, medfører de spild af kødets gavnlige bestanddele. De øvrige metoder, hvorved kødets gavnlige bestanddele kan bevares, er endnu mere smertefulde end slagtemetoden. Islam ønsker at undgå begge slags metoder. I islam er det yderst forkasteligt (makruh) at dræbe dyr med smerte og grusomhed. Det er tilladt at dræbe giftige og rovdyr, fordi menneskeliv er mere værdifuldt end deres liv, men det er ikke tilladt at dræbe dem på en måde, der påfører dem smerte.

Det er forbudt at lade de dyr, der bruges som ridedyr og lastdyr, sulte, kræve overdrevent arbejde af dem eller slå dem hensynsløst. Det regnes også for makruh at fange fugle og holde dem indespærret i bure. For ikke at tale om dyr, selv det at fælde træer og planter uden grund støttes ikke i islam. Alle må nyde deres frugter og blomster; men ingen har ret til at ødelægge dem. Også træer og planter har liv; islam tillader heller ikke unødigt spild af livløse ting. Selv et overdrevent forbrug af vand er blevet forbudt.

En universel og varig ordning

Dette er en kort beskrivelse af den sharia, som Allah har sendt gennem Hazrat Muhammad (fred være med ham) til hele verden og for alle tider. I denne sharia er der, bortset fra nogle få spørgsmål vedrørende religiøs tro og religiøse handlinger, ingen forskel mellem forskellige mennesker. De religioner og shariaer, der skaber forskelsbehandling mellem mennesker på grundlag af afstamning, land eller race, kan aldrig være universelle; for mennesker af én afstamning kan ikke regnes som mennesker af en anden afstamning, og hele verdens befolkning kan ikke bosætte sig i ét eneste land. Desuden kan den sorte hudfarve hos en abessinier, den gule hudfarve hos en kineser og den hvide hudfarve hos en europæer ikke ændres. Derfor er sådanne religioner og samfundsordninger nødt til at være begrænset til et bestemt folk. Over for disse religioner og samfundsordninger er den islamiske sharia en universel ordning. Enhver, der tror på trosbekendelsen “لا-إله-إلاالله محمد رسول الله”, kan træde ind i det muslimske folk med alle rettigheder; dér vil der ikke være forskelsbehandling på grund af gruppe, sprog, land eller race.

Desuden er denne sharia en evig lovgivning. Dens love er ikke bygget på de gængse skikke og traditioner hos et bestemt folk eller i en bestemt tidsalder, men er derimod grundlagt på principperne i den natur, som mennesket er blevet skabt med. Når denne menneskelige natur består i alle tidsaldre og under alle forhold, vil de love, der er bygget på dens principper, også bestå på samme måde i alle tidsaldre og under alle forhold.

— Slutningen —